Med Marianne i hjemmeplejen

Der er mange simple opgaver i hjemmeplejen som at dryppe øjne og dele medicin ud, men til gengæld kommer man meget tæt på andre mennesker, og det sociale aspekt fylder meget. 'Sygeplejersken' kørte med Marianne Pedersen i vagt i distrikt 2 i Høje-Taastrup tirsdag den 10. juni Det blev en arbejdsdag præget af besøg hos festlige og positive ældre mennesker, som livede op over Mariannes besøg. En af dagens mere tunge opgaver gik ud på at følge en gammel dame på plejehjem.

SY-1997-26-6-1Foto: Klaus Holsting

Hjemmesygeplejen i distrikt 2 i Høje-Taastrup Kommune holder diskret til i en lejlighed på toppen af det sociale boligbyggeri Gadehavegårdsbebyggelsen. Det, der er beregnet som lejlighedens dagligstue, er indrettet som arbejdsværelse for sygeplejerskerne. Endnu klokken halv otte er der stille i lokalet, mens de først ankomne reder cykelhåret og skænker en kop kaffe med flødepulver og bruger enden af blyanten som teske.

Få minutter efter forstår man, hvorfor sygeplejerskerne har døbt lokalet 'heksekedlen'. Otte-ni sygeplejersker har nu indtaget pladserne om det store ovale bord, de taler i munden på hinanden, giver hinanden beskeder, griber ud efter én af de to telefoner på drejearme og kanter sig rundt mellem hinanden for at tage deres kort med borgernes navne på tavlerne.

''Vi har fået lovning på ordnede forhold inden for et halvt år,'' siger hjemmesygeplejerske Marianne Pedersen, som 'Sygeplejersken' skal følge hele arbejdsdagen. Hun forklarer, at hjemmeplejen i Høje-Taastrup Kommune er ved at blive omstruktureret. Fremover er det meningen, at sygeplejerskerne skal møde samme sted som de hjælpere, de samarbejder med om borgerne.

''Vi kalder dem 'borgere' og ikke klienter. Klienter lyder for mig mere bureaukratisk, men vi bruger selvfølgelig mest deres navne hr. Jensen og fru Hansen, når vi sygeplejersker taler indbyrdes om, hvem vi skal besøge,'' forklarer Marianne.

Midt i heksekedlens summende virvar af stemmer er en sygeplejerske ved at forklare en borger, hvorfor han ikke længere kan få den samme hjælper til at gøre rent. Høje-Taastrup Kommune har nemlig besluttet at oprette separate indkøbs- og rengøringsfunktioner, så det er bestemte grupper hjælpere, der køber ind og gør rent, men ikke nødvendigvis den samme person hver gang.

''Det er et led i at spare og rationalisere, men det skulle også gerne betyde, at man ikke så ofte oplever, at rengøringen bliver aflyst. Umiddelbart opfatter mange ældre det dog som en serviceforringelse. I de hjem, hvor vi vurderer, at beboeren ikke kan klare, at alt for mange forskellige mennesker kommer, altså hos de svageste ældre, de demente og dem med psykiske problemer, arbejder vi fortsat efter princippet om helhedspleje med faste hjælpere,'' siger Marianne.

Dagens dont

Efter Marianne har skrevet oplysningerne om borgerne fra kortene over i sin kalender, pakket medicin, madpakke, nøgler og radio ned i tasken, er hun klar til at tage af sted ved otte-tiden.

I bilen forklarer hun om det første besøg, hvor hun skal aflevere noget medicin til en psykisk syg pige.

''Hun får sin medicin to gange om ugen, og hun ringer altid om morgenen og spørger, hvem som kommer med den. Det er kun hendes faste kontaktsygeplejerske, der får lov at komme indenfor, da hun ikke har lyst til at involvere sig med hvem som helst, og det er selvfølgelig helt i orden,'' siger Marianne, der derfor nøjes med at aflevere medicinen ved døren og veksle et par ord med kvinden.

Næste besøg gælder en ældre herre, der har smertefulde hæmorider, og han får flere gange om ugen en stikpille. Da det er ordnet inde i soveværelset, sætter Marianne sig et øjeblik med en balle på armlænet af sofaen i stuen og spørger til, hvordan det går. Manden siger, at han er lidt forvirret over den nye rengøringsordning, hvor han ikke længere har en fast hjælper, og Marianne forklarer, at det er en helt ny ordning, og at man må give den en chance og se, om den kan komme til at fungere.

''Nå, jeg må i gang med dagens dont,'' siger manden, og på spørgsmålet om hvad det er, bliver han lidt i tvivl, men svarer så, at der er nok at gøre.

''Det er herligt at se, når nogle bliver bedre og kan klare flere ting selv,'' siger Marianne på vej ned ad trappen, hvor gardisetterne og potteplante-valget i etagebyggeriets vinduer afslører, at der hovedsageligt bor ældre i lejlighederne.

Hun fortæller, at den ældre mand har været til udredning for en blodsygdom, og at han har forstørret prostata, derudover har han haft lungebetændelse i løbet af vinteren. Men nu har han fået det så godt, at han selv kan gå op i det lokale supermarked og handle.

Dryppe øje

De næste besøg gælder beboere i Tåstrupgård-kvarteret, som er et stort kvarter med énslignende høje boligblokke, der på trods af deres friske kulører i lyserød, mintgrøn og gult, har et noget slidt og beskidt præg. De smalle opgange i rå beton er snavsede og fulde af graffiti. Når man kommer indenfor i lejlighederne, er de hyggelige nok, og beboerne har altaner med udsigt til høje træer, eller deres egne små haver.

Side 7

SY-1997-26-6-2
Det skal tage den tid, det tager at følge et menneske på plejehjem, mener MArianne.Sammen med en sygeplejerske fra plejehjemmet giver hun sig god tid til at hyggesludre med den gamle dame og dennes svigerdatter, så denværste nervøsitet over flytningen kan lægge sig.

"Kommunen forsøger at gøre noget for at forbedre forholdene. For eksempel har de sat huslejen ned for at få en anden sammensætning af beboere,'' siger Marianne og forklarer, at der bor mange mennesker uden arbejde og mange indvandrere i bebyggelsen.

Marianne skal dryppe øje på en mand, som netop er blevet opereret for grå stær, han har tidligere fået en grå stær-operation på sit andet øje. Nu er han bekymret, fordi han har problemer med det nyopererede øje, mens han ingen gener havde efter sidste operation.

''Synet løber ligesom ud i ét på det øje,'' forklarer han. Marianne siger, at det måske kan være en tråd fra syningen, der generer. Manden får dryppet sit øje fire gange om dagen, og han er lidt undskyldende over for, at han ikke selv kan gøre det, og at han heller ikke har nogen familie, der kan gøre det. Det giver Marianne anledning til at spørge ham, om han eventuelt savner en veninde eller nogle venner. Venner har han en del af i bebyggelsen, hvor de mødes en gang imellem og laver lidt snedkerarbejde.

''Jeg kunne godt tænke mig en lille dame, men det har jeg opgivet at finde, den sidste, jeg havde, flyttede fra mig for ti år siden,'' siger manden, som er tidligere slagter og blandt andet fortæller, at han er god til at lave mad. Marianne forsikrer, at hun godt kan forestille sig, at han kan finde en kæreste, hvis han kommer de rigtige steder.

''Vi ses,'' siger Marianne til slagteren, som hun skal besøge igen over middag, når øjet igen skal dryppes.

En gammel gøgler

Set udefra kunne man godt få det indtryk, at alle lejlighederne i boligblokken

Side 8

er ens, men det næste besøg afslører, at det er de bestemt ikke.

''Goddag, goddag, kom indenfor,'' siger en hjertelig ældre mand iført sort hat og et nystrøget rødt tørklæde, mens han stikker en hånd frem, som er dækket af tatoveringer, ligesom resten af kroppen sandsynligvis er. Lejligheden er et orgie af farvestrålende ting, der hænger og står opstillet fra gulv til loft. Tingene har lejlighedens beboer fundet i containere og på loppemarkeder både herhjemme og i London og Paris.

Manden springer ivrigt frem og tilbage mellem lejlighedens to værelser og viser herlighederne frem, for eksempel et skibsror fra Paris og et egetræsur, han engang har klunset sig til fra en urmager på Christianshavn. I soveværelset hænger blandt andet et fotografi af et barn, og mens manden fortæller den triste historie om hans eneste søn, som ikke vil kendes ved ham, sætter Marianne hans fod i sæbevand for at rense et sår på hans tå, som har svært ved at læge, og hvor der er noget dødt væv.

''Min søn er flov over mig, fordi han synes, jeg er en original, når jeg spiller harmonika og sætter askebægeret frem for at tjene lidt. Han er bankfuldmægtig og bor i Jylland med hus, svømmepøl, kone og børn. Sidst jeg besøgte ham, det er vel ca. 12 år siden, og dengang havde jeg ikke set ham i 16 år. Han hentede mig på stationen i sin bil, men på vej hjem til konen bad han mig tage tørklædet af, fordi han syntes, det lignede en klud. I huset bad de mig tage ringene og øreringene af og lægge dem i en lille plasticpose, fordi de syntes, at det ikke så pænt ud. Det var blandt andet en ring, jeg havde fået af en pige i Hamborg som erindringsgave, og jeg sagde til min søn, at nu syntes jeg lige, han strammede den. ''Sæt mig bare ud ved havelågen, du skal ikke køre mig til stationen, for jeg er en gammel vagabond,'' sagde jeg, og så har jeg ikke set ham siden,'' siger manden, der har været alkoholiker, men nu hverken ryger eller drikker.

Da foden er kommet op af sæbevandet, er den forbinding, der sad på tåen, opløst. Marianne går i gang med at rense såret, der tilsyneladende skyldes dårligt blodomløb. Manden skal på et tidspunkt gennemgå en karoperation i benene, hvis hans kar er gode nok til at klare det.

''Jeg er 77 år, og får jeg 40 år til, så er jeg heldig,'' siger manden med sin lune, som han sikkert er berømt for, hvor han færdes på byens torv med sit loppemarked eller hos beboere i bebyggelsen, som han løber ærinder for. Inden Marianne kommer ud ad døren, skal hun lige have et par sømandsviser på harmonikaen og se en stak private fotos, som ledsages af et par røverhistorier, blandt andet billedet af hans ven Kjeld, som døde, ''fordi han glemte at trække vejret.''

SY-1997-26-6-3Marianne hælder medicin op til en dame i 90'erne, som har et slidt hjerte. Alligevel forstår hun stadig at nyde livet ved for eksempel at lytte til romaner på lydbånd og skrive breve.

Et slidt hjerte

Nu går turen ud til det nydelige kvarter Tåstruphave, hvor der bor mange gamle mennesker, blandt andet en dame i 90'erne, som Marianne skal besøge.

''Det er en meget værdig gammel dame, som desværre ser og hører dårligt, og hun har et slidt hjerte. Hun er uddannet børnehavelærerinde og er én af de første kvinder, som har fået en egentlig uddannelse. Hun har stadig kontakt til nogle af sine gamle studiekammerater,'' fortæller Marianne, som kommer en gang om ugen og deler medicin ud.

Den milde gamle dame tager imod i døren, mens hun indstiller høreapparatet fra radiolytningen, som hun blev afbrudt i, til gæsternes høje stemmer. Bænket ved bordet i dagligstuen fortæller hun om sit dårlige hjerte, som ofte giver problemer midt om natten, når kroppen har været i ro i nogle timer.

''Det er en tryghed at have nogle Kardopax, som jeg tager efter behov, men ikke regelmæssigt,'' forklarer damen, som altid selv kontrollerer, om der nu er det rigtige antal piller i den medicin, Marianne har hældt op.

''I dag har jeg det godt, og så nyder jeg det, i modsætning til de dage, hvor det gør ondt i hjertet,'' fortæller damen. En stor del af hendes tid går med at lytte til radio eller lydbånd om nordisk litteratur, som en besøgsven låner til hende på biblioteket.

I bilen efter besøget siger Marianne, at det er dejligt at opleve, at det ikke er alle, der er klynkere, selv om de lever isoleret, fordi de er blevet gamle og har fået skavanker. Den gamle dame er et eksempel på et aktivt og positivt menneske. Dem møder Marianne dog også mange af i sit arbejde med de forebyggende besøg til folk over 80. To dage hver 14. dag er reserveret til forebyggende besøg i Mariannes kalender.

''Selv om det er folk, der har levet et barsk liv, hvor de har arbejdet fra de var syv år, så er de 'still going strong', og mange melder nej tak til vores tilbud om hjælp, fordi de klarer sig fint. De forebyggende besøg er et dejligt positivt arbejde,'' siger Marianne.

Hun er 51 år og har været hjemmesygeplejerske i de sidste 11 år. Tidligere arbejdede hun i ca. 14-16 år som anæstesisygeplejerske på Amtssygehuset i Glostrup.

''Det var en god tid, indtil man begyndte at spare, så blev det hele for uværdigt for patienterne. Det var også på det tidspunkt, man begyndte at indføre megen teknik, hvor sygeplejersken rykkede fem-ti meter fra patienterne og i stedet kiggede på maskiner. Jeg er ikke så meget for at arbejde med teknik, så jeg betragtede det som en chance

Side 9

for at prøve noget nyt. Det tog mig dog et par år at vænne mig til det nye arbejde i hjemmeplejen, fordi der umiddelbart er mange banale arbejdsopgaver, for eksempel at dele medicin ud. Til gengæld er der også det sociale aspekt i arbejdet, og jeg kan godt lide at komme så tæt på andre menneskers liv.

SY-1997-26-6-4aVagabonden har levet hele sit liv på farten og er derfor bekymret for sit sår på tåen,som ikke vil hele, og som sandsynligvis skyldes dårligt blodomløb.

Mit arbejde går især ud på at lytte, og når jeg kommer til at kende et menneske godt, så kan jeg se på kropssproget, om der er noget galt, og måske er det noget, som jeg kan tage hånd om. Det er ofte små ting, som har stor betydning. Mit arbejde er meget berigende, og jeg får en masse igen,'' siger Marianne.

SY-1997-26-6-4bDen 87-årige er en livlig mand, der klarer sig selv på trods af et amputeret ben. Han liver op over Mariannes besøg, når hun kommer for at hælde medicin op og minde ham om, hvor vigtigt det er at få rigeligt at drikke.

Den sidste rejse

Klokken er nu omkring halv elleve, og formiddagens næste opgave er én af de mere triste. En gammel dame skal ud på den sidste rejse, fra sin lejlighed i Tåstrupgård-kvarteret, hvor hun har boet de sidste 20 år, til et plejehjem i Sengeløse.

''Hun blev udskrevet fra hospitalet for 14 dage siden efter at være blevet indlagt med sammenfald i ryggen, og hun kom hjem til sin lejlighed efter sit eget ønske, men det anede os nok, at det ikke ville gå. Hun sidder i kørestol og har nødkald, og hun er helt afhængig af hjælp til at få skiftet ble og blive hjulpet i seng og op igen. De sidste par nætter har hun ringet efter nattevagten, fordi hun ikke kan holde ud at ligge i sengen helt til om morgenen. Den viden om, at hun er helt hjælpeløs, har gjort, at hun nu vil på plejehjem. Familien ønsker det også,'' siger Marianne.

Tre hjemmehjælpere er i lejligheden og har hjulpet damen med at pakke de ting, hun i første omgang skal have med på sin aflastningsplads. Når hun får en fast plads på plejehjemmet, får hun sine møbler med. Hun sidder i stuen i sin nye kjole. Hun fortæller, at hun har haft mavepine hele natten af nervøsitet. Tilsyneladende er hun helt forvirret, for hun kan ikke huske,

Sie 10

at hun i sidste uge var med sin søn og svigerdatter på besøg på plejehjemmet. Umiddelbart ser det ud, som om at ingen fra familien har kunnet få fri fra arbejde til at være sammen med deres gamle familiemedlem. Marianne kører af sted for at være på plejehjemmet, når damen ankommer.

Det viser sig, at en svigerdatter alligevel har taget fri, og hende møder Marianne på parkeringspladsen uden for plejehjemmet. Da hun hører, hvor nervøs den gamle dame er, er hun glad for, at hun er kommet.

En sygeplejerske, Gurli, på plejehjemmet byder damen velkommen og viser hende til rette på den aflastningsplads, hun foreløbig har fået. Derefter sætter Marianne, Gurli, svigerdatteren og den gamle dame sig ind på værelset med noget saftevand. Den gamle dame ryster på hænderne og spørger, om hun må tænde en cigaret, hvilket er i orden. Hun siger, at hun har savnet at få et brev fra plejehjemmet med informationer om, hvad hun skulle have med, og hvad det koster at bo på plejehjemmet. Marianne siger, at hjemmeplejen måske har været for indforstået, fordi de ved, hvad man skal have med.

Efter en cigaret og lidt saftevand begynder det at hjælpe på nerverne, og Gurli og Marianne har gjort deres bedste for at få damen til at slappe af ved at hyggesludre med hende stille og roligt i forståelse med den store omvæltning, flytningen er for hende. Derefter gennemgår de i fællesskab de oplysninger om damens hjælpebehov, som står i samarbejdsbogen, som hidtil har ligget i den gamle dames lejlighed, og som hjemmesygeplejersker, hjemmehjælpere, læger og personale fra træningssteder har skrevet i.

Gurli siger opmuntrende til damen, som Marianne betegner som et glad og socialt menneske, at hun inden længe vil kunne suse rundt på plejehjemmet i sin kørestol og også kunne sidde udenfor i solen, hvis hun har lyst. Hun vil også kunne få træning i sin gang-rollator, som hun hidtil ikke har brugt, fordi der ikke var plads i hjemmet. Gurli fortæller kort om underholdningen på plejehjemmet og måltiderne, hvor der er snaps til søndagsmiddagen. Derefter lader de damen være alene med sin svigerdatter indtil frokost, så de kan sidde og slappe af. Marianne siger farvel til damen og lover at kigge forbi, når hun en dag har god tid.

''Det er ikke så tit, jeg følger nogen på plejehjem, og når det sker, skal det tage den tid, det tager.

Hvis jeg havde haft en travl dag, ville jeg have bedt én af mine kolleger om at tage nogle besøg for mig,'' siger Marianne.

Efter dette stykke hverdagsdrama er det godt at suse af sted i bilen i stilhed nogle kilometer fra landet tilbage til byen.

SY-1997-26-6-5Tilbage i heksekedlen er der rift om telefonerne. Sygeplejerskerne har fået lovning på bedre arbejdsforhold inen for et halvt år.

Kontaktsygeplejersker

Marianne karakteriserer Høje-Taastrup Kommune som en god kommune, når hun sammenligner med andre.

''Vi har et system med kontaktsygeplejersker, der er ansat i kommunen, men som har deres gang på sygehusafdelingerne. Her forsøger de at være på forkant med, hvilke tilbud vi kan give, for eksempel at blive skrevet op til en plejehjemsplads, arrangere, at ergoterapeuter eller fysioterapeuter kommer på besøg i hjemmet for at se på, hvordan det er indrettet og eventuelt bestille nogle hjælpemidler.

I øjeblikket er vi i hjemmeplejen ved at omstille os til fremtiden, hvor der bliver en masse ældre mennesker, og kommunen skal tage stilling til, hvilken service vi kan tilbyde,'' siger Marianne.

I anledning af omstruktureringen, hvor indkøbs- og rengøringsfunktionen er blevet separate funktioner, har Høje-Taastrup Kommune udgivet et tiltrængt informationsmateriale til borgerne, hvor de kan læse, hvilke tilbud hjemmehjælpen og hjemmeplejen kan give.

Dagens sidste besøg er hos en enlig herre på 87 år, som har en benprotese, men næsten er selvhjulpen. Marianne skal dele medicin ud. Manden viser sig at være noget af en spasmager, men i første omgang bliver Marianne skældt ud, fordi hun først kommer i dag tirsdag, for manden er løbet tør for medicin, og han havde regnet med et besøg mandag. Åbenbart har der været noget kludder i kommunikationen.

''Når man ringer til jer, er der telefonsvarer på, og den kan jo ikke svare igen, selv om man beder den tale højere,'' siger manden, der straks liver op, da han bag ved Marianne får øje på journalisten, fotografen og endnu en herre, der viser sig at være den praktiserende læge, som tilfældigvis kommer på samme tid for at tage mål til et brokbind.

Den 87-årige trækker ned i bukserne, men fortæller samtidig, at han stort set aldrig har ondt i sit brok, så han enes med lægen om, at de godt kan spare brokbindet.

Til gengæld har han ondt i benstumpen. Marianne og lægen kan se, at han har en huddefekt i form af en hudafskrabning, og det gør ondt, når man trykker på stedet. Marianne skriver i kalenderen, at han skal have et besøg næste dag, hvor en sygeplejerske skal sætte en aflastende forbinding på.

Mens Marianne hælder medicin op, får den livlige mand travlt med at fortælle sin livshistorie, som Marianne får fortalt, hver gang hun kommer.

''Mine forældre fik kun 14 børn, og jeg er nummer 12, derfor skulle jeg egentlig have heddet Dusinius, men kom altså til at hedde Aksel. Aksel – det er jo noget fra en bil, og akslerne kan man ikke undvære – hi hi,'' griner manden, der er tidligere murer, og med rette gik under navnet 'den glade murer'.

Distriktspsykiatrien

Ved tolv-ét-tiden er det tid til frokost, hvor Marianne mødes med de sygeplejersker og hjemmehjælpere, hun arbejder i gruppe med. Efter frokost skal hun lige nå at dryppe øje for anden gang på slagteren, der er blevet opereret for grå stær. Derefter skal hun til møde med distriktspsykiaterne, hvor de skal tale om de borgere, der tidligere har hørt til hjemmeplejen, men nu er overtaget af distriktspsykiatrien, som har været i kommunen i et års tid. Hjemmeplejen og distriktspsykiatrien mødes ca. hver tredje måned. 'Sygeplejersken' bliver bedt om at vente udenfor under mødet, hvor der

Side 11

skal snakkes om de psykiatriske borgere.

SY-1997-26-6-6Hver gang Marianne kommer på besøg hos "den glade murer", får hun fortalt historien om hans læretid hos en fornæret murermester, om familien med de 14 børn og hans forskellige ægteskaber.

''På mødet diskuterede vi blandt andet et tilfælde, hvor en psykiatrisk borger kun har brug for hjemmehjælp, og hvor vi derfor skal klæde hjemmehjælpen på til at arbejde hos borgeren. Det bliver sådan, at både en hjemmehjælper, en distriktssygeplejerske og en hjemmesygeplejerske tager derud for at finde ud af, hvordan hjemmehjælperens adfærd hos borgeren skal være, og hvordan hun skal kunne sætte grænser. På mødet aftalte vi også, at distriktssygeplejerskerne skal give os undervisning i psykiatrisk sygepleje, det er et område, hvor jeg føler, at jeg har brug for viden,'' siger Marianne.

Tilbage i heksekedlen ved 14-tiden er der gang i telefonerne, og Marianne synes, det er frustrerende at sidde og vente på, at der skal blive en ledig telefon. Ligesom det føles frustrerende at vide, at det er svært for andre at komme igennem i sygeplejerskernes telefontid mellem 14 og 15.

Da Marianne endelig kan komme til at ringe til et træningssted for at tale med en fysioterapeut om en borger, der er visiteret til træning, så er fysioterapeuten gået til møde, og aftalen bliver derfor ikke lavet den dag.

Marianne mener selv, at det er tilfældigt, at det overvejende har været positive ældre mennesker med overskud til at lave lidt sjov, som har præget arbejdsdagen. Selv den gamle dame, der havde taget den svære beslutning om at flytte på plejehjem, så ud til at være tilfreds, da Marianne tog afsked med hende.

''Det er ingen kunst at omgås positive mennesker, det er sværere med dem, der er bitre og vrede. Man kan undre sig over, hvad det er, der gør, at nogle mennesker kan se positivt på livet, mens andre bliver bitre,'' siger Marianne.

Nøgleord: Hjemmeplejen, hjemmesygepleje, Høje-Taastrup, reportage.

Tema: Dagvagt

Dagvagt         

Med Marianne i hjemmeplejen            

Med Maja-Lis på medicinsk afdeling                    

Med Lisbeth i sundhedsplejen                                

Med Vibeke på intensiv afdeling                      

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Dagvagt

På en tilfældig dag i juni fulgte en journalist og en fotograf fra 'Sygeplejersken' fire sygeplejersker gennem en hel dagvagt. Der er tale om punktnedslag i henholdsvis hjemmeplejen, en medicinsk afdeling, sundhedsplejen og en intensiv afdeling.

Tirsdag den 10. juni.

SY-1997-26-4-2Foto: Klaus Holsting

Det er formiddag i hjemmeplejen i Høje-Taastrup. Sygeplejerske Marianne Pedersen er på besøg hos en 77-årig mand, der har levet det meste af sit liv på landevejene. Den tidligere så farende svend får renset et sår, som formentlig skyldes dårligt blodomløb i benene.

Samme dag, nogenlunde samme tid, er Maja-Lis Kofoed Svendsen, sygeplejerske på Medicinsk Afdeling på Bornholms Centralsygehus, i gang med at forberede sondemad og skifte forbinding omkring gastrostomisonden hos en 82-årig kvinde. I Ribe tilser sundhedsplejerske

Lisbeth Birk denne formiddag en to måneder gammel dreng. Han trives som han skal, og sundhedsplejersken kan derfor notere 'alt nat.', inden hun fortsætter dagens program af hjemmebesøg.

På intensiv i Viborg er sygeplejerske Vibeke Larsen alt andet end tilfreds med sin patient. En kronisk lungesyg er netop blevet ekstuberet, og hans tilstand er langtfra tilfredsstillende i de første timer efter.

Så bredt et billede tegnes af sygeplejen en tilfældig dag i juni, hvor en journalist og en fotograf fra 'Sygeplejersken' fulgte de fire sygeplejersker gennem en hel dagvagt. Der er tale om punktnedslag i henholdsvis hjemmeplejen, en medicinsk afdeling, sundhedsplejen og en intensiv afdeling, og billedet er derfor langtfra udtømmende.

Reportagerne bringes på de følgende sider. De fortæller hver for sig – og til sammen – en lille historie om mangfoldigheden i det arbejde, sygeplejersker udfører.

Tema: Dagvagt

Dagvagt         

Med Marianne i hjemmeplejen            

Med Maja-Lis på medicinsk afdeling                    

Med Lisbeth i sundhedsplejen                                

Med Vibeke på intensiv afdeling                      

Emneord: 
Hjemmesygepleje

De svageste skal sikres

Den brede ældrebefolkning har aldrig haft det så godt som nu. Men der er for mange eksempler på svage ældre, der ikke får den behandling, de burde have krav på, siger formanden for Folketingets socialudvalg, Villy Søvndal. Der skal flere penge til, og demente og andre svage grupper bør have den sikkerhed, at et dårligt eller manglende tilbud kan ankes til en uvildig instans.

SY-1997-15-8-1

Villy Søvndal: ''Svage gamle er fuldstændig i kommunernes vold. Det er fint, hvis kommunen er god. Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer senildemente og andre svage grupper i den knap så gode kommune.'' Foto: Kirstine Theilgaard.

Som socialpolitisk ordfører for SF har Villy Søvndal ansvaret for, at de demente kom med i aftalerne om finansloven for 1997.

Dog kun med en hensigtserklæring om at styrke indsatsen for demente yderligere i de kommende år. Der blev ikke aftalt noget beløb. Står det til Villy Søvndal, skal hensigtserklæringen føre til noget meget mere konkret her i løbet af foråret.

''Vi har en aftale om, at aftaleparterne skal gå tilbage og drøfte, hvilke konkrete initiativer der skal iværksættes,'' siger han.

''En lejlighed kunne være de forhandlinger om kommunernes økonomi, som vi skal i gang med nu. I den sammenhæng bør de senildementes forhold højt på den politiske dagsorden.''

Det er de årlige forhandlinger mellem kommunerne og regeringen, Villy Søvndal har i tankerne. De forhandlinger, der sætter rammerne for kommunernes aktivitet i det kommende år – hvor evt. skatteforøgelser, ændringer i bloktilskuddene osv. bliver aftalt.

''Dels skal der indgås en generel aftale. Men derudover kunne det være en god ide at navngive nogle områder, hvor indsatsen skal forøges. Her vil det ældrepolitiske område høre til vores højt prioriterede, specielt spørgsmålet om bedre genoptræning af ældre efter udskrivning og de senildemente.''

Flere hænder koster

Villy Søvndal, der er formand for Folketingets socialudvalg, tog de dementes vilkår op allerede i november, da 'Sygeplejersken' bragte en artikelserie om emnet.

På baggrund af de problemer, artiklerne beskrev, stillede han en række spørgsmål til social- og sundhedsministeren, som han fik svar på i slutningen af januar (se boks). Spørger man, om han er tilfreds med sundhedsministerens svar, siger han:

''Både og. Det er vigtigt, at regeringen anerkender, at der er uløste problemer. Det næste er så at løse dem, og det vil koste penge. For det koster penge at ansætte folk og bygge om. Derfor ønsker vi, at der bliver afsat en pulje på en halv milliard til forbedringer af normeringerne på ældreområdet. Hvor demens er et af punkterne.''

- Nogle mener, at man kan gøre meget for de demente uden flere ressourcer, hvis man til gengæld gør de rigtige ting. Er du sikker på, at det er flere penge, der skal til?

''Ja, man må bare ikke standse der. Vi har også brug for kvalitetsudvikling, erfaringsudveksling og forskning. Og vi har brug for gedigen sygeshusviden for at kunne diagnosticere rigtigt. Men hvis jeg må henvise til mine erfaringer som socialudvalgsformand i Kolding Kommune, så koster det at skabe gode forhold for de senildemente.

Når senildemente var meget rodløse og derfor havde en konfliktfyldt hverdag, oplevede vi, at antallet af konflikter faldt helt dramatisk, når vi satte personale nok på – medicinforbruget i øvrigt også. Det koster i hænder, der er tæt på og hjælper, og det koster i aktiviteter.''

Budgetterne overhalet

Kommunernes ældrepleje er et område, hvor pengene ikke er fulgt med udviklingen, siger Villy Søvndal: ''For et par år siden udarbejdede Finansministeriet en rapport om ressourceforbruget på ældreområdet sammen med en række andre ministerier og Kommunernes Landsforening.

Den viste, at ressourceforbruget var steget over et tiår. Men samtidig må man huske, hvad det er for en udvikling, der er sket i samme periode. Arbejdstiden er blevet nedsat.

Og vi har taget en række nye grupper ind i kommunernes hjemmepleje, som før var andre steder. Vi har afinstitutionaliseret for sindslidende, psykisk udviklingshæmmmede og senildemente. De bor i egen bolig i dag og efterspørger også hjemmeplejens arbejdskraft.

De to ting er man nødt til at korrigere for, ligesom man må korrigere for udviklingen i antallet af ældre over 80 og 85. Samtidig er der sket en ændring af sygehusenes udskrivningspraksis. Derfor kan finansministeren godt tegne en stigende ressourcekurve samtidig med, at befolkningen oplever, at hjælpen er formindsket. Det sidste er også, hvad vi hører fra personalet.''

- Hvis der skal sendes flere penge ud i kommunerne, hvordan skal det så foregå? Man hører jo ofte fra personalet, at de aldrig ser pengene, når der bliver sat millioner af til det ene eller det andet?

''Pengene skal ud som et generelt tilskud til kommunerne. Men hvis SF skal være med til at sikre et generelt tilskud, så bliver det med den klare besked, at vi vil bede dem melde tilbage, at de også bruger pengene til det, vi har bedt dem om.

Jeg vil ikke bruge megen tid herinde i Folketinget på at slås for flere penge til de følsomme områder – for derefter at se kommunerne lave store prestigeprojekter eller sætte skatten ned.''

En vigtig pointe for Villy Søvndal er imidlertid, at det ikke er alle steder, der er brug for en større udbygning af demensplejen.

Nogle fagfolk er begyndt at advare mod en favorisering af de demente på andre svage gruppers bekostning. Men det er kun i en del af kommunerne, man er så opmærksom på de dementes behov. Andre steder er indsatsen stadig begrænset til det mest nødtørftige.

''Og det er i sig selv et kolossalt problem, at uensartetheden er så stor,'' siger Villy Søvndal. ''Men det er også meget svært for Folketinget at beskrive præcis, hvad indsatsen skal være. Vi kan åbne for et katalog af valgmuligheder, men hvordan man præcis skal tilrettelægge og spille sammen med den lokale ældrestruktur – det er faktisk meget svært.

Min kongstanke er, at vi både skal sende nogle penge af sted til det brede løft på ældreområdet, og samtidig skal have et ankesystem for de svageste ældre, inklusive de demente. Vi møder for mange eksempler på svage ældre, sindslidende, handicappede og misbrugere, der ikke får den behandling, jeg synes, de rettelig har krav på.

De er fuldstændig i kommunernes vold. Det er også fint, hvis man har ladet sig føde i en god kommune. Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer de senildemente og andre svage grupper i den knap så gode kommune eller den dårlige kommune.

Det kunne man gøre ved at udstyre ældre med en retssikkerhed, der bestod i retten til at anke et tilbud eller et manglende tilbud til et uvildigt system. Fx en embedslæge, som så kunne vurdere, om dette omsorgstilbud var rimeligt i forhold til vedkommendes funktionsnedsættelse, og som kunne påbyde kommunen at komme med et ordentligt tilbud.

Så vil nogle sige, at det er et indgreb i kommunernes selvstyre, og det er rigtigt. Jeg går ikke ind for stram statsstyring med bestemmelser, der siger, at hvis man er så og så senildement og og bor på anden sal og har 700 meter til købmanden, så skal man have så og så megen hjælp.

Jeg er tilhænger af decentralisering. Men med en udbredt grad af retsbeskyttelse for de svageste.''

Arbejdsmiljø og moral

Villy Søvndal gør opmærksom på to forhold, der vidner om et alvorligt efterslæb i den kommunale hjemmepleje: Arbejdsmiljøproblemer og stigende moralske problemer. ''Arbejdsforholdene på ældreområdet er blevet ganske hårde i takt med, at ressourcerne ikke er fulgt med udviklingen.

Det er i sig selv fuldstændig uholdbart, at den offentlige social- og sundhedssektor er storproducent af arbejdsskader. Men jeg er også bekymret ud fra det perspektiv, at vi er nødt til at sikre attraktive arbejdsforhold i social- og sundhedssektoren i en situation med små ungdomsårgange og stigende efterspørgsel på arbejdskraft.

Her tænker jeg på arbejdsmiljøet, men også på, hvad man kan kalde tilfredsstillelse i arbejdet. Følelsen af at gå hjem fra et arbejde, hvor man har gjort noget, man kan være bekendt.

Jeg så for et par år siden en fjernsynsudsendelse, hvor man fulgte fem hjemmehjælpere på arbejde, og når jeg taler om moralske problemer, tænker jeg på det spørgsmål, som sådan en udsendelse efterlader: Hvad sker der bag den lukkede dør hos den gamle alkoholiker eller den unge sindslidende eller den svært senildemente, inden den dør bliver lukket op igen om to dage?

Man må betegne det som et moralsk problem, når man i et rigt samfund som vores accepterer ensomhed i så stort et omfang. Det er et moralsk problem, når 3.500 senildemente bor alene under ubetryggende forhold, sådan som I beskrev i jeres artikler. Det er en ganske massiv opgave, der skal samles op, og det klarer man ikke uden hænder.''

INGEN PENGE TIL GERONTOPSYKIATRI 

Der blev ikke penge til en udbygning af gerontopsykiatrien, da regeringen og amterne indgik aftale om, hvordan finanslovens 400 millioner til psykiatrien skal bruges.

Det lovede sundhedsminister Birte Weiss ellers Folketingets socialudvalg i slutningen af januar, da hun besvarede en række spørgsmål om dementes forhold i kommunernes ældrepleje.

Spørgsmålene blev stillet til ministeren af formanden for Folketingets socialudvalg, SFeren Villy Søvndal, i november. Det skete med henvisning til 'Sygeplejersken's artikelserie om demens.

I spørgsmålene bad Villy Søvndal om en generel kommentar til de forhold, artiklerne beskrev, ikke mindst det forhold, at flere tusinde gamle med svær eller middelsvær demens må formodes at bo alene under ubetryggende forhold.

Samtidig spurgte Villy Søvndal, hvordan sundhedsministeren ville sikre tilstrækkelig kvalitet i kommunernes demenspleje og tilstrækkelig gerontopsykiatrisk støtte og supervision til kommunernes personale.

I sit skriftlige svar opsummerer sundhedsministeren tre hovedproblemer, nemlig behovet for bedre diagnosticering af demente, gerontopsykiatrisk bistand til kommunerne og bedre støtte til hjemmeboende demente og deres pårørende.

Med hensyn til diagnosticeringen henviser hun til det referenceprogram for demensudredning, der forventes at ligge klar her i foråret. Derefter fortsætter Birte Weiss:

''Med hensyn til ønsket om en bedre gerontopsykiatrisk bistand til kommunerne kan jeg oplyse, at gerontopsykiatrien er et af de områder, som regeringen arbejder på at udvikle og styrke indsatsen inden for. Regeringen har i sin nyligt offentliggjorte redegørelse om indsatsen for sindslidende bl.a. peget på behovet for, at der etableres en gerontopsykiatrisk funktion i alle amter. (...)

Realiseringen af regeringens forslag på det gerontopsykiatriske område vil indgå i de kommende forhandlinger med de kommunale parter i løbet af foråret 1997 om en målrettet udmøntning af den statslige pulje på i alt 400 mio. kr. til en styrket indsats for sindslidende.''

Birte Weiss oplyser i øvrigt, at der ikke findes registerbaserede oplysninger om antallet af demente. Derfor kan hun hverken be- eller afkræfte, at 3.500 svært eller middelsvært demente bor alene, sådan som 'Sygeplejersken' skønner.

På spørgsmålet om de aleneboende dementes vilkår og andre spørgsmål om kvaliteten i kommunernes skærmede afsnit og de integrerede ordninger henviser Birte Weiss til de mange uddannelses- og udviklingsprojekter, der i de senere år er gennemført for penge fra Socialministeriets demenspulje.

De dementes vilkår blev inddraget i finanslovsforhandlingerne af SF. I stemmeaftalen mellem regeringen og SF om finanslov 1997 hedder et punkt med overskriften 'Senildemente':

''Der er enighed om, at indsatsen over for senildemente skal styrkes yderligere i de kommende år. Denne gruppe har helt særlige behov, og der er brug for at udvikle og forbedre karakteren af den omsorg, som tilbydes senildemente og den støtte, som ydes de pårørende. Denne styrkelse skal ske parallelt med, at der gennemføres undersøgelser med henblik på at opnå bedre viden om betydningen af boformer og boforhold for senildemente, ligesom der gennem forsøgsordninger skal søges opnået bedre metoder til diagnosticering af senildemens.''

 

Systemets store masker

Mens arbejdsmiljøproblemerne klart hænger sammen med de stramme normeringer, er det moralske problem ikke kun et spørgsmål om ressourcer.

''Det er også en diskussion om, hvorvidt vi har lavet det fornuftige snit mellem eget hjem og institutionen,'' siger Villy Søvndal. ''Det synes jeg ikke vi har.

Jeg spurgte for et par år siden boligministeren, hvordan situationen så ud, hvis vi skulle have samme plejehjemsdækning som midt i 80'erne. Svaret var, at så manglede der 13.000 plejeboliger, og det synes jeg er et forskrækkende billede.

Der er ingen grund til at romantisere billedet af 70'ernes plejehjem. Hvis man husker fortiden som smuk og gylden, så tror jeg i nogen grad, det skyldes dårlig hukommelse. Vi har aldrig haft en bred ældrebefolkning, der målt i økonomi, sundhed og sociale kontakter har haft et bedre liv end nu. Det svarer til velfærdsudviklingen i den øvrige del af samfundet, og det er dem vel undt.

Men tilbage er en lille gruppe ældre, hvor man har drevet parolen om længst muligt i eget hjem hinsides al fornuft. Vi er nødt til at revurdere udviklingen og opbygge nogle fællesskaber for de svage grupper, hvor der konstant er hjælp i nærheden.

Vi har bygget nogle meget store systemer op, som er gode til at sørge for folk, der kan kommunikere med de store systemer. Hvis folk ikke selv er i stand til det, ser man for mange eksempler på, at de falder igennem, uden at det opdages.

Vi må have et tæt og omsorgsfuldt system, der fanger de svage ældre op, så de ikke falder igennem fx ved udskrivning og sociale begivenheder.''

Bedre forhold for demente betyder ikke bare flere hænder og bedre boligforhold. Det betyder også bedre støtte til de pårørende, siger Villy Søvndal.

''I det offentlige system trækker vi jo kolossalt store veksler på de pårørende. Det kan være en god ide, men vi skal passe på ikke at drive rovdrift på dem. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at aflaste, både af menneskelige grunde, men også fordi vi har en interesse i, at de pårørende ikke knækker. For så står vi tilbage med hele indsatsen som en offentlig opgave.

Og det er der hverken megen menneskelighed eller nationaløkonomi i.''

Tvang mod demente

- Vi taler om flere ressourcer, men samtidig har Socialministeriet nedsat en arbejdsgruppe, der skal diskutere spørgsmålet om tvang mod demente?

''Ja, og jeg vil gerne advare mod, at vi indfører langt mere vidtgående adgang til tvang i form af fastspænding, i form af at låse nogen inde og nægte nogen adgang til at bevæge sig.

Det vil være dybt ulykkeligt at gå den vej i stedet for at udvide bemandingen, så de senildemente får hjælp i konfliktsituationerne og tilbud om aktiviteter, som gør, at de bliver naturligt trætte.

Så vil jeg ikke udelukke, at man kan stå tilbage med nogle få, hvor det ikke er et spørgsmål om aktivitet og bemanding, og hvor vi vil have behov for nogle bestemmelser om anvendelse af tvang. Det vil være romantik at tegne et billede af, at enhver situation kan klares med bemanding og bygningsmæssige forbedringer.

Men man kunne lave en lovbestemmelse, der siger, at alle sociale muligheder, alle tilbudsmuligheder skal være udtømt, inden man griber til tvang. Først når en institution udefra, fx embedslægeinstitutionen, har vurderet, at alle relevante muligheder er udtømte, kan man gøre det.

At fratage et menneske retten til at bevæge sig, hvor man vil, er et af de dybeste retssikkerhedsmæssige indgreb overhovedet. I et retssamfund gør man ikke bare den slags ud fra en eller andens fornemmelser af, at det er det rigtige.'' 

Nøgleord: Demens, hjemmepleje, interview, Villy Søvndal, ældrepolitik.

BLÅ BOG

Villy Søvndal har siddet i Folketinget for SF siden valget i 1994. Han er formand for Folketingets socialudvalg. Fra 1982-94 var han medlem af kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune. I hele denne periode sad han i kommunalbestyrelsens socialudvalg, 1990-94 som formand.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Politik
Ældre

De gode og de dårlige eksempler

'Sygeplejersken' bad sygeplejersker i sekundær og primær sektor om at give eksempler på det gode og det dårlige samarbejde. De er enige om, at en væsentlig forskel består i, om hospitalssygeplejersken og primærsygeplejersken får talt sammen om patienten ved indlæggelse og udskrivning. Her kan manglende kendskab til hinandens ressourcer, sparsomme telefontider og mangel på telefaxer opleves som dele af problemet.

På Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Sygehus kan sygeplejerske Gitte Lindvang og assisterende afdelingssygeplejerske Charlotte Bischoff genkende de samarbejdsproblemer mellem primær- og sekundær sektor, som rapporten fra Københavns Amtskreds beskriver. Afdelingen har både lungespeciale-patienter og almen medicinske patienter, foruden et stort indtag af akutte indlæggelser. Næsten alle patienter bliver udskrevet fra afdelingen med bevilget hjemmepleje i en af de fem kommuner, som Gentofte Sygehus samarbejder med.

''Det er et kæmpeproblem, at vi ikke kan udskrive patienterne, når de er færdigbehandlede. Når en patient bliver indlagt, bliver patienten slettet på hjemmeplejens liste, og når vi skal udskrive patienten efter et par dages indlæggelse, skal de ofte bruge fire dage til at planlægge, før patienten kan få hjemmepleje, og det kan sjældent lade sig gøre at udskrive en patient op til en weekend. Det vil sige, at den færdigbehandlede patient optager en dyr specialeplads. Hvis det drejer sig om en patient, som er indlagt på grund af dehydrering og urinvejsinfektion, ringer vi derfor nogle gange til hjemmeplejen, så snart vi har fået patienten indlagt og siger, hvornår vi regner med, at patienten kan komme hjem, så udskrivningen er varslet i god tid. Vi kan nemlig ikke gøre mere end at sørge for, at patientens tilstand bliver stabiliseret. Vi har ikke ressourcer til at tilbyde ordentlig fysioterapi, og vi har ikke kapacitet til at træne de ældre i at gå på trapper, derfor er vi interesserede i at få de færdigbehandlede patienter udskrevet, siger Charlotte Bischoff.

Som oftest er samarbejdet med primær sektor godt, når det handler om specialepatienterne, for eksempel terminalpatienter med lungekræft. Problemet opstår helt klart, når der er tale om de medicinske patienter, og Charlotte Bischoff og Gitte Lindvang valgte derfor at give eksempler på godt og dårligt samarbejde omkring denne type patienter.

''Én af de kommuner, vi samarbejder med, har vi et virkelig godt samarbejde med, og det skyldes, at kommunen har en kontaktsygeplejerske. Når vi har fået en patient indlagt, møder hun op og tager en snak med patienten og med os. Hun orienterer os om, hvilken hjælp patienten er vant til at få, og hvad patienten kan klare selv. Sammen planlægger vi udskrivelse af patienten og omfanget af hjælp i primær sektor. Der er også nogle hjemmesygeplejersker, der ringer herind på eget initiativ, når én af deres patienter er blevet indlagt, og det er godt at få snakket om, hvad vi skal tage højde for i behandlingen,'' siger Gitte Lindvang.

''Når samarbejdet med nogle af de andre kommuner fungerer dårligt, er det generelt på grund af dårlig kommunikation. Vi kan ikke bruge hjemmeplejens kontaktbog til noget, der står måske, at fru Hansen i onsdags drak så og så meget, men der står ikke noget om, hvad resultatet så var af det, eller hvad man har foretaget sig på baggrund af det. Der er en masse oplysninger om patienten, som vi mangler. Hvis vi selv skal kontakte hjemmesygeplejersken, er det et problem, at der kun er telefontid i en time om eftermiddagen, og for at få nummeret skal vi først finde ud af, hvilket område sygeplejersken arbejder i. Det ville nok være en hjælp, hvis vi havde en telefax på afdelingen,'' siger Charlotte Bischoff.

Hun mener, at ældre mennesker får for lidt hjælp af hjemmeplejen, fordi de er for beskedne og ikke er gode til at gøre opmærksomme på deres behov.

''De ældre bliver indlagt, fordi de ikke drikker. De bliver obstiperede, får kvalme, de spiser ikke, og de får urinvejsinfektioner. Hvis den ældre ikke magter selv at sørge for at få tilstrækkelig mad og drikke, eller ikke kan klare den personlige hygiejne, så mener jeg, at man må gå skridtet videre og bestille mere hjælp. Og hvis den

Side 17   

ældre vægrer sig ved at tage imod tilbuddet om hjælp, så mener jeg, at man skal tage en snak og forklare, hvorfor man synes, at den ældre skal tage imod tilbuddet og forklare konsekvenserne ved at sige nej,'' siger Charlotte Bischoff.

''Det værste eksempel på dårligt samarbejde handler om de patienter, hvor vi kan se, at nu går det altså bare ikke længere at sende patienten hjem – nu skal han på plejehjem. For at en patient kan blive visiteret til plejehjem, skal afsnitslederen i den pågældende kommunes primærsektor herind til en samtale med os. Det oplever vi som spild af ressourcer, eftersom de samtaler ofte foregår helt rutinemæssigt, fordi begge parter ved, at plejehjem er den eneste løsning. Den aftale kunne vi lige så godt lave i telefonen – men det er politisk bestemt, at aftalen skal ske ved et møde. Først skal patienten altså vente på, at vi får en aftale i stand med at mødes med afsnitslederen. Derefter lader den pågældende kommune patienten ligge her i lang tid – en enkelt patient ventede i fem måneder på en plejehjemsplads. Ventepatienter er en slags lovløse, der bliver flyttet rundt fra afdeling til afdeling alt efter, hvilken afdeling der har plads. Der er så mange latterlige eksempler på, at ressourcerne bliver brugt dårligt. Det handler ikke kun om dårligt samarbejde men også om politik, hvor politikerne tror, at de kan lave noget smart, men hvor det viser sig at blive til stor ulempe for plejepersonale og patienter,'' siger Gitte Lindvang.

Medicinske afdelinger er bedst

Hvis hospitalssygeplejerskerne oplever, at kommunikationen med hjemmeplejen er besværlig, kan distriktssygeplejerske i Gentofte Kommune, Mona Holmkvist, bekræfte, at problemet også opleves den anden vej.

''Hvis afdelingerne ville sende en fax til mig og skrive, hvornår de forventer at udskrive patienten og tilføje 'ring lige', så ville det være en stor hjælp. Et af de værste eksempler på udskrivning var en kvinde med underlivskræft, hvor der på faxen stod, at hun ville blive udskrevet næste dag, og at hun skulle have hjælp til støttestrømper og hjemmehjælp. Da jeg kom ud til kvinden, viste det sig, at hun var en terminal patient, der havde brug for en hospitalsseng i hjemmet, som jeg først skulle til at skaffe. Den bestilte hjælp til støttestrømper var helt utilstrækkelig, fordi hun havde smerter på grund af cancermasser, der stoppede blodtilbageløbet i benene. Hun havde brug for en læge, der kunne ordinere smertestillende medicin,'' siger Mona Holmkvist.

Hun tilføjer, at terminale patienter ellers ikke er de patienter, hvor der er størst problemer omkring samarbejdet mellem primær og sekundær sektor. Problemet opstår omkring de ældre, der falder og brækker arme og ben eller dem, der ikke får nok at drikke.

''Vi har ikke ressourcer til at sørge for, at alle ældre får nok at drikke. Vi kan stille væske til dem og gøre dem opmærksomme på, at de skal drikke rigeligt – især i sommervarmen gør vi meget for at få dem til at drikke. Men vi kan ikke køre ud morgen, middag og aften og kontrollere, at de drikker. Derfor vil det ikke kunne undgås, at de ældre nogle gange må indlægges på grund af dehydrering. Når patienterne bliver udskrevet, sker det, at sygeplejerskerne på hospitalet for at helgardere sig har sat kryds i alle felterne ud for, hvilke ting patienten skal have hjælp til. Så må vi selv tage en snak med patienten og finde ud af det reelle behov,'' siger Mona Holmkvist.

Hun mener, at der er for få ressourcer i primærsektor til at tilbyde de ældre en ordentlig service.

''Hvis jeg skulle forestille mig en drømme-hjemmepleje – og det er min helt personlige mening – så går den ud på, at rengøring skal udliciteres, så hjemmehjælperne kan bruge mere tid på omsorg. I dag er der ikke tid til at gå tur eller tage på indkøb med fru Hansen. Men uanset hvor mange ressourcer vi havde, mener jeg dog stadig, at vi ikke ville kunne undgå, at ældre mennesker af og til må indlægges, fordi de falder eller ikke får nok at drikke,'' siger Mona Holmkvist.

Generelt mener hun, at de medicinske afdelinger er bedre til at samarbejde end de kirurgiske – selvom der er undtagelser.

''Mit postulat er, at de medicinske sygeplejersker er indstillet på at se helheder, mens de kirurgiske ser problemet frem for hele mennesket. De medicinske afdelinger og de geriatriske sender ofte en fax, hvor der står, hvornår patienten bliver udskrevet og beder os om at ringe. Så fortæller de om, hvad der er sket på hospitalet, og vi kan fortælle, hvordan det går derhjemme.''

Mona Holmkvist tager af og til ind på hospitalet for at se til én af sine patienter, afhængig af hvor alvorlig indlæggelsen er. Andre gange ringer hun til sygeplejersken på afdelingen, og hvis hospitalssygeplejersken af hensyn til sin tavshedspligt ikke vil give hende oplysninger over telefonen, så beder Mona Holmkvist om at tale med patienten selv.

''Vi behøver kun at få én dags varsel for, at vi kan nå at købe ind og få patienten hjem. Vi kan godt modtage en patient op til en weekend, men det afhænger af, hvor stort behovet er for hjælp. Hvis det er en ny tung patient, kan vi ikke med en dags varsel få patienten hjem en fredag eftermiddag, hvor der i weekenden kun er én sygeplejerske til at dække fire distrikter.

Hun kan ikke lørdag morgen gå i gang med at bestille bleer, linned, seng osv. Det vigtigste er dog i første omgang, at vi får tid til at snakke med den afdeling, patienten bliver udskrevet fra, før der lige pludselig ligger en fax om, at patienten kommer hjem i eftermiddag – for så hurtige er vi dog ikke,'' siger Mona Holmkvist.

Hun kan godt forstå, hvis hospitalssygeplejerskerne føler, at de kun får sparsomme oplysninger på skrift fra primær sektor.

''I mit distrikt yder vi hjælp til 134 mennesker, men det er langtfra dem alle, jeg besøger. De fleste får kun hjælp til rengøring, og der findes derfor ikke nogen sygeplejejournal. Dem, jeg besøger, har jeg en sygeplejejournal på, og hvis hospitalssygeplejerskerne skal have fat i den, skal de henvende sig til mig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er så besværligt at ringe i telefontiden eller sende en fax til mig,'' siger Mona Holmkvist.

Nøgleord: Hjemmepleje, primær sektor, sekundær sektor, samarbejde.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor
Sekundært sundhedsvæsen
Samarbejde

Kastebold mellem primær og sekundær sektor

Hospitalssygeplejersker og primærsygeplejersker får luft for deres frustrationer i en omfattende rapport om samarbejdet mellem de to sektorer, som Københavns Amtskreds har lavet. Rapporten peger på problemet med de mange ældre mennesker, der har svært ved at klare sig i eget hjem, og som af og til indlægges på hospitalet uden konkret medicinsk diagnose. De ældre risikerer at blive kastebolde mellem hjemmeplejen og hospitalet, og sygeplejerskerne kommer ufrivilligt til at personificere det uhensigtsmæssige system.

Side 14

Billede

Side 15

Vi har hørt det før: De gamle, demente og kronisk syge er kastebolde mellem primær og sekundær sektor, og personalet i begge sektorer føler afmagt. Samarbejdet er utilstrækkeligt, og sygeplejerskerne er pressede af en for stor arbejdsbyrde. Nu er problemet dokumenteret i den største og bredeste undersøgelse af samarbejdet mellem primær og sekundær sektor, som Københavns Amtsråd under Dansk Sygeplejeråd har lavet.

Undersøgelsen bekræfter, hvad sygeplejerskerne har mere end anet. Den konkluderer blandt andet, at patienter bliver udskrevet fra hospitalet, når der ikke er noget medicinsk behandlingskrævende i vejen. Om fru Hansen er dement eller angst for at blive sendt hjem, og om hun har svært ved at vaske sig, klæde sig på og lave mad, betragtes ikke som en sygehusopgave at løse. Det betyder, at klienter som fru Hansen udvikler symptomer af fysisk karakter, for eksempel dehydrering eller faldulykker. Hun bliver indlagt, fordi kommunen ikke har de relevante og tilstrækkelige tilbud i primær sektor.

I rapportens konklusion står:

''Når ikke der eksisterer faste normer for, hvordan bestemte sundhedsbehov skal tilfredsstilles – og i hvilken grad – må denne vurdering foretages af de aktuelle samarbejdspartnere. I mange tilfælde bliver det derfor genstand for diskussion mellem to sygeplejersker i hver sin sektor, som hver især ikke mener, at borgeren hører til i netop hendes sektor.''

Det er med andre ord lettere at slippe end at modtage en patient. I sekundær sektor er man overvejende utilfreds med samarbejdet omkring indlæggelser, mens man i primær sektor er overvejende utilfreds med samarbejdet omkring udskrivelser.

Rapporten er lavet på baggrund af 2144 udsendte spørgeskemaer til sygeplejersker i primær og sekundær sektor, heraf blev 1244 besvaret. Det giver en svarprocent på 58. Undersøgelsen blev offentliggjort og præsenteret for sygeplejersker, politikere og andre interesserede parter i november 1996. Ud over at se på samarbejdet har projektgruppen fra Københavns Amtskreds også set på de påvirkende faktorer, som hvorledes ressourcer, kultur og arbejdsmiljø influerer på samarbejdet.

Københavns Amtskreds vil nu foreslå hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd at tage fat i nogle af de problemer, rapporten dokumenterer. Amtskredsen vil også selv tage initiativ til en konference med amt og kommuner for blandt andet at diskutere udskrivningsprocedurer og optræningsmuligheder.

''Samarbejdsproblemerne har rod i flere niveauer. Der mangler politiske standarder for tilbud i kommunerne, og der mangler tværsektorialt samarbejde. En del af samarbejdsproblemerne skyldes banale problemer, som primærsektorens telefontid fra kl. otte-ni om morgenen, eller at man ikke har en fælles patientjournal,'' siger formand i Københavns Amtskreds, Vibeke Stendahl Berg.

Både de politiske spørgsmål og de praktiske problemer vil Amtskredsen gerne være med til at finde svar på.

''Rapporten viser tydeligt, at det ikke er tidssvarende at holde fast i opfattelsen af sygeplejersker som én stor homogen gruppe. Der er en stor forskel på de to verdener, sygeplejersker arbejder i, lige så

Side 16 

vel som der er stor forskel på en praktiserende læge og en kirurg. Det er fint med et fælles udgangspunkt i en grunduddannelse, men derudover er virkeligheden forskellig. Vi vil gerne have synliggjort de to kulturer og bruge forskelligheden som en styrke i stedet for at se det som et problem i samarbejdet,'' siger Vibeke Stendahl Berg.

Ud over at fokusere på problemerne, vil amtskredsen også være med til at synliggøre de gode eksempler på godt samarbejde, som rapporten også peger på.

Dårlig kommunikation

Den skriftlige kommunikation mellem primær og sekundær sektor afspejler, at sygeplejerskerne færdes i to forskellige verdener. For eksempel er sygeplejerskerne enige om, at hjemmeplejens 'borgerbog' eller 'kontaktbog' er et utilfredsstillende redskab for faglig udveksling.

''Hospitalssygeplejerskerne efterlyser oplysninger, der er relevante i forhold til den aktuelle indlæggelsesårsag, der mangler oplysninger om borgerens informationsniveau, psykiske tilstand, sociale netværk og funktionsniveau,'' står der i rapporten.

Også den mundtlige kommunikation kan være besværlig på grund af hjemmesygeplerskernes meget begrænsede telefontid en time om morgenen og om eftermiddagen.

Nogle kommuner har ansat koordinerende sygeplejersker, og sygeplejerskerne er enige om, at den koordinerende sygeplejerske har lettet kontakten.

Et andet problem er ressourceknapheden i begge sektorer som en del af samarbejdsproblematikken har sit udspring i. Sygeplejerskerne er dog enige om, at ressourceknapheden også bliver brugt som sovepude for ikke at løse de nødvendige problemer.

Samarbejdet fungerer bedst i samarbejdet omkring de specialerettede patienter – mest problematisk er samarbejdet omkring patienter med aldersbetingede lidelser. De geriatriske afdelinger, der har de ældre patienter som specialgruppe, er dog mest tilfredse med samarbejdet omkring denne patientgruppe.

Sygeplejersker i sekundær sektor oplever, at der forekommer mange unødvendige indlæggelser, som burde være forebygget i primær sektor. Hjemmesygeplejerskernes besvarelser antyder, at hospitalssygeplejerskerne nok har ret til en vis grad – i visse kommuner mener hjemmesygeplejerskerne simpelthen ikke, at de har mulighed for at forebygge svækkelse og indstille til plejehjem. Ca. en tredjedel af hjemmesygeplejerskerne i undersøgelsen oplever indlæggelse af en klient som aflastning i pressede arbejdssituationer.

Hjemmesygeplejerskernes utilfredshed med samarbejdet omkring udskrivelser kom til udtryk på omtrent alle de adspurgte områder. Først og fremmest omkring udskrivelser af patienter, som burde være forblevet indlagt. I øvrigt var der en oplevelse af at blive inddraget i alt for ringe grad omkring udskrivelserne, ligesom et flertal oplevede at være uenige med deres kollega på hospitalet i vurderingen af patientens funktionsniveau.

Utilstrækkelig viden

Hjemmesygeplejerskerne mener ikke, at deres kollega i sekundær sektor i overvejende grad har tilstrækkelig viden om primær sektors muligheder og vilkår. Det mener til gengæld et flertal af hospitalssygeplejerskerne, at de har.

Begge grupper af sygeplejersker betegner det som et problem, at hospitalssygeplejerskerne ikke har tilstrækkelig viden om forholdene og mulighederne i primær sektor. Hvor alle sygeplejersker i primær sektor har tilbragt flere år i sekundær sektor, er det sjældent, at hospitalssygeplejerskerne har et tilsvarende erfaringsgrundlag i primær sektor. Sygeplejersker, der er uddannet under elevuddannelsen, har som regel tilbragt én til to uger i hjemmeplejen, og har ikke siden beskæftiget sig nævneværdigt med dette område.

De sygeplejersker, der har medvirket i undersøgelsen, har alle udtrykt idealistiske holdninger til, hvordan man bør omgås hinanden. Men rapporten konkluderer, at de værdier, sygeplejerskerne reelt handler efter, skyder disse idealistiske holdninger i sænk. I den del af rapporten, der omhandler kulturs indflydelse på samarbejdet står:

''Sygeplejerskerne synes at afspejle en vis intolerance samt en forholdsvis uengageret indstilling til sygeplejersker uden for den gruppe, de arbejder i. De forventninger, som sygeplejerskerne udtrykte til samarbejdet, indeholdt således mange positive erklæringer om, hvordan samarbejdet burde være, men begge sektorers sygeplejersker er enige om, at de langtfra opfylder deres del heraf. Man kan således undre sig over, hvorvidt sygeplejerskernes forslag om fælles fora med henblik på at diskutere samarbejdet reelt ville blive andet end snak, eftersom de ikke udviser specielt stor respekt for hinandens arbejdsområder.''

Rapporten fra Københavns Amtsråd består af fire dele, der afdækker problemområderne og de influerende faktorer gennem en dybtgående analyse på et stort udvalg.

Sygeplejerskerne, der har svaret på spørgeskemaerne, er ansat i medicinske og kirurgiske afdelinger og ambulatorier, herunder også det dermatologiske speciale. I primær sektor omfatter undersøgelsen sygeplejersker ansat i kommunerne.

Undersøgelsen er blevet gennemført i samarbejde mellem projektsygeplejerske cand.cur. Tove Lindhardt og fire studerende fra Handelshøjskolen i København, der i relation til deres kandidatafhandlinger undersøgte arbejdsmiljøets, kulturens og de ramme- og ressourcemæssige betingelser for samarbejdet.

Foreløbig er rapporten udsolgt, men hvis tilstrækkeligt mange er interesserede i et eksemplar, vil Københavns Amtskreds overveje at lave et genoptryk. Prisen for et eksemplar vil være et par hundrede kroner.

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, hjemmepleje, primær sektor, sekundær sektor, samarbejde. 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor
Sekundært sundhedsvæsen
Samarbejde