Grønland er Grønland, ikke Danmark

Grønland. Kenneth Vith er undtagelsen på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Han er fastansat som sygeplejerske – langt hovedparten er vikarer. Der er fordele og ulemper med så mange vikarer ifølge den fastansatte sygeplejerske
Kenneth Vith, (mf), havde i Danmark specialiseret sig i hjertepatienter, og havde ingen erfaring med børn. Det har han fået.
Foto: Christian Klindt Sølbeck

Hvis Kenneth Vith ikke lige kan huske alle navnene på sine kollegaer, er det ikke udtryk for arrogance eller en udpræget dårlig hukommelse. For hver gang han har en vagt sammen med fire andre sygeplejersker, er han den eneste fastansatte sygeplejerske på intensivafdelingen på Grønlands landshospital, Dronning Ingrids Hospital i Nuuk – resten er vikarer. På afdelingen er der 20 normeringer til fire senge, hvoraf der er tre fastansatte sygeplejersker, en afdelingssygeplejerske og en sundhedsassistent. De resterende er vikarer. I løbet af et år har der typisk været 120 personer, der har haft en kortere eller længere tilknytning til afdelingen.

Kenneth Vith's 3 gode råd, før du tager til Grønland som vikar
  1. Tag ikke til Grønland for lønnens skyld. Tag herop for oplevelsens skyld; naturen, kulturen og befolkningen.
  2. Grønland er Grønland, ikke Danmark. Lad være med at sammenligne med Danmark, når du er heroppe. Tag det hele som en oplevelse.
  3. Kom herop med et åbent sind. Vi kan lære meget af grønlænderne, bl.a. at tage det mere med ro – og ikke være så forjaget. Det er der to gode grønlandske ord for: "Ajunngilaq" og "Immaqa". Eller på dansk: "Det er i orden" og "måske".

"Det kan til tider være hårdt, da du står med et kæmpestort ansvar, og det forventes, at du er alvidende som fastansat," erkender Kenneth Vith, der har været en del af afdelingen siden april 2016. Han kommer med et eksempel:

"De akutte situationer, hvor der skal handles hurtigt og effektivt, er ofte meget udfordret af, at man ikke er vant til at arbejde sammen og kender hinanden."

Livline til Rigshospitalet

Ifølge den fastansatte sygeplejerske kræver arbejdet stor beslutningsdygtighed og handlekraft, der ofte rækker ud over de otte års erfaring, han indtil videre kan skrive på sit CV. Særligt fordi intensivafdelingen i Nuuk – modsat danske intensive afdelinger – er en almen intensiv afdeling med et stort, bredt ansvar for behandling, lige fra tidligt fødte børn til voksne. Kenneth Vith, hvis speciale var hjertepatienter, havde ingen erfaring med børn, da han ankom.

"Det var en stejl læringskurve, indtil jeg også kunne håndtere dem, men det var et stort skridt for mig. Det var ikke nemt," indrømmer han blankt.

Problemet er det samme på lægesiden. Her er der også mange vikarer. Og i sommer var det særligt slemt på det lille grønlandske landshospital, da der hverken var fastansatte læger eller muligt at få vikarer. Det gjaldt også for rekruttering af sygeplejevikarer, og derfor fik de lægestuderende (FADL) til at hjælpe i stedet. Det betød, at de blev nødt til at reducere antallet af senge fra fire til tre i en periode. De resterende blev evakueret til Rigshospitalet i Danmark, hvilket er en dyr løsning for det i forvejen økonomisk hårdt pressede sundhedsvæsen.

"Med så mange sygeplejerske- og lægevikarer omkring dig står du nogle gange i en situation, hvor ingen har den store ekspertise eller rutine i situationen. Her har vi heldigvis mulighed for at kontakte Rigshospitalet, som er en fantastisk livline, hvor vi har adgang til de danske instrukser og vejledninger."

Non-verbal kommunikation er vigtigt

Trods status som et landshospital er Dronning Ingrids Hospital et lille hospital med ganske få specialer. Af selv samme årsag er Kenneth Vith meget tilfreds med "den strøm af viden", som hospitalet konstant bliver tilført, hver gang der kommer en ny vikar. Det er lige fra opdateret viden om børn til neurologi. Derudover har han kun ros tilovers for de mange vikarer:

"De er supermotiverede og fleksible, og når der mangler en vagt onsdag aften, træder de til."

Et typisk spørgsmål, han får fra vikarerne, når de ankommer, er, hvordan kommunikerer man med de grønlandsktalende patienter, som udgør en stor del af patientgrundlaget. Kenneth Vith taler selv et meget beskedent grønlandsk, som begrænser sig til få høflighedsfraser, hvorefter tolken tager over.

"Det skal ikke bortforklares. Det er et problem, særligt når patienten udtrykker sine følelser, og hele samtalen går igennem en anden person. I de situationer kan man slet ikke undvære en tolk."

Omvendt tilføjer han, at trods hans manglende evne til at tale grønlandsk får han alligevel en form for direkte kontakt til patienten.

"Alene min tilstedeværelse, nærvær og udstråling af ro og kontrol gør, at man skaber tryghed hos den kritisk syge og pårørende," forklarer Kenneth Vith, der oplever en stor personlig tilfredsstillelse, når den non-verbale kommunikation lykkes.

Vores mindset er forskelligt

Ellers oplever den grønlandserfarne sygeplejerske, at enkelte danske sygeplejerskevikarer forventer, at et grønlandsk sygehus er et dansk "mini-samfund". Her gentager han ofte, at Grønland ikke er Danmark. Grønland er Grønland.

"Ja, vi følger danske procedurer, og hospitalet er på mange måder indrettet som et dansk hospital, men ellers er der meget, der er anderledes," siger intensivsygeplejersken og kommer med et par eksempler:

"Afdelingerne er ikke topspecialiserede på samme måde som i Danmark, og arbejdsgangene kan derfor ikke foregå helt på samme måde som et dansk hospital, hvor der er styr på alting, helt ned til den mindste detalje. Jævnligt skal man bruge sin sunde fornuft, når man står i en situation, som falder uden for procedurerne og retningslinjerne."

Ifølge Kenneth Vith er danskere og grønlænderes mindset forskelligt. Der er mere ajunngilaq (det er i orden, red.) over dem, både ens kollegaer og patienter. De reagerer og agerer anderledes end danskerne, hvilket er en udfordring i begyndelsen – men på sigt en stor berigelse.

Læs også: 

Emneord: 
Inkluderende arbejdsliv

Man får respekt for naturen

Grønland. Mere tid til familien, ro og adgang til en fantastisk natur. Det var grundene til, at sygeplejerske Kenneth Vith og hans familie skiftede en tryg tilværelse ud i Aarhus med et arktisk eventyr i Grønlands hovedstad. En beslutning, familien ikke har fortrudt.
Kenneth Vith glæder sig over, at hans to børn ikke er bange for den grønlandske natur, men samtidig har fået respekt for den, ikke mindst den kolde vinter.
Foto: Christian Klindt Sølbeck

Øjnene stråler af glæde, kinderne er røde, mens de råber i kor: "Se, far og mor!", samtidig med de suser ned ad den interimistiske kælkebakke i deres farverige heldragter, der matcher godt med det sneklædte vinterlandskab og den orangefarvede sol i horisonten.

"Grønland er den perfekte ramme for småbørnsfamilier," mener Kenneth Vith, der siden 2016 har boet og arbejdet i Grønlands hovedstad, Nuuk, sammen med sin kone og deres to aktive og sneglade sønner, der i dag er fem og syv år gamle. Han uddyber:

"Den grønlandske natur kan noget helt specielt, og vi har virkelig taget den til os."

Som sygeplejerske og småbørnsfar er han glad for at iagttage, hvordan hans to krudtugler ikke er bange for at opholde sig i naturen, men har fået respekt for den, ikke mindst den kolde vinter.

"Det er tydeligt, at det hærder dem på en god måde. Og som forældre er vi glade for, at vi giver dem den oplevelse," tilføjer han og supplerer, at når muligheden byder sig, opholder de sig i naturen, enkelte gange en hel weekend ad gangen og overnatter i en simpel træhytte.

Mere tid sammen som familie

Netop ønsket om at være mere sammen som familie og mindre af den typiske danske hverdags stress og jag var nogle af grundene til, at de forlod deres trygge base i Aarhus – og at han tog orlov som sygeplejerske på Skejby Sygehus. Men det var nemmere sagt end gjort. De fandt hurtigt ud af, at den ønskede tid til samvær ikke kom automatisk i deres relativt nye grønlandske tilværelse.

"Man skal ville det. Det skal prioriteres ind i kalenderen, fordi man lynhurtigt får et stort netværk som småbørnsfamilie i en by som Nuuk," kommer det lettere overraskende fra Kenneth Vith. Forældrene til børnenes kammerater fra børnehaven og skolen bliver ens egne venner og bekendte, og derefter bliver ens weekender meget hurtig optaget med børnefødselsdage. En begivenhed, der bliver fejret på grønlandsk maner, den berømte kaffemik, hvor alle er velkomne, og man behøver ikke at melde tilbage, om man kommer eller ej.

"Det er ikke negativt ment, men bare en konstatering," tilføjer han og supplerer, at der også er et afsavn ved at være væk fra Danmark. Særligt i forhold til sine forældre, og at de ikke oplever deres børnebørns opvækst. Men Skype eller Messenger bliver brugt flittigt og afhjælper heldigvis en del af problemet.

Storheden i naturen er fantastisk

I Danmark var Kenneth Vith ikke interesseret i hverken jagt eller fiskeri, men begge discipliner blev hurtigt nye hobbyer, da han flyttede til Menneskenes Land, som Grønland også kaldes. Hans nye naturinteresser bliver luftet, når den stramme familiekalender tillader det – og han får et "lift" med dem, han kender, der har en båd.

Det er den eneste måde at trænge ind i Nuuks dybe fjordsystem, hvor de gode fiskemuligheder findes – og mulighederne for at skyde et rensdyr, eller, hvis sigtekornet er særligt skarpt indstillet, at skyde den velsmagende, lille fugl, rypen.

"Jeg har allerede skudt mit første rensdyr og parteret det ude i naturen. Det var hårdt, men en fantastisk oplevelse," siger han lettere stolt og glæder sig allerede til august 2019, hvor en ny rensdyrsæson begynder. Modsat i Danmark behøver man ikke i Grønland at have et jagttegn for at få adgang til at skyde en af julemandens hjælpere. Når du har boet i landet i to år, er du automatisk berettiget til en jagtlicens.

Selv når han kommer tomhændet hjem fra Naturens Store Madkammer, har turen været en succes:

"Jeg lader virkelig op derude. Det er bare skønt at vandre i sit eget tempo og stirre op på de markante fjeldtinder, mens man går langs floden og lytter til vandets lette rislen. Det kommer jeg virkelig til at savne, den dag vi tager tilbage til Danmark," slutter sygeplejersken.

Læs også:

Emneord: 
Inkluderende arbejdsliv

Dødsfald, selvbebrejdelser og manglende støtte

I fire måneder fulgte Carsten Juul Jensen de nyuddannede sygeplejersker Martha, Emilie, Anja, Thor og Rebecca overalt på de medicinske afdelinger, hvor de blev ansat.

I fire måneder fulgte Carsten Juul Jensen de nyuddannede sygeplejersker Martha, Emilie, Anja, Thor og Rebecca overalt på de medicinske afdelinger, hvor de blev ansat. Han observerer og registrerer deres handlinger, følelsesudbrud, tanker og kropslige reaktioner. Han spørger ind til deres faglige og personlige baggrund og oplever, hvordan selvbebrejdelser, manglende mentorer og de mange dødsfald præger dem. Her et udpluk af hans observationer.

phd_6

Emilie [Selvbebrejdelser]

En af de sygeplejersker, der i høj grad er tynget af skyld og selvbebrejdelser, er Emilie. Set udefra er hun smilende, løser sine opgaver og spørger om hjælp, når hun har brug for det. Hun får tit at vide, at hun virker rolig, men siger: "Der er bare kaos oppe i mit hoved."

Med sig i bagagen har Emilie en historie fra sin tid som studerende, hvor en patient døde, lige efter at hun havde fortalt hans datter, at han havde det godt.

Oplevelsen gjorde, at hun blev sygemeldt med angst og depression i et halvt år og overvejede at droppe ud af studiet.

Carsten Juul Jensen observerer, at Emilie flere gange bebrejder sig selv for sine manglende færdigheder i sygeplejen.

Få måneder inde i hendes arbejdsliv dør en af de patienter, hun har plejet. Og da han dør, tænker hun: Er der noget, jeg har overset? Er det min skyld, at han er død? Som månederne går, bliver Emilie mere og mere presset. Og tre måneder efter hun er begyndt på afdelingen, fortæller hun, at hun har været "tæt på at opgive" sygeplejefaget, og at hun i en periode har været sygemeldt med angstsymptomer. Hun siger, at selv om de er mange sygeplejersker om at passe patienterne, tænker hun altid, at det er hende, der har gjort noget forker

 

phd_5

Anja [ Manglende mentor ]

En anden sygeplejerske, der føler, at hun ikke slår til, er Anja. På grund af ferie og travlhed i afdelingen får hun ikke den mentor, det ellers var planen, hun skulle have.

På trods af at hun siger: "Det er ikke min skyld. Det er arbejdsbetingelserne, der er urimelige," føler hun sig alligevel dum. Ikke bare fagligt, men også personligt, fordi hun konstant er nødt til at spørge tilfældige sygeplejersker om de ting, hun er usikker på. Hun frygter, at kollegaerne tænker: "Hun er jo helt idiot. Nu har hun spurgt 20 gange på en dag om alt muligt." Og når hun ikke har haft tid til at læse om patienterne i den elektroniske patientjournal, så siger hun om sig selv: "Og så sidder dumme Anja derinde og skal give rapport til nogle læger."

Som tiden går, bliver Anja også mere og mere presset. Og hun fortæller, at hun kører tudende hjem fra arbejde flere gange. Hun fortæller, at sidste gang hun var i klinik, var hun blevet rost til skyerne, men på den medicinske afdeling er hun alligevel "bange for at slå patienterne ihjel".

phd_7

Martha [ Fire døde på en uge ]

Døden fylder meget hos de nyuddannede sygeplejersker. Der dør to patienter på Marthas første arbejdsdag. Og fire i hendes første arbejdsuge. Hun siger på et tidspunkt: "Jeg slår patienterne ihjel."

Martha bryder sammen i gråd, da den fjerde dør. Hun siger: "Jeg kunne klare den første, men nu er det nok." Hun har svært ved at overskue opgaverne, og på et tidspunkt bliver hun sygemeldt i 14 dage. Hun føler ikke, hun kan trække vejret, når hun kommer ind på afdelingen. Men da hun får at vide, at hun gennem et stykke tid er blevet overvåget uden sit vidende, fordi hun har lavet nogle fejl, bliver det for meget, og hun bliver langtidssygemeldt. Hun fortæller også, at hun i en periode næsten ikke turde kalde sig sygeplejerske, og når hun modtog fagbladet Sygeplejersken, røg det ulæst ned i en kommode, fordi hun følte, at hun ikke fortjente det. Carsten Juul Jensen stopper sine observationer af Martha efter to måneder, da hun bliver langtidssygemeldt med stress.

Læs også: Ph.d.-forsvarer til studerende: "Det er jo ikke jeres skyld, at I bryder sammen"

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Inkluderende arbejdsliv
Sygeplejestuderende

Der er et menneske bag hver undersøgelse

På radiologisk afdeling på Ringsted Sygehus betjener sygeplejersker topmoderne elektronisk udstyr. Formand Grete Christensen tog i klinik på afdelingen, der også tager ansvar for ansatte med funktionsnedsættelser.

SY-2013-02-36xx
Sygeplejerske Merete Skov-Hansen (t.h.) fortæller Grete Christensen om radiologisk afdeling. Merete Skov-Hansen blev færdiguddannet i 1972 og har derfor netop fejret sit 40-års jubilæum. 
Foto : Simon Klein-Knudsen

Udkørende hjemmesygeplejerske på Vesterbro i København, frivillig sygeplejerske i Bangladesh, centersygeplejerske på et plejehjem i Hvalsø og sygeplejerske på Malawis største hospital. Merete Skov-Hansen har i sin 40-årige karriere som sygeplejerske været vidt omkring i faget.

”Sygepleje er mit fag. Jeg skal ikke lave noget som helst andet,” fortæller Merete Skov-Hansen, der siden 2003 har været ansat på radiologisk afdeling på Ringsted Sygehus. Hun har inviteret Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i klinik på afdelingen, der primært udfører røntgen- og ultralydsundersøgelser, mammografier og en række forskellige scanninger.

Konstant flow til mammografi

”Vi varetager bl.a. Region Sjællands tilbud om mammografiscreening til alle kvinder mellem 50 og 69 år,” fortæller Merete Skov-Hansen og fortsætter:

”Det betyder, at vi har et konstant flow af patienter til mammografier. Og derfor er der også op til 14 dages ventetid på svar. Medmindre behandlingen falder ind under akutpakken, så bestræber vi os på at gøre det hurtigere.”
De to sygeplejersker bevæger sig ned ad afdelingens lange fordelingsgang og går ind ad en dør i højre side af gangen.  
 

Fokus på mennesket bag

Lokalets indretning afslører, at det oprindeligt er bygget til et sundhedsvæsen i en anden tidsalder. Til gengæld er udstyret og de tilhørende computere topmoderne. Midt i rummet står et specielt røntgenprøvebord, et såkaldt stereotaksibord, der bruges til biopsi af mikroforkalkninger.

Merete Skov-Hansen og Grete Christensen taler fortsat om mammografiundersøgelserne, som foretages i rummet ved siden af.  ”Som borger er man også godt klar over, at der er pres på tiden. Det er meget koncentreret. Fem minutter og så ud igen,” siger Grete Christensen.

Merete Skov-Hansen nikker: ”Vi skal have ca. 30 borgere igennem til mammografiscreening på en vagt, så tid er naturligvis en faktor. Men vi gør meget ud af, at der er mennesker bag hver undersøgelse.” 
 

Mobile enheder øger fremmøde

Radiologisk afdeling foretog de første screeninger tilbage i 2004 på sygehuset i Ringsted og en nyetableret mobil enhed. Region Sjælland råder nu over tre mobile enheder, som kører i hele regionen.  Merete Skov-Hansen har somme tider vagt i den enhed, som dækker Nordvestsjælland.

”Det er en god idé med mobile enheder. Fremmødeprocenten bliver større, når vi kommer ud til borgerne. Hvis vi ikke havde de mobile enheder, så skulle borgere f.eks. køre fra Nakskov til Næstved (ca. 100 km, red.) for en forebyggende undersøgelse. Det siger sig selv, at der er nogle, som springer fra. I dag har vi en fremmødeprocent på 80 i enhederne,” fortæller Merete Skov-Hansen.

”Det er flot,” siger Grete Christensen.
”Og når vi nu i Danmark har besluttet at anvende mammografi, så er det vigtigt at få så mange borgere som muligt til at møde op til undersøgelser. Derfor er mobile enheder en god idé.” 
 

Socialt engagement

Merete Skov-Hansen fortæller, at hendes afdeling tager ansvar for de medarbejdere, der pga. arbejdet har fået forskellige funktionsnedsættelser.

”Der burde være en pris for årets bedste sygehusafdeling,” siger Merete Skov-Hansen i et smilende tonefald, der ikke lægger skjul på, at prisen skulle gå til hendes afdeling.

Selv har hun for nylig nydt godt af ledelsens holdning i forbindelse med nogle skuldersmerter, som de mange ensidige og gentagne bevægelser har givet hende. Pga. generne, som også plager flere af hendes kolleger, er der forskellige opgaver, som hun ikke varetager i dag.

”Desværre er generne ikke anerkendt som arbejdsrelaterede,” fortæller Merete Skov-Hansen. Grete Christensen nikker:

”I modsætning til industrien, eksempelvis på filetfabrikker og slagterier, så godkendes sygeplejerskers armgener ikke. Det skyldes, at belastninger, såsom mammografi og scanning af gravide, ikke anses som repetitivt arbejde (gentagne bevægelser i en væsentlig del af arbejdsdagen, red.). Det er en problematik, som vi er bekendt med, og som vi jævnligt rejser.”

Langt de fleste af afdelingens patienter er kvinder, kun 1-2 mænd får konstateret brystkræft om året.

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr
Inkluderende arbejdsliv

De satser på sygeplejerskers arbejdsglæde

TRIVSEL. Godt samarbejde med sygeplejerskekollegerne, faglig udvikling og tid til at udføre arbejdet. Det giver sygeplejersker arbejdsglæde.

SY-2011-20-16-1a
Attribution 
Foto: Simon Klein-Knudsen 
Godt samarbejde med sygeplejerskekollegerne, faglig udvikling og tid til at udføre arbejdet. De tre faktorer angiver sygeplejersker som mest betydningsfulde for deres arbejdsglæde i undersøgelsen ”Hvad giver sygeplejersker arbejdsglæde?”

Undersøgelsen er udarbejdet af senior projektleder fra Dansk Sundhedsinstitut Christina Holm-Petersen i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd. Hun mener, at der er flere gevinster ved, at sygeplejersker trives på jobbet, for arbejdsglæde giver bedre kvalitet i arbejdet. Christina Holm-Petersens erfaring er, at sygeplejersker, der er utilfredse med deres arbejde, har en tendens til at skære uhensigtsmæssige genveje og f.eks. bruge for meget tid på kollegerne frem for patienterne.

I de følgende artikler sætter vi fokus på tre arbejdspladser, som har arbejdet målrettet på at forbedre sygeplejerskers arbejdsglæde. 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Forsvarlighed
Inkluderende arbejdsliv
Medarbejder
Omorganisering
Stress
Sundhedspersonale
Trivsel

Hjemmebehandling med kemoterapi - en beskrivelse af et projekt

Et projekt på Vejle Sygehus viser, at patienter med knoglemarvskræft godt kan behandles med kemoterapi i hjemmet. Patientgruppener dog meget sårbar, og der sker hyppige aflysninger af behandlingen. Erfaringen er desuden, at man bør lade et enkelt afsnit stå for den udkørende funktion for at mindske koordineringsarbejdet.

SY-2011-05-65a
Foto: iStock

I projektet undersøges muligheden for at flytte behandling med kemoterapi fra sygehuset til patienternes hjem. Idéen er udsprunget af et ønske om, at behandlingen vil influere mindst muligt på patientens hverdagsliv. Samtidig går udviklingen inden for sygehusvæsenet i retning af, at patienterne skal hospitaliseres så lidt som muligt, hvorfor hjemmebehandling bør overvejes som alternativ til behandling på sygehus. Forsøgsperioden med behandling i patientens eget hjem er foregået over 10 måneder, hvor patienterne delvist blev behandlet i eget hjem.

Baggrund

Knoglemarvskræft, også kaldet myelomatose, er en uhelbredelig kræftsygdom i knoglemarven. Den gennemsnitlige levetid er på 2-3 år. Det er til tider muligt at bringe sygdommen i remission med kemoterapi, men før eller siden vil sygdommen igen progrediere (1) (se boks 1 her på siden). Den sygdomsorienterede del af disse patienters liv fylder således meget, og det er derfor vigtigt at overveje, om der eventuelt er andre måder at organisere pleje og behandling på.

Patienter med knoglemarvskræft er en gruppe patienter, som det er oplagt at behandle i hjemmet. For det første pga. de store anstrengelser, der er forbundet med de mange og hyppige ambulante besøg. For det andet fordi patienterne ofte har smerter og nedsat livskvalitet (2).

I relation til hjemmebehandlingen er der flere udenlandske studier, hvor der rapporteres effekter på omkostningerne, antallet af ambulante besøg, antallet af indlæggelser og indlæggelseslængde (3-8). Litteraturgennemgangen viser, at der er udført få studier på området, og at der ikke har været fokus på det organisatoriske aspekt ved behandling i hjemmet. Derfor er det aktuelt at undersøge, hvordan hjemmebehandling kan organiseres.

Formål

Projektets formål er at afprøve en konkret forsøgsordning med hjemmebehandling med kemoterapi til patienter med knoglemarvskræft og samtidig undersøge, om ordningen kan være med til at reducere antallet af ambulante besøg. Det forventes, at projektet kan bidrage med ny viden og erfaring om, hvordan hjemmebehandling hos voksne patienter med knoglemarvskræft kan foregå i klinisk praksis.

Artiklens indhold

I det følgende beskrives organiseringen af hjemmebehandlingen, herunder:

  • behandlingsforløbet
  • hvilke sygeplejersker der kan varetage hjemmebehandlingen
  • hvilke patienter der kan tilbydes hjemmebehandlingen
  • evalueringen af projektet.
Boks 1. Fakta om myelomatose

Knoglemarvskræft, også kaldet myelomatose, er en uhelbredelig kræftsygdom i knoglemarven, der opstår i en særlig type hvide blodceller kaldet plasmaceller. Hvert år rammes ca. 300 mennesker i Danmark af sygdommen. Sygdommen er usædvanlig før 40-års-alderen, og de fleste patienter er over 60 år, når de får stillet diagnosen. Den gennemsnitlige levetid er på 2-3 år. Hos de fleste patienter medfører sygdommen varierende grader af blodmangel, nedsat immunforsvar, nedsat nyrefunktion og osteolytiske knoglelæsioner. Knoglelæsionerne medfører ofte en betydelig øget morbiditet hos patienterne og kan medføre invaliderende lammelser. Knoglemarvskræft og behandlingen heraf kan derfor forløbe meget forskelligt fra patient til patient. Det er til tider muligt at bringe sygdommen i remission med kemoterapi, men før eller siden vil sygdommen igen progrediere (1,2).

Boks 2. Inklusionskriterier

Inklusionskriterier for sygeplejersker, som foretager hjemmebehandling

  • Sygeplejersker med minimum fem års erfaring fra det hæmatologiske speciale
  • Sygeplejersker, som befinder sig på kompetenceniveau 2 eller 3 jf. den nationale model for kompetenceudvikling for kræftsygeplejersker (9).
  • Sygeplejersker, som har gennemført og bestået cytostatikakursus
  • Sygeplejersker, som er sikre i anlæggelsen af venflon
  • Sygeplejersker, som har bil.


Organisering af hjemmebehandling

Det er et team af læger og sygeplejersker, som skal koordinere og varetage behandlingen med kemoterapi til patienterne i eget hjem. Det er af afgørende betydning, at hjemmebehandlingen kan være et sikkert alternativ til behandlingen på sygehus, og at kvaliteten dermed ikke forringes.

Det indebærer, at der bliver lagt en individuel behandlingsplan for patienterne, som kontinuerligt bliver evalueret. For yderligere at sikre kvaliteten af behandlingen i hjemmet er der udarbejdet en såkaldt bivirkningsrapport, der har til formål at identificere eventuelle bivirkninger af behandlingen. I planlægningen indgik endvidere aftaler om akutberedskab, blodprøvetagning, sikker transport af medicin, hygiejne og håndtering af affald.

Fire sygeplejersker er oplært i at varetage hjemmebehandlingen. To fra hæmatologisk ambulatorium og to fra hæmatologisk sengeafsnit (se boks 2 side 64). Der afholdes i den forbindelse undervisning af én dags varighed, hvor de forskellige procedurer gennemgås og diskuteres.

Tilbuddet om hjemmebehandling er givet til patienter med knoglemarvskræft, der skal have behandling med kemoterapi, Bortezomib, evt. i kombination med anden behandling. Det forventes, at 5-10 patienter inkluderes i projektet. En læge og en sygeplejerske vurderer, om patientens tilstand tillader hjemmebehandling. Hvis det er tilfældet, bliver patienten herefter tilbudt hjemmebehandling.

Inklusionskriterier for patienter

  • Patienter med knoglemarvskræft, der skal have behandling med Bortezomib, evt. i kombination med anden behandling
  • Patienter, der ønsker hjemmebehandling
  • Patienter, der har et blodpladetal på over 50 på inklusionstidspunktet
  • Patienter, der forstår og taler dansk.

Eksklusionskriterier

  • Patienter med dårlig venestatus.

Ved inklusion af en patient udarbejdes en arbejdsplan indeholdende dato og navn på den sygeplejerske, der skal have funktionen den pågældende dag. Det tilstræbes i den forbindelse, at det er den samme sygeplejerske, der kører ud en uge i træk for derved at skabe kontinuitet i behandlingerne for både patienter og sygeplejersker.

Det er afdelingssygeplejerskerne på henholdsvis sengeafdelingen og ambulatoriet, der står for arbejdsplanlægningen og koordineringen af de udkørende sygeplejersker. Den behandling, som patienterne tilbydes i projektet, foregår dels på sygehus og dels i eget hjem. Patienterne skal have hele den første behandlingsserie på sygehuset med henblik på at sikre, at de kan tåle behandlingen. Desuden skal patienterne have den første behandling i hver behandlingsserie på sygehuset, mens de resterende tre behandlinger gives i hjemmet (se boks 3 herover).

Evaluering af hjemmebehandlingen

For at evaluere hjemmebehandlingen har det været relevant at anvende kvalitative og kvantitative metoder til dataindsamling i form af evalueringsmøder og en kvantitativ effektundersøgelse baseret på en deskriptiv opgørelse over antal hjemmebehandlinger kontra behandlinger på sygehus.

Baggrunden for at afholde evalueringsmøder er, at det er muligt at få et indblik i sygeplejerskernes, lægernes og ledelsens arbejde og erfaringer med hjemmebehandlingen og samtidig have muligheden for at ændre organiseringen heraf. Dette for at sikre, at hjemmebehandlingen er et sikkert alternativ til behandlingen på sygehus, og at kvaliteten dermed ikke forringes.

For at undersøge, hvorvidt hjemmebehandlingen kan være med til at reducere antallet af ambulante besøg, foretages et dokumentstudie, hvor forskellige data vedrørende behandlingsforløbet indsamles. Data for de inkluderede patienter er indsamlet via en retrospektiv registrering ud fra oplysningsskemaer udfyldt af sygeplejerskerne og patientjournal i mappe og EPJ.

Følgende parametre er beskrevet og sammenlignet:

  • Antallet af inkluderede patienter
  • Antallet af planlagte behandlinger
  • Antallet af givne behandlinger
  • Antal af givne hjemmebehandlinger.

Sy-2013-02-hele-bladet%20(37)

Sy-2013-02-hele-bladet%20(38)
 

Resultater

I det følgende afsnit beskrives og diskuteres resultaterne fra projektet.

Ordningens placering på afsnittene

Den optimale placering ser ud til i høj grad at være funktionsbestemt, hvilket synes at være baggrunden for ledelsesbeslutningerne om ordningernes organisatoriske placering. Det er i den forbindelse vigtigt at få afdækket både fordele og ulemper i forhold til placeringen. Det, at ordningen har været placeret på to afsnit, har været med til at besværliggøre planlægningsarbejdet, idet afdelingssygeplejerskerne har skullet koordinere to arbejdsplaner.

En naturlig organisering vil muligvis være, at ambulatoriet foretog hjemmebehandlingen, da funktionen er at supplere og erstatte ambulante ydelser. Fordelen ved, at sengeafsnittet er involveret, er, at sygeplejerskerne er orienteret og har tæt kontakt, hvis nogle af patienterne bliver indlagt. Det samme er tilfældet med de patienter, som starter deres forløb i sengeafsnittet, idet patienterne har mødt sygeplejerskerne på afsnittet.

I forhold til de patienter, der starter deres forløb i ambulatoriet, anses det som en ulempe, at sygeplejerskerne ikke er i ambulatoriet, og at de først møder patienterne ude i hjemmet. Det er der imidlertid taget hensyn til, idet sygeplejerskerne, så vidt det er muligt, hilser på de patienter, der skal modtage hjemmebehandling, før den sættes i værk.

Organisering af hjemmebehandlingen

Organiseringen af hjemmebehandlingen har været et større koordineringsarbejde end forventet. Det hænger dels sammen med den ustabilitet, der er hos patienterne, de få antal inkluderede patienter og det, at der har været to afsnit involveret i projektet. Det, at der i projektet har været personale fra både ambulatoriet og sengeafsnittet, har været med til at besværliggøre planlægningsarbejdet.

Der har været en del ekstra koordinering, hvilket skyldes udskydelse eller aflysning af behandling, der medfører, at sygeplejerskerne skal køre ud på dage, hvor det ellers ikke er planlagt. Hjemmebehandlingen har således været meget ressourcekrævende trods de få inkluderede patienter. Det kan med fordel overvejes at tilbyde hjemmebehandling til mere stabile patientforløb eller give behandlinger, der ikke i samme omfang aflyses eller stoppes. Samtidig vil en større patientgruppe medføre mindre spildtid og større udnyttelse af sygeplejerskernes ressourcer.

Det optimale vil være, at hver sygeplejerske har tre hjemmebehandlinger om dagen og dermed helt udgår af normeringen. Det kan give nogle problemer, når sygeplejersken delvis skal være udkørende og delvis skal være på sygehuset. Det kan være svært at vurdere, hvor meget tid der skal afsættes til hjemmebehandlingen, hvilket skyldes vekslende ventetid på behandling, mulighed for kødannelse i trafikken og eventuelle uforudsete problemer hos patienterne.

Kvaliteten af hjemmebehandlingen

Hjemmebehandlingen adskiller sig ikke væsentligt fra den traditionelle behandling på sygehus. Ud over at behandlingen gives i patienternes eget hjem, er der ikke nogen forskel på håndteringen. Det skyldes dels, at behandlingsforløbet foregår i tæt samarbejde mellem patient, sygeplejerske og læge, dels at det er erfarne hæmatologiske sygeplejersker, som varetager behandlingen.

Den udarbejdede bivirkningsrapport er samtidig med til at sikre kvaliteten i behandlingen, da eventuelle bivirkninger til behandlingen identificeres. Sygeplejerskerne giver i den forbindelse udtryk for, at der ved brug af bivirkningsrapporten er en større, mere grundig og systematisk dataindsamling end ved traditionel behandling. Samtidig fortæller sygeplejerskerne, at de har mere fokus på eventuelle bivirkninger end ved behandling på sygehus, da det udelukkende er dem, der indsamler oplysningerne herom. Det vurderes derfor, at hjemmebehandlingen kan være et sikkert alternativ til behandling på sygehus, og at kvaliteten ikke forringes.

Sygeplejerskernes kompetencer

Patienter med knoglemarvskræft er ikke blot en homogen gruppe af mennesker med en alvorlig sygdom og eventuelle medfølgende komplikationer og funktionsnedsættelser, de er også en gruppe mennesker med vidt forskellige måder at håndtere deres liv og sygdom på (1,2).

De mange forskellige patienter og sygdomsforløb kan derfor ikke undgå at stille krav til sygeplejerskernes kompetencer, så patienterne får en korrekt og forsvarlig behandling på linje med behandlingen på sygehus. Udvælgelsen af sygeplejersker er sket som følge af bevidste ledelsesbeslutninger om sygeplejerskernes kompetenceprofil.

Der er i projektet opstillet eksplicitte inklusionskriterier for sygeplejerskerne, om end det vurderes, at sygeplejersker med mindre erfaring også vil kunne varetage hjemmebehandlingen. Det må derfor være en individuel vurdering fra sygeplejerske til sygeplejerske om vedkommende vil kunne varetage behandling i patientens hjem eller ej.

Antal hjemmebehandlinger vs. behandlinger på sygehus

I projektet er inkluderet seks patienter. Tilbuddet om hjemmebehandling er givet til relevante patienter, efter at de har modtaget første behandlingsserie.

Det viste sig imidlertid, at en del af de mulige kandidater til hjemmebehandlingen fik svære bivirkninger, og forløbene derfor var for komplicerede til hjemmebehandling. Erfaringen viser, at de patienter, der er inkluderet i projektet, er mennesker, hvor der er færrest komplikationer og bivirkninger forbundet til både sygdom og behandling. De mere skrøbelige patienter, som muligvis vil have stor glæde af ordningen, er således ekskluderet. Trods inklusion af de mere stabile patienter i projektet er der alligevel flere behandlinger, der aflyses eller stoppes grundet bivirkninger. Ud af 128 mulige behandlinger er der givet 87 behandlinger, mens 41 behandlinger har været aflyst grundet bivirkninger.

Af de givne behandlinger er 40 givet i patientens hjem. Der er stor variation i, hvor mange hjemmebehandlinger patienterne har modtaget, det strækker sig fra 4-11 hjemmebehandlinger (se tabel 1 side 66). Projektet viser således, at hjemmebehandlingen kan være med til at reducere antallet af ambulante besøg for patienterne om end ikke i den udstrækning, det var ønsket, hvilket skyldes aflysning af behandlinger og behandlingsforløb.

Konklusion

Projektet viser, at hjemmebehandlingen kan være et sikkert alternativ til behandling på sygehus, såfremt der er et tæt samarbejde mellem patient, sygeplejerske og læge, og det er erfarne hæmatologiske sygeplejersker, som varetager behandlingen. Hjemmebehandlingen kan samtidig være med til at reducere antallet af ambulante besøg for patienterne om end ikke i den udstrækning, det var ønsket.

Selvom patienter med knoglemarvskræft er en gruppe af patienter, som det er oplagt at behandle i hjemmet på grund af de store anstrengelser, der er forbundet med transport og ventetid ved ambulant behandling, og fordi de ofte har smerter og nedsat livskvalitet, er det alligevel en vanskelig gruppe at behandle i hjemmet.

Det er derfor ikke nemt at fastsætte entydige anbefalinger for tilbud om hjemmebehandling til patienter med knoglemarvskræft, da patientforløbene er meget komplekse og forskellige. Det bør derfor overvejes, om hjemmebehandlingen i stedet med fordel skal omhandle andre behandlingsformer, hvor der ofte er færre bivirkninger, og behandlingerne derfor sjældent aflyses.

Jannie Christina Frølund er udviklingssygeplejerske på medicinsk afdeling, Vejle Sygehus.

For yderligere information henvises til den sammenfattende rapport om udviklingsprojektet, der kan rekvireres hos forfatteren.

Læs også artiklen "Hjemmebehandling med kemoterapi - patientens perspektiv" på de følgende sider i dette nummer af Sygeplejersken. Projektet er økonomisk støttet af henholdsvis Udviklingsrådet på Vejle Sygehus og Medicinalfirmaet Janssen-Cilag. Udviklingsrådet har ydet støtte til analysearbejdet, mens Janssen-Cilag har ydet støtte til de driftsomkostninger, der er forbundet med projektet.

Projektgruppen består af en række medarbejdere fra Hæmatologisk Afsnit, Vejle Sygehus: Projektansvarlig: Udviklingssygeplejerske, cand.cur. Jannie C. Frølund. Projektgruppe: Afdelingssygeplejerske Bente Louise Pedersen, afdelingssygeplejerske Mona Sørensen, overlæge og professor Torben Plesner. Øvrige deltagere: Susanne Hansen, Lone Nyborg Christensen, Heidi Bøgelund Brødsgaard og Charlotte Christoffersen, alle sygeplejersker.

Litteratur

  1. Phekoo KJ et al; on behalf of Consultant Haematologists, South Thames Haematology Specialist Committee (2004) A population study to define the incidence and survival of multiple myeloma in a National Health Service Region in UK. British Journal of Haematology 2004;127:299-304.
  2. Johnsen AT et al. Health related quality of life in a nationally representative sample of haematological patients. European Journal of Haematology 2009.
  3. Holdsworth MT et al. Economic impact with home delivery of chemotherapy to pediatric oncology patients. Annals of Pharmacotherapy 1997;31:140-8.
  4. Raisch DW et al. Economic comparison of home-care based versus hospital based treatment of chemotherapy-induced febrile neutropenia in children. Value in Health, 6(2), 2003:158-67.
  5. Close P et al. Aprospective, controlled evaluation of home chemotherapy for children with cancer. Pediatrics 1995, 95, 896-900.
  6. Lange BJ et al. Home care involving methotrexate infusions for children with acute lymphoblastic leukemia. Journal of Pediatrics 1988, 112, 492-5. 7. Browne G, Gafni A, Roberts J. Approach to the measurement of costs (expenditures) when evaluating health and social programmes. System Linked Research Unit, Working Paper. McMaster University, Hamilton, Ontario, 2002; Series 01-3.
  7. Unger WJ, Santos MT. The pediatric quality appraisal questionnaire: An instrument for evaluation of the pediatric health economic literature. Value in Health, 6(5), 2003;584-94.
  8. Schmidt S et al. Den nationale model for kompetenceudvikling for kræftsygeplejersker i Danmark 2004.
English abstract

Frølund J. Home chemotherapy for bone marrow cancer patients - A pilot project for treatment in one's own home. Sygeplejersken 2011;(5):64-8.

The article describes a project in which bone marrow cancer patients receive chemotherapy at home. The purpose of the project is to investigate how chemotherapy at the patient's home can be provided, because treatment at home is presumed to affect the number of outpatient visits. The project is evaluated based in part on assessment panels, and in part on a quantitative analysis of the number of home treatments versus hospital treatments, objectively measured.

The results show that home treatment can be a safe alternative to hospital treatment, provided there is close cooperation among patients, nurses and physicians and that an experienced haematology nurse carries out the treatment. Simultaneously, home treatment can reduce the number of ambulatory visits the patient needs to make, even if not to the extent desired, which was due to cancellations of treatments and the course of treatment.

Key words: Home treatment, chemotherapy, and bone marrow cancer, myelomatosis.  

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Inkluderende arbejdsliv
Kræft

Fra sippet sekretær til sej sygeplejerske

Et sommerferiejob og 10 ugers klinik på et kardiologisk sengeafsnit har forvandlet Katja Pihl fra sippet til sej. Et par hurdler skulle overvindes, men nu kaster hun sig uden problemer over opgaver som patientbade og nedre toilette.

SY-2010-21-21Da Katja Pihl for et par år siden annoncerede, at hun ville droppe sit faste job som retssekretær for at læse til sygeplejerske, reagerede flere af hendes nærmeste med forbavselse, og nogle ligefrem med skepsis, deriblandt Katja Pihls egen far – hans sippede og blufærdige datter i et omsorgsfag med masser af direkte menneskekontakt?!

Den nu 31-årige sygeplejestuderende holdt dog fast i sin beslutning og begyndte på sygeplejerskeuddannelsen i Slagelse i foråret 2009. Men helt forkert på den var hendes far nu ikke, medgiver Katja Pihl.

”Jeg har altid været meget sippet, især da jeg var yngre. Her kunne jeg rynke på næsen af folk, der så mærkelige ud eller f.eks. lugtede,” husker hun.

I skrivende stund er hun ved at afslutte de 10 ugers klinik på uddannelsens 4. modul, som er foregået på Slagelse Sygehus, mere præcist Medicinsk afdeling, Kardiologisk afsnit B2. Og det er med hendes egne ord gået rigtig godt. Men hun har dog også gjort sit til at forberede sig bedst muligt på klinikken, som hun vidste ville blive grænseoverskridende, især når det kom til opgaver som nedre toilette og andre basale sygeplejeopgaver.

Foto: Finn Carlsson

”Jeg vidste, at klinikken ville blive en stor udfordring. Selvom jeg i min første klinik (en uge, red.) så nøgne patienter, foregik det fra sidelinjen, jeg observerede bare. Det er grænseoverskridende og meget intimt for både mig og patienten, som skal have alt tøjet af og stå nøgen på et fremmed, koldt hospitalstoilet. Og jeg ser, hvordan et andet menneske ser ud, helt nøgent, jeg har ikke set mange andre mennesker nøgne end min kæreste og lille datter på to år. Og jeg ville heller ikke bryde mig om, at andre skulle se mig nøgen,” uddyber hun.

Sommerferiejob blev ilddåb

Katja Pihl valgte derfor at søge sommerferiejob gennem et vikarbureau, og det endte med at blive noget af en ilddåb. Hun fik lidt tilfældigt job som ufaglært på et plejehjem for demente, som viste sig at være en ekstra udfordrende patientgruppe.

”Efter at have fulgt en anden medarbejder i en uge blev jeg bogstaveligt talt kastet ud i det, da jeg pludselig stod alene hos en beboer, hvor der var afføring overalt. Jeg måtte lige trække vejret og lukkede døren nærmest pr. refleks, men der var jo ikke andet for end at få beboeren ud i badet og vaske hende fra top til tå.”

En anden stor udfordring i arbejdet med de demente var kommunikationen eller rettere mangel på samme.

”Det var jo svært, nærmest umuligt at føre en samtale med dem, og kan jeg ikke kommunikere med patienterne, er det endnu sværere for mig at spore mig ind på, hvilken patient jeg står over for. Og det er igen altafgørende for, at jeg kan give god pleje, også i mere blufærdige situationer som nedre toilette og bad,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg taler altid så meget med patienten, som jeg kan, under seancen. Det kan være om alt muligt, og det er med til at bryde den lidt akavede situation, især for patienten.”

Andre erfaringer, Katja Pihl har gjort sig, er, at mange patienter selv kan hjælpe til, f.eks. i badet.

”Kan de selv, så lad dem være med til så meget som muligt. Har jeg en formodning om, at den ældre mand godt kan selv, men ikke rigtig vil, så siger jeg, at jeg lige skal hente et håndklæde. Når jeg kommer tilbage, er han ofte selv i gang med at vaske sig, og så klarer vi opgaven sammen. På den måde bevarer patienten også sin selvstændighed.”

Svært at sætte grænser

For andre patienter er den intime pleje ensbetydende med kontakt med et andet menneske for første gang i mange år.

”Jeg havde f.eks. en mandlig patient, som ville røre ved mine arme hele tiden. Det er svært ikke at tage det personligt, men det skal man, og her måtte jeg venligt, men bestemt bede ham om at lade være,” siger Katja Pihl, der også synes, det kan være svært at pleje patienter af eget køn.

”Det kan være mere besværligt at udføre nedre toilette på kvinder, da det er sværere at komme til. Og de første gange er det svært at vurdere, hvor langt ind man skal gå. Jeg kan også godt forestille mig, at det er svært med patienter på min egen alder. Jeg har ikke prøvet det, men med de ældre patienter er alderen nok med til at skabe en vis distance,” siger Katja Pihl, som også husker tilbage på en oplevelse med en alkoholiseret og dårligt soigneret patient, som uden tvivl tidligere ville have fået hende til at rynke på næsen.

”Han havde ikke været i bad længe og lugtede kraftigt. Det var virkelig svært for mig. Jeg skulle ind i flere hudfolder, og skidtet sad mange steder fast, men jeg klarede den.”

Efter sommerferiejobbet og klinikken ligger Katja Pihls sippethed og blufærdighed på et meget lille sted. Hun understreger, at hun er en af de ældste på holdet, og siger, hun ikke ville have haft erfaring eller være moden nok til studiet for 10 år siden.

Men lidt klicheagtigt overskygger glæden ved at gøre noget godt for andre nu alt andet.

”Når patienterne har været i bad – håret er vasket og redt, og de er kommet i rent tøj – så får jeg bare en rigtig god følelse.”

Hun er dog også meget opmærksom på, at patientpleje kun er en del af det at være sygeplejerske.

”Det er ikke plejen, der først og fremmest driver mig, men mere de mange menneskeskæbner og dialogen med den enkelte patient,” siger den tidligere retssekretær.

Katja Pihls råd til andre blufærdige studerende
  • Spørg om hjælp, hvis du er det mindste i tvivl.
  • Følg og observér erfarne kolleger, før du selv går i gang.
  • Få en kollega til at være med og hjælpe de første gange.
  • Vær opmærksom på dine egne grænser, men overskrid dem også.
  • Tag gerne et sommerferiejob, men husk også at holde mere end en uges ferie.
  • Tal svære situationer igennem med din vejleder både før og efter.
  • Tal med patienten om det, du skal lave, men også om hverdagsting som vejret og børnebørn.
  • Inddrag patienten i den grad, det er muligt.
Emneord: 
Sygeplejestuderende
Færdigheder
Inkluderende arbejdsliv
Mestring
Sygepleje