På job: Der sker færre fejl, når man arbejder systematisk

Viborg Kommunes hjemmesygeplejersker i Bjerringbro har skærpet rutinerne i medicindoseringen. Og restdosering er der ikke længere noget, der hedder.

Poul Erik Jensen er nødt til at tage medicin af mange forskellige slags. For tiden hele 39 tabletter om dagen, fordelt over syv gange, så hjemmesygeplejerske Anette Nielsen må fylde to doseringsæsker pr. dag, når hun doserer hans medicin.

paa-job_4
Caption 
Efter doseringen skal hjemmesygeplejerske Anette Nielsen kontrollere, om der ligger det rigtige antal tabletter i hvert rum.
Attribution 
Foto: Kissen Møller Hansen
Før hun begynder, sikrer hun sig ikke blot, at hun har medicinlisten og æskerne klar. Hun tjekker også, at hun har alle præparater fremme på bordet, før hun begynder. Det er en af de nye rutiner, hjemmesygeplejen i Bjerringbro har indført for at forbedre patientsikkerheden.

Sygeplejersken skal ikke være nødt til at afbryde doseringen for at finde et pilleglas eller en æske, der er kommet på afveje. Og der bliver kun doseret til så mange dage, som der er tabletter til. Hvis der ikke er nok af alle præparater, må sygeplejersken vende tilbage og dosere igen, når borgeren har fået den manglende medicin hjem.

En tjekliste hjælper sygeplejersker og assistenter med at huske alle rutiner, når de doserer. Efter ophældningen skal Anette Nielsen f.eks. tælle op, om der ligger det rigtige antal piller i hvert rum. Det gør der faktisk ikke denne gang.

”Her skulle gerne være otte, men der er kun syv,” konstaterer hun. Sammen med Poul Erik Jensens hustru Inga Christensen går hun medicinlisten igennem for at finde ud af, hvad det er for en tablet, der mangler. En Kaleorid, viser det sig, som er lagt til aftenmedicinen i stedet for morgenmedicinen.

”Den skal herover,” bemærker Anette Nielsen. ”Det var godt, vi fik talt efter.”

Hver gang hun har doseret et præparat, har hun kontrolleret, om der er nok til en fuld dosering næste gang.  To præparater skal bestilles hjem, og det noterer hun til sidst i sin Mayland-kalender, så hun kan bestille, når hun er tilbage på kontoret.
”Vi får snart iPads, og så kan vi bestille på stedet,” fortæller hun. ”Det vil også øge sikkerheden.”

paa-job_3
Caption 
Efter doseringen skal det kontrolleres, om der ligger det rigtige antal tabletter i hvert rum.
Arbejdet med sikker medicinering indgår i projektet ”I sikre hænder”, og de redskaber og rutiner, der bliver udviklet i Bjerringbro, skal sidenhen indføres i hele kommunen.

Tjeklister fanger fejl
Foruden tjeklisten er der også udviklet forskellige screeningsskemaer. Ét skema bliver brugt til medicinafstemning hos borgere, der kommer hjem fra en sygehusindlæggelse, et andet skema identificerer lægemidler, som løbende bør tages op med borgerens læge pga. risiko for tilvænning og uheldige bivirkninger.

”Lige nu diskuterer vi også, om vi kan skabe mere ro under selve doseringen,” siger Anette Nielsen.

”Om vi kan få markeret en arbejdszone eller på anden måde sendt et signal om, hvornår vi ikke kan snakke.”

Hun synes, projektet allerede har givet dem gode redskaber, og hun regner klart med, at de skal beholde tjeklisterne i en eller anden form, også efter projektperioden.

”Nogle synes nok, det er lidt træls med tjeklister. Men vi fanger jo faktisk fejl, så det kan godt betale sig at være systematisk.”

Din bedste oplevelse med en borger for nylig?

”Vi havde en borger med cancer, der for fire uger siden fik at vide, at nu kunne man ikke hjælpe hende mere. Hun fik en god og værdig død her i weekenden med sin ægtefælle og sine børn omkring sig.”

 paa-job_1Hjemmesygeplejen - her sygeplejerske Anette Nielsen - kommer en gang om ugen hos Kirsten og Jens Oluf Møller Mogensen for at tilse hans trakeostomi og ernæringssonde.

Læs om patientsikkerhed i kommunerne på www.isikrehaender.dk


Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Studerende i praksis: Hjemmesygepleje med mange variationer

Hjemmeplejen er blot rutinebesøg hos gamle borgere, tænker en sygeplejestuderende, indtil hun kommer i praktik. Her ændrer hendes perspektiv sig markant. Hun indser, at hjemmesygeplejersken skal være handlekraftig og kunne håndtere mange slags situationer.

Jeg er på nuværende tidspunkt i praktik i hjemmeplejen i en af Københavns omegnskommuner, og jeg har været på besøg hos forskellige borgere i deres hjem sammen med min kliniske vejleder.

Stud-i-praktik_1Hjemmesygeplejersken møder hele tiden forskellige slags borgere i alle aldre og med forskellige slags behov og opgaver, man skal udføre. Arkivfoto: Scanpix.

Vi har en køreplan, som betyder, at det varierer fra dag til dag, hvem vi skal besøge. En dag besøgte vi en 40-årig dame. Det var vores første besøg på dagen. Hun havde været indlagt pga. et selvmordsforsøg og havde flere gange forsøgt at tage sit eget liv. Hjemmesygeplejersken kommer forbi hver anden dag for at udføre sårbehandling på hendes hånd. Den havde taget skade under selvmordsforsøget, så hun havde fået et sår.

Udover sårbehandling plejer borgeren at få tryghedsbesøg hver dag, så hjemmesygeplejersken kommer forbi tre gange om dagen for at give medicin og have en lille samtale med hende om hendes dag.

Efter at dette besøg var overstået, kørte vi videre ud til en ældre herre på 80 år, som har diabetes type 1. Han har fået et fodsår på sin hæl og er i stor risiko for at få amputeret sit ben. Hjemmesygeplejersken kommer forbi hver dag for at skifte hans bandage.
Inden jeg begyndte i praktik på hjemmeplejen, har jeg altid haft den opfattelse, at hjemmesygeplejerskens opgaver ikke er udfordrende nok, deres hverdag er rutinepræget med mange besøg hos de ældre borgere.

Den opfattelse har nu ændret sig markant. Jeg kan se, at hjemmesygeplejersken hele tiden møder forskellige slags borgere, fra borgere med diabetes til psykisk syge borgere i alle aldre og med forskellige slags behov og opgaver, man skal udføre.
Hjemmesygeplejersken skal kunne håndtere alle slags situationer, fordi man ikke ved, hvad man støder på, når man kommer ind i et hjem til en borger.

Man kan møde en borger, som har prøvet at tage sit eget liv, en som er faldet eller bare har brug for at få skiftet forbinding. Jeg lærer, at man skal have alle sine sanser åbne og være god til at fornemme en situation, være kreativ og handlekraftig.
Kort sagt er dagene i hjemmeplejen aldrig ens.

Bow Piyawan Phothamat, sygeplejestuderende på modul 8 på Professionshøjskolen Metropol

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Hjemmesygepleje

Rygsækken fyldes op i hjemmeplejen

Vejle Kommune har fuldtidsansat seks kliniske vejledere til at tage sig af de sygeplejestuderende. Det har betydet et fagligt løft i vejledningen og bedre vilkår for de studerende under deres praktik i hjemmesygeplejen

Tidligere foregik vejledning ofte mellem to borgerbesøg og med den sygeplejestuderende på passagersædet, den studerende ofte med en kø af spørgsmål, og sygeplejersken med hovedet fyldt op af sygeplejefaglige udfordringer, lægekontakter og kørelister. Det har været svært for kliniske vejledere at skulle balancere med to kasketter, og ofte blev den pædagogiske funktion overskygget af dagens travlhed og presserende opgaver, som kalder på sygeplejerskens opmærksomhed.

Efter et borgerbesøg kunne der være behov for refleksion med den studerende i bilen, men f.eks. kunne et akut nødopkald afbryde samtalen.

Vejle Kommune besluttede derfor at give den kliniske vejledning et løft, bl.a. gik kommunen i februar 2012 fra 22 sygeplejersker med klinisk vejlederfunktion til seks fuldtidsansatte kliniske vejledere, hvis hovedopgave det er at vejlede sygeplejestuderende. Målet var at styrke læringsmiljøet, så den studerende gennem et veltilrettelagt klinisk undervisningsforløb får rygsækken fyldt med sygeplejefaglig viden, nye kompetencer og meget gerne tager videre med gejst for hjemmesygeplejen.

Den nye organisering betyder, at de studerende møder ind til et planlagt klinisk praktikforløb. Første dag byder på en grundig introduktion, hvor vejlederen gennemgår modulets overordnede læringsmål, mulige studieaktiviteter, E-learning til kommunens dokumentationssystem og introduktion til det aktuelle praktiksted. På den måde føler den studerende sig fra første dag velkommen og får et godt overblik over praktikforløbet. Perioden er tilrettelagt i form af individuelle studieplaner, faste ugentlige følgedage med den kliniske vejleder, individuelle refleksioner via det virtuelle kommunikationsrum Fronter, fælles refleksion med andre sygeplejestuderende – og ikke mindst stor mulighed for at fordybe sig i sygeplejen til udvalgte borgere.

Især følgedagene opleves som en stor gevinst for de sygeplejestuderende, for den kliniske vejleder har tid til den studerende og hendes læring. Der er refleksion inden besøget hos borgeren, og efterfølgende er der endnu mere tid til fordybelse, så en studerende peger f.eks. på, at hun nu har helt styr på kompressionsbehandling, både hvordan bandagen skal lægges og teorien bag.

I den ugentlige fællesrefleksion samles en gruppe, ofte 6-7 studerende, for at reflektere over den kliniske praksis. Her deler de studerende erfaringer, holdninger, værdier, følelser og oplevelser med hinanden. Måske erkender den studerende, hvilke holdninger der er væsentlige at fastholde, ændre eller måske endda opgive.

Den kliniske vejleder kan reducere den komplekse praksis til noget håndgribeligt og overskueligt og skabe sammenhæng mellem teori og praksis.

De nye tiltag har også betydet en øget tilgang af bachelorstuderende, som har lyst til at fordybe sig i den primære sygepleje, herunder flere LbD-projekter (Learning by Developing), hvor de studerende indgår i autentiske udviklingsprojekter. Det har også betydet, at studerende fra Grønland og Schweiz har været i praktik i hjemmesygeplejen.

I dag kan de kliniske vejledere koncentrere sig fuldt ud om de studerende. Det betyder styrket kvalitet i vejledningen

Anne Holst Thomsen, sygeplejerske, klinisk vejleder, cand.cur., Område Øst, Vejle Kommune
Annette Ponikowski, sygeplejerske, klinisk vejleder, cand.cur., SD i undervisning og uddannelse, Vejle Kommune
Lisbeth Hornshøj Jensen, sygeplejerske, klinisk vejleder, cand.mag. i kultur og formidling, Vejle Kommune

Emneord: 
Undervisning
Vejledning
Hjemmesygepleje

Svært syge intensive patienter kan dø hjemme

Forudsætningen for at sende patienter fra intensiv afdeling hjem for at dø er, at såvel patient som familie ønsker dette. Desuden skal hjemmeplejen være indstillet på de opgaver, der er forbundet med hjemsendelsen. På Kolding Sygehus er erfaringerne gode.

En del intensive patienter dør på intensiv afdeling, og det kan være problematisk at skabe rolige og uforstyrrede omgivelser i et højteknologisk miljø, hvor der kan være uro fra andre patienter. På intensiv afdeling på Kolding Sygehus har vi de sidste par år haft gode erfaringer med at sende uafvendeligt døende intensive patienter hjem for at dø.

Vi har i de sidste to et halvt år sendt 10 patienter hjem. Når vi har været klar over, at patienten er uafvendeligt døende, har vi talt med patienten og dennes pårørende om muligheden for at komme hjem for at dø. Denne samtale har givet patienten mulighed for at udtrykke sit ønske om at komme hjem. Dette er afgørende for, at det at komme hjem for at dø bliver arrangeret.

Det næste vigtige skridt er, at patientens familie også er indstillet på, at de kan efterkomme patientens ønske om at få lov at dø i eget hjem. Der har været opbakning fra alle familier. Et andet kriterium er, at patienterne har været ved bevidsthed.

De patienter, vi har sendt hjem for at dø, har ligget på intensiv afdeling mellem 1 og 57 døgn.  Aldersfordelingen var mellem 69 og 82 år. Det har været patienter med KOL, med aortaaneurismer til planlagt operation og cancer. Den tid, patienterne har haft hjemme, inden de døde, ligger mellem få timer og op til fire dage. De fleste patienter har nået at være i hjemmet i ét til to døgn.

Patienten skal være ved bevidsthed, og tilstanden skal være så stabil, at vi vurderer, at patienten kan klare transporten til hjemmet. Desuden kræver det et godt samarbejde med hjemmeplejen, hvilket vi har oplevet i vores område. Hjemmeplejen har været klar til denne opgave indenfor 12 til 24 timer, og der har været et fantastisk samarbejde og engagement.

Der er en del praktiske ting, som skal være klar. Det er f.eks. en plejeseng, mulighed for ilt og sug, plan for smertebehandling og aftale med Falck og hjemmeplejen om tidspunkt. Vi har til alle hjemsendelser sendt minimum patientens kontaktsygeplejerske med, og i nogle situationer har der også været en af afdelingens anæstesioverlæger med, når vi har skønnet, at det var nødvendigt. Det har været til de patienter, som vi har ekstuberet umiddelbart inden hjemtransporten for at sikre, at patienten ikke døde under hjemtransporten.

Vi er ved at udarbejde en retningslinje med en tjekliste for de ting, vi skal huske, når patienterne sendes hjem fra intensivafdelingen for at dø.

Det har været 10 meget forskellige oplevelser, men ens for dem alle er, at det har  været en fagligt spændende og udfordrende opgave at være med til at løse for vore intensive sygeplejersker og læger.

Alle pårørende har efterfølgende været til en samtale med en overlæge for at evaluere forløbet. Samtlige pårørende har givet positive tilbagemeldinger, og alle har givet udtryk for, at det var en god beslutning, at deres syge pårørende fik lov at komme hjem for at dø.

Citater fra de efterfølgende samtaler

En datter siger: ”Hun blev jo ved med at sige, hun bare ville hjem.”

”Jeg fornemmede en helt anden ro over hende, efter hun kom hjem.”

”Det giver en anden ro. Et andet nærvær.”

En ægtefælle siger: ”Hun sagde selv: Jeg vil ikke have mere behandling. Jeg vil dø nu.” ”At hun kom hjem, var en ubeskrivelig kæmpe oplevelse for os alle sammen.”

”En god måde at tage afsked på.”

Konklusion

I mange tilfælde kan den intensive patient dø hjemme, hvis det er et ønske, patienten har.

Helle Seirup, sygeplejerske/SD, afdelingssygeplejerske på intensiv afdeling, Sygehus Lillebælt Kolding; helle.seirup@rsyd.dk

Emneord: 
Intensiv
Død
Hjemmesygepleje

Private firmaer dumper prisen

Kommunerne skal ikke regne med at kunne spare lige så meget, som Græsted-Gilleleje Kommune har gjort, hvis de udliciterer hele ældreplejen. De private plejefirmaer har dumpet priserne for at komme ind på markedet, men det bliver de ikke ved med.

Kommunerne bliver skuffede, hvis de regner med, at udlicitering af ældreplejen vil give dem en besparelse på 10 pct., sådan som tilfældet har været i Græsted-Gilleleje Kommune. De økonomiske fordele ved at udlicitere ældreplejen er reelt noget mindre og måske endda tvivlsomme.

Græsted-Gilleleje Kommune har nydt godt af at være den første kommune, der udliciterede sin ældrepleje. De private firmaer har været villige til at dumpe priserne for at komme ind på markedet og for at skaffe sig erfaring.

Økonomisk har det været en tvivlsom fornøjelse for firmaerne. Og den situation vil de næppe bringe sig selv i igen, næste gang de skal byde på ældreplejen i en kommune.

''Priserne har været langt nede - også for langt nede,'' siger Susanne Norup, der er direktør i ActivCare, som med datterselskabet ActivSeniorCare A/S er et af de tre firmaer, som vandt udbuddet i Græsted-Gilleleje Kommune.

Hun er derfor ikke i tvivl om, at Græsted-Gilleleje Kommune har scoret på at være den første kommune, som udliciterede hjemmeplejen. ActivCare har med tilbuddet til Græsted-Gilleje Kommune ikke haft ambitioner om at skulle gøre en god forretning, men satser blot på at ''gå i nul'' efter fire år.

''Vi var syv leverandører, som alle gerne ville ind på markedet, da Græsted-Gilleleje Kommune sendte sin ældrepleje i udbud. Det pressede priserne helt i bund. Men det vil ændre sig, når landets øvrige kommuner begynder at udlicitere deres ældrepleje. Så vil priserne gå op,'' forklarer Susanne Norup og tilføjer, at der for kommunerne selvfølgelig er andet at hente ved en udlicitering end en evt. økonomisk gevinst.

Mange konkurser i Sverige

Også i forhold til den lettere pleje har der hidtil været en tendens til, at de private firmaer presser priserne for meget i bund.

Peer Krogh, direktør for den danske virksomhed Forenede Service, der står for rengøring og let pleje i 6-7 danske kommuner samt sygepleje, hospice, lægetjenester og hjemmehjælp i Sverige, siger:

''Ingen kan leve af at sponsorere hjemmeplejen. I Danmark er der en tendens til, at firmaerne trækker hinanden for langt ned i pris.''

Forenede Service bad i efteråret om at blive købt ud af en kontrakt om hjemmepleje i Gladsaxe Kommune. Firmaet havde givet et for billigt tilbud.

Erfaringerne fra Sverige, hvor udlicitering af ældreplejen er meget udbredt, viser da også, at konkurrencen på prisen kun er et overgangsfænomen, når kommunerne udliciterer. På sigt kan de private firmaer ikke gøre det meget billigere, men konkurrerer så i stedet på kvaliteten.

Side 7 

Forskningsleder Palle Mikkelsen fra Institut for Offentlig Økonomi og Udvikling siger:

''De private firmaer må i begyndelsen satse økonomisk for at komme ind på markedet. Det har de også gjort i Sverige i starten af 90'erne, hvor priskonkurrencen nogle steder var benhård, og mange firmaer endte med at gå konkurs. I dag er det ikke prisen, men kvaliteten og kreativiteten, som firmaerne konkurrerer på,'' siger han.

Kan tage opgaven tilbage

I Græsted-Gilleleje Kommune er politikerne glade for at have nydt godt af den hårde konkurrence mellem firmaerne. Og bliver det for dyrt at lade de private firmaer stå for ældreplejen, næste gang opgaven sendes i udbud, er borgmester Jannich Petersen (V) parat til igen at lade den blive kommunal.

''Vi laver meget grundige kontrolberegninger, når vi sender en opgave i udbud. Og det vil vi også gøre fremover. Viser det sig, at det ikke kan betale sig at udlicitere ældreplejen, fordi firmaerne er for dyre, kan vi når som helst tage driften tilbage,'' forklarer borgmesteren og tilføjer:

''Det kan lade sig gøre, fordi vi har valgt at bevare visitationen på kommunale hænder.''

Jannich Petersen understreger dog, at selvom besparelsen skulle blive mindre ved næste udbud, kan det stadig vise sig, at der er penge at spare - måske bare ikke så mange som i dag.

Desuden er den økonomiske besparelse ikke det vigtigste for Græsted-Gilleleje Kommune, som lægger stor vægt på, at de ældre har mulighed for at vælge mellem flere leverandører.  

Tema: Udlicitering

Læs om erfaringerne med udlicitering af hjemmeplejen i Græsted-Gilleleje Kommune på de følgende sider:

Private firmaer dumper prisen

Korpsånd i privat hjemmesygepleje

Mere tryg ved at klage

Kommunerne tøver

Rettigheder forsvinder

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi
Hjemmesygepleje

Historisk: Fra benzinhakker til strømførende sygepleje

Hjemmesygeplejerskerne fik biler fra en gang i 1940'erne. Fra benzindrevne køretøjer er kommunerne nu ved at skifte hjemmesygeplejerskernes køretøjer ud med eldrevne modeller.

SY-2013-14%20historisk-1Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Dengang

På cykel i al slags vejr, ad lange og ofte dårlige veje fra den ene borger til den anden. Sådan var hjemmesygeplejerskers arbejdsvilkår indtil engang i 40’erne og 50’erne, hvor motoriserede sygeplejersker begyndte at blive et almindeligt syn.

I nr. 22/1956 bragte Sygeplejersken en reportage om en hjemmesygeplejerskes biltur rundt i sit distrikt: ”Det er ikke ualmindeligt, at jeg kører 50-60 km om dagen. Om sommeren er det ingen sag, men om vinteren i dårligt vejr kan det blive sent, inden jeg er hjemme igen,” fortalte hjemmesygeplejersken D.J. (sådan blev hun omtalt i bladet), som i gennemsnit havde 12 besøg om dagen.

Den dag, Sygeplejerskens fagredaktør Rigmor Lund satte sig på passagersædet i D.J.’s grønne folkevogn, var hun bl.a. ude til igangsættelse af fødsel, lavementgivning, pleje af tuberkulosepatient og behandling af bylder.

Hjemmesygeplejerskens dagvagt sluttede ikke efter 7,5 timers arbejdsdag. Kl. 14. fik hun besked fra lægerne om ordinationer, der kunne udføres om aftenen. Efter det sidste besøg ved skumringstid kørte hjemmesygeplejersken hjem ad mørke, sandede veje.

Fagredaktør Rigmor Lund slutter sin reportage med følgende betragtning: ”Vi tager afsked med D.J., overbevist om, at hjemmesygeplejen ikke alene er et omfattende, men også et krævende arbejde – og at dets udøvere burde påskønnes i langt højere grad, end tilfældet er i dag. De fortjener det.”

SY-2013-14-15axFoto: Odsherred Kommune

Nu

Kommunerne er godt i gang med at udskifte deres flåde af konventionelle biler til elbiler med tilskud fra Energistyrelsen. Brugernes erfaringer viser, at elbilerne er nemme at køre, virker mere afstressende for chaufføren, og kommunernes driftsafdelinger registrerer, at bilerne får færre skrammer og buler end de konventionelle biler.

”Det skyldes måske, at elbiler lægger op til mindre aggressiv kørsel,” siger specialkonsulent i Energistyrelsen Michael Rask.

Odsherred Kommunes hjemmepleje er en af de arbejdspladser, der har gode erfaringer med de nye elbiler. Leder af sygeplejen, Anette Rise, fortæller, at der var lidt skepsis, da de fik fem nye elbiler i 2013. ”Det var altid elbilernes nøgler, der hang tilbage i skabet. Men så havde vi en snak om, at elbilerne jo ikke er farlige, og nu er der rift om dem,” siger hun.

Bilerne kan køre ca. 180 km på en optankning. ”Det rækker til en vagt i nogle af distrikterne, og der er gået lidt en sport i at køre så langt på strømmen som muligt,” fortæller Anette Rise.

Hjemmesygeplejersker skal kunne styre sikkert i trafikken i byerne såvel som på de mørke landeveje. Nu også i miljørigtige elbiler.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

sygeplejemuseum%20vinter%20200x200

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding viser beretningen om sygeplejens historie og sygeplejens betydning for det danske sundhedsvæsen.

Besøg museet og museets hjemmeside

Emneord: 
Historie
Hjemmesygepleje
Sygeplejens historie

Studerende i praksis: Ned med paraderne!

Negative historier om patienter og borgere må ikke på forhånd få nyt plejepersonale til at trække sig fra kontakt. Alle bør danne sig deres eget indtryk af den borger, de står overfor, mener en sygeplejestuderende, som taler af erfaring.

SY-2013-14-16aArkivfoto: Scanpix

Jeg er sygeplejestuderende på modul 6 i Odense, og i min fritid arbejder jeg på et center for ældre mennesker, hvilket jeg er meget glad for. Der arbejder en del assistenter og afløsere, og generelt er det fastansatte personale meget garvede og rutinerede i deres arbejde, og jeg mener bestemt, at jeg lærer meget af dem. Dog kunne jeg tænke mig, at alle, ikke bare hvor jeg arbejder, men generelt alle, og især studerende ville prøve en ting, jeg har forsøgt.

Nemlig ikke at lytte for meget til, hvad de andre kollegaer fortæller om patienterne/beboerne, så nye medarbejdere derved ikke møder personerne med negative forventninger. Jeg hørte selv en negativ historie en dag for længe siden, inden jeg skulle ind og hjælpe en ældre dame i bad. Inden jeg gik ned til hende, fik jeg at vide, at der altid var bøvl med hende, og at hun aldrig var tilfreds. Hun var langsom og snakkede alt for meget. Jeg prøvede at lade den negative forventning ligge uden for døren, inden jeg kom ind i damens hjem.

Jeg bankede på hendes dør, hun bød mig velkommen, og vi begyndte at snakke sammen. Sjældent har jeg mødt en så rar og sjov dame som hende, sød og imødekommende var hun. Jeg så slet ikke den samme krævende og irriterende kvinde, som de andre så hende, i stedet så jeg en dame, som elsker at sludre, men ikke har andre at snakke med end os personalemedlemmer, som kommer to gange dagligt. Jeg mødte en kvinde på snart 100 år, som har levet et langt, rigt liv og desværre har mistet det meste af sin familie. Hendes to døtre besøgte hende sjældent på grund af sygdom.

Jeg synes måske ikke, der er noget at sige til, at man så forlanger bare lidt interesse, og et par minutters kvalitets-snak skal der vel også være plads til. Mit budskab med denne historie er naturligvis, at man skal turde danne sig sit eget indtryk, at det ikke altid er rigtigt, det, der sladres om. Min erfaring viser, at man kan få ret mange gode historier og lære mange personligheder at kende, hvis man tør have paraderne nede en gang imellem.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk
Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Ældre
Hjemmesygepleje

Hjemmesygeplejersker skal håndtere flere psykisk syge

I takt med at sengepladserne i psykiatrien nedlægges, skal hjemmesygeplejerskerne i højere grad tage sig af psykisk syge borgere. Det kræver, at hjemmesygeplejerskerne bliver klædt ordentligt på, mener Dansk Sygeplejeråd.

Flere og flere sengepladser i psykiatrien lukkes, samtidig med at patienterne bliver udskrevet hurtigere. Det betyder, at mange psykisk syge borgere i dag primært møder sundhedspersonale, når de får besøg af hjemmesygeplejersken. Men hjemmesygeplejerskerne er ikke uddannet med det fokus at skulle tage sig af psykiatriske patienter, og det giver problemer.

”De har jo ikke en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, og derfor har de heller ikke de specialkompetencer til at håndtere psykisk syge borgere, som er nødvendige,” fortæller Inge Jekes, som er formand for Fagligt Selskab For Sygeplejersker i Kommunerne.

Kan ikke afkode patienterne

Et af de store problemer for hjemmesygeplejerskerne er, at de psykisk syge reagerer anderledes end andre borgere.
”Det er svært at afkode, hvordan patienten har det lige nu. Er det en udadreagerende patient? Skal jeg vise omsorg, skal jeg gå herfra, eller skal jeg tilkalde nogle andre? Vi står i et dilemma, og det skaber både angst og bekymring hos personalet, og vi risikerer at provokere patienterne i et forsøg på at hjælpe dem,” siger Inge Jekes.

Hun frygter, at situationen vil blive værre, i takt med at udskrivelserne sker hurtigere og hurtigere. ”Det bliver mere tilspidset. Der bliver flere og flere borgere med behov for behandling, samtidig med at sengeafsnittene nedlægges. Vi, der behandler dem i hjemmet, kan jo ikke udskrive dem. Man kan ikke få dem til at forsvinde – og det skal man heller ikke,” siger hun.

Skal have værktøjer

I Dansk Sygeplejeråd er man ikke i tvivl. Hjemmesygeplejerskerne bør få både værktøjer og kompetencer til at tage sig af de psykisk syge borgere:

”Først og fremmest skal vi have sygeplejersker med specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje ansat i kommunerne. Det handler ikke om, at alle sygeplejersker skal have uddannelsen, men om, at de skal have mulighed for at trække på en kollega, der har den. Det vil skabe tryghed blandt de ansatte og øge det faglige niveau i behandlingen til fordel for patienten,” siger næstformand Dorte Steenberg.

Hun peger også på, at der skal være et tættere samarbejde på tværs af sektorer, så distriktspsykiatriens kompetencer kan blive udnyttet af kommunen, sådan som man har gjort det nogle steder.

”I dag har hjemmesygeplejerskerne f.eks. ikke en hotline til psykiatere. De kan kun ringe til den praktiserende læge, som jo ikke er specialiseret i psykiatriske problemstillinger. At der samtidig er blevet længere mellem sygehusene, gør ikke situationen nemmere udenfor almindelig åbningstid.”

Dansk Sygeplejeråd foreslår i sit psykiatriudspil, at alle 98 kommuner skal have ansat sygeplejersker med specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje, og at alle ansatte i hjemmepleje, hjemmesygeplejen og på plejecentre skal have mulighed for at trække på en sygeplejerske med specialuddannelsen.

Artikelserie om psykiatrien

Henover efteråret bringer fagbladet Sygeplejersken en artikelserie om forholdene i psykiatrien. Artikelserien vil bl.a. indeholde historier om lighed i sundhed og sammenhæng i patientforløb, lave normeringer som hindring for efteruddannelse og behovet for mere forskning, der kan give patientnære forbedringer.

Dårlig ledelse skader arbejdsmiljøet

Hjemmesygeplejersker skal håndtere flere psykisk syge

Sådan fik de trivslen tilbage på intensiv      
 

Udgangspunkt

Serien tager udgangspunkt i Dansk Sygeplejeråds udspil ”Vejen mod en bedre psykiatri”.

Læs også Dansk Sygeplejeråds undersøgelse af sygeplejerskers arbejdsmiljø 2013

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Psykiatri

Sygeplejestuderende på tværs af sektorer

Et projekt fra Professionshøjskolen Metropol viser, at 26 sygeplejestuderende, som i deres afsluttende klinik fulgte patienter og borgere over sektorgrænser, fik øget deres viden om kompleks sygepleje, sammenhængende forløb og tværsektorielt samarbejde – og fik et nyt syn på patienten.

En sygeplejestuderende besøgte hjemme en patient med KOL, Edith, en uge efter at den studerende havde medvirket ved udskrivelsen af hende fra medicinsk afdeling. Edith var en 62-årig kvinde, som var stærkt overvægtig og havde forhøjet blodtryk, og hun havde været indlagt flere gange inden for det sidste år. På medicinsk afdeling havde Edith fortalt den studerende, at hun var holdt op med at ryge for et halvt år siden, at hun gik til træning mindst én gang om ugen, og at hjemmehjælperen kom et par gange om ugen for at hjælpe hende i bad.

Da den studerende kom i Ediths hjem, lugtede der af røg, og der var askebægre og lightere på bordet. Edith havde en kørescooter, men orkede ikke at køre den, og kom derfor ikke af sted til træning. Det viste sig, at hun havde flere gigtsmerter, end hun havde givet udtryk for på afdelingen, og tog flere stærke smertestillende piller, end der var ordineret. Edith havde talt med en diætist på afdelingen, men denne viden kunne hun ikke bruge derhjemme.

 Hun følte, at hun var blevet tabt på gulvet, da hun kom hjem. Hun manglede støtte og hjælp til vægttab, træning og rygestop. Den studerende sagde: ”Jeg fik et helt andet billede af patienten hjemme, end da hun var indlagt, hun gjorde slet ikke alt det, hun sagde, hun gjorde.”

Den studerende blev opmærksom på, at der var forskel på det billede, hun havde af Edith på afdelingen, og Ediths egen historie. Hun kunne bedre forstå, hvorfor det var svært for Edith at tabe sig, stoppe med at ryge og komme til træning. Den sygeplejestuderende medvirkede i et samordningsprojekt initieret af udviklingsafdelingen på Glostrup Hospital sammen med 25 andre studerende fra Professionshøjskolen Metropol. De havde alle deres afsluttende klinik på Glostrup Hospitals medicinske afdelinger eller i Glostrup, Albertslund, Ishøj, Hvidovre eller Høje-Taastrup Kommuner.

De studerende havde i deres 20 ugers klinik to fokusuger i den modsatte sektor. Den første uge havde de fokus på sygeplejen til patienter eller borgere med kroniske sygdomme og fulgte en patient eller borger fra primær sektor til sekundær sektor eller omvendt. De arbejdede i fokusugen med studiespørgsmål, der havde et klinisk og et borger- og patientrettet perspektiv. De studerende deltog i forskellige aktiviteter, interviewede en patient eller borger, evt. en pårørende og sygeplejepersonale i den modsatte sektor. Som forberedelse var de studerende blevet præsenteret for relevant litteratur (1-5).
 

Hvem har ansvaret?

Efter første fokusuge kom de studerende tilbage til stamklinikstedet og deltog i en refleksionsøvelse med deres kliniske vejleder. Den studerende, der havde arbejdet med Edith, reflekterede over den medicinske afdelings og hjemmeplejens ansvar i forhold til sundhedsfremme og forebyggelse: Vidste man nok på afdelingen om årsagen til Ediths genindlæggelser?

Havde man på afdelingen afholdt motivationssamtaler om livsstilsændringer? Hvilken fokus var der på Ediths motivation, hendes ressourcer, og hvad der havde betydning for hende i hjemmet, når hun blev udskrevet? Hvilken mulighed havde hjemmesygeplejersken for at hjælpe Edith? Kunne patienten få hjælp fra sundhedscentre? Egen læge? Kunne patienten få træning på andre måder?

Flere studerende reflekterede over den sundhedsfremmende og forebyggende sygepleje hos patienter med kronisk sygdom, og hvilken sektor der har ansvar for hvad. En studerende udtalte: ”Motivationen for at stoppe rygning er der på hospitalet, men den forsvinder, når de kommer hjem. De er for alene om det.”

Der blev reflekteret over, om et hjemmebesøg af en sygeplejerske, som kender patienten fra indlæggelsen, eller et telefonopkald til hjemmet kan øge patientens motivation, og hvilken rolle ambulatoriet, konsultationssygeplejersken, sundhedscentret og hjemmesygeplejersken har i forbindelse med forebyggende og sundhedsfremmende tiltag.

En anden studerende besøgte den 63-årige Kaj, en uge efter han havde haft to blodpropper i hjernen. Kajs kone var handicappet, men de klarede sig uden hjælp. På hospitalet havde den studerende fået indtryk af, at Kaj var en ressourcestærk mand, som kunne klare sig selv, og som ikke ville have hjælp. I hjemmet fortalte Kaj den studerende, at han var meget bange for at få endnu en blodprop, han havde derfor sat sit cigaretforbrug ned og ville undgå de kommende julefrokoster for ikke at spise, ryge og drikke for meget. Han fortalte den studerende, at han gerne ville have hjælp til rengøring, men ikke vidste, hvordan han skulle kontakte kommunen. Han skulle snart til undersøgelse hos karkirurgerne, han skulle også til egen læge og på ambulatoriet.

Kaj kunne ikke overskue alt dette, samtidig med at han skulle hjælpe sin kone og ændre livsstil. Den studerende reflekterede over, om yngre patienter bliver overset, fordi personalet tror, at de kan klare sig selv? Over konsultationssygeplejerskens rolle og muligheden for, at hun i dette tilfælde kunne fungere som kontaktperson og støtte patienten gennem forløbet. I refleksionsøvelserne på stamklinikstedet efter den første fokusuge havde de studerende især fokus på:

  • den forebyggende og sundhedsfremmende sygepleje til patienter med kronisk sygdom
  • pårørendes betydning for patienten med kronisk sygdom
  • mestring af kronisk sygdom.

En klinisk vejleder, som havde deltaget i flere af refleksionsøvelserne, udtalte: ”De troede, at sygdommen fyldte meget hos patienten, men de kommer tilbage og finder ud af, at det blot er en lille del af dette menneskes liv. De studerende går ud for at møde en patient, men kommer tilbage og har mødt et menneske.”
 

Kendskab til hinandens vilkår og muligheder

I den anden fokusuge i den modsatte sektor var omdrejningspunktet faktorer, der havde betydning for sammenhængende patient- eller borgerforløb og tværsektorielt samarbejde, og hvor den studerende interviewede både patienter, borgere, pårørende og personale. Efterfølgende afholdtes sygeplejefagligt forum på stamklinikstedet. Det var et diskussionsforum med plejepersonalet, hvor den studerende fremlagde sine oplevelser og erfaringer fra den modsatte sektor med efterfølgende drøftelse af, hvordan nye perspektiver og erkendelser kan udvikle den kliniske praksis. De studerende havde bl.a. fokus på:

  • udskrivelse og statusmøder
  • kendskab til hinandens vilkår og muligheder blandt sygeplejerskerne i primær og sekundær sektor
  • medicinproblemer mellem sektorerne.

Udskrivelsen og statusmødets betydning

Flere studerende har interviewet patienter hjemme, som har oplevet forvirrede og travle udskrivelser, som ikke har fået svar på alle deres spørgsmål, især omkring medicin inden udskrivelsen, ofte overladt til sig selv på gangen ventende i timer på transport, og som ikke har fået sagt farvel til personalet. Flere steder blev udskrivelsesprocedurer diskuteret, og på en afdeling blev den studerende medlem af et udvalg, som skulle udforme en standard for udskrivelse på afdelingen. En studerende fortalte om Anders, som blev genindlagt mindre end 24 timer efter udskrivelsen.

Forinden havde der været afholdt statusmøde på afdelingen, som den studerende og den koordinerende sygeplejerske, der visiterer patienten til den hjælp, der skal være i hjemmet i samråd med patienten, pårørende og personale, deltog i, og som alle opfattede som vellykket. Anders genindlægges imidlertid, fordi situationen i hjemmet er uholdbar. Ægtefællen hjemme er mere skrøbelig, end man umiddelbart forventede. Anders skulle have mere hjælp, end ægtefællen forventede, og ægteparrets forhold var belastet.

Den studerende reflekterede over, hvordan et øget kendskab til familien måske kunne have afværget denne situation, og at den viden burde være kommet frem til statusmødet. Den studerende undrede sig over, hvorfor hjemmehjælpen, som kendte familien, ikke deltog i statusmødet. Til det sygeplejefaglige forum diskuterede personalet, hvordan de kunne blive bedre til at planlægge et godt statusmøde. Tidspunktet for statusmødet var vigtigt. Afholdes statusmødet for tidligt i forhold til behandlingen og patientens funktion, kan det ikke bruges til noget.

Et godt statusmøde indebærer, at der har været en ergo- og fysioterapeutvurdering, og at plejepersonalet kan redegøre for, hvad patienten får hjælp til på afdelingen, og ikke hvad de tror, patienten skal have hjælp til (eller ikke have hjælp til) derhjemme. Endelig diskuteredes, hvem der optimalt skulle deltage i mødet. Den studerende udarbejdede et forslag til standard for statusmøder.
 

Afhængigt af et godt kendskab

En studerende i primær sektor diskuterede til et sygeplejefagligt forum sammen med en gruppe hjemmesygeplejersker fra kommunen samarbejdet med og forventningerne til sygeplejerskerne i sekundær sektor. Hun fremlagde bl.a. følgende påstande til diskussion i gruppen:

”Hjemmesygeplejerskerne mener, at deres kollegaer i sekundær sektor i overvejende grad ikke har tilstrækkelig viden om primær sektors muligheder og vilkår. Samarbejdet fungerer bedst omkring de specialrettede og terminale patienter, mest problematisk er samarbejdet omkring patienter med aldersbetingede lidelser.”

I diskussionen kom hjemmesygeplejerskerne ind på, hvad de selv kunne ændre på for at forbedre samarbejdet. Sekundær sektor klagede ofte over den begrænsede telefontid, at de var svære at få fat på, og at der manglede opdaterede telefonlister.

Hjemmesygeplejerskerne diskuterede, om de var for stramme i deres telefontider, om de måske skulle have en telefonsvarer, hvor sygeplejerskerne på hospitalet kunne lægge en besked? Om de kunne blive bedre til at informere om, hvordan man kunne få fat på dem? Måske kunne de selv lidt oftere tage kontakt til patientens kontaktperson og fortælle om patienten og høre til patienten? Måske kunne de invitere sig selv til udskrivningssamtaler? Måske kunne de afholde samarbejdsmøder med sygeplejersker fra hospitalet, ligesom de gjorde med de praktiserende læger?

Hjemmesygeplejerskerne erfarede under diskussionen, at de manglede en indlæggelsesstandard ved akut indlæggelse, denne blev den studerende inviteret med til at udarbejde. Den studerende sammenfattede diskussionen til: ”Det gælder om at acceptere hinandens forskelligheder, lytte til hinanden og sænke paraderne, næste gang vi har en sygeplejerske i røret.”
 

Problemer med medicin

En studerende fortalte om en patient, Eva, som i løbet af indlæggelsen var opstartet hjerte- og vanddrivende medicinsk behandling, og som nu var blevet udskrevet fra medicinsk afdeling. Den studerende havde på afdelingen doseret medicin til fem dage, indtil apoteket var klar med dosispakker, og havde informeret Eva grundigt om medicinen. Efter seks dage kom den studerende på besøg i hjemmet. Ægtefællen, som skulle have hentet medicinen på apoteket, havde imidlertid ikke orket at gå på apoteket, så Eva havde taget tabletterne fra den gamle dosispakke.

 ”Hvad hvis jeg ikke var kommet, så var hun blevet indlagt igen!” sagde den studerende. Til den studerendes store overraskelse var der meget, Eva ikke vidste om den nye medicin, som hun var startet på under indlæggelsen. Til sygeplejefagligt forum tilbage på medicinsk afdeling diskuterede den studerende med personalet: Hvordan sikrer vi, at patienten får sin medicin og dermed undgår genindlæggelser? Herunder hvilke forhold der skal være til stede, for at pårørende kan hente medicin på apoteket? Hvilken betydning har dosisdispenseringen fra apoteket? Hvordan sikrer vi os, at vores information til patienten om medicinen er god nok?

Det varer ofte et stykke tid, inden patientens praktiserende læge får kendskab til medicinændringer efter indlæggelse, og hjemmeplejen bruger generelt meget tid på at undersøge og bekræfte patientens medicin. En studerende fra hjemmeplejen fortalte: ”Når pt. bliver udskrevet, ligger der to medicinlister, en gammel og en ny. Borgeren tager de piller, hun kender. Lægen ved ingenting, og borgeren siger, at den pille plejer jeg ikke at få. Så ringer hun til sin læge, som ringer til os, som må fortælle, at hun har været indlagt og har fået ny medicin.”

De studerende var ikke overraskede over, at der skete mange fejl omkring medicinen. Samarbejdet omkring medicinen er for tilfældigt og forskelligt fra kommune til kommune. Nogle studerende undrede sig desuden over den manglende kontakt, der ofte var mellem den praktiserende læge og hospitalets læge. Alle håbede, at det nye medicinkort ville mindske fejlene.
 

Evaluering

Projektet (6) blev evalueret på baggrund af tre fokusgruppeinterview bestående af to grupper på i alt 17 studerende og en gruppe på fem kliniske vejledere. I alle tre grupper var både primær og sekundær sektor repræsenteret. Der blev desuden skrevet logbog med referater og citater fra refleksionsøvelserne og de sygeplejefaglige fora. Projektet har vist sig at være et vigtigt tilbud til de studerende i klinikken, som på modul 11-12 skal have fokus på at planlægge, koordinere og sikre sammenhængende forløb i samarbejde på tværs af sektorerne.

Det er nu implementeret som et fast tilbud i den kliniske undervisning. Kliniske vejledere fra primær og sekundær sektor har mødtes og lavet guidelines for fokusugerne. Projektet har medvirket til identifikation af udviklingsområder, videndeling og samarbejde mellem studerende, undervisere, kliniske vejledere og sygeplejersker på tværs af sektorerne. For flere medicinske afdelinger har projektets fokus på patientforløb fået betydning for bl.a. udskrivelsesforløb og kontaktpersonordning.

Der har derudover været afholdt tre sygeplejefaglige seminarer undervejs med oplæg og workshopper og diskussioner om sammenhængende forløb og tværfagligt samarbejde, hvor der har været stor opbakning til, at medarbejdere fra de involverede kommuner og afdelinger og andre interesserede har medvirket.

Margit Schrøder er ansat på Professionshøjskolen Metropol, Sygeplejerskeuddannelsen.

Litteratur

  1. Timm H (red). Sammenhængende forløb i sundhedsvæsenet. Videnscenter for Sammenhængende forløb. Professionshøjskolen Metropol. København: BoD; 2010.
  2. Martin HM. Er der styr på mig? Sammenhængende patientforløb fra patientens perspektiv. DSI; 2010.
  3. Enheden for brugerundersøgelser. I gode hænder? En kvalitativ analyse af patientens oplevelser af sammenhæng, tryghed og kontaktpersoner. Region Hovedstaden. København; 2010.
  4. Enheden for brugerundersøgelser. Patienters oplevelser i overgange mellem primær og sekundær sektor. POPS.  Region Hovedstaden. København; 2007.
  5. Witting L, Nørgård D. Sammenhængende forløb for skrøbelige medicinske patienter med fokus på overgange mellem hjem og sygehus. Center for Folkesundhed.  Region Midtjylland; 2008.
  6. Schrøder M. Sygeplejestudier på tværs af sektorer. Projektrapport om klinisk undervisning af studerende og kvalitetsudvikling af patient-borger-forløb. Professionshøjskolen Metropol; 2010. 
ENGLISH ABSTRACT

Scheel LS, Hansen JS. Inspection of care centres - monitoring and learning. Sygeplejersken 2010;(16):52-7.
 
Mandatory inspection of municipal care centres takes place in all Danish municipalities. The purpose of such inspection visits is transparency, documentation and monitoring of the municipality's services to its residents. The aim is also education; whereby management, staff, residents, relatives, together with politicians and staff in local administration, gain an insight into the actual conditions, with a view to continued provision of good quality services.
The article describes the link between legislation, mandatory inspection, and the concept of good life quality for residents. An account is given of the structure of the inspection concept in terms of unannounced inspection visits, and where work is taking place on quality goals?based on quality standards, politicians at municipal level, and core values. Principles are described for the unannounced inspection visits, the duration of visits, investigative methods, reporting and the consultation process.
With point of departure in Sønderborg Municipality, examples are given of how the inspections can be used in the care centres' forward-looking development work.
 
Key words: Mandatory inspection, care centres, quality assurance, quality development

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor
Sekundært sundhedsvæsen
Sygehus
Sygeplejerskeuddannelsen

Specialisten har også brug for sparring

Som sårspecialist i hjemmesygeplejen har Ella Pedersen stadig brug for sparring. Den får hun hos den udkørende sygeplejerske.

Hjemmesygeplejerske Ella Pedersen er sårspecialist i Københavns Kommunes hjemmepleje på Østerbro. Det er hende, kollegerne spørger til råds om sårbehandling og kompression, men når hun selv trænger til sparring, er det de udgående sygeplejersker fra Videncenter for Sårheling, hun trækker på.

Kontakten handler ofte om kroniske sår, der bare ikke vil hele. Men det kan også handle om opgaver, der, med Ella Pedersens ord, er lidt for stor en mundfuld. Som at fjerne nekrotisk væv i et sår med blotlagte sener.

”Jeg tør da mere og mere. Men nogle gange må jeg også sige, at det her er ud over min kompetence. Her må de udgående sygeplejersker vurdere, om de kan klare det, eller om borgeren må ind i ambulatoriet,” siger hun.

Fordelen ved udefunktionen er ikke kun, at borgeren kan slippe for et anstrengende hospitalsbesøg. Den giver også kontinuitet i behandlingen.

”Vi kan ikke selv tage med, når vi sender folk ind i ambulatoriet, og så får vi ikke dialogen, hvor de også hører, hvad vi oplever,” forklarer Ella Pedersen.

Hun er enig med Ina Kastrup i, at en række af de nyere sårbehandlingsmetoder som vakuum- og larvebehandling kan bruges i eget hjem. Men ikke alle steder.

”Det kræver, at borgerne er trygge ved at være alene med apparaturet. Vi  kan komme på et dagligt tilsyn, men borgeren skal stadig være alene 23 timer i døgnet,” siger hun.

SY-2010-19%20(18)”Det kræver også 100 pct. compliance. Larvebehandling er f.eks. noget, man ofte bruger til fodsår. Men borgeren skal kunne forstå, at man ikke må træde ned på larverne, ellers går det ikke.”

En sidste betingelse er også, at ressourcerne er til stede, tilføjer Ella Pedersen. ”Men hvis vi bare får bevilget tid til det, så skal vi nok få tingene til at hænge sammen.”

Hjemmesygeplejerske Ella Pedersen, Københavns Kommune.

Det bedste ved udviklingen:

”At jeg som hjemmesygeplejerske har flere forskellige opgaver, hvor man før kunne stå med syv medicindoseringer på en dag.”

Det værste:

”At jeg som sårspecialist kan savne den tætte kontakt til borgerne, jeg havde som sygeplejerske i et mindre område.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Samarbejde
Behandling
Sår
Tværfaglighed