Vi kan ikke observere noget på to minutter

Hjemmesygeplejersker bliver bestilt til meget afgrænsede opgaver i hjem med psykisk sygdom og misbrug. Den primære støtte skal gives af andre faggrupper, så hvorfor skal hjemmesygeplejersken overhovedet ind i hjemmet?

SY-2011-05-21a
Illustration: Jenz Koudahl

Hvad er det egentlig for en rolle, vi skal have hos de her patienter? Det har hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer og hendes kolleger i Svendborg Kommune nogle gange diskuteret efter besøg hos psykisk syge borgere og misbrugere.

”Vi kommer ud i et hjem, fordi der er noget fysisk som et sår, eller vi skal give medicin,” fortæller hun.

”Så ligger borgeren og er meget beruset. Eller psykotisk. Eller man ser sig omkring og spørger sig selv, om de får mad?
Mange gange er det jo mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv, og vi synes, at vi må gøre noget. Vi må da hjælpe den person eller den familie. Og det kan vi bare ikke.

Vi har ikke viden nok til at gå ind i deres problematikker, vi er heller ikke de primære personer i de hjem. Som regel er de jo tilknyttet et psykiatrisk tilbud eller behandlingscenter.

Hvis de ikke vil tage deres medicin, må vi melde tilbage. Ellers skal vi egentlig bare give medicinen og gå igen. Det er svært, når man er sygeplejerske.”
 

Kan ikke sige nej

Ja, hvad skal hjemmesygeplejersker hos psykiatriske patienter? De skal slet ikke være der, synes sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum, Århus Kommune. I hvert fald ikke, når det bare drejer sig om at låse den daglige medicin ud af et skab. ”Vi bliver jo ikke brugt som sygeplejersker. Vi langer bare piller over disken,” siger hun.

I Århus Kommune kommer der hjemmesygeplejersker for at give medicin til borgere, der er for syge til selv at gå til kommunens sundhedsklinikker for at få den udleveret. Borgerne er som regel i behandling i distriktspsykiatrien, og meget ofte kommer der også bostøtter i hjemmet, medarbejdere fra den kommunale socialpsykiatri, der skal hjælpe borgerne med selv at klare deres hverdag.

”Men distriktspsykiatrien håndterer ikke medicin, og bostøtterne har en pædagogisk retning i deres arbejde, som gør, at de ikke vil have med medicin at gøre. Så opgaven ender hos hjemmesygeplejen, for vi kan ikke sige nej,” siger Vibeke Brønnum.

”Hjemmesygeplejersken giver medicinen, mens bostøtten står ved siden af. Vi er ude ad døren igen på to minutter, så vi kan ikke observere noget som helst. Det gør bostøtten, som melder tilbage til distriktspsykiatrien, hvis der er ændringer i borgerens tilstand, og så justerer distriktspsykiatrien måske på medicinen, så hjemmesygeplejersken får en ny ordination. Det er en helt vanvittig arbejdsgang.”

Vibeke Brønnum synes, medicinadministrationen burde ligge hos distriktspsykiatrien, der i forvejen står for behandlingen. Men i distriktspsykiatrien, og det gælder både Århus og andre steder i landet, går bestræbelserne på at begrænse den praktiske medicinhåndtering så meget som overhovedet muligt.

”Vi beholder kun dem, som er meget svære at motivere,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra den regionale lokalpsykiatri i Århus.

”Det er jo en prioritering af den ekspertviden, vi har. At hælde piller op på daglig basis behøver man ikke være psykiatrisk sygeplejerske for at varetage.”

Man behøver faktisk slet ikke være sygeplejerske, mener Vibeke Brønnum:

”Vi kan sagtens give bostøtterne et tretimerskursus, så de kan give en pille fra en æske, der er doseret på apoteket. Bostøtternes opgave er at støtte borgerne i at få et liv. Men medicinen er jo også en del af deres liv, så hvor er helheden, hvis man trækker den ud?”

I København er de specialister

Mens hjemmesygeplejen hører til i sundhedsforvaltningen, har bostøtter hjemme i socialforvaltningen sammen med kommunens øvrige socialpsykiatriske tilbud. Og hvis bostøtterne ikke kan give medicin, kunne en anden løsning være, at socialforvaltningen ansatte nogle sygeplejersker til at udføre opgaven hos borgere med psykiske sygdomme, mener Vibeke Brønnum.

Sådan en ordning har faktisk fungeret i Københavns Kommune siden sidst i 90’erne. Her er hjemmehjælp og hjemmesygepleje til borgere under 65 placeret i socialforvaltningen. Det drejer sig i praksis om hjælp til handikappede, psykisk syge og misbrugere.

”Ligesom nogle i ældreplejen er meget dygtige til at omgås demente, mens andre løber skrigende væk, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med dem, så kræver det også nogle særlige færdigheder at omgås vores borgere,” siger områdechef Erik Jensen, Københavns Kommune.

”Man skal have en særlig interesse for dem, og det er lange seje træk, hvor man ikke ser resultater fra den ene dag til den anden. Man skal også have et afklaret forhold til, hvad man går ud i. Vi har mange, der lever på kanten af samfundet.

I København tager socialforvaltningens hjemmepleje sig af mennesker, som de fleste behandlersystemer har opgivet,” tilføjer Erik Jensen. Den sociale hjemmepleje prøver at fastholde dem i behandlingen, støtte dem i at holde deres hjem og komme ud blandt andre. Eller prøve at opsøge dem på gaden, når man ikke har truffet dem hjemme i lang tid.

”Der er ikke rigtig noget, vi synes, vi ikke kan håndtere,” siger Erik Jensen. ”Så vi synes, vores ordning er en god ide. Men København er også en stor kommune, der har 2-2.500 borgere i denne målgruppe. I en lille kommune er der måske 30, og det er ikke grundlag for at oprette en specialenhed.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi

Visitation til sygepleje bremser samarbejdet

Hjemmesygeplejen har brug for en god overlevering fra psykiatrisk hospital, når psykisk syge bliver henvist til medicindosering eller andre ydelser. Det glipper for ofte, ikke mindst hvor visitation til sygepleje har kappet den direkte kontakt.

For ikke så længe siden fik et psykoseafsnit på Århus Universitetshospital Risskov en opringning fra en hjemmesygeplejerske i aftenvagt. Hun var ikke tryg ved at tage ud til den patient, hun skulle besøge: Hvad var der med patienten, og var der noget med en behandlingsdom, og hvordan skulle hun forholde sig?

”Det skal igennem så mange led,” siger psykoseafsnittets afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller.

”Vi havde givet oplysningerne til en visitator, som skulle overlevere dem til hjemmesygeplejersken fra lokalcentret, som så igen skulle give dem videre til aftenholdet. Og så er det, at vi bliver ringet op af en utryg sygeplejerske fra et helt andet område.”

Når hjemmesygeplejersker somme tider oplever, at de ikke er klædt på til at tage ud til en borger med psykisk sygdom, kan forklaringen være den enkle, at de faktisk ikke har fået de oplysninger, de har brug for.

”Vi bliver bestilt til at løse en bestemt opgave. Men vi ved tit ikke ret meget om det, vi skal ud til, uanset om det er somatisk eller psykiatrisk,” siger hjemmesygeplejerske Anita Berg Madsen, Høje-Taastrup Kommune.

”Man får et fingerpeg, når man ser, hvad det er for en medicin, de får. Det er jo ofte den, vi er bestilt til at administrere, når det drejer sig om psykiatriske patienter. Hvis jeg synes, jeg er nødt til at vide mere, så snakker jeg tit med dem om at ringe til deres mor eller datter for at finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedst.”

Når Anita Berg Madsen får en henvisning, står der som regel et telefonnummer, hun kan ringe til.

”Men så er det jo tit sådan, at den sygeplejerske, der kender noget til patienten, har fri, når man ringer. Det er lidt svært med de afstande, og at man ikke kender hinanden.”

Information går tabt undervejs

Sådan har det været, siden Høje-Taastrup Kommune indførte central visitation til sygepleje. Og når hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer fra Svendborg Kommune ikke har de samme problemer, er det måske, fordi hun og hendes kolleger som regel bliver kontaktet direkte af psykiatrisk afdeling.

”Jeg får en henvendelse fra sygehuset,” siger Vibeke Strøjer. ”De har en borger, der kommer hjem i morgen, hun har været indlagt med det og det, nu skal hun udskrives, og hun er ikke i stand til at varetage sin medicinering selv. Vi har en god dialog, hvor jeg også kan spørge til nogle ting. Hvad kan vi komme ud for, og hvis det sker, hvad gør vi så?”

I Høje-Taastrup Kommune er der netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på visitationen, siger ledende sygeplejerske Lene Brangstrup. Arbejdsgangen skal være mere effektiv og samtidig sikre den faglige kvalitet.

”Overleveringen går igennem for mange hænder, og visitationen får ikke altid stillet de rigtige faglige spørgsmål,” siger Lene Brangstrup.

”Visitatorerne er også fagpersoner, men de har ikke samme tilgang som den hjemmesygeplejerske, der skal overtage borgeren. Jeg tror, der vil være en gevinst ved en direkte kontakt, også for borgeren. Det handler jo om sammenhængende patientforløb.”

Det var tilsvarende overvejelser, der førte til, at Århus Kommune for et år siden afskaffede central visitation til hjemmesygepleje, siger sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum.

”Visitationen bremsede det gode samarbejde mellem hospital og hjemmesygepleje,” forklarer hun. ”Mange gange nåede borgeren at blive udskrevet, før der var etableret en dialog, og så blev det noget med: Nå ja, vi skal jo også huske at ringe til hjemmesygeplejersken. Det glippede for ofte.”

Usikkerhed om tavshedspligt

Vibeke Brønnum sidder i et samarbejdsudvalg, hvor region og kommune arbejder med, hvordan kontakten bliver bedre. Den kommer ikke af sig selv. Vaner skal lægges om, og rent praktiske, men vigtige detaljer som opdaterede telefon- og adresselister på samarbejdspartnerne skal være på plads.

Men der er også andre snublesten på vejen til en bedre dialog. Vibeke Brønnum har for nylig måttet gå ind i en sag, hvor hjemmesygeplejen ikke kunne få at vide, hvad en patient med en behandlingsdom var dømt for.

”Det er ikke rimeligt. Vi kan jo risikere at komme ud til borgere, der har slået folk ihjel, og det skaber utryghed,” siger hun.
I det konkrete tilfælde kontaktede Vibeke Brønnum den behandlingsansvarlige overlæge, som gav hende ret: Selvfølgelig kunne hjemmesygeplejen få den oplysning, når de skulle deltage i patientens behandling.

Men reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger er igen et område, hvor en hjemmesygeplejerske kan føle sig på lidt usikker grund. Må man diskutere borgeren med hospitalet uden at spørge først?

Det er dog meget, meget sjældent, at en patient siger nej til, at hospitalspsykiatrien må videregive oplysninger, siger afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller fra Århus Universitetshospital Risskov.

”Det sker en sjælden gang med vores mere skizofrene, paranoide patienter. Men det er klart, så kommer hjemmeplejen slet ikke ind i samarbejdet.

Så jeg vil sige, at det nok er helt almindelige halvdårlige samarbejdsrelationer, det handler om. Det ligger på begge skuldre. Både på hjemmesygeplejen, hvor der måske hersker nogle myter og fordomme om vores patienter, og på os som hospitalsenhed, fordi vi ikke fører samme regime som den medicinske afdeling, der laver en ordentlig sygeplejejournal, når de udskriver en patient til hjemmesygeplejen. Det er, som om vi har glemt det.

Men der er ikke særlige juridiske restriktioner, der forhindrer, at hjemmeplejen kan få de nødvendige informationer. Vi skal have nøjagtig samme niveau i vores samarbejde som ethvert andet sygehus.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Katastofalt at skære i antallet af hjemmebesøg

Langeland er en af de kommuner med flest fattige børn, og fattigdommen rammer børnenes trivsel. Hyppige hjemmebesøg og tæt personlig kontakt til familierne er afgørende, hvis børnene og deres familier skal hjælpes, mener øens sundhedsplejersker.

SY-2011-04-27-1a
”Vi skal jo kun stå på dørtrinnet, så kan vi fornemme, hvordan en familie har det,” siger sundhedsplejerske Inge-Lise Bøilerehauge (tv). Både hun og kollegaen Birgitte Møller Jensen arbejder med fattige familier på Langeland, og de mener, at hjemmebesøg er essentielle for at kende til problemerne og hjælpe familierne. Foto. Søren Skarby

Sundhedsplejens lille røde bil snor sig mellem de berømte hatbakker på Langeland, der blev dannet under den sidste istid.

De to sundhedsplejersker Birgitte Møller Jensen og Inge-Lise Bøilerehauge viser rundt i Inge-Lises distrikt på den sydlige del af øen. Mellem de smukke bakker ligger stråtækte sommerhuse og velholdte gårde side om side med faldefærdige landbrugsejendomme, der som Inge-Lise Bøilerehauge udtrykker det: ”er så fugtige og utætte, at de ikke burde bruges som menneskeboliger.”

Men det bliver de. De billige landhuse tiltrækker ofte børnefamilier med sociale og økonomiske problemer.

Langeland har 13.000 indbyggere og er en af landets mindste kommuner. Med sine store godser og fattige landarbejderboliger har øen altid været præget af store skel mellem rig og fattig. Men i disse år forstærkes problemerne, fordi Langelands mange ufaglærte har svært ved at finde job.

Sidste år viste en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at Langeland ligger nr. 3 på listen over kommuner med flest fattige børn. 8,2 pct. af øens børn vokser op i familier, hvor forældrene kan betegnes som fattige (se boks nedenfor).    

Og problemerne er ikke blevet mindre, efter at Vestas i slutningen af 2010 besluttede at nedlægge sin fabrik på Langeland og fyre 235 medarbejdere.

Der er i alt fire sundhedsplejersker på øen, og de sårbare familier fylder meget i arbejdet. Profilen på de udsatte familier er sammensat: En del er tilflyttere fra f.eks. Lolland-Falster. Andre har altid boet på Langeland og er i en del tilfælde opvokset i familier, der i flere generationer har været på overførselsindkomst. Denne vinter har mange af familierne haft svært ved at få råd til brændsel og ordentligt vintertøj til deres børn.

”Jeg møder da skolebørn, der helt frit fra leveren siger: ”Jeg kan ikke komme på efterskole eller dyrke fritidsinteresser, for det har vi ikke råd til.” Det er ikke noget, de skammer sig over. På småbørnsområdet har vi gjort op, at 53 pct. af hjemmebesøgene er behovsbesøg ud over de fem besøg, vi tilbyder i barnets første leveår. Det vil sige, at familierne virkelig har brug for hjælp. Det kan godt være, at fødselstallet daler, men alligevel stiger efterspørgslen efter vores arbejde,” fortæller sundhedsplejerske Birgitte Møller Jensen, som understreger, at samarbejdet med de familier, der har brug for særlig hjælp, er meget positivt.

Tværfagligt samarbejde

Sundhedsplejen på Langeland har base på det tidligere Rudkøbing Sygehus, der i dag er omdannet til rådhus. I bygningen over for deres kontor bor jordemødrene, og dagplejen har kontor lige ved siden af. I det hele taget er den tætte tværfaglige kontakt til andre faggrupper som jordemødre, socialrådgivere, pædagogisk/psykologisk konsulent og øens særlige børne-/misbrugskonsulent krumtappen i indsatsen over for de dårligst stillede familier:

”Vi har f.eks. en del misbrugsfamilier. I de tilfælde taler vi med vores børnekonsulent på misbrugsområdet, som er uddannet til at tage samtaler med forældre og børn. Som sundhedsplejersker er vores force, at vi kommer i hvert eneste hjem og kan se, hvordan familierne fungerer, og når noget i en familie ikke fungerer, kan vi med det samme få hjælp fra andre fagfolk,” siger Birgitte Møller Jensen.

Hun fremhæver sundhedsplejens tilbud om et besøg hos samtlige gravide som et andet initiativ, der kan bidrage til en tidlig tværfaglig indsats i familierne.

Gæster i familien

Hjemmebesøg og god personlig kontakt er altafgørende i støtten til de sårbare, lyder et af budskaberne fra sundhedsplejen på Langeland.

”I disse år skærer mange kommuner i antallet af hjemmebesøg for at spare penge. Men det er katastrofalt for denne her gruppe. Vi skal jo kun stå på dørtrinnet, så kan vi fornemme, hvordan familien har det. For nylig var jeg f.eks. på besøg hos en familie, hvor jeg kunne mærke, at der var noget galt. Da moderen bød på kaffe, satte faderen sig med ryggen til. Det viste sig, at han var blevet afskediget, og nu var både mor og far arbejdsløse og skulle forsørge to små børn. I mit videre arbejde med familien er det vigtigt at fokusere på, hvordan de klarer problemerne, og hvad de skal prioritere, så børnene ikke lider under situationen,” siger Inge-Lise Bøilerehauge.

Sundhedsplejerskerne oplever, at familiernes økonomiske og sociale problemer i en del tilfælde går ud over relationerne i familien:

”At have en god relation og tilknytning mellem forældre og børn har ikke altid noget med penge at gøre. Men vi ser ofte, at desperationen over økonomien kan påvirke forholdene i familien. Så er det måske, at manden slår konen og glemmer børnene. Vi kan også opleve, at familier taler hårdt og nedladende til deres børn. Eller siger: ”Børnene tager ikke skade af at få én over fingrene.” I de tilfælde er det vigtigt, at vi er med til at påvirke familiedynamikken, og det kan vi kun gøre, hvis vi besøger familierne og har en tæt personlig og vedvarende kontakt til dem,” siger Inge-Lise Bøilerehauge.

Hun fremhæver en yderligere fordel ved hjemmebesøg:

”Det er os, der er gæster, og derved får vi også de historier, som kan være svære at fortælle, hvis man sidder i kommunens sundhedshus. Konsultationer i et kommunalt sundhedshus kan være et rigtigt godt ekstra tilbud for familierne. Men det kan ikke erstatte hjemmebesøget. Den viden og indsigt, vi får ved at besøge familierne i hjemmene, giver et værdifuldt grundlag for vores faglige vejledning i familien," siger Inge-Lise Bøilerehauge:

Fedme er et problem

Livsstil og kost er et andet gennemgående tema i sundhedsplejerskernes arbejde:

”Vi har f.eks. nogle gode samtaler med familierne om, at det ikke behøver være dyrt at leve sundt. De kan sagtens lave god mad med billige råvarer som kylling, kål, kartofler og gulerødder,” siger Birgitte Møller Jensen.

I et forsøg på at hjælpe børn med vægtproblemer startede skolesundhedsplejen et projekt op for overvægtige børn, men måtte desværre droppe det igen, fordi børnene ikke dukkede op.

”Når vi ikke har kunnet få fat i børnene, har vi valgt at gå gennem forældrene. Men vi har ikke opgivet og overvejer nu, hvordan vi skal gå videre med børnene,” siger sundhedsplejerske Vibeke Wittenberg.

Lille kommune med store problemer

Langeland Kommune er med sine 13.000 indbyggere en af landets mindste kommuner. Kommunen har fire sundhedsplejersker ansat, der arbejder tæt sammen bl.a. med jordemødre, en misbrugskonsulent, socialrådgivere m.m. Alle gravide på øen får tilbudt et graviditetsbesøg. 53 pct. af hjemmebesøgene er behovsbesøg ud over de fem besøg til nybagte familier, der tilbydes i barnets første leveår. 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommune
Sundhedspleje
Familie

Sygeplejerskerne var for langt væk

Det havde sin pris, da Roskilde Kommune i 2004 besluttede at samle hjemmesygeplejerskerne i én gruppe. Sparring og samarbejde med det øvrige plejepersonale gik tabt, og de kortest uddannede stod alene med de dårligste borgere uden at få faglig opbakning.

SY-2011-12-27Illustration: Lars Andersen

I årene op mod kommunalreformen hentede mange kommuner deres hjemmesygeplejersker ind fra lokalcentrene for at samle dem i en ren sygeplejerskegruppe med egen ledelse.

I Roskilde Kommune skete det i 2004, og som andre steder var formålet at give sygeplejerskerne bedre mulighed for at sparre med hinanden og udvikle deres fag.

Indtil da havde hjemmesygeplejerskerne siddet i hjemmeplejegrupper, hvor der sjældent var mere end en eller to sygeplejersker til stede. De var glade for deres nye organisering og det faglige miljø, den skabte. Men det faglige løft havde sin pris, konstaterer Roskilde Kommunes ældrechef Laila Hirschsprung, der dengang var områdeleder i kommunen.
”Det kørte fint, opgaverne blev løst, og sygeplejerskerne fik den faglige sparring internt. Men der var ingen sparring eller samarbejde med det øvrige plejepersonale. Vi lod de kortest uddannede passe de dårligste borgere uden faglig opbakning,” siger hun.

”Jeg husker flere gange, hvor andre medarbejdere havde forsøgt at kontakte sygeplejerskerne for at få råd og faglig vejledning. Men det var der stort set aldrig tid til.”

Dengang var det meget, meget lidt, social- og sundhedshjælper Inge Bødker så til sygeplejerskerne. ”Vi kunne ringe, hvis vi havde et problem. Men der gik lang tid imellem. Det var ikke hver uge,” husker hun. Sygeplejerskerne var simpelthen for langt væk, syntes Dorthe Jensen, der dengang var leder af en hjemmeplejegruppe uden sygeplejersker.

”Hjemmesygeplejersker har jo en tovholderfunktion i forhold til de komplekse situationer, og de er garanter for, at den pleje, hjælperne yder, er i orden. De skal sparre og supervisere og vejlede. Det manglede vi meget i den periode.”

Dorthe Jensen er selv sygeplejerske, og hun måtte ofte gå ind og udfylde tomrummet, for hjælperne var tilbageholdende med at ringe til sygeplejerskerne. De kendte dem ikke og ville ikke forstyrre dem, når de havde telefontid.

Tilbage til hjemmeplejen

Så Dorthe Jensen var glad, da hjemmesygeplejerskerne kom tilbage til hjemmeplejegrupperne. Det skete i 2007 i forbindelse med kommunesammenlægningen.

”Men vi valgte at gøre grupperne så store, at de kunne bære flere sygeplejersker, otte i den mindste gruppe, 12-14 i de andre,” siger Laila Hirschsprung.

”Det tilgodeser både sygeplejerskernes faglighed og samarbejdet med de andre medarbejdere. Og sygeplejerskerne blev faktisk overrasket over, hvor mange hjælpere der havde brug for deres sparring.”

En god model, synes hjemmesygeplejerske Margit Madsen. ”Det er godt, at vi har fælles leder med hjælperne. Det giver mere sammenhæng og gør det lettere at arbejde mod fælles mål hos borgeren,” oplever hun. ”Det kollegiale sammenhold var noget, jeg savnede, da vi sad meget få sygeplejersker sammen, men nu er vi hver dag en gruppe på 3-5 sygeplejersker, så vi kan altid få faglig sparring, og vi kan udnytte, at vi hver for sig har forskellige kompetencer.”

Margit Madsen arbejder ligesom Inge Bødker i hjemmeplejegruppen Margrethekær, hvor Dorthe Jensen er områdeleder. Der er otte sygeplejersker og 32 hjælpere fordelt på tre team. I hjælpergruppen indgår også fire assistenter.

Sygeplejersker og hjælpere møder sammen om morgenen, hvor sygeplejerskerne gennemgår meddelelser fra aften og nat med hjælperne, så hjælperne er forberedt på, hvad de vil møde, hvad de eventuelt skal lægge særlig mærke til osv. Midt på dagen spiser man frokost sammen.

Den løbende kontakt betyder, at der bliver videregivet mange flere oplysninger og observationer fra hjælpere til sygeplejersker, pointerer Dorthe Jensen. ”Hjælperne er gode til at kontakte sygeplejerskerne, men sygeplejerskerne er også meget mere opsøgende end før. Jeg hører tit: ”Ring lige, når du er hos fru Hansen, så kommer jeg forbi.” De tager ansvar for deres team, og det giver mig en stor tryghed som leder.”

Har ansvar for kvaliteten

Inge Bødker er glad for, at det er blevet let at få fat i sygeplejerskerne. ”For nylig fandt jeg en borger død, og der gik ikke mere end fem minutter, så stod sygeplejersken der. Jeg kan også ringe og sige: ”Nu synes jeg, det sår ser sådan og sådan ud, kan du ikke lige komme og kigge for en sikkerheds skyld.””

”Jeg tror, vi har fået mere fokus på, at vi har vores sygeplejefaglige ansvar. Det er blevet mere tydeligt,” siger Margit Madsen.
Hun kan selv planlægge tilsynsbesøg på baggrund af de tilbagemeldinger, hun får fra hjælperne.

”Men jeg gør f.eks. også det, at hvis jeg hører hjælperne snakke meget om en bestemt borger, så tænker jeg: ”Det her må jeg lige se på.” Og så laver jeg en opfølgning på pleje og behandling,” siger Margit Madsen.

Det bedste er, at der er kommet meget mere helhed i plejeforløbene, synes Dorthe Jensen: ”Og både sygeplejersker og hjælpere går ud med forebyggende øjne og griber ind, før en situation når at udvikle sig.”

Som et af de mindre hjemmeplejeområder i kommunen har Margrethekær etableret et samarbejde med to andre områder, så sygeplejerskerne ved, hvor de skal hente den ekspertise, der ikke lige er i deres egen gruppe.

Sideløbende bliver der kørt uddannelses- og udviklingsprojekter fra rådhuset, og Laila Hirschsprung har etableret et fagligt udviklingsråd for sygeplejen til at pege på de områder, der skal sættes ind på.

Den eneste svaghed, ældrechefen kan se i modellen, er, at aften- og natsygeplejerskerne stadig kører meget selvstændigt og til en vis grad isoleret fra den faglige udvikling i den øvrige sygeplejerskegruppe. Det er et skel, hun gerne vil fjerne.
”Og så vil jeg gerne have flere sygeplejersker, så vi kan løfte de komplekse opgaver, vi får.  Min vision er, at der ikke er den borger, vi ikke kan passe hjemme,” siger Laila Hirschsprung. 

Arbejdspladsen: Roskilde Kommune

Udfordringen: At organisere hjemmeplejen på en måde, der både fremmer sygeplejerskernes faglighed og kontakten mellem sygeplejersker og hjælpere.

Det gjorde de: Sygeplejersker og hjælpere er samlet lokalt under samme leder, men i så store områder, at der er 8-14 sygeplejersker hvert sted.

Det har de opnået: Et tæt samarbejde mellem sygeplejersker og hjælpere om borgerne.

Det er de stolte af: At der er helhed i forløbene, og at problemer bliver opdaget i tide.

Det slås de stadig med: At give de faste aften- og nattevagter samme adgang til den faglige udvikling.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Hjemmesygepleje

Øerne dør, når sygeplejersken forsvinder

17 af Danmarks 27 småøer har over 20 minutters sejltid til fastlandet, hvis de får brug for hjælp. Tidligere havde 13 af dem egen sygeplejerske, men i dag er kun seks tilbage, og det er usikkert, om de bliver erstattet, når de går på pension. Formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer (SADS), Dorthe Winther, er bekymret for småøernes fremtid. Hun frygter, at de færre sygeplejersker på længere sigt vil betyde en affolkning af øerne.

SY-2011-14-36-1a
Foto: Søren Skarby

Hvordan oplever I i SADS sundhedstilbuddene til borgerne på småøerne?

”Det vigtigste for borgerne er, at de kan føle sig trygge. De vil være sikre på, at man kan blive syg på en ø og stadig blive i sit eget hjem. Øsygeplejersken er en del af et system, der giver tryghed. Når man fjerner hende eller ham, giver det utryghed og usikkerhed. Regionerne er i stedet begyndt at oprette beredskabsgrupper, og det er fint, men det er almindelige borgere, og de kan ikke erstatte sygeplejersken.”

Hvilke sundhedsudfordringer står I særligt over for?

”Vores befolkningsgruppe bliver stadigt ældre og har brug for de kommunale sundhedstilbud. Hvis vi skal kunne tiltrække de yngre børnefamilier, er det vigtigt for dem, at der er en sundhedsfaglig person, og at de ikke skal rejse til fastlandet, hvis børnene kommer til skade eller bliver syge. På den lange bane mener jeg desuden, at en fastboende sygeplejerske vil spare både tid og penge, da hun i meget stort omfang kan tage sig af situationer, som ellers vil kræve en færgetur til skadestue eller læge på fastlandet.”

Hvilke udfordringer er der for øsygeplejerskerne?

”Det er et alenejob, og vi ved, at sygeplejerskerne har brug for sparring med kolleger og faglig opkvalificering. I SADS mener vi, at en god løsning vil være at ansætte en bosiddende sygeplejerske, som én dag om ugen kan rejse til fastlandet for videreuddannelse og netværk. Det er desuden vigtigt, at øboerne ved, at sygeplejersken ikke er til rådighed døgnet rundt, selvom hun bor på øen. Sygeplejerskerne bliver en meget integreret del af øsamfundet, og vi skal sikre, at vi ikke ulejliger hende med småting. Derfor skal øsygeplejersker også være gode til selv at sætte deres egne grænser.”

Hvordan forventer I, at sundhedstilbuddene bliver i fremtiden?

”Det, vi ser på f.eks. Tunø i øjeblikket (den fastboende sygeplejerske blev afskediget pr. 1. maj 2011, red.), er et udtryk for, at sundhedstilbuddene er under pres. Den strammere økonomi i kommunerne betyder færre penge til sundhed, og det smitter selvfølgelig af på øerne. Vi er meget bekymrede for, om man fortsat er villig til at betale for ordentlige sundhedstilbud. Det er nødvendigt, hvis vi skal opretholde liv på øerne. Ellers flytter folk derfra.”

De danske småøer

Sammenslutningen af Danske Småøer er en interesseorganisation for 27 af landets mindre øer, der ikke er selvstændige kommuner. Småøerne har alle under 1.200 indbyggere og en overvægt af ældre borgere. I alt er 59 pct. af øernes borgere over 50 år, mens den tilsvarende aldersfordeling i Danmark er 36 pct. Andelen af borgere over 67 år er ligeledes højere på øerne. 25 pct. af øboerne er over pensionsalderen mod 13 pct. generelt i landet (2008).

17 af øerne har en sejltid til fastlandet på mellem 20-60 minutter. Indtil 2003 havde 13 øer fast sygeplejerske fordelt på 10 sygeplejersker, hvoraf én pga. meget korte geografiske afstande kunne dække tre øer.

I dag er der seks sygeplejersker tilbage til seks øer. De øvrige er typisk erstattet af social- og sundhedsassistenter, og/eller timeafgrænset hjemmehjælp fra fastlandet. 

Kilde: Folketingets Økontaktudvalg 2010-2011, Danmarks Statistik/Sammenslutningen af Danske Småøer (2009) samt rundspørge blandt øudvalg og kommuner.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Hjemmesygepleje

Nu kommer øboerne tidligere på plejehjem

På Avernakø afhænger sygeplejefaglig behandling af færgens afgangstider, og de meget plejekrævende beboere må flytte til fastlandet.

Faaborg-Midtfyn Kommune genopslog ikke stillingen, da Avernakøs fastboende sygeplejerske valgte at skifte erhverv tilbage i 2006. Det har betydet dårligere adgang til sygepleje for den efterhånden aldrende befolkning på den lille sydfynske ø. Mange borgere, som på fastlandet kunne have fået sygepleje derhjemme, bliver nu flyttet til fastlandet på plejehjem eller lignende steder, for kommunen tilbyder ikke længere døgnpleje på øerne.

”Hvis man som øbo bliver syg og får brug for hyppig, daglig pleje, kan det ikke lade sig gøre at blive på øen, for kommunen tilbyder kun sygepleje mellem kl. 8 og 15,” forklarer Annemarie Genster, som bor på Avernakø og er medlem af Faaborg-Midtfyn Kommunes øudvalg.

I dag får beboere hver fjerde uge besøg af en sygeplejerske, og hjemmehjælperen tager færgen hver 14. dag. Men det er ikke godt nok, mener Annemarie Genster.

”I starten kæmpede vi meget for at få vores sygeplejerske tilbage. Nu kæmper vi egentlig bare for at få tilstrækkelig med pleje til øens beboere. Kommunen melder ud, at de yder sygepleje efter behov, men vi mener ikke, at det sker efter behov,” siger hun.

Den ledende sygeplejerske i hjemmesygeplejen i Faaborg-Midtfyn Kommune, Anne Grethe Stadil, var ikke selv ansat, da øsygeplejerskestillingen ikke blev genopslået i 2006, og kan derfor ikke forklare kommunens daværende overvejelser.

”Men vi har efterfølgende vurderet, at behovet for en sygeplejerske på øen ikke er til stede efter vores visitationskriterier,” siger hun og fortsætter: ”Faktisk har der i et år ikke været borgere på Avernakø, som er visiteret til sygepleje.”

Døgnpleje er udelukket

Den tidligere sygeplejerske på øen, Gitte Sørensen, bor stadig på Avernakø, hvor hun driver en bed and breakfast. Hun er ked af, at stillingen ikke blev genbesat, da hun forlod den, og synes, det er ærgerligt at se beboere, som kunne være blevet længere i eget hjem, blive flyttet til fastlandet:

”Mange af de ældre ønsker jo at blive i eget hjem, så længe som muligt, men hvis de bliver alvorligt syge, er de nødt til at blive flyttet på fastlandet i aflastning den sidste tid, fordi der ikke er mulighed for sygepleje, når eftermiddagsfærgen er sejlet,” siger Gitte Sørensen.

Anne Grethe Stadil er godt bekendt med problematikken, hvis beboere på øen bliver alvorligt syge og terminale. Men hun understreger, at der er tale om en anden situation, når en patient kræver pleje døgnet rundt, idet døgnpleje ikke er mulig, da færgen kun sejler i dagtimerne.

”Det er kedeligt, men når man bor på en ø og bliver terminal, bliver man nødt til at komme i aflastning,” siger hun.
Hun er uenig i, at det ville være en bedre løsning for kommunen at lade beboerne blive i eget hjem med pleje fra en fast sygeplejerske på øen i stedet for at sende dem i aflastning eller på plejehjem på fastlandet:

”Man kan ikke stille en plejehjemsplads op over for en sygeplejerske på øen. En sygeplejerskestilling på 20 timer om ugen er jo ikke det samme som døgndækning. Hvis vi skulle etablere egentlig døgndækning på øen, skulle vi ansætte mange sygeplejersker, som ville have meget lidt at lave alle sammen, og det giver jo ingen mening.”

Behovet for pleje på Avernakø vil formentlig blive større de kommende år. Næsten en tredjedel af øens ca. 100 beboere har nemlig rundet de 67 år. Og skulle der i fremtiden være flere øboere, som har brug for pleje, vil Anne Grethe Stadil heller ikke udelukke, at kommunen vil kigge på sygeplejerskesituationen igen.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Hjemmesygepleje

Hun er uvurderlig for Lyø

På de danske småøer er fastboende sygeplejersker efterhånden et særsyn, og mange øboere må vænne sig til nye tider uden de vigtige samfundsfunktioner. Men på Lyø er de heldige, for de har stadig en sygeplejerske, og hendes bidrag er uvurderligt for øen.

SY-2011-14-30-1b
Engang havde sygeplejerske Hanne Windeleff og hendes mand deres eget landbrug med køer. Men Hanne Windeleff skadede sit ben i arbejdet, og de måtte sælge landbruget. På Lyø hjælper hun af og til bondemanden med at passe hans jerseykøer. Foto: Søren Skarby

Yndig som et postkort dukker Lyø op en halv times sejlads fra Faaborg på Sydfyn. Den tunge, brummende færge vugger en smule, da den lægger til ved den lille ø, som har 98 beboere. Om sommeren er befolkningstallet fordoblet, og det ses tydeligt i lystbådehavnen ved siden af færgelejet, hvor sejlskibe og yachter farter ind og ud.

I midten af byen, lige ved gadekæret, ligger Damgården. Den er nu indrettet som bibliotek og sundhedsklinik. Her holder øens sygeplejerske Hanne Windeleff til. Hun flyttede hertil for at arbejde for seks år siden, og selvom hun har rundet de 66, har hun ingen planer om at trække sig tilbage foreløbig. Med faste 20 timer og otte patienter lyder det som en let tjans. Alligevel ligger der langt mere i at være sygeplejerske på en ø. Hanne Windeleff er involveret i alt fra akutfunktioner til tilkaldelse af lægevagt og arbejdet på sundhedsklinikken, når et sår skal renses, eller en flåt har efterladt sig et mistænkeligt rødt mærke.

Men øsygeplejersker som Hanne Windeleff er en uddøende race. Ikke fordi, det er et særligt farligt job at udføre, men fordi stillingerne bliver nedlagt på mange øer. På 10 år har mindst seks danske småøer mistet deres sygeplejerske, viser en rundspørge, som Sygeplejersken har lavet. Det gør øerne mindre attraktive for nye tilflyttere, og ældre borgere må flytte til fastlandet for at være sikret den nødvendige pleje.

”Så brugte vi kassebilen som ambulance”

Lyøboerne er altså nogle af de få, der stadig har en fastboende sygeplejerske. Hanne Windeleff skynder sig ned ad trappen på Damgården, da hun hører, at der kommer gæster. Hun og husbonden, som hun kalder ham, bor i lejligheden oven på sundhedsklinikken. Hun nyder at fortælle om sine opgaver på øen og glemmer helt kaffen, hun har sat over, da hun først har taget hul på den ene anekdote efter den anden, kun afbrudt af hjertelige grineanfald.

Der var jo f.eks. dengang, en turist på øen havde fået en tår over tørsten, væltede på cykel og slog hovedet. Sygeplejersken blev tilkaldt og mente, at han skulle til observation for hjerterystelse.

”Jeg vidste, at færgen var nede i havnen på det tidspunkt, så jeg fik en af de andre beboere til at holde færgen tilbage, mens en anden læssede klinikkens båre ind bag i vores gamle kassevogn, og så blev patienten kørt til færgen, som var det en ambulance,” fortæller hun med et stolt smil.

Patienten lå bag i Hanne Windeleffs bil på overfarten og blev hentet af en ambulance i Faaborg.

SY-2011-14-30-1c
I sundhedsklinikken på Lyø kommer beboere og turister forbi og får hjælp til småskader af sygeplejerske Hanne Windeleff. Et fjernstyret medicinskab i klinikken sikrer, at hvis det bliver nødvendigt, kan øboerne med hjælp fra en læge på fastlandet få udskrevet medicin. Foto: Søren Skarby
 

Turisterne er mere ømskindede
Men at køre turister om bord på færgen er ikke hendes hovedopgave. Hanne Windeleff er hjemmesygeplejerske under Faaborg-Midtfyn Kommune og har otte patienter, som hun jævnligt besøger. Derudover har hun sundhedsklinikken, hvor folk kan få hjælp til småskader. ”Det er især turisterne her om sommeren, vi får besøg af. Øboerne er ikke nær så ømskindede,” siger hun.

Denne uge har bl.a. stået på flåtbid og rensning af sår på to knægte, der var kørt sammen på skateboard.  Øboerne kommer dog ikke bare med småskader, og Hanne Windeleff fortsætter med historien om dengang, Johannes fra øen havde hugget sig i hånden med en økse, men godt mente, at han kunne vente med at få den lappet, til han alligevel skulle til fastlandet dagen efter.

Hun tager selv turen til Faaborg en gang om ugen for at arbejde i hjemmesygeplejen på fastlandet. De otte beboere og arbejdet i sundhedsklinikken kan nemlig ikke udfylde alle 20 timer.
”Det er rart at få lidt faglig sparring, og så har jeg nærmest også faste patienter derovre, så det er meget godt,” mener hun.

Læger er et sjældent syn

Sker der alvorlige ting hjemme på Lyø, bliver Hanne Windeleff også tilkaldt. Når beboere skal have fat i vagtlægen fra fastlandet, eller hvis der skal ringes 112, er det ofte hende, som tager beslutningen. Som regel må hun bruge alle sine overtalelsesevner for at kalde hjælp til øen. Og det er ikke engang altid nok:

”Lægerne kommer jo nærmest kun herover for at skrive dødsattester,” bemærker hun og tilføjer alligevel, at læge Lars Kennsmark fra Faaborg jævnligt kommer for at vedligeholde et fjernstyret medicinskab, han har opfundet, og som står i sundhedsklinikken.

Det indeholder de mest almindelige medicinske præparater og kan åbnes af lægen fra fastlandet, så beboerne kan få f.eks. antibiotika og antihistaminer, hvis det skulle blive nødvendigt.

Selvom opgaverne indebærer stort ansvar og natlige opkald, er det ikke noget, der generer Hanne Windeleff:
”Generelt gør øboerne meget for ikke at misbruge mig,” pointerer hun. Kaffen har været klar længe, men er stadig rygende varm, da den bliver serveret.

”Og her er Lyø-mælk fra vores jerseykøer,” annoncerer hun stolt, sætter en lille mælkekande på bordet og fortæller om, at når bondemanden er på ferie, så malker hun hans køer. Sammen med husbonden har hun nemlig selv drevet et landbrug engang med malkekøer, og hun er vild med jerseykøer.

Sygeplejersken er et tryghedsmoment

Hanne Windeleff er bare én af de ildsjæle, som får det hele til at køre rundt i det lille samfund på øen. En anden hedder Rasmus Andersen. Han er for nylig blevet valgt som formand for beboerforeningen på Lyø og er en del af øudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune. Hans gård, der ligger et stenkast fra sundhedsklinikken, har været i familiens varetægt siden 1600-tallet. Rasmus Andersen var i sin tid med til at ansætte Hanne Windeleff, og han mener, at hendes funktion er meget vigtig for øen:

”Der er et tryghedsmoment i at have en fagligt uddannet sygeplejerske bosiddende på øen. Især fordi en stor del af beboerne er ved at være oppe i årene,” siger han.

Efter at skolen lukkede for et par år siden, har det været svært at trække børnefamilier til øen. Derfor er målet nu at gøre øen attraktiv for ældre borgere, som drømmer om at trække sig tilbage på en idyllisk ø.

Indlæggelser æder besparelser

Endnu vil Faaborg-Midtfyn Kommune ikke sige noget om, hvorvidt Hanne Windeleffs stilling bliver opslået igen, når hun på et tidspunkt holder op. Men både hun og Rasmus Andersen frygter, at der ikke vil være nogen øsygeplejerske på længere sigt. Det bygger de bl.a. på, at stillingen på naboøen Avernakø, der ligeledes har omkring 100 beboere, ikke blev genbesat, da sygeplejersken forlod jobbet i 2006. Og det kan blive et problem i forhold til planerne om at tiltrække ældre:

”Er der ingen sundhedstilbud, vil de ældre heller ikke bo her, og så bliver øen affolket,” påpeger Rasmus Andersen.
Hvis det bliver et økonomisk spørgsmål, om sygeplejerskestillingen skal bevares eller spares væk på sigt, er Hanne Windeleff ikke bleg for at gå ind i diskussionen:

”Det vil koste både menneskeligt og økonomisk at spare os (øsygeplejerskerne, red.) væk. Der vil komme en omkostning i flere indlæggelser. Jeg har f.eks. været med under tre forløb med cancerpatienter, og de ville ikke have kunnet blive i eget hjem, hvis ikke jeg havde været her som sygeplejerske,” siger hun og fortsætter:

”I det hele taget handler det jo om, at hvis folk er trygge, som de jo er i eget hjem, så kræver de pleje i kortere tid.”
Hun lægger ikke skjul på, at usikkerheden om, hvorvidt stillingen kan fortsætte eller ej, betyder, at hun nok bliver lidt længere på posten, end hun ellers ville have gjort.

Rasmus Andersen mener, at de har mange gode argumenter for at beholde sygeplejersken på øen. ”Men selvom vi kan overbevise kommunen, kan det blive et problem at finde én, der vil,” siger han og henviser til, at stillingen kun er på 20 timer, og det kan være noget af en overvindelse at flytte til en lille ø.”

På trods af, at Hanne Windeleff og husbonden Mogens Windeleff er tilflyttere, er de begge dybt engageret i fællesskabet på Lyø. Ud over at malke køer og hjælpe til med oprydningen på øens picnicsteder er Hanne Windeleff også kirketjener:
”En enkelt gang er jeg blevet hentet under en gudstjeneste, fordi der var én, der var blevet syg, så måtte jeg jo smutte ud og kigge til patienten,” siger hun og flækker i det efterhånden velkendte grin.

Måske er der ikke nogen sygeplejerske på øen, når Hanne Windeleff selv engang bliver gammel, men hun har ingen planer om at flytte derfra, understreger hun.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Hjemmesygepleje

Nul fejl i medicinhåndteringen

Københavns Kommune vil ikke acceptere medicinfejl. Det mål forfølger hjemmesygeplejen bl.a. med bedre tid til dosering og bedre kommunikation med borgerens læge.

Læs som PDF - gå til side 22

SY-2012-08-20-1cc
Sygeplejerskerne i Københavns Kommune, her Louise Jørgensen fra Amager, kan få tildelt ekstra tid til medicindoseringen, f.eks. hos borgere, der får ordineret medicin af flere forskellige læger og sygehusafdelinger. Foto: Søren Svendsen

Fejlfri medicinhåndtering er et af målene i Københavns Kommunes ældrereformprogram fra 2011.
”Og jeg ved godt, det handler om mennesker, så nul fejl er en meget ambitiøs målsætning,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

”Men jeg tror, det er rigtig afgørende, at vi sætter barren højt.”

En af grundene til, at kommunen har ansat flere sygeplejersker i de seneste år, er netop ønsket om en mere sikker medicinhåndtering. For der sker stadig en del fejl, siger Ninna Thomsen.

Som borgmester fik hun en ubehagelig overraskelse, da kommunen i en stikprøveundersøgelse i 2010 selv afdækkede, at ingen af 18 besøgte borgere i hjemmesygeplejens regi var korrekt medicineret. (Se Sygeplejersken nr. 2/2011).

Det var der mange forskellige grunde til, først og fremmest samspillet med almen praksis og hospitaler og speciallæger. Ingen havde det samlede overblik.

”Problemerne var formentlig ikke specielle for Københavns Kommune. Rapporten afspejler nok, hvordan det ser ud rigtig mange steder,” siger Ninna Thomsen. Hun ser frem til det Fælles Medicin Kort, som skal give regioner, praktiserende læger og kommuner et fælles overblik over den enkeltes medicinering.

”Når det kommer i gang, tror jeg, vi får løst noget. Men vi har også selv lavet et nyt kvalitetsprogram, som skal give sygeplejerskerne mere ro og tid.

Det handler om uddannelse og faglig ledelse, men også om, at der er tid nok til både at dosere medicinen og til at danne sig et overblik over den ældres samlede medicinforbrug.”

Udvidet medicindosering

Internt har kommunen bl.a. sat ind med undervisning af assistenter og hjælpere, analyser af utilsigtede hændelser og klarere regler for delegation. Risikomedicin, f.eks. blodfortyndende, må nu kun håndteres af sygeplejersker, og flere andre ændringer i kataloget over sygeplejeydelser sigter mod en mere sikker medicinering.

Først og fremmest er det nu muligt at give sygeplejerskerne ekstra tid til doseringen, når der er meget medicin inde i billedet, fortæller sygeplejefaglig leder Evy Ravn, Lokalområde Amager.

”Før i tiden var en medicindosering på 10 eller 20 minutter.  Nu kan den koordinerende sygeplejerske tildele op til tre kvarter eller en time, hvis hun f.eks. kan se, at borgeren, der kommer hjem fra hospitalet, har kontakt til tre forskellige ambulatorier og får 18 præparater.”

Det er en stor forbedring, synes hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen, der samtidig har oplevet, at den nye ydelse, forløbskoordination, også giver anledning til, at uklarheder og misforståelser i medicineringen bliver opklaret.

Som ny ydelse er der desuden indført modtagekontrol af dosispakket medicin, og det lyder måske mærkeligt, at en sygeplejerske eller assistent skal tjekke en gang til, når medicinen er pakket på apoteket.

”Men vi finder faktisk fejl,” siger Evy Ravn. ”F.eks. hvis en borger har været indlagt, og hospitalet har været usikker på, hvad medicin borgeren kom ind med. Så opdager hjemmesygeplejersken måske, at et præparat, borgeren plejer at få, ikke ligger i dosispakkerne, og får undersøgt, om det er korrekt, at det er seponeret.”

Et velkendt fænomen, som til gengæld ikke optræder mere, er restdosering, tilføjer Evy Ravn.
”Det er simpelthen for farligt. Nu doserer vi kun til de dage, der ligger medicin til i hjemmet, og så må vi bestille og komme igen, når medicinen er hentet.”

Sikker mail til lægen

Ligesom Ninna Thomsen ser Evy Ravn frem til, at det Fælles Medicin Kort kommer til at fungere. Både almen praksis og regionerne har forpligtet sig til at bruge det, men tekniske problemer har forsinket systemet.

I mellemtiden har en sikker mailforbindelse til de praktiserende læger og apotekerne dog allerede gjort en stor forskel for hjemmesygeplejerskerne. Systemet hedder korrespondancemeddelser, og Københavns Kommune har netop indgået en aftale med de praktiserende læger i København om, at de alle skal være på.

Evy Ravn er ikke i tvivl om, at korrespondancemeddelelserne begrænser antallet af fejl.

Det har hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen allerede oplevet.

”For nylig kom en borger f.eks. hjem fra en kortvarig indlæggelse, og på medicinlisten var der et blodtrykspræparat, som ikke stod i vores medicinskema.  Det stod på medicinlisten som ordineret i 2010, men jeg kunne se, at det aldrig har været tastet ind i vores system. Vi har aldrig fået besked. Og da vi målte blodtrykket, var det faktisk for højt.

Så jeg skrev til lægen, og han var meget hurtig til at svare, at det var rigtigt, at borgeren skulle have det, og til at bede om en ny blodtryksmåling om fire uger.”

Korrespondancemeddelelserne sparer hjemmesygeplejerskerne for uendelig meget besvær og ventetid i den daglige kontakt med de praktiserende læger.

”Hvis vi kommer ud til en borger, og kan se, at der ligger noget penicillin eller smertestillende, vi ikke har en ordination på, så kan vi skrive til lægen og bede om en ordination eller om at få medicinen afstemt,” fortæller Louise Jørgensen.

”Vi skal have svar inden tre dage, men når jeg skriver den ene dag, ligger der meget ofte svar allerede næste dag, når jeg kommer.”

Den hurtige og lette kontakt er f.eks. af stor værdi, når en borger kommer hjem fra hospitalet, og hjemmesygeplejersken har spørgsmål til medicinlisten.

”Det har jeg næsten daglige eksempler på,” siger Louise Jørgensen. ”Jeg tror, det er os, der opdager de fleste fejl, fordi vi står med borgernes doseringer.” 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune

Hjemmesygeplejersken er med på gulvet

Sygeplejersker spiller en vigtig rolle for den kommunale sygeplejefaglige kvalitet. Roskilde Kommune har satset bevidst på tværfaglige hjemmeplejegrupper og på sygeplejersker som ledere af grupperne.

SY-2010-07-40aSygeplejerske Maria Cisar

Hver dag lige før frokost mødes sygeplejersker og hjemmehjælpere (sosu-assistenter/sosu-hjælpere) i deres fælles plejegruppe for at diskutere, hvordan formiddagen er gået ude hos borgerne og for at planlægge dagens videre gang. Stedet er Roskilde Kommune, hvor hjemmeplejens medarbejdere er delt op i syv enheder, der hver for sig har fælles base og fælles leder.

Plejegrupperne var tidligere opdelt i sygeplejersker og sosu-assistenter/sosuhjælpere, men den opdeling betød, at vigtig information risikerede at gå tabt faggrupperne imellem. Derfor besluttede man i 2007 at ændre hjemmeplejestrukturen, så hele gruppen nu møder ind sammen, og samtlige hjemmesygeplejersker kan have et dagligt møde med deres team. Som formanden for Sygeplejefagligt Udviklingsråd i Roskilde, Britta Monrad ser det, er der kun fordele ved at flytte sygeplejen ud til hjemmehjælpsgruppen.

”Sygeplejerskerne kommer virkelig til at kende deres borgere,” siger hun og fortsætter: ”Sygeplejerskerne har mulighed for at give sosu-assistenterne besked om, hvad de skal være særligt opmærksomme på. På mødet i går talte de måske om, at en borger drak for lidt og besluttede at sætte ekstra saftevand frem til hende. Hvordan er det gået siden? Der er mulighed for hurtig opfølgning og indgriben.”

Bevidst valg

Britta Monrad var tidligere stedfortrædende ældrechef i Roskilde Kommune, men har siden januar været leder af det nyåbnede plejecenter Trekroner i Himmelev. Centeret har 107 beboere, og 14 af de 120 ansatte er sygeplejersker. Det på landsbasis høje antal sygeplejersker er udtryk for et bevidst valg, man har truffet i Roskilde.

”I sommeren 2007 besluttede vi at afspecialisere sygeplejen her i kommunen. Vi havde på det tidspunkt en bred vifte af sygeplejespecialister indenfor f.eks. ernæring, kontinens, sårbehandling, demens, palliation m.v. Til gengæld havde vi kun få tilbage til at løse det, der efter vores opgave er den vigtigste sygeplejefunktion i en kommune, nemlig basisopgaverne,” fortæller Britta Monrad. På det tidspunkt var der ca. 50 kommunale sygeplejersker i hjemmeplejen. I dag er antallet oppe på 130.

”Alle vore sygeplejersker er generalister, der kan løse alle basisopgaver. Vores filosofi var, at der ikke skulle være noget, vi ikke kunne klare i hjemmeplejen. For at opfylde den målsætning blev alle sendt på det nødvendige antal kurser for at få deres kompetencer opgraderet. I dag har vi kun demenskoordinatorer tilbage som egentlig specialistfunktion,” siger Britta Monrad.

Skal se hævede ankler

Sygeplejerske Maria Cisar fortæller, at det tætte samarbejde mellem faggrupperne giver sosuerne mere mod til at kontakte sygeplejersken i løbet af dagen, hvis der skulle opstå en situation, de gerne vil have vendt. De har altid mulighed for at tilkalde en sygeplejerske til en borgers hjem, så de sammen kan vurdere en problemstilling. Sygeplejerskerne  disponerer selv deres tid og deres ydelse. Hvis en borger er oppe på 15 timers personlig og praktisk hjælp i løbet af en enkelt uge, skal det automatisk udløse et ”bekymringsbesøg” fra en sygeplejerske.

”Hvis vi skal retfærdiggøre, at vi skal være mange sygeplejersker, må vi påtage os sygeplejen. Vi skal være med ude på gulvet,” siger Maria Cisar, som er fællestillidsrepræsentant for alle hjemmesygeplejersker i Roskilde. Hun arbejder til hverdag på Sankt Jørgensbjerg Plejecenter.

”Der er mange steder et billede af hjemmesygeplejersken som en konsulent, der kommer og tager sig af specifikke opgaver. Men hvis hjemmesygeplejersken kun kommer på drypvise besøg, går hun glip af helheden. Så ser hun ikke de hævede ankler, som kan være udtryk for begyndende emfysem, og hun ser ikke den mugne mad i køleskabet.” 

Hjemmehjælpskommissionen

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, blev i foråret 2012 udpeget til Hjemmehjælpskommissionen, som er nedsat af social- og integrationsministeren.

Kommissionen har i løbet af det sidste år set nærmere på hjemmehjælpsområdet, herunder de kommende års udfordringer på området trivsel og livskvalitet blandt ældre i eget hjem og erfaringer fra udlandet. Det forventes, at Hjemmehjælpskommissionens rapport med en række anbefalinger til fremtidens hjemmehjælp bliver offentliggjort medio juni 2013.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Ledelse
Organisering

Sygeplejersker skal spille en aktiv rolle i hverdagsrehabiliteringen

Hvis der skal opnås helhed i hverdagsrehabiliteringen, bør det somatiske perspektiv på borgerens formåen prioriteres højere. Det fordrer, at sygeplejerskerne får en mere aktiv rolle i opstartsmøder, på tværfaglige gruppemøder og i afviklingen af rehabiliteringsforløbene.

”Vi havde et opstartsmøde med en borger, det gik bare rigtig godt. Ergoterapeuten fik testet ham, og det var jo bare så tydeligt, at han rigtig gerne ville ud i verden igen. Men efter den sidste tur på hospitalet var han jo ikke kommet ud at gå igen. Jeg tror ikke, han turde. Vi fik lagt en plan, og jeg tror da sagtens, han kan klare sine indkøb selv om tre-fire måneder. Så var det lige, at vi også kom i tanke om, at hans hjerte er svagt, hvor langt kan han egentlig tåle at gå? Der manglede vi sgu da sygeplejerskens vurdering.”

Sådan fortæller en social- og sundhedsassistent på et møde, hvor alle kommunens nøglepersoner i Hverdagsrehabiliteringsindsatsen ”Aktiv i mange år” var samlet for at drøfte erfaringer med indsatsen. Kommunen startede projektet i 2010, og i dag er hverdagsrehabilitering en fast del af kommunens ældreservice ligesom i de fleste andre danske kommuner. Borgere, der f.eks. kommer hjem efter behandling af en skade eller på anden måde har fået en funktionsnedsættelse, tilbydes hjælp og støtte til igen at blive selvhjulpne. I stedet for at modtage hjemmehjælp trænes de op til igen at kunne klare f.eks. rengøring, indkøb, vask og påklædning.

Inspirationen kommer bl.a. fra Östersund Kommune i Sverige, og efter at Fredericia Kommune udviklede deres version af indsatsen, har ”Fredericiamodellen” sat gang i talrige projekter landet over.

Nye tværfaglige samarbejder

Hver kommune har valgt sin vej. Nogle laver specialteams, andre satser på at ændre tilgangen til borgerne i hele hjemmeplejen. Fælles er dog, at der opbygges et nyt tværfagligt samarbejde mellem ergo- og fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, visitatorer og hjemmesygeplejersker. Det er i dette samarbejde, den hverdagsrehabiliterende ydelse udvikles og udføres.

Et hverdagsrehabiliterende forløb starter normalt med, at der efter visiteringen gennemføres et ”opstartsmøde” ude hos borgeren, ofte med deltagelse fra flere faggrupper f.eks. både social- og sundhedsassistent, terapeut og visitator. Sammen finder de ud af, hvad det er ønskeligt og muligt for borgeren at klare selv, og på den baggrund udarbejder de en plan for træningen af borgeren. Som ved andre rehabiliterende indsatser er det afgørende, at borgerens egne ønsker og mål er i centrum, men lige så vigtigt er det, at faggrupperne formår at arbejde sammen og bringe deres forskellige faglige kompetencer i spil.

På mødet, hvor social- og sundhedsassistenten fortalte om sin oplevelse, havde TeamArbejdsliv fremlagt resultaterne fra forskningsprojektet ”ReKoHveR”, som har undersøgt, hvordan faggruppernes samarbejde har fungeret i fem kommuner, der har indført hverdagsrehabilitering (1). Samarbejdet anskues ud fra teorien om, at den relationelle koordinering er afgørende for, at det kan lykkes at opnå de mål, kommunerne har med hverdagsrehabiliteringen; mål, som omfatter en øget livskvalitet for borgeren, og samtidig også omfatter en reduktion af omkostningerne til hjemmeplejen, ved at borgerne klarer mere selv. Alle kommuner ser i hverdagsrehabilitering muligheden for at opnå højere kvalitet for færre penge og for at sikre en fordeling, så de begrænsede ressourcer anvendes, hvor de gør størst gavn.

Relationel koordinering er et begreb, som er opfundet af den amerikanske forsker Jody Hoffer Gittell og bl.a. beskrevet i bogen ”Effektivitet i sundhedsvæsenet” (2). På baggrund af undersøgelser på flere amerikanske sygehuse har hun fundet, at der er en direkte sammenhæng mellem kvaliteten af ydelsen målt bl.a. i form af indlæggelsestid, patienttilfredshed og smerter efter operation, jobtilfredshed og totalomkostninger og så sygehuspersonalets forskellige faggruppers evne til at samarbejde. Det er dette samarbejde, hun kalder relationel koordinering.

Koordinering handler om at være enige om målet for opgaven med udgangspunkt i patienten, at udvikle et fælles sprog om den opgave, man skal løse sammen, at dele den viden, som hver deltager besidder, og endelig at vise hinanden respekt. Koordineringen er afhængig af, at kommunikationen mellem faggrupperne foregår på en ordentlig måde; at   kommunikationen er rettidig og sker, når behovet er der, at den er præcis og ikke fordrer, at man skal spørge, hvad der menes, og at sigtet er at løse de problemer, der opstår, frem for at udpege, hvem der har fejlet.

Svært for sygeplejerskerne

TeamArbejdsliv har på baggrund af Gittells arbejde udviklet et dansk spørgeskemaværktøj til måling af den relationelle koordinering i et team, hvor forskellige faggrupper skal samarbejde. Det var resultaterne af en sådan måling i kommunens hjemmeplejeteam, der blev fremlagt på mødet. Resultaterne, som blev bekræftet af deltagerne, viste, at ergoterapeuterne havde fundet en ny rolle og virkelig udfoldede deres faglighed, og at social- og sundhedsassistenter og hjælpere nok kunne føle, at deres omsorgsgen blev sat på prøve, men samtidig oplevede en ny arbejdsglæde og følte, at deres faglighed gav et væsentligt bidrag til, at det kunne lykkes.

Det interessante var, at det i denne kommune var tydeligt, ligesom det var tilfældet i alle de andre kommuner, som deltog, at sygeplejerskerne havde svært ved at finde deres rolle i samarbejdet. Det var derfor social- og sundhedsassistenten, som fortalte historien om borgeren, der gerne ville klare sine indkøb selv igen. I den efterfølgende diskussion blev det klart, at der er nogle omstændigheder omkring måden, man har indført hverdagsrehabilitering på, som har bidraget til denne manglende inddragelse af sygeplejerskerne.

Først og fremmest har det at gøre med, hvordan opgaven stilles. Når der i kommunen skal formuleres et fælles mål med udgangspunkt i borgerens behov, er der primært fokus på borgerens motivation, vurderingen af hans/hendes fysiske formåen, behovet for omsorg og kommunens økonomiske og praktiske muligheder for at yde støtte og service. Som en deltager beskrev det: ”Når vi sidder der med borgeren, så er rollerne jo, at hjælperen er beskytter, terapeuten er udfordrer, og visitatoren er dommer. Det somatiske perspektiv mangler, der mangler en rolle til sygeplejersken. I de fleste tilfælde anses sygeplejerskerne som en faggruppe, der kan inddrages, hvis der skulle vise sig et behov for at se på et liggesår, eller hvis en borger kan hjælpes til at blive selvhjulpen med egen medicindosering. Men når en borger skal bringes til at klare flere fysiske udfordringer, end han måske selv lige tror på, han kan, så er det jo afgørende også at have en  sygeplejefaglig/sundhedsmæssig vinkel med i vurderingen af, hvad der er et realistisk, fælles mål.”

Vigtig sygeplejefaglig viden

Den sygeplejefaglige viden er ikke alene vigtig i relation til vurdering af den helbredsmæssige og fysiske formåen, men også i forhold til de mentale forudsætninger for at indgå i et rehabiliteringsforløb. Som led i projektet havde vi deltaget i et hjemmeplejemøde, hvor man diskuterede, hvordan social- og sundhedsmedarbejderne skulle undgå at blive spillet ud mod hinanden af en borger, som svingede voldsomt både i humør og i funktionsevne.

Man nåede frem til, at alle medarbejderne skulle bestræbe sig på at behandle borgeren på samme måde, så hun ikke fik mulighed for at manipulere sig til mere hjælp end nødvendigt. Uanset om dette løsningsforslag har virket efter hensigten eller ej, kunne en sygeplejefaglig vurdering af borgerens mentale og følelsesmæssige problemer have bidraget til en større fælles forståelse af, hvad der var på spil i forhold til denne borger. Hvorfor handlede borgeren, som hun gjorde, og hvordan kunne hun mødes og rummes på andre måder?

Mange ældre borgere har mentale vanskeligheder ved siden af de fysiske, og en større inddragelse af sygeplejerskernes faglige viden på dette område kan bidrage til en bedre kvalitet i rehabiliteringen. Der er flere praktiske grunde til, at sygeplejerskernes rolle begrænses i den hverdagsrehabiliterende indsats.

Det viser sig ofte svært for dem at prioritere deltagelsen i opstartsmøderne med borgerne. ”Det er ikke en opgave, der ser godt ud på arbejdssedlerne, der er jo ikke et CPR-nr.” Det er således svært at få anerkendt denne opgave, og registreringssystemerne kan modarbejde engagementet. Når sygeplejerskerne endelig er med, kan det være svært at finde ind i en ligeværdighed i teamet: ”Jeg tænker tit, at de andre tror, jeg kigger dem over skuldrene,” sagde en sygeplejerske.

Der er altså behov for at arbejde med sygeplejerskernes egen forståelse af deres rolle og de andre faggruppers opfattelse. Endelig er akuttelefonen ofte tændt. Det gør det svært at blive oplevet som et fast medlem af teamet, hvis man flere gange har måttet fare ud ad døren midt i en faglig snak.

Højere prioritering nødvendig

Hvis der skal opnås helhed i hverdagsrehabiliteringen, bør det somatiske perspektiv på borgerens formåen prioriteres højere. Det fordrer, at sygeplejerskerne får en mere aktiv rolle i opstartsmøder, på tværfaglige gruppemøder og i afviklingen af rehabiliteringsforløbene. Men det kræver først og fremmest, at sygdomsog sundhedsperspektivet supplerer kommunernes fortolkning af målene for hverdagsrehabiliteringen, som har fokus på fysisk formåen og omsorg.

Samarbejde fordrer, at de andre faggrupper trænes i at inddrage dette perspektiv. Det kræver, at sygeplejerskerne spiller en mere aktiv rolle, hvilket igen forudsætter, at de administrative systemer kan gøres mere smidige, men også at sygeplejerskerne selv tænker anderledes om deres rolle og finder deres måde at indgå i den relationelle koordinering med de andre faggrupper.

TeamArbejdsliv er et privat konsulentfirma inden for arbejdsmiljøområdet.

Litteratur

  1. Teamarbejdsliv vil i løbet af efteråret 2013 udgive en rapport, der formidler projektets resultater. Om projektet se http://teamarbejdsliv.dk/opgaver/relationel-koordinering-i-hverdagsrehab...
  2. Gittell JH. Effektivitet i sundhedsvæsenet – samarbejde, fleksibilitet og kvalitet
English abstract

Limborg HJ, Albertsen K. Nurses need to be active in everyday rehabilitation. Sygeplejersken 2013;(8):77-9.

Everyday rehabilitation is a mind-set that is currently changing almost all the forms of home care offered by Danish municipalities. The goals are to enhance quality for citizens, make home care more effective and provide greater job satisfaction. For this to succeed, social and health workers, occupational therapists, physiotherapists and nurses must work more directly together than before. However, there are municipalities in which nurses are yet to find their role in
this collaboration.

Keywords: Interdisciplinary approaches, skills, district nurses, municipal health care, primary health care.

Emneord: 
Ældre
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor
Tværfaglighed