Læserbrev: Sig ja til ... hvilken hjælp?

Kommentar til artiklen "Hørt: Sig ja til hjælp" i Sygeplejersken nr. 6/2018

I Karoline Lykkebergs debatindlæg i Sygeplejersken nr. 6 får man indtryk af, at hun som "følge-hjem-sygeplejerske" fra Hvidovre Hospital færdes med skyklapper for øjnene, når hun hævder, at de ældre medborgere selv er tilbageholdende med at tage imod kommunernes tilbud. Hvilke tilbud?!

Med hensyn til forebyggende hjemmebesøg så er der i praksis tale om en samtale om

1. at skabe tryghed og trivsel

2. at tænke over egen livssituation

3. at orientere om kommunens og diverse foreningers tilbud (mht. ensomhedsbekæmpelse)

Har borgeren derimod behov for hjælp til at klare sine hverdagsproblemer, skal der komme en visitator, hvilket som oftest i min kommune (Høje-Taastrup) resulterer i en henvisning til et genoptræningskursus i rengøring, tøjvask og indkøb. Og i bedste fald kan man være så privilegeret at få tildelt ½ times støvsugning hver 14. dag. Dette var tilfældet hos min sygeplejeveninde på 87 år, der var så afkræftet, at vi efter en måned stod på kirkegården for at tage afsked.

Mon Karoline Lykkeberg har prøvet at følge op på, hvordan kommunerne sagsbehandler de ældre medborgeres anmodning om hjælp.

Der må her være tale om i stedet at arbejde for en generel holdningsændring hos kommunal- og landspolitikere, så ældrebefolkningens behov for hjælp i ordets oprindelige forstand ikke kun løses med en samtale og et genoptræningskursus.

I 1970 fik min svigermor, da hun fyldte 80 år, et tilbud af Københavns Kommune om at få lidt mere hjemmehjælp, end det hun havde! Men det var engang i 70’erne.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor

Kommuner opruster sygeplejen

Nær pleje. I disse år ansætter mange kommuner flere sygeplejersker i hjemmesygeplejen, akutteams og på plejecentrene. Det skyldes især den øgede kompleksitet i opgaverne og målet om den bedst mulige kvalitet i pleje og behandling til borgerne.

"Sygeplejerske søges pga. opnormering".

De ord optræder oftere og oftere i jobopslag fra kommunale arbejdsgivere. Så sent som i januar søgte Greve Kommune f.eks. en ny kollega til hjemmesygeplejen pga. opnormering. Og i december 2017 var Brøndby Kommune på jagt efter en erfaren hjemmesygeplejerske med samme begrundelse. Også Esbjerg Kommune har de seneste år ansat flere sygeplejersker.

Greve, Brøndby og Esbjerg er bare tre eksempler på, at antallet af sygeplejersker i landets 98 kommuner har fået vokseværk. Det bekræfter formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne, Inge Jekes.

"Det er en generel tendens. Der sker opnormeringer i sygeplejen mange steder," siger hun.

Tendensen bekræftes af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. De viser, at der på fem år er kommet knap 1.500 flere basissygeplejersker i fuldtidsstillinger i kommunerne – fra 8.247 pr. 1. januar 2013 til 9.717 pr. 1. januar 2017.

Ifølge Inge Jekes skyldes udviklingen især de mange nye – ofte mere komplekse – opgaver, som kommunerne overtager fra sygehusene.

"Der flyttes hele tiden nye opgaver ud i hjemmesygeplejen. Mange steder har de kommunale akutfunktioner været medvirkende til opnormeringen, og der er også kommet flere sygeplejersker på plejecentrene," siger Inge Jekes.

I Esbjerg Kommune genkender chef for sygeplejen, Anni Kjærgaard Sørensen, billedet. I løbet af de seneste to år har kommunen centraliseret sygeplejen, indført fagfaglige ledere på alle niveauer og øget antallet af sygeplejersker med ca. 30 pct.

"De opgaver, der var i hjemmeplejen for 10 år siden, kan slet ikke sammenlignes med opgaverne i dag. Borgerne er mere patienter, end de er borgere, og det har øget opgavekompleksiteten," siger Anni Kjærgaard Sørensen.

Delegation tilbage til sygeplejerskerne

I takt med den øgede kompleksitet i de opgaver, der hører under Sundhedsloven, har Esbjerg Kommune også trukket en række delegationer tilbage til sygeplejerskerne. F.eks. skal alle ny-opererede borgere tilknyttet hjemmeplejen uanset diagnose altid tilses af en sygeplejerske ved hjemkomst. Det samme skal KOL-borgere, som har været indlagt pga. opblusning i deres sygdom. Det skete ikke før, hvis borgerens ydelse var delegeret til sosu-personalet, fortæller Anni Kjærgaard Sørensen og understreger, at kommunen stadig har brug for sine dygtige sosu-hjælpere og -assistenter:

"Deres opgaver er også blevet mere komplekse. For mange betyder de tre daglige besøg fra den velkendte hjælper mere end et ugentligt besøg af en sygeplejerske. Men vi er nødt til at fokusere på, hvad vi hver især kan bidrage med som faggrupper i forhold til den enkelte borgers behov."

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ser også kommunernes oprustning af sygeplejen som en naturlig konsekvens af den øgede opgavekompleksitet.

"Men udviklingen kræver også, at sygeplejerskernes kompetencer fortsat udvikles. Her ligger der en vigtig opgave for både kommuner, regioner og almen praksis," siger hun.

Læs også "Sygehuset kommer hjem til patienten"

Emneord: 
Akutsygepleje
Hjemmesygepleje

Sygehuset kommer hjem til patienten

Nær pleje. En ny type akutteam i Esbjerg har modtaget initiativprisen ”Den Gyldne Tråd 2018” for en effektiv brobygningsmodel mellem sygehus og kommune. 
De to sygeplejersker fra akutteamet i Esbjerg, Jane Føns Bendix (t.v.) og Stefanie Skouboe Johansen (i midten), viste formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, én af akutteamets fire biler.
Foto: Robert Attermann

Når en borger oplever tegn på lungebetændelse, så ringer han til egen læge. I bedste fald kan lægen komme ud og se til den syge. Og hvis det er alvorligt, vil borgeren blive indlagt. 

Men manglen på læger og et presset sundhedsvæsen har gjort det sværere for borgeren at få sin læge til at tjekke for lungebetændelse i hjemmet. Og derfor kan lungebetændelsen udvikle sig og ende med, at borgeren må indlægges til behandling. 

I Esbjerg kan den praktiserende læge nu i stedet inden for en time få fat i akutsygeplejersken, som rykker ud og tager de prøver og observationer, der skal til, for at lægen kan ordinere behandling. Borgeren bliver hjemme, han bliver tilset hurtigt, og hospitalet sparer en sengeplads. 

Den nye effektive type akutteam i Esbjerg er blevet en brugbar model til at skabe bro mellem sygehus og kommune. Modellen har også sikret det lille team – som er et samarbejde mellem akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus og Esbjerg Kommune – initiativprisen "Den Gyldne Tråd 2018", der uddeles af nyhedsbrevet Kommunal Sundhed. 

"I Esbjerg har de fundet en model, der lukker hullerne i overgangen mellem akutmodtagelse og kommune. Når de på den måde går hånd i hånd, så det reelt hjælper de patienter og borgere, det handler om, så er det en unik situation, man bare skal blive ved med at udvikle på," siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, som besøgte sygeplejerskerne i det lille akutteam i midten af januar. 

Helhedsblik og investering

Projektet har i forhold til almindelige akutteams fokuseret på at være knyttet op både kommunalt og regionalt, at få indgående viden om borgeren samt sørge for, at den samme sygeplejerske ofte går igen hos patienten. Det har været en stor succes for de 12 specialuddannede sygeplejersker i teamet, som kører ud i fire biler. 

"Noget af det helt særlige er, at sygeplejerskerne i akutteamet kender borgeren fra både sygehuset og kommunen. Så de kan reflektere over, hvorfor en borger indlægges gentagne gange. Ved at få et helhedsblik på borgeren har akutsygeplejerskerne langt større mulighed for at sikre kvalitet og bidrage til at løse de udfordringer, som forhindrer borgeren i et roligt liv derhjemme uden indlæggelser," siger Grete Christensen. 

Selv om akutteamet koster ressourcer og ekstra penge, så er der god grund til at tro, at investeringen kommer mere end rigeligt hjem igen gennem de færre indlæggelser. 

"Vi ved endnu ikke, om pengene tjenes hjem på den lange bane. Det er vi ved at evaluere. Men vi har i mange tilfælde konstateret, at havde vi ikke gjort det her, så var borgeren blevet indlagt eller havde fået sin indlæggelse unødvendigt forlænget. Og vi kan høre på borgerne, at det gør en stor forskel for dem," siger Anni Kjærgaard Sørensen, chef for sygeplejen ved Esbjerg Kommune.

Læs også: "Kommuner opruster sygeplejen"

Emneord: 
Akutsygepleje
Hjemmesygepleje

5 minutter med ... Sofie Boserup

"Og hvis der er et tidspunkt på dagen, hvor man ikke kan se sort på hvidt, hvad vi bruger tiden på, må man have tillid til, at vi bruger den til noget fornuftigt."

Sofie BoserupHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Jeg tænkte, at det var et fag med mange muligheder. Og et fag, hvor jeg kunne skrue op og ned for arbejdstiden. Jeg er på 20 timer nu, og ved siden af har jeg min egen coachvirksomhed."

Hvad var dit første job?

"På Neonatalafdelingen på Glostrup Hospital."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for hjemmesygeplejen?

"Jeg sætter pris på den frihed og selvstændighed, der er. Når jeg står ude hos borgeren, er der dét, der er, og så må jeg være kreativ og improvisere og få løst tingene på egen hånd. Endelig kan jeg langt hen ad vejen selv tilrettelægge min vagt ud fra de givne rammer."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"De garvede, garvede damer, jeg arbejder sammen med. Dem, der har dobbelt så mange års erfaring som mig i alt det, man ikke rigtig kan læse sig til. Dem lærer jeg meget af. Og når jeg kan få lov til at tage med en af dem ud på et besøg, er jeg høj af lykke bagefter."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"Empati, faglighed og handlekraft."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Det kan godt være, man vil alle mulige ting med sit fag, videreuddanne sig, rejse osv., men sørg for at bruge de første 3-5 år på at få en god klinisk ballast. Det var ikke den måde, jeg selv greb det an på, og det ærgrer mig lidt i dag."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"Det er de gange, hvor jeg kan skabe orden i kaos og dermed gøre en forskel. De gange, hvor jeg føler, jeg fik doceret empati, faglighed og handlekraft helt rigtigt. Det er der gode muligheder for som hjemmesygeplejerske, fordi man har ro omkring sig. Helt lavpraktisk skal man lytte til, hvad borgeren siger. Du skal vurdere det faglige og nå at tænke: "Hvad kan jeg gøre her?" Så er det rart, der ikke er alle mulige klokker, der ringer, andre, der forstyrrer dig, eller patienter, der snakker. Du har faktisk ro til opgaven."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"At der er så meget hvirvelvind om sundhedsvæsenet, og hver gang der kommer en ny minister, så skal det hele laves om. Der får jeg virkelig lyst til at gå under radaren og ikke tænke på, at de vil lave mit arbejdsliv om hele tiden."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"En hed forelskelse."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"De terminale forløb, hvor det hele går op i en højere enhed. Hvor medicineringen har været korrekt. Hvor det har kørt godt mellem vagtlagene. Hvor jeg har fået de pårørende med i forløbet, som de gerne ville, og de oplever god sammenhæng i forløbet, og hvor jeg selv føler, jeg har været med til at yde god sygepleje."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"Man burde generelt have tillid til, at personalet udfører deres arbejde, som de skal. Og hvis der er et tidspunkt på dagen, hvor man ikke kan se sort på hvidt, hvad vi bruger tiden på, må man have tillid til, at vi bruger den til noget fornuftigt."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"Jeg er samme sted, for jeg er glad for at være her, og det passer rigtig godt til mig."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Jeg tænker, at den nuværende tankegang må vende. Der må komme mere tillid og mindre kontrol. Der vil også komme flere syge borgere og flere komplekse borgere i hjemmesygeplejen. Patienterne bliver udskrevet hurtigere og hurtigere, og de vil fremover blive behandlet for ting hjemme, som de i dag bliver behandlet for på sygehuset. Derfor tror jeg også, hjemmesygeplejen vil blive mere og mere specialiseret, og der vil komme mere efteruddannelse inden for vores område."

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Arbejdsdag på 10 timer i hjemmeplejen

Det er fjerde arbejdsdag i træk, som er 10 timer lang med 0 min. til pause. Hjemmesygeplejerske i Odense Kommune, Pia Lüders Røge, som er udekørende sygeplejerske til borgere med fysiske funktionsnedsættelser, har skrevet en time til time-beretning om en af de lange arbejdsdage.
Morgen på kontoret i Vollsmosegruppe 1 i Odense Kommunes Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse. Pia Lüders Røge er på vej til dagens første besøg.
Foto: Nils Lund Pedersen

Kl. 7.30 
Jeg orienterer mig om arbejdsdagen. Vi er fire faste sygeplejersker og to vikarer i dag. Der er 9 timer på min køreliste, som jeg skal køre sammen med en vikar. Jeg henter bilnøgler og telefon til vikaren. Min rute ligger i udkanten af Odense, og jeg vil i dag køre omkring 30 km. Jeg åbner computeren og taler med mine kolleger om en ung kvinde, som døde i mit nærvær i lørdags. Det var barskt, og jeg har brug for at reflektere over nogle ting. Jeg kigger adviser igennem. Der er kommet 24, siden jeg tjekkede i går sent eftermiddag. Fem af dem arbejder jeg videre med. 

Kl. 8.00 
Vikaren møder. Jeg fordeler borgerne og sætter hende ind i de vigtigste ting. Jeg tager 11 borgere, og hun får otte. Vikaren kender ikke området, og jeg prioriterer borgerne, så hun kan køre ruten hurtigst muligt. Gruppeleder kommer to gange og informerer om, at datteren til en af mine borgere har rykket for besøg. Morens nyanlagte stomi bløder, og der mangler stomiremedier. Jeg vælger at sende vikaren ud til denne borger, da en advis omhandler en terminal borger på min rute, som er blevet dårligere siden i går og derfor kræver hurtigt besøg og mere tid. Inden vikaren kører ud, tjekker jeg, om der er materialer, der skal med ud. 

Kl. 8.30
Vikaren kører ud. Jeg når at ringe til en pårørende og arrangerer, at de henter noget medicin og handle på en korrespondance fra en læge vedrørende en ny borger til sårbehandling i morgen. Jeg samler, hvad jeg skal bruge til min rute og kører ud til borger nr. 1. Jeg har 15 min. til at give en blodfortyndende injektion. Borgeren har nytilkomne blodpropper i lungerne, og han fortæller, at det blodfortyndende præparat ikke var i den medicin, han fik aftenen før. Det skulle det have været. Jeg giver ham den manglende medicin med lidt yoghurt, og jeg laver en seddel, der tydeliggør, hvilke æsker han skal have på hvilke dage. Jeg har taget den sidste injektion, og der mangler mindst to injektioner til de næste dage. 

2017-2-dagbog1
Pia Lüders Røges rute ligger i udkanten af Odense, og den dag, beretningen blev skrevet, tilbragte hun omkring 30 km på landevejen.
Foto: Nils Lund Pedersen
Kl. 9.00 
Jeg har 20 min. til borger nr. 2. Hun er evnesvag og har kompliceret insulinkrævende diabetes. Jeg skal yde støtte og vejledning til hendes behandling. Jeg vurderer hendes blodsukker, og  vi taler om, hvornår hun skal tage hurtigtvirkende insulin. En fra kommunens administration har haft til hende angående hendes diabetesbevilling. Det viser sig, at hun har brugt remedier fra sin afdøde svigermor, og derfor er der uregelmæssigheder i hendes egen bevilling. Jeg ringer til kommunens udbyder af diabetesremedier og bestiller nye varer til hende. 

Kl. 9.30
Jeg har 30 min. til borger nr. 3, som er terminal pga. lungekræft med metastaser. Jeg skal måle blodsukker, give insulin og skifte smerteplaster. Han har haft en dårlig i nat og ønsker at komme på hospice. Datteren, som har været der hele natten, er enig. Hun er træt. Jeg taler med egen læge om indstilling til hospice. Der er tiltagende smerter, og jeg får ordination på endnu et smerteplaster. Jeg ringe til apoteket og arrangerer udbringningen af dette til middag. Han skal have tudekop, men apoteket mangler en bevilling. Jeg ringer til ”Indgangen” og får dem til at faxe til apoteket. Bandagen til galdedrænet skal skiftes. Der er ikke flere af de specielle plastre, der benyttes, og jeg må lave en forstærkning. Senere må jeg køre tilbage til kontoret og hente sterile materialer, som kan kompensere for det specielle plaster. Jeg taler med borgeren og datteren om, at jeg vurderer, døden er nær, og hvad vi skal gøre, hvis der mod forventning ikke kommer en akut plads på hospice. Vi bliver enige om, at han skal blive hjemme, og vi skal øge besøgene, indtil der forhåbentlig, men med ringe sandsynlighed, kommer en plads. 

Kl. 10.30 
Jeg modtager et opkald fra vagttelefonen om, at den næste borger rykker for besøg, da hun skal akut på sygehuset. Jeg er bagud, fordi besøget hos den terminale borger har taget en time. Der er 20 min. til borger nr. 4, som har diabetiske fodsår. Hun er ude at gå tur med hunden, og jeg venter 5 min. Imens ringer jeg til gruppeleder og får hende til at effektuere flere besøg til borger nr. 3. 
Der er også 20 min. til borger nr. 5, hvor jeg skal tilse venøse bensår og lægge kompression. 15 min. senere er jeg ved borger nr. 6, hvor jeg har 20 min. til behandling af et tryksår. 
Borger nr. 7 skal have behandlet et kirurgisk sår efter en forfodsamputation. Han er kørestolsbruger, lam i det dårlige ben, og kendt for dårlig compliance. Såret er kompliceret og inficeret. Jeg vurderer, at jeg skal komme hyppigere. 

Kl. 12.00
Det 8. besøg er hos en terminal borger med lungesygdom, og der er 40 min. Jeg skal trække injektionsmedicin op, som borgeren selv kan administrere det næste døgn. Egentlig skal jeg have den ugentlige pallierende samtale med borgeren, men jeg har ikke tid. 15 min. senere er jeg ved borger nr. 9, hvor jeg har 60 min. til at behandle tre komplicerede bensår og skylle en byld. Det ene sår har en vakuumpumpe, der skal skiftes. Jeg skynder mig og når det på 45 min. 

Kl. 13.00
Borger nr. 10 er en 96-årig mand, hvor jeg har 30 min. til at behandle to bensår. Han har modtaget et brev med en indkaldelse til udredning for fald. Det er urealistisk, at han kan komme til sygehuset, da han er blevet dårligere, er sengeliggende og konfus. Jeg ringer til sygehuset og får tiden annulleret. Det skal jeg sende en korrespondance til egen læge om. 

Kl. 13.30
Jeg er hos borger nr. 11, hvor jeg har 20 min. til at tilse et kirurgisk sår. Såret er lægt, og borger skal afsluttes. Jeg kører herefter ind på kontoret og henter de materialer, jeg manglede hos borger nr. 3. Der er ingen af de andre på kontoret, da alle stadig har travlt. Jeg går på toilettet for første gang i dag.

Kl. 14 
Vikaren ringer efter sidste besøg og vil høre, om der er noget, hun kan hjælpe mig med. Hun forklarer, at hun er stødt på en del forhindringer og har brug for hjælp til nogle administrative ting vedrørende borgerne. Vi aftaler at mødes om 30 min. Hun går i gang med det administrative. Der er noget, hun ikke kan finde ud af, noget, hun ikke har autorisation til, og noget, hun ikke når. 
Jeg er hos borger nr. 3 igen. Jeg har 15 min. til dette besøg. Jeg skal atter måle blodsukker og give insulin. Der er kommet varer fra apoteket. Jeg påsætter det nye smerteplaster. Jeg klargør den nye tudekop. Jeg skifter efter sterile principper plasteret over galdedrænet. Datteren er udmattet, hun har været hos borgeren det sidste døgn. Hun er bekymret for natten, hvor borger skal ligge alene. Jeg nævner, at jeg kan forsøge at skaffe en vågekone. Det vil de tænke over. 

Kl. 14.30
Tilbage på kontoret spiser jeg min madpakke, mens vikaren fortæller om sine problematikker. Jeg danner mig et overblik over, hvad hun mangler. Noget af det, når hun at lave, mens jeg går i gang med resten. Yderligere en terminal borger skal ændres i smertebehandling, og medicinen leveres først til borger i eftermiddag. Aftensygeplejersken skal adviseres om, at der er et ekstra besøg. Hos en anden borger har vikaren haft en telefonkonsultation med diabetesambulatoriet, og der er efterfølgende ændringer i insulinen fra i morgen. Det skal dokumenteres og noteres på kørelisten til i morgen, og der skal laves nyt insulinskema. 

Kl. 15.00 
Vikaren er gået, og jeg fortsætter med at samle op efter hende. En af vikarens borgere har fået målt blodtryk, og værdierne skal sendes til egen læge. Borgeren skal herefter afsluttes. Jeg dokumenterer og afslutter indsatsen. 

Kl. 15.30 
Nu skulle jeg have haft fri. Jeg ringer tilbage til datteren til borger nr. 3 og giver hende en trist besked om, at vågekonetjenesten er midlertidig nedlagt grundet mangel på frivillige. Vi taler om hendes dilemma. Hun er træt, men kan risikere, at hendes far ligger og dør alene i nat. Kan hun bære dette? Jeg går i gang med borger nr. 3. Jeg laver en palliationsstatus og sender den ud til alle vagtlag, ringer og orienterer aftensygeplejersken. Flytter besøget på drænplasterskiftet fra i morgen til i dag og dokumenterer, at borger er øget i smertebehandling. 

Kl. 16.00
Dokumenterer på borger nr. 2 og noterer på kørelisten til næste besøg, at der skal samles op på, om diabetesremedierne er kommet og på dato for næste kontrol i diabetesambulatoriet. Ændrer planlægningen i Care på borger nr. 7 og afslutter indsatsen for borger nr. 11. 

2017-2-dagbog2
"Kl. 17.30 Jeg har været på arbejde i 10 timer og har ikke nået at dokumentere på alle borgerne."
Foto: Nils Lund Pedersen

Kl. 16.30
Tjekker de 56 adviser, der er kommet siden i morges. Jeg mangler borger nr. 1. Jeg kan ikke finde frem til, hvor de manglende blodfortyndende injektioner er, eller hvad planen er fra lægen. Vi har ikke modtaget svar på en korrespondance fra egen læge, vi skrev i fredags. Det er vigtigt, hvis jeg skal have injektioner ud til i morgen. Jeg opretter et besøg til i morgen, hvor egen læge må ringes til. Printer en køreliste til i morgen og ser den igennem.

Kl. 17.00
Pakker remedier til mine og vikarens borgere, samt en sårkasse til en ny borger. Herefter bruger jeg 15 min. på at lave noget nødvendigt vejlederarbejde. Jeg udfærdiger en plan for min modul 12-studerende, som starter i morgen, hvor jeg ikke er på arbejde. Det er vigtigt, at hun føler sig velkommen. 

Kl. 17.30 
Jeg har været på arbejde i 10 timer og har endelig fri. Jeg har ikke nået at dokumentere på alle borgerne. Jeg havde 5 timers besøgstid i dag. Det har jeg nøjagtigt brugt. Jeg har brugt 45 min. på køretid, 4 timer på administration og dokumentation, opfølgning og telefonsamtaler og 15 min. på min vejlederfunktion, 0 min. pause. 

Læs også: Specialisering gør hjemmeplejen sårbar

Emneord: 
Arbejdstid
Hjemmesygepleje

Specialisering gør hjemmeplejen sårbar

Stigende specialisering gør hjemmesygeplejen sårbar, f.eks. når der mangler personale, og når der bliver udskrevet særligt mange patienter fra sygehusene. Sådan lyder erfaringen fra hjemmesygeplejen i Odense Kommune, som for to år siden overgik til ny organisering.

For to år siden blev hjemmesygeplejen i Odense Kommune omorganiseret, så sygeplejerskerne ikke længere arbejder i geografiske områder, men med ansvar for grupper af borgere med f.eks. fysiske funktionsnedsættelser, sindslidelser eller pådraget hjerneskade. 

Før jul skrev hjemmesygeplejerske Pia Lüders Røge i samarbejde med sine kolleger en beretning om en arbejdsdag på 10 timer. Det var fjerde dag i træk, hvor mængden af adviser og længden på kørelisten allerede fra morgenstunden gjorde det tydeligt, at det ville blive svært at nå alle opgaver. Gruppen, Pia Lüders Røge arbejder i, har ansvar for borgere inden for kategorien ”Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse”. Hjemmesygeplejerskerne har delt beretningen internt, vist den til ledelsen og sendt den til Dansk Sygeplejeråd og til redaktionen på Sygeplejersken.

”Jeg havde brug for at komme ud med, hvad vi sygeplejersker går og laver. Både eksternt og internt i min egen organisation. Jeg vil gerne sætte fokus på vores arbejdsmiljø og det pres, jeg er ked af at skulle udsætte mig selv for. Det er ikke alle dage, der er så lange, men det er lige før, jeg vil sige, at det er en typisk dag for mig og alle mine kolleger, og det er forkert,” siger Pia Lüders Røge. 

I løbet af den 10 timer lange arbejdsdag var der ingen pauser. 

”Jeg ved, hvad jeg udsætter mig selv for, når jeg undgår at drikke, fordi jeg ikke har tid til at gå på toilettet, og når jeg arbejder i så højt tempo uden pauser. Skal jeg holde pauser, skal jeg arbejde mere over. Det er også vanskeligt at være nærværende over for familien, når jeg kommer hjem efter dage som denne. Jeg tænker over de langtidsskader, det kan give mig som stress og hjerte-kar-sygdom. Jeg er stolt af mit fag, men det gør mig sorgfuld, at arbejdsforholdene er sådan her,” siger Pia Lüders Røge.  

Længere køretid

Sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant Lillian Drejer Thorenfeldt genkender den skildring af en arbejdsdag med overarbejde og lange kørelister, som Pia Lüders Røge og hendes kolleger kommer med. Hun mener, at når det netop er i en gruppe som ”Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse”, hvor Pia Røge arbejder, så hænger det sammen med den måde, Odense Kommune har valgt at organisere hjemmeplejen på.

”Ved at dele hjemmeplejen op efter grupper af borgere, betyder det, at sygeplejerskerne er blevet fordelt i mange tværfaglige grupper. Det gør hjemmesygeplejen sårbar,” siger Lillian Drejer Thorenfeldt. 
Ifølge fællestillidsrepræsentanten sker det jævnligt, at der bliver udskrevet særligt mange patienter fra sygehusene, som falder under kategorien fysisk funktionsnedsættelse, og derfor har hjemmesygeplejens organisering i praksis vist sig at være sårbar. 

”Det er svært at planlægge at have ressourcer nok til at klare spidsbelastninger med det stærke fokus, der samtidig er på at overholde budgetter. Hjemmesygeplejerskerne skal så vidt muligt kunne dække ind og hjælpe hinanden inden for egen gruppe, men det er vanskeligt, hvis grupperne er for små,” siger Lillian Drejer Thorenfeldt, som fortæller, at der faktisk er kommet en ny organisering fra 1. januar, som ledelsen håber vil afhjælpe problemet. 

”De tværfaglige grupper er blevet større, netop for at hjemmesygeplejerskerne skal kunne dække bedre ind og hjælpe hinanden. Så må vi se, om det bliver bedre.” 
Sygeplejerskernes beretning om overarbejde viser sig også i statistikken over, hvor mange lønkroner, der bliver udbetalt i overarbejde til hjemmesygeplejersker per måned. I de seneste to år har Odense Kommune ligget på et niveau, der er dobbelt så højt som landsgennemsnittet. (se figuren)

2017-2-dagbog-tabel1

Sundhedsklinikker

Forløbschef for Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse i Odense Kommune, Lotte Hemmingsen, har læst Pia Lüders Røges beretning om de lange arbejdsdage med mange besøg uden pauser. Hun mener, at det vil have effekt, når Odense Kommune får udbredt brugen af deres fem sundhedsklinikker. I en mail til Sygeplejersken skriver hun bl.a.:

”Med sundhedsklinikker kommer borgerne til os i stedet for, at vi besøger dem i hjemmet. Det er en omstilling, som også kræver en kulturændring hos os selv. Men lykkes vi med det, vil det reducere sygeplejerskernes transporttid væsentligt og dermed tage en god del af arbejdspresset.” 

Lillian Drejer Thorenfeldt vil ikke afvise, at sundhedsklinikker kan ændre på arbejdspresset, men hun tvivler på, at de kan løse problemet, da hun mener, at de allerede nu anvendes, hvor det er muligt. 

”Beretningen handler jo om terminale borgere, om inficerede sår og en blødende stomi, og det er ikke tilfælde, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at borgerne skal tage til en sundhedsklinik,” siger hun. 

Formand for Fagligt Selskab for sygeplejersker i kommunerne, Inge Jekes, kender ikke Odense Kommunes organisering, men hun bekræfter tendensen til den stigende specialisering i hjemmesygeplejen, der presser arbejdsmiljøet i mange kommuner. 

”Specialiseringen har mange fordele, men den kan også være med til at gøre hjemmesygeplejen mere sårbar, hvis de geografiske afstande bliver så store, at sygeplejerskerne skal bruge en stor del af deres tid på landevejen,” siger Inge Jekes. 

Hun mener ikke, at sundhedsklinikker eksempelvis kan reducere sygeplejerskers transporttid væsentligt, når det handler om borgere, som har fysisk funktionsnedsættelse. 

”For det betyder jo netop, at det er borgere, som ikke kan komme ud, og hvor det er nødvendigt, at der kommer en sygeplejerske ud i hjemmet for at se borgerens omgivelser i en helhed og vurdere, om der er de fornødne ressourcer,” siger Inge Jekes. 

Læs også: Arbejdsdag på 10 timer i hjemmeplejen

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Skiftedag: Jeg får et kick ud af at gå på arbejde

Som hjemmesygeplejerske var Sabrina Schubert glad for tiden til den enkelte borger og blikket på det hele menneske. Men hun savnede en hurtigere patientrespons på behandlingen og en mere uforudsigelig arbejdsdag. Det får hun til gengæld nu i sit nye job i akutmodtagelsen.
Foto: Lene Esthave
Title

Sabrina Schubert, 32 år.
Nyt job: 1. august ansat som sygeplejerske ved Akutmodtagelsen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, hvor hun modtager patienter, opstarter behandling og sender dem videre til sengeafsnit eller eget hjem.
Kom fra: Hjemmeplejen i Aabenraa Kommune, hvor hun var ansat i 10 måneder.

”Man lærer borgeren bedre at kende i hjemmet, end man gør på sygehuset. Jobbet som hjemmesygeplejerske bliver ofte meget personligt, og du hjælper dem allerede, idet du kommer ind ad døren. For de fleste mangler selskab. Jeg kunne godt lide at være så tæt på borgeren, men plejen og behandlingen blev hurtigt for rutineagtigt. Jeg manglede det akutte, som jeg tidligere har mødt på en akutmodtagelse i Haderslev. Og samtidig savnede jeg den hurtige respons på behandlingen. Der kunne gå dage, inden jeg igen besøgte gamle hr. Hansen, og derfor kunne man risikere, at der var gået betændelse i et sår, fordi borgeren skulle have haft antibiotika – en anden behandling.

Det ville aldrig ske på intensivafdelingen, som jeg også har arbejdet på. Her er man hele tiden mindst fem skridt foran, og en forkert behandling poppede med det samme op på monitoren. Her var der et meget højt sygeplejefagligt niveau. Men intensivafdelingen var for intensiv for mig. Jeg havde det meget skidt med, at jeg skulle forholde mig til alle de meget alvorligt syge unge patienter på min egen alder.

I akutmodtagelsen får jeg en fin blanding af det fagligt høje niveau fra intensivafdelingen og blikket på det hele menneske fra hjemmeplejen. Jeg modtager patienter, der kommer fra egen læge, fra vagtlægen og dem, som ringer 112 og har været forbi skadestuen. Det kan være patienter med KOL i udbrud, smerter i brystet pga. en blodprop i hjertet eller kvinder, der bløder meget, fordi de pludselig aborterer. Min opgave er så at finde ud af, hvad de fejler, påbegynde første behandling, få lagt en plan for videre behandling og finde ud af, om patienten kan komme hjem i morgen eller skal visiteres til et sengeafsnit. De skal hurtigt videre. For vi ved aldrig, hvor mange der kommer ind i næste øjeblik.

Men jeg trækker også på min erfaring fra hjemmeplejen. For jeg ved, hvad vi udskriver patienten til. Mange ældre patienter i vores område kommer fra landet og er ofte meget ensomme. Hjemmeplejen er næsten patientens anden familie. Så i dag ringer jeg lige til hjemmeplejen og udveksler informationer med dem. 

Du skal have det hele billede af patienten for at give en optimal behandling, og her er det vigtigt at kende forholdene derhjemme. Ellers kommer patienten bare igen efter en uge.

Jeg fik jobbet via to sygeplejersker i mit netværk, som anbefalede mig til ledelsen og overbeviste mig om at skrive en uopfordret ansøgning. Det førte i første omgang til et vikariat, og 14 dage senere var jeg fastansat.” 

Emneord: 
Akutsygepleje
Hjemmesygepleje

Dengang: Hjemmesygepleje i dagtimerne

Hjemmesygeplejerske Rena Nørregård, den kommunale hjemmesygepleje i København, på besøg hos en borger i 1971. Dengang kunne man kun få hjemmesygepleje i dagtimerne, så det var stærkt begrænset, hvor komplekse plejebehov der kunne tilgodeses. Døgnplejen blev først indført for alvor i 1982 efter lange og seje forhandlinger om hjemmesygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold.

dengang
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Frontløber: Specialiserede hjemmesygeplejersker krydser kommunegrænser

Akut, kronisk eller faglig sparring til kommunernes sygeplejersker og assistenter. Jeanette Breiling arbejder på tværs af tre kommuner som en del af et specialiseret hjemmesygeplejeteam.
Sundhedsvæsenets frontløbere

Arbejdet i det nære sundhedsvæsen bliver mere og mere komplekst, og allerede nu løfter sygeplejersker flere komplicerede opgaver end tidligere. Inden årets udgang skal et udvalg, nedsat af regeringen, KL og Danske Regioner, lave en masterplan for det nære sundhedsvæsen, så det bliver mere sammenhængende, borgernært og omkostningseffektivt. Ældre medicinske patienter, kronikere og patienter med psykiske lidelser har særlig fokus. Sygeplejersken sætter spot på fagets frontløbere i primærsektoren og på sygehusene.

“Vi skal køre nu, ellers vil hendes egen læge indlægge hende,” siger sygeplejerske Anne Darmer Christensen til kollega Jeanette Breiling. Klokken er 8.30 om morgenen, og de to sygeplejersker udgør dagens vagthold i det specialiserede hjemmesygeplejersketeam (SHS-team), der huserer i Ballerup Kommunes sundhedshus. 

Jeanette Breiling og hendes kollega kigger på de opgaver, der foreløbigt er ringet ind. Skiftning af en PEG-sonde og et besøg hos en borger med et blødende sår på tungen. Det er borgeren med såret, der måske kan forhindres i at blive indlagt. 

Siden 1. marts 2015 har et SHS-team bestående af otte sygeplejersker inden for forskellige specialer rykket ud i kommunerne Herlev, Ballerup og Furesø udenfor København for at forebygge unødvendige indlæggelser. SHS-teamet skifter bl.a. katetre, frakobler kemopumper, anlægger PVK, giver i.v.-væske og i.v.-antibiotika. Samtidig giver de telefonisk sparring til deres kolleger i hjemmesygeplejen og på plejecentre og sparrer med hospital og praktiserende læger. 

“Vi er ikke hjemmesygeplejersker, men vi udgør et supplement til deres arbejde og er tit et bindeled mellem sektorer. Der er et behov for specialiseret sygeplejeviden i primærsektoren, og for at hjælpe borgerne, når de er hjemme, da borgerne bliver hurtigere udskrevet fra hospitalerne end tidligere. Når kommunerne er små, er vejen frem at arbejde på tværs,” siger Jeanette Breiling, der har ni års erfaring fra to onkologiske hospitalsafdelinger.

2016-3-frontloeberTværkommunalt arbejde udfordrer ekstra

Efter at have skiftet PEG-sonden på en beboer på plejecentret i Furesø Kommune kører Jeanette Breiling videre til nabokommunen Herlev. Arbejdsdagene i SHS-teamet er uforudsigelige, og denne dag når sygeplejersken rundt i alle de tre kommuner, som SHS-teamet dækker. Og ifølge teamets projektleder Anne-Marie B. Mølbæk kræver netop det tværkommunale – og sektorielle – arbejde, at sygeplejersken i teamet er “organisatorisk robuste.”

“Det giver ekstra udfordringer, når man arbejder på tværs, fordi alle kommunerne har forskellige måder at organisere arbejdet på. Der er forskellige IT-systemer, og vi har rigtig mange aktører, der skal orienteres, når vi gør noget,” siger hun og forklarer, at SHS-teamet skal vise nye veje til, hvordan kommuner og sektorer kan arbejde sammen, dele ressourcer på tværs og på lang sigt skabe nye standarder på området, der vil kunne bruges i resten af Danmark.

“Det handler om at se muligheder og ikke begrænsninger og tage udfordringerne hen ad vejen, så vi kan optimere patientforløbene,” forklarer Anne-Marie B. Mølbæk. 

SHS-team går bag om problemet

“Du var faldet i morges, hører jeg,” siger sygeplejerske Jeanette Breiling, der er kommet hjem til Karen Margrethe Hansen i Herlev.

Hjemmesygeplejen har kontaktet SHS-teamet med besked om, at den 86-årige kvinde er svimmel og tidligere har haft for lav blodprocent. Karen Margrethe Hansen sætter sig i sin lænestol i stuen og snakker med Jeanette Breiling om, hvad der skete, da hun faldt. Derefter får hun målt værdier. Saturation, blodtryk og temperatur ser fint ud. 

“Det er mine knæ, den er gal med. Men ellers fejler jeg aldrig noget, så jeg ved ikke, hvad det er med den svimmelhed,” siger Karen Margrethe Hansen, mens hun først gaber munden op, så Jeanette Breiling kan kigge hende i halsen, og dernæst kigger op i loftet, så sygeplejersken kan studere øjets slimhinder.
 

Klædt på til fremtiden

Før Jeanette Breiling blev en del af SHS-teamet, arbejdede hun ni år på onkologisk afdeling på henholdsvis Rigshospitalet og Herlev Hospital, hvor hun har taget kemokursus. De otte sygeplejersker i SHS-teamet kommer fra otte forskellige afdelinger og syv forskellige specialer og har sammen deltaget i et kompetenceudviklingsprogram a fem moduler under Region Hovedstaden. Modulerne bestod bl.a. af teambuilding, brobygning og praktisk træning af tekniske færdigheder. 

“Du har lidt blege slimhinder, så måske har du lidt lav blodprocent,” siger sygeplejersken og finder nummeret frem til borgerens egen læge for at få grønt lys til at tage en blodprøve og dermed slå fast, om det er årsagen til svimmelheden.

“Vi forsøger ikke kun at løse borgernes problemer her og nu, men også at finde den bagvedliggende årsag. Og den videre refleksion kvalificerer patientforløbene, også i de tilfælde hvor vi er med til at indlægge en borger,” siger Jeanette Breiling. 

Efter hjemmebesøget afleverer hun blodprøverne hos den praktiserende læge, som kontakter Karen Margrethe Hansen omkring prøvesvar og videre forløb. 

“Vores arbejde giver virkelig mening. For vi forebygger ikke kun indlæggelser, men vi varetager også borgernes livskvalitet, når vi sparer dem for en udmattende tur til hospitalet eller en tur til lægen, hvor de måske ikke kan komme op ad trapperne,” fortsætter Jeanette Breiling. 
 

Emneord: 
Hjemmesygepleje

På job: Nyt redskab inddrager borgerne i medicindoseringen

Odense Kommunes hjemmesygeplejersker har fået et nyt arbejdsredskab, Medicinhjælperen, som også inddrager borgerne. Mange vil gerne deltage eller selv stå for deres medicindosering, og kommunen satser på at rehabilitere, hvor det er muligt.

2016-2-paa-job3
Retha Nicolaisen har sat alt klar, så hjemmesygeplejerske Pia Lüders Røge kan gå direkte til doseringen
Foto: Nils Lund Pedersen
Retha Nicolaisen skal have doseret sin medicin til de næste 14 dage. Men hjemmesygeplejerske Pia Lüders Røge behøver ikke bruge tid på at rydde et sted at arbejde og finde medicinæsker og præparater frem.

Retha Nicolaisen har nemlig allerede foldet det doseringsunderlag ud, hun har fået af hjemmesygeplejen, og har stillet præparaterne fra medicinlisten på de nummererede felter øverst på underlaget og 14 tomme medicinæsker nedenunder.

Det svarer til de fire første punkter i vejledningen, som er trykt i venstre side af underlaget, og de næste tre punkter har hun også dækket: Hun har kontrolleret, at det aktive stof, der står på den enkelte emballage, er det samme som på medicinlisten, hun har tjekket den korrekte styrke, udløbsdatoen, og at der er nok af hvert enkelt præparat.

Derfor kan Pia Lüders Røge uden de store forberedelser gå til de sidste tre punkter i vejledningen. Hun hælder op, tæller efter, at der ligger det rigtige antal piller i medicinæskerne, og tjekker, at der også er nok til næste dosering.

Retha Nicolaisen har ikke lyst til at overtage hele opgaven, det føler hun sig lidt usikker på. 

”Men jeg vil utrolig gerne følge med i, hvad for piller jeg får, og hvordan de ser ud,” siger hun.

Doseringsunderlaget – også kaldet Medicinhjælperen – er et redskab, som både hjemmesygeplejersker og borgere har været med til at udvikle. Baggrunden er en større omlægning af kommunens ældrepleje, så hjælpen kan få et mere rehabiliterende sigte.

”Vi skal ikke bruge vores ressourcer på borgere, der kan selv,” siger Pia Lüders Røge. 

”Og hvis borgerne overhovedet kan, vil de gerne klare sig selv.”

Gavner patientsikkerhed og kommunekasse

2016-2-paa-job
Borgerne får udleveret underlaget, men skal selv købe medicinæsker, og det må ikke være de billige, hvor lågene kan falde af.
Foto: Nils Lund Pedersen
Omlægningen betyder et brud med gamle organisationsformer og arbejdsmetoder på mange planer. F.eks. arbejder Pia Lüders Røge i dag i et udkørende team sammen med hjælpere, assistenter og terapeuter under samme leder.

”Det nye er også, at det er borgernes mål, der skal være retningsgivende,” fortæller Pia Lüders Røge. 

”Hvor plejeplanen tidligere indeholdt sygeplejerskens formulering af problem, løsning osv., skal borgeren være med til at vurdere sig selv, og vi skal planlægge ud fra, hvad borgerens mål er. Er det borgerens eget ønske at kunne gå ud og handle selv eller ej?”

Medicinhjælperen er et mangesidet redskab. Det er godt for patientsikkerheden og for sygeplejerskernes arbejdsmiljø, at de ikke længere skal stå og jonglere med pilleglas og æsker på kanten af et overfyldt bord.

”Men det sparer mig også 10 minutter, når Retha har alting klar. Og hvis hun en dag ikke har stillet det hele frem, så vil jeg nok begynde at spørge til, hvordan hun har det. Så det er også en hjælp til at se borgerne. Om de kan det, de plejer.”

Selvfølgelig er det også en fordel for kommunekassen, hvis hjemmesygeplejersken kan afslutte en medicindosering, om ikke andet så for et år eller to, tilføjer Pia Lüders Røge.

”Vi har afsluttet nogle få, og det skete ikke før i tiden. Men før i tiden inviterede vi heller ikke borgerne til at samarbejde. Så det var let for dem at miste overblikket.”

Din bedste oplevelse med en patient for nylig?

”I dag kiggede jeg ind til en 103-årig, som her i de sidste dage har valgt at takke af til livet. Hun havde et klart øjeblik, og så kiggede hun på mig og sagde: ”Du har rare øjne.” Det er godt, at vi stadig kan være nærværende, selv om vi har travlt.”

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering