Vi skal ikke være dus med døden

På Rigshospitalet kommer læger og sygeplejersker til hospitalets præst Lotte Blicher Mørk, fordi de mangler et sprog til at kunne tale om døden og sorgen.
Foto: Simon Klein-Knudsen

Taler vi nok om døden?

”Det sjove er jo, at der er så meget fokus på det hele tiden. Du kan blive venner med døden på Facebook, gå med døden til middag eller på café med døden. Jeg plejer at sige for sjov, at der snart kommer et fredagsunderholdningsprogram, der hedder ’Dus med døden’. Vi tror, at jo mere vi forholder os til døden, jo mere kan vi mestre den, men vi kommer aldrig til at aftabuisere døden. Døden jo et paradoks. På den ene side er vi nødt til at holde modstand og på den anden side er vi nødt til at hengive os til, at det er den vej, det går.”

Skal man være afklaret med sin egen død for at kunne tale med andre om deres?

“Man kan ikke forlange at blive afklaret med døden. Og det handler ikke om, hvordan vi får et mere afslappet forhold til døden, for det får vi ikke nødvendigvis, men det vi savner er noget helt konkret nøgtern viden. Folk i dag har ingen erfaring med døden, og mange er over 30 år, inden de ser en død for første gang. Når vi støder på de tydelige dødstegn, som f.eks. dødsrallen, bliver vi urolige og utrygge, og sender derfor døden på institution, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os.”

Hvad er det for nogle spørgsmål sygeplejerskerne kommer til dig med?

”De spørger om jeg kan give et godt råd til, hvad de skal sige, om jeg har nogle redskaber eller værktøjer, de kan bruge til samtalen. Og der har jeg et rigtig godt råd, nemlig at smide redskaberne væk. Det handler om at turde fralægge sig den kontrol, der med et simpelt redskab vil have patienten i en særlig retning, og i stedet lytte. Men når man slipper kontrollen, er der en risiko for, at man falder, og hvis vi så kun har os selv at falde tilbage på, så ser det jo sort ud. Det kræver i hvert fald stort mod og selvfølgelig erfaring. Og det handler rigtig meget om sprog. Vi har ikke et sprog for døden og sorgen, og derfor er vi kejtede, når vi skal tale om noget, der har med døden at gøre. Og det er her, vi som præster kan byde ind med en anden vinkel og et andet sprog i den medicinske verden, for vores fag er en helt anden diskurs.”

Hvorfor er det så vigtigt også at kunne tale om døden?

”Det eneste vigtige i verden er jo at blive set som dem vi er og ikke at blive forladt. Alle vil gerne ses som dem de er, og ikke bare som en døende patient. Nogle gange er sygeplejerskerne bange for, at patienten knækker sammen, hvis de spørger, hvordan han har det. Mens patienten derimod undrer sig over, hvorfor der ikke kommer nogen og spørger, hvorfor de ligger der med tårer i øjnene. Og når sygeplejersken siger, at de er bange for ikke at have tid til samtalen, så vil jeg sige, at det ikke kun handler om tid, men om mod til at sige; “... jeg kan se på dig, at du er ked af det, men virkeligheden byder mig, at jeg ikke kan sætte mig ned lige nu, så hvad siger du til, at jeg kommer igen lidt senere?”. Jeg er sikker på, at patienten ville være lykkelig over blot at være blevet set som det menneske han er - i stedet for at blive negligeret.” 

 

Emneord: 
Død
Dødshjælp
Etik
Palliation

Her taler vi om døden

På Kildevæld Sogns Plejehjem i København er livet i centrum, men derfor behøver døden ikke være et tabu. Her arbejder personalet løbende med, hvordan man taler om døden. To gange om året er der fællessamtaler for de beboere og pårørende, der har lyst. Derudover sørger sygeplejerskerne for at gennemføre Advanced Care Planning-samtaler med de beboere, der er alvorligt syge, om deres ønsker til den sidste tid og tiden bagefter.

2017-5-bent-vejsgaard-jensen
Foto: Nikolai Linares
Bent Vejsgaard Jensen, 82 år

”Jeg har boet her i 14 år. De første syv boede jeg her sammen med min kone, men hun er død nu. Min svoger og søster har også boet her, og de er også døde nu. Alle tre er sovet stille og roligt ind. For fire-fem år siden var jeg med til at bestemme, hvordan døden skal være her på plejehjemmet. Vi havde en masse diskussioner med beboere, personale og eksperter udefra. Vi besluttede, at folk så vidt muligt skal blive her til det sidste. Der er ingen grund til, at man skal dø på hospitalet, for det er muligt at få den samme lindring her, og så dør folk i deres vante omgivelser. Det vigtigste er, at der ikke er nogen, der har smerter, og så skidt med, om man ryger en uge tidligere. Og det er de gode til her. Man kan ikke undgå at forholde sig til døden, når man efterhånden har oplevet det så mange gange i løbet af livet. Og man bliver også mere realistisk. Det er det eneste, der er sikkert, det kan man ikke undgå. Døden er ikke tabu her, for det er noget, vi oplever hele tiden og også har møder om og taler åbent om. Når nogen dør, så mødes vi dagen efter og drikker kaffe sammen. Vi ser helst, at der er en blomst på båren, inden den forlader huset. Det kan være svært at tale om døden, især hvis det er børn, der skal dø. Men det er ikke så svært i denne del af livet. Men man skal tænke over, hvad man siger, for både blandt beboerne og personalet er der nogle, der har sværere ved at tale om døden.”


2017-5-per-richardt-gartig
Foto: Nikolai Linares
Per Richardt Gartig, 66 år

”Jeg har boet her i to år, fordi jeg ikke længere kan klare mig i mit eget hjem. Jeg har lungekræft og har fået strålebehandling, men nu er der ikke mere at gøre.  Jeg har haft skizofreni, siden jeg var 24-25 år, og på et tidspunkt, inden jeg flyttede ind her, trappede jeg mig selv ud af den psykofarmaka, jeg havde fået, og som havde bedøvet mig i 38 år. Men det gik galt, og så blev jeg psykotisk og indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg er indstillet på at dø, og jeg glæder mig rigtig meget til at dø. Der har været så meget møg i min fortid. Selvom det her på plejehjemmet er lidt ligesom at være i Paradis. Det er både de andre beboere og personalet, der gør det til et paradis. Det er ikke et stort sted, så det er til at overskue. Jeg ønsker at dø her. Jeg synes, at her er lidt ligesom et hospice. Jeg får pleje og omsorg, jeg bliver badet og får børstet tænder, her er ingen opvask og rengøring. Alt det er løftet væk fra en. Jeg har udfyldt ”Min sidste vilje”, skrevet, hvilke salmer, hvilken præst og hvilken kirke jeg ønsker, og hvilken læsning fra Biblen, og at jeg ønsker urnenedsættelse i fællesgrav. Jeg synes godt, at man kan tale om døden og om alvoren. At nu ophører livet, og så kommer man i himlen.”
 

2017-5-karen-margrethe-andersen
Foto: Nikolai Linares
Karen Margrethe Andersen, 98 år

”Døden er ikke tabu hos mig. Jeg kan jo ikke sige, hvordan andre har det. Men jeg har aftalt, hvad jeg skal, og personalet siger, at de har skrevet det i mine papirer. Hvis jeg får en blodprop i hjernen eller andet, så skal de bare lade mig være. Jeg har set folk i de mest ydmygende situationer, hvor de bare sidder i en stol og skal have maden intravenøst. Det gider jeg ikke. Jeg har levet i så mange år, så der er ikke mere til mig. Det betyder ikke noget, om jeg dør på hospitalet eller her. Jeg synes, at det er uforskammet at genoplive folk til grøntsager, det har jeg for meget respekt for livet til, at jeg vil havne der. Begge mine forældre er kommet i de ukendtes grav, så det vil jeg også. Jeg har talt med min søn om døden. Det eneste, jeg ville ønske, jeg kunne gøre igen, var at danse en charleston.”

 

 

Emneord: 
Død
Etik
Palliation

Modet til at tie, lytte og tåle pausen

Palliationssygeplejerske Birgitte Poulsen oplever, at sygeplejersker mangler mod til at tale med patienterne om døden.
Foto: Cathrine Ertmann

”Tror du, jeg skal dø snart?” 

Spørgsmålet kommer så meget bag på sygeplejersken, der er i gang med at sætte et drop op, at hun i stedet for at svare på det, patienten egentlig spørger om, siger: ”Det ved jeg ikke, man kan jo også dø af så meget, man kan jo også dø på vej hjem fra arbejde,” siger hun, inden hun forlader stuen.

Efterfølgende vidste hun godt, at det ikke var den samtale, patienten efterspurgte, og derfor kontaktede hun Birgitte Poulsen, der arbejder som sygeplejerske i Det palliative team på Regionshospital Nordjylland.

Sygeplejersken i ovenstående eksempel er langtfra den eneste sygeplejerske, der fattes ord, når døden kommer tæt på. Birgitte Poulsen fortæller, at det palliative team på sygehuset jævnligt får henvendelser fra både erfarne og mindre erfarne sygeplejersker fra både sekundær og primær sektor, som mangler redskaber til at tage samtalen med døende borgere. 

Det samme billede tegner en analyse foretaget af Megafon for Dansk Sygeplejeråd fra februar 2016. Analysen viste, at 41 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker efterspurgte et palliativt kompetenceløft for at kunne varetage plejen af borgerne på et sygeplejefagligt niveau.

Ifølge Birgitte Poulsen kan det handle om, at sygeplejerskerne ”mangler modet” til at gå ind i samtalen om døden, og hun mener, at man risikerer at svigte patienterne, hvis man ikke tør tage samtalen. 

”Det man risikerer er, at patienten bliver ladt helt alene med døden,” siger Birgitte Poulsen, der fortæller, at sygeplejerskerne giver udtryk for, at de er bange for at tage håbet fra patienterne, og at de mangler redskaber til, hvordan de skal tage samtalen.

Man skal selvfølgelig ikke påtvinge patienter samtaler, de ikke ønsker, understreger Birgitte Poulsen.

3 gode råd til samtalen
  1. Ydmyghed – tro ikke, at du ved mere om døden end den døende.
  2. Søg støtte, hvis du kan mærke, det kommer tæt på.
  3. Vær modig.


”Jeg møder også patienter, der ikke ønsker at tale om det, og det skal man have respekt for. Det, man som sundhedsprofessionel skal kunne, er at åbne op for muligheden for samtalen.”
Og det er netop helt konkrete råd til, hvordan man kommer i gang med samtalen, som sygeplejerskerne efterspørger.

”Man skal jo ikke sige, at patienten dør om få dage, men man skal alligevel have fortalt dem, at det ser skidt ud. F.eks. sagde jeg for nylig til en mand, at jeg kunne være bange for, at hans kone ikke nåede på hospice efter weekenden, og det gjorde, at han fik prioriteret de næste dage, som blev de sidste. Jeg plejer også at sige, at man kan sige, hvad det er, man ser, f.eks. kan man sige: ”Jeg kan se, at du ser træt ud” eller ”Jeg kan se, at du har svært ved at få vejret.” Og ofte handler det også om noget så simpelt og lavpraktisk som at have modet til at tie og lytte og kunne tåle pausen.”

Også for de pårørende

Birgitte Poulsen oplever også sygeplejersker, der medvirker til, at de pårørende og den døende får brugt den sidste tid sammen.

“Hvis sygeplejersken kan se, at døden nærmer sig, kan det have meget stor betydning for de pårørende, at vi tør fortælle, hvad vi ser, og på den måde hjælpe de pårørende til at være den døende nær. Det kan handle om at få sagt, at tiden er kort, eller rent praktisk om at få børnene hjem. Når det lykkes, oplever vi stor taknemmelighed fra de pårørendes side, fordi de har haft muligheden for at være sammen om det vigtigste.”

Døden bliver aldrig rutine

Selv om Birgitte Poulsen har 10 års erfaring inden for palliation, underviser andre sygeplejersker og også har taget en diplomuddannelse, hvor hun har set på betydningen af relationskompetencer i forhold til at tale med alvorligt syge og døende, så bliver samtaler med døende patienter aldrig rutine. Og det skal det heller ikke være, mener Birgitte Poulsen.

”Jeg tror alle mennesker bliver ramt, når man skal samtale om døden. Det er personligt, hvad der rammer en, det kan være, hvis den døende f. eks har børn på alder med ens egne børn,” siger hun og anbefaler supervision som en hjælp til at finde ud af om de følelser, man som sygeplejerske får i situationen, handler om patienten eller én selv.

“Dermed bliver det meget lettere at skille tingene ad og hjælpe med og lytte til det, som rent faktisk er patientens tanker. Men man kommer aldrig til et sted, hvor det bare er noget, man kan uden at blive berørt. Hvis vi skal være dygtige til samtalerne, så skal vi turde lade os berøre for ellers giver det ingen mening,” siger hun og fortæller, at det derfor også er fuldstændig normalt, at man flygter fra tanken om døden. 

 ”Det gør jeg også en gang imellem, men jo mere jeg øver mig, og arbejder bevidst med det, jo lettere går det. Og kommer man til at ”flygte” fra en svær samtale, så må man vende tilbage til patienten og tilbyde sin tid igen, hvilket også var det råd hun gav til sygeplejersken i førstnævnte eksempel. 

 

Emneord: 
Død
Etik
Palliation

Ingen genoplivning, tak

Når døden bliver set som en sygdom, der kan behandles, bliver det sværere at tale om den. Det kan medføre overbehandling og en uværdig afsked med livet. På hjertemedicinsk afdeling på Horsens Sygehus har man derfor systematiseret samtaler om døden og genoplivning. En fremgangsmåde, der giver så god mening, at det udbredes til hele hospitalet.
Hjertemedicinsk afdelings samtaler om døden og genoplivning bliver rollemodel for resten af hospitalet. Det skal understreges, at patienten på billedet ikke er så syg, at han har skullet tage stilling til genoplivning.
Foto: Michael Drost-Hansen

Sygeplejerskerne på hjertemedicinsk afdeling på Horsens Sygehus har flere gange været med til genoplivningsforsøg på kritisk syge patienter, selv om alle vidste, at udsigten til, at det ville lykkes, var minimal. Og de få gange, genoplivningen lykkedes, døde patienten alligevel et døgn efter.

“Det var simpelthen uetisk og forkert, at de skulle herfra på den måde, fordi man ikke tog samtalen med dem,” siger afdelingssygeplejerske Kirsten Løth Lysdahl. “Der var rigtig mange patienter, hvor vi kunne have sagt os selv, at det var sådan, det ville gå. Og et genoplivningsforsøg er jo en traumatisk og voldsom oplevelse – også for de pårørende,” siger Kirsten Løth Lysdahl.

Men det var først, da afdelingen gennemgik alle journaler for hjertestop på hospitalet over en halvårs periode, at billedet af den genoplivningspraksis trådte helt tydeligt frem.

Ud af 55 hjertestop var der en gruppe på 21 patienter, hvor man ud fra informationerne i patienternes journaler på forhånd vidste, at genoplivningen ville være formålsløs.

Da det således var dokumenteret sort på hvidt, var det indlysende, at der skulle ske noget andet. Og i dag har en sygeplejerske og en læge en samtale med alle kritisk syge patienter og deres eventuelle pårørende i de tilfælde, hvor lægen har vurderet, at yderligere behandling, herunder også genoplivning, er udsigtsløs. 

På den store overvågningsskærm i personalestuen står der en onsdag i marts noteret ”Ingen genoplivning” ud for en enkelt patient. På den måde kan ingen være i tvivl om, hvad der skal ske, når patientens hjerte holder op med at slå. I gennemgangen af journalerne viste det sig nemlig også, at patienter, der havde frabedt sig genoplivning i enkelte tilfælde, var blevet forsøgt genoplivet, fordi, det ikke havde været tilstrækkeligt synligt kun at have det stående i den elektroniske patientjournal. Derfor besluttede afdelingen, at det fremover skulle stå på den store overvågningsskærm.  

Den nye praksis kan allerede aflæses i statistikken. Hvor afdelingen i de første tre måneder af 2016 havde otte hjertestop med dertilhørende genoplivningsforsøg, så har man kun haft et enkelt hjertestop i de første tre måneder af 2017. 

Døden er under pres

I dag dør langt de fleste danskere i sundhedsvæsenets hænder. 48,5 pct. af danskerne dør ifølge Palliativt Videncenter på hospitalet, selv om det er det sted færrest – 5 pct. - ønsker at dø. Det skyldes bl.a., at danskerne lever længere end nogensinde før, fordi der er kommet flere behandlingsmuligheder og selv i de tilfælde, hvor sygdommen ikke kan helbredes, kan døden ofte udskydes med medicin. Men hvornår og hvordan skal vi så dø? Debatten om en værdig død blussede endnu en gang op i januar, da 71-årige, alvorligt hjertesyge Erik Riisager fra Løkken stod frem på TV 2 og fortalte, at han - trods et stærkt ønske herom - ikke kan få lov til at blive genoplivet, hvis han får hjertestop. 

Kirsten Løth Lysdahl
“Det var simpelthen uetisk og forkert, at de skulle herfra på den måde, fordi man ikke tog samtalen med dem,” siger sygeplejerske Kirsten Løth Lysdahl.
Foto: Michael Drost-Hansen

Historien fik Venstre og Socialdemokraterne til at opfordre til, at man laver behandlingstestamenter, hvor patienten selv beslutter, om hun eller han vil genoplives eller ej. Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselotte Blixt sagde bl.a. til TV 2., at det altid må være op til den enkelte at beslutte, ”hvad der er et værdigt liv, og hvad der er et uværdigt liv.” Det synspunkt deler hverken Etisk Råd, Dansk Sygeplejeråd eller Lægeforeningen. Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen sagde til samme nyhedskanal: ”Man kan også sige, at det er uværdigt at forsøge at genoplive en - altså kaste sig over en, som er uafvendeligt døende, og som man ikke kan få liv i igen.” 

Ifølge direktør for det nye Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt ” har danskerne et forkvaklet forhold til døden”. Det sagde han i et stort opslået interview i Politiken den 29. januar, hvor han bl.a. sagde: ”Døden er på en eller anden måde blevet lægevidenskabens nederlag. Vi har fået indrettet et samfund, hvor vi i højere grad siger, ”hvis jeg dør” end ”når jeg dør”. 

Det kan læge på hjertemedicinsk afdeling i Horsens, Gro Egholm, godt genkende: ”Jo mere vi kan gøre, jo mere efterspørger folk også. Og man overlever meget mere og har måske haft det godt med svær sygdom i flere år, så hvornår er nok nok?”

Tidligere på året sagde næstformand for Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker, Lisa Nørgaard Lauritsen, bl.a.: ”Jeg oplever i min hverdag ofte et massivt pres fra pårørende og medierne om, at patienterne skal holde modet oppe og kæmpe mod deres sygdom. Men det har den konsekvens, at vi udskyder drøftelsen om døden, som det er vigtigt, at sygeplejersker og læger får taget med patienter og pårørende.”

Det er Gro Egholm enig i: “Genoplivning er jo ikke bare en knap, man trykker på. Det kan være meget voldsomt, f.eks. kan ribbenene brække under hjertemassagen.”
Og derfor er hun også rigtig glad for, at udsigtsløs genoplivning er blevet afløst af samtaler med patienter.

“Undersøgelsen har givet os et nyt fokus, der gør, at man bliver tvunget til at tage samtalen. Før veg man måske lidt udenom, fordi det godt kunne opleves som lidt grænseoverskridende at sige, at hvis hjertet holder op med at slå, vil vi ikke genoplive,” fortæller hun. ”Flere af mine lægekollegaer har givet udtryk for, at det er rart at blive skubbet hen i at skulle tage snakken.”

“Og det spreder sig jo som ringe rundt omkring i huset,” siger hun med henvisning til, at de systematiserede samtaler med alvorligt syge patienter, hvor behandlingen er udsigtsløs, skal udbredes til hele hospitalet pr. 1. maj.  

Patienterne er glade

Gode råd
  • Forsøg så vidt muligt at have samtalen et uforstyrret sted, uden telefoner, og hvor andre patienter ikke kan lytte med.
  • Afsæt tid til samtalen
  • Pårørende er med til samtalen, hvis den syge ønsker dette.
  • Både lægen og sygeplejersken noterer patientens ønske, så man er sikker på, at det står ved den rigtige patient.
  • Hvis patienten ønsker forsøg på genoplivning, efterkommes dette ønske.
  • Ønske noteres både elektronisk og på papir.

Sygeplejerske på hjerteafdelingen, Betina Ørbæk Sørensen, siger: ”I starten kunne det godt føles som en byld, der skulle tages hul på, lidt grænseoverskridende. Det er også meget forskelligt fra patient til patient. Men efter man har taget snakken et par gange, er man bedre rustet, og så er det meget nemmere.” 

Betina Ørbæk Sørensen oplever, at patienterne er glade for at få talt om deres ønsker til den sidste tid.

”Der er måske ting, man gerne vil have ordnet, inden man skal herfra. Og jeg har endnu ikke oplevet, at der var nogen, der ikke vil tale om det. Nogen skal have tid til at vende det og tale med de pårørende om det, og så vender de tilbage og siger, at de har tænkt over det, men jeg har aldrig oplevet nogen, der gerne ville genoplives.” 

Derfor mener Kirsten Løth Lysdahl også, at samtalerne omkring døden bør tages langt mere bredt i sundhedsvæsenet, end det sker i dag.

“Vi er jo en akutafdeling, og derfor kan det være ret hurtigt, efter de er indlagt, at vi skal have snakken og nogle gange med en patient, vi ikke kender i forvejen. Der kunne jeg godt ønske mig, at de praktiserende læger og plejehjemmene tog snakken med kritisk syge patienter forud,” siger hun.

Medicinsk afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle praktiserer også samtaler med patienterne om  genoplivning. Og ifølge overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Ove Gaardboe, er der besluttet lignende tiltag på Holbæk Sygehus og Bornholms Hospital. 

 

 

Emneord: 
Død
Dødshjælp
Palliation

Dilemma: Til døden os skiller

En uhelbredeligt syg mand kan forlænge sit liv nogle år ved at få en respirator, men den beslutning lægger et stor pres på hans kone, som er træt og udslidt efter flere års pleje.

Dilemma
Illustration: Pia Olsen
Birgitte og Henrik har været gift i 18 år, da Henrik begynder ikke at kunne synke sin mad. Birgitte bliver irriteret over hans konstante rømmen og beder ham om at gå til læge. Lægen undersøger Henrik, tager blodprøver og sender ham til en neurolog på hospitalet.

En uge senere skal Henrik ind på hospitalet og have svar. Lægen ringer til Henrik og siger, at det vil være en god idé, at han tager Birgitte med. Efter en kort indledning siger lægen, at Henrik har en sygdom, der kaldes ALS, Amyotrofisk Lateral Sklerose. Parrets verden bryder sammen. De er begge først i 60’erne og skulle til at rejse og nyde deres sommerhus noget mere.


Efter to år med sygdommen sidder Henrik i kørestol og kommunikerer via en computer. Han har ofte besøg af hjemmeplejen, og Birgitte synes, huset er blevet en banegård. Hun tager sin del af slæbet, men føler sig meget træt. Børnene kommer ikke på besøg så hyppigt, som de plejer, de finder det vanskeligt at se deres forældre så belastede, og familien synes at smuldre indefra.

Ved kontrol på hospitalet siger lægen, at det er ved at være tid at beslutte, om Henrik skal have en respirator, for vejrtrækningen er blevet markant dårligere siden sidst. Det indebærer bl.a., at der skal være hjælpere i huset 24 timer i døgnet.

Birgitte bider sig i læben. Hun har den største lyst til at sige ”nej, jeg orker ikke mere. Det kan blive ved i mange år endnu, hvis du får en respirator, og så går jeg.” Hun siger ingenting, men mærker, at hun er ved at græde.

Parret tager hjem for at drøfte fremtiden.
• Hvis Birgitte siger nej til respirator, siger hun samtidig, at Henrik ikke skal leve længere, det kan hun ikke, så hvordan kan hun håndtere situationen?
• Kan sundhedsvæsenet hjælpe familien på andre måder, end det allerede sker?

Læs mere om problemstillingen i artiklen: ”Pårørendes oplevelse af livsforlængende behandling til mennesker med ALS” i Sygeplejersken 2015;(4):78-85.

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene:

Svar 1. Birgitte kan ikke sige nej til tilbuddet. Det er alene Henrik selv, der kan det. Det er Henrik, som bestemmer, hvilken behandling han ønsker, og hvordan han ønsker sig livet afsluttet. Det skal han aftale med den læge, som er den gennemgående person i hans behandlingsforløb. Det optimale ville være, om Birgitte og børnene kunne være med ved denne samtale, men igen er det Henrik, som bestemmer. At det er bedst for den gode beslutning, at Henrik har sin familie med i overvejelserne om fremtiden, kan klinikeren tale med Henrik om. Beslutning om fremtidig behandling af denne karakter vil uvægerligt påvirke hele familiesituationen, og det er vigtigt, at beslutningen ikke gør flere i familien syge. Bevidsthed herom kunne måske lette snakken om fremtiden og om, hvorledes familien også i fremtiden bliver en ressource for Henrik. Til spørgsmålet om, hvordan sundhedsvæsenet kan hjælpe yderligere, er det de gode spørgsmål til såvel patient som til den samlede familie, der skal afdække ønsker, behov og muligheder.

Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, funktionsleder ved Tværfagligt Smertecenter, og formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Svar 2. En sygeplejerske bør på den ene side respektere Henriks ret til selvbestemmelse og på den anden side vise respekt for og yde omsorg for pårørende – vise respekt for Birgittes tvivl. I situationer, hvor der opstår uoverensstemmelse eller interessekonflikter i forbindelse med at træffe en fælles beslutning, er det sygeplejerskens pligt at prioritere hensynet til Henriks liv, integritet og ønsker. Det afholder ikke sygeplejersken og øvrige sundhedsprofessionelle for sammen med ægteparret og børnene at finde løsninger på at leve et liv med sygdom, som er tåleligt for alle. Samarbejdsaftaler med Henriks hjælpere skal være klare, så Birgitte ikke er en nødvendig del af hjælperteamet. Birgitte og Henrik skal kunne fortsætte hverdagen og samlivet på trods, og der skal for begge parter skabes et frirum. De sundhedsprofessionelle skal tilbyde sig som samtalepartnere og skabe en åben dialog, så Henrik og Birgitte oplever, at de frit kan tale om at respektere hinandens ønsker og grænser. Det er vigtigt, at børnene bliver inddraget, når ægtefællerne indbyrdes er afklaret. Det kan skabe konflikter, såfremt børnene inddrages i afklaringsprocessen, og de kan komme i en situation, hvor de skal vælge mellem far eller mors ønsker og behov. De sundhedsprofessionelles tilbud som samtalepartner skal være kontinuerligt i den tid, Henrik ønsker at være i respiratorbehandling.

Randi Bligaard Madsen, udviklingskoordinator,
cand.cur., Staben, Medicinsk Afdeling
Hospitalsenheden Vest, formand for Sygeplejeetisk råd
www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Død
Pårørende

Studerende i praksis: Respekt for et døende menneske

Personalet kæmper for at genoplive en patient med hjertestop. Da det ikke lykkes, husker en sygeplejerske alle på, at patienten er et døende menneske, og tager hans hånd.

Som studerende på en hjerteintensiv afdeling er det hurtigt den instrumentelle sygepleje, der kommer til at fylde meget i den læring, der foregår. Måske fordi flertallet af patienterne er sederede og/eller intuberede og rigtigt syge, hvilket fordrer, at man er dygtig til den instrumentelle del.

Stud-i-praksis_3-2015Og så stod hun der helt stille hos patienten og holdt ham i hånden. Arkivfoto: Jan Djenner, Scanpix.

Mine medstuderende og jeg havde ofte snakket om, hvordan vi ville reagere, når vi engang kom til at stå overfor en patient med hjertestop. Vi havde haft snakken med vores vejledere, som anbefalede os, at vi så med, hvis vi følte, vi kunne, så vi kunne se, hvordan det foregik, når en patient får hjertestop.

Et par uger inde i vores klinikforløb skete det så. En patient fik hjertestop.

Hjerte-lunge-redning blev sat i gang med det samme. Portører og læger blev tilkaldt. Akutkassen med al medicinen blev fundet frem. Alt på samme tid.

Jeg stod og så på og tog mig selv i at tænke, at det hele foregik meget stille og roligt. Der var ingen, som råbte og skreg, ingen, som løb frem og tilbage. Alle arbejdede roligt og effektivt.

Jeg stod lidt på afstand og fulgte med. Prøvede at huske alt, hvad jeg så og hørte.

Der blev kæmpet hårdt og længe for patientens liv, men desværre stod han ikke til at redde.

Da overlægen meddelte, at der ikke var mere at gøre for patienten, gik alle de omkringstående næsten pr. instinkt et skridt tilbage. Jeg gjorde det også selv.

Overlægen og to andre læger begyndte med det samme at diskutere, om de kunne have handlet anderledes i forhold til at redde patientens liv.

Pludselig kom en sygeplejerske masende imellem og stillede sig hos patienten og tog hans hånd. Hun gav en kort, dog bestemt, ordre om, at alle skulle være stille og vente med deres diskussioner til senere.

Og så stod hun der helt stille hos patienten og holdt ham i hånden. Jeg ved ikke, hvor længe hun stod der, jeg kan bare huske, at jeg kæmpede med at holde tårerne tilbage.

Vi var alle så optaget af at redde patientens liv. Men da det ikke lykkedes, glemte vi, at patienten var et menneske.
Ingen burde dø alene, og det var netop, hvad sygeplejersken forhindrede.

Det var første gang, jeg så et dødt menneske, og selv om jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, blev hele situationen en rigtig god påmindelse til mig, der som studerende ofte bruger rigtig megen energi på at lære alt det instrumentelle og derfor kan komme til at glemme mennesket bag sygdommen. Vores patienter er mennesker.

Theresa Joensen, sygeplejestuderende på Professionshøjskolen Metropol, nu uddannet sygeplejerske

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Død
Hjertesvigt

Palliation: Hospicemetoder vinder indpas på plejecentret

Palliation var i mange år forbeholdt kræftpatienter på hospice, men filosofien om smertelindring og eksistentielle samtaler har bredt sig til andre patientgrupper og nu også til mange plejehjem over hele landet.

Interessen for at arbejde med palliation på plejecentre er stor. Det oplever sygeplejerske og master i etik og religionsfilosofi Rita Nielsen, som indtil for nylig var klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice. Hun er også forfatter til flere bøger om døden, sorg, den åndelige dimension og palliation. I dag underviser hun i palliation på efteruddannelse for sygeplejersker på hospitalsafdelinger og plejecentre i kommuner.

Palliation_5-2
Alle, som flytter ind på et plejehjem, ender med at dø, så jeg tror ikke, at det ødelægger noget at tale om det.
Foto: Søren Svendsen
Et af de råd, hun giver til ledere af plejecentre, som vil udvikle den palliative pleje, er at kigge på de kompetencemodeller, der er udviklet af Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliativ Indsats, DMCG-PAL.

”Det er ikke alle sygeplejersker, som ved, at de kompetencemodeller findes og kan bruges til at videreudvikle sig. Man kan holde dem op for sig som et spejl eller en kompasretning og se på, hvad man mangler, og herefter tilrettelægge undervisningen,” siger Rita Nielsen.
Når hun underviser, oplever hun især, at personalet er interesseret i viden om, hvordan man taler med beboerne om døden – også de demente beboere.

”Jeg møder meget modstand, når jeg siger: ”I skal sætte jer ned og snakke med dem om døden. I skal være obs på de antydninger, de kommer med. De er godt selv klar over, at de skal dø, og I er nødt til at tage den samtale med dem. Man er generelt meget bevidst om at tage sig af de demente, men det handler ofte om, at de skal leve og have et godt liv. Men man skal huske også at tænke på den del med døden, og hvordan man gør med det,” siger Rita Nielsen.

En barriere i forhold til at arbejde med palliation kan være, at personalet mener, de ikke har ressourcer til det.

”De mener ikke, at de har timer nok, og det kan være rigtigt, men det handler også om holdning. Dybest set er mange mennesker bange for døden og tør ikke gå ind i det. Det handler mindre om antallet af minutter og mere om at være nærværende og bruge tiden rigtigt, de minutter du er der,” siger hun.

Bange for det åndelige
Rita Nielsen har nogle helt enkle råd som f.eks., at man skal sætte sig ned i stedet for at stå op, når man taler med beboeren. Et andet råd handler om, at man som medarbejdere kan bruge hinanden til at øve sig.

”De bedste råd er ofte de mest banale, men også de sværeste, for vi har jo så travlt. Nogle sygeplejersker og assistenter er bange for ikke at gøre det godt nok i forhold til at tale med døende om det åndelige og det eksistentielle. ”Hvad gør jeg, når jeg ikke selv tror?” spørger de. Her er svaret, at vi skal hjælpe hinanden og øve. Det kunne være ved at gå sammen med en, som er lidt ældre, ligesom i den gamle mesterlære. F.eks. kan en sosu gå sammen med en sygeplejerske, og en ung sygeplejerske kan gå sammen med en lidt ældre. Så kan man bede kollegaen lægge mærke til, hvordan man taler med de pårørende og bagefter snakke om, om der er noget, man kan gøre bedre. Det er ofte ikke så meget, der skal til,” siger Rita Nielsen, som også mener, at man skal prøve at konfrontere sig selv med det faktum, at man også en dag selv skal dø og arbejde med sine egne værdier og holdninger.

”Mange gamle mennesker har en religiøs holdning til livet og døden, og det er nemmere at tale med andre om, hvad de tror på, hvis man også selv har en holdning, der er forankret i et eller andet,” siger Rita Nielsen.

En ting, der skal være i orden, for at man kan arbejde ordentligt med palliation, er, at ledelsen går forrest.

”Ledelsen skal afsætte tid og arbejde bevidst på, at plejehjemmet skal være et godt sted at dø. Det er noget, man skal tage op på personalemøder og tale om, hvordan man gør det konkret. Hvis ikke ledelsen går forrest, så drukner alle medarbejdernes gode hensigter i hverdagens krav,” siger Rita Nielsen.

Hun tror ikke, der er nogen risiko for, at beboere eller pårørende føler, det er for voldsomt at tage stilling til døden:

”Alle, som flytter ind på et plejehjem, ender med at dø, så jeg tror ikke, at det ødelægger noget at tale om det. Man har modstand mod at tale om døden, men erfaringen viser, at når man har talt om det, der er svært, så er det en lettelse. Så er det på plads.”

Læs også artiklen "Plejehjemmet skal være et godt sted at dø" i samme nummer af Sygeplejersken.

Læs om kompetenceprogrammer til forskellige faggrupper inden for palliation på www.dmcgpal.dk og læs mere om palliation på pavi.dk og i Rita Nielsens bog ”Livets afslutning – behandling, pleje og omsorg – en vejledning til personalet i ældreplejen”.

Emneord: 
Død
Palliation
Plejecenter

Palliation: Plejehjemmet skal være et godt sted at dø

Personalet på to plejehjem i Gladsaxe Kommune manglede redskaber til at tale med beboere og pårørende om den sidste tid. Nu har de sat den palliative pleje i system.
Palliativ indsats ifølge WHO

Verdenssundhedsorganisationen WHO definerer palliativ indsats således:
Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.

Tidligere kunne der godt opstå en diskussion i plejegruppen, hvor den ene part mente, det var på tide at give den smertestillende medicin, der var ordineret, mens den anden part holdt på, at tiden lige skulle ses an til i morgen. Det betød, at en døendes smerter i nogle tilfælde ikke blev lindret. Det kunne også ske, at en døende blev udsat for smertefuld tvangsfodring af de pårørende, fordi de klagede over, at deres gamle far eller ægtefælle sygnede hen uden at få mad og drikke.

”Det skete, at medarbejdere følte sig sat til vægs af pårørende, som stillede undrende spørgsmål om, hvorfor deres gamle far eller ægtefællen ikke fik noget at spise og drikke. Typisk fordi vi ikke havde været grundige nok med at få talt med de pårørende om, at døden var nært forestående,” siger sygeplejerske Tine Jørgensen, som er daglig afdelingsleder på seniorcenter Bakkegården i Gladsaxe Kommune.

Palliation_1Personlige ejendele indgår også i den samtale, personalet har med beboere og pårørende om, hvordan den sidste tid kan blive så god som muligt. Foto: Søren Svendsen 

På de to plejehjem Bakkegården og Rosenlund, som har fælles ledelse i Gladsaxe Kommune, oplevede afdelingslederne, at personalet gav udtryk for usikkerhed omkring den palliative pleje, såsom hvordan man taler med de pårørende om, at en beboer viser tegn på at være døende, og hvordan man imødekommer den døendes behov for spirituel eller følelsesmæssig støtte.

Det gav anledning til, at centerledelsen på Bakkegården søgte om, at Bakkegården og Rosenlund kunne komme med i Socialministeriets projekt, der handler om at styrke den palliative pleje på plejehjem, hvor plejehjem i fem kommuner deltager. Målet med det projekt er at udarbejde en guide, som alle plejehjem kan bruge.

Guide til palliativ pleje i plejeboliger

Socialstyrelsen har udarbejdet en guide, der giver inspiration til palliativ pleje i plejeboliger. Ledere og medarbejdere fra seks plejecentre i Gladsaxe, Herning, Kolding og Aarhus har medvirket til guiden, som også er inspireret af et projektsamarbejde mellem Palliativt Videncenter og Nyborg Kommune.

Uddannelse i palliation
Siden maj 2014 har de to plejehjem arbejdet på at forbedre den palliative indsats til beboere og pårørende. Som led i projektet har en stor del af plejepersonalet været på uddannelse i palliativ pleje, og der er uddannet nøglepersoner til at implementere arbejdet. De er netop ved at lægge sidste hånd på en lang række procedurer, en palliations-tjekliste og beskrivelser af forskellige faggruppers kompetencer og opgaver.

Mange beboere på Bakkegården og Rosenlund dør, uden at det har været aktuelt med palliativt forløb, de sover f.eks. ind. Men for en del af beboerne gælder det, at der er et terminalt forløb, hvor de langsomt bliver dårligere. Ifølge Tine Jørgensen og Maria Midjord, som er daglig leder på det skærmede demensafsnit Rosenlund, er det vigtigt at få talt om det forløb i god tid.

Palliation_2Sosu-assistent Vinni Hansen giver saftevand på en ske, fordi beboeren har synkeproblemer og dermed er i risiko for at få lungebetændelse. Foto: Søren Svendsen

”Det kan være lidt voldsomt at tale om døden allerede ved indflytningssamtalen, og mange pårørende er i krise, når de har måttet erkende, at de ikke længere kan tage vare på deres ægtefælle eller deres gamle forælder. Der er dog også nogle, som gerne vil tale om det; det er meget forskelligt. Men vi tager initiativ til en samtale, så snart vi ser de første tegn på, at en beboer begynder at blive dårlig,” siger Maria Midjord.

Indholdet i samtalen med de pårørende fremgår af en faglig vejledning. I dialogen er udgangspunktet de pårørendes erfaringer med dødsfald og information om personalets tilgang til terminal pleje. Samtalen skal munde ud i en aftale om at kontakte lægen og om, hvad man gør i tilfælde af forværring. Det aftalte skal dokumenteres.

Religion og musik på tjeklisten
Der er også nogle punkter på palliations-tjeklisten, som skal drøftes med de pårørende. F.eks. skal det afklares, om der er særlige ønsker i forhold til trosretning, om den pårørende ønsker en gæsteseng, så man kan overnatte, om den pårørende vil være til stede i den sidste tid, og hvad man ønsker at deltage i. Personalet kan bede de pårørende om at købe bestemt musik eller særlige cremer og dufte. Samtalen kommer også omkring ønsker til, hvilket tøj den afdøde skal iklædes, og stillingtagen til obduktion.

”Tidligere gik vi nok lidt mere rundt om den varme grød og havde lidt svært ved at få taget hul på de svære ting i forhold til de pårørende og beboerne. Men vi oplever, at når vi har haft de svære snakke, så er det meget lettere at tale sammen, når døden er tæt på,” siger Tine Jørgensen.

Ledelse og personale på Bakkegården og Rosenlund har også lavet en liste over almene tegn på, at en beboer er døende, og en instruks om tidlig planlægning af det terminale forløb med lægen.

”Når medarbejderne er gode til at observere og se symptomer, så tager lægerne også deres faglige argumenter alvorligt og kommer f.eks. ud og er med i rundbordssamtalen med de pårørende og er med til at forventningsafstemme,” siger Tine Jørgensen.
Sygeplejerskernes opgave er især at stå for at aftale palliativ medicinering med lægen og skrive medicin og ordination ind på medicinskemaet. Det er også sygeplejersken, som tager stilling til, hvornår det er aktuelt at give p.n.-medicin, som f.eks. slimreducerende og vanddrivende medicin.

”Der er altid en sygeplejerske inde over handleplanerne i et palliativt forløb. Det er sygeplejerskens opgave at sikre, at vi er på forkant, hvis beboerens situation ændrer sig kritisk,” fortæller Tine Jørgensen.

Palliation_3Daglig leder på det skærmede demensafsnit Rosenlund, Maria Midjord, taler med en frisk beboer, tidligere elektriker Orla Johansen, som lever et meget aktivt liv på Rosenlund. Foto: Søren Svendsen

Personalet er blevet ærekære
Efter personalet har været på uddannelse i palliativ pleje, kan Tine Jørgensen og Maria Midjord tydeligt mærke en større bevidsthed om fagligheden i plejen.

”Jeg har f.eks. ofte hørt assistenterne sige, at det ikke er i orden, hvis lægen ikke vil ordinere smertestillende eller beroligende medicin og heller ikke synes, det er nødvendigt at komme ud og kigge til beboeren. Personalet er blevet mere ærekære, for de ser det som deres fornemmeste opgave at sikre, at beboerne kan dø på en værdig og god måde, ” siger Maria Midjord.

Holdningen på plejehjemmene i Gladsaxe er, at ingen beboer skal dø alene.

”Assistenterne er blevet meget opmærksomme på at bestille vagter, som kan sidde og holde i hånden, så beboeren ikke er alene i den sidste tid,” siger Tine Jørgensen.

Hun oplever, at personalet også tager udfordringerne op og taler med beboerne om de tanker, de gør sig, når mørket falder på, og angsten kan melde sig.

”Nogle beboere får den tanke, at de helst ikke vil i seng, for tænk hvis de ikke vågner igen. Her synes jeg, personalet er blevet gode til at gribe de bolde og tage en snak med den angste beboer, hvor man måske tidligere ville have været usikker på, hvordan man skulle tackle situationen,” siger Tine Jørgensen.

Demente er en særlig udfordring
Gennemsnitligt på landsplan lider to tredjedele af beboere i plejeboliger af en demenssygdom, og det gælder også for beboerne på Bakkegården og Rosenlund. Palliation til denne gruppe er en særlig udfordring.

”Det handler om at tolke mere på adfærd og i det hele taget bruge sit kliniske blik. Er beboeren holdt op med at spise? Har beboeren tissetrang, men kan ikke tisse? Bliver beboeren aggressiv? Smerter kan komme til udtryk på mange forskellige måder, som den demente ikke kan give udtryk for, og nogle gange er det noget af et Sherlock Holmes-arbejde at finde ud af, hvad det handler om,” fortæller Tine Jørgensen. 

I forhold til demente går personalet frem efter udelukkelsesmetoden, når de skal finde frem til, om en ændret adfærd hos en dement beboer skyldes smerter, og om smerterne er tegn på, at beboeren er i en terminal fase. Her bliver demenskoordinatoren brugt som sparringspartner.

”Vi kan forsøge, om vi kan tale med den demente om døden, og om beboeren har særlige ønsker. Men ellers taler vi med de pårørende og prøver os frem ved f.eks. at sætte et stykke musik på,” siger Tine Jørgensen.

Omsorg for medarbejderen
Det palliative forløb slutter ikke, når beboeren er død. De pårørende bliver tilbudt en samtale efter dødsfaldet for at runde forløbet af. Og til sidst kommer turen til personalet. En sygeplejerske står for at evaluere forløbet og sørge for, at den medarbejder, som har været omkring den døende i den sidste tid, er afklaret.

”Vi taler om, hvad der gik godt, og hvad der kan gøres bedre til næste palliationsforløb,” siger Tine Jørgensen.

Læs også "Hospicemetoder vinder indpas på plejecentret" i samme nummer af Sygeplejersken

Palliation_6
 

Emneord: 
Død
Palliation
Plejecenter

Dilemma: Interview med en døende patient

Sygeplejestuderende interviewer ofte patienter i forbindelse med deres bachelorprojekt. Men er der en grænse for, hvor tæt man skal komme på svært syge mennesker, når fundene fra interviewene eller undersøgelsen med stor sandsynlighed ikke skal bruges til noget og ikke er repræsentative?

Low_dilemma
Illustration: Pia Olsen
Bibi og Thea er studerende på sidste modul af sygeplejerskeuddannelsen. De er begge efter nogle oplevelser i klinikken meget optaget af døden og det at afslutte livet i værdighed. Derfor har de besluttet at skrive deres bachelorprojekt sammen, og de har fået tildelt en vejleder.

”Vi vil gerne interviewe en døende,” siger Bibi til vejlederen. Det er vejlederen helt med på, ”men husk nogle etiske overvejelser, før I finder en patient, og glem ikke at skrive om jeres overvejelser i opgaven,” formaner hun.

Bibi og Thea går på jagt efter en patient, og på Theas afdeling ligger en kvinde på 62 år, som gerne vil deltage i et interview. Hun er meget syg af kræft i bugspytkirtlen og har formentlig ikke særlig langt igen.

De studerende forbereder et interview, hvor den ene skal stille spørgsmål, og den anden skal iagttage kropssprog, tonefald m.m. De har formuleret i alt otte spørgsmål i en åben interviewguide. Patienten er i mellemtiden sløjet af, ”men nu har jeg jo lovet dem at deltage,” siger hun til sin datter.

Datteren bliver rasende. ”Hvad er det for en skole, der giver sine studerende lov til at gramse på folks følelsesliv, når der er så kort tid igen,” harcelerer hun til afdelingssygeplejersken. ”Hvem kommer det til gode?”

Afdelingssygeplejersken svarer, at de studerende får erfaring med forskningsmetodik på den måde, og at fundene jo kan komme andre patienter til gode.

”Jeg vil bede dig om at annullere den aftale,” siger datteren.

Hvad synes I om de sygeplejestuderendes nysgerrighed og adfærd overfor patienten?
Hvordan mener I, afdelingssygeplejersken skal reagere på datterens krav?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1.

Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Etisk er det en interessant diskussion om, hvorvidt man skal respektere patienternes autonomi og dermed deres ret til at blive informeret om alt af relevans for deres situation, kontra det at beskytte dem mod belastningen i at skulle foretage alle disse valg.

Det sidste vil betyde, at andre foretager valg for patienten i den hensigt at ville det bedste. Selv om fagprofessionelle er særdeles veluddannede og er opdraget til at gå på arbejde for at hjælpe patienterne, viser flere undersøgelser, at de fagprofessionelle skønner forkert i op til 30 pct. af samarbejdsrelationerne.

Dette er særlig udtalt ved terminale forløb – at man går fejl af hinanden.

En døende patient må gerne adspørges om at ville deltage i et interview, medmindre denne har givet udtryk for det modsatte. Blot skal personen vide, at det er i orden til hver en tid at sige fra, også under selve interviewet. Hvad casen gør opmærksom på, er, at det er en god idé at have den nærmeste familie med i disse overvejelser og dermed informere om, at det ikke er et problem at sige fra.

Svar 2.

Af Birthe Ørskov, lektor i sygeplejerskeuddannelsen, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Afdelingssygeplejersken må give datteren en undskyldning, da der må være sket noget, der kan give anledning til misforståelse og uro. I den palliative indsats er målet at fremme livskvaliteten hos patienter og deres familie. I de sygeplejeetiske retningslinjer understreges betydningen af, at sygeplejersken har ansvar for at yde omsorg i den hensigt, at patienten oplever velvære.

Situationen her udfordrer oplevelsen af at være vel og dermed livskvaliteten.

Afdelingssygeplejersken kan tale med moderen og datteren og under denne samtale forsikre moderen om, at der ikke kan blive tale om at medvirke mod dennes ønske. Respekten for selvbestemmelse, anerkendelse af værdighed, hensynet til moderens integritet samt omhu for det sårbare liv er vigtigt for al udøvelse af sygepleje.

Til alle tider i alle dele af uddannelses- og forskningsfeltet i sygeplejen gennemtænker sygeplejersker de etiske konsekvenser af en undersøgelse. Interessen for undersøgelsen må aldrig gå forud for hensynet til den enkelte informant, således heller ikke patienten her.

Emneord: 
Dilemma
Død

Studerende i praksis: Den døende som læremester

En sygeplejestuderende er nysgerrig på, hvordan uafvendeligt døende patienter har det med skulle slippe livet. En patient lærer hende lidt om, at fremfor at ligge i sengen og blive mere og mere afkræftet, kan døden være at foretrække. Et ordentligt farvel er en del af processen.

Low_Stud-i-praksis_brev
Arkivfoto: Scanpix
Jeg passede en døende, som havde tabt kampen til brystkræft. Det gik brat ned ad bakke for hende i de tre dage, jeg passede hende.

Jeg havde været inde hos hende en uge forinden, hvor hun fint kunne komme over og sidde i stol, men dette var ikke tilfældet længere, hun var nu sengeliggende, afkræftet og opgivende.

Første dag hos hende var hun talende, grinende og vi snakkede om vind og vejr, og hun var en haj til navne.

Hun spiste sparsomt, men drak fint uden problemer.

Dag to kunne jeg allerede se en ændring, hun havde ikke rigtig lyst til mad, men følte stor tørst. Hendes reaktionsevne ved samtale var nu dårligere.

Jeg havde nu et spørgsmål, som jeg var nysgerrig efter at få belyst. Jeg tænkte på, hvorvidt hun var afklaret med at skulle dø og følelserne bag det. Jeg spurgte med lidt tilløb, hvordan hun havde det med det hele.

Hun svarede, at hun var helt afklaret og syntes ikke, at et liv som sengeliggende var værdigt, når hun var vant til at kunne alt selv. Derudover fortalte hun hele sin sygehistorie fra start til slut og om alt det, der var sket på blot otte måneder.

Jeg sagde til hende, at hun endelig måtte sige til, hvis jeg pressede for meget på med mine spørgsmål, og jeg fortalte, at jeg var meget nysgerrig omkring det her med døden.

Hun siger til mig, helt afkræftet og træt, at jeg næsten skulle prøve at læse det brev, der ligger i skuffen, det er et brev fra en person, som har været hendes veninde gennem mange, mange år. Hun beder mig læse det op.

Jeg begynder at læse op med en klump i halsen og gåsehud over det hele, det er et specielt øjeblik mellem hende og mig. Jeg synes, det er kæmpe stort, at jeg må få lov til det – hvorfor har hun valgt at betro dette brev til lige netop mig? Det er et brev, som jeg aldrig har haft i hænderne før, hvor hensigten er at sige farvel til en god veninde pga. en uretfærdig sygdom og med ”en tak for alle de år, jeg har kendt dig, du er et godt menneske, og vi ses på den anden side.” Det var kæmpe stort. Vi blev begge enormt rørt. Det var virkelig et øjeblik, der ikke kan beskrives, så stort var det.

Bagefter satte jeg mig ned på en stol ved siden af hende for at vise, at jeg havde tid, og vise min taknemmelighed for dette øjeblik.
Dag tre chokerede mig. Jeg kom ind til hende på stuen og sagde godmorgen, men der var nærmest ingen reaktion, og hun var meget træt og søvnig. Jeg kunne mærke, hun var langt væk. Hendes børn kom, og de var endnu mere chokerede over den tilstand, deres mor nu var i, de havde ikke regnet med, at det ville gå så stærkt.

Dette patientforløb vil jeg aldrig glemme. Det var stort og lærerigt.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken

Emneord: 
Død
Sygeplejestuderende