Studerende i praksis: Den første døde patient

En sygeplejestuderende har altid forbundet døden med noget voldsomt, men det første møde med en død patient er stille og roligt, faktisk smukt.

SY-2012-14-9Jeg sidder med min vejleder Anette og er ved at udskrive en af vores patienter, da kalderen bipper.

Jeg ved, at det er en terminal patient, vi skal ned til. Jeg har kort hilst på hende og hendes datter om morgenen, men ellers ikke set meget til dem, da jeg havde undervisning hele formiddagen.

Da vi træder ind på stuen, sidder datteren ved sengekanten og holder moderens hånd, mens hun græder. Anette kigger spørgende på hende, og hun nikker. Patienten ligger stadig, som hun gjorde om morgenen, men der er ingen rallen som tidligere. Hun ligner en, der sover, bortset fra at øjne og mund er åbne, og brystkassen er stille. Huden er bleg og helt voksagtig, hun ligner en dukke, og det er mærkeligt, for hun var jo et menneske for kort tid siden.

Jeg holder mig i baggrunden og er egentlig lidt i chok, for her står jeg og kigger på en død person. Det er en rigtig mærkelig følelse, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere. Jeg har altid forbundet døden med noget voldsomt, men det her er stille og roligt. Når nogen dør, så græder man jo, og jeg har lyst til at græde, men gråden kommer aldrig.

Datteren forlader stuen for at ringe til familien, imens åbner Anette vinduet, så sjælen kan flyve ud. Jeg synes, at det er en fantastisk smuk tanke, og slapper lidt mere af.

Imens finder vi en kasse, som er klargjort med alt, hvad man skal bruge. På stuen bliver kateter og nefrostomisonde fjernet, patienten bliver vasket og får sit eget tøj på. Vi lægger rent sengetøj på og rydder op på stuen, lægger dug på sengebordet og sætter lys på. De blomster, der stod på sengebordet, tager jeg og pakker stilken ind i stanniol, så de kan lægges på patientens bryst.

Den ellers kedelige hospitalsstue er blevet så smuk og yndig at se på, og det hele er så fredfyldt. Datteren kan nu komme ind og sige farvel. Da hun har taget afsked og fortæller, at der ikke kommer andre, trækker vi lagnet helt over den døde og fjerner lysene. Det er slet ikke så uhyggeligt at kigge på sengen med lagnet trukket over, som man ser det i film. Specielt fordi blomsterne stadig ligger der.

Nu har jeg set, at døden sagtens kan være rigtig smuk og fredfyldt.
 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Død
Sygeplejerskeuddannelsen

Det er altid intenst at arbejde på hospice

Da Dansk Sygeplejeråds formand var i klinik på Sankt Lukas Hospice i København, blev det en dag med følelser og høj sygeplejefaglighed.

SY-2012-11-30xx
Sygeplejerske og tillidsrepræsentant Grete Bendix Jensen følger Grete Christensen hen til hospiceafdelingen på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Foto: Søren Svendsen

På indersiden af døren hænger et foto af en kvinde med lyst hår, og der er også billeder af to drenge. I sengen ligger 56-årige Birthe med lukkede øjne. Hun er kvinden på billedet og mor til de to drenge. For få år siden arbejdede Birthe som sundhedsplejerske, men så blev hun ramt af en hjernetumor og har siden juni i år været indlagt på Sankt Lukas Hospice i København.

”Folks historie betyder meget.  Og det er vigtigt, at jeg har en god fornemmelse af, hvordan vores patienter har været, dengang de var raske. Det giver et større indblik i patienten,” siger Lisbeth Christiansen, der er sygeplejerske og klinisk vejleder med over 15 års erfaring på Sankt Lukas Stiftelsen.

Birthe er lam i det meste af kroppen. Hun har ikke noget sprog og næsten intet syn tilbage. Sygeplejerske Lisbeth Christiansen stryger hånden roligt over dynen, og formand Grete Christensen præsenterer sig for Birthe. Langsomt åbner Birthe øjnene, og Lisbeth Christiansen spørger, om hun vil have noget vand. Hun får en lille smule.

”Jeg ved jo reelt set ikke, om Birthe har kvalme lige nu. Derfor tænker jeg rigtig meget over, om det kan være et overgreb, hvis jeg tilbyder vand,” siger Lisbeth Christiansen.
 

Sygeplejersker bliver omgangskreds

Sankt Lukas Hospice er det første og største hospice i Danmark med 24 sengepladser. Her er ansat 45 sygeplejersker. På væggene hænger der forskellig kunst, og indretningen er i det hele taget farverig. I dagligstuen møder Grete Christensen og Lisbeth Christiansen en mand, som sidder i en stol og holder hånden på en kop kaffe. Han hedder Jens og er Birthes mand. Han har passet hende i 14 måneder, inden hun kom på Sankt Lukas Hospice.

”Jeg troede, at jeg kunne klare det, men jeg er lettet over, at Birthe er her, og jeg har talt meget med personalet. Sygeplejerskerne bliver jo nærmest min eneste omgangskreds, og dem mister jeg også, når Birthe dør. Derfor har vi talt om, at jeg skal begynde at komme noget mindre for langsomt at vende tilbage til den tilværelse, der venter,” siger Jens.
 

Følelser på spil

Sygeplejerskerne på Sankt Lukas Hospice er et miks af unge og erfarne sygeplejersker. De bruger hinanden rigtig meget i arbejdet med patienter og pårørende.

”Der er helt naturligt mange følelser på spil på et hospice, og jeg synes, vi har mange diskussioner omkring, hvordan vi kan udvikle os fagligt. Men bare det at få lov til at blive inviteret ind i andre menneskers liv og gøre en forskel, det giver arbejdet indhold. Nogle gange lykkes det selvfølgelig bedre end andre, men det er altid intenst,” siger Lisbeth Christiansen.

Formand Grete Christensen sidder sammen med Lisbeth Christiansen i morgenmødelokalet og taler om mødet med Birthe og Jens.

”Det er virkelig stærkt at mærke den ro og det rum, der er omkring arbejdet med patienter og pårørende,” siger Grete Christensen og fortsætter: ”Jeg har en klar fornemmelse af, at I føler, I bruger jeres faglighed til fulde i det daglige arbejde. Og det er virkelig godt at se, at der er rigtig meget, der lykkes i vores sundhedsvæsen.”

Ude på gangen ankommer en kvindelig patient med en pårørende. En sygeplejerske tager imod og følger dem hen på patientværelset. Nye billeder skal nu formentlig sættes op på døren, og sygeplejerskerne skal lære en ny historie om et menneske, der har kort tid tilbage.

Fakta om Sankt Lukas Hospice og hospicesygeplejersker
  • Første hospice i Danmark i 1992
  • Liggetiden er i gennemsnit 16 dage
  • Sankt Lukas Stiftelsen har også tilknyttet Danmarks første udkørende hospiceteam
  • Patienterne har typisk livstruende sygdomme som kræft
  • Langtfra alle patienter dør på hospice, der er nogle, der bliver udskrevet til plejecentre eller private hjem
  • Hospicesygeplejersker har et fagligt selskab, der hedder Fagligt Selskab for Palliations- og Hospice- sygeplejersker, se www.dsr.dk > Faglige Selskaber
  • Hospice er en del af det offentlige sundhedsvæsen og er omfattet af det udvidede frie sygehusvalg. Det er derfor gratis for patienter at komme på hospice.

Fagbladet Sygeplejersken har valgt at sløre Birthe og Jens’ identitet. De rigtige navne er redaktionen bekendt.

Emneord: 
Død
Palliation

5 faglige minutter: Personpåkørsel

"Jeg indvendte, at et menneske, der er så sygt og har det så skidt, at selvmord er eneste udvej, nok ikke tænker på, om han eller hun forsinker togtrafikken."

Det var en af de eftermiddage i januar, hvor regnen silede ned, og mørket strakte sig over både nat og dag. Jeg stod i en boghandel og havde netop købt bogen til den næste læsekreds.

Den unge pige bag disken fortalte, at hun pga. regnen undtagelsesvis havde taget toget denne morgen i stedet for at cykle.

”Og så er det lige sådan en dag, der er en, der vælger at kaste sig ud foran toget og forsinke alle mennesker. Jeg synes simpelthen, det er så egoistisk. Hvad med alle dem, der ser på det … Så må de finde et andet sted at gøre det.”

Jeg indvendte, at et menneske, der er så sygt og har det så skidt, at selvmord er eneste udvej, nok ikke tænker på, om han eller hun forsinker togtrafikken.

Pigen holdt fast i sit. ”Det er så egoistisk,” mente hun.

Jeg forsøgte igen: ”Der er ca. 600-700 mennesker, som hvert år tager deres liv, og …”

”Er der så mange, der kaster sig ud foran toget?” spurgte hun.

”Nej,” svarede jeg, ”så mange tager deres eget liv.”

Samtalen sluttede med det obligatoriske ”ha’ en god dag”. Indholdet blev hængende i bevidstheden under ”Personpåkørsel”, som er den triste overskrift, passagererne præsenteres for, når togdriften uventet går i stå.

Senere kom jeg i tanke om, at jeg kunne have anbefalet pigen at læse en bog, der nok kunne have fået hende til at tage et kvantespring i psykiatriforståelse.

”De der blev tilbage” af Birgitte Andersen og Torben Åndahl er en portrætbog med efterladte efter selvmord. Bogen indeholder beretninger fra venner og familiemedlemmer til den person, som tog sit liv, og det er læsning, der gør det meget tydeligt, hvor mange mennesker et selvmord berører, og hvor dybe spor et selvmord sætter i de efterlevende.

Skyld, en søgen efter forklaring, sorg, savn, måske skamfuld lettelse og et liv, der for altid er forandret.

Mange af beretningerne indeholder kritik af hospitalspsykiatrien og distriktspsykiatrien: Der mangler klare behandlingsplaner, der er for få muligheder for meningsfuld aktivering, for meget nøl.

Det er en bog, der skal læses i små bidder, for den er stærk, men det er også en bog, der kan berige de sygeplejersker, som er ansat i psykiatrien, og de mennesker, der ved tæt på ingenting om emnet.

Jeg har kendt fire mennesker, som valgte selvmord som udgang på deres pludseligt bristede forhåbninger eller som løsning efter lang tids depression. Hver gang har chokket været overvældende.

En søndag morgen for mange år siden lød det i telefonen om en nær kollega: ”Kirsten har begået selvmord.” Helt absurd, tænkte jeg: Ja, men hun er da ikke død. Så galt kunne det ikke være gået. Men det var det. Det er umuligt at lade være med at tænke på, om beslutningen kunne have været afbødet. Kunne vi have grebet ind?

De fire var ikke tætte familiemedlemmer, men deres sørgelige historier lever videre i bevidstheden, fordi tilknytningen var der gennem venskab eller bekendtskab. De fire havde alle børn, som ikke var særligt gamle, børn, de frivilligt forlod. Er de egoister? Burde de have tænkt på børnene eller for den sags skyld på, at toget skal holde togplanen?

”Egoist” er en hård anklage at fremsætte i en situation, der for alle involverede er rædselsfuld. Snarere må man overveje, hvorfor der altid er tre fingre, der peger på en selv, når man peger fingre ad andre.

Opdateret viden og opgør med letkøbte fordomme hindrer ikke et selvmord, men kan føre til større opmærksomhed og medmenneskelighed, når en ven, en kollega eller et familiemedlem er gået på grund i livet. ”Personpåkørsel” er og bliver et sørgeligt ord, som indrammer en uigenkaldelig beslutning og kalder på forståelse.
 

Emneord: 
Død
Psykisk lidelse
Selvmord

Støttende samtaler vigtige for familiens fælles fundament

Der er brug for at styrke kommunikationen mellem søskende indbyrdes og mellem forældre og børn, når der er alvorlig sygdom i hjemmet. Et familieprojekt i Det Palliative Team i Århus har løftet opgaven, og resultaterne beskrives nedenfor.

I Det Palliative Team i Århus er der årligt kontakt med 40-50 familier med børn i alderen 0-25 år, og der er stor efterspørgsel efter rådgivning til forældre om børns reaktioner på, at far eller mor lider af en uhelbredelig sygdom.

Teamet har siden 2004 haft samtalegrupper for børn, der har mistet en forælder, og erfaringer herfra viser, at der er et behov for at styrke kommunikationen mellem søskende indbyrdes og mellem forældre og børn, når der er alvorlig sygdom i hjemmet.

Undersøgelser viser, at tabet af forældre er forbundet med sårbarhed over for psykiske problemer som f.eks. angst og depression, og at børns evne til at tackle tabet er afhængigt af, om de møder åbenhed og anerkendelse i forhold til deres følelsesmæssige situation i familien (1). Kræftrådgivningen i Århus Amt har i samarbejde med Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet udført Familierådgivningsprojektet COSIP (Children of Somatically Ill Parents) (2).

Projektet har udviklet konceptet ”Psykosocial støtte til familier med en forælder med kræft”, som har dannet afsæt for det projekt i Det Palliative Team, som her beskrives. Det overordnede formål med projektet er at tilgodese familiens og i særdeleshed børnenes trivsel gennem familieorienterede samtaler, se boks 1.

Samtaleformen

Familierne blev informeret om tilbuddet, og tre samtaler blev planlagt:

  • Et møde uden børnene, hvor der var fokus på forældrenes perspektiv
  • Et møde med børnene uden forældrene
  • Et møde for hele familien

Samtalerne blev ledet af den sygeplejerske, der var kontaktperson for familien, en psykolog eller præst. En samtaleguide var inspirationskilde for samtalerne. Aldersgruppen var som udgangspunkt mellem 10 og 21 år, men der blev taget individuelle hensyn, så yngre børn kunne deltage, hvis de kunne indgå i en længerevarende dialog, ligesom de sprogligt skulle kunne udtrykke tanker og følelser og kunne reflektere over det sagte. Under samtalerne med børnene er der gjort brug af tegneark og netværkskort.

Den teoretiske referenceramme for familiesamtalerne var en kombination af en systemisk og en fænomenologisk tilgang. To teoretiske retninger, der i deres udgangspunkt har et meget forskelligt fokus. At mennesker lever i hver deres verden, er et fælles udgangspunkt for disse to positioner. Hvor den ene retning har fokus på neutralitet, mønstre og strukturer med afsæt i det system, et menneske er en del af, tager den anden retning afsæt i dialogen, det fælles møde og medleven. At kombinere disse to tilgange i familiesamtalerne syntes relevant ud fra, at det gav mulighed for at have et følelsesmæssigt og oplevelsesmæssigt omdrejningspunkt, et intrapersonelt perspektiv, som kendetegner den fænomenologiske tænkemåde samt et interpersonelt perspektiv med fokus på mønstre og sammenhænge i det system, den enkelte er en del af (3).

Da der mangler viden om familiens oplevelse af disse samtaler, er formålet med undersøgelsen at få afdækket,

  • i hvilket omfang familiesamtalerne er en støtte for forældre og børn
  • at belyse de fremtrædende temaer i samtalerne.

På den baggrund vurderes det, om der er behov for at justere interviewguiden, som er udgangspunktet for samtalen.

Metode

Vi anvendte en fænomenologisk tilgang til familiesamtalerne, se boks 1, og en kvalitativ deskriptiv metode til analyse af referaterne fra samtalerne, se boks 2.
10 familier har deltaget i projektet (Se tabel 1 og 2).

Boks 2. Metode

Udgangspunktet for artiklen er en deskriptiv undersøgelse af referater med udvalgte citater fra 10 samtaleforløb i perioden 1. september. 2008 – 1. marts 2010.

Datamaterialet er struktureret, og efterfølgende er der lavet en meningsfortolkning, hvorigennem temaerne fra samtalerne fremkom (4). Deltagerne i projektet har givet tilladelse til brug af citaterne.

SY-2011-17-alt%20(36)

SY-2011-17-alt%20(37)Resultater

Forældresamtalerne
Det, at hverdagen fungerede, og at der var gode stunder indimellem, blev generelt vægtet højt. Flere af forældrene havde plejeorlov, hvilket betød, at børnene oftest kunne passe et fritidsliv.

De gode stunder med plads til at gøre ting sammen, som man havde været vant til i familierne, blev også fremhævet ”Vi kan jo ikke cykle sammen mere, nu læser vi bilblade.”

Sygdommens konsekvenser afspejlede sig i ændringer i de indbyrdes relationer og rollefordelingen i hjemmet. Det kom bl.a. til udtryk ved, at de mindre børn henvendte sig mere til den raske forælder end til den syge, mens det hos teenagerne kunne betyde, at den unge påtog sig et større ansvar i det daglige end tidligere ”han er en god dreng, og han tager sig af mange af de ting, hans far ordnede før i tiden”, eller at de valgte at klare sig selv, fordi den raske forælder var travlt optaget. ”De store spørger kun sjældent om hjælp, de klarer sig selv. De kan vel godt se, at jeg ikke kan mere, end jeg kan.”

Følelser og tanker
Rolleskiftet synes i flere tilfælde at hænge sammen med, at den syge forælder pga. manglende overskud var mere afvisende i forhold til børnene end tidligere. Det resulterede hos flere i en distance mellem den syge forælder og børnene.
I to familier var ønsket om at leve i nuet meget stort. Det betød, at der vanligvis ikke blev talt om, hvordan sygdommen kunne udvikle sig, og hvilke konsekvenser det kunne få for familien. I en tredje familie var det betydningsfuldt for den syge far, at børnene kunne huske ham som en, der ”var i stand til at være far”, selvom han var syg.

Kommunikation i familien
I alle familier ønskede forældrene åbenhed om sygdommen, udviklingen af den og familiens fremtid, men i mange tilfælde var det ”for hårdt at tage tråden op”, når spørgsmålene kom. En rask mor fortalte: ”Børnene lå i sengen og skrev om, at glæde var noget med at holde fødselsdag, og at der var inviteret gæster. Sorg var, at nogen skulle dø, som man holder af. Jeg kunne ikke tale med dem om det, fordi jeg selv blev så ked af det.”

Samtalerne med børnene
Flere af børnene problematiserede, at den syge forælder var forandret. En syntes slet ikke, det var hendes mor, der lå i sengen, fordi hun var såvel fysisk som psykisk forandret. ”På en måde kan det ikke blive værre, for man kan ikke blive mere syg, end min mor er.” Nogle af de yngre børn savnede en ”normal far, der kan løfte mig og kaste mig rundt”.

Der udtryktes således tydeligt et savn af og et tab af den syge forælder og dennes tidligere rolle i familien. Flere af drengene påtog sig farens rolle, hvilket kunne virke som en form for beskyttelse af den raske forælder, ligesom det, at flere undlod at konfrontere den raske forælder med svære problemstillinger, kan ses som en form for beskyttelse.

Følelser og tanker
Alle samtaler var præget af bekymring for fremtiden. Tre børn i en familie udtrykte, at sygdommen og bekymringen for, om far skulle dø, fyldte alting. Dette blev tydeliggjort ved brug af en Visual Analog Skala (VAS). På en skala fra 1 til 10 fyldte sygdommen for disse børn 10.

Spekulationerne gik generelt på, hvordan familierne skulle klare sig, når den syge forælder var død. Disse spekulationer gav i fire tilfælde anledning til søvnbesvær varierende med ”voldsomme tanker”, tankemylder og træthed om morgenen. En nævnte, at den syge forælders død kunne blive en lettelse, og at det måske ville kunne ”give lidt luft”. Det kan sammenholdes med tidligere udtalelse: ”På en måde kan det jo ikke blive værre, for man kan ikke blive mere syg, end min mor er” og kan ses som udtryk for det pres, disse børn oplevede.

De fremherskende følelser, der kom til udtryk blandt børnene i syv ud af otte samtaler, var vrede og at være ked af det.
Syv af børnene beskrev, hvad der specifikt fremkaldte vreden, og hvordan de håndterede den. En ”bliver gal i hovedet” over de begrænsninger, moderens sygdom gav, en anden mærkede vreden i hoved og hænder, men det hjalp at komme til at spille fodbold. Flere fortalte, at vreden kunne give lyst til at ”smadre ting”. En fik afløb for disse følelser ved at slå løs på nogle brædder med en hammer.

At være ked af det kom bl.a. til udtryk, når der var dårlige nyheder om sygdommens udvikling. I forhold til denne følelse havde flere gavn af at tale med familiemedlemmer eller andre nærtstående.

To af de unge havde stået alene i svære akut opståede situationer med den syge forælder. Det havde udløst en følelse af angst. En tjekkede f.eks. altid ”anderledes lyde”.

Der var generelt et stort kendskab til alle de følelser, der her er beskrevet, hos børnene. De blev som regel håndteret med sportsudøvelse eller ved kontakt til personer i det nære netværk, se figur 1.

SY-2011-17-alt-35

Påvirkning af hverdagslivet
Fire af børnene havde problemer i forhold til skole og uddannelse. En kom ikke af sted om morgenen og bad om hjælp til at blive presset hertil. En havde svært ved at koncentrere sig. En havde det i forvejen svært i skolen og fik særlig støtte, men det var ikke blevet lettere, efter at moderen var blevet mere syg. Et af de store børn var stoppet med såvel ungdomsuddannelse som fritidsjob.

Ressourcer
I 11 tilfælde fremhævedes fritidsinteresser og nære relationer (venner, søskende, husdyr) som betydningsfulde for at kunne skabe et frirum, der ikke var præget af sygdom.

Fem børn fortalte, at de oplevede fuld åbenhed om den syge forælders tilstand, og det fremhævede de som en ressource.
Børnene gav udtryk for, at det var meningsfuldt for dem at gøre brug af tegneark og netværkskort, se figur 1 og 2.

Kommunikation
De opsamlende samtaler gav anledning til, at spørgsmål, der angår sygdommen, tidsperspektivet og sygdommens konsekvenser for hverdagen og for fremtiden, blev drøftet. Forældrene i familien, hvor børnene scorede sygdommen til at fylde 10 i hverdagen, var chokerede over dette, men anerkendte det som børnenes oplevelse, og ud fra det blev betydningen af at dele sorgen klar for dem. I et par familier blev det fremhævet, at det var betydningsfuldt for børnene, at forældrene inddrog dem, som de gjorde.

Flere af børnene havde ved vores samtale søvnbesvær af forskellig karakter, som blev italesat, og der blev i forhold hertil sat forskellige hjælpeforanstaltninger i værk. F.eks. blev barnet, der var præget af angst, frataget det ansvar, han følte i forhold til faderen.

Såvel forældrenes som børnenes ønsker og håb i forhold til både den nære fremtid og fremtiden efter dødsfaldet blev vendt, herunder den syge forælders rolle. Ønsker om frirum for sygdom, men også betydningen af stabilitet i hjemmet, f.eks. hvorvidt familien kunne blive boende efter dødsfaldet, blev italesat.

Følelser og tanker
Børnenes følelsesmæssige reaktioner og deres generelt store bevidsthed om disse var centrale i samtalerne. Hvad angår vrede, blev der talt om anerkendelse af denne, og der blev sat fokus på hensigtsmæssige strategier i forhold hertil.

En syg far fik forklaret, at hans manglende tålmodighed skyldtes sygdommen, at det ikke som sådan havde med børnene at gøre. Der blev ligeledes talt om, at det ikke var realistisk at undgå det, selvom det var ønskeligt.

Med hensyn til tristheden blev det af såvel forældre som børn italesat, hvordan denne kom til udtryk. Forældrene fik lejlighed til at korrigere i de tilfælde, hvor børnene oplevede, at det var dem, der gav anledning til denne følelse, og den rette sammenhæng i forhold til sygdommen og dens konsekvenser for familien blev præciseret.

I flere familier blev det udtrykt, at det var uvant for dem at tale så konkret om, hvordan de følelsesmæssigt havde det. En far beskrev det som en slags ”blottelse” over for hinanden. Denne far sagde også, at det gode ved det var den følelse af nærhed, der efterfølgende opstod. En anden far sagde, at han havde en forventning om, at stemningen ville være lettet, efter det usagte var blevet sagt.

Ressourcer
Som under den første samtale med forældrene blev det ved den opsamlende samtale i flere tilfælde fremhævet, hvor betydningsfuldt det var, at hverdagen fungerede med positive oplevelser indimellem på trods af, at den var hård og svær, og børnenes oplevelse af fritidsinteressernes og det nære netværks betydning blev trukket frem.

Diskussion

I nogle familier var det svært at motivere børnene til at deltage, måske fordi det kan være svært at udtrykke sig sprogligt om noget så vanskeligt. Alte Dyregrov fremhæver, at sproget er voksnes kommunikationsform, mere end det er børnenes (1). Det, at børnene var optaget af at anvende tegneark og netværkskort, giver også anledning til at overveje, om den slags nonverbale redskaber skal være en større del af kommunikationen med børnene.

Af nyere forskning fremgår det, at fravær af synlig sorgreaktion i forbindelse med alvorlig sygdom ikke nødvendigvis indebærer forsinket sorg (5). To familier valgte samtalerne fra, da ”det lige gik så godt”. Måske var der i disse situationer ikke behov for samtaler, eller måske var det ikke det rette tidspunkt for et samtaleforløb.

Det må dog overvejes, om dette tilbud i mindre grad henvender sig til familier/børn, der sædvanligvis ikke udtrykker tanker, følelser og behov sprogligt. At der, når denne gruppe skal tilgodeses, måske skal tænkes alternativt i forhold til metode og rammer for samtalen. Eksempelvis ved flittigere brug af varierede tegneark eller ved samtale i forbindelse med gåture. Denne nuancerede metode i forhold til samtalen kan sammenholdes med Dyregrovs fokus på, at børns tanker og bekymringer afspejler sig i tegninger og leg, og at der derigennem udsendes signaler, som det er betydningsfuldt at få øje på (1).

Man skal også overveje, om professionelle er gode nok til at motivere til samtalerne. Måske skal der i forhold til børnene i præsentationen af tilbuddet være mere fokus på samværet end samtale omkring bordet i traditionel forstand. Flere yngre børn (under 10 år) har deltaget i samtalerne, og de har været i stand til at udtrykke følelser, hvilket indebærer, at aldersgrænsen på 10 år kan diskuteres.

Fremtrædende temaer i samtalerne

Flere af børnene fremhæver betydningen af at have frirum fra sygdom og sorg og af at være informeret. Undersøgelser viser, at børn generelt ikke magter at være i det svære længere tid ad gangen. De går ”ud og ind af sorgen” (1). Det kan ses i sammenhæng med de nyeste teorier om sorgbearbejdning ud fra tosporsmodellen (6).

Sorgprocessen ses her som to spor: en tabsorienteret del, hvor tabet søges integreret i personens selvopfattelse, og en genindførende proces, som er rettet mod udviklingen i den nye verden. På den måde arbejdes der med at acceptere tabet, men også med at holde fri fra smerten. Den viden er betydningsfuld i kontakten med børnene. I samtalerne må der være opmærksomhed på både det tunge og det lette. Måske skal der i højere grad, end det har været tilfældet, holdes pause i samtalerne, hvilket nogle af børnene har fremhævet som positivt.

Det, at en del af børnene fremhæver betydningen af at have frirum fra sygdom, indbefatter at have sygdomsfri tid sammen med familie, venner samt i forbindelse med fritidsinteresser. En undersøgelse blandt præpubertetsbørn af kræftsyge forældre fremhæver ligeledes disse frirums betydning (7).

Ovennævnte undersøgelse viser desuden, at børn har et stort behov for alderssvarende information om sygdommen og forventet udvikling, og at børnene ved mangelfuld og ikke alderssvarende information kan udvikle vrede og mistro med risiko for udvikling af kompliceret sorg (7). Børnene i dette projekt fremhæver tilsvarende behovet for at være informeret om sygdommen og situationen som helhed.

Desuden er det vores erfaring fra sorggrupper i Det Palliative Team, at børn har brug for klarhed og præcisering i forhold til familiesituationen. I dette projekt har der været fokus på vredens udtryk og på, hvordan børnene kunne hjælpes til at tackle vrede. Det kunne f.eks. være relevant at undersøge vrede mere fokuseret med henblik på at målrette indsatsen yderligere.

Samtalerne førte til, at der kom fokus på faresignaler i form af søvnproblemer, skole- og uddannelsesproblemer. Der blev på forskellig vis interveneret i forhold til særordning i skolen, flytning til hospice for den syge forælders vedkommende, men også gennem opfølgning på samtalerne ved sygeplejerske/psykolog i teamet, og flere børn blev henvist til sorggrupper.

Der udviklede sig således en ny form for fællesskab i familierne, som gik fra ”jeg” til ”vi”. Herigennem opnåedes anerkendelse af hinandens forskellige følelser samt en anerkendelse af, at måden at håndtere følelserne på er individuel. Forståelsen og respekten for denne forskellighed og den indbyrdes åbenhed synes at være en forudsætning for, at hverdagen kan fungere for familierne.

Desuden synes disse faktorer at være essentielle, når der er fokus på børnenes trivsel og på at hindre udviklingen af kompliceret sorg (7). Det skal nævnes, at mistrivsel hos barnet kræver opmærksomhed og handling fra de professionelles side i form af henvisning til individuel psykologisk bistand.

Konklusion

Undersøgelsen viser, at familierne har opnået følgende:

  • En erkendelse af det betydningsfulde i at opretholde hverdagslivet på trods af tab og savn af den syge forælder.
  • En forståelse for betydningen af at have et fælles fundament for hverdagen og for fremtiden i familien.
  • En erkendelse af, at dette fælles fundament skabes gennem åbenhed om følelsernes forskellige og individuelle udtryk og åbenhed i forhold til betydningen af nærhed og omsorg.

Forældrene har et ønske om at vise børnene åbenhed om sygdommen og fremtidsperspektivet, og børnene udtrykker ønske om åbenhed. Overraskende er det måske, at det ikke er tydeligt for forældrene, hvor meget det at have en syg forælder generelt fylder for børnene, men det bekræfter vigtigheden af, at vi er opsøgende i forhold til at tilbyde samtaler i familierne.

De opsamlende samtaler medvirker til at tilgodese behovet for åbenhed og har således en støttende funktion for familierne gennem italesættelse af begreber som sorg og nærhed og disse begrebers betydning for den enkelte i familien. Som udløber af samtaleforløbene får familierne et fælles fremtidsperspektiv.

De bliver i stand til sprogligt at udtrykke sig i forhold til den enkeltes og familiens samlede ståsted. Imidlertid må der gennem rammer for samtalerne være opmærksomhed på børnenes behov for at veksle mellem ”det tunge” og ”det lette” samt på børnenes individuelle behov for og erfaring med italesættelse af tanker og følelser. Interviewguiden vil derfor fortsat være en relevant inspirationskilde for samtalerne med opmærksomhed på individuelle hensyn til det enkelte barn/den enkelte familie.

Konceptet synes at kunne overføres til udsatte børn i andre sammenhænge, f.eks. i familier hvor en person er psykisk syg eller i familier med misbrugsproblemer. Konceptet er også anvendeligt i familier, hvor en forælder er kræftsyg – uden at være tilknyttet et palliativt team.

Birgitte Elmose er sygeplejerske i Det Palliative Team, Onkologisk afdeling, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital.

Projektet er udarbejdet af Birgitte Elmose, sygeplejerske, Helle Matthiesen, klinisk sygeplejespecialist, og Charlotte Jensen, psykolog, Det Palliative Team, Onkologisk Afdeling, Århus Sygehus. Læge, ph.d. Mette Asbjørn, Det Palliative Team, Onkologisk Afdeling, Århus Sygehus, har været vejleder i forbindelse med artikelskrivning.

Litteratur

  1. Dyregrov A, Sorg hos børn.  En håndbog for voksne. København: Narayana Press; 2007.
  2. Thastum M, Kruse H, Hedegaard G et al. COSIP – Children of Somatically ill parents, København: Kræftens Bekæmpelse; 2005.
  3. Jacobsen B, Eksistensens Psykologi. København: Hans Reitzels Forlag; 1998.
  4. Kvale S, Brinkmann S, Interview. Introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag; 2009.
  5. Bonnano G. The Human Capacity to Thrive in the Face of Potential Trauma. Pediatrics vol 121, Number 2, February 2008.
  6. O’Connor M, Eklit A, Forståelse og behandling af sorgforløb. Psykolog Nyt, 2004; nr. 22.
  7. Christ GH. Healing Children’s Grief. Surviving a Parent’s Death from Cancer. New York: Oxford University Press; 2000.
English abstract

Elmose B. Conversations in families where one member is terminally ill – a descriptive study or Supportive discussions in families where one parent has cancer. Sygeplejersken 2011;(17):62-7.

The Palliative Team at Aarhus has experienced an increasing demand for counselling parents about children's reactions to serious disease in the family. Since 2004, the Palliative Team has also held group discussions for children who have lost a parent.

It is our experience that there is a need to improve communication among siblings, and between parents and children.

The family counselling project COSIP (Children Of Somatically Ill Parents) has developed a counselling approach that

focuses on psychosocial support for families where one parent has cancer. This approach has been adapted and implemented by the Palliative Team.

The project's objective is to promote the family's and especially the children's well-being via such discussions.

Three sessions are offered: one for parents, one for children and a summary session for the whole family. Qualified staff are responsible for framing and directing the discussions.

A descriptive study of the project has been prepared based on minutes from the first ten sessions.

The following captions summarise the lessons learned from the conversations:

  • They build a framework in which feelings can be openly expressed and discussed, which provides a common basis for
  • closeness and nurturing.
  • Maintaining daily routines despite the loss and lack of the ill parent is important
  • Having a feeling of togetherness in the family makes future perspectives more manageable.

The family discussions are viewed as a nursing intervention permitting interdisciplinary collaboration among nurses and psychologists/clergy.

Key words: Children, grieving, family counselling, care, terminal illness.

Emneord: 
Pårørende
Sygepleje-patient-forhold
Kommunikation
Palliation
Barn
Sorg
Familie
Omsorg
Død

Samtalegruppe for børn, som har mistet en forælder

En analyse af 20 referater fra en samtalegruppe for børn, som har mistet deres mor eller far, viser, at børnene er optaget af en række temaer, der går igen fra barn til barn. At tale disse temaer igennem synes at virke fremmende på barnets bearbejdelse af sorgen. Børnene er anonymiserede i artiklen.

Samtalegrupper for børn, der har mistet en forælder, har siden 2004 været et tilbud fra Det Palliative Team i Århus. Efter en nøje analyse af referater fra møderne kan vi se, at de børn, som har deltaget i samtalegruppen, får viden om og forståelse for deres egen og andres sorg og sorgreaktioner, og at forholdet til den tilbageværende forælder bliver påvirket i retning af mere åbenhed mellem forælder og barn.

”Det hjælper at tale med nogen, man ikke på forhånd kender, og som har oplevet det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at gøre dem kede af det,” fortæller et barn i evalueringen af samtalegruppen (se boks 1). 

Boks 1. Samtalegruppen

Samtalegruppen ledes af psykolog Charlotte Jensen og forfatteren. Begge har gennemgået uddannelse i samtaletræning, organisering og planlægning af samtalegrupper. Barnet og dets forælder inviteres til en samtale om formålet med samtalegruppen. Ved denne samtale understreger vi, at formålet med gruppen er at tilbyde psykosocial støtte, hvorfor børnene ikke må have andre væsentlige tab eller ubearbejdede traumer. Vi gør opmærksom på regler om tavshedspligt, og der udveksles gensidige forventninger.

Gruppen mødes hver anden uge i to timer og består af 8-10 børn i alderen 12-16 år.

Den teoretiske referenceramme er en kombination af eksistenspsykologi og systemisk tænkning. To teoretiske retninger, der i udgangspunktet har et meget forskelligt fokus. At mennesker lever i hver deres verden, er et fælles udgangspunkt for de to positioner. Hvor den ene teori taler om neutralitet, mønstre og strukturer og tager afsæt i det system, mennesket er en del af, taler den anden om dialog, møde og medleven. Begge teoretiske retninger har fokus på den aktuelle situation i modsætning til f.eks. den psykodynamiske metode, der har fokus på barndommen og det ubevidste.

Den systemiske tilgang tager afsæt i det system, et menneske er en del af. Her har det stor betydning, at hjælperen bevarer sin neutralitet. Neutralitet er her defineret som at være nysgerrig, undersøgende og spørgende. På den måde kan hjælperen bevare overblik og behørig afstand til sagen (4).

Eksistenspsykologiens fokus er at se, møde og forstå det menneske, man sidder over for. Den fortælling, der her udfolder sig, kan være med til at forene fortid, nutid og fremtid (5).

Artiklen bygger på en deskriptiv undersøgelse af 20 referater fra perioden marts 2009 til april 2010. Der er foretaget en narrativ strukturering og efterfølgende en meningsfortolkning af referaterne med henblik på at få indblik i, hvilke samtaleemner der tillægges betydning (6). Børnenes navne er anonymiserede. De børn, der er citeret, har i overensstemmelse med deres forælder givet tilladelse til dette.

Otte ud af ni børn har efter at have deltaget i samtalegruppen besvaret et evalueringsskema. Her beskriver de den positive betydning af sorgbearbejdning i samtalegruppen.

Særligt behov for støtte

Fra undersøgelser af børns sorgreaktioner ved man, at børn, der mister en forælder, har et særligt behov for støtte (1,2). Børnene er udsat for et forhøjet psykosocialt stress, hvor daglige rutiner og hverdagslivet bliver brudt. Barnet kan i forbindelse med forælderens sygdomsforløb og dødsfaldet opleve social stigmatisering og forandring af egen rolle i sociale relationer, også uden for familien. Det kan medføre alvorlige psykiske problemer for barnet. Manglende støtte til barnet giver risiko for, at barnet udvikler depression, angst, lav selvtillid og får problemer med at omgås andre.

Psykolog Peter Clausen beskriver i bogen ”Anvendelse af nyere psykologi” (3), at kærlighed i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at sikre et barns velbefindende på lang sigt. Selv om forældrene er opmærksomme, varme og engagerede, så er dette ikke nok, hvis de ikke forholder sig direkte til deres børn, når børnene er kede af det, bange eller vrede. Børnene får erfaringer med at håndtere deres følelser ved at være sammen med kompetente voksne, som kan håndtere børnenes følelser uden at blive forført af dem. Det betyder, at den voksne må leve sig ind i barnets følelser og må kunne rumme disse følelser, så barnet kan udtrykke, hvad det er ked af eller bange for (4).

Når den tilbageværende forælder efterspørger professionel støtte til at håndtere barnets sorg, kan det måske hænge sammen med ovennævnte forhold. Mange forældre har erfaring for og viden om, hvor store krav deres børn skal kunne håndtere for at opnå et velfungerende liv. Samtidig oplever de måske selv en form for inkompetence og angst. De mangler måske personligt overskud til at skulle tale med barnet og kunne rumme dets svære tanker og følelser som vrede, frygt, angst, sorg, skyld og skam, når de selv er ramt af de samme følelser.

SY-2011-12-59

Tegningen, der er udført af otte børn, viser den tid, der er gået fra børnene fik besked om forælderens sygdom, til forælderen
dør, og livet går videre.

Det gule område er glæde før sygdommen, det sorte område er diagnosetidspunktet, det røde område er sorgen, da det gik op for børnene, at forælderen var alvorligt syg, den blå dør er tabet af forælderen, luftrummet er tomhed omkring død og begravelsen, solen er glæde og et nyt liv.

Kirken symboliserer afslutninger og begyndelser.

Analyse af referater

Følgende temaer fremkom ved analyse af referaterne fra samtalegruppen

Genkendelighed ved spejling

Et centralt aspekt ved gruppeprocessen er deltagernes indbyrdes interaktion. Gruppedeltagerne opdager et fællesskab og høj grad af identifikation. Således oplever alle børnene i samtalegruppen genkendelighed i det, de andre børn fortæller, og det giver dem en fælles forståelse i forhold til det at have mistet en forælder. Som en konsekvens af dette fortæller de, at de har fået lettere ved at tale om sygdommen og døden, de er blevet klogere på, hvad sorg er, ligesom de har fået viden om, hvilke reaktioner der kan komme, når man mister en forælder. En pige på 13 år udtrykker det således: ”Det er, som om jeg har fået ryddet op i mine tanker … jeg føler mig ikke så alene mere, det hjælper at tale med nogen, man ikke på forhånd kender, og som har oplevet det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at gøre dem kede af det ... jeg er på en måde blevet klogere på andre mennesker ... mine meninger er o.k. ... nu ved jeg, at andre har det ligesom mig ... jeg føler mig ikke alene og anderledes mere.”

Følelsen af at være anderledes og alene ser ud til over tid at blive transformeret til større indsigt i sig selv og andre. Ligesom det at blive genkendt og forstået i det, man siger, betyder, at børnene oplever at få mere orden i deres tanker. At blive bekræftet ved feedback fra de andre i gruppen opleves som at ”få ryddet op” i tanker og følelser. På den måde bliver individuelle erfaringer, tanker og følelser gjort fælles i et forum, hvor de oplever genklang.

Hver gang der starter et nyt barn i gruppen, får barnet mulighed for at fortælle om den forælder, det har mistet. Børnene bliver opfordret til at tage en ting med, som de forbinder med deres mor/far. Ud fra dette fortæller de så om, hvem deres mor/far var, hvad de lavede osv. De, som ikke selv kan fortælle, får hjælp ud fra spørgsmål som f.eks.: ”Hvad kunne hun/han godt lide? Hvad kunne du lide at lave sammen med mor/far? Kan du huske, hvornår hun/han blev syg? Er der noget, du særligt husker fra sygdomsforløbet?”

De andre børn lytter under denne fortælling og får efterfølgende mulighed for at give udtryk for deres refleksioner over det, de har hørt.

Noget karakteristisk her er, at de nye børns fortælling får dobbelt betydning. Dels skaber fortællingen sammenhæng for fortælleren, dels giver fortællingen mulighed for, at de gamle børn i gruppen kan spejle sig i fortællingen. F.eks. udtaler et barn: ”Det er rigtig rart at høre Hans fortælle om, hvordan det er for ham ... det er flot, at han kan fortælle så meget, og jeg kan genkende rigtig meget af det, han siger. Det er rart at få genopfrisket alt det, jeg engang følte og tænkte på, og som jeg næsten troede, jeg havde glemt.”

På den måde opstår der en slags brobygning over tid, hvor begge parter får nye perspektiver. Det nye barn får mulighed for at se, at de gamle i gruppen er et andet sted nu, og de gamle i gruppen kan se, at hun/han har flyttet sig. Der foregår en indre og en ydre dialog forskudt i tid, som alle i gruppen kan tage del i, aktivt eller bare ved at lytte. Gruppeprocessen bliver fødselshjælper for nye erkendelser.

Gruppen som et åndehul

Mange af børnene pointerer, at gruppen er det sted, hvor de er i kontakt med deres døde mor/far. En dreng på 12 år illustrerer dette ud fra et postkort med et luftfoto af domkirken i Firenze. Han fortæller: ”Når jeg er herinde, fylder min mor lige så meget som kirken på dette billede ... det er rart, og det gør også indimellem ondt ... men når man taler om det herinde, er det på en måde lettere at slippe det.”

En anden supplerer: ”Det er blevet lettere at snakke om det, som en normal ting ... her får vi mulighed for at tænke tilbage, hvilket kan være svært i en travl hverdag.”

I gruppen kan børnene bringe de ting frem, de i andre sammenhænge synes er vanskelige, og samtidig få inspiration og støtte til at håndtere kontakten med kammerater og voksne i deres omgivelser. Et barn siger: ”Jeg har fået nemmere ved at koncentrere mig, når jeg taler med mine kammerater ... samtalegruppen har gjort, at jeg har fået mere ro i min hverdag.

Børnene oplever, at gruppen er et fristed til eftertanke, et sted, hvor de tør vove sig frem med tanker og følelser: ”I vores gruppe er døden ikke et tabu, og det er selvfølgelig meget vigtigt, da døden er et meget centralt emne.”

Et barn siger: ”Jeg har især været glad for, at jeg herinde kan snakke med alle om alt, hvad der går mig på.”

Oplevelsen af, at der kan tales normalt om døden, deres reaktioner, tanker og følelser, er befriende. Det er vanskeligt i hverdagen, ikke blot i forhold til kammeraterne, men mange af børnene oplever også, at voksne har svært ved at ramme den bølgelængde, de har brug for: ”De vil snakke alt for meget om det, og det kan være ubehageligt og næsten voldsomt.”

Børnene oplever, at mange voksne gerne vil tale med dem, men at de voksne har svært ved at tune sig ind og finde den rette timing. Viljen er der, men børnene oplever, der bliver spurgt til dem i den forkerte sammenhæng og på den forkerte måde.

Gruppen som væksthus

Børnene oplever, at den viden og erfaring, de får i gruppen, kan anvendes i andre sammenhænge. Fra en evaluering efter ca. 1½ år i gruppen siger et barn: ”Jeg tror, jeg er blevet mere åben, mere klar, og jeg tror, jeg har lettere ved at fortælle.”

Et andet barn siger: ”Min far er blevet gladere, efter jeg er begyndt i gruppen, og vi har fået nemmere ved at snakke med hinanden ... jeg har lettere ved at håndtere det hele ... jeg er blevet mere afslappet ... jeg har mere lyst og energi til at leve mit liv.” Børnene erfarer, at de i gruppen har et fælles vilkår, og at det lader sig gøre at komme videre på trods af det vanskelige ved at have mistet en forælder.

Min døde forælders betydning for mig fremover

At bevare en klar erindring om den døde forælder er afgørende for børnene. Børnene har ofte brug for at tale om, hvordan de kan blive ved med at huske deres døde mor/far. Digtet nedenfor er skrevet af en pige, Karen på 14 år, der har mistet sin mor.

”Jeg har mistet min mor, men jeg har også haft hende,

jeg har grint med hende,

men også grædt over hende.

Det har været bedre at være, hårdere og sværere,

jeg har været igennem meget. Hun har også lært mig meget.

Jeg vil hellere gå gennem det og miste hende end aldrig at have haft hende.

Jeg savner hende meget, hendes indflydelse er stor.”

Specielt det, at Karens mor fortsat har stor indflydelse på Karens liv, blev i gruppen genstand for udveksling af tanker. Børnene fortæller, hvordan de fortsat rådfører sig med deres døde mor/far, f.eks. når de skal træffe en beslutning. De har en imaginær dialog med forælderen og oplever stor støtte ved denne dialog. Det at have et beredskab til at blive ved med at huske, og det at kunne skabe kontakt til den døde forælder er noget, der optager børnene. Mange har fået et smykke eller en ting, som kommer til at betyde rigtig meget for dem. Lige før Sørens mor døde, fik han en lille engel og et hjerte lavet i rosenkvarts.

I samtalen om, hvad de to ting betyder for ham, kommer det frem, at de symboliserer værdier hos moderen. Værdier som familie, fællesskab, åbenhed, kærlighed og det, at hun fortsat vil være hans skytsengel. Mange har i deres familie besluttet sig for at holde fast i nogle ritualer på f.eks. mindedage. Ritualer opleves således som en hjælp til at fastholde minder, men får også en symbolsk betydning, noget, der rækker ud over det, man umiddelbart kan se. F.eks. fortæller Sofie, at det armbånd, hun fik af sin mor, kort tid før hun døde, har stor symbolsk betydning for hende. Sofie siger, at armbåndet repræsenterer en meget personlig historie, som Sofie kan lukke op til, hvis hun ønsker det.

Kollage

En konkret metode til at hjælpe børnene med at holde fast i og blive bevidste om, hvilke værdier de ønsker at tage med sig fra deres døde forælder, er arbejdet med kollage. Børnene fik en opgave, hvor de skulle finde temaer, der repræsenterede den døde forælder. Disse temaer skulle de rive ud fra bøger og blade og sætte sammen til en kollage. Nedenfor er et eksempel, hvor Kirsten ved hjælp af seks temaer fortæller, hvad hun anser som nogle af de vigtigste egenskaber ved sin far: ”Åbenhed”, ”Poland”, ”humor”, ”synspunkt”, ”kamera” og ”rødderne af en rose”.

I forhold til åbenhed fortalte Kirsten, at åbenhed betød meget for hendes far. Han var altid parat til at tale, han var humoristisk og havde en stor evne til at se ting fra mange forskellige synsvinkler. Derfor var han i stand til at undgå et fastlåst synspunkt. Hendes far var født og opvokset i Polen, derfor betyder Polen også meget for Kirsten. Kameraet er med, fordi hendes far tog mange billeder. Kirsten fortæller her om et billede, han har taget af hende på den sidste ferie, de havde sammen, et billede, der har en særlig betydning for hende. Om billedet med rødderne på en rose, fortæller Kirsten, at hendes far har givet hende rødder, nu er det hendes opgave at få rosen til at vokse og blomstre.

Næste gang vi mødtes, fik børnene den samme opgave, blot skulle de nu finde de temaer frem, som repræsenterer værdier hos deres levende mor/far og fortælle om dem.

Den nye familie

Mange af børnene oplever at have fået nye roller i familien. Der bliver stillet andre krav til dem, hvilket nogle oplever som urimeligt, andre oplever, at det ikke kan være anderledes. Børnene giver udtryk for, at de er bange for at skuffe og såre og lægge ekstra byrder på den efterlevende forælder. De er meget bekymrede for deres forældres ve og vel og vil gøre meget for at støtte både praktisk og følelsesmæssigt.

En stor udfordring for den nye familie er, når mor/far får en kæreste. Her er et centralt tema, hvordan denne nye person skal placeres i forhold til deres døde forælder. En pige på 14 år fortæller, at det er vigtigt for hende at få fortalt fars nye kæreste, at hun ikke er en erstatning for hendes mor. For hende blev det vigtigt at blive klar på, hvordan man kan bringe et sådant budskab til torvs. Pigen besluttede i første omgang at tale med sin far om det, for at de så sammen på et senere tidspunkt kunne bringe emnet i spil sammen med den nye kæreste. Pigen her var glad på sin fars vegne, for hun kunne se, han havde fået det bedre og var blevet mere glad. En anden havde oplevet, at hendes far også havde fået en ny kæreste, men faderen havde bare ikke sagt noget om det. Affødt af denne oplevelse talte vi om det faktum, at børnene nogle gange må være isbrydere og dem, der tager initiativ til at bringe problemstillinger frem i lyset.

Samarbejde med den tilbageværende forælder

Et andet væsentligt aspekt er samarbejdet med barnets forælder. For at styrke forholdet mellem forælder og barn og familien som helhed inviteres forældrene hvert halve år til at deltage i et møde. For at skabe dialog mellem børne- og forældregruppen har børnene formuleret spørgsmål, som forældregruppen bliver bedt om at reflektere over, mens børnene lytter. Spørgsmålene var anonyme, de var skrevet ned, og papiret blev foldet sammen og lagt i en kurv. På skift trækker en af forældrene et spørgsmål, læser det op og fortæller, hvad han/hun mener. De andre forældre beskriver efterfølgende deres overvejelser.

Spørgsmålene til forældrene lød:

”Hvordan klarer du det hele med at være alene?”

”Hvis du er ked af det, skal jeg så snakke med dig om det eller lade dig være?”

”Bliver I kede af det, hvis vi ikke er hjemme?”

”Kan du se på mig, når jeg er ked af det? Og hvad tænker du?”

”Hvad bekymrer dig mest omkring mig?”

”Hvor tit tænker I på den person, som er væk?”

Flere børn gav på det efterfølgende møde udtryk for, at de følte sig glade og lettede, fordi de havde oplevet anerkendelse og forståelse i forhold til deres spørgsmål. F.eks. blev det påpeget, at det var rigtig dejligt at kunne tage hjemmefra med god samvittighed, fordi de nu vidste, at deres forældre var glade for, at de var sammen med deres kammerater. Fælles refleksioner over børnenes anonyme spørgsmål ser ud til at skabe en forbindelse og en samhørighed, hvor gensidige bekymringer er blevet set, forstået og anerkendt.

Udvikling gennem samtalegruppen

Børnene opnår viden og forståelse for deres egen og andres sorg og sorgreaktioner i den periode, de deltager i samtalegruppen. De oplever i kraft af gruppeprocessen, at egne tanker og følelser er legitime, og bliver bevidste om, hvordan de kan håndtere hverdagsproblemer. De har fået øje for tilgængelige ressourcer hos sig selv og andre, inklusive deres forælder.

Cand.psych. Peter Clausen beskriver, hvordan mennesker, der har været udsat for store forandringer, har glæde af at være en del af en social og kulturel sammenhæng, som tjener til at forene fortid, nutid og fremtid (3). Han argumenterer for, at den biografiske fortælling kan være med til at styrke barnets identitetsfølelse med henblik på at få en sammenhængende opfattelse af dets egen identitet.

Når børnene i så høj grad oplever at blive styrket i samtalegruppen, er det måske netop, fordi de her oplever at være en del af en meningsfuld social og kulturel sammenhæng, hvor hver enkelt barns historie får sin plads. Børnene giver udtryk for, hvordan deres fortælling om at have mistet en forælder over tid bliver en del af deres identitet. Noget, de har forsonet sig med, og at de på trods af tabet finder mening i livet. De oplever og får overblik over sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid både i forhold til dem selv, men også i forhold til andre.

Når børn er særligt udsatte i forbindelse med at miste en forælder, handler det bl.a. om, at de er afhængige af deres forældre. Deres personlighed udvikles i de første relationer og udspiller sig især i nære, personlige forhold. Den tilknytning, som for de fleste forbliver stabil livet igennem, er hos disse børn brudt. Man kunne derfor med rette være bekymret for, hvordan et barn, der mister en betydningsfuld forælder, vil udvikle sig. Imidlertid viser nyere forskning, hvordan barnets identitet videreudvikles, ved at barnet konstruerer og reorganiserer sit eget værdigrundlag ved at integrere den døde forælders værdier. Barnet er i sine refleksioner orienteret mod sin fremtid, men en fremtid, hvor den døde mor/far er med det (3).

Samtalegruppen her vidner om, at der i gruppen opstår meningsskabende og udviklingsmæssige processer. Der er ingen tvivl om, at børn med en normal sorgreaktion oplever positiv betydning af sorgbearbejdning ved at deltage i en sådan samtalegruppe.

Helle Nordestgaard Matthiesen er ansat i Det Palliative Team, Onkologisk afdeling, Århus Universitetshospital.

Link til rapport om samtalegruppen kan fås ved henvendelse til forfatteren.

Litteratur

  1. Dyregrov A. Sorg hos børn. København: Dansk Psykologisk Forlag, 1992.
  2. Dyregrov A. Sorg hos børn. København: Dansk Psykologisk Forlag; 2007.
  3. Clausen P. Anvendelse af nyere psykologi. Børn og unges vilkår og udvikling i det senmoderne samfund. Århus: Systime; Århus 2004.
  4. Schilling B. Systemisk Supervision. København: Dansk Psykologisk Forlag; 2002.
  5. Jacobsen B. Eksistensens Psykologi. København: Hans Reitzels Forlag; 1998.
  6. Kvale S. InterView. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
English abstract

Nordestgaard Matthiesen H. Group therapy for children who have lost a parent. Sygeplejersken 2011;(12):58-62.

One study shows how group therapy for children strengthens the child's ability to cope with daily life after a mother's or father's death. The children meet together every other week for two hours. The group is led by trained staff who are responsible for the scope and content of the discussion. Analyses of the group's minutes have identified the following themes that children find crucial to discuss:

  • Self-recognition reflected in others' experiences.
  • The group is a haven
  • The group fosters growth
  • My deceased parents' significance for my future
  • The new family
  • Cooperating with the remaining parent.

The children describe how working within the group for about a year provided an overview of grief process they have been through. Offering and securing a framework in which children can receive support in processing their grief after having lost a mother or father should be part of nurses' professional skills. This skill can be developed in a cross-disciplinary collaboration among nurses, psychologists and/or clergy. Alternatively, it should be standard procedure to referral to other relevant providers.

Key words: Grief, grief process, group therapy, children, loss.

Emneord: 
Barn
Død
Sorg

Hvorfor skulle min bror dø?

Sygeplejerske Laila Bech Albjerg mistede for to år siden sin bror. Han var psykisk syg og døde kun 37 år gammel pga. en blodprop i lungen efter fire dages fiksering. Familien bebrejder Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital for dødsfaldet. Patientklagenævnet afviser, at der er sket en fejl. Men afdelingen har efterfølgende ændret proceduren ved bæltefiksering af patienter.

SY-2011-7-14-1xx
Foto: Nils Lund Pedersen

Den 10. november 2008 er en regnfuld og blæsende efterårsdag. På Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling ligger den 37-årige pædagog Erik Bech i sin seng. Han er bæltefikseret, og sengen er placeret, så han kigger på gardinerne, som er trukket for.

Vagten ved stuen sidder ved døren, så Erik Bech ikke kan se ham. Der er ingen billeder på væggen, intet fjernsyn og ingen radio, for personalet skønner, at den maniodepressive Erik Bech har brug for at være i et miljø uden ydre stimulanser.

Erik Bech har på det tidspunkt været indlagt for bipolar affektiv lidelse (tidligere maniodepressiv psykose, red.) i syv uger.

Journalerne fortæller om en patient, hvis tilstand umiddelbart bliver forbedret efter indlæggelsen den 28. september. Men efter et par uger får han det igen meget dårligt, og i journalen beskrives han som opkørt, voldsom, åbenlyst psykotisk og i nogle tilfælde aggressiv over for personalet. Erik Bechs forældre besøger deres søn hver dag, og det er i forbindelse med deres besøg mandag den 10. november, at der pludselig sker noget uventet.

”Erik havde på det tidspunkt ligget bæltefikseret i fire døgn.  I forbindelse med vores besøg blev det aftalt, at fodremmene kunne løsnes.  Han var glad for vores besøg, og det virkede, som om han var ved at falde til ro. Han var ikke vred mere, og vi fik en god snak om fremtiden. Han havde ligget fire dage uden at komme i bad, og derfor spurgte jeg sygeplejersken, om han kunne få et bad og komme på toilettet. Det kunne ikke lade sig gøre på det tidspunkt, så Erik måtte igen tisse i en flaske. Da han løftede sædet for at tisse, sagde han: ”Av, min ryg,” hvorefter han faldt bagover i sengen, og øjnene rullede op,” fortæller Erik Bechs far, Jørgen Bech.

Jørgen Bech ilede ud af stuen for at få hjælp. Men for sent. Mens personalet forsøgte genoplivning, blev Jørgen Bech og hans kone ført ind til afdelingens café. 30 minutter senere blev deres søn erklæret død.

God sygepleje blev tilsidesat

Det er to år siden, at Jørgen Bech mistede sin søn. I dag mener Jørgen Bech og hans datter, sygeplejerske Laila Bech Albjerg, at dødsfaldet kunne være undgået. Laila Bech Albjerg har sammen med sin far valgt at fortælle om forløbet til Sygeplejersken, fordi de håber, at historien kan være med til at skabe øget opmærksomhed omkring behandlingen af psykiatriske patienter blandt sygeplejersker.

Laila Bech Albjerg, der arbejder som lærer på Social- og Sundhedsskolen i Fredericia, mener, at principper for god behandling og sygepleje er blevet tilsidesat i forløbet.

”Obduktionen viste, at min bror døde af lungeemboli. Blodproppen havde bevæget sig fra benet. Min bror havde ligget fastspændt i fire dage uden at blive mobiliseret. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lade psykiatriske patienter ligge fastspændt så længe, uden at de kan bevæge sig, når vi ved, hvor afgørende det er at mobilisere patienter. Min bror var fysisk i god form. Han hverken røg eller drak og levede meget sundt. Derfor kom dødsfaldet meget uventet. Jeg undrer mig også over, hvorfor den psykiatriske afdeling ikke i langt højere grad har brugt de pårørendes ressourcer. Erik havde et meget tæt forhold til mine forældre, og i flere situationer tror jeg, at de kunne have hjulpet med at berolige ham. Men det var, som om at personalet slet ikke så på Erik som person og hans relationer til familien. Jeg tror, at personalet kunne have undgået nogle af tvangssituationerne, hvis de havde brugt lidt mere tid på at lære Erik at kende,” siger Laila Bech Albjerg.

Kreativ og velfungerende

Som barn havde Erik Bech en god og harmonisk opvækst sammen med sine tre søskende på Fyn. Han var en lidt tilbageholdende, men velfungerende dreng, der elskede at spille guitar og tegne, og senere brugte han sine kreative evner i uddannelsen som pædagog. 

Da han var 33 år, brød hans bipolare sygdom ud for første gang. Fra 2004 til 2008 var han indlagt tre perioder på Psykiatrisk Afdeling, men trods sygdommen lykkedes det ham at fastholde jobbet som pædagog.

”I de raske perioder levede han et godt liv. Han arbejdede på en skolefritidsordning, og børnene var meget glade for ham. Han rejste som rygsækturist i Asien, havde dykkercertifikat og holdt sig i form. Han havde en god erkendelse af sin sygdom og tog sin medicin,” fortæller Laila Bech Albjerg. 

I september 2008 følte Erik Bech en begyndende mani, og han henvendte sig selv til Odense Universitetshospital for at blive indlagt. Efter kort tid forbedredes hans tilstand så meget, at han kunne besøge sine forældre en weekend.

Men fra midten af oktober gik det ned ad bakke. Erik Bech beskrives i journalerne som tiltagende urolig. På et tidspunkt spillede han konstant meget høj musik, trommede på væggen og forstyrrede de øvrige patienter. Han blev overflyttet til skærmet afdeling, fordi lægerne vurderede, at han var stærkt psykotisk. Her fortsatte han med at tromme på toilettet med det resultat, at en cisterne gik i stykker. På det tidspunkt var han ifølge journalen forpint og uden sygdomserkendelse, slog ud efter personalet og forsøgte at ”nikke skaller”. Overlægen besluttede derfor, at han skulle bæltefikseres, og i en periode fik forældrene forbud mod at besøge deres søn. 

Efter efterårsferien startede Erik Bech på elektrochokbehandlinger, og derefter forsvandt manien. I de følgende uger var han meget trist og ked af det. Journalerne fortæller, at han i perioder var aggressiv, spyttede medicin ud og slog efter personalet. Derfor blev han bæltefikseret med hånd- og fodremme fire dage før sin død.

Ulykkelig og vred

Jørgen Bech besøgte sin søn weekenden før dødsfaldet:

”Erik var meget ulykkelig og vred og spurgte, om han dog ikke kunne slippe for bæltet. Han sagde, at når hans far ikke kunne hjælpe, så var jeg ikke hans far. En frygtelig besked, som viser, hvor fortvivlet han var.”

Jørgen Bech tilbød at sidde ved sin søns side, blot fikseringen kunne blive ophævet. Men han fik at vide, at fikseringen var overlægens beslutning, og at den ikke kunne ændres, før han kom på arbejde mandag. Jørgen Bech forsøgte også at få sin søn udskrevet, så han kunne tage ham med hjem. Han fik imidlertid afslag med den begrundelse, at han var tvangsfikseret.

Den 10. november 2008 om eftermiddagen fik Erik Bech hjertestop. Efter forgæves forsøg på genoplivning, blev han erklæret død klokken 15.53. Forældrene fik overbragt beskeden om dødsfaldet af en overlæge, der også forklarede, at Erik Bech sandsynligvis var død af en stor blodprop i lungen.

”Han sagde, at hvis det var tilfældet, skulle de måske i fremtiden give blodfortyndende medicin til bæltefikserede patienter.  Jeg blev vred og spurgte, om han ikke vidste, at patienter, som var blevet opereret, altid skulle ud af sengen så hurtigt som muligt for at forebygge blodpropper. Men lægen kunne kun beklage,” fortæller Jørgen Bech.

Umiddelbart efter kørte Jørgen Bech og hans kone til Fredericia for at tale med deres datter:

”Mine forældre var stærkt chokerede. Ingen på afdelingen havde tilsyneladende spurgt, om de var i stand til at køre hjem. Det rystede mig, at personalet ikke havde vist større omsorg for mine forældre,” siger Laila Bech Albjerg.

Dagen efter var familien til samtale hos overlægen om forløbet.

”Lægen fortalte, at personalet havde løsnet Eriks venstre ben og højre arm flere gange i de fire dage, han havde været fikseret, men ellers havde de ikke gjort noget for at forhindre blodpropper,” fortæller Laila Bech Albjerg.

Menneskelig kontakt havde gavnet

Erik Bech blev obduceret. Det viste sig, at overlægens teori holdt stik. Erik var død af en blodprop i lungekredsløbet, der udgik fra vener i det venstre ben. Ud over den dræbende blodprop havde Erik Bech adskillige blodpropper, som var op til 13 cm lange. Kort tid efter dødsfaldet skrev Jørgen Bech en klage til Patientklagenævnet. I februar 2010 kom svaret:

Patientklagenævnet konkluderede, at behandlingen af Erik Bech havde levet op til normen for almindelig anerkendt faglig standard.

”Der foreligger ikke evidens for direkte sammenhæng mellem fiksering og udvikling af blodpropper, og der er kun fremkommet beskrivelse af enkelte eller få sygdomstilfælde om en mulig sammenhæng. Der er ikke fra Sundhedsstyrelsen udstedt generelle retningslinjer for blodfortyndende behandling af bæltefikserede patienter,” hedder det bl.a. i svaret fra Patientklagenævnet.

Efter en kerneårsagsanalyse af Erik Bechs forløb besluttede Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital dog at indføre en procedure, så afdelingen i hvert enkelt tilfælde vurderer, om tvangsfikserede patienter skal mobiliseres og behandles med blodfortyndende medicin.

”Det undrer mig, at Patientklagenævnet svarer, som de gør, når afdelingen i Odense samtidig indfører en ny procedure for at forebygge blodpropper blandt tvangsfikserede patienter,” siger Jørgen Bech.

For den pensionerede lærer er tabet af sønnen en sorg, som han aldrig kommer sig over. Han forstår stadig ikke, at indlæggelsen skulle udvikle sig så dramatisk, for Erik Bech var inden sygdomsudbruddet velfungerende og tog sin medicin:

”Der er mange ting i behandlingen af Erik, som vi som pårørende er dybt foruroligede over. Jeg tror, at lidt mere menneskelig kontakt under behandlingen havde gavnet. Vi besøgte Erik hver dag, og jeg mindes ikke at have set personalet ude blandt patienterne. Personalets menneskesyn var efter vores mening koldt. Hvis de havde brugt lidt tid på at lære Erik at kende, tror jeg ikke, det hele var endt på denne sørgelige måde.”

 Uventede dødsfald

Psykisk syge dør 20 år tidligere end andre og har dermed en markant overdødelighed, viser en ny nordisk undersøgelse. Forklaringen skal formentlig findes i sygdomme, usund livsstil og overhyppighed af selvmord. I mange år har en faglig debat kredset om, hvorvidt de mange uventede dødsfald blandt psykisk syge burde resultere i obligatorisk obduktion. I dette tema går vi bag om problematikken med de uventede og uforklarlige dødsfald.

Emneord: 
Psykisk lidelse
Død
Psykiatri

Sygepleje til den døende patient med smerter

Artiklen præsenterer smertebehandling af patienten i det palliative forløb, og moderne sorgforskning inddrages til belysning af sygeplejerskens rolle i forbindelse med smertelindring. Artiklen er blevet til på baggrund af et bachelorprojekt, som kan downloades på forfatterens hjemmeside (1).

Praktikforløb på henholdsvis medicinsk afdeling og på hospice har vakt min interesse for smertelindring af uhelbredeligt syge og døende patienter. I artiklen stiller jeg skarpt på smerteoplevelsen og knytter an til moderne sorgforskning, der gør op med myter om faseudvikling i kriser samt katarsistænkning. Jeg stiller spørgsmålet: Hvilke faktorer påvirker de smerter, den uhelbredeligt syge og døende patient oplever?

Her er en afklaring af begreberne palliativ indsats og uafvendeligt døende på sin plads. Ifølge Sundhedsstyrelsen er begrebet ”terminal” nu afløst af den mere beskrivende term ”uafvendeligt døende”.

Den palliative indsats omfatter hele perioden efter ophør med kurativ behandling, og indsatsen for den uafvendeligt døende henviser til de sidste få uger, dage eller timer. Den palliative indsats kan altså opdeles i to faser, hvor den første fokuserer på forbedring af patientens og de pårørendes livskvalitet, og den sidste fokuserer på en værdig død (2) (se boks 1 her på siden).

Den palliative fase er for patienten en dynamisk tilstand med pludselige skift af symptomer og behov. Symptomerne er ofte meget komplekse, f.eks. kan patienten have flere forskellige typer af smerter på samme tid. Ved fremskreden cancer har ca. 85 pct. af patienterne smerter mere end et sted, og op mod 40 pct. har smerter fire eller flere steder (3).

Mange oplevelser af tab

Den sidste livsfase indebærer en lang række tabsoplevelser, der hænger sammen med, at kroppen formår mindre og mindre. Det er tabet af den vante livsrolle, arbejdsevne, seksualitet, den funktionelle, skabende krop, positioner i offentligheden, husmoderrollen, forældrerollen og fremtiden.

Der er stor sorg og smerte forbundet med alle disse tabsoplevelser, som kan føre til gentagne kriser (4). Det psykiske aspekt af smerteoplevelsen blandes ofte med og forstærker de kropslige smerter, og hvis der skabes rum til sorgen, kan smerten af og til reduceres markant (4).

I World Health Organisation (WHO’s) definition af den palliative indsats indgår tilbuddet om støtte i sorgen over tab (5). Patienter med smerter, som oplever emotionel ensomhed og manglende støtte i sorgforløbet, kan få mere komplicerede sorgforløb og dermed en smertehistorie med undertoner af sorg og ensomhed (6).

Forståelse af sorgreaktioner og behandlingen af dem er således centralt i den palliative indsats.

I forhold til smertelindring anbefaler hospiceinstitutionerne på baggrund af bedste praksis, at patienten

  • får grundig oplysning om smerterne og smertebehandlingen
  • har medansvar for behandlingen
  • får viden om, hvilke handlemuligheder der findes ved smertegennembrud, og at pårørende er orienterede om disse (se boks 2 side 58).

Indledningsvis anbefales en afklaring af smerteproblemerne, dernæst bør der udarbejdes realistiske behandlingsmål og planer i samarbejde med patient og pårørende. Desuden fordrer kompleksiteten i smerteoplevelsen et samarbejde med patienten, så viden og indsigt fra alle synsvinkler kan tænkes med i pleje og behandling.  

Boks 1. Fakta om palliation

Palliation betyder lindring. Ordet stammer fra latin “pallium”, der betyder kappe, tæppe eller kåbe. Begrebet anvendes i dag om den professionelle indsats for forebyggelse og lindring hos mennesker med livstruende sygdom og deres pårørende.

Palliativ indsats er relevant, når alvorlig sygdom ikke kan helbredes (kuration) og inden for kortere eller længere tid vil føre til døden. Palliativ indsats kan derfor være relevant både samtidig med livsforlængende behandling og rehabiliterende tiltag (10).

 

Smerter er komplekse

De norske smerteforskere Nortvedt og Nortvedts definition af smerte giver bevidstheden en central rolle i forståelsen af smertens oprindelse og menneskets evne til at mestre akut og kronisk smerte: ”Smerte er en tilstand hvor både emosjonelle, fysiologiske, sociale og kulturelle forhold står i et kontinuerlig og dynamisk samspill i et nervesystem under stadig forandring. Gjennom emosjonelle og kognitive forhold, fra stress, gjennom læring og gjennom erfaring bearbejdes smerten i hjernen og påvirkes samtidig av kjemiske impulser og impulser fra ryggmarvens baghorn” (7) (se fig. 1 side 59).

Af denne definition fremgår det, at smerter er noget subjektivt og komplekst og kan være forbundet med andet og mere end patofysiologiske forandringer. Optimal smertelindring kræver derfor viden om, hvad der udløser og modificerer smerterne. Nortvedt og Nortvedt tilføjer, at det er forståelsen af den lidelse, smerterne kan medføre for patienten, der er udgangspunktet for kompetent smertelindring og klinisk varsomhed i omsorgen for den, der har smerten (7).

En analyse af flere forskningsprojekter, kliniske vejledninger, auditkriterier samt sygeplejejournaler tilhørende kronisk og uhelbredeligt syge patienter tyder på, at der i praksis ofte er fokus på smerte som et objektivt, kropsligt bundet fysisk symptom (8). I forbindelse med indkredsning af symptomer er det imidlertid væsentligt at holde sig vekselvirkningen mellem det fysiske og psykologiske for øje.

Den engelske smerteforsker Bryn Davis har skitseret kompleksiteten i det enkelte menneskes smerteoplevelse i en smertemodel, der viser de fire aspekter af smerteoplevelsen: det fysiske, det psykiske, det eksistentielle/religiøse, og det sociale/kulturelle aspekt. I det følgende gennemgås smerteteorien, og den relateres til patienter i den palliative fase.

Fysiologiske faktorer

Smerten begynder altid som en vævsskade. Stimuli fra det beskadigede væv overføres til de frie nerveender perifert, og transmissionen af smerteimpulsen kan følges gennem centralnervesystemet til hjernen. Den impuls, der ledes videre op til hjernen til en bevidst smerteoplevelse, er en sum af mange faktorer, der former smerteoplevelsen. Disse kan være konkurrerende stimuli fra berøring eller andre smertestimuli. Dette beskrives i portkontrolteorien som lukning eller åbning af porten for transmission af nerveimpulser (se figur 1). Centralt kan smertestimuli også omformes via de nedadgående baner fra hjernen til rygmarvens baghorn, hvor der er påvist rigeligt med opioidreceptorer samt mange interneuroner indeholdende endorfiner og andre hæmmende transmittersubstanser. Endorfinproduktionen kan aktiveres positivt, centralt fra cortex via psykiske faktorer som viden om smertens årsag, intensitet, forventning om, at den går over, og mulighed for at kunne kontrollere smerten. Angst nedsætter derimod endorfinniveauet (9). 

Stærke smerter hos uhelbredeligt syge og døende vil forventeligt medføre tanker og følelser knyttet til det faktum, at der er tale om en livstruende tilstand. Omvendt vil patientens tanker og følelser associeret til forestillingen om egen død kunne forstærke i forvejen svære smerter (4).

Perceptionen er den sidste del af processen, hvor smerten tolkes og ender som den enkelte persons individuelle smerteoplevelse. I det limbiske system, også kaldet den emotionelle hjerne, tolkes den emotionelle komponent af smerten, ligesom personens stemningsleje influerer på tolkningen af smerten (se figur 1). I de sensoriske dele af cortex cerebri registreres og bevidstgø res patienten om smertens lokalisation, dens fysiske kvalitet og intensitet.

Frontallappen har en vigtig funktion i oplevelsen af smerten og tolkningen af smertens betydning og mening for personen (9). Sygeplejersken kan supplere den medicinske behandling med musik, varme/kulde, massage, berøring, spabade osv., og derudover må hun interessere sig for patientens smertehistorie og livshistorie, så patientens viden og indsigt i oplevede smerter sættes i spil med sygeplejerskens faglige viden (10).

  Boks 2. Principper for smertebehandling
  • Afklar smerteproblemer
  • Udarbejd realistiske behandlingsmål og planer i samarbejde med patient og pårørende
  • Tilstræb handlemuligheder for patient og pårørende ved smertegennembrud
  • Samarbejd tværfagligt
  • Evaluér og justér behandlingsmål og -planer
  • Afklar bivirkninger og behandling af disse
  • Implicér færrest mulige i smertebehandlingen (10). 

Fysik og psyke spiller sammen

Det psykiske aspekt har indflydelse på, hvordan smerten opfattes og påvirker personens følelsesmæssige tilstand. Dette har igen negativ eller positiv indflydelse på personens motivation til at forsøge at mestre smerten.

Patienten med smerter kan opleve magtesløshed eller frygt for tab af selvkontrol, ulidelig smerte eller ligefrem dødsangst, og angsten kan forstærke den oplevede smerte (9).

Den enkelte persons egen fortolkning af situationen influerer på smerteoplevelsen. Dvs. at personens livssyn og opvækstvilkår har indflydelse på smerteopfattelsen (9). Når døden rykker nærmere, søger de uhelbredeligt syge ofte indad og gør status over det liv, der var, og den død, der kommer. De søger efter en mening med livet og forsøger at finde svar. De tumler med spørgsmål som: Hvorfor har det ramt mig? Har jeg haft et godt liv? Er der noget, jeg fortryder? Er der et liv efter døden?

Der skal være mulighed for, at den medikamentelle smertebehandling kan suppleres af samtaler med den døende og dennes pårørende eventuelt med professionel hjælp fra patientens trossamfund. Mange finder den største grad af mening i de nære ting. Dagen i dag. De gode stunder sammen med de nære eller en oplevelse af naturens gang (4).

Pårørende er en væsentlig ressource

En god familie er ofte patientens vigtigste ressource til mestring af en livstruende sygdom, herunder erkendelsen af, at døden vil indtræffe i nær fremtid (11).

De pårørende kan bidrage med deres indgående kendskab til den syge. De ved, hvad han holder af og ikke bryder sig om eller frygter; de har en nøje erindring om hændelser i hans liv, der måske nu kan vise sig betydningsfulde, og de kender til patientens tidligere erfaringer med smerte og mestring heraf.

Det kan bidrage til at kvalificere den professionelle indsats for patienten med smerter. Uhelbredelig sygdom og død er ikke kun en medicinsk begivenhed med fokus på det syge menneske, men også en social begivenhed, hvor familien har en naturlig plads (11).

Spørg hyppigt til smerter

Smerteadfærd er afhængig af den enkeltes opvækst, tidligere smerteoplevelser og kulturelle baggrund (9). Omverdenens holdning og reaktion kan have indflydelse på smerteadfærden.

Denne omverden består først og fremmest af patientens netværk, men også af de professionelle, patienten møder i forbindelse med sin smerte/lidelse (9). En følelse af, at man er pylret, hvis man giver udtryk for smerte, eller omgivelsernes reaktion, kan give anledning til, at den døende patient er bange for at være til besvær, hvis han giver udtryk for smerte.

En af de faktorer, der ifølge hospiceerfaringerne bidrager til værdig og sufficient smertelindring, er, at sygeplejersken ofte spørger, om den uhelbredeligt syge eller døende er smertedækket, så patienten ikke selv behøver at bede om medicin (10).

Balance mellem virkning og vågenhed

En sufficient smertelindring er en tilstrækkelig smertelindring. Det indebærer ofte, at der er en balance mellem medicinens indvirkning på smerterne, og den grad af vågenhed, patienten bevarer.

Kun patienten kender balancen mellem virkning og bivirkning af medicinen, f.eks. hvor meget morfinbetinget sedering han kan acceptere til gengæld for smertelindring. De fleste patienter ønsker ikke, at symptombehandlingen er så sløvende, at den fratager dem kontakt med virkeligheden og evnen til at nå det, der skal nås, for at fuldende livet (12).

2011-02-helebladet%20(25)
Sorg, afsked og smerter

Som nævnt i indledningen er den sidste fase i livet forbundet med sorg og mange afskeder, elementer der påvirker smerteoplevelsen. En nyere teoretisk model for sorgreaktioner, lanceret af det hollandske forskerpar Stroebe og Shut, beskriver sorg som en dynamisk og kompleks proces, der er i konstant udvikling (6).

Hovedtesen er, at sorg bevæger sig i en konstant vekselvirkning mellem konfrontation med og undgåelse af tabet. Forskerne beskriver, hvordan brugen af psykologiske mekanismer, i særdeleshed fortrængning, er nødvendig for, at der kan arbejdes effektivt og fleksibelt med sorgen.

De lægger vægt på, at smerten over tabet indimellem skubbes til side, så personen kan koncentrere sig om praktiske gøremål i forbindelse med tabet eller omvendt, at personen lader sig aflede fra praktiske gøremål for at være i sorgens smerte. Det centrale er, at tabet bearbejdes i to processuelle spor, et følelsesmæssigt og et problemorienteret.

En myte, der har været meget fremherskende inden for sorgteori, er, at det er hjælpsomt at tale med andre om tanker og følelser i forbindelse med sorgen. Denne myte punkterer forskerne, og de nuancerer tankegangen omkring det at dele sine tanker og følelser med andre (6).

Undersøgelser peger på, at de mennesker, der taler meget om sorgen, også har mange genoplevelsessymptomer. Spørgsmålet er, om nogle mennesker er i risiko for at blive retraumatiseret af at tale meget om det hændte?

Forskerne mener, at det muligvis forholder sig sådan, at nogle mennesker kan have gavn af at tale om aspekter af tabet, mens andre vil opleve en forværring herved (6). De understreger endvidere de kønsmæssige forskelle mellem mænds og kvinders måde at udtrykke sorg på. De beskriver kvinder som værende generelt mere emotionelt funderede i sorgen.

Kvinder vil ofte finde det hjælpsomt at tale med andre om tanker og følelser i forbindelse med sorg. Mænd beskrives derimod som mindre emotionelt ekspressive i sorgen, og de finder det mere hjælpsomt at høre om andres erfaringer med sorg end selv at skulle tale om tanker og følelser.

Den foreløbige konklusion må være, at man ikke kan gå ud fra, at det er hensigtsmæssigt for alle at tale mest muligt om tabet. Intet tyder på, at den katarsistankegang, der prægede sorgforskningen i 70’erne, ”du skal græde det ud”-tesen, holder for alle (6). Det kræver stor psykologisk indsigt at vurdere, om patienten har brug for afledning eller konfrontation, og et samarbejde med præst og psykolog er altafgørende.

Ingen klinisk retningslinje

I Danmark er der endnu ikke udarbejdet nationale kliniske retningslinjer for den palliative indsats. Det kunne være en opgave for Palliativt Videncenter, PAVI, der arbejder med formidling og kortlægning af kliniske retningslinjer og overordnede vejledninger på flere måder. I samarbejde med Dansk Multidisciplinær Cancergruppe for palliation, DMCG-PAL, har PAVI i 2009 indsamlet viden om, hvad klinikere i Danmark p.t. anser for og anvender som retningslinjer for bedste praksis på en række centrale områder inden for palliation. PAVI arbejder fortsat på udvikling af evidensbaserede retningslinjer for den palliative indsats (10). En anden mulighed er, at en gruppe sygeplejersker med støtte fra Center for Kliniske Retningslinjer udvikler en evidensbaseret klinisk retningslinje for palliativ sygepleje. Sundhedsstyrelsen udarbejder nye faglige retningslinjer for den palliative indsats i 2011. De nye anbefalinger vil erstatte de tidligere retningslinjer for palliation fra 1999, som gælder for sundhedsprofessionelle, der arbejder i det palliative felt. Ved udarbejdelsen af retningslinjerne har arbejdsgruppen søgt at tage højde for, at disse skal kunne anvendes og implementeres af en meget bred og tværfagligt sammensat personalegruppe, som arbejder i forskellige sektorer og på forskellige niveauer i sundhedsvæsenet (2).

Lena Poulsen er ansat på Remstruplund Genoptræningscenter, Silkeborg.

Tak til Vibeke Lorentzen, forskningslektor, ph.d., ved Center for Sygeplejeforskning i Viborg, og Gitte Rohde, adjunkt, SD, MHP, ved Sygeplejeskolen i Viborg, samt Minivæksthus, et akademisk forum for nyuddannede bachelorer for sparring i forbindelse med skriveprocessen.  

Litteratur

  1. theplanet.dk/lenapoulsen Forfatterens hjemmeside/bachelorprojekt.
  2. www.sst.dk. Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Besøgt 5.1.2011.
  3. www.dmcgpal.dk. Dansk multidisciplinær cancergruppe, 2010. Besøgt 9.9.2010.
  4. Agger NP. Den sidste tid – pleje, omsorg og støttemuligheder. Komiteen for Sundhedsoplysning; 2005.
  5. who.int/cancer/palliative/definition/en World Health Organisation, 2002. Besøgt 10.11.2010.
  6. Guldin M. Sorg – reaktioner. Klinisk Sygepleje 2007;(2):45-50.
  7. Nortvedt F, Nortvedt P. Smerte – fenomen og forståelse. Oslo: Gyldendal Akademisk; 2001.
  8. Rydal Hansen S. Totalsmerte. Klinisk Sygepleje 2006;( 2):15-23.
  9. Davis B. Caring for People in Pain. London: Routledge; 2000.
  10. pavi.dk. Palliativt Videncenter, 2010. Besøgt 1.12. 2010.
  11. Dalgaard KM. At leve med uhelbredelig sygdom – at begrænse dødens invasion og fremme livsudfoldelsen i tid og rum. Ph.d., Forskningsenhed for klinisk sygepleje, Aalborg; 2007.
  12. sst.dk/publ/publ1999/palliativ_indsats/index.html - Faglige retningslinjer for den palliative indsats, Sundhedsstyrelsen, 2006. Besøgt 15.10.2010.
English abstract

 

Poulsen L. Nursing and the terminal patient in pain. Sygeplejersken 2011;(2):56-60.

The article is a study of which factors affect the pain experienced by those with incurable and terminal diseases. The end of life involves many losses that are associated with pain and grief and can cause recurrent and existential crises. Grieving and psychological pain can be conflated with and exacerbate physical pain.

Understanding the forms of grieving and their treatment is central to palliative care. The article introduces a pain model from pain researcher Bryn Davis, relates it to pain in the incurably ill and dying, and seeks to illustrate the relationship it plays in the individual's pain experience.

The model can be used as a framework for systematic collection of data for the pain anamnesis or life history in practice. In addition, new research into grieving by Stroebe and Shut is incorporated and describes grieving as a dynamic and complex process that is in constant development and pendulates between repression and confrontation. It concludes by presenting hospice institutions' best-practice recommendations, Videnscenter (Knowledge Centre) for Palliation,

PAVI's current work with palliation clinical guidelines and the National Board of Health's revisions of the Professional Guidelines for Palliation from 1999.

Key words: Palliation, pain, pain alleviation, grieving, physiology of grief, loss.

 

Emneord: 
Død
Palliation
Smerte
Sorg

Studerende i praksis: Værdig sygepleje

Selvom man er rustet med teoretisk viden om palliation, kan man føle sig usikker, når man står over for en døende patient.

SY-2011-02-08Som eventyrlysten udvekslingsstuderende valgte jeg at drage til broderlandet Sverige på modul 11. Her oplevede jeg for første gang, hvad det indebærer at stå ansigt til ansigt med et døende menneske.

Før denne svære, men efterfølgende livsbekræftende episode havde jeg skrevet opgave om tidens betydning i mødet med den døende patient. Etikken i palliation blev her teoretisk belyst til et funklende 12-tal, men at se og opleve den værdige sygepleje blive udført i praksis var meget mere værd end den høje karakter.

Den morgen prøvede jeg, som altid, ihærdigt at forstå, hvad der blev sagt under rapporten. Mest af alt lød det i mine ører som en lang svensk melodi.

Jeg forstod dog, at min vejleder og jeg skulle stå for sygeplejen til en ustabil patient med leversvigt. Vejlederen fortalte, at han var kendt i afdelingen fra tidligere, og at han i mange år havde haft et alkoholmisbrug.

Det kunne man da heller ikke se bort fra, da jeg trådte ind på hans enestue. Jeg kunne se, at det hårde liv havde præget ham, selv om han ikke var over 40 år. Han havde gråligt snavs på de gullige fingre, en tatoveret tåre på den ene kind, og han var iført en T-shirt med teksten ”Utbränd”.

Selv om jeg tidligere på studiet havde skrevet teoretisk opgave om palliation, modvirkede det ikke min følelse af usikkerhed i situationen.

Nogen tid efter trak de pårørende i klokkesnoren. Min vejleder hastede derind, patienten var desværre gået bort. Efter de meget følelsesladede pårørende havde taget afsked, blev det min tur. Patienten så ved dette gensyn helt anderledes ud. Rosen på brystet, som min vejleder havde placeret i hans nu rene hænder, var rød, frisk og smuk. En stor kontrast til det ellers så stærke billede, jeg havde fået tidligere på dagen. Et lille lys var tændt, og Bibelen var placeret på bordet. Han lå nu fredfyldt og udstrålede værdighed.

Selv om han havde været misbruger i mange år, så jeg gennem min vejleders humanistiske menneskesyn, hvordan værdig sygepleje kunne udføres i praksis.

Oplevelsen har efterfølgende gjort mig stærk både fagligt og personligt. Den har inspireret mig til at følge i min vejleders fodspor og håbe på, at I som sygeplejersker vil prøve at gøre det samme næste gang, I står over for et døende menneske, der har levet hårdt. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Død
Palliation
Uddannelse

Når livet pludselig bliver revet bort

Fremvisning af døde patienter er en vigtig del af akutsygeplejerskens arbejde. Ingen protokol kan fortælle, hvordan de pårørende til et ulykkesoffer skal håndteres. Det er et spørgsmål om at læse de pårørendes signaler og tolke, hvor meget de magter. Og det er en udfordring til sygeplejerskens egen dødsangst.

SY-2010-17-44
Foto: Simon Klein-Knudsen

De tungeste skridt, en pårørende kan tage, er skridtene ind i hospitalets fremvisningsrum, hvor man skal tage afsked med et familiemedlem.

Rummet er hvidt og stille. Dér midt i rummet på et leje - under et lagen med kun ansigt og overkrop synlig - ligger mor, far, mand, kone ?

Situationen er uvirkelig. Det er sidste gang, man ser dem. Nu og her og aldrig mere.

Akutsygeplejersker

Akutsygeplejersker står i front på de mange nye fælles akutmodtagelser. Sygeplejersken har i de sidste fire numre sat fokus på akutsygeplejerskens nye udfordringer på vejen mod en ny faglig identitet.
Dette er den femte og sidste artikel i serien.

Nogle går direkte hen til sengen, kaster et blik og går hurtigt ud igen. Andre bliver der i timevis. Nogle besvimer allerede på dørtærsklen.

Inden de pårørende når så langt, har akutsygeplejerskerne været i gang længe. De har stået klar på akutafdelingen og har modtaget den afdøde. Sygeplejerskerne har også været inde i de svære overvejelser omkring, hvordan fremvisningen skulle foregå.

"Fremvisningen af afdøde bliver aldrig rutine," fortæller souschef og sygeplejerske på akutafdelingen på Køge Sygehus, Torben Brøgger Speldt.

Personalet har protokoller for samtlige arbejdsopgaver, de kan blive stillet over for i løbet af en vagt på akutafdelingen. Men der er ingen protokol, der kan fortælle, hvordan man bør reagere over for pårørende, der lige har mistet en datter som følge af en ulykke. Her må akutsygeplejersken trække på sin intuition og sin menneskekundskab.

Beskeden alle frygter

"Som sygeplejersker kan vi gøre forskellen på, om dette møde bliver vellykket. Vi er dem, der skal give den besked, som alle frygter at få. Man er som akutsygeplejerske nødt til at have et afklaret forhold til sin egen dødelighed, hvis man vil være rigtig god til at håndtere kontakten til de mennesker, som ulykken har ramt," fortæller Torben Brøgger Speldt.

Udfordringen for akutsygeplejersken består hver eneste gang i at vurdere, om den patient, som lægen har erklæret død, er egnet til fremvisning for de pårørende.

"Du kan ikke forholde dig 100 pct. fagligt til den her fremvisningssituation. Du må også i nogen grad sætte din egen personlighed på spil. Det gør ikke noget, at de pårørende kan se, at du er påvirket af situationen.

De redningsfolk, der har været til stede ved ulykken, og som kører den dræbte til hospitalet, fortæller os måske, at liget i ligposen er så medtaget, at det ikke egner sig til fremvisning. Redderne har måske stået i mørke og regnvejr, og en læge har erklæret personen død på ulykkesstedet. Det er min erfaring, at vi - når den afdøde først er vasket og gjort i stand - faktisk kan gøre ganske meget for at gøre ham eller hende egnet til fremvisning," fortæller Torben Brøgger Speldt. Han vil vove den påstand, at der er en del afdøde, der ikke bliver fremvist, fordi sygeplejerskerne på akutafdelingerne ikke har presset sig selv nok hverken fagligt eller personligt i misforstået hensyntagen til de pårørende.

"Vi må overveje, om det er vores egen angst, der afgør, om en afdød bliver vist frem. Personligt synes jeg ikke, at man uopfordret behøver at fortælle de pårørende, at deres familiemedlem måske mangler en arm, eller at benene er knust."

Det åbne vindue

Som sin allerførste handling åbner sygeplejersken vinduet på fremvisningsstuen, hvor den afdøde er blevet anbragt. Den efterfølgende afvaskning af den døde foregår efter en nøje fastlagt procedure og i absolut stilhed.

Det er en uskreven regel blandt personalet, at der hverken snakkes, synges, nynnes eller lignende imens. Når afvaskningen er gennemført, tager sygeplejerskerne stilling til, hvordan de skal forholde sig til de pårørende, som måske allerede er ankommet til afdelingen.

"Man må hver gang tage bestik af de pårørende. Prøve at fornemme hvad det er for nogle mennesker, man står over for. Hvem er de" Hvad kan de magte" Først når man har bedømt den døde æstetisk, efter afvaskningen, og har mødt de pårørende, kan man vurdere, om de her unikke pårørende er klar til en fremvisning. Akutsygeplejersken forbinder under afvaskningen den afdødes skader, nøjagtig som om der var tale om en levende person. Det kan måske også være nødvendigt at sminke den afdøde for at skjule evt. skader. Det gør vi både af hensyn til de pårørende og i almindelig, menneskelig respekt for den afdøde. Vi er altid to om opgaven og prøver at gøre ham eller hende så pæn som muligt. Det er en betroet opgave, som vi aldrig må have for travlt til," fortæller Torben Brøgger Speldt, som ser arbejdet med døde patienter og pårørende som en stor både faglig og menneskelig udfordring.

"Det er vigtigt, vi forbereder de pårørende på, hvad de skal ind og se.

Vi mennesker reagerer meget forskelligt, når vi er i chok. Det er vigtigt at have forståelse for de individuelle reaktioner og ikke pålægge de pårørende noget, de ikke ønsker. Man skal aldrig presse dem til at se den afdøde, hvis de ikke har lyst eller overskud til det. Omvendt kan akutsygeplejersken være den støtte, som gør det muligt for dem at gå de sidste svære skridt hen til den døde. Hvis du f.eks. kan fortælle, at den afdøde ser smuk og fredfyldt ud, får de pårørende som regel lidt ekstra mod."

Betydning for sorgprocessen

"Vi ved, at nogle bagefter vil fortryde og vil have det sværere i sorgprocessen, hvis de ikke får sagt ordentligt farvel. Det kan faktisk være svært at begribe, at ens kære virkelig er død. Mange begriber det først, når de står ved siden af den afdøde.

Folk reagerer meget forskelligt. Nogle aer, krammer og kysser, mens andre nøjes med at gå ind, kaste et blik og så gå ud igen. Det er virkelig sygeplejekunst at afkode, hvem der lige har brug for at holde en hånd, og hvem man skal lade være for sig selv.

Nogle gange kan sygeplejersken bane vejen for de pårørende ved at gå helt hen til den afdøde og vise, at hun eller han står helt tæt på. Det kan hjælpe de pårørende med den berøringsangst over for døden, som mange har. Det kan i visse situationer virke naturligt, at sygeplejersken som den første, rører ved den afdøde."

Den afdøde ligger typisk på en seng med ansigtet frit og hænderne oven på det lagen, der dækker kroppen. Mangler liget f.eks. et ben, forsøger vi at lave en slags attrap af puder o.l., så det ikke er umiddelbart synligt, at benet er væk. De fleste pårørende er meget autoritetstro og nøjes med at se på den afdødes ansigt og holde i hånd. De løfter ikke på lagnet, fortæller Torben Brøgger Speldt og fortsætter:

"Vi opererer også med kiggezoner, som bygger på vores faglige vurdering. Det kan være nødvendigt, specielt ved trafikulykker, hvor ligene ofte er voldsomt tilredt og kan mangle flere lemmer. I nogle tilfælde må vi nøjes med at fremvise en hånd eller et andet uskadt sted. Flere undersøgelser viser, at fremvisningen har stor betydning for den videre bearbejdelse af det uventede tab. Hvis de pårørende ikke får lov til at se deres afdødes krop, kan det give anledning til nogle skrækkelige billeder på nethinden, som slet ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Her er akutsygeplejersken nødt til at fortælle helt konkret, hvad situationen er, og forsøge at forklare, hvilke valg de pårørende skal træffe."

Der er også tidsfaktoren at tage hensyn til. De første timer efter dødsfaldet er indtruffet, vil afdøde stadig være varm og have sin egen duft. Venter de pårørende med at komme til dagen efter, vil de møde en kold krop, hvilket for nogle kan være mere traumatisk.

"Som tommelfingerregel må man sige, at de pårørende bestemmer alt. Det er deres værdisæt, der er det afgørende. Vil de se, skal de have lov. Vil de ikke, skal det accepteres og bakkes op."

Bunden opgave

Torben Brøgger Speldt fortæller, at de pårørende som udgangspunkt må blive på sygehuset lige så længe, de vil.

"Hvis det er muligt, bliver den sygeplejerske, der har taget imod de pårørende her, indtil de pårørende har fået sagt endeligt farvel og er taget hjem."

Fremvisningen kan i øvrigt fortsætte i de kommende dage. Dette vil i så fald foregå i sygehusets kapel, hvor den døde ligger nedkølet.

Fremvisning af uventet døde er en bunden opgave for akutsygeplejersker i de akutte modtagelser.

"Men det er vigtigt, at akutsygeplejersken får lov at vokse med opgaven og ikke kastes ud i de sværeste fremvisninger som helt nyansat. Nogle fremvisninger går let og ubesværet, mens andre kræver, at man mobiliserer alle sine kræfter og mod.

Alligevel er det en opgave, der - hvor modsætningsfyldt det end kan lyde - godt kan være meget livsbekræftende," siger Torben Brøgger Speldt, som har arbejdet som akutsygeplejerske i 10 år og har hjulpet mange pårørende med at tage afsked med et familiemedlem.

"Arbejdet er både livsbekræftende og tilfredsstillende, når man føler, at fremvisningen er gået godt, og at de pårørende har haft en efter situationen god oplevelse. Når man føler, de har fået sagt farvel på en god måde, og at man dermed har hjulpet dem et lille skridt videre ?"

Emneord: 
Akutsygepleje
Død
Pårørende

De begår mord af egoistiske årsager

Magt. Hvorfor myrder sundhedspersonale? Som regel forsvarer de sig selv med, at de ville hjælpe folk i smerter, og at patienterne selv ønskede det. Det er tyske forskere uenige i. Det handler om magt, siger de efter at have gennemgået adskillige sager i Tyskland.

0710-28-01-1
Foto: iStock

Sundhedspersonale, som myrder deres patienter, forsvarer sig ofte med, at de gjorde det for ofrenes egen skyld. At de faktisk udførte en human og empatisk gerning. Men det hører til sjældenhederne, fastslår flere tyske eksperter, der har forsket i og interviewet sundhedspersonale, som har myrdet deres patienter.

"I nogle tilfælde begår plejepersonalet mord, fordi de har vundet patienternes tillid og er blevet gjort til arvinger, men i langt de fleste tilfælde bilder gerningsmændene sig ind, at de handler af medlidenhed. I virkeligheden begår de mord af meget egoistiske årsager," udtalte den tyske psykolog og forsker Rudolf Egg til Kristeligt Dagblad i 2004, da Tyskland i løbet af et år havde haft mindst 12 sager, hvor pleje- eller sundhedsfagligt personale havde myrdet deres patienter.

Han mener, at personalet ønsker at gøre sig til herre over liv og død, og at det er et spørgsmål om magtfølelse snarere end medlidenhed. Hans kollega, psykiater og cheflæge Karl-Heinz Beine, er enig og tilføjer, at nogle af faresignalerne kan være, at personen, der begår handlingerne, bliver mere rå i sin adfærd: "Jeg er stødt på sager, hvor den pågældende morder i stedet for patientens navn siger: "Slagtilfældet er kreperet"."

Kun mistanker i Danmark

I Danmark har vi ikke dokumenteret lignende sager om sygeplejersker, der har slået deres patienter ihjel. Den største sag herhjemme, hvor sundhedspersonale er blevet mistænkt, var i 1997, da en dengang 32-årig plejehjemsassistent blev sigtet for underslæb og mord på 22 beboere på det plejehjem, hvor hun arbejdede. Sigtelserne blev efterfølgende frafaldet, men hendes historie fortsatte lang tid efter. Fire år senere optrådte hun stadig på debatsiderne i aviserne, og selvom hun var frifundet, gav mange læsere udtryk for tvivl om hendes uskyld.

Året efter plejehjemssagen kunne Sygeplejersken fortælle, at flere anonyme sygeplejersker havde haft mistanke om, at deres kolleger en eller flere gange havde overdoseret patienter med vilje. 10 sygeplejersker fra forskellige steder i landet henvendte sig dengang, og de fortalte alle om unødvendig forøgelse af morfin, der fremskyndede patienternes død. Som regel var forklaringen øget smertelindring, men flere af de anonyme sygeplejersker havde fornemmelsen af, at det også drejede sig om praktiske årsager som dårlig normering og mangel på sengeplads.

Ingen af sygeplejerskerne, der henvendte sig til Sygeplejersken, gik til myndighederne med deres mistanker. Det er derfor ikke klart, om dødsfaldene skyldtes den overdosering, de mente havde fundet sted, var uheld eller af naturlige årsager.  

Emneord: 
Død