Dilemma: Kontaktsygeplejersken ved bedst

To døtre står tilbage med oplevelsen af, at der ikke blev taget hånd om et af deres mors sidste ønsker, fordi plejehjemmets kontaktsygeplejerske havde en anden holdning.

SY-2011-08-13-1Lilly Jacobsen kom på plejehjem på grund af en tiltagende demens, der betød, at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv.

Fru Jacobsen var ulykkelig over at skulle give slip på sin tilværelse med sine herskabelige møbler, sit sølvtøj og sit liv som en stolt kvinde, der kunne magte meget, og som andre så op til.

På plejehjemmet holdt hun sig meget for sig selv, men udviklede dog en særlig god kontakt til to kvindelige beboere, som kom til at betyde meget for hende.

Da den ældre kvindes liv var ved at være forbi, blev det besluttet, at der nu var tale om at yde kærlig pleje, som de tre døtre tog sig fuldstændig af de sidste tre dage, fru Jacobsen levede.

Døtrene bad deres mors kontaktsygeplejerske om at invitere de to beboerbekendte med, når deres mor skulle synges ud.

Alt var klart, men de to beboere kom ikke, og da kontaktsygeplejersken blev spurgt, om beboerne havde takket nej, lød svaret: ”Jeg synes alligevel ikke, at de skulle med, så jeg har ikke sagt noget til dem.”

Fru Jacobsen blev sunget ud, og døtrene står tilbage med en oplevelse af, at de ikke fik taget hånd om et af deres mors sidste ønsker. Og den af døtrene, som er sygeplejerske, ved ikke, hvad hun skal gøre.

Svar 1.

Hvis casen skal anskues som et fagligt dilemma, er det relationen mellem kontaktsygeplejersken og fru Jacobsen, der primært skal være i fokus. På baggrund af historien ser det ikke ud til, at kontaktsygeplejersken har været i et dilemma, men muligheden er til stede, og det kunne være interessant for de tre døtre at høre kontaktsygeplejerskens overvejelser omkring afgørelsen.

Det kan være, at fru Jacobsen har sagt til kontaktsygeplejersken, at hun ikke ønskede de pågældende beboeres deltagelse.

Hvis det er tilfældet, er afgørelsen etisk korrekt, men det ville gavne de pårørende at få denne oplysning.

Har kontaktsygeplejersken slet ikke oplevet et dilemma, vil der være stor læring i en samtale, hvor lederen kan være til stede som mediator.

Måske kunne det danne afsæt for en fast praksis på plejehjemmet, hvor alle forløb ved institutionen afsluttes med en samtale med de pårørende. I den beskrevne case ser der også ud til at have været positive forhold, som de pårørende kunne fremhæve.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale kliniske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

At beboerne ikke blev inviteret, lyder umiddelbart uforståeligt og kritisabelt.

Da sygeplejersken ikke begrunder sit valg, er det svært for andre at erklære sig andet end uenige i hendes afgørelse. Hvad ligger bag udtalelsen: ”Jeg synes ikke”?

Måske har sygeplejersken oplevet følgende dilemma: På den ene side vil jeg gerne udvise respekt for den afdødes/de pårørendes ønske og respektere de to beboeres ret til selv at træffe beslutning om deltagelse. På den anden side vurderer jeg, at beboerne ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af dette valg (hvilket dog ikke fremgår af historien) og dermed ikke kan tilkendes fuld autonomi.

Stærk paternalisme (den formynderiske far) ses som modsætning til autonomi. At sygeplejersken ved bedst og bestemmer hen over hovedet på de involverede, er et udtryk for stærk paternalisme.

Muligvis har kontaktsygeplejersken haft til hensigt at beskytte beboerne. Men det går ofte galt, når vi tror, at vi ved, hvad der er bedst for den anden.

Af Susanne Ardahl, underviser på Social- og Sundhedsuddannelses Centret i Herlev, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk Det må fylde højst 900 tegn. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Dilemma
Hjemmesygepleje
Patient
Død

På patientens præmisser

Sygeplejerskerne Gitte Larsen og Vibeke Mortensen udgør sammen med deres 18 kolleger en del af frontlinjen i distriktspsykiatrien i Region Sjælland. Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen var inviteret en tur i klinikken af de to sygeplejersker.

SY-2011-06-38-1a
Sygeplejerskerne holder løbende kontakt med patienterne, der bor i eget hjem. På billedet ses Michael, som sygeplejerske Gitte Larsen har besøgt ca. en gang om måneden de seneste 4½ år. Generelt varer et besøg typisk en time, men besøgstiden er fleksibel. Foto: Simon Klein Knudsen.

”Vi yder primært sygepleje i patienternes eget hjem på patientens egne præmisser,” fortæller psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen, der sammen med sygeplejerske Gitte Larsen har inviteret Grete Christensen i klinik i den del af Region Sjællands distriktspsykiatri, som geografisk dækker Guldborgsund Kommune.

Kommunen omfatter hele Falster og en del af Lolland. Nogenlunde midt i ligger Nykøbing Falster, hvor distriktspsykiatrien holder til i en ældre bygning et stenkast fra Nykøbing Falster Sygehus.

Sammen med Gitte Larsen har Grete Christensen netop været på dagens første besøg hos en patient, der bor i eget hjem et stykke uden for Nykøbing Falster. Sygeplejerskerne har en teambil plus et par cykler til deling. Ofte kører de i egen bil, når de skal på patientbesøg. Tilbage fra besøget sidder Gitte Larsen, Vibeke Mortensen og Grete Christensen nu i sygeplejerskernes mødelokale omkring et ellipseformet bord og spiser deres medbragte frokost.

Sygeplejerskerne har et tæt samarbejde med lægerne i distriktspsykiatrien. Det er typisk patienter med længerevarende psykiske lidelser såsom skizofreni, bipolare lidelser, personlighedsforstyrrelser og depression, som sygeplejerskerne behandler.

”Behandlingen kræver en høj grad af tværfaglig indsats. Derfor arbejder vi tæt sammen med de kommunale hjemmevejledere, hjemmesygeplejersker, egen læge, sygehuset og psykiatriens skærmede sengeafdelinger,” fortæller Vibeke Mortensen.

Mødelokalet, hvor sygeplejerskerne indtager deres frokost, ligger ud til en lang fordelingsgang, som løber hele vejen gennem stueetagen. På begge sider af gangen er der døre ind til kontorer. For enden af gangen snor en trappe sig op til førstesalen, som også huser distriktspsykiatrien.  

Snørklede veje inden indlæggelse

”Psykisk syge dør gennemsnitlig i en tidligere alder end ikke-psykisk syge. Ofte er dødsårsagen en fysisk sygdom. Hvordan bruger I jeres faglighed på det somatiske område?” spørger Grete Christensen.

”Vi er meget opmærksomme på ikke udelukkende at fokusere på den psykiske lidelse,” fortæller Gitte Larsen.
Vibeke Mortensen supplerer:

”Jeg har lige haft en patient, som klagede over smerter i hovedet. Men hans praktiserende læge blev ved med at sige, at der ikke var noget galt. Det endte faktisk med, at jeg ringede 112 og fik patienten indlagt. Det viste sig at være en tumor i hovedet.” 

De to sygeplejersker fortæller samstemmende, at de brænder for deres job, men at der de seneste år er sparet så voldsomt i psykiatrien, at det direkte rammer patienterne.

SY-2011-06-38-1bSygeplejerskerne bruger meget tid på dokumentation og registrering. Her er psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen i gang med at skrive en aftale for et patientbesøg ind i kalenderen. I baggrunden ses Grete Christensen. Foto: Simon Klein Knudsen

”Selv om det kan være frustrerende, er det vigtigt at kunne lægge arbejdet fra sig. Der er ingen, som har gavn af, at vi ligger søvnløse om natten,” påpeger Gitte Larsen.

Vibeke Mortensen nikker indforstået:

”Det, jeg synes, der kan være svært at arbejde med i hverdagen, er vanskelighederne ved at få svært psykotiske mennesker tvangsindlagt. Der skal efterhånden meget til, og vejene rundt i vores system med egen læge, politi og sengeafdeling er meget snørklet, inden en patient bliver tvangsindlagt. Det er meget frustrerende at se et menneske ødelægge sig selv og nogle gange familien, inden de er dårlige nok til at blive indlagt.”

Tidligere havde distriktspsykiatrien i Nykøbing Falster en hotline, som patienterne kunne ringe på døgnet rundt. Også i weekenden. Medarbejdere i psykiatriens psykoseteam havde telefonen med hjem på skift og stod på den måde standby. Hvis en patient ringede og havde det dårligt, kunne de tale sammen, og hvis situationen krævede det, kørte sygeplejersken ud til vedkommende.

”Det var en rigtig god ordning, som mange brugte. Nogle ringede for at få gode råd, mens andre ringede, fordi de havde det virkelig dårligt. Men pga. besparelser har hotlinen nu kun åbent til kl. 22 i hverdagene og begrænset åbning i weekenden. Det er meget ærgerligt for patienterne,” siger Gitte Larsen.

SY-2011-06-38-1c
Elin har været syg i mere end 30 år. I dag er hun meget stabil, bor i en lejlighed og klarer hverdagen på almindelig vis. Psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen besøger ca. hver anden måned Elin. På billedet ses Vibeke Mortensen (th.), Grete Christensen (mf.) og Elin med ryggen til. Foto: Simon Klein Knudsen

Dokumentation dræner

Vibeke Mortensen fortæller, at hun og kollegerne bruger ”uanede mængder” af tid på at dokumentere og registrere. Sygeplejerskerne skriver oplysninger ind i den elektroniske patientjournal og booker dato og tid for besøg ind i et andet system. Ydermere skal sygeplejerskerne skrive en ny tid for hjemmebesøg ind i en papirkalender og i kalenderen i Outlook.

Derudover skal de udfylde et papirskema til sekretærerne, som skal sikre, at de rigtige ydelseskoder kommer i den rigtige rækkefølge, så akkrediteringen bliver korrekt, og psykiatrien får de penge, den har krav på.

”Selv om dokumentation bestemt er vigtigt, forsvinder tiden i sidste ende fra den direkte patientkontakt. Problemet bliver forstærket af det fokus, der er på ydelser,” påpeger Vibeke Mortensen og forklarer:

”Vi skal levere X antal ydelser for at vores distrikt bevilliges den nødvendige økonomi, men der er mange ydelser, vi ikke får penge for. Når jeg f.eks. taler i telefon tre timer med patienter over en uge, så tæller det ikke som en ydelse. Derfor får vi ikke penge for det. Selv om det måske er de samtaler, der forhindrer en indlæggelse. Nogle gange får vi besked oppefra på, at vi skal præstere ydelser, fordi vi er bagud. Konsekvensen er, at tiden går fra patientarbejdet, hvor relationen er omdrejningspunktet. Skabelse og vedligeholdelse af relationer kræver tid og ro, så hverken patienterne, systemet eller os selv er tjent med, at vi skal styres af ”ydelser”.”

Grete Christensen er enig:

”Sygeplejersker klandres ofte for at bruge for meget tid væk fra patienterne. Men det er stort set altid systemerne, der er årsagen til det. Det er utroligt vigtigt med dokumentation, men systemerne kan mange steder laves på en bedre måde, end det er tilfældet i dag. I er et godt eksempel på det.”

Frokostpausen er slut. Vibeke Mortensen og Grete Christensen går ned ad den lange fordelingsgang med kurs mod udgangen. De skal på besøg hos dagens sidste patient, som bor i Sakskøbing små 20 km væk.  

Sygeplejerskernes arbejdsopgaver

Sygeplejerskerne i distriktspsykiatrien i Region Sjælland varetager primært opgaver i forbindelse med behandlingen af borgere med psykiatriske lidelser. Behandlingen foregår primært i borgerens eget hjem, hvor sygeplejerskerne følger op på den medicinske behandling, ordineret af lægerne.

Sygeplejerskerne vejleder og støtter patienterne og deres pårørende, hvor patienternes symptomer skaber begrænsninger eller problemer. Målet er, at borgeren mestrer hverdagen på den mest meningsfulde vis. Sygeplejerskerne planlægger selv deres hjemmebesøg.

Der er ikke afsat en bestemt tidsnorm til den enkelte patient pr. uge. Nogle patienter ser sygeplejerskerne kun én gang om året, andre hver uge i kortere perioder. Alle sygeplejerskerne har mobiltelefoner, som patienterne kan ringe til, ligesom de kan kontakte sygeplejerskerne via mail.

Emneord: 
Patient
Psykisk lidelse
Psykologi
Hjemmesygepleje

5 faglige minutter: De kan bedst lide mig, når jeg græder

Andre ægtefæller er nærmest opgivende. En ægtemand bliver spurgt, hvordan konen gerne vil have sin mad serveret. ”Det må I om,” lyder svaret med en træthed, der er til at skære i.

I entreen står en kurv med blå skoovertræk, som plejepersonalet trækker uden på deres saltramte og hvidrandede vinterstøvler, når de betræder hjemmet, og det gør de i en lind strøm. Fire gange i døgnet holder hjemmeplejens lille bil foran det røde rækkehus. Det sker, når den apopleksiramte får hjælp til personlig hygiejne, og når han bliver vendt i sin hospitalsseng for at forebygge tryksår, hvilket sker både dag og nat.

Tryksår har han kun haft én gang efter et ophold på hospitalet, hvor man havde glemt en kapsel under hans ene hofte. Det tog sin tid at få såret helet, men nu er det fortid.

Hvordan er det at være regerende ægtefælle under de vilkår? Ikke nemt, skal man tro min opmærksomme observatør, en afløser i hjemmeplejen. Afløseren har hæftet sig ved ægtefællernes meget forskellige måde at reagere på og har funderet over, hvor forskelligt livet med en handicappet ægtefælle kan leves. Nogle ægtefæller påtager sig rollen som overkontrollør, hvilket jeg sagtens kan forstå, når det nu er et uomgængeligt faktum, at det udøvende plejepersonale har meget forskellige opfattelser af, hvad omhyggelig og ordentlig sygepleje er.

Det kan endda komme så vidt, at lommelygten står parat på kommoden, fortæller afløseren. Efter endt sengebad tager hustruen fat i lygten, tænder den og beder afløseren skille patientens baller ad. ”Så kan jeg se, om han er blevet vasket ordentligt,” forklarer hustruen sin handling. Afløseren bliver en oplevelse rigere.

Andre ægtefæller er nærmest opgivende. En ægtemand bliver spurgt, hvordan konen gerne vil have sin mad serveret. ”Det må I om,” lyder svaret med en træthed, der er til at skære i.

En særlig kategori af ægtefæller tager over uden tøven. Da sygeplejersken spørger manden, om han vil op og sidde lidt ved vinduet, svarer hustruen straks og uden at se på sin mand: ”Det vil han gerne.” Manden når end ikke at spidse læberne for at svare, så har han svaret via stedfortræder.

Sådan kan livet forme sig for de mennesker, vi uden blusel benævner kronikere. Et skrækkeligt ord, for hvem har lyst til at sige til sine venner ”Min far er i øvrigt kroniker ...” Men lad nu det være. Det er de meget forskellige roller, den raske ægtefælle påtager sig, der er emnet her.

Plejepersonalet har en række forventninger til den gode ægtefælle. Hun eller han skal være efterrettelig, hvis jeg skal tro Bitten, den eneste person, jeg kender, som tager vare på en syg ægtefælle. Dvs. at rollen som overkontrollør eller trangen til at resignere ikke er i harmoni med det uskrevne kodeks for god ægtefælleopførsel, der findes i plejebevidstheden. Ifølge dette kodeks skal man være passende engageret, kritisk konstruktiv og må hjertens gerne bryde sammen en gang imellem, når presset bliver for stort. Min gode veninde spidsformulerede det endda:

”De kan bedst lide mig, når jeg græder.”

Hvis det har noget på sig, må man overveje, hvorfor en velformuleret, kritisk og kvalitetsbevidst ægtefælle er mere irriterende end én, der bryder sammen nu og da: Det skulle vel ikke være, fordi plejepersonalet på den måde kan få afløb for deres aldrig mættede trang til at gi’? Give trøst, give accept, give en skulder at græde ud ved? Og dermed få noget igen. Føle, at man gør en forskel.

Jeg ved det ikke.

Måske skulle man for sportens skyld nedfælde det kodeks for god ægtefælleopførsel, så kan man have en næringsrig diskussion om de ønsker og forventninger, der findes. Ny, ubehagelig erkendelse kan være konsekvensen, men det nytter ikke at være sygeplejefagligt tonedøv.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Pårørende

Dansk Sygeplejeråd: Sundhedsaftaler skal beskrive hjemmesygeplejens rolle

Der er meget brug for at afklare, hvad det er for en rolle, hjemmesygeplejen skal udfylde i samarbejdet om de psykisk syge, der bor hjemme, siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

SY-2011-05-26aHjemmesygeplejersker må diskutere med deres ledere og med behandlingspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri, hvad hjemmesygeplejens rolle hos psykisk syge borgere egentlig skal være. Hvad skal de kunne, og hvad skal de bidrage med?

Det understreger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i sin kommentar til artiklerne i dette nummer af Sygeplejersken.

”Artiklerne afspejler, at der er et kæmpe hul mellem behandlingspsykiatrien og den kommunale indsats, der forventes at følge op,” siger hun.

”Når sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner skal fornys, vil jeg kraftigt opfordre til, at man skærper opmærksomheden på, hvordan man bruger hjemmesygeplejersker hos psykisk syge borgere, så det ikke kun er socialpsykiatriens rolle, der bliver beskrevet, men også hjemmesygeplejens.”

Foto: Per Morten Abrahamsen

At hjemmesygeplejersker kun kommer for at hælde medicin op eller dele medicin ud, giver ikke mening, tilføjer Grete Christensen.

”Så skal de hellere blive væk. Nogle steder har man jo den ordning, at det er en distriktspsykiatrisk sygeplejerske, der kommer i hjemmet f.eks. en gang om måneden, mens det til daglig er en hjemmehjælper, der hælder op.

Hvis der skal komme hjemmesygeplejersker, skal der også være et andet formål end bare ophældning. Og så skal hjemmesygeplejerskerne have de nødvendige forudsætninger for at have med psykisk syge at gøre. Det afspejler artiklerne også, at de ikke har.

Der er behov for, at de får uddannelse inden for psykiatri, og ikke bare oplæring, men reel viden og uddannelse, hvis de skal spille en rolle.”

Men Grete Christensen kan sagtens se hjemmesygeplejerskerne spille en betydningsfuld rolle i behandlingen af psykisk syge.

”Der kunne være god mening i at give nogle af hjemmesygeplejerskerne en specialuddannelse, så opgaver hos psykisk syge bliver et speciale i kommunerne på samme måde som sårpleje og inkontinens.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Fagligt selskab: Kommunerne svigter deres egne medarbejdere

Formanden for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, Karin Johannesen, undrer sig over de vilkår, en række kommuner byder hjemmesygeplejersker, der har opgaver hos psykisk syge.

SY-2011-05-25aKarin Johannesen, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker: ”Man kan ikke bare bede sygeplejersker om at gå ud og hælde medicin op. Det er for isoleret og ikke fagligt forsvarligt.” Foto: Søren Svendsen

Det er ikke i orden, at hjemmesygeplejersker bliver sendt ud til psykisk syge borgere uden ordentlige oplysninger om patienten og behandlingen. Det er heller ikke i orden, at hjemmesygeplejerskerne får opgaver hos psykisk syge, uden at de er sikret uddannelse og faglig rådgivning og viden om, hvor de skal henvende sig, når borgeren har brug for mere hjælp, end sygeplejerskerne kan give.

Det er reaktionen fra Karin Johannesen, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, på de vilkår, Sygeplejersken beskriver i artiklerne om hjemmesygeplejerskers arbejde med psykisk syge.

”Jeg synes, kommunerne svigter deres egne medarbejdere i en grad, der siger sparto,” siger Karin Johannesen.

”Man kan ikke bare bede sygeplejersker om at gå ud og hælde medicin op. Det er for isoleret og ikke fagligt forsvarligt. Sygeplejersken skal kende patientens sygehistorie og vide, hvorfor patienten får den her medicin. Man skal også observere virkninger og bivirkninger og have et samspil med dem, der har ansvaret for behandlingen, så man kan melde tilbage om, hvordan det virker.”

Faglig oprustning nødvendigt

Eksemplerne på dårlig kommunikation i udskrivelsessituationer og manglende samarbejde mellem de forskellige enheder, der er involveret, bekymrer Karin Johannesen.

”Der bliver jo lavet samarbejdsaftaler mellem regioner og kommuner, og de påpeger netop overgangene, og hvor vigtigt det er, at der bliver givet fyldestgørende information. At sikre gode overgange er også noget, der indgår i den danske kvalitetsmodel.

Hvis hjemmesygeplejen ikke får tilstrækkelig information fra psykiatrisk afdeling eller egen læge, så er det en ledelsesopgave at stille krav til samarbejdspartnerne.”

Karin Johannesen nævner, at nogle kommuner har placeret sygepleje og hjemmehjælp til de psykisk syge sammen med kommunens socialpsykiatriske tilbud. På den måde sikrer de, at sygeplejerskerne opbygger en ekspertise i at omgås psykisk syge, og de sikrer samarbejdet med andre dele af kommunens  indsats for denne gruppe.

Om kommunen skal vælge denne model eller beholde de psykisk syge i den almindelige hjemmesygepleje, vil det faglige selskab ikke tage stilling til. Det må være en lokal beslutning.

”Men det er vigtigt, at sygeplejersker, der kommer hos psykisk syge, ved, hvad de har med at gøre. Ellers risikerer man at komme til at understøtte det forkerte, og man får måske ikke observeret, hvad man skal,” siger Karin Johannesen.

”Så enten må kommunerne ansætte sygeplejersker i socialpsykiatrien, eller også må de opkvalificere hjemmesygeplejerskerne bredt.”

Har krav på supervision

Sygeplejersker, der arbejder med psykisk syge, skal have mulighed for at få sagssupervision i vanskelige forløb. Det vil sige, at de skal kunne få en fælles drøftelse af patienten med den læge eller sygeplejerske, der er ansvarlig for behandlingen, og det må kommunen indgå aftaler med de behandlingsansvarlige om.

Når det drejer sig om assistance i akutte situationer, er der mange steder oprettet akutte udrykningshold og akutte rådgivningsmuligheder, både i regions- og kommunalt regi. Her er det igen kommunens opgave at sikre, at medarbejderne ved, hvad der findes af muligheder, de kan henvise til eller selv trække på, understreger Karin Johannesen.

”Hvis sygeplejerskerne så ikke synes, at tilbuddene fungerer i praksis, så må de gøre opmærksom på det. Det er jo også en forpligtelse, vi har over for vores politikere, så de ikke tror, at tilbuddene er i orden, fordi de ikke hører andet.”

Hvis arbejdsvilkårene ikke er i orden, må hjemmesygeplejerskerne tage det op med deres ledere, f.eks. under en MUS-samtale, tilføjer Karin Johannesen.

”Vi har nok en tendens til at være for flinke. Men sygeplejerskerne må også selv stille krav.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Det uformelle gode råd er svært at få

Rigtig mange parter skal arbejde sammen om de psykisk syge borgere i hjemmesygeplejen. Parter, der hver for sig skal stå til regnskab for, hvad de bruger deres ressourcer til. Det gode råd og den uformelle støtte ligger ikke længere i opgavebeskrivelsen.

Læs som PDF - gå til side 22

SY-2011-05-23a
Illustration: Jenz Koudahl

I gamle dage, dvs. for 5-10 år siden, var det almindeligt, at distriktspsykiatriske sygeplejersker med faste mellemrum kom på besøg i hjemmesygeplejen for at give råd og vejledning.

Men det er en form for samarbejde, der paradoksalt nok er gledet ud, samtidig med at hjemmesygeplejersker mere end nogensinde har brug for faglig støtte i arbejdet med de meget dårlige psykisk syge borgere, der i dag skal have en tilværelse uden for hospitalerne.

Der er mange parter i samarbejdet om de hjemmeboende psykisk syge. Hospitalspsykiatri, distriktspsykiatri, egen læge, psykiatrisk skadestue, vagtlæge, kommunal socialpsykiatri i form af hjemmevejledere eller bostøtter, botilbud, væresteder, udrykningsteam og endnu flere. Der findes ekspertise mange steder.

Men tendensen er, at man inden for den enkelte enhed, om den så er kommunal eller ligger i regionen, har skærpet definitionerne på, hvilke opgaver det præcis er, man skal løse. Det er meldingen flere steder fra i landet, f.eks. i Århus-området.

”Før kommunalreformen havde vi en ordning, hvor distriktssygeplejersker kom fast ude i lokalcentrene og havde et samarbejde med hjemmesygeplejerskerne næsten uanset, om vi havde klienter fælles eller ej,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra Region Midtjyllands lokalpsykiatri i Århus.

”Det var netværksdannelse, hvor man sad sammen, og var der generelle problemer eller brug for lidt generel vejledning eller supervision, så varetog vi også det.

I dag er tingene blevet trukket lidt mere op. Vi superviserer, når vi har et samarbejde med hjemmeplejen om en patient. Men hvis vi skal komme ud og vejlede generelt en gang om måneden, så er det en ydelse, vi sælger.”

Tine Hansen er tidligere kommet på lokalcentrene i Randers som distriktssygeplejerske, og hun er ikke i tvivl om, at de psykiatriske sygeplejersker har meget at give både hjemmesygeplejersker og hjælpere.

”Men det er jo også et spørgsmål om budgetter, og hvad vi skal bruge vores tid på, og hvilke ydelser vi registrerer. Det er vi blevet mere skarpe på.”

Psykiatri kræver specialviden

Ledende oversygeplejerske Inge Voldsgaard, Århus Universitetshospital Risskov, forstår godt, at hjemmesygeplejersker efterlyser rådgivning og supervision i, hvordan de skal komme ind til de psykisk syge.

”For det er en anden måde, man skal gå til patienterne på,” siger hun.

”Hvis opgaven er et sår, er der selvfølgelig en sårprocedure, som skal udføres ordentligt og sikkert. Men det kan være, at man skal bruge meget mere tid på at komme ind til forbindingen end i et hjem, hvor en gammel dame har sat sig helt klar i stolen, og manden har lavet kaffe.

Hvis der er en ydelse, der består i at skifte en forbinding, er der også en ydelse, der hedder at komme ind til forbindingen og ind til mennesket.”

Derfor kunne psykiatri godt være en specialistopgave i kommunerne ligesom stomipleje, inkontinens og andre specialområder, påpeger Inge Voldsgaard.

Der er brug for, at hjemmesygeplejen uddanner sine sygeplejersker til opgaven, og i kommunernes socialpsykiatriske tilbud ligger der også en psykiatrisk ekspertise, som hjemmesygeplejen kan trække på. Råd og vejledning er ikke nødvendigvis en regional opgave.

”Der, hvor jeg kan have en bekymring, er de patienter, som ikke vil tage imod vores tilbud,” siger Inge Voldsgaard.

”Vi ved godt, at der er en masse patienter, der ikke vil have kontakt med os, men som vi af faglige grunde må prøve at kontakte, snakke med gennem brevsprækken osv.

I fremtiden kan vi få svært ved at prioritere den opgave, fordi det ikke udløser en ydelse, og vi er blevet mere ydelsesorienterede. Det er jo den tendens i tiden, som modvirker meget af det gode, der sker i psykiatrien, og som vi også kan se i kommunerne.” 

Et stort koordineringsprojekt

Som leder i den regionale del af lokalpsykiatrien, det der andre steder hedder distriktspsykiatri, synes Tine Hansen, at der er meget, der går godt i samarbejdet med kommunerne.

”Hjemmesygeplejen tager godt fra, og både sygeplejersker og sundhedsklinikker gør et stort stykke arbejde for vores klienter,” siger hun. Men den ændrede rollefordeling stiller krav om store samarbejdsevner.

”Som leder må jeg tit sige til mine sygeplejersker, at vi ikke skal gøre det hele. Der er kommet mange andre aktører ind. Det er blevet et stort koordineringsprojekt, og i den sammenhæng er der også risiko for, at ting kan smutte. Og der er mange andre, man kan skubbe bolden over til, hvis man selv synes, man har nok.”

I takt med, at der er nedlagt psykiatriske sengepladser, er der faktisk sket en meget stor udbygning af distriktspsykiatrien, tilføjer Tine Hansen.

”Tingene var efterhånden begyndt at hænge sammen, og vi var ved at finde ud af, hvem de andre aktører er, og hvordan vi kan samarbejde.

Men i de seneste år har vi skullet skære i noget af det, der er bygget op, og det samme sker jo med vores kommunale kolleger. Så nu kan man godt være bange for, at det igen går den anden vej.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Vi kan ikke observere noget på to minutter

Hjemmesygeplejersker bliver bestilt til meget afgrænsede opgaver i hjem med psykisk sygdom og misbrug. Den primære støtte skal gives af andre faggrupper, så hvorfor skal hjemmesygeplejersken overhovedet ind i hjemmet?

SY-2011-05-21a
Illustration: Jenz Koudahl

Hvad er det egentlig for en rolle, vi skal have hos de her patienter? Det har hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer og hendes kolleger i Svendborg Kommune nogle gange diskuteret efter besøg hos psykisk syge borgere og misbrugere.

”Vi kommer ud i et hjem, fordi der er noget fysisk som et sår, eller vi skal give medicin,” fortæller hun.

”Så ligger borgeren og er meget beruset. Eller psykotisk. Eller man ser sig omkring og spørger sig selv, om de får mad?
Mange gange er det jo mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv, og vi synes, at vi må gøre noget. Vi må da hjælpe den person eller den familie. Og det kan vi bare ikke.

Vi har ikke viden nok til at gå ind i deres problematikker, vi er heller ikke de primære personer i de hjem. Som regel er de jo tilknyttet et psykiatrisk tilbud eller behandlingscenter.

Hvis de ikke vil tage deres medicin, må vi melde tilbage. Ellers skal vi egentlig bare give medicinen og gå igen. Det er svært, når man er sygeplejerske.”
 

Kan ikke sige nej

Ja, hvad skal hjemmesygeplejersker hos psykiatriske patienter? De skal slet ikke være der, synes sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum, Århus Kommune. I hvert fald ikke, når det bare drejer sig om at låse den daglige medicin ud af et skab. ”Vi bliver jo ikke brugt som sygeplejersker. Vi langer bare piller over disken,” siger hun.

I Århus Kommune kommer der hjemmesygeplejersker for at give medicin til borgere, der er for syge til selv at gå til kommunens sundhedsklinikker for at få den udleveret. Borgerne er som regel i behandling i distriktspsykiatrien, og meget ofte kommer der også bostøtter i hjemmet, medarbejdere fra den kommunale socialpsykiatri, der skal hjælpe borgerne med selv at klare deres hverdag.

”Men distriktspsykiatrien håndterer ikke medicin, og bostøtterne har en pædagogisk retning i deres arbejde, som gør, at de ikke vil have med medicin at gøre. Så opgaven ender hos hjemmesygeplejen, for vi kan ikke sige nej,” siger Vibeke Brønnum.

”Hjemmesygeplejersken giver medicinen, mens bostøtten står ved siden af. Vi er ude ad døren igen på to minutter, så vi kan ikke observere noget som helst. Det gør bostøtten, som melder tilbage til distriktspsykiatrien, hvis der er ændringer i borgerens tilstand, og så justerer distriktspsykiatrien måske på medicinen, så hjemmesygeplejersken får en ny ordination. Det er en helt vanvittig arbejdsgang.”

Vibeke Brønnum synes, medicinadministrationen burde ligge hos distriktspsykiatrien, der i forvejen står for behandlingen. Men i distriktspsykiatrien, og det gælder både Århus og andre steder i landet, går bestræbelserne på at begrænse den praktiske medicinhåndtering så meget som overhovedet muligt.

”Vi beholder kun dem, som er meget svære at motivere,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra den regionale lokalpsykiatri i Århus.

”Det er jo en prioritering af den ekspertviden, vi har. At hælde piller op på daglig basis behøver man ikke være psykiatrisk sygeplejerske for at varetage.”

Man behøver faktisk slet ikke være sygeplejerske, mener Vibeke Brønnum:

”Vi kan sagtens give bostøtterne et tretimerskursus, så de kan give en pille fra en æske, der er doseret på apoteket. Bostøtternes opgave er at støtte borgerne i at få et liv. Men medicinen er jo også en del af deres liv, så hvor er helheden, hvis man trækker den ud?”

I København er de specialister

Mens hjemmesygeplejen hører til i sundhedsforvaltningen, har bostøtter hjemme i socialforvaltningen sammen med kommunens øvrige socialpsykiatriske tilbud. Og hvis bostøtterne ikke kan give medicin, kunne en anden løsning være, at socialforvaltningen ansatte nogle sygeplejersker til at udføre opgaven hos borgere med psykiske sygdomme, mener Vibeke Brønnum.

Sådan en ordning har faktisk fungeret i Københavns Kommune siden sidst i 90’erne. Her er hjemmehjælp og hjemmesygepleje til borgere under 65 placeret i socialforvaltningen. Det drejer sig i praksis om hjælp til handikappede, psykisk syge og misbrugere.

”Ligesom nogle i ældreplejen er meget dygtige til at omgås demente, mens andre løber skrigende væk, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med dem, så kræver det også nogle særlige færdigheder at omgås vores borgere,” siger områdechef Erik Jensen, Københavns Kommune.

”Man skal have en særlig interesse for dem, og det er lange seje træk, hvor man ikke ser resultater fra den ene dag til den anden. Man skal også have et afklaret forhold til, hvad man går ud i. Vi har mange, der lever på kanten af samfundet.

I København tager socialforvaltningens hjemmepleje sig af mennesker, som de fleste behandlersystemer har opgivet,” tilføjer Erik Jensen. Den sociale hjemmepleje prøver at fastholde dem i behandlingen, støtte dem i at holde deres hjem og komme ud blandt andre. Eller prøve at opsøge dem på gaden, når man ikke har truffet dem hjemme i lang tid.

”Der er ikke rigtig noget, vi synes, vi ikke kan håndtere,” siger Erik Jensen. ”Så vi synes, vores ordning er en god ide. Men København er også en stor kommune, der har 2-2.500 borgere i denne målgruppe. I en lille kommune er der måske 30, og det er ikke grundlag for at oprette en specialenhed.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi

Visitation til sygepleje bremser samarbejdet

Hjemmesygeplejen har brug for en god overlevering fra psykiatrisk hospital, når psykisk syge bliver henvist til medicindosering eller andre ydelser. Det glipper for ofte, ikke mindst hvor visitation til sygepleje har kappet den direkte kontakt.

For ikke så længe siden fik et psykoseafsnit på Århus Universitetshospital Risskov en opringning fra en hjemmesygeplejerske i aftenvagt. Hun var ikke tryg ved at tage ud til den patient, hun skulle besøge: Hvad var der med patienten, og var der noget med en behandlingsdom, og hvordan skulle hun forholde sig?

”Det skal igennem så mange led,” siger psykoseafsnittets afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller.

”Vi havde givet oplysningerne til en visitator, som skulle overlevere dem til hjemmesygeplejersken fra lokalcentret, som så igen skulle give dem videre til aftenholdet. Og så er det, at vi bliver ringet op af en utryg sygeplejerske fra et helt andet område.”

Når hjemmesygeplejersker somme tider oplever, at de ikke er klædt på til at tage ud til en borger med psykisk sygdom, kan forklaringen være den enkle, at de faktisk ikke har fået de oplysninger, de har brug for.

”Vi bliver bestilt til at løse en bestemt opgave. Men vi ved tit ikke ret meget om det, vi skal ud til, uanset om det er somatisk eller psykiatrisk,” siger hjemmesygeplejerske Anita Berg Madsen, Høje-Taastrup Kommune.

”Man får et fingerpeg, når man ser, hvad det er for en medicin, de får. Det er jo ofte den, vi er bestilt til at administrere, når det drejer sig om psykiatriske patienter. Hvis jeg synes, jeg er nødt til at vide mere, så snakker jeg tit med dem om at ringe til deres mor eller datter for at finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedst.”

Når Anita Berg Madsen får en henvisning, står der som regel et telefonnummer, hun kan ringe til.

”Men så er det jo tit sådan, at den sygeplejerske, der kender noget til patienten, har fri, når man ringer. Det er lidt svært med de afstande, og at man ikke kender hinanden.”

Information går tabt undervejs

Sådan har det været, siden Høje-Taastrup Kommune indførte central visitation til sygepleje. Og når hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer fra Svendborg Kommune ikke har de samme problemer, er det måske, fordi hun og hendes kolleger som regel bliver kontaktet direkte af psykiatrisk afdeling.

”Jeg får en henvendelse fra sygehuset,” siger Vibeke Strøjer. ”De har en borger, der kommer hjem i morgen, hun har været indlagt med det og det, nu skal hun udskrives, og hun er ikke i stand til at varetage sin medicinering selv. Vi har en god dialog, hvor jeg også kan spørge til nogle ting. Hvad kan vi komme ud for, og hvis det sker, hvad gør vi så?”

I Høje-Taastrup Kommune er der netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på visitationen, siger ledende sygeplejerske Lene Brangstrup. Arbejdsgangen skal være mere effektiv og samtidig sikre den faglige kvalitet.

”Overleveringen går igennem for mange hænder, og visitationen får ikke altid stillet de rigtige faglige spørgsmål,” siger Lene Brangstrup.

”Visitatorerne er også fagpersoner, men de har ikke samme tilgang som den hjemmesygeplejerske, der skal overtage borgeren. Jeg tror, der vil være en gevinst ved en direkte kontakt, også for borgeren. Det handler jo om sammenhængende patientforløb.”

Det var tilsvarende overvejelser, der førte til, at Århus Kommune for et år siden afskaffede central visitation til hjemmesygepleje, siger sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum.

”Visitationen bremsede det gode samarbejde mellem hospital og hjemmesygepleje,” forklarer hun. ”Mange gange nåede borgeren at blive udskrevet, før der var etableret en dialog, og så blev det noget med: Nå ja, vi skal jo også huske at ringe til hjemmesygeplejersken. Det glippede for ofte.”

Usikkerhed om tavshedspligt

Vibeke Brønnum sidder i et samarbejdsudvalg, hvor region og kommune arbejder med, hvordan kontakten bliver bedre. Den kommer ikke af sig selv. Vaner skal lægges om, og rent praktiske, men vigtige detaljer som opdaterede telefon- og adresselister på samarbejdspartnerne skal være på plads.

Men der er også andre snublesten på vejen til en bedre dialog. Vibeke Brønnum har for nylig måttet gå ind i en sag, hvor hjemmesygeplejen ikke kunne få at vide, hvad en patient med en behandlingsdom var dømt for.

”Det er ikke rimeligt. Vi kan jo risikere at komme ud til borgere, der har slået folk ihjel, og det skaber utryghed,” siger hun.
I det konkrete tilfælde kontaktede Vibeke Brønnum den behandlingsansvarlige overlæge, som gav hende ret: Selvfølgelig kunne hjemmesygeplejen få den oplysning, når de skulle deltage i patientens behandling.

Men reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger er igen et område, hvor en hjemmesygeplejerske kan føle sig på lidt usikker grund. Må man diskutere borgeren med hospitalet uden at spørge først?

Det er dog meget, meget sjældent, at en patient siger nej til, at hospitalspsykiatrien må videregive oplysninger, siger afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller fra Århus Universitetshospital Risskov.

”Det sker en sjælden gang med vores mere skizofrene, paranoide patienter. Men det er klart, så kommer hjemmeplejen slet ikke ind i samarbejdet.

Så jeg vil sige, at det nok er helt almindelige halvdårlige samarbejdsrelationer, det handler om. Det ligger på begge skuldre. Både på hjemmesygeplejen, hvor der måske hersker nogle myter og fordomme om vores patienter, og på os som hospitalsenhed, fordi vi ikke fører samme regime som den medicinske afdeling, der laver en ordentlig sygeplejejournal, når de udskriver en patient til hjemmesygeplejen. Det er, som om vi har glemt det.

Men der er ikke særlige juridiske restriktioner, der forhindrer, at hjemmeplejen kan få de nødvendige informationer. Vi skal have nøjagtig samme niveau i vores samarbejde som ethvert andet sygehus.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Katastofalt at skære i antallet af hjemmebesøg

Langeland er en af de kommuner med flest fattige børn, og fattigdommen rammer børnenes trivsel. Hyppige hjemmebesøg og tæt personlig kontakt til familierne er afgørende, hvis børnene og deres familier skal hjælpes, mener øens sundhedsplejersker.

SY-2011-04-27-1a
”Vi skal jo kun stå på dørtrinnet, så kan vi fornemme, hvordan en familie har det,” siger sundhedsplejerske Inge-Lise Bøilerehauge (tv). Både hun og kollegaen Birgitte Møller Jensen arbejder med fattige familier på Langeland, og de mener, at hjemmebesøg er essentielle for at kende til problemerne og hjælpe familierne. Foto. Søren Skarby

Sundhedsplejens lille røde bil snor sig mellem de berømte hatbakker på Langeland, der blev dannet under den sidste istid.

De to sundhedsplejersker Birgitte Møller Jensen og Inge-Lise Bøilerehauge viser rundt i Inge-Lises distrikt på den sydlige del af øen. Mellem de smukke bakker ligger stråtækte sommerhuse og velholdte gårde side om side med faldefærdige landbrugsejendomme, der som Inge-Lise Bøilerehauge udtrykker det: ”er så fugtige og utætte, at de ikke burde bruges som menneskeboliger.”

Men det bliver de. De billige landhuse tiltrækker ofte børnefamilier med sociale og økonomiske problemer.

Langeland har 13.000 indbyggere og er en af landets mindste kommuner. Med sine store godser og fattige landarbejderboliger har øen altid været præget af store skel mellem rig og fattig. Men i disse år forstærkes problemerne, fordi Langelands mange ufaglærte har svært ved at finde job.

Sidste år viste en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at Langeland ligger nr. 3 på listen over kommuner med flest fattige børn. 8,2 pct. af øens børn vokser op i familier, hvor forældrene kan betegnes som fattige (se boks nedenfor).    

Og problemerne er ikke blevet mindre, efter at Vestas i slutningen af 2010 besluttede at nedlægge sin fabrik på Langeland og fyre 235 medarbejdere.

Der er i alt fire sundhedsplejersker på øen, og de sårbare familier fylder meget i arbejdet. Profilen på de udsatte familier er sammensat: En del er tilflyttere fra f.eks. Lolland-Falster. Andre har altid boet på Langeland og er i en del tilfælde opvokset i familier, der i flere generationer har været på overførselsindkomst. Denne vinter har mange af familierne haft svært ved at få råd til brændsel og ordentligt vintertøj til deres børn.

”Jeg møder da skolebørn, der helt frit fra leveren siger: ”Jeg kan ikke komme på efterskole eller dyrke fritidsinteresser, for det har vi ikke råd til.” Det er ikke noget, de skammer sig over. På småbørnsområdet har vi gjort op, at 53 pct. af hjemmebesøgene er behovsbesøg ud over de fem besøg, vi tilbyder i barnets første leveår. Det vil sige, at familierne virkelig har brug for hjælp. Det kan godt være, at fødselstallet daler, men alligevel stiger efterspørgslen efter vores arbejde,” fortæller sundhedsplejerske Birgitte Møller Jensen, som understreger, at samarbejdet med de familier, der har brug for særlig hjælp, er meget positivt.

Tværfagligt samarbejde

Sundhedsplejen på Langeland har base på det tidligere Rudkøbing Sygehus, der i dag er omdannet til rådhus. I bygningen over for deres kontor bor jordemødrene, og dagplejen har kontor lige ved siden af. I det hele taget er den tætte tværfaglige kontakt til andre faggrupper som jordemødre, socialrådgivere, pædagogisk/psykologisk konsulent og øens særlige børne-/misbrugskonsulent krumtappen i indsatsen over for de dårligst stillede familier:

”Vi har f.eks. en del misbrugsfamilier. I de tilfælde taler vi med vores børnekonsulent på misbrugsområdet, som er uddannet til at tage samtaler med forældre og børn. Som sundhedsplejersker er vores force, at vi kommer i hvert eneste hjem og kan se, hvordan familierne fungerer, og når noget i en familie ikke fungerer, kan vi med det samme få hjælp fra andre fagfolk,” siger Birgitte Møller Jensen.

Hun fremhæver sundhedsplejens tilbud om et besøg hos samtlige gravide som et andet initiativ, der kan bidrage til en tidlig tværfaglig indsats i familierne.

Gæster i familien

Hjemmebesøg og god personlig kontakt er altafgørende i støtten til de sårbare, lyder et af budskaberne fra sundhedsplejen på Langeland.

”I disse år skærer mange kommuner i antallet af hjemmebesøg for at spare penge. Men det er katastrofalt for denne her gruppe. Vi skal jo kun stå på dørtrinnet, så kan vi fornemme, hvordan familien har det. For nylig var jeg f.eks. på besøg hos en familie, hvor jeg kunne mærke, at der var noget galt. Da moderen bød på kaffe, satte faderen sig med ryggen til. Det viste sig, at han var blevet afskediget, og nu var både mor og far arbejdsløse og skulle forsørge to små børn. I mit videre arbejde med familien er det vigtigt at fokusere på, hvordan de klarer problemerne, og hvad de skal prioritere, så børnene ikke lider under situationen,” siger Inge-Lise Bøilerehauge.

Sundhedsplejerskerne oplever, at familiernes økonomiske og sociale problemer i en del tilfælde går ud over relationerne i familien:

”At have en god relation og tilknytning mellem forældre og børn har ikke altid noget med penge at gøre. Men vi ser ofte, at desperationen over økonomien kan påvirke forholdene i familien. Så er det måske, at manden slår konen og glemmer børnene. Vi kan også opleve, at familier taler hårdt og nedladende til deres børn. Eller siger: ”Børnene tager ikke skade af at få én over fingrene.” I de tilfælde er det vigtigt, at vi er med til at påvirke familiedynamikken, og det kan vi kun gøre, hvis vi besøger familierne og har en tæt personlig og vedvarende kontakt til dem,” siger Inge-Lise Bøilerehauge.

Hun fremhæver en yderligere fordel ved hjemmebesøg:

”Det er os, der er gæster, og derved får vi også de historier, som kan være svære at fortælle, hvis man sidder i kommunens sundhedshus. Konsultationer i et kommunalt sundhedshus kan være et rigtigt godt ekstra tilbud for familierne. Men det kan ikke erstatte hjemmebesøget. Den viden og indsigt, vi får ved at besøge familierne i hjemmene, giver et værdifuldt grundlag for vores faglige vejledning i familien," siger Inge-Lise Bøilerehauge:

Fedme er et problem

Livsstil og kost er et andet gennemgående tema i sundhedsplejerskernes arbejde:

”Vi har f.eks. nogle gode samtaler med familierne om, at det ikke behøver være dyrt at leve sundt. De kan sagtens lave god mad med billige råvarer som kylling, kål, kartofler og gulerødder,” siger Birgitte Møller Jensen.

I et forsøg på at hjælpe børn med vægtproblemer startede skolesundhedsplejen et projekt op for overvægtige børn, men måtte desværre droppe det igen, fordi børnene ikke dukkede op.

”Når vi ikke har kunnet få fat i børnene, har vi valgt at gå gennem forældrene. Men vi har ikke opgivet og overvejer nu, hvordan vi skal gå videre med børnene,” siger sundhedsplejerske Vibeke Wittenberg.

Lille kommune med store problemer

Langeland Kommune er med sine 13.000 indbyggere en af landets mindste kommuner. Kommunen har fire sundhedsplejersker ansat, der arbejder tæt sammen bl.a. med jordemødre, en misbrugskonsulent, socialrådgivere m.m. Alle gravide på øen får tilbudt et graviditetsbesøg. 53 pct. af hjemmebesøgene er behovsbesøg ud over de fem besøg til nybagte familier, der tilbydes i barnets første leveår. 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommune
Sundhedspleje
Familie

Sygeplejerskerne var for langt væk

Det havde sin pris, da Roskilde Kommune i 2004 besluttede at samle hjemmesygeplejerskerne i én gruppe. Sparring og samarbejde med det øvrige plejepersonale gik tabt, og de kortest uddannede stod alene med de dårligste borgere uden at få faglig opbakning.

SY-2011-12-27Illustration: Lars Andersen

I årene op mod kommunalreformen hentede mange kommuner deres hjemmesygeplejersker ind fra lokalcentrene for at samle dem i en ren sygeplejerskegruppe med egen ledelse.

I Roskilde Kommune skete det i 2004, og som andre steder var formålet at give sygeplejerskerne bedre mulighed for at sparre med hinanden og udvikle deres fag.

Indtil da havde hjemmesygeplejerskerne siddet i hjemmeplejegrupper, hvor der sjældent var mere end en eller to sygeplejersker til stede. De var glade for deres nye organisering og det faglige miljø, den skabte. Men det faglige løft havde sin pris, konstaterer Roskilde Kommunes ældrechef Laila Hirschsprung, der dengang var områdeleder i kommunen.
”Det kørte fint, opgaverne blev løst, og sygeplejerskerne fik den faglige sparring internt. Men der var ingen sparring eller samarbejde med det øvrige plejepersonale. Vi lod de kortest uddannede passe de dårligste borgere uden faglig opbakning,” siger hun.

”Jeg husker flere gange, hvor andre medarbejdere havde forsøgt at kontakte sygeplejerskerne for at få råd og faglig vejledning. Men det var der stort set aldrig tid til.”

Dengang var det meget, meget lidt, social- og sundhedshjælper Inge Bødker så til sygeplejerskerne. ”Vi kunne ringe, hvis vi havde et problem. Men der gik lang tid imellem. Det var ikke hver uge,” husker hun. Sygeplejerskerne var simpelthen for langt væk, syntes Dorthe Jensen, der dengang var leder af en hjemmeplejegruppe uden sygeplejersker.

”Hjemmesygeplejersker har jo en tovholderfunktion i forhold til de komplekse situationer, og de er garanter for, at den pleje, hjælperne yder, er i orden. De skal sparre og supervisere og vejlede. Det manglede vi meget i den periode.”

Dorthe Jensen er selv sygeplejerske, og hun måtte ofte gå ind og udfylde tomrummet, for hjælperne var tilbageholdende med at ringe til sygeplejerskerne. De kendte dem ikke og ville ikke forstyrre dem, når de havde telefontid.

Tilbage til hjemmeplejen

Så Dorthe Jensen var glad, da hjemmesygeplejerskerne kom tilbage til hjemmeplejegrupperne. Det skete i 2007 i forbindelse med kommunesammenlægningen.

”Men vi valgte at gøre grupperne så store, at de kunne bære flere sygeplejersker, otte i den mindste gruppe, 12-14 i de andre,” siger Laila Hirschsprung.

”Det tilgodeser både sygeplejerskernes faglighed og samarbejdet med de andre medarbejdere. Og sygeplejerskerne blev faktisk overrasket over, hvor mange hjælpere der havde brug for deres sparring.”

En god model, synes hjemmesygeplejerske Margit Madsen. ”Det er godt, at vi har fælles leder med hjælperne. Det giver mere sammenhæng og gør det lettere at arbejde mod fælles mål hos borgeren,” oplever hun. ”Det kollegiale sammenhold var noget, jeg savnede, da vi sad meget få sygeplejersker sammen, men nu er vi hver dag en gruppe på 3-5 sygeplejersker, så vi kan altid få faglig sparring, og vi kan udnytte, at vi hver for sig har forskellige kompetencer.”

Margit Madsen arbejder ligesom Inge Bødker i hjemmeplejegruppen Margrethekær, hvor Dorthe Jensen er områdeleder. Der er otte sygeplejersker og 32 hjælpere fordelt på tre team. I hjælpergruppen indgår også fire assistenter.

Sygeplejersker og hjælpere møder sammen om morgenen, hvor sygeplejerskerne gennemgår meddelelser fra aften og nat med hjælperne, så hjælperne er forberedt på, hvad de vil møde, hvad de eventuelt skal lægge særlig mærke til osv. Midt på dagen spiser man frokost sammen.

Den løbende kontakt betyder, at der bliver videregivet mange flere oplysninger og observationer fra hjælpere til sygeplejersker, pointerer Dorthe Jensen. ”Hjælperne er gode til at kontakte sygeplejerskerne, men sygeplejerskerne er også meget mere opsøgende end før. Jeg hører tit: ”Ring lige, når du er hos fru Hansen, så kommer jeg forbi.” De tager ansvar for deres team, og det giver mig en stor tryghed som leder.”

Har ansvar for kvaliteten

Inge Bødker er glad for, at det er blevet let at få fat i sygeplejerskerne. ”For nylig fandt jeg en borger død, og der gik ikke mere end fem minutter, så stod sygeplejersken der. Jeg kan også ringe og sige: ”Nu synes jeg, det sår ser sådan og sådan ud, kan du ikke lige komme og kigge for en sikkerheds skyld.””

”Jeg tror, vi har fået mere fokus på, at vi har vores sygeplejefaglige ansvar. Det er blevet mere tydeligt,” siger Margit Madsen.
Hun kan selv planlægge tilsynsbesøg på baggrund af de tilbagemeldinger, hun får fra hjælperne.

”Men jeg gør f.eks. også det, at hvis jeg hører hjælperne snakke meget om en bestemt borger, så tænker jeg: ”Det her må jeg lige se på.” Og så laver jeg en opfølgning på pleje og behandling,” siger Margit Madsen.

Det bedste er, at der er kommet meget mere helhed i plejeforløbene, synes Dorthe Jensen: ”Og både sygeplejersker og hjælpere går ud med forebyggende øjne og griber ind, før en situation når at udvikle sig.”

Som et af de mindre hjemmeplejeområder i kommunen har Margrethekær etableret et samarbejde med to andre områder, så sygeplejerskerne ved, hvor de skal hente den ekspertise, der ikke lige er i deres egen gruppe.

Sideløbende bliver der kørt uddannelses- og udviklingsprojekter fra rådhuset, og Laila Hirschsprung har etableret et fagligt udviklingsråd for sygeplejen til at pege på de områder, der skal sættes ind på.

Den eneste svaghed, ældrechefen kan se i modellen, er, at aften- og natsygeplejerskerne stadig kører meget selvstændigt og til en vis grad isoleret fra den faglige udvikling i den øvrige sygeplejerskegruppe. Det er et skel, hun gerne vil fjerne.
”Og så vil jeg gerne have flere sygeplejersker, så vi kan løfte de komplekse opgaver, vi får.  Min vision er, at der ikke er den borger, vi ikke kan passe hjemme,” siger Laila Hirschsprung. 

Arbejdspladsen: Roskilde Kommune

Udfordringen: At organisere hjemmeplejen på en måde, der både fremmer sygeplejerskernes faglighed og kontakten mellem sygeplejersker og hjælpere.

Det gjorde de: Sygeplejersker og hjælpere er samlet lokalt under samme leder, men i så store områder, at der er 8-14 sygeplejersker hvert sted.

Det har de opnået: Et tæt samarbejde mellem sygeplejersker og hjælpere om borgerne.

Det er de stolte af: At der er helhed i forløbene, og at problemer bliver opdaget i tide.

Det slås de stadig med: At give de faste aften- og nattevagter samme adgang til den faglige udvikling.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Hjemmesygepleje