Kommunale lovpligtige tilsyn - udviklingen gennem årene

Igennem de sidste 10 år har det været lovpligtigt at afholde kommunale tilsyn på landets plejecentre. Tilsynene har været foretaget af socialudvalgsmedlemmer, forvaltningschefer, visitatorer, tilsynskonsulenter mv., og indholdet har været meget forskelligartet. Artiklen præsenterer tilsynets historie og udvikling i Aabenraa Kommune fra 2001 til 2010.

SY-2010-15-47a
Foto: iStock 

Gennem mange år har Aabenraa Kommune arbejdet med udvikling af de kommunale lovpligtige tilsyn på plejecentrene. Udfordringen har bl.a. været, at tilsynene skal bidrage til systematisk kvalitetsudvikling og ikke blot være en kontrol af, om de ydelser, plejecentrene leverer, lever op til lovkravene og det politisk besluttede serviceniveau og kvalitetsstandarder i kommunen.

Denne artikel beskriver, hvordan de kommunale lovpligtige tilsyn i kommunen har udviklet sig, og hvordan de har været med til at understøtte kvalitetsudviklingen på plejecentrene.

Målrettet udvikling af tilsynene

Siden 2001 har der i Aabenraa Kommune været afholdt tilsyn på plejecentrene, og disse har siden undergået forskellige justeringer og metodiske ændringer. I perioden har antallet af plejecentre, der føres tilsyn med, ændret sig som følge af kommunesammenlægningen i 2007. Aktuelt er der 13 plejecentre mod tidligere fem.

I forbindelse med kommunalreformen og på baggrund af Bekendtgørelsen om lovpligtige tilsyn fra 2007 (1) blev der i kommunen iværksat en målrettet udvikling af tilsynene. Tilsynsfunktionen fik et mere selvstændigt virke og blev forankret i afdelingen Myndighed og Visitation. Tilsynene blev her tilknyttet enheden Godkendelse og Tilsyn.

I 2007 blev indgået et samarbejde med en ekstern partner, denne artikels førsteforfatter, for at få hjælp til udvikling af et tilsynskoncept, som er kendetegnet ved præcise og målbare parametre. Udviklingsarbejdet har betydet væsentlige ændringer i forhold til bl.a., hvem der udfører tilsynene, metodevalg, vurderingsterminologi og udformning af rapporter. Dette samarbejde er fortsat gennem årene vekslende med perioder, hvor tilsynskonsulenterne i enheden selv har arbejdet videre med konceptet.

I forbindelse med en organisationsændring i 2008 blev tilsynsopgaverne i afd. Handicap og Psykiatri overflyttet til Godkendelse og Tilsyn. Tilsynsenheden skulle fremover også varetage opgaven omkring tilsyn på de socialpædagogiske opholds- og væresteder. Med denne sammenlægning åbnede der sig nye muligheder for metodekongruens, og konceptet blev revideret og videreudviklet, således at det i dag med få justeringer kan virke på samme måde for begge områder.

Igennem årene er kommunen blevet mere klar på, hvad et tilsyn er, og hvad det indeholder. Det kommunale tilsyn skal virke som en kontrol, en vurdering af, om omsorgen, plejen, praktisk hjælp, pædagogiske tiltag m.v. er opfyldt ifølge kommunens standarder. Er de ikke opfyldt, gives en anmærkning med beskrivelse af, hvad der skal gøres. Forholdene for borgerne skal være i orden.

Tilsynskonceptets historie og udvikling

Denne vurdering forudsætter et struktureret tilsynskoncept, hvor der er opstillet målbare kvalitetsmål. Det fordrer også, at der er en uvildig vurdering og præcise og kortfattede rapporter, der forankres, og at tilsynet følger de udviklingsstrategier, der er besluttet i forvaltningen og på det politiske niveau. Og frem for alt kræver det en sikring af, at genstandsfeltet hele tiden er i fokus. I det følgende beskrives tilsynskonceptets historie og udvikling i perioden i kommunen fra 2001 og frem til 2010.

Perioden 2001 til 2002

I 2001 og 2002 blev tilsynene afviklet af socialudvalgsmedlemmer og forvaltningschefen, (se tabel 1 her på siden). De uanmeldte tilsynsbesøg i 2001 blev betragtet som gældende for 2002, som var det år, hvor bestemmelserne om, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til, at der årligt afvikles ét uanmeldt og ét anmeldt tilsyn, trådte i kraft (2).

SY-2010-15-tabel%20(1)

Kendetegnende for tilsynene var dialog og samtale, hvor politikerne fik viden om og forståelse for, hvordan der arbejdes på plejecentrene. Der blev anvendt korte spørgeskemaer. Rapporterne var i denne periode en gengivelse af, hvad der var foregået på tilsynene, mere end det var tydeligt, at der var ført tilsyn med, at borgeren får den hjælp, der er bevilget, og at hjælpen løbende tilpasses borgerens behov.

Perioden 2003 til 2004

I årene 2001-2004 gennemførte Aabenraa Kommune et tværsektorielt akkrediteringsprogram (KISS) på de dengang fem plejecentre, tre hjemmeplejedistrikter og to aktivitetscentre (3). Kommunen fik i 2003-2004 tilsagn fra Socialministeriet til at erstatte de anmeldte tilsyn på de fem ældrecentre med et akkrediteringsprogram (4) (se tabel 2).

SY-2010-15-tabel%20(2)

De anmeldte tilsyn blev derfor gennemført af eksterne medarbejdere fra akkrediteringsprogrammet samt medarbejdere fra kommunen. Dette viste sig at være et godt miks. De interne medarbejdere kendte de fokusområder og de politisk besluttede kvalitetsstandarder, der blev arbejdet ud fra, og kunne på den måde understøtte den eksterne vurdering (5).

Tilsynene var præget af akkrediteringsprogrammet, hvor der især blev evalueret, om administrative forhold på plejecentrene var i orden. Der blev lagt vægt på, om der var udarbejdet politikker og procedurer for forskellige områder. En del af akkrediteringsprogrammets affødte procedurer, der anvendes i hjemmeplejen og på plejecentrene den dag i dag, lever derfor også videre i tilsynet (se boks 1).  

BOKS 1. EKSEMPLER PÅ VIDEREFØRELSE AF AKKREDITERINGSPROGRAMMET

 Akkrediteringsmaterialet, som stadig anvendes, er bl.a. egenkontrol af og procedurer for:

  1. Registrering af fejl og mangler
  2. Dokumentation for medicinadministration
  3. Faldregistrering 
  4. Formkrav*) til procedure/instrukser og borgerrelaterede dokumentation.

*) Initialer og dato på hvem og hvornår, det er udarbejdet, ansvarlig for revideringen, godkendt og hvornår og af hvem, de skal revideres næste gang.

Rapporterne for de anmeldte og uanmeldte tilsyn var i perioden meget detaljerede. Spørgsmål og svar blev alle gengivet. Der blev endvidere udarbejdet årsrapporter, hvor plejecentrene blev sammenlignet på tværs.

Perioden 2005 til 2006

De fem plejecentre i Aabenraa Kommune blev akkrediteret i 2004 med virke frem til 2006. Programmet kørte videre i hjemmeplejen og på de enkelte plejecentre og blev en del af dagligdagen. I forhold til tilsynet blev der i de følgende år arbejdet med, at tilsynsfunktionen skulle blive en del af visitatorernes arbejde (se tabel 3). 
SY-2010-15-tabel%20(3)

Der blev fortsat fokuseret på elementer, som var affødt af akkrediteringen, men også fokuseret på specifikke områder for det enkelte plejecenter. Rapporterne var kortere, men stadig beskrivende og en gengivelse af, hvad der var blevet spurgt til under tilsynet. De uanmeldte tilsyn blev gennemført af uvildige personer, som ikke var en del af udførerleddet, men stadig var det politikere, som foretog de anmeldte tilsyn.

Perioden 2007 til 2010

Siden bekendtgørelsen om lovpligtige tilsyn udkom i 2007 (1), har den været tilsynskonceptets fundament og byggesten. Konceptet blev på basis af de hidtidige erfaringer og med hjælp og sparring fra ekstern konsulent nu en mere struktureret og systematisk proces (se tabel 4). 

SY-2010-15-tabel%20(5)

Der blev ved hvert tilsyn sat fokus på borgeren, medarbejderen og ledelsen, og de anmeldte og uanmeldte tilsyn blev nu kun udført af uvildige personer fra samme enhed og uden politisk deltagelse.

I begyndelsen var formålet, ud fra bekendtgørelsens minimumskriterier, at få viden om, hvor langt og hvordan der arbejdes med emnerne på de forskellige plejecentre. Efterhånden som de faktuelle oplysninger var indhentet, blev der sat større fokus på, at tilsynene skulle sikre læring og fremadrettet udvikling. Herunder fokus på de områder, som plejecentrene arbejdede med til daglig. Bl.a. deltog alle kommunens plejecentre fra 2007 til 2009 i projekt "EDEN in Denmark". Tilsynets opgave blev bl.a. at være på forkant med og følge op på de elementer, arbejdsgange og metoder, dette projekt førte med sig. 

Metoder anvendt ved tilsyn

Siden 2001 og frem til nu er der brugt forskellige metoder under tilsynet. Udviklingen er gået fra mere uformelle dialoger til semistrukturerede interviews med henholdsvis borgere, pårørende, medarbejdere og ledelse. Dette var til dels en konsekvens af bekendtgørelsen (1), men strukturen og præcisionen i tilsynene gjorde det også muligt at krydstjekke udsagn og observationer på en valid måde.

Rapporterne gennemgår en markant udvikling. I årene 2001 til 2003 var de relativt korte (3-6 sider), med en gengivelse af de korte spørgeskemaer, der blev brugt, samt en kort formulering af de tilsynsførendes subjektive opfattelse af forholdene for beboerne på plejecentrene.

Fra 2004-2007 blev rapporterne detaljerede og gengav alle spørgsmålene. Der blev givet en kort samlet vurdering ud fra de indsamlede data om, hvorvidt borgerne fik den hjælp og pleje, som de havde brug for, og om det svarede til det politisk besluttede serviceniveau. Rapporterne fyldte ca. 20-25 sider.

Fra 2007 blev rapporterne mere konkrete og præcise, samtidig med at de ikke længere indeholdt en gengivelse af tilsynet, men en vurdering af og konklusion på, hvad der var fundet under tilsynet. Især fra 2009 fremgår det, at tilsynet indeholder aspekterne kontrol, læring og udvikling. I rapporterne belyses såvel velfungerende som ikke tilfredsstillende forhold i korte træk, og der præciseres, hvad der forventes fulgt op på. Rapporterne kaldes i daglig tale for mangelrapporter.

Læring og udvikling

Et væsentligt krav til tilsynene er, at de løbende kan bidrage til læring og udvikling på plejecentrene. Fra 2007 og frem til i dag har fokus været på de samme emner, hvorfor udviklingen bl.a. kan ses i kvalitetsmålene (se boks 2).

Det er det enkelte plejecenters ledelse og medarbejdere, der med støtte fra ledelsen på forvaltningsniveau kobler vurderingen fra det enkelte tilsyn til læring og udvikling. Det sker bl.a. ved at bruge vurderingen aktivt, sætte ord på problemer og udfordringer samt ved at videndele og prøve nye tiltag. Den generelle opfølgning på tværs af kommunens plejecentre understøttes af de kommunale kvalitetsstrategier på området.   

BOKS 2. UDVIKLINGEN AF TILSYNET

 Udviklingen af tilsynet siden bekendtgørelsen i 2007 - plejecentrenes arbejde med værdigrundlag:

2007: Der er et skriftligt værdigrundlag, værdigrundlaget er synligt på centret og lederen bekræfter at der arbejdes efter værdigrundlaget

2008: Samme udgangspunkt som i 2007, samt om formkravene (dato for udarbejdelse, revideringsdato, ansvarlig person, etc.) er opfyldt.

2009 1. halvår: De faktiske forhold og hvordan de opleves af henholdsvis, leder, medarbejder, borger og pårørende

2009 2. halvår: Kvalitetsmål udarbejdet ud fra bekendtgørelsens minimumskrav til vurdering af, om plejecentrene lever op til kvalitetskravene: Der er udarbejdet et skriftligt værdigrundlag, nye medarbejdere kender til og arbejder ud fra værdierne, værdierne er synlige i hverdagen.

Tilsynsførende

Gennem årene har politikere, planlæggere, visitatorer, forvaltningschefer og sundhedsfaglige tilsynskonsulenter stået for tilsynene (se tabel 5).

SY-2010-15-tabel%20(4)

Fordele for politikere og borgere var, at de mødte hinanden, og politikerne kunne få indsigt i, hvordan deres beslutninger udmøntede sig ude på de enkelte centre. Tilsynene foregik ikke så systematisk som i dag, idet man vurderede skønsmæssigt, om de ydelser, borgerne fik leveret, levede op til kvalitetskravene.

I et par år var der tale om iboende interessekonflikter. F.eks. at personale tilknyttet udførerdelen førte tilsyn med ydelser udført af deres egen enhed. Fordelen var, at personalet kendte til de forskellige plejecentre og på den måde havde indsigt i forholdene og fagligheden. Vores læring/erfaring er imidlertid, at objektivitet er et vigtigt og grundlæggende element for et kvalificeret tilsyn.

I en kort periode i efteråret 2008 til foråret 2009 blev tilsynene gennemført af kun én tilsynskonsulent. Erfaringerne er helt klart, at tilsyn altid bør gennemføres af mindst to personer bl.a. for at sikre objektivitet og validitet i observationer og informationer.

I dag gennemføres tilsynene på plejecentre og de socialpædagogiske enheder af en sundhedsfaglig tilsynskonsulent og en ekstern tilsynskonsulent med pædagogisk og antropologisk baggrund. Sammensætningen betyder, at de forskellige fagligheder udfordrer hinanden på deres indforståethed med deres praksis. De supplerer hinanden godt, da der på plejecentrene også anvendes en del pædagogiske redskaber til bl.a. pleje og omsorg til de demente og psykiatriske borgere. På de socialpædagogiske opholds- og væresteder findes også en del sygeplejemæssige opgaver, som bl.a. administration og håndtering af medicin, personlig pleje og sårpleje.

Kommunerne kan nu selv vælge

I bekendtgørelsen fra 2007 skulle der ved hvert tilsyn foretages en vurdering ud fra forudbestemte områder: for borgerne f.eks. boligforhold, social trivsel og forplejning, for medarbejderne oplæring, dialog med beboere og ledelse og for ledelsen, udarbejdelse af værdigrundlag og forhold omkring grupper med særlige behov (1). Den seneste lovændring juni 2010 medfører, at indholdet af tilsynet ikke længere er forudbestemt, så kommunen nu selv kan vælge særlige fokusområder for tilsynet (5). Fokus kan nu i stigende grad rettes mod konkrete faglige ydelser, eksempelvis hvordan man kan udføre pædagogiske opgaver, træningsydelser, socialpsykiatrisk hjælp, demensomsorg og lignende pleje- og sociale aktiviteter i det daglige. Det vil fortsat være ud fra borgerens, medarbejdernes og ledelsens perspektiv. Endvidere åbnes mulighed for at anvende andre metoder, f.eks. feltstudier i vurderingen af genstands-feltet, det faglige, stemningen, og den sociale omsorg for borgerne.

Forvaltningsmæssig støtte nødvendig

Det er med det strukturerede tilsynskoncept blevet lettere at sætte grænsen for, hvad der er acceptabelt på plejecentrene, og hvad der ikke er. De kommunale lovpligtige tilsyn er en kontrolfunktion, hvis formål er at dokumentere, at kvaliteten på de ydelser, der leveres, og den pleje og omsorg, der gives, er i orden. De har også til formål at sikre en positiv læring og udvikling, hvilket fordrer en anerkendende tilgang i tilsynet. Det betyder også, at ledelsen i forvaltningen støtter op om ledelsen på plejecentre, især når der peges på alvorlige forhold. Her er det vigtigt med det samme at have en plan, der kan sikre den gode kvalitet, og som der kan arbejdes målrettet med.

Linda Schumann Scheel er ekstern konsulent og har udviklet og gennemført tilsyn på plejecentre, væresteder, bosteder og værksteder i flere kommuner. Charlotte Enig Sørensen er ansat som tilsynskonsulent i Aabenraa Kommunes afdeling Myndighed og Visitation, enheden Godkendelse og Tilsyn. 

Litteratur

  1. Bekendtgørelse nr. 805 af 29. juni 2007 om tilsyn på plejehjem og i plejeboliger m.v.
  2. L 192 2002 Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om embedslægeinstitutioner m.v. § 113.
  3. Scheel LS, Knappe JB. KISS projektet 2001-2004. Evalueringsrapport. Kvalitet i Sundhedsvæsenet i Sønderjyllands Amt - et tværsektorielt akkrediterings- og udviklingsprojekt for sygehuse, kommune og praktiserende læger. Sønderjyllands Amt, 2005. 
  4. Scheel et al. Akkreditering: Kendetegn og erfaringer. KREVI. Juni 2009. Udgivelse COWI A/S.
  5. Lov nr. 629 af 11. juni 2010, Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. 
ENGLISH ABSTRACT

Scheel LS, Sørensen CE. Municipal mandatory inspection - development over time. Sygeplejersken 2010;(15):46-52.

Municipal inspection has a monitoring function: an assessment of whether the care, nursing, practical help and pedagogic interventions at care centres is being implemented in accordance with municipal standards. Where this is not the case, comments are made in respect of how the factors in question can be remedied. Consequently, inspections undertaken using a problem-solving approach, will also contribute to positive learning and development.

In Aabenrå Municipality, the municipal mandatory inspections have - since their inception in 2001 - undergone various adjustments and methodological changes. For example, where the inspections have been performed by social services committee members and medical officers, the reports have ranged from 3-5 pages up to 20-25 pages, and have not always been accurate in terms of the information obtained.

A tightening-up of the legislation relating to mandatory inspections in 2007 heralded the development of an inspection concept characterised - amongst other things - by precise and measurable parameters. The inspections are undertaken by impartial inspecting officers, and the reports contain a precise assessment and conclusion in respect of findings stemming from the inspection.

In 2009 the inspection concept was revised and further-developed, such that the sociopedagogic residential- and drop-in centres, together with care centres, today have the same genetic inspection concept.

Key words: Mandatory inspection, care centres, quality assurance, quality development, Aabenraa municipality.

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Plejecenter

Endnu kortere ophold på sygehuset

Opgaveglidning. Mere ambulant udredning og behandling, også af ældre medicinske patienter, vil stille øgede krav til kommunerne.

1207-19-01-2Foto: Anne-Li Engström

"Hvis man tror, at udviklingen har nået en grænse, så tager man fejl." 

Det siger forskeren Sidsel Vinge om de sidste mange års udvikling: drastiske fald i liggetiden, mere ambulant behandling og akutte modtageafsnit, hvor halvdelen bliver sendt hjem igen inden for 24 timer.

Det er muligt, at liggetiderne ikke kan komme ret meget længere ned. Men næste bølge bliver en omlægning af korte medicinske indlæggelser til akut eller subakut ambulant udredning og behandling, forudsiger klinikere, som Sidsel Vinge har interviewet til rapporten om de uhensigtsmæssige indlæggelser.

"Det vil stille endnu større krav til kommunerne om at handle hurtigt og effektivt - på alle tider af døgnet," understreger Sidsel Vinge.

"Og selv om hjemmeplejen somme tider oplever, at patienterne ikke er raske nok til at komme hjem, så er sygehusenes opgave altså den højt specialiserede udredning og behandling.

Hvis patienten ikke har brug for udredning og behandling, men for pleje, så er det en kommunal opgave."

KOMMUNER, REGIONER OG ORGANISATIONER BAG RAPPORT

"Uhensigtsmæssige indlæggelser - muligheder og perspektiver for kommunerne" af Sidsel Vinge og Martin Sandberg Buch fra DSI Institut for Sundhedsvæsen er ​finansieret af FOKUS - et kvalitets- og udviklingssamarbejde, som bl.a. kommuner, regioner og organisationer står bag.

Emneord: 
Ældre
Forebyggelse
Kommunal sundhedstjeneste

Sidsel Vinges guide til forebyggelse af indlæggelser

Læs forsker Sidsels Vinges anbefalinger.

SY-2007-12-16b
Foto: Anne-Li Engstrøm
 

Guide:

  • Sæt jer sammen med repræsentanter for almen praksis og sygehuset.
  • Lav en registrering af akutte medicinske indlæggelsesårsager over en periode, f.eks. fire uger.
  • Analysér de svækkede borgeres indlæggelsesdiagnoser og udvælg de diagnoser/problemer, som I mener hjemmeplejen bedst har muligheder for at forebygge.
  • Kortlæg hjemmehjælpernes nuværende kontakt med hjemmesygeplejerskerne og hjemmesygeplejerskernes nuværende handlemuligheder, når der opstår akutte problemer:
    - Er opsporingen systematisk nok?
    - Er overleveringen af observationer fra hjælpere til hjemmesygeplejersker tilstrækkelig effektiv og systematisk?
    - Udnyttes nuværende handlemuligheder godt nok?
    - Er de tilstrækkelige?
    - Virker de i praksis godt nok?
    - Er hospital, kommune og almen praksis enige om arbejdsdelingen ved forebyggelse af akutte indlæggelser? Osv.
  • Beskriv hjemmesygeplejerskens handlemuligheder i forhold til akutte problemer.
  • Udarbejd skemaer med hverdagsindikatorer til hjælperne, prøv dem af i små grupper og justér systemet, indtil det fungerer i praksis. Inddrag hjælperne i arbejdet og undervis dem i de tegn på svækkelse, de skal være opmærksomme på. Gerne ud fra lokale cases.
  • Sørg for, at hjælpernes rapportering til hjemmesygeplejerskerne ligger i faste rammer, f.eks. med en ugentlig konference.
  • Giv hjemmesygeplejerskerne et antal timer hver uge, som frit kan anvendes til forebyggelse. Herunder akutte tilsyn på baggrund af hjælpernes observationer, kontakt til det øvrige sundhedsvæsen og andre handlemuligheder.
  • Husk klare mål og delmål for forebygge​lsen. Start i det små og lad indsatsen vokse.

SY-2007-12-20Sidsel Vinge har tidligere forsket i medicinske afdelinger, hjemmesygepleje og kommunal forebyggelse. 

​​​

Emneord: 
Ældre
Forebyggelse
Kommunal sundhedstjeneste

Mange ældre kan spares for en tur på sygehuset

Stort potentiale. Mange ældre kan undgå indlæggelse, hvis hjemmehjælpernes observationer og samarbejde med sygeplejerskerne bliver sat i system, fastslår forskeren Sidsel Vinge. Hjælperne kommer nemlig allerede hos de mest udsatte ældre.

SY-2007-12-16d
Foto: Anne-Li Engström

Når potteplanterne hænger. Når den før så propre fru Nielsen har pletter ned ad den uldne trøje. Når maden står og bliver gammel i hendes køleskab.

DSI-forskeren Sidsel Vinge kalder det hverdagsindikatorer. De små tegn, som en opmærksom hjemmehjælper i forvejen lægger mærke til.

Hvis man kan få sat samarbejdet mellem hjemmehjælpere og hjemmesygeplejersker i system, så hjemmehjælperens observationer bliver givet videre og fulgt op. Og hvis hjemmesygeplejersken har handlemuligheder, når hun har konstateret et akut problem.Så kan man i mange tilfælde undgå, at fru Nielsen og andre svækkede gamle må en tur på sygehuset.  

I 30 år har man talt om indlæggelser, der burde og kunne være undgået. Typisk ældre, der ligger i medicinske senge på grund af væskemangel og banale infektioner. Kommunalreformen har både givet kommunerne et udvidet ansvar og en økonomisk tilskyndelse til at forebygge indlæggelser.

Og potentialet er der, fastslår Sidsel Vinge og Martin Sandberg Buch i rapporten "Uhensigtsmæssige indlæggelser - kommunale muligheder og perspektiver." Det kræver ikke nye specialfunktioner, men først og fremmest ændringer i den eksisterende struktur og kultur.

"Kommunerne skal simpelthen få øjnene op for, hvor stor en viden der ligger hos hjemmehjælperne," siger Sidsel Vinge.
"Hjemmesygeplejerskerne har den kliniske kompetence til at handle. Det har hjemmehjælperne ikke. Men i modsætning til hjemmesygeplejerskerne kommer hjælperne flere gange om ugen hos de svageste ældre. Derfor handler det om at få udbygget samarbejdet mellem de to grupper."

Små problemer vælter læsset

De indlæggelser, der kan forebygges, rammer typisk ældre borgere, der i forvejen er så svækkede, at de ikke kan klare hverdagen uden hjælp flere gange om ugen.

Mange har en eller flere kroniske baggrundssygdomme, men det er ikke disse sygdomme, der er årsag til indlæggelsen. De indlægges typisk med diagnoser som lungebetændelse, blærebetændelse, dehydrering og fald i hjemmet.

"Man kan tale om et prikken over i'et-syndrom. Det er mindre problemer, der vælter læsset," siger Sidsel Vinge.
Hun understreger, at de svækkede ældre faktisk har brug for indlæggelse, når det kommer så vidt. Derfor er løsningen ikke, at kommunerne opretter sengepladser, hvor disse borgere kan behandles uden for sygehuset.

"Men der vil typisk være en optaktsperiode på to til fire uger, hvor det er muligt at gribe systematisk og forebyggende ind."

Det er i denne periode, hjemmehjælperne ser de små tegn på, at noget ikke går, som det skal. Potteplanterne, der ikke bliver vandet. Uforklaret vægttab, klager over noget, som ikke tidligere var et problem.

"Det handler om at sætte opsporing og handling i system. Det er ikke noget stort projekt, men det skal nok gøres lidt firkantet," tilføjer Sidsel Vinge.

Hjælpere og sygeplejersker

Sidsel Vinge mener ikke, samtlige hjemmehjælpere skal uddannes til at forebygge. Det vil være en uoverkommelig opgave og alt for dyrt.

Det afgørende er en struktur, som sikrer systematikken hele vejen igennem. I måden hjemmehjælperne observerer på, i måden de giver observationerne videre på til hjemmesygeplejersken, og i måden hjemmesygeplejersken følger op på.

Det kunne f.eks. foregå ved, at hjemmehjælperne observerer og registrerer ud fra en liste over tidlige tegn på problemer, at hjemmesygeplejersken går hjemmehjælpernes observationer igennem på en fast ugentlig konference, og at hjemmesygeplejersken har et antal timer hver uge, som hun frit kan bruge på tilsyn.

"Samtidig må man sikre, at hjemmesygeplejerskerne har en palet af handlemuligheder, som hun kan benytte, når hun står med et akut problem," fortsætter Sidsel Vinge.

"Når hun har været på tilsyn torsdag formiddag og konstateret, at det her ligner en indlæggelse inden for én til to uger, så skal hun hurtigt kunne mobilisere andre dele af systemet."

Hjemmesygeplejerskens repertoire af handlemuligheder kan spænde fra hendes eget tilsyn til at inddrage den praktiserende læge, kommunens akutteam, den udgående geriatriske sygeplejerske fra sygehuset eller andre specialistfunktioner.

"Og det skal man allerførst sætte sig og få kortlagt sammen med samarbejdspartnerne fra almen praksis og sygehuset. Det er ikke noget, hjemmesygeplejerskerne i en kommune kan sidde og finde frem til på en temadag på kontoret."

Sidsel Vinge taler både om struktur og kultur, når hun trækker fremtidsperspektivet op. De nye sundhedsopgaver i kommunerne kræver simpelthen en nyorientering. Fra en social til en mere systematisk sundhedsfaglig tankegang.

"Der er brug for en kulturændring, og den bliver svær," siger hun.

Hjemmehjælpen hører under den sociale lovgivning, og i mange år har kommunerne netop understreget, at deres tilbud er socialt.

"Det er sket ud fra et velment ønske om ikke at sygeliggøre de ældre. Men hvis konsekvensen er, at vi ikke udnytter åbenlyse muligheder for at forebygge sygdom og indlæggelse, så gør vi de ældre en bjørnetjeneste ved at fokusere så ensidigt på social service. Det må være et både-og," siger Sidsel Vinge.

I kommunerne er der f.eks. ikke tradition for at dokumentere sundhedsproblemer og effekter af nye tiltag. I stedet er der tradition for at spørge samarbejdspartnere, brugere og borgere om deres tilfredshed.

Men når kommunerne går ind på sundhedsområdet, er de nødt til at tage den sundhedsfaglige tradition til sig, pointerer Sidsel Vinge, også den del, der handler om at dokumentere økonomi og effekt.

"Vi bruger mange penge og ressourcer på ældreområdet. Vi synes selv, det går godt. Men det er ikke nok, at vi sjusser os frem."

Inden for de sidste par år er der faktisk gennemført valide randomiserede undersøgelser af to forebyggelsesprojekter, hvor genindlæggelser er forebygget ved hjælp af henholdsvis opfølgende besøg og en følge hjem-ordning. To klare eksempler til efterfølgelse, fremhæver Sidsel Vinge.

"For i de to projekter er der ikke tale om piller, men om bløde interventioner. Så det er en myte, at randomiserede forsøg kun er noget for hjertelæger og kirurger og ikke for den kommunale ældrepleje, hvor det handler om mennesker og bløde værdier." 

FOREBYGGELIGE INDLÆGGELSER

Indlæggelsesdiagnoser

  • blærebetændelse
  • konfusion
  • dehydrering
  • svimmelhed
  • fald i hjemmet (observation for)
  • lungebetændelse
  • causa socialis (officielt afskaffet).

Kliniske indikatorer

  • konfusion
  • manglende spændstighed i huden
  • opkastning
  • diarré
  • feber
  • uforklaret vægttab
  • svimmelhed, træthed
  • sveder meget, når det er varmt.

Hverdagsindikatorer

  • indkøbsvaner ændres, madlede
  • hjemmets rengøringstilstand forværres, potteplanter bliver f.eks. ikke passet som tidligere
  • personlig hygiejne forværres
  • der er gammel mad i køleskabet
  • øget passivitet, f.eks. at fjernsynsforbruget stiger, eller at vedkommende går mindre ud
  • indadvendthed eller ændret mental adfærd
  • klager over noget, der ikke plejer at være et problem
  • forværring i gangfunktionen.

​​​

DE FORKERTE, DE FORLÆNGEDE, DE FOREBYGGELIGE

F

orkerte indlæggelser 

Har ikke brug for udredning og behandling, men indlægges fordi kommunen ikke har et alternativt tilbud. F.eks. den demente mand, der indlægges sammen med sin kone, fordi alle kommunens aflastningspladser er optaget den aften, hvor konen bliver ramt af en apopleksi.

Forlængede indlæggelser

Færdigbehandlede ældre, der venter på plejehjemsplads. Borgere der er akut udredt og sat i behandling i det akutte modtageafsnit, men som ikke kan komme hjem med det samme, fordi kommunen først kan arrangere den fornødne hjælp næste dag.

Forebyggelige indlæggelser

Svækkede ældre, der bliver indlagt på grund af problemer som dehydrering, urinvejsinfektioner, fald i hjemmet mv. Genindlæggelser 

​​​

​​​

Emneord: 
Ældre
Forebyggelse
Kommunal sundhedstjeneste
Hjemmesygepleje

Sammenhæng og helhed i rehabiliteringen

Kompetenceudvikling. De nye storkommuner skal fremover løfte opgaven med rehabilitering. Sygeplejerskerne får her en vigtig rolle.

Strukturreform. Kommunale ændringer. Nye sundhedslove. Begreberne bliver i øjeblikket brugt i flæng, når politikerne fortæller om de nye storkommuner, der ved årsskiftet skal løfte nye opgaver, herunder rehabilitering.

Ændringerne betyder, at sygeplejersken skal være bedre til at udarbejde planer for rehabiliteringen med udgangspunkt i borgerens forståelse, betingelser og forudsætninger. Borgerens selvbestemmelse skal sættes i højsædet, og sygeplejerskernes rolle forandres til at være vigtige fagligt kompetente konsulenter i realiseringen af borgerens mål. Derfor bør samarbejdet med andre faggrupper også hvile på en tværfaglig forståelse og faglig selvforståelse. Det nye kursus "Kompetenceudvikling i Rehabilitering" tager højde for de nye udfordringer og ruster sygeplejerskerne til fremtiden.

MarselisborgCentret udbyder kurset i samarbejde med Hammel NeuroCenter og Jysk Center for Videregående Uddannelse. Foreløbig har Område Vest i Silkeborg Kommune og centrale aktører omkring Silkeborg Centralsygehus sendt forskellige faggrupper på kursus. Medarbejderne, der alle arbejder med rehabilitering af borgere, har modtaget undervisning i fem moduler a seks lektioner.

Af de 57 er 18 sygeplejersker. Sygeplejerskerne bliver undervist sammen med - og efter samme grundprincipper som - terapeuter, social- og sundhedshjælpere og andre faggrupper, der dagligt arbejder med rehabilitering i kommunen.

"Den helt store udfordring bliver at få alle aktører til at spille sammen omkring den enkelte borgers ønsker til rehabilitering. Det er sammenhæng og helhed, der er brug for, og her er kursusforløbet et stort og længe ønsket skridt i den rigtige retning," udtaler Stig Langvad, formand for De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stig Langvad ønsker, at borgeren skal opleve sammenhæng, tryghed og effektivitet i sit rehabiliteringsforløb. Uanset om det gælder borgerens kontakt til sygeplejersken, terapeuten eller social- og sundhedshjælperen. Og uanset om borgeren befinder sig på regionens sygehus, i det kommunale sundhedscenter eller i hjemmet.

Det stiller større krav til sygeplejerskerne og de øvrige faggrupper. Man skal fremover samarbejde på tværs af faggrænser og sektorer. Centralt for kursusforløbet er derfor at medvirke til kompetenceudvikling, hvor den enkelte faggruppe lærer at forstå såvel sin egen faglige rolle som andre faggruppers kompetencer.

Udgangspunktet for det tværfaglige samarbejde er at afdække borgerens ønsker, betingelser og forudsætninger. Rehabiliteringen skal være helhedsorienteret og tage udgangspunkt i borgerens mål.

I den forbindelse skal sygeplejerskerne have de nødvendige tværfaglige forudsætninger for at vejlede borgerne og kvalificere deres beslutninger. I sidste ende skal den professionelle kunne hjælpe og guide borgeren videre til et selvstændigt liv - med fokus på aktivitet og deltagelse.

Indholdet af "Kompetenceudvikling i Rehabilitering" er udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra bl.a. KL og Amtsrådsforeningen. Kurset er i øvrigt det første af sin art, der henvender sig til alle faggrupper, der arbejder med rehabilitering.

Kursusforløbet vil på sigt blive udbudt via CVU'ernes efter- og videreuddannelsesafdelinger.

Tove Kilde er ansat som udviklingskonsulent i arbejdsgruppen til "Kompetenceudvikling i Rehabilitering." Søren Sander Rasmussen er informationsmedarbejder på MarselisborgCentret.

Emneord: 
Rehabilitering
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Organisering

Det må være ens for alle

Dyrt postnummer. Birthe Holm må have sølvkompresser til et meget langt operationssår, som bliver ved med at give problemer. Dem skal hun selv købe, fordi hun bor i Otterup Kommune.

SY-2006-3-18-1Et halvt år efter by-pass'en er der stadig infektion i Birthe Holms 45 cm lange operationssår på benet, hvor venen blev taget. Fortsætter problemerne, kan det nå at blive dyrt i sølvkompresser. Foto: Nicolai Howalt

"Det kan ikke være rigtigt, at det er postnummeret, der afgør, om man skal betale eller ej," mener Birthe Holm, 66.

Hendes mand har lige været på posthuset og betalt 96 kr. for sølvkompresser, som hjemmesygeplejersken havde bestilt for hende hos en grossist.

I forvejen har hun brugt et par hundrede kroner på kompressionsbind og andre materialer. Det er endnu ikke de store udgifter, og det er forskelsbehandlingen, Birthe Holm har svært ved at acceptere.

"I Bogense og Søndersø Kommune får man alt betalt, men her i Otterup får man ikke," forklarer hun.

Birthe Holm, der er førtidspensionist, fik en bypassoperation i juli, og til den blev der brugt en vene fra hendes venstre ben. Operationssåret på brystet er helet fint, men det 45 cm lange sår på forsiden af benet har hun haft gentagne problemer med.

"Der bliver ved med at gå stafylokokker i det. Det er måske, fordi jeg har diabetes, og mit immunforsvar ikke er så godt. Jeg har også fået en hudtransplantation, men den slog ikke an," fortæller hun.

Birthe Holm er lige blevet færdig med endnu en penicillinkur, og nu må det godt snart holde op, for de mange problemer med benet begynder at gå hende på.

"Men jeg er begyndt at få det skiftet med noget med sølv i, og det hjælper. Det er begyndt at gro sammen hernede," fortæller hun og tager sig til ankelen. "Det er dyrt, men hvis det er det, der skal til, så må jeg betale."

Birthe Holm er patient i sårcentret på Odense Universitetshospital, og når hun har været i ambulatoriet, får hun resterne af sølvkompresset med hjem til hjemmesygeplejersken. Det kan alligevel ikke bruges til andre patienter. Det første sæt kompressionsbind fik hun også på sygehuset.

Men selv om hjemmesygeplejersken er meget omhyggelig med at klippe til og udnytte kompresserne, skal der alligevel bruges meget til det lange sår.

Det er irriterende, at man skal købe noget nyt, når behandlingen bliver lavet om, synes Birthe Holm. Men det er først sølvkompresserne, der begynder at blive dyre. Den forsyning, hun lige har betalt 96 kr. for, rækker kun til tre forbindsskift, og der skal skiftes to gange om ugen.

"Jeg ved ikke, om vi kan blive ved med at få alting gratis," tilføjer Birthe Holm. "Men hvis man skal betale, så må det være ens for alle. Ligesom med medicin, hvor man selv skal betale et beløb, og så får man tilskud til resten."
 

LÆS MERE

Sårpatienter betaler i hver tredje kommune    

Jeg har jo betalt skat i forvejen     

Sygehuse og kommuner er nødt til at tale sammen       

En bombe under sårplejen     

Det må være ens for alle 

Tidligere artikler om sårplejen. Sygeplejersken skrev første gang om problemerne i den kommunale sårpleje i nr. 23/2005.  

Emneord: 
Sår
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi

En bombe under sårplejen

Nylæsning. Kommunerne må selv bestemme, om de vil levere gratis sårplejemidler til brugerne af hjemmesygeplejen, siger sundhedsministeren. Den melding kan få konsekvenser i mange kommuner og vil rejse nye juridiske og etiske problemstillinger.

SY-2006-3-17-2Hjemmesygeplejen må ikke tage brugerbetaling, dvs. opkræve betaling for hjemmesygeplejersken arbejde. Men kommunen må godt indføre egenbetaling. Dvs. at patienterne selv skal købe og betale de nødvendige materialer. Foto: Nicolai Howalt

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer for hjemmesygeplejen står, at kommunerne skal stille de nødvendige hjælpemidler til rådighed for alle patienter. Vederlagsfrit.

Alligevel er det helt lovligt, at borgere i Horsens, Juelsminde, Otterup og en række andre kommuner selv skal købe de materialer, som hjemmesygeplejersken skal bruge i sårplejen.

Det kunne jurist Bodil Frimodt-Møller fortælle de tilstedeværende, da Dansk Selskab for Sårheling holdt årsmøde i november 2005.

"Ja, det er en bombe," bekræftede hun, da hun så deltagernes ansigtsudtryk og de mange, der lavmælt vendte sig til sidemanden med en bemærkning.

I lov om hjemmesygeplejersker står der, at borgerne har ret til vederlagsfri hjemmesygepleje. Der står desuden, at hjemmesygeplejersken skal have adgang til almindeligt anvendte plejehjælpemidler.

Det bliver uddybet i Sundhedsstyrelsens retningslinjer, hvor der står, at de nødvendige hjælpemidler umiddelbart må kunne stilles vederlagsfrit til rådighed.

Mange kommuner har forstået disse linjer sådan, at kommunen selv skal indkøbe og betale for sårplejemidler og andre sygeplejeartikler.

Sådan har Bodil Frimodt-Møller også selv læst reglerne. Indtil for nylig. Men da hun undersøgte sagen i Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet forud for konferencen, fik hun en anden besked.

Kommunerne er kun forpligtet til at levere gratis sårplejemidler, indtil borgerne selv kan nå at få købt det nødvendige ind. De skal kun sikre, at hjemmesygeplejersken umiddelbart kan starte den behandling, lægen har ordineret. Det fremgår også af de skriftlige svar, som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop har givet Lone Møller (S) og Birthe Skaarup (DF) fra Folketingets Sundhedsudvalg.

Det står kommunerne frit for, hvor stort et udvalg de vil have af sårplejemidler, og om de vil blive ved med at levere sårplejemidlerne gratis, også efter den indledende behandling.

"Jeg har ikke planer om at blande mig i organiseringen og tilrettelæggelsen af den kommunale hjemmesygepleje i kommunerne," skriver Lars Løkke Rasmussen til de to sundhedspolitikere.

Pres fra stigende udgifter

Bodil Frimodt-Møller forudser, at ministeriets udmelding kan få konsekvenser i de kommuner, der i dag betaler alle materialer til sårpleje. "Erfaringen er, at man kan spare på hjemmesygeplejersketimerne og give borgerne en bedre livskvalitet med moderne sårplejemidler.

Men når det bliver kendt, at det her er en kan-ydelse, bliver det en stor faglig opgave at overbevise ledelse og politikere om, at de stadig skal betale," siger hun.

I Odense Kommune, hvor Bodil Frimodt-Møller er jurist, ansatte souschef Kirsten Andersen for fire år siden en sygeplejerske, der fik uddannelse og særligt ansvar i sårplejen. Politikerne sagde ja til, at der skulle indkøbes moderne sårprodukter, og arbejdet med at lægge retningslinjer for sårplejen og uddanne personalet er stadig i gang.

Moderniseringen af sortimentet har kostet mange penge. Indkøb af sårplejemidler og andre sygeplejeartikler er steget fra 712.000 kr. i 2002 til omkring 2 mio. kr. i 2004. Men samtidig er der sparet millionbeløb på kontoen til sygeplejerskelønninger - 1 mio. kr. i 2003, 3,1 mio. kr. i 2005.

Hjemmesygeplejen har ikke gjort op, hvor mange sygeplejersketimer der er brugt på sårpleje år for år. "Men jeg synes, tallene taler for sig selv," siger Kirsten Andersen.

"For samtidig har vi skullet skaffe plads til nye opgaver. Vi har kigget på, hvor vi kunne finde tiden, og om vi kunne vinde noget ved at indføre moderne sårprodukter."

Rejser vanskelige spørgsmål

Hvis politikerne i Odense Kommune en dag beslutter, at borgerne selv skal betale sårplejemidler, kan det blive et problem at fastholde besparelserne på sygeplejersketimerne. Juridisk og etisk vil det også rejse mange spørgsmål, vurderer Bodil Frimodt-Møller:

"Hvad gør vi så med de patienter, som ikke vil? Som ikke har råd eller ikke magter at fremskaffe sårplejemidler? Eller som hellere vil bruge deres penge på at blive ved med at ryge og drikke? Skal de så kun have gaze? Selv om det betyder flere skift? Og hvad med de demente, som ikke har pårørende til at købe ind for sig? Skal vi så have en værge til at sørge for det?"

Den slags overvejelser foregår allerede i kommuner med egenbetaling. F.eks. i Rødekro Kommune, hvor borgerne selv skal købe kompressionsbind og i enkelte tilfælde også sårplejemidler. Nemlig hvis de skal bruge noget, der ikke findes i kommunens standardsortiment.

"Vi har problemstillingen i forbindelse med kortstræksbind," siger ledende sygeplejerske Aase Kock. "Når de er vasket et antal gange, har de ingen effekt. For så er elasticiteten forsvundet. Men det kan være svært at få dem skiftet ud."

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at have råd, oplever Aase Kock. Mange ældre mennesker er sparsommelige, og når de ikke kan se, at kompressionsbindene er slidte, så synes de ikke, de skal smides ud.

"Men så kommer hjemmesygeplejersken og spørger mig: Skal jeg blive ved med at køre ud og lægge nogle bind på, som ikke virker? Og det mener jeg faktisk ikke, vi skal. Så må vi sige fra over for behandlingen."

Hidtil er det lykkedes at forklare borgerne i Rødekro, at de skal købe nye bind, hvis behandlingen skal være noget værd.
"Men problemstillingen er der. Og man kan frygte, at den bliver sværere, hvis vi får egenbetaling i større udstrækning," mener Aase Kock. 

Definition

Brugerbetaling: Når borgere må betale for sundhedsydelser. F.eks. hos tand lægen eller fysioterapeuten.

Egenbetaling: Når borgere selv må købe og betale for noget, der indgår i sundhedsydelser. F.eks. medicin.

Tilskudsjunglen

Hvis en borger skal bruge receptpligtig medicin for mere end 1.260 kr. om året, betaler sygesikringen 75 pct. Tilskuddet når helt op på 85 pct., hvis man skal bruge for mere end 2.950 kr. om året.

Sårplejemidler betaler sygesikringen ikke noget tilskud til. Selv om behandlingen af en enkelt patient kan løbe op i tusindvis af kroner.

Sårplejemidler er nemlig ikke medicin. De hører til i kategorien "medicinsk udstyr." Der stilles ikke så store krav til producenterne om at dokumentere effekten, når man skal have godkendt medicinsk udstyr, som når man skal have godkendt et lægemiddel. Der er heller ikke de samme tilskudsmuligheder for patienterne.

Hvis man bor i en kommune, hvor borgerne selv skal betale for sårplejemidlerne, har man kun den mulighed at søge individuelt tilskud i kommunen.

Sårplejemidler kan ikke bevilges efter servicelovens § 97 om hjælpemidler, fordi der så skal være tale om en varig lidelse. Sårpatienten kan søge tilskud efter syv forskellige paragraffer i henholdsvis serviceloven, aktivloven, pensionsloven og førtidspensionsloven. Men medmindre der er tale om en terminalpatient, er reglerne meget snævre, og der kan stadig blive tale om en stor egenbetaling.

LÆS MERE

Sårpatienter betaler i hver tredje kommune    

Jeg har jo betalt skat i forvejen     

Sygehuse og kommuner er nødt til at tale sammen       

En bombe under sårplejen     

Det må være ens for alle 

Tidligere artikler om sårplejen. Sygeplejersken skrev første gang om problemerne i den kommunale sårpleje i nr. 23/2005.  

Emneord: 
Sår
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi

Sygehuse og kommuner er nødt til at tale sammen

Forbedringspotentiale. Sygehuse og kommuner er fælles om sårpatienterne, men glemmer nogle steder at samarbejde, når de vælger sårplejemidler. Det viser Sygeplejerskens rundspørge om egenbetaling for sårplejemidler i de danske kommuner.

SY-2006-3-15-1Sygeplejerske Marianne Petersen lægger skumbandage og kompressionsbind på en ambulant patient i Odense Universitetshospitals sårambulatorium. Til hverdag skifter hjemmesygeplejersken. Foto: Nicolai Howalt

Patienter med problemsår er stærkt afhængige af et godt samarbejde mellem hjemmesygeplejen, der står for den daglige sårpleje, og sygehuset, hvor patienten går i behandling i et sårcenter eller ambulatorium.

Men kommunikationen mellem de to parter er ikke altid den bedste.

Mens sygehusene efterlyser moderne sårprodukter og betalingsvilje i kommunerne, synes nogle kommunale ledere til gengæld, at sygehusene har for lidt forståelse for den kommunale virkelighed.

"De ordinerer bare løs uden at tænke på økonomien. Selv om det måske ikke er nødvendigt at bruge noget, der er så dyrt." Sådan lyder en bemærkning, som Sygeplejersken med variationer har hørt fra flere kommuner.

En anden kritik fra hjemmesygeplejen handler om det store udvalg af mærker inden for hver enkelt produkttype. Hvor eksperterne på sygehuset glemmer at fortælle patienterne, at hjemmesygeplejens bandage kan det samme som sygehusets, det er bare producenten og navnet, der er forskelligt.

En kommune endte for eksempel med en ekstraregning på 24.000 kroner for et produkt uden for standardsortimentet. Fordi en patient satte himmel og jord i bevægelse og ikke ville acceptere, at kommunens produkt hed noget andet end sygehusets.

"Vi må have fælles retningslinjer. For hvis der ikke er brugt det rigtige i ambulatoriet, skal vi bruge store ressourcer på at overbevise patienten om, at det er noget andet, der skal til," sagde en hjemmeplejeleder for nylig på en sårkonference i Hillerød.

Nogle steder prøver man at tage højde for den slags problemer i lokale sårgrupper, hvor kommunerne sidder sammen med repræsentanter for det lokale sygehus.

Men det sker langtfra alle steder, viser den rundspørge, som analysebureauet Vilstrup har foretaget for Sygeplejersken.

186 af de 200 svarkommuner har et standardsortiment af sårplejemidler. Lidt mere end halvdelen har haft sygehus, praktiserende læger eller begge parter med på råd, da de fastlagde sortimentet. Men 75 kommuner (40 pct.) har ikke inddraget nogen af parterne.

Derfor kan kommunens standardsortiment alligevel godt være tidssvarende og tilstrækkeligt. For det kan være fastlagt af en sårsygeplejerske, der har den nødvendige uddannelse og viden, fastslår klinisk oversygeplejerske Susan Bermark, HS Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital.

Svært med produktnavne

"Men vi kender problemet med de mange ens produkter. Vi plejer at sige, at bare man har én ting inden for samme produktkategori, så er man rimelig dækket ind," fortæller hun.

På Bispebjerg modtager man sårpatienter fra så mange kommuner, at det er umuligt at følge med i, hvilke produkter hjemmesygeplejen bruger hvert enkelt sted.

"Men vi har lavet en pjece, som vi giver patienterne med til hjemmesygeplejersken. Her kan de se, hvad der findes inden for de forskellige kategorier," siger hun.

Om man husker at sige til hver eneste patient, at produktet kan være godt nok, selv om det hedder noget andet, tør Susan Bermark dog ikke garantere. "Men det bør vi gøre."

Sygeplejefaglig konsulent Kirsten Müller er knyttet til Videncenter for Sårheling, men har også undervist hjemmesygeplejersker fra mange kommuner.

Hun kan høre, at sygehusene bestemt ikke er gode nok til at informere patienterne om, at bandagen måske hedder noget andet, når hjemmesygeplejersken tager over. "Og de tænker ikke altid på, hvad hjemmeplejen har af muligheder."

Alle kommuner bør have en veluddannet sårsygeplejerske, som også har til opgave at holde styr på økonomien i sårplejeindkøbene, understreger Kirsten Müller. For ellers kan udgifterne hurtigt løbe løbsk.

en når det er sagt, så må hjemmesygeplejen også respektere den ny viden og de nye metoder, der kommer fra deres kolleger på sygehusene.

"På sygehuset har du en anden kultur, hvor der hele tiden bliver stillet krav om at udvikle og være ajour. Om ikke andet, så fra lægeside," siger Kirsten Müller.

"Det er sværere at være hjemmesygeplejerske og hele tiden have sin viden opgraderet. Og de er jo ved at blive væltet af nye opgaver i disse år. Terminalpleje, iv-medicin, epidural og sonder. Man får undervisning, og dag to står man alene med patienterne."

SY-2006-3-15-1c

Boks: 60.000 sårpatienter. Det samlede antal sårpatienter i Danmark kendes ikke. Det bedste skøn er 60.000 patienter, oplyser professor Finn Gottrup, Odense Universitetshospital. Det bygger på udenlandske undersøgelser og danske opgørelser inden for enkelte sårtyper. Omkostningerne ved at behandle disse sår kan også kun fastslås som et skøn. Den engelske sundhedsøkonom John Posnett beregnede i 2002 de danske omkostninger til sårbehandling til 2,8 mia. kr.

LÆS MERE

Sårpatienter betaler i hver tredje kommune    

Jeg har jo betalt skat i forvejen     

Sygehuse og kommuner er nødt til at tale sammen       

En bombe under sårplejen     

Det må være ens for alle 

Tidligere artikler om sårplejen. Sygeplejersken skrev første gang om problemerne i den kommunale sårpleje i nr. 23/2005.  

Emneord: 
Sår
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi

Jeg har jo betalt skat i forvejen

Dobbelt betaling. Hanne Hansen fra Horsens er godt og grundigt utilfreds med, at hun selv måtte købe de sårplejemidler, hjemmesygeplejersken skulle bruge.

SY-2006-3-13-1Hanne Hansen bor i Horsens Kommune, hvor politikerne for et par år siden besluttede, at hjemmesygeplejens patienter selv må købe sårplejemidler. Foto: Nicolai Howalt  

"Når man går sygemeldt, får man 88 kroner og 30 øre i timen, og det skal man betale skat af. Så er du på den, når du skal betale 50 kr. om dagen for bandager," siger Hanne Hansen fra Horsens.

Hun er selvstændig med egen frisørsalon, og det er i forvejen dyrt for hende at være syg. Hun har været nødt til at ansætte ekstra personale, fordi hun ikke selv kan arbejde, og hun har store udgifter til medicin. Hun er i behandling med kemo og prednisolon og har brug for meget smertestillende.

Hanne Hansen er 50 år og lider af en sjælden kronisk bindevævssygdom, som giver hende mange problemer, bl.a. på hørelse og åndedræt. Men også hudforandringer, og i sommeren 2004 fik hun et sår på venstre skinneben, som efterhånden blev meget stort, 10 x 7 cm og 2-3 cm dybt.

Det gav mange smerter, og ingen behandling hjalp, før hun i marts 2005 blev henvist til sårcentret på Odense Universitetshospital.

Hun var indlagt på sygehuset i en længere periode til udredning og behandling af sin sygdom, Wegeners granulomatose. Og på et tidspunkt, fortæller hun, blev lugten fra såret så slem, at personalet måtte hænge noget i vinduerne på sengestuen, som skulle tage den.

Sårcentret indledte en vakuumbehandling af såret for at stimulere vævsdannelsen, og behandlingen blev fortsat ambulant fra Horsens Sygehus, efter at Hanne Hansen blev udskrevet i begyndelsen af april 2005.

Ved vakuumbehandling lægger man en svamp i såret, og indtil behandlingen blev afsluttet omkring 1. maj, leverede sygehuset det nødvendige udstyr.

Men da såret var lægt på nær 6 x 2 cm, overtog hjemmesygeplejen i Horsens Kommune behandlingen. I begyndelsen blev der skiftet to gange om ugen med en skumbandage, siden med en skumsølvbandage, og endelig med en ny type sølvforbinding, indtil såret til sidst var lægt i begyndelsen af september.

I Horsens Kommune er der egenbetaling på sårplejemidler, så Hanne Hansen har selv købt og betalt alle materialer til forbindsskift. Både før hun blev indlagt i Odense, og i de fem måneder, der gik fra vakuumbehandlingen, til såret var lægt.

Hun har aldrig rigtig talt sammen, hvad hun har brugt på sårplejemidler. Men i perioder har det været dyrt.

"Jeg er heldig, at min mand arbejder. Men jeg synes, det er for dårligt, at vi selv skal betale vores bandager, når vi har betalt skat til kommunen," siger hun.

LÆS MERE

Sårpatienter betaler i hver tredje kommune    

Jeg har jo betalt skat i forvejen     

Sygehuse og kommuner er nødt til at tale sammen       

En bombe under sårplejen     

Det må være ens for alle 

Tidligere artikler om sårplejen. Sygeplejersken skrev første gang om problemerne i den kommunale sårpleje i nr. 23/2005.  

Emneord: 
Sår
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi

Sårpatienter betaler i hver tredje kommune

Selvrapportering. En tredjedel af kommunerne har fuld eller delvis egenbetaling på materialer, som hjemmesygeplejersken skal bruge hos sårpatienterne. Det drejer sig især om kompressionsbind, men mange må også betale for bandager uden for kommunens standardsortiment.

SY-2006-3-11-1Denne 74-årige patient er heldig at bo i en kommune, der betaler hendes kompresstionsbind og sølvbandager. Foto: Nicolai Howalt

Brugerbetaling i sårplejen findes i hver tredje danske kommune. Det viser en rundspørge i den kommunale hjemmesygepleje, som analysebureauet Vilstrup har lavet for Sygeplejersken.

Egenbetaling er mest udbredt, når det gælder kompressionsbind. De fleste kommuner leverer stadig gratis bandager og andre sårplejemidler inden for kommunens standardsortiment.

Hver ottende kommune har dog den politik, at patienten selv må betale, hvis der er brug for en bandage, der ikke findes i hjemmesygeplejens depot.

Dyre kompressionsbind

HS Videncenter for Sårheling behandler vanskelige sår fra hele landet, og Sygeplejerskens rundspørge dokumenterer et problem, som centret allerede kender. Alligevel finder klinisk oversygeplejerske Susan Bermark det chokerende, at hele 40 kommuner har fuld egenbetaling på kompressionsbind, mens yderligere 17 har delvis egenbetaling.

"Når man ved, hvor dyrt det er for patienterne," tilføjer hun.

De to kompressionsbind, der skal bruges til ét ben, koster patienten mellem 75 og 150 kr. stykket, afhængigt af hvor de bliver købt. Altså en startudgift på 300-600 kr. til to ben.

Hvis der er væskende sår, skal bindene skiftes og vaskes, så patienten er nødt til at købe et ekstra sæt, altså en samlet udgift på 600-1.200 kr. til begge ben. Og når et bind er vasket 10 gange, er det ikke længere elastisk. Så skal patienten købe nye bind, hvis behandlingen stadigvæk skal være effektiv.

"Men det er måske derfor, at vi ser så mange patienter, der ikke har kompressionen i orden," siger Susan Bermark om de 57 kommuner med fuld eller delvis egenbetaling.

"Selv om det er alfa og omega, når man behandler venøse bensår. Hvis ikke kompressionen er i orden, er det næsten lige meget, hvad man lægger på såret."

Næstformand i Dansk Selskab for Sårheling, sygeplejefaglig konsulent Kirsten Müller, er knap så overrasket over undersøgelsens resultater. Hun kommer jævnlig i hjemmesygeplejen som underviser og har tit hørt om den praksis, at patienten selv må købe kompressionsbind.

"Men jeg forstår det ikke. For det går jo ikke bare ud over behandlingen, men også over det forebyggende," siger hun.

"Vi ved jo, at hvis Fru Hansen ikke køber det bind, så får hun et sår. Så bliver hun pludselig en anden slags patient. Eller hvis hun har et lille bitte sår og ikke køber bindene - så har vi et stort skinnebenssår, inden vi ser os om."

Må især købe sølvprodukter

Når det gælder bandager og andre sårplejemidler, er egenbetaling ikke nær så udbredt. Kun to kommuner fortæller, at de har fuld egenbetaling på sårplejemidler, mens 25 andre kommuner oplyser, at de har delvis egenbetaling på dette område.

Kirsten Müller havde troet, at endnu flere kommuner ville svare ja til spørgsmålet om egenbetaling for sårplejemidler.

"Men i Dansk Selskab for Sårheling hører vi nok mest om de meget grelle tilfælde, hvor patienterne selv må betale," siger hun.

I rundspørgen har 36 kommuner svaret nej til, om man skaffer og leverer produktet, hvis der er ordineret sårbehandling med noget, der ligger uden for kommunens standardsortiment af sårplejemidler (13 svarer "ved ikke").

Tilsvarende bekræfter 58 kommuner, at der kan være tilfælde, hvor en borger selv må anskaffe et produkt, der indgår i en lægeordineret behandling (11 svarer "ved ikke").

"Egenbetaling går måske ikke ud over de mange. Men det går ud over dem, der har det rigtig slemt," siger Susan Bermark, HS Videncenter for Sårheling.

Det er centrets erfaring, at det især er de dyre sølvprodukter, som ikke findes i kommunernes standardsortiment. Dem bruger man, hvis der er tale om meget komplicerede eller betændte sår. I disse tilfælde kan behandlingen være meget langvarig og løbe op i mange tusinde kroner.

"Vi har for øjeblikket en patient i behandling, som har meget store sår på benene. Vi lægger mange sølvbandager på, så vi er helt oppe i 600-700 kr. pr. ben, og vi skifter tre gange om ugen. Hvis han selv skulle betale, var han ruineret. For han har gået her i mange uger," siger Susan Bermark.

En opgørelse fra Københavns Amt har vist, at hver 10. sårpatient i hjemmesygeplejen har været i behandling i over to år.

Det er måske netop nogle af disse patienter, der har behov for moderne sølvprodukter i en periode, påpeger Susan Bermark.

"Og hvis en patient med store komplicerede sår ikke kan få den bandage, som man kunne få sårene lægt med, så kan det i sidste ende blive dyrt både for patienten og samfundet." 

SY-2006-3-11-1b

Sygeplejerskens rundspørge

Rundspørgen om egenbetaling i den kommunale sårpleje er udført som telefoninterviews af analysebureauet Vilstrup i perioden 8.-19. december 2005.

Spørgsmålene er formuleret af Sygeplejersken.

200 af 271 kommuner har deltaget. Kommunerne er anonyme, så Sygeplejersken ved ikke, hvem der har egenbetaling.

Spørgsmålene er besvaret af ledere af hjemmesygeplejen, områdeledere, ældrechefer eller socialchefer.

Sårpatienten er 74 år. Den typiske sårpatient i hjemmesygeplejen er pensionist og enlig. Det viser en registrering af sårpatienter i 16 kommuner i Københavns Amt i november 2003.

  • Gennemsnitsalderen var 74,6 år.
  • To tredjedele var enlige.
  • Hver tredje havde forskellige former for sundhedsrisici (dårlig bolig, problemer i personlig hygiejne, rygning). 7 pct. havde en sundhedstilstand, der var påvirket af alkohol.
  • To af tre havde været i behandling i over en måned. Hver 10. havde været i behandling i mere end to år (3,8 pct. over fem år).

Kilde: Sårundersøgelse i kommunerne i Københavns Amt - en kortlægning

Kompressionsbehandling

Venøse bensår opstår hos mennesker med dårligt blodomløb og tendens til hævede ben. Så længe benene er hævede, eller der er sår, kan man støtte muskelpumpen med en kompressionsbandage. Når benene er afvandede og sårene lægt, kan man gå over til kompressionsstrømper (støttestrømper).

Kompressionsbandager anlægges fra tæerne til lige under knæet. Langstræksbandager, der fjernes om natten, lægges med ét elastisk bind. Kortstræksbandager, der ligger døgnet rundt, lægges med to elastiske bind.

LÆS MERE

Sårpatienter betaler i hver tredje kommune    

Jeg har jo betalt skat i forvejen     

Sygehuse og kommuner er nødt til at tale sammen       

En bombe under sårplejen     

Det må være ens for alle 

Tidligere artikler om sårplejen. Sygeplejersken skrev første gang om problemerne i den kommunale sårpleje i nr. 23/2005.  

Emneord: 
Sår
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi