Hver femte gamle patient indlægges igen

Mange ældre patienter flyttes hver uge frem og tilbage mellem hjemmet og hospitalet. Genindlæggelser af ældre patienter har været et velkendt problem i mange år, men alligevel er det ikke lykkedes at nedbringe antallet af ældre, der ryger på hospitalet igen kort efter udskrivelsen. En ny økonomiaftale lægger fra årsskiftet mere pres på kommunerne for at forebygge de unødvendige indlæggelser.

Sy-2011-19-16-1a
Foto: Søren Holm 

Når hr. Hansen på 86 år kommer på hospitalet for at blive behandlet for et hoftebrud, er der stor risiko for, at det ikke bliver et enkelt besøg. Ofte må han kort efter udskrivelsen tilbage til sygehuset pga. komplikationer som lungebetændelse eller forstoppelse som et resultat af, at han er sengeliggende, eller fordi der er stødt andre lidelser til, f.eks. infektion i såret.

Hr. Hansen er et tænkt eksempel på en patienttype, som fylder meget i sundhedsvæsenet i dag: Ældre patienter, der ryger ind og ud af hospitalerne. Genindlæggelser forbindes med uhensigtsmæssige forløb og kvalitetsproblemer på både sygehus og i hjemmeplejen.

En ny økonomiaftale for 2012 lægger mere ansvar over til kommunerne i forebyggelsesarbejdet, da de skal betale mere, hver gang en patient indlægges på sygehuset. Men kommunerne har svært ved at forebygge, fordi de ved meget lidt om baggrunden for genindlæggelserne.

Danmarks Statistik har de sidste fire år offentliggjort frekvensen af genindlæggelser for alle kommuner og regioner. Opgørelsen er lavet over de diagnoser, som Sundhedsstyrelsen har vurderet er de 11 mest relevante at opgøre for ældre patienter over 67 år såsom gigt, KOL, brud, forstoppelse, væskemangel og lungebetændelse.

Trods fokus på området er det ikke lykkedes at nedbringe frekvensen af ældre, der bliver genindlagt. Den ligger stabilt på omkring en femtedel for fjerde år i træk.

Flere lokale sundhedsopgaver

Problemet er komplekst og handler overordnet set om samarbejdet mellem sygehusene og kommunerne og om en befolkning, der bliver stadigt ældre. Ansvaret for forebyggelsen af genindlæggelser er de senere år blevet skubbet fra regionerne over i kommunerne.

Da kommunalreformen blev gennemført i 2007, overtog kommunerne nemlig flere sundhedsopgaver fra de daværende amter inden for forebyggelse, pleje og genoptræning. De nye opgaver har medført større pres på sundhedspersonalet i primærsektoren, for samtidig med de flere opgaver skal kommunerne tage sig af patienter, der bliver udskrevet hurtigere fra hospitalerne end før i tiden.

Sidstnævnte tendens fremhæves af Tina Jørgensen, som er chefkonsulent i Kontoret for Social- og Sundhedspolitik i Kommunernes Landsforening (KL). Hun mener, at det kan være én af årsagerne til, at flere ældre må på hospitalet igen kort tid efter udskrivelsen.

Tina Jørgensen følger i sit arbejde kommunernes sundhedsindsatser tæt, og hun peger desuden på mere specialiserede hospitalsforløb og generelt flere ældre borgere som årsager til de mange genindlæggelser. Faktorer, som kommunerne har svært ved at gøre noget ved.

Endnu et nyt tiltag i kommunalreformen var, at kommunerne skulle være med til at finansiere sundhedsområdet ved at betale et grundbeløb til sygehusene samt et beløb, hver gang en af kommunens borgere blev indlagt på sygehuset. Den medfinansiering blev taget op igen ved forårets økonomiforhandlinger.

Her tog den tidligere regering initiativ til, at finansieringsordningen blev lavet om fra 2012, så kommunerne fremover skal af med et beløb, der er to til tre gange så stort, hver gang en borger indlægges.

Til gengæld frafalder grundbeløbet. I praksis bliver det en udgift på omkring 13.000 kr. efter nytår mod ca. 6.000 kr. pr. borger i øjeblikket.

Økonomi er ikke eneste løsning

Bolden i forebyggelsesindsatsen ligger altså i høj grad på kommunernes banehalvdel. Men problemstillingen er mere kompleks end noget, der alene kan løses med økonomisk pres. Det mener professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen:

”Kommunerne kan godt opruste på hjemmesygeplejen og oprette flere aflastnings- og akutstuer. Men det er jo de praktiserende læger, der afgør, om en patient skal indlægges,” siger han og påpeger dermed vigtigheden af kommunernes samarbejde med de praktiserende læger.

For en effektiv forebyggelsesindsats mener Kjeld Møller Pedersen desuden, at det er nødvendigt at højne kompetencerne blandt sundhedspersonalet i kommunerne. Når de ting fungerer, så kan økonomiske incitamenter formentlig gøre indsatsen mere effektiv, mener han.

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er enig i, at et kompetenceløft blandt sundhedspersonalet kan være en god måde at forebygge genindlæggelser på. Det kan f.eks. være koordinerende og opfølgende funktioner eller sygeplejersker, som følger og udfører kontroller med de kroniske patienter og dermed opdager forværrede tilstande i tide.

For at sætte gang i investeringerne mener hun, at det kan være nødvendigt med økonomiske incitamenter til kommunerne:

”Det skal kunne betale sig for dem at investere i f.eks. kompetenceløft. Det vil gøre, at de kan spare mange penge på den lange bane,” siger hun.

Også KL peger på, at mere uddannet personale til hjemmeplejen og dermed et generelt kompetenceløft kan være med til at nedbringe antallet af genindlæggelser. I et ældrepolitisk udspil fra 2010 fremgår det, at KL ønsker at se flere social- og sundhedsassistenter og flere sygeplejersker i hjemmeplejen de kommende år.

Paradoksalt nok er antallet af sygeplejersker i kommunerne faldet det seneste årti trods flere sundhedsopgaver. Beregninger fra Dansk Sygeplejeråds analyseafdeling viser, at der var 3 pct. færre basissygeplejersker i primærsektoren i 2010 end i 2000.

I øjeblikket ligger det samlede antal af sygeplejersker i den kommunale ældrepleje på 11 pct. 3 pct. er terapeuter, mens social- og sundhedshjælpere og -assistenter udgør 86 pct. af arbejdsstyrken.

Viden kommer før handling

Et kompetenceløft kan være en generel ting, som kommunerne investerer i over en længere periode. Men også konkrete projekter og nye måder at organisere sig på opstår i kommunerne i disse år for at komme problemerne til livs. I nogle af de kommuner, som har flest problemer med mange genindlæggelser, er man i gang med at undersøge, hvad der forårsager problemerne, og hvad kommunerne kan gøre ved dem.

Halsnæs Kommune er blandt de kommuner, som på flere diagnoseområder ligger over landsgennemsnittet ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik i 2010. De relativt mange genindlæggelser kan hænge sammen med befolkningens helbredsmæssige sammensætning, for svage borgere bliver oftere genindlagt. Det mener sundhedschef i Halsnæs Kommune, Birgit Gundorph-Malling:

”Kommunens sundhedsprofil er ikke i top, og at folk generelt er mere syge, kan være en del af forklaringen på antallet af genindlæggelser,” siger hun.

I samme sætning tilføjer hun dog, at der i kommunen er stort fokus på problemet:

”Vi er selv ved at lave en analyse af genindlæggelserne for at finde ud af, hvad problemet er, så vi kan handle på det. Det er planen, at vi i fremtiden opretter en ekstra sygeplejeklinik, skaber et endnu tættere samarbejde mellem hjemmesygeplejen og almen praksis og sætter et projekt med telemedicin, der hedder ”Online Omsorg”, i drift.”

Forsøg med triagering

I Hillerød Kommune, som også ligger et stykke over landsgennemsnittet i forhold til genindlæggelser inden for mange diagnoser, er borgerne hverken lavere uddannede eller mere usunde end andre steder. Det oplyser sektionsleder for Fællessektionen for Ældre og Sundhed i kommunen, Michael Metzsch. Derfor er han også overrasket over, at Hillerød Kommune har forholdsvis mange genindlæggelser for nogle grupper af patienter.

"Årsagerne skal undersøges nærmere, og vi vil afklare, hvor kommunen kan gøre det bedre, også i forhold til samarbejdet med andre aktører,” siger han.

Han mener dog, at det kan skyldes kortere indlæggelsestid på sygehuset, at flere diagnosegrupper har en høj genindlæggelsesfrekvens i Hillerød:

”Noget af forklaringen kan muligvis findes i, hvor hurtigt patienterne bliver udskrevet fra hospitalet, og hvordan de bliver modtaget, når de kommer hjem. Men generelt mangler vi i kommunen viden om genindlæggelserne, og vi er i første omgang i gang med at undersøge, hvilke diagnoser det især er værd at fokusere på,” siger han.

Kommunen deltager i et projekt for at forebygge de unødvendige genindlæggelser i samarbejde med en række nabokommuner og Hillerød Hospital. Et af tiltagene er et forsøg med triagering af de ældre borgere udført af hjemmeplejen og et plejecenter i kommunen. Det giver hjemmesygeplejerskerne mulighed for at reagere, når en borgers tilstand forværres.

Samarbejdet er i gang

Det er ikke kun i de kommuner, som har relativt mange genindlæggelser, man arbejder målrettet for at forebygge genindlæggelser. Over hele landet har kommuner, hospitaler og praktiserende læger taget fat på tværfaglige projekter, der skal komme genindlæggelserne til livs.

Nogle steder får de svage borgere besøg i hjemmet af en læge og en sygeplejerske efter udskrivelsen, andre steder har man lukket kommunale visitatorer og koordinatorer ind på hospitalerne, og igen andre steder lader man hospitalets personale følge med hjem.

Chefkonsulent Tina Jørgensen har gennem sit arbejde i KL et godt overblik over kommunernes initiativer, og meget er allerede i gang. Men hun savner den gyldne løsning:

”Uanset om vi snakker om følge op-, følge hjem- eller følge ud-ordninger, så virker det rigtig godt. Meget tyder på, at vi har brug for denne form for systematik. Men vi ved ikke, hvad der reelt gør forskellen. Det kan jo være, at kommunerne udfører initiativerne på de 40 pct. af patienterne, som alligevel aldrig var blevet genindlagt, og ikke fanger dem, der bliver genindlagt,” siger hun.

Det går for langsomt

Denne pessimisme afspejler sig i de sidste fire års opgørelser over genindlæggelser, der samlet set ikke viser fremgang på feltet.

”Tingene går langsomt, for det er nogle store organisatoriske omvæltninger, der er ved at blive gennemført, og det tager tid, før vi ser resultater. Men der er mange gode initiativer i gang rundt omkring, og de gode erfaringer skal nok sprede sig,” lyder det fra Tina Jørgensen.

KL er i forbindelse med dette års økonomiaftale indgået i en arbejdsgruppe sammen med Danske Regioner, Sundhedsministeriet og Finansministeriet. Den skal udpege potentialer, som kan give en mere effektiv forebyggelsesindsats i forhold til at få antallet af indlæggelser og genindlæggelser bragt ned. Formand for KL’s social- og sundhedsudvalg Anny Winther håber, at udredningen kan give flere midler til forebyggelsen i kommunerne:

”Jeg håber, at vi får hentet tal frem, som kan udgøre en valid baggrund for, at vi får tilført økonomiske midler. Når sygehusene sætter produktionen i vejret med kortere indlæggelser og mere ambulant behandling, så nytter det ikke noget, hvis vi ude i kommunerne ikke kan følge med og f.eks. sørge for genoptræning til patienterne.”

Udredningen er pga. regeringsskiftet lagt i bero, men arbejdet bliver genoptaget, så snart det er muligt, lyder det fra Sundhedsministeriet, som har formandskab for arbejdsgruppen.  

Vi mangler data

Genindlæggelser, som kunne være forebygget, er en voksende byrde for både patient, organisation og sundhedsvæsenets økonomi. Men mange faktorer spiller ind, og man ved ikke tilstrækkeligt til at kunne forebygge problemet. Det fortæller Tina Jørgensen, som er chefkonsulent i Kontoret for Social- og Sundhedspolitik i Kommunernes Landsforening (KL).

Selv om opgørelserne over antallet af genindlæggelser i det store hele afslører en kedelig tendens, så giver de ikke i sig selv kommunerne mulighed for at handle ud fra dem, for man kan kun se samlede opgørelser over diagnoser, men ikke specifikke oplysninger om patienternes tidligere behandling i sundhedsvæsenet. Det er ellers oplysninger, som er nødvendige, hvis kommunerne skal forebygge mere målrettet, forklarer Tina Jørgensen:

”Det er problematisk, at kommunerne ikke har adgang til CPR-data. De ved godt, om de har mange genindlæggelser, men de kan f.eks. ikke se, om de allerede kender borgerne i hjemmeplejen, så de kan følge op på dem og arbejde målrettet med det,” uddyber hun.

Sundhedsloven blev for nylig revideret, og i den forbindelse åbnede man op for, at kommunerne som noget nyt kan få oplysninger om patienternes modtagelse af sundhedsydelser fra de offentlige registre. Det fremgår af lovforslaget, at hensigten netop var at give både regioner og kommuner mulighed for at planlægge deres indsatser på sundhedsområdet. Reelt har kommunerne dog stadig ikke adgang til oplysningerne og dermed bedre viden om patienterne, som bliver genindlagt, da det ikke på det tekniske plan er sat i værk endnu.

Hver femte genindlægges

I 2010 blev 19 pct. af patienter over 67 år indlagt igen inden for 30 dage, efter de blev udskrevet fra sygehuset. Niveauet har ligget stabilt siden 2007, hvor Danmarks Statistik startede med at offentliggøre tallene. Opgørelsen er lavet på diagnoserne slagtilfælde, væskemangel, forstoppelse, lungebetændelse, blærebetændelse, KOL , hjertesvigt, tarminfektion, knoglebrud, blodmangel og gigt. Samme patient kan godt være talt med flere gange. Patienter med andre diagnoser som f.eks. kræft er ikke talt med, fordi det for den diagnosegruppe er almindeligt med mange indlæggelser.

Kilde: Danmarks Statistik og Sundhedsstyrelsen.

Hvornår er der tale om en genindlæggelse?

En genindlæggelse er en akut indlæggelse inden for 30 dage efter udskrivelsen fra en tidligere indlæggelse. Det gælder også, selv om der ikke er tale om samme diagnose som ved første indlæggelse, og selv om indlæggelsen finder sted på et andet sygehus.

Kilde: Danmarks Statistik.

Sådan ser det ud i din kommune

Se tallene for genindlæggelser af patienter over 67 år inden for de 11 diagnosegrupper for din kommune på www.statistikbanken.dk/AED20

Derfor stiger presset på sundhedsvæsenet

Den danske befolkning bliver ældre og ældre, og antallet af nye patienter stiger hurtigere end befolkningsudviklingen. Mens der i 2009 var 0,8 mio. danskere over 64 år, vil det tal i 2040 være 1,4 mio. Især andelen af de ældste borgere over 80 år vil stige. Derfor vil der løbende blive flere og flere behandlingskrævende borgere, fordi ældre som regel har behov for flere og dyrere behandlinger på sygehuset.

Kilde: Danske Regioner 2010

Emneord: 
Ældre
Patient
Sygehus
Hjemmesygepleje
Økonomi

Øsygeplejerskerne forsvinder

Kigger man godt efter på Danmarkskortet, ser man ud for kysterne små grønne dryp i alt det blå. Småøerne er kendetegnet af lave befolkningstal og stærke sammenhold.

SY-2011-14-30-1a
Foto: Søren Skarup

Engang var øerne selvstændige samfund med både skoler og sundhedstilbud, men nu trues de af afvikling og affolkning. Fastboende sygeplejersker er efterhånden et sjældent syn, og det bekymrer øboerne. Sygeplejersken har set nærmere på vilkårene for øsygeplejersker.

Lyø-boerne deler den gamle færge fra Faaborg med naboøen Avernakø, der ligesom Faaborg ligger en halv times sejlads derfra. Lyø har stadig en fastboende sygeplejerske, mens Avernakøboerne er afhængige af sygeplejersker fra fastlandet. 

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Hjemmesygepleje

Hjemmebehandling med kemoterapi - en beskrivelse af et projekt

Et projekt på Vejle Sygehus viser, at patienter med knoglemarvskræft godt kan behandles med kemoterapi i hjemmet. Patientgruppener dog meget sårbar, og der sker hyppige aflysninger af behandlingen. Erfaringen er desuden, at man bør lade et enkelt afsnit stå for den udkørende funktion for at mindske koordineringsarbejdet.

SY-2011-05-65a
Foto: iStock

I projektet undersøges muligheden for at flytte behandling med kemoterapi fra sygehuset til patienternes hjem. Idéen er udsprunget af et ønske om, at behandlingen vil influere mindst muligt på patientens hverdagsliv. Samtidig går udviklingen inden for sygehusvæsenet i retning af, at patienterne skal hospitaliseres så lidt som muligt, hvorfor hjemmebehandling bør overvejes som alternativ til behandling på sygehus. Forsøgsperioden med behandling i patientens eget hjem er foregået over 10 måneder, hvor patienterne delvist blev behandlet i eget hjem.

Baggrund

Knoglemarvskræft, også kaldet myelomatose, er en uhelbredelig kræftsygdom i knoglemarven. Den gennemsnitlige levetid er på 2-3 år. Det er til tider muligt at bringe sygdommen i remission med kemoterapi, men før eller siden vil sygdommen igen progrediere (1) (se boks 1 her på siden). Den sygdomsorienterede del af disse patienters liv fylder således meget, og det er derfor vigtigt at overveje, om der eventuelt er andre måder at organisere pleje og behandling på.

Patienter med knoglemarvskræft er en gruppe patienter, som det er oplagt at behandle i hjemmet. For det første pga. de store anstrengelser, der er forbundet med de mange og hyppige ambulante besøg. For det andet fordi patienterne ofte har smerter og nedsat livskvalitet (2).

I relation til hjemmebehandlingen er der flere udenlandske studier, hvor der rapporteres effekter på omkostningerne, antallet af ambulante besøg, antallet af indlæggelser og indlæggelseslængde (3-8). Litteraturgennemgangen viser, at der er udført få studier på området, og at der ikke har været fokus på det organisatoriske aspekt ved behandling i hjemmet. Derfor er det aktuelt at undersøge, hvordan hjemmebehandling kan organiseres.

Formål

Projektets formål er at afprøve en konkret forsøgsordning med hjemmebehandling med kemoterapi til patienter med knoglemarvskræft og samtidig undersøge, om ordningen kan være med til at reducere antallet af ambulante besøg. Det forventes, at projektet kan bidrage med ny viden og erfaring om, hvordan hjemmebehandling hos voksne patienter med knoglemarvskræft kan foregå i klinisk praksis.

Artiklens indhold

I det følgende beskrives organiseringen af hjemmebehandlingen, herunder:

  • behandlingsforløbet
  • hvilke sygeplejersker der kan varetage hjemmebehandlingen
  • hvilke patienter der kan tilbydes hjemmebehandlingen
  • evalueringen af projektet.
Boks 1. Fakta om myelomatose

Knoglemarvskræft, også kaldet myelomatose, er en uhelbredelig kræftsygdom i knoglemarven, der opstår i en særlig type hvide blodceller kaldet plasmaceller. Hvert år rammes ca. 300 mennesker i Danmark af sygdommen. Sygdommen er usædvanlig før 40-års-alderen, og de fleste patienter er over 60 år, når de får stillet diagnosen. Den gennemsnitlige levetid er på 2-3 år. Hos de fleste patienter medfører sygdommen varierende grader af blodmangel, nedsat immunforsvar, nedsat nyrefunktion og osteolytiske knoglelæsioner. Knoglelæsionerne medfører ofte en betydelig øget morbiditet hos patienterne og kan medføre invaliderende lammelser. Knoglemarvskræft og behandlingen heraf kan derfor forløbe meget forskelligt fra patient til patient. Det er til tider muligt at bringe sygdommen i remission med kemoterapi, men før eller siden vil sygdommen igen progrediere (1,2).

Boks 2. Inklusionskriterier

Inklusionskriterier for sygeplejersker, som foretager hjemmebehandling

  • Sygeplejersker med minimum fem års erfaring fra det hæmatologiske speciale
  • Sygeplejersker, som befinder sig på kompetenceniveau 2 eller 3 jf. den nationale model for kompetenceudvikling for kræftsygeplejersker (9).
  • Sygeplejersker, som har gennemført og bestået cytostatikakursus
  • Sygeplejersker, som er sikre i anlæggelsen af venflon
  • Sygeplejersker, som har bil.


Organisering af hjemmebehandling

Det er et team af læger og sygeplejersker, som skal koordinere og varetage behandlingen med kemoterapi til patienterne i eget hjem. Det er af afgørende betydning, at hjemmebehandlingen kan være et sikkert alternativ til behandlingen på sygehus, og at kvaliteten dermed ikke forringes.

Det indebærer, at der bliver lagt en individuel behandlingsplan for patienterne, som kontinuerligt bliver evalueret. For yderligere at sikre kvaliteten af behandlingen i hjemmet er der udarbejdet en såkaldt bivirkningsrapport, der har til formål at identificere eventuelle bivirkninger af behandlingen. I planlægningen indgik endvidere aftaler om akutberedskab, blodprøvetagning, sikker transport af medicin, hygiejne og håndtering af affald.

Fire sygeplejersker er oplært i at varetage hjemmebehandlingen. To fra hæmatologisk ambulatorium og to fra hæmatologisk sengeafsnit (se boks 2 side 64). Der afholdes i den forbindelse undervisning af én dags varighed, hvor de forskellige procedurer gennemgås og diskuteres.

Tilbuddet om hjemmebehandling er givet til patienter med knoglemarvskræft, der skal have behandling med kemoterapi, Bortezomib, evt. i kombination med anden behandling. Det forventes, at 5-10 patienter inkluderes i projektet. En læge og en sygeplejerske vurderer, om patientens tilstand tillader hjemmebehandling. Hvis det er tilfældet, bliver patienten herefter tilbudt hjemmebehandling.

Inklusionskriterier for patienter

  • Patienter med knoglemarvskræft, der skal have behandling med Bortezomib, evt. i kombination med anden behandling
  • Patienter, der ønsker hjemmebehandling
  • Patienter, der har et blodpladetal på over 50 på inklusionstidspunktet
  • Patienter, der forstår og taler dansk.

Eksklusionskriterier

  • Patienter med dårlig venestatus.

Ved inklusion af en patient udarbejdes en arbejdsplan indeholdende dato og navn på den sygeplejerske, der skal have funktionen den pågældende dag. Det tilstræbes i den forbindelse, at det er den samme sygeplejerske, der kører ud en uge i træk for derved at skabe kontinuitet i behandlingerne for både patienter og sygeplejersker.

Det er afdelingssygeplejerskerne på henholdsvis sengeafdelingen og ambulatoriet, der står for arbejdsplanlægningen og koordineringen af de udkørende sygeplejersker. Den behandling, som patienterne tilbydes i projektet, foregår dels på sygehus og dels i eget hjem. Patienterne skal have hele den første behandlingsserie på sygehuset med henblik på at sikre, at de kan tåle behandlingen. Desuden skal patienterne have den første behandling i hver behandlingsserie på sygehuset, mens de resterende tre behandlinger gives i hjemmet (se boks 3 herover).

Evaluering af hjemmebehandlingen

For at evaluere hjemmebehandlingen har det været relevant at anvende kvalitative og kvantitative metoder til dataindsamling i form af evalueringsmøder og en kvantitativ effektundersøgelse baseret på en deskriptiv opgørelse over antal hjemmebehandlinger kontra behandlinger på sygehus.

Baggrunden for at afholde evalueringsmøder er, at det er muligt at få et indblik i sygeplejerskernes, lægernes og ledelsens arbejde og erfaringer med hjemmebehandlingen og samtidig have muligheden for at ændre organiseringen heraf. Dette for at sikre, at hjemmebehandlingen er et sikkert alternativ til behandlingen på sygehus, og at kvaliteten dermed ikke forringes.

For at undersøge, hvorvidt hjemmebehandlingen kan være med til at reducere antallet af ambulante besøg, foretages et dokumentstudie, hvor forskellige data vedrørende behandlingsforløbet indsamles. Data for de inkluderede patienter er indsamlet via en retrospektiv registrering ud fra oplysningsskemaer udfyldt af sygeplejerskerne og patientjournal i mappe og EPJ.

Følgende parametre er beskrevet og sammenlignet:

  • Antallet af inkluderede patienter
  • Antallet af planlagte behandlinger
  • Antallet af givne behandlinger
  • Antal af givne hjemmebehandlinger.

Sy-2013-02-hele-bladet%20(37)

Sy-2013-02-hele-bladet%20(38)
 

Resultater

I det følgende afsnit beskrives og diskuteres resultaterne fra projektet.

Ordningens placering på afsnittene

Den optimale placering ser ud til i høj grad at være funktionsbestemt, hvilket synes at være baggrunden for ledelsesbeslutningerne om ordningernes organisatoriske placering. Det er i den forbindelse vigtigt at få afdækket både fordele og ulemper i forhold til placeringen. Det, at ordningen har været placeret på to afsnit, har været med til at besværliggøre planlægningsarbejdet, idet afdelingssygeplejerskerne har skullet koordinere to arbejdsplaner.

En naturlig organisering vil muligvis være, at ambulatoriet foretog hjemmebehandlingen, da funktionen er at supplere og erstatte ambulante ydelser. Fordelen ved, at sengeafsnittet er involveret, er, at sygeplejerskerne er orienteret og har tæt kontakt, hvis nogle af patienterne bliver indlagt. Det samme er tilfældet med de patienter, som starter deres forløb i sengeafsnittet, idet patienterne har mødt sygeplejerskerne på afsnittet.

I forhold til de patienter, der starter deres forløb i ambulatoriet, anses det som en ulempe, at sygeplejerskerne ikke er i ambulatoriet, og at de først møder patienterne ude i hjemmet. Det er der imidlertid taget hensyn til, idet sygeplejerskerne, så vidt det er muligt, hilser på de patienter, der skal modtage hjemmebehandling, før den sættes i værk.

Organisering af hjemmebehandlingen

Organiseringen af hjemmebehandlingen har været et større koordineringsarbejde end forventet. Det hænger dels sammen med den ustabilitet, der er hos patienterne, de få antal inkluderede patienter og det, at der har været to afsnit involveret i projektet. Det, at der i projektet har været personale fra både ambulatoriet og sengeafsnittet, har været med til at besværliggøre planlægningsarbejdet.

Der har været en del ekstra koordinering, hvilket skyldes udskydelse eller aflysning af behandling, der medfører, at sygeplejerskerne skal køre ud på dage, hvor det ellers ikke er planlagt. Hjemmebehandlingen har således været meget ressourcekrævende trods de få inkluderede patienter. Det kan med fordel overvejes at tilbyde hjemmebehandling til mere stabile patientforløb eller give behandlinger, der ikke i samme omfang aflyses eller stoppes. Samtidig vil en større patientgruppe medføre mindre spildtid og større udnyttelse af sygeplejerskernes ressourcer.

Det optimale vil være, at hver sygeplejerske har tre hjemmebehandlinger om dagen og dermed helt udgår af normeringen. Det kan give nogle problemer, når sygeplejersken delvis skal være udkørende og delvis skal være på sygehuset. Det kan være svært at vurdere, hvor meget tid der skal afsættes til hjemmebehandlingen, hvilket skyldes vekslende ventetid på behandling, mulighed for kødannelse i trafikken og eventuelle uforudsete problemer hos patienterne.

Kvaliteten af hjemmebehandlingen

Hjemmebehandlingen adskiller sig ikke væsentligt fra den traditionelle behandling på sygehus. Ud over at behandlingen gives i patienternes eget hjem, er der ikke nogen forskel på håndteringen. Det skyldes dels, at behandlingsforløbet foregår i tæt samarbejde mellem patient, sygeplejerske og læge, dels at det er erfarne hæmatologiske sygeplejersker, som varetager behandlingen.

Den udarbejdede bivirkningsrapport er samtidig med til at sikre kvaliteten i behandlingen, da eventuelle bivirkninger til behandlingen identificeres. Sygeplejerskerne giver i den forbindelse udtryk for, at der ved brug af bivirkningsrapporten er en større, mere grundig og systematisk dataindsamling end ved traditionel behandling. Samtidig fortæller sygeplejerskerne, at de har mere fokus på eventuelle bivirkninger end ved behandling på sygehus, da det udelukkende er dem, der indsamler oplysningerne herom. Det vurderes derfor, at hjemmebehandlingen kan være et sikkert alternativ til behandling på sygehus, og at kvaliteten ikke forringes.

Sygeplejerskernes kompetencer

Patienter med knoglemarvskræft er ikke blot en homogen gruppe af mennesker med en alvorlig sygdom og eventuelle medfølgende komplikationer og funktionsnedsættelser, de er også en gruppe mennesker med vidt forskellige måder at håndtere deres liv og sygdom på (1,2).

De mange forskellige patienter og sygdomsforløb kan derfor ikke undgå at stille krav til sygeplejerskernes kompetencer, så patienterne får en korrekt og forsvarlig behandling på linje med behandlingen på sygehus. Udvælgelsen af sygeplejersker er sket som følge af bevidste ledelsesbeslutninger om sygeplejerskernes kompetenceprofil.

Der er i projektet opstillet eksplicitte inklusionskriterier for sygeplejerskerne, om end det vurderes, at sygeplejersker med mindre erfaring også vil kunne varetage hjemmebehandlingen. Det må derfor være en individuel vurdering fra sygeplejerske til sygeplejerske om vedkommende vil kunne varetage behandling i patientens hjem eller ej.

Antal hjemmebehandlinger vs. behandlinger på sygehus

I projektet er inkluderet seks patienter. Tilbuddet om hjemmebehandling er givet til relevante patienter, efter at de har modtaget første behandlingsserie.

Det viste sig imidlertid, at en del af de mulige kandidater til hjemmebehandlingen fik svære bivirkninger, og forløbene derfor var for komplicerede til hjemmebehandling. Erfaringen viser, at de patienter, der er inkluderet i projektet, er mennesker, hvor der er færrest komplikationer og bivirkninger forbundet til både sygdom og behandling. De mere skrøbelige patienter, som muligvis vil have stor glæde af ordningen, er således ekskluderet. Trods inklusion af de mere stabile patienter i projektet er der alligevel flere behandlinger, der aflyses eller stoppes grundet bivirkninger. Ud af 128 mulige behandlinger er der givet 87 behandlinger, mens 41 behandlinger har været aflyst grundet bivirkninger.

Af de givne behandlinger er 40 givet i patientens hjem. Der er stor variation i, hvor mange hjemmebehandlinger patienterne har modtaget, det strækker sig fra 4-11 hjemmebehandlinger (se tabel 1 side 66). Projektet viser således, at hjemmebehandlingen kan være med til at reducere antallet af ambulante besøg for patienterne om end ikke i den udstrækning, det var ønsket, hvilket skyldes aflysning af behandlinger og behandlingsforløb.

Konklusion

Projektet viser, at hjemmebehandlingen kan være et sikkert alternativ til behandling på sygehus, såfremt der er et tæt samarbejde mellem patient, sygeplejerske og læge, og det er erfarne hæmatologiske sygeplejersker, som varetager behandlingen. Hjemmebehandlingen kan samtidig være med til at reducere antallet af ambulante besøg for patienterne om end ikke i den udstrækning, det var ønsket.

Selvom patienter med knoglemarvskræft er en gruppe af patienter, som det er oplagt at behandle i hjemmet på grund af de store anstrengelser, der er forbundet med transport og ventetid ved ambulant behandling, og fordi de ofte har smerter og nedsat livskvalitet, er det alligevel en vanskelig gruppe at behandle i hjemmet.

Det er derfor ikke nemt at fastsætte entydige anbefalinger for tilbud om hjemmebehandling til patienter med knoglemarvskræft, da patientforløbene er meget komplekse og forskellige. Det bør derfor overvejes, om hjemmebehandlingen i stedet med fordel skal omhandle andre behandlingsformer, hvor der ofte er færre bivirkninger, og behandlingerne derfor sjældent aflyses.

Jannie Christina Frølund er udviklingssygeplejerske på medicinsk afdeling, Vejle Sygehus.

For yderligere information henvises til den sammenfattende rapport om udviklingsprojektet, der kan rekvireres hos forfatteren.

Læs også artiklen "Hjemmebehandling med kemoterapi - patientens perspektiv" på de følgende sider i dette nummer af Sygeplejersken. Projektet er økonomisk støttet af henholdsvis Udviklingsrådet på Vejle Sygehus og Medicinalfirmaet Janssen-Cilag. Udviklingsrådet har ydet støtte til analysearbejdet, mens Janssen-Cilag har ydet støtte til de driftsomkostninger, der er forbundet med projektet.

Projektgruppen består af en række medarbejdere fra Hæmatologisk Afsnit, Vejle Sygehus: Projektansvarlig: Udviklingssygeplejerske, cand.cur. Jannie C. Frølund. Projektgruppe: Afdelingssygeplejerske Bente Louise Pedersen, afdelingssygeplejerske Mona Sørensen, overlæge og professor Torben Plesner. Øvrige deltagere: Susanne Hansen, Lone Nyborg Christensen, Heidi Bøgelund Brødsgaard og Charlotte Christoffersen, alle sygeplejersker.

Litteratur

  1. Phekoo KJ et al; on behalf of Consultant Haematologists, South Thames Haematology Specialist Committee (2004) A population study to define the incidence and survival of multiple myeloma in a National Health Service Region in UK. British Journal of Haematology 2004;127:299-304.
  2. Johnsen AT et al. Health related quality of life in a nationally representative sample of haematological patients. European Journal of Haematology 2009.
  3. Holdsworth MT et al. Economic impact with home delivery of chemotherapy to pediatric oncology patients. Annals of Pharmacotherapy 1997;31:140-8.
  4. Raisch DW et al. Economic comparison of home-care based versus hospital based treatment of chemotherapy-induced febrile neutropenia in children. Value in Health, 6(2), 2003:158-67.
  5. Close P et al. Aprospective, controlled evaluation of home chemotherapy for children with cancer. Pediatrics 1995, 95, 896-900.
  6. Lange BJ et al. Home care involving methotrexate infusions for children with acute lymphoblastic leukemia. Journal of Pediatrics 1988, 112, 492-5. 7. Browne G, Gafni A, Roberts J. Approach to the measurement of costs (expenditures) when evaluating health and social programmes. System Linked Research Unit, Working Paper. McMaster University, Hamilton, Ontario, 2002; Series 01-3.
  7. Unger WJ, Santos MT. The pediatric quality appraisal questionnaire: An instrument for evaluation of the pediatric health economic literature. Value in Health, 6(5), 2003;584-94.
  8. Schmidt S et al. Den nationale model for kompetenceudvikling for kræftsygeplejersker i Danmark 2004.
English abstract

Frølund J. Home chemotherapy for bone marrow cancer patients - A pilot project for treatment in one's own home. Sygeplejersken 2011;(5):64-8.

The article describes a project in which bone marrow cancer patients receive chemotherapy at home. The purpose of the project is to investigate how chemotherapy at the patient's home can be provided, because treatment at home is presumed to affect the number of outpatient visits. The project is evaluated based in part on assessment panels, and in part on a quantitative analysis of the number of home treatments versus hospital treatments, objectively measured.

The results show that home treatment can be a safe alternative to hospital treatment, provided there is close cooperation among patients, nurses and physicians and that an experienced haematology nurse carries out the treatment. Simultaneously, home treatment can reduce the number of ambulatory visits the patient needs to make, even if not to the extent desired, which was due to cancellations of treatments and the course of treatment.

Key words: Home treatment, chemotherapy, and bone marrow cancer, myelomatosis.  

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Inkluderende arbejdsliv
Kræft

Sidste sikkerhedsnet for psykisk syge

En psykisk syg kvinde går rundt i et parcelhuskvarter og lyser indad naboens vinduer med en lommelygte. En anden psykisk syg opfører sig så mærkeligt, at de andre beboere i opgangen bliver utrygge. En tredje nægter at lukke den visitator ind, som egen læge har bedt vurdere behovet for hjælp. Hvad gør naboerne og visitatoren? De ringer til hjemmesygeplejerskerne.

SY-2011-05-17
Illustration: Jenz Koudahl

En psykisk syg kvinde går rundt i et parcelhuskvarter og lyser ind ad naboens vinduer med en lommelygte. En anden psykisk syg opfører sig så mærkeligt, at de andre beboere i opgangen bliver utrygge. En tredje nægter at lukke den visitator ind, som egen læge har bedt vurdere behovet for hjælp.

Hvad gør naboerne og visitatoren? De ringer til hjemmesygeplejerskerne. For dem kender de. De færdes ude i lokalområdet, de er der hver dag, også i weekenden.

Hjemmesygeplejen er blevet sidste sikkerhedsnet for psykisk syge, som er flyttet ud i egen bolig i takt med, at psykiatrien har nedlagt sengepladser. Ingen har godt af at være indlagt længere end højst nødvendigt, men når mennesker med svære psykiske lidelser skal leve ude i samfundet, kræver det et meget, meget velfungerende samarbejde mellem alle de aktører og instanser, der har en andel og et ansvar.

Og når hverdagen går i stykker, er det ofte hjemmesygeplejersken, der må prøve at samle op. Prøve at få naboen til at ringe til politiet, prøve at få fat i egen læge, vagtlæge, psykiatrisk skadestue, akut team mv. Eller de rykker selv ud, som i tilfældet hvor visitator havde forsøgt mange gange forgæves.

”Vi tog to derud, og så blev der lukket op, fordi vi råbte ind ad døren, at vi var sygeplejersker,” husker hjemmesygeplejerske Marianne Würtz, Århus Kommune.

Alligevel endte hun med at opleve, at hun ikke rigtigt kunne gøre noget for manden bag den lukkede dør. Hans hjem var groet fuldstændig til, og dybest set ville han gerne have hjælp. Men før han kunne få hjemmehjælp, skulle der en hovedrengøring til, og den kunne han ikke betale.

Svært at få assistance

Hjemmesygeplejersker oplever ofte, at de kommer til kort, når borgerne er psykisk syge eller misbrugere. Det kan man læse i DSI-rapporten ”Hjemmesygeplejens opgaver i udvikling”, som bygger på interview med 21 erfarne hjemmesygeplejersker fra lige så mange kommuner.

”Man bruger selvfølgelig sin erfaring og sin sunde fornuft,” siger Marianne Würtz, som har været sygeplejerske i 30 år. ”Men undervisning kunne vi godt bruge noget mere af.”

Hun har et godt samarbejde med regionens lokalpsykiatri om fælles patienter. Men der er kun åbent i dagtiden, og hvor kan man få råd og vejledning, når tingene brænder på søndag eftermiddag? Eller patienterne er afsluttet i det regionale system?

”Så er det meget uklart, hvem vi skal ringe til. Vi har et akut nummer, men vi kan ikke være sikre på, at det er en sygeplejerske, der sidder der. Det er måske en pædagog eller en socialrådgiver,” siger Marianne Würtz.

”Man bruger meget tid på det, for man føler sig jo ansvarlig for de borgere, man kommer hos. Men det kan være svært at få assistance nogen steder fra,” siger også hjemmesygeplejerske  Anita Berg Madsen, Høje-Taastrup Kommune.
Hun kan fortælle om en psykisk syg borger, der bare sad og stirrede ud i luften. Det var en dame, hun kendte godt, så hun kunne se, der var sket en forværring, og derfor ringede hun til det ambulatorium, hvor damen plejede at gå.

”Det var lukket pga. af kursus torsdag og fredag. Egen læge kunne heller ikke rigtig tage sig af det: ”Det har vi jo prøvet før.” Ja, det har vi, men hvordan kommer vi så ind og hjælper den her person?"
Høje-Taastrup Kommune er dækket af distriktspsykiatrien i Ishøj, og faktisk synes Anita Berg Madsen, hun har et godt samarbejde med dem.

”Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvad de tager sig af. Somme tider tænker vi: Det her må da være til distriktspsykiatrien. Men det er det ikke, det er en sygeplejeopgave, det skal vi bare løse.
Der er nogle benhårde regler rundt omkring for, hvad man gør, og hvad man ikke gør. Vi står med aben på skulderen, og vi kan ikke komme af med den.

Så kunne det i det mindste være rart med noget råd og vejledning i, hvad vi så gør med de borgere. Skal vi bare lade dem være, eller skal vi sætte fast vagt på? Hvad er forsvarligt, hvad er godt nok? Vi er jo ikke uddannet i psykiatri.”

Meldinger fra 21 kommuner

Rapporten ”Hjemmesygeplejens opgaver i udvikling” bygger på interview med erfarne hjemmesygeplejersker fra 21 kommuner. Rapporten er udarbejdet for Kommunernes Landsforening af Dansk Sundhedsinstitut, DSI . Selve rapporten behandler somatiske opgaver i hjemmesygeplejen, men hjemmesygeplejerskernes spontane udsagn om problemerne på psykiatri- og misbrugsområdet er samlet i bilag 5.

Hent rapporten her

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Psykiatri
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi

Identifikation af delir i hjemmeplejen

Artiklen henvender sig til hjemmesygeplejersker og demenskoordinatorer. Budskabet er, at indførelse af en delirtaske, måling af vitale værdier og undervisning til alle personalegrupper i delir gør plejen effektiv og styrker samarbejdet med praktiserende læger.

Det er onsdag morgen i hjemmeplejen. Det er koldt og tåget denne efterårsmorgen.  Susanne har været hjemmehjælper et par år. Hun er ved at låse sig ind ad Grethes dør. Grethe er 79 år, hun har dårligt hjerte og er blevet opereret for tyktarmskræft for nogle år siden. Susanne undrer sig over, at der er lys i lejligheden. Susanne hæver stemmen ganske lidt, så hun ved, at Grethe kan høre hende: ”Det er Susanne.” Mens hun tager jakken af, kan Susanne høre et ”godmorgen” inde fra stuen. Grethe ligger ikke i sin seng, som hun plejer. Susanne går ind i stuen. Grethe er tydeligvis ikke godt tilpas. Hun sidder foroverbøjet i sin lænestol og krammer en pude. Aftensmaden står urørt på sofabordet. Susanne sætter sig på hug ved siden af, men da hun vil tage Grethes hånd, trækker hun den til sig, som om Susanne ville have slået hende. Susanne får en ubehagelig fornemmelse i kroppen. Der er noget, der er helt forkert, men hun føler sig rådvild. Hvad skal hun gøre?
 

Delir eller demens?

Demenskoordinatoren og hendes kolleger i Odense Kommune oplever med jævne mellemrum, at personalet i hjemmeplejen ringer for at få etableret besøg af en demenskoordinator. Det kan f.eks. være, fordi en borger har ændret døgnrytme, er meget forvirret og aggressiv eller taler usammenhængende. Det kan også være borgere, der ser syner eller har vrangforestillinger.

Personalet, som både repræsenterer social- og sundhedshjælpere, assistenter og sygeplejersker, tror fejlagtigt, at disse borgere er begyndende demente. De har måske haft kontakt til egen læge eller vagtlæge, som har udskrevet beroligende medicin, der i bedste fald har været uden virkning, men som oftest har forværret tilstanden. I realiteten drejer det sig om, at disse borgere har udviklet delir.

Personalet giver udtryk for at være bekymrede for den enkelte borgers helbred, men slås ofte også med negative følelser som angst og vrede. Årsagen til dette er, at de er blevet verbalt overfuset af den delirøse borger, og enkelte har desuden oplevet at blive slået.

I en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2007 bekræftes det, at borgere med psykiske lidelser let bliver vrede i situationer, hvor de ikke føler sig forstået eller ikke oplever at få tilstrækkelig pleje. Det dokumenteres endvidere, at 33,4 pct. af social- og sundhedshjælperne i ældreplejen i 2005 havde været udsat for vold inden for det sidste år (1).
 

Fysisk sygdom kan give delir

Delir er en psykisk tilstand, som udvikler sig i løbet af kort tid på baggrund af fysisk sygdom. Især svage ældre og demente rammes af delir. Den psykiske tilstand er vekslende, så der er en tendens til, at ændringen kommer og går i løbet af døgnet. Den delirøse borger har svært ved at fastholde opmærksomheden, og tankegangen er uorganiseret. Det viser sig ofte ved, at borgeren har vanskeligt ved at følge med i en samtale.

Borgerens dialog er uklar og ulogisk og præget af en uforudsigelig skiften fra emne til emne. Bevidsthedsniveauet kan spænde fra naturligt til et øje på hver finger, sløv, tungt sovende eller bevidstløs tilstand (2). Delir er behæftet med angst, øget indlæggelsestid, øget forekomst af fysiske og psykiske lidelser og øget dødelighed (3). Tilstanden forsvinder, når den tilgrundliggende fysiske sygdom behandles.
 

Fra artikel til udviklingsprojekt

Denne artikel handler om udviklingsprojektet: ”Tværfaglig indsats ved delir hos demente og svage ældre 2009-2010” (4). Det var en artikel af sygeplejerske Kirsten Godtfredsen i Sygeplejersken (5), der gav anledning til at komme i gang med et udviklingsprojekt for at løse problemerne omkring delir i hjemmeplejen. Vi tog artiklens budskab til os.

Der blev søgt om midler ved Odense Kommunes Forebyggelsespulje i sommeren 2008, og ansøgningen blev positivt imødekommet med 370.000 kr. Demenskoordinator Elsebeth Kjærgaard blev projektleder. Efterfølgende blev der etableret en projektgruppe, som var ledelsesforankret og havde repræsentanter fra både demenskoordinatorerne, hjemmesygeplejerskerne, hjemmeplejegrupperne og plejecentrene.

Formålet med projektet var, at vi via en forstærket tværfaglig indsats kunne sikre tidligere opsporing af delir, bidrage til at afklare årsagen, medvirke i behandlingen og forebygge yderligere svækkelse af demente og svage ældre, der som oftest har flere kroniske sygdomme, som indbyrdes påvirker og forstærker hinanden (6). Vores delmål var beskrevet i forhold til borgerne og i forhold til det involverede personale. Hensigten var, at vi gennem kompetenceudvikling ønskede at forebygge indlæggelse på sygehus, forebygge fejlmedicinering, forhale plejehjemsanbringelse og afkorte sygdomsperioder, der inkluderede delir.

Et af hovedelementerne i kompetenceudviklingen var, at hele personalegruppen fik øget viden om symptomer på og årsager til delir, hvilket kunne sætte dem i stand til at overveje fysisk sygdom ved pludselig psykisk forandring, motorisk uro, usammenhængende tale eller forandringer i døgnrytmen.

Projektet blev udviklet gennem et samarbejde mellem en hjemmesygeplejerskegruppe i Odense Kommune (Midtbyen), hjemmeplejegrupperne og fem ud af de seks kommunale plejecentre, som hjemmesygeplejerskerne af rent geografiske grunde har et naturligt samarbejde med.

Projektet gav mulighed for frikøb til projektgruppen. Souschefen for hjemmesygeplejen deltog ad hoc sammen med de øvrige projektmedlemmer. Projektgruppen havde sit første møde i foråret 2009. Det første af projektets elementer, vi gik i gang med, var at planlægge en differentieret undervisning til henholdsvis social- og sundhedshjælperne, assistenterne og hjemmesygeplejerskerne.

Projektet blev skudt i gang i november 2009. Her modtog hjemmesygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne to dages undervisning. Den første dag underviste to læger, begge ansat på akut modtageafdeling på Odense Universitetshospital. Indholdet i undervisningen var bl.a. definition på og typer af delir, lovgivning, observation, undersøgelser og Confusion Assessment Method (CAM).

Den efterfølgende dag underviste Kirsten Godtfredsen, som havde inspireret os til projektet, i forebyggelse, pleje, rehabilitering ved delir og strategier på det organisatoriske plan. Vel vidende at social- og sundhedshjælperne er den personalegruppe, som er nærmest borgerne i hverdagen og for at give os et fælles sprog at arbejde videre med, underviste Kirsten Godtfredsen ligeledes social- og sundhedshjælperne i symptomer på, årsager til delir og pleje af den delirøse borger.

Samlet blev der undervist 11 hjemmesygeplejersker, 16 social- og sundhedsassistenter og 31 social- og sundhedshjælpere. I en tid med presset økonomi var det en stor fordel, at der ikke var nogen kursusudgift, og at der blev givet kompensation for det personale, som deltog i undervisningen.
 

Ingen målte vitale værdier i hjemmet

Det næste af projektets elementer, vi tog fat på, var at indkøbe de apparater, der skal bruges for at udføre de observationer og undersøgelser, som kan medvirke til at identificere årsager til delir. I mange år har det ikke været en del af praksis at måle vitale værdier såsom blodtryk, puls, temperatur og respiration som sygeplejerske, og slet ikke som hjemmesygeplejerske (7).

”Det er jo en borger, man besøger i eget hjem og ikke en patient,” lød argumentationen. Blodtryksapparatet har ligget bagest i skabet på kontoret og er sjældent blevet taget frem. Nu er situationen en anden. Der bliver flere ældre i Danmark, og de lever længere og ofte med kroniske sygdomme, f.eks. demens, diabetes, kronisk obstruktiv lungelidelse, hjerte-kar-sygdomme og cancer.

Den medicinsk-teknologiske udvikling har medført accelererede forløb, faldende liggetider og konvertering til flere ambulante forløb, og flere ønsker at dø hjemme. Alt dette har medført flere plejekrævende borgere og mere kompleks behandling i eget hjem (8). Imens er antallet af hjemmesygeplejersker pr. borger faldet. Undervisning og udvikling af kompetencer i hjemmeplejen er blevet en nødvendighed.
 

SY-2011-01-57aDelirtasken bliver født

Med udgangspunkt i, at hjemmeplejen har flere plejekrævende borgere og færre hjemmesygeplejersker pr. borger, blev det besluttet, at alt personale som minimum skulle uddannes til at kunne måle vitale værdier. Målet var ikke, at social- og sundhedshjælperne skulle kunne vurdere værdierne.

Med udgangspunkt i deres nye viden skulle de derimod med flere og mere præcise observationer og tilbagemeldinger til hjemmesygeplejerskerne eller social- og sundhedsassistenterne bidrage til en hurtigere afklaring af årsagen til den delirøse tilstand.

Hjemmesygeplejerskernes og social- og sundhedsassistenternes opgave skulle fortsat være at tage kontakt til egen læge eller vagtlægen, medvirke til at udrede den tilgrundliggende årsag til den delirøse tilstand og vejlede plejepersonalet i den grundlæggende pleje. Alle personalegrupper havde uden undtagelse prøvet at stå i en situation, hvor de f.eks. ikke havde et termometer til rådighed. Omdrejningspunktet blev en delirtaske indeholdende et blodtryksapparat, et blodsukkerapparat, et øretermometer, urinstix, handsker, håndsprit og uringlas.

En af de deltagende social- og sundhedsassistenter fra henholdsvis hver hjemmeplejegruppe og fra hvert plejecenter blev tovholder for projektets videre forløb. Ved afslutningen på undervisningen fik tovholderen udleveret delirtasken, som skulle placeres i hver enkelt gruppe. Intentionen var, at de apparater, som man skulle bruge til at måle vitale værdier med, skulle samles i én taske. Det var tidsbesparende og sikrede, at man fik alt nødvendigt materiale med. Tasken var tilgængelig for alle og skulle være let at transportere, idet en stor del af social- og sundhedshjælperne og social- og sundhedsassistenterne benytter cykel i det daglige arbejde.
 

Udredning af delir

Tredje element i projektet var indførelsen af Confusion Assessment Method (CAM). Hjemmesygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne blev undervist i metoden. CAM er et valideret og let anvendeligt udredningsskema, som kan anvendes til diagnosticering af delir. De diagnostiske kriterier indeholder fire fokusområder:

1. akut begyndende og vekslende (fluktuerende) forløb
2. uopmærksomhed
3. uorganiseret tankegang
4. ændret bevidsthedsniveau.

Diagnosen delir kræver tilstedeværelse af 1 og 2 samt enten 3 eller 4. CAM kan ikke anvendes til udredning af årsagen til delir. Dette førte os til udarbejdelse af ”Udredningsskema for Delir” (se boks 1.)

SY-2011-01-57
Skemaet skulle betragtes som tjekliste for alle relevante observationer, der kunne bidrage til at udrede årsagen til den delirøse tilstand. Udredningsskemaet indeholder plads til at notere blodtryk, puls, temperatur, respirationsfrekvens, blodsukkerværdi og resultat af urinstix.

Der er også spørgsmål, der koncentrerer sig om, hvorvidt borgeren har spist og drukket tilstrækkeligt, om der har været vandladning, og om borgeren er forstoppet, har smerter eller netop er påbegyndt ny medicin.

CAM-skemaet, udredningsskema for delir, instrukser i blodtryks- og pulsmåling, blodsukkermåling, måling af temperatur og respirationsfrekvens og i anvendelse af urinstix blev kopieret i adskillige eksemplarer, så det kunne anvendes som arbejdspapirer ude hos den enkelte borger. Liste over delirtaskens indhold, navn på tovholder, skema til brug for kontrol, rengøring og opfyldning blev placeret i delirtasken sammen med de tre ovennævnte skemaer.

Det blev pointeret, at alle skemaer i delirtasken var arbejdspapirer, og at al dokumentation af observationer og pleje som altid skulle skrives i den elektroniske journal. Dertil fulgte der et afkrydsningsskema, så man kunne dokumentere, hvor ofte man havde anvendt delirtasken i projektperioden. Dette skulle bl.a. bruges i forbindelse med evaluering af projektet.
 

Piktogrammer holder gryden i kog

Sidst, men ikke mindst gjorde vi os tanker om, hvordan man kunne holde gryden i kog og få formidlet projektets indhold til det øvrige personale. Vi tog kontakt til den grafiker, som i sin tid havde lavet piktogrammer til Kirsten Godtfredsens artikel i Sygeplejersken, og købte tilladelse til at anvende dem i vores projekt. Vi fik produceret plakater med piktogrammerne i A3-størrelse, som vi hængte op i depot og personalerum hos alle involverede personalegrupper.

Piktogrammerne blev påtrykt delirtaskerne og gik igen på alle skemaer og instrukser i projektet. Social- og sundhedsassistenterne, som var tovholdere i de respektive grupper, blev anmodet om at tage delirtasken frem i frokostpauserne, så alle kunne øve sig i måling af diverse værdier.

Der var indkøbt ekstra blodsukkerstix og fingerprikkere til formålet. Både tovholdere og de hjemmesygeplejersker, som arbejdede sammen med hjemmeplejegrupperne eller plejecentrene, afholdt undervisning på efterfølgende personalemøder, så ny viden blev formidlet til det øvrige personale.
 

Delirtasken forandrede praksis

Projektet ”Tværfaglig indsats ved delir hos demente og svage ældre” sluttede med udgangen af marts 2010. Først i maj fik alle, som havde deltaget i undervisningen, et evalueringsskema, og der blev foretaget tre fokusgruppeinterview. Konklusionen i evalueringsrapporten var, at personalet er blevet bedre til opsporing af delir, udredning af årsag, herunder at foretage relevante observationer og til at medvirke ved behandling.

Vi har fået en større fælles forståelse af delir, og som et personalemedlem siger, så går man ikke i stå i udredningen, blot fordi urinstixen er blank. Der har været succes med at implementere brugen af delirtaske og udredningsskema til det personale, som ikke har deltaget i undervisningsdagene.

Delirtasken udpeges som en meget væsentlig årsag til, at der er sket en ændring i praksis. Flere peger på, at det tidligere ikke altid var muligt at foretage de relevante faglige observationer, fordi man ikke havde redskaberne til det. Det tværfaglige samarbejde omkring delir er blevet mere ligeværdigt, og arbejdsglæden er i allerhøjeste grad blevet større for den enkelte. Vi har erfaret, at de praktiserende læger og vagtlægerne sætter pris på, at hjemmeplejens personale kan give flere relevante oplysninger, når de henvender sig om en delirøs borger.

Der har været stor ledelsesopbakning i alle grupper. Lederne for plejepersonalet synes, at projektet har været let at implementere. Alle involverede personalegrupper anbefaler, at projektet bliver implementeret i hele kommunen, og metoden blev evalueret som meget anvendelig. 

 Litteratur

  1. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø: Vold og trusler i ældreplejen.
  2. Juliebø V. Delirium – en vanlig og farlig tilstand blant eldre
  3. I Demens og Alderspsykiatri. 2009. Vol. 13 nr. 1.
  4. Kronborg Djernes J et al. En niårs kontrolleret opfølgningsundersøgelse af deliriumpatienter efter behandling på en gerontopsykiatrisk universitetsafdeling. Ugeskrift for læger. 2006; 168(43):3718.
  5. Odense Kommune. Evaluering af Projekt: Tværfaglig indsats ved delir hos demente og svage ældre 2009-2010. www.odense.dk > borger > ældre > demens > projekter i Odense kommune > delirprojekt 2009-2010.
  6. Godtfredsen K et al. Primærsygeplejerskens opgaver, når ældre har delir. Sygeplejersken 2008(15):44-51.
  7. Rørbye B, Kirk H. Alderdom – Fordom. København: Munksgaard; 1992.
  8. Bjørnsson K. Da observationen gled i baggrunden.  
  9. I Sygeplejersken 2009(19):26-7.
  10. DSI 2010. Fremtidens plejeopgaver i sygehusvæsenet.
English Abstract

Oberländer J, Oehlert M, Kjærgaard E, Andersen K.; Identification of delirium in district nursing. Sygeplejersken 2011;(1):56- 59.

Delirium can easily be confused with dementia, when homehelp nurses encounter a confused and aggressive citizen. This can have serious consequences, and in the worst-case scenario can even result in the citizen's death. The health-care provider may be exposed to verbal or physical violence.
The article describes a training project in Odense in which district nursing focuses on identification, investigation and providing care to delirious patients. The project encompasses differentiated training for social and health service helpers and assistants, and district nurses, introduction to and systematic use of a Confusion Assessment Method (CAM), design and use of a ”Delirium checklist”, appointing a coordinator in each nursing team, and last, but not least, design and implementation of a ”Delirium bag” containing equipment to be used in measuring vital signs.
The skills development programme has resulted in equal collaboration between professional categories, improved work satisfaction for the individual and more and better relevant observations for general practitioners and on-call doctors.

Key words: Delirium, confusion, dementia, vital signs, district nursing.

Emneord: 
Demens
Hjemmesygepleje

Sundhedsstyrelsen: Bekymrende, at regler ikke overholdes

Sundhedsstyrelsen indskærper, at det er lægernes ansvar at videreformidle oplysninger om medicinændringer.

2011-02-helebladet%20(2)Tilsynschef Anne Mette Dons: ”rigtig mange forsynder sig mod de regler, der er på området.” Foto: Sundhedsstyrelsen

Hjemmesygeplejerskers medicindosering er en lægehenvist opgave. Derfor er det den henvisende læges ansvar at give hjemmesygeplejersken korrekte og fuldstændige oplysninger om den medicin, lægen har ordineret.

”Så det er for dårligt, hvis hjemmesygeplejersken ikke får de nødvendige oplysninger at arbejde ud fra,” siger Sundhedsstyrelsens tilsynschef Anne Mette Dons.

Det er ikke muligt at udpege en enkelt part i medicineringsprocessen som dén, der har ansvaret og overblikket, mener Sundhedsstyrelsen.

”De praktiserende læger har en central rolle i det system, vi har bygget op i Danmark, hvor sygehusene jo er forpligtet til at sende epikriser til den praktiserende læge. Men man kan ikke placere det samlede overblik kun hos den praktiserende læge. Det, der sker, er, at rigtig mange forsynder sig mod de regler, der er på området,” siger Anne Mette Dons.

”Der sker svigt mange steder, primært i overgangen mellem sektorerne, og det går ud over helheden.

Der er brug for, at de forskellige instanser taler sammen, og på baggrund af rapporten vil vi indskærpe regionernes forpligtelse til at informere videre om de ordinationer, patienterne får i afdelinger og ambulatorier.”

Fremtidens løsning på problemerne er det Fælles Medicinkort, hvor alle ordinationer til den enkelte patient skal samles. Men hvad skal man gøre indtil da?

”For det første skal man tage epikriser alvorligt. Tage sin forpligtelse til at informere om medicinændringer alvorligt,” siger Anne Mette Dons.

”Så må praktiserende læger også gribe i egen barm og f.eks. lade være med bare at genudskrive smertestillende uden at forholde sig til behovet, som rapporten også viser. Og så er medicingennemgang ved en praktiserende læge jo noget, der har været diskuteret overenskomstmæssigt. Sådan en medicingennemgang kunne der også være rigtig meget fornuft i.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Ingen har styr på de gamles medicin

To hjemmesygeplejerskers gennemgang afslørede, at 18 gamle borgere fik forkert medicin, fordi kommunen ikke fik besked om medicinændringer af egen læge eller fra sygehuset. Men lægerne har også et problem. Ingen af dem har det fulde overblik.

SY-2011-2-13-1a
Foto: iStock

Hjemmesygeplejersker har i årevis brugt tid på at kontakte egen læge og sygehusafdelinger for at få opklaret mangler og uklarheder i de ordinationer, de skal dosere medicin ud fra. Nu konstaterer en rapport fra Københavns Kommune, at hjemmesygeplejerskerne simpelthen ikke får de oplysninger, de har brug for. Det er reglen, ikke undtagelsen.

”Rapporten viser, at det ikke er muligt for os at levere vores del af en sikker medicineringsproces,” konstaterer kommunens sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

I 2009 besøgte to hjemmesygeplejersker 18 ældre københavnere, som alle brugte mere end tre lægemidler. Sygeplejerskerne kiggede grundigt i skabe og på hylder, og i samtlige hjem fandt de receptpligtig medicin, som ikke passede med den medicinliste, hjemmesygeplejersken havde trukket i kommunens omsorgssystem.

De 18 borgere anvendte i gennemsnit 10 lægemidler hver. De blev behandlet af tilsammen 43 læger, og ingen af disse læger havde et overblik over den samlede medicinering. Det lykkedes i alle tilfælde sygeplejerskerne at få opklaret, hvad den enkelte borger skulle have, men det tog i gennemsnit omkring seks timer pr. borger. Og det var til tider et større detektivarbejde, fortæller Mette Jacobsen, en af de to hjemmesygeplejersker, der deltog i projektet.

”Et grelt tilfælde var en dement dame, der gik til kontrol i et reumatologisk ambulatorium, hvor de hverken gav besked om nye ordinationer til egen læge eller til os,” husker hun.

”De tog for givet, at hun selv kunne administrere sin medicin, så hun fik bare en recept med hjem. Men det kunne hun slet ikke.”

2011-02-helebladet%20(39)Hjemmesygeplejerske Mette Jacobsen fandt problemer hos samtlige ældre borgere, hun besøgte i Københavns kommunes projekt. Foto: Søren Svendsen

Under besøget hos den gamle dame fik Mette Jacobsen og projektsygeplejersken øje på en apotekerpose, der lå under en skænk, og de fik lov til at kigge i den: ”Der ligger både en recept og medicin, der slet ikke er startet op endnu. Vi kan se, at apoteket, recepten er indløst på, ligger langt væk, i en helt anden kommune. Så vi spørger borgeren, og det er åbenbart der, hendes datter bor.”

Mette Jacobsen ringede til datteren, og det viste sig, at hun havde fundet recepten hjemme hos sin mor. ”Hun turde ikke andet end at hente medicinen, og så lagde hun den og håbede på, at vi nok fandt den. Det gjorde vi så også, men det var ret længe efter, at borgeren skulle have haft det.”

Lægernes forsømmelser

Sygeplejerskernes medicingennemgang afslørede mange forskellige forklaringer på, at omsorgssystemets medicinlister ikke var opdaterede og korrekte. Nogle gange var det egen læge, der ikke havde givet hjemmesygeplejen besked, andre gange sygehuslæger eller praktiserende speciallæger, der havde ordineret medicin uden at underrette egen læge eller hjemmesygeplejen.

Det var problemer, Mette Jacobsen udmærket kendte til i forvejen.

”En typisk situation er, når en borger kommer hjem efter en indlæggelse. Hvis hospitalet har en medicinstatus fra en tidligere indlæggelse, så går de måske efter den i stedet for at ringe til egen læge eller os for at høre, hvad patienten egentlig får.

Når borgeren så kommer hjem med en medicinliste fra hospitalet, så er det, man tænker: Hov, hvor er det præparat, de plejer at få? Det giver ingen mening, at det skulle være seponeret, og det står der heller ikke. Så må man ringe til hospitalet, og det bruger hjemmesygeplejersker rigtig meget tid på.”

Men selv om manglerne var velkendte, var hun alligevel overrasket over, hvor mange der var af dem.

”Rigtig, rigtig mange havde medicin, som vi ikke vidste, at de tog, og som egen læge ikke vidste, at de tog. Det var medicin, der tit havde stor betydning for resten af det, de fik, og som måske slet ikke passede sammen med den øvrige medicin.

Men det er rigtig vigtigt, at vi ved besked med alt, hvad borgerne får. Ellers kan det jo være, at de observationer, vi laver, ikke har noget at gøre med den medicin, vi kender til, men med noget andet.”

Seks timer pr. borger

I projektet fik hver af de 18 borgere to besøg, og de blev ikke sluppet, før sygeplejerskerne havde fået en afstemt, opdateret medicinliste godkendt hos borgerens egen læge. Efter første besøg tog det i gennemsnit sygeplejerskerne fire timer og 25 minutter at udrede en borgers medicinering. I forbindelse med andet besøg brugte de yderligere halvanden time pr. borger på udredning.

Altså i alt omkring seks timer pr. borger. Så det siger sig selv, at en hjemmesygeplejerske med 20 minutter til en medicindosering slet ikke har mulighed for at nå til bunds i de problemer, der gemmer sig under overfladen. For Mette Jacobsen var det en svær overgang at vende tilbage til daglig praksis efter projektet.

”Det var svært at lade være med at gå i dybden og begynde at spørge ud. Det er svært bare at tage skyklapper på,” siger hun.

Københavns Kommune har fulgt projektet op på flere fronter. Nye medicinvejledninger og instrukser, bedre dokumentation. For at sætte gang i den faglige udvikling har man ansat fem nye faglige sygeplejeledere, og man arbejder på et nyt mailsystem, som skal gøre det let og hurtigt for hjemmesygeplejen at kommunikere med de praktiserende læger.

Men grundlæggende er der tale om overordnede, landsdækkende problemer, understreger rapporten. Helt afgørende for at få dem løst er, at alle læger, der ordinerer medicin til en borger, gør det i et fælles system, Fælles Medicinkort, som skal tages i brug i løbet af 2011.

Det understreger alle parter med en andel i medicineringen, og Mette Jacobsen er enig i, at det vil løse en stor del af problemerne. Hun ser også frem til, at hjemmesygeplejerskerne kan maile med de praktiserende læger, og at det bliver lettere at få overblik over forløbet i en borgers medicinering i kommunens omsorgssystem.

”Men hvis det skal blive rigtig godt, skal hjemmesygeplejersker også være selvvisiterende. Vi kan godt spotte de borgere, der har brug for en medicinudredning, og hvis vi selv kan vurdere den tid, der er brug for, kan vi nå langt.”

Københavns Kommunes rapport ”Sygeplejefaglig indsats over for hjemmeboende borgere, som anvender flere lægemidler samtidigt” kan hentes på www.kk.dk ​Søg på titlen. Ved at søge på titlen + ”Resume og initiativer” får man også Københavns Kommunes forslag til løsninger. 

Kvinde, 75 år: Ni ukendte lægemidler på hylden

En kvinde på 75 år skal have doseret fire præparater ifølge medicinarket fra kommunens omsorgssystem. I løbet af to besøg konstaterer hjemmesygeplejersken:

  • Det kolesterolsænkende præparat, der findes i hjemmet, er et andet end det, der står på medicinskemaet. De to præparater er ikke synonyme.
  • Ud over de fire præparater på medicinarket findes ni andre receptpligtige lægemidler i hjemmet: medicin mod slidgigt, lettere og stærkere smertestillende midler, sovemedicin, angstdæmpende medicin, inhalationsmedicin for vejrtrækningen og øjendråber. Præparaterne er ordineret af egen læge inden for de seneste to-fem måneder.
  • Borgeren klager over kvalme og ondt i maven.
  • Borgeren oplyser, at egen læge også har ordineret noget for maven.
  • Borgeren oplyser, at egen læge har givet B12-injektion, selv om det er aftalt, at hjemmesygeplejen skal give B12.
  • Hjemmesygeplejen kender ikke borgerens behandling for angst, søvnproblemer, vejrtræknings- og øjenproblemer.
  • Egen læge kender ikke behandling af øjenproblemer, som er ordineret af speciallæge.
  • Der foreligger ingen udtrapningsplan for vanedannende medicin.
  • Borgeren har ikke overblik over sin medicinering og kan ikke selv administrere øjendråber og inhalator.
  • Der er ingen overvejelser om, hvorvidt borgerens kvalme og maveproblemer kan have sammenhæng med hendes medicin.

Hjemmesygeplejersken og projektsygeplejersken bruger i alt ca. 12 timer på udredning af medicin og kontakt til egen læge om observationer. Udredningen bliver besværliggjort af forskellige problemer i kontakten til egen læge:

  • Lægen har ikke tid til at gennemgå medicin ved opringning, men beder om en fax om problemerne.
  • Svarfax fra lægen sendes til forkert nummer.
  • Sygeplejersken må rykke for svarfax, før den bliver sendt igen.

Denne case og tre andre er udførligt beskrevet i rapporten:  Sygeplejefaglig indsats over for hjemmeboende borgere som anvender flere lægemidler samtidigt 

Det Fælles Medicinkort

Det Fælles Medicinkort, FMK, er et system, der skal omfatte alle ordinationer til den enkelte borger. Læger på sygehuse, i almen praksis og speciallægepraksis skal dele informationerne, og andre sundhedspersoner, der deltager i behandlingen, f.eks. sygeplejersker, skal have adgang til oplysningerne.

Regionerne har forpligtet sig til at tage FMK i brug i løbet af 2011, og det samme har de praktiserende læger ved den seneste overenskomstfornyelse. Det forventes, at praktiserende speciallæger indgår en tilsvarende aftale i de kommende overenskomstforhandlinger med Danske Regioner.

Den enkelte borger får adgang til at se sit eget medicinkort på www.sundhed.dk

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Københavns Kommune: En fælles udfordring for alle involverede

Så længe ingen læger har det fulde overblik over en borgers medicinering, kan hjemmesygeplejersken ikke udføre sin del af opgaven på forsvarlig vis, siger Københavns Kommunes sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

SY-2011-02-18Der er ingen simpel løsning på de problemer, som Københavns Kommune har afdækket i medicineringen af ældre hjemmeboende borgere, og der skal ske noget på flere niveauer, fastslår Københavns Kommunes sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

”Nationalt er det helt afgørende, at alle skal have adgang til fælles medicinoplysninger, og her vil det Fælles Medicinkort være en del af løsningen,” siger hun med henvisning til det fælles system, som skal tages i brug af praktiserende læger, sygehuslæger og speciallægepraksis i løbet af 2011 (se boks her).

”Men en anden helt afgørende ting er, at der skal ske en placering af ansvaret for at have overblik over patientens medicin. Lige nu siger Sundhedsstyrelsen, at det har den sidst ordinerende læge. Men i virkeligheden fungerer det ikke.”

Anne Mette Fugleholm anerkender, at det er et vanskeligt ansvar at løfte, for det store problem er, at der ikke er et fælles overblik over den medicin, den enkelte patient har ordineret på et givet tidspunkt.

Foto: Københavns Kommune

”Mange peger på, at det skal være de praktiserende læger, der er tovholdere, også i medicineringsprocessen. Men det kræver både, at de vil bruge den tid, det tager, og at de får informationerne. Vi peger på, at regionerne i langt højere grad bør foretage medicinafstemning, specielt på den sårbare gruppe af ældre medicinske patienter, der har mange forskellige sygdomme og bliver indlagt flere gange.”

Umulige vilkår for dosering

”Der står faktisk i standarderne i den danske kvalitetsmodel, at hospitalerne skal medicinafstemme. Men det sker ikke, så vi vil gerne have nogle projekter i gang med vores region for at få skærpet opmærksomheden om det,” tilføjer Anne Mette Fugleholm.

”Og så skal informationerne selvfølgelig kommunikeres ud til egen læge og os som kommune, ligesom det skal kommunikeres, hvis man ændrer på borgernes medicin i et ambulatorium.”

Der er også ting, kommunen kan gøre bedre, tilføjer Anne Mette Fugleholm. Man arbejder f.eks. på en bedre dokumentation og på et elektronisk kommunikationssystem, der skal lette kontakten til de praktiserende læger.

”Vi skal måske også ind i en helt anden samarbejdsstruktur med de praktiserende læger. Det vil vi gerne, også et tættere samarbejde om systematisk medicingennemgang hos enkelte borgere og på plejehjem. Men hidtil har vi ikke haft held med at få de praktiserende læger med til det.”

På de nuværende vilkår har hjemmesygeplejen simpelthen ikke mulighed for at levere deres bidrag til en sikker medicinering, det viser rapporten.

”Og det er rigtig graverende og uacceptabelt, at ingen har ansvaret,” siger Anne Mette Fugleholm. ”For vi kan ikke have det. Medicin er en lægelig opgave, og vi har ingen læger ansat. Vores projekt har vist, at sygeplejersker godt kan udrede den medicin, borgerne skal have. Men det kræver enormt megen tid, og det er i virkeligheden ikke hensigtsmæssigt. Vi er jo det yderste led i denne proces.” 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Dansk Sygeplejeråd: Egen læge skal levere overblikket

Det Fælles Medicinkort må i brug så hurtigt som overhovedet muligt, mener Dansk Sygeplejeråd. For det er voldsomt kritisabelt, at hjemmesygeplejersker ikke har fuldstændige og opdaterede medicinlister at dosere og observere ud fra.

SY-2011-02-22.jjpgFoto: Kristian Juul Pedersen

”Det er ikke rimeligt, at syge borgere, der går til læge og får ordineret medicin, ikke kan have tillid til, at lægen har et overblik over, hvilke andre typer medicin de får. De skal kunne have tillid til, at lægen får forholdt sig til, om der kan være uheldige sammenblandinger,” siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

”Det er heller ikke rimeligt, at lægen ikke kan give et klart overblik over borgerens medicin til de sygeplejersker, de giver opgaven videre til. Det undergraver jo fuldstændig værdien af hjemmesygeplejerskernes observationer af virkning og bivirkninger.”

Grete Christensen understreger, at det Fælles Medicinkort er den langsigtede løsning. ”Det skal tages i brug hurtigere end hurtigt.

Men indtil vi får det Fælles Medicinkort, kunne man måske indskærpe, at alle ordinationer, givet af speciallæger og andre, som minimum skal sendes til den praktiserende læge, så egen læge kan påtage sig ansvaret for, at deres patienter får tildelt den medicin, de har fået ordineret af forskellige instanser. Så er det den praktiserende læges ansvar at sørge for, at hjemmesygeplejersken rent faktisk har den fornødne information.”

Praktiserende læger har ikke altid kendskab til, at deres patienter har hjemmesygepleje til medicindosering, for henvisningen til hjemmesygepleje kan lige så godt være kommet fra en sygehusafdeling.

”Men det kan ikke være så svært at få lavet en opdatering på. Hvis der skal være mening i, at de praktiserende læger skal være gatekeepere i vores system, skal de selvfølgelig have alle informationer, også hvis der bliver tildelt hjemmesygepleje. Det bør der også stå en oplysning om.”

Lægen bør være patienternes garant for, at tingene er i orden, understreger Grete Christensen.

”Men et tættere samarbejde mellem praktiserende læger og hjemmesygeplejersker på dette felt vil også være ønskeligt. Hvis de får et tættere samspil om, hvad for virkninger og bivirkninger hjemmesygeplejerskerne ser, så får man også værdien af, at det er sygeplejersker, der kommer hos disse borgere.”

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Politik
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Regionerne: Fælles Medicinkort er løsningen

Sygehusene skal få bedre styr på epikriserne, og de praktiserende læger skal tage ansvar for, at der er orden og sammenhæng i patienternes medicin, mener sygehusejerne i Danske Regioner. Det Fælles Medicinkort vil gøre opgaven lettere.

2011-02-helebladet%20(1)”Umiddelbart tænker jeg, at mange problemer vil blive løst, når det Fælles Medicinkort bliver taget i brug i løbet af 2011,” siger formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S) om hjemmesygeplejerskers vanskeligheder med at få opdaterede og korrekte oplysninger om borgernes medicin.

Regionsrådsformand Ulla Astman. Foto: Region Nordjylland

”Med det Fælles Medicinkort kan man dele oplysninger mellem praktiserende læger, sygehuse og kommuner. Vi har forpligtet os til at bruge det, praktiserende læger har også, og vi vil stille samme krav til speciallægepraksis i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger.

Så mangler vi bare at få forpligtet kommunerne, og jeg har svært ved at forestille mig, at de ikke skulle gå med. Det er jo i deres egen store interesse.”

Under overenskomstforhandlingerne i december sagde regionerne nej til de praktiserende lægers krav om betaling for en systematisk og kritisk gennemgang af enkelte patienters samlede medicinering.

”Det burde det ikke være nødvendigt at lave særaftaler om,” siger Ulla Astman. ”Når lægerne har en borger i konsultationen, er det en basal del af deres opgave at tjekke, at medicinen er i orden og korrekt, og at der ikke er noget, der er i disharmoni med noget andet.

Så kan det godt være, at der nogle steder er brug for, at man får udskrivningsbreve hurtigere ud til de praktiserende læger. Det er heller ikke noget, der skal gives ekstra ressourcer til. Det må være en helt normal del af opgaven med at sætte patienten i centrum, at man sørger for, at den, der skal overtage ansvaret for patienten efterfølgende, er velinformeret. Det kan jeg kun opfordre til, at man opprioriterer.”

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Politik
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering