Døden skal ikke skygge for livet

På plejehjemmet Solsidecentret i Nibe lever de livet, imens de giver naturligt plads til døden. Her starter man samtalen om den sidste tid allerede, når den ældre borger flytter ind – men altid på beboerens præmisser.
83-årige Else Kokholm er én af de beboere, der gerne har villet tale om den sidste tid. Pernille Vestergaard fortæller, at der er meget at vinde ved at tage snakken. ”Det er med til at sikre, at de får en værdig afslutning. De skal ikke dø i en ambulance
Cathrine Kjærø Ulf Ertmann

Selv om plejecentret hedder Solsiden, taler man her gerne om livets skyggeside. Med empati og pli.

 ”Jeg havde samtale med et ældre ægtepar, da konen var flyttet ind hos os. Jeg kunne mærke under samtalen, at det fyldte rigtig meget hos dem begge, at de skulle til at bo hver for sig efter så mange års samliv,” siger Pernille Vestergaard.

Hun er sygeplejerske og assisterende leder på plejehjemmet Solsidecentret i Nibe. Her bringer hun døden op, når hun taler med nye beboere ved indflytning, hvis det er passende. Nogle gange hænder det dog, at hun ikke kan få sig selv at bringe emnet på bane.

”Jeg kan huske, at manden under samtalen sagde til konen: Nu skal jeg til at besøge dig, når jeg vil se dig. Det er da helt tosset – vi er jo gift! Lige dér kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne få mig selv til at bringe døden op, for det var de ikke klar til endnu. De skulle først vænne sig til tanken om at være skilt ad i livet,” siger Pernille Vestergaard.

På Solsidecentret sætter de ellers gerne ord på døden. Her har en stor del af hjemmets 83 beboere besluttet i god tid, om de ønsker genoplivning ved hjertestop eller livsforlængende behandling.
”Vi spørger for eksempel i invitationsbrevet til beboerne og deres pårørende, om de har fået lavet et livs- eller behandlingstestamente, eller om de måske har nogle særlige ønsker, når den tid kommer,” siger Pernille Vestergaard.

Hun lægger vægt på, at samtalen foregår på beboernes præmisser – og at et nej tak til at tale om døden altid bliver respekteret. Hun fortæller også, at de fleste beboere allerede på forhånd har gjort sig nogle tanker om, hvad der skal ske, når livet er ved at rinde ud.

”De ældre ved godt, at de er i livets sidste fase. De kan mærke, at de er blevet gamle og mere skrøbelige. Jeg oplever, at det ikke ligger dem fjernt at tale om,” siger Pernille Vestergaard.

Klædt på til at gribe bolden

Det er ikke kun ved indflytningssamtalen, at de taler om døden på Solsidecentret. Tværtimod arbejder de på plejehjemmet aktivt med at tage den svære samtale løbende.

I samarbejde med plejehjemslægen tilbyder de for eksempel beboerne en lægesamtale 1-2 måneder efter indflytning, hvor spørgsmål om genoplivning og behandlingsniveau er på dagsordenen. Hvert år afholder man medicingennemgange, hvor emnet også bliver bragt op. Hvis beboeren ønsker det, kan der være pårørende med til samtalen.

Senest har de på plejehjemmet også udfærdiget en pixibog, som personalet kan støtte sig til både før, under og efter den sidste tid i en beboers liv. Bogen indeholder blandt andet gode råd til samtalen om livets afslutning, information om de kropslige og mentale forandringer, som døden kan medføre, praktiske instrukser og lignende.

I det hele taget opfordrer man personalet på Solsidecentret til at tale åbent om døden med hinanden – og til at gribe bolden, når en beboer virker tynget eller giver udtryk for, at de har brug for en snak om emnet.

”Nogle gange kan du fornemme på en beboer, at der er nogle tanker, der fylder, eller også kan det være en henkastet bemærkning, der lige falder i forbifarten. Derfor er det vigtigt, at alle medarbejderne føler sig klædt på til at tage samtalen, når den opstår, for det er vores erfaring, at det giver både beboerne og personalet ro at tale om livets afslutning,” siger Pernille Vestergaard.

Den gode samtale kræver respekt for livet

Når ældre borgere flytter på plejehjem, lever de i gennemsnit 2 år og 8 måneder i deres plejebolig. For langt de fleste er hjemmet det sidste stop i livet, hvor afslutningen ikke ligger så langt ude i fremtiden. Ifølge Dødsårsagsregisteret lå andelen af danskere, der døde på plejehjem i 2017, på 22 pct.

På Solsidecentret virker det dog ikke umiddelbart til, at tanker om døden fylder så meget. En halvstor gruppe beboere er samlet rundt om et kaffebord i én af fællesstuerne. Ud fra deres snak og interne drillerier kan man fornemme, at humøret er højt.

En anden beboer bliver kørt tilbage til sin stue. Hun er dårligt gående og sidder i kørestol, men det har ikke forhindret hende i at spise brunch med veninder denne formiddag.

”Vi er sidste stop, men det betyder ikke, at de ældre kun kommer her for at dø. Solsidecentret er i høj grad et sted, hvor vi lever livet med aktiviteter, hygge og samvær,” siger Pernille Vestergaard.

Hun fortæller, at man med de forskellige tiltag på plejehjemmet har givet naturligt plads til at tale om døden og stillingtagen – når det giver mening. Hun understreger dog, at den gode samtale også kræver respekt for beboeren og det liv, der endnu ikke er forbi.

”Døden er en naturlig del af tilværelsen på et plejehjem, men den skal ikke skygge for livet,” siger hun. 

Emneord: 
Død

Det bliver aldrig rutine

Når Sanne Andersen skal tale med patienter og deres pårørende om døden, er hun ikke bange for at sætte sig selv i spil. Ifølge hende er det vigtigt, at man til den svære samtale ikke kun er en sygeplejerske, men også et menneske.
”Jeg kan godt blive ked af det eller berørt, når jeg skal tage den svære samtale med en patient eller deres pårørende. Ofte er det jo mennesker, som jeg på én eller anden måde har fået et forhold til – og når jeg forlader stuen, kan jeg også godt af og ti
Michael Drost-Hansen

Her er travlt, men stille

På Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle er der rigeligt med aktivitet, men det foregår i et dæmpet lydbillede. På stuerne er der ro. Da en lille gruppe af besøgende bevæger sig ned af den lange hovedgang, taler de kun lavmælt sammen. Mange af patienterne, der ligger her, er enten gamle, alvorligt syge eller begge dele, og det fornemmer man hurtigt, når man træder ind.

Sanne Andersen er sygeplejerske på afdelingen. Hun har været i faget i over 19 år, men selvom erfaringen har lært hende, hvordan man kan tale med patienter og deres pårørende om den sidste tid, så har den også lært hende, at der aldrig er to samtaler, der er ens.

”Jeg har det grundlæggende fint med at skulle tale om døden. Det er grænseoverskridende de første par gange, men med tiden er det kommet til at falde mig ret naturligt. Man kan måske sige, at jo flere gange man prøver det, jo nemmere bliver det – men det bliver aldrig rutine,” siger hun.

Sanne Andersen fortæller, at hun er blevet sikker på sig selv, når snakken om livets afslutning skal tages. Derfor er hun heller ikke bleg for at gå ind i samtalen med en patient, der er oprevet eller ked af det, hvis hun kan gøre en forskel.

”Vi havde en KOL-patient, som blev vred på lægen, fordi han havde besluttet, at hun ikke skulle genoplives ved hjertestop. Hendes lunger var meget dårlige, men hun følte selv, at hun havde det godt. Jeg måtte tage en lang samtale med hende, hvor jeg fik hende til at forstå, at hun med al sandsynlighed ville ende i respirator, hvis hun blev genoplivet. Da hun først fik det forklaret, kunne hun bedre acceptere det,” fortæller Sanne Andersen.

Afklaring er en lettelse

Sanne Andersen hører til gruppen af sygeplejersker, der gerne vil have, at der hurtigt bliver taget stilling til genoplivning, så snart det giver mening for patientens sygdomssituation.

”Jeg synes, det er rart at få afklaring i det, vi kalder fredstid, når patienten stadig har det forholdsvis godt. Så risikerer man ikke pludselig at skulle stå under en nattevagt og fortælle både den syge og familien, at nu gør vi altså ikke mere. Det kan være en meget voldsom oplevelse for dem – og det er heller ikke en særlig behagelig situation at stå i som sygeplejerske,” siger Sanne Andersen.

Derfor er det ifølge hende en potentiel stressfaktor, der bliver taget af bordet, når der bliver taget stilling til livets afslutning i god tid.

”Det betyder helt sikkert noget for mig, at der kommer klarhed over det. Det er på en måde en lettelse, fordi jeg så ikke er i tvivl om, hvordan jeg skal handle i tilfælde af hjertestop. Det gør det jo også nemmere for mig at have med de pårørende at gøre, når de ikke svæver i uvished,” siger hun.

Man skal være til stede

Når Sanne Andersen bliver bedt om at komme med et godt råd til de sygeplejersker, som har svært ved at tale med patienter om den sidste tid, er hun ret klar i spyttet: Man skal simpelthen øve sig.
”Det nytter ikke, at man forsøger at gemme sig for det. Som sygeplejerske skal man simpelthen kunne rumme dét at tale om døden. Man må bare prøve at være til stede i situationen, så godt man kan, og forsøge at rumme patientens følelser – og de pårørendes for den sags skyld, for det er ofte deres følelser, der fylder mest,” siger Sanne Andersen.

Hun understreger, at netop fordi der er mange store følelser på spil, så er det også vigtigt, at man som sygeplejerske husker, at man er et menneske, som godt kan vise følelser, selvom man er på arbejde. 

”Man skal turde at sætte sig selv i spil. Der sidder jo nogen foran dig, som er meget kede af det. Hvis du som sygeplejerske ikke bliver berørt af det, så skal du nok lave noget andet. Når jeg taler med dem om døden, så har jeg også nogle følelser. Jeg er ikke kun sygeplejerske, jeg er også et menneske. Ofte er det jo patienter, som har været her ad flere omgange. Man lærer dem at kende – og pludselig er det slut. Det bliver man nødt til at forholde sig til,” siger Sanne Andersen.

Emneord: 
Død

Manglende tid fører til ringere trivsel

Det går ud over arbejdsglæden, når sygeplejersker ikke føler, de har nok tid til at pleje døende patienter, eller når de tvinges til at genoplive døende patienter, fordi der ikke tages stilling i tide. Ifølge et amerikansk studie kan såkaldt nytteløs eller upassende behandling bidrage til klinisk udbrændthed blandt sundhedspersonalet.
Ove Gaardboe, overlæge og leder af projekt ’Klar til samtalen’: ”Trivsel handler om mere end ordentlige forhold eller god ledelse. Det handler først og fremmest om følelsen af, at man har udført et godt stykke arbejde.”
Foto: Bo Amstrup

Hjerneskader, nyreskader eller brækkede ribben er ikke de eneste negative konsekvenser, der kan følge i kølvandet på en forsøgt genoplivning. Det påvirker også sygeplejersken mentalt, når han eller hun bliver tvunget til at overbehandle døende patienter – og mange sygeplejersker føler, at der ofte ikke er tid nok til at tage sig ordentlig af dem.

Det viser en ikke tidligere offentliggjort undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd fra i år. Blandt 2.228 medlemmer svarede 41 pct. af de sygeplejersker, der regelmæssigt plejer og giver omsorg til døende, at de oplever, ikke at have den nødvendige tid til pleje og omsorg af døende.

Et amerikansk studie peger desuden på, at ”futile or potentially inappropriate care” – nytteløs eller upassende behandling – kan føre til mistrivsel hos sundhedspersonalet.

I studiet deltog 349 sundhedsfaglige personer. Mange af dem forbandt overbehandling af patienter med vedvarende negative følelser. Flere svarede også, at nyttesløs behandling af en patient ofte fik dem til at undgå at interagere med patientens pårørende, at tale om det med kollegaer eller med egne familier.

Netop denne type opførsel kan ifølge studiet bidrage til såkaldt klinisk udbrændthed – en form for træthed og mental udmattelse, der kan opstå hos sygeplejersker og sundhedspersonale, når arbejdet ikke giver mening, eller opgaverne ikke kan løses på tilfredsstillende vis.

Vi husker de dårlige oplevelser

Det er ikke et ukendt fænomen herhjemme, at manglende tid og afklaring ved livets afslutning i sidste ende kan føre til ringere trivsel for personalet. Det fortæller Ove Gaardboe, overlæge og leder af ”Klar til samtalen” – et projekt, der har haft til formål at klæde sundhedspersonalet på sygehuse og plejehjem på til den svære samtale. 

Mange af de problemer, som studiet beskriver, er nogle, han selv er stødt på i forbindelse med hans samtaler med blandt andet sygeplejersker.

”Trivsel handler om mere end ordentlige forhold eller god ledelse. Det handler først og fremmest om følelsen af, at man har udført et godt stykke arbejde. Hvis man står i en situation, hvor man er med til at yde en behandling, som man ikke synes skulle være indledt, så føles det ikke tilfredsstillende. Når man går hjem den dag, så husker man ikke på alle de gode ting, der også skete. Man husker kun de dårlige ting – og man husker på dem længe,” siger Ove Gaardboe. 

Emneord: 
Død

Den værdige død

Nye vejledninger om fravalg af genoplivning og livsforlængende behandling skal være med til at sikre, at der på landets sygehuse og plejehjem bliver taget stilling til døden i god tid. Men ikke alle får ret til at fravælge genoplivning.

Overbehandling af terminale patienter, uklare retningslinjer, ”nej tak” til genoplivning og svære samtaler om den sidste tid. På danske sygehuse og plejehjem konfronteres sygeplejersker dagligt med de etiske og juridiske udfordringer, der kan opstå, når en alvorligt syg patient eller borger nærmer sig livets afslutning – men fremover bliver det nemmere at manøvrere rundt om dødens snubletråde.

Den 1. november 2019 udsendte Styrelsen for Patientsikkerhed to nye vejledninger om fravalg af genoplivning og livsforlængende behandling. De nye vejledninger er blevet udarbejdet i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Ældre Sagen, Danske Seniorer, Danske Patienter og FOA.

Som resultat er reglerne for fravalg af genoplivning og livsforlængende behandling nu blevet mere gennemskuelige, fortæller Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

”Det er et komplekst område, der fylder meget for sundheds- og plejepersonalet. Derfor er det også vigtigt, at der er klare rammer. Med de nye vejledninger har vi skabt større forudsætninger for, at reglerne kan omsættes til praksis i personalets hverdag,” siger hun.

Ingen roser uden torne

Hos Dansk Sygeplejeråd er man stolte af det gode samarbejde og positivt indstillet over for de nye vejledninger. Det fortæller næstformand Anni Pilgaard. 

”Det har været et meget givtigt samarbejde, og vi synes, vi har skabt nogle gode resultater. At der for eksempel nu er kommet klarhed over, at fravalg også gælder på tværs af sektorer, og at egen læge eller sygehuslægen altid skal orientere relevant sundhedspersonale direkte om fravalgsbeslutninger – dét er altså vigtigt,” siger hun.

Træerne vokser imidlertid ikke ind i himlen. I de nye vejledninger er det også blevet præciseret, at fravalg af genoplivning ikke kan ske alene pga. alderdomssvækkelse. Dette er ifølge Anni Pilgaard en forringelse af mulighederne for selvbestemmelse, da fravalg af genoplivning tidligere også har været gældende i forbindelse med almindelig alderdomssvækkelse.

”Der er ingen roser uden torne. Selvom vi generelt er glade for, at der er kommet mere struktur og klarhed over vejledningerne, så er der stadig et stykke vej, før vi er helt i mål. Alderdomssvækkelse bør være en gyldig grund til fravalg,” siger Anni Pilgaard.

Dansk Sygeplejeråd har i et høringssvar gjort Styrelsen for Patientsikkerhed opmærksom på forringelsen. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har meldt ud, at han vil sætte emnet på dagsordenen til næste møde i den etiske kreds, der afholdes i februar næste år. 

Emneord: 
Død

Døden skal ikke være det første, de bliver spurgt om

På Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle har de arbejdet målrettet med at klæde sundhedspersonalet på til den svære samtale om livets afslutning. Her handler det ikke kun om at få taget stilling i god tid, men også om at fremelske en åbenhedskultur, hvor der er respekt for både det faglige og det menneskelige skøn.
”Samtalen ikke kun et fagligt, men i høj grad også et menneskeligt skøn,” siger sygeplejerske og kvalitetskoordinator Helen Bruun.
Michael Drost-Hansen

”Hvad er vigtigt for dig?” står der med fed skrift på et rødt badge, som er hæftet på Jannie Christina Frølunds hvide uniform. Det er et spørgsmål med plads til fortolkning, men det går godt i spænd med den åbne samtalekultur om døden og stillingtagen, som man har opdyrket på Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.
”I virkeligheden er det jo et spørgsmål, som vi alle bør stille os selv hele tiden, men det kan faktisk være rigtig svært for mange patienter at svare på – ikke mindst når de nærmer sig livets afslutning,” siger Jannie Christina Frølund. 

Hun er klinisk sygeplejespecialist, og sammen med sygeplejerske og kvalitetskoordinator Helen Bruun har hun været primus motor på afdelingens deltagelse i ”Klar til samtalen – i god tid”. Et projekt ledet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som blev gennemført fra efteråret 2017 til foråret 2019. Målet med projektet var at udarbejde et sæt anbefalinger til, hvordan sygehuse kan arbejde med at tilbyde, gennemføre og registrere samtaler med patienter om den sidste tid.

På afdelingen i Vejle har de dog allerede siden slutningen af 2014 arbejdet målrettet med at klæde sundhedspersonalet på til den svære snak om døden. Dengang blev man bedt om at undersøge årsagen til en stigning i antallet af hjertestopkald – en undersøgelse, der blev grebet systematisk an med en journalgennemgang af alle hjertestop i perioden.

”Vi fandt for det første ud af, at vores hjertestopkurve faktisk ikke var så slem, da det kom til stykket. Derudover fandt vi ud af, at vi havde to ben at gå på: Det ene var observation af patienterne, og det andet var at få taget stilling til genoplivning i tide,” siger Jannie Christina Frølund.

Lommekort


Sådan kan du indlede samtalen om den sidste tid

  • Hvad tænker du om din sygdom og den behandling, du får for den?
  • Hvad tænker du bliver de næste skridt i dit liv?
  • Skal vi fortsætte behandlingen, som den er nu?
  • Giver behandlingen mening, synes du?
  • Er der noget, der særligt bekymrer dig omkring din behandling?
  • Er der noget vigtigt – her i denne fase – du gerne vil tale om eller have hjælp til?
  • Er der noget særligt, du håber vil ske?
  • Har du tænkt på, hvordan det skal gå det næste stykke tid?
  • Er der noget, der har særlig betydning for dig her i den sidste tid?
  • Har du spørgsmål til din sygdom – eller er der noget, du frygter omkring din sygdom?

Kilde: Klar til samtalen om den sidste tid, Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus – en del af Sygehus Lillebælt

Det handler om mennesker

Siden er der blevet søsat en lang række tiltag på afdelingen, der alle har skullet sikre, at personalet har så gode forudsætninger som muligt for at kunne tale med patienterne om livets afslutning – og at deres ønsker så vidt muligt efterkommes.

”Én ting er selve samtalen, men det handler også om at sørge for, at beslutninger når ud til alle, der skal vide det. Er det klart for alle – både sygeplejersker og læger – at der er blevet taget stilling?” siger Helen Bruun.

Derfor er fravalg af genoplivning nu blevet gjort synligt i afdelingen på elektroniske oversigtstavler, i journalen og på morgenkonferencen. Der bliver lavet audits på alle hjertestopkald, der bliver indsamlet data og ført statistik. Man har også gennemført en spørgeundersøgelse blandt personalet omkring samtalen om den sidste tid. På baggrund af undersøgelsen er der blevet udviklet et lommekort med gode råd og forslag, som personalet kan støtte sig til i selve samtalesituationen.

På trods af værktøjer, struktur og målrettet tilgang understreger Jannie Christina Frølund imidlertid, at man ikke ønsker at tvinge samtalen igennem. 

”Til syvende og sidst drejer det her sig om mennesker. Derfor har det helt oppe fra ledelsesniveau handlet om at skabe en kultur, hvor personalet tør tage samtalen, og hvor de føler, at de kan tale om det med hinanden. Det tager tid, og det er ikke muligt, hvis der ikke er opbakning til det,” siger hun.

Helen Bruun er enig. Hun tilføjer, at dét at skabe gode rammer for samtalen om den sidste tid ikke kun handler om samarbejde og åbenhed, men også om respekt for patienterne.

”Døden skal ikke være det første, de bliver spurgt om, når vi har fået deres CPR-nummer. Når en patient kommer ind akut, så er de måske slet ikke klar over, at de er i den sidste fase af livet. Måske er de klar over det, men er ikke parat til at tale om det. Derfor er samtalen ikke kun et fagligt, men i høj grad også et menneskeligt skøn,” siger Helen Bruun.

Sygeplejerskerne vil have afklaring

Hverken Jannie Christina Frølund eller Helen Bruun er i tvivl om, at den fælles indsats har affødt konkrete resultater. På Medicinsk Afdeling bliver der taget stilling til genoplivning hos flere patienter end nogensinde før – og som oftest sker det allerede i ”fredstid”, som de kalder det. 

Ifølge dem begge er det især sygeplejerskerne på afdelingen, der gerne vil have afklaring omkring genoplivning.

”Det er jo sygeplejerskerne, der plejer patienten, og som lærer dem at kende, fordi de er inde hos dem hele tiden. Det er dem, der ser det først, når det går ned ad bakke, og det er også dem, som skal gå i gang med genoplivningen ved hjertestop. Derfor vil de ofte gerne tage samtalen tidligt i forløbet,” siger Helen Bruun.

Klinisk sygeplejespecialist Jannie Christina Frølund
Jannie Christina Frølund er klinisk sygeplejespecialist, og har sammen med Helen Bruun været primus motor på afdelingens deltagelse i ”Klar til samtalen – i god tid”.
Michael Drost-Hansen

Derfor opfordres sygeplejerskerne til at bruge deres faglige observationer og sætte ord på, når de føler, at en samtale om den sidste tid er relevant – og ikke blot efterlade ”en gul seddel til lægen”, som Jannie Christina Frølund udtrykker det. 

”Måske har lægen en god grund til at udskyde samtalen. Måske har sygeplejersken observeret noget, som lægen ikke har set. Derfor er det netop så vigtigt, at vi bruger hinandens faglighed, så vi kan nå frem til en fælles forståelse,” siger Jannie Christina Frølund. 

 

Emneord: 
Død

Den svære, men nødvendige samtale

Hvordan bliver man klar til at tage samtalen – i god tid? Det ved de på Sygehus Lillebælt i Vejle. Her har sygeplejerske Helen Bruun og klinisk sygeplejespecialist Jannie Christina Frølund med hjælp fra kollegaer og ledelse skabt rum til samtalen om døden.
Sanne Andersen, sygeplejerske på Vejle Sygehus, i samtale med en ældre patient
Michael Drost-Hansen

Tre ud af fire danskere dør på enten hospital eller plejehjem. Derfor har sygeplejersker en vigtig rolle for at sikre borgerne en værdig afslutning på livet og skabe vished om de ønsker genoplivning eller ej.

Men hvordan bliver man klar til at tage samtalen – i god tid?  Det ved de på Sygehus Lillebælt i Vejle. Her har sygeplejerske Helen Bruun og klinisk sygeplejespecialist Jannie Christina Frølund med hjælp fra kollegaer og ledelse skabt rum til samtalen om døden. 

Emneord: 
Død

Leder: Klar til samtale - om døden

Det er DSR’s holdning, at alderdomssvækkelse også bør være tilstrækkelig grund til fravalg af genoplivningsforsøg.

Anni PilgaardSygeplejersker har en vigtig rolle i at skabe de bedste rammer for, hvordan borgere – og deres pårørende – oplever den sidste del af livet.

Det er vigtigt, at de ansatte er klædt på til at tale om de ønsker, ældre og de mest syge har til den sidste levetid. Imens tid er.

Dansk Sygeplejeråd er positive over de to vejledninger om genoplivning og livsforlængende behandling, der trådte i kraft 1. november i år. Det er Dansk Sygeplejeråds vurdering, at disse vejledninger i høj grad er en forbedring af de tidligere.

Dansk Sygeplejeråd har selv siddet ”med omkring bordet” og aktivt bidraget til en opdatering af vejledningerne.

I arbejdet med vejledningerne har Dansk Sygeplejeråd blandt andet brugt erfaringerne fra projektet ”Klar til samtale”, som udvalgte kommuner og sygehuse over en toårig periode har arbejdet med.

I projektet er der udviklet metoder og konkrete anbefalinger, så medarbejderne i højere grad kan føle sig klædt på til at tage samtaler om livsforlængende behandling og genoplivning.

Inde i bladet kan du blandt andet læse mere om, hvordan vi som sygeplejersker skal håndtere borgeres måske mest betydningsfulde valg – og fravalg.

Men – som jeg nævner det i artiklen inde i bladet: Ingen roser uden torne. Den nye vejledning forringer desværre selvbestemmelsesretten for borgere, som har taget stilling i form af et ønske om fravalg af genoplivning, men som ”kun” er alderssvækket og ikke har en behandlingskrævende diagnose.

Det er DSR’s holdning, at alderdomssvækkelse også bør være tilstrækkelig grund til fravalg af genoplivningsforsøg. Denne forringelse vil sætte sygeplejersker i nogle svære, etiske situationer i hverdagen, hvilket vi ikke finder er acceptabelt.

Emneord: 
Død

Studerende i praksis: "Jeg har aldrig oplevet det øjeblik, hvor et menneske forlader livet ...

"Da klokken slog 4.00, fik alle fart på, nødkaldet lød fra en af stuerne. Mange tanker for gennem hovedet på mig, idet jeg satte i løb mod akutvognen og videre ind på stuen."

Terese Klausen
Terese Klausen
Arbejdet på akutmodtagelsen kræver selvstændighed, gåpåmod og ikke mindst en smag for det akutte felt. Jeg elsker uvisheden før vagtstart. Skal jeg sidde fast vagt på en selvmordstruet patient? Skal jeg se en patient blive intuberet?

Dagene er aldrig ens, og det er bl.a. derfor, jeg elsker hver eneste vagt på medicinsk modtageafsnit. Selv om nogle dage kan være mere stille end andre, ser jeg læringsmuligheder i hver vagt.

Indimellem skal der tilkaldes akutteam ved f.eks. hjertestop, og særligt én episode husker jeg klokkeklart.

Vi havde haft en fredelig nattevagt, det var min første af slagsen, så jeg nød de stille timer. Da klokken slog 4.00, fik alle fart på, nødkaldet lød fra en af stuerne. Mange tanker for gennem hovedet på mig, idet jeg satte i løb mod akutvognen og videre ind på stuen.

Det var som at være med i et afsnit af Greys hvide verden (amerikansk tv-serie, red.). Der var blod over det hele, og to sygeplejersker var allerede i gang med at give hjertemassage og prøve at suge blod op fra lungerne. Der blev ringet 2222, og samtlige læger, portører og mobilt akutteam kom farende ind på stuen.

Der var intet at gøre, patienten havde forladt os. Jeg havde set ham i øjnene, idet han blev kvalt i blod og vævsklumper fra en lungetumor. Min krop stivnede et kort øjeblik, og jeg skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage, alt imens jeg prøvede at bevare min professionelle rolle.

Jeg har før været med til at yde kærlig pleje og har set mindst et dusin afdøde mennesker, herunder min egen far. Så mødet med døden var ikke nyt for mig, men jeg har aldrig oplevet det øjeblik, hvor et menneske forlader livet. Jeg husker, hvordan jeg kæmpede mig igennem de sidste timer af vagten, mine tanker var et andet sted.

Jeg tog samtlige early warning-scorer på alle stuerne og måtte flere gange gå tilbage for at tjekke, hvor mange liter ilt patienten lå med, fordi jeg havde glemt det første gang. Efter vagtskifte mødtes alle, som havde været i vagt sammen denne nat for at snakke, rense luften og lette hjertet.

Det var der brug for, særligt for de to sygeplejersker, som havde ydet hjertestopbehandling, men sandelig også for mit vedkommende. Vi tog en runde og fortalte hver især om vores oplevelse af situationen. Vi fik gjort det klart, at vi gjorde, hvad vi kunne, og at der intet var at gøre, patienten stod ikke til at redde.

Det havde vi alle sammen brug for at høre, for selv om ingen nævnte det, tror jeg, vi alle sammen sad tilbage med en følelse af, at vi havde svigtet patienten. Det er så utrolig vigtigt at få italesat de svære situationer, vi oplever i vores fag.

Om det er med kollegaer, familie eller venner er en individuel sag – det at få lettet sit hjerte gør godt. Det er okay at blive påvirket af nogle situationer, så længe man husker at læsse af og ikke tager oplevelserne med hjem.

Terese Klausen er 4.-semesterstuderende på Københavns professionshøjskole

 

Emneord: 
Død
Sygeplejestuderende

Hørt: Døden behøver ikke være et smertehelvede

Mangelfuld smertelindring er ikke et argument for aktiv dødshjælp, mener sygeplejerske og lektor Margit Lund-Cramer, som underviser i lindrende pleje.
Margit Lund-Cramer blander sig gerne i faglige debatter, både i aviser, på Facebook og Twitter.
Foto: Michael Drost-Hansen

ikon-hoertSygeplejerske og lektor Margit Lund-Cramer blev fortørnet, da filosofiprofessor Søren Harnow Klausen i et interview i Kristeligt Dagblad udtalte, at der findes eksempler på patienter, der lider unødigt, og at dét at skulle stoppe en behandling, hvor bedring er udsigtsløs, ”kan føre til ganske voldsomme forløb”, når man lader patienten dø.

”Det provokerede mig, at han talte ind i den diskurs om, at døden er et smertehelvede, som jeg oplever, at vi har fået i samfundet,” siger Margit Lund-Cramer, som derfor skrev et debatindlæg til Kristeligt Dagblad.

I stedet for at pege på det, hun kalder den ”lette løsning” i form af aktiv dødshjælp, mener hun, at sundhedsvæsenet og samfundet bør have langt større fokus på, hvad den lindrende palliative pleje egentlig er og kan:

”Sygeplejen er under pres i de her år. Og det betyder også, at den lindrende pleje kommer under pres.”

Hun underviser sygeplejestuderende på UCL Lillebælt, Odense i den lindrende pleje med udgangspunkt i bl.a. Virginia Henderson, Kari Martinsen og ikke mindst Cicely Saunders smertebegreb, der ikke kun anser smerter som fysiske – men også som psykologiske, sociale og åndelige/eksistentielle.

”Jeg oplever, at det ofte kun er de fysiske smerter, vi som samfund er optaget af og bange for. Vi taler mere sjældent om de psykiske, sociale og endnu sjældnere om de åndelige og eksistentielle smerter, som sygeplejersker kan være med til at lindre.”

Tonen kan være hård

Det er langt fra første gang, at Margit Lund-Cramer har ytret sig offentligt.

”Jeg er ikke sådan én, der lider i stilhed,” siger hun med smil i stemmen.

Hun oplever, at det kan være svært at trænge igennem med indlæg i dagspressen. Men så er der heldigvis andre muligheder for at blande sig i den offentlige debat, fortæller hun.

”Jeg er meget aktiv på både Twitter og Facebook. Og man bliver også skarpere i spyttet, når man kun har 280 tegn på Twitter.”

”Jeg blander mig gerne. Når kampen er det værd, hvis sagen er tilstrækkelig vigtig, og jeg har noget at byde ind med,” siger Margit Lund-Cramer, der er mest optaget af de faglige debatter.

”Tonen kan dog være hård, og jeg har også taget nogle opgør. Jeg plejer at sige, at jeg ikke gider blive angrebet personligt, men at det skal handle om bolden – ikke om manden.”

Men de fleste tilbagemeldinger, Margit Lund-Cramer får, er meget positive.

”Jeg kan godt lide at være med til at udvikle de diskussioner, der er,” siger hun og fortæller, at en klinisk sygeplejerske henvendte sig forleden, fordi hun havde læst Margit Cramers seneste debatindlæg om smertelindring.

”Hun kunne godt genkende det, jeg havde skrevet og var enig. Men hun syntes også, at det kan være svært at praktisere i hverdagen, og det anerkender jeg.”

”Men jeg håber, mit indlæg kan være et opråb om, at vi sygeplejersker sammen med lægerne, kan sætte mere fokus på vigtigheden af den lindrende behandling og ofte må tage denne snak tidligt i et sygdomsforløb og gerne med flere specialer sammen eller i en tværfaglig ramme.”

Emneord: 
Død

Patienten, jeg aldrig glemmer: Han ville ikke se døden i øjnene

"Vi skal huske at lytte, selvom det kan være vanskeligt at finde tiden til det."
Den svære samtale. En meget optimistisk patient lærte Lotte Agersnap, at det er bedre at sige tingene ligeud i stedet for at pakke dem ind.
Foto: Jens Bach

Som sygeplejerske på Onkologisk Afdeling ser jeg ofte patienter, der befinder sig tæt på livets afslutning. Det er aldrig nemt at skulle forberede dem på, at de ikke har langt igen, men særligt én patient lærte mig, at det er vigtigt at tage sig tid til den svære samtale – og at tale uden omsvøb.

Han var patient på min afdeling over en lidt længere periode, men det stod klart forholdsvis tidligt, at hans prognose var dårlig. Han gjorde imidlertid indtryk på mig, fordi han først og fremmest var en ukuelig fighter, der nægtede at give op.

Som udgangspunkt er optimisme jo en god ting. Kampgejst er vigtigt, ikke mindst når det gælder en sygdom som kræft, der ofte kræver det lange, seje træk, før man er ude på den anden side. I min patients tilfælde kom hans optimisme dog til at stå i vejen for realiteterne.

Jeg var forholdsvis nyuddannet og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe det an. Både jeg, kollegaer og læger forsøgte at gøre det klart for ham, at han ikke ville overleve, men uden held. ”Jeg er ikke færdig med at kæmpe,” svarede han blot.

På et tidspunkt blev det besluttet, at han skulle genopereres. Operationstiden lå 14 dage ude i fremtiden, hvilket fik en læge til at bemærke, at min patient jo med al sandsynlighed ikke ville være i live til den tid. Var han overhovedet forberedt på det?

Vi var faktisk ikke helt sikre, selvom vi egentlig mente, at vi havde gjort det klart for ham ad flere omgange. Jeg og en læge besluttede derfor at sætte os ned med ham, så vi kunne forklare ham situationens alvor. Svaret var stadig det samme: ”Jeg er ikke færdig med at kæmpe.” Denne gang kunne jeg dog se i hans øjne, at han havde forstået budskabet.

Min patient døde få dage senere. Det skete meget pludseligt og kom faktisk lidt som et chok, selvom det var ventet – ikke mindst for hans pårørende. Patientens manglende vilje til at se døden i øjnene kom desværre til at betyde, at han ikke fik taget ordentligt afsked med sin familie.

Jeg har ofte tænkt på ham, når jeg har haft andre terminale patienter. Selvom vi sygeplejersker er vant til lidt af hvert, kan vi alligevel godt have svært ved at se en patient i øjnene og sige: ”Du er ved at dø.” I stedet kan vi komme til at benytte os af floskler, måske fordi vi ikke ønsker at slukke håbet.

Jeg mener dog, at vi netop skal tage tyren ved hornene – og at vi skal huske at lytte, selvom det kan være vanskeligt at finde tiden til det. Som sygeplejersker har vi ikke kun et ansvar for, at vores patienter har det godt, imens de er i live. Vi skal også hjælpe dem med at komme herfra på den bedst mulige måde.

Min patient lærte mig, at man ikke skal pakke realiteterne ind i metaforer, når man taler om døden. Jeg glemmer ham aldrig.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.

 

Emneord: 
Død