Dilemma: Den gamle dame drikker.

Skal en borger i hjemmeplejen selv have lov at bestemme, hvor meget alkohol hun vil drikke?

SY2013-05-15

Illustration: Pia Olsen

Bodil er blevet 92 år for en måned siden. Hun bor alene i et rummeligt hus med en stor have, hun har en pæn formue og betaler selv for ekstra hjælp i form af gartner/altmuligmand og hjælp til personlig hygiejne. Den kommunale hjemmepleje doserer medicin og holder øje med de hjælpemidler, Bodil har fået bevilget, f.eks. hospitalsseng og rollator.

Altmuligmanden kommer hver aften og anretter Bodils mad, der kommer fra slagteren. Han åbner en flaske rosévin og hælder et enkelt glas op til Bodil. Men Bodil synes efterhånden ikke, at et enkelt glas er nok, og beder mange aftener altmuligmanden om at åbne en flaske mere, så tager hun selv de glas, hun vil have.

Den hjælper, som kommer og sørger for, at Bodil får sin medicin til aftensmaden, er tiltagende bekymret. Hun kan høre, at Bodil snøvler, og hjælperen er bange for konsekvenserne af rosévinen.

Men hvad skal hjælperen gøre? Skal Bodil selv have lov at bestemme, hvor meget rosé hun vil drikke, eller skal hjælperen forsøge at tale med altmuligmanden om det accelererende forbrug?

Svar 1

I det juridiske perspektiv skal Bodil selv have lov til at bestemme, hvor meget vin hun ønsker at indtage, men i det etiske perspektiv er spørgsmålet, om hun er bevidst om omsorgen for sig selv og dermed konsekvenserne af sit valg?

Bodils valg er kompetent, men hvorfor begynder Bodil pludselig at indtage mere vin end tidligere? Keder hun sig, er hun ensom, er livet blevet ligegyldigt og hvorfor?

Mangler hun noget at glæde sig til og se frem til?

Hvis familien ikke bor i rimelig afstand til regelmæssige besøg, kan en mulighed sagtens være introduktion til Skype eller Face-time, og er der ingen familie, var det måske en idé, om altmuligmanden somme tider spiste med?

Det ville give Bodil en social forpligtigelse, men hvad der er en god idé og det rigtige valg, skal Bodil afgøre.

Altmuligmanden og hjælperen skal give Bodil lyst til at tale om, hvad der er ”Det Gode Liv” for hende, og ud over at det bliver spændende at høre, hvad der giver Bodil glæde, vil en samtale herom naturligt kunne bringe sikkerhedens betydning for det gode liv på bane og dermed indirekte alkoholens indvirkning herpå.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus. 

Svar 2

Bodil har tilsyneladende levet et liv, hvor hun har haft magt over det. Hun klarer i en høj alder stadig at bo i et stort hus med begrænset hjælp og har mulighed for at betale sig til de muligheder, hun ønsker. Denne form for uafhængighed, selvstændighed og selvbestemmelse har sandsynligvis stor værdi for hende.

Bodil drikker vin. Og hvad kan det betyde? Sygeplejersker tænker sundhedsfremme og forebyggelse. Tænk, hvis Bodil falder og brækker hoften, når hun er fuld, og de konsekvenser, det kan få. Bør sygeplejersken forhindre det, og for hvis skyld gør hun så det?

Bodil kan nyde sin vin og de sidste år i sit liv, som hun ønsker. Bodil har livserfaring og selvbestemmelse og kan udsætte sig for den nydelse og fare, livet kan give. Både ved at drikke for meget rosévin og selv bestemme.

Sygeplejersken får nok ikke meget ud af at tale med havemanden, men kan i stedet snakke med Bodil om, hvordan hun forestiller sig og ønsker at leve sit liv.

Af Annette Hegelund, afdelingsleder på Ældrecenter Gildhøjhjemmet i Brøndby Kommune, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser/

Dilemmaet er stillet af fagredaktør Jette Bagh. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk. Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Alkohol
Hjemmesygepleje

Studerende i praksis: Forebyggelsen til borgeren med mere end én sygdom

Forløbsprogrammer kan forekomme snævre, mener en sygeplejestuderende efter at have arbejdet med dem i praksis. Programmerne bør omfatte borgere med mere end én lidelse, så reel forebyggelse kan sættes i værk.

SY-2013-05-10aArkivfoto: Simon Klein Knudsen

I modul 6 var jeg i praktik i primær sektor i hjemmeplejen. Modulbeskrivelsen havde specielt fokus på sundhedsfremme og forebyggelse, og modulet blev startet med to intensive teoriuger, som nærmest kun handlede om sundhedsfremme og forebyggelse, og vi blev stoppet med viden.

Jeg var spændt på at se, hvordan den tunge teori blev brugt i praksis, for i de to uger følte jeg, at teorien tog al opmærksomheden fra borgerne. Vi blev bl.a. præsenteret for fire forløbsprogrammer fra Region H, som omhandlede hvert deres kroniske felt.

Jeg kastede mig over forløbsprogrammet for type 2-diabetes, da jeg havde haft fokus på denne kroniske sygdom. Der var jo ingen vej udenom, for læringsudbyttet skulle inddrages.

I hjemmeplejen havde jeg en borger med både diabetes og demens. Vigtigheden i at fremme borgerens livskvalitet gik pludselig op for mig. Forløbsprogrammet var nærmest skræddersyet til forebyggende og sundhedsfremmende sygepleje til type 2-patienten. Men da det var temmelig akut at finde en forebyggende løsning til borgeren, faldt forløbsprogrammet igennem. Desværre, for tanken med forløbsprogram var ellers god.

Programmet beskriver kort, at der hos en ”sårbar patientgruppe” (bl.a. demens) kan benyttes en forløbskoordinator, men at denne ikke er blevet implementeret endnu.

Jeg manglede i denne situation et forløbsprogram specifikt rettet mod borgeren, som både har diabetes og demens for netop at kunne arbejde med forebyggende tiltag. De forebyggende tiltag, som jeg før praktikken havde bandet væk, men nu pludselig manglede.  

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Uddannelse
Forebyggelse
Sygdom
Hjemmesygepleje

Triage sikrer de svækkede borgere

I Allerød Kommune bruger hjemmeplejen triage til at sikre ekstra opmærksomhed om de borgere, der er dårligere, end de plejer. Det gælder om at forebygge indlæggelse.

SY-2013-04-44aTriagemøde. Navneskiltene kan flyttes fra det grønne felt til det gule eller røde, når borgerne er svækket og har brug for en ekstra indsats. Foto: Søren Svendsen

Når hjemmesygeplejerske Ulla Herskind kommer på arbejde efter et par fridage, skal hun hen forbi gruppens opslagstavle som noget af det første. Her hænger triageskemaet, hvor de enkelte borgere i hendes område er placeret i et grønt, gult eller rødt felt. Grønt betyder habituel tilstand, gult markerer, at der er tegn på svækkelse, rød er alvorlige ændringer i almentilstanden.

”På den måde bliver det meget synligt, hvem man skal have særlig fokus på,” siger Ulla Herskind.

Triageredskabet blev udviklet i forbindelse med et projekt om forebyggelse af indlæggelser, og det fungerede så godt, at hjemmeplejen i Allerød beholdt det, da projektperioden udløb.

I Allerød er der både sygeplejersker, assistenter og social- og sundhedshjælpere i de enkelte hjemmeplejegrupper, og man har altid talt sammen om borgerne, fortæller Ulla Herskind. ”Men triagen sikrer, at vi også får fulgt systematisk op.”

Alle bidrager til opfølgning

Hver onsdag er der triagemøde, når medarbejderne er kommet ind til frokost. Denne onsdag lægger Ulla Herskind ud med de to borgere i gult, som hun har besøgt om formiddagen. Først Lizzi Nielsen, der ikke helt klarer det samme derhjemme, som hun plejer. Hendes ben er også meget hævede, og Ulla Herskind vil tale med hendes læge.

Hun skal blive i gult lidt endnu, mener også den hjælper, der har været hos hende i dag.

Det samme skal Karen Henriksen, der har haft sygepleje til et sår, men ellers plejer at klare sig selv. Nu får hun besøg hver morgen, fordi hun for nylig er faldet. Ulla Herskind beder hjælperne om at smøre hendes ben, når de er der, for at holde huden smidig og forebygge sår. Det kan Karen Henriksen ikke selv, når hun har smerter og er svimmel, og Ulla Herskind vil tale med hendes læge om smertedækningen. Hun vil også tale med kommunens terapeuter om at få Karen Henriksen med i et faldforebyggelsesprojekt.

På tilsvarende vis bliver der udvekslet observationer om tre-fire andre borgere i gult og en enkelt i rødt, en ældre herre, der har smerter og kaster op efter et fald. I nogle hjem er der allerede planlagt ekstra hjælp, og det kører. Men der er også en borger, der siger nej til alt, og hvor det er svært at se, hvad der kan gøres.

”Er der andre, der skal i gult?” spørger Ulla Herskind til sidst, og ja, det er der. En dame med et meget svingende blodsukker, som skal følges opmærksomt.

Under triagemødet dokumenterer to af gruppens sygeplejersker i borgernes journaler. Men selv om det er sygeplejerskerne, der følger op med planlægning og udarbejder fokusområder, er det noget, alle bidrager til.

”Vi snakker jo i plenum om, hvad der så skal til, når en borger er kommet i gult, og det kan lige så godt være en hjælper eller assistent, der har en idé,” siger Ulla Herskind. 

Din bedste oplevelse med en borger den sidste uge?

”Det var et afsluttende besøg hos en pårørende, der havde mistet sin mand. Vi var kommet i hjemmet gennem mange måneder. Det var et besøg med grin og gråd, og jeg blev både rørt og ydmyg og taknemmelig over alt det, hun havde lyst til at dele med mig.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor
Prioritering

Studieunit i hjemmeplejen fungerer

Er det muligt at etablere en studieunit i primær sektor? Idéen er ny og nu afprøvet i et frugtbart samarbejde mellem elever, studerende, uddannelsesgruppe, medarbejdere og beboere på plejecentret Kristiansminde i Roskilde Kommune.

Kan man overføre begrebet studieunit til primær sektor? Det spørgsmål stillede man sig i Roskilde Kommune efter at have deltaget i konferencen ”Fremtidens kliniske uddannelse” i 2012.

Kommunens Uddannelsesgruppe er med til at skabe fremtidens kompetente arbejdskraft, og vi ønskede at undersøge, om en studieunit i hjemmeplejen kunne udvikle og optimere læringsmiljøet, hvilket ville være i tråd med den overordnede dagsorden om innovation i Roskilde Kommune.

Det blev startskuddet til projekt studieunit i hjemmeplejen. Vi definerede studieunit som et afgrænset læringsrum, hvor elever og studerende lærer i et tæt samarbejde med hinanden, de tildelte borgere, deres praktikansvarlige og den kliniske vejleder. Projektet er foregået på plejecenteret Kristiansminde i en boenhed med 10 borgere.

Det har været gennemført i to perioder på henholdsvis seks og fem uger med deltagelse af sygeplejestuderende i modul 6 og 12 samt af elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Der har i hvert projekt deltaget i alt fem elever og studerende samt to praktikansvarlige vejledere og en klinisk vejleder. Boenhedens faste personale var i projektperioderne placeret andre steder.

Hovedtanken med at udføre projekt studieunit var at give elever og studerende et miljø med konstant fokus på læring. De fik derfor også et større ansvar for den daglige sygeplejefaglige indsats og skulle i samråd med hinanden og ved hjælp af deres samlede kompetencer selv planlægge, tilrettelægge og udføre plejen til borgerne i boenheden.

Vejlederteamet var til rådighed til støtte og vejledning. Ved morgenrapporten blev dagens opgaver klarlagt og fordelt efter kvalifikationer, kompetencer og kontinuitet. Der blev dagligt holdt et formiddagsmøde, hvor dagen blev talt igennem.

”Hvad havde været godt den dag, kunne vi gøre noget bedre i morgen, osv.” To gange om ugen blev dette møde brugt til at gennemgå en sygeplejefaglig problemstilling, som en deltager var ansvarlig for at vælge.

Den ansvarlige skulle udarbejde et lille oplæg, det kunne f.eks. være om urinvejsinfektion, demens, apopleksi eller lignende, resten af gruppen skulle bidrage med viden om emnet. Dette fungerede som videndeling og ikke som en undervisningsseance.

Deltagerne var på forskellige uddannelser og på forskellige niveauer i deres uddannelsesforløb, hvilket gjorde denne form for vidensdeling meget udbytterig. Specielt disse seancer er vægtet højt hos alle 10 deltagere.

I dette samspil oplevede både elever og vejledere, at praksisfællesskabet blev fagligt udviklet, og der var et stort engagement og motivation for læring hos deltagerne.

Deltagerne har formuleret, at forskellen på den traditionelle praktik og studieunit var, at fokus i studieunitten er på kvalitet i læring, hvor det ellers kan opleves, at kvantiteten af opgaver kan være det væsentlige i traditionelle praktikforløb.

Der har været rum og tid til at søge viden, såvel i arbejdstiden som i fritiden, dette har imødekommet deltagernes ønske om at opnå mere viden og et bredere teoretisk fundament i deres praktiske og kliniske forløb.

Projektet har efterfølgende vundet en innovationspris i Roskilde Kommune som værende nytænkende på området.  

Betina Bjærgager er klinisk vejleder, ansat på Plejecenteret Kristiansminde, hvor Anette Katholm er centerleder. Anne Marie Wulff Hedenborg er uddannelseskoordinator i Roskilde Kommune.

Emneord: 
Uddannelse
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor
Kommune
Kommunal sundhedstjeneste

Nu kan vi sikre, at alle arbejder mod samme mål

I Sønderborg Kommune ligger der standardiserede beskrivelser af fokusområder og handlinger til grund for hjemmesygeplejerskernes arbejde.

SY-2013-01-44a
Hjemmesygeplejerske Lene Brock har været kontaktsygeplejerske for Edith Bengtsson i over to år. Foto: Lene Esthave

Dagen udenfor er grå og tung, men Edith Bengtsson har tændt stearinlys i den varme stue med de dæmpet-grønne vægge og sætter sig sammen med hjemmesygeplejerske Lene Brock.

Der skal doseres medicin til de næste fire uger, men først skal hjemmesygeplejersken høre, hvordan det står til. Edith Bengtsson har KOL i stabil fase og synes, det går godt. Hun tager sine inhalationer hver morgen, men hun har sjældent brug for ekstra i løbet af dagen, fortæller hun. Nu glæder hun sig til at holde jul med sin søn og hans familie på Sjælland. Hun kan sagtens rejse, selv om hun skal have hjælp morgen og aften til at få kompressionsstrømperne af og på. Det er arrangeret med kommunen, hvor sønnen bor.

Lene Brock minder hende om, at inhalationerne virker bedst, hvis hun tager dem hver dag, spørger lidt mere til hverdagen, noterer, at Edith Bengtsson skal rejse den 22., og så går hun i køkkenet for at dosere. I Sønderborg Kommune visiterer hjemmesygeplejerskerne selv, og når de disponerer sygeplejen til den enkelte borger, ligger der beslutningsstøtte i kommunens omsorgssystem. Hjemmesygeplejen har nemlig udbygget systemet med standardiserede problembeskrivelser og handlinger for stort set alle de problemer, borgerne kommer til hjemmesygeplejen med.

Da Edith Bengtsson blev henvist for to år siden, oprettede Lene Brock hende i systemet med fokusområdet KOL. Ud fra de kendetegn på KOL, som systemet listede op, beholdt hun dem, der passede på lige denne borger, og slettede resten. Fra en tilsvarende liste over handlinger beholdt hun fem, bl.a. ”at sikre den rigtige brug af inhalationsmedicin og at vurdere behovet for lægetilsyn”.

Fokusområderne, som andre steder måske ville hedde standardplejeplaner, følger diagnoserne i det danske klassifikationssystem SKS. Det betyder, at kommunen kan sammenligne indlæggelsesstatistikker for kommunens borgere med kommunens egne opgørelser af hjemmeplejens ydelser, når man f.eks. skal arbejde med forebyggelige indlæggelser.

For hjemmesygeplejerskerne er den store fordel i det daglige, at systemet giver en ensartet kvalitet i sygeplejen. ”Det sikrer, at vi arbejder mod de samme mål, så sygeplejen ikke afhænger af, hvilken sygeplejerske der udfører opgaverne,” siger Lene Brock.

”Det er overskueligt og sikrer, at alle har den viden, der skal til, også aften og nat, eller hvis der kommer en vikar. Og så sikrer de overordnede beskrivelser af fokusområderne, at man kan se, om man er ajour med sin viden, eller om der er noget, man lige skal læse op på.”  

Den bedste oplevelse med en borger i den sidste uge? 

”I en aftenvagt kom jeg akut ud til en borger i vores terminalordning. Hun havde haft besøg af det palliative team og var forvirret over de medicinændringer, de havde foretaget. Hun var bange for, at der var taget smertestillende fra hende. Men jeg fik forklaret, hvad det gik ud på, og hun var tryg, da jeg tog af sted igen.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommune
Kommunal sundhedstjeneste

Studerende i praktik: Husk at se borgeren - og ikke kun opvasken

Alle sundhedsprofessionelle, som kommer hjem hos borgerne, skal kunne reagere, hvis borgeren er dårlig. Det nytter ikke at tage opvasken og gå igen, når borgeren ligger på sengekanten med blå fingre og tæer.

SY-2012-13-10aFoto: iStock

Min klinikperiode i hjemmeplejen i modul 6 var én stor ahaoplevelse. Men én oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, var, da jeg skulle på hjemmebesøg hos Alice. Her havde jeg været et par gange forinden og hjulpet med at rense hendes trakeostomi. Det var lidt anstrengende for Alice selv at skulle gøre det, da hun samtidig havde diagnosen KOL.

Som altid, da min vejleder og jeg kom, tog vi fod- og overtøj af, da vi trådte indenfor i det private hjem, hvor væggene var præget af mange års livshistorie, og hvor man let kunne fornemme den hyggelige, hjemlige atmosfære.
Hjemmehjælperen var allerede i fuld gang med rengøringen ude i køkkenet.

Da vi trådte ind i soveværelset, fandt vi Alice halvt siddende, halvt liggende på sengekanten. Allerede ved første øjekast kunne man se Alices blå tæer og hænder. Hun var konfus og kunne hverken svare på, hvor hendes mand var henne, eller hvorfor hendes iltbrille lå slukket på gulvet og dermed ikke havde nogen effekt.

Hendes vejrtrækning lød anstrengt, og hun var let febril. ”Farvel”, lød det fra hjemmehjælperen, som åbenbart var færdig med, hvad der nu end var af gøremål på hendes dagsorden.

Min vejleder og jeg fik tændt for ilten, hvorefter der kom en ambulance og kørte Alice på hospitalet til et tjek på den afdeling, hun var tilknyttet.

At man som professionel i sundhedssektoren kan have en så ureflekteret tilgang til et andet menneske, og at der ikke engang er den mindste undren eller overvejelse omkring borgeren, fatter jeg simpelthen ikke. Hjælperen har vel været inde og hilse på? Spurgt hvor hendes mand var henne?

Selv vil jeg aldrig glemme, hvor vigtigt det er at kunne reflektere, vurdere og have en faglig kritisk tilgang til borgeren og hendes diagnose.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Sygeplejerskeuddannelsen

Studerende i praksis: I klinik i hjemmeplejen med et åbent sind

Midaldrende hjemmesygeplejersker doserer medicin til ældre damer i nydelige hjem. Sådan så den sygeplejestuderende sit kommende kliniske undervisningssted for sig, men hun fik ryddet op i sine fordomme og begyndte at udvikle sig til den sygeplejerske, hun ønsker at være.

SY-2008-08-06aArkivfoto: Søren Svendsen

Før jeg fik set mig om, var sommerferien forbi, og jeg var nu nået til modul 6, hjemmesygeplejen. Efter to intensive uger på skolebænken blev vi sendt ud til vores respektive kliniske undervisningssteder, spændte på, hvad de kommende otte uger ville bringe.

Vi havde på skolen talt meget om vores forventninger til og fordomme omkring hjemmesygeplejen. For mit vedkommende havde jeg et klart billede af, hvordan en hjemmesygeplejerske så ud, og hvad hun lavede.

Hjemmesygeplejersker var midaldrende kvinder, der kørte rundt til søde ældre damer i nydelige hjem og doserede medicin. Færdig slut. Det skulle dog vise sig, at det overhovedet ikke forholdt sig sådan.

Sygeplejerskerne på mit kliniske undervisningssted var alt andet end midaldrende og kedelige. På trods af et ofte stort arbejdspres mødte de hver morgen op friske og altid med en praksishistorie i ærmet, man både kunne lære og smile af. De var utroligt gode til at give tid og rum til at være studerende, de tog altid hensyn til, hvad jeg gerne ville, og samtidig fik de mig til at føle, jeg var en del af gruppen.

Jovist havde vi medicindoseringer til ældre damer i nydelige hjem, men det var kun en lille del af arbejdet. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor alsidigt jobbet som hjemmesygeplejerske er. Jeg mødte alt fra søde små damer, misbrugere, psykisk syge til borgere med store bensår, og jeg kom hver dag hjem med nye oplevelser, tanker der skulle skrives ned, og ting der skulle slås op og undersøges nærmere.

Aldrig er otte uger strøget af sted så hurtigt, og aldrig havde jeg troet, at jeg skulle få så meget med mig fra hjemmesygeplejen, som jeg gjorde. Til alle mine medstuderende vil jeg derfor sige: Mød hjemmesygeplejen med et åbent sind. Det er her, teorien bliver koblet på praksis, og her, man for alvor begynder at udvikle sig til den sygeplejerske, man ønsker at være.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk. Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken. Send din historie til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk..

Emneord: 
Uddannelse
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

København opruster hjemmesygeplejen

I de seneste år har Københavns Kommune ansat 80 ekstra hjemmesygeplejersker. I mange hjem erstatter de social- og sundhedsassistenter, som i stedet skal give hjemmehjælpen et fagligt løft.

SY-2012-08-20-1a
Københavns Kommune har brug for sygeplejersker til at tage sig af nye komplekse opgaver, men også til at gå forrest i et fagligt løft af hele hjemmeplejen. Her hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen, Amager, med sygeplejestuderende Siri Christensen. Foto: Søren Svendsen

Mens mange kommuner lægger sygeplejeopgaver ud til social- og sundhedsassistenter, går Københavns Kommune den modsatte vej.

Der er ansat flere sygeplejersker, og de har fået bedre tid i hverdagen, tid som de f.eks. kan bruge på at opklare tvivl og misforståelser om borgernes medicinering. Hjemmesygeplejen har indført nye ydelser, f.eks. forløbskoordination, og en række opgaver, som sosu-assistenter i sygeplejegrupperne før var med til at løse, må i dag kun udføres af sygeplejersker.

Siden 2007 har kommunens sundheds- og omsorgsforvaltning oprettet 80 nye sygeplejerskestillinger i hjemmesygeplejen og lige så mange på plejehjemmene, selv om der rent faktisk bliver færre ældre i Københavns Kommune.

I samme periode er der skåret i gruppen af social- og sundhedshjælpere, mens der også har været en mindre stigning i antallet af assistenter og terapeuter.

”Vi har været nødt til at sige, at vi må have et andet snit, fordi kompleksiteten i opgaverne er blevet langt større,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

”Vi har brug for flere sygeplejersker til opgaverne, men også til generelt at understøtte kvaliteten i hjemmeplejen. Vi har ansat en sygeplejefaglig leder i hvert lokalområde, som skal sætte rammerne for, hvordan hele sektoren skal flytte sig, og vi har lavet et nyt ydelseskatalog, hvor også sygeplejerskens rolle som forløbskoordinator kommer i spil, så vi ikke kun fokuserer på den enkelte ydelse.” 

SY-2012-08-20-1bbBent Helding er i behandling med blodfortyndende medicin. da hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen har doseret til de næste 14 dage, forhører hun sig om hans næste kontrol, så hun kan holde øje med eventuelle ændringer. Foto: Søren Svendsen

Nye sygeplejeydelser

Sygeplejefaglig leder Evy Ravn, Lokalområde Amager, kan fortælle om en lang række initiativer, der indgår i den faglige oprustning. Undervisning. 

Registrering og analyse af utilsigtede hændelser. Nye vejledninger, delegationsregler m.m.
En stor forbedring i hverdagen er, at tildelingen af hjemmesygepleje er flyttet fra den centrale visitation og lagt i hænderne på lokale sygeplejekoordinatorer, fremhæver hun.

”Det er sygeplejersker, vi har siddende som sygeplejekoordinatorer, og de har bl.a. til opgave at kvalitetssikre udskrivelserne,” siger Evy Ravn. ”Det giver rigtig god mening at få en faglig vurdering, allerede når vi får meldt, at en borger kommer hjem næste dag. Samtidig har vi fået en ny ydelse, der hedder sygeplejefaglig vurdering, og samtlige nye borgere får nu besøg af en hjemmesygeplejerske.”

I kommunens 2012-katalog over sygeplejeydelser er der adskillige nyskabelser. Flere går på medicinhåndteringen, men der er også indført en ydelse, der hedder forløbskoordination til borgere med mange forskellige kontakter til sundhedsvæsenet. ”Den giver tid til at følge op på alle borgerens kontakter og indlæggelser og lave langsigtet planlægning, så den er vi rigtig glade for,” siger Evy Ravn.

Som noget nyt er der også en række opgaver, som kun sygeplejersker må udføre, f.eks. telemedicinsk sårbehandling og dosering af risikomedicin.

Flyttedag for assistenterne

Nye ydelser og bedre tid til sygeplejen er det, som borgerne kommer til at opleve. På personalesiden har oprustningen haft store konsekvenser for sosu-assistenterne, der tidligere arbejdede side om side med sygeplejerskerne.

Inden længe er de alle flyttet over i hjemmeplejens basisgrupper, hvor de får nye opgaver inden for helhedspleje, sundhedsfremme og forebyggelse.

Og hvor ledelsen synes, de har meget brug for assistenterne til at løfte fagligheden.
Assistenterne har været kede af, at de ikke længere kan få lov til at udføre de samme opgaver som før, og nogle har fundet andre job, hvor de stadig kan få lov til at udføre de sygeplejeopgaver, de er vant til, fortæller FOAs tillidsrepræsentant i hjemmeplejen på Amager, Dorte Nørgaard.

”De føler, at de bliver nedgraderet, og de synes, det er gået meget stærkt, selv vi og FOA har gjort, hvad vi kunne, for at de skulle blive taget godt imod,” siger hun.

Men Dorte Nørgaard, der selv er social- og sundhedshjælper, tror faktisk, det vil blive rigtig godt med tiden.
”Assistenterne har jo mange flere kvalifikationer, end de har brugt i sygeplejegrupperne, f.eks. inden for psykisk pleje og omsorg.

Og vi har nogle virkelig dårlige borgere, man som hjælper måske ikke er uddannet til,” siger hun.
”Så jeg er egentlig positiv, og hvis det kan føre til, at der også kommer færre forskellige mennesker i hjemmet, så er det bestemt en fordel for borgerne.”

Bedre fat i problemerne

Hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen har været ked af at sige farvel til kolleger, hun har arbejdet side om side med i sine fem år i Lokalområde Amager.

”Men i forhold til borgerne vil det give et kæmpe kvalitetsløft. Nu har jeg en gammel kollega, som er assistent, siddende i en hjemmehjælpsgruppe. Jeg ved, hvad hun kan, og nu har jeg f.eks. en borger med ALS, som jeg, efter aftale med hende, har bedt om, at hun kommer til at varetage.

Det er en borger med store udsving, som jeg har brug for at have nogle gode øjne på, så vi hurtigt kan reagere. På samme måde vil det være godt at få assistenterne ind i plejen i de terminale forløb.”

Med det nye ydelseskatalog oplever Louise Jørgensen, at hjemmesygeplejerskerne har fået bedre muligheder for at få fat i de forskellige problemstillinger hos borgerne. Som eksempel kan hun fortælle om en borger, hun har været forløbskoordinator for.

”Hun havde mange kontakter til forskellige instanser i sundhedsvæsenet, egen læge, en smerteklinik, en neurologisk afdeling, en øjenlæge. Alle ordinerede noget, og ingen fik rigtig samlet op på, hvad der var af behandling.”

Her fik Louise Jørgensen redt ud, hvad borgeren egentlig havde fået ordineret af de forskellige læger, og fik informeret egen læge, som ikke var orienteret om det hele.

Hun fik vurderet behovet for genoptræning, og sammen med borgeren lavede hun en kalender med overblik over alle aftalerne.

”Vi ser jo tit, at borgerne ikke får passet deres ambulante tider, eller at fysioterapeuten kommer, mens de er ude for at få taget blodprøver. Den tid, man bruger på at koordinere, vinder man i sidste ende, også fordi ingen går forgæves,” tilføjer hun. 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune

Hjemmekemo giver gladere børn

Sygeplejen bliver ekstra god, når kræftsyge børn får behandling i hjemmet frem for på Rigshospitalets børneonkologiske afdeling. Sygeplejersker tager blodprøver og giver kemo hos familierne, der til gengæld får en mere normal hverdag.

SY-2012-05-42-1a
Saltvandsdrop og lugten af sprit giver Julie Kragelund Holm kvalme, men slik og mors parfume hjælper. Foto: Søren Svendsen.

”Jeg skal til Madonna-koncert!” råber Julie Kragelund Holm begejstret og krammer sygeplejerske Birgitte Bjerg Tufvesson, da hun træder ind ad døren i den gule villa i Glostrup.

Sygeplejersken er kommet for at give kemoterapi til den 12-årige pige, der har en hjernetumor.  Besøget er en del af Rigshospitalets ordning BUS, børneonkologisk udgående sygepleje.

”Hvordan har du det?” spørger Birgitte Bjerg Tufvesson, imens hun pakker slange, sprøjter, servietter og sprit ud på sit sterile underlag ved familiens spisebord.

”Godt,” svarer Julie Kragelund Holm friskt og fortæller, at hun har været oppe til kl. 22 næsten hver aften i påskeferien. På vinduesruden bag ved bordet har Birgitte Bjerg Tufvesson sat en selvklæbende krog, hvor droppet til kemo og saltvand hænger.

”Jeg er glad for hjemmekemo, fordi jeg slapper mere af uden alle hospitalstingene. Dropstativer giver mig kvalme,” siger Julie Kragelund Holm. 

Formålet med BUS-ordningen, der har været et etableret tilbud siden januar 2010, er at aflaste kræftsyge børn og deres familier, og besøgene kan både dreje sig om medicinering, blodprøvetagning, oplæring af familien i pleje af centralt venekateter eller omsorgsbesøg ved børn i terminale og komplekse forløb med tilhørende supervision af hjemmeplejen.

Birgitte Bjerg Tufvesson har været tilknyttet ordningen, siden den begyndte som et projekt i 2008, og hun oplever, at familierne er mere rolige og spørger om mere, når hun kommer på hjemmebesøg.

”Roen er med til at gøre min pleje ekstra god, og så giver den muligheder for nye og anderledes observationer af patienten,” siger hun.

Besøgene giver mere tid i familiernes hverdag, fordi de slipper for at køre ind til Rigshospitalet for at få taget en blodprøve. Samtidig fungerer ordningen også som aflastning for børneonkologisk afdeling, hvor der indimellem er pladsmangel.

En orangerød Tivolistang stikker ud af mundvigen på Julie Kragelund Holm.

”Er du klar?” spørger Birgitte Bjerg Tufvesson, inden hun stikker i indgangen til Julie Kragelund Holms indopererede port, der giver kemoen direkte adgang til patientens blodbane. Saltvandsdroppet og spritlugten giver Julie Kragelund Holm kvalme, men slik og lugten af mors parfume hjælper.

”Det er en lettelse at være hjemme, for Julie får det dårligt allerede på køreturen ind til Riget. Vi slipper også for ventetiden inde på afdelingen og kan i stedet slappe af og hygge os herhjemme,” siger Julies mor, Tina Kragelund Holm.

Da kemobehandlingen er slut og næste tid for hjemmebesøg aftalt, får Julie Kragelund Holm et plaster på, og så er hun klar til at komme i skole og se sine venner. 

”Det betaler sig at køre ud til familierne, for hjemmebehandlingen giver børnene mulighed for at bevare et socialt liv, gå i skole og på den måde føle sig mere raske,” siger Birgitte Bjerg Tufvesson.

Hvad er din bedste oplevelse med en patient?

Det bedste er, når børnene føler sig friske og raske og får en så normal hverdag som muligt på trods af, at de har en alvorlig sygdom.

Emneord: 
Kræft
Barn
Hjemmesygepleje
Blodprøve

Nyudskrevne borgere får besøg af hjemmesygeplejersken

Mellem sårpleje, medicindosering og andre vante opgaver har hjemmesygeplejerskerne i Gladsaxe en særlig forebyggende funktion: De besøger ældre borgere samme dag, som de kommer hjem fra sygehuset.

Sy-2011-19-26-1a
Hjemmesygeplejen kommer jævnlig hos Emil Wessel-Tolvig for at passe hans nefrostomikateter. I dag skal der også doseres. Foto: Søren Svendsen

Det kræver lidt overtalelse, før Sonja Laursen tager imod hjemmesygeplejerske Dorthe Melchiorsens tilbud om medicindosering til de første 14 dage efter hjemkomsten.

Sonja Laursen er 77 år og har klaret sig selv, indtil hun for 14 dage siden faldt og lå på gulvet i sin lejlighed i tre-fire døgn, som hun ikke husker ret meget fra. Nu er hun på benene igen.

Hun har ikke brækket noget, men hun har stadig ondt, og Dorthe Melchiorsen nævner, at hun vil få større bevægelsesfrihed, hvis hun tager de Panodil, der står på medicinlisten fra Herlev Hospital.

”Så det er en god idé, du tager dem fast i starten. Om et par uger kan du altid trappe ud af dem igen.”

Sonja Laursen har aldrig brudt sig om at tage en masse piller, men Dorthe Melchiorsens argumenter afgør sagen. Sonja Laursen vil nemlig gerne selv købe ind og lave mad, som hun plejer.

Hun er lige kommet ind ad døren sammen med ergoterapeut Sanne Andersen fra Herlev Hospitals Følge-hjem Team. Som det første har hun lavet kaffe til sine gæster, mens ergoterapeuten har kigget sig omkring i køkken og badeværelse. Nu sidder de og snakker om madlavning, vaskekælder, indkøb, eventuelle hjælpemidler osv.

Når borgere i Gladsaxe kommer hjem fra hospitalet, har afdelingen allerede været i kontakt med kommunens visitation, og der er tildelt hjælp efter de behov, der umiddelbart er synlige.

Men det kan være svært for hospitalet at vurdere, hvad borgerne kan hjemme hos sig selv, og kommunen kender ikke altid hjemmet i forvejen. I værste fald ender det med en genindlæggelse, fordi hjælpen ikke har været den rigtige. Det er baggrunden for, at Gladsaxe Kommune for to år siden begyndte at aflægge udskrivningsbesøg hos ældre medicinske patienter. Det er visitator, der vurderer, hvornår der er behov for et udskrivningsbesøg.

Sonja Laursen er kommet hjem så tidligt, at Dorthe Melchiorsen kan nå besøget i sin dagvagt. Ellers er det ofte aftensygeplejerskerne, der udfører udskrivningsbesøg, for erfaringen har vist, at det helst skal aflægges samme dag, som borgeren er kommet hjem.

”Når folk bliver genindlagt et par dage efter udskrivelsen, skyldes det jo ofte helt basale ting, væske, ernæring, medicin,” siger Dorthe Melchiorsen.

”Det er det helt grundlæggende, og det er steder, hvor vi kan gøre noget.”

Udskrivningsbesøgene er en del af en samlet kommunal indsats, der har reduceret antallet af genindlæggelser. På hospitalet er der i samme periode oprettet en Følge-hjem ordning, og Dorthe Melchiorsen er meget tilfreds med, at hun kunne nå ud til Sonja Laursen, mens Sanne Andersen fra Følge-hjem Teamet stadig var der.

At mødes hos borgeren er noget, som Følge-hjem Teamet og hjemmesygeplejen arbejder på at gøre til en fast del af samarbejdet.

”På den måde kan vi sikre en bedre overlevering af viden,” siger Dorthe Melchiorsen. 

Hvad er din bedste oplevelse med en borger i den sidste uges tid?

"At jeg nu er klar til at afslutte Ellen Nielsen, som jeg er kommet hos siden juni for at behandle sår og staseeksem efter en roseninfektion. Det er altid skønt at nå målene.”

Emneord: 
Forebyggelse
Hjemmesygepleje
Ældre