Dilemma: 10 øl på køkkenbordet

Er det en opgave for den offentlige hjemmepleje at købe øl til en alkoholmisbrugende borger? Det spørgsmål rejser en timelønnet social- og sundhedshjælper under personalefrokosten.

Læs som PDF - gå til side 12

SY-2013-11-alt-sammen%20(1)Efter studentereksamen får Amanda arbejde i hjemmeplejen som timelønnet hjælper. Hun befinder sig godt med at besøge borgerne og er vellidt af sine kolleger, der er social- og sundhedshjælpere og assistenter.

En dag har Amanda fået en ny borger, Jørgen, og her lyder opgaven, at hun skal smøre frokost til ham og sætte 10 øl parat på køkkenbordet. Det vil Jørgen gerne have, og det er stort set det eneste, han vil have. Jørgen er 63 år, ufaglært og plaget af moderat KOL.

Hans eneste selskab er katten Pils. Jørgen bor i en beskyttet bolig, og han får besøg af en hjælper hver dag.
I pausen midt på dagen spiser personalet i hjemmeplejen frokost sammen, man tager en runde for at afdække eventuelle problemer og spørgsmål, og Amanda spørger ud i rummet, hvorfor man dog påtager sig den opgave at indkøbe og sætte 10 øl på køkkenbordet til en mand, der åbenlyst ville have bedre af at undvære dem.

Hvordan mener du, personalet skal svare Amanda?

Hvad mener du selv?

Læs nedenunder, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålet.

 Illustration: Pia Olsen

Svar 1.
Som sundhedspersonale skal vi stimulere og motivere til sund levevis. Samtidig har borgeren, i dette tilfælde Jørgen, ret til selv at vælge sin livsstil og dermed også retten til at vælge usundt og decideret livsforkortende. Men vi skal ikke som sundhedspersonale hjælpe borgeren til en usund livsstil, som denne case kan ses som eksempel på.

Den beskrevne hjælp virker ureflekteret og uprofessionel. Om de 10 øl kan være et led i en aftrapningsplan, er svært at forestille sig, men man kan ønske sig, at det er personalets svar. Alligevel synes det voldsomt at stille så mange øl frem. Nærhedsetikken kan synes at lide, da Jørgen forekommer ganske overladt til sig selv.

Men forhåbentlig fortæller gruppen af hjemmehjælpere også om de overvejelser og bekymringer, de gennem tiden har haft for Jørgen. I bedste fald spørger de Amanda, om hun som ny kan komme med idéer til, hvordan man bedst hjælper Jørgen såvel med alkoholforbruget som med det isolerede liv.

Af Dorte Elise Møller Holdgaard, RN, Etik- og Kvalitetskonsulent, exam.art., SD, MPA. Formand for den lokale kliniske etiske komité ved Aalborg Universitetshospital.

Svar 2.  

Mon ikke mange erfarne kender denne situation, hvor en ny kollega undrer sig over den eksisterende praksis og først efter et stykke tid ved, hvad man skulle have svaret?

I dette tilfælde er det en ny kollegas umiddelbare undren over, at sundhedsfagligt personale medvirker til et alkoholindtag, der for den pågældende synes uforståeligt, når nu alle ved, at alkohol er skadeligt – hvordan kan det give mening?

Meningen findes i dette tilfælde i respekten for den enkeltes selvbestemmelse, det faglige skøn i forhold til borgerens værdier og vaner. En hensigtsmæssig refleksion kunne være spørgsmålet om, hvilken konsekvens det ville få, hvis der ikke blev stillet øl frem til borgeren?

Amanda skal på en god måde have forklaret, hvilke værdier der er på spil i plejen af den pågældende borger, at han har sin selvbestemmelsesret, og at vores opgave er at sikre, at borgeren er informeret og har forstået den givne og tilpassede information. Herefter er udfordringen at støtte borgeren i de valg, han træffer ud fra sine værdier og livssituation.

Det kan være svært at forstå, og det er en stadig udfordring at have fokus på respekten for autonomi, når viden indikerer, at der burde gøres noget andet, men med hvilken ret kan vi påtage os at gøre andet end det beskrevne i denne situation?

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk Råd; www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Dilemma
Etik
Alkohol
Hjemmesygepleje
Ældre

Vi skal styrke det nære sundhedsvæsen

Anny Winther, formand for social- og sundhedsudvalget i KL, mener, at hjemmesygeplejerskerne vil komme til at spille en central rolle i kommunernes forebyggelsesindsats.

Hvordan vil kommunerne fremover styrke indsatsen for at forebygge genindlæggelser?

”Vi skal opruste det nære sundhedsvæsen og sikre en bedre koordinering af plejeopgaverne i forhold til udskrivelse og hjemkomst. Det kan betale sig at følge fru Jensen hjem fra hospitalet, sætte genoptræning i gang og sørge for, at der er orden i hendes medicin."

Derudover vil hjemmesygeplejen være et af de områder, som i forebyggelsesindsatsen bliver optimeret og videreudviklet. Både i forhold til innovation med velfærdsteknologi som f.eks. mobile iltapparater i hjemmet hos kronisk syge lungepatienter og i forhold til tættere kontakt mellem borgeren og hjemmesygeplejersken. Det kan f.eks. gøre en forskel i forhold til trygheden hos den syge ældre, hvis de har et akut telefonnummer til hjemmesygeplejersken, og måske kan det spare en indlæggelse.

En anden tendens, som vi allerede ser visse steder, og som vil udvikle sig mere fremover, er patienter, der er indlagt i eget hjem – eller udlagt, som sygehusene kalder det. Det kan være en god ting i forhold til infektionsrisiko ved sårbehandling, og at man desuden får sin egen mad og er i trygge omgivelser.

Med tiltag som disse vil vi kunne aflæse resultatet i, at kommunen sparer penge på de færre genindlæggelser. Men de ældre og syge vil også få mere livskvalitet, i og med at de undgår genindlæggelser.”

Emneord: 
Kommune
Sundhedsvæsen
Politik
Hjemmesygepleje
Forebyggelse
Ældre

Dilemma: Kan selv, vil selv

Stolthed kan få patienter til at frabede sig hjælp, selv om hjælpen er både nødvendig og en helt almindelig del af plejen for en fagperson.

   

SY-2011-17-13-1aIllustration: Pia Olsen

Hr. Andersen på 93 år er enkemand, bor alene og har ikke tidligere haft brug for hjælp. Han er tidligere major og er i sin høje alder stadig klar og orienteret. Efter flere indlæggelser pga. urinvejsinfektion og urosepsis er han nu udskrevet med blærekateter.

Det er planen, at han skal have hjælp af hjemmeplejen til kateterpleje, dvs. hjælp til nedre toilette og til at tømme og skifte kateterpose. Derudover får han hjælp til medicinadministration.

Hjemmeplejen fortæller, at hr. Andersen afslår hjælp til kateterpleje, han siger, at han sagtens selv kan klare den sag. Ved hjemmesygeplejens besøg vidner våde bukseben og en umiskendelig lugt af urin i hjemmet om, at dette ikke er tilfældet.
Hvordan skal hjemmesygeplejersken reagere?

Svar 1.

Hr. Andersen er klar og orienteret, så en hurtig-etisk vurdering vil være, at han er kompetent til at varetage sin autonomi, og at det dermed er etisk i orden at lade ham foretage et sundhedsskadeligt valg.

Men da noget kunne tyde på, at hr. Andersen førhen har været en stolt og pertentlig mand, hænger hans fravalg af hjælp til personlig hygiejne ikke sammen med hans tidligere livsstil. Med den begrundelse vil jeg bede ham beskrive sine seneste oplevelser og få ham til at fortælle, hvorfor han ikke ønsker hjælp.

Jeg vil forsøge at få ham til at forstå, at det betyder noget for os, at han har det godt, og at en af betingelserne for, at han føler velvære, er, at der ikke støder komplikationer til kateterbehandlingen. Jeg vil sikre mig, at han kender de fysiologiske konsekvenser af fravalget, der måske kan føre til genindlæggelse.

At udføre personlig hygiejne på egen hånd kan være svært, når man bærer kateter, og han skal vide, at det er almindeligt at få hjælp til plejen, som er en standardprocedure for fagpersoner. Videre kan man på en skånsom måde måske komme ind på de sociale konsekvenser af den manglende soignering, eller er det blevet ligegyldigt?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Hvad er det, der sker for sygeplejersken og hendes kolleger, når den ældre mand siger fra og ikke ønsker at modtage den hjælp og sygepleje, som de alle skønner vigtig for ham? Jeg tænker, at de oplever et klassisk dilemma mellem pligt til at udføre sygepleje og omsorg og hensynet til borgernes autonomi. 

Hvad skal de mene og tro på?

Sygeplejerskens reaktion skal afspejles i hendes kommunikative evner, tålmodighed og indfølingsevne. Hun skal for at kunne agere opnå tillid og respekt, så hun forstår, hvordan det er at være ham. For at opnå tillid må hun møde den ældre major med respekt, forsigtighed, ærlighed og værdighed, tage hensyn til hans blufærdighed og hans nedsatte mestringsevne i forhold til at håndtere hygiejnen tilstrækkeligt.

Hun må forsøge at give majoren en forståelse, så han oplever mening med og effekt af kateterplejen og forstår, at han godt kan bevare sin selvbestemmelsesret og værdighed, selv om han modtager hjælp.

Sygeplejersken må også samarbejde med den nærmeste leder for at sikre, at samme forståelse, viden og værdier bredes ud til hjemmeplejen, så hr. Andersen fortsat kan have tillid til at modtage hjælp.

Af Annette Hegelund, udviklingssygeplejerske, Ældreområdet i Glostrup Kommune, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk Det må fylde højst 900 tegn. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Dilemma
Etik
Hjemmesygepleje
Patient
Ældre

Studerende i praksis: Hvem skulle tage lorten?

Manglende retningslinjer om hundeekskrementer i hjemmet i relation til arbejdsmiljø og sikkerhed kan være et følsomt emne. Det erfarede en sygeplejestuderende i praktik i hjemmeplejen.

SY-2011-17-8-1cI min praktik som hjemmesygeplejerske på modul 6 faldt jeg så at sige over en hidtil uset problematik, nemlig hundelort.

Ifølge Danmarks Statistik holder 880.000 familier et eller flere husdyr i hjemmet, heraf er der 450.000 husstande, som holder hund. Omregner man disse tal, svarer det til, at der er 550.000 hunde i Danmark.

Når man som hjemmesygeplejerske kommer ud til en borger en tidlig morgen, og det første, man træder i på dørmåtten, er en hunde-høm-høm, skal man så tage den op i en pose og bortskaffe den? Eller skal man lade den ligge til fare for den næste, der kommer ind ad døren?

Ifølge ovenstående tal fra Danmarks Statistik risikerer vi at møde en hund i ca. 40 pct. af de hjem, vi besøger dagligt og derved også dens efterladenskaber. Hvem skal tage lorten? Må vi tage den? Og er det etisk forsvarligt ikke at tage den?

Det satte jeg mig for at undersøge, for der måtte da stå noget i loven? Ved gennemgang af socialloven og arbejdstilsynets retningslinjer fandt jeg, at der ikke gives retningslinjer for omgang med dyre-ekskrementer.

Jeg har korresponderet med embedslægen for at få fastslået, om det er en problemstilling, man er bekendt med. Det er man ikke, og man svarer, at embedslægen ikke har tilsynspligt.

Det nærmeste, jeg har kunnet finde om problematikken, er en artikel i Fagbladet FOA, der handler om regelsæt for aggressive hunde i hjemmet. Der er tale om nedskrevne retningslinjer for tilstedeværelse og pasning af hunde og andre husdyr i borgeres hjem, hvor hjælpere f.eks. ikke er forpligtet til at gøre rent efter husdyr.

Undtagelse herfra er, hvis dyret udgør en sundhedsmæssig risiko, for så skal der arbejdes på at fjerne dyret fra hjemmet.

Er det ikke fair over for både borgere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, at der skabes debat om emnet og dernæst formuleres retningslinjer?

NB. Jeg kunne heller ikke finde nogen sygeplejeteoretikere, som skrev om emnet!

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdstager
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Etik
Dilemma

Dilemma: Kontaktsygeplejersken ved bedst

To døtre står tilbage med oplevelsen af, at der ikke blev taget hånd om et af deres mors sidste ønsker, fordi plejehjemmets kontaktsygeplejerske havde en anden holdning.

SY-2011-08-13-1Lilly Jacobsen kom på plejehjem på grund af en tiltagende demens, der betød, at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv.

Fru Jacobsen var ulykkelig over at skulle give slip på sin tilværelse med sine herskabelige møbler, sit sølvtøj og sit liv som en stolt kvinde, der kunne magte meget, og som andre så op til.

På plejehjemmet holdt hun sig meget for sig selv, men udviklede dog en særlig god kontakt til to kvindelige beboere, som kom til at betyde meget for hende.

Da den ældre kvindes liv var ved at være forbi, blev det besluttet, at der nu var tale om at yde kærlig pleje, som de tre døtre tog sig fuldstændig af de sidste tre dage, fru Jacobsen levede.

Døtrene bad deres mors kontaktsygeplejerske om at invitere de to beboerbekendte med, når deres mor skulle synges ud.

Alt var klart, men de to beboere kom ikke, og da kontaktsygeplejersken blev spurgt, om beboerne havde takket nej, lød svaret: ”Jeg synes alligevel ikke, at de skulle med, så jeg har ikke sagt noget til dem.”

Fru Jacobsen blev sunget ud, og døtrene står tilbage med en oplevelse af, at de ikke fik taget hånd om et af deres mors sidste ønsker. Og den af døtrene, som er sygeplejerske, ved ikke, hvad hun skal gøre.

Svar 1.

Hvis casen skal anskues som et fagligt dilemma, er det relationen mellem kontaktsygeplejersken og fru Jacobsen, der primært skal være i fokus. På baggrund af historien ser det ikke ud til, at kontaktsygeplejersken har været i et dilemma, men muligheden er til stede, og det kunne være interessant for de tre døtre at høre kontaktsygeplejerskens overvejelser omkring afgørelsen.

Det kan være, at fru Jacobsen har sagt til kontaktsygeplejersken, at hun ikke ønskede de pågældende beboeres deltagelse.

Hvis det er tilfældet, er afgørelsen etisk korrekt, men det ville gavne de pårørende at få denne oplysning.

Har kontaktsygeplejersken slet ikke oplevet et dilemma, vil der være stor læring i en samtale, hvor lederen kan være til stede som mediator.

Måske kunne det danne afsæt for en fast praksis på plejehjemmet, hvor alle forløb ved institutionen afsluttes med en samtale med de pårørende. I den beskrevne case ser der også ud til at have været positive forhold, som de pårørende kunne fremhæve.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale kliniske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

At beboerne ikke blev inviteret, lyder umiddelbart uforståeligt og kritisabelt.

Da sygeplejersken ikke begrunder sit valg, er det svært for andre at erklære sig andet end uenige i hendes afgørelse. Hvad ligger bag udtalelsen: ”Jeg synes ikke”?

Måske har sygeplejersken oplevet følgende dilemma: På den ene side vil jeg gerne udvise respekt for den afdødes/de pårørendes ønske og respektere de to beboeres ret til selv at træffe beslutning om deltagelse. På den anden side vurderer jeg, at beboerne ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af dette valg (hvilket dog ikke fremgår af historien) og dermed ikke kan tilkendes fuld autonomi.

Stærk paternalisme (den formynderiske far) ses som modsætning til autonomi. At sygeplejersken ved bedst og bestemmer hen over hovedet på de involverede, er et udtryk for stærk paternalisme.

Muligvis har kontaktsygeplejersken haft til hensigt at beskytte beboerne. Men det går ofte galt, når vi tror, at vi ved, hvad der er bedst for den anden.

Af Susanne Ardahl, underviser på Social- og Sundhedsuddannelses Centret i Herlev, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk Det må fylde højst 900 tegn. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Dilemma
Hjemmesygepleje
Patient
Død

På patientens præmisser

Sygeplejerskerne Gitte Larsen og Vibeke Mortensen udgør sammen med deres 18 kolleger en del af frontlinjen i distriktspsykiatrien i Region Sjælland. Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen var inviteret en tur i klinikken af de to sygeplejersker.

SY-2011-06-38-1a
Sygeplejerskerne holder løbende kontakt med patienterne, der bor i eget hjem. På billedet ses Michael, som sygeplejerske Gitte Larsen har besøgt ca. en gang om måneden de seneste 4½ år. Generelt varer et besøg typisk en time, men besøgstiden er fleksibel. Foto: Simon Klein Knudsen.

”Vi yder primært sygepleje i patienternes eget hjem på patientens egne præmisser,” fortæller psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen, der sammen med sygeplejerske Gitte Larsen har inviteret Grete Christensen i klinik i den del af Region Sjællands distriktspsykiatri, som geografisk dækker Guldborgsund Kommune.

Kommunen omfatter hele Falster og en del af Lolland. Nogenlunde midt i ligger Nykøbing Falster, hvor distriktspsykiatrien holder til i en ældre bygning et stenkast fra Nykøbing Falster Sygehus.

Sammen med Gitte Larsen har Grete Christensen netop været på dagens første besøg hos en patient, der bor i eget hjem et stykke uden for Nykøbing Falster. Sygeplejerskerne har en teambil plus et par cykler til deling. Ofte kører de i egen bil, når de skal på patientbesøg. Tilbage fra besøget sidder Gitte Larsen, Vibeke Mortensen og Grete Christensen nu i sygeplejerskernes mødelokale omkring et ellipseformet bord og spiser deres medbragte frokost.

Sygeplejerskerne har et tæt samarbejde med lægerne i distriktspsykiatrien. Det er typisk patienter med længerevarende psykiske lidelser såsom skizofreni, bipolare lidelser, personlighedsforstyrrelser og depression, som sygeplejerskerne behandler.

”Behandlingen kræver en høj grad af tværfaglig indsats. Derfor arbejder vi tæt sammen med de kommunale hjemmevejledere, hjemmesygeplejersker, egen læge, sygehuset og psykiatriens skærmede sengeafdelinger,” fortæller Vibeke Mortensen.

Mødelokalet, hvor sygeplejerskerne indtager deres frokost, ligger ud til en lang fordelingsgang, som løber hele vejen gennem stueetagen. På begge sider af gangen er der døre ind til kontorer. For enden af gangen snor en trappe sig op til førstesalen, som også huser distriktspsykiatrien.  

Snørklede veje inden indlæggelse

”Psykisk syge dør gennemsnitlig i en tidligere alder end ikke-psykisk syge. Ofte er dødsårsagen en fysisk sygdom. Hvordan bruger I jeres faglighed på det somatiske område?” spørger Grete Christensen.

”Vi er meget opmærksomme på ikke udelukkende at fokusere på den psykiske lidelse,” fortæller Gitte Larsen.
Vibeke Mortensen supplerer:

”Jeg har lige haft en patient, som klagede over smerter i hovedet. Men hans praktiserende læge blev ved med at sige, at der ikke var noget galt. Det endte faktisk med, at jeg ringede 112 og fik patienten indlagt. Det viste sig at være en tumor i hovedet.” 

De to sygeplejersker fortæller samstemmende, at de brænder for deres job, men at der de seneste år er sparet så voldsomt i psykiatrien, at det direkte rammer patienterne.

SY-2011-06-38-1bSygeplejerskerne bruger meget tid på dokumentation og registrering. Her er psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen i gang med at skrive en aftale for et patientbesøg ind i kalenderen. I baggrunden ses Grete Christensen. Foto: Simon Klein Knudsen

”Selv om det kan være frustrerende, er det vigtigt at kunne lægge arbejdet fra sig. Der er ingen, som har gavn af, at vi ligger søvnløse om natten,” påpeger Gitte Larsen.

Vibeke Mortensen nikker indforstået:

”Det, jeg synes, der kan være svært at arbejde med i hverdagen, er vanskelighederne ved at få svært psykotiske mennesker tvangsindlagt. Der skal efterhånden meget til, og vejene rundt i vores system med egen læge, politi og sengeafdeling er meget snørklet, inden en patient bliver tvangsindlagt. Det er meget frustrerende at se et menneske ødelægge sig selv og nogle gange familien, inden de er dårlige nok til at blive indlagt.”

Tidligere havde distriktspsykiatrien i Nykøbing Falster en hotline, som patienterne kunne ringe på døgnet rundt. Også i weekenden. Medarbejdere i psykiatriens psykoseteam havde telefonen med hjem på skift og stod på den måde standby. Hvis en patient ringede og havde det dårligt, kunne de tale sammen, og hvis situationen krævede det, kørte sygeplejersken ud til vedkommende.

”Det var en rigtig god ordning, som mange brugte. Nogle ringede for at få gode råd, mens andre ringede, fordi de havde det virkelig dårligt. Men pga. besparelser har hotlinen nu kun åbent til kl. 22 i hverdagene og begrænset åbning i weekenden. Det er meget ærgerligt for patienterne,” siger Gitte Larsen.

SY-2011-06-38-1c
Elin har været syg i mere end 30 år. I dag er hun meget stabil, bor i en lejlighed og klarer hverdagen på almindelig vis. Psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen besøger ca. hver anden måned Elin. På billedet ses Vibeke Mortensen (th.), Grete Christensen (mf.) og Elin med ryggen til. Foto: Simon Klein Knudsen

Dokumentation dræner

Vibeke Mortensen fortæller, at hun og kollegerne bruger ”uanede mængder” af tid på at dokumentere og registrere. Sygeplejerskerne skriver oplysninger ind i den elektroniske patientjournal og booker dato og tid for besøg ind i et andet system. Ydermere skal sygeplejerskerne skrive en ny tid for hjemmebesøg ind i en papirkalender og i kalenderen i Outlook.

Derudover skal de udfylde et papirskema til sekretærerne, som skal sikre, at de rigtige ydelseskoder kommer i den rigtige rækkefølge, så akkrediteringen bliver korrekt, og psykiatrien får de penge, den har krav på.

”Selv om dokumentation bestemt er vigtigt, forsvinder tiden i sidste ende fra den direkte patientkontakt. Problemet bliver forstærket af det fokus, der er på ydelser,” påpeger Vibeke Mortensen og forklarer:

”Vi skal levere X antal ydelser for at vores distrikt bevilliges den nødvendige økonomi, men der er mange ydelser, vi ikke får penge for. Når jeg f.eks. taler i telefon tre timer med patienter over en uge, så tæller det ikke som en ydelse. Derfor får vi ikke penge for det. Selv om det måske er de samtaler, der forhindrer en indlæggelse. Nogle gange får vi besked oppefra på, at vi skal præstere ydelser, fordi vi er bagud. Konsekvensen er, at tiden går fra patientarbejdet, hvor relationen er omdrejningspunktet. Skabelse og vedligeholdelse af relationer kræver tid og ro, så hverken patienterne, systemet eller os selv er tjent med, at vi skal styres af ”ydelser”.”

Grete Christensen er enig:

”Sygeplejersker klandres ofte for at bruge for meget tid væk fra patienterne. Men det er stort set altid systemerne, der er årsagen til det. Det er utroligt vigtigt med dokumentation, men systemerne kan mange steder laves på en bedre måde, end det er tilfældet i dag. I er et godt eksempel på det.”

Frokostpausen er slut. Vibeke Mortensen og Grete Christensen går ned ad den lange fordelingsgang med kurs mod udgangen. De skal på besøg hos dagens sidste patient, som bor i Sakskøbing små 20 km væk.  

Sygeplejerskernes arbejdsopgaver

Sygeplejerskerne i distriktspsykiatrien i Region Sjælland varetager primært opgaver i forbindelse med behandlingen af borgere med psykiatriske lidelser. Behandlingen foregår primært i borgerens eget hjem, hvor sygeplejerskerne følger op på den medicinske behandling, ordineret af lægerne.

Sygeplejerskerne vejleder og støtter patienterne og deres pårørende, hvor patienternes symptomer skaber begrænsninger eller problemer. Målet er, at borgeren mestrer hverdagen på den mest meningsfulde vis. Sygeplejerskerne planlægger selv deres hjemmebesøg.

Der er ikke afsat en bestemt tidsnorm til den enkelte patient pr. uge. Nogle patienter ser sygeplejerskerne kun én gang om året, andre hver uge i kortere perioder. Alle sygeplejerskerne har mobiltelefoner, som patienterne kan ringe til, ligesom de kan kontakte sygeplejerskerne via mail.

Emneord: 
Patient
Psykisk lidelse
Psykologi
Hjemmesygepleje

5 faglige minutter: De kan bedst lide mig, når jeg græder

Andre ægtefæller er nærmest opgivende. En ægtemand bliver spurgt, hvordan konen gerne vil have sin mad serveret. ”Det må I om,” lyder svaret med en træthed, der er til at skære i.

I entreen står en kurv med blå skoovertræk, som plejepersonalet trækker uden på deres saltramte og hvidrandede vinterstøvler, når de betræder hjemmet, og det gør de i en lind strøm. Fire gange i døgnet holder hjemmeplejens lille bil foran det røde rækkehus. Det sker, når den apopleksiramte får hjælp til personlig hygiejne, og når han bliver vendt i sin hospitalsseng for at forebygge tryksår, hvilket sker både dag og nat.

Tryksår har han kun haft én gang efter et ophold på hospitalet, hvor man havde glemt en kapsel under hans ene hofte. Det tog sin tid at få såret helet, men nu er det fortid.

Hvordan er det at være regerende ægtefælle under de vilkår? Ikke nemt, skal man tro min opmærksomme observatør, en afløser i hjemmeplejen. Afløseren har hæftet sig ved ægtefællernes meget forskellige måde at reagere på og har funderet over, hvor forskelligt livet med en handicappet ægtefælle kan leves. Nogle ægtefæller påtager sig rollen som overkontrollør, hvilket jeg sagtens kan forstå, når det nu er et uomgængeligt faktum, at det udøvende plejepersonale har meget forskellige opfattelser af, hvad omhyggelig og ordentlig sygepleje er.

Det kan endda komme så vidt, at lommelygten står parat på kommoden, fortæller afløseren. Efter endt sengebad tager hustruen fat i lygten, tænder den og beder afløseren skille patientens baller ad. ”Så kan jeg se, om han er blevet vasket ordentligt,” forklarer hustruen sin handling. Afløseren bliver en oplevelse rigere.

Andre ægtefæller er nærmest opgivende. En ægtemand bliver spurgt, hvordan konen gerne vil have sin mad serveret. ”Det må I om,” lyder svaret med en træthed, der er til at skære i.

En særlig kategori af ægtefæller tager over uden tøven. Da sygeplejersken spørger manden, om han vil op og sidde lidt ved vinduet, svarer hustruen straks og uden at se på sin mand: ”Det vil han gerne.” Manden når end ikke at spidse læberne for at svare, så har han svaret via stedfortræder.

Sådan kan livet forme sig for de mennesker, vi uden blusel benævner kronikere. Et skrækkeligt ord, for hvem har lyst til at sige til sine venner ”Min far er i øvrigt kroniker ...” Men lad nu det være. Det er de meget forskellige roller, den raske ægtefælle påtager sig, der er emnet her.

Plejepersonalet har en række forventninger til den gode ægtefælle. Hun eller han skal være efterrettelig, hvis jeg skal tro Bitten, den eneste person, jeg kender, som tager vare på en syg ægtefælle. Dvs. at rollen som overkontrollør eller trangen til at resignere ikke er i harmoni med det uskrevne kodeks for god ægtefælleopførsel, der findes i plejebevidstheden. Ifølge dette kodeks skal man være passende engageret, kritisk konstruktiv og må hjertens gerne bryde sammen en gang imellem, når presset bliver for stort. Min gode veninde spidsformulerede det endda:

”De kan bedst lide mig, når jeg græder.”

Hvis det har noget på sig, må man overveje, hvorfor en velformuleret, kritisk og kvalitetsbevidst ægtefælle er mere irriterende end én, der bryder sammen nu og da: Det skulle vel ikke være, fordi plejepersonalet på den måde kan få afløb for deres aldrig mættede trang til at gi’? Give trøst, give accept, give en skulder at græde ud ved? Og dermed få noget igen. Føle, at man gør en forskel.

Jeg ved det ikke.

Måske skulle man for sportens skyld nedfælde det kodeks for god ægtefælleopførsel, så kan man have en næringsrig diskussion om de ønsker og forventninger, der findes. Ny, ubehagelig erkendelse kan være konsekvensen, men det nytter ikke at være sygeplejefagligt tonedøv.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Pårørende

Dansk Sygeplejeråd: Sundhedsaftaler skal beskrive hjemmesygeplejens rolle

Der er meget brug for at afklare, hvad det er for en rolle, hjemmesygeplejen skal udfylde i samarbejdet om de psykisk syge, der bor hjemme, siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

SY-2011-05-26aHjemmesygeplejersker må diskutere med deres ledere og med behandlingspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri, hvad hjemmesygeplejens rolle hos psykisk syge borgere egentlig skal være. Hvad skal de kunne, og hvad skal de bidrage med?

Det understreger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i sin kommentar til artiklerne i dette nummer af Sygeplejersken.

”Artiklerne afspejler, at der er et kæmpe hul mellem behandlingspsykiatrien og den kommunale indsats, der forventes at følge op,” siger hun.

”Når sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner skal fornys, vil jeg kraftigt opfordre til, at man skærper opmærksomheden på, hvordan man bruger hjemmesygeplejersker hos psykisk syge borgere, så det ikke kun er socialpsykiatriens rolle, der bliver beskrevet, men også hjemmesygeplejens.”

Foto: Per Morten Abrahamsen

At hjemmesygeplejersker kun kommer for at hælde medicin op eller dele medicin ud, giver ikke mening, tilføjer Grete Christensen.

”Så skal de hellere blive væk. Nogle steder har man jo den ordning, at det er en distriktspsykiatrisk sygeplejerske, der kommer i hjemmet f.eks. en gang om måneden, mens det til daglig er en hjemmehjælper, der hælder op.

Hvis der skal komme hjemmesygeplejersker, skal der også være et andet formål end bare ophældning. Og så skal hjemmesygeplejerskerne have de nødvendige forudsætninger for at have med psykisk syge at gøre. Det afspejler artiklerne også, at de ikke har.

Der er behov for, at de får uddannelse inden for psykiatri, og ikke bare oplæring, men reel viden og uddannelse, hvis de skal spille en rolle.”

Men Grete Christensen kan sagtens se hjemmesygeplejerskerne spille en betydningsfuld rolle i behandlingen af psykisk syge.

”Der kunne være god mening i at give nogle af hjemmesygeplejerskerne en specialuddannelse, så opgaver hos psykisk syge bliver et speciale i kommunerne på samme måde som sårpleje og inkontinens.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Fagligt selskab: Kommunerne svigter deres egne medarbejdere

Formanden for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, Karin Johannesen, undrer sig over de vilkår, en række kommuner byder hjemmesygeplejersker, der har opgaver hos psykisk syge.

SY-2011-05-25aKarin Johannesen, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker: ”Man kan ikke bare bede sygeplejersker om at gå ud og hælde medicin op. Det er for isoleret og ikke fagligt forsvarligt.” Foto: Søren Svendsen

Det er ikke i orden, at hjemmesygeplejersker bliver sendt ud til psykisk syge borgere uden ordentlige oplysninger om patienten og behandlingen. Det er heller ikke i orden, at hjemmesygeplejerskerne får opgaver hos psykisk syge, uden at de er sikret uddannelse og faglig rådgivning og viden om, hvor de skal henvende sig, når borgeren har brug for mere hjælp, end sygeplejerskerne kan give.

Det er reaktionen fra Karin Johannesen, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, på de vilkår, Sygeplejersken beskriver i artiklerne om hjemmesygeplejerskers arbejde med psykisk syge.

”Jeg synes, kommunerne svigter deres egne medarbejdere i en grad, der siger sparto,” siger Karin Johannesen.

”Man kan ikke bare bede sygeplejersker om at gå ud og hælde medicin op. Det er for isoleret og ikke fagligt forsvarligt. Sygeplejersken skal kende patientens sygehistorie og vide, hvorfor patienten får den her medicin. Man skal også observere virkninger og bivirkninger og have et samspil med dem, der har ansvaret for behandlingen, så man kan melde tilbage om, hvordan det virker.”

Faglig oprustning nødvendigt

Eksemplerne på dårlig kommunikation i udskrivelsessituationer og manglende samarbejde mellem de forskellige enheder, der er involveret, bekymrer Karin Johannesen.

”Der bliver jo lavet samarbejdsaftaler mellem regioner og kommuner, og de påpeger netop overgangene, og hvor vigtigt det er, at der bliver givet fyldestgørende information. At sikre gode overgange er også noget, der indgår i den danske kvalitetsmodel.

Hvis hjemmesygeplejen ikke får tilstrækkelig information fra psykiatrisk afdeling eller egen læge, så er det en ledelsesopgave at stille krav til samarbejdspartnerne.”

Karin Johannesen nævner, at nogle kommuner har placeret sygepleje og hjemmehjælp til de psykisk syge sammen med kommunens socialpsykiatriske tilbud. På den måde sikrer de, at sygeplejerskerne opbygger en ekspertise i at omgås psykisk syge, og de sikrer samarbejdet med andre dele af kommunens  indsats for denne gruppe.

Om kommunen skal vælge denne model eller beholde de psykisk syge i den almindelige hjemmesygepleje, vil det faglige selskab ikke tage stilling til. Det må være en lokal beslutning.

”Men det er vigtigt, at sygeplejersker, der kommer hos psykisk syge, ved, hvad de har med at gøre. Ellers risikerer man at komme til at understøtte det forkerte, og man får måske ikke observeret, hvad man skal,” siger Karin Johannesen.

”Så enten må kommunerne ansætte sygeplejersker i socialpsykiatrien, eller også må de opkvalificere hjemmesygeplejerskerne bredt.”

Har krav på supervision

Sygeplejersker, der arbejder med psykisk syge, skal have mulighed for at få sagssupervision i vanskelige forløb. Det vil sige, at de skal kunne få en fælles drøftelse af patienten med den læge eller sygeplejerske, der er ansvarlig for behandlingen, og det må kommunen indgå aftaler med de behandlingsansvarlige om.

Når det drejer sig om assistance i akutte situationer, er der mange steder oprettet akutte udrykningshold og akutte rådgivningsmuligheder, både i regions- og kommunalt regi. Her er det igen kommunens opgave at sikre, at medarbejderne ved, hvad der findes af muligheder, de kan henvise til eller selv trække på, understreger Karin Johannesen.

”Hvis sygeplejerskerne så ikke synes, at tilbuddene fungerer i praksis, så må de gøre opmærksom på det. Det er jo også en forpligtelse, vi har over for vores politikere, så de ikke tror, at tilbuddene er i orden, fordi de ikke hører andet.”

Hvis arbejdsvilkårene ikke er i orden, må hjemmesygeplejerskerne tage det op med deres ledere, f.eks. under en MUS-samtale, tilføjer Karin Johannesen.

”Vi har nok en tendens til at være for flinke. Men sygeplejerskerne må også selv stille krav.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Det uformelle gode råd er svært at få

Rigtig mange parter skal arbejde sammen om de psykisk syge borgere i hjemmesygeplejen. Parter, der hver for sig skal stå til regnskab for, hvad de bruger deres ressourcer til. Det gode råd og den uformelle støtte ligger ikke længere i opgavebeskrivelsen.

Læs som PDF - gå til side 22

SY-2011-05-23a
Illustration: Jenz Koudahl

I gamle dage, dvs. for 5-10 år siden, var det almindeligt, at distriktspsykiatriske sygeplejersker med faste mellemrum kom på besøg i hjemmesygeplejen for at give råd og vejledning.

Men det er en form for samarbejde, der paradoksalt nok er gledet ud, samtidig med at hjemmesygeplejersker mere end nogensinde har brug for faglig støtte i arbejdet med de meget dårlige psykisk syge borgere, der i dag skal have en tilværelse uden for hospitalerne.

Der er mange parter i samarbejdet om de hjemmeboende psykisk syge. Hospitalspsykiatri, distriktspsykiatri, egen læge, psykiatrisk skadestue, vagtlæge, kommunal socialpsykiatri i form af hjemmevejledere eller bostøtter, botilbud, væresteder, udrykningsteam og endnu flere. Der findes ekspertise mange steder.

Men tendensen er, at man inden for den enkelte enhed, om den så er kommunal eller ligger i regionen, har skærpet definitionerne på, hvilke opgaver det præcis er, man skal løse. Det er meldingen flere steder fra i landet, f.eks. i Århus-området.

”Før kommunalreformen havde vi en ordning, hvor distriktssygeplejersker kom fast ude i lokalcentrene og havde et samarbejde med hjemmesygeplejerskerne næsten uanset, om vi havde klienter fælles eller ej,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra Region Midtjyllands lokalpsykiatri i Århus.

”Det var netværksdannelse, hvor man sad sammen, og var der generelle problemer eller brug for lidt generel vejledning eller supervision, så varetog vi også det.

I dag er tingene blevet trukket lidt mere op. Vi superviserer, når vi har et samarbejde med hjemmeplejen om en patient. Men hvis vi skal komme ud og vejlede generelt en gang om måneden, så er det en ydelse, vi sælger.”

Tine Hansen er tidligere kommet på lokalcentrene i Randers som distriktssygeplejerske, og hun er ikke i tvivl om, at de psykiatriske sygeplejersker har meget at give både hjemmesygeplejersker og hjælpere.

”Men det er jo også et spørgsmål om budgetter, og hvad vi skal bruge vores tid på, og hvilke ydelser vi registrerer. Det er vi blevet mere skarpe på.”

Psykiatri kræver specialviden

Ledende oversygeplejerske Inge Voldsgaard, Århus Universitetshospital Risskov, forstår godt, at hjemmesygeplejersker efterlyser rådgivning og supervision i, hvordan de skal komme ind til de psykisk syge.

”For det er en anden måde, man skal gå til patienterne på,” siger hun.

”Hvis opgaven er et sår, er der selvfølgelig en sårprocedure, som skal udføres ordentligt og sikkert. Men det kan være, at man skal bruge meget mere tid på at komme ind til forbindingen end i et hjem, hvor en gammel dame har sat sig helt klar i stolen, og manden har lavet kaffe.

Hvis der er en ydelse, der består i at skifte en forbinding, er der også en ydelse, der hedder at komme ind til forbindingen og ind til mennesket.”

Derfor kunne psykiatri godt være en specialistopgave i kommunerne ligesom stomipleje, inkontinens og andre specialområder, påpeger Inge Voldsgaard.

Der er brug for, at hjemmesygeplejen uddanner sine sygeplejersker til opgaven, og i kommunernes socialpsykiatriske tilbud ligger der også en psykiatrisk ekspertise, som hjemmesygeplejen kan trække på. Råd og vejledning er ikke nødvendigvis en regional opgave.

”Der, hvor jeg kan have en bekymring, er de patienter, som ikke vil tage imod vores tilbud,” siger Inge Voldsgaard.

”Vi ved godt, at der er en masse patienter, der ikke vil have kontakt med os, men som vi af faglige grunde må prøve at kontakte, snakke med gennem brevsprækken osv.

I fremtiden kan vi få svært ved at prioritere den opgave, fordi det ikke udløser en ydelse, og vi er blevet mere ydelsesorienterede. Det er jo den tendens i tiden, som modvirker meget af det gode, der sker i psykiatrien, og som vi også kan se i kommunerne.” 

Et stort koordineringsprojekt

Som leder i den regionale del af lokalpsykiatrien, det der andre steder hedder distriktspsykiatri, synes Tine Hansen, at der er meget, der går godt i samarbejdet med kommunerne.

”Hjemmesygeplejen tager godt fra, og både sygeplejersker og sundhedsklinikker gør et stort stykke arbejde for vores klienter,” siger hun. Men den ændrede rollefordeling stiller krav om store samarbejdsevner.

”Som leder må jeg tit sige til mine sygeplejersker, at vi ikke skal gøre det hele. Der er kommet mange andre aktører ind. Det er blevet et stort koordineringsprojekt, og i den sammenhæng er der også risiko for, at ting kan smutte. Og der er mange andre, man kan skubbe bolden over til, hvis man selv synes, man har nok.”

I takt med, at der er nedlagt psykiatriske sengepladser, er der faktisk sket en meget stor udbygning af distriktspsykiatrien, tilføjer Tine Hansen.

”Tingene var efterhånden begyndt at hænge sammen, og vi var ved at finde ud af, hvem de andre aktører er, og hvordan vi kan samarbejde.

Men i de seneste år har vi skullet skære i noget af det, der er bygget op, og det samme sker jo med vores kommunale kolleger. Så nu kan man godt være bange for, at det igen går den anden vej.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje