Åndelig omsorg er mere end religion

Åndelig omsorg er en del af den grundlæggende sygepleje og relevant for alle patienter uanset alder, diagnose og religiøs observans.

Religiøs, åndelig eller eksistentiel omsorg? Er det tre forskellige ting, eller er vi snarere ude i en "kært barn, mange navne"? Det spørgsmål er svært at svare ja eller nej til. Der eksisterer som sådan ikke én officiel definition på begrebet, som i denne Trialog primært benævnes åndelig omsorg, som omfatter både religiøse og eksistentielle problemstillinger.

De forskellige betegnelser kan ifølge Vibeke Østergaard Steenfeldt ses som udtryk for den udvikling, omsorgsbegrebet har gennemgået, siden fagbladet Sygeplejersken skrev om sygeplejersker og åndelig omsorg for 40-50 år siden til i dag.

Åndelig omsorg

I bogen "Åndelig omsorg – en lærebog" fra 2003 opererer sygeplejerske, forfatter og underviser Anne Elsebet Overgaard med de to norske sygehuspræster Stifoss-Hanssen og Kallenbergs definition af åndelig omsorg:

" … at være opmærksom på patienternes eksistentielle spørgsmål og ressourcer, at lytte til den mening, disse har i patientens livshistorie, og at hjælpe patienten i hans/hendes arbejde med eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hans/hendes eget livssyn".

(Kilde: 12)

I 1983 gav en af de danske sygeplejepionerer på feltet, Grete Schärfe, f.eks. sit bud på sygeplejerskers rolle i åndelig omsorg: "Åndelig omsorg er at imødekomme åndelige behov. Med et åndeligt behov mener jeg enhver faktor, som er nødvendig for at etablere og opretholde et menneskes levende, personlige forhold til Gud" (11).

"På det tidspunkt var åndelige behov lidt underforstået lig med religiøse behov. Dengang gik åndelig omsorg meget på religion, bøn og dermed også præstens rolle i denne omsorg, selv om en enkelt forfatter eller to så småt begyndte at foreslå, at begrebet måske skulle tolkes lidt bredere," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Den udvikling tog for alvor fart op gennem 1990’erne, hvor bl.a. to norske sygehuspræster, Stifoss-Hanssen og Kallenberg, beskrev, at patienternes åndelige behov ikke blot er religiøse, men også handler om de eksistentielle spørgsmål og bekymringer, der kan opstå hos ethvert sygt eller døende menneske, uanset om de er præget af religiøse aspekter eller ej (se boksen "Åndelig omsorg") (1,12).

"Udviklingen skal endvidere ses i lyset af, at andre faggrupper som fysioterapeuter, jordemødre og psykologer også er begyndt at arbejde med emnet. For 40-50 år siden havde sygeplejersker og præster nærmest patent på at udøve åndelig omsorg, men sådan er det ikke længere," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Sygdom påvirker livsudfoldelse

I sin ph.d. fra 2013 (1) ønskede Vibeke Østergaard Steenfeldt at undersøge, hvad det betyder for patienterne, når åndelig omsorg er en del af plejen på hospice (se også boksen "Lindring og bedre mestring", red.).

"Det var dog svært at undersøge, netop fordi vi mangler en fælles faglig begrebsforståelse. Jeg valgte derfor at kigge nærmere på, hvordan man kan forstå åndelig omsorg og gentænke begrebet. Og her kom jeg frem til, at åndelig omsorg er, når sygeplejerskerne hjælper patienten til livsudfoldelse," siger hun.

Mette Vestby Wiggers tilføjer:

"Det er en stor omvæltning, når man pludselig ikke er den og kan det, man var og kunne før. Her skal jeg hjælpe patienten med at tage elementer fra det tidligere liv ind i det nye liv. Patienten bliver gladere, og det giver en større chance for, at patienten har en positiv tilgang til behandlingen og resten af forløbet," siger hun.

Lindring og bedre mestring

Forskning viser, at åndelig omsorg kan lindre både fysiske og psykiske smerter samt føre til bedre mestring af f.eks. et palliativt forløb eller livet som kronisk syg. Omvendt viser forskning også, at mangel på åndelig omsorg kan gøre syge mere bekymrede og angste og give flere smerter.

Sygdom kan føre til voldsomme omvæltninger i patienternes liv, som ofte kalder på en ny måde at forholde sig til livet på. Her viser flere studier, at patienternes sindsstemning og livsopfattelse har stor indflydelse på deres velvære og mestringsevne (15). I fasen, hvor nye tanker om meningen med livet kan opstå, er det derfor vigtigt, at sygeplejerskerne er klædt på til at støtte patienterne.

I forhold til livsudfoldelse er Vibeke Østergaard Steenfeldt meget inspireret af den schweiziske læge og psykiater Medard Boss’ eksistentielle tilgang til medicin og psykologi. Han har bl.a. beskrevet syv eksistentialer eller eksistentielle grundtræk, som i mere eller mindre grad hele tiden er på spil i ethvert menneskes væren-i-verden: rumlighed, tidslighed, kropslighed, samværen, stemthed, erindring/historicitet og dødelighed (1,13,14) (se "De 7 eksistentielle grundtræk", red.).

"Og Boss siger, at vi aldrig kender en sygdom, før vi forstår, hvordan sygdommen begrænser patienten i at udfolde sine eksistentielle grundtræk. Når man bliver syg, bliver man begrænset på forskellige måder. Derfor er det også vigtigt, at sygeplejersker og andre fagprofessionelle finder ud af, hvilket menneske det er, de sidder overfor, og hvad det betyder for det menneske at være blevet syg," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Som eksempel giver hun bl.a. den ældre og meget sociale herre med hoftebrud, som for en tid vil være ude af stand til at bevæge sig ud af sin lejlighed og er bange for at blive isoleret. Hoftebruddet påvirker især hans rummelighed og samværen. Og så er der den 14-årige pige med en brækket arm, som giver hende en god undskyldning for ikke at deltage i idrætstimerne de næste seks uger. Bruddet påvirker hendes livsudfoldelse nærmest positivt.

"De har begge knoglebrud om end forskellige steder på kroppen, men bliver påvirket vidt forskelligt," siger hun og uddyber:

"Det handler om at komme til laget under de behov, diagnosen giver. At finde ud af, hvilke grundtræk der begrænses, og ikke mindst hvilke der kan udfoldes på trods af diagnosen og så hjælpe patienten med det; hjælpe patienten med at udfolde livet – uanset diagnose, og om der er kort eller lang tid tilbage," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Brug dine sanser

Forskningen beskriver to måder at udøve åndelig omsorg på: Den behovsorienterede og den fænomenologiske tilgang.

Ifølge Vibeke Østergaard Steenfeldt beskriver forskningen to måder at betragte og dermed også udøve åndelig omsorg på, nemlig den behovsorienterede og den fænomenologiske tilgang.

"Den behovsorienterede tilgang er den mest udbredte og traditionelle måde at beskrive og tilgå åndelig omsorg på. Åndelig omsorg opfattes som en konkret handling, der tilbydes og gives på linje med at tilbyde mad og drikke til en sulten patient eller smertelindring til en patient med fysisk smerte," fortæller lektoren, som selv finder den tilgang lidt utilstrækkelig:

"Hvis man som sygeplejerske arbejder ud fra at identificere, hvilke typer åndelige behov en patient har, er der fare for, at man kun identificerer de behov, man selv har fantasi til at forestille sig. Det bliver meget konkret, og de religiøse behov er nok mere konkrete at forholde sig til – f.eks. behovet for bøn eller samtale med en præst. Når åndelig omsorg tænkes meget konkret, oplever jeg en tendens til ofte at tænke i religiøse praksisser, hvor åndelig omsorg af nogle sygeplejersker ses som f.eks. sygehuspræstens opgave. Her kan sygeplejersken måske komme til at overse andre eksistentielle problemstillinger," siger hun og uddyber:

"I forskningslitteraturen beskrives åndelige behov ofte som håb, mening og lignende. Men den type behov er svære at få øje på og beskrive som behov, man kan hjælpe patienten med."

"Jesus hjælper mig"

Den fænomenologiske tilgang, som Vibeke Østergaard Steenfeldt også breder ud i sin ph.d.-afhandling (1), handler netop ikke om, at sygeplejerskerne skal identificere og herefter opfylde nogle religiøse eller eksistentielle behov hos patienterne. Det handler mere om at sanse, hvad der er på spil for patienten i lige præcis den situation, patienten er i nu.

"Som jeg ser det, er det vores fornemmeste opgave at hjælpe patienten med at finde frem til, hvad der er på spil lige nu. Viser det sig, at patienten f.eks. har brug for hjælp til bøn, skal vi nok understøtte ham i det. Men det kan lige så vel være angsten for at komme hjem eller frustrationer over at være begrænset i udfoldelsen af det liv, man havde før sygdommen, der er på spil," siger hun.

Ovennævnte tilgang benytter Mette Vestby Wiggers sig af overfor både indlagte og ambulante patienter.

"Når vi f.eks. har gennemgået en ambulant patients sygdomshistorie, spørger jeg som udgangspunkt altid ind til, hvem patienten er. Hvem var du, før du blev syg? Hvad er vigtigt for dig? Det er sjældent, patienterne bringer deres religion op, men forleden stod jeg med en udenlandsk patient med hjertesvigt på sengeafdelingen. Han var meget syg, og da jeg spurgte ind til, hvordan han havde det, svarede han "Jesus hjælper mig"," fortæller Mette Vestby Wiggers og fortsætter:

"Det skulle jeg lige tænke lidt over. Men jeg valgte at gribe chancen og spørge ind til, hvordan han brugte Jesus, og hvilken betydning Jesus havde for ham. Patienten sagde, at han havde set ham og bad til ham. Han troede på mirakler og mente, at Jesus ville hjælpe ham gennem den svære tid. Da jeg vidste det, kunne vi lave en aftale om, at han skulle give et tegn, hvis jeg kom ind på stuen, mens han bad, så han kunne bede færdig, uden jeg forstyrrede," siger hun.

Vibeke Østergaard Steenfeldt er ikke i tvivl:

"Det er i høj grad den sanselige tilgang, du benytter her. I det øjeblik patienten åbner op og siger noget, sanser du, hvad der er på spil, griber det og gør noget ved det for at hjælpe patienten," siger forskeren.

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Nybagte mødre kan også have ondt i eksistensen

Patienters behov for åndelig omsorg er især udtalt i forbindelse med alvorlige eller livstruende sygdomme, men også ved markante transitioner i livet som f.eks. det at blive mor.

Alle patienter kan mere eller mindre ubevidst have behov for, at sygeplejersken eller andre sundhedsprofessionelle som minimum giver dem tilbud om at berøre eksistentielle spørgsmål og problemstillinger.

Nogle vil måske afslå, men ifølge international forskning er åndelig omsorg især relevant for og ofte også en naturlig del af plejen af palliative patienter (9). Når mennesker konfronteres med døden og livets skrøbelighed, opstår der ofte store eksistentielle spørgsmål som Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med livet? Hvorfor lige mig? Findes der en gud? Patienterne kan desuden blive angste, f.eks. for at dø i store smerter, og også her er der behov for at sætte ind med åndelig omsorg, pointerer Vibeke Østergaard Steenfeldt:

"Det kan fylde meget for nogle, men når først patienten har fået luftet sin angst, og personalet tager angsten alvorligt og fortæller, at patienten vil få den lindring, der er behov for, finder mange fred med lige præcis det punkt og er en bekymring lettere," siger hun.

"Jeg er helt enig," supplerer sygeplejerske Mette Vestby Wiggers, som kan genkende problemstillingen fra sin professionelle gang på Hjertesygdomme Senge og Ambulatorium på Kolding Sygehus. Hun uddyber:

"Det er noget, vi også skal blive bedre til at tale med patienter med kronisk sygdom om tidligere, end vi gør i dag. Vi er ofte meget fokuseret på den livsforlængende handling, men angsten for at dø fylder meget hos mange, så vi skal i den retning, du taler om, noget tidligere. At vi kan lindre smerterne og garantere, at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at de ikke skal lide. Dét er vigtigt for patienterne," siger hun.

"Lige præcis," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt og fortsætter:

"Spørger patienten direkte, om de dør af det her, skal man selvfølgelig ikke lyve. Man skal hjælpe dem med at få det bedste ud af det liv, de har lige nu. Nogle er bange for at tage håbet fra patienterne, men omvendt kan man jo også være med til at tænde et nyt håb."

Nybagte mødre beder også

Behovet for åndelig omsorg eksisterer dog hos mange andre patientgrupper, f.eks. den nydiagnosticerede patient med kronisk sygdom som KOL eller diabetes. At få sygdommen som fast følgesvend resten af livet kan også skabe frustrationer og overvejelser af eksistentiel karakter, bl.a. fordi sygdommen kan føre til begrænsninger i patientens livsudfoldelse, jf. artiklen "Åndelig omsorg er mere end religion".

Men selv mere positive transitioner som f.eks. det at blive mor kan skabe grobund for eksistentielle overvejelser og bekymringer, viser en dansk ph.d.-afhandling fra 2015 (10). Her blev 913 førstegangsmødre spurgt om, hvordan det at blive mor havde påvirket dem. Blandt de 517, der svarede, angav flere end 75 pct. f.eks., at de tænkte mere på liv og død, og 64 pct. svarede, at de var kommet til at tænke på noget større end sig selv.

Derudover kom de mange eksistentielle tanker til udtryk i, at hele 65 pct. af mødrene svarede bekræftende til, at de 6-12 mdr. efter fødslen jævnligt bad en bøn, mediterede el.lign. Og til forskernes overraskelse var det ikke svarmuligheden "meditation", der fik størst tilslutning, men derimod muligheden "bøn som en indre dialog henvendt til Gud" (10).

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

 

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fødsel
KOL
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Jeg lod ham komme for tæt på"

At håndtere mennesker i sårbare situationer bliver for de fleste sygeplejersker en del af hverdagen. For Jane Stærkær blev mødet med en særlig patient dog til en værdifuld erfaring om, at man skal passe på med at give for meget af sig selv.

Jeg har en patient, jeg nok altid vil huske. Det er efterhånden mange år siden nu, men han har stadig en ganske særlig plads i mit hjerte – ikke mindst på grund af den lektie, han lærte mig.

Som sygeplejerske i hjemmeplejen er det naturligt, at man på en måde bliver en del af menneskers liv, når man kommer i deres hjem over lange perioder. Men lige præcis denne patient kom til at fylde en del mere end normalt, og dét nærmest allerede fra starten, selvom forløbet med ham endte med at strække sig over ca. halvandet år.

pjag_janestaerkaersp47624f
Jane Stærkær
Foto: Claus Bech
Han var en ældre mand, som var meget syg. Han havde ALS og boede sammen med sin kone, men havde brug for både pleje og socialt samvær. Vi havde en fantastisk kemi, som hurtigt kom til at skinne igennem, når vi var sammen.

Med tiden blev han næsten som en slags bedstefar for mig. Vi talte om mange ting sammen, og jeg må indrømme, at vores relation blev mere personlig end det normale forhold mellem sygeplejerske og patient.

Derfor ramte det mig også hårdt, da han døde. Det var ikke som at miste et familiemedlem, men det var bestemt heller ikke som at sige farvel til en hvilken som helst patient.

Jeg plejer normalt at have det godt med den sidste tid i mine patienters liv. Det er naturligvis aldrig morsomt, når nogen dør, men jeg er som regel god til at håndtere det som fagperson. Det kunne jeg ikke helt med ham.

Da det hele var overstået, sad jeg tilbage med en noget ambivalent fornemmelse. Jeg følte faktisk, at jeg havde opført mig uprofessionelt. Det var ikke sådan, at forholdet til min patient ligefrem var upassende, men jeg følte måske, at jeg ikke havde holdt en faglig distance. Dét gik mig oprigtigt på.

På den anden side havde vores særlige forbindelse bevirket, at jeg nogle gange havde nemmere ved at overtale ham til ting, end de andre sygeplejersker kunne. Det var jo trods alt ikke så dårligt. Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om, at jeg ikke altid havde handlet, som jeg burde.

Siden dengang har jeg været meget opmærksom på, at jeg ikke lader nogen komme så tæt på igen. Vi sygeplejersker kan selvfølgelig ikke undgå alt socialt samvær med patienterne – og dét skal vi heller ikke. Men der er en hårfin grænse mellem professionelt og personligt, som jeg aldrig siden har overtrådt. Ikke alene kan det gå ud over fagligheden, det ville også være alt for opslidende, hvis jeg skulle rammes så hårdt, hver gang én af mine patienter dør. Det ville jeg ikke kunne holde til.

Jeg er stadig taknemmelig for, at jeg mødte min helt særlige patient. Minderne vil jeg også altid værdsætte. Men jeg er måske endnu mere taknemmelig for, hvad han lærte mig om at være sygeplejerske.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

 

Emneord: 
Død
Hjemmesygepleje

Læserbrev: Forskellige ritualer omkring døden

Døden på et plejehjem kan foregå værdigt og være ledsaget af smukke ritualer. Kommentar til Eftertanken ”Nu er det nok” i Fag&Forskning nr. 1/2018.

Der vil være steder med den holdning og adfærd, som bliver beskrevet (i Eftertanken i Fag&Forskning nr. 1, red.), men jeg oplevede det helt anderledes, da min mor døde i oktober 2017 på et plejehjem under OK-fonden.

Min mor blev 89 år, tiltagende svag, hun havde synkebesvær, sondemad, sonden seponerede hun, og det endte med lægebesøg, hvor vi skulle drøfte permanent sonde.

Her sagde min mor stop, hun kendte konsekvensen og døde efter en uge uden sonde, uden føde og med indtag af minimal væske fra 200 ml i døgnet til få dråber, men hun var klar undtagen de sidste to døgn.

Omsorgen for mor og for familien var fin med orientering og støtte, og vi blev i god tid mindet om at beslutte, hvilket tøj mor skulle have på.

Et er, at jeg er sygeplejerske, det er alligevel godt, at personalet husker, at man er pårørende først og siden sygeplejerske. Oplysninger blev givet med respekt for den viden, jeg havde i forvejen. Dagen efter dødsfaldet blev der sat en lygte med lys udenfor døren, den var der i flere dage. Personalet spurgte, om mor skulle synges ud, og vi havde en smuk ceremoni, hvor det personale, der kunne være med, kom, også fra kontoret og fra en fridag.

Én beboer var med, og alle havde lejlighed til at sige farvel, for mor lå i åben kiste.

De gik ud undtagen bedemanden og jeg, der blev lagt låg på kisten, som så skulle ud.

Jeg troede, at alle var væk, næh nej, man stod respektfuldt og ventede og fulgte kisten, som havde det været en bisættelse.

Også ved tømning af bolig var der omsorg og støtte.

Plejehjemmet fik en pyntegenstand med beskrivelse af historien, man var glad for det, for som de sagde, "vi vil jo også gerne have nogle minder om din mor". Dødsfaldet blev efterfølgende nævnt i beboerbladet. Så ritualerne kan være meget forskellige. Men personalet vil sjældent have tid til at tage med til bisættelse/begravelse, heller ikke når det sker lokalt.

Ovenstående er en kommentar til klummen "Eftertanken" i Fag&Forskning nr. 1/2018: "Nu er det nok" af fagredaktør jette Bagh, Sygeplejersken.

Emneord: 
Død

Studerende i praksis: "Hvilken tilstand og død skulle jeg være vidne til? Hvordan ville jeg reagere?"

De fleste husker det første møde med døden. For den studerende er det korte forløb hos en døende kvinde en rejse fra angst til tryghed i samvær med kvinden og hendes voksne datter.

studprax_marie-wemmelund
Marie Wemmelund, 5.-semesterstuderende
Privatfoto
"Åh, det var godt, I kom – jeg har allerede vækket hende tre gange." Sådan udbrød datteren spontant, da vi ankom til det, der senere skulle blive min første oplevelse med døden i professionel sammenhæng.

Min kollega og jeg var blevet bedt om at tage ud til en ældre kvinde, der lå for døden. Vi havde fået at vide, at kvinden havde svært ved at trække vejret på grund af ekspektorat, men at vi skulle smertelindre hende, så hun kunne få en fredelig død.

Der kørte omkring en million tanker rundt i hovedet på mig, da jeg sad i bilen. Jeg rystede lidt og havde iskolde hænder og var faktisk temmelig spændt på, hvad der skulle ske. Hvilken tilstand og død skulle jeg være vidne til? Hvordan ville jeg reagere? Ville jeg blive ked af det? Begynde at græde, fordi de pårørende græd? Eller ville jeg kunne forholde mig professionelt og være til stede udelukkende for den døende og for de pårørende?

Da vi kom ud til det lille gule hus, stod det lysende klart, at det var en datter i dyb krise over at skulle miste sin mor, som havde ringet efter hjælp. Kvinden, vi kom ud til, lå lige så fint i sin seng. Hun trak vejret besværet. Min kollega hviskede i mit øre, at vi ville blive, til hun havde udåndet, da der ikke var lang tid igen. Ved at blive kunne vi skabe ro i hjemmet.

Uden egentlig at have talt om procedurerne delte min kollega og jeg os op. Hun havde vagttelefonen med og blev nødt til at ringe sammen med en læge om en anden dårlig borger, så jeg stod pludselig alene. Jeg satte mig helt hen til kvinden og tog hendes hånd i min, så hun kunne mærke mit nærvær. Hun var begyndt at blive spids om næsen, men hendes hånd var væsentligt varmere end min. Mens jeg sad der og fulgte hendes puls, begyndte datteren at fortælle mig om deres liv i den lille by og den sidste tid med moderens sygdom. Hun havde altid boet sammen med sin mor og fulgt hende på sygehuset det sidste år. Hun var nervøs for, hvad fremtiden skulle bringe.

Det var, som om tiden gik i stå, mens vi talte sammen i moderens værelse. Det var på mange måder nogle meget fredsommelige minutter både for den studerende og den pårørende, der sad stille med den døende kvinde imellem sig. Vi var begge to nye i det, der skulle ske. Jeg, som studerende, var ny i forhold til at skulle forholde mig professionelt til døden, og datteren var ny i det at skulle tage afsked med sin mor. Det var to forskellige udgangspunkter, vi havde til døden og situationen. Men der var også noget fælles, for døden er et fælles vilkår.

Kvinden åndede stille ud efter en time i trygge omgivelser, hvor stilheden langsomt tog over. Tilbage sad to personer, som på hver sin måde havde rykket sig efter denne oplevelse. Vi åbnede stille vinduet for at give hendes sjæl fred og hjalp hende den røde kjole på.

Marie Wemmelund er 5.-semesterstuderende på Diakonissestiftelsen.

 

Emneord: 
Død
Sygeplejestuderende

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Hans rynkede hånd var blevet blå og kølig i min"

På sin første arbejdsdag som sygeplejeelev for 55 år siden fik Didde Kock Hansens møde med en døende patient betydning for resten af hendes lange sygeplejeliv.
Didde Koch Hansen
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Klokken var syv, da jeg trådte ind ad hovedindgangen på Gram Sygehus for at begynde min allerførste arbejdsdag efter to måneder på sygeplejeskolen. Jeg var 20 år og spændt på, hvad dagen ville bringe. Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg blot tre timer senere fik en oplevelse med en patient, som havde betydning for resten af mit virke som sygeplejerske.

pajag_2
Didde Koch Hansen i 1963.
Privatfoto
På slaget 10 var der stuegang. Da vi havde stået ret for overlægen, begyndte de øvrige sygeplejersker, sammen med overlægen og reservelægen, stuegangen. Jeg var kun sygeplejeelev, så jeg skulle ikke med. Uden videre information blev jeg sat til at se efter en ældre mand. Han hed Peter. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men hans skrøbelige krop nærmest druknede i hospitalsdynerne. Der var stille på Peters stue. Lyden af metalvogne og træskoskridt ude fra gangen var forstummet, da stuegangen begyndte. Pludselig begynder Peter at hive efter vejret. Hans hurtige, overfladiske vejrtrækning er typisk for mennesker, der nærmer sig afslutningen, men det vidste jeg ikke – døden var ikke noget, man overhovedet beskæftigede sig med på sygeplejeskolen. Ét var jeg dog klar over: At den var helt gal. Med rystende hænder trak jeg i snoren efter hjælp, flere gange. Der kom ingen. Alle var på stuegang. Jeg satte mig ned ved Peters side og tog hans hånd. Den ældre mand slog øjnene op og stirrede på den hvide væg. Jeg klemte om hans hånd, men jeg ved ikke, om han registrerede mig. Få sekunder efter blev hans øjne matte. Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Aldrig havde jeg følt mig så alene og magtesløs.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

Hans rynkede hånd var blevet blå og kølig i min, da personalet vendte tilbage fra stuegang. Det blev konstateret, at Peter var afgået ved døden, og jeg kunne gå. Ingen af mine kolleger nævnte nogensinde episoden. Da min arbejdsdag var omme, gik jeg hjem. Alle sygeplejeeleverne boede i samme bygning som sygehuset, på elevgangen, som lå oppe under det røde teglstenstag. Jeg talte med mine elevkammerater om, hvad jeg tidligere på dagen havde oplevet. Det havde jeg brug for. Da jeg om aftenen lå i min seng, tænkte jeg på Peters tomme stue på etagen under mig.

Oplevelsen skræmte mig ikke fra at være sygeplejerske. Tværtimod havde den tændt en lille flamme af raseri i mig, der ikke ville acceptere, at døden var noget, man bare tog så let på og tiede ihjel.

Femten år senere arbejdede jeg som afdelingsleder på et plejehjem i Aarhus. Her var jeg med til at indføre retningslinjer, som bl.a. gik ud på, at ingen døende skulle være alene, og at det ikke var hvem som helst, der skulle sidde ved den døendes side, men en medarbejder, som patienten rent faktisk kendte. Og så har jeg selvfølgelig aldrig efterladt mine elever i samme situation som den, jeg selv blev kastet ud i.

Meget har forandret sig på 55 år, men som sygeplejerske kommer man ikke udenom døden. Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker jeg har lukket øjnene på i mit lange sygeplejeliv. Men Peter og hans matte øjne vil altid stå klarest for mig.

Peter er ikke patientens rigtige navn.

Emneord: 
Død
Sygeplejestuderende

Føljeton: Patienten, jeg aldrig glemmer

Nu er det nok

Døden på plejehjem. Når et menneske dør på et plejehjem, kan ritualerne omkring dødsfaldet spænde fra ingen til at synge beboeren ud sammen med dem, der kan og vil.

ff1-2018_jettebagh
Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken
Storcenter, indkøbscenter, plejecenter. "Et sted, hvor særlige aktiviteter er samlet, ofte en institution hvor der foregår f.eks. forskning, undervisning, behandling eller sportsudøvelse…" Sådan står der, når man søger på ordet center. Engang hed det et plejehjem, nu er det altså et center. Måske i erkendelse af, at det aldrig bliver et hjem. Men vi lader som om. Beboerens hjem siger vi, og ord som respekt og autonomi følger hurtigt efter. Døden i centret er dog forskellig fra døden i et hjem. Og traditionerne, når en beboer er død, er også anderledes.

Tag nu bare Martin. Han er en mand med holdninger, og det demonstrerer han også, da livet er ved at være forbi.

Han er blevet 102 år gammel, og en lungebetændelse raser i hans gamle krop. Han vil ikke behandles. "Nu er det nok", siger han. Børnene tager hans udsagn til efterretning, og Martin dør en tidlig majdag. På plejecentret fortæller personalet familien, at de skal tale med en bedemand- eller kone om bisættelsen, og at de, selv om det lyder lidt ufølsomt, gerne må tømme Martins lille lejlighed senest søndag, så maleren kan komme i gang.

"Der er kø til den sidste station," tænker sønnen.

Familien inviterer kontaktpersonen og de personalemedlemmer, der har lyst, med til bisættelsen. "Det plejer vi aldrig," lyder det fra en i gruppen.

Martins plads for bordenden er tom ved frokosten den dag i maj, beboerne spørger ikke efter ham, og personalet fortæller ikke noget, men beboerne ved, at han er død. Rygtet løber gennem de grågule gange med falmede reproduktioner af Monets åkander. Men ingen lys, blomster eller sang markerer et farvel – og tak – til Martin, som har boet på centret i ni år. Kontaktpersonen, som kendte Martin bedre end de andre, spiller banko med fem gamle kvinder, da Martin for sidste gang er i centrum i den nærliggende kirke fire dage senere.

I centret er der ingen traditioner, da Martin "er gået bort", som en beboer udtrykker det. Personalet vil gerne skåne beboerne fra det hyppige møde med døden, og Martin er på ingen tid retoucheret ud af livet uden eftermæle.

Meget kan nås på to år og otte måneder

Personalet spiller en væsentlig rolle, når en beboer dør. Samtalen om døden, ønsker for begravelsen, behovet for palliation og samarbejdet med familien er måske, måske ikke afklaret med det gamle menneske inden. Og udtrykket en værdig død? Hvordan forstås det af ledelsen, de enkelte medarbejdere og den gamle, og hvordan skal værdigheden udmøntes i handling?

Generelt er beboere i gennemsnit 84 år, når de flytter ind, og de lever i snit to år og otte måneder på et plejecenter. Det er tid nok til at behandle de gamle omsorgsfuldt og skubbe på udvikling og forskning, der kan gavne dem. Samfund og sygeplejersker skal vide mere om, hvad der foregår på plejehjemmene, og mange flere må gerne se en udfordring i at arbejde på et. Det kræver kollegialt fællesskab og efteruddannelse at tiltrække de kvalificerede, men det må være muligt. Det kan ikke være rigtigt, at døden på hospice er luksusudgaven, mens døden på plejehjem foregår på anden klasse.

Eftertanken er en personlig tekst, der kan stille virkeligheden på hovedet og anvende humor og fortællinger i den hensigt at skabe eftertanke.

Litteratur:

  • Nielsen KT. Døden på plejehjem. En Foucault inspireret undersøgelse af diskursen om døden og pleje af døende på danske plejehjem i dette årtusinde. Afdeling for sygeplejevidenskab. Institut for folkesundhed, Aarhus Universitet 2009.
  • Raunkiær M, Thimm H. Livet og døden på plejehjem, in Gerontologi. Aldring og ældre – forskning og udvikling 2008;(3) årgang 24:4-7.
  • Raunkiær M. Forestilling og erfaringer om døden på plejehjem. Klinisk Sygepleje 2010;(1): 51-61.

Enhver, der arbejder med ældre, ved at det er svært at flytte på plejehjem.

  •  I filmen ”Den Sidste Station” fra 2010, sættes der fokus på dette emne gennem et portræt af tre kvinder; Alma, Magna og Elisabeth, og deres meget forskellige oplevelser med det at forlade deres hjem og blive plejehjemsbeboere på Betaniahjemmet, Frederiksberg.

Instruktør: Jacob Jessen, Producer: Julie Sophie Vang, Varighed: 35 min.

Emneord: 
Død
Plejecenter

Patienten jeg aldrig glemmer: De går ud for at græde, fordi jeg skal dø ...

Sygeplejerske Mette Poulsens møde med en uhelbredeligt kræftsyg dreng lærte hende, at børn opfatter meget mere end voksne tror.
Foto: Nils Lund Pedersen

Som relativt nyuddannet sygeplejerske arbejdede jeg på infektionsmedicinsk børneafdeling. Der var et enormt stort flow af patienter. På afdelingen var der isolationsstuer, som også nogle gange blev brugt til børn fra andre afdelinger, hvis de f.eks. havde været udsat for smitte eller selv var smitsomme.

På disse isolationsstuer var der tit brug for en fast vagt, da børnene her ofte var meget syge og krævede meget overvågning samt pleje og behandling. Den omtalte patient, som jeg aldrig vil glemme, var en dreng på fem år, som egentlig var indlagt på den onkologiske børneafdeling med leukæmi. Drengen var uhelbredeligt syg af kræft, og det var sikkert, at han ikke kunne helbredes og kun havde kort tid tilbage at leve i. På grund af et udbrud af skoldkopper skulle drengen være indlagt på en isolationsstue.

Forældrene var på stuen næsten hele tiden, men når de skulle ud at spise, trække frisk luft eller andet, så gik vi som personale ind for at være hos drengen, da han ikke skulle være alene på stuen. En dag var det mig, som sad vagt hos drengen. Han var en sød og kvik dreng, som var særlig at snakke med, da han havde mange betragtninger om stort og småt, som ikke virkede naturlige for en femårig dreng.

Det er lidt svært at forklare det, men jeg husker, at jeg spurgte, om jeg skulle læse en historie for ham, men det ønskede han ikke. Han ville bare gerne snakke om alt muligt. Det var næsten som at snakke med en voksen. Så vi snakkede lidt om lidt af hvert.

Title

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Eller det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds?

Bidrag med stærke erfaringer fra dit møde med en patient, som gjorde et helt specielt indtryk og gav dig ekstra motivation og handlekraft. Fortæl de væsentlige og vedkommende historier fra virkeligheden, der illustrerer, at professionel sygepleje og gode menneskelige relationer mellem sygeplejerske og patient nytter.

Skriv og fortæl om patienten, du aldrig glemmer. Længde; max. 3.000 anslag.

Skriv til: redaktionen@dsr.dk

Skriv i emnefeltet: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

Senere kom hans forældre tilbage efter deres ærinde og spurgte, om det var i orden, at jeg blev der lidt længere, for så ville de lige gå ud at ryge.

Da de var gået, sagde drengen: "Jeg ved da godt, hvorfor mor og far går ud hele tiden!"

"Hvorfor tror du, de går ud?" spurgte jeg.

Han svarede: "Jeg ved, at de går ud for at græde, fordi jeg skal dø, men de vil ikke have, at jeg ser, at de græder."

Der var stilhed et øjeblik, så spurgte jeg ham, hvorfor han sagde sådan, og hvad han havde fået at vide.

Han svarede, at han ikke havde fået noget at vide, men han vidste, at hans forældre havde været til lægesamtale dagen forinden, og han vidste også selv, at han ikke ville overleve kræften. Og det var, selvom ingen direkte havde fortalt ham det.

Det gjorde et meget stort indtryk på mig, og det var en udfordring, at jeg og vi på afdelingen ikke kendte drengen og hans familie særlig godt, da han jo hørte til en anden børneafdeling.

Jeg husker ikke detaljer af vores videre samtale, men jeg husker, at jeg drøftede det med en af vores børnelæger, som så tog en snak med hele familien. Drengen blev efter et par dage flyttet tilbage til den onkologiske afdeling, og jeg kender ikke til hans videre skæbne. Men mødet med denne dreng gjorde et stort indtryk på mig både som menneske og sygeplejerske.

Det, som gjorde indtryk, var først og fremmest den tillid, drengen viste mig ved at fortælle mig noget, som må have været svært for ham at tale om eller sige til andre. Det med bare at være til stede uden at presse patienten til noget, bare være der og lytte. Det viser, hvor meget vores arbejde betyder for andre mennesker.

Det næste, der gjorde et stort indtryk, var, at man aldrig kan vide, hvad et andet menneske tænker og føler, og at patienter ofte ved mere, end de umiddelbart giver udtryk for. Og at det, som IKKE bliver sagt, måske virker lige så stærkt som det, der bliver sagt.

For det tredje lærte jeg her, at børn opfatter meget mere, end voksne tror.

Emneord: 
Død
Kræft

Hørt! Jeg har aldrig plejet en grøntsag

Det gibber i hospicesygeplejerske Karin Friberg, når hun hører døende blive omtalt som grøntsager. Hun vil gøre op med tabuer, for døden er både sorg og lettelse.

Karin FribergUværdig. Sådan bliver døende menneskers tilstand ofte omtalt, og den holdning til døende kan provokere hospicesygeplejerske på Sct. Maria Hospice i Vejle, Karin Friberg.

For nylig udtrykte hun sine holdninger i en artikel i Vejle Amts Folkeblad med overskriften: "Døden er sjældent smuk eller enkel". For hun oplever i sit arbejde, at der kan ske mange meningsfulde ting i den sidste tid som møder, små stunder og farvel.

"Når jeg hører pårørende sige "det er ikke værdigt at ende som en grøntsag", gibber det lidt i mig, for jeg har aldrig plejet en grøntsag. Ligesom når jeg hører talemåder som "hvorfor dør hun ikke – jeg har jo sagt, at hun godt må give slip" – for det er ikke sådan, jeg oplever det – heller ikke med mine nærmeste, jeg selv har mistet.

Jeg forstår det som et udtryk for, at man er træt, udmattet og har svært ved at holde ud fortsat at være tæt på sin nærmeste, som snart skal dø. Og at man selv er ulykkelig," siger Karin Friberg.

Hun forklarer, at den syges udseende kan være meget forandret, måske er der ikke mere kontakt, og der kan være uro og fremmede lyde og sindstilstande forbundet med den sidste tid og de sidste timer.

"Og det er jo sådan, det er. Det er en af de situationer her i livet, som vi mennesker ikke har magt over," siger Karin Friberg, som gerne vil gøre op med trangen til altid at have magt over livet.

"Vi vil ikke ende som hjælpeløse, plejekrævende svage individer, som skal mades og have skiftet ble. Det er uværdigt. Men det er sådan, livet er, sådan de fleste af os ender. Vi må acceptere hjælpeløsheden, at vi besværer vores pårørende og samfundet. Værdigheden bevarer vi, når vi lindres, plejes og behandles med respekt i vores hjælpeløshed."

Døden kan ingen fikse

Der er mange tabuer forbundet med døden. En af dem er, ifølge Karin Friberg, længslen efter, at livet gerne snart må slutte.

"Døden er både sorg og lettelse. Som sygeplejersker kan vi være med til at få de pårørende til at udfolde de svære følelser og tanker, vi kan lytte og støtte. Forberede og fortælle, hvad vi ser undervejs, når døden nærmer sig, så de pårørende har mulighed for at være til stede og måske få sagt eller gjort, hvad de skulle ønske."

Karin Friberg er 58 år og har arbejdet i 16 år som hospicesygeplejerske. Det har givet hende en ballast til at kunne tale med mennesker om døden, men det er ikke en kompetence, hun har lært fra sin sygeplejerskeuddannelse.

"Kompetencen har jeg i høj grad fra alle de syge mennesker og deres familier, som jeg har mødt. Fra samtalerne, nærværet og gennem det ofte meget krævende arbejde med plejen af svært syge mennesker. Og fra kollegerne og det faglige fællesskab. Og alt det jeg har oplevet, været igennem, egne tab, lykke og kærlighed.

Vi sygeplejersker kan fikse det meste, men døden kan ingen fikse. Her kan vi lindre mod smerter og uro, passe den syge med nænsomhed, skifte bleen blidt og væde læben. Skabe ro og tryghed. For patienten og de pårørende."

Emneord: 
Død
Etik
Palliation