Hvis man på søger på ”pårørendevejledning” eller ”sorggruppe” på Hørsholms Kommunes hjemmeside, dukker der nul resultater op.

Sådan plejede det ellers ikke at være. De seneste fire år har sygeplejerske Helena Lindholm nemlig været ansat som pårørendevejleder i kommunen, men kommunen valgte sidste år at nedlægge stillingen som led i besparelser. Da februar blev til marts blev Helena Lindholm arbejdsløs, og kommunens små 25.000 borgere har ikke længere adgang til hverken pårørendevejledning eller sorggrupper.

Det bekymrer hende, for presset på de pårørende er kun blevet større.

“I denne tid bliver pårørende mere eller mindre frivilligt tvunget til at tage sig mere og mere af de nærtstående. Alligevel vælger man at spare en støttefunktion for de pårørende væk. Det hænger ikke sammen,” siger Helena Lindholm.

Hun uddyber:

“Der bliver flere og flere pårørende, som ikke har noget valg. De får besked om, at ”vi kommer ikke og skifter sengetøj hos din mor mere end hver fjerde uge”, og så siger de pårørende: ”Nå okay, jamen så må jeg jo selv gøre det”. Samtidig fjerner man en mulighed for, at den pårørende kan få en skulder at læsse af på. For dét, at jeg var der og lyttede til de her belastede pårørende, det betød, at de bedre kunne holde ud at være i en svær situation.”

Det var Helena Lindholm selv, der opbyggede funktionen som pårørendevejleder i Hørsholm Kommune. I løbet af de ca. fire år stillingen eksisterede, var hun tovholder på sorggrupper i syv omgange – forår og efterår – ligesom hun snakkede med omkring 150 borgere, der alle var pårørende til en alvorligt syg.

“Som pårørende bliver man ramt på eksistensen. De havde et stort behov for at komme af med frustrationerne, og nu er der ikke noget sted at gå hen og få luft,” siger hun.

Fatalt at lukke det ned

En af dem, der har brugt Helena Lindholm som støtte, er Tina. Hun var i en årrække nærmeste pårørende til en alkoholiseret mand. Igennem tre år mødtes hun jævnligt med pårørendevejlederen for at få støtte og sparring. 

“Jeg henvendte mig, fordi min mand havde været alkoholiseret igennem mange år, og det blev værre og værre. Vi boede i hver sin lejlighed, men i samme ejendom. Jeg var meget på, når der var krise, samtidig med at jeg passede mit fuldtidsjob,” siger hun og fortsætter:

“For mig handlede det om at få lov til at tale med én, som var uvildig og måske kunne bidrage til at lette presset. Selvom både venner og familie har været helt klar over situationen, så er det lettere at tale med én, der ikke er følelsesmæssigt involveret.

Det gav mig mulighed for at få lidt luft. Jeg var jo altid på, døgnet rundt. Hvis jeg ikke var på arbejde, så var jeg standby for ham.”

Tina oplevede også, at det var en fordel, at Helena Lindholm som sygeplejerske kunne svare på spørgsmål om ægtefællens symptomer. 

Hun er meget frustreret over, at stillingen er nedlagt.

“Jeg synes, det er fatalt, at kommunen har lukket for funktionen. Vi pårørende bliver jo selv syge. Jeg har selv været udsat for et utroligt pres og stress og er selv blevet syg med hjertet, og det tror jeg hænger sammen med at være under dét pres. Det ender med at koste i den anden ende, det er der ingen tvivl om,” siger Tina.

Hendes mand er i dag alkoholfri og har været det i halvandet år.

“Han fik til sidst en seniorbolig, og dér var der en anden sygeplejerske, der sagde de rigtige ord til ham på det rigtige tidspunkt, og så stoppede han med alkoholen fra den ene dag til den anden. Efterfølgende fik han støtte og medicinsk behandling,” fortæller Tina.

Skal-funktion i Norge og Sverige

At Tina holdt ud, indtil det endte lykkeligt, er dog ikke en selvfølge, siger hun.

“For mig har samtalerne med pårørendevejlederen givet mig vejledning og opmuntring til at tackle mit eget liv og håndtere mit mentale helbred. Det har været en aflastning og har givet mig værktøjer til at finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere konkrete situationer. At kunne snakke med Helena hjalp mig med at holde ud.”

Helena Lindholm selv har nu søgt seniorpension pga. nedslidning. Det sker, efter at hun har fået afslag på en række jobansøgninger. Det ærgrer hende, men det ærgrer hende endnu mere, at det ikke er et krav til kommunerne at have en pårørendevejleder.

“Kommunens argument for at nedlægge stillingen var, at det er en kan-funktion, ikke en skal-funktion. Der er intet lovgivningskrav om, at der skal være støtte til pårørende. Det er der ellers i Sverige og Norge. Nogle siger, at sorg er ikke en sygdom, og de har ret, men til gengæld er det en stor belastning for mennesker, og nogle har altså brug for hjælp til at komme videre. Det forebygger både komplicerede sorgreaktioner, depression og ensomhed.”

Fra politisk hold er Annette Wiencken ærgerlig over, at stillingen er blevet nedlagt. Hun er kommunalbestyrelsesmedlem i Hørsholm for De Konservative og formand for Social- og Seniorudvalget.

“Vi vil jo helst ikke spare nogen steder, men vi var i gang med en stor runde, hvor vi var nødt til at finde besparelser for at holde os under driftsloftet. Lige dér var pårørendevejlederen en af de stillinger, vi kunne pege på. Hun har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde. Vi har et meget velfungerende frivillighedscenter i byen, som har mange rådgivere ansat, og to aktivitetscentre, så vi fandt, at vi godt kunne tillade os det,” siger hun. 

Tina optræder anonymt af hensyn til sit og ægtefællens privatliv. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Læs også

Sygeplejersker fyres efter sparerunder i kommunerne

For nylig gennemførte Odsherred Kommune i Nordvestsjælland en række besparelser. Det betød bl.a., at to af de tolv medarbejdere i visitationen blev fyret – den ene af dem er en sygeplejerske.

“Det får nogle konsekvenser, der spreder sig som ringe i vandet. Først og fremmest så mærker borgerne det, når de f.eks. venter på visitationsbesøg, hvor man skal vurdere hvilke ydelser, de har behov for, og hvad de har mulighed for at søge om. Det betyder også noget for sagsbehandlingen, hvor ventetiden kan blive længere,” forklarer Vicki Porsild, som er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Odsherred Kommune.

Hun fortsætter:

“Fyringerne kan også have den konsekvens, at kollegaerne må vente på, at visitationssagerne bliver effektueret, så de kan komme i gang med at udføre de ydelser, der er visiteret til.”

Vicki Porsild forklarer, at visitationen blev ramt, fordi den formelt set tæller som administration. En kortlægning havde nemlig vist, at Odsherred Kommune havde en større andel administrative medarbejdere end sammenlignelige kommuner.

Selvom hun kun har rosende ord til overs for sin nærmeste ledelse, der ifølge Vicki Porsild har været rigtigt god til at fordele opgaverne og skabe ro i afdelingen, så skaber situationen alligevel bekymring:

“Vi har den samme mængde skal-opgaver, men de er fordelt på færre hoveder. Det betyder, at kollegaerne skal rende stærkere for at nå det samme, og man kan forestille sig, at det vil gå ud over serviceniveauet på et tidspunkt. Og hvad gør det ved mine kollegaer, hvis man skal blive ved med at hakke en hæl og klippe en tå?” spørger Vicki Porsild.

Omlægning af arbejdsgange

Maria Liv Holck, der er formand for Social-, Ældre- og Psykiatriudvalget i Odsherred og selv er uddannet specialsygeplejerske i psykiatrisk sygepleje, mener ikke, at besparelserne medfører lavere kvalitet. I en skriftlig udtalelse til Sygeplejersken forklarer hun, at besparelserne kommer på baggrund af høje administrationsudgifter.

“Det er klart, at en nednormering betyder, at man som leder og medarbejder er nødt til at tænke nyt i forhold til opgaveløsningen. Det samme krav stiller den kommende ældrelov. Derfor har vores visitation sat gang i en omlægning af arbejdsgangene, hvilket allerede har givet positive resultater. Vi har f.eks. ikke længere visitationen inde over, når vi bevilliger ekstra eller mindre tid på en ydelse, eller når vi bevilliger en 2.-hjælper. Det er opgaver, som vores hjemmepleje sagtens kan løse selv. Vi har også sparet et overflødigt administrativt led, når vi bevilliger enkle hjælpemidler som rollatorer. Og ingen af disse eksempler opleves som serviceforringelser for borgerne eller dårligere arbejdsforhold for medarbejderne, tværtimod,” lyder det fra Maria Liv Holck, som tilføjer:

“Jeg er derfor ikke enig i, at nednormeringen nødvendigvis medfører lavere kvalitet, dårligere serviceniveau eller længere sagsbehandlingstid. Det kan have en positiv effekt at skulle tænke nyt. Og jeg er overbevist om, at det vil gavne både borgere og medarbejdere, når vores visitation i mindre grad skal have fokus på minutter og enkeltydelser og i stedet via dialogmøder med hjemmeplejen har overblik over det samlede borgerforløb.”

Maria Liv Holck blev valgt til byrådet for Nye Borgerlige, men repræsenterer nu lokallisten Frit Borgerligt Fællesskab.

Skærer i sygeplejen

Vicki Porsild er ikke den eneste tillidsrepræsentant, der navigerer i besparelser og fyringer for tiden.

Dansk Sygeplejeråds analyseafdeling har gennemført en rundspørge blandt sygeplejerskers tillidsrepræsentanter i landets kommuner. Analyseafdelingen har spurgt en tillidsvalgt i hver af landets 98 kommuner og har fået svar fra 87.

Er der aktuelt besparelser (gennemførte/planlagte) på sundheds- og ældreområdet i din kommune? 

Svar fra i alt 87 tillidsrepræsentanter fra  87 kommuner. 59 (68 pct.) svarer ja på spørgsmålet, 21 (24 pct.) svarer nej, mens 7 (8 pct.) svarer ’ved ikke’. 

Betyder besparelserne reduktion af antallet af syge-/sundhedsplejersker?

Svar fra i alt tillidsrepræsentanter fra 59 kommuner med besparelser. 13 (22 pct.) svarer ja på spørgsmålet, 29 (49 pct.) svarer nej, mens 13 (22 pct.) svarer ’ved ikke’ og 4 (7 pct.) ikke besvarer. 

I hvilken grad vurderer du, at besparelserne vil have negative konsekvenser for kommunernes arbejde ifm. sektorovergangen mellem region og kommune, når f.eks. borgere udskrives?

Svar fra i alt 59 tillidsrepræsentanter fra 59 kommuner med besparelser. 4 (7 pct.) svarer ’i høj grad’ på spørgsmålet, 21 (36 pct.) svarer ’i nogen grad’, 14 (24 pct.) svarer ’i mindre grad’, 5 (8 pct.) svarer ’slet ikke’, mens 11 (19 pct.) svarer ’ved ikke/kan ikke vurdere’ og 4 (7 pct.) ikke besvarer. 

I hvilken grad vurderer du, at kommunens tilbud/service til borgerne er forringet som følge af besparelserne?

Svar fra i alt 59 tillidsrepræsentanter fra 59 kommuner med besparelser. 8 (14 pct.) svarer ’i høj grad’ på spørgsmålet, 24 (41 pct.) svarer ’i nogen grad’, 13 (22 pct.) svarer ’i mindre grad’, ingen svarer ’slet ikke’, mens 10 (17 pct.)svarer ’ved ikke/kan ikke vurdere’ og 4 (7 pct.) ikke besvarer. 

Her svarer to tredjedele, at der aktuelt gennemføres besparelser på sundheds- og ældreområdet i deres kommune.

I 22 pct. eller mere end hver femte kommune – hvor der er besparelser – betyder det, at antallet af sygeplejersker reduceres, typisk ved fyringer eller ved ikke at genbesætte ledige stillinger.

Det huer ikke Inge Jekes, som er formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne.

“Det er er voldsomt bekymrende, når vi står overfor en sundhedsreform, hvor mange flere opgaver skal ud til kommunerne, samtidig med at de er ufinansierede eller underfinansierede,” siger hun.

Opgaver gives til ufaglærte

Inge Jekes henviser til en rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der beskriver en sammenhæng mellem kommuner med flere sygeplejersker ansat og færre ældre borgeres indlæggelsesdage på medicinske afdelinger. Læs mere om rapporten i faktaboks side 53.

Derfor er Inge Jekes slet ikke tilfreds med, at 22 pct. af de kommuner, der skal spare, ifølge tillidsrepræsentanterne reducerer antallet af sygeplejersker.

“Jo færre sygeplejersker i en kommune, desto flere indlæggelser. Hvis man vil initiativerne i sundhedsreformen, så kan man ikke tillade sig at spare. Det er ikke forsvarligt.”

Hun fortsætter:

“Der er store rekrutteringsproblemer, så de opgaver, der før kunne videregives til SOSU-assistenter og -hjælpere bliver i stedet givet til ufaglærte. Det kommer til at true patientsikkerheden.”

Sårbar sektorovergang

I over halvdelen af kommunerne, som skal spare, vurderer tillidsrepræsentanterne, at kommunens tilbud og service til borgerne ”i høj grad” (14 pct.) eller ”i nogen grad” (41 pct.) – tilsammen 55 pct. – bliver forringet som følge af besparelserne.

Og dét er Inge Jekes slet ikke i tvivl om:

“Det er en konsekvens. Det kan ikke være anderledes. Vi kan kun dét, vi kan. Der er allerede skåret meget ind til benet. Resultatet er, at der bliver set på opgaven, ikke på mennesket.”

I fire ud af 10 kommuner med besparelser vurderer tillidsrepræsentanter desuden, at besparelserne vil have negative konsekvenser for kommunernes arbejde i forbindelse med sektorovergange mellem regioner og kommuner.

“Det tror jeg er rigtigt. De patienter vi modtager har komplekse problemstillinger og er mere multisyge, og det kræver mere koordination. Også i udskrivelsen. Det vil blive mere sårbart. Man skal tænke i mange alternative løsninger, hvis man skal sikre en ordentlig sektorovergang,” siger formanden for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne.

Svækket sundhed i Sorø

Et andet sted, hvor besparelserne fylder, er i Sorø midt på Sjælland. Her er der lagt op til besparelser for 43 mio. kr. i kommunens budget, og en stor del af de penge skal findes på sundheds- og omsorgsområdet. Det har vakt store protester, og både borgere og flere faggrupper deltog i en demonstration i byen på årets første forårsdag.

Alice Boysen, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Sorø kommune, fortæller om situationen:

“Lige nu betyder det, at vi har flere ubesatte stillinger i sygeplejen, hvor der ikke bliver ansat nye kollegaer. Vi er lidt heldige, fordi vi slipper for fyringer, men vi kommer til at skulle løbe stærkere. Der sker en øget opgaveoverdragelse fra regionen, så det bekymrer mig, at vi har ledige stillinger.”

Det forsøger ledelsen at imødegå ved at lave en omorganisering af sygeplejerskerne, hvilket ifølge Alice Boysen er en god model.

Men samtidig er der også en række andre begrænsninger, fortæller hun:

“Vi har en enkelt kollega afsted nu, men derefter kommer der ikke flere på uddannelsen i borgernær sygepleje i år. Al kompetenceudvikling er sat på vågeblus, hvilket er katastrofalt, når vi skal være klædt på til at få flere opgaver fra regionerne. Vi må heller ikke bruge vikarer, hvilket vi dog i forvejen næsten ikke gjorde.”

Stigende sygefravær

Derudover har politikerne varslet, at der skal laves en sygeplejeanalyse i kommunen.

“Vi er bekymrede for, hvad resultatet bliver, og hvad der skal ske efterfølgende,” siger Alice Boysen og fortsætter:

“Vi frygter, at man vil spare på nogle af kan-opgaverne, som eksempelvis ernæringsscreening. Det er jo dér, vi taler om kost med de ældre, og det kan i sidste ende være katastrofalt, hvis ældre ikke får korrekt ernæring,” siger hun.

Det går også ud over medarbejderne, påpeger hun:

“Hvis man ikke må besætte stillingerne, og der bliver ved med at komme flere opgaver fra sygehusene, så kan det give problemer med arbejdsmiljøet. Det er presset. Når folk skal afvikle ferie eller holde omsorgsdage, så er vi langt nede personalemæssigt. Selvom alle har ja-hatten på, så synes jeg, man kan mærke det. Sygefraværet er allerede stigende.” 

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune er ikke vendt tilbage på Sygeplejerskens interviewforespørgsler.

Efter redaktionens afslutning af dette blad skal Sorøs byråd vedtage en endelig spareplan. 

Læs også

Sorggrupper og pårørendestøtte sparet væk

”Vi er nødt til at starte hos forældrene, når vi skal forebygge og sundhedsfremme mental trivsel hos børnene. Hvis ikke luften mellem forældrene er rolig, bliver børnene ængstelige og kan senere udvikle angst og depression,” siger Vibeke Hejgaard Nielsen.

Foto: Nikolai Linares

Det fortæller Vibeke Hejgaard Nielsen, sundhedsplejerske og forløbskoordinator på Hvidovre Hospital.

Og den stress, angst og depression, de unge kvinder beretter om, kommer ikke kun til at berøre dem selv, men også de børn, de føder.

”I dag ved man, at angst, depression og stress kan påvirke barnet allerede i fostertilstanden. Hvis man har et meget højt kortisolniveau over længere tid, så bliver ikke blot ens egen hjerne påvirket ved stresssygdomme, det gør fostrets også,” siger Vibeke Hejgaard Nielsen.

Bl.a. har den britiske professor i neuroaffektiv biologi Vivette Glovers forskning vist, at der er større risiko for psykiske ubalancer hos børnene senere hen, hvis moderen er meget angst eller stresset under sin graviditet. 

Kan bremse negativ arv

Et andet stort forskningsprojekt (VIA7), som er lavet af den danske overlæge Anne Thorup, viser, at 50 pct. af dem, der har alvorligt psykisk syge forældre med f.eks. skizofreni og bipolare lidelser, også selv får psykisk sygdom.

”Det er derfor, at vi er så optagede af at lave tidlig opsporing af sårbare gravide – og tidlige indsatser allerede i graviditets- og barselsperioden,” siger Vibeke Hejgaard Nielsen.

For den gode nyhed er, at det er muligt at bremse den negative arv.

Yoga og mindfullnes

I Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital får gravide med angst og depressionslidelser tilbudt yoga og mindfullness hos jordemødrene. Ligesom der tilbydes gruppeforløb til par, hvor der er vold i relationen.

”Her på Hvidovre har vi udviklet stor systematik i Familieambulatoriet i forhold til tidlig indsats,” siger hun og uddyber:

”Når jeg tilser familierne på barselsgangen, vurderer jeg forældrenes psykiske tilstand og samspillet med barnet. Jeg ser på, hvordan forældrene har det sammen. Hvordan de har det med deres barn. Og jeg vurderer, om der eventuelt skal andre aktører indover.” 

Hjælp afhænger af postnummeret

Vibeke Hejgaard Nielsen er også formand for det faglige selskab for gynækologiske og obstetriske sygeplejersker og ved, hvor forskelligt tilbuddene til de sårbare familier er strikket sammen både regionalt og kommunalt. Hun håber derfor, at beslutningstagere bl.a. vil lade sig inspirere af Hvidovre-modellen.

”Der burde være sundhedsplejersker på alle barselsgange. Vi er forløbskoordinatorer og arbejder meget med overleveringen videre ud til de kommunale sundhedsplejersker, som vi har et rigtig godt samarbejde med.”

”Desværre er der også meget forskel på, hvad kommunerne tilbyder. Det første, jeg kigger på, er forældrenes postnummer, og der er også nogle kommuner, hvor jeg tænker åh nej, hun bor der,” siger Vibeke Hejgaard Nielsen.

”Jeg kunne ønske for familierne, at der var det samme gode tilbud nationalt, så Sundhedsstyrelsens retningslinjer for svangre/barselsomsorg blev fortolket ens.” 

"Jeg har de her knopper på maven, som jeg har kløet i, og som er blevet små sår,” siger Malene Jensen og løfter op i blusen. 

Sundhedsplejerske Susanne Rank Lücke er på graviditetsbesøg hos hende og Henrik Laursen. For selvom de venter Malenes tredje barn og deres andet barn sammen, får de alligevel tilbud om et besøg af sundhedsplejersken inden fødslen. Det gør alle gravide i Tønder Kommune.

Det giver mulighed for tidlig opsporing i forhold til forældrenes behov for særlige indsatser før og efter fødslen og for at screene forældrene for fødselsreaktioner allerede under graviditeten. 

”Selv om man har fået fire børn, kan det femte barn være helt anderledes. Vi taler også om de andre børn, og vi får mulighed for at danne en god relation til forældrene, inden barnet kommer til verden og bliver centrum,” siger Susanne Rank Lücke.

Hun anbefaler, at Malene vender sårene med jordemoderen. Hvis der er stafylokokker i såret, er det godt at vide ift. fødslen, så man kan forebygge, at babyen bliver smittet. 

Det er udsigtsløst, perspektivløst, børnefjendsk og dybt, dybt ulykkeligt, når man skærer i sundhedsplejerskeydelserne.”

Sådan siger Bjørn Holstein, der er professor emeritus på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og har forsket i børnesundhed og trivsel i flere årtier.

Han advarer om konsekvenserne ved, at flere kommuner stik imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger skærer ned på bl.a. småbørnsbesøget i 8-10 måneders alderen og på skolesundhedsplejesamtalerne på mellemtrinnet. 

I nogle kommuner sker det som besparelser på kommunebudgettet, andre steder fordi man ikke kan rekruttere sundhedsplejersker.

Det betaler sig

Men ifølge Bjørn Holstein bliver besparelserne på den korte bane dyrere i længden, for sundhedsplejerskerne er afgørende for forebyggelsen af mentale sundhedsproblemer blandt børn og unge.

”Det er en meget veldokumenteret kendsgerning, at hvis man starter tidligt, så er indsatsen både mindre indgribende og meget billigere,” siger han. 

Ifølge Bjørn Holstein er sundhedsplejerskesystemet det eneste system, som, man ved, har effekt i forhold til tidlig opsporing af mental mistrivsel. 

”Sundhedsplejersker får øje på de allertidligste tegn på både fysisk og psykisk mistrivsel. Det er f.eks. ved besøget i 8-10 måneders alderen, at sundhedsplejerskerne opdager de tidlige tegn på mistrivsel. I mange tilfælde kan de pege på, hvilke børn, der senere får psykiatriske diagnoser,” siger han.

Klipper toppen af mistrivsel

Udover opsporing er sundhedsplejerskerne uddannede til at guide forældrene i, hvordan de skaber størst mulig trivsel for deres børn.

”Uden at stigmatisere og uden at skabe drama formår de at skrue en lille smule på hverdagslivet. Sundhedsplejersker lærer f.eks. forældrene, hvordan de tilrettelægger hverdagen på en bestemt måde. Det kan klippe toppen af psykisk sygdom, og det kan gøre livet meget bedre for de børn, der har adhd eller autisme. Når man sætter ind tidligt, er løsningerne også meget mere enkle,” siger Bjørn Holstein.

Systemet er smuldret

Ligesom der spares på småbørnsbesøgene, tilbyder flere kommuner i dag kun et minimum antal samtaler med skolesundhedsplejersken, nemlig de lovpligtige ind- og udskolingssamtaler.

”For 20 år siden havde mange sundhedsplejersker samtaler med skolebørnene årligt. Det system er fuldstændig smuldret væk,” siger Bjørn Holstein, der frygter, at små problemer kan blive til store problemer uden at blive opdaget.

Ulla Dupont, som er ledende sundhedsplejerske i Vejle Kommune og formand for Foreningen for ledere af sundhedsordninger for børn og unge i Danmark (FALS), deler bekymringen.

”Der er ikke nogen, der kigger på børnene i den mellemliggende periode med den samme sundhedsfaglige baggrund og de samme helhedsorienterede briller, som sundhedsplejerskerne gør,” siger Ulla Dupont. 

Sebastian havde voldsomme vredesudbrud og stak ofte af fra skole. En dag gik han så meget amok, at Margit   Egetoft måtte op på skolen og ligge og fastholde ham i tre kvarter.

”Det hele var bare kaos,” siger hun.

Efter episoden på skolen besluttede hun sig for at tage Sebastian helt ud af skolen og holdt ham derefter hjemme i et halvt år.  

Hjælpen hed Susanne

Selv om Sebastian var blevet udredt i den regionale psykiatri i seksårsalderen og havde fået fire diagnoser, var livet ikke blevet lettere. 

”Jeg kalder det skraldespandsdiagnoser, for der var jo ikke noget medicin, der kunne hjælpe, og jeg har aldrig fået hjælp til, hvordan jeg skulle håndtere det. Så der har jeg brugt Susanne rigtig meget.”

Margit Egetoft kendte sundhedsplejerske Susanne Rank Lücke, fra da Margits ældste søn ikke trivedes.

”Hun var den eneste, jeg kunne komme i tanke om at skrive til for at få hjælp. Jeg tænkte, hvis hun ikke kan hjælpe mig, så ved hun måske, hvor jeg kan få noget hjælp.” 

”Jeg havde brug for bare at læsse af og en at snakke med. Sammen med Susanne fik jeg lavet noget struktur. Hun har været sådan en, jeg altid kunne snakke med og ringe til. Hun har bare altid været der og givet gode råd,” fortæller Margit Egetoft. 

Med Margits tilladelse tog Susanne Rank Lücke kontakt til skole, PPR og socialrådgiver og var derefter tovholder og facilitator i forhold til at få Sebastian i trivsel. 

Ud af og ind i skolen

Samtidig skrev Margit Egetoft på eget initiativ en klage til kommunen, der ville have, at han skulle tilbage i kommuneskolen.

”Jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfterne fra, men jeg kæmpede for, at mit barn kunne få hjælp,” siger hun. 

Til sidst lykkedes det at få ham flyttet til en anden skole og et specialklassetilbud.

En overgang snakkede Sebastian og Margit med Susanne hver uge. Nu kan der godt gå måneder imellem.

I dag er der kommet ro og tryghed i Sebastians liv. Struktur og piktogrammer har hjulpet både hjemme og i skolen. Han har fået nogle mestringsstrategier og nogle voksne, der forstår ham, og som han har tillid til. I stedet for at skride fra det hele tænker han, at der måske er andre løsninger. 

Margit Egetoft fortæller, at der er sket store forandringer det seneste halve år. I dag er smilet tilbage i Sebastians øjne. Han tager selv initiativ til at gå i bad, smider tøj i vaskemaskinen, går med i Netto og handler og vil for første gang nogensinde med til juletamtam på skolen. 

”Lige nu har han det fantastisk og trives,” siger hun. 

Sundhedsplejerskeinstitutionen blev sat i verden i 1937. Deres første store opgave var at mindske den dengang udbredte børnedødelighed, hvor 8 pct. af alle danske børn døde inden for deres første leveår. Dengang og i dag var sundhedsplejerskernes rolle at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for et sundt voksenliv.

En spinkel lyshåret dreng iført mørkeblå hættetrøje, mørkeblå jeans og mørkegrå strømpesokker har taget plads på en stol over for sundhedsplejerske Susanne Rank Lücke.

William er 15 år og går i 9. klasse. Han har selv bedt sin lærer om at få en samtale med sundhedsplejersken. Nu retter han afventende blikket mod hende. Han har brug for hjælp. For de seneste to-tre måneder har han ikke haft det godt. 

”Nå, William, jeg har jo bare fået at vide, at du havde et spørgsmål til mig. Og så er jeg jo sådan ret nysgerrig på, hvad pokker kan du finde på at spørge om?,” siger Susanne Rank Lücke og ler afvæbnende.

”Det er fordi, jeg er begyndt at få nogle vredesudbrud, og jeg vil høre om du kan hjælpe mig med at finde en god måde, at kontrollere dem på?” siger William.

Bekymrende udvikling

William er en af de stadig flere børn og unge, der mistrives i kortere eller længere perioder af deres liv. Undersøgelser viser, at færre angiver at have høj livstilfredshed.

Mange er stressede. Nogle kan ikke sove. Andre taber håret. Flere føler sig ensomme. Nogle holder op med at gå i skole. Og antallet af børn og unge, der udredes og får diagnoser som angst, depression, spiseforstyrrelser eller udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD stiger.

Hjælp til 20 pct. af en klasse

Susanne Rank Lücke er sundhedsplejerske i Tønder Kommune, hvor hun ud over graviditets- og småbørnsbesøg også er sundhedsplejerske på to kommuneskoler og en friskole. 

”I en skoleklasse skal der følges op på cirka 20 pct. af eleverne. Det kan være noget fysisk, noget socialt eller mistrivsel i skolen. Nogle gange hænger det fysiske og det mentale også sammen. Hvis du ikke sover om natten, kan du ikke være en god kammerat om dagen, og så bliver alting træls,” siger Susanne Rank Lücke, som udover at være sundhedsplejerske i Tønder Kommune er formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. 

Helt almindelige unge

Den stigende mistrivsel blandt børn og unge bekymrer både forældre, forskere, politikere og de fagpersoner, der møder børnene og de unge. Derfor var emnet også højt på dagsordenen under den seneste valgkamp.

Her blev diskuteret alt fra konsekvenserne af de skolereformer, der skulle inkludere alle børn i en og samme skole, til præstations- og test-kulturen, der begyndte med PISA-målingerne, til sociale medier og meget andet.

Ifølge et forskningsprojekt fra Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet er det særligt opsigtsvækkende, at det ikke længere kun er særligt udsatte grupper af børn og unge, der er i mistrivsel. Flere og flere børn fra helt almindelige og velfungerende familier rammes også. 

Forklaringerne på, hvad der presser børn og unge, er mange og komplekse. Det viste sundhedsplejerskeprojektet ”Kom glad i skole – hver dag”, som blev beskrevet i Sygeplejersken nummer 11/2022

Det kan være alt fra bekymringer på hjemmefronten, til ikke at have nogen at lege med i skolen, til fysiske mavesmerter på grund af mælkeallergi. 

Mens politikere diskuterer, hvad der skal sættes i værk for at ændre udviklingen, ryger stadig flere børn og unge ud over kanten. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af børn og unge med kontakt til psykiatrien er steget med 50 pct. de seneste 10 år.

”Jeg tænker, at noget af det vigtigste er, at vi fanger signalerne, før det er kommet så langt ud, at vi tænker, hvordan kan vi overhovedet hjælpe jer,” siger Susanne Rank Lücke.

Må være tålmodig

På skolen i Tønder er Susanne Rank Lücke på udkig efter årsagen til Williams mistrivsel.

”Kommer vredesudbruddene sådan her?,” siger hun og knipser.

”Eller kan du mærke i kroppen, at de er på vej?”

Susanne Rank Lücke forklarer William, hvordan det er helt normalt i teenageårene, når hormonproduktionen øges, at ens følelser bliver både mere intense og mere svingende. Men hun fornemmer også, at hun endnu ikke er helt i mål og fortsætter tålmodigt.  

Hun ved, at der kan være mange årsager til mistrivsel, og at man derfor skal være nysgerrig og åben over for både børn og forældre.

”Man skal give skolebørnene 100 pct. fokus, når man har samtaler. Det fortjener de, for hvis de åbner op for en lille flig, og du ikke fanger det og er nysgerrig, så tænker de, at hende kan vi heller ikke bruge til noget, og så lukker de i næste gang,” siger Susanne Rank Lücke.

Hvad skal jeg efter skolen?

Susanne Rank Lücke skifter spor i samtalen med William.

”Vi kan tillægge pubertet mange ting. Men er der sket nogle andre ting i din hverdag de sidste tre måneder,” spørger hun.

”Ja,” siger William, der indtil nu har talt i korte sætninger og mest sagt ja og nej. Nu strømmer ordene ud af ham.

”Der er sket en hel masse ting med skolen og min fremtid og sådan nogle ting. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal efter skolen. På grund af de her vredesting har kommunen valgt at sige, at de ikke vil have mig på efterskole alligevel. Og at jeg i stedet skal gå sammen med yngre elever i specialklassen eller ind i en normal klasse. Og det kan jeg ikke,” siger William.

Susanne Rank Lücke ved, at hun nu har fat om nældens rod.

Caption 

Sundhedsplejerske Susanne Rank Lücke bruger figurerne fra tegnefilmen ”Inderst Inde” at tale om følelser med børnene og de unge. De illustrerer, at vi allesammen indeholder alle følelser, og hvordan de hænger sammen

Attribution 

Foto: Michael Drost-Hansen

Nyt håb

”Prøv at høre her, William, du giver jo næsten selv løsningen på dine vredesudbrud. Det forstærker jo hinanden. Det her med, at du ikke ved, hvad du skal med din fremtid. Hvis du kunne drømme om et eller andet William, hvad ville det så være?

”Efterskole et år og så videre på noget HTX. Det er det, jeg gerne vil. Men min far siger, at mit hoved ikke er godt nok, og skolen siger også, at de heller ikke tror, at jeg er god nok.”

”Hmm,” siger Susanne Rank Lücke eftertænksomt. ”Jeg kunne godt tænke mig, hvis det er ok med dig William, at snakke lidt med din plejemor om, at dine frustrationer og vredesudbrud måske hænger lidt sammen med, at du ikke ved, hvad du skal.”

”Ja, de har sagt, at hvis mine vredesudbrud fortsætter, så kommer jeg ikke afsted, men jeg kan ikke styre dem på grund af, at jeg ikke ved, hvad jeg skal,” svarer William.

Susanne Rank Lücke understreger, at hun ikke kan bestemme, om han kan komme på efterskole, men at hun kan samle nogle informationer, så William kan blive lidt klogere og få en plan for fremtiden.

”Prøv at tage skuldrene lidt ned, og hvis du når at mærke bare en lille smule i maven, så prøv at træk dig og gå lidt væk og sig, jeg har lige brug for en pause,” siger Susanne Rank Lücke. 

Hun sender William ud ad døren med lidt rankere ryg, en hel del mere lys i øjnene og en tro på, at der også er en vej for ham. Hun lover, at hun vender tilbage til William ugen efter.

Fanger ikke alle

Efterfølgende konstaterer Susanne Rank Lücke:

”Jeg er jo ungernes advokat. Jeg kan tage kontakt til lærer og uu-vejleder og ringe til plejemor og fortælle, hvad der fylder, og så kan jeg være lidt nysgerrig på om alle ved, hvor urolig han bliver indvendig, hvor meget det fylder for ham, når han ikke kender planerne.” 

Det er dog ikke alle de børn og unge, der mistrives, som sundhedsplejerskerne fanger. 

”Vi både ser og hører også nogle gange voksne, der kommer og siger, hvorfor så I ingenting. Store børn kommer og siger, vi forsøgte at sige det, vi gjorde ting i håb om at blive opdaget, eller de fortæller, hvordan de skjulte det. Vi ser børnene og deres forældre i det øjeblik vi er der, og hvis de ikke vil vise dig det, så kan de også godt skjule det, men vi prøver at være nysgerrige på det, vi ser.”  

William er ikke drengens rigtige navn. Sygeplejersken kender hans rigtige navn.

Flere sundhedsplejersker i Odense har angiveligt anbefalet den kontroversielle bog ”Godnat og sov godt” til forældre. Ifølge Tim Vermund, der er socialdemokratisk byrådsmedlem i Odense Kommune, har flere kvinder henvendt sig til ham og fortalt om anbefalingen af bogen fra flere af kommunens sundhedsplejersker. Det fortæller TV 2/Fyn ifølge Ritzau.

Bogen ”Godnat og sov godt” henvender sig til forældre med børn, der har søvnproblemer. Den er gennem årene blevet stærkt kritiseret af fagfolk, der ønsker den trukket tilbage. Bl.a. fordi bogen opfordrer forældre til at bruge en form for søvntræning, hvor forældre skal ignorere deres babys eller lille barns gråd i bestemte tidsintervaller, når barnet skal sove. Forældrene må hverken vugge eller ae barnet – heller ikke selvom det græder.

Det fik for nylig 723 danske psykologer til at sende et åbent brev til forlaget Gyldendal, fordi de er bekymrede over, at forlaget har afvist at stoppe salget af bogen.

Følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Susanne Crawley (R), der er formand for Børn- og Ungeudvalget, siger, at Odense Kommune ikke ønsker at kommunens sundhedsplejersker anbefaler ”Godnat og sov godt”. Tværtimod indskærper hun, at bogens metoder ikke må anbefales til småbørnsforældre:

”Hvis der skulle være nogen, som har anbefalet den her bog, så er det i hvert en god anledning nu til at få det stoppet,” siger Susanne Crawley til TV 2/Fyn.

Formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, Susanne Rank Lücke, siger til Sygeplejersken:

”Rådene i denne bog er ikke med i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og dem følger vi nøje. Vi oplever med mellemrum, at en bog som denne får en stor hype i medierne, så forældre spørger sundhedsplejersker om råd. Budskaberne i bøgerne er typisk ikke evidensbaserede, hvilket vi også oplevede for år tilbage med bogen ’Kernesund familie’. Der var anbefalingen, at man ikke skulle give sine børn mælkeprodukter.”

Susanne Rank Lücke opfodrer forældre med små børn til at læse denne type bøger med en vis skepsis i behold.

"Werther," siger Per, "ligesom bolsjerne," da han giver mig sit navn. Han sidder i en sofa på Omsorgscenter Thorsgade på Nørrebro i København, hvor han i fjorten dage kan komme til hægterne efter indlæggelsen på Herlev Hospital. Per Werther er født og opvokset i Lyngby, men som han selv siger, så er han i øjeblikket registreret med "adresse ukendt".

"Jeg har ikke noget sted at bo, så hvis ikke jeg havde fået en plads her, skulle jeg sove på gaden," siger han.

Men sådan skulle det ikke gå. Socialsygeplejersken på Herlev Hospital sørgede for, at Per Werther kunne få en plads på Thorsgade. Og det er han glad for. For op til indlæggelsen fortæller Per Werther, at han havde haft en turbulent tid. I lang tid havde han taget sig af sin kæreste, som var syg, men ikke ville erkende at have brug for hjælp, så for at passe på sig selv kom Per Werther frem til den konklusion, at det var bedst, at de gik fra hinanden. Uden den tætte relation, som han selv kalder forholdet, var det nemt at falde i og begynde at drikke. Han havde intet sted at bo, og efter at have drukket for meget i nogle måneder havde tanken om at gå ned på motorvejen og ende livet strejfet ham. Men på hospitalet kunne han dele sine tanker med socialsygeplejersken.

"Hvis man havde noget på hjerte, kunne man altid tale med hende. Mit psykiske helbred fyldte meget, og det kunne jeg dele med hende, så hun kunne hjælpe mig," siger Per Werther.

Et vigtigt møde

Mødet med socialsygeplejersken var et lyspunkt i en hverdag, hvor der ellers ikke var nogle at dele tankerne med.

"Jeg ser ikke så mange, for jeg har ikke så mange venner," siger Per Werther, som følte, at han med socialsygeplejersken havde mødt en person, som var på hans side.

"Hun kunne se, hvad jeg havde brug for," siger han.

53-årige Per Werther har haft kontakt til sundhedsvæsnet mange gange før, men det var første gang, han mødte en socialsygeplejerske under indlæggelsen i februar.

"Hun var god, for hun vidste noget om alle de ting, der var aktuelle for mig," siger han.

Ligesom i Per Werthers tilfælde er det oftest efter en hospitalsindlæggelse, at en borger får en plads på omsorgscentret, fortæller den daglige leder af Omsorgscenter Thorsgade, sygeplejerske Jannie Julin, som synes, at samarbejdet med socialsygeplejerskerne fungerer rigtig godt. De skal blot ringe og høre, om der er en ledig plads.

"Mange borgere ville blive udskrevet til ingenting, hvis ikke de kunne komme her," siger hun.

Fred og ro

På Omsorgscenter Thorsgade handler det om at give beboerne fred og ro, så de kan komme på toppen igen. Jannie Julin fortæller, at der selvfølgelig altid er nogen, som ikke vil hjælpes videre.

"Vi prøver at skabe følelsen af hjem, så beboerne føler sig trygge og kan overskue at komme videre til noget andet, når deres ophold her slutter. Og det kommer langt de fleste," siger hun. Jannie Julin har været leder på Thorsgade siden 2014, og i den tid har hun mødt alle typer fra alle sociale lag, siger hun. Lige fra de helt unge på 18 år til 80-årige, og de kan både have en baggrund som tidligere direktører med strandvejsvillaer til hjemløse, transkønnede og socialt udsatte. Og det handler om at lytte til hver enkelt.

"Det er borgeren selv, der skal definere sit problem," siger Jannie Julin og forklarer, at det ikke nytter noget at ville forklare en borger om sårpleje, hvis det eneste, borgeren bekymrer sig om, er et sted at bo.

"Man skal løse borgerens syn på hans problem, og først bagefter kan man løse de sundhedsfaglige problemer," siger hun og påpeger, at det nogle gange er det, som går galt i de socialt udsattes møde med sundhedssystemet, fordi de udsatte ikke føler, at personalet forstår dem.

Styr på tingene

Op til indlæggelsen tilbage i februar måned havde Per Werther mærket stik i sine fingre, og han vidste godt, at der var noget galt. Derfor er han glad for, at han tog på hospitalet.

"Socialsygeplejersken hjalp mig. Hun fik mig også herhen, hvor personalet har gjort alt, hvad de kan for at hjælpe. De finder den individuelle løsning," siger Per Werther, som ser fremad og på mandag skal til et møde om et værelse i Gentofte, nord for København.

"Jeg vil gerne have et sted at bo, så jeg får en base og noget sikkerhed i min hverdag," siger han, og med et smil på læben nævner han, at han stadig drikker.

"Bare af mærket Super Light. For jeg vil gerne have styr på tingene. Både min økonomi og min psykiske og mentale tilstand. Så jeg håber, at alt bliver bedre fra nu af."