Ernæring og kommunikation halter

Rigeligt med smør på brødet er sjældent i fokus i hjemmeplejen i Slagelse Kommune. Dorthe Larsen er hjemmesygeplejerske og oplever ofte, at ernæring er et område, der bliver overset. Sygeplejersken har været med hende på hjemmebesøg og mødt tre borgere, der er lette på vægten.
”Vi må simpelthen ikke glemme det helt basale som ernæringspleje og ernæringsdokumentation,” siger Dorthe Larsen.
Foto: Claus Bech

MaalebaandDet knaser i gruset, da Dorthe Larsen træder ud af bilen og går over den frosthårde gårdsplads. En kat lister ud fra laden og sniger sig efter hende.

”Hej Bodil,” siger Dorthe Larsen, da døren til det lille hovedhus bliver åbnet. Den ældre kvinde i åbningen byder hende indenfor. Katten får ikke lov at komme med ind.

”Vi har 10,” siger Bodil med hentydning til katten, mens hun følger Dorthe Larsen ind i køkkenet. Hun tilføjer: ”Bent er klar.”

I spisekrogen i køkkenet sidder Bent på 88. Da Dorthe Larsen sætter sig ved hans side, går snakken straks i gang, for Dorthe Larsen er som hjemmesygeplejerske i Slagelse Kommune en velkendt gæst i hjemmet. Rutineret stiller hun en gennemsigtig beholder på spisebordets blomstrede voksdug og kobler en slange til den og et dræn i Bents side. Langsomt fyldes beholderen af en grumset væske.

Hver dag kommer Dorthe eller en af hendes sygeplejekolleger og tømmer Bent Hansens lunger for pleuravæske. Bent Hansen er en af de borgere i Slagelse Kommune, der får behandling af en sygeplejerske på plejecentrene eller i eget hjem. Før i tiden skulle Bent Hansen køre helt til Næstved Sygehus for at få tømt sit pleuradræn. Nu foregår det i hans og Bodils hus på markerne lidt udenfor Skælskør.

”Vi må ikke glemme det basale”
Et stigende antal mennesker har forladt hospitalsgangene og får kompleks pleje og behandling derhjemme. Det stiller højere krav til Dorthe Larsen og hendes kolleger. Sygeplejerskerne såvel som social- og sundhedshjælperne og -assistenterne.

”Fordi borgerne har mere og mere komplekse problemstillinger, er det vigtigt at være opmærksom på, at man har evidensbaseret viden, også inden for de helt basale områder. Vi må simpelthen ikke glemme det helt basale som ernæringspleje og ernæringsdokumentation,” siger Dorthe Larsen.

Ifølge Dorthe Larsen har stort set alle de borgere, hun kommer ud til, problemer med ernæring, der på den ene eller anden måde bør tages hånd om.

Det har Bent også. Ved hver tømning af drænet mister Bent protein med pleuravæsken.

”Det er vigtigt, at Bent får proteinrig kost. Derfor spiser vi tit fisk og æg. Det er mig, der laver maden. Jeg tror ikke, Bent kan finde ud af at koge et æg,” siger Bodil leende og fortsætter:

”Og så skal han have godt med fedt. I går fik vi jordbærgrød med fløde.”

Dorthe supplerer: ”Uden Bodil ville Bent have brug for hjemmehjælp til alle måltider. Og han ville måske ikke få så god mad. For Bodil har styr på, hvilken ernæring han har brug for. Og så er hendes mad hjemmelavet og noget, han kan lide, og det sætter altså gang i appetitten. Vi skal for alt i verden undgå, at Bent taber i vægt.”

Med Bodil som anker er der kontinuitet i Bents ernæring. Men den kontinuitet og det fokus på ernæring er ikke alle borgere forundt.

Besøg hos Lissie på 2. sal 
Dorthe Larsen låser sig ind i lejligheden på 2. sal. Fra køkkenvinduet er der udsigt over boligblokkens parkeringsplads. Souvenirmagneter fra London, Rom og Dubai pryder køleskabet. Ved siden af er et skema klistret op med tape. ”Ernæringsplan” står der på det.

Inde i stuen står en hospitalsseng. Et lille, rynket hoved titter frem fra bjerget af dyner.

”Nå, Lissie, vækkede jeg dig,” siger Dorthe Larsen. Lissie misser med øjnene. ”Nej, nej,” siger hun søvndrukkent.

Dorthe Larsen hjælper Lissi op at sidde. Hun skal give den 80-årige kvinde væske gennem en sonde. For et halvt år siden fik Lissie en blodprop, der gav nedsat funktion i kroppens ene side. Derfor mistede hun evnen til at synke mad og drikke og fik en sonde. Efter seks måneder får Lissie stadig sondeernæring, der består af proteindrik, udover få måltider med fast føde. Men det er langtfra optimalt, mener Dorthe Larsen.

”Mit og Lissies mål er, at hun skal helt af med sonden og spise og drikke selv. Det giver bedre sundhed, men også en større livskvalitet. Hun kunne være kommet af med sonden for længe siden, men det kræver, at der arbejdes hen mod det,” siger Dorthe Larsen.

Men den arbejdsindsats er i Lissies tilfælde vanskelig at få koordineret. For Lissie gør brug af social- og sundhedsassistenter fra et privat firma, og kommunikationsvejen mellem dem og den kommunale hjemmesygepleje er til tider lang.

”Der kan gøres en masse ting for at træne Lissie op til at kunne synke igen. Det er i virkeligheden slet ikke så svært. Ved morgenplejen kan man f.eks. synge med hende og få hende til at række tunge. Men jeg ved faktisk ikke, om assistenterne gør det. Vi taler ikke sammen, al kommunikation går gennem dokumentationsmappen,” siger Dorthe Larsen.

Sådan var sygeplejerskernes viden

I forbindelse med studiet i Slagelse Kommune blev der udsendt et spørgeskema til 1.391 af kommunens sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. I alt svarede 54 pct. af sygeplejerskerne.

0 = aldrig, 10 = altid

Bliver henviste patienter vejet ved første besøg?
4,00

Planlægger du, at der foretages en regelmæssig vurdering af patientens ernæringsmæssige status?
5,36

I hvilken udstrækning er det planlagt, at patienter i ernæringsmæssig risiko bliver vejet?
6,61

I hvor høj grad mener du, at fejlernæring (herunder både over- og underernæring) er en hyppig tilstand i hjemmeplejeregi?
7,32

Anser du terminale/cancerpatienter som særligt udsatte grupper og udfører ernæringsscreening som fast rutine?
6,61

Er du bekendt med lokale screeningsværktøjer?
Ja: 57,9 pct.
Nej: 42,1 pct.

Anvender du de lokale screeningsværktøjer?
Ja: 48,6 pct.
Nej: 51,4 pct.

Kilde: Håkonsen, S: Viden om ernæring ligger på et lavt niveau. Fag & Forskning. 2018;(4).

Håndskreven dokumentation og post-it
Ude i køkkenet viser Dorthe Larsen det røde ringbind på spisebordet. Al dokumentation er skrevet i hånden, for sådan er hjemmehjælpsfirmaets metode.

Dorthe Larsen forklarer, at det er svært at få Lissies genoptræning op at stå, når hun og de andre sygeplejersker taler med assistenterne gennem en mappe og post-its. Derfor har hun klistret Lissies ernæringsplan op på køleskabet, så den er umulig at overse. Det er kommunens diætist, som har udarbejdet ernæringsplanen. Den er fleksibel, for det er vigtigt, at den mad, Lissie får, er noget, hun kan lide. For jo bedre man synes om maden, jo mere spiser man.

”Assistenterne er begyndt at følge ernæringsplanen. Men hvis den rigtige mad ikke er at finde i køleskabet, er der jo ikke meget, de kan gøre. Det er Lissies søn, der handler ind for hende. Det er assistenternes opgave at informere ham om, hvad Lissie har brug for rent ernæringsmæssigt. Jeg ved ikke, om de gør det,” siger Dorthe Larsen og skæver til de fem dåser med forloren hare på køkkenbordet.

”Det er ærgerligt, at det er så vanskeligt at træne Lissie af med sonden. Og give hende noget mad, hun godt kan lide. For Lissie kan faktisk rigtig godt lide mad,” siger Dorthe Larsen.

”Ja. Det allerbedste er stegt ål,” lyder det fra Lissie inde i sengen.

Dorthe Larsen fortsætter: ”Lissies livskvalitet ville ryge helt i vejret, hvis hun kunne spise stegt ål. Sondemaden er kun for at overleve, mens det andet er for at leve.”

Henning mistede appetitten
Dagens tredje besøg er kun to opgange fra Lissie. I døren møder Dorthe Larsen social- og sundhedshjælperen, der har været på besøg. I modsætning til Lissie får Henning hjælp fra den kommunale hjemmepleje.

”Henning har lige fået rejemadder,” fortæller hun.

Inde i den toværelses lejlighed bor Henning, der er omkring 30 år. Han får hjælp til alle måltider, for han har ikke megen funktion tilbage i sine arme. Sklerosen har bundet ham til en kørestol, og lige nu ligger han i sin hospitalsseng sammen med katten Fie og ser billard på YouTube.

Dorthe Larsen skal tilse Hennings tryksår. Det 12 cm brede sår på Hennings nates har vanskeligt ved at hele. Mens hun gør klar til sårplejen, snakker de om vidt og bredt.

”Henning har tabt sig rigtig meget i løbet af sommeren. Han får hjælp til at spise, men han sprang måltider over, fordi han sagde, at han ikke var sulten. I virkeligheden var det, fordi han mistede appetitten, fordi det var grænseoverskridende at få hjælp af så mange fremmede,” fortæller Dorthe Larsen.

Koster milliarder

Der findes ingen præcise beregninger på, hvad underernæring og uplanlagte vægttab koster det danske samfund i kroner og ører. Men et hollandsk studie fra 2013 giver et praj. For studiet viste, at sundhedsudgifterne for en underernæret patient er 30 pct. højere end for en ikkeunderernæret. Omregnet til danske forhold svarer det til en merudgift på knap 6 mia. kr. årligt.
Kilde: Sundhedsstyrelsen. ”Ernæringsindsatser for den ældre medicinske patient”, 2017.

”Husk rigeligt med smør”
Manglende kommunikation personalet imellem gjorde, at Hennings manglende måltider ikke blev opdaget. Til sidst vejede Henning så lidt, at han fik et tryksår.

”Da såret kom, blev han tildelt en fast hjælper. Sådan er det tit. Der bliver først reageret, når skaden er sket,” siger Dorthe Larsen.

Ude i køkkenet pakker Dorthe Larsen sine sårplejesager sammen. På køleskabet har hun hængt en seddel med ordene: ”HUSK rigeligt med smør på brødet og ekstra pålæg”.

Ifølge Dorthe Larsen skal Henning tage på og have den rigtige ernæring, hvis der skal være håb om, at tryksåret heler.

”En rejemad hjælper ikke meget, for rejer er fedtfattige. Men i dag er Hennings faste hjælper vist syg, og vikaren har ikke indgående kendskab til Hennings ernæring. Hans faste hjælper putter heldigvis altid et æg under rejerne, så han får protein og en masse mayonnaise, så han får fedt. Det viser bare, hvor stor en forskel det gør, at borgeren har faste hjælpere,” siger Dorthe Larsen.

Dorthe Larsen siger farvel til Henning. Eftermiddagens besøg er klaret, og nu går turen tilbage til kontoret, hvor der skal dokumenteres.

”Det er godt, at kommunen har fået øje på ernæringsområdet. Der er brug for klare linjer for, hvem der gør hvad ude hos borgeren. Men man skal også være sikker på, at der er evidens for indsatsen,” siger Dorthe Larsen.

maalebaand

Tema: Underernæring

Underernæring hos ældre og syge borgere koster samfundet knap 6 mia. kr. om året i følgesygdomme og genindlæggelser. Det skyldes bl.a. mangelfuld viden og dårlig kommunikation og koordinering blandt ansatte i hjemmesygeplejen. Det viser et forskningsprojekt i Slagelse, der har resulteret i helt nye arbejdsgange og procedurer i kommunen.

Læs i dette tema: 

 

Emneord: 
Ernæring
Hjemmesygepleje

Ringe viden om ernæring i hjemmeplejen

Underernæring hos ældre og syge borgere var et overset område i Slagelse Kommune. Et nyt ph.d.-studie har dokumentet omfanget og nu skal kommunens sygeplejersker og øvrige fagpersonale styrkes i deres viden om ernæring og dokumentation. Problemet er landsdækkende, vurderer flere eksperter.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Post-it-noter som dokumentationsform. Ældre, der ikke bliver vejet. Undervægtige, syge borgere, der får serveret fedtfattig mad.

Det var virkeligheden i Slagelse Kommune, hvor ældre og syge borgeres ernæring var gledet i baggrunden i en travl hverdag. Men flere bekymrede henvendelser fra sygeplejersker og andet plejepersonale, fik ledelsen til at handle. For at klarlægge problemets omfang, igangsatte Slagelse Kommune i samarbejde med Aalborg Universitet et ph.d.-studie. En del af resultaterne blev publiceret i artiklen ”Viden om ernæring ligger på et lavt niveau” i Fag & Forskning 2018;(4) og bekræftede de ansattes bekymrede formodninger: Ernæringsindsatsen var mangelfuld og dårligt koordineret.

”Det Slagelse Kommune oplevede var formentlig ikke unikt for deres kommune. Lignende tendenser vil man kunne se i andre kommuner. Internationalt ses der også problemer med dokumentation og ernæringspleje,” siger sygeplejerske Sasja Håkonsen, som er ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet og studiets førsteforfatter.

Studiets resultater viste bl.a., at kommunens sygeplejersker i godt halvdelen af alle tilfælde ikke vejede en borger ved første besøg. Og de fandt det ikke altid nødvendigt at ernæringsscreene en borger i risiko for fejl- eller underernæring – heller ikke selvom borgeren havde cancer i slutstadiet.

Ernæringsscreeninger og et generelt fokus på ernæring kan modvirke, at de borgere, der modtager hjælp fra kommunen, bliver fejl- og underernæret og taber i vægt. Underernærede syge og ældre har øget risiko for at få tryksår, komplikationer ved sygdom, flere genindlæggelser og at dø tidligere.

Samtidig koster det samfundet dyrt. Sundhedsstyrelsen anslår, at underernæring på sygehus, i hjemmepleje og plejebolig udgør en merudgift på knap 6 milliarder årligt (se boks). Merudgiften skyldes flere lægebesøg og sygehusindlæggelser samt et øget behov for pleje. Anne Marie Beck, ph.d. i ernæring fra Københavns Universitet og docent på Københavns Professionshøjskole genkender mønsteret:

”Når de ældre bliver lettere og lettere på vægten, bliver de tungere og tungere ressourcemæssigt fordi de skal have hjælp til flere ting,” siger Anne Marie Beck.

Og det er ikke så få ældre, det drejer sig om. Kost- og ernæringsforbundet vurderede i 2014, på baggrund af en række studier, at omkring 60 pct. af de ældre på plejehjemmene og i hjemmeplejen er i risiko for underernæring. Den rette sygeplejefaglige indsats, vil derfor kunne forhindre, at det udvikler sig til reel underernæring for denne sårbare gruppe af borgere.

Men selvom ernæring er et essentielt område i plejen i den primære sektor, fremgår det ikke altid af kommunernes prioritering. I Slagelse Kommune var ernæringsområdet ikke noget, der blev lagt særlig vægt på, fortæller leder for Sundhedstilbud,

Hjemme- og sygeplejen, fysioterapeut Therese Gjerde Jensen:

”Ernæring var ikke et højprioritetsområde for os. Vi fokuserede på at behandle, få styr på infektioner og givet medicin osv. Men i dag prioriterer vi ernæring højere i vores dagligdag. Det er en vigtig faktor for, at borgerne kan leve et godt liv og komme sig over det, de bliver behandlet for,” siger Therese Gjerde Jensen.

”Hvem skal så gribe bolden?”
Udover praj fra ansatte havde Slagelse Kommune også et stort antal genindlæggelser, som skyldtes fejl- eller underernæring. Og så var fagpersonalet usikker på ansvarsfordelingen. Hvilke borgere skulle vejes? Hvem skulle gøre det? Hvilken slags mad, havde den enkelte borger brug for?

”Vi fik tilbagemeldinger fra vores medarbejdere om, at der var meget tilfældighed i, hvordan ernæringsindsatserne foregik. Hvis en hjælper opdager, at en borger ikke spiser så meget, hvem skal så gribe bolden?” siger Therese Gjerde Jensen.
Derfor indledte Slagelse Kommune i 2014 forskningsprojektet i samarbejde med blandt andre Sasja Håkonsen. Ved hjælp af spørgeskemaer og interviews, blev sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere spurgt ind til deres rutiner og viden om ernæring og dokumentationen af denne.

”Man opdagede, at sundhedspersonalet kunne finde på at kassere mad fra køleskabet uden at dokumentere det. Og der blev brugt post-it-noter som dokumentationsform. En ordentlig, fyldestgørende dokumentation understøtter plejepersonalets handlinger og kliniske beslutninger, som i sidste ende sikrer kontinuiteten af plejen og behandlingen” siger Sasja Håkonsen.

Af hendes studie fremgår det, at flere undersøgelser har vist, at op mod 25 pct. af alle utilsigtede ernæringsmæssige problemstillinger skyldes utilstrækkelig kommunikation og dokumentation.

”Hvis man ikke skriver ned og videregiver, hvad man har set eller gjort ude hos borgeren, så ved ens kolleger heller ikke, om der er noget, de skal følge op på eller være særligt opmærksomme på,” siger Sasja Håkonsen.

Sasja Håkonsen
Sasja Håkonsen er igang med at udvikle et datasæt, der kan hjælpe kommunens fagpersoner med at holde øje med, hvad der som minimum kan have indflydelse på borgernes ernæringstilstand.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Et overset område
Sundhedsstyrelsen anbefaler i ”Ernæringsindsatser for den ældre medicinske patient” fra 2017, at kommunerne foretager ernæringsscreeninger.  De kan være med til at identificere de borgere, der er i risiko for at tabe i vægt, og som derfor vil have gavn af en ernæringsindsats. En sådan indsats vil kunne modvirke et uplanlagt vægttab, mindske risikoen for komplikationer og nedbringe indlæggelsestiden på sygehuse. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen kommunerne til at foretage regelmæssig vejning og ernæringsscreening af borgerne i risiko for at få ernæringsproblemer. Screeningen indeholder bl.a. et registreringsskema, hvor spisevaner, vægtudvikling og måltidsindhold noteres. Men trods Sundhedsstyrelsens anbefalinger, blev der stort set aldrig foretaget ernæringsscreeninger i Slagelse Kommune.

”Vi har haft ernæringsscreeninger i lang tid og har hele tiden kunne sætte dem i værk. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt det er blevet gjort,” siger Therese Gjerde Jensen.

Det underbygger studiet. Her svarer 51 pct. af de adspurgte sygeplejersker, at de ikke anvender kommunens screeningsværktøjer. Tallet er det samme for social- og sundhedsassistenter, mens det derimod er op til 87 pct. af social- og sundhedshjælperne, der ikke tager ernæringsscreeningen i brug.

Det er et problem, mener Sasja Håkonsen.

”Underernæringsfrekvensen rangerer fra 40 pct. til 90 pct. internationalt set. Så der er et stort problem med underernæring, som bunder i at det ikke bliver identificeret tidsnok til at igangsætte interventioner,” siger Sasja Håkonsen.

Ansattes manglende viden spænder ben
En af grundene til, at der mangler fokus på ernæring og dokumentation, og at der er langt mellem ernæringsscreeningerne i Slagelse Kommune, er ifølge studiet ikke, at sygeplejerskerne og de øvrige faggrupper ikke synes, det er relevant.

”De fleste synes, at dokumentation og ernæring er vigtigt. Men det glider bare i baggrunden i en travl hverdag. Hvis man så heller ikke har tilstrækkelig viden om, hvad konsekvenserne af manglende ernæringstiltag er, så er der risiko for, at fejl- og underernæringsraten bliver høj,” forklarer Sasja Håkonsen.

Utilstrækkelig viden blandt fagpersonalet er netop noget, studiet dokumenterede. Både social- og sundhedshjælpere og -assistenter samt sygeplejersker havde en viden, der lå på et lavt niveau. Det på trods af at ernæringsområdet er basisstof på uddannelserne. Studiet konkluderede, at der var stor forskel på, hvor meget viden om ernæring og dokumentation fagpersonalet havde. For eksempel kendte 42 pct. af sygeplejerskerne ikke til eksistensen af kommunens screeningsværktøj, mens det tal var oppe på 52 pct. og 88 pct. for henholdsvis social- og sundhedsassistenter og -hjælpere.

Sasja Håkonsen understreger, at den manglende viden gør det meget vanskeligt at kommunikere og dokumentere borgerens ernæringstilstand.

”Organisationen har til opgave at sørge for, at personalet får en kontinuerlig uddannelse i ernæring. Og så har de et ansvar for, indenfor ernæring at udpege, hvad det er der skal dokumenteres, så der ikke er tvivl hos nogen faggrupper herom,” siger Sasja Håkonsen.

Tre gode råd fra Sasja Håkonsen til andre kommuner
  • Man kan anvende spørgeskemaet lokalt til at identificere kvalitetsbrister eller mangler.
  • Herefter kan man lave målrettede indsatsområder ud fra resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen.
  • Som led i kvalitetsforbedringen kan man gentage spørgeskemaundersøgelsen efter f.eks. 6 måneder eller 1 år og se, om indsatsen er blevet forbedret. 

Kommunes deltagelse var afgørende
I fremtiden håber Slagelse Kommune at kunne læne sig op ad den forskning, de selv har haft del i. Som et led i sit ph.d.-projekt, vil Sasja Håkonsen udvikle et såkaldt minimumsdatasæt, der skal understøtte kommunens fagpersoner i, hvad der som minimum kan have indflydelse på patienternes ernæringstilstand, og som dermed skal observeres og dokumenteres.

For hvad man spiser og tallet på vægten, er ikke det eneste, der har indflydelse på borgerens ernæringstilstand. En del af den viden, som de traditionelle ernæringsscreeninger ikke fanger, vil kunne identificeres ved hjælp af Sasja Håkonsens minimumsdatasæt.

”Det kan være at ens kone lige er død, og at man pludselig sidder alene om et måltid. Sådanne informationer kommer frem i det her minimumsdatasæt,” siger hun og fortsætter:

”Minimumsdatasættet vil være forankret i praksis, men praksis er også med til at udvikle det. Derfor tror og håber vi på, at det får et godt fodfæste, når det skal implementeres. Simpelthen fordi dem, der skal bruge det, selv har været med til at udvikle det.”

Sasja Håkonsen fortæller, at studiets data er dybt afhængige af de personer, der er ansat i kommunalt regi. Derfor ville studiet på ingen måde være gennemført med så praksisnær en tilknytning, hvis ikke det var sket i samarbejde med en kommune. Med tiden kan Slagelse Kommunes velvilje komme borgere i resten af landets kommuner til gavn.

”Vi har 98 kommuner i Danmark, der absolut vil kunne bruge minimumsdatasættet og integrere det. Det vil i sidste ende komme borgerne til gode,” siger Sasja Håkonsen.

I Slagelse Kommune ser de fremskridt allerede nu, men hvis der skal skabes store forandringer, skal der fortsat lægges en indsats.

”Det er jo bevist, at der er en masse borgere, som har ernæringsproblemer. Hvis vi ikke laver screeninger, er det en klar indikator på, at der er noget galt. Så hvis vi til sommer ser, at vi laver ligeså få screeninger som før, så er vores indsats i hvert fald ikke lykkedes,” siger Therese Gjerde Jensen. 

maalebaand

Tema: Underernæring

Underernæring hos ældre og syge borgere koster samfundet knap 6 mia. kr. om året i følgesygdomme og genindlæggelser. Det skyldes bl.a. mangelfuld viden og dårlig kommunikation og koordinering blandt ansatte i hjemmesygeplejen. Det viser et forskningsprojekt i Slagelse, der har resulteret i helt nye arbejdsgange og procedurer i kommunen.

Læs i dette tema: 

 

 

 

 

Emneord: 
Ernæring
Hjemmesygepleje

Hullerne i osten

Kvalitet. Karen er kvalitetsdepriveret, hun er gammel og borger i en kommune, hvor begreberne evidens og kvalitet endnu ikke har vundet fodfæste i sygeplejen.

Jette Bagh
Jette Bagh
Karen er 88 år og er blevet markant svækket gennem de sidste to år. Hun har en datter, og det er hende, der udgør netværket og dermed liv, humor og glæde. Hende, som skal bringe nyt, synge eller læse, køre en tur, vise billeder fra ferien.

Hjemmeplejen kommer hos Karen, det vil konkret sige mange forskellige ansigter og mange variationer over temaet pleje. Karen er træt, men ikke for træt til at bemærke, at nogle hjælpere ikke vrider karkluden op, men lader den sejle i vasken, at andre sniger sig ind uden at hilse på hende, og at medicinen er et evindeligt problem.

Nogen skal registrere, at der mangler præparater, nogen skal sørge for, at recepterne er i orden, nogen skal hente medicinen, nogen skal bringe den derhen, hvor den samlede dispensering foregår, og nogen skal sørge for, at medicinen igen ender hjemme hos Karen, og hjælpe hende med at tage den rigtige medicin på det rigtige tidspunkt. Fejlkilderne er uendelige.

Hullerne i osten, dem er Karen god til at finde. Sundhedspersonalet, som skal hjælpe hende, er både dumme, dovne og uduelige. Og sikkert godt trætte af Karen. Hvad stiller man op?

Min afdøde ven Harald fortalte mig engang, at hans mål i livet var at stræbe efter kvalitet. I musik, relationer, bøger, og hvad der i øvrigt interesserede ham.

Det credo eller grundlag findes også i sundhedssektoren. Der tales om kvalitet, kvalitetssikring, kvalitetsstyring, kvalitetskontrol. Men uden en nogenlunde præcis forestilling om, hvad kvalitet er, og hvordan kvalitet skal måles, er ordene uden indhold. De rummer en luftig idealforestilling, som ikke gør livet lettere for Karen.

Karen og kvalitet er modsætninger. De sygeplejersker, som en gang imellem stikker næsen indenfor hos hende, ved formentlig, om de leverer kvalitet, de har bare glemt at arbejde med begrebet og oplever derfor ikke, hvor interessant det er at udvikle den.

Det kræver ledelse, systematik og data at få kvalitetsarbejde indført i praksis, ikke kun til højtiderne, men i hverdagen. Og det sker.

Uanset om rammen er Fagdag på Aarhus Universitetshospital, sygeplejesymposium på Aalborg Universitetshospital eller andre store faglige arrangementer, pibler ønsket om kvalitet ud af kittellommerne og udmønter sig i projekter, hvis mål det er at hjælpe patienterne på et vidensbaseret grundlag.

Forskning, udviklings- eller kvalitetsarbejde formidlet uden stribevis af luftige gummiord som facilitere, opmærksomhedspunkter eller relationskompetencer, men derimod i en blanding af fagsprog og erfaringssprog der fungerer. Gummiordene virker på mig som et værdigt alternativ til sovepiller, når de står i kø.

Hvordan kan borgeren Karens hverdagsliv blive bedre, hullerne i osten blive mindre? Karen skal opmuntres til at se hele osten, dvs. se på det, der fungerer fint. Det, som er godt og nyttigt. Det, hun kan og er.

Sygeplejerskerne, hvad skal de?

Epilog

Karen fik behov for et midlertidigt ophold på et plejehjem for at komme til kræfter efter et fald. Visitator undrede sig, da hun mødte hende. Ikke nogen steder i den omfattende dokumentation havde hun læst, at Karen knap kunne rejse sig eller gå.

Vi ønsker kvalitet, men er ikke nødvendigvis enige om, hvad det er.

Title

Eftertanken er en personlig tekst, der kan stille virkeligheden på hovedet og anvende humor og fortællinger i den hensigt at skabe eftertanke.

 

Emneord: 
Evidensbaseret sygepleje
Hjemmesygepleje
Kvalitet

Tre værktøjer kan hjælpe sygeplejersker

To planlagte hjemmesygeplejebesøg, det første gerne tværfagligt, samt poser i forskellige farver. De tre værktøjer kan være med til at sikre, at borgerne får den rette medicin efter udskrivelse.
Kendskabet til borgerens sygdomshistorie er under pres i dag, bl.a. fordi hjemmesygeplejerskerne ofte ikke har set borgeren før, og fordi sygeplejen i høj grad er organiseret efter, hvilke instrumentelle opgaver sygeplejerskerne varetager.
Foto: Lars Pauli

Hvordan ruster vi sygeplejerskerne bedst muligt til at gennemgå og dispensere medicin hos ældre, ofte multisyge borgere, der lige er kommet hjem fra sygehuset?

Det satte sygeplejerske og ph.d. Mette Geil Kollerup sig også for at komme med bud på i forbindelse med sit ph.d.-projekt i Aalborg Kommune. Projektet havde for alvor slået fast, at gennemgang af medicinlister og korrekt dispensering kræver sygeplejefaglig refleksion. Den afhænger igen af, hvor godt sygeplejersken kender borgerens sygdomshistorie. 

Men netop kendskabet til sygdomshistorien er under pres i dag, bl.a. fordi hjemmesygeplejerskerne ofte ikke har set borgeren før, og fordi sygeplejen i høj grad er organiseret efter, hvilke instrumentelle opgaver sygeplejerskerne varetager, f.eks. sårpleje eller måltagning til støttestrømper, fortæller Mette Geil Kollerup. 

”Selvom sygeplejersken har forberedt sig på besøget så godt som muligt, har hun alt andet lige mindre viden at reflektere ud fra, hvis hun ikke kender borgeren,” siger hun og tilføjer, at en udskrivelse i snit fylder 11 sider:

”Udskrivelsesnotaterne er ofte uoverskuelige og indeholder tit upræcis dokumentation. Derfor afhænger sygeplejerskernes arbejde i endnu højere grad af viden om borgeren, som ikke kan dokumenteres.” 

Gode ting ved fælles besøg

For at klæde sygeplejerskerne bedre på til opgaven udviklede Mette Geil Kollerup sammen med seks sygeplejersker og to ledere fra hjemmesygeplejen område Vest tre konkrete værktøjer, som alle blev indført i en tre måneders forsøgsperiode. 

For det første indførte man to planlagte besøg hos borgere med behov for hjemmesygepleje efter udskrivelse. Første besøg var primært tiltænkt udredning og organisering af medicin, andet besøg dispensering af medicin. De to planlagte besøg blev brugt hos ca. halvdelen af de i alt 40 borgere, som var omfattet af forsøgsordningen. 

2018-12-tema-grafik”Kunne sygeplejerskerne dispensere ved første besøg, gjorde de jo det. Men bevidstheden om, at to besøg var o.k., faktisk forventeligt, gjorde en positiv forskel for mange,” fortæller Mette Geil Kollerup. 

For at øge både sygeplejerskernes og evt. tilknyttet plejepersonales viden om borgerne skulle det første besøg så vidt muligt være tværfagligt og finde sted senest 24 timer efter udskrivelsen. Det blev brugt i to ud af tre besøg – med blandede erfaringer. 

”Nogle steder kunne borgerne godt forholde sig til to personer på en gang, mens det for andre kunne være svært, især hvis de ikke kendte sygeplejersken i forvejen. Men det faglige udbytte var godt for både sygeplejersker og plejepersonale,” siger forskeren.

Hjemmesygeplejerske Mette Birgitte Moos er enig: 

”Der var mange gode ting ved det fællesmøde, man kunne få lavet nogle aftaler og udredt nogle tvivlsspørgsmål. Men det kræver meget koordinering,” siger hun. 

Er der færre fejl?

Endelig prøvede man ved hjælp af farvede poser at udvikle et system, som skulle sikre ensartet opbevaring af medicin i alle hjem i form af grønne poser til fast dispenseret medicin, hvide til fast ikke dispenseret medicin som plastre og dråber og røde poser til medicin, som p.t. ikke var i brug. Poserne kunne desuden synliggøre det etisk udfordrende i at udføre pleje i borgerens eget hjem. 

Poserne blev kun brugt hos en tredjedel af borgerne. Nogle havde allerede et system, som var overskueligt, og som sygeplejerskerne derfor bibeholdt. Det forholdsvis lave antal hænger dog også sammen med, hvor meget man som fagperson kan gribe ind i borgernes privatliv og dermed også stå til ansvar for, jf. det risikobaserede tilsyn, som blev indført sidste år.

”Nok skal sygeplejerskerne sørge for, at medicin i brug og på pause holdes adskilt. Men de kan jo ikke stå til ansvar for, hvad borgerne gør, når de ikke er der,” siger Mette Geil Kollerup.
Ifølge områdesygeplejerske i hjemmesygeplejen Vest, Vibeke Poulsen, bruges de tre tiltag stadig, når de giver mening og kan lade sig gøre. 

”Vi er blevet mere bevidste om, hvordan enkle redskaber og systematik kan sikre den ro, der er så vigtig for vores arbejde. Men jeg mener stadig, at den største udfordring ligger i sektorovergangene,” siger Vibeke Poulsen. 

Det leder videre til det afgørende spørgsmål: Sikrer ph.d.-afhandlingen og de tre værktøjer, at flere borgere får den rette medicin med det samme efter udskrivelse fra hospitalet?

”Det har ikke været muligt at opgøre her. Men sygeplejerskerne er blevet bevidste om, hvor vigtig en rolle de og deres sygeplejefaglige refleksion spiller. Det giver faglig stolthed,” siger hun. 

På baggrund af resultaterne anbefaler Mette Geil Kollerup en nytænkning af hjemmesygeplejen og -plejen de første dage efter udskrivelse af sårbare borgere med kompleks og ustabil sundhedstilstand. 

”Primær sektor kan bidrage med kontinuitet og generalistviden på højt niveau. Her ser jeg hjemmesygeplejersken som ”ekspert i kompleksitet”, som for alvor kan komme i spil, hvis vi kan skabe nogle rammer, hvor plejen i de første dage kan udføres fleksibelt og i tæt tværfagligt samarbejde med de relevante aktører omkring borgeren,” siger hun.

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Ufatteligt mange steder det kan gå galt

Enhver sygeplejerske kan tælle piller op og dage frem. Men det er langtfra en simpel opgave at håndtere borgernes medicin, når de lige er blevet udskrevet fra hospitalet. Opgaven består af 12 trin og kræver tit flere besøg. Mangelfuld kommunikation mellem sektorerne og de accelererede patientforløb med multisyge borgere vanskeliggør også arbejdet, viser ny ph.d. fra Aalborg Kommune.

En borger, der ikke lukker op. Præparater, der mangler, fordi enten borger eller apotek ikke har dem. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og de til tider kaotiske omgivelser med rod og medicin, der bliver opbevaret mellem madvarer, i skuffer og skabe. 

Det er eksempler på normale arbejdsvilkår for hjemmesygeplejerskerne i Aalborg Kommune, når de tager på besøg for at lave sygeplejefaglig udredning og gennemgå og dispensere medicin hos borgere, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet. En tilsyneladende simpel opgave, som dog ofte ender med at koste dyrebar tid og skabe frustrerede hjemmesygeplejersker, fortæller assisterende områdesygeplejerske Lotte Frihof Vestergaard:   

”Vi synes jo selv, det lyder som en simpel opgave. Sygeplejersken skal bare lige hjem til borgeren og tjekke, at alt er godt og dispensere medicin til de næste to uger. Men så mangler der dosetter. Der er måske fjernet noget medicin fra listen, som ikke skulle være fjernet, og borgeren har måske heller ikke fået al medicinen hjem endnu,” siger hun. 

Besøget udvikler sig derfor ofte til et større udredningsarbejde, hvor hjemmesygeplejerskerne tit skal bruge meget tid på at få fat i både hospitalet, hjemmeplejen og/eller borgerens egen læge, uddyber Lotte Frihof Vestergaard: 

”Er vi heldige, kan borgeren få medicinen samme dag, ellers må sygeplejersken komme igen. Det er især koordineringen, der gør det hele så komplekst”. 

Glemt seponeringsdatoen 

Lotte Frihof Vestergaard er derfor glad for, at Aalborg Kommune i 2014 valgte at ansætte noget så sjældent som en ph.d.-studerende til at undersøge området nærmere (se boksen ”Medicin efter udskrivelse”, red.). 

Medicin efter udskrivelse

Ph.d.-projektet bestod af tre delstudier: 1) Undersøgelse af hjemmesygeplejerskernes opgaver og udfordringer, 2) Udvikling af intervention og 3) Afprøvning og evaluering af interventionen. 

Delstudierne er offentliggjort i tre engelsksprogede artikler med Mette Geil Kollerup som førsteforfatter (”Visiting nurses’ post-hospital medication management in home health care: an ethnographic study”, ”Improving visiting nurses’ post-hospital medication Management A participatory approach” og ”Improving post-hospital medication management in a Danish municipality: a process evaluation”). De kan tilgås fra databaser som Cinahl og Pub Med.

Selve ph.d.-afhandlingen er også på engelsk og har titlen ”Visiting nurses’ post-hospital medication management – exploration of processes for the development and implementation of an intervention aimed to improve safe patient medication”. Den vil blive offentliggjort på www.aau.dk under menupunktet "Forskning".

Sammen med 25 kolleger i Aalborg Kommunes hjemmesygepleje område Vest har hun deltaget i en række observationsstudier og workshops, som først og fremmest har givet hjemmesygeplejerskerne et klarere billede af, hvor kompleks opgaven egentlig er. 

Når hjemmesygeplejerskerne tog på planlagt hjemmebesøg, fulgte sygeplejerske, cand.cur. og nyslået ph.d. Mette Geil Kollerup efter med kamera, blok og pen. Observationerne blev samlet og analyseret, og resultaterne bekræfter til dels, hvad forskning og flere statistikker allerede viser: Internationale studier har fundet uoverensstemmelser i op til 94 pct. af medicinlisterne ved udskrivelse. I Danmark er medicineringsfejl årsag til over halvdelen af alle indberettede utilsigtede hændelser i primær sektor, ligesom resultaterne fra det nye risikobaserede tilsyn i kommunerne også tydeligt afspejler, at det er et komplekst område (se boksen ”Tilsyn med medicin”, red.). 

Det har de også eksempler på i Aalborg Kommune, hvor hjemmesygeplejerske Mette Birgitte Moos husker et besøg hos en borger med KOL, som var blevet udskrevet med en antibiotika- og prednisolonkur, der ikke var sat seponeringsdato for. 

”Jeg får fat i hospitalet, som erkender, at det har de glemt at notere. Havde jeg ikke opdaget det, var det måske endt med en medicineringsfejl. Det kræver virkelig, at vi nærstuderer listerne og reflekterer over ordinationerne,” siger hun. 

Bare det at komme i kontakt med lægen på sygehuset er en historie i sig selv, tilføjer hun: 

”Ofte får man fat i en sekretær, der får lægen til at ringe senere, og det sker tit, når man er i gang med noget helt andet. Jeg bliver frustreret, når jeg ikke kan gøre mit arbejde færdigt med det samme og nogle gange må give opgaven videre til en kollega. Det koster tid. Og for mange af de hængepartier øger risikoen for forglemmelser,” siger hun. 

Lister skaber mange tvivlsspørgsmål 

Ud fra sine observationsstudier har Mette Geil Kollerup identificeret 12 trin (se boksen ”De 12 trin”), som hjemmesygeplejerskerne skal igennem i forbindelse med et planlagt hjemmebesøg hos en borger efter udskrivelse. Bare det at få adgang til borgernes hjem kan være en udfordring, men især trin 6 og 7 er tidskrævende: Sammenligning af borgers medicinliste før og efter indlæggelse samt udredning af evt. tvivlsspørgsmål. 

De 12 trin

Hjemmesygeplejersker skal gennem 12 trin i forberedelse med medicinhåndtering hos en borger efter udskrivelse.

  1. Forberede besøget på kontoret
  2. Transport til hjemmet
  3. Få adgang til hjemmet
  4. Etablere kontakt til borger – første indtryk af borgers tilstand
  5. Studere information fra hospitalet
  6. Sammenligne medicinlister før og efter indlæggelse
  7. Udrede tvivlsspørgsmål 
  8. Få overblik over nuværende medicin og remedier i hjemmet 
  9. Planlægge dispensering
  10. Dispensere og organisere medicin
  11. Afslutte kontakt med patienten
  12. Dokumentere og planlægge næste besøg

Arbejdet med de 12 trin skal hele tiden tilpasses patientens tilstand og forholdene i hjemmet, og det kræver ofte flere besøg at komme gennem dem alle.

Ifølge retningslinjerne skal borgerne have den medicin, der er ordineret fra hospitalet. Listen skal være afstemt og indeholde al den medicin, borgeren skal have fremadrettet, også relevant medicin, som borgeren fik før indlæggelse. 

I praksis lader det dog til at være nemmere sagt end gjort, selv i dag, hvor de fysiske medicinlister, som var i brug under Mette Geil Kollerups observationsstudier, er blevet erstattet af det fælles medicinkort. Det kan skyldes de accelererede patientforløb og udviklingen med flere multisyge ældre, hvor flertallet dagligt skal have 5-10 medikamenter. Mange borgere er stadig i behandling, når de kommer hjem, og de har ofte komplekse og ustabile plejebehov, som igen kræver individuelle behandlingsforløb med mange aktører og løbende justeringer.

Trin 8-10 er dog også tidskrævende processer: overblik over medicin i hjemmet samt planlægning, dispensering og organisering af medicinen. Under et af besøgene observerede Mette Geil Kollerup, at hjemmesygeplejersken var i tvivl om i alt 15 præparater – både i forhold til gennemgang af medicinlister og i forhold til at skabe overblik før dispensering. Forskeren dokumenterede også, at mange borgere opbevarede deres medicin flere steder i hjemmet. Og når først præparaterne var lokaliseret, kunne nogle glas være tomme, anden medicin for gammel eller flere forskellige piller blandet sammen i et glas. 

”Alt dette dækker over det, vi i projektet kalder logistik. Det er noget, sygeplejerskerne bruger enormt meget tid på. Og det er jo syge mennesker, der kommer hjem. De har ofte selv svært ved at gøre rede for situationen, især hvis de får mange forskellige præparater,” siger hun. 

Landsdækkende problemstilling 

Senere på året barsler Dansk Sygeplejeråd med en undersøgelse af bl.a. medicinhåndtering i borgerens eget hjem blandt udvalgte kommunale sygeplejersker. Der er dog ingen grund til at tro, at forholdene i Aalborg Kommune er unikke.

Som formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne genkender Inge Jekes problemstillingerne, især at sygeplejersker kommer hjem til borgere, som ikke har den medicin, der skal doseres pga. manglende recept eller levering. Uoverensstemmelser mellem borgernes medicinlister før og efter indlæggelse er også meget udbredt, fortæller hun og tilføjer:

”Her har sygeplejerskerne tit svært ved at få nogen til at tage stilling til, om borgeren fortsat skal have den medicin, hun fik fast før indlæggelse. På sygehuset afviser de ofte med henvisning til, at de ikke har behandlingsansvar i forhold til lige det præparat. Og borgerens egen læge vil måske heller ikke tage stilling, hvis han ikke har set epikrisen endnu,” siger Inge Jekes. 

Fundene fra Aalborg Kommune falder også helt i tråd med konklusionerne i rapporten ”Kompleksitet i den kommunale sygepleje”, der blev offentliggjort tidligere i år. Den er udført af projektchef Sidsel Vinge fra VIVE – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Kort fortalt konkluderer rapporten, at sygeplejersker i kommunerne agerer i tre typer kompleksitet: medicinsk, social og organisatorisk kompleksitet (læs mere på www.dsr.dk/kompleksitet, red.). 

Når sygeplejersker skal håndtere borgernes medicin efter udskrivelse, er alle tre kompleksiteter i spil, men især den organisatoriske og sociale dominerer. Som Sidsel Vinge beskriver det: Når plan A fejler (især manglende opdatering/afstemning af recepter i borgernes fælles medicinkort), må sygeplejerskerne ty til plan B og selv opsøge relevante informationer og kontakte aktører, hvilket dog langtfra fungerer optimalt i dag: 

”De kommunale sygeplejersker oplever, at de bruger meget tid på det her. Som hovedregel har de heller ikke samme mulighed som hospitalsafdelinger og praktiserende læger for at ”ringe bagom”, hvis de har brug for at kontakte borgerens læge, hospitalet eller et ambulatorie,” siger Sidsel Vinge.

Ro og orden vigtigt

Sygeplejechef i Aalborg Kommune Helen Kæstel anslår, at hjemmesygeplejen overordnet bruger omkring 25 pct. af deres tid på medicinadministration. 

”Det er en meget stor post, og vi havde på fornemmelsen, at der var meget spildtid, hvilket ph.d.-afhandlingen jo bekræfter. Mit lidt naive håb var, at projektet kunne være med til at løse nogle af de udfordringer, sygeplejerskerne har. Men det kom vi desværre ikke helt i mål med,” siger hun. Trods dette finder Helen Kæstel ikke arbejdet spildt:

”Nu skal ph.d.en ud og leve blandt både ledere og medarbejdere. Vi har fået et mere konkret billede af, hvor kompleks opgaven er og ikke mindst hvorfor: Manglende recepter og medicin – hvordan løser vi det? Oveni skal sygeplejerskerne nogle gange dispensere i et fuldstændigt kaotisk arbejdsmiljø,” siger hun og uddyber: 

”De har 20 gange 30 cm at gøre godt med. Præparater og doseringsæsker til fire uger står side om side med tomme øldåser og et gebis. Medicin skal være der, og der skal være ro og orden. Det er den laveste frugt, vi har kunnet høste, nu hvor vi for alvor er blevet opmærksomme på det,” siger hun. 

Det er hjemmesygeplejerske Bente Merete Hansen enig i. Flere af de billeder, som blev taget i forbindelse med observationsstudierne, har givet stof til eftertanke: 

Tilsyn med medicin

I 2017 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed for første gang tilsyn med hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. I alt 111 behandlingssteder fik besøg, dette år med særskilt fokus på medicinhåndtering. Resultaterne afspejler, at det er et komplekst område. 
Målepunkter, der oftest ikke var opfyldt:

1.    Dispenseringsform, styrke og aktuelt handelsnavn var ikke dokumenteret korrekt: 41,1 pct.
        Der skal dokumenteres aktuelt handelsnavn, dispenseringsform (f.eks. tablet, mikstur) og styrke for ethvert medicinpræparat  

2.    Aktuel og ikke-aktuel medicin blev ikke opbevaret adskilt: 36,6 pct.
        Aktuel medicin skal opbevares adskilt fra ikke-aktuel medicin for at undgå fejldispensering

3.    Der var uoverensstemmelse mellem medicinliste og ordinationer: 31,8 pct.
        Der skal være overensstemmelse mellem den ordinerede medicin og den medicin, der står anført i medicinlisten

4.    Holdbarhed på medicin og sterile produkter var overskredet: 23,4 pct.
        Holdbarhedsdato på patienternes medicin og opbevarede sterile produkter til brug ved den sundhedsfaglige pleje må ikke være overskredet

5.    Der var uoverensstemmelse mellem medicinliste og doseringsæsker: 22,4 pct.
        Der skal være overensstemmelse mellem antallet af tabletter på medicinlisten og antallet af tabletter i doseringsæsker/poser

6.    Doseringsæsker var ikke mærket korrekt: 21,5 pct.
        Doseringsæsker og andre beholdere med dispenseret medicin skal være mærket med patientens navn og personnummer

”Hold op, hvor er vi oppe imod mange ting. Når tingene roder – hvor meget kan vi så tillade os at sige til borgeren? Retningslinjerne siger, der skal være navn, cpr-nr. og korrekt tidspunkt angivet på æskerne, men selv det kan være svært at trumfe igennem. Vi bestemmer mange ting, men vi er i borgernes hjem, og de har også noget at sige,” siger Bente Merete Hansen. 

”I sikre hænder” sikrer ikke alt

Helen Kæstel understreger, at både hun og alle medarbejdere naturligvis kender og følger de nationale retningslinjer og lokale instrukser for medicinhåndtering i borgernes eget hjem. Og hun kender også Dansk Selskab for Patientsikkerheds program ”I sikre hænder”, hvor medicinpakken har resulteret i, at nogle af de i alt 18 deltagende kommuner har 500 dage uden medicinfejl. 

”Det er jo ikke noget problem at få rette medicin hældt op i de rette æsker – forudsat medicinen er der. Jeg synes, at ”I sikre hænder” især mønter sig på en praksis med ro og orden, f.eks. på plejecentre. Det sikrer jo ikke, at recepten er der, eller at borgeren har fået medicinen hjem. Programmet kan noget, men der er meget, det ikke kan, og det er det, ph.d.-afhandlingen beskriver,” siger Helen Kæstel.

Det synspunkt bekræftes til dels af data fra Isikrehænder.dk, der viser, at hovedparten af de arbejdspladser, der kan mønstre hundredvis af dage uden medicinfejl, netop er plejecentre og botilbud.

Som forsker og tidligere hjemmesygeplejerske håbede Mette Geil Kollerup også, at hendes arbejde ville resultere i flere konkrete løsningsforslag end de tre tiltag, hun med ekstern hjælp udviklede og afprøvede sammen med en gruppe af hjemmesygeplejerskerne (læs artiklen ”Tre værktøjer kan hjælpe sygeplejerskerne”). 

”Aalborg Kommune har ikke fået løst problemerne, men de har fået undersøgt og videnskabeligt beskrevet nogle af de vilkår, mekanismer og relationer, der kan have betydning for, at borgerne får den rette medicin, når de er kommet hjem fra hospitalet,” siger hun. 

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Vi kommer igen tirsdag

HJEMMESYGEPLEJE. Teknisk sammenbrud, manglende medicin og dobbelt ordination i det fælles medicinkort. Der er udfordringer nok, da hjemmesygeplejerske Jane Frandsen tager på planlagt besøg hos en velfungerende og normalt selvdispenserende borger, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet.

Den varslede storm Knud begynder så småt at vise tænder denne fredag i september lige før frokost, hvor hjemmesygeplejerske Jane Frandsen parkerer sin bil uden for det hvide, moderne treetagers lejlighedskompleks i Hasseris i det sydvestlige Aalborg. Vinden rusker i de unge træer, og der falder et par dråber fra den grå himmel.

Næste borger på hendes liste kom hjem fra hospitalet i går. Hun er derfor kommet på det obligatoriske besøg for at lave en sygeplejefaglig udredning med henblik på at afklare fremtidige indsatser og ikke mindst hjælpe borgeren med at få overblik over sin medicin.

Jane Frandsen
En IPad er ikke garant for, at alt kører på skinner. Nogle gange oplever sygeplejerskerne tekniske problemer som Jane Frandsen, andre gange at der ikke er dækning.
Foto: Lars Horn
”Jeg har aldrig mødt ham før,” fortæller hun, mens hun finder frem til knappen på dørtelefonen ved opgangsdøren. 

Der kommer dog stadig intet svar, da hun for tredje gang ringer på.

”Det var mærkeligt. Han ved jo godt, at jeg kommer,” siger hun, før hun går tilbage til bilen for at finde borgerens telefonnummer.

Mobilen virker. Der er kontakt, og kort tid efter kommer en ældre, spinkel kvinde ud for at lukke Jane Frandsen ind. Hun forklarer, at systemet er i udu, mens hun viser ind i stuelejligheden. Duften af nyvasket tøj fylder entré og gang. To ægte løbere i bordeauxrøde nuancer fører ind til det lyse køkken-alrum, hvor 81-årige Niels Poulsen har taget plads på en af de polstrede stole ved spisebordet. Til venstre for ham står rollatoren. Han er tydeligvis dårligt gående. Noget, Jane Frandsen faktisk godt vidste:

”Jeg har jo været her før, hos din kone. Jeg kan godt huske, du havde problemer med din ryg,” siger hun og ser smilende hen på Ida Poulsen, der trods problemer med hjertet p.t. er helt selvhjulpen.

”Kald, hvis I mangler noget,” siger hun, før hun går ud på toilettet for at hænge vasketøj op. 

Teknikken driller

Jane Frandsen tager plads ved siden af Niels Poulsen. Hun finder iPad og dosetter frem og spotter hurtigt den lyse træbakke på spisebordet, hvor medicinæsker og plastikbeholdere med receptpligtig medicin og vitaminer opbevares fint side om side. 

Ægteparret har tilsyneladende styr på deres medicin og dispenserer normalt selv. Men Niels Poulsen er glad for, at Jane Frandsen kommer forbi og gennemgår det hele med ham efter indlæggelsen, der mod forventning blev to uger lang. 

Den stivgørende rygoperation gik som planlagt, men efterfølgende fik den ældre herre både en e-colibakterie i blodet og blærebetændelse. En smule afkræftet er han endelig hjemme igen, og han ser især frem til at få lagt en plan for aftrapning af morfinpræparatet.

”Helt efter bogen kan jeg selvfølgelig ikke komme på iPad’en. Jeg slukker lige og prøver igen,” siger Jane Frandsen. 

Genstart hjælper ikke. Klog af skade har Jane Frandsen heldigvis printet hans medicinliste, besøget er ikke forgæves, og hun går i gang med at danne sig et overblik over præparaterne, men også Niels Poulsens almene tilstand:

”Hvordan går det med appetitten? Og med din mave?” spørger hun. 

Og hvad med smerter, kortåndethed, vand i benene og førligheden?

”Hvis du sidder meget, skal du passe på tryk,” siger hun.

Medicin
Der skal ikke mange præparater til, før rummene i mange docetter bliver for små. Nogle borgere kan selv administrere medicin ved siden af, men der kan let ske forglemmelser og i værste fald fejlmedicinering.
Foto: Lars Horn
Han fortæller, at han i øjeblikket får hjælp til at komme i bad. Ergoterapeuten har været forbi, og han har også fået en PEP-fløjte med hjem fra hospitalet:

”Den synes jeg, du skal blive ved med at bruge et lille stykke tid endnu,” siger Jane Frandsen, mens hun systematisk stiller de præparater, Niels Poulsen skal have ifølge den tre sider lange medicinliste, foran sig.  

”Jeg lægger alt klar, det kan jeg bedst lide,” forklarer hun.

Løber hurtigt tør

Niels Poulsen har selv dosetter og allerede dispenseret medicin til de næste syv dage. Jane Frandsen er dog ikke begejstret for dosetterne, da der hverken er angivet tidspunkt eller dag ved de forskellige rum, der heller ikke er særligt store.

”Så jeg bruger den, jeg har med her,” siger hun. 

Hun beslutter sig for at dispensere til de følgende næste syv dage, så der er til i alt 14 dage. Men hun når ikke langt, før hun må konstatere, at glasset med Centyl er tomt. 

”Du skal jo have to om dagen, ikke kun en,” siger hun vel vidende, at en del ældre, især dårligt til bens, tager mindre vanddrivende medicin end ordineret – så slipper de for at rende på toilettet hele tiden. 

Vedr. morfin har sygehuset ordineret en tablet hhv. morgen, middag og aften den første uge, dernæst to tabletter om dagen ugen efter. Selvom både Niels Poulsen og Jane Frandsen umiddelbart synes, at det lyder af meget, bliver de enige om at følge anbefalingen:

”Det er vigtigt, at du er ordentligt smertedækket,” siger Jane Frandsen og spørger, om hun også skal dosere Magnesia:

”Nej, den tager jeg bare ved siden af, det kan jeg godt selv styre,” siger han, hvortil Jane Frandsen svarer, at han skal huske at tage det hver dag, som lægen anbefaler.  

Morfinen slipper dog også hurtigt op. Niels Poulsen har kun fået tabletter med hjem til de næste fire dage, så også det skal Jane Frandsen bestille. Ægteparret har heldigvis mulighed for at hente præparaterne selv med hjælp fra deres voksne børn og gode naboer. 

”Så skal du have lidt for blodtrykket. Og hvad med nitroglycerinen? Jeg kan se den her på listen – bruger du den?” spørger Jane Frandsen.

”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst brugte den, men den er god at have stående på natbordet, det har min kone også,” siger han, hvilket får Jane Frandsen til at minde ham om at holde øje med, om den er blevet for gammel. 

Underlige ordinationer

Midt i samtalen ringer Jane Frandsens telefon. En borger har akut brug for et besøg, og Jane Frandsen lover at kigge forbi senere. Hun beklager afbrydelsen og fortsætter. Pludselig opdager hun, at et af præparaterne optræder to steder på medicinlisten, først under overskriften ”Fast dispenseret” og så under punktet ”Selvadministreret”.

”Det var underligt, det må jeg lige følge op på, du skal i hvert fald ikke have det to gange,” siger hun og spotter, at dobbeltordinationen også gælder de andre produkter.

Hun danner sig et overblik over de ordinerede præparater, 10 forskellige bliver det til fordelt over morgen, middag og aften, plus nitroglycerin ved behov. Derudover holder han selv styr på diverse vitaminer. 

”Vi lader bare det hele stå fremme her på bordet, og der er ikke noget på bakken, vi skal fjerne. Du bruger det hele,” siger hun.

Besøget har taget godt en time alt inklusive. Alligevel kunne Jane Frandsen kun dispensere til og med mandag, og hun aftaler med ægteparret, at hjemmesygeplejen kommer igen tirsdag. 

”Men det bliver ikke mig. Her har jeg fri,” siger Jane Frandsen, før hun begynder at pakke sine ting sammen og gør klar til afsked. Næste borger på listen venter allerede utålmodigt, det samme gør opfølgningen på dobbeltordinationerne i det fælles medicinkort og dagens dokumentationsopgaver. På falderebet sikrer hun sig, at ægteparret har det rette nummer, hvis de mod forventning får brug for hjemmesygeplejen i løbet af weekenden. 

”Nej det er ikke det, I skal bruge. Det skriver jeg lige her,” siger hun, før hun ønsker god weekend og bevæger sig ud i blæsten igen. 

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Studerende i praksis: … det var virkelig velfærdsteknologi, som jeg aldrig havde set før

Autonomi, et væsentligt begreb, men ikke helt nemt at håndtere, når patientens ønsker kolliderer med fagligheden.

2018-9-studipraksis_mariaboettcherJeg sidder i mine få stille øjeblikke og forestiller mig, hvordan det vil være at få hjælp, hvis jeg engang ikke kan klare mig selv. Vil jeg bare lukke fremmede ind i mit hjem, og hvordan vil de se på mig?

Jeg kan rigtig godt lide at arbejde i hjemmeplejen. Den tillid, borgerne viser mig ved at lukke mig ind, gør mig ydmyg. De har brug for hjælp, fordi de ikke har ressourcer til at klare tingene selv, og jeg skal være den, der ser, hvilke behov for hjælp de har. Nogle dage er der mere behov for hjælp end andre, og det er mig som sygeplejestuderende, der skal observere det.

Vi er blevet undervist i autonomi, og at den er vigtig for hvert enkelt menneske. Men kan vi efterleve det, hvis vi har en faglig viden om, at noget andet ville være bedre?

I hjemmeplejen kom jeg ud til en kvinde, som havde ALS. Sygdommen er forfærdelig at være vidne til, og denne borger var ung. Vi kommunikerede gennem blink med øjnene og en trækning ved mundvigen. Hun forstod alt, hvad jeg sagde og spurgte om. Ud over det kommunikerede vi via en computer, som hun kunne styre med øjnene, det var virkelig velfærdsteknologi, som jeg aldrig havde set før. Men jeg syntes, det var en udfordring. Man skal stille de rigtige spørgsmål, aflæse kropssprog/mimik og se svaret på skærmen.

Jeg skulle give sondemad via en PEG-sonde, men jeg skulle selvfølgelig spørge hende først. Men når man spørger, giver man også muligheden for et valg, og i dette tilfælde kunne jeg aflæse på skemaet for sondemad og væske, at hun ofte har sagt nej. Og endnu engang ønskede hun ikke mad.

Hvad gør jeg så? Hun har ret til selv at bestemme, men samtidig er jeg fagligt bevidst om, at hun har brug for sondemaden for at overleve.

Jeg forsøgte at spørge ind til det dilemma, men jeg følte, at det var enormt grænseoverskridende, for jeg kendte hende ikke særlig godt.

Jeg kom for at udføre en opgave, som stod på listen. Der var en vis tid til rådighed, så skulle jeg videre til næste opgave. Jeg tænkte over, hvad hun mon prøvede at fortælle. En ung, frisk kvinde, som over meget kort tid havde mistet dét at bestemme over sin egen krop, og nu kom jeg som studerende og skulle sørge for, at hun fik ernæring og væske.

Jeg er sikker på, at vi kunne have udviklet vores kommunikation, hvis vi havde haft tid, men jeg var nødt til at køre videre. Jeg fik formidlet informationerne videre om skemaet og om, at der måtte tages stilling til, hvad der skulle ske fremover.

Jeg blev opmærksom på den nye lov, L 99, som omhandler fravalg af behandling. Man kan f.eks. udarbejde et behandlingstestamente med sine ønsker. Tankerne om det og disse helt specielle samtaler med borgerne, hvor man tager stilling til, hvad den enkelte selv ønsker, synes jeg er meget meningsfulde. Alle borgere har ønsker, men det er ikke alle, der får givet dem videre, og heller ikke alle, der har pårørende at fortælle deres ønsker til.

Men det er vigtigt at få lov til at bestemme over sit eget liv.

Maria Bøttcher er sygeplejestuderende på 4. semester på KøbenhavnsProfessionshøjskole.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Jeg lod ham komme for tæt på"

At håndtere mennesker i sårbare situationer bliver for de fleste sygeplejersker en del af hverdagen. For Jane Stærkær blev mødet med en særlig patient dog til en værdifuld erfaring om, at man skal passe på med at give for meget af sig selv.

Jeg har en patient, jeg nok altid vil huske. Det er efterhånden mange år siden nu, men han har stadig en ganske særlig plads i mit hjerte – ikke mindst på grund af den lektie, han lærte mig.

Som sygeplejerske i hjemmeplejen er det naturligt, at man på en måde bliver en del af menneskers liv, når man kommer i deres hjem over lange perioder. Men lige præcis denne patient kom til at fylde en del mere end normalt, og dét nærmest allerede fra starten, selvom forløbet med ham endte med at strække sig over ca. halvandet år.

pjag_janestaerkaersp47624f
Jane Stærkær
Foto: Claus Bech
Han var en ældre mand, som var meget syg. Han havde ALS og boede sammen med sin kone, men havde brug for både pleje og socialt samvær. Vi havde en fantastisk kemi, som hurtigt kom til at skinne igennem, når vi var sammen.

Med tiden blev han næsten som en slags bedstefar for mig. Vi talte om mange ting sammen, og jeg må indrømme, at vores relation blev mere personlig end det normale forhold mellem sygeplejerske og patient.

Derfor ramte det mig også hårdt, da han døde. Det var ikke som at miste et familiemedlem, men det var bestemt heller ikke som at sige farvel til en hvilken som helst patient.

Jeg plejer normalt at have det godt med den sidste tid i mine patienters liv. Det er naturligvis aldrig morsomt, når nogen dør, men jeg er som regel god til at håndtere det som fagperson. Det kunne jeg ikke helt med ham.

Da det hele var overstået, sad jeg tilbage med en noget ambivalent fornemmelse. Jeg følte faktisk, at jeg havde opført mig uprofessionelt. Det var ikke sådan, at forholdet til min patient ligefrem var upassende, men jeg følte måske, at jeg ikke havde holdt en faglig distance. Dét gik mig oprigtigt på.

På den anden side havde vores særlige forbindelse bevirket, at jeg nogle gange havde nemmere ved at overtale ham til ting, end de andre sygeplejersker kunne. Det var jo trods alt ikke så dårligt. Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om, at jeg ikke altid havde handlet, som jeg burde.

Siden dengang har jeg været meget opmærksom på, at jeg ikke lader nogen komme så tæt på igen. Vi sygeplejersker kan selvfølgelig ikke undgå alt socialt samvær med patienterne – og dét skal vi heller ikke. Men der er en hårfin grænse mellem professionelt og personligt, som jeg aldrig siden har overtrådt. Ikke alene kan det gå ud over fagligheden, det ville også være alt for opslidende, hvis jeg skulle rammes så hårdt, hver gang én af mine patienter dør. Det ville jeg ikke kunne holde til.

Jeg er stadig taknemmelig for, at jeg mødte min helt særlige patient. Minderne vil jeg også altid værdsætte. Men jeg er måske endnu mere taknemmelig for, hvad han lærte mig om at være sygeplejerske.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

 

Emneord: 
Død
Hjemmesygepleje

"Vi skubber opgaver videre til andre, som heller ikke har et overblik"

Opgaver med bl.a. socialt udfordrede borgere falder af og til mellem to stole i den kommunale sygepleje. Og så ender problemet hos hjemmesygeplejersken. Mette Bust-Hansen har både skullet klare ildebrande og et overfald på en hjemmehjælper i sit daglige job.

Hjemmesygeplejerske i Horsens Kommune, Mette Bust-Hansen, føler sig ofte presset ud i situationer og opgaver med syge borgere, der gør det svært at bevare det gyldne overblik.

"Generelt er problemet, at vi er i vildrede om vores opgaver. Borgerne skal have hjælp til lidt af hvert. Og alt falder tilbage på sygeplejerskerne i det kommunale sundhedsvæsen. Vi kan da også løse det meste, men jeg har også stået med en ildebrand og et overfald på en hjemmehjælper, hvor jeg lige skulle trække på nogle andre kompetencer end de sygeplejefaglige," siger Mette Bust-Hansen om sin oplevelse af og sit syn på arbejdet i den kommunale sygepleje.

kompleksitet_mette-bust-hansen-15
Mette Bust-Hansen: ”Generelt er problemet, at vi er i vildrede om vores opgaver. Borgerne skal have hjælp til lidt af hvert."
Foto: Michael Drost-Hansen
Hun kan da også i grove træk nikke genkendende til konklusionerne i rapporten om "Kompleksitet i den kommunale sygepleje", som VIVE netop har sendt ud: Der skal strammes op organisatorisk i kommunerne af hensyn til borgerne.

"Uklart, hvem der egentlig har ansvaret"

I et andet tilfælde blev hjemmesygeplejersken kaldt ud til et ungt menneske, som skulle have hjælp med sin medicin. Kort før hendes besøg ringede en pårørende og fortalte, at den psykisk syge borger havde truet med at begå selvmord.

"Og så stod jeg i et hjem, hvor jeg kun kendte borgerens medicin og skulle hjælpe en psykisk syg med selvmordstendenser. Den pårørende lagde det hele i mine hænder, fordi hun troede, at jeg vidste alt om den situation. Men det havde vi altså ikke noget om på min uddannelse," siger Mette Bust-Hansen.

Sygeplejersken har efterhånden fået erfaringen med at yde assistance til borgeren også i tilfælde, hvor det ikke handler om hendes sygeplejefaglige baggrund.

"Men det tager tid fra andre opgaver og borgere, og det er uklart, hvem der egentlig har ansvaret. Ofte skubber vi opgaver videre til andre, som heller ikke har et overblik, så mange ting går tabt," siger Mette Bust-Hansen, der blev uddannet som sygeplejerske for fire år siden.

Læs også: Uklare arbejdsgange bremser sygeplejersker i kommuner

Problemerne opstår ifølge sygeplejersken, når to instanser i kommunen ikke kan blive enige om, hvem der skal agere på en udfordring med en borger. Så ender det i hjemmesygeplejen. Og i de tilfælde mangler hun ofte et nummer til en anden fagperson at ringe til.

"Vi brokker os ikke som sygeplejersker. Men vi har brug for en ny struktur og en organisering, der skaber sammenhæng. Og det kræver, at man splintrer systemet i den kommunale sygepleje til atomer – og samler det igen til en funktionsdygtig model," siger Mette Bust-Hansen.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Organisering

Uklare arbejdsgange bremser sygeplejersker i kommuner

Kompleksitet. Sygeplejersker arbejder ofte under uklare forhold i kommunerne. Det er især udfordringer med ledelse og organisering af de mange forskellige arbejdsgange, der skal tages fat på. Det dokumenteres i ny rapport om kompleksitet i den kommunale sygepleje.
Arkivfoto: Ricky Molly

Det er planen, at den kommunale sygepleje skal tage flere opgaver på sig i fremtiden.

Men skal det ske på en forsvarlig måde, så er der behov for et organisatorisk paradigmeskift og en forbedring af sammenhængen i de nuværende uklare arbejdsgange.

Det dokumenteres i en ny rapport af det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, hvor projektchef Sidsel Vinge har analyseret sygeplejerskernes perspektiver på kompleksitet i den kommunale sygepleje.

Analysen viser, hvordan sygeplejersker har svært ved at udføre deres job på den måde, de gerne vil, i et sammenstød mellem socialt udfordrede borgere, et stadigt større antal ældre og en organisering i sundhedsvæsenet, der ikke fungerer og mest af alt vanskeliggør opgaveløsninger.

Sygeplejersker oplever ifølge rapporten, at deres job er "brandslukning", og den kommunale sygepleje bærer præg af, at der "er sat for mange skibe i søen".

"I den kommunale sygepleje er der mange organisatoriske udfordringer, hvor det ikke er nok at have sygeplejefaglig viden i en snæver forstand. Her skal man have en bred, tværgående viden om social- og sundhedsvæsenet for at kunne hjælpe borgerne. Man skal også vide, hvordan man reducerer kaos og skaber sammenhæng og overblik, når man skal hjælpe en borger med flere alvorlige sygdomme og store sociale udfordringer videre i systemet," siger projektchef Sidsel Vinge til Sygeplejersken.

"Vi spilder mange ressourcer"

Undersøgelsen fremhæver da også sygeplejerskernes oplevelse af manglende kontinuitet både med hensyn til relationen mellem de enkelte faggrupper og i forhold til borgerne.

"Vi spilder mange ressourcer ved, at medarbejderne konstant skal se nye borgere og patienter i sundhedsvæsenet – ikke kun i den kommunale sygepleje. Og det er groft undervurderet, hvor meget det betyder for økonomien, kvalitet, sammenhæng og effektivitet – for ikke at nævne tilfredsheden hos patienter og borgerne, når kontinuiteten er lav," siger Sidsel Vinge.

En sygeplejerske udtaler sig i rapporten om den uklare organisering, usikkerheden omkring arbejdsgange og den daglige kompleksitet:

"Der er mange skiftende medarbejdere og vikarer. Der er jo ikke nogen kontinuitet. Hos os synes jeg, meget af det er brandslukning – lidt kaotisk og en masse vikarer. Vi skriver på kryds og tværs af hinanden, og der er ikke rigtig nogen, der har overblik eller er tovholder eller har ansvar. Det bliver vores samarbejdspartnere i hvert fald meget frustrerede over, og det gør vi også selv."

Ifølge Sidsel Vinge handler det om at finde ud af, hvem der har ansvar for hvad. For er det ikke på plads, så er det svært at få et overblik over borgerens behandling. Derfor skal der styr på uddelegering af ansvar for de enkelte grupper af patienter og borgere.

Behov for "ro, regelmæssighed og rytme"

"Lige nu er der fokus på større, flere, mere og hurtigere i sundhedsvæsenet. Men mange borgeres situation bliver mere og mere kompleks, både medicinsk og socialt – og det er man nødt til at forholde sig til. Det er ikke nødvendigvis hele strukturen, der skal ændres, men arbejdsgange og snitflader trænger til at blive mere sammenhængende og klare," siger Sidsel Vinge.

Læs også: Vi skubber opgaver videre til andre, som heller ikke har overblik

Mange sygeplejersker bruger da også ifølge rapporten meget tid på at forsøge at skabe overblik over – og sammenhæng i – borgernes forløb. Og hvordan skal man fortælle borgeren, hvordan det kommunale system eller hele sundhedsvæsenet fungerer, når man grundlæggende ikke selv helt har overblik over det?

"Alle bliver frustrerede, hvis sygeplejersken vil ramme sit funktionsområde ind og sige, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør," siger en sygeplejerske i rapporten om oplevelsen af, at andre enheder, sektorer og fagområder har en tydeligere afgrænsning af deres opgaver end den kommunale sygepleje.

Der er ikke noget "quick fix"

Sidsel Vinge mener da heller ikke, at evnerne mangler, men det gør organiseringen og de "redskaber", der skal til, for at de mange enheder og afdelinger i kommuner og på hospitaler kan agere hurtigt, koordineret og effektivt som et samlet system – og ikke som autonome systemer.

"Der er mange, som bør tage affære for at rette op på de organisatoriske udfordringer, vi ser. Det handler om at styrke basisorganisationen, det handler om at stoppe den organisatoriske fragmentering, og det handler om at kunne implementere i bund og lave klare arbejdsgange og ansvarsfordelinger. Vi skal styrke kontinuitet og sammenhæng i hverdagen og få lavet en organisering, som rent faktisk matcher de opgaver, der skal løses omkring borgerne derude. Et ledelsesmæssigt mantra, som kunne formuleres som: Ro, regelmæssighed og rytme," siger Sidsel Vinge.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Ledelse
Organisering
Primær sundhedssektor