Arbejdsdag på 10 timer i hjemmeplejen

Det er fjerde arbejdsdag i træk, som er 10 timer lang med 0 min. til pause. Hjemmesygeplejerske i Odense Kommune, Pia Lüders Røge, som er udekørende sygeplejerske til borgere med fysiske funktionsnedsættelser, har skrevet en time til time-beretning om en af de lange arbejdsdage.
Morgen på kontoret i Vollsmosegruppe 1 i Odense Kommunes Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse. Pia Lüders Røge er på vej til dagens første besøg.
Foto: Nils Lund Pedersen

Kl. 7.30 
Jeg orienterer mig om arbejdsdagen. Vi er fire faste sygeplejersker og to vikarer i dag. Der er 9 timer på min køreliste, som jeg skal køre sammen med en vikar. Jeg henter bilnøgler og telefon til vikaren. Min rute ligger i udkanten af Odense, og jeg vil i dag køre omkring 30 km. Jeg åbner computeren og taler med mine kolleger om en ung kvinde, som døde i mit nærvær i lørdags. Det var barskt, og jeg har brug for at reflektere over nogle ting. Jeg kigger adviser igennem. Der er kommet 24, siden jeg tjekkede i går sent eftermiddag. Fem af dem arbejder jeg videre med. 

Kl. 8.00 
Vikaren møder. Jeg fordeler borgerne og sætter hende ind i de vigtigste ting. Jeg tager 11 borgere, og hun får otte. Vikaren kender ikke området, og jeg prioriterer borgerne, så hun kan køre ruten hurtigst muligt. Gruppeleder kommer to gange og informerer om, at datteren til en af mine borgere har rykket for besøg. Morens nyanlagte stomi bløder, og der mangler stomiremedier. Jeg vælger at sende vikaren ud til denne borger, da en advis omhandler en terminal borger på min rute, som er blevet dårligere siden i går og derfor kræver hurtigt besøg og mere tid. Inden vikaren kører ud, tjekker jeg, om der er materialer, der skal med ud. 

Kl. 8.30
Vikaren kører ud. Jeg når at ringe til en pårørende og arrangerer, at de henter noget medicin og handle på en korrespondance fra en læge vedrørende en ny borger til sårbehandling i morgen. Jeg samler, hvad jeg skal bruge til min rute og kører ud til borger nr. 1. Jeg har 15 min. til at give en blodfortyndende injektion. Borgeren har nytilkomne blodpropper i lungerne, og han fortæller, at det blodfortyndende præparat ikke var i den medicin, han fik aftenen før. Det skulle det have været. Jeg giver ham den manglende medicin med lidt yoghurt, og jeg laver en seddel, der tydeliggør, hvilke æsker han skal have på hvilke dage. Jeg har taget den sidste injektion, og der mangler mindst to injektioner til de næste dage. 

2017-2-dagbog1
Pia Lüders Røges rute ligger i udkanten af Odense, og den dag, beretningen blev skrevet, tilbragte hun omkring 30 km på landevejen.
Foto: Nils Lund Pedersen
Kl. 9.00 
Jeg har 20 min. til borger nr. 2. Hun er evnesvag og har kompliceret insulinkrævende diabetes. Jeg skal yde støtte og vejledning til hendes behandling. Jeg vurderer hendes blodsukker, og  vi taler om, hvornår hun skal tage hurtigtvirkende insulin. En fra kommunens administration har haft til hende angående hendes diabetesbevilling. Det viser sig, at hun har brugt remedier fra sin afdøde svigermor, og derfor er der uregelmæssigheder i hendes egen bevilling. Jeg ringer til kommunens udbyder af diabetesremedier og bestiller nye varer til hende. 

Kl. 9.30
Jeg har 30 min. til borger nr. 3, som er terminal pga. lungekræft med metastaser. Jeg skal måle blodsukker, give insulin og skifte smerteplaster. Han har haft en dårlig i nat og ønsker at komme på hospice. Datteren, som har været der hele natten, er enig. Hun er træt. Jeg taler med egen læge om indstilling til hospice. Der er tiltagende smerter, og jeg får ordination på endnu et smerteplaster. Jeg ringe til apoteket og arrangerer udbringningen af dette til middag. Han skal have tudekop, men apoteket mangler en bevilling. Jeg ringer til ”Indgangen” og får dem til at faxe til apoteket. Bandagen til galdedrænet skal skiftes. Der er ikke flere af de specielle plastre, der benyttes, og jeg må lave en forstærkning. Senere må jeg køre tilbage til kontoret og hente sterile materialer, som kan kompensere for det specielle plaster. Jeg taler med borgeren og datteren om, at jeg vurderer, døden er nær, og hvad vi skal gøre, hvis der mod forventning ikke kommer en akut plads på hospice. Vi bliver enige om, at han skal blive hjemme, og vi skal øge besøgene, indtil der forhåbentlig, men med ringe sandsynlighed, kommer en plads. 

Kl. 10.30 
Jeg modtager et opkald fra vagttelefonen om, at den næste borger rykker for besøg, da hun skal akut på sygehuset. Jeg er bagud, fordi besøget hos den terminale borger har taget en time. Der er 20 min. til borger nr. 4, som har diabetiske fodsår. Hun er ude at gå tur med hunden, og jeg venter 5 min. Imens ringer jeg til gruppeleder og får hende til at effektuere flere besøg til borger nr. 3. 
Der er også 20 min. til borger nr. 5, hvor jeg skal tilse venøse bensår og lægge kompression. 15 min. senere er jeg ved borger nr. 6, hvor jeg har 20 min. til behandling af et tryksår. 
Borger nr. 7 skal have behandlet et kirurgisk sår efter en forfodsamputation. Han er kørestolsbruger, lam i det dårlige ben, og kendt for dårlig compliance. Såret er kompliceret og inficeret. Jeg vurderer, at jeg skal komme hyppigere. 

Kl. 12.00
Det 8. besøg er hos en terminal borger med lungesygdom, og der er 40 min. Jeg skal trække injektionsmedicin op, som borgeren selv kan administrere det næste døgn. Egentlig skal jeg have den ugentlige pallierende samtale med borgeren, men jeg har ikke tid. 15 min. senere er jeg ved borger nr. 9, hvor jeg har 60 min. til at behandle tre komplicerede bensår og skylle en byld. Det ene sår har en vakuumpumpe, der skal skiftes. Jeg skynder mig og når det på 45 min. 

Kl. 13.00
Borger nr. 10 er en 96-årig mand, hvor jeg har 30 min. til at behandle to bensår. Han har modtaget et brev med en indkaldelse til udredning for fald. Det er urealistisk, at han kan komme til sygehuset, da han er blevet dårligere, er sengeliggende og konfus. Jeg ringer til sygehuset og får tiden annulleret. Det skal jeg sende en korrespondance til egen læge om. 

Kl. 13.30
Jeg er hos borger nr. 11, hvor jeg har 20 min. til at tilse et kirurgisk sår. Såret er lægt, og borger skal afsluttes. Jeg kører herefter ind på kontoret og henter de materialer, jeg manglede hos borger nr. 3. Der er ingen af de andre på kontoret, da alle stadig har travlt. Jeg går på toilettet for første gang i dag.

Kl. 14 
Vikaren ringer efter sidste besøg og vil høre, om der er noget, hun kan hjælpe mig med. Hun forklarer, at hun er stødt på en del forhindringer og har brug for hjælp til nogle administrative ting vedrørende borgerne. Vi aftaler at mødes om 30 min. Hun går i gang med det administrative. Der er noget, hun ikke kan finde ud af, noget, hun ikke har autorisation til, og noget, hun ikke når. 
Jeg er hos borger nr. 3 igen. Jeg har 15 min. til dette besøg. Jeg skal atter måle blodsukker og give insulin. Der er kommet varer fra apoteket. Jeg påsætter det nye smerteplaster. Jeg klargør den nye tudekop. Jeg skifter efter sterile principper plasteret over galdedrænet. Datteren er udmattet, hun har været hos borgeren det sidste døgn. Hun er bekymret for natten, hvor borger skal ligge alene. Jeg nævner, at jeg kan forsøge at skaffe en vågekone. Det vil de tænke over. 

Kl. 14.30
Tilbage på kontoret spiser jeg min madpakke, mens vikaren fortæller om sine problematikker. Jeg danner mig et overblik over, hvad hun mangler. Noget af det, når hun at lave, mens jeg går i gang med resten. Yderligere en terminal borger skal ændres i smertebehandling, og medicinen leveres først til borger i eftermiddag. Aftensygeplejersken skal adviseres om, at der er et ekstra besøg. Hos en anden borger har vikaren haft en telefonkonsultation med diabetesambulatoriet, og der er efterfølgende ændringer i insulinen fra i morgen. Det skal dokumenteres og noteres på kørelisten til i morgen, og der skal laves nyt insulinskema. 

Kl. 15.00 
Vikaren er gået, og jeg fortsætter med at samle op efter hende. En af vikarens borgere har fået målt blodtryk, og værdierne skal sendes til egen læge. Borgeren skal herefter afsluttes. Jeg dokumenterer og afslutter indsatsen. 

Kl. 15.30 
Nu skulle jeg have haft fri. Jeg ringer tilbage til datteren til borger nr. 3 og giver hende en trist besked om, at vågekonetjenesten er midlertidig nedlagt grundet mangel på frivillige. Vi taler om hendes dilemma. Hun er træt, men kan risikere, at hendes far ligger og dør alene i nat. Kan hun bære dette? Jeg går i gang med borger nr. 3. Jeg laver en palliationsstatus og sender den ud til alle vagtlag, ringer og orienterer aftensygeplejersken. Flytter besøget på drænplasterskiftet fra i morgen til i dag og dokumenterer, at borger er øget i smertebehandling. 

Kl. 16.00
Dokumenterer på borger nr. 2 og noterer på kørelisten til næste besøg, at der skal samles op på, om diabetesremedierne er kommet og på dato for næste kontrol i diabetesambulatoriet. Ændrer planlægningen i Care på borger nr. 7 og afslutter indsatsen for borger nr. 11. 

2017-2-dagbog2
"Kl. 17.30 Jeg har været på arbejde i 10 timer og har ikke nået at dokumentere på alle borgerne."
Foto: Nils Lund Pedersen

Kl. 16.30
Tjekker de 56 adviser, der er kommet siden i morges. Jeg mangler borger nr. 1. Jeg kan ikke finde frem til, hvor de manglende blodfortyndende injektioner er, eller hvad planen er fra lægen. Vi har ikke modtaget svar på en korrespondance fra egen læge, vi skrev i fredags. Det er vigtigt, hvis jeg skal have injektioner ud til i morgen. Jeg opretter et besøg til i morgen, hvor egen læge må ringes til. Printer en køreliste til i morgen og ser den igennem.

Kl. 17.00
Pakker remedier til mine og vikarens borgere, samt en sårkasse til en ny borger. Herefter bruger jeg 15 min. på at lave noget nødvendigt vejlederarbejde. Jeg udfærdiger en plan for min modul 12-studerende, som starter i morgen, hvor jeg ikke er på arbejde. Det er vigtigt, at hun føler sig velkommen. 

Kl. 17.30 
Jeg har været på arbejde i 10 timer og har endelig fri. Jeg har ikke nået at dokumentere på alle borgerne. Jeg havde 5 timers besøgstid i dag. Det har jeg nøjagtigt brugt. Jeg har brugt 45 min. på køretid, 4 timer på administration og dokumentation, opfølgning og telefonsamtaler og 15 min. på min vejlederfunktion, 0 min. pause. 

Læs også: Specialisering gør hjemmeplejen sårbar

Emneord: 
Arbejdstid
Hjemmesygepleje

Specialisering gør hjemmeplejen sårbar

Stigende specialisering gør hjemmesygeplejen sårbar, f.eks. når der mangler personale, og når der bliver udskrevet særligt mange patienter fra sygehusene. Sådan lyder erfaringen fra hjemmesygeplejen i Odense Kommune, som for to år siden overgik til ny organisering.

For to år siden blev hjemmesygeplejen i Odense Kommune omorganiseret, så sygeplejerskerne ikke længere arbejder i geografiske områder, men med ansvar for grupper af borgere med f.eks. fysiske funktionsnedsættelser, sindslidelser eller pådraget hjerneskade. 

Før jul skrev hjemmesygeplejerske Pia Lüders Røge i samarbejde med sine kolleger en beretning om en arbejdsdag på 10 timer. Det var fjerde dag i træk, hvor mængden af adviser og længden på kørelisten allerede fra morgenstunden gjorde det tydeligt, at det ville blive svært at nå alle opgaver. Gruppen, Pia Lüders Røge arbejder i, har ansvar for borgere inden for kategorien ”Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse”. Hjemmesygeplejerskerne har delt beretningen internt, vist den til ledelsen og sendt den til Dansk Sygeplejeråd og til redaktionen på Sygeplejersken.

”Jeg havde brug for at komme ud med, hvad vi sygeplejersker går og laver. Både eksternt og internt i min egen organisation. Jeg vil gerne sætte fokus på vores arbejdsmiljø og det pres, jeg er ked af at skulle udsætte mig selv for. Det er ikke alle dage, der er så lange, men det er lige før, jeg vil sige, at det er en typisk dag for mig og alle mine kolleger, og det er forkert,” siger Pia Lüders Røge. 

I løbet af den 10 timer lange arbejdsdag var der ingen pauser. 

”Jeg ved, hvad jeg udsætter mig selv for, når jeg undgår at drikke, fordi jeg ikke har tid til at gå på toilettet, og når jeg arbejder i så højt tempo uden pauser. Skal jeg holde pauser, skal jeg arbejde mere over. Det er også vanskeligt at være nærværende over for familien, når jeg kommer hjem efter dage som denne. Jeg tænker over de langtidsskader, det kan give mig som stress og hjerte-kar-sygdom. Jeg er stolt af mit fag, men det gør mig sorgfuld, at arbejdsforholdene er sådan her,” siger Pia Lüders Røge.  

Længere køretid

Sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant Lillian Drejer Thorenfeldt genkender den skildring af en arbejdsdag med overarbejde og lange kørelister, som Pia Lüders Røge og hendes kolleger kommer med. Hun mener, at når det netop er i en gruppe som ”Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse”, hvor Pia Røge arbejder, så hænger det sammen med den måde, Odense Kommune har valgt at organisere hjemmeplejen på.

”Ved at dele hjemmeplejen op efter grupper af borgere, betyder det, at sygeplejerskerne er blevet fordelt i mange tværfaglige grupper. Det gør hjemmesygeplejen sårbar,” siger Lillian Drejer Thorenfeldt. 
Ifølge fællestillidsrepræsentanten sker det jævnligt, at der bliver udskrevet særligt mange patienter fra sygehusene, som falder under kategorien fysisk funktionsnedsættelse, og derfor har hjemmesygeplejens organisering i praksis vist sig at være sårbar. 

”Det er svært at planlægge at have ressourcer nok til at klare spidsbelastninger med det stærke fokus, der samtidig er på at overholde budgetter. Hjemmesygeplejerskerne skal så vidt muligt kunne dække ind og hjælpe hinanden inden for egen gruppe, men det er vanskeligt, hvis grupperne er for små,” siger Lillian Drejer Thorenfeldt, som fortæller, at der faktisk er kommet en ny organisering fra 1. januar, som ledelsen håber vil afhjælpe problemet. 

”De tværfaglige grupper er blevet større, netop for at hjemmesygeplejerskerne skal kunne dække bedre ind og hjælpe hinanden. Så må vi se, om det bliver bedre.” 
Sygeplejerskernes beretning om overarbejde viser sig også i statistikken over, hvor mange lønkroner, der bliver udbetalt i overarbejde til hjemmesygeplejersker per måned. I de seneste to år har Odense Kommune ligget på et niveau, der er dobbelt så højt som landsgennemsnittet. (se figuren)

2017-2-dagbog-tabel1

Sundhedsklinikker

Forløbschef for Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse i Odense Kommune, Lotte Hemmingsen, har læst Pia Lüders Røges beretning om de lange arbejdsdage med mange besøg uden pauser. Hun mener, at det vil have effekt, når Odense Kommune får udbredt brugen af deres fem sundhedsklinikker. I en mail til Sygeplejersken skriver hun bl.a.:

”Med sundhedsklinikker kommer borgerne til os i stedet for, at vi besøger dem i hjemmet. Det er en omstilling, som også kræver en kulturændring hos os selv. Men lykkes vi med det, vil det reducere sygeplejerskernes transporttid væsentligt og dermed tage en god del af arbejdspresset.” 

Lillian Drejer Thorenfeldt vil ikke afvise, at sundhedsklinikker kan ændre på arbejdspresset, men hun tvivler på, at de kan løse problemet, da hun mener, at de allerede nu anvendes, hvor det er muligt. 

”Beretningen handler jo om terminale borgere, om inficerede sår og en blødende stomi, og det er ikke tilfælde, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at borgerne skal tage til en sundhedsklinik,” siger hun. 

Formand for Fagligt Selskab for sygeplejersker i kommunerne, Inge Jekes, kender ikke Odense Kommunes organisering, men hun bekræfter tendensen til den stigende specialisering i hjemmesygeplejen, der presser arbejdsmiljøet i mange kommuner. 

”Specialiseringen har mange fordele, men den kan også være med til at gøre hjemmesygeplejen mere sårbar, hvis de geografiske afstande bliver så store, at sygeplejerskerne skal bruge en stor del af deres tid på landevejen,” siger Inge Jekes. 

Hun mener ikke, at sundhedsklinikker eksempelvis kan reducere sygeplejerskers transporttid væsentligt, når det handler om borgere, som har fysisk funktionsnedsættelse. 

”For det betyder jo netop, at det er borgere, som ikke kan komme ud, og hvor det er nødvendigt, at der kommer en sygeplejerske ud i hjemmet for at se borgerens omgivelser i en helhed og vurdere, om der er de fornødne ressourcer,” siger Inge Jekes. 

Læs også: Arbejdsdag på 10 timer i hjemmeplejen

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Skiftedag: Jeg får et kick ud af at gå på arbejde

Som hjemmesygeplejerske var Sabrina Schubert glad for tiden til den enkelte borger og blikket på det hele menneske. Men hun savnede en hurtigere patientrespons på behandlingen og en mere uforudsigelig arbejdsdag. Det får hun til gengæld nu i sit nye job i akutmodtagelsen.
Foto: Lene Esthave
Title

Sabrina Schubert, 32 år.
Nyt job: 1. august ansat som sygeplejerske ved Akutmodtagelsen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, hvor hun modtager patienter, opstarter behandling og sender dem videre til sengeafsnit eller eget hjem.
Kom fra: Hjemmeplejen i Aabenraa Kommune, hvor hun var ansat i 10 måneder.

”Man lærer borgeren bedre at kende i hjemmet, end man gør på sygehuset. Jobbet som hjemmesygeplejerske bliver ofte meget personligt, og du hjælper dem allerede, idet du kommer ind ad døren. For de fleste mangler selskab. Jeg kunne godt lide at være så tæt på borgeren, men plejen og behandlingen blev hurtigt for rutineagtigt. Jeg manglede det akutte, som jeg tidligere har mødt på en akutmodtagelse i Haderslev. Og samtidig savnede jeg den hurtige respons på behandlingen. Der kunne gå dage, inden jeg igen besøgte gamle hr. Hansen, og derfor kunne man risikere, at der var gået betændelse i et sår, fordi borgeren skulle have haft antibiotika – en anden behandling.

Det ville aldrig ske på intensivafdelingen, som jeg også har arbejdet på. Her er man hele tiden mindst fem skridt foran, og en forkert behandling poppede med det samme op på monitoren. Her var der et meget højt sygeplejefagligt niveau. Men intensivafdelingen var for intensiv for mig. Jeg havde det meget skidt med, at jeg skulle forholde mig til alle de meget alvorligt syge unge patienter på min egen alder.

I akutmodtagelsen får jeg en fin blanding af det fagligt høje niveau fra intensivafdelingen og blikket på det hele menneske fra hjemmeplejen. Jeg modtager patienter, der kommer fra egen læge, fra vagtlægen og dem, som ringer 112 og har været forbi skadestuen. Det kan være patienter med KOL i udbrud, smerter i brystet pga. en blodprop i hjertet eller kvinder, der bløder meget, fordi de pludselig aborterer. Min opgave er så at finde ud af, hvad de fejler, påbegynde første behandling, få lagt en plan for videre behandling og finde ud af, om patienten kan komme hjem i morgen eller skal visiteres til et sengeafsnit. De skal hurtigt videre. For vi ved aldrig, hvor mange der kommer ind i næste øjeblik.

Men jeg trækker også på min erfaring fra hjemmeplejen. For jeg ved, hvad vi udskriver patienten til. Mange ældre patienter i vores område kommer fra landet og er ofte meget ensomme. Hjemmeplejen er næsten patientens anden familie. Så i dag ringer jeg lige til hjemmeplejen og udveksler informationer med dem. 

Du skal have det hele billede af patienten for at give en optimal behandling, og her er det vigtigt at kende forholdene derhjemme. Ellers kommer patienten bare igen efter en uge.

Jeg fik jobbet via to sygeplejersker i mit netværk, som anbefalede mig til ledelsen og overbeviste mig om at skrive en uopfordret ansøgning. Det førte i første omgang til et vikariat, og 14 dage senere var jeg fastansat.” 

Emneord: 
Akutsygepleje
Hjemmesygepleje

Dengang: Hjemmesygepleje i dagtimerne

Hjemmesygeplejerske Rena Nørregård, den kommunale hjemmesygepleje i København, på besøg hos en borger i 1971. Dengang kunne man kun få hjemmesygepleje i dagtimerne, så det var stærkt begrænset, hvor komplekse plejebehov der kunne tilgodeses. Døgnplejen blev først indført for alvor i 1982 efter lange og seje forhandlinger om hjemmesygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold.

dengang
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Frontløber: Specialiserede hjemmesygeplejersker krydser kommunegrænser

Akut, kronisk eller faglig sparring til kommunernes sygeplejersker og assistenter. Jeanette Breiling arbejder på tværs af tre kommuner som en del af et specialiseret hjemmesygeplejeteam.
Sundhedsvæsenets frontløbere

Arbejdet i det nære sundhedsvæsen bliver mere og mere komplekst, og allerede nu løfter sygeplejersker flere komplicerede opgaver end tidligere. Inden årets udgang skal et udvalg, nedsat af regeringen, KL og Danske Regioner, lave en masterplan for det nære sundhedsvæsen, så det bliver mere sammenhængende, borgernært og omkostningseffektivt. Ældre medicinske patienter, kronikere og patienter med psykiske lidelser har særlig fokus. Sygeplejersken sætter spot på fagets frontløbere i primærsektoren og på sygehusene.

“Vi skal køre nu, ellers vil hendes egen læge indlægge hende,” siger sygeplejerske Anne Darmer Christensen til kollega Jeanette Breiling. Klokken er 8.30 om morgenen, og de to sygeplejersker udgør dagens vagthold i det specialiserede hjemmesygeplejersketeam (SHS-team), der huserer i Ballerup Kommunes sundhedshus. 

Jeanette Breiling og hendes kollega kigger på de opgaver, der foreløbigt er ringet ind. Skiftning af en PEG-sonde og et besøg hos en borger med et blødende sår på tungen. Det er borgeren med såret, der måske kan forhindres i at blive indlagt. 

Siden 1. marts 2015 har et SHS-team bestående af otte sygeplejersker inden for forskellige specialer rykket ud i kommunerne Herlev, Ballerup og Furesø udenfor København for at forebygge unødvendige indlæggelser. SHS-teamet skifter bl.a. katetre, frakobler kemopumper, anlægger PVK, giver i.v.-væske og i.v.-antibiotika. Samtidig giver de telefonisk sparring til deres kolleger i hjemmesygeplejen og på plejecentre og sparrer med hospital og praktiserende læger. 

“Vi er ikke hjemmesygeplejersker, men vi udgør et supplement til deres arbejde og er tit et bindeled mellem sektorer. Der er et behov for specialiseret sygeplejeviden i primærsektoren, og for at hjælpe borgerne, når de er hjemme, da borgerne bliver hurtigere udskrevet fra hospitalerne end tidligere. Når kommunerne er små, er vejen frem at arbejde på tværs,” siger Jeanette Breiling, der har ni års erfaring fra to onkologiske hospitalsafdelinger.

2016-3-frontloeberTværkommunalt arbejde udfordrer ekstra

Efter at have skiftet PEG-sonden på en beboer på plejecentret i Furesø Kommune kører Jeanette Breiling videre til nabokommunen Herlev. Arbejdsdagene i SHS-teamet er uforudsigelige, og denne dag når sygeplejersken rundt i alle de tre kommuner, som SHS-teamet dækker. Og ifølge teamets projektleder Anne-Marie B. Mølbæk kræver netop det tværkommunale – og sektorielle – arbejde, at sygeplejersken i teamet er “organisatorisk robuste.”

“Det giver ekstra udfordringer, når man arbejder på tværs, fordi alle kommunerne har forskellige måder at organisere arbejdet på. Der er forskellige IT-systemer, og vi har rigtig mange aktører, der skal orienteres, når vi gør noget,” siger hun og forklarer, at SHS-teamet skal vise nye veje til, hvordan kommuner og sektorer kan arbejde sammen, dele ressourcer på tværs og på lang sigt skabe nye standarder på området, der vil kunne bruges i resten af Danmark.

“Det handler om at se muligheder og ikke begrænsninger og tage udfordringerne hen ad vejen, så vi kan optimere patientforløbene,” forklarer Anne-Marie B. Mølbæk. 

SHS-team går bag om problemet

“Du var faldet i morges, hører jeg,” siger sygeplejerske Jeanette Breiling, der er kommet hjem til Karen Margrethe Hansen i Herlev.

Hjemmesygeplejen har kontaktet SHS-teamet med besked om, at den 86-årige kvinde er svimmel og tidligere har haft for lav blodprocent. Karen Margrethe Hansen sætter sig i sin lænestol i stuen og snakker med Jeanette Breiling om, hvad der skete, da hun faldt. Derefter får hun målt værdier. Saturation, blodtryk og temperatur ser fint ud. 

“Det er mine knæ, den er gal med. Men ellers fejler jeg aldrig noget, så jeg ved ikke, hvad det er med den svimmelhed,” siger Karen Margrethe Hansen, mens hun først gaber munden op, så Jeanette Breiling kan kigge hende i halsen, og dernæst kigger op i loftet, så sygeplejersken kan studere øjets slimhinder.
 

Klædt på til fremtiden

Før Jeanette Breiling blev en del af SHS-teamet, arbejdede hun ni år på onkologisk afdeling på henholdsvis Rigshospitalet og Herlev Hospital, hvor hun har taget kemokursus. De otte sygeplejersker i SHS-teamet kommer fra otte forskellige afdelinger og syv forskellige specialer og har sammen deltaget i et kompetenceudviklingsprogram a fem moduler under Region Hovedstaden. Modulerne bestod bl.a. af teambuilding, brobygning og praktisk træning af tekniske færdigheder. 

“Du har lidt blege slimhinder, så måske har du lidt lav blodprocent,” siger sygeplejersken og finder nummeret frem til borgerens egen læge for at få grønt lys til at tage en blodprøve og dermed slå fast, om det er årsagen til svimmelheden.

“Vi forsøger ikke kun at løse borgernes problemer her og nu, men også at finde den bagvedliggende årsag. Og den videre refleksion kvalificerer patientforløbene, også i de tilfælde hvor vi er med til at indlægge en borger,” siger Jeanette Breiling. 

Efter hjemmebesøget afleverer hun blodprøverne hos den praktiserende læge, som kontakter Karen Margrethe Hansen omkring prøvesvar og videre forløb. 

“Vores arbejde giver virkelig mening. For vi forebygger ikke kun indlæggelser, men vi varetager også borgernes livskvalitet, når vi sparer dem for en udmattende tur til hospitalet eller en tur til lægen, hvor de måske ikke kan komme op ad trapperne,” fortsætter Jeanette Breiling. 
 

Emneord: 
Hjemmesygepleje

På job: Nyt redskab inddrager borgerne i medicindoseringen

Odense Kommunes hjemmesygeplejersker har fået et nyt arbejdsredskab, Medicinhjælperen, som også inddrager borgerne. Mange vil gerne deltage eller selv stå for deres medicindosering, og kommunen satser på at rehabilitere, hvor det er muligt.

2016-2-paa-job3
Retha Nicolaisen har sat alt klar, så hjemmesygeplejerske Pia Lüders Røge kan gå direkte til doseringen
Foto: Nils Lund Pedersen
Retha Nicolaisen skal have doseret sin medicin til de næste 14 dage. Men hjemmesygeplejerske Pia Lüders Røge behøver ikke bruge tid på at rydde et sted at arbejde og finde medicinæsker og præparater frem.

Retha Nicolaisen har nemlig allerede foldet det doseringsunderlag ud, hun har fået af hjemmesygeplejen, og har stillet præparaterne fra medicinlisten på de nummererede felter øverst på underlaget og 14 tomme medicinæsker nedenunder.

Det svarer til de fire første punkter i vejledningen, som er trykt i venstre side af underlaget, og de næste tre punkter har hun også dækket: Hun har kontrolleret, at det aktive stof, der står på den enkelte emballage, er det samme som på medicinlisten, hun har tjekket den korrekte styrke, udløbsdatoen, og at der er nok af hvert enkelt præparat.

Derfor kan Pia Lüders Røge uden de store forberedelser gå til de sidste tre punkter i vejledningen. Hun hælder op, tæller efter, at der ligger det rigtige antal piller i medicinæskerne, og tjekker, at der også er nok til næste dosering.

Retha Nicolaisen har ikke lyst til at overtage hele opgaven, det føler hun sig lidt usikker på. 

”Men jeg vil utrolig gerne følge med i, hvad for piller jeg får, og hvordan de ser ud,” siger hun.

Doseringsunderlaget – også kaldet Medicinhjælperen – er et redskab, som både hjemmesygeplejersker og borgere har været med til at udvikle. Baggrunden er en større omlægning af kommunens ældrepleje, så hjælpen kan få et mere rehabiliterende sigte.

”Vi skal ikke bruge vores ressourcer på borgere, der kan selv,” siger Pia Lüders Røge. 

”Og hvis borgerne overhovedet kan, vil de gerne klare sig selv.”

Gavner patientsikkerhed og kommunekasse

2016-2-paa-job
Borgerne får udleveret underlaget, men skal selv købe medicinæsker, og det må ikke være de billige, hvor lågene kan falde af.
Foto: Nils Lund Pedersen
Omlægningen betyder et brud med gamle organisationsformer og arbejdsmetoder på mange planer. F.eks. arbejder Pia Lüders Røge i dag i et udkørende team sammen med hjælpere, assistenter og terapeuter under samme leder.

”Det nye er også, at det er borgernes mål, der skal være retningsgivende,” fortæller Pia Lüders Røge. 

”Hvor plejeplanen tidligere indeholdt sygeplejerskens formulering af problem, løsning osv., skal borgeren være med til at vurdere sig selv, og vi skal planlægge ud fra, hvad borgerens mål er. Er det borgerens eget ønske at kunne gå ud og handle selv eller ej?”

Medicinhjælperen er et mangesidet redskab. Det er godt for patientsikkerheden og for sygeplejerskernes arbejdsmiljø, at de ikke længere skal stå og jonglere med pilleglas og æsker på kanten af et overfyldt bord.

”Men det sparer mig også 10 minutter, når Retha har alting klar. Og hvis hun en dag ikke har stillet det hele frem, så vil jeg nok begynde at spørge til, hvordan hun har det. Så det er også en hjælp til at se borgerne. Om de kan det, de plejer.”

Selvfølgelig er det også en fordel for kommunekassen, hvis hjemmesygeplejersken kan afslutte en medicindosering, om ikke andet så for et år eller to, tilføjer Pia Lüders Røge.

”Vi har afsluttet nogle få, og det skete ikke før i tiden. Men før i tiden inviterede vi heller ikke borgerne til at samarbejde. Så det var let for dem at miste overblikket.”

Din bedste oplevelse med en patient for nylig?

”I dag kiggede jeg ind til en 103-årig, som her i de sidste dage har valgt at takke af til livet. Hun havde et klart øjeblik, og så kiggede hun på mig og sagde: ”Du har rare øjne.” Det er godt, at vi stadig kan være nærværende, selv om vi har travlt.”

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Sundhedsminister: Sygeplejersker skal få sundhedsvæsenet til at hænge sammen

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) vil styrke sammenhængen i sundhedsvæsenet, og sygeplejersker er tiltænkt en nøglerolle. Hjemmesygeplejerskers kompetencer skal løftes, der skal flere sygeplejersker på plejehjem, og på hospitalerne vil hun investere i uddannelse af flowkoordinatorer for at komme overbelægning til livs.

2015-12-sophie-loedhe
Caption 
Sundhedsminister Sophie Løhde vil sætte ind over for overbelægning på akutte og medicinske afdelinger, og hun vil iværksætte en national handlingsplan for den ældre patient og en national handlingsplan på demensområdet.
Attribution 
Foto: Søren Svendsen
Fem minutters gang fra Dansk Sygeplejeråds adresse på Sankt Annæ Plads ved Nyhavn ligger Sundhedsministeriet – en vigtig strategisk medspiller i Dansk Sygeplejeråds kamp for at sætte sygeplejerskers udfordringer på dagsordenen. På en skinnende messingplade på døren til Holbergsgade 6 står ministeriets nye navn: ”Sundheds- og Ældreministeriet”.

Kvinden med den højeste post i det danske sundhedsvæsen, sundhedsminister Sophie Løhde, tager imod i hjørnekontoret på 4. etage for at fortælle om sine mål for ministerperioden. De handler om fokus på den ældre medicinske patient, et løft af kræftområdet og bedre sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet. Sophie Løhde understreger, at sygeplejersker har en afgørende nøglerolle i gennemførelsen af alle tre mål. 

”Når vi snakker ældre patienter, er vi nødt til at se på indsatsen både før, under og efter sygehuset.

Sidste år var der 63.000 forebyggelige indlæggelser, og mange af dem skyldtes, at ældre eksempelvis bliver indlagt, fordi de er dehydrerede eller har en simpel blærebetændelse, der får lov at udvikle sig. Sygdomme, som vi kunne have forebygget ved at sætte ind med den tilstrækkelige pleje og behandling ude i borgerens eget hjem og på plejehjemmet,” siger Sophie Løhde.

Hun erklærer, at hun vil styrke det sundhedsfaglige niveau i kommunerne.

”Det handler bl.a. om kompetenceudvikling, men det handler også om at udstyre kommunerne med nogle bedre redskaber til at nå frem til, hvad der virker. Jeg tror, nogle kommuner føler, at de famler lidt for meget i blinde,” siger Sophie Løhde, og nævner som eksempel konkrete redskaber til at forebygge sygehusindlæggelser.

”Vi mangler viden om, hvilke indsatser som virker. Altså, hvad der afgør, at den indsats, man laver i én kommune, slår bedre igennem i forhold til den indsats, man iværksætter i nabokommunen. Vi ser rigtig mange kommuner, som laver akut- og aflastningspladser, men de er meget forskelligartede. Det er også baggrunden for, at kommunerne sammen med regeringen og Danske Regioner besluttede at igangsætte arbejdet for udvikling af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen,” siger Sophie Løhde.

De tre vigtigste indsatser

Hvilke tre ting, vil du som ny minister satse på at forandre?

  1. ”Nu og her vil vi gerne levere markante resultater for den ældre patient, her tænker jeg både på medicinske afdelinger – overbelægningsproblemerne, men også på hele demensområdet.”
  2. ”Kræftområdet skal løftes med en Kræftplan IV.”
  3. ”En indsats, der går på tværs for at skabe et bedre sammenhængende sundhedsvæsen.”

Flere sygeplejersker på plejehjem

Ser du også et behov for at styrke kompetencerne ved at ansætte flere sygeplejersker på plejecentre?

”Det mener jeg slet ikke, at vi kommer uden om fremadrettet. Vi kommer til at se opgaveflytning eller -glidning på mange niveauer, det gælder ikke kun sygeplejersker, men også i forhold til sosu’er og læger.”

Et af regeringens konkrete forslag til næste års finanslov er en styrkelse af de sundhedsfaglige kompetencer ved at udbrede ordningen med plejehjemslæger; en ordning, der har kørt som et forsøg i en række kommuner.

”Her har man opnået nogle rigtig gode resultater, og det er jo også en måde at styrke de sundhedsfaglige kompetencer ude på plejehjemmene. Det gør vi ikke ved udelukkende at have fokus på, at der er en plejehjemslæge. Det er jo i høj grad også at have fokus på de kompetencer, som sygeplejersker har – også dem, som har nogle specialkompetencer især i forhold til ældre patienter.”

Kan du forestille dig, at sygeplejersker f.eks. skal ordinere medicin og indlægge patienter?

”Altså, vi kommer ikke til at fjerne lægens ordinationsret, det ser jeg ikke for mig. Men der er masser af opgaver, hvor man kan agere på delegation. Altså på lægens ansvar, som er delegeret til en anden sundhedsperson, i det her tilfælde en sygeplejerske. Det foregår allerede i dag i vid udstrækning, og den udvikling bliver ikke mindre fremadrettet.”
 

Flere uddannes til flowkoordinatorer

Også under patientens indlæggelse ser Sophie Løhde sygeplejersker i en nøglerolle. Hun blev inspireret, da hun for nylig besøgte Slagelse Sygehus og blev præsenteret for deres model med en flowkoordinator, som sørger for at fordele patienterne rundt på hele sygehuset for at undgå overbelægning og patienter på gangene. Hun fremhæver projekt Sikkert Patientflow, som 12 sygehuse over hele landet deltager i.

”Det viser, at man med ganske enkle, men systematiske virkemidler kan så godt som fjerne overbelægning og sikre patienterne plads på en patientstue,” siger Sophie Løhde, som er parat til at iværksætte uddannelse af flere sygeplejersker til flowkoordinatorer.

Hun forestiller sig, at nogle af de ekstra 500 millioner i 2016, som regeringen har øremærket til den ældre patient, skal gå til at få udbredt flowkoordinator-ordningen.

Finder du også penge til flere senge?

”Om der skal flere senge til, vil jeg overhovedet ikke afvise på forhånd, jeg synes bare, det er for simpelt et svar politisk kun at pege på flere senge, for problemet er meget mere komplekst end det,” siger Sophie Løhde. 

”Vi har lagt op til her i finanslovsforhandlingerne, at vi gerne vil forhandle en akutpakke mod overbelægning med Folketingets partier. Akutpakken handler om, at vi skal sætte ind med en række virkemidler her og nu med henblik på at løse overbelægningsproblemet. Flowkoordinator-ordningen er et godt eksempel på, at vi kan opnå nogle resultater også på den korte bane.”

Blå bog: Sophie Løhde, 32 år.

Går også under tilnavnet ”komet-politikeren”.

1983
Født den 11. september i Birkerød, datter af direktør Ole A. Jacobsen og forhenværende borgmester og kunsthandler Karin Løhde.

2001
Valgt ind i Frederiksborg Amtsråd for Venstre som 18-årig.

2006
Valgt ind i Rudersdal Kommunalbestyrelse.

2006
Valgt ind i Region Hovedstaden.

2007
Valgt til Folketinget for Venstre.

2011-2015
Sundhedsordfører.

2015
Udnævnt til sundhedsminister.

Overbelægning er dårlig kvalitet

Sophie Løhde er optaget af at forebygge overbelægning. Og et af midlerne er at nedbryde sektorgrænser, så patienten ikke falder gennem systemets huller og risikerer en unødvendig indlæggelse.

En statusrapport fra Sundheds- og Ældreministeriet over de enkelte sygehusafdelingers overbelægningsprocenter fik stor mediebevågenhed efter sommerferien, da oversigten afslørede afdelinger med massive overbelægningsproblemer. 

”De tal er jo både opmuntrende og nedslående. De er opmuntrende, fordi de afspejler, at man visse steder har fået knækket koden og har sat ind over for overbelægning. Men samtidig var tallene også nedslående, for vi kunne se, at nogle sygehuse havde nærmest kroniske problemer med overbelægning.”

”Overbelægning er udtryk for hamrende dårlig kvalitet, og det er uværdigt for patienter og pårørende at blive placeret i en seng klos op ad elevatoren eller et skyllerum,” slår hun fast.

Ifølge Sophie Løhde er der brug for at sætte ind både på kort og langt sigt, hvis overbelægningsproblemerne skal løses, og i Sophie Løhdes optik hænger fokus på den ældre patient sammen med at løse overbelægningsproblemet, fordi overbelægning bl.a. handler om at forebygge indlæggelse. Ud over akutpakken lancerer hun derfor to langsigtede handlingsplaner med fokus på den ældre patient: En national handlingsplan for den ældre medicinske patient og en national demenshandlingsplan. Desuden skal der tages fat i mere strukturelle udfordringer i primær sektor og på tværs af sektorerne.

”Der ligger en kæmpe udfordring i at få gearet hele den kommunale del af vores sundhedsvæsen – altså kommunerne, almen praksis og samspillet – og få løftet hele det sundhedsfaglige niveau ude i kommunerne,” siger Sophie Løhde.

Læs også: Løhde vil ikke love arbejdsro

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Politik

Historisk: Hjemmesygeplejen får et løft ind i fremtiden

Knap 60 år efter, at hjemmesygepleje blev et kommunalt tilbud, står hjemmesygeplejen over for et nyt paradigmeskifte, fordi de kommunale sygeplejersker får mange nye opgaver i fremtidens nære sundhedsvæsen på sundhedsklinikker og i ambulatorier.

2015-13-historisk-1
En hjemmesygeplejerske i København ca. 1950.
​Dengang

I 1954 var hjemmesygepleje endnu ikke en kommunal opgave. Hjemmesygeplejersker var ansat af en forening eller et menighedsråd og var tit alene på posten.

Dansk Sygeplejeråd udgav derfor i 1954 en praktisk håndbog for hjemmesygeplejersker, der i detaljer beskriver hjemmesygeplejerskens depot, hvordan hun skal føre sin køreliste, føre journal, og ikke mindst de mange sygeplejeprocedurer ude i hjemmene. F.eks. hvordan bækkener skal koges, skures og flamberes, og hvordan man kan stoppe hullerne i en madras ud med aviser, så patienten får et bedre leje og lave bandager af damebenklæder.

Vejledningen giver et indblik i, hvor primitive forholdene kunne være, og hvor meget hjemmesygeplejersken skulle kunne klare på egen hånd. Det kunne være at fikse en sengehest til patienten ved at binde en tøjsnor to gange rundt om divanen og anbringe et par spisestole med de to bageste stoleben mellem divanen og snoren.

Trykaflastning af patientens underekstremiteter fra den tunge dyne kunne man klare ved at købe et tøndebånd hos en bødker og på den måde fabrikere en hjemmelavet sengekrone. Vejledningen giver også sygeplejersker opskrifter på puder, de selv kan sy til patienterne, med hirsefrø og hakkelse til trykaflastning af hælene.

Hjemmesygepleje blev etableret som et kommunalt tilbud i 1957.

 

Dansk Sygeplejehistorisk Museum og Dansk Sygeplejeråd har genudgivet den gamle ”Vejledning i Hjemmesygepleje Teknik”, som kan downloades fra Dansk Sygeplejehistorisk Museums hjemmeside www.dshm.dk

 

 

2015-13-historisk-2
Sygeplejerske Mette Møller Vitting fra Viborg Kommunes akutteam kommer ud i hjemmet for at give blodtransfusion.
Nu

Hjemmesygeplejen står i disse år over for et paradigmeskifte ifølge flere eksperter, der medvirker i artiklerne om fremtidens sygepleje i dette blad, fordi hjemmesygeplejersker overtager flere og flere opgaver fra hospitalerne. Tiden, hvor hjemmesygeplejersken primært skulle pleje sår eller dosere medicin, er forbi.

Opgaverne i fremtiden vil i højere grad også byde på peritoneal dialyse, intravenøs medicinering, blodtransfusioner og rehabilitering, og opgaverne kommer ikke kun til at foregå i hjemmene, men også på ambulatorier og i sundhedsklinikker.

De kommunale sygeplejersker får en mere fremtrædende lederrolle på tværs af sektorer, mener formand for de kommunale sygeplejersker, Inge Jekes. Og de nye opgaver kræver udvikling og oprustning af de kommunale sygeplejerskers kompetencer.

Det nære sundhedsvæsen er blevet et varmt politisk emne, og regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner er kommet med planer og visioner for det nære sundhedsvæsen. Også Dansk Sygeplejeråd er kommet med sit bud på, hvilke kompetencer og videreuddannelser der er brug for. Et af ønskerne er en specialuddannelse i kommunal sygepleje, primært målrettet alle hjemmesygeplejersker og sygeplejersker i den akutte indsats.  

 

Emneord: 
Historie
Hjemmesygepleje

Videokonferencer i patientens hjem forebygger genindlæggelser

Det tværsektorielle samarbejde har brug for at blive styrket, så patienterne ikke havner mellem to stole ved udskrivelse fra hospitalet til hjemmet. Et projekt har gennem brug af video vist, at tele-hjem-konferencer er én måde at forebygge genindlæggelser på. Det kræver dog, at netdækningen er i orden.

Resumé

Brangstrup L, Lorenzen T. Videokonferencer i patientens hjem forebygger genindlæggelser.
Sygeplejersken 2015;(8):76-80.

I Region Sjælland er der som et forsøg etableret en tele-hjem-ordning som et samarbejde mellem Roskilde og Køge Sygehuse og de syv omkringliggende kommuner. Ved tele-hjem holdes der en videokonference, hvor patienten og den kommunale sygeplejerske i patientens hjem er i kontakt med tele-hjem-projektsygeplejersken på sygehuset. Ved videokonferencen gennemgås udskrivelsen, planer efter udskrivelsen og patientens rammer i hjemmet.
Formålet er at sikre bedre patientforløb i overgangen mellem sektorerne i forbindelse med udskrivelse og hjemkomst. Målet er at forebygge genindlæggelser, udvikle samarbejdet og sikre vidensdeling omkring patienten på tværs af sektorer.
Arbejdet med videokonferencer i det tværsektorielle patientforløb har givet positive og lærerige erfaringer. Samarbejdet på tværs har givet indblik i, hvordan der arbejdes i sektorerne, og hvorledes det kan bidrage til det gode patientforløb. Patienterne oplever sig medinddraget i ”trialogen” og går aktivt ind i eget behandlingsforløb.

Nøgleord: Telemedicin, videokonference, tværsektorielt samarbejde, sammenhængende patientforløb.

 På baggrund af den Nationale handleplan for den ældre medicinske patient besluttede Region Sjællands Regionsråd i 2012 at iværksætte en række initiativer til at forebygge genindlæggelser af den ældre medicinske patient (1).

Et af initiativerne var at etablere en tele-hjem-ordning, og da der var behov for yderligere evidens på dette område, blev det besluttet, at indsatsen skulle designes og testes som et forskningsprojekt. Det videnskabelige projekt løb over 1 1/2 år i perioden 2013-2014, og resultaterne fra projektet ventes offentliggjort i slutningen af 2015.
 

Moderne udgave af Følge hjem

Tele-hjem-konference er en nytænkning/modernisering af et tidligere koncept ”Følge hjem-ordningen”. I Følge hjem-ordningen, der blev udviklet på Geriatrisk afdeling på Gentofte Hospital, følger en medarbejder fra sygehuset, f.eks. en sygeplejerske eller en fysioterapeut, med hjem sammen med borgeren. Udover at gennemgå det praktiske omkring udskrivelsen som f.eks. medicinering ser de hjemmet efter i forhold til, om alt er i orden.

Er der mad i køleskabet, kan patienten komme omkring i hjemmet, er der de nødvendige hjælpemidler i hjemmet? Tele-hjem tænkes at være mere effektivt i en region med store afstande, så projektsygeplejersker fra sygehuset ikke skal køre ud til borgerens hjem. Der kan således gennemføres fire samtaler om dagen pr. medarbejder, hvor man ved Følge hjem-ordningen kunne nå to samtaler på en dag. Desuden blev det vurderet, at de opgaver, der skulle løses i hjemmet, naturligt hørte til det kommunale arbejdsområde.
 

Projekt forankret på to sygehuse

Tele-hjem-projektet er forankret på Region Sjællands sygehuse i Køge og Roskilde. Projektet foregår på medicinsk, geriatrisk samt akutafdelingen på de respektive sygehuse. Projektsygeplejerskerne er organiserede under samme ledelse og med arbejdssted på begge sygehuse.

Projektet er et randomiseret studie, og 1.387 patienter er med. Patienterne er fundet ved daglige screeninger af alle indlagte patienter over 55 år i henhold til protokollen. Screening og udvælgelse bliver udført via patientjournalerne samt i dialog med afdelingernes sygeplejersker.

Videokonferencerne foregår via Polycom, som er en af udbyderne til afholdelse af videokonferencer. Det er en sikret forbindelse og anvendes på samme måde som Skype. Det er lidt forskelligt, hvordan kommunerne har valgt at være digitale: Nogle har bærbare pc’er, andre bruger iPad, det har dog ikke den store betydning teknisk set.

For de patienter, som skal have et tele-hjem-besøg, tager projektsygeplejersken kontakt til hjemmesygeplejen i patientens hjem
kommune. Der informeres om patientens data, udskrivende afdeling samt om sygdom, som har ført til indlæggelse. Ved denne kontakt bliver det fastlagt, på hvilket tidspunkt tele-hjem-besøget skal foregå, ud fra hvornår patienten kan forventes hjemme.

Projektsygeplejerskens forberedelse inden afholdelse af videokonferencen er en vigtig faktor, for at konferencen får den faglige kvalitet, som er meget essentiel for at sikre det sammenhængende patientforløb mellem sektorerne. Projektsygeplejersken kontrollerer, om patienten har fået lagt ny medicin på receptserver, hvilket tjekkes via det Fælles Medicinkort (FMK). Derudover læses epikrise samt sygeplejejournal igennem i forhold til at afklare, om der er ambulante kontroller, og om der evt. er nogle problemstillinger, der med fordel kan tages hånd om i det kommunale sundhedsvæsen.
 

Erfaringer fra kommunerne

Hjemmesygeplejersken kommer til patientens hjem ca. 1/2 time før selve videokonferencen og gennemgår her en spørgeguide sammen med patienten. Dette danner baggrund for videokonferencen.

Greve Kommune
I Greve Kommune er der 6-8 samtaler pr. måned. Der er fire sygeplejersker, som fortrinsvis varetager tele-hjem-samtalerne. Det er kun få gange lykkedes at afholde samtalerne som videokonference, primært fordi det mobile datanetværk i Greve har været for svagt til at kunne understøtte dette, se boks 1, derfor er samtalerne afholdt over telefonen.
Hjemmesygeplejerskerne er meget begejstrede for ordningen:

”Vi møder nogle borgere, som vi ellers ikke ville have mødt, og jeg tror, vi kan undgå nogle genindlæggelser, når vi kommer tidligere på banen.”

”Projektsygeplejerskerne på sygehuset er meget behjælpelige og sørger ofte for, at de ting, der måske er gået galt ved udskrivelsen, bliver rettet op. En gang var jeg ude for, at en borger med et nyanlagt kateter ikke havde fået kateterposer med hjem, her sørgede projektsygeplejersken for, at der blev bragt kateterposer ud til borgeren med en taxi, det var meget imponerende,” fortæller hjemmesygeplejerske Suzanne Neerlin.

2015-8-video_1Hjemmesygeplejerske Lone Pedersen fortæller: ”Engang fik vi en borger hjem, og da jeg gik ud i køkkenet, fandt jeg et rent, men tomt køleskab. Det var sidst på dagen, borgeren var en dårlig psykiatrisk borger, som ikke selv var i stand til at handle og ikke var tilknyttet hjemmeplejen, så efter tele-hjem-mødet måtte jeg ud og købe ind til borgeren. Hende var vi ikke kommet hos, hvis der ikke havde været et tele-hjem-besøg.”

Solrød Kommune
I Solrød er de glade for tele-hjem-besøgene, selv om de ikke har så mange, de har ca. en samtale pr. måned. I Solrød bruger hjemmesygeplejerskerne en iPad til afviklingen af videokonferencen, det er dog ikke altid, teknikken virker pga. af dårlig internetforbindelse. Kun ca. halvdelen af samtalerne gennemføres som videosamtaler, resten gennemføres som almindelige telefonsamtaler.

Hjemmesygeplejerske Dorthe Rasmussen fortæller: ”Det giver noget mere, når der er billede på, for når der er video på, bliver borgeren mere medinddraget i samtalen.”

I Solrød mener de, at tele-hjem-besøgene er med til at bidrage til en højere kvalitet ved udskrivelserne. ”De hurtige udskrivelser gør, at tingene nogle gange går lidt for hurtigt. Det sker, at borgeren ikke forstår de beskeder, han modtager på sygehuset. Tele-hjem-samtalen giver gode muligheder for at afklare nogle af de tvivlsspørgsmål, som borgeren har til sin udskrivelse,” fortæller Dorthe Rasmussen.

Det er især omkring medicinen, der ifølge Dorthe Rasmussen er mange udfordringer. ”Vi har flere ganget fanget fejl i medicinlister, manglende medicinlister eller recepter, der ikke er sendt til apoteket.”

I forhold til den praktiske organisering kan det dog godt give nogle udfordringer, fortæller Dorthe Rasmussen: ”Tele-hjem-samtalerne ligger ofte sent på dagen, og det kan være en udfordring i forhold til planlægningen. Ofte må vi tage overarbejde for at kunne tage en samtale, og det er ikke altid, at det er lige populært.”

Køge Kommune
I Køge Kommune har tele-hjem-besøgene fortrinsvis været varetaget af en enkelt sygeplejerske, de fleste af besøgene, 86 i alt, blev afholdt som videokonference, de sidste ni besøg som telefonsamtaler. Her bruger sygeplejersken en iPad til besøget, og de har ca. 5-6 samtaler om måneden.

I Køge Kommune og i selve Køge by er der huller i netdækningen, og hjemmesygeplejersken har flere gange måttet logge på patientens eget netværk for at få forbindelse.

Hjemmesygeplejerske Lisbet Westerlin Christiansen er meget glad for ordningen: ”Fejl bliver opdaget hurtigere,” fortæller hun, ”og det kan ske, at borgere bliver sendt hjem i dårligere tilstand end meldt til visitationen, og derfor er der ikke de nødvendige hjælpemidler i hjemmet, det har resulteret i to genindlæggelser, og én blev overført til aflastning.”

Lisbet Westerlin Christiansen mener, tele-hjem er godt for den tværsektorielle koordination. ”Borgerne får mange informationer og papirer med hjem fra sygehuset, og de kan ikke altid overskue dette, og hvad de skal bruge det til,” og hun mener, at tele-hjem-besøgene giver et stort udbytte og er noget, der bør prioriteres. Hun tilføjer: ”Jeg har ikke været ude på nogen unødvendige tele-hjem-besøg, der har altid været et behov for en opsamling omkring indlæggelsen.”

Videokonferencer kontra telefonsamtaler
Videokonferencer anvendt som et redskab i dialogen mellem kommune, sygehus og patient ses som en nytænkning i brugen af telemedicin. Det kræver øvelse at anvende den tekniske løsning samt brug af en ny samtaleform, hvor taledisciplin og skærmkontakt er et must for ikke at skabe forvirring og fejlfortolkninger. Disse parametre ses som vigtige for at kunne få det optimale udbytte af videokonferencen, så en sikker sektorovergang opnås, og patienten oplever sig hørt og set.

Tryghed, tillid og åbenhed mellem de udførende parter af videokonferencerne er vigtige, når nye teknologiske værktøjer tages i brug. Barrierer ved at skulle anvende den tekniske løsning opleves ofte hos sundhedspersonalet, som skal anvende den. Dette er forsøgt imødekommet på flere måder. Dels har der været prøveopkald til projektsygeplejerskerne fra kommunerne, dels guidning via telefon, når teknikken ikke virkede, og hjælp til styring af samtalen under videokonferencen.

Samtaleformen er væsentlig anderledes end en telefonsamtale. Det opleves som en udfordring at holde øjenkontakt med modparten via skærmen (2). Her er det meget vigtigt, at der ikke bliver kigget ned på evt. papirer, at skærmen forlades, at der er uro i rummet etc. Det kan skabe forvirring, hvis den ene part ikke føler sig set, og det nonverbale udtryk ikke bliver opfanget.

Større tryghed opnået
Erfaringerne gennem projektet har givet øvelse og fortrolighed i brug af videokonferencer både på sygehus og i kommunerne og har betydet større tryghed i anvendelsen af videokonferencerne, hvilket giver bedre samtaler dels i forhold til at få fremstillet problemstillinger og få guidet og medinddraget patienten under samtalen, så patienten føler sig tryg under videokonferencen.

Brug af videokonferencer i dialogen mellem sygehus og kommune sender et signal om, at kommune og sygehus taler sammen. Patienten føler sig inddraget og kan påtage sig en mere aktiv rolle i egen behandling. Det opleves fra projektsygeplejerskerne, at det er nemmere for patienten at stille spørgsmål til sygehuset, når der er et kendt ansigt på skærmen.

Videokonference kontra telefonsamtale opleves som en fordel for projektsygeplejersken, da hun kan se de involverede i samtalen. Billedet giver en god mulighed for at vurdere patienten i eget hjem, og den direkte øjenkontakt giver energi i samtalen og mulighed for at vurdere, om patienten har forstået den fremadrettede behandlingsplan og har fået svar på sine spørgsmål. Der er med andre ord overensstemmelse mellem det nonverbale og verbale sprog. Hermed er det nemmere at agere på tvetydighed.

Telefonsamtaler i forbindelse med tele-hjem-projektet har været anvendt i ca. 60 pct. af samtalerne, dvs. at 345 konferencer ud af det samlede antal konferencer på 575 er afholdt som telefonsamtaler. Der kan være flere årsager til det, dels den dårlige mobile internetdækning, dels også usikkerhed omkring anvendelsen af teknikken ude i kommunerne, da nogle kommuner ikke har haft så mange videokonferencer, at det har givet øvelse.

Telefonsamtalerne er afholdt med medhør på. Her kan det dog indimellem være svært for projektsygeplejersken at skelne mellem, hvem der taler og svarer på spørgsmål, og nuancerne i samtalen kan være svære at opfange, hvilket giver risiko for fejlfortolkninger. Det sker ofte i de situationer, hvor pårørende er meget på banen. Således er det oplevet, at det er hustru eller datter, som svarer på spørgsmål for deres pårørende, og her er det svært at vide, om patienten er enig eller bare tier og samtykker.

Patienternes oplevelse af videokonferencerne er meget positiv, når det først er prøvet. For mange patienter er det nyt med at skulle tale til en skærm, og mange har svært ved at forstå, hvordan det foregår. Patienterne oplever en tryghed ved hjemmesygeplejersken og via denne også ved videokonferencen. Det, at projektsygeplejersken fra sygehuset dukker op på skærmen i hjemmet og genkendelse af hendes ansigt, opleves som tillidsvækkende. Mange patienter oplever det som en tryghed, at der er samarbejde mellem sygehusene og kommunerne, og at der tjekkes op på, om udskrivelsen er i orden. De oplever det også trygt, at der tages hånd om de behov for justeringer, der evt. viser sig i løbet af videokonferencen.
 

Telenettet ikke klar til telemedicin

I Greve Kommune er det ikke rigtig lykkedes at få teknikken til at fungere, der er flere udfordringer: I store dele af kommunen er telenetværket ikke tilstrækkeligt hurtigt, her er det kun muligt at opnå den langsomste af de fire hastigheder (2G/Edge), som er utilstrækkeligt i forhold til at afvikle en videokonference. En anden udfordring er, at hjemmesygeplejerskerne synes, at det er vanskeligt at bruge den software, som videokonferencen skal afholdes i (Polycom).

I Solrød lykkedes det i ca. 50 pct. af tilfældene at afholde tele-hjem-samtalerne som en videokonference.
I Køge lykkedes det i 86 ud af 95 tilfælde at holde tele-hjem som videokonference, der er dog områder i Køge by, hvor netdækningen ikke er tilstrækkelig.

Udfordringen med dårlig netværksdækning er således ikke kun et problem i mange tyndt befolkede områder, men også i byer som Greve, Solrød og Køge. Region Sjællands 17 kommuner har her i 2015 sendt en samlet henvendelse til regeringen og Folketinget, hvor de opfordrer til at stoppe den digitale ulighed og kræver en bedre mobil- og bredbåndsdækning (3).

Boks 2. Anbefalinger

Det anbefales, at tele-hjem-ordning organiseres på få hænder med fast tilknyttede sygeplejersker, da det kræver erfaring at kunne anvende de tekniske redskaber og en pædagogisk indsats at få en videokonference til at fungere.
Det anbefales, at det i kommunerne er erfarne hjemmesygeplejersker, som varetager opgaven, fordi det kræver helhedstænkning i forhold til patienten og hjemmet samt viden om kommunens tilbud til patienten.
Det anbefales, at der tilknyttes faste tele-hjem-sygeplejersker på sygehuset, da udfordringerne omkring teknik, pædagogik og tværsektorielt samarbejde kræver kundskab og øvelse.
Hvis telemedicinske løsninger skal lykkes, kræver det opbakning fra ledelsen såvel på sygehusene som i kommunerne.
Det anbefales, at politikerne bliver ved med at presse på for at få en bedre mobildækning i yderområderne, så telemedicinske løsninger ikke kun er forbeholdt borgerne i storbyerne.

Konklusion

Tele-hjem er et værdifuldt redskab i den tværsektorielle koordinering, som bidrager til at skabe sammenhængende patientforløb, hvilket giver mening for både patienten, projektsygeplejerskerne på sygehuset og hjemmesygeplejerskerne. Det giver en konstruktiv dialog og vidensdeling mellem sektorerne om patienten og bidrager herved til en højere kvalitet i patientforløbet.

Den kvantitative effekt af tele-hjem-projektet kendes ikke endnu, og det vides således ikke, hvordan det bidrager til at reducere uhensigtsmæssige genindlæggelser. Det vil blive klarlagt, når data fra projektet er færdigbearbejdet. På baggrund af de foreløbige positive erfaringer, se boks 2, har kommunerne og regionen valgt, at tele-hjem-ordningen fortsætter foreløbigt i hele 2015.

Det mobile telefonnet i Danmark er ikke gearet til telemedicinske løsninger, da der i store dele af landet ikke er tilstrækkeligt hurtigt internet. Skal telemedicinske initiativer rulles ud i større målestok, må der derfor gøres noget ved dette.
 

Litteratur

  1. www.regionsjaelland.dk > Dagsordener > Dagsordener 2012 > Administrativ styregruppe vedrørende sundhedsaftaler > Mødedato: 09.05.2012 > Pkt. 5: Tværsektorielle indsatser i 2012 – status > Bilag: Notat vedr. følge-hjem og følge-op. Søgedato 24.02.2015
  2. Nielsen AS Videosamtaler – en samtaleform; 2012. telemediciner.dk, søgedato: 12.01.2015
  3. 17 kommuner kræver bedre mobil og bredbåndsdækning. www.KL.dk >Fagområder > Teknik og Miljø > Nyheder > 04.02.2015. Søgedato 24.02.2015
  4. Hvad betyder GSM, Edge, 3G og Turbo 3 G. Søgedato 24.02.2015. Hvad betyder GSM, Edge, 3G og Turbo 3 G
  5. What are the actual speeds of Gprs, Edge, UMTS, HSPA etc? www.speedguide.net > Main > Faqs > Mobile Networking Faq.  Søgedato 24.02.2015
English abstract

Brangstrup L, Lorenzen T. Vide oconferences in the patient’s home prevent readmissions. Sygeplejersken 2015;(8):76-80.

In Region Zealand, a tele-home project was piloted in a partnership between Roskilde and Køge hospitals and the seven surrounding municipalities. In the pilot tele-home project, a videoconference is held in which the patient and the community nurse in the patient’s home are in contact with the tele-home project nurse at the hospital. At the videoconference, the patient’s discharge from hospital, plans following discharge, and the patient’s home setting are reviewed.
The object is to ensure improved continuity of patient care in transitions between sectors in connection with discharge and return to the home. The aim is to prevent readmissions, develop the partnership and facilitate knowledge-sharing concerning the patient across sectors.
The work using videoconferencing in cross-sectoral patient trajectories has yielded positive and instructive experiences. Cross-sectoral partnering has provided insights into how work is performed within each respective sector, and how this can be conducive to good patient trajectories. The patients report experiencing co-involvement in the “trialogue” and engage actively in their own care.

Keywords: Telemedicine, videoconferencing, cross-sectoral partnering, continuity of care.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Ældre

Parentes: Specialiseret hjemmesygeplejeteam forebygger indlæggelser


2015-5-parentes
Attribution 
Foto: Christoffer Regild

”Av for helvede,” udbryder Lis på 74, da sygeplejerske Jeanette Breiling med sikker hånd tager en blodprøve fra hendes venstre arm. Lis har influenzalignende symptomer og diarré, men hun er alligevel lettet: Hun slipper for at skulle på hospitalet. Som noget nyt kommer hospitalet til hende i form af Ballerup, Furesø og Herlev Kommunes specialiserede hjemmesygeplejeteam, i daglig tale SHS-teamet. Her rykker sygeplejerskerne ud til særligt krævende opgaver, og de kan f.eks. også skifte kateter, lægge PVK og give i.v.-væske. Jeanette Breiling fik blodprøverne analyseret på Herlev Hospital og kunne senere på dagen fortælle Lis, at de alle var negative.

Emneord: 
Hjemmesygepleje