"Jytte var det første danske ord, jeg lærte"

I efteråret 2000 ankom 6-årige Mozhgan Haidari til Center Sandholm sammen med sin familie efter syv måneders flugt fra Iran. Her tog sundhedsplejerske Jytte Birthe Jensen imod hende, og det har hun aldrig glemt. I dag er Mozhgan blevet sygeplejerske, og vi er taget med hende tilbage til Center Sandholm. Der er nemlig noget, hun i mange år gerne har villet sige til Jytte
På vej ind og på vej ud. Sundhedsplejerske Jytte Birthe Jensen er netop gået på efterløn efter et langt arbejdsliv. Mozhgan Haidari blev uddannet sygeplejerske i 2018 og har lige taget hul på sit.
Foto: Nikolai Linares
Title

Jytte Birthe Jensen er 63 år og netop gået på efterløn efter 20 år som sundhedsplejerske for Røde Kors i Center Sandholm

Mozhgan Haidari er 25 år og sygeplejerske på Bispebjerg Hospital

”Det er 20 år siden, jeg var her sidst, men jeg kan sagtens genkende de gule bygninger. Og den røde port. Jeg kan tydeligt huske, at vi blev sat af dér ude på vejen og gik op til porten for at melde vores ankomst. Det var sådan, det hele startede.”

Ordene er den 25-årige sygeplejerske Mozhgan Haidaris. Vi holder parkeret ude foran Center Sandholm en solbeskinnet dag i maj, og hun er en smule nervøs.

Den gule hovedbygning tårner sig op bag en massiv jernport, der begrænser adgangen ud og ind. På den anden side af vejen er landskabet indhyllet i grønne græsmarker, der bugter og bøjer sig. Her er nærmest billedskønt, og det er svært at forestille sig, at stedet her danner rammen om en på mange måder svær del af Mozhgans historie.

I dag skal hun gense en kvinde, hun ikke har set i mere end 20 år, men som har haft afgørende betydning for hendes liv. Det var i efteråret 2000, her i Center Sandholm, at en lang rejse sluttede. Og en ny begyndte.

Mor sagde, vi skulle på eventyr

Mozhgans forældre er oprindeligt fra Afghanistan. Pga. Talebans indtog i landet flygtede de til Iran i starten af 90’erne i håbet om et bedre liv. Her blev Mozhgan født i 1994. I Iran spidsede situationen hurtigt til for den lille familie.

De havde ingen juridiske rettigheder og risikerede hvert øjeblik at blive deporteret tilbage til Afghanistan. En aften fortalte Mozhgans mor hende, at de skulle på eventyr.

På parkeringspladsen triller en bil pludselig op ved siden af os og parkerer. Ud af bilen stiger Jytte Birthe Jensen, der har været sundhedsplejerske på Center Sandholm siden august 2000.

”Det må være Mozhgan,” konstaterer hun storsmilende og fortæller, at hun kort forinden har fundet Mozhgan på Facebook.

”Jeg måtte lige se, om jeg kunne kende dig, men du var jo så lille dengang,” siger hun undskyldende, men Mozhgan beroliger hende med, at hun har taget en stak gamle fotos med.

”Jeg kan heller ikke huske dit ansigt,” siger Mozhgan.”Men jeg kan sagtens kende din stemme.”

De står smilende overfor hinanden, og et kort øjeblik opstår der en lidt akavet stemning. Vi befinder os midt under coronakrisen, og der er strikse krav til social afstand.

”Hvad gør vi her?” spørger Jytte lettere forvirret. ”Vi må jo ikke kramme.”

Så bryder de begge ud i forløsende latter. 

Flugten

For Mozhgan blev rejsen ikke noget eventyr. Da det stod klart for Mozhgans forældre, at der ikke var nogen fremtid for dem i Iran, havde de købt sig en vej til Europa. Den aften fløj familien ud af Iran fra lufthavnen i Masshad på falske pas, og de næste syv måneder bragte den lille familie til Turkmenistan, Usbekistan, Kasakhstan.

Ind i Rusland, videre til Ukraine og gennem Hviderusland. Til Polen, Tyskland og endelig til Danmark. Et netværk af menneskesmuglere fragtede familien fra land til land under kummerlige forhold.

Jytte Birthe Jensen og Mozhgan Haidari
Der er store følelser i spil, når man endevender sin fortid. Når Mozhgan bliver bevæget, er Jytte lynhurtig til at vende stemningen, så der også bliver plads til grin og smil. Det er en arbejdsskade, fortæller Jytte.
Foto: Nikolai Linares
Nogle snød dem, kørte dem i ring og stjal deres penge. Andre var voldelige. Undervejs blev Mozhgan flere gange adskilt fra sine forældre i dagevis, når de i nogle lande blev tilbageholdt og afhørt af myndighederne.

Ved jernporten finder Jytte sit adgangskort frem og tjekker ind hos vagten, så vi kan komme ind på Center Sandholms område. Hun og Mozhgan bevæger sig ned gennem lejren. Forbi bygningerne, rundt om hjørner og over veje, mens snakken går om løst og fast. To unge mænd sidder i solen og ryger en cigaret, mens de kigger opmærksomt efter dem.

På vej ned til Jyttes kontor vender hun og Mozhgan deres holdninger til sygeplejen og finder lynhurtigt ud af, at de har en masse til fælles. De har bl.a. begge valgt at være tillidsrepræsentanter og mener begge, at det er mere end på tide med bedre løn og vilkår for sygeplejersker. Pludselig standser

Mozhgan brat op.

Jeg kan kende den bygning! Den har jo slet ikke ændret sig. Vinduerne er præcis de samme,” udbryder hun.

Det viser sig, at sygeplejeklinikken er flyttet ind i de selvsamme lokaler, hvor Mozhgan og hendes familie boede, da de opholdt sig på centret for mange år siden. Mozhgan bliver et øjeblik stille og skal lige samle sig.

”Når jeg ser på de bygninger, så vækker det noget i mig. Det er så genkendeligt. Og jeg bliver så glad for, hvor jeg er i dag,” siger hun og tørrer en stille tåre væk fra øjenkrogen. Jytte smiler og giver hende et øjeblik.

”Det er helt forventeligt, at du reagerer, som du gør, Mozhgan. Det er jo en del af din livshistorie, det her.”

Mozhgan smiler og nikker. Så er der stille lidt, indtil Jytte bryder tavsheden.

”Skal vi ikke gå indenfor og sætte os lidt? Er du klar?”

En ny begyndelse

Da den lille familie langt om længe nåede Danmark, blev de sat af på Københavns Hovedbanegård med besked på at henvende sig til den første politimand, de så. Da Mozhgans forældre havde søgt asyl, gav betjentene på det dengang lille politikontor dem instrukser om ruten til Sandholm og købte deres billetter.

Efter ankomsten til Center Sandholm blev Mozhgan straks adskilt fra sine forældre, der skulle interviewes om deres baggrund, helbred og bevæggrunde for at være flygtet til Danmark. Mens Mozhgans forældre blev undersøgt i sygeplejeklinikken, fik Jytte ansvaret for at tage sig af den kun 6-årige Mozhgan. Mozhgan, der dengang hverken talte dansk eller engelsk, forstod ikke, hvad der foregik.

”Da jeg mødte dig, vidste jeg ikke, hvad der skulle ske. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde fik mine forældre at se igen. Jeg var så bange. Under hele flugten havde der været angst, vrede og råben. Du og jeg talte ikke samme sprog, men dit stemmeleje var så roligt. Jeg kan huske, at du aede mig og tog mig i din favn. Da vidste jeg bare, at jeg var i sikkerhed. Og det var første gang i syv måneder,” fortæller Mozhgan, mens Jytte lytter intenst.

Vi sidder i sygeplejeklinikkens tekøkken og personalestue, der i år 2000 var et af Center Sandholms ”familieværelser”. Mozhgan har fundet stakken med fotos frem, og hun og Jytte gennemgår dem et for et. På det første billede sidder Mozhgan med en masse bamser. Det er taget i Iran, før familien flygtede.

”Hvor mange fik du med hertil?” spørger Jytte.

”Ingen,” svarer Mozhgan. ”Det måtte vi ikke, der var ikke plads.”

Der bliver stille. Jytte smiler og nikker anerkendende. Det er tavs indforståethed. Hun har set det mange gange før. Alt det, der må efterlades. Alt det, man ikke får med.

”Jeg kan huske, du sagde ”Jytte”,” indskyder Mozhgan. ”Jeg forstod dig ikke, men jeg var med på, at du forsøgte at fortælle mig, hvem du var. Derfor har jeg altid sagt, at Jytte var det første danske ord, jeg lærte.”

Så griner vi alle.

Tak for alt

Mozhgan og hendes familie var heldige. De fik opholdstilladelse allerede året efter deres ankomst til Danmark og fik kommune i Ans i Midtjylland.

Herfra gik hverdagen sin gang. Først børnehave, så dansk folkeskole og senere Viborg gymnasium. To yngre søstre kom til i 2001 og 2003.

Mozhgans forældre lærte dansk, tog deres studentereksamen og fik fast arbejde. Familien blev, som tiden gik, en integreret del af både det lille lokalsamfund og Danmark.

Jytte og Mozhgan bladrer videre gennem stakken med billeder, mens de taler om de ting, Mozhgan oplevede under flugten. Hun forklarer, at mange af minderne stille og roligt er ved at forsvinde fra hendes hukommelse. På det næste billede i bunken ligger en storsmilende 7-årig Mozhgan på en seng mellem to store bamser.

”Her har vi lige fået opholdstilladelse. Det er i vores nye villalejlighed i Ans, og der fik jeg endelig bamser igen. De var mine bedste venner i en periode,” forklarer Mozhgan, og Jytte nikker igen.

”De var måske også nemmere at knytte sig til? På det tidspunkt har du jo været vant til, at de mennesker, der var her i dag, ikke nødvendigvis var der i morgen. Det ser vi ofte. Jeg er glad for, at det er ved at forsvinde fra din hukommelse. Og for at du kom så godt videre.”

Der bliver stille et øjeblik, hvorefter Mozhgan fokuserer blikket på Jytte.

Mozhgan Haidari
6-årige Mozhgan med de første bamser hun fik i Danmark. Billedet er taget kort tid efter, at Mozhgans familie fik opholds- tilladelse og flyttede til Ans.
Privatfoto
”Det var vigtigt for mig at komme her i dag og fortælle min historie og få sagt tak til dig. Det er ikke alle, der kan gøre det, du gjorde. Jeg er helt sikker på, at den måde du tog imod mig på, har været med til at udvikle mig som menneske. Du er en del af grunden til, at jeg er blevet sygeplejerske. Jeg skal også hilse dig fra mine forældre og sige tak. Tak fra os alle sammen,” siger Mozhgan, og stemmen knækker igen.

”Det var så lidt, Mozhgan. Det er dejligt at høre, at man har gjort noget godt. Tak for at have husket mig, og for at du tør stå frem og fortælle din historie, som i øvrigt er helt enestående,” siger Jytte roligt. ”Der er ikke mange sygeplejersker, der har oplevet det, du har.”

På gensyn

I 2015 flyttede Mozhgan fra barndomshjemmet i Midtjylland for at læse til sygeplejerske i København. Hun blev færdiguddannet i 2018, og arbejder nu på Bispebjerg Hospital, hvor hun senest har været en del af Covid-beredskabet.

Vi har forladt klinikken, og bevæger os nu tilbage mod indgangen. På vejen passerer vi Center Sandholms børnehave, hvor Mozhgan legede for mere end tyve år siden.

”Det sværeste ved arbejdet har altid været ikke at vide, hvad der blev af jer alle sammen, når I forlod Sandholm,” siger Jytte, da vi er forbi legepladsen og de legende børn.

”Fik I lov at blive i Danmark? Blev I sendt tilbage til det, I flygtede fra? Jeg har ikke kunnet love nogle familier noget. Mit arbejde har alene bestået i at behandle alle, som om de skulle være her til evig tid. I skulle have det bedste af det bedste.”

Tre timer efter vi ankom, er vi igen nået tilbage til parkeringspladsen og skal til at tage afsked. Heller ikke nu må der krammes, men der bliver vinket ivrigt farvel og de to lover hinanden, at kontakten skal holdes ved lige. Da Jytte er kørt, står vi et øjeblik stille og betragter landskabet, der omkranser Center Sandholm.

”Jeg er så lettet,” siger Mozhgan ovenpå en dyb indånding.

“Jeg blev bekræftet i, at det jeg huskede om hende, var rigtigt. Hendes nærvær og udstråling var der stadigvæk. Der var så meget, jeg gerne ville sige i dag. I det mindste fik jeg sagt tak.”

Emneord: 
Flygtning
Indvandrer
Sundhedspleje

Klar til etnisk udrykning

Etnisk Ressourceteam rykker ud, når der opstår forståelseskløfter mellem sundhedspersonale og borgere med anden etnisk baggrund end dansk.
Ayse Döner er ansat som ansvarlig koordinator for Etnisk Ressourceteam, der har base på Peder Lykke Centret på Amager.
Foto: Nikolaj Linares
Etnisk ressourceteam

Etnisk Ressourceteam er et pilotprojekt, der kører over en toårig periode og finansieres og evalueres af Københavns Kommune.

  • Teamet består af enten sygeplejersker, sosu-hjælpere eller -assistenter, der rekrutteres fra arbejdspladser i lokalområdet, eksempelvis andre plejehjem og hjemmeplejeenheder. Arbejdspladsen, der udlåner en medarbejder, får udbetalt refusion af kommunen for de timer, medarbejderen har været udlånt.
  • Ressourceteamet er et tilbud til kommunens øvrige sundhedsinstanser, eksempelvis visitationen, ergoterapeuter, sygeplejersker og hjemmehjælpere, der alle har mulighed for at rekvirere en ressourceperson, når der er behov for det.
  • I skrivende stund består ressourceteamet af 35 personer, der tilsammen kan assistere borgere og personale på 32 forskellige sprog.
  • Kerneopgaven for Etnisk Ressourceteam handler om forebyggelse af ensomhed blandt målgruppen og afklaring af kulturelle misforståelser, hvor ressourcepersonen fungerer som en slags vejleder for begge parter.

Kilde: Ayse Döner.

”Mimik kan være helt forskellig fra land til land. I nogle kulturer betyder det ”nej”, når man nikker med hovedet. Så prøv at forestille dig, hvad der sker, når personalet spørger en beboer, om hun vil have et bad. Så går mødet bare helt galt fra starten af!”

Sådan beskriver Ayse Döner en af de udfordringer i plejen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk, som Etnisk Ressourceteam er med til at forebygge og løse. I mødet mellem mennesker er det langtfra altid, at kommunikation handler om det talte sprog, og i mange situationer er der behov for andet og mere end bare oversættelse fra et sprog til et andet, forklarer hun. Siden november 2017 har hun været ansat som ansvarlig koordinator for teamet, der har base på mangfoldighedsplejehjemmet Peder Lykke Centret på Amager.

Uudnyttede ressourcer sat i system

Etnisk Ressourceteam opstod, fordi plejehjemmets personale gang på gang havde oplevet, hvordan misforståelser kom i vejen for den gode pleje eller skabte ubehagelige situationer for både personale og beboere med minoritetsbaggrund. Hverken oversættelsesapps eller professionelle tolke var til megen hjælp, for de ældre beboere var ikke i stand til at betjene en app, og når en professionel tolk oversatte direkte, gav beskederne ikke altid mening.

For et plejehjem, der gerne ville praktisere gode, kulturelle kompetencer, var frustrationen total. Personalet havde i nogle tilfælde i desperation tilkaldt medarbejdere fra husets køkken med minoritetsbaggrund, når der var behov for oversættelse rundtom i huset, men fortolkningen manglede stadigvæk en sundhedsfaglig dimension. Med 24 nationaliteter repræsenteret i husets samlede personalebesætning opstod idéen om at sætte de sproglige og kulturelle ressourcer i system, og hermed var kimen til Etnisk Ressourceteam lagt.

”I den tyrkiske kultur er psykiske problemer ekstremt tabubelagte. Det er det samme som at sige, at du er skør. Jeg blev kaldt ud til en meget grådlabil borger med tyrkisk baggrund, hvor en hjemmesygeplejerske forgæves havde forsøgt at skaffe hende psykiatrisk hjælp. Fordi jeg kender til hendes kulturelle baggrund, indledte jeg i stedet en snak om, hvorfor hun var ked af det, og om hun havde brug for én, der kunne hjælpe med hendes følelser. Spørgsmålet var i princippet præcis det samme, men formuleringen var anderledes, og det gjorde forskellen,” forklarer Ayse Döner som et eksempel på ressourceteamets styrke.

Dorthe Boe Danbjørg

Fælles ansvar

”Som samfund har vi en forpligtelse til at tage hånd om sårbare, men der må man konstatere, at vi i sundhedsvæsenet har nogle store huller. Der er simpelthen en patientgruppe, der falder igennem.”
Det siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, om de udfordringer, ældre med minoritetsbaggrund møder i det danske sundhedsvæsen.
”Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har ældre med minoritetsbaggrund det sværere end andre grupper i samfundet,” siger hun og fremhæver tolkegebyret som eksempel på, at vi som samfund er med til at skabe ulighed i sundhed. Hun opfordrer landets sygeplejersker til kontinuerligt at gøre opmærksom på, hvis de oplever ulighed i sundhed i deres arbejde, så problemet kan blive belyst i sit fulde omfang.
”Som sygeplejersker får vi en særlig indsigt, fordi vi oplever det på første hånd, og så er vi nødt til at træde til,” siger hun og tilføjer:
”Det her er en opgave, sundhedsvæsenet skal løse, og som der skal følge ressourcer med til.”

God kommunikation er mere end sprog

Ayse Döner oplever, at interessen for projektet er stor blandt både fagprofessionelle og borgere, fordi indsatsen ikke alene afhjælper sproglige misforståelser, men også kan være med til at sikre, at beboere og borgere får den korrekte sygeplejefaglige behandling.

”Jeg blev kaldt ud til et besøg i hjemmeplejen for at hjælpe med at overkomme, hvad personalet tolkede som en sproglig barriere. Men da jeg talte med borgeren, responderede hun uhensigtsmæssigt. Vi talte samme sprog, men i kraft af min sundhedsfaglige baggrund kunne jeg konstatere, at der var tale om kognitiv svækkelse. Det kunne jeg så videreformidle til medarbejderen, der fik igangsat en anden behandlingsstrategi. Nu er hun blevet godkendt til plejebolig,” fortæller Ayse, der er uddannet ergoterapeut og har en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab.

Behov for flere lignende indsatser

”Fælles for mange af de ældre er, at de er analfabeter. De har aldrig gået i skole, de har ingen uddannelse, så de kan ikke engang forstå deres eget sprog skriftligt, og derfor er deres viden om sundhed og sygdom mangelfuld. Fordi de ikke kan tilegne sig viden i eksempelvis litteratur og på hjemmesider, er de begrænset til den viden, der eksisterer i deres netværk, og som i mange tilfælde baserer sig på myter,” fortæller Ayse.

Hun kan genkende mange af de ældres problemer fra sine egne bedsteforældre, der også har været udfordret i forhold til det danske sundhedsvæsen. Etnisk Ressourceteam får mange henvendelser, hvor borgerne efterspørger hjælp til økonomi eller boligsituation, men her må de ikke assistere, fordi det går ud over ressourcepersonernes virksomhedsområde.

”Vi ved jo, at ting som sundhed og økonomi hænger sammen. Alene det at komme i et aktivitetscenter her på plejehjemmet kræver, at man har råd. Det handler måske nok kun om godt 100 kr. om måneden, men hvis man ikke har nogen indkomst, så er det rigtig mange penge, og så kommer man ikke afsted,” siger hun og tilføjer, at hun håber, at Københavns Kommune i fremtiden vil gøre projektet permanent, og at andre kommunale instanser som eksempelvis socialforvaltningen også på sigt vil få deres eget ressourceteam. ”Behovet for hjælp er i hvert fald derude, det er helt sikkert,” siger hun.

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre

Dårlig sundhed rammer hele familien

Når ældre og plejekrævende indvandrere oplever ulighed i sundhed, har det ikke kun konsekvenser for den ældre selv. Hele familien er presset i mødet med sundhedsvæsenet, og det truer den næste generations velbefindende, mener afdelingssygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital, Hanne Winther Frederiksen.
Afdelingssygeplejerske Hanne Winther Frederiksen har for nylig afsluttet en ph.d. om ulighed i sundhed. Den konkluderer, at hjertepatienter med indvandrerbaggrund oplever en markant dårligere rehabilitering end etniske danskere.
Foto: Nikolaj Linares

”Typisk ser vi patienter, der sideløbende med en somatisk sygdom kæmper med angst eller PTSD, og som ikke tør bevæge sig uden for døren eller tage bussen alene, men det kan sundhedsvæsenet ikke håndtere,” fortæller Hanne Winther Frederiksen, der er afdelingssygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital. ”Patienten har måske gavn af, at en ven eller søn kan ledsage dem til behandlingen, men selvom denne ven måske først får fri fra arbejde klokken 15, får patienten alligevel tider i ambulatoriet på forskellige tidspunkter på dagen.

Indvandrermedicinsk klinik
  • Indvandrermedicinsk Klinik tager udelukkende imod patienter med indvandrerbaggrund.
  • Ofte er der tale om henvisninger, hvor egen læge har kastet håndklædet i ringen og ganske enkelt har opgivet at behandle patienten. Derfor har de fleste patienter typisk en lang række afbrudte forløb i sundhedsvæsenet bag sig, når de møder op i klinikken.
  • Omkring to tredjedele af patienterne i klinikken er familiesammenførte, mens en sidste tredjedel er flygtninge.
  • Omkring 80 pct. af patienterne er kvinder, og flere end halvdelen har boet i Danmark i mere end 20 år.
  • Patienterne er mestendels midaldrende eller ældre og har typisk lært noget dansk, men har aflært det igen grundet enten ringe vedligehold som følge af social isolation eller som konsekvens af kognitiv sygdom.

Kilde: Hanne Winther Frederiksen.

Som resultat dukker patienten gentagne gange ikke op til behandling, hvorefter forløbet afsluttes på den konto. Så har patienten pludselig en række afbrudte forløb og en masse misrøgtet sygdom.”

Hanne Winther Frederiksen har for nylig afsluttet en ph.d. om ulighed i sundhed, der konkluderer, at hjertepatienter med indvandrerbaggrund oplever en markant dårligere rehabilitering end etniske danskere, og hun mener, at der er tale om ulige adgang til sundhed for en ekstremt sårbar patientgruppe, hvor der kun i sjældne tilfælde er håb om egentlig helbredelse.

Større pligt til omsorg

Patienterne i Indvandrermedicinsk Klinik har ofte en kombination af flere og misligholdte sygdomme, kroniske og invaliderende smerter og traumer af forskellig karakter i bagagen. De er en sårbar patientgruppe i sig selv, men de aldrende migranters sundhedstilstand har også store konsekvenser for deres familier, fortæller Hanne Winther Frederiksen. ”I klinikken får vi de gamle og syge henvist, men ofte er det foranlediget af en bekymring, som i langt højere grad drejer sig om resten af familien end om den ældre. Den byrde, de lægger på deres børn og børnebørn, har en kæmpe betydning fremadrettet.”

Ifølge en peer review-artikel fra Tidsskriftet Gerontologi i 2017 viser hollandske og tyske undersøgelser, at tyrkiske indvandrere har langt større forventninger til hjælp fra familien end majoritetsbefolkningen. Det handler både om mistillid til systemet, men også om en kulturelt betinget modstand mod, at plejen af familiemedlemmer overlades til fremmede. Det kan være forbundet med stor skam og skyld at overdrage ansvaret for sine forældre til sundhedspersoner.

Den problematik genkender Hanne Winther Frederiksen tydeligt fra sit arbejde i klinikken.

”Jeg oplever det som helt internaliseret, nærmest automatisk. ”Selvfølgelig tager jeg mig af min gamle mor, hun har båret mig i sin mave”. Men jeg oplever også unge mennesker, der kæmper mellem to kulturer, og som kæmper for at færdiggøre deres uddannelse, samtidig med at de har noget, der minder om et fuldtidsjob med at passe deres syge forældre. Unge, som sidder med en kæmpe omsorgsforpligtelse, og som hver dag efter skole eller job er hjemme og ordne alt muligt. Som bliver nødt til at pjække fra skole eller job, fordi de skal køre frem og tilbage til hospitalsaftaler,” fortæller hun.

Vi skal håbe for den næste generation

En stor del af de problemer, patienterne i klinikken døjer med, er afledt af eksempelvis fattigdom, som er virkeligheden for rigtig mange ældre indvandrere. Det betyder, at et ensidigt fokus på patienternes sundhedstilstand ikke er nok, forklarer Hanne Winther Frederiksen. Mange af patienterne har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, og for nogle betyder det helt konkret, at der eksempelvis ikke er råd til både medicin mod behandlingskrævende sygdom og husleje.

”Jeg var for nylig ude og undervise, og da sad der en ung sygeplejerske blandt publikum, som blev enormt provokeret over at høre, at jeg bruger tid på at ringe rundt til boligselskaber for mine patienter, hvis der er behov for det. For jeg er jo sundhedsperson, ikke? Men tingene hænger jo sammen,” forklarer hun.

Derfor er socialt arbejde også en del af hverdagen i klinikken, og Hanne Winther Frederiksen hjælper ofte sine patienter med eksempelvis økonomi og boligsituation. Det er også et led i at forsøge at tage noget af presset af patienternes familier, forklarer hun, og hun så gerne, at man i sundhedsvæsenet i højere grad tog udfordringen med det stigende antal ældre indvandrere alvorligt.

”Hvis man virkelig ønsker den gode integration og det gode liv for den næste generation af indvandrere, så er der brug for et holdningsskifte blandt sundhedsprofessionelle,” siger hun og tilføjer, at klinikkens helhedsorienterede tilgang efter hendes mening skaber mere tålelige liv for både patienter og pårørende. ”Vores arbejde i klinikken handler om mange ting, men rigtig meget om den næste generation. Det er i virkeligheden den, vi skal gøre os håb for.”

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre

Kvinderne tør åbne sig overfor mig

Ældre med etnisk minoritetsbaggrund mangler ofte basal viden om sundhed. Derfor har en række kommuner i flere år uddannet lokale borgere med forskellige etniciteter til sundhedsformidlere. De formidler sundhed til en ellers svært tilgængelig målgruppe og bygger bro til sundhedsvæsenet.
Shahnaz Qureshi (midtfor) har pakistansk baggrund, og er en af de sundhedsformidlere, der arbejder på Sundhedscafeen.
Foto: Rie Neuchs

”Dreng!” udbryder en kvinde med et kæmpe smil og peger på min gravide mave.

Sygeplejersken er taget til Sundhedscafé i kvindeværestedet BuQetten i Hvidovre, hvor en gruppe kvinder med minoritetsbaggrund hver fredag mødes for at dyrke motion og blive klogere på sundhed. De har netop afsluttet en times motion i lokalet ved siden af, og nu er det tid til kaffe og åben dialog. Da jeg spørger ind til kvindernes baggrund og sundhedshistorik, famler vi lidt rundt i kommunikationen til at starte med i kraft af kvindernes meget beskedne dansk. Heldigvis bliver min højgravide mave hurtigt genstand for en livlig snak, for her kan vi mødes om et universelt kvinderitual, der ikke kræver særlige, sproglige kompetencer.

”Dreng!” gentager kvinden. Det ved hun bare, for hvis den gravide har et rent og fint ansigt, så bliver det en dreng. Når man venter en pige, så suger barnet af sin moders skønhed, der som konsekvens må døje med uren hud og mere til, fortæller hun. Alle de andre kvinder nikker enigt. De har ret, bekræfter jeg og takker for komplimentet, og alle kvinderne jubler og lykønsker mig med klem i hånden og smil henover bordet.

Myter om sundhed er udbredte

Snakken går livligt, mens broccoli, æbler og gulerødder i mundrette stykker sendes rundt sammen med den varme kaffe. For mange af kvinderne er de to timer i BuQetten om ugen et åndehul, hvor de frit kan stille alle de spørgsmål, de måtte have om sundhed. Den smilende kvindes forudsigelse af mit ufødte barns køn var kærlig og harmløs, men også et eksempel på den form for myter om kroppen, der florerer i minoritetsmiljøer.

Sundhedscaféen er et initiativ i det tværkommunale forebyggelsesprojekt på Vestegnen, ”Sundhed på dit sprog”. Her uddannes borgere i kommunerne med indvandrerbaggrund til sundhedsformidlere. Shahnaz Qureshi er en af dem. Hun har pakistansk baggrund og kom til Danmark som 11-årig i 1975. ”I minoritetsmiljøer er myter om krop og sundhed udbredte og kan i værste fald have fatale konsekvenser,” siger hun og fortæller om en midaldrende kvinde, der i to år gik rundt med en kræftsygdom uden at modtage behandling og uden at informere hverken sin mand eller sine børn om det.

”Det viste sig, at svigermor engang havde sagt, at hvis man fik kræft, så var man selv skyld i det. Så havde man ikke passet ordentligt på, eller man havde gjort noget forkert. At det var en straf fra Gud. Fordi hun ikke talte med andre om det, vidste hun jo ikke bedre. Derfor er det så vigtigt, at vi når ud til de her borgere,” fortæller Shahnaz Qureshi.
I 2018 viste et studie fra Kræftens Bekæmpelse blandt knap 467.000 kvinder, at hele 22,3 pct. af kvinderne med ikkevestlig baggrund ikke blev screenet for livmoderhalskræft, mens det kun gjaldt for 13 pct. af de etnisk danske kvinder. Minoritetskvinder blev altså kun screenet halvt så ofte som danske kvinder og havde dermed væsentlig større risiko for ikke at få behandlet en eventuel kræftsygdom i tide.

Genkendelse og tillid

Sundhedsformidlerne er hverken sygeplejersker eller læger, men har til opgave at formidle det, der for de fleste etniske danskere er basal viden om sundhed, forklarer sygeplejerske Anett Jensen, der er ansvarlig for uddannelse af kommunernes sundhedsformidlere. Uddannelsen består af 60 timers undervisning om bl.a. kost, motion, seksualitet, pædagogik, formidling, psykiatri, demens og kræft.

I Sundhedscaféen taler nogle af kvinderne lavmælt sammen på tyrkisk, og Shahnaz spørger ind til, hvordan de har det. At sygeplejersker som Anett Jensen ikke selv kan nå patientgruppen skyldes, at man bedre kan spejle sig i og have tillid til en person, der har minoritetsbaggrund ligesom en selv, forklarer Shahnaz. Hun taler ikke selv tyrkisk, men det betyder ikke så meget. ”Kvinderne er trygge ved og tør åbne sig overfor mig, fordi vi ligner hinanden. De føler, at jeg kan forstå deres problemer,” siger hun. Hun bliver flere gange afbrudt og bedt om uddybende forklaringer af det, hun fortæller om ved bordet, og når hun tager ordet, lytter alle interesseret.

58-årige Gülsüm er kommet i Sundhedscaféen i flere år. Hun fortæller på tyrkisk, at hun har problemer med både ryg og knæ, der giver hende smerter og ondt i kroppen. Hun kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men har boet i Danmark i mange år og hørte i sin tid om caféen fra en kvindelig bekendt. Hun bor en halv times gang fra BuQetten, men forsøger at dukke op alle de fredage, hendes knæ tillader det. Hun får det bedre af at dyrke motion, fortæller hun. Hendes veninde hjælper hende løbende med at oversætte til dansk for Shahnaz, der lytter opmærksomt.

Ældre kvinder
En del af de kvinder, der kommer i Sundhedscaféen, har ikke lært at tale særlig godt dansk og har svært ved at forstå sundhedsvæsenet og de tilbud, der er.
Foto: Rie Neuchs
Jo mere medicin, jo bedre

I sit arbejde møder Shahnaz mange hjemmegående kvinder, hvis historier minder om Gülsüms. De tilhører første generation i landet, og de har ikke været så meget på arbejdsmarkedet. Hvis de har, så har de måske haft et rengøringsjob, hvor de ikke har haft kontakt til andre borgere og derfor ikke har fået brugt det danske sprog og udviklet netværk.

”De er meget isolerede, og alene at få dem ud af hjemmet kan være en udfordring,” fortæller hun. Derfor er eksempelvis Sundhedscaféen en god måde at formidle sundhed på, for rygtet spreder sig hurtigt i kvindernes små, lokale netværk, og når først de dukker op i caféen, er der ”hul igennem”, som Shahnaz siger. Nogle har behov for viden om madlavning for at forebygge overvægt og følgesygdomme, og så bliver der talt om fordelene ved at bruge fuldkornsprodukter frem for hvide ris og lyst brød. For andre handler det om at lære at navigere i det danske sundhedssystem. Og spørgsmålene er mange:

”Hvad er 1813? Hvornår ringer man til dem, og hvornår ringer man 112? Hvornår er det egen læge, og hvad kan man egentlig bruge sådan en til?” forklarer Anett, og Shahnaz tilføjer, at en del ældre i minoritetsmiljøerne har en mistro til egen læge, fordi den forebyggende tilgang, der er kendetegnende for det danske sundhedssystem, er meget langt fra nogle andre kulturer.

”Mange folk med indvandrerbaggrund har en opfattelse af, at jo mere medicin, en læge udskriver, jo dygtigere er han. ”Lægen giver medicin, og så bliver jeg sund og rask”. Det er den indstilling, mange har. Så de forstår ikke, når deres danske læge er tilbageholdende med bare at udskrive medicin til dem og måske i stedet beder dem begynde at dyrke motion,” fortæller hun. I stedet køber mange ældre en masse medicin, når de er i hjemlandet, og tager det sideløbende med den medicin, de får i Danmark. I det tilfælde kan det være en umulig opgave for lægen at behandle patienten ordentligt. Behovet for oplysning og viden blandt borgerne er med andre ord stort og forskelligartet. Derfor opstår sundhedsformidlernes initiativer løbende. En del finder idéerne i deres egne netværk, og der har bl.a. været iværksat walk and talks, dansecaféer, dialogbrunch, gymnastik i moskéer og oplæg på sprogskoler.

Fastansættelse ville styrke ordningen

Lige nu er der kun tre aktive sundhedsformidlere i Hvidovre Kommune. En del har sagt op det seneste år, for trods de gode erfaringer er der ikke planer om at fastansætte sundhedsformidlerne. Jobbet honoreres løbende med timeløn for opgaver af nogle timers varighed, og det gør ordningen sårbar, mener Shahnaz:

”Jeg har mistet mange gode kolleger af den grund. Mange kan ikke leve med aldrig at vide, hvor mange timers arbejde de har i næste uge. Så finder folk noget andet, og så går al den gode oplæring og erfaring tabt.”

Anett Jensen erkender, at mange sundhedsformidlere er faldet fra på det grundlag. Det er ærgerligt, for ordningen udgør en vigtig, social indsats, pointerer hun.

”Man må forstå, at den her gruppe borgere ikke kun er sårbare på lige fod med etniske danskere. I kraft af deres etnicitet er de dobbelt sårbare,” siger hun.

Fakta

Antallet af ikkevestlige indvandrere over 65 år forventes at stige fra knap 26.000 i 2018 til mere end 102.000 i 2040.
Kilde: Danmarks Statistik, 2018.

Ældre med etnisk minoritetsbaggrund modtager kun praktisk hjælp og personlig pleje halvt så ofte som ældre etniske danskere.
Kilde: VIVE, 2013.

Vestlige lande omfatter EU, Andorra, Australien, Canada, Island, Liechtenstein, Monaco, New Zealand, Norge, San Marino, Schweiz, USA og Vatikanstaten. Ikkevestlige lande omfatter alle øvrige lande.
Kilde: Danmarks Statistik, 2019.

Tre ud af fire kommuner har målrettede indsatser for personer med anden etnisk baggrund end dansk, men kun meget få er henvendt til ældre, der ellers er en særligt udsat gruppe.
Kilde: ”Indsatser målrettet etniske minoriteters sundhed i danske kommuner – En kortlægning af sundhedsfremme og forebyggelsesindsatser”, Statens Institut for Sundhed, Syddansk Universitet, 2012.

 

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

 

Emneord: 
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre

Ældre og syge indvandrere bliver tabt i systemet

Ældre med minoritetsbaggrund er dårligere stillet i sundhedsvæsenet end deres etnisk danske jævnaldrende. Systemet er slet ikke gearet til at tage sig af dem. Problematisk og uværdigt, mener lektor i tværkulturel sygepleje, Dorthe Susanne Nielsen.
Dorthe Susanne Nielsen arbejder både som forsker og sygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på OUH. Hun oplever en generel tendens til, at ældre indvandreres manglende viden om sundhed fejlfortolkes som et udtryk for en bestemt "kultur".
Foto: Nils Lund Pedersen

”Vi har set eksempler, hvor familier i afmagt har bundet den ældre demensramte fast til en stol for at forhindre, at de forlader boligen og bliver væk. Eller har bundet deres hænder fast til sengen om natten for at forhindre, at de piller i afføringen.” Sådan beskriver Dorthe Susanne Nielsen, sygeplejerske og lektor fra Syddansk Universitet, nogle af de konsekvenser, det har, at gamle og syge indvandrere ikke får den hjælp og behandling, de har behov for. Hun har siden 2009 forsket i tværkulturel sygepleje og indvandrermedicin og mener, at et ufleksibelt system spænder ben for en værdig alderdom. 

En usund alderdom

Ifølge en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik forventes antallet af ikkevestlige indvandrere over 65 år at stige fra knap 26.000 i 2018 til mere end 102.000 i 2040. I 2013 viste en opgørelse fra forskningscenteret VIVE, at ældre med minoritetsbaggrund kun halvt så ofte som etniske danskere modtager praktisk hjælp og personlig pleje, og at kun et fåtal bor på plejehjem. Derudover har et studie fra Nationalt Videnscenter for Demens og Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet tidligere dokumenteret, at sandsynligheden for, at en indvandrer med demens får medicinsk behandling for sin sygdom, er 25-30 pct. lavere end for en ældre danskfødt person med demens.

Når der, som undersøgelserne viser, er så stor forskel på muligheden for at få hjælp til dagligdagens gøremål eller for at komme i behandling for sygdomme som demens, alt efter om du hedder Bent eller Fatima, så er der tale om ulighed i adgangen til sundhed, pointerer Dorthe Susanne Nielsen.

Dorthe Susanne Nielsen
Siden 2017 har Dorthe Susanne Nielsen sammen med neuropsykolog Rune Nielsen og Nationalt Videnscenter for Demens arbejdet på forskningsprojektet CLEAR, der har til formål at kortlægge udbredelsen af demens blandt ældre indvandrere i Danmark.
Foto: Nils Lund Pedersen
Det handler om mere end kultur

Dorthe Susanne Nielsen fungerer i sit daglige arbejde både som forsker og sygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Hun oplever en generel tendens til, at ældre indvandreres manglende viden om sundhed fejlfortolkes som et udtryk for en bestemt ”kultur”. Men det er en misvisende og skadelig opfattelse, mener hun. Ofte er det i langt højere grad faktorer som viden, økonomi og fattigdom, der er helt afgørende. I Danmark tager det eksempelvis 40 år at optjene retten til fuld folkepension, og det har kun de færreste indvandrere nået.

Derudover er en del af de ældre familiesammenførte, og i det tilfælde har det familiemedlem, der fik vedkommende til Danmark, forsørgerpligten. De ældre har i så fald ingen ret til folkepension eller anden økonomisk støtte end den, familien kan undvære.

I den situation kan det være umuligt at finde råd til en plejehjemsplads. Hun oplever, at nogle familier egenhændigt passer ældre og demente pårørende, som er så behandlingskrævende, at situationen bliver direkte sundhedsskadelig for alle involverede.

”Rigtig mange familier magter ikke opgaven, og i nogle tilfælde opholder de demente sig under kummerlige vilkår. De ældre er en meget sårbar patientgruppe i sig selv, men familierne bliver også syge af den enorme byrde, det er at tage sig af et sygt familiemedlem. Som systemet er i dag, findes de rette tilbud simpelthen ikke,” fortæller Dorthe Susanne Nielsen.

Svært at rekruttere beboere

Det er centerchef på plejehjemmet Peder Lykke Centret på Amager, Mette Olsen, enig i. Plejehjemmet blev i 2013 udnævnt til mangfoldighedsplejehjem af Københavns Kommune for at imødekomme en forventet stigning i antallet af ældre borgere med minoritetsbaggrund. Visionen var, at alverdens nationaliteter skulle bo dør om dør og føle sig hjemme i huset, uanset hvor i verden de kom fra. Men stik modsat prognoserne så er den stadigt større gruppe ældre ikke væltet ind på de danske plejehjem. I dag, seks år efter mangfoldighedsprojektet blev sat i søen, har kun få af Peder Lykke Centrets 152 beboere ikkevestlig baggrund.

Faciliteterne er ellers til stede. På plejehjemmet kan beboerne søge ro i et stillerum til fordybelse og bøn eller låne et særskilt lokale, der ved hjælp af en projektor kan lyse hele rummet op og få det til at fremstå som en moské. Alle personaler har gennemgået et kursus i ”kulturelle kompetencer”, og her fejres Eid på lige fod med jul. Køkkenet serverer alt fra traditionelle tyrkiske retter til ærkedanske håndmadder med leverpostej. På trods af de mange gode tiltag bekræfter Mette Olsen, der har været leder af plejehjemmet de seneste ni år, at de fortsat har udfordringer med at rekruttere beboere med ikkevestlig baggrund. ”Mangfoldighedsplejehjem er en del af løsningen, men det er langt mere komplekst end som så,” mener hun.

Mange har ikke råd til at flytte ind

Særligt økonomi er et stort problem for de ældre. Blandt de få nuværende beboere med ikkevestlig baggrund oplever personalet, at flere familier har svært ved at finde råd til selv de mest basale hygiejnefornødenheder som tandpasta, deodorant og barberskum, som beboerne selv er økonomisk ansvarlige for. Men for mange er der slet ikke råd til at flytte ind i første omgang, fortæller Mette Olsen.

”Normalt arbejder vi med en klassisk introduktion til huset ved indflytningssamtalerne, hvor vi bl.a. fortæller om maden og kontaktpersonordningen. Men vi fandt hurtigt ud af, at det slet ikke er det vigtigste for mange borgere med minoritetsbaggrund. I stedet er penge det første, vi skal tale om. For hvis de ikke har råd til at bo her, så kan resten jo være lige meget. Og det oplever vi desværre meget ofte.” I 2017 viste den årlige publikation fra Danmarks Statistik ”Indvandrere i Danmark”, at parfamilier med ikkevestlig indvandrerbaggrund i alderen 60-64 i 2015 kun havde, hvad der svarer til 15 pct. af den gennemsnitlige pensionsformue for parfamilier af dansk oprindelse. Det betyder, at ældre med samme plejebehov som etniske danskere kan være tvunget til at blive længere i egen bolig, end det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Fagprofessionelle skal klædes bedre på

Siden 2017 har Dorthe Susanne Nielsen sammen med neuropsykolog Rune Nielsen og Nationalt Videnscenter for Demens arbejdet på forskningsprojektet CLEAR, der har til formål at kortlægge udbredelsen af demens blandt ældre indvandrere i Danmark. Projektet har indsamlet data blandt sundhedsformidlere i en række vestegnskommuner og forventes afsluttet i løbet af 2019. Indtil videre viser resultaterne, at både sundhedspersoner og ældre med etnisk minoritetsbaggrund i kommunerne mangler grundlæggende viden om både demens og de behandlingstilbud, der findes, fortæller hun.

Som eksempel nævner Dorthe Susanne Nielsen screeningsprocessen for demens, der mange steder foregår ved hjælp af en test, der er målrettet dansktalende borgere. Her bliver patienten bl.a. bedt om at rette grammatiske fejl i danske sætninger og om at konstruere sætninger, der giver mening. ”Men hvis du er analfabet og i øvrigt ikke mestrer dansk, så kan du jo ikke gennemføre denne her test. Og så kan du faktisk ikke udredes,” forklarer hun og tilføjer, at det skaber grobund for ubehandlet demens og fejldiagnosticering.

Nationalt Videnscenter for Demens har i stedet udviklet et kulturuafhængigt screeningsværktøj kaldet RUDAS (Rowland Universal Dementia Assessment Scale). Det er let at anvende, men på trods af fordelene for borgere med anden etnisk baggrund end dansk bruges det endnu kun sjældent, forklarer Dorthe Susanne Nielsen. 

Handler om værdighed og respekt

Hun efterlyser, at både fagprofessionelle og samfundet generelt anerkender, at sundhedssystemet for nuværende ganske enkelt ikke er gearet til at tage sig af ældre med minoritetsbaggrund. Hun frygter, at politiske tiltag som eksempelvis indførelsen af tolkegebyret blot vil forværre den ulige adgang til sundhed for en i forvejen udsat befolkningsgruppe. Det er Mette Olsen enig i, og hun har en bøn til landets øvrige sundhedsinstanser, der de næste mange år i fællesskab skal håndtere udfordringerne for et stigende antal ældre med minoritetsbaggrund.

”Det er jo ikke raketvidenskab. Hvis vi ikke tager de her ældres voksende plejebehov alvorligt, så får vi bare nogle helt andre og større problemer. Jeg har set, hvad det gør ved familier ikke at have adgang til den nødvendige viden og behandling. Familier, der er helt overladt til sig selv. Vi skal nå de her ældre tidligere, og især før der er fem andre familiemedlemmer, der er brændt sammen af stress med alt, hvad det fører med sig. Det handler både om kroner og øre i forhold til samfundet, men i den grad også om værdighed og respekt for de enkelte mennesker. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt,” siger hun.

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

 

Emneord: 
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre

På mit natbord: Modig bog skaber indignation

spl3-2018_natbord_clemensen
Jane Clemensen
Jane Clemensen, ph.d. og professor på HC Andersen Børnehospital, Odense:

Hvad læser du lige nu?

"Dødevaskeren", skrevet af en ung dansk-kurdisk kvinde, Sara Omar. Den handler om de fortrædeligheder, som piger og kvinder stadig udsættes for."

Hvordan har den inspireret dig?

"Med bogen får jeg næret min sunde indignation over uretfærdig behandling af kvindekønnet. En indignation, som kunne inspirere mig til at intensivere kampen for ligeløn, der jo er et højaktuelt emne. Jeg tror snart, jeg springer ud som feminist, der er i hvert fald noget, som presser sig på. At den unge kvinde sætter sig for at skrive en bog om så følsomme emner, kræver mod, og det beundrer jeg hende for. For som Astrid Lindgreen siger i "Brødrene Løvehjerte", så "er man ikke noget menneske, hvis man ikke tør gøre noget ved det – men bare en lille lort".

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?

"Den lille Prins". Har man ikke læst den i mange år, skal man straks nyde denne fantastiske fortælling om kærlighed, relationer og livets mening. Jeg fristes til at sige, at i den står det hele, og anvender vi budskaberne i vores praksis, vil vi helt naturligt have "Patienten Først".

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?

"Karen Blixens "Den Afrikanske Farm". Pyha, der er så mange detaljerede beskrivelser af natur m.m., at jeg gik helt kold, og det har jeg gjort, hver gang jeg har forsøgt mig."

Emneord: 
Indvandrer

Hvorfor har jeg et kateter siddende?

Patienten jeg ladrig glemmer. Sygeplejerske Vera Johannsen glemmer aldrig patienten, som tydeliggjorde, hvad det kan koste, hvis man undlader at bruge tolk.
Foto: Lene Esthave

For et par år siden havde vi en ældre udenlandsk herre på afdelingen. Lad os kalde ham Mohammed.

Han havde gentagne gange haft infektioner på grund af det kateter, han gik rundt med. Og han havde flere gange hevet det ud, når det havde generet, hvilket havde medført blødninger og en del besøg af hjemmesygeplejersken. I det hele taget har der været meget bøvl med det kateter. En dag kommer han ind for at få taget en simpel kontrol efter at være blevet behandlet for endnu en kateteraffødt infektion. 

Mohammed er en meget venlig, velfungerende og vel tilpasset herre, som kan en smule engelsk, og vi synes egentlig, at kommunikationen går meget fint, så tolk er ikke noget, der nogensinde har været på tale. 

På det her tidspunkt har jeg været med i Indvandrermedicinsk Team på Odense Universitetshospital, der beskæftiger sig med de udfordringer, som patienter af anden etnisk oprindelse kan have i sundhedssystemet – blandt andet i forhold til sprog. 

Den her dag tænker jeg, at nu skal vi have afprøvet det videotolknings-apparat, som vi har på hospitalet, men aldrig har haft i brug på afdelingen, og jeg får fat i lægen og spørger, om der er noget, han vil tale med Mohammed om. Det er der ikke.

Så taler jeg med den sygeplejerske, som skal tage urindyrkningen fra kateteret. Hun synes, at det er en god ide, og vi får bestilt tolk og sat udstyret op. Min kollega forklarer via tolken, at vi tager en prøve for at se, om der stadig er bakterier. Mohammed får også mulighed for at stille spørgsmål. Og hans første spørgsmål kommer bag på os.

”Hvorfor har jeg det (kateteret, red.)?,” siger han.

Min kollega kigger på mig og spørger: ”Hvorfor har han det?”

Jeg siger: ”Det ved jeg ikke?”

Så henter jeg lægen, som heller ikke ved det, men i journalen kan læse, at Mohammed tre måneder, inden han begynder at komme på dialyseafdelingen, er blevet opereret. Det er i den forbindelse, at har han fået lagt kateteret. Og det skulle egentlig kun være der kortvarigt, indtil han var afhævet.

Mohammed har altså haft voldsomme og helt unødvendige gener som følge af et kateter, der kun skulle have ligget der et par dage. Ligesom der er blevet brugt mange ressourcer på genindlæggelser, hjemmesygeplejersker med mere – bare fordi han ikke kunne formulere spørgsmålet om, hvorfor han havde det kateter. For mig understreger historien, hvor vigtig kommunikation er for al sygepleje, og hvor vigtigt det er at bruge tolk til patienter, der ikke har sproget. 

Emneord: 
Indvandrer
Kommunikation

Fra barnetolk til sygeplejerske: Der sker for mange fejl

Nasteha Ali Hussein er dansk sygeplejerske med somalisk baggrund. Hun har bl.a. oplevet, hvordan hendes nabo fejlagtigt takkede nej til kræftbehandling pga. mangelfuld tolkning. Oplevelserne har fået hende til at starte sit eget tolkebureau.

En kvinde, der takker nej til en operation, fordi hun ikke forstår, at hun stadig har kræft. En tolk, der i stedet for at tolke, at en patient skal tage mindre D-vitamin, siger, at patienten skal stoppe med sin diabetesmedicin. Det er blot to af de mange historier, som 29-årige hjemmesygeplejerske Nasteha Ali Hussein kan fortælle om, hvordan mangelfuld tolkning og sproglige barrierer kan få alvorlige konsekvenser for patienter med anden etnisk baggrund end dansk. 

Historier, der betyder, at hun ofte ligger søvnløs om natten. Og som er grunden til, at hun ved siden af sit arbejde som hjemmesygeplejerske er i gang med at starte sit eget tolkebureau. Indtil videre har hun lavet aftaler med 20 tolke, som tilsammen taler syv forskellige sprog.

”Idéen til tolkebureauet udsprang af alle de oplevelser, jeg har haft, hvor tolke har misforstået det, der er blevet sagt, eller ikke har videreformidlet informationerne korrekt. Nogle gange har tolken haft en mening om, hvad lægen sagde, og taget aktivt del i samtalen i stedet for at være professionel. Andre gange har jeg oplevet tolke, der kun talte gebrokkent dansk eller ikke havde en sundhedsfaglig forståelse.”

Derfor satser Nasteha Ali Hussein også på udelukkende at bruge tolke, der enten er færdige med eller i gang med en sundhedsfaglig uddannelse eller har erfaringer fra tolkning i sundhedsvæsenet. Herudover får alle tolkene et kort introduktionskursus i bl.a. basal anatomi, sundhedsetik og tavshedspligt. 

Title

Nasteha Ali Hussein

Sygeplejerske

Kandidat i folkesundhedsvidenskab

Arbejder frivilligt som tolk og som ressourceperson for Indvandrermedicinsk Klinik i Odense

Er en del af Somalisk Sundhedsforbund (Ssf), som formidler sundhed, sygdom og forebyggelse samt information om sundhedsvæsenets opbygning til den somaliske minoritet i Danmark.

Tolkede for sin mor

Selv kom Nasteha Ali Hussein som seksårig i 1994 til Danmark fra Somalia som flygtning sammen med sin mor, lillebror og storesøster.

”Jeg husker, at vi børn tilegnede os sproget ret hurtigt. Og jeg var otte år, da jeg begyndte at tolke for min mor hos bl.a. lægen,” fortæller hun. 

Heldigvis oplevede hun aldrig at skulle overbringe moderen alvorlige beskeder, men hun var med til helbredsundersøgelser og flere graviditetsundersøgelser. Så heldig var hendes veninde ikke. Da hun var 13 år, blev hun bedt om at tolke, at hendes mor havde kræft. Omkring 8. klasse blev Nasteha Ali Hussein træt af, at hun altid skulle tolke.

”Nogle gange brugte jeg hele vejen hjem fra lægen på at forsøge at forklare min mor, hvad lægen havde sagt. Da jeg var 13 år, fødte min mor min yngste lillebror ved kejsersnit. Hun kunne ikke forklare, at hun ikke var tilstrækkeligt smertedækket under operationen. Og hun brød sig ikke om, at lægen stillede spørgsmål ved, hvorfor hun havde fået 11 børn, og hvorfor hun ikke brugte prævention. Bagefter troede hun, at de havde fjernet hendes livmoder. Det havde de selvfølgelig ikke. Men det skabte en utryghed og en mistillid til sundhedsvæsenet hos hende.”

Sådan gør vi ikke i Danmark

Da Nasteha Ali Hussein begyndte på sygeplejestudiet, oplevede hun sundhedssystemet indefra. På et tidspunkt var hun i praktik på en barselsafdeling, hvor en af patienterne var en somalisk kvinde, der havde fået et kejsersnit. Hun talte ikke dansk, og der var ingen tolk. Kvinden ringede konstant efter personalet, når hun skulle have noget at drikke, ville have barnet hen til sig eller bede om noget smertestillende. 

”En morgen kan jeg høre, at sygeplejerskerne snakker om hende og om, at de ikke opvarter patienter. De siger, at de ikke ved, om hun er vant til det fra Somalia, men det er ”altså ikke sådan, vi gør i Danmark”,” siger Nasteha Ali Hussein og fortæller, at i den somaliske kultur får en kvinde, der har født, en periode til at restituere, og normalt er familien der til at hjælpe. Men kvinden havde ingen familie i nærheden. 

”Personalet ville gerne have kvinden op at gå for hendes egen skyld og for at forebygge blodpropper. Og det forstod hun, da jeg forklarede hende det. Efter et par dage blev hun udskrevet,” siger Nasteha Ali Hussein. 

”For mig er det et eksempel på, hvordan sprogbarrierer og misforståelser gjorde sygeplejerskerne frustrerede over, at de ikke kunne kommunikere med kvinden. I stedet lavede de deres egne konklusioner, som gik ud på, at det var, fordi kvinden ikke ville gå,” siger Nasteha Ali Hussein og fortæller, at man hellere skal spørge ind i stedet for at gætte sig frem.

”Jeg plejer altid at sige, når du møder mig første gang og tænker, hvorfor går jeg med tørklæde og hvorfor dit og dat, så spørg mig. Det er kun sådan, du kan blive klogere på, hvem jeg er som person.”

Fatal forståelse

Fordi Nasteha Ali Hussein er uddannet sygeplejerske, er hun ofte taget med familie, venner og bekendte på hospitalet. Hun kan tolke, og hun har den sundhedsfaglige forståelse. De seneste to år har hun også arbejdet som ressourceperson for Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.

”På et tidspunkt har jeg en somalisk nabo, som bliver kaldt til undersøgelse på hospitalet, fordi hun har for meget væske i kroppen. Jeg tilbyder at tage med som tolk. På hospitalet tømmer de flere liter væske fra hendes mave. Jeg spørger lægerne, om de ikke skal lave yderligere undersøgelser, og så fortæller de mig, at kvinden ifølge journalen har fået konstateret livmoderkræft på et andet hospital, hvor hun samtidig har takket nej til at få fjernet livmoderen. Nu har kræften spredt sig så meget, at der ikke kan gøres mere.” 

”Da jeg taler med hende, finder jeg ud af, at selv om hun har haft tolk med, har hun ikke forstået, at hun skulle tage stilling til operationen. Hun troede, den var unødvendig, fordi hun var blevet erklæret rask. Nu vil hun gerne opereres, men det er for sent, kræften har spredt sig til tarme og lunger. Det var en meget frustrerende oplevelse. Og sygehuset og lægerne var også frustrerede. De troede, patienten havde forstået og samtykket. Hun døde sidste år.”

Nasteha Ali Hussein mener, at der sker for mange fejl i sundhedsvæsenet for patienter med behov for tolk, bl.a. fordi tolken ikke altid har kendskab til sundhedsfaglige begreber eller basal anatomi. Hun håber, at hun med sit fokus på sundhedsfaglig tolketjeneste kan sikre, at patienterne får en bedre tolkning og dermed også bedre behandling samtidig med, at de sundhedsprofessionelle også kan blive mere trygge ved, at tolkningen foregår korrekt og lever op til etiske principper.  

Ingen krav til tolke

Der findes ingen tolkeuddannelse i Danmark, og der er ingen lovmæssige krav til tolkene om, at de skal have dokumenterede kompetencer. Flere undersøgelser har vist, at tolkning i sundhedsvæsenet er af så varierende kvalitet, at patientsikkerheden sættes på spil. Den seneste undersøgelse ”Tolkning i den offentlige sektor”, lavet af Translatørforeningen i 2015, viste, at 92 pct. af de 64 læger, sygeplejersker, advokater og kommunalt ansatte, der deltog i undersøgelsen, oplevede mangelfuld tolkning. De tre ting, der blev anset som mest problematiske ifølge sundhedspersonalet, var 
•    Neutralitet
•    Korrekt og præcis oversættelse
•    Mangel på kompetencer inden for medicinsk terminologi.

Ifølge Translatørforeningens rapport arbejder 85-80 pct. af tolkene uden uddannelse. Translatørforeningen anbefaler på grundlag af deres rapport en egentlig tolkeuddannelse samt certificeringsordning.

 

2016-9-tema1

TEMA: FØRST MÅ MAN FORSTÅ HINANDEN

Sygeplejersker møder flere og flere patienter med anden etnisk baggrund. Men sprogbarrierer og manglende kendskab til andre kulturer betyder, at de ikke altid kan give patienterne den rigtige pleje. Ifølge sundhedsloven er det kun lægen, der kan ordinere tolk, og det er helt uholdbart, mener læger og sygeplejersker. De vil have loven ændret.

Emneord: 
Indvandrer
Kommunikation

De bygger bro over kulturkløften

Som etniske patientkoordinatorer på børneafdelingen på Odense Universitetshospital er Jette Grøn Menov og Nina Holm med til at gøre op med både sproglige og kulturelle barrierer.
Sygeplejerskerne Jette Grøn Menov (t.v.) og Nina Holm arbejder også som etniske patientkoordinatorer og giver deres erfaring videre til kolleger.
Foto: Michael Drost-Hansen

Hvis ikke sygeplejerske Jette Grøn Menov havde bestilt en tolk, da en kvinde var indlagt til observation med sit spædbarn, havde hun ikke fundet ud af, hvornår moderen sidst havde ammet, eller at hun endnu ikke havde fået aftensmad pga. ramadanen. 

Og hvis Jette Grøn Menov ikke havde brugt tolk til at tale med en anden familie, efter lægen var gået, havde hospitalet ikke fået kendskab til, at barnet havde haft to feberkramper derhjemme.
 

3 gode råd

1. Brug professionelle tolke. Ikke pårørende. Og under ingen omstændigheder børn.

2. Gem berøringsangsten væk, og spørg, hvis noget undrer.

3. Vær åben og interesseret. Og behandl etniske patienter lige så godt som danske patienter.

For Jette Grøn Menov og hendes kollega Nina Holm, som er sygeplejersker på børneafdelingen HM4 på Odense Universitetshospital, er det i dag helt naturligt, at sygeplejersker bruger tolk på lige fod med lægerne. Men sådan har det ikke altid været. For blot nogle år siden blev tolke ikke brugt i samme udstrækning. Hvis patienten talte en smule engelsk eller dansk, brugte man ikke tolk. I dag bliver både telefon- og videotolkning brugt af såvel sygeplejersker som læger.

Siden 2011 har de to sygeplejersker sideløbende med deres arbejde fungeret som ”etniske patientkoordinatorer”. De modtager løbende undervisning, sparring og supervision fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense. Det kan være om alt fra brug af tolk og sygdomsforståelse til kulturmøder og PTSD.

Den viden bringer de videre til deres kolleger på børneafdelingen, som bl.a. modtager akut syge børn fra hele Region Syd, heraf mange med anden etnisk baggrund end dansk. 

”Vi afholder temadage og -eftermiddage. Vi har haft besøg af sygeplejersker fra asylcentre. Vi holder oplæg til personalemøder og introducerer med mellemrum nye tiltag, f.eks. undervisning og vejledning i, hvordan man bruger tolk,” siger Jette Grøn Menov.

Smalltalk skal også tolkes

Ifølge de to etniske patientkoordinatorer er det helt essentielt, at også sygeplejersker kan bestille en tolk. For en stor del af behandlingsinformationen går gennem sygeplejerskerne og ikke lægen.

”Hvis man har et barn med astma og skal give forældrene astmaundervisning, så kan man måske nå rigtig langt med fagter. Men hvis de ikke har forstået informationerne godt nok, så risikerer vi, at de bliver indlagt igen og igen,” siger Nina Holm. 

”Og i forhold til børn med sukkersyge, er der rigtig meget sygeplejeinformation, og det er meget vigtigt, at familien forstår alt, hvad der bliver sagt.” 

Jette Grøn Menov peger på, at også smalltalk skal tolkes, da den spiller en vigtig rolle for behandlingen og plejen af patienten.

”Nogle gange får man meget mere viden gennem smalltalk, som gør, at man kan tilrette plejen, så det ikke bliver standardbehandling. Smalltalk er også vigtigt i forhold til tillid,” siger Jette Grøn Menov. 

Men det er ikke alle steder på Odense Universitetshospital, at tolkning er lige så udbredt. 

”Og så er der lang vej til lige behandling, når der ikke kan være en tolk til stede hele tiden,” siger hun.

Title

Hvad var udfordringen?
At få udbredt viden om og forståelse for patienter med anden etnisk baggrund til en stor personalegruppe i en travl hverdag.

Hvad var det sværeste?
At få implementeret idéen om etniske patientkoordinatorer i afdelingen og på hele hospitalet.

Hvad er I stolte af?
At vi er nået meget langt i forhold til at bruge tolk også til familier, hvor den ene taler dansk, og hvor vi ikke tidligere ville bruge tolk.

Mindre berøringsangst

Jette Grøn Menov oplever, at sygeplejerskernes berøringsangst er blevet mindre, ligesom der de senere år er kommet en bredere forståelse blandt sygeplejersker for patienter med anden etnisk baggrund. 

”Men der er stadig brug for etniske patientkoordinatorer, bl.a. når situationer går i hårdknude,” siger hun. 

Ifølge de to etniske patientkoordinatorer oplever sygeplejerskerne stadig, at sprog, kultur eller fordomme kommer i vejen for plejen. 

”Nogle gange handler det om, at patienterne har en anden sygdomsforståelse eller andre erfaringer med sundhedsvæsenet, der hvor de kommer fra. Andre gange skyldes det, at sygeplejersker har alle mulige forestillinger om, hvordan patienter med anden etnisk baggrund er,” siger Jette Grøn Menov. 

Som eksempel på de udfordringer, sygeplejersker løber ind i, nævner både Nina Holm og Jette Grøn Menov de pårørende, hvor udfordringerne kan bestå i at sætte grænser for antallet af familiemedlemmer, der kommer på besøg, eller for, hvor højlydt man kan være på hospitalet. 

”For nogle sygeplejersker er det en udfordring at tage den samtale. Der er en berøringsangst for at træde ind over en grænse,” siger Jette Grøn Menov og fortsætter: 

”Men man kan sagtens sige til familien, at de kun må komme to ad gangen. Min erfaring er, at det accepterer de fuldt ud. Men hvis de ikke kender reglerne, så kan de ikke indordne sig efter dem. Vi skal ikke tage det som en selvfølge, at de ved, hvordan man gebærder sig på hospitalet. Men turde tage bladet fra munden og sige det.” 

Etniske patientkoordinatorer 

Siden 2011 har Odense Universitetshospital haft etniske patientkoordinatorer, som er sundhedspersonale, der mødes en gang om måneden på Indvandrermedicinsk Klinik. Her har de hver anden gang supervision og sparring ud fra cases fra hverdagen og hver anden gang undervisning f.eks. om sprogbarrierer, tolkning, religion, sygdomsopfattelse eller PTSD. De etniske patientkoordinatorer bringer erfaringer og viden videre til deres kolleger. Der er i dag ca. 50 koordinatorer på Odense Universitetshospital. Region Syd har de senere år arbejdet med at udbrede konceptet til regionens øvrige sygehuse.

 

2016-9-tema1

TEMA: FØRST MÅ MAN FORSTÅ HINANDEN

Sygeplejersker møder flere og flere patienter med anden etnisk baggrund. Men sprogbarrierer og manglende kendskab til andre kulturer betyder, at de ikke altid kan give patienterne den rigtige pleje. Ifølge sundhedsloven er det kun lægen, der kan ordinere tolk, og det er helt uholdbart, mener læger og sygeplejersker. De vil have loven ændret.

Emneord: 
Flygtning
Indvandrer
Kommunikation

Sygeplejersker skal selv kunne bestille tolk

Sundhedsloven skal laves om, så sygeplejersker får ret til selv at bestille tolk. Det mener ledende overlæge og flere sygeplejersker.

Ifølge sundhedsloven er det kun lægen, der kan ordinere en tolk. Det betyder, at sygeplejersker i nogle samtaler er henvist til tegn- og kropssprog, når de skal kommunikere med patienter med anden etnisk baggrund. Og det har alvorlige konsekvenser for denne gruppe patienter, mener både læger og sygeplejersker fra Aarhus, Odense og København. 

De vil have loven lavet om, så sygeplejersker kan bestille tolk uden først at få lægens godkendelse.

”Kommunikation er den første forudsætning for et respektfuldt møde. Og hvis vi ikke kan forstå, hvad patienten siger, så kan vi ikke yde god sygepleje,” siger Marianne Østerskov, formand for Fagligt Selskab for Tværkulturel Sygepleje, der arbejder for at udvikle sygeplejen til etniske minoriteter.

Det er Dorthe Nielsen, lektor og sygeplejerske ved Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, enig i. Her ses konsekvenserne af manglende eller mangelfuld tolkning. Det er alt fra fejlbehandling til manglende forståelse af sygdommen.

Dorthe Nielsen mener, at det strider mod grundlæggende love og principper, når der ikke bruges tolk til at informere om undersøgelser og behandling.

”Det er på ingen måde godt nok. Det er både imod sygeplejeetiske retningslinjer, imod lægeløftet og imod sundhedsloven,” siger Dorthe Nielsen, som mener, at loven skal laves om.

”Sygeplejersker skal have ret og bemyndigelse til at bestille tolk. Sygeplejersker har også brug for informationer om patientens situation, netværk, symptomer og tanker, som er afgørende for at kunne gennemføre en god sygepleje.”

Lovændring og uddannelse

Den holdning deler Jane Astrup, som er uddannelses- og udviklingsansvarlig sygeplejerske på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. 

”For sygeplejersker er det afgørende at kunne gennemføre såvel selvstændige som delegerede opgaver med mere end tegnsprog,” siger hun.

Hun oplever, at sygeplejersker ender i situationer, hvor de ikke kan tale med eller vejlede forældrene i det daglige samarbejde om plejen af et barn, der er døende. Eller ikke kan oplære forældrene ordentligt i forskellige medicinske pleje- og behandlingsprocedurer.

Jane Astrup mener ikke, at det alene er gjort med en ændring af sundhedsloven, men at der også er brug for uddannelses- og supervisionstilbud af sundhedsprofessionelle, der har med patienter med anden etnisk baggrund at gøre.

”Det danske sundhedsvæsen sover i timen, for personalet oplever store udfordringer i forhold til denne patientgruppe, der må betegnes som en meget sårbar gruppe,” siger Jane Astrup. 

På børneafdelingen på Odense Universitetshospital venter man ikke på, at sundhedsloven bliver lavet om. Her er det allerede i dag lige så almindeligt, at sygeplejersker ordinerer en tolk, som at lægerne gør det. Det er ikke en ledelsesbeslutning, men bare noget, der er blevet konsensus om hen ad vejen, fordi alt andet ville være uhensigtsmæssigt, fortæller Arne Høst, ledende overlæge på børneafdelingen på Odense Universitetshospital. 

”Sygeplejersker skal have mulighed for selv at vurdere og bestille tolk uden at konsultere lægen. Det er jo ofte dem, der kender patienterne og bedst kan vurdere, hvornår der er brug for det.”  

2016-9-tema1

TEMA: FØRST MÅ MAN FORSTÅ HINANDEN

Sygeplejersker møder flere og flere patienter med anden etnisk baggrund. Men sprogbarrierer og manglende kendskab til andre kulturer betyder, at de ikke altid kan give patienterne den rigtige pleje. Ifølge sundhedsloven er det kun lægen, der kan ordinere tolk, og det er helt uholdbart, mener læger og sygeplejersker. De vil have loven ændret.

Emneord: 
Indvandrer
Kommunikation