Nyt forslag til prioritering af intensivpatienter

I tilfælde af for få ressourcer skal intensivpatienter prioriteres ud fra både alder og helbred, lyder det i et nyt forslag fra Danske Regioner.

Hvis der er mangel på intensivsygeplejersker eller intensivpladser, skal lægerne visitere patienterne ud fra: Den sygdom, vedkommende er indlagt for, samt kronisk sygdom, funktionsniveau, skrøbelighed, alder, behandlingsmuligheder og patientens eget ønske om behandlingsniveau.

Det foreslår Danske Regioner i et nyt oplæg til retningslinjer for, hvordan lægerne skal prioritere intensivpatienter, hvis der er mangel på ressourcer. Oplægget er blevet udarbejdet i forbindelse med coronakrisen, hvor læger har efterspurgt klare retningslinjer for prioritering. Ikke mindst ift. risikoen for en anden bølge af coronaepidemien.

Regionerne forslår, at retningslinjerne skal gælde generelt.

Ifølge Altinget er intensivlægernes formand, Joachim Hoffmann-Petersen fra Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, langt hen ad vejen tilfreds med oplægget, som han dog mener kan gøres kortere og mere operationelt.

Under coronakrisen har lægerne støttet sig til retningslinjer fra Italien, Schweiz og Storbritannien, skriver Altinget.

Sundhedsstyrelsen vil til august invitere til en bred drøftelse af oplægget.

Emneord: 
Intensiv
Prioritering

"Kan du prøve at tage to fingre op?"

Screeningsværktøj for intensivt delirium til patienter med hjerneskade vækker begejstring.
"Når vi screener for delirium, fanger vi nogle af de patienter, som vi ellers ikke ville have fanget," forklarer intensivsygeplejerske Mia Munk, Rigshospitalet.
Bax Lindhardt

”Kan du åbne øjnene? Prøv at åbne øjnene. Åh, det er strengt, hva’? De er tunge, de øjenlåg. Nu tager jeg lige din hånd her. Kan du vågne lidt op?”

Intensivsygeplejerske Mie Munk står ved sengen hos en ældre mandlig patient, som efter en hjerneblødning er indlagt på Neurointensivt afsnit på Rigshospitalet. 

Hun er ved at udfylde et skema til screening for delirium kaldet ICDSC (Intensive Care Delirium Screening Checklist og er ved at undersøge, hvor vågen patienten er. 

Delirium er en tilstand, hvor patienten har kognitive forstyrrelser, ofte med adfærdsforstyrrelser og psykoselignende symptomer. Det kan komme til udtryk som en udad- eller en indadreagerende adfærd eller en kombination af de to. 

Efter et stykke tid åbner patienten lige så stille øjnene og kigger direkte på Mie Munk. 

”Nu flytter jeg mig lidt – kan du kigge på mig?” spørger hun patienten. 

Han følger hende med øjnene, men lukker dem igen efter et par sekunder. 

”Han kan godt holde øjenkontakt, men det er i meget få sekunder. Så han er kontaktbar, men det er ikke i særlig lang tid,” fortæller Mie Munk om patienten. 
Han får et enkelt point på screeningsskemaet. 

”Det bedste er, hvis patienten er vågen, rolig og samarbejdende, så får han ikke noget point. Men fordi han er kontaktbar, men ikke kan holde kontakten ret længe, får han 1 point. Han havde også fået 1 point, hvis han havde været urolig eller agiteret, altså i den anden ende af skalaen,” forklarer hun.

Patienten har delirium

Hun går videre og gennemgår i alt otte punkter på ICDSC-skemaet. Det næste, Mie Munk undersøger, er, om patienten kan følge en instruks og udføre en simpel opgave.
”Kan du prøve at tage to fingre op?” spørger hun.

Der er intet respons, så han får endnu 1 point. 

”Jeg kunne også i stedet lave en bogstavtest, hvor jeg siger ti bogstaver, og patienten skal klemme min hånd, hver gang jeg siger ’a’,” forklarer hun.
”Hvis man kan udføre opgaven og samarbejder godt, får man 0 point. Men hvis man lige som patienten her ikke kan samarbejde, er det, fordi man ikke er opmærksom nok, og så får man 1 point,” siger Mie Munk. 

Patienten får endnu 1 point for at være desorienteret, fordi han ikke vidste, hvorfor han befandt sig på sygehuset, samt 1 point for psykomotorisk sløvhed, fordi patienten stort set ikke bevægede sig.
En samlet score på i alt 4 viser, at patienten har delirium.

Han havde ingen hallucinationer eller vrangforestillinger og ingen upassende tale eller sindsstemning, da han for det meste lå sløvt hen. Han sov fint om natten, og hans symptomer på delirium svingede ikke mellem dag og nat, så for de punkter fik han 0 point. 

Dejligt at kunne gøre noget

Når en patient har fået konstateret delirium, er der forskellige handlemuligheder, sygeplejerskerne kan benytte sig af for at afhjælpe tilstanden.

”Vi kan skærme patienten eller komme patienten på enestue, hvis det er en mulighed. Eller vi kan sørge for at opretholde en nogenlunde normal døgnrytme. Ro om natten er vigtigt, så hvis patienten ikke kan sove af sig selv, giver vi noget at sove på. Vi sørger også for at holde patienten i gang om dagen, så patienten kommer ud af sengen og ikke ligger og sover hele dagen,” forklarer Mie Munk. 
Hun fortæller, hvad det betyder for hende som sygeplejerske at bruge skemaet:

”Det er en måde, vi kan bruge vores faglighed på og udtrykke vores observationer. Når vi screener for delirium, fanger vi nogle af de patienter, som vi ellers ikke ville have fanget. Delirium kan man i yderste konsekvens dø af, så det er dejligt at kunne gøre noget for patienterne. Og så er redskabet let at bruge, og det gør, at det bliver brugt.” 

Mie Munk har været med til at validere ICDSC-skemaet, så hun er en af dem, som de andre sygeplejersker kommer til, hvis de skal læres op. 

”Her underviser jeg ved, at vi sidder sammen ved siden af patienten og gennemgår skemaet,” fortæller hun. 

Læs også: "Delirium er et symptom på, at noget er galt"

Hvad er ICDSC?

ICDSC (Intensive Care Delirium Screening Checklist) er et screeningsværktøj til at identificere kritisk syge patienter med delirium.

Skemaet består af otte punkter, hvor patienten kan opnå en score på 0 eller 1 point for hvert punkt. En score på 4 eller større betyder, at patienten har delirium.

Skemaet udfyldes én gang for hver vagt. 

De otte punkter er:

  1. Ændret bevidsthedsniveau: Hvor vågen er patienten?
  2. Uopmærksomhed: Kan patienten følge en simpel instruks?
  3. Desorienteret: Er patienten klar over, hvor han er, og kan han genkende folk?
  4. Hallucinationer eller vrangforestillinger: Oplever patienten ting, der ikke er der eller er bange for mennesker og ting omkring sig?
  5. Psykomotorisk agitation eller sløvhed: Er patienten hyper- eller hypoaktiv eller en blanding deraf?
  6. Upassende tale eller sindsstemning: Siger patienten upassende ting, eller passer deres reaktion ikke til situationen?
  7. Søvn/vågen-cyklus: Sover patienten mere end fire timer om dagen eller mindre end fire timer om natten? 
  8. Svingende symptomer: Svinger delirium-symptomerne fra vagt til vagt?
Emneord: 
Intensiv

"Delirium er et symptom på, at noget er galt"

ICDSC er et godt redskab til at identificere delirium hos kritisk syge med hjerneskade.
Hvis vi ikke screener for delirium, opdager vi kun omkring en tredjedel af de delirøse tilfælde, forklarer intensivsygeplejerske, ph.d., Laura Krogh Larsen, rigshospitalet.
Bax Lindhardt
Hvad er intensivt delirium?

Intensivt delirium er en alvorlig og hyppigt forekommende konfusionstilstand, der ofte ses hos alvorligt syge og ældre medicinske patienter. Ud over kognitive forstyrrelser vil patienterne ofte udvise svære adfærdsforstyrrelser og psykoselignende symptomer. Varigheden er fra timer til dage, og tilstanden er ofte forværret om aftenen og om natten. 

Intensivt delirium kan medføre forlænget indlæggelsestid, yderligere funktionstab og øget brug af medicin samt i yderste konsekvens en akut og livstruende tilstand.

Der skelnes mellem hyperaktivt, hypoaktivt og blandet delirium. Hyperaktivt delirium ses i 15-47 pct. af tilfælde og hypoaktivt i 19-71 pct.

  • Ved den hyperaktive form kan patienten være pillende eller motorisk urolig, højtråbende, eventuelt udadreagerende samt senge- og afdelingsflygtig. 
  • Ved den hypoaktive form kan patienten være sløv, eventuelt somnolent og apatisk, og der kan ses nedsat mimik og psykomotorisk hæmning. 
  • Den blandede form indeholder elementer af både den hypo- og hyperaktive form. 

Kilde: National klinisk retningslinje for forebyggelse og behandling af organisk delirium, Sundhedsstyrelsen 2016.

”Patienten oplevede, at vandrørene over hans hospitalsseng var utætte, så vandet plaskede ned over ham. Han kunne høre vandet og mærke det på sine lår og kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke gjorde noget.”

Intensivsygeplejerske og ph.d.-stipendiat Laura Krone Larsen fortæller om, hvordan en mandlig patient oplevede det at have intensivt delirium. Han lå i respirator og var indlagt på Neurointensivt afsnit på Rigshospitalet, hvor patienterne ud over at være kritisk syge også har en hjerneskade. 

”Delirium er en akut forvirringstilstand hos den kritisk syge patient, hvor patienten er kognitivt forstyrret og kan opleve at have hallucinationer. Tilstanden varer som regel i timer eller dage og i mere alvorlige tilfælde i uger,” forklarer Laura Krone Larsen. 

Risiko for alvorlige konsekvenser

Kritisk syge patienter har en stor risiko for at udvikle delirium under deres indlæggelse, og det kan have alvorlige konsekvenser på lang sigt, hvis ikke tilstanden opdages.

”Vi ved, at de patienter, som har delirium over længere tid, har sværere ved at komme ud af respiratoren, er indlagt i længere tid, klarer sig kognitivt dårligere senere hen og har en forhøjet dødelighed både efter 6 og 12 måneder,” forklarer Laura Krone Larsen videre. 

Derfor har man på Neurointensivt afsnit på Rigshospitalet oversat og testet et screeningsredskab, der blandt de kritisk syge patienter med hjerneskade skal være en hjælp til at identificere patienter med delirium.

”Vi er optaget af at finde de patienter, som har delirium, så vi kan reducere varigheden af tilstanden og forebygge de langsigtede konsekvenser. Men vi har manglet gode validerede screeningsredskaber til patienter med hjerneskade,” fortæller hun og fortsætter.

”Delirium er et symptom på, at noget er galt. Ved at identificere tilstanden, kan vi forsøge at finde den udløsende årsag, som kan være patientens medicin, en infektion, eller måske for meget uro og larm på afdelingen, så patienten ikke får sovet.” 

Opdager kun en tredjedel

De to redskaber, der i dag bruges til at screene for delirium hos kritisk syge patienter – CAM-ICU og ICDSC – er ikke valideret i forhold til patienter med hjerneskade. Det gjorde Laura Krone Larsen derfor i sin ph.d. 

”Vores studie viste, at ICDSC (Intensive Care Delirium Screening Checklist) ser ud til at være et velegnet redskab til at vurdere delirium hos hjerteskadede patienter, hvorimod CAM-ICU (Confusion Assessment Method for the Intensive Care Units) ikke ser ud til at være det,” forklarer hun. 

At det er en god idé systematisk at screene for delirium, er Laura Krone Larsen ikke i tvivl om:

”Et hollandsk studie viser, at hvis vi ikke screener for delirium, opdager vi kun omkring en tredjedel af de delirøse tilfælde. Derfor anbefaler alle de store faglige selskaber for intensiv medicin, at alle kritisk syge – inklusiv dem med hjerneskade – bliver screenet.”

Nyt at tale om delirium

Da Laura Krone Larsen startede som intensivsygeplejerske på Neurointensivt afsnit for 11 år siden, var delirium ikke et ord, man brugte:

”Vi snakkede i stedet om, at patienten var konfus eller desorienteret, urolig, sengeflygtig eller havde vrangforestillinger. Det at tale om delirium er relativt nyt i forhold til patienter med hjerneskade,” siger hun og uddyber:

”At tale om delirium gør os opmærksomme på, at patienterne har en tilstand, som ikke nødvendigvis alene skyldes deres hjerneskade, men kan være en komplikation til den behandling, vi udsætter dem for – f.eks. respiratorbehandling, sedation, afbrudt søvn eller hospitalsinfektioner. På den måde kan vi forsøge at forebygge og behandle tilstanden.”

Læs også: "Kan du prøve at tage to fingre op?"

STUDIET

Metode

74 kritisk syge patienter med hjerneskade blev screenet for delirium to gange i døgnet af i alt 10 sygeplejersker med de to screeningsredskaber CAM-ICU (Confusion Assessment Method for the Intensive Care Units) og ICDSC (Intensive Care Delirium Screening Checklist). Resultatet blev sammenlignet med en psykiaters vurdering.

Resultater

  • CAM-ICU var enig med psykiateren i 59 pct. af deliriumtilfælde og ICDSC i 85 pct. (sensitivitet).
  • CAM-ICU var enig med psykiateren i 56 pct. af de tilfælde, der ikke var delirium og ICDSC i 75 pct. (specificitet).

Konklusion

ICDSC ser ud til at være et velegnet redskab til at vurdere delirium hos kritisk syge patienter med hjerneskade, og CAM-ICU er mindre velegnet.

Emneord: 
Intensiv

5 minutter med: Kathrine Eggertsen

"En god sygeplejerske er en, der tør være i de meget svære situationer og de meget svære samtaler.”

Kathrine Eggertsen
Kathrine Eggertsen
Privatfoto
Kathrine Eggertsen, 40 år, arbejdssted: Intensiv afdeling, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg.

Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

”Min papmor var intensivsygeplejerske, og jeg elskede at høre hendes historier fra den virkelige verden. Det lød som en spændende vej.”

Hvad var dit første job?

”På Lungemedicinsk Afdeling på Regionshospitalet Silkeborg.”

Hvorfor valgte du at specialisere dig som intensivsygeplejerske?

”Det var tilfældigt. På lungemedicinsk mødte jeg en pårørende, som var intensivsygeplejerske. Hun mente, det lige ville være noget for mig. Så i 2007 tog jeg springet, og det er helt fantastisk.”

Hvem har du lært mest af i din karriere?

”Jeg arbejder i et meget tværfagligt miljø, og vi er alle med til at forme, hvem man bliver som sygeplejerske. For mig har det f.eks. været i nogle akutte patientsituationer, hvor jeg har lært meget i situationen af både læger, sygehuspræster og andre kolleger. Men også af pårørende og den feedback, man får. Det vigtigste er, at man bliver ved med at lære.”

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

”Inden for mit speciale skal man have mange ting på paletten. Men det altoverskyggende er de menneskelige færdigheder som sygeplejerske. Evnen til at skabe tillid til patient og pårørende. De står alle i deres livs krise, når vi møder dem, og man skal turde være i det. Det kan f.eks. være en ung, der er kvæstet i et trafikuheld, og hvor de pårørende er hårdt ramt og bange for at miste. Det kan være en, hvor vi beslutter at indstille behandlingen. En god sygeplejerske er en, der tør være i de meget svære situationer og de meget svære samtaler.”

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

”Ingen kan det hele fra starten. Det virker uoverskueligt, men det kommer. Klø på og bed om hjælp, når du er usikker, og sug al den læring til dig, du kan.”

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

”At jeg gør en forskel for patienterne og deres familier. At de mærker, vi gør, hvad vi kan for at hjælpe dem.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”Når vi står i en akut situation, hvor det hele skal gå meget hurtigt, og vi står med ryggen mod muren. Det er en stor faglig udfordring. Både når det går godt, og når det ikke går, som vi håbede.”

Hvad kan holde dig vågen om natten?

”Jeg tager som regel aldrig patienterne med hjem. Når jeg slukker bilen i min indkørsel, er jeg ikke på arbejde mere.”

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

”Af projekt LISA (Luft i Suction Aid), som er en stor succes, og som vi forhåbentlig snart skal i gang med at implementere i resten af Danmark og i Europa. Det går ud på, at trakeostomerede patienter i respirator får mulighed for at tale, selv om de stadig er cuffet.” (red.: Projektet er beskrevet i Fag & Forskning nr. 1, 2019).”

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

”Helt grundlæggende skal der flere folk på gulvet på de almindelige afdelinger. Hvis man får klædt afdelingerne bedre på med sygeplejersker, tror jeg også, vi bedre kan holde på dem i længden.”

Hvor ser du dig selv om fem år?

”Jeg er nok stadig her. Jeg tror, jeg er typen, der skal rives ud, for jeg er så glad for mit arbejde.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

”Vi vil få flere og mere komplekse patientforløb, og jeg kan være bekymret for, at vi får et politisk fremfor et lægefagligt skøn i forhold til et behandlingsloft. Altså, hvem skal have tilbudt hvilken behandling og hvilken slags medicin. Vi kommer til at tage stilling til nogle ting, som vi ikke er vant til. Folk bliver ældre og ældre, og vi holder dem i live i lang tid. Jeg håber, man vil vurdere det i forhold til det enkelte individ og ikke efter generelle regler, for livskvalitet for mig er måske ikke det samme for dig.” 

Emneord: 
Intensiv

Tilbage til livet

INTENSIV SYGEPLEJE. Når pårørende til patienter på intensivt afsnit skriver dagbog til deres kritisk syge familiemedlem, gavner det både dem selv og senere også patienten.

 

Resumé

Intensivdagbøger skrevet af pårørende til intensivpatienter kan hjælpe pårørende igennem den kritiske tid på intensivafdelingen. Når pårørende skriver en dagbog undervejs, reduceres deres symptomer på posttraumatisk stress.

Dagbogen giver senere anledning til samtale med patienten om tiden, hvor patienten var syg, og hjælper pårørende og patienter med at støtte hinanden. Patienter og pårørende får en bedre forståelse for det, de har gennemgået sammen, og føler sig tættere knyttet til hinanden.

Dette er resultaterne af et ph.d.-projekt, som har undersøgt virkningen og oplevelsen af dagbøger skrevet af pårørende med en blanding af kvalitative og kvantitative metoder.
Implikationer for praksis er, at sygeplejersker opfordres til at vejlede pårørende i at skrive dagbøger til intensivpatienterne.

Vejledningen bør omfatte, hvordan dagbogen eventuelt overleveres fra den pårørende til patienten efter udskrivelsen fra intensivafdelingen.

Intensivpatienter har ofte behov for langvarig genoptræning og rehabilitering efter indlæggelse på en intensivafdeling. Ud over generel muskelsvækkelse, smerter og vægttab har patienterne ofte kognitive problemer og manglende, forstyrrede eller fragmenterede erindringer samt angst, depression og symptomer på posttraumatisk stress (1).

Intensivsygeplejersker har gennem mange år skrevet dagbøger til intensivpatienterne med det formål at hjælpe dem med forstå, hvad der skete under indlæggelsen på intensivafdelingen (2). Forskning har vist, at dagbøger skrevet af sygeplejersker hjælper intensivpatienter med at udfylde huller i hukommelsen, så de får mulighed for at rekonstruere deres fragmenterede erindringer (2).

Herudover har forskning peget på, at dagbøger, skrevet af sygeplejersker, i nogen grad kan forebygge nye tilfælde af posttraumatisk stress (3), selvom der ikke er international enighed om dette (4).

Uvisheden sætter spor

For pårørende er det svært at være vidne til, at patienten kæmper for sit liv på intensivafdelingen. Uvisheden sætter sine spor hos de nærmeste pårørende, som ofte må træde til som uformelle omsorgspersoner, når patienten endelig udskrives. Derfor er angst, depression og posttraumatisk stress også hyppigt forekommende hos pårørende (1).

I anerkendelse af de pårørendes store betydning for patienterne inviteres pårørende på nogle afdelinger til at skrive dagbogen sammen med sygeplejerskerne (2). Når sygeplejersker og pårørende skriver sammen, giver dette sygeplejerskerne indsigt i de pårørendes følelser (5), men det rummer også risikoen for, at de pårørende uforvarende deler personlige tanker og følelser med personalet, som kun var tiltænkt patienten.

Dette har betydning, fordi forskning har vist, at pårørende udtrykker stærke positive og negative følelser i deres dagbøger, hvorimod sygeplejersker altid skriver neutralt eller opmuntrende og bruger deres faglige indsigt til at forklare patienten, hvad der er sket.

Dagbog som udgangspunkt for samtale

Når dagbogen beskriver de pårørendes tilstedeværelse på intensivafdelingen, enten fordi de får lov til at skrive i dagbogen, eller fordi sygeplejerskerne beskriver de pårørendes besøg hos patienten, har dette stor betydning for patienterne (6). Samtidig har de pårørende en vigtig rolle i forhold til at læse dagbogen sammen med patienterne efter udskrivelsen.

Forskning har vist, at pårørende og patienter bruger dagbogen som et udgangspunkt for samtale om det, der skete, da patienten var syg (2). Pårørende er således betydningsfulde for dagbogens indhold, men også for patientens brug af dagbogen sidenhen.

Derfor undersøgte vi, om pårørende med vejledning fra sygeplejersker selv kunne skrive en dagbog til patienten under indlæggelsen på intensivafdelingen.

Vi undersøgte, om denne dagbog kunne forebygge symptomer på posttraumatisk stress hos både patienter og pårørende. Desuden undersøgte vi både dagbøgernes indhold og patienters og den pårørendes brug af dagbogen efter udskrivelsen fra intensivafdelingen.

Metode

Forskningsprojektet blev gennemført ved hjælp af både kvalitative og kvantitative metoder. Pårørende til patienter, som skønnedes at ville være i respirator mindst et døgn og opholde sig på intensivafdelingen i mindst to døgn, blev ved lodtrækning fordelt ligeligt til to grupper (7).

Den ene gruppe var en kontrolgruppe, som fik sædvanlig pleje og behandling (ingen dagbog). I den anden gruppe fik pårørende vejledning i at skrive en dagbog til patienten. I dagbogen kunne den pårørende skrive om, hvordan og hvorfor patienten blev indlagt på intensivafdelingen, hvordan patienten havde det, og hvordan patienten reagerede på pleje og behandling.

De pårørende kunne også skrive om, hvad der foregik i livet omkring patienten på områder, som de vidste, patienten havde interesse for. Endelig kunne pårørende skrive om egne tanker og følelser, se Boks 1. Sygeplejerskerne lod vejledningen tage udgangspunkt i den enkelte pårørendes ønsker og behov. Målet var at hjælpe den pårørende med at finde sin egen måde at skrive dagbogen på (7).

Pårørende gav skriftligt informeret samtykke til deltagelse i projektet før inklusion, hvorimod patienterne først gav samtykke til deltagelse, når de havde genvundet deres kognitive evner, typisk efter overflytning til sengeafdelingen.

Alle patienter og pårørende modtog et spørgeskema efter tre måneder. Spørgeskemaet vurderede niveauet af symptomer på posttraumatisk stress, angst og depression. Dagbogsgruppen og kontrolgruppen blev herefter sammenlignet statistisk (7).

En mindre gruppe pårørende og patienter blev interviewet sammen to gange i løbet af det første år (8). Ved det første interview blev pårørende og patienter spurgt, om forskerne kunne få tilladelse til også at se dagbogen (9). De renskrevne dagbøger og interview blev analyseret med udgangspunkt i Ricoeurs hermeneutiske-fænomenologi med fokus på den mening, dagbøgerne havde for patienter og pårørende (10).

Resultater

I alt 116 pårørende og 75 patienter gav samtykke til at deltage i projektet (7). Heraf var 56 pårørende i dagbogsgruppen og 60 i kontrolgruppen. Fire pårørende-patient-par blev efterfølgende ekskluderet pga. for kort tid i respirator eller for kort indlæggelsestid på intensivafdelingen.

Pårørendegruppen omfattede ægtefæller, børn, forældre, andre familiemedlemmer eller en nær ven. Hovedparten af de pårørende (79 pct.) var kvinder. Blandt patienterne var kønsfordelingen mere ligelig: 54 pct. mænd og 46 pct. kvinder. Spørgeskemaet blev besvaret af 91 pårørende (78 pct.) og 48 patienter (64 pct.).

Vi fandt, at pårørende havde 26,3 pct. færre symptomer på posttraumatisk stress i dagbogsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen. Således havde pårørende gavn af at skrive en dagbog til intensivpatienten.

Hos patienterne havde dagbogen også en gavnlig effekt. Den reducerede symptomer på posttraumatisk stress med 11,2 pct. Forskellen var dog lille og ikke statistisk signifikant.

Der var ingen forskel på forekomsten af angst og depression mellem patienter eller pårørende.

Dagbøger har fire grundfaser

De 12 indsamlede dagbøger havde en tydelig grundfortælling, som startede med en kaotisk før-intensiv fase, hvor den pårørende ofte var vidne til patientens akutte sygdom (9). Herefter fulgte den kritiske tidlige intensivfase, hvor patienten var passivt overgivet til livreddende behandling efterfulgt af en kulmination, hvor udfaldet kunne være liv eller død.

For patienter, som overlevede, fulgte en længere rehabiliteringsfase, hvor dagbogen fortsatte i dage eller uger efter udskrivelsen fra intensiv. Nogle men ikke alle dagbøger blev rundet af med et reflekterende sidste notat. Her udtrykte den pårørende taknemmelighed for patientens overlevelse og kærlighed til patienten. Hvis fremtiden fortsat var meget uvis, kunne dagbogen stå uafsluttet hen (9).

Kæmpede for at forstå

I dagbøgerne forsøgte pårørende at beskrive, hvad der skete, så præcist som muligt (9). De pårørende trak på deres egne observationer og dybe kendskab til patienten; de lyttede til fagpersoner, og de afkodede forandringer i patientens omgivelser som tegn på fremgang eller forværring.

Samtidig med at de skrev dagbogen, kæmpede pårørende også for at forstå, hvad der skete med patienten. Særlig problematisk for pårørende var det, hvis deres egen oplevelse af patientens tilstand ikke stemte overens med fagpersonernes opfattelse.

Dette kunne føre til, at den pårørende følte sig isoleret med sin oplevelse af situationen. Skrivning i dagbogen skabte dog også en distancering til den kritiske situation, som tillod dem at reflektere over det skete og finde ro. Endelig gav dagbogen den pårørende en mulighed for at fortsætte kommunikationen med patienten.

I dagbogen kunne den pårørende udtrykke følelser og opbakning til patienten. Samtidig opfattedes patientens signaler som meningsfulde svar på den pårørendes tilstedeværelse. Således fik den pårørende mulighed for at føle sig tæt på patienten, selvom patienten først læste i dagbogen på et langt senere tidspunkt (9).

Formål opfyldt ved deling

Interviewundersøgelsen uddybede forståelsen af dagbøgernes betydning for patienter og pårørende (8). Gennem 18 par-interviews og syv enkelt-interviews over det første år efter patientens udskrivelse fra intensivafdelingen kom det frem, at pårørendes hensigt med dagbogen blev opfyldt, når den blev delt med patienten, og en fælles historie om tiden på intensivafdelingen fik lov til at udvikle sig.

For at dette kunne ske, måtte den pårørende være klar til at give dagbogen fra sig. Det kunne være svært for nogle pårørende, idet dagbogen havde været en værdsat og trofast følgesvend, som de kunne betro sig til under patientens indlæggelse. Desuden var dagbogen for de pårørende en fortsat kilde til information og refleksion over det skete, og patienten måtte derfor love at passe godt på dagbogen (8).

Før dagbogen kunne gives videre til patienten, måtte den pårørende også føle sig parat til at tale med patienten om den kritiske tid på intensivafdelingen, som også havde været meget vanskelig for den pårørende (8). Pårørende kunne føle sig usikre på, hvordan dagbogen ville blive modtaget af patienten. Muligheden for at patienten ville afvise dagbogen fik pårørende til at føle sig sårbare og udsatte.

Endelig var nogle pårørende klar over, at dagbogen kunne være vanskelig for patienten at læse. Derfor forsøgte nogle pårørende at vurdere, om patienten var klar til at modtage dagbogen, før den blev endeligt givet videre, hvorimod andre pårørende overleverede dagbogen uden videre (8).

Patienten skal være parat

For at dagbogen kunne blive overleveret til patienten, måtte patienten være parat til at tage imod den (8). Modtagelse af dagbogen fra den pårørende tillod patienten at udtrykke sin accept og anerkendelse af den pårørendes anstrengelser i forhold til at skrive dagbogen til patienten. Modtagelse af dagbogen indebar også, at patienten anerkendte den pårørendes oplevelse af patientens sygdom som vigtig og sandfærdig.

Nogle patienter læste dagbogen med det samme og fandt den meget informativ. Andre patienter havde sværere ved at konfrontere sig selv med dagbogens fortælling om deres egen sygdom og måtte tage tilløb til at læse den. En enkelt patient viste os, at det var muligt for patienten at modtage dagbogen med respekt for den pårørendes indsats uden at læse dagbogen. Afvisning af dagbogen var også en mulighed. En enkelt patient afviste dagbogen, idet han ikke ønskede at dvæle ved det skete, men udelukkende ønskede at se fremad (8).

Pårørendes parathed til at give dagbogen videre og patienters accept af dagbogen var nødvendige forudsætninger for, at dagbogen kunne deles mellem patient og pårørende, og at en fælles historie kunne opstå. Deling af dagbogen handlede om at dele informationer om, hvad der var sket, og om at fortolke oplevelsen som meningsfuld og på den måde opbygge en fælles fortælling om, hvad der skete, da patienten lå på intensivafdelingen (8).

Hjælp til at tolke og forstå

Patienterne læste dagbogen selv eller fik den læst op af den pårørende. Oplæsningen fra dagbogen kunne afbrydes af patienten, som kunne stille uddybende spørgsmål til, hvad der var sket. Med støtte i dagbogens noter kunne den pårørende ofte uddybe og supplere forklaringen om, hvad der var sket.

På samme måde fik patienten også den pårørendes og dagbogens hjælp til at fortolke og forstå fragmenterede erindringer fra indlæggelsen på intensivafdelingen, så disse erindringer fremstod som meningsfulde for patienten. Således bidrog dagbogen til, at den pårørende og patienten udviklede en fælles historie om det, der var sket. Denne fælles historie bragte patienten og den pårørende tættere sammen og gav dem større forståelse for hinandens reaktioner efter patientens udskrivelse fra intensivafdelingen (8).

Dagbogen bliver anvendt

Spørgeskemaundersøgelsen viste, at 82 pct. af pårørende i dagbogsgruppen læste dagbogen mindst en gang. Herudover talte 79 pct. af de pårørende med patienten om dagbogen mindst en gang, og 95 pct. af patienterne enten læste eller talte med pårørende om dagbogen mindst en gang. Det peger på, at dagbogen i høj grad blev anvendt af patienter og pårørende efter udskrivelsen fra intensivafdelingen.

Vi var i stand til at vise, at dagbogen reducerede forekomsten af symptomer på posttraumatisk stress hos pårørende med 26,3 pct. Desuden fandt vi, at dagbogen hjalp pårørende med at forstå, hvad der skete under patientens indlæggelse på intensivafdelingen (8). Dagbogen gav også den pårørende mulighed for at udtrykke følelser og tanker i den kritiske situation, samtidig med at dagbogen gav den pårørende anledning til at diskutere det skete med patienten (8).

Patienten oplevede ikke samme reduktion i symptomer på posttraumatisk stress. Dette kan måske forklares med, at patienten bruger dagbogen på en helt anden måde; nemlig som hjælp til at erindre, hvad der var sket, og som grundlag for en samtale med den pårørende om, hvad der skete på intensivafdelingen. Samtidig styrkes patientens forståelse for de pårørendes situation og samhørigheden imellem dem (8).

Dagbogen reducerer symptomer på stress

Vores undersøgelse har vist, at pårørende med fordel kan vejledes i at skrive en dagbog til patienten under indlæggelsen. Dette opleves meningsfuldt for både patienter og pårørende (8). Dertil kan skrivning af en dagbog reducere pårørendes symptomer på posttraumatisk stress efter patientens udskrivelse, fordi det hjælper den pårørende med at mestre den kritiske situation undervejs (9).

Debat
  • Overvej, hvordan du bedst støtter intensiv-patienter og deres pårørende i tiden efter indlæggelsen på intensivafdelingen?
  • Diskuter, hvordan intensivdagbøger kan implementeres i din kliniske praksis.
  • Overvej, hvordan patienter uden pårørende bedst kan støttes i deres rehabilitering efter indlæggelse på intensivafdelingen.

Det er dog vigtigt, at sygeplejersker bruger deres faglige indsigt til at vejlede pårørende om, hvordan dagbogen overleveres fra den pårørende til patienten. Med udgangspunkt i vores resultater foreslår vi, at dagbogen kan gives til patienten, når patienten selv begynder at vise interesse for at se den (8). Indtil da kan den pårørende fortælle om dagbogen uden at presse patienten til at læse den.

Det betyder også, at sygeplejersker bør forberede pårørende på, hvordan dagbogen bedst overleveres til patienten, og hvordan den kan bruges efter indlæggelsen. Sygeplejerskerne må nødvendigvis også nævne muligheden for, at patienten ikke har lyst til at se dagbogen men lægge vægt på, at dagbogen stadig har potentiale til at hjælpe den pårørende igennem patientens kritiske sygdomsforløb (8,9).

Projektet blev gennemført med støtte fra:
  • Aarhus Universitet
  • Anæstesiologisk Afdeling, Hospitalsenheden Vest
  • Central pulje ved Hospitalsenheden Vest
  • Region Midtjyllands Forskningsfond
  • Tak til ledelse og sygeplejersker ved ITA, Regionshospitalet Holstebro, ITA, Regionshospitalet Herning, ITA, Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade, og OVITA, Aarhus Universitetshospital, Tage Hansens Gade, for hjælp til dataindsamling.
  • Tak til Professor Torben Bæk Hansen for vejledning.
Abstract in English

Nielsen AH, Egerod I, Angel S. Back to life Fag & Forskning 2019;(3):64-9.

Intensive care diaries written by the relatives of intensive care patients can help relatives through the critical time in an intensive care unit.

When relatives keep a diary during the intensive care stay, their symptoms of post traumatic stress are reduced. The diary subsequently provides a basis for counselling the patient concerning the time in which the patient was in intensive care, and helps relatives and patients to support each other.

Patients and relatives gain a better understanding of what they have undergone together and feel a greater bond with each other. These are the findings of a PhD project, which studied the effect and perception of diaries written by relatives, using a combination of qualitative and quantitative methods.

The implications for practice are that nurses should be encouraged to guide relatives in writing diaries for intensive care patients. The guidance should comprise how the diary might be handed over to the patient following discharge from the intensive care unit.

Keywords: Diaries, family-based nursing, intensive care patients.

Referencer
  1. Needham DM, Davidson J, Cohen H, Hopkins RO, Weinert C, Wunsch H, et al. Improving long-term outcomes after discharge from intensive care unit: report from a stakeholders’ conference. Crit Care Med 2012 Feb;40(2):502-9.
  2. Egerod I, Christensen D, Schwartz-Nielsen K, Ågård A. Constructing the illness narrative: A grounded theory exploring patients’ and relatives’ use of intensive care diaries. Crit Care Med 2011 08;39(8):1922-28.
  3. Jones C, Bäckman C, Capuzzo M, Egerod I, Flaatten H, Granja C, et al. Intensive care diaries reduce new onset post traumatic stress disorder following critical illness: a randomised, controlled trial. Crit Care 2010;14(5):R168.
  4. Ullman AJ, Aitken LM, Rattray J, Kenardy J, Le Brocque R, MacGillivray S, et al. Intensive care diaries to promote recovery for patients and families after critical illness: A Cochrane Systematic Review. Int J Nurs Stud 2015 Jul;52(7):1243-53.
  5. Perier A, Revah-Levy A, Bruel C, Cousin N, Angeli S, Brochon S, et al. Phenomenologic analysis of healthcare worker perceptions of intensive care unit diaries. Crit Care 2012 2013/01;17(1).
  6. Engström Å, Grip K, Hamrén M. Experiences of intensive care unit diaries: ’touching a tender wound’. Nurs Crit Care 2009 2009;14(2):61-7.
  7. Nielsen AH, Angel S, Egerod I, Lund TH, Renberg M, Hansen TB. The effect of family-authored diaries on posttraumatic stress disorder in intensive care unit patients and their relatives: A randomised controlled trial (DRIP-study). Australian Critical Care 2019/02.
  8. Nielsen AH, Egerod I, Hansen TB, Angel S. Intensive care unit diaries: Developing a shared story strengthens relationships between critically ill patients and their relatives—A hermeneutic-phenomenological study. International Journal of Nursing Studies 2019 Available online 26 January 2019.
  9. Nielsen AH, Angel S, Hansen TB, Egerod I. Structure and content of diaries written by close relatives for ICU patients: a narrative approach (DRIP study). J Adv Nurs 2019 01/21;2019/02;0. 10. Ricoeur P. From text to action. Evanston, Ill.: Northwestern University Press; 1991.

 

iii

 

 

Emneord: 
Intensiv

Medaljer for exceptionelt mod og opofrelse

Anni Fjord, Charlotte Ife og Astrid Opstrup modtog den 24. maj den prestigefyldte Florence Nightingalemedalje, som uddeles af Internationalt Røde Kors.
Prismodtagerne Charlotte Ife (tv.) og Anni Fjord (th.) på hver side af Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen. Den tredje prismodtager, Astrid Opstrup, er for tiden udsendt med Læger uden Grænser.
Foto: Søren Svendsen

Mod og opofrelse af den exceptionelle slags. Internationalt Røde Kors´ prestigefyldte Florence Nightingalemedaljen blev i 2019 givet til 29 sygeplejersker på verdensplan, som arbejder i konflikt- og katastrofeområder. Tre danske sygeplejersker var i år del af det eksklusive selskab, sundhedsplejerske Anni Fjord og intensivsygeplejerskerne Charlotte Ife og Astrid Opstrup.

Røde Kors´ generalsekretær, Anders Ladekarl, og Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, overrakte medaljerne til de danske sygeplejersker, og i sin tale udtrykte Grete Christensen sin stolthed.

”Medaljen er både en anerkendelse af jeres indsats fra Internationalt Røde Kors – men også herhjemme anerkender vi jeres arbejde, både blandt kolleger og organisationer. I er blandt de få, som modtager lige præcis denne anerkendelse, der som nævnt er den største indenfor sygeplejen.”

Anni Fjord
Sundhedsplejerske Anni Fjord, 65 år, har i over 40 år hjulpet mødre, børn og familier i flygtningelejre i Danmark og i konfliktzoner i verdens brændpunkter som Etiopien, Sudan, Yemen, Bangladesh og Afghanistan. Hun arbejder for Læger uden Grænser.

Charlotte Ife
Intensivsygeplejerske Charlotte Ife, 52 år, har siden 2013 været på seks missioner for Røde Kors til Sydsudan, Libanon, Bangladesh og Pakistan. Hun er i øjeblikket udsendt til Peshawar i Pakistan, hvor hun arbejder med at sætte uddannelse i system i en stor fattig region.

Astrid Opstrup
Intensivsygeplejerske Astrid Opstrup, 37 år, er beviset på, at også yngre sygeplejersker kan gøre sig fortjent til Florence Nightingalemedaljen. Siden 2014 har hun været udsendt med Læger uden Grænsers nødberedskab til nogle af verdens største katastrofeområder i Bangladesh, Mosul, Etiopien og Congo, og for tiden er hun i Den Centralafrikanske Republik.

Læs mere om Florence Nightingalemedaljen og om de seneste tre modtagere

Emneord: 
Akutsygepleje
Flygtning
Intensiv

Vigtigt at lade patienten evaluere sin indlæggelse på intensiv

POST INTENSIVE CARE SYNDROME. Samtale giver patienter en forståelse af deres symptomer efter indlæggelse på intensivt afsnit.
Resumé

Alle sundhedspersoner bør have viden om intensivpatienters helbredsproblemer efter intensivopholdet

Baggrund. I de senere år er der kommet mere og mere fokus på rehabilitering efter kritisk sygdom og indlæggelse på et intensivafsnit over hele verden, og antallet af patienter, som indlægges til intensivbehandling og overlever kritisk sygdom, er stigende. Traditionelt har der været fokus på dødelighed, men ikke på senfølgerne for de overlevende efter intensivophold. Mange patienter har nye eller tiltagende fysiske, kognitive eller psykiske helbredsproblemer efter indlæggelsen, såkaldt Post-Intensive Care-syndrom (PICS). PICS, som påvirker både de overlevende og deres pårørende, reducerer livskvaliteten og øger de samlede behandlingsomkostninger.

Formål. På et intensivafsnit på et universitetshospital i Danmark får patienterne tilbudt en sygeplejerskeledet samtale tre måneder efter indlæggelse for at hjælpe dem med at håndtere PICS og identificere muligheder for yderligere intervention. Formålet med studiet var: 1. At beskrive tidligere intensivpatienters oplevelse af samtalen, især med hensyn til indhold og rammer. 2. At undersøge fordelene ved samtalen i forhold til de enkelte patienters PICS-symptomer.

Metode. Fokuseret etnografi, der kombinerer observationer og interview, blev valgt som metodologi. 10 patienter deltog i studiet, som var todelt; 1) et observationsstudie af den aktuelle opfølgningssamtale; 2) et semistruktureret interviewstudie baseret på observationer og udsagn fra opfølgningssamtalen. Data blev analyseret ved brug af hermeneutisk-fænomenologisk metode.

Resultater. Samtalens indhold og rammer havde afgørende betydning. Gensyn med afsnittet og oplevelse af omgivelserne var af meget stor betydning for patienternes håndtering af PICS. Inddragelse af pårørende var væsentligt, da de spillede en stor rolle i forbindelse med patienternes rehabilitering.

Konklusioner.Deltagelse i samtalen og gensyn med afsnittet viste sig at være vigtigt. Det hjalp patienterne med at forstå deres symptomer og det, der var foregået under deres ophold på intensivafsnittet.

Betydning for klinisk praksis. Opfølgning efter indlæggelse på intensivafsnit:

  • giver patienterne en forståelse af deres PICS-symptomer.
  • gensyn med sengestuen med alt det tekniske udstyr og genhør af lydene giver patienterne en forklaring på nogle af deres tanker og mareridt.
  • giver patienterne en følelse af at tilhøre en gruppe normale, tidligere intensivpatienter, hvilket er et vigtigt element i den videre bearbejdning og håndtering af intensivopholdet.
  • Pårørende har en vigtig rolle og bør deltage i opfølgningen.

Peer Reviewed præsenterer ny forskning i sygepleje. Artiklen har været igennem dobbelt anonym bedømmelse, dvs. peer review, og har været offentliggjort på engelsk i Intensive & Critical Care Nursing 2018;(48):85-91. Picking up the pieces: Qualitative evaluation of follow-up consultations post intensive care admission. https://doi.org/10.1016/j.iccn.2018.06.004 Artiklen bringes med tilladelse fra Elsevier Ltd.

Tak
Vi vil gerne takke patienterne og deres familier for at lade os få indblik i deres liv og oplevelser. Vi takker adjunkt Karin Aagaard for kvalificeret støtte og vejledning.

Finansiering
Dette projekt har ikke modtaget økonomisk støtte hverken fra den offentlige sektor, den kommercielle sektor eller non-profit-sektoren.

Interessekonflikt
Ingen

peerreviewed-introduktion-ikonI de senere år er der kommet mere og mere fokus på rehabilitering efter kritisk sygdom og indlæggelse på et intensivafsnit over hele verden (1). Antallet af patienter, som indlægges til intensivbehandling og overlever kritisk sygdom, er stigende (2). Traditionelt har der været fokus på dødelighed, men ikke på senfølgerne for de overlevende efter intensivophold (3).

Mange patienter har komplikationer efter indlæggelsen. Disse komplikationer er identificeret som Post-Intensive Care-syndrom (PICS). PICS er defineret som nye eller tiltagende fysiske, kognitive eller psykiske helbredsproblemer, der opstår efter kritisk sygdom og varer ved efter det akutte hospitalsophold (4). PICS, som påvirker både de overlevende og deres pårørende, reducerer livskvaliteten og øger de samlede behandlingsomkostninger (5,6,7).

Opfølgning efter indlæggelse på intensivafsnit varierer både nationalt og internationalt. Nogle hospitaler tilbyder ikke nogen opfølgning, mens andre har udarbejdet rehabiliteringsprogrammer og har særligt udpegede ambulatorier (1). Kvalitative studier indikerer, at patienter har gavn af opfølgning, fordi det giver dem kontinuitet, information, sammenhæng og feedback, og patienter, som får tilbudt opfølgning, har signifikant reduceret risiko for at udvikle posttraumatisk stress (PTSD) (5). I Skandinavien er formålet med opfølgning at identificere de patienter, som har behov for yderligere intervention, og fremme deres restitution ved at udfylde huller i deres hukommelse samt ved at give dem information og rådgivning for at hjælpe dem med at bearbejde deres oplevelser og minder fra intensivopholdet (1).

Opfølgning i form af sygeplejerskeledede samtaler er blevet indført som følge af eksperimentelle initiativer i klinisk praksis. Derfor er kvaliteten af den aktuelt tilgængelige evidens generelt ret lav, og der findes ingen guldstandard for rehabiliteringsprogrammer for patienter, som har modtaget intensivbehandling (5). Med afsæt i ny viden anbefales en mere systematisk tilgang til opfølgning som en integreret del af intensivbehandling med klart definerede mål og vurderingsprogrammer (1).

På et intensivafsnit på et universitetshospital i Danmark får patienterne tilbudt en sygeplejerskeledet opfølgningssamtale tre måneder efter intensivopholdet. Dette giver patienterne mulighed for at drøfte deres oplevelser fra intensivafsnittet og få en forklaring på de fysiske, psykiske og sociale symptomer, der kan forekomme efter kritisk sygdom og på den måde give anledning til en bearbejdning af disse ofte traumatiske oplevelser (8). På dette specifikke intensivafsnit indbydes patienterne og deres pårørende til en opfølgningssamtale og et gensyn med intensivafsnittet og personalet. Sygeplejerskens rolle er at lytte, give psykisk støtte og finde ud af, hvor der er behov for yderligere opfølgning. Der afsættes en time til besøget. Denne fremgangsmåde bruges også på andre hospitaler (1,9). Der er udarbejdet en lokal retningslinje til brug ved individuelle samtaler. Inspirationen til samtalens struktur og indhold blev hentet fra praktiske erfaringer og den nyeste forskning (1,-3, 8-11).

Under samtalen besøger patienterne en sengestue, så de kan genopleve lyset og lydene fra monitorerings- og behandlingsudstyret. På nuværende tidspunkt omfatter en opfølgningssamtale efter intensivindlæggelse mulighed for at henvise patienten til intensivafsnittets ledende læger, relevante speciallæger på hospitalet eller patientens praktiserende læge. En dansk undersøgelse har vist, at næsten halvdelen af patienterne i et tværfagligt intensivcenter henvises til yderligere behandling (8). Man ved, at tværfagligt samarbejde er en forudsætning for optimal patientbehandling (11).

Formålet med dette studie var at generere viden om, hvordan patienter oplever opfølgningssamtaler med hensyn til form, indhold og betydning for deres livssituation. Denne viden letter evalueringen og videreudviklingen af et struktureret tværfagligt opfølgningstilbud til tidligere intensivpatienter. Der blev mere specifikt fastlagt følgende formål:

  • At beskrive tidligere intensivpatienters oplevelse af samtalen, især med hensyn til indhold og rammer.
  • At undersøge fordelene ved samtalen i forhold til de enkelte patienters PICS-symptomer.

peerreviewed-metode-ikonFokuseret etnografi blev valgt som metodologi, fordi formålet med dette studie var at undersøge specifikke kliniske rammer for opfølgningssamtaler og patienternes oplevelse af samtalerne med hensyn til indhold og rammer samt den enkelte patients PICS-symptomer. Fokuseret etnografi kan bruges inden for sundhedsforskning, når forskningen er problemfokuseret og vedrører en specifik kontekst. Denne metode er velegnet til forskning, som har til formål at udvikle viden og praksis inden for sygepleje (12).

Patienterne blev informeret om opfølgningssamtalen inden udskrivelse fra intensivafsnittet. To måneder senere modtog de en skriftlig invitation, som blev efterfulgt af en opringning med henblik på at aftale et tidspunkt for samtalen, hvilket er den normale procedure for opfølgning på intensivafsnittet. Under denne opringning blev patienterne oplyst om muligheden for at deltage i et studie. For patienter, som ikke var interesserede i at deltage, blev samtalen afholdt af kolleger. Patienter, som var interesserede i at deltage, fik aftalt tidspunkt for en samtale afholdt af forfatterne (ALBH og AOG). Patienterne blev rekrutteret tilfældigt fra allerede eksisterende lister over patienter, som skulle indbydes til en samtale. Rekrutteringen blev afsluttet, da vi havde opnået datamætning.

Informanter
18 patienter blev indbudt til at deltage i studiet. Otte patienter afslog tilbuddet: To var stadig for syge til at deltage, tre ønskede ikke at deltage, to ville gerne deltage i opfølgningssamtalen, men ikke i studiet, og én patient mødte ikke op.

I alt tre mænd og syv kvinder på mellem 32 og 84 år, som havde været indlagt med almindelige intensivdiagnoser, deltog i studiet baseret på følgende inklusionskriterier:

  • Interesseret i at deltage i en opfølgningssamtale
  • Indlagt på intensivafsnittet i mindst fem dage
  • Mekanisk ventileret i mindst 24 timer under indlæggelsen
  • Bopæl i den region, hvor universitetshospitalet ligger

Disse kriterier er de samme som kriterierne for alle patienter, der deltager i opfølgningssamtaler på dette intensivafsnit.

Patienterne blev inkluderet fra december 2015 til maj 2016, se tabel 1.

ff2-2019_peer_reviewed-tabel_1

Dataindsamling
De to forfattere, ALBH og AOG, var begge til stede under alle patienters opfølgningssamtale. Den ene forfatter afholdt samtalen, mens den anden tog håndskrevne feltnoter efter hver observation. Hver patientobservation blev efterfulgt af et interview to til fire uger efter opfølgningssamtalen. Begge forfattere var til stede ved alle interview, og den forfatter, som havde afholdt samtalen, foretog også interviewet. De to forfattere stod hver for fem samtaler og fem interview. Samtlige interview var baseret på en semistruktureret interviewguide, der var udarbejdet individuelt ud fra de forudgående observationer og udsagn fra samtalerne samt relevant litteratur. Tabel 2 er et eksempel på en sådan interviewguide.

Forskningsspørgsmål

Interviewspørgsmål

Tabel 2. Eksempel på interviewvejledning
Hvordan oplever patienterne den individuelle opfølgningssamtales form
og indhold?
  •  Hvordan har du haft det siden samtalen?
  •  Kan du beskrive, hvordan du havde det med at modtage en invitation til at deltage i en opfølgningssamtale?
  •  Hvornår ville det efter din mening have været det perfekte tidspunkt for en opfølgningssamtale?
  •  Hvis du tænker tilbage, kan du så beskrive, hvad der gjorde størst indtryk på dig under samtalen?
  •  Kan du beskrive, hvordan du havde det med at gense intensivafsnittet og sengestuen?
Hvordan påvirkede opfølgningssamtalen den enkelte patient med hensyn til patientens PICS-symptomer?
  •  Da du deltog i samtalen, var du bekymret over dit hårtab og dine smagsforstyrrelser. Kan du fortælle os noget mere om disse bekymringer?
  •  Under samtalen fortalte du, at du har haft klaustrofobiske mareridt. Kan du fortælle os mere om dette? Hvordan påvirker det dig?
  •  Da du deltog i samtalen, fortalte du os, at du nemt kom til at græde. Kan du beskrive, hvordan det påvirker din hverdag?
  •  Er der noget, vi ikke har talt om, som du gerne vil tilføje, inden vi afslutter interviewet?

Interviewene, som havde en varighed på mellem 35 og 90 minutter, blev optaget og derefter transskriberet ordret umiddelbart efter optagelse. Forfatterne ALBH og AOG, som både stod for interviewene og observationerne, havde deltaget i et forskningsuddannelsesprogram og modtog vejledning fra forfatteren BSL, som er erfaren forsker. Forfatterne ALBH og AOG transskriberede alle feltobservationer, feltnoter og interview til ordret tekst.

Dataanalyse
De transskriberede feltnoter og interview blev kodet åbent. Sideløbende med kodningen blev der skrevet memoer som støtte for udviklingen af koder, kategorier og indikatorer ud fra data (13). Efterfølgende blev data kodet induktivt med henblik på systematisk undersøgelse af ligheder og forskelle mellem de enkelte interview og feltnoter, og der blev fundet specifikke mønstre (14). Ved brug af åben kodning blev data brudt op på tværs af feltnoter og interview, og der foregik en sammenligning og begrebsliggørelse af opståede koder og kategorier udledt af data (15). Teksterne blev analyseret af alle tre forfattere ved en hermeneutisk frem- og tilbagegående proces (13). Diskussionsafsnittet er ligeledes baseret på drøftelser mellem alle tre forfattere.

Etiske overvejelser
Patienterne modtog både mundtlig og skriftlig information om studiets formål, og der blev indhentet skriftligt samtykke. Studiet er godkendt af Datatilsynet (nummer 2015-97).

peerreviewed-resultater-ikonAnalysen resulterede i afdækning af fem hovedtemaer: 1) Samtalens indhold og rammer er afgørende for, om patienten har gavn af samtalen; 2) at konfrontere dæmonerne; 3) at lære at leve med at have været kritisk syg; 4) at forstå PICS-symptomerne og 5) at genfinde en følelse af normalitet.

Samtale udfylder huller i hukommelsen

Inden samtalen modtog hver patient et brev med tidspunktet for samtalen og formålet med den. Samtlige patienter sagde, at brevet var forståeligt, men de udtrykte også usikkerhed over, hvad samtalen ville indebære. Én patient sagde, at hun havde det, som om hun skulle til eksamen (pt. 3).

Det var forfatternes indtryk, at patienternes usikkerhed og nervøsitet opstod, fordi de deltog i en samtale på et sted, de kun havde svag eller ingen erindring om, og de derfor ikke havde mulighed for at forberede sig på, hvad der ville ske:

“Jeg spekulerede over, om jeg ville kunne svare på de spørgsmål, I ville stille. Det gjorde mig nervøs. Jeg havde aldrig været der (på intensivafsnittet) før” (pt. 1).

Patienterne var imidlertid glade for at deltage, og nogle af dem sagde, at de deltog for at udfylde hullerne i deres hukommelse, mens andre ønskede at opnå afklaring eller at sige tak. De fleste patienter var ledsaget af en pårørende, og både patienter og pårørende deltog for at få bearbejdet de svære ting, de havde oplevet. Dette kunne tyde på, at inddragelsen af de pårørende var vigtig, fordi de giver patienterne fysisk og psykisk støtte – de sørger f.eks. ofte for, at patienterne møder op til kontrol og samtaler, og de holder styr på alle patienternes aftaler.

De pårørende havde også en væsentlig rolle som patienternes øjne og ører under indlæggelsen, fordi de fleste patienter ikke kunne huske noget fra deres intensivophold. Det indgik ikke i studiets formål, men det blev tydeliggjort, at de pårørende havde en vigtig rolle som patienternes primære informanter. De pårørende havde informeret patienterne om deres intensivophold, men de pårørende var ikke altid i stand til at give patienterne den information, de efterspurgte. Årsagen var, at de ikke kendte svarene, ønskede at beskytte patienten eller selv befandt sig i en belastende og stressende situation:

“Jeg tror også på en måde, at min mand udelader visse detaljer for at beskytte mig” (pt. 4).

Samme patient gav udtryk for, at hun havde tillid til intensivpersonalet på trods af, at hun ikke kendte dem, fordi hendes mand havde fortalt hende, at hun havde modtaget den bedst mulige behandling. Mødet med medlemmer af plejepersonalet gjorde beskrivelsen af hendes intensivophold mere troværdig for hende. Patienterne gav generelt udtryk for, at det var vigtigt for dem at møde nogen, der havde set dem, da de var allermest syge.

Uenighed om graden af påvirkning

Under samtalerne viste det sig, at patienterne og deres pårørende ikke altid var enige om, hvor meget patienternes PICS-symptomer påvirkede deres dagligdag. Flere patienter sagde, at de efter deres egen opfattelse ikke var blevet mere irritable og utålmodige, men deres pårørende var uenige. Patienterne kunne ikke altid forstå, hvordan deres irritabilitet og utålmodighed kunne påvirke deres familier. En af de pårørende sagde følgende om sin mand:

“Sommetider er det lidt pinligt. Når kassekøen i supermarkedet er lang, bliver han irriteret og begynder at tale højt og tænker ikke altid over, hvad han siger.” (Manden svarede: “Nej, det passer ikke.”) “Jo, det er jeg bange for, det gør” (pt. 6).

Dybere forståelse af situationen

Generelt var de pårørende glade for at være med til samtalerne, fordi det gav dem en dybere forståelse af, hvordan de var havnet i den aktuelle situation. Efter de fleste patienters mening var tidspunktet for samtalen velvalgt. Ikke desto mindre ville størstedelen af patienterne gerne have haft information om deres PICS-symptomer inden samtalen. Det var deres opfattelse, at de så kunne have undgået unødig bekymring. Ud fra patienternes erfaring havde sundhedspersoner uden for intensivafsnittet kun begrænset viden om de symptomer, der forekommer efter en kritisk sygdom. Det viste sig også, at patienter med mindre behov for fysisk rehabilitering havde større behov for en tidlig samtale og omvendt.

Patienterne fortalte, at de havde aflyst andre aftaler for at kunne deltage i opfølgningssamtalen:

“I dag skulle jeg have været hos min fysioterapeut. Jeg var nødt til at aflyse. Jeg må indrømme, at jeg kun kan klare én ting om dagen; ellers bliver det for meget for mig. Hvis jeg alligevel har planlagt to ting til samme dag, sommetider er jeg ikke i stand til at fravælge, og så sover jeg resten af dagen” (pt. 4).

Vigtigt med besøg på stuen
Besøget på sengestuen viste sig at være en central og vigtig del af samtalen. Alt det tekniske udstyr på stuen gav et billede af, hvor syge patienterne havde været. Dette fund behandles mere detaljeret i et senere afsnit. Der var endvidere tegn på, at det kunne være gavnligt for mandlige patienter at besøge sengestuen ved samtalens start snarere end som afslutning, men dette er ikke i overensstemmelse med den nuværende praksis. Derved ville der være et konkret udgangspunkt for samtalen, hvilket en af de mandlige patienter efterspurgte direkte (pt. 6).

Yderligere opfølgning ofte nødvendigt

Efter samtalerne stod det klart, at nogle af patienterne havde brug for yderligere opfølgning. Tre patienter blev henvist til liasonpsykiatrien og speciallæger. To patienter blev rådet til at konsultere deres praktiserende læge med henblik på yderligere udredning. Under interviewene havde flere patienter stadig uddybende spørgsmål vedrørende deres intensivophold, hvilket indikerer, at nogle af patienterne havde behov for mere end én opfølgningssamtale. Det bør tages i betragtning, at flere af de deltagende patienter under deres indlæggelse havde været i kontakt med en hospitalspræst, en psykolog og liasonpsykiatri-teamet.

Konfrontation med dæmonerne

Samtalen gjorde, at patienterne blev konfronteret med deres intensivophold, og det var for nogle af dem starten på en mestringsproces:

“Det kan være sundt, at kasserne er blevet åbnet. Jeg ønskede at undgå det, men det er en del af mit liv, som andre har set, og nu kan jeg bedre forstå mine omgivelser … deres afmagt og smerte” (pt. 2).

Denne patients kritiske sygdom havde splittet hendes familie, mens hun var indlagt på intensivafsnittet. Samtalen gav hende en forståelse af, hvordan det var at være pårørende til en intensivpatient, og det gav hende efterfølgende mulighed for at genskabe kontakten til dele af sin familie. Dette udsagn støttes af en anden patient (pt. 6), som forklarede, at det at overvære andre pårørende besøge deres syge familiemedlemmer havde givet ham indblik i de bekymringer, hans kone og datter havde under hans eget intensivophold.

For andre patienter hjalp samtalen dem til at konfrontere deres dæmoner. En patient, som havde haft søvnforstyrrelser og klaustrofobiske mareridt, sagde følgende:

“Siden jeg genså afsnittet og hørte lydene, er jeg holdt op med at have mareridt. Jeg tror, jeg har lukket det kapitel i mit liv” (pt. 3).

Denne patient forbandt ophøret af sit mareridt med opfølgningssamtalen. Hun havde fået en henvisning til en psykolog, men samtalen fik hende til at beslutte ikke at bruge den. En anden patient (pt. 4) mente det samme, idet hun sagde, at samtalen for hende havde samme virkning som en samtale med en psykolog kunne have haft.

Flere patienter beskrev, at samtalen belyste forhold ved intensivbehandlingen, som de ikke havde kunnet forstå eller ikke huskede. En patient (pt. 2) sagde, at hun ikke havde været forberedt på, hvordan samtalen ville påvirke hende. Hun beskrev konfrontationen som følger:

“ … ulempen ved samtalen var, at den tvang mig til at konfrontere mine følelser omkring det at have været så syg. Jeg havde lagt låg på den del af mit liv” (pt. 2).

Samtalen vækkede følelser hos hende, og under interviewet beskrev hun, at hun efterfølgende havde haft en reaktion uden at vide, hvordan hun skulle håndtere det. Dette er et eksempel på en patient, der kunne have haft gavn af yderligere opfølgning.

Erkendelse af at have været kritisk syg

Samtalerne fik patienterne til at se i øjnene, hvor syge de havde været:

“Det, der gjorde størst indtryk, var erkendelsen af, hvor syg jeg har været. Jeg har nok ikke været helt klar over det” (pt. 4).

Inden samtalen havde denne patient læst sin journal og talt med sin mand om sin indlæggelse. Det var imidlertid mødet med de sygeplejersker, der havde stået for hendes pleje, der fik hende til at tro på, at oplysningerne faktisk var sande.

En anden patient (pt. 1) beskrev, hvordan besøget på sengestuen og alt det tekniske udstyr fik hende til at indse, hvor kritisk hendes tilstand faktisk havde været. Andre patienter havde tilsvarende oplevelser. En af de pårørende forklarede, at hendes mand blev følelsesmæssigt overvældet ved synet af sengestuen. Hendes mand sagde følgende:

“Det var en god oplevelse for mig at se, hvordan det har været – jeg kan slet ikke huske, hvordan det var. Jeg synes, det var imponerende, at alle de maskiner kunne holde folk i live” (pt. 6).

Flere patienter sagde, at besøget på sengestuen fik dem til at indse, hvor syge de havde været:

“Når man går forbi de stuer og tænker på, at man også selv har ligget derinde, og det går op for én, at man kunne have været død, så gør det noget ved én efterfølgende … man bliver gladere for at være i live” (pt. 9).

Patienterne gav generelt udtryk for, at besøget på sengestuen var en væsentlig del af opfølgningssamtalen. Der blev brugt ord som “øjenåbner” (pt. 6) og “lettelse” (pt. 10).

Én patient (pt. 2) gav udtryk for, at hun havde haft en følelse af forladthed på intensivafsnittet, men blev mindre bekymret, da hun med egne øjne så, at der havde været personale omkring hende hele tiden.

Fik forståelse af PICS-symptomerne

Samtalerne gav patienterne en forståelse af deres PICS-symptomer. De vidste, at bestemte symptomer såsom træthed, muskelsvaghed, manglende appetit og forventning af fare kunne tilskrives deres kritiske sygdom. Disse symptomer gav ikke anledning til større bekymringer. Modsat blev patienterne bekymrede over de mere uforklarlige symptomer såsom føleforstyrrelser, ændrede spisemønstre, koncentrationsbesvær, irritabilitet, grådlabilitet, hukommelsestab og angst/mareridt, og de brugte lang tid på at spekulere over dem og forsøge at identificere årsagerne til dem:
“ … men det viste sig, at jeg er helt normal. Det er ikke bare mig, der er speciel, fordi jeg ikke kan drikke kaffe mere eller spise grønne vingummier, eller hvad det kan være. Og … jeg taber mit hår.

Det er der også andre, der gør … ” (pt. 4).

Patienterne var lettede, da de fik at vide, at de symptomer, de havde, er velkendte efter kritisk sygdom: “Jeg syntes, det var godt at få at vide, at det kunne kobles til det, at jeg har ligget i koma. Her på rehabiliteringscenteret sagde de, at det kunne skyldes min type 2-diabetes” (pt. 7).

De patienter, som var nået langt med deres fysiske rehabilitering og havde færrest kognitive og sociale problemer, var begyndt at søge information om deres symptomer enten online, i deres journal eller ved at tale med sundhedspersoner. De havde dog kun sjældent fundet korrekte forklaringer på deres symptomer. De to ældste deltagere i studiet var ikke særlig bekymrede over deres symptomer. De forventede ikke, at de ville have et helt så godt liv og helbred som tidligere, og de var taknemmelige over at have overlevet deres sygdom:

“Nu går jeg med stok. Det er der mange, der gør. Jeg sad yderst på bænken, og porten var åben, men han (Gud) lukkede den igen. Livet går videre, og jeg håber, jeg stadig har nogle gode år foran mig” (pt. 5).

Ud over deres PICS-symptomer havde patienterne også problemer i relation til deres primære diagnose. Generelt set kæmpede patienterne med deres ændrede selvopfattelse. Uanset om de havde brug for hjælp til at gå på trapper, arrene efter trakeostomien var synlige, eller de græd offentligt, følte de sig stigmatiseret, hvilket forstærkede deres sociale PICS-symptomer.

At genfinde en følelse af normalitet

Efter indlæggelsen havde patienterne en negativ selvopfattelse. De beskrev sig selv som “svækling” (pt. 2), “et fjols” (pt. 7), “en baby” (pt. 3), “vrælende” (pt. 6), “dum” (pt. 3) og “skør” (pt. 4).
Dette var baseret på, hvordan de nu opfattede sig selv, dvs. som svagere, mere sårbare, grådlabile, trætte og med mareridt. Samtalen gav patienterne en dybere forståelse af sig selv som normale, tidligere intensivpatienter med symptomer, der er normalt forekommende efter intensivbehandling, og bidrog til, at de blev klar over, at andre patienter havde oplevet det samme. Dette var en lettelse for patienterne:

“Det var en lettelse at få den viden. Det var det virkelig. Det var godt at få at vide, at jeg ikke var det eneste fjols, der drømte sådan nogle forfærdelige drømme, fordi det fyldte enormt meget for mig, mens det stod på. Det gjorde det” (pt. 7).

Når patienterne blev spurgt, hvilken del af deres deltagelse i samtalen der havde gjort størst indtryk på dem, sagde de, at det var, at de nu vidste, at de ikke var de eneste, der var endt i denne situation:

“Den klarhed, der kom omkring mine hallucinationer og smagsforstyrrelser, og at jeg ikke var alene om at have den slags oplevelser. Jeg tror, det var den største øjenåbner for mit vedkommende” (pt. 6).

Alle patienterne beskrev, at de havde følt sig isoleret, indtil de deltog i samtalen. Deres deltagelse gav dem mulighed for at tale åbent om deres problemer og at blive lyttet til af sygeplejersker, der vidste, hvad de havde været igennem. Mange af patienterne følte, at deres omgivelser var ude af stand til at forstå, hvad de havde oplevet:

“Folk ved ikke, hvad det indebærer at have været på intensiv” (pt. 9).

peerreviewed-diskussion-ikonDette studie, som er baseret på nuværende praksis på ét intensivafsnit, har resulteret i viden om vigtigheden af opfølgningssamtaler for intensivpatienter. I overensstemmelse med studiets formål er diskussionen opdelt i to afsnit. I det første afsnit diskuteres samtalens indhold og rammer, mens det i det andet afsnit er betydningen af samtalen i relation til patienternes PICS-symptomer, der diskuteres.

Positivt at deltage i samtalerne

Generelt var patienterne positive omkring deltagelsen i samtalerne, og de fleste af dem var ledsaget af pårørende. Selvom de pårørende ikke var et primært fokus i studiet, blev det tydeligt, at de havde en vigtig rolle både under indlæggelsen og efter udskrivning. Samtalen blev et led i mestringsprocessen for både patienter og pårørende. Antonovsky (16) introducerede begrebet “Oplevelse af sammenhæng” (OAS) som en vigtig faktor i relation til evnen til at håndtere stress. Ud af de tre komponenter i OAS bidrager samtalen til øget begribelighed, fordi patienterne får forklaret deres symptomer og minder fra deres indlæggelse.

Det er nemmere at håndtere de udfordringer og krav, man står over for som tidligere intensivpatient, når ens oplevelser og minder er helt normale, og andre har oplevet det samme. Begrebet OAS bruges af Jensen et al. (17) som en intervention i deres opfølgningssamtaler, da de forventer, at det vil fremme mestring. Ifølge Antonovsky (16) afhænger komponenten håndterbarhed af tilgængeligheden af pårørende eller andre vigtige personer. Dette understreger vigtigheden af at inddrage pårørende i samtalen.

Strategien med at inddrage pårørende i patientplejen bruges overalt i sundhedsvæsenet, men som regel har de pårørende hovedsageligt en støttefunktion (18). I studier udført på intensivafsnit (17,19,20) er de pårørende også beskrevet som kilde til information om, hvad patienterne har været igennem under deres intensivophold. Resultaterne i dette studie tyder på, at de pårørende ikke blot er én af informationskilderne, men faktisk den primære kilde for patienterne, der som regel ikke kan huske deres tid på intensivafsnittet. De pårørende er selv i en stressende situation og kan ikke forventes at udfylde rollen som eneste informationskilde (18, 21).

I litteraturen bruges udtrykket PICS-family om de psykiske symptomer, de pårørende kan opleve efter at have været vidne til kritisk sygdom (4). De pårørendes symptomer analyseres ikke systematisk i nærværende studie. Andre studier har imidlertid påvist en høj forekomst af PTSD blandt pårørende (7,22,23). Dette tyder på, at de pårørende i nærværende studie selv kan være ramt af PICS. Ifølge Cullbergs (24) kriseteori er det sandsynligt, at de pårørende er i reaktions- eller bearbejdningsfasen af krisen, mens de har ansvaret for at informere patienterne om, hvad der er foregået under deres indlæggelse. Dette understreger, hvor problematisk det kan være at forvente, at de pårørende er patienternes primære informanter.

Besøg igangsætter en mestringsproces

Samtalen gav patienterne mulighed for at tale om, hvad der var foregået, og hvordan de har det med det og bidrager derved til deres mestringsproces. Dette er en del af reaktionsfasen (24). Som led i interviewet besøgte patienterne intensivafsnittet. Besøget på sengestuen kan tolkes som en eksponeringsbehandling, der igangsætter en mestringsproces. Denne metode bruges ved behandling af patienter med PTSD. I nærværende studie blev det ikke undersøgt, om patienterne havde PTSD. De har imidlertid symptomer på PICS, hvilket kan omfatte PTSD (4,6). Det kan måske forklare, hvorfor patienterne anså besøget på intensivafsnittet for vigtigt. Denne antagelse støttes af Storli og Lind (25), som konkluderede, at det så ud til at være væsentligt for tidligere intensivpatienter at genbesøge og ”mærke” sengestuen.

Lazarus (26) beskrev, hvordan mennesker vælger den mestringsstrategi, der giver den bedste balance mellem tanker, handlinger og ydre begivenheder i enhver given situation. Han identificerer to typer af mestring i sin teori: problemfokuseret og følelsesfokuseret mestring.

Problemfokuseret mestring bruges i relation til foranderlige stressfaktorer, mens følelsesfokuseret mestring bruges i relation til trusler, der er uforanderlige eller ser ud til at være det. Patienterne i nærværende studie syntes at revurdere truslen, da de så sengestuen, og derved blev det muligt at håndtere situationen på en problemfokuseret måde. Simonsen (27) beskriver, hvordan mænd i relation til sygdom generelt holder afstand og foretrækker ikke at tale om den.

Denne antagelse støttes af Agnholt (28) i studiet af mandlige patienter og hjemmedialyse, som beskriver vigtigheden af at inddrage et kønsperspektiv i sygeplejen. Der deltog kun tre mandlige patienter i nærværende studie, men ud fra dette grundlag ser det ud til, at de kunne have gavn af at besøge sengestuen ved samtalens start. Ifølge Simonsen (27) ville dette rette fokus mod sygdom og intensivbehandling i almindelighed – uden at have negativ indvirkning på mænds følelse af autonomi.

Kognitivt og fysisk var patienterne ikke klar til en opfølgningssamtale kort tid efter deres intensivophold. Nogle af patienterne ringede imidlertid og bad om at få deres samtale afholdt tidligere end planlagt. I andre studier beskrives det, hvordan fysisk rehabilitering går forud for psykisk restitution (19,29), og dette kan måske forklare, hvorfor patienterne med færrest fysiske symptomer havde størst behov for at få afholdt samtalen tidligere i dette studie.

Samtale åbner en lukket skuffe

Resultaterne fra dette studie tyder på, at samtalen konfronterer patienterne med deres ophold på intensivafsnittet. Som tidligere beskrevet arbejder Cullberg (24) med udtrykket eksponeringsbehandling i forbindelse med PTSD. En patient i nærværende studie brugte metaforen “åbner lukkede skuffer” om samtalen. Hun forsøgte at undgå tanker og oplevelser, der mindede hende om hendes intensivophold. I henhold til kriseteorien (24) er dette en midlertidig hensigtsmæssig brug af forsvarsmekanismer til at kontrollere kaos. Hun syntes, det var svært at deltage i samtalen, men den gav hende en ny forståelse af hendes problemer. En anden patient brugte metaforen “lukke et kapitel” om samtalen. For hende medførte eksponeringen for lydene fra intensivafsnittet, at hun holdt op med at have mareridt.

Patienter bruger ofte metaforer, når de beskriver, hvordan de har det efter deres indlæggelse. Lakoff (30) beskriver metaforer som attributter, der gør det muligt for os at forstå og opleve én type situation ved hjælp af en anden. De kan være vendinger eller ord. “Sad yderst på bænken” var en vending, en patient brugte for at angive, at han havde været tæt på at dø. En af patienterne brugte ordet “baby” som et billede på at føle sig hjælpeløs.

Hallucinationer fik patienterne til at bruge nedladende metaforer om sig selv, som f.eks. “skør”, “dum” og “fjols”. Det fremgår også af andre studier, at patienter bruger metaforer om sig selv efter kritisk sygdom (17,19,31). Negativt ladede metaforer kan være udtryk for patienternes ændrede kropsbillede. Price (32) beskriver kropsbillede som en subjektiv, personlig opfattelse af kroppen. Den omfatter tre komponenter: kropsrealitet, kropsideal og kropspræsentation. Der skal være balance mellem de tre komponenter. Efter kritisk sygdom er alle komponenterne påvirkede.

Afstanden mellem krop og kropsidealer øges på grund af ar og ændrede fysiske og kognitive evner, som forandrer kropspræsentationen.

Patienterne i dette studie gav udtryk for, at de gik med hjælpemiddel, havde brug for hjælp til at gå på trapper og de bar tøj, der dækkede deres ar. Afhængighed bliver synlig og kan føre til stigmatisering. Ifølge Price (32) tager det flere måneder at skabe et nyt kropsbillede efter kritisk sygdom. Opfølgningssamtalen hjælper patienterne til at forstå deres nye kropsbillede, fordi de får en forklaring på deres symptomer og får at vide, at andre patienter har de samme oplevelser.

Vigtigt at være del af en gruppe

Sociologen Goffman (33) beskriver, hvordan det at være del af en gruppe er kolossalt vigtigt for livskvaliteten. Ifølge ham tilhører mennesker kategorien ”normal”, når de ikke afviger negativt fra de særlige forventninger, der gælder for en given situation. Dette kan måske forklare, hvorfor tidligere intensivpatienter bliver lettede over at få at vide, at de ikke er alene. De tilhører en gruppe mennesker, hvilket gør, at de er normale og ikke afvigende. Goffman (33) beskriver, hvordan mennesker bedømmer hinanden på deres umiddelbare udseende. Det betyder, at mennesker gør en hel del for at få deres udseende til at signalere det, de ønsker, omverdenen skal se.

Det understreger, hvorfor det er vigtigt for patienterne i nærværende studie at gå uden hjælpemiddel og at dække deres ar. Ifølge Goffman (33) gør mennesker sig sådanne bestræbelser for at undgå stigmatisering. Han beskriver, hvordan der i samfundet bruges forskellige metaforer såsom krøbling, bastard og idiot som stigmasymboler. Mennesker, der ikke kan skjule deres stigma og forventer reaktioner fra omgivelserne, kan bevare kontrollen ved at bruge den slags metaforer om sig selv. Dette kan måske forklare, hvorfor patienterne i nærværende studie brugte nedladende metaforer om deres udseende.

Studiets styrker og begrænsninger

Fokuseret etnografi blev anset for at være en passende metode til at undersøge tidligere intensivpatienters oplevelse af en sygeplejerskeledet samtale med hensyn til indhold og rammer. Fokuseret etnografi bruges hyppigt inden for områder med anvendt forskning såsom sygepleje. Ved at sætte fokus på patienternes oplevelser og deres nytte af samtalerne med hensyn til de enkelte patienters symptomer på Post-Intensive Care-Syndrom er det muligt at udvikle viden med relevans for sygepleje (34).

Observationerne blev bekræftet ved hjælp af interview med patienterne. Kombinationen af deltagerobservationer og interview muliggjorde en dybdegående forståelse af resultaterne. Det begrænsede antal patienter og det faktum, at de inkluderede patienter måske er de patienter, der har mest overskud, kan have påvirket resultaterne på en sådan måde, at de kun kan bruges i forbindelse med patienter i samme situation. Patientpopulationen blev anset for at være repræsentativ for den generelle intensivpopulation.

Forfatterne ALBH og AOG er intensivsygeplejersker og forsker i deres egen kliniske praksis og har derfor en udfordring med hensyn til antagelser og forforståelse inden for deres område. Forfatteren BSL har derimod ingen forhåndsviden om intensivområdet og sikrede, at fortolkningerne blev håndteret kritisk. På den anden side er viden om konteksten afgørende for at kunne håndtere kompleksiteten hos tidligere intensivpatienter.

Vigtigt at tilbyde opfølgning til patienter og pårørende

Resultaterne understreger vigtigheden af at tilbyde opfølgning efter intensivophold til tidligere patienter og pårørende.

Samtalen giver patienterne en forståelse af deres PICS-symptomer, som de ikke havde før. Gensynet med intensivafsnittet, besøget på sengestuen med alt det tekniske udstyr samt det at høre lydene får patienterne til at se i øjnene, hvor kritisk syge de har været. Samtalen giver desuden patienterne en følelse af at tilhøre en gruppe normale, tidligere intensivpatienter, hvilket er et vigtigt element i den videre bearbejdning og håndtering af intensivopholdet.

Tidspunktet for samtalen er ikke altid optimalt, afhængigt af hvor langt patienterne er nået med deres fysiske rehabilitering. Generelt ville patienterne gerne have haft information om deres PICS-symptomer og hændelser på intensivafsnittet tidligere, da de sundhedspersoner, de havde mødt efter indlæggelsen på intensivafsnittet, kun havde begrænset eller ingen viden herom.

Patienternes pårørende har en vigtig rolle og bør deltage i opfølgningen. De fungerer som plejepersoner og forbindelsesled mellem patienten og sundhedspersonerne. De pårørende er desuden patienternes informanter og for mange patienter den eneste kilde til information om intensivopholdet og behandlingen.

Dette understreger vigtigheden af at formidle viden om PICS til sundhedspersoner, der er i kontakt med patienter og pårørende efter intensivbehandling. Resultaterne tyder ligeledes på, at tidligere intensivpatienter vil kunne have gavn af at møde andre patienter, der har været kritisk syge, og at nogle patienter har behov for mere opfølgning end en enkelt samtale.

Abstract in English

Objectives:

In an intensive care unit at a university hospital in Denmark patients are offered a nurse-led consultation 3 months post intensive care unit admission, to help them cope with Post Intensive Care Syndrome and identify opportunities for further intervention. The aim of the study was:

  1. To describe former intensive care patients’ experiences of the consultation, specifically regarding content and setting.
  2. To explore the benefits of the consultation in regard to the individual patients’ symptoms of Post Intensive Care Syndrome.

Methods:

Focused ethnography was chosen as methodology combining observations and interviews.

Ten patients participated in a two-part qualitative study: 1) an observational study of the current follow-up consultation; 2) a semi-structured interview based upon observations and statements arising during the initial consultation.

The data was analysed using a hermeneutic-phenomenological approach.

Findings:

Content and setting of the consultation were of upmost importance. Revisiting the unit and experiencing the setting in person played a huge role in coping with Post Intensive Care Syndrome. Involving relatives was essential as they were an important part of the patient´s rehabilitation.

Conclusions:

Participating in the consultation and revisiting the unit proved important. It helped patients understand their symptoms, and made sense of what had happened during their stay in intensive care unit.

Key words:

Follow-up, intensive care,  post-intensive care syndrome, qualitative, rehabilitation,

Implications for clinical practice:

Post-ICU follow-up:

  • gives patients an understanding of their PICS symptoms.
  • seeing the patient room with all of its technical equipment, and hearing the sounds  gives the patients explanations of some of their thoughts and nightmares.
  • gives the patients a feeling of belonging to a group of normal post-ICU patients, which is an important element of further processing and coping with the ICU stay.
  • relatives play a major role and should participate in follow-up.

 

Referencer
  1. Egerod I, Risom SS, Thomsen T, Storli SL, Eskerud RS, Holme AN, Samuelson KAM. ICU-recovery in Scandinavia: a comparative study of intensive care follow-up in Denmark, Norway and Sweden. Intensive Crit Care Nurs 2013; 29(2):103-11.
  2. Elliott D, Davidson JE, Harvey MA, Bemis-Dougherty A, Hopkins RO, Iwashyna TJ, et al. Exploring the Scope of Post-Intensive Care Syndrome Therapy and Care: Engagement of Non-Critical Care Providers and Survivors in a Second Stakeholders Meeting. Crit Care Med 2014;42(12):2518-26
  3. Angus DC, Carlet J. Surviving Intensive Care: a report from the 2002 Brussels Roundtable. Intensive Care Med 2002;(29):368-77.
  4. Needham DM, Davidson J, Cohen H, Hopkins RO, Weinert C, Wunsch H, et al. Improving the long-term outcomes after discharge from intensive care unit: Report from a stakeholders’ conference. Crit Care Med 2012;(40):502-9.
  5. Jensen JF, Thomsen T, Overgaard D, Bestle MH, Christensen D, Egerod I. Impact of follow-up consultations for ICU survivors on post-ICU syndrome: a systematic review and meta-analysis. Intensive Care Med 2015;41(5):763-75.
  6. Davydow DS, Gifford JM, Desai SV, Needham DM, Bienvenu OJ. Posttraumatic stress disorder in general intensive care unit survivors: a systematic review. Gen Hosp Psychiatry 2008;30(5):421-34.
  7. Cameroun JI, Chu LM, Matte A, Tomlinson G, Chan L, Thomas C, et al. One-Year Outcomes in Caregivers of Critical Ill Patients. N Eng J Med 2016;(373):1831-41.
  8. Fonsmark L, Rosendahl-Nielsen M. Experience from multidisciplinary follow-up on critically ill patients treated in an intensive care unit. Dan Med J 2015;62(5):1-5.
  9. Samuelson KAM, Corrigan I. A nurse-led intensive care after-care programme – development, experiences and preliminary evaluation. Nurs Crit Care 2009;14(5):254-63.
  10. Jones C. Recovery post ICU. Intensive Crit Care Nurs 2014;30(5);239-45.
  11. Rattray J. Life after critical illness: an overview. J Clin Nurs 2014;23(5-6):623-33.
  12. Knoblauch H. Focused ethnography. Forum Qual Soc Res 2005;6(3).
  13. Kvale S, Brinkmann S. Interview: introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzel Forlag; 2009.
  14. Brinkmann S. Det kvalitative interview. København: Hans Reitzel; 2014.
  15. Gibson B, Hartman J. Rediscovering Grounded Theory. London: Thousand Oaks CA: SAGE Publications; 2014
  16. Antonovsky A. Helbredets mysterium. København: Hans Reitzels Forlag; 2000.
  17. Jensen JF, Overgaard D, Bestle MH, Christensen DF, Egerod I. Towards a new orientation: a qualitative longitudinal study of an intensive care recovery programme. J Clin Nurs 2016;(26):77-90.
  18. Sundhedsstyrelsen (2016). Mødet med pårørende til personer med alvorlig sygdom. Anbefalinger til sundhedspersonale. Sundhedsstyrelsen; 2016. [Citeret 1. juni 2017]. Tilgængelig via: https://www.sst.dk/da/planlaegning/~/media/AE70549836C24B72B95E025C6603F...
  19. Aagaard AS, Egerod I, Tønnesen E, Lomborg K. Struggling for independence: A grounded theory study on convalescence of ICU survivors 12 months post ICU discharge. Intensive Crit Care Nurs 2012;(28):105-13.
  20. Stayt LC, Seers K, Tutton L. Making sence of it: intensive care patients’ phenomenological accounts of story construction. Nurs Crit Care 2015;(21):225-32.
  21. Storaker J. Sygeplejersken i mødet med patient og pårørende. I: Pedersen S, red. Sygeplejebogen 1. København: Gads Forlag; 2009. p. 163-92.
  22. Jones C, Skirrow P, Griffiths RD, Humphris G, Ingleby S, Eddleston J, et al. Post-traumatic stress disorder-related symptoms in relatives of patients following intensive care. Intensive Care Med 2004;(30):456-60.
  23. Rosendahl J, Brunkhorst FM, Jaenichen D, Strauss B. Physical and mental health in patients and spouses after intensive care of severe sepsis: a dyadic perspective on long-term sequelae testing the Actor-Partner Interdependence Model. Crit Care Med 2013;(41):69-75.
  24. Cullberg J. Krise og udvikling. København: Hans Reitzels Forlag; 2007.
  25. Storli SL, Lind R. The meaning of follow-up in intensive care: patient’s perspective. Scand J Caring Sci 2009;(23):45-56.
  26. Lazarus R. Stress og følelser – en ny syntese. København: Akademisk Forlag; 2006
  27. Simonsen S. Mænd, sundhed og sygdom – ronkedorfænomenet. Århus: Forlaget Klim; 2006.
  28. Agnholt H. Den mandlige patient og hjemmedialyse. Sygeplejersken 2014;(9):100-4.
  29. Oeyen SG, Vandijck DM, Benoit DD, Annemans L, Decruyenaere JM. Quality of life after intensive care: a systematic review of the literature. Crit Care Med 2010;38(12):2386-400.
  30. Lakoff G, Johnson M. Hverdagens metaforer. København: Hans Reitzels Forlag; 2002.
  31. Pattison N, O’Gara G, Rattray J. After critical care: Patient support after critical care. A mixed method longitudinal study using email interviews and questionnaires. Intensive Crit Care Nurs 2015;(31):213-22.
  32. Price B. A model for body-image care. J Adv Nurs 1990;(15): 585-93.
  33. Goffman E. Stigma. København: Gyldendals Samfundsbibliotek; 1975. 34. Higginbottom GMA, Pillay JJ, Boadu NY. Guidance on Performing Focused Ethnographies with an Emphasis on Healthcare Research. Qual Rep 2013;(18):1-16.

 

 

 

 

 

 

Emneord: 
Intensiv

Fra passiv til aktiv mobilisering af intensivpatienter

Et projekt ændrede passiv mobilisering til tidlig og aktiv mobilisering på intensivt afsnit.
Resumé

Ved hjælp af en multifacetteret interventionsmodel, der både skabte viden om behovet for ændring af praksis og sikrede hjælpemidler, der gjorde praksisændringen håndterbar, var det muligt at opnå et varigt skifte fra passiv til mere aktiv mobilisering af patienter på intensivafsnit.

Projektet var et ikkerandomiseret, prospektivt interventionsstudie med baselinemåling, intervention og followup efter et og to år. Studiepopulationen bestod af alle voksne patienter indlagt på intensivafsnittet mere end 24 timer. 

I baselinemålingen blev alle mobiliseringsaktiviteter for hver enkelt patient registreret i en firemåneders periode. Derefter blev en intervention implementeret bestående både af informationer i form af bl.a. retningslinje og mobiliseringsalgoritme og praktisk hjælp i form af bl.a. hjælpemidler og flere fysioterapitimer.

Resultaterne viste en stigning i andelen af patienter, der sad på sengekant, stod på gulvet og gik på stedet, og niveauet for aktiv mobilisering var bibeholdt ved toårs followup.

Det er muligt at ændre praksis til gavn for patienterne, når der både skabes forståelse for behovet og sikres praktiske muligheder for ændring.

Intensiv terapi er ofte livreddende, men der er i disse år øget fokus på, hvad patienterne reddes igennem til. At være patient på et intensivafsnit kan efterfølgende medføre nedsat – ofte årelangt – fysisk funktionsniveau, nedsat livskvalitet og øget behov for hjemmepleje (1-3). Det er derfor vigtigt, at patientens fysiske funktioner bibeholdes så vidt muligt. Passiv mobilisering, hvor patienten liftes til en stol et par gange om dagen, kan forebygge almindelige sengelejekomplikationer som tryksår, venetromboser, obstipation, sekretstagnation etc., men bidrager ikke væsentligt til at bevare muskelmasse og funktionsniveau (4). 

For at bevare så meget som muligt af patienternes fysiske funktionsniveau er der behov for en tidlig tilgang til aktiv mobilisering, hvor patienten kommer op at stå, gå, bruger håndvægte etc. Trods intensivpatienternes alvorlige tilstand har studier vist, at tidlig og aktiv mobilisering er mulig, også på intensivafsnit (5). Ud over bevarelse af fysiske funktioner kan aktiv mobilisering også give patienten naturlig træthed, psykisk velvære efterfølgende og en følelse af selv at kunne arbejde med at kunne genvinde kontrollen over eget liv og derigennem tro på fremtiden (6).

Formålet med projektet var at ændre praksis fra primært passiv mobilisering til tidlig og aktiv mobilisering for at bibeholde så meget som muligt af patienternes fysiske funktionsniveau.

 

Udsnit af mobiliseringsalgoritme

Metode og design

Projektet var et ikkerandomiseret, prospektivt interventionsstudie med baselinemåling, intervention og followup efter et og to år. Studiepopulationen bestod af alle patienter på 18 år og derover indlagt på intensivafsnittet mere end 24 timer. 

Baselinemåling

Fra 1. februar – 31. maj 2015 blev der for hver patient hver dag udfyldt et skema, hvor mobiliseringstidspunkt, mobiliseringsart (siddet på sengekant, stået på gulvet, gået på stedet, siddet i stol, brugt håndvægte, brugt sengecykel), og tidslængde af sengecykling og tid i stol blev registreret. Derudover blev årsagerne for manglende mobilisering registreret.

Intervention

Interventionen bestod af syv forskellige tiltag:
•    Udarbejdelse af retningslinje, der bl.a. beskriver baggrunden for behovet for tidlig og aktiv mobilisering og definerer, hvad aktiv mobilisering indebærer
•    Udarbejdelse af daglig, individuel mobiliseringsplan for hver patient i tæt samarbejde mellem den ansvarlige sygeplejerske og fysioterapeut
•    Udarbejdelse af mobiliseringsalgoritme for inddeling af patienter i grøn, gul og rød gruppe, se boks 1. Hermed er det tydeligt, hvilke patienter der kan og skal mobiliseres, hvilket er med til at sikre en ensartet tilgang til mobilisering
•    Træningsprogrammer tilpasset de tre grupper
•    Indkøb af udstyr, f.eks. gå-seler og håndvægte
•    Øgning af fysioterapitilstedeværelse i dagtid fra to til tre en halv time 
•    Uddannelse af en del af personalet i Kinaesthetics (lærende og understøttende metode til at stimulere og træne patienternes bevægelser og egen indsats. Metoden styrker både patientens bevægelseskompetencer og nedsætter risiko for belastning af personalet) (7).
De forskellige interventionstiltag blev implementeret i afdelingen i løbet af efteråret 2015 gennem morgenmøder, personalemøder og en til en-instruktion i praksis.

Followup

Første followup-registrering blev gennemført fra 1. februar – 31. maj 2016 og anden followup fra 1. februar – 31. maj 2017 på samme vis som baselineregistreringen.

 

Patientdata

Etik

Projektet blev anmeldt til Datatilsynet og godkendt. Skiftet til aktiv mobilisering var en del af afdelingens praksis og behøvede derfor ikke patientsamtykke. Styrelsen for Patientsikkerhed blev ansøgt om tilladelse til at tilgå patientjournaler for at kunne koble mobiliseringsdata med patient outcome, men det blev afslået. 

Dataanalyse

Data blev analyseret deskriptivt vha. statistikprogrammet STATA 13.

Debat
  • Hvordan systematiserer I mobilisering af patienterne på jeres arbejdsplads?
  • Hvilke metoder bruger I til registrering af mobilisering?
  • Hvordan vurderer I sammenhængen mellem involvering og mobilisering af patienter?

Resultater

I registreringerne indgik 404 patienter med i alt 1.959 registreringer, se tabel 1. Det mediane antal registreringer pr. patient var for alle tre grupper mellem fire og fem med en range på 1-79. Flere end halvdelen af patienterne i alle tre grupper var mænd, og omkring 40 pct. af patienterne var i stand til i høj eller nogen grad at hjælpe til med morgentoilette.

Patienter blev i alle tre registreringsperioder mobiliseret en til tre gange pr. døgn, og de allerfleste patienter var i forbindelse med mobilisering oppe at sidde i en stol.

Mobiliseringsmetoden ændrede sig fra baseline til første opfølgning fra 26 til 44 pct. af patienterne, som havde siddet på sengekant, fra 30 til 54 pct. af patienterne, som havde stået på gulvet, og fra 24 til 41 pct. af patienterne, som havde gået på stedet. Tilsvarende ændringer blev fundet ved anden og tredje daglige mobilisering, og ændringerne i måden at mobilisere på var bibeholdt ved anden opfølgning, se tabel 2.

Der var kun lidt forskel mellem perioderne i forhold til brug af sengecykel (4-20 pct.) og brug af håndvægte (4-9 pct.)

Det er muligt at ændre praksis

Resultaterne viser, at det er muligt at ændre praksis fra en hovedsagelig passiv tilgang til mobilisering til mere aktive mobiliseringsformer, og at det er muligt at bibeholde ændringerne over tid. 

Der var stigning i andel af patienter, der sad på sengekant (træning af balance), stod på gulvet og gik på stedet, hvorimod brug af håndvægte ikke rigtigt er slået an endnu. Der var sparsom brug af sengecykel trods viden om god effekt heraf (6). Årsag til fravalg af sengecykel var som oftest, at sengecyklen var tung at håndtere for personalet.

 

Oversigt over registrerede former for mobilisering

En metaanalyse fra 2017, som indeholdt 14 studier med i alt 1.753 patienter, har ikke kunnet påvise effekt af tidlig mobilisering på mortalitet. Derimod tyder det på, at tidlig mobilisering kan øge muskelstyrke og mobilitetsstatus ved udskrivelse (5). Mobiliseringsindsatsen på bl.a. intensivafsnit kan dermed være med til at øge patienternes mulighed for at klare sig selv efter udskrivelse. 

At ændre indarbejdet praksis kan være kompliceret (8). At det lykkedes at skabe varig ændring i praksis fra passiv til en mere aktiv tilgang til mobilisering, skyldtes sandsynligvis den flerstrengede interventionsmodel, der fra mange vinkler hjalp med både at skabe viden om behovet for ændring af praksis og sikrede praktiske hjælpemidler, der gjorde praksisændringen tilgængelig.

Ved planlægning af projektet var der ønske om at kunne sammenholde mobiliseringsregistreringerne med journaldata, bl.a. diagnose, sygdomsgrad og respiratorbehandling. Desværre gav Styrelsen for Patientsikkerhed afslag på ansøgningen om at tilgå journaler uden patientsamtykke. Derfor er det ikke muligt ud fra projektet at se, om grupperne var sammenlignelige, og hvilke tendenser praksisændringen skabte i forhold til bl.a. indlæggelsestid på intensivt afsnit og forekomst af delirium.

Der er i disse år kommet større fokus på ikke bare at få patienter til at overleve, men også på, hvad de overlever til. En vigtig del af dette er at arbejde for, at patienterne mister så få funktioner som muligt under indlæggelsen, så rehabiliteringsmulighederne til vanligt funktionsniveau forbedres. Aktiv mobilisering øger også patienternes deltagelse og involvering i egen pleje og behandling, hvilket er et fokusområde i sundhedsvæsenet (9). 

Konklusion

Ved hjælp af en multifacetteret interventionsmodel, der både skabte viden om behovet for ændring af praksis og sikrede praktiske hjælpemidler, der gjorde praksisændringen let at håndtere, var det muligt at opnå et varigt skifte fra passiv til en mere aktiv tilgang til mobilisering på intensivafsnit. 

Abstract in English

Frederiksen GV, Jensen HI.

Active mobilisation of intensive care patients: A change in practice

Fag&Forskning 2019;(1):66-69.

A multifaceted intervention model, which both generated knowledge about the need for changes in practice and facilitated the change in practice, enabled lasting change from passive to more active mobilisation of patients in an intensive care unit.

The project was a non-randomised, prospective intervention study with baseline benchmarking and follow-up after one and two years. The study population consisted of all adult patients nursed in the intensive care unit for more than 24 hours.

In the baseline benchmarking, all mobilisation activities for every single patient were recorded over a four-month period. Next, an intervention was implemented, consisting of both information such as a guideline and mobilisation algorithm and practical ancillary resources such as assistive devices and additional physiotherapy sessions.

The results demonstrated an increase in the proportion of patients able to sit on edge-of-bed, stand upright, and the level of active mobilisation was sustained at the two-year follow-up.

It is achievable to alter practices for the benefit of patients provided that awareness is instilled of the need for change, and the requisite practical resources are made available.

Keywords: ICU, mobilisation, patient involvement, practice-change

 

Gitte Vang Frederiksen

Gitte Vang Frederiksen  
Intensivsygeplejerske, master i læreprocesser 2012. Bedøvelse og Intensiv, Kolding Sygehus.

Hanne Irene Jensen

Hanne Irene Jensen  
Sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d., lektor. Bedøvelse og Intensiv, Kolding Sygehus.
hanne.irene.jensen@rsyd.dk

Referencer

  1. Desai SV, Law TJ, Needham DM. Long-term complications of critical care. Crit Care Med 2011;(39):371-9.
  2. Poulsen JB, Møller K, Perner A. Rekonvalescens og funktionstab efter intensiv terapi. Ugesk Læger 2009; 171:2916-9.
  3. Poulsen JB. Impaired physical function, loss of muscle mass and assessment of biomechanical properties in critical ill patients. Dan Med J. 2012;59:B454.
  4. Leditschke IA, Green M, Irvine J, et al. What are the barriers to mobilizing intensive care patients? Cardiopulm Phys Ther J 2012;23:26-9.
  5. Tipping CJ, Harrold M, Holland A, et al. The effects of active mobilization and rehabilitation in ICU on mortality and function: a systematic review. Intensive Care Med 2017;43:171-183.
  6. Gamst L, Moutafi MB, Jensen HI. Patienter på intensivt afsnit er glade for sengecykling. Sygeplejersken 2015;7:70-6.
  7. Freiberg A, Girbig M, Euler, U et al. Influence of the Kinaesthetics care conception during patient handling on the development of musculoskeletal complaints and diseases – A scoping review. J Occup Med Toxicol 2016;11:24.
  8. Rogers EM. Diffusion of Innovations. 2003. 5th ed. Simon & Schulster Ltd.
  9. Danske regioner. Patientinddragelse. https://www.regioner.dk/sundhed/kvalitet-og-styring/patientinddragelse [cited 2018 June 13].
Emneord: 
Intensiv

Trakeostomerede patienter har mulighed for at tale

Intuberede patienter har svært ved at kommunikere, men en tube med en særlig cuff betyder, at patienten kan tale med pårørende og personale, hvilket er motiverende for rehabiliteringen.
Resumé

At kunne kommunikere med sine medmennesker er et grundlæggende behov. Når man er trakeostomeret og tilkoblet respirator, er man frataget denne mulighed. Intensiv afdeling i Silkeborg har gennem mange år haft vågne respiratorpatienter, og det har været problemfyldt at kommunikere på værdig vis. Siden 2008 har afdelingen modtaget neurointensive patienter fra hele Danmark.

Formålet med opholdet i Silkeborg er, ud over tidlig højt specialiseret neurorehabilitering i tæt samarbejde med Hammel Neurocenter, også respiratoraftrapning. Desuden arbejdes der med træning af synkefunktionen. Et af redskaberne er LISA (Luft i Suction Aid), hvorved musklerne i svælget trænes. LISA giver desuden patienten mulighed for at tale. Metoden er beskrevet allerede i 1975, men det er vores indtryk, at den ikke anvendes ret mange steder i Danmark.

Arbejdsgangen er implementeret i afdelingen og anvendes til mange patienter. I denne artikel er der fokus på kommunikation som en vigtig del af sygeplejen til medicinske patienter og til patienter med Guillain-Barré. Kommunikation ved hjælp af LISA har gjort stor forskel for mange patienter og pårørende.

At kunne kommunikere med omverdenen er et grundlæggende behov (1). Virginia Henderson identificerede 14 almenmenneskelige behovsområder. Et af behovsområderne, nummer 10, handler om kommunikation og fremhæver evnen til og mulighederne for at kunne give udtryk for følelser, behov, bekymringer eller meninger og dermed have muligheden for meningsfuld kontakt til andre.
Allerede i 1975 beskrives LISA, ”Luft i Suction Aid”. En metode, der betyder, at trakeostomerede patienter kan tale. Patienterne udstyres med en speciel tube, hvor en ekstra slange til at suge sekret over cuff og indblæsning af luft medfører, at patienten kan tale.

Ligeværdig kommunikation kræver indflydelse på eget forløb

En undersøgelse viser, at mennesker normalt bruger 61 pct. af deres vågne tid på kommunikation (2). Som kritisk syg og intuberet er man ofte frarøvet denne mulighed. Kari Martinsen taler om, at patienten skal behandles, så han føler sig anerkendt og ikke umyndiggjort. Den kritisk syge kan føle, at han mister autonomi og integritet, hvis han ikke har fornemmelsen af kontrol over situationen (1). Patienten skal derfor så vidt muligt involveres, føle kontrol og have indflydelse på eget forløb. Dette er indikatorer, der bidrager til en ligeværdig kommunikation.

Sygeplejersker er meget opmærksomme på at informere om alt, hvad vi vil foretage os hos patienten. Men hvis patienten ikke har mulighed for at spørge, hvordan kan man så vide, om informationen forstås, eller om der er andre spørgsmål, der trænger sig på. På den måde er det sygeplejersken, som kontrollerer kommunikationen.

Vigtige emner for patienten kunne være spørgsmål om prognose, angst for fremtiden og bekymring for familien, men sygeplejersken informerer ofte om dagligdags procedurer.

Meget bange for at dø

Et observationsstudie fra 2011 fulgte en patient, som i 2002 blev ramt af Guillain-Barré syndrom. Patienten fortæller om sin alvorlige sygdom og manglende evne til at kommunikere:
”Jeg lå i en respirator bag et gardin på en tosengsstue på intensivafdelingen. Jeg kunne ikke kommunikere med omverdenen, men hørte som et radiospil alt, hvad der foregik. Ikke mindst, at syv af mine medpatienter på den anden side af gardinet døde i den periode. Og jeg var meget, meget bange. Jeg var sikker på, at jeg også skulle dø” (3).

En anden patient, som i 2000 blev hårdt kvæstet i en trafikulykke, har skrevet om at være intuberet og ude af stand til at kunne stille og dermed få svar på vigtige spørgsmål:

”Jeg fatter stadig ikke, hvorfor personalet ikke på noget tidspunkt forsøgte at forklare mig, hvad der egentlig var sket, hvad jeg fejlede, og hvorfor de behandlede mig, som de gjorde. Jeg tror, det kunne have sparet mig for mange psykiske ubehageligheder efterfølgende” (4).

Om den basale sygepleje siger den australske professor i sygepleje Alison Kitson:

”Sygeplejersker skal kunne møde helt basale behov herunder kommunikation ud fra en psykosocial og relationel forståelse af patientens oplevelser og behov. Kun hvis de er i stand til det, er der tale om patientcentreret omsorg” (5).

Kommunikation med mange facetter

De to patientcitater illustrerer, at kommunikation med en kritisk syg kan have mange facetter, fra information om de daglige procedurer og omverdenen til svar på spørgsmål om liv og død. Når Kitson siger, at sygeplejersken skal kommunikere ud fra patientens basale behov, er dialogen vigtig.

Manglende svar på spørgsmål om sygdommens karakter, prognose og i det hele taget ikke at kunne give udtryk for smerter og andet ubehag kan måske være medvirkende til udvikling af intensivt delir. Det er en for patienten særdeles ubehagelig og for samfundet meget kostbar tilstand, der kan betyde forlængelse af opholdet på såvel intensiv afdeling som stamafdeling (6).

Derfor er det vigtigt, at sygeplejersken hjælper patienten med at kunne kommunikere og dermed få mulighed for at gøre rede for såvel basale som mere komplekse behov under sygdomsforløbet. Som sundhedsprofessionelle har vi pligt til at sikre patientens velvære og medvirke til at mindske risiko for komplikationer i sygdomsforløbet og udvikling af senfølger. Det er et led i den fundamentale sygepleje at sørge for, at patienten kan komme til orde, hvis det er muligt, og dermed minimere angst og stress (7).

Sygeplejersken må for at kunne forstå den enkelte patients behov arbejde for en sikker kommunikation, hvor patienten føler sig mødt og respekteret og oplever indflydelse på egen situation.

Trakealtube giver patienten mulighed for at tale

På Intensiv afdeling har vi siden 2011 anvendt en trakeal-tube med Suction Aid-funktion, der tillader de trakeostomerede patienter at tale.

Intensiv afdeling, Regionshospitalet Silkeborg, HE-Midt modtager årligt 25-35 medicinsk intensive patienter, som er respirationsinsufficiente og derfor har behov for intubation og ventilationsstøtte ved hjælp af respirator. Årsagerne er primært pneumoni, KOL i exacerbation eller kan være et led i almen svækkelse. Patienterne får smertestillende efter behov, men er ofte vågne i længere perioder, hvor muligheden for kommunikation er afgørende for involvering i eget forløb for at få svar på de spørgsmål, der måtte være til den aktuelle situation, og for at føle kontrol over situationen.

Vores funktion som højt specialiseret neurointensivt afsnit (NISA) betyder, at vi modtager patienter, når den første akutte, kritiske periode efter deres erhvervede cerebrale traume eller blødning er overstået.

Boks 1. Intensiv afdeling Regionshospitalet silkeborg

Intensiv afdeling, Regionshospitalet Silkeborg, er en del af HE-Midt og arbejder tæt sammen med Hammel Neurocenter. Afdelingen har otte pladser, halvanden medicinsk/ortopædkirurgisk seng og seks en halv Neuro Intensiv Step Down-senge.

Patienterne kan hos os starte en højt specialiseret neurorehabilitering, medens de fortsat er afhængige af respirator og andre former for intensiv terapi. Et tilbud, der ikke er muligt på de højtspecialiserede intensive afdelinger. Vi modtager også neurologiske patienter i respirator, patienter med diagnosen akut autoimmun polyneuropati, Guillain-Barré, se boks 1.

Sygdommen kan ramme i alle aldre, men vi har i afdelingen aktuelt haft flere yngre mennesker, som var hårdt ramt af deres langvarige sygdomsforløb. Patienterne er ofte trakeostomerede pga. parese af respirationsmusklerne, og de er derfor ude af stand til at kommunikere verbalt med omverdenen.

For langt hovedparten af patienterne vil respiratorbehandlingen være forbundet med en del ubehag, stress og angst. At være ramt af alvorlig sygdom og ude af stand til at kommunikere sufficient med pårørende, sygeplejersker og læger er meget belastende og kan mindske motivationen til at deltage i rehabilitering (8).

LISA gør hele forskellen

Der er flere vigtige formål med at kende og anvende LISA, men i denne artikel er formålet at fokusere på det perspektiv, der handler om værdig og omsorgsfuld kommunikation mellem den intensive patient, dennes pårørende og sygeplejersken, dvs. den bedst mulige sygepleje til alvorligt syge patienter, som midlertidigt er forhindret i at tale, se boks 2, 3 og 4.

Boks 2. Case: En fortælling om Tove

Tove var en svært lungesyg patient på 65 år, som vi modtog fra et andet hospital.
Her havde hun ligget trakeostomeret i flere uger. Tove var en meget selvstændig og aktiv kvinde med meget tætte bånd til datter og barnebarn på seks år og til sin søster. De kom på besøg dagligt, og det var tydeligt, at deres besøg havde stor og positiv indflydelse på Tove. Kort efter hun kom til os, opstartede vi LISA. Tove var i stand til at kommunikere på skrift, men igen at kunne kommunikere med tale kom til at gøre en stor forskel for hende, specielt i forhold til barnebarnet. Samværet blev mere nuanceret, intenst og livligt. Det blev lidt ”den gamle mormor”, barnebarnet besøgte, hvor de kunne snakke om små dagligdags begivenheder. Tove fik også bedre mulighed for medbestemmelse i forhold til planlægning af plejen og i de beslutninger, der skulle tages i løbet af dagen, hvilket hun satte stor pris på. Desuden var hun meget tydelig i sin beslutning om at fravælge genoplivning ved evt. hjertestop og respiratorbehandling. Vigtigt var det, at en søster skulle føle sig sikker på, at det var Toves valg.

Boks 3: En fortælling om Anna

Anna, en 20-årig kvinde, blev overflyttet til os med diagnosen Guillan Barré. Anna var visiteret til Hammel Neurocenter, og formålet med opholdet var tidlig højt specialiseret neurorehabilitering. Da Anna var svært ramt af sygdommen, trakeostomeret og tilkoblet respirator, blev hun indlagt på Intensiv afdeling i Silkeborg til respiratoraftrapning. Da Anna kom til afdelingen, blev hendes tube skiftet til en Suction Aid for at kunne observere sekret over cuffen og give mulighed for rehabilitering af svælgmuskler. LISA blev opstartet, dels for at kunne træne synkefunktionen, dels for at give Anna mulighed for at kunne kommunikere verbalt. Hidtil havde hun brugt mundaflæsning og staveplade. Hendes mor havde fungeret som tolk forstået på den måde, at hun var virkelig god til at mundaflæse sin datter. Anna blev dog hurtigt frustreret, når vi ikke kunne forstå hende. Da hun kom til afdelingen, var hun i svær krise. Men da hun kunne begynde at kommunikere normalt med omverdenen, blev tilstanden nemmere for hende at holde ud. Plejen og træningen blev mere glidende, idet hun følte, hun blev hørt, og Anna deltog mere og mere motiveret i rehabiliteringen. Hun kunne nu også være humoristisk omkring sin situation i træningssituationer. Der kom jokes, grin og historier, hvilket ikke tidligere var muligt, men er normalt for 20-årige. Men det, der gjorde den helt store forskel for hende, var, at hun nu kunne Facetime med familie og venner på Sjælland, når de ikke var hos hende. At hun kunne tale med dem hver dag, var en meget positiv forskel for hende og for familien og personalet omkring hende. Der blev en helt anden stemning på stuen.

Boks 4. LISA, metode

På Intensiv afdeling i Silkeborg har vi siden 2011 anvendt Suction Aid, som giver mulighed for at give LISA. Det betyder, at det bliver muligt at give luft ind over cuffen. Proceduren tjener til at stimulere patientens luftveje og bidrage til rehabilitering af musklerne i svælget, men har desuden den sideeffekt, at patienten kan tale, der kommer luft til stemmelæberne, og der kan komme lyd på stemmen. Et studie fra 2013 viser desuden, at LISA nedsætter forekomsten af ventilator-associeret pneumoni markant. (13). Beskrivelse af proceduren:
• Patienten informeres om, hvad der skal ske. Samarbejdet med patienten er vigtigt, og proceduren rettes mod den enkelte patient
• Der suges over cuffen i Suction Aid
• LISA-slange med Y-stykke påsættes Suction Aid-slangen
• Start flowet 1 liter (atm. luft), og skru herefter langsomt op.

Se hvordan patienten reagerer. Skru ned, hvis patienten føler voldsomt ubehag/mener at skulle kaste op. Jo højere flow, jo mere udtørres slimhinderne i svælget. Luften holdes på i ca. 5 min. Brug Y-stykket til at give patienten luft i små mængder. Følg patientens åndedræt, giv luft på eksspiration og hold pause, når patienten skal synke. Patient og/eller pårørende kan evt. oplæres i selv at styre processen.

LISA er ikke svært. Metoden kræver meget lidt oplæring, men man skal være opmærksom på, hvordan patienten reagerer. Samarbejdet mellem patient og sygeplejerske er meget vigtigt. Et højt flow af tør luft kan være ubehageligt for patienten og medføre udtørring af slimhinder. Der er anbefalinger på maks. 5 l/min, men sygeplejerskens erfaring og samarbejdet med patienten er afgørende for at kunne vurdere flow og behandlingstid (9).

Udvikling af emfysem pga. displaceret trakealtube er nævnt i litteraturen, men er ikke set i vores afdeling.

Behandling med LISA anvendes i rehabiliteringen af neurologiske patienter med dysfagi. Formålet er at stimulere musklerne i svælget og på den måde træne patientens synkeevne (10).

Dette projekt omhandler dog patienter med medicinske sygdomme eller Guillain-Barré, hvorfor kommunikationen er det primære fokus.

Taknemmelige patienter

På baggrund af en del patientforløb gennemført siden 2011 er det vores erfaring, at patienterne ved hjælp af LISA oplever en stor tilfredsstillelse ved at kunne være aktive i deres eget forløb. Patienterne giver udtryk for stor taknemlighed over at blive hørt og forstået vedrørende daglige gøremål og få mulighed for at drøfte afgørende beslutninger om deres behandling og fremtid (11).

Vi oplever meget forskellige forløb, og LISA-behandlingen kræver lidt tilvænning, men patienterne giver udtryk for glæde ved at kunne tale. En patient siger dog, at luften smager grimt, måske kan man i fremtiden forestille sig en løsning i form af smagstilsætning. Der er udvikling i gang på dette område. Flere er generet af den tørre luft, også her arbejdes der på at finde en løsning, så luften kan fugtes.
Ikke alle patienter får glæde af LISA, idet især ældre og meget svækkede patienter kan have vanskeligt ved at samarbejde og mobilisere energi til proceduren.

Fra afdelinger, der fravælger Suction Aid-tuben, hører vi begrundelser i form af klager over, at tuben er stiv og ubehagelig for patienten. Hvis vi spurgte patienterne, ville de måske foretrække en lidt stivere tube, der kan kræve tilvænning, når belønningen er, at de kan tale.

Vi oplever meget få patienter, som er generet af stivheden i tuben og derfor må skifte til en blødere tube, som ikke har Suction Aid-funktionen.

Kun få afdelinger kender LISA

LISA er ikke en ny behandling. En artikel fra 1975 beskriver metoden (12). Men det er vores erfaring, at meget få intensivafdelinger i Danmark og måske også internationalt kender til og anvender LISA.
Vi er meget bekymrede for, at mange alvorligt syge patienter ikke får tilbuddet om værdig kommunikation i en i forvejen meget svær periode af deres liv. Det er uklart for os, hvad årsagen er. Er det manglende viden, en fastgroet kultur eller manglende fokus på kommunikation? Vi ved det ikke. En forskergruppe har observeret patient-sygeplejerske-kommunikationen i en intensivafdeling og konkluderede, at flere end en tredjedel af patienterne ikke oplevede succesfuld kommunikation omkring smerter (13).

Vi kan sørge for, at patienten kan tale, men meget få sygeplejersker og læger gør det og fratager på den måde patientens sin autonomi. Det er ubærligt og uetisk.

Kursister får undervisning på den intensive specialuddannelse

Det er vigtigt for os at undersøge årsager og sammenhænge for at sikre patienten den bedste pleje og behandling. Derfor arbejder vi med at undervise kursister på den intensive specialuddannelse og på andre afdelinger. Vi har lavet oplæg i egen organisation, men fremadrettet arbejder vi med undervisning internationalt.

Debat
  • Hvordan sikrer I jer, at den trakeostomerede patient involveres i plejeforløbet?
  • Hvilke udfordringer oplever I på jeres afdeling, når I skal kommunikere med den kritisk syge trakeostomerede patient?
  • Hvis I har opfølgende samtaler med patienten, hvordan har de så oplevet kommunikationen undervejs i forløbet?

Vores forventning er, at mange intensivpatienter verden over vil få glæde af at kunne kommunikere med pårørende og behandlere. At kunne være aktive i eget forløb og måske kunne tage afsked med familien på en værdig måde, når det er det, de ønsker sig.

Vi er ikke i tvivl om, at LISA gør en kæmpe forskel for patienter og pårørende. Men det vil være interessant målrettet at undersøge, hvilken betydning det har for patienter og pårørende, at kommunikationen i forbindelse med kritisk sygdom forløber på en værdig måde. Desuden kunne det være relevant at se på, hvilken betydning det har for personalet at kunne kommunikere sikkert med patienten.

Måske kan man påvise, at frekvensen af intensivt delir falder, eller at antal liggedage på intensivafdeling bliver færre? Og måske kan sygeplejen til disse patienter med fokus på kommunikation reducere antallet af patienter med PTSD i efterforløbet?

Forskningsenheden i Center for Planlagt Kirurgi er blevet involveret i kommunikation med LISA og ser lige nu på muligheder for forskning inden for feltet.

Fra mulighed til selvfølge

Vi har anvendt LISA i en årrække, og efter en opstart, hvor behandlingen var en mulighed, er det nu en selvfølge at tilbyde LISA til patienterne. Metoden kræver meget lidt instruktion til sygeplejersken og lidt tilvænning for patienten, men det er tydeligvis af stor betydning for patienten at kunne tale igen. Motivationen til at være aktiv i behandling, pleje og rehabilitering øges betydeligt, derfor er LISA hos os en naturlig del af behandlingen.

Referencer
  1. Gulbrandsen T, Stubberud Dag-Gunnar (red.) Intensivsykepleie. Oslo: Cappelen Damm 2015.
  2. Adler RB, Rodman G. Understanding Human Communication. New York: Oxford University Press; 2003.
  3. Lumby E. Her får de folk i gang igen. København: Berlingske; 27. april, 2003.
  4. Meiniche A. To kaffe og en staveplade. København: People’s Press; 2003.
  5. Baktoft B, Wolder L. Intensivsygepleje. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2016.
  6. Svenningsen H, Bagger C. Stille intensivdelirium er et overset fænomen i sygeplejen. Sygeplejersken 2009;(8):42-7.
  7. Bahnsen IB, Pedersen PU, Sørensen EE, Uhrenfeldt L. Sygeplejen tilbage til det basale. Fag & Forskning 2017;(1):52-7.
  8. Magnus VS, Turkington L Communication interaction in ICU-Patient and staff experiences and perceptions, Intensive abd critical care nursing (2006);22:67-180.
  9. McGrath B, Lynch J, Wilson M, Nicholson L, Wallace S. Above cuff vocalization: A novel technique for communication in the ventilator-dependent tracheostomy patient. Journal of the care society 2016;Vol. 17 (1):19-26.
  10. Kothari M, Bjerrum K, Nielsen LH, Jensen J, Nielsen JF. Influence of External Subglottic Air Flow on Dysphagic Tracheotomized Patients With Severe Brain Injury. Preliminary Findings. Annals of Otology, Rhinology og Laryngology 2017;126:199-204.
  11. McGrath B, Lynch J, Wilson M et al. Above cuff vocalization: A novel technique for communication in the ventilator-dependent tracheostomy patient. Journal of the Intensive Care Society October 5, 2015.
  12. Safar P, Grenvik A. Speaking cuffed tracheostomy tube. Crit. Care Med.
  13. Happ MB, Garrett K, Thomas DD, Tate J et al. Nurse-Patient Communication Interactions in the Intensive Care Unit. Am J. Crit. Care. 2011. DOI 10.4037/ajcc 2011433.
  14. Ledgerwood LG, Salgado MD, Black H, Yoneda K et al. Tracheotomy tubes with suction above the cuff reduce the rate of ventilator-associated pneumonia in intensive care unit patients. Ann Otol Rhinol Laryngol. 2013 Jan;122(1):3-8. DOI 10.1177/000348941312200102

Mette From

Mette From

Klinisk udviklingssygeplejerske, sygeplejerske 1979, intensivudd. 1988, anæstesiudd. 1998, SD, klinisk undervisning, 2005, MHH, Humanistisk Sundhedsvidenskab 2008, Intensiv afdeling, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg, HE-Midt.

mette.from@midt.rm.dk

Kathrine Eggertsen

Kathrine Eggertsen

Sygeplejerske, intensiv specialuddannelse, Intensiv afdeling, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg.

Rita Halkjær Rasmussen

Rita Halkjær Rasmussen

Sygeplejerske, intensiv specialuddannelse, Intensiv afdeling, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg.

Karen Schmøkel

Karen Schmøkel

Sygeplejerske 2007, cand.cur. 2012, leder af forskningsenheden Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg, Hospitalsenhed Midt.

Abstract in English

From M, Eggertsen K, Halkjær R, Schmøkel K.

Specialised tracheal tube enables tracheostomised patients to speak

Fag&Forskning 2019;(1): 54-59.

Being able to vocalise communication with people is a fundamental need. When someone has been tracheotomised and put on a respirator, they are deprived of this capacity. For many years, the intensive care unit in Silkeborg, Denmark has had conscious respirator patients and the problem of achieving dignified communication. Since 2008, this ICU has served as a national care centre for neurointensive patients from all over Denmark. The object of a stay at this ICU centre is, in addition to early highly specialised neurorehabilitation in close collaboration with the Hammel Neurocenter, also respirator withdrawal (weaning). In addition, the centre provides swallowing training. One of the devices is the LISA air-insufflation-suction aid, which trains the laryngeal muscles. LISA also enables the patient to speak. The method was described as early as in 1975, but it is our impression that it is not widely used in Denmark.

The procedure has now been implemented in the unit and is used for many patients. In this article, the focus is on verbal communication as a core aspect of delivering nursing to medical patients and patients with Guillain-Barré syndrome. Communication by means of a speaking tracheostomy tube has made a great difference for many patients and relatives. A lung patient states “I turned into a bit of an old granny when I had the possibility to speak to my grandchild”.

She was very grateful for the increased co-determination. Being able to definitively decline resuscitation and renewed respirator treatment was important to her.

Keywords: Guillan-Barré syndrome, GBS Communication, patient involvement, rehabilitation, respirator treatment, tracheostomy

 

Emneord: 
Intensiv
Kommunikation

Fuldt fortjent: "Man er aldrig for gammel til ny viden"

For intensivsygeplejerske Elisabeth Kofoed Haahr er sygeplejen et fag i rivende udvikling og konstant bevægelse. Og hun har ingen planer om at skrue tempoet ned foreløbigt.

Elisabeth Kofoed Haahr
Elisabeth Kofoed Haahr arbejdede som helt ung på et plejehjem, og siden da har hun vidst, at hun skulle være sygeplejerske. I dag er også hendes voksne datter uddannet sygeplejerske, så kærligheden til faget har grebet om sig i familien.
Foto: Søren Svendsen
På Nordsjællands Hospital i Hillerød har Elisabeth Kofoed Haahr i 25 år været ansat på intensivafdelingen, men det har bestemt ikke været synonymt med et ensformigt arbejdsliv.

”Intensivafdelingen er i konstant bevægelse, og man er aldrig for gammel til at tilegne sig ny viden og kompetencer. Der er masser af tempo, så hverdagen hos os er alt andet end kedelig,” fortæller hun engageret.
Her er de pårørende ofte til stede i rummet og altid med på sidelinjen, når sygeplejerskerne udfører deres arbejde. Det kræver en stærk faglighed, men er omvendt også meget givende, fortæller Elisabeth.
”Det er utroligt vigtigt. Der er ofte tale om patienter eller pårørende i krise, og det skal man selvfølgelig kunne rumme og være i. Men det er langt mindre angstprovokerende for patienterne, at deres pårørende er til stede. Og for de pårørende betyder det uendelig meget at se, hvad der foregår,” forklarer hun.

Pensionen må vente

Selvom Elisabeth efterhånden er fyldt 64 og sagtens kunne lægge kitlen på hylden inden længe, har hun ikke tænkt sig at drosle ned foreløbig.
”Nu om dage er det nærmest blevet yt at gå på pension. I dag er man jo ikke gammel, bare fordi man er 65. Det var man måske før i tiden, men i dag er vi jo mange, der holder os i gang med motion og alle mulige aktiviteter og overhovedet ikke er parate til at slutte på arbejdsmarkedet,” griner hun.

Når hun på et tidspunkt skal på pension, bliver det ud fra en form for nedtrapningsmodel. Hun forestiller sig at gå ned i tid over en længere periode, så hun får tid til at mærke efter, hvornår hun er helt klar til at lægge nålen fra sig. Men på nuværende tidspunkt er det bestemt ikke noget, hun ser frem til med længsel. ”Og det bliver i hvert fald ikke før tidligst i 2020!” proklamerer hun stålfast.

Stadig plads til flere eventyr

Før Elisabeth overhovedet vil tænke på at gå ned i tid, er der dog et sidste karriereeventyr, hun skal have ud af sit system. Intensivafdelingen har nemlig en rotationsaftale med Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Her sendes sygeplejersker afsted for at varetage vikariater på det grønlandske hospital. Elisabeth har netop meldt sig til to måneders tjeneste, så til november 2019 drager hun alene afsted til landet mod nord.
”Jeg glæder mig så meget. Det er en helt anden kultur, jeg skal sætte mig ind i, og jeg ser frem til bare at blive smidt ud i det. Jeg skal bl.a. passe små, præmature børn, og det har jeg ikke prøvet siden min elevtid. Det bliver fantastisk at prøve noget nyt og få chancen for at gøre noget helt andet!”

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

Modtagere af Dronningens fortjenstmedalje tilbydes frokost (kl. 11:30-13:30) med ledsager i Kvæsthuset efter audiensen på Christiansborg. Henv. receptionen Sankt Annæ Plads 30.

 

Emneord: 
Efter- og videreuddannelse
Intensiv