Journalen ligger i computeren

Sygehusledelser, læger, sygeplejersker og sundhedspolitikere har i de seneste år valfartet til Langeland for at se, hvordan et sygehus fungerer, når papirjournalerne er skiftet ud med elektroniske journaler på computer. Både læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og sekretærer skriver i de samme journaler. For plejepersonalet har de elektroniske journaler især betydet en bedre dokumentation af plejen.

Hver gang sygeplejerske Jeanette Juel Koll møder på vagt på Geriatrisk Afdeling, printer hun en afdelingsliste ud, hvor hun kan se en oversigt over alle patienter på afdelingen.

Der står kort om, hvornår hver enkelt patient er indlagt og årsagen til indlæggelsen. Der står også oplysninger som, at en patient eksempelvis skal have taget blodtryk to gange i hver vagt, en patient skal deltage i den tværfaglige konference, eller en patient har haft konstante smerter i sin fod og har fået ordineret ny medicin.

Afdelingslisterne er en ny opfindelse, som er kommet til med den elektroniske patientjournal. Tidligere blev den slags oplysninger læst op som mundtlig rapport ved vagtskifte, og sygeplejerskerne skrev selv ned. Små 'gule sedler' med 'Damefrisør klokken 10' eller 'Hentes af datter klokken 16' er erstattet med en elektronisk notesblok, der dukker op, så snart sygeplejersken sætter sig til skærmen for at se på oversigten over patienterne. Drejer det sig om en af Jeanette Juel Kolls patienter, tilføjer hun sine egne notater på afdelingslisten.

''I stedet for at bruge tid på at notere patienters navne og data ned i hånden, har vi oplysningerne printet ud på afdelingslisten. Vi bruger stadig tid på rapport, men nu diskuterer vi patienterne på et andet niveau, for eksempel i faglige diskussioner,'' siger Jeanette Juel Koll.

Sygehus Fyn, Rudkøbing med plads til 60 patienter, 26 medicinske og 34 geriatriske foruden 10 pladser i geriatrisk daghospital, er det sygehus i Danmark, der først har gjort sig uafhængig af papirjournaler.

Modsat andre sygehuse i landet, som afprøver den elektroniske patientjournal som et tidsbegrænset projekt eller som et projekt begrænset til en enkelt afdeling, så valgte man i Rudkøbing i løbet af 1992-94 at sætte den elektroniske journal i drift. Papirjournalen er siden blevet afskaffet gradvist.

En skør idé

Projektleder og sygeplejerske Lone Tynan forklarer det som en kombination af flere forhold, at det lille sygehus på Langeland har gjort sig til frontløber i udviklingen af den elektroniske patientjournal.

''Da nogle læger i begyndelsen af halvfemserne præsenterede en idé om en fælles journal, som skulle være elektronisk, var vi nogle, som grinede. Baggrunden for forslaget var, at sygehuset var blevet omstruktureret, efter den kirurgiske del var blevet nedlagt. I de komplekse medicinske og geriatriske patientforløb er en tværfaglig enhedsjournal mere oplagt, og den administrerende overlæge kendte nogle læger, som havde udviklet en elektronisk patientjournal, som tidligerede havde været anvendt af nogle praktiserende læger,'' fortæller Lone Tynan.

Hun har siden 1997 haft orlov fra sin stilling som afdelingssygeplejerske på Medicinsk Afdeling for at kunne beskæftige sig på fuldtid med udvikling og implementering af den elektroniske journal.

Papirjournalen blev ikke afskaffet fra den ene dag til den anden. Til at begynde med var det kun de lægefaglige kontinuationer og patientnotater, som sekretærerne skrev ind på computer, printede ud og lagde i papirjournalen. I 1994 blev der anskaffet flere computere, og personalet tog den elektroniske journal i brug sideløbende med, at man printede den elektroniske journal ud på papir og lagde printet i papirjournalerne.

I starten indeholdt journalen kun dagsnotater, som svarer til det, man skriver kronologisk i papirjournalen, samt forskellige skabeloner til for eksempel indlæggelsessamtale og udskrivningsark.

Den elektroniske journal og papirjournalen kørte parallelt, indtil papirjournalen blev afskaffet i 1995. Næste skridt i udviklingen var, at fysioterapeuter og ergoterapeuter fik deres egne elektroniske notatark.

Lægerne på Rudkøbing Sygehus var initiativtagere til den elektroniske patientjournal, men plejepersonalet blev hurtigt klar over, at de måtte gå ind i udviklingen for at få indflydelse.

''I dag må vi sige, at det i høj grad skyldes de lokale ildsjæles indsats, at den elektroniske journal blev sat i gang uden nogen projektfase, og uden vi opstillede mål. På et lille sygehus snakker man sammen, og det gør det

Side 23

enklere, når man vil ændre på arbejdsgangene,'' siger Lone Tynan.

Rudkøbing Sygehus er i dag en del af Sygehus Fyn, og her er man på baggrund af erfaringerne i Rudkøbing netop gået i gang med af indføre elektroniske patientjournaler i tre samarbejdende afdelinger, der er geografisk adskilt. Nemlig Rudkøbing Sygehus, Ærøskøbing Sygehus med 36 medicinske og kirurgiske sengepladser og hele det medicinske område på Svendborg Sygehus, der består af fem afdelinger med tilsammen 91 stationære sengepladser og 10 deldøgnspladser.

Med det nye system til computeren 'MediCare' bliver den elektroniske journal forbedret, så den bliver mere brugervenlig og får flere funktioner.

Lone Tynan er projektleder på det projekt, der går ud på at videreudvikle og udbrede den elektroniske patientjournal til de tre sygehusenheder i Sygehus Fyn.

Stuegang ved skærmen

På kontoret på Geriatrisk Afdeling står tre computere, hvilket ifølge Jeanette Juel Koll er rigeligt til de to plejegrupper. Personalet skal ikke bruge tid på at vente på, at en skærm skal blive ledig.

Når læger og sygeplejersker går stuegang, mødes de foran computeren på kontoret. Her gennemgår de patienternes journaler, før de går ud på stuerne.

''Det kan være en ulempe ikke at have journalen ved hånden, for eksempel sker det, at lægen bliver svar skyldig, når en patient spørger til en blodprøve. Derfor er bærbare computere et stort ønske,'' siger Jeanette Juel Koll.

Personalet arbejder på at gøre stuegangen mere konsultationspræget, og på Medicinsk Afdeling har man indrettet samtalerum, hvor man kan gå stuegang i enrum, og hvor der er adgang til en computer.

Jeanette Juel Koll opfatter den elektroniske patientjournal som en forbedring, på trods af de ulemper, den også har.

''Overskueligheden er blevet bedre. Det, at man på skærmen hurtigt kan danne sig et overblik over, hvordan patienterne har det, er en stor fordel. Hvis jeg ikke har været på arbejde i nogle dage og for eksempel skal undersøge, om en af mine patienter stadig har tryksår, så kan jeg se på datoen ud for 'tryksår', om der har været skrevet noget nyt siden sidst,'' siger Jeanette Juel Koll.

Hun synes, at computerens mappestruktur gør det nemt at dokumentere, fordi man kan gå ind på det specifikke sygeplejeproblem eksempelvis 'tryksår' eller 'diarré' og skrive i journalen.

''Vi kommer aldrig ud for, at journalen er udlånt, eller at vi skal vente på, at journalen kommer op på afdelingen. Hvis patienten skal til undersøgelse et andet sted, så kan vi sende en kopi af journalen. Tidligere kunne vi komme ud for, at der manglede papirer i journalen, det sker heller aldrig i dag,'' siger Jeanette Juel Koll.

Med den nyeste version af computerprogrammet kan flere medarbejdere hente den samme journal frem på deres skærme og skrive i den samtidig.

Der er retningslinier for etik og sikkerhed med hensyn til, hvordan man opbevarer kopier af journalen. Udprintninger af dele af journalen må ikke efterlades tilfældige steder, men skal lægges i bestemte kasser, hvorefter papirerne bliver destrueret.

Hurtige svar på prøver

Endnu en fordel ved de elektroniske journaler er de hurtige svar på laboratorieprøver, som kommer elektronisk.

For sygeplejerskerne er det også nyt, at de nu kan se, hvad fysioterapeuter og ergoterapeuter skriver i deres notatark.

''Tidligere havde fysioterapeuter og ergoterapeuter ikke nogen journal, men kun en bog i lommen, som de skrev i, og som vi

Side 24

andre ikke så,'' siger JeanetteJuel Koll.

Det er dog ikke alle faggrupper, der har vænnet sig til at kigge i hinandens notater i den fælles journal.

''Når lægerne skriver epikriser og for eksempel skal skrive om patientens fysiske aktivitet, ville det være oplagt at gå ind i journalens sygeplejedel og læse, hvordan patienten bliver forflyttet. Nogle læger læser i sygeplejedelen, andre gør det ikke. Jeg tror, det handler om tradition og en opfattelse af ''at det her er vores journal,'' og at man ikke læser i de andres journal,'' siger Jeanette Juel Koll.

''En af farerne ved det her system er, hvis vi glemmer at gå ud og se til patienterne. Det er nemt at sidde og kigge på blodprøver på skærmen, og aftale, at ''vi bestiller lige nogle nye'' og så glemme at sige det til patienten. Jeg mener nu ikke, at sygeplejerskerne er slemme til at sidde foran skærmen og glemme patienterne, men lægerne kan godt have en tendens til det,'' siger Jeanette Juel Koll.

En risiko ved de elektroniske journaler er, at man er afhængig af, at computersystemet kører 24 timer i døgnet. I forbindelse med udskiftning af et gammelt computersystem med et nyt var personalet i en periode ofte ude for tekniske problemer.

''Hver gang systemet bliver udviklet, kommer der nogle 'børnesygdomme', som skal udryddes. Det skaber naturligvis irritation hos personalet, at systemet går ned,'' siger Lone Tynan.

Når systemet svigter, er der hele tiden enten teknikere i huset eller i tilkaldevagt, som kan løse problemet.

SY-1999-18-22-1a
SY-1999-18-22-1b

Det man glemmer

Når en patient bliver indlagt, undersøger sygeplejersken, om patienten tidligere i sit liv har været indlagt på sygehuset. Ved at indtaste for eksempel patientens CPR-nummer eller patientens navn, giver computeren straks besked om datoerne for tidligere indlæggelser. Patientens stamdata findes i så fald allerede.

Er det en ny patient, skal patientens data tastes ind i statusarket. Det foregår ved, at der dukker nogle skemaer op på skærmen, hvor man skal skrive i bestemte felter, ligesom hvis skemaet havde været af papir. De elektroniske skemaer har imidlertid den fordel, at når stamdata en gang er skrevet ind i et felt, så skal de ikke tastes ind flere steder. Når enten læger, sygeplejersker, fysioterapeuter eller ergoterapeuter fremover skal skrive i patientens journal, dukker navn, CPR-nummer og alder automatisk op på afdelingslister, samtaleark, dagsnotater og plejeplaner med videre. I det gamle papirsystem kom personalet ofte ud for, at der manglede oplysninger som for eksempel indlæggelsesdato eller adresseoplysninger. Det sker aldrig i det elektroniske system.

Når læge og sygeplejerske har gennemført indlæggelsessamtale med patienten, skal de udfylde patientens statusark i computeren. Sygeplejersken udfylder den del, der handler om fysiske, psykiske og psykosociale forhold. Lægen skriver en anamnese, noterer, om patienten er overfølsom overfor bestemt medicin, og skriver de vigtige diagnoser.

''Forskellen på et statusark af papir og ét i elektronisk form er, at det elektroniske statusark bliver ført ajour i hele patientens indlæggelse. Man kan selv vælge, om man vil se det oprindelige statusark eller det ajourførte. Det er guld værd, at man ikke skal sidde og bladre rundt, når man skal have et overblik over patientens situation.

En anden fordel ved det elektroniske system er, at man kan få det til at understøtte de ting, man glemmer i hverdagens travlhed. Når sygeplejersken for eksempel i statusarket sætter kryds i felterne 'penge' og 'smykker', der betyder, at patienten har haft penge og smykker med sig, så minder computeren hende om det, når patienten senere skal udskrives,'' siger Lone Tynan.

Computeren overfører krydset ved penge og smykker fra statusarket til udskrivningsarket. Sygeplejersken har måske også i statusarket krydset af, at værdierne er opbevaret i medicinskabet, og i udskrivningsarket bliver hun derfor også mindet om, hvor værdierne er.

Side 25

Medicinering er et godt eksempel på vigtigheden af kun at skulle skrive en oplysning én gang. Når lægen ordinerer medicin og bestemmer styrke og dosis, slår han op i lægemiddelkataloget, som ligger på computeren. Lægen behøver ikke at kunne stave rigtigt for at finde frem til præparatet. Et par af de første bogstaver er nok, så viser computeren en liste, hvor lægen kan vælge det rigtige præparat og den rigtige styrke. I stedet for at skulle skrive styrke og dosis med håndskrevne tal og bogstaver, sætter lægen kryds ud for nogle valgmuligheder på skærmen. Det sikrer mod fejlmedicinering.

''I det gamle system dikterede lægen ordinationen, og en sekretær skrev båndet ud. Måske var der noget, hun ikke rigtigt kunne høre, eller måske manglede der nogle oplysninger, som sekretæren så måtte bruge tid på at skaffe fra lægen,'' siger Lone Tynan.

Én medicinliste

På Rudkøbing Sygehus har man regnet ud, at i papirsystemet blev medicinordinationen i løbet af patientens første indlæggelsesdøgn skrevet ind på ny og ændret 10-20 gange af fire-syv forskellige personer med varierende farmakologisk indsigt. Dette billede fortsatte med faldende hyppighed under patientens indlæggelse. De store fejlmuligheder opstod så igen, når patienten skulle udskrives, og en række forskellige papirer skulle påføres medicinoplysninger.

Nu er det lægerne selv, der taster ordinationerne ind. Skal der ændres i ordinationen, kan den ajourføres fra et hvilket som helst sted på sygehuset, og ændringen slår igennem, så der hele tiden kun findes én og samme medicinliste, der altid er tidstro og ajourført. Når lægen ordinerer medicin, har han altid den ajourførte liste ved hånden og kan tage højde for interaktioner mellem forskellige præparater. Han bliver også mindet om, hvis patienten er overfølsom over for bestemt medicin. Den oplysning har han nemlig tidligere påført i statusarket, og nu dukker oplysningen op, når han skal taste medicinordinationen ind.

Sygeplejersken kan printe medicinlister og behandlingskort ud, og hun kan printe et doseringskort ud, der passer nøjagtig til doseringsæsken.

I det elektroniske system har sekretærerne ikke længere noget at gøre med medicin, og sygeplejerskernes håndskrevne reproduktioner af medicinlisterne er forsvundet.

''Mulighederne for fejlmedicinering har tidligere været store, men nu er de stort set elimineret,'' siger Lone Tynan.

Det har dog ikke været uproblematisk at få lægerne til at bryde den gamle tradition med at diktere medicinen.

''Vi har måttet kæmpe for at få lægerne til at skrive medicinen ind i journalen, fordi lægerne synes, det er nemmere at diktere. Derfor tror jeg ikke, at tiden er

Side 26

moden til at tale om at gøre journalen endnu mere fælles, end den er i øjeblikket, hvor hver faggruppe har hver sin del i den fælles journal. Men det er helt sikkert, at udviklingen vil gå i retning af, at hver faggruppe arbejder mere fælles problemløsende omkring patienten,'' siger Lone Tynan.

Elektroniske plejeplaner

Plejeplaner var ikke med i de første versioner af den elektroniske journal. Ét af sygeplejerskernes ønsker var, at alle patienter skulle have en sygeplejejournal, hvor sygeplejersken kan dokumentere kontinuiteten og kvaliteten af plejen.

''Plejeplaner af papir har den ulempe, at man er tvunget til at arbejde sig tidsmæssigt frem og gentage problemet fra dag til dag. Derfor må man hele tiden skrive eksempelvis 'angående smerter'og 'angående kvalme,' og det tager tid. Den elektroniske journal passer bedre til plejepersonalets måde at arbejde problemorienteret. Her har du alt om smerter samlet i én mappe på computeren og alt om kvalme samlet i en anden mappe,'' siger Lone Tynan.

Det var imidlertid langt fra alle sygeplejersker, der var fortrolige med at arbejde ud fra sygeplejeprocessen, hvor man arbejder med sygeplejediagnoser, formulerer problemstilling, opstiller mål og vedtager en handlingsplan.

''Det er faktisk kun sygeplejersker, der er uddannet siden 1979, eller som har været på efteruddannelse, der er blevet undervist i sygeplejeprocessen. Det er heller ikke alle steder, man arbejder med den problemløsende metode i praksis. Derfor har det været nødvendigt at gennemføre kurser,'' siger Lone Tynan.

For at øve sig i at arbejde med plejeplaner begyndte sygeplejerskerne i 1995 at bruge plejeplaner på papir, inden de blev indført elektronisk. I en overgang arbejdede man parallelt med plejeplaner på papir og på computer, før papirudgaven blev afskaffet i 1997.

Mange sygeplejediagnoser

På Geriatrisk Afdeling har patienterne typisk mange sygeplejediagnoser. Hver gang en patient får stillet en sygeplejediagnose, opretter og vedtager man en plejeplan, det vil sige, man definerer et problem, formulerer et mål og beslutter en handlingsplan.

En patient har for eksempel diagnosen tryksår. Problemet er formuleret sådan, at patienten har et femkronestort sår bag på os sacrum. Årsagen er, at patienten er meget mager og har været sengeliggende den sidste måned. Patienten har smerter, og der er infektion i såret. Patienten kan ikke ligge på ryggen. Sygeplejersken har opstillet det mål, at huden skal holdes hel, ren og tør, at smerterne skal mindskes og trykket på huden aflastes. Handlingsplanen går ud på, at patientens sår skal skiftes to gange dagligt, og at patienten skal lejres på siderne. Der skal lægges en spencomadras i sengen.

Herefter skal handlingsplanen følges op. Computeren sørger automatisk for, at der bliver skrevet med blåt, når det er dagvagten, der skriver. Med grønt når det er aftenvagten, og med rødt for nattevagten.

Aftenvagten skriver for eksempel i problemfeltet, at hun har skiftet såret, og at der var meget væske. I handlingsfeltet skriver hun, at hun har lagt en ekstra absorberende forbinding på. Dagvagten, som næste morgen skifter forbindingen, tilføjer i evalueringsfeltet, at den absorberende forbinding har haft god effekt.

Den overordnede problemformulering, mål og handlingsplan justeres løbende. Plejepersonalet vælger typisk at se den aktuelt gældende problemformulering og handlingsplan fra dag til dag. Men man kan også vælge at gå tilbage og læse hele problemets forhistorie.

Når tryksåret er lægt, bliver den elektroniske mappe med sygeplejediagnosen lukket ­ på skærmen bliver der sat et kryds over den, så alle kan se, at det er et afsluttet problem. Hvis problemet bliver aktuelt igen, kan man blot genåbne mappen og arbejde videre. Sygeplejerskerne har aftalt, at en handlingsplan på en sygeplejediagnose skal afsluttes, hvis der ikke er skrevet noget nyt i en uge.

''Et af problemerne ved at skulle dokumentere sygeplejen i plejeplaner

Side 27

er, at når vi har drøntravlt, får vi ikke ajourført plejeplanerne. Er planerne ikke opdaterede, er de ikke noget værd, så det elektroniske system stiller nogle krav,'' siger Jeanette Juel Koll.

Uddannelse af personalet

Hele personalet er blevet undervist i at arbejde på computer, og hvordan man anvender den elektroniske patientjournal. Herudover har en gruppe 'superbrugere' fået supplerende undervisning, så de kan hjælpe deres kolleger.

I øjeblikket er personalet på Sygehus Fyn, Ærøskøbing og Sygehus Fyn Svendborgs medicinske afdeling ved at lære at bruge den elektroniske journal.

For plejepersonalets vedkommende er personalet på alle de involverede afdelinger blevet undervist i sygeplejeprocessen, hvordan man dokumenterer og arbejder med sygeplejediagnoser, plejeplaner og standardplejeplaner.

''To sygeplejersker fra hver afdeling har fået ekstra undervisning, så de er blevet en slags eksperter, der kan støtte kollegerne,'' forklarer Lone Tynan.

Den elektroniske journal har vendt op og ned på arbejdsgangene på sygehuset, og derfor har der jævnligt været nedsat tværfaglige grupper, som har diskuteret, hvordan arbejdet kommer til at fungere bedst muligt.

Kvalitetssikring

At benytte sygeplejeklassifikationer er én af de nye arbejdsgange, den elektroniske journal har ført med sig. At klassificere sygeplejen går ud på at inddele grupper af sygeplejediagnoser og give dem numre. Slår man op i 'Langelands Klassifikationssystem, LKS', finder man for eksempel overskriften 'Hud/Slimhinde', som har nummer 9. I denne gruppe findes blandt andre diagnosen 'Sår'. Under denne diagnose befinder sig blandt andre diagnoserne 'Sår relateret til neuropati hos diabetikere', 'Sår relateret til traumer og kirurgi' og 'Tryksår'.

Sygeplejersker bruger forskellige ord for den samme sygeplejediagnose, når de dokumenterer plejen. Tryksår kan for eksempel blive kaldt 'liggesår' eller decubitus ­ måske er decubitus stavet forkert et sted. Computeren ved ikke, at disse forskellige ord står for det samme.

Vil man lave en statistik på antallet af tryksår i en bestemt afdeling, er det derfor ikke sikkert, at man får alle tilfælde med. For at kunne kvalitetssikre og lave statistikker er man nødt til at kalde tingene det samme ­ derfor er alle sygeplejediagnoser forsynet med en talkode i computeren. Når man opretter en sygeplejediagnose, skal man vælge den i klassifikationssystemet, så bliver talkoden automatisk sat på.

Den elektroniske patientjournal er som skabt for statistikker og kvalitetssikring.

Man kan for eksempel sammenligne, om der er flere tryksår på den ene afdeling end på den anden eller fra det ene år til det andet. Man kan også finde frem til plejeplanerne og se, om nogle bestemte handlinger har haft særlig god effekt. Eller sygehusledelsen kan for eksempel undersøge, på hvilke tidspunkter der har været mest brug for tilkaldevagten i Røntgenafdelingen, og herefter sætte normeringen ud fra det.

Bedre service til patienterne

Spørgeskemaundersøgelsen blandt personalet på Rudkøbing Sygehus viser, at et flertal mener, at den elektroniske journal har givet mere rationelle arbejdsgange. Der er sparet tid på genfinding af information, antallet af dobbeltregistreringer er nedbragt, og der er sparet arkivplads.

For patienterne er det en forbedring af servicen, at de ikke længere skal udsættes for at svare på de samme spørgsmål, hver gang de møder en ny fagperson.

Sidste nye skridt i udviklingen af den elektroniske patientjournal har været at åbne for udvekslingen af elektroniske oplysninger mellem de tre sygehusenheder i Sygehus Fyn, nemlig Rudkøbing, Ærøskøbing og Svendborg.

De tre sygehuse er knyttet elektronisk sammen, så man fra hvert sygehus kan få adgang til journalerne på de øvrige sygehuse. Sygehusenes elektroniske journaler er i stand til at sende og modtage patienternes stamdata fra Fyns Amts patientadministrative system. Man kan for eksempel sende epikriser direkte fra de elektroniske sygehusjournaler til de praktiserende læger.

''Hjemmeplejen i de kommuner, vi samarbejder med, arbejder endnu ikke på computere, men vi får snart mulighed for at sende sygeplejerapport og varslingsblanket via Internet til en computer i hjemmeplejen,'' fortæller Lone Tynan.•

Nøgleord: Baggrund, elektroniske patientjournaler, informationsteknologi, klassifikationer, plejeplaner.

Den intelligente journal (side 26)

I forhold til papirjournalen, hvor man må gøre alt skrivearbejdet selv, kan man få den elektroniske journal til at arbejde for sig. Her er nogle eksempler på, hvad den elektroniske journal i Rudkøbing kan udføre.

Laboratoriedel: Svar på laboratorieprøver bliver automatisk sorteret og ført ind i patienternes journaler.

Samtlige svar på laboratorieprøver kommer dog også på en usorteret liste, hvor de tal, der ligger over eller under normalområdet er fremhævet med farver. Den vagthavende læge kan på den baggrund beslutte, om der hurtigt skal sættes ind med behandling. Laboratorietal kan ses på flere forskellige måder: Som forud definerede skemaer med referenceværdier til brug for sammenligning af flere prøvesvar, som dato-relaterede svar med farve og referenceværdier eller grafisk i kurver.

Medicinmodul: Lægerne kan indtaste medicin direkte og på den måde ajourføre medinlisten, så der altid kun er én version.

Bookingmodul: Personalet kan booke tider i undersøgelses- og behandlingsambulatoriet.

Ekg-modul: ekg'er kan optages og lagres elektronisk, og man kan printe en kurve ud.

Statistikmodul: Mulighed for at søge på alle slags data til ledelses- eller kliniske formål.

Det første system, som blev implementeret i Rudkøbing, hed Medex og var udviklet af to fynske læger. Firmaet blev senere opkøbt af Rambøll A/S. Rambøll udvikler i samarbejde med Sygehus Fyn det nye windowsbaserede system MediCare, som i første omgang indføres i Svendborg, Ærøskøbing og Rudkøbing. Systemet bliver udviklet gennem hele projektperioden, og der bliver løbende åbnet for nye funktionaliteter. Sygehus Fyn kalder sit elektronisk patientjournal-projekt for 'Shift-epj'.

 
Billedtekster
Sygeplejerske Jeanette Juel Koll går sammen med lægen stuegang foran skærmen. De gennemgår patienterne på Geriatrisk afdeling, inden de går ud på stuerne.Den elektroniske journal består af en menu, hvor man kan vælge, hvilken del af journalen man vil arbejde i. Man arbejder i 'vinduer' på skærmen ­ et vindue kan eksempelvis være en plejeplan, epikrise eller medicinordination.Sedlerne til doseringsæsken kan man printe ud direkte fra computeren, hvor medicinlisten altid er ajourført. Håndskrevne medicinlister er afskaffet, og det betyder langt mindre risiko for fejlmedicinering.På Medicinsk Afdeling har man indrettet et samtalerum, hvor patienten kommer ind og taler med læge og sygeplejerske, og hvor der er adgang til den elektroniske journal på computerskærmen.

Tema: Fremtidens sygeplejejournal

Journalen ligger i computeren                    

Fremtidens patientjournal               

Sygeplejen er sat i system               

Emneord: 
Dokumentation
Informationsteknologi
Journal

Sygeplejen er sat i system

I efteråret 1998 præsenterede Sundhedsstyrelsen den længe ventede prøveudgave af de behandlingsprocedurer i sygeplejen, som skal indgå i Sundhedsvæsenets Klassifikationssystem SKS. Nu skal systemet afprøves, og erfaringerne vil vise, om de klassificerede procedurer passer til sygeplejerskernes arbejde i praksis.

Gradvist er det danske sundhedsvæsen ved at bevæge sig ind i informationsteknologi-alderen via elektroniske patientjournaler, praksislægesystemerne og kommunernes hjemmeplejesystemer. Patienters data bliver udvekslet over computere mellem faggrupper, mellem afdelinger, mellem sygehuse og på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet.

Der er en bevægelse mod, at læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre sundhedsprofessionelle skal arbejde sammen med reference i det hensigtsmæssige patientforløb i stedet for som nu at arbejde parallelt. Det kræver, at der er en fælles forståelse af patientdata, så de forskellige personalegrupper kan arbejde sammen med udgangspunkt i de samme patientdata og samtidig bidrage med hver sin faglige ekspertise.

Det har aktualiseret behovet for, at de sundhedsprofessionelle er enige om, hvilke data der skal registreres, og hvordan de skal registreres.

For at man kan genbruge data, skal de være entydige, standardiserede og klassificerede. Det vil sige, at man skal være enige om, at man forstår det samme, når man bruger et bestemt ord, og ordene skal indgå i et klassifikationssystem, så man eksempelvis kan præcisere, at en samtale med en patient ikke blot er en hvilken som helst slags samtale. Det er en bestemt samtale, eksempelvis en visitationssamtale, en indlæggelsessamtale eller en statussamtale.

Et landsdækkende system

Sundhedsvæsenets Klassifikationssystem (SKS) (1) skulle ideelt set tjene det formål. Det blev introduceret i 1992 og skulle sikre, at der inden for alle områder af sundhedsvæsenet var standardiserede og klassificerede data til rådighed for den kliniske praksis. Som et andet vigtigt element skulle data udarbejdes og vedligeholdes efter de samme principper, det vil sige, at man for alt i verden ville undgå et hav af lokale systemer, hvor de kliniske data kun kunne bruges lokalt, men ikke indgå i den videre kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, da de så ikke kunne sammenlignes med andre. Kort sagt: Systemet skulle være landsdækkende, logisk, med ensartede, veldefinerede koder og ideelt set afspejle den daglige kliniske praksis.

Sundhedsstyrelsen startede arbejdet med at lægge de klassifikationssystemer, der allerede fandtes i forvejen, eksempelvis ICD-10 og andre, ind i SKS. Det var forholdsvis smertefrit. Men ­ så var der de områder, hvor der ikke fandtes klassifikationssystemer i forvejen, eksempelvis sygeplejen og ergo- og fysioterapi for at nævne nogle. For at tage hul på de områder blev der i Sundhedsstyrelsen nedsat arbejdsgrupper, der skulle komme med forslag til klassifikation af deres kliniske område.

SKS-arbejdsgruppen vedrørende sygepleje (2) blev nedsat i 1993. Arbejdsgruppens hovedopgave var at udarbejde en klassifikation af procedurer (undersøgelse, behandling og pleje), der udføres af sygeplejepersonalet i hele sundhedssektoren. Planen var også, at der bagefter skulle udarbejdes en klassifikation af sygeplejeproblemer eller, som nogen kalder det, sygeplejediagnoser. Gruppen afleverede sit forslag til klassifikation af procedurer til Sundhedsstyrelsen i 1996.

Lokale løsninger

Ude omkring på sygehuse og i hjemmeplejen var der i mellemtiden begyndt at spire det ene initiativ efter det andet med patientjournaler fælles for alle faggrupper. Behovet for klassifikation af plejedata blev mere og mere påtrængende. Mange opgav at vente og lavede lokale løsninger, hvor man plukkede lidt hist og pist. Typisk sygeplejediagnoser fra NANDA (North American Nursing Diagnosis) (3) sygeplejebehandlinger fra NIC (Nursing Interventions Classification) (4) og outcome fra NOC (Nursing Outcomes Classification) (5). Problemet med at benytte fremmede klassifikationssystemer er, at systemerne ikke er landsdækkende og ikke indpasset i SKS-arkitekturen.

SKS-arkitekturen er relativt enkel. Der er nogle overskrifter,

Side 33

kaldet toptermer, og derefter nogle undergrupper, der indgår i en meningsfuld sammenhæng med toptermen (boks 1).

Et klassifikationssystem kan beskrives som en systematisk og formålsbestemt gruppering af begreber i klasser efter et eller flere kriterier.

I efteråret 1998 præsenterede Sundhedsstyrelsen en prøveudgave af 'Katalog over sygeplejens behandlingsprocedurer' (6). Her var nu sket en sammenblanding af tre hidtil adskilte klassifikationer, nemlig ergo- og fysioterapi, sygepleje og ikke-operative behandlinger. Samtidig var der udarbejdet en klassifikation for administrative forhold samt en tillægsklassifikation. Udgangspunktet for sammenskrivningen var den kirurgiske procedureklassifikation, hvor hovedgrupperne er organiseret efter organforhold i relation til patientens sygdom.

Den blev modtaget med en let undren blandt mange sygeplejersker, men også med en vis lettelse ­ endelig sker der da noget!

SKS-systemet er dog stadig præmaturt. Der er kun lavet klassifikationer for sygeplejens behandlingsprocedurer, der mangler stadig klassifikationer for sygeplejeproblemer.

Klassifikationssystemet er bygget op, så hver handling har en kode, der består af bogstaver og tal.

Eksempel:

BW Procedurer med generel anvendelse

BWE Kommunikationshandlinger

BWEC Samtaler

BWEC01 Indlæggelsessamtale

Toptermen er en procedure ibehandlingsklassifikationen (B) med generel anvendelse. Det er en kommunikationshandling, en samtale og en bestemt slags samtale ­ nemlig en indlæggelsessamtale. Den enkelte sygeplejerske skal ikke kende bogstaverne eller numrene, og i mange tilfælde er der på forhånd lagt de mest anvendte koder ind i den journal, man anvender på den pågældende afdeling.

I eksemplet med indlæggelsessamtalen vælger man blot indlæggelsessamtale direkte i en menu på computerskærmen i stedet for at gå igennem de øvrige tre niveauer. Systemet finder så selv ud af at give den rigtige kode. Det vil sige, at man lokalt på arbejdspladsen laver sine egne kataloger med de mest anvendte handlinger, man bruger netop der.

Langt fra enighed

I forhold til de udenlandske systemer har SKS den svaghed, at de enkelte termer endnu ikke er beskrevet, så man kan være nogenlunde sikker på, at alle faggrupper forstår det samme med termen. At nå til enighed om at beskrive termer er et arbejde, der vil tage flere år, men det er vigtigt, hvis ideen i SKS skal føres ud i det praktiske kliniske liv.

Når en sygeplejerske skal anvende klassifikationssystemet, kan hun for det første se, hvor klassifikationen hører hjemme i SKS-hierarkiet, så om toptermerne giver mening. Dernæst om de underliggende termer virker meningsfulde. Så tager man et udpluk af de mest anvendte handlinger, man bruger i dagligdagen, og ser, om de er med ­ og igen om de optræder i en

Side 34

meningsfuld sammenhæng med egen praksis. Gør de det, kan man lave sit eget katalog, gør de ikke, må man gå den lange vej og søge dem ændret via henvendelse til Sundhedsstyrelsen.

Individuel sygepleje kræver præcise data om den enkelte patient. Det kræver igen, at sygeplejen bygger på dokumenteret viden, og at der er kvalitet og kontinuitet i patient/klientforløbet. Sygepleje- og sundhedsinformatik er nogle af de redskaber, der muliggør det, men det vil aldrig fratage den enkelte sundheds- og sygeplejerske ansvaret i forhold til den situationsbestemte sygepleje til den enkelte patient. Det vil der aldrig være noget redskab eller system, der kan.

Basale regler

For at et klasifikationssystem skal give mening og være let at bruge i dagligdagen, er der nogle få basale regler, der skal overholdes. Det er at:

  • der er ét kodesystem med klare grænser mellem delklassifikationerne, der er eksempvis forskel på, om det er en indlæggelsessamtale eller en udskrivelsessamtale
  • ethvert begreb har én kode
  • der er en konsekvent hierarkisk opbygning
  • der er entydige koder
  • klassifikationen er overskuelig og let at bruge
  • der er danske tekster
  • klassifikationen kan hurtigt og konsekvent vedligeholdes
  • klassifikationen er udviklet ud fra klinisk praksis
  • klassifikationen skal have national anerkendelse.
SÅDAN ER SKS-SYSTEMET BYGGET OP

Eksempel fra behandlings- og plejeklassifikationen:

BW PROCEDURER MED GENEREL ANVENDELSE

BWE Kommunikationshandlinger.

BWH Medikamentel behandling som ikke klassificeret andetsteds.

BWJ Procedurer vedrørende generelle kost- og diætforhold.

BWL Procedurer vedrørende sekretion.

BWS Sikringshandlinger.

BWT Medicingivning.

BWU Medicinadministration.

BWY Kontrol af behandlinger med generel anvendelse og virkning eller uden specifikation.

BWE Kommunikationshandlinger.

BWEA Generelle pædagogiske handlinger.

BWEA0 Vejledning, motivering, instruktion og undervisning af patient.

BWEA00 Vejledning af patient.

BWEA01 Instruktion af patient i konkret fremgangsmåde.

BWEA02 Rådgivning af patient om muligheder.

BWEA03 Oplæring af patient i manuel færdighed. Inklusive: Igangsætning.

BWEA04 Undervisning af patient i nødvendig viden.

BWEA05 Motiveret af patient.

BWEA06 Oplæring af patient i dagligdags handling. Inklusive: Igangsætning.

BWEA07 Afledning af patient.

BWEA08 Supervisering af patient. Inklusive: Kontrol af indlæring.

BWEA1 Hukommelsesstøtte. Inklusive: Påmindelse og pegning.

BWEA4 Personlig støtte ved direkte kontakt.

BWEA40 Holde om patienten.

BWEA41 Holde patienten i hånden.

BWEA42 Være til stede hos patienten.

BWEA43 Ledsage patienten.

BWEC Samtaler.

BWEC0 Samtaler i forbindelse med indlæggelse.

BWEC00 Visitationssamtale.

BWEC01 Indlæggelsessamtale.

BWEC02 Statussamtale.

Koderne i klassifikationssystemet er bygget op, så de fire første led er bogstaver og de efterfølgende led er tal.

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen. Sundhedsvæsenets Klassifikations System. København: Sundhedsstyrelsen; 1992.
  2. Sundhedsstyrelsen. SKS-klassifikation af sygeplejehandlinger. København: Sundhedsstyrelsen; 1996.
  3. Gordon Marjory, Manual of Nursing Diagnosis 1991-1992. Mosby Year Book; 1992.
  4. McCloskey J.C., Bulechek G.M. Nursing Interventions Classification. Mosby; 1996.
  5. Johnson M, Maas M. Nursing Outcomes Classification. Mosby; 1997.
  6. Sundhedsstyrelsen. Katalog over sygeplejens behandlingsprocedurer. København: Sundhedsstyrelsen; 1999.

Lise Therkelsen er ansat i Dansk Sygeplejeråds sekretariat.

Nøgleord: Elektroniske patientjournaler, informationsteknologi, klassifikationer, SKS.

Billedtekst
Sundhedsvæsenets Klassifikationssystem SKS skal sikre ensartethed i sygeplejen.

Tema: Fremtidens sygeplejejournal

Journalen ligger i computeren                    

Fremtidens patientjournal               

Sygeplejen er sat i system               

Emneord: 
Informationsteknologi
Klassificering

Fremtidens patientjournal

Den elektroniske patientjournal er på udviklings- og afprøvningsstadiet over hele landet. Journalerne åbner for en række nye muligheder for at udveksle informationer mellem afdelinger, sygehuse og sektorer i sundhedsvæsenet. Ét af problemerne er imidlertid en mangel på standardisering, ellers kan de forskellige elektroniske systemer ikke tale med og forstå hinanden.

Få steder har den elektroniske journal allerede helt erstattet papirjournalerne, men de fleste steder, hvor man arbejder med elektroniske patientjournaler, foregår det som forsøg, hvor man blandt andet vurderer nytteværdien og gevinsten.

11 sygehuse eller amter har indtil nu fået støtte til projekter fra Sundhedsministeriets midler i forbindelse med 'Handlingsplan for elektronisk patientjournal', HEP. Derudover arbejder man flere andre steder med elektroniske journaler, men uden at have fået støtte til projektet.

I Sundhedsstyrelsen arbejder man på at finde frem til standarder for, hvad en journal skal indeholde, og hvordan den skal være bygget op.

''I dag arbejder hvert amt helt for sig selv. Men amterne har selv udtrykt ønske om, at de på længere sigt gerne vil kunne udveksle patientjournaler og data med hinanden, og derfor er det nødvendigt at finde frem til en standardstruktur,'' siger it-konsulent i Sundhedsstyrelsen Marianne Holdt, der er sygeplejerske og master of information technology, MI. Hun samarbejder med amterne og leverandørerne af de tekniske systemer.

Et af de principper, Sundhedsstyrelsen gerne vil fremme i en kommende standardstruktur er, at den elektroniske journal er opbygget, så den er tværfaglig.

''Journalen skal være fælles for læger, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige sundhedsgrupper, så man kan arbejde med de samme data på hver sine områder. Det optimale ville være, at man registrerede og dokumenterede data i fælles problemark, men det er en omstillingsproces, som ligger langt ude i fremtiden. Læger og sygeplejersker har tradition for at dokumentere hver for sig,'' siger Marianne Holdt.

En fælles journal og kun ét sted, hvor patientens data er samlet, har stor betydning for både patienter og personale, mener Marianne Holdt.

''Jeg kan godt gyse, når jeg hører om steder, hvor patienterne har 5-7 forskellige journaler, fordi de enkelte afdelinger og faggrupper registrerer i hver deres journal. Så mange data, der skal registreres i alle journaler. Så mange spørgsmål, patienten skal svare på igen og igen. Og så er data nok ikke ens i de forskellige journaler,'' siger Marianne Holdt.

Sygeplejersker er på forkant

Marianne Holdt er ikke i tvivl om, at både læger og sygeplejersker fremover vil komme til at dokumentere problemorienteret frem for kronologisk.

''Sygeplejersker er længere fremme i deres måde at arbejde problemorienteret på, det er især læger, der skal vænne sig til at tænke anderledes, når de dokumenterer,'' siger Marianne Holdt.

Et andet princip for strukturen i journalen, som Sundhedsstyrelsen vil fremme, er, at journalen skal kunne rumme patientforløbsmodellen. Det betyder, at alle relevante data for patienten skal være i journalen, for eksempel stamdata, plejeplaner, laboratoriesvar og røntgensvar. Det betyder også, at den samme journal skal følge patienten, fra man bliver oprettet som patient på for eksempel sygehuset, til man bliver udskrevet af for eksempel hjemmeplejen. Kvalitetsmåling er en af de oplagte fordele ved at have samtlige data registreret elektronisk og struktureret, så man kan søge på data.

''I fremtiden vil vi gerne kunne undersøge eksempelvis 'hvad var problemet, hvordan fik vi løst det, og hvordan blev resultatet'. Vi vil gerne kunne se den samlede behandling, en patient har fået i sundhedsvæsenet på tværs af faggrupper og sektorer. De registreringer ligger mange steder i dag, og de er stort set umulige at finde frem,'' siger Marianne Holdt.

Den elektroniske journal er født med en lang række tekniske muligheder. For eksempel kan den kommunikere med sygehusets elektroniske patientsystem og undersøge, om patienten har været indlagt før, og føre de relevante oplysninger fra dette system over i journalen. Den kan også hente svar fra laboratoriet på patienternes blodprøver og føre dem ind de rigtige steder i journalen. Den kan sørge for, at prøvesvarene kommer til at stå med rødt eller med blåt, hvis de afviger fra normalværdierne. Personalet kan direkte fra computeren booke tider i ambulatorier eller til operation ­ den elektroniske journal sørger selv for at finde ud af, hvornår der er ledige tider.

Alt dette forudsætter imidlertid, at de elektroniske systemer taler samme sprog. Og det er langt fra altid tilfældet i dag. Elektroniske laboratoriesystemer, røntgensystemer, patientadministrative systemer og elektroniske patientjournaler er blevet udviklet uden noget overordnet nationalt eller amtsligt krav om, at systemerne

Side 29

på et tidspunkt skal kunne integreres med hinanden.

Den manglende standardisering betyder, at man i dag ikke kan opnå den fulde gevinst af systemerne, hvis man ikke kan genbruge de data, man har tastet ind i ét system. I mange tilfælde må man printe data ud på papir og taste dem ind i det næste system. Manglende standarder betyder også, at det er vanskeligt at skifte leverandøren til edb-systemet ud, hvis man gerne vil have nogle funktioner i systemet, som leverandøren ikke kan levere. I så fald må man skrotte hele sit edb-system og starte forfra med et nyt.

Standarder er også nødvendige, hvis man i fremtiden skal kunne udveksle patientjournaler mellem to sygehuse i et amt, mellem hjemmeplejen, praktiserende læger og sygehusene og på tværs af amtsgrænserne.

Både i Sundhedsstyrelsen og i den europæiske standardiseringsorganisation CEN arbejder man på at finde en fremtidig struktur for informationsteknologiske systemer i sundhedsvæsenet.

I Sundhedsstyrelsen har man i flere år været i gang med at opbygge et kommende fælles sprog, som skal benyttes, når man registrerer og dokumenterer i elektroniske journaler, for at man kan genfinde sine data, når man søger i systemet. Sproget, eller klassifikationssystemet hedder SKS, og det står for Sundhedsvæsenets Klassifikations System. SKS er ved at blive testet i ti pilotprojekter over hele landet, hvor det bliver brugt ved indtastning i patientadministrative systemer.

På DSI ­ Institut for Sundhedsvæsen, følger konsulenterne læge Søren Lippert og sygeplejerske Niels Koldsø udviklingen af elektroniske patientjournaler på sygehusene. De er bekymrede over den manglende standardisering på området.

''Vi kan meget let havne i den situation, at sygehusene udvikler forskellige systemer, hvor det er udelukket, at systemerne kan snakke sammen. Leverandørerne af de elektroniske patientjournaler har dog hidtil været flinke til at tilpasse systemerne til eksempelvis SKS,'' siger Søren Lippert.

Binder systemerne sammen

Nytten af de elektroniske journaler afhænger i høj grad af, om journalerne kan bruges til kvalitetsmåling og kvalitetssikring. En anden betydelig nytteværdi er integrationen med andre informationsteknologiske systemer på sygehusene.

''Den elektroniske journal er ­ ud over at være en erstatning for papirjournalen ­ en form for informationstilgængelighed. De kan give adgang til en lang række informationskilder og binde de informationsteknologiske systemer sammen. Hvis de hænger sammen, så man som bruger ikke tænker over, hvilket system man arbejder i, så er nytteværdien høj,'' siger Niels Koldsø.

Han er leder af sekretariatet af den såkaldte Elektroniske patientjournal Observatorium, EPJ-Obs, som også er et projekt, der er støttet af Sundhedsministeriets HEP-midler. Observatoriet står for at opsamle og udveksle erfaringer mellem de andre 11 HEP-støttede projekter.

''Vi mærker en tiltagende interesse for at høre om de andres projekter. Der er en tendens til bredere samarbejde mellem sygehusene, hvor der tidligere har været en tendens til kapløb om at være den, der viste vejen,'' siger Niels Koldsø.

I løbet af året udgiver EPJ-observatoriet en rapport, der samler erfaringerne fra de 11 elektroniske patientjournal-projekter i landet. EPJ-Obs er et samarbejde mellem DSI ­ Institut for Sundhedsvæsen, Center for telematik i Sundhedsvæsenet og Informatikuddannelse på Aalborg Universitet. Observatoriet har sin egen hjemmeside på Internet med adressen: www.hep.dk   

Side 30 

11 forsøg med elektroniske journaler

ROSKILDE AMTSSYGEHUS:

Et evalueringsprojekt på Dialyseafdelingen og Obstetrisk Afdeling, hvor man siden maj 1997 har haft en elektronisk patientjournal i drift.Målet er at nå frem til en optimal implementeringsstrategi for elektronisk patientjournal i en sygehusorganisation. Der lægges vægt på organisatoriske forhold og nytteværdi omkring indførelsen.

ÅRHUS AMT:

Implementering af et system til støtte for kvalitetssikring af cancerbehandlingen i Århus Amt, nærmere bestemt på Århus Kommunehospital, Århus Amtssygehus og Odder Centralsygehus. Målet er at udvikle en specialiseret udbygning af den elektroniske journal med mulighed for fuld integration til de systemer, der allerede anvendes i klinikkerne, for eksempel Det grønne system og Cancer Registret.

NORDJYLLANDS AMT:

Et pilotprojekt på Medicinsk Afdeling M2 på Hobro Sygehus, hvor man vil teste en virtuel journal. På sengeafdelingen kan læger og sygeplejersker hente et skærmbillede frem, der viser patientens samlede data, som elektronisk er hentet ind fra forskellige informationsteknologiske systemer på sygehuset. Journalen kan samle svar fra røntgen, patologi og stamdata fra sygehusets patientsystem.

VEJLE OG GIVE SYGEHUSE:

Et evalueringsprojekt på Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle og Give Sygehuse i forbindelse med anvendelse af elektronisk patientjournal. Målene er at synliggøre og dokumentere nytteværdien af den elektroniske patientjournal og at afprøve og beskrive en evalueringsmodel, som kan anvendes af Vejle Amts sygehusvæsen i forbindelse med indførelse af kliniske systemer i fremtiden.

VIBORG AMT:

Et driftsprojekt, hvor man vil udvide Viborg Amts distrikspsykiatriske elektroniske journal, så den kan anvendes inden for hele det psykiatriske område. Journalen skal integreres med distriktspsykiatrien i Viborg Amt og de psykiatriske afdelinger på Søndersøparken. Derudover skal der være optimeret kommunikation til primærsektoren.

SCT. HANS HOSPITAL:

Et pilotprojekt, der går ud på at indføre elektronisk patientjournal på først en afdeling og siden to afdelinger på Psykiatrisk Afdeling U.

Målet er at vurdere gevinstpotentialet og få erfaring med at bruge elektroniske patientjournaler. I projektets anden fase er målet blandt andet at kunne kommunikere elektronisk med udvalgte eksterne parter.

HVIDOVRE HOSPITAL:

Et pilotprojekt der går ud på at indføre elektronisk patientjournal på Børneafdelingens observationsafsnit i forbindelse med omstrukturering. I observationsafsnittet forventes der at blive et meget højt patientflow, og den elektroniske journal skal fungere som effektivt støttesystem. Målet er blandt andet at etablere hurtig kommunikation til praktiserende læger i optageområdet. På længere sigt er målet at etablere brugerstøttefunktioner, hvor patienter og pårørende via Internet kan få journalindsigt.

AMTSSYGEHUSET I GENTOFTE:

Thoraxkirurgisk Afdeling R vil videreudvikle den elektroniske patientjournal, som har været i drift fra 1. januar 1996, dog i modificeret version siden 1. januar 1997. Målet er at udvikle journalen til at omfatte afdelinger og flere aktiviteter. Kardiologisk Afdeling P og Lungemedicinsk Afdeling deltager i projektet.

KØBENHAVNS AMT:

Udvikling og implementering af en fælles elektronisk patientjournal for tre gynækologisk obstetriske afdelinger på amtssygehusene i Herlev, Gentofte og Glostrup. Målet er at forenkle indberetningerne fra fødsler og ensrette dataopsamling i de tre afdelingers journaler, så man kan bruge data på tværs af afdelingerne til kvalitetsudvikling.

SYGEHUS FYN:

Indførelse af elektronisk patientjournal i tre geografisk adskilte sygehusenheder i Sygehus Fyn. Målet er blandt andet at vurdere gevinstpotentialet og at udarbejde en generel model for indføring af elektronisk patientjournal. Desuden er det projektets mål at få indflydelse på et elektronisk patientjournal-produkt ved at deltage tæt i produktets tilblivelse.

HERNING CENTRALSYGEHUS:

Projektet går ikke ud på at afprøve en elektronisk patientjournal. Det er derimod et rent organisatorisk projekt på Ortopædkirurgisk Afdeling og Parenkymkirurgisk Afdeling, der går ud på at undersøge de organisatoriske konsekvenser, hvis man vil indføre en elektronisk patientjournal.

Kilde: Epj-Observatoriet.

Nøgleord: Baggrund, elektroniske patientjournaler, klassifikationer.

Billedtekst
Den elektroniske patientjournal vil binde sygehusafdelinger sammen på en måde, der kommer til at bryde med vante arbejdsgange.

Tema: Fremtidens sygeplejejournal

Journalen ligger i computeren                    

Fremtidens patientjournal               

Sygeplejen er sat i system               

Emneord: 
Dokumentation
Journal
Informationsteknologi

Rehabilitering af hjertepatienter

HjerteRaskiGen rehabiliteringsambulatoriet følger den iskæmiske hjertepatient tæt efter udskrivelsen fra sygehuset. Patienten gør en aktiv indsats for at forbedre sit helbred og dermed nedsætte risikoen for komplikationer. Personalet bruger informationsteknologi og en standard for patientforløb til at sikre behandlingskvaliteten.

Side 40

SY-1999-15-40-1
Computerprogrammet HjerteRask er udformet, så patientens historie og relevante undersøgelsesresultater automatisk tegner en individuel risikoprofil, der naturligt fører til et behandlingsforslag. 

Side 41

Sygeplejerskerne på Kardiologisk Afdeling P, Københavns Amtssygehus i Gentofte, har siden 1992 tilbudt patienter, der har været indlagt under diagnoserne akut myokardieinfarkt og observation for akut myokardieinfarkt, at komme til en opfølgende samtale i afdelingens sygeplejerskeambulatorium.

Ambulatoriet opstod som et ''græsrodsambulatorium'' ud fra et skønnet behov og uden ressourcetilførsel. Patienterne blev oftest udskrevet, mens de var i en krisefase, hvor de havde vanskeligt ved at forstå informationen omkring deres sygdom og de ændringer i livsstil, vi anbefalede dem at følge. Derfor blev patienterne sammen med en pårørende tilbudt at komme i sygeplejerskeambulatoriet to til tre uger efter udskrivelsen til en konsultation på cirka en time.

Samtalen tog udgangspunkt i indlæggelsesforløbet, reaktionen herpå, forståelse for nødvendige livsstilsændringer samt medicinforståelse og kompliance. Der blev ikke brugt journal, registrering i ambulatoriets booking eller dokumentation i sygeplejepapirer. Der blev heller ikke målt værdier som blodtryk, vægt eller kolesterol.

Ikke alle patienter kom som aftalt. Mange fulgte ikke opfordringen om at gå til egen læge og få checket kolesteroltal og spiste ej heller den anbefalede kost. Personalet havde ikke mulighed for at følge op på dette. De kunne heller ikke sikre sig, at informationen var forstået, da patienterne ikke skulle komme i ambulatoriet efter denne enkelte samtale. Vi opdagede først problemerne ved en eventuel senere genindlæggelse.

Patientforløb

Ved at anvende patientforløb som metode til kvalitetsudvikling i afdelingen blev der ved det afgrænsede forløb ­ fra udskrivelse via sygeplejeambulatoriet til egen læge overtager behandlingen af patienten med akut iskæmi ­ fundet en del indsatsområder, som kunne optimeres:

Indsatsområderne er:

  • Dokumentation
  • Registrering
  • Opfølgning
  • Informationsmateriale om risikofaktorer
  • Behandling

Der var samtidig fokus på effekten af den sekundære profylakse, ­ profylakse til patienter med iskæmisk hjertesygdom, hvortil professor dr.med. Steen Stender tidligere i Køge og i Odense havde udviklet et computerprogram, HjerterRask med individualiseret patientinformation. Sammen med Steen Stender, nu Klinisk Biokemisk Afdeling i Gentofte, og de to medicinalfirmaer, som bedst har dokumenteret effekten af kolesterolsænkende medicin, Bristol-Myers Squibb og Merck, Sharp & Dohme (4S og Care studiet), fik afdelingen i februar 1998 omstruktureret og omorganiseret sygeplejerskeambulatoriet til et decideret hjerterehabiliteringsambulatorium. I første omgang var der tale om et projekt for et år. Ambulatoriet er blevet døbt: HjerteRaskiGen ­ læs: Hjerte-Rask-i-Gentofte eller hjerte-rask-igen.

Konceptet for ambulatoriet består af en videreudvikling af computerprogrammet HjerterRask og en ny udformet instruks, som sammen gør det muligt at implementere de anbefalede behandlingsstrategier.

Kvalitetssikringspris

Sygeplejerskerne i HjerteRaskiGen rehabiliteringsambulatoriet på KAS Gentofte modtog fornylig 3. prisen på 10.000 kroner fra Dansk Selskab for Kvalitetssikring i Sundhedssektorens prisuddeling 'Kvalitetsprisen i Sundhedssektoren 1999'.

Rehabiliteringen af hjertepatienten går ud på at sætte fokus på risikofaktorer og dermed på kolesteroltallet og kostomlægning. De faktorer, der skal vurderes, er blandt andet: Rygning, vægt, blodtryk og medicins virkning og bivirkning.Computerprogrammet HjerterRask er udformet, så patientens sygehistorie og relevante undersøgelsesresultater automatisk tegner en individuel risikoprofil, der naturligt fører til et behandlingsforslag.

Side 42 

Kvalitetsudviklingen i det afgrænsede patientforløb har givet os et struktureret og effektivt ambulatorium med dokumenterede besøg, der gør det muligt at lave kvalitetsregistrering af ambulatoriets patientbehandling.

Rehabiliteringsambulatoriet har til formål at give hjertepatienten indsigt i og forståelse for sin egen sygdom. Forståelse for nødvendigheden af, at man selv gør en aktiv indsats for at forbedre sit helbred. Dermed kan man nedsætte risikoen for komplikationer eller udsætte de komplikationer, der følger med sygdommen.

Alle de patienter, der får tilbud om at komme i ambulatoriet, har iskæmisk hjertesygdom.

Elektronisk kvalitetssikring

Nøgleord i computerprogrammet HjerterRask er individualiseret patientinformation og løbende kvalitetsregistrering.

Programmet er udformet, så patientens sygehistorie og relevante undersøgelsesresultater tegner en individuel risikoprofil, der naturligt fører til et behandlingsforslag. Patienten får ved hver konsultation en patientrapport, som er en individualiseret opgørelse over alle relevante måleresultater. Tidligere som nye resultater er afbildet grafisk sammen med de aftalte måltal for behandlingsniveauet. Her kan patienten selv følge kvaliteten af sin behandling.

Programmet kan desuden udskrive en behandlerrapport. Det er en opdateret fremstilling, der viser, i hvor høj grad det er lykkedes at påvirke de modificerbare risikofaktorer for iskæmisk hjertesygdom hos alle patienter, der til dato har været i ambulatoriet.

Behandlerrapporten viser også ressourceforbruget grafisk med antal konsultationer per måned og den gennemsnitlige tid mellem konsultationerne.

Computerprogrammet i HjerteRaskiGen gør det muligt at drive ambulatoriet i det daglige uden brug af patientjournalen. Den benyttes kun ved den første indtastning af data og undersøgelsesresultater samt ved den sidste, afsluttende konsultation. I journalen dokumenterer man, at patienten følges i ambulatoriet.

Langt det meste skrivearbejde i ambulatoriet foregår elektronisk. Alle blanketter og breve, der er behov for i et ambulatorium, er lagt ind på computer, for eksempel henvisning til diætist, påmindelsesbrev til patienten og brev til egen læge. Ambulatoriesygeplejersken kan selv klare det nødvendige sekretærarbejde ved at printe ud, skrive under og sende.

Ved afslutning af patienten i HjerteRaskiGen-ambulatoriet får patienten og patientens egen læge tilsendt en statusrapport, der indeholder alle relevante oplysninger for den fortsatte behandling. Patientens egen læge bliver tilbudt en diskette med patientens data til sit HjerteRaskiGen-program. Dette sikrer patienten kontinuitet i information og behandling ­ Shared Care.

Som supplement til computerprogrammet er udarbejdet en instruks, en standard for logistikken og alle procedurer i ambulatoriet. Standarden er udarbejdet og tilpasset fuldstændigt efter de aktuelle og lokale behov, så den officielle, anbefalede behandlingsstrategi kan følges.

Instruksen er udarbejdet efter de principper, som gælder i Good Clinical Practice og i Good Laboratory Practice. Den er signeret af den behandlingsansvarlige læge, af den kvalitetsansvarlige læge og af den produktionsansvarlige oversygeplejerske. Kun originalt signerede ark må benyttes i ambulatoriet.

Rehabiliteringsambulatoriet kan i det daglige fungere ved hjælp af computerprogram og instruks alene på sygeplejerskebasis. Sygeplejersken har sit eget ansvarsområde udvidet ved beføjelser uddelegeret fra standarden. Ved patientforløb, der falder uden for standarden, bliver patienten tilset af en læge. Der er planlagt en ugentlig stuegang, hvor problemer diskuteres. Efter stuegang skriver eller ringer sygeplejersken til patienten og informerer om beslutningen.

I konsultation

Når patienten kommer i konsultation i ambulatoriet tager samtalen udgangspunkt i patientens sygehistorie: Hvordan oplever patienten indlæggelsesforløbet? Patienten får information om behandlingsmuligheder, således at patienten får større sygdomsindsigt og forståelse for nytten af selv at gøre en indsats.

Informationen sætter fokus på risikofaktorer og dermed på kolesteroltallet og kostomlægning. De faktorer, der skal vurderes, er blandt andet: rygning, vægt, blodtryk og medicins virkning og bivirkning.

For at sikre, at patienten har forstået informationen, skal han kunne genfortælle med egne ord, eksempelvis hvad han skal, hvilken medicin han tager, hvad han spiser, og hvad han ikke spiser.

Der tales rygestop med patienterne. Ambulatoriesygeplejerskerne er uddannede rygestop-instruktører. Indlagte patienter

Side 43

tilbydes eventuelt nikotintyggegummi. Der måles blodtryk og vægt. Under- og overvægtige patienter henvises til diætist, ligesom patienter med kolesteroltal over 7,0 henvises til diætvejledning.

(Boks - se nedenfor)

Patienterne møder ambulant cirka en måned efter udskrivelsen til blodprøvetagning og samtale, hvor der følges op på tidligere informationer og på, hvordan de har haft det siden sidst, fysisk, psykisk og socialt. Patienten bliver spurgt til sit velbefindende, hvor man skal svare på en skala fra usædvanlig

Side 44

godt til elendigt, hvordan man selv synes, at man har det. Det er vigtigt at få patienten til at sætte ord på elendigheden, da det 10-20-dobler risikoen for komplikationer, hvis patienten oplever sin livskvalitet som elendig.

Patienten får under konsultationen svar på dagens kolesteroltal, og der startes behandling med kolesterolsænkende medicin, et statinpræparat, hvis kolesteroltallene er forhøjede. Recepten udskrives via computeren og underskrives af en læge fra afdelingen. Patienten følges i HjerteRaskiGen-ambulatoriet, til de individuelle målværdier er nået. Herefter er ambulatorieforløbet slut, og patienten overgår til fortsat kontrol hos egen læge.

Shared Care til kronisk syge

Det øgede antal ambulante behandlinger og korttidsbehandlinger i sygehusene har øget behovet for samarbejde mellem primær og sekundær sektor. Det er nødvendigt med sammenhængende patientforløb, og praksiskonsulentordningen er et velegnet bindeled hertil.

Der er international erfaring med Shared Care til kronisk syge patienter (diabetes, astma, cancer), som er en samarbejdsform, som giver kontinuitet og kvalitet.

For at udføre Shared Care er det nødvendigt med fælles mål, fælles forståelse for og håndtering af den kliniske situation og behandling. Der er også behov for informationsudveksling ud over epikrisen. HjerteRaskiGen er et redskab til at udføre Shared Care. Konceptet for HjerteRaskiGen er siden starten i februar 1998 blevet tilpasset i et tæt samarbejde mellem de involverede læger, laboranter, sygeplejersker, edbprogrammører og praktiserende læger, så det i dag fungerer rutinemæssigt.

Det er vores indtryk, at hvis patienten ikke fanges og følges med samtale og blodprøver fra starten, det vil sige straks, fra man udskrives, vil man ikke selv være opsøgende og gå til egen læge for at blive checket. At kolesteroltal er forhøjede, mærker man ikke. Det er først, når patienten bliver indlagt på grund af følgerne, at patienten bliver opmærksom på det.

Der har siden 1. februar 1998 været omkring 300 patienter i HjerteRaskiGen, og det er vores klare indtryk, at patienterne er glade for tilbuddet, og at de tager informationen langt mere alvorlig nu, hvor den er personlig. Patienterne bruger deres patientrapport som vandrejournal og følger nøje ændringer på skemaerne. Patienterne er således med til at sikre, at de korrekte værdier bliver lagt ind i programmet.

For at være projektsygeplejerske i et rehabiliteringsambulatorium som dette kræves der, at man er erfaren kardiologisk sygeplejerske, det vil sige, at man har kendskab til alle facetter i den komplicerede kardiologiske patients sygdomsforløb. Patienterne spørger meget og bredt under konsultationerne, især i starten. Derudover skal man have en stor interesse for rehabilitering. Man skal have lyst til at arbejde selvstændigt og opsøgende, og man skal have kendskab til edb på brugerniveau. Endvidere skal man være god til at informere og have pædagogiske såvel som organisatoriske evner.

Organisatorisk er projektsygeplejerskerne på Kardiologisk Afdeling i Gentofte placeret med reference til oversygeplejersken, og de er indplaceret på løntrin 36. Ambulatoriet har omkring 130-140 konsultationer per måned og drives af én sygeplejerskestilling fordelt på tre personer.

Hver patient ses fire-seks gange over en periode på fire-seks måneder. Den totale pris per patient er cirka 1.500 kroner i lønninger. Dette skal ses i forhold til den reducerede risiko for komplikationer og forværring i sygdommen med genindlæggelse og revaskulariserende behandling til følge og ikke mindst patienternes tilfredshed.

Shared Care og konceptet med et computerprogram plus en standard kan nemt overføres til andre ambulatorier for kronisk syge patienter. Formen er patientvenlig. Patienten er i centrum, information og behandling er individuel, og man sparer dyre sengedage.

Konceptet giver kontinuerligt mulighed for at følge behandlingskvaliteten for hele patientgruppen via dataudtræk fra computeren og er som sådan en vigtig kvalitetsindikator.

HjerteRaskiGen er samtidig en afgrænset enhed i afdelingen, hvor der kan indhentes vigtige erfaringer med informationsteknologien, når den anvendes til elektronisk patientjournal.

Anbefalingerne for behandling af patienter med iskæmisk hjertesygdom er fra Dansk Selskab for Almen Medicin og Dansk kardiologisk Selskab, december 1998.

Lone Koch er ansat på Kardiologisk Afdeling P på Amtssygehuset i Gentofte.

Nøgleord: Elektronisk patientjournal, hjertesygdomme, informationsteknologi, rehabilitering, sygepleje.

Risikofaktorer og anbefalet behandling (side 43)

Iskæmisk hjertesygdom skyldes koronararteriosklerose eller ''åreforfedtning.''

Det er den hyppigste dødsårsag i Danmark, 25 procent af alle dødsfald skyldes iskæmisk hjertesygdom.

Hvert år får 16.000 danskere et førstegangs hjerteinfarkt, og 14.000 danskere får førstegangs angina pectoris, arytmi eller hjertesvigt. I alt har 150.000 personer i Danmark symptomgivende iskæmisk hjertesygdom.

Patienter med erkendt iskæmisk hjertesygdom har større risiko end raske for at dø af sygdommen og for at få recidiv eller forværring af kliniske symptomer. Patienten har 25 procent risiko for et hjerteinfarkt og risikoen for død er over 20 procent inden for en 10-års periode.

Risikoen for nyt hjerteinfarkt og død stiger med antallet af risikofaktorer for den enkelte patient. Det er derfor vigtigt, at de iskæmiske patienter kender deres risikoprofil og deres individuelle behandlingsmål og principperne i behandlingen. Dette gælder især patienter med høj risikoprofil, da det er dem, der har størst effekt af behandlingen. Risikofaktorerne omfatter alder og køn samt diabetes og arvelig disposition for iskæmisk hjertesygdom, faktorer der ikke kan ændres ved. Diabetes kan dog reguleres så optimalt som muligt.

Faktorerne rygning, for højt blodtryk, abdominal fedme og højt kolesterol kan derimod påvirkes ved information og vejledning til livsstilsændring, oftest suppleret med medikamentel behandling af forhøjet kolesterol.

Patienter med iskæmisk hjertesygdom anbefales livsstilsændring med:

  • Rygereduktion, helst rygeophør. Rygning fordobler risikoen for hjerteinfarkt.
  • Kostomlægning. At spise mindre dyrisk fedt, mere fra havet og mere grønt, til serumkolesterol er under 5,0. Kostændringen har, ud over den kolesterolsænkende effekt i sig selv, en gunstig, styrkende effekt på karvæggen.
  • Motion. Det anbefales at dyrke en halv til en hel times moderat aktivitet tre til fire gange ugentligt. Risikoen for iskæmisk hjertesygdom er to til tre gange mindre hos patienter, der dyrker motion fast.
  • Vægtregulering. Et BMI (bodymassindex) på 20-25 kg/m2 (kilogram per kvadratmeter) anbefales. Vægtregulering ved kostomlægning i kombination med motion anbefales.

Ud over livsstilsændring anbefales medicinsk behandling for forhøjet kolesterol. Se-kolesterol (total) mindre end 5,0, LDL (= det lede kolesterol) mindre end 3,0 anbefales, hvorimod HDL (= det herlige kolesterol) med værdier mindre end 1,0 er markør for øget risiko.

Forhøjet blodtryk skal søges reguleret først ved vægtregulering og øget motion dernæst ved medikamentel behandling.

Diabetes anbefales ligeledes reguleret primært ved vægtreduktion, motion og hjertevenlig kost uden sukker, dernæst farmakologisk.

Derudover har patienter med iskæmisk hjertesygdom dokumenteret effekt af acetylsalicylsyre og blodtryksregulende betablokkere, eventuelt ACE-hæmmer. Patienterne er ofte i behandling med alle tre præparater.

Behandlingsstrategien for den enkelte patient skal være entydig. Det er derfor nødvendigt, at der er et samarbejde mellem sygehusafdeling og patientens egen læge ­ Shared Care, på dansk kaldet transsektoriel udveksling.

Emneord: 
Informationsteknologi
Journal
Rehabilitering
Hjerte- og karsygdom

EDB er en ny dimension i sygeplejen

Sygeplejersker, som fagligt ikke har den store erfaring i brugen af edb, skal indstille sig på fremtiden og se mulighederne i den. Frederiksborg Amt er ved at indføre nyt edb-system, der udformes efter tanken om hele patientforløb. Patientjournal og standardplejeplaner vil eksempelvis inden længe være elektroniske.

Frederiksborg Amt er i gang med en gennemgribende udskiftning og opbygning af sundhedsvæsenets IT-systemer og infrastruktur, som bringer amtet uptodate på det informationsteknologiske område.

Alle faggrupper vil blive berørt, ikke mindst sygeplejerskerne.

Det nye system skal først og fremmest lette det daglige arbejde med patienterne.

Internationalt arbejdes der med at udarbejde klassifikationskoder (1) for sygepleje i stil med dem, lægerne bruger. Disse koder virker måske ikke umiddelbart særlig vedkommende for den enkelte sygeplejerske, men de er en nødvendighed for, at der kan udarbejdes brugbare edb-værktøjer, som vil kunne lette det daglige arbejde betydeligt. Koderne er også vejen frem, når det gælder dokumentation af sygeplejeydelserne, for målingerne bliver mere ensartede og gennemskuelige, hvis alle har et fælles værktøj til registrering.

Systemet vil gøre det administrative arbejde mindre og dokumentationen langt bedre, samtidig med at der spares tid, som så kan bruges til patientpleje. En af hovedhjørnestenene i det nye system er, at registreringen foregår ved kilden.

De detaljerede arbejdsgangsanalyser i vinter vil efter al sandsynlighed vise, at også sygeplejerskerne i langt højere grad skal registrere, hvad de foretager sig med patienten.

Jeg har ofte hørt sygeplejersker udtale, at de anser indskrivning af data på computer for at være sekretærarbejde. Men det er vigtigt, at sygeplejerskerne ikke fortaber sig i kompetence- og fagstridigheder fra starten, for så går vi glip af en oplagt mulighed for at præge det stykke værktøj, som vi kommer til at skulle arbejde med fremover.

Baseret på forløb

Der ligger et kolossalt stort stykke arbejde til grund for det nye system, som er bestilt hos Kommunedata. Forskellige arbejdsgrupper, der er udpeget af sygehusledelserne på tværs af faggrupperne, har været med til at udarbejde krav til det nye Patient Administrative System (PAS). Der har desuden været knyttet ekstern konsulentbistand til projektet.

Kravspecifikationen indeholder omkring 2.000 krav. Et af de centrale krav er, at systemet skal understøtte Sundhedsstyrelsens nye tankegang om forløb. Systemet vil blive udarbejdet sådan, at alle tidligere registreringer på en given patient er tilgængelige, når en patient atter kommer i kontakt med sygehuset. Sådan har det ikke været før.

En patient vil med andre ord ikke længere være nødt til at genfortælle sin sygdomshistorie for hver ny indlæggelse. Desuden vil det nye system lette flere arbejdsgange, blandt andet i forbindelse med elektroniske henvisninger og epikriser til de praktiserende læger. En anden fordel ved systemet er, at man undgår megen dobbelt registrering, for det nye system bliver programmeret således, at en allerede registreret oplysning automatisk vil fremkomme i relevante skærmbilleder.

Mange involverede

PAS bliver leveret i flere omgange, med start i 1999. Frederikssund Sygehus bliver det første i amtet, der skal tage systemet i brug, og derefter følger Sygehuset Øresund og Hillerød Sygehus.

En forudsætning for et hurtigt udbytte af de

Side 35

store investeringer er en god implementeringsproces. Mange medarbejdere vil blive inddraget, og der er nedsat implementeringsgrupper på alle afdelinger med cirka tre medlemmer i hver. Grupperne skal tage del i en detaljeret arbejdsgangsbeskrivelse, koordinere at afdelingens brugere får undervisning, og deltage aktivt, når systemet skal tages i brug på afdelingen.

Seks koordinatorer skal støtte afdelingerne på de enkelte sygehuse.

Desuden er der ansat fire instruktører, og yderligere en halv snes mennesker frikøbes fra deres daglige arbejde i et halvt år for at fungere som deltidsinstruktører, når Frederiksborg Amts 3.600 medarbejdere skal undervises i brugen af dette nye system.

Undervisningen er bygget op i forskellige niveauer, alt efter i hvor stor udstrækning medarbejderen skal bruge systemet. Man skelner mellem superbrugere, intensive brugere og lejlighedsvise brugere. De to førstnævnte grupper får først et teoretisk kursus i registreringsregler og klassifikationer. Cirka en måned før implementeringen skal alle brugere på et praktisk kursus i brugen af PAS, hvor der er lejlighed til at afprøve selve systemet.

Overvejelser er nødvendige

Når medarbejderne er blevet fortrolige med første del af det nye system, er det vigtigt, at sygeplejerskerne har gjort sig nogle tanker om, hvad de kunne tænke sig, at sygeplejedelen af den elektroniske patientjournal skal indeholde. Man bør måske se på, om de allerede eksisterende standarder egner sig til at blive lagt på edb. Det kunne også være en opgave for de faglige sammenslutninger at få sat gang i processen med at udarbejde ensartede, specialespecifikke standarder. Edb-udgaven af en standard kunne eksempelvis være et afkrydsningsskema.

Hvis man forestiller sig en standardplejeplan til en astmapatient, ville den nok indeholde felter til registrering af, hvordan patienten er lejret, graden af cyanose, graden af dyspnø og så videre. Der bør selvfølgelig også være mulighed for at indføje noget tekst om patientens psykiske tilstand for eksempel.

Faggrænse- og kompetencestridigheder må ikke få lov til at overskygge det vigtige arbejde, sygeplejerskerne skal i gang med. Det handler om at finde ud af, hvad vi kunne tænke os, at fremtidens edb-værktøjer skal kunne. Det vigtigste er ikke at sidde og udarbejde skemaer og lignende, men at have holdninger, eller krav om man vil, til fremtidens dokumentationsredskab.

Litteratur

  1. Kjærgaard G. Vist kan det lade sig gøre. Sygeplejersken 1998;(31): 10-15, 39.

Forfatteren er PAS-instruktør ved Sundhedsvæsenets IT-afdeling i Frederiksborg Amt.

Nøgleord: Edb, dokumentation, Frederiksborg Amt.

Emneord: 
Dokumentation
Informationsteknologi
Journal

Til eksamen over nettet

Informationsteknologien får skyld for meget – også at den ikke tiltrækker kvinder. Men sygeplejerskerne er faktisk en markant gruppe blandt det kuld sundhedsinformatikere, der som de første i Norden er blevet færdige fra Aalborg Universitet.

SY-1998-46-36-1Marianne Holdt (til højre) og Inge Madsen: ''Det har været hårdt. Man kan ikke forestille sig, hvordan det er at have et halvtidsstudium ved siden af et fuldtidsjob.'' Foto: Per Folkver.

Vi vover påstanden: ''Aldrig før set i Danmark.''

Det nye hold mastere i sundhedsinformatik fra Aalborg Universitet har gennemført en stor del af deres eksamener over Internettet. Med et modem og en pc'er har de hentet eksamensopgaverne hjem i dagligstuen, hvor de har løst dem og sendt resultatet tilbage til universitetet som elektronisk post.

For de 26 nye mastere i sundhedsinformatik har computeren været en helt uundværlig del af studiet, der er foregået som fjernstudium via et elektronisk konferencesystem.

Alligevel har det været sin sag at gå til eksamen over nettet. Hvad nu, hvis teknikken svigter? Hvis opgaven ikke når frem? Eller besvarelsen bliver forsinket?

''Der var lavet en nødprocedure, hvis systemet skulle bryde ned. Men faktisk først efter at jeg selv og en studiekammerat havde prøvet det weekenden inden en eksamen,'' siger sygeplejerske Inge Madsen, Skejby Sygehus, og tilføjer:

''Nødproceduren kom lidt vel sent ind i billedet, men sådan kan det gå, når man som de første kaster sig ud i en splinterny uddannelse. Så må man finde sig i at være en slags forsøgskaniner.''

Sygeplejerske Marianne Holdt, Sundhedsstyrelsen, havde gjort sig nogle andre tanker inden eksamenerne over nettet:

''Hvor er lærerne dog dumme sådan at sende eksamensopgaver hjem til én, tænkte jeg.

Jeg kan jo bare ringe til kollegerne i informatikafdelingen, hvis der er noget, jeg er i tvivl om.

Men når eksamensopgaven kom dumpende ned i den elektroniske postkasse, fandt jeg lynhurtigt ud af, at der ikke var ét sekund at spilde, hvis jeg skulle løse opgaven inden for den fastsatte tid.

Der var bestemt ikke tid til at foretage bare én opringning, ligesom man følte, at verden ville bryde sammen, hvis ens mor eller bedsteveninden skulle finde på at ringe.''

Helt ny uddannelse

Uddannelsen til sundhedsinformatiker er et nyt tilbud til personalet i sundhedssektoren. Baggrunden er indlysende nok.

Gennem de seneste år er der foretaget meget store investeringer i informationsteknologi (IT), men som oftest har de forskellige faggrupper stået aldeles uforberedte, når computerne har holdt deres indtog. Det er sjældent, at de har været med til at planlægge og udvikle systemerne, ligesom de fleste først har skullet lære at bruge computeren, når den stod i afdelingen.

En af grundene til, at personalet ikke har spillet nogen central rolle ved indførelsen af ny teknologi, er ifølge Aalborg Universitet, at der har manglet en videregående uddannelse i, hvordan man kan tage aktiv del i den proces.

Masterprogrammet i sundhedsinformatik sigter derfor mod at kvalificere sundhedspersonalet til både at indgå i selve udviklingsprocessen og være med til at styre indkøringen af teknologien.

Under studiet får man også indsigt i de forandringer i arbejdslivet, som informationsteknologien fører med sig. Og man lærer at analysere og vurdere teknologien i relation til en konkret anvendelse.

Uddannelsen, der er tværfaglig, rummer fag som informatik, medikoteknik, datalogi, organisation, kommunikation og kognition.

Mere end halvdelen af studiet er sat af til projektundervisning, og typisk tages der udgangspunkt i noget konkret, som de studerende beskæftiger sig med i deres daglige arbejde.

Som Marianne Holdt siger: ''Det har aldrig været rigtig surt at lave lektier, for det har altid været noget, jeg kunne bruge i mit arbejde.''

Studiet løber over tre år som et deltidsstudium under Lov om Åben Uddannelse og er tilrettelagt sådan, at de studererende kan have deres job ved siden af studierne.

Takket være teknologien kan man i realiteten sidde på sin egen lille ø og samtidig følge studiet i Aalborg. Over nettet får man både vejledning fra lærerne og kan også stille spørgsmål til dem og de medstuderende.

I løbet af studiet holdes weekendseminarer på universitetet, hvor man har mulighed for at se hinanden live. Her er der forelæsninger, kursusstoffet bliver præsenteret, ligesom der bliver dannet projektgrupper og diskuteret med vejlederne.

Rent umiddelbart er det en fascinerende tanke, at man som Inge Madsen og Marianne Holdt kan bo i henholdsvis Århus og København og studere i Aalborg.

''Men,'' siger de.

"Man skal sørge for at planlægge sin tid. Der går jo lang tid imellem, at man konfronteres med underviserne. Derfor kan man være tilbøjelig til at skubbe læsestoffet foran sig. Man bliver jo ikke hørt i det næste dag, men først om en måned eller to.''

Hårdere end vi troede

Inge Madsen og Marianne Holdt er bidt af en gal computer, men vil gerne sige til de kolleger, som kunne have lyst til uddannelsen som sundhedsinformatiker: ''Det er hårdere, end vi troede på forhånd.

Ingen af os kunne forestille os, hvordan det ville være at gennemføre et halvtidsstudium samtidig med et fuldtidsjob. Der skal bruges mindst 20 timer om ugen til det, hvis det forslår.

Derfor skal man tænke sig om, inden man går i gang. Ingen af os har haft mulighed for nedsat tid. Til gengæld har vores arbejdspladser været forstående og fleksible, når vi eksempelvis har skullet aflevere opgaver.''

Åbenlyse fordele opvejer imidlertid sliddet med lektierne: ''Man kan godt kalde det en symbiose. Arbejde og studier har ligget i forlængelse af hinanden. Jeg har hele tiden kunnet bruge det, jeg har lært på universitetet, i mit daglige arbejde og vice versa. Ellers tror jeg heller ikke, at jeg havde klaret det,'' siger Inge Madsen.

''Det er i hvert fald med til at holde gejsten oppe undervejs,'' supplerer Marianne Holdt og mindes, hvor tit hun har sagt til sig selv: ''Det her kan jeg lige bruge på jobbet. Det her kan jeg lige bruge i studiet.''

Trods glæden over den hurtige og effektive kommunikation på nettet er de dog begge rørende enige om, at computeren ikke egner sig til alt: ''Man skulle måske ikke tro det, men computeren er ikke så velegnet til de gruppearbejder, som studiet kræver.

I hvert fald har vi brugt at mødes rigtig meget især i de to første år af studiet. Det giver en masse synergi at være sammen på det personlige plan.

Og så ser en kritik altså meget hårdere ud på skrift, end hvis den bliver afleveret på gemytlig vis over en kop kaffe. Computeren er ikke god til kropssprog. Den gengiver ikke glimtet i øjnene eller det tilforladelige jyske, som nogen af os snakker.''

Af de 26 nye mastere i sundhedsinformatik er en stor gruppe sygeplejersker. Ikke alle i gruppen er kvinder, men en overvejende del er, og det harmonerer ikke med den gængse opfattelse af, at informationsteknologien især henvender sig til mænd.

Kvinder og computere

''Selvfølgelig kan kvinder også tilegne sig den nye informationsteknlogi, ingen tvivl om det. Men for os begge er interessen nok mere kommet via tilfældigheder, end der har været tale om en strategisk karriereplanlægning,'' siger Inge Madsen og Marianne Holdt.

''Elektronisk databehandling er en naturlig del af arbejdslivet på sådan en ny arbejdsplads som min, Skejby Sygehus, så da jeg havde set, hvor meget edb blev brugt til administrative formål, begyndte jeg at fundere over, hvordan vi kunne bruge det til fordel for sygeplejen,''siger Inge Madsen.

''Der blev udpeget nogle nøglepersoner. Jeg var én af dem, og ganske langsomt byggede jeg den stilling op, jeg har nu. I starten var der tale om projektansættelse, men nu er jeg fastansat på fuld tid som konsulent i sundhedsinformatik. Sigtet med stillingen har udviklet sig hen imod et tværfagligt job ud fra den meget indlysende kendsgerning, at de data, vi putter ind i computeren, hverken er lægernes eller sygeplejerskernes, men patienternes.''

Inge Madsen kører lidt af en blandet landhandel til daglig. Hun underviser, rådgiver og udvikler og varetager også en del eksterne opgaver blandt andet for Sundhedsstyrelsen og Dansk Sygeplejeråd.

Marianne Holdt har, som hun siger, været ganske almindelig medicinsk sygeplejerske i 10 år, inden hun fik job i blodbanken på Rigshospitalet.

En dag så hun et stillingsopslag. Hospitalet søgte folk til at indføre Det grønne System fra Kommunedata. En af kvalifikationerne var, at man skulle være godt kendt med husets organisation.

''Og det var jeg. Men ikke at jeg nogensinde havde tænkt over at søge sådan en stilling. Inden jobsamtalen fik jeg min mand til at vise mig, hvor man tænder og slukker for en computer, ligesom jeg også fik den allermest nødvendige information om et tekstbehandlingsprogram. Jeg fik jobbet, det var i 1992, og efter et par måneder syntes jeg, at jeg havde fundet den eneste rigtige plads for mig. Jeg fattede ikke, at jeg nogensinde havde lavet andet.''

Også for Marianne Holdt var der tale om en stilling med udvikling i. Efter at have været med til at implementere Det grønne System på Rigshospitalet blev hun ansat til at opbygge en hot line-funktion for brugerne.

Mangler IT-strategi

Senere blev hun systemadministrator, men efterhånden var tiden inde til at gå nye veje.

I dag er hun sundhedsfaglig IT- medarbejder i Sundhedsstyrelsen, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med sundhedsvæsenets eget klassifikationssystem, SKS, europæiske standarder inden for sundhedsområdet samt Sundhedsministeriets nye handlingsplan for den elektroniske patientjournal.

Inge Madsen og Marianne Holdt fremhæver begge det gode netværk til kollegerne, der er blomstret op under informatikstudiet på Aalborg Universitet:

''Det er altid svært at starte på noget nyt, især når der som her er tale om en helt ny uddannelse inden for et område, som mange af kollegerne overhovedet ikke er tændt på. Til gengæld har vi så fået skabt et fantastisk godt netværk til de kolleger, som virkelig brænder for sagen. Et netværk vi nu kan trække på i vores jobs som sundhedsinformatikere. Vi ved, hvor hinanden er, og kommunikationen er lynhurtig over nettet.''

IT-situationen i det danske sundhedsvæsen er temmelig uoverskuelig. Der tales både om hovsaløsninger og enkeltinitiativer uden samlet perspektiv, så der er indlysende grunde nok til at bruge hinanden, også efter at informatikuddannelsen er afsluttet.

Sundhedsministeriet har ansat en konsulent, der sammen med amterne skal komme med forslag til en national IT-strategi.

''Men måske er det allerede for sent med en samlet strategi,'' siger Inge Madsen og tilføjer: ''Der er i hvert fald behov for, at man tager stilling til nogle overordnede ting. Ellers kan jeg godt være bekymret for, at folk sidder rundt om i landet og udvikler systemer, der vil gøre det svært for os at tale med hinanden. Målet bør jo været ét sammenhængende system. Faktisk er vi bagud i forhold til mange andre. Tænk på flyselskaberne, hvor man nu i flere år har kunnet kommunikere med hinanden og udnytte hinandens data. Det er der et stykke vej til, at vi kan gøre i sundhedsvæsenet. Det uhyrlige er bare, at patienterne næsten forventer det.

''Det ved hjemmesygeplejersken godt.''

''Det har jeg fortalt min egen læge.''

Sådan lyder det hele tiden. Mange bliver faktisk lettere irriteret over konstant at skulle give de samme oplysninger. Det går der kostbar tid med, ligesom der er mulighed for fejl, hver gang man skal videregive oplysningerne. Det satte sommmerens medicindebat så rigeligt fokus på.''

Marianne Holdt: ''Jeg er blevet kontaktet af en kollega, der gerne ville have hjælp til at dokumentere sin sygepleje. Det havde hun problemer med, for arbejdspladsen brugte blyant til patientens stamkort. Det var mest bekvemt, for så kunne man eksempelvis viske ud, når patienten ikke mere lå med kateter. Den slags får de små hår i nakken til at stritte. Hvordan skal vi nogensinde kunne dokumentere endsige kvalitetssikre, hvis vi ikke har de relevante patientdata?''

Inge Madsen: ''Ja, det er så utrolig vigtigt, at vi får de rigtige data ind i systemet. Det er dem, vi skal udvikle vores sygepleje ud fra og efterstående se, om vores sygepleje har været god eller dårlig. Sådan er det i det hele taget med de kliniske databaser. De skal fodres med de rigtige data, ellers får man ikke det rigtige beslutningsgrundlag at handle ud fra.''

Det fælles sprog

Både Inge Madsen og Marianne Holdt beskæftiger sig med det fælles sygeplejesprog (standardiseringer og klassifikationer), som er så nødvendigt, hvis sygeplejen skal blive en naturlig del af databaserne og den elektroniske patientjournal:

''Vi skal kunne beskrive den sygepleje, vi udfører, men vi mangler stadig et fællessprog,'' siger de.

''Da Sundhedsstyrelsen i sin tid gik i gang med at udvikle det nationale klassifikationssystem, SKS, kom problemet for alvor op at vende, fordi vi gerne ville have vores sygeplejehandlinger med i systemet. Kom med dem, lød svaret, og der stod vi så. Selvom der arbejdes på sagen, og selvom Sundhedsstyrelsen nu har udsendt en behandlingsklassifikation, der dækker både læge-, sygplejerske- og fysio- og ergoterapeut-området, er vi ikke nået så langt, som vi kunne ønske os.

Problemet er, at der rundt omkring sidder folk og arbejder ud fra hver sit grundlag.

Nogle arbejder med SKS-systemet, andre med amerikanske løsninger som eksempelvis NANDA-systemet og andre igen med ICNP, verdensklassifikationen, som den internationale sygeplejerskeorganisation ICN har sat i gang.

Det kan besværliggøre den fremtidige fælles kommunikation, mener de to. Men selvfølgelig er der lyspunkter, vedgår de.

I hvert fald gøres der en ekstra indsats fra Sundhedsministeriet for at sætte skub i udviklingen af den fælles elektroniske patientjournal.

Arbejdet koordineres fra Sundhedsstyrelsens Kontor for Medicinsk Informatik, hvor Marianne Holdt er ansat. Projektet består både af en decentral og en central del.

Den decentrale del omfatter en række projekter rundt om i landet, den centrale del samler op på projekterne for at se på, om der kan skabes en fælles journal ud fra de indhøstede erfaringer.

SUNDHEDSINFORMATIK PÅ AALBORG UNIVERSITET (side 37)

Masterprogrammet i sundhedsinformatik ved Aalborg Universitet er en tværfaglig uddannelse og normeret til 1,5 årsværk. Det er tilrettelagt som et deltidsstudium over tre år, men der er mulighed for afstigning efter to år med et delbevis.

Bestået eksamen efter hele masterforløbet giver ret til titlen ''Master of Information Technology'' (Health Informatics).

Optagelse på studiet forudsætter, at ansøgerne har relevant videregående uddannelse på mindst bachelor-niveau samt to til fire års erhvervserfaring.

Uddannelsen hører under Lov om Åben Uddannelse. Det betyder brugerbetaling. De første fire semestre koster hver især 4.500 kroner, de to sidste hver 6.500 kroner.

Uddannelsesprogrammet er udviklet i samarbejde med Dansk Institut for Sundhedsvæsen (DSI), Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning (DISS) og med inddragelse af Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen, Kommunedata samt de sundhedsfaglige organisationer, deriblandt Den Almindelige Danske Lægeforening og Dansk Sygeplejeråd.

PROJEKTARBEJDER (side 38)

En vigtig del af masterprogrammet i sundhedsinformatik er de studerendes projektarbejder, der typisk tager udgangspunkt i deres egen dagligdag.

Projekterne, der udarbejdes individuelt eller i gruppe, skal gennem litteraturstudier og andre former for data- og informationsindsamling vise, hvordan de studerende vil anvende informationsteknologien inden for det valgte område.

For Inge Madsens vedkommende har det betydet et speciale i IT-strategier.

''Interactive Strategies for Information Technology in the Health Care Sector'' er titlen på hendes rapport, hvor hun ikke bare beskæftiger sig med forskellige IT-strategier, men også stiller det meget relevante spørgsmål, om sundhedssektoren har gjort sig klart, hvordan og i hvilket omfang og til hvilke formål man skal bruge informatonsteknologien.

Marianne Holdt har lavet speciale med kollegerne Louise Grønhøj og Jan Lindblom om den elektroniske patientjournal, som de alle hver på sin vis beskæftiger sig med i deres hverdag.

''Elektronisk patientjournal og kvalitetsmonitorering – en kompleks proces'' er titlen på specialet, der fokuserer på, om den elektroniske patientjournal nu også kan tilbyde så gode muligheder for kvalitetsmåling, at den reelt giver borgerne, det sundhedsfaglige personale og politikerne mulighed for at forholde sig til den givne kvalitet.

Nøgleord: Informationsteknologi, IT-løsninger, standardiseringer, sundhedsinformatik, uddannelse.

Emneord: 
Efter- og videreuddannelse
Informationsteknologi
Uddannelse

Vist kan det lade sig gøre

Sygeplejersker fra tre forskellige afdelinger på Odense Universitetshospital har testet den internationale klassifikation for sygeplejepraksis, ICNP, og konkluderer, at den godt kan bruges i klinikken, men som én af dem siger: Den kræver lokal tilpasning. Testen i Odense har blandt andet afsløret, at sygeplejerskernes dokumentation kan være både mangelfuld og unøjagtig.

ngen har brug for alle numrene i telefonbogen. Vi har hver vores egen lille privatudgave med de numre, vi bruger. På samme måde bør det være med den internationale klassifikation for sygeplejepraksis, ICNP. Hvert sygeplejespeciale og hver enkelt afdeling behøver kun en delmængde af klassifikationen,'' siger intensivsygeplejerske og sundhedsinformatiker Jan Petersen. Sammen med nogle af sine kolleger på Odense Universitetshospital har han som led i EUs Telenurse-projekt været med til at teste klassifikationen.

Jan Petersen sammenligner klassifikationen med en telefonbog. ''De problemer, patienterne har, og som sygeplejerskerne skal klare, har alle et nummer eller et mærke i klassifikationen, men det betyder jo ikke, at man skal ringe op til dem alle sammen,'' siger han og fortsætter:

''Derfor bør man kortlægge og definere sin egen sygepleje, som i detaljeringsgrad og omfang varierer fra speciale til speciale og fra afdeling til afdeling. De mere eksotiske ting kan man så slå op i den internationale klassifikation.''

Jan Petersen har også en anden metafor for ICNP:

Han kalder den for sygeplejens esperanto – altså et sygeplejesprog, som ingen taler, men alle forstår. For ham fremstår ICNP som den fælles ramme om de begreber, sygeplejerskerne skal bruge i deres praksis til at beskrive og dokumentere, hvad de gør. Og som kræver en tilpasset computerteknologi, der kan variere lokalt, regionalt og nationalt.

''Det hele afhænger i virkeligheden af, om man forstår princippet i klassifikationen, arkitekturen, om jeg så må sige. Gør man det, kan man selv gå ind og forenkle eller forfine sin egen klassifikation. Mangler der eksempelvis et begreb, som man synes, man har brug for i sin sygepleje, kan man selv definere det i forhold til de andre begreber i klassifikationen,'' siger han og tilføjer:

''Det kan være svært at få overblik over informationsteknologien i det danske sundhedsvæsen. Der er mange projekter i gang over hele landet, og flere kommer til – hver med deres løsningsforslag. Selv tror jeg ikke, vi nogensinde kan blive enige om én samlet løsning. Men det gør egentlig heller ikke noget. For hvis vi kan blive enige om fælles definitioner på grundbegreber og grundelementer, så vi bliver i stand til at snakke sammen, er det helt i orden, at der udvikles forskellige systemer og elektroniske løsninger. Om tingene står på den ene eller anden måde, eller om computerens skærmbillede er blåt eller grønt er helt ligegyldigt. Det essentielle er, at systemerne bliver i stand til at kommunikere med hinanden via arkitekturen og grundbegreberne i klassifikationen.''

Svært at oversætte

Testen af den internationale klassifikation for sygeplejepraksis på Odense Universitetshospital er foregået på tre forskellige afdelinger, en ortopædkirurgisk, en hæmatologisk og en intensiv afdeling. I alt 15 sygeplejersker har været med i testen, som har været ledet og koordineret af Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning. 82 patienter indgik i projektet.

Der har været ét overordnet krav til de sygeplejersker, som har været med:

De har alle skullet være kyndige sygeplejersker, det vil sige have haft mindst fem år i praksis. Samt engelskkundskaber på et vist niveau. Men herudover har der ikke været stillet særlige krav – ud over lyst og interesse for projektet.

Som Kirsten Leslie fra ortopædkirurgisk afdeling siger:

''Jeg er en ganske almindelig sygeplejerske, én af dem på gulvet.''

Kirsten Leslie har arbejdet nogle år i Skotland, så engelskkundskaberne har ikke været noget problem. Og med hensyn til kyndighed i sygepleje, så har 18 år på samme afdeling givet hende indgående kendskab til den ortopædkirurgiske sygepleje.

Side 11

Billede 

Side 12  

SY-1998-31-10-1
​1. ICNP-term for sygeplejefænomener, Hentes fra klassifikationen.

2. Fri tekst. Individuel fænomenbeskrivelse, der kan beskrive den individuelle patient.

3. Grafisk oversigt over fænomenets alvorlighed (stigende og faldende) i forhold til bedømmelserne.

4. Sygeplejehandlinger i forhold til det identificerede sygeplejefænomen. ICNP-term og fri tekst. ICNP-termer hentes fra klassifikationen. SAT betyder her saturationsmåling. 

5. Sygeplejerskens initialer. hentes fra log-on (brugeridentifikation ved indgang til systemet)

6. Handlingens status (aktiv, afsluttet med videre)

7. Initial bedømmelse af det identificerede sygeplejefænomen.

8. Fænomenets status med hensyn til aktualitet (aktivt, afsluttet med videre)

9. Løbende bedømmelser. Fri tekst.

10. Løbende bedømmelser af sygeplejefænomenet (én gang pr. vagt). der kan vælges mellem fem alvorlighedsniveauer eller sværhedsgrader. Omsættes til den grafiske oversigt "Status", hvor 0 ikke er angivet. 0 står for "i ingen grad", mens 1 står for "i mindre grad", 2 "i nogen grad", 3 "i høj grad" og 4 "i meget høj grad".

11. Vagt: Dag, aften, nat,

Side 14

"Men computere vidste jeg ikke ret meget om,'' siger hun og tilføjer:

''Det program (NUREC-DK), som Kommunedata har lavet til afprøv-ning af klassifikationen, er ganske enkelt. Jeg vil godt vove at påstå, at det kan alle lære at arbejde med. Det kræver kun en ganske kort introduktionsperiode.''

Sammen med kollegerne Jan Petersen fra den intensive afdeling og Joan Lindholm fra den hæmatologiske afdeling var hun med på Telenurse-konferencen i Portugal, hvor hun på vegne af Odense-deltagerne fortalte om de tre afdelingers oplevelser med afprøvningen af den internationale klassifikation for sygeplejepraksis.

For hende er der ingen tvivl:

Den internationale klassifikation kan også i sin første udgave, Alpha-versionen (1), bruges i praksis.

''Mange forventer på forhånd, at alt passer sammen, men det gør det naturligvis ikke, og det mener jeg heller ikke, det nødvendigvis skal.

Man kan altid sige tingene på en anden måde, men i det store og hele kan det lade sig gøre at bruge klassifikationen til at beskrive og dokumentere sygeplejehandlinger – også i Danmark.

Vores arbejde i testperioden har været retrospektivt, det vil sige, vi har efterfølgende skullet 'oversætte' fra kardex til den elektroniske sygeplejejournal.

Nogle gange har vi brugt ganske lang tid sammen med vores lokale projektkoordinator på at finde ud af, hvordan vi skulle klare problemerne.

Det er sket mere end én gang, at vi for eksempel har haft vældig svært ved at finde den rigtige kategori til problemet eller fænomenet, som det hedder i klassifikationen. Ofte har vi så måttet nøjes med en kategori på et mere overordnet plan.

Et andet problem har været, at det ikke var muligt at forbinde de enkelte problemer. Havde patienten kvalme, krævede det et problemark for sig selv, havde patienten opkastninger, krævede det et andet problemark, selv om de to problemer eller fænomener meget langt hen ad vejen kan kræve de samme sygeplejehandlinger. Det har besværliggjort tingene og også gjort, at indtastningen har taget længere tid. Der er altid lidt ventetid, mens computeren arbejder, så skal man udfylde alt for mange problemark, er det klart, der bliver noget spildtid.''

Kirsten Leslie fortæller, at hun og de øvrige testsygeplejersker af og til har været nødt til at omskrive oplysningerne fra kardex for at få dem ind i systemet. Det skyldes, at kollegerne ikke kender den internationale klassifikation og dens sprogbrug og derfor bruger deres egne udtryk.

''Det har givet os et fingerpeg om, hvor stor betydning det kan få, at vi alle bruger samme sprog,'' siger hun og tilføjer, at ingen behøver være bange for, at sygeplejerskerne ender som en slags robotter, der 'bare' udfører den standardsygepleje, der er knyttet til de enkelte fænomener. Systemet er også gearet til at indeholde fri tekst (se eksempel på problemark), hvor den enkelte kan nedfælde sin egen individuelle sygepleje til patienten.

Manglende dokumentation

Jan Petersen medgiver Kirsten Leslie, at det er muligt at bruge Alpha-versionen af klassifikationen i praksis, men det har været svært, synes han, at indfange data fra den kliniske sitiuation og få dem indpasset direkte i klassifikationssystemet:

''Men egentlig er det jo ikke særligt overraskende,'' siger han.

''Hver gang vi fordyber os i vores fag, finder vi ud af, at vi først bliver nødt til at afgrænse fokus og definere det, vi vil arbejde med. Det er næsten som at starte forfra hver gang. Arbejdet rundt om i Europa blandt de sygeplejersker og teknologikyndige, som er involveret i Telenurse-projektet, og

Side 14

som har arbejdet med den internationale klassifikation af sygeplejepraksis, viser da også, at folk har grebet tingene vidt forskelligt an og haft forskelligt fokus.''

I Odense har der været fokus på dokumentationen med henblik på at kunne vise noget om resultatet af de foretagne sygeplejehandlinger, og her har det vist sig, at sygeplejerskerne hidtil ikke har været gode nok til at dokumentere i kardex:

''Vi gik faktisk rundt og troede, at vi var vældig gode til at dokumentere problemer og handlinger – og mindre gode til at evaluere. Aldrig fik vi tid til at se på, om det var godt nok, det vi gjorde, mente vi. Men det kritiske punkt i vores praksis er helt klart dokumentationen af vores handlinger. Det viser arbejdet med den internationale klassifikation,'' siger Joan Lindholm og henviser til et eksempel, som hun mener mere er undtagelsen end reglen for sygeplejen i hendes afdeling:

Eksemplet drejer sig om en patient med kvalme, diaré og opkastninger. Det blev registreret igen og igen i kardex. 'Fortsat kvalme', 'Diaré to gange', 'Fortsat diaré', stod der side op og side ned. Det problematiske var, at der til disse oplysninger ikke var knyttet nogen information omde handlinger, sygeplejerskerne måtte have foretaget sig. For patientens skyld må man håbe, sygeplejerskerne har gjort noget ved problemerne, men der foreligger ingen dokumentation herom:

''Problemet med kardex er nok i virkeligheden, at vi skriver og skriver. Den ene sygeplejerske afløser den anden i dag-, aften- og nattevagter – og går ikke langt nok tilbage i kardex for at se, om der også er blevet fulgt op på det, kollegerne har noteret ned om patienterne,'' siger Joan Lindholm og tilføjer:

''Måske skyldes den manglende dokumentation også, at mange handlinger er indforståede og fortalt videre mundtligt til afløseren.''

Selv blev hun, som hun siger, nærmest chokeret over, hvor godt arbejdet med klassifikationen kan afsløre den slags ting.

''Der lægges hele tiden nye papirer ind oven på de gamle i kardex. Det undgår man, når man har informationerne i computeren som i tilfældet med vores testpatienter. Her har det været muligt at 'klikke' sig ind på patienterne og med det samme få et overblik over deres status.

Tænk, hvad det ville betyde til daglig at kunne få sådan en status over de patienter, man skal passe, når man eksempelvis begynder på sin vagt. Ved hjælp af klassifikationen er det hurtigt at se, hvem der først har behov for hjælp,'' siger hun.

At vælge sygepleje

Også Jan Petersen har på sin afdeling oplevet noget tilsvarende:

''Problemerne kan sagtens være defineret i kardex, men så forsvinder de tilsyneladende. I hvert fald er der ingen dokumentation for, at sygeplejerskerne har gjort noget ved dem. Hvis man har et ønske om at dokumentere sin sygepleje for at forbedre kvaliteten, må den slags ikke forekomme,'' siger han.

Jan Petersen fortæller, at man i hans afdeling har prøvet at ændre dokumentationen fra at være kronologisk til at være problemorienteret. Men folk har klaget. De savner tidsforløbet. Har man eksempelvis været væk en uge og vil danne sig et overblik over patientforløbene, når man kommer tilbage, savner man kronologien. Der er ikke tid til at bladre samtlige informationer igennem. Men med de elektroniske redskaber er der mulighed for at kombinere både kronologi og problemorientering.

Jan Petersen er ikke i tvivl om, at de elektroniske journaler er fremtiden.

''Sygeplejen bliver selvfølgelig ikke bedre af, at man indfører ny teknik for at kunne forbedre sin dokumentation. Den afhænger naturligvis af de konkrete handlinger. Men en forbedret dokumentation reflekterer langt bedre sygeplejen end de gamle kardex. Den giver os mulighed for, at plejen bliver kontinuerlig, at tingene følges op. Det har betydning for sygeplejen på de enkelte afdelinger, og endnu mere interessant :

Det bliver muligt at sammenligne sygeplejen fra afdeling til afdeling, fra hospital til hospital. Hvad gør de andre? Gør de noget andet, end vi gør? Har de bedre resultater, end vi har?''

Jan Petersen kan godt forestille sig, at der er sygeplejersker, der ikke vil bryde sig om den form for kvalitetssikring, men, siger han:

''Jeg synes, man skal have en åben holdning til sine resultater. Det tjener naturligvis ikke noget formål at hænge den enkelte sygeplejerske ud, og det er da heller ikke meningen.

Ultimativt handler det jo om at forbedre plejen for den enkelte patient. Derfor vil det være udmærket med lidt sund konkurrence blandt os.

Tænk, hvis patienterne kunne vælge indlæggelse efter den sygepleje, de gerne vil have. For mig er det en fascinerende tanke.''

Jan Petersens job på Odense Universitetshospital medfører, at han som sundhedsinformatiker og sygeplejerske ofte er ude at undervise. Tidligere var der ikke den helt store interesse for klassifikationssystemer og datalogi, men det er der nu:

''Jeg har oplevet et stort skift i holdningerne,'' siger han.

''Tidligere sagde kollegerne, at man ikke kunne standardisere sygeplejen og sætte den på formler. Folk var højt oppe. Sygeplejen var så individuel, at vi nærmest ikke kunne finde noget fælles at snakke om. Det kan vi nu. Nu erkender de fleste, at vi har brug for et fælles sprog for at kunne dokumentere, hvad vi gør. Vi har brug for at synliggøre os selv, hvad enten vi kan lide det eller ej,'' siger han og mindes et tidligere arbejdssted, hvor han og kollegerne

Side 15

mente, de havde helt specielle problemer.

''Hver gang vi gik til ledelsen for at klage, blev vi mødt med spørgsmålet: Kan I dokumentere det?''

Jan Petersen uddrager den lære, at man ikke skal tilrettelægge sit arbejdsliv efter ekstremerne. Det er eksempelvis sjældent, at der sker to hjertestop samtidigt på en afdeling.

''70-80 procent af det, vi laver, er rutine,'' siger han.

''Derfor understøtter klassifikationssystemet helt naturligt de standardplejeplaner, man har på en afdeling. Har man identificeret et problem, skal man have forslag til nogle handlinger. En standard betyder jo ikke, at alle patienter skal have det lige dårligt. En standard betyder ganske enkelt, at der er nogle forhold, der skal være i orden. Man må da gerne lave sin sygepleje bedre, end standarden kræver.''

ICNP I PRAKSIS

Institutleder Randi Mortensen og forskningsleder Gunnar H. Nielsen fra Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning er forskningsansvarlige for udviklingen af ICNP-klassifikationen og den elektroniske sygeplejejournal og koordinerer både den danske og den europæiske del af Telenurse-projektet.

I Danmark er det sket gennem en styregruppe med deltagelse af kvalitetschef Susanne Thrane fra Odense Universitetshospital og lektor Kirsten Fabricius fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

Som led i Telenurse-projektet har testen af den internationale klassifikation for sygeplejepraksis, ICNP, omfattet 82 patienter og er foregået på tre forskellige afdelinger på Odense Universitetshospital.15 sygeplejersker har medvirket. Projektet har omfattet en datagruppe og en brugergruppe, der i et års tid har arbejdet tæt sammen med Kommunedata omkring udviklingen af computerprogrammet NUREC-DK. Programmet har kostet omkring en million kroner, hvoraf EU har bidraget med halvdelen.

Selve testperioden af program og klassifikation har strakt sig over tre måneder efter en forsøgsperiode på en måned. De kyndige sygeplejersker i Odense har evalueret brugen af ICNP til dokumentationsbrug samt brugen af NUREC-DK. Resultatet af evalueringen blev præsenteret på Telenurse-konferencen i Portugal af Susanne Thrane og Kirsten Fabricius.

Deres foreløbige konklusion er, at ICNP behøver større tilpasning til danske forhold blandt andet med hensyn til sproget, som er noget anderledes end det, danske sygeplejersker anvender.

Senere skal de ledende sygeplejersker sammen med de sygeplejersker, der har testet klassifikationen i Odense, tage stilling til, om anstrengelserne har stået mål med udbyttet. Resultatet præsenteres i november på en konference i Odense. Konferencens titel bliver: ICNP – Broen mellem praksis og forskning. Dokumentation og kvalitetsudvikling ved hjælp af ICNP.

Selv er Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning interesseret i at gå videre med afprøvningen af ICNP og gerne med tilsvarende afdelinger på andre hospitaler for at kunne sammenligne resultaterne af den daglige dokumentation med resultaterne fra Odense.

ICNP i Odense: Computeren med den elektroniske sygeplejejournal har stået inde på stuen hos patienten på den intensive afdeling på Odense Universitetshospital. Testen har vist, at det er muligt at bruge klassifikationen i praksis – omend med visse modifikationer, siger de tre sygeplejersker Kirsten Leslie (forrest) Joan Lindholm og Jan Petersen.Problemarket viser, hvordan sygeplejerskerne starter med problemet, som her kaldes fænomen i henhold til klassifikationen, og derefter udfører og løbende evaluerer deres sygeplejeinterventioner. Rubrikken med den frie tekst er beregnet til den enkelte sygeplejerskes individuelle sygepleje til patienten.

Kollegerne

På den intensive afdeling, hvor Jan Petersen har været med til at taste ind, har de to computere haft deres plads ved patientens seng, ikke fordi det var mest hensigtsmæssigt, men fordi der ikke var andre udveje:

''Vi har ingen sygeplejerskestation eller vagtrum, hvor de kunne have stået, så vi har haft dem inde på stuen, hvor vi løbende har tastet data ind fra kardex. Placeringen på sygestuen fortæller noget om, at det også kan have sine vanskeligheder at indføre computerteknologien på sygehusene, for hvor stiller man de nye arbejdsredskaber?

Hospitalerne er rent fysisk slet ikke indrettet til pc'erne, så ud over problemerne med overhovedet at kunne bruge den nye teknologi er det også problematisk, hvordan man organiserer brugen af den,'' siger han.

Kollegerne på de to andre afdelinger har siddet på kontorerne, og på Joan Lindholms afdeling også i personalets kaffestue.

Her vil hun ikke påstå, at kollegerne ligefrem har hængt ind over hendes skuldre for at følge med i hendes testarbejde, men det betyder ikke, at de har været uinteresserede:

''Jeg har bestemt prøvet at medinddrage dem i processen ved at fortælle om klassifikationen. Vi har så diskuteret, hvordan den kunne dække de sygeplejeproblemer, vi arbejder med på afdelingen. Det synes kollegerne har været spændende. De gik faktisk meget op i både begreber og definitioner, når jeg var usikker på deres formuleringer i kardex. Men generelt kan man ikke forlange, at omgivelserne skal udvise den store, altovervældende interesse. Den kommer først, når man selv arbejder med tingene.''

Side 39

''Det er også min erfaring,'' siger Kirsten Leslie og tilføjer:

''Vi måtte sige til kollegerne, at de måtte bære lidt over med os, når vi sad bag skærmen og indtastede vores data. Vi havde jo ikke fri til udelukkende at kunne koncentrere os om testarbejdet, men gik i almindelig vagtplan som de øvrige sygeplejersker på afdelingen. Så der kan da godt være dem, der har tænkt: Åh, skal hun nu sidde dér igen. Nu kunne jeg ellers lige have brugt lidt tid til den studerende eller til at kigge noget fagligt igennem.''

Begge synes, det har været utroligt givende at samarbejde med hinandens afdelinger:

''Jeg har været 14 år på hæmatologisk afdeling, og selv om jeg er meget åben over for nye initiativer, kan jeg godt gribe mig selv i at have en slags forforståelse af det, der sker i afdelingen: Sådan plejer vi at gøre. Ved at samarbejde med de øvrige afdelinger har jeg fået nogle helt nye vinkler på mit arbejde,''siger Joan Lindholm.

Den fælles journal

Sygeplejerskerne i Odense har i testperioden arbejdet med sygeplejejournalen ud fra den internationale klassifikation i sygeplejepraksis, men det store, forkromede mål for det danske sundhedsvæsen er at få etableret den elektroniske patientjournal, hvor både læger og sygeplejersker registrerer deres oplysninger om patienterne.

Den elektroniske patientjournal har mange fordele. Oplysningerne om patienten samles ét sted, det giver større datasikkerhed og letter mange arbejdsgange. Og lige så vigtigt: Det bliver muligt at trække oplysninger ud, som kan fortælle noget om den kvalitet, der er ydet, og de ressourcer, der er anvendt. Her drejer det sig også om at skabe en fælles begrebsramme, så det bliver muligt at sende entydige oplysninger rundt i systemet, det vil sige mellem de enkelte afdelinger på sygehusene, mellem sygehusene fra landsdel til landsdel og mellem de enkelte sektorer.

Herhjemme er det Sundhedsstyrelsen, der har taget initiativ til arbejdet med en fælles klassifikation, SKS, der skal bruges i den kommende elektroniske patientjournal, og hvor Dansk Sygeplejeråd og andre organisationer høres undervejs.

Men dét projekt er et andet end sygeplejerskernes arbejde med den internationale klassifikation for sygeplejepraksis. Her er det overordnede formål at udvikle et redskab til at beskrive og klassificere sygeplejehandlinger, så forskere og administratorer får mulighed for på globalt plan, regionalt eller fra land til land at sammenligne sygeplejehandlinger og procedurer. Et kæmpeprojekt, der arbejdes på i mange lande og på mange forskellige niveauer. I Danmark er det nu testet i prak-sis af Odense-sygeplejerskerne, som håber, der er ressourcer til for alvor at komme i gang med en afprøvning af klassifikationen. Tre måneders test smager efter mere. Meget mere.

Som Jan Petersen siger:

''Sygeplejerskerne er den største faggruppe i sundhedsvæsenet. Det må være indlysende at spørge: Rykker det noget – alt det vi gør?''

Litteratur

  1. Randi Mortensen, ed. Den internationale klassifikation for sygeplejepraksis ICNP: Alpha version. Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning. København: 1996.

Nøgleord: International Classification for Nursing Practice, sygeplejedokumentation, sygeplejefænomener, sygeplejehandlinger.

Emneord: 
Klassificering
Informationsteknologi

Få styr på elevuddannelserne

Beskrivelse af uddannelsesstyringssystem til styring af elevuddannelserne inden for social- og sundhedssektoren og andre uddannelsesinstitutioner.

Siden maj 1990, hvor Folketinget vedtog 'Lov om de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser inden for bistands-pleje- og omsorgsområdet', har antallet af elever på området været stigende. I mange kommuner drejer det sig om elever fra alle kategorier inden for grunduddannelserne:

  • indgangsårselever
  • social- og sundhedshjælperelever
  • social- og sundhedsassistentelever
  • elever på opskoling til henholdsvis social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent
  • PGU-elever (den pædagogiske grunduddannelse)

Dertil kommer sygeplejestuderendes studiepraktik i 1., 2. og 3. uddannelsesafsnit.

Dette har bl.a. medført, at en del kommuner har valgt at ansætte en fagperson til styring og koordinering, samt sikring af udvikling, effektivitet og kvalitet på uddannelsesområdet. Opgaver som bør prioriteres meget højt, da det er afgørende for en optimal udnyttelse af ressourcerne på området.

Ofte ses en sygeplejerske med indgående kendskab til uddannelserne i funktionen.

Som følge af min funktion som uddannelseskonsulent med bl.a. ovenstående arbejdsopgaver, har jeg i samarbejde med edb-kyndige fagpersoner medvirket til udarbejdelse af et uddannelsesstyringssystem til anvendelse på uddannelsesområdet inden for sundhedssektoren og andre uddannelsesinstitutioner, hvor man har elever i praktikturnus.

Formålet

Formålet med edb-systemet er at rationalisere det administrative arbejde, samt sikre et godt overblik og en god styring både koordineringsmæssigt og ikke mindst økonomisk.

Efter selv at have arbejdet med systemet gennem cirka et halvt år, vil jeg gerne med denne beskrivelse formidle min erfaring med systemet videre til kollegaer, kommuner og uddannelsesinstitutioner, som har behov for et styringsredskab på uddannelsesområdet.

Systemet er oprindeligt udarbejdet for Vejen Kommune i samarbejde med Vejen Kommunes IT-afdeling, men kan anvendes af alle, som koordinerer elevpraktik for forskellige kategorier af elever, studerende, praktikanter m.m.

Systemets muligheder

Systemet er opbygget, således at der er mulighed for overblik over styring af:

  • elevtyngde på praktikstederne
  • elevfordeling/koordinering af praktikperioder
  • historik i forhold til antallet af ansatte elever
  • grafisk oversigt over praktikperioder og praktiksteder (automatisk opdatering når nye praktikperioder koordineres)
  • økonomistyring på elevområdet

Økonomistyringen giver mulighed for et godt overblik over forbruget af ressourcer, både set i forhold til den enkelte elev, elevkategorier, praktiksteder og totalforbruget på området. Endvidere er der indbygget lagring af data, hvilket er væsentligt i forhold til dokumentation og netop i forbindelse med økonomistyring på elevområdet.

Der er adgang til udskrifter med lagring af data i forhold til:

  • elevtyngde
  • elevfordeling
  • økonomioversigt
  • historik
  • grafisk oversigt i farver.

Udskrifterne kan videreformidles direkte til relevante samarbejdspartnere via internt mailsystem. Det vil sige at praktiksteder, som er tilknyttet det samme edb-netværk, kan modtage oversigter over elever, praktikperioder m.m. direkte via mailsystemet (elektronisk postforsendelse). Dette giver mulighed for at minimere det daglige arbejde i forbindelse med distribuering og formidling til praktiksteder og andre samarbejdspartnere.

Der er ligeledes ofte i det daglige arbejde behov for at finde oplysninger frem om en bestemt elev mht. praktiksted, praktikperiode osv. Dette er der skabt mulighed for via indbygget søgefunktion i systemet, som gør det muligt hurtigt at kalde en bestemt elevs data frem på skærmen, bl.a. personlige data, praktiksteder, praktikperioder med videre. Dette bevirker en noget hurtigere betjening ved evt. henvendelse fra samarbejdspartnere, som har behov for oplysninger om pågældende elev.

Opbygning og anvendelseskrav

Der er ingen begrænsninger mht. antallet af elever, antal elevkategorier, praktiksteder, praktikperioder, ansættelsesmyndigheder osv.

Det vil sige at systemet, til trods for, at det er udarbejdet specifikt til social- og sundhedssektoren, vil kunne anvendes inden for næsten en hvilken som helst uddannelsesinstitution, hvor der arbejdes med praktikturnusplaner. Systemet er forberedt til netværk.

Systemet er endvidere forberedt til flere brugere med skrive-ret (redigeringsadgang) afhængig af behovet inden for pågældende uddannelsesområde. Det vil sige, at flere personer kan arbejde og samarbejde i det samme system.

Minimumskrav: 486-8 mb ram Windows 3.11

Skærm: standard VGA 640 × 480

Anbefalet krav: Pentium 100 – 24 mb ram Windows 95

Skærm: super VGA 800 × 600.

Til slut skal jeg gøre opmærksom på, at systemet er så fleksibelt, at der er mulighed for at tilføje ekstra funktioner til systemet efter nærmere aftale, hvis man som uddannelsesinstitution har specielle behov. Der er således mulighed for, at systemet kan tilrettes specifikt mod et bestemt uddannelsesområde evt. i kombination med allerede eksisterende styringsredskaber.

Hvis der blandt beskrivelsens læsere er skabt interesse for yderligere oplysninger om uddannelsesstyringssystemet, kan undertegnede kontaktes.

Nøgleord: Edb, faglig information.

Emneord: 
Uddannelse
Informationsteknologi

Sygehuse går online

Et stigende antal sygehuse præsenterer sig med såkaldte hjemmesider på Internettet. Informationerne er typisk rettet mod borgere og kommende patienter, men der er også nyttig information at hente for sundhedspersonalet. Journalist Martin Vestergaard, der bl.a. underviser i research på internettet, har checket sygehusenes hjemmesider.

Næsten halvdelen af landets omkring 100 sygehuse har fundet vej til det verdensomspændende internet. Her har sygehusene selv eller amterne lagt informationer, som enhver med en computer og adgang til internettet kan gå ind og læse.

Men der er meget stor forskel på, hvor meget information det enkelte sygehus har lagt ud på nettet.

De fleste sygehuse nøjes med en kort tekst-præsentation efterfulgt af adresse og telefonnummer, hvilket ikke adskiller sig væsentligt fra de informationer, der kunne være indeholdt i en trykt pjece.

Internettet giver dog langt videre muligheder for at levere målrettede og præcise informationer til borgere, patienter og personale.

Noget som især sygehusene i Århus og Frederiksborg Amter så småt er ved at udnytte.

Via internettet kan man kalde en side frem, der hedder 'Sygehusene i Århus Amt'. Den indeholder en liste over navnene på alle amtets sygehuse, ligesom der på siden blandt andet står en linje med 'ventetider til sygehusbehandling'.

Alle ord med en streg under angiver, at her kan brugeren klikke med sin computermus, så vil der komme mere information.

Det er hele princippet i internettet, at informationerne ligger i lag, som gør det muligt at søge videre på et bestemt ord eller billede.

På hjemmesiden for sygehusene i Århus Amt er der eksempelvis en linje, der hedder Odense Universitetshospital.

Ved at klikke på linjen vil skærmsiden springe fra Århus til Odense, hvilket i internetsprog kaldes at surfe på nettet.

På Århus-siden, hvor brugeren kan klikke sig ind på Århus Universitetshospital, er en kort præsentation af tre af de fire sygehuse, der tilsammen udgør universitetshospitalet.

De mest detaljerede oplysninger er over Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus, der hver indeholder nogle gode eksempler på, hvad internettet kan bruges til.

Oplysninger til patienter

Århus Amtssygehus giver nogle meget klare og let forståelige informationer til patienter og pårørende under tekstlinjen 'patientvejledning'.

Her står, hvad en patient bør huske før, under og efter indlæggelsen, ligesom der er information til pårørende om besøg, muligheder for at købe mad, regler for tobaksrygning, og at de for eksempel kun må medbringe afskårne blomster til patienterne.

Så langt er Kommunehospitalet ikke kommet med patientinformationen, men til gengæld indeholder dets hjemmeside en række spændende informationer til personalet.

Under punktet 'lægefaglige vejledninger' er der en meget præcis vejledning i, hvordan personalet kan bestille røntgenundersøgelser. Ned i mindste detalje står der, hvordan en henvisningsseddel skal udfyldes, hvilke telefonnumre og hvad tid en ordinær undersøgelse kan bestilles, hvordan en konference i røntgenafdelingen foregår, og hvornår svar kan forventes.

Det eneste, der mangler for at gøre disse nyttige oplysninger helt komplette, er en mulighed for at udfylde henvisningssedlen direkte på nettet og overføre den elektronisk.

På hjemmesiden er der også en liste over, hvilke forskningsprogrammer, der er i gang på sygehuset. Dog synes den ikke helt komplet.

Ventetider uden indhold

Når det gælder 'ventetider til sygehusbehandling' er der ikke meget at hente for patienterne. Her oplyser de to sygehuse, at Århus Amt ikke i øjeblikket offentliggør ventetider på internettet.

Det gør sygehusene til gengæld i Frederiksborg Amt, hvor patienterne kan få oplyst, at der eksempelvis er 18-20 ugers ventetid på operation for grå stær og 1-8 uger for cyste på æggestokken.

I Frederiksborg Amt er hjemmesiden for sundhedsinformation opdelt i to. En indgang for patienter og en anden for sundhedsaktører.

Flere af oplysningerne går igen begge steder, når man dykker videre ned i lagene, men for sundhedsaktørerne er der en række oplysninger om privatpraktiserende speciallæger, embedslægeinstitutionen og andre adresser og telefonnumre – foruden et nyhedsbrev.

Alt i alt er der tale om ret passiv information, men den er opbygget

Side 17

meget pædagogisk – ikke mindst opdelingen mellem information for henholdsvis patienter og sundhedsaktører synes meget velovervejet.

SY-1997-32-16-1a
Under tekstlinien 'Patientvejledning' giver Århus Amtssygehus nogle meget klare og let forståelige informationer til patienter og pårørende. Alle ord med streg under angiver, at her kan brugeren klikke for at få mere information.

SY-1997-32-16-1b
Under tekstlinien 'Lægefaglige vejledninger' findes en præcis vejledning i, hvordan personalet kan bestille røntgenundersøgelser. Endnu kan en henvisningsseddel ikke udfyldes direkte på nettet og overføres elektronisk.

Rodet information

Noget mere rodet og uovervejet virker hjemmesiderne fra de mange sygehuse, der udelukkende giver en præsentation af sig selv.

For eksempel har Sønderjyllands Amt en noget teksttung præsentation af alle sine sygehuse, hvor der ligger oplysninger om antallet af ansatte, specialer, afdelinger blandet med alt muligt andet.

Ud fra teksten er det meget uklart, om informationerne er rettet mod kommende patienter, alle borgere, ansatte eller journalister.

Eksempelvis står der, at der er 13.000 henvendelser på skadestuen i Sønderborg om året, at teknisk afdeling har indført energibesparende foranstaltninger og portørerne står til rådighed døgnet rundt.

Med andre ord er der tale om informationer i spredt fægtning, som ikke yder megen hjælp og vejledning til eksempelvis personale eller patienter. Disse noget uklare budskaber kendetegner ikke kun sygehusene i Sønderborg Amt men er meget kendetegnende for de fleste sygehuse, der er gået på internettet.

Kørselsvejledning

De fleste hjemmesider mangler en meget mere præcis holdning til, hvem der skal informeres, og hvad der skal informeres om. Ud over telefonnumre, navne på læger og oversygeplejersker, numre på alle patientelefoner og oversigt over afdelinger, bør patienter og pårørende kunne finde oplysninger med kort og vejnavne over, hvordan de finder vej til sygehuset. En simpel kørselsvejledning, som ikke mindst landsdelssygehusene bør tilbydes, da mange patienter kommer langvejs fra.

Der bør også ligge et kort over sygehuset, som brugeren kan printe ud og tage i hånden inden et besøg eller en indlæggelse.

Endelig ville det også være ønskeligt med en søgefunktion, så den enkelte bruger kan søge på et afdelingsnavn, en sygdom eller lignende for lettere at få de ønskede informationer. Altså en mulighed for at bruge nettet mere aktivt.

Med tiden vil det nok også blive aktuelt med muligheder for at udfylde skemaer eller rette konkrete henvendelser direkte over computeren.

Men som der står på de fleste hjemmesider fra sygehusene, så er de i fuld gang med at udbygge deres internettjeneste.

Nøgleord: Internet, online 

Emneord: 
Informationsteknologi