Studerende i praksis: Ned med paraderne!

Negative historier om patienter og borgere må ikke på forhånd få nyt plejepersonale til at trække sig fra kontakt. Alle bør danne sig deres eget indtryk af den borger, de står overfor, mener en sygeplejestuderende, som taler af erfaring.

SY-2013-14-16aArkivfoto: Scanpix

Jeg er sygeplejestuderende på modul 6 i Odense, og i min fritid arbejder jeg på et center for ældre mennesker, hvilket jeg er meget glad for. Der arbejder en del assistenter og afløsere, og generelt er det fastansatte personale meget garvede og rutinerede i deres arbejde, og jeg mener bestemt, at jeg lærer meget af dem. Dog kunne jeg tænke mig, at alle, ikke bare hvor jeg arbejder, men generelt alle, og især studerende ville prøve en ting, jeg har forsøgt.

Nemlig ikke at lytte for meget til, hvad de andre kollegaer fortæller om patienterne/beboerne, så nye medarbejdere derved ikke møder personerne med negative forventninger. Jeg hørte selv en negativ historie en dag for længe siden, inden jeg skulle ind og hjælpe en ældre dame i bad. Inden jeg gik ned til hende, fik jeg at vide, at der altid var bøvl med hende, og at hun aldrig var tilfreds. Hun var langsom og snakkede alt for meget. Jeg prøvede at lade den negative forventning ligge uden for døren, inden jeg kom ind i damens hjem.

Jeg bankede på hendes dør, hun bød mig velkommen, og vi begyndte at snakke sammen. Sjældent har jeg mødt en så rar og sjov dame som hende, sød og imødekommende var hun. Jeg så slet ikke den samme krævende og irriterende kvinde, som de andre så hende, i stedet så jeg en dame, som elsker at sludre, men ikke har andre at snakke med end os personalemedlemmer, som kommer to gange dagligt. Jeg mødte en kvinde på snart 100 år, som har levet et langt, rigt liv og desværre har mistet det meste af sin familie. Hendes to døtre besøgte hende sjældent på grund af sygdom.

Jeg synes måske ikke, der er noget at sige til, at man så forlanger bare lidt interesse, og et par minutters kvalitets-snak skal der vel også være plads til. Mit budskab med denne historie er naturligvis, at man skal turde danne sig sit eget indtryk, at det ikke altid er rigtigt, det, der sladres om. Min erfaring viser, at man kan få ret mange gode historier og lære mange personligheder at kende, hvis man tør have paraderne nede en gang imellem.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk
Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Ældre
Hjemmesygepleje

Hjemmesygeplejersker skal håndtere flere psykisk syge

I takt med at sengepladserne i psykiatrien nedlægges, skal hjemmesygeplejerskerne i højere grad tage sig af psykisk syge borgere. Det kræver, at hjemmesygeplejerskerne bliver klædt ordentligt på, mener Dansk Sygeplejeråd.

Flere og flere sengepladser i psykiatrien lukkes, samtidig med at patienterne bliver udskrevet hurtigere. Det betyder, at mange psykisk syge borgere i dag primært møder sundhedspersonale, når de får besøg af hjemmesygeplejersken. Men hjemmesygeplejerskerne er ikke uddannet med det fokus at skulle tage sig af psykiatriske patienter, og det giver problemer.

”De har jo ikke en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, og derfor har de heller ikke de specialkompetencer til at håndtere psykisk syge borgere, som er nødvendige,” fortæller Inge Jekes, som er formand for Fagligt Selskab For Sygeplejersker i Kommunerne.

Kan ikke afkode patienterne

Et af de store problemer for hjemmesygeplejerskerne er, at de psykisk syge reagerer anderledes end andre borgere.
”Det er svært at afkode, hvordan patienten har det lige nu. Er det en udadreagerende patient? Skal jeg vise omsorg, skal jeg gå herfra, eller skal jeg tilkalde nogle andre? Vi står i et dilemma, og det skaber både angst og bekymring hos personalet, og vi risikerer at provokere patienterne i et forsøg på at hjælpe dem,” siger Inge Jekes.

Hun frygter, at situationen vil blive værre, i takt med at udskrivelserne sker hurtigere og hurtigere. ”Det bliver mere tilspidset. Der bliver flere og flere borgere med behov for behandling, samtidig med at sengeafsnittene nedlægges. Vi, der behandler dem i hjemmet, kan jo ikke udskrive dem. Man kan ikke få dem til at forsvinde – og det skal man heller ikke,” siger hun.

Skal have værktøjer

I Dansk Sygeplejeråd er man ikke i tvivl. Hjemmesygeplejerskerne bør få både værktøjer og kompetencer til at tage sig af de psykisk syge borgere:

”Først og fremmest skal vi have sygeplejersker med specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje ansat i kommunerne. Det handler ikke om, at alle sygeplejersker skal have uddannelsen, men om, at de skal have mulighed for at trække på en kollega, der har den. Det vil skabe tryghed blandt de ansatte og øge det faglige niveau i behandlingen til fordel for patienten,” siger næstformand Dorte Steenberg.

Hun peger også på, at der skal være et tættere samarbejde på tværs af sektorer, så distriktspsykiatriens kompetencer kan blive udnyttet af kommunen, sådan som man har gjort det nogle steder.

”I dag har hjemmesygeplejerskerne f.eks. ikke en hotline til psykiatere. De kan kun ringe til den praktiserende læge, som jo ikke er specialiseret i psykiatriske problemstillinger. At der samtidig er blevet længere mellem sygehusene, gør ikke situationen nemmere udenfor almindelig åbningstid.”

Dansk Sygeplejeråd foreslår i sit psykiatriudspil, at alle 98 kommuner skal have ansat sygeplejersker med specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje, og at alle ansatte i hjemmepleje, hjemmesygeplejen og på plejecentre skal have mulighed for at trække på en sygeplejerske med specialuddannelsen.

Artikelserie om psykiatrien

Henover efteråret bringer fagbladet Sygeplejersken en artikelserie om forholdene i psykiatrien. Artikelserien vil bl.a. indeholde historier om lighed i sundhed og sammenhæng i patientforløb, lave normeringer som hindring for efteruddannelse og behovet for mere forskning, der kan give patientnære forbedringer.

Dårlig ledelse skader arbejdsmiljøet

Hjemmesygeplejersker skal håndtere flere psykisk syge

Sådan fik de trivslen tilbage på intensiv      
 

Udgangspunkt

Serien tager udgangspunkt i Dansk Sygeplejeråds udspil ”Vejen mod en bedre psykiatri”.

Læs også Dansk Sygeplejeråds undersøgelse af sygeplejerskers arbejdsmiljø 2013

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Psykiatri

Sygeplejestuderende på tværs af sektorer

Et projekt fra Professionshøjskolen Metropol viser, at 26 sygeplejestuderende, som i deres afsluttende klinik fulgte patienter og borgere over sektorgrænser, fik øget deres viden om kompleks sygepleje, sammenhængende forløb og tværsektorielt samarbejde – og fik et nyt syn på patienten.

En sygeplejestuderende besøgte hjemme en patient med KOL, Edith, en uge efter at den studerende havde medvirket ved udskrivelsen af hende fra medicinsk afdeling. Edith var en 62-årig kvinde, som var stærkt overvægtig og havde forhøjet blodtryk, og hun havde været indlagt flere gange inden for det sidste år. På medicinsk afdeling havde Edith fortalt den studerende, at hun var holdt op med at ryge for et halvt år siden, at hun gik til træning mindst én gang om ugen, og at hjemmehjælperen kom et par gange om ugen for at hjælpe hende i bad.

Da den studerende kom i Ediths hjem, lugtede der af røg, og der var askebægre og lightere på bordet. Edith havde en kørescooter, men orkede ikke at køre den, og kom derfor ikke af sted til træning. Det viste sig, at hun havde flere gigtsmerter, end hun havde givet udtryk for på afdelingen, og tog flere stærke smertestillende piller, end der var ordineret. Edith havde talt med en diætist på afdelingen, men denne viden kunne hun ikke bruge derhjemme.

 Hun følte, at hun var blevet tabt på gulvet, da hun kom hjem. Hun manglede støtte og hjælp til vægttab, træning og rygestop. Den studerende sagde: ”Jeg fik et helt andet billede af patienten hjemme, end da hun var indlagt, hun gjorde slet ikke alt det, hun sagde, hun gjorde.”

Den studerende blev opmærksom på, at der var forskel på det billede, hun havde af Edith på afdelingen, og Ediths egen historie. Hun kunne bedre forstå, hvorfor det var svært for Edith at tabe sig, stoppe med at ryge og komme til træning. Den sygeplejestuderende medvirkede i et samordningsprojekt initieret af udviklingsafdelingen på Glostrup Hospital sammen med 25 andre studerende fra Professionshøjskolen Metropol. De havde alle deres afsluttende klinik på Glostrup Hospitals medicinske afdelinger eller i Glostrup, Albertslund, Ishøj, Hvidovre eller Høje-Taastrup Kommuner.

De studerende havde i deres 20 ugers klinik to fokusuger i den modsatte sektor. Den første uge havde de fokus på sygeplejen til patienter eller borgere med kroniske sygdomme og fulgte en patient eller borger fra primær sektor til sekundær sektor eller omvendt. De arbejdede i fokusugen med studiespørgsmål, der havde et klinisk og et borger- og patientrettet perspektiv. De studerende deltog i forskellige aktiviteter, interviewede en patient eller borger, evt. en pårørende og sygeplejepersonale i den modsatte sektor. Som forberedelse var de studerende blevet præsenteret for relevant litteratur (1-5).
 

Hvem har ansvaret?

Efter første fokusuge kom de studerende tilbage til stamklinikstedet og deltog i en refleksionsøvelse med deres kliniske vejleder. Den studerende, der havde arbejdet med Edith, reflekterede over den medicinske afdelings og hjemmeplejens ansvar i forhold til sundhedsfremme og forebyggelse: Vidste man nok på afdelingen om årsagen til Ediths genindlæggelser?

Havde man på afdelingen afholdt motivationssamtaler om livsstilsændringer? Hvilken fokus var der på Ediths motivation, hendes ressourcer, og hvad der havde betydning for hende i hjemmet, når hun blev udskrevet? Hvilken mulighed havde hjemmesygeplejersken for at hjælpe Edith? Kunne patienten få hjælp fra sundhedscentre? Egen læge? Kunne patienten få træning på andre måder?

Flere studerende reflekterede over den sundhedsfremmende og forebyggende sygepleje hos patienter med kronisk sygdom, og hvilken sektor der har ansvar for hvad. En studerende udtalte: ”Motivationen for at stoppe rygning er der på hospitalet, men den forsvinder, når de kommer hjem. De er for alene om det.”

Der blev reflekteret over, om et hjemmebesøg af en sygeplejerske, som kender patienten fra indlæggelsen, eller et telefonopkald til hjemmet kan øge patientens motivation, og hvilken rolle ambulatoriet, konsultationssygeplejersken, sundhedscentret og hjemmesygeplejersken har i forbindelse med forebyggende og sundhedsfremmende tiltag.

En anden studerende besøgte den 63-årige Kaj, en uge efter han havde haft to blodpropper i hjernen. Kajs kone var handicappet, men de klarede sig uden hjælp. På hospitalet havde den studerende fået indtryk af, at Kaj var en ressourcestærk mand, som kunne klare sig selv, og som ikke ville have hjælp. I hjemmet fortalte Kaj den studerende, at han var meget bange for at få endnu en blodprop, han havde derfor sat sit cigaretforbrug ned og ville undgå de kommende julefrokoster for ikke at spise, ryge og drikke for meget. Han fortalte den studerende, at han gerne ville have hjælp til rengøring, men ikke vidste, hvordan han skulle kontakte kommunen. Han skulle snart til undersøgelse hos karkirurgerne, han skulle også til egen læge og på ambulatoriet.

Kaj kunne ikke overskue alt dette, samtidig med at han skulle hjælpe sin kone og ændre livsstil. Den studerende reflekterede over, om yngre patienter bliver overset, fordi personalet tror, at de kan klare sig selv? Over konsultationssygeplejerskens rolle og muligheden for, at hun i dette tilfælde kunne fungere som kontaktperson og støtte patienten gennem forløbet. I refleksionsøvelserne på stamklinikstedet efter den første fokusuge havde de studerende især fokus på:

  • den forebyggende og sundhedsfremmende sygepleje til patienter med kronisk sygdom
  • pårørendes betydning for patienten med kronisk sygdom
  • mestring af kronisk sygdom.

En klinisk vejleder, som havde deltaget i flere af refleksionsøvelserne, udtalte: ”De troede, at sygdommen fyldte meget hos patienten, men de kommer tilbage og finder ud af, at det blot er en lille del af dette menneskes liv. De studerende går ud for at møde en patient, men kommer tilbage og har mødt et menneske.”
 

Kendskab til hinandens vilkår og muligheder

I den anden fokusuge i den modsatte sektor var omdrejningspunktet faktorer, der havde betydning for sammenhængende patient- eller borgerforløb og tværsektorielt samarbejde, og hvor den studerende interviewede både patienter, borgere, pårørende og personale. Efterfølgende afholdtes sygeplejefagligt forum på stamklinikstedet. Det var et diskussionsforum med plejepersonalet, hvor den studerende fremlagde sine oplevelser og erfaringer fra den modsatte sektor med efterfølgende drøftelse af, hvordan nye perspektiver og erkendelser kan udvikle den kliniske praksis. De studerende havde bl.a. fokus på:

  • udskrivelse og statusmøder
  • kendskab til hinandens vilkår og muligheder blandt sygeplejerskerne i primær og sekundær sektor
  • medicinproblemer mellem sektorerne.

Udskrivelsen og statusmødets betydning

Flere studerende har interviewet patienter hjemme, som har oplevet forvirrede og travle udskrivelser, som ikke har fået svar på alle deres spørgsmål, især omkring medicin inden udskrivelsen, ofte overladt til sig selv på gangen ventende i timer på transport, og som ikke har fået sagt farvel til personalet. Flere steder blev udskrivelsesprocedurer diskuteret, og på en afdeling blev den studerende medlem af et udvalg, som skulle udforme en standard for udskrivelse på afdelingen. En studerende fortalte om Anders, som blev genindlagt mindre end 24 timer efter udskrivelsen.

Forinden havde der været afholdt statusmøde på afdelingen, som den studerende og den koordinerende sygeplejerske, der visiterer patienten til den hjælp, der skal være i hjemmet i samråd med patienten, pårørende og personale, deltog i, og som alle opfattede som vellykket. Anders genindlægges imidlertid, fordi situationen i hjemmet er uholdbar. Ægtefællen hjemme er mere skrøbelig, end man umiddelbart forventede. Anders skulle have mere hjælp, end ægtefællen forventede, og ægteparrets forhold var belastet.

Den studerende reflekterede over, hvordan et øget kendskab til familien måske kunne have afværget denne situation, og at den viden burde være kommet frem til statusmødet. Den studerende undrede sig over, hvorfor hjemmehjælpen, som kendte familien, ikke deltog i statusmødet. Til det sygeplejefaglige forum diskuterede personalet, hvordan de kunne blive bedre til at planlægge et godt statusmøde. Tidspunktet for statusmødet var vigtigt. Afholdes statusmødet for tidligt i forhold til behandlingen og patientens funktion, kan det ikke bruges til noget.

Et godt statusmøde indebærer, at der har været en ergo- og fysioterapeutvurdering, og at plejepersonalet kan redegøre for, hvad patienten får hjælp til på afdelingen, og ikke hvad de tror, patienten skal have hjælp til (eller ikke have hjælp til) derhjemme. Endelig diskuteredes, hvem der optimalt skulle deltage i mødet. Den studerende udarbejdede et forslag til standard for statusmøder.
 

Afhængigt af et godt kendskab

En studerende i primær sektor diskuterede til et sygeplejefagligt forum sammen med en gruppe hjemmesygeplejersker fra kommunen samarbejdet med og forventningerne til sygeplejerskerne i sekundær sektor. Hun fremlagde bl.a. følgende påstande til diskussion i gruppen:

”Hjemmesygeplejerskerne mener, at deres kollegaer i sekundær sektor i overvejende grad ikke har tilstrækkelig viden om primær sektors muligheder og vilkår. Samarbejdet fungerer bedst omkring de specialrettede og terminale patienter, mest problematisk er samarbejdet omkring patienter med aldersbetingede lidelser.”

I diskussionen kom hjemmesygeplejerskerne ind på, hvad de selv kunne ændre på for at forbedre samarbejdet. Sekundær sektor klagede ofte over den begrænsede telefontid, at de var svære at få fat på, og at der manglede opdaterede telefonlister.

Hjemmesygeplejerskerne diskuterede, om de var for stramme i deres telefontider, om de måske skulle have en telefonsvarer, hvor sygeplejerskerne på hospitalet kunne lægge en besked? Om de kunne blive bedre til at informere om, hvordan man kunne få fat på dem? Måske kunne de selv lidt oftere tage kontakt til patientens kontaktperson og fortælle om patienten og høre til patienten? Måske kunne de invitere sig selv til udskrivningssamtaler? Måske kunne de afholde samarbejdsmøder med sygeplejersker fra hospitalet, ligesom de gjorde med de praktiserende læger?

Hjemmesygeplejerskerne erfarede under diskussionen, at de manglede en indlæggelsesstandard ved akut indlæggelse, denne blev den studerende inviteret med til at udarbejde. Den studerende sammenfattede diskussionen til: ”Det gælder om at acceptere hinandens forskelligheder, lytte til hinanden og sænke paraderne, næste gang vi har en sygeplejerske i røret.”
 

Problemer med medicin

En studerende fortalte om en patient, Eva, som i løbet af indlæggelsen var opstartet hjerte- og vanddrivende medicinsk behandling, og som nu var blevet udskrevet fra medicinsk afdeling. Den studerende havde på afdelingen doseret medicin til fem dage, indtil apoteket var klar med dosispakker, og havde informeret Eva grundigt om medicinen. Efter seks dage kom den studerende på besøg i hjemmet. Ægtefællen, som skulle have hentet medicinen på apoteket, havde imidlertid ikke orket at gå på apoteket, så Eva havde taget tabletterne fra den gamle dosispakke.

 ”Hvad hvis jeg ikke var kommet, så var hun blevet indlagt igen!” sagde den studerende. Til den studerendes store overraskelse var der meget, Eva ikke vidste om den nye medicin, som hun var startet på under indlæggelsen. Til sygeplejefagligt forum tilbage på medicinsk afdeling diskuterede den studerende med personalet: Hvordan sikrer vi, at patienten får sin medicin og dermed undgår genindlæggelser? Herunder hvilke forhold der skal være til stede, for at pårørende kan hente medicin på apoteket? Hvilken betydning har dosisdispenseringen fra apoteket? Hvordan sikrer vi os, at vores information til patienten om medicinen er god nok?

Det varer ofte et stykke tid, inden patientens praktiserende læge får kendskab til medicinændringer efter indlæggelse, og hjemmeplejen bruger generelt meget tid på at undersøge og bekræfte patientens medicin. En studerende fra hjemmeplejen fortalte: ”Når pt. bliver udskrevet, ligger der to medicinlister, en gammel og en ny. Borgeren tager de piller, hun kender. Lægen ved ingenting, og borgeren siger, at den pille plejer jeg ikke at få. Så ringer hun til sin læge, som ringer til os, som må fortælle, at hun har været indlagt og har fået ny medicin.”

De studerende var ikke overraskede over, at der skete mange fejl omkring medicinen. Samarbejdet omkring medicinen er for tilfældigt og forskelligt fra kommune til kommune. Nogle studerende undrede sig desuden over den manglende kontakt, der ofte var mellem den praktiserende læge og hospitalets læge. Alle håbede, at det nye medicinkort ville mindske fejlene.
 

Evaluering

Projektet (6) blev evalueret på baggrund af tre fokusgruppeinterview bestående af to grupper på i alt 17 studerende og en gruppe på fem kliniske vejledere. I alle tre grupper var både primær og sekundær sektor repræsenteret. Der blev desuden skrevet logbog med referater og citater fra refleksionsøvelserne og de sygeplejefaglige fora. Projektet har vist sig at være et vigtigt tilbud til de studerende i klinikken, som på modul 11-12 skal have fokus på at planlægge, koordinere og sikre sammenhængende forløb i samarbejde på tværs af sektorerne.

Det er nu implementeret som et fast tilbud i den kliniske undervisning. Kliniske vejledere fra primær og sekundær sektor har mødtes og lavet guidelines for fokusugerne. Projektet har medvirket til identifikation af udviklingsområder, videndeling og samarbejde mellem studerende, undervisere, kliniske vejledere og sygeplejersker på tværs af sektorerne. For flere medicinske afdelinger har projektets fokus på patientforløb fået betydning for bl.a. udskrivelsesforløb og kontaktpersonordning.

Der har derudover været afholdt tre sygeplejefaglige seminarer undervejs med oplæg og workshopper og diskussioner om sammenhængende forløb og tværfagligt samarbejde, hvor der har været stor opbakning til, at medarbejdere fra de involverede kommuner og afdelinger og andre interesserede har medvirket.

Margit Schrøder er ansat på Professionshøjskolen Metropol, Sygeplejerskeuddannelsen.

Litteratur

  1. Timm H (red). Sammenhængende forløb i sundhedsvæsenet. Videnscenter for Sammenhængende forløb. Professionshøjskolen Metropol. København: BoD; 2010.
  2. Martin HM. Er der styr på mig? Sammenhængende patientforløb fra patientens perspektiv. DSI; 2010.
  3. Enheden for brugerundersøgelser. I gode hænder? En kvalitativ analyse af patientens oplevelser af sammenhæng, tryghed og kontaktpersoner. Region Hovedstaden. København; 2010.
  4. Enheden for brugerundersøgelser. Patienters oplevelser i overgange mellem primær og sekundær sektor. POPS.  Region Hovedstaden. København; 2007.
  5. Witting L, Nørgård D. Sammenhængende forløb for skrøbelige medicinske patienter med fokus på overgange mellem hjem og sygehus. Center for Folkesundhed.  Region Midtjylland; 2008.
  6. Schrøder M. Sygeplejestudier på tværs af sektorer. Projektrapport om klinisk undervisning af studerende og kvalitetsudvikling af patient-borger-forløb. Professionshøjskolen Metropol; 2010. 
ENGLISH ABSTRACT

Scheel LS, Hansen JS. Inspection of care centres - monitoring and learning. Sygeplejersken 2010;(16):52-7.
 
Mandatory inspection of municipal care centres takes place in all Danish municipalities. The purpose of such inspection visits is transparency, documentation and monitoring of the municipality's services to its residents. The aim is also education; whereby management, staff, residents, relatives, together with politicians and staff in local administration, gain an insight into the actual conditions, with a view to continued provision of good quality services.
The article describes the link between legislation, mandatory inspection, and the concept of good life quality for residents. An account is given of the structure of the inspection concept in terms of unannounced inspection visits, and where work is taking place on quality goals?based on quality standards, politicians at municipal level, and core values. Principles are described for the unannounced inspection visits, the duration of visits, investigative methods, reporting and the consultation process.
With point of departure in Sønderborg Municipality, examples are given of how the inspections can be used in the care centres' forward-looking development work.
 
Key words: Mandatory inspection, care centres, quality assurance, quality development

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor
Sekundært sundhedsvæsen
Sygehus
Sygeplejerskeuddannelsen

Specialisten har også brug for sparring

Som sårspecialist i hjemmesygeplejen har Ella Pedersen stadig brug for sparring. Den får hun hos den udkørende sygeplejerske.

Hjemmesygeplejerske Ella Pedersen er sårspecialist i Københavns Kommunes hjemmepleje på Østerbro. Det er hende, kollegerne spørger til råds om sårbehandling og kompression, men når hun selv trænger til sparring, er det de udgående sygeplejersker fra Videncenter for Sårheling, hun trækker på.

Kontakten handler ofte om kroniske sår, der bare ikke vil hele. Men det kan også handle om opgaver, der, med Ella Pedersens ord, er lidt for stor en mundfuld. Som at fjerne nekrotisk væv i et sår med blotlagte sener.

”Jeg tør da mere og mere. Men nogle gange må jeg også sige, at det her er ud over min kompetence. Her må de udgående sygeplejersker vurdere, om de kan klare det, eller om borgeren må ind i ambulatoriet,” siger hun.

Fordelen ved udefunktionen er ikke kun, at borgeren kan slippe for et anstrengende hospitalsbesøg. Den giver også kontinuitet i behandlingen.

”Vi kan ikke selv tage med, når vi sender folk ind i ambulatoriet, og så får vi ikke dialogen, hvor de også hører, hvad vi oplever,” forklarer Ella Pedersen.

Hun er enig med Ina Kastrup i, at en række af de nyere sårbehandlingsmetoder som vakuum- og larvebehandling kan bruges i eget hjem. Men ikke alle steder.

”Det kræver, at borgerne er trygge ved at være alene med apparaturet. Vi  kan komme på et dagligt tilsyn, men borgeren skal stadig være alene 23 timer i døgnet,” siger hun.

SY-2010-19%20(18)”Det kræver også 100 pct. compliance. Larvebehandling er f.eks. noget, man ofte bruger til fodsår. Men borgeren skal kunne forstå, at man ikke må træde ned på larverne, ellers går det ikke.”

En sidste betingelse er også, at ressourcerne er til stede, tilføjer Ella Pedersen. ”Men hvis vi bare får bevilget tid til det, så skal vi nok få tingene til at hænge sammen.”

Hjemmesygeplejerske Ella Pedersen, Københavns Kommune.

Det bedste ved udviklingen:

”At jeg som hjemmesygeplejerske har flere forskellige opgaver, hvor man før kunne stå med syv medicindoseringer på en dag.”

Det værste:

”At jeg som sårspecialist kan savne den tætte kontakt til borgerne, jeg havde som sygeplejerske i et mindre område.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Samarbejde
Behandling
Sår
Tværfaglighed

Endnu mere kan foregå i eget hjem

Nye effektive behandlingsmetoder kan sagtens anvendes i eget hjem, mener sårsygeplejerske Ina Kastrup.

Det er Ina Kastrups vision, at endnu mere sårbehandling bliver udført hjemme hos patienterne. Hun bistår allerede med mindre sårrevision i hjemmet, noget som ellers mange gange indebærer indlæggelse og fuld anæstesi.

”Men det kan sagtens foregå i eget hjem, hvis patienten er smertedækket, og det bør så vidt muligt foregå der. De patienter, der får tryksår og andre kroniske sår, er jo ofte ældre og meget skrøbelige.”

Ina Kastrup mener, at en række nye og effektive metoder til sårbehandling kan flyttes ud i hjemmesygeplejen, gerne med støtte fra en telemedicinsk funktion. F.eks. vakuum-, larve- og ipc-behandling (intermitterende pneumatisk kompression).

SY-2010-19%20(17)”Men det er dyre behandlinger,” tilføjer hun. ”Så  der kommer nok først til at ske noget, når nogen har lavet cost-benefit-beregninger, der viser, at det kan betale sig. At de ikke bare sparer patienterne for smerter og lugtgener og social isolation, men også giver kortere forløb.”

Udkørende sygeplejerske Ina Kastrup, Bispebjerg Hospital.

Det bedste ved udviklingen:

”At ældre, svage, kronisk syge borgere kan behandles i deres egne omgivelser.”

Det værste:

”Hvis der ikke bliver tilført de fornødne ressourcer og den førnødne viden til dem, der skal varetage behandlingen.”
 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Samarbejde
Behandling
Sår
Tværfaglighed

En livline ind til eksperterne

Palliativt teams blik for hele patienten kunne man også godt bruge hos andre end kræftpatienter, mener hjemmesygeplejerske Mette Sandfeld.

”Det er utrolig betryggende at have den livline derind. Det gør, at vi sagtens kan fungere herude,” siger hjemmesygeplejerske Mette Sandfeld, Esbjerg Kommune, om samarbejdet med det palliative team.

”De er gode til at ramme lige præcis den smertebehandling, der passer til den enkelte, og de tænker det hele med. De ordinerer tit langtidsvirkende, så folk kan få sovet, de tænker også afføringsmidler, hvordan det smertestillende virker med sovemedicinen, om der også skal behandles med antidepressive midler osv.

Den tilgang kunne vi godt bruge hos andre end kræftpatienter, f.eks. når vi har gamle mennesker, der kommer hjem for at dø.”

Hun synes generelt, hun bliver godt oplært til de nye specialiserede opgaver i hjemmesygeplejen, og hun kan trække på sygehusets specialister på flere områder og forskellige måder. Hos komplekse diabetespatienter kan hjemmesygeplejerskerne faxe blodsukkermålinger ind til ambulatoriet. I sårbehandlingen er der planer om telemedicinsk støtte fra en dermatologisk afdeling. På KOL-området er der netop startet et forsøg med en udkørende sygeplejerske.

”Det glæder jeg mig meget til. Jeg forventer helt klart, at jeg skal lære noget,” siger hun.

SY-2010-19%20(16)Mette Sandfelds bekymring går kun på, om normeringen rækker. For alle de opgaver, hun og kollegerne kan give videre til assistenterne, er allerede afgivet.

”At opgaverne bliver mere komplekse, er fint nok. Det er bare mere spændende. Men vi mærker også tommelskruerne.”
 
Hjemmesygeplejerske Mette Sandfeld, Esbjerg Kommune.

Det bedste ved udviklingen:

”At borgerne kan blive hjemme.” 

 Det værste:
”At nogle kommer for hurtigt hjem eller kommer hjem, uden at man har tænkt på, hvordan de bor.”

Emneord: 
Palliation
Samarbejde
Hjemmesygepleje
Tværfaglighed

Hjemmeplejen er mine øjne og ører

Palliationssygeplejerske Hanne Christensen har uddannelse og et tværfagligt team at trække på. Hjemmeplejen har det indgående kendskab til hjemmet.

”Hjemmeplejen er mine øjne og ører,” siger palliationssygeplejerske Hanne Christensen.

”De kommer i hjemmet, de kommer ofte, de er der mange timer hver dag, mange dage i træk, og de har gode observationer af patienten og familien. Hvad fungerer, hvad gør ikke, hvor skal vores indsats være.

Lægen og jeg ser patienten en time ad gangen, og når vi kommer ud, oplever vi tit, at patienten mander sig op for at hjælpe os. Så jeg har brug for hjemmesygeplejerskerne for at stykke de oplysninger sammen, vi skal arbejde ud fra.”

Hanne Christensen har flere roller i samarbejdet. Hun har specialistopgaver, som handler om medicin, smerter, obstipation, ernæring osv. Samtidig underviser hun og er en ressource, som hjemmesygeplejerskerne kan trække på.

Det helt afgørende i samarbejdet er, at man ikke tager sin egen viden for givet, men husker at begrunde de ting, man gør.

”Hvis hjemmesygeplejersken står med en ordination og ikke ved, hvorfor vi gør det på den måde, får hun sværere ved at støtte op. Det er jo hende, der står ude i hjemmet og skal besvare spørgsmålene om den nye medicin, patienten har fået med hjem fra ambulatoriet.”

Det tværfaglige palliative team på sygehuset har en ekspertise, som man ikke kan opbygge ude i en kommune, hvor hjemmesygeplejerskerne har meget brede opgaver.

SY-2010-19%20(15)”Men det ville være dejligt at have sygeplejersker siddende rundt omkring med særlig viden om palliation. Som kan være med til at bringe viden ud og vedligeholde viden. For der kommer jo hele tiden nye medarbejdere,” siger Hanne Christensen.

”Derfor har vi her i regionen planlagt en netværksuddannelse i palliation for sygeplejersker, både fra hjemmesygeplejen og fra sygehusafdelingerne.”

Palliationssygeplejerske Hanne Christensen, Palliativt Team Esbjerg.

Det bedste ved udviklingen:

”At patienterne kan være så meget i eget hjem.”

Det værste:

”At stamafdelingerne er nødt til at køre så stramt med pakkeforløb og hurtige udskrivelser. De har svært ved at rumme vores patienter og deres behov.”

Emneord: 
Palliation
Hjemmesygepleje
Tværfaglighed
Samarbejde

Risikoen er overbehandling

Inddrag hjemmesygeplejersken i overvejelsen om assisteret dialyse, opfordrer hjemmesygeplejerske Lene Vig Hernandez, Norddjurs Kommune.

Som hjemmesygeplejerske har Lene Vig Hernandez, Norddjurs Kommune, en afbalanceret tilgang til de specialiserede opgaver, der flytter ud i eget hjem.

Hun synes, det er sjovt at arbejde med maskiner. Så hun har det fint med at assistere skrøbelige borgere med deres P-dialyse. Men hun kan også se en risiko for overbehandling.

”Vi holder jo folk i live, hvor det somme tider kan være svært at se, for hvis skyld vi gør det. Vi har faktisk haft et terminalt forløb, som dialysen var med til at gøre meget langt og pinefuldt for både borgeren og de pårørende.”

SY-2010-19%20(14)Lene Vig Hernandez vil gerne inddrages i overvejelserne, når dialysecentret beslutter, hvilke borgere der skal have hjælp til dialyse hjemme. Men hun kan ikke se, at hjemmesygeplejen kan overtage mere af behandlingen end i dag.

”Det er en betryggelse, at patienterne kommer ind til kontrol. Dialysesygeplejersken er helt klart en sparringspartner for os, og hun er meget lydhør, når vi kommer med vores observationer og forslag.”

Hjemmesygeplejerske Lene Vig Hernandez, Norddjurs Kommune.

Det bedste ved udviklingen:

”At vi får nye udfordringer. Nye patientgrupper er altid spændende.”

Det værste:

”De tekniske opgaver sluger enormt megen tid, og vi bliver hele tiden beskåret. En dialysepatient tager 40 minutter hver gang, og det er minimum.”
 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Samarbejde

Kvalitet kræver et veluddannet team

Assisteret P-dialyse er en sygeplejerskeopgave, understreger dialysesygeplejerske Karin Lomholdt.

To ting er vigtige, hvis man skal mindske antallet af infektioner hos dialysepatienter i eget hjem.

”Patienten skal have sit eget team, der skal ikke være 20 forskellige sygeplejersker om opgaven,” siger dialysesygeplejerske Karin Lomholdt, Skejby, med henvisning til en fransk undersøgelse.

”Og det er vigtigt, at det er os, der kommer ud og træner teamet. Hvis man træner kollega til kollega, kan man komme til at give sine dårlige vaner med.  Derfor vil vi også gerne komme mere ud i hjemmene end i dag, hvor vi som regel kun er ude, når vi starter behandlingen.”

Assistancen til patienter, der ikke selv kan eller tør, er en opgave, der ligger godt i hjemmesygeplejen, synes Karin Lomholdt.

”De gør det hammergodt, og det er imponerende, at de kan spænde over alle de forskellige opgaver, de har.”

Men oplæring og opbakning til hjemmesygeplejerskerne er et ansvar, der bør blive liggende i specialafdelingerne på sygehusene. Det er ikke en rolle, hun kan se specialistsygeplejersker i kommunerne overtage.

”Jeg tror mere på, at man skal etablere et fast team omkring de dialysepatienter, man får i hjemmesygeplejen, så man får en lille gruppe, der er sammen om at gøre det her rigtig godt,” siger Karin Lomholdt.

SY-2010-19%20(13)”Og så er det en pointe, at det her er en sygeplejerskeopgave. Det er ikke kun en teknisk opgave at sætte en maskine op og koble til og fra. Det kræver viden at forholde sig til patientens væskebalance. Så kan der altid være dele af opgaven, som sygeplejerskerne kan uddelegere.”

Dialysesygeplejerske Karin Lomholdt, Århus Universitetshospital, Skejby.

Det bedste ved udviklingen:

”At patienternes livskvalitet bliver meget bedre, når de kan bevare deres hverdag.”

Det værste:

”At det kan bremse udviklingen, hvis hjemmesygeplejen ikke får ressourcer, men kun får flere opgaver hele tiden.” 
 

Emneord: 
Infektion
Hjemmesygepleje
Samarbejde

Opdelt hjemmepleje giver specialiserede sygeplejersker

Med tålmodighed og respekt plejer sygeplejerske Mette Borchardt borgere med misbrug og psykisk sygdom i Den Sociale Hjemmepleje i København. Her er hjemmeplejen opdelt i to, og det gør sygeplejerskerne mere specialiserede.

SY-2011-21-48-1a
Foto: Søren Svendsen

”Hvornår må jeg ryge? Jeg vil ryge,” hyler Nancy. Hun lider af sklerose og depression og er en af de borgere på Vesterbro i København, som sygeplejerske Mette Borchardt besøger i løbet af sin arbejdsdag. Som udekørende sygeplejerske i Den Sociale Hjemmepleje plejer hun borgere i alle aldre med misbrug, handicap og psykiske lidelser.

”Man skal kunne lide at komme i borgerens hjem og være tålmodig og fleksibel,” forklarer Mette Borchardt, mens hun renser Nancys tryksår på balden. ´

I Københavns Kommune er hjemmeplejen opdelt i Den Sociale Hjemmepleje og Ældreplejen, som er for borgere over 65 år uden misbrug og psykiske lidelser.

”Ikke alle borgerne i Den Sociale Hjemmepleje er samarbejdsvillige. De kan finde på at købe øl og stoffer i stedet for medicin. Jeg forholder mig ikke moraliserende til deres misbrug, men giver dem sundhedsfaglige råd og vejledning,” forklarer Mette Borchardt. 

Hun har været sygeplejerske siden 2002 og ansat i Den Sociale Hjemmepleje siden april i år. Fordelen ved en opdelt hjemmepleje er, ifølge Mette Borchardt, at man specialiserer sig i en bestemt type borger. Hun har tidligere arbejdet i Ældreplejen, som var mere resultatorienteret.

”I Ældreplejen behandlede jeg øjenbetændelse for at fjerne det. I Den Sociale Hjemmepleje handler det f.eks. mere om at vedligeholde borgerne i deres misbrug på en værdig måde. Denne type borger kræver, at jeg møder dem, hvor de er, skaber tillid og respekterer de valg, de nu engang har truffet,” siger hun.

Hos borgeren Flemming rammer lugten af urin Mette Borchardt som det første, da hun åbner døren. ”Må jeg åbne vinduet?” spørger hun høfligt, da hun kommer ind i den lille lejlighed. Flemming har bundet sin grønne pullover rundt om maven og har ingen bukser på. Han har skizofreni og sukkersyge, så Mette Borchardt giver ham insulin og et glas juice for at stabilisere hans lave blodsukker.

Bagefter hjælper hun ham med at få bukser på, mens hun spørger, hvad hans planer for dagen er. Hos hver borger noterer hun i en bog, hvad hun har udført af pleje, ligesom hun opdaterer medicinskemaer og doserer borgerens medicin. I løbet af formiddagen ringer hun forgæves på hos et par borgere.

Nogle er helt ned til 22 år, så de kan være ude at rende. Hun sørger dog altid for at lokalisere borgerne enten ved at ringe til kollegerne eller opsøge bodegaer og barer for at sikre sig, at borgeren er i live. 

”Man må være omstillingsparat og kreativt tænkende for at arbejde her,” siger Mette Borchardt og fortæller om, dengang hun gav en borger insulin, mens han sad på bænken med sine kammerater.

”Selvom man ikke opnår så store resultater, synes jeg stadig, at jeg gør en forskel,” siger Mette Borchardt.  

Hvad er din bedste oplevelse med en borger i den sidste uge?

”Der var en borger, der kunne huske mit navn. Hende kommer jeg hos dagligt, og hun spørger som regel, hvem jeg er, og hvad jeg hedder. Forleden sagde hun mit navn, da jeg spurgte om det.  Det var helt utroligt.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Alkohol
Psykisk lidelse