Synspunkt: Det tavse argument

Mindre snak. Jo færre sygeplejersker ansat i kommunen, jo færre diskussioner om kvalitet og pleje.

Kommunerne skærer ned på antallet af sygeplejersker. Det er blevet dokumenteret med procentsatser, der bl.a. har været bragt i dette blad. I Nordjyllands amtskreds har vi længe vidst, at det gik den vej. De fleste kommuner skærer diskret, med en halv stilling det ene år og en hel det næste. Brovst havde ikke tid til diskretion - her fyrede man fem ud af otte hjemmesygeplejersker i ét hug. Det gav postyr, men som tallene nu viser, er politikken i virkeligheden den samme i andre kommuner: Antallet af sygeplejersker bringes ned. Det begavede spørgsmål lyder: Hvorfor?  

Når man spørger i den enkelte kommune, lyder argumentet: Når vi nu kan se, at kortere uddannede personalegrupper kan klare store dele af plejen ude i hjemmene, er det vores pligt at ansætte dem i stedet for sygeplejersker - og dermed få mere for skatteborgernes penge. Eller: Når vi nu kan se, at personalegrupper med administrative uddannelser kan klare ledelsen af en hjemmepleje eller et ældreområde, er det vores pligt at ansætte dem i stedet for sygeplejersker - og dermed få mere administrativ erfaring i ledelsen. 

Jeg tror, der er et tredje argument, der kan sammenfattes sådan: Jo færre sygeplejersker, vi har i vores kommune, jo færre diskussioner har vi om kvaliteten i den pleje og behandling, vi leverer. Det er et argument, der ikke bliver sagt højt, og det lever måske mest i det ubevidste hos de embedsmænd, der lægger linjen i kommunernes personaleplanlægning, men det gør det ikke mindre virksomt.  

Hvis vi tænker efter, er det logisk nok. Vi er den kommunale faggruppe, der via vores uddannelse ved mest om, hvad det vil sige at observere den samlede situation i et hjem - helheden omkring patienten, helheden omkring familien, helheden omkring symptomerne og deres sammenhæng med hinanden. Vi ved, hvor der bliver sprunget over - med hurtige besøg og rutinemæssig dosering af medicin. Vi ved, hvad det kan have af følger: Den ældre eller den syge borger, hvis situation ikke er blevet ”læst,” kan få en tilværelse, der er mere indskrænket end nødvendigt, med hurtigere forfald, ringere livskvalitet, fysiske eller psykiske problemer, der kunne have været gjort noget ved.  

Når der bliver færre af os i kommunerne, bliver der mindre snak om, hvad der kunne gøres ude i hjemmene. Der bliver mindre utilfredshed blandt borgerne - de ved ikke, at det kunne være anderledes. Der bliver færre spørgsmål fra politikerne - de ved ikke, at sygeplejefaglig kvalitet kan have mange niveauer. 

Jeg er blevet kontaktet af flere kommunalpolitikere, der spørger, hvad antallet af sygeplejersker betyder. De har fået at vide af deres embedsmænd, at det er uden konsekvenser for borgerne at nedlægge sygeplejerskestillinger, og de undrer sig over, at det kan have sin rigtighed. Det kan være svært at sige noget klart om konsekvenserne, og det skyldes måske, at det tit handler om noget, der ikke bliver gjort. Noget, der fører til, at så mange ældre i det her land bliver genindlagt, og at så mange sygdomsforløb bliver mere langstrakte og mere belastende end nødvendigt. Det skyldes måske også, at en personalesammensætning med færre sygeplejersker kan fungere godt en tid. Det, der ikke bliver gjort og ikke bliver opfanget, melder sig ikke straks som omkostninger i systemet. Det sker først på længere sigt.  

Det er ikke let at dokumentere, hvad sygeplejersker betyder ude i kommunerne. Men det er det, vi må i gang med, og det haster, før de kommende storkommuner skal til at lægge linjen. Ellers bliver det tavse argument stående i kulissen og udøver en større indflydelse, end vi er klar over. 

Jytte Wester er amtskredsformand i Nordjyllands amtskreds.

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Hjemmesygepleje
Kvalitet

5 faglige minutter: Fra følelser til argumenter

Det var som at pille rosenkål. Et lag af gangen, indtil alle følelserne var pillet fra, og jeg sad med en lillebitte kerne af hårde argumenter.

Derfor. Den højtuddannede hjemmehjælpsmodtager var vred. Han råbte mig lige ind i hovedet, og jeg kunne mærke hans spyt og lugte hans ånde. ”Du burde nægte at udføre denne ordre, du er jo medansvarlig,” skreg han. 

Der var nedskæringsrunde i hjemmeplejen, og jeg var tilsynsførende med ansvar for at tilpasse hjemmehjælpen efter de sidste politiske beslutninger.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
SY_2004_19_54_01

Jette Bagh,

sygeplejerske,
cand.cur.
Uddannet i
1981 på
Frederiksberg
Hospitals
Sygeplejeskole.

SY_2004_19_54_02 Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget.
Uddannet i 1987 på
sygeplejeskolen ved
Rigshospitalet.
SY_2004_19_54_03

Anne Vesterdal, sygeplejerske,
Uddannet i 1970
på sygeplejeskolen
ved Rigshospitalet 

SY_2004_19_54_04

Birgitte Harild, sygeplejerske,
P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole
i Hillerød.  

Og ordren var klar. Ganske vist diskutabel, men diskussionen var intern og beskeden oppefra til at tage og føle på. Ny visitation i alle hjem inden 3 mdr. efter nye regler. 

Alligevel bed ordene fra den nedskæringsramte mand sig fast. Tanken om, at jeg bare lod stå til og som en anden lejesoldat drog på beskæringstogt med fagligheden fladklemt i lommen. Et gidsel, taget af lokale politikere, der dækkede sig ind bag en ordflom om individuelle vurderinger, foretaget af erfarne sygeplejersker og derfor fuldt forsvarlige. 

Teorien gnavede sig langsomt fra øret til hjernen. Normalt ca. 2 cm., men i dette tilfælde var den rundt om følelserne. Og dér gik det galt. Der skete noget med mine argumenter, så de blev uigennemskuelige. Fyldt af ord om synd og skam. Sådan nærmest lidt religiøst. 

Det tog tid at få optrinet med det aggressive spektakel på afstand. Min chef hørte om historien, min mand og børn var ved at brække sig over den. Og endelig en dag var der en naiv bekendt, der undrede sig over min holdning. Ja, hun tillod sig endda at spørge, hvorfor det var så galt at beskære den hjemmehjælp. 

Det er da oplagt, når man tager noget, så er der nogen, der mangler noget. Men så måtte jeg jo belære hende:

”En times hjælp til rengøring er for lidt.”

”Hvorfor?” sagde hun. 

”Det er bekymrende, at de kun kan nå at rengøre alle gulvene.”

”Hvorfor?” sagde hun. 

”Når køleskabet ikke bliver tømt og vasket, er det sundhedsfarligt.”

”Hvorfor?” gentog hun.

”Fordi ældre ikke har optimal smage, syns og lugtesans til at advare dem mod fordærvet mad.”

”Aha” sagde hun. 

Det var som at pille rosenkål. Et lag af gangen, indtil alle følelserne var pillet fra, og jeg sad med en lillebitte kerne af hårde argumenter. Så kontante og kolde som Jyske lov. 

De rykkede nu ikke noget ved beslutningen hos de høje herrer. Men jeg vidste, hvad der var kritisabelt og bekymrende, da føleordene blev til faglige facts og klar tale. 

Hvis hun havde spurgt ”hvorfor” igen, var vi endt i mikrobiologien, og det er dér jeg skal hen næste gang: maveinfektioner og ernæringstilstand. Så skal familien få grund til kvalme. 

Det var i sidste øjeblik. Jeg var ved at blive kvalt i min glorie af hellig bevidsthed og blev reddet på stregen af en opmærksom lytter og et enkelt spørgsmål. Fire trin op af den faglige Jakobsstige. 

Det er altså stadig for galt med den dér nedskæring. Nu ved jeg bare hvorfor.

Emneord: 
Økonomi
Kommunal sundhedstjeneste

Erstatter sygeplejersker med sosu-assistenter

Brovst fyrer fem ud af otte hjemmesygeplejersker, fordi kommunen mener, at sosu-assistenter uden problemer kan overtage de traditionelle sygeplejerskeopgaver. Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland er rystet.

I en ny struktur for den kommunale hjemmepleje i Brovst Kommune i Nordjylland er antallet af sygeplejersker blevet kraftigt reduceret. Fem ud af otte hjemmesygeplejersker skal fyres, og plejeopgaverne skal i højere grad udføres af social- og sundhedsassistenter.

Besparelsen er en halv million kroner om året
Reduktionen i antallet af sygeplejersker, som kommunen kalder en ”opgaveomlægning,” er ekstra påfaldende, fordi Brovst Kommune i forvejen er den kommune i Nordjyllands Amt, der har den dårligste normering med hensyn til sygeplejersker.Beslutningen i Brovst, der er truffet af et Venstre-flertal, er da også blevet mødt med kritik fra flere sider. Formanden for amtets sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (A), har bl.a. påpeget, at det både kommer til at gå over kommunens ældre og syge borgere, og samtidig vil føre til øgede udgifter i amtet.

 Når der er færre sygeplejersker i Brovst Kommune, vil det automatisk betyde flere tilkald af lægevagten. Desuden kommer der flere indlæggelser på de medicinske afdelinger, mener han. Også Brovst Kommunes egen socialudvalgsformand, Ole Christensen (A), er skeptisk. Han har ikke stemt for den nye struktur og frygter, at den vil føre til serviceforringelser. Kommunens ældreråd har ligeledes været bekymret, men har foreløbig stillet sig tilfreds med et løfte fra borgmesteren i Brovst om, at servicen ikke bliver forringet.

De svage betaler prisen
For Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland er der ingen tvivl om, at det er de svage og syge borgere, der kommer til at betale en stor pris for beslutningen i Brovst Kommune. En så markant nednormering i antallet af sygeplejersker kan ikke undgå at få alvorlige konsekvenser.

”Mange borgere er helt afhængige af den pleje og behandling, som hjemmesygeplejerskerne yder. Når Brovst nu reducerer kraftigt i dette tilbud, vil mange skulle blive unødvendigt længe på sygehusene efter endt behandling, fordi deres hjemkommune ikke er i stand til at yde den nødvendige hjemmesygepleje,” siger amtskredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, Jytte Vester.

”Ligeledes må borgere, der ønsker at dø i deres eget hjem, lade sig indlægge på et sygehus, fordi kommunen ikke vil være i stand til at yde den terminale pleje,” fortsætter hun og fastslår: ”Det er ganske uacceptabelt, at økonomisk kassetænkning fører til sådanne forringelser for borgerne.”

Jytte Vester er dog enig med politikerne i Brovst om, at der er behov for at omstille og udvikle hjemmesygeplejen.

”Vi indgår derfor gerne i en konstruktiv dialog med de lokale politikere om, hvordan vi forbedrer hjemmesygeplejen til gavn for borgerne. F.eks. kan der være meget fornuft i at oprette ambulatorier eller åbne klinikker, hvor borgerne kan komme ind fra gaden og modtage hjemmesygepleje. Men et sådant tiltag kan ikke stå alene,” forklarer Jytte Vester: ”Der vil også fremover være en stor del af borgerne, der har brug for, at hjemmesygeplejen udføres i deres eget hjem - også om aftenen og natten. Borgernes behov for hjemmesygepleje indretter sig ikke efter kommunens åbningstider.”

Sygeplejerskerne i Nordjylland deltager også gerne i en dialog om, hvordan arbejdsdelingen mellem medarbejderne i sundhedsvæsenet kan ændres. De stigende rekrutterings-problemer gør det nødvendigt, at medarbejderne i sundhedsvæsenet bruger deres tid og kræfter på det, de er uddannet til.

”Beslutningen i Brovst Kommune er ikke et resultat af en seriøs debat om arbejdsdeling, og derfor vil den få meget uheldige konsekvenser for borgerne,” konstaterer Jytte Vester.

Borgmester: Vi er spydspids
Kritikken af sygeplejerskefyringerne får ikke borgmester Mogens Gade (V) til at fortryde. Han mener derimod, at Brovst i denne sag er sydspids og med til at vise vejen for, hvordan andre kommuner også kan gøre.

”Vores udgangspunkt har ikke været besparelser, men en bedre måde at organisere arbejdet på i hjemmeplejen. For mig at se er det en naturlig opgaveglidning, at sosu-assistenterne nu overtager en del af de traditionelle sygeplejerskeopgaver. Andre steder i sundhedssektoren foregår der også opgaveglidning, hvor det er sygeplejerskerne, der overtager lægernes opgaver,” forklarer borgmester Mogens Gade.

Han afviser, at den nye struktur vil betyde serviceforringelser for de ældre og syge borgere i Brovst. ”Den struktur vi nu har besluttet os for, har vi i syv måneder kørt som et forsøg i et af vores områder. Derfor har vi både erfaringer og sikkerhed for, at den kan fungere uden problemer,” pointerer Mogens Gade.

Dansk Sygeplejeråds formand Connie Kruckow har rejst spørgsmålet om hjemmesygeplejens fremtid over for indenrigs- og sundhedsministeren og har planer om også at drøfte problemstillingen med Kommunernes Landsforening.

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi

Synspunkt: Om igen

Socialforskningsinstituttet har offentliggjort et fiktivt regnestykke, som viser, at der kan spares ca. 11.000 fuldtidsstillinger på ældreområdet.

Socialforskningsinstituttet er p.t. i gang med at sammenligne kommunernes nuværende ressourceforbrug på ældreområdet og vil dermed prøve at få sat tal på kommunernes forbedringspotentiale. Hvor meget kan man spare, hvis alle kommuner gør som de kommuner, der gør det bedst i forhold til timeudnyttelse og antal brugere?

Socialforskningsinstituttet konkluderede på de første resultater i det tidlige forår med udgangspunkt i tal fra 266 kommuner og en benchmarkingmetode, som udelukkende indeholder kvantificerbare input. Effektiv kommunal ressourceudnyttelse på ældreområdet er meget vigtigt, siger Socialforskningsinstituttet - antallet af ældre stiger. Tallene viser ikke overraskende, at kommunerne udfører opgaverne med forskellig effektivitet.

De største forskelle finder man på det administrative område, men da antallet af administrative medarbejdere ikke er så stort, er der relativt set større forbedringer at hente på plejeområdet, som udgør 80.000 medarbejdere af de i alt 120.000 medarbejdere med kontakt til brugerne. Socialforskningsinstituttet fortæller klart, at kvalitetsberegninger ikke er medinddraget i undersøgelsens resultater.

Når man som Socialforskningsinstituttet udelukkende beregner på personaletimetal og antal brugere, som får hjælp i den danske kommunale ældrepleje, er der en række ”bøvlede” faktorer, som meget bekvemt bliver udelukket. De er også meget besværlige at have med at gøre. Et er, at kvalitetsopfattelser fra den ene bruger til den anden kan være meget forskellige, noget andet er, at den også er det for de enkelte plejemedarbejdere. Det er et faktum til trods for, at der findes fastlagte kvalitetsstandarder, som den enkelte kommune har ansvar for at udarbejde, så borgerne ved, hvad de kan få for skattekronerne.

En lang række andre indviklede faktorer indgår heller ikke ved Socialforskningsinstituttets første undersøgelse. Og det, som ikke indgår, er i virkelighedens verden det mest interessante. Kommunerne, veloplyste politikere, ledere og medarbejdere kender udmærket Socialforskningsinstituttets resultater på forhånd, dem er der ingen ben i. Det, praktikerne i kommunerne har brug for, er hjælp til at beregne det svære, nemlig at prøve at få differentieret mellem de forskelle, som findes uden for skrivebordene.

Jeg nævner i flæng: strukturelle lokale forskelle i kommunerne, forskelle brugerne imellem - bare en enkelt ting som forskellig plejetyngde, boligernes udformning i de enkelte kommuner, f.eks. rådighed over toiletter, badeværelser og hjælpemidler, sociale forhold, uddannelsesmæssige forhold. Altså alle de forskelle, som også gælder på eksempelvis skoleområdet, men flere til, fordi brugerne i ældreplejen oftest skal have hjælp til alle livets fornødenheder 24 timer i døgnet.

Her kunne det være interessant at få forskernes hjælp til at undersøge og gøre opmærksom på områder, hvor brugere og medarbejdere kunne udnytte ressourcerne bedre. Men desværre nej, Socialforskningsinstituttet har ikke alene lavet en fiktiv regneopgave, det er også fremkommet med skrivebordstal om, at der kan spares ca. 11.000 fuldtidsstillinger på landsplan inden for plejeområdet. Tillige er disse fiktive tal offentliggjort som et fait accompli.

I bedste fald viser undersøgelsen, at danske kommuner kan få ensartet resourceudnyttelse ved at gøre som de kommuner, som scorer højst. Den tankegang svarer til, at fordelene opnås, hvis alle kunne løbe som Kipketer. ”Handicappene” er bare ikke taget i betragtning. Om igen, kære Socialforskningsinstitut.

Bodil Ludvigsen arbejder som konsulent i Dansk Sygeplejeråds sekretariat i København.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi

Faglig kommentar: Infusion og principper

Er der mere hjemlig hygge i bleer, bækkenstole og elsenge end i en lugtfri plastflaske, der kan hænge på et søm på væggen?

En kvinde på 95 år havde været indlagt med hjerteinfarkt. På sygehuset havde hun fået væskeinfusion, fordi hun ikke kunne spise og drikke selv, og ved indlæggelse på plejehjemmet blev der ordineret væskeinfusion, hvis hun ikke drak mere end 800 ml i døgnet. To dage efter indflytningen på plejehjemmet fik kvinden sat en liter væske op, som var løbet ind i løbet af tredjedagen. Lægen ordinerede pause til fjerde dag, hvor en ny infusion skulle starte. Kvinden måtte få morfika og diuretika ved behov.

På fjerdedagen gav sygeplejersken kvinden en smertestillende indsprøjtning, men ingen infusion. Sygeplejersken havde fået kvinden til at drikke 200 ml væske dråbevis og ville se tiden an. Samme dag skulle sygeplejersken desuden passe naboafdelingen. Alligevel så han ind til kvinden og hendes pårørende, hver gang han kom forbi. Trods sygeplejerskens forsøg på at give kvinden små mængder væske blev hun dårligere, og en anden sygeplejerske fandt hende angst, blegcyanotisk og med hvæsende åndedræt. Hun underrettede den første sygeplejerske, som gav kvinden Furix.

Først femtedagen fik kvinden den ordinerede væske. Herefter livede hun op og kunne tale med sine pårørende. Sjettedagen døde hun stille.

Sagen er beskrevet i ”Vårdfacket” juni 2003. Socialstyrelsen anmeldte sygeplejersken til ”Hälso- och sjukvårdens ansvarsnämnd” (svensk pendant til Patientklagenævnet) for ikke at have kontaktet den ansvarshavende læge og for ikke at have noteret i journalen, at hun ikke havde fulgt lægeordinationen. Det var oplagt, at kvinden var døende, og at plejen måtte rette sig ind efter, at patienten hverken havde smerter, var angst eller havde andet ubehag. Infusionen var imidlertid ordineret efter klare kriterier, så det var en fejl, at sygeplejersken havde undladt at følge ordinationen uden at kontakte lægen og det uanset, om sygeplejerskens bedømmelse af situationen var rigtig eller ej. Sygeplejersken fik en advarsel.

Sygeplejersker må ikke ændre en læges ordinationer, så afgørelsen må tages til efterretning. Men det undrer mig, at et spørgsmål om infusion eller ej til døende kan blive ved at påkalde så mange følelser blandt sygeplejersker. Det er al ære værd, at sygeplejersken gør en indsats for at få den gamle dame til at drikke. Men hvorfor denne tilbageholdenhed med at supplere med intravenøs væske? Der er hverken tale om hjertemassage eller andet pinefuldt indgreb. Med de kanyler og teknikker, der i dag er til rådighed, behøver parenteral væsketilførsel ikke at være et problem for patienten. I dette tilfælde livede kvinden endog lidt op på det sidste, så hun kunne komme i kontakt med sin familie. Er det ikke et lille stik værd?

Diskussionen om parenteral væske til døende forekommer næsten kun i primær sundhedstjeneste. De faglige argumenter er som regel noget med, at man ikke skal gøre et hjem til et hospital. Men er der mere hjemlig hygge i bleer, bækkenstole og elsenge end i en lugtfri plastikflaske, der kan hænge på et søm på væggen, og som mange pårørende vil kunne holde øje med? Sandheden er snarere, at sygeplejersker siger nej, medmindre de får bedre normeringer. Der er nemlig forskel fra kommune til kommune. I stedet for at kæmpe for, at kun faglige og menneskelige argumenter tæller, risikerer man, at patienterne bliver gidsler i en kamp om principper.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste

Faglig kommentar: Ottomanen

En seng kan være både et arbejdsredskab og et hjælpemiddel. Forskellen er, at nødvendige arbejdsredskaber skal leveres straks, mens et hjælpemiddel skal igennem et langsommeligt bureaukrati.

En ottoman er efterhånden et antikveret møbel, vi mest ser i ældre menneskers hjem. Dette polstrede møbel med fjedre og uldent stofbetræk er som skabt til en middagslur. Sådan havde en ældre kvinde også udnyttet sin ottoman i stuen gennem mange år, så det var naturligt for hende at få den redt op med sengetøj, da hun blev alderdomssvækket, gangbesværet, inkontinent og medtaget af flere kroniske sygdomme. Her fra ottomanen kunne hun se fjernsyn og have sine ting inden for rækkevidde, hun kunne følge bedre med, når hjemmehjælperen gjorde rent, og hun kunne svinge benene ud over kanten af ottomanen, når hun skulle spise.

Kvinden blev jævnt hen svagere, men ikke af den grund mindre stædig. Der måtte efterhånden to personer til at gøre hende i stand, og de måtte læne sig frem og bøje ryggen i ubekvemme stillinger, når de baksede med kvinden, for ottomanen var lav og stod med langsiden op ad væggen. Men ikke tale om, at man kunne overtale kvinden til at få en el-seng. Ikke om hun ville have sådan et monstrum ind i stuen, og i stuen ville hun være. Kvinden lå på ottomanen 24 timer i døgnet. Her spiste hun og blev vasket, her sov hun og lækkede urin, her foregik alt, og hun ville ikke op i en stol. Ottomanen var uhumsk og stank forfærdeligt.

Selvhjulpen i smug

Og så havde personalet alligevel luret hende af, for nogle gange kunne de se, at hun havde været ude på toilettet. Den lave ottoman og den tætpakkede møblering i stuen gjorde, at kvinden kunne komme lidt omkring og være delvis uafhængig af hjælp. Når ingen så det.

Det kunne ikke blive ved at gå. Personalets arbejdsforhold var sundhedsskadelige. Trods protester måtte kvinden finde sig i, at plejeinstitutionen leverede en seng i god arbejdshøjde. Sengen kom samme dag, den blev rekvireret, for den var på lager i institutionen. Personalet skal have de nødvendige arbejdsredskaber, og det foregik problemløst.

Sengen var imidlertid så høj, at kvinden ikke mere kunne komme ud af den selv, og da hun skulle prøve at sidde på kanten som sædvanligt, når hun spiste, gled hun ned på gulvet. Plejepersonalet kontaktede straks hjælpemiddelcentralen og forsøgte gentagne gange at få en seng, der kunne hæves og sænkes elektrisk, så kvinden kunne komme ud af den ved egen hjælp. Men på hjælpemiddelcentralen kunne man ikke hjælpe så hurtigt. Kvinden skulle jo først vurderes, og der skulle skrives en rapport og udfyldes rekvisitioner, og der kunne først komme en ergoterapeut og vurdere kvinden den følgende uge. I ventetiden måtte plejepersonalet slå to sengeheste op, hver gang de forlod kvinden, så hun ikke skulle falde ud af sengen i forsøg på at komme ud.

Sidste ressourcer kvalt

Bureaukrati tager sin tid. Til gengæld tager det ingen tid at gøre en svag, gammel kvinde fuldstændig hjælpeløs og immobil, hvis hun hindres i at være aktiv efter evne. Fem dage tog det at kvæle hendes sidste ressourcer, og så var det sådan set lige meget med en ny seng. Kvinden nåede aldrig at få gavn af den.

Enhver kan se, det er galt. Politikerne kan se det og kan holde lange taler om, at kassetænkning er af det onde, at alle skal samarbejde, koordinere og vise fleksibilitet. Lederne i social- og sundhedsvæsnet kan se, det er galt, og de ønsker af ærligt hjerte at få en velfungerende sektor, og de skriver lange artikler om samarbejde, koordinering og fleksibilitet.

Frontpersonalet, der står med problemerne, kan se, det er galt, og de ved, hvad der skal til. Men de må ikke handle, for de er fanget af regler og bureaukrati. For hvad ville der ske, hvis de blot selv ringede efter en minitrans med taxameter og bad om at få hentet et hjælpemiddel til en gammel kvinde?

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Arbejdsmiljø

De ældre får stimuleret deres sanser

I leve- og bomiljøet Rytterkasernen i Odense har man forsøgt at genskabe den hverdag, de ældre havde, inden de blev visiteret til plejebolig. Der er socialt fællesskab med naboerne. Der er praktiske gøremål i stedet for stoftryk og sang. Der er medbestemmelse om kostplan og større økonomiske investeringer.

Når Rytterkasernen i Odense får besøg af plejepersonale fra andre kommuner, som skal se, hvordan leve- og bomiljøet fungerer, bemærker de ifølge gruppeleder Lone Hansen ofte, hvor usædvanligt stille og roligt der er.

''Da jeg selv besøgte Olivenhaven i Kolding (det første leve- og bomiljø i Danmark, red.), undrede jeg mig også over, at der kunne være så stille og roligt på et plejehjem,'' fortæller Lone Hansen.

Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og er gruppeleder for personalet i fem bogrupper med hver 6-7 beboere. For fire år siden blev hun ansat til at stå for udflytningen af beboerne fra et plejehjem, der skulle nedlægges. Rytterkasernen er en gammel soldaterkaserne, der er genopbygget til leve- og bomiljø i tre etager. Nederst bor demente, i midten ældre med somatisk sygdom og øverst yngre hjerneskadede.

Lone Hansen mener, den rolige stemning skyldes, at beboerne får stimuleret deres sanser i leve- og bomiljøet, fordi de selv i det omfang, de kan og har lyst, hjælper til.

''Her er ingen beboere, der bliver taget op af sengen, før de selv har lyst, og det er i orden at sove til klokken 12. Der er ingen faste tider, hvor kaffevogn eller saft bliver kørt rundt. Beboere og hjælpere dækker bord, mens andre hviler sig. Kaffen står fremme lige indtil aftensmaden, så man selv kan tage,'' fortæller Lone Hansen.

I leve- og bomiljøet er der ingen køren frem og tilbage til sang, stofmaling og træning som i mere traditionelle plejecentre. Aktiviteter består af de dagligdags gøremål som madlavning, lægge tøj sammen, dække bord og sætte service i opvaskemaskinen. Andre aktiviteter er at få læst højt fra avisen eller få hjælp til at udfylde en krydsogtværs. Hver onsdag er der en tur til torvet for at købe ind. De store indkøb foregår via en faxet liste til supermarkedet, som bringer varerne ud.

Omkring hver tredje ældre på Rytterkasernen hjælper til med det praktiske arbejde. Nogle har ikke kræfter, andre har ikke interesse. Det er ofte de samme personer i en gruppe, som deltager.

Bedre normering

Det faste personale står for alle aktiviteter, også den vedligeholdende træning. Er der brug for ekstra hjælp, kommer der en fysioterapeut i afdelingen for at instruere personalet. Hvis en beboer vil lave stoftryk, finder personalet tingene frem. Fysioterapeuter, ergoterapeuter og sygeplejersker bliver kun brugt som konsulenter, og bogrupperne holder tværfaglige møder med konsulenterne hver 5. uge.

''Nogle beboere har været utilfredse med, at der ikke er så mange faste aktiviteter, som de var vant til fra det gamle plejehjem. Det at få avisen læst højt bliver ikke opfattet som en aktivitet,'' siger Lone Hansen.

Hun er selv overbevist om leve- og bomiljøets positive indvirkning på de ældres trivsel. Flere beboere har ændret adfærd, efter de flyttede. En beboer, som var et slags ''problembarn'' på det gamle plejehjem, fordi hun ''altid kom rendende efter hjælp til ting, hun kunne klare selv,'' er nu faldet til ro. En dement dame, som gerontopsykologerne mente var for skrøbelig og afkræftet til at flytte, lever stadig og er i bedre form end tidligere. På det gamle plejehjem var hun på flydende kost, i dag kan hun selv skære sin mad ud og spise.

''Det skyldes først og fremmest, at vi har en bedre normering. Vi har tid til at hjælpe en beboer med at spise et halvt stykke mad,'' siger Lone Hansen.

Normeringen er to personer i dagvagt og halvanden i aften- og weekendvagt - det gælder grupperne, hvor der bor ældre med somatiske sygdomme. Halvdelen af de ansatte er social- og sundhedsassistenter, den anden halvdel er social- og sundhedshjælpere eller sygehjælpere. Den bedre normering i leve- og bomiljøet skyldes bl.a., at personalet har flere opgaver som at lave mad og vaske tøj.

Et socialt væsen

Dengang de gamle skulle flyttes fra plejehjemmet til det nye leve- og bomiljø, gjorde Lone Hansen meget ud af at informere beboerne på forhånd.

''Det er en stor omvæltning at flytte ind i et

Side 13

leve- og bomiljø. Det kræver, at man er et socialt væsen. Jeg forberedte beboerne på, at de ville kunne komme til at bo i en gruppe med 6-7 ældre med et fysisk handicap, eksempelvis en lam eller en blind. At det næsten er et krav, at man spiser sammen, og at man bliver inddraget i at lave madplaner. Som beboer har man medbestemmelse, men ikke mere end at man skal kunne blive helt enige.

Jeg fortalte også, at de ville få mulighed for at lave noget sammen, hvis tre beboere f.eks. gerne vil i sommerhus sammen, men at ideerne skulle komme fra dem selv,'' siger Lone Hansen.

Mange af de ældre syntes, det lød spændende, men var nervøse for, om de nu kunne klare det. Enkelte valgte ikke at flytte med, men ifølge Lone Hansen var det først og fremmest, fordi Rytterkasernen er placeret tæt på Odenses kvarter for narko og prostitution.

Nips og polstrede lænestole

Rytterkasernen ligner på overfladen ethvert andet plejecenter med et cafeteria, lange brede gange med linoleum og store vinduespartier. I hver gruppe er beboernes egne boliger placeret omkring en fælles stue og et fælles køkken. Institutionspræget bliver brudt af indretningen i stuen, som er møbleret efter beboernes eget valg med polstrede lænestole, broderede sofastykker, pendulur, malerier og en hel masse nips. Køkkenet er ikke et institutionskøkken, men en almindelig standardmodel.

''På husmøderne er beboerne selv med til at bestemme, hvad deres budget skal bruges til. Om de f.eks. vil bruge 10.000 kr. på en lænestol med vippesæde, eller om de hellere vil købe noget andet. Når fjernsynet går i stykker, er det også beboerne, der skal beslutte, om de vil bruge penge på et nyt,'' siger Lone Hansen.

På opslagstavlen hænger en liste over de madretter, som beboerne skal have i den næste måned, eksempelvis farsbrød, frikadeller og risengrød. Beboerne bliver inddraget i madplanen, men ifølge Lone Hansen er det stort set udelukkende personalet, der kommer med forslag.

''Mange pårørende går vældig meget op i, at beboerne kan få deres madønsker opfyldt, men når de gamle skal komme med forslag til maden, så siger de som regel, at det er lige meget. I selve spisesituationen betyder maden derimod meget,'' siger Lone Hansen.

''På det gamle plejehjem var der ikke andet end brok over maden. Hvis de i dag brokker sig over, at den stegte lever ikke er til at tygge, beder vi dem om at gå ud i køkkenet og fortælle medarbejderen, hvordan det skal gøres. Vi kan bestemt lære noget, for mange af de ældre er bare dygtigere til at lave mad,'' siger Lone Hansen.

Måltiderne foregår i den fælles stue, hvor personalet sidder med ved bordet. Beboerne kan dog selv vælge, hvor de vil spise.

''I en af vores grupper er der en beboer, som spiser alle sine måltider i sin egen bolig, og det blander vi os ikke i. Hun har et stort netværk og får besøg hver dag, så hun får sit sociale behov dækket. Af og til kan en beboer ødelægge stemningen for de andre, og hvis det er slemt, så forsøger vi at lave om på bordplanen. Nogle beboere vælger at udvandre og gå ind til sig selv, hvis de ikke kan holde ud at se på, at andre beboere spiser grimt,'' siger Lone Hansen.

For at få de små grupper af beboere og personale til at fungere sammen, er personalet af og til nødt til at hjælpe med at få løst en konflikt.

''I personalet har vi en holdning om, at problemer med en beboer skal klares ude i gruppen, hvor beboeren kan være med. Da en mandlig beboer opførte sig racistisk over for én af vores elever, tog vi en snak med ham og sagde, at sådan ville vi ikke finde os i, at han opførte sig. Han syntes, det var hårdt, men sådan ville det jo også foregå andre steder,'' siger Lone Hansen.

Bofællesskaber

Bofællesskaber en ny trend             

Boformen afgør kvaliteten         

De ældre får stimuleret deres sanser             

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Boformen afgør kvaliteten

Plejepersonalet i leve- og bomiljøer er ikke uddannet i at lave mad, og boformen falder uden for lovgivningen om institutionskøkkener, fordi der bor under 12 beboere. Økonomaforeningen sætter spørgsmålstegn ved, at boformen skal afgøre kvaliteten af de ældres kost.

At arbejde for ældre, der bor i et leve- og bomiljø, er på mange måder anderledes end arbejdet i et traditionelt plejecenter. Bl.a. skal personalet hjælpe beboerne med at lave mad, og det betyder, at det ofte er en ikke-kostfaglig person, der tilbereder maden.

Økonomaforeningen har noteret sig de konsekvenser, leve- og bomiljøerne har for kvaliteten af de ældres kost og for deres egne medlemmers beskæftigelse.

''Vi ser en væsentlig nedgang i diæter i leve- og bomiljøer, og det undrer os, hvordan man kan have mindre behov for diæter pga. en boform. Vi kan ikke forstå, hvorfor boformen skal bestemme kvaliteten af kosten,'' siger Kirsten Skovsby, kostfaglig medarbejder i Økonomaforeningen.

Med oprettelsen af leve- og bomiljøer er centralkøkkener blevet nedlagt. Ifølge Kirsten Skovsby har nogle kommuner nedlagt et gammelt plejehjem for at lave leve- og bomiljø og kun opslået de nye stillinger som plejestillinger.

''Holdningen har været ''alle kan lave mad,'' men den holdning er lidt på retur. Mange sosu-medarbejdere erkender nu, at de har brug for kostfaglig assistance,'' siger Kirsten Skovsby.

Flere leve- og bomiljøer har ansat køkkenassistenter, som hjælper beboerne med at lave mad, og som samarbejder med plejepersonale. For køkkenpersonalet er det en ny opgave efter at have været vant til at arbejde for sig selv i et centralkøkken.

''Køkkenassistenterne bliver inddraget i omsorgen, og på det område skal vi udvikle os. Vi skal omstille os fra at blive målt på effektivitet og hurtighed til at blive målt på vores omsorg. Derudover skal vi finde vores grænse for, hvilke opgaver vi kan påtage os ud over madlavning, så det samtidig er hygiejnisk forsvarligt at arbejde i et køkken,'' siger Kirsten Skovsby.

Økonomaforeningen er utilfreds med, at leve- og bomiljøerne falder uden for den lovgivning, der gælder for institutionskøkkener, fordi bofællesskaberne består af under 12 personer.

''Et institutionskøkken skal eksempelvis have to vaske og afløb - et til jord og et til ikke-jord, og der er f.eks. regler om, at man ikke må bruge rå æg. De regler gælder typisk ikke for leve- og bomiljøer, og igen er det boformen, der er afgørende for kvaliteten. De steder, hvor vores medlemmer arbejder, forsøger vi selvfølgelig at få indflydelse på indretningen,'' siger Kirsten Skovsby.  

Bofællesskaber

Bofællesskaber en ny trend             

Boformen afgør kvaliteten         

De ældre får stimuleret deres sanser             

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Bofællesskaber en ny trend

Leve- og bomiljøer er et koncept, som rummer idealistiske tanker om medbestemmelse og respekt for de ældres hverdagsrutiner. Kommunerne har fanget ideen i en sådan grad, at der stort set ikke bliver bygget andre slags boliger til plejekrævende ældre. Når leve- og bomiljøerne fungerer, bliver de rost til skyerne. Men mange steder giver den nye boform problemer, fordi grupperne ikke trives sammen.

De ligner almindelige plejeboliger på to rum med køkken og bad. Men de adskiller sig ved at være placeret i små grupper, hvor typisk 8-12 boliger er grupperet omkring en fælles stue og et fælles køkken. De såkaldte leve- og bomiljøer er en slags bofællesskaber. De kan være placeret i bygninger i flere etager, eller de kan være bygget i ét plan. Gamle plejehjem bliver ombygget til leve- og bomiljøer, og der bliver bygget nye. Et leve- og bomiljø rummer typisk mange bofællesskaber eller boenheder.

Tanken med leve- og bomiljøerne er at give de ældre tryghed i det nære miljø og socialt fællesskab med andre ældre. Efter lyst og evne kan beboerne være med til at planlægge indkøb, lave mad og dække bord. Man kan vælge at opholde sig i sin egen bolig, eller man kan drikke kaffe med naboen og engagere sig i husmøder. På husmøderne kan de ældre f.eks. tage stilling til, hvilke møbler, lysestager og kukure der skal hænge på væggen i den fælles opholdsstue. Om penge fra det fælles budget skal bruges på havemøbler eller nye gryder.

Væk fra plejehjemsrytmen

Plejefilosofien i leve- og bomiljøer er respekt for de hverdagsrutiner, som beboerne havde, inden de blev visiteret til plejebolig. Bofællesskaberne skal ikke ligne institutioner. Eksempelvis bliver beboerne ikke hjulpet i seng, vækket og klædt på til tider, der nødvendigvis passer med plejepersonalets vagtplan. Der bliver ikke serveret varm mad kl. 12 af hensyn til køkkenpersonalet i et centralkøkken, men derimod om aftenen. Aktiviteter er ikke noget, der skal afvikles inden kl. 14 af hensyn til ergoterapeutens fyraften. Konsulent og sygeplejerske Jessy Hjorth-Hansen har været med til at udvikle ideen om leve- og bomiljøer i samarbejde med arkitekt Jon Hune og konsulent Keld Anker Nielsen. Til dato har de haft over 220 kommuner på kursus. I bogen ''Fra plejehjem til leve- og bomiljøer'' fra 2002 beskriver Jessy Hjorth-Hansen bl.a., hvordan arbejdet i et leve- og bomiljø skal tilrettelægges. Der gælder nogle andre spilleregler end i en institution. En ny social orden, som kræver en faglighed, der læner sig mere op ad den socialfaglige end ad den plejefaglige adfærd.

Risiko for mobning

Kommunernes motiv til at bygge leve- og bomiljøer er først og fremmest ønsket om at skabe en bedre kvalitet for de ældre. Derudover er der ofte en økonomisk gevinst ved at bygge gamle plejehjem om til tidssvarende boliger.

Men Jessy Hjorth-Hansen mener, at det er naivt at forestille sig, at en boform kan løse alle problemer. ''Et godt miljø for de ældre handler først og fremmest om normering, og det er svært at skaffe personale nok. Kommunerne bør nok overveje, om det er hensigtsmæssigt at bygge alt efter den samme skabelon, eller om der skal være nogle variationer,'' siger hun.

Margrethe Kähler, jurist og ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen, skønner, at de nye leve- og bomiljøer svarer til omkring 75 pct. af alle nybyggede plejeboliger og ombyggede plejehjem. Hun mener, det er vigtigt, at politikerne ikke tror, at der findes én saliggørende opskrift på ældreboligbyggeri, der virker.

''Man skal huske, at det ikke er alle ældre, der har lyst til at bo i bofællesskab. Det bedste er, hvis der er flere muligheder at vælge mellem,'' siger hun.

Hendes indtryk er, at kun halvdelen af de kommuner, der går i gang med at etablere leve- og bomiljøer, har forstået, at ideen om medbestemmelse, inddragelse af beboerne i de daglige aktiviteter og beboernes indbyrdes samspil kræver flere ressourcer. Der er brug for ekstra tid, supervision og konsulentbistand.

''Leve- og bomiljøer uden den nødvendige plejefilosofi kan være det samme. Så er traditionelle plejecentre at foretrække. I et bofællesskab er man overladt til hinanden, og mobning er en risiko. Personalet skal have sociale kompetencer til at skabe et samspil og løse konflikter. Hvis ikke kommunerne

Side 9

Billede

Side 10

forstår det, så kan det meget nemt ende i de gode viljers fallit,'' siger Margrethe Kähler.

Hun er imidlertid en varm fortaler for leve- og bomiljøerne, når de fungerer godt: ''Leve- og bomiljøer er et godt koncept, fordi halvdelen af de personer, der bliver visiteret til plejeboliger, ifølge videnskabelige undersøgelser er let til moderat demente. De har svært ved at overskue et større miljø og svært ved at forholde sig til mange mennesker.

I leve- og bomiljøerne er der brug for, at personalet har fokus på samspillet mellem beboerne og kan stå for aktiviteter, der kan få beboerne til at glemme deres egen lille verden og genvinde tabte færdigheder. Det giver liv og energi i gruppen,'' mener hun.  

Hver 10. plejebolig er leve- og bomiljø

Trivsel afhænger af personalet
På Institut for Pension og Ældreforskning under Socialministeriet er sygeplejerske og master i public management, Bente Danholt, ved at færdiggøre en undersøgelse af de ældres trivsel i leve- og bomiljøer og i traditionelle plejecentre. Hun bekræfter tendensen til, at der ''stort set ikke er blevet bygget andet end leve- og bomiljøer i de sidste 3-5 år.''

''Leve- og bomiljø er et godt tilbud. De ældres trivsel afhænger dog ikke af de fysiske rammer, men derimod af holdningen hos medarbejdere og ledelse.

I leve- og bomiljøerne skal personalet respektere, at der er ældre, der trækker sig tilbage i egen bolig, og at der er nogle, der ikke orker at skrælle kartofler,'' siger Bente Danholt.

Side 11

En undersøgelse, som antropolog Jens Erik Kofod og fire andre forskere har lavet for Fødevaredirektoratet, viser bl.a., at det sociale samspil i visse henseender ikke fungerer på over en tredjedel af de undersøgte leve- og bomiljøer. Forskerne har undersøgt sammenhængen mellem undervægt og de sociale omstændigheder omkring et måltid. De steder, hvor de ældre ikke trives godt sammen, lider flere af undervægt. Trods alt er der færre ældre, der lider af undervægt i leve- og bomiljøer end i plejeboliger generelt. Forholdet er 1 til 4 i leve- og bomiljøer og 1 til 3 i plejeboliger generelt.

Forskerne har interviewet 40 ældre i 10 grupper i otte forskellige leve- og bomiljøer.

''Trivslen i leve- og bomiljøer burde være bedre, da man forsøger at forbedre det sociale omkring måltidet. Undersøgelsen viser, at de steder, hvor det sociale fungerer, er der også færrest undervægtige,'' siger Jens Erik Kofod.

Om de grupper, hvor de ældre ikke trivedes i hinandens selskab, siger han:

''I mange af grupperne var der ældre, der fortalte, at de ikke havde lyst til at være sammen med de andre, og at de fandt det anstrengende at skulle spise sammen. En kvinde sagde ligeud, at hun havde ikke lyst til at spise sammen med fremmede og mennesker, hun ikke brød sig om, så hun holdt sig for sig selv. Et andet sted fortalte en murerarbejdsmand, at han følte sig isoleret og henvist til sin egen bolig, fordi de andre beboere enten var meget svækkede eller havde en hel anden måde at tale på pga. deres anderledes baggrund. Det er historien om, at lige børn leger bedst,'' siger Jens Erik Kofod.

Margrethe Kähler fra Ældre Sagen mener, at det også er historien om, at ældre først bliver visiteret til plejebolig på et tidspunkt, hvor de er så dårlige, at de næsten er på hospice-stadiet.

''Gennemsnitsalderen er 83, når ældre bliver visiteret til plejebolig, og i gennemsnit lever beboerne i to år. Det sidste år er de typisk meget dårlige. De har ikke overskud til hinanden.

Hvis politikerne vil noget med at skabe demokrati og socialt samspil i leve- og bomiljøer, skal der samtidig laves om på visitationskriterierne, så de ældre kommer ind noget før,'' siger Margrethe Kähler.   

Bofællesskaber

Bofællesskaber en ny trend             

Boformen afgør kvaliteten         

De ældre får stimuleret deres sanser             

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Faglig kommentar: Stegt lever til fru Andersen

Nu skal der dyrkes motion i alle kommuner, og intervention er nøgleordet. Det er ikke de 35-årige, der skal rives væk fra fjernsynet. Næh, det er de gamle. Ældrebyrden skal løftes med maner.

Den 83-årige herre kom lettere forpustet ilende ind i stuen, hvor hans kone havde sat sig med hjemmesygeplejersken. Han havde stadigvæk en golfkølle i hånden og undskyldte forsinkelsen mange gange. Det var ottende hul, der havde drillet.

Han skulle have forebyggende hjemmebesøg, og hustruen havde som vanligt serveret portvin for sygeplejersken. Efter en snak på tre kvarter kørte sygeplejersken bort i kommunens lille bil. Der var ikke behov for nogen indsats endnu.

Ude i den anden ende af byen scannede hjemmehjælperen sig ind til fru Andersen. Hjemmehjælperen hadede de scannere. Som om hun ikke havde gjort sit arbejde godt nok i de 17 år, hun havde været i hjemmeplejen. Kontrol, det var, hvad det handlede om. Kontrol.

Fru Andersen var ikke længere bare fru Andersen, næ nej. Hun var et stykke kød, man scannede sig ind til.

''Behøver du at vaske gulvet i dag, Jenny?'' sagde fru Andersen, da hun havde hilst på hjemmehjælperen. ''Kan vi ikke snyde lidt, for jeg vil så gerne have stegt lever, og min datter har allerede købt ind?''

Jenny overvejede sagen. Hvis tilsynet kom forbi, ville der blive ballade. På den anden side så gulvet rent og pænt ud. Hun så i den detaljerede arbejdsmanual, hun havde fået tildelt: 151/2 minut til alle gulve. ''Kan man stege lever og brune løg på 151/2 minut, fru Andersen?''

Fru Andersen nikkede. ''Jeg har regnet på det. Hvis vi napper mit bad også, så skulle der være tid nok.''

Jenny tænkte så det knagede. Fru Andersen så pæn og velplejet ud. ''Så lad det blive mellem os to, fru Andersen,'' sagde hun og blinkede.

Hun gik ud i køkkenet og rullede fru Andersen med i kørestolen. De småsnakkede, mens maden blev tilberedt. Nøjagtig 221/2 minut senere serverede hun den stegte lever med brunede løg, før hun kørte videre med scanneren liggende på forsædet af den leasede bil.

Nye toner

Den nye leder af hjemmeplejen var en progressiv kvinde på 47 år. Over hendes dør blinkede et neonskilt med ordene ''Service og management'' konstant i rødt og violet.

''Min dør er altid åben,'' havde hun sagt, da hun tiltrådte. Endnu var det aldrig lykkedes for hjemmesygeplejersker og hjemmehjælpere at få et glimt af hendes kontor. ''Mine primærsygeplejersker,'' kaldte hun hjemmesygeplejerskerne, når hun fortalte om sine planer for operation ''Styrke giver sundhed,'' der skulle udrydde alle synlige tegn på, at ældrebyrden hærgede kommunen.

''Intervention,'' sagde hun hele tiden. Alle gamle over 75 skulle hentes i busser og køres til gymnastik to gange om ugen. En gang om måneden serverede kommunen stegt flæsk med persillesovs, og efter syv måneders træning ville de gamle få et diplom med guldtryk.

Stegt lever i dølgsmål

Han rakte truende golfkøllen i vejret. ''Jeg skal ikke til gymnastik, og jeg spiser aldrig stegt flæsk med persillesovs. ''Lederen af hjemmeplejen smilede varmt og længe til ham. ''De kan altid ombestemme dem hr. Sundskov,'' sagde hun, gav ham hånden og gik ud til den ventende bus.

12 dage senere modtog hun et brev med posten underskrevet af 342 pensionister. I tydelige vendinger beklagede de kommunens fremgangsmåde med hensyn til rekruttering af gymnaster. De pointerede, at gamle ligesom yngre og unge ikke var ens, og at motivationen altid blev større, hvis man gav sig tid til at høre, hvad målgruppen selv kunne tænke sig. Der var syv henvisninger til litteratur undervejs.

Lederen mærkede en dyb rødme brede sig på halsen.

Slutbemærkningen i brevet gjorde hende helt paf. ''Så længe skrøbelige gamle kun kan få stegt lever og brunede løg i dølgsmål, mener vi, at kommunen har mere presserende opgaver at tage sig af end at afhente gamle til operation ''Styrke giver sundhed.''

Lederen gik hen til sit kontor. Hun slukkede neonskiltet og pakkede sine ting.

Hvem ved. Måske står hun i et køkken i nabokommunen og steger lever. n

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste