Synspunkt: Udbredt positiv særbehandling af kvinder

Diskriminering. Feministisk orienterede personer har i lang tid uimodsagt fået lov til at definere, hvori undertrykkelsen af kvinder stadig foregår.

SY-2007-05-54bDen offentlige debat har længe blot kritikløst sunget med på slageren: "Det er så urimeligt at være kvinde." Dels var det på nogle områder sandt til for nylig, og dels, hvad der måske er mere overraskende, har feministisk orienterede personer uimodsagt fået lov til at definere, hvori undertrykkelsen af kvinder stadig skulle foregå.

De vigtigste områder er vel: 1) manglende ligeløn, 2) skjulte barrierer og fordomme på arbejdsmarkedet, 3) at hjemmefronten overvejende hænger på kvinderne samt 4) manglende indflydelse i de demokratiske processer. Selv her på de af matriarkatet valgte hjemmebaner og fokuspunkter er det problematisk, om de har ret.

Og så er der en række områder, hvor mænd diskrimineres, som kun sporadisk indgår i den aktuelle debat: Lovgivning giver kvinder positiv særbehandling, både direkte (eks. værnepligt) og indirekte (hvor bruger det offentlige midlerne).

Uddannelsessystemet: Piger og kvinder klarer sig efterhånden bedst i hele uddannelsessystemet. Kvindeproblemer får en helt anden opmærksomhed og støtte.

Pladsen tillader her kun uddybning af et enkelt punkt. Mit valg er ligeløn, bl.a. fordi ligeløn for sygeplejerskers vedkommende selvfølgelig betyder, at man i et gammelt kvindefag behandler alle lige dårligt! Men ellers har tingene i øvrigt flyttet sig.

Eksempel: "It-kvinder får større lønstigning end mænd" (10,7 pct. mod 5,7 pct. i 2004) og videre: "I de foregående år har vi kunnet ane en tendens til, at nyuddannede kvinder får mere i startløn end mændene. Men det er første gang, at det slår igennem så markant," siger Steen Andersen, faglig sekretær i Prosa (it-branchen, 5. april 2005). Selv på tekniske områder i det private erhvervsliv stormer kvinderne frem.

Eller DJØFs i 2005 offentliggjorte statistik, der påpeger, at ligeløn nu er reel for DJØFs 20.000 medlemmer. Og at det nu er åbenlyst lettere for kvindelige DJØF'ere at få lederstillinger i det offentlige. Område efter område er kommet med år efter år!

Kvinders livsløn er dog statistisk mindre end mændenes på samfundsplan. Ja, hvis man accepterer den måde at måle det på, som man gør i dag. Vi har jo normalt ligeløn for lige arbejde; men hvad skyldes forskellen så? For det første er der selvfølgelig nogle få procent af mændene, der endnu sidder i ekstremt vellønnede job, hvor der er færre kvinder. For det andet er det et vigtigt faktum, at der er 15-20 pct. flere mænd i arbejde end kvinder, og det vil selvfølgelig smitte af på livslønnen. Også længe efter barselsorloven (i aldersgruppen 55-64 år er 66,8 pct. mænd og 52,9 pct. kvinder i arbejde), så vi må have nogle flere kvinder i arbejde for deres egen og samfundets skyld.

Økonomiske betragtninger omkring de to køn kunne i øvrigt med lige så stor ret håndteres på en anden måde. Det er slående, at det offentlige i visse sammenhænge bruger mange flere penge på kvinder end på mænd. F.eks.: Kvinder lever i snit fem år længere som pensionist. Hvorfor skal mændene ikke have lige så mange leveår uden lønarbejde som kvinder? Det har i mange år været en god dansk social tankegang at lade de stærkeste skuldre bære mest, så måske var tiden inde til at forhøje pensionsalderen for kvinder? Så kunne kvindernes livsløn og pension (min egen pension fordobles fra 60 til 67 år) snart overhale mændenes og dette endda til gavn for samfundets økonomi.

En række EU-lande har faktisk forskellig pensionsalder for mænd og kvinder, og det finder ingen diskriminerende - behøver jeg tilføje, at det er kvinderne, der pensioneres først.

Christian H. Harlung er oprindeligt uddannet sygeplejerske, sygeplejelærer, senere cand.mag. i psykologi og dansk og videreuddannet som psykolog og psykoterapeut. 

Emneord: 
Køn
Diskriminering

Sygeplejersker føler sig diskrimineret

Kaldt luder. Hver fjerde sygeplejerske føler sig diskrimineret af patienter med indvandrerbaggrund. Manglende respekt for kvindeligt sundhedspersonale er den væsentligste årsag. Kun et fåtal mener, at sygeplejerskerne selv forskelsbehandler.

SY-2006-02-16m
Mange indvandrere synes, at en læge har mere status end en sygeplejerske. Patienterne kan misforstå, hvad en sygeplejerskes opgaver er og have andre opfattelser og forventninger til faggruppen, viser Sygeplejerskens undersøgelse.
Modelfoto: Thomas Tolstrup

De bliver kaldt luder, spyttet efter og behandlet som tyende. Det er nogle af de mest grelle eksempler på, at sygeplejersker føler sig diskrimineret af patienter med indvandrerbaggrund på de danske sygehuse.

Hver fjerde sygeplejerske angiver i en ny undersøgelse, som Sygeplejersken har foretaget i samarbejde med analysebureauet Catinét, at de inden for de seneste par år har oplevet, at en indvandrerpatient har opført sig diskriminerende over for dem.

SY-2006-02-16nDiskriminationen på de danske sygehuse går kun én vej, mener sygeplejerskerne i undersøgelsen.

Næsten lige så mange sygeplejersker har set kolleger blive diskrimineret af patienter med indvandrerbaggrund.

Og blandt sygeplejersker, der mindst en gang om ugen har med indvandrerpatienter at gøre, har over en tredjedel følt sig diskrimineret.

Ifølge sygeplejerskerne er den væsentligste årsag mangel på respekt over for kvindeligt sundhedspersonale.

"Det er svært for mænd med indvandrerbaggrund at blive plejet, behandlet eller undervist af en kvindelig dansk sygeplejerske," skriver en sygeplejerske i et af de anonyme svar, som Sygeplejersken har modtaget på et spørgeskema fra undersøgelsen.

En anden sygeplejerske fortæller: "Som visiterende sygeplejerske udsættes man daglig for overfusning af især mandlige indvandrere. Vi kaldes ofte ludere og får at vide, at vi er racistiske, når vi beder dem vente. Af fysiske overfald står indvandrergruppen for 100 pct. i vores statistik på skadestuen."

En sygeplejerske skriver: "Hvis man påpeger, at regler og rutiner ikke bliver overholdt, mener indvandrerne, at man er racist."

I nogle tilfælde bunder diskriminationen i fordomme eller manglende viden, mener en sygeplejerske. "Jeg har oplevet, at en mor skjulte sit nyfødte barn for mig, fordi jeg har blå øjne. Jeg måtte ikke se på barnet." 

Nogle sygeplejersker mener ikke, at deres job bliver værdsat af indvandrerpatienter. De opfører sig, som om sygeplejerskerne er tjenestepiger, lyder det. "Fordi jeg var kvinde, blev jeg beordret til at massere fødder hos en mandlig patient," forklarer én af sygeplejerskerne.

Kan skyldes pres

Beskyldningerne er hårde, og når man læser de mange svar fra de sygeplejersker, der har svaret på Sygeplejerskens spørgeskemaer, kan det virke, som om der foregår en bevidst diskriminering fra indvandrerne af sygeplejerskerne.

Men Anette Sonne-Nielsen, antropolog ved afdeling for sundhedstjenesteforskning på Institut for Folkesundhedsvidenskab, mener ikke, at der nødvendigvis er tale om bevidst kønsdiskrimination fra indvandrerpatienternes side. Ifølge hende har det nærmere noget at gøre med magtforhold.

"Hvis den mandlige etniske minoritetspatient føler sig trængt eller under pres, kan reaktionen være et modangreb. Det skal man som sygeplejerske ikke finde sig i, men det er vigtigt at huske på, at vreden kan være frustration over at føle sig underlegen. Derfor handler det måske mere om indvandrernes ringe status i samfundet end om deres kønsopfattelse," siger Anette Sonne-Nielsen.

Desuden kan det have betydning, at mange indvandrere synes, at en læge har mere status end en sygeplejerske. "Lægen har højere status end sygeplejerskerne. Patienterne kan misforstå, hvad en sygeplejerskes opgaver er, og have andre forventninger og opfattelser af, hvad sygeplejersker kan og skal," forklarer Anette Sonne-Nielsen.

Hun mener samtidig, at sygeplejerskerne skal holde fast i deres faglighed i mødet med den besværlige indvandrerpatient og de pårørende. Faglig dygtighed skaber respekt både hos én selv og indvandrerpatienterne.

"Problemet er dog ofte, at sygeplejerskerne ikke kan komme til at udfolde deres faglighed i kontakten med etniske minoriteter. Det er ikke nemt at opnå en umiddelbar tillid og skabe en tillidsfuld kontakt," siger Anette Sonne-Nielsen.

Sygeplejersker diskriminerer ikke

Diskriminationen foregår på de danske sygehuse. Og den går kun en vej. Det fremgår nemlig af undersøgelsen, at sygeplejerskerne ikke opfatter sig selv som diskriminerende og forskelsbehandlende i mødet med indvandrerpatienterne.
Således siger over 80 procent af sygeplejerskerne, at patienter med indvandrerbaggrund og patienter med dansk baggrund behandles ens af dem.

Flertallet siger samtidig, at indvandrerpatienter aldrig eller meget sjældent har givet udtryk for, at de har følt sig forskelsbehandlet. Nogle mener dog, at det ikke er helt ualmindeligt med diskriminerende sygeplejersker.

Hver tiende af sygeplejerskerne siger, at indvandrerpatienterne behandles dårligere. Hver femte mener at have oplevet, at en kollega har opført sig diskriminerende over for en patient på grund af den etniske baggrund.

Diskrimineringen af indvandrerpatienten handler typisk om nedsættende og nedladende bemærkninger. Bemærkningerne falder sædvanligvis i frokoststuen - bag om ryggen på patienten. Og personalet har mindre tålmodighed med denne gruppe og lader ofte irritationerne skinne igennem.

En af sygeplejerskerne skriver følgende i undersøgelsen: "En kollega nægtede at tale engelsk med irakisk flygtning, som ikke talte dansk. Kommenterede også negativt på udseendet - tørklæde m.m."

"Jeg oplever, at der indimellem bliver talt hårdt til patienter med indvandrerbaggrund, og at de ikke får samme opmærksomhed og omsorg som patienter med dansk baggrund," skriver en anden sygeplejerske.

Men det kan blive værre end det. En anden sygeplejerske skriver: "Kolleger holder sig for næsen, når de er gået ud af stuen."

Behandles anderledes

Selvom sygeplejerskerne ikke føler, at de diskriminerer patienter med indvandrerbaggrund, indrømmer mange, at de har behandlet dem anderledes end patienter med dansk baggrund.

Nogle gange er det dog positiv særbehandling. Patienterne får mere opmærksomhed end andre patienter, der bliver brugt mere tid, og sygeplejerskerne er mere opmærksomme på særlige behov. "Jeg bruger mere tid på samtaler og er mere opmærksom på specielle hensyn mht. mad og personlig pleje," forklarer en af sygeplejerskerne i undersøgelsen.

Dog er der også mange af svarpersonerne, der forskelsbehandler på en negativ måde. Forklaringerne lyder på sproglige barrierer, kønsdiskriminationen og kulturforskelle. "Jeg kan pga. sproglige barrierer ikke give den samme information," skriver en sygeplejerske kort og godt.

Men nogle af sygeplejerskerne bliver også usikre på, hvordan de skal pleje og passe patienterne. Dermed bliver de behandlet anderledes end danske patienter. "Forskelsbehandlingen består i, at jeg ikke har været sikker i forhold til normer og regler. Jeg har været bange for at træde patienten over tæerne."

Sårbare patienter

Birthe M. Pedersen, sygeplejerske og master i sundhedspædagogik med speciale i kulturmødedidaktik, mener ikke, at sygeplejersker bevidst diskriminerer og behandler indvandrerpatienterne anderledes. Det handler nærmere om, at sygeplejerskerne ikke ved, hvordan de skal agere i de forskellige situationer, siger hun.

"De ved, det kan være krævende og problematisk. Og ved sygdom er patienterne endnu mere tilbøjelige til som noget naturligt at bruge den kulturelle adfærd, de har med sig, og det de kender, fordi man er mere følelsesbetonet og sårbar, når man er syg," siger Birthe M. Pedersen.   

Fakta fra undersøgelsen
  • 48 pct. svarer ja til, at patienter med indvandrerbaggrund har opført sig diskriminerende over for dem (28 pct.) eller deres kolleger (25 pct.).
  • 39 pct. svarer ja til, at de inden for de sidste par år har behandlet indvandrerpatienter anderledes end patienter med dansk baggrund.
  • 70 pct. siger, at indvandrerpatienter aldrig eller meget sjældent har givet udtryk for, at de har følt sig forskelsbehandlet af plejepersonalet. 14 pct. svarer "ret sjældent," og 4 pct. siger "ret ofte."
  • 19 pct. siger, at de inden for de sidste par år har oplevet, at en kollega har opført sig diskriminerende over for en indvandrerpatient. 76 pct. svarer "nej" til spørgsmålet.

Kilde: Sygeplejerskens undersøgelse af patienter med indvandrerbaggrund.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Sygepleje
Diskriminering

Sygeplejerskers forestillinger om overvægt

Kritisk revision. Forenklede og forargede forestillinger om overvægtige patienter harmonerer ikke med kerneværdier i sygeplejen. Sygeplejersker kan hjælpe overvægtige patienter på en mere kvalificeret måde, hvis de erkender egne fordomme og bearbejder dem med faktuel viden.

Sygeplejersker diskriminerer overvægtige patienter, finder dem ulækre og har svært ved at tale med dem om deres overvægt. Det er det billede, der tegner sig efter en analyse af indlæg bragt i Sygeplejersken i perioden 1997-2004 (1).

Det er i strid med De Sygeplejeetiske Retningslinjer, der fastslår, at "Sygepleje ydes uden nogen form for diskriminering" (2). Der er derfor god grund til, at sygeplejersker tager deres holdninger til og forestillinger om overvægt op til kritisk revision.

Overvægt er grimt

Overvægt betragtes ofte som et resultat af en livsstil med for stort kalorieindtag i forhold til kalorieforbrug. Sagt med andre ord, den overvægtige person æder for meget og bevæger sig for lidt. Holder man sig inden for denne snævre betragtning af overvægt, risikerer man nemt at stemple den overvægtige som en karaktersvag person, der forsynder sig mod dyder, vi betragter som væsentlige: at kunne tage sig sammen, have styr på sig selv og kunne udøve disciplin.

Overvægt er grimt, synes vi. I nogle kulturer forbindes overvægt med evne til at skaffe føde, bringe overflod og frodighed. I vores samfund, hvor føde er til stede i rigelige mængder, har vi ikke samme positive syn på den overvægtige krop, vi vil være slanke (3). Selv slanke og undervægtige kvinder oplever sig selv som overvægtige i forhold til idealet (4).

Overvægt koster penge, fordi tilstanden kan medføre en række alvorlige, livstruende sygdomme og ses som en tikkende bombe under sundhedsbudgetterne, der vil eksplodere, fordi antallet af overvægtige er stærkt stigende, også blandt børn og unge (5).Problemet kompliceres af, at der generelt er dårlige erfaringer med at hjælpe overvægtige til at tabe sig og fastholde vægttab (6).

Dette billede af overvægt tegnes generelt i medierne. Det er også forestillinger og holdninger, som sygeplejersker har givet udtryk for i Sygeplejersken (1).

Hvis vi vil møde den overvægtige patient med respekt og værdighed eller vil hjælpe patienter til vægttab, så skal de forenklede og forargede forestillinger erstattes med en større forståelse for kompleksiteten omkring overvægt.

Kompleksiteten kan illustreres ved at vise, hvordan overvægt forklares og behandles forskelligt inden for forskellige diskurser. (Diskurser forstås her som måder at anskue verden på.) I artiklen beskrives fire diskurser, der anskuer overvægtsproblematikken ud fra forskellige videnskabsteoretiske positioner. Dermed leverer de forskellige forklaringer på overvægt og behandling af overvægt og forskellige bud på, hvordan sygeplejersken kan møde den overvægtige patient.

De fire diskurser er:

  1. En naturvidenskabelig diskurs, der fokuserer på overvægt som sygdomsrisiko og et resultat af manglende kaloriebalance.
  2. En humanvidenskabelig diskurs, der fokuserer på overvægt som et psykosocialt symptom.
  3. En samfundsvidenskabelig diskurs, der ser overvægt som en samfundsfaglig problematik.
  4. En socialkonstruktivistisk diskurs, der ser holdninger og forestillinger om overvægt som en social konstruktion, der bør udfordres.

Overskrider dokumenteret ideal for vægt

Den naturvidenskabelige diskurs anskuer overvægt som en vægt, der ligger over et videnskabeligt dokumenteret ideal for vægt. Ofte bruges BMI (Body Mass Index) som ideal. BMI er et udtryk for forholdet mellem højde og vægt (kg/m2). Andre metoder tager udgangspunkt i forholdet mellem hofte- og taljemål (7).

Når man inden for den naturvidenskabelige diskurs problematiserer overvægt, skyldes det, at overvægt generelt ses som en væsentlig risikofaktor for udviklingen af en række alvorlige, livstruende sygdomme: hypertension, ateriosklerose, iskæmisk hjertesygdom, apoplexia cerebri, NIDDM, galdesten, neoplasmer, muskuloskeletale og psykiske lidelser og øget mortalitet (8).

Det diskuteres dog, i hvilken grad overvægt er en risikofaktor. Læge Birgit Petersson kritiserer sammenkædningen mellem overvægt og sygdomme: Hun argumenterer for, at fordi der er statistisk sammenfald mellem overvægt og øget mortalitet, så behøver sammenhængen ikke at afspejle årsag og virkning. Hun mener, at den øgede dødelighed hos overvægtige snarere afspejler, at stress og dårlige sociale forhold giver øget mortalitet. Statistisk kan det forklares med, at overvægt forekommer hyppigst i de laveste socialgrupper. Dermed tolkes årsagssammenhængen mellem dødelighed og social status fejlagtigt som årsagssammenhæng mellem dødelighed og overvægt (4).

Birgit Petersson argumenterer for, at tabeller over idealvægt generelt ikke tager højde for køn, alder, fedtfordeling, muskelmasse, genetik eller etnicitet (4). Hun mener, at BMI ikke som antaget er udtryk for et sundhedsmæssigt ideal, det er snarere udtryk for et æstetisk ideal, vi har i vores kultur.

Læge Bente Klarlund Pedersen argumenterer for, at den højere dødelighed hos overvægtige ikke er forårsaget af vægten, men af manglende fysisk aktivitet, som er hyppigere hos overvægtige end hos normalvægtige. Dødeligheden er lige så høj hos normalvægtige, der ikke motionerer, som hos overvægtige, der ikke motionerer. Hendes synspunkt er "Hellere fed og fit end tynd og tam" (9).

I den naturvidenskabelige diskurs er der først og fremmest fokus på, at overvægt er et resultat af livsstil, men det kan være svært at vejlede den overvægtige om kost. Der er diskussion om betydningen af forholdet imellem protein, kulhydrat og fedt. Der stilles spørgsmål ved, om de officielle kostanbefalinger med meget kulhydrat og lidt fedt bør revurderes. Undersøgelser tyder på, at begrænsninger i kulhydratindtag og øget indtag af umættet fedt har gunstig effekt på opnåelse af vægttab (10). Dette er dog indtil videre blevet tilbagevist i de officielle anbefalinger (11).

Proteinpulvere og slankeklubber med teorier om vejen til vægttab, f.eks. "Vægtvogterne" og "Vægtkonsulenterne" eller særlige teorier såsom blodtypediæt eller "Atkins ketogene kostpyramide," gør, at det er meget nemt at blive forvirret over, hvilke råd der virker.

Overvægtige kan ikke blot nedsætte kalorieindtaget, for det medfører risiko for fejlernæring, og slankekure kan relateres til øget mortalitet, hvis behovet for vitaminer og mineraler ikke dækkes (8).

Der er enighed om, at motion er godt, hvis man vil opnå og især vedligeholde vægttab. Motion har derudover en række andre sundhedsmæssige gevinster (9). Men det kan være svært at komme i gang med at motionere, hvis man ikke har gjort det tidligere eller har fysiske skavanker. Der er mulighed for hjælp via konceptet "Motion på recept" (12).

Overvægt ses ikke kun som et resultat af livsstil. Andre årsager er: metaboliske, hormonelle, neuroendokrine, genetiske, intrauterine (f.eks. udsultning i fostertilstanden) og kost i tidlig alder, f.eks. manglende amning (6,13).

Dermed søges også medicinske og kirurgiske behandlingsmuligheder til svært overvægtige, der kan supplere regulering af livsstil. Medicin kan nedsætte appetit, øge metabolisme og påvirke optagelsen af fedt (6). Kirurgi kan mindske ventriklens volumen og dermed begrænse mulighederne for at overspise (14).

Konkrete råd til sygeplejersken ud fra en naturvidenskabelig diskurs:

  • Opdatér løbende din viden om årsager til og behandling af overvægt, søg evidensbaseret viden.
  • Vær kritisk over for den viden, du præsenteres for. Statistiske sammenhænge behøver ikke at afspejle årsagssammenhænge.
  • Se overvægt som et komplekst problem, der ikke nødvendigvis kan behandles alene med livsstilsændringer. Anbefal din svært overvægtige patient at drøfte forskellige behandlingsmuligheder, f.eks. medicin og kirurgi, med lægen.
  • Se kostvejledning som en opgave, der kræver evidensbaseret viden. Anbefal evt. samarbejde med en diætist.
  • Anbefal motion, men vær opmærksom på, at det kan være lettere sagt end gjort. Anbefal evt. "Motion på recept," som den overvægtige kan henvises til via praktiserende læge.

Hænger sammen med personens oplevelse af sin krop

I den humanvidenskabelige diskurs om overvægt anskues overvægt i et holistisk perspektiv. Idealvægt kan ikke nødvendigvis gøres op i kilo, den hænger sammen med personens oplevelse af sin krop. Overspisning ses i sammenhæng med psykosociale faktorer.

Der søges forklaringer på spiseadfærd i psykologiske teorier, der kan gå helt tilbage til spædbarnstiden (15). Overspisning og fedme ses som symptom på følelsesmæssige behov eller forsvar imod følelser (16). Det kan være udtryk for stress, ensomhed, lavt selvværd, mobning, sygdom, vold eller incest (17).

For at forebygge og behandle overvægt tages udgangspunkt i den overvægtiges tanker, følelser og oplevelser af sin krop. Der er overvægtige, som er tilfredse med deres krop. De har ringe glæde af at blive mødt med løftede pegefingre. Mange overvægtige er imidlertid utilfredse med deres vægt og ønsker hjælp til vægttab. De skal hjælpes til at forstå de følelser, som får dem til at overspise, og have hjælp til at finde andre måder at mestre svære følelser eller livsomstændigheder på.

Konkrete råd til sygeplejersken ud fra en humanvidenskabelig diskurs:

  • Respektér den overvægtiges oplevelse af sin krop og vægt.
  • Forstå mennesket holistisk. Krop og psyke kan ikke skilles, adfærd er ikke kun styret af fornuft.
  • Hjælp den overvægtige, der ønsker vægttab, til at forstå årsagerne til overspiseri eller valg af uhensigtsmæssig mestringsstrategi. Anbefal evt. at søge hjælp hos psykolog eller terapeut.

Livsstil formes af samfundet

Samfundsvidenskaben præsenterer statistiske sammenhænge. Som i den naturvidenskabelige diskurs søges årsagsforklaringer i livsstil, men ikke i det enkelte individs ansvar for livsstil.

Det centrale er at vise, hvordan livsstil formes af samfundet. Infrastruktur, arbejdsmarkedsforhold, uddannelsesniveau, forbrugerpolitik samt produktion og distribution af varer har betydning for forekomsten af overvægt. Sociale og demografiske parametre viser, at risikoen for overvægt er størst hos mennesker med kort uddannelse, lav indkomst, ufaglært job og bosiddende i udkantsområder som Vestsjælland og Nordjylland. Prognoser viser, at den socialt ulige forekomst af fedme vil blive mere markant i fremtiden (5).

Inden for denne diskurs ses forebyggelse og behandling af overvægt som en samfundsopgave, der skal løses med en indsats på mange niveauer, f.eks. af regering, massemedier, fødevareindustri, sundhedspersonale, amter, kommuner og skoler.

Konkrete råd til sygeplejersken ifølge samfundsvidenskabelig diskurs:

  • Vær bevidst om, at overvægt ikke kun er det enkelte individs ansvar, samfundsforhold har betydning for, hvem der bliver fed.
  • Markér dig som fagperson i samfundsdebatten om de mange faktorer, der har betydning for udviklingen af overvægt.

En konstruktion under forandring

Den socialkonstruktivistiske diskurs ser vores holdninger og forestillinger om overvægt som en konstruktion, der principielt vil være under forandring. Og der er røster, der mener, forandringen er tiltrængt.

De er indignerede over, at overvægt problematiseres på en måde, der stigmatiserer, diskriminerer og udstøder overvægtige mennesker (18). Tilsyneladende problematiseres overvægt med evidensbaserede argumenter, der knytter overvægt sammen med risici for sygdom og øget mortalitet. Men det er snarere en æstetisk forestilling om den slanke krop som ideal, der ligger bag vores uvilje mod overvægtige, fremfører de, som det fremgår af citaterne: "Den igangværende krig mod fedtet er et irrationelt udbrud af kulturelt hysteri, som ikke er understøttet af pålidelig forskning" (19).

Vi skal huske, at mange af vores domme om fedme er æstetiske domme, og huske at adskille æstetikken fra etikken. Det kan være, at vi finder overvægt utiltrækkende, men andre steder og andre tider ser anderledes på sagerne"(20).

I denne diskurs skal den overvægtige ikke nødvendigvis behandles. Det kan være, at det snarere er samfundets holdning til overvægt, som skal tages under behandling.

Konkrete råd til sygeplejersken ud fra en socialkonstruktivistisk diskurs

  • Vær kritisk over for etablerede forestillinger om overvægt. Leg med tanken om, at det kun er én måde at anskue overvægt på.
  • Lyt til patientens fortælling om sin overvægt ud fra antagelsen om, at sandheden er relativ. Patienten har muligvis ret, selvom fagfolk umiddelbart vil forklare patientens situation helt anderledes.
  • Opsøg forestillinger, der kan provokere dine fordomme. Se på billeder af overvægtige, eller se på den overvægtige person, mens du stiller dig selv spørgsmål til det, du ser: Er den krop, det menneske, smuk? Eller grim? I hvor høj grad er din vurdering determineret af fordomme?
  • Bemærk forskelligheden i skildringen af den overvægtige krop alt efter situationen. Er det en barokaltertavle, der skildrer en frodig Maria som Jesus' moder, eller er det et pressebillede, der bruges som illustration til en artikel om overvægt som bomben under sundhedsvæsnet?

Flyt fokus fra individ til samfund

Der er tegnet fire diskurser om overvægt. Alle gør sig gældende i sygeplejen, som den kom til udtryk gennem analysen af indlæg i Sygeplejersken, men ikke lige stærkt (1).

Generelt ser det ud til, at der hos sygeplejersker er fokus på individ frem for på samfundsniveau. Samfundsforhold er måske ikke det, sygeplejersken i praksis prioriterer i hverdagen. Men i De Sygeplejeetiske Retningslinjer hedder det: "Sygeplejersken skal holde sig orienteret om den sociale- og sundhedspolitiske udvikling og deltage i debatten herom" (2).

Derfor er det relevant, at sygeplejersker i højere grad debatterer, hvordan samfundsudviklingen præger overvægtsproblematikken og vores forestillinger om overvægt.

Birgit Kruse er sygeplejerske på Bornholm Central Sygehus. 

Litteratur

  1. Kruse B. Fire diskurser om overvægt og deres betydning for sygepleje. Bacheloropgave på sygeplejestudiet 2004. Fås hos forfatteren.
  2. Sygeplejeetisk Råd. De Sygeplejeetiske Retningslinjer. Sygeplejeetisk Råd 2004.
  3. Bonde H. Degeneration. Politiken 2003; 6. marts.
  4. Petersson B. Frygten for fedtet. København: L&R Fakta; 1997.
  5. Ernæringsrådet. Den danske fedmeepidemi. Oplæg til en forebyggelsesindsats. Ernæringsrådet 2003.
  6. Svendsen OL. Farmakologisk behandling af fedme. Ugeskr Laeger 2004;(43):3814-17.
  7. Jessen JG. Kostændringer og vægttab hos adipøse efter ophold på Livsstilscenteret i Vejle Amt, MPH, Aarhus Universitet 2001; Udgivelse nr. 45.
  8. Astrup A, Raben A, Skov A, Toubro S. Kostbehandling af adipositas. Manedsskr Prakt Laegegern 1995;(5):609-16
  9. Pedersen BK. Hellere fed og fit end tynd og tam. Ugeskr Laeger 2003;(51):4947-50
  10. Larsen KR. Revurdering af de officielle kostanbefalinger. Manedsskr Prakt Laegegern 2004;(11):1345-51
  11. Astrup A. Kan kostpyramider løse fedmeepidemien? Ugeskr Laeger 2005;(8): 869
  12. Haller J. Motion som lægemiddel. Nu med ny styrke. Ugeskr Laeger 2003;(45):4332-33
  13. Astrup A, Buemann B, Gluud C, Tjur T, Christensen N. Prognostiske markører for vægttab ved adipositasbehandling. Ugeskr Laeger 1996;(32):4513-16.
  14. Larsen JF, Kroustrup JP. Kirurgisk behandling af ekstrem fedme. Præsentation af Cochrane-analyse. Ugeskr Laeger 2004;(26-31): 2547-50.
  15. Hvid T. Kroppens fortællinger. Aarhus: Modtryk; 1992.
  16. Ilfeldt A. Fedmens psykologi. En selvhjælpsbog. København: Gyldendals Akademiske Bogklubber; 2002.
  17. Folkmann J. Fedt og følelser. København: Cazell; 2003.
  18. Johansson A. Elefant i nylonstrømper. Om kvindelighed, krop og sult. København: Aschehoug; 2000.
  19. Frank L. Fedtets mytologi. Weekendavisen 2004; 29. juli.
ENGLISH ABSTRACT.

Kruse B. Attitudes towards obesity in the nursing profession. Sygeplejersken 2006;(1):34-8.

The article was motivated by an empirical analysis which showed that nurses' attitudes regarding obesity are incompatible with Ethical Guidelines for Nurses.

The article describes four discourses on obesity. The discourses arose on the background of four different scientific theoretical traditions which form different conceptions of, and explanations for, obesity.

The discourse analysis presents a metatheoretical perspective, enabling nurses to become aware of how attitudes to obesity can be regarded as relative. Their relativity renders them variable; i.e. they can be changed.

Their relativity enables a nurse to encounter an obese patient contemplatively and openly. The nurse concerned will be in a position to meet the obese individual and evaluate possible treatments on the basis of a critical perspective which allows for change and improvement.

Keywords: Obesity, discourse, scientific theory, the Danish Council of Ethics in Nursing, aesthetics.

Emneord: 
Overvægt
Etik
Diskriminering

Dilemma: Abekat på sygehuset

dilemma%2022-2005Illustration Bodil Molich

Fru Jensen ligger på en gynækologisk afdeling på et stort sygehus. Hun er netop blevet opereret for kræft i livmoderen, og hun har det skidt. Det er tidligt at være så syg, mener hun, der kun er 62 år, for børnebørnene er ikke så gamle, og hun vil i hvert fald gerne se dem blive konfirmeret.

Hun har billeder af dem på sit natbord i en ramme med lyserøde roser. Ved siden af dem står et billede af minipudlen Sussi og manden Kaj, der er selvstændig vognmand. "Kald mig bare Erna," siger hun til personalet og er meget taknemmelig for alt, hvad de gør for hende.

På afdelingen arbejder Roya, der er sygeplejerske og oprindeligt fra Pakistan. Hun er 46 år, uddannet i sit hjemland og har senere fået sin autorisation i Danmark. Roya taler godt dansk, men man kan høre, at hun har sine rødder et andet sted.

Roya hjælper fru Jensen med personlig hygiejne og med at blive mobiliseret, men to dage efter operationen siger fru Jensen under stuegang, at hun ikke vil passes af den sorte abekat, og det er Roya, hun mener. Sygeplejersken Lene, der går stuegang, har tidligere hørt lignende udsagn fra patienterne. Hun tager en dyb indånding og siger:

Hvad mener du, Lene skal sige til fru Jensen? 

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 23 2005

Uacceptabelt

Først og fremmest skal Lene gøre det klart, at racisme er totalt uacceptabelt på afdelingen, og at Erna, uanset sin modvilje mod Roya må omtale hende respektfuldt. Dernæst må hun forklare Erna, at et hospital ikke er et supermarked, og sygeplejerskerne ikke er varer, man kan vælge og vrage imellem.

Lene bør dokumentere både Ernas og hendes egen reaktion, og hurtigst muligt tage op på afdelingen, hvordan de skal forholde sig fremover.

Jonas Ørting, sygeplejestuderende i H:S, 3. semester.

Frit sygehusvalg

Det fremgår tydeligt, at fru Jensen har det skidt med at være syg og at være indlagt. Man kunne sagtens forestille sig, at hun projicerede sine frustrationer over på sygeplejersken Roya. Men hvis dette skulle være tilfældet, så retfærdiggør det stadig ikke hendes udtalelse om sygeplejersken. Jeg synes, at Lene skal spørge fru Jensen om, hvorfor hun ikke vil passes af Roya.

Det kunne jo være, at fru Jensen har følt sig forkert behandlet, misforstået eller noget lignende. For så skal det selvfølgelig tages op med Roya. Men hvis fru Jensens svar tyder hen i retningen af noget racistisk, så synes jeg at Lene må melde klart ud om, at sådan en holdning ikke accepteres. Lene må forklare, at Roya er en del af personalet, og at afdelingen er imod diskrimination, og at hun i stedet bør være taknemmelig for, at Roya hjælper hende.

I dag består vores samfund af mange etniske befolkningsgrupper, og én af forudsætningerne for at kunne trives sammen er netop, at man kan respektere hinanden, uanset hudfarve, race, religion eller kulturel baggrund.

Sådan en holdning, som fru Jensen har, holder simpelthen ikke. Man kan jo heller ikke stå ved kassen i Netto og nægte at blive betjent, bare fordi at kassedamen er rødhåret.

Så hvis fru Jensen ikke kan acceptere, at forholdene er, som de nu engang er, så mener jeg ikke, at der er andet at sige, end at hun så bare må skifte sygehus. Der er som bekendt frit sygehusvalg, men ikke frit ”sygeplejerskevalg.”

Hatice Sütcü, sygeplejestuderende ved Herlev Sygepleje- og Radiografskole, Københavns Amt

Efterkomme patientens ønske

Jeg vil naturligvis føle mig indigneret på min kollegas vegne over fru Jensens krænkende og racistiske bemærkning. I afdelingen kan vi vælge at afvise fru Jensens urimelige ønske og i vores fornærmethed ”lade hende ligge, som hun selv har redt,” hvorved vi udøver modmagt og hævn. En holdning, som flere er fortaler for, idet de frygter en glidebaneeffekt, hvor patienterne selv vil bestemme, hvem de vil passes af. Et argument, som ikke er logisk holdbart. I den konkrete situation vælger jeg at tolke fru Jensens udtalelse som udtryk for den krise, hun befinder sig i. Det er derfor ikke tid og sted for irettesættelse eller holdningspåvirkning. Som sygeplejersker er vi forpligtet til at tilbyde alle patienter pleje og omsorg, så jeg vil efterkomme fru Jensens ønske om at blive passet af en anden sygeplejerske, idet dette er muligt.
Det er ikke ok, at en kollega bliver kaldt en ”fed smatso” eller bliver defineret ud fra hudfarve og kulturel baggrund. Derfor er det vigtigt, at vanskelige situationer som den aktuelle åbent drøftes i personalegruppen, og at kollegaer støtter hinanden (De Sygeplejeetiske Retningslinier (1.4). Den hvide verden skal være både farverig og rummelig.

Susanne Ardahl, sygeplejelærer, ansat på Social- og Sundhedsskolen i Brøndby, medlem af Sygeplejeetisk Råd

Forsvarsmekanisme  

At kalde Roya for ”sort abekat” er en psykisk forsvarsmekaniske. En projektion af magtesløshed og et truet selvbillede. Fru Jensen kan ikke rumme sig selv og ubevidst projicerer hun sin sårbarhed ud på det sårbare moment i tilværelsen, hun kan opfatte.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi med kærlig omsorg og respekt møder patienterne i deres psykiske forsvar. At vi som professionelle er klare over, at det er projektioner, og ikke tager det personligt. Men det er vigtigt, at vi sætter grænser over for patienterne (med jeg-budskab), og på en omsorgsfuld måde giver projektionerne tilbage til patienten, når patienten er parat til dette.

Til stuegang siger Lene: "Jeg bliver ked af at høre, at du kalder min kollega for ”sort abekat,” men vi vil respektere dit ønske om at ikke blive passet af hende.”

På et senere tidspunkt skal Lene tale med Fruen om, hvordan hun har det med sin situation lige nu, en samtale hvor Fruen føler sig mødt, set, hørt og respekteret, og hvor der findes plads for hendes oplevelse. Når Fruen har åbnet op og talt, og tillid er opstået, spørger Lene hvad situationen med Roya egentlig handler om? Har det måske noget med Fruen selv at gøre? På denne måde gives projektionerne tilbage.

Anna Pihlgren, sygeplejerske, ansat på Rigshospitalet.

Emneord: 
Diskriminering

Synspunkt: Nej til diskrimination - ja til et multietnisk sundhedsvæsen

Plads til alle. Uanset sommerens debat er det vigtigt at få sendt et klart og tydeligt signal om, at Dansk Sygeplejeråd finder diskrimination af mennesker med anden etnisk baggrund dybt uacceptabel.

Sygeplejersker med etnisk minoritetsbaggrund oplever desværre diskrimination på arbejdspladsen. De oplever, at deres kompetencer drages i tvivl, og at de mødes med fordomme om deres kulturelle baggrund. De oplever desværre ofte, at de sættes i bås og ikke bliver set som de fagligt kvalificerede medarbejdere, de er.

Det vil vi i Dansk Sygeplejeråd gerne sætte en stopper for. Vi kæmper for lige behandling af alle sygeplejersker, uanset religiøs eller kulturel baggrund. Og vi vil gøre en forskel ved aktivt at forebygge og bekæmpe diskriminationen.

Efter Dansk Sygeplejeråds opfattelse er det vigtigt med et sundhedsvæsen, der afspejler resten af samfundet. Det betyder, at vi skal have et multietnisk sundhedsvæsen, hvor mangfoldigheden ses som en styrke og en ressource også i forhold til patientrelationen, og hvor vi på baggrund af dette kan skabe gode rammer for vores kolleger med anden etnisk baggrund. I sidste ende vil det jo også komme patienterne til gode, hvis vi får et multietnisk sundhedsvæsen med plads til forskellighed.

På den baggrund vil det også være meget ærgerligt, hvis sommerens debat om diskrimination mod sygeplejersker med anden etnisk baggrund er med til at sende et forkert signal til kommende sygeplejersker.

Det er synd, fordi det er et fantastisk dejligt og livsbekræftende fag, som kan give alle - uanset baggrund - spændende udfordringer. Og det vil være dybt problematisk, fordi vi risikerer at miste noget af den mangfoldighed, der kan være med til at udvikle sygeplejen. Vi har brug for sygeplejersker med anden etnisk baggrund for at skabe et mangfoldigt sundhedsvæsen.

Men uanset sommerens debat er det vigtigt, at vi får sendt et klart og tydeligt signal om, at Dansk Sygeplejeråd finder diskrimination af mennesker med anden etnisk baggrund dybt uacceptabel.

Derfor vil vi i de kommende måneder udfylde rammerne på den handlingsplan, som Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse har vedtaget på sit møde i august. Hvor formålet er, at såvel Dansk Sygeplejeråd som sygeplejersker og arbejdsgivere bliver bedre til at tage hånd om kolleger med anden etnisk baggrund.

Helt konkret er det nødvendigt, at vi i hele organisationen er gearet til at handle på mulige tegn på diskrimination. Det skal være sådan, at vi kan sætte ind juridisk, hvis det er et juridisk problem, der skal løses, eller holdningsmæssigt, hvis det er holdningerne, der er noget galt med. Og tillidsrepræsentanterne vil få konkrete redskaber til at bekæmpe og forebygge diskrimination.

Men vi vil også meget gerne gøre det klart, at det her er ikke en problemstilling, der kan løses af sygeplejersker og Dansk Sygeplejeråd alene. Det er nødvendigt, at arbejdsgiverne kommer med på banen. Derfor vil vi i Dansk Sygeplejeråd også gøre vores til, at arbejdsgiverne inddrages og tager problemet alvorligt.

Det er en meget vigtig opgave, vi står over for. Men vi er enige om, at hvis vi står sammen og bruger organisationen, så kan vi sende et klart og tydeligt signal om, at vi i Dansk Sygeplejeråd siger nej til diskrimination - men ja til et multietnisk sundhedsvæsen - med plads til os alle.

Connie Kruckow er formand for Dansk Sygeplejeråd, Özlem Cekic formand for Mangfoldighedsnetværket i Dansk Sygeplejeråd.

Emneord: 
Diskriminering
Politik

11 har søgt hjælp på grund af diskrimination

Ansvar. Der må være noget galt, hvis medlemmer af en fagforening henvender sig et andet sted end dér, hvor de naturligt burde, siger lederen af Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racediskrimination.

SY-2005-16-12-01Dansk Sygeplejeråd har ikke kendskab til de 11 indberetninger om diskrimination, som Dokumentations- og Rådgivningscenter for Racediskrimination har fået fra sygeplejersker. (Arkivfoto, som ikke har noget med de aktuelle sager at gøre). Arkivfoto: Heine Pedersen

11 sygeplejersker med anden etnisk baggrund end dansk har indtil nu henvendt sig til Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racediskrimination (DRC), fordi de har oplevet at blive forskelsbehandlet på deres arbejdspladser på grund af deres etniske baggrund.

Nogle af sygeplejerskerne har først kontaktet Dansk Sygeplejeråd, men har her haft en oplevelse af, at de ikke kunne hente hjælp. "Det er både ærgerligt og kedeligt," siger Niels-Erik Hansen (DRC) og tilføjer:

"Der må være noget galt, hvis medlemmer af en fagforening henvender sig et andet sted end dér, hvor de naturligt burde. Det må både Dansk Sygeplejeråd og alle de andre forbund, hvis medlemmer henvender sig til os, arbejde positivt med - uden at man selvfølgelig skal stille folk i udsigt, at de har en sag om diskrimination. Det samme må vi her på centret. Om der virkelig er tale om diskrimination, afhænger af en konkret sagsgennemgang.

Niels-Erik Hansen kan ikke sige, om de 11 sygeplejersker, der har kontaktet centret, virkelig har oplevet diskrimination på deres arbejdsplads:

"Det kræver jo, at man indbringer sagen for en domstol og får en afgørelse. Vi har her fra centret prøvet at hjælpe folk til fri proces hos domstolene, men har ikke midler til at hjælpe alle. Derfor ville det være godt, hvis fagforeningerne ville bistå medlemmerne med at føre en sag."

Det gør ondt, når der lægges en etnisk vinkel ind over ens handlinger, understreger Niels-Erik Hansen og peger på, at det er en mekanisme, der let kan komme i spil ude på arbejdspladserne:

"Det er nemt at sige - du forstår ikke, hvordan en dansk arbejdsplads fungerer, fordi du ikke er herfra - i stedet for at have fokus på selve problemet. Og bliver man så efterstående beskyldt for at diskriminere eller være racist, kan det skabe nogle voldsomme følelser. Vi mangler faktisk nogle mellemtoner i den slags sager. Vi kan alle have fordomme og udøve forskellige former for diskrimination eller forskelsbehandling i en arbejdssituation, uden at vi skal op i det høje C og kalde det racisme," siger han og forklarer:

"Når vi taler om racisme, taler vi ikke om handlinger, men om ideologi. Det betyder, at man godt kan udøve diskrimination uden at have racistiske holdninger. På diskriminationsområdet opererer lovgivningen med en direkte og indirekte forskelsbehandling, og her må man sige, at lovgivningen ikke stiller krav om, at man skal bevise, at modparten er racist.

Lovgivningen stiller krav om, at man går ind og beviser, at der er foregået en handling, som er en direkte eller indirekte forskelsbehandling."

Dansk Sygeplejeråd har ikke kendskab til de indberetninger, som Dokumentations- og Rådgivningscenter for Racediskrimination har fået fra de 11 sygeplejersker, ligesom man heller ikke var klar over de seks sager om diskrimination, som TV Avisen refererede til i udsendelserne den 26. og 27. juli 2005.

Men ifølge Dansk Sygeplejeråds 2.-næstformand, Aase Langvad, vil rådet kontakte amtskredsene for at få afdækket problemet:

"Med den viden, vi forhåbentlig får i den kommende tid, vil vi kunne danne os et billede af problemets omfang. Den viden vil vi så inddrage i det videre forløb, så vi på alle niveauer i organisationen kan varetage medlemmernes interesser på bedste vis," siger hun.

Emneord: 
Diskriminering

Diskrimination skal frem i lyset

Etnisk. Sygeplejersker bliver nødt til at forholde sig til den etniske mangfoldighed, siger to sygeplejersker, som fortæller, hvordan de har følt sig diskrimineret på deres arbejdsplads.

Diskrimination er en rigtig grim ting. Det synes både Peruth Pedersen og Nancy Sørensen, der har valgt at stå frem i tv og fortælle om deres oplevelser af netop diskrimination fra deres danske kolleger (TV Avisen, den 26. og 27. juli). Begge er sygeplejersker, uddannet på Ribe Amts Sygeplejeskole og med afrikansk baggrund. Men selv om det er svært at tale om diskrimination, er det nødvendigt at få belyst problemet, mener de og peger på, at der med et multietnisk sundhedsvæsen skal mere fokus på etnisk ligestilling.

"Det er træls at stå frem, men jeg betragter det som lidt af en gave at have prøvet diskriminationen på egen krop," siger Nancy Sørensen. Under et vikariat på Kolding Sygehus i 2004 oplevede hun, at nogle kolleger tog afstand fra hende - netop fordi hun havde en anden etnisk baggrund end de selv.

Nancy Sørensen, der er 55 år, har lige afsluttet en diplomuddannelse som mentor for sygeplejestuderende med anden etnisk baggrund end dansk.

"Under uddannelsen har mange af de etniske studerende givet udtryk for, at de følte sig diskrimineret, når de kom ud på afdelingerne. Jeg, der har boet i Danmark i over 30 år og betragter mig som værende fuldt integreret i det danske samfund, har haft svært ved at forholde mig til deres oplevelser. Men nu hvor jeg selv har prøvet at blive forskelsbehandlet på grund af mit etniske tilhørsforhold, kan jeg forstå dem," siger hun.

Nancy Sørensen har tænkt sig at bruge sine oplevelser konstruktivt til at hjælpe andre. "Oplevelserne i Kolding er i virkeligheden passé, nu gælder det om at komme videre," siger hun.

Det samme ønsker Peruth Pedersen: "I mange år har jeg lagt låg på mine oplevelser. Når jeg nu har valgt at stå frem, hænger det sammen med udviklingen i sundhedsvæsenet. I dag er der en etnisk mangfoldighed, og det må vi som sygeplejersker forholde os til. Vi bliver nødt til at tænke på, hvordan vi skal omgås hinanden, så vi undgår sager om diskrimination. Der skal jo være plads til os alle sammen."

SY-2005-16-09-01 SY-2005-16-09-02
Nancy Sørensen: "Det kan være træls at stå frem." Peruth Pedersen: "Der skal være plads til os alle ."

 

Både Nancy Sørensen og Peruth Pedersen føler, at kollegerne har sat spørgsmålstegn ved deres faglige kvalifikationer, selv om de begge er veluddannede og har boet i Danmark i hhv. 30 og 25 år. Og for begge er diskriminationen kommet som noget af en overraskelse, fordi ingen af dem har oplevet disse situationer før i henholdsvis 2004 og i 2001 og for Peruth Pedersens vedkommende også her i 2005.

De er begge bosat i det vestjyske, Nancy Sørensen i Grindsted og Peruth Pedersen i Varde. I dag arbejder Nancy Sørensen som områdeleder i hjemmeplejen i Esbjerg Kommune og Peruth Pedersen som klinisk sygeplejelærer inden for det medicinske område på Sydvestjysk Sygehus.

Utålelige spørgsmål

Det var først, da Nancy Sørensen gik over amtsgrænsen til Vejle Amt, at hun oplevede racisme fra kollegerne: "Mens jeg uddannede mig til mentor, søgte jeg et vikariat på Kolding Sygehus og tiltrådte i skolernes vinterferie, hvor afdelingen på det nærmeste var affolket.

Jeg fik ingen introduktion, men fandt selv ud af tingene og hørte i øvrigt ingen beklagelser. Det var først, da folk kom tilbage fra ferien, at der blev problemer.

Hov, hov, hvad gør du der? Sig os, er du lige blevet færdiguddannet som sygeplejerske? Er det rigtigt, du har lavet sårskifte uden at have handsker på? Utålelige spørgsmål, som eskalerede til, at nu var der patienter, som jeg den ene dag ikke måtte passe, fordi de ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Mit dansk var simpelthen for dårligt, mente kollegerne. Næste dag fik jeg besked på at passe de samme patienter, som man dagen før mente jeg ikke kunne tage mig af.

Afdelingssygeplejersken var desværre ikke indstillet på at løse problemerne, selv om jeg opfordrede ham til det, og en skønne dag havde han uden mit vidende skrevet i vores kommunikationsbog, at jeg havde kommunikationsproblemer med kollegerne. Jeg blev vred og ville vide, hvorfor han ikke først havde vist det til mig. Og efterfølgende spurgte jeg, om man på afdelingen nogensinde havde

Side 9 

overvejet, hvordan man skulle forholde sig til kolleger med anden etnisk baggrund end dansk, hvorefter han sagde:

Nu stopper vi her. Mener du, at vi diskriminerer? Jeg svarer bekræftende og tilføjer: Det skader jo ikke at have en holdning til fremmede kolleger på afdelingen, hvorefter han beslutter, at jeg om to uger igen skal til samtale med ham."

Situationen bliver ikke bedre for Nancy Sørensen. Kollegerne fortsætter med at overvåge hende, også selv om hun tilbyder, at de kan tale frit fra leveren og stille hende alle de spørgsmål, de har lyst til angående hendes baggrund, uddannelse osv.

Bliver overvåget

Også Peruth Pedersen, der er 46 år, har fungeret i flere år i job, hvor der ikke var problemer. Men i 2001 oplevede hun under sin ansættelse i hjemmeplejen i Varde Kommune, at forholdet til kollegerne begyndte at skride.

"Nu oplevede jeg, at der blev sat spørgsmålstegn ved min faglighed. Det kom egentlig snigende, og på et tidspunkt måtte jeg erkende, at nu var der ikke tale om mobning, men om diskrimination. Det samme er tilfældet i det job, jeg har i dag, hvor jeg fungerer ved det medicinske område både i Esbjerg og Brørup. Mens forholdet til kolleger, studerende og patienter er fuldstændig uproblematisk i Brørup, er det temmelig anstrengt i Esbjerg. Her føler jeg mig udelukket fra fællesskabet, bliver fuldstændig overset - og værst - jeg bliver kontrolleret i alt, hvad jeg gør," fortæller hun.

Hun havde fortalt kollegerne om en tidligere erfaring fra en anden arbejdsplads med en studerende, som bl.a. ikke overholdt afleveringsfrister, og som endte med at kalde hende kælling. Sagen blev dog ordnet til alles tilfredsstillelse, også den studerendes, som indså, at hun havde forløbet sig.

"Den oplevelse gjorde mig stærkere, syntes jeg og fortalte kollegerne om den, men da jeg så var til en evaluering på mit nuværende job, fik jeg at vide, at jeg jo tidligere havde haft problemer med de studerende. Herefter blev der holdt møder uden mig for at fastlægge, hvad jeg skulle lave, at jeg skulle køre efter en bestemt plan, hvilket umuliggjorde arbejdet for mig. Derfor var det på tide at kontakte Dansk Sygeplejeråd, følte jeg."  

Mangfoldighedsnetværket

Dansk Sygeplejeråd har bedt amtskredsene melde tilbage, hvis de kender til sager om diskrimination, så organisationen kan danne sig et overblik over problemets omfang. Men ifølge Özlem Cekic, danskuddannet sygeplejerske med kurdisk baggrund og amtskredsmedlem i Dansk Sygeplejeråd/Hovedstaden, er det langtfra tilstrækkeligt. Özlem Cekic er initiativtager til Mangfoldighedsnetværket for sygeplejersker med anden etnisk baggrund, og herfra har man bedt Dansk Sygeplejeråd tage initiativ til en gennemgribende undersøgelse af de problemer, som de etniske sygeplejersker møder ude på arbejdspladserne. "Sager om diskrimination må ikke havne i kassen med sager om mobning og samarbejdsvanskeligheder. Når sygeplejersker forskelsbehandles på grund af deres etniske tilhørsforhold, er der tale om diskrimination, og det er ikke lovligt," siger Özlem Cekic. Selv er hun skuffet over, at Dansk Sygeplejeråd ikke har kendskab til de tilfælde af diskrimination, som en række medlemmer har oplevet. "Vi har gjort opmærksom på problemet det seneste år, men man har ikke taget os alvorligt, før sagen er dukket op i medierne," siger hun.Kun få penge til videre-uddannelse Der er ingen samlede opgørelser over, hvor mange penge der bliver brugt til videre- og efteruddannelse for sygeplejersker. Midlerne forvaltes decentralt, og i det samlede regnskab udgør pengene til videre- og efteruddannelse forsvindende lidt.

Følte sig svigtet
Nancy Sørensen henvender sig til Dansk Sygeplejeråd i Vejle Amt. "Psykisk har jeg det efterhånden elendigt, har sygemeldt mig og må derfor have hjælp til at komme videre. Til medarbejderen i amtskredsen siger jeg, at jeg har brug for en bisidder, når jeg skal forklare mig over for afdelingssygeplejersken. Men jeg får dette svar fra medarbejderen:

Du ved godt, vi ikke går ind og blander os i den slags sager. Tal med din oversygeplejerske om det. Nancy Sørensen henvender sig to gange til amtskredsen, men får samme besked fra medarbejderen.

Også Peruth Pedersen oplever afvisning af sin lokale amtskreds. "Da jeg kontakter amtskredsen i Ribe Amt i 2001, får jeg at vide, at der er tale om mobning, og at jeg bare kan finde mig

Side 10 

et andet job. Da følte jeg virkelig, at min fagforening svigtede mig," siger hun.

I den aktuelle situation henvender hun sig til fællestillidsrepræsentanten og får at vide, at da hun er klinisk sygeplejelærer og dermed ikke ansat i en basisstilling, skal hun kontakte Dansk Sygeplejeråd direkte. Der er nu aftalt både et formøde og et opfølgende møde i august med Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Ribe.

For Dansk Sygeplejeråd har TV Avisens to indslag om diskrimination, hvor både Nancy Sørensen og Peruth Pedersen har medvirket, været noget af en overraskelse.

Dansk Sygeplejeråds 2.-næstformand, Aase Langvad, måtte erkende, at hverken hovedbestyrelsen eller Dansk Sygeplejeråd centralt var vidende om, at nogle af medlemmerne oplever diskrimination på arbejdspladsen.

"Det kommer helt bag på os," siger hun i en pressemeddelelse og tilføjer: "Men der skal ikke herske tvivl om, at Dansk Sygeplejeråd faktisk tager diskrimination meget alvorligt. Vi ønsker et samfund og et sundhedsvæsen, hvor der er plads til alle."

Samarbejdsproblemer

Amtskredsformændene i Vejle og Ribe, Birgitte Krusell og Anni Pilgaard, havde heller ikke kendskab til de to forløb i 2004 og i 2001, fordi der aldrig blev egentlige sager ud af henvendelserne til amtskredsene.

"Men selvfølgelig er jeg vidende om den sag, som Peruth Pedersen nu har indbragt for amtskredsen," siger Anni Pilgaard, der dog ikke kan udtale sig konkret om den nye henvendelse. Efter at Peruth Pedersen har været i TV Avisen, har Anni Pilgaard igen kigget på henvendelsen og må konstatere, at det har drejet sig om samarbejdsproblemer - og ikke diskrimination.

"Kemien passede simpelthen ikke mellem de involverede," forklarer hun. Både Anni Pilgaard og Birgitte Krusell tager kritikken alvorligt. Begge ser det som deres naturlige opgave at bekæmpe racisme og diskrimination.

"Som fagforeningspolitiker er det min opgave at slå hårdt ned, hvis det forekommer. For den slags accepterer jeg ikke. Det samme gælder, hvis det drejer sig om mobning. Men som amtskredsformand har jeg en forpligtelse til at trænge til bunds i en sag, og det betyder, at jeg skal høre alle parter og se sagen fra alle sider," siger Anni Pilgaard.

Fremover vil hun dog være ekstra opmærksom på, om der virkelig er tale om diskrimination, når det handler om en medarbejder med anden etnisk baggrund end dansk, fordi de jo er dobbelt udsatte i personalesagerne, forklarer hun.

"Derfor skal vi være ekstra vågne, når den slags sager dukker op, og er der brug for at lave vores procedurer om, sker det selvfølgelig," siger hun.

"I øvrigt har vi næsten hver uge en sag om samarbejdsvanskeligheder. Det kan ramme alle uanset baggrund," tilføjer hun.

Birgitte Krusell erkender, at det er meget beklageligt, hvis Nancy Sørensen ikke har fået den hjælp fra amtskredsen, som hun har bedt om.

"Jeg er dog ikke bekendt med, at hun har bedt om en bisidder. Hun har ganske rigtigt talt med en sagsbehandler her på amtskredskontoret, men jeg ved ikke præcist, hvilken rådgivning hun har fået. Når vi får den type henvendelser, hvad enten det drejer sig om samarbejdsproblemer eller andet, prøver vi først at medvirke til at få problemet løst ude på arbejdspladsen via tillidsrepræsentant og ledelse," siger hun og tilføjer:

"Vi har ingen ønsker om at forskelsbehandle vores medlemmer, men derfor kan der godt være en gruppe, som ikke får den hjælp, de har behov for, fordi de har nogle andre problemer end flertallet."

Både i 2003 og 2004 har amtskredsen haft fokus på den etniske kollega. Derfor er det dobbelt ærgerligt med Nancy Sørensens tilfælde, synes Birgitte Krusell.

"Jeg formoder, at hun er blevet behandlet som de sygeplejersker, der henvender sig til os med samarbejdsproblemer på arbejdspladsen, uden at vi har tænkt på, at hun med sin anden etniske baggrund måske havde sværere ved at få løst sine problemer end de danske kolleger. Det skal vi være meget opmærksomme på - og få løst både i amtskredsbestyrelsen og på amtskredskontoret," tilføjer hun.
 

Emneord: 
Diskriminering

Afviser beskyldninger om diskrimination

Overraskede. Beskyldningerne om diskrimination fra Peruth Pedersen og Nancy Sørensen er kommet som en stor overraskelse for de tidligere kolleger. Begge arbejdspladser lægger stor vægt på at have ansatte med anden etnisk baggrund end dansk.

"Det er da ikke os, hun snakker om." Det var kollegernes umiddelbare reaktion, da de så og hørte Peruth Pedersen fortælle i TV Avisen, at hun havde oplevet diskrimination på sin tidligere arbejdsplads, Varde Kommunes hjemmepleje.

"Som leder var jeg klar over, at Peruth Pedersen havde problemer, men for mig at se havde de ikke noget at gøre med diskrimination," siger planlægningschef i Helse- og Omsorgsafdelingen i Varde Kommune, Kirsten Faurby, der var distriktsleder under Peruth Pedersens ansættelse i 2001.

"På intet tidspunkt talte vi om diskrimination under hendes ansættelse, så derfor er det en stor overraskelse for mig og kollegerne, at hun nu går ud i medierne og siger, at hun har oplevet diskrimination på sin tidligere arbejdsplads," siger Kirsten Faurby og tilføjer: "Racisme eller diskrimination er jo ikke noget, man bryder sig om at blive beskyldt for."

Kirsten Faurby fremhæver, at arbejdspladsen er vant til at have medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk, og det har hidtil forløbet ganske uproblematisk. Det gælder både inden for sygeplejen, hjælpegruppen og de studerende.

Også på Nancy Sørensens tidligere arbejdsplads, Ungdomspsykiatrisk afdeling på Kolding Sygehus, hvor hun i 2004 havde et fire måneders vikariat, er man overrasket over udtalelserne til TV Avisen.

"Jeg kan ikke udtale mig konkret om Nancy Sørensens ansættelsesforløb, men det kommer totalt bag på os, at vi har haft en medarbejder, som har oplevet diskrimination på vores afdeling," siger oversygeplejerske Heine Rasmussen.

"Tværtimod synes vi, at vi har strakt os meget langt, for at tingene skulle køre, men udgangspunktet er ikke, at der har fundet diskrimination sted på afdelingen. Vi er en arbejdsplads, der lægger meget vægt på at have studerende og ansatte med anden etnisk baggrund end dansk, fordi vi har mange patienter indlagt netop med anden etnisk baggrund. Faktisk er vi rigtig glade for, at der er nogle, der vælger at være ansat hos os, for vi har brug for dem. Det kan være lige den ekstra kvalifikation, der gør, at de får stillingen, hvis ellers ansøgernes kvalifikationer står lige. Jeg kan kun sige, at disse ansættelser har været og er fuldstændig uproblematiske, og at ansættelserne har været meget givende for begge parter," siger Heine Rasmussen.

Afdelingen har grundige introduktionsprogrammer, som man prøver at leve op til hver eneste gang, men det kan da godt være, at det ikke altid lykkes lige godt, understreger Heine Rasmussen.

"Der kan være forskellige forhold, der gør, at man måske får en mindre god introduktion, men det har intet at gøre med ens etniske baggrund," siger han.

Heine Rasmussen peger også på, at afdelingen har tilknytning til sygeplejeskolen i Vejle Amt, hvor man har kunnet tage en uddannelse til mentor for sygeplejestuderende med anden etnisk baggrund end dansk. En af afdelingens sygeplejersker har netop færdiggjort sin diplomuddannelse i mentorskab.

"Vi vil meget gerne dyrke det flerkulturelle. Hvis Dansk Sygeplejeråd ønsker at tale med os i den konkrete sag, stiller vi os gerne til rådighed," siger han. 
 

Emneord: 
Diskriminering

Synspunkt: Dansk Sygeplejeråd løber fra sit ansvar

Forskelsbehandling. DSR har et ansvar for at sikre de nødvendige holdningsændringer på arbejdsmarkedet og forebygge og bekæmpe diskrimination.

Abdoul er uddannet fra en af de bedste sygeplejeskoler i 2000. Under uddannelsen bider han mærke i, hvordan han hele tiden bliver behandlet anderledes. I praktik føler han, at de andre sygeplejersker opfatter ham som lidt dum, fordi han - trods sit perfekte dansk - stadig har lidt accent. Forskelsbehandlingen fortsætter i afdelingen, selvom han nu er færdiguddannet. Abdoul får det dårligere. Han får hjertebanken og søvnproblemer. Men en dag kortslutter alt, da han har en større diskussion med en af sine kolleger, som råber ad ham med den begrundelse, at til et "dyr" som ham kan man godt råbe. Abdoul ender med en sygemelding og en depression, og i dag har han både skiftet afdeling og hospital.

Ayse er danskuddannet sygeplejerske. I en situation, hvor sundhedsvæsenet mangler 1.000 sygeplejersker, har hun ikke kunnet få et job, selvom hun har sendt 25 ansøgninger og er indkaldt til 25 jobsamtaler. Ayse ved, at det skyldes hendes påklædning. Hun bærer tørklæde og har utallige gange til jobsamtaler forsvaret sit tørklæde. Nogle arbejdspladser har krævet, at hun tager sit tørklæde af, mens andre "kun" har påpeget det som et stort problem. Hun har følt, at mange af jobsamtalerne har været ubehagelige, og snakken om hendes religion og tørklæde har ofte fyldt mere end snakken om hendes kvalifikationer. I dag venter hun svar fra en ny ansøgning. Hvis hun ikke får jobbet, vil hun begynde en ny uddannelse på universitetet.

Hverken Ayse eller Abdoul er sjældne tilfælde. De er to af mange brune sygeplejersker, der hver dag oplever diskrimination på grund af deres etniske, kulturelle eller religiøse baggrund. Som talskvinde for Dansk Sygeplejeråds Mangfoldighedsnetværk oplever jeg igen og igen brune sygeplejersker, der behandles dårligt på grund af deres etniske minoritetsbaggrund, der henvender sig til DSR, og føler desværre, at DSR hverken har viljen eller evnen til at hjælpe dem.

Sådan er det ikke, når det handler om kønsligestilling. Hvis den gravide sygeplejerske bliver fyret, sættes hele maskineriet i gang, og DSR går i kødet på arbejdsgiveren. Kønsdiskrimination er efterhånden selvmord for arbejdsgiverne. Men hvis sygeplejersken hedder Ayse eller Abdoul og bliver diskrimineret pga. sin etniske baggrund, er sygeplejersken selv nødt til at finde en løsning, fordi DSR indtil videre har fralagt sig ansvaret.

Men DSR har et ansvar for at sikre de nødvendige holdningsændringer på arbejdsmarkedet og forebygge og bekæmpe diskriminationen. Det er faktisk en betydelig gruppe af medlemmer, der i dag udsættes for dårligere behandling udelukkende på grund af deres etniske eller religiøse baggrund. For at forebygge og bekæmpe diskriminationen bør DSR opruste hele organisationen ved også at uddanne tillidsrepræsentanterne til at kunne skelne mellem mobning og diskrimination.

Det er afgørende, at diskriminationssager har samme prioritet som kønsligestillingssager, og at det er klokkeklart for alle i DSR, hvornår og hvordan man kører en diskriminationssag. Derudover er der behov for, at DSR laver en kortlægning af, hvilke sygeplejersker der rammes af diskrimination og hvordan. Det er en forudsætning for en intensiv indsats for etnisk ligestilling på de arbejdspladser, hvor diskriminationen finder sted. I det øjeblik arbejdsgiverne brænder fingrene ved de første diskriminationssager, vil de få en reel interesse i at arbejde for etnisk ligestilling!

Özlem Cekic er formand for Mangfoldighedsnetværket i DSR.

Emneord: 
Indvandrer
Diskriminering

Vi behandles efter vores hudfarve

Diskrimination. Lige så snart man har en anden hudfarve, sker der noget med omgivelsernes reaktioner. Så får man ikke samme behandling som flertallet, siger Özlem Cekic, som har taget initiativ til Mangfoldighedsnetværket for etniske sygeplejersker.

SY-2005-10-18-01Foto: Heine Pedersen 

Den unge kvindelige patient fra Mellemøsten bad 20-30 gange om dagen og læste flere timer hver dag i koranen. Men ingen greb ind af respekt for patientens religionsudøvelse. I virkeligheden var der tale om tvangshandlinger. Patienten led af anoreksi, og ved at bede alle disse mange gange om dagen fik hun brændt rigtig mange kalorier af.

Historien er desværre ikke enestående, men blot ét af mange eksempler på, at fordomme og uvidenhed over for nydanske patienter er med til at blokere for en professionel tilgang. Men ikke nok med, at de etniske patienter får en anden behandling. Det gør de etniske kolleger også, og derfor må der gøres noget, mener Özlem Cekic, danskuddannet sygeplejerske med kurdisk baggrund.

Özlem Cekic er medlem af bestyrelsen i Hovedstadens amtskreds i Dansk Sygeplejeråd og arbejder i dag på Rigshospitalets Distriktspsykiatriske Center (DPC). Hun har før været på banen, når det gjaldt de etniske patienter, kolleger og studerende, men må erkende, at der er lang vej endnu, inden vi har etnisk ligestilling i sundhedsvæsenet. Hendes seneste Side 19

 initiativ er "Mangfoldighedsnetværket," som repræsenterer sygeplejersker med anden etnisk baggrund end dansk, og som hun er talsmand for. Endnu tæller netværket kun medlemmer fra hovedstadsområdet, men på længere sigt håber hun, at det kan blive landsdækkende.

Netværkets medlemmer kommer fra så forskellige lande som Indien, Iran, Irak, Tyrkiet og Thailand, men fælles for dem er, at de har negative erfaringer som professionelle sygeplejersker i det danske sundhedssystem, ligesom de også har oplevet, at de etniske patienter ofte får særbehandling - hvad enten det er i positiv eller negativ retning.

Brune og hvide

Özlem Cekic er ikke bange for at bruge ordet diskrimination. For det er det, der er tale om, mener hun.

"Lige så snart man har en anden hudfarve, sker der noget med omgivelsernes reaktioner. Så er man ligesom placeret og får ikke samme behandling som flertallet," siger hun.

Selv taler hun om brune og hvide patienter og brune og hvide kolleger. "Det gør jeg meget bevidst - netop for at markere, at det ikke drejer sig om andre etniske indvandrere som f.eks. nordmænd og svenskere. Os med en brun hudfarve - vi er de første, der møder fordomme og barrierer," fastslår hun.

Hun kan ryste op med talrige eksempler: "Det kan f.eks. være indvandrerkvinder, der ikke får rådgivning om prævention. De har jo fem børn i forvejen og skal sikkert have nogle flere, er indstillingen. Eller vi må straks bestille "minus svinekød" til vores nye patient, der ikke er så god til dansk, for han er nok muslim."

Den måde at putte folk i kasser på sker uafladeligt i det danske sundhedsvæsen, og resultatet er, at det kan gøre sygehuspersonalet fagligt blind, mener hun.

Når det drejer sig om de etniske sygeplejersker og etniske sygeplejestuderende, føler de sig i mange tilfælde marginaliserede eller overvågede: "Der er kolleger i netværket, som går rundt med én stor nederlagsfølelse. Selv om Sundhedsstyrelsen har sagt god for deres uddannelse og autoriseret dem, så føler de, at de danske kolleger ikke accepterer deres faglige kunnen og kontrollerer alt, hvad de gør.

Et af medlemmerne i netværket har f.eks. arbejdet fem år som intensivsygeplejerske. Hun skal hele tiden stå til regnskab for sin sygepleje - også over for de unge sygeplejersker, der er under oplæring. En anden i netværket oplevede på sin første arbejdsdag at blive udspurgt om sit ægteskab. "Har din familie også valgt din mand," lød spørgsmålet. Den slags kan man måske spørge om, når man har lært hinanden bedre at kende. Man ville jo heller ikke spørge en dansk kollega om noget tilsvarende," siger hun.

Også de etniske sygeplejestuderende udsættes for diskrimination, understreger hun. De overvåges, kontrolleres og får stillet spørgsmål, som deres danske medstuderende ikke får.

Ud med fordommene

Det er et meget bevidst valg, der ligger bag navnet "Mangfoldighedsnetværket." For i stedet for at se de kulturelle forskelligheder som barrierer, skal det, at vi er forskellige, bruges som en ressource, mener Özlem Cekic. "Mangfoldighed er et gode," siger hun.

"Det kan være med til at berige sundhedsvæsenet og med til at bryde "vi-plejer-mentaliteten." Derfor skal vi stille og roligt begynde at arbejde med os selv og hinanden for at få nedbrudt de fordomme, der eksisterer om de "brune" nydanskere. Vi skal først og fremmest møde patienter og kolleger med anden etnisk baggrund som fagpersoner og medmennesker, ligesom vi skal arbejde for, at flere sygeplejersker med anden etnisk baggrund bliver rekrutteret til sundhedsvæsenet. Det gælder også med hensyn til sygeplejerskeuddannelsen. Her skal der gerne mange flere i gang, end det sker i dag. Derfor håber jeg, at Dansk Sygeplejeråd vil tage initiativ til et rekrutteringsprogram, der er særligt målrettet indvandrermiljøerne og gerne også de unges forældre, som ofte er med til at påvirke deres børns erhvervsvalg."  

Netværkets formål

Mangfoldighedsnetværket arbejder for fastholdelse og rekruttering af sygeplejersker med anden etnisk baggrund end dansk - gennem formidling af etniske sygeplejerskers problemer og ideer til Dansk Sygeplejeråds ledelse, gennem at være Dansk Sygeplejeråds talerør til de etniske sygeplejersker samt gennem at synliggøre de etniske sygeplejersker ved at deltage aktivt i debatter. 

Özlem Cekic kan af og til blive træt af sin vagthundefunktion, men alligevel klemmer hun på med sin informationsvirksomhed - både på sin egen arbejdsplads og alle de mange forsamlinger, hun stiller op i - hvad enten det er på medlemsmøder eller til et foredrag på en sygeplejeskole.

Dansk Sygeplejeråd vedtog på sin kongres i 2002, at organisationen vil tage aktivt del i integrationsprocessen: "Det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at holde organisationen fast på, så det ikke bare ender med nogle flotte ord," siger hun.  

Tema: Multietnisk sundhedsvæsen i Sygeplejersken nr. 16 2005

Diskrimination skal frem i lyset         

Afviser beskyldninger om diskrimination          

11 har søgt hjælp på grund diskrimination           

Læs også i Sygeplejersken nr. 10

Vi behandles efter vores hudfarve

Emneord: 
Indvandrer
Diskriminering