Endnu mere kan foregå i eget hjem

Nye effektive behandlingsmetoder kan sagtens anvendes i eget hjem, mener sårsygeplejerske Ina Kastrup.

Det er Ina Kastrups vision, at endnu mere sårbehandling bliver udført hjemme hos patienterne. Hun bistår allerede med mindre sårrevision i hjemmet, noget som ellers mange gange indebærer indlæggelse og fuld anæstesi.

”Men det kan sagtens foregå i eget hjem, hvis patienten er smertedækket, og det bør så vidt muligt foregå der. De patienter, der får tryksår og andre kroniske sår, er jo ofte ældre og meget skrøbelige.”

Ina Kastrup mener, at en række nye og effektive metoder til sårbehandling kan flyttes ud i hjemmesygeplejen, gerne med støtte fra en telemedicinsk funktion. F.eks. vakuum-, larve- og ipc-behandling (intermitterende pneumatisk kompression).

SY-2010-19%20(17)”Men det er dyre behandlinger,” tilføjer hun. ”Så  der kommer nok først til at ske noget, når nogen har lavet cost-benefit-beregninger, der viser, at det kan betale sig. At de ikke bare sparer patienterne for smerter og lugtgener og social isolation, men også giver kortere forløb.”

Udkørende sygeplejerske Ina Kastrup, Bispebjerg Hospital.

Det bedste ved udviklingen:

”At ældre, svage, kronisk syge borgere kan behandles i deres egne omgivelser.”

Det værste:

”Hvis der ikke bliver tilført de fornødne ressourcer og den førnødne viden til dem, der skal varetage behandlingen.”
 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Samarbejde
Behandling
Sår
Tværfaglighed

En livline ind til eksperterne

Palliativt teams blik for hele patienten kunne man også godt bruge hos andre end kræftpatienter, mener hjemmesygeplejerske Mette Sandfeld.

”Det er utrolig betryggende at have den livline derind. Det gør, at vi sagtens kan fungere herude,” siger hjemmesygeplejerske Mette Sandfeld, Esbjerg Kommune, om samarbejdet med det palliative team.

”De er gode til at ramme lige præcis den smertebehandling, der passer til den enkelte, og de tænker det hele med. De ordinerer tit langtidsvirkende, så folk kan få sovet, de tænker også afføringsmidler, hvordan det smertestillende virker med sovemedicinen, om der også skal behandles med antidepressive midler osv.

Den tilgang kunne vi godt bruge hos andre end kræftpatienter, f.eks. når vi har gamle mennesker, der kommer hjem for at dø.”

Hun synes generelt, hun bliver godt oplært til de nye specialiserede opgaver i hjemmesygeplejen, og hun kan trække på sygehusets specialister på flere områder og forskellige måder. Hos komplekse diabetespatienter kan hjemmesygeplejerskerne faxe blodsukkermålinger ind til ambulatoriet. I sårbehandlingen er der planer om telemedicinsk støtte fra en dermatologisk afdeling. På KOL-området er der netop startet et forsøg med en udkørende sygeplejerske.

”Det glæder jeg mig meget til. Jeg forventer helt klart, at jeg skal lære noget,” siger hun.

SY-2010-19%20(16)Mette Sandfelds bekymring går kun på, om normeringen rækker. For alle de opgaver, hun og kollegerne kan give videre til assistenterne, er allerede afgivet.

”At opgaverne bliver mere komplekse, er fint nok. Det er bare mere spændende. Men vi mærker også tommelskruerne.”
 
Hjemmesygeplejerske Mette Sandfeld, Esbjerg Kommune.

Det bedste ved udviklingen:

”At borgerne kan blive hjemme.” 

 Det værste:
”At nogle kommer for hurtigt hjem eller kommer hjem, uden at man har tænkt på, hvordan de bor.”

Emneord: 
Palliation
Samarbejde
Hjemmesygepleje
Tværfaglighed

Hjemmeplejen er mine øjne og ører

Palliationssygeplejerske Hanne Christensen har uddannelse og et tværfagligt team at trække på. Hjemmeplejen har det indgående kendskab til hjemmet.

”Hjemmeplejen er mine øjne og ører,” siger palliationssygeplejerske Hanne Christensen.

”De kommer i hjemmet, de kommer ofte, de er der mange timer hver dag, mange dage i træk, og de har gode observationer af patienten og familien. Hvad fungerer, hvad gør ikke, hvor skal vores indsats være.

Lægen og jeg ser patienten en time ad gangen, og når vi kommer ud, oplever vi tit, at patienten mander sig op for at hjælpe os. Så jeg har brug for hjemmesygeplejerskerne for at stykke de oplysninger sammen, vi skal arbejde ud fra.”

Hanne Christensen har flere roller i samarbejdet. Hun har specialistopgaver, som handler om medicin, smerter, obstipation, ernæring osv. Samtidig underviser hun og er en ressource, som hjemmesygeplejerskerne kan trække på.

Det helt afgørende i samarbejdet er, at man ikke tager sin egen viden for givet, men husker at begrunde de ting, man gør.

”Hvis hjemmesygeplejersken står med en ordination og ikke ved, hvorfor vi gør det på den måde, får hun sværere ved at støtte op. Det er jo hende, der står ude i hjemmet og skal besvare spørgsmålene om den nye medicin, patienten har fået med hjem fra ambulatoriet.”

Det tværfaglige palliative team på sygehuset har en ekspertise, som man ikke kan opbygge ude i en kommune, hvor hjemmesygeplejerskerne har meget brede opgaver.

SY-2010-19%20(15)”Men det ville være dejligt at have sygeplejersker siddende rundt omkring med særlig viden om palliation. Som kan være med til at bringe viden ud og vedligeholde viden. For der kommer jo hele tiden nye medarbejdere,” siger Hanne Christensen.

”Derfor har vi her i regionen planlagt en netværksuddannelse i palliation for sygeplejersker, både fra hjemmesygeplejen og fra sygehusafdelingerne.”

Palliationssygeplejerske Hanne Christensen, Palliativt Team Esbjerg.

Det bedste ved udviklingen:

”At patienterne kan være så meget i eget hjem.”

Det værste:

”At stamafdelingerne er nødt til at køre så stramt med pakkeforløb og hurtige udskrivelser. De har svært ved at rumme vores patienter og deres behov.”

Emneord: 
Palliation
Hjemmesygepleje
Tværfaglighed
Samarbejde

Risikoen er overbehandling

Inddrag hjemmesygeplejersken i overvejelsen om assisteret dialyse, opfordrer hjemmesygeplejerske Lene Vig Hernandez, Norddjurs Kommune.

Som hjemmesygeplejerske har Lene Vig Hernandez, Norddjurs Kommune, en afbalanceret tilgang til de specialiserede opgaver, der flytter ud i eget hjem.

Hun synes, det er sjovt at arbejde med maskiner. Så hun har det fint med at assistere skrøbelige borgere med deres P-dialyse. Men hun kan også se en risiko for overbehandling.

”Vi holder jo folk i live, hvor det somme tider kan være svært at se, for hvis skyld vi gør det. Vi har faktisk haft et terminalt forløb, som dialysen var med til at gøre meget langt og pinefuldt for både borgeren og de pårørende.”

SY-2010-19%20(14)Lene Vig Hernandez vil gerne inddrages i overvejelserne, når dialysecentret beslutter, hvilke borgere der skal have hjælp til dialyse hjemme. Men hun kan ikke se, at hjemmesygeplejen kan overtage mere af behandlingen end i dag.

”Det er en betryggelse, at patienterne kommer ind til kontrol. Dialysesygeplejersken er helt klart en sparringspartner for os, og hun er meget lydhør, når vi kommer med vores observationer og forslag.”

Hjemmesygeplejerske Lene Vig Hernandez, Norddjurs Kommune.

Det bedste ved udviklingen:

”At vi får nye udfordringer. Nye patientgrupper er altid spændende.”

Det værste:

”De tekniske opgaver sluger enormt megen tid, og vi bliver hele tiden beskåret. En dialysepatient tager 40 minutter hver gang, og det er minimum.”
 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Samarbejde

Kvalitet kræver et veluddannet team

Assisteret P-dialyse er en sygeplejerskeopgave, understreger dialysesygeplejerske Karin Lomholdt.

To ting er vigtige, hvis man skal mindske antallet af infektioner hos dialysepatienter i eget hjem.

”Patienten skal have sit eget team, der skal ikke være 20 forskellige sygeplejersker om opgaven,” siger dialysesygeplejerske Karin Lomholdt, Skejby, med henvisning til en fransk undersøgelse.

”Og det er vigtigt, at det er os, der kommer ud og træner teamet. Hvis man træner kollega til kollega, kan man komme til at give sine dårlige vaner med.  Derfor vil vi også gerne komme mere ud i hjemmene end i dag, hvor vi som regel kun er ude, når vi starter behandlingen.”

Assistancen til patienter, der ikke selv kan eller tør, er en opgave, der ligger godt i hjemmesygeplejen, synes Karin Lomholdt.

”De gør det hammergodt, og det er imponerende, at de kan spænde over alle de forskellige opgaver, de har.”

Men oplæring og opbakning til hjemmesygeplejerskerne er et ansvar, der bør blive liggende i specialafdelingerne på sygehusene. Det er ikke en rolle, hun kan se specialistsygeplejersker i kommunerne overtage.

”Jeg tror mere på, at man skal etablere et fast team omkring de dialysepatienter, man får i hjemmesygeplejen, så man får en lille gruppe, der er sammen om at gøre det her rigtig godt,” siger Karin Lomholdt.

SY-2010-19%20(13)”Og så er det en pointe, at det her er en sygeplejerskeopgave. Det er ikke kun en teknisk opgave at sætte en maskine op og koble til og fra. Det kræver viden at forholde sig til patientens væskebalance. Så kan der altid være dele af opgaven, som sygeplejerskerne kan uddelegere.”

Dialysesygeplejerske Karin Lomholdt, Århus Universitetshospital, Skejby.

Det bedste ved udviklingen:

”At patienternes livskvalitet bliver meget bedre, når de kan bevare deres hverdag.”

Det værste:

”At det kan bremse udviklingen, hvis hjemmesygeplejen ikke får ressourcer, men kun får flere opgaver hele tiden.” 
 

Emneord: 
Infektion
Hjemmesygepleje
Samarbejde

Opdelt hjemmepleje giver specialiserede sygeplejersker

Med tålmodighed og respekt plejer sygeplejerske Mette Borchardt borgere med misbrug og psykisk sygdom i Den Sociale Hjemmepleje i København. Her er hjemmeplejen opdelt i to, og det gør sygeplejerskerne mere specialiserede.

SY-2011-21-48-1a
Foto: Søren Svendsen

”Hvornår må jeg ryge? Jeg vil ryge,” hyler Nancy. Hun lider af sklerose og depression og er en af de borgere på Vesterbro i København, som sygeplejerske Mette Borchardt besøger i løbet af sin arbejdsdag. Som udekørende sygeplejerske i Den Sociale Hjemmepleje plejer hun borgere i alle aldre med misbrug, handicap og psykiske lidelser.

”Man skal kunne lide at komme i borgerens hjem og være tålmodig og fleksibel,” forklarer Mette Borchardt, mens hun renser Nancys tryksår på balden. ´

I Københavns Kommune er hjemmeplejen opdelt i Den Sociale Hjemmepleje og Ældreplejen, som er for borgere over 65 år uden misbrug og psykiske lidelser.

”Ikke alle borgerne i Den Sociale Hjemmepleje er samarbejdsvillige. De kan finde på at købe øl og stoffer i stedet for medicin. Jeg forholder mig ikke moraliserende til deres misbrug, men giver dem sundhedsfaglige råd og vejledning,” forklarer Mette Borchardt. 

Hun har været sygeplejerske siden 2002 og ansat i Den Sociale Hjemmepleje siden april i år. Fordelen ved en opdelt hjemmepleje er, ifølge Mette Borchardt, at man specialiserer sig i en bestemt type borger. Hun har tidligere arbejdet i Ældreplejen, som var mere resultatorienteret.

”I Ældreplejen behandlede jeg øjenbetændelse for at fjerne det. I Den Sociale Hjemmepleje handler det f.eks. mere om at vedligeholde borgerne i deres misbrug på en værdig måde. Denne type borger kræver, at jeg møder dem, hvor de er, skaber tillid og respekterer de valg, de nu engang har truffet,” siger hun.

Hos borgeren Flemming rammer lugten af urin Mette Borchardt som det første, da hun åbner døren. ”Må jeg åbne vinduet?” spørger hun høfligt, da hun kommer ind i den lille lejlighed. Flemming har bundet sin grønne pullover rundt om maven og har ingen bukser på. Han har skizofreni og sukkersyge, så Mette Borchardt giver ham insulin og et glas juice for at stabilisere hans lave blodsukker.

Bagefter hjælper hun ham med at få bukser på, mens hun spørger, hvad hans planer for dagen er. Hos hver borger noterer hun i en bog, hvad hun har udført af pleje, ligesom hun opdaterer medicinskemaer og doserer borgerens medicin. I løbet af formiddagen ringer hun forgæves på hos et par borgere.

Nogle er helt ned til 22 år, så de kan være ude at rende. Hun sørger dog altid for at lokalisere borgerne enten ved at ringe til kollegerne eller opsøge bodegaer og barer for at sikre sig, at borgeren er i live. 

”Man må være omstillingsparat og kreativt tænkende for at arbejde her,” siger Mette Borchardt og fortæller om, dengang hun gav en borger insulin, mens han sad på bænken med sine kammerater.

”Selvom man ikke opnår så store resultater, synes jeg stadig, at jeg gør en forskel,” siger Mette Borchardt.  

Hvad er din bedste oplevelse med en borger i den sidste uge?

”Der var en borger, der kunne huske mit navn. Hende kommer jeg hos dagligt, og hun spørger som regel, hvem jeg er, og hvad jeg hedder. Forleden sagde hun mit navn, da jeg spurgte om det.  Det var helt utroligt.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Alkohol
Psykisk lidelse

Dilemma: 10 øl på køkkenbordet

Er det en opgave for den offentlige hjemmepleje at købe øl til en alkoholmisbrugende borger? Det spørgsmål rejser en timelønnet social- og sundhedshjælper under personalefrokosten.

Læs som PDF - gå til side 12

SY-2013-11-alt-sammen%20(1)Efter studentereksamen får Amanda arbejde i hjemmeplejen som timelønnet hjælper. Hun befinder sig godt med at besøge borgerne og er vellidt af sine kolleger, der er social- og sundhedshjælpere og assistenter.

En dag har Amanda fået en ny borger, Jørgen, og her lyder opgaven, at hun skal smøre frokost til ham og sætte 10 øl parat på køkkenbordet. Det vil Jørgen gerne have, og det er stort set det eneste, han vil have. Jørgen er 63 år, ufaglært og plaget af moderat KOL.

Hans eneste selskab er katten Pils. Jørgen bor i en beskyttet bolig, og han får besøg af en hjælper hver dag.
I pausen midt på dagen spiser personalet i hjemmeplejen frokost sammen, man tager en runde for at afdække eventuelle problemer og spørgsmål, og Amanda spørger ud i rummet, hvorfor man dog påtager sig den opgave at indkøbe og sætte 10 øl på køkkenbordet til en mand, der åbenlyst ville have bedre af at undvære dem.

Hvordan mener du, personalet skal svare Amanda?

Hvad mener du selv?

Læs nedenunder, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålet.

 Illustration: Pia Olsen

Svar 1.
Som sundhedspersonale skal vi stimulere og motivere til sund levevis. Samtidig har borgeren, i dette tilfælde Jørgen, ret til selv at vælge sin livsstil og dermed også retten til at vælge usundt og decideret livsforkortende. Men vi skal ikke som sundhedspersonale hjælpe borgeren til en usund livsstil, som denne case kan ses som eksempel på.

Den beskrevne hjælp virker ureflekteret og uprofessionel. Om de 10 øl kan være et led i en aftrapningsplan, er svært at forestille sig, men man kan ønske sig, at det er personalets svar. Alligevel synes det voldsomt at stille så mange øl frem. Nærhedsetikken kan synes at lide, da Jørgen forekommer ganske overladt til sig selv.

Men forhåbentlig fortæller gruppen af hjemmehjælpere også om de overvejelser og bekymringer, de gennem tiden har haft for Jørgen. I bedste fald spørger de Amanda, om hun som ny kan komme med idéer til, hvordan man bedst hjælper Jørgen såvel med alkoholforbruget som med det isolerede liv.

Af Dorte Elise Møller Holdgaard, RN, Etik- og Kvalitetskonsulent, exam.art., SD, MPA. Formand for den lokale kliniske etiske komité ved Aalborg Universitetshospital.

Svar 2.  

Mon ikke mange erfarne kender denne situation, hvor en ny kollega undrer sig over den eksisterende praksis og først efter et stykke tid ved, hvad man skulle have svaret?

I dette tilfælde er det en ny kollegas umiddelbare undren over, at sundhedsfagligt personale medvirker til et alkoholindtag, der for den pågældende synes uforståeligt, når nu alle ved, at alkohol er skadeligt – hvordan kan det give mening?

Meningen findes i dette tilfælde i respekten for den enkeltes selvbestemmelse, det faglige skøn i forhold til borgerens værdier og vaner. En hensigtsmæssig refleksion kunne være spørgsmålet om, hvilken konsekvens det ville få, hvis der ikke blev stillet øl frem til borgeren?

Amanda skal på en god måde have forklaret, hvilke værdier der er på spil i plejen af den pågældende borger, at han har sin selvbestemmelsesret, og at vores opgave er at sikre, at borgeren er informeret og har forstået den givne og tilpassede information. Herefter er udfordringen at støtte borgeren i de valg, han træffer ud fra sine værdier og livssituation.

Det kan være svært at forstå, og det er en stadig udfordring at have fokus på respekten for autonomi, når viden indikerer, at der burde gøres noget andet, men med hvilken ret kan vi påtage os at gøre andet end det beskrevne i denne situation?

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk Råd; www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Dilemma
Etik
Alkohol
Hjemmesygepleje
Ældre

Vi skal styrke det nære sundhedsvæsen

Anny Winther, formand for social- og sundhedsudvalget i KL, mener, at hjemmesygeplejerskerne vil komme til at spille en central rolle i kommunernes forebyggelsesindsats.

Hvordan vil kommunerne fremover styrke indsatsen for at forebygge genindlæggelser?

”Vi skal opruste det nære sundhedsvæsen og sikre en bedre koordinering af plejeopgaverne i forhold til udskrivelse og hjemkomst. Det kan betale sig at følge fru Jensen hjem fra hospitalet, sætte genoptræning i gang og sørge for, at der er orden i hendes medicin."

Derudover vil hjemmesygeplejen være et af de områder, som i forebyggelsesindsatsen bliver optimeret og videreudviklet. Både i forhold til innovation med velfærdsteknologi som f.eks. mobile iltapparater i hjemmet hos kronisk syge lungepatienter og i forhold til tættere kontakt mellem borgeren og hjemmesygeplejersken. Det kan f.eks. gøre en forskel i forhold til trygheden hos den syge ældre, hvis de har et akut telefonnummer til hjemmesygeplejersken, og måske kan det spare en indlæggelse.

En anden tendens, som vi allerede ser visse steder, og som vil udvikle sig mere fremover, er patienter, der er indlagt i eget hjem – eller udlagt, som sygehusene kalder det. Det kan være en god ting i forhold til infektionsrisiko ved sårbehandling, og at man desuden får sin egen mad og er i trygge omgivelser.

Med tiltag som disse vil vi kunne aflæse resultatet i, at kommunen sparer penge på de færre genindlæggelser. Men de ældre og syge vil også få mere livskvalitet, i og med at de undgår genindlæggelser.”

Emneord: 
Kommune
Sundhedsvæsen
Politik
Hjemmesygepleje
Forebyggelse
Ældre

Dilemma: Kan selv, vil selv

Stolthed kan få patienter til at frabede sig hjælp, selv om hjælpen er både nødvendig og en helt almindelig del af plejen for en fagperson.

   

SY-2011-17-13-1aIllustration: Pia Olsen

Hr. Andersen på 93 år er enkemand, bor alene og har ikke tidligere haft brug for hjælp. Han er tidligere major og er i sin høje alder stadig klar og orienteret. Efter flere indlæggelser pga. urinvejsinfektion og urosepsis er han nu udskrevet med blærekateter.

Det er planen, at han skal have hjælp af hjemmeplejen til kateterpleje, dvs. hjælp til nedre toilette og til at tømme og skifte kateterpose. Derudover får han hjælp til medicinadministration.

Hjemmeplejen fortæller, at hr. Andersen afslår hjælp til kateterpleje, han siger, at han sagtens selv kan klare den sag. Ved hjemmesygeplejens besøg vidner våde bukseben og en umiskendelig lugt af urin i hjemmet om, at dette ikke er tilfældet.
Hvordan skal hjemmesygeplejersken reagere?

Svar 1.

Hr. Andersen er klar og orienteret, så en hurtig-etisk vurdering vil være, at han er kompetent til at varetage sin autonomi, og at det dermed er etisk i orden at lade ham foretage et sundhedsskadeligt valg.

Men da noget kunne tyde på, at hr. Andersen førhen har været en stolt og pertentlig mand, hænger hans fravalg af hjælp til personlig hygiejne ikke sammen med hans tidligere livsstil. Med den begrundelse vil jeg bede ham beskrive sine seneste oplevelser og få ham til at fortælle, hvorfor han ikke ønsker hjælp.

Jeg vil forsøge at få ham til at forstå, at det betyder noget for os, at han har det godt, og at en af betingelserne for, at han føler velvære, er, at der ikke støder komplikationer til kateterbehandlingen. Jeg vil sikre mig, at han kender de fysiologiske konsekvenser af fravalget, der måske kan føre til genindlæggelse.

At udføre personlig hygiejne på egen hånd kan være svært, når man bærer kateter, og han skal vide, at det er almindeligt at få hjælp til plejen, som er en standardprocedure for fagpersoner. Videre kan man på en skånsom måde måske komme ind på de sociale konsekvenser af den manglende soignering, eller er det blevet ligegyldigt?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Hvad er det, der sker for sygeplejersken og hendes kolleger, når den ældre mand siger fra og ikke ønsker at modtage den hjælp og sygepleje, som de alle skønner vigtig for ham? Jeg tænker, at de oplever et klassisk dilemma mellem pligt til at udføre sygepleje og omsorg og hensynet til borgernes autonomi. 

Hvad skal de mene og tro på?

Sygeplejerskens reaktion skal afspejles i hendes kommunikative evner, tålmodighed og indfølingsevne. Hun skal for at kunne agere opnå tillid og respekt, så hun forstår, hvordan det er at være ham. For at opnå tillid må hun møde den ældre major med respekt, forsigtighed, ærlighed og værdighed, tage hensyn til hans blufærdighed og hans nedsatte mestringsevne i forhold til at håndtere hygiejnen tilstrækkeligt.

Hun må forsøge at give majoren en forståelse, så han oplever mening med og effekt af kateterplejen og forstår, at han godt kan bevare sin selvbestemmelsesret og værdighed, selv om han modtager hjælp.

Sygeplejersken må også samarbejde med den nærmeste leder for at sikre, at samme forståelse, viden og værdier bredes ud til hjemmeplejen, så hr. Andersen fortsat kan have tillid til at modtage hjælp.

Af Annette Hegelund, udviklingssygeplejerske, Ældreområdet i Glostrup Kommune, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk Det må fylde højst 900 tegn. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Dilemma
Etik
Hjemmesygepleje
Patient
Ældre

Studerende i praksis: Hvem skulle tage lorten?

Manglende retningslinjer om hundeekskrementer i hjemmet i relation til arbejdsmiljø og sikkerhed kan være et følsomt emne. Det erfarede en sygeplejestuderende i praktik i hjemmeplejen.

SY-2011-17-8-1cI min praktik som hjemmesygeplejerske på modul 6 faldt jeg så at sige over en hidtil uset problematik, nemlig hundelort.

Ifølge Danmarks Statistik holder 880.000 familier et eller flere husdyr i hjemmet, heraf er der 450.000 husstande, som holder hund. Omregner man disse tal, svarer det til, at der er 550.000 hunde i Danmark.

Når man som hjemmesygeplejerske kommer ud til en borger en tidlig morgen, og det første, man træder i på dørmåtten, er en hunde-høm-høm, skal man så tage den op i en pose og bortskaffe den? Eller skal man lade den ligge til fare for den næste, der kommer ind ad døren?

Ifølge ovenstående tal fra Danmarks Statistik risikerer vi at møde en hund i ca. 40 pct. af de hjem, vi besøger dagligt og derved også dens efterladenskaber. Hvem skal tage lorten? Må vi tage den? Og er det etisk forsvarligt ikke at tage den?

Det satte jeg mig for at undersøge, for der måtte da stå noget i loven? Ved gennemgang af socialloven og arbejdstilsynets retningslinjer fandt jeg, at der ikke gives retningslinjer for omgang med dyre-ekskrementer.

Jeg har korresponderet med embedslægen for at få fastslået, om det er en problemstilling, man er bekendt med. Det er man ikke, og man svarer, at embedslægen ikke har tilsynspligt.

Det nærmeste, jeg har kunnet finde om problematikken, er en artikel i Fagbladet FOA, der handler om regelsæt for aggressive hunde i hjemmet. Der er tale om nedskrevne retningslinjer for tilstedeværelse og pasning af hunde og andre husdyr i borgeres hjem, hvor hjælpere f.eks. ikke er forpligtet til at gøre rent efter husdyr.

Undtagelse herfra er, hvis dyret udgør en sundhedsmæssig risiko, for så skal der arbejdes på at fjerne dyret fra hjemmet.

Er det ikke fair over for både borgere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, at der skabes debat om emnet og dernæst formuleres retningslinjer?

NB. Jeg kunne heller ikke finde nogen sygeplejeteoretikere, som skrev om emnet!

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdstager
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Etik
Dilemma