Synspunkt: Mangfoldighed er en kvalitet

Nej til racisme. Der er grund til at glæde sig over, at personalet i sundhedssektoren består af både Renata, Hamid og Selma, for accept og tolerance skal fremmes blandt danske sygeplejersker.

Mit samarbejde med sygeplejersker og kollegaer med anden etnisk baggrund end dansk er langt og omfattende, og det får mig nu til computeren med nogle eksempler på, at racisme desværre er i udvikling blandt sygeplejersker. Jeg har en faglig interesse i, at racisme afvikles, så vi kan glæde os over at være en faggruppe, hvor mangfoldighed er en kvalitet. 

Racisme kan defineres på mange måder, men helt basalt er racisme troen på visse racers overlegenhed og medfødte ret til at herske. Altså en automatisk ret til magt og til forskelsbehandling af andre, der er af en anden race. 

Stereotyper er måske baggrund for racisme og hindring for mangfoldighed blandt sygeplejersker. 

Det er måske også stereotyper, der ligger til grund, når min mentee fra Kvinfo-regi, Renata, som er fra Rusland, blev tjekket ekstra grundigt i forbindelse med et forbindingsskift på en psykiatrisk afdeling. Hun fik en påtale, hvori det hed, at hun nok ikke var vant til så høj en standard for hygiejne fra Rusland. Renata har boet i Danmark i næsten 30 år og har - ud over sygeplejen - også en anden uddannelse, som har givet viden om og erfaring med hygiejne på et højt niveau. Renata havde tidligere været hjemmesygeplejerske og fungeret som sårspecialist. Renata ser meget ung ud, man kunne tro, hun var relativt uerfaren, men hun er faktisk danskuddannet sygeplejerske med over 20 års erfaring.  

Renata forlængede ikke sit vikariat på afdelingen, men gennemgik en længere ledighedsperiode.

”Personer fra andre kulturer forstår ikke at prioritere arbejdsopgaverne. De arbejder ikke på det niveau, vi har i Danmark. De tager ikke del i rutineopgaverne. Han er araber og opfatter ikke os kvindelige kollegaer som ligeværdige.” Sådan lød udtalelserne i forbindelse med en midtvejsevaluering af Hamid på en medicinsk afdeling.  

Hamid havde en kærlig og ydmyg indstilling til ældre mennesker. Han prioriterede at bruge en halv time af sin fritid til at rydde skyllerummet, og det var ikke populært hos kollegaerne.  

De racistiske udtalelser, der faldt i forbindelse med evalueringen, stemte ikke med tidligere vurderinger - og heller ikke med mit og andre sygeplejelæreres indtryk af Hamid.  

Hamid blev desværre ikke færdiguddannet som sygeplejerske, fordi han efterfølgende valgte en aktiv politisk karriere. 

For nylig måtte Selma, en afrikansk, muslimsk sygeplejestuderende, erkende, at racisme på et større københavnsk hospital førte til, at hun stoppede sit studie. Hun kunne ikke få udleveret uniform med bukser, det var kun særlige grupper af sygeplejersker, der fik udleveret bukser og jakke. Man kunne heller ikke tolerere de bukser, hun selv valgte at bære under uniformen.  

I Selmas forsøg på at opretholde sine egne krav og påklædningsetik blev der fremsat direkte undren over, at Selma holdt fast på sit ønske om lange bukser. Flere kollegaer mente, at man i Afrika gik nøgen rundt uden særlige problemer. Jeg er ikke stolt over, at det er muligt at fortælle disse og mange andre lignende historier fra virkeligheden.  

Derfor opfordrer jeg til: At sygeplejersker tager Connie Kruckows tilsagn om, at ”gøre noget aktivt for sygeplejersker med anden etnisk baggrund end dansk” meget, meget seriøst. 

At vi arbejder for, at der på alle arbejdspladser udarbejdes en antiracismepolitik, som følges og revideres efter behov. 

Jane Bartholdy Tamimi er sygeplejerske, sygeplejelærer og har Diplom i Folkesundhedsvidenskab. Hun er medlem af bestyrelsen i Selskab for Tværkulturel Sygepleje.

Emneord: 
Indvandrer
Diskriminering

Dilemma: Selektiv sygepleje

dilemma%2029%202004Illustration: Bodil Molich

Jeanne er 32 år og skal være mor til sit første barn om en uges tid. Hendes graviditet har været ukompliceret, men en aften bliver hun indlagt på intensiv afdeling med vejrtrækningsbesvær. Hun bliver observeret natten over, og dagen efter bliver hun overflyttet til svangregangen. Her har hun ligget på en tosengsstue i tre dage, da hun kalder personalet sammen en eftermiddag.  

Fra sin seng fortæller hun to sygeplejersker og en social- og sundhedsassistent samt afdelingssygeplejersken, at hun føler sig diskrimineret på afdelingen. Hun siger, at hun tydeligt kan mærke, at hun bliver behandlet nedladende, og at alle de andre kvinder på afdelingen får en mere engageret og venlig behandling, end hun gør. De øvrige patienter får både opmærksomhed og information, og deres pårørende får tilbudt kaffe af aftenvagten. Jeannes mand får derimod besked på at købe kaffe i automaten på gangen. 

”Jeg er 162 cm høj og vejer 135 kg. Min tanke er, at det har noget med det at gøre,” siger Jeanne.  

Afdelingssygeplejersken Sussi skal lige til at sige noget, men lader være.  

Hvordan ville du reagere, hvis du var Sussi?

Kommentar i Sygeplejersken nr. 30 2004

Hvis jeg var Sussi, ville jeg også tøve. Det gælder om at lytte og være forstående i situationen.  

Jeg ville først spørge mig selv: Diskriminerer vi mennesker her alt efter, om de er smældfede, er vissenpinde eller ligner fotomodeller?  

Bagefter skal der ikke tøves. Episoden vil sikkert gøre voldsomt indtryk på medarbejderne - især de, som blev stillet ansigt til ansigt med Jeanne. Derfor er det vigtigt, at alle medarbejderne får en tydelig beskrivelse af Jeannes opfattelse og af episoden. Det skal drøftes internt, hvad diskrimination er, og hvordan patienterne kan opleve det i plejen - og hvordan det kan undgås. Sussi må tilbage og høre nærmere om Jeannes oplevelser og livshistorie. Jeanne har tilsyneladende ikke mistet selvtilliden i forhold til at hævde sin ret til at være her, selv om hun opfatter sig selv som fed. Jeanne skal også vide, at afdelingen har taget hendes klage alvorligt.  

Samtidig skal alle patienter jo ikke behandles ens, da mennesket er unikt. Derfor skal vi ikke få berøringsangst - men tværtimod turde engagere os i menneskets mangfoldighed. Hvilke tanker er der i øvrigt om barnet eller om natten på intensiv? Der er liv, der ikke har overskriften ”fedt.” 

Edith Mark, psykiatrisk sygeplejerske, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Overvægt
Gravid
Diskriminering

Stafetten: En opskrift, tak

”Kan vi ikke få en opskrift på, hvordan vi skal behandle den somaliske kvinde og den irakiske mand,” lyder det ofte blandt sygeplejersker, når jeg underviser. Emnerne er bl.a. kulturforståelse og kulturel kompetence i forhold til etniske minoriteter i psykiatrien.

Men mennesker fra en bestemt kultur lader sig ikke sådan putte i kasser. Kan vi putte danskere i én kasse, som repræsenterer danskhed? Hvordan vil vi på en enkel måde karakterisere dansk kultur? Kan vi blive enige om, hvad der skal stå på kassen? Nej vel. Jeg vil i hvert fald nødig puttes i den kasse, hvis det indbefatter at spise flæskesteg og gå med klaphat.

Lige så unaturligt det vil være for danskere at blive puttet i en bestemt kasse, lige så naturligt er det for mange at slå etniske minoriteter over én kam, som om de er en homogen gruppe. Men der er mange forskellige kulturer indenfor det enkelte land. I vores egen kultur kan vi tage en vestjysk fi sker, en lektor ved et universitet og en rocker. Store kulturforskelle. Eller hvad med en analfabet fra en tyrkisk landsby på den anatolske højslette og en læge fra Istanbul?

Vi må først og fremmest se på vores fordomme, som avler stereotyper, så som at ”alle arabiske mænd undertrykker kvinder,” og ”somaliere kan ikke kende forskel på dit og mit.”

Hvis det er den negative holdning, vi møder patienten med, vil det forhindre muligheden for at skabe tillid og bæredygtig kontakt. Vores negative holdninger kommer ikke ud af den blå luft. Vi er alle under påvirkning af de fordomsfulde historier, som fylder overskrifterne i medierne. Hvor ofte ser vi en forsidehistorie, der fortæller om en indvandrer, som klarer sig godt i Danmark? Og det er der jo rigtig mange, der gør.

Vi må møde den enkelte patient med anden kulturel baggrund med nysgerrighed, åbenhed og respekt og spørge den enkelte om, hvad hans kultur og religion betyder for netop ham.

Men der er erfaring for, at personalet ofte bliver usikkert i mødet med den etniske patient, med berøringsangst og dermed manglende kontakt til følge. Usikkerheden går på, hvorvidt ens faglighed slår til, om man nu har forstået patienten og dennes sygdomsudtryk. En patient kan opleve sig besat af en ond ånd. Er det reelt i hans kultur, eller er det et symptom på psykose? Kulturbetingede sygdomsudtryk og fl ygtninges posttraumatiske belastningssymptomer er faktorer, der kan forstyrre det psykiatriske billede og dermed hindre en tilfredsstillende behandling og pleje. Desuden er der erfaring for, at arbejdet med etniske minoriteter oftest er ressource- og tidskrævende.

På denne baggrund blev Videnscenter for Transkulturel Psykiatri etableret i 2002 med landsdækkende funktion. Vi forsøger at forbedre psykiatrisk udredning, behandling og pleje ved at indsamle og formidle viden på området. Ud over undervisning giver vi konsulentbistand, har enkelte patientkontakter, samarbejder med Distriktspsykiatrisk Center, Indre Nørrebro, arrangerer kurser og udgiver et informationsbrev via e-mail til interesserede.

Marianne Østerskov er ansat som projektsygeplejerske på Videnscenter for Transkulturel Psykiatri, Psykiatrisk Klinik, Rigshospitalet. Marianne Østerskov har givet stafetten videre til ledende sygeplejerske Nina Nielsen, distriktspsykiatrisk Center, Vesterbro med følgende spørgsmål: Hvorfor er de etnisk andre svære at rumme i distriktspsykiatrien?

Emneord: 
Indvandrer
Diskriminering

Faglig kommentar: Islam og sygepleje

Hvis sygeplejersken ikke kender og respekterer de religiøse forskrifter i islam, vil der opstå problemer, som vil stå i vejen for sygeplejen til muslimske patienter.

Når jeg tager min kittel på, og patienterne hører, at jeg taler accentfrit dansk, så opnår jeg respekt fra dem og fra mine kolleger. Når jeg tager min kittel af og går i Bilka med min kone, mine børn eller måske hele min familie, så er jeg en del af Vollsmose, og der er kulde i de blikke, vi møder.”

Sådan udtalte Amar Sethi sig til Berlingske Tidende den 12. april 2003. Amar Sethi er den første danske pakistaner, som har forsvaret en medicinsk ph.d.-afhandling.

Sethi har meget præcist konkretiseret, hvad der udløser vore fordomme. Kombinationen af mørk hud, familie og indkøbscenter åbner skuffen med de negative forventninger. Kombinationen af hospital, mørk hud, kittel og fejlfrit dansk gør os mere åbne og nysgerrige. Men hvad med kombinationen hospital, mørk hud og hvid patientskjorte? Hvis patienten oven i købet er muslim, hvor mange sygeplejersker kan så – hånden på hjertet – sige, at de ikke har set et potentielt problem for sig: Horder af familiemedlemmer og slægtninge, der slår sig ned på sygestuen og spiser af patientens mad?

Vi forventer, at fremmede, der indlægges på et dansk sygehus, gør en indsats for at overholde normerne for, hvordan man opfører sig på et sygehus. Omvendt har enhver patient lov til at forvente, at hans religiøse værdinormer respekteres af sygeplejersken. Der berettes om en sygeplejerske, som gav en muslimsk patient en ret mad, hvori der var svinekød, fordi der ikke var andet på afdelingen. Samtidig forsikrede hun patienten, at maden ikke indeholdt svinekød. Man kan spørge sig selv, om denne respektløshed bundede i sygeplejerskens private religionskrig, eller om der blot var tale om en himmelråbende uvidenhed.

Verdsliggørelsen af sundhedsvæsenet er næsten total i dag. Søn- og helligdage betyder nedsat aktivitet og løntillæg, ikke morgenandagt på afdelingen. Vi er uvante med at inddrage religiøse aspekter, og de fleste bliver forfjamskede, hvis en patient vil tale om sin tro. At hjælpe patienten med noget praktisk, f.eks. at bestille transport til kirken eller tilkalde præsten, skaber ikke problemer.

Det er samme type hjælp til noget praktisk, den muslimske patient har brug for. Vi skal hverken dele hans tro eller deltage i ritualerne. Men betydningen af at kunne praktisere islam er til gengæld langt større, end vi kender det fra hovedparten af danskerne, fordi islam griber ind i alle livets forhold. Der skal tages særlige hensyn til en muslimsk patient, og er der noget, sygeplejersker ikke kan lide, er det patienter, som skal have særbehandling. Men hvis sygeplejersken ikke kender og respekterer de religiøse forskrifter i islam, vil der opstå problemer, som vil stå i vejen for sygeplejen.

Artiklen ”Sygepleje til muslimske patienter” side 14 er tænkt som et praktisk redskab i den kliniske sygepleje. I dette og i følgende numre af Sygeplejersken følges artiklen desuden op af fire uddybende artikler om islam, der skal øge forståelsen for den muslimske levevis.

Amar Sethi serverede vin for de danske gæster ved sin reception efter forsvaret af ph.d.-afhandlingen, selvom hverken han selv eller hans muslimske gæster skulle nyde noget. På samme måde skal sygeplejersker kunne gebærde sig på andre menneskers betingelser, når de skal udføre sygepleje med respekt for patienten og hans værdier.

Emneord: 
Indvandrer
Diskriminering

Faglig kommentar: Konduite eller konsekvens

En patient har nægtet at lade sig behandle af en læge, som ikke var af dansk etnisk oprindelse. Sygehusledelsen påbød en anden læge at tilse og behandle patienten. Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen er fløjtende uenige.

For nogle år tilbage lå en ung mand fra Mellemøsten på min afdeling. Han havde bækkenbrud og skulle have fladt sengeleje i en periode. Han var muslim, fik mad uden svinekød, og han klarede at vaske sig selv i sengen, når han fik sat baljer på sengebordet og stillet skærm op. Ingen problemer med den venlige unge mand.

Der gik to dage, der gik tre, og der gik fire, og vi lagde efterhånden mere bekymring i stemmen ved rapporterne for hver dag, der gik, uden at den unge mand havde haft bækken. Alligevel takkede han pænt nej til afføringsmidler, svesker og figner. En dag gjorde han tegn til overlægen, om han ville blive tilbage, når vi andre havde forladt stuen efter stuegang. Nu var der sat ord på problemet, men hverken mandligt plejepersonale eller tilkaldte portører måtte assistere.

 Efter næsten to uger var den arme mand mør og lod sig køre ud i badeværelset af et par portører. Da han var færdig, ringede han på klokken og blev kørt ind på sin stue igen af portørerne. En sygehjælper fik fornøjelsen af at vikle 500 blade toiletpapir af den nydeligt indpakkede pølse, som lå i bækkenet.

Ondt i maven

Et kultursammenstød blev løst med lidt konduite. Det betød så meget for patienten og så lidt for os andre. Han har formentlig følt skam oven i mavesmerter og sit tiltagende ubehag. Personalet kunne ikke skjule munterheden. Selv om vi kunne sætte os ind i den unge mands kvaler, havde historien dog indbygget underholdningsværdi.

For kort tid siden blev en ung mand indlagt på et storkøbenhavnsk sygehus med akutte mavesmerter. Ifølge Politiken den 17. oktober kom en iransk læge for at tilse og behandle ham. Patienten afviste at blive behandlet af ''et dyr.'' Sygehusets ledelse beordrede en anden læge til at undersøge manden, der led af nyresten. Lægeforeningens etiske udvalg har bakket sygehusledelsen op med den begrundelse, at en patients helbred er vigtigere end et princip om etnisk ligeværdighed.

Dansk Sygeplejeråd siger det modsatte af Lægeforeningen og råder sygeplejersker til at sige nej til at pleje patienter, der kræver sygeplejersker af dansk oprindelse. En patient tilbydes behandling, men afslår med et irrelevant argument. Altså må han ligge, som han har redt, eller også må man vente med at behandle, indtil han er blevet tilstrækkelig mør. Aldrig har jeg været så enig.

Men hvorfor kunne man egentlig ikke løse problemet diskret og med samme konduite som i tilfældet med den obstiperede patient? Når man ser en halvhjerne med tatoverede hagekors og andre nazistiske symboler på sygehuset, hvorfor så ikke skåne fremmede læger og sygeplejersker for ubehagelige oplevelser og lade en femtegenerations fynbo tage sig af patienten? Omhu og samvittighedsfuldhed betyder hverken, at man skal have sympati for sine patienter eller lade som om, man har.

Ansvar for eget liv

Hvori består forskellen mellem de to former for kultursammenstød? Og hvorfor reagerer vi så forskelligt? Patienten med bækkenbrud fik tilbudt behandling og pleje i form af laksantia og hjælp til at bruge bækken, men afslog. Hans lidelser blev efterhånden så store, at han blev mør. Patienten med nyresten led også, men han skulle ikke vente, indtil han blev mør. Man kan sultestrejke af politiske grunde, nægte at modtage blod af religiøse grunde, nægte at lade sin obstipation behandle, og man må selv tage ansvaret. Hvorfor skal en patient med ondt i maven ikke tage ansvar for, at han ikke vil lade sig behandle af en kvalificeret person.

Er nyrepatientens argument for at afvise den iranske læge relevant? I hans egne øjne, men ikke i vore. Er bækkenpatientens afslag på tilbud om pleje og behandling relevant? Ikke med vore øjne. Er det værre at diskriminere mennesker pga. deres etniske oprindelse, end det er at diskriminere pga. køn, som den obstiperede patient faktisk gjorde? Den iranske læge blev groft forulempet. Vi bliver vrede på hendes/hans vegne. Er det derfor, vi ikke vil udvise fleksibilitet og konduite? Hvor meget skal man lade sig og sine kolleger byde, inden man bliver så vred, at man nægter at pleje?

Sygehusledelsen beordrede en læge af dansk oprindelse overtage tilsyn og behandling. Men hvor havde det dog klædt Lægeforeningen, om de havde anlagt sag mod patienten efter racismeparagraffen på vegne af den forulempede læge.

Men hvad mener sygeplejerskerne egentlig? 
 

Læs indlægget af Martina Oberleitner i Sygeplejersken nr. 44 2002 side 24

Ensporet debat om racisme

En ung nynazist nægtede forleden at lade sig behandle af en iransk kvindelig læge, idet han betragtede hende som et dyr.

Spørgsmålet har ført til etisk oprør mellem læger og sygeplejersker. Dansk Sygeplejeråd mener, at vi klart skal sige nej til patienter, der kræver at blive behandlet af etnisk dansk personale. Lægeforeningen mener, at den enkelte patients helbred er vigtigere end princippet om etnisk ligeværdighed. Vores etiske retningslinjer siger: ''Grundlaget for al sygepleje er respekten for det enkelte menneskes liv og egenværd, uanset race, køn, sprog, hudfarve, politisk opfattelse, nationalitet eller sociale baggrund.''

Hvis patienten som beskrevet er nynazist, er hans vægring ved at lade sig behandle af den pågældende læge udtryk for en politisk holdning, og jeg er derfor ifølge vore retningslinjer nødt til at pleje ham, uanset hvor stødende hans holdning virker. Den anden del af bemærkningen, hvor han betegner lægen som et dyr, hører efter min mening ind under injurielovgivningen. Og det undrer mig, at hospitalet skal anklages for racisme og ikke den pågældende patient. Er det i fremtiden sundhedspersonalet, der skal stå til ansvar for, hvad andre siger?

På et tidspunkt arbejdede jeg sammen med en svensk sygeplejerske. Pludselig hørte jeg hende græde. Årsagen til hendes gråd var, at patienten havde kaldt hende et dumt svin. Jeg fór ind til patienten, gav ham en verbal opsang og bad ham give den pågældende sygeplejerske en øjeblikkelig undskyldning. Patienten blev meget ydmyg og sagde, at han var bekymret over sin situation. Han havde ikke rigtigt forstået, hvad den svenske sygeplejerske havde sagt til ham, hvilket havde fået det til at kamme over. Han gav hende med det samme en uforbeholden undskyldning, og der opstod ikke yderligere problemer i plejeforholdet. Nogle vil måske sige, at der er forskel på at blive kaldt en dum kælling og et dyr. Det første udløses af et andet sprog end dansk, det andet af en læge med anden etnisk baggrund. Patientens grove udtalelser hænger ofte sammen med deres smerte og sygdom, og det er netop moralen i ovenstående episode. Den nynazistiske patient kom med nyresten, og vi ved alle, at dette ofte kan være meget smertefuldt.

At vi i de kommende år vil se en stigende andel af sundhedspersonalet være af ikke-dansk herkomst, er vist hævet over enhver tvivl, og vi vil sikkert komme ud for mange tilfælde, hvor en patient føler sig utryg ved at blive behandlet af en udlænding og derfor udtrykker ønske/krav om at blive behandlet af en dansker.

Dette er imidlertid kun den ene vinkel af en kommende problematik. Således kan man i Politiken den 19. oktober 2002 læse, at en kvindelig medarbejder på et plejehjem nægtede at servere snaps for en beboer, da dette var imod hendes religiøse overbevisning. Ud fra ovenstående mener jeg, at debatten er for ensporet, det er ikke bare at sige nej eller ja til racistiske patienter.

Af Martina Oberleitner

Emneord: 
Indvandrer
Diskriminering

Udenlandske fødende diskrimineres

Udenlandske kvinder får dårligere pleje end danske kvinder, når de er indlagt i forbindelse med en fødsel, viser en undersøgelse på Rigshospitalets obstetriske klinik. Forskelsbehandlingen kommer ikke bag på klinikkens chef og overlæge.

Sygeplejersker og andet personale på Obstetrisk Klinik på Rigshospitalet yder mindre omsorg over for udenlandske gravide og fødende kvinder og nybagte mødre, end de gør over for danske kvinder på afdelingerne. Udenlandske kvinder får mindre information, de ansatte opholder sig kortere tid på deres acstuer og de tilbringer generelt mindre tid sammen med dem på sygehusafdelingen

Det er konklusionen på en undersøgelse af personalets forestillinger om og handling i forhold til udenlandske patienter på Obstetrisk Klinik på Rigshospitalet.

Og hverken klinikchef, ledende sygeplejerske eller ledende jordemoder på klinikken er i tvivl om, at undersøgelsen taler sandt. Der er sprogproblemer, siger de samstemmende.

Undersøgelsen er lavet af antropolog Anette Wilhjelm Jahn, som gennem syv måneder i 1998 delvist deltog i arbejdet på klinikken samt interviewede og observerede personalet. Siden har hun brugt to år på at behandle og analysere det omfattende datamateriale.

''De udenlandske kvinder får den instrumentelle pleje, de skal have, men generelt får de ikke meget mere end det. Uden at tænke over det kategoriserer personalet de indlagte kvinder og deres mænd i forhold til en idealforestilling om, hvordan en fødsel og en barsel bør forløbe, eller hvordan et nybagt forældrepar bør opføre sig. Jeg kunne observere, at sygeplejersker på linje med andet sundhedspersonale yder bedre behandling over for patienter, hun identificerer sig med.

Sygeplejersker går typisk mindre ind på de stuer, hvor der ligger udenlandske kvinder, fordi kontakten med dem er svær. De taler måske ikke dansk, forstår dårligt, hvordan en dansk hospitalsafdeling fungerer, har en anderledes kropsopfattelse, et andet forhold til spædbarnspleje og amning og en mand, som slet ikke deltager i spædbarnsplejen,'' fortæller Anette Wilhjelm Jahn.

Undersøgelsen viser, at den information og rådgivning, kvinder får før og efter en fødsel, ikke i tilstrækkelig grad bliver oversat til de udenlandske kvinders modersmål.

''De kvinder, som ikke taler dansk eller engelsk, tilbydes ringe sproglig adgang til deres hospitalsophold, fordi tolkebrug er restriktiv. De deltager sjældent i fødselsforberedelse, og de har mindre ny viden om amning, spædbørnspleje, seksualitet og prævention end danske kvinder, når de forlader hospitalet efter en fødsel,'' siger Anette Wilhjelm Jahn.

Genkender problemerne

Obstetrisk Klinik på Rigshospitalet består af barselsgang, fødegang, fødeklinik, konsultation og svangreafdeling. Fungerende ledende sygeplejerske på Obstretrisk Klinik og afdelingssygeplejerske på svangreafdelingen Irene Karstensen kan godt genkende de problemer, undersøgelsen peger på.

''Jeg synes, vi er meget hurtige til at bestille tolk, hvis vi mener, der er behov for det. Men det er rigtigt, at nogle af de udenlandske kvinder ikke får den omsorg, som danske patienter får. Personalet kan ikke sætte sig på sengekanten og lige snakke med dem i ti minutter, hvis ikke de forstår dansk eller engelsk. Og det giver en ringere pleje. Men vi overskrider ikke grænsen, som undersøgelsen viser, at andre personalegrupper gør, og inviterer gæster ind uden at aftale det med patienten,'' siger hun.

Også jordemødrene nikker genkendende til problemer med sproglige barrierer. Dog siger ledende jordemoder på Obstetrisk

Side 9

Klinik, Kit Dynnes, at flere af undersøgelsens eksempler er enkeltstående tilfælde.

''Det konkrete eksempel, hvor en jordemoder ikke spørger en fødende kvinde om tilladelse til, at antropologen kan være til stede under hendes fødsel, er selvfølgelig principielt fuldstændig forkert. Det samme gælder, når jordemoderen ikke én eneste gang nævner kvindens navn under fødslen. Der er ingen undskyldning for de situationer, men jeg tror ikke, de beskriver en generel tendens.

Vi har et kommunikationsproblem med udenlandske kvinder, der især handler om sproget, og det skal vi arbejde med. Men der skal mere til end en tolk.

Efterhånden får vi også flere og flere indvandrere blandt personalet. Vi har i øjeblikket tre jordemødre og to jordemoderstuderende med anden etnisk baggrund end dansk. Det er med til at ændre på fordomme, men det giver også andre muligheder for forståelse mellem kvinden og den ansatte. Det tror jeg, får betydning på længere sigt,'' siger Kit Dynnes.

På Obstetrisk Klinik eksisterer der i øjeblikket kun tilbud om fødselsforberedelse til gravide på dansk.

Overlæge og chef på klinikken, Peter Hornnes, er ikke i tvivl om, at der foregår forskelsbehandling på klinikken, men han mener, problemet afspejler det omgivende samfund:

''Danskere og udlændinge bliver behandlet forskelligt mange andre steder i Danmark, både på og uden for hospitalet. Men siden Anette Wilhjelm Jahn indhentede sine data for ca. tre år siden, er forskelsbehandlingen heldigvis blevet mindre udtalt. Vi er blevet mere vant til udlændinge - det var i hvert fald min opfattelse indtil folketingsvalget i november - og jeg oplever en større respekt og accept hos personalet over for udlændinge og indvandrere. Men det er bestemt et problem, vi skal arbejde med i vores klinik. Og det gør vi også.''

Fuldstændig uacceptabelt

Formanden for de etniske mindretals sammenslutning INDsam, Mohammed Hassan Gelle, siger, at det er fuldstændig uacceptabelt, at kvinder med en udenlandsk baggrund behandles anderledes end danske kvinder, når de er indlagt.

''Specielt, når det gælder nybagte forældre, synes jeg, det er et stort problem. Alle ved, at nybagte forældre er i en særlig sårbar og følelsesladet situation, hvor de kan have stort behov for råd og vejledning. Samtidig skal man huske, at mange udenlandske kvinder slet ikke har det netværk, som danske kvinder har, og derfor i endnu højere grad kan have brug for hjælp. Først og fremmest er det vigtigt at sikre, at der er tolk til stede så ofte som muligt. Det er klart, at man ikke kan have tolke i alle sprog på afdelingerne 24 timer i døgnet. Men det er vigtigt, at et stort hospital som Rigshospitalet har en politik og en handlingsplan på området. Det kan jo have uoverskuelige konsekvenser, hvis f.eks. en omskåret kvinde skal føde, og personalet ikke kan kommunikere med hende. Både hendes og barnets liv kan komme i fare under sådan en fødsel,'' siger Mohammed Hassan Gelle.

Som et forsøg forbereder Obstetrisk Klinik i øjeblikket et net-tolkeprojekt, hvor patienter kan få tolkeassistance over internettet. Ifølge Peter Hornnes bliver tolkningen billigere og samtidig bedre end telefontolkning, hvor patient og tolk ikke kan se hinanden.

''Vi bruger tolke i meget stort omfang, men vi har desværre ikke råd til at have et helt batteri af faste tolke siddende på hver afdeling.

Men uanset hvor flittigt man anvender et tolkesystem, så er der lejligheder, hvor man kunne have givet en information, hvor det ikke er praktisk muligt. F.eks. hvis du går forbi en mor med sit nyfødte barn på gangen, så kan du sige et par bemærkninger eller veksle et par ord, hvis du har et fælles sprog. Der foregår jo en afvejning, før man ulejliger en tolk og bruger den tid og de ressourcer, det tager. Det kræver, at man tillægger informationen en vis betydning.

Men at tro, man kan informere 100 pct. lige så godt til en patient, med hvem man ikke taler samme sprog, det tror jeg er illusorisk,'' siger Peter Hornnes.

Personalet forvalter reglerne

Anette Wilhjelm Jahns undersøgelse viser, at det har mere at sige, hvad den enkelte ansatte mener om udlændinge og integration, end hvad der står skrevet f.eks. i reglerne om tolkebistand.

''De kan sagtens have nedskrevne retningslinjer og regler på hospitalet, men det er personalet, som skal forvalte de regler. Så hvis en ansat mener, det er for dårligt, at en kvinde, som har boet i landet i 15 år ikke taler dansk, så får hun sandsynligvis kun tolk, hvis det drejer sig om medicinsk information eller informeret samtykke.

Mange af de ansatte er også påvirket af, hvad medierne skriver om udlændinge. Og jeg er flere gange stødt på personale, som ordret gengav argumenter og fraser fra mediernes udlændingedebat,'' siger Anette Wilhjelm Jahn.

Mohammed Hassan Gelle kan godt forstå, at de ansatte kan blive irriteret på en udlænding, som ikke kan dansk efter mange år i landet. ''Men som professionel og fagperson må man udføre arbejdet objektivt. Desuden er der nogle mennesker, som aldrig kan lære sprog. Enten fordi de er dybt traumatiserede eller har alvorlige handicap at slås med. Det er meget sjældent, jeg møder en udlænding i Danmark, som ikke er interesseret i at lære sproget og kunne forstå, hvad der foregår rundt omkring ham,'' siger Mohammed Hassan Gelle.

Rigshospitalets uddannelsesafdeling har iværksat et kursus for medarbejdere i ''kommunikation med fremmede kulturer,'' hvor de ansatte lærer om andre kulturers religion, sygdomsforståelse, familiemønstre, besøgsforpligtelse, ritualer, spise- og plejeregler. Desuden planlægger Obstetrisk Klinik i øjeblikket at invitere Anette Wilhjelm Jahn til at fremlægge og diskutere undersøgelsen med personale og ledelse på klinikken. 

Begrebet udlændinge

Anette Wilhjelm Jahn bruger begrebet udlændinge om de patienter, som personalet på Obstetrisk Klinik kategoriserer som sådan. Personalet vurderer i det konkrete møde med hver enkelt patient, om patienten agerer og handler dansk eller ikke-dansk, f.eks. i kønsrollemønster.

Emneord: 
Diskriminering
Indvandrer
Fødsel

Hvad nu hvis han hed Jens

Farveblændet: Har læger med en muslimsk baggrund svært ved at slippe deres medbragte kvindesyn? Eller er det i virkeligheden de køns- og fagbevidste sygeplejersker, der får øje på en chauvinist i enhver mand – og især i enhver læge – fra en fremmed kultur? Kulturmødet på afdelingerne sker ofte i et minefelt af fakta, fordomme og faglige forbehold.

I kaffestuen var han den hyggelige kollega. Venlig, social, sjov. Men så snart han trådte ind i rollen som Lægen, blev han autoritær, altvidende og tunghør over for kollegiale råd.

''Vi kunne egentlig godt lide ham, men han respekterede ikke vores sygeplejefaglige vurderinger.

Når vi for eksempel bad ham om at tilse en akut patient, gjorde han nærmeste en pointe ud af at sige, at det godt lige kunne vente til efter frokost. Han bad aldrig de andre læger på afdelingen om hjælp. Heller ikke når det var åbenlyst, at han ikke magtede en opgave. Han ville formentlig ikke tabe ansigt.

Det gav sommetider store problemer, men hans danske læge-kolleger var meget tilbageholdende med at gribe ind. Vi syntes jo ellers, at de var de nærmeste til det.''

Sygeplejerske og tidligere tillidsrepræsentant Desirée D'Aniello fra Hvidovre Hospital i København beskriver, hvordan hun og hendes kolleger oplevede samarbejde med en læge fra et mellemøstligt land.

I frustration over gentagne episoder, hvor de følte, at deres professionelle kompetence blev tilsidesat af hans – mente de – kulturbetingede, faglige arrogance, gik de til deres afdelingsleder på den pågældende medicinske afdeling og klagede.

Sygeplejerskerne fik besked på kollektivt at nedskrive de konkrete hændelsesforløb.

Afrettet i tide

I dag arbejder lægen – som vi har valgt at holde anonym af hensyn til hans trods alt mulige forbedring og senere karriereforløb – ikke længere på afdelingen.

Her har sygeplejerskerne til gengæld stadig stor glæde af samarbejdet med en læge, der er andengenerations-indvandrer.

''Ham er der ikke de mindste problemer med.

Han har fået sin uddannelse i Danmark og er opdraget med omgangsformerne i det danske sygehusvæsen. Og så har vi nok også sørget for at få ham afrettet i tide, som en af mine kolleger bemærkede forleden,'' griner Desirée D'Aniello.

Det er lige netop den slags udtalelser, der bekræfter Kamal Kureishi i hans oplevelser af kulturmødet i det danske sygehusvæsen.

Kureishi, der er formand for L5, en forening for medicinstuderende med etnisk baggrund, mener nemlig, at de faglige forbehold oftere har modsat fortegn.

Det er de danske sygeplejersker, der generelt har svært ved at forholde sig professionelt til etniske læger – eller den gruppe, han selv repræsenterer – de etniske lægestuderende.

L5 blev oprettet i 1996 efter en række tilfælde, hvor læger med indvandrer- eller flygtningebaggrund dels følte sig forbigået ved ansættelser og dels mente, de blev diskriminerede af andre ansatte i sundhedssektoren.

Der var på 1997-årgangen af medicinstudiet på Københavns Universitet knap 12 procent tilmeldte med en asiatisk eller mellemøstlig baggrund – fortrinsvis iransk eller pakistansk.

''Det er min opfattelse, at mange medicinstuderende er så opmærksomme på deres etniske baggrund, og så bange for at blive udråbt som ''mandschauvinister,'' at det reelt gør det svært for dem at påtage sig den autoritet, der nu engang ligger i lægerollen.

Og som er nødvendig, hvis arbejdet på for eksempel en skadestue skal forløbe på en forsvarlig måde,'' lyder hans vurdering.

Automat-reaktion

Kamal Kureishi, hvis forældre stammer fra Pakistan, har selv prøvet at blive affærdiget som mandschauvinist, fordi han modsagde en dansk kvinde. Ikke en sygeplejerske ganske vist, men en kvindelig politibetjent.

Episoden illustrerer ikke desto mindre, mener han, den fordomsfulde automat-reaktion, der

Side 7

ofte sætter ind, når opponenten er en muslimsk mand.

''Jeg fik at vide, at hun skam godt vidste, hvordan man behandler kvinder, der hvor jeg kommer fra.

Det var en reaktion på en protest fra min side, men den gik overhovedet ikke på hendes køn. Det var først og fremmest uniformen, jeg forholdt mig til,'' siger Kamal Kureishi.

Han mener ligesom Desirée D'Aniello, at det er vigtigt at skelne mellem ny-tilflyttede og anden-generations-indvandrere, når man skal forsøge at få korrekte proportioner på problemet:

Det er klart, at har man gået i dansk skole, gået på et dansk universitet og arbejdet på danske sygehusafdelinger, kender man spillereglerne og kan indrette sig efter dem.

''Men det betyder ikke, at andengenerations-indvandrerlæger eller -lægestuderende uden videre accepteres. Hvis der alligevel opstår problemer af den ene eller anden slags, er mange lynhurtige til at skyde skylden på ens etniske oprindelse. Specielt på afdelinger, hvor arbejdsklimaet i forvejen er dårligt. Det er også på den slags afdelinger, man ikke har overskud til at hjælpe nye ansatte, der lige er kommet fra andre kulturer og både har sprog- og tilpasningsproblemer.

Men sygehusene burde forberede sig bedre på situationen, for der kommer flere og flere udenlandske læger i det danske sundhedsvæsen.

Og de kommer ofte fra lande, hvor man har en helt anden kulturel baggrund, et andet uddannelsessystem, og hvor man samarbejder på en anden måde mellem faggrupperne i sygehusvæsenet,'' påpeger Kamal Kureishi.

Tyskernes utakt og tone

Han foreslår, at indslusningen af udenlandske læger sættes i nogenlunde faste rammer med introduktionskurser.

Og skulle nogen være i tvivl om

Side 8

behovet, opfordrer han til, at man lige nærlæser en artikel i Ugeskrift for Læger i juni.

Her kan man i en undersøgelse fra Sønderjyllands Amt se, at det heller ikke er helt problemløst at ansætte tyske læger på de sønderjyske sygehuse:

Deres sprogkundskabet og fornemmelse for faglig takt og tone stemmer heller ikke altid overens med den mere frie, danske ditto.

Men hvad er kultur, og hvad er bare dårlig kemi?

Poul Gørup, personalechef på Kommunehospitalet i Århus, som har indført en såkaldt etnisk ligestillingspolitik, advarer imod, at man lader sig farveblænde:

''Jeg plejer altid at sige: Hvad nu hvis han hed Jens?

Hvordan vil du så håndtere sagen? Var der så bare tale om et helt almindeligt samarbejdsproblem? Vi skal passe på med ikke at betragte alle problemer med udenlandske læger som sager, der har udpring i deres etniske oprindelse,'' lyder hans manen til besindighed.

Men når det er sagt, er den århusianske personalechef opmærksom på, at der ind imellem sker sammenstød, som godt kan tilbageføres til forskellige former for kulturbagage.

''For nylig besøgte jeg England, hvor man blandt andet har oplevet gentagne samarbejdsproblemer mellem indiske læger og engelske sygeplejersker.

Mange sygeplejersker føler, at læger med en indisk baggrund ser ned på dem.

Forklaringen er, at i Indien er sygepleje-funktionen ganske enkelt ikke respektabel.

Betragtes som ludere

Sygeplejersker bliver betragtet næsten på linie med prostituerede, fordi de giver omsorg og pleje til personer uden for deres egen nærmeste familie. Hvorimod lægen betragtes som en lærd og overordentlig respekteret mand,'' siger Poul Gørup.

Han har på sit eget hospital oplevet en tre-fire episoder, hvor der er blevet klaget over en ansat af anden herkomst end dansk.

Og hvor konflikten netop gik på det etniske tilhørsforhold.

''I hvert tilfælde går vi ind og forsøger at håndtere sagen ud fra vores retningslinier.

Og det gør vi, hvad enten diskriminationen er rettet mod medarbejderens køn eller den etniske baggrund,'' understreger personalechefen.

Peter Skinhøj, professor og overlæge på Rigshospitalet, ønsker heller ikke at overdramatisere problemet.

Men også han har haft personale-sager, hvor sygeplejersker har klaget over læger af forskellig geografisk oprindelse og med henvisning til, at de er blevet udsat for systematisk arrogance.

''Jeg synes, at den slags skal løses på afdelingsniveau, når situationen opstår.

Det er at skyde gråspurve med kanoner og give problemet for megen opmærksomhed, hvis man begynder at udarbejde politikker for den slags,'' siger han og tilføjer:

''Det handler selvfølgelig også om, hvor nærtagende vedkommende er.

Men på den anden side kan jeg godt forstå de sygeplejersker, der siger, at nu har de kæmpet for at få ligestilling med mænd og læger i 20 år. Nu gider de ikke have de samme problemer med de nye læger.''

Og så lige en krølle tilbage til begyndelsen af denne artikel:

Da Sygeplejersken forsøgte at finde indgange til dette emne, lød beskeden fra Randi Andersen, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Hvidovre Hospital, at hun aldrig havde hørt om sammenstød med læger af etnisk oprindelse.

Gælder alle læger

Lægelig arrogance, jo da!

Men ikke at det skulle være specielt mere udtalt fra de udenlandske læger side.

Hun har ellers ofte arbejdet med læger af ikke-dansk oprindelse, men det er ikke hendes personlige erfaring, at der er problemer med manglende faglig anerkendelse af sygeplejerskerne.

To dage senere forhørte hun sig for en sikkerheds skyld i sygehusets tillidsmandskollegium. Og kunne efterfølgende henvise til forløbet på den pågældende medicinske afdeling, som indledte artiklen.

''Måske handler det om, at jeg selv arbejder på en anæstesiafdeling, hvor kompetencen er meget klart fordelt mellem læger og sygeplejersker.

Der er ganske enkelt ikke så meget at diskutere. Grænserne er nok mere flydende på de medicinske specialer,'' vurderer Randi Andersen.

Kamal Kureishi er enig i, at en uklar kommandovej tegner sig for en stor del af samarbejdsvanskelighederne – og ikke bare mellem danske sygeplejersker og etniske læger, men generelt i forholdet mellem de to dominerende faggrupper i sygehusvæsenet.

Der er i stigende grad sket en kompetenceoverlapning. Sygeplejerskerne er blevet dygtigere og dygtigere.

''Og det gør det endnu sværere for læger med en anden uddannelsesbaggrund at forstå, hvordan de skal samarbejde med sygeplejerskerne.

Derfor er det nødvendigt med indslusningskurser på afdelingerne, så man får synliggjort kompetencefordelingen.

Oftest får man som nyankommen bare at vide, hvad der står hvor, før man kastes på hovedet ud i jobbet. Og inden man har set sig om, har man trådt den første sygeplejerske over tæerne,'' lyder hans erfaring.

Nøgleord: Diskrimination, etniske danskere, kulturmøde, læger.

Udenlandske  læger og patienter
Emneord: 
Diskriminering
Kultur
Tværfaglighed

Vil ikke kaldes svin

Mange sygeplejersker føler sig nedværdigende behandlet af pårørende til patienter fra fremmede kulturer. Selvom emnet er tabubelagt, er det vigtigt at få sat en grænse for, hvad man skal finde sig i. At blive kaldt 'svin' er klart at overskride denne grænse, mener afdelingssygeplejerske Ellen-Margrethe Jacobsen, der selv har stået model til denne form for verbal chikane.

Efter at have skyllet et dræn hos en ældre, armensk kvinde blev afdelingssygeplejerske Ellen-Margrethe Jacobsen fra Kommunehospitalet i Århus verbalt overfuset af kvindens datter. Den meget ophidsede datter var utilfreds med, at hendes mor havde følt smerter, da hendes dræn blev skyllet.

Hun opsøgte derfor Ellen-Margrethe Jacobsen på gangen foran afdelingskontoret og råbte gentagende gange ''du svin, du svin,'' hvorefter hun befalede den noget chokerede afdelingssygeplejerske, at hun ikke længere skulle bryde sig om at behandle moderen.

Oplevelsen rystede Ellen-Margrethe Jacobsen mere, end hun havde troet.

Hun følte sig bagefter meget krænket.

Side 10

Samtidig var hun vred og mente ikke, det var rimeligt, at hun eller nogen anden skulle stå model til en sådan overfusning.

''Jeg er lykkelig for, at det var mig, der havde denne ubehagelige oplevelse, og ikke en af de unge, nyuddannede sygeplejersker.

Det hjalp mig meget, at jeg var fuldstændig sikker på min faglighed i forhold til den behandling, jeg gav patienten. En uerfaren sygeplejerske var måske blevet mere påvirket, fordi hun måske ikke ville være sikker på sin faglige kunnen. Alligevel blev jeg overrasket over, hvor påvirket og krænket jeg var i flere dage derefter. Ellers er jeg ikke sart,'' siger Ellen-Margrethe Jacobsen.

Da det ikke var første gang, hun havde oplevet problemer i samarbejdet med pårørende til patienter fra fremmede kulturer, og fordi episoden med datteren var så grov, at grænsen for, hvad man skal finde sig i som sygeplejerske, var overskredet mange gange, besluttede hun sig for at gå videre med sagen.

En streg i sandet

For at få oprejsning, men også for at få slået en 'streg i sandet', der kunne markere, at her går grænsen. Hun bad derfor i første omgang afdelingsledelsen på Århus Kommunehospital om advokatbistand med henblik på at rejse en injuriesag.

Sagen blev sendt videre til amtet, som dog ikke ville hjælpe hende.

Herefter bad hun Dansk Sygeplejeråd om hjælp til at køre en injuriesag. Heller ikke her var der hjælp at hente.

Herefter fik Ellen-Margrethe Jacobsens afdelingsledelse personalechefen på Århus Kommunehospital til at skrive et brev til den armenske familie, hvori det blev præciseret, at datteren med sin verbale chikane havde overskredet grænsen for, hvad man fra hospitalets side ville finde sig i.

Ellen-Margrethe Jacobsen føler dog et behov for at komme videre med den principielle side af sagen. At få afgrænset, hvad sygeplejersker og andre sundhedspersonaler skal finde sig i fra især pårørende til patienter fra fremmede kulturer. Hun har derfor kontaktet Sygeplejersken med det formål at sætte gang i en saglig debat om emnet. Et emne, der for mange er tabubelagt, fordi det er svært at kritisere udlændinges opførsel – uden samtidig at risikere at blive kaldt racist.

''Vi er som sygeplejersker ofte tilbageholdende med at fortælle omverdenen om, hvad det er, vi oplever. Men jeg tror, det er vigtigt at få gang i en debat om, hvor langt vi som sundhedspersonale skal gå, før vi tager til genmæle, når vi udsættes for psykisk forulempelse af patienter og pårørende,'' siger Ellen-Margrethe Jacobsen, der mener, at problemerne med pårørende til patienter af fremmede kulturer er hverdag på de fleste sygehusafdelinger.

''Jeg tror, at de fleste både har haft spændende og sjove episoder med patienter og pårørende fra fremmede kulturer.

Men mange kender også til følelsen af at være magtesløs, når man bliver behandlet som tjenestepiger, som de pårørende ikke har den ringeste respekt for,'' forklarer Ellen-Margrethe Jacobsen.

Ordentlig omgangstone

Et typisk eksempel på manglende respekt for både personalet og de øvrige patienter er, når en indvandrerfamilie møder op klokken 6.30 for at besøge en pårørende.

De kommer ofte hele familien, er larmende og tager ikke hensyn til de øvrige patienter på stuen.

''Andre overhører fuldstændigt, at de bliver bedt om at gå, når der skal være stuegang, eller når der er middagspause, hvor patienterne skal have ro i nogle timer.

Men det kan ikke være rimeligt, at de skal have lov til at opføre sig sådan,'' siger Ellen-Margrethe Jacobsen.

''Vi forsøger virkelig at være åbne, fleksible og forstående i samarbejdet med patienterne og de pårørende fra fremmede kulturer, og så må vi selvfølgelig forvente et minimum af ordentlig omgangstone og samarbejdsvilje til gengæld, pointerer hun.

Når sundhedspersonalet ikke altid oplever en sådan 'ordentlig omgangstone', samarbejdsvilje eller blot almindelig anstændig opførsel, hænger det ifølge Ellen-Margrethe Jacobsen sammen med, at mange pårørende og patienter fra fremmede kulturer ikke kender hverdagen og normerne i det danske sygehusvæsen.

De opfører sig, som om de stadig befinder sig i deres hjemlande, hvor de pårørende måske har et langt større ansvar for at pleje og passe patienter, og hvor holdningen til især det kvindelige sundhedspersonale er noget anderledes end hos os.

''Problemet forstærkes af, at vi som personale er for tilbageholdende med at kræve samme moral og overholdelse af regler af de fremmede, som vi kræver og forventer af danske patienter og pårørende,'' siger Ellen-Margrethe Jacobsen.

''Også de øvrige patienter er tit tilbageholdende med at sætte grænser for, hvad de vil finde sig i. Men det er ikke rimeligt, at vi skal lade os tyrannisere af patienter og pårørende fra fremmede kulturer.''

''Derfor må vi forsøge at blive bedre til at skabe respekt om vores arbejde, og samtidig være med til at sikre de øvrige patienter rimelige forhold.

Vi må være mere professionelle og kompetente, således at vi får markeret nogle klare grænser for, hvad vi vil finde os i. Det skal selvfølgelig ske på en sådan måde, at vi har den medmenneskelige dimension i højsæde,'' forklarer Ellen-Margrethe Jacobsen.

Foruden at kunne sætte klare grænser og skabe respekt om sig er en af måderne på at fremme en bedre forståelse for, hvordan hverdagen og omgangstonen er på et dansk hospital, at sundhedspersonalet bliver bedre til at informere og kommunikere med patienter og pårørende fra fremmede kulturer.

Bedre information

''Vi må fortælle indvandrere og flygtninge, hvordan normer og regler er i det danske samfund.

Og vi må sørge for at have skriftligt informationsmateriale på forskellige sprog, så patienter og pårørende bedre forstår, hvad der foregår og hvorfor,'' siger Ellen-Margrethe Jacobsen.

Samtidig må sundhedspersonalet blive bedre til at undgå misforståelse, som ofte kan være anledningen til efterfølgende ubehagelige konfrontationer med de pårørende.

''Vi bruger selvfølgelig tolke til vore patienter, men der kan jo ikke sidde en tolk ved sengen døgnets 24 timer. Derfor vil der opstå situationer, hvor vi må klare os med fingersprog og lignende, og netop i disse situationer kan der let opstå misforståelse.''

Ellen-Margrethe Jacobsen har haft mange overvejelser om, hvorvidt hun skulle stå frem i pressen for med sine egne oplevelser at få taget hul på den tiltrængte debat om, hvor langt plejepersonalet skal gå, før de tager til genmæle, når de udsættes for psykisk forulempelse. Hun er klar over, at det kræver en hårfin balance at kritisere udlændinges opførsel og manglende respekt for det danske sundhedspersonale uden at risikere at blive beskyldt for at være racist. Når hun alligevel vover pelsen, er det fordi, problemet er alt for alvorligt til, at der ikke bliver gjort noget ved det.

''Der skal være plads til os alle, derfor må alle – også patienter og pårørende fra fremmede kulturer – lære at opføre sig efter gældende regler og normer,'' understreger Ellen-Margrethe Jacobsen.

Nøgleord: Chikane, fremmede kulturer, sundhedspersonale.

''Jeg blev overrasket over, hvor påvirket og krænket jeg var i flere dage efter,'' fortæller Ellen-Margrethe Jacobsen, efter at hun var blevet kaldt 'svin' af en pårørende til en patient af fremmed kultur.Modelfoto

Udenlandske  læger og patienter
Emneord: 
Diskriminering
Kultur

Synspunkt: De kan bare rejse hjem

Fordomme om mennesker med anden etnisk baggrund end dansk eksisterer også blandt sygeplejersker. Dermed skrider sygeplejens grundlag, mener formanden for Frederiksborg Amtskreds, som opfordrer til debat om emnet.

Det handler om at turde. Turde træde et skridt tilbage - iagttage egen og kollegaers praksis. Komme i tvivl. Gør vi det godt nok? Hvad kunne være bedre? Hvad er vi rigtig gode til? Foretage analyser og holde vores sygepleje op mod fagets og arbejdssteders værdier.

Men tør vi det? Og gør vi det? I hvert fald er jeg stødt på et område, hvor vores praksis trænger til et kritisk eftersyn. Det drejer sig om sygepleje til patienter med anden etnisk baggrund end dansk.

Dansk Sygeplejeråds sundhedspolitiske værdier kan de fleste sygeplejersker nikke genkendende til:

  • Alle har ret til sundhed
  • Det hele menneske
  • Lige menneskeværd
  • Frihed
  • Solidaritet
  • Professionel omsorg.

Hvordan hænger følgende udsagn - udtalt af sygeplejersker om patienter med anden etnisk baggrund end dansk - sammen med de nævnte værdier?

''Jeg vil ikke bruge ressourcer i et skrabet budget på at bestille tolk, når patienten har boet her i landet længe.''

''Det er ikke i orden, at vi skal bruge mere tid og flere ressourcer på at passe patienter med anden etnisk baggrund end dansk, når ressourcerne er så knappe.''

''Den gruppe patienter kommer for let om ved bare at kræve ind. De får uden at yde.''

"De kan bare rejse hjem, hvis de ikke vil integreres."

Og der er flere af samme art.

Hvor er solidariteten? Hvor er patienten i centrum? Hvor er lige menneskeværd?

Nogle vil nu indvende, at det er overdrevne udsagn. Andre vil i deres stille sind måske være enige i udsagnene. Andre igen sidde med en fru-streret fornemmelse af, at der er problemer, men hvad stiller vi op?

Til de første er svaret: nej, det er ikke overdrevet. De holdninger findes i sygeplejen - hos et mindretal heldigvis, men de er der. Til de sidste vil jeg sige: ja, vel er der problemer i mødet mellem forskellige kulturer, endda komplekse, men vi er nødt til at tale om dem for at kunne stille relevante handlinger op. Og jo, jeg har også punkter, hvor mine værdier og min moral udfordres.

Når udsagn af ovenstående art ubearbejdet dukker op hos i øvrigt meget dygtige og anerkendte sygeplejersker, så har den enkelte sygeplejerske måske et problem.

Men vi har det i endnu højere grad som fag, fordi vi ikke har taget en åben drøftelse af, hvordan vi som professionelle takler et meget ømtåle

ligt samfundspolitisk problem.

Omvendt giver en del sygeplejersker udtryk for, at de ikke tør stille krav og gå i dialog med patienter med anden etnisk baggrund - eller er så forstående, at de accepterer hvad som helst. Det udgangspunkt fremmer selvsagt heller ikke dialog og samspil med patienten.

Et ofte anvendt eksempel drejer sig om de mange besøgende, nogle indlagte med anden etnisk baggrund har. Det virker forstyrrende for hospitalsrytmen - ikke mindst for de andre patienter.

Det er reelt nok. Vanskeligheden opstår først, når vi som plejepersonale bliver irriterede og generaliserende i stedet for at søge at løse problemet ved at forstå baggrunden og så opstille handlingsforslag.

Et andet hjørne af denne debat drejer sig om ansættelse af personale med anden etnisk baggrund. Vil vi ansætte dem? Kan vi ansætte dem, og hvordan beskytter vi f.eks. det personale mod patienter, der er diskriminerende i deres holdninger?

Hvordan kommer vi da videre? Hvordan udvikler vi sygeplejen?

Vi må erkende, at mødet mellem patient og sygeplejerske er et møde mellem mennesker, ikke mellem kulturer. Paradokset i den forbindelse er yderligere, at en del af de personer, vi møder, netop er flygtet pga. uoverensstemmelser med den kultur, de stammer fra.

Så skal vi have noget mere viden. Om kulturelle baggrunde og integration i det danske samfund. Især skal vi have mere grundlæggende viden og færdigheder om møder på tværs af kulturer.

Etniske ligestillingspolitikker på arbejdspladsen er en anden indfaldsvinkel. I Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen har en sådan netop set dagens lys.

Ansættelse af personer med anden etnisk baggrund skal fremmes, ikke kun af rekrutteringshensyn. Også for at personalesammensætningen afspejler befolkningens.

Men først og fremmest skal vi turde. Turde tage denne debat med os selv og hinanden. Turde være mere kritiske over for egen praksis både på dette felt og på andre lidt mindre iøjnefaldende. Som sygeplejersker besidder vi i kraft af vores position en stor magt over for patienterne. Det er derfor bekymrende, at sygeplejens grundlag kan skride som ovenfor beskrevet. Det er nærliggende at antage, at et kritisk eftersyn af andre områder af sygeple-jen tilsvarende vil vise, at der trænger til at ruskes op i praksis. Det eftersyn skylder vi hinanden.

Emneord: 
Indvandrer
Diskriminering

Faglig kommentar: Folkets domstol

De massive kampagner om forebyggelse har bivirkninger. De frelste får vind i sejlene, og selvtilfredshed fører til fordømmelse.

Manden havde sat sig ud i patienternes opholdsstue, mens han ventede på, at gulvet blev vasket på den sygestue, hvor hans far lå. Snakken var i gang, og manden kunne ikke lade være med at lytte. Han lod som om, han var optaget af sin avis.

''Hvordan går det med den gamle mand inde på stue syv? Ligger han stadig og venter på at blive opereret igen?'' spurgte en besøgende. ''Ja, der var vist noget med, at hofteprotesen ikke passede, men de har ikke bestemt sig endnu, så vidt jeg ved.'' ''Hvor det dog er urimeligt at bruge så mange ressourcer på en mand i hans alder. De skulle hellere tage at operere nogle af alle de unge, der ligger og venter.''

Den avislæsende mand rejste sig for at gå ind til sin far. Det var netop ham, der var blevet talt om. Hans far var rigtig nok gammel, godt slidt og havde problemer med både hjerte og lunger, da han faldt og brækkede lårbenshalsen. Men faderen var glad for livet og havde maset på for at komme i gang igen efter operationen. Desværre havde Moore-protesen været for lille, hoften var gået af led et par gange, så nu lå den gamle mand og håbede på, at han snart ville få en ny og større protese sat ind. Han syntes nok, han var værd at lappe på, så han måske kunne få et par hæderlige år til.

Frit slag for fordomme

For nylig tog en af fjernsynskanalerne hul på et nyt program. En gruppe lægfolk med holdninger anbringes rundt om et bord for at debattere forskellige samfundsrelevante emner. Der er ingen sagkundskab til stede, deltagerne får ingen informationer, og fejlagtige opfattelser bliver ikke korrigeret. Temaet i den første udsendelse var, om folk, der var blevet syge af røg, sprut og forædelse, kunne forvente at blive behandlet på samfundets regning. Sideløbende blev der vist klip fra en samtale med en mand, der led af kronisk obstruktiv lungelidelse, rygerlunger i et sent stadium. Den arme mand måtte bruge ilt og inhalator adskillige timer hver dag. Træt og grå. Han prøvede at nedsætte sit cigaretforbrug til 10 om dagen, og det var svært.

De debatterende lægfolk havde også set filmklippene med den ilthungrende mand. Men der var ingen nåde. Særlig en af deltagerne var ubønhørlig. Med al den viden om tobaksrøgs skadelighed, der var til rådighed, var folk selv ude om det, hvis de ikke levede i overensstemmelse med lægernes anbefalinger. Hvis de blev syge, måtte behandling være for egen regning. Hun ønskede i hvert fald ikke at bidrage.

Hvad er det dog for et menneskesyn, der synes at sprede sig som en smitsom sygdom?

I årevis har sygeplejersker deltaget i den almindelige korsang om, at det er bedre at forebygge end at helbrede, og vi har ønsket, at forebyggelse blev højere prioriteret. Nu er forebyggelse omsider blevet et højt prioriteret politisk anliggende. I hvert fald inden for nogle snævert afgrænsede områder: røg, alkohol og overvægt.

Det gode samfund

Det er svært at være negativ over for de mange forsøg på at få folk til at skodde smøgerne, slukke tørsten i kildevand og undgå fedt i maden. Der foreligger god dokumentation for, at en række dødsfald vil kunne undgås, hvis befolkningen tillægger sig nye vaner. Men de massive kampagner har åbenbart også bivirkninger. De frelste, de politisk korrekte får vind i sejlene. Selvtilfredsheden fører til fordømmelse af mindre tjekkede medborgere, som ikke har samme styr på tilværelsen. Engang sagde man, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Nu synes det, som om det gode samfund er et samfund, hvor alle marcherer i takt, mens de priser og dyrker sundheden. Vi vil ikke betale for dem, der selv er ude om det.

Hvis den holdning til medborgere får lov at brede sig, bliver der selvfølgelig bedre plads på sygehusene. Kortere ventelister og ingen senge på gangene. I første omgang udelukkes de fede, de rygende og de drikkende. Herefter stof- og pillemisbrugere. Dem, der har kørt for hurtigt, er væltet på ski, har kørt uden cykelhjelm, har glemt at slukke adventskransen, har spist rå æg eller ladet sig smitte.

Måske var det lettere at spørge omvendt: Hvor mange sygdomme findes der egentlig, som ikke på en eller anden måde hænger sammen med måden, vi lever på?

Den omsiggribende forherligelse af en bestemt livsstil passer ikke sammen med sygeplejens værdier. Sygdomsforebyggelse og effektiv udnyttelse af ressourcerne kan være godt nok, men ikke hvis det udarter til, at vi udelukker dem, det ikke rigtigt kan betale sig at reparere på, fordi de er for gamle eller ikke lever i overensstemmelse med tidsånden.

Emneord: 
Diskriminering