Alt så normalt ud, men…

Ida Herskind var netop begyndt på drømmejobbet som vært på den nu lukkede Radio24syv i 2015. Men få uger efter måtte hun sætte karriere og sit sociale liv på standby i flere måneder pga. en hjernerystelse, der blev sent diagnosticeret og behandlet.
Ida Herskind på en af sine gåture på Assistens Kirkegården i København.
Foto: Nikolai Linars

Den burde være til at se. Den der sort-gule kabelbro, der krydsede asfalten for enden af den lille bakke ved DGI-Byen i København, som den dengang 26-årige Ida Herskind cyklede ned ad en fredag aften midt i september 2015. Først fredagsrock i Tivoli, nu videre til privat fest med nogle venner.

Ida Herskind nåede dog ikke så langt. Hun overså den lave, men meget stærke sort-gule forhøjning på vejen. Hendes cykel stoppede brat, og hun faldt ned på sin højre side, fortæller hun til Sygeplejersken her fire år efter uheldet, hvor hun trods manglende cykelhjelm ikke fik synlige skader.  

”Men jeg gik ud som et lys. Da jeg vågner, står min veninde og rusker i mig samtidig med, at hun har 1813 i røret og fortæller, at jeg har været væk i 20 sekunder. Svaret er, at de ikke rigtig kan gøre noget, og at det er bedst, jeg tager hjem og slapper af,” husker hun. 

Uden sår og smerter prajede Ida Herskind en taxa. Vel hjemme kontaktede hun selv 1813 og gengav aftenens hændelse punkt for punkt. Beskeden var dog den samme: Bliv hjemme og slap af. 

Mere held end forstand

Næste morgen vågnede Ida Herskind med hovedpine. Hun slog det hen og tænkte, at det måtte være tømmermænd. Mandag morgen valgte hun dog at ringe til sin læge. 

”Jeg drak kun to øl fredag, men følte stadig, jeg havde tømmermænd. Jeg fik en tid og mødte op og fortalte, hvad der var sket. Men jeg så jo frisk ud og havde svært ved konkret at fortælle, hvor det gjorde ondt. Og min læge havde svært ved at vurdere mig og min situation. Han målte mit blodtryk og sagde god for, at jeg kunne tage på arbejde.” 

Så det gjorde Ida Herskind. Hun havde brugt hele sommerferien på at skrive kandidatspeciale i historie fra Københavns Universitet for at kunne aflevere før tid, så hun den 1. september kunne begynde på sit drømmejob som vært på kulturmagasinet ”AK24syv” på den nu lukkede kanal Radio24syv. Men hun måtte hurtigt kaste håndklædet i ringen.

Ida Herskind på gåtur i en park
Caption 
Ida Herskind på en parkbænk et sted på Assistens Kirkegården i København.
Attribution 
Foto: Nikolai Linares
”Jeg ville så gerne vise, hvad jeg kunne, så jeg knoklede bare på resten af mandagen, tirsdag og onsdag med. Man kan ret meget med hovedpine, jeg sendte endda live to timer tirsdag aften. Men jeg var træt. Onsdag skulle jeg bare lave en lille opgave, men jeg kunne slet ikke fokusere. Lyden omkring mig var meget høj, jeg kunne knapt læse teksten og havde vildt ondt i hovedet.” 

Det blev startskuddet til et langt forløb med symptomer som hovedpine, nakkesmerter, lydfølsomhed og træthed, og hvor det var mere held end sundhedsfaglig forstand, der alt for sent førte til, at Ida Herskind fik den rette behandling. 

Svær sygemelding

Ida Herskind var først og fremmest heldig, fordi hendes redaktørs kone havde haft langvarige symptomer efter hjernerystelse. 

”Han insisterede på, at jeg skulle tage det alvorligt, og fik mig til at gå tidligt hjem den her onsdag. Her ringede jeg også til min veninde, som havde haft hjernerystelse. Hun sagde, at jeg skulle lade være med at se tv, lytte til radio, læse og gå til fester. Jeg skulle melde mig syg og slappe af.” 

Efter telefonsamtalen med veninden mørklagde Ida Herskind sit soveværelse og sov med egne ord ”i nærmest halvandet døgn”. Weekenden tilbragte hun hos sine forældre for at tage til læge igen mandag. Denne gang fik hun faktisk diagnosen hjernerystelse og en henvisning til en kiropraktor, der skulle hjælpe hende af med nakkespændinger og hovedpine. Kiropraktoren havde tilfældigvis også haft hjernerystelse, men hans anbefaling var som udgangspunkt, ”at hun bare skulle ligge ned i en måned”: 

”Han registrerede dog også, at der var noget med mit højre øje. Jeg fik nogle øvelser, men var super forvirret.” 

Arbejdet magtede Ida Herskind dog ikke, og udsigten til en sygemelding fik hende til at kontakte sin specialevejleder, hvilket igen var held i uheld.

”Jeg havde brug for en forhåndsgodkendelse af mit speciale, så jeg kunne få sygedagpenge. Skæbnen ville, at min vejleder også havde haft hjernerystelse, og hun sendte mig lige i armene på en fysioterapeut med speciale i hovedtraumer efter trafikuheld.”

Gåture med høretelefoner

Det blev første, vigtige vendepunkt for Ida Herskind: 

”Hun sagde, jeg skulle sygemelde mig i en måned, hvilket var enormt rart. Endelig en autoritet, der sagde, jeg skulle melde mig syg. Jeg fik behandlinger, og hun introducerede mig for mindfulnessøvelser og tog sig også af det psykiske. Hun kurerede mig ikke, men gav mig en paraply af værktøjer, som kunne lindre min hovedpine og nakkesmerter.” 

Den første måneds sygemelding blev til to:

”Jeg kunne ikke se fjernsyn, bruge NemID eller være sammen med mange mennesker, især børn. Jeg havde stadig hovedpine og kunne ikke overskue særligt meget.”

Ida Herskind formåede dog at lytte til egne behov:

”Jeg havde lyst til at være ude og begyndte at gå ture og høre lydbøger på Assistens Kirkegården. Jeg pakkede mig godt ind i varmt tøj, regntøj, gummistøvler, kasket, solbriller, lydisolerende høretelefoner og havde masser af guldkarameller i lommen.”

Ida Herskind på gåtur i en park
Caption 
Med hjælp fra sin kæreste lærte Ida Herskind at nyde tiden som sygemeldt med hjernerystelse og sine gåture på Assistens Kirkegård i København: ”Når jeg tænker tilbage, var det dejligt. Jeg gik meget og var i vildt god form..."
Attribution 
Foto: Nikolai Linares
Efter rådslagning med fysioterapeuten begyndte hun i december at arbejde på nedsat tid for at være tilbage på fuld tid igen i januar 2016, godt tre måneder efter styrtet. 

”Men jeg prioriterede udelukkende jobbet og skruede fuldstændig ned for det sociale. Efter nogle måneder sagde fysioterapeuten dog, at jeg skulle stoppe med at være den der skrøbelige dame, der ikke kunne tåle noget, og jeg begyndte stille og roligt at være mere social igen.”

Optometrist reddede min røv

Sommeren 2016 havde Ida Herskind stadig nakkespændinger, hovedpine og svært ved at koncentrere sig. Hun var dog fuldt funktionsdygtig i drømmejobbet og skrev også klummer til Information, bl.a. en som blev til en kronik om netop hjernerystelse. Kronikken blev delt over 10.000 gange, og hun fik masser af henvendelser fra læsere, der genkendte hendes historie. 

Den endegyldige forløsning kom dog først i midten af 2017, hvor endnu en anbefaling fra en bekendt førte til, at Ida Herskind opsøgte en optometrist, igen for egne penge, da forsikringen ikke dækkede:

”Og hun reddede min røv. For det første diagnosticerede hun mig: Mit højre øje var slået lidt ud af kurs. Budskabet var, at det kunne jeg genoptræne. Så jeg lavede hendes øvelser hver morgen og fik det bedre og bedre,” siger Ida Herskind og tilføjer: 

”Tænk hvis jeg var kommet i gang med de øvelser med det samme. Herregud, jeg var væk fra arbejde i to-tre måneder, men jeg havde nakkespændinger og ondt i hovedet hele tiden, og så var der alt det sociale, jeg måtte droppe, og bekymringen fra nogle i min omgangskreds, om jeg var stresset. Det er jo en usynlig lidelse.”

Ida Herskind slap optometristen i vinteren 2018 og er i dag med egne ord ”sig selv igen”. Hun understreger også, at hun ikke klandrer sin praktiserende læge:

”Men hvor ville jeg ønske, jeg var blevet sendt videre i systemet til den rette behandling meget tidligere.” 

Læs også: Patienter med hjernerystelse svigtes

Læs Trialogen om hjernerystelse i Fag&Forskning nr. 4/2019

Emneord: 
Hjerne

Patienter med hjernerystelse svigtes

Patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse må ofte selv finde og betale for deres behandling. Leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter, efterlyser lige behandling for alle.

Hvert år får ca. 25.000 danskere en hjernerystelse. Flertallet kommer sig hurtigt igen, men omkring 3.700 vil som Ida Herskind (side 56-57) stadig have symptomer som hovedpine og nakkespændinger et år efter traumet. Og de patienter tabes ofte i systemet, siger neuropsykolog og leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter:

”De må ofte selv finde frem til den rette behandling og også selv betale. Det kan medføre stress, bekymringer og forsinkelse i behandlingen, hvilket kan forværre symptomerne.”

Det skyldes ifølge Hana Malá Rytter bl.a., at læger i almen praksis og på sygehuse ofte ikke ved, hvor de kan sende patienterne hen. Der findes ellers en række specialiserede behandlings- og rehabiliteringstilbud på hjerneskadecentre, kommunikationscentre og i kommunalt regi. Men skulle lægerne kende til dem, er der endnu et problem. 

”I dag kan lægerne ikke henvise patienterne til disse tilbud. Almen praksis kan i princippet kun henvise til vederlagsfri fysioterapi eller yderligere udredninger hos f.eks. speciallæger i privat regi eller på sygehusene. Men heller ikke de har mulighed for at henvise patienterne videre,” siger Hana Malá Rytter og uddyber: ”Lidt groft sagt er det i dag op til den kommunale sagsbehandler eller patientens forsikringsselskab eller privatøkonomi at afgøre, om patienten får den rette behandling.” 

Hun mener derfor, at læger i almen praksis og på sygehusene skal have ret til at henvise patienter til de tilbud, der findes. Men det er lettere sagt end gjort, siger hun, da der er tale om et rehabiliteringstilbud, hvor indsatser hører ind under fire forskellige lovgivninger og flere overenskomstaftaler. 

”Og det bliver hurtigt en debat om, hvem der skal betale. Overordnet mener jeg, at det er den sundhedsfaglige vurdering, der skal afgøre patientens vej igennem systemet og ikke patientens bopæl, sagsbehandler eller pengepung.” 

Hun opfordrer derfor til, at Sundhedsstyrelsen sidestiller patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse med patienter med hjerneskade. 

”Den nyeste forskning peger på, at hjernerystelse er den mildeste form for traumatisk hjerneskade. Patienter, der ikke oplever spontan bedring, risikerer at udvikle længerevarende symptomer, og de skal derfor have adgang til rettidig rehabilitering f.eks. gennem et konkret forløbsprogram, akkurat som patienter med mere alvorlige former for hjerneskade.”

I et skriftligt svar til Sygeplejersken oplyser seniorkonsulent Line Riddersholm, at Sundhedsstyrelsen ikke aktuelt vurderer, at det fagligt giver mening at lade de to patientgrupper være omfattet af samme anbefalinger. Hun fremhæver dog, at Sundhedsstyrelsen som beskrevet i Fag&Forskning nr. 4/2019 netop har godkendt Dansk Center for Hjernerystelse til at udarbejde den første, nationale, kliniske retningslinje om non-farmakologisk behandling af længerevarende følger efter hjernerystelse. Håbet er, at den vil kunne understøtte en ensartet indsats på tværs af kommuner, regioner og i praksissektoren. Sundhedsstyrelsen afviser heller ikke, at ny evidens på området kan give anledning til at vurdere, om det i fremtiden vil give mening at koble de to patientgrupper tættere sammen. 

Læs også: Alt så normalt ud, men ...

Læs Trialogen om hjernerystelse i Fag&Forskning nr. 4/2019 og bliv klogere på den aktuelt bedste viden om både diagnose, symptomer, konsekvenser og behandlingsmetoder.

Emneord: 
Hjerne

Hjernen kan blive køresyg

Eksperter opfordrer til, at teknologien bliver brugt med omtanke. Næste skridt er, at den bliver tilpasset den enkelte patient.

Lindring af børns smerter under behandling er det område, hvor effekten af Virtual Reality er mest veldokumenteret i forskningen, men det bliver i stigende omfang brugt indenfor andre discipliner.

”Der er rigtig mange gode initiativer i gang rundt om i landet, f.eks. til behandling af social angst i psykiatrien og motivationsfaktor til genoptræning under rehabilitering. Vi arbejder med at skabe det forkromede overblik igennem vores netværk,” siger Kim Birkemose Jørgensen, der er udviklingskonsulent i Region Hovedstadens Center for Vidensteknologi.

Anthony Lewis Brooks, der er associeret professor på teknisk fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet, og har arbejdet i over 30 år med virtuel virkelighed, mener, at det er blevet mere populært at bruge den virtuelle verden i behandlingen, fordi effekten dels er bedre dokumenteret og udstyret er blevet billigere og lettere at bruge.

Nogle oplever køresyge

”Virtual Reality er et effektivt redskab til at simulere en given situation og observere patientens reaktioner samtidig med, at sundhedspersonalet kan se, hvad patienten ser. Det næste skridt bliver at tilpasse brugen af Virtual Reality bedre til den enkelte patient, se hvilken effekt det har på den enkelte, og hvad begrænsningerne er i brug af teknologien inden for sundhedssektoren,” siger Anthony Lewis Brooks.

Nogle personer oplever f.eks. en slags køresyge ved at komme ind i den kunstige virkelighed, mens man kan risikere at forværre en fobi, hvis man udsætter dem for en simulering af den frygtede situation.

Særlige forhold i psykiatrien

Lene Vistisen , der er sygeplejerske og  netværksleder i innovationsnetværket Danish Healthtech, siger:

”Virtual Reality er et stærkt virkemiddel, der kræver, at man kan skelne mellem, hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed. Når Virtual Reality bruges i f.eks. psykiatrien, er der helt særlige forhold, der gør sig gældende. Her skal de sundhedsfaglige behandlere inddrage deres viden om etik og forståelse for sygdomme og behandlingsmetoder, så det gavner patienten.”

Lene Vistisen. Metoden kan f.eks. anvendes mod social angst, så patienten får visualiseret dagligdags situationer og på den måde gradvist bliver tryg ved at komme ud.

Eksperterne mener, at forskning i effekten af de computer-simulerede miljøer på de enkelte patientgrupper og udviklingen i teknologien, kan gøre sundhedspersonalet bedre i stand til at vurdere, hvornår og hvordan de kan bruge teknologien i behandlingen.

”Vi må arbejde videre med, hvad der virker og hvad der ikke virker. Der er også nye områder, der er under udvikling, f.eks. er det i dag så billigt at købe udstyret, at den enkelte kan bruge Virtual Reality derhjemme. Man er også begyndt at se på, hvordan Virtual Reality kan blive brugt i forhold til demens og Alzheimers,” siger Anthony Lewis Brooks.


Billede 3 Grafik hjerne Danish 3d_VRnovr3inch_600coprighthoffman
Attribution 
Foto: Todd Richards og Aric Bills, Copyright: Hunter Hoffman

 

Smerterelateret hjerneaktivitet ved brug af VR

En hjernescanning før og efter brug af Virtuel Reality viser, at hjernens oplevelse af smerte bliver nedsat under brug af Virtual Reality. Foto: Todd Richards and Aric Bills. Ophavsret Hunter Hoffman, University of Washington.

 

Læs også:

Virtuel verden snyder smerten

Iskoldt parallelunivers hjælper brandofre

"Det afleder mine tanker fra alt det mørke"

 

Emneord: 
Hjerne
Smerte

Hjerneoperation hos en vågen patient

Når en patient opereres i hjernen i vågen tilstand, skal operationssygeplejen tilpasses situationen og mange små detaljer være tænkt igennem.
Resumé

Ved en hjerneoperation er det kirurgens hensigt at opnå en maksimal bortskæring af hjernetumoren, så risikoen for en permanent neurologisk skade mindskes hos patienten.

Hvis tumoren er beliggende i tilslutning til områder i hjernen, som har betydning for sproget og dermed for patientens livskvalitet, vil en hjerneoperation, hvor patienten er vågen, kunne tilbydes. Hvis patienten sover under operationen, stiger risikoen for varig beskadigelse af vitale områder af hjernen og efterfølgende dårligere livskvalitet hos patienten.

Formålet med artiklen er at kvalificere og tydeliggøre operationssygeplejen til patienten, som får udført en hjerneoperation i vågen tilstand. Derfor blev der gennemført en kvalitativ, semistruktureret interviewundersøgelse, hvor fem patienter blev inkluderet.

Resultater fra undersøgelsen peger på, at patientens fokus ikke er at være vågen under en hjerneoperation, men mere at have en hjernetumor, og hvad det vil få af konsekvenser på længere sigt.

Tankerne er hos familien og i håbet om overlevelse.

Derudover tilkendegiver patienterne, at de har en stor tillid til de sundhedsprofessionelle – især neurokirurgen og neuropsykologen.

Operationssygeplejersken bliver ikke omtalt som værende en central aktør, men patienterne er bevidste om, at sygeplejerskerne er en sundhedsprofession, som er en vigtig medspiller i operationsteamet.

Hvad betyder det at blive opereret i hjernen og samtidig være vågen? Umiddelbart kunne det tænkes, at det ville være en svær beslutning for en patient at give sit samtykke til denne form for behandling.

Men patientens tanker er ikke primært centreret om selve indgrebet. Fokus er derimod rettet imod et ønske om overlevelse, et meningsfuldt liv og et fortsat hverdagsliv sammen med familien. Desuden fortæller patienterne, at de har tillid til de sundhedsprofessionelle under den vågne hjerneoperation.

Patienters oplevelser og deres fortællinger understøtter den professionelle og erfaringsbaserede operationssygepleje til de vågne hjerneoperationer, så sygeplejersker kan bidrage med faglig ekspertise under disse operationer.

Fem patientfortællinger

Med henblik på at belyse patienternes oplevelser blev der foretaget semistrukturerede interview med fem patienter, som havde gennemgået en hjerneoperation i vågen tilstand.

De beskrev, hvilke tanker og oplevelser, der opstod i relation til deres sygdomsforløb, den vågne hjerneoperation, familien og interaktionen med de sundhedsprofessionelle. De udvalgte patienter var forskellige mht. køn, alder, sygdomsvarighed og operationstype. Denne heterogenitet øgede troværdigheden, når antallet af patienter i undersøgelsen ikke var større, se Tabel 1.

ff4-19_fa_hjerne_tabel_1Metode

Med afsæt i en interviewguide blev det semistrukturerede, kvalitative interview anvendt som dataindsamlingsmetode med fokus på de tanker og oplevelser, som patienterne finder væsentlige i relation til at få udført en hjerneoperation, mens de er vågne.

Fem patienter i alderen fra 20-60 år blev interviewet. Patienterne blev rekrutteret via den neurokirurg, som udførte operationerne, idet den vågne hjerneoperation på undersøgelsestidspunktet ikke var opstartet i interviewers afdeling, og en anden afdeling blev derfor inddraget. Det betyder, at interviewer ikke har haft indflydelse på inklusions- og eksklusionskriterier.

To af deltagerne var vågne under hele hjerneoperationen, de resterende tre var anæsteseret i indledningsfasen, men vågne under sidste del af operationen.

Deltagerne er sikret anonymitet, og interviewene er baseret på tillid og respekt imellem interviewer og deltager. Interviewene er optaget elektronisk og transskriberet ordret.

F.eks. blev patienterne spurgt, hvad de bemærkede, da de kom til operationsstuen. Desuden skulle de beskrive, hvordan de oplevede at være vågne og indgå i et intenst samarbejde med neurokirurgen og neuropsykologen under operationen.

De fundne data er analyseret ud fra den franske filosof Paul Ricoeurs metodologi, som har en fænomenologisk/hermeneutisk tilgang til de oplevede fænomener. Patienternes fortællinger er valgt som empiri, fordi fortidens oplevelser, erfaringer og forventninger er indeholdt i fortællingen (6), hvilket blev tydeligt under interviewet.

Før interviewene fik patienterne både skriftlig og mundtlig information om undersøgelsens formål, og de underskrev en samtykkeerklæring.

Der er efterfølgende foretaget en opdateret, systematisk litteratursøgning i databaserne: PubMed, Cinahl, SweMed, Psycinfo og Scofus med henblik på at afsøge, om der er publiceret nye artikler i relation til emnet. Der blev ikke fundet nogen, hvilket bekræfter den begrænsede forskning og litteratur på området.

Hvorfor være vågen og ikke helbedøvet?

Intrakranielle operationer, hvor patienten er vågen under hele eller dele af operationen, er en operationsteknik, som har været anvendt siden 1950erne (1). Vågne hjerneoperationer (se Boks 1) bliver anvendt inden for neurokirurgien i forbindelse med hjernetumorkirurgi og Deep Brain Stimulation (DBS), sidstnævnte til patienter med Parkinsonisme.

Boks 1. Definitioner

Vågen hjerneoperation: Operationstype, hvor patienten kan være anæsteseret eller vågen under første del af operationen, men vækkes under selve tumorfjernelsen, så denne kan foregå i et tæt samarbejde imellem patienten, neuropsykologen og kirurgen.

Brain Mapping: En teknik i den perioperative fase af operationen, hvor der foretages en kortlægning (mapping) i hjernen af funktionelle områder som sprog, syn og motorik.

Eloquent område: Områder i hjernen, som varetager funktioner, der har betydning for patientens livskvalitet. F.eks. sprog, syn og motorik.

Sove-vågen-vågen: Operationstype, hvor patienten indledningsvis bliver anæsteseret, men vækkes når neurokirurgen påbegynder tumorfjernelsen. Et koncentreret og fokuseret samarbejde imellem neurokirurgen, neuropsykologen og patienten indledes. Når tumor er fjernet, kan patienten vælge imellem fortsat at være vågen eller blive anæsteseret under sidste del af operationen.

Neurokirurg: Kirurg, som har en specialistviden relateret til sygdomme i hjernen.
Neuropsykolog: Psykolog, som har en specialistviden i at teste hjernens funktioner samt i, hvordan hjernens funktioner afspejles i tanker, følelser og handlinger.

Ifølge cancerregisterets statistikker diagnosticeres i Danmark ca. 1.500 hjernetumorer om året. Den danske befolkning bliver ældre, hvorfor incidensen af hjernetumorer vil fortsætte med at stige (2).

Årsagen til stigningen er i de fleste tilfælde ukendt, men de højteknologiske redskaber i form af MR-scanning er blevet mere udviklet, så hjernevævet bedre kan visualiseres optimalt, hvilket giver en mere præcis og sikker registrering (2), som kan medvirke til, at en hjernetumor diagnosticeres hurtigere end tidligere.

Formålet med den vågne hjerneoperation er at muliggøre en maksimal resektion af hjernetumoren med samtidig kontrol af sprog og kognitive funktioner, som ikke kan overvåges, hvis patienten sover.

Det betyder mindre risiko for varig beskadigelse af vitale områder af hjernen og efterfølgende bedre livskvalitet hos patienten (3,4).

Under operationen anvendes en intraoperativ brain mapping-teknik af de eloquente områder i hjernen. En teknik, hvor patienten koopererer med neurokirurgen og neuropsykologen om at kortlægge de vitale områder i hjernen. Teknikken indebærer en direkte elektrofysiologisk stimulation på cortex.

Det betyder, at neurokirurgen kan manøvrere uden om de neuroområder, der skal bevares, og fjerne de neuroområder, som ikke har nogen neurofunktion (2).

Målgruppen til vågen hjerneoperation

Der er ingen konsensus med hensyn til indikationerne for at vælge den vågne hjerneoperation, men operationsmetoden anbefales til patienter, hvor hjernetumoren er beliggende tæt på eloquente områder i hjernen som sprog, syn og motorik.

Udvælgelsen af patienter, som kandiderer til en vågen hjerneoperation, foretages af neurokirurgen og neuropsykologen. Desuden skal patienterne præoperativt gennemgå forskellige test, der skal belyse, om de kan medvirke til en vågen hjerneoperation, test som også anvendes under operationen (4).

På undersøgelsestidspunktet blev der i Danmark i København opereret ca. 60-70 patienter på årsbasis. Målet er således at optimere disse operationer, fordi den vågne hjerneoperation er skånsom og giver mulighed for en mere præcis resektion af tumor, hvilket resulterer i færre kognitive senfølger hos patienten (4).

Hver operation er en ny situation, derfor er det væsentligt, at neurokirurgen og neuropsykologen informerer patienten om, hvad det betyder at være vågen, og aftaler, hvor meget patienten ønsker at være involveret. Patienterne vil profitere af disse samtaler før operationen, fordi både emotionelle og faktuelle spørgsmål bliver gennemdiskuteret (4).

Patienternes tanker og oplevelser

Patienterne blev bedt om at fortælle om deres oplevelser i forbindelse med den vågne hjerneoperation, hvor de startede med tiden inden operationen. Dette stemmer overens med Paul Ricoeurs tanke om at skabe sammenhæng mellem oplevelser i fortiden, nutiden og fremtiden (6).

Patienterne fortalte, at oplevelsen af at være vågen i den peroperative fase ikke var omdrejningspunktet. Det var mere bevidstheden om at have en hjernetumor, og hvad det ville få af konsekvenser på længere sigt.

Fem temaer blev analyseret

Fra analysen af de fem semistrukturerede, kvalitative interview trådte nedenstående fem temaer frem:

  • At få diagnosen en hjernetumor, det første tegn
  • Familiens betydning
  • Tilliden til de sundhedsprofessionelle
  • Den vågne hjerneoperation og operationssygeplejerskens adfærd
  • Kampen for overlevelse

Temaerne følger en tidslinje, fra patienterne får diagnosen hjernetumor, og familien bliver inddraget, efterfulgt af operationen/efterbehandlingerne, herunder kontakten til de sundhedsprofessionelle, samt tanken og håbet om at kunne overleve. Tidslinjen danner udgangspunkt for overskrifterne i det følgende.

Diagnosen hjernetumor, det første tegn

Patienterne fortæller, at det var voldsomt at få diagnosen hjernetumor, fordi det er en alvorlig sygdom. En hjernetumor kan debutere på forskellig vis, hvorfor patienternes reaktionsmønstre også er forskellige. Symptomerne fra en hjernetumor kan blive fejltolket, hvorfor det handler om lydhørhed over for de oplevelser, som patienterne beskriver.

Nogle oplever det som en lettelse og et vendepunkt at få en diagnose, fordi det giver en forklaring på, hvorfor de igennem længere tid har haft symptomer af ukendt karakter. Som en patient sagde:

”Det var faktisk meget rart at få bekræftet, at der var noget galt.”

En hjernetumor er hos mange mennesker forbundet med tanken om kræft, som sammenkædes med døden, hvilket også var tilfældet hos en af patienterne:

”Når man tænker på, at man har en tumor i hjernen, så er det kræft, og det kan du dø af.”

Familiens betydning

I interviewsituationen bliver familien nævnt helt uopfordret, hvilket viser, at familien spiller en stor rolle, når alvorlig sygdom opstår. Det kan betyde, at en hel familie bliver ramt af sygdommen (7), hvilket også blev beskrevet af patienterne.

”Jeg tror faktisk, at det er hårdest for min familie.”

”Det værste var at se de nærmeste være kede af det … det tog enormt hårdt på min familie.”

De to citater viser, hvad patienterne bemærker i forhold til deres familie. Det gør ondt hos patienterne at se deres nærmeste være påvirket af situationen; de føler, de skal have overskud til at være den stærke.

F.eks. oplevede en patient at skulle skabe lidt ro omkring situationen, hvilket kan betyde, at den angst, de spekulationer og de bekymringer, som opstår i forbindelse med alvorlig sygdom, sløres uden at blive italesat for at beskytte familien (7).

Tilliden til de sundhedsprofessionelle

At være vågen og blive opereret i hjernen er som udgangspunkt ikke det, der optager patienterne mest. De fem patienter fortæller hver deres historie om at være vågen til tumorfjernelsen.

”Det at være vågen under operationen, det bekymrede mig ikke rigtigt. Det var selvfølgelig en speciel tanke, men det var ikke rigtigt noget, jeg lagde vægt på.”

”Det er ligesom at være hos tandlægen. Det der med at du kan høre, at de gør noget, men du kan ikke som sådan mærke det.”

”Jeg kunne høre, at kirurgen skrattede oppe i min hjerne, og da det begyndte at larme, var det som at blive boret x 100, sådan at ligge og blive spændt fast. Hvis det er det, som skal til, så gør jeg det igen.”

” … Jeg havde ingen smerter. Jeg vil sige det sådan, det er ikke noget, jeg er bange for. Det eneste ubehagelige var, da de satte de der titaniumstifter i, og så blev man lige svitset lidt.”

” … men det var ikke noget, som gjorde ondt, de var flinke til at fortælle hver gang, det beroligede. Man får noget smertestillende først, man får lige noget beroligende, og så går de ellers lige så stille og roligt i gang.”

Oplevelserne er ikke enslydende hos de fem patienter. De oplever ubehag i situationen, men de ville gøre det igen. De er bevidste om, at det er den optimale behandling i deres situation. Desuden havde de stor tillid til neurokirurgen og neuropsykologen, hvilket tyder på, at de er velforberedte og informerede om, hvad de kan forvente i løbet af den vågne hjerneoperation.

Neuropsykologen sidder ved siden af patienten under selve tumorfjernelsen og har fokus på, hvordan patienten agerer på de stimuli, neurokirurgen inducerer. Samspillet med patienten er intenst og koncentreret.

Under den del af operationen skal operationssygeplejersken i samråd med anæstesisygeplejersken være opmærksom på, hvordan patientens mimik er.

Er patienten smertepåvirket, ængstelig, varm/kold eller utryg? Nogle patienter kan i dialogen med neuropsykologen italesætte, hvordan de har det, andre patienter oplever det mindre betydningsfuldt.

Operationssygeplejersken vil ud fra sin viden og erfaring kunne agere, så de basale behov bliver opfyldt. Patienterne skal mærke operationssygeplejerskens nærvær. En patient beskrev den betydning, det havde:

”Det betyder meget at blive berørt, så de utallige gange, der var en, der lagde en hånd på mig, både før, under og efter operationen betød meget. Det er helt vildt, så meget det betyder, bare sådan en hånd.”

En berøring uden tale vil give patienten fornemmelsen af tilstedeværelse – af ikke at være alene.

Den vågne hjerneoperation – operationssygeplejerskens adfærd

Operationssygeplejerskens tilstedeværelse bliver ikke italesat og tydeliggjort i interviewene, hvilket ikke er overraskende, eftersom muligheden for en direkte patientkontakt i forbindelse med den vågne kranieoperation er begrænset.

Patienterne er klar over, at der er et operationsteam, men de har fokus på neurokirurgen og neuropsykologen, fordi det er de to personer, som de via de indledende samtaler har fået et nært og tillidsfuldt forhold til. Her er kunsten for operationssygeplejersken at træde et skridt tilbage og alligevel være nærværende.

”Dem, jeg er mest fokuseret på, er neuropsykologen og kirurgen. Vi havde en god kemi, vi tre. Jeg kan godt huske, at der stod en masse omkring mig, men dem, som står omkring mig, de passer på mig,”

”Mit fokus var neuropsykologen og kirurgen, de andre, jeg vidste, at de ikke ville komme til at følge mig, jeg vidste ikke, hvorfor de var der, de ville assistere personen, som var primus motor i det her.”

Citaterne understreger hvilke personer, som har fået en status hos patienten under den vågne hjerneoperation. Patienterne overgiver sig og lægger livet i de to personers hænder med håbet om at blive rask.

Operationssygeplejersken bliver ikke omtalt specifikt, men mere som del af et operationsteam, hvilket er forventeligt, da patienten ikke får mulighed for nær kontakt til sygeplejersken i det sundhedsprofessionelle team.

Operationssygeplejersken er således en aktør, som assisterer og passer på, men har desuden kompetencerne til at udvise omsorg, empati og skabe overblik.

Kampen for overlevelse

Kampen for at overleve og have et hverdagsliv med familien var kendetegnende hos alle deltagerne.

”Jeg gider ikke diskutere, om det er kartofler eller pasta, vi skal have til maden. Jeg har fået en hjerneoperation. Jeg skal leve det liv, jeg har, for jeg ved ikke, hvornår det slutter, og jeg har været tættere på, at det sluttede, end nogen anden.”

Citatet viser, at håndtering af bagateller ændrer sig efter en hjerneoperation. Det samme gør håbet og troen på overlevelse.

”Det nytter ikke noget at lukke det inde i en skal, men være positiv og tro på det. Så længe der er håb, synes jeg, man skal gå efter det.”

Mennesker, som har fået diagnosticeret en alvorlig sygdom, nærer håbet og troen på overlevelse, hvilket forstærkes af den tillid, som bliver udvist fra neuropsykologens og kirurgens side. De tillidsfulde relationer kan give patienterne håb, være terapeutisk helende og give mod på at kæmpe videre for livet (8).

Operationssygeplejersker kan blive synlige

På operationsafdelingen modtages patienten af operationsteamet. Patienten har tidligere mødt og haft de indledende samtaler med neurokirurgen og neuropsykologen, hvorimod operationssygeplejersken ikke har haft mulighed for at møde patienten.

En patient fortæller:

”Og da jeg vågner, kan jeg se operationssygeplejersker rundt omkring mig, hov, det var de samme, som da jeg kom ind.”

Det er betydningsfuldt, at operationssygeplejersken præsenterer sig for patienten ved ankomsten til operationsstuen, så patienten ser sygeplejerskens ansigt. Det kan være overvældende for patienten at blive vækket i uvante omgivelser og derudover møde ukendte personer.

Der kan opstå situationer under operationen, hvor operationssygeplejersken skal udføre sygepleje tæt på patienten, hvorfor det er vigtigt, at patienten har set sygeplejersken inden operationen.

En professionsforsker taler om tavs viden, som ikke kan tilegnes på en skolastisk og eksplicit vis, men tilegnes i praksis (9), hvilket understøttes til en vågen kraniotomi. Operationssygeplejersken kan forholde sig tilbagetrukket i rummet, udvise en stille og rolig adfærd med en bevidsthed om, hvad denne operation betyder for patienten. Patienten skal fornemme, at der er kontrol over situationen.

Operationssygeplejersken gør brug af sine sanser og er lydhør over for dialogen imellem patienten, neurokirurgen og neuropsykologen.

Operationssygeplejersken bør være opmærksom på den angst og nervøsitet, som kan plage patienten. Det kan være unge patienter, hvor sociale bekymringer som forpligtelser over for familie, børn og arbejde er tilstede.

Desuden tages hensyn til patientens synsfelt. Der må ikke stå apparatur eller lignende, som kan give unødig støj og forstyrre patienten. Patienten skal kunne se og mærke, hvad der sker i rummet.

Operationssygeplejersken skal have overblik, være systematisk og nærværende. Vigtige observationer hos operationssygeplejersken kan f.eks. være, at patienten ikke fryser, har en behagelig, korrekt lejring og får fjernet ørepropperne, inden tumorfjernelsen starter.

Kommunikation og relation er nøglebegreber

Den relationelle koordinering tager afsæt i to grundlæggende dimensioner: kommunikation og relation (10,11), som er to nøglebegreber under en vågen hjerneoperation. Der vil være fokus på en situation med patienten i centrum, hvor alle professioner kommunikerer og agerer, så patienten oplever en professionel og tillidsfuld behandling.

Debat
  • Diskutér, hvorfor operationssygeplejen er usynlig under denne type operation.
  • Diskutér, hvorfor patienterne kan have gavn af at vide, hvem operationssygeplejersken er, og hvordan hun arbejder?
  • Diskutér, hvilken rolle operationssygeplejersken kan have efter operationen?

Det ses fra interviewers afdeling, hvor de forskellige sundhedsprofessioner, som deltager til en vågen hjerneoperation, er afhængige af hinanden. Den professionelle og erfarne operationssygeplejerske er øvet i at håndtere og mestre en operationssygepleje, som de øvrige professioner ikke er uddannet til at varetage.

Patienten har brug for en omsorgsfuld operationssygeplejerske

Gennem patientfortællingerne bliver det tydeligt, at patienten har brug for en opmærksom, allestedsnærværende og omsorgsfuld operationssygeplejerske under operationen. Der er ikke kun tale om en usynlig og instrumentel sygepleje, men om en sygepleje, hvor sygeplejersken i høj grad anvender sit sygeplejefaglige skøn.

Skønnet er ikke stationært, men foranderligt, fordi det bliver tilpasset den enkelte patient i situationen på en omsorgsfuld måde (13). Skønnet er begrundet i den viden, indsigt og forståelse, som findes hos en erfaren operationssygeplejerske (13).

Tak til Bodil Bjørnshave Noe, sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d., Hospitalsenheden Vest, for vejledning og sparring under udarbejdelse af Masterprojektet, til Jannick Brennum, Centerdirektør, dr.med., MHM, Rigshospitalet, for at facilitere projektet, og til Leanne Langhorn, klinisk sygeplejespecialist, cand. cur., ph.d., Operation og Intensiv Nord/Aarhus Universitetshospital for sparring og vejledning til at skrive artiklen.

Ane Kirkegaard

Ane Kirkegaard 
Sygeplejerske 1983, SD 2014, MKS 2017. Specialeansvarlig operationssygeplejerske, Bedøvelse og Operation, Hjerne- og Rygkirurgi, Aarhus Universitetshospital.

anekkirk@rm.dk

English abstract

Kirkegaard A. Awake craniotomy. Fag&Forskning 2019;(4):68-74.

The surgical aim of awake craniotomy is to achieve maximum resection of a brain tumour while reducing the risk of permanent neurological damage to the patient. If the tumour is located in regions of the brain implicated in speech, and hence the patient’s quality of life, awake craniotomy may be offered.

Brain tumours close to these regions of the brain pose a particular challenge in neurosurgery.

The aim of the article is to delineate surgical nursing to the patient undergoing brain surgery while in a conscious state.

To that end, a qualitative, semi-structured interview-based study was conducted, which included five patients.

The results of the study indicate that the patients’ focus is not on wakefulness during brain surgery, but rather on having a brain tumour and its long-term consequences. Their thoughts revolve around the family and the hope of survival.

In addition, the patients indicate their great confidence in the health professionals – notably the neurosurgeon and the neuropsychologist.

While the perioperative nurse is not perceived as having a focal role, patients are aware that nurses as health professionals are key members of the surgical team.

Keywords: Awake craniotomy, brain tumour, patient perception, theatre nursing, perioperative nurse, interviews.

Referencer
  1. Bajunaid, KM, Ajlan AM. A patient`s perspective. Neurosciences 2015; Vol.20(3).
  2. Juhler M, Brennum J. Nervesystemets tumorer. In: Paulson OB, Gjerris F, Sørensen PS. Klinisk neurologi og neurokirurgi. København: FADL´S Forlag 2015.
  3. Howie E, Bambrough J, Karabatsou K and Fox J. RE Patient experience of awake craniotomy: An Interpretative Phenomenological Analysis. Journal of Health Psychology 2016, Vol. 21(11).
  4. Blom H. Vågen under hjerneoperation. Sygeplejersken 2005;(21)):38-9.
  5. Høstrup H. Livet med en ondartet sygdom. In: Red: Graubæk A-M. Patientologi. København: Gads forlag;2013.
  6. Dreyer P. Fortællingen. In: Red: Graubæk, A-M. Patientologi. København: Gads forlag; 2013.
  7. Forup L, Jakobsen C, Bøje T, Delmar C, Kristensen DD, Møller M, Sønder H, Pedersen BD. ”Det er værst for familien” – i livet med en kronisk lidelse In: Tidsskrift for Sygeplejeforskning 2007;(1).
  8. Angel S. Kampen for at komme videre i livet. In: Red: Graubæk, A-M. Patientologi. København: Gads Forlag 2013.
  9. Wackerhausen B.& S. Tavs viden, pædagogik og praksis. I: På sporet af praksis - Antologi (1999). http://static.uvm.dk/Publikationer/1999/prakspor/4.htm) Besøgt d. 04.05.19
  10. Holtzmann JS. Relationel koordinering øger kvaliteten Sygeplejersken 2011; (6): 48.
  11. Gittell JH. Effektivitet i sundhedsvæsenet – samarbejde, fleksibilitet kvalitet. København: Munksgaard 2012.
  12. Andersen JK, Olsen KS. Anaesthesia for awake craniotomy is safe and well-tolerate. Danish Medical Bulletin 2010 57/10. 13. Scheel ME. Interaktionel sygeplejepraksis København: Munksgaard 2016.

 

 

Emneord: 
Hjerne
Operation
Sygeplejerolle

Referencer til Trialog om hjernerystelse

Svar på spørgsmål i "Test dig selv i viden om hjernerystelse"
  1. Nej
  2. Nej
  3. Ud fra patientens anamnese og symptomer
  4. Nej, tab af bevidsthed er bare et af flere symptomer, som kan være tilstede
  5. 35-40 pct.

    (Læs spørgsmål)

 

Referencer

  1. Læs mere om Dansk Center for Hjernerystelse på www.dcfh.dk
  2. Rytter HM, Westenbaek K, Henriksen H, Christiansen P og Humle F. Specialized interdisciplinary rehabilitation reduces persistent post-concussive symptoms: a randomized clinical trial. Brain Injury. Pages 266-281. 2018.
  3. Se Hana Malá Rytters mange bidrag til tidsskrifter og medier www.psy.ku.dk -> Ansatte -> Søg ”Hana Malá Rytter” -> Klik på ”Publikationer” og/eller ”Presse”
  4. Kure A. Ingen lette genveje. Sygeplejersken nr. 15. 1991.
  5. Kure A. Mange patienter kan hjælpes. Sygeplejersken nr. 35. 1995.
  6. Pinner M, Børgesen SE, Jensen R, Birket-Smith M, Gade A, Riis JØ. Konsensusrapport om commotio cerebri (hjernerystelse). Videnscenter for Hjerneskade. 2003.
  7. Cassidy JD, Carroll LJ, Peloso PM, Borg J, von Holst H, Holm L, et al. Incidence, risk factors and prevention of mild traumatic brain injury: results of the WHO Collaborating Centre Task Force on Mild Traumatic Brain Injury. J Rehabil Med. 2004(43 Suppl):28-60.
  8. McMahon P, Hricik A, Yue JK, Puccio AM, Inoue T, Lingsma HF, et al. Symptomatology and functional outcome in mild traumatic brain injury: results from the prospective TRACK-TBI study. J Neurotrauma. 2014;31(1):26-33
  9. The American Congress of Rehabilitation Medicine (ACRM). Definition of mild traumatic brain injury. The Journal of Head Trauma Rehabilitation 1993;8:86-87.
  10. Carroll LJ, Cassidy JD, Holm L, et al. Methodological issues and research recommendations for mild traumatic brain injury: the WHO Collaborating Centre Task Force on Mild Traumatic Brain Injury. J Rehabil Med 2004:113-25.
  11. Naess-Schmidt ET, Blicher JU, Eskildsen SF, et al. Microstructural changes in the thalamus after mild traumatic brain injury: A longitudinal diffusion and mean kurtosis tensor MRI study. Brain Inj 2017;31:230-6.
  12. Ebert SE, Jensen P, Ozenne B m.fl. Molecular imaging of neuroinflammation in patients after mild traumatic brain injury: a longitudinal 123I-CLINDE single photon emission computed tomography study. European journal of Neurology. 2019 Apr 19. doi: 10.1111/ene.13971
  13. Hjernerystelse: Observation eller CT-scanning – en kommenteret udenlandsk medicinsk teknologivurdering. Sundhedsstyrelsen, Monitorering & Medicinsk Teknologivurdering. December 2008.
  14. Undén J, Ingebrigtsen T m.fl. Scandinavia Trauma Committee (SNC). Scandinavian guidelines for initial management of minimal, mild and moderate head injuries in adults: an evidence and consensus-based update. BMC Med 2013; 11: 50-87.
  15. Hossain I, Mohammadian M, Takala R m.fl. Early Levels of Glial Fibrillary Acidic Protein and Neurofilament Light Protein in Predicting the Outcome of Mild Traumatic Brain Injury. Journal of Neurotrauma. Vol 36, Issue 10: May 6, 2019
  16. Meier TB, Nelson LD, Huber DL, et al. Prospective Assessment of Acute Blood Markers of Brain Injury in Sport-Related Concussion. J Neurotrauma 2017;34:3134-42.
  17. Dorminy M, Hoogeveen A, Tierney RT, et al. Effect of soccer heading ball speed on S100B, sideline concussion assessments and head impact kinematics. Brain Inj 2015:1-7.
  18. Carroll LJ, Cassidy JD, Holm L, et al. Methodological issues and research recommendations for mild traumatic brain injury: the WHO Collaborating Centre Task Force on Mild Traumatic Brain Injury. J Rehabil Med 2004:113-25.
  19. Graff HJ, Siersma VD, Møller A, Kragstrup J, Andersen LL, Egerod I, Rytter HM. Labour market attachment after mild traumatic brain injury : nationwide cohort study with 5-year register followup in Denmark. BMJ Open, Bind 9:2019.
  20. Malá H, Mogensen J. Commotio cerebri og mild traumatisk hjerneskade – er vi enige om, hvad det er? Best Practice. Februar 2017.
  21. Hjerneskaderehabilitering – en medicinsk teknologivurdering. København: Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdokumentation, 2011.
  22. Eskesen V, Springborh JB, Unden J, Romner B. Initial håndtering af minimale, lette og moderate hovedtraumer hos voksne. Ugeskr Læger 2014; 176:V09130559
  23. Booker J, Sinha S, Choudhari K. Description of the predictors of persistent post-concussion symptoms and disability after mild traumatic brain injury: the SHEFBIT cohort. Br J Neurosurg. 2019 Aug;33(4):367-375. doi: 10.1080/02688697.2019.1598542. Epub 2019 Apr 9.
  24. Polinder S, Cnossen MC, Real RGL, Covic A. A multidimensional approach to post-concussion symptoms in mild traumatic brain injury: A focused review. Front Neurol. 2018;9:1113
  25. Cnossen MC, van der Naalt J, Spikman JM, Nieboer D, Yue JK, Winkler EA, Manley GT, von Steinbuechel N, Polinder S, Steyerberg EW, Lingsma HF. Prediction of Persistent Post-Concussion Symptoms after Mild Traumatic Brain Injury. J Neurotrauma. 2018 Nov 15;35(22):2691-2698. doi: 10.1089/neu.2017.5486. Epub 2018 Jul 23.
  26. Cassidy JD, Carroll LJ, Peloso PM, et al. Incidence, risk factors and prevention of mild traumatic brain injury: results of the WHO Collaborating Centre Task Force on Mild Traumatic Brain Injury. J Rehabil Med 2004:28-60.
  27. Ponsford J, Willmott C, Rothwell A, et al. Factors influencing outcome following mild traumatic brain injury in adults. J Int Neuropsychol Soc 2000;6:568-79.
  28. Bazarian JJ, Wong T, Harris M, et al. Epidemiology and predictors of post-concussive syndrome after minor head injury in an emergency population. Brain Inj 1999;13:173-89.
  29. Brixen J. Især de yngre og de højtuddannede mister jobbet efter en hjernerystelse. 21.07.2019. Fundet på www.nyheder.ku.dk den 21. oktober 2019
  30. Nordhaug LH, Linde M, Follestad T, Skandsen ØN, Bjarkø VV, Skandsen T, Vik A.Change in Headache Suffering and Predictors of Headache after Mild Traumatic Brain Injury: A Population-Based, Controlled, Longitudinal Study with Twelve-Month Follow-Up. J Neurotrauma. 2019 Aug 2. doi: 10.1089/neu.2018.6328. [Epub ahead of print]
  31. Ashina H, Porreca F, Anderson T, Amin FM m.fl. Post-traumatic headache: epidemiology and pathophysiological insights. Nature Reviews Neurology.Vol15;p:607–617:(2019)
  32. Diener HC, Dodick D, Evers S, Holle D, m.fl. Pathophysiology, prevention, and treatment of medication overuse headache. The Lancet Neurology. Vol18, Issue 9, September 2019,Pages 891-902.
  33. Silverberg ND, Iverson GL. Is rest after concussion "the best medicine?": Recommendations for activity resumption following concussion in athletes, civilians, and military service members. J Head Trauma Rehabil. 2013 Jul-Aug;28(4):250-9. doi: 10.1097/HTR.0b013e31825ad658
  34. Graff, HJ, Deleu N, Christiansen P, Rytter HM (in press): Facilitators and barries of return to work after mild traumatic injury: a thematic analysis.
  35. Silverberg ND, Iverson GL. Etiology of the post-concussion syndrome: Physiogenesis and psychogenesis revisited. Neurorehabilitation, vol. 29, no. 4. Pp.317-329. 2011
  36. Til dig, der oplever træthed efter din hjerneskade. Pjece. Hjernesagen. 2017
  37. Undén J, Dalziel SR, Borland ML, Phillips N m.fl. External validation of the Scandinavian guidelines for management of minimal, mild and moderate head injuries in children. BMC Medicine. Vol. 16; Issue 1.Oct.2018.
  38. Godt i gang efter hjernerystelse. Presse og nyheder. Hospitalsenhed Midt. Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive. 13032019. 39.  Thastum MM. Early Intervention for impairing post-concussion symptoms. Health. Aarhus University. The Research Clinic for Functional Disorders & Psychosomatics, Aarhus University Hospital/Hammel Neurorehabilitation Centre and University Research Clinic, Aarhus University. Denmark. 2019.
  39. Eskesen V, Springborg JB, Unden J, Romner B. Guidelines for the initial management of adult patients with minimal to moderate head injury. Ugeskr Laeger. 2014;28:176.

    ff4-19_tri_kassefoto

    Trialog: Hjernerystelse

    Læs i denne Trialog:


    Trialogen bliver til som et interview mellem tre parter. På den ene side en førende ekspert inden for et fagligt område. På den anden side journalisten og en sygeplejerske, der arbejder inden for feltet. Journalisten og sygeplejersken interviewer i fællesskab forskeren med det mål at formidle den nyeste viden, som har relevans for den kliniske sygepleje.

     

 

Emneord: 
Hjerne

Test dig selv i viden om hjernerystelse

  1. En hjernerystelse skyldes altid et direkte slag mod hovedet?
  2. Kan en CT- eller MR-scanning påvise en hjernerystelse?
  3. Hvordan stilles diagnosen hjernerystelse?
  4. Skal man altid have været bevidstløs under/efter traumet for at få hjernerystelse?
  5. Hvor mange patienter har stadig symptomer fire uger efter traumet?

Svar

ff4-19_tri_kassefoto

Trialog: Hjernerystelse

Læs i denne Trialog:

 

Emneord: 
Hjerne

Facts og myter om hjernerystelse

Særlige risikogrupper

I absolutte tal er antallet af hjernerystelser størst hos børn i aldersgruppen 0-14 år, men incidensen er størst blandt 15-24-årige mænd. I alle aldersgrupper fraset >75 år indlægges der flest mænd med hjernerystelser.

Hana Malá Rytter tilføjer:

”Vi ved, at det er de lavtuddannede og særligt mænd, som er i risiko for at få hjernerystelse. De drikker, slås og kører på knallert og laver andre risikofyldte ting. De er ikke så gode til at passe på sig selv,” siger hun og tilføjer:

”Et helt andet spørgsmål er, hvem der er i risiko for at lide af langvarige symptomer. Her tegner der sig et ganske komplekst billede.”

Men forskning peger på, at langvarige symptomer især ses hos:

  • Patienter, som var påvirket af alkohol under traumet
  • Patienter med mere svære symptomer de første to uger efter traumet
  • Patienter, som oplever stress både op til og i ugerne efter traumet
  • Patienter, som tidligere har haft hovedtraumer
  • Patienter med tidligere psykisk sygdom som angst eller depression
  • Kvinder, som har større risiko for at få langvarige symptomer end mænd
  • (Professionelle) sportsfolk, som vender for tidligt tilbage til sportsgrenen

(23,24,25,26,27,28)

Pas på med hovedpinepillerne

Typiske symptomer i forbindelse med hjernerystelse er hovedpine og smerter i nakken. Den hovedpine, patienter med hjernerystelse får, opleves enten som migrænelignende hovedpine eller spændingshovedpine (31).

”Har man hovedpine lige efter traumet, er det i orden at tage smertestillende, men mange patienter lever på Iprener, Panodiler og kombinationspræparater i månedsvis, før de bliver informeret om, at de skal passe på. Det første, neurologer ofte gør, når de modtager patienter med hovedpine som langvarig følge efter hjernerystelse, er at tilbyde medicinsanering. Patienterne er overmedicinerede og har udviklet medicinsk betinget hovedpine oven på den post commotionelle hovedpine (32),” siger Hana Malá Rytter.

Ifølge forskeren er Paracetamol (som er i præparaterne Panodil, Pamol og Pinex, red.) fint at bruge, så længe det er under 15 dage pr. måned i gennemsnit. Ved 15 dage eller mere gennem mindst tre måneder er der risiko for at udvikle medicinoverforbrugshovedpine. For kombinationspræparater som f.eks. Treo eller Fortamol er grænserne mere snævre, de må højst tages ni dage pr. måned.

Ingen alkohol og medicin

De første dage efter traumet anbefales det, at patienten undgår alkohol og medicin som sovepiller eller beroligende medicin, med mindre det er udskrevet af læge. Det er desuden vigtigt at få ordentlig kost og nok at drikke, så kroppen har energi til at restituere.

Hjernetræthed

Efter en blodprop, en blødning i hjernen eller en anden type hjerneskade samt hjernerystelse kan patienter opleve en træthed, som de aldrig før har oplevet. Denne træthed beskrives af nogle som at gå ind i en mur.

Det er en træthed, der pludselig kan overvælde patienten, som ikke kan overskue en situation eller tage ordentlig stilling til ting.

Trætheden kan både føles som manglende energi, udmatning, fysisk og/eller mental træthed eller muskelsvaghed. Trætheden kaldes ”hjernetræthed” eller udtalt træthed.

Årsagen til hjernetræthed er ikke kendt, men en forklaring er, at den hjernetrætte hjerne er ”uøkonomisk” og derfor bliver hurtigere drænet for energi.

(36)

Børn har brug for længere tid

Selvom børn overordnet tåler mere end voksne, når de falder eller slår hovedet, er antallet af hjernerystelser i faktiske tal størst blandt de 0-14-årige (6).

Ifølge Hana Malá Rytter er forskningen omkring hjernerystelse hos børn endnu mere sparsom end blandt voksne. Patienterne kan have svært ved at beskrive symptomerne, især de helt små børn, men også teenagerne. Og børn er ikke bare børn, men kan med fordel grupperes i de 0-3-årige, de 3-11-årige og så teenagebørnene.

”Der sker virkelig meget i hjernen, når puberteten starter, både hormonelt og strukturelt. Her tager ens personlighed for alvor form, og hjernen lærer at håndtere de krav, man møder. Der sker mange forandringer, der kan gøre det endnu sværere at tolke evt. symptomer på hjernerystelse, hvis man slår hovedet som teenager,” siger hun.

Faktum er dog, at børn først og fremmest skal bruge længere tid på at blive symptomfri end voksne patienter. Og det er vigtigt, at de lige som de voksne genoptager hverdagen gradvist.

”De skal være symptomfri derhjemme, før de gradvist starter i institution eller skole. Og så skal de være symptomfri her, før de genoptager eventuelle fritidsaktiviteter,” siger Hana Malá Rytter og tilføjer desuden, at Skandinavisk Traumekomités retningslinjer om håndtering af minimale, lette og moderate hovedtraumer (14,37) også gælder for børn.

På Center for Hjerneskade tilbyder Hjernerystelsesenheden for børn og unge også behandling til børn med hjernerystelse, både til dem, som for nyligt er blevet ramt, og til børn med længerevarende symptomer. På centrets hjemmeside er der pjecer med nyttig information og redskaber målrettet både børn og forældre. 

Gældende retningslinjer
  •  Konsensusrapport om commotio cerebri (hjernerystelse). Videnscenter for Hjerneskade. 2003 (6).
  • Scandinavian guidelines for initial management of minimal, mild and moderate head injuries in adults: an evidence and consensus-based update. Scandinavia Trauma Committee (14).
  • Hjernerystelse: Observation eller CT-scanning – en kommenteret, udenlandsk medicinsk teknologivurdering. Sundhedsstyrelsen (13).
Godt igang efter hjernerystelse

Unge i alderen 15-30 år, der stadig har svære symptomer to-seks mdr. efter traumet, kan med fordel behandles ved hjælp af et nyudviklet, tværfagligt behandlingsprogram. Det konkluderer psykolog Mille Møller Thastum fra Aarhus Universitet i sit ph.d.-projekt ”Early intervention for impairing post-concussion symptoms” fra marts 2019.

I samarbejde med Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Hammel Neurocenters Universitetsklinik for Neurorehabilitering har Mille Møller Thastum udviklet behandlingsprogrammet ”Get going After concussIoN” (GAIN) (på dansk: godt i gang efter hjernerystelse, red.), der strækker sig over otte uger.

Patienterne, som deltog i GAIN, fik undervisning om hjernerystelse samt individuel rådgivning fra neuropsykolog, ergoterapeut og fysioterapeut om, hvordan de bedst kunne håndtere symptomer i hverdagen.

I forhold til en kontrolgruppe med patienter, som ikke deltog i GAIN, men kun modtog kort information og rådgivning om hjernerystelse ved en forundersøgelse, kunne forskeren dokumentere, at GAIN-behandlingen reducerede symptomerne markant og forbedrede patienternes overordnede fysiske helbred.

(38,39)

Seks myter om hjernerystelse

Man må ikke sove, hvis man har hjernerystelse
Det er kun det første døgn efter traumet, man skal vækkes ca. hver fjerde time for at tjekke, om man er kontaktbar, jf. risiko for at udvikle en mere alvorlig tilstand. Har man øget søvnbehov herefter, skal man lytte til det.

Man skal have været bevidstløs for at have hjernerystelse
Ikke nødvendigvis, det er bare et ud af flere typiske symptomer.

Man skal støde hovedet mod et objekt for at få hjernerystelse
Hjernerystelser opstår oftest, når hovedet støder mod et objekt, men man kan i princippet også få hjernerystelse, hvis man har fået et kraftigt ryk i kroppen, hvor hovedet er fulgt med.

Man skal tage den med ro i to uger
Nej, kun de første tre-fire døgn, og så skal man gradvist igang igen

Man må ikke se skærm (TV, iPad eller computer) eller læse
Det må man godt, hvis man ikke får symptomer af at gøre det

Jo hårdere slag, jo værre hjernerystelse
Der er ikke altid sammenhæng, det afhænger af mange forskellige ydre og indre forhold.

ff4-19_tri_kassefoto

Trialog: Hjernerystelse

Læs i denne Trialog:

Emneord: 
Hjerne

Ny retningslinje på vej

I efteråret 2020 har Dansk Center for Hjernerystelse deadline på en ny national retningslinje om non-farmakologisk behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse.

Har man ikke oplevet spontan bedring af symptomerne af sin hjernerystelse i løbet af de første fire uger efter traumet, er det ifølge Hana Malá Rytter primært de non-farmakologiske behandlingstiltag, der har effekt.

Hun er derfor glad for, at Sundhedsstyrelsen har givet arbejdsgruppen under Dansk Center for Hjernerystelse grønt lys til at udarbejde en national, klinisk retningslinje på dette område. Retningslinjen skal give de fagprofessionelle de bedste, evidensbaserede værktøjer til at behandle patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse – til gavn for både helbred og pengepung:

”I dag er tilbuddene til patienter med længerevarende symptomer i bedste fald meget fragmenterede, men som oftest mangelfulde. Patienterne læner sig derfor som regel op ad anbefalinger fra bekendte og dr. Google, og en ting er sikkert: De bruger ofte mange penge på behandling i privat regi,” siger Hana Malá Rytter.

Arbejdsgruppen har valgt at afdække viden og evidens af non-farmakologisk behandling på syv områder, som Hana Malá Rytter knytter et par ord til her:

  1. Effekt af tidlig information og rådgivning, dvs. at patienten bliver vejledt i forhold til symptomer i form af folder eller telefonopkald tidligt efter traumet.
  2. Effekt af gradueret, fysisk træning, hvor man gradvist øger sin træningsmængde i forhold til at kunne tackle fysisk træthed og fysiske symptomer og at få styr på niveauet af fysisk aktivitet.
  3. Effekt af vestibulær rehabilitering i forhold til problemer med balance og svimmelhed.
  4. Effekt af psykologisk behandling, hvor der arbejdes med patientens sygdomsopfattelse, symptomer og mestringsstrategier. Patienterne placerer sig ifølge forskeren typisk i to grupper, der begge er uhensigtsmæssige og fastholder dem i symptomerne: 1. Jeg gør slet ikke noget, ellers får jeg det dårligt 2. Jeg gør for meget og overgør tingene konstant og lytter ikke til min egen krop.
  5. Effekt af samsynstræning. Mange patienter efterspørger det dyre tilbud hos optometrist mod egenbetaling. En del fysioterapeuter leverer synstræning og øjentræning i kommunalt regi som synskonsulenter eller synsvejledere, og det er et vigtigt område at få belyst i forhold til effekt.
  6. Effekt af den tværfaglige tilgang, f.eks. når patienten får både psykologisk behandling, rådgivning, synstræning og fysioterapi. Tesen er, at når flere fagpersoner arbejder sammen og afstemmer behandlinger, lykkes behandlingen bedst. Den koordinerede, tværfaglige indsats er vigtig, fordi symptomerne spænder så bredt. Nogle symptomer skal behandles hver for sig, mens andre skal behandles på samme tid.
  7. Effekt af manuel træning.

ff4-19_tri_kassefoto

Trialog: Hjernerystelse

Læs i denne Trialog:

 

 

Emneord: 
Hjerne

Lidt ad gangen er vejen frem

Korrekt vejledning lige efter traumet og tidlig udredning for evt. langvarige symptomer er sammen med individuel behandling afgørende for restitutionsprocessen.

Selvom Ida Herskind havde hovedpine og følte sig utilpas i dagene efter sit cykelstyrt, tog hun efter at have konsulteret sin praktiserende læge på arbejde igen mandag.

Drømmejobbet som radiovært trak, men hun holdt med nød og næppe kun til det i tre dage, før hun måtte kapitulere pga. af voldsom hovedpine og problemer med at fokusere.

Ida Herskind er bare et eksempel på konsekvensen af manglende diagnose og forkert vejledning i tiden lige efter traumet. Hun formåede selv at lytte til sin krop og slappe nogenlunde af de første dage efter faldet og opsøgte egen læge, så snart det var muligt. Men hun skulle ikke være begyndt fuld tid på job allerede tre dage efter traumet, og det havde hun måske vidst, hvis medarbejderen på 1813 havde henvist Ida Herskind til akutmodtagelsen fredag aften.

Hun var sandsynligvis blevet sendt hjem igen efter undersøgelse, men forhåbentlig med lidt mere korrekt information à la den Aase Kure og kollegerne giver patienter med hjernerystelse/i risiko for hjernerystelse med hjem.

”Udskriver vi patienter til observation i eget hjem, adviserer vi altid dem og evt. pårørende om, hvad de skal holde øje med. De får en folder med, hvor det er beskrevet, hvilke symptomer der er normale og unormale. Hvad skal de reagere på, og hvordan skal de forholde sig i dagene efter traumet, f.eks. at der kan være behov for at ligge i sengen et par dage,” fortæller Aase Kure.

Som udgangspunkt anbefaler Aase Kure patienterne at gå hjem, tage det roligt og lytte til sin krop, når de første dages hvile efter traumet er overstået.

”Får de hovedpine eller synsforstyrrelser af at være oppe og læse avis eller kigge på mobiltelefonen eller fjernsynet, skal de stoppe. Mange spørger os, hvad et roligt regime er, og her svarer jeg oftest, at de f.eks. kan gå en lille tur eller høre lydbøger. Så længe, de har symptomer som hovedpine eller føler sig udmattede, også kaldet ”hjernetræthed”, SKAL de slappe af og ikke udfordre hjernen med f.eks. TV eller læsning,” siger hun vel vidende, at det kan være svært at praktisere.

Patienter forvirret over tidshorisont

Hana Malá Rytter synes som udgangspunkt, det er nogle fine budskaber, patienterne får med hjem fra Rigshospitalets Traumecenter og Akutmodtagelse, og hun kender til lignende foldere fra akutmodtagelser landet over. Hun tilføjer dog:

”Vi ved, at patienter ofte ikke føler, at de er blevet vejledt grundigt nok, og også, at de nødvendigvis ikke husker alt det, de har fået fortalt,” siger neuropsykologen.

En folder kan derfor være på sin plads, selvom der er en hårfin balance mellem at give tilstrækkelig information og ikke vække unødig bekymring hos patienten. Derudover oplever forskeren også, at patienter kan have svært ved at omsætte de råd, de har fået, til egen krop. Og især spørgsmålet om hvor længe, de skal tage den med ro, fylder meget hos mange.

”Jeg møder ofte patienter, som mangler vejledning i forhold til, hvad de tidsmæssigt kan forvente. Vi har gennem lang tid sagt, at de skal tage den med ro i ca. to uger, og så er de over hjernerystelsen. I dag viser forskningen (33), at du skal tage den med ro, men ikke fuldstændig ro, når de første tre-fire dage er overstået. Ellers risikerer patienter selv at bidrage til, at perioden med symptomer bliver længere,” siger hun og fortsætter:

”Anbefalingerne har ændret sig fra, at du skal ligge ned i 14 dage og ikke gøre noget som helst til, at du efter de første tre-fire dage stille og roligt skal begynde at genoptage dine aktiviteter, også selvom du ikke er symptomfri, men på absolut minimumsniveau til at begynde med og så gradvist tilføje flere aktiviteter lidt ad gangen og stadig rationalisere med dine kræfter i forhold til, hvad du har lyst og energi til,” siger Hana Malá Rytter og tilføjer:

”Patienterne skal også vide, at mange stadig har symptomer et par uger efter traumet. Ikke for at gøre dem bange, men for at hjælpe dem med at sætte realistiske mål for deres eget forløb. Mange tager den med ro de første tre-fire dage for så at genoptage hverdagen med job eller studier, som om intet var sket, og så oplever mange, at deres verden falder sammen. De går fra at lytte til kroppen til at lægge for hårdt ud.”

Aase Kure supplerer:

”Mit bedste råd er, at de gerne må kede sig lidt i restitutionsfasen og fokusere på aktiviteter, der gør dem glade. De skal gøre nogle af de ting, de får energi af, det er tilladt og faktisk terapeutisk,” siger hun og uddyber:

”Havde de forstuvet anklen voldsomt, var de ikke vendt tilbage til hverdagen så hurtigt. Jeg har mødt mange patienter, som føler, de er uundværlige og derfor bliver nødt til at komme hurtigt tilbage på job. Og også patienter, som er blevet invalidepensionister, og unge, der aldrig har fået deres uddannelse på grund af PCS. Derfor er det så vigtigt at lytte til kroppen.”

Sen diagnose giver dårlige vaner

Men at lytte til kroppen og symptomer kan være svært, især fordi symptomerne som hovedpine og synsforstyrrelse ofte kommer lidt forsinket. Igen anbefales det, at patienterne skal leve efter mottoet ”lidt ad gangen”, f.eks. to-tre minutters læsning eller anden aktivitet den første dag og så et par minutter mere dagen efter, hvis symptomerne udebliver. Nogle patienter kan styre denne proces selv, mens andre har brug for fagprofessionel vejledning f.eks. ved at blive tilknyttet et af de commotio-specifikke programmer, en del kommuner er begyndt at tilbyde, og som også Commotioprogrammet ved Center for Hjerneskade tilbyder.

Som beskrevet i Sygeplejersken nr. 13/2019 varierer tilbuddene dog i både indhold og kvalitet, og det er ofte også en lang og til tider udmattende proces at blive henvist, hvilket også kan skade behandlingen. Tidlig udredning også for langvarige symptomer, dvs. inden for de første måneder, er vigtigt, understreger Hana Malá Rytter:

”Der kan gå halve til hele år, før patienterne får stillet diagnosen langvarige symptomer efter hjernerystelse, og rent behandlingsmæssigt er det en meget dårlig strategi. Patienterne risikerer at få oparbejdet en masse dårlige strategier, hvor de har svært ved at lytte til kroppen og derfor over- eller undertolker signalerne.”

I forhold til udredning for og behandling af langvarige symptomer kommer mange praktiserende læger desværre også til kort, hvilket Hana Malá Rytter har forståelse for.

”De er ofte utilstrækkeligt klædt på i forhold til viden og vejledning om, hvor patienten skal sendes hen (34). Det kan jeg godt forstå, for der stilles store krav til dem, og de har 10 minutter til en konsultation. Der er behov for nogle ensrettede redskaber – ud fra de og de symptomer kan lægen henvise til det og det. I dag kan de kun henvise til en fysioterapeut og en speciallæge, men f.eks. ikke til optometrist eller psykolog, selvom patienten måske udviser symptomer på synsforstyrrelser eller sænket stemningsleje og derfor er i risiko for at udvikle depression. Der er behov for nogle klare og ensrettede behandlingsveje mellem sektorer og faggrupper.”

Individuel behandling

Når man taler om restitution efter hjernerystelse, er det ifølge Hana Malá Rytter også afgørende at anerkende, at hjernen er plastisk og formbar. Samt at alle mennesker og dermed også hjernerystelsesforløb er individuelle – patienternes symptomniveau, personlighed, livsstil og anvendelse af den rådgivning, de får, er også meget forskellig.

”I forhold til langvarige symptomer har vi selve hjernerystelsen, men også personens psyke. Tog vi al hjernerystelse væk, ville nogle af patienterne stadig have det svært. Men omvendt ville mange ikke have det svært, hvis ikke de havde langvarige symptomer efter hjernerystelse. Det er bare for at sige, at gruppen er utrolig varieret, og det stiller store krav til de sundhedsprofessionelles viden, sundhedsvæsenets koordination og måde at behandle dem på,” siger hun og uddyber:

”Hvordan skal vi f.eks. håndtere unge, som har taget stoffer og føler sig usårlige? Og hvad med kvinder i 30-39-års alderen, som både skal have familie og karriere op at køre på samme tid? De skal givetvis have forskellig vejledning og hjælp,” siger hun og fortsætter:

”Patienter med langvarige symptomer efter hjernerystelse har nogenlunde let ved at få omverdenens forståelse for deres situation de første tre måneder. Men varer symptomerne ved, er det svært at blive henvist videre til korrekt behandling, og patienterne skal ofte fortælle deres historie igen og igen. De ønsker måske inderligt at komme tilbage på job, og den kommunale sagsbehandler er nok enig. Men så er spørgsmålet, hvordan dette spiller sammen med arbejdsopgaver og arbejdsgivernes ønsker? Det økonomiske fundament vakler måske også, og det er en ekstra stressfaktor, som på ingen måde gavner. Stress er bare en dårlig medspiller, når man skal komme sig efter en hjernerystelse (35).”

ff4-19_tri_kassefoto

Trialog: Hjernerystelse

Læs i denne Trialog:

 

 

Emneord: 
Hjerne

Især de højtuddannede mister jobbet

Nyt studie viser, at især de yngre og de højtuddannede mister jobbet efter en hjernerystelse.

Personer med kort uddannelse og fysisk krævende arbejde har lettere ved at planlægge deres arbejdsdag, aflaste hjernen og holde de pauser, det kræver for at komme godt igennem et forløb med langvarige symptomer efter hjernerystelse, end højtuddannede akademikere har.

Den konklusion tør Hana Malá Rytter godt at drage ud fra de resultater, som hun sammen med en forskergruppe publicerede i juli i år (19,29). Forskerne har fulgt knap 20.000 patienter med hjernerystelse i fem år og alene kigget på patienternes tilknytning til arbejdsmarkedet hhv. seks måneder og fem år efter traumet.

”Det viser sig, at det bl.a. er de yngre og de højtuddannede, som er i risiko for at miste deres tilknytning til arbejdsmarkedet efter en hjernerystelse. Det overraskede os lidt, da vi ved, at det især er de lavtuddannede og mænd, som er i risiko for at få en hjernerystelse,” siger Hana Malá Rytter.

Ifølge analyserne har folk med korte uddannelser 30 pct. forøget risiko for at forlade arbejdsmarkedet fem år efter traumet i forhold til folk med korte uddannelser uden hjernerystelse. Men folk med videregående uddannelser (dvs. studier efter gymnasium/HF-niveau) har mere end dobbelt så stor risiko (215 pct.) for at måtte opgive at passe et almindeligt job. Som Hana Malá Rytter siger, kan koncentrationsbesvær og træthed efter en hjernerystelse ramme alle:

”Så det er bemærkelsesværdigt, at dem med videregående uddannelser har så meget større risiko for at ende med at forlade arbejdsmarkedet.”

En forklaring kan være, at de højtuddannede sidder i stillinger, som kræver stor grad af selvtilrettelæggelse, multitasking og planlægning:

”De sidder i jobs, hvor der hele tiden dukker nye mails og påmindelser op, og man skal nærmest planlægge næste arbejdsdag samtidig med, at man udfører dagens opgaver. Det kræver intellektuelt overskud og stiller særlige krav til den såkaldte eksekutive styring, som kan være påvirket, når man har langvarige symptomer efter hjernerystelse,” siger hun og tilføjer:

”En gartner har alt andet lige lidt nemmere ved at strukturere sin hverdag og mærke sig selv ude i naturen end en vidensmedarbejder, som sidder foran en skærm hele dagen. Det er måske lidt groft sat op, men patienter med hjernerystelse har brug for enkle, veldefinerede opgaver, som skal løses en ad gangen. Og det kan være årsagen til, at de ufaglærte og dem med de kortere uddannelser i højere grad er i stand til at blive i deres job.”

Patienter i 30’erne hårdt ramt

Studiet viser også, at de yngre grupper er markant mere udsatte i forhold til at forlade arbejdsmarkedet end de lidt ældre. Værst ser det ud for patienter mellem 30-39 år, som fem år efter traumet har dobbelt så stor risiko (200 pct.) for at stå uden for arbejdsmarkedet end jævnaldrende, der ikke har haft hjernerystelse. For de 40-49-årige er risikoen omtrent 30 pct. højere, mens der i gruppen 50-59-årige ikke var en nævneværdig forskel. Hvad det kan skyldes, har Hana Malá Rytter også et bud på:

”Mænd og kvinder i 30’erne er ofte lige blevet færdige med uddannelse og i gang med at etablere sig både professionelt og privat med karriere og familie. Og modsat har de ældre måske en lidt mere afslappet holdning til, hvad de skal præstere.”

Når talen falder på patienter med langvarige symptomer, har Aase Kure og Hana Malá Rytter hver bemærket nogle tendenser:

”De patienter med post commotionelt syndrom, jeg har set en del af, er unge, festglade mennesker, der var berusede ved traumet, og som ikke har respekteret vores vejledning om at tage den med ro og lytte til deres krop. De er bare gået i byen igen, og så kommer de tilbage flere dage efter, fordi de slet ikke kan være i deres hoveder, og dem har vi svært ved at hjælpe,” siger Aase Kure.

Hana Malá Rytter tilføjer:

”Vi ved, at folk, der slår hovedet, mens de er påvirket af alkohol, ofte kommer til at slås med langvarige symptomer (30). Og så er der gruppen af folk, som starter for brat op med hverdagen igen og tror, de kan det samme med det samme, f.eks. studerende eller højtuddannede, hvor de føler, at karrieren ikke kan vente.”

ff4-19_tri_kassefoto

Trialog: Hjernerystelse

Læs i denne Trialog:

 

 

Emneord: 
Hjerne