Omkring 40 pct. af landets leverandører af hjemmepleje samarbejder i lav grad systematisk med pårørende. Det viser en ny undersøgelse, som Marselisborg Consulting har foretaget for Sundhedsstyrelsen.

Kun 8 pct. af de 98 kommunale og en række af private leverandører svarer ”i høj grad” til spørgsmålet om, hvorvidt de har nedskrevne procedurer for samarbejdet med pårørende.    

Det er et problem, mener vicedirektør i Danske Patienter, Annette Wandel:

”Det er rigtig ærgerligt, fordi de pårørende er en vigtig ressource for patienterne.”   

Pårørendes helbred påvirkes 

Behandlingen af patienter påvirker de pårørende mere i dag end førhen. Både fordi flere mennesker lever med kroniske sygdomme, og fordi hjemmebehandling er blevet mere almindeligt.

Tidligere undersøgelser foretaget blandt Danske Patienters medlemsforeninger viser, at det er både psykisk og fysisk belastende at være pårørende. Bl.a. svarer 73 pct. i en undersøgelse foretaget for Alzheimersforeningen, at rollen som pårørende har påvirket deres eget helbred negativt.

”Det er desværre bagsiden, at mange pårørende bliver overbelastede af ansvaret og selv ender med at blive syge. Derfor er udfordringen at få inddraget de pårørende på en måde, som passer til de ressourcer, de har,” siger Annette Wandel.

Sammen med 29 andre organisationer har Danske Patienter udarbejdet fem anbefalinger, som skal sikre bedre vilkår for pårørende. Anbefalingerne inkluderer bl.a., at pårørende skal anerkendes og informeres, samt at relevante støtteindsatser skal styrkes. 

Læs tema om pårørende i Sygeplejersken nr. 3/2023

Den Sygeplejefaglige Forskningsfond giver i 2023 støtte til forskningsprojekter, som har fokus på sygepleje til borgere i eget hjem.

Projekterne kan omhandle sygepleje inden for både det somatiske, psykiatriske og sociale område. Det kan være projekter, som udvikler ny viden og metoder, ny praksis, opgaver og kompetencer eller undersøger samarbejds- og organiseringsformer inden for sygepleje.

Fundament for fremtidens sygepleje

”Med årets forskningsmidler ønsker vi at være med til at give mulighed for, at der kan forskes i betydningen af sygepleje til borgere i eget hjem. Vi har brug for at styrke forskning i sygepleje i kommunerne, fordi forskning i sygepleje er fundamentet for fremtidens sygepleje – og som udviklingen ser ud, vil en stor del af fremtidens sygepleje være netop i borgerens eget hjem,” påpeger næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg om den nye uddelingsrunde.

Sygeplejersker redder liv

Dansk Sygeplejeråds vision Sygeplejerske – for livet indebærer, at sygeplejersker redder liv, forebygger sygdom, fremmer sundhed og lindrer lidelse. Det er afgørende for udviklingen af sygepleje og for patienternes behandling, at der er sygeplejersker, som forsker inden for alle disse felter.

I Dansk Sygeplejeråds nye forskningsudspil Forskning i sygepleje – en investering for livet er ét af budskaberne, at forskning er en investering, der gør en forskel for patienterne i sygepleje og behandling. DSR har et særligt politisk fokus på, at der behov for at understøtte sundhedsindsatser i kommunerne med forskningsbaseret viden, hvilket er prioriteret med valg af tema i 2023.

Viser vejen for behovet

”Med dette tema ønsker vi at vise vejen for behovet for forskning i sygepleje i kommunerne – og vi håber, at vi med denne pulje kan bidrage med at understøtte nye spændende projekter og samarbejder, siger Dorthe Boe Danbjørg.

Fra den 1. oktober er der åbnet for ansøgninger med ansøgningsfrist den 6. januar 2023.

Mere information samt link til ansøgningsskema findes fra den 1. oktober her
 

”Jeg er mere sammen med borgerne, samtidig med at jeg sparer tid,” fortæller Helene Tækker. 

Hun er sygeplejerske i hjemme- og sygeplejen i Alssund, en af de pilotenheder, der har deltaget i et projekt, som Sønderborg Kommune har lavet i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Projektet har haft til formål at skabe mere tid og tryghed for borgerne, og det er de lykkedes med. Bl.a. ved at ændre rammerne for dokumentation og de digitale arbejdsgange.

Tidligere foregik dokumentation om eftermiddagen efter besøg hos borgerne. Plejepersonalet troede, det ville være uhøfligt at lave papirarbejdet hos borgerne. Men det har vist sig at være en fejlantagelse, for borgerne synes, det er fint at være til stede under dokumentationen.

”De ved, tingene bliver gjort, fordi de kan se, jeg gør det med det samme, og det giver dem en tryghed,” siger Helene Tækker og fortæller, at hun udelukkende har fået positiv respons fra borgerne.

En anden ting, der er ændret, er mængden af interne beskeder, som nu er halveret. Og hvor plejerne før dokumenterede alle handlinger ved deres besøg hos borgerne, er det nu kun nødvendigt at dokumentere, hvis der sker afvigelser eller andet, som den næste vagt bør kende til. 

”Det har lettet arbejdsbyrden meget, at jeg ikke behøver skrive noget, hvis alt ser ud, som det skal,” fortæller Helene Tækker.

74 ud af 92 skemaer sløjfet

Før kunne der også ligge flere forskellige skemaer hos den samme borger. I dag er der kun ét – medicinlisten. Resten er enten droppet eller blevet integreret i et elektronisk system, som sørger for, at lovkrav efterleves, og at dokumentationen foregår ens alle steder i kommunen. I alt er 74 skemaer ud af 92 helt udgået. 

”Min arbejdsdag er blevet mindre stressende, fordi jeg ikke hele tiden går og tænker: Jeg mangler noget. Mit hoved er frit, når jeg er færdig med opgaven. Man føler sig mere tilfreds med sit arbejde, fordi sløjfen bliver bundet,” siger Helene Tækker. 
 

At arbejde i et kommunalt sygeplejersketeam kalder på en bred vifte af både faglige og personlige kompetencer, som ofte er i spil samtidigt hos den komplekse borger i eget hjem.

Ligesom fra den praktiserende læge forventes der, at hjemmesygeplejersken kan håndtere alt mellem himmel og jord – ofte hen over en enkelt arbejdsdag.

Sårbehandling, terminal fysisk og psykisk pleje, tolkning af blodprøvesvar, svær psykisk sygdom, demens, kompleks medicinhåndtering, misbrug, angst og utryghed hos pårørende, selvmordstrusler eller svære sociale problemstillinger.

Alt sammen opgaver, der hver især kalder på en form for specialviden.

Dertil kommer, at hjemmesygeplejersken arbejder alene i mange timer om dagen. Sygeplejersken må i høj grad stole på egen faglig dømmekraft, når der ofte skal tages beslutninger inden for få minutter ude i borgers eget hjem.

Som ekstern supervisor og sygeplejerske møder jeg ofte disse dedikerede hverdagshelte, der dagligt gør en stor indsats hos ressourcesvage borgere.

Samtidig skal de være sparringspartnere for sosu-medarbejdere, der kommer i hjemmene samt kriseberedskab og vejledere for pårørende.

Dette kunne være et billede af en typisk arbejdsdag – på en god dag – for en vilkårlig sygeplejerske i hjemmeplejen et sted i Danmark.

Jævnligt skal sygeplejersken også håndtere mistroiske borgere, utilfredse og krævende ægtefæller, borgere, der ikke forstår de fagligt begrundede beslutninger og anvisninger eller ligefrem et truende, utrygt og alene-præget arbejdsmiljø.

Der er ikke meget tid til faglig sparring i hverdagen, så afstemning af kommunikation og information til borgeren og refleksion over faglige dilemmaer samt svære etiske valg må ofte ske skriftligt.

Hjemmesygeplejerskerne er bolværk mod indlæggelser på både somatiske og psykiatriske afdelinger og gør en kæmpe samfundstjeneste hver eneste dag.

Bente Hangaard er sygeplejerske, underviser, ekstern supervisor, proceskonsulent og Master i Organisatorisk Coaching

Ingrid Hylby har brugt lang tid på at lede efter en parkeringsplads foran Vestermarksvej 9. På den adresse har Hæmatologisk Afdeling nemlig til huse på Sjællands Universitetshospital, Roskilde. 

”Det var en kæmpe stressfaktor ikke at kunne finde et sted og parkere. Jeg kørte så tit rundt og rundt, og spekulerede på, om jeg nu kom for sent til min aftale,” forklarer Ingrid Hylby om al den tankekraft, hun brugte på alt muligt andet end sin sygdom. 

”Parkering var det sidste, jeg gad spekulere på oven i alt det andet, der i forvejen fyldte. Derfor var det sådan en lettelse, en gave, da jeg pludselig kunne få hjemmebehandling,” forklarer den 76-årige kvinde.

I fem måneder har hun fået medicinsk kræftbehandling mod sin kræftsygdom myelomatose.

”En hjemmesygeplejerske kan give mig injektionen. Hun er oplært af den forløbskoordinerende sygeplejerske, så hun ved lige præcis, hvordan det skal gøres,” siger Ingrid Hylby, der var blevet tilbudt at blive oplært i at gøre det selv, men bedre kunne overskue at en anden hjalp hende. 

Besøg af Dronningen 

Ingrid Hylby aktuelle hjemmebehandling gør, at hun i stedet for et ugentligt besøg, blot behøver at komme ind på hospitalet én gang om måneden. Sådan en dag er det den første torsdag i juni. En dag, hvor Hendes Majestæt Dronningen besøger Ingrid Hylbys datter, svigersøn og fem børn på Anholt, men en dag, hvor hun selv starter et nyt behandlingsforløb, og derfor er mødt op på afdelingen, hvor hun taler med lægen og får taget blodprøver.

”Den oplevelse var ikke for mig, men for min datter og hendes familie. Men jeg skulle da lige nævne det,” griner Ingrid Hylby.

”Hjemmebehandling har til gengæld givet mig ro og overskud til at lave andre ting, når jeg ikke skal på hospitalet. Vi er tre enker i Svinninge, så vi mosler rundt sammen. Vi har spist frokost i Nyhavn og set udstillingen om Dronningens smykkeskrin. Næste gang vil vi en tur til Hillerød,” siger Ingrid Hylby og understreger, at den største gevinst ved hjemmebehandling er ikke at skulle bruge unødigt lang tid på hospitalet. 

Med otte ubesvarede opkald fra egen læge, var Tenna Olsen ikke i tvivl om, at noget var galt. I forbindelse med sin graviditet havde hun været til et rutinetjek hos sin læge, men så pludselig sig selv akut indlagt på Hæmatologisk afdeling. Her fik hun foretaget en knoglemarvsbiopsi, som sammenholdt med blodprøver, gav hende diagnosen akut leukæmi.

”Det var en voldsom tid, hvor jeg fik en abort og startede op på kemobehandling. I fire uger var jeg indlagt, og jeg husker ikke så meget fra den første tid,” siger Tenna Olsen, som også fik sonde på grund af sår i munden. 

”Jeg husker, at jeg bare glædede mig så meget til at komme hjem og få god, hjemmelavet mad,” siger Tenna Olsen, der spiste masser af kartoffelmos med bacon og løg, da hun endelig måtte komme hjem.

”Jeg blev overrasket over, hvor meget positiv energi det gav, at jeg kunne klare behandlingen derhjemme. Mit humør steg med 100 procent. Det gjorde alt for mig at komme hjem til vante omgivelser,” siger hun om glæden ved igen at have sin hverdag på landejendommen i Listrup på Falster. 

Ikke bange for at varetage behandlingen

Tenna Olsen kom hjem en uge inde i marts måned, og har ikke været indlagt siden. Med sig har hun fået en rygsæk, der indeholder hendes kemoterapi. Lige nu er hun i et højdosis- forløb, hvor hun dagligt er inde på Hæmatologisk Afdeling. Her indstiller en sygeplejerske pumpen med den rette mængde kemoterapi, og så kan Tenna Olsen ellers tage hjem igen. 

”Forløbet startede tirsdag aften, og slutter fredag morgen. Så får jeg kemo to gange om dagen, men jeg behøver ikke at være på afdelingen, mens jeg får det, men bare mens jeg bliver koblet op på medicinen,” forklarer hun. 

Tenna Olsen har ikke oplevet problemer med selv at varetage behandlingen hjemme, andet end et bip fra sin rygsæk. En slange havde lavet et knæk, men det var hun blevet instrueret i at se efter og klare.

”Man er blevet godt sat ind i at varetage behandlingen, og man formår at være i det. Nok især fordi man kan være hjemme, ” siger Tenna Olsen, der ikke har flere kræftceller i blodet, og som efter det igangværende behandlingsforløb håber på stabile tal, så hun kan begynde at se frem ad.   

Lymfekræft, leukæmi og knoglemarvskræft. Det er nogle af de sygdomme, som patienterne på Hæmatologisk Afdeling lider af. De er derfor stedkendte på afdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. For selvom mange af dem er i hjemmebehandling, en mulighed de har haft siden 2015, så slipper de ikke for at komme enten ind på ambulatoriet eller dagsafsnittet. 

”Hjemmebehandling er muligt for mange af vores patienter. Vores sygeplejersker sørger for, at de er klædt godt på til at varetage deres egen behandling, så de er trygge ved at blive sendt hjem,” siger Tina Lanther, chefsygeplejerske på afdelingen. 

Hun præciserer, at selvom patienterne er i hjemmebehandling, så skal de stadig ind på afdelingen. Nogle hver dag i perioder, andre behøver blot at komme én eller to gange om ugen, hvor andre blot skal møde op en enkelt gang om måneden. Alt efter sygdoms- og behandlingsforløb. 

”Afdelingen er den eneste af sin slags i Region Sjælland, og derfor er alle patienter med en sygdom i blodet, knoglemarven eller lymfesystemet tilknyttet os. Om de bor i Nakskov eller Nykøbing Sjælland. Derfor er det en kæmpe gave for dem, at de har muligheden for at blive behandlet hjemme, så de i et vist omfang slipper for turen herind,” siger hun. 

Afdelingen har også et sengeafsnit, hvor man bliver indlagt, hvis det er nødvendigt. 

Et stort koordineringsarbejde 

Udover de sygeplejersker, som patienterne møder på afdelingen, når de eksempelvis er inde til en konsultation, skal oplæres i deres hjemmebehandling eller have udleveret medicin, så har den forløbskoordinerende sygeplejerske en afgørende funktion.  

”Vi har også behandlingsansvaret for vores patienter, når de får behandlingen i eget hjem, så vi skal levere både deres medicin og alle de remedier, som skal bruges dertil. Vores forløbskoordinerende sygeplejerske medvirker til at afdække, hvilke muligheder de forskellige patienter har, alt efter hvilken kommune de er tilknyttet. Eksempelvis hvis vi skal bede om assistance af hjemmeplejen i forbindelse med behandling i hjemmet,” forklarer Tina Lanther.

Selvom det er et stort koordineringsarbejde at få hjemmebehandling til at være en mulighed, så lykkes det i langt de fleste tilfælde. Til glæde og gavn for patienterne.  

Mogens Ladefoged sidder let tilbagelænet i sin stol. Skjorteærmet er rullet op, så hans venekateter ved albuen er synligt. 

Fra sin plads ved vinduet på Onkologisk Ambulatorium på Vejle Sygehus har han udsigt over byen, men han kigger ikke ud, imens han fra et dropstativ får pumpet livsvigtig medicin ind i sine årer. Han skal heller ikke sidde her så længe: Så snart denne del af behandlingen er overstået, får Mogens monteret en pumpe til hjemmebehandling som løber ind over de næste 46 timer. Han er nu klar til at gå hjem

Mogens Ladefoged har været i hjemmebehandling for kræft siden december sidste år. Han skal stadig en tur ind på hospitalet nu og da, men det meste af sin kemoterapi får han derhjemme – og det er han godt tilfreds med.

”Det er rart, at jeg kan få min behandling på den måde, for jeg vil meget hellere være hjemme end jeg vil være her,” siger han, imens en sygeplejerske justerer på hans medicintilførsel.

Det fylder mentalt 

Han er ikke den eneste. Generelt er patienterne rigtig glade for, at deres kræftbehandling kan foregå i hjemmets trygge rammer. Det fortæller klinisk sygeplejespecialist Hrønn Thorn og specialeansvarlig sygeplejerske Birgitte Thisgaard Pedersen. 

I 2021 gennemførte Birgitte Thisgaard Pedersen sammen med kollegaen Pia Christensenen en række interviews med ambulatoriets patienter. Her gav alle som én udtryk for, at hjemmebehandling klart var at foretrække frem for to dages indlæggelse på hospitalet.

”Vi ville gerne undersøge, hvilken form for IV-adgang patienterne i hjemmebehandling var gladest for – om der egentlig var fordele og ulemper ved henholdsvis PICC-line kateter og port-a-cath (PAC) kateter, og hvad patienterne selv ville vælge, hvis de fik lov,” fortæller Hrønn Thorn. ”Ret hurtigt blev det dog klart for os, at de selv var mere optaget af det faktum, at behandlingen foregik hjemme.”

Men – og der er et men. Selvom tilbagemeldingerne var overvejende positive, blev sygeplejerskerne takket være undersøgelsen pludselig opmærksomme på, hvor meget hjemmebehandlingen rent faktisk fylder hos patienterne, både mentalt og lavpraktisk. 
De opdagede også et paradoks: Selvom patienterne på den ene side fik mere frihed til at indgå i en normal hverdag, så mistede de også noget frihed.

”De tager rigtig meget ansvar for deres behandling og de tilpasser sig i høj grad de begrænsninger, som behandlingen medfører. De ændrer i deres dagligdag, rutiner og gøremål, så de passer rundt om kemopumpen, så at sige,” forklarer Birgitte Thisgaard Pedersen. 

Patienterne med PICC-line beskriver bl.a., at de ikke kan gå i svømmehallen eller karbad som de plejer, at deres nattesøvn bliver påvirket, fordi de er bange for at komme til at ødelægge pumpen ved at ligge på den, eller at de indretter deres daglige aktiviteter omkring hjemmesygeplejerskens besøg.

”Én fortalte f.eks. også, at hun altid sørger for at købe stort ind forud for behandlingen, fordi hun er bekymret for, om hendes PICC-line kan tåle, at hun bærer på sine dagligvarer. En anden sagde, at hun slet ikke forlader sit hjem under behandlingen, fordi hun ikke kan lide at køre bil, når hun har pumpen på.”

Hjemmesygeplejerskerne er usikre

Tilpasningen var blot ét af de fund i undersøgelsen, som fik Hrønn Thorn, Birgitte Thisgaard Pedersen og deres kolleger til at rynke lidt på brynene. De opdagede nemlig også, at patienterne tilsyneladende føler, at de i højere grad bliver konfronteret med deres sygdom, når behandlingen flyttes ud i hjemmet.

”De fortalte, at pumpen på en måde udstiller deres sygdom. Den bliver pludselig meget synlig, både for omverdenen, men også for dem selv. De tager lange ærmer eller løst tøj på for at dække sig til. Én patient undgår helt at vaske sig i området, hvor hendes PAC-kateter sidder, fordi hun ikke kan lide at røre ved den. Den minder hende om, at hun er syg,” siger Hrønn Thorn.

Endelig fandt sygeplejerskerne ud af, at patienterne godt kan komme til at føle sig utrygge ved forbindingsskift, når kemopumpen skal seponeres af hjemmesygeplejersken, da det sker relativt ofte, at hjemmesygeplejersken er usikker på, hvordan det skal gøres.

”Vi blev overraskede over, hvor ny en opgave det var for hjemmesygeplejerskerne. Set i bakspejlet giver det jo helt vildt god mening, da det jo ikke har været en rutineopgave for dem, men det havde vi simpelthen ikke været opmærksomme på,” siger Birgitte Thisgaard Pedersen.

Brug for nuancer i debat

Undersøgelsen af patienternes oplevelse af hjemmebehandling har derfor givet anledning til både eftertænksomhed og konkrete tiltag på Onkologisk Ambulatorium. De har bl.a. inviteret hjemmesygeplejersker fra flere kommuner til kurser på hospitalet, så de kan blive fagligt opdateret til at håndtere patienternes kræftbehandling i hjemmet. 

Derudover barsler sygeplejerskerne med en såkaldt beslutningshjælper, som skal hjælpe patienterne til at træffe medbeslutninger om deres egen behandling og pleje. Deres fund har imidlertid også fået dem til at efterlyse en mere nuanceret samtale om hjemmebehandling i den offentlige debat.

 ”Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange gevinster ved hjemmebehandling – men der er også nogle følgevirkninger af den. Det er vigtigt, at de bliver informeret ordentligt om disse ting, så de går ind i hjemmebehandlingen med helt åbne øjne,” siger Birgitte Thisgaard Pedersen. 

Når du træder ind ad hovedindgangen på Vejle Sygehus, skal du blot følge en grøn streg på gulvet et kort stykke vej ned ad gangen – og en enkelt elevatortur op – for at nå frem til Onkologisk Ambulatorium.

Det tager derfor ikke patienterne mange minutter, når de skal ind på afdelingen for at blive sat i gang med den kemobehandling, som de ikke længere behøver blive indlagt for at få. Med hjælp fra en lille medicinpumpe kan de efter kort tid forlade hospitalet igen og tage hjem til sig selv, hvor de kan fuldføre deres behandling i trygge, hjemlige rammer.

På ambulatoriet har de tilbudt hjemmebehandling til kræftpatienter siden 2014, med positive resultater for både patienter og pårørende. Men da sygeplejerskerne på ambulatoriet i 2021 ville undersøge patienternes oplevelser med hjemmebehandling, blev de for første gang opmærksomme på nogle af de paradokser, der kan opstå, når den medicinske behandling flyttes ud i hjemmet. Det fortæller Hrønn Thorn, der er klinisk sygeplejespecialist på afdelingen.

”Vi fandt først og fremmest ud af, at hjemmebehandlingen forandrer patienternes hverdagsliv langt mere, end vi gik og troede. På mange måder tilpasser de deres liv efter behandlingen. De laver mange tiltag for at få tingene til at fungere derhjemme, og de tager et virkelig stort ansvar for deres egen behandling på sig,” siger Hrønn Thorn. 

”Det fylder f.eks. også for mange af dem, at hjemmet bliver omdannet til en sygestue – nogle af patienterne i undersøgelsen gav endda udtryk for, at de følte sig mere syge, fordi de hele tiden blev mindet om, at de var det. Hjemmet var ikke længere et helle. Endelig blev vi opmærksomme på, at behandling i hjemmet stadig er en ny opgave for mange af hjemmesygeplejerskerne. De føler sig ofte usikre på deres opgaver, hvilket kan smitte af på patienterne,” siger Hrønn Thorn.

Vi har ikke råbt højt nok

Erfaringerne fra Vejle kan du læse mere om på de næste sider af dette nummer af Sygeplejersken, men de sætter en streg under en vigtig pointe: Hjemmebehandling er en rose med torne. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi på samfundsniveau får belyst konsekvenserne ved, at stadig flere behandlingsopgaver flyttes fra hospitalerne til den nære sektor, og at et stigende antal patienter modtager medicinsk behandling i eget hjem.

Dét mener blandt andet Bente Hoeck. Hun er  lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU og docent ved Afdeling for Anvendt Sundhedsforskning, UCL. Som en del af Projekt Sygeplejeteori/Fremtidens Sygepleje har hun og professor Charlotte Delmar fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet sammen med et hold af andre forskere og sygeplejersker bl.a. beskæftiget sig med hjemmebehandling.

I fællesskab har de blandt andet publiceret forskningsartiklerne: ’Når hospitalet flytter hjem – En undersøgelse af patienternes oplevelse af at være indlagt i eget hjem’ og ’Når patienter indlægges til pleje og behandling i eget hjem, øges den sygeplejefaglige kompleksitet.’

Bente Hoecks vurdering er klar: Det danske sundhedsvæsen er ikke gearet til at håndtere følgevirkningerne af den massive  forandring, som det gennemgår i disse år – og som hjemmebehandlingen er en stor del af. 
”Der er blevet talt om det her før, men vi har måske ikke talt højt nok – og vi har måske især ikke talt højt nok om det fra et sygeplejefagligt perspektiv. Vi har som faggruppe ikke været aktivistiske nok i forhold til at fortælle om de ændringer, vi selv oplever og ikke mindst de ændringer, vores patienter og deres pårørende oplever,” siger Bente Hoeck. 

”Hvordan får vi klædt sygeplejerskerne på til at kunne tage sig af fremtidens patienter, når rammerne og vilkårene for sygeplejen ændrer sig? Det er ikke kun et spørgsmål om antallet af sygeplejersker, det er i høj grad også et spørgsmål om uddannelse og videreuddannelse. Vi stiller helt nye krav til især hjemmesygeplejerskernes færdigheds- og vidensgrundlag.”

Medaljen har en bagside

Bente Hoeck peger på, at der måske især fra politisk hold er tendens til at fremstille hjemmebehandling som en medalje uden bagside. Hun mener, at denne fortælling har rod i politiske ambitioner om at effektivisere sundhedsvæsnet, spare tid, penge og indlæggelser. I princippet altid til glæde og gavn, men hvor man i høj grad lægger et stort ansvar for behandling og pleje over på patienterne og deres pårørende.. 

Virkelighedens hjemmebehandling er imidlertid også fyldt med dilemmaer, paradokser, spørgsmål og overvejelser.

”For at sige det helt kort, så har man sprunget en masse mellemregninger over. Vi har f.eks. i forvejen store problemer med, at nogle patienter falder ned i sprækkerne mellem hospital og kommune,” siger Bente Hoeck. 

”Mere hjemmebehandling vil uundgåeligt skabe mere ulighed i sundhedsvæsnet, for vi ved, at det kræver ressourcer hos både patienter og pårørende at trives med mere ansvar for egen behandling.”

Bente Hoeck understreger, at problemet ikke er, at patienterne og de pårørende ikke gerne vil have hjemmebehandling. Tværtimod viser undersøgelser, at der er stor velvilje fra både patienter, pårørende, sygeplejersker og sundhedspersonale, når det handler om at få behandling i hjemmet til at fungere.

Klinisk sygeplejespecialist Hrønn Thorn fra Onkologisk Ambulatorium var i 2021 med til at undersøge patienternes oplevelser med hjemmebehandling. ”Vi fandt ud af, at hjemmebehandlingen fylder meget mere i deres hverdag end vi troede,” siger hun.

Foto. Michael Drost-Hansen

Risiko for patienthirarki

”Det er ikke menneskene, der ikke vil – tværtimod vil de rigtigt gerne, og de vil gerne gå rigtig langt for at få det til at lykkes. Sagen er bare, at vi ikke rigtigt har talt om alt dét, der sker, når vi gør det her. Det kræver f.eks. rigtigt mange ressourcer, tværfaglig- og tværsektoriel kommunikation, koordinering, viden og kompetencer. Det ved vi nu, hvor vi rent faktisk har forsket i det,” siger Bente Hoeck.

Hun mener desuden, det er essentielt, at patienterne selv er med til at træffe valget om at gå i hjemmebehandling, og at de kan træffe valget på et oplyst grundlag. Hjemmebehandlingen må så at sige ikke blive til en standardiseret one size fits all, der trækkes ned over hovedet på patienten og de pårørende.

”Vores forskning viser, at de pårørendes deltagelse tages for givet. Og det er ikke småting systemet forventer at de tager ansvar for. Pårørende vil gerne hjælpe, men de bliver overset som personer med egne behov, ønsker og præferencer,” siger Bente Hoeck.

”Ligesom sygeplejerskerne har patienterne og deres familier brug for viden, hvis de aktivt skal kunne vælge hjemmebehandling til. Viden om deres egen sygdom. Viden om, hvad de går ind til, hvilke paradokser, de kan komme til at opleve – at de f.eks. kan få frihed til at indgå i hjemmelivet, men at deres hjem også bliver omdannet til et hospital,” forklarer Bente Hoeck.

Endelig peger forskeren på nogle af de etiske dilemmaer, der kan opstå, hvis vi ubevidst deler patienter op i ”ansvarlige og aktive” vs. ”uansvarlige og passive”.

”Selvom det er en ambition, at vi skal have færre indlæggelser på hospitalerne, så vil der altid være nogle, der ikke egner sig til behandling i eget hjem. Her skal vi virkelig være opmærksomme på, at vi ikke kommer til at inddele borgerne i en art patienthieraki, hvor der er ”gode” og ”dårlige” patienter,” siger Bente Hoeck.

Hjemmesygeplejerskers virkelighed

Bente Hoeck er ikke alene med sine holdninger – den deles af tre af hendes kollegaer: Gitte Sylvester Jensen og Michala Eckhardt, lektorer på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus. Samt Pernille Bak Skouenborg, der er pædagogisk administrativ leder på uddannelsen.

Som en del af Projekt Sygeplejeteori har de tre bl.a. stået i spidsen for studiet ’Når hospitalet flytter hjem – en undersøgelse af patienters oplevelser af at være indlagt i eget hjem’.  De mener blandt andet, at der er behov for et kompetenceløft i hjemmesygeplejen.

”Det er overhovedet ikke et forsøg på at nedvurdere hjemmesygeplejerskernes kompetencer. De kan rigtig meget og de ved rigtig meget. Man kan måske sige det sådan, at hjemmesygeplejerskerne traditionelt har været generalister imens sygeplejerskerne på hospitalerne har været specialister. Det er ved at ændre sig nu, hvor hjemmesygeplejerskerne pludselig skal til at forholde sig til en masse specialbehandlinger, som er flyttet ud i hjemmet,” siger Gitte Sylvester Jensen.

Michala Eckhardt supplerer:

”En anden ting er forventningsafstemning. Noget, der inde på sygehuset måske kan virke som en lille ting og som noget, man ”bare lige gør”, det kan man ikke nødvendigvis lige gøre, når man står hjemme hos patienterne. Måske mangler hjemmesygeplejersken udstyr eller instruktioner, eller måske er forholdene bare nogle andre end hospitalet er klar over. Det kan f.eks. betyde, at hjemmesygeplejerskerne bliver usikre, og så bliver patienterne også usikre” siger hun. 

Derfor bliver hjemmebehandlinger ifølge de tre også nødt til at tage konkret afsæt i den virkelighed, som hjemmesygeplejerskerne står i, når de kommer ud i patienternes hjem.

”Hvordan sikrer vi, at den nødvendige specialviden kommer ud til hjemmesygeplejerskerne? og at hjemmesygeplejerskernes viden og konkrete erfaringer når ind på hospitalerne,” påpeger Pernille Bak Skouenborg og tilføjer:

”Hvordan sikrer vi sådan noget helt lavpraktisk, som at de får de rigtige remedier og instruktioner? Det er sådan nogle spørgsmål, vi bliver nødt til at snakke om.” siger Pernille Bak Skouenborg.

Ligesom Bente Hoeck lægger de tre sygeplejersker vægt på, at de ikke ønsker at problematisere hjemmebehandling i sig selv. Tværtimod ser de alle positivt på de mange gevinster, der også kan opnås ved at flytte behandlingen ud i patienternes egne hjem. 

Optimal pleje i patienternes hjem

De opfordrer blot til, at politikere og beslutningstagere husker at se det fulde billede – og at patientens tarv stadig er det hensyn, der vejer tungest.

”Hjemmebehandling må aldrig blive en spareøvelse. Det skal være et behandlingsvalg, som man træffer på et solidt vidensgrundlag, og sygeplejerskerne skal have de nødvendige kompetencer og ressourcer til rådighed, så de kan yde den optimale pleje i patienternes hjem,” siger Gitte Sylvester Jensen.

Michala Eckhardt er enig.

”Selvfølgelig skal vi tænke over, hvordan vi bedst anvender de ressourcer, vi har i sundhedsvæsnet, men vi bliver simpelthen også nødt til at se på, hvordan vi understøtter overgangen fra hospital til hjem på en god måde. Det vil på mange måder kræve en reel omorganisering af vores sundhedsvæsen – men måske er det dét, der skal til,” siger hun. 

Kontinuitet, ressourcer samt faglighed og de rette kompetencer.

Det er nøgleordene om selvstyrende teams, hvis man spørger Dorthe Boe Danbjørg. Som næstformand i Dansk Sygeplejeråd følger hun den nye arbejdsmetode på tæt hold med både optimisme og forbehold. Hun mener, at der er et behov for at blive klogere på, hvordan man kan gå nye veje på ældreområdet:

”Selvstyrende teams rummer spændende perspektiver, bl.a. er en af styrkerne det tværfaglige samarbejde, hvor de forskellige medarbejderes kompetencer bliver sat i spil.” 

Kontinuitet

Et af hovedformålene med selvstyrende teams er at skabe mere kontinuitet for borgeren. 

”Det er vi mange, der længe har haft ambitioner om, men det er stadig ikke lykkedes i systemet. Jeg kan derfor have en bekymring for, at det nu bliver pålagt det enkelte team. Så ansvaret ene og alene bliver lagt på deres skuldre,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Hun pointerer, at det er godt, at det for nu tyder på, at der kan skabes sammenhæng for borgerne, når de får besøg af de samme personer i de selvstyrende teams, men at det aldrig må blive et individualiseret problem at løse.

Mangel på medarbejdere

I Dansk Sygeplejeråd er man opmærksom på manglen på medarbejdere. 

”Og udviklingen inden for sundhedsvæsenet går jo kun en vej: Der kommer flere mennesker, der har behov for pleje og behandling,” forklarer Dorthe Boe Danbjørg, som sætter spørgsmålstegn ved, om den nye organiseringsform kan løse den mangel, der er på ressourcer og medarbejdere. 

”Derfor er vi også opmærksomme på, om reglerne overholdes. Hvis sygeplejersker skal dække vagterne i teams, så skal der være nok ansat til, at bl.a. hviletid overholdes.” 

Faglighed og de rette kompetencer

Hvad det betyder for medarbejdernes faglighed at arbejde tværfagligt i små teams har også næstformandens bevågenhed:

 ”Når man er sammensat i et team, skal man ikke gøre noget, man ikke er uddannet til, og man skal bruge kompetencerne klogt ude ved borgeren. Teams er som en organisme, hvor man er afhængig af hinanden, og man skal kunne stole på hinanden, så borgerne får den korrekte pleje.”

Dorthe Boe Danbjørg understreger, at der i ældreplejen er stor kompleksitet, som kræver, at de rette kompetencer kommer i spil ude ved borgerne. Det skal sikres og løses i arbejdet med teams.