Eftertanken: Så hold dog mund

Tavshedspligt. Professionalisme er et positivt begreb, men kolleger må ind imellem minde hinanden om, hvad det betyder.

Jette Bagh
Jette Bagh
Sygeplejersker er troværdige, de var i 2019 nummer to på listen i den troværdighedsmåling, der hvert år udføres af et kommunikationsbureau. Professionalisme er, med alt hvad det indebærer, rammen om troværdigheden. Troede jeg. 

En ældre læser, lad os kalde ham Harald, som ringede til mig for to uger siden, fik rokket grundigt ved den forestilling. Han fortalte om en fest hos sin sygeplejerske-niece. Hun fyldte rundt og havde inviteret venner, kolleger og familie til middag. Under indflydelse af god mad og gode vine var stemningen fuld af liv og latter. Efter et par timer fortæller en sygeplejerske blandt gæsterne en drabelig historie fra sin tid på en akut modtageafdeling. Noget med en benprotese, der fløj gennem luften, dog uden at ramme den læge, som var målet. En ambulanceredder følger op med en længere fortælling om en afhugget hånd i en spand. De to kappes tydeligt om at levere den bedste, mest farverige og underholdende historie. En hjemmesygeplejerske vil være med og fortæller om sex på plejehjemmet, og fødselsdagsfestens deltagerne ler og ler. 

Som aftenen går, bliver fortællingerne mere detaljerede, og der bliver nævnt fornavne og særlige karakteristika på nogle af borgerne og patienterne. Fortælleren undlader ikke at pege på sin egen rolle i historien, især ikke hvis den har været tæt på at give heltestatus.

En anden vinkel på professionalisme er uniformsetikette, et ord som dufter af mølkugler, men blot dækker over, at en korrekt båret, ren uniform styrker tilliden til sygeplejerskens troværdighed og kompetencer. Påklædning drejer sig ikke kun om hygiejne. Blå negle og patientskjorte er no go. 

Til festen slår Harald på sit glas. Han er 69 år og en glimrende iagttager af livet. Desuden er han skræmmende velformuleret og ikke bange af sig, kan jeg forstå på vores samtale.

”Jeg er den sure gæst,” siger han og fortsætter: ”Jeg har lyttet til jeres mange fortællinger fra arbejdslivet, og de chokerer mig. Er jeres arbejde meget kedeligt? Det tror jeg ikke. Og derfor må I kunne gøre det bedre. I skal arbejde på at bevare andre menneskers tillid, også når I er til fest. I skal vise, at man kan stole på en sygeplejerske, frem for at udlevere detaljer om personer, hvoraf nogle kan genkendes her i vores lille lokalområde. Ellers tænker vi borgere, at vi ikke skal sige noget til en sygeplejerske, men kun tale med lægen. I skal lære at holde jeres mund, også når I er til fest!” 
Harald fortæller mig, at hans stemme dirrede af harme. Der var stille i lokalet i noget, der føltes som en evighed.  

Brud på tavshedspligten kan ikke gradbøjes, og det kan unifomsetikette heller ikke. Derfor er det oplagt, at kolleger henter bue og pil, når tavshedspligten ikke bliver overholdt, og uniformsetiketten knirker. 

Alle sygeplejersker har passet en dirigent eller en skorstensfejer med en spektakulær sygehistorie under hospitalsskjorten. Men hold mund med den. Tavshedspligten er en patientrettighed, hvad enten sygeplejersken er på konference eller til fødselsdagsfest. 

Se Sundhedsloven, kapitel 9. 

Emneord: 
Historie

En flot julegave til sygeplejemuseet

93-årige Axel Johannesen har afleveret endnu en del af sit store arkiv fra sit liv som en af de første mandlige sygeplejersker, der blev uddannet på Rigshospitalet i 1954.
Axel Johannesen giver gave til Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Foto: Michael Drost-Hansen

Lillejuleaften fik Dansk Sygeplejehistorisk Museum besøg af Axel Johannesen og hans hustru Gunhild på deres vej gennem Jylland for at holde jul med familien

Den 93-årige Axel Johannesen kom for at aflevere endnu en del af sit store arkiv fra sit liv som en af de første mandlige sygeplejersker, der blev uddannet på Rigshospitalet i 1954, og bagefter som plejehjemsleder og amtsplejehjemsinspektør i Vestsjællands Amt.

Axel Johannesen har gjort meget for, at historien om de første mandlige sygeplejersker ikke skal gå i glemmebogen. Han har lavet en kæmpestor scrapbog fyldt med billeder og avisudklip, som i øjeblikket er udstillet på museet, han har skrevet en bog om sit liv, ”Fra kongsbondesøn til sygeplejerske”, og han stiller stadig op til interviews for pressen.

Hele hans arbejdsliv var helliget ældre- og plejehjemsområdet, og han har omhyggeligt samlet et enormt arkivmateriale, der i sig selv udgør en væsentlig kilde til plejehjemmenes historie fra omkring 1960 til hans pension i 1992.

På museets magasin fylder Axel Johannesens arkiv efterhånden det meste af en reolsektion, og derudover har han skænket sine emblemer og sin uniform.

Uniformen fik nyt liv, da den blev kopieret 1:1 til de mandlige sygeplejeelever i TV2 Charlies tv-serie ”Sygeplejeskolen”.

Den og en af de kvindelige elevers uniformer kan ses på museet indtil midt i juli 2020.

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie

Dengang: Nytårsaften på Rigshospitalet 1956

Nytårsaften, Rigshospitalet

Der blev gjort meget ud af at holde jul og nytår for patienterne på landets hospitaler.

Her er der købt hatte til de indlagte børn på Rigshospitalet.

Pigen ligger på en af de store 18-sengsstuer i en af de pavilloner, der for længst er revet ned.

De store stuer var delt op med spanske vægge for at give en illusion af lidt privatliv.

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie

Dengang: Man må aldrig fortælle sandheden

Før i tiden var det ikke almindeligt at fortælle patienten, at han havde kræft eller en anden dødelig sygdom
En sygeplejerske i tæt kontakt med sin meget syge patient i 1970’erne.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Før i tiden var det ikke almindeligt at fortælle patienten, at han havde kræft eller en anden dødelig sygdom. Man mente ikke, at patienter kunne tåle at få sandheden at vide, og man måtte ikke tage håbet fra dem.

I stedet brugte man omskrivninger som kroniske betændelsestilstande, godartede knuder og lignende.

Det kunne føre til ganske akavede relationer, når den syge ikke kendte sin diagnose, mens familien ofte blev underrettet om prognosen.

I 1973 blev der endelig taget hul på tabuet med Elisabeth Kübler-Ross’ bog ”Døden og den døende”, og ganske langsomt ændredes holdningen til at sige sandheden.

Først nu skulle sygeplejersker og læger til at lære kunsten med den vanskelige samtale, og først nu begyndte det at blive en del af sygeplejerskeuddannelsen.
 

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie

Dengang: Sygeplejens dannelsesideal år 1900

Nye sygeplejersker skulle have en opdragende effekt på de ofte rå og upolerede patienter

7-2019_dengang_litteratur

Da hospitalerne i København begyndte at uddanne sygeplejersker, antog de fortrinsvis kvinder fra det bedre borgerskab.

Hensigten var, at de nye sygeplejersker skulle have en opdragende effekt på de ofte rå og upolerede patienter.

Sygeplejersken her sidder på sit værelse på Kgl. Frederiks Hospital i Bredgade sidst i 1890’erne.

Som hun er opdraget til hjemmefra, læser hun tidens opbyggelige litteratur for at kunne foregå sine patienter med et godt eksempel, samtidig med at hun udvider sin egen personlige horisont.

Emneord: 
Historie
Identitet
Sygeplejens historie

Breve og billeder fortæller om dansk sygeplejerskepioner

Den danske sygeplejerske markerede sig især i årene efter 1. Verdenskrig, hvor hun gik forrest i genopbygningen af den internationale sygeplejerskeorganisation ICN. Forskningsmæssigt satte hun også aftryk, før hun i 1934 pludselig trak sig fra offentligheden. Sygeplejehistoriker håber at finde nyt om sygeplejersken i et hidtil uudforsket privat arkiv.
En af stuerne i villaen huser Christiane Reimanns eget bibliotek med over 1.600 bøger. En godbid for sygeplejersker som Susanne Malchau Dietz (tv.), Helen Ying Wu og Cecilia Sironi.
Foto: Hans Henrik Dietz

I den sicilianske by Siracusa ligger der lidt nord for centrum en helt speciel villa. Villaen er omgivet af en park med palmer, citron- og appelsintræer, sukkulenter, kaktusser og andre eksotiske gevækster, der er så unikke, at botanikere har kortlagt dem og beskrevet dem i artikler.

Men set med danske øjne er det nok især indenfor, villaen bliver spændende. Stueetagens rum med mahogniborde, polstrede stole og sofaer og malerier af velkendte danske motiver som kronhjorte af malere fra det forrige århundrede bringer straks én tilbage til den svundne tid, hvor villaen var hjem for den danske sygeplejerske og pionér Christiane Reimann fra 1934 til hendes død som 90-årig i 1979.

Hun ønskede egentlig, at den internationale sygeplejerskeorganisation ICN skulle arve villaen, men den afslog, hvorfor hun testamenterede villaen til Siracusa by med krav om, at den skulle bruges til kulturelle og uddannelsesmæssige formål. Efter en del år med manglende vedligehold har private og offentlige personer de seneste fem år for alvor pustet liv i mindet om Christiane Reimann igen.

Den lokale organisation Save Villa Reimann, der består af en gruppe prominente borgere, som bedst kan beskrives som byens svar på Rotary-medlemmer, har været primus motor i at bringe sygeplejerskens egne møbler, bogsamling og personlige ejendele som kjoler, sko og badedragt tilbage i villaen.

Susanne Malchau Dietz
Sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz foran Villa Reimann i Siracusa. Hun håber, at arkivet her kan løfte sløret for, hvorfor den danske sygeplejerske Christiane Reimann har opnået noget, der ligner helgenstatus i den sicilianske by.
Foto: Hans Henrik Dietz

Byen har opkaldt en vej efter hende, og det samme er sket med et mødelokale på byens hospital. På villaens førstesal er den offentlige kultur- og uddannelsesinstitution Archimede University Consortium flyttet ind, og de to organisationer er nu begyndt at afholde arrangementer i villaen i Christiane Reimanns ånd: saloner, foredrag og små musikalske indslag, fortæller Susanne Malchau Dietz.

En skattekiste med informationer

Med tiden har villaen også skiftet navn fra Fegotto til Villa Reimann for at ære det sted, der udgjorde den danske sygeplejerskes hjem den sidste halvdel af hendes liv – langt væk fra offentligheden og sygeplejen.

Eller hvad?

Netop det håber ph.d. og sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz at blive klogere på. Siracusa by har nemlig bedt hende om at gennemgå og registrere Christiane Reimanns personlige arkiv, som historikere indtil for få år siden var uvidende om eksisterede.

”Det er en ren skattekiste af informationer, som jeg glæder mig til at dykke ned i,” siger hun.

Ved deadline for dette nummer af Sygeplejersken har Susanne Malchau Dietz kun haft få timer i selskab med arkivet, der består af omkring 30 mapper med alt lige fra breve, regninger, private fotos og statistikker over, hvor mange æg hønsene lagde.
Sygeplejehistorikeren er overbevist om, at arkivet kan fortælle mere om Christiane Reimanns relativt korte, men betydningsfulde hverv og betydning for ICN og den internationale sygepleje.

”Hun var sygeplejerske og international af hjerte. Hvorfor vender hun ikke tilbage til sygeplejen igen efter sin afsked fra ICN? Hvad skete der under krigen? Hun var jo kun midt i 40’erne og meget begavet. Hvordan har hun brugt sine evner i Italien? Det gad jeg godt finde ud af,” siger Susanne Malchau Dietz, der har skrevet flere artikler om Christiane Reimann samt biografien ”Christiane Reimann 1888-1979. Kvinden bag sygeplejens ”Nobelpris””, som hun udgav sammen med Dansk Sygeplejeråd i 2001.

Ulykkeligt forelsket

Netop Christiane Reimanns pludselige beslutning om at forlade ICN i begyndelsen af 1934 har ført til flere spekulationer gennem årene. Hun begrundede det selv med svigtende helbred, men der gik også rygter om, at hun havde fiflet med ICN’s regnskaber. Og så var der noget om et ægteskab med den tyske psykiater Dr. Wilhelm F.C. Alter, som lokkede hende til Sicilien i første omgang.

”Nogle mener, at ægteskabet var arrangeret, men arkivet viser, at hun var meget forelsket og opgav hele sin karriere for ham, selvom hun var meget selvstændig og tæt knyttet til kvindebevægelsen. Hendes søskende kaldte ham en lykkeridder, hvilket han også viste sig at være,” siger Susanne Malchau Dietz og henviser til, at Dr. Alter blot otte måneder efter deres ankomst til Siracusa pantsætter villaen og stikker af med sin elskerinde, så Christiane Reimann må købe villaen igen for at kunne blive boende.

”Og gift bliver de aldrig. Arkivet rummer også nogle dokumenter, der tyder på, at det er Dr. Alter, der spreder rygterne om, at Christiane Reimann har taget af ICN’s kasse. Jeg har ikke fået verificeret dem endnu, men hvorfor skulle en velhavende kvinde som Reimann dog stjæle?” spørger sygeplejehistorikeren og tilføjer:

”Arkivet røber, at sygeplejen altid var i hendes hjerte, hun fulgte nøje med i alt, hvad der skete. Der vil blive tilføjet nyt om både hendes private og professionelle liv i den opdaterede biografi,” tør sygeplejehistorikeren godt love.

Læs mere om Christiane Reimann på Dansk Sygeplejehistorisk Museums hjemmeside www.dsr.dk/dshm/sygeplejens-historie/christiane-reimann Her er også link til tidligere artikler bragt i Sygeplejersken.

Christiane Reimann

Christiane Reimann

  • Født i København i 1888.
  • Død i Siracusa i 1979.
  • Datter af en velstående vekselerer-
  • familie fra København.
  • Færdiguddannet fra Bispebjerg
  • Hospital i 1916.
  • Valgt som Honorary Secretary, en
  • ulønnet tillidspost i ICN i 1922. Fastlønnet sekretær med titlen Executive Secretary fra 1925.

For egen regning tog Christiane Reimann i 1922 initiativ til udgivelse af ICN’s første officielle tidsskrift, The Bulletin. Hun grundlagde og finansierede desuden et specialiseret bibliotek.
Sagde sin stilling i ICN op til 1. januar 1934 med begrundelsen svigtende helbred. Tog efterfølgende til Siracusa for at rekreere.

Købte Villa Fegotto på Sicilien, nu omdøbt til Villa Reimann.

Tilbød i 1967 ICN sin ejendom og formue. Villa Reimann skulle bruges som et hvilehjem for sygeplejersker, formuen til en fornem international pris, der endte med at blive
Christiane Reimann-Prisen.

ICN afslog villa og park, som Christiane Reimann i stedet testamenterede til Siracusa by.

Christiane Reimann-Prisen blev uddelt for første gang i 1985, hvor den gik til Virginia Henderson. Tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd, Kirsten Stallknecht, modtog den i 2013 som den første og til dato eneste dansker.

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie

Dansk sygeplejerskepionér hyldet ved seminar på Sicilien

I begyndelsen af maj blev den danske sygeplejerske Christiane Reimann hyldet af repræsentanter fra både Italien, Dansk Sygeplejeråd og den internationale sygeplejerskeorganisation ICN.
Grete Christensen sammen med Cecilia Sironi, tidligere formand for den italienske sygeplejerskeorganisation. De lagde hver en krans ved Christiane Reimanns grav i Siracusa for at hylde den visionære sygeplejerske.
Foto: Hans Henrik Dietz

Selvom det er 40 år siden, at den danske sygeplejerske Christiane Reimann sov stille ind i en alder af 90 i byen Siracusa på Siciliens østkyst, er det vigtigt at mindes hende og fortsat udforske hendes betydning for især den internationale sygepleje.

Det fastslår ph.d. og sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz, der den 6. maj – årsdagen for sygeplejerskens fødselsdag – var en af hovedtalerne på et seminar om Reimann i netop Siracusa med deltagere fra bl.a. Danmark, Italien og den internationale sygeplejerskeorganisation ICN, deriblandt formanden Annette Kennedy. Susanne Malchau Dietz uddyber:

”Christiane Reimann var ikke blot en dygtig sekretær og organisator, der gik forrest i genopbyggelsen af ICN efter 1. Verdenskrig. Hun var også en dygtig forsker og formidler. Hendes fund havde stor betydning dengang og vækker stadig gehør i både dansk og international sygepleje,” siger hun og henviser bl.a. til Reimanns artikel ”Some observations on the Ratio of Nurses to Patients” fra 1931.

Højtuddannet og visionær pionér

Bag seminaret stod Dansk Sygeplejeråd, Siracusa by og de lokale organisationer Save Villa Reimann og Archimede University Consortium.

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen var sammen med kolleger fra hovedbestyrelsen i Siracusa for at ære det danske sygeplejerskeikon, der i en alder af 80 år og for egne midler indstiftede den fornemmeste pris inden for sygeplejen, Christiane Reimann-Prisen. Prisen betegnes som Nobelprisen for sygeplejersker og uddeles af ICN hvert fjerde år.

”Vores samfund ser ud, som det gør, fordi folk i fortiden valgte at kæmpe vigtige kampe og stod fast på deres tro. Christiane Reimann ønskede at gøre en forskel. Hun var en højtuddannet sygeplejerske, en visionær pionér og leder og kompromisløs som person. Hun er en meget vigtig person i sygeplejens historie,” siger Grete Christensen.

Susanne Malchau Dietz ankom til Siracusa sidst i april og bliver til midt i maj. Siracusa by har nemlig bedt sygeplejerskehistorikeren om at gennemgå og registrere Christiane Reimanns personlige arkiv, som indtil september sidste år har ligget godt gemt væk i nogle kasser i kælderen i Siracusas byarkiv.

En del af hendes ophold finansieres af forskningsmidler fra Dansk Sygeplejeråd, der også tror på, at arkivet rummer nye informationer om Reimanns vigtige betydning for både sygeplejen og ICN. Målet er at have en opdateret biografi klar, når Christiane Reimann-Prisen uddeles igen ved ICN’s ordinære kongres i Abu Dhabi i 2021.

Læs mere om Christiane Reimanns liv i reportagen i dette nummer af Sygeplejersken

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie

Dengang: Slut med hakkelse til tryksårsforebyggelse

Irma Olesen udviklede Decubitex-puden og -madrassen, som i mange år blev brugt i plejen af tryksårstruede patienter.


De Gamles By 1966; Irma Olesen (tv.)
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Indtil sidst i 1960’erne brugte man hakkelsespuder til at forebygge tryksår med. Hakkelse er finthakket halm, som ellers blev brugt som vinterfoder til heste og får.

I De Gamles By så afdelingssygeplejerske Irma Olesen i 1964 en udsendelse om, hvordan den danske opfinder Karl Krøyer udviklede luftfyldte plastikkugler (Krøyerkugler) til at hæve sunkne skibe med.

Irma Olesen fik straks idéen til at bruge Krøyerkugler i stedet for hakkelse i tryksårsforebyggelsen og udviklede Decubitex-puden og -madrassen, som i mange år blev brugt i plejen af tryksårstruede patienter.

Her står hun til venstre med en af de nye madrasser i De Gamles By i 1966.
 

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie

Dengang: Ingen kur for sindssyge

Psykiatriske hospitaler hed sindssygehospitaler, og patienterne blev betragtet som uhelbredelige.

Kurhuset, Sct. Hans, Roskilde
Caption 
Kurhuset, Sct. Hans, Roskilde
Attribution 
Foto: Sygeplejehistorisk Museum
Da Kurhuset åbnede på Sct. Hans Hospital i 1860, var der ikke noget, der hed recovery. Psykiatriske hospitaler hed sindssygehospitaler, og patienterne blev betragtet som uhelbredelige. Kurhuset, som her er fotograferet ca. 1950, er i øjeblikket medieaktuelt, da det danner location for den nye TV2 Charlie-serie "Sygeplejeskolen". Her ses den port, som Annas far parkerer udenfor i afsnit 1. Indendørsscenerne er optaget i bygningerne til venstre

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie

Fuldt fortjent: "Vi har haft tid, hænder og nærvær

I april i år modtog Marianne Flotiin Dronningens Fortjenstmedalje, som hendes chef havde indstillet hende til. Hun har været ansat på samme afdeling i 39,5 år, og hun ville gøre det hele om igen, hvis hun fik chancen.

Marianne Flotiin
Marianne Flotiin har altid gjort meget ud af at møde alle sine patienter venligt og smilende. Det er en vigtig del af sygeplejen, mener hun.
Foto: Claus Bech
Marianne Flotiin blev i 1977 færdiguddannet fra Glostrup Sygeplejeskole. Efter at have været et halvt år på først en medicinsk og senere en kirurgisk afdeling startede hun i 1978 på røntgenafdelingen på Nordsjællands Hospital, Frederikssund. Der blev hun i næsten 40 år.

"Jeg ville aldrig være blevet på den afdeling, hvis det ikke var, fordi jeg havde nogle fantastiske kolleger. Mange af dem har jeg jo arbejdet sammen med i både 30 og 40 år. Det har været et dejligt arbejdsliv," fortæller Marianne Flotiin og understreger, at hun ville vælge sygeplejen igen, hvis hun fik chancen for at vælge om. Hun har nemlig aldrig været i tvivl om, at hun skulle være sygeplejerske.

"Det var bare det, jeg gerne ville. Der var så mange muligheder med sygeplejen, og man kunne blive så meget forskelligt. Man kunne også komme ud at rejse. Det blev ikke til så meget med det, men sådan er det jo nogle gange," griner Marianne Flotiin.

Tid, hænder og nærvær

I løbet af de mange år i faget har Marianne Flotiin på tæt hold oplevet, hvordan vilkårene for sygeplejen har ændret sig. For nylig oplevede hun det også på egen krop, da hun kortvarigt lå indlagt i Hillerød.

"Der kunne man godt mærke, at de havde travlt. Det var ikke spor morsomt, og jeg synes faktisk, det var lidt rystende. Stakkels mennesker. Jeg kan godt forstå, de havde løbesko på."

Af samme årsag er Marianne Flotiin glad for, at størstedelen af hendes arbejdsliv er foregået på en røntgenafdeling. Hun mener ikke, at man her har lidt under det samme pres, som sengeafdelingerne oplever i disse år.

"På vores afdeling har vi måske haft mere tid til at lytte til patienterne. Tid, hænder og nærvær. Det bliver der jo ikke mere af nu om dage, end der var før i tiden," konstaterer hun eftertænksomt.

Nye kræfter til

Marianne Flotiin går på efterløn den 1. september i år efter et langt og rigt arbejdsliv. Selvom hun har elsket hvert minut af sin tid på røntgenafdelingen på Nordsjællands Hospital, er hun klar, fortæller hun.

"Jeg kommer selvfølgelig til at savne mit arbejde og mine kolleger. Og patienterne, det er jeg sikker på. Men sådan er det. Der skal også nye kræfter til. Jeg skal ind til dronningen og takke for medaljen her i næste måned. Jeg synes, det er stort. Det er en stor cadeau," siger Marianne Flotiin.

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

 

Emneord: 
Historie