Forskende sygeplejersker hædret

Sygeplejefaglig Dag, Novonordiskfonden

Seks danske forskende sygeplejersker har som led i Novo Nordisk Fondens sygeplejefaglige forskningsprogram modtaget stipendier til støtte for deres forskning. Uddelingen skete ved fondens sygeplejefaglige dag, der var den fjerde af slagsen. Årets tema for ansøgningerne var ”Fundamentals of Care”. De seks forskere er:

  • Anette-Juel Kynde, ph.d.-studerende
  • Cathrine Bell, sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d.-studerende
  • Pia Krause Møller, RN, MPH, ph.d.-studerende
  • Laus Sixtus Jensen, postdoc
  • Ulla Riis Madsen, sygeplejerske, ph.d., MPH, ph.d.-studerende
  • Vibeke Stenov, postdoc

Novo Nordisk Fonden uddeler årligt 21,3 mio. kr. til sygeplejeforskning.

Læs mere om Novo Nordisk Fonden og om de seks prismodtageres projekter

60
2019
7
Aktuelt
Forskning
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Forskning i sygepleje
Magazine tags  Aktuelt Web article 

Sygepleje til borgere i eget hjem ...

Uddeling 2019 Sygeplejefaglige Forskningsfond

... var rammen for de projekter, som kunne modtage støtte fra Den Sygeplejefaglige Forskningsfond ved dette års uddeling.

I alt seks projekter blev udvalgt blandt 26 indsendte forslag, og seks sygeplejersker modtog tilsammen 1 mio. kr. ved receptionen i Dansk Sygeplejeråds hovedsæde Kvæsthuset den 24. april.

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen (i midten) ses her omgivet af modtagerne: fra venstre Charlotte Dyrehave, Birgit Refsgaard Iversen, Janni Strøm, Maria Pedersen, Maj Siercke og Julie Jacoby Petersen.

Læs mere om legatuddelingen, om de seks udvalgte projekter og om Den Sygeplejefaglige Forskningsfond

11
2019
6
Aktuelt
Forskning
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Forskning i sygepleje
Web article 

Sygepleje skal bygge på en stærk relation til patienten

Resumé: Personorienteret sygepleje er kernen i kontakten med patienter og borgere
  • Formål. Formålet med denne artikel er at adressere aspekter, der har betydning for sygeplejerske-patient-relationen, i et skandinavisk sundhedsvæsen.
  • Baggrund. Et eksperiment ved det amerikanske Beth Israel Hospital afdækkede et sæt kerneværdier, der var blevet fejet af banen af underliggende økonomiske kræfter. Idéerne på Beth Israel Hospital var for det første i tråd med det omliggende samfunds grundlæggende sociale værdier, for det andet at personale og ledere investerede i at forstå og formidle sygeplejefagets væsen, og for det tredje at de ønskede at bygge deres praksis på evidens. Med det samme afsæt og via fagets førende tænkere er skandinavisk sygepleje klar til at søsætte en ny fase, som kan hjælpes på vej af begrebsrammen Fundamentals of Care.
  • Design. I denne grundlagsartikel fremlægges viden fra et offentligt sundhedssystem, der er påvirket af værdier såsom lige rettigheder til lige pleje og/eller helbredelse. Artiklen præsenterer to komplementære perspektiver, et ontologisk og et epistemologisk, eksemplificeret gennem etablering af en sygeplejerelation.
  • Konklusion. Initiering af personorienteret sygepleje kan opnås ved at følge forskellige veje, men sygeplejerskens tilgang er funderet i både ontologisk og epistemologisk indsigt samt baseret på dialog.
  • Relevans for klinisk praksis. Patienter møder forskellige sygeplejersker; møderne kan være korte, og der kan være rutinemæssige handlinger på dagsordenen. Det forudsætter, at sygeplejersken målrettet engagerer sig i patienternes oplevelser og viden for at bidrage til patienternes aktuelle og fremtidige velbefindende via den personorienterede sygepleje.

Artiklen har været igennem dobbelt anonym bedømmelse – altså peer review og har været offentliggjort på engelsk i Journal of Clinical Nursing 2018;(27):15-16. DOI:10.1111/jocn.14381. Den bringes på dansk med tilladelse fra © John Wiley & Sons Ltd.

Hensigten med denne artikel er at adressere de ontologiske og epistemologiske aspekter af sygeplejerske-patient-relationen. Derfor udforskes primærsygepleje som en af de vigtigste faktorer, der har haft indflydelse på og formet skandinavisk tænkning inden for sygepleje (1), og dernæst vises, hvordan de ledende skikkelser inden for skandinavisk sygepleje har udviklet og testet disse idéer. Artiklen slutter af med en kritisk gennemgang af, hvordan begrebsrammen Fundamentals of Care (2) kan anvendes i skandinaviske lande til på ny at fremhæve og finde ind til kerneværdierne i sygeplejerske-patient-relationen.

Artiklen udforsker et aspekt, der er centralt for begrebsrammen Fundamentals of Care samt Skandinaviens offentligt finansierede sundhedsvæsen: Etablering af en relation. Forklaringen begynder her: “When little things are big things” (når små ting er store ting) er titlen på en artikel af en nyuddannet sociolog, Weinberg, som er uden forudgående indsigt i sygepleje. 

Hendes mål var at undersøge effekten af en omstrukturering af frontlinjemedarbejdere gennem en fusion af de amerikanske østkysthospitaler Beth Israel Hospital og New England Deaconess Hospital (3). Fusionens negative indvirkninger på patientplejen var kommet i mediernes søgelys. For at forstå, hvad det var, der var gået tabt, undersøgte hun først det essentielle spørgsmål: “Hvad laver sygeplejersker?” 

Svaret på det spørgsmål var: “Når sygeplejersker beskriver deres arbejde, fremhæver de oftere udviklingen af relationer med patienterne end de faglige aktiviteter” (3). De talte om sygepleje som personorienteret snarere end opgaveorienteret. Det vakte undren, fordi Weinberg samtidig observerede en uoverensstemmelse mellem måden, sygeplejersker talte om deres aktiviteter på, og deres udførelse af de daglige behandlingsaktiviteter, som patienterne var afhængige af. Det var vanskeligt for sygeplejersker at sætte ord på, hvordan og hvorfor hospitalsadministrationens bestræbelser på at strømline arbejdet og reducere udgifterne i stigende grad gjorde dem utilfredse. 

Beth Israel Hospital havde nationalt og internationalt et ry for at have et af de mest professionelle sygeplejeprogrammer i verden. Det blev omtalt som værende “Harvard med hjerte” (3, s. 31). De dygtige sygeplejersker var både venlige og yderst professionelle, men resultaterne af deres faglige handlinger blev ikke systematisk dokumenteret. Gennem årene havde chefsygeplejersken og hendes team ud fra en primærsygeplejemodel (1) opbygget en praksis, hvor én sygeplejerske havde ansvaret for patientens sygepleje med de behandlings- og helbredsmæssige aspekter fra indlæggelse til udskrivning. 

Situationen ændrede sig med nedskæringerne i løbet af 1990’erne og fusionen af to forskellige slags hospitaler. Hermed blev sygeplejerskerne på Beth Israel pludselig nødt til at argumentere for og være bevidste om, hvordan de skulle forklare deres tilgang til sygepleje og dens fordele for patienterne. Rammen for deres arbejde blev ændret fra at være et anerkendt og højt respekteret hospital til en kontekst, hvor der var behov for at forsvare deres kvalitetssygepleje for at bevare finansieringen af den. Den vigtigste forskel var ifølge en sygeplejerske, at patienterne før i tiden kendte deres sygeplejerske ved navn, og at patienten og sygeplejersken lærte hinanden at kende og begge var villige til at give noget af sig selv (3).

Efter forandringen opstod der en envejsrelation, hvor sygeplejersken tilbød patienten en opgaveorienteret tjenesteydelse og ikke mere havde tid til at sætte sig ind i de bekymringer, patienten havde behov for at dele. Den generelle erfaring var, at den personorienterede bevægelse, der var blevet iværksat af sygeplejerskerne på Beth Israel, var vendt om til opgaveorientering. Konklusionen var, at sygeplejerskerne syntes at mangle en bevidsthed om både det ontologiske og epistemologiske grundlag for deres praksis.

I denne artikel reflekterer vi over ontologi som en systematisk beretning om menneskets eksistens og som et kernefænomen, der reflekterer eksistens ind i en diskussion om forskellen på en opgave- og en relationsorienteret sygepleje. Med et epistemologisk udgangspunkt evalueres, hvordan det ontologiske grundlag fra en tidligere amerikansk sygeplejemodel, der anses for at være fremragende (1), kan anvendes til at guide sygeplejepraksis i Skandinavien, og som samtidig er i overensstemmelse med den europæiske filosofiske arv og sociale værdier.

Ordforklaringer

Ontologi: Den gren af filosofien, der beskæftiger sig med de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til.

Epistemologi: Erkendelsesteori. Betegnelsen bruges undertiden også om videnskabsfilosofi.

Sygeplejerskerne manglede ord til at argumentere for, hvad det var, der nu manglede i deres praksis (4). Grundlæggende sygepleje som f.eks. at servere mad og drikkevarer eller forebygge tryksår blev blot enkeltstående opgaver frem for et særligt sygeplejefagligt og prioriteret element i den sammenhængende plan for en personcentreret sygepleje til den enkelte patient.

Et skandinavisk perspektiv

I mellemtiden var der i den offentligt finansierede sygepleje i de skandinaviske lande en stærk ontologisk indflydelse og diskussion om relationen mellem sygeplejersken og patienten (5-7) og om sygeplejerskernes behov for autonomi (8). 

De epistemologiske diskussioner var hovedsageligt reduceret til, hvilken type viden sygeplejersker havde brug for i deres sygeplejepraksis (9). Der opstod i Skandinavien i 70-90’erne en beundring for de nordamerikanske sygeplejemodeller (10), og de stimulerede skandinaviske sygeplejersker til at udvikle sygeplejefilosofier og -teorier, der var rettet mod den skandinaviske kontekst (5). Den epistemologiske diskussion om, hvilken type viden sygeplejersker har behov for i deres personorienterede praksis, har i det seneste årti udviklet sig til et pro et contra for evidensbaseret sygepleje (11). 

Formålet med sygeplejerskens omsorg var at påvirke patientens livsverden positivt (12), at trøste patienten gennem ord, berøring og handlinger med det formål at få en positiv relation til patienten (13-15) og at lindre og forebygge lidelse (16). Også i det offentligt finansierede sundhedssystem har sygeplejepersonalet imidlertid oplevet, at sygeplejerske-patient-relationen var udfordret på grund af tidspres (8). Desuden var opgaveorienteret eller fragmenteret sygepleje en hæmsko for sygeplejerskernes faglige udvikling, hvilket førte til devaluering af deres faglige dømmekraft (17).

De ændringer, der har fundet sted, har haft indflydelse på patienternes oplevelse af manglende fundamental sygepleje som f.eks. hjælp til personlig hygiejne efter kirurgi (18), personalets betragtning af patienterne som genstande under operationer (19) eller, som rapporteret i international sammenhæng, manglende hjælp til brug af bækken ved fast sengeleje (20). Et offentligt finansieret sundhedssystem som i Skandinavien syntes imidlertid ikke at løse problemerne i forbindelse med patienternes behov for omsorg og fundamental sygepleje i de samme lande (19,21-23). 

I 1990 udviklede og testede en dansk sygeplejerske og førende forsker, Anne-Lise Salling Larsen, (den første professor i sygeplejevidenskab med en doktorgrad) en model for ændring af sygeplejefagets teori baseret på motivations- og udviklingsteorier. I sin doktorafhandling argumenterede hun for anvendelsen af et epistemologisk perspektiv for, at patienten oplevede at være i fokus for sygeplejerskens opmærksomhed. Derefter illustrerede hun, hvordan sygepleje med et ontologisk fokus på at etablere en relation mellem sygeplejersken og patienten kunne forbedre den aktuelle planlægning og udøvelse af sygeplejen og stimulere til videre vækst og udvikling (24). 

Det nye teorigrundlag for sygepleje byggede på fire opfattelser af det menneskelige individ, herunder at det er:

  1. aktivt, ansvarligt og har mulighed for stadig vækst
  2. påvirket af de biologiske processer som et vilkår for menneskelivet
  3. påvirket af den verden af fænomener, det lever i
  4. påvirket af dets aktuelle omgivelser (24). 

Se boks 1. 

Disse opfattelser skulle stimulere sygeplejersker til at indlede en personcentreret forandringsproces, der sigter imod et fagligt og menneskeligt højere niveau; en proces, der er individuel på samme måde, som motivationen for forandring er det (24). Sygepleje, der byggede på denne teoretiske referenceramme, indeholdt følgende hovedelementer:

Boks 1. Model for forandring i sygeplejen baseret på motivations- og udviklingsteorier
  • For det første er hvert enkelt menneske en aktiv og ansvarlig person med mulighed for stadig vækst. 
  • For det andet er mennesker påvirket af de biologiske processer, som er et vilkår for menneskelivet. 
  • For det tredje er mennesker påvirket af den verden af fænomener, de lever i, og
  • For det fjerde interagerer mennesker med deres aktuelle omgivelser (24).
  1. Indlæggelsessamtale
  2. Opfølgende samtaler mellem patient og sygeplejerske
  3. Individuel planlægning af interventioner under hensyntagen til patientens daglige aktiviteter
  4. Anvendelse af de principper, der er indlejret i primærsygepleje (24).

Dette personorienterede perspektiv på sygeplejerske-patient-relationen bygger på gensidig respekt og understøtter sygeplejersken og patientens forståelse for hinanden. Både patientens og sygeplejerskens synspunkter, viden, holdninger og værdier har indflydelse på etablering af fundamentet for en frugtbar relation, hvor patienten stoler på, at sygeplejersken “vil gøre ham/hende godt” og har viden og indsigt til at gøre det, og som bygger på gensidig respekt. Sygeplejerskers handlinger skal være overbevisende omsorgsfulde og være baseret på en forståelse for, at hver enkelt patient er unik og opfatter situationen på sin helt egen måde. 

Den manglende kobling mellem person- og opgaveorienteret sygepleje

En nyere begrebsramme, der favner både den personcentrerede og den personorienterede sygepleje, som kendes fra Skandinavien/Beth Israel, er begrebsrammen Fundamentals of Care (FoC) (25,26). Begrebsrammen FoC forsøger at kombinere den proces, hvor der etableres en relation mellem en sygeplejerske og en patient som led i en personorienteret sygepleje, samtidig med at patientens kropslige funktioner/behov eller praktiske aktiviteter også varetages. Sygeplejersker, som praktiserer den personorienterede tilgang, ønsker at hjælpe patienten med at finde mening i hans/hendes liv nu og her under påvirkning af forskellige helbredsproblemer eller behov. FoC kombinerer processen med at etablere en relation mellem sygeplejersken og patienten med de praktiske handlinger i forhold til at opfylde patientens fysiske og psykosociale fundamentale plejebehov. FoC-begrebsrammen identificerer imidlertid ikke eksplicit sine filosofiske rødder, og det er noget, der kan blive nødvendigt i fremtiden. 

Tidligere, i 1997, identificerede Kitson (27) sygeplejens kerne for at hjælpe sygeplejersker med at fokusere på essentielle elementer, universelle emner eller retningslinjer for at give dem og deres fagstruktur, karakter, synlighed og styrke i et sundhedssystem i konstant forandring. Sygeplejersker blev rådet til at rette deres autentiske (ontologiske) og videnskabelige (epistemologiske) omsorg henimod også at omfatte de tekniske elementer af sygeplejefagets praksis. 

“Den praktiske fornuft hviler i perceptionen,” har Nussbaum anført baseret på Aristoteles’ argument for praktisk visdom som kontrast til anvendelsen af et system af generelle regler og andre rationelle argumenter i casesituationer (28). Den slags moralsk tænkning eller klinisk visdom tilføjer specifik etisk vejledning i livet, dvs. hvordan sygepleje kan praktiseres. Når der etableres en relation til en anden, erstatter den erfarne sygeplejerskes kliniske visdom den mere enkle men fagligt baserede dømmekraft og individernes viden og erfaring mødes gennem en dialog eller ved, at de ordløst sanser/betragter hinanden (7). Denne praktiske visdom, som måske udgør en del af en klinisk vurdering, kan fremkalde tillid eller mistillid. Det vil sige, at sygeplejerskernes praktiske fornuft kan føre til ”klinisk forståelse eller forudseenhed (29, s. 27) i den situation, som patienterne beskriver, og guide dialogen eller andre handlinger undervejs mellem sygeplejersken og patienten. Dette er det modsatte af opgaveorienteret sygepleje.

Målet er at gøre en ende på usynligheden

Hovedopgaven i forhold til FoC-begrebsrammen er at gøre en ende på usynligheden og den deraf følgende devaluering af fundamental sygepleje (26). En eksplicit værdsættelse, en rekonceptualisering og efterfølgende handling med henblik på at indlejre fundamental sygepleje i sundhedsuddannelse, -forskning, -praksis og -politikker er essentielt (26) og muligt. Derfor er begrebsrammen Fundamentals of Care (FoC) blevet udviklet og introduceret som svar på nutidens udfordringer i sygeplejepraksis (25,30). 
Begrebsrammen FoC inkorporerer sygeplejefagets relationelle, integrative og kontekstuelle dimensioner (30). Som sådan består den af tre koncentriske cirkler med et centralt fokus på relationen mellem patienten og sygeplejersken.

På det første niveau repræsenterer den inderste kerne etablering af relationen til patienten, og det andet niveau omfatter fysiske, psykosociale og relationelle elementer, der skal integreres i sygeplejepraksis og vurderes efter patientens afhængighed eller uafhængighed af sygepleje. Det tredje niveau repræsenterer måden, hvorpå sundhedssystemet eller kontekst som f.eks. ressourcer, personalenormering, ledelse og politikker kan have indflydelse på sygeplejerske-patient-relationen (30). 

Den konceptuelle FoC-begrebsramme er udviklet ud fra bidrag fra forskere og en narrativ gennemgang af sygeplejetekster, der specifikt omhandlede sygeplejefagets fundamentale elementer (2,25,30). For at udvikle, styrke og forfine evidensgrundlaget for FoC diskuteres den konceptuelle begrebsramme for tiden på tværs af flere lande, inklusive Danmark, Sverige og Norge (31-32). 

Kort sagt har det kunnet lade sig gøre at have et offentligt finansieret sundhedssystem i de skandinaviske lande i årtier. Den fundamentale sygepleje har dog stadig fejl og mangler set fra patienternes perspektiv, og derfor kan sygeplejersker være nødt til at fremme deres kliniske lederskab og adressere sygeplejefagets formål på ny for at etablere en personorienteret relation til hver enkelt patient og for at kunne adressere såvel det ontologiske som det epistemologiske grundlag for det. Denne artikel præsenterer de komplementære perspektiver på fundamental sygepleje: det ontologiske og det epistemologiske perspektiv. Først det ontologiske. 

Personorienteret sygepleje: Et ontologisk perspektiv 

Relationen mellem patienten og sygeplejersken er kernen i FoC såvel som i den skandinaviske sygepleje, der udspringer af den nordeuropæiske lutherske kontekst: “Du skal elske din næste,” og dermed den oprindelige idé om fri og lige ret til sundhedsvæsnet (9). Det ontologiske perspektiv i denne artikel er hovedsagelig eksistentielt med rødder i den tysk-danske tradition og trækker overvejende på filosofien fra Martin Heidegger (1889-1976) og en af hans studenter, Knud Ejler Løgstrup (1905-1981), som har haft en betydelig indflydelse på sygeplejeteori i Danmark og Norge (15,33). Dette afsnit behandler emnet: At etablere en omsorgsrelation fra et ontologisk standpunkt. 

Sproget som bidrag til opbygning af relationer

Omsorg er en fundamental menneskelig evne, der er båret af fænomener som tillid, åbenhed, håb, respekt, næstekærlighed og medfølelse (9,14,34). Gennem disse fænomener er omsorgens etiske side et udtryk for det gode fra den ene til den anden i relationen, som ses og høres ved, at mennesker anerkender disse fænomener som en del af livsverdenen (33). Det er etik i praksis som en del af en dagligdags interaktion mellem mennesker. At udvise omsorg er derfor at nærme sig hinanden med åbenhed og tillid over for hinandens indtryk, udtryk og forskellighed. Et samfund kan vurderes ud fra måden, hvorpå det tager sig af dem, der har brug for hjælp (35).

I centrum for sygeplejerskers omsorgspraksis står dialogen med patienten. Dialog er at foretrække frem for den mere generelle betegnelse, kommunikation, fordi dialog har et iboende relationelt aspekt. Dialogen finder sted mellem mindst to (Dia) parter, og hensigten er at lære (Logos) af hinanden. Læringen eksisterer gennem menneskets evner til at tale, tænke, lytte og tolerere gensidig tavshed og åbenhed i refleksioner. Dialogen åbner op for en indsigt, der kan være det første skridt på vejen i opbygning af gensidige relationer (36). En relation, der kan bidrage til en personorientering ved at have fokus på velbefindende (37), ved at flytte dialogens parter fra det, der synes at være en oplevet hjemløshed hos patienten, gennem en følelse af hjemkomst via dialogen og munde ud i en hjemlighed, når relationen begynder at blive en realitet (38).

At bygge et fælles rum, underforstået en relation, åbner op for muligheden for, at det kan gå fremad med personens helbred som hjemvendelsesproces betragtet. Todres og Galvin (37, s. 2) citerer Svenaeus (39) for at fremsætte et syn på sundhed som “en hjemlig væren-til-i verden” på, og at “Sundhed skal forstås som en væren-hjemme, der holder afstand til det ikke at være-hjemme-i-verden, fra at blive tydelig” eller presserende (39, s. 93). Der er tale om forebyggelse af det, der skal forstås som en mental hjemløshed.

Et andet aspekt af sygeplejerskers omsorgsindsats beskrives som det asymmetriske sygeplejerske-patient-forhold (15 ). Fagligheden og som regel også magten befinder sig på sygeplejerskens side. Sygeplejersken er uddannet til at være i stand til at hjælpe og har bedre muligheder for at bruge den magt, som de institutionelle rum besidder baseret på deres strukturelle udformning, og at forme dem gennem sin magt. Det er derfor, der er meget på spil for patienten. Patientens udsathed og sårbarhed er fysisk og eksistentielt mere akut; både det faktum, at sygdom kan opleves som en kropslig uorden, og at patientens eller de pårørendes bekymring og utilstrækkelighedsfølelse appellerer til sygeplejersken om at blive set og taget hånd om. Initiativet ligger imidlertid hos patienten. Når sygeplejersken mødes af patientens spontane krav, får omsorgshandlingen både karakter af opmærksomhed og beslutningstagning i forhold til at tage hånd om ham/hende (15). 

Uden for den skandinaviske kontekst er betydningen af relationen mellem sygeplejerske og patient blevet beskrevet som central for moralsk ræsonnering og overlegen som grundlag for at forstå menneskers valg i forhold til alle tidligere sproglige eller meta-etiske koncepter (40). Ifølge Martinsen ophører etiske koder og standarder som redskab til praktisk anvendelse med at være relevante for klinisk praksis i et personorienteret fag (15). Gensidig forståelse, forhandling og behandling af etiske spørgsmål opstår i sygeplejerske-patient-relationen, når rummelighed, opmærksomhed og nærvær mere eller mindre stiltiende lader patienten udtrykke, hvad sygeplejersken kan gøre.

Sygeplejerskens engagement i vanskelige etiske situationer er baseret  på individuel erfaring, personlig indstilling og holdning samt kapacitet og informerer situationen om godt og ondt eller rigtigt og forkert (15). Hvis sygeplejersken observerer situationen udefra, ses patienten ikke nødvendigvis som en person med en bestemt betydning, men som en genstand for pleje og behandling snarere end en person med en betydningsfuld selvforståelse (18,19).

En kompetent sygeplejerske er ikke altid i stand til eller parat til at stå som en professionel, der anvender sin egen dømmekraft i disse situationer, men kan ende i en rolle som en, der blot følger retningslinjer og regler. Derfor kan begge parter være  forhindret i at præsentere sig selv og mødes i bredere forstand som levende og sansende mennesker (41). Sygeplejersken bruger ikke altid sine sanser til at se på den anden med et deltagende, opmærksomt blik. Det skaber risiko for, at patienten bliver en genstand uden betydning for den, der ser ham eller hende. Modet til at leve kan blive mindre, og sygeplejersken berøves glæden ved at få lov at hjælpe patienten. Sygeplejersken og patienten er på hver sin måde kun til stede med en del af sig selv og berøvet deres integritet (15). 

Den enkelte sygeplejerskes erfaringer og viden

Når der skal udvikles en relation mellem en sygeplejerske, en patient og måske en pårørende, er situationen forskellig afhængigt af, om sygeplejersken handler på et kompetent eller kyndigt niveau eller er ekspert (41). Den kyndige sygeplejerske etablerer relationer til patienter mhp. gensidigt engagement i reflektionen over betydningen af de overgange, patienten oplever. Sygeplejersken ved, at patientens eller den pårørendes perspektiv er den eneste vej til at finde en anden, kvalitativt anderledes tilgang, når der er behov for det (41). Klinisk forståelse er et af de redskaber, den kyndige sygeplejerske bruger til at sætte sig ind i patientens situation. På den måde kan sygeplejersken “få en fornemmelse af, hvem patienten er, patientens reaktionsmønstre og de umiddelbare behov og bekymringer i situationen” (41, s. 142).

Når en kyndig sygeplejerske danner sig et billede af hele situationen og de mønstre og reaktioner, den indeholder, så åbner det samtidig en mulighed. Sygeplejersken kan både få en fornemmelse af personen som et menneske i øjeblikket, der befinder sig i rollen som patient, og være åben for at se det uventede i, hvad patienten oplever som meningsfuldt. Heri ligger også muligheden for at etablere en ægte relation; uden denne relation udvikler den kyndige sygeplejerske ikke et fuldstændigt billede af patientens bekymringer, behov og erfaringer baseret på egne mønstre og reaktioner. Kyndighed var også et nøglebegreb for den danske forsker Larsen (24,42), og i næste afsnit deler vi erfaringer med at arbejde med hendes model.

Personorienteret sygepleje ved indlæggelsen

Sygeplejerskers personorienterede sygepleje baseret på Larsens (24) teori blev iværksat med de to første af fire hovedelementer:

  1. Indlæggelsessamtale – en personcentreret tilgang, efterfulgt af
  2. Opfølgende samtaler mellem patient og sygeplejerske.

Ved indlæggelsessamtalen interviewede en sygeplejerske patienten for at danne sig et billede af normale aktiviteter i forhold til specifikke sundhedsproblemer og dagligdags aktiviteter. Samtalens struktur var baseret på Maslows motivationshierarki (43) og Murrays teori om stimulering til øget sundhed og/eller velvære gennem aktivitet (44). Samtalen bør gennemføres inden for 24 timer efter indlæggelsen. De opfølgende dialoger mellem patienten og sygeplejersken er kontinuerlige dialoger mellem patienten og sygeplejersken for at sikre deling af oplysninger, undervisning og individuel pleje. I næste afsnit lægges der vægt på sygeplejerskernes epistemologiske tilgang til at opnå en personorienteret sygeplejepraksis.

Personorienteret sygepleje: En epistemologisk tilgang

En epistemologisk tilgang til personorienteret sygepleje blev bevidst udviklet i de skandinaviske lande fra 1970’erne og frem gennem det, der blev beskrevet som en sygeplejeproces eller med de skandinaviske betegnelser: Sygeplejeprocessen (10) eller Vårdprocessen (45). Denne sygeplejeproces blev konstrueret for at forbedre fundamental sygepleje ved struktur og dokumentation gennem et femtrinsinitiativ, der opbyggede gensidig viden om patienternes situation, se boks 2.

Denne plan for klinisk problemløsning inden for sygepleje blev anvendt på skandinaviske sygeplejeskoler til uddannelsesformål samt i praksis for sygeplejerskenovicer og avancerede nybegyndere, særligt i 1980’erne og 1990’erne. I samme periode kom den teoretiske begrebsramme for sygepleje hovedsagelig fra Kari Martinsen (Norge) og Katie Eriksson (Finland) (46) foruden indflydelsesrig forskning fra USA, dvs. Patricia Benner inden for omsorg og ekspertise samt Marram et al. i Primary Nursing.

Vårdprocessen beskrev relationen mellem sygeplejersken og patienten og argumenterede for, at patienten skulle være autonom og sygeplejersken en del af et plejeteam, og at de sammen skulle etablere en relation og en gensidig personorienteret situationel plejeoplevelse (45). Patienten kan vælge at kontakte sygeplejerskerne eller at handle uden kontakt til sygeplejerskerne. 

Da Larsen (42) udarbejdede sin model for samarbejde med patienterne baseret på patienternes oplevelse af deres situation, mente hun, at det kunne danne grundlag for at informere, vejlede og uddanne dem. Samtidig begyndte der en diskussion, som krævede, at sundhedsydelser så vidt muligt skulle være baseret på solid evidens (47). Det er imidlertid ikke nogen let opgave, da mængden af ny information er kraftigt stigende (48). Det skete samtidig med, at Pedersen (49), som var engageret i at studere fordelene ved personorienteret sygepleje baseret på Larsens teoretiske model (24), kommenterede og bidrog til at udvikle hendes model. Kritikken fokuserede hovedsageligt på de to sidste elementer af de fire, der var blevet præsenteret:
3.    Individuel planlægning af interventioner under hensyntagen til patientens daglige aktiviteter
4.    Anvendelse af de principper, der er indlejret i primærsygeplejen (Larsen 1990).

Pedersen mente, at Larsen var for generel og ikke fremsatte tilstrækkeligt med vejledende faktorer til at være personorienteret i klinisk regi. Patienter i det moderne sundhedssystem oplever kroniske og livsstilsinducerede sygdomme og har behov for integrerede processer til at understøtte bedringsprocessen (50,51). Personorienteret sygepleje skal altså have en kompleksitet, der opfylder kravene om, at en vurdering af patienternes situation skal være både nøjagtig og præcis. Pedersen kombinerede Larsens model med “Health Promoting today and a framework for planning and environmental Approach” af Green (52). 

Boks 2. Sygeplejeprocessen 
  • Første trin er dataindsamling, dvs. at en praksis observeres og beskrives, 
  • Andet trin omfatter deling af dataanalysen med kolleger og patienter. 
  • Tredje trin er overførsel af teoretisk viden. 
  • Fjerde trin er anvendelse af evidens 
  • Femte trin er en handling i forbindelse med en vurdering af resultatet af den personorienterede pleje (10):29.

Formålet med Greens model er livskvalitet (QoL). Sundhedspersonalet identificerer den specifikke helbredsrelaterede adfærd, der kan være koblet til de helbredsproblemer, der fortjener opmærksomhed. Ved at tilføje Greens tre begreber (prædisponering, muliggørelse og styrkelse) kunne vurderingssamtalen foregå i en dialog med patienten om hans viden, værdier, holdninger og erfaringer (prædisponering). Dernæst i forhold til patientens muligheder for at handle ud fra ny viden (muliggørelse) eller styrke patienten som følge af motiverende faktorer (49). Risikoen for lav kvalitet og opgaveorientering i stedet for personorientering opstår, hvis sygeplejersken bliver så effektiv, at hun bruger vurderingssamtalen til kun at levere envejskommunikation og beder om et ja eller nej i stedet for at føre en dialog ud fra nogle emneudkast.

Gennem en dialog aftales, planlægges, implementeres og evalueres interventioner. For at vurdere og planlægge sygeplejen fører sygeplejerskerne en dialog med patienterne om deres situation. Sygeplejerskerne skal dog også foretage observationer, der er relevante for sygeplejen generelt, f.eks. patienternes hud samt ernærings- og funktionsstatus. Baseret på dialog og observation aftaler patienterne og sygeplejerskerne en individuelt tilpasset plejeplan. Plejeplanen implementeres ved handling, dialog med informationsdeling og uddannelse af patienterne samt observation mhp. at justere planen efter behov og evaluere den til sidst.

Pedersens fortolkning af Larsens og Greens modeller er foreløbig blevet testet i tre doktorafhandlinger i 2010-2017, der behandlede emner inden for sygeplejefagets fundamentale elementer: Hørdam et al. 2000 om mobilisering af patienter, Larsen et al. 2015 om patienters egenomsorg, når det gælder hjertesvigt, og Trads et al. i 2017 (53-55) om forebyggelse af postoperativ obstipation.

Konklusionen er, at Larsen banede vejen for interventioner gennem dialog med patienten. Green bidrog yderligere til denne forståelse ved at gøre evidens til det foretrukne, og Larsens (24) fire trin begyndende med en indlæggelsessamtale/dialog forsynede den personorienterede plejeplanlægning med evidens for sygeplejefagets fundamentale elementer baseret på sygeplejerelationer og faglighed.

Perspektiver for fremtiden

Vores målsætning var at udforske den personorienterede sygepleje og dens ontologiske og epistemologiske grundlag for etablering af en positiv sygeplejerske-patient-relation, der højner patienternes velbefindende. Som kontekst anvendte vi det offentligt finansierede sundhedsvæsen, som er påvirket af værdier såsom lighed i behandling og pleje og lige rettigheder til lige sygepleje og/eller helbredelse. Vores bidrag til begrebsrammen FoC og det centrale fokus er baseret på eksempler fra den skandinaviske anvendelse af ontologi og epistemologi til at farve og give substans til plejeindsatsen i den personorienterede sygepleje.

Set ud fra et ontologisk perspektiv fortjener mennesker en personorienteret sygepleje, der omfatter en relation til de sygeplejersker, som er ansvarlige for sygeplejen. Sygeplejersker er klar over den evidens, der eksisterer, og som skal vælges som baggrund for deres sygepleje. Det er sygeplejerskerne, som kan anvende denne evidens individuelt i en dialog med patienten til gavn for patientens velbefindende.

Set ud fra et epistemologisk perspektiv er det politiske mål med det plejeniveau, der tilbydes patienterne, forskelligt fra land til land og fra patientgruppe til patientgruppe. Derfor er der risiko for en opgaveorienteret sygepleje, som udelukkende er baseret på evidens og dermed for generel til at tilbyde den individuelle støtte, som er nødvendig for at øge patientens velbefindende. Det rejser spørgsmålet om klinisk lederskab. Klinisk lederskab var ikke en del af denne artikels målsætning, men der er behov for en øget forståelse af, hvor vigtigt det er at kommunikere og demonstrere personorienteret sygepleje. En af måderne, det kan gøres på, er gennem klinisk lederskab, men også ved at være i stand til at besvare spørgsmålet: ”Hvad laver sygeplejersker?”

Fortidens, nutidens og fremtidens opbygning af relationer mellem sygeplejersker og patienter ligger i dialog og samtidig i at række ud og kommunikere den bedst mulige evidens til gavn for patientens velbefindende og samfundets brug af ressourcer.

Relevans for klinisk praksis

Fra indlæggelse til udskrivelse møder patienten forskellige sygeplejersker. Hvis mødet er kortvarigt, kommunikeres der måske kun nogle få rutinefakta med henvisning til den medicinske diagnose og behandling. Dette udgør imidlertid ikke sygeplejens fundament, og vigtige oplysninger om patientens helbredstilstand og vilkår for egenomsorg overses måske. Denne tilgang vil ikke være med til at øge patientens velbefindende i det lange løb. Rutineoplysninger kan være understøttende for indlæggelsen i sundhedssystemet, men der skal mere til for at få patienten til at være åben om, hvad der er galt, hvilke oplevelser der førte til en indlæggelse, og hvad der skal til for at komme ud herfra og blive “hjemvendende” (37,38).

Sygeplejerskers forberedelse til omfattende og specifikke plejeplaner er vigtig for patienterne og for anvendelsen af sundhedsressourcer. Den gensidige evne til at tale, lytte, tie stille og/eller tænke højt sammen er det grundlag, hvorpå relationer opbygges gennem dialog. Det kræver et menneske at se et andet menneske være “hjemløs” (56) og se, hvilken type hjælp det kræver at være hjemme i en ny verden og begynde at forstå, hvad der skal være på plads for at kunne føle sig “hjemme” i en ny situation (37). Sygeplejersken skal være professionel og et medmenneske, der kan bruge sin forestillingsevne til at forstå så meget, som der er behov for i hver enkelt situation med patienten. Det er ikke noget, alle sygeplejersker kan: Den kliniske forståelse i situationen er den kyndige sygeplejerskes måde at forstå patientens situation på (29). Ledelsesopgaven er samtidig at evaluere, om sygeplejepraksis varetages af for mange sygeplejerskenovicer, så patienterne oplever en ret generaliseret pleje frem for personorienteret sygepleje (18).

Det ontologiske grundlag er sammen med epistemologiske overvejelser relevante for at oplyse politikere og administratorer om de konsekvenser, bestemte politiske valg har for patienterne. Der er et behov for struktureret dialog mellem sygeplejersker og patienter om deres baggrund, præferencer, oplevelser og skøn, så menneskers oplevelser kan kombineres med specialiseret viden, når den individualiserede sygepleje skal planlægges med velbefindende som mål.
Konklusionen er, at der er forskellige veje at gå, når en personorienteret sygepleje skal opbygges, men dialogen skal altid være til stede. Fundamentals of Care er forenelig med den måde, som skandinaviske sygeplejersker er trænet i at tænke på, set ud fra et ontologisk og epistemologisk perspektiv (57). 

Lisbeth Uhrenfeldt

Lisbeth Uhrenfeldt  

Sygeplejerske 1976, SD 1982, exam phil. i 1992, cand.cur. i 1996. BA i 2001, ph.d. i 2007. Professor, Fakultet i sygepleje- og sundhedsvidenskab, Nord Universitet, Norge.

lisbeth.uhrenfeldt@nord.no 

Erik Elgaard Sørensen

Erik Elgaard Sørensen

Sygeplejerske 1983, SD 1991, cand.cur. 2001, ph.d. 2006. Leder af Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Aalborg Universitetshospital, siden 2011. Lektor 2012-2015 og derefter professor, Klinisk Institut, Aalborg Universitet.

 

Iben Bøgh Bahnsen

Iben Bøgh Bahnsen

Sygeplejerske 1996, cand.cur. 2005. MBA 2019. Uddannelseschef i 2015 ved Sygeplejerskeuddannelsen, University College Nordjylland.

Preben Ulrich Pedersen

Preben Ulrich Pedersen

Sygeplejerske 1980, ph.d. 2000. Leder af Center for Kliniske Retningslinjer fra 2008 og siden 2013 professor, Health Science and Technology, Aalborg Universitet.

 

Abstract in English

Uhrenfeldt L, Sørensen EE, Bahnsen IB, Pedersen PU.

Nursing must be based on a strong relationship with the patient.

Fag&Forskning;(1):38-47.

Aims. This paper aims to address aspects of importance of the nurse-patient relationship, as conceptualized within the Scandinavian healthcare context

Background. An experiment in Beth Israel hospital uncovered a set of core values (ontology) that were wiped away by stronger forces. Despite this, some of the ideas impacted the development of nursing thoughts and values in the Scandinavian countries, partly because they connected to the deeper social values and also because investment was being put into explicitly identifying and understanding the core elements of nursing (ontology) and how to provide evidence that they were important (epistemology). From that beginning and through the work of key thought leaders Scandinavian nursing is ready to embark on a new phase, which could be helped by the Fundamentals of Care framework.

Design. This discursive position paper offers insights from a public healthcare setting, influenced by values such as equal rights to equal care and/or cure. The paper presents two complementing perspectives: an ontological and an epistemological, on establishing caring relationship.

Conclusion. There are different pathways to follow in building person-oriented care, however, the nursing approach, s both ontological and epistemological grounded and based on a dialogue. 

Relevance to clinical practice. Patients meet different nurses, the meeting may be short, routine actions may be on the agenda. However, nurses must engage in patients´ experiences´ and knowledge to add to patient’s present and future well-being with their person-oriented care.

Key words: ontology, fundamentals of care, epistemology, models of care, nurse-patient relationship, person-oriented care, public health nursing,

 

Referencer

  1. Marram G, Barrett M, Bevis E. Primary Nursing. A model for individualized care. St Louis, Missouri: The C.V. Mosby Company1979.
  2. Kitson A, Conroy T, Wengstrom Y et al. Scholarly paper: Defining the fundamentals of care. International Journal of Nursing Practice 2010,16(4),423-34.
  3. Weinberg DB. When little things are big things, In Nelson, Siobhan, Gordon S (ed.). The complexities of care. Nursing reconsidered, 2006:30-43. London, UK: ILR Press.
  4. Reimers M, Miller C. Clinical nurse specialist as change agent: delirium prevention and assessment project. Clinical nurse specialist 2014;(4):224-30.
  5. Arman M, Ranheim A, Rydenlund K et al. The Nordic tradition of caring science: The works of three theorists. Nursing science quarterly 2015;(28):288-96.
  6. Nielsen R, Sørensen E. Det døende menneske som livets læremester. Klinisk Sygepleje 2013;(2):117-29.
  7. Uhrenfeldt L, Hall EO. Clinical wisdom among proficient nurses. Nursing Ethics 2007;(14):387-98.
  8. Uhrenfeldt L, Hall EO. Job satisfaction as a matter of time, team, and trust: A qualitative study of hospital nurses' experiences. Journal of Nursing Education and Practice 2015;(5):1-8.
  9. Uhrenfeldt L. Sygepleje i samspil med fænomenologi og videnskab. En undersøgelse af det grundlag Watson, Martinsen og Eriksson har for kærlig omsorg i sygeplejen. Kandidatafhandling. Aarhus, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, 1996, skriftserie nr 34.
  10. Skrumsager SR. Sygepleje og problemløsningsmodeller. In Persson B, Ravn K, Truelsen R (ed.) Fokus på Sygeplejen 1979. København: Munksgaard; 1978.
  11. Martinsen K. Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo: Akribe; 2005.
  12. Scheel M, Pedersen BD, Rosencrantz V. Interactional nursing – a practice-theory in the dynamic field between the natural, human and social sciences. Scandinavian Journal of Caring Sciences 2008;(22):629-36.
  13. Martinsen K. Moralsk praksis og dokumentasjon i praktisk sykepleie. In Jensen TK, Jensen LU, Kim Won C (Ed.) Grundlagsproblemer i sygeplejen – Etik, videnskabsteori, ledelse og samfund. Århus: Philosophia;1990:60-85.
  14. Delmar C. Tillid og Magt. En moralsk udfordring. København: Munksgaard; 1999.
  15. Martinsen K. Care and vulnerability. Oslo: Akribe; 2006.
  16. Eriksson K. Møtet med lidanden. Vårdforskning, no 4. Department of Caring Science. Åbo: Åbo Akademi; 1993.
  17. Mark E, Nielsen GN. Benspænd og faglig udvikling: Oplevelser på medicinsk afdeling. Klinisk Sygepleje 2016;30(4):293-305.
  18. Uhrenfeldt L, Høybye MT. Care interaction adding challenges to old patients’ well-being during surgical hospital treatment. International journal of qualitative studies on health and well-being 2015;(10):DOI 10.3402/qhw.v10.28830
  19. Sørensen EE, Olsen IØ, Tewes M et al. Perioperative nursing in public university hospitals: an ethnography. BMC nursing 2014;(45);3-9.
  20. Uhrenfeldt L, Aagaard H, Hall EOC et al. A qualitative meta-synthesis of patients' experiences of intra-and inter-hospital transitions. Journal of advanced nursing 2013;(69):1678-90.
  21. Aagaard K, Sørensen EE, Rasmussen BS et al. Identifying Nurse Anesthetists’ Professional Identity. Journal of PeriAnesthesia Nursing 2017 https://doi.org/10.1016/j.jopan.2016.08.006 (assessed 11/20/2017)
  22. Voldbjerg SL, Gronkjaer M, Soerensen EE et al. Newly graduated nurses’ use of knowledge sources: A meta-ethnography. Journal of Advanced Nursing 2016;(72):1751-65. doi:10.1111/jan.12914
  23. Voldbjerg SL, Gronkjaer M, Wiechula R et al. Newly graduated nurses’ use of knowledge sources in clinical decision-making: An ethnographic study. Journal of Clinical Nursing 2016, doi:10.1111/jocn.13628
  24. Larsen A-LS. Stimulation til aktivitet og udvikling. København: Dansk Sygeplejeråd 1990.
  25. Kitson A, Conroy T, Kuluski K et al. Reclaiming and redefining the Fundamentals of Care: Nursing’s response to meeting patients’ basic human needs 2013. http://hdl.handle.net/2440/75843 (assessed 11/20/2017).
  26. Feo R, Kitson A. Promoting patient-centered fundamental care in acute healthcare systems. International Journal of Nursing Studies 2016;(57):1-11.
  27. Kitson AL. “Johns Hopkins address: Does nursing have a future?” Journal of Nursing Scholarship 1997;(29):111-15.
  28. Nussbaum MC. Love’s knowledge. Essays on philosophy and literature. Oxford: Oxford University press; 1990.
  29. Benner PE, Hooper-Kyriakidis PL, Stannard D. Clinical wisdom and interventions in acute and critical care: A thinking-in-action approach. New York: Springer Publishing Company; 2011.
  30. Kitson AL, Muntlin AÅ, Conroy T. Anything but basic: nursing’s challenge in meeting patients’ fundamental care needs. Journal of Nursing Scholarship 2014;46(5):331-9.
  31. International Learning Collaborative. International Learning Collaborative Connected to care a member environment 2017. www.intlearningcollab.org (assessed 11/20/2017)
  32. Sørensen EE, Bahnsen IB, Pedersen PU et al. Sygepleje tilbage til det basale. Fag og Forskning 2017;(1):52-7.
  33. Dahlberg K, Todres L, Galvin KT. Lifeworld-led healthcare is more than patient-led care: The need for an existential theory of well-being. Medicine, Healthcare and Philosophy 2009;(12):265-71.
  34. Uhrenfeldt L. Leadership, job satisfaction and clinical wisdom: A hermeneutic study of charge and clinical nurses’ experiences. Ph.d.- afhandling. Aarhus, Aarhus Universitet ;2007. (Assessed 5/10/2017).
  35. Alsvåg H, Martinsen K. Philosophy of Caring. In Tomey AM,Alligood MR (Ed.) Nursing theorists and their work. Saint Louis: Mosby Elsevier 2010;165-89.
  36. Heidegger M. Sproget og ordet. København: Hans Reitzels forlag; 2000.
  37. Todres L, Galvin K. “Dwelling-mobility”: An existential theory of well-being. International Journal of Qualitative Studies on Health and Well-being 2010;(5):3.
  38. Mugerauer R. Heidegger and homecoming: The leitmotif in the later writings. Toronto: University of Toronto Press; 2008.
  39. Svenaeus F. The Hermeneutics of Medicine and the Phenomenology of Health. London: Kluwer Academic Publishers; 2000.
  40. Gilligan C. In a Different Voice. Psychological Theory and Women’s Development. Cambridge: Harvard University Press; 1982.
  41. Benner P, Tanner C, Chesla C. Expertise in nursing practice. Caring, clinical judgment and ethics. New York: Springer; 2009.
  42. Larsen AS. Helping patients avoid readmission to hospital: a health behavior study. Recent advances in nursing; 1987;(22):62-88.
  43. Maslow AH. A theory of human motivation. Psychological Review; 1943;(4):370-96. doi:10.1037/h0054346 – via psychclassics.yorku.ca.
  44. Murray HA. Explorations in personality. New York: Oxford University Press; 1938.
  45. Eriksson K. Om sjukvård – en beskrivning av vårdprocessens principer. In Persson B, Ravn Karenlene, Truelsen R (Ed.) Fokus på Sygeplejen 1980. København: Munksgaard; 1979. 153-67.
  46. Tomey AM, Alligood MR. (Ed.) Nursing theorists and their work. Saint Louis: Mosby Elsevier; 2010.
  47. World Health Organization. Health 21: the health for all policy framework for the WHO European region. WHO European region 1999.
  48. Melnyk BM, Fineout-Overholt E, Stone P et al. Evidence-based practice: the past, the present, and recommendations for the millennium. Pediatric Nursing 2000;(26):77-80.
  49. Pedersen, PU. Stimulating to increased nutritional intake – The effectiveness of involving patients over the age of 65 in their nutritional care. Odense: University of Southern Denmark; 2000.
  50. Kitson A, Soerensen EE. Editorial: Crossing the caring chasm. Journal of clinical nursing 2017. doi:10.1111/jocn.13619
  51. Toft BS, Uhrenfeldt L. The lived experiences of being physically active when morbidly obese: A qualitative systematic review. International journal of qualitative studies on health and well-being 2015;(10):1-14. DOI: 10.3402/qhw.v10.28577
  52. Green LW, Kreuter MW. Health promoting today and a framework for planning. In Health promoting planning and environmental approach. Mountain View: Mayfield Publishing Company; 1991.  
  53. Hørdam B, Sabroe S, Pedersen PU et al. Nursing intervention by telephone support and counselling of patients aged 65 and over after total hip replacement improves health status: a randomised clinical trial. Scandinavian Journal of Caring Sciences 2010;(24):94-100.
  54. Larsen P, Thomsen T, Pedersen PU. Effect of Clinical Nurses Specialists intervention on rehabilitation outcomes in patients with heart failure. Clinical Nursing Studies 2015;(3)31-9.
  55. Trads M, Deutch SR, Pedersen PU. Supporting patients in reducing postoperative constipation – Fundamental Nursing Care – a quasi-experimental study. Scandinavian Journal of Caring Sciences 2018; (32):824-32.
  56. Galvin K, Todres L. Caring and Well-being: A Lifeworld Approach. New York: Routledge; 2012. 98-115.
  57. Uhrenfeldt L, Sørensen EE, Bahnsen IB, Pedersen PU. The centrality of the nurse-patient relationship: A Scandinavian perspective. Journal of Clinical Nursing 2018;00:1-8. https://doi.org/10.1111/jocn.14381
Fundamentals of Care. Begrebsrammen Fundamentals of Care er forenelig med den måde, som skandinaviske sygeplejersker er trænet til at tænke på, både fra et ontologisk og epistemologisk perspektiv, når sygeplejersker opbygger en plejerelation.
38-47
2019
1
Peer Reviewed
Evidensbaseret sygepleje
Forskning
Forskningsartikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Evidensbaseret sygepleje
Forskning i sygepleje
Magazine tags  Peer reviewed Web article 

Systematisk samarbejde med pårørende har effekt

Resumé

På en ortopædkirurgisk afdeling er udviklet en forskningsbaseret praksis for involvering af pårørende, der også tager udgangspunkt i sygeplejerskers faglige perspektiver og arbejdsforhold.

Specifikt drejer det sig om pårørende til ældre patienter indlagt med hoftenær fraktur. Patientgruppen er qua sin høje alder og akutte indlæggelse ofte sårbar og ikke i stand til fuldt ud at overskue egen situation. Pårørende får derfor tit en fremtrædende rolle i patientforløbet som aktivt kommunikerende og koordinerende.

Gennem et aktionsforskningsdesign vises, at pårørendesamarbejdet er gået fra at være tilfældigt og kendetegnet ved forventningsdiskrepans til gennem etablering af statussamtaler, udvikling og anvendelse af pårørendepjece at afstemme forventninger og ligestille pårørende i samarbejdet. Udviklingen betyder, at samarbejde med pårørende er blevet til en tydelig sygeplejefaglig opgave, hvor et fælles sprog professionaliserer området.

Ældre patienter indlagt med hoftenær fraktur er pga. deres høje alder og akutte indlæggelse i mange tilfælde sårbare og ikke fuldt ud i stand til at overskue deres egen situation. Af den grund får pårørende ofte en fremtrædende rolle i patientforløbet som den aktivt kommunikerende og koordinerende, særligt i overgangene mellem sektorerne. Derfor er samarbejde med pårørende en betragtelig del af de sundhedsprofessionelles arbejde med denne patientgruppe, også under hospitalsindlæggelse på ortopædkirurgisk sengeafsnit, hvor det ofte viser sig at være en udfordring (1).

Formålet med denne artikel er at formidle, hvordan der i en hofteunit etableret i 2014 på ortopædkirurgisk afdeling på Nordsjællands Hospital er blevet udviklet en forskningsbaseret praksis for udskrivelser, der involverer pårørende og tager udgangspunkt i sygeplejerskernes faglige perspektiver og arbejdsforhold. Hofteunitten er etableret i afdelingen uden at tilføre personaleressourcer.

Tidligere lå patienter med et hoftenært brud spredt på flere sengeafsnit, hvilket ofte medførte manglende struktur, flow og kvalitet i forløbene. Ved at have samlet patienterne i en hofteunit er det den samme personalegruppe, der tværfagligt koordinerer, plejer og behandler denne patientgruppe, som udgør afdelingens ældste og mest skrøbelige patienter.

Pårørende vil ses og høres

I dag får pårørende tildelt flere opgaver end tidligere, hvilket skyldes en voksende ældrebefolkning, flere og hurtigere behandlingsforløb og nedskæringer i primærsektorens plejesektor. Undersøgelser viser, at pårørende gerne vil hjælpe, men at de bliver pressede i deres hverdagsliv, og at der i Danmark ikke er nogle instanser, der kan hjælpe og støtte dem (1).

Undersøgelser af pårørende i hospitalsvæsnet viser, at de oplever at skulle underlægge og tilpasse sig systemet, at de ikke oplever at få tilstrækkelig information eller bliver hørt (2), og at de strukturelt set er ekskluderet fra sundhedssystemet (1). Af den grund synes det relevant at stræbe efter en praksis, der involverer pårørende.

Selvom involvering af pårørende er og bør være en tværfaglig indsats, er den ændrede praksis primært udviklet i samarbejde med sygeplejersker. Sygeplejersker er den største sundhedsprofession i hospitalsregi, og de bruger mest tid i direkte kontakt med patienter og pårørende (3). Desuden er det en profession, hvis faglige interesse er omsorg for hele personen, hvilket implicerer kommunikation og relationsdannelse med patienten og dennes netværk. Det kan imidlertid se ud til, at sygeplejens omsorgsidealer er under pres i dag. Ifølge undersøgelser i sygeplejerskers arbejdsliv fortrænger det stigende fokus på effektiv behandling og standardiserede arbejdsrutiner plejen og omsorgen (4). Undersøgelser viser, at der forekommer diskrepans mellem, hvad sygeplejersker ideelt tænker om pårørendesamarbejde, og hvad der sker i praksis (2). Af den grund synes det at være relevant at fokusere på kommunikationen mellem pårørende og sygeplejersker.

ff1-2019_fa_paaroerende_tabel_1For at undersøge mulighederne for større grad af pårørendeinvolvering er der anvendt en kombination af etnografisk feltarbejde, interview med pårørende og aktionsforskning. Førstnævnte for at forstå den komplekse kontekst, udviklingen skal foregå i, sidstnævnte for gennem igangsættelse af forandringsprocesser at belyse muligheder for udvikling. Forskningsprocessen var tilrettelagt sådan, at der skiftevis blev foretaget etnografiske feltobservationer og afholdt dialogmøder, se tabel 1.

Etnografisk feltarbejde med fokus på interaktion

Der er valgt en refleksiv etnografisk tilgang (5), hvor fokus gradvist er blevet indsnævret. Således begyndte det empiriske arbejde med tre ugers indledende feltobservationer på afdelingen, hvor fokus var interaktion mellem patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Senere i processen blev arbejdet mere fokuseret, idet dialogmøde med sygeplejerskerne og interview med pårørende pegede på, hvad og hvem det var relevant at observere. Her blev 15 udskrivelsessamtaler observeret. På den måde belyser det etnografiske materiale i form af strukturerede feltnoter, hvordan kommunikation mellem patient, pårørende og sundhedsprofessionelle foregik både før og efter indførelse af planlagte udskrivelsessamtaler.

Pårørende interviewet to gange

Som led i det etnografiske feltarbejde blev der foretaget semistrukturerede interview (5) med 10 pårørende to gange. Første interview under patientens indlæggelse og andet interview to til tre uger efter patientens udskrivelse. De pårørende blev udvalgt, så de afspejlede resten af pårørendegruppens sammensætning, det vil sige primært voksne børn af patienten, overvejende døtre samt ægtefæller af begge køn. Hensigten var at få viden om deres erfaringer med at være pårørende til en ældre borger med hoftebrud og deres synspunkter på samarbejdet med sundhedssektoren. Interviewene blev udført af den ph.d.-studerende, optaget og efterfølgende transskriberet.

Mulighed for at skabe forandring

For at forskningen kunne bidrage til udvikling af samarbejdet mellem pårørende og sygeplejersker, er der valgt en aktionsforskningstilgang, hvis ærinde netop er at skabe forandringsprocesser sammen med de aktører, der er i feltet, og herigennem skabe viden om mulighederne for at skabe forandring i det givne felt. (6). Interviewene med pårørende indgår som fundament for forandringerne, men det er sygeplejerskernes faglige perspektiver, der er i fokus for aktionen. Hermed bidrager aktionsforskningen til organisations- og professionsudvikling.


ff1-2019_fa_paaroerende_tabel_2Aktionsforskningen er gennemført med afholdelse af fire dialogmøder. Her deltog cirka seks praksissygeplejersker, en afdelingssygeplejerske, en udviklingssygeplejerske og en enkelt gang en oversygeplejerske. Ved dialogmøderne bringes deltagernes praksiserfaringer i spil og giver plads til en fælles refleksion med det formål at skabe indsigt og idéer til nye arbejdsgange (7), se tabel 2.

Et sammenhængende empirisk grundlag

Fortolkningstilgangen er inspireret af Reflexive Methodology (8), der tilstræber en åbensindet og dialektisk bevægelse mellem det empiriske materiale, som er skabt gennem processen, og den teoretiske begrebsliggørelse med Jürgen Habermas’ koncept om den kommunikative handlen (9).

For at styrke relevansen af det etnografiske feltarbejde i et udviklingsperspektiv blev de foreløbige analyser af observationerne og interviewene fremlagt til dialogmøderne, så sygeplejerskerne kunne kommentere og uddybe dem. På den måde er der gennem skiftevis etnografisk feltarbejde og dialogmøder skabt et sammenhængende empirisk grundlag, der udsiger noget om selve forandringsprocessen. Det empiriske materiale er ikke neutrale og objektive billeder af virkeligheden, men derimod et empirisk materiale, der med en bestemt normativ hensigt om øget involvering af pårørende og bedre sammenhæng mellem sygeplejefaglige idealer og praksis er meningsfuldt og relevant.

Forskningsetik

Implicerede patienter og pårørende har fået skriftlig information om forskningsprojektet og givet samtykke til observation af deres samtaler med de sundhedsprofessionelle. De pårørende, som deltog i interviewene, fik både mundtlig og skriftlig information og underskrev en samtykkeerklæring. De sygeplejersker, som deltog i dialogmøderne, var der som en del af deres arbejde. De udtalelser, der er benyttet, er anonymiserede, og deltagernes identitet kendes kun af dem selv. Flere af deltagerne har læst analyserne og har ingen indvendinger. Datatilsynet er underrettet om projektet.

Resultater

Analysen af praksisændringerne præsenteres i kronologisk orden. Således beskrives først, hvordan praksis i relation til pårørendesamarbejde så ud før ændringerne. Dernæst beskrives, hvordan praksis så ud efter ændringerne. Afslutningsvis beskrives, hvordan plejepersonalet aktuelt oplever praksis.

Kommunikation fylder meget

Observationer af kommunikationspraksis mellem sygeplejersker og pårørende til ældre patienter indlagt med hoftefraktur viste, at kommunikation fyldte meget i det sygeplejefaglige arbejde. Ikke som en tydeligt defineret opgave, men som en flydende størrelse, hvor telefonsamtaler og ad hoc-samtaler med pårørende igennem vagterne tog meget tid, særligt i aftenvagterne. Observationerne viste også, at kommunikationen var tilfældig i den forstand, at den fordrede pårørendes initiativ og dermed også var forskelligartet. Kommunikationen strakte sig fra længere forståelsesorienterede samtaler pårørende og sygeplejersker imellem, gerne på gangene uden patientens tilstedeværelse, til konfliktfyldt eller manglende kommunikation. Ved andet dialogmøde fremhævede sygeplejerskerne, at samarbejdet med pårørende kunne være udfordrende, hvilket bl.a. er relateret til to forhold:

  1. at det kan være tidskrævende, særligt i aftenvagterne, hvor pårørende har fri fra arbejde og derfor kommer mere, men hvor der er mere sparsom normering end i dagvagter
  2. at de pårørende ofte forventede mere af systemet, end den enkelte sygeplejerske kunne honorere, og at der således var en forventningsdiskrepans. En sygeplejerske siger f.eks.:

”Nogen gange har de pårørende utroligt urealistiske forventninger, hvor man særligt i aftenvagterne kan føle sig som jaget bytte og dårligt kan vise sig på gangen, og hvor de bombarderer én med spørgsmål … så der er det svært at være tilstrækkelig, når man ikke har tiden til rådighed, når man har 11 andre patienter, hvor der måske også er pårørende, der godt liiige kunne tænke sig, at man kunne opdatere dem på, hvad der er sket på stuegangen, og hvornår de skal hjem […] det er jo ikke os, der har det sidste ord, når de udskrives i forhold til, hvor de skal hen efter en udskrivelse, men det er os, der får skideballen [af pårørende] over, at kommunen tager dem hjem i eget hjem i stedet for til genoptræning.” (Dialogmøde 2) (10).

Interviewene med pårørende bekræfter denne forventningsdiskrepans, idet mange fremhæver, at de håber på, at hoftebruddet kan afstedkomme, at den ældre kan få mere hjælp og støtte i dagligdagen, men at personalet på hospitalet ikke viser særlig interesse herfor. En pårørende siger:

”For der var vi jo allerede, ”Eeij, hvad nu, hvis de sender hende hjem?”, det var faktisk vores største problem, det var: Hun skal bare ikke hjem nu, for når hun kommer hjem, så sidder hun bare stille i en stol og gør ingenting og går uden sin rollator, og så kommer hun jo bare ind igen og er faldet igen, ik’ (…) jeg håber jo virkelig, at de ikke gør hende så god, så de sender hende hjem […] og fik sagt, det er altså ikke nogen god idé, hun kommer hjem (…), for hun kan ikke klare sig derhjemme, og det synes jeg jo, jeg havde brug for at sige til nogen, men det virkede til, at det var alle da ligeglade med, altså om hvordan der var derhjemme, og hvordan det skal gå fremover, det var ikke altså, det var her og nu, det handlede om, og det var det, jeg oplevede. Men jeg kunne da heller ikke sige andet, end det var jo så bare det … det var her og nu, og så indordnede jeg mig bare under det [og videre … ] det er sådan og sådan, det er, og sådan og sådan bliver det. Færdig. Og så sad man bare der og kunne mærke, at nu er man da inde i systemet, ik’.” (Interview med pårørende) (1).

Som det fremgår, kan samarbejdet opleves temmelig forskelligt. Med afsæt i en erkendelse heraf igangsatte afdelingen praksisændringer.

Alle pårørende inkluderet i forløbet

Efter andet dialogmøde påbegyndte afdelingen at afholde statussamtaler på patientens tredje til femte postoperative dag. Her blev pårørende inviteret med og tidspunktet aftalt i fællesskab, dog i dagvagt. Som led i udviklingen blev der udarbejdet en retningslinje med formål og indhold for statussamtalen, så alle medarbejdere har kendskab hertil. Således inkluderes alle pårørende i patientforløbet og får information og mulighed for at bidrage med deres viden om patienten i relation til planlægningen af udskrivelsen. Desuden kan sygeplejersker med presset tid og/eller mindre kendskab til patienten i f.eks. en aftenvagt nu henvise til statussamtalen. Hermed aflastes både pårørende og sygeplejersker.

Observationer af statussamtalerne viste imidlertid, at samtalen trods de gode intentioner var asymmetrisk i den forstand, at de sundhedsprofessionelle kendte til samtalens formål, indhold og rammer, hvorimod pårørende ikke vidste andet, end at der var en samtale. Det betød, at der fortsat kunne være en ulighed i samarbejdet og også en blivende forventningsdiskrepans. Med henblik på forventningsafstemning og på at ligestille pårørende i samarbejdet udviklede vi en pårørendepjece, som er pilottestet i samarbejde med pårørende.

Pårørendepjecen indleder med en beskrivelse af nogle af de udfordringer, man kan opleve som pårørende til en ældre med hoftebrud baseret på interview med pårørende. Efterfølgende er der en kort beskrivelse af statussamtalens formål og struktur, samt hvilke faggrupper der deltager i samtalen. Derudover er der en kort beskrivelse af patientforløbets ansvarsmæssige organisering, dvs. hvad er henholdsvis afdelingens og kommunens ansvar i forhold til visitering til genoptrænings- eller aflastningsophold. Der er også en kort gennemgang af, hvad afdelingen ønsker fra de pårørende, f.eks. afhentning af tøj, hjælpemidler og valg af en primærpårørende, som står for kommunikationen med afdelingen. Pjecen udleveres til patienten som en del af en velkomstmappe og til de pårørende, når tidspunktet for samtalen aftales.

Faglig kvalitet og stolthed øget

Ved fjerde dialogmøde kom det frem, at etablering af hofteunit generelt har øget den faglige kvalitet og faglige stolthed blandt plejepersonalet i forhold til sygeplejen til patienter med hoftenært brud. Desuden er praksis i relation til pårørendesamarbejdet i hofteunit kendetegnet ved langt færre konflikter med pårørende, færre telefonopkald og henvendelser fra pårørende i f.eks. aftenvagter, og færre klager fra pårørende. Sygeplejegruppen oplever, at der er sket et skift fra at opleve de pårørende som belastende hen imod et mere konstruktivt samarbejde til gavn for både patient og pårørende. Sygeplejerskerne oplever, at de gennem det systematiske arbejde med statussamtalen har fået et fælles fagligt sprog omkring samarbejdet med de pårørende. Dette fælles sprog skaber en professionalisering af relationen mellem pårørende og sygeplejerske. Herved oplever sygeplejersken nu samarbejdet som en eksplicit opgave, som beror på en professionel relation, der ikke er styret af den enkelte sygeplejerskes følelsesmæssige tolkning af situationen.

Samarbejdet med pårørende kan systematiseres

Projektet viser, at det er muligt at udvikle en praksis, som involverer pårørende og tager udgangspunkt i de sundhedsprofessionelles faglighed og arbejdsmæssige vilkår. Kombinationen af aktionsforskning og etnografisk feltarbejde har været særdeles frugtbar. Pårørendesamarbejdet er gået fra at være tilfældigt, svingende, manglende og præget af stor forventningsdiskrepans til systematisk at inkludere alle pårørende samt være en tydelig defineret opgave for plejepersonalet. Analysen viser, at der er risiko for, at initiativer, som involverer pårørende, bliver asymmetriske og fastholder forventningsdiskrepans, hvorfor det er særligt vigtigt at imødegå dette; i nærværende projekt igennem en pårørendepjece.

Debat
  • Hvordan organiserer I samarbejdet med pårørende?
  • Hvordan evaluerer I dette samarbejde?
  • Hvilke ændringer har I foretaget i samarbejdet med pårørende indenfor de sidste par år set i lyset af det stigende fokus på involvering af pårørende?

Et oplagt udviklingspotentiale

Indsatsen er ikke evalueret direkte med pårørende, hvilket er en mulighed i fremtiden. Desuden er der et oplagt udviklingspotentiale i forbindelse med samarbejde med primærsektoren. Der arbejdes aktuelt på et forbedringsprojekt i afdelingen, der skal afdække, hvilken information primærsektor har behov for ved udskrivelse til genoptræning på de midlertidige pladser. I den forbindelse afdækkes også, hvordan afdelingen sikrer, at der kan ske en systematisk afstemning mellem udvalgte kommuners behov for relevant information og det, der medsendes patienten ved udskrivelse til genoptræningsophold. Det skal sikre patienter og pårørende en tryggere og mere patientsikker overgang fra sekundær- til primærsektor med så lille et informationstab som muligt.

Referencer
  1. Bernild C. Pårørende i klemme mellem system og livsverden. In LS Christiansen (red). Ulighed i sundhed – nye humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver Frederiksberg: Frydenlund Academic 2016.
  2. Lindhardt T et al. Collaboration between relatives of older patients and nurses. Confirmatory Factor Analysis of the Family Collaboration Scale. Submitted 2016.
  3. Lehn-Christiansen S. Tværprofessionelt samarbejde i sundhedsfaglig praksis. København: Munksgaard 2016.
  4. Dansk Sygeplejeråd. Bladet fra munden – mod og vilje til det gode arbejdsliv. Dansk Sygeplejeråd 2016.
  5. Davies CA. Reflexive Ethnography – A Guide to Researching Selves and Others. London: Routledge 2008.
  6. Bradbury H (ed). The SAGE Handbook of Action Research, 3rd ed. London: SAGE Publications 2015.
  7. Frimann S, Bager A. Dialogkonferencer, in Duus G et al, (red.) Aktionsforskning – en grundbog. København: Samfundslitteratur 2012.
  8. Alvesson M, Skjöldberg K. Application of Reflexive Methodology: Strategies, Criteria and Varieties, in Reflexive Methodology – New Vistas for Qualitative Research. London: Sage, 2009.
  9. Habermas J. The Theory of Communicative Action. Vol 1&2, Boston: Beacon Press 2004.
  10. Bernild C, Liveng A, Overgaard D. Kommunikation mellem pårørende og sygeplejersker på en hospitalsafdeling, Forskning og forandring, Research and Change, Nr.1, Vol. 1. Cappelen Damm Akademisk 2018.

Camilla Bernild

Camilla Bernild

Sygeplejerske 2004, kandidat i sundhedsfremme og uddannelsesstudier i 2009, ph.d. i 2018. Klinisk underviser, Rigshospitalets Hjertecenter.
camilla.bernild@regionh.dk

Cristina Hein Andersen

Cristina Hein Andersen

Sygeplejerske 1998, diplomeksamen i ledelse og kvalitetsudvikling 2008, afslutter Master i organisationspsykologi 2019. Ledende oversygeplejerske, ortopædkirurgisk afdeling, Nordsjællands Hospital.

Merete Kjeldgaard Engell

Merete Kjeldgaard Engell

Sygeplejerske 2000. Klinisk sygeplejespecialist, ortopædkirurgisk afdeling O, 1551, Nordsjællands Hospital.

Vivian Møller Hansen

Vivian Møller Hansen

Sygeplejerske 1989. Afdelingssygeplejerske, ortopædkirurgisk afdeling O, 1551, Nordsjællands Hospital.

Abstract in English

Bernild C, Andersen CH, Engell MK, Hansen VM.

Systematic, evidence-based cooperation with relatives has impact

Fag&Forskning 2019;(1):48-53.

This article reports on the value of evidence-based practice in a department of orthopaedic surgery to involve relatives, which also addresses clinical nursing perspectives and working conditions.

Specifically, the project centres around the relatives of elderly patients hospitalised with hip fractures. Owing to their high age and emergency admission status, this group of patients tends to be vulnerable and not in full command of their situation. For that reason, the relatives frequently take on a prominent role in the patient’s care plan as active communicators and coordinators.

With reference to an action-research study, the article demonstrates that nurse-relative cooperation transitioned, via the facilitation of status interviews, positive progress and reference to a relatives’ pamphlet, from being arbitrary and characterised by discrepant expectations to reconciling expectations and equitable status for relatives in patient-centred cooperation. This targeted transition means that cooperation with relatives has become a prominent nursing task in which a common terminology professionalises the domain. 

Keywords: Involvement, relatives, research, cooperation, terminology

 

En forskningsbaseret tilgang til pårørende til ældre patienter indlagt med hoftefraktur har vist sig at mindske frustrationer og klager og styrke et fælles sprog hos sygeplejerskerne.
48-53
2019
1
Fagligt Ajour
Forskning
Pårørende
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Pårørende
Magazine tags  Fagligt Ajour Web article 

Kommentar: Vi er stolte af vores navn

Kommentar til "På Spidsen", "Et slag for de tværfaglige forskningsmiljøer", Fag & Forskning 2018;(3) af Inger Margrete D. Siemsen, sundhedsfaglig chefkonsulent, ph.d..

Sundhedsvidenskabelig forskning har kun en etisk berettigelse, hvis den sigter mod at forbedre livet for den næste patient, vi møder. Den tværfaglige indsats er nødvendig, og alle indsatser skal ske på et videns- og forskningsbaseret grundlag.

Dette gælder også den sygeplejefaglige omsorg, pleje og behandling. Så ja, sygeplejersker forsker i sygepleje. Sygeplejersker, som udøver enten mono- eller tværfaglig forskning, bidrager med netop deres vinkel ind i forskningsfeltet.

Diskussionen om, hvorvidt vi skal kaldes sygeplejeforskere, forskere i klinisk sygepleje eller simpelthen bare sundhedsvidenskabelige forskere, er ikke ny og måske heller ikke vanvittig interessant. Lignende diskussion foregår inden for andre professioner.

I klinisk praksis får patienten den bedste pleje og behandling, når hver disciplin omkring ham/hende er kompetent, teoretisk velfunderet, og der samarbejdes. Det gælder også forskningen, der lægger grundstenen til evidensbaseret praksis. I forskningen arbejdes på tværs af de faglige discipliner, og der anvendes de samme videnskabelige metodiske principper og kvalitetskrav, men vores grundfag vil altid tegne interessefeltet. Den stigende kompleksitet i patienternes/borgernes sundhedsproblemer fordrer tæt samarbejde, ikke kun i klinisk praksis, men også i forskningen.

I Dansk Selskab for Sygeplejeforskning er vi stolte af navnet og af vores bidrag til den rivende udvikling i evidensbaseret sygepleje, som er sket på relativt få år. Selskabets vision er fortsat at fremme forskning inden for sygepleje til gavn for menneskers sundhed og evne til at leve med sygdom. Vi opfatter os ligeværdige med forskere fra andre discipliner, og det er vores oplevelse, at samarbejdet mellem disciplinerne og forskningskvaliteten er støt stigende.

Bestyrelsen, Dansk Selskab for Sygeplejeforskning,
Hanne Konradsen, hanne.konradsen@ki.se
Suzanne Forsyth Herling
Bente Thoft Jensen
Elizabeth Rosted
Helle Haslund Thomsen
Dorthe Gaby Bove
Karin Bundgaard Mikkelsen

 

Diskussionen om, hvorvidt vi skal kaldes sygeplejeforskere, forskere i klinisk sygepleje eller simpelthen bare sundhedsvidenskabelige forskere, er ikke ny og måske heller ikke vanvittig interessant.
19
2018
13
Debat
Forskning
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Forskning i sygepleje
Web article 

Forskning er ikke et quickfix

Mari Holen
Mari Holen
"Excellent forskning skal i stærkt samspil med klinik og uddannelse sikre en sundere befolkning og patientbehandling i international topklasse i et sammenhængende og effektivt sundhedsvæsen."

Sådan står der i Region Hovedstadens nyligt vedtagne forskningsstrategi. Intet mindre.

Som forsker og underviser hører jeg ofte forskningsstrategier udsat for en mindre byge af spørgsmål, f.eks. "Hvad skal den her forskning så bruges til? Hvordan skal forskningen implementeres?" Jeg hører også udsagn fremført med selvsikker røst og streg under: "Her udfører vi udelukkende evidensbaseret sygepleje". Men det bekymrer mig, hvis forskning tænkes alt for instrumentelt.

Der er vældig gode grunde til at diskutere relationen mellem forskning og samfund. Ikke bare hænger viden og forskning tæt sammen med demokrati og med den samfundsmodel, vi har i Danmark. Forskning er også højt prioriteret af samfundet.

I en sygeplejesammenhæng er det vigtigt at få diskuteret, hvilke forhåbninger der er til forskning og især i forhold til spørgsmålet om forskning som noget, der skal løse praksis.

Når Region Hovedstaden taler om, at "forskning skal sikre en sundere befolkning", er det ikke nødvendigvis ensbetydende med et instrumentelt syn på viden og forskning. Måske er det snarere sygeplejerskers anvendelse af forskningsstrategier, som bliver snittet for kraftigt til og dermed lidt forsimplet.

At se forskning som et quickfix giver flere problemer, for forskning er en langsommelig affære, og praksis er noget her og nu. Megen af den praksis, der foregår i sundhedsvæsenet, er båret af erfaringer, og det er den nødt til at være.

Uden erfaringsviden ville praksis reelt gå i stå, og hvad ville der ske med en arbejdsplads, hvis alle sygeplejersker med erfaring sagde op samtidigt?

Situationer og problemer i praksis er desuden ikke isolerede, sådan som vi ofte tilstræber det i forskning for at blive i stand til at studere dem. Måske opstår der flere forskellige problemer sideløbende, eller nye problemer opstår, som vi ikke har haft før. Men praksis skal ikke hvile blindt på vi plejer-logikken. Absolut ikke.

Gennem gode praksisfælleskaber, hvor man diskuterer og reflekterer over konkrete situationer, kan praksisviden og erfaringer få den prioritering og understøttelse, der må til i et godt sundhedsvæsen.

Ét forskningsprojekt kan ikke alene forandre praksis. Det er ikke kun et spørgsmål om gode implementeringsmetoder, men også et spørgsmål om kvalitet. Vi er nødt til at bygge ændringer i praksis på flere grundige studier og på forskning fra forskellige traditioner og positioner. Dermed skal vi være forsigtige med at kræve implementering i slipstrømmen på ethvert forskningsprojekt. Virkning eller impact må og skal forstås bredere, og i øvrigt har de færreste forskningsprojekter tilstrækkelig kvalitet til direkte at ændre praksis.

Forskning er forstyrrende. Man kan ikke forudbestille forskningsresultater, som er lige til at implementere. Ofte vil forskning få øje på noget helt andet end forventeligt i sin stræben efter indsigt, og måske må tidligere indsigter forkastes.

Forskning i og om sygepleje er et relativt nyt fænomen. Derfor er det god grund til at fastholde diskussionerne om formålet med forskningen.

Mari Holen, cand.cur., ph.d., lektor, forskningsleder for forskningsgruppen Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier, Roskilde Universitet, Institut for Mennesker og Teknologi (IMT).

Title

På spidsen er en aktuiel og personlig kommentar om forskning og uddannelse, som skrives af skiftende forfattere.

 

Forskning er forstyrrende, og sådan skal det være. Sygeplejersker må derfor hele tiden være parate til at diskutere, hvordan forskning i sygepleje skal anvendes, og hvem den skal gavne.
75
2018
4
På Spidsen
Forskning
Debat
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Forskning i sygepleje
Magazine tags  På spidsen Web article 

Sårbarhed er en særlig udfordring i forskning

Resumé

Særlige patientgrupper, som på forskellig vis er defineret som sårbare, kan inkluderes i forskning, viser en række konkrete eksempler.

De dokumenterer, hvordan en række forskere gennem egen forskning har inddraget grupper af sårbare patienter, som ellers med baggrund i deres sårbarhed ville blive ekskluderet fra at deltage i forskning.

Eksemplerne viser, hvordan forskellige forskningsmetoder kan anvendes i forbindelse med afdækning af sårbarhed inden for børn med dobbeltsorg, ældre som har mistet en pårørende, terminale patienter, patienter med anden etnisk baggrund samt familier, som lever med sygdom.

Ulighed i sundhed er veldokumenteret i mange undersøgelser og henviser til, at særligt udsatte grupper i samfundet stilles dårligere end den øvrige befolkning. Dette kan bl.a. ses inden for sundhedsforskning, hvor særlige grupper af patienter, som anses for at være sårbare og udfordrende, ekskluderes fra både kvantitative og kvalitative befolkningsundersøgelser og studier (1). Denne artikel anvender Judith Spiers perspektiver på sårbarhed for at synliggøre et mere rummeligt sårbarhedsbegreb, der kan være specielt anvendeligt inden for den patientnære sundhedsforskning (2).

Sårbarhed og handlekraft

I anvendelse af begrebet sårbarhed indenfor sundhedsforskning henvises ofte til bestemte grupper i samfundet. Disse grupper kan f.eks. befinde sig i sårbare livssituationer som følge af belastende, livsforandrende begivenheder såsom tab af pårørende med efterfølgende ensomhed og isolation. I en dansk kontekst er der gennemført en del undersøgelser, hvor sårbarhedsbegrebet knyttes an til bestemte grupper i samfundet.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE (3), lægger op til en mere nuanceret forståelse af sårbarhed, hvor sårbarhed og handlekraft anskues som sammenhængende faktorer. Jo mere sårbart, det enkelte menneske er, jo mere ses der et behov for at besidde handlekraft og kreativitet i forsøget på at modsvare eller respondere på den udfordring, livet byder en. F.eks. påpeges det, at man bør modvirke kategoriseringen af ældre personer som stærke eller sårbare og i stedet tilstræbe en individuel tilgang til det enkelte menneske.

Ud over temaet sårbarhed og handlekraft som sammenhængende faktorer arbejder VIVE med yderligere to temaer. Det første refererer til sårbarhed som en tilstand bestående af mange og muligvis samspillende aspekter: fysisk forfald, udsathed, ulighed, skrøbelighed, familie og netværk samt kompensation og pleje. Det andet tema bygger på, at sårbarhed kan smitte. Det betyder, at et familiemedlems sårbarhed kan influere på andre familiemedlemmer, og at familien både kan være en kilde til og et værn mod sårbarhed (3). Rapporten underbygger altså, at sårbarhed ikke kan afgrænses til kun at omhandle det enkelte individ.

Boks 1. To perspektiver på sårbarhed

Etic-perspektivet refererer til normative sociale faktorer som f.eks. økonomi, uddannelse, social og civil status, netværk og familie, som lader det enkelte individ være mere udsat for objektive risikofaktorer og derved være medvirkende til, at personen udsættes for sundheds- eller socialrelaterede problemer, der samtidig øger personens afhængighed af andre.

Eksempler på dette perspektiv er, når den hjemløse, den psykiatriske patient eller patienten med anden etnisk baggrund kategoriseres som sårbar alene ud fra deres baggrund.

Emic-perspektivet relaterer sig til sårbarhed som et selvoplevet fænomen, med andre ord individets egen oplevelse af at være sårbar i forhold til udfordringer rettet mod følelsen af integritet. Eksempelvis kan nogle patienter på trods af en alvorlig dødelig lidelse udtrykke en subjektiv følelse af styrke; de føler sig ikke sårbare eller svækkede.

To perspektiver på sårbarhed

Forsker og sygeplejerske Judith Spiers beskriver sårbarhed ved hjælp af to perspektiver: et "Etic" og et "Emic" perspektiv (2), se Boks 1. Med afsæt i Spiers perspektiver på sårbarhed viser vi i det følgende, hvordan særlige patientgrupper, som ud fra et etic-perspektiv er defineret som sårbare, på forskellig vis kan inkluderes i forskning. De konkrete eksempler vil tage afsæt i de respektive forfatteres egen forskning inden for grupper af patienter, som i forskellige sammenhænge kan beskrives som sårbare. Beskrivelserne vil problematisere forståelsen af sårbarhedsbegrebet: Hvem definerer, hvornår patienten er sårbar? Hvad er med til at definere patienten som sårbar? Og hvornår defineres en patient som sårbar?

Sparsom viden om børn og unge med dobbeltsorg

Jette Marcussen forsker i børn og unge med dobbeltsorg. Hun finder i et integrativt litteraturstudie, at der er sparsom viden om børn og unge, som oplever tab og sorg ved forældres skilsmisse og efterfølgende forældres kritiske sygdom og død. Litteraturstudiet viser, at 36,9 pct. af danske børn under 18 år, som mister en forælder, har skilte forældre. Det dobbelte tab, de oplever, beskrives som dobbeltsorg og kan i et etic-perspektiv være med til at øge børn og unges sårbarhed. Disse børn har 2-4 gange så stor risiko for at udvikle mentale problemer som angst, depression, PTSD og psykoser sammenlignet med børn uden tab (4,5).

Set i et emic-perspektiv knytter de unge deres tab af forældre til en selvoplevet sårbarhed. Kvalitative studier viser, at børn og unge med dobbeltsorg oplever sig isoleret, de er bekymrede for deres fremtid og føler sig ikke forstået af de voksne. Deres selvoplevede sårbarhed medfører øget risiko for problemer med mental sundhed og behov for kompetent støtte fra netværk og sundhedsprofessionelle (4,5).

Jette Marcussen undersøger ovenstående i sin ph.d. "Mentalt sundhedsperspektiv på børns dobbeltsorg ved forældres skilsmisse og forældres død" gennem interview, feltstudie og survey. Studiets fokus er at undersøge, hvordan disse børn og unge beskriver deres selvoplevede dobbeltsorg og de konsekvenser, den kan have for deres trivsel og behov for støtte. Ud over de følelsesmæssige udfordringer, som sorgen indebærer, oplever nogle børn og unge med dobbeltsorg også et tab ved skift af bopæl og dermed tab af geografisk tilknytning til nære relationer og tilknytningspersoner, ny forældremyndighedsperson, ændret økonomisk status og venskabsrelationer (4,5).

Projektet om dobbeltsorg undersøger således både, hvad dobbeltsorg er i et etic-perspektiv, men også børn og unges selvoplevede erfaringer, det vil sige et emic-perspektiv. Hvis professionelle, som arbejder med disse børn og unge, ikke får denne viden, kan det resultere i manglende målrettet støtte til disse børn.

Jette Marcussen viser vigtigheden i at inkludere børn i forskning, selv om de har oplevet massive tab. Dette understøttes af børnekonventionen, som fastslår børns rettigheder til at blive hørt og udtrykke sig frit (6). Med afsæt i emic-perspektivet kan børnene være med til at definere deres sårbarhed, hvilket kan fremme optimal hjælp og støtte fra sundhedsprofessionelle (4,5).

Forskeren i felten er den ubudne gæst

Lisbeth Minet har undersøgt betydningen af et kommunalt tilbud om forebyggende samtaler til ældre efterladte. Formålet var at få indsigt i sundhedsfremmende områder, der kan have betydning for at forebygge komplicerede sorgforløb. I forbindelse med forskningsarbejdet har hun gjort brug af deltagerobservation som metode til at få indblik i de ældres livsverden. Deltagerobservation åbner op for muligheden for at indleve sig i andres liv (7). Som forsker på feltarbejde er man ofte kendetegnet ved at være den ubudne gæst hos dem, der studeres (8). Derfor er forskeren afhængig af andre menneskers villighed til at give forskeren adgang til felten og lade forskeren få del i deres hverdag og liv.

I forskningsprojektet skete kontakten til de ældre efterladte gennem de sundhedsprofessionelle, der foretog forebyggende hjemmebesøg hos de ældre. De sundhedsprofessionelles forhåndskendskab til den ældre efterladte betød, at kontakten til forskeren blev skabt, så den ældre følte sig tryg i mødet med forskeren. Udfordringen ved at anvende sundhedsprofessionelle som bindeled til felten var deres usikkerhed på, om ældre efterladte kunne udsættes for forskning.

Set ud fra et etic-perspektiv opfattes ældre efterladte som tilhørende en sårbar gruppe, hvor specielle hensyn bør tages. Gruppen regnes for særlig udsat, fordi tabet af partner kan medføre sorgfyldte forandringer og hermed øge risikoen for mistrivsel (9,10). Der er behov for særlig omsorg til sårbare grupper, som opfattes som svækkede, hvor udefrakommende påvirkninger kan være en trussel mod deres velbefindende, og de derfor skal værnes mod dette. Når de sundhedsprofessionelle i kommunen anså de ældre efterladte som en gruppe med brug for særlig omsorg, kan de opfattes som kulturelle bærere af forståelsen af sårbarhed i et etic-perspektiv.

Lisbeth Minet var på deltagerobservation hos en 72-årig enkemand, som havde samtale med en sundhedsprofessionel om sit tab og hverdagsliv uden hustruen. Manden oplevede problemer med at reetablere en hverdag og opretholde kontakt til omgivelserne. Han følte sig sårbar i situationer, hvor hustruen, da hun levede, havde taget styringen.

Deltagerobservationen bidrog med vigtig viden om, hvordan sårbarhed ud fra et emic-perspektiv knyttes til bestemte situationer af mandens liv, og at samtale om en selvoplevet sårbarhed kan være med til at styrke reetablering af en meningsfuld hverdag. Casen understreger vigtigheden af, at deltagerobservation også foregår under svære livsomstændigheder.

Den terminale patient anskues som sårbar

De mennesker, som er indlagt på hospice, er præget af komplekse problemstillinger af fysisk, psykisk, social og/eller eksistentiel art og har kun forventet kort levetid (11). Mange vil være fysisk udmattede, sengeliggende, vemodige og afhængige af pleje og omsorg. Med et etic-perspektiv vil disse mennesker uvægerligt kunne anskues som sårbare.

I Lene Moestrups ph.d.-projekt (12) om, hvordan mennesker indlagt på hospice forholder sig til eksistentielle aspekter som død, tro og mening med livet, bidrog dette etic-perspektiv til etiske overvejelser i forhold til studiets kvalitative design.

Lene Moestrup henholdt sig her til, at designet imødekom etiske principper for kvalitativ forskning med mennesker tæt på døden. Principper, der indebærer, at forskeren opretholder en holistisk og respektfuld indstilling til deltagerne, og at undersøgelsen bliver udført i tæt samarbejde med disse (13). Desuden søgte Lene Moestrup under observationer og i interview at benytte sig af situationel etik, hvor forskerens intuition, moral, viden og teoretiske indsigt i det empiriske felt giver en fornemmelse af, hvordan det er rigtigt, ansvarligt og menneskeligt at agere (14,15).

Fik mulighed for at sætte spor

Efterfølgende refleksioner over studiets proces viste, at deltagerne uanset fysisk eller psykisk skrøbelighed havde stor interesse i at deltage, idet de fik mulighed for at sætte spor og give vigtige erfaringer videre. Desuden var selve interviewet ofte en positiv oplevelse, hvor deltagerne kunne tale om deres tanker med en interesseret lytter. I interviewene talte deltagerne ikke om sårbarhed, men om livet tæt på døden; et liv der kunne indebære sorg, vemod, bekymringer og smerter, men også en glæde ved det liv, der var tilbage. Flere fortalte, hvordan den respektfulde tilgang, de mødte på hospice, bidrog til, at de kunne fokusere på og nyde meningsfulde aspekter i hverdagslivet. Nogle havde imidlertid også triste erfaringer fra sygehuset, hvor de havde oplevet isolation og en uværdig behandling; oplevelser, der kunne føre til ensomhed og måske ønsket om en snarlig afslutning på livet.

Den selvoplevede sårbarhed svarende til et emic-perspektiv er således ikke statisk. Den er under konstant forandring og kan bl.a. styrkes gennem sundhedspersonalets og forskerens omsorg og ikke mindst respektfulde og medinddragende tilgang.

Sprogbarrieren har betydning for forskning

Dorthe S. Nielsen har igennem de sidste otte år forsket i tværkulturel sygepleje og indvandrermedicin. Det er veldokumenteret, at indvandrere og flygtninge har ringere adgang til både udredning, forebyggelse, behandling og efterbehandling end andre patienter (16). Desuden ekskluderes indvandrere, som ikke taler dansk, ofte fra store populationsundersøgelser, f.eks. spørgeskemaundersøgelser og interview (17,18).

Dorthe S. Nielsen har i sin forskning fokus på betydningen af sprogbarrierer og livshistorie. For mange rummer livet oplevelser med krigshandlinger, seksuelle overgreb, vold, tortur osv., hvilket får betydning for mødet med sundhedsvæsenet. Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD) udgør endnu en risiko for, at patienter med flygtningebaggrund opfattes som sårbare alene ud fra et etic-perspektiv. De nævnte faktorer er med til, at patienter med minoritetsbaggrund ofte ekskluderes fra videnskabelige undersøgelser, hvilket medfører, at der i mange forskningsprojekter kun produceres en form for halvny viden.

For at sikre, at patienter med etnisk minoritetsbaggrund inkluderes i forskning og får samme adgang til sundhedsfaglige ydelser som etnisk danske patienter, er det afgørende, at man forstår hinanden. Derfor bør forskeren først og fremmest tage hensyn til mulige sprogbarrierer og sikre en god og kompetent tolkning (19,20). At være fremmed i det danske sundhedsvæsen kan på mange måder opleves som sårbart af flygtningen selv ud fra et emic-perspektiv og være med til at skabe misforståelser i mødet med sundhedsvæsenet. En patient udtrykte det således:

"I Danmark er der tryghed, men der føler jeg mig utryg, i Irak var der utryghed, men der følte jeg mig tryg."

Patientens selvoplevede sårbarhed bliver derfor vigtig at få afdækket. Som en anden patient beskrev det:

"Jeg føler mig både svag og stærk pga. af alle de ting, jeg har oplevet, men lige nu er jeg som en gammel læderfodbold, der er blevet sparket til hele livet."

Ovenstående citater underbygger, at emic-perspektivet kan rumme et komplekst billede af patientens egen oplevelse af sin situation, men også afdække ressourcer, som kan have afgørende betydning i både en forskningsmæssig og i en klinisk sammenhæng. Ved at anerkende sprogbarrierer og ved en kulturel kompetent tilgang til patienten (21,22) bliver det muligt at inkludere patienter med anden etnisk baggrund i forskning og få afdækket de forskellige og ofte mangeartede oplevelser af sårbarhed, der eksisterer i det enkelte menneskes liv.

Familier, hvor en er ramt af hjertesvigt, oplever social isolation

Barbara Voltelen har forsket i familiers håndtering af hjertesvigt. Patienter med hjertesvigt kan ud fra et etic-perspektiv anskues som potentielt sårbare på baggrund af både symptomer og den relativt høje dødelighed. Symptomerne udgør en udfordring ikke blot for patienten, men også for den nærmeste familie, som kan opleve social isolation og nedsat livskvalitet og dermed risiko for øget sårbarhed, idet deres liv påvirkes både på det individuelle og på det familiemæssige plan (23,24).

Familiens udfordringer er undersøgt gennem familieinterview, hvor informanterne, dvs. patient, partner eller andre nære relationer, får mulighed for at fortælle om deres oplevelser og erfaringer til hinanden. Cirkulære spørgeteknikker under interviewet hjælper informanterne til at skabe en familiefortælling om det oplevede liv, når en i familien er syg. Familieinterviewet kan dels give nye indsigter for informanterne, dels kan det opleves som mindre belastende for den alvorligt syge, hvis familiemedlemmerne er til stede, fordi de kan supplere, så patienten ikke skal tale hele tiden (25). Citat fra et familieinterview med ægtefæller i 70-års alderen (24):

Bodil: "Ja, det er da rigtigt, de samtaler, vi havde med sygeplejersken, betød, at jeg kom lidt mere med i billedet."

Søren: "Jeg forsøger at lade være med at snakke sygdom hele tiden, men det er svært, og Bodil bliver overdænget med sygdomssnak."

Citatet giver et indblik i, hvordan parret er udfordret både i deres parforhold, men også individuelt som konsekvens af sygdommen, fordi Sørens sygdom kommer til at fylde så meget, at der ikke længere er plads til Bodils lidelser. En sårbarhed, der bliver relevant at få afdækket i en klinisk kontekst, så pleje og behandling optimeres under hensyntagen til både patient og families oplevelse af ressourcer og sårbarhed. Barbara Voltelen finder derfor, at familieperspektivet er vigtigt at inddrage i forskning, fordi vi derved kan opnå en bredere forståelse af, hvordan sårbarhedsbegrebet udvides til ikke kun at knytte sig til det enkelte menneske, men relaterer sig til og er afhængigt af samværet med andre i familien (26). Desuden skaber familieinddragelse i forskningen mulighed for at inkludere mennesker, der ellers kunne være i risiko for at blive ekskluderet pga. antagelser om sårbarhed ud fra et etic-perspektiv.

Debat
  • Hvordan benytter I ordet "sårbar" på jeres arbejdsplads?
  • Hvilken definition på ordet anvender I?
  • Giv eksempler på forskning, der ekskluderer patienter på baggrund af epic- eller emic-perspektivet.

Risiko for stigmatisering

I denne artikel har vi forsøgt at vise, at forskellige forskningsmetoder kan være med til at anskueliggøre en mere nuanceret forståelse af sårbarhedsbegrebet. I den hidtidige forskning ses en tendens til at kategorisere mennesker i særlig udsatte situationer som værende sårbare, hvorfor der påkræves en bestemt håndtering. At definere mennesker som sårbare kan have konsekvenser for den enkelte og for den forskning, der bedrives. Der er en risiko for stigmatisering, når der forskes uden om særlige patientgrupper. Ved at kategorisere grupper af patienter som sårbare ud fra et etic-perspektiv bliver forskeren den, som bestemmer, hvad sårbarhed er, og dermed risikerer man at ekskludere enkelte patientgrupper og udforme en skævvridning af forskningens genstandsfelt og produktion af viden.

I artiklen argumenteres der således for værdien af at se på sårbarhedsbegrebet både ud fra et emic-perspektiv, hvor den enkeltes selvoplevede sårbarhed er i fokus, og ud fra et etic-perspektiv, hvor de forskellige risikofaktorer inddrages. I en sundhedsvidenskabelig kontekst er det derfor vigtigt med et bredt teoretisk perspektiv på sårbarhed for at kunne afdække menneskers livsbetingelser. Sårbarhed i et emic-perspektiv giver sundhedsvidenskabelig forskning potentiale for at generere viden af en anden art end den almene normgivne forståelse af sårbarhed og derved en bredere forståelse for menneskets unikke livsverden.

Et bredt perspektiv på sårbarhedsbegrebet vil ikke i sig selv sikre, at alle grupper i samfundet automatisk bliver inkluderet i forskning. Ligeledes kan der være udfordringer forbundet med udforskning af svære livsomstændigheder. Derfor må forskeren med respekt for det enkelte menneskes integritet overveje, hvordan forskellige forskningsmetoder og tilgange anvendes for at give adgang til menneskets livsverden.

english abstract

Nielsen DS, Minet LR, Moestrup L, Voltelen B, Marcussen J.

Vulnerability as a particular challenge in research

Fag & Forskning 2018;(4):56-61.

Drawing on various perspectives on vulnerability, the object of this article is to indicate how particular patient groups, defined as vulnerable in various ways, can be included in research. The specific examples draw on the respective authors’ own research within groups of patients, who, in differing contexts, may be described as vulnerable, and for that reason may also in certain contexts be excluded as research subjects. The focus is on how different research methods can be applied in detecting vulnerability within children coping with dual-process grief, elderly persons who have suffered bereavement, terminally ill patients, patients with minority ethnicity, and families living with chronic illness.

Keywords: Vulnerability, research, exclusion, research methods.

Dorthe Susanne Nielsen

Dorthe Susanne Nielsen
Sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d., lektor og docent ved Afdelingen for Anvendt Sundhedsforskning, University College Lillebælt, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital og Center for Global Sundhed, Syddansk Universitet.

dorthe.nielsen@rsyd.dk

Lisbeth Rosenbek Minet

Lisbeth Rosenbek Minet
Fysioterapeut, ph.d., lektor, Forskningsenheden for Rehabilitering, Klinisk Institut, Syddansk Universitet, Rehabiliteringsafdelingen, Odense Universitetshospital, Afdelingen for Anvendt Sundhedsforskning, University College Lillebælt.

Lene Moestrup

Lene Moestrup
Sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d., lektor ved Afdeling for Anvendt Sundhedsforskning/Sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg, University College Lillebælt.

Barbara Voltelen

Barbara Voltelen
Sygeplejerske, ph.d., lektor. Afdelingen for Anvendt Sundhedsforskning, University College Lillebælt.

Jette Marcussen

Jette Marcussen
Sygeplejerske, ph.d.-studerende, OPEN, Klinisk Institut, Syddansk Universitet, Afdelingen for Anvendt Sundhedsforskning, University College Lillebælt.

Referencer

1. Grabovschi, C, Loignon, C, Fortin M. Mapping the concept of vulnerability related to health care disparities: A scoping review. BMC Health Services Research 2013;(1):94. 2. Spiers, J. (2000). New perspectives on vulnerability using emic and etic approaches. Journal of Advanced Nursing 2000;31(3),715-21. 3. Wiuff MB, Grøn L. Sårbarhed og handlekraft. Borgere og praktiserende lægers forståelse og italesættelse af sociale forskelle i sygdom og sundhed 2009. 4. Marcussen J, Hounsgaard L, Thuen F, Bruun P. Børn og unge i dobbeltsorg kræver særlig støtte. Fag Forskning 2016;3(4):38-46. 5. Marcussen J, Thuen F, Bruun P, Hounsgaard L. Parental divorce and parental death – an integrative systematic review of children’s double bereavement. Clinical Nursing Studies 2015;3(4):103-11. 6. Bekendtgørelse af FN-konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder. 1992. 7. Hastrup K. Introduktion. In Kirsten Hastrup (Ed.), Ind i verden: En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzels Forlag 2010. 8. Berdahl D. Mixed devotions: Religion, friendship, and fieldwork in postsocialist Eastern Germany. In De Soto, Hermine & Dudwick, Nora (Ed.), Fieldwork dilemmas: Anthropologists in the postsocialist states, 2000:172-94. Wisconsin: The University of Wisconsin Press; 2000. 9. Sundhedsstyrelsen. Forebyggelse på ældreområdet – håndbog til kommunerne. København: Sundhedsstyrelsen 2015. 10. Victor, CR, Scambler SJ, Bowling A, Bond J. The prevalence of, and risk factors for, loneliness in later life: A survey of older people in Great Britain. Ageing & Society 2005;25(6):357-75. 11. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for den palliative indsats. København: Sundhedsstyrelsen 2011. 12. Moestrup L. I dødens nærvær – en kvalitativ undersøgelse af, hvordan patienter på hospice og deres pårørende forholder sig til eksistentielle aspekter i et liv tæt på døden. Ph.d.-afhandling Syddansk Universitet. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet 2015. 13. Seymour JE, Ingleton C. Ethical issues in qualitative research at the end of life. International Journal of Palliative Nursing 2015;11(3):138-46. 14. Tjørnhøj-Thomsen T, Whyte SR. Fieldwork and participant observation. In Koch L, Vallgårda S (Eds.), Research methods in public health. København: Gyldendal Akademisk 2008. 15. Tjørnhøj-Thomsen, T. Samværet: Tilblivelser i tid og rum. In Kirsten Hastrup (Ed.), Ind i verden: En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzel 2010. 16. Norredam ML, Nielsen AS, Krasnik A. Migrants’ access to healthcare. Dan Med Bull 2007;54(1):48-9. 17. Nielsen SS., Hempler NF, Krasnik A. Issues to consider when measuring and applying socioeconomic position quantitatively in immigrant health research. International Journal of Environmental Research and Public Health 2013;10(12):6354-65. 18. van den Muijsenbergh M, Teunissen E, van Weel-Baumgarten E, van Weel C. Giving voice to the voiceless: How to involve vulnerable migrants in healthcare research. The British Journal of General Practice: The Journal of the Royal College of General Practitioners 2016;66(647):284-85. doi:10.3399/bjgp16X685321. 19. Sodemann M, Itani N, Khalil M. Language skills and level of experience among arabic-speaking healthcare interpreters in Denmark; an explorative study. Diversity and Equality in Health and Care 2017;14(6):283-89. 20. Hadziabdic E, Albin B, Heikkilä K, Hjelm K. Family members’ experiences of the use of interpreters in healthcare. Primary Health Care Research & Development 2014;15(2):156-69. 21. Papadopoulos I. The Papadopoulos, Tilki and Taylor model of developing cultural competence. Transcultural Health and Social Care 2006. Development of Culturally Competent Practitioners:7-24. 22. Papadopoulos I, Tilki M, Lees S. Promoting cultural competence in healthcare through a research-based intervention in the UK. Diversity in Health & Social Care 2004;1(2):107-15. 23. Luttik ML, Blaauwbroek A, Dijker A, Jaarsma T. Living with heart failure: Partner perspectives. The Journal of Cardiovascular Nursing 2007;22(2):131-37. doi:00005082-200703000-00010. 24. Voltelen B. Family system nursing intervention: Nurses’ experiences and its impact on heart failure families’ readjustment processes: A qualitative process evaluation, Ph.d. thesis, Klinisk Institut, Syddansk Universitet 2016. 25. Norlyk A, Haahr A, Hall E. Interviewing with or without the partner present? – an underexposed dilemma between ethics and methodology in nursing research. Journal of Advanced Nursing 2016;72(4):936-45. 26. Voltelen B, Konradsen H, Østergaard, B. Ethical considerations when conducting joint interviews with close relatives or family: An integrative review. Scandinavian Journal of Caring Sciences 2017;(October):1-11.

 

Fem forskningsprojekter taler for, at forskere øger inklusionen af såkaldt sårbare patienter i deres forskningsprojekter.
56-61
2018
4
Fagligt Ajour
Forskning
Patient
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Forskning i sygepleje
Patient
Magazine tags  Fagligt Ajour Web article 

Lang rejse ud af overforbruget

Lena Jæger og Maria Brunkbjerg Jepsen

De sidder ved et lille rundt bord, og de har lige talt lidt sammen om løst og fast. Så ser sygeplejersken ned i en mappe foran sig.

"Ja, jeg har jo nogle ting, som jeg skal spørge dig om, så jeg kigger ned i mine papirer en gang imellem," siger hun. Patienten nikker. Det er helt i orden.

"Ved du, hvad MOH er," spørger sygeplejersken så.

Det ved patienten godt. Hun fik en god orientering, da hun som første trin på rejsen ud af medicinoverforbruget skulle indlægges på døsekur. Hun nikker igen.

"Ved du også, at det er den tredjehyppigste hovedpinesygdom? Så du er altså ikke alene om det her."

Patienten smiler. Det er rart ikke at være alene. Men hun er noget overrasket over, at det er så almindeligt. Og hun er helt indstillet på, at nu skal der gøres noget ved det.

Parterne skal opbygge gensidig tillid

Vi er på Hovedpineklinikken på Neurologisk Ambulatorium på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Dette er første lektion ud af seks, og der er en god stemning mellem patient og sygeplejerske. Den næste time skal de stille og roligt tale sammen om overforbrugshovedpine, MOH. På denne første lektion skal der opbygges tillid mellem parterne, så de bliver sparringspartnere i behandlingen af MOH. Det virker, som om denne tillid allerede er der.

De seks lektioner med motiverende samtaler er ny praksis på klinikken. En praksis, der er udviklet som led i sygeplejerske og ph.d.-studerende Louise Schlosser Moses forskningsprojekt. Efter dette projekt er det nærmest en uddannelse at håndtere hovedpinen, så tilbagefald til et overforbrug af medicin kan undgås. En hjælp undervejs gennem en udfordrende periode, der indledes med tre måneder helt uden hovedpinemedicin.

"Nu er sløret væk"

Lena Jæger og Maria Brunkbjerg Jepsen er sygeplejersker på Hovedpineklinikken i Esbjerg, og de er glade for den ny praksis med at uddanne og hjælpe til at motivere patienterne, så de ikke igen "falder i" og igen optrapper brugen af hovedpinemedicin.

"Patienterne er også glade for det, og de er glade for at komme ud af overforbruget. Når de kommer til omkring femte lektion, hører vi gang på gang patienter sige, at "nu er tågen lettet", eller "nu er sløret væk". De oplevede ikke, at der var tåge eller slør før, men når det er væk, kan de se, at det har været der," forklarer Lena Jæger.

"Ja, mange af vores MOH-patienter fortæller, at de altid har haft medicin med sig i tasken, i bilen, på arbejde osv. Nogle bliver chokeret over, hvor meget deres overforbrug har fyldt for dem," tilføjer Maria Brunkbjerg Jepsen.

Fra opfølgningsspørgeskema efter 36 uger

Der gives værdier ved hver af copingstrategierne, hvor 0 er aldrig, og 6 er altid:

Når jeg har ondt,

  • forsøger jeg at tage afstand til smerten, næsten som om smerten fandtes i en andens krop.
  • går jeg i byen og gør noget som f.eks. at gå i biografen eller at købe ind.
  •  prøver jeg at tænke på noget behageligt.
  • tænker jeg ikke på det som smerte eller som noget, der gør ondt, men snarere som en dump eller en varm fornemmelse.
  • er det forfærdeligt, og jeg føler, at det aldrig vil blive bedre igen.
  • siger jeg til mig selv, at jeg skal være tapper og blive ved til trods for smerten.
  • læser jeg.
  • siger jeg til mig selv, at jeg kan overvinde smerten.
  • tæller jeg for mig selv eller lader en melodi løbe gennem hovedet.

Kilde: Moore R, Brødsgaard I. Cross-cultural investigations of pain in: Crombie I, K., Croft P, R., Linton S, J., et al., eds. Epidemiology of pain. Seattle: WA: IASP Press 1999:53-80.

Når de to sygeplejersker gennemfører uddannelsen, er det enten i form af individuelle samtaler eller som gruppesamtaler med omkring fem patienter. Det er op til patienten, hvad han eller hun foretrækker. I gruppesamtalen varer en lektion halvanden time, i den individuelle en time.

Maria Brunkbjerg Jepsen fremhæver, at det er vigtigt at hjælpe til at fremme patientens motivation til at ændre vaner og adfærd i håndteringen af hovedpinen: "Det er patienten, der skal definere, hvordan de kan flytte fokus ved at ændre vaner og ved at finde noget af det frem, der kendetegnede dem før hovedpinen. De skal se mening i de ting, der arbejdes med, og det kan de, når det er problemstillinger fra deres egen hverdag, som de selv har defineret," forklarer hun.

Og Lena Jæger supplerer: "Ja, vi hjælper patienten til at fokusere på værdier og ressourcer: Hvad er vigtigt for dig? Og nogle bliver ret berørte under den proces, fordi hovedpinen har fyldt så meget, at det har skygget for alt andet."

"Ja, jeg havde jo faktisk en gang humor"

I en af lektionerne arbejdes der med værdikort. Der er værdier som "humor", "pligtopfyldelse" osv. Her er det, patienter kan blive berørte og måske gøre opmærksom på, at de jo faktisk en gang var kendt for at have masser af humor. Den er bare blevet presset i baggrunden af hovedpinen.

"Så kan det være, at patienten næste gang kommer og siger, at nu har han eller hun fundet humoren frem igen på trods af hovedpinen," siger sygeplejerskerne samstemmende.

Det omfattende materiale til uddannelsen udarbejdet af forskeren består for hver af de seks sektioner af papirer opdelt i fire afsnit: Emner, indhold, sygeplejerskens rolle samt teori fra Den Motiverende Samtale. Undervejs guides sygeplejersken, så det bliver den enkelte patients egen situation, ressourcer, værdier, ønsker og drømme for fremtiden, det handler om. Dermed kan adfærd og vaner påvirkes, så hovedpinen ikke får lov til at styre patientens liv.

De to sygeplejersker oplever en umiddelbar positiv reaktion fra patienterne under uddannelsen, og for dem er det en stor tilfredsstillelse og et privilegium at have været med i forskningsprojektet og fremover at kunne bruge patientuddannelsen i behandlingen af MOH og i forebyggelsen af tilbagefald:

"Det gør det nemmere at hjælpe patienterne, også på længere sigt. Vi kan jo altid senere henvise til f.eks. forandringshjulet, som vi sammen så på og snakkede om under patientuddannelsen," siger Lena Jæger.

Maria Brunkbjerg Jepsen nikker:

"Det giver os så meget personligt og fagligt, og det giver os så mange muligheder i vort arbejde med patienterne."

Læs også: Den onde cirkel skal brydes

Forandringshjulet kan ses hos …

J.O. Prochaska og C.C. DiClemente, 1986: Toward a comprehensive model of change.

 

Når patienter sætter ord på, hvordan deres forbrug af hovedpinemedicin er blevet til et overforbrug, er svaret ofte det samme: ”Jeg skal jo overleve.”
10-11
2018
4
Ny Praksis
Forskning
Patient
Smerte
Øvrige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Forskning i sygepleje
Kroniske smerter
Patient
Smerter
Magazine tags  Ny praksis Web article 

Den onde cirkel skal brydes

Hvad gør danskerne, når de har hovedpine? De tager i vid udstrækning hovedpinepiller, der som håndkøbsmedicin er lettilgængelige i enhver dagligvarebutik. Problemet er, at forbruget af hovedpinepiller kan blive til overforbrug og i sig selv være årsag til hovedpinen.

Louise Schlosser Mose.
Forebyggende medicin mod hovedpine virker ikke, hvis hovedpinen overtrumfes af en medicinoverforbrugshovedpine. Derfor er det afgørende at få bugt med den, så den oprindelige hovedpine kan behandles, siger sygeplejerske og forsker Louise Schlosser Mose.
Foto: Ole Joern
"Faktisk er hovedpine som følge af medicinoverforbrug, MOH, den tredjemest udbredte efter spændingshovedpine og migræne. Op mod to ud af tre nyhenviste, som kommer på Hovedpineklinikken i Esbjerg, opfylder diagnosekriterierne for MOH," fortæller sygeplejerske og forsker, Louise Schlosser Mose.

"Jeg og mine kolleger har som sygeplejersker på klinikken oplevet det som frustrerende, at hovedpine som følge af medicinforbruget ofte har skygget for den oprindelige hovedpine. Jeg plejer at sammenligne det med et æg, hvor blommen er den oprindelige hovedpine, mens hviden er den hovedpine, overforbruget af medicin har medført. For at komme til blommen må hviden jo først fjernes," forklarer Louise Schlosser Mose.

Definition af medicinover-forbrugshovedpine

MOH er en kronisk hovedpine (≥15 dage/måned) betinget af et indtag af symptomatisk og/eller migræneanfaldsmedicin i ≥15 dage/måned for simple analgetika/NSAID eller indtag ≥10 dage/måned af triptaner, ergotaminer, opioider eller kombination af præparater igennem en tre måneders periode. Hovedpinen må ikke bedre kunne tilskrives andre ICHD-diagnoser.

Samtale afløser døsekur

Behandling for MOH kræver tre måneder helt uden smertestillende midler. Nogle patienter kan fra dag til dag lægge pillerne, andre har behov for en uges indlæggelse, en såkaldt døsekur, hvor de får et præparat, der får dem til at døse en del af tiden. Herefter er der samtaler med en hovedpinesygeplejerske eller en neurologisk læge hver tredje måned.

Oftest består behandlingen af både farmakologisk og ikke-farmakologiske elementer. I den ikke-farmakologiske del indgår typisk uddannelse/undervisning af patienterne. Der er imidlertid rent forskningsmæssigt ikke klar evidens for, hvad uddannelsestilbuddet skal indeholde for at have størst mulig effekt på hovedpinen og for at reducere tilbagefald. Så da Louise Schlosser Mose var færdig med sit kandidatstudie, valgte hun at tage emnet op i et ph.d.-studie.

"Det lå lige til højrebenet," som hun siger.

Louise Schlosser Mose ville undersøge, hvordan der kunne udvikles en egentlig patientuddannelse over flere sessioner, så man ved at arbejde psykologisk og motiverende med vaner og adfærd kunne hjælpe patienten til at leve med hovedpinen på en måde, så hovedpinebyrden blev reduceret og risikoen for tilbagefald til medicinoverforbrugshovedpine mindre. Det skulle være en patientuddannelse, der umiddelbart kunne implementeres i klinikkens praksis.

Motivationen er det vigtigste element

"Uddannelsen skulle bygge på kommunikationsredskaberne fra Den Motiverende Samtale. Ikke noget med "at fixe det" for patienten ved at foreslå en hel masse, nej patienten skal selv komme med input, der vil være gode at benytte for netop ham eller hende. Det er således motivationen, der er det vigtigste element i patientuddannelsen," siger Louise Schlosser Mose.

Hun iværksatte et randomiseret kontrolleret studie med 98 MOH-patienter. Alle er tilknyttet Hovedpineklinikken på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og mellem 18 og 65 år. De var inkluderet i projektet i 36 uger. Halvdelen modtog standardbehandling, den anden halvdel fik såvel standardbehandling som en patientuddannelse, udviklet af Louise Schlosser Mose.

Fakta
  • Forskningsprojektet "Medicinoverforbrugshovedpine: Effekten af patientuddannelse som en del af behandlingen" har strakt sig over perioden 2015-2018.
  • Sygeplejerske, cand.scient.san., Louise Schlosser Mose, har gennemført sin ph.d.-forskning under Enhed for Sundhedsfaglig forskning ved Sydvestjysk Sygehus.
  • Forskningsprojektets patientuddannelse har taget udgangspunkt i den evidensbaserede samtalemetode, Motiverende Samtale, udviklet af psykologerne Miller og Rollnick.
  • 98 patienter deltog i et randomiseret kontrolleret studie. Alle fik den hidtidigt benyttede standardbehandling for MOH, mens den ene halvdel derudover var allokeret til at modtage patientuddannelse over seks lektioner som gruppesamtale eller individuel samtale efter eget valg.
  • Resultaterne viser, at anvendte copingstrategier opleves som mere effektive til at kontrollere hovedpinen, og at patienterne anvender uddannelsesredskaberne til vaneændring og i deres hovedpineadfærd efterfølgende. Uddannelsen er nu under implementering i Hovedpineklinikkens praksis.

"De patienter, der under studiet skulle have patientuddannelse, blev igennem seks sessioner motiveret til forandringer, der gør det nemmere for dem at håndtere hovedpinen uden at falde tilbage til at klare den med for megen medicin," fortæller Louise Schlosser Mose.

Patienterne førte en hovedpinekalender, og alle fik undervejs gennem de 36 uger tre gange spørgeskemaer: I starten, efter 16 uger og til slut. Spørgsmålene handlede bl.a. om antal dage med hovedpine og hovedpinens intensitet, fysisk aktivitetsniveau, patienttilfredshed mv.

Et redskab til at leve med hovedpinen

"Der blev også spurgt ind til copingstrategier og dermed til, hvordan den enkelte håndterede hverdagen med hovedpine. Vi kunne konstatere, at antallet af dage med hovedpine var reduceret, men ikke mere end for dem, der kun havde fået standardbehandlingen. Til gengæld tegner der sig et billede af, at patienterne, der havde modtaget uddannelsen, oplever, at de bedre kan kontrollere hovedpinen. Uddannelseseffekten er svært målbar, men spørgeskemaerne giver et mere positivt billede vedrørende egen opfattet effektivitet af copingstrategier hos dem, der har fået patientuddannelsen," siger Louise Schlosser Mose.

Uddannelsen er efter studiet nu under implementering som en del af tilbuddet i hovedpineklinikken, og der skal senere følges op på, hvilken effekt det har på den langsigtede tilbagefaldsrate. Under alle omstændigheder giver patienterne udtryk for, at de har fået nogle redskaber til at håndtere og leve med hovedpinen uden smertestillende medicin.

Målet med forskningen var at udvikle og teste et uddannelsesforløb for patienter baseret på en sundhedspædagogisk kommunikativ ramme, som kunne implementeres direkte i klinikken. Det lykkedes og vil fremover komme klinikkens patienter til gode og bidrage til behandling af MOH, så der kan tages fat på det egentlige: Årsagen til den hovedpine, der førte til overforbruget af hovedpinemedicin.

Læs også: Lang rejse ud af overforbruget

Referencer

Miller WR, R.S., Motivational interviewing. Preparing people to change addictive behavior. 1991, New York: Guilford press. Headache Classification Committee of the International Headache Society (IHS) The International Classification of Headache Disorders, 3rd edition. Cephalalgia: an international journal of headache 2018;38(1):1-211. doi: 10.1177/0333102417738202 Evers S, Marziniak M. Clinical features, pathophysiology, and treatment of medication-overuse headache. The Lancet Neurology 2010;9(4):391-401. doi: 10.1016/s1474-4422(10)70008-9 Andrasik F, Buse DC, Grazzi L. Behavioral medicine for migraine and medication overuse headache. Current pain and headache reports 2009;13(3):241-8 de Goffau MJ, Klaver ARE, Willemsen MG et al. The Effectiveness of Treatments for Patients With Medication Overuse Headache: A Systematic Review and Meta-Analysis. The journal of pain: official journal of the American Pain Society 2017;18(6):615-27. doi: 10.1016/j.jpain.2016.12.005

Patientuddannelse kan hjælpe patienter til at håndtere hovedpinen uden at falde tilbage til det medicinske overforbrug.
8-9
2018
4
Ny Praksis
Forskning
Patient
Smerte
Uddannelse
Øvrige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Forskning i sygepleje
Kroniske smerter
Patient
Smerter
Magazine tags  Ny praksis Web article 

Placeboeffekt kan tænkes ind i klinisk praksis

Lene Vase placeboeffekt

Placebo placeboeffekt hjerne

Placeboeffekt

Placeboeffekt er den målte forskel i symptomer, f.eks. smerte, mellem en gruppe patienter, der modtager placebobehandling, og en anden gruppe, der ikke modtager behandling.

Studier har vist, at relationen til sygeplejersken – eller en anden sundhedsperson – samt forventninger til behandlingen påvirker størrelsen af denne placeboeffekt.

Nogle medicinske behandlinger og visse hjerte-, knæ- og skulderoperationer har vist sig ikke at have anden effekt end selve placeboeffekten – altså den bedring, som hænger sammen med relationen mellem patient og behandler og patientens forventninger til behandlingen.

Kilde: Doktorafhandlingen "Can insights from placebo and nocebo mechanism studies improve the randomized controlled trial?" af dr.med. Lene Vase.

Placeboforsker, dr.med. Lene Vase valgte at skrive om placebomekanismer, da hun skulle skrive sit speciale på psykologistudiet. Men hun fandt hurtigt ud af, at forskning på området var meget begrænset herhjemme. Derfor rejste hun til USA for at blive en del af Donald Prices forskningsgruppe – en af få forskningsgrupper på området dengang omkring år 2000.

Her var hun med ved roret under den nyeste forskning, da man f.eks. første gang begyndte at scanne hjernen på raske patienter for at undersøge placeboeffekterne. Samtidig samlede hun data til sin kommende ph.d. om placeboeffekter hos kroniske smertepatienter. Og nu, hvor hun er vendt hjem igen, er hun så dykket endnu dybere ned i det stadig ret ukendte område og har erhvervet sig ny viden. Viden, som både har til formål at gentænke medicinalfirmaernes test af ny behandling, men også at optimere effekten af behandlingen i klinisk praksis. 

Betydning for klinisk praksis

I sin doktorafhandling har hun undersøgt den psykologiske og neurologiske respons hos kroniske smertepatienter, og, som noget nyt, har dette været på tværs af både udefineret smerte og veldefineret smerte. Til manges overraskelse har hun fundet ud af, at placeboeffekter ikke kun spiller en rolle ved de udefinerede smerter som hidtil antaget. De spiller også en rolle ved veldefinerede smerter – og også på tværs af forskellige interventioner som medicin, akupunktur og operationer.

"Placeboeffekter har vist sig at have en stor betydning. Det kan vi med fordel tænke ind i den kliniske praksis," siger Lene Vase, hvis doktorafhandling har titlen "Can insights from placebo and nocebo mechanism studies improve the randomized controlled trial?"

"Placeboeffekter har vist sig at have en stor betydning, som vi med fordel kan tænke ind i den kliniske praksis," siger placeboforsker Lene Vase.
53
2018
11
Placeboeffekt
Forskning
Smerte
Sygepleje-patient-forhold
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Smerter
Web article