Genoptræning sker uden sygeplejersker

Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har kortlagt organisering og produktivitet på det kommunale træningsområde i otte kommuner.

Undersøgelsen viser, at det koster 6.000-9.000 kr. at genoptræne en borger, og at prisen afhænger af produktiviteten. Rapporten viser ikke, om den dyre træning gavner borgeren mere end den billige.

Derimod er træningen i alle otte kommuner bestemt af fysio- eller ergoterapeutens faglige vurdering. Træningen finder sted i kommunale træningscentre og varetages af terapeuterne – og i nogle tilfælde af social- og sundhedsassistenter. Kommuner med en enkel organisering af træningsområdet ses at have en højere produktivitet. Mindre kommuner samarbejder om træningen, mens større kommuner håndterer alle træningsopgaver selv. Sygeplejersker er ikke nævnt i analysen.

KORA planlægger yderligere to analyser på træningsområdet, en om ressourceforbrug i ældreplejen og en om forbrug af personlig pleje og praktisk hjælp hos tre grupper af borgere.

Emneord: 
Fysisk aktivitet
Kommunal sundhedstjeneste

Behandlersygeplejersker vurderer og behandler borgere i eget hjem

De første erfaringer fra et banebrydende tværsektorielt projekt på Amager viser, at både borgere og sygeplejersker fra primær sektor har stor glæde af behandlersygeplejerskernes ekspertise.

På Amager hospital har det længe været Akutklinikkens opfattelse, at transport og ventetid i en travl Akutklinik kan udgøre en større belastning for udsatte borgere, end den skade borgeren har pådraget sig. Samtidig viser tidligere undersøgelser, at patienter med mindre skader får en sufficient vurdering og behandling af specialuddannede sygeplejersker i en skadeklinik (1).

Akutklinikken på Amager hospital har på den baggrund iværksat projektet ”udgående akutklinik”, hvor patienter med mindre skader tilbydes vurdering og behandling i deres eget hjem af erfarne behandlersygeplejersker. Målgruppen for projektet er ældre borgere, som er afhængige af liggende transport og evt. ledsagelse af plejepersonale, samt borgere med mentale handicap, hvor henvendelse i Akutklinikken er forbundet med stor utryghed.

Det er Akutklinikkens opfattelse, at mange af disse patienter vil kunne behandles for deres mindre skader på deres hjemadresser, hvorved ventetid og utryghed kan reduceres. Projektet skal opleves som en service og en bestræbelse på at øge patienttilfredsheden (2).

Direkte adgang til behandlersygeplejersken

Projektet løber i perioden 1.12.2012 - 31.03.2014 og foregår i samarbejde med plejehjem, bosteder, hjemmepleje, kommunal sygepleje samt praktiserende læger og vagtlæger i hospitalets optagekommuner på Amager: København, Dragør og Tårnby Kommune. 

Personale ansat i de deltagende kommuner, læger og vagtlæger kan ringe direkte til behandlersygeplejersken alle ugens dage i tidsrummet 9-20 om f.eks.:

  • Kateterskift hos mænd ved akut opstået dysfunktion
  • Suturering af sår og vurdering af knoglebrud f.eks. efter fald
  • Genanlæggelse af sonde/topkateter
  • Brandsår, fjernelse af fremmedlegeme, næseblødning, bandage-gener, insektstik.

100 borgere på Amager har i de første to måneder modtaget vurdering/behandling af en behandlersygeplejerske i eget hjem. Erfaringer fra denne periode viser, at kateterskift, behandling af akutte sår, næseblødninger og vurdering efter faldtraume har været de hyppigste årsager til henvendelse.

Den kommunale sygepleje i Københavns kommune på Amager oplever en stor faglig tilfredshed ved at kunne anvende behandlersygeplejerskernes ekspertise, når ældre borgere pådrager sig skader, som den kommunale sygepleje ikke selv har kompetencer til at håndtere. Endvidere sker der en faglig udveksling af viden, når sygeplejersker fra begge sektorer mødes i borgerens hjem.

Plejehjem i Københavns kommune på Amager oplever projektet som et vigtigt element ift. beboernes livskvalitet, da langvarig transport og utryghed i uvante rammer undgås. Endvidere er der på baggrund af adskillige besøg fra behandlersygeplejerskerne på et plejehjem aftalt et kompetenceudviklingsforløb for stedets sygeplejersker indenfor anlæggelse af blærekateter på mænd. 

For behandlersygeplejerskerne har den første tid været meget lærerig, og det er udfordrende at bevæge sig uden for hospitalsmiljøet og i stedet møde patienterne i deres hjem. Det er samtidig meget givende at indgå i nye samarbejdsrelationer på tværs af sektorerne. Behandlersygeplejerskerne oplever stor kollegial opbakning til projektet, og Akutklinikkens læger er altid tilgængelige på mobiltelefon, såfremt behandlersygeplejerskerne har behov for råd eller vejledning.
Projektet skal evalueres i foråret 2014.

Litteratur

  1. Heltoft G, Laursen JO. Høj kvalitet i sygeplejerskebemandet skadeklinik. Sygeplejersken 2009;(4):46-52.
  2. Rapport: Patienters oplevelser i Region Hovedstadens Akutmodtagelser og Akutklinikker. April 2012.
  3. Rapport: Region Hovedstadens analyse af ventetiden for skadepatienter. April 2012
Emneord: 
Akutsygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor

Sygeplejersker skal spille en aktiv rolle i hverdagsrehabiliteringen

Hvis der skal opnås helhed i hverdagsrehabiliteringen, bør det somatiske perspektiv på borgerens formåen prioriteres højere. Det fordrer, at sygeplejerskerne får en mere aktiv rolle i opstartsmøder, på tværfaglige gruppemøder og i afviklingen af rehabiliteringsforløbene.

”Vi havde et opstartsmøde med en borger, det gik bare rigtig godt. Ergoterapeuten fik testet ham, og det var jo bare så tydeligt, at han rigtig gerne ville ud i verden igen. Men efter den sidste tur på hospitalet var han jo ikke kommet ud at gå igen. Jeg tror ikke, han turde. Vi fik lagt en plan, og jeg tror da sagtens, han kan klare sine indkøb selv om tre-fire måneder. Så var det lige, at vi også kom i tanke om, at hans hjerte er svagt, hvor langt kan han egentlig tåle at gå? Der manglede vi sgu da sygeplejerskens vurdering.”

Sådan fortæller en social- og sundhedsassistent på et møde, hvor alle kommunens nøglepersoner i Hverdagsrehabiliteringsindsatsen ”Aktiv i mange år” var samlet for at drøfte erfaringer med indsatsen. Kommunen startede projektet i 2010, og i dag er hverdagsrehabilitering en fast del af kommunens ældreservice ligesom i de fleste andre danske kommuner. Borgere, der f.eks. kommer hjem efter behandling af en skade eller på anden måde har fået en funktionsnedsættelse, tilbydes hjælp og støtte til igen at blive selvhjulpne. I stedet for at modtage hjemmehjælp trænes de op til igen at kunne klare f.eks. rengøring, indkøb, vask og påklædning.

Inspirationen kommer bl.a. fra Östersund Kommune i Sverige, og efter at Fredericia Kommune udviklede deres version af indsatsen, har ”Fredericiamodellen” sat gang i talrige projekter landet over.

Nye tværfaglige samarbejder

Hver kommune har valgt sin vej. Nogle laver specialteams, andre satser på at ændre tilgangen til borgerne i hele hjemmeplejen. Fælles er dog, at der opbygges et nyt tværfagligt samarbejde mellem ergo- og fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, visitatorer og hjemmesygeplejersker. Det er i dette samarbejde, den hverdagsrehabiliterende ydelse udvikles og udføres.

Et hverdagsrehabiliterende forløb starter normalt med, at der efter visiteringen gennemføres et ”opstartsmøde” ude hos borgeren, ofte med deltagelse fra flere faggrupper f.eks. både social- og sundhedsassistent, terapeut og visitator. Sammen finder de ud af, hvad det er ønskeligt og muligt for borgeren at klare selv, og på den baggrund udarbejder de en plan for træningen af borgeren. Som ved andre rehabiliterende indsatser er det afgørende, at borgerens egne ønsker og mål er i centrum, men lige så vigtigt er det, at faggrupperne formår at arbejde sammen og bringe deres forskellige faglige kompetencer i spil.

På mødet, hvor social- og sundhedsassistenten fortalte om sin oplevelse, havde TeamArbejdsliv fremlagt resultaterne fra forskningsprojektet ”ReKoHveR”, som har undersøgt, hvordan faggruppernes samarbejde har fungeret i fem kommuner, der har indført hverdagsrehabilitering (1). Samarbejdet anskues ud fra teorien om, at den relationelle koordinering er afgørende for, at det kan lykkes at opnå de mål, kommunerne har med hverdagsrehabiliteringen; mål, som omfatter en øget livskvalitet for borgeren, og samtidig også omfatter en reduktion af omkostningerne til hjemmeplejen, ved at borgerne klarer mere selv. Alle kommuner ser i hverdagsrehabilitering muligheden for at opnå højere kvalitet for færre penge og for at sikre en fordeling, så de begrænsede ressourcer anvendes, hvor de gør størst gavn.

Relationel koordinering er et begreb, som er opfundet af den amerikanske forsker Jody Hoffer Gittell og bl.a. beskrevet i bogen ”Effektivitet i sundhedsvæsenet” (2). På baggrund af undersøgelser på flere amerikanske sygehuse har hun fundet, at der er en direkte sammenhæng mellem kvaliteten af ydelsen målt bl.a. i form af indlæggelsestid, patienttilfredshed og smerter efter operation, jobtilfredshed og totalomkostninger og så sygehuspersonalets forskellige faggruppers evne til at samarbejde. Det er dette samarbejde, hun kalder relationel koordinering.

Koordinering handler om at være enige om målet for opgaven med udgangspunkt i patienten, at udvikle et fælles sprog om den opgave, man skal løse sammen, at dele den viden, som hver deltager besidder, og endelig at vise hinanden respekt. Koordineringen er afhængig af, at kommunikationen mellem faggrupperne foregår på en ordentlig måde; at   kommunikationen er rettidig og sker, når behovet er der, at den er præcis og ikke fordrer, at man skal spørge, hvad der menes, og at sigtet er at løse de problemer, der opstår, frem for at udpege, hvem der har fejlet.

Svært for sygeplejerskerne

TeamArbejdsliv har på baggrund af Gittells arbejde udviklet et dansk spørgeskemaværktøj til måling af den relationelle koordinering i et team, hvor forskellige faggrupper skal samarbejde. Det var resultaterne af en sådan måling i kommunens hjemmeplejeteam, der blev fremlagt på mødet. Resultaterne, som blev bekræftet af deltagerne, viste, at ergoterapeuterne havde fundet en ny rolle og virkelig udfoldede deres faglighed, og at social- og sundhedsassistenter og hjælpere nok kunne føle, at deres omsorgsgen blev sat på prøve, men samtidig oplevede en ny arbejdsglæde og følte, at deres faglighed gav et væsentligt bidrag til, at det kunne lykkes.

Det interessante var, at det i denne kommune var tydeligt, ligesom det var tilfældet i alle de andre kommuner, som deltog, at sygeplejerskerne havde svært ved at finde deres rolle i samarbejdet. Det var derfor social- og sundhedsassistenten, som fortalte historien om borgeren, der gerne ville klare sine indkøb selv igen. I den efterfølgende diskussion blev det klart, at der er nogle omstændigheder omkring måden, man har indført hverdagsrehabilitering på, som har bidraget til denne manglende inddragelse af sygeplejerskerne.

Først og fremmest har det at gøre med, hvordan opgaven stilles. Når der i kommunen skal formuleres et fælles mål med udgangspunkt i borgerens behov, er der primært fokus på borgerens motivation, vurderingen af hans/hendes fysiske formåen, behovet for omsorg og kommunens økonomiske og praktiske muligheder for at yde støtte og service. Som en deltager beskrev det: ”Når vi sidder der med borgeren, så er rollerne jo, at hjælperen er beskytter, terapeuten er udfordrer, og visitatoren er dommer. Det somatiske perspektiv mangler, der mangler en rolle til sygeplejersken. I de fleste tilfælde anses sygeplejerskerne som en faggruppe, der kan inddrages, hvis der skulle vise sig et behov for at se på et liggesår, eller hvis en borger kan hjælpes til at blive selvhjulpen med egen medicindosering. Men når en borger skal bringes til at klare flere fysiske udfordringer, end han måske selv lige tror på, han kan, så er det jo afgørende også at have en  sygeplejefaglig/sundhedsmæssig vinkel med i vurderingen af, hvad der er et realistisk, fælles mål.”

Vigtig sygeplejefaglig viden

Den sygeplejefaglige viden er ikke alene vigtig i relation til vurdering af den helbredsmæssige og fysiske formåen, men også i forhold til de mentale forudsætninger for at indgå i et rehabiliteringsforløb. Som led i projektet havde vi deltaget i et hjemmeplejemøde, hvor man diskuterede, hvordan social- og sundhedsmedarbejderne skulle undgå at blive spillet ud mod hinanden af en borger, som svingede voldsomt både i humør og i funktionsevne.

Man nåede frem til, at alle medarbejderne skulle bestræbe sig på at behandle borgeren på samme måde, så hun ikke fik mulighed for at manipulere sig til mere hjælp end nødvendigt. Uanset om dette løsningsforslag har virket efter hensigten eller ej, kunne en sygeplejefaglig vurdering af borgerens mentale og følelsesmæssige problemer have bidraget til en større fælles forståelse af, hvad der var på spil i forhold til denne borger. Hvorfor handlede borgeren, som hun gjorde, og hvordan kunne hun mødes og rummes på andre måder?

Mange ældre borgere har mentale vanskeligheder ved siden af de fysiske, og en større inddragelse af sygeplejerskernes faglige viden på dette område kan bidrage til en bedre kvalitet i rehabiliteringen. Der er flere praktiske grunde til, at sygeplejerskernes rolle begrænses i den hverdagsrehabiliterende indsats.

Det viser sig ofte svært for dem at prioritere deltagelsen i opstartsmøderne med borgerne. ”Det er ikke en opgave, der ser godt ud på arbejdssedlerne, der er jo ikke et CPR-nr.” Det er således svært at få anerkendt denne opgave, og registreringssystemerne kan modarbejde engagementet. Når sygeplejerskerne endelig er med, kan det være svært at finde ind i en ligeværdighed i teamet: ”Jeg tænker tit, at de andre tror, jeg kigger dem over skuldrene,” sagde en sygeplejerske.

Der er altså behov for at arbejde med sygeplejerskernes egen forståelse af deres rolle og de andre faggruppers opfattelse. Endelig er akuttelefonen ofte tændt. Det gør det svært at blive oplevet som et fast medlem af teamet, hvis man flere gange har måttet fare ud ad døren midt i en faglig snak.

Højere prioritering nødvendig

Hvis der skal opnås helhed i hverdagsrehabiliteringen, bør det somatiske perspektiv på borgerens formåen prioriteres højere. Det fordrer, at sygeplejerskerne får en mere aktiv rolle i opstartsmøder, på tværfaglige gruppemøder og i afviklingen af rehabiliteringsforløbene. Men det kræver først og fremmest, at sygdomsog sundhedsperspektivet supplerer kommunernes fortolkning af målene for hverdagsrehabiliteringen, som har fokus på fysisk formåen og omsorg.

Samarbejde fordrer, at de andre faggrupper trænes i at inddrage dette perspektiv. Det kræver, at sygeplejerskerne spiller en mere aktiv rolle, hvilket igen forudsætter, at de administrative systemer kan gøres mere smidige, men også at sygeplejerskerne selv tænker anderledes om deres rolle og finder deres måde at indgå i den relationelle koordinering med de andre faggrupper.

TeamArbejdsliv er et privat konsulentfirma inden for arbejdsmiljøområdet.

Litteratur

  1. Teamarbejdsliv vil i løbet af efteråret 2013 udgive en rapport, der formidler projektets resultater. Om projektet se http://teamarbejdsliv.dk/opgaver/relationel-koordinering-i-hverdagsrehab...
  2. Gittell JH. Effektivitet i sundhedsvæsenet – samarbejde, fleksibilitet og kvalitet
English abstract

Limborg HJ, Albertsen K. Nurses need to be active in everyday rehabilitation. Sygeplejersken 2013;(8):77-9.

Everyday rehabilitation is a mind-set that is currently changing almost all the forms of home care offered by Danish municipalities. The goals are to enhance quality for citizens, make home care more effective and provide greater job satisfaction. For this to succeed, social and health workers, occupational therapists, physiotherapists and nurses must work more directly together than before. However, there are municipalities in which nurses are yet to find their role in
this collaboration.

Keywords: Interdisciplinary approaches, skills, district nurses, municipal health care, primary health care.

Emneord: 
Ældre
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor
Tværfaglighed

Fælles Rehabiliterende Indsats gavner borgere i hverdagen

Borgere, som skal i gang med rehabilitering efter sygdom, har gavn af tidlig og tværfaglig indsats med fokus på hele borgerens situation og ikke bare på visitation og tid. Det viser et projekt fra Nordjylland.

Alle kommuner mærker i disse år et stigende pres på ældreområdet; flere og flere borgere har brug for hjemmehjælp, og arbejdsstyrken og økonomien bliver mindre. Samtidig opleves opgaveglidning fra sygehusene ud i kommunerne. For at imødekomme dette pres har Brønderslev Kommune siden 2012 kørt pilotprojektet FRI (Fælles Rehabiliterende Indsats) i to af syv hjemmehjælpsgrupper. FRI udrulles nu i fuld skala.

I hver hjemmehjælpsgruppe er der et FRI-team bestående af en koordinerende sagsbehandler, en ergoterapeut og en sygeplejerske, alle ansat i ældreområdet. Når en borger søger hjælp til f.eks. rengøring, besøger den koordinerende sagsbehandler borgeren med henblik på udredning. Udredningen tager udgangspunkt i den enkelte borger, og de relevante faggrupper inddrages for at komme hele vejen rundt om borgeren. Sygeplejersken foretager en sygeplejefaglig udredning, ergoterapeuten aktivitetsanalyse, og ved behov tilkaldes diætist, demenskonsulent mv. 

Tidligere har man i den kommunale sygepleje været meget styret af visiteringer og tid, hvor der med FRI-projektet i højere grad er kommet fokus på hele borgerens situation. For sygeplejerskerne betyder det holistiske syn på borgeren, at de bruger deres faglighed fuldt ud frem for blot at se på en afgrænset opgave. For den koordinerende sagsbehandler giver det tætte samarbejde med sygeplejersker og ergoterapeuten i FRI-teamet en mere smidig visitering, som løbende kan justeres og dermed hurtigere give effekt.

Kommunalt tackler FRI-arbejdsformen flere udfordringer; dels stigende udgifter til ældreområdet og dels færre hænder til at løfte opgaverne. Begge dele imødekommes ved hjælp af FRI, hvor mange borgere ender ud med at klare sig selv eller med et minimum af hjælp. En stor sidegevinst ved FRIprojektet er, at arbejdsformen har skabt stor arbejdsglæde i grupperne; både hos sygeplejersker og social- og sundhedspersonalet.

Borgerne har taget godt imod projektet, både de yngre og borgere på 90+. Et eksempel er en borger med store mén efter en blodprop i hjernen. Borgeren udskrives til hjemmet efter ophold på en regional genoptræningsafdeling. Borgeren har brug for meget hjælp og støtte i hverdagen både i form af sygepleje, ergoterapi, personlig og praktisk hjælp. Borgeren får massiv hjælp fra alle relevante faggrupper allerede fra starten, dvs. at den tværfaglige indsats iværksættes meget hurtigt, og borgeren bliver hurtigere og i højere grad selvhjulpen, end han ville være blevet tidligere.

Projektbeskrivelsen kan fås ved henvendelse til forfatteren.

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor

Borgerne tjekker selv ind på tryghedshotellet

På Tryghedshotel Randers kan borgere selv skrive sig ind. Sygeplejerske Rikke Witting kalder borgerne for gæster, ikke patienter. Gæsterne er mest ældre, og et ophold kan være en aflastning, et alternativ til en hospitalsindlæggelse eller det sidste stop i livet.

SY-2013-08-36a
Det er første gang, den studerende har med en sonde at gøre, og hun får gode råd af Merri Nielsen, der har været gæst på Tryghedshotel Randers flere gange. Foto: Søren Holm

Tryghedshotel Randers har til huse i samme bygning som et plejehjem. Der er stille på gangen med de 15 værelser. Personalet går rundt i et afdæmpet tempo. Sygeplejerske Rikke Witting har den sygeplejestuderende Nanna Krogh Pedersen med på en dagvagt. Hun er på 4. modul og skal være på stedet i 10 uger.

Sammen tilser de Merri Nielsen, der selv har bedt om at få et værelse. Hun er i behandling for kræft, og ovenpå en behandling har hun og hendes pårørende det bedst med at vide, at hun er i trygge hænder.

”Jeg har været her før. Det blev foreslået af hjemmeplejen. Min datter bor i Aalborg, så det er også en tryghed for hende, at jeg er i gode hænder,” siger Merri Nielsen, som er en af mange cancerpatienter, der bruger hotellet. Nanna Krogh Pedersen skifter forbinding over en nyanlagt sonde for første gang og får ros af Merri Nielsen, der dog lige påpeger, at det er en god idé med to sæt handsker, når man har med sonder at gøre. Værelset er stort med fladskærm, to stole og et bord. På væggen hænger et maleri.

Skal spare indlæggelser

Tryghedshotel Randers åbnede for to år siden, og formålet er at spare indlæggelser på sygehuset. Rikke Witting har arbejdet på stedet siden juni 2011.

”Her er en god personalegruppe, en god normering og et godt arbejdsmiljø. Vi er en blanding af unge og erfarne og forskellige faggrupper,” siger Rikke Witting. De går ind til en terminal gæst. Normalt ville Rikke Witting tilbringe meget af arbejdsdagen med at være omkring denne person.

”Hvis gæsten ikke ønsker at komme på hospice eller være derhjemme i den sidste tid, så er der mulighed for, at de kan
blive her.”

Tryghedshotel Randers har haft en gæst, der ønskede at komme på hospice, men hun kom tilbage, fordi der var for stille der. Det sker også, at der kommer gæster ind, som i mangel af bedre er blevet henvist. ”Vi får misbrugere og alkoholikere, fordi der ikke er plads andre steder. De kan være her, til der er plads et andet sted, som kan hjælpe dem bedre.”

Gæsterne har mulighed for at spise frokost i fællesskab, eller de kan få maden ind på deres værelser. De ansatte har fællesmøder med personalet på plejehjemmet og de udekørende et par gange om året. Personalet er bl.a. blevet undervist i at kunne tage INR-blodprøver, og i det hele taget er Randers Kommune lydhør overfor nye tiltag.

Bedre tid end hjemmeplejen

Der er ingen læger ansat på stedet, men gæsternes egne læger kan komme og tilse dem. Hotellet har ikke et  medicindepot, og maden kommer fra et storkøkken. Stedet er inspireret af et sted i Sverige.

”Nogle tager navnet lidt for bogstaveligt, og så må vi lige afstemme forventningerne og fortælle, at det ikke er OK at smide brugte håndklæder på gulvet, siger Rikke Witting.

På Tryghedshotel Randers har personalet mulighed for at observere, hvis en borger får forsøgsmedicin. Rikke Witting siger: ”Vi kan afprøve forskellige ting her, som de måske ikke har tid til i hjemmeplejen. Vi får borgere fra sygehuset, hvor der er tale om accelereret udskrivning, derfor er det op til os at afprøve nogle ting og komme hele vejen rundt om den enkelte. Jeg synes, det er spændende at være med til at udvikle et forløb for en gæst i samarbejde med de andre faggrupper.” 

Min bedste oplevelse

”At der dagligt stilles krav til mig, både som sygeplejerske og som person. Jeg er en del af en historie. Enten den gode, den svære, den udfordrende eller en helt fjerde.”

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste
Palliation
Primær sundhedssektor
Plejecenter

Hos Tue kommer de ældre foran i køen

Hver syvende ældre patient, som blev indlagt på Bispebjerg Hospital sidste år, kunne have undgået indlæggelsen. Derfor har kommunale sygeplejersker nu fået deres egen afdeling på hospitalet, hvor ældre borgere behandles så hurtigt, at de undgår indlæggelse.

SY-2013-05-43aDet højeste antal borgere, der har været på en hel dag i TUE , er indtil videre fem. Håbet er, at tallet vil stige, efterhånden som de praktiserende læger får øjnene op for TUE ´s potentiale. Foto: Søren Svendsen

Ellen Rechendorff har tabt sig og er dehydreret. Derfor har hendes egen læge sendt hende til Bispebjerg Hospital, hvor hun besøger TUE, den Tværsektorielle UdredningsEnhed. Hun ankommer lidt i 10 om formiddagen og er ude ad døren igen halv tre, efter at være blevet grundigt undersøgt.

Hun får en tid næste dag på et af hospitalets mange ambulatorier.

TUE er en ny afdeling, som Københavns Kommune har åbnet i samarbejde med Bispebjerg Hospital. Her er målet, at ældre borgere kan komme, hvis deres egen læge vurderer, at deres behandling ikke kræver indlæggelse. Langt de fleste borgere ankommer via egen læge, mens enkelte henvises fra skadestuen eller andre afdelinger på hospitalet.

Hos TUE er der åbent til sen aften, og der er altid en eller to af de seks sygeplejersker på vagt. Desuden er der altid en speciallæge på de medicinske afdelinger, der kan kontaktes, og alle patienter bliver tilset inden for den første halve time efter ankomst.

”Vi står for langt de fleste opgaver omkring patienten, som f.eks. prøvetagning og behandling, men det er selvfølgelig lægen, der står for diagnosticering og behandlingsplan ” forklarer sygeplejerske Fie Park Himmelman.

De skal ikke føle sig syge

Sygeplejerskerne lægger vægt på, at borgerne ikke føler sig indlagte. Borgerne beholder deres eget tøj på, og de sidder i en hvilestol i stedet for at ligge i en seng.

”Det er vigtigt, at borgerne ikke ser sig selv som syge. De skal ud af patientrollen. Vi tror på, at det gør en forskel i rehabiliteringen,” siger Fie Park Himmelman.

I bestræbelserne på at få borgerne tilbage i eget hjem, har TUE en række fordele, både under besøget og i den efterfølgende overlevering til hjemmeplejen.

”Først og fremmest kan vi få vores borgere i et hurtigt forløb. Vi kan få svar på f.eks. blod- og urinprøver meget hurtigt, så vi kan få borgerne diagnosticeret, behandlet og sendt hjem. På samme måde kan de få subakutte tider på ambulatorierne, så de ikke skal vente mange uger på at blive scannet,” forklarer hun.

Også i udskrivelsesfasen har TUE en fordel. Fordi enheden er bemandet med kommunale sygeplejersker har de direkte adgang til Københavns Kommunes systemer og kan derfor se, hvilken pleje og hjælp en borger modtager. Det fungerer også den anden vej rundt, så hjemmeplejen og hjemmesygeplejerskerne kan se, hvilken behandling borgeren har fået hos TUE.

”Det betyder, at overgangen fra hospital til hjemmet bliver meget mere glidende, og at vi undgår, at borgeren lander mellem to stole,” siger Fie Park Himmelman.

Lægerne kender ikke TUE

TUE er et to-årigt projekt, der skal køre i to år. Fie Park Himmelman fortæller, at de patienter, der besøger TUE, er glade for stedet, og at langt de fleste (omkring 80 pct.) undgår en indlæggelse. Alligevel kommer der langt færre patienter end forventet. 

 ”Vi tror, at det skyldes, at projektet endnu er så nyt, og at ikke alle praktiserende læger og vagtlæger kender til TUE, og derfor ikke henviser deres borgere til os. Vi forventer dog, at det hurtigt vender, og vi er allerede begyndt at få flere patienter.”

En af dem, der blev henvist af sin egen læge, er Ellen. Dagen efter hendes besøg hos TUE snakker Fie Park Himmelman i telefon med hende. Hun er kommet godt hjem og er meget glad for, at hun slap for en indlæggelse, fortæller Fie Park Himmelman.

Hvad er din bedste oplevelse på jobbet?

”Vi havde en ældre kvinde med diabetes, der kom i TUE med alt for højt blodsukker. Det fik vi styr på indenfor nogle timer, og samtidig kontaktede vi hendes hjemmesygeplejerske, så hun kunne hjælpe kvinden, når hun kom hjem.

På den måde slap hun for en indlæggelse, der kunne have givet hende en infektion eller svækket hende på andre måder.”

Emneord: 
Ambulatorium
Akutsygepleje
Kommunal sundhedstjeneste

Studieunit i hjemmeplejen fungerer

Er det muligt at etablere en studieunit i primær sektor? Idéen er ny og nu afprøvet i et frugtbart samarbejde mellem elever, studerende, uddannelsesgruppe, medarbejdere og beboere på plejecentret Kristiansminde i Roskilde Kommune.

Kan man overføre begrebet studieunit til primær sektor? Det spørgsmål stillede man sig i Roskilde Kommune efter at have deltaget i konferencen ”Fremtidens kliniske uddannelse” i 2012.

Kommunens Uddannelsesgruppe er med til at skabe fremtidens kompetente arbejdskraft, og vi ønskede at undersøge, om en studieunit i hjemmeplejen kunne udvikle og optimere læringsmiljøet, hvilket ville være i tråd med den overordnede dagsorden om innovation i Roskilde Kommune.

Det blev startskuddet til projekt studieunit i hjemmeplejen. Vi definerede studieunit som et afgrænset læringsrum, hvor elever og studerende lærer i et tæt samarbejde med hinanden, de tildelte borgere, deres praktikansvarlige og den kliniske vejleder. Projektet er foregået på plejecenteret Kristiansminde i en boenhed med 10 borgere.

Det har været gennemført i to perioder på henholdsvis seks og fem uger med deltagelse af sygeplejestuderende i modul 6 og 12 samt af elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Der har i hvert projekt deltaget i alt fem elever og studerende samt to praktikansvarlige vejledere og en klinisk vejleder. Boenhedens faste personale var i projektperioderne placeret andre steder.

Hovedtanken med at udføre projekt studieunit var at give elever og studerende et miljø med konstant fokus på læring. De fik derfor også et større ansvar for den daglige sygeplejefaglige indsats og skulle i samråd med hinanden og ved hjælp af deres samlede kompetencer selv planlægge, tilrettelægge og udføre plejen til borgerne i boenheden.

Vejlederteamet var til rådighed til støtte og vejledning. Ved morgenrapporten blev dagens opgaver klarlagt og fordelt efter kvalifikationer, kompetencer og kontinuitet. Der blev dagligt holdt et formiddagsmøde, hvor dagen blev talt igennem.

”Hvad havde været godt den dag, kunne vi gøre noget bedre i morgen, osv.” To gange om ugen blev dette møde brugt til at gennemgå en sygeplejefaglig problemstilling, som en deltager var ansvarlig for at vælge.

Den ansvarlige skulle udarbejde et lille oplæg, det kunne f.eks. være om urinvejsinfektion, demens, apopleksi eller lignende, resten af gruppen skulle bidrage med viden om emnet. Dette fungerede som videndeling og ikke som en undervisningsseance.

Deltagerne var på forskellige uddannelser og på forskellige niveauer i deres uddannelsesforløb, hvilket gjorde denne form for vidensdeling meget udbytterig. Specielt disse seancer er vægtet højt hos alle 10 deltagere.

I dette samspil oplevede både elever og vejledere, at praksisfællesskabet blev fagligt udviklet, og der var et stort engagement og motivation for læring hos deltagerne.

Deltagerne har formuleret, at forskellen på den traditionelle praktik og studieunit var, at fokus i studieunitten er på kvalitet i læring, hvor det ellers kan opleves, at kvantiteten af opgaver kan være det væsentlige i traditionelle praktikforløb.

Der har været rum og tid til at søge viden, såvel i arbejdstiden som i fritiden, dette har imødekommet deltagernes ønske om at opnå mere viden og et bredere teoretisk fundament i deres praktiske og kliniske forløb.

Projektet har efterfølgende vundet en innovationspris i Roskilde Kommune som værende nytænkende på området.  

Betina Bjærgager er klinisk vejleder, ansat på Plejecenteret Kristiansminde, hvor Anette Katholm er centerleder. Anne Marie Wulff Hedenborg er uddannelseskoordinator i Roskilde Kommune.

Emneord: 
Uddannelse
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor
Kommune
Kommunal sundhedstjeneste

Nu kan vi sikre, at alle arbejder mod samme mål

I Sønderborg Kommune ligger der standardiserede beskrivelser af fokusområder og handlinger til grund for hjemmesygeplejerskernes arbejde.

SY-2013-01-44a
Hjemmesygeplejerske Lene Brock har været kontaktsygeplejerske for Edith Bengtsson i over to år. Foto: Lene Esthave

Dagen udenfor er grå og tung, men Edith Bengtsson har tændt stearinlys i den varme stue med de dæmpet-grønne vægge og sætter sig sammen med hjemmesygeplejerske Lene Brock.

Der skal doseres medicin til de næste fire uger, men først skal hjemmesygeplejersken høre, hvordan det står til. Edith Bengtsson har KOL i stabil fase og synes, det går godt. Hun tager sine inhalationer hver morgen, men hun har sjældent brug for ekstra i løbet af dagen, fortæller hun. Nu glæder hun sig til at holde jul med sin søn og hans familie på Sjælland. Hun kan sagtens rejse, selv om hun skal have hjælp morgen og aften til at få kompressionsstrømperne af og på. Det er arrangeret med kommunen, hvor sønnen bor.

Lene Brock minder hende om, at inhalationerne virker bedst, hvis hun tager dem hver dag, spørger lidt mere til hverdagen, noterer, at Edith Bengtsson skal rejse den 22., og så går hun i køkkenet for at dosere. I Sønderborg Kommune visiterer hjemmesygeplejerskerne selv, og når de disponerer sygeplejen til den enkelte borger, ligger der beslutningsstøtte i kommunens omsorgssystem. Hjemmesygeplejen har nemlig udbygget systemet med standardiserede problembeskrivelser og handlinger for stort set alle de problemer, borgerne kommer til hjemmesygeplejen med.

Da Edith Bengtsson blev henvist for to år siden, oprettede Lene Brock hende i systemet med fokusområdet KOL. Ud fra de kendetegn på KOL, som systemet listede op, beholdt hun dem, der passede på lige denne borger, og slettede resten. Fra en tilsvarende liste over handlinger beholdt hun fem, bl.a. ”at sikre den rigtige brug af inhalationsmedicin og at vurdere behovet for lægetilsyn”.

Fokusområderne, som andre steder måske ville hedde standardplejeplaner, følger diagnoserne i det danske klassifikationssystem SKS. Det betyder, at kommunen kan sammenligne indlæggelsesstatistikker for kommunens borgere med kommunens egne opgørelser af hjemmeplejens ydelser, når man f.eks. skal arbejde med forebyggelige indlæggelser.

For hjemmesygeplejerskerne er den store fordel i det daglige, at systemet giver en ensartet kvalitet i sygeplejen. ”Det sikrer, at vi arbejder mod de samme mål, så sygeplejen ikke afhænger af, hvilken sygeplejerske der udfører opgaverne,” siger Lene Brock.

”Det er overskueligt og sikrer, at alle har den viden, der skal til, også aften og nat, eller hvis der kommer en vikar. Og så sikrer de overordnede beskrivelser af fokusområderne, at man kan se, om man er ajour med sin viden, eller om der er noget, man lige skal læse op på.”  

Den bedste oplevelse med en borger i den sidste uge? 

”I en aftenvagt kom jeg akut ud til en borger i vores terminalordning. Hun havde haft besøg af det palliative team og var forvirret over de medicinændringer, de havde foretaget. Hun var bange for, at der var taget smertestillende fra hende. Men jeg fik forklaret, hvad det gik ud på, og hun var tryg, da jeg tog af sted igen.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommune
Kommunal sundhedstjeneste

Emnebaseret kursusgruppe for tosprogede mødre

Tosprogede mødre har været glade for en kursusrække arrangeret af sundhedsplejerskerne i Gladsaxe Kommune. Mødrene bliver bl.a. undervist i kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling og prævention. Kurset afsluttes med fest og overrækkelse af diplomer. Kurserne har vist sig at være en mere farbar vej til tosprogede mødre end mødregrupper.

Siden 1970’erne har der været tradition for, at nybagte mødre finder fællesskab i mødregrupper (1). Her udveksler kvinderne erfaringer om at blive mødre. Ca. 60 pct. af alle mødre i Danmark er i mødregrupper, og ifølge sundhedsantropolog Lisbeth Vestergaard Hansen er det især tosprogede mødre, som ikke deltager heri (1).

En artikel i Sygeplejersken nr. 15/2011 bekræfter, at nydanske mødre ikke deltager i danske mødregrupper. Det skyldes usikkerhed hos både nydanske og danske mødre, som helst vil i gruppe med kvinder, som ligner dem selv (1).

En rapport fra Integrationsministeriet viser, at i familier, hvor moderen er velintegreret, går det børnene bedre i skolen og på arbejdsmarkedet (1).

Ydermere viser undersøgelser, at børn med etnisk baggrund synes at have mere selvbestemmelse end børn med dansk baggrund (2).

Vi har erfaring for, at det kan have negativ betydning for grænsesætning i forhold til bl.a. sengetider, kost- og motionsvaner. Overvægt forekommer hos 20 pct. af børn med anden etnisk baggrund dvs. hyppigere end hos danske børn, hvor 13 pct. er overvægtige (3).

I Gladsaxe Kommune forsøgte vi gennem nullerne på forskellig vis at få tosprogede mødre med i mødregrupperne, men det lykkedes ikke. Vi forsøgte bl.a. at invitere tosprogede mødre til de dansk-etniske grupper, men vi oplevede, at de enten aldrig dukkede op til mødregruppe eller hurtigt faldt fra. Vi forsøgte at etablere multietniske grupper for kvinder med forskellige nationaliteter, men uden succes. 

Vi syntes derfor, at vi havde en opgave med at få de tosprogede mødre integreret i mødregrupperne. Derfor etablerede vi i 2007 kursusgrupper for tosprogede mødre to steder i Gladsaxe Kommune, Høje Gladsaxe og Værebro.

Vi ønskede,

  • At udvikle kvindernes ressourcer i rollen som forældre og styrke det tidlige mor-barn-forhold
  • At øge mødrenes indsigt i og viden om de sundhedsmæssige faktorer, som er af betydning for børnenes generelle trivsel og opvækst i et multikulturelt samfund. Det ville vi opnå ved at være i dialog med og vejlede mødrene i f.eks. kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling, infektionssygdomme hos børn, prævention, sprogstimulation, tandhygiejne, information om daginstitution og brug af lokalt bibliotek.
  • At formidle viden om det danske samfunds muligheder og forventninger til børnefamilier i Danmark, herunder børneopdragelse og skole-hjem-samarbejde.
  • At give kvinderne mulighed for at skabe et netværk i lokalområdet.
  • At arbejde for, at kursusgruppen fusionerer med en dansk mødregruppe.

Vi udarbejdede et kursusprogram for mødrene, som indeholdt ovenstående emner.

Vi inviterer mødrene til undervisning i to timer en gang om ugen i 12 uger. Der er to sundhedsplejersker med i gruppen hver gang, de fungerer som henholdsvis kursusledere, igangsættere, ordstyrere og undervisere.

Kursuslederne følger op på invitationen telefonisk eller ved hjemmebesøg, og kvinderne bliver mindet om næste mødedato via en sms dagen før.

Undervisningen varetages af sundhedsplejersker og eksterne fagpersoner f.eks. tale-høre-lærere, tandplejere, fysioterapeuter, rollemodeller fra Social- og Integrationsministeriet og førstehjælpsinstruktør.

Når kurset er slut, afholder vi fest med spisning, hvor mødrene laver nationale retter til hele kursusgruppen, og vi udleverer diplomer fra kursusgruppen samt fra det tre timers førstehjælpskursus, som de også har deltaget i. Vi oplever, at diplomerne har stor værdi for mødrene, idet de kan bruge dem i deres CV, og vi kan dermed bidrage til, at mødrene får en chance for at blive integreret i det danske samfund.

Vi kan ud fra mødrenes evalueringer konkludere, at kursusgruppen er en succes. I gruppen oplever vi mødrene som meget interesserede, spørgelystne og reflekterende.

Vi ser, at mødrene profiterer af at få mere viden om deres børns udvikling og det, der har indflydelse på deres barns trivsel. De er ligeledes interesserede i at høre om det danske samfunds muligheder og forventninger til dem som forældre. Vi oplever, at flere tosprogede mødre har fået et større netværk i lokalområdet med både danske og tosprogede, hvilket de er rigtig glade for.

Vi kan på den baggrund anbefale, at andre benytter sig af emnebaseret undervisning til tosprogede kvinder i grupper.

Maj-Britt Bockelund, Anette Tollbøll og Lone Helding er sundhedsplejersker i Gladsaxe Kommune.

Litteratur

  1. Cramon L. Lige mødre leger bedst. Sygeplejersken 2011;(15):16-20.
  2. Deding M, Olsson M. Hverdagsliv for 11-årige med anden etnisk baggrund end dansk. København: SFI; 2009.
  3. Ottosen MH et al. Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010;(3):59.
Emneord: 
Uddannelse
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Undervisning
Trivsel
Patient
Kvinde

På job: Rejsende i kaos

Hun ved aldrig, om hun må komme indenfor, og hun skal ikke forvente nogen venlighed, men alligevel elsker sygeplejerske Birgitte Bjerregaard sit job som opsøgende kontaktperson blandt Odenses allermest belastede borgere.

SY-2012-10-18-1aa
Besøget hos Jes blev kortere, end Birgitte Bjerregaard havde regnet med, så hun bruger resten af eftermiddagen på kontoret. Hun skal bl.a. forsøge at lave en aftale med en mand, som absolut ikke bryder sig om at blive kontaktet af ”kommunen”. Det lykkes endelig at lave en aftale med ham i telefonen. Men om han dukker op, kan kun fremtiden vise.
41-årige Mammoud bliver glad, da sygeplejerske Birgitte Bjerregaard kommer for at hente ham på den lukkede psykiatriske afdeling i Odense, hvor han har været indlagt en måned. Foto: Nils Lund Pedersen

Så glad, som man nu kan blive, når man har mistet sin kone, tre børn og egen virksomhed og i stedet fået en svær psykisk sygdom efterfulgt af stofmisbrug, ensomhed og social deroute.

Det er snart seks måneder siden, de to første gang mødte hinanden. Dengang sad pakistanske Mammoud alene i en lejlighed og forsøgte at dope sig væk fra stemmerne i hovedet, væk fra den skizofreni, som han ikke anede, han havde, men som lægerne nu ser flere og flere tegn på, at han lider af.

Det går langsomt fremad for Mammoud, og i dag håber Birgitte Bjerregaard, ansat som socialfaglig medarbejder i Vista Balboa, Værested og integreret tilbud til dobbeltdiagnosticerede borgere i Odense, og han vil tage med hende ind til byen og besøge det kommunale værested Vista Balboa et par timer.

Det vil han gerne. Mammoud er glad for Birgitte Bjerregaards hjælp og følger ofte hendes råd og forslag, også selvom han er nervøs og bange for at få det dårligt.

”Hvorfor hjælper du mig ikke?”

Mindre samarbejdsvillig er 40-årige Jes, som Birgitte Bjerregaard besøger, da hun har kørt Mammoud tilbage til psykiatrisk afdeling. Jes får metadon, men har svært ved at holde sig fra andre stoffer. Han har en lille hjerneskade, der gør, at han meget let bliver irriteret og hidsig, og så har han aldrig, heller ikke som barn, kunnet sove om natten.

”Jeg gider ikke i dag,” siger Jes, da han lukker op for Birgitte Bjerregaard.

Det får hende dog ikke til at gå igen. I stedet spørger hun, hvorfor det er en dårlig dag, og foreslår, at de nøjes med et kort besøg. Jes accepterer. Han er meget vred i dag. Med fjernsynet kørende og gardinerne trukket for, dumper han ned i den beige kunstlædersofa og ruller en smøg, mens han højrøstet beklager sig over de nye sovepiller, han har fået.

”Det er de dyreste på markedet! 1.000 kr. om måneden! Det har jeg ikke råd til, så giv mig for helvede nogle andre!”

Han kan købe benzodiazepiner billigere på det grå marked, og er det måske det, der er meningen? Er det det, Birgitte Bjerregaard vil have?

”Det er meningen, du skal hjælpe mig! Hvorfor hjælper du mig ikke?”

Birgitte tilbyder at undersøge, om det er muligt at skaffe den dyre, men nødvendige sovemedicin billigere. Hun ringer rundt, men der er ikke noget at gøre. Jes skal betale fuld pris. Det gør ham vred. Han har jo set på nettet, at man kan få piller med nøjagtig det samme indhold til en billigere pris. Hvorfor kan han ikke få dem?

”Jes, jeg kan ikke give dig nogle andre piller. Det skal du tale med lægen om, og jeg kan bede hende om at komme med herud. Kunne du tænke dig det?”

Nej, det kunne Jes ikke tænke sig. Han mener ikke, der er særlig meget at snakke om. Han skal bare have noget medicin, der ikke koster 1.000 kr.

Problemet med sovepillerne bliver ikke løst i dag. Jes er vred og bliver endnu mere ophidset, da Birgitte Bjerregaard antyder, at hans hjerneskade spiller ham et puds i dag. At de skal tænke på, at det måske er hjerneskadens skyld, at han nu bliver så hidsig. Den er Jes ikke med på, og Birgitte fornemmer, at det er bedst at gå nu.

Men hun kommer tilbage på mandag. Så har Jes det måske bedre.  

Min bedste oplevelse med en bruger:

For nogle år siden var jeg kontaktperson for en ældre mand, der hørte stemmer og forsvandt ind i et univers, så jeg ikke kunne få kontakt til ham. Jeg kom på et kursus og lærte en interviewteknik, som jeg prøvede næste gang, jeg så ham. Den går ud på at spørge ind til stemmerne, og da han begyndte at messe for sig selv, og jeg kunne opfatte ordene Jesus og Hitler, spurgte jeg: ”Hvad har Jesus og Hitler med hinanden at gøre?” Det fik ham til at stoppe sin messen, kigge på mig og sige: ”Det skal jeg sige dig,” og så kom der en lang forklaring. Forklaringen var irrelevant, men det var lykkedes mig at få kontakt med ham, og det blev et vendepunkt i vores forhold.

Emneord: 
Psykisk lidelse
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune