Dengang: Flygtningestrømme

Der er mange eksempler i historien på flygtningestrømme til Danmark.

Kvindelig tysk flygtning fra 2. verdenskrig
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Debatten om indvandring er ikke ny. Der er i historien mange eksempler på flygtningestrømme til Danmark. F.eks. kom der efter 2. verdenskrig et stort antal tyske flygtninge til Danmark, hvilket gav en del konflikter. Ville man overhovedet hjælpe den gamle fjende? Flere ville ikke, men her bliver en ældre kvinde fra Østpreussen dog kærligt behandlet af en diakonisse, der var menighedssygeplejerske i Haderslev.

Emneord: 
Flygtning
International sundhed

Savnet forsvandt, da sygeplejen fik liv

Afrika. I seks år levede Tine Møberg med sin familie i Etiopien. En rejse, der begyndte med en enorm hjemve. Men mødet med et par norske læger og en hovedrolle i opbygningen af et nyt hospital gjorde det til sidst svært at sige farvel igen.
Tine Møberg bor i dag i Aarhus med sin mand Anders Møberg, der er præst ved Christianskirken, og deres fire børn Storm, 7 år, Vicki Bjørk, 8 år, Ruben, 14 år, og Liv, 15 år. Her ses Liv sammen med Tine Møberg og deres hund.
Foto: Søren Holm

Hun ville egentlig ikke afsted. Havde ikke lyst til at forlade familie og venner. Eller jobbet som sygeplejerske i Danmark. Det var alt for grænseoverskridende. Men hendes mand ville gerne. Og 30. december 2012 fløj Tine Møberg med sin mand, Anders Møberg, og deres fire børn på dengang 1-8 år til Etiopiens hovedstad Addis Ababa.

"Vi landede sent om aftenen. Det var mørkt, og vi kørte gennem byen hen til det hus, vi skulle bo i. Det var en, vi kendte, som hentede os, og som skulle hjælpe os på plads," fortæller Tine Møberg.

"Næste morgen kom hun og hentede min mand. De skulle ud og have ordnet en masse praktiske ting som arbejdstilladelse og kørekort. Jeg husker, at jeg sad der alene med mine børn og tænkte: Hvad nu? Hvad gør jeg, hvis en af mine børn dør. Jeg anede ikke, hvor jeg var, eller hvad jeg skulle gøre. Uden for vinduet stod der en ko, som vi kiggede på. Og det var dejligt vejr, og jeg var sammen med mine børn. Men jeg følte mig alene og efterladt," fortæller Tine Møberg.

Hun bakkede op om sin mands ønske om at blive udsendt af missionsselskabet Promissio til at arbejde som teologisk konsulent ved den Lutherske kirke i Etiopien. En udsendelsesaftale på fire år, men det holdt hårdt. I begyndelsen.

 

Dårlig til amharisk

Det var meningen, at Tine Møberg til at starte med skulle sørge for, at børnene faldt til og kom godt i gang med skolen. Hun skulle gå på sprogskole og lære amharisk. Og så var målet at finde et arbejde med et sygeplejefagligt indhold.

"Jeg havde ikke lyst til at gå ind i et arbejde med børn eller kvindearbejde inden for kirken. Det var og er sygeplejen, jeg brænder for og kan. Og jeg ville gerne holde min fa

Tine Møberg Etiopien
Tine Møbergs to yngste børn, Vicki Bjørk, 8 år, og Storm, 7 år, har levet det meste af deres liv i Etiopien og er stadig ved at vænne sig til at være i Danmark. Men bag dem hænger malerier med masser af minder. De forestiller en sammenblanding af mange ti
Foto: Søren Holm
glighed ved lige. Det er også den, der giver mig glæde og er vigtig for min identitet," smiler Tine Møberg.

Men hun havde svært ved at lære sproget, og hun længtes hjem. De første par år vidste hun til hver en tid præcis, hvor mange år, måneder og dage der var, til de skulle hjem.

Samtidig oplevede hun dog også, hvordan børnene faldt til, og hvordan de kom tættere på hinanden som familie. Der var mere tid til at være sammen og tage på ture ud i Etiopiens flotte natur.

 

Vendepunkt

En dag kom teamlederen fra Promissio i Etiopien og fortalte, at han havde talt med en norsk læge, der sammen med andre nordmænd var ved at opbygge et nyt hospital. Og de havde brug for en sygeplejerske.

Tine Møberg mødtes med dem i december 2013, men så skete der ikke noget i lang tid.

"Men så pludselig i maj 2014 kontaktede de mig. "Vi har lige købt et hotel, er du klar?" Og det var jeg," smiler sygeplejersken.

Det viste sig, at noget var gået galt med den første bygning, de norske læger havde udset sig. Nu havde de så fundet en ny – et hotel – som de ville omdanne til et hospital.

 

Ligesom derhjemme

Tine Møberg husker det første møde derefter, hvor alt stadig var på idéniveau.

"Jeg blev budt indenfor og sad med til et møde med nogle fra bestyrelsen og nogle af idémændene fra Norge. Og pludselig skulle jeg være med til at tegne akutmodtagelsen og sige, hvordan jeg syntes, den skulle se ud," griner hun og fortsætter:

"Det var så spændende og sjovt. Da jeg kom hjem den dag, var jeg bare ahhhh ... helt høj. Tænk sig bare at få lov at lave noget, jeg kunne lide igen. Det var ligesom, når jeg kom hjem fra akutmodtagelsen derhjemme og talte om, hvad jeg havde oplevet der."

Tine Møberg troede egentlig, hun skulle arbejde som sygeplejerske. Men meget hurtigt blev hun forfremmet til nursing director med ansvar for alt det sygeplejefaglige på hospitalet.

Hun gik godt i spænd med de norske initiativtagere, der havde økonomisk støtte fra selskabet Nordic Clinic Foundation i Norge, og sammen fik de omdannet hotellet til hospitalet, Nordic Medical Centre (NMC). Det er bygget op efter skandinaviske standarder, som er langt over de etiopiske.

Driften er baseret på en Robin Hood-model, hvor kunderne er rige etiopere, ambassadefolk og diplomater, der betaler godt for ydelserne, mens overskuddet går til at give de fattigste i landet bedre behandling, når de bliver syge.

 

Uniformer og ansættelser

Pludselig havde Tine Møbergs liv fået en helt ny drejning. Et nyt indhold, som ændrede alt i forhold til hendes ønske om at komme hjem. Nu var hun selv en del af noget større.

"Det var spændende. Vi skulle finde ud af alt selv. Eksempelvis hvordan vores uniformer skulle se ud. Vi tog på markedet og købte stof og videre til syersken for at få dem syet. Vi lavede en HR-manual med regler for hospitalets ansatte, og så skulle jeg ansætte folk. Og hvordan gjorde man lige det?" spørger Tine Møberg.

Hun ville gerne have fokus på evidensbaseret sygepleje og på, at sygeplejersker er selvstændige fagpersoner, men havde selv oplevet noget andet i Etiopien, da en ven var indlagt på et etiopisk hospital. Her havde sygeplejersken taget vennens blodtryk, der viste sig at være meget lavt.

"Da jeg spurgte, hvad hun så havde gjort ved det, blev hun ved med at svare, at hun havde skrevet det på sedlen til lægen. Hun tænkte ikke på, at hun kunne handle selvstændigt, og hun reflekterede ikke over sin sygepleje," siger Tine Møberg og påpeger:

"Sygeplejerskerne opfatter sig ikke som selvstændige fagpersoner, men som nogle, der hjælper lægen. "

 

Elsk patienten som din bror

Tine Møberg Etiopien
Tine Møberg på hospitalet, NMC, i Etiopien omringet af gode kolleger.
Foto: Søren Holm
Da Tine Møberg selv skulle ansætte sygeplejersker til hospitalet, spurgte hun derfor ansøgerne, hvad de mente, en sygeplejerskes vigtigste opgave er.

En svarede, at det var at rydde op på lægens kontor. En anden sagde, at det var at gøre, hvad lægen sagde. Mens en tredje sagde: "At elske patienten, som var det min bror eller søster." Til den udtalelse siger Tine Møberg:

"Til at begynde med var det noget, jeg opponerede imod. Men jeg må indrømme, at selvom jeg mener, vi har fat i den lange ende med evidensbaseret sygepleje, så tror jeg måske også, at vi har mistet noget herhjemme. Den her omsorg, kærlighed og smil, sygeplejerskerne i Etiopien har, kunne vi godt lære noget af."

Tine Møberg husker en ung pige, de havde indlagt, som var meget syg og ked af det.

"Selvom sygeplejerskerne havde travlt, så sørgede de for, at der hele tiden var en hos hende. De flettede hendes lyse hår og nussede om hende, masserede hende og grinede med hende. En omsorg, jeg kunne se gjorde pigen glad og godt," siger Tine Møberg tænksomt.

 

Hospitalet Nordic Medical Centre (NMC)

Opbygget af Nordic Clinic A/S

Beliggende i Addis Ababa, hovedstaden i Etiopien

Januar 2015: Åbner lægeklinik

Efterår 2015: Åbner selve Nordic Medical Center bestående af:

• Lægeklinik

• Sengeafsnit

• Akutmodtagelse med røntgen, ultralyd og CT

• Ambulancetjeneste

• Etiopiens første alarmcentral

• Apotek

Efterår 2017: Hospitalet får operationsafdeling, intensivafdeling og udvider akutmodtagelsen.

September 2018: NMC får sin egen sygeplejeskole.

I dag har NMC ansat 55 etiopiske sygeplejersker og en håndfuld fra andre lande.

Mission sygeplejeuddannelse

Men kærlighed og omsorg gør det ikke alene. Og Tine Møberg vil gerne hæve den faglige standard blandt sygeplejersker i Etiopien og derigennem være med til at løfte den generelle sygepleje i landet – til glæde for de mange fattige.

Derfor var hun også initiativtager, da de på NMC sidste år gik i gang med at oprette en ny sygeplejeuddannelse. Første hold begynder til september, og det er blandt andet denne uddannelse, overskuddet fra NMC skal gå til.

"Vi håber, at vi kan klæde de sygeplejestuderende på til at være en slags græsrødder. At vi kan danne dem og lære dem at reflektere over, hvorfor de gør, som de gør. Det brænder jeg for. Det er min mission," smiler Tine Møberg.

Der skal være praktik på NMC, men også på et af de etiopiske hospitaler for de fattigste i landet.

"Vi vil gerne sende vores studerende derud med udstyr og undervisere, der kan sikre, at de får en uddannelse af høj standard, men som også kommer de fattigste i landet til gode," forklarer Tine Møberg.

 

Svært at give slip på hjerteblod

Næsten lige så svært, som det var at tage af sted, var det for Tine Møberg at sige farvel til Etiopien. Hendes mand fik forlænget sin kontrakt to gange. Men da kalenderen slog 2018, rykkede familien teltpælene op og flyttede til Danmark. Blandt andet for at sikre, at de ældste børn kom godt ind i det danske uddannelsessystem.

Tine Møberg er selv taget til Etiopien nogle gange siden for at være med til at færdiggøre arbejdet omkring sygeplejeuddannelsen.

"Men efter at have været afsted et par gange, måtte jeg sige stop. Børnene forstod ikke, hvorfor de ikke måtte komme med hjem til Etiopien. Det gjorde ondt på dem," siger Tine Møberg.

Før Tine Møberg giver helt slip på sit hjerteblod i Etiopien, tager hun dog derned og er med, når den nye sygeplejeskole indvies til september.

"Og hvis man er dansk sygeplejerske, der kunne tænke sig at tage en tur til Addis Ababa og undervise i et 2-4-ugers modul på den nye sygeplejeuddannelse, så må man endelig kontakte mig," smiler Tine Møberg.

Emneord: 
Familie
International sundhed

På arbejde med socialsygeplejersken

En vinterkold tirsdag er socialsygeplejerske Karen Frampton på arbejde på Herlev Hospital. Her tager hun sig bl.a. af Søren, som er dukket op på afdelingen for at snakke, Signe, som har fået amputeret sit ben, Klaus og Morten, som ligger til afrusning, og Lone, som næsten er klar til udskrivelse.
Karen Frampton har været socialsygeplejerske på Herlev Hospital i næsten fem år. I samarbejde med det øvrige personale sikrer hun, at de socialt udsatte får den hjælp, de har brug for, når de er indlagt.
Foto: Nikolai Linares

Hynderne er faldet ned og sofaen gået en smule fra hinanden, efter Søren har siddet i den. Han er en stor mand på to meter, hans hånd er i forbinding, og man kan tydeligt høre på hans usammenhængende formuleringer, at han har fået et par genstande for meget at drikke, selvom klokken kun er syv om morgenen.

Med socialsygeplejersken på arbejde

Karen Frampton er 42 år og har været ansat som socialsygeplejerske på Herlev Hospital i fire og et halvt år. På de fem timer Sygeplejersken fulgte hende, var hun i kontakt med otte udsatte borgere, som enten ringede til hende, var indlagte eller inde til et ambulant forløb. Udover det var hun i kontakt med det øvrige personale på stuerne og i skadestuen samt med fagpersonale udenfor hospitalsregi.

"Ofte søger de udsatte borgere derhen, hvor der er færrest forhindringer, og derfor dukker de bl.a. op på landets skadestuer, selvom de ikke nødvendigvis fejler noget akut somatisk," siger Karen Frampton, der er socialsygeplejerske på Herlev Hospital. Søren er hjemløs og havde brug for at tale med en, han kender, derfor sad han i sofaen og ventede på Karen Frampton denne morgen.

Efter Søren er blevet sendt godt ud ad døren, starter Karen Framptons dag med at danne sig et overblik over, hvem der er indlagt, og hvad der skal gøres for den enkelte. Hun sætter kurs mod 12. sal, hvor Lone er indlagt.

Realistiske rammer

Lone sidder i sengen og filer negle, og Karen Frampton sætter sig ved siden af hende. De taler sammen om, hvad Lone har brug for, når hun kommer hjem senere i dag.

"Vi havde håbet, at hun kunne få en plads på et kvindehjem i forbindelse med udskrivelse, så hun kunne få noget ro. I stedet forsøger man i samarbejde med hjemmepleje og udekørende team at støtte hende bedst muligt," forklarer Karen Frampton. Samtalen mellem de to munder ud i, at det, Lone har brug for lige nu, er at få hjælp med vasketøjet.

"Jeg kan godt som fagperson have mine meninger og prioriteringer på patientens vegne, men vi må tage udgangspunkt i deres egen motivation og arbejde ud fra det," siger hun.

Socialt udsatte kan have brug for mange forskellige ting, når de er indlagt.

"Derfor har de især brug for en person, som kender dem og deres virkelighed, og som kan sikre abstinens- og smertebehandling og ikke mindst kan forholde sig til, hvad og hvortil de skal udskrives. Det kan jeg og landets andre socialsygeplejersker," siger Karen Frampton.

Sundhedsfagligt fokus

Tilbage på femte sal er det blevet tid til morgenmad, så Karen Frampton går en runde på stuerne. Her hilser hun på Klaus og Morten, som ligger til afrusning. Klaus vil gerne tale med hende, så de aftaler, at han kommer ind på kontoret senere.

Morten ligger i sengen og har lige fået en bakke ind. Han ryster på hånden, da han tager sin kaffekop, så Karen Frampton hjælper ham med at få en tår, mens hun spørger til hans abstinenser.

Opgaven er, fortæller socialsygeplejersken, at finde ud af, hvad man kan gøre for patienten, men også, hvad patienten ønsker.

"Min tilgang er sundhedsfaglig, men når først de åbner sig op, så viser det sig, at de har mange flere problemer end kun sundhedsrelaterede," siger hun og understreger, at man i somatikken ikke kan løse de socialt udsattes problemer alene. Man skal også have kontakt til bl.a. kommuner, socialrådgivere, herberger og misbrugscentre. Nogle, som Karen Frampton flere gange har i røret på en dag.

Det viser sig f.eks. at være nødvendigt for at hjælpe Klaus, som inde på Karen Framptons kontor fortæller, at han rigtig gerne vil hjem til sin egen lejlighed. Men han er måske blevet smidt ud, for han har haft et tilbagefald, og i den periode er jobcentret ikke blevet kontaktet og huslejen ej betalt. Han er tydeligt berørt.

"Man kan ikke bare sætte et plaster på og puste. Socialt udsatte har komplekse forløb, som kræver, at flere fagpersoner er inde over," siger socialsygeplejersken, som lover Klaus, at hun nok skal ringe til hans socialrådgiver og få undersøgt hans lejlighedssituation.

Det kræver både tværfagligt samarbejde og samarbejde på tværs af sektorer, hvis man skal kunne hjælpe de udsatte borgere, forklarer Karen Frampton, mens hun ringer til socialrådgiveren.

En anden virkelighed

De udsatte vil gerne deres egen sundhed, understreger socialsygeplejersken.

"Men man skal få vores sundhedssystem til at være mere rummeligt, så der også er plads til de socialt udsatte. Det, jeg kan i samarbejde med afdelingen, er at skabe muligheder, for at deres forløb kan gennemføres," siger Karen Frampton.

Ifølge hende skal man tænke anderledes for at kunne hjælpe de udsatte borgere. Og som socialsygeplejerske er man vant til at se tingene fra en lidt anden vinkel end det øvrige personale.

"Jeg støtter og supplerer også personalet, så de får forudsætningerne for at kunne hjælpe patienterne," siger hun, mens elevatoren kører op mod 14. sal. Her vil Karen Frampton tjekke, om Signe har brug for noget. Hun har fået amputeret sit ene ben og sidder i en kørestol på stuen og stirrer ud i luften.

"Det er altid individuelt, hvad den enkelte har brug for, og det handler om deres behov, ikke mit," siger Karen Frampton på vej ud af stuen, da det er tydeligt, at Signe ikke har brug for at tale med socialsygeplejersken lige nu. Karen Frampton går ud til personalet på afdelingen for at høre, hvordan de oplever Signe, og om der er nogen spørgsmål eller problematikker, der skal vendes.

Ingen god fe

På gangen kommer Lone gående, som er på vej hjem.

"Jeg kommer til at savne dig," siger Lone. Hun har kun rosende ord til socialsygeplejersken.

"Jeg er ikke nogen god fe," påpeger Karen Frampton, men vil dog godt erkende, at hendes arbejde og samarbejde med afdelingerne gør en forskel.

"Det KAN lykkes at hjælpe de borgere, som er allermest udsatte," siger hun med tryk på kan.

Karen Frampton er gået ned til skadestuen for at tjekke, om der er kommet nogle patienter ind, som kræver hendes hjælp. Det er der.

Søren, som i morges sad i sofaen, ligger og snorker på en stue.

Socialsygeplejersken venter på, at han vågner, inden hun kan finde ud af, hvad der er sket.

"Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske i løbet af en dag," siger Karen Frampton.

Patienternes navne i artiklen er blevet ændret, undtagen Lones, da hun har indvilget i at indgå med eget navn. Sygeplejersken er bekendt med deres rigtige navne.

TEMA: ULIGHED I SUNDHED

"Jeg kender deres virkelighed"

Foran socialsygeplejerske Karen Frampton ligger Lone. Hun er en af omkring 120.000 socialt udsatte danskere, der sjældent kender deres patientrettigheder og har svært ved at finde rundt i sundhedssystemet. Det skaber social ulighed, når det gælder adgang til den rette behandling.

En af løsningerne er de specialiserede socialsygeplejersker, der forstår de socialt udsattes komplekse behov. Nu er to nye uddannelser i socialsygepleje på vej.

Læs i dette tema:

 

 

Emneord: 
Diskriminering
International sundhed
Kommunal sundhedstjeneste
Rusmiddel
Socialsygepleje
Stofmisbrug

Hædret for at hjælpe mennesker i nød

Midt i maj blev yderligere to navne føjet til den eksklusive skare af danske modtagere af Florence Nightingale-medaljen. Sygeplejerskerne Nikoline Sarsgaard Klausen og Lindy Lillelund har hver især ydet en særlig indsats og gjort en forskel for mennesker i nød i bl.a. Sydsudan, Irak og Afghanistan.
Glade og stolte, men også ydmyge og lidt berørte over den store opmærksomhed. Lindy Lillelund og Nikoline Sarsgaard Klausen sammen med Anders Ladekarl (yderst tv) og Grete Christensen.
Foto: Claus Bech

”Det er lidt overvældende. Jeg er enormt glad og stolt, men også ydmyg. Jeg kunne egentlig godt undvære opmærksomheden.” 

Ordene kommer fra sygeplejerske Nikoline Sarsgaard Klausen, kort tid før hun sammen med blot én anden sygeplejerske i Danmark, Lindy Lillelund, får overrakt sygeplejens fornemste anerkendelse: Florence Nightingale-medaljen.  

Kun 39 sygeplejersker i hele verden tildeles den ærefulde pris i år. I Danmark fandt overrækkelsen sted en solrig og varm fredag eftermiddag i maj, mere præcist i Dansk Røde Kors’ nye Frivilligehus på Østerbro i København. 

Den trekantformede og lyse tilbygning i beton, træ og glas står med sit enkle rene udtryk i skarp kontrast til de fysiske forhold, de to sygeplejersker har arbejdet under i flygtningelejre og krigszoner i bl.a. Sydsudan, Irak og Afghanistan. Alle sammen udstationeringer, som er årsagen til, at de sammen med bl.a. familie, venner og kolleger er mødt frem for at modtage den ærefulde medalje og ikke mindst anerkendelse af, at de har ydet en helt særlig indsats som sygeplejersker.

Omstillingsparathed vigtigt

30-årige Nikoline Sarsgaard Klausen blev uddannet som sygeplejerske i 2012. Og selvom hun er født med en god portion rejselyst, var det ikke planen, at hun skulle arbejde som sygeplejerske i nogle af verdens mest ugæstfrie egne. Da hun begyndte at studere, trak andre drømme.

2017-7-nikoline-sarsgaard-klausen
Med sine blot 30 år er Nikoline Sarsgaard Klausen en af de yngste modtagere af medaljen nogensinde.
Foto: Claus Bech
”Jeg ville være hjemmesygeplejerske. Det var mit mål, og det kommer jeg måske til at prøve en dag,” siger hun.

Hjemmesygeplejen må dog vente lidt endnu. Under et ophold i Grønland spurgte en kollega, der selv var på vej på udstationering, den unge sygeplejerske, om hun ikke havde lyst til at arbejde i shorts og sandaler i stedet for overtrækstøj. Efter kort betænkningstid besluttede Nikoline Sarsgaard Klausen sig for at tage af sted, og de seneste år har hun viet en del af sin karriere til at rejse verden rundt med Læger uden Grænser. 

Det har bl.a. ført hende til Sydsudan og Irak, hvor hun har ydet medicinsk nødhjælp til mennesker på flugt og i dyb fattigdom. I Irak var hun f.eks. med til at oprette mobile sundhedsklinikker nær storbyen Fallujah og undervise børn i håndhygiejne. Og i Sydsudan var hun bl.a. med til at vaccinere flere end 30.000 børn. Konstant med krig og ødelæggelse lige i hælene, hvilket man er nødt til at glemme, når man står midt i en væbnet konflikt, hvor mennesker har brug for hjælp, fortæller hun.

”Jeg er meget enig i Læger uden Grænsers værdi om, at alle mennesker har ret til lægehjælp. Det er min opgave at yde det, og så må jeg tro på, at der er andre, der sørger for min sikkerhed,” siger Nikoline Sars-gaard Klausen.

Den vigtigste egenskab for en udsendt sygeplejerske er omstillingsparathed. 

”Man skal kunne være ”altmuligdame” ude i felten, for ofte er man den eneste sundhedsperson, folk har adgang til. Det kræver, at man har styr på den brede sygepleje, kan agere HR-medarbejder, bestille løn og meget mere,” siger hun og uddyber: 

”Det er til tider enormt hårdt, for man er på hele tiden. Men hvis man er i balance med sig selv og klar til at yde en indsats, kan man lære ekstremt meget både fagligt og menneskeligt.”

Læs mere om Læger uden Grænser og om Læger uden Grænsers arbejde i hhv. Sydsudan, Irak og Afghanistan.

Intuition og kreativitet

Dagens anden medaljemodtager Lindy Lillelund kunne fejre 25-års jubilæum som sygeplejerske sidste år. Han færdiggjorde desuden uddannelsen som anæstesisygeplejerske i 1996, og modsat Nikoline Sarsgaard Klausen var det netop ønsket om at udføre humanitært arbejde, der i første omgang fik ham til at begynde på sygeplejerskeuddannelsen. 

Inden da havde han i flere år rejst verden rundt med rygsæk. Og det var mødet med mennesker, som levede under sværere vilkår end dem, han kendte fra opvæksten i Vestjylland, der gav Lindy Lillelund lyst til at gøre en forskel ude i verden. 

”Det stod meget klart for mig, at mange havde det svært og levede under svære vilkår. De mennesker ville jeg gerne være med til at hjælpe. Og så er sygeplejen en god tilgang til at lave humanitært arbejde,” siger han. 

2017-7-lindy-lillelund
57-årige Lindy Lillelund får medaljen for sit mangeårige arbejde som udsendt for Røde Kors.
Foto: Claus Bech
57-årige Lindy Lillelund har været udsendt for Røde Kors otte gange, siden han tog afsted første gang for 14 år siden. Han har bl.a. arbejdet i flere østafrikanske lande og i Afghanistan, hvor kaotiske arbejdsforhold stiller helt andre krav til sygeplejefagligheden, end arbejdet som anæstesisygeplejerske på et velorganiseret sygehus i Danmark gør. 

”Der er en uforudsigelighed, som betyder, at jeg i højere grad må bruge min intuition og kreativitet. Når jeg er ude, arbejder jeg mere ud fra erfaring, og hvad jeg finder rigtigt i den enkelte situation. Man må løse problemer, som de opstår, og det er ikke muligt at gå op i de samme detaljer,” siger han.

Som udsendt er han med til at gøre en forskel i det daglige sundhedsarbejde blandt udsatte og fattige mennesker. Men Lindy Lillelund finder også stor glæde i at sætte mere varige aftryk ved at undervise lokalt sundhedspersonale. 

”Jeg var i Somalia fra 2008 til 2009, hvor jeg underviste i hygiejne og anæstesi, for det har de ikke uddannelser i. Da jeg kom tilbage i 2013, kunne jeg se, at de havde gjort en forskel, da der var helt anderledes rent på hospitalet. Jeg kunne se, at de havde taget det til sig, som jeg havde lært dem.” 

Også han er beæret over at modtage Florence Nightingale-medaljen.

”Jeg er stolt over at være indstillet for et stykke arbejde, der har en stor værdi i sig selv. Det betyder enormt meget at blive anerkendt, når man arbejder under vilkår, hvor det er svært at måle sig med andre.”

Ikke færdige med at rejse

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen er stolt af, at danske sygeplejersker igen i år er fundet værdige nok til at modtage den medalje: 

”Det er en traditionsrig og ærefuld medalje. Den gives til sygeplejersker, som har ydet en helt særlig indsats enten herhjemme eller ude i verden. Jeres indsats er på papiret meget forskellig men har det tilfælles, at indsatserne har haft en betydning for mennesker i nød,” sagde Grete Christensen.

Til Nikoline Sarsgaard Klausen sagde Grete Christensen:

”Du har på trods af din unge alder boet midt i krig, missilangreb og bombninger. Du har været villig til at tage risikoen og stille dig selv til rådighed, hvor der har været et stort behov, fordi du tror på, at adgang til medicinsk hjælp er en menneskerettighed. Du kan i høj grad være med til at inspirere andre unge mennesker. Du er gået foran som et godt eksempel på, at lang erfaring ikke er et krav for at være en kæmpe hjælp og vise mod i konflikt- og katastrofeområder.”

Florence Nightingalemedaljen

Medaljen blev stiftet i 1912 til minde om den moderne sygeplejes grundlægger, Florence Nightingale, og ikke mindst som anerkendelse af det store uegennyttige arbejde, hun udførte under Krimkrigen 1853-56.

Til Lindy Lindgaard lød Grete Christensens ord bl.a.

”Du har et mål om at yde rettidig, sammenhængende og tilstrækkelig hjælp til de mest fattige og nødlidende. Det mål ser man tydeligt igennem dine udsendelser og dit arbejde i nogle af de mest prøvede lande i verden. Du har gjort en forskel,” sagde Grete Christensen, før medaljerne fandt vej til brystet på deres nye ejermænd sammen med en buket blomster og diplom. 

Med Nikoline Sarsgaard Klausen og Lindy Lillelund er der nu i alt 40 danske modtagere af Florence Nightingale-medaljen. Og selvom de begge har opnået den fornemmeste anerkendelse indenfor sygeplejen, er ingen af dem færdige med at rejse ud og hjælpe mennesker i nød. Turene er godt nok blevet lidt kortere, efter Lindy Lillelund blev gift i 2014, men: 

”Jeg ringer, når jeg er klar,” siger han. 

Det samme gør Nikoline Sarsgaard Klausen nok også.

”Jeg er lige begyndt på uddannelsen til anæstesisygeplejerske, så jeg bliver i hvert fald nødt til at blive hjemme nogle år nu. Og det er måske også meget sundt,” siger hun. 

Emneord: 
International sundhed

Det har Sygeplejersken skrevet om epidemierne

Ebola, sars og tuberkulose. Få et overblik over, hvad der har stået i Sygeplejersken om de forskellige epidemier.

Kort om ebola

Hvad er ebola for en størrelse? Hvor kommer det fra? Her kan du finde korte svar med videoer, som kan give dig et hurtigt overblik over sygdommen.

Artiklen er opdateret d. 15. oktober 2014.

Hvor kommer ebola fra?

Forskere mener, at ebola kommer fra flagermus. De kan bære sygdommen uden at vise symptomer, men de kan så overføre det til andre dyr og mennesker.

Læs mere på theguardian.com.
 

Hvad er ebola for en sygdom?

Ebolavirus Sygdom (EVD) er en viral hæmoragisk febersygdom med blødningstendens og risiko for progression til multiorgansvigt.

Læs mere på Sundhedsstyrelsen.dk

Hvad er symptomerne?

Symptomerne er influenza-lignende med feber, muskelsmerter og træthed, hovedpine, ondt i halsen, kvalme, opkastning, diaré, mavesmerter, konfusion, udslæt samt blødninger fra hud, slimhinder, øjne, næse, mavetarmkanal og urinveje. Det hele kan ende som multiorgansvigt.

Læs meget mere om symptomerne på ebola.

HVORDAN SMITTER EBOLA?

Ebolavirus smitter fra menneske til menneske, men først når patienten viser symptomer. Virus overføres gennem kontakt med inficerede kropsvæsker. Det kan være spyt, blod, sæd, sved og opkast, og man smittes oftest ved direkte kontakt med en smittet person.

Læs mere på Læger Uden Grænser

Hvor er der ebola?

Ebola findes primært i Vestafrika i Guinea, Liberia og Sierra Leone. Kortet viser de 16 tilfælde af ebola, der har været udenfor Vestafrika.

Læs mere på nytimes.com.

Hvor mange er syge?

Den 10. oktober offentliggjorde WHO en rapport med det samlede antal smittede og døde. I Guinea, Liberia og Sierra Leone har der været 8.376 smittede med ebola. Ud af dem er 4.024 døde.

Udover det har der også været nogle få smittede i Nigeria, Senegal og i nogle vestlige lande. 

Læs mere på who.int.

Findes der behandling eller vaccine?

På nuværede tidspunkt er der stadig ikke godkendt nogen medicin, der kan kurere eller vaccinere mod ebola. Begge dele er dog i gang med at blive udviklet, og der bliver eksperimenteret med vaccine på mennesker i bl.a. England og USA.

Læs mere på nytimes.com.

KAN MAN TESTE FOR EBOLAVIRUS?

Ja, man kan teste for ebolavirus i en blodprøve. Testen laves dog kun, hvis der er begrundet mistanke om, at en person er smittet, og vedkommende skal i så fald være indlagt i isolation. 

Læs den amerikanske guide

HVAD SKAL SUNDHEDSPERSONALE I DANMARK GØRE?

Du kan være opmærksom på og opdateret omkring symptomerne på ebola. Læs mere om symptomerne. Hvis I på afdelingen har mistanke om, at en patient har ebola, skal patienten undersøges på  Aarhus Universitetshospital eller Hvidovre Hospital, hvor der er specialafdelinger til den type patienter.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, WHO, The Guardian

Emneord: 
Epidemi
International sundhed
Katastrofe

Hvad er symptomerne på ebola?

Hvilke symptomer skal du kigge efter hos din patient, hvis du er i tvivl, om patienten kunne være smittet med ebola? Vi giver dig svaret her.

SY-2014-10-12-ebolaSygeplejerske Camilla Stormgaard (2. fra venstre) og læge Stine Johnsen i gang med en øvelse på Hvidovre Hospital.
Foto: Susanne Østergaard

Influenza og malaria. De to sygdomme giver de samme symptomer, som ebola ifølge Sundhedsstyrelsen, som støtter sig op af WHO's anbefalinger. Her giver vi dig et simpelt overblik over, hvad du som sygeplejerske bør være opmærksom på, hvis du har mistanke om, at din patient har ebola.

Sundhedsstyrelsen beskriver processen i tre skridt:

1. Ebolavirus-sygdom (EVD)  kan overvejes ved feber over 38 grader hos en patient, der har opholdt sig i et land med aktuelt udbrud af ebola indenfor 21 dage fra symptomerne begyndte.

Udover feber kan du være opmærksom på symptomer, der minder om influenza. Det kan dog senere udvikle sig til voldsommere symptomer:

Har patienten feber, muskelsmerter, træthed, hovedpine, ondt i halsen, kvalme, opkastning, diarré, mavesmerter, konfusion,
udslæt samt blødninger fra hud, slimhinder, øjne, næse, mavetarmkanal og urinveje. Det hele kan ende som multiorgansvigt.

Der kan gå 2-21 dage efter smitte, før symptomerne begynder at vise dig.

2. Mistanken bestyrkes, hvis en patient har haft højrisikokontakt med en person med stærk mistanke om eller bekræftet ebola.

​Smitterisiko

​Kontakttype

Ingen eller meget lav ​Tilfældig kontakt med en febril, oppegående og selvhjulpen patient, f.eks. ved at have delt venteværelse eller offentligt transportmiddel, eller som receptionist.
​ Lav ​Tæt ansigt-til-ansigt kontakt (< 1 meter) med febril og oppegående patient, f.eks. ved almindelig klinisk undersøgelse, temperatur- eller blodtryksmåling.
​Høj ​Tæt ansigt-til-ansigt kontakt (< 1 meter) med patient der hoster, kaster op, har diaré eller som har blødning fra hud, slimhinder og kropsåbninger. Hud- eller slimhindekontakt eller stikuheld med eksponering for inficeret blod, kropsvæsker, væv eller laboratorieprøver fra patienter

  

3. Diagnosen bekræftes ved påvisning af ebolavirus ved PCR-undersøgelse af
blodprøve.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Læger Uden Grænser og WHO.

Se også: Tjekliste til patienter, der evalueres for ebola i USA.

Emneord: 
Beredskab
Epidemi
International sundhed
Katastrofe
Risiko

Sådan vil en ebolapatient blive modtaget

Hvis en patient på dansk jord får ebola, står sygeplejersker klar i gule oppustede dragter på Skejby og Hvidovre hospitaler. Patienten vil blive ført ind i et særligt isoleret rum med undertryk for herefter at blive symptombehandlet.

Low_ebola_3-2

Sygeplejerske Camilla Stormgaard (2. fra venstre) og læge Stine Johnsen i gang med en øvelse. Foto: Susanne Østergaard

To hospitaler er klar til at modtage patienter med særligt farlige smitsomme sygdomme som ebola. Det ene er Aarhus Universitetshospital i Skejby, og det andet er Hvidovre Hospital.

”Vi har højisolerede dragter. Det er lidt svært at forklare, hvordan de ser ud, men de ligner sådan nogle rumdragter,” fortæller Helle Ingmer, ledende oversygeplejerske på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Infektionsmedicinsk afdeling, Hvidovre
  • Hvidovre hospital har landets største infektionsmedicinske afdeling.
  • De behandler infektionsmedicinske sygdomme og varetager altså behandlingen af patienter med infektioner i kroppen og håndterer udredning af patienter, der mistænkes at fejle en kritisk sygdom.
  • Det er sygdomme som SARS, MERS, koppevirus og fugleinfluenza, de kan varetage.
  • Infektionsmedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, står for det østdanske beredskab for alment farlige smitsomme sygdomme, mens Skejby varetager det vestdanske.
  • Der er ansat 32 sygeplejersker, 20 læger og 3 social- og sundhedsassistenter.

Kilde: Helle Ingmer, Hvidovre Hospital

Den infektionsmedicinske afdeling er inddelt i otte sektioner, som isolerer med undertryk. De åbnes og lukkes med sluser, der tilbageholder mikroorganismerne inde i rummene.

Her er man altid klar, hvis der skulle komme en patient med én af de farlige og smitsomme sygdomme.

”Hvis det så viser sig at være ebola, er behandlingen jo bare at symptombehandle, da der ikke er nogen rigtig behandling af sygdommen endnu.”
 

Risikofyldt arbejde

Sygeplejerskerne på afdelingen skal igennem et særligt opkvalificeringsprogram.

”De skal være trænet i at arbejde med særlige værnemidler, og derudover skal de have erfaring med pleje og behandling af svært syge patienter,” fortæller Helle Ingmer.

Men der er en anden faktor, som oversygeplejersken især lægger vægt på, når hun skal vælge sine medarbejdere:

”Ved ansættelsessamtalen gør jeg meget ud af at tale om den potentielle risiko ved at arbejde med alvorligt smitsomme patienter, og at man skal gøre op med sig selv, inden man starter, om man kan leve med det. Min forventning er, at dem, som jeg har ansat, også deltager, når vi har højisolation.”
 

Højisolation bruges sjældent

Den avancerede form for isolation af patienter bliver ikke brugt så ofte.

Fakta om afdelingen
  • En sengeafdeling med plads til 28 patienter, hvor to pladser er semi-intensive.
  • Et ambulatorium med 13.000 besøgende årligt.
  • En diagnostisk enhed, der varetager udredning af patienter, som er mistænkt for en kritisk sygdom.
  • En indvandrermedicinsk klinik, som varetager udredning af patienter med anden etnisk herkomst end dansk.
  • En forskningsenhed.

Kilde: Helle Ingmer, Hvidovre Hospital

”Vi har en form for beredskab, der hele tiden ligger i dvale. Til hverdag er det en normal afdeling med patienter, der ligger på stuerne, men i særlige situationer kan vi så etablere højisolation, hvor man skaber et undertryk. Hvis der er en patient, som vi mistænker for at have f.eks. SARS, bliver vi ringet op, og så gør vi os klar,” fortæller Helle Ingmer.

Det er sjældent, at afdelingen får patienter, der mistænkes for at have en så smitsom sygdom. Sidste gang var i november sidste år, hvor tre patienter var mistænkt for at have den smitsomme MERS-CoV (Middle East respiratory syndrome coronavirus). Det viste sig dog at være falsk alarm.

”Det var heldigvis ikke så alvorligt. En af patienterne havde tuberkulose. Vi har faktisk aldrig haft nogen, som har haft noget så alvorligt. Vi har haft nogle patienter med svineinfluenza, men det viste sig jo ikke at være så slemt som først antaget,” fortæller Helle Ingmer.

Emneord: 
Beredskab
International sundhed
Katastrofe
Risiko

VM i sundhed: Danmarks 34.-plads

WHOs rapport om verdenssundheden kan ikke bruges til kritik af det danske sundhedsvæsen. Danskernes levetidsproblemer skyldes først og fremmest livsstil. Mere politik end videnskab, siger sundhedsøkonom om rapporten, som bygger på usikker statistik og metoder, der ikke er færdigudviklede.

Med rapporten, som placerede den danske indsats for sundheden som nr. 34 på verdensranglisten, lykkedes det for en gangs skyld verdenssundhedsorganisationen WHO at sætte dagsordenen for den danske sundhedsdebat.

En god provokation, synes folk med forstand på statistik, folkesundhed og økonomi. Men rapportens metoder og beregninger tager de store forbehold over for.

''Et modigt forsøg,'' siger professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, Odense Universitet. ''Men den bygger på et hav af antagelser. Det er mere politik end videnskab.''

''Teksten udpeger vældig godt de områder, man skal have med i en sundhedspolitik,'' siger en anden sundhedsøkonom, direktør Jes Søgaard, Institut for Sundhedsvæsen DSI. ''Men der er ikke sammenhæng mellem analysen i tekstdelen og statistikmaterialet. Og statistikken tror jeg ikke meget på.''

''På mange måder en fortrinlig rapport,'' siger direktør Finn Kamper-Jørgensen, Statens Institut for Folkesundhed (tidligere DIKE). ''WHO giver nationerne rigtig gode råd om at drive sundhedspolitik, og de bryder nye veje med forsøget på at lave samlede mål for, hvad der er godt, og hvad der er skidt.

Men de er for tidligt ude med nogle metoder, som slet ikke er færdigudviklede.''

Misbrug af WHO

I et interview i Berlingske Tidende den 17. september undrer WHOs generaldirektør

Side 17 

Gro Harlem Brundtland sig over, at 34.-pladsen vakte så stor opstandelse i Danmark.

Det har jo længe været en kendt sag, at danske mænd og kvinder ikke lever så længe som andre i den vestlige verden.

Da rapporten kom frem i slutningen af juni, gav den overskrifter af typen ''dumpekarakter til det danske sundhedsvæsen.'' I den sundhedspolitiske debat blev den straks taget til indtægt for angreb på regeringen og amterne.

Det er misbrug af rapporten, siger Gro Harlem Brundtland til Berlingeren. Den dårlige danske placering skyldes livsstilssygdomme, som det tager mange år at udvikle, og som danskerne selv har et stort medansvar for. Hvis danske sundhedspolitikere har misforstået rapporten, er de dog til en vis grad undskyldt. I teksten gør WHO det ganske vist klart, at den samlede sundhedstilstand er resultat af meget andet end sundhedsvæsenets indsats.

Men i tabellerne bliver nationernes indsats for befolkningens sundhed for nemheds skyld sat lig med landets udgifter til sundhedsvæsenet. Jo mere et land bruger på sundhedsvæsenet, jo bedre sundhed bør landet have.

''WHOs statistik bygger på en antagelse om, at der er en klar sammenhæng mellem sundhedsvæsenets funktion og befolkningens dødelighed,'' siger Jes Søgaard.

''Den årsagssammenhæng er aldrig blevet påvist. Derfor kan man slet ikke bruge rapporten til at konkludere, at der er noget i vejen med den danske sygehusstruktur, eller at amterne bør afskaffes.''

Metodeproblemer

WHO-rapporten er en tung sag på 215 tættrykte sider, spækket med grafer og tabeller.

Det statistiske appendiks udgør alene 51 af de 215 sider. Teksten er bestemt ikke sengelæsning, og da rapporten kom frem, var det først og fremmest tabellerne, der satte deres præg på debatten. Især den endelige rangordning af 191 landes sundhedsindsats.

Det var her, Danmark måtte se sig henvist til en samlet placering som nr. 34, overhalet af alle de lande, vi plejer at sammenligne os med, og en hel del, vi ikke plejer at sammenligne os med. F.eks. Portugal, Grækenland, Saudi-Arabien, Chile, Colombia og Marokko.

En nærmere gennemgang af rapporten peger imidlertid på en række problemer i mellemregningerne. For at nå frem til et enkelt tal for kvaliteten af et lands indsats har WHO benyttet målemetoder, som er helt nye og uafprøvede, mens andre stadig er til diskussion i den internationale forskning. Plus en masse skøn, når der ikke var pålidelig statistik til rådighed. Men det er ikke kun tallene, der er behæftet med usikkerhed.

Flere af målene handler om, hvor godt landet lever op til bestemte værdier. Selv om man kan spørge sig selv, om værdierne er de samme verden over. Lægger den indonesiske patient lige så stor vægt på sin selvbestemmelse som den canadiske?

Sammenvejningen af de enkelte delmål sker på et grundlag, som må kaldes spinkelt.

''Denne rapport har alle de metodeproblemer, man advarer mod, når man underviser i indekskonstruktioner,'' siger Finn Kamper-Jørgensen.

Sundhed og lighed

Den danske debat har hele tiden afspejlet en vis forvirring om, hvad det egentlig er, der får karakter på rapportens endelige rangliste, et lands sundhed eller dets sundhedsvæsen.

Ifølge rapporten ­ ingen af delene. Rapporten hedder ''Health Systems: Improving Performance.'' Og health system er et nyt begreb, som nærmest må oversættes med ''samlet sundhedsindsats.''

Dvs. hele den indsats, samfundet gør for sundheden, f.eks. forsyning med rent vand og kloakering, samfundets indsats for at sikre befolkningens indtægtsgrundlag, forureningsbekæmpelse og forbedring af trafiksikkerheden og arbejdsmiljø.

Kvaliteten af den samlede indsats måles på resultatet. Først og fremmest på, hvor god sundhedstilstanden er, men også på andre forhold, der har betydning for befolkningen. Om indsatsen bliver foretaget med den fornødne respekt for individet og imødekommer befolkningens egne krav (systemets lydhørhed). Om indsatsen bliver finansieret på en måde, der ikke belaster fattige mere end rige (retfærdig finansiering).

Effektivitet

Sundhedstilstand, lydhørhed og retfærdig finansiering bliver først målt land for land. Resultaterne bliver derefter vejet sammen til, hvad WHO kalder den samlede målopfyldelse. Det rene resultat, om man vil. På denne rangliste er Danmark placeret som nr. 20.

I en international sammenligning er de mindre velhavende lande imidlertid dømt til at tabe, hvis man sammenligner resultater uden at tage højde for, at nogle lande har et bedre udgangspunkt end andre. Derfor må en sammenligning mellem alle verdens lande også sige noget om, hvor godt de udnytter deres muligheder, hvis den skal være retfærdig.

Historisk har det vist sig, at sundhed og levealder i et land er mindst lige så afhængig af samfundets generelle udvikling og velstand som af lægernes kunnen.

Derfor tager WHO hvert enkelt lands udviklingsniveau og samlede sundhedsindsats som udgangspunkt. Ud fra det beregner de, hvor gode resultater landet har mulighed for at nå, hvor god en sundhedstilstand, hvor stor en lydhørhed og hvor retfærdig en finansiering. Det mulige resultat kan man kalde det.

Hvis landets faktiske resultater (den samlede målopfyldelse) er dårligere end det mulige resultat, trækker det ned i den samlede bedømmelse. For Danmarks vedkommende betyder det en 34.-plads i stedet for en 20.-plads.

Side 18 

Sygdomsbelastning

Som mål for den samlede sundhedstilstand har WHO valgt at inddrage både dødelighed og sygelighed. Man bruger et mål, der hedder DALE, disability adjusted life expectancy (forventet levetid minus sygdom).

Groft sagt er DALE et mål for raske leveår. Man beregner, hvor mange år en befolkning må forvente at leve med sygdom og trækker dem fra den forventede levetid ved fødslen (den såkaldte middellevetid). Når danske kvinder f.eks. har en forventet levetid på omkring 78 år og kan forvente en sygdomsbelastning på syv år, bliver deres DALE 71 år.

Ved omfattende beregninger af sygdomsbelastningen i forskellige dele af verden er WHO nået frem til, at den svarer til omkring syv år over stort set hele verden, uanset hvor kort eller lang levetiden i øvrigt er.

Når den danske sundhedstilstand, målt i DALE, kun giver en 28.-plads, er det altså den korte danske middellevetid, der er forklaringen. På ranglisten over samlet sundhedstilstand, målt i DALE, er Japan nr. 1.

Ved siden af dette mål har WHO et mål for, hvor ligeligt sundheden er fordelt i hvert enkelt land. Det måles på fordelingen af børnedødelighed i en befolkning. På ranglisten for dette delmål er Danmark placeret som nr. 21. Her er Chile nr. 1 og altså det land i verden, hvor sundheden efter WHOs beregninger er mest lige fordelt. 

SY-2000-40-18

Systemets lydhørhed

Ud over selve sundhedstilstanden interesserer WHO sig for, om indsatsen for sundheden sker med respekt for individet.

Lydhørhed og systemets responsevne er forskellige forsøg på at oversætte WHOs begreb responsiveness.

Det dækker f.eks., om indsatsen sker i respekt for individets værdighed, selvbestemmelse og krav på bekyttelse af fortrolige

Side 19 

oplysninger. Lydhørhed handler også om, hvad WHO kalder kundeorientering.Det vil sige ventetider, fysiske rammer, rengøring, hospitalsmad og frit valg af behandler.

To af WHOs delmål drejer sig om landenes lydhørhed. Det ene går på det samlede niveau, det andet på ligheden, dvs. om forskellige grupper i befolkningen får samme behandling.

Lydhørheden er bedømt på den måde, at eksperter i 35 lande har foretaget en scoring af de forskellige aspekter, der indgår. Bedømmelsen af de øvrige 159 lande er sket ved skøn. Hvor stor vægt, de enkelte aspekter skal have i opgørelsen af det samlede mål for lydhørhed, har WHO fastlagt på baggrund af en rundspørge. Den blev gennemført blandt 1006 personer i 13 lande, halvdelen af dem ansatte i WHO.

Hvad angår lydhørhed ligger USA som nr. 1, Danmark som nr. 4, når det gælder det samlede niveau. Når det gælder lighed, går 1.-pladsen til de Arabiske Emirater, mens Danmark ligger på en delt 3.-38.-plads. (36 lande har fået samme score af eksperterne).

Retfærdig betaling

Det sidste delmål handler om retfærdighed i finansieringen, dvs. om sundhedsudgifterne bliver finansieret på en sådan måde, at de ikke udgør en større byrde for de fattige end for de rige.

Vurderingen er foretaget på baggrund af detaljerede studier af familiers økonomi i 12 lande. I de øvrige 179 lande bygger bedømmelsen på ekspertertskøn. 1.-pladsen for en retfærdig finansiering af sundhedsindsatsen går til Colombia. Danmark ligger på en delt 3.-5.-plads.

Slutresultatet

De fem delmål, sundhed, lige fordeling af sundhed, lydhørhed, lige fordeling af lydhørhed og retfærdig finansiering, tæller ikke lige meget i det samlede resultat.

Vægtningen af de enkelte delmål er fastlagt efter en rundspørge blandt de samme 1.006 personer, som vægtede aspekterne i delmålet lydhørhed.

Nr. 1 i den samlede målopfyldelse er Japan, Danmark er nr. 20.

Til sidst bliver indsatsens effektivitet målt på den måde, at det samlede resultat bliver sammenlignet med det mulige resultat. Altså det resultat, et land skal kunne nå, landets udviklingsniveau og sundhedsindsats taget i betragtning.

Hvordan det mulige resultat bliver beregnet, kan man ikke direkte læse ud af rapporten. Man kan dog se, at WHO bruger de enkelte landes sundhedsudgifter pr. indbygger som mål for deres samlede sundhedsindsats og befolkningens gennemsnitlige skolegang som mål for landets udviklingsniveau. På den endelige rangliste, der er resultat af denne sammenligning, er Frankrig nr. 1, Danmark nr. 34.

Hitliste-tænkning

Kjeld Møller Pedersen er lidt forbeholden over for, hvad han kalder WHOs hitlister.

''Det er ligesom i sport, hvor man husker, hvem der blev nr. 1, men ikke at der var mindre end et halvt sekund mellem de tre første.''

Folk, der læser tabellerne, noterer sig, at Danmark får pæne placeringer i disciplinerne lydhørhed (nr. 4), lige fordeling af lydhørhed (en delt 3.-38.-plads) og retfærdig finansiering (en delt 3.-5.-plads). Men som de delte pladser antyder, ligger landene øverst i disse tabeller meget tæt på hinanden. Derfor bliver den danske placering reelt bestemt af levetiden, siger Kjeld Møller Pedersen.

Og det bliver meningsløst, når WHO fortsætter med at sætte et resultat, præget af den danske overdødelighed, i forhold til udgifterne til det danske sundhedsvæsen.

''Sundhedsvæsenet og specielt den behandlende del bidrager kun marginalt til at påvirke dødeligheden. Mig bekendt er vores grå stær- og hofteoperationer ikke livsforlængende,'' siger Kjeld Møller Pedersen.

Det har WHO prøvet at tage højde for ved ikke at bruge den rene levetid som mål, men i stedet at bruge DALE, et mål, hvor forventede syge leveår trækkes fra den forventede levetid, pointerer Finn Kamper-Jørgensen.

Men selv om DALE er et mere raffineret mål end den rene levetid, er det stadig et mål, der bygger på dødelighed. Og derfor trækker det Danmark ned i tabellerne.

''Det, WHO når frem til, svarer jo slet ikke til de tilfredshedsundersøgelser, der er lavet i de senere år. Der ligger Danmark som nr. 1 eller 2 i Europa,'' siger Finn Kamper-Jørgensen.

Ét er WHOs valg af mål, et andet er måden,

Side 20 

WHO vægter målene sammen på for at nå frem til et samlet tal.

Når WHO beregner, hvor god den samlede målopfyldelse er, tæller sundhedstilstanden mest, nemlig 50 pct. Lydhørhed tæller med 25 pct. og retfærdig finansiering med 25 pct. (Se figur 1).

Helt tilfældigt

Jes Søgaard finder vægtningen noget tvivlsom.

''WHO postulerer, at vægtningen sker på et empirisk grundlag, men de har slet ikke dokumenteret, hvad slags undersøgelser de har lavet. De skriver dog, at halvdelen af dem, de har spurgt om, hvor meget sundhed, retfærdighed osv. skal veje, er WHOs egne ansatte. De er næppe repræsentative for verdens befolkning.''

Kjeld Møller Pedersen finder det meget påfaldende, at en rundspørge blandt 1000 personer fører til så pæne, runde tal. Finn Kamper-Jørgensen kalder fordelingen helt tilfældig.

''Som akademisk øvelse kunne man f.eks. prøve at vægte sundhedstilstanden 75 pct. og finansieringen kun 5 pct. Så ville der ske noget dramatisk med placeringerne,'' siger han.

Delmålet lydhørhed bygger i sig selv på en tilsvarende vægtning af de elementer, der indgår i begrebet. Her har WHO spurgt de samme 1.006 personer, halvdelen af dem WHO-ansatte, og fået den melding, at respekt for individet skal tælle med 50 pct. og kundeorientering med 50 pct.

De 50 pct., som respekt for individet tæller, er igen fordelt med 16,7 pct. til hver af aspekterne respekt for individets værdighed, beskyttelse af fortrolige oplysninger og individets selvbestemmelse.

De 50 pct., som kundeorientering tæller, er fordelt med 20 pct. til behandling uden ventetid, 15 pct. til kvaliteten af fysiske rammer, mad m.m., 10 pct. til muligheden for at få besøg og opretholde kontakt med eget netværk og 5 pct. til muligheden for selv at vælge behandler.

Falsk objektivitet

Mens en række af WHOs delmål er udviklet til lejligheden, er den endelige effektivitetsmåling sådan set ikke ny.

''WHO bruger en tillempet version af økonomisk produktivitetsmåling,'' siger Jes Søgaard.

''Men det bliver meget teoretisk. Først har man DALE, som i sig selv er en teoretisk konstruktion. Det er også teoretisk, hvordan landets sundhedstilstand kunne være, givet landets sundhedsudgifter og uddannelsesniveau.''

Hvordan disse beregninger egentlig er foretaget, kan hverken han eller andre forklare, for det baggrundspapir, hvor metoden er beskrevet, har WHO endnu ikke offentliggjort. Kjeld Møller Pedersen er mere end almindeligt spændt på at se dette baggrundsmateriale.

''Argumenterne for metoden er måske simple. Men de statistiske beregninger er overordentlig komplicerede.''

Han har megen respekt for WHOs forsøg, men er bekymret over alle de tal, der indgår.

''Det bliver uoverskueligt, og man bliver grebet af det tekniske i stedet for at spørge, om det overordnet giver mening.

Det er skam meget raffineret, med usikkerhedsmargener og alt muligt. Men det giver en falsk objektivitet. Der er jo ikke ensartethed i registreringerne på verdensplan.''

Skønnet statistik

Hvor svært WHO har haft ved at skaffe pålidelige tal, kan man se på tabellerne, som for nogles vedkommende er fyldt med skønnede tal. Fordelingen af børnedødelighed i befolkningen, som indgår i et af delmålene, er f.eks. skønnet i 134 af 191 lande. Ranglisten for retfærdig finansiering af sundhedsvæsenet bygger på skønnede tal i 178 af 191 lande.

''Man kan spørge, om man overhovedet har talmateriale, der tillader internationale sammenligninger,'' siger Jes Søgaard.

''Bare i de nordiske lande er der store forskelle på, hvordan man opgør sundhedsudgifterne til de internationale statistikker.''

I WHOs rangliste for sundhedsudgifter optræder

Side 21 

Danmark som nr. 8, altså med ret høje sundhedsudgifter pr. indbygger.

Mange danskere vil sikkert blive forbløffede over at høre, at de danske sundhedsudgifter skulle være høje. Nu har man i årevis hørt om, at Danmark halter langt bagefter de lande, vi sammenligner os med. Det gjorde vi også indtil for tre år siden. Før den tid blev de danske udgifter til ældreforsorgen nemlig ikke talt med.

Men det skal de i international statistik, og da de blev lagt til for tre år siden, steg de danske udgifter som procent af bruttonationalproduktet fra 6,5 pct. til 8 pct.

I Norge tæller ældreomsorgen stadig ikke med, og om de gør i Finland, er lidt usikkert.

Det er en af de ting, der trækker Danmark ned i den endelige opgørelse, siger Jes Søgaard. Ifølge de officielle tal har Danmark større sundhedsudgifter end Norge og bør derfor kunne fremvise bedre resultater.

''Og når der er så stor usikkerhed mellem Danmark og Norge, hvordan er det så ikke mellem Danmark og USA? Eller Danmark og Pakistan?

Mange tidligere kolonilande har faktisk en udmærket statistik. Men der vil stadig være stor forskel på definitionerne.''

Godt forsøgt

I tabelafsnittene er der indimellem resultater, der springer Finn Kamper-Jørgensen i øjnene som helt usandsynlige. Alligevel mener han, Danmark bør tage rapporten alvorligt.

''Den er ikke helt hen i vejret. Når WHO vurderer det samlede sundhedssystem, ligger Norge som nr. 11, Sverige som nr. 23, Danmark som nr. 34, USA nr. 37 og Indien nr. 112. Det er nok ikke helt forkert, at nordmændene har brugt nogle flere penge på deres sundhedsvæsen, at svenskerne har opnået en bedre sundhedstilstand, at USA bruger mange penge, men ikke har så god en sundhedstilstand, og at Indien hverken bruger mange penge eller har en god sundhedstilstand.''

Kjeld Møller Pedersen synes trods alle forbehold, at en 34.-plads bør vække til eftertanke.

''Selv om det kun viser folks fordomsfuldhed, når Danmark går i sort over at ligge efter Columbia.''

Han har selv tumlet med ideen om sammenligninger landene imellem. Men synes nok, WHO burde have ventet et par år, mens de afprøvede deres metoder og antagelser i den internationale forskningsverden. Og måske opgivet ideen om sammenligninger, der på en gang skal omfatte Botswana og Frankrig. Sammenligninger inden for de enkelte verdensdele vil give bedre mening.

''Men man skal ikke glemme, at WHO er et politisk system. De har en legitim interesse i at skabe øget opmærksomhed på sundhedsvæsenet.''

Ansvar for levetid

''Det gode er, at rapporten gør det meget klart, at et land har et samlet ansvar for befolkningens sundhed, og at det også omfatter et ansvar for befolkningens levevaner,'' siger Jes Søgaard.

''Det kan Danmark da lære af, for indimellem synes jeg nok, vores holdning til forebyggelse er noget vattet. I andre lande er man f.eks. ved at falde ned af stolen, når man hører, at vi er i gang med at diskutere rygeforbud i skolerne. Den diskussion blev de færdige med for 10-15 år siden.''

Jes Søgaards hovedindvending gælder statistikken.

''Men vi kan ikke løbe fra problemet med den høje danske dødelighed. Og jeg kunne da godt tænke mig, at danskere satte fokus på at få knækket dén kurve. Ligesom arbejdsløshedskurven og betalingsbalancekurven. Folk tror, at en levealder på 76 eller 80 kun er et spørgsmål om at få de sidste fire år med. I virkeligheden handler det om, at danskere i alle aldersgrupper har en højere dødelighed end svenskere. For de 35- til 60-årige er den endda 50 pct. større end i Sverige.''

Rapporten er tilgængelig på WHOs hjemmeside www.who.org Vælg ''World Health Report 2000.'' Den er kommenteret af Kjeld Møller Pedersen i Ugeskrift for Læger nr. 35/2000.

Emneord: 
International sundhed
Sundhed

En konstant udfordring

I en periode, hvor sundhedssektoren omstruktureres, kan sygeplejersker og jordemødre gøre en forskel ved at yde omkostningseffektiv sundhedsservice. Men det kræver et værktøj, en klassifikation for sygeplejepraksis, til at registrere og sammenligne handlinger på en ensartet måde. Ellers bliver sygeplejen taberen i en stadigt mere konkurrencepræget sundhedssektor. Kirsten Stallknechts tale ved den 2. internationale konference for det globale netværk af WHO-samarbejdscentre.

Ville Florence Nightingale være stolt af vores resultater? Som grundlægger af den moderne sygepleje ville hun utvivlsomt finde nogle mangler ved det nuværende sundhedssystem og 90'ernes sygepleje. Men hun ville helt sikkert også glæde sig over sygeplejens fremskridt. Og hvad der måske er endnu vigtigere, hun ville være levende optaget af, hvad sygeplejen kan udvikle sig til i det 21. århundrede.

Som formand for den internationale sygeplejerskeorganisation ICN gjorde Kirsten Stallknecht status over opnåede resultater i forbindelse med WHOs Sundhed for Alle År 2000-deklaration og kom også med ICNs visioner for fremtiden, da hun åbnede den 2. internationale konference for det globale netværk af WHO-samarbejdscentre for udvikling af sygepleje og jordemodervæsen. Konferencen fandt sted i Seoul, Korea, tidligere på året.

''En af de største udfordringer i dag er den voksende fattigdom både lande imellem og inden for samme land, og fattigdommens katastrofale følger for millioner af mennesker. Men der er også andre problemer, som udgør en trussel. De hurtige demografiske ændringer. De ældre og gamle der udgør en stadig større del af befolkningen. Der er ændringer i sygdomsmønstre med vækst i kroniske lidelser og livsstilssygdomme, der kommer nye sygdomme til, og gammelkendte sygdomme, som vi troede, vi havde kontrol over eller helt havde udryddet, bryder ud igen. Og så er der den voksende vold – især mod kvinder og børn, og endelig synes der at være stadig flere etniske konflikter,'' sagde hun og fortsatte: ''Teknologiens hurtige fremskridt har ændret opfattelsen af tid og afstand og fremmet udviklingen mod den globale landsby. Menneskers liv og handlinger synes i stigende grad at være indbyrdes forbundet. Den teknologiske revolution har bragt store fremskridt inden for sundhedssektoren med diagnosticering og behandling af sygdomme. Teknologien fortsætter sin hastige vækst og giver os stadig flere muligheder og udfordringer.

Et meget lovende fremskridt for alle er telemedicinen. Mange af os har endnu ikke oplevet det fulde potentiale heraf i sundhedssektoren, men det giver mulighed for at konsultere eksperter, der bor langt fra patienterne, og giver dermed også mulighed for lettere adgang til sundhedssystemerne for mennesker verden over. Telemedicin kan forebygge unødvendige hospitalsindlæggelser, og muligheder for fjernindlæring er næsten uendelige.

Men spændingsforholdet mellem de nye teknologiske muligheder og den voksende fattigdom og ulighed, når det drejer sig om adgang til sundhedssystemet, er en konstant etisk udfordring for den praktiserende sygeplejerske, uanset hvor hun befinder sig.

Globaliseringen betyder også, at sygeplejersker har de samme slags problemer verden over. På grund af økonomi, udviklingstrin, politiske systemer og så videre i de forskellige lande kan problemernes omfang og løsningsmodeller være forskellige, men fundamentalt set konfronteres sygeplejersker verden over med de samme spørgsmål, blot på forskellige niveauer.

Den globale hiv/aids-epidemi og tuberkulosens tilbagevenden er to eksempler på, hvordan uløste problemer har fået sundhedssystemet i nogle lande til næsten at kollapse og har ødelagt livet for mange mennesker. Vi må have opmærksomheden og tildelingen af ressourcer henledt på disse problemer. Det er jo trods alt et faktum, at hvis der ikke findes en effektiv, helbredende behandling eller vaccine mod hiv, så er sygepleje det eneste håb for folk, der må leve med denne sygdom.

I en periode hvor sundhedssektoren omstruktureres ofte af økonomiske grunde, kan sygeplejersker og jordemødre gøre en forskel ved at yde en omkostningseffektiv sundhedsservice. Med hensigtsmæssige investeringer i uddannelse og servicefunktioner kan sygeplejersker yde omsorg og sygepleje, der både tager hensyn til økonomi og kvalitet.

SY-2002-1998-30-18-1
Sygepleje og medmenneskelighed er to sider af samme sag, og sygeplejes skal fremme og vedligeholde sundhed, forebygge sygdom og drage omsorg for og rehabilitere de syge og de handicappede. Foto: Kirstine Theilgaard.

I ICN har vi gjort opmærksom på, i vores programerklæringer og resolutioner, at vi støtter reformer af sundhedssektoren, der underbygger de værdier Sundhed for Alle står for i form af lige ret til sundhedsvæsenets ydelser for alle, etik i sundhedssystemet, ligeadgang til behandling og uden diskriminering med hensyn til kønnenes forskellige behov. Samtidig slår ICN til lyd for, at sundhedsreformer tilstræber større effektivitet og omkostningsbevidsthed.

Vores bekymring er risikoen for, at myndighederne benytter reformer som undskyldning for ikke at stille et grundlæggende sundhedssystem til rådighed for alle mennesker. Vores bekymring går på, om det for eksempel kan udelukke svage og sårbare grupper som børn, unge mennesker, kvinder, ældre og oprindelige folkeslag fra adgangen til grundlæggende sundhedsydelser, således at sundhedsreformer kan ende med at gøre en i forvejen alt for ulige adgang til sundhedssystemerne endnu mere ulige.

Et andet område, der bekymrer os, er manglen på uddannede sygeplejersker og anvendelse af ikke uddannet personale og sygehjælpere. Den slags foranstaltninger kan måske synes hensigtsmæssige på kort sigt, men der er stadig flere beviser på, at det går ud over kvaliteten og resultaterne.

Global tillidskrise

I dag kan man som sygeplejerske godt forfalde til at se temmelig sort på situationen verden over, men i realiteten er der nogle positive tendenser. Vi ser for eksempel en voksende tendens hen imod universitetsbaseret sygeplejeuddannelse, og stadig flere lande opfatter sygeplejersker som omkostningseffektive medarbejdere og vurderer sygepleje på basis af omsorgsrollen.

I de fleste lande opfattes sygepleje og jordemodervæsen som selve rygraden i sundhedssystemet. Verdensudviklingsrapporten fra 1993 (1) efterlyste en rationel strategi, der kunne kombinere den offentlige sundhedsstrategi og den primære sundhedstjeneste. Hvis det bliver tilfældet, kan denne opgave i stort omfang klares af sygeplejersker.

Politiske, kulturelle og socioøkonomiske forhold bestemmer niveauet for sygepleje og jordemodervæsen i de enkelte lande, og vi oplever for nuværende en global tillidskrise i sundhedssystemet, fordi reformer i sundhedsvæsenet alt for ofte er ensbetydende med omstruktureringer, nedskæringer, indskrænkninger og brugerbetaling.

Sygeplejersker står som sundhedspersonale i forreste linje ansigt til ansigt med virkningerne af sundhedsreformer og med de berørtes håb og bekymringer. Virkeligheden for den praktiserende sygeplejerske er, at hun dagligt kommer ud for kun i begrænset omfang at kunne imødekomme folks behov for behandling, og at hun konstant står over for professionelle og etiske dilemmaer. Det betyder, at flere sygeplejersker føler sig udbrændte og mangler energi og vitalitet. Udbrændthed fører ofte til førtidspensionering af veluddannede og erfarne sygeplejersker. Og når først de erfarne og veluddannede forlader professionen, er den onde cirkel for alvor startet.

Udviklingen inden for sygepleje og jordemodervæsen finder sted midt i et voksende krav om et let tilgængeligt og økonomisk forsvarligt sundhedssystem samt en voksende erkendelse af, at sundhed er den enkeltes ansvar og ikke noget, der blot kan overlades til nogle få professionelle i sundhedssektoren. ICN spiller en vigtig rolle som talerør for sygeplejersker verden over. Med erkendelsen af den enkeltes ansvar skal vi tage fat på samarbejdet med den enkelte og med familierne for at fremme engagementet i sundhed for den enkelte og for samfundet.

Til trods for stigende pres på sundhedssektoren er der stadig færre ressourcer til at klare det voksende behov, og det betyder, at kravet om en rationel og omkostningsbevidst anvendelse af ressourcerne øges. Det er netop her, sygeplejersken kommer ind som formidler af effektive og rationelle sundhedsydelser. Som WHO har udtrykt det, kan det for at nå de opstillede mål i Sundhed for Alle være nødvendigt at få sygeplejersker ind i ledelsen af både Sundhed for Alle og i den primære sundhedstjeneste.

Sygepleje og medmenneskelighed er to sider af samme sag, og sygepleje skal fremme og vedligeholde sundhed, forebygge sygdom og drage omsorg for og rehabilitere de syge og de handicappede. Patienten er det hele menneske set i sammenhæng med miljøet. Den praktiserende sygeplejerske har brug for værktøjer, der kan hjælpe hende i arbejdet, og sygeplejeforskning er netop et sådant værktøj.

Sygeplejens kontrakt

I en tid hvor der stilles krav om en videnskabeligt baseret praksis, må sygeplejen løbende dokumentere sit bidrag til omkostningseffektiviteten i sundhedssektoren. ICN fortsætter i rollen som leder og katalysator inden for sygeplejeforskning. Som opfølgning på rapporten fra 1990 'Nursing Research World Wide' (Sygeplejeforskning på globalt plan) indkaldte ICN i september 1997 en gruppe sygeplejeforskere til gennemgang af prioriteringen af sygeplejeforskningen. Ekspertgruppen kom frem til to ting, der skulle prioriteres: Sundhed-Sygdom og Administration (i denne forbindelse blandt andet defineret som personalesammensætning, -uddannelse og -anvendelse).

Sygeplejen har en forpligtelse over for samfundet og en slags 'social kontrakt' og skal derfor løbende udvikles via sygeplejeforskningen med henblik på at gøre sygeplejepraksisen endnu bedre. På den anden side skal sygeplejeforskningen også dokumentere forholdet mellem antallet af sygeplejersker på forskellige niveauer og kvalitet og resultater i patientplejen.

Sygeplejeforskning kan bidrage til sygeplejepraksis ved:

  • At opfylde den enkeltes, familiens og samfundets behov for pleje.
  • At identificere effektive plejemodeller.
  • At forbedre kvaliteten af sygeplejen.
  • At reducere patientdødeligheden.
  • At påvise besparelser.

Et par eksempler illustrerer det tætte samarbejde mellem sygeplejeforskning og sygeplejepraksis:

I Australien har sygeplejersker i en klinisk undersøgelse påvist, at der kan opnås store besparelser ved at anvende vand som leder i elektrokardiografi (EKG).

I en undersøgelse i Zambia har sygeplejersker undersøgt, hvordan familier med pårørende, der har hiv/aids, klarer de medicinske og psykologiske behov.

Sygeplejersker har bevist deres effektivitet i uddannelse af børnepatienter. Undersøgelser har vist, at nyligt diagnosticerede børn med sukkersyge, som undervises af specialsygeplejersker, udskrives fra hospitalet gennemsnitlig 2,2 dage tidligere end de, der undervises af almindeligt sygeplejepersonale.

Patienttilfredshed har været en af sygeplejens store problemer. I en undersøgelse i USA påvistes det, at patienttilfredsheden steg på akutafdelinger med størst andel af uddannede sygeplejersker i forhold til det samlede personale.

Der er også blevet forsket i sygeplejens bidrag til nedsættelse af patientdødeligheden. Undersøgelser viser generelt, at jo større andelen af sygeplejersker er per patient, jo lavere er dødeligheden for hospitalsindlagte patienter.

Dette er eksempler på, hvad sygepleje kan betyde, men det væsentlige spørgsmål er, hvordan eksemplerne omsættes til klinisk praksis? Hvordan kommunikeres de til den praktiserende sygeplejerske? Hvordan integreres de i sygeplejerskeuddannelsen, så vi opnår bedre resultater i sygeplejen?

Mangler fælles værktøj

I næsten hundrede år har vi nu diskuteret, hvad sygepleje er, og hvordan sygepleje skal defineres. Jeg tror, denne diskussion er forældet. Spørgsmålet er nu, hvad sygeplejersker gør, hvordan de gør det, og hvad resultatet er for patienterne?

En voksende bekymring blandt forskere og ledende sygeplejepersonale gennem de sidste 10 år er manglen på en ensartet terminologi for beskrivelsen af sygeplejehandlinger. Det har ført til et ICN-projekt for udvikling af en International Klassifikation for Sygeplejepraksis (ICNP).

Jeg er ikke ekspert hverken i sygeplejeforskning eller i klassifikationssystemer, men én ting vil jeg sige højt og tydeligt, nemlig at medmindre sygeplejeforskerne og eksperterne kommer med et værktøj, der sætter sygeplejersker i stand til i praksis at registrere og sammenligne handlinger og procedurer på en ensartet måde, vil sygeplejen blive taberen i en stadigt mere konkurrencepræget sundhedssektor i konstant og hurtig forandring.

Udvikling af et klassifikationssystem (ICNP) og integrering i den daglige sygeplejepraksis er en milepæl for professionen. Og jeg vil godt minde om, hvordan Florence Nightingale klarede alle kampene med generalerne i det britiske imperium. Samtidig med at hun og hendes kolleger ydede kvalitetssygepleje til de soldater, der havde brug for det, vandt hun respekt ved at forsyne beslutningstagerne med statistikker, der fungerede som bevis for hendes argumenter.

Heldigvis findes der allerede en omfattende sygeplejeforskning, der øger forståelsen af sygepleje og værdien af den, og som beviser, at vi er i stand til at yde videnbaseret sygepleje.

Nu er det tid til at prioritere og styrke bestræbelserne på at etablere en videnbase ved hjælp af sygeplejeforskning og få denne kanaliseret ud i praksis.

Det 21. århundrede

ICN er for øjeblikket ved at overveje forskellige mulige og foretrukne fremtidsscenarier.

Sygepleje og jordemodervæsen står over for mangeartede og mange udfordringer. Vi ved, at mange af de samme udfordringer vil fortsætte ind i det næste årtusinde, og vi ved også, at mange af dem vil vokse. En anden ting, som vi også er klar over, er, at vores profession står over for udfordringer

Side 22

på ansættelsesområdet, fordi kvinderne ikke længere primært er beskæftiget inden for undervisning og sygepleje. Vi skal konkurrere med andre professioner om at ansætte de bedste af de unge mennesker, der har et længere forløb i uddannelsessystemet bag sig.

Vi ved også, at miljøet både i og omkring sundhedssektoren vil blive mere konkurrencepræget end i dag, eftersom politikerne utvivlsomt vil kigge på tværs af landegrænser for at opnå den ønskede omkostningseffektivitet. Og alt sundhedspersonale vil naturligvis søge at sikre sig så mange af ressourcerne som muligt med lægerne på en klar førsteplads.

Vi er fuldt klar over, hvor vigtigt det er at have professionelle værdier, og at spørgsmålet om menneskelig værdighed og etisk adfærd i stadig stigende grad kommer i højsædet ikke blot inden for sygeplejen, men hos befolkningen som helhed, og at disse spørgsmål må tages op og behandles, hvis folk fortsat skal have tillid til sundhedssystemet og dets udbydere og udøvere.

Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer os en position, der sætter os i stand til at levere omkostningseffektive, behovsbaserede sundhedsydelser, der svarer til det enkelte lands sociale, politiske og økonomiske formåen? Sygepleje og jordemodervæsen er stadig en væsentlig del af Sundhed for Alle. For stadig at kunne gøre os gældende er vi nødt til at arbejde professionelt og politisk på et niveau og i et omfang, vi ikke før har set, ved:

  • At arbejde i netværk, at gå aktivt ind i lobbyvirksomhed og at kæmpe for lige ret til sundhed, etik i sundhedssystemet, lige adgang til behandling og uden diskriminering med hensyn til kønnenes forskellige behov.
  • At forbedre effektivitet og omkostningsbevidsthed i sygeplejen.
  • At udvide arbejdsområderne i sygeplejepraksis.
  • At deltage i livslang uddannelse.
  • At yde videnbaseret sygepleje.
  • At anvende færdigheder, der rækker fra de helt simple til de meget tekniske og komplekse.
  • At identificere selve kernen isygeplejen og at delegere mindre komplicerede opgaver til andre medarbejderkategorier, men samtidig bibeholde sygeplejens ansvar for sikkerhed og kvalitet.
  • At definere og revidere lovgivning og regulativer på sygeplejeområdet.
  • At give planlæggere dokumentation for værdien af kvalitetssygepleje og omkostningseffektivitet i sygeplejen.
  • At videregive data til planlæggere og ledelse om forholdet mellem antal sygeplejersker og sundhedstilstand.
  • At udvikle samarbejdet med myndigheder, den private sektor, NGO'er (private organisationer), andet sundhedspersonale, samfundsorganisationer og så videre.

Status og anerkendelse

Det er måske ironisk, at sygeplejersker ikke har været i stand til at opnå den nødvendige status, anerkendelse og økonomiske støtte til fuldt ud at kunne realisere deres omsorgspotentiale, selvom de spiller en væsentlig rolle i selve sundhedssystemet. Hvordan vil de nationale sygeplejerskeorganisationer tackle den økonomiske, sociale og politiske udvikling og det skiftende behov for sundhedsydelser, således at sygepleje og jordemodervæsen styrkes i det 21. århundrede?

I en undersøgelse fra WHO i 1997 (2) svarende 46 procent af de adspurgte lande, at de havde undersøgt sygeplejens og jordemodervæsenets rolle i forbindelse med ændringer i behovet for sygepleje. Hvad er de nationale sygeplejerskeorganisationers bidrag til sådanne undersøgelser, og hvordan kan vi sikre os, at vi bliver hørt ved planlægning, implementering og evaluering af sundhedssystemerne?

Lad os forny samarbejdet og arbejde på en global handlingsplan for sygeplejeforskning og sygeplejepraksis, der lægger vægt på omsorg, kvalitet i behandlingen og lige adgang til behandling. Som Donelda Parker fra University of British Columbia School of Nursing, Canada, siger:

''Det er trods alt en lille verden, vi lever i. Lad os være partnere og deltagere i Sundhed for Alle ved at dele vores professionelle viden, ekspertise og omsorg.''

Og som Florence Nightingale sagde i den sidste tid, hun levede: ''Fortæl mig om noget, der kan gøres bedre.''

Menneskeheden har betroet os dens liv og velfærd, og derfor skal vi bestræbe os på at gøre sygeplejen og sygeplejeforskningen bedre, således at vi sikrer Sundhed for Alle. Valget er vores.''

Litteratur

  1. Investering i sundhed. Udviklingsindikationer på globalt plan. Verdensudviklingsrapporten 1993, Verdensbanken. New York, Oxford University Press, 1993.
  2. Styrkelse af sygepleje og jordemodervæsen. En global undersøgelse. WHO 1997, Genève.

Nøgleord: Sundhed for Alle år 2000, WHO-samarbejdscentre.

Emneord: 
Dokumentation
Forskning
International sundhed
Internationalt samarbejde
Klassificering