Hvornår skal du genoplive?

Hvornår skal du ikke forsøge at genoplive? 

Som hovedregel skal du altid tilkalde hjælp og forsøge genoplivning, hvis du finder en livløs borger eller patient. Der er dog fem undtagelser:

  1. Når døden var forventet af lægen, eller det er åbenlyst, at døden er indtrådt
  2. Når en læge i situationen beslutter, at der ikke skal genoplives
  3. Når en læge på forhånd har fravalgt genoplivning
  4. Når en patient eller borger har fravalgt genoplivningsforsøg
  5. Når der er fravalgt genoplivning i et livs- eller behandlingstestamente

Du kan læse mere om de fem undtagelser – og hvornår de er gældende – på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside www.stps.dk.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Retten til selvbestemmelse er kernen i det danske sundhedsvæsen, men hidtil har det ikke altid stået lysende klart, hvordan patienters beslutninger om tilvalg og fravalg af livsforlængende behandling og genoplivning har skullet håndteres i praksis. Med de nye vejledninger om fravalg af genoplivning og livsforlængende behandling, som Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt ud den 1. november 2019, er reglerne imidlertid blevet tydeligere, og der er sket forbedringer.

I de opdaterede vejledninger er det blandt andet blevet slået fast, at fravalg af genoplivning eller livsforlængende behandling er gældende på tværs af sektorer. Det kan for eksempel have stor betydning i situationer, hvor en plejehjemsbeboer bliver udskrevet fra hospitalet. Tidligere var det for eksempel ofte uklart for plejepersonalet, om lægelige fravalg var gældende efter udskrivelse.

Lægen skal orientere om fravalg

De nye vejledninger præciserer også, at den behandlingsansvarlige læge har pligt til at orientere sygeplejersker og øvrigt plejepersonale om fravalgsbeslutninger. Det betyder i praksis, at sygeplejersker nu ikke længere skal risikere at stå i en situation, hvor det er uklart, om patienten eller lægen har fravalgt genoplivning, og om fravalget i så fald stadig er gældende.

Endelig er det blevet klart formuleret, at den behandlingsansvarlige læge skal tage stilling til fravalg af genoplivning, når en borger eller patient erklæres for terminal. Lægens beslutning skal fremgå tydeligt af journalen og være noteret på et lettilgængeligt sted. Dette skaber større klarhed for de sundhedsprofessionelle, der har terminale patienter i pleje. Tidligere har det været uklart, hvornår man skulle iværksætte genoplivning, hvis en døende patient fik hjertestop. 

Mere information

Projektgruppen Fremfærd Ældre afholder ti møder fordelt rundt i landet i 2020. På møderne vil der dels være information og anbefalinger, herunder viden om jura/nye vejledninger samt forskellige samarbejdsmodeller. Møderne vil være målrettet sundhedsfaglige medarbejdere i kommunerne, herunder sygeplejersker og ledere.

 

Med de nye vejledninger er det blevet mere overskueligt, hvordan man som sygeplejerske skal håndtere patienter og borgeres måske mest betydningsfulde valg – og fravalg.
32
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Vi vil gerne tale om døden - men få tager stilling

Selvom livets afslutning kan være et tungt samtaleemne, så tyder noget på, at mange af os faktisk gerne vil tage snakken. En spørgeundersøgelse offentliggjort af Ældre Sagen i 2019 afslører nemlig, at over halvdelen af voksne danskere mener, at vi taler for lidt om døden – og at 61 procent af de adspurgte mener, at døden er et vigtigt emne.

Spørgeundersøgelsen, der er blevet udgivet i rapporten ”Lad os tale mere om døden”, blev besvaret af 1038 personer over 18 år. Af dem svarede godt 42,5 procent, at de taler med andre om døden ”en gang imellem” eller oftere.

Når vi taler om livets afslutning, taler vi som regel med vores allernærmeste. 71 procent svarede i undersøgelsen, at de har talt om døden med deres ægtefælle, samlever eller partner, og 43 procent svarede, at de har talt om døden med et eller flere af deres børn. Det er især konkrete ting, der er på dagsordenen i forbindelse med den svære samtale – for eksempel begravelse eller arv. 

Ofte bliver snakken dog ved det rent praktiske. Det er nemlig kun cirka hver tredje voksne dansker, der har talt med andre om deres overvejelser i forbindelse med genoplivning eller livsforlængende behandling – og blot 15 procent har talt med andre om deres ønsker for den sidste levetid. 

Ofte bliver snakken dog ved det rent praktiske. Det er nemlig kun cirka hver tredje voksne dansker, der har talt med andre om deres overvejelser i forbindelse med genoplivning eller livsforlængende behandling – og blot 15 procent har talt med andre om deres ønsker for den sidste levetid. 
30-31
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Demente er særligt sårbare

Maria Vinter Midjord

På Bakkegården i Gladsaxe bor 107 beboere med svær demenssygdom. Her er sansehaver, husdyr og en ugentlig rockklub, og selvom hyggekrogene emmer af hjemlighed, så er det ikke til at komme udenom, at Bakkegården er beboernes sidste hjem. Det stiller krav til plejepersonalets viden om beboernes ønsker for den sidste tid.

“Det kan være særligt svært med vores borgere at få indhentet viden om, hvad deres ønsker er. Vi skal respektere borgernes ytringer, og selv om de ikke kan træffe kvalificerede valg længere, så må vi gøre, hvad vi kan, for at borgerne føler sig hørt,“ forklarer udviklingssygeplejerske Anne Bakmand, som har været med til at implementere planlagte samtaler med beboere, pårørende, personale og embedslæge om beboerens ønsker for den sidste tid. 

“Tidligere, da vi ikke havde fastsat tidspunktet for samtalen, blev det taget ud fra et skøn, og det var som om, at man ikke fandt det rigtige tidspunkt at tage snakken på,” fortæller hun. De manglende samtaler medførte tidligere nogle uheldige forløb, hvor borgerne endte på hospitalet, fordi deres ønsker ikke var dokumenteret. 

“Særligt for vores meget demente beboere er det meget belastende at komme på hospitalet. Selvom de kommer hjem igen, så er indlæggelserne nærmest et overgreb, fordi de slet ikke kan orientere sig. Derfor har det været vigtigt for os at nedbringe indlæggelser og sørge for, at borgerne kan blive i eget hjem, hvor velkendte lyde og dufte kan bringe ro i et palliativt forløb,” fortæller Anne Bakman.

Udviklet med pårørende

På Bakkegården arbejder de kontinuerligt med at skabe gode rammer for palliation til deres beboere, men i forbindelse med deltagelse i projekt ”Klar til samtalen” er de begyndt at planlægge samtalerne for at sikre, at borgernes ønsker bliver dokumenteret. Allerede ved indflytning på Bakkegården gør personalet nu opmærksom på, at de gerne vil have en samtale om borgerens ønsker. Ofte er beboeren så påvirket af sin demenssygdom, at det er de pårørende, som må tale for beboeren. Derfor blev tidspunktet for samtalen fastlagt i samarbejde med de pårørende. Som en del af projekt ”Klar til samtalen” interviewede sygeplejerske og daglig leder af huset Søglimt og Udsigten på Bakkegården, Maria Vinter Midjord, de pårørende om, hvornår plejepersonalet bedst kan tale med dem.

“Det er for følsomt for de pårørende at skulle tale om døden oveni, at deres kære skal flytte ind, særligt for ægtefællerne.

Derfor var der bred enighed blandt pårørende om, at efter tre måneder er der mere ro til at tage samtalen,” fortæller Maria Vinter Midjord. Derfor afholdes de planlagte samtaler nu ca. tre måneder efter indflytning.

Direkte sprog for døden

Selvom de borgere, som er meget påvirkede af deres demenssygdom, ikke kan formulere deres ønsker klart, så opstår situationer i hverdagen, hvor de alligevel giver udtryk for deres ønsker. 

De fleste af os dør på hospitalet ...
  • I 2017 var der 52.939 dødsfald i Danmark 
  • 44 pct. døde, mens de var indlagt på sygehus
  • 25 pct. døde i eget hjem
  • 22 pct. døde på plejehjem

Kilde: Dødsårsagsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

“Vi har oplevet, at borgerne kan indlede samtaler om døden, og så er det om at gribe muligheden. Vi havde en beboer, som gav udtryk for, at det var meget vigtigt for hende, at hun ikke var påklædt, når hun engang skulle i kisten, men den viden får man kun, hvis man tager snakken med beboeren, når muligheden opstår,” forklarer Maria Vinter Midjord.

... men vi vil helst dø hjemme

I 2013 blev et udsnit af danskerne spurgt om, hvor de ønsker at dø. 

  • 55 pct. af de adspurgte ønsker at dø i eget hjem
  • 27 pct. ønsker at dø på hospice
  • 5 pct. på et hospital
  • 1 pct. ønsker at dø på et plejehjem

Kilde: Videncenter for Rehabilitering og Palliation

Den åbenhed kræver også at personalet har forholdt sig til deres egen død.

“Jeg har selv taget stilling til, hvordan jeg gerne vil herfra, og det gør det nemmere at snakke med andre. Det bliver mere naturligt, end hvis man tænker, døden, det kommer aldrig til at ske for mig, for det gør det jo,” fortæller Maria Vinter Midfjord. Derfor sørger de for at evaluere de enkelte palliative forløb, så personalet på den måde får mulighed for at belyse deres egne handlinger og reaktioner i forløbene. 

Fokus på samtalerne har også medført en anden tilgang til dødsfaldene, mener Anne Bakman. 

“Tidligere var vi måske lidt tilbageholdende med at fortælle de øvrige beboere, hvis en af de andre var gået bort, men der må godt blive sat et lille lys ved døren, og vi taler med de pårørende om, hvordan de vil markere det,” fortæller hun.

Personalet på Bakkegården plejecenter arbejder tæt sammen med pårørende for at give beboere med demenssygdom en værdig afslutning på livet.
30-31
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Døden skal ikke skygge for livet

Solsidecentet i Nibe, Pernille Jensen sammen med beboeren Else

Selv om plejecentret hedder Solsiden, taler man her gerne om livets skyggeside. Med empati og pli.

 ”Jeg havde samtale med et ældre ægtepar, da konen var flyttet ind hos os. Jeg kunne mærke under samtalen, at det fyldte rigtig meget hos dem begge, at de skulle til at bo hver for sig efter så mange års samliv,” siger Pernille Vestergaard.

Hun er sygeplejerske og assisterende leder på plejehjemmet Solsidecentret i Nibe. Her bringer hun døden op, når hun taler med nye beboere ved indflytning, hvis det er passende. Nogle gange hænder det dog, at hun ikke kan få sig selv at bringe emnet på bane.

”Jeg kan huske, at manden under samtalen sagde til konen: Nu skal jeg til at besøge dig, når jeg vil se dig. Det er da helt tosset – vi er jo gift! Lige dér kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne få mig selv til at bringe døden op, for det var de ikke klar til endnu. De skulle først vænne sig til tanken om at være skilt ad i livet,” siger Pernille Vestergaard.

På Solsidecentret sætter de ellers gerne ord på døden. Her har en stor del af hjemmets 83 beboere besluttet i god tid, om de ønsker genoplivning ved hjertestop eller livsforlængende behandling.
”Vi spørger for eksempel i invitationsbrevet til beboerne og deres pårørende, om de har fået lavet et livs- eller behandlingstestamente, eller om de måske har nogle særlige ønsker, når den tid kommer,” siger Pernille Vestergaard.

Hun lægger vægt på, at samtalen foregår på beboernes præmisser – og at et nej tak til at tale om døden altid bliver respekteret. Hun fortæller også, at de fleste beboere allerede på forhånd har gjort sig nogle tanker om, hvad der skal ske, når livet er ved at rinde ud.

”De ældre ved godt, at de er i livets sidste fase. De kan mærke, at de er blevet gamle og mere skrøbelige. Jeg oplever, at det ikke ligger dem fjernt at tale om,” siger Pernille Vestergaard.

Klædt på til at gribe bolden

Det er ikke kun ved indflytningssamtalen, at de taler om døden på Solsidecentret. Tværtimod arbejder de på plejehjemmet aktivt med at tage den svære samtale løbende.

I samarbejde med plejehjemslægen tilbyder de for eksempel beboerne en lægesamtale 1-2 måneder efter indflytning, hvor spørgsmål om genoplivning og behandlingsniveau er på dagsordenen. Hvert år afholder man medicingennemgange, hvor emnet også bliver bragt op. Hvis beboeren ønsker det, kan der være pårørende med til samtalen.

Senest har de på plejehjemmet også udfærdiget en pixibog, som personalet kan støtte sig til både før, under og efter den sidste tid i en beboers liv. Bogen indeholder blandt andet gode råd til samtalen om livets afslutning, information om de kropslige og mentale forandringer, som døden kan medføre, praktiske instrukser og lignende.

I det hele taget opfordrer man personalet på Solsidecentret til at tale åbent om døden med hinanden – og til at gribe bolden, når en beboer virker tynget eller giver udtryk for, at de har brug for en snak om emnet.

”Nogle gange kan du fornemme på en beboer, at der er nogle tanker, der fylder, eller også kan det være en henkastet bemærkning, der lige falder i forbifarten. Derfor er det vigtigt, at alle medarbejderne føler sig klædt på til at tage samtalen, når den opstår, for det er vores erfaring, at det giver både beboerne og personalet ro at tale om livets afslutning,” siger Pernille Vestergaard.

Den gode samtale kræver respekt for livet

Når ældre borgere flytter på plejehjem, lever de i gennemsnit 2 år og 8 måneder i deres plejebolig. For langt de fleste er hjemmet det sidste stop i livet, hvor afslutningen ikke ligger så langt ude i fremtiden. Ifølge Dødsårsagsregisteret lå andelen af danskere, der døde på plejehjem i 2017, på 22 pct.

På Solsidecentret virker det dog ikke umiddelbart til, at tanker om døden fylder så meget. En halvstor gruppe beboere er samlet rundt om et kaffebord i én af fællesstuerne. Ud fra deres snak og interne drillerier kan man fornemme, at humøret er højt.

En anden beboer bliver kørt tilbage til sin stue. Hun er dårligt gående og sidder i kørestol, men det har ikke forhindret hende i at spise brunch med veninder denne formiddag.

”Vi er sidste stop, men det betyder ikke, at de ældre kun kommer her for at dø. Solsidecentret er i høj grad et sted, hvor vi lever livet med aktiviteter, hygge og samvær,” siger Pernille Vestergaard.

Hun fortæller, at man med de forskellige tiltag på plejehjemmet har givet naturligt plads til at tale om døden og stillingtagen – når det giver mening. Hun understreger dog, at den gode samtale også kræver respekt for beboeren og det liv, der endnu ikke er forbi.

”Døden er en naturlig del af tilværelsen på et plejehjem, men den skal ikke skygge for livet,” siger hun. 

På plejehjemmet Solsidecentret i Nibe lever de livet, imens de giver naturligt plads til døden. Her starter man samtalen om den sidste tid allerede, når den ældre borger flytter ind – men altid på beboerens præmisser.
28-29
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Det bliver aldrig rutine

Sanne Andersen, Sygeplejerske på Vejle Sygehus

Her er travlt, men stille

På Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle er der rigeligt med aktivitet, men det foregår i et dæmpet lydbillede. På stuerne er der ro. Da en lille gruppe af besøgende bevæger sig ned af den lange hovedgang, taler de kun lavmælt sammen. Mange af patienterne, der ligger her, er enten gamle, alvorligt syge eller begge dele, og det fornemmer man hurtigt, når man træder ind.

Sanne Andersen er sygeplejerske på afdelingen. Hun har været i faget i over 19 år, men selvom erfaringen har lært hende, hvordan man kan tale med patienter og deres pårørende om den sidste tid, så har den også lært hende, at der aldrig er to samtaler, der er ens.

”Jeg har det grundlæggende fint med at skulle tale om døden. Det er grænseoverskridende de første par gange, men med tiden er det kommet til at falde mig ret naturligt. Man kan måske sige, at jo flere gange man prøver det, jo nemmere bliver det – men det bliver aldrig rutine,” siger hun.

Sanne Andersen fortæller, at hun er blevet sikker på sig selv, når snakken om livets afslutning skal tages. Derfor er hun heller ikke bleg for at gå ind i samtalen med en patient, der er oprevet eller ked af det, hvis hun kan gøre en forskel.

”Vi havde en KOL-patient, som blev vred på lægen, fordi han havde besluttet, at hun ikke skulle genoplives ved hjertestop. Hendes lunger var meget dårlige, men hun følte selv, at hun havde det godt. Jeg måtte tage en lang samtale med hende, hvor jeg fik hende til at forstå, at hun med al sandsynlighed ville ende i respirator, hvis hun blev genoplivet. Da hun først fik det forklaret, kunne hun bedre acceptere det,” fortæller Sanne Andersen.

Afklaring er en lettelse

Sanne Andersen hører til gruppen af sygeplejersker, der gerne vil have, at der hurtigt bliver taget stilling til genoplivning, så snart det giver mening for patientens sygdomssituation.

”Jeg synes, det er rart at få afklaring i det, vi kalder fredstid, når patienten stadig har det forholdsvis godt. Så risikerer man ikke pludselig at skulle stå under en nattevagt og fortælle både den syge og familien, at nu gør vi altså ikke mere. Det kan være en meget voldsom oplevelse for dem – og det er heller ikke en særlig behagelig situation at stå i som sygeplejerske,” siger Sanne Andersen.

Derfor er det ifølge hende en potentiel stressfaktor, der bliver taget af bordet, når der bliver taget stilling til livets afslutning i god tid.

”Det betyder helt sikkert noget for mig, at der kommer klarhed over det. Det er på en måde en lettelse, fordi jeg så ikke er i tvivl om, hvordan jeg skal handle i tilfælde af hjertestop. Det gør det jo også nemmere for mig at have med de pårørende at gøre, når de ikke svæver i uvished,” siger hun.

Man skal være til stede

Når Sanne Andersen bliver bedt om at komme med et godt råd til de sygeplejersker, som har svært ved at tale med patienter om den sidste tid, er hun ret klar i spyttet: Man skal simpelthen øve sig.
”Det nytter ikke, at man forsøger at gemme sig for det. Som sygeplejerske skal man simpelthen kunne rumme dét at tale om døden. Man må bare prøve at være til stede i situationen, så godt man kan, og forsøge at rumme patientens følelser – og de pårørendes for den sags skyld, for det er ofte deres følelser, der fylder mest,” siger Sanne Andersen.

Hun understreger, at netop fordi der er mange store følelser på spil, så er det også vigtigt, at man som sygeplejerske husker, at man er et menneske, som godt kan vise følelser, selvom man er på arbejde. 

”Man skal turde at sætte sig selv i spil. Der sidder jo nogen foran dig, som er meget kede af det. Hvis du som sygeplejerske ikke bliver berørt af det, så skal du nok lave noget andet. Når jeg taler med dem om døden, så har jeg også nogle følelser. Jeg er ikke kun sygeplejerske, jeg er også et menneske. Ofte er det jo patienter, som har været her ad flere omgange. Man lærer dem at kende – og pludselig er det slut. Det bliver man nødt til at forholde sig til,” siger Sanne Andersen.

Når Sanne Andersen skal tale med patienter og deres pårørende om døden, er hun ikke bange for at sætte sig selv i spil. Ifølge hende er det vigtigt, at man til den svære samtale ikke kun er en sygeplejerske, men også et menneske.
26-27
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Manglende tid fører til ringere trivsel

Ove Gaardboe, overlæge og leder

Hjerneskader, nyreskader eller brækkede ribben er ikke de eneste negative konsekvenser, der kan følge i kølvandet på en forsøgt genoplivning. Det påvirker også sygeplejersken mentalt, når han eller hun bliver tvunget til at overbehandle døende patienter – og mange sygeplejersker føler, at der ofte ikke er tid nok til at tage sig ordentlig af dem.

Det viser en ikke tidligere offentliggjort undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd fra i år. Blandt 2.228 medlemmer svarede 41 pct. af de sygeplejersker, der regelmæssigt plejer og giver omsorg til døende, at de oplever, ikke at have den nødvendige tid til pleje og omsorg af døende.

Et amerikansk studie peger desuden på, at ”futile or potentially inappropriate care” – nytteløs eller upassende behandling – kan føre til mistrivsel hos sundhedspersonalet.

I studiet deltog 349 sundhedsfaglige personer. Mange af dem forbandt overbehandling af patienter med vedvarende negative følelser. Flere svarede også, at nyttesløs behandling af en patient ofte fik dem til at undgå at interagere med patientens pårørende, at tale om det med kollegaer eller med egne familier.

Netop denne type opførsel kan ifølge studiet bidrage til såkaldt klinisk udbrændthed – en form for træthed og mental udmattelse, der kan opstå hos sygeplejersker og sundhedspersonale, når arbejdet ikke giver mening, eller opgaverne ikke kan løses på tilfredsstillende vis.

Vi husker de dårlige oplevelser

Det er ikke et ukendt fænomen herhjemme, at manglende tid og afklaring ved livets afslutning i sidste ende kan føre til ringere trivsel for personalet. Det fortæller Ove Gaardboe, overlæge og leder af ”Klar til samtalen” – et projekt, der har haft til formål at klæde sundhedspersonalet på sygehuse og plejehjem på til den svære samtale. 

Mange af de problemer, som studiet beskriver, er nogle, han selv er stødt på i forbindelse med hans samtaler med blandt andet sygeplejersker.

”Trivsel handler om mere end ordentlige forhold eller god ledelse. Det handler først og fremmest om følelsen af, at man har udført et godt stykke arbejde. Hvis man står i en situation, hvor man er med til at yde en behandling, som man ikke synes skulle være indledt, så føles det ikke tilfredsstillende. Når man går hjem den dag, så husker man ikke på alle de gode ting, der også skete. Man husker kun de dårlige ting – og man husker på dem længe,” siger Ove Gaardboe. 

Det går ud over arbejdsglæden, når sygeplejersker ikke føler, de har nok tid til at pleje døende patienter, eller når de tvinges til at genoplive døende patienter, fordi der ikke tages stilling i tide. Ifølge et amerikansk studie kan såkaldt nytteløs eller upassende behandling bidrage til klinisk udbrændthed blandt sundhedspersonalet.
25
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Den værdige død

Overbehandling af terminale patienter, uklare retningslinjer, ”nej tak” til genoplivning og svære samtaler om den sidste tid. På danske sygehuse og plejehjem konfronteres sygeplejersker dagligt med de etiske og juridiske udfordringer, der kan opstå, når en alvorligt syg patient eller borger nærmer sig livets afslutning – men fremover bliver det nemmere at manøvrere rundt om dødens snubletråde.

Den 1. november 2019 udsendte Styrelsen for Patientsikkerhed to nye vejledninger om fravalg af genoplivning og livsforlængende behandling. De nye vejledninger er blevet udarbejdet i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Ældre Sagen, Danske Seniorer, Danske Patienter og FOA.

Som resultat er reglerne for fravalg af genoplivning og livsforlængende behandling nu blevet mere gennemskuelige, fortæller Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

”Det er et komplekst område, der fylder meget for sundheds- og plejepersonalet. Derfor er det også vigtigt, at der er klare rammer. Med de nye vejledninger har vi skabt større forudsætninger for, at reglerne kan omsættes til praksis i personalets hverdag,” siger hun.

Ingen roser uden torne

Hos Dansk Sygeplejeråd er man stolte af det gode samarbejde og positivt indstillet over for de nye vejledninger. Det fortæller næstformand Anni Pilgaard. 

”Det har været et meget givtigt samarbejde, og vi synes, vi har skabt nogle gode resultater. At der for eksempel nu er kommet klarhed over, at fravalg også gælder på tværs af sektorer, og at egen læge eller sygehuslægen altid skal orientere relevant sundhedspersonale direkte om fravalgsbeslutninger – dét er altså vigtigt,” siger hun.

Træerne vokser imidlertid ikke ind i himlen. I de nye vejledninger er det også blevet præciseret, at fravalg af genoplivning ikke kan ske alene pga. alderdomssvækkelse. Dette er ifølge Anni Pilgaard en forringelse af mulighederne for selvbestemmelse, da fravalg af genoplivning tidligere også har været gældende i forbindelse med almindelig alderdomssvækkelse.

”Der er ingen roser uden torne. Selvom vi generelt er glade for, at der er kommet mere struktur og klarhed over vejledningerne, så er der stadig et stykke vej, før vi er helt i mål. Alderdomssvækkelse bør være en gyldig grund til fravalg,” siger Anni Pilgaard.

Dansk Sygeplejeråd har i et høringssvar gjort Styrelsen for Patientsikkerhed opmærksom på forringelsen. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har meldt ud, at han vil sætte emnet på dagsordenen til næste møde i den etiske kreds, der afholdes i februar næste år. 

Nye vejledninger om fravalg af genoplivning og livsforlængende behandling skal være med til at sikre, at der på landets sygehuse og plejehjem bliver taget stilling til døden i god tid. Men ikke alle får ret til at fravælge genoplivning.
24
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Døden skal ikke være det første, de bliver spurgt om

Helen Bruun, Sygeplejerske på Vejle Sygehus

”Hvad er vigtigt for dig?” står der med fed skrift på et rødt badge, som er hæftet på Jannie Christina Frølunds hvide uniform. Det er et spørgsmål med plads til fortolkning, men det går godt i spænd med den åbne samtalekultur om døden og stillingtagen, som man har opdyrket på Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.
”I virkeligheden er det jo et spørgsmål, som vi alle bør stille os selv hele tiden, men det kan faktisk være rigtig svært for mange patienter at svare på – ikke mindst når de nærmer sig livets afslutning,” siger Jannie Christina Frølund. 

Hun er klinisk sygeplejespecialist, og sammen med sygeplejerske og kvalitetskoordinator Helen Bruun har hun været primus motor på afdelingens deltagelse i ”Klar til samtalen – i god tid”. Et projekt ledet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som blev gennemført fra efteråret 2017 til foråret 2019. Målet med projektet var at udarbejde et sæt anbefalinger til, hvordan sygehuse kan arbejde med at tilbyde, gennemføre og registrere samtaler med patienter om den sidste tid.

På afdelingen i Vejle har de dog allerede siden slutningen af 2014 arbejdet målrettet med at klæde sundhedspersonalet på til den svære snak om døden. Dengang blev man bedt om at undersøge årsagen til en stigning i antallet af hjertestopkald – en undersøgelse, der blev grebet systematisk an med en journalgennemgang af alle hjertestop i perioden.

”Vi fandt for det første ud af, at vores hjertestopkurve faktisk ikke var så slem, da det kom til stykket. Derudover fandt vi ud af, at vi havde to ben at gå på: Det ene var observation af patienterne, og det andet var at få taget stilling til genoplivning i tide,” siger Jannie Christina Frølund.

Lommekort


Sådan kan du indlede samtalen om den sidste tid

  • Hvad tænker du om din sygdom og den behandling, du får for den?
  • Hvad tænker du bliver de næste skridt i dit liv?
  • Skal vi fortsætte behandlingen, som den er nu?
  • Giver behandlingen mening, synes du?
  • Er der noget, der særligt bekymrer dig omkring din behandling?
  • Er der noget vigtigt – her i denne fase – du gerne vil tale om eller have hjælp til?
  • Er der noget særligt, du håber vil ske?
  • Har du tænkt på, hvordan det skal gå det næste stykke tid?
  • Er der noget, der har særlig betydning for dig her i den sidste tid?
  • Har du spørgsmål til din sygdom – eller er der noget, du frygter omkring din sygdom?

Kilde: Klar til samtalen om den sidste tid, Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus – en del af Sygehus Lillebælt

Det handler om mennesker

Siden er der blevet søsat en lang række tiltag på afdelingen, der alle har skullet sikre, at personalet har så gode forudsætninger som muligt for at kunne tale med patienterne om livets afslutning – og at deres ønsker så vidt muligt efterkommes.

”Én ting er selve samtalen, men det handler også om at sørge for, at beslutninger når ud til alle, der skal vide det. Er det klart for alle – både sygeplejersker og læger – at der er blevet taget stilling?” siger Helen Bruun.

Derfor er fravalg af genoplivning nu blevet gjort synligt i afdelingen på elektroniske oversigtstavler, i journalen og på morgenkonferencen. Der bliver lavet audits på alle hjertestopkald, der bliver indsamlet data og ført statistik. Man har også gennemført en spørgeundersøgelse blandt personalet omkring samtalen om den sidste tid. På baggrund af undersøgelsen er der blevet udviklet et lommekort med gode råd og forslag, som personalet kan støtte sig til i selve samtalesituationen.

På trods af værktøjer, struktur og målrettet tilgang understreger Jannie Christina Frølund imidlertid, at man ikke ønsker at tvinge samtalen igennem. 

”Til syvende og sidst drejer det her sig om mennesker. Derfor har det helt oppe fra ledelsesniveau handlet om at skabe en kultur, hvor personalet tør tage samtalen, og hvor de føler, at de kan tale om det med hinanden. Det tager tid, og det er ikke muligt, hvis der ikke er opbakning til det,” siger hun.

Helen Bruun er enig. Hun tilføjer, at dét at skabe gode rammer for samtalen om den sidste tid ikke kun handler om samarbejde og åbenhed, men også om respekt for patienterne.

”Døden skal ikke være det første, de bliver spurgt om, når vi har fået deres CPR-nummer. Når en patient kommer ind akut, så er de måske slet ikke klar over, at de er i den sidste fase af livet. Måske er de klar over det, men er ikke parat til at tale om det. Derfor er samtalen ikke kun et fagligt, men i høj grad også et menneskeligt skøn,” siger Helen Bruun.

Sygeplejerskerne vil have afklaring

Hverken Jannie Christina Frølund eller Helen Bruun er i tvivl om, at den fælles indsats har affødt konkrete resultater. På Medicinsk Afdeling bliver der taget stilling til genoplivning hos flere patienter end nogensinde før – og som oftest sker det allerede i ”fredstid”, som de kalder det. 

Ifølge dem begge er det især sygeplejerskerne på afdelingen, der gerne vil have afklaring omkring genoplivning.

”Det er jo sygeplejerskerne, der plejer patienten, og som lærer dem at kende, fordi de er inde hos dem hele tiden. Det er dem, der ser det først, når det går ned ad bakke, og det er også dem, som skal gå i gang med genoplivningen ved hjertestop. Derfor vil de ofte gerne tage samtalen tidligt i forløbet,” siger Helen Bruun.

Klinisk sygeplejespecialist Jannie Christina Frølund
Jannie Christina Frølund er klinisk sygeplejespecialist, og har sammen med Helen Bruun været primus motor på afdelingens deltagelse i ”Klar til samtalen – i god tid”.
Michael Drost-Hansen

Derfor opfordres sygeplejerskerne til at bruge deres faglige observationer og sætte ord på, når de føler, at en samtale om den sidste tid er relevant – og ikke blot efterlade ”en gul seddel til lægen”, som Jannie Christina Frølund udtrykker det. 

”Måske har lægen en god grund til at udskyde samtalen. Måske har sygeplejersken observeret noget, som lægen ikke har set. Derfor er det netop så vigtigt, at vi bruger hinandens faglighed, så vi kan nå frem til en fælles forståelse,” siger Jannie Christina Frølund. 

 

På Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle har de arbejdet målrettet med at klæde sundhedspersonalet på til den svære samtale om livets afslutning. Her handler det ikke kun om at få taget stilling i god tid, men også om at fremelske en åbenhedskultur, hvor der er respekt for både det faglige og det menneskelige skøn.
22-23
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Den svære, men nødvendige samtale

Tre ud af fire danskere dør på enten hospital eller plejehjem. Derfor har sygeplejersker en vigtig rolle for at sikre borgerne en værdig afslutning på livet og skabe vished om de ønsker genoplivning eller ej.

Men hvordan bliver man klar til at tage samtalen – i god tid?  Det ved de på Sygehus Lillebælt i Vejle. Her har sygeplejerske Helen Bruun og klinisk sygeplejespecialist Jannie Christina Frølund med hjælp fra kollegaer og ledelse skabt rum til samtalen om døden. 

Hvordan bliver man klar til at tage samtalen – i god tid? Det ved de på Sygehus Lillebælt i Vejle. Her har sygeplejerske Helen Bruun og klinisk sygeplejespecialist Jannie Christina Frølund med hjælp fra kollegaer og ledelse skabt rum til samtalen om døden.
20-21
2019
13
Tema: Døden
Død
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Leder: Klar til samtale - om døden

Anni PilgaardSygeplejersker har en vigtig rolle i at skabe de bedste rammer for, hvordan borgere – og deres pårørende – oplever den sidste del af livet.

Det er vigtigt, at de ansatte er klædt på til at tale om de ønsker, ældre og de mest syge har til den sidste levetid. Imens tid er.

Dansk Sygeplejeråd er positive over de to vejledninger om genoplivning og livsforlængende behandling, der trådte i kraft 1. november i år. Det er Dansk Sygeplejeråds vurdering, at disse vejledninger i høj grad er en forbedring af de tidligere.

Dansk Sygeplejeråd har selv siddet ”med omkring bordet” og aktivt bidraget til en opdatering af vejledningerne.

I arbejdet med vejledningerne har Dansk Sygeplejeråd blandt andet brugt erfaringerne fra projektet ”Klar til samtale”, som udvalgte kommuner og sygehuse over en toårig periode har arbejdet med.

I projektet er der udviklet metoder og konkrete anbefalinger, så medarbejderne i højere grad kan føle sig klædt på til at tage samtaler om livsforlængende behandling og genoplivning.

Inde i bladet kan du blandt andet læse mere om, hvordan vi som sygeplejersker skal håndtere borgeres måske mest betydningsfulde valg – og fravalg.

Men – som jeg nævner det i artiklen inde i bladet: Ingen roser uden torne. Den nye vejledning forringer desværre selvbestemmelsesretten for borgere, som har taget stilling i form af et ønske om fravalg af genoplivning, men som ”kun” er alderssvækket og ikke har en behandlingskrævende diagnose.

Det er DSR’s holdning, at alderdomssvækkelse også bør være tilstrækkelig grund til fravalg af genoplivningsforsøg. Denne forringelse vil sætte sygeplejersker i nogle svære, etiske situationer i hverdagen, hvilket vi ikke finder er acceptabelt.

Det er DSR’s holdning, at alderdomssvækkelse også bør være tilstrækkelig grund til fravalg af genoplivningsforsøg.
3
2019
13
I HVERT NUMMER
Død
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Leder Web article