Leder: Infektionshygiejne og smitteforebyggelse kan redde liv

"Der er brug for, at vi genbesøger de mange steder i sygeplejerskers og andre sundhedsprofessionelles grunduddannelser og efter-/videreuddannelser, hvor hygiejne skal være et fast element."

Coronakrisen har vist, hvor sårbart vores samfund er over for en ukendt virus.

Helt uvirkeligt er samfundet blevet lukket ned, der er indført regler for social distance og hele sundhedsvæsenet blev omlagt på rekordtid.

Erfaringerne fra coronakrisen vil – og skal – sætte sit præg på den måde vi tænker og planlægger vores sundhedsvæsen i fremtiden.

Coronakrisen har blandt andet vist, at kompetencer og viden om smitteforebyggelse og infektionshygiejne er afgørende for at inddæmme virussen.

Desværre må vi også konstatere, at der netop vedr. hygiejneområdet tydeligt er nogle mangler, ikke kun i vores sundhedsvæsen, men i store dele af samfundet.

Der er derfor brug for, at vi genbesøger de mange steder i sygeplejerskers og andre sundhedsprofessionelles grunduddannelser og efter-/videreuddannelser, hvor hygiejne skal være et fast element.

Eller som en hygiejnesygeplejerske udtrykker det i dette nummer: ”Du kan have lige så mange rumdragter på, som du vil, men hvis du springer din håndhygiejne over, så spreder du smitten.”

Florence Nightingale brugte sin viden til at oplære sygeplejerskerne i god hygiejne og andre forskrifter til at beskytte sig mod smitte.

Dette princip om, at det er forebyggelsen af overførsel af smitte, der er kernen i beskyttelsen af de sundhedsprofessionelle, gælder den dag i dag.
Coronakrisen har samtidig sat en tyk streg under behovet for flere hygiejnesygeplejersker i Danmark.

Særligt i kommunerne er der i dag en udtalt mangel på hygiejnesygeplejersker, der kan være den faglige drivkraft blandt kollegerne, og bistå i udviklingen af de anbefalede hygiejneenheder.
 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion
Politik

Dansk Sygeplejeråd: Bedre uddannelse og flere specialister

Sygeplejestuderende skal klædes bedre på i smitteforebyggelse. Der skal flere hygiejnesygeplejersker i kommunerne. Og flere skal have specialuddannelse i infektionshygiejne. Det mener Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Dorthe Boe Danbjørg
Dorthe Boe Danbjørg
Der er behov for at drøfte, hvordan der kan komme et øget fokus på infektionshygiejne og smitteforebyggelse i undervisningen.”

Det mener Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, der ligesom mange andre har fået øjnene op for, at der er nogle huller i undervisningen på området.

”Vi skal i gang med at evaluere sygeplejerskeuddannelsen, som blev revideret for fire år siden, og noget af det, vi skal se på, kunne være et øget fokus på netop infektionshygiejne og smitteforebyggelse,” siger hun.

Grunduddannelsen er dog ikke det eneste sted, der skal sættes ind i forlængelse af coronakrisen, som har sat et fornyet fokus på behovet for en høj standard, når det gælder infektionshygiejne.

”Vi har behov for, at vi får uddannet flere hygiejnesygeplejersker. Især set ift. hvor få hygiejnesygeplejersker, der er ansat i kommunerne,” siger Dorthe Boe Danbjørg og fortsætter:

”Der er brug for ressourcepersoner ude i kommunerne. Og for specialiserede kompetencer på både plejecentre og i hjemmeplejen. De mange medarbejdere i sundheds- og ældreplejen har brug for at kunne hente viden fra specialiserede kollegaer.”

Hun mener, der generelt bør være flere specialuddannede sygeplejersker.

”I Dansk Sygeplejeråd mener vi, at der bør være en national strategi for sygeplejerskers efter- og videreuddannelse. Corona har ikke kun vist, at vi mangler hygiejnesygeplejersker, men også intensiv- og anæstesisygeplejersker,” siger næstformanden og fortsætter:

”Men det kræver mere end specialuddannelse. Det handler om et ændret fokus og en politisk prioritering. Infektionshygiejnen og den grundlæggende sygepleje skal italesættes langt mere, og der skal afsættes tid til opgaven. For vi ved, at sygeplejersker er pressede på netop tid. Derfor skal der også være ordentlige normeringer.”

 

 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion

Specialuddannelse med trange kår

I 2019 kunne danske sygeplejersker efter fem års pause igen tage en specialuddannelse i infektionshygiejne på Gøteborg Universitet. Tine Bentzen er i fuld gang, men der er brug for endnu flere uddannede. Og også gerne en dansk uddannelse, mener flere hospitalsdirektører.
Tine Bentzen er i fuld gang med at tage specialuddannelsen i infektionshygiejne i Gøteborg. Men hun måtte sætte den på pause for at hjælpe med coronaindsatsen. Som her, hvor hun er en del af simulationstræningen på akutafdelingen.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

De første to dage forstod jeg næsten ingenting. Timerne foregik på svensk, og det var virkelig svært stof med mange fagtermer. Så de følgende dage skiftedes vi til at holde pladser oppe foran, så vi havde bedst mulighed for at følge med.”

Sådan fortæller 54-årige Tine Bentzen, hygiejnesygeplejerske på Aarhus Universitetshospital, om sin start på den nordiske specialuddannelse i infektionshygiejne ”Nordisk utbildning i Smittskydd och Vårdhygien” i september sidste år i Gøteborg.

Allerede da hun blev ansat i stillingen som hygiejnesygeplejerske i 2014 – uden nogen særlig erfaring på området – blev det aftalt, at hun skulle tage specialuddannelsen i infektionshygiejne. Men samme år blev uddannelsen lukket, og der gik fem år, før det overhovedet blev muligt.

I perioder har der slet ikke eksisteret en specialuddannelse i infektionshygiejne for sygeplejersker. En dansk udgave af specialuddannelsen blev senest udbudt i 2004-2005, men lukkede – bl.a. pga. for lav efterspørgsel. Fra 2007-2014 var det muligt at tage en nordisk specialuddannelse ved Nordisk Vårdhøgskole i Gøteborg. Så var der atter et tomrum, før der blev åbnet en ny på Gøteborg Universitet i 2019.

Nødvendig oprustning

Coronaepidemien har skabt større opmærksom om, hvad infektionshygiejne kan, og hvor afgørende den er i kampen mod en virus som Covid-19, som man hverken har en vaccine eller en behandling imod. Sygeplejersker med specialuddannelsen er nu endnu mere attraktive, og flere fagfolk kalder på en opnormering af området, og på at flere får uddannelsen – og gerne en dansk en.

Bl.a. Mads Koch Hansen, lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt og tidligere formand for Lægeforeningen.

”Jeg opfordrer til, at nogen tager handsken på og får lavet en dansk uddannelse i infektionshygiejne på masterniveau. Kommunerne har også hver især brug for en-to-tre hygiejnesygeplejersker. Det kunne betyde en kæmpe stor forskel på daginstitutionsområdet, i ældreplejen og på skoleområdet, hvis man havde mere ekspertise på området,” siger han.

Det ønske deler han med flere hygiejnesygeplejersker landet over. De håber, at coronaepidemien har givet kommunerne et wake-up call, så de sætter mere fokus på hygiejne og opgraderer på ekspertisen inden for infektionshygiejne.

Sygeplejefaglig direktør for Hospitalsenheden Vest, Ida Götke, supplerer:

”Hvis den her type sygdomme og pandemier bliver fremtiden – og det tror jeg, de gør – er det nødvendigt at opruste de nødvendige kompetencer for at kunne håndtere dem ordentligt.”

Ekspertise til grunduddannelsen

Også på grunduddannelsen er der brug for mere ekspertise, mener Hanne Hvingelby, hygiejnesygeplejerske på Hospitalsenheden Vest i Holstebro.
”Hvis vi skal løfte undervisningen på grunduddannelsen, hvilket der er et stort behov for, så er vi nødt til at have flere specialuddannede hygiejnesygeplejersker. For det kræver, at det er en specialuddannet, der underviser – ligesom på alle andre områder,” siger hun.

Hun har selv specialuddannelsen fra Gøteborg, som hun nåede at tage i 2013-2014. Og hun er ikke i tvivl om, at den har givet hende et løft ift. hendes daglige arbejde.

”Jeg har fået en større viden om bl.a. epidemiologi, mikrobiologi, infektionsepidemiologi, immunologi. Det giver mig en meget større ballast til at undervise andre,” siger Hanne Hvingelby.

Større impact

Fordi uddannelsen har været lukket ned, sidder der i dag fire ud af fem hygiejnesygeplejersker i Infektionshygiejnisk Enhed på Aarhus Universitetshospital, som ikke har specialuddannelsen, selvom det er en del af deres ansættelsesbetingelser, at de skal tage den. Men nu er to af dem altså i gang.

”Jeg kan huske, at jeg var på en tøsetur til København, da jeg fik en mail om, at jeg var blevet optaget på uddannelsen. Jeg blev vildt glad. Nu skulle jeg være endnu klogere. Og det er jeg virkelig blevet,” fortæller Tine Bentzen efter halvandet semester på uddannelsen.

Efter første semester havde de en fem timers skriftlig eksamen uden hjælpemidler. Og med papir og blyant.

”Det var svært. Men stoffet er blevet terpet, og der er meget, der virkelig har bundfældet sig. Jeg har lært meget af mine kolleger gennem tiden, men jeg kan mærke, at det bliver meget mere fagligt, når jeg også er klædt bedre på teoretisk. Og jeg får en større impact i klinikken, når jeg er mere sikker i min baggrundsviden og har argumenterne i orden,” fortæller Tine Bentzen.

Hun gennemførte 1. semester og de første moduler på 2. semester. Så ramte coronaepidemien Danmark og Tine Bentzens hverdag, og hun var nødt til at sætte studiet på pause. Efter sommerferien fortsætter hun på 3. semester og samler op på det tabte på 4. semester.

 

 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion

Køge skruer op for hygiejnen

Snart vil der være hygiejnenøglepersoner rundt om i alle dele af Køge Kommunes institutioner, som skal have fokus på infektionshygiejnen i hverdagen. Det sker som del af en ny hygiejneorganisation, kommunen nu laver som en udløber af coronakrisen.
”Det er vigtigt, at de nye lokale hygiejnenøglepersoner har ledelsen med sig, og at der skabes respekt om opgaven. De skal have opbakning og tid til at udføre opgaven,” siger Omong Mortensen, hygiejnesygeplejerske i Køge Kommune.
Foto: Nikolai Linares
Blandet hygiejneindsats

Andel af kommuner, der i 2019 vurderede, at kommunens indsatser i nogen grad eller i høj grad/helt lever op til forebyggelsespakken på hygiejneområdet på grundniveau i procent:

2013: 58
2015: 79
2017: 82
2019: 79

Kilde: Monitorering af kommunernes forebyggelsesindsats 2019, Statens Institut for Folkesundhed.

Det kom helt oppe fra direktørniveau. At nu skulle vi have en hygiejneorganisation. Så det blev opgaven. Vi havde lavet en del benarbejde inden, men vi var aldrig ”kommet ud fra mødelokalet” og ud i felten. Så det er det, vi skal nu,” fortæller Omong Mortensen.

Hun er hygiejnesygeplejerske i Køge Kommune og fortæller, at den nye indsats for at opbygge en hygiejneorganisation er en helt konkret udløber af coronakrisen, som skal være med til at løfte hygiejneindsatsen i hele kommunen.

Køge Kommune er med sin fuldtidsansatte hygiejnesygeplejerske allerede en af de kommuner, der gennem længere tid har prioriteret hygiejnen højt. En opgradering, der kom i takt med indtoget af resistente mikroorganismer, herunder et udbrud af MRSA, og som har været med til at øge fokus på den generelle infektionshygiejne.

”Kommunen fik øjnene op for, at vi skulle have den grundlæggende hygiejne på banen nu. Man fik syn for, at det også koster penge at have disse smittede borgere, som også får unødvendige lidelser. De kunne se, at der var noget at hente. Så jeg synes, man har været fremsynet og sagt, at vi skal have nogen, der kan tage sig af det,” fortæller Omong Mortensen.

Organisering af infektionshygiejnen

Andel af kommuner, der i 2017 vurderer at have en tværgående organisering specifikt for det infektionshygiejniske område i procent:

2013: 36
2015: 49
2017: 58

Kilde: Monitorering af kommunernes forebyggelsesindsats 2017, Statens Institut for Folkesundhed.

 

Klædt bedre på til corona

Indsatsen i Køge har vist sit værd i coronatiden.

”Vores medarbejdere er klædt godt på og vant til at arbejde med den generelle infektionshygiejne og til at håndtere borgere med smitsomme sygdomme. Og det har klart været en fordel, at vi ikke skulle starte fra bunden,” siger Omong Mortensen, der under corona har haft særlig fokus på at sikre, at der var de rette vejledninger og værnemidler til medarbejderne.

”De skulle føle sig trygge ved at tage på arbejde og have klare anvisninger på, hvordan de skulle agere i denne anderledes hverdag,” siger hun.

I starten var Omong Mortensen både hygiejnesygeplejerske og sårsygeplejerske, men siden 2015 har hun arbejdet som hygiejnesygeplejerske på fuld tid. Spejder man rundt i det øvrige land, er der blot otte andre kommuner, der har ansat en hygiejnesygeplejerske på fuld tid. Det fremgår af medlemslisten fra Fagligt Selskab for Hygiejnesygeplejersker, hvor medlemskravet netop er en fuldtidsbeskæftigelse som hygiejnesygeplejerske. Selskabet har i alt 110 medlemmer.

Andre kommuner har aftaler med hygiejnesygeplejersker på hospitalerne, andre igen har lagt opgaven ind under andre kasketter i kommunen.

Kommuner med fuldtidsansatte hygiejnesygeplejersker
  • Fredensborg
  • Fredericia
  • Frederikssund
  • Gentofte
  • Guldborgsund
  • København
  • Køge
  • Lolland
  • Mariagerfjord

Kilde: Medlemsliste i Fagligt Selskab for Hygiejne-sygeplejersker. Kun sygeplejersker med titlen ”hygiejnesygeplejerske” kan være medlem. 

Opfordring fra Sundhedsstyrelsen

Køge Kommune følger en klar opfordring fra myndighedernes side om at få opgraderet på hygiejneindsatsen. I starten af maj udsendte Sundhedsstyrelsen en ny vejledning, ”Vejledning om forebyggelse af smitte med Covid-19 på plejecentre, bosteder og andre institutioner”, der bl.a. anbefaler kommunerne at oprette en hygiejneorganisation, som kan rådgive bredt i kommunen om forebyggelse af smitte og håndtering af coronatilfælde – og som organisatorisk bl.a. består af en hygiejnesygeplejerske.

En lignende vejledning har eksisteret siden 2012, da forebyggelsespakkerne kom – herunder en om hygiejne med fokus på at forebygge smitte generelt. Men nu bliver der altså sat fornyet fokus på behovet.

Nøglepersoner i marken

Arbejdet med at opbygge en hygiejneorganisation i Køge er i fuld gang med en styregruppe for cheferne og et netværk med repræsentanter fra de forskellige forvaltninger, der skal være bindeled til hygiejnenøglepersonerne ude i marken: På skolerne, blandt dem, der laver veje, i institutioner, inden for kulturområdet og selvfølgelig på hele ældre- og sundhedsområdet samt socialområdet.

”De skal hele tiden holde sig opdateret med den nyeste viden og videreformidle den til kollegerne. De skal kunne lave audit og f.eks. se på, om de er gode til håndhygiejne, lave workshops, se om noget kan gøres bedre. De skal klæde kollegerne på, og hjælpe dem med at holde fokus. Det er en stor opgave. Så de skal ville det – og de skal have tid afsat til det,” siger Omong Mortensen.

De vil alle få undervisning, og hygiejnenøglepersonerne på børne- og ungeområdet forventer hun vil få et større kompetenceløft, da de står med andre opgaver.

”Det vil give et løft på alle hygiejneplaner. Fordi det kommer på dagsordenen. Lokalt.Det er fantastisk. Jeg glæder mig rigtig meget,” smiler Omong Mortensen.

Hun håber, at vinden blæser i samme retning i andre kommuner:

”Der er så mange ildsjæle derude, der gerne vil gøre en indsats for hygiejnen, men som ikke får afsat tid. Jeg håber, at corona kan være med til, at de, der brænder for det, endelig kan gøre en indsats. Uden også lige at skulle lave en køreliste eller noget andet.”

 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion

"Kritikken er ny for os"

Overraskelsen over kritikken af undervisningen i infektionshygiejne er stor hos to centrale repræsentanter for sygeplejerskeuddannelsen. De efterlyser dialog med kritikerne og er villige til at se på, om infektionshygiejne skal opprioriteres til fordel for noget andet.
Randi Brinckmann, dekan på Det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Professionshøjskole, understreger, at de studerende møder faget infektionshygiejne i forbindelse med bl.a. mikrobiologi.
Foto: Københavns Professionshøjskole

Kritikken af undervisningen i infektionshygiejne på sygeplejerskeuddannelsen kommer som en stor overraskelse for Randi Brinckmann, der er dekan på Det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Professionshøjskole.

Som formand for den nationale følgegruppe, der følger implementeringen af de nye studieordninger på sundhedsuddannelserne fra 2016, har hun mange tætte samarbejdspartnere i praktikken. Og her er problemet aldrig blevet rejst.

”Vi laver også aftagerundersøgelser hvert tredje år, og her er der heller ikke blevet peget på dette problem. Hvis problemet er så udbredt, undrer det mig, at der ikke er nogen, der har sagt det til os.”

Samme undren har uddannelseschef på UCN Sundhed og formand for Sygeplejerskeuddannelsens Uddannelsesledernetværk, Iben Bøgh Bahnsen.

”Jeg har ikke været bekendt med den kritik før nu. Det er ikke noget, vi har drøftet i Uddannelsesledernetværket eller i andre samarbejdsfora. Jeg har f.eks. heller ikke hørt det rejst i de lokale uddannelsesudvalg på de enkelte professionshøjskoler, så det kommer meget bag på mig,” siger hun.

Det være sagt tager hun naturligvis kritikken alvorligt, siger Randi Brinckmann:

”Vi er jo ikke interesseret i at uddanne dimittender, der ikke er kompetente. Men kigger vi på uddannelsen, så møder de studerende faget infektionshygiejne i bl.a. mikrobiologi. De bliver undervist i det i kombination med sygeplejen, vi laver full scale-simulation, hvor de hygiejniske principper bliver gennemgået og afprøvet. Vi arbejder med de infektionshygiejniske retningslinjer. Så der er undervisning i det.”

Men hygiejnesygeplejerskerne mener, at infektionshygiejne er så grundlæggende en disciplin, at det skal være et selvstændigt og gennemgående eksamensfag?

”Det er ikke fordi, jeg ikke forstår dem. Hygiejne er vigtigt og grundlæggende. Men vi må erkende, at det er en generalistuddannelse, hvor vi har 3½ år at gøre godt med. Hver gang vi skal putte noget nyt ind, skal vi tage noget andet ud. Så måske skal vi i mindre grad tale om hvor meget, men i højere grad om det, de så får, er det rigtige. Og bliver det, de lærer i teorien, fulgt korrekt og konkret op i klinikken? Det er et samarbejde ligegyldigt hvad, og et samarbejde vi rigtig gerne vil,” siger Randi Brinckmann.

Iben Bøgh Bahnsen er enig:

”Hvis coronaepidemien har vist, at det er et stort problem, er spørgsmålet, om infektionshygiejne skal fylde mere, eller om undervisningen skal kvalificeres både i den teoretiske og kliniske del af uddannelsen. Det må vi jo have en dialog om, for jeg tror også, at det er kendt, at der er stoftrængsel på sygeplejerskeuddannelsen. Skal der være flere lektioner i infektionshygiejne, skal der være færre i noget andet.”

Vigtige, basale færdigheder

Jette Holt, der er national rådgiver i infektionshygiejne ved Central Enhed for Infektionshygiejne på Statens Serum Institut, kan naturligvis ikke svare på, hvorfor Randi Brinckmann og Iben Bøgh Bahnsen først er blevet bekendte med kritikken nu.

Hendes og kollegernes kvalitative undersøgelse fra 2017 blev præsenteret på en temadag på Statens Serum Institut med deltagere fra undersøgelsen, det infektionshygiejniske felt og undervisere fra professionshøjskolerne. Og undersøgelsen er også offentligt tilgængelig på instituttets hjemmeside.

”Og så var der interviewet i Sygeplejersken (nr. 9/2017, red.), men jeg har ikke fået en eneste henvendelse fra nogen som helst,” siger hun.
Jette Holt er helt med på, at infektionshygiejne er i skarp konkurrence med fag som klinisk beslutningstagen og kommunikation, der også er en del af den grundlæggende sygepleje.

”Og jeg er enig i, at man skal have en akademisk tilgang til faget. Men det må ikke være på bekostning af basale færdigheder,” siger hun og tilføjer:

”Da de lavede udkast til den nye studieordning, fik jeg mulighed for at kommentere det, og jeg skrev bl.a., at de skulle huske infektionshygiejnen, men det kom aldrig med. Og så snart du piller et fag ud med egne lærebøger og mål og fletter det ind i noget andet, forsvinder det. Infektionshygiejne er så generelt. Det går på tværs af alle specialer, og det er noget alle – lige fra portører til professorer – skal kunne mestre hver dag i mødet med patienterne.”

 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion

De nyuddannede kan ikke deres infektionshygiejne

Covid-19 har vist, at især nyuddannede mangler viden om de infektions-hygiejniske forholdsregler, mener hygiejnesygeplejersker. Derfor mener de, faget skal opprioriteres på sygeplejerskeuddannelsen, både teoretisk og i klinikken, og være et eksamensfag.
Foto: Bax Lindhardt

Mange nyuddannede har svært ved at forstå, at de ikke bare må samle noget op fra gulvet. De ved ikke, hvornår de skal udføre håndhygiejne, eller hvordan de adskiller, hvad der er rent, og hvad der er urent.”

Det er bare nogle af de eksempler, som hygiejnesygeplejerske på Odense Universitetshospital, Lise Andersen, har oplevet, og som viser, at mange nyuddannede sygeplejersker ikke ved nok om infektionshygiejne. Og hun er langt fra ene om at have denne oplevelse.

En lang række hygiejnesygeplejersker, som Sygeplejersken har talt med, peger på de samme udfordringer, og på Hospitalsenheden Vest siger sygeplejefaglig direktør Ida Götke:

”Covid-19 har vist, at mange nyuddannede fundamentalt set ikke ved særligt meget om smitte, smittespredning og afbrydelse af smitteveje. De skal klædes bedre på under uddannelsen. Den basisviden, de kommer med, er mange gange for spinkel eller i værste fald fraværende. Det er ikke godt nok.”

Hygiejnesygeplejerske på Odense Universitetshospital, Lise Andersen, uddyber:

”Mange har ikke styr på, hvad dråbesmitte er. Hvad kontaktsmitte er. Hvad generel hygiejne er. De begreber skal der samles op på på grunduddannelsen. Det er vigtigt i forhold til Covid-19, men også generelt i forhold til resistensudvikling.”

Bør være eksamensfag

Formand for Fagligt Selskab for Hygiejnesygeplejersker, Mette Detlefsen, er enig i kritikken og mener, at der er behov for en opstramning af undervisningen i infektionshygiejne på sygeplejerskeuddannelsen.

”Infektionshygiejne bør indgå på alle semestre og hver eneste gang, du har teoriophold. Der skal også fokus på det i praktikken for at sikre, at teori omsættes til praksis. Og det skal være et selvstændigt eksamensfag,” siger Mette Detlefsen.

Hun refererer desuden til en kvalitativ undersøgelse fra 2017 af Jette Holt, hygiejnesygeplejerske og national rådgiver i infektionshygiejne ved Central Enhed for Infektionshygiejne på Statens Serum Institut, hygiejnesygeplejerske Mie Andersen, dengang ansat ved Aarhus Universitetshospital, og hygiejnesygeplejerske Hanne Hvingelby fra Hospitalsenheden Vest i Holstebro.

De tre kortlagde professionshøjskolernes tilrettelæggelse og undervisning i infektionshygiejne, som bl.a. viste, at ”infektionshygiejne” de fleste steder ikke var et selvstændigt fag, men indgik i faget ”Mikrobiologi”. Kun på tre skoler hed undervisningen noget med ”hygiejne” (læs mere i artiklen ”Skru op for hygiejnen!” i Sygeplejersken nr. 9/2017).

”Undersøgelsen afdækkede, hvor forskelligt skolerne forvaltede det her helt essentielle område. Det er væsentligt, at alle besidder en grundviden for at kunne handle korrekt i klinikken. Man skal have et fagligt grundlag for at kunne lave korrekte vurderinger, og det er langt fra alle, der har det,” siger Mette Detlefsen.

”Det skaber problemer i en situation som Covid-19, men også i andre sammenhænge med smitsomme sygdomme,” forklarer hygiejnesygeplejerske Hanne Hvingelby:

”Ikke alle skal have specialistviden. Men fundamentet skal være i orden. Ved man ikke, hvordan man generelt hindrer smittespredning, er der en risiko for, at man griber til supplerende foranstaltninger i en grad, som i sig selv kan føre til mere smittespredning.”

Skoler med for stor lokal frihed

Formanden for de Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), Kamilla Futtrup, har selv haft ”hygiejne” som fag på sit sygeplejestudie, som hun begyndte på i 2015. SLS har ikke en klar holdning til, om infektionshygiejne bør være et selvstændigt eksamensfag, men den massive kritik fra hygiejnesygeplejerskerne gør indtryk. Kamilla Futtrup er enig i, at infektionshygiejne er et centralt område at have styr på som sygeplejerske, og der bør være ensartet undervisning i faget på alle professionshøjskoler.

”Overordnet mener vi, at uddannelsesstederne har for stor frihed lokalt til at tilrettelægge undervisningen. Nogle steder får man mere undervisning i nogle fag end andre steder, f.eks. farmakologi, og det er med til at øge uligheden i uddannelsen.”

Hun oplever også, at sidemandsoplæring og infektionshygiejne ikke altid går op i en højere enhed under praktikophold.

”Jeg har selv oplevet det og sagt: ”Hov, her skal vi da have handsker på”, mens sygeplejersken, jeg fulgte, sagde: ”Nej nej, det plejer vi ikke her” eller ”Det har vi ikke tid til”. Når de uddannede sygeplejersker slækker på forholdsreglerne, lærer vi dem jo heller ikke korrekt. Infektionshygiejne er noget, vi skal have både teoretisk undervisning og sidemandsoplæring i, ellers får vi aldrig indarbejdet de gode rutiner,” siger hun og fortsætter:

”Under Covid-19 har jeg hørt fra flere studerende, at der på nogle praktiksteder hersker generel usikkerhed om, hvad der er vigtigt i forhold til infektionshygiejne. Jeg talte f.eks. med én, der havde fulgt sin vejleder fra et afsnit til et andet. På det første afsnit havde de blå dragter på, men da de kom tilbage til hendes stamafdeling og ville tage blå dragt på igen, havde lederen sagt: ”Nej, I skal have de gule på, de blå er ikke vandafvisende.” Og på det afsnit, de kom fra, var der mange Covid-smittede blandt personalet. Det er da tankevækkende.”

 

 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion

De generelle infektionshygiejniske forholdsregler

Hygiejnesygeplejerske Jeanne Badino, Rigshospitalet, har udarbejdet denne oversigt

spl072020_tema_haandhygiejne

Håndhygiejne

  • Før rene opgaver
  • Før håndtering af fødevarer
  • Efter urene opgaver
  • Før patientkontakt
  • Efter patientkontakt eller kontakt med patientens omgivelser
  • Efter brug af handsker

spl072020_tema_handsker

Handsker
Anvendes ved risiko for kontakt med:

  • Blod
  • Sekret (f.eks. pus, ekspektorat)
  • Ekskret (f.eks. fæces, urin)

spl072020_tema_laboratorieproever

Laboratorieprøver

  • Emballeres og transporteres forsvarligt
  • Undgå at forurene
  • emballagens yderside

spl072020_tema_udstyr

Udstyr
Rengøres/desinficeres:

  • Mellem hver patient
  • Ved synlig forurening

spl072020_tema_rengoering

Rengøring

  • Spild af blod, sekret og ekskret tørres straks op
  • Ved større mængder spild desinficeres efterfølgende

spl072020_tema_uniform

Uniform
Bæres af alt personale, der:

  • Har patientkontakt
  • Udfører rene opgaver
  • Udfører urene opgaver

spl072020_tema_maske

Kirurgisk maske og visir

  • Ved risiko for stænk og sprøjt i ansigtet
  • Ved hosteprovokerende procedurer

spl072020_tema_forklaede

Forklæde

  • Anvendes ved risiko for forurening af uniformen, f.eks. nedre toilette, sengebad, bad
  • Anvendes ved betjening af madbuffet
     

spl072020_tema_snavsetoej

Snavsetøj

  • Håndteres urent og samles i sække
  • Undgå ophvirvling
  • Undgå kontakt med uniform
     

spl072020_tema_affald

Affald
Håndteres urent
Kasseres, emballeres og transporteres, så yderside og omgivelser ikke bliver forurenet

 


Se hele rapporten med de ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer” fra 2017 på Statens Serum Instituts hjemmeside, ssi.dk, under ”Infektionshygiejne”.

 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion

Da det usynlige blev synligt

Viden, vaner og den overordnede indsats for infektionshygiejnen i sundhedsvæsenet skal strammes op. Det er blevet åbenlyst under coronakrisen, som har givet hygiejnesyge-plejerskerne arbejde i døgndrift.
Lisbeth Kyndi (t.v.) og Ann Filippa Madsens arbejde under Covid-19 har været spændende, men også fagligt udfordrende: ”Værnemidler har fyldt meget, først i regi af Rigshospitalet, så regionalt og også nationalt.
Foto: Bax Lindhardt
Hver femte hospitalsinfektion kan forebygges
  • 7-10 pct. af alle indlagte patienter i Danmark får en hospitalsinfektion ifølge Statens Serum Institut.
  • Det svarer til ca. 60.000 patienter årligt.
  • Infektionerne opstår, når patienterne bliver smittet med skadelige mikroorganismer under hospitalsindlæggelse.
  • Det er muligt at nedbringe antallet af hospitalsinfektioner med 20 pct., vurderer Statens Serum Institut.
  • Det kræver en ekstra hygiejneindsats.
  • Det er ikke muligt at beregne, hvad hospitalsinfektioner koster sundhedsvæsenet – men det medfører en større belastning i form af forringede og tabte leveår.

Kilde: Rigsrevisionens beretning om forebyggelse af hospitalsinfektioner afgivet til Folketinget med Statsrevisorernes bemærkninger fra 2017.

Det er interessant, hvordan infektionshygiejne, hygiejnesyge-plejersker og deres indsatser har fået en helt anden betydning under corona. Hvis den her type sygdomme og pandemier bliver fremtiden - og det tror jeg, de gør - er det nødvendigt at opruste de nødvendige kompetencer for at kunne håndtere dem ordentligt.”

Sådan siger sygeplejefaglig direktør for Hospitalsenheden Vest, Ida Götke. Og hun er ikke ene om for alvor at have bemærket infektionshygiejnens værdi i kampen for at forhindre infektionssygdomme i at sprede sig.

”Med Covid-19 har vi genopdaget en gammel lægefaglig disciplin, infektionshygiejne. For der er kontant afregning med Covid-19, hvis vi ikke gør det, vi skal gøre. Vi kan hverken behandle eller vaccinere mod Covid-19, og den kan ramme både os og patienterne. Derfor er der et enormt stort ønske om at efterleve de hygiejnestandarder, der bliver meldt ud,” siger lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt og tidligere formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen.

Efterspurgte hygiejnesygeplejersker

Ekspertisen inden for infektionshygiejne har været i høj kurs under coronaepidemien, hvilket hygiejnesygeplejerskerne rundt om på sygehuse og i kommunerne har mærket.

De er blevet lagt ned af arbejde. Mange steder har man måttet hente ekstra hjælp ind fra andre konsulenter i organisationen eller tidligere hygiejnesygeplejersker. Bl.a. på Hospitalsenheden Vest, hvor de tre hygiejnesygeplejersker i en midlertidig periode får hjælp af to kolleger fra kvalitetsafdelingen.

”Vi har siddet i et krydspunkt for alt. Vi udarbejder instrukser, laver videoer og stiller op tidligt og sent. Vi rådgiver på alle niveauer. Når Sundhedsstyrelsen melder noget ud, omsætter vi det til instrukser, som vi kan bruge hos os. Og bagefter hjælper vi med at implementere det,” fortæller hygiejnesygeplejerske Hanne Hvingelby fra Hospitalsenheden Vest i Holstebro og fortsætter:

”Vi har haft ugentlige møder med alle landets hygiejnesygeplejersker, mikrobiologiske afdelinger og Statens Serum Institut, og er der noget, der ikke virker i praksis, går vi også tilbage til dem med det.”

De fem hygiejnesygeplejersker på Rigshospitalet har også haft usædvanligt travlt, siden de i januar begyndte at forberede sig på den nye patientgruppe, fortæller hygiejnesygeplejerske Ann Filippa Madsen:

”Allerede her begyndte vi arbejdet med en helt ny vejledning for håndtering af Covid-19-patienter i relation til vores såkaldte “uafviselige patienter”, som kun Rigshospitalet modtager til højt specialiserede behandlinger som f.eks. ECMO. Vi har lige udgivet vejledningen i version 27, naturligvis i overensstemmelse med, hvad SST og SSI melder ud.”

Hendes kollega Lisbeth Kyndi tilføjer:

”Vi har rådgivet personalet og arbejdet organisatorisk på tværs af sygehusene i regionen og med alle faggrupper: portører, sygeplejersker, læger, direktionen. Covid-19 ryddede bordet for alle andre opgaver, så vi kunne handle hurtigt med indretning af intensivafdeling og intermediære pladser til Covid-19-patienter, selvom lokalerne ikke var beregnet til intensiv og sengeafdeling. Vi har været inde over logistikken med depoter, varelevering og affaldshåndtering, indretning af stuer og hvilke værnemidler, hvornår.”

Følger ikke retningslinjer

Sygeplejersken har talt med en lang række hygiejnesygeplejersker, der peger på, at Covid-19 har gjort det mere synligt, hvad det er, de kan, og hvor vigtigt det er, at man overholder de generelle infektionshygiejniske forholdsregler og retningslinjer, hvis man skal forhindre de usynlige vira og bakterier i at sprede sig. Men det har også vist, hvor der er udfordringer.

”Vi lavede en lille status i april, hvor vi spurgte lederne i huset, hvad de havde lært i forhold til infektionshygiejne. En af vores ledere sagde det spot on: ”Vi var ikke klar over, hvad de generelle forholdsregler var, og vores elever og studerende er ikke uddannede i det.” Det ramte for mig hovedet på sømmet. Selvom det ikke var nyt for mig,” fortæller Hanne Hvingelby, Holstebro.

Samme usikkerhed viste sig på Rigshospitalet:

”Vi oplevede f.eks., at nogle ringede og sagde, at de havde nogle opvågningspatienter, der hostede rigtig meget, og spurgte om de skulle have maske på. Jeg kan huske, at Ann Fillippa sagde: ’Jo, det skal I, men det er ikke pga. Covid-19, men de generelle infektionshygiejniske forholdsregler’,” siger Lisbeth Kyndi og tilføjer:

”Så lige pludselig kom der et ekstra træk på brugen af værnemidler, fordi personalet begyndte at bruge dem, som de skal. På den måde har det været en gevinst.”

Værnemidler tog fokus fra hygiejne

Lignende oplevelser har Inge Jekes haft. Hun er udviklingssygeplejerske i Kalundborg Kommune og formand for Fagligt Selskab for Kommunale Sygeplejersker.

”Jeg tror, at man mange steder før Covid-19 ikke har fulgt de gængse infektionshygiejniske forholdsregler. Hvis man f.eks. her i min kommune kigger på, hvor mange personlige hygiejne- og toiletbesøg, der bliver foretaget over en periode, og sætter det op imod antallet af brugte plastikforklæder og sprit, så burde der blive brugt langt flere forklæder og sprit. Så der var nogen, der ikke brugte dem, når de burde,” siger hun og fortsætter:

”Det blev man pludselig opmærksom på med Covid-19, hvilket fik forbruget af værnemidler og sprit til at stige voldsomt, hvilket igen betød, at de værnemidler, man normalt kalkulerede med, ikke rakte.”

Samtidig har der været en tendens til, at værnemidlerne har taget fokus fra det, der er mindst lige så vigtigt: Håndhygiejne og rengøring. Det fortæller Lise Andersen, der er hygiejnesygeplejerske på Odense Universitetshospital.

”Du kan have lige så mange rumdragter på, som du vil, men hvis du springer din håndhygiejne over, så spreder du smitten. Jeg har talt med vores personale om, at man skal være meget bevidst om, at man ikke benytter værnemidler til at kurere angst. Man skal bruge dem, hvor det er sagligt relevant, og de skal anvendes på den korrekte måde.”

Ann filippa Madsen
Under Covid-19 har hygiejnesygeplejerske Ann Filippa Madsen og hendes fire kolleger kommunikeret direkte med deres netværk af 120 hygiejnekoordinatorer rundt om på afdelingerne på Rigshospitalet, hvilket har været en stor succes.
Foto: Bax Lindhardt
Leders støtte gør en forskel

For mange sygeplejersker er de generelle infektionshygiejniske forholdsregler og korrekt brug af værnemidler faglig indgroet viden og ren rutine. For andre halter det mere. Og hvis man vil sætte mere fokus på infektionshygiejne på såvel sygehuse som i kommunerne, kræver det ledelsesmæssig og politisk opbakning, understreger hygiejnesygeplejerskerne.

Herunder Ann Filippa Madsen på Rigshospitalet:

”Vi har et netværk af 120 hygiejnekoordinatorer rundt omkring i afdelingerne, som vi virkelig havde brug for at aktivere under Covid-19 og derfor fik direktionens tilladelse til at kommunikere med direkte. Det viste sig at være en stor succes de fleste steder, men også at der er stor forskel på de afdelinger, hvor hygiejnekoordinatorerne bliver støttet ledelsesmæssigt, og de steder, hvor de ikke får den store opbakning,” siger hun og understreger, at hygiejnesygeplejerskerne overordnet har et rigtig godt samarbejde med både hospitalets direktion og center- og afdelingsledelser.

I Køge Kommune er hygiejnesygeplejerske Omong Mortensen en vigtig brik i opbygningen af en ny hygiejneorganisation, som også involverer en række lokale hygiejnenøglepersoner på bl.a. ældre- og sundhedsområdet (læs også artiklen ”Køge skruer op for hygiejnen” side 32). Også hun er meget bevidst om ledelsens afgørende rolle:

”Det er vigtigt, at de nye lokale hygiejnenøglepersoner har ledelsen med sig, og at der skabes respekt om opgaven. De skal have opbakning og tid til at udføre opgaven,” siger Omong Mortensen.

Mere lydhørhed

Noget tyder på, at en positiv langtidseffekt af Covid-19 netop er mere opmærksomhed på infektionshygiejne. Landet over melder hygiejnesygeplejerskerne om mere lydhørhed og anerkendelse fra såvel direktionsgang som sygeplejersker og andre medarbejdergrupper.

”Tidligere, når vi kom ud med infektionsforebyggende tiltag, har personalet nogle gange mødt os med spørgsmålet om, hvorvidt der er evidens for det. Det er vi ikke blevet mødt med en eneste gang under Covid-19,” siger Lisbeth Kyndi fra Rigshospitalet. Kollega Ann Filippa Madsen supplerer:

”Når personalet bliver ramt, rørt eller rystet, er de åbne for alt. For lige pludselig er det ikke kun patienterne, der bliver smittet. De er også selv i risiko. Det er, når det kommer så tæt på, at man får sine budskaber igennem.”

På Aarhus Universitetshospital har hygiejnesygeplejerske Charlotte Buch Jensen oplevet, at de allerede nu bliver inddraget i flere ting end tidligere.

”Der er lægegrupper, der også har fået mere opmærksomhed på infektionshygiejne og fået øjnene op for, at man godt kan bruge hygiejnesygeplejerskerne til at give input i forskellige sammenhænge. Bl.a. hvilke infektionshygiejniske forholdsregler man skal tage, hvis man skal operere patienter med Covid-19. Anæstesipersonalet har fået fokus på infektionshygiejnen, når de in- og ekstuberer, og der er mere fokus på, hvordan de skal agere i opvågningen,” siger hun.

Gavner også mod andre sygdomme

I Hospitalsenheden Vest kan sygeplejersker se frem til en systematisk kompetenceudvikling af de individuelle infektionshygiejniske forholdsregler, fortæller sygeplejefaglig direktør Ida Götke:

”Dét at aftage værnemidler er en kunst og ekspertise i sig selv, hvis man skal sikre, at man ikke forurener sig selv og derved bringer smitten videre.

Vi vil derfor arbejde videre med området i SKIK – Sygeplejefaglig Kompetenceudvikling af Individuelle Kompetencer – så alle kan det her. Denne patientgruppe er kommet for at blive,” fastslår hun.

Stod det til Mads Koch Hansen, lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt, skulle der ske en massiv opnormering af hygiejnesygeplejersker og oprustning på infektionshygiejneområdet på både hospitaler og i kommuner. For det er til gavn for langt mere end kampen mod Covid-19. Han siger:

”Det virker også i kampen mod andre infektionssygdomme som MRSA, RS-virus, kighoste og influenza. Læren er, at hvis vi hvert år i uge 7 lukker Danmark ned, så lukker vi influenzaepidemien. For siden seks dage inde i nedlukningen har vi ikke haft et eneste influenzatilfælde på sygehuset, og dem plejer vi at have rigtig mange af. Det hjælper indsatsen jo også på.”

 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion

Hygiejne i høj kurs

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Coronakrisen har gjort det tydeligt, hvor afgørende infektionshygiejnen er for at stoppe smittespredning. Men også hvor det kniber med den faglige viden på området. Det får sygeplejersker og hospitals-direktører til at efterlyse opgradering med bl.a. flere hygiejnesygeplejersker, flere specialuddannede og mere undervisning i infektionshygiejne på grunduddannelsen.

 

Emneord: 
Hygiejne
Infektion

Bedre livskvalitet for hiv-smittede kræver et helhedsorienteret fokus

Sundhedsvæsenet fokuserer på at effektivisere og i stigende grad gøre brug af fastsatte, evidensbaserede standarder for procedurer og patientforløb som et led i kvalitetsudvikling. Patienten skal have den bedste behandling, de og deres pårørende skal inddrages i behandlingen, og de skal lyttes til. Det tager tid, og netop tid udfordrer patientinddragelsen.
Resumé

Rodkjær LØ, Bossen I, Laursen T. Bedre livskvalitet for hiv-smittede kræver et helhedsorienteret fokus. Sygeplejersken 2015;(7):64-9.

Sundhedsvæsenet fokuserer på at effektivisere og i stigende grad gøre brug af fastsatte, evidensbaserede standarder for procedurer og patientforløb som et led i kvalitetsudvikling. Patienten skal have den bedste behandling, de og deres pårørende skal inddrages i behandlingen, de skal lyttes til. Det tager tid, og netop tid udfordrer patientinddragelse. På Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Aarhus Universitetshospital, har vi udviklet en model til behandlingen af hiv-smittede, som tager højde for dette. Løsningen er tid, empati og at fokusere på mennesket. Ikke kun se på symptomer og behandling, men rette fokus både mod de fysiske, psykiske, sociale og spirituelle aspekter af livet. Det afgørende er at bruge den nødvendige tid på de rigtige tidspunkter, så patienten genvinder balancen og styrer sit liv, dvs. vælger at leve i stedet for at overleve. Diagnosen siger ikke noget om, hvilke forudsætninger den enkelte patient har for at håndtere situationen eller troen på egen formåen i forhold til de udfordringer, der er forbundet med at leve med sygdom og livslang medicinsk behandling. Det fordrer, at vi behandlere opfatter og behandler patienten som et menneske og tager afsæt i den enkelte patients perspektiv på situationen. Patienten skal selv finde vejen i livet.

Nøgleord: hiv, hiv-smittet, patientinddragelse, behandlingsmodel.

På Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Aarhus Universitetshospital, har vi udviklet en model til behandlingen af hiv-smittede, som tager højde for, at sundhedsvæsenet fokuserer på at effektivisere og i stigende grad gøre brug af fastsatte, evidensbaserede standarder for procedurer og patientforløb som et led i kvalitetsudvikling.

Patienten skal have den bedste behandling, og de og deres pårørende skal inddrages i behandlingen, og de skal lyttes til. Løsningen er tid, empati og at fokusere på mennesket. Ikke kun se på symptomer og behandling, men rette fokus både mod de fysiske, psykiske, sociale og spirituelle aspekter af livet. Det afgørende er at bruge den nødvendige tid på de rigtige tidspunkter, så patienten genvinder balancen og styrer sit liv – vælger at leve i stedet for at overleve.

Skyld og skam som følgesvend
Der er særlige udfordringer, når diagnosen hiv-positiv stilles. Langt de fleste smittes seksuelt, og dette adskiller sig fra andre kroniske sygdomme. At få en sygdom, som bl.a. smitter seksuelt, betyder for langt de fleste, at skyld og skam bliver følgesvende for en stund (eller for altid), og mange lever med hiv som en hemmelighed.

Dette medfører, at patienten ikke får den omsorg, der kan komme ved at dele diagnose og tanker om sygdommen med pårørende, venner eller kolleger i modsætning til f.eks. patienter med cancer eller diabetes. Ofte er behandlerne på hospitalet de eneste, som kender til patientens hiv-diagnose.

Diagnosen siger ikke noget om, hvilke forudsætninger den enkelte patient har for at kunne håndtere situationen eller troen på egen formåen i forhold til de udfordringer, der er forbundet med at leve med sygdom og livslang medicinsk behandling.
Et vigtigt mål er, at patienten i størst muligt omfang bliver i stand til at håndtere sin sygdom, og at patienten kan tage medansvar for sin egen behandling (1). Patienterne skal inddrages i behandlingsforløbet som ligeværdige partnere, hvilket fordrer et helhedssyn på patienten.

Arbejder med et helhedssyn
Vi arbejder ud fra et helhedssyn, hvilket indebærer en behandling, som retter sig både mod de fysiske, psykiske, sociale og spirituelle aspekter af sygdommen. Pillerne er nødvendige for at overleve med hiv, men medicinen bør ikke stå alene. Forskning med hiv-patienter har vist en tydelig sammenhæng mellem patienternes psykiske og fysiske tilstand.

Vi har på Infektionsmedicinsk Afdeling Q en række tiltag, som har til formål at inddrage den enkelte patients viden og erfaringer og tage udgangspunkt i den enkeltes behov i samspil med vores faglighed for at støtte patienten til at håndtere sit liv med hiv. Relationen mellem patient og behandler er afgørende for, at det lykkes. Den bygger på tillid, respekt og en anerkendende dialog, der skal sikre, at beslutninger respekterer patientens ønsker, behov og præferencer.

Relationen bliver bygget op over tid, og det er derfor af betydning, at patienten er tilkoblet den samme læge og sygeplejerske, og at disse har et indgående kendskab til og erfaring med hiv. Patienten er ekspert på sit eget liv, skal selv bestemme og må have informationer til at træffe et kvalificeret valg.

Vi arbejder i multidisciplinære team (læge, sygeplejerske, hiv-rådgiver, diætist), og det er teamets opgave at tilpasse støtte til den enkeltes behov under hensyntagen til den individuelle situation.

Balance i livet med hiv
Der vil vedvarende være brug for informationer og individuelle samtaler, da livet er dynamisk og ikke en statisk proces. Livet med kronisk sygdom er ikke et fokus, der er forudsigeligt og fremadskridende mod stadigt større afklaring (2). Det er kendetegnet ved vedvarende skift mellem at føle sig syg og føle velvære. Det er dette perspektiv, denne vekselvirkning, hvor sygdommen er henholdsvis i baggrunden og forgrunden, vi som behandlere skal understøtte.

Formålet med de forskellige tiltag er at hjælpe patienten med at genvinde balancen i livet, at give redskaber til at tackle denne vekselvirkning. Personer, der smittes med hiv, har vidt forskellige ressourcer og syn på sundhed og sygdom. Derfor reagerer de forskelligt på sygdommen, men nogle reaktionsmønstre går igen. I begyndelsen har mange svært ved at acceptere diagnosen. Dernæst reagerer mange ved at blive vrede eller kede af det, og nogle kommer aldrig videre fra denne fase. Formålet med at arbejde ud fra et helhedssyn er at hjælpe flest mulige patienter over i den fase, hvor de opdager, at de faktisk selv kan gøre noget for at få det bedre. Man kan ikke få virus til at forsvinde, men man har indflydelse på, hvordan man vil leve sit liv

.Det, som har en væsentlig betydning, er, hvordan man generelt mestrer udfordringer i livet. Det handler i høj grad om ens egen følelse af selvværd, og hvordan man kan arbejde med at styrke sine evner til at nedsætte stress, altså få redskaber til, hvordan man kan tackle forskellige stressorer mellem henholdsvis at være i balance og ubalance.

Det er afgørende for en god start på livet med hiv at yde intensiv støtte og rådgivning ved diagnosetidspunktet. Vi beder patienten fortælle sin historie og ridse de problemer og tanker op, som er aktuelle i forbindelse med at få hiv-diagnosen. Herefter forsøger vi at tage et problem ad gangen i prioriteret rækkefølge – bestemt af patienten, se figur 1, der illustrerer et udpluk af de mest almindelige problemstillinger (klik på figuren for at se den i et større format).

hiv_1At få hiv-diagnosen
Angst og bekymringer er naturlige følelser, lige efter man har fået et hiv-positivt svar. Disse følelser skal på sigt afløses af kontrol og handlemuligheder, for at man igen kan finde balance i livet. At få viden og indsigt virker angstreducerende og kan mindske den kaotiske tilstand, som ofte præger tiden efter det hiv-positive svar (3).

Ved de første samtaler bruges der tid på at få patienten til at føle sig tryg og lære patienten at kende. Patientens behov for viden afdækkes, og relationen opbygges, og sygeplejersken vurderer hele tiden, hvad det er, der skal til, for at patienten kan navigere i situationen. Hvordan og hvornår skal hele tiden afstemmes i forhold til den enkelte patient.

Det er individuelt, hvordan den enkelte håndterer situationen, og hvilke spørgsmål der presser sig mest på i den akutte situation. Patienten hjælpes til at forstå, at alle følelser er normale, om man er vred, ked af det eller har en følelse af at være tom, og til at forstå, hvordan krop, tanker og følelser reagerer, når man er presset.

Vores erfaring er, at de personer, som får hjælp ved diagnosetidspunktet, hurtigere genvinder balancen sammenlignet med dem, som først får støtte og rådgivning efter længere tid, da tanker, følelser og adfærdsmønstre kan risikere at blive fastlåste.

Da mange mennesker er uvidende om hiv, smitteveje og behandlingsmuligheder, er det vigtigt at informere pårørende, da de kan støtte den hiv-smittede. Blandt nogle af de naturlige spørgsmål, der dukker op, er ”Hvordan har jeg fået hiv og fra hvem?” Disse spørgsmål er vigtige at bearbejde, og alle tilbydes hjælp til anonym kontaktopsporing. Et andet vigtigt emne er ”Hvem skal vide, at jeg er smittet, og hvordan skal jeg fortælle det?”

Vores undersøgelser har dokumenteret, at der findes høj forekomst af depression blandt hiv-smittede, hvilket kan påvirke deres evne til at følge deres hiv-behandling og nedsætte livskvaliteten (4). Vi spørger konkret til patientens psykiske historie (ligesom til den fysiske historie), f.eks. om tidligere depression eller psykisk sygdom, og vi screener en gang årligt patienten for depression.

En af de afgørende faktorer for udvikling af stress og depression er overvejelser om, hvem de skal fortælle om deres hiv-status og overvejelser om konsekvenserne af både åbenhed og hemmeligholdelse. Derudover handler det om ens egen følelse af selvværd, og hvordan man kan arbejde med at styrke sine evner til at nedsætte stress (5). Det er vigtigt kontinuerligt at drøfte disse overvejelser, da det vil hjælpe den enkelte til at nedsætte hiv-relateret stress og depression.

De fleste hiv-smittede oplever, at de første par måneder er hårde at komme igennem. Efter nogen tid gælder det for langt de fleste, at tilværelsen vender tilbage til det, de kendte før hiv-diagnosen. Hiv-smittede tilbydes et kursus inden for 12 måneder (6). Formålet med kurset er, 1) at patienten opnår viden om sygdom og behandlingsmuligheder, og 2) at patienten får indsigt i, hvordan problemer kan løses, og redskaber til at styrke sin selvtillid og tro på egne ressourcer og egen kompetence. Kurset er et godt grundlag for starten på et liv med hiv, men der vil som tidligere nævnt være vedvarende brug for informationer og individuelle samtaler.

Medicinsk behandling og adherence
Det kan være svært at erkende, at man har en kronisk sygdom, hvis man føler sig sund og rask. Langt de fleste mærker ikke noget til sygdommen fysisk, når den medicinske behandling påbegyndes, da denne begyndes, inden immunforsvaret svækkes, hvis det er muligt (en tredjedel kommer med lavt immunforsvar). Udgangspunktet for, at medicinsk start bliver en succes, er, at medicinen bliver tilpasset patientens hverdag, og derfor er det væsentligt at drøfte start på behandlingen i god tid.

Vi har i 2004 udviklet en metode til brug ved start og opfølgning af medicinsk behandling, som er revideret årligt på baggrund af feedback fra patienterne, audit og udvikling inden for behandlingen (7). Formålet er at sikre, at patienten er informeret om behandlingen, har udtrykt sine følelser/tanker og får mulighed for at stille spørgsmål.

Vi sikrer, at patienten er motiveret, at behandlingen er tilpasset patientens liv, og at patienten oplever vejledning og støtte i at følge behandlingen over tid. Interventionen er et teamwork mellem den hiv-smittede, kontaktlægen og -sygeplejersken. Kommunikationen er afgørende. Den skal være patientcentreret og foregå i en anerkendende atmosfære. Samtalerne tager udgangspunkt i patientens individuelle situation. Disse er bygget op omkring tre faser:

  1. Information vedrørende behandling
  2. Start på behandling
  3. Opfølgning på behandling.

Samtalerne foregår ud fra Adherence Journalen, som er en guideline over de faktorer, der har vist sig at have indflydelse på adherence.

Ungeambulatorium og Ungegruppe
At være ung og hiv-smittet giver et mere besværligt ungeliv med flere udfordringer i forhold til kærester, seksualitet og psykiske problemer end for raske unge. Disse emner er svære at drøfte i løbet af 20 minutters konsultation. Flere unge fortæller, at det at gå til kontrol på hospitalet får dem til at føle sig syge, hvilket de ellers ikke oplever, at de er. Vi har derfor etableret et ungeambulatorium for unge hiv-smittede mellem 15 og 25 år.

Baggrunden for ungeambulatoriet bygger på resultaterne fra projektet ”Langt ude i skoven” – et toårigt projekt, hvor unge hiv-smittede gik til kontrol for deres hiv-infektion i et sommerhus (8). Idéen til projektet kom fra de unge selv. De havde udtrykt, at de hadede at komme til kontrol på hospitalet, og at de ikke fik meget ud af konsultationerne. Kontrollerne fik dem til at føle sig syge. De udeblev ofte fra kontrollerne, og flere havde svært ved at huske at tage deres medicin med risiko for udvikling af resistens. Formålet med projektet var at tilbyde de unge rammer, som tilgodeså unges behov for informationer om hiv-infektion og tilpasse konsultationerne de unge.

Evalueringerne fra projektet viste, at det havde været en succes. De ændrede rammer medførte en anderledes åbenhed fra de unge og en ændring i kommunikationen hos kontaktlægen og sygeplejersken. Desuden blev adherence forbedret. Det største udbytte har været, at de unge har fået skabt et netværk, som ingen behandlere eller forældre kan tilbyde. At dele erfaringer med ligesindede gør hiv mindre belastende at leve med.

Det ungeambulatorium, vi tilbyder i dag, foregår en gang om året på hospitalet og en gang om året i sommerhus. De unge får et lokale for sig selv og mødes om morgenen. Dagen starter med blodprøver og morgenmad. Formiddagen byder på undervisning/workshops, som planlægges i samarbejde med de unge. Efter frokost er der individuelle konsultationer med læge og sygeplejerske. Selvom de fysiske rammer er et lokale på hospitalet, formår de unge at skabe et rum, hvor de kan være sig selv.

Der er også mulighed for at deltage i Ungegruppen, som er et landsdækkende tilbud til unge hiv-smittede mellem 15 og 25 år. Denne gruppe udgår fra Infektionsmedicinsk Afdeling Q, og udover at mødes på en årlig weekend er gruppen aktiv på konferencer, i medier og projekter, og den belyser, hvordan det er at være ung og leve med hiv. Ungegruppen har formået at skabe særdeles positive resultater for unge hiv-smittede, der deltager i gruppen. Det at være med i Ungegruppen har givet udsatte og ofte isolerede unge hjælp til at opnå større livskvalitet, styrke og selvværd (9).

En indianer i afdelingen
På Infektionsmedicinsk Afdeling Q, er vi inspireret af en indiansk tilgang til at mestre forandringer i livet og har i flere år samarbejdet med den canadisk/indianske coach Marc Drouin (Hawk of the Yellow Wind). I 2010 udførte vi et pilotprojekt med en intervention, som har fokus på, at den enkelte patient arbejder med accept og anerkendelse af den aktuelle situation og finder redskaber, motivation, tillid og egenomsorg at handle ud fra.

Når man rammes af en kronisk sygdom, kommer man i ubalance, og det gælder om at finde balancen i livet igen. Patienterne lærer om de psykologiske mekanismer, der træder i kraft, når mennesker møder forandring, især forandring de ikke selv har bedt om. Det kan f.eks. handle om at blive bevidst om adfærdsmønstre, som fremkalder stress, og om at finde ud af, hvad det præcist er, der driller, og hvor det kommer fra. Man bliver i stand til at genkende disse mønstre og har mulighed for at forsøge at gøre noget andet i stedet.

Resultaterne viste, at flere hiv-smittede stoppede med antidepressiv behandling, og der var et signifikant fald i risiko for depression. Deltagerne gav udtryk for at have fået bedre livskvalitet samt redskaber til at mestre livet med en kronisk sygdom (10).

Vi har produceret en dokumentarfilm ”Fra offer til kriger” om pilotprojektet i samarbejde med Flat Film i København og netop iværksat anden fase af dette projekt med henblik på at validere vores fund fra pilotprojektet. Vores mål er at udvikle en intervention, som kan implementeres på lige fod med den medicinske behandling til hiv-smittede.

Der sker store ændringer
I disse år sker store ændringer i sundhedsvæsenets organisering af sundhedsydelser inden for alle områder af diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering. Nedlæggelse af senge, kortere indlæggelser og øget ambulant behandling går hånd i hånd med nye måder at involvere patienter og pårørende på, så deres ressourcer kan blive inddraget og anvendt til gavn for den enkelte og for samfundet. Det stiller nye krav til patienter, sundhedsprofessionelle og sundhedsvæsenets institutioner, da patienterne har forskellig grad af sundhedskompetencer (health literacy).

Vi mener, det er helt afgørende at tænke i helhedsorienteret behandling, og udfordringen er at udvikle differentierede sundhedsindsatser, så involveringen tilpasses den enkelte patient og dennes situation. At leve med en kronisk sygdom er ikke et forudsigeligt og kontinuerligt forløb, hvor alle patienter skal have den samme pakke. Det fordrer, at vi behandlere opfatter og behandler patienten som et menneske og tager afsæt i den enkelte patients perspektiv på situationen. Patienten skal selv finde vejen i livet.

Lotte Ørneborg Rodkjær, forskningssygeplejerske, MPH, ph.d., lektor, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Aarhus Universitetshospital; lottrodk@rm.dk
Inge Bossen, specialeansvarlig sygeplejerske, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Aarhus Universitetshospital
Tinne Laursen, hiv-rådgiver, psykoterapeut, MPF, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Aarhus Universitetshospital

Litteratur

  1. Videnscenter for brugerinddragelse (ViBIS).
  2. Paterson BL. The shifting perspectives model of chronic illness. J Nurs Scholarsh. 2001;33(1):21-6.
  3. Sundhedsfremmende og smitteforebyggende rådgivning af mennesker, der findes hiv-smittede. Sundhedsstyrelsen 2007.
  4. Rodkjaer L, Laursen T, Balle N, Sodemann M. Depression in HIV patients is under-diagnosed: A cross-sectional study among HIV patients in Denmark. HIV Medicine.2010;(11):46-53.
  5. Rodkjaer L, Sodemann M, Ostergaard L, Lomborg K. Disclosure Decisions: HIVPositive Persons Coping With Disease-Related Stressors. Qual Health Res 2011;21(9):1249-59.
  6. Rodkjaer L, Laursen T, Arildsen H, Ravn A, Larsen SC. Kursus for ny-diagnosticerede hivpositive styrker patientens ressourcer. Sygeplejersken 2012;(10):48-54.
  7. Rodkjær L. Hiv patienter: Det er svært at følge behandlingen. Sygeplejersken 2005;(25):39-43.
  8. Laursen T, Lønskov A. Ungeambulatorium – Langt ude i skoven. Et toårigt projekt hvor unge hiv-smittede går til kontrol uden for hospitalsregi. Aarhus Universitetshospital. Rapport 2012.
  9. Laursen T, Rodkjær L, Lyster H. Hold I Virkeligheden. Mediart 2015.
  10. Rodkjaer L, Seeberg K, Laursen T, Dalum A, Tolstrup M, Drouin M et al. The impact of a holistic intervention on self-efficacy and risk of depression in HIVinfected individuals in Denmark. Journal of HIV for Clinical Scientific Research. August 18.2014.
English abstract

Rodkjær LØ, Bossen I, Laursen T. Improved quality of life for people living with HIV calls for holistic focus. Sygeplejersken 2015;(7):64-9.

The Danish national health service focuses on streamlining and increased application of evidence-based standards for procedures and patient pathways in furtherance of quality improvements. Patients are to receive the best possible healthcare, and their next-of-kin are to be involved in their medical care; and are to be listened to. This takes time, but time challenges patient involvement. In Department Q - Communicable Diseases at Aarhus University Hospital, we have developed a model for the treatment of people living with HIV to overcome this challenge. The solution is time, empathy and focus on the patient as a person. To not only look at symptoms and treatment, but at the physical, mental, social and spiritual aspects of life. The crucial aspect is to devote the time needed at the right times, in order to help the person regain balance and control over his or her life, i.e. to choose to live life rather than solely to survive. The clinical diagnosis gives no indication of the personal abilities of patients for coping with their situation or confidence in their own capacity to overcome the challenges of living with chronic disease and lifelong medical treatment. This dictates a need for treatment providers to perceive and treat the patient as a person, and to be guided by the individual patient’s perspective on the situation. The patient must find his or her own way of embracing life

Keywords: HIV, people living with HIV, patient involvement, treatment model.

 

Emneord: 
HIV/Aids
Infektion