Hørt: Coronakrisen styrkede familielivet

Under coronakrisen var forældre tvunget til at isolere sig hjemme og skære sociale aktiviteter væk. Mange nybagte forældre oplevede en tiltrængt ro og et nærvær, som var godt for familielivet, erfarer sundhedsplejerske Charlotte Munch Nielsen.
Ifølge sundhedsplejerske Charlotte Munch Nielsen erfarede en del nybagte forældre, der var tvunget til at gå hjemme sammen under coronakrisen, at nærvær og ro kan noget helt særligt for en børnefamilie
Foto: Claus Bech

ikon-hoert“Med coronakrisen og nedlukningen af samfundet stod vi pludselig i en situation, ingen havde prøvet før. Vi sundhedsplejersker aflagde besøg hos familier med nyfødte, og her fik vi mange spontane ytringer fra forældre som nød, at de begge kunne være hjemme. Det gav en anden ro, at faren f.eks. ikke skulle tilbage på arbejde 14 dage efter fødslen, men havde mulighed for at arbejde hjemmefra. Forældre har skullet stå sammen om at finde løsninger på en uvant og uventet situation. Og de har haft mere tid til at være familie – på helt egne præmisser.”

Sådan lyder ordene fra Charlotte Munch Nielsen, sundhedsplejerske på Nørrebro/Bispebjerg i Københavns Kommune, der, sammen med fire andre sundhedsplejersker, for nyligt ytrede sig i en kronik i Politiken.

Hun fornemmer nemlig, at isolationen for mange forældre ikke kun var frustrerende, men også en pause fra hverdagens travle liv, hvor familieliv, arbejdsliv og socialt liv skal gå op i en højere enhed:

"For nogle småbørnsfamilier var det en tiltrængt pause, at nogen trak stikket for dem. Det betød, at de nybagte forældre fik en legitim grund til at bure sig inde og f.eks. tage en middagslur i stedet for at underholde barselsgæsterne.”

Er vi den familie, vi vil være?

Hun understreger, at der er familier i udsatte positioner, hvor den sociale isolation har bidraget til at forstærke deres udfordringer. Men for mange har pausen fra hverdagslivet betydet, at forældre også har haft tid og ro til at lære deres baby godt at kende.

“Det tager tid og kræver ro at lære det lille barn og barnets signaler at kende. Forældre har haft tid og ro under coronakrisen,” siger Charlotte Munch Nielsen, der også har set, at forældrene har været mere fælles om forældreopgaven:

“I dag starter far typisk på arbejde kort efter fødslen. Men her fik forældrene pludselig mulighed for at være forældre på lige fod. Måske kan den her coronakrise være med til at sætte yderligere fokus på fædrenes andel af barslen. For mange familier er de første uger nemlig meget intense, og derfor er det rart at være sammen om barnet og ikke pludselig få tæppet revet væk under sig, fordi far allerede efter 14 dage skal på arbejde.”

Ifølge Charlotte Munch Nielsen er spørgsmålet, om de erfaringer, forældre har gjort sig under corona-isolationen, vil sætte sig spor i fremtidens måde at være familie på:

“Nogle kan have glæde af indimellem at stoppe op og se på, om vi er familie på den måde, vi gerne vil være familie på. Jeg tror, der er en gruppe af familier, som kører i et højt tempo og stiller mange krav til sig selv – vi skal både være gode forældre, holde karrieren lidt i kog, være kæreste og en god veninde. Vi vil mange ting. Men her har mange oplevet, at nærværet og roen også kan noget. Nogen har fået øje på nogle værdier, som de vil forsøge at tage med fremover. Værdier, som ofte netop bunder i mere nærvær og mere ro.” 

Emneord: 
Epidemi
Familie
Sundhedspleje

Klar til etnisk udrykning

Etnisk Ressourceteam rykker ud, når der opstår forståelseskløfter mellem sundhedspersonale og borgere med anden etnisk baggrund end dansk.
Ayse Döner er ansat som ansvarlig koordinator for Etnisk Ressourceteam, der har base på Peder Lykke Centret på Amager.
Foto: Nikolaj Linares
Etnisk ressourceteam

Etnisk Ressourceteam er et pilotprojekt, der kører over en toårig periode og finansieres og evalueres af Københavns Kommune.

  • Teamet består af enten sygeplejersker, sosu-hjælpere eller -assistenter, der rekrutteres fra arbejdspladser i lokalområdet, eksempelvis andre plejehjem og hjemmeplejeenheder. Arbejdspladsen, der udlåner en medarbejder, får udbetalt refusion af kommunen for de timer, medarbejderen har været udlånt.
  • Ressourceteamet er et tilbud til kommunens øvrige sundhedsinstanser, eksempelvis visitationen, ergoterapeuter, sygeplejersker og hjemmehjælpere, der alle har mulighed for at rekvirere en ressourceperson, når der er behov for det.
  • I skrivende stund består ressourceteamet af 35 personer, der tilsammen kan assistere borgere og personale på 32 forskellige sprog.
  • Kerneopgaven for Etnisk Ressourceteam handler om forebyggelse af ensomhed blandt målgruppen og afklaring af kulturelle misforståelser, hvor ressourcepersonen fungerer som en slags vejleder for begge parter.

Kilde: Ayse Döner.

”Mimik kan være helt forskellig fra land til land. I nogle kulturer betyder det ”nej”, når man nikker med hovedet. Så prøv at forestille dig, hvad der sker, når personalet spørger en beboer, om hun vil have et bad. Så går mødet bare helt galt fra starten af!”

Sådan beskriver Ayse Döner en af de udfordringer i plejen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk, som Etnisk Ressourceteam er med til at forebygge og løse. I mødet mellem mennesker er det langtfra altid, at kommunikation handler om det talte sprog, og i mange situationer er der behov for andet og mere end bare oversættelse fra et sprog til et andet, forklarer hun. Siden november 2017 har hun været ansat som ansvarlig koordinator for teamet, der har base på mangfoldighedsplejehjemmet Peder Lykke Centret på Amager.

Uudnyttede ressourcer sat i system

Etnisk Ressourceteam opstod, fordi plejehjemmets personale gang på gang havde oplevet, hvordan misforståelser kom i vejen for den gode pleje eller skabte ubehagelige situationer for både personale og beboere med minoritetsbaggrund. Hverken oversættelsesapps eller professionelle tolke var til megen hjælp, for de ældre beboere var ikke i stand til at betjene en app, og når en professionel tolk oversatte direkte, gav beskederne ikke altid mening.

For et plejehjem, der gerne ville praktisere gode, kulturelle kompetencer, var frustrationen total. Personalet havde i nogle tilfælde i desperation tilkaldt medarbejdere fra husets køkken med minoritetsbaggrund, når der var behov for oversættelse rundtom i huset, men fortolkningen manglede stadigvæk en sundhedsfaglig dimension. Med 24 nationaliteter repræsenteret i husets samlede personalebesætning opstod idéen om at sætte de sproglige og kulturelle ressourcer i system, og hermed var kimen til Etnisk Ressourceteam lagt.

”I den tyrkiske kultur er psykiske problemer ekstremt tabubelagte. Det er det samme som at sige, at du er skør. Jeg blev kaldt ud til en meget grådlabil borger med tyrkisk baggrund, hvor en hjemmesygeplejerske forgæves havde forsøgt at skaffe hende psykiatrisk hjælp. Fordi jeg kender til hendes kulturelle baggrund, indledte jeg i stedet en snak om, hvorfor hun var ked af det, og om hun havde brug for én, der kunne hjælpe med hendes følelser. Spørgsmålet var i princippet præcis det samme, men formuleringen var anderledes, og det gjorde forskellen,” forklarer Ayse Döner som et eksempel på ressourceteamets styrke.

Dorthe Boe Danbjørg

Fælles ansvar

”Som samfund har vi en forpligtelse til at tage hånd om sårbare, men der må man konstatere, at vi i sundhedsvæsenet har nogle store huller. Der er simpelthen en patientgruppe, der falder igennem.”
Det siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, om de udfordringer, ældre med minoritetsbaggrund møder i det danske sundhedsvæsen.
”Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har ældre med minoritetsbaggrund det sværere end andre grupper i samfundet,” siger hun og fremhæver tolkegebyret som eksempel på, at vi som samfund er med til at skabe ulighed i sundhed. Hun opfordrer landets sygeplejersker til kontinuerligt at gøre opmærksom på, hvis de oplever ulighed i sundhed i deres arbejde, så problemet kan blive belyst i sit fulde omfang.
”Som sygeplejersker får vi en særlig indsigt, fordi vi oplever det på første hånd, og så er vi nødt til at træde til,” siger hun og tilføjer:
”Det her er en opgave, sundhedsvæsenet skal løse, og som der skal følge ressourcer med til.”

God kommunikation er mere end sprog

Ayse Döner oplever, at interessen for projektet er stor blandt både fagprofessionelle og borgere, fordi indsatsen ikke alene afhjælper sproglige misforståelser, men også kan være med til at sikre, at beboere og borgere får den korrekte sygeplejefaglige behandling.

”Jeg blev kaldt ud til et besøg i hjemmeplejen for at hjælpe med at overkomme, hvad personalet tolkede som en sproglig barriere. Men da jeg talte med borgeren, responderede hun uhensigtsmæssigt. Vi talte samme sprog, men i kraft af min sundhedsfaglige baggrund kunne jeg konstatere, at der var tale om kognitiv svækkelse. Det kunne jeg så videreformidle til medarbejderen, der fik igangsat en anden behandlingsstrategi. Nu er hun blevet godkendt til plejebolig,” fortæller Ayse, der er uddannet ergoterapeut og har en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab.

Behov for flere lignende indsatser

”Fælles for mange af de ældre er, at de er analfabeter. De har aldrig gået i skole, de har ingen uddannelse, så de kan ikke engang forstå deres eget sprog skriftligt, og derfor er deres viden om sundhed og sygdom mangelfuld. Fordi de ikke kan tilegne sig viden i eksempelvis litteratur og på hjemmesider, er de begrænset til den viden, der eksisterer i deres netværk, og som i mange tilfælde baserer sig på myter,” fortæller Ayse.

Hun kan genkende mange af de ældres problemer fra sine egne bedsteforældre, der også har været udfordret i forhold til det danske sundhedsvæsen. Etnisk Ressourceteam får mange henvendelser, hvor borgerne efterspørger hjælp til økonomi eller boligsituation, men her må de ikke assistere, fordi det går ud over ressourcepersonernes virksomhedsområde.

”Vi ved jo, at ting som sundhed og økonomi hænger sammen. Alene det at komme i et aktivitetscenter her på plejehjemmet kræver, at man har råd. Det handler måske nok kun om godt 100 kr. om måneden, men hvis man ikke har nogen indkomst, så er det rigtig mange penge, og så kommer man ikke afsted,” siger hun og tilføjer, at hun håber, at Københavns Kommune i fremtiden vil gøre projektet permanent, og at andre kommunale instanser som eksempelvis socialforvaltningen også på sigt vil få deres eget ressourceteam. ”Behovet for hjælp er i hvert fald derude, det er helt sikkert,” siger hun.

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre

Dårlig sundhed rammer hele familien

Når ældre og plejekrævende indvandrere oplever ulighed i sundhed, har det ikke kun konsekvenser for den ældre selv. Hele familien er presset i mødet med sundhedsvæsenet, og det truer den næste generations velbefindende, mener afdelingssygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital, Hanne Winther Frederiksen.
Afdelingssygeplejerske Hanne Winther Frederiksen har for nylig afsluttet en ph.d. om ulighed i sundhed. Den konkluderer, at hjertepatienter med indvandrerbaggrund oplever en markant dårligere rehabilitering end etniske danskere.
Foto: Nikolaj Linares

”Typisk ser vi patienter, der sideløbende med en somatisk sygdom kæmper med angst eller PTSD, og som ikke tør bevæge sig uden for døren eller tage bussen alene, men det kan sundhedsvæsenet ikke håndtere,” fortæller Hanne Winther Frederiksen, der er afdelingssygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital. ”Patienten har måske gavn af, at en ven eller søn kan ledsage dem til behandlingen, men selvom denne ven måske først får fri fra arbejde klokken 15, får patienten alligevel tider i ambulatoriet på forskellige tidspunkter på dagen.

Indvandrermedicinsk klinik
  • Indvandrermedicinsk Klinik tager udelukkende imod patienter med indvandrerbaggrund.
  • Ofte er der tale om henvisninger, hvor egen læge har kastet håndklædet i ringen og ganske enkelt har opgivet at behandle patienten. Derfor har de fleste patienter typisk en lang række afbrudte forløb i sundhedsvæsenet bag sig, når de møder op i klinikken.
  • Omkring to tredjedele af patienterne i klinikken er familiesammenførte, mens en sidste tredjedel er flygtninge.
  • Omkring 80 pct. af patienterne er kvinder, og flere end halvdelen har boet i Danmark i mere end 20 år.
  • Patienterne er mestendels midaldrende eller ældre og har typisk lært noget dansk, men har aflært det igen grundet enten ringe vedligehold som følge af social isolation eller som konsekvens af kognitiv sygdom.

Kilde: Hanne Winther Frederiksen.

Som resultat dukker patienten gentagne gange ikke op til behandling, hvorefter forløbet afsluttes på den konto. Så har patienten pludselig en række afbrudte forløb og en masse misrøgtet sygdom.”

Hanne Winther Frederiksen har for nylig afsluttet en ph.d. om ulighed i sundhed, der konkluderer, at hjertepatienter med indvandrerbaggrund oplever en markant dårligere rehabilitering end etniske danskere, og hun mener, at der er tale om ulige adgang til sundhed for en ekstremt sårbar patientgruppe, hvor der kun i sjældne tilfælde er håb om egentlig helbredelse.

Større pligt til omsorg

Patienterne i Indvandrermedicinsk Klinik har ofte en kombination af flere og misligholdte sygdomme, kroniske og invaliderende smerter og traumer af forskellig karakter i bagagen. De er en sårbar patientgruppe i sig selv, men de aldrende migranters sundhedstilstand har også store konsekvenser for deres familier, fortæller Hanne Winther Frederiksen. ”I klinikken får vi de gamle og syge henvist, men ofte er det foranlediget af en bekymring, som i langt højere grad drejer sig om resten af familien end om den ældre. Den byrde, de lægger på deres børn og børnebørn, har en kæmpe betydning fremadrettet.”

Ifølge en peer review-artikel fra Tidsskriftet Gerontologi i 2017 viser hollandske og tyske undersøgelser, at tyrkiske indvandrere har langt større forventninger til hjælp fra familien end majoritetsbefolkningen. Det handler både om mistillid til systemet, men også om en kulturelt betinget modstand mod, at plejen af familiemedlemmer overlades til fremmede. Det kan være forbundet med stor skam og skyld at overdrage ansvaret for sine forældre til sundhedspersoner.

Den problematik genkender Hanne Winther Frederiksen tydeligt fra sit arbejde i klinikken.

”Jeg oplever det som helt internaliseret, nærmest automatisk. ”Selvfølgelig tager jeg mig af min gamle mor, hun har båret mig i sin mave”. Men jeg oplever også unge mennesker, der kæmper mellem to kulturer, og som kæmper for at færdiggøre deres uddannelse, samtidig med at de har noget, der minder om et fuldtidsjob med at passe deres syge forældre. Unge, som sidder med en kæmpe omsorgsforpligtelse, og som hver dag efter skole eller job er hjemme og ordne alt muligt. Som bliver nødt til at pjække fra skole eller job, fordi de skal køre frem og tilbage til hospitalsaftaler,” fortæller hun.

Vi skal håbe for den næste generation

En stor del af de problemer, patienterne i klinikken døjer med, er afledt af eksempelvis fattigdom, som er virkeligheden for rigtig mange ældre indvandrere. Det betyder, at et ensidigt fokus på patienternes sundhedstilstand ikke er nok, forklarer Hanne Winther Frederiksen. Mange af patienterne har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, og for nogle betyder det helt konkret, at der eksempelvis ikke er råd til både medicin mod behandlingskrævende sygdom og husleje.

”Jeg var for nylig ude og undervise, og da sad der en ung sygeplejerske blandt publikum, som blev enormt provokeret over at høre, at jeg bruger tid på at ringe rundt til boligselskaber for mine patienter, hvis der er behov for det. For jeg er jo sundhedsperson, ikke? Men tingene hænger jo sammen,” forklarer hun.

Derfor er socialt arbejde også en del af hverdagen i klinikken, og Hanne Winther Frederiksen hjælper ofte sine patienter med eksempelvis økonomi og boligsituation. Det er også et led i at forsøge at tage noget af presset af patienternes familier, forklarer hun, og hun så gerne, at man i sundhedsvæsenet i højere grad tog udfordringen med det stigende antal ældre indvandrere alvorligt.

”Hvis man virkelig ønsker den gode integration og det gode liv for den næste generation af indvandrere, så er der brug for et holdningsskifte blandt sundhedsprofessionelle,” siger hun og tilføjer, at klinikkens helhedsorienterede tilgang efter hendes mening skaber mere tålelige liv for både patienter og pårørende. ”Vores arbejde i klinikken handler om mange ting, men rigtig meget om den næste generation. Det er i virkeligheden den, vi skal gøre os håb for.”

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre

Kvinderne tør åbne sig overfor mig

Ældre med etnisk minoritetsbaggrund mangler ofte basal viden om sundhed. Derfor har en række kommuner i flere år uddannet lokale borgere med forskellige etniciteter til sundhedsformidlere. De formidler sundhed til en ellers svært tilgængelig målgruppe og bygger bro til sundhedsvæsenet.
Shahnaz Qureshi (midtfor) har pakistansk baggrund, og er en af de sundhedsformidlere, der arbejder på Sundhedscafeen.
Foto: Rie Neuchs

”Dreng!” udbryder en kvinde med et kæmpe smil og peger på min gravide mave.

Sygeplejersken er taget til Sundhedscafé i kvindeværestedet BuQetten i Hvidovre, hvor en gruppe kvinder med minoritetsbaggrund hver fredag mødes for at dyrke motion og blive klogere på sundhed. De har netop afsluttet en times motion i lokalet ved siden af, og nu er det tid til kaffe og åben dialog. Da jeg spørger ind til kvindernes baggrund og sundhedshistorik, famler vi lidt rundt i kommunikationen til at starte med i kraft af kvindernes meget beskedne dansk. Heldigvis bliver min højgravide mave hurtigt genstand for en livlig snak, for her kan vi mødes om et universelt kvinderitual, der ikke kræver særlige, sproglige kompetencer.

”Dreng!” gentager kvinden. Det ved hun bare, for hvis den gravide har et rent og fint ansigt, så bliver det en dreng. Når man venter en pige, så suger barnet af sin moders skønhed, der som konsekvens må døje med uren hud og mere til, fortæller hun. Alle de andre kvinder nikker enigt. De har ret, bekræfter jeg og takker for komplimentet, og alle kvinderne jubler og lykønsker mig med klem i hånden og smil henover bordet.

Myter om sundhed er udbredte

Snakken går livligt, mens broccoli, æbler og gulerødder i mundrette stykker sendes rundt sammen med den varme kaffe. For mange af kvinderne er de to timer i BuQetten om ugen et åndehul, hvor de frit kan stille alle de spørgsmål, de måtte have om sundhed. Den smilende kvindes forudsigelse af mit ufødte barns køn var kærlig og harmløs, men også et eksempel på den form for myter om kroppen, der florerer i minoritetsmiljøer.

Sundhedscaféen er et initiativ i det tværkommunale forebyggelsesprojekt på Vestegnen, ”Sundhed på dit sprog”. Her uddannes borgere i kommunerne med indvandrerbaggrund til sundhedsformidlere. Shahnaz Qureshi er en af dem. Hun har pakistansk baggrund og kom til Danmark som 11-årig i 1975. ”I minoritetsmiljøer er myter om krop og sundhed udbredte og kan i værste fald have fatale konsekvenser,” siger hun og fortæller om en midaldrende kvinde, der i to år gik rundt med en kræftsygdom uden at modtage behandling og uden at informere hverken sin mand eller sine børn om det.

”Det viste sig, at svigermor engang havde sagt, at hvis man fik kræft, så var man selv skyld i det. Så havde man ikke passet ordentligt på, eller man havde gjort noget forkert. At det var en straf fra Gud. Fordi hun ikke talte med andre om det, vidste hun jo ikke bedre. Derfor er det så vigtigt, at vi når ud til de her borgere,” fortæller Shahnaz Qureshi.
I 2018 viste et studie fra Kræftens Bekæmpelse blandt knap 467.000 kvinder, at hele 22,3 pct. af kvinderne med ikkevestlig baggrund ikke blev screenet for livmoderhalskræft, mens det kun gjaldt for 13 pct. af de etnisk danske kvinder. Minoritetskvinder blev altså kun screenet halvt så ofte som danske kvinder og havde dermed væsentlig større risiko for ikke at få behandlet en eventuel kræftsygdom i tide.

Genkendelse og tillid

Sundhedsformidlerne er hverken sygeplejersker eller læger, men har til opgave at formidle det, der for de fleste etniske danskere er basal viden om sundhed, forklarer sygeplejerske Anett Jensen, der er ansvarlig for uddannelse af kommunernes sundhedsformidlere. Uddannelsen består af 60 timers undervisning om bl.a. kost, motion, seksualitet, pædagogik, formidling, psykiatri, demens og kræft.

I Sundhedscaféen taler nogle af kvinderne lavmælt sammen på tyrkisk, og Shahnaz spørger ind til, hvordan de har det. At sygeplejersker som Anett Jensen ikke selv kan nå patientgruppen skyldes, at man bedre kan spejle sig i og have tillid til en person, der har minoritetsbaggrund ligesom en selv, forklarer Shahnaz. Hun taler ikke selv tyrkisk, men det betyder ikke så meget. ”Kvinderne er trygge ved og tør åbne sig overfor mig, fordi vi ligner hinanden. De føler, at jeg kan forstå deres problemer,” siger hun. Hun bliver flere gange afbrudt og bedt om uddybende forklaringer af det, hun fortæller om ved bordet, og når hun tager ordet, lytter alle interesseret.

58-årige Gülsüm er kommet i Sundhedscaféen i flere år. Hun fortæller på tyrkisk, at hun har problemer med både ryg og knæ, der giver hende smerter og ondt i kroppen. Hun kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men har boet i Danmark i mange år og hørte i sin tid om caféen fra en kvindelig bekendt. Hun bor en halv times gang fra BuQetten, men forsøger at dukke op alle de fredage, hendes knæ tillader det. Hun får det bedre af at dyrke motion, fortæller hun. Hendes veninde hjælper hende løbende med at oversætte til dansk for Shahnaz, der lytter opmærksomt.

Ældre kvinder
En del af de kvinder, der kommer i Sundhedscaféen, har ikke lært at tale særlig godt dansk og har svært ved at forstå sundhedsvæsenet og de tilbud, der er.
Foto: Rie Neuchs
Jo mere medicin, jo bedre

I sit arbejde møder Shahnaz mange hjemmegående kvinder, hvis historier minder om Gülsüms. De tilhører første generation i landet, og de har ikke været så meget på arbejdsmarkedet. Hvis de har, så har de måske haft et rengøringsjob, hvor de ikke har haft kontakt til andre borgere og derfor ikke har fået brugt det danske sprog og udviklet netværk.

”De er meget isolerede, og alene at få dem ud af hjemmet kan være en udfordring,” fortæller hun. Derfor er eksempelvis Sundhedscaféen en god måde at formidle sundhed på, for rygtet spreder sig hurtigt i kvindernes små, lokale netværk, og når først de dukker op i caféen, er der ”hul igennem”, som Shahnaz siger. Nogle har behov for viden om madlavning for at forebygge overvægt og følgesygdomme, og så bliver der talt om fordelene ved at bruge fuldkornsprodukter frem for hvide ris og lyst brød. For andre handler det om at lære at navigere i det danske sundhedssystem. Og spørgsmålene er mange:

”Hvad er 1813? Hvornår ringer man til dem, og hvornår ringer man 112? Hvornår er det egen læge, og hvad kan man egentlig bruge sådan en til?” forklarer Anett, og Shahnaz tilføjer, at en del ældre i minoritetsmiljøerne har en mistro til egen læge, fordi den forebyggende tilgang, der er kendetegnende for det danske sundhedssystem, er meget langt fra nogle andre kulturer.

”Mange folk med indvandrerbaggrund har en opfattelse af, at jo mere medicin, en læge udskriver, jo dygtigere er han. ”Lægen giver medicin, og så bliver jeg sund og rask”. Det er den indstilling, mange har. Så de forstår ikke, når deres danske læge er tilbageholdende med bare at udskrive medicin til dem og måske i stedet beder dem begynde at dyrke motion,” fortæller hun. I stedet køber mange ældre en masse medicin, når de er i hjemlandet, og tager det sideløbende med den medicin, de får i Danmark. I det tilfælde kan det være en umulig opgave for lægen at behandle patienten ordentligt. Behovet for oplysning og viden blandt borgerne er med andre ord stort og forskelligartet. Derfor opstår sundhedsformidlernes initiativer løbende. En del finder idéerne i deres egne netværk, og der har bl.a. været iværksat walk and talks, dansecaféer, dialogbrunch, gymnastik i moskéer og oplæg på sprogskoler.

Fastansættelse ville styrke ordningen

Lige nu er der kun tre aktive sundhedsformidlere i Hvidovre Kommune. En del har sagt op det seneste år, for trods de gode erfaringer er der ikke planer om at fastansætte sundhedsformidlerne. Jobbet honoreres løbende med timeløn for opgaver af nogle timers varighed, og det gør ordningen sårbar, mener Shahnaz:

”Jeg har mistet mange gode kolleger af den grund. Mange kan ikke leve med aldrig at vide, hvor mange timers arbejde de har i næste uge. Så finder folk noget andet, og så går al den gode oplæring og erfaring tabt.”

Anett Jensen erkender, at mange sundhedsformidlere er faldet fra på det grundlag. Det er ærgerligt, for ordningen udgør en vigtig, social indsats, pointerer hun.

”Man må forstå, at den her gruppe borgere ikke kun er sårbare på lige fod med etniske danskere. I kraft af deres etnicitet er de dobbelt sårbare,” siger hun.

Fakta

Antallet af ikkevestlige indvandrere over 65 år forventes at stige fra knap 26.000 i 2018 til mere end 102.000 i 2040.
Kilde: Danmarks Statistik, 2018.

Ældre med etnisk minoritetsbaggrund modtager kun praktisk hjælp og personlig pleje halvt så ofte som ældre etniske danskere.
Kilde: VIVE, 2013.

Vestlige lande omfatter EU, Andorra, Australien, Canada, Island, Liechtenstein, Monaco, New Zealand, Norge, San Marino, Schweiz, USA og Vatikanstaten. Ikkevestlige lande omfatter alle øvrige lande.
Kilde: Danmarks Statistik, 2019.

Tre ud af fire kommuner har målrettede indsatser for personer med anden etnisk baggrund end dansk, men kun meget få er henvendt til ældre, der ellers er en særligt udsat gruppe.
Kilde: ”Indsatser målrettet etniske minoriteters sundhed i danske kommuner – En kortlægning af sundhedsfremme og forebyggelsesindsatser”, Statens Institut for Sundhed, Syddansk Universitet, 2012.

 

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

 

Emneord: 
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre

Ældre og syge indvandrere bliver tabt i systemet

Ældre med minoritetsbaggrund er dårligere stillet i sundhedsvæsenet end deres etnisk danske jævnaldrende. Systemet er slet ikke gearet til at tage sig af dem. Problematisk og uværdigt, mener lektor i tværkulturel sygepleje, Dorthe Susanne Nielsen.
Dorthe Susanne Nielsen arbejder både som forsker og sygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på OUH. Hun oplever en generel tendens til, at ældre indvandreres manglende viden om sundhed fejlfortolkes som et udtryk for en bestemt "kultur".
Foto: Nils Lund Pedersen

”Vi har set eksempler, hvor familier i afmagt har bundet den ældre demensramte fast til en stol for at forhindre, at de forlader boligen og bliver væk. Eller har bundet deres hænder fast til sengen om natten for at forhindre, at de piller i afføringen.” Sådan beskriver Dorthe Susanne Nielsen, sygeplejerske og lektor fra Syddansk Universitet, nogle af de konsekvenser, det har, at gamle og syge indvandrere ikke får den hjælp og behandling, de har behov for. Hun har siden 2009 forsket i tværkulturel sygepleje og indvandrermedicin og mener, at et ufleksibelt system spænder ben for en værdig alderdom. 

En usund alderdom

Ifølge en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik forventes antallet af ikkevestlige indvandrere over 65 år at stige fra knap 26.000 i 2018 til mere end 102.000 i 2040. I 2013 viste en opgørelse fra forskningscenteret VIVE, at ældre med minoritetsbaggrund kun halvt så ofte som etniske danskere modtager praktisk hjælp og personlig pleje, og at kun et fåtal bor på plejehjem. Derudover har et studie fra Nationalt Videnscenter for Demens og Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet tidligere dokumenteret, at sandsynligheden for, at en indvandrer med demens får medicinsk behandling for sin sygdom, er 25-30 pct. lavere end for en ældre danskfødt person med demens.

Når der, som undersøgelserne viser, er så stor forskel på muligheden for at få hjælp til dagligdagens gøremål eller for at komme i behandling for sygdomme som demens, alt efter om du hedder Bent eller Fatima, så er der tale om ulighed i adgangen til sundhed, pointerer Dorthe Susanne Nielsen.

Dorthe Susanne Nielsen
Siden 2017 har Dorthe Susanne Nielsen sammen med neuropsykolog Rune Nielsen og Nationalt Videnscenter for Demens arbejdet på forskningsprojektet CLEAR, der har til formål at kortlægge udbredelsen af demens blandt ældre indvandrere i Danmark.
Foto: Nils Lund Pedersen
Det handler om mere end kultur

Dorthe Susanne Nielsen fungerer i sit daglige arbejde både som forsker og sygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Hun oplever en generel tendens til, at ældre indvandreres manglende viden om sundhed fejlfortolkes som et udtryk for en bestemt ”kultur”. Men det er en misvisende og skadelig opfattelse, mener hun. Ofte er det i langt højere grad faktorer som viden, økonomi og fattigdom, der er helt afgørende. I Danmark tager det eksempelvis 40 år at optjene retten til fuld folkepension, og det har kun de færreste indvandrere nået.

Derudover er en del af de ældre familiesammenførte, og i det tilfælde har det familiemedlem, der fik vedkommende til Danmark, forsørgerpligten. De ældre har i så fald ingen ret til folkepension eller anden økonomisk støtte end den, familien kan undvære.

I den situation kan det være umuligt at finde råd til en plejehjemsplads. Hun oplever, at nogle familier egenhændigt passer ældre og demente pårørende, som er så behandlingskrævende, at situationen bliver direkte sundhedsskadelig for alle involverede.

”Rigtig mange familier magter ikke opgaven, og i nogle tilfælde opholder de demente sig under kummerlige vilkår. De ældre er en meget sårbar patientgruppe i sig selv, men familierne bliver også syge af den enorme byrde, det er at tage sig af et sygt familiemedlem. Som systemet er i dag, findes de rette tilbud simpelthen ikke,” fortæller Dorthe Susanne Nielsen.

Svært at rekruttere beboere

Det er centerchef på plejehjemmet Peder Lykke Centret på Amager, Mette Olsen, enig i. Plejehjemmet blev i 2013 udnævnt til mangfoldighedsplejehjem af Københavns Kommune for at imødekomme en forventet stigning i antallet af ældre borgere med minoritetsbaggrund. Visionen var, at alverdens nationaliteter skulle bo dør om dør og føle sig hjemme i huset, uanset hvor i verden de kom fra. Men stik modsat prognoserne så er den stadigt større gruppe ældre ikke væltet ind på de danske plejehjem. I dag, seks år efter mangfoldighedsprojektet blev sat i søen, har kun få af Peder Lykke Centrets 152 beboere ikkevestlig baggrund.

Faciliteterne er ellers til stede. På plejehjemmet kan beboerne søge ro i et stillerum til fordybelse og bøn eller låne et særskilt lokale, der ved hjælp af en projektor kan lyse hele rummet op og få det til at fremstå som en moské. Alle personaler har gennemgået et kursus i ”kulturelle kompetencer”, og her fejres Eid på lige fod med jul. Køkkenet serverer alt fra traditionelle tyrkiske retter til ærkedanske håndmadder med leverpostej. På trods af de mange gode tiltag bekræfter Mette Olsen, der har været leder af plejehjemmet de seneste ni år, at de fortsat har udfordringer med at rekruttere beboere med ikkevestlig baggrund. ”Mangfoldighedsplejehjem er en del af løsningen, men det er langt mere komplekst end som så,” mener hun.

Mange har ikke råd til at flytte ind

Særligt økonomi er et stort problem for de ældre. Blandt de få nuværende beboere med ikkevestlig baggrund oplever personalet, at flere familier har svært ved at finde råd til selv de mest basale hygiejnefornødenheder som tandpasta, deodorant og barberskum, som beboerne selv er økonomisk ansvarlige for. Men for mange er der slet ikke råd til at flytte ind i første omgang, fortæller Mette Olsen.

”Normalt arbejder vi med en klassisk introduktion til huset ved indflytningssamtalerne, hvor vi bl.a. fortæller om maden og kontaktpersonordningen. Men vi fandt hurtigt ud af, at det slet ikke er det vigtigste for mange borgere med minoritetsbaggrund. I stedet er penge det første, vi skal tale om. For hvis de ikke har råd til at bo her, så kan resten jo være lige meget. Og det oplever vi desværre meget ofte.” I 2017 viste den årlige publikation fra Danmarks Statistik ”Indvandrere i Danmark”, at parfamilier med ikkevestlig indvandrerbaggrund i alderen 60-64 i 2015 kun havde, hvad der svarer til 15 pct. af den gennemsnitlige pensionsformue for parfamilier af dansk oprindelse. Det betyder, at ældre med samme plejebehov som etniske danskere kan være tvunget til at blive længere i egen bolig, end det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Fagprofessionelle skal klædes bedre på

Siden 2017 har Dorthe Susanne Nielsen sammen med neuropsykolog Rune Nielsen og Nationalt Videnscenter for Demens arbejdet på forskningsprojektet CLEAR, der har til formål at kortlægge udbredelsen af demens blandt ældre indvandrere i Danmark. Projektet har indsamlet data blandt sundhedsformidlere i en række vestegnskommuner og forventes afsluttet i løbet af 2019. Indtil videre viser resultaterne, at både sundhedspersoner og ældre med etnisk minoritetsbaggrund i kommunerne mangler grundlæggende viden om både demens og de behandlingstilbud, der findes, fortæller hun.

Som eksempel nævner Dorthe Susanne Nielsen screeningsprocessen for demens, der mange steder foregår ved hjælp af en test, der er målrettet dansktalende borgere. Her bliver patienten bl.a. bedt om at rette grammatiske fejl i danske sætninger og om at konstruere sætninger, der giver mening. ”Men hvis du er analfabet og i øvrigt ikke mestrer dansk, så kan du jo ikke gennemføre denne her test. Og så kan du faktisk ikke udredes,” forklarer hun og tilføjer, at det skaber grobund for ubehandlet demens og fejldiagnosticering.

Nationalt Videnscenter for Demens har i stedet udviklet et kulturuafhængigt screeningsværktøj kaldet RUDAS (Rowland Universal Dementia Assessment Scale). Det er let at anvende, men på trods af fordelene for borgere med anden etnisk baggrund end dansk bruges det endnu kun sjældent, forklarer Dorthe Susanne Nielsen. 

Handler om værdighed og respekt

Hun efterlyser, at både fagprofessionelle og samfundet generelt anerkender, at sundhedssystemet for nuværende ganske enkelt ikke er gearet til at tage sig af ældre med minoritetsbaggrund. Hun frygter, at politiske tiltag som eksempelvis indførelsen af tolkegebyret blot vil forværre den ulige adgang til sundhed for en i forvejen udsat befolkningsgruppe. Det er Mette Olsen enig i, og hun har en bøn til landets øvrige sundhedsinstanser, der de næste mange år i fællesskab skal håndtere udfordringerne for et stigende antal ældre med minoritetsbaggrund.

”Det er jo ikke raketvidenskab. Hvis vi ikke tager de her ældres voksende plejebehov alvorligt, så får vi bare nogle helt andre og større problemer. Jeg har set, hvad det gør ved familier ikke at have adgang til den nødvendige viden og behandling. Familier, der er helt overladt til sig selv. Vi skal nå de her ældre tidligere, og især før der er fem andre familiemedlemmer, der er brændt sammen af stress med alt, hvad det fører med sig. Det handler både om kroner og øre i forhold til samfundet, men i den grad også om værdighed og respekt for de enkelte mennesker. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt,” siger hun.

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

 

Emneord: 
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre

Patienten, jeg aldrig glemmer: Sønnen siger, at han tilgiver sin far

Melanie Clivaz-Nielsen lærte at yde sygepleje i komplekse situationer, da sønnen til en terminal patient så sin far for første gang i 20 år.

Melanie Clivaz-Nielsen
Foto: Claus Bech
Jeg møder ind i en dagvagt tirsdag morgen på en medicinsk afdeling, hvor der på afdelingens palliative stue blev indlagt en 83-årig mand to dage forinden. Jeg kan læse, at han har en fraktur ved skulderen og har mange smerter. Det er gået meget ned ad bakke med ham det sidste døgn, og lægerne har i samtykke med patienten taget stilling til at opstarte et terminalt forløb.

Patienten er meget afkræftet og har ikke mange kræfter til at snakke. Så vidt jeg kan læse, er de pårørende ikke rigtig orienteret om forringelserne i hans tilstand, og han har ingen besøg haft, siden han blev indlagt. Så dette bliver min opgave som sygeplejerske, der kun på det tidspunkt har været uddannet i ca. et halvt år. Jeg spørger først patienten, om jeg må ringe til hans familie, hvilket han svagt nikker ja til.

Den primære pårørende er patientens bror, som siger, at han har snakket med en sygeplejerske angående sin brors situation, og han vil besøge ham igen om eftermiddagen, når nu hans tilstand er forværret. Han giver dog kort udtryk for, at de har et lidt anstrengt forhold. Jeg spørger, om der er andre pårørende, jeg skal kontakte. Jeg må meget gerne ringe til patientens søn, hvilket jeg gør.
I samtalen med patientens søn bliver jeg dybt berørt af situationen, hvilket sønnen også gør. Sønnen har ikke snakket med sin far i ca. 20 år og kendte ikke til sin fars terminale tilstand.

Patienten havde haft et alkoholmisbrug og havde ikke altid behandlet sin familie så godt, hvilket var en af grundene til de anstrengte familierelationer. Sønnen bliver meget berørt over situationen og fortæller mig private ting, såsom at han er kronisk syg og derfor er kørestolsbruger, og det er ikke muligt for ham at komme udenfor en dør. Han ville ønske, at han kunne besøge sin far, selvom det ville være psykisk hårdt, og det gør ham meget ked af det, at det er fysisk umuligt for ham.

Vi aftaler, at han skal tænke over det, og at jeg vil ringe tilbage til ham senere på vagten. Jeg bryder sammen i vagtstuen, fordi jeg kan relatere til situationen og har brug for at sunde mig fem minutter, inden jeg skal ud til alle de andre patienter, der venter.

Jeg ringer tilbage til sønnen, inden min vagt slutter, og spørger, hvad jeg kan gøre for ham. Han vil gerne snakke med sin far, jeg tager derfor telefonen op til patientens øre, og sønnen siger, at han tilgiver sin far, og at han elsker ham. Jeg kan se, at faren virker lettet bagefter.

Et par dage efter dør patienten alene på stuen.  Denne situation har lært mig at turde gå ind i svære og komplekse samtaler med patienter og pårørende samt tage mig tid til disse. Jeg har også lært altid at spørge ind til patienter og pårørendes behov, også i den terminale fase.

Title

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.

 

Emneord: 
Familie
Palliation
Pårørende
Patient

Savnet forsvandt, da sygeplejen fik liv

Afrika. I seks år levede Tine Møberg med sin familie i Etiopien. En rejse, der begyndte med en enorm hjemve. Men mødet med et par norske læger og en hovedrolle i opbygningen af et nyt hospital gjorde det til sidst svært at sige farvel igen.
Tine Møberg bor i dag i Aarhus med sin mand Anders Møberg, der er præst ved Christianskirken, og deres fire børn Storm, 7 år, Vicki Bjørk, 8 år, Ruben, 14 år, og Liv, 15 år. Her ses Liv sammen med Tine Møberg og deres hund.
Foto: Søren Holm

Hun ville egentlig ikke afsted. Havde ikke lyst til at forlade familie og venner. Eller jobbet som sygeplejerske i Danmark. Det var alt for grænseoverskridende. Men hendes mand ville gerne. Og 30. december 2012 fløj Tine Møberg med sin mand, Anders Møberg, og deres fire børn på dengang 1-8 år til Etiopiens hovedstad Addis Ababa.

"Vi landede sent om aftenen. Det var mørkt, og vi kørte gennem byen hen til det hus, vi skulle bo i. Det var en, vi kendte, som hentede os, og som skulle hjælpe os på plads," fortæller Tine Møberg.

"Næste morgen kom hun og hentede min mand. De skulle ud og have ordnet en masse praktiske ting som arbejdstilladelse og kørekort. Jeg husker, at jeg sad der alene med mine børn og tænkte: Hvad nu? Hvad gør jeg, hvis en af mine børn dør. Jeg anede ikke, hvor jeg var, eller hvad jeg skulle gøre. Uden for vinduet stod der en ko, som vi kiggede på. Og det var dejligt vejr, og jeg var sammen med mine børn. Men jeg følte mig alene og efterladt," fortæller Tine Møberg.

Hun bakkede op om sin mands ønske om at blive udsendt af missionsselskabet Promissio til at arbejde som teologisk konsulent ved den Lutherske kirke i Etiopien. En udsendelsesaftale på fire år, men det holdt hårdt. I begyndelsen.

 

Dårlig til amharisk

Det var meningen, at Tine Møberg til at starte med skulle sørge for, at børnene faldt til og kom godt i gang med skolen. Hun skulle gå på sprogskole og lære amharisk. Og så var målet at finde et arbejde med et sygeplejefagligt indhold.

"Jeg havde ikke lyst til at gå ind i et arbejde med børn eller kvindearbejde inden for kirken. Det var og er sygeplejen, jeg brænder for og kan. Og jeg ville gerne holde min fa

Tine Møberg Etiopien
Tine Møbergs to yngste børn, Vicki Bjørk, 8 år, og Storm, 7 år, har levet det meste af deres liv i Etiopien og er stadig ved at vænne sig til at være i Danmark. Men bag dem hænger malerier med masser af minder. De forestiller en sammenblanding af mange ti
Foto: Søren Holm
glighed ved lige. Det er også den, der giver mig glæde og er vigtig for min identitet," smiler Tine Møberg.

Men hun havde svært ved at lære sproget, og hun længtes hjem. De første par år vidste hun til hver en tid præcis, hvor mange år, måneder og dage der var, til de skulle hjem.

Samtidig oplevede hun dog også, hvordan børnene faldt til, og hvordan de kom tættere på hinanden som familie. Der var mere tid til at være sammen og tage på ture ud i Etiopiens flotte natur.

 

Vendepunkt

En dag kom teamlederen fra Promissio i Etiopien og fortalte, at han havde talt med en norsk læge, der sammen med andre nordmænd var ved at opbygge et nyt hospital. Og de havde brug for en sygeplejerske.

Tine Møberg mødtes med dem i december 2013, men så skete der ikke noget i lang tid.

"Men så pludselig i maj 2014 kontaktede de mig. "Vi har lige købt et hotel, er du klar?" Og det var jeg," smiler sygeplejersken.

Det viste sig, at noget var gået galt med den første bygning, de norske læger havde udset sig. Nu havde de så fundet en ny – et hotel – som de ville omdanne til et hospital.

 

Ligesom derhjemme

Tine Møberg husker det første møde derefter, hvor alt stadig var på idéniveau.

"Jeg blev budt indenfor og sad med til et møde med nogle fra bestyrelsen og nogle af idémændene fra Norge. Og pludselig skulle jeg være med til at tegne akutmodtagelsen og sige, hvordan jeg syntes, den skulle se ud," griner hun og fortsætter:

"Det var så spændende og sjovt. Da jeg kom hjem den dag, var jeg bare ahhhh ... helt høj. Tænk sig bare at få lov at lave noget, jeg kunne lide igen. Det var ligesom, når jeg kom hjem fra akutmodtagelsen derhjemme og talte om, hvad jeg havde oplevet der."

Tine Møberg troede egentlig, hun skulle arbejde som sygeplejerske. Men meget hurtigt blev hun forfremmet til nursing director med ansvar for alt det sygeplejefaglige på hospitalet.

Hun gik godt i spænd med de norske initiativtagere, der havde økonomisk støtte fra selskabet Nordic Clinic Foundation i Norge, og sammen fik de omdannet hotellet til hospitalet, Nordic Medical Centre (NMC). Det er bygget op efter skandinaviske standarder, som er langt over de etiopiske.

Driften er baseret på en Robin Hood-model, hvor kunderne er rige etiopere, ambassadefolk og diplomater, der betaler godt for ydelserne, mens overskuddet går til at give de fattigste i landet bedre behandling, når de bliver syge.

 

Uniformer og ansættelser

Pludselig havde Tine Møbergs liv fået en helt ny drejning. Et nyt indhold, som ændrede alt i forhold til hendes ønske om at komme hjem. Nu var hun selv en del af noget større.

"Det var spændende. Vi skulle finde ud af alt selv. Eksempelvis hvordan vores uniformer skulle se ud. Vi tog på markedet og købte stof og videre til syersken for at få dem syet. Vi lavede en HR-manual med regler for hospitalets ansatte, og så skulle jeg ansætte folk. Og hvordan gjorde man lige det?" spørger Tine Møberg.

Hun ville gerne have fokus på evidensbaseret sygepleje og på, at sygeplejersker er selvstændige fagpersoner, men havde selv oplevet noget andet i Etiopien, da en ven var indlagt på et etiopisk hospital. Her havde sygeplejersken taget vennens blodtryk, der viste sig at være meget lavt.

"Da jeg spurgte, hvad hun så havde gjort ved det, blev hun ved med at svare, at hun havde skrevet det på sedlen til lægen. Hun tænkte ikke på, at hun kunne handle selvstændigt, og hun reflekterede ikke over sin sygepleje," siger Tine Møberg og påpeger:

"Sygeplejerskerne opfatter sig ikke som selvstændige fagpersoner, men som nogle, der hjælper lægen. "

 

Elsk patienten som din bror

Tine Møberg Etiopien
Tine Møberg på hospitalet, NMC, i Etiopien omringet af gode kolleger.
Foto: Søren Holm
Da Tine Møberg selv skulle ansætte sygeplejersker til hospitalet, spurgte hun derfor ansøgerne, hvad de mente, en sygeplejerskes vigtigste opgave er.

En svarede, at det var at rydde op på lægens kontor. En anden sagde, at det var at gøre, hvad lægen sagde. Mens en tredje sagde: "At elske patienten, som var det min bror eller søster." Til den udtalelse siger Tine Møberg:

"Til at begynde med var det noget, jeg opponerede imod. Men jeg må indrømme, at selvom jeg mener, vi har fat i den lange ende med evidensbaseret sygepleje, så tror jeg måske også, at vi har mistet noget herhjemme. Den her omsorg, kærlighed og smil, sygeplejerskerne i Etiopien har, kunne vi godt lære noget af."

Tine Møberg husker en ung pige, de havde indlagt, som var meget syg og ked af det.

"Selvom sygeplejerskerne havde travlt, så sørgede de for, at der hele tiden var en hos hende. De flettede hendes lyse hår og nussede om hende, masserede hende og grinede med hende. En omsorg, jeg kunne se gjorde pigen glad og godt," siger Tine Møberg tænksomt.

 

Hospitalet Nordic Medical Centre (NMC)

Opbygget af Nordic Clinic A/S

Beliggende i Addis Ababa, hovedstaden i Etiopien

Januar 2015: Åbner lægeklinik

Efterår 2015: Åbner selve Nordic Medical Center bestående af:

• Lægeklinik

• Sengeafsnit

• Akutmodtagelse med røntgen, ultralyd og CT

• Ambulancetjeneste

• Etiopiens første alarmcentral

• Apotek

Efterår 2017: Hospitalet får operationsafdeling, intensivafdeling og udvider akutmodtagelsen.

September 2018: NMC får sin egen sygeplejeskole.

I dag har NMC ansat 55 etiopiske sygeplejersker og en håndfuld fra andre lande.

Mission sygeplejeuddannelse

Men kærlighed og omsorg gør det ikke alene. Og Tine Møberg vil gerne hæve den faglige standard blandt sygeplejersker i Etiopien og derigennem være med til at løfte den generelle sygepleje i landet – til glæde for de mange fattige.

Derfor var hun også initiativtager, da de på NMC sidste år gik i gang med at oprette en ny sygeplejeuddannelse. Første hold begynder til september, og det er blandt andet denne uddannelse, overskuddet fra NMC skal gå til.

"Vi håber, at vi kan klæde de sygeplejestuderende på til at være en slags græsrødder. At vi kan danne dem og lære dem at reflektere over, hvorfor de gør, som de gør. Det brænder jeg for. Det er min mission," smiler Tine Møberg.

Der skal være praktik på NMC, men også på et af de etiopiske hospitaler for de fattigste i landet.

"Vi vil gerne sende vores studerende derud med udstyr og undervisere, der kan sikre, at de får en uddannelse af høj standard, men som også kommer de fattigste i landet til gode," forklarer Tine Møberg.

 

Svært at give slip på hjerteblod

Næsten lige så svært, som det var at tage af sted, var det for Tine Møberg at sige farvel til Etiopien. Hendes mand fik forlænget sin kontrakt to gange. Men da kalenderen slog 2018, rykkede familien teltpælene op og flyttede til Danmark. Blandt andet for at sikre, at de ældste børn kom godt ind i det danske uddannelsessystem.

Tine Møberg er selv taget til Etiopien nogle gange siden for at være med til at færdiggøre arbejdet omkring sygeplejeuddannelsen.

"Men efter at have været afsted et par gange, måtte jeg sige stop. Børnene forstod ikke, hvorfor de ikke måtte komme med hjem til Etiopien. Det gjorde ondt på dem," siger Tine Møberg.

Før Tine Møberg giver helt slip på sit hjerteblod i Etiopien, tager hun dog derned og er med, når den nye sygeplejeskole indvies til september.

"Og hvis man er dansk sygeplejerske, der kunne tænke sig at tage en tur til Addis Ababa og undervise i et 2-4-ugers modul på den nye sygeplejeuddannelse, så må man endelig kontakte mig," smiler Tine Møberg.

Emneord: 
Familie
International sundhed

Der er barrierer over for at inddrage familien

Ligesom patienter og familie har hindrende overbevisninger og forestillinger om at skulle leve med sygdom, har sygeplejersker selv barrierer, der skal overvindes, når familiefokuseret sygepleje skal implementeres.

Medicinsk afdeling på Svendborg Sygehus har besluttet at indføre familiesygepleje på hele afdelingen. Alt plejepersonale får tilbudt undervisning i systemisk kommunikation, som er en vigtig del af The Calgary Family Assessment and Intervention Model. Ressourcepersoner får tre dages kursus, mens alle andre får et kursus på en dag.

Sygeplejerske Marianne Mohrdieck er ressourceperson på hjertemedicinsk ambulatorium. Hun brænder for familiesygepleje og vil gerne overbevise sine kolleger om potentialet, men hun oplever, at mange er skeptiske overfor at skulle gå i gang med familiesygepleje, fordi det kan være svært for sygeplejerskerne at gennemskue forskellen på det, de plejer at gøre, og så den nye tilgang til kommunikation, som familiefokuseret sygepleje står for.

Marianne Mohrdieck: Jeg oplever, at der er en vis modstand mod nye kommunikationsteorier og tilgange som familiefokuseret sygepleje. Nogle sygeplejersker mener, at "det gør vi i forvejen". De siger f.eks. "Det har vi gjort i mange år" og "hvorfor skal vi dokumentere det, når vi har gjort det hele tiden?"

Spørgsmålet falder i forbindelse med udarbejdelsen af denne trialog, som finder sted på Svendborg Sygehus i et samarbejde mellem Marianne Mohrdieck og ph.d. i familiesygepleje Barbara Voltelen samt artiklens skribent.

Barbara Voltelen: "Den cirkulære kommunikation er markant anderledes end det, vi normalt er trænet til. At spørge åbent og interesseret til familiens sygdomshistorie, deres overbevisninger, og hvordan de som familie tackler svær eller kronisk sygdom, og så lade dem selv sætte dagsordenen, det gør vi normalt ikke som sygeplejersker. Vi har allerede en agenda og en masse ting, vi skal have præsenteret i den kortvarige kontakt."

Forskning viser, at sygeplejersker har flere barrierer i forhold til at arbejde med familiesygepleje. Nogle er bange for at rode op i problemstillinger, de ikke har mulighed for at følge til dørs, andre oplever, at de mangler kompetencerne til reelt at inkludere familieperspektivet – og mange siger, at de ikke har tid (2,13).

Lommekort og dagens spørgsmål

Marianne Mohrdieck har lavet lommekort til sit afsnit med spørgsmål, som plejepersonalet kan bruge til inspiration til, hvad de f.eks. kan spørge patienter og pårørende om (Boks 2).

Boks 2: Lommekort fra hjertemedicinsk laboratorium

Marianne Mohrdieck har udarbejdet lommekort til personalet på hjertemedicinsk ambulatorium på Svendborg Sygehus. Det er idéer til, hvordan sygeplejerskerne kan arbejde med familiefokuseret sygepleje i hverdagen.

Spejl gerne det, du oplever med familien, for eksempel:

  • Hvis en pårørende bliver rørt/ked af det/vred – sæt fokus på det, for det gør det synligt for de medvirkende.
  • Brug spørgsmål som: "Jeg kan se, at din kone bliver ked af det – hvad gør det ved dig?"
  • Brug konstateringer (ikke spørgsmål) som: "Det er svært for jer at få hverdagen til at fungere."

Anerkend deres ressourcer og fremhæv det positive, f.eks.:

  • "Det har været en hård tid for jer,
  • og det er tydeligt, at I kæmper for at få tingene til at fungere …"
  • "I har gjort jer umage med at holde styr på vægten og al den nye
  • medicin."
  • "Du prøver at passe godt på dig selv."

Opsummér:

  • Lav en opsummering af det, I har talt om, så alle hører det, der har været talt om. Når man har opsummeret, kan man bede familien om at korrigere og bekræfte. Afklar og aftal det videre forløb.

 

Hun skriver også et "dagens spørgsmål" som inspiration på tavlen i kontoret, f.eks. "Hvad er det, der fylder allermest for dig lige nu?" (Boks 3).

Boks 3: The one-question-question

I familiefokuseret sygepleje er der et redskab til at fokusere en samtale, som alle sygeplejersker kan bruge, og det hedder "The one-question-question" (3,23).

"The one-question-question kan f.eks. være at spørge patient og familie om "Hvad fylder allermest for dig lige nu? Det spørgsmål kan man stille i det korte møde med en bekymret patient eller pårørende, men man kan også bruge det til at strukturere et møde ved, at man stiller spørgsmålet til alle medvirkende, og så tager man udgangspunkt i det, der fylder mest," siger Barbara Voltelen.

Marianne Mohrdieck: Jeg oplever, at mange er bange for, at familiesygepleje er nødt til at være en meget opstillet samtale, hvor man minimum er to sygeplejersker, som møder familien. Og det har skabt barrierer for at gå i gang, fordi man tænker, man skal noget helt særligt. Mange spørger mig "er det egentlig familiesygepleje, bare fordi jeg stiller nogle enkelte familiesygeplejespørgsmål, eller er det ikke?

"Det tænker jeg, at det er. Familiesygepleje kan godt ske i det meget korte møde i en aftenvagt, hvor man for tredje vagt i træk ser konen sidde ved siden af sin mand, som har fået en hjerneblødning. Og man bare går hen og klapper hende på skulderen og siger "hold da op, hvor er det dejligt at se dig, og at du bakker din mand op 24-7. Nu er det tredje gang, at jeg har set dig herinde," siger Barbara Voltelen.

Marianne Mohrdieck: Det er også det, jeg plejer at sige til mine kolleger. At i det mindste kan man have dagens spørgsmål eller spørgsmålene fra lommekortet i baghovedet og bruge dem, hvis der er en oplagt situation. For selv et enkelt spørgsmål kan åbne op for noget og have betydning. Det kan også bare være det at huske at invitere den pårørende med ind til samtalen, sige ordentligt goddag, sætte stolene sådan, at alle føler sig lige velkomne og ingen oplever at være et appendiks ovre i hjørnet. Bare det, at man anerkender, at de mødte op sammen. Anerkender, at "det ser ud til, at din kone bekymrer sig meget om dig." Det behøver ikke være sådan stort, men hvor anerkendelsen er nede på et plan, hvor det er dansk.

"Det er den anerkendende tilgang, vi danskere skal lære. Amerikanerne er gode til det, men vi kan føle det lidt kunstigt, og derfor må vi øve os, for autenticiteten er vigtig. Man skal ikke gøre noget, der ikke føles rigtigt for én selv, men man kan starte low scale og f.eks. sige "det synes jeg faktisk, du gjorde rigtig godt," siger Barbara Voltelen.

Familiesygepleje giver arbejdsglæde

Marianne Mohrdieck: Spørgeteknikken i familiesygepleje minder om ånden fra motivationssamtalen, hvor man også bruger anerkendelse. At man spejler det, man ser familien gøre.

"Det udspringer jo af samme tankesæt bag metoden Appreciative Inquiry (14) eller positiv psykologi, hvor man tror på, at hvis man kigger på styrker, så har patienten og familien både nogle erfaringer og noget viden om, hvordan de plejer at håndtere deres liv, som er bedre for dem end det, jeg som sundhedsprofessionel synes, de bør gøre," siger Barbara Voltelen, som mener, at der er væsentlig forskel på den motiverende samtale og familiefokuseret samtale.

"Den motiverende samtale handler ofte om, at en patient har brug for at ændre livsstil. Der kan man gå ind og understøtte ved at bruge Appreciative Inquiry. Men i familiesygepleje handler det om noget andet. Her er der en hel familie, som fremover skal leve et godt liv på trods af sygdom. De skal måske håndtere nogle ting på en ny måde, og de skal støttes til at erkende, at der er andre og nye muligheder. De skal opdage, at de formentlig tænker forskelligt om situationen, og at det er o.k., at man taler om de ting, som er svære at tale om. Appreciative Inquiry går på individet, mens familiesygepleje går på hele familien," siger Barbara Voltelen.

Marianne Mohrdieck: Hvilken evidens er der for, at familiesygepleje betyder en forskel for patienterne?

"Den forskning, der ligger på området, viser, at familierne føler sig lettede (15,17). Og så er der den positive sidegevinst, at de sundhedsprofessionelles arbejdsglæde øges, det er der evidens for (13,18,19). Der er lavet en enkelt cost-effectiveness-undersøgelse (20) for at finde ud af, om familiesygepleje kan betale sig. Alt efter, hvad du måler på, så viser nogle målinger effekt," siger Barbara Voltelen.

Her arbejder man med Calgary-Metoden

I Danmark:

  • Hjertesvigtsklinikkerne på Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt i Vejle, og på hjertemedicinsk afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt hele medicinsk afdeling på Svendborg Sygehus.
  • Onkologisk afdeling, Sygehus Lillebælt, Vejle.
  • Fredericia Kommune er med i et familie-demensprojekt.
  • Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital.
  • University College Lillebælt og Syddansk Universitet udbyder i 2018 et diplommodul i familiefokuserede samtaler.
  • Dansk Selskab for Familiesygepleje er et nationalt forum for praksis, udvikling, uddannelse og forskning. Selskabet afholder bl.a. workshop og masterclass.

I udlandet:

  • Calgary-metoden er mest udbredt i Canada, hvor forskningsenheden Family Nursing Unit blev etableret i midten af 1980’erne.
  • Hele universitetshospitalet i Reykjavik har implementeret familiefokuseret sygepleje.
  • Linnéuniversitetet i Kalmar, Sverige, udbyder kurser i familiesygepleje på master- og ph.d.-niveau. Desuden pågår der et stort projekt om samarbejde for bedre pleje til døende, hvor plejepersonalet i hele Kronobergs Len uddannes i familiesygepleje.
  • I Holland er der for nylig etableret et Family Care Innovation Lab ved Hanze University of Applied Sciences in Groningen.
  • Desuden anvendes Calgary-metoden ved institutioner i Finland, Schweiz, Spanien, Portugal, USA, Japan, Thailand og Australien.

Gå ind i en konflikt

Marianne Mohrdieck: Jeg bliver ofte spurgt af kolleger, hvornår man kan vide, om man skal bruge tid på en familie – altså kan man vide, hvilke familier som har et behov?

"Der er faktisk lavet et screeningsredskab om familiefunktion, som lige er blevet oversat til dansk og publiceret (21). Det handler om at identificere de familier, hvor der er udfordringer eller konflikter. Og det kræver mod fra sygeplejerskens side til at gå ind i potentielle konflikter," siger Barbara Voltelen og nævner et eksempel:

"En mor er syg, og hendes mand passer hende hjemme. De har tre børn, to sønner, som bor tæt på, og en datter, som er under uddannelse inden for sundhedsvæsenet og bor i den anden ende af landet. Når datteren kommer på besøg, er det lige som en hvirvelvind. Så bliver der ringet rundt, og de andre søskende tænker: "Det var fandens, vi hjælper med at købe ind og gøre rent, og så kommer hun her hver tredje måned, og så skal det hele laves om." Så får man familien ind til en familiefokuseret samtale, og så viser det sig, at fordi datteren bor så langt væk, så har hun megadårlig samvittighed. Hun mener, at hun kan byde ind med sin professionalisme fra sundhedsvæsenet. Hun har ikke tænkt over, hvordan det virker fra de andres perspektiv. Sådan en samtale kan være nok til, at deres konflikt forsvinder. Deres måde at være sammen på fremover forandres fuldstændig."

Et af de steder, hvor sygeplejersker kan opleve, at der er konflikt mellem patient og partner, kan være ved samtaler omkring KRAM-faktorerne.

"Det kan være manden, som ikke kan se, hvorfor han ikke fortsat kan spise fed mad og ryge. Konen bliver sur og begynder at holde øje med, hvad han spiser, og om han ryger, og det medfører, at han flygter. Hvis de får lov at snakke om det, viser det sig, at konen gør det, fordi hun elsker ham så højt, og hun vil ikke miste ham. Han finder ud af, at det ikke var for at være efter ham hele tiden, men at det handler om kærlighed. Sådan er der rigtig mange historier," siger Barbara Voltelen.

Marianne Mohrdieck: Det gør meget at få familien til at få øjnene op for, at det er kærlighed. Når man kommer ind til kernen, så får de set hinanden. De går helt anderledes ud ad døren og kommer ind anderledes, når man får set dem gangen efter.

Samtale er terapeutisk

Barbara Voltelen bliver ofte mødt med spørgsmålet, om familiesygepleje er terapi, og at det vel ikke kan være meningen, at sygeplejersker skal være terapeuter?

"Samtale i sig selv er terapeutisk, og hvis det har nogen virkning på, hvordan patienten og familien ellers oplever deres liv og levned og deres livskvalitet, så må det for min skyld gerne kaldes terapi. Men jeg mener, at terapi er noget helt andet. Terapi er ofte bagudrettet, hvor familiesygepleje er fremadrettet og tager udgangspunkt i den situation omkring sygdom, som familien er i."

Ifølge Barbara Voltelen viser forskning (2,22), at mange sygeplejersker er bange for, at familiesygepleje og cirkulære spørgsmål vil lukke op for nogle problemer, som er for store, og som man måske ikke kan håndtere. Men hun mener ikke, at sygeplejersker behøver at have den frygt, for der er ingen forskning, der tyder på, at der er skadelige eftervirkninger af interventionen (15).

"Erfaring viser, at uanset hvor store konflikter vi har, så hjælper det at fortælle om det," siger hun.

Marianne Mohrdieck: Jeg oplever ikke, at det er et etisk problem, hvis jeg lukker op for noget, som viser sig at være et problem, jeg ikke kan klare. Jeg kan f.eks. henvise til der, hvor familien kan få hjælp. Det kan være en socialrådgiver, en psykolog, en læge.

Ifølge Barbara Voltelen har familiefokuseret sygepleje ikke patent på den spørgeteknik, som man anvender, for den har længe været anvendt af blandt andre psykologer. Men den kan med fordel bruges af sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, mener hun.

"Undervisning i kommunikation fylder i forvejen meget på sygeplejerskeuddannelsen. Vi lærer oftest at kommunikere lineært, hvor der er en afsender og en modtager om en sag. Men i den systemiske tilgang er du bevidst om, at alle i et rum påvirker hinanden. Vi bliver også påvirket af lyset og den måde, stolene står på."

Derfor mener Barbara Voltelen, at hvis man er uddannet i systemisk kommunikation, så har man et ansvar for at påvirke samtalen og dens forløb ved at være åben og imødekommende overfor, at det er familien, som lever med deres situation.

"Og det er deres ressourcer og deres viden og deres måder at gøre tingene på, der er det rigtige for dem. Så hvordan får de det til at passe sammen under de vilkår, som de nu skal leve under, hvis manden har fået hjertesvigt eller konen har fået diabetes? Her er det ikke nok med de lineære spørgsmål, hvis man vil åbne for familiens perspektiv," siger Barbara Voltelen.

Travlhed og familiesygepleje

Marianne Mohrdieck: Hvordan får sygeplejersker tid og rum til at arbejde med familiesygepleje i en hverdag, hvor der er krav om en masse ting, som man skal sørge for at dokumentere?

"Det kræver mod at læne sig tilbage og se, hvad familien kommer med. Min erfaring er, at hvis man tør det, så kommer man faktisk rundt omkring de ting, man skal og lidt til. Og du får hurtigere dybdegående kendskab til den specifikke familie og de særlige problemstillinger, den står i."

Marianne Mohrdieck: Det er også sådan, jeg selv oplever det. Efter jeg er blevet modig nok til at tænke "fred være med den KRAM-faktor-dagsorden" og i stedet starter med at spørge til familiens oplevelse af situationen, så når vi alligevel igennem de spørgsmål om KRAM, som er relevante.

Jeg har også prøvet at bruge familiesygepleje, når patienten i forbindelse med hjerterehabilitering kommer ind for at blive scoret for angst- og depression. Det er kun patienten, som udfylder skemaet med spørgsmål, men et eller andet sted sidder der jo også en pårørende ved siden af, og så fanger man dem på den måde. Men der er også situationer, hvor patienten ikke er interesseret i, at vi skal inddrage den pårørende. Kan man bruge familiesygepleje, når der ikke er familie til stede?"

"Det kan man sagtens. De cirkulære perspektiver er med til at forstyrre patienten i sin tankegang, og det skaber forandringsprocesser. Så selvom patienten kommer alene og ikke har sin partner eller andre med, kan sygeplejersken jo godt spørge "hvordan har din mand det med, at du har fået sukkersyge eller hjertesvigt eller har fået cancer." Så skal patienten til at tænke over "hvordan har min mand det egentlig," "har han givet udtryk for hvordan og hvorledes?" Det afføder måske, at patienten går hjem og spørger ham."

Referencer
  1. Printzlau M. Familiecentreret sygepleje i pædiatrien. Sygeplejersken 2009;23:54-9.
  2. Bell JM. Family Nursing Is More Than Family Centered Care. Journal of Family Nursing 2013 November 01;19(4):411-17.
  3. Wright L, Leahey M. Nurses and families: a guide to family assessment and intervention. 6th. ed. Philadelphia, PA.: F. A. Davis; 2013.
  4. Dalgaard KM. Uhelbredeligt syge har brug for sundhedsprofessionelle som følgeskab. Klin Sygepleje 2010;34(3):47-58.
  5. Mattila E, Leino K, Paavilainen E, Aastedt-Kurki P. Nursing intervention studies on patients and family members: a systematic literature review. Scand J Caring Sci 2009;23(3):611-22.
  6. Kang X, Li Z, Nolan MT. Informal caregivers' experiences of caring for patients with chronic heart failure: systematic review and metasynthesis of qualitative studies. J Cardiovasc Nurs 2011 Sep-Oct;26(5):386-94.
  7. Barbara Voltelen. Family System Nursing Intervention: Nurses' experiences and its impact on heart failure families' readjustment processes: a qualitative process evaluation. Odense: Syddansk Universitet; 2016.
  8. Wright L, Watson W, Bell J. The family nursing unit: A unique integration of research, education and clinical practice. In: Bell J, Watson W, Wright LM, editors. The cutting edge of family nursing: Family nursing unit, Calgary, Alberta, Canada; 1990. p. 95-109.
  9. Wright LM, Bell JM. Beliefs and illness: a model for healing. 1. ed ed.: www.lorrainewright.com 2009.
  10. Tomm K. Interventive interviewing: Part II. Reflexive questioning as a means to enable self-healing. Fam Process 1987;26(2):167-83.
  11. Benzein EG, Hagberg M, Saveman BI. 'Being appropriately unusual': a challenge for nurses in health-promoting conversations with families. Nurs Inq 2008 Jun;15(2):106-15.
  12. Østergaard B, Konradsen H, (red.). Familiesygepleje. Kbh.: Munksgaard; 2016.
  13. Voltelen B, Konradsen H, Østergaard B. Family Nursing Therapeutic Conversations in Heart Failure Outpatient Clinics in Denmark: Nurses' Experiences. Journal of Family Nursing 2016;22(2):172.
  14. Hornstrup C, Loehr-Petersen J. Appreciative Inquiry: en konstruktiv metode til positive forandringer. København: Jurist og økonomforbundets Forlag 2007.
  15. Östlund U, Persson C. Examining Family Responses to Family Systems Nursing Interventions: An Integrative Review. Journal of Family Nursing 2014 August 01;20(3):259-86.
  16. Persson C, Benzein E. Family health conversations: how do they support health? Nursing research and practice 2014;vol 2014:547160.
  17. Benzein E, Olin C, Persson C. You put it all together: families' evaluation of participating in family health conversations. Scand J Caring Sci 2015;29(1).
  18. St John W, Flowers K. Working with families: from theory to clinical nursing practice. Collegian 2009 07;16(3):131-38.
  19. Goudreau J, Duhamel F, Ricard N. The Impact of a Family Systems Nursing Educational Program on the Practice of Psychiatric Nurses: A Pilot Study. Journal of Family Nursing 2006;12(3):292-306.
  20. Halldórsdóttir B, S., Svavarsdóttir E, Kolbrún. Purposeful Therapeutic Conversations: Are they effective for families of individuals with COPD: A quasi-experimental study. VARD I NORDEN 2012 2012;32(1):48-51.
  21. Shamali M, Konradsen H, Lauridsen J, Østergaard B. Translation and validation of the Danish version of the brief family assessment measure III in a sample of acutely admitted elderly medical patients. Scand J Caring Sci. 2017 Nov 13.
  22. Saveman B, Benzein E. Here Come the Swedes! A Report on the Dramatic and Rapid Evolution of Family-Focused Nursing in Sweden. Journal of Family Nursing 2001 August 01;7(3):303-10.
  23. Duhamel F, Dupuis F, Wright L. Families’ and Nurses’ Responses to the "One Question Question": Reflections for Clinical Practice, Education, and Research in Family Nursing. Journal of Family Nursing 2009;15(4):461-85.

TRIALOG: FAMILIESYGEPLEJE

Fag&Forskning 2018;(1):22-35

Fang familiens bekymring, før den fører til sygdom

En mand får hjertestop, men bliver genoplivet og vågner op på hospitalet, lettet over at have overlevet. Konen derimod er i chok og har oplevet en skræk for at miste ham, men hun vil ikke belaste ham med sin angst. Når et familiemedlem bliver alvorligt syg, påvirker det hele familien, og det kan medføre ensomhed, forringet livskvalitet og sygdomme som stress og depression. Med familiefokuseret sygepleje kan sygeplejersker hjælpe patienter og pårørende til at sætte ord på deres bekymringer.

Trialogen bliver til som et interview mellem tre parter. På den ene side en førende ekspert inden for et fagligt område. På den anden side journalisten og en sygeplejerske, der arbejder inden for feltet. Journalisten og sygeplejersken interviewer i fællesskab forskeren med det mål at formidle den nyeste viden, som har relevans for den kliniske sygepleje.

 

Emneord: 
Familie
Forebyggelse

Familien er et system

Familiefokuseret sygepleje ser familien som en enhed og et system, der består af individer, og en gruppe, hvor man indbyrdes påvirker hinanden.

Den type familiefokuseret sygepleje, som breder sig i Danmark og i udlandet, er inspireret af sygeplejeteoretikerne Lorraine M. Wright og Maureen Leaheys model "The Calgary Family Assessment and Intervention Model" (3). Den bygger bl.a. på ligeværdig relationsdannelse, ressourcetænkning og systemisk kommunikation med fire forskellige slags spørgsmål: lineære, cirkulære, strategiske og refleksive. Derudover bliver anerkendelse brugt som et centralt og vigtigt redskab (10), se Figur 2.

ff1_trialog_cirkel

Figur 2:  Karl Tomms fire typer spørgsmål i systemisk kommunikation

Modellen for systemisk kommunikation er udarbejdet af den canadiske psykolog Karl Tomm. De fire typer spørgsmål har forskellige formål. F.eks. bruges de lineære og de cirkulære spørgsmål til at undersøge, hvad der er på spil hos familien, mens de strategiske og refleksive kan perspektivere muligheder og mål.

Eksempler:

Lineære: Hvad skete der? Hvem gjorde hvad, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor?

Strategiske: Hvornår har du tænkt dig at gøre noget ved problemet?

Cirkulære: Hvad er din forklaring på …,
Hvad er anderledes nu end tidligere – og hvordan anderledes? Hvad er vigtigst for A og B? Hvordan ser du det?

Refleksive: Hvad tror du, A tænker, når han havner i den situation? Hvordan kunne du tænke dig at …?

Familien er defineret som "En gruppe individer, der er bundet sammen af stærke følelsesmæssige bånd, en følelse af tilhørsforhold og en trang til at være involveret i hinandens liv" (11).

Familien skal forstås bredt, og det handler ikke kun om børnefamilier. Alle er en del af en familie. Det er ikke nødvendigvis den biologiske familie, det kan også være sammenbragt familie, ligesom der kan være stærke relationer til venner, kolleger eller naboer.

Genogrammer og ecogrammer er redskaber, der kan bruges til at kortlægge familien, se Boks 1.

Syn for andres perspektiv

I Wright og Leaheys Calgary-model ses familien som et system, som interagerer, og ifølge de to sygeplejeteoretikere er det vigtigt at tage afsæt i familiens behov og give alle mulighed for at fortælle deres perspektiv.

"Når man får syn for den andens perspektiv og overbevisninger, opstår der nogle ahaoplevelser og en større forståelse og rummelighed for hinandens måde at agere på," siger Barbara Voltelen.

Familiefokuseret sygepleje er også funderet i Illness-Belief-modellen (9), se Figur 3, som er udarbejdet af Lorraine Wright i samarbejde med Janice Bell. Deres pointe er, at det er ens egne forestillinger, som styrer den måde, man opfatter sygdommen på. Patienten kan f.eks. tænke, at "det er typisk, jeg bliver altid ramt af sygdom." Familien kan tænke "Der må kunne findes noget medicin, som kan hjælpe på diabetes," og de sundhedsprofessionelle kan tænke "Patienten har brug for at træne noget mere og spise sundere."

Nogle forestillinger kan være hindrende for at tro på nye muligheder, mens andre forestillinger kan være gavnlige, f.eks. hvis patienten har den opfattelse, at "Den udfordring skal jeg nok klare". Familiefokuseret sygepleje skal hjælpe familien til at få øje på mulighederne.

ff1-2018_illness-believemodel

Figur 3: Illness-Beliefsmodellen

De tre cirkler repræsenterer, at hvert individ eller gruppe har sine antagelser, overbevisninger og forestillinger baseret på den kultur, man kommer fra. Der, hvor cirklerne mødes, vil de påvirke hinanden, ligesom de også påvirkes af samfundet udenom.

Familiesygepleje skal læres og trænes

Der findes en masteruddannelse i familiesygepleje på Linnéuniversitetet i Kalmar, Sverige, og der er lige blevet udbudt et diplommodul i familiefokuserede samtaler i et samarbejde mellem University College Lillebælt og Syddansk Universitet.

Ifølge Barbara Voltelen er familiefokuseret sygepleje en tilgang, alle sygeplejersker kan lære gennem kompetenceudvikling og ved at anvende det i hverdagen i de korte møder med patienter og pårørende.

"Der er ikke nogen rigtig måde at udføre familiefokuseret sygepleje på, men der er nok en tendens til, at vi synes, at "rigtig" familiesygepleje er noget mere planlagt end bare det at anerkende de pårørendes indsats i hverdagen. Jeg ser det mere som en måde at være sygeplejerske på og er fortaler for, at familiefokuseret sygepleje foregår i et kontinuum, hvor det kan være alt fra den lille anerkendelse af en omsorgsfuld pårørende til det planlagte møde, hvor man indkalder patient og familie til en samtale," siger Barbara Voltelen.

Hun mener, at det i familiefokuseret sygepleje er vigtigt for sygeplejersker og sundhedsprofessionelle at lære at anvende den anerkendende tilgang. At tro på patienternes og deres nærtståendes kompetencer og at kommunikere cirkulært.

Barbara Voltelen har været én af de bærende kræfter i at få familiesygepleje på skemaet på Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle. Siden 2012 er alle sygeplejestuderende fra Vejle blevet undervist i tilgangen på forskellige steder i uddannelsen, og det har resulteret i et stigende antal bacheloropgaver om familiefokuseret sygepleje til voksne patienter.

Ph.d.-afhandling om familiesygepleje

Barbara Voltelens ph.d.-afhandling om familiesygepleje har titlen: "Familiefokuseret sygepleje; sygeplejerskernes erfaringer og interventionens indflydelse på familiernes tilpasningsprocesser efter en nærtståendes hjertesvigtdiagnose – en kvalitativ procesevaluering."

Kortfattet konklusion:

Sygeplejerskerne fandt familiesamtalerne nyttige, men udfordrende at gennemføre. Tilgangen faciliterede deres sygeplejepraksis, og de opnåede en mere konstruktiv relation til familierne. De interviewede familier skulle reorganisere familielivet efter hjertesvigtdiagnosen og balancerede mellem individuelle behov og familiens behov. Når sundhedspersonalet evnede at udforske familiernes specifikke sygehistorie og anerkende det unikke ved deres situation både på individ- og familieniveau, støttede det deres trivsel og reorganiseringsproces. Mens hvis det modsatte skete, fik det familierne til at føle sig frustrerede, hvilket hindrede generel trivsel (7)

Boks 1: Kortlæg familien

Genogrammer og ecomap kan give et visuelt overblik over de personer og institutioner, som en patient har vigtige relationer med.

I familiesygepleje forstås familien i bred forstand, da det handler om at finde frem til patientens nære, og det kan være både familie, venner og kolleger. Genogrammer og ecomap kan bruges til at danne et overblik over de betydningsfulde relationer og finde frem til ressourcer. De kan give sygeplejersken en bedre forståelse for familien og samtidig give et fælles grundlag at tale ud fra. Familien kan f.eks. få øje på nye muligheder for støtte udefra.

Et genogram er en tegning af patienten og relationerne til den nærmeste familie. Oprindelig stammer genogrammet fra genetikken, hvor det er blevet brugt til at undersøge og forstå arvelighed. Der er symboler for køn og forskellige indbyrdes relationer, og man kan også bruge symboler for sundhedstilstand og økonomiske og sociale forhold.

Et ecomap er et udvidet genogram, som kan være forhold til naboer, kolleger, idrætsforening, religiøs eller politisk overbevisning.

TRIALOG: FAMILIESYGEPLEJE

Fag&Forskning 2018;(1):22-35

Fang familiens bekymring, før den fører til sygdom

En mand får hjertestop, men bliver genoplivet og vågner op på hospitalet, lettet over at have overlevet. Konen derimod er i chok og har oplevet en skræk for at miste ham, men hun vil ikke belaste ham med sin angst. Når et familiemedlem bliver alvorligt syg, påvirker det hele familien, og det kan medføre ensomhed, forringet livskvalitet og sygdomme som stress og depression. Med familiefokuseret sygepleje kan sygeplejersker hjælpe patienter og pårørende til at sætte ord på deres bekymringer.

Trialogen bliver til som et interview mellem tre parter. På den ene side en førende ekspert inden for et fagligt område. På den anden side journalisten og en sygeplejerske, der arbejder inden for feltet. Journalisten og sygeplejersken interviewer i fællesskab forskeren med det mål at formidle den nyeste viden, som har relevans for den kliniske sygepleje.

 

Referencer
  1. Printzlau M. Familiecentreret sygepleje i pædiatrien. Sygeplejersken 2009;23:54-9.
  2. Bell JM. Family Nursing Is More Than Family Centered Care. Journal of Family Nursing 2013 November 01;19(4):411-17.
  3. Wright L, Leahey M. Nurses and families: a guide to family assessment and intervention. 6th. ed. Philadelphia, PA.: F. A. Davis; 2013.
  4. Dalgaard KM. Uhelbredeligt syge har brug for sundhedsprofessionelle som følgeskab. Klin Sygepleje 2010;34(3):47-58.
  5. Mattila E, Leino K, Paavilainen E, Aastedt-Kurki P. Nursing intervention studies on patients and family members: a systematic literature review. Scand J Caring Sci 2009;23(3):611-22.
  6. Kang X, Li Z, Nolan MT. Informal caregivers' experiences of caring for patients with chronic heart failure: systematic review and metasynthesis of qualitative studies. J Cardiovasc Nurs 2011 Sep-Oct;26(5):386-94.
  7. Barbara Voltelen. Family System Nursing Intervention: Nurses' experiences and its impact on heart failure families' readjustment processes: a qualitative process evaluation. Odense: Syddansk Universitet; 2016.
  8. Wright L, Watson W, Bell J. The family nursing unit: A unique integration of research, education and clinical practice. In: Bell J, Watson W, Wright LM, editors. The cutting edge of family nursing: Family nursing unit, Calgary, Alberta, Canada; 1990. p. 95-109.
  9. Wright LM, Bell JM. Beliefs and illness: a model for healing. 1. ed ed.: www.lorrainewright.com 2009.
  10. Tomm K. Interventive interviewing: Part II. Reflexive questioning as a means to enable self-healing. Fam Process 1987;26(2):167-83.
  11. Benzein EG, Hagberg M, Saveman BI. 'Being appropriately unusual': a challenge for nurses in health-promoting conversations with families. Nurs Inq 2008 Jun;15(2):106-15.
  12. Østergaard B, Konradsen H, (red.). Familiesygepleje. Kbh.: Munksgaard; 2016.
  13. Voltelen B, Konradsen H, Østergaard B. Family Nursing Therapeutic Conversations in Heart Failure Outpatient Clinics in Denmark: Nurses' Experiences. Journal of Family Nursing 2016;22(2):172.
  14. Hornstrup C, Loehr-Petersen J. Appreciative Inquiry: en konstruktiv metode til positive forandringer. København: Jurist og økonomforbundets Forlag 2007.
  15. Östlund U, Persson C. Examining Family Responses to Family Systems Nursing Interventions: An Integrative Review. Journal of Family Nursing 2014 August 01;20(3):259-86.
  16. Persson C, Benzein E. Family health conversations: how do they support health? Nursing research and practice 2014;vol 2014:547160.
  17. Benzein E, Olin C, Persson C. You put it all together: families' evaluation of participating in family health conversations. Scand J Caring Sci 2015;29(1).
  18. St John W, Flowers K. Working with families: from theory to clinical nursing practice. Collegian 2009 07;16(3):131-38.
  19. Goudreau J, Duhamel F, Ricard N. The Impact of a Family Systems Nursing Educational Program on the Practice of Psychiatric Nurses: A Pilot Study. Journal of Family Nursing 2006;12(3):292-306.
  20. Halldórsdóttir B, S., Svavarsdóttir E, Kolbrún. Purposeful Therapeutic Conversations: Are they effective for families of individuals with COPD: A quasi-experimental study. VARD I NORDEN 2012 2012;32(1):48-51.
  21. Shamali M, Konradsen H, Lauridsen J, Østergaard B. Translation and validation of the Danish version of the brief family assessment measure III in a sample of acutely admitted elderly medical patients. Scand J Caring Sci. 2017 Nov 13.
  22. Saveman B, Benzein E. Here Come the Swedes! A Report on the Dramatic and Rapid Evolution of Family-Focused Nursing in Sweden. Journal of Family Nursing 2001 August 01;7(3):303-10.
  23. Duhamel F, Dupuis F, Wright L. Families’ and Nurses’ Responses to the "One Question Question": Reflections for Clinical Practice, Education, and Research in Family Nursing. Journal of Family Nursing 2009;15(4):461-85.

 

 

Emneord: 
Familie
Forebyggelse

Giv ordet til familien

Forskning viser, at alvorlig sygdom i familien kan føre til stress og depression, også for de pårørende. Familiefokuseret sygepleje kan opfange familiens følelser og dreje en ellers ond cirkel til en konstruktiv.

"Hvordan har du det med, at din mand har fået sukkersyge?"

Sygeplejerskens spørgsmål sætter tanker i gang hos den pårørende, som er taget med sin mand til konsultation i ambulatoriet. Hun fortæller, at hun er bekymret, fordi hun kan se, at hendes mand ikke er god til at holde sin diæt, og hun er bange for, hvad konsekvensen vil være.

Nu vender sygeplejersken sig mod manden og spørger: "Hvad tænker du, når du hører, at din kone er bekymret for, at du skal blive mere syg?"

Spørgsmålene er et eksempel på den systemiske spørgeteknik, som sygeplejersker anvender i familiefokuseret sygepleje, som bliver brugt flere steder i landet. Det sker f.eks. i Vejle, Odense, Svendborg og på Bispebjerg-Frederiksberg Hospital, især på hjerte- og lungemedicinske afdelinger og på kræftområdet. Metoden går ud på at åbne for de tanker og bekymringer, som pårørende gør sig, når en person i familien bliver alvorligt syg.

I mange år har familiesygepleje været udbredt på børneafdelinger og i psykiatrien, hvor sundhedspersonalet har brug for at tale med patientens familie, det kaldes familiecentreret sygepleje (1,2). Her er patienten i centrum, men der er ofte også en tæt kommunikation med patientens familie, fordi patienten ikke kan være indlagt, uden familien bliver involveret, se Figur 1.

Et brud med traditionel inddragelse

Ifølge landets første ph.d. i familiefokuseret sygepleje, Barbara Voltelen, er familiefokuseret sygepleje et brud med den måde, man traditionelt tænker pårørendeinddragelse.

"På børneområdet og i psykiatrien kender alle sygeplejersker til familiecentreret sygepleje, og overalt i sundhedsvæsenet er der fokus på at inddrage de pårørende. Men man kommunikerer typisk ikke med patient og familie som en gruppe, der indbyrdes påvirker hinanden," siger Barbara Voltelen.

Familiefokuseret sygepleje er inspireret af The Calgary Family Assessment and Intervention Model (3), og fokus er på måden, familien interagerer. Samtidig er afsættet for samarbejdet familiens perspektiv og aktuelle behov.

Alvorlig sygdom i familien rammer hele familien, og ofte får sygdommen betydning for relationer og roller internt i familien, fordi den kan påvirke arbejdsevne og økonomi. Barbara Voltelen nævner flere grunde til, at sygeplejersker skal snakke med familien som enhed.

"Mange pårørende beretter om, at de føler sig ensomme, når deres nærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom, for de vil ikke dele deres følelser med den syge af skræk for, at det vil belaste yderligere. Familier har et "kærlighedens skjold", som betyder, at når vi elsker hinanden, vil vi ikke belaste hinanden og være til ulejlighed (4)."

Forskning viser, at alvorlig sygdom i familien kan føre til stress og depression, også for de pårørende (4,5).

"Derfor skal vi som sundhedsprofessionelle i den korte tid, vi har kontakt med patienten og familien, ruste dem til, at de kan tale sammen, og det kan bl.a. ske ved familiefokuseret sygepleje. Det er jo familien, som skal leve sammen 24-7 under de nye betingelser og roller, sygdommen giver dem."

Ifølge Barbara Voltelen kan man med få interventioner dreje en ond cirkel til en konstruktiv. Men det kræver mod.

"Det kræver mod fra sygeplejerskens side. Men ved at stille enkle åbne og cirkulære spørgsmål kan man få en konflikt – som ellers ville fylde rigtig meget – til at blive mindre dominerende," siger Barbara Voltelen, som begyndte at forske i familiefokuseret sygepleje til ambulante hjertesvigtpatienter, da lektor Birte Østergaard fra Syddansk Universitet søgte en ph.d.-studerende til et forskningsprojekt.

"Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville lave en ph.d., og med min faglige profil som sundhedsplejerske var en ph.d. i familiesygepleje oplagt," siger Barbara Voltelen.

Når man selv bliver ramt

Mens Barbara Voltelen arbejdede på sit forskningsprojekt, oplevede hun, hvordan det er at være i nær familie med én, som bliver alvorligt syg.

"Sygeplejersken hilste pænt på min mand, men så slet ikke mig, og hun gav mig hverken hånden eller præsenterede sig for mig. Det skete igen og igen i det lange og alvorlige sygdomsforløb, at jeg følte mig usynlig, og den manglende inddragelse gjaldt alle slags sundhedsprofessionelle," siger Barbara Voltelen, som tolker det som travlhed og manglende omtanke.

Men med sine forskerbriller på forstod hun de mekanismer, der kan ligge bag den tilsyneladende manglende pli.

"Fra min forskning på området ved jeg, at mange sundhedsprofessionelle føler, at det er grænseoverskridende at inddrage patientens familie og spørge ind til deres oplevelse. Men som pårørende gør det noget ved et længerevarende sygdomsforløb, når man ikke bliver inviteret ind som pårørende, og der er måske ikke engang en stol til én. Jeg husker kun en enkelt gang, hvor en overlæge sagde til min mand: "Nu er det jo ikke dig alene, som det her angår. Du har også en familie, som er påvirket af det her." Og det føltes rart at opleve, at familieperspektivet også blev taget med i ligningen," siger Barbara Voltelen.

ff1_trialog_1af3

Tre slags inddragelse

Overordnet er der tre modeller for at inddrage familien, men kun den familiefokuserede model arbejder målrettet med systemisk kommunikation.

1. Patientcentreret: Individet i sammenhæng med familien.

Patienten i centrum er idealet i sundhedsvæsenet. De pårørende bliver typisk inddraget i form af information fra de sundhedsprofessionelle og svar på spørgsmål. Her bruger man primært lineær kommunikation.

 

ff1-trialog_2af3

Tre slags inddragelse

Overordnet er der tre modeller for at inddrage familien, men kun den familiefokuserede model arbejder målrettet med systemisk kommunikation.

2. Familiecentreret: Familien med individet som baggrundsfigur

I mange år har børneafdelinger kommunikeret tæt med forældrene under barnets indlæggelse, ligesom man også kommunikerer med pårørende i psykiatrien, også kaldet "familiecentreret sygepleje". Her bruger man
primært lineær kommunikation.

ff1-2018_trialog_3af3

Tre slags inddragelse

Overordnet er der tre modeller for at inddrage familien, men kun den familiefokuserede model arbejder målrettet med systemisk kommunikation.

3. Familiefokuseret: Interaktionen i familien som en omsorgsfuld enhed.

Familiefokuseret sygepleje med fokus på familien som en enhed. Metoden har inden for de sidste 10 år vundet udbredelse inden for medicinske afdelinger og på kræftområdet. Her bruger man lineær, cirkulær, strategisk og refleksiv kommunikation, også kaldet systemisk kommunikation.

 

Referencer

  1. Printzlau M. Familiecentreret sygepleje i pædiatrien. Sygeplejersken 2009;23:54-9.
  2. Bell JM. Family Nursing Is More Than Family Centered Care. Journal of Family Nursing 2013 November 01;19(4):411-17.
  3. Wright L, Leahey M. Nurses and families: a guide to family assessment and intervention. 6th. ed. Philadelphia, PA.: F. A. Davis; 2013.
  4. Dalgaard KM. Uhelbredeligt syge har brug for sundhedsprofessionelle som følgeskab. Klin Sygepleje 2010;34(3):47-58.
  5. Mattila E, Leino K, Paavilainen E, Aastedt-Kurki P. Nursing intervention studies on patients and family members: a systematic literature review. Scand J Caring Sci 2009;23(3):611-22.
  6. Kang X, Li Z, Nolan MT. Informal caregivers' experiences of caring for patients with chronic heart failure: systematic review and metasynthesis of qualitative studies. J Cardiovasc Nurs 2011 Sep-Oct;26(5):386-94.
  7. Barbara Voltelen. Family System Nursing Intervention: Nurses' experiences and its impact on heart failure families' readjustment processes: a qualitative process evaluation. Odense: Syddansk Universitet; 2016.
  8. Wright L, Watson W, Bell J. The family nursing unit: A unique integration of research, education and clinical practice. In: Bell J, Watson W, Wright LM, editors. The cutting edge of family nursing: Family nursing unit, Calgary, Alberta, Canada; 1990. p. 95-109.
  9. Wright LM, Bell JM. Beliefs and illness: a model for healing. 1. ed ed.: www.lorrainewright.com 2009.
  10. Tomm K. Interventive interviewing: Part II. Reflexive questioning as a means to enable self-healing. Fam Process 1987;26(2):167-83.
  11. Benzein EG, Hagberg M, Saveman BI. 'Being appropriately unusual': a challenge for nurses in health-promoting conversations with families. Nurs Inq 2008 Jun;15(2):106-15.
  12. Østergaard B, Konradsen H, (red.). Familiesygepleje. Kbh.: Munksgaard; 2016.
  13. Voltelen B, Konradsen H, Østergaard B. Family Nursing Therapeutic Conversations in Heart Failure Outpatient Clinics in Denmark: Nurses' Experiences. Journal of Family Nursing 2016;22(2):172.
  14. Hornstrup C, Loehr-Petersen J. Appreciative Inquiry: en konstruktiv metode til positive forandringer. København: Jurist og økonomforbundets Forlag 2007.
  15. Östlund U, Persson C. Examining Family Responses to Family Systems Nursing Interventions: An Integrative Review. Journal of Family Nursing 2014 August 01;20(3):259-86.
  16. Persson C, Benzein E. Family health conversations: how do they support health? Nursing research and practice 2014;vol 2014:547160.
  17. Benzein E, Olin C, Persson C. You put it all together: families' evaluation of participating in family health conversations. Scand J Caring Sci 2015;29(1).
  18. St John W, Flowers K. Working with families: from theory to clinical nursing practice. Collegian 2009 07;16(3):131-38.
  19. Goudreau J, Duhamel F, Ricard N. The Impact of a Family Systems Nursing Educational Program on the Practice of Psychiatric Nurses: A Pilot Study. Journal of Family Nursing 2006;12(3):292-306.
  20. Halldórsdóttir B, S., Svavarsdóttir E, Kolbrún. Purposeful Therapeutic Conversations: Are they effective for families of individuals with COPD: A quasi-experimental study. VARD I NORDEN 2012 2012;32(1):48-51.
  21. Shamali M, Konradsen H, Lauridsen J, Østergaard B. Translation and validation of the Danish version of the brief family assessment measure III in a sample of acutely admitted elderly medical patients. Scand J Caring Sci. 2017 Nov 13.
  22. Saveman B, Benzein E. Here Come the Swedes! A Report on the Dramatic and Rapid Evolution of Family-Focused Nursing in Sweden. Journal of Family Nursing 2001 August 01;7(3):303-10.
  23. Duhamel F, Dupuis F, Wright L. Families’ and Nurses’ Responses to the "One Question Question": Reflections for Clinical Practice, Education, and Research in Family Nursing. Journal of Family Nursing 2009;15(4):461-85.

ff1-2018_trialog_1

TRIALOG: FAMILIESYGEPLEJE

Fag&Forskning 2018;(1):22-35

Fang familiens bekymring, før den fører til sygdom

En mand får hjertestop, men bliver genoplivet og vågner op på hospitalet, lettet over at have overlevet. Konen derimod er i chok og har oplevet en skræk for at miste ham, men hun vil ikke belaste ham med sin angst. Når et familiemedlem bliver alvorligt syg, påvirker det hele familien, og det kan medføre ensomhed, forringet livskvalitet og sygdomme som stress og depression. Med familiefokuseret sygepleje kan sygeplejersker hjælpe patienter og pårørende til at sætte ord på deres bekymringer.

Trialogen bliver til som et interview mellem tre parter. På den ene side en førende ekspert inden for et fagligt område. På den anden side journalisten og en sygeplejerske, der arbejder inden for feltet. Journalisten og sygeplejersken interviewer i fællesskab forskeren med det mål at formidle den nyeste viden, som har relevans for den kliniske sygepleje.

 

 

 

 

Emneord: 
Familie
Forebyggelse