Hørt: Prisen for måske at få corona er for stor

Regeringens coronastrategi har for store omkostninger. Det mener sygeplejerske ved Hospice Djursland Mette Gammelgaard. Hun peger på, at vi tilsidesætter livsvigtige relationer for mennesker i den sidste fase af deres liv. De risikerer at dø uden deres nærmeste omkring sig.
Coronakravene om afstand og begrænsning af vores sociale liv har for store omkostninger, mener hospicesygeplejerske Mette Gammelgaard.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

ikon-hoert“Kravet om afstand har ekstremt store omkostninger for langt de fleste alvorligt syge og døende mennesker i allersidste del af deres liv. Det har det også for deres pårørende. Man kan ikke få lov til at være tæt, holde i hånd, kramme eller ligge i hospicesengen hos sin syge mor. Det betyder, at de ikke får den følelse stillet, som kommer ved hud-mod-hud tæt kontakt, hvor hormoner frigives. Den her form for isolation og hudsult medfører ensomhed. Og det sætter sig i kroppen. Man kan dø af ensomhed. For ofte holder man op med at spise. Man bliver deprimeret. Og så går ens livsfunktioner ned.“

Sådan lyder ordene fra hospicesygeplejerske Mette Gammelgaard. For nylig tog hun bladet fra munden i netmediet Zetland, og inden da skrev hun en kronik i Jyllands-Posten om samme emne: regeringens coronastrategi. På pressemøde efter pressemøde har vi hørt om de velkendte anbefalinger og restriktioner om at ses sjældnere, holde mere afstand og ses i mindre grupper.

Må agere coronapoliti

Mette Gammelgaard mener, at der er uligevægt i proportionerne mellem coronafaren og de omkostninger, restriktionerne har.

“Vi tilsidesætter relationerne for at undgå, at et menneske bliver ramt af en sygdom. Men relationer er livsvigtige. Som det er nu, må patienter på et hospice kun vælge fem pårørende, og når de har besøg, er det med afstand og i kortere tid. Jeg skal så agere coronapoliti for at søge for, at de ikke holder i hånden eller krammer. Og jeg skal afvise de venner og den familie, som ikke er blandt de fem udvalgte,” siger Mette Gammelgaard.

Brug for at sige farvel

Hun mener, at omkostningerne ved coronastrategien er blevet for store.

“Det har en enorm omkostning både for patienterne på hospice og de gamle på plejehjem, deres familie og pårørende. Men også for dem, som bliver afvist i døren. Når et menneske, man holder af, er ved at dø, har man brug for at få sagt farvel - på det fysiske, psykiske og eksistentielle plan. Ellers vakler det hele. Det gør det også for det menneske, som skal dø. Tilbage i foråret passede jeg mennesker, som nærmest kom i delir og var tæt på at blive psykotiske, fordi de ikke kunne få kontakt med dem, der betød noget,” siger hun og fortsætter:

“Sundhed er mange ting. Det er ikke kun et spørgsmål om at undgå en sygdom. Jeg vil derfor appellere til, at vi tager snakken om regeringens coronarestriktioner og råde de sygeplejersker, som læser det her, til ikke bare at tage afstand og sige, at jeg er usolidarisk med dem, der er bange for at få corona. Det er jeg ikke. Men jeg synes, at prisen for måske at få corona er for stor. Vi skal øve os i at være mere livfulde i det, vi gør. Måske skal vi ikke altid stræbe efter det længste liv."

Hun påpeger, at døden bliver mere pinefuld i fraværet af dem, man elsker:

“Mennesker på et hospice er her jo, fordi de alligevel er i den allersidste del af deres liv. Derfor er det svært at forstå, hvorfor de ikke må tilbringe den tid i favnen på deres kære. Også selvom der er risiko for, at de bliver smittet med corona. Livet er meget mere end at undgå at blive syg.”

Emneord: 
Epidemi

Hospitaler: Beredskabet er parat

Smittetrykket stiger, og selv om antallet af indlæggelser ikke er faretruende, tegner der sig et billede af, at beredskabet er klart. Også selvom alle ikke melder sig frivilligt. Det viser en rundspørge til seks hospitaler.
Testcentrene landet over kører for fulde omdrejninger, i takt med at smittetallene stiger. Beredskaberne på hospitalterne er tæt på klar, selv om ikke alle er baseret på frivillighed fra sygeplejerskers side.
Foto: claus Bech

“Det er ikke sådan, at vi ikke kan følge med.”

Sådan lyder det fra sygeplejerske og fællestillidsrepræsentant på Aalborg Universitetshospital, Pia Jødal Næss-Schmidt. Hun fortæller, at der den 21. september 2020 var indlagt syv patienter med Covid-19. En enkelt på intensiv.

“Vi kan være nervøse for, om det bliver, som det var i foråret, men skulle tallene blusse op, har vi en eskaleringsplan klar,” fortæller Pia Jødal Næss-Schmidt.

Samme melding kommer oversygeplejerske Annette Falkenberg fra Aarhus Universitetshospital med. Også her er der en klar plan for hvem, der skal gøre hvad, hvis det bliver nødvendigt.

“Ved første bølge var rollerne ikke klart definerede. Det er de nu,” forklarer Anette Falkenberg fra afdelingen for infektionssygdomme.

Vi står mere robust

På Odense Universitetshospital og i Region Hovedstaden er man ved at lægge sidste hånd på en revideret eskaleringsplan, der i Region Hovedstadens tilfælde er fælles for samtlige sygehuse i regionen.

Fra begge steder lyder meldingen, at der er så få indlagte, at man fortsat kører det fra normalsy-stemet, men at man kan øge niveauet med få dages varsel.

“Sidste gang kiggede vi ind i uvisheden. Det er helt anderledes denne gang,” fortæller sygepleje-faglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen fra OUH. Hun bliver bakket op af hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv fra Hvidovre Hospital:

“Vi har de faciliteter, vi skal bruge. Vi har større viden og flere kompetencer. Det betyder, at vi står mere robust.”

Ingen står i kø

Det er ingen hemmelighed, at det flere steder i landet har været udfordrende at finde sygeplejer-sker til beredskabet. På Sjællands Universitetshospital, Køge, har man slået flere stillinger op, men der har været meget få ansøgere, fortæller fællestillidsrepræsentant Susanne Rønn Haunsvig.

“Ingen står i kø for at passe Covid-patienter,” som Susanne Rønn Haunsvig forklarer det.

Fra de seks hospitaler, som Sygeplejersken har været i kontakt med, er meldingen dog, at frivil-lighed har været et bærende princip i arbejdet med at finde folk til beredskabet.

Sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen siger:

“Vi kan mærke, at mange fortsat er usikre på opgaven. Vi gør derfor meget ud af at informere. Gøre sygeplejerskerne klar på, hvad de forskellige opgaver går ud på. Klæde dem på. Uddanne dem.”

På Regionshospitalet Horsens har over halvdelen af beredskabet meldt sig frivilligt. Resten er blevet valgt ud fra organisatoriske og sociale kompetencer. Alle har dog fået lavet individuelle aftaler.

“Vi valgte at sige, at vi ville imødekomme de ønsker, de måtte have i forhold til vagttyper eller antal weekendvagter,” fortæller Marie-Louise Ulsøe, oversygeplejerske på Bedøvelse, Operation og Intensiv.

Emneord: 
Epidemi

Fortsat fokus på Covid-19 som arbejdsskade

Dansk Sygeplejeråd opfordrer fortsat sine medlemmer til at anmelde Covid-19-smitte som en arbejdsskade og til at reagere i tilfælde af vedvarende følger eller senfølger.

Sammen med en række andre forbund har Dansk Sygeplejeråd løbende kæmpet for at forbedre mulighederne for at få Covid-19 anerkendt som en arbejdsskade.

I uge 26 var 10 sager blevet anerkendt. Dansk Sygeplejeråd holder fortsat skarpt øje med, hvordan afgørelserne falder ud, og er klar til at gå til beskæftigelsesministeren igen, hvis sagerne afgøres i strid med forventningen.

Siden coronakrisens start har Dansk Sygeplejeråd opfordret sygeplejerskerne til at anmelde sygdom med Covid-19 som en arbejdsskade.

Hvis du bliver smittet med Covid-19, skal du være opmærksom på:

  • At få anmeldt sygdom med Covid-19 som en arbejdsskade. Få dokumentation på, at din sag er anmeldt.
  • Om din sygdom skal anmeldes som en arbejdsulykke af arbejdsgiver eller som erhvervssygdom af behandlende læge.
  • At det ikke er alle anmeldte sager, som vil blive behandlet og afgjort af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Er din sygdom anmeldt af arbejdsgiver som en arbejdsulykke, vil den først blive sendt til et forsikringsselskab/forsikringsenhed, der vurderer, om sagen skal sendes til AES.
  • At hvis du har vedvarende følger efter din Covid-19-sygdom, eller du får senfølger, er det vigtigt, at du kontakter arbejdsgiver, forsikringsselskab eller AES om genoptagelse af din anmeldte sag. Det kan være muligt for dig at få dækket behandlingsudgifter (f.eks. astmamedicin).

Dansk Sygeplejeråd kan hjælpe dig med behandlingen af din arbejdsskadesag.

Læs mere om arbejdsskader og hvem, du kan kontakte 

 

Emneord: 
Epidemi

Anerkendelse af corona-arbejdsskader

10 sager om coronarelaterede arbejdsskader er som de første blevet anerkendt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Alle de anerkendte arbejdsskadesager drejer sig om personer, som er blevet smittet i forbindelse med deres arbejde.

”Det er en vigtig sejr – på en tragisk baggrund – at personer, der har stået forrest i behandlingen af coronasmittede patienter, får samfundets anerkendelse for, at de er blevet syge på arbejdet. Det har vi kæmpet for, og det er glædeligt, at det ser ud til at være lykkedes,” siger Anni Pilgaard, som er næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Hun henviser bl.a. til beretninger i pressen om, at mange alvorligt syge Covid-19-patienter har svært ved at komme sig helt. Det rejser helt relevante bekymringer om alvorlige senfølger efter Covid-19.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde i uge 26 registreret 565 anmeldelser af arbejdsskader relateret til Covid-19, hvoraf 262 kommer fra hospitaler, 81 fra plejehjem og 28 fra hjemmeplejen.

Sundhedssektoren og sociale foranstaltninger udgør med 417 sager den altdominerende branche af coronarelaterede arbejdsskadeanmeldelser.

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Epidemi

Corona kravlede ind i psyken

Tilstrækkelige testmuligheder og værnemidler samt klare retningslinjer og ærlig kommunikation kan være med til at mindske de psykologiske belastninger af Covid-19. Det viser et nyt forskningsprojekt, som peger på, at sygeplejersker ikke vil hyldes, men anerkendes gennem ordentlige arbejdsforhold og løn.
Foto: Claus Bech
Tekst til foto

Selina Kikkenborg Berg (midtfor) har sammen med klinisk sygeplejerske specialist og ph.d. Malene Missel (yderst th.) klinisk uddannelsesansvarlig og ph.d. Camilla Bernild (nummer 2 fra højre.), klinisk sygeplejespecialist cand.cur. Ilkay Dagyaran (tv.) og forskningsassistent cand. Scient. Signe Westh (nummer 2 fra venstre) undersøgt de psykologiske konsekvenser af Covid-19.

Da Covid-19 i marts i år ramte Danmark, ramte den også sygeplejerske og professor Selina Kikkenborg Bergs forskning.

Til daglig leder hun forskningsenheden Impact ved Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme på Rigshospitalet.

Men den nye ukendte virus krævede hurtig respons og indsamling af viden.

Selina Kikkenborg Berg lagde alt andet fra sig og gik sammen med et hold af kolleger i gang med at undersøge de psykologiske konsekvenser af Covid-19 hos patienter, pårørende og sundhedspersonale.

Nu er resultaterne fra de første interview klar. De er gennemført blandt de som blev testet i teltene i slut-marts og start-april på et tidspunkt, hvor manglen på adgang til test efterlod mange borgere til selv at vurdere, hvorvidt deres symptomer skyldtes Covid-19.

Psykologiske konsekvenser af Covid-19

Dete interview bygger på de første resultater af, hvordan det opleves at være i risiko for Covid-19.

Senere følger flere resultater om,

  • hvordan det opleves at have sygdommen
  • og hvordan det opleves at have en svært syg pårørende med Covid-19.

Forskningsprojektets formål er at gøre sundheds- personale, ledelse og myndigheder klogere på de psykologiske konsekvenser af Covid-19, så de fremadrettet kan forbedre indsatsen.

Forskningsprojekt er støttet af Novo Nordisk Fonden med 378.000 kr.

”Det skabte et stort værdi-dilemma, som myndighederne kan lære af,” siger Selina Kikkenborg Berg.

Samfundssind eller smitterisiko

”Hvis man vil have folk til at isolere sig eller følge de regler, man udstikker, skal man give folk adgang til test. Ellers har de svært ved at legitimere sygefravær og isolation, fordi der også er andre værdier, der konkurrerer, f.eks. at man ikke vil være hypokonder eller lade sine kollegaer på arbejdspladsen i stikken,” siger Selina Kikkenborg Berg.

”Normalt henvender man sig til egen læge, hvis man er i tvivl om symptomer, men i marts og april beskriver de interviewede, at de står meget alene med fortolkning af deres symptomer. Og det bliver et stort dilemma. For på den ene side vil de gerne gå på arbejde og vise samfundssind – men modsat vil de ikke gå på arbejde og risikere at smitte andre,” siger hun og bemærker, at de i det hele taget taler meget om deres job.

”Trods symptomer og feber arbejder de hjemmefra. De har en meget høj arbejdsmoral og en meget stor pligt- og ansvarsfølelse i forhold til arbejdspladsen og kollegaerne.”

Uegennyttige

Den store pligtfølelse gælder borgerne i almindelighed og de sundhedsprofessionelle i særdeleshed.

Blandt de 30 interviewpersoner var 15 sundhedsprofessionelle, hvoraf hovedparten var sygeplejersker.

Ud over at være samfundsborgere som alle andre, skal de samtidig gå på arbejde for tage sig af patienter med risiko for at blive smittet eller sprede smitte.

En af de ting, der står meget klart frem i interviewene med de sundhedsprofessionelle, er, ifølge Selina Kikkenborg Berg, en ”overvældende kæmpe uegennyttighed”, som hun beskriver som meget rørende og overvældende.

Læren af Covid-19

Sygeplejersken sætter i de kommende numre af bladet fokus på den læring, som coronakrisen og den store omstilling har ført med sig for sygeplejersker. Skriv gerne til redaktionen@dsr.dk mærket ”Læren af Covid-19” med eksempler fra din arbejdsplads.

”De risikerer deres eget og deres familiers helbred ved at gå på arbejde. Men de er ikke bekymrede for selv at få sygdommen. Det, der bekymrer dem, er, om de kan komme til at smitte kollegaer eller patienter og sætte en smittekæde i gang, hvis de går syge på arbejde,” siger Selina Kikkenborg Berg.

”Der er en meget stærk, faglig solidaritet blandt de sundhedsprofessionelle. Det handler om at løfte i flok. De bruger ord som ”kampklar”, ”soldater” og ”systemets mænd, der gør det, de skal”,” siger hun.

”Nogle taler også om, at de måske også er ”for ukritiske” over for systemet. Men de forklarer det med, at de er meget bevidste om, at de befinder sig i en tid, hvor det er nødvendigt at gøre det, der bliver sagt,” siger Selina Kikkenborg Berg.

Mistillid til myndighederne

Samtidig oplever flere – især blandt de kommunalt ansatte – at der til at begynde med ikke er tilstrækkeligt med værnemidler.

”De fortæller, at de står med gamle og sårbare borgere uden værnemidler, og at det er rigtig svært. Nogle beskriver, at de er grædefærdige ved tanken om, at de kan komme til at smitte ældre beboere, selv om de gør, hvad de kan for at isolere sig i fritiden,” siger Selina Kikkenborg Berg.

Manglen på værnemidler og de skiftende retningslinjer om, hvordan og hvor meget man skal beskytte sig selv, giver grobund for utilfredshed og mistro.

”De ansatte bliver i tvivl om, hvorvidt retningslinjer laves ud fra smittetal, sundhedsanbefalinger eller mangel på værnemidler. Det skaber en utryghed og taler ind i frygten for, om man gør det rigtige og slår til. Samtidig skaber det en mistillid til myndighederne, som de ansatte ikke er vant til at have,” siger Selina Kikkenborg Berg.

”De ansatte giver udtryk for, at de hellere ville have haft det at vide, når retningslinjerne blev givet på baggrund af en mangelsituation, så de vidste, hvad de skulle kompensere for.”

Anerkendelse

Selv om interviewene er lavet på et tidspunkt, hvor få stiller spørgsmålstegn ved myndighedernes beslutninger, så giver flere af de sundhedsprofessionelle allerede her udtryk for, at de har det svært med den måde, deres indsats bliver anerkendt på.

”De frabeder sig flere klapsalver og taler om, at ægte anerkendelse fra samfundet side ville være flere ressourcer på hospitalerne for kunne at løse opgaven og give de sundhedsprofessionelle en tålelig hverdag og en ordentlig løn.” 

Emneord: 
Epidemi

Hørt: Coronakrisen styrkede familielivet

Under coronakrisen var forældre tvunget til at isolere sig hjemme og skære sociale aktiviteter væk. Mange nybagte forældre oplevede en tiltrængt ro og et nærvær, som var godt for familielivet, erfarer sundhedsplejerske Charlotte Munch Nielsen.
Ifølge sundhedsplejerske Charlotte Munch Nielsen erfarede en del nybagte forældre, der var tvunget til at gå hjemme sammen under coronakrisen, at nærvær og ro kan noget helt særligt for en børnefamilie
Foto: Claus Bech

ikon-hoert“Med coronakrisen og nedlukningen af samfundet stod vi pludselig i en situation, ingen havde prøvet før. Vi sundhedsplejersker aflagde besøg hos familier med nyfødte, og her fik vi mange spontane ytringer fra forældre som nød, at de begge kunne være hjemme. Det gav en anden ro, at faren f.eks. ikke skulle tilbage på arbejde 14 dage efter fødslen, men havde mulighed for at arbejde hjemmefra. Forældre har skullet stå sammen om at finde løsninger på en uvant og uventet situation. Og de har haft mere tid til at være familie – på helt egne præmisser.”

Sådan lyder ordene fra Charlotte Munch Nielsen, sundhedsplejerske på Nørrebro/Bispebjerg i Københavns Kommune, der, sammen med fire andre sundhedsplejersker, for nyligt ytrede sig i en kronik i Politiken.

Hun fornemmer nemlig, at isolationen for mange forældre ikke kun var frustrerende, men også en pause fra hverdagens travle liv, hvor familieliv, arbejdsliv og socialt liv skal gå op i en højere enhed:

"For nogle småbørnsfamilier var det en tiltrængt pause, at nogen trak stikket for dem. Det betød, at de nybagte forældre fik en legitim grund til at bure sig inde og f.eks. tage en middagslur i stedet for at underholde barselsgæsterne.”

Er vi den familie, vi vil være?

Hun understreger, at der er familier i udsatte positioner, hvor den sociale isolation har bidraget til at forstærke deres udfordringer. Men for mange har pausen fra hverdagslivet betydet, at forældre også har haft tid og ro til at lære deres baby godt at kende.

“Det tager tid og kræver ro at lære det lille barn og barnets signaler at kende. Forældre har haft tid og ro under coronakrisen,” siger Charlotte Munch Nielsen, der også har set, at forældrene har været mere fælles om forældreopgaven:

“I dag starter far typisk på arbejde kort efter fødslen. Men her fik forældrene pludselig mulighed for at være forældre på lige fod. Måske kan den her coronakrise være med til at sætte yderligere fokus på fædrenes andel af barslen. For mange familier er de første uger nemlig meget intense, og derfor er det rart at være sammen om barnet og ikke pludselig få tæppet revet væk under sig, fordi far allerede efter 14 dage skal på arbejde.”

Ifølge Charlotte Munch Nielsen er spørgsmålet, om de erfaringer, forældre har gjort sig under corona-isolationen, vil sætte sig spor i fremtidens måde at være familie på:

“Nogle kan have glæde af indimellem at stoppe op og se på, om vi er familie på den måde, vi gerne vil være familie på. Jeg tror, der er en gruppe af familier, som kører i et højt tempo og stiller mange krav til sig selv – vi skal både være gode forældre, holde karrieren lidt i kog, være kæreste og en god veninde. Vi vil mange ting. Men her har mange oplevet, at nærværet og roen også kan noget. Nogen har fået øje på nogle værdier, som de vil forsøge at tage med fremover. Værdier, som ofte netop bunder i mere nærvær og mere ro.” 

Emneord: 
Epidemi
Familie
Sundhedspleje

"Hvis der er brug for mig, er jeg klar"

Mens nogle sygeplejersker er frustrerede over at blive tvunget til at deltage i Covid-beredskabet, så ser andre det som en spændende ny mulighed, og melder sig gerne frivilligt.
”Vi var kampklar. Vi havde sagt ja og fået introduktion til afdelingen,” fortæller Kirsten Reichl, som har 26 års erfaring på intensiv afdeling.
Foto: Bax Lindhardt

Det er ikke alle steder, at Covid-beredskabet bliver til en sur pligt. På Rigshospitalet er det, i modsætning til en række andre hospitaler, lykkedes at finde frivillige sygeplejersker nok til at dække beredskabet. Det er der en række grunde til, mener Fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne Charlotte Vallys.

”Det er et stort hospital med rigtig mange sygeplejersker, og der er mange af dem, der har intensiv uddannelse og erfaring, er vant til at passe svært syge patienter,” siger hun.

Derudover har processen omkring udlån fungeret rimelig godt, og FTR Charlotte Vallys har været med inde over – ”og det er jo et ret godt signal at sende,” siger siger hun.

Klar til at løfte

Sygeplejevejleder Kirsten Reichl fra Børn-UngeKlinikken på Rigshospitalet var en af de sygeplejersker, som sprang til allerede i marts. Hun satte sit masterprojekt til side og tog vagter på hospitalets Covid-afsnit.

”Vi var kampklar. Vi havde sagt ja og fået introduktion til afdelingen,” fortæller Kirsten Reichl, som har 26 års erfaring på intensiv afdeling.

”Personligt har jeg stået i mange spøjse situationer, og derfor var det ikke svært for mig. Jeg sagde til mig selv, hvad er det værste, der kan ske, og forberedte mig på det. Det værste ville være, at patienten ikke kan få luft, og så kobler jeg patienten fra respiratoren og håndventilerer,” siger hun.

Kirsten Reichl er uddannet intensivsygeplejerske, og derfor ser hun sig forpligtet til at hjælpe.

”Jeg bruger ikke den her specialuddannelse lige nu, men min organisation har investeret i mig, og hvis der er behov for mig - om det så er en naturkatastrofe, en stor busulykke eller en pandemi - så er jeg klar. Jeg vil gerne være med til at løfte opgaven,” siger hun.

Plads til forbedringer

Kirsten Reichl er dog godt klar over, at det ikke er alle, der deler hendes tilgang til Covid-beredskabet.

”Jeg stod med flere kollegaer, der som mig var ved at blive oplært, som ikke syntes det var særlig sjovt, og at det var et kæmpe ansvar. Retrospektivt kunne det have været godt, hvis der havde været et sted at gå hen med sine bekymringer og usikkerheder,” fortæller hun.

Ifølge Kirsten Reichl manglede der blandt andet fokus på at skulle have tæt kontakt med patienter, der måske skulle dø alene. Derudover har det logistiske aspekt også fyldt en del.

”Vi stod til rådighed med 48 timers varsel. Det som fyldte meget var, at man ikke vidste, om det er i dag jeg bliver kaldt og skal være med til at løse opgaven,” siger Kirsten Reichl.

Det har dog ikke stoppet hende fra at deltage. Henover sommeren er Kirsten Reichl stand-by til Rigshospitalets intensive Covita-afsnit.

Læs også:

Emneord: 
Beredskab
Epidemi

Eskaleringsplaner for Covid-beredskab

Ingen ved, om der vil komme en anden bølge af Covid-19 i Danmark, eller hvor voldsom den i givet fald vil blive. Men hospitalerne forbereder sig på gradvist at kunne stille med et højere og højere Covid-beredskab, hvis det bliver nødvendigt. Her kan du se, hvordan planerne i praksis ser ud.
Trin 5+6

På OUH arbejder man med ti trin. I sjette trin vil der være i alt 145 Covid-sengepladser med behov for 124 sygeplejersker. Der vil desuden løbende blive etableret flere Covid-intensivpladser (op til 29)

Trin 4
  • Rigshospitalet skal have 63 intensivpladser. Rigshospitalet vurderer, at TRIN 4 vil være svært at realisere uden ”meget store konsekvenser for Rigshospitalets øvrige aktivitet”. 
  • Sjællands Universitetshospital kan have op til 108 sengepladser og 43 intensivpladser.
  • OUH åbner for endnu 20 sengepladser.
Trin 3
  • Rigshospitalet skal have 47 intensivpladser, og ”COVita”-afdelingen vil blive yderligere udvidet.
  • Sjællands Universitetshospital kan have op til 90 sengepladser og 32 intensivpladser.
  • I TRIN 3 åbnes der for endnu 20 sengepladser på OUH, og ikke livsvigtig elektiv kirurgi aflyses.
Trin 2
  • Rigshospitalet skal have 68 isolationspladser og 36 intensivpladser, og ”COVita”-afdelingen vil blive udvidet.
  • Sjællands Universitetshospital kan have op til 60 sengepladser og 20 intensivpladser.
  • Der åbnes for 15 sengepladser på OUH.
  • På AUH vil TRIN 2 kræve ca. 30-50 sygeplejersker fra andre afdelinger.
Trin 1
  • Rigshospitalet skal have op til 50 isolationspladser til COVID-patienter, som bemandes af den enkelte afdeling. Rigshospitalet skal have hhv. 18 og 23 intensivpladser (TRIN 1b og TRIN 1c). I TRIN 1b tages en ny afdeling i brug, og der skal udlånes sygeplejersker (svarende til 15 årsværk). I TRIN 1c åbnes det særlige Covid-afsnit ”COVita” igen med 5 senge, og der skal udlånes sygeplejersker svarende til 30 årsværk.
  • Sjællands Universitetshospital kan have op til 42 sengepladser og 11 intensivpladser.
  • I TRIN 1 åbnes der for yderligere 10 sengepladser på OUH.
Trin 0
  • Rigshospitalets første 40 isolationspladser og 9 intensivpladser vil være placeret i de enkelte afdelinger (dette kaldes TRIN 1a).
  • Sjællands Universitetshospital kan have op til 18 sengepladser og 5 intensivpladser.
  • På Odense Universitetshospital (OUH) er basiskapaciteten i Covid-afdelingen 5 sengepladser. 
  • På Aarhus Universitetshospital (AUH) bliver Covid-pladserne i dette trin dækket af det eksisterende personale.

Det har ikke været muligt at få planer fra bl.a. Aalborg Universitetshospital, da ikke alle hospitalerne er færdige med at udarbejde disse planer endnu.

I de forskellige planer omtales beredskabsniveauerne som trin, faser, etaper eller bølger, men for klarhedens skyld bliver de her alle omtalt som trin.
De enkelte hospitaler skalerer desuden op og ned efter forskellige parametre.

Kilder: FTR’er på OUH, Rigshospitalet, Køge Sygehus, AUH og Aalborg Universitetshospital.

Læs også:

 

Emneord: 
Beredskab
Epidemi

Sygeplejersker er ikke brikker i et spil

Sygeplejerskerne har allerede udvist stor fleksibilitet, og det må være på tide at honorere det i fremtidens Covid-beredskab, mener Dansk Sygeplejeråds formand.

Den akutte fase af coronavirus er overstået, men mange af Dansk Sygeplejeråds medlemmer har været frustrerede over forløbet, fortæller formand Grete Christensen.

”Mange har haft flyttet afdelinger, og andre kollegaer har derfor haft ekstra travlt. Nogle er blevet flyttet uden at der egentlig var noget at lave, og så sendt tilbage igen. Det virker ikke gennemtænkt, for man vender op og ned på folks arbejdsliv og privatliv uden den store respekt,” siger hun.

Ifølge Grete Christensen er det langt fra hensigtsmæssigt, for fremfor kun at fokusere på i dag og i morgen, bør der også være fokus på, at sygeplejerskerne skal kunne holde til det på den lange bane.

Derfor bør ledelserne være i så tæt dialog med sygeplejerskerne som muligt og lytte til dem for at finde ud af, hvordan kan vi gøre det her på den bedste måde, lyder det fra Grete Christensen.

”Og så håber jeg at de lytter til de mange røster omkring løn. For fra arbejdsgivernes side handler det jo om at fastholde dygtige medarbejdere. Både til det her beredskab som skal kunne iværksættes, men også til afviklingen af de pukler der er kommet efter det her - og så i øvrigt til et sundhedsvæsen som er under gevaldigt pres,” siger hun.

Fleksibiliteten skal honoreres

Dansk Sygeplejeråd forhandler med Danske Regioner om tillæg til sygeplejerskerne, men har ikke helt samme opfattelse af sagen fortæller Grete Christensen.

”For mig at se handler det om at få defineret, hvad det er for et beredskab og fleksibilitet, der er brug for, og så få sat en pris på det. For sygeplejerskerne har vist SÅ meget fleksibilitet. Så når de nu siger - vi er nået en ny fase, det her kan vi planlægge os ud af, og jeg forventer at få et tillæg for at yde den her ekstra fleksibilitet – så må vi også kunne finde ud af at honorere det,” lyder det fra formanden.

Grete Christensen fremhæver desuden, at hun er enormt bekymret for, at tvangsflytninger bliver et almindeligt begreb i sundhedsvæsenet.

”Sygeplejersker har også et liv ved siden af og de har en faglig stolthed. Jo mere man rykker rundt på dem som brikker i et ludospil, jo mere tager man den faglige stolthed fra dem,” siger hun.

Læs også:

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Beredskab
Epidemi
Løn

Fremtidigt Covid-bedredskab giver frustrationer

Det værste af Coronakrisen ser ud til at være ovre, men hospitalerne landet over er i fuld gang med at gøre sig klar til en anden bølge. Men det er svært at finde nok frivillige sygeplejersker, viser en rundspørge til FTR’er på fem hospitaler.
Anni Pedersen og Niels Jørgen Nielsen er begge sygeplejersker på Regionshospitalet Horsens. For Anni Pedersen var en prikkerunde med til slå skår i arbejdstilfredsheden på afdelingen.
Foto: Michael Drost-Hansen

PåRegionshospitalet Horsens er omkring otte operationssygeplejersker blevet udpeget til kompetenceudvikling på intensivafdelingen, så de kan tage vagter i tilfælde af en anden bølge af Covid-19.

”Der var ingen frivillighed i udvælgelsen. Jeg er vildt meget modstander af, at man udvælger. Hvis man kalder det frivilligt, burde det være på den enkelte sygeplejerskes præmisser. Det ville helt klart give en større motivation for flere af mine kolleger og mig,” fortæller Niels Jørgen Nielsen, som er en af sygeplejerskerne på afdelingen. 

Der er ikke frivillige nok

Det fremtidige Covid-beredskab skal bygge på, at de deltagene sygeplejersker melder sig frivilligt. Men det er ikke alle steder, at det er lige nemt at finde nok frivillige.

På Sjællands Universitetshospital er det f.eks. kun omkring en tredjedel af beredskabet, som har meldt sig frivilligt.

I Odense har størstedelen af de 124 sygeplejersker, som er en del af beredskabets første faser, meldt sig frivilligt, fortæller FTR Kirsten Nikolajsen.

”Men vi har haft lidt udfordringer, for vi har ikke haft så mange Covid-patienter, og det betyder, at nogle sygeplejersker bliver lidt kastebold mellem deres egen afdeling og Covid-afdelingen,” siger hun og fortæller, at det har fået nogle af dem, som havde meldt sig frivilligt, til at fortryde det.

Frivillighed er også den vej man forsøger at gå på Aalborg Universitetshospital, men der kommer sandsynligvis til at mangle sygeplejersker, der melder sig, mener FTR Pia Jødahl Næss-Schmidt.

På Aarhus Universitetshospital (AUH) er det endnu uklart om det vil lykkes at få puslespillet til at gå op med frivillighed. Er der ikke nok der melder sig, må ledelsen i gang med at udpege, og det er FTR Jacob Gøtzsche ikke tilfreds med.

”Vi har udvist både samfundssind og fleksibilitet, men nu er vi ude over det akutte beredskab, og både samfundssindet og fleksibiliteten er ved at være brugt op,” siger han og fortsætter:

”Sygeplejerskerne har jo ønsket ansættelse det sted de er og ikke på et Covid-afsnit, og det er der jo en grund til.”

Dårlige erfaringer sætter spor

Frustrationerne over at blive peget ud til beredskabet bunder blandt andet i de oplevelser flere havde under den akutte fase, fortæller Jacob Gøtzsche.

”Der er en helt naturlig skepsis, fordi sygeplejerskerne har hørt lidt for mange dårlige historier fra dem der deltog i beredskabet,” siger han.

Derfor har man på AUH nedskrevet en række principper for at deltage i Covid-arbejde på en anden afdeling. De handler blandt andet om arbejdsplaner og processen med at udpege personale til beredskabet.

Men FTR Jacob Gøtzsche peger på, at et øget fokus på sygeplejerskernes arbejdsvilkår også ville kunne gøre det nemmere at finde frivillige til Covid-beredskabet fremover.

”Ledelsen burde være gået i dialog med medarbejderne om, hvad der skal til for at de har lyst til at melde sig – f.eks. at ens vagtplan ikke ændres for meget. Og så tror jeg at flere ville have lyst til at melde sig,” siger Jacob Gøtzsche.

Sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitet Inge Pia Christensen er godt klar over, at det er en stor ledelsesopgave at sikre tryghed blandt medarbejderne, når nogle midlertidigt flytter afdeling, og lægger ligesom Jacob Gøtzsche vægt på at være i dialog med medarbejderne.

”Det er lederens opgave at tale med hver enkelt. Både for dem der afleverer personale, og også dem der modtager nyt personale,” siger hun.

Udpegelse har konsekvenser for arbejdsmiljøet

For sygeplejerske Niels Jørgen Nielsen og hans kollegaer fra Horsens, er det særligt de personlige omkostninger, der trykker.

”For nogle handler det om, at det er svært at omstille sig eller om, at man har søgt en stilling, hvor man ikke skal arbejde med intensivpatienter. For andre handler det om den potentielle risiko for at bringe smitte med hjem til familien,” siger han.

Anni Pedersen er sygeplejerske på Regionshospitalet Horsens og kollega med Niels Jørgen Nielsen. Hun fortæller, at prikkerunden slog skår i arbejdsmiljøet og arbejdstilfredsheden på afdelingen.

”Det var ubehageligt og gav murren i maven, mens man ventede på, hvem, der blev prikket, og mange var kede af det,” siger Anni Pedersen.

”Det var svært at håndtere som kollega. Os, der blev tilbage på afdelingen, stod på sidelinjen og kiggede på. Vi ville gerne støtte, men vidste ikke hvordan,” siger Anni Pedersen og fortæller, at nogle synes, at det var rart at blive spurgt, mens andre hellere ville blive på afdelingen.

”Opgaven skal stadig løses”

Sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens Hanne Sveistrup Demant er udmærket klar over, at det har været en udfordrende tid for medarbejderne.

”Der er helt klart nogle der har syntes, at det var grænseoverskridende at skulle være en del af det her, og ikke kende fremtiden for det. Det kan jeg godt forstå, for der har været mange usikkerhedsmomenter i det,” siger hun.

”Men patienterne skulle passes, og der var brug for flere medarbejdere, end der havde meldt sig frivilligt,” forklarer Hanne Sveistrup Demant:

”Opgaven skulle jo stadig løses. Og ja, det har været udfordrende, men vi har bl.a. inddraget fællestillidsrepræsentanten hele vejen igennem og haft individuelle dialoger med de berørte medarbejdere.

Samtidig lægger Hanne Sveistrup Demant vægt på, at der også er kommet nogle positive ting ud af situationen.

”Den her helt specielle situation har givet nogle nye muligheder. Indblik på tværs og dermed en interesse for at have delestillinger, f.eks. delt mellem operations-/opvågnings- og intensivafdelingen,” siger hun.

Læs også

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Beredskab
Epidemi