Jeg havde ikke lyst til at være ked af det

Tina Bjerre Kanstrup (tv) og Solvejg Andersen

”Jeg oplevede, at alle i min omgangskreds syntes, at jeg skulle være ked af det, fordi jeg havde fået kræft. Men jeg havde ikke lyst til at være ked af det og ville bare gerne kigge fremad. Derfor fik jeg dårlig samvittighed over for mine voksne drenge, fordi jeg ikke fortalte dem ret meget om mit sygdomsforløb.”

Sådan fortæller 70-årige Solvejg Andersen, tidligere kræftpatient på Gynækologisk klinik på Rigshospitalet, om de problemer, der rumsterede rundt i hende, efter at hun var blevet opereret for gynækologisk kræft. 

Det hjalp hende at deltage i nogle samtaler med en sygeplejerske fra klinikken. Samtalerne var baseret på metoden Guidet Egen-Beslutning (GEB), og Solvejg Andersen skulle hjemme forberede sig til samtalerne ved at udfylde nogle refleksionsark – en slags spørgeark – der skal hjælpe patienten til at identificere, hvilke problemer der fylder mest efter sygdommen. 

Læs også: Fra første samtale snakker vi om det, der er allervigtigst

”Når man bliver udskrevet efter behandling som kræftpatient, kan det være utrolig svært at få hold på alle de tanker, der kører rundt i hovedet ligesom i et garnnøgle, hvor man ikke kan finde begyndelsen på garnet. Refleksionsarkene hjalp mig til at begynde at filtre garnnøglet op,” forklarer Solvejg Andersen.

”Ved samtalerne fik jeg bekræftet, at det var helt i orden, at jeg ikke var ked af det efter min sygdom. Det gjorde, at jeg turde snakke med mine sønner om det,” fortæller hun. 

Nødvendigt at skubbe til patienten

På Gynækologisk klinik på Rigshospitalet tilbydes samtalerne til de patienter, som har det sværest og måske oplever senfølger af operationen som angst for tilbagefald, seksuelle problemer eller symptomer på overgangsalder. Ofte befinder patienterne sig i en fastlåst situation.

Sygeplejerske Tina Bjerre Kanstrup fortæller om sit arbejde med GEB og de gynækologiske kræftpatienter:

”Når patienten møder op til en samtale med de udfyldte ark, gennemgår vi arkene, og i løbet af samtalen sætter jeg fokus på de udfordringer, patienten har, og som går igen og derfor ser ud til at fylde rigtig meget. Lidt senere i forløbet går vi i dybden med, hvordan patienten kan komme videre med det problem, der fylder.”

Nogle gange er Tina Bjerre Kanstrup nødt til at skubbe lidt til patienten: 

”Hvis patienten f.eks. siger, at det ikke nytter at gøre noget ved et problem. Så kan jeg sige: ”Jamen HVIS du nu skulle gøre noget – hvad skulle det så være?” Eller: ”Hvordan tror du, at hun ville reagere, hvis du kastede dig ud i at snakke med hende om det alligevel?” På den måde bliver patienten tvunget ud i at overveje, om det måske kunne være en god idé at få åbnet op for et problem overfor de nærmeste.” 

”Man hører, hvad man selv tænker”

Det vigtigste ved samtalerne er, at det er patienten selv, som sætter dagsordenen. 

”Normalt skal vi i vores arbejde som sygeplejersker igennem en masse generelle spørgsmål ved patientsamtaler, men her er det mere spot on på, hvad det er, der fylder for patienten. Det er ikke min dagsorden, men patientens,” forklarer Tina Bjerre Kanstrup.
Samtalerne hjælper patienten til at komme videre, fordi sygeplejersken kan se sammenhænge og muligheder, som patienten har svært ved at få øje på. 

”Det er vigtigt som patient at få et udefrakommende perspektiv på situationen – at snakke med en, der ikke har følelser i klemme, og som kan kaste tingene tilbage. F.eks. at gøre Solvejg opmærksom på, at det i virkeligheden var dårlig samvittighed, hun følte overfor sine voksne børn, og at hun ikke behøvede at have dårlig samvittighed. Det hjalp hende til at komme videre.” 

Solvejg Andersen er helt enig. 

”Samtalerne gør, at man hører, hvad man selv tænker. Nogle gange kan man ikke forstå, hvad man selv tænker og mener, medmindre man har en anden person at fortælle det til. Og det skal ikke altid være dem, der er tættest på én,” mener hun.

Sygeplejerskerne, der varetager samtalerne, er uddannet i GEB og de tre kommunikationsmetoder, som benyttes: aktiv lytning, spejling og værdiklargøring. Center for HR på Rigshospitalet har udviklet et standardiseret certificeringsprogram til sygeplejerskerne med e-learning, fremmøde- og øveforløb, som udbydes til sundhedsprofessionelle nationalt. 

Sådan bruges refleksionsarkene i Guidet Egen-Beslutning

Patienten udfylder en række refleksionsark (spørgeark) hjemme som forberedelse til to til fire samtaler med en sygeplejerske. Patienten inviteres til at reflektere over egne udfordringer, værdier og ressourcer. Det gør det muligt ved samtalen at fokusere på det vigtigste.

SAMTALE 1 indkredser patientens udfordringer.
•    Forberedelse: Patienten indkredser, hvad der er svært at leve med efter sygdommen bl.a. ved, at patienten fuldender 26 sætninger a la: ”Det værste ved at have kræft er … ”, og ”Jeg oplever, at min familie … ”.

SAMTALE 2 prioriterer, hvilke udfordringer der skal arbejdes videre med. Patienten uddannes i at reagere på nye symptomer.
•    Forberedelse: Patienten svarer på spørgsmål om hverdagen og om behov for ændringer samt laver en liste over det, der er svært. 

SAMTALE 3 har fokus på systematisk at arbejde med en erkendelse af problemet og en handlingsvej. 
•    Forberedelse: Patienten går i dybden med de sværeste udfordringer samt opsætter mål for problemløsning.

SAMTALE 4 udarbejder en langsigtet plan med strategier til at løse patientens problemer.
•    Forberedelse: Patienten gør status – hvad skal der arbejdes videre med, og hvem kan være en støtte fremadrettet?

 

Guidet Egen-Beslutning II: I samtalen mellem sygeplejerske og gynækologisk kræftpatient er det patienten, der sætter dagsordenen.
14-15
2019
1
Ny Praksis
Gynækologi
Kræft
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Magazine tags  Ny praksis Web article 

Fra første samtale snakker vi om det, der er allervigtigst

Mette Linnet Olesen
"Refleksionsarkene gør, at vi sætter pilen ind i midten af målskiven med det samme i stedet for at skulle kredse os ind på emnet,” forklarer klinisk forsker og sygeplejespecialist, ph.d., Mette Linnet Olesen.
Foto: Bax Lindhardt
Kvinder behandlet for gynækologisk kræft føler sig ofte alene med bekymringer om sygdommen og de fysiske, psykiske og sociale udfordringer, der kan følge af behandlingen, f.eks. mistet forplantningsevne, seksuelle forandringer eller træthed. Her har de klassiske kontrolbesøg vist sig ikke at hjælpe patienterne.

Derfor tilbyder Rigshospitalets gynækologiske klinik op til fire samtaler med en sygeplejerske, hvor patienten inden samtalen udfylder en række såkaldte refleksionsark, en slags spørgeark. Det hjælper sygeplejerske og patient til at tale om og løse problemet med det, der er vigtigst.

Alle kan være med

Tilbuddet om Guidet Egen-Beslutning er nu blevet digitaliseret af Sundhed.dk, så patienterne kan tilgå dem via deres NemID og vælge en videosamtale med en sygeplejerske. Det betyder, at de patienter, som kommer langvejs fra og ikke har mulighed for et fysisk møde, får samme muligheder som de andre patienter.

”Fra første samtale snakker vi om det, der er allervigtigst for patienten. Refleksionsarkene gør, at vi sætter pilen ind i midten af målskiven med det samme i stedet for at skulle kredse os ind på emnet,” forklarer klinisk forsker og sygeplejespecialist, ph.d., Mette Linnet Olesen.

Metoden kaldes Guidet Egen-Beslutning (GEB) og er oprindeligt udviklet til diabetespatienter, men Mette Linnet Olesen har i sin ph.d. tilpasset metoden til gynækologiske kræftpatienter. Efter et pilotstudie med 15 patienter testede hun metoden i et klinisk randomiseret interventionsstudie med 165 patienter.

”Vi målte på livskvalitet, og den fysiske livskvalitet var signifikant forbedret efter ni måneder hos de kvinder, som havde modtaget et individuelt antal samtaler med GEB. Fysisk livskvalitet favnede områder som træthed, søvnforstyrrelser, smerter og fertilitet, så det var et meget relevant effektmål, siger hun.

Kvinderne var alene med problemerne

Samtalerne blev efterfølgende indført på Gynækologisk klinik på Rigshospitalet i 2016 til patienter, som har det særligt svært, men det hele startede tilbage i 2012, hvor der kom ny viden om, at kontrolpraksis for behandlede gynækologiske kræftpatienter ikke øgede patienternes overlevelse. 

Læs også: Jeg havde ikke lyst til at være ked af det

Det var Mette Linnet Olesens øverste ledelse, som foreslog forskningsprojektet, og med opbakning fra læger og oversygeplejersken på Gynækologisk klinik gik Mette Linnet Olesen derfor i gang med at undersøge, hvordan patienterne oplevede kontrolforløbet. Først læste hun litteraturen igennem og interviewede seks kvinder.

”Kvinderne viste sig at være meget alene med deres udfordringer efter sygdommen og oplevede, at afdelingen ikke havde tid til at tage sig ordentligt af det. I nogle tilfælde ville kvinden heller ikke belaste de pårørende ved at snakke om det.”

”Kvinderne var bekymrede for, at sygdommen skulle vende tilbage og manglede viden om, hvilke symptomer de selv kunne holde øje med. De havde mangeartede udfordringer: Nogle havde mistet evnen til at få børn, andre var pludselig kommet i overgangsalderen, og under de korte kontrolbesøg var det svært at snakke om psykosociale eller seksuelle udfordringer,” forklarer Mette Linnet Olesen. 

Prøvede af, indtil det fungerede

I afdelingen blev man enige om, at der var brug for at udvikle og teste en personcentreret tilgang. 

”Valget faldt på GEB, fordi det på en systematisk og effektiv måde kan finde frem til patienternes individuelle problemstillinger og understøtter en fælles problemløsningsproces,” fortæller Mette Linnet Olesen.

Metoden var oprindeligt udviklet til diabetes af Vibeke Zoffmann, professor og forskningsleder ved Juliane Marie Centeret på Rigshospitalet. For at gøre metoden brugbar til gynækologiske kræftpatienter lavede Mette Linnet Olesen derfor først et pilotstudie med 15 gynækologiske kræftpatienter.

Guidet Egenbeslutning
”Her handlede det om at justere refleksionsarkene, så de gav mening for kvinderne. At prøve arkene af, ændre ord og udvikle nye ark indtil det fungerede,” siger hun. 

For at teste, om alle patienter i interventionsstudiet blev udsat for samme behandling, udviklede Mette Linnet Olesen også et nøjagtighedsværktøj, ”fidelity tool”, der viser, om sygeplejersken i samtalerne bruger metoden rigtigt. I dag bruger sygeplejerskerne værktøjet til at kvalitetssikre GEB-samtalerne. 

Støtte fra ledelsen var uvurderlig

Den lokale ledelse og Juliane Marie Centeret på Rigshospitalet har undervejs været en stor støtte for Mette Linnet Olesen:

”De har været med til fra første færd at sikre, at det hele har kunnet lade sig gøre i praksis. Den støtte, jeg har fået fra dem, har været uvurderlig i forhold til mit arbejde, fordi de har kunnet se værdien af problemstillingen hele vejen.” 

Title

Metode
•    165 kvinder behandlet for tidlige stadier af gynækologisk kræft blev randomiseret til almindelig kontrol eller kontrol plus 1-4 samtaler med en sygeplejerske baseret på Guidet Egen-Beslutning (GEB). 
•    Livskvalitet blev målt før randomiseringen og efter ni måneder på områderne fysisk, psykisk, social, spirituel og total livskvalitet. 
•    14 kvinder valgte at få en enkelt samtale, 40 valgte to, tre valgte tre og 19 valgte fire samtaler. 
•    Tre patienter gennemførte ikke. 

Resultater
•    De, der fik GEB, scorede signifikant højere på fysisk livskvalitet efter tre måneder (p=0.01). Fysisk livskvalitet favner områder som træthed, søvnforstyrrelser, smerter og fertilitet. Der var ingen forskel på de øvrige områder.

Konklusion 
Resultaterne peger på, at GEB forbedrer fysisk velbefindende hos de kvinder, der overlever gynækologisk kræft. 

Kilde: Olesen ML et al. A person-centered intervention targeting the psychosocial needs of gynecological cancer survivors: a randomized clinical trial. J Cancer Surviv 2016;10(5):832-41.

 

Guidet Egen-Beslutning I: Når den gynækologiske kræftpatient forbereder samtalen hjemme, hjælper sygeplejersken patienten til bedre fysisk livskvalitet.
12-13
2019
1
Ny Praksis
Gynækologi
Kræft
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Magazine tags  Ny praksis Web article 

"Nå, nu fik jeg da Fru Hansen op at gå fire gange i dag"

Birgitte Monrad Larsen og Stine Bjørn

Gynækologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital huser bl.a. patienter opereret for kræft i æggestokkene. På gangen står en nyindkøbt rollator og en såkaldt prædikestol. Der hænger kunst på væggene, og der er gjort meget for at skabe en atmosfære, hvor patienterne motiveres til at forlade sengen. Hele kulturen er ændret med øget fokus på hurtig postoperativ mobilisering.

Forandringens vinde begyndte at blæse, da sygeplejerskerne Stine Bjørn og Birgitte Monrad Larsen sammen med sygeplejerske med særlig funktion Karen Eck og sosu-assistent Ulla Thomsen nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle se på både årsager og muligheder.

"Vi har jo sendt data ind til databasen DGCD Nursing for hver enkelt patient, hvor mange timer hun var ude af sengen hver dag efter operationen. Ud fra det kunne vi se, at vi lå på 45 pct., hvor målet er 60 pct. for mobilisering inden for de to første dage efter operationen. Det var ikke tilfredsstillende, og det mente ledelsen heller ikke, så vi fik ressourcer til at arbejde med emnet og til at indkøbe udstyr," fortæller Stine Bjørn.

Det har de gjort i Aalborg
  • Gennem tværfagligt samarbejde fået ændret på smertebehandlingen, så den ikke modvirker hurtig mobilisering.
  • Prioriteret begyndende mobilisering allerede på Opvågning.
  • Indkøbt rollator og "prædikestol" – en høj rollator, man kan støtte sig til med overkroppen. Det gør det lettere for patienten at blive mobiliseret, hvis de eksempelvis har lidt følelsesforstyrrelse i det ene ben på grund af epiduralkateteret. Prædikestolen er også god at stå og hvile sig ved.
  • Underviser patienter i selv at komme ud af sengen uden at belaste sår og muskler.
  • Sørget for gode og indbydende stole på stuerne.
  • Gjort gang og opholdsstue mere indbydende.
  • Informeret og motiveret patienter og pårørende.
  • Prioriteret en kost, der styrker muskulaturen og dermed muligheden for mobilisering.
  • Ændret kulturen på afdelingen gennem motivering af plejepersonalet.

At få patienten hurtigt op efter operation er ikke så enkelt, og mobilisering kan i første omgang være at få patienten op at sidde på sengekanten og måske gøre nogle øvelser.

"Udfordringen var, at mange følte sig svimmel, havde kvalme og fik blodtryksfald. Som sygeplejerske kunne man være bange for, at patienten besvimede, og så er det jo nærliggende at lade hende ligge i sengen for at undgå kritiske situationer," siger Birgitte Monrad Larsen.

Men det går ikke, og arbejdsgruppen tog kontakt til en fysioterapeut for at finde ud af, hvor meget de måtte "presse" patienter, der er blevet opereret i maven og har et sår, der skal læges. Samtidig skulle der ses på, hvordan svimmelhed på grund af lavt blodtryk kunne formindskes. Også Opvågning blev inddraget, for måske kan patienten allerede dér komme op og sidde med hovedgærdet løftet og lave nogle øvelser med armene op over hovedet.

"Det kan give bedre blodcirkulation, så patienten ikke får så meget kvalme af at blive kørt op til os. Vi arbejdede desuden med, hvordan patienten bedst kan komme ud af sengen uden at belaste mavemusklerne eller såret. Det er vigtigt at bruge de rigtige muskler, og det er i virkeligheden en simpel måde, som gør, at patienterne også selv kan komme ud af sengen," siger Stine Bjørn.

Ændret medicinblanding

Et af problemerne med hurtig mobilisering efter operationen var, at epiduralkateteret nok dæmpede smerterne, men også gjorde, at benene kunne opleves som følelsesløse. Lavt blodtryk og dermed svimmelhed var sammen med kvalme og utilpashed yderligere bivirkninger.

"Her inddrog vi anæstesilægerne og kirurgerne, og de blev hermed opmærksomme på et problem, de ikke hidtil havde været opmærksomme på. Deres indbyrdes arbejde med emnet førte til, at der blev ændret på medicinblandingen og den måde, den gives på. I dag oplever vi sjældent blodtryksfald, der i samme grad som tidligere modvirker mobilisering. Epiduralkateteret ligger bedre, og patienterne har færre motoriske bivirkninger. Det forbedrer muligheden for mobilisering," fortæller Birgitte Monrad Larsen.

Samarbejdet på tværs af afdelingerne førte til, at patienternes smertebehandling ikke mere blokerer for hurtig mobilisering. Herudover blev der taget fat på motiveringen og samarbejdet med pårørende.

Så meget skal du bevæge dig efter en gynækologisk cancer operation

Så snart du kommer tilbage til sengeafsnittet, skal du op at sidde på sengekanten, eventuelt stå eller gå en lille tur. Det er vigtigt, at du rejser dig på en skånsom måde.

  • På operationsdagen skal du sidde eller gå 1 time.
  • 1 dag efter operationen skal du sidde eller gå 3 timer
  • 2 dage efter operationen skal du sidde eller gå 5 timer
  • 3 dage efter operationen skal du sidde eller gå 8 timer

Kilde: Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

"Vi gør i dag meget ud af at informere både patienten og de pårørende om, hvorfor det er vigtigt med hurtig mobilisering. At få gang i muskler og bevægelse kan betyde, at maven hurtigere kommer i orden, hvor alternativet kan være, at den helt går i stå. Vi fortæller om mulige komplikationer, hvis vi blot lader patienten ligge, og det motiverer de pårørende til at medvirke," fortæller de to sygeplejersker.

De pårørende kan dermed gå fra at ville lade patienten ligge og hvile sig til at hanke op i hende, så de kan gå ned til opholdsstuen sammen. Men det skal også være en opholdsstue, det er hyggeligt at gå ned til. Sygeplejerskerne sørgede for friske ugeblade i stedet for månedgamle blade, mere kunst og hygge, en strikkekurv og strikkeopgaver i form af små strikkede blæksprutter til for tidligt fødte børn på neonatalafdelingen. Der kom også indbydende stole på stuerne, så patienten fik mere lyst til at stå op og sætte sig i den, fremfor at ligge i sengen.

Den vigtige kost

Kosten var endnu et emne. Med proteinholdig mad kombineret med bevægelse kan muskulaturen øges, og det kan virke positivt ind på mobiliteten og er også vigtigt, hvis patienten efterfølgende skal have kemobehandlinger.

"Derfor har vi sørget for, at der er et stort udvalg af proteindrikke samt kærnemælk, æg, ostehapser osv.," siger sygeplejerskerne, som i arbejdsgruppen har vendt hver en sten for at finde måder, der kan løfte indsatsen for hurtig postoperativ mobilitet. På tirsdagsmøder og personalemøder er kolleger blevet motiveret, og alle er nu med til at løfte opgaven. Resultat: Fra at ligge på 45 pct. og dermed væsentlig under målet er afdelingen nu oppe på 74 pct. og dermed langt over målet.

Det er der en stor tilfredshed i, fortæller Stine Bjørn og Birgitte Monrad Larsen. Som de siger:

"Det er dejligt at gå hjem efter en vagt og vide, at i dag fik jeg Fru Hansen op at gå fire gange … "

Læs også: "Guldgrube af data omsættes til viden"

 

Hurtig postoperativ mobilisering af patienter med kræft i æggestokkene er blevet væsentligt forbedret gennem indførelse af ny praksis på Aalborg Universitetshospital.
18-19
2018
4
Ny Praksis
Gynækologi
Kræft
Øvrige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Gynækologisk og obstetrisk sygepleje
Kræft
Kræftpatient
Kræftsygepleje
Magazine tags  Ny praksis Web article 

Guldgrube af data omsættes til viden

På 8. sal på Aalborg Universitetshospital rejser en ældre kvinde sig fra sengen allerede på dag 1 efter sin operation for kræft i æggestokkene. Hun sidder lidt på sengekanten og bevæger sig så langsomt ved hjælp af en rollator en tur ned i opholdsstuen. Det er et konkret resultat af sygeplejedelen af den danske gynækologiske kræftdatabase, der blev oprettet i 2011.

Lene Seibæk
Seniorforsker Lene Seibæk. Gennem sin forskning gør hun de mange data til viden, der umiddelbart kan anvendes til at løfte kvaliteten af sygeplejen på de gynækologiske specialcentre.
Foto: Cathrine Ertmann
I Aalborg er projekt "Postoperativ mobilisering" nemlig en direkte følge af den forskning og den viden, databasen DGCD (Danish Gynecological Cancer Database) Nursing har skabt grundlaget for.

Vi møder seniorforsker Lene Seibæk et helt andet sted, nemlig på Aarhus Universitetshospital, for at høre mere om databasen og om, hvordan den kan åbne nye døre i sygeplejen af cancerpatienter på de fire gynækologiske centre for kirurgisk behandling af æggestokkræft.

Inspiration gennem auditmøder og netværk

Lene Seibæk har kontor på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Aarhus Universitetshospital, og hun er dermed som forsker placeret midt i virkeligheden.

"Min opgave er at omsætte tal fra databasen til viden, der umiddelbart kan anvendes til at skabe ny praksis på centrene," fortæller Lene Seibæk og forklarer:

"Vi får mange data ind om patienten og om grundlæggende forhold både før og efter operationen. Smerter, ernæring, mobilitet, psykisk tilstand osv. Alle disse data skal analyseres, og det vigtige er derefter at få resultaterne ud over rampen på en måde, så de kan anvendes på centrene."

Det er sygeplejerskerne, der står for både indsamling af data og for udvikling af ny praksis, og det sker i et tæt nationalt samarbejde. Hvert år udsendes en årsrapport, og der afholdes to-tre møder om året med sygeplejerskerepræsentanter fra centrene. Desuden holdes lokale auditmøder, hvor sager gennemgås og drøftes.

Databasen indeholder både nationale tal og tal for det enkelte center, og egne tal kan trækkes ud og motivere til ændringer, hvis det skønnes nødvendigt. I de nationale tal kan man sammenligne centrene imellem, og netværket af gynækologiske sygeplejersker gør, at det er muligt at lære af hinanden og inspirere hinanden, både på og mellem møderne.

Vigtigt at se ind bag tallene

"Mobilisering er én af flere kvalitetsindikatorer. Her kan tal på landsplan og for det enkelte center vise, at noget måske lykkes bedre det ene sted og ikke så godt det andet sted. Så kan vi jo gå ind og se på, hvad det skyldes. Der kan være forskel på, hvilke patienter man har, men det kan også være noget med bemanding, hvor der måske er skåret ned på bemandingen i eftermiddagstimerne. Det er vigtigt at se ind bag tallene og her vurdere ud fra journaler, praksis og bemanding," forklarer Lene Seibæk.

DGCD Nursing
  • Sygeplejedatabasen DGCD Nursing skal indsamle data, der gennem forskning kan omdannes til viden og evidensbaserede vejledninger.
  • Databasen skal højne kvaliteten af sygeplejen, forhindre komplikationer og bivirkninger samt sikre hurtigere restitution af operationspatienten. Derudover kan basens store datasamling bruges til fremtidige forskningsprojekter.
  • DGCD Nursing blev oprettet i 2011 og koblet sammen med Dansk Gynækologisk Cancer Database (DGCD), der har eksisteret siden 2005. Dermed var der for første gang i Danmark oprettet en tværfaglig, klinisk database med både kirurgiske, patologiske og onkologiske data samt sygeplejedata fra den præ- og postoperative periode.
  • I perioden 2001-2017 blev data fra 5.726 patienter fra de fem centre registreret. Ikke færre end 436 forskellige variabler skal give et samlet billede af den præ- og postoperative tilstand og pleje. En lang række forhold som smerte, mobilisering, ernæringstilstand, psykisk tilstand mv. indgår i dataregistreringen.
  • DGCD Nursing har bl.a. medvirket til ændringer og standardisering i de nationale guidelines for postoperativ smertebehandling med epiduralkateter. Det er sket efter forarbejde af en tværfaglig konsensusgruppe med sygeplejersker, anæstesilæger og kirurger.

Og netop postoperativ mobilisering er et eksempel på, hvordan databasen kan anvendes til at skabe ny praksis, fortæller seniorforskeren og fortsætter:

"Vi satte mål for, hvor stor en del af patienterne der skal mobiliseres tre timer eller derover inden for to dage efter operationen. Vi ved, at ikke alle kan mobiliseres i det omfang med det samme, og derfor satte vi målet ved 60 pct."

Den databaserede forskning har understøttet, at postoperativ mobilisering bliver set som en del af behandlingen. En behandling, der skal formindske risikoen for komplikationer f.eks. i form af liggesår, lungebetændelse, øget risiko for blodpropper, eller at maven går i stå.

"Når der som i Aalborg sættes gang i et projekt for at nå målet, kan det inddrage andre faggrupper end sygeplejerskerne. Anæstesilægerne ser jo ikke patienterne efter operationen og er måske ikke opmærksomme på, at prisen for at undgå smerter kan være følelsesløse ben. Det kan de forhindre ved at ændre medicinblandingen. Opvågning skal måske også agere på en anden måde, så der kan startes på mobilisering allerede der, hvis det er muligt," foreslår Lene Seibæk.

Med DGCD Nursing har sygeplejerskerne fået et redskab til at sætte noget i gang, der ændrer praksis hos ikke kun dem selv, men også på andre afdelinger. Det bliver en tværfaglig opgave at nå målet.

"Sygeplejersker skal selv give deres arbejdsområde betydning, ellers gør andre det ikke. Og sygeplejerskerne i Aalborg har jo vist, at det er muligt," siger Lene Seibæk og henviser til, at det gennem et samarbejde på tværs af afdelingerne styret af sygeplejerskerne er lykkedes at løfte den hurtige postoperative mobilisering fra at ligge en del under målet til at ligge en del over.

"Jeg forstår godt, hvis en sygeplejerske en sen aftentime har følt det frustrerende at skulle sidde og bruge tid på at taste ind i databasen, og at de hellere ville være inde på sengestuen hos Fru Hansen. Derfor er det godt, at sygeplejerskerne ude på centrene nu kan opleve de mange data resultere i projekter, der kan kvalitetsudvikle sygeplejen," synes Lene Seibæk.

Hun tilføjer, at næste skridt nu bliver at få valideret de mange data til forskning. En validering, der sandsynligvis kræver et ph.d.-projekt:

"Driftsmæssigt er vi desuden i gang med at se på, om der er nogle parametre, det er vigtigere at fokusere på end andre, så vi kan slanke antallet af variabler. Det vil i sig selv gøre det mindre tidskrævende for sygeplejerskerne ude på centrene at indtaste data."

Læs også: "Nå, nu fik jeg da Fru Hansen op at gå fire gange i dag"

Den danske database for gynækologisk cancersygepleje skaber grundlag for løbende udvikling af præ- og postoperativ sygepleje.
16-17
2018
4
Ny Praksis
Gynækologi
Kræft
Øvrige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Gynækologisk og obstetrisk sygepleje
Kræft
Kræftpatient
Kræftsygepleje
Magazine tags  Ny praksis Web article 

Gynækologiske patienters oplevelser af accelererede patientforløb

I det gynækologiske speciale er der gennem de seneste år sket en intensivering af patientforløbene. Det skyldes bl.a. en optimering af den præoperative information, peri- og postoperative smertebehandling, tidlig mobilisering og ernæringsintervention (1). Det har resulteret i, at indlæggelsestiden nu kun er to dage, og rekonvalescens ved en abdominal hysterektomi er ligeledes blevet kortere. Sygeplejen har ændret karakter, da den somatiske pleje erstattes af en mere komprimeret information, vejledning og rådgivning. En systematisk litteratursøgning har vist, at de diagnostiske, prognostiske og øvrige kliniske indikatorer er velkendte og velbeskrevne i det accelererede patientforløb, hvorimod dokumentationen er sparsom, når det gælder, hvilken betydning forløbet har for den enkelte kvinde (2).

Formål

Formålet med projektet var at få et indblik i, hvordan patienten har oplevet støtten fra sygeplejersken under indlæggelsen i det accelererede patientforløb. Der søges også viden om, hvordan patienten mestrer sin situation efter udskrivelsen. Der er fokus på omsorgen og individets plads i det accelererede patientforløb. Formålet er at få mere fokus på indholdet i sygeplejen i det accelererede forløb med henblik på at tilgodese patientens individuelle behov.

Metode

Som metode er der anvendt et semi-struktureret kvalitativt forskningsinterview. Der er foretaget fire enkeltinterview med patienter, som har gennemgået det accelererede forløb. Informanterne er udvalgt tilfældigt i aldersgruppen 45-55 år, og interviewene er foretaget i deres eget hjem efter udskrivelse. Interviewene er foretaget ved hjælp af en interviewguide opbygget i forskningsspørgsmål, som er fremkommet på baggrund af Aaron Antonovskys teori. Interviewene er analyseret og diskuteret ud fra en hermeneutisk tilgang, og analyseprocessen er struktureret efter S. Kvales principper om meningskondensering. Der er anvendt teoritriangulering med tre teorier; Joyce Travelbee, Aaron Antonovsky og Ricard Lazarus.

Patienterne mangler opfølgning

Projektet viser, at patienterne generelt er meget tilfredse med det accelererede forløb. Patienterne tilkendegiver, at de føler, de har fået god støtte fra sygeplejersken i det accelererede forløb, og beskriver, at sygeplejersken har givet dem omsorg og tryghed. Patienterne er glade for det intensive forløb og fortæller, at de har kunnet mestre at medvirke i det accelererede forløb.

Patienterne udtrykker dog, at de mangler en eller anden form for ambulant opfølgning efter udskrivelsen, og at dette giver en utryghed. Derudover siger patienterne, at det er sværere, end de havde forestillet sig, at mestre deres situation efter udskrivelsen. Det har overrasket dem, at de er meget trætte og ikke kan overkomme de daglige gøremål. De har brug for hjælp i hverdagen fra de nærmeste pårørende og pointerer, at de ikke ville have kunnet klare det alene.

Konklusion

Et kvalitetsløft vil være telefonisk opfølgning eller etablering af et sygeplejerskeambulatorium, hvor patienterne kan få mulighed for at stille spørgsmål og få gentaget informationer. Da patienterne oplever det accelererede patientforløb som overvejende positivt, må dette afføde en større grad af patienttilfredshed, og man kan i en større sammenhæng forestille sig, at positive oplevelser kan reducere genindlæggelser og unødvendige henvendelser til læge eller sygehus.

Camilla Kruse Andersen er klinisk sygeplejespecialist på Gynækologisk Sengeafsnit D6 Odense Universitetshospital.

Efterskrift:

Den 1. februar 2012 opstartes sygeplejeambulatorium og telefonkonsultationer postoperativt.

Litteratur

  1. Kehlet H. Accelererede operationsforløb – en faglig og administrativ udfordring. Ugeskrift for læger. 2001;(163):420-4.
  2. Wagner L, Carlslund AM. Kvinder og korttidsindlæggelser – en kvalitativ evaluering af hysterektomerede kvinders og personalets erfaringer med det accelererede regime. København: USCF; 2002.
Interview med fire kvinder, som havde gennemgået et accelereret forløb efter abdominal hysterektomi, viste, at kvinderne generelt var tilfredse med forløbet. Dog savnede de telefonisk eller ambulant opfølgning i efterforløbet, hvilket der pr. 1. februar 2012 bliver rådet bod på.
74-75
2012
2
Faglig information
Gynækologi
Information
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Resumeer af international forskning

Telefonisk opfølgning efter gynækologisk operation

Caljouw MAA, Hogendorf-Burgers EHJ. GYNOTEL: telephone advice to gynaecological surgical patients after discharge. Journal of Clinical Nursing. 2010;19:3301-6.

Formål: At undersøge forekomsten af postoperative problemstillinger de første seks uger efter en gynækologisk operation og teste effektiviteten af telefonisk rådgivning. Metode: I dette hollandske randomiserede kliniske kontrollerede studie indgik der 468 patienter, der havde været indlagt til en gynækologisk operation med en forventet indlæggelse på mere end 24 timer. I et pilotstudie var det kommet frem, at de hyppigst forekommende postoperative problemer efter udskrivelse var: påvirket sårheling, smerter, mobilitet, urinretention, defækation og vaginal blødning. Der blev udarbejdet retningslinjer for hvert område. Specialtrænede sygeplejersker kontaktede kvinderne tre til ni dage efter udskrivelsen og gav relevant rådgivning.

Resultater: Ved udskrivelse havde 56 pct. problemer med smerter, 54 pct. med mobilitet og 27 pct. med defækation. Kvinderne, der modtog rådgivning ved smerter, sårheling, vaginalblødning og mobilitet, oplevede signifikant større fremgang inden for disse områder.

Bemærkninger: Indlæggelser bliver kortere og kortere og mere og mere intensive. Der er meget, der tyder på, at telefonisk rådgivning efter udskrivelse generelt er lige så effektivt som ambulante besøg. Studiet understøtter dette. Studiet er interessant, fordi det først er kortlagt, hvilke problemstillinger kvinderne hyppigst oplevede, hvorefter der blev udarbejdet retningslinjer som grundlag for telefonrådgivning til at understøtte telefonvejledning.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet; pup@kliniskeretningslinjer.dk

Effekten af akutresponssystemer - en litteraturgennemgang

Massey D, Aitken LM, Chaboy W. Literature review: do rapid response systems reduce the incidence of major adverse events in deteriorating ward patients? Journal of Clinical Nursing. 2010;19:3260-73.

Formål: At undersøge, om der i litteraturen kan findes belæg for, at akutresponssystemer medvirker til at reducere risikoen for, at patienter udvikler hjertestop, reducerer ikke planlagte indlæggelser på intensivafdeling og reducerer uventet død. Litteraturgennemgangen skal give indsigt i systemerne og fremme anvendelse af disse systemer.

Metode: Akut ”response systems” (ARS) består almindeligvis af sundhedsprofessionelle, som vurderer patienten og igangsætter akut behandling for at stabilisere patientens kliniske tilstand. Litteraturgennemgangen baseres på 16 studier publiceret i perioden 1995-2009. Hvert studie er blevet kvalitetsvurderet. Hovedtemaer er ekstraheret fra studierne.

Resultater: Effektiviteten af ARS er ikke entydig, idet seks studier viste en klar effekt, hvorimod tre studier ikke fandt effekt af at indføre ARS. Sygeplejersker synes kun modstræbende at gøre brug af ARS, det er uklart hvorfor, hvilket kan være en medvirkende årsag til, at effekten ikke er tydeligere.

Bemærkninger: Patienterne på dagens sygehuse bliver dårligere og mere komplicerede. Der udvikles nye behandlingsmetoder, der kan redde patienter, der tidligere ville være døde eller have udviklet varige men. Men dette forudsætter hurtig og korrekt indsats fra hospitalspersonalet, herunder sygeplejersker, derfor er det interessant, at sygeplejerskerne i udlandet åbenbart kun tøvende benytter sig af ARS. Mon det samme er tilfældet her i landet? Hvis tidlig opsporing af kritisk syge skal have effekt, skal de systemer, der er udviklet, anvendes. Hvis dette ikke er tilfældet, må man undersøge hvorfor.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet; pup@kliniskeretningslinjer.dk

Intervention mod depression efter slagtilfælde – en litteraturgennemgang

DE Man-van Ginkel JM, Gooske F, Schuurmans MJ, Lindeman E, Hafsteinsdottir TB, på vegne af Rehabilitation Guideline Stroke Group. A systematic review of therapeutic interventions for poststroke depression and the role of nurses. Journal of Clinical Nursing. 2010;19:3260-73.

Formål: Systematisk at undersøge sygeplejerskers rolle i håndtering af patienters depression efter et slagtilfælde og at identificere interventioner af non-famakologisk karakter, der kan anvendes i den daglige pleje af patienter efter slagtilfælde. Metode: Et systematisk litteraturstudie blev gennemført som beskrevet af Cochrane. Der indgik litteratur fra perioden 1993-2008, søgt i relevante databaser. Alle studier, der indgik, er vurderet kvalitetsmæssigt af flere personer. Der blev identificeret 15 studier og et systematisk litteraturstudie af 10 studier, som gennemgangen er baseret på.

Resultater: Der var stærk evidens for, at det at tale åbent om depression havde en positiv effekt ved at reducere sværhedsgraden af depression. Andre interventioner med positive effekter på forekomsten eller sværhedsgraden af depression efter slagtilfælde var som følger: ”livs gennemgang terapi”, motiverende samtaler, et specifikt sygeplejestøtteprogram og motion.

Bemærkninger: Op til 60 pct. af patienter med slagtilfælde udvikler depression i efterforløbet. Det kan reducere effekt af rehabiliterende indsatser og invalidere patienterne yderligere. Det er derfor interessant, at der er en række interventioner, sygeplejersker selvstændigt kan udføre for at reducere depression efter slagtilfælde. Artiklen er en opdatering af den foreliggende viden på området og bør som sådan læses og drøftes af personalegrupper, der til daglig beskæftiger sig med patienter, der har haft et slagtilfælde.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet; pup@kliniskeretningslinjer.dk

Læs resuméer af international forskning i dette nummer af Sygeplejersken
69
2011
12
Faglig information
Depression
Intensiv
Gynækologi
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Landsdækkende miljø for scanningssygeplejersker

SY-2010-06-45aGitte Størup er scanningssygeplejerske med mere end 10 års erfaring i at scanne gravide. Her er det Pernille, der er til sin 2. scanning. Alt ser fint ud i løbet af de 40 minutter, scanningen varer. Foto: Simon Klein-Knudsen

På sygehuset i Hjørring går en ildsjæl rundt i hvide farver. Hun hedder Gitte Størup, og hun er sygeplejerske med en faglig sag. Hun har sammen med sine kolleger inviteret Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, i klinik for at fortælle om deres arbejde og vise sin afdeling frem.

En solbeskinnet torsdag i marts byder Gitte Størup velkommen i Sygehus Vendsyssels spritnye indgangsbygning, der forbinder de nye og gamle dele af sygehuset. Sygehuset i Hjørring dækker den del af Nordjylland, der grænser op mod Nordsøen og Skagerrak – ud til begge kyster. I regionen er der, udover sygehuset i Hjørring, kun universitetshospitalet i Aalborg, der er på samme niveau og højere, så oplandet er stort og opgaverne mange.

Gennem mere end 20 år har Gitte Størup haft sin gang på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling eller ”gyn-obs”, som de selv kalder afdelingen. Når hun kigger tilbage, kan hun i glimt undre sig over, at det er blevet til så mange år på det samme sted. Men det bliver hurtigt skubbet bort, for hun har aldrig kedet sig, og udfordringerne har hele tiden skiftet karakter.

Tværfagligt miljø

Gitte Størups brændstof alle årene synes at være et for sygeplejersker ganske velkendt brændende engagement for faget. Udover at være erfaren scanningssygeplejerske eller ”sonograf” er Gitte Størup stifter af en ”SiG-gruppe” (særlig interesse-gruppe, red.), som er en underafdeling af Dansk Sygeplejeråds faglige selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejersker.

Arbejdet i gruppen har været en naturlig forlængelse af en af hendes store ambitioner, nemlig at skabe et landsdækkende fagligt miljø på tværs af faggrupper med fokus på prænatal diagnostik, herunder ultralydsundersøgelse af det ufødte barn. Derfor er der i dag et fortrinligt netværkssamarbejde i Dansk Føtalmedicinsk Selskab mellem forskellige faggrupper som f.eks. læger, sygeplejersker og jordemødre på tværs af regioner og landsdele. Det har Gitte Størup været med til at etablere.

”I SiG-gruppen har vi siden 2005 været på besøg på mange ultralydsafdelinger i landet: Aalborg, Skejby, Esbjerg, Horsens, Sønderborg, Odense, Hvidovre og Rigsho¬spitalet. Det har været utrolig givende og inspirerende, når vi kommer rundt og ser, hvordan de forskellige kolleger vælger at løse opgaverne,” siger Gitte Størup og tilføjer:

”Her på afdelingen har vi et rigtig godt samarbejde mellem de forskellige faggrupper. For mit vedkommende som scanningssygeplejerske arbejder jeg tæt sammen 
med andre sygeplejersker, men også med læger og jordemødre.”

Tavler giver overblik

Inde på Christina Østergaards kontor bydes der på morgenbrød, kaffe og kringle. Christina Østergaard er afsnitssygeplejerske på afdelingen. Med ved morgenbordet er afdelingens tillidsrepræsentant, Anne Nørgaard. På afdelingen arbejder 32, heraf er syv social- og sundhedsassistenter. Afdelingen er primært aktiv i dagtimerne, hvor de planlagte besøg kommer ind hele dagen til ventelokalet og ud på undersøgelsesstuerne.

Afdelingen har herudover vagtarbejde på fødestue, akutstue og operationsstue og altid med sygeplejersker i døgnvagt, f.eks. til det akutte kejsersnit.

Christina Østergaard fortæller, at de fleste af sygeplejerskerne på afdelingen har høj anciennitet. De bliver længe, og det er jo et godt tegn. Faktisk er hun den sidst tilkomne, når hun tænker sig om. Ude foran hendes kontor hænger en lille hvid tavle. På tavlen har hun skrevet sit program for ugen. ”Så kan kollegerne se, hvor jeg er henne.”

På den anden side af gangen hænger en sort tavle inddelt med felter. Den viser, hvem der er på arbejde, og hvilke stuer man har ansvaret for. Det kan virke gammeldags, men det virker stadig i en travl hverdag, hvor meget kan dreje sig om at skabe sig et hurtigt overblik.

Klar til akutte kejsersnit

På turen rundt på afdelingen stopper man på en af de fire fødestuer. Gitte Størup peger på en rød knap på væggen ved indgangen til fødestuen. ”Rødt sectio” står der, og når man trykker på den knap, betyder det, at barnet skal ud ved et akut kejsersnit under 15 minutter.

Turen går videre forbi den nyrenoverede ”sectio-stue”. Den er naturligvis tom, da vi er der, men den er altid klar. Onsdag bliver den brugt til de planlagte kejsersnit, resten af ugen venter den på de akutte indgreb.

Som noget af det sidste kommer Grete Christensen med til en scanning af en gravid. Hun hedder Pernille og er til sin anden scanning – også kaldet en misdannelsesscanning. Alt ser fint ud i løbet af de 40 minutter, scanningen varer. Gitte Størup er grundig, og de fastsatte 40 minutter bliver brugt alle sammen.

Tidligere under besøget har Grete Christensen spurgt ind til, hvorfor den anden scanning egentlig kaldes en misdannelsesscanning, og om det i virkeligheden kommer til at fremkalde unødig bekymring med sådan et navn?
Spørgsmålet sætter tanker i gang. Snakken bølger lystigt derefter. Den faglige diskussion fortsætter under resten af besøget.

Gitte Størup siger farvel. Hun nævner på vejen tilbage til udgangen af hospitalet, at hun lige har været på Haiti i en uge. For at lære haitianere op i at scanne gravide. En fantastisk oplevelse, siger hun. Mon det bliver den sidste?

I Hjørring er det tværfaglige samarbejde højt prioriteret. Også på den gynækologisk-obstetriske afdeling på Sygehus Vendsyssel, hvor flere faggrupper er sammen om at give tilbud til gravide og fødende. Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, var på besøg på Sygehus Vendsyssel i Hjørring.
44-45
2013
6
Baggrund
Gynækologi
Fødsel
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Gruppemodtagelse inden operation giver fællesskab

SY-2012-03-46-1a
Gode erfaringer fra patientundervisning i grupper gav Gynækologisk sengeafsnit Y6 på Skejby Sygehus i Århus inspiration til at modtage operationspatienter i grupper på tre. Det har de gjort siden den 1. januar 2011. Foto: Søren Holm.

Med et lille nik og sagte ”goddag” hilser tre midaldrende kvinder på hinanden. De er alle mødt ind på Gynækologisk sengeafsnit Y6 på Skejby Sygehus i Århus, fordi de skal opereres i underlivet. På gangen tager kontinenssygeplejerske Hanne M. Gravgaard venligt imod kvinderne og viser dem ned på deres stuer.

I over et år har afdelingen modtaget tre operationspatienter ad gangen i stedet for en. Tidligere havde sygeplejerskerne og lægerne problemer med at koordinere samtaler og finde hinanden, patienter og ledige undersøgelsesrum. Men den fælles modtagelse har løst ressourceproblemet, givet mindre ventetid og fjernet forvirringen, forklarer Hanne M. Gravgaard, der gennem hele dagen skal følge og hjælpe de tre patienter. 

”Jeg skal ikke skynde mig lige så meget, når jeg kan give fælles informationer. Der er mere ro på, og kvinderne føler sig hurtigt trygge,” siger hun.

”Denne vej,” guider Hanne M. Gravgaard og giver kvinderne en rundvisning på afdelingen, inden hun fører dem gennem de labyrintiske gange til Urogynækologisk Klinik og hen til et samtalerum, hvor de sætter sig om et rundt bord.

”I skal jo alle opereres i morgen,” indleder Hanne M. Gravgaard og informerer dem om fasteregler, bad inden operation, smerter, kvalme og ophold på opvågningsafdeling. 

En af kvinderne er bekymret for, om det kommer til at gøre lidt ondt. Men kvinderne bliver glade ved nyheden om, at de også skal gå til fysioterapeut sammen efter operationen.

Efter at Hanne M. Gravgaard har fortalt kvinderne om blødning, begrænsninger i forhold til motion og sygemelding, sender hun to af dem ud i venteværelset, så de individuelle samtaler kan begynde.  Hun rykker sin stol tættere på kvinden, som skal have fjernet sin livmoder som følge af gamle fødselskomplikationer, og som er nervøs over operationen og narkosen.

Hanne M. Gravgaard foreslår, at kvinden deler sin bekymring med den operationslæge, som hun alligevel skal videre til samtale og undersøgelse hos.  

”Hvor er det fornemt med sådan en ordentlig gennemgang,” siger patienten begejstret, da hun forlader samtalen med Hanne M. Gravgaard og sætter sig i venteværelset hos de to andre kvinder.

”Mit arbejde med patienterne er det samme, selvom de er tre i stedet for en. Men man skal turde være guide og jonglere med flere bolde end ellers,” siger Hanne M. Gravgaard og understreger, at sygeplejerskerne til gengæld bliver nødt til at være ekstra opmærksomme på, at de ikke bryder deres tavshedspligt og overskrider kvindernes blufærdighedsgrænse.

Det er blevet tid til frokost, og Hanne M. Gravgaard foreslår kvinderne, at de kan spise sammen på stuen, hvor to af dem er indlagt. Afslappet begynder kvinderne at sludre.

”Patienterne får tilbudt, men ikke påduttet et fællesskab, hvor de kan dele tanker og følelser om et meget følsomt og privat emne,” siger Hanne M. Gravgaard, der oplever, at kvinderne udviser omsorg og bekymring for hinanden under deres indlæggelse.  

Senere skal patienterne have en samtale med narkoselægen og have taget en blodprøve, inden de enten går hjem og møder til operation dagen efter eller bliver på afdelingen og venter på den forestående operation.  

Hvad er din bedste oplevelse med en patient?

Da jeg modtog to midaldrende etnisk danske kvinder sammen med en yngre kvinde, der havde anden etnisk baggrund. De fik et kvindefællesskab, som jeg ikke havde forventet. Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, og jeg måtte pakke alle mine forestillinger og fordomme væk med det samme.

Operationspatienter på Gynækologisk sengeafsnit Y6 på Skejby Sygehus i Århus bliver modtaget i grupper på tre. Det giver dem tryghed og fællesskab, og det betyder samtidig mindre stress for sygeplejerskerne.
46-47
2012
3
Baggrund
Arbejdsmiljø
Gynækologi
Kvinde
Stress
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Opfølgende telefonisk kontakt til kvinder opereret for underlivskræft

En kræftdiagnose kan medføre problemer af såvel fysisk, psykisk, social som eksistentiel karakter. Navnlig støtte og omsorg kan være svært at bede om hjælp til, når man befinder sig i en svær livssituation (1,2). Patienter udskrives ofte med velmenende ord fra sygeplejersken:

”Ring endelig, hvis der er noget ...” eller ”Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre ...”

Sygeplejerskerne på gynækologisk afsnit oplevede, at kvinder opereret for underlivskræft meget sjældent henvendte sig til sygeplejerskerne efter udskrivelsen. Derfor opstod tilbuddet om, at sygeplejersken i stedet henvendte sig til kvinderne. Det viste sig, at kvinderne faktisk havde et behov for rådgivning af en sygeplejerske (2,3).

Denne artikel beskriver, hvordan opfølgende telefonisk kontakt til kvinder opereret for underlivskræft praktiseres. Artiklen baseres på praksiserfaringer, men har afsæt i litteratur og evidensbaserede studier. Via bokse beskrives typiske samtaleemner med eksempler på, hvordan de opfølgende telefoniske kontakter organiseres.

Evidensbaserede studier viser, at opfølgende telefonisk kontakt foretaget af sygeplejersker til kræftpatienter er en hensigtsmæssig og effektiv metode til at støtte patienterne gennem rehabilitering og efterbehandling. Opfølgende telefonisk kontakt imødekommer patientens behov og identificerer sygeplejefaglige problemstillinger. Patienterne føler sig set, hjulpet og rådgivet, så egenomsorgen fremmes. For at imødekomme dette, er det af stor betydning, at den sygeplejerske, der foretager telefonopkaldet, er kendt af patienten (3,4).

Opfølgende telefonisk kontakt har været praktiseret til alle kvinder på afsnittet siden 2005, uanset om de er færdigbehandlet med operation, eller om de skal modtage efterbehandling i onkologisk regi. Kontaktsygeplejersken kontakter kvinden ca. en uge efter det endelige mikroskopisvar samt igen en måned herefter (se boks 1).

  Opfølgende telefonisk kontakt

  Fremgangsmåde for opfølgende telefoniske kontakter

  • Opfølgende telefonisk kontakt aftales, når kvinden får mikroskopisvar efter operationen.
  • Kvinden kontaktes to gange: ca. en uge efter mikroskopisvar og igen ca. en måned herefter.
  • Label med kvindens data samt telefonnummer sættes ind i en kalender.
  • Det er den enkelte sygeplejerskes ansvar at orientere sig i kalenderen.
  • Er kontaktsygeplejersken forhindret i at kontakte kvinden, uddelegeres opgaven til en anden sygeplejerske, der er kendt af kvinden.
  • Sygeplejersken forbereder sig forud for samtalen ved at læse den elektroniske sygeplejeepikrise igennem.
    Om muligt afholdes samtalen i et stille rum uden forstyrrelser.
  • Da samtalen tager udgangspunkt i kvindens behov, kan indholdet være uforudsigeligt. Samtalen kommer derved til at foregå i et samspil mellem kvinden og sygeplejersken.
  • Sygeplejersken dokumenterer det centrale af samtalen i den elektroniske sygeplejeepikrise. Dermed udgør sygeplejepapirerne et vigtigt redskab ved senere kontakter.
  • Sygeplejersken vurderer, om der er sygeplejefaglige grunde til, at kvinden tilbydes mere end to opfølgende telefoniske kontakter.
  • Varighed: Ca. 15 min. afhængigt af behov.

Formålet med opfølgende telefonisk kontakt er at yde psykosocial støtte og omsorg, at rådgive, skabe kontinuitet og tryghed for kvinden samt at skabe sammenhængende patientforløb.

Endvidere er tilbuddet om opfølgende telefonisk kontakt baseret på en undersøgelse foretaget på afsnittet i 2004, der viste, at de kvinder, som er færdigbehandlet ved operation, kan have behov for professionel støtte i rehabiliteringsfasen.

Kvinderne i undersøgelsen udtrykte et særligt stort behov for professionel støtte og intervention omkring det tidspunkt, hvor de genoptager deres arbejde.

På dette tidspunkt oplever mange, at støtten og interessen fra omgivelserne daler (2).

Opfølgende telefoniske kontakter finder netop sted på to forskellige tidspunkter i rehabiliteringen, så kvindens behov tilgodeses ved, at der tages udgangspunkt i at møde kvinden i hendes levede liv med de problemer, hun oplever (se boks 2 samt boksene 3 og 4).

Casene i boks 3 og 4 illustrerer to kvinder i meget forskellige livssituationer.

Mia har fået besked om, at hun ikke længere har kræft, og Kirsten har fået at vide, at hun stadig er kræftsyg og skal igennem kemobehandling. Mia og Kirstens livssituation kan i et teoretisk perspektiv belyses ved begreberne illness og disease.

Casene illustrerer to forskellige eksempler på opfølgende telefonisk kontakt.

  Boks 1. Hyppige samtaleemner

  Hyppige samtaleemner ved opfølgende telefonisk kontakt

  Fysiske områder

  • Træthed
  • Smerter og smertebehandling.
  • Appetitløshed og kvalme.
  • Mave-tarm-problemer.
  • Fysisk aktivitet i tiden efter operation.
  • Bivirkninger til efterbehandling (stråleterapi og kemoterapi). 
  • Seksualitet (tørre slimhinder, blødning, hormoner, samliv).

  Psykiske, sociale og eksistentielle områder

  • Tristhed, sorg og frygt for fremtiden.
  • Tro og håb.
  • Bodyimage (operation, ar, hårtab).
  • Relation til familie og venner.
  • Økonomisk støtte (forsikring, legat).
  • Arbejde/arbejdsplads.
  • Rehabiliteringstilbud.
  • Patientforeninger og psykologsamtaler (Kræftens Bekæmpelse, Kræft i underlivet (KIU).

Begreberne illness og disease
Illness skal forstås som måden, hvorpå mennesker opfatter, fortolker, kommunikerer om og reagerer på kropslige forandringer. Oplevelsen af illness er subjektiv og afhænger af kulturel baggrund, psykosociale oplevelser samt personlige erfaringer. Disease er måden, hvorpå sundhedsprofessionelle fortolker menneskets oplevelse af lidelse. I sundhedsvæsenet relaterer disease-begrebet sig ofte til objektive og målbare fysiske og/eller psykiske forandringer.

 Således kan der være fundamental forskel i oplevelsen af sygdom fra patientens versus de sundhedsprofessionelles perspektiv, selvom det drejer sig om den samme tilstand (5).

Mia oplever, at hun fortsat føler sig som en kræftpatient, selvom lægen siger, at hun er rask. Mia oplever således illness trods fraværet af disease. Sygeplejersken møder Mia der, hvor hun er, og anerkender hendes følelser og tanker i oplevelsen af illness, og på den måde gives der tid og rum til at svinge mellem modpoler som sorg og glæde. For at støtte Mia i at mestre sin situation som helbredt kræftpatient tilbyder sygeplejersken Mia at deltage i et rehabiliteringskursus.

Sygeplejersken tager således udgangspunkt i Mias levede liv og oplevede problemer og støtter hende i hendes følelser.

Casen illustrerer, at der i dag er fokus på hurtig og effektiv behandling, hvilket medfører, at den tid, patienten er i kontakt med systemet, bliver kort og intens.

En kræftsygdom medfører ikke blot problemstillinger af fysisk karakter, men kan også medføre problemstillinger af psykisk, social og eksistentiel karakter. Derfor er der behov for hjælp og støtte til at forholde sig til en helt ny virkelighed, når man er helbredt kræftpatient.

Sygeplejersken har ifølge sit virksomhedsområde en særlig opgave med hensyn til at udføre sygepleje af rehabiliterende karakter. Det er centralt at have blik for det hverdagsliv, kvinden lever, idet det er her, sygdommens konsekvenser kommer til udtryk, og behovet for hjælp og støtte opstår. Opfølgende telefoniske kontakter betragtes således som en del af den rehabiliterende indsats.

I casen om Kirsten er oplevelsen af illness hovedsageligt forbundet med fysisk ubehag som kvalme, manglende appetit og nedsat mave-tarm-funktion. Dermed fortolker sygeplejersken ud fra et sundhedsprofessionelt perspektiv Kirstens oplevelse som et udtryk for disease. Det understreger vigtigheden af, at den sygeplejerske, der foretager den opfølgende telefoniske kontakt, skal have indgående specialekendskab, så hun kan rådgive Kirsten. Rådgivning i forhold til de fysiske gener bliver således kernen i samtalen. Kirsten har spørgsmål angående bivirkninger til den forestående kemobehandling, og sygeplejersken møder Kirsten ved at gøre det forestående konkret og håndgribeligt. Ved den næste opfølgende telefoniske kontakt kan oplevelserne af illness og disease være af en helt anden karakter, da Kirsten formentlig vil være et andet sted i sit sygdomsforløb.

Som det illustreres i casene, er begreberne illness og disease nødvendigvis ikke til stede samtidig. Den illness, patienten oplever, kan ikke altid oversættes til disease af de sundhedsprofessionelle, lige såvel som de sundhedsprofessionelle kan tillægge en patient en sygdom, uden at vedkommende selv oplever sig som syg (5).

Ovenstående viser, hvorfor der ikke kan udarbejdes et standardskema for opfølgende telefoniske kontakter, idet det netop er kvindens levede liv og oplevede problemer, der er kernen i samtalen og dermed fokus for den rehabiliterende indsats. Dette vil ofte gøre samtalerne uforudsigelige og kræve baggrundsviden, erfaring og empati hos den sygeplejerske, som skal udføre de opfølgende telefoniske kontakter.

Mias historie

Mia er 31 år, gift med Rasmus og har en datter. Mia har fået konstateret livmoderhalskræft og har fået fjernet livmoder og livmoderhals. Ved den ambulante samtale efter operationen får Mia at vide, at hun er færdigopereret og overgår til et femårigt kontrolforløb.

”Har du tid til at snakke?” spørger sygeplejersken, da hun kontakter Mia en måned efter den ambulante samtale. Mia bekræfter; hun har set frem til at blive ringet op. ”Hvordan har du det?” spørger sygeplejersken. Mia svarer, at hun har mange dobbeltfølelser. Sygeplejersken kan høre, at Mia bliver ked af det, og hun får tid til at samle sig. Mia fortæller, at det er svært at rumme den store glæde over at være rask, når hun aldrig har følt sig syg.

”Men alligevel føler jeg mig som en kræftpatient.” Sygeplejersken støtter Mia i følelsen af ambivalens. Det kan være en længere proces at bearbejde de tanker, der opstår i forbindelse med en kræftdiagnose.

Kræftpakkerne bevirker, at kræftbehandlingen går hurtigt, men det kan følelsesmæssigt være svært at få sjælen med. Mia fortæller, at hun nu er begyndt at tænke over de langsigtede konsekvenser af operationen. ”Jeg føler, at jeg har mistet en del af min kvindelighed. Jeg har altid ønsket mig tre børn.”

”Kan jeg stole på min krop igen, og vil jeg overhovedet opdage, hvis det kommer igen?” spørger Mia. ”Rasmus siger, at jeg skal holde op med at tænke sådan. Lægen har jo sagt, at jeg er rask.” Sygeplejersken støtter Mia i, at det er naturligt at have de tanker, når man har haft kræft uden at have symptomer på det. Hun informerer om symptomerne på tilbagefald og tager dermed Mia alvorligt.

Sygeplejersken oplyser Mia om et rehabiliteringskursus, afdelingen tilbyder kvinder, der er færdigbehandlet efter operation. Her gives mulighed for at møde ligestillede, og der undervises i bl.a. seksualitet, ændret kropsopfattelse samt det at vende tilbage til hverdagen som helbredt kræftpatient.

Kirstens historie

Kirsten på 63 år er gift med Hans. Kirsten har netop gennemgået en stor operation for æggestokkræft og har for en uge siden fået at vide, at hun skal have efterbehandling med kemoterapi.

”Hvordan er det at være hjemme igen?” indleder sygeplejersken. Kirsten fortæller, at det er dejligt, men hun kan ikke forstå, at hun skal være så træt.

”Hans må overtage mange af mine gøremål, fordi jeg ikke har det godt.” Sygeplejersken identificerer flere sygeplejefaglige problemstillinger som kvalme og manglende appetit og vurderer, at det kan skyldes nedsat mave-tarm-funktion. Sygeplejersken vejleder og informerer i forhold til dette. ”Kan Hans og dig sætte ord på det, der er svært?”

”Tja, Hans er så følsom, og jeg vil ikke bekymre ham,” svarer Kirsten. Sygeplejersken opfordrer Kirsten til at inddrage Hans så meget som muligt i sine tanker. Måske tænker Hans det samme? Det kan være en hjælp for dem begge at få talt om det, der er svært.

Sygeplejersken vil sikre, at Kirsten har hørt fra den onkologiske afdeling, hvor hun skal have efterbehandling. Det kan Kirsten bekræfte, idet hun netop har modtaget en indkaldelse til samtale. Hun er nervøs for kemobehandlingen og refererer til en nabo, der for mange år siden fik kemoterapi og havde frygtelige bivirkninger. Sygeplejersken informerer om de typiske forventelige bivirkninger til netop denne kemobehandling og afkræfter dermed nogle af Kirstens bekymringer. Sygeplejersken fortæller, at de på onkologisk afdeling vil tale mere om dette. At Kirsten vil tabe sit hår, er en kendsgerning. De taler om brugen af paryk og tørklæder.

Sygeplejersken ønsker Kirsten held og lykke med kemobehandlingen, og de aftaler, at sygeplejersken vil ringe igen om en måneds tid.


Patienten skal kende sygeplejersken
Fordele og ulemper ved de opfølgende telefoniske kontakter kan anskues fra såvel kvindens vinkel som fra sygeplejerskens. Evidensbaserede studier viser, at opfølgende telefoniske kontakter til mennesker med kræft er en hensigtsmæssig og effektiv måde at yde psykosocial støtte på, og at sygeplejefaglige problemstillinger kan opspores og identificeres tidligt.

Studierne viser også, at det er vigtigt for patienterne, at de kender sygeplejersken, at sygeplejersken har specialekendskab, og at sygeplejersken har været involveret i deres behandlingsforløb (3,4).

Kvinderne, som sygeplejerskerne på afsnittet har haft kontakt med, giver udtryk for, at de finder tryghed i at bliver ringet op af en af de sygeplejersker, de kender, og som har fulgt dem under deres indlæggelse. Det styrker oplevelsen af kontinuitet for kvinden og for sygeplejersken.

Opfølgende telefonisk kontakt giver kvinderne mulighed for at tale med en sygeplejerske om emner, som kan være vanskelige at tale om med deres nærmeste. For nogle kan det også opleves nemmere at bringe nogle emner på banen, når de ikke sidder ansigt til ansigt med sygeplejersken. Opfølgende telefonisk kontakt kan samtidig give anledning til, at kvinderne får svar på spørgsmål, der er opstået efter udskrivelsen.

Sygeplejersken har mulighed for at identificere og opspore aktuelle og potentielle sygeplejefaglige problemer og sikre, at kontakten til onkologisk afdeling eller anden behandlende afdeling om nødvendigt etableres. Det er en fordel, at alle kvinder tilbydes opfølgende kontakt, idet der herved sikres kontakt til de kvinder, der ellers selv ville have svært ved at tage initiativ til at kontakte afdelingen ved behov.

En meningsfuld opgave

Opfølgende telefonisk kontakt kan være en tidskrævende proces i en travl hverdag, og sygeplejersken kan føle, at der går tid fra aktuelle patientforløb, ordningen kræver planlægning i forhold til sygeplejerskens skiftende arbejdstider, og det vil være vanskeligt at træffe kvinden hjemme, når hun genoptager sit arbejde eller er til behandling i onkologisk regi. Træffes kvinden gentagne gange ikke hjemme, sendes en hilsen med brev om, at hun er velkommen til at kontakte afdelingen, hvis hun har behov for det.

Sygeplejersken skal være opmærksom på, at nogle kvinder ikke skal kontaktes i det tidsrum, hvor de sover til middag, og at det er vigtigt at holde sig for øje, at det nonverbale sprog går tabt ved telefonisk kontakt.

Nogle kvinder finder så stor tryghed i at blive kontaktet telefonisk af sygeplejersken, at de ønsker, at kontakten skal fortsætte.

Det er sygeplejerskens opgave at vurdere, hvorvidt der er sygeplejefaglige årsager til at fortsætte de opfølgende telefoniske kontakter ud over de to opringninger, som tilbuddet består af.

Implementeringen af de opfølgende telefoniske kontakter har været en lang og tidskrævende proces, men i dag er tilbuddet blevet en integreret del af sygeplejerskens arbejde, og det opleves som en meningsfuld sygeplejeopgave. På baggrund af erfaringer, undersøgelser på afdelingen, litteratur og evidensbaserede studier har sygeplejerskerne på afsnittet erkendt, at kvindernes potentielle rehabiliteringsproblemer er en vigtig del af sygeplejerskens ansvars- og arbejdsområde, som nu imødekommes.

Litteratur

  1. Kræftpatientens verden. En undersøgelse af hvad danske kræftpatienter har brug for – resultater, vurdering og forslag. Forskningsenheden, Palliativ medicinsk afdeling, H:S/Bispebjerg Hospital. 2006
  2. Seibæk L. Nyt livsmod til tidligere kræftpatienter. Sygeplejersken 2004;(18):18
  3. Cox K, Wilson E. Follow-up for people with cancer; nurse-led services and telephone interventions. J. Adv. Nursing;2003;43:51-61.
  4. Cox A, Bull E, Cockle-Hearne J, Knibb W, Potter C, Faithfull S. Nurse led telephone follow up in ovarian cancer: a psychosocial perspective. Eur J Oncol Nurs. 2008 Dec;12(5):412-7. Epub 2008 Oct 8.
  5. Hounsgaard L, Seibæk L. Perspektiver på lidelse i forbindelse med sygdom. Kapitel In: Holen M; Winther B (red.). Akut, kritisk og kompleks sygepleje, samfunds- og humanvidenskabelige perspektiver. København: Munksgaard; 2009.
ENGLISH ABSTRACT

Nielsen SF, Petersen MD. Follow-up telephone contact with female patients having undergone surgery for gynaecological cancer. Sygeplejersken 2011;(16):60-63.

The article describes how follow-up telephone contact is practiced in respect of female patients having undergone surgery for gynaecological cancer. Several evidence-based studies show that follow-up telephone contact undertaken by nurses on cancer patients is an appropriate and effective method of supporting the patients through rehabilitation. Follow-up telephone contact meets the patients’ needs and identifies any nursing problems.
On ward Y5, Aarhus University Hospital, Skejby, contact nurses offer female patients two follow-up telephone calls after discharge, irrespective of whether the surgery was curative or whether the patient requires adjunctive therapy. These conversations usually take place one week after results of microscopy are received and one month thereafter. The figure illustrates how the follow-up telephone calls are made, as well as the issues most commonly discussed. The follow-up telephone calls are demonstrated by virtue of two case histories and understood via the theoretical terms Illness and Disease. The nurses consider the follow-up telephone calls an important and meaningful nursing task.

Key-words: Follow-up telephone contact, rehabilitation, gynaecological cancer, primary nurse, psychosocial support and care.

Artiklen beskriver, hvordan opfølgende telefonisk kontakt til kvinder opereret for underlivskræft er en integreret del af sygeplejerskens virksomhedsområde og anses for en betydningsfuld sygeplejeopgave på Gynækologisk afsnit Y5, Århus Universitetshospital Skejby. Efter endt læsning forventes det, at læseren har kendskab til organisering af og overordnet indhold i opfølgende telefonsamtaler med kvinder, som har eller har haft kræft i underlivet.
60-63
2011
16
Fag
Kvinde
Gynækologi
Kræft
Sygepleje
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Fag Videnskab og Sygepleje

Taler vi med patienterne om det rigtige

Taler vi om det, patienterne har brug for, det svære og det, som fylder mest i patienternes tanker? Dette blev i 2010 genstand for en mindre spørgeskemaundersøgelse blandt 27 patienter, som var indlagt og opereret for en gynækologisk cancersygdom på Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet.

Undersøgelsen viste et positivt, men også tankevækkende resultat. Undersøgelsen var et led i sygeplejerskernes kompetenceudvikling i forhold til den svære samtale. Cancerpatienterne blev derfor spurgt, hvad de var mest optagede af, efter at de var blevet informeret af lægen omkring operationsresultatet. Hertil svarede størstedelen, at de var mest optagede af emnerne helbredelse, den efterfølgende behandling og ”følelserne omkring det hele”.

Undersøgelsen viste, at det svære for patienterne ikke var et konkret emne. Det svære var alt det kaotiske og abstrakte. ”Det er stadig så frisk og nyt, at det er svært at sætte ord på,” skriver en af respondenterne. ”Tankerne farer rundt, og derfor er det også fint, at sygeplejerskerne tager initiativet,” skriver en anden. ”Fremtiden, operationen er gået godt, men hvad med næste skridt? Jeg bliver ked af det – tænker, om det har været nytteløst, det jeg har været igennem.”

Patienterne i denne undersøgelse var tydeligt forvirrede og tankefulde, men ikke i stand til at konkretisere det specifikt, og dermed ikke i stand til at forholde sig til det endnu. Dette må sygeplejerskerne hele tiden være bevidste om at hjælpe med til.

Undersøgelsen, der er lavet i samarbejde med kommunikationsrådgiver Linda Svenstrup Munk og uddannelsesansvarlig sygeplejerske Susan Munk Simonsen, viste, at over 62 pct. af patienterne havde talt op til flere gange med sygeplejerskerne om de kliniske og fysiske områder som behandlingen, diagnosen og deres smerter.

Til gengæld havde langt færre talt flere gange med sygeplejerskerne om psykosociale emner som seksualitet (3 pct.), arbejde (3 pct.) og om familie og venner (7 pct.). Her sporer vi en klar tendens til, at kommunikationen mellem sygeplejerske og patient primært handler om eller tager udgangspunkt i fysiske områder.

Dette er også vist i andre undersøgelser, hvor op til 82 pct. af kommunikationen mellem sygeplejersker og patienter handler om sygdom og behandling. Kun 3 pct. omhandler følelsesmæssige og psykosociale ting. Bl.a. fordi det kan være svært for sygeplejerskerne at spørge ind til disse områder (1). 85 pct. af de adspurgte patienter i denne undersøgelse mente dog, at de havde fået mulighed for at tale om det, de havde brug for.

Men tendensen til at tale mest om fysiske emner bringer nye spørgsmål på banen: Hvordan taler vi egentlig bedst med patienterne om psykosociale emner som f.eks. hverdagen, familien og seksualitet? Hvordan får vi talt med patienterne om disse ting, så det giver mening for den enkelte?

Den mindre undersøgelse har motiveret sygeplejerskerne til at tænke videre i den kliniske praksis og har skabt et fundament for en ny evidensbaseret undersøgelse om, hvorledes sygeplejersker kan støtte cancerpatienter i at opretholde god livskvalitet (Quality of Life (QoL)) under behandlingsforløbet.

Et fænomen, der hænger tydeligt sammen med evnen til at kommunikere med patienterne om dette (2). Undersøgelsen bliver lavet som et led i et problembaseret læringsforløb i Gynækologisk Klinik december 2010 – januar 2011.

Helene Marcussen, Kirsten Lindvig og Rikke Laigaard er alle ansat i Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet.

Litteratur

  1. Schofield NG, Green C, Creed F. Communication skills of health-care professionals working in oncology – Can they be improved? European Journal of Oncology Nursing 2008: Vol 12 issue 1: 4-13. 
  2. Bahrami M, Parker S, Blackman I. Patients’ quality of life: A comparison of patient and nurse perceptions. Contemporary Nurse (2008), Vol. 29, issue 1, May 2008.
Taler vi om det, patienterne har brug for, det svære og det, som fylder mest i patienternes tanker? Dette blev i 2010 genstand foren mindre spørgeskemaundersøgelse blandt 27 patienter, som var indlagt og opereret for en gynækologisk cancersygdom på Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet. Undersøgelsen viste et positivt, men også tankevækkende resultat.
54-55
2011
2
Faglig information
Patient
Kommunikation
Undersøgelse
Gynækologi
Kræft
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Fag