Betydning af sygepleje skal dokumenteres

Søg støtte fra Dansk Sygeplejeråds sygeplejefaglige forskningsfond, som støtter ny forskning, der kan dokumentere, om og hvordan sygepleje har betydning for borgere og patienter.

Man kan nu søge støtte fra Dansk Sygeplejeråds sygeplejefaglige forskningsfond. Fonden støtter ny forskning, der kan dokumentere, hvilken betydning sygepleje har for rehabilitering, genindlæggelser og patientsikkerhed.

Det overordnede tema er denne gang ’En sygeplejerske mere giver liv til flere’.

”Vi oplever, at der er stor fokus på behandling af patienterne og den betydning, den har for f.eks. deres overlevelse. Men samtidig er der heldigvis også stigende dokumentation for, at sygepleje har betydning, og det vil vi gerne bidrage til. Altså, at det er vigtigt med nye behandlingsformer, men også at den sygepleje, patienterne modtager, har afgørende betydning, og ikke mindst betydningen af antallet af sygeplejersker,” siger Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Ansøgningsfrist til januar

Forskningsfonden uddeler i denne runde 786.000 kr. Ansøgningsfrist er den 5. januar 2021, hvorefter ansøgningerne behandles af fondens bestyrelse. I løbet af foråret 2021 vil det blive offentliggjort, hvilke ansøgninger der vil modtage støtte.

Læs mere 

Emneord: 
Forskning

Kvinders selvtillid overhaler mænds fra 40 års alderen

Indtil 40-årsalderen har kvinder mindre selvtillid på jobbet end mænd, viser stor undersøgelse. Hvis forskellen skal udjævnes tidligere i karrieren, må kvinder komme tidligere ud af busken, mener kønsforsker Karen Sjørup.

Harvard Business Review offentliggjorde i 2019 en undersøgelse med mere end 8.000 deltagere, som viste, at kvinder starter ud på arbejdsmarkedet med en markant mindre selvtillid end mænd.  Man skulle ellers tro, at det ville virke positivt på selvtilliden, når samme artikel henviser til en anden undersøgelse, der viser, at kvinderne er bedre end mændene på 17 ud af 19 såkaldte ’key leadership capabilities’. Det er kompetencer i f.eks. integritet, ærlighed, evnen til samarbejde, kommunikation og evnen til at udvikle andre. Præcis de kompetencer, det moderne arbejdsmarked efterspørger fra både ledere og medarbejdere. 

Men det er ikke tilfældet. Kvindernes ’selvtillids-score’, når de er i 20’erne,  er hele 60 procent lavere end mændenes.  Men så sker dette: I 30’erne får kvinderne mere og mere selvtillid, mens mændene står stille. I 40 års alderen er forskellen udlignet, og minsandten om ikke kvinderne i 60-årsalderen har fået mere  selvtillid end mændene. 

Drengene fejres

Kønsforsker på RUC Karen Sjørup er ikke i tvivl om, at resultatet af den amerikanske undersøgelse kan oversættes  direkte til skandinaviske forhold, hvor  der er en overrepræsentation af mænd, som overvurderer sig selv og kvinder, som undervurderer sig selv. 

„Hvis der er 10 ting, du skal kunne, så tror mænd, at de kan dem alle 10, mens kvinder tror, de kan to-tre af tingene. Mænd er meget mere konkurrencemindede, og deres succeser er i højere grad blevet fejret af deres forældre, da de var børn,“ siger Karen Sjørup og fortæller, at den norsk-danske socialpsykolog  Harriet Bjerrum Nielsen har påvist,  hvordan drenge i spejderlejre i meget  højere grad bliver rost og fremhævet,  når de kommer hjem fra skoven med brænde og laver bål, end pigerne bliver  i de samme spejderlejre for at lave mere usynlige og selvfølgelige pigeopgaver.

„Det ligner jo til forveksling den måde mange familier har indrettet sig med kvinden, som udfører de daglige indkøb, tøjvasken og madlavningen til hverdag. Manden griller og laver mad til gæster, og står i øvrigt for alt det ekstra, mens alle klapper af ham“, siger Karen Sjørup, som understreger, at hver gang hun taler om køn under ét, så er det generaliseringer, men samtidig også videnskabeligt underbyggede tendenser både fra hendes egen og andres forskning.

Naturlig selvtillid over tid

Når der i den amerikanske undersøgelse spørges ind til, hvor effektive ledere ser sig selv, går samme mønster igen. I de yngre år betragter mændene sig som langt mere effektive end kvinderne. Men  i slutningen af karrieren er billedet vendt på hovedet, og nu er det de kvindelige  ledere, der ser sig selv som mere effektive end de mandlige.

Karen Sjørup mener, der ligger flere forklaringer til grund.

„Den vigtigste er nok den helt enkle, at det er sådan, som tingene fungerer  i praksis. Jeg har mødt mange sygeplejersker og kender personligt en del, der er endt som ledere. Det er meget kompetente kvinder, som kender deres fag til fingerspidserne. De arbejder fremragende sammen med andre, og må mange gange bære lidt over med unge mandlige lægekolleger, som ikke har deres overblik eller erfaring endnu. Høj kompetence og faglig stolthed giver helt naturligt selvtillid over tid,“ siger kønsforskeren.

Endnu en årsag til, at kvindernes selvtillid halter efter i den tidlige karriere er, at de føder børnene. Det kan give dem masser af selvtillid i hjemmet, men ikke nødvendigvis på jobbet, vurderer Karen Sjørup.

„Uanset hvor meget mænd har flyttet sig i retning af at gå højt op i deres børn, er det stadig sådan, at kvindernes fokus ikke kan være helt så arbejdsrettet som mændenes – alene på grund af børnene og alt, hvad der deraf følger. Det vilkår ændrer sig dramatisk netop i 40 årsalderen, hvor børnene bliver store og flytter hjemmefra. Og hvor  kvinderne opnår den samme selvtillid  på arbejdet som mændene.

En træningssag

Derfra kan det gå stærkt. For griber man først ud efter de muligheder, der er for spændende og udfordrende arbejdsopgaver, så stiger selvtilliden. Og med den  stigende selvtillid følger nye udviklende arbejdsopgaver,“ siger Karen Sjørup. 

For ’ham’, der overvurderer sig selv,  kan det være en brat opvågnen til virkeligheden at finde ud af, at han kan mindre, end han troede. Omvendt forholder det sig for ’hende’, der undervurderer sig selv, men finder ud af, at hun kan mere, end hun troede. Erkendelsen føles godt – men kun  et stykke ad vejen. For når et menneske skal forløse et potentiale, der ikke har fået lov til at udfolde sig, så venter der ofte  et arbejde med at gøre op med den angst, som sandsynligvis var det underliggende problem, vurderer Karen Sjørup.

„Hvis der er mange kvinder samlet på ét sted, så har de det med at krybe ned  i en hønsegård sammen. At stå op for sig selv og tage magten ligger ikke lige for. Kvinder uden magt har en tilbøjelighed til at blive sladdervorne, hvilket er en anden form for magt, og en måde at skjule sin egen usikkerhed. Hvis man gør det til en vane, bliver man en hæmsko for sig selv,“ siger Karen Sjørup, der ikke er i tvivl om, at kvinderne har flyttet sig markant mere, end mændene har de sidste 30-40 år.

„Det er endnu en årsag til kvindernes stigende selvtillid. De har arbejdet med sig selv, og det arbejde bærer frugt. Men hvis forskellen i selvtillid mellem mænd og kvinder skal udjævnes tidligere, så handler det om, at kvinderne må komme mere og tidligere ud af busken. Det er det mændene gør,“ siger hun og forklarer, at mænd har det mere naturligt med at tale til en forsamling og komme med indlæg i debatten. Selv kvinder vil generelt helst have mænd som ledere,“ pointerer Karen Sjørup.

„Kvinderne, der er blevet fantastisk gode til den fortrolige samtale på arbejdet, må meget gerne udvikle på deres flair for den strategiske samtale. Og frem for at putte sig, må de gå den modige vej. Nogle mennesker er mere bange for at holde en tale end for at dø. Det er den form for mur, som jeg gerne ville se endnu flere kvinder gennembryde. Og det er en ren træningssag,“ siger hun.

Emneord: 
Forskning

Ny norsk forskning: Sygeplejerskers dårlige arbejdsmiljø øger dødeligheden blandt patienter

Et norsk studie viser, at der er sammenhæng mellem antallet af dødsfald blandt patienter, graden af ledelsesengagement og sygeplejerskernes oplevelse af øget arbejdspres.

Studiet, der er udført i perioden 2010-2012 og publiceret i det medicinske tidsskrift BMJ Open, er baseret på data fra 46.026 patienter med akut hjerteinfarkt, apopleksi og hoftebrud, og 8.800 spørgeskemabesvarelser blandt sundhedspersonalet på de 56 forskellige hospitalsafdelinger, de var indlagt på.

Studiets resultater understøttes af tidligere forskning, der viser, at kvaliteten af plejen påvirkes negativt af øget arbejdspres og ringe arbejdsmiljø. Bl.a. har den amerikanske sygeplejeforsker Linda Aiken med udgangspunkt i NHS, det engelske sundhedsvæsen, påvist, at dødeligheden for patienter stiger med 7 pct., hver gang en sygeplejerske tildeles ansvar for yderligere en patient. Og at hospitaler med gode normeringer har 30 pct. færre infektioner end andre hospitaler.

Behov for mere forskning

Selvom det norske studie fandt, at antallet af dødsfald blandt patienterne steg i takt med sygeplejerskernes oplevede arbejdspres, lider studiet under den svaghed, at man ikke ved, hvor syge patienterne var på tidspunktet for undersøgelsen.

”Nogle patienter dør som følge af deres sygdomme uafhængigt af kvaliteten i plejen. Havde vi haft disse data, kunne vi i højere grad have korrigeret for dette,” siger sygeplejerske Kirsten Brubakk, der er studiets hovedforfatter, til det norske Dagens Medisin.

Studiet, der er en del af hendes ph.d.-arbejde om organisatorisk ulighed i kvalitet og patientsikkerhed, konkluderer da også, at der er behov for yderligere forskning i sammenhængen mellem patientdødelighed og arbejdsmiljø.

”Skal det gå patienterne godt, så kan man ikke øge arbejdsbelastningen,” siger Kirsten Brubakk til Dagens Medisin.

Emneord: 
Forskning
Patientsikkerhed

Journal Club hjælper studerende til at læse forskningsartikler

Valgfaget Journal Club har styrket 20 sygeplejestuderendes interesse for forskning og gjort dem i stand til at læse og vurdere en peer reviewed-artikel med hjælp fra deres underviser på UC Diakonissestiftelsen.
Sygeplejestuderende fra UC Diakonissestiftelsen fremlægger deres resultater af arbejdet med en forskningsartikel. Tilhørerne forbereder feedback og feedforward.
Foto: Nikolaj Linares

De bærbare computere står skærm ved skærm på bordene i undervisningslokalet, og 20 sygeplejestuderende diskuterer det, de læser. De er opdelt i fire grupper, og denne formiddag skal de beslutte sig for at tage en af 15 mulige forskningsartikler under grundig behandling.

Gennem en to-siders ordbog, der oversætter forskningstermer i de specifikke artikler fra engelsk til dansk og to udførlige hjælpeark, skal de finde ud af:

  • hvad artiklen handler om
  • om artiklen er baseret på et kvantitativt eller et kvalitativt design
  • hvilken metode, der er anvendt
  • hvilke resultater artiklen beskriver
  • artiklens betydning for praksis.

Undervisningsmaterialet til valgfaget Journal Club, som det hedder, er udarbejdet af Mette Kildevæld Simonsen, som er sygeplejerske og ph.d. og som underviser de 20 4.-semesterstuderende.

Kravet om at arbejde forsknings- og udviklingsbaseret i professionspraksis er beskrevet i ”Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje”, og at dømme efter interessen for dette valgfag, er forskning både interessant og relevant for de studerende.

Breaking bad news

Fremlæggelsen af arbejdet med de valgte forskningsartikler starter efter lodtrækning. To grupper har valgt den samme artikel og to har valgt forskellige artikler.

Over to dage, hvor der var mulighed for vejledning, har grupperne fået hold på artiklerne og også fundet yderligere litteratur, der supplerer og uddyber den problemstilling og det formål, forskningsartiklen primært havde.

Opfølgning på artiklen ”Breaking bad news in inpatient clinical settings: role of the nurse” var f.eks. præsentation af ”SPIKES – a six-step protocol for breaking bad news”, der angiver trinene i processen med at overbringe en patient dårlige nyheder om alvorlig sygdom.

Fremlæggelserne i undervisningslokalet følges op af feedback, men også af omhyggelig feedforward, der går på de studerendes anvendelse af fagsprog, brug af powerpoint, selvsikkerhed i fremstillingen og dårlige vaner, som f.eks. at gentage samme sætning eller samme bevægelse.

De studerende tager pænt imod, og der er gode faglige drøftelser af artiklernes konsekvenser for praksis og det metodiske grundlag. Et krav til fremlæggelsen var, at det var tydeligt for tilhørerne, at det var kommende sygeplejersker, der talte.

Emneord: 
Forskning
Sygeplejestuderende

14. mio. kr. til 15 forskningsprojekter

Novo Nordisk Fonden har atter uddelt et stort beløb til forskning inden for sygepleje.

15 sygeplejefaglige forskningsprojekter modtog i slutningen af 2019 i alt 13,8 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. Støtten gik til tre ph.d.-stipendier, tre postdoc-stipendier og fire øvrige sygeplejefaglige projekter. Modtagerne er:

Ph.d.-stipendier, 3 x 1,8 mio. kr., som er tildelt Louise Roug og Ena Thomsen, Rigshospitalet, og Maja Thøgersen, Steno Diabetes Center.

Postdoc-stipendier, 3 x 1,8 mio.kr., som er tildelt Jeanette Finderup, Aarhus Universitetshospital, Pia Søe Jensen, Hvidovre Hospital, og Anne Højager Nielsen, Hospitalsenhed Vest.

Klinisk sygeplejeforskning, i alt 3 mio. kr., som med forskellige beløb er tildelt Astrid Lindman, Aarhus Universitetshospital, Dorthe Overgaard, Københavns Professionshøjskole, Camilla Ejlertsen, Hvidovre Hospital, Helen Schultz, Odense Universitetshospital, Lisa Fønns Rasmussen, Regionshospitalet Horsens samt Mia Loft, Susanne Vahr Lauridsen, Maj Siercke og Iben Husted Nielsen, alle Rigshospitalet.

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål:

  1. at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen
  2. at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 20 mia. kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes.

Læs mere om projekterne på novonordiskfonden.dk/da/bevillingslister. Søg på årstallet 2019 og hhv. ”Ph.d.-stipendier sygepleje”, ”postdoc-stipendier sygepleje” og ”Klinisk sygeplejeforskning – Danmark”.

Emneord: 
Forskning

Forskende sygeplejersker hædret

Professor Kirsten Lomborg, formand for Novo Nordisk Fondens Komité for Sygeplejeforskning, i midten omgivet af seks glade sygeplejeforskere ved uddelingen af fondens stipendier.
Foto: Novo Nordisk fonden

Seks danske forskende sygeplejersker har som led i Novo Nordisk Fondens sygeplejefaglige forskningsprogram modtaget stipendier til støtte for deres forskning. Uddelingen skete ved fondens sygeplejefaglige dag, der var den fjerde af slagsen. Årets tema for ansøgningerne var ”Fundamentals of Care”. De seks forskere er:

  • Anette-Juel Kynde, ph.d.-studerende
  • Cathrine Bell, sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d.-studerende
  • Pia Krause Møller, RN, MPH, ph.d.-studerende
  • Laus Sixtus Jensen, postdoc
  • Ulla Riis Madsen, sygeplejerske, ph.d., MPH, ph.d.-studerende
  • Vibeke Stenov, postdoc

Novo Nordisk Fonden uddeler årligt 21,3 mio. kr. til sygeplejeforskning.

Læs mere om Novo Nordisk Fonden og om de seks prismodtageres projekter

Emneord: 
Forskning

Sygepleje til borgere i eget hjem ...

Den Sygeplejefaglige Forskningsfond har uddelt 1 mio. kr. til seks sygeplejersker
Foto: Søren Svendsen

... var rammen for de projekter, som kunne modtage støtte fra Den Sygeplejefaglige Forskningsfond ved dette års uddeling.

I alt seks projekter blev udvalgt blandt 26 indsendte forslag, og seks sygeplejersker modtog tilsammen 1 mio. kr. ved receptionen i Dansk Sygeplejeråds hovedsæde Kvæsthuset den 24. april.

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen (i midten) ses her omgivet af modtagerne: fra venstre Charlotte Dyrehave, Birgit Refsgaard Iversen, Janni Strøm, Maria Pedersen, Maj Siercke og Julie Jacoby Petersen.

Læs mere om legatuddelingen, om de seks udvalgte projekter og om Den Sygeplejefaglige Forskningsfond

Emneord: 
Forskning

Sygepleje skal bygge på en stærk relation til patienten

Fundamentals of Care. Begrebsrammen Fundamentals of Care er forenelig med den måde, som skandinaviske sygeplejersker er trænet til at tænke på, både fra et ontologisk og epistemologisk perspektiv, når sygeplejersker opbygger en plejerelation.
Resumé: Personorienteret sygepleje er kernen i kontakten med patienter og borgere
  • Formål. Formålet med denne artikel er at adressere aspekter, der har betydning for sygeplejerske-patient-relationen, i et skandinavisk sundhedsvæsen.
  • Baggrund. Et eksperiment ved det amerikanske Beth Israel Hospital afdækkede et sæt kerneværdier, der var blevet fejet af banen af underliggende økonomiske kræfter. Idéerne på Beth Israel Hospital var for det første i tråd med det omliggende samfunds grundlæggende sociale værdier, for det andet at personale og ledere investerede i at forstå og formidle sygeplejefagets væsen, og for det tredje at de ønskede at bygge deres praksis på evidens. Med det samme afsæt og via fagets førende tænkere er skandinavisk sygepleje klar til at søsætte en ny fase, som kan hjælpes på vej af begrebsrammen Fundamentals of Care.
  • Design. I denne grundlagsartikel fremlægges viden fra et offentligt sundhedssystem, der er påvirket af værdier såsom lige rettigheder til lige pleje og/eller helbredelse. Artiklen præsenterer to komplementære perspektiver, et ontologisk og et epistemologisk, eksemplificeret gennem etablering af en sygeplejerelation.
  • Konklusion. Initiering af personorienteret sygepleje kan opnås ved at følge forskellige veje, men sygeplejerskens tilgang er funderet i både ontologisk og epistemologisk indsigt samt baseret på dialog.
  • Relevans for klinisk praksis. Patienter møder forskellige sygeplejersker; møderne kan være korte, og der kan være rutinemæssige handlinger på dagsordenen. Det forudsætter, at sygeplejersken målrettet engagerer sig i patienternes oplevelser og viden for at bidrage til patienternes aktuelle og fremtidige velbefindende via den personorienterede sygepleje.

Artiklen har været igennem dobbelt anonym bedømmelse – altså peer review og har været offentliggjort på engelsk i Journal of Clinical Nursing 2018;(27):15-16. DOI:10.1111/jocn.14381. Den bringes på dansk med tilladelse fra © John Wiley & Sons Ltd.

Hensigten med denne artikel er at adressere de ontologiske og epistemologiske aspekter af sygeplejerske-patient-relationen. Derfor udforskes primærsygepleje som en af de vigtigste faktorer, der har haft indflydelse på og formet skandinavisk tænkning inden for sygepleje (1), og dernæst vises, hvordan de ledende skikkelser inden for skandinavisk sygepleje har udviklet og testet disse idéer. Artiklen slutter af med en kritisk gennemgang af, hvordan begrebsrammen Fundamentals of Care (2) kan anvendes i skandinaviske lande til på ny at fremhæve og finde ind til kerneværdierne i sygeplejerske-patient-relationen.

Artiklen udforsker et aspekt, der er centralt for begrebsrammen Fundamentals of Care samt Skandinaviens offentligt finansierede sundhedsvæsen: Etablering af en relation. Forklaringen begynder her: “When little things are big things” (når små ting er store ting) er titlen på en artikel af en nyuddannet sociolog, Weinberg, som er uden forudgående indsigt i sygepleje. 

Hendes mål var at undersøge effekten af en omstrukturering af frontlinjemedarbejdere gennem en fusion af de amerikanske østkysthospitaler Beth Israel Hospital og New England Deaconess Hospital (3). Fusionens negative indvirkninger på patientplejen var kommet i mediernes søgelys. For at forstå, hvad det var, der var gået tabt, undersøgte hun først det essentielle spørgsmål: “Hvad laver sygeplejersker?” 

Svaret på det spørgsmål var: “Når sygeplejersker beskriver deres arbejde, fremhæver de oftere udviklingen af relationer med patienterne end de faglige aktiviteter” (3). De talte om sygepleje som personorienteret snarere end opgaveorienteret. Det vakte undren, fordi Weinberg samtidig observerede en uoverensstemmelse mellem måden, sygeplejersker talte om deres aktiviteter på, og deres udførelse af de daglige behandlingsaktiviteter, som patienterne var afhængige af. Det var vanskeligt for sygeplejersker at sætte ord på, hvordan og hvorfor hospitalsadministrationens bestræbelser på at strømline arbejdet og reducere udgifterne i stigende grad gjorde dem utilfredse. 

Beth Israel Hospital havde nationalt og internationalt et ry for at have et af de mest professionelle sygeplejeprogrammer i verden. Det blev omtalt som værende “Harvard med hjerte” (3, s. 31). De dygtige sygeplejersker var både venlige og yderst professionelle, men resultaterne af deres faglige handlinger blev ikke systematisk dokumenteret. Gennem årene havde chefsygeplejersken og hendes team ud fra en primærsygeplejemodel (1) opbygget en praksis, hvor én sygeplejerske havde ansvaret for patientens sygepleje med de behandlings- og helbredsmæssige aspekter fra indlæggelse til udskrivning. 

Situationen ændrede sig med nedskæringerne i løbet af 1990’erne og fusionen af to forskellige slags hospitaler. Hermed blev sygeplejerskerne på Beth Israel pludselig nødt til at argumentere for og være bevidste om, hvordan de skulle forklare deres tilgang til sygepleje og dens fordele for patienterne. Rammen for deres arbejde blev ændret fra at være et anerkendt og højt respekteret hospital til en kontekst, hvor der var behov for at forsvare deres kvalitetssygepleje for at bevare finansieringen af den. Den vigtigste forskel var ifølge en sygeplejerske, at patienterne før i tiden kendte deres sygeplejerske ved navn, og at patienten og sygeplejersken lærte hinanden at kende og begge var villige til at give noget af sig selv (3).

Efter forandringen opstod der en envejsrelation, hvor sygeplejersken tilbød patienten en opgaveorienteret tjenesteydelse og ikke mere havde tid til at sætte sig ind i de bekymringer, patienten havde behov for at dele. Den generelle erfaring var, at den personorienterede bevægelse, der var blevet iværksat af sygeplejerskerne på Beth Israel, var vendt om til opgaveorientering. Konklusionen var, at sygeplejerskerne syntes at mangle en bevidsthed om både det ontologiske og epistemologiske grundlag for deres praksis.

I denne artikel reflekterer vi over ontologi som en systematisk beretning om menneskets eksistens og som et kernefænomen, der reflekterer eksistens ind i en diskussion om forskellen på en opgave- og en relationsorienteret sygepleje. Med et epistemologisk udgangspunkt evalueres, hvordan det ontologiske grundlag fra en tidligere amerikansk sygeplejemodel, der anses for at være fremragende (1), kan anvendes til at guide sygeplejepraksis i Skandinavien, og som samtidig er i overensstemmelse med den europæiske filosofiske arv og sociale værdier.

Ordforklaringer

Ontologi: Den gren af filosofien, der beskæftiger sig med de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til.

Epistemologi: Erkendelsesteori. Betegnelsen bruges undertiden også om videnskabsfilosofi.

Sygeplejerskerne manglede ord til at argumentere for, hvad det var, der nu manglede i deres praksis (4). Grundlæggende sygepleje som f.eks. at servere mad og drikkevarer eller forebygge tryksår blev blot enkeltstående opgaver frem for et særligt sygeplejefagligt og prioriteret element i den sammenhængende plan for en personcentreret sygepleje til den enkelte patient.

Et skandinavisk perspektiv

I mellemtiden var der i den offentligt finansierede sygepleje i de skandinaviske lande en stærk ontologisk indflydelse og diskussion om relationen mellem sygeplejersken og patienten (5-7) og om sygeplejerskernes behov for autonomi (8). 

De epistemologiske diskussioner var hovedsageligt reduceret til, hvilken type viden sygeplejersker havde brug for i deres sygeplejepraksis (9). Der opstod i Skandinavien i 70-90’erne en beundring for de nordamerikanske sygeplejemodeller (10), og de stimulerede skandinaviske sygeplejersker til at udvikle sygeplejefilosofier og -teorier, der var rettet mod den skandinaviske kontekst (5). Den epistemologiske diskussion om, hvilken type viden sygeplejersker har behov for i deres personorienterede praksis, har i det seneste årti udviklet sig til et pro et contra for evidensbaseret sygepleje (11). 

Formålet med sygeplejerskens omsorg var at påvirke patientens livsverden positivt (12), at trøste patienten gennem ord, berøring og handlinger med det formål at få en positiv relation til patienten (13-15) og at lindre og forebygge lidelse (16). Også i det offentligt finansierede sundhedssystem har sygeplejepersonalet imidlertid oplevet, at sygeplejerske-patient-relationen var udfordret på grund af tidspres (8). Desuden var opgaveorienteret eller fragmenteret sygepleje en hæmsko for sygeplejerskernes faglige udvikling, hvilket førte til devaluering af deres faglige dømmekraft (17).

De ændringer, der har fundet sted, har haft indflydelse på patienternes oplevelse af manglende fundamental sygepleje som f.eks. hjælp til personlig hygiejne efter kirurgi (18), personalets betragtning af patienterne som genstande under operationer (19) eller, som rapporteret i international sammenhæng, manglende hjælp til brug af bækken ved fast sengeleje (20). Et offentligt finansieret sundhedssystem som i Skandinavien syntes imidlertid ikke at løse problemerne i forbindelse med patienternes behov for omsorg og fundamental sygepleje i de samme lande (19,21-23). 

I 1990 udviklede og testede en dansk sygeplejerske og førende forsker, Anne-Lise Salling Larsen, (den første professor i sygeplejevidenskab med en doktorgrad) en model for ændring af sygeplejefagets teori baseret på motivations- og udviklingsteorier. I sin doktorafhandling argumenterede hun for anvendelsen af et epistemologisk perspektiv for, at patienten oplevede at være i fokus for sygeplejerskens opmærksomhed. Derefter illustrerede hun, hvordan sygepleje med et ontologisk fokus på at etablere en relation mellem sygeplejersken og patienten kunne forbedre den aktuelle planlægning og udøvelse af sygeplejen og stimulere til videre vækst og udvikling (24). 

Det nye teorigrundlag for sygepleje byggede på fire opfattelser af det menneskelige individ, herunder at det er:

  1. aktivt, ansvarligt og har mulighed for stadig vækst
  2. påvirket af de biologiske processer som et vilkår for menneskelivet
  3. påvirket af den verden af fænomener, det lever i
  4. påvirket af dets aktuelle omgivelser (24). 

Se boks 1. 

Disse opfattelser skulle stimulere sygeplejersker til at indlede en personcentreret forandringsproces, der sigter imod et fagligt og menneskeligt højere niveau; en proces, der er individuel på samme måde, som motivationen for forandring er det (24). Sygepleje, der byggede på denne teoretiske referenceramme, indeholdt følgende hovedelementer:

Boks 1. Model for forandring i sygeplejen baseret på motivations- og udviklingsteorier
  • For det første er hvert enkelt menneske en aktiv og ansvarlig person med mulighed for stadig vækst. 
  • For det andet er mennesker påvirket af de biologiske processer, som er et vilkår for menneskelivet. 
  • For det tredje er mennesker påvirket af den verden af fænomener, de lever i, og
  • For det fjerde interagerer mennesker med deres aktuelle omgivelser (24).
  1. Indlæggelsessamtale
  2. Opfølgende samtaler mellem patient og sygeplejerske
  3. Individuel planlægning af interventioner under hensyntagen til patientens daglige aktiviteter
  4. Anvendelse af de principper, der er indlejret i primærsygepleje (24).

Dette personorienterede perspektiv på sygeplejerske-patient-relationen bygger på gensidig respekt og understøtter sygeplejersken og patientens forståelse for hinanden. Både patientens og sygeplejerskens synspunkter, viden, holdninger og værdier har indflydelse på etablering af fundamentet for en frugtbar relation, hvor patienten stoler på, at sygeplejersken “vil gøre ham/hende godt” og har viden og indsigt til at gøre det, og som bygger på gensidig respekt. Sygeplejerskers handlinger skal være overbevisende omsorgsfulde og være baseret på en forståelse for, at hver enkelt patient er unik og opfatter situationen på sin helt egen måde. 

Den manglende kobling mellem person- og opgaveorienteret sygepleje

En nyere begrebsramme, der favner både den personcentrerede og den personorienterede sygepleje, som kendes fra Skandinavien/Beth Israel, er begrebsrammen Fundamentals of Care (FoC) (25,26). Begrebsrammen FoC forsøger at kombinere den proces, hvor der etableres en relation mellem en sygeplejerske og en patient som led i en personorienteret sygepleje, samtidig med at patientens kropslige funktioner/behov eller praktiske aktiviteter også varetages. Sygeplejersker, som praktiserer den personorienterede tilgang, ønsker at hjælpe patienten med at finde mening i hans/hendes liv nu og her under påvirkning af forskellige helbredsproblemer eller behov. FoC kombinerer processen med at etablere en relation mellem sygeplejersken og patienten med de praktiske handlinger i forhold til at opfylde patientens fysiske og psykosociale fundamentale plejebehov. FoC-begrebsrammen identificerer imidlertid ikke eksplicit sine filosofiske rødder, og det er noget, der kan blive nødvendigt i fremtiden. 

Tidligere, i 1997, identificerede Kitson (27) sygeplejens kerne for at hjælpe sygeplejersker med at fokusere på essentielle elementer, universelle emner eller retningslinjer for at give dem og deres fagstruktur, karakter, synlighed og styrke i et sundhedssystem i konstant forandring. Sygeplejersker blev rådet til at rette deres autentiske (ontologiske) og videnskabelige (epistemologiske) omsorg henimod også at omfatte de tekniske elementer af sygeplejefagets praksis. 

“Den praktiske fornuft hviler i perceptionen,” har Nussbaum anført baseret på Aristoteles’ argument for praktisk visdom som kontrast til anvendelsen af et system af generelle regler og andre rationelle argumenter i casesituationer (28). Den slags moralsk tænkning eller klinisk visdom tilføjer specifik etisk vejledning i livet, dvs. hvordan sygepleje kan praktiseres. Når der etableres en relation til en anden, erstatter den erfarne sygeplejerskes kliniske visdom den mere enkle men fagligt baserede dømmekraft og individernes viden og erfaring mødes gennem en dialog eller ved, at de ordløst sanser/betragter hinanden (7). Denne praktiske visdom, som måske udgør en del af en klinisk vurdering, kan fremkalde tillid eller mistillid. Det vil sige, at sygeplejerskernes praktiske fornuft kan føre til ”klinisk forståelse eller forudseenhed (29, s. 27) i den situation, som patienterne beskriver, og guide dialogen eller andre handlinger undervejs mellem sygeplejersken og patienten. Dette er det modsatte af opgaveorienteret sygepleje.

Målet er at gøre en ende på usynligheden

Hovedopgaven i forhold til FoC-begrebsrammen er at gøre en ende på usynligheden og den deraf følgende devaluering af fundamental sygepleje (26). En eksplicit værdsættelse, en rekonceptualisering og efterfølgende handling med henblik på at indlejre fundamental sygepleje i sundhedsuddannelse, -forskning, -praksis og -politikker er essentielt (26) og muligt. Derfor er begrebsrammen Fundamentals of Care (FoC) blevet udviklet og introduceret som svar på nutidens udfordringer i sygeplejepraksis (25,30). 
Begrebsrammen FoC inkorporerer sygeplejefagets relationelle, integrative og kontekstuelle dimensioner (30). Som sådan består den af tre koncentriske cirkler med et centralt fokus på relationen mellem patienten og sygeplejersken.

På det første niveau repræsenterer den inderste kerne etablering af relationen til patienten, og det andet niveau omfatter fysiske, psykosociale og relationelle elementer, der skal integreres i sygeplejepraksis og vurderes efter patientens afhængighed eller uafhængighed af sygepleje. Det tredje niveau repræsenterer måden, hvorpå sundhedssystemet eller kontekst som f.eks. ressourcer, personalenormering, ledelse og politikker kan have indflydelse på sygeplejerske-patient-relationen (30). 

Den konceptuelle FoC-begrebsramme er udviklet ud fra bidrag fra forskere og en narrativ gennemgang af sygeplejetekster, der specifikt omhandlede sygeplejefagets fundamentale elementer (2,25,30). For at udvikle, styrke og forfine evidensgrundlaget for FoC diskuteres den konceptuelle begrebsramme for tiden på tværs af flere lande, inklusive Danmark, Sverige og Norge (31-32). 

Kort sagt har det kunnet lade sig gøre at have et offentligt finansieret sundhedssystem i de skandinaviske lande i årtier. Den fundamentale sygepleje har dog stadig fejl og mangler set fra patienternes perspektiv, og derfor kan sygeplejersker være nødt til at fremme deres kliniske lederskab og adressere sygeplejefagets formål på ny for at etablere en personorienteret relation til hver enkelt patient og for at kunne adressere såvel det ontologiske som det epistemologiske grundlag for det. Denne artikel præsenterer de komplementære perspektiver på fundamental sygepleje: det ontologiske og det epistemologiske perspektiv. Først det ontologiske. 

Personorienteret sygepleje: Et ontologisk perspektiv 

Relationen mellem patienten og sygeplejersken er kernen i FoC såvel som i den skandinaviske sygepleje, der udspringer af den nordeuropæiske lutherske kontekst: “Du skal elske din næste,” og dermed den oprindelige idé om fri og lige ret til sundhedsvæsnet (9). Det ontologiske perspektiv i denne artikel er hovedsagelig eksistentielt med rødder i den tysk-danske tradition og trækker overvejende på filosofien fra Martin Heidegger (1889-1976) og en af hans studenter, Knud Ejler Løgstrup (1905-1981), som har haft en betydelig indflydelse på sygeplejeteori i Danmark og Norge (15,33). Dette afsnit behandler emnet: At etablere en omsorgsrelation fra et ontologisk standpunkt. 

Sproget som bidrag til opbygning af relationer

Omsorg er en fundamental menneskelig evne, der er båret af fænomener som tillid, åbenhed, håb, respekt, næstekærlighed og medfølelse (9,14,34). Gennem disse fænomener er omsorgens etiske side et udtryk for det gode fra den ene til den anden i relationen, som ses og høres ved, at mennesker anerkender disse fænomener som en del af livsverdenen (33). Det er etik i praksis som en del af en dagligdags interaktion mellem mennesker. At udvise omsorg er derfor at nærme sig hinanden med åbenhed og tillid over for hinandens indtryk, udtryk og forskellighed. Et samfund kan vurderes ud fra måden, hvorpå det tager sig af dem, der har brug for hjælp (35).

I centrum for sygeplejerskers omsorgspraksis står dialogen med patienten. Dialog er at foretrække frem for den mere generelle betegnelse, kommunikation, fordi dialog har et iboende relationelt aspekt. Dialogen finder sted mellem mindst to (Dia) parter, og hensigten er at lære (Logos) af hinanden. Læringen eksisterer gennem menneskets evner til at tale, tænke, lytte og tolerere gensidig tavshed og åbenhed i refleksioner. Dialogen åbner op for en indsigt, der kan være det første skridt på vejen i opbygning af gensidige relationer (36). En relation, der kan bidrage til en personorientering ved at have fokus på velbefindende (37), ved at flytte dialogens parter fra det, der synes at være en oplevet hjemløshed hos patienten, gennem en følelse af hjemkomst via dialogen og munde ud i en hjemlighed, når relationen begynder at blive en realitet (38).

At bygge et fælles rum, underforstået en relation, åbner op for muligheden for, at det kan gå fremad med personens helbred som hjemvendelsesproces betragtet. Todres og Galvin (37, s. 2) citerer Svenaeus (39) for at fremsætte et syn på sundhed som “en hjemlig væren-til-i verden” på, og at “Sundhed skal forstås som en væren-hjemme, der holder afstand til det ikke at være-hjemme-i-verden, fra at blive tydelig” eller presserende (39, s. 93). Der er tale om forebyggelse af det, der skal forstås som en mental hjemløshed.

Et andet aspekt af sygeplejerskers omsorgsindsats beskrives som det asymmetriske sygeplejerske-patient-forhold (15 ). Fagligheden og som regel også magten befinder sig på sygeplejerskens side. Sygeplejersken er uddannet til at være i stand til at hjælpe og har bedre muligheder for at bruge den magt, som de institutionelle rum besidder baseret på deres strukturelle udformning, og at forme dem gennem sin magt. Det er derfor, der er meget på spil for patienten. Patientens udsathed og sårbarhed er fysisk og eksistentielt mere akut; både det faktum, at sygdom kan opleves som en kropslig uorden, og at patientens eller de pårørendes bekymring og utilstrækkelighedsfølelse appellerer til sygeplejersken om at blive set og taget hånd om. Initiativet ligger imidlertid hos patienten. Når sygeplejersken mødes af patientens spontane krav, får omsorgshandlingen både karakter af opmærksomhed og beslutningstagning i forhold til at tage hånd om ham/hende (15). 

Uden for den skandinaviske kontekst er betydningen af relationen mellem sygeplejerske og patient blevet beskrevet som central for moralsk ræsonnering og overlegen som grundlag for at forstå menneskers valg i forhold til alle tidligere sproglige eller meta-etiske koncepter (40). Ifølge Martinsen ophører etiske koder og standarder som redskab til praktisk anvendelse med at være relevante for klinisk praksis i et personorienteret fag (15). Gensidig forståelse, forhandling og behandling af etiske spørgsmål opstår i sygeplejerske-patient-relationen, når rummelighed, opmærksomhed og nærvær mere eller mindre stiltiende lader patienten udtrykke, hvad sygeplejersken kan gøre.

Sygeplejerskens engagement i vanskelige etiske situationer er baseret  på individuel erfaring, personlig indstilling og holdning samt kapacitet og informerer situationen om godt og ondt eller rigtigt og forkert (15). Hvis sygeplejersken observerer situationen udefra, ses patienten ikke nødvendigvis som en person med en bestemt betydning, men som en genstand for pleje og behandling snarere end en person med en betydningsfuld selvforståelse (18,19).

En kompetent sygeplejerske er ikke altid i stand til eller parat til at stå som en professionel, der anvender sin egen dømmekraft i disse situationer, men kan ende i en rolle som en, der blot følger retningslinjer og regler. Derfor kan begge parter være  forhindret i at præsentere sig selv og mødes i bredere forstand som levende og sansende mennesker (41). Sygeplejersken bruger ikke altid sine sanser til at se på den anden med et deltagende, opmærksomt blik. Det skaber risiko for, at patienten bliver en genstand uden betydning for den, der ser ham eller hende. Modet til at leve kan blive mindre, og sygeplejersken berøves glæden ved at få lov at hjælpe patienten. Sygeplejersken og patienten er på hver sin måde kun til stede med en del af sig selv og berøvet deres integritet (15). 

Den enkelte sygeplejerskes erfaringer og viden

Når der skal udvikles en relation mellem en sygeplejerske, en patient og måske en pårørende, er situationen forskellig afhængigt af, om sygeplejersken handler på et kompetent eller kyndigt niveau eller er ekspert (41). Den kyndige sygeplejerske etablerer relationer til patienter mhp. gensidigt engagement i reflektionen over betydningen af de overgange, patienten oplever. Sygeplejersken ved, at patientens eller den pårørendes perspektiv er den eneste vej til at finde en anden, kvalitativt anderledes tilgang, når der er behov for det (41). Klinisk forståelse er et af de redskaber, den kyndige sygeplejerske bruger til at sætte sig ind i patientens situation. På den måde kan sygeplejersken “få en fornemmelse af, hvem patienten er, patientens reaktionsmønstre og de umiddelbare behov og bekymringer i situationen” (41, s. 142).

Når en kyndig sygeplejerske danner sig et billede af hele situationen og de mønstre og reaktioner, den indeholder, så åbner det samtidig en mulighed. Sygeplejersken kan både få en fornemmelse af personen som et menneske i øjeblikket, der befinder sig i rollen som patient, og være åben for at se det uventede i, hvad patienten oplever som meningsfuldt. Heri ligger også muligheden for at etablere en ægte relation; uden denne relation udvikler den kyndige sygeplejerske ikke et fuldstændigt billede af patientens bekymringer, behov og erfaringer baseret på egne mønstre og reaktioner. Kyndighed var også et nøglebegreb for den danske forsker Larsen (24,42), og i næste afsnit deler vi erfaringer med at arbejde med hendes model.

Personorienteret sygepleje ved indlæggelsen

Sygeplejerskers personorienterede sygepleje baseret på Larsens (24) teori blev iværksat med de to første af fire hovedelementer:

  1. Indlæggelsessamtale – en personcentreret tilgang, efterfulgt af
  2. Opfølgende samtaler mellem patient og sygeplejerske.

Ved indlæggelsessamtalen interviewede en sygeplejerske patienten for at danne sig et billede af normale aktiviteter i forhold til specifikke sundhedsproblemer og dagligdags aktiviteter. Samtalens struktur var baseret på Maslows motivationshierarki (43) og Murrays teori om stimulering til øget sundhed og/eller velvære gennem aktivitet (44). Samtalen bør gennemføres inden for 24 timer efter indlæggelsen. De opfølgende dialoger mellem patienten og sygeplejersken er kontinuerlige dialoger mellem patienten og sygeplejersken for at sikre deling af oplysninger, undervisning og individuel pleje. I næste afsnit lægges der vægt på sygeplejerskernes epistemologiske tilgang til at opnå en personorienteret sygeplejepraksis.

Personorienteret sygepleje: En epistemologisk tilgang

En epistemologisk tilgang til personorienteret sygepleje blev bevidst udviklet i de skandinaviske lande fra 1970’erne og frem gennem det, der blev beskrevet som en sygeplejeproces eller med de skandinaviske betegnelser: Sygeplejeprocessen (10) eller Vårdprocessen (45). Denne sygeplejeproces blev konstrueret for at forbedre fundamental sygepleje ved struktur og dokumentation gennem et femtrinsinitiativ, der opbyggede gensidig viden om patienternes situation, se boks 2.

Denne plan for klinisk problemløsning inden for sygepleje blev anvendt på skandinaviske sygeplejeskoler til uddannelsesformål samt i praksis for sygeplejerskenovicer og avancerede nybegyndere, særligt i 1980’erne og 1990’erne. I samme periode kom den teoretiske begrebsramme for sygepleje hovedsagelig fra Kari Martinsen (Norge) og Katie Eriksson (Finland) (46) foruden indflydelsesrig forskning fra USA, dvs. Patricia Benner inden for omsorg og ekspertise samt Marram et al. i Primary Nursing.

Vårdprocessen beskrev relationen mellem sygeplejersken og patienten og argumenterede for, at patienten skulle være autonom og sygeplejersken en del af et plejeteam, og at de sammen skulle etablere en relation og en gensidig personorienteret situationel plejeoplevelse (45). Patienten kan vælge at kontakte sygeplejerskerne eller at handle uden kontakt til sygeplejerskerne. 

Da Larsen (42) udarbejdede sin model for samarbejde med patienterne baseret på patienternes oplevelse af deres situation, mente hun, at det kunne danne grundlag for at informere, vejlede og uddanne dem. Samtidig begyndte der en diskussion, som krævede, at sundhedsydelser så vidt muligt skulle være baseret på solid evidens (47). Det er imidlertid ikke nogen let opgave, da mængden af ny information er kraftigt stigende (48). Det skete samtidig med, at Pedersen (49), som var engageret i at studere fordelene ved personorienteret sygepleje baseret på Larsens teoretiske model (24), kommenterede og bidrog til at udvikle hendes model. Kritikken fokuserede hovedsageligt på de to sidste elementer af de fire, der var blevet præsenteret:
3.    Individuel planlægning af interventioner under hensyntagen til patientens daglige aktiviteter
4.    Anvendelse af de principper, der er indlejret i primærsygeplejen (Larsen 1990).

Pedersen mente, at Larsen var for generel og ikke fremsatte tilstrækkeligt med vejledende faktorer til at være personorienteret i klinisk regi. Patienter i det moderne sundhedssystem oplever kroniske og livsstilsinducerede sygdomme og har behov for integrerede processer til at understøtte bedringsprocessen (50,51). Personorienteret sygepleje skal altså have en kompleksitet, der opfylder kravene om, at en vurdering af patienternes situation skal være både nøjagtig og præcis. Pedersen kombinerede Larsens model med “Health Promoting today and a framework for planning and environmental Approach” af Green (52). 

Boks 2. Sygeplejeprocessen 
  • Første trin er dataindsamling, dvs. at en praksis observeres og beskrives, 
  • Andet trin omfatter deling af dataanalysen med kolleger og patienter. 
  • Tredje trin er overførsel af teoretisk viden. 
  • Fjerde trin er anvendelse af evidens 
  • Femte trin er en handling i forbindelse med en vurdering af resultatet af den personorienterede pleje (10):29.

Formålet med Greens model er livskvalitet (QoL). Sundhedspersonalet identificerer den specifikke helbredsrelaterede adfærd, der kan være koblet til de helbredsproblemer, der fortjener opmærksomhed. Ved at tilføje Greens tre begreber (prædisponering, muliggørelse og styrkelse) kunne vurderingssamtalen foregå i en dialog med patienten om hans viden, værdier, holdninger og erfaringer (prædisponering). Dernæst i forhold til patientens muligheder for at handle ud fra ny viden (muliggørelse) eller styrke patienten som følge af motiverende faktorer (49). Risikoen for lav kvalitet og opgaveorientering i stedet for personorientering opstår, hvis sygeplejersken bliver så effektiv, at hun bruger vurderingssamtalen til kun at levere envejskommunikation og beder om et ja eller nej i stedet for at føre en dialog ud fra nogle emneudkast.

Gennem en dialog aftales, planlægges, implementeres og evalueres interventioner. For at vurdere og planlægge sygeplejen fører sygeplejerskerne en dialog med patienterne om deres situation. Sygeplejerskerne skal dog også foretage observationer, der er relevante for sygeplejen generelt, f.eks. patienternes hud samt ernærings- og funktionsstatus. Baseret på dialog og observation aftaler patienterne og sygeplejerskerne en individuelt tilpasset plejeplan. Plejeplanen implementeres ved handling, dialog med informationsdeling og uddannelse af patienterne samt observation mhp. at justere planen efter behov og evaluere den til sidst.

Pedersens fortolkning af Larsens og Greens modeller er foreløbig blevet testet i tre doktorafhandlinger i 2010-2017, der behandlede emner inden for sygeplejefagets fundamentale elementer: Hørdam et al. 2000 om mobilisering af patienter, Larsen et al. 2015 om patienters egenomsorg, når det gælder hjertesvigt, og Trads et al. i 2017 (53-55) om forebyggelse af postoperativ obstipation.

Konklusionen er, at Larsen banede vejen for interventioner gennem dialog med patienten. Green bidrog yderligere til denne forståelse ved at gøre evidens til det foretrukne, og Larsens (24) fire trin begyndende med en indlæggelsessamtale/dialog forsynede den personorienterede plejeplanlægning med evidens for sygeplejefagets fundamentale elementer baseret på sygeplejerelationer og faglighed.

Perspektiver for fremtiden

Vores målsætning var at udforske den personorienterede sygepleje og dens ontologiske og epistemologiske grundlag for etablering af en positiv sygeplejerske-patient-relation, der højner patienternes velbefindende. Som kontekst anvendte vi det offentligt finansierede sundhedsvæsen, som er påvirket af værdier såsom lighed i behandling og pleje og lige rettigheder til lige sygepleje og/eller helbredelse. Vores bidrag til begrebsrammen FoC og det centrale fokus er baseret på eksempler fra den skandinaviske anvendelse af ontologi og epistemologi til at farve og give substans til plejeindsatsen i den personorienterede sygepleje.

Set ud fra et ontologisk perspektiv fortjener mennesker en personorienteret sygepleje, der omfatter en relation til de sygeplejersker, som er ansvarlige for sygeplejen. Sygeplejersker er klar over den evidens, der eksisterer, og som skal vælges som baggrund for deres sygepleje. Det er sygeplejerskerne, som kan anvende denne evidens individuelt i en dialog med patienten til gavn for patientens velbefindende.

Set ud fra et epistemologisk perspektiv er det politiske mål med det plejeniveau, der tilbydes patienterne, forskelligt fra land til land og fra patientgruppe til patientgruppe. Derfor er der risiko for en opgaveorienteret sygepleje, som udelukkende er baseret på evidens og dermed for generel til at tilbyde den individuelle støtte, som er nødvendig for at øge patientens velbefindende. Det rejser spørgsmålet om klinisk lederskab. Klinisk lederskab var ikke en del af denne artikels målsætning, men der er behov for en øget forståelse af, hvor vigtigt det er at kommunikere og demonstrere personorienteret sygepleje. En af måderne, det kan gøres på, er gennem klinisk lederskab, men også ved at være i stand til at besvare spørgsmålet: ”Hvad laver sygeplejersker?”

Fortidens, nutidens og fremtidens opbygning af relationer mellem sygeplejersker og patienter ligger i dialog og samtidig i at række ud og kommunikere den bedst mulige evidens til gavn for patientens velbefindende og samfundets brug af ressourcer.

Relevans for klinisk praksis

Fra indlæggelse til udskrivelse møder patienten forskellige sygeplejersker. Hvis mødet er kortvarigt, kommunikeres der måske kun nogle få rutinefakta med henvisning til den medicinske diagnose og behandling. Dette udgør imidlertid ikke sygeplejens fundament, og vigtige oplysninger om patientens helbredstilstand og vilkår for egenomsorg overses måske. Denne tilgang vil ikke være med til at øge patientens velbefindende i det lange løb. Rutineoplysninger kan være understøttende for indlæggelsen i sundhedssystemet, men der skal mere til for at få patienten til at være åben om, hvad der er galt, hvilke oplevelser der førte til en indlæggelse, og hvad der skal til for at komme ud herfra og blive “hjemvendende” (37,38).

Sygeplejerskers forberedelse til omfattende og specifikke plejeplaner er vigtig for patienterne og for anvendelsen af sundhedsressourcer. Den gensidige evne til at tale, lytte, tie stille og/eller tænke højt sammen er det grundlag, hvorpå relationer opbygges gennem dialog. Det kræver et menneske at se et andet menneske være “hjemløs” (56) og se, hvilken type hjælp det kræver at være hjemme i en ny verden og begynde at forstå, hvad der skal være på plads for at kunne føle sig “hjemme” i en ny situation (37). Sygeplejersken skal være professionel og et medmenneske, der kan bruge sin forestillingsevne til at forstå så meget, som der er behov for i hver enkelt situation med patienten. Det er ikke noget, alle sygeplejersker kan: Den kliniske forståelse i situationen er den kyndige sygeplejerskes måde at forstå patientens situation på (29). Ledelsesopgaven er samtidig at evaluere, om sygeplejepraksis varetages af for mange sygeplejerskenovicer, så patienterne oplever en ret generaliseret pleje frem for personorienteret sygepleje (18).

Det ontologiske grundlag er sammen med epistemologiske overvejelser relevante for at oplyse politikere og administratorer om de konsekvenser, bestemte politiske valg har for patienterne. Der er et behov for struktureret dialog mellem sygeplejersker og patienter om deres baggrund, præferencer, oplevelser og skøn, så menneskers oplevelser kan kombineres med specialiseret viden, når den individualiserede sygepleje skal planlægges med velbefindende som mål.
Konklusionen er, at der er forskellige veje at gå, når en personorienteret sygepleje skal opbygges, men dialogen skal altid være til stede. Fundamentals of Care er forenelig med den måde, som skandinaviske sygeplejersker er trænet i at tænke på, set ud fra et ontologisk og epistemologisk perspektiv (57). 

Lisbeth Uhrenfeldt

Lisbeth Uhrenfeldt  

Sygeplejerske 1976, SD 1982, exam phil. i 1992, cand.cur. i 1996. BA i 2001, ph.d. i 2007. Professor, Fakultet i sygepleje- og sundhedsvidenskab, Nord Universitet, Norge.

lisbeth.uhrenfeldt@nord.no 

Erik Elgaard Sørensen

Erik Elgaard Sørensen

Sygeplejerske 1983, SD 1991, cand.cur. 2001, ph.d. 2006. Leder af Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Aalborg Universitetshospital, siden 2011. Lektor 2012-2015 og derefter professor, Klinisk Institut, Aalborg Universitet.

 

Iben Bøgh Bahnsen

Iben Bøgh Bahnsen

Sygeplejerske 1996, cand.cur. 2005. MBA 2019. Uddannelseschef i 2015 ved Sygeplejerskeuddannelsen, University College Nordjylland.

Preben Ulrich Pedersen

Preben Ulrich Pedersen

Sygeplejerske 1980, ph.d. 2000. Leder af Center for Kliniske Retningslinjer fra 2008 og siden 2013 professor, Health Science and Technology, Aalborg Universitet.

 

Abstract in English

Uhrenfeldt L, Sørensen EE, Bahnsen IB, Pedersen PU.

Nursing must be based on a strong relationship with the patient.

Fag&Forskning;(1):38-47.

Aims. This paper aims to address aspects of importance of the nurse-patient relationship, as conceptualized within the Scandinavian healthcare context

Background. An experiment in Beth Israel hospital uncovered a set of core values (ontology) that were wiped away by stronger forces. Despite this, some of the ideas impacted the development of nursing thoughts and values in the Scandinavian countries, partly because they connected to the deeper social values and also because investment was being put into explicitly identifying and understanding the core elements of nursing (ontology) and how to provide evidence that they were important (epistemology). From that beginning and through the work of key thought leaders Scandinavian nursing is ready to embark on a new phase, which could be helped by the Fundamentals of Care framework.

Design. This discursive position paper offers insights from a public healthcare setting, influenced by values such as equal rights to equal care and/or cure. The paper presents two complementing perspectives: an ontological and an epistemological, on establishing caring relationship.

Conclusion. There are different pathways to follow in building person-oriented care, however, the nursing approach, s both ontological and epistemological grounded and based on a dialogue. 

Relevance to clinical practice. Patients meet different nurses, the meeting may be short, routine actions may be on the agenda. However, nurses must engage in patients´ experiences´ and knowledge to add to patient’s present and future well-being with their person-oriented care.

Key words: ontology, fundamentals of care, epistemology, models of care, nurse-patient relationship, person-oriented care, public health nursing,

 

Referencer

  1. Marram G, Barrett M, Bevis E. Primary Nursing. A model for individualized care. St Louis, Missouri: The C.V. Mosby Company1979.
  2. Kitson A, Conroy T, Wengstrom Y et al. Scholarly paper: Defining the fundamentals of care. International Journal of Nursing Practice 2010,16(4),423-34.
  3. Weinberg DB. When little things are big things, In Nelson, Siobhan, Gordon S (ed.). The complexities of care. Nursing reconsidered, 2006:30-43. London, UK: ILR Press.
  4. Reimers M, Miller C. Clinical nurse specialist as change agent: delirium prevention and assessment project. Clinical nurse specialist 2014;(4):224-30.
  5. Arman M, Ranheim A, Rydenlund K et al. The Nordic tradition of caring science: The works of three theorists. Nursing science quarterly 2015;(28):288-96.
  6. Nielsen R, Sørensen E. Det døende menneske som livets læremester. Klinisk Sygepleje 2013;(2):117-29.
  7. Uhrenfeldt L, Hall EO. Clinical wisdom among proficient nurses. Nursing Ethics 2007;(14):387-98.
  8. Uhrenfeldt L, Hall EO. Job satisfaction as a matter of time, team, and trust: A qualitative study of hospital nurses' experiences. Journal of Nursing Education and Practice 2015;(5):1-8.
  9. Uhrenfeldt L. Sygepleje i samspil med fænomenologi og videnskab. En undersøgelse af det grundlag Watson, Martinsen og Eriksson har for kærlig omsorg i sygeplejen. Kandidatafhandling. Aarhus, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, 1996, skriftserie nr 34.
  10. Skrumsager SR. Sygepleje og problemløsningsmodeller. In Persson B, Ravn K, Truelsen R (ed.) Fokus på Sygeplejen 1979. København: Munksgaard; 1978.
  11. Martinsen K. Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo: Akribe; 2005.
  12. Scheel M, Pedersen BD, Rosencrantz V. Interactional nursing – a practice-theory in the dynamic field between the natural, human and social sciences. Scandinavian Journal of Caring Sciences 2008;(22):629-36.
  13. Martinsen K. Moralsk praksis og dokumentasjon i praktisk sykepleie. In Jensen TK, Jensen LU, Kim Won C (Ed.) Grundlagsproblemer i sygeplejen – Etik, videnskabsteori, ledelse og samfund. Århus: Philosophia;1990:60-85.
  14. Delmar C. Tillid og Magt. En moralsk udfordring. København: Munksgaard; 1999.
  15. Martinsen K. Care and vulnerability. Oslo: Akribe; 2006.
  16. Eriksson K. Møtet med lidanden. Vårdforskning, no 4. Department of Caring Science. Åbo: Åbo Akademi; 1993.
  17. Mark E, Nielsen GN. Benspænd og faglig udvikling: Oplevelser på medicinsk afdeling. Klinisk Sygepleje 2016;30(4):293-305.
  18. Uhrenfeldt L, Høybye MT. Care interaction adding challenges to old patients’ well-being during surgical hospital treatment. International journal of qualitative studies on health and well-being 2015;(10):DOI 10.3402/qhw.v10.28830
  19. Sørensen EE, Olsen IØ, Tewes M et al. Perioperative nursing in public university hospitals: an ethnography. BMC nursing 2014;(45);3-9.
  20. Uhrenfeldt L, Aagaard H, Hall EOC et al. A qualitative meta-synthesis of patients' experiences of intra-and inter-hospital transitions. Journal of advanced nursing 2013;(69):1678-90.
  21. Aagaard K, Sørensen EE, Rasmussen BS et al. Identifying Nurse Anesthetists’ Professional Identity. Journal of PeriAnesthesia Nursing 2017 https://doi.org/10.1016/j.jopan.2016.08.006 (assessed 11/20/2017)
  22. Voldbjerg SL, Gronkjaer M, Soerensen EE et al. Newly graduated nurses’ use of knowledge sources: A meta-ethnography. Journal of Advanced Nursing 2016;(72):1751-65. doi:10.1111/jan.12914
  23. Voldbjerg SL, Gronkjaer M, Wiechula R et al. Newly graduated nurses’ use of knowledge sources in clinical decision-making: An ethnographic study. Journal of Clinical Nursing 2016, doi:10.1111/jocn.13628
  24. Larsen A-LS. Stimulation til aktivitet og udvikling. København: Dansk Sygeplejeråd 1990.
  25. Kitson A, Conroy T, Kuluski K et al. Reclaiming and redefining the Fundamentals of Care: Nursing’s response to meeting patients’ basic human needs 2013. http://hdl.handle.net/2440/75843 (assessed 11/20/2017).
  26. Feo R, Kitson A. Promoting patient-centered fundamental care in acute healthcare systems. International Journal of Nursing Studies 2016;(57):1-11.
  27. Kitson AL. “Johns Hopkins address: Does nursing have a future?” Journal of Nursing Scholarship 1997;(29):111-15.
  28. Nussbaum MC. Love’s knowledge. Essays on philosophy and literature. Oxford: Oxford University press; 1990.
  29. Benner PE, Hooper-Kyriakidis PL, Stannard D. Clinical wisdom and interventions in acute and critical care: A thinking-in-action approach. New York: Springer Publishing Company; 2011.
  30. Kitson AL, Muntlin AÅ, Conroy T. Anything but basic: nursing’s challenge in meeting patients’ fundamental care needs. Journal of Nursing Scholarship 2014;46(5):331-9.
  31. International Learning Collaborative. International Learning Collaborative Connected to care a member environment 2017. www.intlearningcollab.org (assessed 11/20/2017)
  32. Sørensen EE, Bahnsen IB, Pedersen PU et al. Sygepleje tilbage til det basale. Fag og Forskning 2017;(1):52-7.
  33. Dahlberg K, Todres L, Galvin KT. Lifeworld-led healthcare is more than patient-led care: The need for an existential theory of well-being. Medicine, Healthcare and Philosophy 2009;(12):265-71.
  34. Uhrenfeldt L. Leadership, job satisfaction and clinical wisdom: A hermeneutic study of charge and clinical nurses’ experiences. Ph.d.- afhandling. Aarhus, Aarhus Universitet ;2007. (Assessed 5/10/2017).
  35. Alsvåg H, Martinsen K. Philosophy of Caring. In Tomey AM,Alligood MR (Ed.) Nursing theorists and their work. Saint Louis: Mosby Elsevier 2010;165-89.
  36. Heidegger M. Sproget og ordet. København: Hans Reitzels forlag; 2000.
  37. Todres L, Galvin K. “Dwelling-mobility”: An existential theory of well-being. International Journal of Qualitative Studies on Health and Well-being 2010;(5):3.
  38. Mugerauer R. Heidegger and homecoming: The leitmotif in the later writings. Toronto: University of Toronto Press; 2008.
  39. Svenaeus F. The Hermeneutics of Medicine and the Phenomenology of Health. London: Kluwer Academic Publishers; 2000.
  40. Gilligan C. In a Different Voice. Psychological Theory and Women’s Development. Cambridge: Harvard University Press; 1982.
  41. Benner P, Tanner C, Chesla C. Expertise in nursing practice. Caring, clinical judgment and ethics. New York: Springer; 2009.
  42. Larsen AS. Helping patients avoid readmission to hospital: a health behavior study. Recent advances in nursing; 1987;(22):62-88.
  43. Maslow AH. A theory of human motivation. Psychological Review; 1943;(4):370-96. doi:10.1037/h0054346 – via psychclassics.yorku.ca.
  44. Murray HA. Explorations in personality. New York: Oxford University Press; 1938.
  45. Eriksson K. Om sjukvård – en beskrivning av vårdprocessens principer. In Persson B, Ravn Karenlene, Truelsen R (Ed.) Fokus på Sygeplejen 1980. København: Munksgaard; 1979. 153-67.
  46. Tomey AM, Alligood MR. (Ed.) Nursing theorists and their work. Saint Louis: Mosby Elsevier; 2010.
  47. World Health Organization. Health 21: the health for all policy framework for the WHO European region. WHO European region 1999.
  48. Melnyk BM, Fineout-Overholt E, Stone P et al. Evidence-based practice: the past, the present, and recommendations for the millennium. Pediatric Nursing 2000;(26):77-80.
  49. Pedersen, PU. Stimulating to increased nutritional intake – The effectiveness of involving patients over the age of 65 in their nutritional care. Odense: University of Southern Denmark; 2000.
  50. Kitson A, Soerensen EE. Editorial: Crossing the caring chasm. Journal of clinical nursing 2017. doi:10.1111/jocn.13619
  51. Toft BS, Uhrenfeldt L. The lived experiences of being physically active when morbidly obese: A qualitative systematic review. International journal of qualitative studies on health and well-being 2015;(10):1-14. DOI: 10.3402/qhw.v10.28577
  52. Green LW, Kreuter MW. Health promoting today and a framework for planning. In Health promoting planning and environmental approach. Mountain View: Mayfield Publishing Company; 1991.  
  53. Hørdam B, Sabroe S, Pedersen PU et al. Nursing intervention by telephone support and counselling of patients aged 65 and over after total hip replacement improves health status: a randomised clinical trial. Scandinavian Journal of Caring Sciences 2010;(24):94-100.
  54. Larsen P, Thomsen T, Pedersen PU. Effect of Clinical Nurses Specialists intervention on rehabilitation outcomes in patients with heart failure. Clinical Nursing Studies 2015;(3)31-9.
  55. Trads M, Deutch SR, Pedersen PU. Supporting patients in reducing postoperative constipation – Fundamental Nursing Care – a quasi-experimental study. Scandinavian Journal of Caring Sciences 2018; (32):824-32.
  56. Galvin K, Todres L. Caring and Well-being: A Lifeworld Approach. New York: Routledge; 2012. 98-115.
  57. Uhrenfeldt L, Sørensen EE, Bahnsen IB, Pedersen PU. The centrality of the nurse-patient relationship: A Scandinavian perspective. Journal of Clinical Nursing 2018;00:1-8. https://doi.org/10.1111/jocn.14381
Emneord: 
Evidensbaseret sygepleje
Forskning

Systematisk samarbejde med pårørende har effekt

En forskningsbaseret tilgang til pårørende til ældre patienter indlagt med hoftefraktur har vist sig at mindske frustrationer og klager og styrke et fælles sprog hos sygeplejerskerne.
Resumé

På en ortopædkirurgisk afdeling er udviklet en forskningsbaseret praksis for involvering af pårørende, der også tager udgangspunkt i sygeplejerskers faglige perspektiver og arbejdsforhold.

Specifikt drejer det sig om pårørende til ældre patienter indlagt med hoftenær fraktur. Patientgruppen er qua sin høje alder og akutte indlæggelse ofte sårbar og ikke i stand til fuldt ud at overskue egen situation. Pårørende får derfor tit en fremtrædende rolle i patientforløbet som aktivt kommunikerende og koordinerende.

Gennem et aktionsforskningsdesign vises, at pårørendesamarbejdet er gået fra at være tilfældigt og kendetegnet ved forventningsdiskrepans til gennem etablering af statussamtaler, udvikling og anvendelse af pårørendepjece at afstemme forventninger og ligestille pårørende i samarbejdet. Udviklingen betyder, at samarbejde med pårørende er blevet til en tydelig sygeplejefaglig opgave, hvor et fælles sprog professionaliserer området.

Ældre patienter indlagt med hoftenær fraktur er pga. deres høje alder og akutte indlæggelse i mange tilfælde sårbare og ikke fuldt ud i stand til at overskue deres egen situation. Af den grund får pårørende ofte en fremtrædende rolle i patientforløbet som den aktivt kommunikerende og koordinerende, særligt i overgangene mellem sektorerne. Derfor er samarbejde med pårørende en betragtelig del af de sundhedsprofessionelles arbejde med denne patientgruppe, også under hospitalsindlæggelse på ortopædkirurgisk sengeafsnit, hvor det ofte viser sig at være en udfordring (1).

Formålet med denne artikel er at formidle, hvordan der i en hofteunit etableret i 2014 på ortopædkirurgisk afdeling på Nordsjællands Hospital er blevet udviklet en forskningsbaseret praksis for udskrivelser, der involverer pårørende og tager udgangspunkt i sygeplejerskernes faglige perspektiver og arbejdsforhold. Hofteunitten er etableret i afdelingen uden at tilføre personaleressourcer.

Tidligere lå patienter med et hoftenært brud spredt på flere sengeafsnit, hvilket ofte medførte manglende struktur, flow og kvalitet i forløbene. Ved at have samlet patienterne i en hofteunit er det den samme personalegruppe, der tværfagligt koordinerer, plejer og behandler denne patientgruppe, som udgør afdelingens ældste og mest skrøbelige patienter.

Pårørende vil ses og høres

I dag får pårørende tildelt flere opgaver end tidligere, hvilket skyldes en voksende ældrebefolkning, flere og hurtigere behandlingsforløb og nedskæringer i primærsektorens plejesektor. Undersøgelser viser, at pårørende gerne vil hjælpe, men at de bliver pressede i deres hverdagsliv, og at der i Danmark ikke er nogle instanser, der kan hjælpe og støtte dem (1).

Undersøgelser af pårørende i hospitalsvæsnet viser, at de oplever at skulle underlægge og tilpasse sig systemet, at de ikke oplever at få tilstrækkelig information eller bliver hørt (2), og at de strukturelt set er ekskluderet fra sundhedssystemet (1). Af den grund synes det relevant at stræbe efter en praksis, der involverer pårørende.

Selvom involvering af pårørende er og bør være en tværfaglig indsats, er den ændrede praksis primært udviklet i samarbejde med sygeplejersker. Sygeplejersker er den største sundhedsprofession i hospitalsregi, og de bruger mest tid i direkte kontakt med patienter og pårørende (3). Desuden er det en profession, hvis faglige interesse er omsorg for hele personen, hvilket implicerer kommunikation og relationsdannelse med patienten og dennes netværk. Det kan imidlertid se ud til, at sygeplejens omsorgsidealer er under pres i dag. Ifølge undersøgelser i sygeplejerskers arbejdsliv fortrænger det stigende fokus på effektiv behandling og standardiserede arbejdsrutiner plejen og omsorgen (4). Undersøgelser viser, at der forekommer diskrepans mellem, hvad sygeplejersker ideelt tænker om pårørendesamarbejde, og hvad der sker i praksis (2). Af den grund synes det at være relevant at fokusere på kommunikationen mellem pårørende og sygeplejersker.

ff1-2019_fa_paaroerende_tabel_1For at undersøge mulighederne for større grad af pårørendeinvolvering er der anvendt en kombination af etnografisk feltarbejde, interview med pårørende og aktionsforskning. Førstnævnte for at forstå den komplekse kontekst, udviklingen skal foregå i, sidstnævnte for gennem igangsættelse af forandringsprocesser at belyse muligheder for udvikling. Forskningsprocessen var tilrettelagt sådan, at der skiftevis blev foretaget etnografiske feltobservationer og afholdt dialogmøder, se tabel 1.

Etnografisk feltarbejde med fokus på interaktion

Der er valgt en refleksiv etnografisk tilgang (5), hvor fokus gradvist er blevet indsnævret. Således begyndte det empiriske arbejde med tre ugers indledende feltobservationer på afdelingen, hvor fokus var interaktion mellem patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Senere i processen blev arbejdet mere fokuseret, idet dialogmøde med sygeplejerskerne og interview med pårørende pegede på, hvad og hvem det var relevant at observere. Her blev 15 udskrivelsessamtaler observeret. På den måde belyser det etnografiske materiale i form af strukturerede feltnoter, hvordan kommunikation mellem patient, pårørende og sundhedsprofessionelle foregik både før og efter indførelse af planlagte udskrivelsessamtaler.

Pårørende interviewet to gange

Som led i det etnografiske feltarbejde blev der foretaget semistrukturerede interview (5) med 10 pårørende to gange. Første interview under patientens indlæggelse og andet interview to til tre uger efter patientens udskrivelse. De pårørende blev udvalgt, så de afspejlede resten af pårørendegruppens sammensætning, det vil sige primært voksne børn af patienten, overvejende døtre samt ægtefæller af begge køn. Hensigten var at få viden om deres erfaringer med at være pårørende til en ældre borger med hoftebrud og deres synspunkter på samarbejdet med sundhedssektoren. Interviewene blev udført af den ph.d.-studerende, optaget og efterfølgende transskriberet.

Mulighed for at skabe forandring

For at forskningen kunne bidrage til udvikling af samarbejdet mellem pårørende og sygeplejersker, er der valgt en aktionsforskningstilgang, hvis ærinde netop er at skabe forandringsprocesser sammen med de aktører, der er i feltet, og herigennem skabe viden om mulighederne for at skabe forandring i det givne felt. (6). Interviewene med pårørende indgår som fundament for forandringerne, men det er sygeplejerskernes faglige perspektiver, der er i fokus for aktionen. Hermed bidrager aktionsforskningen til organisations- og professionsudvikling.


ff1-2019_fa_paaroerende_tabel_2Aktionsforskningen er gennemført med afholdelse af fire dialogmøder. Her deltog cirka seks praksissygeplejersker, en afdelingssygeplejerske, en udviklingssygeplejerske og en enkelt gang en oversygeplejerske. Ved dialogmøderne bringes deltagernes praksiserfaringer i spil og giver plads til en fælles refleksion med det formål at skabe indsigt og idéer til nye arbejdsgange (7), se tabel 2.

Et sammenhængende empirisk grundlag

Fortolkningstilgangen er inspireret af Reflexive Methodology (8), der tilstræber en åbensindet og dialektisk bevægelse mellem det empiriske materiale, som er skabt gennem processen, og den teoretiske begrebsliggørelse med Jürgen Habermas’ koncept om den kommunikative handlen (9).

For at styrke relevansen af det etnografiske feltarbejde i et udviklingsperspektiv blev de foreløbige analyser af observationerne og interviewene fremlagt til dialogmøderne, så sygeplejerskerne kunne kommentere og uddybe dem. På den måde er der gennem skiftevis etnografisk feltarbejde og dialogmøder skabt et sammenhængende empirisk grundlag, der udsiger noget om selve forandringsprocessen. Det empiriske materiale er ikke neutrale og objektive billeder af virkeligheden, men derimod et empirisk materiale, der med en bestemt normativ hensigt om øget involvering af pårørende og bedre sammenhæng mellem sygeplejefaglige idealer og praksis er meningsfuldt og relevant.

Forskningsetik

Implicerede patienter og pårørende har fået skriftlig information om forskningsprojektet og givet samtykke til observation af deres samtaler med de sundhedsprofessionelle. De pårørende, som deltog i interviewene, fik både mundtlig og skriftlig information og underskrev en samtykkeerklæring. De sygeplejersker, som deltog i dialogmøderne, var der som en del af deres arbejde. De udtalelser, der er benyttet, er anonymiserede, og deltagernes identitet kendes kun af dem selv. Flere af deltagerne har læst analyserne og har ingen indvendinger. Datatilsynet er underrettet om projektet.

Resultater

Analysen af praksisændringerne præsenteres i kronologisk orden. Således beskrives først, hvordan praksis i relation til pårørendesamarbejde så ud før ændringerne. Dernæst beskrives, hvordan praksis så ud efter ændringerne. Afslutningsvis beskrives, hvordan plejepersonalet aktuelt oplever praksis.

Kommunikation fylder meget

Observationer af kommunikationspraksis mellem sygeplejersker og pårørende til ældre patienter indlagt med hoftefraktur viste, at kommunikation fyldte meget i det sygeplejefaglige arbejde. Ikke som en tydeligt defineret opgave, men som en flydende størrelse, hvor telefonsamtaler og ad hoc-samtaler med pårørende igennem vagterne tog meget tid, særligt i aftenvagterne. Observationerne viste også, at kommunikationen var tilfældig i den forstand, at den fordrede pårørendes initiativ og dermed også var forskelligartet. Kommunikationen strakte sig fra længere forståelsesorienterede samtaler pårørende og sygeplejersker imellem, gerne på gangene uden patientens tilstedeværelse, til konfliktfyldt eller manglende kommunikation. Ved andet dialogmøde fremhævede sygeplejerskerne, at samarbejdet med pårørende kunne være udfordrende, hvilket bl.a. er relateret til to forhold:

  1. at det kan være tidskrævende, særligt i aftenvagterne, hvor pårørende har fri fra arbejde og derfor kommer mere, men hvor der er mere sparsom normering end i dagvagter
  2. at de pårørende ofte forventede mere af systemet, end den enkelte sygeplejerske kunne honorere, og at der således var en forventningsdiskrepans. En sygeplejerske siger f.eks.:

”Nogen gange har de pårørende utroligt urealistiske forventninger, hvor man særligt i aftenvagterne kan føle sig som jaget bytte og dårligt kan vise sig på gangen, og hvor de bombarderer én med spørgsmål … så der er det svært at være tilstrækkelig, når man ikke har tiden til rådighed, når man har 11 andre patienter, hvor der måske også er pårørende, der godt liiige kunne tænke sig, at man kunne opdatere dem på, hvad der er sket på stuegangen, og hvornår de skal hjem […] det er jo ikke os, der har det sidste ord, når de udskrives i forhold til, hvor de skal hen efter en udskrivelse, men det er os, der får skideballen [af pårørende] over, at kommunen tager dem hjem i eget hjem i stedet for til genoptræning.” (Dialogmøde 2) (10).

Interviewene med pårørende bekræfter denne forventningsdiskrepans, idet mange fremhæver, at de håber på, at hoftebruddet kan afstedkomme, at den ældre kan få mere hjælp og støtte i dagligdagen, men at personalet på hospitalet ikke viser særlig interesse herfor. En pårørende siger:

”For der var vi jo allerede, ”Eeij, hvad nu, hvis de sender hende hjem?”, det var faktisk vores største problem, det var: Hun skal bare ikke hjem nu, for når hun kommer hjem, så sidder hun bare stille i en stol og gør ingenting og går uden sin rollator, og så kommer hun jo bare ind igen og er faldet igen, ik’ (…) jeg håber jo virkelig, at de ikke gør hende så god, så de sender hende hjem […] og fik sagt, det er altså ikke nogen god idé, hun kommer hjem (…), for hun kan ikke klare sig derhjemme, og det synes jeg jo, jeg havde brug for at sige til nogen, men det virkede til, at det var alle da ligeglade med, altså om hvordan der var derhjemme, og hvordan det skal gå fremover, det var ikke altså, det var her og nu, det handlede om, og det var det, jeg oplevede. Men jeg kunne da heller ikke sige andet, end det var jo så bare det … det var her og nu, og så indordnede jeg mig bare under det [og videre … ] det er sådan og sådan, det er, og sådan og sådan bliver det. Færdig. Og så sad man bare der og kunne mærke, at nu er man da inde i systemet, ik’.” (Interview med pårørende) (1).

Som det fremgår, kan samarbejdet opleves temmelig forskelligt. Med afsæt i en erkendelse heraf igangsatte afdelingen praksisændringer.

Alle pårørende inkluderet i forløbet

Efter andet dialogmøde påbegyndte afdelingen at afholde statussamtaler på patientens tredje til femte postoperative dag. Her blev pårørende inviteret med og tidspunktet aftalt i fællesskab, dog i dagvagt. Som led i udviklingen blev der udarbejdet en retningslinje med formål og indhold for statussamtalen, så alle medarbejdere har kendskab hertil. Således inkluderes alle pårørende i patientforløbet og får information og mulighed for at bidrage med deres viden om patienten i relation til planlægningen af udskrivelsen. Desuden kan sygeplejersker med presset tid og/eller mindre kendskab til patienten i f.eks. en aftenvagt nu henvise til statussamtalen. Hermed aflastes både pårørende og sygeplejersker.

Observationer af statussamtalerne viste imidlertid, at samtalen trods de gode intentioner var asymmetrisk i den forstand, at de sundhedsprofessionelle kendte til samtalens formål, indhold og rammer, hvorimod pårørende ikke vidste andet, end at der var en samtale. Det betød, at der fortsat kunne være en ulighed i samarbejdet og også en blivende forventningsdiskrepans. Med henblik på forventningsafstemning og på at ligestille pårørende i samarbejdet udviklede vi en pårørendepjece, som er pilottestet i samarbejde med pårørende.

Pårørendepjecen indleder med en beskrivelse af nogle af de udfordringer, man kan opleve som pårørende til en ældre med hoftebrud baseret på interview med pårørende. Efterfølgende er der en kort beskrivelse af statussamtalens formål og struktur, samt hvilke faggrupper der deltager i samtalen. Derudover er der en kort beskrivelse af patientforløbets ansvarsmæssige organisering, dvs. hvad er henholdsvis afdelingens og kommunens ansvar i forhold til visitering til genoptrænings- eller aflastningsophold. Der er også en kort gennemgang af, hvad afdelingen ønsker fra de pårørende, f.eks. afhentning af tøj, hjælpemidler og valg af en primærpårørende, som står for kommunikationen med afdelingen. Pjecen udleveres til patienten som en del af en velkomstmappe og til de pårørende, når tidspunktet for samtalen aftales.

Faglig kvalitet og stolthed øget

Ved fjerde dialogmøde kom det frem, at etablering af hofteunit generelt har øget den faglige kvalitet og faglige stolthed blandt plejepersonalet i forhold til sygeplejen til patienter med hoftenært brud. Desuden er praksis i relation til pårørendesamarbejdet i hofteunit kendetegnet ved langt færre konflikter med pårørende, færre telefonopkald og henvendelser fra pårørende i f.eks. aftenvagter, og færre klager fra pårørende. Sygeplejegruppen oplever, at der er sket et skift fra at opleve de pårørende som belastende hen imod et mere konstruktivt samarbejde til gavn for både patient og pårørende. Sygeplejerskerne oplever, at de gennem det systematiske arbejde med statussamtalen har fået et fælles fagligt sprog omkring samarbejdet med de pårørende. Dette fælles sprog skaber en professionalisering af relationen mellem pårørende og sygeplejerske. Herved oplever sygeplejersken nu samarbejdet som en eksplicit opgave, som beror på en professionel relation, der ikke er styret af den enkelte sygeplejerskes følelsesmæssige tolkning af situationen.

Samarbejdet med pårørende kan systematiseres

Projektet viser, at det er muligt at udvikle en praksis, som involverer pårørende og tager udgangspunkt i de sundhedsprofessionelles faglighed og arbejdsmæssige vilkår. Kombinationen af aktionsforskning og etnografisk feltarbejde har været særdeles frugtbar. Pårørendesamarbejdet er gået fra at være tilfældigt, svingende, manglende og præget af stor forventningsdiskrepans til systematisk at inkludere alle pårørende samt være en tydelig defineret opgave for plejepersonalet. Analysen viser, at der er risiko for, at initiativer, som involverer pårørende, bliver asymmetriske og fastholder forventningsdiskrepans, hvorfor det er særligt vigtigt at imødegå dette; i nærværende projekt igennem en pårørendepjece.

Debat
  • Hvordan organiserer I samarbejdet med pårørende?
  • Hvordan evaluerer I dette samarbejde?
  • Hvilke ændringer har I foretaget i samarbejdet med pårørende indenfor de sidste par år set i lyset af det stigende fokus på involvering af pårørende?

Et oplagt udviklingspotentiale

Indsatsen er ikke evalueret direkte med pårørende, hvilket er en mulighed i fremtiden. Desuden er der et oplagt udviklingspotentiale i forbindelse med samarbejde med primærsektoren. Der arbejdes aktuelt på et forbedringsprojekt i afdelingen, der skal afdække, hvilken information primærsektor har behov for ved udskrivelse til genoptræning på de midlertidige pladser. I den forbindelse afdækkes også, hvordan afdelingen sikrer, at der kan ske en systematisk afstemning mellem udvalgte kommuners behov for relevant information og det, der medsendes patienten ved udskrivelse til genoptræningsophold. Det skal sikre patienter og pårørende en tryggere og mere patientsikker overgang fra sekundær- til primærsektor med så lille et informationstab som muligt.

Referencer
  1. Bernild C. Pårørende i klemme mellem system og livsverden. In LS Christiansen (red). Ulighed i sundhed – nye humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver Frederiksberg: Frydenlund Academic 2016.
  2. Lindhardt T et al. Collaboration between relatives of older patients and nurses. Confirmatory Factor Analysis of the Family Collaboration Scale. Submitted 2016.
  3. Lehn-Christiansen S. Tværprofessionelt samarbejde i sundhedsfaglig praksis. København: Munksgaard 2016.
  4. Dansk Sygeplejeråd. Bladet fra munden – mod og vilje til det gode arbejdsliv. Dansk Sygeplejeråd 2016.
  5. Davies CA. Reflexive Ethnography – A Guide to Researching Selves and Others. London: Routledge 2008.
  6. Bradbury H (ed). The SAGE Handbook of Action Research, 3rd ed. London: SAGE Publications 2015.
  7. Frimann S, Bager A. Dialogkonferencer, in Duus G et al, (red.) Aktionsforskning – en grundbog. København: Samfundslitteratur 2012.
  8. Alvesson M, Skjöldberg K. Application of Reflexive Methodology: Strategies, Criteria and Varieties, in Reflexive Methodology – New Vistas for Qualitative Research. London: Sage, 2009.
  9. Habermas J. The Theory of Communicative Action. Vol 1&2, Boston: Beacon Press 2004.
  10. Bernild C, Liveng A, Overgaard D. Kommunikation mellem pårørende og sygeplejersker på en hospitalsafdeling, Forskning og forandring, Research and Change, Nr.1, Vol. 1. Cappelen Damm Akademisk 2018.

Camilla Bernild

Camilla Bernild

Sygeplejerske 2004, kandidat i sundhedsfremme og uddannelsesstudier i 2009, ph.d. i 2018. Klinisk underviser, Rigshospitalets Hjertecenter.
camilla.bernild@regionh.dk

Cristina Hein Andersen

Cristina Hein Andersen

Sygeplejerske 1998, diplomeksamen i ledelse og kvalitetsudvikling 2008, afslutter Master i organisationspsykologi 2019. Ledende oversygeplejerske, ortopædkirurgisk afdeling, Nordsjællands Hospital.

Merete Kjeldgaard Engell

Merete Kjeldgaard Engell

Sygeplejerske 2000. Klinisk sygeplejespecialist, ortopædkirurgisk afdeling O, 1551, Nordsjællands Hospital.

Vivian Møller Hansen

Vivian Møller Hansen

Sygeplejerske 1989. Afdelingssygeplejerske, ortopædkirurgisk afdeling O, 1551, Nordsjællands Hospital.

Abstract in English

Bernild C, Andersen CH, Engell MK, Hansen VM.

Systematic, evidence-based cooperation with relatives has impact

Fag&Forskning 2019;(1):48-53.

This article reports on the value of evidence-based practice in a department of orthopaedic surgery to involve relatives, which also addresses clinical nursing perspectives and working conditions.

Specifically, the project centres around the relatives of elderly patients hospitalised with hip fractures. Owing to their high age and emergency admission status, this group of patients tends to be vulnerable and not in full command of their situation. For that reason, the relatives frequently take on a prominent role in the patient’s care plan as active communicators and coordinators.

With reference to an action-research study, the article demonstrates that nurse-relative cooperation transitioned, via the facilitation of status interviews, positive progress and reference to a relatives’ pamphlet, from being arbitrary and characterised by discrepant expectations to reconciling expectations and equitable status for relatives in patient-centred cooperation. This targeted transition means that cooperation with relatives has become a prominent nursing task in which a common terminology professionalises the domain. 

Keywords: Involvement, relatives, research, cooperation, terminology

 

Emneord: 
Forskning
Pårørende

Kommentar: Vi er stolte af vores navn

Diskussionen om, hvorvidt vi skal kaldes sygeplejeforskere, forskere i klinisk sygepleje eller simpelthen bare sundhedsvidenskabelige forskere, er ikke ny og måske heller ikke vanvittig interessant.

Kommentar til "På Spidsen", "Et slag for de tværfaglige forskningsmiljøer", Fag & Forskning 2018;(3) af Inger Margrete D. Siemsen, sundhedsfaglig chefkonsulent, ph.d..

Sundhedsvidenskabelig forskning har kun en etisk berettigelse, hvis den sigter mod at forbedre livet for den næste patient, vi møder. Den tværfaglige indsats er nødvendig, og alle indsatser skal ske på et videns- og forskningsbaseret grundlag.

Dette gælder også den sygeplejefaglige omsorg, pleje og behandling. Så ja, sygeplejersker forsker i sygepleje. Sygeplejersker, som udøver enten mono- eller tværfaglig forskning, bidrager med netop deres vinkel ind i forskningsfeltet.

Diskussionen om, hvorvidt vi skal kaldes sygeplejeforskere, forskere i klinisk sygepleje eller simpelthen bare sundhedsvidenskabelige forskere, er ikke ny og måske heller ikke vanvittig interessant. Lignende diskussion foregår inden for andre professioner.

I klinisk praksis får patienten den bedste pleje og behandling, når hver disciplin omkring ham/hende er kompetent, teoretisk velfunderet, og der samarbejdes. Det gælder også forskningen, der lægger grundstenen til evidensbaseret praksis. I forskningen arbejdes på tværs af de faglige discipliner, og der anvendes de samme videnskabelige metodiske principper og kvalitetskrav, men vores grundfag vil altid tegne interessefeltet. Den stigende kompleksitet i patienternes/borgernes sundhedsproblemer fordrer tæt samarbejde, ikke kun i klinisk praksis, men også i forskningen.

I Dansk Selskab for Sygeplejeforskning er vi stolte af navnet og af vores bidrag til den rivende udvikling i evidensbaseret sygepleje, som er sket på relativt få år. Selskabets vision er fortsat at fremme forskning inden for sygepleje til gavn for menneskers sundhed og evne til at leve med sygdom. Vi opfatter os ligeværdige med forskere fra andre discipliner, og det er vores oplevelse, at samarbejdet mellem disciplinerne og forskningskvaliteten er støt stigende.

Bestyrelsen, Dansk Selskab for Sygeplejeforskning,
Hanne Konradsen, hanne.konradsen@ki.se
Suzanne Forsyth Herling
Bente Thoft Jensen
Elizabeth Rosted
Helle Haslund Thomsen
Dorthe Gaby Bove
Karin Bundgaard Mikkelsen

 

Emneord: 
Forskning