Ufatteligt mange steder det kan gå galt

Enhver sygeplejerske kan tælle piller op og dage frem. Men det er langtfra en simpel opgave at håndtere borgernes medicin, når de lige er blevet udskrevet fra hospitalet. Opgaven består af 12 trin og kræver tit flere besøg. Mangelfuld kommunikation mellem sektorerne og de accelererede patientforløb med multisyge borgere vanskeliggør også arbejdet, viser ny ph.d. fra Aalborg Kommune.

En borger, der ikke lukker op. Præparater, der mangler, fordi enten borger eller apotek ikke har dem. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og de til tider kaotiske omgivelser med rod og medicin, der bliver opbevaret mellem madvarer, i skuffer og skabe. 

Det er eksempler på normale arbejdsvilkår for hjemmesygeplejerskerne i Aalborg Kommune, når de tager på besøg for at lave sygeplejefaglig udredning og gennemgå og dispensere medicin hos borgere, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet. En tilsyneladende simpel opgave, som dog ofte ender med at koste dyrebar tid og skabe frustrerede hjemmesygeplejersker, fortæller assisterende områdesygeplejerske Lotte Frihof Vestergaard:   

”Vi synes jo selv, det lyder som en simpel opgave. Sygeplejersken skal bare lige hjem til borgeren og tjekke, at alt er godt og dispensere medicin til de næste to uger. Men så mangler der dosetter. Der er måske fjernet noget medicin fra listen, som ikke skulle være fjernet, og borgeren har måske heller ikke fået al medicinen hjem endnu,” siger hun. 

Besøget udvikler sig derfor ofte til et større udredningsarbejde, hvor hjemmesygeplejerskerne tit skal bruge meget tid på at få fat i både hospitalet, hjemmeplejen og/eller borgerens egen læge, uddyber Lotte Frihof Vestergaard: 

”Er vi heldige, kan borgeren få medicinen samme dag, ellers må sygeplejersken komme igen. Det er især koordineringen, der gør det hele så komplekst”. 

Glemt seponeringsdatoen 

Lotte Frihof Vestergaard er derfor glad for, at Aalborg Kommune i 2014 valgte at ansætte noget så sjældent som en ph.d.-studerende til at undersøge området nærmere (se boksen ”Medicin efter udskrivelse”, red.). 

Medicin efter udskrivelse

Ph.d.-projektet bestod af tre delstudier: 1) Undersøgelse af hjemmesygeplejerskernes opgaver og udfordringer, 2) Udvikling af intervention og 3) Afprøvning og evaluering af interventionen. 

Delstudierne er offentliggjort i tre engelsksprogede artikler med Mette Geil Kollerup som førsteforfatter (”Visiting nurses’ post-hospital medication management in home health care: an ethnographic study”, ”Improving visiting nurses’ post-hospital medication Management A participatory approach” og ”Improving post-hospital medication management in a Danish municipality: a process evaluation”). De kan tilgås fra databaser som Cinahl og Pub Med.

Selve ph.d.-afhandlingen er også på engelsk og har titlen ”Visiting nurses’ post-hospital medication management – exploration of processes for the development and implementation of an intervention aimed to improve safe patient medication”. Den vil blive offentliggjort på www.aau.dk under menupunktet "Forskning".

Sammen med 25 kolleger i Aalborg Kommunes hjemmesygepleje område Vest har hun deltaget i en række observationsstudier og workshops, som først og fremmest har givet hjemmesygeplejerskerne et klarere billede af, hvor kompleks opgaven egentlig er. 

Når hjemmesygeplejerskerne tog på planlagt hjemmebesøg, fulgte sygeplejerske, cand.cur. og nyslået ph.d. Mette Geil Kollerup efter med kamera, blok og pen. Observationerne blev samlet og analyseret, og resultaterne bekræfter til dels, hvad forskning og flere statistikker allerede viser: Internationale studier har fundet uoverensstemmelser i op til 94 pct. af medicinlisterne ved udskrivelse. I Danmark er medicineringsfejl årsag til over halvdelen af alle indberettede utilsigtede hændelser i primær sektor, ligesom resultaterne fra det nye risikobaserede tilsyn i kommunerne også tydeligt afspejler, at det er et komplekst område (se boksen ”Tilsyn med medicin”, red.). 

Det har de også eksempler på i Aalborg Kommune, hvor hjemmesygeplejerske Mette Birgitte Moos husker et besøg hos en borger med KOL, som var blevet udskrevet med en antibiotika- og prednisolonkur, der ikke var sat seponeringsdato for. 

”Jeg får fat i hospitalet, som erkender, at det har de glemt at notere. Havde jeg ikke opdaget det, var det måske endt med en medicineringsfejl. Det kræver virkelig, at vi nærstuderer listerne og reflekterer over ordinationerne,” siger hun. 

Bare det at komme i kontakt med lægen på sygehuset er en historie i sig selv, tilføjer hun: 

”Ofte får man fat i en sekretær, der får lægen til at ringe senere, og det sker tit, når man er i gang med noget helt andet. Jeg bliver frustreret, når jeg ikke kan gøre mit arbejde færdigt med det samme og nogle gange må give opgaven videre til en kollega. Det koster tid. Og for mange af de hængepartier øger risikoen for forglemmelser,” siger hun. 

Lister skaber mange tvivlsspørgsmål 

Ud fra sine observationsstudier har Mette Geil Kollerup identificeret 12 trin (se boksen ”De 12 trin”), som hjemmesygeplejerskerne skal igennem i forbindelse med et planlagt hjemmebesøg hos en borger efter udskrivelse. Bare det at få adgang til borgernes hjem kan være en udfordring, men især trin 6 og 7 er tidskrævende: Sammenligning af borgers medicinliste før og efter indlæggelse samt udredning af evt. tvivlsspørgsmål. 

De 12 trin

Hjemmesygeplejersker skal gennem 12 trin i forberedelse med medicinhåndtering hos en borger efter udskrivelse.

  1. Forberede besøget på kontoret
  2. Transport til hjemmet
  3. Få adgang til hjemmet
  4. Etablere kontakt til borger – første indtryk af borgers tilstand
  5. Studere information fra hospitalet
  6. Sammenligne medicinlister før og efter indlæggelse
  7. Udrede tvivlsspørgsmål 
  8. Få overblik over nuværende medicin og remedier i hjemmet 
  9. Planlægge dispensering
  10. Dispensere og organisere medicin
  11. Afslutte kontakt med patienten
  12. Dokumentere og planlægge næste besøg

Arbejdet med de 12 trin skal hele tiden tilpasses patientens tilstand og forholdene i hjemmet, og det kræver ofte flere besøg at komme gennem dem alle.

Ifølge retningslinjerne skal borgerne have den medicin, der er ordineret fra hospitalet. Listen skal være afstemt og indeholde al den medicin, borgeren skal have fremadrettet, også relevant medicin, som borgeren fik før indlæggelse. 

I praksis lader det dog til at være nemmere sagt end gjort, selv i dag, hvor de fysiske medicinlister, som var i brug under Mette Geil Kollerups observationsstudier, er blevet erstattet af det fælles medicinkort. Det kan skyldes de accelererede patientforløb og udviklingen med flere multisyge ældre, hvor flertallet dagligt skal have 5-10 medikamenter. Mange borgere er stadig i behandling, når de kommer hjem, og de har ofte komplekse og ustabile plejebehov, som igen kræver individuelle behandlingsforløb med mange aktører og løbende justeringer.

Trin 8-10 er dog også tidskrævende processer: overblik over medicin i hjemmet samt planlægning, dispensering og organisering af medicinen. Under et af besøgene observerede Mette Geil Kollerup, at hjemmesygeplejersken var i tvivl om i alt 15 præparater – både i forhold til gennemgang af medicinlister og i forhold til at skabe overblik før dispensering. Forskeren dokumenterede også, at mange borgere opbevarede deres medicin flere steder i hjemmet. Og når først præparaterne var lokaliseret, kunne nogle glas være tomme, anden medicin for gammel eller flere forskellige piller blandet sammen i et glas. 

”Alt dette dækker over det, vi i projektet kalder logistik. Det er noget, sygeplejerskerne bruger enormt meget tid på. Og det er jo syge mennesker, der kommer hjem. De har ofte selv svært ved at gøre rede for situationen, især hvis de får mange forskellige præparater,” siger hun. 

Landsdækkende problemstilling 

Senere på året barsler Dansk Sygeplejeråd med en undersøgelse af bl.a. medicinhåndtering i borgerens eget hjem blandt udvalgte kommunale sygeplejersker. Der er dog ingen grund til at tro, at forholdene i Aalborg Kommune er unikke.

Som formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne genkender Inge Jekes problemstillingerne, især at sygeplejersker kommer hjem til borgere, som ikke har den medicin, der skal doseres pga. manglende recept eller levering. Uoverensstemmelser mellem borgernes medicinlister før og efter indlæggelse er også meget udbredt, fortæller hun og tilføjer:

”Her har sygeplejerskerne tit svært ved at få nogen til at tage stilling til, om borgeren fortsat skal have den medicin, hun fik fast før indlæggelse. På sygehuset afviser de ofte med henvisning til, at de ikke har behandlingsansvar i forhold til lige det præparat. Og borgerens egen læge vil måske heller ikke tage stilling, hvis han ikke har set epikrisen endnu,” siger Inge Jekes. 

Fundene fra Aalborg Kommune falder også helt i tråd med konklusionerne i rapporten ”Kompleksitet i den kommunale sygepleje”, der blev offentliggjort tidligere i år. Den er udført af projektchef Sidsel Vinge fra VIVE – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Kort fortalt konkluderer rapporten, at sygeplejersker i kommunerne agerer i tre typer kompleksitet: medicinsk, social og organisatorisk kompleksitet (læs mere på www.dsr.dk/kompleksitet, red.). 

Når sygeplejersker skal håndtere borgernes medicin efter udskrivelse, er alle tre kompleksiteter i spil, men især den organisatoriske og sociale dominerer. Som Sidsel Vinge beskriver det: Når plan A fejler (især manglende opdatering/afstemning af recepter i borgernes fælles medicinkort), må sygeplejerskerne ty til plan B og selv opsøge relevante informationer og kontakte aktører, hvilket dog langtfra fungerer optimalt i dag: 

”De kommunale sygeplejersker oplever, at de bruger meget tid på det her. Som hovedregel har de heller ikke samme mulighed som hospitalsafdelinger og praktiserende læger for at ”ringe bagom”, hvis de har brug for at kontakte borgerens læge, hospitalet eller et ambulatorie,” siger Sidsel Vinge.

Ro og orden vigtigt

Sygeplejechef i Aalborg Kommune Helen Kæstel anslår, at hjemmesygeplejen overordnet bruger omkring 25 pct. af deres tid på medicinadministration. 

”Det er en meget stor post, og vi havde på fornemmelsen, at der var meget spildtid, hvilket ph.d.-afhandlingen jo bekræfter. Mit lidt naive håb var, at projektet kunne være med til at løse nogle af de udfordringer, sygeplejerskerne har. Men det kom vi desværre ikke helt i mål med,” siger hun. Trods dette finder Helen Kæstel ikke arbejdet spildt:

”Nu skal ph.d.en ud og leve blandt både ledere og medarbejdere. Vi har fået et mere konkret billede af, hvor kompleks opgaven er og ikke mindst hvorfor: Manglende recepter og medicin – hvordan løser vi det? Oveni skal sygeplejerskerne nogle gange dispensere i et fuldstændigt kaotisk arbejdsmiljø,” siger hun og uddyber: 

”De har 20 gange 30 cm at gøre godt med. Præparater og doseringsæsker til fire uger står side om side med tomme øldåser og et gebis. Medicin skal være der, og der skal være ro og orden. Det er den laveste frugt, vi har kunnet høste, nu hvor vi for alvor er blevet opmærksomme på det,” siger hun. 

Det er hjemmesygeplejerske Bente Merete Hansen enig i. Flere af de billeder, som blev taget i forbindelse med observationsstudierne, har givet stof til eftertanke: 

Tilsyn med medicin

I 2017 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed for første gang tilsyn med hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. I alt 111 behandlingssteder fik besøg, dette år med særskilt fokus på medicinhåndtering. Resultaterne afspejler, at det er et komplekst område. 
Målepunkter, der oftest ikke var opfyldt:

1.    Dispenseringsform, styrke og aktuelt handelsnavn var ikke dokumenteret korrekt: 41,1 pct.
        Der skal dokumenteres aktuelt handelsnavn, dispenseringsform (f.eks. tablet, mikstur) og styrke for ethvert medicinpræparat  

2.    Aktuel og ikke-aktuel medicin blev ikke opbevaret adskilt: 36,6 pct.
        Aktuel medicin skal opbevares adskilt fra ikke-aktuel medicin for at undgå fejldispensering

3.    Der var uoverensstemmelse mellem medicinliste og ordinationer: 31,8 pct.
        Der skal være overensstemmelse mellem den ordinerede medicin og den medicin, der står anført i medicinlisten

4.    Holdbarhed på medicin og sterile produkter var overskredet: 23,4 pct.
        Holdbarhedsdato på patienternes medicin og opbevarede sterile produkter til brug ved den sundhedsfaglige pleje må ikke være overskredet

5.    Der var uoverensstemmelse mellem medicinliste og doseringsæsker: 22,4 pct.
        Der skal være overensstemmelse mellem antallet af tabletter på medicinlisten og antallet af tabletter i doseringsæsker/poser

6.    Doseringsæsker var ikke mærket korrekt: 21,5 pct.
        Doseringsæsker og andre beholdere med dispenseret medicin skal være mærket med patientens navn og personnummer

”Hold op, hvor er vi oppe imod mange ting. Når tingene roder – hvor meget kan vi så tillade os at sige til borgeren? Retningslinjerne siger, der skal være navn, cpr-nr. og korrekt tidspunkt angivet på æskerne, men selv det kan være svært at trumfe igennem. Vi bestemmer mange ting, men vi er i borgernes hjem, og de har også noget at sige,” siger Bente Merete Hansen. 

”I sikre hænder” sikrer ikke alt

Helen Kæstel understreger, at både hun og alle medarbejdere naturligvis kender og følger de nationale retningslinjer og lokale instrukser for medicinhåndtering i borgernes eget hjem. Og hun kender også Dansk Selskab for Patientsikkerheds program ”I sikre hænder”, hvor medicinpakken har resulteret i, at nogle af de i alt 18 deltagende kommuner har 500 dage uden medicinfejl. 

”Det er jo ikke noget problem at få rette medicin hældt op i de rette æsker – forudsat medicinen er der. Jeg synes, at ”I sikre hænder” især mønter sig på en praksis med ro og orden, f.eks. på plejecentre. Det sikrer jo ikke, at recepten er der, eller at borgeren har fået medicinen hjem. Programmet kan noget, men der er meget, det ikke kan, og det er det, ph.d.-afhandlingen beskriver,” siger Helen Kæstel.

Det synspunkt bekræftes til dels af data fra Isikrehænder.dk, der viser, at hovedparten af de arbejdspladser, der kan mønstre hundredvis af dage uden medicinfejl, netop er plejecentre og botilbud.

Som forsker og tidligere hjemmesygeplejerske håbede Mette Geil Kollerup også, at hendes arbejde ville resultere i flere konkrete løsningsforslag end de tre tiltag, hun med ekstern hjælp udviklede og afprøvede sammen med en gruppe af hjemmesygeplejerskerne (læs artiklen ”Tre værktøjer kan hjælpe sygeplejerskerne”). 

”Aalborg Kommune har ikke fået løst problemerne, men de har fået undersøgt og videnskabeligt beskrevet nogle af de vilkår, mekanismer og relationer, der kan have betydning for, at borgerne får den rette medicin, når de er kommet hjem fra hospitalet,” siger hun. 

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Vi kommer igen tirsdag

HJEMMESYGEPLEJE. Teknisk sammenbrud, manglende medicin og dobbelt ordination i det fælles medicinkort. Der er udfordringer nok, da hjemmesygeplejerske Jane Frandsen tager på planlagt besøg hos en velfungerende og normalt selvdispenserende borger, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet.

Den varslede storm Knud begynder så småt at vise tænder denne fredag i september lige før frokost, hvor hjemmesygeplejerske Jane Frandsen parkerer sin bil uden for det hvide, moderne treetagers lejlighedskompleks i Hasseris i det sydvestlige Aalborg. Vinden rusker i de unge træer, og der falder et par dråber fra den grå himmel.

Næste borger på hendes liste kom hjem fra hospitalet i går. Hun er derfor kommet på det obligatoriske besøg for at lave en sygeplejefaglig udredning med henblik på at afklare fremtidige indsatser og ikke mindst hjælpe borgeren med at få overblik over sin medicin.

Jane Frandsen
En IPad er ikke garant for, at alt kører på skinner. Nogle gange oplever sygeplejerskerne tekniske problemer som Jane Frandsen, andre gange at der ikke er dækning.
Foto: Lars Horn
”Jeg har aldrig mødt ham før,” fortæller hun, mens hun finder frem til knappen på dørtelefonen ved opgangsdøren. 

Der kommer dog stadig intet svar, da hun for tredje gang ringer på.

”Det var mærkeligt. Han ved jo godt, at jeg kommer,” siger hun, før hun går tilbage til bilen for at finde borgerens telefonnummer.

Mobilen virker. Der er kontakt, og kort tid efter kommer en ældre, spinkel kvinde ud for at lukke Jane Frandsen ind. Hun forklarer, at systemet er i udu, mens hun viser ind i stuelejligheden. Duften af nyvasket tøj fylder entré og gang. To ægte løbere i bordeauxrøde nuancer fører ind til det lyse køkken-alrum, hvor 81-årige Niels Poulsen har taget plads på en af de polstrede stole ved spisebordet. Til venstre for ham står rollatoren. Han er tydeligvis dårligt gående. Noget, Jane Frandsen faktisk godt vidste:

”Jeg har jo været her før, hos din kone. Jeg kan godt huske, du havde problemer med din ryg,” siger hun og ser smilende hen på Ida Poulsen, der trods problemer med hjertet p.t. er helt selvhjulpen.

”Kald, hvis I mangler noget,” siger hun, før hun går ud på toilettet for at hænge vasketøj op. 

Teknikken driller

Jane Frandsen tager plads ved siden af Niels Poulsen. Hun finder iPad og dosetter frem og spotter hurtigt den lyse træbakke på spisebordet, hvor medicinæsker og plastikbeholdere med receptpligtig medicin og vitaminer opbevares fint side om side. 

Ægteparret har tilsyneladende styr på deres medicin og dispenserer normalt selv. Men Niels Poulsen er glad for, at Jane Frandsen kommer forbi og gennemgår det hele med ham efter indlæggelsen, der mod forventning blev to uger lang. 

Den stivgørende rygoperation gik som planlagt, men efterfølgende fik den ældre herre både en e-colibakterie i blodet og blærebetændelse. En smule afkræftet er han endelig hjemme igen, og han ser især frem til at få lagt en plan for aftrapning af morfinpræparatet.

”Helt efter bogen kan jeg selvfølgelig ikke komme på iPad’en. Jeg slukker lige og prøver igen,” siger Jane Frandsen. 

Genstart hjælper ikke. Klog af skade har Jane Frandsen heldigvis printet hans medicinliste, besøget er ikke forgæves, og hun går i gang med at danne sig et overblik over præparaterne, men også Niels Poulsens almene tilstand:

”Hvordan går det med appetitten? Og med din mave?” spørger hun. 

Og hvad med smerter, kortåndethed, vand i benene og førligheden?

”Hvis du sidder meget, skal du passe på tryk,” siger hun.

Medicin
Der skal ikke mange præparater til, før rummene i mange docetter bliver for små. Nogle borgere kan selv administrere medicin ved siden af, men der kan let ske forglemmelser og i værste fald fejlmedicinering.
Foto: Lars Horn
Han fortæller, at han i øjeblikket får hjælp til at komme i bad. Ergoterapeuten har været forbi, og han har også fået en PEP-fløjte med hjem fra hospitalet:

”Den synes jeg, du skal blive ved med at bruge et lille stykke tid endnu,” siger Jane Frandsen, mens hun systematisk stiller de præparater, Niels Poulsen skal have ifølge den tre sider lange medicinliste, foran sig.  

”Jeg lægger alt klar, det kan jeg bedst lide,” forklarer hun.

Løber hurtigt tør

Niels Poulsen har selv dosetter og allerede dispenseret medicin til de næste syv dage. Jane Frandsen er dog ikke begejstret for dosetterne, da der hverken er angivet tidspunkt eller dag ved de forskellige rum, der heller ikke er særligt store.

”Så jeg bruger den, jeg har med her,” siger hun. 

Hun beslutter sig for at dispensere til de følgende næste syv dage, så der er til i alt 14 dage. Men hun når ikke langt, før hun må konstatere, at glasset med Centyl er tomt. 

”Du skal jo have to om dagen, ikke kun en,” siger hun vel vidende, at en del ældre, især dårligt til bens, tager mindre vanddrivende medicin end ordineret – så slipper de for at rende på toilettet hele tiden. 

Vedr. morfin har sygehuset ordineret en tablet hhv. morgen, middag og aften den første uge, dernæst to tabletter om dagen ugen efter. Selvom både Niels Poulsen og Jane Frandsen umiddelbart synes, at det lyder af meget, bliver de enige om at følge anbefalingen:

”Det er vigtigt, at du er ordentligt smertedækket,” siger Jane Frandsen og spørger, om hun også skal dosere Magnesia:

”Nej, den tager jeg bare ved siden af, det kan jeg godt selv styre,” siger han, hvortil Jane Frandsen svarer, at han skal huske at tage det hver dag, som lægen anbefaler.  

Morfinen slipper dog også hurtigt op. Niels Poulsen har kun fået tabletter med hjem til de næste fire dage, så også det skal Jane Frandsen bestille. Ægteparret har heldigvis mulighed for at hente præparaterne selv med hjælp fra deres voksne børn og gode naboer. 

”Så skal du have lidt for blodtrykket. Og hvad med nitroglycerinen? Jeg kan se den her på listen – bruger du den?” spørger Jane Frandsen.

”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst brugte den, men den er god at have stående på natbordet, det har min kone også,” siger han, hvilket får Jane Frandsen til at minde ham om at holde øje med, om den er blevet for gammel. 

Underlige ordinationer

Midt i samtalen ringer Jane Frandsens telefon. En borger har akut brug for et besøg, og Jane Frandsen lover at kigge forbi senere. Hun beklager afbrydelsen og fortsætter. Pludselig opdager hun, at et af præparaterne optræder to steder på medicinlisten, først under overskriften ”Fast dispenseret” og så under punktet ”Selvadministreret”.

”Det var underligt, det må jeg lige følge op på, du skal i hvert fald ikke have det to gange,” siger hun og spotter, at dobbeltordinationen også gælder de andre produkter.

Hun danner sig et overblik over de ordinerede præparater, 10 forskellige bliver det til fordelt over morgen, middag og aften, plus nitroglycerin ved behov. Derudover holder han selv styr på diverse vitaminer. 

”Vi lader bare det hele stå fremme her på bordet, og der er ikke noget på bakken, vi skal fjerne. Du bruger det hele,” siger hun.

Besøget har taget godt en time alt inklusive. Alligevel kunne Jane Frandsen kun dispensere til og med mandag, og hun aftaler med ægteparret, at hjemmesygeplejen kommer igen tirsdag. 

”Men det bliver ikke mig. Her har jeg fri,” siger Jane Frandsen, før hun begynder at pakke sine ting sammen og gør klar til afsked. Næste borger på listen venter allerede utålmodigt, det samme gør opfølgningen på dobbeltordinationerne i det fælles medicinkort og dagens dokumentationsopgaver. På falderebet sikrer hun sig, at ægteparret har det rette nummer, hvis de mod forventning får brug for hjemmesygeplejen i løbet af weekenden. 

”Nej det er ikke det, I skal bruge. Det skriver jeg lige her,” siger hun, før hun ønsker god weekend og bevæger sig ud i blæsten igen. 

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Studerende i praksis: … det var virkelig velfærdsteknologi, som jeg aldrig havde set før

Autonomi, et væsentligt begreb, men ikke helt nemt at håndtere, når patientens ønsker kolliderer med fagligheden.

2018-9-studipraksis_mariaboettcherJeg sidder i mine få stille øjeblikke og forestiller mig, hvordan det vil være at få hjælp, hvis jeg engang ikke kan klare mig selv. Vil jeg bare lukke fremmede ind i mit hjem, og hvordan vil de se på mig?

Jeg kan rigtig godt lide at arbejde i hjemmeplejen. Den tillid, borgerne viser mig ved at lukke mig ind, gør mig ydmyg. De har brug for hjælp, fordi de ikke har ressourcer til at klare tingene selv, og jeg skal være den, der ser, hvilke behov for hjælp de har. Nogle dage er der mere behov for hjælp end andre, og det er mig som sygeplejestuderende, der skal observere det.

Vi er blevet undervist i autonomi, og at den er vigtig for hvert enkelt menneske. Men kan vi efterleve det, hvis vi har en faglig viden om, at noget andet ville være bedre?

I hjemmeplejen kom jeg ud til en kvinde, som havde ALS. Sygdommen er forfærdelig at være vidne til, og denne borger var ung. Vi kommunikerede gennem blink med øjnene og en trækning ved mundvigen. Hun forstod alt, hvad jeg sagde og spurgte om. Ud over det kommunikerede vi via en computer, som hun kunne styre med øjnene, det var virkelig velfærdsteknologi, som jeg aldrig havde set før. Men jeg syntes, det var en udfordring. Man skal stille de rigtige spørgsmål, aflæse kropssprog/mimik og se svaret på skærmen.

Jeg skulle give sondemad via en PEG-sonde, men jeg skulle selvfølgelig spørge hende først. Men når man spørger, giver man også muligheden for et valg, og i dette tilfælde kunne jeg aflæse på skemaet for sondemad og væske, at hun ofte har sagt nej. Og endnu engang ønskede hun ikke mad.

Hvad gør jeg så? Hun har ret til selv at bestemme, men samtidig er jeg fagligt bevidst om, at hun har brug for sondemaden for at overleve.

Jeg forsøgte at spørge ind til det dilemma, men jeg følte, at det var enormt grænseoverskridende, for jeg kendte hende ikke særlig godt.

Jeg kom for at udføre en opgave, som stod på listen. Der var en vis tid til rådighed, så skulle jeg videre til næste opgave. Jeg tænkte over, hvad hun mon prøvede at fortælle. En ung, frisk kvinde, som over meget kort tid havde mistet dét at bestemme over sin egen krop, og nu kom jeg som studerende og skulle sørge for, at hun fik ernæring og væske.

Jeg er sikker på, at vi kunne have udviklet vores kommunikation, hvis vi havde haft tid, men jeg var nødt til at køre videre. Jeg fik formidlet informationerne videre om skemaet og om, at der måtte tages stilling til, hvad der skulle ske fremover.

Jeg blev opmærksom på den nye lov, L 99, som omhandler fravalg af behandling. Man kan f.eks. udarbejde et behandlingstestamente med sine ønsker. Tankerne om det og disse helt specielle samtaler med borgerne, hvor man tager stilling til, hvad den enkelte selv ønsker, synes jeg er meget meningsfulde. Alle borgere har ønsker, men det er ikke alle, der får givet dem videre, og heller ikke alle, der har pårørende at fortælle deres ønsker til.

Men det er vigtigt at få lov til at bestemme over sit eget liv.

Maria Bøttcher er sygeplejestuderende på 4. semester på KøbenhavnsProfessionshøjskole.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Jeg lod ham komme for tæt på"

At håndtere mennesker i sårbare situationer bliver for de fleste sygeplejersker en del af hverdagen. For Jane Stærkær blev mødet med en særlig patient dog til en værdifuld erfaring om, at man skal passe på med at give for meget af sig selv.

Jeg har en patient, jeg nok altid vil huske. Det er efterhånden mange år siden nu, men han har stadig en ganske særlig plads i mit hjerte – ikke mindst på grund af den lektie, han lærte mig.

Som sygeplejerske i hjemmeplejen er det naturligt, at man på en måde bliver en del af menneskers liv, når man kommer i deres hjem over lange perioder. Men lige præcis denne patient kom til at fylde en del mere end normalt, og dét nærmest allerede fra starten, selvom forløbet med ham endte med at strække sig over ca. halvandet år.

pjag_janestaerkaersp47624f
Jane Stærkær
Foto: Claus Bech
Han var en ældre mand, som var meget syg. Han havde ALS og boede sammen med sin kone, men havde brug for både pleje og socialt samvær. Vi havde en fantastisk kemi, som hurtigt kom til at skinne igennem, når vi var sammen.

Med tiden blev han næsten som en slags bedstefar for mig. Vi talte om mange ting sammen, og jeg må indrømme, at vores relation blev mere personlig end det normale forhold mellem sygeplejerske og patient.

Derfor ramte det mig også hårdt, da han døde. Det var ikke som at miste et familiemedlem, men det var bestemt heller ikke som at sige farvel til en hvilken som helst patient.

Jeg plejer normalt at have det godt med den sidste tid i mine patienters liv. Det er naturligvis aldrig morsomt, når nogen dør, men jeg er som regel god til at håndtere det som fagperson. Det kunne jeg ikke helt med ham.

Da det hele var overstået, sad jeg tilbage med en noget ambivalent fornemmelse. Jeg følte faktisk, at jeg havde opført mig uprofessionelt. Det var ikke sådan, at forholdet til min patient ligefrem var upassende, men jeg følte måske, at jeg ikke havde holdt en faglig distance. Dét gik mig oprigtigt på.

På den anden side havde vores særlige forbindelse bevirket, at jeg nogle gange havde nemmere ved at overtale ham til ting, end de andre sygeplejersker kunne. Det var jo trods alt ikke så dårligt. Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om, at jeg ikke altid havde handlet, som jeg burde.

Siden dengang har jeg været meget opmærksom på, at jeg ikke lader nogen komme så tæt på igen. Vi sygeplejersker kan selvfølgelig ikke undgå alt socialt samvær med patienterne – og dét skal vi heller ikke. Men der er en hårfin grænse mellem professionelt og personligt, som jeg aldrig siden har overtrådt. Ikke alene kan det gå ud over fagligheden, det ville også være alt for opslidende, hvis jeg skulle rammes så hårdt, hver gang én af mine patienter dør. Det ville jeg ikke kunne holde til.

Jeg er stadig taknemmelig for, at jeg mødte min helt særlige patient. Minderne vil jeg også altid værdsætte. Men jeg er måske endnu mere taknemmelig for, hvad han lærte mig om at være sygeplejerske.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

 

Emneord: 
Død
Hjemmesygepleje

"Vi skubber opgaver videre til andre, som heller ikke har et overblik"

Opgaver med bl.a. socialt udfordrede borgere falder af og til mellem to stole i den kommunale sygepleje. Og så ender problemet hos hjemmesygeplejersken. Mette Bust-Hansen har både skullet klare ildebrande og et overfald på en hjemmehjælper i sit daglige job.

Hjemmesygeplejerske i Horsens Kommune, Mette Bust-Hansen, føler sig ofte presset ud i situationer og opgaver med syge borgere, der gør det svært at bevare det gyldne overblik.

"Generelt er problemet, at vi er i vildrede om vores opgaver. Borgerne skal have hjælp til lidt af hvert. Og alt falder tilbage på sygeplejerskerne i det kommunale sundhedsvæsen. Vi kan da også løse det meste, men jeg har også stået med en ildebrand og et overfald på en hjemmehjælper, hvor jeg lige skulle trække på nogle andre kompetencer end de sygeplejefaglige," siger Mette Bust-Hansen om sin oplevelse af og sit syn på arbejdet i den kommunale sygepleje.

kompleksitet_mette-bust-hansen-15
Mette Bust-Hansen: ”Generelt er problemet, at vi er i vildrede om vores opgaver. Borgerne skal have hjælp til lidt af hvert."
Foto: Michael Drost-Hansen
Hun kan da også i grove træk nikke genkendende til konklusionerne i rapporten om "Kompleksitet i den kommunale sygepleje", som VIVE netop har sendt ud: Der skal strammes op organisatorisk i kommunerne af hensyn til borgerne.

"Uklart, hvem der egentlig har ansvaret"

I et andet tilfælde blev hjemmesygeplejersken kaldt ud til et ungt menneske, som skulle have hjælp med sin medicin. Kort før hendes besøg ringede en pårørende og fortalte, at den psykisk syge borger havde truet med at begå selvmord.

"Og så stod jeg i et hjem, hvor jeg kun kendte borgerens medicin og skulle hjælpe en psykisk syg med selvmordstendenser. Den pårørende lagde det hele i mine hænder, fordi hun troede, at jeg vidste alt om den situation. Men det havde vi altså ikke noget om på min uddannelse," siger Mette Bust-Hansen.

Sygeplejersken har efterhånden fået erfaringen med at yde assistance til borgeren også i tilfælde, hvor det ikke handler om hendes sygeplejefaglige baggrund.

"Men det tager tid fra andre opgaver og borgere, og det er uklart, hvem der egentlig har ansvaret. Ofte skubber vi opgaver videre til andre, som heller ikke har et overblik, så mange ting går tabt," siger Mette Bust-Hansen, der blev uddannet som sygeplejerske for fire år siden.

Læs også: Uklare arbejdsgange bremser sygeplejersker i kommuner

Problemerne opstår ifølge sygeplejersken, når to instanser i kommunen ikke kan blive enige om, hvem der skal agere på en udfordring med en borger. Så ender det i hjemmesygeplejen. Og i de tilfælde mangler hun ofte et nummer til en anden fagperson at ringe til.

"Vi brokker os ikke som sygeplejersker. Men vi har brug for en ny struktur og en organisering, der skaber sammenhæng. Og det kræver, at man splintrer systemet i den kommunale sygepleje til atomer – og samler det igen til en funktionsdygtig model," siger Mette Bust-Hansen.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Organisering

Uklare arbejdsgange bremser sygeplejersker i kommuner

Kompleksitet. Sygeplejersker arbejder ofte under uklare forhold i kommunerne. Det er især udfordringer med ledelse og organisering af de mange forskellige arbejdsgange, der skal tages fat på. Det dokumenteres i ny rapport om kompleksitet i den kommunale sygepleje.
Arkivfoto: Ricky Molly

Det er planen, at den kommunale sygepleje skal tage flere opgaver på sig i fremtiden.

Men skal det ske på en forsvarlig måde, så er der behov for et organisatorisk paradigmeskift og en forbedring af sammenhængen i de nuværende uklare arbejdsgange.

Det dokumenteres i en ny rapport af det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, hvor projektchef Sidsel Vinge har analyseret sygeplejerskernes perspektiver på kompleksitet i den kommunale sygepleje.

Analysen viser, hvordan sygeplejersker har svært ved at udføre deres job på den måde, de gerne vil, i et sammenstød mellem socialt udfordrede borgere, et stadigt større antal ældre og en organisering i sundhedsvæsenet, der ikke fungerer og mest af alt vanskeliggør opgaveløsninger.

Sygeplejersker oplever ifølge rapporten, at deres job er "brandslukning", og den kommunale sygepleje bærer præg af, at der "er sat for mange skibe i søen".

"I den kommunale sygepleje er der mange organisatoriske udfordringer, hvor det ikke er nok at have sygeplejefaglig viden i en snæver forstand. Her skal man have en bred, tværgående viden om social- og sundhedsvæsenet for at kunne hjælpe borgerne. Man skal også vide, hvordan man reducerer kaos og skaber sammenhæng og overblik, når man skal hjælpe en borger med flere alvorlige sygdomme og store sociale udfordringer videre i systemet," siger projektchef Sidsel Vinge til Sygeplejersken.

"Vi spilder mange ressourcer"

Undersøgelsen fremhæver da også sygeplejerskernes oplevelse af manglende kontinuitet både med hensyn til relationen mellem de enkelte faggrupper og i forhold til borgerne.

"Vi spilder mange ressourcer ved, at medarbejderne konstant skal se nye borgere og patienter i sundhedsvæsenet – ikke kun i den kommunale sygepleje. Og det er groft undervurderet, hvor meget det betyder for økonomien, kvalitet, sammenhæng og effektivitet – for ikke at nævne tilfredsheden hos patienter og borgerne, når kontinuiteten er lav," siger Sidsel Vinge.

En sygeplejerske udtaler sig i rapporten om den uklare organisering, usikkerheden omkring arbejdsgange og den daglige kompleksitet:

"Der er mange skiftende medarbejdere og vikarer. Der er jo ikke nogen kontinuitet. Hos os synes jeg, meget af det er brandslukning – lidt kaotisk og en masse vikarer. Vi skriver på kryds og tværs af hinanden, og der er ikke rigtig nogen, der har overblik eller er tovholder eller har ansvar. Det bliver vores samarbejdspartnere i hvert fald meget frustrerede over, og det gør vi også selv."

Ifølge Sidsel Vinge handler det om at finde ud af, hvem der har ansvar for hvad. For er det ikke på plads, så er det svært at få et overblik over borgerens behandling. Derfor skal der styr på uddelegering af ansvar for de enkelte grupper af patienter og borgere.

Behov for "ro, regelmæssighed og rytme"

"Lige nu er der fokus på større, flere, mere og hurtigere i sundhedsvæsenet. Men mange borgeres situation bliver mere og mere kompleks, både medicinsk og socialt – og det er man nødt til at forholde sig til. Det er ikke nødvendigvis hele strukturen, der skal ændres, men arbejdsgange og snitflader trænger til at blive mere sammenhængende og klare," siger Sidsel Vinge.

Læs også: Vi skubber opgaver videre til andre, som heller ikke har overblik

Mange sygeplejersker bruger da også ifølge rapporten meget tid på at forsøge at skabe overblik over – og sammenhæng i – borgernes forløb. Og hvordan skal man fortælle borgeren, hvordan det kommunale system eller hele sundhedsvæsenet fungerer, når man grundlæggende ikke selv helt har overblik over det?

"Alle bliver frustrerede, hvis sygeplejersken vil ramme sit funktionsområde ind og sige, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør," siger en sygeplejerske i rapporten om oplevelsen af, at andre enheder, sektorer og fagområder har en tydeligere afgrænsning af deres opgaver end den kommunale sygepleje.

Der er ikke noget "quick fix"

Sidsel Vinge mener da heller ikke, at evnerne mangler, men det gør organiseringen og de "redskaber", der skal til, for at de mange enheder og afdelinger i kommuner og på hospitaler kan agere hurtigt, koordineret og effektivt som et samlet system – og ikke som autonome systemer.

"Der er mange, som bør tage affære for at rette op på de organisatoriske udfordringer, vi ser. Det handler om at styrke basisorganisationen, det handler om at stoppe den organisatoriske fragmentering, og det handler om at kunne implementere i bund og lave klare arbejdsgange og ansvarsfordelinger. Vi skal styrke kontinuitet og sammenhæng i hverdagen og få lavet en organisering, som rent faktisk matcher de opgaver, der skal løses omkring borgerne derude. Et ledelsesmæssigt mantra, som kunne formuleres som: Ro, regelmæssighed og rytme," siger Sidsel Vinge.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Ledelse
Organisering
Primær sundhedssektor

Læserbrev: Sig ja til ... hvilken hjælp?

Kommentar til artiklen "Hørt: Sig ja til hjælp" i Sygeplejersken nr. 6/2018

I Karoline Lykkebergs debatindlæg i Sygeplejersken nr. 6 får man indtryk af, at hun som "følge-hjem-sygeplejerske" fra Hvidovre Hospital færdes med skyklapper for øjnene, når hun hævder, at de ældre medborgere selv er tilbageholdende med at tage imod kommunernes tilbud. Hvilke tilbud?!

Med hensyn til forebyggende hjemmebesøg så er der i praksis tale om en samtale om

1. at skabe tryghed og trivsel

2. at tænke over egen livssituation

3. at orientere om kommunens og diverse foreningers tilbud (mht. ensomhedsbekæmpelse)

Har borgeren derimod behov for hjælp til at klare sine hverdagsproblemer, skal der komme en visitator, hvilket som oftest i min kommune (Høje-Taastrup) resulterer i en henvisning til et genoptræningskursus i rengøring, tøjvask og indkøb. Og i bedste fald kan man være så privilegeret at få tildelt ½ times støvsugning hver 14. dag. Dette var tilfældet hos min sygeplejeveninde på 87 år, der var så afkræftet, at vi efter en måned stod på kirkegården for at tage afsked.

Mon Karoline Lykkeberg har prøvet at følge op på, hvordan kommunerne sagsbehandler de ældre medborgeres anmodning om hjælp.

Der må her være tale om i stedet at arbejde for en generel holdningsændring hos kommunal- og landspolitikere, så ældrebefolkningens behov for hjælp i ordets oprindelige forstand ikke kun løses med en samtale og et genoptræningskursus.

I 1970 fik min svigermor, da hun fyldte 80 år, et tilbud af Københavns Kommune om at få lidt mere hjemmehjælp, end det hun havde! Men det var engang i 70’erne.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor

Kommuner opruster sygeplejen

Nær pleje. I disse år ansætter mange kommuner flere sygeplejersker i hjemmesygeplejen, akutteams og på plejecentrene. Det skyldes især den øgede kompleksitet i opgaverne og målet om den bedst mulige kvalitet i pleje og behandling til borgerne.

"Sygeplejerske søges pga. opnormering".

De ord optræder oftere og oftere i jobopslag fra kommunale arbejdsgivere. Så sent som i januar søgte Greve Kommune f.eks. en ny kollega til hjemmesygeplejen pga. opnormering. Og i december 2017 var Brøndby Kommune på jagt efter en erfaren hjemmesygeplejerske med samme begrundelse. Også Esbjerg Kommune har de seneste år ansat flere sygeplejersker.

Greve, Brøndby og Esbjerg er bare tre eksempler på, at antallet af sygeplejersker i landets 98 kommuner har fået vokseværk. Det bekræfter formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne, Inge Jekes.

"Det er en generel tendens. Der sker opnormeringer i sygeplejen mange steder," siger hun.

Tendensen bekræftes af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. De viser, at der på fem år er kommet knap 1.500 flere basissygeplejersker i fuldtidsstillinger i kommunerne – fra 8.247 pr. 1. januar 2013 til 9.717 pr. 1. januar 2017.

Ifølge Inge Jekes skyldes udviklingen især de mange nye – ofte mere komplekse – opgaver, som kommunerne overtager fra sygehusene.

"Der flyttes hele tiden nye opgaver ud i hjemmesygeplejen. Mange steder har de kommunale akutfunktioner været medvirkende til opnormeringen, og der er også kommet flere sygeplejersker på plejecentrene," siger Inge Jekes.

I Esbjerg Kommune genkender chef for sygeplejen, Anni Kjærgaard Sørensen, billedet. I løbet af de seneste to år har kommunen centraliseret sygeplejen, indført fagfaglige ledere på alle niveauer og øget antallet af sygeplejersker med ca. 30 pct.

"De opgaver, der var i hjemmeplejen for 10 år siden, kan slet ikke sammenlignes med opgaverne i dag. Borgerne er mere patienter, end de er borgere, og det har øget opgavekompleksiteten," siger Anni Kjærgaard Sørensen.

Delegation tilbage til sygeplejerskerne

I takt med den øgede kompleksitet i de opgaver, der hører under Sundhedsloven, har Esbjerg Kommune også trukket en række delegationer tilbage til sygeplejerskerne. F.eks. skal alle ny-opererede borgere tilknyttet hjemmeplejen uanset diagnose altid tilses af en sygeplejerske ved hjemkomst. Det samme skal KOL-borgere, som har været indlagt pga. opblusning i deres sygdom. Det skete ikke før, hvis borgerens ydelse var delegeret til sosu-personalet, fortæller Anni Kjærgaard Sørensen og understreger, at kommunen stadig har brug for sine dygtige sosu-hjælpere og -assistenter:

"Deres opgaver er også blevet mere komplekse. For mange betyder de tre daglige besøg fra den velkendte hjælper mere end et ugentligt besøg af en sygeplejerske. Men vi er nødt til at fokusere på, hvad vi hver især kan bidrage med som faggrupper i forhold til den enkelte borgers behov."

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ser også kommunernes oprustning af sygeplejen som en naturlig konsekvens af den øgede opgavekompleksitet.

"Men udviklingen kræver også, at sygeplejerskernes kompetencer fortsat udvikles. Her ligger der en vigtig opgave for både kommuner, regioner og almen praksis," siger hun.

Læs også "Sygehuset kommer hjem til patienten"

Emneord: 
Akutsygepleje
Hjemmesygepleje

Sygehuset kommer hjem til patienten

Nær pleje. En ny type akutteam i Esbjerg har modtaget initiativprisen ”Den Gyldne Tråd 2018” for en effektiv brobygningsmodel mellem sygehus og kommune. 
De to sygeplejersker fra akutteamet i Esbjerg, Jane Føns Bendix (t.v.) og Stefanie Skouboe Johansen (i midten), viste formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, én af akutteamets fire biler.
Foto: Robert Attermann

Når en borger oplever tegn på lungebetændelse, så ringer han til egen læge. I bedste fald kan lægen komme ud og se til den syge. Og hvis det er alvorligt, vil borgeren blive indlagt. 

Men manglen på læger og et presset sundhedsvæsen har gjort det sværere for borgeren at få sin læge til at tjekke for lungebetændelse i hjemmet. Og derfor kan lungebetændelsen udvikle sig og ende med, at borgeren må indlægges til behandling. 

I Esbjerg kan den praktiserende læge nu i stedet inden for en time få fat i akutsygeplejersken, som rykker ud og tager de prøver og observationer, der skal til, for at lægen kan ordinere behandling. Borgeren bliver hjemme, han bliver tilset hurtigt, og hospitalet sparer en sengeplads. 

Den nye effektive type akutteam i Esbjerg er blevet en brugbar model til at skabe bro mellem sygehus og kommune. Modellen har også sikret det lille team – som er et samarbejde mellem akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus og Esbjerg Kommune – initiativprisen "Den Gyldne Tråd 2018", der uddeles af nyhedsbrevet Kommunal Sundhed. 

"I Esbjerg har de fundet en model, der lukker hullerne i overgangen mellem akutmodtagelse og kommune. Når de på den måde går hånd i hånd, så det reelt hjælper de patienter og borgere, det handler om, så er det en unik situation, man bare skal blive ved med at udvikle på," siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, som besøgte sygeplejerskerne i det lille akutteam i midten af januar. 

Helhedsblik og investering

Projektet har i forhold til almindelige akutteams fokuseret på at være knyttet op både kommunalt og regionalt, at få indgående viden om borgeren samt sørge for, at den samme sygeplejerske ofte går igen hos patienten. Det har været en stor succes for de 12 specialuddannede sygeplejersker i teamet, som kører ud i fire biler. 

"Noget af det helt særlige er, at sygeplejerskerne i akutteamet kender borgeren fra både sygehuset og kommunen. Så de kan reflektere over, hvorfor en borger indlægges gentagne gange. Ved at få et helhedsblik på borgeren har akutsygeplejerskerne langt større mulighed for at sikre kvalitet og bidrage til at løse de udfordringer, som forhindrer borgeren i et roligt liv derhjemme uden indlæggelser," siger Grete Christensen. 

Selv om akutteamet koster ressourcer og ekstra penge, så er der god grund til at tro, at investeringen kommer mere end rigeligt hjem igen gennem de færre indlæggelser. 

"Vi ved endnu ikke, om pengene tjenes hjem på den lange bane. Det er vi ved at evaluere. Men vi har i mange tilfælde konstateret, at havde vi ikke gjort det her, så var borgeren blevet indlagt eller havde fået sin indlæggelse unødvendigt forlænget. Og vi kan høre på borgerne, at det gør en stor forskel for dem," siger Anni Kjærgaard Sørensen, chef for sygeplejen ved Esbjerg Kommune.

Læs også: "Kommuner opruster sygeplejen"

Emneord: 
Akutsygepleje
Hjemmesygepleje

5 minutter med ... Sofie Boserup

"Og hvis der er et tidspunkt på dagen, hvor man ikke kan se sort på hvidt, hvad vi bruger tiden på, må man have tillid til, at vi bruger den til noget fornuftigt."

Sofie BoserupHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Jeg tænkte, at det var et fag med mange muligheder. Og et fag, hvor jeg kunne skrue op og ned for arbejdstiden. Jeg er på 20 timer nu, og ved siden af har jeg min egen coachvirksomhed."

Hvad var dit første job?

"På Neonatalafdelingen på Glostrup Hospital."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for hjemmesygeplejen?

"Jeg sætter pris på den frihed og selvstændighed, der er. Når jeg står ude hos borgeren, er der dét, der er, og så må jeg være kreativ og improvisere og få løst tingene på egen hånd. Endelig kan jeg langt hen ad vejen selv tilrettelægge min vagt ud fra de givne rammer."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"De garvede, garvede damer, jeg arbejder sammen med. Dem, der har dobbelt så mange års erfaring som mig i alt det, man ikke rigtig kan læse sig til. Dem lærer jeg meget af. Og når jeg kan få lov til at tage med en af dem ud på et besøg, er jeg høj af lykke bagefter."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"Empati, faglighed og handlekraft."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Det kan godt være, man vil alle mulige ting med sit fag, videreuddanne sig, rejse osv., men sørg for at bruge de første 3-5 år på at få en god klinisk ballast. Det var ikke den måde, jeg selv greb det an på, og det ærgrer mig lidt i dag."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"Det er de gange, hvor jeg kan skabe orden i kaos og dermed gøre en forskel. De gange, hvor jeg føler, jeg fik doceret empati, faglighed og handlekraft helt rigtigt. Det er der gode muligheder for som hjemmesygeplejerske, fordi man har ro omkring sig. Helt lavpraktisk skal man lytte til, hvad borgeren siger. Du skal vurdere det faglige og nå at tænke: "Hvad kan jeg gøre her?" Så er det rart, der ikke er alle mulige klokker, der ringer, andre, der forstyrrer dig, eller patienter, der snakker. Du har faktisk ro til opgaven."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"At der er så meget hvirvelvind om sundhedsvæsenet, og hver gang der kommer en ny minister, så skal det hele laves om. Der får jeg virkelig lyst til at gå under radaren og ikke tænke på, at de vil lave mit arbejdsliv om hele tiden."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"En hed forelskelse."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"De terminale forløb, hvor det hele går op i en højere enhed. Hvor medicineringen har været korrekt. Hvor det har kørt godt mellem vagtlagene. Hvor jeg har fået de pårørende med i forløbet, som de gerne ville, og de oplever god sammenhæng i forløbet, og hvor jeg selv føler, jeg har været med til at yde god sygepleje."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"Man burde generelt have tillid til, at personalet udfører deres arbejde, som de skal. Og hvis der er et tidspunkt på dagen, hvor man ikke kan se sort på hvidt, hvad vi bruger tiden på, må man have tillid til, at vi bruger den til noget fornuftigt."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"Jeg er samme sted, for jeg er glad for at være her, og det passer rigtig godt til mig."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Jeg tænker, at den nuværende tankegang må vende. Der må komme mere tillid og mindre kontrol. Der vil også komme flere syge borgere og flere komplekse borgere i hjemmesygeplejen. Patienterne bliver udskrevet hurtigere og hurtigere, og de vil fremover blive behandlet for ting hjemme, som de i dag bliver behandlet for på sygehuset. Derfor tror jeg også, hjemmesygeplejen vil blive mere og mere specialiseret, og der vil komme mere efteruddannelse inden for vores område."

Emneord: 
Hjemmesygepleje