Patienten, jeg aldrig glemmer: Det er også givende at tale om døden

Som sygeplejerske bliver man ofte konfronteret med alle livets faser. Da Grit Høgh mødte en særlig patient, lærte hun, at især afslutningen er vigtig at tale om.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Da jeg for snart mange år siden trådte mine første, spæde skridt som hjemmesygeplejerske, mødte jeg en patient, som jeg har tænkt på mange gange siden.

Han var en terminal mand, som ikke havde så forfærdelig langt igen. Jeg var sosu-assistent, inden jeg blev sygeplejerske, så selvom jeg var nyuddannet, havde jeg allerede god erfaring med at yde pleje til både syge og endog meget syge borgere. Denne gang var det imidlertid en anderledes oplevelse, end jeg var vant til, da jeg som sygeplejerske pludselig stod med et andet ansvar, end jeg tidligere havde haft – og det skulle snart blive sat på prøve.

På trods af, at han var døende, havde hverken min patient eller de pårørende snakket om fremtiden, ej heller taget stilling til de spørgsmål, der nødvendigvis bør besvares, når livet nærmer sig sin afslutning. Hvordan skulle det hele forløbe? Hvad kunne han og familien forvente, at der ville ske? Ønskede han at dø hjemme eller på hospice? Der var ikke blevet sat ord på alt det svære, selvom det uundgåelige ventede forude.

For sygeplejersker kan det i forvejen være vanskeligt at tale om døden med patienter og pårørende. Som nyuddannet kræver det derfor en del overvindelse, ikke mindst når de involverede parter i første omgang virker afvisende. Jeg gik længe som katten om den varme grød, men til sidst tog jeg mod til mig: ”Har I overvejet eller talt om, hvad der skal ske i den sidste tid?”

Det endte med at blive en god oplevelse, da der først blev prikket hul på bylden, ikke kun for patienten, men også hans familie. Jeg har ofte tænkt på det sidenhen i mit arbejdsliv, når jeg har stået med andre terminale patienter. Døden vil altid være forbundet med tabu, men som sygeplejerske er det ikke kun mit job at pleje den døende, men også at forberede de pårørende på at miste.

Derfor insisterer jeg faktisk på at facilitere den svære samtale mellem familie og patient så tidligt i sygdomsforløbet som muligt, også selvom lysten til at snakke om døden måske er til at overse. For en udenforstående kan det muligvis virke hårdt, men det er min erfaring, at selvom det naturligvis ikke kan forhindre smerten, så kan det faktisk fjerne en smule af brodden, hvis man tager sorgen lidt på forskud.

Jeg bliver ofte spurgt, om det ikke er svært at være sygeplejerske, når jeg skal hjælpe familier med at tage afsked. Og jo, selvfølgelig er det tungt, men i årenes løb er det faktisk noget, som jeg har lært at sætte pris på. Det er ikke kun ubehageligt, men også givende at tale om døden, fordi det kan også gøre forløbet lettere at være i, både for patienten og de pårørende – og for mig.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.

 

Emneord: 
Død
Hjemmesygepleje

Patienten, jeg aldrig glemmer: Man er jo aldrig to om at dø

Vi skal alle herfra før eller siden. Alligevel er døden for de fleste et tabubelagt emne. En terminal kvindelig patient i hjemmeplejen lærte sygeplejerske Sabrina Bokvist Zwicki, at mødet med døden kræver åbenhed og nysgerrighed.

 

Sabrina Bokvist Zwicki
Foto: Søren Svendsen
I løbet af min uddannelse var jeg i klinik i hjemmeplejen. Her blev jeg tilknyttet en rask og rørig ældre kvinde, som var diagnosticeret med cancer, men sygdommen var i bero. Hun var en meget kreativ sjæl, og hendes bolig var fyldt med alverdens projekter, bøger og malerier.

Hun var et utroligt levende menneske; en livsnyder, der var sporet helt ind på, hvordan hun ønskede at leve sit liv, og under mine besøg blev jeg introduceret til både kunst og litteratur. Jeg blev løbende inddraget i hendes hverdag, og vi opbyggede stille og roligt en god og rar relation til hinanden.

Da jeg var kommet hos hende et godt stykke tid, brød hendes sygdom ud nærmest fra den ene dag til den anden. Det stod hurtigt klart, hvor det bar hen, og at der var tale om et terminalt forløb. For mig var det en voldsom erfaring at opleve, hvor hurtigt et liv kan slå om. Den ene dag var hun helt og aldeles velfungerende, den næste var hun døende, med alt hvad det indebærer.

Hun blev hurtigt meget afkræftet og plejekrævende. Som person havde hun hele livet været meget selvstændig og sat en ære i at gøre tingene selv, og derfor var det særlig svært for hende at affinde sig med, at hendes selvstændighed gradvist blev taget fra hende i takt med, at der blev flere og flere ting, hun ikke længere kunne.

I starten var det meget svært for hende at acceptere, at hun var døende. Hun var ensom og bange. Hvordan skulle det ske? Ville det gøre ondt? Ville hun dø alene? Alle disse spørgsmål meldte sig, og hun havde tusind tanker om sin situation, som hun løbende havde behov for at få vendt. Jeg var meget ung og havde ikke tidligere stået i sådan en situation, men i løbet af de måneder, hun levede, havde vi et utal af snakke.

Vi talte meget om døden, men også rigtig meget om det liv, der havde været. Vi vendte de helt eksistentielle spørgsmål om, hvorvidt hun havde opnået det, hun ville, og hvad hun forestillede sig, at der ventede på den anden side. Med tiden oplevede jeg, at hun blev mere og mere afklaret ved tanken. Hun fandt mere ro i, hvad det var, der skulle ske, og at det på sin vis var okay.

Jeg vil vove at påstå, at de fleste mennesker er bange for at dø, fordi man dør alene. Man er jo aldrig to om at dø, så på den måde er døden et meget ensomt begreb. Derfor skal vi turde møde det døende menneske på en åben og nysgerrig måde. Den åndelige omsorg er en virkelig vigtig og spændende del af sygeplejen, og mødet med min patient lærte mig, at døden ikke er farlig.

Det gav mig et sprog til at snakke om døden, og det lærte mig at turde tage den svære samtale. Det skaber tryghed at turde tage med ind i den døendes verden. For nogle kan det betyde, at rejsen bliver mindre ensom.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.

 

Emneord: 
Død

Studerende i praksis: "Vi arbejder ikke bare med kroppe, men med mennesker ... "

Det første møde med døden gør indtryk på den studerende. Senere i uddannelsen får kontrasten mellem synet på afdøde patienter i Danmark og i Tanzania hende til at overveje egne fordomme.

Camilla Sonne
Camilla Sonne
Privatfoto
På det seneste har døden fyldt meget i mine tanker.

På 5. semester bliver vi sat over for eksistentielle spørgsmål. Her får vi et rum, hvor døden får lov til at blive italesat.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg gjorde et dødt menneske i stand. Det var tilbage på 2. semester på et sengeafsnit. Jeg var med i plejen af patienten, som i flere dage havde været meget sovende. Da patienten var adipøs og havde et misbrug, krævede det en ekstra indsats fra min side som uerfaren studerende. Jeg fandt det hele besværligt og måtte arbejde en del med mine fordomme.

Den dag døden indtraf, gik en sygeplejerske og jeg ind til den afdøde patient. Det var en travl dag på afdelingen, men da vi trådte ind på stuen, opstod der en ro i rummet, som var anderledes end andre former for ro, jeg kendte til. Sygeplejersken guidede mig igennem istandgørelsen, som var en helt anden form for sygepleje end den, jeg før havde arbejdet med.

Mens vi gjorde patienten i stand og fik ham til at ligne sig selv mest muligt, blev afdelingens stress og jag glemt. Patienten fik vores fulde opmærksomhed og respekt, og vi behandlede ham værdigt. Sygeplejen fandt jeg både smuk og etisk korrekt.

Efter en to måneder lang klinikperiode i Tanzania står denne patientsituation og erfaring stærkere for mig.

I Tanzania har jeg oplevet sundhedssystemet i et udviklingsland, hvis kultur og værdier ligger fjernt fra det, vi kender herhjemme. Specielt gjorde det indtryk på mig, at når en patient gik bort, så syntes personen at blive tingsliggjort. Sygehuskulturen virkede overvejende præget af en biomedicinsk tilgang, og den afdøde var derfor blot endnu en krop. Jeg oplevede en tilgang til døden med mindre respekt for den afdøde.

For mig har oplevelsen understreget vigtigheden af sygeplejen i Danmark. Erfaringerne fra Tanzania har fået mig til at reflektere over, hvilke tanker og fordomme jeg havde i forbindelse med min første mors-patient. Fordomme om, at hans sygdom var selvforskyldt pga. livsstilen.

I vores hverdag arbejder vi ikke bare med kroppe, men med mennesker, som anses for at være unikke og uendeligt værdifulde, også når de er afgået ved døden. Det bør være underordnet, om den afdøde var medgørlig eller vanskelig; om han var en succesrig direktør eller en hjemløs alkoholmisbruger.

Jeg vil muligvis altid have fordomme, men det er vel o.k., så længe jeg anvender dem positivt til at reflektere over min sygepleje, og måden jeg møder mennesket på.

Som studerende i praksis og gennem resten af vores arbejdsliv vil vi opleve situationer, som vi efterfølgende vil reflektere over. Situationer, der vil give os et andet perspektiv på godt og ondt. Det vigtigste er, hvordan vi anvender disse refleksioner til fremadrettet at blive bedre studerende og i sidste ende bedre sygeplejersker.

Jeg har lært, at alle fortjener vores fulde respekt, uanset hvilket liv de har levet.

Camilla Sonne er sygeplejestuderende på 5. semester på VIA UC Viborg.

Emneord: 
Død
Sygeplejestuderende

Skal vi tale om døden?

Patienten var en ældre herre med kendt hjertesvigt og stødbar pacemaker (ICD). Både patienten selv og familien virkede ikke til at ville indse, hvor syg patienten egentlig var. Sygeplejerske Trine Morsing fortæller om det dilemma, det var, da en patient ikke ville tale om døden.
Illustration: Mikkel Henssel

Planen er, at hr. Clausen skal behandles i seks uger med antibiotika. Han er en ældre herre med kendt hjertesvigt, så han har fået opereret en stødbar pacemaker ind, som skal holde gang i hjertet, hvis det stopper med at slå. Det virker til, at han har et håb om at blive rask og komme hjem, og det virker, som om han ikke helt ved, hvor syg han egentlig er. Undervejs i forløbet responderer han ikke rigtig på behandlingen, og han svækkes mere og mere. Det går ikke den rigtige vej.

Din historie

Har du oplevet at stå i et etisk dilemma som sygeplejerske, og vil du gerne dele det med dine kollegaer, så skriv til redaktionen@dsr.dk

Patientens hustru og datter er meget på afdelingen, men fremstår også, som om de ikke har forstået, hvor syg deres mand og far er. Hr. Clausen og hans pårørende har flere gange i forløbet fået at vide, at det ikke ser ud til, at det går den rigtige vej. Det er blevet fortalt ved forskellige lejligheder, men primært ved stuegang af forskellige læger og sygeplejersker. Både lægerne og sygeplejerskerne oplever, at patienten selv afviste at ville tale om det, når man prøvede at komme ind på døden og det faktum, at det er den vej, det går.

Efter endnu et forsøg på at tale om det til stuegang begynder hr. Clausen i langt højere grad at give udtryk for at ville hjem. Til sidst indstilles behandlingen, ICD’en slukkes, og han kommer hjem. Alt dette arrangeres i løbet af bare én dag. Indtil denne beslutning blev taget, har en del af os været i tvivl om, hvorvidt han ville nå at komme hjem, da han ikke fik det bedre.

Så det svære ligger i, at hr. Clausen til at starte med giver udtryk for ikke at ville tale om døden, men at man som personale samtidig vil sikre sig, at det ikke kommer som en overraskelse, når vi må tale om, at behandlingen skal indstilles, hvilket bl.a. vil sige at inaktivere ICD-enheden.

For hvordan forbereder vi patienten på, at han skal dø, eller skal vi ikke det, når han virker afvisende overfor at ville tale om det?

Hr. Clausen er ikke patientens rigtige navn, red.

Svar

Edel Kirketerp, næstformand i Sygeplejeetisk Råd, svarer:

Dilemmaet beskriver, at læger og sygeplejersker ved flere lejligheder har oplyst såvel Hr. Clausen som de pårørende om sygdommens alvor, og hvordan personalet har ønsket at forberede parterne ved at tale om en evt. dødelig udgang på forløbet. Dog har parterne ikke ønsket at tale om døden som en konsekvens af sygdommens karakter. Umiddelbart kunne man forestille sig, at Hr. Clausen og de pårørende er fuldt bevidste om tingenes alvor, og får man hjælp ved hjertesvigt via en ICD (pacemaker), er man vel ret oplyst om farligheden.

Sygeplejerskens ønske om at forberede patienten på en dødelig udgang afvises af patienten og de pårørende. Her må sygeplejersken respektere Hr. Clausens ret til selvbestemmelse til at sige fra. Han siger vel reelt, at han ikke ønsker sandheden. Dilemmaet beskriver også, at patienten håber at blive rask og komme hjem, og her må sygeplejersken igen respektere Hr. Clausens ønske og behandle ham med værdighed ved aldrig at tage håbet fra ham og i slutfasen omgærde Hr. Clausen med omsorg ud fra, at han bliver en sårbar person. Man skal altid behandle et andet menneske som et mål i sig selv og ikke som middel.

Man kunne diskutere, om sygeplejersken ser det som sin pligt at ville forberede patient og pårørende på døden og dermed udvise faglighed eller vil skåne sin patient og pårørende for samtalen og ikke opfatte sig som en god professionel. For hvis skyld er samtalen så vigtig: Hr. Clausen og de pårørendes eller sygeplejerskens?

SER anbefaler dilemmaet drøftet i mono-/tværfagligt forum, gerne gennem støtte af De Sygeplejeetiske Retningslinjer med anvendelse af SER’s model til Etisk Refleksion

Emneord: 
Dilemma
Død
Dødshjælp

Gæstebøger bugner af taknemmelighed

Siden 2005 har patienter og pårørende på Rigshospitalet kunnet få luft for deres vrede, bekymringer, håb og drømme ved at skrive i gæstebogen, som ligger fremme i kirkerummet i stueetagen.

"Jeg tror på, at lægerne ved, hvad de gør. Jeg lægger mit liv i deres hænder … Men kære Gud, hvad gør man, når Danmarks dygtigste læger løber tør for behandlingsmuligheder? Hvad gør man så? Jeg beder dig give mig styrken til at fortsætte og modet til at kæmpe videre (…)"

Ovenstående citat er skrevet af en 18-årig patient i gæstebogen på Rigshospitalet. Siden 2005 har patienter og pårørende på Rigshospitalet kunnet få luft for deres vrede, bekymringer, håb og drømme ved at skrive i gæstebogen, som ligger fremme i kirkerummet i stueetagen. Mange bøger er blevet fyldt siden da, og flertallet af siderne er fyldt med taksigelser, hvilket egentlig har overrasket hospitalspræsterne lidt, fortæller hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen.

"Man kunne godt frygte, at mange ville have brug for at lufte deres frustrationer eller vrede over at blive syge, at det ville blive deciderede klagebøger, men det mest dominerende er "tak". Hilsnerne emmer af taknemmelighed," siger han.

De mange gæstebøger giver et unikt indblik i patienternes eksistentielle, åndelige og religiøse tanker på et tidspunkt, hvor flertallet er alvorligt syge eller døende, supplerer hans kollega Maria Baastrup Jørgensen:

"Både studerende og personale får nogle gange lov til at læse i dem, det giver indblik i en helt unik fortælling," siger hun.

I 2014 udkom bogen "Kirken på kanten – tro, når eksistensen udfordres", som bl.a. analyserer indholdet i de mange udfyldte gæstebøger indtil da og giver et bud på, hvordan folk, der ikke nødvendigvis går til gudstjeneste søndag kl. 10, forholder sig til Gud i deres skrøbelige og sygdomsramte tilværelse.

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Eksistenslaboratorium ruster personalet

Hospitalspræst på Rigshospitalet Maria Baastrup Jørgensen har i 2014 indledt et samarbejde med religionssociolog Majbritt Normann om at strikke et efteruddannelsesforløb sammen til medarbejderne.

I erkendelse af, at arbejdet med åndelige og eksistentielle temaer kan være en stor udfordring for sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, indgik hospitalspræst på Rigshospitalet Maria Baastrup Jørgensen i 2014 et samarbejde med religionssociolog Majbritt Normann for at strikke et efteruddannelsesforløb sammen til medarbejderne.

Resultatet blev de såkaldte eksistenslaboratorier, som er en serie af "laboratorier" af hver to timers varighed, som afholdes med ca. tre ugers mellemrum. Et hold består af 6-8 deltagere, gerne på tværs af faggrupper og specialer. I de tre laboratorier arbejder deltagerne via oplæg og øvelser bl.a. med at få justeret deres egne forventninger og forestillinger i relation til "den svære samtale". I den forbindelse inddrages i høj grad den sundhedsprofessionelles egne oplevede barrierer i forhold til at indgå i eksistentielle samtaler, det kan f.eks. være:

• manglende afklaring om egne værdier

• manglende naturligt sprog om eksistensen

• manglende tid til at yde eksistentiel støtte eller manglende viden om eksistentielle temaer.

Et eksistenslaboratorium tilrettelægges og afvikles af en laboratorieleder, som er uddannet i metoden og har en række øvelser, der kan inspirere holdets arbejde. Efteruddannelsesforløbet tilbydes nu medarbejdere på alle hospitaler i Region Hovedstaden, mens Enhed for Uddannelse, Efteruddannelse og Kompetenceudvikling, Center for HR Region Hovedstaden, også gerne vil have det udbredt til sundhedsprofessionelle i kommuner og almen praksis. Man har derfor netop samlet og udgivet materialet i bogen "Eksistenslaboratorium", som udkom på forlaget Eksistensen den 16. august 2018.

(Kilde: 7 og www.regionh.dk -> Skriv "eksistenslaboratorium" i søgefeltet til højre).

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Hvad signalerer du?

Den enkelte fagpersons tilgang til patienten er afgørende for, om patienterne får den åndelige omsorg, de har brug for.

Vibeke Østergaard Steenfeldt har af og til hørt forskere diskutere, hvorvidt troende sygeplejersker er bedre til at udøve åndelig omsorg end ikke troende.

"Det er dog ikke noget, jeg kan genkende i min egen forskning. Det afgørende er simpelthen den enkelte fagpersons tilgang til patienten," siger hun.

Trafiklys - er du rød, gul eller grøn

Rødt lys: Stop! Det bremsende signal. Sygeplejerskerne sender dette signal

• når hun ikke reagerer på de følere, patienten måtte sende ud for at sondere, om der vil være forståelse for et åndeligt behov

• når hun reagerer affejende, overbærende, bedrevidende eller bagatelliserende på sådanne følere

• når hun virker travl.

 

Gult lys: Vent! Det afventende signal. Sygeplejersken sender dette signal

• når hun lytter og stiller uddybende spørgsmål til noget, patienten har sagt, men ikke spørger ind til patientens åndelige velbefindende eller ønsker af åndelig karakter, uden at patienten har lagt op til det

• når ord, der vedrører tro, eksistens, religion, spiritualitet, kirke, præst mv., undgås i hendes spørgsmål og sprog, og når hun ikke informerer om besøg af præst og andre åndelige tilbud, medmindre hun bliver spurgt om det

• når hun ikke tilkendegiver eget standpunkt, forsøger at være neutral.

 

Grønt lys: Kom! Det inviterende signal. Sygeplejersken sender dette signal

• når hun lytter og stiller uddybende spørgsmål til noget, patienten har sagt og uopfordret spørger ind til patientens åndelige velbefindende og eventuelle ønsker af åndelig karakter

• når hun uopfordret informerer om besøg af præst, deltagelse i gudstjeneste og andre religiøse tilbud

• når hun tilkendegiver egne forudsætninger og muligheder for at være behjælpelig på det åndelige område

• når ord, der vedrører tro, eksistens, religion, spiritualitet, kirke, præst mv., naturligt indgår i hendes spørgsmål og sprog

• når hun giver patienten valgmuligheder og frihed til at sige fra og til.

(23)

I den forbindelse mener hun, at sygeplejersker kan blive klogere på deres egen tilgang ved at reflektere over deres praksis ud fra den model, sygeplejerske og forfatter Grete Schärfe udviklede tilbage i 1988 (se boksen "Trafiklys – er du rød, gul eller grøn?", red.) (23).

"Studiet viste bl.a., at de signaler, som sygeplejerskerne sendte, havde betydning for, om patienterne betroede dem deres åndelige behov eller ej. Modellen er udviklet dengang, man primært tænkte religiøs omsorg, men jeg mener, at den sagtens kan bruges i dag," siger hun.

For nogle kan det røde lys bunde i en frygt for at træde patienterne over tæerne eller blive afvist, men det er ikke nogen undskyldning, siger Vibeke Østergaard Steenfeldt, som i forbindelse med studierne til sin ph.d.-afhandling netop konfronterede en sygeplejerske på hospice med dette – om hun aldrig var bange for at blive afvist?

"Hun svarede nej, selvom hun nogle gange havde oplevet, at en patient blev vred, fordi hun var kommet for tæt på i forhold til at tale om døden. Her måtte sygeplejersken erkende, at patienten mistede tilliden til hende, og en kollega måtte tage over. Men hun sagde, at hun hellere vil gøre forsøget, hvis hun mente, det var det, der skulle til, og så risikere at mislykkes med det, end at hun ville lade være og så efterfølgende opleve, at hun skulle have forsøgt," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Signalerer man rødt lys, kan det også bunde i en følelse af utilstrækkelighed – af ikke at være godt nok klædt på til at hjælpe patienten med f.eks. bøn eller meditation.

"Berøringsangst kan skyldes, at man ikke selv er religiøs eller afklaret i forhold til f.eks. sin egen død. Men det må ikke hindre en i at hjælpe patienten. Vend den om – det er patienterne, der skal fortælle, hvad der er vigtigt for dem, og hvordan sygeplejersken kan hjælpe dem – personalet kan altid henvise patienterne videre til f.eks. imam eller præst, hvis det handler om noget religiøst, hvor man ikke selv kan bunde. Og det vil altid være individuelt fra sygeplejerske til sygeplejerske," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

 

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

bbbbbbbbbbbbbb

cccccccccccccccccc

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Eksistentiel kommunikation

Spørgeguiden til ”Eksistentiel Kommunikation i Sundhedsvæsenet” er i første omgang udviklet til almen praksis, men bliver nu også udbredt til sygeplejersker og andre faggrupper på Sygehus Lillebælt.

Spørgeguiden til "Eksistentiel Kommunikation i Sundhedsvæsenet" er i første omgang udviklet til almen praksis, men bliver nu også udbredt til sygeplejersker og andre faggrupper på Sygehus Lillebælt.

Formålet er at give de professionelle et kommunikationsredskab, som kan hjælpe dem med at begynde og afslutte en samtale om patientens eksistentielle problemer og ressourcer under alvorlig sygdom. Den indeholder forslag til temaer og spørgsmål, som i dansk forskning har vist sig at være relevante for patienterne, og som kan adresseres i en samtale med patienten.

Spørgsmålene kan enten stilles, som de er formuleret i guiden, eller de kan tjene som inspiration til at formulere egne spørgsmål. Det tager ca. 20 min. at komme igennem alle temaerne i guiden, men der vil være situationer, hvor det er godt at dvæle ved et eller flere af temaerne og foreslå patienten en opfølgning ved senere lejlighed.

Forslag til, hvordan sygeplejersker kan indlede samtalen:

"Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om, hvordan du har det, nu hvor du er blevet syg? Jeg kunne godt tænke mig at vide noget mere om alt det, der ligger rundt omkring selve sygdommen: Hvad sygdommen gør ved det, ved dit liv og dine relationer. At vi får talt om de her ting, kan gøre, at vi kan finde ud af, om der er noget, jeg kan hjælpe dig videre med, så du bedre kan håndtere din sygdom – og få mere ro i sjælen. Har du lyst til at tale med mig om det?"

 

1. Identifikation af
patientens problemer:

a.
Hvordan har du det? (Hvis patienten glider af på spørgsmålet eller kun refererer til fysiske symptomer, så prøv at gå mere i dybden med følgende spørgsmål: Hvordan er det at være dig lige nu?

b.
Hvad fylder for dig lige nu?

c.
Kan du godt finde ro?

d.
Når man bliver alvorligt syg, kan der opstå tanker om den uvisse fremtid, om man bliver rask og måske også, om der er en mening med, at man er blevet syg. Har du haft sådanne tanker?

e.
Mange kan komme til at opleve vrede (f.eks. mod nogle af os sygeplejersker eller andre professionelle, ægtefællen, Gud), fortvivlelse eller afmagt? Er det noget, du kan genkende?

f.
Er der følelser, som du synes er specielt vanskelige at håndtere? (f.eks. selvbebrejdelser, skyldfølelse, manglende tro på fremtiden).

g.
Er der noget, du går og tænker over, men som du ikke snakker med nogen om?

h.
Når vi ser mod fremtiden, er der noget, du særligt håber på? (Hvis patienten ikke kan blive rask, skal spørgsmålet fokusere på håb i forhold til andre opnåelige ting) f.eks.:

i.
Håber du på at få mere af din gamle hverdag tilbage/at få hverdagen til at fungere godt/bedre?

ii.
Håber du på at få mere ro og indre styrke?

 

2. Identifikation af
patientens ressourcer:

a.
Har du nogen eller noget, som du kan støtte dig til i din hverdag?

i.
Hvad giver denne støtte dig (er den kilde til trøst, mod, håb, omsorg)?

b.
Hvad har hjulpet dig i andre svære perioder, du har været i?

i.
Tror du, at det vil kunne hjælpe dig i den situation, du er i nu også?

c.
For nogle mennesker kan det give noget ro at tro på nogen/noget eller håbe på noget – er det også sådan for dig?

i.
Er der nogle bestemte aktiviteter (noget du gør), der kan give dig ro? (f.eks. en bestemt hobby, være i naturen, lytte eller spille musik, fysisk aktivitet, mindfulness, meditation, bøn, kirkegang, bibellæsning, etc.)

 

3. Handlingsplan og afslutning

a.
Hvad tror du vil kunne hjælpe dig i din nuværende situation?

b.
Hvordan kan jeg bedst være en støtte for dig i denne tid?

c.
Har du brug for at tale med andre (en psykolog/socialrådgiver/præst/imam/andre patienter/komme i en patientforening, en ven/veninde etc.)

d.
Har du brug for hjælp til at tage kontakt til f.eks. en psykolog/socialrådgiver/præst/imam/andre patienter/en patientforening etc.?

e.
Kunne du tænke dig, at vi taler mere om de her emner i en senere konsultation?

 

(Kilde: 21)

aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa

bbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbb

cccccccccccccccccccccccc

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte

Krav om nærvær, mod og eksistentiel kommunikation

Åndelig omsorg fungerer bedst, hvis sygeplejersker tør møde patienterne i deres lidelser og give lidt af sig selv. For nogle sygeplejersker falder det naturligt, andre kan lære det.
Modelfoto: Bax Lindhardt

For bare 10 år siden var åndelig omsorg i princippet tænkt ind i de faste rutiner på mange hospitaler. Ved indlæggelsessamtalen var der som udgangspunkt lagt op til, at personalet skulle spørge ind til patienternes kulturelle, religiøse og/eller åndelige behov på linje med f.eks. allergier, medicin samt toilet- og madvaner.

Lommeseddel

Lommesedlen er trukket fra it-tavlesystemet Patient Cetrea, hvor personalet udover bl.a. status på patientbelægning kan trække en liste med vigtigste data på patienterne, f.eks. navn, cpr-nummer, indlæggelsesdato og -årsag, diagnose, ordinationer m.m. Personalet kan desuden tilføje TOKS, plejetyngde og andre relevante informationer f.eks. andre diagnoser m.m. Patient Cetrea opdateres før hvert vagtskifte.

En undersøgelse fra 2008 viste dog, at punktet ofte var mangelfuldt dokumenteret i de svenske journaler (16). Og en dansk undersøgelse fra 2007 viste også, at mange sygeplejersker sprang emnet "kulturelle og åndelige behov over," når de brugte den såkaldte VIPS-model ved den obligatoriske indlæggelsessamtale (17).

I dag er punktet "Religion, kultur og tro" dog faldet ud af indlæggelsessamtalen, i hvert fald på Kolding Sygehus, hvor der i stedet figurerer et punkt om "psykosociale forhold", fortæller Mette Vestby Wiggers. Emnet er heller ikke at finde i journalens stamdata.

"Tidligere spurgte jeg automatisk ind til, om der var nogle særlige hensyn i forhold til kultur, religion og tro. De fleste svarede nej eller var almindelige kristne, men jeg har f.eks. haft Jehovas Vidner, som ikke måtte modtage blodtransfusioner, og muslimer, der ikke spiser svinekød. Opstår der særlige behov i dag, skal vi notere det direkte i journalen, eller vi kan oprette en plejeplan," fortæller hun.

"Det er egentlig både godt og skidt," supplerer Vibeke Østergaard Steenfeldt og uddyber:

"Som udgangspunkt mener jeg, at et evt. fast punkt under indlæggelsessamtalen kun udgør en lille del af det at udøve åndelig omsorg. Det er en lidt begrænsende og opsplittet måde at indsamle oplysninger på, hvor man kun får viden om det, der er bestemt på forhånd i stedet for at sanse, hvad der er på spil for patienten. Men det giver i det mindste anledning til at bringe patientens åndelige behov op. Så er det måske ikke så farligt eller privat at komme ind på det religiøse eller andre eksistentielle emner, heller ikke senere i forløbet."

For tidskrævende

Ud fra den fænomenologiske tankegang bør sygeplejerskerne dog være opmærksomme på patienternes "eksistentielle tilstand" i alle patientmøder – uanset om de finder sted på hospitalet, i plejecentret eller borgerens eget hjem. Nogle tænker måske, at det er for tidskrævende, men det mener forskeren ikke, selvom hun ofte hører argumentet fra sine studerende.

"Det kan være meget mere tidskrævende at lade være, men det er der som sådan ikke evidens for. Jeg har dog mange eksempler på, at det koster tid IKKE at tage tiden til det," siger hun og fortæller om en palliativ patient indlagt på hospice.

Klar tale og Calgary-Cambridge Guiden

Sygehus Lillebælts kommunikationskursus "Klar tale med patienterne" præsenterer bl.a. personalet for den evidensbaserede kommunikationsmodel Calgary-Cambridge Guiden, som vi bragte en sygeplejefaglig artikel om i Fag&Forskning nr. 1/2018, (18).

(Kilder: 19,20)

Patienten nærmest kommanderede rundt med sygeplejerskerne og beordrede dem til at åbne vinduet, lukke døren, lukke vinduet, åbne døren for så at starte forfra igen.

"Fra første dag hun var indlagt, flygtede personalet fra hendes stue. Efter nogle dage tog man samling og fandt ud af, at skulle patienten have en god tid, krævede det to ting: Masser af kærlighed og omsorg. De sygeplejersker, som kunne give hende det, tog sig af hende, og de gik først fra patienten, når hun havde ro på sig og med en aftale om, hvornår de kom igen. Så var der ro de næste to-tre timer, så sygeplejerskerne med sindsro kunne gå i gang med andre patienter uden at blive tilkaldt igen og igen," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Hvad er vigtigt for dig?

Mette Vestby Wiggers kender til travlhed og tidspres, bl.a. når hun har aftenvagt på sengeafdelingen med ansvar for fem-seks patienter. Her læser hun som udgangspunkt ikke patienternes journaler med det samme, men er udstyret med en lommeseddel (se boks "Lommeseddel", red.), hvor de væsentligste patientdata er noteret. Hun kan derfor indlede vagten med at spørge patienterne om, hvordan de har det i dag, og hvad der er særligt vigtigt for dem at få fulgt op på.

"Vi aftaler altid, at de skal kalde på mig, hvis de har brug for mig. Men når jeg begynder min vagt på denne måde, ved jeg, hvad der er vigtigst for patienten ud over den opfølgning og de ordinationer, som bare skal nås ifølge dagens stuegang. Det er noteret på lommesedlen. Jeg undgår at bruge min tid på at læse alt om patienten fra start af, og det er tit mere effektivt at læse journalen efter at have set og talt med patienten. Nogle få spørger, om jeg ikke har læst deres journal. Jeg svarer, at jeg kender de vigtigste data, men fortæller, at jeg bare godt lige vil høre, hvordan de har det, hvorefter jeg læser journalen," siger Mette Vestby Wiggers og tilføjer:

"Mange patienter er jo som akut syge blevet bragt ind til os med 112, og nu ligger de "bare" og venter under hjerteovervågning, måske på yderligere undersøgelser, mens medicinen gør sin gavn. Det er ofte en voldsom oplevelse, de har brug for at tale om, og det kommer nogle gange op her. Men som sygeplejerske skal man turde spørge patienten direkte: "Du ser ked ud af det – er der noget, du vil tale med mig om?" Kræver det en længere snak, end man umiddelbart har tid til, kan man med anerkendelse sagtens parkere snakken og aftale at komme tilbage senere," fortæller Mette Vestby Wiggers.

Åndelig omsorg og pårørende

De pårørende er ofte lige så berørte over sygdom og den måde, en diagnose kan påvirke tilværelsen på efterfølgende, som patienten. De deltager ofte mere eller mindre aktivt i samtaler mellem patient og behandlere og har også behov for at blive hørt. Også her er den sansende tilgang oplagt at bruge, mener Mette Vestby Wiggers: "Jeg kan godt finde på at spørge patienten, om jeg lige må tale med ægtefællen om, hvordan han/hun har det? De har jo oftest været med hele forløbet igennem og oplevet det fra den anden side af sengehesten. Når et familiemedlem bliver syg, bliver hele familien påvirket og har behov for støtte vejledning og omsorg," siger Mette Vestby Wiggers.

Både hun og Vibeke Østergaard Steenfeldt opfordrer til at bruge decideret familiesygepleje i relevante situationer. Netop "Familiesygepleje" var emnet for Trialogen i Fag&Forskning nr. 1/2018

(Kilde: 22).

Mette Vestby Wiggers beskriver sin første runde ved patienterne "som et forsøg på at lære patienten at kende og få opbygget en tillidsfuld relation". Men hun oplever også, at hun sparer tid ved den:

"Jeg kender patientens ønsker og behov fra start af, og jeg oplever, at det medvirker til, at patienten føler sig hørt og anerkendt. Når de kender planen for aftenen, har de mindre behov for at kalde med forskellige ting, som allerede er aftalt eller vil blive afklaret i løbet af vagten. Derfor mener jeg ikke, at manglende tid er en undskyldning for ikke at spørge ind til patientens åndelige tilstand eller behov," siger hun.

OK at vise følelser

En anden veldokumenteret begrundelse for, at sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle har svært ved at yde patienterne åndelig omsorg og støtte, er usikkerhed og manglende kompetencer. Personalet føler sig simpelthen ikke rustet til at indgå i samtaler med patienter, hvor religiøse og eksistentielle problemstillinger kommer op (7).

Vibeke Østergaard Steenfeldt anerkender følelsen af utilstrækkelighed og medgiver, at god åndelig omsorg kræver mod og nysgerrighed:

"I min optik er redskabet i åndelig omsorg i høj grad sygeplejersken selv og hendes egen sanselighed. Det handler om at have en åben og nærværende tilgang til patienten og ægte interesse for, hvad der rører sig. Her er mod også væsentligt," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt og henviser til sygeplejerske, underviser og forfatter Anne Elsebet Over-gaards beskrivelse af, hvad åndelig omsorg også er (12):

"Åndelig omsorg er at have mod til at gå med patienten ind i lidelsens rum og være der sammen med patienten". Det er åndelig omsorg i en sætning," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Ovenstående tilgang kræver nok også et lille opgør med nogle sygeplejerskers forestilling om, at det er uprofessionelt at vise følelser:

"Jeg synes, det er forkert at tro, at man er mere professionel, hvis man ikke giver noget af sig selv. Jeg mener, det er dybt professionelt, når man som sygeplejerske kan vise egne følelser og mærke, hvornår det er OK at give patienten en krammer eller omvendt holde sig væk, vel vidende at man selvfølgelig ikke skal påføre patienten sine egne følelser, så patienten kan føle ansvar for at skulle trøste sygeplejersken," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Forskning i eksistentiel og åndelig omsorg

I efteråret 2017 nedsatte Syddansk Universitet, SDU, formelt forskningsgruppen "Eksistentiel og åndelig omsorg". Gruppen har til formål at undersøge syge borgeres eksistentielle og åndelige behov og komme med bud på, hvordan sundhedsvæsenet bedst møder behovene gennem en strategisk og fagligt velfunderet sundhedsfaglig praksis, der prioriterer fokus på det hele menneske med alle dets mange behov – fysiske, psykiske, sociale og åndelige. Læs mere om gruppens aktuelle forskningsprojekter.

Sygeplejersken må altså ikke ende med at blive påvirket af patientens situation på en måde, som påvirker patienten negativt. Det er Mette Vestby Wiggers også meget bevidst om, især i sit arbejde med at opbygge en tillidsfuld relation med sine ambulante patienter.

"Her er jeg nogle gange nødt til at give patienten lidt af mig selv for at komme helt igennem, men jeg beholder altid min faglige kappe på. Jeg deler sjældent noget privat, men har jeg prøvet noget lignende, kan jeg godt sige det og tilføje, at jeg tror, jeg kan sætte mig ind i de følelser, patienten har lige nu," siger hun og uddyber:

"Men jeg kan også komme i tvivl – mister patienterne tilliden til vores faglige kompetencer, hvis vi bliver for personlige? Og jeg skal også passe på, jeg ikke kommer til at give for meget og dræner mig selv. Det er meget individuelt og handler om at læse den enkelte patient og situation," siger hun.

Hjælp til at leve godt og længe

I sin kommunikation og arbejde med sine patienter finder Mette Vestby Wiggers bl.a. inspiration i den evidensbaserede kommunikationsmodel Calgary-Cambridge Guiden (18) samt den systematiske "Spørgeguide til Eksistentiel Kommunikation i Sundhedsvæsenet" (se boksene "Klar tale og Calgary-Cambridge Guiden" og "Eksistentiel kommunikation", red.).

Spørgeguiden har netop til formål at hjælpe sundhedsprofessionelle med at begynde og afslutte en samtale om patientens eksistentielle problemer og ressourcer under alvorlig sygdom. Den lægger op til, at personalet på omkring 20 minutter systematisk kan afdække patientens problemer og ressourcer og lave en foreløbig handleplan, evt. med henvisning til f.eks. psykolog, præst, socialrådgiver eller patientforening.

Problemer af åndelig art

I december 2017 udgav Sundhedsstyrelsen nye anbefalinger for den palliative indsats for patienter med livstruende sygdom og palliative behov samt deres pårørende (24). Anbefalingerne skal skabe lighed i adgangen til de palliative behandlingstilbud overalt i landet uanset diagnose og løfte kvaliteten i indsatsen, særligt i forhold til den basale palliative indsats.

I anbefalingerne anvendes verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition af palliativ indsats og rehabilitering for voksne:

"Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art."

Derudover barsler Sundhedsstyrelsen også med særskilte anbefalinger for palliative indsatser til børn, unge og deres familier.

(Kilde: 24)

"Den indeholder en masse gode spørgsmål som "Hvordan er det at være dig lige nu? "Hvad fylder for dig?" Jeg bruger dem sjældent slavisk, men som inspiration, især ved dybere samtaler. Spørgsmålene hjælper mig med at få patienterne til at tale om det, der er vigtigt for dem, hvilket jeg i høj grad har brug for i mit arbejde," siger Mette Vestby Wiggers.

De ambulante patienter kommer typisk hos Mette Vestby Wiggers hver 14. dag i fire-seks måneder, mens de bliver optitreret i hjertesvigtsbehandlingen samtidig med, de skal have information om sygdom, symptomer, sund livsstil og styr på evt. tilbagevenden til job m.m.

"For at samarbejdet med patienten kan lykkes, er det meget vigtigt for mig at vide, hvem jeg sidder over for. Patienterne har jo en alvorlig kronisk sygdom, og jeg skal hjælpe dem til at leve så godt og så længe med sygdommen som muligt. Det hele skal passe ind i det liv, de allerede har," siger Mette Vestby Wiggers.

Vibeke Østergaard Steenfeldt har ikke selv arbejdet med spørgeguiden, men hun er ikke i tvivl om, at den er brugbar, når sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle skal udøve åndelig omsorg.

"Der findes ikke mange evidensbaserede og håndgribelige redskaber til dette arbejde. Langtfra alle har medfødte evner, men jeg mener, at man kan træne sig til meget. Der er meget at hente i at være god til at kommunikere," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt:

"Og nu, hvor jeg hører, hvordan Mette bruger spørgeguiden, tænker jeg, at eksistentiel kommunikation er et fantastisk redskab til at yde åndelig omsorg. Det er jo eksistensen, der er på spil for patienten, og eksistentiel kommunikation hjælper sygeplejersken til at tale med patienten om det, der er vigtigst lige nu," tilføjer forskeren.

Eksistentiel kommunikation

Spørgeguiden til "Eksistentiel Kommunikation i Sundhedsvæsenet" er i første omgang udviklet til almen praksis, men bliver nu også udbredt til sygeplejersker og andre faggrupper på Sygehus Lillebælt.

Formålet er at give de professionelle et kommunikationsredskab, som kan hjælpe dem med at begynde og afslutte en samtale om patientens eksistentielle problemer og ressourcer under alvorlig sygdom. Den indeholder forslag til temaer og spørgsmål, som i dansk forskning har vist sig at være relevante for patienterne, og som kan adresseres i en samtale med patienten.

Spørgsmålene kan enten stilles, som de er formuleret i guiden, eller de kan tjene som inspiration til at formulere egne spørgsmål. Det tager ca. 20 min. at komme igennem alle temaerne i guiden, men der vil være situationer, hvor det er godt at dvæle ved et eller flere af temaerne og foreslå patienten en opfølgning ved senere lejlighed.

Forslag til, hvordan sygeplejersker kan indlede samtalen:

"Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om, hvordan du har det, nu hvor du er blevet syg? Jeg kunne godt tænke mig at vide noget mere om alt det, der ligger rundt omkring selve sygdommen: Hvad sygdommen gør ved det, ved dit liv og dine relationer. At vi får talt om de her ting, kan gøre, at vi kan finde ud af, om der er noget, jeg kan hjælpe dig videre med, så du bedre kan håndtere din sygdom – og få mere ro i sjælen. Har du lyst til at tale med mig om det?"

Læs spørgeguiden

 

 

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

De 7 eksistentielle grundtræk

Den schweiziske læge og psykiater Medard Boss har beskrevet syv eksistentialer eller eksistentielle grundtræk, som i mere eller mindre grad hele tiden er på spil i ethvert menneskes væren-i-verden.

Rumlighed

Rumlighed betegner menneskets udfoldelse i rummet. I modsætning til ikke-levende objekter står mennesket i en sanselig og modtagende relation til de levende væsener og genstande, der omgiver det. Rumligheden er dobbeltrettet – man kan være både her og der. En sygdom kan begrænse menneskets mulighed for at udfolde sig rumligt, f.eks. kan livsudfoldelsen ændres til at være i et afgrænset fysisk rum, hvor den syge kan tænke tilbage på de daglige gåture i skoven eller sende en tanke til det hus, man ikke længere magter at bo alene i, så man i nuet har en oplevelse af at være netop der.

Tidslighed

Tid er knyttet til menneskets væren-i-verden ved at leve i nuet i forventning om fremtiden byggende på den tid, der er gået forud. Tiden er på den ene side en fast størrelse. Den er daterbar. Den er fælles, idet vi har en fælles forståelse af f.eks., hvad klokken er, hvor mange minutter der går på en time osv. Men på den anden side er tiden også mere individuel. Den er til noget – tid til at sove, tid til at ses, tid til at løse en opgave eller den tid, vi ikke har. Tiden kan være knap, hvis den er ved at rinde ud, og en pårørende skal nå at komme frem for at sige farvel. Tiden kan være lang, hvis man begrænset af sin sygdom har brug for hjælp, og den er for længe undervejs.

Kropslighed

Kroppen er mere end den fysiske krop, der er afgrænset af vores hud. Den afgrænses af den åbenhed, vi rækker ud efter verden med. Det er kroppen, vi sanser verden med, og sanserne rækker længere end det fysiske legeme. Nogle sanser rækker længere end andre, f.eks. høre- og synssansen. Boss bruger ordet krop både som navneord "en krop", som er den fysisk afgrænsede krop, og som udsagnsord "at kroppe sig", hvilket betegner det at række ud efter verden. Når et menneske rammes af sygdom, rammes den fysiske krop, og samtidig forandres den syges muligheder for at række modtagende ud efter verden.

Samværen

Samværen betegner det, at mennesket ikke eksisterer som et isoleret væsen. Vi er indlejrede i relationer med andre, uanset hvilken form disse relationer har, f.eks. om de er båret af nærhed eller fravær, af kærlighed eller had eller andre former og følelser. Som samværende væsener er vi fælles om at bære livet – eller døden. Sygdom kan begrænse menneskets muligheder for at udfolde samværen på måder, hvor det f.eks. bliver til ensomhed, men savnet og længslen kan netop knytte sig til den samværen, der ikke kan udfoldes.

Stemthed

Stemtheden er ikke en følelse, der skabes, men nærmere en stemning, der vækkes. Når mennesket som et sanseligt, åbent modtagende væsen møder mennesker eller genstande, vækkes nogle latente stemninger til live. Stemtheden kan have betydning for, hvordan man møder verden – f.eks. åbent, hvor man er klar til at modtage, eller begrænset, hvor det er svært at få øje på noget, der er godt at række ud efter, uanset om man mødes af glædelige begivenheder, sygdom eller andre svære livsomstændigheder.

Erindring – historicitet

Erindring har at gøre med at stå i et forhold til noget, der hører historien til. Erindring er noget andet end blot at huske noget. Selv om jeg har glemt noget, betyder det ikke, at det ikke eksisterer, eller at det er ude af min eksistens, men at det i øjeblikket er i baggrunden. At erindre noget er at visualisere noget og stå i et kropsligt forhold til det erindrede. Det er at genkalde sig noget historisk på en måde, så det kropsligt sanses igen. Vi bliver gennem erindringen sat i forbindelse med det erindrede, hvilket f.eks. kan have betydning, når alder, sygdom eller andet begrænser nogle andre muligheder for at række ud efter verden.

Dødelighed

Til forskel fra andre levende væsener eller genstande ved vi mennesker, at vi en dag skal dø. Derfor er vi nødt til at eksistere i et forhold til vores dødelighed. Ofte undgår vi døden – taler udenom, fortrænger eller undviger den på anden måde. Men dødeligheden er også med til at give perspektiv på livet. Hvis vi ikke skulle dø, ville vi aldrig opleve at miste. Det ville aldrig være for sent at gøre noget. Vores eksistens ville dermed få en helt anden karakter. Døden er en eksistentiel mulighed, der har betydning for vores måde at være i verden på. Den sætter andre eksistentielle muligheder i perspektiv.

Grundtræk påvirker den eksistentielle frihed

Ifølge Boss kan de syv grundtræk ikke ses som isolerede bestanddele af mennesket. De skal nærmere forstås som måder, mennesket rækker ud efter verden på – eller måder, den menneskelige eksistens udfolder sig på. De skal ses i en forenende helhed, der findes i ethvert menneskeligt fænomen. Ikke altid med samme og lige vægt – de kan være fremtrædende med forskellig styrke i forskellige livssituationer. Eksistentiel frihed – eller frihed til at række ud efter verden – indebærer, at grundtrækkene udfoldes i en forenende heling.

Når mennesket rammes af sygdom, kan dets muligheder for at række ud efter livet blive begrænset – den eksistentielle frihed begrænses. Samtidig med at nogle grundtræk begrænses, kan situationen åbne for andre grundtræk. F.eks. får samværen en anden dimension, når et døende menneske hjælpes ud i sin kolonihave, for at vennerne kan komme og sige farvel. Og et menneske, som er blevet lam i benene, får vakt en stemthed til live ved blot at opleve at kunne vippe med foden eller stå på benene i få sekunder. I dette perspektiv mener Boss derfor, at sygdomme ikke kan forstås udelukkende ved at forstå biologien og patofysiologien. Vi forstår først sygdommen helt, når vi forstår, hvordan sygdommen begrænser det enkelte menneske i at udfolde sine grundtræk.

(Kilder: 1,13,14)

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

 

 

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg