Private firmaer dumper prisen

Kommunerne skal ikke regne med at kunne spare lige så meget, som Græsted-Gilleleje Kommune har gjort, hvis de udliciterer hele ældreplejen. De private plejefirmaer har dumpet priserne for at komme ind på markedet, men det bliver de ikke ved med.

Kommunerne bliver skuffede, hvis de regner med, at udlicitering af ældreplejen vil give dem en besparelse på 10 pct., sådan som tilfældet har været i Græsted-Gilleleje Kommune. De økonomiske fordele ved at udlicitere ældreplejen er reelt noget mindre og måske endda tvivlsomme.

Græsted-Gilleleje Kommune har nydt godt af at være den første kommune, der udliciterede sin ældrepleje. De private firmaer har været villige til at dumpe priserne for at komme ind på markedet og for at skaffe sig erfaring.

Økonomisk har det været en tvivlsom fornøjelse for firmaerne. Og den situation vil de næppe bringe sig selv i igen, næste gang de skal byde på ældreplejen i en kommune.

''Priserne har været langt nede - også for langt nede,'' siger Susanne Norup, der er direktør i ActivCare, som med datterselskabet ActivSeniorCare A/S er et af de tre firmaer, som vandt udbuddet i Græsted-Gilleleje Kommune.

Hun er derfor ikke i tvivl om, at Græsted-Gilleleje Kommune har scoret på at være den første kommune, som udliciterede hjemmeplejen. ActivCare har med tilbuddet til Græsted-Gilleje Kommune ikke haft ambitioner om at skulle gøre en god forretning, men satser blot på at ''gå i nul'' efter fire år.

''Vi var syv leverandører, som alle gerne ville ind på markedet, da Græsted-Gilleleje Kommune sendte sin ældrepleje i udbud. Det pressede priserne helt i bund. Men det vil ændre sig, når landets øvrige kommuner begynder at udlicitere deres ældrepleje. Så vil priserne gå op,'' forklarer Susanne Norup og tilføjer, at der for kommunerne selvfølgelig er andet at hente ved en udlicitering end en evt. økonomisk gevinst.

Mange konkurser i Sverige

Også i forhold til den lettere pleje har der hidtil været en tendens til, at de private firmaer presser priserne for meget i bund.

Peer Krogh, direktør for den danske virksomhed Forenede Service, der står for rengøring og let pleje i 6-7 danske kommuner samt sygepleje, hospice, lægetjenester og hjemmehjælp i Sverige, siger:

''Ingen kan leve af at sponsorere hjemmeplejen. I Danmark er der en tendens til, at firmaerne trækker hinanden for langt ned i pris.''

Forenede Service bad i efteråret om at blive købt ud af en kontrakt om hjemmepleje i Gladsaxe Kommune. Firmaet havde givet et for billigt tilbud.

Erfaringerne fra Sverige, hvor udlicitering af ældreplejen er meget udbredt, viser da også, at konkurrencen på prisen kun er et overgangsfænomen, når kommunerne udliciterer. På sigt kan de private firmaer ikke gøre det meget billigere, men konkurrerer så i stedet på kvaliteten.

Side 7 

Forskningsleder Palle Mikkelsen fra Institut for Offentlig Økonomi og Udvikling siger:

''De private firmaer må i begyndelsen satse økonomisk for at komme ind på markedet. Det har de også gjort i Sverige i starten af 90'erne, hvor priskonkurrencen nogle steder var benhård, og mange firmaer endte med at gå konkurs. I dag er det ikke prisen, men kvaliteten og kreativiteten, som firmaerne konkurrerer på,'' siger han.

Kan tage opgaven tilbage

I Græsted-Gilleleje Kommune er politikerne glade for at have nydt godt af den hårde konkurrence mellem firmaerne. Og bliver det for dyrt at lade de private firmaer stå for ældreplejen, næste gang opgaven sendes i udbud, er borgmester Jannich Petersen (V) parat til igen at lade den blive kommunal.

''Vi laver meget grundige kontrolberegninger, når vi sender en opgave i udbud. Og det vil vi også gøre fremover. Viser det sig, at det ikke kan betale sig at udlicitere ældreplejen, fordi firmaerne er for dyre, kan vi når som helst tage driften tilbage,'' forklarer borgmesteren og tilføjer:

''Det kan lade sig gøre, fordi vi har valgt at bevare visitationen på kommunale hænder.''

Jannich Petersen understreger dog, at selvom besparelsen skulle blive mindre ved næste udbud, kan det stadig vise sig, at der er penge at spare - måske bare ikke så mange som i dag.

Desuden er den økonomiske besparelse ikke det vigtigste for Græsted-Gilleleje Kommune, som lægger stor vægt på, at de ældre har mulighed for at vælge mellem flere leverandører.  

Tema: Udlicitering

Læs om erfaringerne med udlicitering af hjemmeplejen i Græsted-Gilleleje Kommune på de følgende sider:

Private firmaer dumper prisen

Korpsånd i privat hjemmesygepleje

Mere tryg ved at klage

Kommunerne tøver

Rettigheder forsvinder

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi
Hjemmesygepleje

Sydfynske sygeplejersker skal hjælpe familien

​Når sygdom rammer familien, er det ikke kun patienten, som bliver påvirket, men også de nærmeste. En ny uddannelse til familiesygeplejerske sætter fokus på at inddrage hele familien.

En ny uddannelse til familiesygeplejerske skal øge patient- og pårørendeinddragelsen på OUH Svendborg Sygehus. Foreløbig er 13 sygeplejersker fra Medicinsk Afdeling M blevet uddannet i familiefokuseret sygepleje, der tager udgangspunkt i bl.a. kommunikations- og systemteori i mødet med langvarigt eller kronisk syge patienter og deres pårørende.

”Sygdom har indflydelse ikke bare på den, der bliver syg, men på hele familien. Det kan ændre rollefordelingen, og derfor er det vigtigt, vi sætter fokus på, hvordan man kan leve med det, og hvordan det påvirker familien,” siger udviklings- og forskningssygeplejerske og ph.d. Anne Dichmann Sorknæs fra OUH Svendborg Sygehus, som står for undervisningen i samarbejde med Enheden for Sygeplejeforskning på Syddansk Universitet.

De nye familiesygeplejersker tilbyder et samtaleforløb på op til tre samtaler med patienter og pårørende, hvor typisk to sygeplejersker deltager.

”Familien taler om, hvordan sygdommen påvirker dem, og sygeplejerskernes rolle er at facilitere processen, så de kan finde ind til problemstillingerne. Det kan f.eks. være ved at snakke om, hvem der bliver mest påvirkede, eller om rollerne har ændret sig,” siger Anne Dichmann Sorknæs og forklarer, at sygeplejerskerne også er en del af refleksionerne.

”Efterfølgende reflekterer de sammen med familien over, hvad de har hørt. Det har en stor effekt at høre andre genfortælle sin historie. Dét at andre sætter ord på, kan give nye tanker og få én til at føle sig hørt,” siger hun.

Anne Dichmann Sorknæs oplever, at behovet for familieinddragelse er blevet større. ”Patienterne bliver udskrevet tidligere, og pleje og behandling ligger i højere grad i hjemmene. Det giver en større belastning og en ny rolle for familierne. Vi vil rigtig gerne kunne gøre noget mere for patienterne og deres pårørende, og der ser vi familiefokuseret sygepleje som en mulighed for at hjælpe hele familien,” siger hun.

Næste hold familiesygeplejersker uddannes til foråret. På længere sigt er det meningen, at den familiebaserede sygepleje skal fungere som sygeplejemodel og overordnet ramme for hele afdelingen. 
 

Familiebaseret sygepleje

I den familiebaserede sygepleje arbejder sygeplejersken med ”familien” som en samlebetegnelse for alle de nære relationer, patienten har. Det kan f.eks. være gode venner eller naboen, som passer den syge i dagtimerne, mens ægtefællen er på arbejde. Derfor tilbyder familiesygeplejerskerne på Svendborg Sygehus ikke kun samtaler til de pårørende, men også det netværk, patienten har i sit liv.

Emneord: 
Familie
Kommunal sundhedstjeneste

Sygeplejestuderende på tværs af sektorer

Et projekt fra Professionshøjskolen Metropol viser, at 26 sygeplejestuderende, som i deres afsluttende klinik fulgte patienter og borgere over sektorgrænser, fik øget deres viden om kompleks sygepleje, sammenhængende forløb og tværsektorielt samarbejde – og fik et nyt syn på patienten.

En sygeplejestuderende besøgte hjemme en patient med KOL, Edith, en uge efter at den studerende havde medvirket ved udskrivelsen af hende fra medicinsk afdeling. Edith var en 62-årig kvinde, som var stærkt overvægtig og havde forhøjet blodtryk, og hun havde været indlagt flere gange inden for det sidste år. På medicinsk afdeling havde Edith fortalt den studerende, at hun var holdt op med at ryge for et halvt år siden, at hun gik til træning mindst én gang om ugen, og at hjemmehjælperen kom et par gange om ugen for at hjælpe hende i bad.

Da den studerende kom i Ediths hjem, lugtede der af røg, og der var askebægre og lightere på bordet. Edith havde en kørescooter, men orkede ikke at køre den, og kom derfor ikke af sted til træning. Det viste sig, at hun havde flere gigtsmerter, end hun havde givet udtryk for på afdelingen, og tog flere stærke smertestillende piller, end der var ordineret. Edith havde talt med en diætist på afdelingen, men denne viden kunne hun ikke bruge derhjemme.

 Hun følte, at hun var blevet tabt på gulvet, da hun kom hjem. Hun manglede støtte og hjælp til vægttab, træning og rygestop. Den studerende sagde: ”Jeg fik et helt andet billede af patienten hjemme, end da hun var indlagt, hun gjorde slet ikke alt det, hun sagde, hun gjorde.”

Den studerende blev opmærksom på, at der var forskel på det billede, hun havde af Edith på afdelingen, og Ediths egen historie. Hun kunne bedre forstå, hvorfor det var svært for Edith at tabe sig, stoppe med at ryge og komme til træning. Den sygeplejestuderende medvirkede i et samordningsprojekt initieret af udviklingsafdelingen på Glostrup Hospital sammen med 25 andre studerende fra Professionshøjskolen Metropol. De havde alle deres afsluttende klinik på Glostrup Hospitals medicinske afdelinger eller i Glostrup, Albertslund, Ishøj, Hvidovre eller Høje-Taastrup Kommuner.

De studerende havde i deres 20 ugers klinik to fokusuger i den modsatte sektor. Den første uge havde de fokus på sygeplejen til patienter eller borgere med kroniske sygdomme og fulgte en patient eller borger fra primær sektor til sekundær sektor eller omvendt. De arbejdede i fokusugen med studiespørgsmål, der havde et klinisk og et borger- og patientrettet perspektiv. De studerende deltog i forskellige aktiviteter, interviewede en patient eller borger, evt. en pårørende og sygeplejepersonale i den modsatte sektor. Som forberedelse var de studerende blevet præsenteret for relevant litteratur (1-5).
 

Hvem har ansvaret?

Efter første fokusuge kom de studerende tilbage til stamklinikstedet og deltog i en refleksionsøvelse med deres kliniske vejleder. Den studerende, der havde arbejdet med Edith, reflekterede over den medicinske afdelings og hjemmeplejens ansvar i forhold til sundhedsfremme og forebyggelse: Vidste man nok på afdelingen om årsagen til Ediths genindlæggelser?

Havde man på afdelingen afholdt motivationssamtaler om livsstilsændringer? Hvilken fokus var der på Ediths motivation, hendes ressourcer, og hvad der havde betydning for hende i hjemmet, når hun blev udskrevet? Hvilken mulighed havde hjemmesygeplejersken for at hjælpe Edith? Kunne patienten få hjælp fra sundhedscentre? Egen læge? Kunne patienten få træning på andre måder?

Flere studerende reflekterede over den sundhedsfremmende og forebyggende sygepleje hos patienter med kronisk sygdom, og hvilken sektor der har ansvar for hvad. En studerende udtalte: ”Motivationen for at stoppe rygning er der på hospitalet, men den forsvinder, når de kommer hjem. De er for alene om det.”

Der blev reflekteret over, om et hjemmebesøg af en sygeplejerske, som kender patienten fra indlæggelsen, eller et telefonopkald til hjemmet kan øge patientens motivation, og hvilken rolle ambulatoriet, konsultationssygeplejersken, sundhedscentret og hjemmesygeplejersken har i forbindelse med forebyggende og sundhedsfremmende tiltag.

En anden studerende besøgte den 63-årige Kaj, en uge efter han havde haft to blodpropper i hjernen. Kajs kone var handicappet, men de klarede sig uden hjælp. På hospitalet havde den studerende fået indtryk af, at Kaj var en ressourcestærk mand, som kunne klare sig selv, og som ikke ville have hjælp. I hjemmet fortalte Kaj den studerende, at han var meget bange for at få endnu en blodprop, han havde derfor sat sit cigaretforbrug ned og ville undgå de kommende julefrokoster for ikke at spise, ryge og drikke for meget. Han fortalte den studerende, at han gerne ville have hjælp til rengøring, men ikke vidste, hvordan han skulle kontakte kommunen. Han skulle snart til undersøgelse hos karkirurgerne, han skulle også til egen læge og på ambulatoriet.

Kaj kunne ikke overskue alt dette, samtidig med at han skulle hjælpe sin kone og ændre livsstil. Den studerende reflekterede over, om yngre patienter bliver overset, fordi personalet tror, at de kan klare sig selv? Over konsultationssygeplejerskens rolle og muligheden for, at hun i dette tilfælde kunne fungere som kontaktperson og støtte patienten gennem forløbet. I refleksionsøvelserne på stamklinikstedet efter den første fokusuge havde de studerende især fokus på:

  • den forebyggende og sundhedsfremmende sygepleje til patienter med kronisk sygdom
  • pårørendes betydning for patienten med kronisk sygdom
  • mestring af kronisk sygdom.

En klinisk vejleder, som havde deltaget i flere af refleksionsøvelserne, udtalte: ”De troede, at sygdommen fyldte meget hos patienten, men de kommer tilbage og finder ud af, at det blot er en lille del af dette menneskes liv. De studerende går ud for at møde en patient, men kommer tilbage og har mødt et menneske.”
 

Kendskab til hinandens vilkår og muligheder

I den anden fokusuge i den modsatte sektor var omdrejningspunktet faktorer, der havde betydning for sammenhængende patient- eller borgerforløb og tværsektorielt samarbejde, og hvor den studerende interviewede både patienter, borgere, pårørende og personale. Efterfølgende afholdtes sygeplejefagligt forum på stamklinikstedet. Det var et diskussionsforum med plejepersonalet, hvor den studerende fremlagde sine oplevelser og erfaringer fra den modsatte sektor med efterfølgende drøftelse af, hvordan nye perspektiver og erkendelser kan udvikle den kliniske praksis. De studerende havde bl.a. fokus på:

  • udskrivelse og statusmøder
  • kendskab til hinandens vilkår og muligheder blandt sygeplejerskerne i primær og sekundær sektor
  • medicinproblemer mellem sektorerne.

Udskrivelsen og statusmødets betydning

Flere studerende har interviewet patienter hjemme, som har oplevet forvirrede og travle udskrivelser, som ikke har fået svar på alle deres spørgsmål, især omkring medicin inden udskrivelsen, ofte overladt til sig selv på gangen ventende i timer på transport, og som ikke har fået sagt farvel til personalet. Flere steder blev udskrivelsesprocedurer diskuteret, og på en afdeling blev den studerende medlem af et udvalg, som skulle udforme en standard for udskrivelse på afdelingen. En studerende fortalte om Anders, som blev genindlagt mindre end 24 timer efter udskrivelsen.

Forinden havde der været afholdt statusmøde på afdelingen, som den studerende og den koordinerende sygeplejerske, der visiterer patienten til den hjælp, der skal være i hjemmet i samråd med patienten, pårørende og personale, deltog i, og som alle opfattede som vellykket. Anders genindlægges imidlertid, fordi situationen i hjemmet er uholdbar. Ægtefællen hjemme er mere skrøbelig, end man umiddelbart forventede. Anders skulle have mere hjælp, end ægtefællen forventede, og ægteparrets forhold var belastet.

Den studerende reflekterede over, hvordan et øget kendskab til familien måske kunne have afværget denne situation, og at den viden burde være kommet frem til statusmødet. Den studerende undrede sig over, hvorfor hjemmehjælpen, som kendte familien, ikke deltog i statusmødet. Til det sygeplejefaglige forum diskuterede personalet, hvordan de kunne blive bedre til at planlægge et godt statusmøde. Tidspunktet for statusmødet var vigtigt. Afholdes statusmødet for tidligt i forhold til behandlingen og patientens funktion, kan det ikke bruges til noget.

Et godt statusmøde indebærer, at der har været en ergo- og fysioterapeutvurdering, og at plejepersonalet kan redegøre for, hvad patienten får hjælp til på afdelingen, og ikke hvad de tror, patienten skal have hjælp til (eller ikke have hjælp til) derhjemme. Endelig diskuteredes, hvem der optimalt skulle deltage i mødet. Den studerende udarbejdede et forslag til standard for statusmøder.
 

Afhængigt af et godt kendskab

En studerende i primær sektor diskuterede til et sygeplejefagligt forum sammen med en gruppe hjemmesygeplejersker fra kommunen samarbejdet med og forventningerne til sygeplejerskerne i sekundær sektor. Hun fremlagde bl.a. følgende påstande til diskussion i gruppen:

”Hjemmesygeplejerskerne mener, at deres kollegaer i sekundær sektor i overvejende grad ikke har tilstrækkelig viden om primær sektors muligheder og vilkår. Samarbejdet fungerer bedst omkring de specialrettede og terminale patienter, mest problematisk er samarbejdet omkring patienter med aldersbetingede lidelser.”

I diskussionen kom hjemmesygeplejerskerne ind på, hvad de selv kunne ændre på for at forbedre samarbejdet. Sekundær sektor klagede ofte over den begrænsede telefontid, at de var svære at få fat på, og at der manglede opdaterede telefonlister.

Hjemmesygeplejerskerne diskuterede, om de var for stramme i deres telefontider, om de måske skulle have en telefonsvarer, hvor sygeplejerskerne på hospitalet kunne lægge en besked? Om de kunne blive bedre til at informere om, hvordan man kunne få fat på dem? Måske kunne de selv lidt oftere tage kontakt til patientens kontaktperson og fortælle om patienten og høre til patienten? Måske kunne de invitere sig selv til udskrivningssamtaler? Måske kunne de afholde samarbejdsmøder med sygeplejersker fra hospitalet, ligesom de gjorde med de praktiserende læger?

Hjemmesygeplejerskerne erfarede under diskussionen, at de manglede en indlæggelsesstandard ved akut indlæggelse, denne blev den studerende inviteret med til at udarbejde. Den studerende sammenfattede diskussionen til: ”Det gælder om at acceptere hinandens forskelligheder, lytte til hinanden og sænke paraderne, næste gang vi har en sygeplejerske i røret.”
 

Problemer med medicin

En studerende fortalte om en patient, Eva, som i løbet af indlæggelsen var opstartet hjerte- og vanddrivende medicinsk behandling, og som nu var blevet udskrevet fra medicinsk afdeling. Den studerende havde på afdelingen doseret medicin til fem dage, indtil apoteket var klar med dosispakker, og havde informeret Eva grundigt om medicinen. Efter seks dage kom den studerende på besøg i hjemmet. Ægtefællen, som skulle have hentet medicinen på apoteket, havde imidlertid ikke orket at gå på apoteket, så Eva havde taget tabletterne fra den gamle dosispakke.

 ”Hvad hvis jeg ikke var kommet, så var hun blevet indlagt igen!” sagde den studerende. Til den studerendes store overraskelse var der meget, Eva ikke vidste om den nye medicin, som hun var startet på under indlæggelsen. Til sygeplejefagligt forum tilbage på medicinsk afdeling diskuterede den studerende med personalet: Hvordan sikrer vi, at patienten får sin medicin og dermed undgår genindlæggelser? Herunder hvilke forhold der skal være til stede, for at pårørende kan hente medicin på apoteket? Hvilken betydning har dosisdispenseringen fra apoteket? Hvordan sikrer vi os, at vores information til patienten om medicinen er god nok?

Det varer ofte et stykke tid, inden patientens praktiserende læge får kendskab til medicinændringer efter indlæggelse, og hjemmeplejen bruger generelt meget tid på at undersøge og bekræfte patientens medicin. En studerende fra hjemmeplejen fortalte: ”Når pt. bliver udskrevet, ligger der to medicinlister, en gammel og en ny. Borgeren tager de piller, hun kender. Lægen ved ingenting, og borgeren siger, at den pille plejer jeg ikke at få. Så ringer hun til sin læge, som ringer til os, som må fortælle, at hun har været indlagt og har fået ny medicin.”

De studerende var ikke overraskede over, at der skete mange fejl omkring medicinen. Samarbejdet omkring medicinen er for tilfældigt og forskelligt fra kommune til kommune. Nogle studerende undrede sig desuden over den manglende kontakt, der ofte var mellem den praktiserende læge og hospitalets læge. Alle håbede, at det nye medicinkort ville mindske fejlene.
 

Evaluering

Projektet (6) blev evalueret på baggrund af tre fokusgruppeinterview bestående af to grupper på i alt 17 studerende og en gruppe på fem kliniske vejledere. I alle tre grupper var både primær og sekundær sektor repræsenteret. Der blev desuden skrevet logbog med referater og citater fra refleksionsøvelserne og de sygeplejefaglige fora. Projektet har vist sig at være et vigtigt tilbud til de studerende i klinikken, som på modul 11-12 skal have fokus på at planlægge, koordinere og sikre sammenhængende forløb i samarbejde på tværs af sektorerne.

Det er nu implementeret som et fast tilbud i den kliniske undervisning. Kliniske vejledere fra primær og sekundær sektor har mødtes og lavet guidelines for fokusugerne. Projektet har medvirket til identifikation af udviklingsområder, videndeling og samarbejde mellem studerende, undervisere, kliniske vejledere og sygeplejersker på tværs af sektorerne. For flere medicinske afdelinger har projektets fokus på patientforløb fået betydning for bl.a. udskrivelsesforløb og kontaktpersonordning.

Der har derudover været afholdt tre sygeplejefaglige seminarer undervejs med oplæg og workshopper og diskussioner om sammenhængende forløb og tværfagligt samarbejde, hvor der har været stor opbakning til, at medarbejdere fra de involverede kommuner og afdelinger og andre interesserede har medvirket.

Margit Schrøder er ansat på Professionshøjskolen Metropol, Sygeplejerskeuddannelsen.

Litteratur

  1. Timm H (red). Sammenhængende forløb i sundhedsvæsenet. Videnscenter for Sammenhængende forløb. Professionshøjskolen Metropol. København: BoD; 2010.
  2. Martin HM. Er der styr på mig? Sammenhængende patientforløb fra patientens perspektiv. DSI; 2010.
  3. Enheden for brugerundersøgelser. I gode hænder? En kvalitativ analyse af patientens oplevelser af sammenhæng, tryghed og kontaktpersoner. Region Hovedstaden. København; 2010.
  4. Enheden for brugerundersøgelser. Patienters oplevelser i overgange mellem primær og sekundær sektor. POPS.  Region Hovedstaden. København; 2007.
  5. Witting L, Nørgård D. Sammenhængende forløb for skrøbelige medicinske patienter med fokus på overgange mellem hjem og sygehus. Center for Folkesundhed.  Region Midtjylland; 2008.
  6. Schrøder M. Sygeplejestudier på tværs af sektorer. Projektrapport om klinisk undervisning af studerende og kvalitetsudvikling af patient-borger-forløb. Professionshøjskolen Metropol; 2010. 
ENGLISH ABSTRACT

Scheel LS, Hansen JS. Inspection of care centres - monitoring and learning. Sygeplejersken 2010;(16):52-7.
 
Mandatory inspection of municipal care centres takes place in all Danish municipalities. The purpose of such inspection visits is transparency, documentation and monitoring of the municipality's services to its residents. The aim is also education; whereby management, staff, residents, relatives, together with politicians and staff in local administration, gain an insight into the actual conditions, with a view to continued provision of good quality services.
The article describes the link between legislation, mandatory inspection, and the concept of good life quality for residents. An account is given of the structure of the inspection concept in terms of unannounced inspection visits, and where work is taking place on quality goals?based on quality standards, politicians at municipal level, and core values. Principles are described for the unannounced inspection visits, the duration of visits, investigative methods, reporting and the consultation process.
With point of departure in Sønderborg Municipality, examples are given of how the inspections can be used in the care centres' forward-looking development work.
 
Key words: Mandatory inspection, care centres, quality assurance, quality development

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor
Sekundært sundhedsvæsen
Sygehus
Sygeplejerskeuddannelsen

Ph.d.-afhandling om patientovergange

Onsdag den 24. august kl. 13.00 forsvarer Inger Margrete Dyrholm Siemsen, konsulent, anæstesisygeplejerske og MVO, sin ph.d.-afhandling ”Patientovergange, et eksplorativt studie af faktorer, der påvirker sikkerheden af patientovergange” på Danmarks Tekniske Universitet, Bygning 421, Produktionstorvet, lokale 74, Lyngby.

Resumé af afhandlingen

Når ansvaret for en patients diagnose, behandling og pleje overgår fra en sundhedsperson til en anden, f.eks. i forbindelse med vagtskifte, skal information om og ansvar for den konkrete patient følge med, for at patientforløbet bliver optimalt. Hvis der i disse situationer, kaldet patientovergange, tabes væsentlig information eller opstår uklarhed om, hvem der har ansvaret for patienten, eller hvis organisationen ikke er gearet til at varetage denne overgang, er der risiko for nedsat effektivitet, kvalitetsbrist og patientskade.

Ph.d.-projektet har set på patientovergange fra ambulancer til hospitaler, inden for hospitaler og mellem hospitaler. Ph.d.-projektet består af fem studier med udgangspunkt i en litteraturgennemgang og empiri fra tre datakilder: interview med klinikere om faktorer, der har indflydelse på patientovergange, et udtræk af rapporter om utilsigtede hændelser fra Dansk Patient-Sikkerheds-Database om svigt i patientovergange og kerneårsagsanalyser indeholdende svigt i patientovergange i Danmark.

Projektet giver et grundlag for at planlægge implementeringsprojekter om patientovergange, og det tydeliggør, at sikring af patientovergange er en kompleks opgave, hvor mange kontekstnære forhold ud over selve informationsudvekslingen i overgange skal medtænkes.

Forfatteren er ansat i Region Hovedstaden, Koncern Plan og Udvikling, Kongens Vænge 2, 3400 Hillerød

Opponenter/bedømmelsesudvalg

Lektor Peter Jacobsen, Danmarks Tekniske Universitet, Management
Professor Karina Aase, Stavanger Universitet, Norge
Overlæge Birgit Viskum, Sygehus Sønderjylland, Region Syddanmark

Vejledere

Professor Henning Boje Andersen, Danmarks Tekniske Universitet, Management
Lektor, dr.med. Doris Østergaard, Dansk Institut for Medicinsk Simulation, Region Hovedstaden 

Emneord: 
Patientsikkerhed
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor

Nu kommer patienterne hjem til tiden

Patienter har ikke godt af at blive liggende på sygehuset, efter de er færdigbehandlede. En tværsektoriel koordinator har en stor del af æren for, at Hillerød Hospital kan udskrive patienterne til tiden.

SY-2011-11-26Illustration: Lars Andersen

Torsdag den 8. april 2010 blev en mærkedag i Hillerød Hospitals historie. For første gang havde det 430 senge store sygehus ikke en eneste færdigbehandlet patient liggende til at vente på plejehjem eller genoptræning eller andre kommunale tilbud.

Det blev et billede på det arbejde, sygehuset har gjort siden kommunalreformen for at minimere et gammelt og velkendt problem. Ikke sådan at forstå, at der aldrig mere ligger færdigbehandlede patienter og venter på Hillerød Hospital. Det gør der, men tallet falder stadig. En tilfældig dag i dette forår, den dag Sygeplejersken kommer på besøg, har sygehuset kun to færdigbehandlede patienter liggende.

Før i tiden kunne personalet i sengeafdelingerne bruge meget tid  på at kontakte kommunerne, når patienterne ikke kom hjem. De færdigbehandlede patienter blokerede senge, som andre patienter havde brug for, og i værste fald endte de på gangen eller i en dagligstue.

”Det giver nogle rigtig dårlige forløb, når patienterne ikke kan komme videre, efter at de er færdige med den udredning og behandling, vi skal give dem,” siger vicedirektør Bente Ourø Rørth.

”Så kan de blive lidt til overs, og patienterne risikerer, at der opstår nye problemer eller sygdomme. De kommer måske ikke ud af sengene og får ikke det dagligliv, de skal have, og så kan de pludselig have et tryksår eller en urinvejsinfektion.”

Hun nævner flere grunde til, at det stort set lykkes Hillerød Hospital at få patienterne hjem til tiden.

Hospitalet har tradition for et godt samarbejde med kommunerne. Kommunerne har selv interesse i at undgå at betale hospitalet for færdigbehandlede patienter, og hospitalet har oprettet en særlig enhed for patientforløb med ansvar for kommunesamarbejde og forebyggelse.

Bente Ourø Rørth, der selv  kigger på tallene en gang om ugen, betragter imidlertid den tværsektorielle kooordinator Sarah Kruckows indsats som helt afgørende.

”Hun kender lovgivningen og aftalerne med kommunerne, og det er en kæmpe aflastning for plejepersonalet og afdelingerne, at hun kan gå ind, hvis en kommune ikke tager en patient hjem til den aftalte tid. Det har haft en umiddelbar effekt.”

Lynafleder og problemløse

Sarah Kruckow, som er uddannet sygeplejerske, trækker hver morgen en liste over de patienter, der er indlagt i hospitalets akutafdeling, og slår op i administrationssystemet for at se, om de er kendt i deres kommune.

”Så går jeg over i akutafdelingen og vender med personalet, om der er patienter, vi allerede skal varsle, eller om de kan komme hjem med vanlig hjælp,” fortæller hun. ”Og hvis vi ikke kan vurdere det, fordi vi mangler oplysninger om f.eks. en dement patient, kontakter jeg kommunen.”

I sundhedsaftalerne mellem hospitalet og kommunerne ligger, at kommunen bør have et varsel på mindst fem hverdage, hvis en borger, der ikke er kendt i kommunen, kommer hjem med et markant ændret funktionsbehov og f.eks. skal have boligændringer. Hvis borgerens funktionsniveau er væsentlig ændret, er varslet to hverdage. Det er altså nødvendigt at tænke i udskrivelse, lige så snart en patient bliver indlagt.

Det er lægerne, der erklærer en patient færdigbehandlet, og det er sengeafdelingens personale, der skal varsle kommunen om, at patienten kommer hjem med behov for hjælp. Men de kan altid ringe til Sarah Kruckow, hvis de har et problem, og hun holder selv øje med de patienter, der er meldt færdigbehandlede uden at komme hjem.

Hvis en afdeling oplever, at der ofte venter patienter fra en enkelt kommune, sætter hun sig sammen med den kollega i Enhed for Patientforløb, der sidder med tallene fra kommunesamarbejdet.

”Hvis tallene bekræfter fornemmelsen, går jeg i dialog med kommunen. Har de udfordringer lige nu, som gør det svært for dem, og er der noget, vi kan understøtte?”

Ofte handler hendes arbejde om at løse konkrete problemer, f.eks. arrangere, at kommunens personale kan komme ind og se, hvordan man plejer et trakeostomikateter eller et specielt sår. Men hun kan også blive inddraget, hvis en sygeplejerske i en afdeling og en visitator i en kommune er gået skævt af hinanden.

”Så må jeg se, om de oplysninger, de får fra os, er gode nok. Det er jo ikke nok at skrive, at patienten er ”indlagt efter fald”. Kommunen har brug for at vide, om det skyldes løse gulvtæpper eller hjerteproblemer, og de skal have en funktionsvurdering.”

En sag har altid to sider

De varslingsskemaer, som Enhed for Patientforløb og Sarah Kruckow har udarbejdet, sparer rigtig meget tid, konstaterer afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai, lungemedicinsk afsnit 0633.

”Vi sidder aldrig mere halve og hele timer med en ventetone i telefonen for at komme igennem til en visitator. Man sætter en masse krydser og skriver tre linjer og faxer det af sted.”

I dag klarer hendes personale selv, med Sarah Kruckows hjælp,  mange af de sager, hun før som afdelingssygeplejerske blev involveret i.

”Selvfølgelig skal jeg stadig gå ind som leder, hvis en medarbejder ikke føler sig ordentligt talt til. Men mange kontakter til Sarah går uden om mig.

Hun har et stort indblik i vores hverdag og en meget anerkendende måde at formidle det på, når en varsling eller en færdigmelding har været mangelfuld fra vores side. Det handler aldrig om at slå nogen i hovedet.”

Sarah Kruckow bliver ikke kun kontaktet af personalet i afdelingerne, hun får også henvendelser fra kommunerne, når de har oplevet mangler ved en udskrivelse. Så kontakter hun afdelingen, og når hun har hørt deres fremstilling af forløbet, skriver hun tilbage til kommunen.

”Der er altid to sider af en sag,” siger hun. ”Det er mennesker, der skal arbejde sammen, og man kommer aldrig nogen vegne ved at beskylde nogen for ikke at gøre det godt nok.”

Hillerød Hospital

Udfordringen: Færdigbehandlede patienter, der må blive liggende på sygehuset, fordi kommunen ikke er klar til at tage dem hjem.

Arbejdspladsen: Hillerød Hospital.

Det gjorde de: Hospitalet har oprettet en Enhed for Patientforløb og ansat en tværsektoriel koordinator med særligt ansvar for udskrivelserne.

Det har de opnået: I 2010 var der kun 306 patienter, der ikke kom hjem til den aftalte tid, ud af ca. 61.000 indlæggelser.
Det er de stolte af: Samarbejdet med kommunerne, og at personalet i afdelingerne trods en travl dagligdag tænker udskrivelse tidligt i forløbene.

Det slås de stadig med: At dagligdagen kan blive så travl, at det glipper.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Sekundært sundhedsvæsen
Kommunal sundhedstjeneste
Sygehus

Dilemma: Det klarer jeg selv

"Den kommunale hjemmepleje handler med baggrund i det, de tror, der er til patientens bedste. Men i dette tilfælde kan patientens bedste forvolde skade."

SY-2011-01-dilemmaBodil er 92 år og mere eller mindre permanent sengeliggende. Hun har svært ved at huske, men er alligevel en selvstændig kvinde med sine meningers mod og talegaverne i behold.

Hun har både kommunal hjemmepleje og privat hjælp af en tidligere plejehjemsassistent. Men Bodil vil ikke modtage hjælp til personlig hygiejne af den kommunale hjemmepleje. ”Nej tak,” siger hun, ”det har jeg ikke brug for i dag,” eller ”det klarer jeg selv.”

I praksis betyder det, at der kan gå tre-fire dage, hvor Bodil ikke kommer i bad, når den private hjælp er på ferie eller holder fri.

En af de erfarne medarbejdere i kommunen siger, at man bare skal gøre sit arbejde og ikke spørge for meget, andre tager Bodils besked for gode varer og vender i døren, når de har spurgt Bodil, om hun vil i bad. I hjemmeplejen diskuterer man, hvad der vil være den rette fremgangsmåde.

Hvad synes du? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar nr. 1.

Bodil får lov til at bestemme selv, da hun er en selvstændig kvinde med sine meningers mod og talegaverne i behold. Men det fremgår ikke af historien, om det er vurderet, hvorvidt Bodil er kompetent til selv at bestemme.

Kender Bodil konsekvenserne af de valg, hun foretager, kan hun med egne ord fortælle og dermed reflektere over, hvad der sker med hendes krop og psyke, når hun ikke kommer op af sengen og foretager personlig hygiejne?

Den kommunale hjemmepleje handler med baggrund i det, de tror, der er til patientens bedste. Men i dette tilfælde kan patientens bedste forvolde skade. Ved Bodil, at hendes valg kan give hende smerter i form af tryksår og betændelsestilstande?

Et andet spørgsmål er, om beslutningen er i overensstemmelse med Bodils tidligere livsstil. Hvis hun eksempelvis var meget sirlig og velsoigneret, vil det stå i kontrast til hendes beslutning på nuværende tidspunkt.

Hvad jeg ville gøre? Spørge Bodil, om vi ikke skulle sætte os sammen med den private hjemmehjælp og få lagt en fælles plan. Måske kommer det samtidig frem, hvorfor hun ikke ønsker hjælp fra den kommunale hjemmepleje.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPS, formand for den lokale kliniske komité ved Aalborg Sygehus

Svar nr. 2.

Hjælperens umiddelbare etiske dilemma består i valget mellem at udføre eller undlade at udføre personlig pleje, når Bodil siger ”nej tak.” 

Hvad er risikoen ved at undvære personlig pleje, indtil den faste medhjælp er tilbage?

Hjælperen må skabe tillid ved at respektere Bodils selvbestemmelsesret, observere hendes tilstand og hjem og melde tilbage om sine observationer og sine overvejelser til sin leder.

Lederen må hurtigst muligt skabe mulighed for, at gruppen reflekterer over Bodils situation og over gruppens uenighed om hendes behov for personlig pleje i forhold til behovet for selvbestemmelse.

Sygeplejersken kan deltage som rollemodel og supervisor i forhold til at præcisere de værdier, der må være til stede i plejen, så gruppen står samlet, og Bodil fremover kan bevare sin værdighed, føle sig tryg ved at modtage hjælp fra hjemmeplejen og opleve, at hendes grundlæggende og helbredsmæssige behov sikres. 

Af Annette Hegelund, udviklingssygeplejerske i Ældreafdelingen i Glostrup Kommune, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Dilemma
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Nul fejl i medicinhåndteringen

Københavns Kommune vil ikke acceptere medicinfejl. Det mål forfølger hjemmesygeplejen bl.a. med bedre tid til dosering og bedre kommunikation med borgerens læge.

Læs som PDF - gå til side 22

SY-2012-08-20-1cc
Sygeplejerskerne i Københavns Kommune, her Louise Jørgensen fra Amager, kan få tildelt ekstra tid til medicindoseringen, f.eks. hos borgere, der får ordineret medicin af flere forskellige læger og sygehusafdelinger. Foto: Søren Svendsen

Fejlfri medicinhåndtering er et af målene i Københavns Kommunes ældrereformprogram fra 2011.
”Og jeg ved godt, det handler om mennesker, så nul fejl er en meget ambitiøs målsætning,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

”Men jeg tror, det er rigtig afgørende, at vi sætter barren højt.”

En af grundene til, at kommunen har ansat flere sygeplejersker i de seneste år, er netop ønsket om en mere sikker medicinhåndtering. For der sker stadig en del fejl, siger Ninna Thomsen.

Som borgmester fik hun en ubehagelig overraskelse, da kommunen i en stikprøveundersøgelse i 2010 selv afdækkede, at ingen af 18 besøgte borgere i hjemmesygeplejens regi var korrekt medicineret. (Se Sygeplejersken nr. 2/2011).

Det var der mange forskellige grunde til, først og fremmest samspillet med almen praksis og hospitaler og speciallæger. Ingen havde det samlede overblik.

”Problemerne var formentlig ikke specielle for Københavns Kommune. Rapporten afspejler nok, hvordan det ser ud rigtig mange steder,” siger Ninna Thomsen. Hun ser frem til det Fælles Medicin Kort, som skal give regioner, praktiserende læger og kommuner et fælles overblik over den enkeltes medicinering.

”Når det kommer i gang, tror jeg, vi får løst noget. Men vi har også selv lavet et nyt kvalitetsprogram, som skal give sygeplejerskerne mere ro og tid.

Det handler om uddannelse og faglig ledelse, men også om, at der er tid nok til både at dosere medicinen og til at danne sig et overblik over den ældres samlede medicinforbrug.”

Udvidet medicindosering

Internt har kommunen bl.a. sat ind med undervisning af assistenter og hjælpere, analyser af utilsigtede hændelser og klarere regler for delegation. Risikomedicin, f.eks. blodfortyndende, må nu kun håndteres af sygeplejersker, og flere andre ændringer i kataloget over sygeplejeydelser sigter mod en mere sikker medicinering.

Først og fremmest er det nu muligt at give sygeplejerskerne ekstra tid til doseringen, når der er meget medicin inde i billedet, fortæller sygeplejefaglig leder Evy Ravn, Lokalområde Amager.

”Før i tiden var en medicindosering på 10 eller 20 minutter.  Nu kan den koordinerende sygeplejerske tildele op til tre kvarter eller en time, hvis hun f.eks. kan se, at borgeren, der kommer hjem fra hospitalet, har kontakt til tre forskellige ambulatorier og får 18 præparater.”

Det er en stor forbedring, synes hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen, der samtidig har oplevet, at den nye ydelse, forløbskoordination, også giver anledning til, at uklarheder og misforståelser i medicineringen bliver opklaret.

Som ny ydelse er der desuden indført modtagekontrol af dosispakket medicin, og det lyder måske mærkeligt, at en sygeplejerske eller assistent skal tjekke en gang til, når medicinen er pakket på apoteket.

”Men vi finder faktisk fejl,” siger Evy Ravn. ”F.eks. hvis en borger har været indlagt, og hospitalet har været usikker på, hvad medicin borgeren kom ind med. Så opdager hjemmesygeplejersken måske, at et præparat, borgeren plejer at få, ikke ligger i dosispakkerne, og får undersøgt, om det er korrekt, at det er seponeret.”

Et velkendt fænomen, som til gengæld ikke optræder mere, er restdosering, tilføjer Evy Ravn.
”Det er simpelthen for farligt. Nu doserer vi kun til de dage, der ligger medicin til i hjemmet, og så må vi bestille og komme igen, når medicinen er hentet.”

Sikker mail til lægen

Ligesom Ninna Thomsen ser Evy Ravn frem til, at det Fælles Medicin Kort kommer til at fungere. Både almen praksis og regionerne har forpligtet sig til at bruge det, men tekniske problemer har forsinket systemet.

I mellemtiden har en sikker mailforbindelse til de praktiserende læger og apotekerne dog allerede gjort en stor forskel for hjemmesygeplejerskerne. Systemet hedder korrespondancemeddelser, og Københavns Kommune har netop indgået en aftale med de praktiserende læger i København om, at de alle skal være på.

Evy Ravn er ikke i tvivl om, at korrespondancemeddelelserne begrænser antallet af fejl.

Det har hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen allerede oplevet.

”For nylig kom en borger f.eks. hjem fra en kortvarig indlæggelse, og på medicinlisten var der et blodtrykspræparat, som ikke stod i vores medicinskema.  Det stod på medicinlisten som ordineret i 2010, men jeg kunne se, at det aldrig har været tastet ind i vores system. Vi har aldrig fået besked. Og da vi målte blodtrykket, var det faktisk for højt.

Så jeg skrev til lægen, og han var meget hurtig til at svare, at det var rigtigt, at borgeren skulle have det, og til at bede om en ny blodtryksmåling om fire uger.”

Korrespondancemeddelelserne sparer hjemmesygeplejerskerne for uendelig meget besvær og ventetid i den daglige kontakt med de praktiserende læger.

”Hvis vi kommer ud til en borger, og kan se, at der ligger noget penicillin eller smertestillende, vi ikke har en ordination på, så kan vi skrive til lægen og bede om en ordination eller om at få medicinen afstemt,” fortæller Louise Jørgensen.

”Vi skal have svar inden tre dage, men når jeg skriver den ene dag, ligger der meget ofte svar allerede næste dag, når jeg kommer.”

Den hurtige og lette kontakt er f.eks. af stor værdi, når en borger kommer hjem fra hospitalet, og hjemmesygeplejersken har spørgsmål til medicinlisten.

”Det har jeg næsten daglige eksempler på,” siger Louise Jørgensen. ”Jeg tror, det er os, der opdager de fleste fejl, fordi vi står med borgernes doseringer.” 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune

Hjemmehospital i dagligstuen

Jørgen Nissen Frederiksen, 77 år, holder selv styr på udviklingen i sin KOL-sygdom. Sundhedspersonalet på Lyngby-Taarbæk Kommunes vagtcentral holder øje med hans målinger og slår alarm, hvis han kommer op i det røde felt.

SY-2012-12-17abc
Jørgen Nissen Frederiksen lider af KOL og deltager i Lyngby-Taarbæk Kommunes pilotprojekt Epitalet. Han gennemfører selv målinger af puls, iltoptagelse, lungefunktion ogtemperatur, og han administrerer selv sin medicin. Via internettelefonforbindelsen Skype kan han se og tale med sundhedspersoner efter behov. Foto: Søren Svendsen

”Den lille tablet har kun to knapper, så det burde være til at finde ud af.”

Jørgen Nissen Frederiksen er erfaren computerbruger, så han har ingen berøringsangst over for ny teknologi.

Den 77-årige pensionist lider af KOL og er deltager i Lyngby-Taarbæk Kommunes pilotprojekt Epitalet, hvor KOL-patienter driver deres eget elektroniske hjemmehospital fra deres private dagligstue. Det sker ved hjælp af en trådløs forbindelse og en lille computerskærm.

En såkaldt ”tablet”, som består af en stor touchskærm og et virtuelt tastatur. Computeren er på forhånd udstyret med programmer, der kan registrere lungefunktion, iltoptagelse, blodtryk m.m. Patienterne har selv ansvaret for at gennemføre målingerne og administrere deres medicin.

Den elektroniske platform giver borgeren én indgang til hele sundhedsvæsenet. Og gør det muligt for al information at flyde frit mellem borgeren og de forskellige sundhedsfaglige aktører, der er involveret.

SY-2012-12-17abdLyngby-Taarbæk Kommune samarbejder med Frederiksberg Hospital om projekt Epitalet. Tanken er, at elektronisk overvågning skal være et permanent tilbud til KOL -patienter og måske også andre kroniske patienter. Foto: Søren Svendsen
 

Skyper med sygeplejersken

Denne dag, hvor Sygeplejersken er på besøg i villaen i Virum, har Jørgen Nissen Frederiksen valgt at sætte sig i havestuen med sin tablet, der ikke fylder mere end en A4-blok.

Som det første skal der etableres forbindelse til Skype – en internetbaseret telefonforbindelse, der gør det muligt at se de personer, man har ringet op til, og føre en live-dialog over nettet.
Han trykker på start og kan gå i gang med dagens program, som omfatter målinger af puls, iltoptagelse, lungefunktion og temperatur.

”Hvis temperaturen er forhøjet, kan det være tegn på, at en infektion, f.eks. en lungebetændelse, er på vej,” siger udviklingssygeplejerske Charlotte Dorph Lyng, som er projektleder på Lyngby-Taarbæks KOL-projekt.

 Projektet omfatter til en start seks borgere, der lever med KOL.

Jørgen Nissen Frederiksen sætter pulsoximeteret på pegefingeren, og værdierne rapporteres direkte til hans elektroniske journal.

Næste trin er måling af lungefunktionen. Målingen foregår ved hjælp af et mundstykke forsynet med en trådløs måle- og sendeenhed. I samme øjeblik, som Jørgen Nissen Frederiksen puster i mundstykket, bliver hans lungefunktion registreret og resultatet sendt videre til en server på Københavns Universitet. Herfra går informationerne videre til vagtcentralen, som er placeret på områdecenteret Møllebo og betjenes døgnet rundt af medarbejdere fra kommunens hjemmepleje.
Systemet spørger endvidere, om han har oplevet øget åndenød, har haft tiltagende hoste eller farvet opspyt.

”Jeg har heldigvis ikke haft nogen af delene,” siger Jørgen Nissen Frederiksen, som er meget begejstret over at være deltager i projekt Epitalet.

”Din tilstand er normal,” lyder tilbagemeldingen på dagens målinger, som alle ligger i det grønne felt. Hvis værdierne havde været for høje, f.eks. hvis lungefunktionen var faldet drastisk i forhold til dagen før, ville han automatisk havne i det røde felt.

Det giver tryghed.

Tryghed at blive holdt øje med
”Det giver en meget stor tryghed i dagligdagen, at man selv kan følge med i sine værdier. Også tilbage i tiden. Tidligere sprang jeg ned til lægen, hvis jeg følte mig lidt mere forpustet end sædvanlig. I dag har jeg selv helt styr på min lungefunktion og kan tage alle de målinger, jeg har lyst til. Samtidig ved jeg, at der bliver holdt øje med mig i den anden ende døgnet rundt. Uanset om det er mandag morgen eller lørdag nat. Det øjeblik jeg havner i det røde felt, bliver jeg øjeblikkelig ringet op af en sygeplejerske eller en læge, som fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Står det helt galt til, sender de en ambulance med det samme.”

Charlotte Dorph Lyng forklarer, at der altid vil sidde en sundhedsfaglig person med forstand på KOL klar i den anden ende. Den person kan også foretage en klinisk vurdering og se, om patienten har en sund kulør eller tværtimod er bleg og koldsvedende.

”KOL-ramte går typisk i mange år, før diagnosen bliver stillet. De vænner sig til at have en dårlig lungefunktion og til, at de ikke kan gå ret langt, eller foretage sig ting, der er fysisk anstrengende,” fortæller Charlotte Dorph Lyng.

Tabletten giver også direkte adgang til Borgerplanen. En personlig kalender, hvor Jørgen Nissen Frederiksen med få klik kan skaffe sig overblik over sine aftaler f.eks. hos egen læge eller på sygehuset, på motionsholdet etc.
 

Langt liv som ryger

Som mange andre i sin generation begyndte Jørgen Nissen Frederiksen tidligt at ryge. Fra han var 12 år, har han røget dagligt. Mest cigaretter, men også pibe og cigarer. Arbejdslivet har bragt ham vidt omkring og i berøring med mange brancher. Han har bl.a. arbejdet på en ranch i USA, været driftsleder på diverse danske virksomheder samt haft en servicestation i 15 år. De seneste 10 år har der stået pensionist på visitkortet.
For seks år siden var det slut.

”Jeg fik lungebetændelse med mellemrum, og til sidst fik min læge mig overtalt til at prøve en pille, der dæmper rygetrangen. Den virkede, og jeg har ikke røget, siden jeg tog den første pille.”

Han har heller ikke savnet røgen.

”Jeg har erkendt, at det var det, der skulle til for at få pusten tilbage.”

Jørgens sygdom er i dag så velreguleret, at han kan slå græsset i raskt tempo og gå tur med hunden. 

”Men jeg kan højst løbe 10 meter.”

43.000 lever med KOL

KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) er en kronisk fremadskridende sygdom, og patienterne bliver jævnligt indlagt, når de oplever eksacerbation i sygdommen. Det skønnes, at omkring 430.000 danskere lever med KOL. Heraf har kun godt halvdelen fået stillet diagnosen.

Kilde: Lunge.dk

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Lungesygdom
Projekt
Sundhedsvæsen

Kommune vil forbedre sundheden for udviklingshæmmede borgere

Ny rapport fra Rudersdal Kommune viser, at udviklingshæmmede og borgere med psykosociale behov kommer senere til lægen, og symptomerne på sygdom er mere alvorlige end for andre borgere generelt. En række initiativer skal forbedre sundheden for den udsatte gruppe.

Udviklingshæmmede borgere og borgere med psykosociale handicap har flere livsstilssygdomme, men de opsøger ikke sundhedsvæsenet i lige så høj grad som befolkningen generelt, det har studier på området tidligere vist. Og den tendens bekræfter en kortlægning af 300 borgeres sundhed, som Rudersdal Kommune har gennemført i samarbejde med Socialt Udviklingscenter, SUS.

Det er brugere af Rudersdal Aktivitets og Støttecenter, der er blevet undersøgt. Kortlægningen omfatter bl.a. indhentning af data om deres sundhed fra e-sundhed og interview med praktiserende læger og pædagoger fra aktivitets- og støttecentret.
Lægerne vurderer, at borgerne kommer senere til lægen, og at symptomerne ved konsultationen er mere alvorlige end for andre patienter. Konklusionen på rapporten er, at sundhedssystemet ikke tilbyder en særlig indsats for borgere med behov for en opfølgende indsats. Initiativet og ansvaret for at opsøge en læge ligger suverænt hos borgeren. I de tilfælde, hvor en voksen borger f.eks. psykisk er udviklingsmæssigt på niveau med et mindre barn og bor hjemme hos sine udviklingshæmmede forældre, risikerer borgerens sundhed og eventuelle begyndende sygdomme at blive overset.

Pædagoger skal lære om symptomer

På baggrund af rapporten har ledelse og medarbejdere i Rudersdal Aktivitets- og Støttecenter drøftet, hvad der fremover skal rettes op på.

Det pædagogiske personale skal på kompetenceudviklende kurser, hvor de får en grundlæggende viden om symptomer på de mest almindelige sygdomme og viden om de screeningsprogrammer, som alle borgere tilbydes.
De praktiserende læger har givet udtryk for, at de mangler viden om den særlige målgruppe, deres kommunikation, forudsætninger og behov. Rudersdal Kommune har derfor sendt rapporten videre til Region Hovedstaden og planlægger at drøfte rapporten med regionen i efteråret. Rudersdal Kommune vil bl.a. tale om muligheden for et fælles projekt omkring opsøgende og opfølgende lægehjælp til borgere, der ikke selv opsøger lægen.

Rudersdal Kommune vil også på baggrund af rapporten ansætte mere sundhedsfagligt personale, f.eks. sosu-assistenter, for at sikre, at sygdomme bliver opsporet på et tidligt stadie.

Emneord: 
Funktionshæmning
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor

Afklaring og nye tanker i Erslev

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, var i klinik på Erslev Afklaringscenter i Morsø Kommune. Med centeret har Morsø Kommune tænkt i nye baner i forhold til tilbud og løsninger i det nære sundhedsvæsen. Det kunne mange andre kommuner lære af, mener formanden.

SY-2010-07-44a
Foto : Simon Klein-Knudsen

En klar og solrig dag i marts var Grete Christensen på besøg i Erslev – en lille by med godt 400 indbyggere på Mors i det nordjyske, i Morsø Kommune med ca. 20.000 borgere.

Fra centeret er der til den ene side udsigt over markerne, der følger Mors’ bugtede landskab. Erslev Afklaringscenter ligger i udkanten af byen i en rød murstensbygning. Udefra virker den slidt, og man tænker, at det giver mening, at centeret flytter til en helt ny bygning i slutningen af året.

På centeret tager sygeplejerske Pia Jørgensen imod. Hun har inviteret Grete Christensen til Erslev, og sammen med sin kollega, sygeplejerske Helle Hansen og leder Jette Dissing, byder de på frokost i et tilstødende lokale. ”Men vi kan ikke være her så længe, for vi skal holde en 80-års fødselsdag,” siger Pia Jørgensen.

På væggen i frokostlokalet hænger tegninger af det nye Afklaringscenter, der skal stå klar i slutningen af 2013. Det er ved at blive opført i nabobyen Øster Jølby ca. 2 km fra Erslev. Bygningen har 21 kanter og lægger sig dermed op ad en af Øster Jølbys hovedattraktioner, det ottekantede forsamlingshus i Øster Jølby.

Jette Dissing går hen til tegningen og peger. Der er gået mange tanker og idéer ned i tegningen af det nye center, der kommer til at indeholde to gange 12 stuer fordelt i to sektioner. Der er ingen lange gange i det nye center. Tilsyneladende er der tænkt på alt for at kunne rumme og tilbyde sygepleje til borgere med vidt forskellige fysiske og psykiske behov.

Vaskemaskine på alle stuer

Stuerne skal være større, der skal være vaskemaskiner i alle stuer. Bakterier har det med at rejse med i tøjet og spredes via vaskerum. Derfor er det langt bedre at vaske tøjet på stuen.

De tre sygeplejersker glæder sig til, det nye center står klart. Det kommer til at ligge klos op ad et andet center rettet mod ældre borgere – Ansgarshjemmet – så sygeplejerskerne og deres øvrige kolleger på Afklaringscenteret kommer til at arbejde tættere sammen med nye kolleger, efter de er flyttet.

Gør patienter selvhjulpne

På centeret er opgaverne mange. Alt fra sårbehandling, pleje, pasning af pårørende til en døende og også pleje af døende, hvor centeret tager opgaven den allersidste del af livet i tæt samarbejde med palliativt team. Nogle kommer med et alkoholmisbrug og har brug for hjælp til at komme i balance med f.eks. ernæring og pleje, indtil de kan komme hjem igen.

Pia Jørgensen og Helle Hansen viser rundt i centeret. Gangene er lange og krydser hinanden. En del af det nuværende center er lukket af, fordi det ikke længere er sikkert at befinde sig i.

Det er et mål at gøre så mange som muligt selvhjulpne, så de kan vende tilbage til eget hjem. Det er også et mål at undgå indlæggelser, hvis plejen kan udføres på centeret i stedet. Og så er der overgange fra sygehus til eget hjem, hvor patienten bliver hjulpet den sidste del af vejen hjem til egen bolig.

Eneste af sin slags

Med den højt specialiserede funktion og de mange forskellige opgaver er Erslev Afklaringscenter det eneste af sin slags i Morsø Kommune. Kommunen omlagde fra traditionelt plejehjem til afklaringscenter i 2005. I erkendelse af, at der var brug for helt andre funktioner og tilbud. Og ”slusefunktionen” har vist sig at være en god idé, lyder det fra Jette Dissing, Pia Jørgensen og Helle Hansen. Der er stor tilfredshed med centeret, viser undersøgelser foretaget blandt borgerne.

Inde på Pia Jørgensens og Helle Hansens kontor hænger der telefonnumre og andre sedler med overskrifter som ”Vågekorpset” og ”Ledsagerordningen” – en masse koordinering og tværfagligt samarbejde ordnes fra de to pladser i kontoret. Den direkte sygepleje ydes af socialog sundhedsassistenter, mens den komplekse og koordinerende sygepleje varetages af sygeplejerskerne. Placeringen ”ude på landet” giver både fordele og ulemper, lyder det fra Pia Jørgensen og Helle Hansen.

”Langt de fleste er glade for at være her fremfor på et sygehus, da vi skaber rum til trivsel og overskud til tryghed,” siger Pia Jørgensen. Gennemsnitligt er folk på centeret i seks uger.

Faglig og personlig udvikling

”Opgaverne har virkelig skiftet karakter. De er blevet mere komplekse, og det er utrolig varieret, hvad man kan få af udfordringer herinde. Derfor er jeg og mine kolleger virkelig glade for vores arbejde her på centeret. Vi har et arbejdsmiljø med fokus på faglig og personlig udvikling, hvor vi benytter os af de forskellige individuelle kompetencer for at kunne yde borgeren et individuelt tilrettelagt plejeforløb på et midlertidigt døgnophold,” siger Pia Jørgensen.

Erslev Afklaringscenter

Afklaringscenteret er et tilbud til borgere i Morsø Kommune, der har brug for kortvarig døgnpleje eller aflastning. Her er fokus på koordinering af sammenhængende borgerforløb for de borgere, der er visiteret til midlertidigt døgnophold på centeret.

Borgerne bliver aktivt medinddraget i opholdets formål og forløb samt træffer valg om deres fremtidige boform. Borgerne styrkes i at genvinde kræfterne efter sygdom og blive mest muligt selvhjulpne igen, eller trods aldersbetingede svigt at opleve omsorg og tryghed.

Centeret har et tæt samarbejde med visitationen i kommunen, der visiterer borgere ind på centeret, når døgnplejen vurderes ikke at kunne ydes tilstrækkeligt i eget hjem, samt ved borgeres udflytning. Ligeledes er der et tæt tværfagligt samarbejde med Thisted Sygehus, praktiserende læger, Det palliative team, demenskoordinator, den sociale indsats m.fl.

Emneord: 
Plejecenter
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor