Informations-pc til pårørende på intensivt afsnit

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for informationsteknologi. Hovedbudskabet er, at en informations-pc er et godt supplement til information givet i f.eks. pjecer og mundtligt. Artiklen udspringer af et projekt rettet mod pårørendes behov for information på intensivt afsnit A710 på Vejle Sygehus.

At være pårørende til en intensiv patient kan være en voldsom belastning. De pårørende oplever uvished om fremtiden, og der sker en række ting omkring patienten, som de ikke forstår og ikke har indflydelse på.

De fleste pårørende vil gerne være hos patienten under opholdet på intensiv, men samtidig har de også selv en række behov i relation til den nye og ofte uventede situation, de pludseligt befinder sig i (1,2).

Stort behov for information

De pårørende har bl.a. behov for information. Først og fremmest information om patienten og dennes tilstand, men der er også behov for information af mere generel karakter. Om det udstyr, patienten er omgivet af, om muligheder for de pårørende på afsnittet etc.

Information om patientens tilstand vil altid være individuel og skal gives i det personlige møde mellem pårørende og personale, mens den generelle information til dels vil være fælles for mange pårørende.

Som supplement til den generelle information i f.eks. en pjece og den mundtlige information kan informationsteknologi inddrages. Her kan store mængder information præsenteres overskueligt. Informationerne kan løbende opdateres, og pårørende kan selv bestemme, hvilken information de har behov for og hvornår.

intensiv-vejle.dk

I 2006-2007 blev der gennemført et projekt på intensivt afsnit A710 på Vejle Sygehus med henblik på at inddrage it i informationen til de pårørende. Der blev udviklet en informations-pc på baggrund af behov og muligheder, der var afdækket i en MTV-rapport (3).

Pc'en blev opstillet i pårørendes dagligstue og opkoblet til internet via separat ADSL-forbindelse, så der ikke var forbindelse til sygehusets netværk. Startsiden er en hjemmeside for intensivt afsnit. På hjemmesiden er der lagt en række informationer vedr. intensivt afsnit, der også er oversat til engelsk og tysk, bl.a.:

  • Information om, hvorfor patienter overflyttes til et intensivt afsnit, bemanding, ledelse, mulighed for lægesamtale m.m.
  • Praktiske oplysninger om ophold i afsnittet, mad, parkering, overnatning m.m.
  • Beskrivelse af overvågningsudstyr og respirator, dialyse etc. suppleret med billeder.

Der ligger vejledninger og visitkort med hjemmesidens adresse ved pc'en, og disse kan tages med hjem, så pårørende også hjemmefra kan besøge hjemmesiden. Pårørende informeres både mundtligt og skriftligt om, at de er meget velkomne til at henvende sig til personalet, hvis de har brug for hjælp til informations-pc'en, der også kan anvendes til almindelige søgninger via internettet.

En undersøgelse blandt pårørende i forhold til behovet for generel information viste, at en informations-pc er et godt supplement for nogle, mens andre ikke kan eller ikke ønsker at gøre brug af den. Der vil derfor blive udarbejdet en mappe til pårørendedagligstuen med hjemmesidens informationer.

God aktivitetsmulighed

Ud over at være et informationsredskab er computeren et værdifuldt supplement til de pårørendes aktivitetsmuligheder i afsnittet. Børn bruger den til at spille på, pårørende sender mails, finder telefonnumre osv., og en udenlandsk, langtidsindlagt patient har via computeren chattet med sin datter i hjemlandet.

En informations-pc vil kunne være til gavn for både patienter og pårørende mange andre steder end på et intensivt afsnit, og den vil kunne udvides til at være et mere interaktivt redskab, hvor patienter og pårørende kan give ris og ros, stille spørgsmål og komme med gode idéer til afsnittenes kvalitetsudvikling.

Der kan læses mere om fordele og ulemper ved anvendelse af informations-pc i MTV-rapporten (3).

Hanne Irene Jensen er ansat som intensiv sygeplejerske og kvalitetsmedarbejder på anæstsiologisk afdeling, Vejle Sygehus ( p.t. uddannelsesorlov til scient.san.-studiet).

Jette Ammentorp er ansat som forskningsleder ved Forskningsinitiativet for Sunhedstjenesteforskning på Kolding Sygehus/IRS Syddansk Universitet. 

Litteratur

  1.  Ågård AS, Harder I. Relatives' experiences in intensive care - finding a place in a world of uncertainty. Intensive Crit Care Nurs 2007;23:170-7.
  2. Ellekrog KF. At være pårørende i intensiv afdeling. En kvalitativ undersøgelse af pårørendes oplevelser af plejen og omsorgen i en intensiv afdeling. Publikation nr. 98/2006. ed. Århus 2006: Institut for sygepleje. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.
  3. Jensen HI. Information til pårørende. Hvilke fordele og ulemper er der ved at anvende it i forbindelse med generel information til pårørende på et intensivt afsnit set ud fra et teknologisk, et bruger- og et organisatorisk perspektiv" Modulopgave, SD. 2006: CVSU, Odense.
Emneord: 
Information
Informationsteknologi
Teknologi

Bedre dokumentation gennem audit

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for audit. Hovedbudskabet er, at audit er en egnet metode til at vurdere og forbedre kvaliteten af den sygeplejefaglige dokumentation. Artiklen udspringer af audit foretaget over en årrække på Vejle og Give Sygehus.

  

I denne artikel vil vi beskrive opbygningen af sygeplejejournalen på Vejle og Give Sygehus, hvorfor og hvordan vi valgte at gennemføre audit, og hvilke resultater vi har opnået. 

Strategi for udvikling af sygeplejen

I 1998 udkom en rapport på Vejle og Give Sygehus, som beskrev indholdet i sygeplejejournalerne. I lighed med andre undersøgelser (1,2) viste rapporten

  • at sygepleje ordineret af lægerne var bedre dokumenteret end den selvstændige sygepleje

  • at plejeplanerne ikke fulgte op på de problemer, der blev afdækket i indlæggelsessamtalen

  • at målene for plejen var hensigtserklæringer

  • at evalueringerne derfor ikke foregik ud fra målene.

Efterfølgende vedtog chefsygeplejersken og oversygeplejerskerne en strategi for udvikling af sygeplejen, herunder dokumentationen, og i 2004 ønskede de svar på, hvilke forbedringer af dokumentationen strategien havde ført til. Viste journalerne, at der blev fulgt op på de problemer, der fremgik af den sygeplejefaglige vurdering? Indeholdt sygeplejejournalen en plan for plejen?

Audit blev valgt som metode til at foretage denne vurdering. Audit ville give mulighed for, at en gruppe sygeplejersker vurderede kvaliteten af dokumentationen (3). I audit skulle der skrives planer for, hvordan afsnittet ville ændre dokumentationen, hvorfor det var forventeligt, at audit ville sætte en proces i gang, der kunne føre til bedre kvalitet. For at følge udviklingen blev det vedtaget at gennemføre audit i 2005 og 2006. 

Alle afdelinger har EPJ

Siden 2005 har alle afdelinger haft elektronisk patientjournal (EPJ). Sygeplejejournalen består af en indlæggelsessamtale, behovs- og behandlingsplejeplaner og notatark. Manual til sygeplejejournalen findes på sygehusets intranet.

Indlæggelsessamtalen er et ark (på papir) eller en notattype (i elektronisk patientjournal). Her dokumenteres den dataindsamling, der foregår inden for de to første døgn af indlæggelsen. Samtalen skal afdække

  • årsagen til indlæggelsen
  • patientens forventninger til indlæggelsen
  • patientens nuværende og tidligere funktionsniveau
  • patientens behov for pleje.

De to sidste punkter systematiseres ud fra Virgina Hendersons 14 behovsområder (4). Samtalen afrundes med en sygeplejefaglig vurdering, der beskriver patientens viden, vilje og styrke i forhold de krav, sygdom og indlæggelse vil stille. Den skal endvidere beskrive behovet for sygepleje og tage stilling til, hvilke sygeplejefaglige problemer der kræver oprettelse af en plejeplan.

Plejeplaner anvendes, når patientens problem har et sådant omfang, at der lægges en plan for plejen. Den sygeplejefaglige vurdering ligger til grund for, hvilke plejeplaner der oprettes. Under indlæggelsen kan problemer skrevet i notatarket føre til oprettelse af plejeplaner.

Der skelnes mellem selvstændig og delegeret sygepleje. Definitionerne fremgår af boks 1. Den selvstændige sygepleje dokumenteres i behovsplejeplaner og systematiseres efter Virginia Hendersons 14 behovsområder. Den delegerede sygepleje dokumenteres i behandlingsplejeplaner og systematiseres efter behandlinger eller lægediagnose. De kan indeholde tjeklister og regimer.

Notatarket anvendes til fortløbende dataindsamling, observationer og handlinger, der ikke skrives i plejeplanerne.   

BOKS 1. DEFINITION

Definition af selvstændig og delegeret sygepleje i manual for sygeplejejournalen på Vejle og Give Sygehus:

Selvstændig sygepleje er den sygepleje, hvor sygeplejersken selvstændigt udfører et sygeplejefagligt skøn og tager beslutning om og iværksætter handlinger.

Delegeret sygepleje er den sygepleje, hvor sygeplejersken udfører handlinger efter lægens eller andre fagpersoners anvisninger/ordinationer samt sygepleje, der består i at assistere andre faggrupper, hovedsageligt lægegruppen.

Kvaliteten vurderes
I audit indgik sygeplejejournaler på patienter, som havde været indlagt mere end to døgn i en udvalgt periode. I 2004 blev der gennemført audit på 10 sengeafsnit med 10 journaler i hvert afsnit. To af afsnittene anvendte her stadig papirjournal. I 2005 og 2006 deltog alle 15 sengeafsnit med hver syv journaler. Indlæggelsessamtale, plejeplaner og sygeplejenotater blev skrevet ud, anonymiseret og kopieret.

I udarbejdelsen af vurderingsskemaet valgte vi at vurdere journalen ud fra implicitte kriterier (3). Det betød, at auditdeltagerne ud fra manualen for sygeplejejournalen og deres faglige kvalifikationer vurderede kvaliteten af dokumentationen. Kriterierne tog udgangspunkt i de mangler, som rapporten fra 1998 havde peget på, og de officielle anbefalinger om sygeplejedokumentation (5,6), som indeholdt krav om en faglig vurdering og en nedskrevet plan for plejen. Vi fandt ikke grund til at vurdere, om journalnotaterne var signeret og dateret, da alle afdelinger i løbet af 2005 overgik til elektronisk patientjournal, hvor signering og datering sker automatisk.

Der blev udarbejdet et skema med vurderingskriterier. Dette blev ikke ændret væsentligt fra det oprindelige fra 2004, da intentionen med audit i 2005 og 2006 var at se, om der var sket en bedring af kvaliteten. Boks 2 viser vurderingskriterierne.   

BOKS 2. VURDERINGSPARAMETRE ANVENDT TIL AUDIT I 2005 OG 2006

I audit gennemgås nedenstående emneområder i journalerne, og der sker en vurdering som enten er tilfredsstillende eller ikketilfredsstillende. Ved ikketilfredsstillende angives både en begrundelse for dette og forslag til tiltag, der kan bedre kvaliteten.

1. Indlæggelsessamtale

Den sygeplejefaglige vurdering

følger op på de problemstillinger, der fremgår af indlæggelsessamtalen og

der er oprettet relevante plejeplaner i forhold til den sygeplejefaglige vurdering.

2. Behovs- og behandlingsplejeplaner

  • Handlinger indeholder en 1) fremadrettet, 2) konkret, 3) individuel og 4) præcis plan.
  • Evalueringer indeholder 1) en vurdering af, om handlinger er udført, 2) er systematiske og 3) foregår kontinuerligt
  • Evalueringer fører til 1) relevante justeringer af planen, 2) justeringerne er beskrevet i handlinger og 3) plejeplanen er afsluttet.

3. Sygeplejenotat

  • Problemer beskrevet i sygeplejenotat fører i fornødent omfang til oprettelse af plejeplaner.

Auditgruppen og forløbet

I auditgruppen deltog mindst tre plejepersonaler fra hvert sengeafsnit. Deres opgave var at deltage i audit, at bringe den viden, der opstod i audit videre til personalet, og at implementere ændringer. I 2005 og 2006 deltog afdelingssygeplejersken i audit. Dels som et signal om, at der var ledelsesmæssig fokus på dokumentation af sygeplejen, dels var det hende, der kunne afsætte de nødvendige ressourcer til implementering af forbedringer.

Denne artikels hovedforfatter havde sammen med en klinisk sygeplejelærer til opgave at gennemføre audit på alle sengeafsnit. To forskellige kliniske sygeplejelærere deltog i samtlige audit i henholdsvis 2004 og 2005. Disse eksterne deltagere skulle sikre, at auditmødet forløb i en åben og positiv atmosfære, sikre ensartede vurderinger og fortælle om erfaringer fra andre afsnit. De skulle skrive referat fra audit og samle disse i en rapport.

Alle deltagere fik journalmateriale, vurderingsskema, ordforklaring til vurderingsskemaet (se boks 3) og vejledning i, hvordan audit ville forløbe.  

BOKS 3. ORDFORKLARING TIL VURDERINGSMETODEN

Nedenfor er beskrevet, hvordan ordene, der er anvendt i vurderingen, skal forstås. Det drejer sig om ord, som knytter sig til vurdering af plejeplanerne.

Under handlinger

  • Med konkret menes, at planen er enkel og entydig, ikke generel og abstrakt.
  • Med præcis menes, at planen er nøjagtigt fastsat og utvetydig.
  • Med individuel menes, at planen tager udgangspunkt i den enkelte patient - at planen ikke beskriver mulige handlinger i forhold til patientgruppen.

Under evalueringer

  • Med systematisk menes, at evalueringerne er relateret til problemet, at der f.eks. ikke skrives om ernæring i en mobiliseringsplejeplan.
  • Med kontinuerligt menes, at der løbende foretages evalueringer og justeringer.
  • Når en plejeplan afsluttes, bør det foregå med en vurdering, der beskriver årsagen til afslutningen, og at planen er gennemført.
  • Hvis plejeplanen afsluttes i forbindelse med udskrivelse, beskrives, i hvilket omfang planen er gennemført.

Tabel%20400%20pix
De første år indebar audit en individuel forberedelse. Deltagerne skulle læse materialet igennem før auditmødet og hver især tage stilling til, om de fandt de enkelte punkter tilfredsstillende eller ej. Denne praksis blev ændret i 2006, hvor vi læste journalerne direkte ved skærmen og foretog den individuelle vurdering på mødet. Herved blev forbruget af timer, som det fremgår af tabel 1, reduceret betydeligt.

På mødet blev de enkelte kriterier drøftet, til der var opnået enighed. Begrundelser og forslag til forbedring blev skrevet ned, når deltagerne ikke fandt et punkt tilfredsstillende. Det var vigtigt, at der også kom forslag til, hvordan forbedringerne kunne implementeres i afdelingen.

Kvaliteten af dokumentationen fremgik af det referat, der blev udarbejdet fra hver audit. For at give et samlet billede af kvaliteten blev afsnittenes sygeplejefaglige vurdering, behovs- og behandlingsplejeplaner samt notater placeret i fire grupper, hvor kvaliteten var nogenlunde ensartet. Grundlaget for placering i grupper fremgår af boks 4. Gruppe 1 svarer til den dårligste gruppe og gruppe 4 til den bedste kvalitet. Placeringerne i grupper blev anvendt til at sammenligne resultaterne fra år til år for de enkelte afsnit og til at vurdere kvaliteten på sygehusene.

Tabel%20450%20pix

Audit som læring

I løbet af audit var hensigten at bryde nogle af de antagelser om dokumentation, der eksisterede, og skabe vilje til forandring.

Det forudsatte et åbent og trygt miljø (7). De eksterne deltageres opgave var at skabe dette miljø og hjælpe deltagerne til at reflektere kritisk over den daglige praksis (8).

De skulle stille de spørgsmål, der fik deltagerne til at beskrive og begrunde deres antagelser om dokumentation, udfordre disse og få dem til at se nye muligheder.

De skulle få deltagerne til at overveje, om deres antagelser var rigtige, om årsagen til problemerne var noget andet end det, de regnede med, og om problemerne kunne løses på en anden måde end den vante.

Mange af deltagerne i audit havde antagelser som

  • "Jeg kan ikke lave en sygeplejefaglig vurdering."
  • "Det tager for lang tid at skrive plejeplaner, og data forsvinder."
  • "EPJ gør plejeplaner uoverskuelige."

Antagelser som disse blev gennem auditforløbet udfordret for at skabe rum og vilje til at forbedre dokumentationen.

Samtidig skulle der skabes et nyt billede af, hvordan dokumentationen kunne se ud; at den kunne blive mere sygeplejefaglig og fremadrettet, hvis den byggede på den sygeplejefaglige vurdering og plejeplaner; at dette kunne spare tid til dokumentationen og lette overblikket for de kolleger, der mødte i vagt og efter fridage; at det ikke var EPJ, der var en hindring, men sygeplejerskernes holdning til og arbejde med dokumentationen.

Der blev hele tiden taget udgangspunkt i den praksis, der var i afdelingen, og de positive tendenser, som blev fundet i journalerne, blev fremhævet gennem hele processen. Det var vigtigt at vise personalet, at de kunne skrive gode sygeplejefaglige vurderinger og plejeplaner.

Auditmetoden fundet egnet

Vurderingerne kunne ikke være 100 pct. entydige og præcise, da audit var gennemført med implicitte kriterier. Det var heller ikke ønskeligt, da dokumentationen ud over at skulle leve op til officielle krav tog udgangspunkt i de forskellige patientkategorier, der var i de enkelte afsnit. Vi søgte at sikre ensartethed ved, at

  • eksterne deltagere deltog i alle audit
  • formulere de kriterier, der skulle vurderes ud fra de retningslinjer for sygeplejefaglig vurdering og plejeplaner, som var beskrevet i manualen
  • anvende de samme kriterier hvert år
  • artiklens hovedforfatter deltog i alle audit.

Da der kun indgik syv journaler fra hvert afsnit, kan resultaterne ikke generaliseres for de enkelte afsnit, men kan pege på tendenser, og vi vurderede, at auditmetoden var egnet til at kunne vurdere kvaliteten af dokumentationen og udviklingen af denne på de enkelte afsnit. Samtidig fandt vi, at audit kunne give et overblik over niveauet på sygehusene og vurdere ændringer i kvaliteten.

Audit som igangsætter

Nogle af de tiltag, der efterfølgende blev gennemført for at forbedre dokumentationen, var at

  • afholde audit på personalemøde, så flere fik muligheden for at opleve de ahaoplevelser, som auditmedlemmerne havde haft
  • diskutere i afdelingen, hvordan god dokumentation skulle se ud
  • vise de gode eksempler frem
  • udarbejde forslag til formuleringer på sygeplejefaglig vurdering og planer som hjælp til at overvinde skriveblokeringer
  • undervise personalet. Dels opfriskningskurser i forhold til teknikken i den elektroniske journal, dels undervisning i "sådan dokumenterer vi i vores afdeling"
  • præcisere, hvem der var ansvarlig for at skrive sygeplejefaglig vurdering og starte på plejeplanerne
  • fremhæve, at det var et fælles ansvar at skrive journal, at det var i orden at begynde en indlæggelsessamtale eller plejeplan, som kunne gøres færdig, efterhånden som der kom flere data om patienten
  • sætte fokus på et område, f.eks. ernæringsplejeplaner eller sygeplejefaglig vurdering.

Erfaringen fra forløbet har været, at opbakning fra afdelingssygeplejersken og indsatsen fra afsnittenes auditdeltagere havde stor betydning for at sætte gang i og fastholde processen. Afdelingssygeplejerskens opbakning sikrede den nødvendige tid og signalerede, at dokumentation var et væsentligt område i sygeplejen. Ildsjælene gik foran, viste vejen og havde det daglige fokus på dokumentation. De sikrede ensartetheden og sikrede, at data kunne findes der, hvor det var aftalt, at de skulle findes.

Audit har ført til bedre dokumentation

Sammenfattende har resultaterne i 2005 og 2006 vist, at audit satte gang i en proces, der har bedret kvaliteten af dokumentationen:

  • Flere afsnit lavede en mere tilfredsstillende sygeplejefaglig vurdering ved indlæggelsessamtalen i 2006 end tidligere.
  • Kvaliteten af planerne i behovsplejeplanerne var stabiliseret, og kvaliteten af behandlingsplejeplanerne steg. God kvalitet i planerne ville sige, at plejeplanerne holdt sig til planens problem og var fremadrettede, individuelle og konkrete.
  • Notater i notatarket førte i stigende grad til oprettelse af relevante plejeplaner og indeholdt ikke notater, der burde have stået i plejeplanerne.

Resultaterne gav endvidere mulighed for at følge udviklingen i de enkelte afsnit.

Omfanget af dokumentation af den selvstændige sygepleje og dobbeltdokumentation fremgik ikke af indplaceringen i grupper. Af referaterne fra auditmøderne i 2004 fremgik, at den selvstændige sygepleje fortsat var underdokumenteret, og at der foregik dobbelt dokumentation af f.eks. uddeling af medicin. Allerede i 2005 fremgik det af referaterne, at disse forhold var bedret.

Den årlige gennemgang af journalerne gjorde det endvidere muligt at 

  • konstatere, at systematikken fungerede
  • finde de områder, hvor en fælles indsats var nødvendig
  • formulere krav til de tekniske muligheder i den elektroniske patientjournal.

Sidst, men ikke mindst oplevede personalet, at en god sygeplejefaglig vurdering og ajourførte plejeplaner var et godt redskab til at få overblik over patienternes behov for pleje og sparede tid, når de skulle skrive og læse journal.  

Flere årsager til gode resultater

Resultaterne fra audit i 2004 viste ikke fremgang i forhold til rapporten fra 1998. Resultaterne fra audit i 2005 og 2006 viste, at kvaliteten blev bedre. Der er flere dele i processen, som kan have ført til de gode resultater. Fokus på dokumentationen og opbakning fra ledelsen har i flere sammenhænge vist sig positiv uanset valg af metode (9,10). Erfaringer fra Sønderborg (9) har vist, at evaluering af dokumentationen førte til positiv udvikling i dokumentationen. Illeris et al. beskriver, at læring i arbejdslivet foregår dels i den enkelte og dels i samspil med arbejdskollektivet (7). De drøftelser, der foregik i vores auditgrupper, indeholdt begge processer og har sandsynligvis medvirket til den effekt, vi oplevede med audit.

Uanset hvilke dele i processen der har haft effekt, har de årlige audit ført til en bedre sygeplejefaglig dokumentation. Det er derfor besluttet at fortsætte med årlige audit. Ud fra resultaterne i 2006 er det besluttet at have fokus på den sygeplejefaglige vurdering. Det diskuteres også at bringe nye temaer som for eksempel information ind i evalueringen.

Dorte Dall-Hansen var ansat som sygeplejerske på Øre-, Næse- og Halsafdelingen, Vejle og Give Sygehus.
Ninna Vendel Friis er chefsygeplejerske på Vejle og Give Sygehus.

Kvaliteten af dokumentationen i de enkelte afsnit, indplaceret i vurderingsgrupper, og udviklingen over de undersøgte år er beskrevet i rapporten "Audit 2006. Sygeplejefaglig dokumentation 2004-2006, Vejle og Give Sygehus". Den kan rekvireres ved henvendelse til Dorte Dall-Hansen.

Litteratur

  1. Engvall G. Utvärdering av en omvårdnads-dokumentationsmodel. Vård i Norden 1994;14(4):19-23.
  2. Tewes M, de Lichtenberg AM, Thoms M, Brems K. Mangelfulde sygeplejejournaler. Sygeplejersken 1994;(35):6-9.
  3. Blomhøj G, Kjærgaard J, Mainz J, Andersen KV. Audit. I: Kjærgaard H, Mainz J, Jørgensen T, Willaing I, editors. Kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. 1. udgave. København: Munksgaard; 2001. p. 107-130.
  4. Henderson V. Sygeplejens grundlæggende principper. København: Dansk Sygeplejeråd; 2000.
  5. Dansk Sygeplejeråd. Retningslinjer for føring og opbevaring af sygeplejejournaler. København: Dansk Sygeplejeråd; 2004
  6. Sundhedsstyrelsen. Vejledning om sygeplejefaglige optegnelse. København: Sundhedsstyrelsen; 2005.
  7. Illeris K, editor i samarbejde med Andersen V et al. Læring i arbejdslivet. 5 i serien Learning Lab Denmark. 1. udgave. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 2004.
  8. Kolb DA: Den erfaringsbaserede læreproces. I: Illeris K, editor. Tekster om læring. 1. udgave. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 2006. p. 53-57.
  9. Scheel LS. Dokumentation bør evalueres. Sygeplejersken 1999;(10):31-37.
  10. Nyholm R. Dokumentation en forudsætning. Sygeplejersken 1994;(40):27-29.
ENGLISH ABSTRACT

Dall-Hansen D, NV Friis. Auditing makes for better documentation. Sygeplejersken 2008;(3):56-61.

Audit is a method which can be used for the evaluation and development nursing documentation.

Studies of the nursing records and Vejle and Give Hospitals in 1998 and 2004 showed that the documentation described actions prescribed by doctors and that nurses' evaluations were not written down and that no plans were drawn up for nursing. In the light of this, an audit was carried out on nursing records on the wards at Vejle and Give Hospitals. Seven to ten journals were examined per ward, using implicit criteria. The audit group consisted of at least three members of staff, the article's main author and, in 2004 and 2005, a clinical nurse. On the basis of the resulting reports, the records were placed in four groups descriptive of different qualities. The results of the 2006 audit showed that more nurses' evaluations are written, that planning of nursing activities are more future-oriented, that independent nursing activity is better documented and that there was less duplicate documentation.

Audit provides a method of evaluating documentation which is based on the staff's own evaluations and lead to better documentation.

Key words: Audit, electronic patient records, nursing records, documentation.

Emneord: 
Dokumentation
Kvalitet
Informationsteknologi

Patienter bruger internettet aktivt

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for internettet som forum for sundheds- og sygdomsinformation. Hovedbudskabet er, at der blandt patienter med leddegigt er et ønske om, at de hospitalsafdelinger, patienterne er tilknyttet, satser på at udbygge og udvikle deres hjemmesider og tænker i nye elektroniske kontaktmuligheder.

Brugen og udviklingen af internettet som stedet, hvor der kan hentes oplysninger om sundhed og sygdom, er ekspanderet. Som sygeplejersker inden for reumatologien oplever vi i stigende grad, at også patienter med reumatoid artrit (RA) søger oplysninger om deres sygdom på nettet. En viden, vi konfronteres med i mødet med patienterne, hvorfor det er nødvendigt, at vi som professionelle kan imødegå og evt. korrigere patienternes viden fra nettet.

I denne artikel vil vi præsentere resultater fra vores undersøgelse om RA-patienters brug af internettet som kilde til information om deres sygdom og behandling.

Internettet påvirker menneskers sundhedsvalg

I Danmark er der flere sundhedssider at vælge imellem, hvoraf alene Netdoktor ifølge Gallups Website Index i maj 2007 havde over 821.000 besøgende (1).

I USA er der lavet store undersøgelser om brugen af internettet som kilde til information om en lang række sygdomme. Af de amerikanere, som har adgang til internettet, søger 80 pct. specifikt på sundhedsoplysninger. Undersøgelserne viser endvidere, at de oplysninger, som patienterne finder på nettet, har indflydelse på de valg, de efterfølgende træffer. Således oplyser 53 pct., at de informationer, som de finder, har indflydelse på, hvordan de tager vare på sig selv eller andre. Den gruppe, som lader sig mest præge af de fundne informationer, er patienter, der har fået stillet en alvorlig diagnose. Derudover påvirker det folks valg i forhold til at søge læge/skifte læge i forhold til at ønske medicinændringer eller i forhold til den daglige livsførelse.

Endnu et interessant aspekt ved den amerikanske undersøgelse er, at det primært er kvinder, der bruger disse hjemmesider, enten i søgen efter oplysninger rettet mod dem selv eller i forhold til deres familie og venner (2).

Inden for det reumatologiske speciale er det i Europa særligt den tysksprogede hjemmeside Rheuma-online, der har gjort opmærksom på sig selv. Den har over 150.000 besøgende på månedsbasis. Rheuma-online blev oprettet i 1997 og indeholder alverdens oplysninger (Rheuma von A-Z) samt regelmæssige nyhedsbreve. I takt med succesen er siden udvidet til også at indeholde det såkaldte OMORA-program. Programmet er oprettet som en elektronisk monitorering af RA, hvor patienterne selv kan klikke ind på siden, taste deres symptomer ind og få en umiddelbar anvisning til videre undersøgelse og/eller behandling (3).

En dansk undersøgelse, som inkluderer 100 patienter, viste, at 51 pct. af patienter spurgt i almen lægepraksis brugte nettet til at søge oplysninger relateret til sundhed. Dertil viste undersøgelsen, at det særligt var oplysninger relateret til en specifik sygdom, patienterne søgte på, og at de generelt var tilfredse med den fundne information (4).

Sygepleje på forkant

Der er ikke lavet undersøgelser om, hvor meget danske patienter med en reumatologisk diagnose bruger internettet som stedet, hvor de henter information om sygdom og behandling. Men vi, der arbejder inden for specialet, oplever i stigende grad, at patienterne søger og finder oplysninger på nettet, som vi efterfølgende bliver konfronteret med og dermed bliver nødt til at forholde os til.

Vi oplever også, at patienter bliver unødigt skræmt eller direkte misforstår de oplysninger, de finder. Enkelte gange har de fravalgt en behandling ud fra de fundne oplysninger. Denne erfaring underbygges af den amerikanske undersøgelse (2), hvor det beskrives, at patienter kan blive både forvirrede og frustrerede over det, de har læst på nettet. Hvis patienterne skal have tillid til sundhedsvæsenet, er det derfor afgørende, at de informationer, der hentes på nettet, ikke er misvisende eller direkte forkerte. Konsekvensen kunne være unødig ængstelse eller direkte mistro.

Vi bliver derfor nødt til at være med til at præge udviklingen af informationer relateret til vores fagområder og følge med i, hvad der er tilgængeligt af oplysninger, så patienterne kan få god supplerende information af de fagprofessionelle. Vi må være på forkant med det, vi efterfølgende kan blive konfronteret med.

Disse overvejelser fik os til at sætte en undersøgelse i gang blandt vores patienter på vores dengang fælles arbejdsplads. 

METODE OG MATERIALE I UNDERSØGELSEN

I undersøgelsen har vi først afdækket tilgængelige hjemmesider på internettet om reumatologi, hvor målgruppen er patienter.

Nogle hjemmesider er specifikt rettet mod at give oplysninger om RA og emner relateret hertil. Andre rummer en mere bred og almen information om gigtsygdomme i al almindelighed, og andre igen har fokus på generelle sygdoms- og sundhedsoplysninger.

Nogle af hjemmesiderne er oprettet og sponsoreret af medicinalindustrien.

Dernæst er der udført en spørgeskema-undersøgelse over tre måneder blandt ambulante patienter med RA på Rigshospitalets Reumatologiske Klinik.

Spørgeskemaet blev uddelt i vinteren 2004 til alle dansktalende RA-patienter ved den ambulante kontrol, hvor det også blev udfyldt og afleveret i en postkasse.


Formål, metode og materiale

Formålet med undersøgelsen var at undersøge RA-patienters brug af internettet som kilde til information om sygdom og behandling - herunder:

  • Hvor mange patienter bruger regelmæssigt internettet til at hente informationer om emner relateret til deres sygdom?
  • Hvilke konkrete emner relateret til sygdommen søger patienterne viden om?
  • Hvilke dansksprogede hjemmesider kender patienterne?
  • Hvordan vurderer patienterne de enkelte hjemmesider?
  • Hvor mange patienter ønsker mulighed for elektronisk kontakt med sundhedsprofessionelle?

I alt 150 (35 mænd, 115 kvinder) patienter besvarede spørgeskemaet, hvilket er en svarprocent på 100. Aldersspredningen ligger med en ratio fra 23-81 år med en medianværdi på 54 år. Sygdomsvarigheden for den samlede gruppe ligger med en ratio fra 1-40 år med en
medianværdi på 11 år.

Resultater

Gruppen af patienter, der søger oplysninger relateret til deres sygdom via internettet, udgør i alt 90 patienter (60 pct.): 26 mænd og 64 kvinder med en medianalder på 50 år (aldersratio 23-73) og med medianværdi på 10,5 års sygdom (varighedsratio 1-40). Mændene er signifikant hyppigere netbrugere end kvinderne (p

De syv mest søgte emner på nettet blandt de 90 aktive netbrugere er medicin, fremtid, sygdom, kost, smerter, seksualitet og motion (se figur 1).

SY-2007-22-57

Som det ses af figur 2, kender ca. 90 pct. af netbrugerne Gigtforeningens hjemmeside. Hvorimod siden biotik.dk er kendt af relativt få patienter.

SY-2007-22-58a
Ud fra kendskabet til de enkelte hjemmesider har patienterne vurderet deres oplevelse af kvalitet i indholdet (se figur 3).

SY-2012-22-58b
Af de ca. 90 pct., som kender Gigtforeningens hjemmeside, vurderer over 80 pct. hjemmesiden som værende meget god/god. Ingen hjemmesider vurderes i kategorien meget dårlig.

79 pct. kvinder og 77 pct. mænd af samtlige 150 respondenter angiver, at det er meget vigtigt eller vigtigt, at hospitalet bruger ressourcer på at udbygge egen hjemmeside (se figur 4).

SY-2012-22-60a
67 pct. kvinder og 59 pct. mænd af samtlige 150 respondenter angiver, at det er meget vigtigt/vigtigt, at hospitalet omfordeler ressourcerne og etablerer en mulighed for elektronisk kontakt med de forskellige faggrupper (se figur 5).

SY-2012-22-60b

Syv populære søgeemner

Resultaterne bekræfter vores erfaringer fra dagligdagen om, at patienter med RA i høj grad anvender nettet til at søge information om sygdom og relaterede emner.

Netop en sygdom som RA vil have indvirkning på patientens hele liv, og de emner, patienterne søger på, bekræfter dette. Motion, kost og seksualitet er generelt populære søgeemner, uanset kronisk sygdom eller ej (2), men for patienter med RA vil emnerne rumme individuelle behov for oplysning og rådgivning - afhængigt af sygdommens forløb og karakter. I forhold til seksuelle emner kan en fordel for RA-patienten være, at det er et emne, det er nemmere at læse om end at tale med de professionelle om?

En anden mulighed er, at de professionelle ikke tager emnet op i kontakten med patienterne?

Medicin og smerter er knyttet til RA og vil for mange patienters vedkommende være en stor del af hverdagen. Måske søger patienterne efter den seneste viden eller råd om alternative medikamenter?

Hvad patienterne forventer at finde, når de søger på et ord som fremtid, er også uvist. Måske handler det om sygdommens prognose, eller det kan være et spørgsmål om den eksistentielle fremtid i form af, hvad sygdommen vil få af konsekvenser på fremtiden for patienten og dennes pårørende.

Undersøgelsen viser ikke forskel i emner, mænd og kvinder søger oplysning om (se figur 1). En af sygeplejens opgaver er bl.a. at forebygge, at patienten opnår unødig ængstelse og uro på grund af læsning af nogle mindre gode informationer.

Og med det informationsboom, der er, vil det være helt reelt og relevant, at patienterne forventer, at de professionelle er i stand til at anbefale de sider, hvor der kan hentes supplerende information.

Mandlige patienter ser anderledes på sygdom

I forhold til andre undersøgelser (2) er der i denne tale om, at der er signifikant flere mandlige netbrugere. Det kunne åbne for en diskussion om, hvorvidt man i hospitalssystemet i tilstrækkelig grad imødekommer de mandlige patienter. Mænd forholder sig anderledes til sygdom end kvinder.

De har generelt svært ved at beskrive sig selv som syge. De forbinder sig modsat kvinder ikke med den passive, lidende rolle og har ikke brug for svaghed. De ønsker i større stil selv at klare symptomer og problemer og stå stærkt udadtil, og det betyder, at de ikke er vant til og har mindre lyst til at sætte ord på, hvad de føler og oplever (5). Netop ved at søge informationer på nettet eksponeres denne svaghed ikke, hvilket igen stiller store krav til, at de oplysninger, de henter på nettet, er valide og de rigtige.

Der er også det aspekt, at en lang række reumatologiske sygdomme primært rammer kvinder, og derfor er det indirekte kvinderne, der sætter dagsordenen i forhold til, hvad god pleje og information er - i hvert fald på en reumatologisk afdeling.

Mangler skal afdækkes

At patienter i så stor stil søger supplerende information om sygdom og behandling, er interessant set i det lys, at respondenterne i denne undersøgelse netop har deres faste gang i ambulatoriet og derfor har rig mulighed for at få svar på generelle såvel som specifikke spørgsmål.

Om dette er en tendens, der peger hen mod den vidende og velforberedte patient, som ønsker at få bekræftet informationer givet i det behandlingsregi, han/hun besøger, eller om det skyldes, at man under besøget ikke har nået at drøfte netop det, der på det givne tidspunkt var mest vigtigt for patienten, er på baggrund af denne undersøgelse uvist, men absolut interessant og relevant at få afdækket.

Under alle omstændigheder er den vidende patient, den ressourcefulde patient eller ekspertpatienten blevet begreber, som vi i større stil må forholde os til. Ekspertpatienten - den gode rollemodel i forhold til, hvordan man takler hverdagen og symptomer ved kroniske sygdomme - er blevet et aktiv, som bl.a. bruges i patientuddannelsesprogrammer, hvor det netop er ekspertpatienter, der underviser andre patienter.

Hospitalets hjemmeside bør udbygges

Selv om undersøgelsen peger på, at der blandt de aktive netbrugere med RA er stor tilfredshed med eksisterende hjemmesider, der indeholder generel information om RA, mener over 70 pct. af respondenterne, uanset om de aktuelt søger oplysninger på nettet eller ej, at hospitalets hjemmeside skal udbygges. Dertil mener langt over halvdelen, at der er behov for en netbrevkasse, hvor man kan få svar på spørgsmål fra professionelle.

Dette tyder på, at der er behov for at supplere de eksisterende informationsmuligheder på nettet fra hospitalsside, ligesom en del af de patienter, der aktuelt ikke bruger nettet i forhold til deres sygdom, ville gøre det, hvis informationerne kom fra en anerkendt kilde, f.eks. det sted, hvor patienten er tilknyttet rent behandlingsmæssigt.

En udbygget hjemmeside med specifikke oplysninger om sygdom, behandling og relevante emner vil således hurtigt kunne blive et krav fra patienterne i deres iver efter viden.

Sygeplejekonsultationer i cyberspace

Information i forhold til sygdom og sundhed kan gives på mange måder og af mange forskellige afsendere - med hver deres hensigt - ligesom kvaliteten i informationerne er forskellig.

Og der gives ikke én type viden, der er den rigtige for alle patienter med RA. Dels er de forskellige steder i deres sygdoms- og livsforløb, og dels har de forskellige behov, også for viden.

Så den faglige udfordring på en hospitalsdrevet hjemmeside bliver klart at sondre mellem, hvilken information patienterne som minimum skal modtage - og på hvilken måde. Vores undersøgelse viser ikke, hvad patienterne konkret forventer af de professionelle på en hospitalsbaseret hjemmeside, hverken i en evt. personlig kontakt eller via en netbrevkasse. Svaret på dette kræver nye undersøgelser.

Selv om kvaliteten i informationerne på en hjemmeside er i top, er det fortsat envejsformidling. En netbrevkasse, besvaret af professionelle inden for det reumatologiske speciale, åbner mulighed for en interaktiv dialog.

Patienten kan stille sit spørgsmål, når det dukker op, uden at være underlagt telefontider eller i værste fald et halvstresset personale, der måske ikke har tiden her og nu til at give et ordentligt svar. Så et af de spændende perspektiver for sygeplejen fremover, som vores undersøgelse peger på, er etableringen af sygeplejekonsultationer i cyberspace.

Den direkte kontakt kan aldrig erstattes

Patienter med reumatoid artrit henter i forvejen mange oplysninger på internettet - både om selve sygdommen og behandlinger heraf, men også om emner, der mere generelt er knyttet til det menneskelige liv. Det er dog et ønske fra patienterne, at også de hospitalsafdelinger, patienterne er tilknyttet, bør satse på at udbygge og udvikle deres hjemmesider og tænke i nye elektroniske kontaktmuligheder.

Den direkte kontakt med patienten og ønsket om at forstå sin patient med alt, hvad det indeholder af menneskelig indsigt og viden, vil hverken en hjemmeside med informationer, en brevkasse eller sygeplejekonsultationer i cyberspace kunne erstatte. Men mediet kan formes, så det kan blive et positivt supplement i udviklingen af sundhedsinformatikken.

Lene Sigaard er ansat som klinisk oversygeplejerske på Geriatrisk/reumatologisk afdeling, Glostrup Hospital.
Janni L. Larsen arbejder som projektsygeplejerske og Lene Lauridsen som sygeplejerske på Reumatologisk Klinik, Rigshospitalet. Anette S. Romdal er ansat som afdelingssygeplejerske på Radioterapiklinikken, Rigshospitalet.

Der er udarbejdet et abstract og en poster, hvor undersøgelsens resultater præsenteres. Interesserede læsere kan kontakte Lene Sigaard vedr. denne.

Litteratur

  1. www.fdim.dk  
  2. Fox S. Fallows D. Internet Health resources. Pew Internet & American Life Project, 2006, www.pewinternet.org
  3. Langer HE. Rheumatology goes online. Abstract, Eular 2004. Kan findes via www.eular.org
  4.  Nielsen S. Eidner A. Dørup JG. Patienternes brug af Internettet i danske praksis. Ugeskrift for læger 167/23 - 6. juni 2005 p. 2515-2518.
  5. Simonsen SS. Mænd, sundhed og sygdom: Ronkedorfænomenet. Klim, 2006.
ENGLISH ABSTRACT

Sigaard L, Larsen JL, Lauridsen L, romdal AS. Patients make active use of the Inter-net. Sygeplejersken 2007;(22):56-61.

International studies show that information found on the Internet influences the choices subsequently made by patients. At the clinic we are also confronted to an increasing extent with information patients have found on the Internet. The purpose of this study is to examine rheumatoid arthritis (RA)-patients' use of, and attitude to, the Internet.

Method: 150 ambulant RA-patients (35 men, 115 women) completed a questionnaire about the way they use the Internet. Response percentage 100.

Result: 90 (60 %) (26 men, 64 women) use the Internet to search for information related to their illness. Men are significantly more regular users of the Internet than women (p

The most frequently searched topics are: medicine, the future, illness, diet, sexuality and exercise.

Conclusion: More than half RA-patients search for information about illness, treatment and topics related to everyday life. Exactly what the patients need to know and what they expect in the way of information from health professionals requires a more in-depth, more qualitative study method.

Key words: IT, information, knowledge, Internet letter page, RA, arthritis

Emneord: 
Informationsteknologi

Familiens historie på dvd

Artiklen henvender sig til sygeplejersker på plejehjem og beskriver, hvordan man kan optage og gemme lydfiler med gamle menneskers erindringer. Artiklen er baseret på forfatterens optagelser med sin mor, og den giver gode råd om, hvordan man fører en samtale om tidlige erindringer med et dement menneske.

Når det bliver svært at huske, hvad der lige er sket, er det godt at kunne bevæge sig i minderne om fortiden. Og her har mange demente en stor reserve af historier, der bare skal lokkes frem. Men personalet på plejehjemmene kan ikke altid vide, hvad de skal snakke med den demente om. For når man spørger ind til minderne, skal man kunne noget af historierne selv for at få den demente til at fortælle videre.

Det er helt naturligt familien, der skal få den demente til at fortælle sin egen og slægtens historie, og det er på høje tid, når demensen sætter ind. Fortællingen giver også den demente en fornemmelse af at være til nytte, én der kan give noget, vi andre gerne vil ha'.

Når fortællingerne bliver gemt på den digitale båndoptager på computeren, og det hele bliver sat sammen med videoer og fotos og gemt på cd eller dvd, er grunden lagt til familiens "Her er vores liv."

Jeg har gennem et par år interviewet min demente mor og gemt samtalerne som lydfiler på computeren.

Det hele startede som en reaktion på, at det var svært, og somme tider også deprimerende, at sidde og snakke om almindelige hverdagsting ved besøgene på plejehjemmet.

En almindelig hilsen som "nå, hvordan går det så i dag" gav det helt forudsigelige svar: "Det går ikke så godt, jeg er så træt af det hele."

Det var et udtryk for den frustration, der kommer, når der ikke mere er ret meget at glæde sig til og at leve for - når min demente mor godt var klar over, at de frie valgs tid var forbi, og at dagen i morgen nok vil blive lige så indholdsløs som dagen i dag.

Problemet var, at jeg fokuserede på nutiden og fremtiden, og det havde ingen mening for min mor. Det var også et problem for personalet på plejehjemmet at snakke med mor om andet end hverdagsting i forbindelse med plejen, for det er svært at holde en samtale i gang med en dement, hvis ikke man kan støtte med stikord, når sætningerne skal formuleres.

Man skal med andre ord kende den dementes fortid godt for at kunne snakke med om den.

Den fortid kender jeg som søn, og det var derfor naturligt for mig at prøve at få mere indhold i mors hverdag ved at genopfriske de mange historier, hun i tidens løb har fortalt om sit og familiens liv.

Jeg ville også gerne gemme historierne for eftertiden, så jeg tog min bærbare computer med hen på plejehjemmet. Jeg har installeret en elektronisk båndoptager på den, så med mikrofonerne sat til gik jeg i gang med at interviewe.

En anden type interview

Et interview med en dement foregår efter et helt andet mønster end andre interview. Det har mere karakter af en dialog, hvor intervieweren er mindst lige så meget på som den interviewede. Det er interviewerens opgave at holde samtalen i gang ved at fodre med stikord, der giver den demente en chance for at svare, og der skal lyttes grundigt til svarene, for den demente kan sjældent selv følge op på en tråd i snakken. Der skal støtte til.

Der vil også komme mange pauser i snakken. Det er naturligt, for der skal bruges meget energi på at tænke sig om, før der svares. Hvis optagelsen var bestemt til Lokalhistorisk Samling, skulle den gemmes med pauser og fortalelser, for der må ikke rettes i historisk kildemateriale.

Men det er synd for den demente at afspille en uredigeret optagelse. Jeg har prøvet det én gang med min mor, hvor hun gav udtryk for, at hun godt nok lød ringe. Hun blev ked af det.

Det var tankeløst af mig, og det skete også kun den ene gang.

Med den digitale båndoptager kan man på få minutter fjerne tænkepauserne i optagelserne, og så er det pludselig en almindelig flydende samtale, der kan afspilles. Det er historieforfalskning, men det giver den demente et værdigt indtryk af, at hun stadig kan være med i en almindelig samtale.

    1507-45-01
   

Figur 1. Disse seks knapper er alt, hvad du skal kunne betjene for at få din computer til at virke som en båndoptager.

     
    1507-44-01B
    Figur 2. Når optagelsen er startet, kan stemmen følges som bølger på skærmen.
     
    1507-45-02C
    Figur 3. Pauser optræder som linjer uden bølger. De kan nemt markeres og skæres bort.
     
    1507-45-03D
    Figur 4. Pauserne i form af vandrette linjer er fjernet, og talen fremstår som sammenhængende.
     
    1507-46-01E
    Figur 5. Kombinationen af lydsporet og en masse gamle familiebilleder kan i gratisprogrammet Windows Movie-Maker sættes sammen til en film, som senere kan brændes på en dvd.
     

Det gav min mor en følelse af, at hun vidste noget, som vi andre gerne ville have hende til at fortælle om, og hun glædede sig til næste gang, jeg kom med computeren, så hun kunne fortælle videre.

Min mor døde i starten af februar, en måned efter sin 90-års fødselsdag. Vi er glade for, at vi fik givet hende en større livskvalitet de sidste år, og vi har som en kærkommen sideeffekt fået lagt familiens historie på cd og dvd.

Det tekniske er ikke svært

Der er mange, der med det samme tænker problemer, når de hører, at der skal bruges elektronisk båndoptager, laves film og brændes dvd'er. Men der er ingen problemer i teknikken.

Jeg bruger den elektroniske båndoptager Audacity, der kan hentes gratis på adressen http://audacity.sourceforge.net/
Der er i princippet kun seks knapper, man skal kunne styre, og de er magen til dem, der sidder på en almindelig kassette-båndoptager (se figur 1).

Det er spol tilbage, kør, optag, pause, stop og spol frem. Den eneste forskel er, at der ikke er noget bånd, lyden bliver til sidst gemt som en fil på computeren.

Optagelsen starter, når der med musen bliver trykket på den røde cirkel, og så kan man følge stemmerne som bølger på skærmen (se figur 2).

Steder på linjen uden bølger er pauser, og de kan nemt skæres væk. Man trykker på firkanten med "I" øverst til venstre lige under filer, og så kan man med musen markere en blok, ligesom ved tekstbehandling
(se figur 3).

Når man trykker på deleteknappen, bliver blokken fjernet, og så kan "båndet" spilles uden pause
(se figur 4).

Lydsporet kan laves om til mp3 og gemmes som en lyd-cd, men man kan også vælge at lægge det som et lydspor på en lysbilledserie eller en film med gamle billeder og videooptagelser. Her kan man f.eks. bruge Windows Movie-Maker, der følger gratis med alle Windows-computere. Så kan en film på redigeringssporet f.eks. se sådan ud (se figur 5).

Når man er færdig og tilfreds med resultatet, brændes optagelsen på en dvd, og så kan man se familiens historie på fjernsynet. Men prøv selv, det er svært at sige, om det er processen eller produktet, der er det sjoveste. Jeg har i hvert fald haft stor glæde af at arbejde sammen med min mor om vores optagelser i de sidste svære år af hendes liv. Og hun har nydt at høre, at der er nogen, som på stereoanlægget og fjernsynet har haft glæde af at høre om hendes liv.

Lennie Boesen er redaktør på Geografforlaget. 

ENGLISH ABSTRACT

Boesen L. The family's history on DVD. Sygeplejersken 2007;(15):44-6.

Many dementia sufferers have stories to tell about their past and that of their families. But in order to do so they need to be helped by someone they know. It is useful for the family to prompt them so that the story can take shape, because they know quite a lot of what the demented person can remember.

Having a sense of fellowship gives a positive content to their visits to the demented person, and the fact that s/he feels it is worth while being involved in talk of the past gives being together dignity and quality.

In reality, what is used to bring out the story is simple interview technique.

If the conversation is recorded onto a computer, it can be burned to a CD, and can then easily be used as a sound track for e.g. a slide show and the family's story can be shown on a TV.

The article is concerned with interview technique and electronic means of telling the story.

Key words: Dementia sufferers, family's story, technique and electronic means of telling the story.

Emneord: 
Demens
Familie
Medicoteknisk udstyr
Teknologi
Informationsteknologi
Plejecenter

It i eget tempo

Nye elektroniske programmer og arbejdsgange skal forbedre patientsikkerheden og plejen. Men sygeplejersker skal først lære at bruge redskaberne. Fagbladet Sygeplejersken har fulgt Danmarks eneste it-sygeplejevejleder en helt almindelig arbejdsdag.

SY-2007-02-47aa,jpgFoto: Morten Nilsson

"Er der en, der har en lommeregner?" spørger en sygeplejerske på svensk og får tilbudt tre. Øvet scanner hun medicinflasken med en lille håndscanner og taster resultatet af sin udregning ind på pc'en. Vender sig mod ophældningsbordet, trækker den flydende medicin op i en sprøjte og noterer indholdet på indpakningspapiret. Taster igen, og præparatets navn på skærmen skifter farve fra orange til blå, hvilket markerer, at præparatet er ophældt. Sprøjten placeres i en bakke, hvorefter hun går videre til næste præparat.

Ni sygeplejersker er samlet i medicinrummet på Rigshospitalets Neonatalklinik 5023 (se boks 1) denne morgen. Stille går de frem og tilbage mellem de tre pc'er i ståhøjde midt i det lyse rummelige lokale, hvor ophældningsbordene og hylderne og køleskabet med medicin også er placeret. Bakkerne fyldes hurtigt med sprøjter i forskellige størrelser. Mange af bakkerne bugner, når de bæres ud til afdelingens 36 små patienter.   

BOKS 1. NEONOTALKLINIKKEN

Neonatalklinikken varetager behandling af nyfødte på landsdelsniveau for Østdanmark og har lokalfunktion for HS. De væsentligste opgaver er behandling af ekstremt tidligt fødte børn, intensiv behandling af syge nyfødte samt præ- og postoperativ behandling af nyfødte børn med misdannelser til børnekirurgisk, neurokirurgisk eller hjertekirurgisk behandling.

Danmarks eneste it-sygeplejevejleder

En af de ni sygeplejersker er Linda Ellegaard Hansen, som har tredje arbejdsdag i afdelingen. Hun skal gennemgå Neonatalklinikkens introduktions- og oplæringsprogram, og it-sygeplejevejleder Rikke Louise Stenkjær står klar til en første oplæring i klinikkens elektroniske medicineringsprogram og andre elektroniske arbejdsgange.

"Neonatalklinikken er en højintensiv afdeling, og medicinhåndtering er en essentiel sygeplejerskeopgave," fortæller Rikke Louise Stenkjær og fortsætter:

"For at højne patientsikkerheden påtog vi os for knap to år siden opgaven som pilotafdeling for den elektroniske patientmedicinering (EPM) på Rigshospitalet. Jeg har været med fra starten. Da man oprettede en stilling som it-vejleder, var jeg ikke i tvivl."

Rikke Louise Stenkjær ser en kæmpe udfordring i at få systemerne til at fungere og kollegaerne til at bruge dem. "Jeg underviser de faste sygeplejersker i vores it-systemer og pda'er (personal digital assistent; en håndholdt computer med indbygget scanner), de sygeplejersker, der kommer tilbage efter orlov, og afsætter altid en til to dage til alle nyansatte. Jeg bruger 90 pct. af min arbejdstid på stuerne sammen med sygeplejerskerne."

Rikke Louise Stenkjær deltager i den direkte patientpleje, samtidig med at hun hjælper med at løse de problemstillinger, der opstår i de elektroniske arbejdsgange:

"Måske er computeren på stuen gået ned, én har glemt sin kode, eller pda'en fungerer ikke. Der er løbende tekniske problemer. Jeg er bindeled mellem ledelsen, gruppen, der beskæftiger sig med den elektroniske patientjournal, it-afdelingen og Neonatalklinikken og kan bringe sygeplejerskernes ønsker til it med her."

Endelig er det Rikke Louise Stenkjærs opgave at lave alle vejledninger til de it-systemer, afdelingen bruger, undervise på modulerne i medicinhåndtering og medicinregning og registrere fejl og utilsigtede hændelser.

Rikke Louise Stenkjær har været fire år i afdelingen, det seneste år i funktionen som it-vejleder for Neonatalklinikkens 120 ansatte. Ud over at være sygeplejerske med erfaring i afdelingens speciale har hun sideløbende med sit arbejde selv finansieret en mastergrad i voksenuddannelse. Hun oplever, at hendes sygeplejerskebaggrund og erfaring inden for specialet er en stor fordel.

"Jeg kender alle rutiner og arbejdsgange i afdelingen og ved, at indførelse af nye redskaber skal indpasses sammen med alle de andre ting. Det, at jeg også er sygeplejerske, gør, at jeg ud over at kunne det tekniske også ser en sammenhæng til plejen og sygeplejerskernes hverdag. Min pædagogiske indfaldsvinkel for at motivere sygeplejerskerne til at bruge bl.a. pda'erne er patientsikkerheden. Vi har f.eks. tvillinge- og trillingebørn, hvor sikkerheden omkring medicinen er utrolig vigtig."

Sygeplejejournalen skrives med blyant

I det store fælleskontor for klinikkens tre team med 12 patienter i hver myldrer det med hvidklædte mennesker. Hvert team har ca. 40 fastansatte, der ud over læger og sygeplejersker også rummer sygepleje- og jordemoderstuderende. Lavmælte samtaler om nattens hændelser, pc'ernes klikken og bippende alarmer fra de mange overvågningsapparater præger morgenstemningen. Lægerne skriver deres journaler i Word og læser dem på skærmen, mens sygeplejerskerne stadig arbejder med papirjournaler.

"Den elektroniske patientjournal har længe været planlagt, men er stærkt forsinket," forklarer Rikke Louise Stenkjær. "Så vi skriver stadig sygeplejejournal i hånden, hvilket er både irriterende og ærgerligt, når vi allerede nu bruger principperne i VIPS-modellen (se boks 2) og på alle måder er klar til den elektroniske patientjournal. Nu venter vi bare."

BOKS 2. VIPS-MODELLEN

Ordet VIPS er en forkortelse af begreberne: Velvære, Integritet, Profylakse og Sikkerhed. VIPS er en model til dokumentation af sygeplejen. Modellen har sin oprindelse i Sverige, hvor den er udviklet og videreudviklet op igennem 1990'erne. Den anvendes i dag i store dele af det svenske sundhedsvæsen. Modellen er videnskabeligt funderet og udarbejdet på baggrund af sygeplejelitteratur og klinisk sygeplejedokumentation.

Linda Ellegaard Hansen er kontaktsygeplejerske for Cecilie, som har været indlagt siden sin fødsel for fire måneder siden. Cecilie er præmatur og født med en sammenvokset næse. Hun afventer operation og har tungeholder og sonde. Tiden er inde til Cecilies morgenmedicin, og Rikke Louise Stenkjær viser Linda Ellegaard Hansen, hvordan hun logger ind på pc'en og medicinprogrammet, der bruges af både læger og sygeplejersker. Dernæst følger en gennemgang af programmets mest basale funktioner, hvor det f.eks. vil blive vist på skærmen, hvis lægen har ordineret medicin, som barnet er overfølsomt over for, eller som interagerer med anden medicin, som barnet har fået ordineret. Lægen skal endvidere bekræfte ordinationerne dagligt, ellers fremkommer et advarselstegn.

Efter en halv times tid er Linda Ellegaard Hansen klar med bakken med Cecilies medicin, og inden medicinen gives i sonden, skal hun scanne Cecilies armbånd ved hjælp af den håndholdte scanner. Her opstår det første problem: Cecilies afføring har dækket stregkoden på armbåndet, der sidder omkring anklen - en oplagt mulighed for at lære Linda Ellegaard Hansen, hvordan hun skriver et nyt armbånd ud. Efter en anden sygeplejerske har tjekket medicinen, ordinationen på pda'ens skærm og Cecilies data på det nye armbånd, kan Cecilie få sin medicin. På skærmen skifter præparaternes navne nu til grønt.

Efter morgenkonferencen får sygeplejerskerne en snak om, hvad overvågningsudstyr og det elektroniske medicinprogram har betydet for børnene og deres forældre. Alle omkring bordet er enige om, at børnene forstyrres langt mindre end tidligere, og mulighederne for patientsikkerhed og god sygepleje er blevet bedre.

"Tidligere måtte vi lægge børnene i frøstilling, med arme og ben spredt ud til siderne, så vi kunne observere dem ordentligt. Nu kan vi putte dem varmt og trygt, som de har brug for," siger en sygeplejerske og peger op på opslagstavlen, hvor der hænger et foto af et indlagt barn i frøstilling i kuvøsen.

"Forældrene fortæller os tit, at de føler sig trygge med medicinen. De ser jo, at vi scanner barnets armbånd," siger en anden.

Men antallet af fejl er faktisk ikke faldet efter indførelsen af systemet, fortæller Rikke Louise Stenkjær:

"Det er det samme som før, og systemet kan ikke garantere 100 procents sikkerhed. Et stort problem er, at ca. 30 pct. af de medicinpræparater, vi bruger, ikke har en stregkode, og så er vi lige vidt. Vi forsøger på forskellig måde at påvirke producenterne til at få stregkoder på alt, men det tager tid. Vi har faktisk haft en fejl i år netop på grund af manglende stregkode, hvor noget mikstur blev givet intravenøst i stedet for i sonden. Systemet ville have stoppet sådan en fejl. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt med barnet. Men måske skyldes det samme antal fejl også, at vi er meget mere opmærksomme på fejl end tidligere og også får dem registreret?"

Tålmodighed en dyd

Linda Ellegaard Hansen finder en ledig pc i afdelingen og skal lære at logge sig ind på klinikkens andre it-systemer, der ud over patientadministreringssystemet Det Grønne System omfatter mulighed for at se patienternes blodtype og røntgenbilleder, hospitalets instrukser og vejledninger, nyhedsbreve og referater fra arbejdsgrupper, ligesom hun skal have etableret sin personlige e-mail-adresse.

Rikke Louise Stenkjær viser hende de næste par timer programmerne trin for trin. De afbrydes gentagne gange af tekniske problemer, der må afhjælpes via Helpdesk, hvor Linda Ellegaard Hansen bliver stillet i kø med en ventetid på 10-15 min, ligesom hun fysisk må hente en kode til et bestemt system i den anden ende af hospitalet. Det kræver tålmodighed, hvilket da også er en af de vigtigste egenskaber, man ifølge Rikke Louise Stenkjær skal have både som pilotafdeling og som it-vejleder.

"Tingene tager tid, og sygeplejerskernes forhold til it er meget forskelligt. De unge er vokset op med det og er positive med det samme, mens de gamle sygeplejersker ofte skal have mere tid, inden de begynder at bruge systemerne."

En anden sygeplejerske supplerer: "Det hjælper meget, at Rikke Louise Stenkjær er her og skubber på og tager hånd om alle de tekniske problemer. Ellers var vi aldrig nået så langt, som vi er. Noget af det bedste er, at vi nu kan læse lægernes ordinationer, før var det tit svært at tyde deres kragetæer."

BOKS 3. NIDCAP

Som de første i Danmark har oversygeplejerske Janne Weis og sygeplejerske Dorthe Mai fra Rigshospitalets neonatalklinik fået den internationalt anerkendte NIDCAP-observatøruddannelse.

NIDCAP (Newborn Individualized Developmental Care and Assessment Program) er en metode, der sætter fokus på forældrene som de vigtigste i barnets liv, hvor udgangspunktet for plejen er barnets reaktioner på stimuli og omgivende miljø.

Uddannelsen foregår på Scandinavian NIDCAP Center i Sverige.

StilletimeBørnene plejes efter principper inden for NIDCAP-metoden (Newborn Individualized Developmental Care and Assessment Program; se boks 3), og som en del af dette holder afdelingen stilletime efter frokost. Pda'erne står til opladning, alle lys dæmpes, og et behageligt, blåligt halvmørke lægger sig over afdelingen. Kun sygeplejerskerne ses tydeligt, foroverbøjede over papirjournalerne i arkitektlampernes afgrænsede lyskegler. Overgangen er som fra Fredericia Banegård i myldretiden til en rolig skumringstime. På de små trange stuer bliver kuvøserne dækket med mønstrede tæpper i varme farver, og da en mor stille kommer listende i sin frokostpause og gerne vil tage sit lille barn på 2.200 gram ud af kuvøsen, er der straks hjælp at hente hos en sygeplejestuderende.

I forældrenes bevidsthed synes den nye scanningsmetode til at sikre den rette medicin at indgå på lige fod med resten af overvågningsudstyret. Den unge mor fortæller: "Jeg føler mig meget tryg ved alle maskinerne og personalet, for så ved jeg, at der bliver passet godt på ham, men jeg bliver altid bange, når de har sat noget nyt på, eller de tager mange prøver. Jeg har da set, at de også scanner hans armbånd, men det har jeg ikke tænkt nærmere over."

Linda Ellegaard Hansens arbejdstid er ved at være slut, og hun ser lidt træt ud.

"Ja," siger hun. "Der er mange nye ting at forholde sig til, men hvor jeg kommer fra, havde vi central undervisning. Dette her, hvor det er lokalt, er meget bedre. Det foregår i mit tempo."

Evy Ravn er fagredaktør på fagbladet Sygeplejersken.

Læs også artiklen "Implementering af håndholdte computere i sygeplejen" i Sygeplejersken nr. 2/2007 . 

ENGLISH ABSTRACT

Ravn E. IT at their own pace. Sygeplejersken 2007;(2):41-3.

The article describes the job of Denmark's only nursing-IT supervisor, Rikke Louise Stenkjær of the Copenhagen University Hospital Rigshospitalet's Neonatal Clinic 5023, and her experiences.

The job includes teaching the clinic's 120 nurses how to use the computer-based medication software and all other computer-based tasks. In addition to this, it is also the job of the IT-nursing supervisor to act as the link between the hospital management, the IT department and the Neonatal Clinic and to write all the help files for the clinic's IT systems, to teach medicine handling a medicine calculation modules at the clinic, as well as to record all system errors and inadvertent events. Ninety per cent of the supervisor's working day is spent on the wards together with the clinic's nurses. In Rikke Louise Stenkjær's experience, her background in nursing and experience in the [clinic's] speciality are tremendous advantage in her job.

Key words: Nursing-IT supervisor.

Emneord: 
Teknologi
Informationsteknologi

Det tavse kald

Gode vibrationer. Selv når alle patienter har brug for hjælp samtidigt, ånder der nogenlunde ro på Akut Modtageafsnit på Aalborg Sygehus. I hvert fald akustisk, hvor ringende klokker er blevet afløst af vibrerende telefoner i personalets brystlommer.

SY-2006-20-31aVibrationer eller … Nogle vælger en svag ringetone, mens andre som Lene Secher har sat telefonen på lydløs med vibrator. Fælles for alle er, at patientkaldene når hurtigt og ret så tyst frem til rette person. Foto: Michael Bo Rasmussen.

"Nurse finder" står der meget passende med rødt på fladskærmen. Sygeplejerske Lene Secher er netop mødt på Akut Modtageafsnit (AMA) i Medicinerhuset på Aalborg Sygehus, og noget af det første, hun gør, er at logge sig på det elektroniske kaldesystem. Hun markerer, hvilke patienter hun er primær og sekundær kontaktperson for, og putter en trådløs DECT-telefon i sin brystlomme, før hun går videre med dagens opgaver.

Hiver en af hendes patienter i snoren efter hjælp, går vejen til Lene Sechers opmærksomhed nemlig ikke gennem en ringende klokke, men derimod telefonen, som vibrerer i hendes brystlomme. På displayet kan Lene Secher se, præcis hvem der har brug for hjælp, og komme patienten til hjælp ved lyden af sine hurtige fodtrin - og ikke meget andet.

"Der er ingen klokker, der ringer, og det giver en helt anden ro. Alle har arbejdet steder, hvor der både er ringende klokker og lamper, der blinker. Midt i vores ro og fred er jeg virkelig blevet klar over, hvor meget det påvirker både personale og patienter," siger Lene Secher.

AMA har plads til i alt 16 patienter med vidt forskellige problemer lige fra lungebetændelser til Kronisk Obstruktiv Lungelidelse (KOL), alkohol- og stofmisbrug. Vagternes travlhed varierer meget, og er Lene Secher optaget som primær kontaktperson andetsteds, går kaldet videre til den sekundære kontaktperson efter fire ring. Er dette også forgæves, ryger det ud til alle på vagt, ligesom en lampe over hver stue tavst lyser rødt, hver gang en patient trækker i snoren. Så er man sikker på, at hjælpen når frem.

SY-2006-20-31bDet store whiteboard, hvor oversigten over patienter og vagthavende medarbejdere løbende er blevet ajourført, er også blevet computeriseret. Her er Lene Secher (tv.) i gang med at vende sine patienters status før stuegang, i dag med afdelingslæge Georg Thorsell og lægestuderende Silja Braaten, Hæmatologisk afdeling, Aalborg Sygehus. Foto: Michael Bo Rasmussen

De trådløse telefoner bruges også til interne opkald og sms'er i Medicinerhuset, ligesom evt. brandalarmer og nødkald også går til telefonerne. Alle telefoner er koblet på afdelingens i alt 11 monitorer, og falder en patients blodtryk f.eks. voldsomt, vil alarmen ryge videre til alle telefondisplays: "Det betyder, at jeg kan bevæge mig lidt længere væk fra patienten, men stadig være sikker på, at jeg modtager alarmen."

Har det nye kaldesystem slet ingen ulemper? "De første dage var lidt kaotiske, men nu har vi styr på det, selvom der nok er nogle finesser ved systemet, vi endnu ikke har opdaget. Skulle det gå i stykker, skal der også ofte fagfolk til at fikse det, og vi skal som altid tænke på hygiejnen. Men ellers har vi kun haft ganske små opstartsproblemer. 

Hvad er din bedste oplevelse med en patient i den seneste uge?

"Det var, da vi i samarbejde med det geriatriske team fandt en aflastningsplads til en af vores patienter. Der var en uge til, han skulle på plejehjem, han klarede sig dårligt og var bange for at være hjemme. Vi løste et presserende problem for ham og hans familie, der gav udtryk for deres glæde og taknemmelighed, og det er altid en god fornemmelse."

Emneord: 
Akutsygepleje
Informationsteknologi

Konsultation hjemme i sofaen

Videokonsultation. At modtage behandling, gå til konsultation og kontroltjek behøver ikke indebære et besøg på et hospital eller hos den praktiserende læge. Et forskningsprojekt i Århus Amt har nemlig eksperimenteret med behandling af diabetiske fodsår i hjemmet, og projektet var en succes hos både det sundhedsfaglige personale og patienterne.

Normalt vil en fodsårspatient jævnligt være nødt til at møde op til tjek på hospitalet. Det indebærer transporttid og ventetid, og der findes eksempler på, at patienter har fravalgt behandlingen med øget sandsynlighed for amputation til følge. Men i foråret 2005 kunne fem diabetiske fodsårspatienter læne sig tilbage i sofaen og vente på, at behandlingen kom til dem.

Konsultationerne i hjemmet foregår ved, at hjemmesygeplejersken er udstyret med en videotelefon. Med telefonen tager sygeplejersken billeder, der sendes direkte til en elektronisk sårjournal. Herefter ringer sygeplejersken op til lægen på hospitalet, der ud over at have adgang til billederne af patientens sår i journalen også er udstyret med en videotelefon. Under besøget er der således mulighed for at patient, hjemmesygeplejerske og sårspecialist kan kommunikere direkte med hinanden.

Det er smart

Den direkte kommunikation oplevede hjemmesygeplejerskerne, der deltog i projektet, som en stor fordel:

"Man har flere kompetente, professionelle øjne på det og får samtidig et godt, nært samarbejde med en sygehuslæge. Det er så smart, at man kan filme og lave video på det, fordi man kan se såret og diskutere udseendet af såret direkte med lægen eller sygeplejersken," forklarer hjemmesygeplejerske Agnethe Avlund, der har arbejdet i hjemmeplejen i Århus siden 1985.

Den nye teknologi skræmte hverken patienter eller sygeplejersker. Patienterne, der alle var ældre mennesker, var både trygge ved og tilfredse med denne form for behandling.

"Jeg tror, at patienterne bliver mere engagerede, fordi det jo er lidt spændende, at der "kommer fjernsyn på." Min patient var i forvejen meget interesseret i alting, men jeg tror også, at andre vil have glæde af det," fortæller Agnethe Avlund.

Teknikken er en fordel

Agnethe Avlund oplevede også selv den nye teknologi som en fordel.

"Jeg skulle selvfølgelig have hjælp, men jeg kunne sagtens lære det - også selv om jeg ikke er så ung. Jeg er helt sikker på, at det er noget, vi kan bruge fremover. Også til andre situationer og med andre læger. Det er nogle gode erfaringer, jeg havde med det," siger hun.

Projektet i Århus Amt blev kun gennemført med få patienter, men resultater fra et lignende telemedicinsk projekt i Vestsjællands Amt viste, at man opnåede vellykket sårbehandling, en gladere patient og en reduktion af omkostningerne med ca. 75 pct. i forhold til traditionelle behandlingsforløb.

TAG MASTERUDDANNELSE I SUNDHEDS-IT

Med en sygeplejerskeuddannelse og mindst to års erhvervserfaring er det muligt at tage en masteruddannelse i sundheds-it på IT-Universitetet i Ørestad. Formålet er at uddanne brobyggere mellem it og sundhedsområdet. Det tager to år på deltid at tage uddannelsen, der giver indsigt i it-tekniske og organisatoriske aspekter. Uddannelsen åbner for første gang dørene for et hold studerende den 25. august 2006 og optager 30-40 studerende.

Masteruddannelsen på IT-Universitetet er nu nedlagt

LINKS TIL HJEMMESIDER OM PERVASIVE HEALTHCARE

Teknologirådets rapport: Sundhedsydelser med IT: www.tekno.dk

Forskningsbaseret vidensnetværk sundITnet: www.alexandra.dk 

Emneord: 
Informationsteknologi
Teknologi

Unge åbner sig i cyberspace

Virtuelle relationer. Ved at benytte internettet som kontaktmiddel lykkedes det at få skabt dialog med mange unge diabetikere, der gerne og åbenhjertigt fortalte om, hvordan en kronisk sygdom integreres i et ungt menneskes hverdagsperspektiv.

SY-2006-11-39-01Arkivfoto: Lars Bahl/BAM 

Hvad vil det sige at være ung og måske se fremtiden som lys og uden ende og så - fra den ene dag til den anden - at skulle indstille sig på at leve med sygdom hver dag?

I et forskningsprojekt om unge med diabetes (1) fulgte jeg en gruppe unge med nydiagnosticeret type 1-diabetes i ca. to år. Formålet var at forstå, hvordan en kronisk sygdom som diabetes integreres i et ungt menneskes hverdagsperspektiv.

Min oprindelige hensigt var udelukkende at følge de unge på en diabetesskole og derefter ud i livet. Hvis nogen havde antydet, hvor central en rolle internettet ville få på de næste fire års arbejde, havde jeg nok bakket ud, skræmt ved tanken om min manglende tekniske formåen og ærlig talt: mangel på interesse.

Da jeg deltog som observatør på en ungdomsweekend arrangeret af Diabetesforeningen, gik det op for mig, at jeg måske kunne få nuanceret billedet ved at bruge internettet. De unge på kurset refererede igen og igen til nettet som det sted, de søgte hen efter informationer om alt fra selve sygdommen til tips, kontakter med andre osv.

Når jeg holder foredrag og workshopper om unge, møder jeg ofte engagerede praktikere, som har erfaret, at de unge er svære at kommunikere med, at de udebliver fra aftaler, og at de ikke følger retningslinjerne. Under denne bekymring ligger ofte spørgsmålet: Hvad skal der til, for at vi kan etablere et bedre samarbejde med dem om deres pleje og behandling? Et sted at begynde kunne være at sætte sig ind, i hvordan de unges liv leves uden for institutionerne, hvor praktikere møder dem. At erkende at e-mails, mobiltelefoni og sms-teknologien er kommet for at blive, at det i høj grad er en del af unges kultur og derfor et oplagt kommunikationsmedie mellem behandlere og unge.

Kontaktannonce gav bonus

Da jeg kom hjem, skrev jeg så en lille annonce på Diabetesforeningens hjemmeside, hvori jeg søgte unge med lyst til at dele deres erfaringer med mig. Jeg skrev, at jeg var forsker, at jeg hverken var ung eller havde diabetes, men skulle udføre et projekt med fokus på ungdom og diabetes, hvorfor jeg havde brug for de unges ekspertudsagn.

Min besked på Diabetesforeningens hjemmeside gav bonus. Min første kontakt var med en velformuleret ung pige, som etablerede en ny kontakt til en af sine venner, der også havde diabetes, og det samme skete med nogle drenge. Langsomt blev jeg kontaktet spontant af flere og flere unge, enten fordi de havde set min mail på nettet, fordi de kendte nogen, der havde anbefalet mig, eller fordi de havde læst eller hørt om studiet andre steder og havde fået lyst til at bidrage til projektet. Jeg fik på det tidspunkt en del e-mails fra unge, der skrev, at det var dejligt at se billeder af mig på min egen hjemmeside, for så var jeg jo en helt rigtig person.

På de unges præmisser

Ved at prøve mig frem udviklede jeg en praksis, hvor jeg svarede på e-mails inden for 24 timer. Somme tider kunne jeg ikke give en uddybende tilbagemelding, men jeg takkede altid for mailen, og hvis jeg ikke havde tid til at kommentere den ordentligt, skrev jeg, hvornår jeg ville gøre det. Den eneste gang, jeg ikke gjorde det, var efter at have modtaget flere mails fra en ung pige, der havde delt meget personlige emner med mig. Da jeg læste det, jeg troede var den sidste e-mail fra hende, skrev jeg ikke tilbage. Efter et stykke tid skrev hun til mig: "Er du på ferie? Jeg kan ikke forstå, jeg ikke har hørt fra dig så længe." Efter det blev jeg klar over, at det er nødvendigt med en slags kontrakt, både fordi folk skal vide, hvad de kan forvente, og for at beskytte forskeren mod at få en rolle, der skaber afhængighed mellem parterne.

Jeg fik oplevelsen af, at kontakterne var meget mere på de unges egne præmisser. De kunne vælge ikke at tage kontakt eller besvare mine mails, de kunne være anonyme, vi sad ikke ansigt til ansigt, og de havde ikke nogen forpligtelser over for mig. Alligevel blev det en mere privat oplevelse, end jeg havde forestillet mig. Det skyldtes nok, at jeg ofte modtog og besvarede e-mails i min egen stue med en kop te og fødderne oppe. Jeg modtog og sendte mails sent om aftenen, i weekender og ferier og ofte uden for almindelig kontortid.

Når jeg modtog en kort eller hurtig mail, og det gjorde jeg ofte, skrev jeg tilbage: "Tak for svaret, jeg glæder mig til at høre fra dig igen," eller "jeg håber, du snart har det bedre og får lyst til at skrive til mig igen." De skrev så tilbage: "Jeg vender tilbage, så snart min feber er væk," "jeg har meget travlt lige nu - men du er en af mine topprioriteter," eller "jeg har travlt, vender måske tilbage."

Jomfrueligt forskningsfelt

At læse deres beretninger på denne måde betød at jeg hurtigt kunne afklare vendinger eller begreber, som var uklare for mig, eller jeg kunne bede om uddybende beskrivelser. På en måde var vi mere knyttet til hinanden, fordi jeg kunne spørge til det, de konkret havde skrevet, og de kunne gøre det samme. Jeg oplevede, at denne form for kommunikation er mere direkte og tydelig end mange af de lange og sommetider usammenhængende sætninger, man kan få sig vævet ud i ved mundtlige interviews.

Jeg fandt kun lidt litteratur på området, og på den første internationale internet-forskerkonference blev jeg bekræftet i, at der var sket meget lidt inden for det kvalitative felt. Det var et nyt og jomfrueligt forskningsfelt, jeg havde begivet mig ud i. Jeg måtte prøve mig frem samtidig med, at jeg trak på min generelle erfaring med kvalitativ forskning.

Jeg udviklede bl.a. en metode inspireret af psykoanalysen, hvor jeg stillede meget få spørgsmål, men i stedet forsøgte at få den enkelte unge til selv at rejse de centrale spørgsmål og derefter selv besvare dem.

Anerkendelse og skepsis

Det faktum, at jeg arbejdede med en ny metode på et nyt medie, betød, at jeg fik en masse kritiske spørgsmål om brugen af internettet til denne type forskning. Jeg besluttede derfor at præsentere arbejdet i så mange forskellige forskningssammenhænge som muligt: På seminarer med udenlandske gæsteforskere, på en internet-forskerkonference og ved at få en artikel accepteret i et internationalt anerkendt tidsskrift for kvalitativ forskning (2). I mange af disse sammenhænge var deltagerne overraskede over kvaliteten og dybden af de svar, jeg modtog, og alle opfordrede mig til at fortsætte med at udvikle metoden. Skepsissen kom overvejende fra andre forskerstuderende og delte sig overvejende i to grupper.

Den ene gruppe var bekymret over mine informanters identitet, hvordan kunne jeg være sikker på, de var dem, de gav sig ud for at være? Hvordan kunne jeg være sikker på, at det, de sagde, var rigtigt? Hvordan kunne jeg være sikker på, at de virkelig var unge med diabetes? Hvordan kunne jeg vide, at jeg ikke var i kontakt med en lille eksklusiv gruppe ressourcestærke unge og på den måde fik et unuanceret billede?

Spørgsmålet var altså, om fravær af krop er det samme som fravær af sandhed?

Til denne gruppe svarede jeg, at jeg ikke følte mig mere eller mindre sikker på disse personers selvfremstillinger og udsagn end på dem, jeg mødte i den virkelige verden, og at fortællingerne, jeg blev præsenteret for, var så forskellige, at jeg ikke delte deres bekymring, selv om det naturligvis er en vigtig pointe at huske på.

Den anden gruppe var bekymret for de etiske og psykologiske aspekter af arbejdet. Hvordan kunne jeg tillade mig at få unge til at artikulere angst og frygt uden at tilbyde mere end et virtuelt øre? Mange følte, at der skal være en professionel til stede, når sådanne følsomme emner tages op. Og hvad med forskerens rolle? Hvordan kunne jeg rumme alle disse følelser, og hvad gjorde jeg for at læsse af? Nogle af disse diskussioner blev meget følelsesladede, særlig når der var sygeplejersker eller psykologer til stede.

Etiske overvejelser

Når man skal forholde sig til etiske spørgsmål i forhold til internettet, er det centralt, hvorvidt man betragter det som noget nyt og specielt, fordi der i så fald vil være brug for nye etiske retningslinjer. Hvis man som jeg betragter forskning i cyberspace som en fortsættelse af den eksisterende interaktions- og kommunikationsforskning, kan man også anvende den gældende etiske praksis.

Mine etiske overvejelser havde at gøre med respekt for individet ved bl.a. at anvende den frie association, fordi den enkelte på denne måde primært formulerede de spørgsmål, hun eller han selv besvarede, ved at love dem anonymitet og ved altid at besvare mails med udsagn som "det her er virkelig vanskeligt at skrive om" med opfordringer til at lade være, hvis det blev for svært. Det oplevede jeg i øvrigt aldrig, fordi de fleste skrev tilbage, at det var svært, men også godt eller vigtigt for dem at gøre det. Endelig besvarede jeg mine mails inden for et døgn. Alle de unge inviterede mig til at vende tilbage med yderligere spørgsmål, og ingen har kontaktet mig på eget initiativ med spørgsmål eller problemer. Nogle enkelte sender mig dog julekort, vitser eller tegneserier.

Jeg tror virkelig ikke, der er grund til at være bange for, om man vil få netsammenbrud eller telefonstorm, fordi de unge - som jeg har hørt flere sygeplejersker være bekymret for - sms'er, kimer eller mailer en ned. Det er de unge alt for optaget af andre ting til at have tid til.

Bibi Hølge-Hazelton er ansat på Forskningsenheden for Almen Praksis i København.

Litteratur

  1. Hølge-Hazelton B. Diabetes - en skole for livet. (ph.d.-afhandling). Forskerskolen i Livslang Læring. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 2003.
  2. Holge-Hazelton B. The Internet: A New Field for Qualitative Inquiry? (36 paragraphs). Forum Qualitative Sozialforschung/Forum: Qualitative Social Research (On-line Journal), 3(2). Available at: www.qualitative-research.net/fqs/fqs-eng.htm May 2002.
ENGLISH ABSTRACT

Hølge-Hazelton B. Young people open up in cyberspace. Sygeplejersken 2006;(11):38-42.

The article is based upon a research project, "Diabetes - a School for Life" where a number of qualitative interviews were conducted with young people with diabetes via the Internet. It is described how intense virtual dialogues regarding the young people's everyday lives were established. As this approach was new, it provoked a number of practical, ethical and methodological questions, among these worries from practitioners, psychologists and researchers. They were worried about the possible "risk" of being overloaded with e-mail contacts from patients, about creating a non psychical space where vulnerable issues were brought up and about the real identities of the young people. It is argued that when cyberspace, as in this case, is regarded as an extension of existing interaction - and communication research and practice, it is possible to expand the current practice to virtual space. Many of the early adaptors of the new technologies are young people. If nurses wish to understand what goes on in young people's lives, they need to use and understand the communication tools they use.

Keywords: Diabetes, youth, internet.

Korrespondancen med Gry

Gry og jeg udvekslede mails flere gange i løbet af et par uger. Jeg havde fået Grys mail-adresse fra en anden pige, der kendte hende. Jeg skrev første gang søndag den 27. august 2002 klokken 20:47.

"Hej Gry.

Jeg har fået din mail adresse fra Lone som har fortalt mig at du gerne vil dele nogle af dine erfaringer som ny, ung med sukkersyge med mig. Jeg er som hun måske har fortalt, i gang med et forskningsprojekt, hvis væsentligste formål er at undersøge hvad det egentligt betyder for et ungt menneske at få sådan en sygdom. Hvis du vil, vil jeg meget gerne høre fra dig om hvad det betyder for dig og dit liv. Der er ikke nogen rigtig måde at fortælle om det på, bare tag fat hvor det falder dig ind, jeg kan jo altid stille uddybende spørgsmål senere hen. Jeg kan fortælle dig, at jeg har kontakt med ca. 20 andre unge via e-mails. Hvis der er noget du gerne vil spørge om kan du også det, jeg svarer på mine mails så hurtigt som muligt, som regel inden for en dags tid. De bedste hilsner fra Bibi."

Gry svarede onsdag den 30. august klokken 11.32.

"Hej Bibi!

Jeg vil meget gerne hjælpe dig, men jeg er ikke helt sikker på hvad det er du gerne vil have mig med til at skrive om.

Jeg har næsten haft sukkersyge i et år nu. Jeg kan huske at jeg virkelige var overrasket over hvor lidt jeg vidste om det, inden jeg fik det. Og det er ikke bare mig der har det sådan. Jeg er lige startet i 10. klasse på en ny skole. Jeg har selvfølgelig fortalt vidt og bredt om det, men det undre mig stadig hvor lidt mine nye lærer og kammerater ved om det. Jeg har faktisk flere gange været ude for at folk ikke har villet drikke af den samme dunk som mig, fordi de tror det smitter!!! Det griner jeg bare af, men på en eller anden måde påvirker det mig faktisk. For jeg kommer til at følge mig anderledes og udenfor. Det er også en af de ting der har stor betydning for mig, ikke at være anderledes end mine "almindelige" venner. Det har jeg også snakket med mange andre diabetikere om, og jeg har fået et indtryk af at det virkelig er et stort problem for mange af dem.

Der er da også nogle rigtig gode ting ved at har sukkersyge, jeg har f.eks. mødt en masse fantastisk søde diabetikere i sommer, jeg var med på den tur til Tyskland som Lone også var med på. Det var faktisk første gang at jeg så nogle andre unge der også skulle side og stikke sig med en nål!!!!!!! (hvis man skal bruge den vending som man hører så tit fra "normale" unge)

Hvad det betyder for mig og mit liv at have diabetes!

Det er rigtig svært at svare på, men jeg tror ikke det har betydet så meget, som jeg troede det ville komme til. Jeg har besluttet mig for;

  1. at jeg skal styrer min diabetes og at det ikke er den der skal styrer mig.
  2. at jeg ikke for noget ud af at have ondt af mig selv, og derfor skal lade være.

Det er ikke svar på dit spørgsmål, men det er sådan, jeg har valgt at sørge for, at min sygdom ikke skal betyde for meget for mig og mit liv. Men noget betyder den da. Den betyder f.eks. at jeg skal tænke mere over hvad jeg gør og tænke længere frem end jeg gjorde før jeg fik sukkersyge. Jeg skal planlægge mere, skal altid have en taske med mig, og når jeg skal noget med andre så følger jeg mig altid til besvær. For så skal jeg lige måle mit skide blodsukker og tage insulin eller spise noget lige midt i det hele, hvilket nogen gange kan være irriterende for de andre jeg er sammen med og ikke mindst mig selv.

Jeg håber det var til lidt hjælp. Jeg vil meget gerne skrive noget mere, men jeg har på fornemmelsen at det ikke lige er det jeg har skrevet om du gerne vil høre om, men du må meget gerne spørge om noget mere bestemt, så skal jeg gøre mit bedste for at svare dig så godt jeg kan.

Kærlig Hilsen Gry."

Jeg svarede:

"Hej Gry!

Du har slet ikke ret - det er præcis sådan noget jeg gerne vil høre om - nemlig hvad er det der optager en ung som har fået sukkersyge. Hvad troede du, at jeg gerne ville høre om? Og hvad gav dig fornemmelsen af det ikke var det "rigtige" - noget jeg skrev? Jeg er MEGET glad for du deler dette med mig - hvis du vil, vil jeg meget gerne have at du skriver noget om hvordan du har taget de beslutninger du skriver om. Er det noget du ligger og spekulerer over om natten, eller er det noget du er kommet frem til sammen med andre? Kan du prøve at uddybe hvordan du er kommet frem til det? Og jeg tænkte også på, hvordan du har lært at grine når nogle af dine kammerater tror sukkersyge smitter ... måske kan det hjælpe hvis du fortæller lidt om hvordan du er som person.

De bedste hilsner: Bibi."

Lidt efter fik jeg dette svar:

"Hej Bibi!

Du må undskylde, at jeg ikke har svaret før nu, men jeg har så mange lektier for tiden, at jeg næsten ikke har tid til noget andet.

Hvordan jeg er som person! Det første der falder mig ind, er at jeg er meget naiv. Jeg er alt for god troende, jeg kan ikke sige nej, når nogen beder mig om noget. Derfor bliver jeg vel også nogen gange udnyttet. Jeg glemmer hurtigt, hvis mine venner ikke behandler mig ordentligt. Jeg tilgiver dem og lader dem gøre det igen.

Jeg er ikke specielt dygtig i skolen, men heller ikke vildt dum. Jeg er kommet rimeligt godt ud af det på det sidste, men jeg bruger også virkelig meget tid på mit skolearbejde. Noget af det jeg virkelig hader, er at kommer uforberedt til time. Jeg er også en af dem der har lavet mine ting hver gang, og som de andre så skriver efter. Ikke at jeg er vildt nørdet, men jeg kan li' at havde laver mine ting. Jeg har også gået til meget ekstra undervisning, frem for alt dansk, for jeg er som du sikkert har lagt mærke til ikke særlig god til at skrive. Jeg er meget følsom, der skal ikke særlig meget til før jeg ligger og tuder en hel nat. Jeg tror bare ikke at jeg for gjort folk opmærksom på at de virkelig sårer mig.

Jeg syntes virkelig det er nogle gode spørgsmål du kan finde på!!! Det er svært at svare på, men jeg gør altså bare mit bedste.

De beslutninger jeg har taget, har jeg nok spekuleret over helt vinteren (og ja, der var også mange søvnløse nætter), men da jeg så lidt efter lidt fandt frem til at min sukkersyge ikke skal styre hele mit liv blev det meget bedre. Jeg tror faktisk ikke jeg havde sat dem sådan op før jeg skrev det til dig. Det at jeg var på ture i min sommerferie sammen med mange andre i sammen situation, og som ikke mindst var ældre og havde meget mere erfaring end mig, satte nogle ting på plads. Jeg havde virkelig mange små snakke med nogle enkle om forskellige ting ikke kun diabetes, men alt fra kæresteproblemer til hvad vi fik til morgenmad. Jeg fik så mange forskellige ting at vide, jeg kan umuligt fortælle dem alle, selv om at jeg har lyst til det. Jeg fik hørt på andres meninger og oplevelser omkring det at havde sukkersyge. De fortalte mig at livet ikke behøves at gå i stå bare fordi at en eller anden dum mand i en hvid kittel siger at man har noget der hedder "diabetes" som man ikke en gang kan udtale (eller det kunne jeg ikke den gang jeg fik det :-) ).

De viste mig at man godt kan have det sjovt selvom at man skal "stikke sig selv med en NÅL!!!" Men frem for alt så jeg at jeg ikke er den eneste der har oplevet alt det, at jeg ikke er den eneste der har dårlige dage og virkelige dårlige perioder. Jeg har ikke rigtig snakket så meget med dem efter jeg er kommet hjem, men jeg ved, at her jeg på et tidspunkt virkelig brug for et råd, en der forstår eller bare en der gider at lytte, så vil de altid være der. Folk siger tit at de forstår, men det gør de ikke, ingen forstår det på sammen måde som en der selv har været der og prøvet det.

At jeg har lært at grine når mine venner tro at sukkersyge smitter, er også noget jeg har lært i sommers. Vi skiftedes til at fortælle sjove historie, ting som vi havde oplevet med vores sukkersyge. Det var nok noget af det hyggeligste, der var så mange sjove historier, og mange mere alvorlige men vi skreg bare af grin over hvor dumme folk var eller hvor meget vi selv havde dummet os. Det var problemer og historier som vi alle sammen kunne forholde os til. Problemet med at stå nede i kiosken men et blodsukker på 2 og ikke fatte en skid af hvad det er man skal have. Eller når man er ude at spise, man har bedt om en sukker fri cola, så ser man at tjeneren taget en almindelig op og så kan man blive nød til at stå og være til besvær imens hele resturanen sidder og tænker: "Hun kan alligevel ikke smage forskel." Det er altså rigtig godt århusiansk træls!!! Men det er man nød til at lære at grine af ellers bliver livet for alvorligt og kedeligt. Mine øjenlåg er ved at være lidt trætte, det blev vist lidt sent i går, så jeg må heller springe i seng i ordentlig tid i dag. Jeg håber du syntes det er spændende nok at høre om, for ellers så må du jo skrive det.

Mange venlige hilsner Gry.

P.S. Jeg har skrevet 815 ord, det er jo mere end en hel stil!!!"

Jeg svarede:

"Hej Gry!

To ting falder mig ind når jeg læser dit dejlige brev:1. Jeg forstår slet ikke at du skriver, at du ikke er god til at skrive - du er da fremragende! Og 2: det er mails som den du har skrevet her, der virkelig giver en forsker som mig, der ikke er diabetiker, et værdifuldt indblik i, hvad det kan betyde at leve som ung diabetiker. Det kan godt være du syntes, jeg er god til at stille spørgsmål, men jeg kan faktisk ikke komme på flere lige nu, men måske må jeg kontakte dig igen en anden gang hvis jeg har brug for et ekspert-udsagn om noget vedrørende unge diabetikere? Hvis du får lyst til at skrive til mig igen, eller du kommer i tanke om noget du syntes jeg skal vide, er du meget velkommen."

Sidste mail fra Gry den 11. september lød således:

"Hej Bibi!

Det glæder mig, at du kunne bruge hvad jeg skrev til noget. Jeg vil hellere end gerne hjælpe en anden gang, så bare behold min adresse og skrive hvis du kommer i tanke om noget jeg måske kan hjælpe dig med.

Pas godt på dig selv til jeg høre fra dig igen.

Venlig hilsen Gry."

For at bevare mailkorrespondancens autenticitet er sprog, stavning og tegnsætning bibeholdt i sin oprindelige form.

Emneord: 
Diabetes
Ungdom
Informationsteknologi

Hård fødsel for ønskebarn

Indgreb. Den elektroniske patientjournal har været længe undervejs og kostet væsentligt mere, end mange havde forudset. Amterne har hidtil haft frit spil til at udvikle deres egne systemer, men nu griber sundhedsministeren ind og sikrer en fælles strategi.

SY-2006-10-08c
Sygeplejersker, læger og sekretærer på
sygehusene har ventet længe på indførelsen af den elektroniske patientjournal. Og i mange tilfælde har de fået systemer med ringe brugervenlighed. Foto: Thomas Søndergaard

De fleste sygehuse er begyndt at bruge den elektroniske patientjournal i dagligdagen. Nogle steder er man langt fremme - andre steder er man først lige begyndt eller skal til det. Ofte har sygeplejersker, læger og sekretærer dog måttet vente meget længe for at komme i gang, og en del amtspolitikere har skullet skaffe langt flere penge til udvikling af systemerne, end de oprindeligt havde regnet med.

Mens forsinkelser og fordyrelser har været et fællestræk, er der ikke mange ligheder, når det gælder navnene på de leverandører, som amterne har valgt til udvikling af den elektroniske patientjournal. Amterne har frit kunnet vælge leverandører, og det har de gjort. Sjældent har det været den samme. Det har ført til en tiltagende kritik - både inden for og uden for sundhedsvæsenet.

Samlet set har det været alt for dyrt, at hvert amt selv har kunnet vælge sin it-leverandør og efterfølgende fået udviklet forskellige løsninger. Det har givet alt for store udviklingsomkostninger, og de forskellige systemer er ikke altid udviklet til at kunne "tale" sammen. Det kan skabe problemer, ikke mindst når amterne skal fusionere til regioner.

Ét andet kritikpunkt har været, at brugerne af den elektroniske patientjournal ikke har været tilstrækkeligt inddraget i udviklingen af systemerne. Det har betydet, at systemerne ikke har været tilstrækkeligt brugervenlige, når de skulle tages brug.

Kritikken er af amterne blevet besvaret med, at de bevidst har villet undgå en situation, hvor få it-leverandører har kunnet skabe sig monopol på udvikling af den elektroniske patientjournal. I forhold til de meget store udviklingsomkostninger har argumentet været, at det er meget komplicerede it-systemer, som skal udvikles.

Desuden bliver den elektroniske patientjournal i princippet aldrig færdigudviklet. Systemerne skal hele tiden opdateres, forfines og videreudvikles.

Fælles strategi på vej

Kritikken af amternes individuelle strategi for den elektroniske patientjournal har nu ført til, at sundhedsministeren griber ind og sikrer en fælles, fremtidig strategi. Målet er, at den elektroniske patientjournal fremover bliver udbredt i samme tempo over hele landet, og at de forskellige amtslige/regionale systemer kan "tale sammen."

Da Amtsrådsforeningen holdt generalforsamling i marts, var beskeden klar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V): "Vi skal udnytte den nye regionsdannelse til at give vores fælles it-strategi for sundhedsvæsenet et serviceeftersyn. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om, hvordan vi får indført de elektroniske patientjournaler i det danske sundhedsvæsen," sagde sundhedsministeren.

Han henviste til, at ni ud af 10 sygehuslæger i en ny undersøgelse har sagt, at der er et stort behov for en national central styring af den elektroniske patientjournal.

"Hvis vi ikke om føje år skal stå tilbage med følelsen af, at vi forsømte chancen for at lave en elektronisk patientjournal, der bandt hele sundhedsvæsenet og alle dets aktører effektivt sammen, bør vi derfor nu standse op for en kort stund og justere kursen. Det betyder helt konkret, at vi må tage et ansvar for etablering af en national infrastruktur og en fælles integrationsplatform," sagde Lars Løkke Rasmussen.

I slutningen af april var sundhedsministeren klar med et konkret forslag, hvor han foreslår at skrotte de eksisterende 15 lokale systemer. I stedet ønsker han udviklingen af ét landsdækkende system.

"Timingen er helt rigtig. Det er måske sidste chance for at foretage et strategiskifte. Mange steder skal man jo til at vælge det system, der skal fortsætte," siger Lars Løkke Rasmussen, der har bedt amterne undersøge prisen på de foreløbige investeringer.

Flere ressourcer til læring

Dansk Sygeplejeråd (DSR) har tidligere argumenteret for en national strategi for den elektroniske patientjournal. Både for at sikre et ensartet system, der implementeres i samme tempo over hele landet. Men også for at opnå den bedste udnyttelse af ressourcerne.

"Nu skal der ikke bruges flere penge på at eksperimentere med systemer, der ikke overholder fælles standarder. Indsatsen bør koordineres centralt, så vi fremover får den bedste udnyttelse af ressourcerne," siger konsulent Gunilla Svensmark, DSR.

Det er også vigtigt, at amter/regioner tager implementeringen af den elektroniske patientjournal alvorligt og begynder at investere penge i denne del af processen, påpeger hun.

"Amterne har hidtil brugt meget store beløb på udviklingen af de tekniske løsninger. Implementeringen har de fleste steder været overladt til de enkelte sygehuse, hvor det har knebet med at afsætte ressourcer til at oplære personalet i brugen af EPJ," forklarer Gunilla Svensmark.

På et seminar om sundhedsinformatik, som blev afholdt for nylig, fortalte en canadisk professor, at der skal bruges mindst det samme beløb på implementeringen af EPJ, som der er brugt på den tekniske udvikling - måske endda det dobbelte beløb.

"Ingen ved, om det er rigtigt, men det er en kendsgerning, at vi i Danmark hidtil har brugt alt, alt for få ressourcer på at oplære og uddanne sygeplejersker, læger og sekretærer i brugen af den elektroniske patientjournal og brugen af den i dagligdagen," pointerer Gunilla Svensmark.

Boks 1. PAPIRETS AFLØSER.

Indførelsen af elektroniske patientjournaler på landets sygehuse vurderes at komme til at koste 12 mia. kr. En rapport fra 2005 fra EPJ-Observatoriet anslog, at der tidligst vil være fuldstændig EPJ-dækning på landets sygehuse efter 2013 og måske først i 2020. Det afvises af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). På Amtsrådsforeningens generalforsamling i marts bebudede ministeren, at han er på vej med en national strategi for den tekniske platform til de elektroniske patientjournaler.

Den elektroniske patientjournal erstatter de papirjournaler, som læger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre fagpersoner skriver deres optegnelser om patienten i. EPJ samler alle oplysninger om patienten elektronisk, så de er umiddelbart tilgængelige for de fagpersoner, som skal bruge dem.

Få mere baggrund og uddybning om den elektroniske patientjournal på hjemmesiden: epj-observatoriet.dk

Her kan du også læse om status i de enkelte amter.

Kilder: EPJ-Observatoriet og Computerworld.

Tema: Elektronisk patientjournal
Emneord: 
Informationsteknologi
Journal

Nu er alt samlet ét sted

Overblik. Det er slut med at lede efter bortkomne medicinskemaer og bruge tid på at tyde kollegers kruseduller og overstregninger. Den elektroniske patientjournal (EPJ) har dog også ulemper. Der er ofte irriterende ventetid bag skærmen, og det er svært at få spredt informationer om opdateringer.

SY-2006-10-08a
Sygeplejerske Lotte Jespersen er EPJ-superbruger på Hjertemedicinsk afdeling B4 på Skejby Sygehus. Ofte må hun hjælpe mindre EPJ-kyndige kolleger med at betjene systemet. Foto: Thomas Søndergaard

"Nu er det slut med at lede efter journaler og andre papirer om patienterne. Alt er samlet ét sted, og uanset hvor du er på hospitalet, er det lynhurtigt at få et samlet overblik over den enkelte patient."

Det siger Lotte Jespersen, der er sygeplejerske på Hjertemedicinsk afsnit B4 på Skejby Sygehus, hvor den elektroniske patientjournal har været i brug siden efteråret 2004.  

"Det giver større sikkerhed og kvalitet i behandlingen, at vi ikke længere behøver at skulle tyde kollegers overstregninger og kruseduller, samtidig med at den elektroniske patientjournal altid er opdateret i forhold til medicinering. På den måde ved vi altid, hvilken medicin andre har givet patienterne i løbet af dagen," fortæller Lotte Jespersen.

Hun oplever, at den elektroniske patientjournal er overskuelig og nem at bruge. Især de funktioner, som bliver anvendt ofte.

Lotte Jespersen er én af fire superbrugere i afsnittet. Alle sygeplejersker, læger og sekretærer har fået et fire timers kursus i EPJ, mens superbrugerne har fået ekstra undervisning og hele tiden holdes ajour med opdateringer og nyheder om EPJ.

"Jeg oplever ofte at skulle hjælpe kolleger med noget, som de lige så hurtigt kunne slå op i manualen. Men det er lettere at spørge mig eller en af de øvrige superbrugere. Nogle kolleger har aldrig fået sat sig ordentligt ind i systemet eller føler ikke ejerskab til projektet. Det gør det svært at få dem til at holde sig opdateret," forklarer Lotte Jespersen, der har erfaret, at det kan være svært at få kommunikeret ud til alle i afsnittet, når der er sket opdateringer med den elektroniske patientjournal.

SY-2006-10-08bSygeplejerske Sami Hadad afholder som EPJ-koordinator for afdeling B på Skejby Sygehus både intro- og genopfriskningskurser i brugen af systemet. Han oplever ingen modvilje mod at lære om EPJ, men ofte kniber det med tiden. Foto: Thomas Søndergaard

Irriterende ventetid

Et andet problem, som Lotte Jespersen og hendes kolleger oplever, er den tilbagevendende irritation blandt sygeplejersker, sekretærer og læger, når de sidder bag skærmen og venter på, at systemet henter informationer frem.

Denne irritation kender sygeplejerske Sami Hadad kun alt for godt. Han er ansat som EPJ-koordinator for hele afdeling B på Skejby Sygehus, hvor der er omkring 400 ansatte. Han får mange tilbagemeldinger om for meget spildtid bag skærmen.

"Den reelle ventetid er måske ikke ret lang, men mange oplever det som et stort irritationselement at skulle sidde og vente, mens patienterne må undvære dem," siger Sami Hadad.

Læger og sygeplejersker vil bruge deres tid sammen med patienterne. Og selvom der er mange fordele ved den elektroniske patientjournal, oplever mange, at den "stjæler" tid fra patienterne.

"Mange læger føler, at de får mindre tid med patienterne, fordi de eksempelvis efter stuegang nu skal bruge tid på at skrive journaler og ordinere medicin. Det kunne de tidligere gøre "undervejs" i stuegangen," forklarer Sami Hadad.

Alle har for travlt

Kulturen på et sygehus, hvor alle altid har travlt, gør det i det hele taget vanskeligt at implementere den elektroniske patientjournal.

På alle sygehusafdelinger i Århus Amt er der tilknyttet en EPJ-koordinator. Deres opgave er at gennemføre introkurser til nye medarbejdere, holde det øvrige personale og især superbrugerne opdateret med ny viden samt at indsamle erfaringer, der kan omsættes til forbedringer af systemet.

"Det kan være svært at få kommunikeret opdateringer og nyheder om EPJ ud til brugerne, fordi alle altid har travlt. Det er sjældent nok at indkalde til et møde eller at sende en e-mail," forklarer Sami Hadad, der må kæmpe hårdt for at fange medarbejdernes opmærksomhed.

"Hvis jeg kan få fem minutter i en kaffepause, er jeg glad, fordi jeg så kan komme igennem med mit budskab til en større gruppe. Jeg oplever ikke modvilje mod at lære om EPJ, men på et sygehus har alle travlt."

Ud over de fire timers introduktionskursus bliver medarbejderne tilbudt opfriskningskurser og hjælp efter behov. Superbrugerne får ikke ekstra betaling eller tillæg for deres bijob, men får tjenestefri i forbindelse med kursus- og opdateringsdage.

Ingen ændrede arbejdsgange

Sami Hadad er ikke i tvivl om, at selvom der er skepsis og beklagelse over den elektroniske patientjournal blandt medarbejderne, så vil de færreste tilbage til det gamle system med papirjournaler og manuel bestilling.

"Det er naturligt med implementeringsproblemer, når man indfører så store ændringer i dagligdagen. Det vil naturligt tage tid og give problemer undervejs, men de fleste kan godt se fornuften i at indføre EPJ."

På sigt regner han med, at EPJ også vil føre til ændrede arbejdsgange for både læger, sygeplejersker og sekretærer, når de slipper for nogle af de traditionelle rutineopgaver, som bliver overflødige.

"Men så langt er vi ikke nået endnu. Indtil videre arbejder de forskellige faggrupper, som de altid har gjort. På sigt kommer vi forhåbentlig til at opleve, at den elektroniske patientjournal kan spare tid, som så kan bruges på noget fornuftigt." 

For dyr og forsinket.

De færreste ønsker sig tilbage til tiden før den elektroniske patientjournal (EPJ). Men derfra og så til at tale om lutter begejstring blandt brugerne er langt. Forsinkelser og fordyrelser er et fællestræk for amternes arbejde med EPJ.

Tema: Elektronisk patientjournal
Emneord: 
Informationsteknologi
Journal