Hjertekirurgiske patienter ønsker individuel information

Patienter på en hjerteopvågning ønsker detaljeret og forståelig information om eget forløb, og om hvad de selv kan gøre for at blive udskrevet hurtigst muligt.
Resumé

Mange patienter er generelt utilfredse med den information, de får inden deres operation. En spørgeskemaundersøgelse på Hjerteopvågningen, Aarhus Universitetshospital, AUH, kortlagde patienternes ønsker til information. Svarene viste patienternes behov for information inden operation, formen de ønsker den givne information i samt ønsker om specifik information om det perioperative forløb.

Flertallet af patienterne ønsker informationen elektronisk via e-Boks og mulighed for at finde relevant og specifik information online.

Information om operationen skal være både specifik og individuel, og sygeplejersken skal være i stand til at kunne afvige fra standardinformationen. Endvidere viser svarene, at patienterne ønsker information om, hvordan de selv kan medvirke til at fremme deres postoperative forløb.

En hospitalsindlæggelse i forbindelse med kirurgi er for mange associeret med stress og angst (1). Bekymringen kan være relateret til manglende håndtering af smertefulde behandlinger, uvidenhed om indgrebet og selve forløbet samt eftervirkningerne af kirurgien (2). Herudover kan den grundlæggende sygdom, frygt for bedøvelse og mulige komplikationer være vigtige faktorer for patientens perioperative stress og angst (3). Denne frygt kan yderligere påvirkes af bl.a. alder, køn og tidligere erfaringer med kirurgi (4).

At forberede sig til større hjertekirurgi kan derfor være en stor udfordring for patienten. Korrekt og relevant information til patienterne er af stor betydning (5). En undersøgelse viser, at 23 pct. af hjertekirurgiske patienter er utilfredse med den information, de modtager om deres sygdom og den tilhørende kirurgi (4).

Praksis er, at sygeplejersken informerer

På Thoraxkirurgisk afdeling, AUH, er det på nuværende tidspunkt klinisk praksis, at en sygeplejerske fra stamafdelingen informerer patient og pårørende om indlæggelsesforløbet. Informationen gives dagen før operationen baseret på en standard tjekliste. Det er op til den enkelte sygeplejerske, hvordan hun informerer om forløbet, og om hun spørger ind til patientens ønsker og forventninger til indlæggelsen.

I international litteratur findes sparsomme beskrivelser af, hvilken information patienter finder relevant i forbindelse med forestående hjertekirurgi i et opvågningsforløb.

Boks 1. Patientens forløb i hjerteopvågningsafsnittet

Den hjertekirurgiske patient ankommer sederet og intuberet til hjerteopvågningsafsnittet. Sygeplejersken tager imod patienten, og anæstesilægen informerer om, hvordan operationen er gået. Sygeplejersken observerer patientens vitale værdier og eventuel blødning. Når sygeplejersken har sikret sig, at patienten er stabil, og der ikke forekommer blødning, kan hun give patienten smerte- og kvalmestillende medicin. Hun slukker for sovemedicinen, hvorefter patienten vågner.

Nogle patienter er meget trætte efter ekstubation og sover det meste af tiden, mens andre er mere vågne, kan se tv og tale med deres pårørende, som har mulighed for at være hos patienten. En af sygeplejerskens opgaver er omsorg for de pårørende.

I det tidlige postoperative forløb oplever nyopererede hjertepatienter stor tørst. Initialt får de tilbudt isterninger, og når de med sikkerhed kan forsvare deres luftveje, må de drikke det, de har behov for. De vil få tilbudt mad efter nogle timer. Det er dog meget forskelligt, om patienterne har lyst til at spise. Nogle patienter spiser gerne, andre har ingen appetit og har derfor svært ved at spise på første postoperative dag.

10-12 timer efter patientens ankomst til afsnittet fjerner sygeplejersken det udstyr, der ikke længere er brug for. Den første nat kan patienten have svært ved at sove, og han sover som oftest få timer eller minutter ad gangen. Første postoperative dag får patienten hjælp til personlig hygiejne, bliver tilbudt morgenmad samt får instruktion i anvendelse af PEP-fløjte (Positive Expiratory Pressure). Herefter udskrives patienten til stamafdeling, hvor han som oftest er indlagt fem til syv døgn. Afsnittet modtager årligt 1.100 patienter til postoperativ pleje og observation.

Et hjertekirurgisk indgreb opfattes af de fleste patienter som en alvorlig begivenhed (6), og mange er generelt utilfredse med den information, de får om operation og forløb (1). Endvidere individualiseres informationen ikke på baggrund af operationstype eller patientens individuelle behov, forudsætninger og præferencer (5).

Vi ønskede derfor at undersøge, hvordan patienterne vurderer den skriftlige information på hjerteopvågningsafsnittet, AUH. Se Boks 1.

Et spørgeskema blev udleveret til alle patienter i en periode på seks uger i perioden fra den 4. januar til den 15. februar 2016. Patienterne fik udleveret skemaet første postoperative dag og returnerede det inden overflytning til stamafdelingen.

Der var udarbejdet 32 spørgsmål om opholdet i Hjerteopvågningen.

Høj svarprocent

Der blev udleveret 68 spørgeskemaer, hvoraf 67 blev besvaret. En oversigt over demografiske data og operationstyper kan ses i Tabel 1.

38 havde erfaring med tidligere operationer, men angav ikke hvilken. Operationstyperne er repræsentative for afsnittet.

2018-ff4_fa_hjerte_tabel_1Informationsform

Patienterne blev spurgt, hvordan de foretrækker at få adgang til den skriftlige information, som omhandler deres operationstype. Hertil svarede 48, at de foretrak at få tilsendt informationsmaterialet via e-Boks, mens 47 foretrak, at informationsmaterialet er at finde på internettet. Endvidere er 51 af de adspurgte meget enige eller enige i, at det skriftlige informationsmateriale bør opbygges med udgangspunkt i den enkelte operation og dennes kronologiske pleje- og behandlingsforløb.

Opvågning

51 af de adspurgte patienter er enige eller meget enige i, at de gerne vil vide, hvor de vågner efter deres operation, mens 26 patienter svarer "hverken eller", og de sidste 26 svarer, at de ikke har behov for at vide, hvor de vågner.

Omsorg/sygepleje

62 af de adspurgte patienter er meget enige eller enige i, at de ønsker information om, at de vil blive observeret af sygeplejerskerne under indlæggelsen i Hjerteopvågningen.

At patienterne kan opleve besvær med at falde i søvn i det første postoperative døgn anses som en vigtig information for 53 af de adspurgte, som enten er meget enige eller enige i dette.

Endelig er 54 af de adspurgte patienter enige eller meget enige i, at de gerne vil informeres om, at hurtig mobilisering er et vilkår efter hjertekirurgi.

Tidsaspekt

Opholdets varighed i Hjerteopvågningen er et skønnet tidspunkt for overflytning til stamafdeling, hvilket hhv. 43 og 46 patienter ønsker information om.

Pårørende

Mht. patienternes behov for information om pårørendes tilstedeværelse under opvågning synes der ikke at være et entydigt svar. 29 patienter ønsker information om, hvorvidt deres pårørende må være hos dem, når de vågner. Hos 16 patienter har informationen dog ingen betydning, mens 19 patienter slet ikke ønsker denne information.

Vigtigere er dog information om, hvorvidt de pårørende må besøge patienten. Her ønsker 52 af de adspurgte at blive informeret om dette.

Smerter og postoperativ kvalme og opkast

Patienterne ønsker information om dræn og om, at smerterne med stor sandsynlighed mindskes, når drænene tages ud.

Patienterne ønsker information om risikoen for kvalme efter operationen. De vil desuden gerne informeres om, at der findes behandlingsmuligheder, men at dette ikke med sikkerhed kan fjerne kvalmen.

Patientinddragelse

Informationsmaterialet, der på nuværende tidspunkt udsendes til kommende hjertekirurgiske patienter, indeholder ikke information om, at hyppig tandbørstning kan forebygge infektion. I projektet ønsker patienterne denne information.

Forplejning

På nuværende tidspunkt bliver patienterne ikke informeret om, at de kan føle øget tørst, og de bliver ikke informeret om vigtigheden af at indtage mad. Undersøgelsen viser dog, at netop disse informationer er vigtige for 56 af de adspurgte.

Lungefysioterapi

58 af de adspurgte patienter ønsker information om, at PEP-fløjten (Positive Expiratory Pressure) anvendes hver anden vågne time efter operationen.

Ønsker informationen sendt til e-Boks

Formålet med projektet var dels at undersøge, hvilken information hjertekirurgiske patienter har behov for inden operation, herunder i hvilken form de ønsker information om det perioperative forløb i Hjerteopvågningen. Projektet viste, at kommende hjertekirurgiske patienter ønsker informationen tilsendt i deres e-Boks, og det er vigtigt, at informationsmaterialet er tilgængeligt online.

Den skriftlige information skal opbygges ud fra operationstype samt det kronologiske pleje- og behandlingsforløb. Det er vigtigt for patienterne at vide, hvor længe de skal blive i hjerteopvågningsafsnittet, og hvornår de flyttes til sengeafdelingen.

Patientforløbet skal beskrives fra indlæggelse til udskrivelse. Det er vigtigt for patienterne at få information om, at sygeplejerskerne observerer dem tæt under indlæggelsen. Det er ikke nok at vide, at de er overvåget af udstyr.

I en travl hverdag kan det være vanskeligt at vide, hvor meget information patienterne egentlig ønsker. Og det er svært f.eks. gentagne gange at forsikre dem om, at sygeplejerskerne er til stede og kan observere dem, selv om de ikke er på stuen. Patienterne i undersøgelsen ville gerne have denne information. For en patient kan det at vågne efter åben hjertekirurgi være præget af identitetsspørgsmål, bekymringer om dødelighed og måske en ændret kropsopfattelse. Derfor har de brug for, at sygeplejersken kan være der og drage omsorg for dem (7).

Patienterne ønsker ikke information om, at de pårørende gerne må være der, når de vågner, eller når de skal ekstuberes. Majoriteten af patienterne i undersøgelsen ønsker ikke at føre samtaler med deres pårørende, og de ønsker heller ikke at kunne sende en SMS. Disse fund er overraskende, eftersom internationale studier viser det modsatte (4,5). De internationale studier viser, at patienter, som skal have foretaget hjertekirurgi, ønsker, at deres pårørende inddrages fuldt ud i alt, hvad der har med dem at gøre. Denne forskel kan være betinget af, at patienterne i Danmark generelt har stor tiltro til det offentligt finansierede sundhedssystem og derfor ikke har brug for, at der er en pårørende til stede i hele forløbet.

Nyopererede sover dårligt

I hjerteopvågningen forsøger sygeplejerskerne at minimere uro om natten ved at undgå at tænde lys, medmindre det er nødvendigt, og plejetiltag samles. Patienterne fortæller ofte, når vi kommer ind til dem om morgenen, at de ikke har sovet godt. Det er et kendt fænomen for nyopererede hjertepatienter og ses hos 60-80 pct. af patienterne i den umiddelbare postoperative fase. Greve et al. viser, at uddannelse af sygeplejerskerne i søvnmønstre og håndtering af søvnproblemer kan hjælpe patienterne til en bedre søvn efter operationen (8). Det er derfor vigtigt, at både sygeplejersker og patienter kender til udfordringer med søvn postoperativt, så patienten kan hjælpes bedst muligt.

Ikke interesserede i omgivelserne

Projektet viste, at patienterne ikke ønskede at se Hjerteopvågningen inden operationen, og de ønskede ikke at se en respirator. I et større engelsk studie undersøges patienternes ønske om viden om risikofaktorer efter hjertekirurgi. Her findes, at 42 pct. af de adspurgte patienter ikke ønsker nogen information om risikofaktorer overhovedet (4). Da sundhedssystemet er pålagt at informere alle patienter om indgrebets art og risikofaktorer, indgår patienternes holdning ikke i vores undersøgelse, men vi har taget det manglende ønske om detaljeret information omkring opvågningsafdelingen og respirator til efterretning.

Ønsker information om det, patienten selv har indflydelse på

Der findes ikke nationalt eller internationalt en klar definition af, hvad patientinvolvering indebærer. Patientinvolvering handler om at inddrage patientens viden og ressourcer og lade patienten indgå aktivt i beslutninger (9). Resultaterne i denne undersøgelse viser, at patienterne ønsker information om det, de selv har indflydelse på, f.eks. mobilisering og indtagelse af mad. Desuden vil de gerne vide, at de skal sige til ved smerter og kvalme, hvor ofte de bør børste tænder og kende vigtigheden af at anvende PEP-fløjte. Resultaterne viser også, at patienterne ønsker information om de ting, der kan fremme deres forløb, så de hurtigere kan udskrives og komme hjem i deres egne omgivelser. En international kvalitativ undersøgelse viser, at det, der fremmer eller blokerer en god udskrivelse, netop har at gøre med, i hvor høj grad patienterne er informeret og ved, hvad der forventes af dem (7).

På spørgsmålet om, hvor længe de skal forblive i hjerteopvågningsafsnittet, er det ikke en overraskelse, at patienterne ønsker information om dette. Det stemmer overens med erfaringer fra den kliniske hverdag. Patienterne spørger ofte, hvor længe de skal blive i afdelingen, og hvornår de flyttes til stamafdelingen.

Det er vigtigt, at patienterne har muligheden for at stille spørgsmål til sygeplejerskerne undervejs i forløbet. Det har stor betydning for patienterne, at de hele tiden kan få den information og støtte, de har brug for. Samme resultater finder Dalal et al. I deres undersøgelse ses, at skriftlig information inden det kirurgiske indgreb sammen med mulighed for at stille spørgsmål undervejs giver det bedste outcome (10). Davis et al. påpeger, at patienternes behov for at kunne kommunikere med sundhedspersonalet undervejs i forløbet er vigtigt, at de har brug for at etablere en relation til sygeplejerskerne og komme i dialog omkring bl.a. smerter og kvalme.

Ønsker viden om smerter

Patienterne ønsker inden operationen information om, hvordan smerter håndteres (9).

Pritchard et al. påpeger, at information om håndtering af smerter betyder, at patienterne bedre bliver i stand til selv at håndtere smerter (1). Et flertal i denne undersøgelse ønskede viden om, at de kunne have smerter efter operationen. Det stemmer helt overens med, at vi i dagligdagen oplever, at jo mere vi delagtiggør patienterne i fænomenet smerte, jo lettere er det at afhjælpe smerten.

Undersøgelsen viste, at det var vigtigt at informere om postoperativ kvalme og opkast. International litteratur peger på, at postoperativ kvalme og opkast forekommer hos 42–71 pct. af patienterne efter hjertekirurgi (11). Postoperativ kvalme og opkast kan have en betydelig indvirkning på patientens forløb, som igen påvirker patienternes tilfredshed og længden af hospitalsopholdet. F.eks. kan postoperativ kvalme og opkast medføre komplikationer i form af aspiration, dehydrering og elektrolytforstyrrelser.

I vores kliniske praksis anvendes Apfel-score, når patienterne ankommer til afsnittet, og på baggrund heraf iværksættes relevant behandling. Ved at behandle kvalme kan patienterne lettere spise og drikke og dermed opnå en hurtigere restitution (11).

Vigtigt med god mundhygiejne

Patienterne ønsker information om tandbørstning. Der er i Danmark udarbejdet en klinisk retningslinje, der omhandler forebyggelse af infektioner ved hjælp af hyppig tandbørstning. Det har faglig relevans, at patienterne kender til principperne i mundhygiejne, når de skal have foretaget hjertekirurgi, netop for at mindske risiko for infektioner.

Patienter er nysgerrige på PEP-fløjten

Størstedelen af patienterne kan godt huske, at de har set PEP-fløjten inden operationen, og de ved hvordan og hvorfor, de skal anvende den. Resultaterne viste, at patienterne gerne vil vide, hvorledes de skal håndtere en PEP-fløjte, så de hurtigt kan komme i gang efter operationen. At anvende PEP-fløjten har betydning for deres lungefunktion og for, hvor hurtigt deres rehabilitering initieres. Resultatet bliver, at patienterne kender til tiltag, der har betydning for deres restituering og bliver aktive deltagere i eget forløb.

Det er muligt at imødekomme ønsker om information

Projektet viser, at det er muligt at identificere, hvilken information hjertekirurgiske patienter på AUH ønsker, samt hvordan de ønsker informationen. Patienterne ønsker en beskrivelse af et forløb, der kun omhandler deres operation. Desuden er det vigtigt for dem at vide, hvilke forventninger der er til dem, og hvad de kan forvente af sygeplejerskerne. Patienterne vil gerne have individuel information, og det er sygeplejerskens opgave at finde ud af, hvad patienterne har brug for.

Debat
  • Hvordan justerer I patientinformation på jeres arbejdsplads?
  • Hvilke overvejelser gør I jer om forholdet mellem patientinvolvering og information?
  • Hvilken adgang har jeres patienter til information om deres forløb

Nyt materiale er nu web-baseret

Der er efter undersøgelsen udarbejdet et webbaseret informationsmateriale. Patienterne får i deres indkaldelsesbrev tilsendt et link med information om, hvilke tiltag og forventninger der er til dem; www.hjerteop.auh.dk Informationsmaterialet er opbygget, så patienterne kan orientere sig før, under og efter forløbet.

For at imødekomme forskellige læringsstile er den opbygget med billeder, video og tekst, hvilket gør det let for dem under hele forløbet at få den information, de har brug for. Der er anskaffet en iPad til afsnittet, i pårørenderummet og i modtagelsen. Den kan anvendes af både patienter, pårørende og sygeplejersker.

Spørgeskema og skema over fordeling af svar kan fremsendes ved henvendelse til Lone Hedegaard Andersen på loneanrs@rm.dk

English abstract

Andersen LH & Skovby P.

Heart surgery patients want individualised information

Fag & Forskning 2018;(4):68-72.

Many patients are generally dissatisfied with the information they receive before undergoing surgery.

At the Cardiac Surgery Recovery Unit of Aarhus University Hospital, Denmark (AUH), a questionnaire-based study, consisting of 32 questions on various topics, investigated the need of heart surgery patients for information prior to undergoing surgery; the format they wished to receive the information in; and their preferences for specific information about the peri-operative care pathway.

The project demonstrates that the majority of patients wish to receive the information in their digital mailbox (e-Boks), and want the option of looking up relevant and specific information on the internet. Patients desired both specific and individualised information about the surgical procedure, and that the nurse was capable of departing from standard information. Our findings also demonstrate that patients want information about how they themselves can have positive influence on their post-operative recovery.

It is essential to involve patients in compiling information about their scheduled surgery. The project indicates that it is possible to identify the type and content of information for patients.

 Keywords: Information, cardiac surgery, heart surgery, quality assurance, patient involvement.

Lone Hedegaard Andersen

Lone Hedegaard Andersen
Sygeplejerske 1999. Specialuddannelse i intensiv sygepleje 2006, SD 2013, RN, CCRN. Udviklings- og intensivsygeplejerske på Hjerteopvågningen, Operation og Intensiv Øst, Aarhus Universitetshospital 2004-

loneanrs@rm.dk

Pernille Skovby

Pernille Skovby
Klinisk sygeplejespecialist, master i klinisk sygepleje, RN, CCRN, CRNA, MCN. Operation og Intensiv Øst, Aarhus Universitetshospital.

Referencer
  1. Pritchard MJ. Using targeted information to meet the needs of surgical patients. Nurs Stand. 2011 Aug 24-30;25(51):35-9.
  2. Pritchard MJ. Managing anxiety in the elective surgical patient. Br J Nurs 2009 Apr 9-22;18(7):416-9.
  3. Guo P. Preoperative education interventions to reduce anxiety and improve recovery among cardiac surgery patients: a review of randomised controlled trials. J Clin Nurs 2015 Jan;24(1-2):34-46.
  4. Beresford N. Risks of elective cardiac surgery: what do patients want to know? Heart 2001 Dec;86(6):626-31.
  5. Barnes S, Gott M, Payne S, Seamark D, Parker C, Gariballa S, et al. Communication in heart failure: perspectives from older people and primary care professionals. Health Soc Care Community 2006 Nov;14(6):482-90.
  6. Ivarsson B, Larsson S, Lührs C, Sjöberg T. Serious complications in connection with cardiac surgery—Next of kin’s views on information and support. Intensive and Critical Care Nurses 2011 Nov;27(6):331-7.
  7. Lapum JL, Fredericks S, Liu L, Yau TM, Retta B, Jones VM, et al. Facilitators and Barriers of Heart Surgery Discharge: Patients’ and Nurses’ Narrative Accounts. J Cardiovasc Nurs 2016 Jul-Aug;31(4):350-6.
  8. Greve H, Pedersen PU. Improving sleep after open heart surgery-Effectiveness of nursing interventions. Journal of Nursing Education and Practice 2016;6(3):15.
  9. Davis Y, Perham M, Hurd AM, Jagersky R, Gorman WJ, Lynch-Carlson D, et al. Patient and Family Member Needs During the Perioperative Period. Journal of PeriAnesthesia Nursing 2014 Apr;29(2):119-28. doi: 10.1016/j.jopan.2013.05.013.
  10. Dalal KS, Chellam S, Toal P. Anaesthesia information booklet: Is it better than a pre-operative visit? Indian J Anaesth 2015;59(8):511-13.
  11. Cooke M, Rickard C, Rapchuk I, Shekar K, Marshall AP, Comans T, et al. PC6 acupoint stimulation for the prevention of postcardiac surgery nausea and vomiting: a protocol for a two-group, parallel, superiority randomised clinical trial. BMJ Open 2014;4:e006179. doi: 10.1136/bmjopen-2014-006179.

 

 

Emneord: 
Hjerte- og karsygdom
Hjerteinfarkt
Information
Kommunikation

Evaluering af rehabiliteringstilbud til patienter med ICD

Igennem syv år har man på en medicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital kontaktet patienter, som har fået indopereret en implanterbar cardioverter defibrillator (ICD). Den telefoniske kontakt er nu evalueret via et spørgeskema, som blev besvaret af 47 patienter. Evalueringen viser, at patienterne overvejende er tilfredse med rehabiliteringstilbuddet, men at konsekvensen for sygeplejen bør være forøget individuel intervention evt. suppleret med kognitiv adfærdsterapi.

Læs som PDF - gå til side 60

I dag er der ca. 3.000 hjertesyge danskere, som har indopereret en implanterbar cardioverter defibrillator, en ICD (1). ICD’en reducerer risikoen for at dø af et hjertestop, men det lille apparat og et liv med kronisk hjertesygdom resulterer ofte i, at patienterne oplever en forringelse af livskvaliteten (2,3).

ICD-behandling er i dag det anvendte og effektive behandlingstilbud, når det drejer sig om forebyggelse og behandling af hjertestop/livstruende arytmier (4).

Evidensbaserede studier viser, at 25-30 pct. af disse patienter har psykiske reaktioner, som bl.a. omfatter frygt, angst, vrede, undgåelsesadfærd og depression (2,3,5).

Fra klinisk praksis genkendes disse følelsesmæssige reaktioner, hvor ICD’en kan have negativ påvirkning af en række fysiske, psykiske og sociale faktorer såsom indflydelse på partnere og familielivet, ændrede arbejdsvilkår og kørselsforbud (6).

Andre bekymringer kan være frygt for smerter i forbindelse med et stød, og om ICD’en virker, som den skal.
På Hjertemedicinsk afdeling B, Aarhus Universitetshospital (AUH), er indlæggelsestiden for ICD-patienter ifølge Patientregistreringssystemet på AUH reduceret drastisk gennem det seneste årti. I 2001 var den gennemsnitlige liggetid 9,5 dage, hvor den i 2011 blot er 4,0 dage i gennemsnit.

Denne reducering af indlæggelsestiden intensiverer kravet om at kunne yde en professionel og målrettet pleje og behandling både før, under og efter indlæggelsen.

På baggrund heraf blev der i 2003 etableret et rehabiliteringstilbud til disse patienter i Hjertemedicinsk afdeling B, AUH. Som afslutning på indlæggelsesforløbet tilbydes patienten en telefonisk opringning, som finder sted 4-6 uger efter udskrivelsen. Det er denne del af rehabiliteringsforløbet, som vi ønskede at evaluere.

En undersøgelse peger på betydningen af, at sygeplejersken påtager sig en væsentlig rolle i at støtte patienten og pårørende ikke mindst efter implantationen. Det drejer sig om patienternes mulighed for at dele deres bekymringer, revurdere deres liv og blive partnere i de beslutningsprocesser, der vedrører deres liv med en ICD (7).
 

Rehabiliteringstilbuddet

Opkaldet varetages af en sygeplejerske med en mangeårig erfaring inden for den kardiologiske sygepleje. Den telefoniske kontakt begrænses til at omfatte gruppen af patienter, som har overlevet et hjertestop eller har haft tilfælde med livstruende hjerterytmeforstyrrelser.

Samtalen fokuserer på de fysiske, psykiske og sociale aspekter ved at leve med en ICD, der kan have indflydelse på hverdagslivet for patienten. Hensigten med samtalen er at støtte og opmuntre patienten til at kunne håndtere de udfordringer og forandringer, som en implantation af en ICD kan medføre, samt et ønske om at reducere nervøsitet, angst og bekymring, der ofte præger tiden efter implantation af en ICD (6).

Gennemsnitligt varer samtalen 30 minutter. Enkelte samtaler kan dog tage op til 1½ time, alt afhængigt af hvordan patienten har det, og hvor mange spørgsmål der måtte være.

Efter godt syv års indsats med denne form for rehabilitering blev der i efteråret 2010 foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt patientgruppen med henblik på at evaluere indsatsens værdi for patienten.
 

Formål

Formålet med spørgeskemaundersøgelsen var at få afdækket, om og i hvilken grad patienternes behov for information og støtte blev dækket gennem telefonsamtalen samt klarlægge, hvilke områder patienten måtte ønske forbedret.
 

Metode

Til evalueringen blev anvendt et spørgeskema blandt patienter, som for første gang havde fået implanteret en ICD, hvor enten hjertestop eller livstruende hjerterytmeforstyrrelser var indikation for implantation.

Spørgeskemaet blev postomdelt til alle patienter, som i perioden 1. marts 2009 til 1. marts 2010 havde fået implanteret en ICD. Skemaet skulle udfyldes og returneres i en frankeret svarkuvert. En påmindelse blev sendt ud tre uger efter med et nyt spørgeskema og en svarkuvert. Der var 63 muligt deltagende patienter.

Svar blev modtaget fra 54. Forud for undersøgelsen blev patienter, som opfyldte inklusionskriterierne, orienteret pr. brev om undersøgelsen. Deltagelse foregik frivilligt, og samtykkeerklæring blev returneret i underskrevet stand med sikring af anonymitet.

Spørgeskemaet indeholdt følgende evalueringsparametre:

• Hvorvidt behovet for information blev dækket gennem telefonsamtalen.
Ved information menes oplysninger af teknisk art som f.eks. ICD’ens funktion, praktiske forholdsregler efter implantationen, hvad man kan og må rent fysisk, hvordan medicinen virker mv.

• Hvorvidt telefonsamtalen var fyldestgørende i forhold til personlig støtte.
Ved personlig støtte menes den medmenneskelige hjælp og forståelse, der er nødvendig for at komme videre i livet.

Definitionerne blev operationaliseret og anskueliggjort i konkrete spørgsmål (variable), se tabel 1 og 2.
Ud fra hvert spørgsmål kunne patienterne vurdere, i hvilken grad de var tilfredse. En skalagraduering gik fra 1-4, hvor 4 var bedst. Graderne var inddelt: i meget høj grad, i høj grad, i nogen grad, slet ikke og ved ikke.

SY-2013-11-alt-sammen%20(41)

SY-2013-11-alt-sammen%20(43)

Analysevariablerne er blevet dikotomiseret, det vil sige, at kategorierne ”i meget høj grad” og ”i høj grad” er lagt sammen og udgør gruppen af tilfredse patienter. Kategorierne ”i nogen grad” eller ”slet ikke” er lagt sammen og udgør gruppen af ikke tilfredse.

Derudover blev patienterne bedt om at svare på følgende spørgsmål:

  • Om patienten havde fået stød og hvor mange gange?
  • ICD-specifikke bekymringer
  • Om telefonsamtalen var overflødig?
  • Om der var andre områder, samtalen burde dække?
  • Om der skulle være tilbud om mere end én samtale?
  • På hvilket tidspunkt efter udskrivelsen det er bedst at blive ringet op?

Analyse af data

Kontinuerte variable blev ved normalfordeling analyseret ved Students t-test, og hvis ikke normalfordeling blev testen udført på logaritmisk skala. Dikotomiserede eksponeringsvariable blev analyseret ved Fishers exact-test.
Alle estimater præsenteres som proportioner med procentvis fordeling. De bivariate analyser er udført som ujusterede relative risiko-estimater (RR) med 95 pct. sikkerhedsintervaller (95 pct. CI) og tosidede P-værdier (p<0,05). De statistiske analyser blev udført i Stata 11.
 

Resultater

I denne undersøgelse var kønsfordelingen 11 kvinder (20 pct.) og 43 mænd (80 pct.). Gennemsnitsalderen var på 63 (59;66) år. Patienterne blev i gennemsnit telefonisk kontaktet 4 (4;5) uger efter udskrivelsen. Tallene i parentes angiver aldersspændvidden for begge køn under et. Der er ikke differentieret mellem kønnene, da hovedparten af deltagerne i vores spørgeundersøgelse udgøres af mænd.

Syv af de patienter, som sendte svar tilbage, havde valgt at vedlægge en beskrivelse i stedet for at besvare selve spørgeskemaet.

Resultaterne af undersøgelsen er baseret på 47 patienters besvarelser (75 pct.). 10 af de patienter (23 pct.), der besvarede spørgeskemaet, havde mere end én telefonsamtale.

Tabel 1 og 2 viser procentsatsen af, hvor mange patienter der mener at have fået dækket behovet for information og personlig støtte gennem telefonsamtalen: de tilfredse patienter.

Tabellerne viser, at 35 af de adspurgte patienter (75 pct.) udtrykker overordnet tilfredshed med telefonsamtalen, de angiver at have den fornødne viden om deres sygdom og føler, at de får tilstrækkelig personlig støtte. Dog evaluerede lidt mere end 11 patienter (25 pct.), at de ikke følte, at telefonsamtalen dækkede deres behov for information og støtte.

15 af patienterne (32 pct.) udtrykte bekymring for, om de fik stød. 13 af patienterne (28 pct.) var i nogen til høj grad bekymret for at udøve fysisk aktivitet, og 12 af patienterne (26 pct.) udtrykte bekymring for, om ICD-enheden virkede, som den skulle.
Af undersøgelsen fremgik det desuden, at 11 af patienterne havde oplevet at få stød, og tre havde fået stød mere end fem gange.

Størstedelen af patienterne evaluerede, at første samtale burde ligge 4-5 uger efter udskrivelsen, dog mente 17 patienter (38 pct.), at den burde ligge allerede 1-2 uger efter udskrivelsen. 20 af patienterne (44 pct.) udtrykte behov for mere end én samtale, og ingen vurderede, at samtalen var overflødig.

Hvis man ser på sammenhæng mellem udtrykt behov for mere end en samtale og undersøgte eksponeringsfaktorer, fandt vi ingen sammenhæng i forhold til

   a) at have fået stød (p >0,42)
   b) at have haft mere end en samtale (p>0,1)
   c) alder (p>0,46).

Dog synes der at være en tendens til, at det er de yngre, der har det største behov for telefonisk opfølgning.
I undersøgelsen fandt vi signifikante sammenhænge mellem ønsket om mere end én samtale og bekymring for fysisk aktivitet (p<0,007), bekymring for, om ICD-enheden virker (p<0,03), og bekymring for stød (p< 0,03). Bekymring for at få stød havde ingen sammenhæng med det at have oplevet stød (p>0,46).

Af de syv patienter, som ikke besvarede spørgeskemaet, forklarede enkelte, at de havde befundet sig i så stor en krise på det tidspunkt, hvor opringningen havde fundet sted, at de ikke kunne erindre opkaldet. Andre skrev, at samtalen havde fundet sted for sent i forhold til udfyldelse af spørgeskemaet, og at de ikke kunne huske helt nøjagtigt, hvad samtalen havde indeholdt. Endelig blev det kommenteret, at det kunne være svært at skelne mellem den information, der blev givet gennem telefonsamtalen, og den information, der blev givet i forbindelse med den ambulante kontrol.
 

Diskussion

Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen viste, at størstedelen af patienterne følte sig hjulpet og rådgivet af telefonisk intervention. Andre studier har vist, at opfølgende telefonisk kontakt foretaget af sygeplejersker til hjertepatienter med en ny implanteret ICD, er en hensigtsmæssig og effektiv metode at støtte patienter i efterforløbet (8). Det er væsentligt at hæfte sig ved, at 11 af de adspurgte patienter (25 pct.) i vores undersøgelse ikke var tilfredse, og at 21 patienter (44 pct.) ytrede ønske om mere end en samtale. Denne lille undersøgelse peger i retning af, at de faktorer, der kan betinge behov for øget telefonisk kontakt, er:

  • bekymring for udøvelse af fysisk aktivitet
  • bekymring for at få stød og om ICD-enheden virker, som den skal
  • virkning og bivirkning af medicin.

Siden 1989 har forskellige typer af rehabiliterende interventioner til patienter med en ICD været afprøvet for at imødekomme patienternes psykosociale problematikker i livet med en ICD. Især har interventioner, hvor der har været komponenter af kognitiv adfærdsterapi, undervisning samt fysisk træning umiddelbart dokumenteret den bedste effekt (9).

Elementer af kognitiv adfærdsterapi samt af undervisning indgår i den evaluerede telefoniske kontakt. Men en mere målrettet og bevidst anvendelse af kognitiv adfærdsterapi vil forventes at kunne styrke interventionen og også mere systematisk afdække, hvorvidt patienten har brug for flere samtaler eller har brug for andre tiltag.

Ønsket om mere end én samtale var 2,1 gange højere for kvinder end for mænd. Dette kan forstås i lyset af et andet studie, der viser, at kvinder har tendens til at rapportere lavere social funktion (p>0,03) og ringere psykisk velbefindende (p=0,006) end mænd (10). Et kvalitativt studie viser, at selv om kvinder og mænd deler de samme følelser af angst og usikkerhed omkring ICD’en, og hvornår den giver stød, er kvinder mere opmærksomme på deres krop og fremtoning og tillader ikke at restituere sig efter indgrebet på samme måde som mænd. De påtager sig straks deres vante roller og ansvar i familien (11). Vores undersøgelse giver derfor anledning til at skærpe opmærksomheden mod kvinders behov.

Spørgeskemaundersøgelsen omfattede blot en lille del af de mange patienter, som i dag tilbydes behandling med en ICD-enhed, og kan derfor kun pege på tendenser. Man kunne med fordel gentage undersøgelsen med inddragelse af flere patienter for at få et mere præcist billede af, hvordan patientgruppen har gavn af denne form for rehabiliteringstilbud.
 

Konklusion

Evalueringen af spørgeskemaundersøgelsen har vist, at telefonisk opfølgning blandt førstegangsmodtagere af en ICD-enhed havde den ønskede effekt blandt 35 af de adspurgte.

Samtidig vurderede ingen, at den opfølgende samtale var overflødig. Derfor konkluderes det, at samtalen har haft en positiv indflydelse på patientens evne til fysisk såvel som psykisk at leve med de udfordringer og forandringer, der kan forekomme i efterforløbet.

Til trods for, at en relativt stor del af deltagerne udtrykker tilfredshed med rehabiliteringstilbuddet, er der fortsat 11 (25 pct.) af de adspurgte, som har brug for mere støtte. Dertil skal lægges de 11 patienter, som allerede modtog mere end én samtale.

Resultatet peger i retning af behov for øget individuel intervention.  En forbedring af interventionsindsatsen kan være at blive i stand til at differentiere patienterne, så patienter med et øget behov kan identificeres tidligt i forløbet og få tilbud om en særlig målrettet indsats.  

Litteratur

  1. Danish Pacemaker and ICD register 2009:7.
  2. Dunbar SB, Langberg JJ, Reilly CM, Viswanathan B, McCarty F, Culler SD, O’Brien MC, Weintraub W. Effect of a psychoeducational intervention on depression, anxiety and health ressource use in implantable cardioverter defibrillator Patients: PACE 2009;32:1259-71.
  3. Sears SF, Lewis TS, Kuhl EA, Conti JB. Predictors of quality of life in patients with implantable cardioverter defibrillators. Psychosomatics. 2005;46:451-7.
  4. Al-Khatib SM, Sanders GD, Carlson M, Cicic A, Curtis A, Fonarow GC, Groeneveld PW, Hayes D, Heidenreich P, Mark D, Peterson E, Prystowsky EN, Sager P, Salive ME, Thomas K, Yancy CW, Zarebe W, Zipes D. Preventing tomorrow’s sudden cardiac death today: dissemination  of effective therapies for sudden cardiac death prevention. Am Heart J. 2008;156:613-22.
  5. Lemon J, Edelman S, Kirkness A. Avoidance behaviors in patients with implantable cardioverter defibrillators. Heart Lung. 2004;33:176-82.
  6. Palacios-Cena, Losa-Iglesias ME, Alvarez-Lopez C, Reyes AR, Salvadores-Fuentes-de-las Penas C. Patients, intimate partners and family experiences of implantable cardioverter defibrillators: qualitative systematic review. Journal of Advanced Nursing 2011; Dec;67(12):2537-50.
  7. Flanagan JM, Caroll DL, Hamilton GA. The long-term lived experience of patients with implantable cardioverter defibrillators. MEDSURG Nursing. 2010. 19(2):113-19.
  8. Dougherty CM, Lewis FM, Thomsen EZ, Baer JD, Wooksoo K. Short-term efficacy of a telephone intervention by expert nurses after implantable cardioverter defibrillator. PACE, Vol. 27: 1594-1601.
  9. Haase K. Rehabiliterende interventioner til patienter med Implanterbar Cardioverter Defibrillator (ICD) – et review. Sektion for Sygepleje, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, nr. 247/2012.
  10. Spindler H, Johansen JB, Andersen K, Mortensen P, Pedersen SS. Gender differences in anxiety and concerns about the cardioverter defibrillators. Pacing Clin Electrophysiol. 2009;32:614-21.
  11. Tagney J, James JE, Albarran JW. Exploring the patient’s experience of learning to live with an implantable cardioverter defibrillator (ICD) from one UK centre: a qualitative study. 2003 European Journal of Cardiovascular Nursing. 2(3), 195-203.
English abstract

Schmidt MM, Svanholm JR, Vogelsang AB. Evaluation of rehabilitation program for patients with ICD. Sygeplejersken 2013;(11):60-8.

Background: The article describes an evaluation of nurse intervention concerning telephone follow-up of first-time recipients of an ICD at Cardiology Department B, Aarhus University Hospital. The participants had the ICD implanted after surviving heart failure or an incidence of a life-threatening cardiac arrhythmia. The telephone call is made by a cardiology nurse and takes place 4-6 weeks after discharge.

Objective: The objective of the survey study was to find out to what extent the patient group receives the information and support they need through the telephone conversation and to establish how the work can be developed and improved.

Method: Questionnaire sent out in May 2010 to 63 heart patients who were first-time recipients of an ICD.

Conclusion: The study shows that 35 of a total of 47 participating patients in the study (75 pct.) were satisfied with the rehabilitation program. One improvement in the program could be to differentiate more between patients, so that patients with a greater need for rehabilitation can be identified early on and individual interventions can be planned.

This could be in the form of targeted cognitive therapy.

Keywords: Information, heart arrhythmia, survey study, rehabilitation.

Emneord: 
Hjerte- og karsygdom
Hjertearytmi
Information
Rehabilitering
Spørgeskemaundersøgelse

Gynækologiske patienters oplevelser af accelererede patientforløb

Interview med fire kvinder, som havde gennemgået et accelereret forløb efter abdominal hysterektomi, viste, at kvinderne generelt var tilfredse med forløbet. Dog savnede de telefonisk eller ambulant opfølgning i efterforløbet, hvilket der pr. 1. februar 2012 bliver rådet bod på.

I det gynækologiske speciale er der gennem de seneste år sket en intensivering af patientforløbene. Det skyldes bl.a. en optimering af den præoperative information, peri- og postoperative smertebehandling, tidlig mobilisering og ernæringsintervention (1). Det har resulteret i, at indlæggelsestiden nu kun er to dage, og rekonvalescens ved en abdominal hysterektomi er ligeledes blevet kortere. Sygeplejen har ændret karakter, da den somatiske pleje erstattes af en mere komprimeret information, vejledning og rådgivning. En systematisk litteratursøgning har vist, at de diagnostiske, prognostiske og øvrige kliniske indikatorer er velkendte og velbeskrevne i det accelererede patientforløb, hvorimod dokumentationen er sparsom, når det gælder, hvilken betydning forløbet har for den enkelte kvinde (2).

Formål

Formålet med projektet var at få et indblik i, hvordan patienten har oplevet støtten fra sygeplejersken under indlæggelsen i det accelererede patientforløb. Der søges også viden om, hvordan patienten mestrer sin situation efter udskrivelsen. Der er fokus på omsorgen og individets plads i det accelererede patientforløb. Formålet er at få mere fokus på indholdet i sygeplejen i det accelererede forløb med henblik på at tilgodese patientens individuelle behov.

Metode

Som metode er der anvendt et semi-struktureret kvalitativt forskningsinterview. Der er foretaget fire enkeltinterview med patienter, som har gennemgået det accelererede forløb. Informanterne er udvalgt tilfældigt i aldersgruppen 45-55 år, og interviewene er foretaget i deres eget hjem efter udskrivelse. Interviewene er foretaget ved hjælp af en interviewguide opbygget i forskningsspørgsmål, som er fremkommet på baggrund af Aaron Antonovskys teori. Interviewene er analyseret og diskuteret ud fra en hermeneutisk tilgang, og analyseprocessen er struktureret efter S. Kvales principper om meningskondensering. Der er anvendt teoritriangulering med tre teorier; Joyce Travelbee, Aaron Antonovsky og Ricard Lazarus.

Patienterne mangler opfølgning

Projektet viser, at patienterne generelt er meget tilfredse med det accelererede forløb. Patienterne tilkendegiver, at de føler, de har fået god støtte fra sygeplejersken i det accelererede forløb, og beskriver, at sygeplejersken har givet dem omsorg og tryghed. Patienterne er glade for det intensive forløb og fortæller, at de har kunnet mestre at medvirke i det accelererede forløb.

Patienterne udtrykker dog, at de mangler en eller anden form for ambulant opfølgning efter udskrivelsen, og at dette giver en utryghed. Derudover siger patienterne, at det er sværere, end de havde forestillet sig, at mestre deres situation efter udskrivelsen. Det har overrasket dem, at de er meget trætte og ikke kan overkomme de daglige gøremål. De har brug for hjælp i hverdagen fra de nærmeste pårørende og pointerer, at de ikke ville have kunnet klare det alene.

Konklusion

Et kvalitetsløft vil være telefonisk opfølgning eller etablering af et sygeplejerskeambulatorium, hvor patienterne kan få mulighed for at stille spørgsmål og få gentaget informationer. Da patienterne oplever det accelererede patientforløb som overvejende positivt, må dette afføde en større grad af patienttilfredshed, og man kan i en større sammenhæng forestille sig, at positive oplevelser kan reducere genindlæggelser og unødvendige henvendelser til læge eller sygehus.

Camilla Kruse Andersen er klinisk sygeplejespecialist på Gynækologisk Sengeafsnit D6 Odense Universitetshospital.

Efterskrift:

Den 1. februar 2012 opstartes sygeplejeambulatorium og telefonkonsultationer postoperativt.

Litteratur

  1. Kehlet H. Accelererede operationsforløb – en faglig og administrativ udfordring. Ugeskrift for læger. 2001;(163):420-4.
  2. Wagner L, Carlslund AM. Kvinder og korttidsindlæggelser – en kvalitativ evaluering af hysterektomerede kvinders og personalets erfaringer med det accelererede regime. København: USCF; 2002.
Emneord: 
Gynækologi
Information

Bedre information om kontaktpersonordningen

Telefoninterview med 160 patienter afslørede, at rigtig mange patienter var tilfredse med Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, men enkelte svage områder kom for dagens lys. Bl.a. savnede patienterne information om, hvad de kan forvente af en kontaktperson.

Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus, har taget initiativ til at gennemføre en kvalitativ opfølgning på Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) blandt tilfældigt udvalgte patienter med henblik på kvalitetsudvikling i afdelingen.
LUP er en årlig spørgeskemaundersøgelse blandt ambulante og indlagte patienter, der sætter fokus på patienternes oplevelser, og er et redskab til udvikling af kvalitet i sundhedsvæsenet. Resultaterne fra LUP kan bruges til at få en pejling om, hvilke indsatsområder der er behov for at arbejde videre med i bestræbelserne på at forbedre patienternes oplevelser og kvaliteten i sundhedsvæsenet (1).

Derfor er det vigtigt, at vi i højere grad anvender patienternes konkrete oplevelser som udgangspunkt for den fortløbende kvalitetsudvikling – med ekstraordinær tilfredshed blandt vore patienter som sigte. Således finder vi det relevant at indføre individuel patientfeedback med henblik på at få en mere detaljeret viden om patienternes oplevelser. For kun ved at spørge patienterne kan vi få en viden om, hvordan de oplever at være patient, og hvordan vi kan forbedre deres forløb.

Formål

Vi ønskede at få en dybere viden om patienternes oplevelser, behov, ønsker og forventninger med henblik på kvalitetsudvikling, som skal vedligeholde et fortsat højt niveau i den patientoplevede kvalitet.

Metode til evaluering

Der er gennemført telefoninterview med patienterne. Dertil er udarbejdet en semistruktureret interviewguide, der er afprøvet og pilottestet inden brug. Interviewguiden er inspireret af en kvalitativ analyse af patienters oplevelse af sammenhæng, tryghed og kontaktpersonordningen (2). Interviewguiden tager udgangspunkt i de overordnede temaer i LUP, herunder ventetid og information, implementering af kontaktpersonordningen, information, samarbejde med kommuner og praktiserende læger samt håndtering af fejl (1,2).

Der er inkluderet 160 patienter. Telefoninterviewene er foretaget ad to omgange med et interval på tre måneder. De er gennemført på afsnitsniveau, hvor der løbende og systematisk er fulgt op med drøftelser i relevante personalegrupper. Data fra telefoninterviewene er samlet i såkaldte handleplaner, hvor der ud fra hvert tema er skrevet, hvad patienten har sagt, og hvilke tiltag der er iværksat.

Konklusion og perspektivering

Overordnet peger telefoninterviewene på, at patienterne generelt er meget trygge og tilfredse med afdelingen. Dog er der enkelte områder, som vi med fordel kan kigge nærmere på, herunder skriftlig patientinformation, information om ventetid samt manglende information om kontaktpersonordning.

Der er derfor taget initiativ til revision og udarbejdelse af skriftlig patientinformation både om afdelingen, diverse undersøgelser og behandlinger. Desuden er der taget initiativ til revidering af den skriftlige patientinformation om kontaktpersonordning med en præcisering af, hvad patienterne kan forvente af en kontaktperson, og hvad personalet skal informere om i relation hertil. Og endelig er der sat fokus på den mundtlige kommunikation med patienterne, hvor afdelingen bl.a. skal deltage i Lægeforeningens kommunikationskursus.

Det er planen, at telefoninterviewene fremover skal foregå som en on-going aktivitet i afdelingen, så vi kan følge op på de nye tiltag og derved øge kvaliteten af pleje- og behandlingsforløbene. Håbet er, at det fremadrettet vil komme positivt til udtryk gennem både LUP og telefoninterviewene.

Jannie Christina Frølund er udviklingssygeplejerske på Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus,
Kirsten Bro Brask er kvalitetskoordinator samme sted.

Litteratur

  1. Enheden for Brugerundersøgelser: Baggrund og metode for den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser. København 2012.
  2. Enheden for Brugerundersøgelser: ”I gode hænder? En kvalitativ analyse af patienters oplevelser af sammenhæng, tryghed og kontaktpersoner”. København 2010.
Emneord: 
Information
Kvalitet

Forløbskoordinator er patientens sikkerhedsnet

En afprøvning af forløbskoordinatorfunktionen i kræftforløb viser, at forløbskoordinator øger patientens tryghed og skaber sammenhæng på tværs i komplekse patientforløb. Konklusionen er, at funktionen som forløbskoordinator bør udbredes i sundhedsvæsenet.

”Jeg håber, at alle med tiden får samme mulighed, for dit arbejde gør det meget nemmere at være alvorligt syg,” siger en patient til forløbskoordinatoren.

Flere undersøgelser har vist, at kræftpatienter efterlyser mere og bedre sammenhængende information, bedre støtte samt gennemgående og tilgængelige sundhedspersoner med kendskab til hele behandlingsforløbet (1).

Det er en realitet, at vi bliver ældre, og at flere end tidligere, ca. hver tredje dansker, rammes af kræft (2).

Derudover har sundhedsvæsenets specialisering og centralisering medført, at flere patienter end tidligere behandles på forskellige afdelinger og hospitaler. Sundhedspersonale er i høj grad forpligtet til at sikre, at overgangene mellem de forskellige afdelinger og aktører foregår gnidningsfrit og uden spildtid.

Flere steder i udlandet har man implementeret case management, som oftest bliver udført ved, at erfarne sygeplejersker varetager individuel forløbskoordinering med henblik på at forbedre behandlingsforløb for patienter med komplekse sundhedsmæssige problemstillinger.

Nogle steder har metoden resulteret i bedre patientevalueringer og livskvalitet, men effekten på kræftbehandlingsforløb er dårligt belyst (3).

Nyt forskningsprojekt

I 2007 blev der påbegyndt et forskningsprojekt i samarbejde mellem Kirurgisk Afdeling P, Aarhus Universitetshospital, og Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus. Formålet var i et randomiseret kontrolleret forskningsdesign at undersøge effekten af forløbskoordinatorer i behandlingsforløb for kræftpatienter ramt af tyk- og endetarmskræft.

Kirurgisk Afdeling P har bl.a. højt specialiserede funktioner for patienter med recidiv efter colorektal cancer og primært avanceret rectumcancer. Det betyder, at hovedparten af disse patienter har hjemsygehus i andre regioner.

Forløbskoordinatorfunktionen var forud for projektet relativt ubeskrevet, hvorfor der blev brugt megen tid på at udarbejde en manual for projektets forløbskoordinatorfunktion, se boks 1.

Manualen tog udgangspunkt i konceptet case management (4,5), hvilket er beskrevet i Forløbsprogrammer for Kronisk Sygdom (6). Forløbskoordinatorernes arbejdsopgaver var derudover tilpasset Afdeling P og patientgruppen.

I januar 2009 blev der ansat to sygeplejersker på fuld tid som forløbskoordinatorer. For at sikre optimal forståelse af kræftpatienters problemer samt behov for støtte og information gennemgik de et to måneders videreuddannelses- og træningsprogram, som bl.a. indebar studieophold på Kræftens Bekæmpelses Rehabiliteringscenter Dallund, besøg på radiologisk afdeling, onkologisk afdeling og hos praktiserende læger.

Derudover var der undervisning i behandlingsmuligheder for tyk- og tarmkræft, sorg og krise, kommunikation samt sundhedsvæsenets organisation.

Før projektstart blev manualen med funktionsbeskrivelsen for forløbskoordinering gennemprøvet og forbedret ved en pilottest, som omhandlede 13 patienter, se boks 1.

Medio marts 2009 startede rekrutteringen af patienter til projektet. I perioden medio marts 2009 til ultimo december 2010 vurderedes 416 patienter mhp. inklusion.

280 patienter blev inkluderet og fordelt i to grupper ved lodtrækning. Således fik 140 patienter tildelt en forløbskoordinator, mens de resterende 140 patienter, som udgjorde kontrolgruppen, fik tilknyttet en eller flere lovbestemte kontaktpersoner.

Opgaver i patientforløbet

Første samtale

Det første møde med patienten fandt oftest sted, umiddelbart efter at patienten havde fået besked om tarmkræftdiagnosen. Patienten blev grundigt informeret om formålet med at tilknytte en forløbskoordinator, da forløbskoordinatorfunktionen på daværende tidspunkt var ukendt for lægmand.

Første samtale indebar derudover en afdækning af patientens ressourcer og forventninger med det formål at synliggøre problemstillinger af fysisk, psykisk og social karakter, f.eks. nedsat appetit eller følelsesmæssige reaktioner på beskeden om at have kræft.

Vi talte om det forudgående udrednings- og behandlingsforløb, evt. operation og perioden derefter. Vi tilbød at deltage, når patienten kom til ambulante lægesamtaler i Afdeling P, både for at være en støtte for de patienter, som ikke havde pårørende, men også for at kunne samle op på de informationer, der blev givet, for at undgå, at patienter overhørte eller misforstod dele af informationen.

Vi udleverede kontaktkort med direkte telefonnummer og mailadresse med det formål, at patienterne oplevede at have en livline til afdelingen, og vi aftalte, hvornår vi skulle tale sammen igen.

Gennem hele projektperioden blev patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle informeret om muligheden for at ringe direkte til os på alle hverdage mellem kl. 8.30 og 15.00.

Vi brugte gennemsnitlig 45 minutter på den første samtale. Umiddelbart efter samtalen udfyldte vi forløbskoordinatorjournalens vurderings-/baggrundsark og sendte et kort statusbrev til patientens praktiserende læge og eventuelle andre forløbsimplicerede.

Under indlæggelsen

Mens patienten var indlagt i Afdeling P, havde vi løbende kontakt med plejepersonalet og deltog efter afdelingens ønske eller patientens behov i læge- og visitationssamtaler, hvis de foregik i afdelingen.

Efter udskrivelse eller overflytning

Hvis patienten blev overflyttet til en anden hospitalsafdeling, ringede vi to dage efter overflytningen til denne afdeling for at sikre, at alle tilsendte papirer var modtaget, og at der ikke var tvivl om det videre forløb.

Vi tilbød patienter, der skulle gennemgå præoperativ kemoterapi/strålebehandling, en opringning ugentligt eller efter patientens behov. På den måde kunne vi opspore evt. uhensigtsmæssige situationer og følge op på igangværende handlinger, f.eks. i forhold til en optimering af ernæringstilstanden.

Efter udskrivelse til hjemmet ringede vi to dage efter hjemkomsten for at sikre, at patienten var i bedring og tryg ved sin tilstand. Vi tilbød derudover at ringe patienten op en til to gange indenfor den første måned, se boks 1.

SY201303fag1

Kontinuerlig forløbskoordinering

Vi informerede skriftligt om patientens status til andre forløbsimplicerede:

  • Den onkologiske afdeling, hvor patienten skulle modtage enten præ- eller postoperativ kemo-stråle-behandling
  • Den praktiserende læge
  • Kommunens visitator og hjemmepleje, hvis patienten havde behov for det.

For at overvåge patientens planlagte forløb, så det kom til at foregå problemløst og uden unødig ventetid mellem de forskellige afdelinger, fulgte vi bl.a. op på henvisninger mellem de forskellige afdelinger, sikrede os, at patienten havde modtaget en indkaldelse, og at patienten vidste, hvad næste skridt var i forløbet.

SY201303fag2

Dokumenteret i journal

Alle patientkontakter blev dokumenteret i en forløbskoordinatorjournal. Formålet med dokumentationen var bl.a., at forløbskoordinatorerne hurtigt kunne genkalde sig forløbet ved patientkontakter, men var også forskningsmæssigt, f.eks. mhp. at vi efterfølgende kunne beskrive vores indsats.

I journalerne beskrev vi årsagen til hver enkelt kontakt, planlagte tiltag mv. Det omtrentlige tidsforbrug blev registreret i henhold til fire handlingssøgeord fra VIPS-modellen: Støtte, information, koordinering og medinddragelse, se figur 1, kontaktform, se figur 2, og hvem vi brugte tiden på (patient, pårørende, anden sundhedsprofessionel), se figur 3.

Opgørelserne i de tre figurer er lavet på baggrund af de første 61 inkluderede patienter, efter at de var blevet fulgt i 12 måneder. En beskrivelse af indsatserne under de fire VIPS-handlingssøgeord ses i boks 2.

Resultaterne fra selve lodtrækningsprojektet er blevet præsenteret i to artikler, der sammenlignede data fra forløbskoordinatorgruppen med data fra kontrolgruppen.

SY201303fag3Den ene artikel sammenlignede patientrapporterede effektmål. Data var indsamlet med spørgeskema sendt til patienterne tre gange indenfor et år. Man fandt ingen forskel mellem de to gruppers livskvalitet (målt med det validerede instrument EORTC QLQ-C30), men man fandt, at forløbskoordinatorfunktionen på flere områder forbedrede patientevalueringerne (7).

Formålet med den anden artikel var at sammenligne de to patientgrupper med hensyn til de praktiserende lægers evalueringer af informationen fra og samarbejdet med personalet på sygehuset (spørgeskema sendt ud 30 uger efter patienternes inklusion).

Derudover sammenlignedes grupperne med hensyn til antallet af kontakter til praktiserende læger og lægevagten via udtræk fra Sygesikringsregisteret. Man fandt en tendens til, at de praktiserende læger evaluerede forløbene bedre, når patienten var blevet fulgt af en forløbskoordinator.

Forløbskoordinatorfunktionen påvirkede ikke antallet af kontakter til de praktiserende læger, men øgede mod forventning antallet af patientkontakter til lægevagten (8).

SY201303fag4

Erfaringer fra projektet

På baggrund af patienternes og de pårørendes direkte tilkendegivelser oplevede vi, at det, der særligt blev sat pris på, var, at begge parter let kunne komme i kontakt med en fast sundhedsprofessionel med kendskab til forløbet.

Vi oplevede, at det skabte tryghed for patienten at vide, hvor de kunne henvende sig, hvis de havde spørgsmål eller var i tvivl om noget. Derudover udtrykte patienterne taknemmelighed over, at vi havde god tid til at tale med dem. Vi mener derfor, at det er vigtigt for patienten og andre forløbsimplicerede, at de kan ringe direkte til forløbskoordinatoren på hverdage.

Ved at have direkte adgang til de forskellige elektroniske patientadministrative systemer havde vi mulighed for at overvåge forløbene på tværs af hospitalsvæsenet.

Således kunne vi konstant følge patientforløbets fremdrift og informationsstrøm. Det har betydet, at vi har kunnet sende og faxe breve og henvisninger igen, når de ikke var kommet frem, så der ikke opstod unødig ventetid. På den måde sparede vi patienten og de pårørende, der havde rigeligt at tænke på i forvejen, for bekymringer og besværligheder.

Vi er således blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er, at patienter med komplekse problemstillinger tilbydes gennemgående sundhedspersoner. Vi havde af og til behov for at kontakte andre hospitalsafdelinger for at indhente patientoplysninger.

Til trods for at sygeplejersker højst sandsynligt lettere end patienten kan få kontakt til de rette fagpersoner, har det til tider været besværligt og omstændeligt at sikre strømlinede patientforløb på tværs af hospitaler og specialer.

Sygeplejerske og forløbskoordinator

I mødet med den kræftramte patient blev der naturligt nok stillet mange spørgsmål relateret til diagnose, behandling og bivirkninger. Men spørgsmål af psykisk og social karakter fyldte også meget for patienten og de pårørende.

Vi oplevede, at forløbskoordinering krævede indgående viden om sundhedsvæsenets organisation og samarbejdsmuligheder.

Derfor mener vi, at forløbskoordinator bør være en sygeplejerske med udvidet erfaring og kendskab til specialet. Således er det vigtigt at have kompetencer til at identificere og handle på problemstillinger af fysisk, psykisk og social karakter.

Hvis forløbskoordinatorfunktionen skal implementeres i en hospitalsafdeling, bør forløbskoordinatoren være den første person, som den praktiserende læge, det henvisende sygehus eller afdeling kommer i kontakt med.

Forløbskoordinatoren må kunne booke og planlægge de forskellige undersøgelser og så vidt muligt sørge for, at de efterfølgende samtaler bliver booket ved den samme behandlingsansvarlige læge.

Det er vigtigt, at forløbskoordinatoren kontakter patienten, så snart mistanken om kræft er sandsynliggjort, og gør opmærksom på sin funktion som forløbskoordinator, herunder at hun står til rådighed ved spørgsmål og uklarheder om sygdommen og forløbet. Forløbskoordinatoren bør efterfølgende ved behov kontakte andre forløbsimplicerede med relevant information om patienten enten mundtligt eller skriftligt.

Vi mener, at den enkelte forløbskoordinator bør fungere som patientens gennemgående kontaktperson i kortere eller længere perioder afhængigt af sygdomsforløbet.

Aktuelt er forløbskoordinatorfunktionen under udvikling i det danske sundhedsvæsen. Vi har oplevet, at der mangler klarhed over, hvordan forløbskoordinatorerne overleverer patienterne til hinanden, så patienten konstant har direkte adgang til en centralt placeret sundhedsprofessionel. Derudover mangler der enighed om opgaverne for en forløbskoordinator, så funktionen opfattes ens af sundhedsprofessionelle og patienter.

Vi mener, at forløbskoordinatoren er centralt placeret i forhold til at sørge for, at relevant information videregives til en anden sundhedsperson eller en ny forløbskoordinator, som tager ansvar for det videre forløb.

Den praktiserende læge bør f.eks. i højere grad end nu informeres om det planlagte forløb og om psykosociale problematikker. Vi tror, at det kan være med til at styrke patientens oplevelse af et sammenhængende sundhedsvæsen og derved give en følelse af tryghed.

Uanset hvem informationen videregives til, kan en forløbskoordinator sikre, at informationsstrømmen løber foran patienten, og på den måde give andre implicerede mulighed for at være forberedt inden mødet med patienten. På den måde sikrer vi optimale patientforløb før, under og efter indlæggelse.

Trine Røge er forløbskoordinator i Enheden for Forløb og Service under Onkologisk Afdeling D, Aarhus Universitetshospital NBG,
 Mette Søndergaard er forløbskoordinator på Kirurgisk afdeling, Regionshospitalet Randers.

Henriette Vind Thaysen er klinisk sygeplejespecialist og ph.d.-studerende, tilknyttet Afdeling P, Aarhus Universitetshospital. Christian Wulff er reservelæge på Onkologisk Afdeling D, Aarhus Universitetshospital, NBG.

Litteratur

  1. Grønvold M, Pedersen C, Jensen CR. Kræftpatientens verden. En undersøgelse af hvad danske kræftpatienter har brug for – resultater, vurderinger og forslag. København, Danmark: Forskningsenheden Palliativ Medicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital og Kræftens Bekæmpelse; 2006.
  2. Sundhedsstyrelsen. Cancerregisteret 2008 – nye tal fra sundhedsstyrelsen. Copenhagen, Denmark: Sundhedsstyrelsen; December 2009.
  3. Wulff CN, Thygesen M, Sondergaard J, Vedsted P. Case management used to optimize cancer care pathways: A systematic review. BMC Health Serv Res. 2008 Nov 6;8:227.
  4. Huber DL. The diversity of case management models. Lippincotts Case Manag. 2002 Nov-Dec;7(6):212-20.
  5. Commision for Case Manager Certification [Internet].
  6. Sundhedsstyrelsen. Forløbsprogrammer for kronisk sygdom – generisk model og forløbsprogram for diabetes. København, Danmark: Sundhedsstyrelsen; 11. april 2008.
  7. Wulff C.N., Vedsted P., Søndergaard J. A randomised controlled trial of hospital-based case management to improve colorectal cancer patients' health-related quality of life and evaluations of care. BMJ Open 2012 2:6.
  8. Wulff CN, Vedsted P, Søndergaard J. A Randomized Controlled Trial of Hospital-based Case Management in Cancer Care: a General Practitioner Perspective. Fam Pract. 2012 Sep. [Epub ahead of print].
English abstract

Roge T, Sondergaard M, Thaysen HV, Wulff C. A Case Manageris the patient’s safety net. Sygeplejersken 2013;(3):64-8.
 
This article describes two nurses’ experience as case managers ina research study, the purpose of which was to analyse the effect that having case managers made in the treatment of colorectalcancer patients.The study’s case managers are experienced professionals whowere not only given time to monitor the course of treatment and respond to calls from patients, but were also proactive and involved in how events proceeded.The study found that patients and families appreciated having a familiar healthcare professional available for them when they were in doubt, in need of support or had questions about the treatment process. The nurses experienced the role of case managers meaningful, as they acted as the patient’s safety net and created consistency throughout the complex course of events. It was found that experienced nurses having knowledge about the organization of the health system and its opportunities for collaboration make them prime candidates to act as case managers.

Keywords:Case managers, Coordinated patient trajectories, cancer.

Emneord: 
Behandling
Forskning
Information
Kræft
Patient
Patientsikkerhed
Sundhedsvæsen

Konkret informationssøgning giver de bedste resultater

Sygeplejestuderende skal opleve, at informationssøgning er relevant for deres opgaveskrivning, og øvelser med udgangspunkt i en struktureret søgning kan give blod på tanden. Det viser en mindre undersøgelse af sygeplejestuderendes udbytte af vejledning og undervisning i informationssøgning. På VIA UC Silkeborg samarbejder bibliotekar og undervisere om undervisningen.

Sundhedsprofessionerne anvender i stigende grad udviklingsbaseret og forskningsbaseret viden i udøvelsen af professionerne for bl.a. at leve op til sundhedsvæsenets stigende krav om en praksis, der bygger på evidensbaseret viden (1). Studieordningen for sygeplejerskeuddannelsen har bl.a. derfor fokus på, at studerende kritisk skal undersøge, vurdere og formidle praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden.

En kontinuerlig, struktureret indsats i uddannelsen med en pædagogisk tilrettelæggelse, hvor både underviser og bibliotekar deltager, har vist sig at have indflydelse på de studerendes informationskompetence (2,3,4,5). Med nutidens høje informationsflow er det nødvendigt at udvikle en kritisk sans for, hvad der er relevant information, hvor den findes, og hvad den kan anvendes til. Selv om langt de fleste studerende er habile internetsøgere, har mange kun sparsomme erfaringer med de strukturerede søgninger, som er påkrævede, når der skal findes og anvendes faglig viden i uddannelsesmæssige og faglige sammenhænge.

På Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg, VIA University College, har vi siden 2008 i et samarbejde mellem biblioteket og undervisere arbejdet med at integrere informationskompetence i curriculum. Vejledning og undervisning i informationssøgning varetages af bibliotekar og undervisere i samarbejde, undervisningen ligger i forbindelse med opgaver og foregår løbende gennem uddannelsen, som litteraturen anbefaler (6,7). Til støtte for de studerende er der udarbejdet en vejledning i systematisk informationssøgning (8). Vejledningen er bygget op efter fire trin i informationskompetence:

Trin 1.  At identificere behov for ny viden, hvad ved jeg i forvejen, og hvad har jeg brug for yderligere at vide?

Trin 2.  At finde viden ved informationssøgning, valg af databaser, søgeord og synonymer (inklusionskriterier).

Trin 3.  At vurdere egne søgeresultater kritisk, på hvilken baggrund vælges materialer til og fra (eksklusionskriterier).

Trin 4.  At anvende den viden, man har haft behov for at finde og tilegne sig, hvilke materialer kan anvendes til hvad (f.eks. i en opgave til baggrund, data, analyse, diskussion, perspektivering (9).

Denne artikel ser på, hvad der havde betydning for de studerende, når de arbejdede med informationskompetence. I forbindelse med et interventionsprojekt blev data indhentet ved fokusgruppeinterview med studerende på modul 3, 5 og 9 samt en spørgeskemaundersøgelse om oplevet informationskompetence hos modul 9-studerende.

Vær beredt

Især på modul 3, men også på modul 5 og 9 opdagede de studerende først sent, at forberedelse til søgning ville have været gavnlig. Der var opgivet litteratur, som alle ikke havde læst, og ikke alle havde anvendt vejledningen ”Systematisk informationssøgning” (8). De gik bare i gang. I fokusgruppeinterviewene kom det frem, at dokumentet hjalp dem til at blive bevidste om, hvad de vidste i forvejen, og gjorde det klart, hvor vigtig forberedelsen af søgeord og synonymer var for søgeprocessen, men også at det krævede en indsats at blive fortrolig med dokumentet.

De havde brug for, at underviserne diskuterede meningen med at søge med søgeord og synonymer specifikt til den opgave, de lige sad med, men også mere generelt. Flere oplevede det som irrelevant og alt for akademisk. De oplevede også, hvor vigtigt et konkret afgrænset problem var for at kunne konstruere brugbare søgeord og synonymer, og at de havde brug for støtte fra underviserne til dette. Både bibliotekar og underviser var vigtige sparringspartnere i at kreere søgeord og synonymer (10). 

Google er ikke nok

De studerende på modul 3 syntes, at de var gode til og fortrolige med at søge og hente informationer på Google. Studerende på modul 5 og 9 så deres søgninger som usystematiske og ineffektive og mente, at Google-søgninger var alt for tidskrævende, når de søgte efter relevante kilder. De oplevede et behov for mere struktur på søgningerne. Deltagelse i undervisning i databaserne slækkede ikke et behov for vejledning af bibliotekaren i databasevalg, i selve søgeprocessen og mht. hjælp til at forstå databasernes opbygning.

Bibliotekaren blev brugt meget, hvis man fik for mange eller for få søgeresultater, til at finde informationerne på skærmbilledet samt til at kombinere søgeordene og skaffe materialerne. Var hjælpen der ikke og søgeresultaterne for uoverskuelige, vendte nogle studerende tilbage til Google. De fleste indledte deres søgning på biblioteksdatabasen, herefter søgte de på bibliotek.dk, sundhedsfaglige hjemmesider, og i takt med hvor langt de var i uddannelsen, søgte et stigende antal studerende i CINAHL Plus og PubMed. Nogle studerende syntes, det var godt at få lært at bruge trunkering og boolske operatorer. Modul 5-studerende fik en ahaoplevelse, da de så, at de kunne bruge Cinahl headings til at konstruere de rigtige søgeord.

Skønne spildte kræfter

Det fik tidligt betydning at kunne vurdere, hvorvidt egne søgeresultater var gyldige og pålidelige. De fleste studerende oplevede, at de havde gode forudsætninger fra gymnasiet for at vurdere hjemmesiders kvalitet. De så på, hvilken hjemmeside det var, hvem der var webadministrator, hvornår siden sidst var opdateret, hvem der havde skrevet og hvornår. De så også efter, om forfatterne anvendte fagsprog for at finde ud af, om siderne var fagligt relevante. Ud fra disse præmisser vurderede de hjemmesidernes pålidelighed. Alligevel oplevede mange, at det kunne være svært at vurdere, hvilke hjemmesider der var gode, og hvad der kunne bruges. De savnede ofte oplysninger om målgruppe og forfatter. Nogle studerende valgte at diskutere deres søgeresultater med underviseren for at få hjælp til at vurdere, hvad der kunne bruges til hvad. Andre valgte selv, hvad de mente var relevant. Kunne de ikke afgøre, om de kunne bruge søgeresultaterne, brugte de udelukkende bøger opgivet på pensumlisten, dvs. at søgningen var skønne spildte kræfter.

Ingen tilbagemelding på litteraturvalg

Fordi det var så stor en arbejdsindsats, fik det betydning at kunne søge vejledning til valg af materialer og få tilbagemelding på de materialer, de studerende besluttede at anvende i opgaven. Mange undervisere overlod søgning til de studerende selv, men de studerende havde brug for sparring. Der blev ikke konsekvent tilbudt tilbagemelding på opgaven eller litteraturvalg. De studerende vidste derfor ikke, om den viden, de havde valgt, var gyldig og pålidelig eller anvendt fornuftigt.

Øvelse gør mester

Informationssøgning var besværligt og tidskrævende for mange studerende, så indsatsen skulle kunne bruges til noget. Sammenhæng til opgaver oplevede de derfor som hensigtsmæssig. Nogle studerende fik en større forståelse for at skrive et metodeafsnit, når informationssøgningen indgik i afsnittet. De kunne se relevansen. Andre studerende diskuterede i fokusgruppeinterviewet, hvordan en god informationssøgning dokumenteret i opgaven kunne være et kvalitetsstempel for opgaven. På modul 3 gav det kun mening for få studerende at arbejde med informationssøgning, men flere så relevansen, efter at de havde afleveret deres opgave. På modul 9 var det en selvfølge at søge information og lade den indgå i opgaven. De studerende oplevede, at det blev lettere at søge information hen ad vejen, når de havde gjort det før. Alle studerende kommenterede, at det var vældig tidskrævende at lære informationskompetence. Specielt forberedelsen og selve søgningen tog tid. For nogle blev det oplevet som meningsløst tidsspilde, men de fleste studerende talte spontant om, hvordan informationssøgning kunne anvendes, når de var i klinisk praksis og stod over for en problemstilling, de skulle vide mere om.

Det nytter!

Efter modul 9 blev de studerende spurgt om, hvad de mente, de kunne inden for informationskompetence. 19 studerende responderede (76 pct.). De blev bedt om at sammenligne med, hvad de mente, de kunne ved modulstart. Inden for alle områder bedømte de studerende sig som bedre efter end før modulet, se tabel 1.

Klik på tabellen for større visning 

GIF-64_100-pct
De studerende blev desuden spurgt: ”På en skala fra 1 til 10, hvilken betydning oplever du, det har haft, at I har arbejdet med informationssøgning tidligere (modul 3 diabetesforløbet, modul 5 planlagt studieaktivitet og intern prøve)?” Gennemsnitssvar var 6,37 (minimum 3, maksimum 10).
Den investering, de studerende havde gjort for at udvikle deres informationskompetence, så ud til at være givet godt ud. Alle studerende havde øget deres score, men det kræver en indsats og bevågenhed fra alle involverede parter at nå så langt.
 
Mette Bønløkke er studiekoordinator og lektor, Else Kobow er lektor, og Anne-Kirstine Kristensen er bibliotekar på VIA University College, Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg.

Boks 1. Pædagogisk tilrettelæggelse

Undervisningen tager udgangspunkt i ”Systematisk informationssøgning” (8).

  • I forbindelse med et undervisningsforløb søgte de studerende viden om diabetes og patientologi på relevante internetsider og i andre datakilder. Erfaringer med søgningen blev diskuteret.
  • De studerende finder og udvælger problemstillinger om sygepleje til patienter med diabetes. En udvalgt problemstilling fokuseres under vejledning til en problemformulering. De studerende konstruerer under vejledning søgeord og synonymer ud fra problemformulering og tilknyttede undersøgelsesspørgsmål. Der arbejdes med ”Systematisk informationssøgning”.
  • Med udgangspunkt i eksemplariske undersøgelsesspørgsmål introducerer bibliotekaren til Bibliotek.dk med fokus på artikeldatabasen, hvor underviser supplerer med, hvorfor informationssøgning er vigtig. Bibliotekar og underviser supplerer hinanden i undervisningen.
  • De studerende søger i Bibliotek.dk og på relevante hjemmesider
  • I vejledning i søgeprocessen har underviserne fokus på at udfordre de studerende på deres søgning og søgeresultater herunder referenceprogrammer.
  • I vejledning i søgeprocessen er bibliotekarens fokus at udfordre de studerendes brug af søgeord og søgeteknik i Bibliotek.dk samt henvise til materialernes tilgængelighed.

De studerende søger derudover vejledning hos bibliotekar ved behov, når de skriver deres opgave.

Litteratur

  1. Melnyk BM, Fineout-Oberholt E. Evidence-based Practice in Nursing and Health care – A Guide to Best Practice. Philadelphia; 2005.
  2. Whitehurst AP. Information literacy and global readiness: library involvement can make a world of difference. BEHAV SOC SCI LIBR 2010 2010;29(3):207-32.
  3. Avery S, Ward D. Reference is my classroom: setting instructional goals for academic library reference services. Internet Ref Serv Q 2010;15(1):35-51.
  4. Blummer B, Kenton JM, Song L. The design and assessment of a proposed library training unit for education graduate students. Internet Ref Serv Q 2010 2010;15(4):227-42.
  5. Bønløkke M. Informationskompetence. In: Erdmann LW, editor. Sundhedsinformatik i klinisk praksis. 1st ed. København: Gads Forlag; 2011. p. 145-57.
  6. Barnard A, Nash R, O'Brien M. Information literacy: developing lifelong skills through nursing education. J Nurs Educ 2005 Nov;44(11):505-10.
  7. Trangbæk A, Bønløkke M, Kobow E, Frederiksen K. Udvikling af sygeplejestuderendes informationskompetence i klinisk praksis. Klin Sygepleje 2008;22(4):67-77.
  8. www.via.dk > bibliotekerne > Campus Silkeborg > bestil en bibliotekar > Vejledning i systematisk informationssøgning. Besøgt d. 19.04.2012
  9. ALA.org  > ACRL  > Publications  > A Progress Report on Information Literacy: An Update on the American Library Association Presidential Committee on Information Literacy: Final Report. Besøgt d. 19.04.2012
  10. Kobow E, Bønløkke M, Kristensen A. En pædagogisk udfordring. DFRevy 2011;34(6):16-18.
English abstract

Bønløkke M, Kobow E, Kristensen A-K. Concrete information search proves to give the best results. Sygeplejersken 2012;(9):57-60.

When students are developing their skills in processing information, it is important that they prepare their searches, and that they receive help in limiting the scope of the search, constructing key words and using relevant databases.

This must take place within a meaningful context in which the students can recognize its utility. Instructors and librarians need to be available for teaching and guidance in the process, and there is a need for feedback concerning whether the materials that were used are relevant and qualitative.

If these criteria are fulfilled, the results indicate that students will throughout their training become better at searching for, evaluating and using new knowledge, and becoming competent information processors, all of which benefits their profession.

Key words: Informational competence, systematic information searches, nursing education, nursing students.

Emneord: 
Information
Litteratur
Sygeplejerskeuddannelsen

Patienters oplevelser af sygepleje ved akromegali

Patienten er hovedpersonen og eneste gennemgående aktør i et kronisk sygdomsforløb. Sundhedsprofessionelle erkender, at patientdeltagelse er betydningsfuldt og nødvendigt for at imødekomme patienters forventninger om informationer. Det kan i praksis kompliceres af professionelles manglende viden og kommunikative kompetencer, som er nødvendige i dialogen om sygdommens betydning og individuelle behov.

Denne undersøgelse tager udgangspunkt i medinddragelse i egen pleje og behandling samt i afstandtagen fra tingsliggørelse af patienten (1). Artikler omhandlende information og vejledning til patienter med kroniske lidelser afslørede, at øget sygdomsindsigt forbedrede patienters viden og evner til håndtering af hverdagsgener (2) og guided egenbeslutning, hvor plejepersonalet kan støtte patienterne i at handle og tage ansvar (3).

Evidensbaseret pleje forudsætter viden og afdækning af patientens prædispositioner (4). Diagnosen akromegali – perifer kæmpevækst – er diagnosticeret blandt 350 danskere og skyldes en godartet væksthormonproducerende svulst i hypofysen. Sygdommen udvikler sig over 8-10 år, inden diagnosen stilles (5). I de første år tolkes symptomerne fra hypersekretion af væksthormonet oftest som aldersforandringer af såvel patienten som den praktiserende læge.

Sygdommen viser sig ved fortykkelse af hud og bløddele, knoglevækst i hænder og fødder, samt vævsvækst i kroppens indre, som medvirker til betragtelig invaliditet og kosmetiske forandringer. Lidelsen kan påvirke hverdagen både fysisk, psykisk og socialt.

Litteratursøgninger på: sygepleje, akromegali og kvalitativ undersøgelse gav ingen resultater.

Vi valgte at bruge kvalitative interviews for at opnå forståelse af patientgruppens oplevelser og vurderinger af, hvilke behov de havde for information og vejledning. Var behovet forskelligt i forhold til køn eller specifikke sygdomsgener? Kunne sygeplejen til patientgruppen optimeres? Spørgsmålene var grundlaget for forskningsinterviews, så patienterne kan udtrykke meninger, håb og bekymringer med egne ord (6). Resultaterne kan anvendes i planlægning af fremtidig pleje med patientdeltagelse (7).

Forskningsspørgsmålet var: ”Hvordan vurderer patienter med akromegali sygeplejefaglige informationer og vejledninger, de modtager om sygdommen i forbindelse med kontrolindlæggelser på hospital?”

Materiale og metode

Pilotundersøgelsen omfattede ni patienter og viste, at patientgruppen var uhomogen med varierede ønsker om vejledning. Informanterne var 36 kontrolindlagte patienter med akromegali i 2007. Inklusionskriterierne var dansk herkomst og ingen kendt lidelse før diagnosen. Samplet dækkede bredt såvel køns- som aldersmæssigt. Kønsfordelingen var ligeligt fordelt, og gennemsnitsalderen var 53 år for mænd og 58 år for kvinder. Alder ved sygdomsdebut var 31 år for mænd og 37 år for kvinder. Syv patienter ønskede ikke at deltage, og årsagerne kendes ikke for alle.

SY-2012-01-akro1Eksklusionskriteriet ”anden etnisk herkomst” var pragmatisk for at undgå tolkebistand. Interviewene varede ca. 30 minutter og foregik på hospitalet, hvor patienten var indlagt.

Patienterne modtog ved indlæggelsen skriftlig information, samtykkeerklæring samt interviewguide, som blev fulgt, og supplerende uddybende spørgsmål blev stillet (6).

 Interviews blev gennemført, indtil datamæthed var opnået. Da patienterne supplerede med nye udsagn, og fordi kriteriet var, at der skulle være variation med hensyn til alder ved sygdomsdebut og antal sygdomsår før diagnose, fortsatte vi med interviews, til der fremkom gentagelser og redundante svar (6), se tabel 1.

Ved analysen, se tabel 2 og 3, fremkom mønstre i patientudsagnene, som blev kategoriseret, og temaer dannet. SY-2012-01-akro2

SY-2012-01-akro3

En yderligere analyse med meningskondensering ledte frem til fundene, der præsenteres som tre temaer i tabel 4.

SY-2012-01-akro4Begge forskere diskuterede temaerne, sammenlignede, og der blev opnået konsensus. Det var vigtigt at opnå tillid til patienterne, da oplevelsen af sygeplejen kunne være et følelsesmæssigt svært samtaleemne. Generelt var patienterne meddelsomme og optaget af dialogen. De blev informeret om anonymisering samt om, at de kunne trække sig fra undersøgelsen.

Tema 1. Mangelfuld viden

Patienter med akromegali oplever ikke, at sundhedsprofessionelle har viden om sygdommen og sygepleje. Hvad angår informationer og viden om indlæggelsesforløbet får patienterne tilsendt et indkaldelsesbrev med standardinformationer om indlæggelsen. ”Når jeg kommer om aftenen, siger de velkommen, og ved du, hvad du skal igennem? Det gør jeg selvfølgelig efter 16 års sygdom … så fortæller de ikke mere … der er nul information … og dem, der modtager mig, ved jo knap nok, hvad der skal foregå.”

Vedrørende sygdomssymptomer oplever patienterne ikke, at personalet har viden om sygdommen, lytter til patienterne eller tænker forebyggende. En nydiagnosticeret patient udtaler: ”Det er utrolig vigtigt, at man får alle de informationer, som personalet ved omkring sygdommen, især i starten.”

En patient efterspurgte information om motionsformer, da ”… jeg ønsker min styrke tilbage igen, så jeg kunne være nok så aktiv, men jeg har ingen idéer fået.”

At kortison øger appetitten, er vigtig viden: ”En sygeplejerske fortalte mig, at jeg lige så godt kunne sige stop efter første portion mad, for ellers ville jeg blive sådan en stor matrone.”

Følsomme og tabuiserede emner, f.eks. sexliv og afføringsproblemer, bringes sjældent på bane, så interesse i patientoplevelser udebliver.

Patientudsagn: ”… ingen uddybelse af, hvad jeg føler, eller hvordan jeg fungerer … da en ung læge spurgte, hvordan testosteronet virkede på mit sexliv, blev jeg overrasket … det er den eneste snak, jeg har haft.”

En anden patient udtaler: ”De problemer med afføring fylder rigtig meget … jeg siger nej til samvær, for jeg kan ikke sidde med afføring i bleen i et selskab. Noget, der bidrager til social isolation, selvom jeg har været et socialt menneske.”

Analyse med teori
Sundhedsprofessionelle opdaterer og kumulerer viden om sygdommen, når ca. 100 patienter med akromegali kontrolindlægges årligt. Derfor er det rationelt, at informationer og vejledninger pågår i specialeafsnittet, hvilket vanskeliggøres, når sundhedsprofessionelle ikke automatisk besidder kommunikative færdigheder og ikke støtter patienten i selvstændig håndtering af egen sygdom (3,4). En tredjedel af patienterne følte sig raske og levede normalt; de var positive og tilfredse med informationsmængden. For de øvrige manglede der overensstemmelse mellem forventninger og indholdet af de informationer, de fik, og de efterspurgte skriftlig information.

Det kan skabe utryghed, når indkaldelsesbreve kun omhandler praktiske forhold om behandlingsforløbet, men ingen individuelle informationer om afvigelser i vanlig medicin, og om eventuelt supplerende undersøgelser, som forlænger indlæggelsesforløbet.

Skal patienterne medinddrages, må sygeplejersken vise interesse for patienterne og spørge til deres problemer og ønsker for at få viden om patientens sygdomsindsigt og dermed afpasse informationerne hertil (3). I modsat fald oplever patienten sig selv som ”den hovedløse patient”, der får udført den planlagte undersøgelse og tilsendt resultatet og eventuelle medicinændringer. En tilgang, som bevidst nedprioriterer kendskabet til og viden om patienters følelser og hensigter som fagligt relevante (4). Udebliver dialogen, får vi ikke idéer til nye handlemåder, og patienten fortsætter med at leve som hidtil (3).

I dialogen skal sygeplejersken sikre sig, at informationer er forstået. En tilgang, der vil falde i tråd med nyeste forskning (8), som netop fremhæver det betydningsfulde i, at patienten bliver informeret af én og samme sygeplejerske, og at kontaktpersonsordningen benyttes. At de sundhedsprofessionelle ikke opnår dialog med patienterne, kan skyldes tidspres, samt at sygdommen virker uoverskuelig og kompleks; og spørgsmålet er, om de har den fornødne viden (4).

Lukkethed om følelser og forskellige synspunkter kan afholde sygeplejersken fra at flytte kommunikationen fra det sygdomsorienterede til det livsorienterede perspektiv.

Vækst af næse, ører, hænder og fødder ændrede patientens udseende, hvilket ikke blev italesat. Forandringer forårsagede flovhed, især hos kvinderne. Kortisonbehandling kunne ændre kropsfigur og kropsvægt, hvorfor informationer om diæter kunne være givende. Selvom ydre sygdomstegn ikke kan ændres, kan kommunikationen medføre en gensidig refleksion, der kan danne grundlag for en meningsfuld problemløsning.

Det kan diskuteres, om patienter, der indlægges til blodanalyser for en specifik sygdom, blot skal have foretaget de planlagte undersøgelser. Ofte bliver psykosociale problemer ikke opfattet som fagligt relevante og nødvendige for undersøgelsens gennemførelse (5,6). Hvad der må være af spørgsmål og behov for informationer, er der ikke afsat tid til, og derfor overlades dette til praktiserende læge.

Tema 2. Medpatienter som informationskilde

Når patienter med akromegali ligger på samme stue, kan de få gavn af hinanden.

”Vi blev lagt to sammen på en stue … og når pigerne (sygeplejerskerne) ikke ved så meget om det, så spørger du den, du er indlagt med, det har jeg fornøjelse af.”

At udveksle hverdagsgener og symptomer falder naturligt og opleves positivt af mange.

En patient udtaler: ”I skal fortælle om foreningen for os, for det var noget, jeg selv fandt ud af. På hypofysenetværkshjemmesiden kan man fortælle sin historie, som andre så kan læse og forholde sig til. Det at kunne udveksle hverdagens genvordigheder er meget nemmere, når vi fejler det samme.”

Det at have en medpatient giver tid og ro til at snakke om individuelle skavanker, da ”12-14 timer sammen giver mulighed for at snakke om tingene og vende tilbage til noget, vi har snakket om.”

Analyse med teori
Patienter skal tages med på råd for aktivt at være medskaber af egen verden. Patienterne var meget lidt spørgende, og kvinderne viste størst interesse for idéer til forebyggelse. Ved henvendelse til personalet var det tilfældigt, hvad der blev givet af informationer. Når patienterne gentagne gange skuffes over de informationer, de modtager, søger de andre løsninger. Medpatienter med akromegali blev i flere sammenhænge angivet som en værdifuld informationskilde; de er gode til at lytte til hinandens historier, og sådanne relationer kan være givende.

Tema 3. At være undervisningsobjekt

Patienter med typiske symptomer på akromegali var eftertragtede som undervisningsobjekt, hvilket gav dem sygdomsinformationer og medvirkede til at skabe klarhed for patienterne.

En patient udtaler: ”Når man har så mange symptomer … er det en fordel at være med læge X til undervisning …  her gennemgås tingene grundigt … det har været godt … det skaber en klarhed, når professoren gennemgår alle organsystemer.”

Analyse med teori
De lægelige informationer var overvejende naturvidenskabelige facts om fysiske forhold, der kunne være brugbare for patienterne. Personalet signalerede travlhed, og tid til dialog med patienterne blev nedprioriteret. Det resulterede i ufokuseret kommunikation, som patienterne ikke fandt relevant.

At være undervisningsobjekt var informativt om både indre usynlige og ydre synlige sygdomsfølger og medførte, at fysiologiske faktorer og sammenhænge mellem sygdommen og gener blev belyst, hvilket gav patienten ny forståelse og viden. De sygdoms- og symptomcentrerede dialoger medførte, at barrieren mellem denne tilgang og den livsorienterede tilgang aldrig blev brudt, hvilket ofte medførte ufokuseret kommunikation, så patienterne ingen forståelse opnåede for de problemer, de oplevede i hverdagen (3).

Diskussion

Vi fandt følgende tre sygeplejefaglige paradokser interessante.

Formidling af viden fra forskellige videnskaber versus patientperspektivet:
De sundhedsprofessionelle formidlede generelt viden om undersøgelsesresultater, som angav, hvordan patientens sygdom var under biokemisk kontrol. Sådanne naturvidenskabelige og sygdomsorienterede informationer er konkrete at formidle. Til gengæld formidlede patienterne sjældent deres viden om egen situation eller delte erfaringer om at leve med en kronisk sygdom. Nogle patienter havde nedskrevet spørgsmål, som de ønskede svar på, men forventningerne blev sjældent indfriet.

Enten havde de sundhedsprofessionelle travlt eller var ikke interesserede i at lytte, eller også fik patienterne forskellige svar, afhængigt af hvem de spurgte. En livsorienteret dialog med fokus på patientens sygdomsreaktioner i hverdagen blev ikke iværksat og gennemført.

Patienters interne erfaringsudveksling versus uvidenhed:
Medpatienters erfaringer med sygdommen og symptomer angives som en støtte og en vigtig informationskilde. Værdien af den gensidige videndeling kan begrundes i samhørighed, at patienterne talte i hverdagssprog og havde en fælles forståelse i kraft af samme diagnose.

Medpatientens erfaringsbaserede udsagn er begrundet i egne oplevelser og er ikke nødvendigvis relateret til kroppens fysiologiske forandringer forårsaget af sygdommen, fordi patienter ikke besidder denne viden. Endvidere er hver patient unik, og hvad der er effektivt hos den ene patient, kan ikke altid overføres til en anden. Så medpatienters viden kan have ulemper, da patienters indbyrdes dialog kan mangle en dybere forståelse om f.eks. fysiologiske sammenhænge.

Patientuddannelse versus patientcentreret kommunikation:
Patientuddannelse lægger op til, at kronisk syge patienter selv skal tage ansvar. Ulempen er, at det oftest er de ressourcestærke og veluddannede patienter, der deltager i uddannelse. Det kan diskuteres, hvilken sygepleje patienter har behov for under hospitalsindlæggelsen. Patienter oplyser, at de har brug for viden og tilkendegiver, at deres egen læge sjældent kender sygdommen og dermed ikke kan vejlede dem. Der lægges fra Sundhedsstyrelsen op til, at kroniske patienter uddannes til at tage hånd om deres eget liv. Patientuddannelse kan ses som en forlængelse af empowerment med udbygning af patienters viden, kompetencer og selvtillid, så de selv tager ansvar (9). Man kan først se effekten af patientens kompetencer til at handle, når der er kontrol over de forhold, som påvirker egen sundhed (10).

Implikationer for klinisk praksis

Implementering af resultaterne kan medvirke til at bygge bro mellem forskning og praksis.
Det er vigtigt at møde patienten på dennes præmisser i en ligeværdig dialog, og patienten og de pårørende skal medinddrages i det omfang, det ønskes. Det ville være optimalt set i et humanistisk perspektiv, hvis udvalgte sundhedsprofessionelle, f.eks. en kontaktsygeplejerske, blev uddannet til at varetage en patientcentreret sygepleje med opdateret viden. Hun kunne være specialeansvarlig med ansvar for bl.a. dokumentationsmateriale, indlæggelsessamtaler, patientinformationer, videreuddannelse af personalet og etablering af støttegrupper for patienterne.

Litteratur

  1. Færch J, Harder I. Medinddragelse i egen pleje og behandling – fra retorik til realiteter. Sygeplejersken 2009;109(17):54-8.
  2. Overgaard D. Sygeplejeteorier og modeller og deres betydning for forskning. In: Hørdam B, Overgaard D, Pedersen PU, editors. Klinisk sygeplejeforskning – udvikling og implementering København: Gads Forlag; 2008. p. 20-43.
  3. Zoffmann V, Harder I, Kirkevold M. A person-centered communication and reflection model: sharing decision-making in chronic care. Qual Health Res 2008;18(5):670.
  4. Wackerhausen S. Humanisme, professionsidentitet og uddannelse – i sundhedsområdet. Kbh.: Hans Reitzel; 2002.
  5. Lunde Jørgensen JO, Boll Matthiesen E, Weeke J, Madsen M, Løgstrup Poulsen P, Astrup J. Behandling af akromegali på Århus Universitetshospital: en retrospektiv opgørelse fra perioden 1994-2004. Ugeskrift for læger 2007;169(10):907-10.
  6. Kvale S, Brinkmann S. Interview: introduktion til et håndværk. 2. udgave ed. Kbh.: Hans Reitzel; 2009.
  7. Jacobsen CB, Pedersen VH, Albeck K. Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed: Sammenfatning. København: Sundhedsstyrelsen; 2008.
  8. Overgaard D, Larsen C, Ladelund S, Schrader A, Suhr-Jessen C. Kontaktsygeplejersker giver bedre kvalitet i sygeplejen. Sygeplejersken 2010;110(13):52-7.
  9. Sundhedsstyrelsen. Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering. 2009.
  10. Madsen MH, Højgaard B, Albæk J. Health literacy – Begrebet, konsekvenser og mulige interventioner: Notat udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af Dansk Sundhedsinstitut. København: Sundhedsstyrelsen; 2009.
ENGLISH ABSTRACT

Gintberg Jensen J, Overgaard D. Acromegalia patients’ experiences with nursing. Sygeplejersken 2012;(1):102-6.

Patients with acromegalia request information and instructions when admitted for check-ups, but the nursing staff seldom fulfils this need.
Method: Qualitative interviews with 36 acromegalia patients, a method that generates knowledge via interactive conversation and is well suited for investigating patient experiences.
Results: The patients experience health professionals as lacking knowledge about the disease and specific nursing related to it, that fellow acromegalia patients are an important source of information, and that being presented as a case for training interns and residents is very informative. The results can form the basis for increased focus on informative conversations at admission so that the patient becomes better involved. Optimizing nursing
through dialogue increases the patients’ quality of life.

Key words: Nursing, acromegalia, information, patient participation, patient perspective

Emneord: 
Kronisk sygdom
Patient
Information

Kompetenceudvikling af sygepleje til mandlige kræftpatient

Sygeplejersker kan umiddelbart anvende arbejdsmetoder fra undervisningen i det daglige arbejde med informationer og vejledninger til den enkelte patient.

Patienters oplevelser viser, at medinddragelse af patienten er essentielt for at forhindre, at information tabes ved overgange mellem sektorer eller enheder (1).

I afdelingens kompetenceudviklingsprogram er dette beskrevet som at kunne vurdere patientens kommunikative behov og tilpasse informationer og vejledninger til den enkelte patient. Det er blandt sygeplejerskerne i klinikken tidligere blevet opfattet som en iboende evne – det med at kommunikere: Enten kan man, eller også kan man ikke.

Alligevel var der stor lyst til at medvirke i et undervisningsprogram kaldet ” Den mandlige patient i teori og i praksis. Forstå og kommunikér med den mandlige kræftpatient” (2), da det fokuserer på kommunikation som en færdighed, der kan trænes.

Tilbuddet om undervisningen var et led i projektet ”Relationelle kompetencer – Metoder til at fremme relationelle kompetencer hos personale, der arbejder med kræftpatienter” (3).

Formålet med projektet har været at udvikle et dialog- og øvelsesorienteret undervisningsprogram til sundhedspersonale, der arbejder specifikt med mandlige kræftpatienter.

Gennem afprøvning hos personale, evaluering og måling udvikles programmet. Det bygger på, at der er kønsbestemte aspekter af mænds sundheds- og sygdomspsykologi, at mænd ofte fokuserer på alt det i deres liv og identitet, der er ved siden af, og efter sygdommen det raske og velfungerende, og at der i kommunikationen med mandlige patienter kan være særlige elementer, som personalet ikke hidtil er blevet trænet i.
 

Forskellen på mænd og kvinder

Der er kønsforskelle i patienters oplevelser af at være syge og være patienter. Hvor kvinder hyppigst er utilfredse med forhold vedrørende kommunikation, kontakt med personale mv., er mænd hyppigst utilfredse, når det gælder emner som arbejdskollegernes forståelse for sygdommen og dens konsekvenser samt information om hjælp uden for hospitalet. Mænd påtager sig ofte ikke hele identiteten som patient, men vil hellere være f.eks. ”en smed med kræftsygdom” end kræftpatient, og mænd fokuserer i højere grad på det, der er ved siden af, uden om og efter sygdommen (2,3,4).

Således peger mange ting på, at mænds behov ikke tidligere er blevet identificeret og tilgodeset (5), og derfor har undervisningsprogrammet særligt fokus på at udvikle de relationelle kompetencer hos sundhedspersonalet ud fra tanken om, at patienter bedst imødekommes, hvis også deres køn tages i betragtning (6,7,8,9).

Omdrejningspunktet har været at forbedre personalets relationelle kompetencer i deres arbejde med mandlige kræftpatienter, hvilket her er evnen til at kunne etablere, indgå i og forstå relationelle sammenhænge; dvs. evnen til at anerkende patientens måde at anskue sin tilstand og sygdom på, at kunne forholde sig til og acceptere patientens følelser og holdninger samt vejlede og guide patienten ud fra dennes betingelser, situation, køn, baggrund og opfattelsesmåde.

Relationelle kompetencer involverer også evnen til at reflektere over og udvikle sin egen funktion i relationen. En vigtig psykologisk indfaldsvinkel til denne problemstilling er begrebet mentalisering, det vil sige at danne sig forestillinger om og forholde sig til, forstå og reflektere over mentale tilstande hos sig selv og andre og herunder forstå både egne og andres handlinger som et udtryk for mentale tilstande (10).

Mentalisering er en generel social kompetence i familie med begreber som empati og indlevelse. Mentalisering kan ses som en af de vigtigste byggesten i vores måde at interagere med hinanden på i komplekse mellemmenneskelige samspil.
 

Gennemførelse af undervisningen

I undervisningen fokuseres der særligt på de områder, hvor mænd hyppigst giver udtryk for utilfredshed (4): tilbud om genoptræning, hjælp uden for hospitalet, kontakt med andre patienter, sygdomsforståelse fra kolleger og forbedret livskvalitet.

Rent praktisk blev programmet gennemført med fire undervisningsdage a fire timers varighed i perioden januar-marts 2010. Kursisterne var 20 sygeplejersker på to hold fra Rigshospitalets urologiske klinik, hvor mandlige patienter udgør det langt overvejende flertal.

Efter seks måneder fik kursusgruppen et to timers opfølgningsforløb. Derudover er der afholdt et enkelt oplæg om emnet for lægegruppen på klinikken. Undervisningsprogrammet foregår som dialog og med flere øvelser med emnerne. Kurset er vekselvirkende imellem oplæg, dialog, gruppearbejde og case-øvelser.

 Særligt bygges der på cases, som deltagerne selv har medbragt vedrørende problemstillinger i arbejdet med mandlige patienter. Der er således tale om en meget høj deltagerinvolvering.
 

Evaluering og resultater

Der blev gennemført tre evalueringer og målinger af effekt/tilfredshed:
Den første evaluering bestod af spørgeskemaer til patienter – før kurset og tre måneder efter – som ses i tabel 1, 2 og 3.

SY-2011-16%20(27)SY-2011-16%20(28)
 

 
Som det kan ses af tabellerne, var der ikke signifikante forskelle mellem værdierne før og efter. Både før og efter var der et meget højt antal tilfredse patienter på alle spørgsmålene.

Den anden evaluering blev gennemført straks efter undervisningen, hvor deltagerne udfyldte et spørgeskema med afkrydsningsfelter.

Resultatet af afkrydsningen ses af tabel 4. 

SY-2011-16%20(1)SY-2011-16%20(2)

Der var ingen afkrydsninger med værdien 1 og kun en enkelt for værdien 2. Alle øvrige afkrydsninger var over 2, med 44 af 85 mulige i værdien 4 = Rigtig meget.

Fokusgruppeinterview med deltagere tre måneder efter kurset var den tredje evaluering. Interviewet blev gennemført af en anden end underviseren. Deltagerne var en gruppe på fem tilfældigt udvalgte deltagere i kurset sammen med en af de afdelingssygeplejersker, der også havde deltaget i kurset, for at der skulle være samme leder-medarbejder-fordeling som på kurset. Interviewet fandt sted tre måneder efter sidste undervisningsdag.
 

Mentaliserende refleksioner

I analysen af kursisternes interviewsvar er vinklen at undersøge, om der er forbedringer af de relationelle kompetencer ved at udforske forekomster af mentaliserende refleksioner hos deltagerne over, hvordan kursets indhold har indflydelse på deres praksis og deres måde at forholde sig til deres praksis på i forhold til mandlige patienter. Udgangspunktet er denne definition af mentalisering (10), se boks 1.

  Boks 1. Mentalisering i patientarbejdet

  Definition af mentalisering i patientarbejde:

  • At forholde sig til og tale om tanker og følelser hos patientenog sig selv, mens de foregår.
  • At skelne mellem ting som de er, og som de kommer til udtryk– f.eks. vrede, der kan udspringe af angst.
  • At anerkende, at mennesker oplever samme ting forskelligt - f.eks. patient og sygeplejerske.
  • At forstå patientens og egne handlinger ud fra refleksioner over sindstilstandene bag.
  • At erkende og anerkende, at man skifter opfattelse.

Daglig praksis

Nedenfor gives ordrette citater fra fokusgruppeinterviewet på en mentaliserende proces i den daglige praksis på afdelingerne, der er sat i gang af kurset:

Om ”psykisk påvirkede patienter”

 a) ”Tit tror jeg, vi handler ved sådan at blive frustrerede på dem i stedet for måske at se, hvorfor reagerer de, som de gør, og tænke, der er nok en god grund til det. Det synes jeg, det har givet, kurset.”

b) ”Jo, og så også selv om de måske har sådan en lidt hård overflade, at man også stadigvæk husker, at de kan være nervøse og alt det, så det er heller ikke bare at sige, nå, han ønsker ikke at snakke, men at man stadigvæk graver en lille smule, fordi (man) måske er blevet bedre til at finde åbningen.”

c) ”Vi kom bare fra en holdning til den her patient, til at vi faktisk fik en ny eller kunne se nogle andre ting i situationen f.eks. patienter, der var ubehagelige … at man ligesom kom ind bagved, hvad er egentlig årsagen til, at han reagerede, som han gjorde, at han var så ubehagelig over for os.”

Om kommunikationen

 d)”Måske også lave indledning lidt anderledes end ”Hvordan har du det”, starte samtalerne lidt anderledes end altid kun føle, føle.”

e)”Man har lært det der med at spejle følelser i forhold til patienten og sige: ”Jeg kan se, du sidder og ryster, jeg kan se, du begynder at få lidt våde øjne”, altså sådan reflektere det man ser over til patienten og åbne op der på den måde.”

Om den pårørende

 f)”… som jo egentlig blev vores frustrationspunkt i stedet for. Det kan man måske bruge nu, man kan måske bedre forstå det nu. Det … synes jeg, jeg tænker mere over.”

Generelt

 g)”Men sådan er det jo, når man har lært noget nyt, så kan man jo lige pludselig se tingene i sit eget arbejde, uden at man måske bevidst ser det.”

I disse citater ses eksempler på udsagn om læring og betragtninger over daglig praksis, der opfylder kriterierne for en mentaliserende proces som beskrevet i ovennævnte definition.

Dermed udfoldes et centralt element i projektets formål. Med forekomsten af sådanne udsagn i interviewene, den generelt store ros til kurset formuleret både i fokusgruppeinterview og kommentarer i spørgeskemaerne sammen med en bedømmelsesscore på 3,6 ud af 4,0 mulige, ser kurset ud til at have opfyldt sit mål og blive opfattet som vigtigt og udformet på en passende måde.

I den senere opfølgningsundervisning af to timers varighed et halvt år efter blev dette bekræftet. Målt på deltagerevaluering er der således tale om en vellykket afprøvning af uddannelsesprogrammet.

At der i målingen på patienternes opfattelse af personalets adfærd på de tre kerneområder ikke ses nogen væsentlig forandring fra før til efter kurset, mener vi skyldes, at patienterne i før-målingen udtrykker så høj en grad af tilfredshed, at man næppe vil kunne forestille sig en forøgelse af andelen af patienter, der scorer højest på tilfredshedsskalaer. Målt på personalets kompetenceudvikling ses også en udvikling, fordi deltagerne bekræftede betydningen af kurset for deres daglige arbejde og umiddelbart i opfølgningen anvendte de arbejdsmetoder, der var blevet trænet på kurset.

Afslutning og perspektivering

Med dette delprojekt er der afprøvet et undervisningsprogram for sundhedspersonale, der arbejder med mandlige patienter – her mandlige kræftpatienter på en urologisk afdeling.

Formålet med deltagelse i projektet var at kompetenceudvikle sygeplejerskernes kommunikative færdigheder, da de oplever, at det ofte er vanskeligt at kommunikere med den svært syge mandlige patient. Det er også blevet klart, at dette forløb var første gang, deltagerne fik undervisning, der havde fokus på mandlige patienters behov og opfattelser.

Derfor mener vi, at undervisningsprogrammet kan anvendes generelt til at udvikle relationelle efterspurgte og vigtige kompetencer i arbejdet med mandlige patienter.

Svend Aage Madsen er ansat som chefpsykolog på Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning, Rigshospitalet. Susanne Vahr er ansat som klinisk sygeplejespecialist på Urologisk Klinik, Rigshospitalet.

Litteratur

  1. Den Danske Kvalitetsmodel. Et fælles dansk system, der skal understøtte kontinuerlig kvalitetsudvikling i det danske sundhedssystem.
  2. Madsen, S. Aa. (2011). Den mandlige patient i teori og i praksis. Forstå og kommunikér med den mandlige kræftpatient. København, Rigshospitalet.
  3. Madsen, S. Aa. & Munk, L (red.) (2011). Relationelle kompetencer – Metoder til at fremme relationelle kompetencer hos personale, der arbejder med kræftpatienter. København, Rigshospitalet.
  4. Addis M & Mahalik J. Men, masculinity, and the contexts of help seeking. American Psychologist 2003;58(1):5-14. 
  5. Madsen S. Aa. Manden som køn og patient. Tidsskr Akad Spl 2007;1:4-12.
  6. Kiss A. Does gender have an influence on the patient-physician communication? Int Journ Men’s Health & Gender 2004;1(1):77-82.
  7. Madsen S. Aa. Men’s special needs and attitudes as patients. Int Journ Men’s Health & Gender 2007;4 (3):361-2.
  8. Conrad D & White A. Men’s Health – how to do it. Oxford, Radcliffe 2007.
  9. Olsen H, Gram J & Madsen S. Aa. (red.). Uddannelse i kommunikation og dialog med mænd. København. Dansk Sygeplejeråd 2007.
  10. Lægernes uddannelsesforening: luf.dk/manden.htm
ENGLISH ABSTRACT

Madsen SA, Vahr S. Development of nursing care for male cancer patients. Sygeplejersken 2011;(16):64-67.

Urology clinics have worked on systematic development of communication with male cancer patients. The development has been implemented within team s, with particular focus on assessing the patient’s communication needs, and adapting information and guidelines to the individual patient. The educational programme consists of an intensive training course and evaluation has been extremely positive. The training programme is considered suitable for use both on other units in Denmark working with male cancer patients, as well as any other units dealing with male patients.

Key words. The male patient, communication, cancer nursing, training.

Emneord: 
Information
Kræft
Mand
Metode
Patient
Undervisning
Vejledning

Fremtidens patient er en e-patient

De er verdens største og mest oversete sundhedsressource. Patienterne. Det skal udnyttes ved, at de bliver i stand til at tage ansvar for deres sygdom, ved f.eks. at søge viden på nettet, så de kan træffe informerede valg i samarbejde med de sundhedsprofessionelle

SY-2011-09-24-1xx
Foto: Poul Rasmussen

Dave deBronkart er en mand med en mission: Han vil skabe en ny dynamik i forholdet mellem patienter og sundhedsprofessionelle til gavn for begge parter. Dave deBronkart vil ikke længere være passager i bilen, men være den, der styrer, som han siger.

Dave deBronkart kalder sig e-patient, fordi han ser nettet som det vigtigste redskab, når der skal skabes større gennemsigtighed i forholdet mellem patienter og behandlere. Patienterne skal lære at søge viden om deres sygdom og behandling og understøttes i at  håndtere de store mængder information på nettet. Og det skal ske i et aktivt partnerskab med læger og sygeplejersker. 

Sygeplejersken mødte amerikanske Dave deBronkart og hans praktiserende læge Danny Sands på Dansk Selskab for Patientsikkerheds konference den 11. april i København, hvor de fortalte om participatory medicine, som bedst kan oversættes ved ”demokratisk lægevidenskab”.
 

Renalcellekarcinom

Dave deBronkart taler ud fra egen dyrekøbte erfaring. I januar 2007 fik han stillet diagnosen renalcellekarcinom grad 4. Han havde metastaser i lunger, knogler og muskelvæv og fik at vide, at medianlevetiden var 24 uger.

Nyresvulsten blev fjernet kirurgisk, og han blev behandlet med høje doser af det barske middel Interleukin-2. Dave deBronkart fik den sidste behandling i juli, og i september 2007 blev han erklæret rask.

Dave deBronkart var allerede aktivt opsøgende under sin sygdom og vant til at stille spørgsmål: ”Men jeg havde ingen erfaring med at være cancerpatient,” som han siger.

Det var Dave deBronkarts praktiserende læge, Danny Sands, der gav ham det afgørende skub:  ”Danny sagde: ”Følg din journal på hospitalets patientnet. Kommunikér. Skriv ned. Søg information. Og gå på Acor.”

”Det var på Acor, et netværk for cancerpatienter, jeg hørte om højdosis Interleukin, som er en usædvanlig behandling, og de sagde, at jeg skulle finde et hospital, der ville gøre det,” siger Dave deBronkart.

”Der er ingen grænser for, hvor meget værdifuld information der kan komme ud af et patientsite, og havde jeg ikke fået så meget at vide om bivirkningerne fra andre patienter, havde jeg måske ikke stået behandlingen igennem. Patienter er en undervurderet ressource, og hvem er mere motiverede til at ændre på tingene end patienten? Jeg kan ikke forstå, at lægerne føler sig truede.”
 

Begyndte at blogge

I 2008 opdagede Dave deBronkart Society for Participatory Medicine, der arbejder for, at sundhedsprofessionelle skal forstå, at velinformerede og engagerede patienter, der kan træffe informerede beslutninger om deres behandling, har meget at bidrage med i læge-patient-forholdet. ”Det var en åbenbaring,” siger han, som fluks blev aktiv på selskabets e-patient-blog. Nu er han bevægelsens mest kendte talsmand.

”Patienterne mangler det vigtigste, nemlig viden,” siger Dave deBronkart, ”og da internettet kom, blev det muligt for patienter at søge oplysninger, de ellers aldrig ville kunne få, om deres sygdom og behandling. De kan også komme i kontakt med andre patienter, dele viden, komme med gode råd og støtte hinanden. Da jeg fik cancer, havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle gøre.”

Men lægerne skal være med, mener Dave deBronkart.

”De har det kliniske overblik og erfaringen, og de kan hjælpe med til at tolke og sortere i de informationer, patienten kommer med. Men når jeg er ude at tale, møder jeg nogle gange læger, der opfører sig, som om jeg ville stjæle deres bil fra garagen. Nogle tror, at patientinvolvering får en til at miste respekten for læger, men tværtimod.”

Han har selv arbejdet tæt sammen med sin praktiserende læge Danny Sands, og bl.a. har de sammen skrevet Dave deBronkarts journal:

”Vi taler om at ændre måden, læger arbejder på, og forandring er altid svær,” siger Danny Sands:

”Når jeg er ude at tale til læger, siger jeg, at vi bruger masser af tid på at foregive, at vi ved alt og patienterne ingenting, men det er frigørende for lægerne at acceptere, at patienterne er eksperter på sig selv.”

Sygeplejerskernes holdning er også afgørende for, om patienterne kan finde og udnytte deres viden om sygdommen, siger Dave deBronkart.

”Det er sygeplejerskerne, der tager broderparten af patientuddannelsen, for som udgangspunkt er sygeplejerskerne mere indstillet på at samarbejde med patienterne. Læger er ikke teamspillere, og deres uddannelse gør, at de vil være chef for teamet og ikke medlem af teamet. Men sygeplejerskerne er uddannede til at tænke på patienterne og mere villige til at indse, at vi har problemer. Sygeplejersker tror ikke, de er perfekte,” siger Dave deBronkart.

Fakta

Society for Participatory Medicine har til formål at bringe e-patienter og sundhedsprofessionelle sammen. Læs mere på selskabets hjemmeside om bevægelsen, dens politik og holdninger. Her kan man også finde de meget aktive bloggere.

http://participatorymedicine.org/

Emneord: 
Information
Informationsteknologi
Patient
Patientsikkerhed
Sikkerhed

Sygeplejersker udfordres af informerede patienter

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for patientinformation og dialog. Den beskriver en spørgeskemaundersøgelse fra Odense Universitetshospital i 2008, og konklusionen er, at sygeplejersker udfordres af patienter, som har søgt viden om deres sygdom og behandlingsmuligheder, og som på den baggrund stiller krav om præcis og tilpasset information.

SY-2010-03-52aFoto: iStock

Nationale undersøgelser viser, at patienter gennem de senere år har ændret adfærd. De er blevet mere opsøgende, og de har ændrede forventninger til sundhedsvæsenet (1).

En medvirkende faktor er, at brugen og udviklingen af internettet som kilde til information og viden er kraftigt ekspanderet (2). Den hastige vækst i it-samfundet og en hastig vækst af litteratur har bidraget til et øget vidensniveau hos mange patienter.

På den baggrund har vi ønsket at undersøge, hvorvidt sygeplejersker oplever, at patienter har søgt viden om deres sygdom og behandlingsmuligheder, og om det har betydning for den sygepleje, de udøver.

Politisk og samfundsmæssigt er det italesat, at patienter skal tage ansvar, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem krav om informeret samtykke og valg af behandlingssted (3). Dette kræver, at patienterne er velinformerede og har et grundlag at træffe beslutninger ud fra.

Sundhedsstyrelsen påpeger, at sundhedspersonalet skal fremme patientens perspektiv, og at der skal etableres bedre muligheder for patienters og pårørendes aktive medvirken og indflydelse (4). Sygeplejersker er således underlagt sundhedspolitiske krav og er tillige fagligt forpligtede til at medinddrage patienterne. Sygeplejerskers position under patienters møde med sundhedsvæsenet, f.eks. ved indlæggelsessamtale, giver mulighed for at identificere patienternes viden, understøtte deres præferencer og medinddrage dem.

Patienter har i flere sammenhænge tilkendegivet, at systemet - og hermed sygeplejersker - ikke bruger den viden, patienter har, hvilket de finder utilfredsstillende (5,6).

Vi antager, at sygeplejersker i klinisk praksis oplever de ændrede krav som en faglig udfordring. For at udvikle faglighed i relation til den udfordring ønskede vi at undersøge, om sygeplejersker på Odense Universitetshospital oplever, at patienter har søgt viden om sygdom og behandling, og om det har betydning for den måde, de udøver sygepleje på.

Formål og metode

Formålet med undersøgelsen var at problematisere, hvilken betydning det kan have for sygeplejen, at patienter har søgt viden. Resultaterne skal kvalificere sygeplejefaglig udvikling.

Vi har foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt basissygeplejersker på Odense Universitetshospital (OUH) i efteråret 2008. Spørgeskemaet blev udsendt via samtlige udviklingssygeplejersker på OUH. De fik hver 20 skemaer, som blev uddelt tilfældigt blandt sygeplejersker i de respektive afdelinger. I alt blev der udleveret 360 spørgeskemaer. Spørgeskemaet er udarbejdet af artiklens forfattere. For at sikre at spørgsmålene var forståelige, meningsfyldte og stemte overens med formålet, blev spørgeskemaet afprøvet inden undersøgelsens igangsættelse. Denne validering blev gennemført vha. interview med tilfældigt udvalgte sygeplejersker.

Spørgsmålene i spørgeskemaet lød:

  • 1a) I hvor høj grad oplever du, at patienter har søgt viden om sygdom og behandlingsmuligheder?
  • 1b) Har det betydning for den måde, du udøver sygepleje på?
  • Kommentarer - evt. hvilken betydning?
  • 2a) Oplever du, at patienters behov for viden har ændret sig?
  • 2b) Har det betydning for den måde, du udøver sygepleje på?
  • Kommentarer - evt. hvilken betydning?

Der var følgende fire svarmuligheder: I høj grad, i nogen grad, i mindre grad og slet ikke. Deltagerne skulle sætte kryds og havde mulighed for at nuancere svaret under punktet kommentarer.

Resultater

Ud af de 360 uddelte spørgeskemaer modtog vi 208 besvarelser. Besvarelse af spørgsmål 1a) I hvor høj grad oplever du, at patienter har søgt viden om sygdom og behandlingsmuligheder" viste, at samtlige adspurgte sygeplejersker havde oplevet, at patienter har søgt viden om sygdom og behandling (se figur 1).

Besvarelsen af spørgsmål 1b Har det betydning for den måde, du udøver sygepleje på? viste, at 94 pct. af sygeplejerskerne svarede, at det har betydning for den måde, de udøver sygepleje på, at patienter har søgt viden om sygdom og behandling (se figur 2).

SY-2010-03-52b SY-2010-03-52c

Besvarelsen af spørgsmål 2a Oplever du, at patienters behov for viden har ændret sig? viste, at samtlige adspurgte sygeplejersker oplever, at patienters behov for viden har ændret sig (se figur 3).

Besvarelsen af spørgsmål 2b Har det betydning for den måde, du udøver sygepleje på? viste, at 95 pct. af de adspurgte sygeplejersker svarede, at når patienters behov for viden har ændret sig, har det betydning for den måde, de udøver sygepleje på (se figur 4).

SY-2010-03-52d SY-2010-03-52e

Analyse af kommentarer

Sygeplejerskerne har mange kommentarer, som alle er blevet læst igennem flere gange. Med inspiration fra Kvale og Brinkmann har vi foretaget en meningskondensering. Sygeplejerskernes kommentarer blev trukket sammen til korte udsagn (7). Følgende temaer fremkom:

  1. Kategorisering af patienter i forhold til vidensniveau
  2. Information tager udgangspunkt i patienters behov
  3. Information handler også om at korrigere og sortere viden - at gøre relevant
  4. Nye krav til sygeplejersker.

Kategorisering i forhold til vidensniveau

Flere sygeplejersker skriver, at det er meget forskelligt, om patienter har søgt viden. Sygeplejerskerne kategoriserer patienter ud fra alder, uddannelse, social status og sygdom, hvilket efter deres mening har betydning for, om patienter har søgt viden. Sygeplejerskerne skriver bl.a.:

"Nogle patienter er meget vidende, mens andre ikke er det."

"Nogle patienter søger ekstremt meget viden - andre slet ikke.

"De yngre patienter er betydeligt mere oplyste end de ældre, og patienternes sociale status, herunder uddannelse samt sygdomstype, hænger sammen med deres søgen efter viden."

Tager udgangspunkt i patienters behov

Sygeplejerskerne skriver, at den sygepleje, de udfører, skal tage udgangspunkt i patienters behov.

"Jeg tager udgangspunkt i det, patienten fortæller. Jeg forsøger at tilpasse informationen til den viden, patienterne kommer med."

"Min sygepleje retter sig efter den enkelte patients behov og min generelle opfattelse."

Information handler også om at korrigere og sortere viden - at gøre relevant.

At korrigere og sortere viden - at gøre relevant

Sygeplejerskerne skriver, at deres opgave i høj grad ikke kun er at vejlede og informere, men at korrigere og sortere viden, og at patienter har behov for at drøfte informationerne med dem.

"Viden på internettet er lettilgængelig for alle. Indimellem har patienterne misforstået det. Vi oplever ofte, at patienterne har læst en masse, men ikke altid forstået det hele."

"Information og vejledning drejer sig i dag også om at sortere."

"Patienterne vil gerne vende deres viden med en fagperson. Har ofte fået så meget information, f.eks. om symptomer, at der er behov for hjælp til at sortere denne viden."

"Oftest har unge pårørende søgt og fundet ekstremt meget viden på nettet, som de slet ikke kan sortere i, og når jeg så forsøger at hjælpe med at gøre viden relevant i forhold til deres pårørende, så er de meget fastlåste i deres opfattelse af sygdom og behandling."

Nye krav til sygeplejersker

Sygeplejerskernes kommentarer tyder på, at det både fagligt og personligt har betydning for dem, at patienter har søgt viden.

"Vi skal nøje overveje, hvad vi siger til patienterne. Vi skal være sikre på, at de informationer, vi giver, er korrekte."

"Det stiller krav til ens egen viden."

"Mere komplekst, når patienten har søgt viden."

"Jo mere viden patienterne/pårørende har, jo mere skal man være opmærksom på, hvilket niveau informationen skal være på. Det er langt mere udfordrende, og vi skal som personale være klædt meget bedre på vidensmæssigt."

"Det er svært at svare på, om det har ændret sygeplejen, men patienterne har nok flere kritiske spørgsmål nu end tidligere, og det kræver selvfølgelig et ordentligt svar."

Behovet for viden er tiltaget

Vores undersøgelse viser, at samtlige sygeplejersker har oplevet, at patienter har søgt viden om sygdom og behandling. De oplever, at behovet for viden er tiltaget. Disse resultater støtter op om resultater, der er fremkommet i en undersøgelse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen, som viser en tendens til, at patienterne er blevet mere aktive og opsøgende (1). Undersøgelsen viser ikke, at patienterne er blevet mere vidende, men at patienterne i større grad har søgt viden.

Sygeplejerskernes svar tydeliggør, at en måde at håndtere de nye udfordringer på er at kategorisere i forhold til vidensniveau. At kategorisere falder naturligt, når man ønsker at skabe orden og overblik. Det kan være en positiv måde at få indsigt i og skabe viden inden for et område. Men sygeplejersker skal være bevidste om, at kategorisering får betydning både for den, der kategoriserer, og den der bliver kategoriseret. At sygeplejersker kategoriserer, understøttes af fund fra Jacobsen, Pedersen og Albecks undersøgelse, hvor f.eks. ung alder og et langt sygdomsforløb knyttes sammen med stor viden om sygdom, hvorimod en ældre patient med et kort sygdomsforløb ikke forventes at vide så meget (8). Det får betydning for den måde, sygeplejersker kommunikerer med patienterne på, og den måde patienterne oplever at blive mødt på.

Førnævnte undersøgelse anbefaler, at sundhedspersonale gør op med den gængse forestilling om patienter som enten ressourcesvage eller ressourcestærke og i stedet aktivt spørger ind til, hvordan og på hvilke områder hver enkelt patient handler i forhold til sin sygdom og behandling. Desuden skal sygeplejersker lade være med at planlægge informationsniveauet ud fra italesatte kategorier.

Sygeplejerskerne i vores undersøgelse gav udtryk for, at de i forbindelse med information tager udgangspunkt i patienters behov. Der spores en tydelig påvirkning fra Virginia Henderson, som allerede i 1960 beskrev, at det grundlæggende princip i sygeplejen er at hjælpe syge og svage med at tilfredsstille deres grundlæggende behov (9). Patienters behov blev i undersøgelsen ikke uddybet nærmere, det kan betyde, at sygeplejersker fastholder Hendersons grundlæggende idé om, at mennesket har nogle grundlæggende behov, som sygeplejersker bør tage ansvar for at dække, hvis patienten ikke selv kan.

Undersøgelsen viser, at patienter har brug for hjælp til at sortere og korrigere den viden, de har søgt, samt gøre den relevant i forhold til situationen. Lambert og Loiselle finder i deres litteraturgennemgang af sundhedsinformationsøgning frem til, at det at søge information har en positiv betydning for de patienter, som på den måde får deres informationsbehov dækket. I de tilfælde kan information mindske angst og bekymring.

Omvendt kan for meget eller for lidt information have en negativ betydning (10). Sygeplejersker kan møde patienter, som bl.a. har søgt viden på nettet, er blevet overinformerede og har brug for hjælp til at sortere, korrigere og gøre informationerne relevante i forhold til den enkeltes situation og kontekst (8). Det kan betyde, at sygeplejersker føler, at der stilles nye krav til dem.

Sygeplejerskerne oplever, at patienter har ændret adfærd mht. informationssøgning, i den tid de har fungeret som sygeplejerske. Flere sygeplejersker har i deres kommentarer anført, at der bliver stillet nye krav, hvilket tyder på, at sygeplejersker udfordres både på det faglige og det personlige plan.

Ændringen er, at sygeplejersker oplever, at det stiller krav til deres egen viden, og at de skal være klædt bedre på vidensmæssigt.

Anbefalinger til praksis

Vi havde ønsket en højere svarprocent i undersøgelsen, men idet svarene er meget entydige og støtter op om andre fund (1), mener vi, undersøgelsen giver belæg for at anbefale, at

  • sygeplejersker skal have opdateret viden og faglige begrundelser for det forløb, den enkelte patient skal gennemgå i afdelingen, hvilket er oplagt at kortlægge i en patientforløbsbeskrivelse. Denne bør indeholde en kronologisk beskrivelse af de enkelte ydelser, der indgår i et forløb. Det er vigtigt at præcisere ansvars- og opgavefordeling, maksimale ventetider og inddrage relevante evidensbaserede retningslinjer.
  • sygeplejersker skal kunne informere, sortere og korrigere dvs. være skarpe på at tilpasse informationen til den enkelte.

Nogle vil hævde, at der ikke er noget nyt i det, men det er tankevækkende, at sygeplejersker i deres kommentarer lagde vægt på, at de nu nøje må overveje, hvad de siger til patienterne.

Gitte Bekker er udviklingssygeplejerske på Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T, Odense Universitetshospital.  Vibeke Tilgaard Jensen er udviklingssygeplejerske på Øre-næse-hals-afdeling F, Odense Universitetshospital. 

Litteratur

  1. Mandag Morgen. Brugernes sundhedsvæsen. Huset Mandag Morgen/Innovationsrådet; 2007.
  2. Danmarks Statistik. www.dst.dk. Besøgt november 2008.
  3. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Sundhedsloven. Schultz Grafisk; 2007.
  4. Sundhedsstyrelsen. National strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet fælles mål og handleplan 2002-2006. Sundhedsstyrelsen; 2002.
  5. Rasmussen E. Den dag du får kræft. København: Aschehoug; 2003.
  6. Meinicke A. To kaffe og en staveplade. København: Peoples' Press; 2003.
  7. Kvale S, Brinkmann S. Interview. Introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag; 2009.
  8. Jacobsen CB, Pedersen VH, Albeck K. Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed. Sundhedsstyrelsen og Dansk Sundhedsinstitut. Schultz Grafisk; 2008.
  9. Henderson V. Sygeplejens Grundlæggende Principper. København: Dansk Sygeplejeråd; 1967.
  10. Lambert S, Loiselle C. Health Information Seeking Behavior. Qualitative Health Research 2007 ;Vol. 17 (8): 1006-1019.
ENGLISH ABSTRACT

Bekker G, Tilgaard Jensen V. Nurses challenged by informed patients. Sygeplejersken 2010;(3):52-6.

Nurses must break from the principle of planning the level of information based on constructed categories, e.g. age, social status and disease. Nurses should focus more on adapting information to the individual based on the latter's preferences in order to be able to give a proper response.

A questionnaire-based study among ward nurses at Odense University Hospital from au-tumn 2008 shows that all those nurses who responded felt that patients had sought knowledge about their disease and treatment. Nurses feel that this is significant in terms of the information they give patients.

Key words: The informed patient, patient preferences, information level, patient information.

Emneord: 
Kommunikation
Patient
Information
Spørgeskemaundersøgelse