Faglig kommentar: Vaskeklud uden prestige

Mindre tid på vejene, mere tid i hjemmene og mere tilfredse ældre. En ældrechef har visioner om at opbløde faggrænserne i kommunen. Men han forudser, at ikke alle kan se det som en faglig udfordring.

Kære kusine Misse.

Tusind tak for dit søde brev til min fødselsdag. Jo, 92 år er en betragtelig alder, men jeg skal ikke klage. Selv om jeg ikke kan komme på gaden uden hjælp, og øjnene ikke er, hvad de har været, så klarer jeg mig dog nogenlunde i mit dejlige hjem med de mange gode hjælpere, som kommer flere gange om dagen. Jeg har jo altid været glad for de søde og hjælpsomme unge piger (og minsandten også en nydelig ung mand), men det har indimellem været noget af et renderi. Først kom sygeplejersken og vækkede mig og skiftede forbindingen på foden. Så kom der én og hjalp med morgenmaden. Når hun havde tid, hjalp hun mig også i bad og i tøjet, men hvis hun havde travlt, måtte jeg vente til henad kl. 10, og så skulle vi skynde os, fordi der skulle komme en dame og give mig øvelser kl. 11. Pyha, somme tider var jeg for træt til at spise den mad, der blev bragt til døren halv tolv, og kl. 13 kom sygeplejersken og dryppede øjne. Sådan blev det ved, indtil den sidste dame kom og hjalp mig i seng. Men det kender du vel fra din tid som sygeplejerske. Til sidst opgav jeg helt at tælle, hvor mange gange døren gik op i løbet af en dag.

Nu har de heldigvis fået mere styr på det. Sygeplejersken om morgenen smører en ostemad og sætter kaffe over, og en gang imellem hjælper hun mig i bad og ser, om jeg gør mine øvelser rigtigt. Hjælperen om eftermiddagen drypper øjne og har somme tider tid til at drikke kaffe med mig eller gå en tur, hvis vejret er godt. Forleden kørte hun mig i kørestol ned til vandet, hvor vi gik en lille tur og beundrede den smukke udsigt til Kronborg. Jeg håber alt står vel til hos dig, kære kusine.

Din hengivne Valborg.

I rammer og på skinner

Hej tante Misse.

Det var enormt hyggeligt at møde dig i julen og tak for de gamle rammer. Jeg har fået sat billeder i og hængt dem op. Jeg er begyndt at se på stillingsannoncer igen. Jeg har ellers været glad for at være i hjemmesygeplejen, men nu tænker jeg alvorligt på at tage noget i Helsingborg, det tager jo ingen tid at komme over med færgen. Vi har nemlig fået ny ældrechef i kommunen, og man skulle ikke tro, han selv er uddannet som sygeplejerske. Vi har aldrig tidligere haft problemer med at finde ud af, hvad sygeplejersken skulle tage sig af, hvad sosu'erne og fysioterapeuterne skulle lave hos borgerne. Det hele kørte som på skinner, og jeg kunne nå op til 20 besøg om dagen. Den nye ældrechef har i sin visdom fundet ud af, at vi bruger for meget tid på vejene. Derfor har han fået indført, at vi skal lave alt muligt andet ude hos klienterne end lige det, vi er uddannet til. Helt ærligt, så har jeg vel ikke taget et fireårigt studium for at stå og vaske gamle mænd og koner og smøre ostemad og lave kaffe, mens sosu'erne drypper øjne og går tur med patienterne.

Det er da rigtigt nok, at jeg somme tider har gjort nogle nye observationer, når jeg har vasket en patient, og vi får da også snakket om nogle ting, mens kaffen løber igennem. Men hvis der bare blev ansat nogle flere sygeplejersker og sosu'er, som blev oplært til at observere og rapportere bedre, så behøvede jeg ikke beskæftige mig med noget, jeg føler mig overkvalificeret til.

Jeg ved da godt, at det var anderledes, da du var sygeplejerske, tante Misse. Det er muligt, patienterne er glade for ordningen, men der er ikke meget prestige i en vaskeklud. Og hvis vi skal bruge så meget tid på at vaske, made og tørre op efter patienterne, så bliver der aldrig tid til at reflektere eller gå til faglig vejledning, og kompetenceudvikling vil være en by i Rusland. Kan du have det godt?

Knus fra Pia.

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Hjemmesygepleje

Faglig kommentar: Har man én gang spist af foliebakke

Der åbner sig vide perspektiver, hvis politikerne også efter valget vil prøve at indleve sig i de gamles vilkår ved selv at smage og mærke konsekvenserne af deres beslutninger.

Mangler man underholdning, skal man blot følge med i debatterne i Københavns Borgerrepræsentation. Her går det lystigt til, og skænderierne har i tidens løb udviklet sig korporligt mere end én gang. En borgerrepræsentant kan både risikere en spytklat mellem øjnene eller en rejemad kørt godt rundt i ansigtet.

Men det skulle blive værre. Nu skulle de arme politikere minsandten spise det samme som kommunens pensionister. I stedet for steg, buffet og højt belagt smørrebrød i Snapstinget skulle de have kotelet med paprikasovs, stegt sild eller grønsagsæggekage. Efter en lang og hed debat vedtog et snævert flertal et forslag om, at politikerne burde vide, hvad de udsætter kommunens pensionister for. Ikke noget med valgfrihed, alle 55 politikere skulle prøve menuen, så de kunne vurdere, om den var nærende og appetitlig nok.

Reception med pressedækning

''Der er ikke nogen, der skal tvinge mig til at spise den mad,'' er en borgerrepræsentant citeret for i Berlingske Tidende, fordi han ikke brød sig om nogen af retterne. ''Jeg tager madpakke med.'' Men ned skulle maden, og så kom kommunens pensionistcatering med 55 ruminddelte foliebakker. Om der nogen sinde kommer en nøgtern vurdering ud af prøvesmagningen, står hen i det uvisse.

Det kommunale køkken, som har interesse i at bevare licitationen, har kunnet nå at forberede måltidet med omhu, og pressen stod på nakken af hinanden for at fotografere, filme, iagttage og interviewe prøvespiserne, der måtte posere og balancere med foliebakkerne som ved en reception. Alt endte, som man kunne forudse, med at blive en spektakulær happening. Om pølsevognen på Rådhuspladsen har været ekstra besøgt efter den kommunale event, vides heller ikke, men der blev rapporteret om levninger i portionsanretningerne.

Hvad politikerne ikke fik prøvet, var at få afbrudt måltidet i 20 minutter, fordi den medarbejder, der skulle hjælpe ham med at spise, blev kaldt ud midt i måltidet for at assistere ved et toiletbesøg, mens kartoflerne blev kolde og sovsen trak skind. ''Med to medarbejdere i aftenvagt til at servere mad til 16 beboere, hvoraf de 11 skal have hjælp, er der ikke tale om måltider, men om affodring,'' indskød aftensygeplejersken, nu vi var i gang med at snakke måltider og ældrepleje. ''Så mange,'' måbede forstanderen. ''Hos os skal to og en halv medarbejder klare 27 beboere.'' Men hun var også fra Københavns Kommune og havde netop fået pålæg om at spare en halv million i 2002.

Lad blot vandet gå

Valggimmick eller ej. Jeg synes, det er et herligt initiativ, at politikerne selv får lov at smage og prøve konsekvenserne af deres beslutninger. Der er vide perspektiver.

Det siges, at nogle af dagsordenpunkterne og de efterfølgende debatter i borgerrepræsentationen kan være direkte søvndyssende. Her kunne man overveje en blød fiksering, så politikerne ikke falder ned af stolen, når de falder i søvn. Hver især kunne få et samtaleanlæg, så de kunne spørge om tilladelse til at gå i gården, hvorefter en af borgmestrene kunne svare tilbage gennem anlægget, at der ville komme en rådhusbetjent og følge dem på toilettet, når der blev tid til det.

En anden mulighed var at lade dem bære ble under møderne. Man kunne så spare pauserne og sige til dem, at de blot kunne lade vandet gå, hvis nogen bad om at komme på toilettet. Gad forresten vide, om pressen havde lyst til at komme helt så tæt på, hvis det blev besluttet, at politikere kun måtte gå i bad én gang om ugen?

Nu er det ikke sikkert, at landets politikere har samme trang til at indleve sig i de gamles vilkår efter valget. Men det var måske et klogt træk at undlade pindemadderne og hvidvinen næste gang, der kommer fint besøg på plejehjemmet. Saftevand er jo også dejligt, og der kunne vel alternativt være mulighed for at købe en kop kaffe og en småkage for få kroner.

Emneord: 
Ernæring
Kommunal sundhedstjeneste
Ældre

Visioner for en tryg alderdom

Fremtidens beboere på plejehjemmet i Jægerspris Kommune skal ikke institutionaliseres. De skal kunne flytte ind og videreføre deres livsform og livsstil i mindre bofællesskaber. Ændringen berører også personalet, som skal arbejde i boteam med nye arbejdsopgaver.

Plejehjemmet De Tre Ege i Jægerspris har efterhånden 30 år på bagen. Det blev bygget som en stor, flot og centralt beliggende institution efter datidens principper med plads til 48 ældre beboere. For knap 10 år siden indførte man døgnpleje og integrerede samtidig plejehjemmet og hjemmeplejen. Det betød, at bl.a. pladsforholdene blev trange for at efterkomme behovet for mødelokaler til det udekørende personale. Samtidig medførte sammenlægningen, at der blev meget trafik ind og ud af plejehjemmet.

De Tre Ege er nu indhentet af tiden. Politikerne har set i glaskuglen og spår, at de kommende beboere ønsker forhold, der minder om deres hjemlige miljø med større lejligheder, fælles faciliteter og ret til selv at bestemme. Flere politikere fra social-, børne- og kulturudvalget var meget inspireret af denne ide, som kort fortalt går ud på at ændre institutionsmiljøet til et hjemligt miljø med fokus på det sociale.

Den politiske idé affødte en konsulentundersøgelse af ældreområdet. I 1999/2000 undersøgte en konsulent den integrerede ordning og Sundhedsafdelingens fysiske rammer med henblik på:

  • behovet for det fremtidige antal af pleje- og ældreboliger og deres placering i kommunen
  • idégrundlaget og de fysiske muligheder for en ombygning af De Tre Ege
  • idégrundlaget og principperne for den fremtidige organisering, udvikling og normering på ældreområdet.

Modernisering besluttet

I marts 2001 mundede undersøgelsen ud i, at byrådet besluttede, at det 30 år gamle plejehjem skulle moderniseres.

De Tre Ege er et traditionelt plejehjem med 48 beboere fordelt på to lange, ens udseende gange. Hver beboer har i dag en mindre stue med bad, og plejen er tilrettelagt efter en døgnrytme, der ligner sygehusenes.

Institutionens arbejdsrutiner er styrende for døgnets rytme. Plejen er tilrettelagt med udgangspunkt i personalets mødetider, dvs. at det meste foregår mellem kl. 7 og 15. Kl. 15 er det ''aften,'' og få medarbejdere sørger for plejen af beboerne den resterende del af døgnet.

Beboerne får en omsorgsfuld personlig pleje, men der er ikke megen tid til og tradition for de mere sociale aspekter. Serviceopgaver som tøjvask og madlavning er centraliserede og drives som stordrift, hvorfor beboerne ikke har mulighed for at deltage. De bliver simpelthen passiviserede.

De nye bofællesskaber får plads til 12 beboere med hver deres lejlighed med to rum, bad og køkkenniche. Der bliver fællesrum som køkken, opholdsstue og bryggers. Madlavning og tøjvask varetages i hvert enkelt hus.

Ikke alle begejstrede

De nuværende beboere er ikke alle særlig begejstrede for de nye ideer, men kommende

Side 29

beboere skal fremover kunne flytte ind og videreføre livsform og livsstil i stedet for at blive institutionaliserede. De skal selv bestemme dagens gang og have mulighed for at deltage i almindelige dagligdags gøremål, dyrke samvær og fritidsinteresser.

Personalet skal i fremtiden organiseres i boteam bestående af dag-, aften- og natpersonale. Opgaverne bliver noget anderledes end i dag. Beboere og personale skal sammen stå for tøjvask, madlavning og sociale aktiviteter. Boteamet bliver ansvarligt for, at den enkelte beboer får den nødvendige hjælp og støtte i dagligdagen til at leve det liv, han eller hun ønsker. En del mennesker vil umiddelbart sige, at beboerne er alt for dårlige til selv at deltage i de daglige gøremål, og andre tror sågar, de er sengeliggende. Virkeligheden ser imidlertid anderledes ud. Beboerne ligger almindeligvis ikke i sengen. Faktisk har de ofte flere ressourcer, end vi tror. Men netop centraliseringen af de almindelige huslige opgaver gør, at beboerne sjældent får lov til at hjælpe og derfor hurtigt mister disse færdigheder og bliver inaktive.

Vores erfaring fra Sundhedsafdelingens bofællesskab for demente borgere viser, at det er muligt at inddrage beboerne i dagligdagen. Et par damer er bl.a. vældig glade for at stryge og udfører denne opgave med ildhu og til topkarakter.

Mønster og kultur brydes

De Tre Ege skal justere de fysiske rammer, måden plejen er tilrettelagt på og organisationsstrukturen. Når vi ændrer rammerne, får det konsekvenser for bl.a. kulturen.

En stor del af plejepersonalet har været ansat i rigtig mange år, så der er et stort erfaringspotentiale at bygge videre på. Men der eksisterer også et stærkt mønster og en

Side 30

kultur, der nu vil blive brudt. Personalets rolle ændres fra at være toneangivende til at være dem, der skal pleje og støtte beboerne med udgangspunkt i beboerens ønsker og rytme. Dvs. at arbejdet fremover skal tilrettelægges på beboerens præmisser og ikke som nu på institutionens.

Størstedelen af personalet mener, det bliver rigtig godt for beboerne med de kommende bofællesskaber. Nogle udtaler: ''Det er træls for mig personligt at ændre arbejdstider, '' men ildsjæle findes heldigvis også hos os.

Vi har gjort os mange tanker om, hvordan vi bedst kan støtte personalet i forandringen, som er på vej. Vi kan ikke ændre plejepersonalets holdninger i løbet af kort tid, men vi kan give dem medindflydelse, så de selv kan være med til at skabe det nye og ændre indstilling på sigt. En del af personalet er allerede blevet inspireret efter at have været på studiebesøg i bofællesskabet Humlehaven i Ølsted, et stolt og succesfuldt sted.

Hvad har vi gjort

Da politikerne i juni 2000 havde besluttet at arbejde videre med leve- og bomiljøtanken, blev der etableret en projektorganisation. Styregruppen blev sammensat af flere interessenter: Politikere fra social-, børne- og kulturudvalget, formanden for ældrerådet, repræsentanter fra afdelingen og forvaltningen, næstformanden i samarbejds- og sikkerhedsudvalget, byggerådgiver og proceskonsulent.

Der blev nedsat flere arbejdsgrupper med hver sit kommissorium. For at sikre engagement og bredt ejerskab af projektet blev arbejdsgrupperne sammensat af den brede kreds af interessenter.

Én arbejdsgruppe skulle komme med forslag om ønsker og krav til indretning af boliger og servicearealer og en anden for udearealer. En anderledes og spændende arbejdsgruppe er øve- og udviklingsgruppen, som planlægger og igangsætter en øve- og prøveperiode for beboere og personale inden udflytningen til de kommende leve- og bomiljøer med henblik på at forberede beboere, familie og personale til det nye.

For at give alle disse interessenter et billede af de kommende bofællesskaber, har vi i samarbejde udarbejdet et idégrundlag som startskud til hele processen.

Vi nedsatte en visionsgruppe, som bestod af personale, ledelse, ældreråd og politikere. Visionsgruppen skulle skabe et fælles billede af fremtidens plejehjem i form af en fortælling. Denne fortælling skulle bruges som debatoplæg i samtlige personalegrupper med henblik på at få skabt det endelige idégrundlag. Et internatkursus skulle sikre en god proces i skabelsen af oplægget. De 11 medlemmer af gruppen fik forinden en opgave. De skulle hver tage en 36-billeders film af motiver, situationer, stemninger eller lignende, der for dem illustrerede fremtidens plejehjem i Jægerspris. Det var en utrolig kreativ og inspirerende arbejdsform, idet alle deltagere inden seminaret havde gjort sig mange seriøse overvejelser og havde medvirket til at skabe nysgerrighed i hele organisationen.

Efterfølgende drøftede vi debatoplægget i samtlige personalegrupper, beboerrådet, pårørende- og beboerkredsen, social-, børne- og kulturudvalget. Der var et stort engagement og en god respons på oplægget, som blev vedtaget af politikerne i juni måned 2001.

Informationsniveauet er højt

For fortsat at holde gryden i kog sørger vi for et højt informationsniveau ved at afholde orienteringsmøder, udsende nyhedsbreve og opdatere hjemmesiden www.jpkom.dk

Vi sørger for, at der er en kontinuerlig udvikling i Sundhedsafdelingen bl.a. med tilbud om uddannelse, det være sig mono- og tværfaglige kurser. I forbindelse med leve- og bomiljøerne har vi afdækket nye behov for udvikling. Det drejer sig i høj grad om kompetencer i forbindelse med socialt samvær, nye samarbejdsformer og nye arbejdsopgaver, f.eks. madlavning og tøjvask. Alle, undtagen sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, skal gennemgå et hygiejnekursus, så det gøres lovligt at lave mad i boenheden.

En af de nye afgørende udfordringer for personalet vil være, at de skal arbejde i boteam. Hidtil har personalet arbejdet efter det meget traditionelle mønster fra kl. 7 morgen til kl. 13 eller 15, afhængigt af arbejdstidsnormen.

Side 31

Dagvagterne er i dag gode til at koordinere med hinanden indbyrdes. Det samme gælder aften- og nattevagter, så kommunikationen på tværs af organisationen fungerer, men ikke på tværs af døgnet. Vi stiller derfor nye krav til personalets sociale kompetencer, idet de i fællesskab skal koordinere plejen og omsorgen med nye samarbejdspartnere hele døgnet og ikke kun i den enkelte vagt. Samtidig fordeles personaleressourcer anderledes, så der vil være flere til stede eftermiddag og aften.

Boteamet får to væsentlige opgaver, nemlig at pleje og yde omsorg til plejehjemsbeboerne, men også at pleje og udvikle teamets egne sociale relationer, idet personalet kommer til at arbejde utrolig tæt sammen. Vi er derfor gået ind i et samarbejde med det lokale AMU-center med henblik på i samarbejde med dem at få skabt et inspirerende og motiverende modulopdelt kursustilbud til de nye boteam.

Vi mener, at personalet skal ændre holdning til arbejdet, og at der skal indlæres nye arbejdsprocesser. F.eks. skal personalet ved arbejdstids ophør ikke have ryddet alt væk og afsluttet de igangværende aktiviteter, som mange gør i dag. Nej, livet og aktiviteterne i huset fortsætter. Den nyligt fremmødte person glider ind i samværet ved f.eks. eftermiddagskaffen. På den måde kommer borgeren ikke til at opleve det såkaldte ''vagtskifte,'' som ofte giver beboeren en følelse af at blive forladt.

Med en væsentlig større vægtning af det sociale aspekt er det ligeledes vigtigt, at personalet får rum og plads til at bruge de personlige kompetencer som f.eks

  • at være initiativtager til forskellige aktiviteter
  • være en god støtte for beboerne, så de kan udvikle et godt og frugtbart naboskab
  • være kreativ og god til borddækning, dekorationer, fester osv.

Vi ønsker også at sætte fokus på dagligdagen og bl.a. se på, hvordan man taler med hinanden. Institutionssproget er ofte meget upersonligt og indforstået. F.eks. taler man om, at det er beboerne, der hjælper personalet med at dække bordet. I stedet bør vi sige, at det er personalet, der hjælper beboerne. Man siger ''beboernes pårørende'' i stedet for familie og venner, og nogle siger, at beboerne ''ligger'' på De Tre Ege, som var det et sygehus, men de bor her faktisk. Talemåden er en væsentlig betragtning, som vil præge kulturen i huset.

Processen har altså været i gang længe, og vi skal holde gryden i kog, men har også haft god tid til at forberede os. Det første spadestik blev taget den 31. august, og vi håber, at de første beboere kan flytte i nye omgivelser i foråret 2002. Derefter følger vi op på historien, og forhåbentlig ender den sådan:

Merete Røn Christensen og Sussi Olsen er begge ansat i Jægerspris Kommune.

Leve- og bomiljø

Fremtidens plejehjem i Jægerspris Kommune skal kendetegnes af følgende:

  • Plejehjemmet organiseres fysisk i mindre boenheder i et hjemligt miljø
  • De daglige gøremål udføres og opleves i boenheden
  • Det er muligt for beboerne at deltage i de daglige gøremål
  • Beboeren har selvbestemmelse og indflydelse på egen hverdag
  • Der er fokus på socialt samvær
  • Der er gode muligheder for privatliv
  • Familie, venner og frivillige inddrages i størst muligt omfang
  • Personalet arbejder i boteam
  • Der er et godt arbejdsmiljø i boenheden
Emneord: 
Plejecenter
Kommunal sundhedstjeneste
Ældre

Sved på panden

En hjemmehjælpers dag er afvekslende og byder bestandigt på nye udfordringer. Og selvom arbejdet både kræver god fysik og en stærk psyke, byder dagene også på herlige og livsbekræftende oplevelser ­ som f.eks. besøget hos Petrea.

Torsdag den 16.9.1999.

Sikke et vejr, stadig sol og sommer. Klokken er lidt i otte, og jeg er på vej til Petrea. Go'e, gamle Petrea, enke efter en fodermester, og lige så ravjysk i dag, som dengang hun for snart en menneskealder siden for første gang satte sine ben på den sjællandske jord. Otte børn har hun født, hvoraf de seks vist endnu lever, og nu går hun i sit 97. år. Med alderen er hun blevet noget tunghør og lidt svimmel, men har ellers ingen synderlige skavanker. Hun er en dame med faste principper, har sine meningers mod og helt egne regler for dette og hint. Petrea er derfor ikke lige sådan at bide skeer med.

Netop pga. disse egenskaber har hun også delt vores lille hjemmehjælpsgruppe i to lejre: I dem, der er for Petrea ­ og dem, der ikke er det. Den første gruppe synes, hun er festlig, selv om hun ''ka' gi' dem sved på panden.'' Den anden gruppe får kun sved på panden.

Jeg hører afgjort til i den første gruppe, og det bliver helt rart at besøge hende igen. Det er meget længe siden, jeg sidst har haft æren. Jeg ringer på dørklokken, som udsender en infernalsk larm, og låser mig ind. Petrea vågner dog ikke, så jeg går ind i stuen, trækker gardinerne fra og tager tæppet af buret med hendes nye Piphans. Hun havde ellers lige skilt sig af med den gamle, da hun efter et hospitalsophold syntes, hun var for dårlig til at passe den. Men nu sidder der altså en ny ''Pipper'' på pinden. Symaskinen og kniplebrættet er fundet frem, så alt tyder på, at Petrea er på banen igen. Jeg går ind og vækker hende, og snart sidder hun på sengekanten. Håret stritter, hun gaber længe og inderligt, klør sig på maven og mumler: ''Ja, så må a wel heller' se å kom' i mi' klæ'r.'' Hun hopper ud på gulvet og strækker armene i vejret, som tegn på, at jeg kan trække natkjolen af hende. Så rækker jeg hende korsettet, som hun gesvindt slynger om maven, og jeg strammer velkrobåndene godt til.

Underbukserne bliver hejst på plads, og hun kontrollerer, om strømpebåndene sidder i den rette position. Det gør de ­ næsten. Strømperne, som de små, tynde ben dårligt kan fylde ud, bliver hægtet på plads, og hun stikker benene i det næste par underbukser, bukker sig rask ned og skal lige til at trække dem op, da hun ombestemmer sig og råber: ''Ka' do et hjælp' mæ' ­ man ka' nok mærk' do et er wan' te å hjælp' gammel folk.''

Nu er det underkjolens tur ­ en ægte Petrea-model, syet af stofrester. ''Så ka' do godt hjælp' mæ u' og wask' mæ,'' siger hun, idet hun spurter ud i badeværelset. Jeg når lige at gribe hende om albuen: ''ja, så ka' a godt sjæl' ­ do ka' law' mi' kaff' imæns.''

En stille bøn og et mirakel

Jeg trækker mig tilbage til køkkenet ­ hvordan var det nu med den kaffe? Der sidder en seddel på væggen: ''5 kopper vand,'' og ­ ''står der 2 mål kaffe?'' Jeg må hellere spørge! Petrea er nu kommet til tænderne ­ som plasker lystigt rundt i håndvasken.

''Det står po sæ'len ­ det' to skeful' ­ man ka' nok mærk' do et er wan' te å kåm hær,'' læsper hun og koncentrerer sig igen om bisserne. Tilbage i soveværelset kommer hun i kjolen, får skoene på, nødkaldet om halsen og brillerne på næsen. ''A ska' snårt klip's og krøl's,'' siger hun og tilføjer: ''Så do må law' æ hææst'hål' fo' mi' hoer ær så långt ­ a ska' oss' ha' di 3 kaam' i... sæt dem nu godt fast.'' Efter et par forgæves forsøg er kammene på plads, og en fiks lille hestehale titter frem i nakken. Nu

Side 33

kan vi gå videre til næste punkt på dagsordenen ­ morgenmaden.

''Hår do et rææst' mi' båål' ænu,'' siger hun anklagende, da vi kommer ud i køkkenet. Mens jeg finder tilbehøret til morgenmaden frem ­ efter nøje instrukser fra Petrea ­ rister hun sin bolle, og freden sænker sig et øjeblik, mens jeg skænker kaffen.

''Så ka' do gåt go ind og ræ' mi' sæng, mens a spiser mi' mor'nma' ­ så ka' a se om do ka' find' u' a' det.'' Dernæst følger en redegørelse om pudernes indbyrdes placering, og ''Operation Sengeredning'' tager sin begyndelse.

Jeg retter til, lægger sammen, stopper ind og glatter ud. Sengetæppet lægges på, og til sidst ­ som prinsessen på ærten ­ troner dukken på sin pude. Den er i øvrigt iført en fin hjemmehæklet kjole med sløjfer. Pludselig står Petrea i døråbningen. Falkeblikket lyner bag brilleglassene, parat til at slå ned på den mindste bule eller fold. Jeg opsender en stille bøn til Vor Herre ­ og tænk, miraklet sker:

''Næi,'' råber hun, slår hænderne sammen og farer hen til sengen: ''hvor er'n pæn. Dar' kun én te, der ka' law'n så pæn ­ det' heen' daj surthåred'­ åål' di annar lawer buler i'en.'' Sengen får et forelsket blik: ''Å do hår sat mi' dåk' po hin's pu'e.'' Et par anerkendende nik følger, og så siger hun med eftertryk: ''A godt te'freds.''

Jeg har dog endnu en trumf i ærmet: ''Petrea,'' smisker jeg, ''der var tre sløjfer på dukkens kjole, som var gået op, dem har jeg bundet.'' ''Næi,'' råber hun igen og klapper i hænderne: ''Det' do dæn føøst', der har gjort.'' Dukken bliver taget nærmere i øjesyn, og hun gentager: ''A godt te'freds møj godt te'freds endda.''

Pippers mad

Nu bliver hun helt snakkesalig, og vi taler om det gode vejr og hendes have. ''Jow, a go'er i mi' haw' hver daw'. I går war a dæru' fra klokken den war 2 te den war 5.'' Jeg ser hende for mig, stående med strakte ben og rumpen lige i vejret, mens hun luger ­ iført gummistøvler, spinlonkjole og hårnet. Et betagende syn. Jeg har selv prøvet det dér med de strakte ben og rumpen i vejret ­ jeg kan sgu ikke nå jorden uden at bøje knæene. Nu tøffer vi igen ud i køkkenet. Petrea sidder og ser på, mens jeg vasker op og rydder af vejen. Jeg sætter opvaskebørsten i et fint, lille metalstativ med bakke under ­ åbenbart en nyerhvervelse. ''Hwa' ær't do gør,'' råber hun, ''sætter do mi' bøø'st' mæ' hårene ne' a' ­ så råjner di jo.'' Jeg glor desorienteret på børsten og drejer den, så den står med hårene udad. Men så mister den balancen. Jeg føler mig som en komplet idiot. ''Måske skulle jeg forsøge, at sætte den med hovedet opad,'' tænker jeg og prøver. Jeg skæver nervøst bagud, møder Petreas opgivende blik og hører hende mumle: ''Ja så'n ­ det ka' do wel nok forstå ­ og så ka' do hææl' resten a' mi' kaaf' po termokanden,'' fortsætter hun.

Jeg griber taknemligt ud efter plastiktermokanden, som står ved siden af køleskabet. Det kan jeg vel finde ud af. ''Næi,'' råber hun, ''et' dæn, det' te mi' blomster ­ dæn der.'' Hun peger på en lille metaltermoflaske. Jeg har lige fået hældt sjatten fra kaffemaskinen på flasken, da den næste ordre lyder: ''Så ka' do se, om der er mer' wan' po ke'len. Det' fra mi' aftente,'' forklarer hun og peger på el-kedlen. Der er også en sjat tilbage. ''Det ka' do så hææl' po dæn der,'' siger hun og peger på plastikkanden: ''Det' te mi' blomster,'' genta'r hun: ''Di ka' bææst li' kogt wan'.'' Ved siden af står en tom vand- kande, men jeg opgiver at spekulere på, hvad den bruges til. Jeg tørrer i stedet sveden af panden. Nu er der heldigvis kun viskestykket tilbage, og jeg kan huske, det hænger på et stativ i det lille skab ved væggen. Jeg folder det pænt sammen og hænger det ind, da sirenen lyder igen: ''Næi, do ka' wel nok se, det et ka' hæng' så'n ­ det rammer jo Pippers ma'.''

Jeg glor fortvivlet ind i skabet. På bunden står et glas med fuglefrø. ''Do ska' læg' det sammen po tværs,'' siger hun opgivende, med tryk på de sidste to stavelser. Åh gud ­ jeg havde lagt det sammen ''po langs.''

Den sidste ordre

Endelig er jeg færdig og trækker mig nu rystende og nervenedbrudt baglæns mod hoveddøren ­ akkurat som fru Hyacinths nabo i tv-serien ''Fint skal det være.'' ''Ska' jeg låse hoveddøren,'' stammer jeg. ''Næi,'' råber hun, ''for nu ska' do båre se.'' Hun kommer farende med en taburet, som hun smækker i gulvet ude i det lille vindfang ­ to cm fra mine forskrækkede tæer. ''Nu goer a ind å sover te klokken dæn er 11, så kommer manden mæ mi' warm ma', den sætter han dær,'' hun peger på taburetten, ''så ringer han po, og så står a op og sætter den i mi' køl'skaw, og så spiser a, når klokken dæn er 12. A låser båre dæn dør (hun peger på døren mellem stue og vindfang), så er dær ingen, der ka' kåm ind te '.''

Jeg nikker som tegn på, at alt er forstået, og siger pænt farvel. Idet jeg lukker hoveddøren, når jeg lige at modtage den sidste ordre: ''Træk nu døren årnli' te. Heen', der war her i går, ha'd et gjort det ­ dæn sto' åben hel' formiddawn.'' Jeg trækker døren ''årnli' te'' og vakler hen mod bilen, idet jeg overvejer at melde mig til den gruppe ''der kun får sved på panden.'' Jeg ser på uret, der er gået en time, og jeg kommer pludselig til at tænke på det udtryk, vi brugte i min skoletid: ''Hvornår slipper du i dag?'' Jeg er glad for, at det er ugens korteste dag, og jeg ''slipper'' kl. 13.30.

Kort tid efter er jeg igen hos Petrea, og hun underholder mig på bedste vis: Samme dag skal hun på en kort ferie hos familien. Hun har også lige været til en datters 75-års fødselsdag samt et barnebarns sølvbryllup.

Det bliver mig betroet at smøre hendes frokost, og det lykkes mig 1. at skære rugbrødskiverne (som opbevares i en plastikboks i køleskabet) over på den rette måde, 2. at smøre smørret helt ud til kanterne og 3). at skære spegepølsen (som gemmer sig i en aflagt sukkerpose) over i tilpas tykke skiver. Man kan undre sig over, at mange synes, gamle mennesker er så kedelige ­ men de har selvfølgelig heller aldrig mødt Petrea. Hun kan godt nok ''gi' os sved på panden'' ­ men hvor vil vi savne hende, den dag hun er borte.

Navnet på hovedpersonen er ændret, men hun har accepteret artiklen.

Inger Hansen er ansat i Hjemmeplejen, Birkerød Kommune.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Ældre

Fast personale giver størst tryghed

Et rend af hjælpere. Urolige ældre, der råbte på gangene. Utilfredse pårørende. Frustrationer hos personalet. Disse erfaringer var medvirkende til, at Fuglebjerg Kommune besluttede at skrotte den traditionelle model for en integreret ordning og gå over til fast personale i såvel hjemmeplejen som i plejeboligerne hele døgnet.

Fugleparken er hjertet for al ældrepleje i den lille sydsjællandske kommune Fuglebjerg. Byens gamle plejehjem er bygget om til et ældrecenter, der huser 12 ældreboliger og et bofællesskab for 12 af de svageste ældre. Uden for selve centret ligger der i byen desuden 69 ældreboliger og endnu et bofællesskab med plads til syv demente beboere.

Byens pensionister kan komme i Fugleparken og spise til middag i cafeteriet eller spille banko, dyrke motion og bruge værkstederne.

Bofællesskaberne ligger skærmet mod den kommen og gåen og de aktiviteter, der foregår på resten af ældrecentret. Beboerne har deres egne fælles opholdsstuer, hvor de kan spise, se fjernsyn og deltage i de aktiviteter, de kan overkomme.

I 1991 indførte Fuglebjerg Kommune den traditionelle form for integreret ordning i ældreplejen. Politikerne ønskede, at ældre borgere skulle kunne blive i deres eget hjem og få den samme hjælp, som hvis de ville på plejehjem. Ud fra devisen om, at alle skulle behandles lige, blev plejehjemmet nedlagt og bygget om til ældreboliger. Ledelse og administration af det nye ældrecenter og døgnplejen blev slået sammen, og hele personalet skulle dække såvel hjemmeplejen som ældrecentret.

Efter et par år blev det imidlertid stadig mere tydeligt for personalet, at den integrerede ordning indebar nogle alvorlige ulemper.

''De ældre, der virkelig havde behov for hjælp, fik den ikke altid, og det gik i højeste grad ud over de allersvageste grupper, de demente og de apopleksiramte. Der var ældre, der gik rundt på gangene og råbte, og samtidig var der et rend af hjælpere, som både arbejdede på centret og ude i de private hjem. Trygheden gik fløjten, og det gjorde personalets engagement også,'' fortæller sygeplejerske og demenskoordinator Mette Abrahamsen.

Sygeplejerskerne blev isoleret

Den integrerede ordning indebar, at hjælperne blev delt op i fem selvstyrende grupper af dagpersonale, en aftengruppe og en natgruppe. Der blev indført en bruttonormering, som gik ud på, at hver enkelt gruppe selv var ansvarlig for at få timerne til at slå til. Sygeplejerskerne var ikke en del af de selvstyrende grupper, men var udelukkende involveret i sygeplejeopgaver og havde derudover en konsulentfunktion.

''På en gang med 24 beboere kunne der i princippet være tilknyttet 24 forskellige hjælpere, 10 forskellige er i hvert fald ikke urealistisk. Og når de ældre eller de pårørende henvendte sig med spørgsmål eller for at få hjælp, kunne beskeden derfor typisk være, at de måtte henvende sig til deres kontaktperson.

Den faste hjælper var måske hos den ældre fra kl. 8 til kl. 9 om morgenen og hjalp med bad og morgenmad, men så skulle hun videre til den næste beboer ude i byen, og den ældre sad så fuldstændig alene tilbage. Når den ældre råbte ''hallo,'' fordi vedkommende skulle tisse klokken 9.30, kunne beskeden fra en af de andre hjælpere lyde: ''Det er ikke mig, din hjælper kommer først klokken 10.30, så du må holde dig,'' fortæller Mette Abrahamsen.

Personalet i Fugleparken oplevede, at de fik mange problemer med pårørende, som var kede af, at deres gamle mor eller far ikke fik den hjælp, de havde behov for.

''De vrede pårørende blev et problem for plejegruppen, og man undgik dem. Personalet var frustreret, fordi det ikke er sjovt at skulle afvise en, der har behov for hjælp. Eller at skulle aflyse rengøringen,'' siger Mette Abrahamsen.

Bruttonormeringen betød desuden, at serviceniveauet kom til at svinge. Hvis en gruppe havde overskud af timer, så blev timerne givet væk til ekstra hjælp, og de ekstra timer kom så til at mangle, når personalet var ramt af sygdom eller skulle på ferie eller kursus.

Opdelingen i selvstyrende grupper med ansvar for budget betød endvidere, at grupperne ikke hjalp hinanden, når de havde timer til overs, eller hvis de manglede personale.

Ældrechef Merete Bach mener, at selvstyring og selvstændig økonomi er midler, der bevirker, at en gruppe lukker sig om sig selv.

''I stedet for at hjælpe tænker man mest på, at man skal have sit eget system til at fungere og så skidt med resten. Man bliver en stat i staten, og daggruppen kan eksempelvis komme i slagsmål med aften- og natgruppen om, hvem der skal gøre hvad,'' siger hun.

Hun fremfører i den forbindelse, at når en ny ældrepolitisk holdning bliver moderne, så opstår der en risiko for, at formålet med holdningen fortaber sig i administrationsprincipper.

Side 10

Billede

Side 11 

"Man kommer ofte til at glemme, at den oprindelige hensigt var, at man ville lave nogle bedre tilbud til borgerne,'' siger Merete Bach.

Alle skulle være lige

Efterhånden som skavankerne ved den første integrerede model blev tydelige for personale og ledelse, begyndte man at tale om at justere modellen. Det var dog ikke let at få politikerne til at slippe illusionen om den fuldt integrerede model.

''Først og fremmest ønskede vi at indføre fast personale til en gruppe demente, men så var der straks nogle politikere, som mente, at vi nu var på vej tilbage til den gamle plejehjemstanke. Og de ændringer, vi siden har gennemført, har vi måttet kæmpe hårdt for,'' fortæller Mette Abrahamsen.

Fugleparken har trin for trin justeret modellen. De selvstyrende grupper er blevet splittet op i tre udkørende grupper og to grupper, der fast er i bofællesskaberne. Alle grupper består af dag-, aften- og natpersonale, og når en gruppe holder møde, har hele døgnets personale pligt til at deltage.

Man er gået tilbage til nettonormering og central styring, hvor plejegrupperne får tildelt de timer, der passer til de visiterede ydelser. Er man for meget personale i forhold til ydelserne, bliver timerne overført til en anden gruppe. Som udgangspunkt er personalet fast tilknyttet én gruppe borgere, men man hjælper hinanden. Et par ''springere'' er desuden ansat til at afløse, når det faste personale er på ferie, kursus eller i tilfælde af sygdom.

Sygeplejerskerne er ikke længere isoleret i en konsulentfunktion, men er medlem af en af de fem grupper og udgør teamledelsen i samarbejde med en gruppeleder.

''I den tidligere model mistede sygeplejerskerne kendskabet til de borgere, der ikke direkte modtog sygeplejeydelser. I den nye model, hvor sygeplejersken er en integreret del af grupperne og teamledelsen, har hun kendskab til alle borgere, uanset om de kun modtager rengøring,'' siger Mette Abrahamsen.

Konstitueret leder af døgnplejen Elisabeth Kjær er lettet over, at personalet har gjort op med tanken om, at alle skal være ligestillede.

''Uanset om man var husassistent eller sygehjælper, skulle man i den oprindelige integrerede model udføre de samme opgaver. I dag har vi erkendt, at vi har forskellige ressourcer både fagligt og personligt, og dem udnytter vi. Hvis en hjælper eksempelvis skal påtage sig en opgave for en dement borger og ikke er kvalificeret til opgaven, så kræver det vejledning af personalet fra bofællesskabet for demente. Det er blevet legalt at erkende, at man ikke altid selv skal stå med det hele, og det er en lettelse at vide, at man kan trække på andre, der kan løse opgaven. Det gør, at alle bliver bedre til det, de gør, og det giver ro og arbejdsglæde,'' mener Elisabeth Kjær.

Ældrechef Merete Bach understreger dog, at den holdning ikke er kommet af sig selv.

''Efter i årevis at have fået tudet ørene fulde af misforståelsen om, at alle skal være lige gode til alting, så har det været en lang proces at ændre holdning. Ledelsen har arbejdet længe på at blive enige om et nyt værdigrundlag, og de værdier er blevet formidlet ud til medarbejderne ved temadage,'' fortæller hun.

De pårørende som målgruppe

Én af fordelene ved en fuldt integreret model kan være, at en borger kan beholde sin faste hjælper, når vedkommende flytter i ældrebolig eller bofællesskab. I den tilpassede model i Fuglebjerg vil en flytning ofte indebære, at den ældre skifter hjælper.

''Skift af hjælper behøver ikke nødvendigvis betyde noget dårligt. Man kan også komme ud for, at man møder en hjælper, man snakker bedre med end den forrige. Det med hjælperen er måske også det mindste problem i forhold til, at den ældre skal flytte fra et sted, hvor vedkommende har boet i 45 år. Det er først og fremmest den situation, vi skal tage hånd om,'' siger Merete Bach.

Når en dement borger flytter i bofællesskab følger den kendte hjælper ofte med i de første par dage for at videregive oplysninger om den ældres private vaner. Eksempelvis om der skal et tyndt eller tykt lag smør på brødet. Desuden overtager personalet i bofællesskabet samarbejdsbogen fra hjemmet, hvor den ældres døgnrytme er beskrevet.

I dag oplever personalet langt sjældnere problemer med vrede pårørende.

''De pårørende er en meget væsentlig del af plejen af ældre i bofællesskaberne. De er den enkelte ældres liv, og derfor skal vi tænke dem med i vores tilbud og lytte til dem. Vi skal ikke glemme, at der er en grund til, at den ældre må flytte hjemmefra, og det er ofte behovet for tryghed ved, at der er nogen omkring én, og det behov skal vi opfylde,'' siger Merete Bach.

Den skepsis, som nogle politikere havde over for tanken om at vende tilbage til fast personale, er vendt til stolthed over indsatsen, især på demensområdet.

''De er meget stolte over vores nyindrettede bofællesskab, og i dag går diskussionen mere på, om vi har plejeboliger nok,'' siger Mette Abrahamsen.

Merete Bach mener, at personalet i dag fuldt ud lever op til politikernes forventning om fleksibilitet, selv om de er gået væk fra den model, som politikerne og de selv i sin tid fandt var ideel.

''En af tankerne med den fuldt integrerede model var oprindelig, at personalet skulle være fleksible og både arbejde inde og ude, men i praksis var ordningen ikke fleksibel for den beboer, hvis faste hjælper befandt sig et andet sted, når man havde brug for hjælp. Argumentet om, at man skulle begynde at se folk som individer, betød, at man i integrationens hellige navn kom til at behandle alle lige dårligt,'' mener hun. 

Integrerede ordninger

Sygeplejersken nr. 17/2000:

Svækkede ældre svigtes            

Den sociale sygepleje mangler

Sygeplejersken nr. 18/2000:

Ældre i eget hjem høster fordele    

Fast personale giver størst tryghed 

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Ældre i eget hjem høster fordele

Den integrerede ordning fungerer bedst i forhold til ældre i eget hjem. Sygeplejersker og hjælpere har fået et tættere samarbejde, men til gengæld er sygeplejerskerne forsvundet som fast faggruppe på plejehjemmene. En gruppe pårørende til plejehjemsbeboere i Vejle har netop klaget over, at det er svært at få kontakt til sygeplejerskerne. Den kritik er sygeplejerskerne ikke uenige i.

En gruppe på ni pårørende i Vejle tog i januar initiativ til at danne en forening for at forbedre forholdene på byens plejehjem, og siden har der været stor interesse for initiativet også på landsplan. I Vejle er kritikken bl.a. gået på, at der mangler personale på plejehjemmene, som har overblik over beboernes situation, og at det er svært at få kontakt med sygeplejerskerne, fordi de ofte er ude at køre.

Tillidsrepræsentanterne for sygeplejerskerne i Vejle Kommune kan godt forstå, hvis de pårørende er frustrerede. Før jul gik de syv tillidsrepræsentanter til kommunen for at påtale og drøfte forholdene i kommunens ældresektor, hvor sygeplejerskerne i de sidste fem år har fået stadig flere opgaver lagt oven i deres arbejde uden samtidig at få tilført flere ressourcer.

''Mange nye opgaver er fulgt i kølvandet på integrationen, eksempelvis Fælles Sprog, elektronisk journal, en ny model for visitation og senest forberedelse til en eventuel udlicitering. De mange projekter gør, at vi ikke har tid og overskud til faglig udvikling, eksempelvis tid til at reflektere og diskutere,'' mener fællestillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne i Vejle Kommune Hanne Pitters.

Vejle Kommune indførte integreret ordning for fem år siden, og ifølge Hanne Pitters og to af hendes tillidsrepræsentantkolleger, Kirsten Rasch og Conny Hansen, har ordningen bl.a. betydet, at sygeplejerskerne ikke længere er en del af den faste stab på plejehjemmene.

''Beboerne og de pårørende var før i tiden trygge ved, at der altid var en person, de kunne henvende sig til, og den person har manglet i det nye system. Det, tror jeg, er en af grundene til, at der opstår pårørendegrupper,'' siger Conny Hansen.

Flest problemer på store plejehjem

Ifølge de tre tillidsrepræsentanter så rummer den integrerede ordning både fordele og ulemper, og der er stor forskel på, hvordan de seks områder i Vejle Kommune har grebet ordningen an.

''Integrationen har givet de største vanskeligheder i områder med store plejehjem, hvilket bl.a. har vist sig ved stor personaleudskiftning såvel på leder- som på medarbejderside,'' siger Hanne Pitters.

Vejle Kommune er delt op i seks områder, og områderne er igen delt op i et antal distrikter. Hvert område har en områdeleder med fire funktionsledere under sig, som tager sig af henholdsvis køkken og rengøring, aktivitet, administration og pleje. Funktionslederen for plejen har et antal assisterende funktionsledere under sig, som er daglige ledere for hjælpergruppen, og denne leder kan både være leder af et enkelt eller flere team. Et team står for plejen i det enkelte distrikt, og hvert team har tilknyttet sygeplejersker.

Den integrerede ordning fungerer typisk sådan, at hjælperne er kontaktpersoner for en gruppe borgere, og de arbejder enten på plejehjem eller ude i hjemmene, mens sygeplejerskerne arbejder i hele distriktet med borgere på såvel plejehjem som i eget hjem.

Tillidsrepræsentanterne mener, at det er en fordel, at sygeplejerskerne har fået et

Side 7

tættere samarbejde med hjælperne og assistenterne i plejeteamene, og det er især kommet de ældre i eget hjem til gavn. Tidligere var samarbejdet mellem hjemmesygeplejen og hjemmehjælpen præget af bureaukrati, idet man havde hver sin leder. Det betød, at rekvirering af mere hjemmehjælp skulle gå fra sygeplejersken til hjemmehjælpslederen. I den integrerede ordning blev det primærsygeplejerskens opgave at visitere til hjemmehjælpsydelser.

''Det tætte samarbejde til hjælperne og opgaven med at visitere betyder, at vi som sygeplejersker har fået større kendskab til helheden omkring en borgers situation og i nogle tilfælde kan nå at sætte ekstra hjælp ind og dermed forhindre et problem i at udvikle sig. Både hjælpere og sygeplejersker udtrykker tilfredshed med at arbejde sammen i team,'' siger Hanne Pitters.

Skeptiske plejehjemssygeplejersker

Hvor plejen til de ældre i eget hjem har fået et løft, så står det til gengæld anderledes til med plejen på plejehjem.

''Her arbejdede hjælpere og sygeplejersker i et fælles team inden integrationen, og det tætte samarbejde er til gengæld gået tabt nu, hvor sygeplejerskerne kun kommer på plejehjemmet, såfremt der er behov for sygeplejespecifikke opgaver,'' siger Conny Hansen.

Plejehjemssygeplejerskerne var de mest skeptiske, da den integrerede ordning blev indført, fordi de forudså, at der ville forsvinde ressourcer fra plejehjemmene til de ældre i eget hjem.

Kirsten Rasch og Conny Hansen var begge ansat på plejehjem, inden personalet i ældresektoren blev integreret. De erkender, at det faglige miljø har ændret sig i og med, at sygeplejerskerne som faggruppe nu ikke er en del af fællesskabet, idet sygeplejersken kun kommer, hvis andre har vurderet, at der er behov for hendes hjælp.

Mens Kirsten Rasch ser en fordel i, at udnyttelsen af sygeplejerskernes ressourcer er større i den integrerede ordning, så ser Conny Hansen først og fremmest primærsygeplejerskernes nye rolle som en serviceforringelse for de gamle på plejehjem.

''Borgernes og de pårørendes forventninger er større end det, vi kan yde. Når vi kommer ind på plejehjemmene, så bliver der hevet og sledet i os fra alle sider, og vi får stillet tusinde spørgsmål,'' siger Conny Hansen.

Hun er tillidsrepræsentant for et område, hvor der hører et stort plejehjem under, og det er et af de områder, hvor der har været størst problemer ved overgangen til integreret ordning. Der har været stor udskiftning i ledelsen og blandt personalet, og der har været usædvanlig megen sygdom blandt personalet.

''Det store sygefravær gør bl.a., at vi har et stort flow af hjælpere, og at vi dagligt må prioritere skarpt imellem opgaverne. Når dagen er gået, er der typisk mange ting, man ikke har nået, og som man må give videre til aftenvagten. Ofte oplever man så, at man får videregivet den samme opgave, fordi hverken aften- eller nattevagten har nået den. Det kan eksempelvis være medicindosering eller et mindre sårskift,'' fortæller Conny Hansen.

Kritik rettet mod kommunen

Også de andre tillidsrepræsentanter i kommunen kender til problemstillingen med den skarpe prioritering, som også går ud over personalets arbejdsglæde. Det var en del af baggrunden for, at de før jul satte

Side 8

formanden for det politiske seniorudvalg, socialdirektøren og områdechefen i stævne for at diskutere forholdene i ældresektoren.

''Vi fortalte, at vi havde fået mange nye opgaver uden at få ekstra ressourcer, og at vi efterhånden ikke følte, at vi kunne lægge ryg til det sygeplejefaglige niveau i plejen. Eksempelvis er forholdene for de demente ikke tilfredsstillende, fordi der mangler egnede pladser, hvor vi kan tilbyde den ro og tryghed, de har brug for. På plejehjemmene er der ikke ressourcer til andet end at vaske, klæde på og give mad, og de ældre, der i dag kommer på plejehjem, har et større plejebehov, end vi kan opfylde. I aftenvagten er der eksempelvis to hjælpere til 30 beboere, og hvis der er et par demente beboere iblandt, så kan vi ikke yde tilfredsstillende pleje,'' siger Conny Hansen.

Ifølge tillidsrepræsentanterne så var de kommunale ledere lydhøre over for kritikken, og socialdirektøren var åben for, at personale og ledelse fremover kunne mødes i et forum og udveksle ideer til forbedring af ældreplejen.

De tre tillidsrepræsentanter er glade for den megen medieomtale af forholdene på landets plejehjem.

''Fornylig oplevede vi vrede fra politiet, fordi en dement borger havde taget en taxa til sin hjemby og måtte følges tilbage af politiet. Men det skete i en aftenvagt, hvor der var to ansatte til at passe hele afdelingen, og det siger sig selv, at vi umuligt kan opdage, hvis der er én, der pludselig mangler,'' siger Conny Hansen.

Kritikken fra de pårørende i Vejle mener Conny Hansen er relevant, men den har også været en belastning for personalet.

''Det er hårdt at blive kritiseret, når man knokler og føler, at man gør alt, hvad man kan. Man bliver sårbar, og mange har nok taget kritikken personligt, selv om de pårørende ikke har villet skade personalet, men blot har forsøgt at råbe politikerne op,'' siger hun.

Tilbage til fast personale

Den megen utilfredshed, sygdom og udskiftning blandt personalet i Vejle Kommune har ført til, at man i flere områder nu har justeret den integrerede ordning. I Conny Hansens område er man ved at afprøve en ny ledelsesstruktur, der hedder ''nærværsledelse.'' Det går ud på at indføre assisterende funktionsledere for hver afdeling og hvert plejeteam.

''Før integrationen var plejehjemslederen beboernes og de pårørendes faste kontaktperson, og på de store plejehjem var der en afdelingssygeplejerske for hver afdeling. Det var i høj grad disse ledere, der stod for kulturen og holdningen på stedet. Med integrationen blev antallet af ledere beskåret fra 63 til 45. Vi håber, at nærværsledelsen fremover kan være med til at sikre større tryghed og tilfredshed for beboerne,'' siger Conny Hansen.

I område 5, hvor Hanne Pitters arbejder, har man oplevet, at det var en ulempe for beboerne på plejehjemmet, at de kom til at møde så mange forskellige sygeplejersker, og personalet havde en oplevelse af, at plejehjemmene kom til at minde om Fredericia Banegård.

Derfor besluttede ledere og medarbejdere i fællesskab at ændre ordningen, så sygeplejerskerne nu arbejder fast enten på plejehjem eller ude i hjemmene ligesom hjælpergruppen.

''Med integrationen ønskede man at sidestille plejehjemsstuerne med private hjem. Nu har vi erkendt, at det er umuligt, og derfor har vi ændret på tingene,'' siger Hanne Pitters.

Foreløbig er ændringen kun indført i det ene område i kommunen.

Synlig ledelse

Hanne Pitters mener, at lederens rolle har stor betydning for, om en integreret ordning fungerer godt eller skidt.

''Det er vigtigt, at man har en synlig ledelse, som tager hånd om personalet, og som prioriterer faglig udvikling. Hvis ledelsen er frustreret kan en følelse af kaos hurtigt sprede sig ned gennem organisationen. Det kan medføre stor udskiftning i personalet, og det kan tage lang tid at vende en negativ bølge,'' mener Hanne Pitters.

I flere områder har sygeplejerskerne følt, at alene-arbejde har givet mangel på fagligt fællesskab, hvilket man har løst på forskellig måde, bl.a. ved faste fællesmøder. Derudover efterlyser sygeplejerskerne en samlet strategi for kommunens ældrepleje.

''Det er svært at udvikle sig fagligt, når man hele tiden bliver begravet i det ene nye projekt efter det andet. Det er vigtigt, at den faglige udvikling ikke blot bliver ''hovsa''-løsninger, men at vi får en overordnet strategi for, hvordan vi ønsker, at ældreplejen skal være i Vejle Kommune, og at vi skaber en fælles holdning. Dette diskuterede vi bl.a. på vores møde med socialdirektøren.

Fordelene ved den integrerede ordning er absolut det tætte samarbejde med borgerne og andre faggrupper, eksempelvis også det, at borgerne kan få fat i sygeplejersken i telefontiden, og det, at vi deltager i udskrivningskonferencer på sygehuset. Denne helhedspleje er af stor værdi, og den må ikke slås i stykker af den nye ''dille,'' som går ud på at adskille visitationsfunktionen fra den udførende del af sygeplejen,'' siger Hanne Pitters.

Integrerede ordninger

Sygeplejersken nr. 17/2000:

Svækkede ældre svigtes            

Den sociale sygepleje mangler

Sygeplejersken nr. 18/2000:

Ældre i eget hjem høster fordele    

Fast personale giver størst tryghed 

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Den sociale sygepleje mangler

De ældre, der i dag flytter i beskyttet bolig eller på plejehjem, er mere svækkede end de gamle, som politikerne havde i tankerne, dengang ''længst-muligt-i-eget-hjem-politikken'' blev formuleret. De svækkede ældre har brug for den tryghed, det giver, at have et stabilt personale omkring sig. Netop i forhold til disse ældre har de integrerede ordninger nogle svagheder. Der mangler personale til at tage hånd om andet end den punktvise pleje.

Ældrecentrene tilgodeser ikke de svækkede ældre, som først og fremmest har brug for tætte stimulerende miljøer. Sådanne miljøer opnår man nemlig ikke, når personalet farer ind og ud ad døren, mener sygeplejekonsulent og cand.scient.soc. Jessy Hjorth-Hansen.

Hun har som selvstændig konsulent fulgt omstillingsprocessen til integrerede ordninger i flere kommuner over hele landet og ser en tendens til, at flere og flere kommuner er på vej væk fra den helt integrerede model, hvor personalet både arbejder i ældrecentre og ude i hjemmeplejen.

De integrerede ordninger er ved at finde deres form efter nogle år præget af megen omstilling. Erfaringerne har nemlig vist, at ordningerne har haft nogle ulemper.

''Den helt integrerede model giver nok en effektivitet, men den går ud over fortroligheden i mødet med de gamle. Hvis man får hjælp hele døgnet, betyder det, at man nemt møder 20 forskellige hjælpere på en måned. Og hvis det område, som hjælperne skal tage sig af, er stort, så bliver det for mange mennesker. Der er en tendens til, at man er begyndt at funktionsopdele områder, så man afsætter et bestemt antal medarbejdere, som fast tager sig af en bestemt gruppe borgere,'' siger Jessy Hjorth-Hansen.

Hun påpeger blandt andre ulemper, at de integrerede ordninger mange steder har betydet, at ressourcerne er blevet taget fra de svækkede ældre på plejehjemmene til fordel for de raske ældre i egen bolig. Institutionerne er blevet tømt for fagligt højtuddannet personale, og personalet er blevet spredt ud på et større område. I mange kommuner har lederne fået tildelt for store budgetområder og for få administrative og økonomiske medarbejdere, så alt for meget tid går med administration.

Springere og flyvere

Jessy Hjorth-Hansen mener, at de integrerede ordninger er fornuftige ud fra den betragtning, at man som ældre også skal have tilbud om døgnpleje, selv om man godt kan klare sig i eget hjem. Og ordningerne er efter hendes mening et godt regnskabssystem, når det handler om at bruge ressourcerne bedst muligt.

''Øvelsen går ud på at få et personale, som man både kan bruge fleksibelt samtidig med, at man skal sikre sig, at det er tiltrækkeligt nærværende og stabilt i forhold

Side 15

Billede

Side 16

til borgerne. Det er en dynamisk balance, som hele tiden er oppe at skændes med sig selv. Stabilt personale har den ulempe, at det er ineffektivt, fordi bemandingen skal opretholdes, til når der er allermest at lave,'' siger hun.

Flere kommuner har fundet frem til en brugbar model, hvor personalet arbejder fast enten i et hjemmeplejeområde eller et ældrecenter og kun er fleksibelt i tilfælde af sygdom, eller hvis der er behov for at omfordele ressourcer. Derudover har man ansat ''flyvere'' eller ''springere,'' som er særligt fleksibelt personale, der i første omgang kan sættes ind, hvor behovet er størst.

Da kommunerne slog plejepersonalet sammen, forsøgte man mange steder at indføre selvstyrende grupper som et pædagogisk princip. Man ønskede at undgå hierarki mellem faggrupper og skabe en flad struktur. Nogle steder gik opgaven med at styre og tilrettelægge arbejdet på skift inden for gruppen, og den model er ifølge Jessy Hjorth-Hansen sjældent kommet til at fungere særlig godt.

''Hvis en gruppe skal være selvstyrende, skal den både kunne tilrettelægge, udføre og kontrollere sit eget arbejde, og det sidste har det altid knebet med. Det fungerer ofte meget bedre, hvis man har en leder, som på tværs af grupperne kan lave kontrol og evaluering på arbejdet,'' mener hun.

I dag har mange kommuner med en integreret ordning valgt en model med grupper, som er selvstyrende, når det handler om at planlægge fridage og arbejdsdage, men hvor en leder er ansvarlig for kvalitet og rutiner.

''Den bedste ordning er efter min mening der, hvor man har en gruppeleder, som både er leder for sygeplejerskerne og for hjælperne,'' siger Jessy Hjorth-Hansen, der mener, at det er uhensigtsmæssigt, hvis sygeplejersker og hjælpere arbejder i adskilte systemer.

''Nogle steder har man lavet indviklede modeller, hvor hjælperen først skal vurdere, hvornår der er behov for hjemmesygepleje, og derefter henvende sig til sin leder, som så igen skal henvende sig til sygeplejerskelederen for at sende en sygeplejerske afsted. Det er for tungt og bureaukratisk. Hjælperne og sygeplejerskerne bør arbejde på tværs på en sådan måde, at man kan udveksle faglige synspunkter. Det giver begge grupper et løft,'' siger Jessy Hjorth-Hansen.

I de oprindelige integrerede ordninger fik sygeplejerskerne ikke et ledelsesansvar for personalet, men et klinisk ansvar. De skulle være konsulenter for hjemmehjælpsgrupperne.

''Den model kikser igen og igen. Det er svært at være konsulent og rådgive på afstand. De fleste sygeplejersker vil gerne have tingene i hænderne, de vil gerne se de mennesker, det handler om. I praksis sker der det, at sygeplejerskerne ikke kender de borgere, de ikke kommer til, og derfor beskæftiger de sig ikke ret meget med dem. Ulempen er, at der er nogle mennesker, der får for lidt sygepleje,'' siger Jessy Hjorth-Hansen.

Identitetskrise

Problemet ved, at sygeplejersker kører deres eget løb som konsulenter for hjælperne, er efter Jessy Hjorth-Hansens mening, at sygeplejerskerne er blevet isoleret og stort set kun er optaget af behandling og beskæftiger sig meget lidt med det sociale aspekt, der bl.a. handler om, at mange ældre skal lære at leve med permanente sygdomme. Social sygepleje er blevet glemt i de integrerede ordninger, mener hun.

''I gamle dage var hjemmesygepleje og det at udføre social sygepleje et speciale. Jeg oplever, at der er en identitetskrise blandt hjemmesygeplejersker eller primærsygeplejersker, som de hedder nu. De mangler at få udvidet deres viden og forståelse for borgerens sociale sammenhæng. Desværre er der heller ikke stor faglig udvikling i hjælper- og assistentgruppen. Her ser jeg nærmere en tendens til, at man kopierer sygeplejerskerne. Jeg skal ofte minde social- og sundhedsassistenterne om, at de har haft aktivitetsanalyse i deres basisuddannelse,'' siger Jessy Hjorth-Hansen.

Den gruppe borgere, som i særlig grad kommer i klemme, fordi der mangler social omsorg, er de svækkede gamle.

''Der er forskel på at give punktvis hjælp hos en borger, der selv er i stand til at opretholde en tilværelse, og så at skulle give hjælp i en institution eller plejebolig, hvor man ud over fysisk hjælp også skal opretholde en tilværelse. Det kan ikke hjælpe, at personalet farer ud og ind af institutionen, for så skabes der ikke et socialt miljø. Det eneste tidspunkt, man i realiteten får kontakt, er, når man bliver plejet fysisk, og når man får gjort rent.''

Jessy Hjorth-Hansen mener, at der er brug for at overføre den viden, sygeplejersker og hjælpere har fra demensområdet, til plejen af de svækkede ældre.

''Det er lykkedes at få skabt nogle gode miljøer for demente rundt omkring, og nu er der brug for at sætte fokus på dem, der generelt ikke magter at opretholde tilværelsen ­ de svækkede ældre. Vores erfaring fra demensområdet har vist, at der er brug for små overskuelige sociale miljøer, hvor plejen er en integreret lille del af hele den sociale virkelighed,'' siger hun.

Fast hjælper illusion

Selv om flere og flere kommuner går over til mere stabilt personale hos de svækkede ældre på institutionerne, så er der stadig mange, der holder fast i modellen med, at hjælperne både arbejder ude og inde. Argumentet fra disse kommuner lyder typisk, at det er en fordel for de ældre i eget hjem, at de kan beholde deres faste hjælper, når de flytter ind på et ældrecenter. Et andet argument lyder, at det er en fordel for personalet, som får et bredere arbejdsfelt.

Jessy Hjorth-Hansen opfatter denne tankegang som en illusion.

''Det er romantik at tro, at borgeren ikke kan blive tilfreds med andre hjælpere. Det bunder i en forestilling om, at man spiller hovedrollen i borgerens liv, og det gør man ikke. Argumentet om, at ''vi skal følge dem,'' lyder pænt på papiret, men i praksis vil man møde et hav af hjælpere, hvis man eksempelvis modtager hjælp i 4-5 år.

Der er ingen tvivl om, at det er godt at have en kontaktperson, som vil være advokat for én, og som vil sætte sig ind i ens særlige problemstillinger, men den person kan sagtens

Side 17

være en ny. Jeg mener også, at man må vurdere, hvad det er, der er vigtigt. Hvis det, at man har fast hjemmehjælper, blot betyder, at den ældre bliver taget op om morgenen og så i øvrigt er overladt til sig selv resten af dagen, fordi hjælperen også er fast kontaktperson for andre, så har den model ingen kvalitet. Det er derimod kvalitet, at der er en fast personalegruppe, hvor den ældre kan få et forhold til nogle af dem,'' siger Jessy Hjorth-Hansen, der heller ikke kan se, at modellen med den faste hjælper er en fordel for personalet.

''Jeg har ikke mødt nogle hjælpergrupper, som syntes, det var rart. Jo, de starter med at sige, at det er godt, men når man snakker om, hvad det er for problemstillinger, de har, så har de også en følelse af, at de går for hurtigt fra folk og dybest set ikke hjælper dem særlig meget. Jeg tror, det er lettere som klinisk sygeplejerske at gå til og fra borgerne, fordi behandling er en parentes i tilværelsen, modsat det at opretholde selve livet,'' siger hun.

Ældre blevet svagere

Antropolog Jórun Christophersen, der stod for undersøgelsen bag Ældre Sagens rapport ''Livskvalitet for de svageste ældre'' fra 1999, er kritisk over for de sidste 10 års samfundsideal om, at ældre skal ligestilles uanset boform. Omdannelsen af plejehjem til ældreboliger understreger forventningen om, at ældre er selvstændige og uafhængige, men de svækkede ældre er ikke forsvundet af den grund. Den øgede hjemmehjælp til ældre i eget hjem har betydet, at de, der flytter i ældrebolig, er blevet svagere, end de ældre, politikerne havde i tankerne, dengang ''længst-muligt-i-eget-hjem-politikken'' blev formuleret, mener hun. ''Der er sket en forskydning, så mange ældre er dybt afhængige af hjælp, når de flytter i ældrebolig. De er så svækkede, at mange af dem ikke kan benytte faciliteterne i tilknytning til de beskyttede boliger, som i stedet er til glæde for de aktive ældre og for personalet. Det er klart, at belastningen på personalet, der tager sig af ældre i beskyttede boliger, bliver større, fordi de reelt plejer ældre, som burde være på plejehjem,'' siger Jórun Christophersen.

I sin undersøgelse af livskvaliteten har hun bl.a. undersøgt et plejehjem, som var omfattet af en integreret ordning, og her har hun registreret, at beboerne ikke har noget godt kendskab til sygeplejerskerne.

''Sygeplejerskerne er usynlige for beboerne, som kun ser en sygeplejerske, hvis de har problemer. Det er mit indtryk, at den største del af tiden bliver brugt ude i de ældres eget hjem,'' siger Jórun Christophersen.

Hun mener, at der igen er brug for at sætte de svækkede ældres situation på dagsordenen.

''Institutionerne havde nogle fordele, som politikerne åbenbart har glemt. Der er en grund til, at man som ældre flytter på plejehjem, og det handler om, at man ikke kan klare sig i eget hjem. Derfor har jeg svært ved at forstå idéen med at overføre eget-hjem-tanken til plejehjem. Jeg mener, at vi må tage udgangspunkt i afhængigheden og svækkelsen frem for i selvstændigheden og uafhængigheden, for det er lige præcis det, de svækkede ældre ikke er i besiddelse af,'' siger Jórun Christophersen.

Magten til at vælge

Hun kritiserer, at sprogbrugen i den politiske målsætning på ældreområdet i de seneste år har været stærkt præget af erhvervslivets serviceteorier om, at der er kunden, der bestemmer. ''Spørgsmålet er, om serviceteorien, hvis formål det er at få tilfredse kunder og større omsætning, er den bedste, hvis man vil give de ældre en god omsorg. Serviceteorien tager udgangspunkt i, at brugeren har magten til at vælge et produkt eller en tjeneste til eller fra, og i princippet kan brugeren vælge at udføre tjenesten selv. I et afhængighedsforhold er det lige omvendt. Her har brugeren ikke mulighed for at udføre tjenesten selv, og den afhængige ældre har ikke noget andet valg end det, systemet tilbyder. Det kan godt være, at vi lader som om, de har mulighed for at vælge, men reelt er det systemet, der bestemmer, og ikke brugeren som i serviceteorien.

Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i den afhængige ældre, og endnu mere vigtigt at finde ud af, hvad den afhængige ældre gerne vil, for at vi kan tilbyde det, som de i virkeligheden ønsker. Sygeplejersker har en central rolle, fordi de er ansvarlige for den holdning, der fører til plejen. Derfor er det vigtigt, at sygeplejerskerne har en god kontakt med de ældre på institution og en forståelse af den sammenhæng, plejepersonalet er i,'' siger Jórun Christophersen.

Integrerede ordninger

Sygeplejersken nr. 17/2000:

Svækkede ældre svigtes            

Den sociale sygepleje mangler

Sygeplejersken nr. 18/2000:

Ældre i eget hjem høster fordele    

Fast personale giver størst tryghed 

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Svækkede ældre svigtes

Det er over 10 år siden, de første kommuner brød barrieren ned mellem plejehjem og hjemmepleje, og siden er de integrerede ordninger slået igennem overalt i landet. Ingen har imidlertid undersøgt, om ordningerne har været til gavn for brugerne.

I løbet af de sidste 10-15 år har mindst 254 kommuner over hele landet gennemgået årelange omstillingsprocesser for at indføre integrerede ordninger, og det er ikke sygeplejefaglige argumenter, der har båret udviklingen på vej.

Argumenterne for at indføre ordningerne var først og fremmest økonomiske. Kommunerne ønskede at udnytte personalet i ældresektoren mere fleksibelt, og Dansk Sygeplejeråd benyttede denne interesse til at få rykket primærsygeplejerskerne adskillige trin op ad lønskalaen. Derudover blev det aftalt, at sygeplejersker skulle lede sygeplejen og sundhedsservicen i kommunerne ­ en ret, der dog er ændret med overenskomsten i 1999.

For plejepersonalet betød den integrerede model, at man ikke længere var fast ansat på enten plejehjem eller i hjemmeplejen, og i princippet kom man også ofte i praksis til at arbejde begge steder.

Omtrent samtidig med, at ideen om det fleksible personale tog form, kom ældreboligloven i 1988, som gav kommunerne en økonomisk mulighed for at bygge selvstændige ældreboliger med køkken og bad. Det var derfor oplagt at nedlægge de utidssvarende plejehjem og omdanne dem til beskyttede boliger eller ældreboliger.

I princippet blev der ikke længere skelnet mellem, om man boede i ældrebolig eller i egen bolig, når det angik tilbuddet om hjemmehjælp og hjemmesygepleje.

''Ældreboligloven var båret af positive forventninger til, at ældre ville være selvhjulpne og uafhængige,'' som antropolog Jórun Christophersen skriver i Ældre Sagens rapport ''Livskvalitet for de svageste ældre.'' Men de svækkede ældre er ikke forsvundet.

Der er imidlertid hverken blevet lavet landsdækkende evalueringer eller sammenlignende undersøgelser af, hvordan de integrerede ordninger har fungeret i praksis. Ligesom man ikke har undersøgt, hvilke elementer i ordningerne der har været gode eller dårlige. Hverken personale eller brugere er blevet spurgt. Artiklen på de følgende sider sætter fokus på konsekvenserne for de svækkede ældre.

I næste nummer besøger Sygeplejersken to kommuner ­ en stor og en lille ­ for at undersøge, hvordan den integrerede ordning fungerer. Vejle Kommune er eksemplet på, at en integreret ordning kan fungere forskelligt fra det ene område til det andet. Den lille kommune Fuglebjerg på Sydsjælland er eksemplet på en kommune, der opdagede, at den integrerede ordning havde nogle alvorlige ulemper for de mest svækkede ældre, og derfor besluttede at justere modellen i retning af mere stabilt personale.

Integrerede ordninger

Sygeplejersken nr. 17/2000:

Svækkede ældre svigtes            

Den sociale sygepleje mangler

Sygeplejersken nr. 18/2000:

Ældre i eget hjem høster fordele    

Fast personale giver størst tryghed 

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Synspunkt: Hvor mange gange er du faldet siden sidst?

Står dagens sygeplejersker på deres patienters side eller på de bevilligende myndigheders side?

Benedicte har i en årrække haft diagnosen sclerosis dissiminata. Hun er sygeplejerske, men har de sidste seks år været på pension pga. fremadskridende symptomer. I det store og hele har hun kunnet klare sig selv med hjemmehjælp til rengøring hver 14. dag.

For et år siden svigtede benene pludseligt en nat, hun skulle på toilettet, og hun faldt om på gulvet. I flere timer lå hun hjælpeløs på det kolde gulv, før det lykkedes hende at slæbe sig hen til sengen. Benedicte blev indlagt på neurologisk afdeling til undersøgelse og behandling. Overlægen anbefalede, at hun fik etableret kaldeapparat i lejligheden, så hun kunne tilkalde hjælp, hvis hun igen skulle falde.

Afslag på nødkald

Da Benedicte kom hjem, anmodede hun sit lokalcenter om et kaldeapparat. En sygeplejerske aflagde besøg kort efter. Hun spurgte ud om dagligdagens forløb og lovede Benedicte hjælp til tøjvask og daglig varm mad udefra. Inden hun gik, fortalte hun, at der skulle bruges tre nøgler ved evt. oprettelse af et kald, så hjemmeplejen kunne komme ind. Nøglerne blev straks bestilt, men kom til at ligge ubrugte på bordet de næste fire måneder.

Kort efter blev Benedicte nemlig ringet op af samme sygeplejerske, som nu orienterede om, at Benedicte havde fået afslag på det ønskede nødkald med begrundelsen: ''Du kan jo klare dig selv i hverdagen og har aktiviteter ud af huset på egen hånd.'' I det skriftlige afslag, var der tilføjet: ...''hvis der sker ændringer i tilstanden, kan sagen tages op igen.'' Benedictes kommentar: ''Jeg er meget glad for, at jeg har en invalidebil, men den er jo ikke til megen hjælp, hvis jeg igen falder om natten.''

Benedicte er et fornuftigt og troværdigt menneske, der har fortalt om faldet uden at dramatisere. Men hun var bekymret for at få flere af de attakker, som er typiske for sygdommen. Hun forstod ikke afslaget og var både vred og ked af det. Hendes familie, som tæller flere læger, undrede sig og sendte flere henvendelser til lokalcentret med deres opfattelse af situationen. Mere end en måned efter det første besøg kom den samme sygeplejerske igen og stillede som det første spørgsmålet: ''Hvor mange gange er du faldet siden sidst?'' Som om der var tale om at gå og snuble over et eller andet ­ og helt uden forståelse for sygdomsbilledet. Afslaget blev fastholdt ''ud fra en samlet vurdering af situationen.'' Vi prøvede igen at forklare lokalcenteret, at afgørelsen ikke var baseret på de rette fakta. Områdechefen og plejelederen mødte op hos Benedicte sammen med hendes forældre, men afslaget blev fastholdt med begrundelsen ...''at man ikke mener, det vil give en væsentlig lettelse i dagligdagen, og da det (kaldet) ikke er en forudsætning for at blive i egen bolig.''

Anke hjalp ikke

Forældrene ankede til Det sociale Nævn og bad om hurtig sagsbehandling. Tre måneder efter faldet var der stadig intet sket. Derfor henvendte jeg mig til kommunens ''Afdeling for Sundhed og Omsorg.'' Afdelingslederen, en sygeplejerske, kunne ikke se det fornuftige i, at en patient med nævnte diagnose og baggrund fik et kaldeapparat installeret efter egen læges og en neurologisk overlæges anbefalinger. Hun skrev: ''Vi finder, at lokalcenteret har vurderet betydningen af etablering af et kald i forhold til B.H.s samlede situation. Vi finder derfor ikke anledning til at ændre lokalcenterets afgørelse.''

Jeg var rystet over den manglende professionelle indsigt i Benedictes sygdomsbillede og tilstand. Man kunne have læst om attakker ved sclerosis disseminata i enhver lærebog i neurologi. Man kunne have støttet sig til eksperternes anbefalinger. Man kunne også have henholdt sig til Benedictes egne forklaringer. Efter sidste afslag sagde Benedicte: ''Jeg tør næsten ikke bevæge mig omkring til daglig mere af skræk for igen at falde, selvom jeg på hospitalet fik at vide, at det er vigtigt for at vedligeholde det, jeg kan nu...'' Et kaldeapparat ville netop have haft største betydning i hverdagen.

Nødkald efter fem måneders ventetid

I vrede over både lokalcenter og kommunens kontor for ''sundhed og omsorg'' skrev jeg til den ansvarlige rådmand. Han reagerede omgående. Dels fik jeg et venligt svar, hvad lokalcenteret ikke på noget tidspunkt kunne mande sig op til, dels udbad han sig en forklaring fra lokalcenteret. Samtidig kunne Benedictes mor fortælle lokalcenteret, at Benedicte igen var faldet, men heldigvis ikke så alvorligt som første gang. Fra lokalcenteret lød det nu: ...'' at man på baggrund af en revurdering har bevilliget et kald.''

Der skulle gå fem måneder, før Benedicte fik sit nødkald. Det er oprørende at tænke på, hvor mange ængstelige nætter hun og hendes pårørende har haft i den tid. Kan man kalde det for ansvarlig sygepleje, hvor lokalcenteret har ''sat sig i patientens sted?'' Sundhedsminister Carsten Koch udtalte netop i Sygeplejersken nr. 24/99, at ''erkendelsen af, at patienten skal være i centrum, afspejler sig i det sygehusoplæg, regeringen har fremlagt for nylig.... Sundhedsvæsenet er nødt til at være mere orienteret om, hvad patienten har brug for.''

Benedicte er lykkelig for sit kaldeapparat, som omsider har givet hende den sikkerhed, hun har brug for. Den positive ekstragevinst er, at hun pga. trygheden er blevet endnu mere selvhjulpen, end hun var før sit første fald.

Tilbage står for mig to vigtige spørgsmål: Står dagens sygeplejersker på deres patienters side eller på de bevilligende myndigheders side? Hvordan går det patienter uden netværk til at råbe op? De får måske først den hjælp, de har brug for, når de er faldet tilstrækkelig mange gange.

Ruth Andersen arbejder ikke længere som sygeplejerske.

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste

Synspunkt: Retten til et værdigt plejehjemsliv

Det har altid undret mig, at når tidspunktet for at få en plejehjemsplads oprinder, er det på mange plejehjem samtidig et farvel til den individuelle tilværelse, som de ældre hidtil har levet, mener Jette Søe, som her kommenterer socialminister Karen Jespersens (S) udspil for de svage ældre.

Jeg har med tilfredshed noteret mig, at socialminister Karen Jespersen ønsker at forstærke indsatsen over for de svage ældre i form af en national helhedsplan, der gerne skal være klar til præsentation i løbet af foråret. Baggrunden er den seneste tids mange beretninger om dårlige forhold på landets plejehjem.

Jeg skal med det samme understrege, at jeg ikke har konkret kendskab til de forhold, der er omtalt i pressen, men det er heller ikke mit ærinde med dette indlæg. Jeg er udelukkende interesseret i, hvordan vi kan gøre det bedre med det klare formål, at de svage ældre ikke bliver ladt i stikken.

Socialministeren mener, at et af de største problemer med ældrepleje og -omsorg i dagens Danmark er, at man ikke i tilstrækkeligt omfang ser på sammenhængen mellem brugernes behov, de politiske mål og den reelle indsats. Det er jeg ganske enig i. Umiddelbart burde det være indlysende, at de politiske mål og den reelle indsats tilpasses brugernes behov, for det er jo brugerne ­ de svage ældre ­ det hele drejer sig om. Og her tror jeg, at vi alle kunne lære noget af den måde, landets hospicer fungerer på. Her er pleje og omsorg i højsædet med al den tid til den enkelte patient, som der er brug for.

Godt for den døende, men trist, at det ikke også er et tilbud til de svage ældre, der gerne skulle se frem til endnu nogle gode år i trygge omgivelser. Jeg mener ganske enkelt, at landets plejehjem børgeares til at yde den samme service og omsorg over for de ældre, som forhåbentlig stadig har mange gode år tilbage, men som er for dårlige til at være alene. Vi trænger til at bryde med gængs traditionel institutionel drift på plejehjem med kollektiv rytme, beskæftigelse og faste tidspunkter for de fleste ting.

Det har altid undret mig, at når tidspunktet for at få en plejehjemsplads oprinder, så er det på mange, men heldigvis ikke alle plejehjem samtidig et farvel til den individuelle tilværelse, som de ældre hidtil har levet. Ofte kan det minde om en kursusplan med morgenvækning, toilette, påklædning, morgenmad, beskæftigelse, middagsmad, eftermiddagssøvn, kaffe, beskæftigelse og aftensmad m.m. for alle på samme tid. Jeg skal ikke udelukke, at det kan være godt for nogen, men næppe nødvendigvis for alle.

Mere pres på kommunerne

Jeg kunne godt have lyst til at se nærmere på nogle af socialministerens indsatsområder.

Det er ikke umiddelbart let at være uenig i de udvalgte indsatsområder ­ også fordi alt tilsyneladende er med. Jeg er enig med Karen Jespersen i, at ventetiden fra sygehus til plejebolig generelt er for lang. Den skal begrænses. Kommunerne må lægge kassetænkningen til side ­ og kommuner og amter må lære at samarbejde ­ det gælder på forvaltningsniveau, og det gælder samarbejdet mellem sygehus og hjemmepleje/plejehjem, der ikke altid er lige effektivt. Det skal være sådan, at lige så snart en sygehuspatient betragtes som færdigbehandlet, skal patienten udskrives til eget hjem eller til et plejehjem. Det er det bedste for patienten, og det er det billigste for samfundet. Jeg skal i denne forbindelse opfordre amterne til at benytte de nye regler for at medfinansiere primærkommunale tilbud til de ældre. Det kan godt betale sig.

Ministeren er også af den opfattelse, at de kommende kommunalforhandlinger skal bruges til generelt at opprioritere ældrepolitiske udfordringer. Regeringen må lægge pres på kommunerne for at sikre bedre og mere ensartet behandling. Her mener jeg ikke, at man nødvendigvis behøver at have en ensartet behandling. Borgerne skal behandles ud fra individuelle behov, som jeg var inde på indledningsvis.

Ministeren påpeger, at de kommunale ledere ikke er klædt tilstrækkeligt på til at passe deres arbejde. De skal opkvalificeres.

Side 27

Jeg kan naturligvis kun være enig i, at lederne skal sikres en kontinuerlig efter- og videreuddannelse, således at de altid er på forkant med udviklingen. Men det handler også om, at lederne i forvejen har det rigtige uddannelsesniveau i forhold til den opgave, de skal løse. Kommunerne bør bruge fagligt velfunderede ledere, der i kraft af deres uddannelse er i stand til at se tingene i et helhedsperspektiv.

Lav status og lille løn

Et af ministerens punkter er, at antallet af omsorgssvigt er for stort. Det kommunale tilsyn med ældreinstitutionerne skal forbedres. Her har jeg lyst til at spørge, om antallet af omsorgssvigt i virkeligheden er for stort? Vi har hørt om et par tilfælde i pressen ­ og ja, selvfølgelig må de ikke finde sted, men der er ingen sikre beviser for, at disse eksempler tegner hele billedet. Embedslægerne tilså tidligere plejehjemmene. Det er muligt, at de bør vende tilbage ­ men ud over dette er der formentlig et faguddannet personale, der i kraft af deres uddannelse kan påpege eventuelle svigt. Det vil jeg gerne på det kraftigste opfordre dem til at gøre.

Så peger ministeren på, at landets hjemmepleje og plejen på de enkelte plejehjem og plejeboliger ikke er god nok. Det er korrekt, at det ikke er godt nok alle steder, men med i billedet hører også, at arbejdet med ældre på primærområdet desværre ikke er forbundet med særlig høj status, hvilket gør, at rekrutteringen ikke er tilstrækkelig stor. Lønnen bliver oplevet som for lav sammenholdt med de krav, der stilles til den enkelte. De tilstedeværende ressourcer skal bruges på den rigtige måde, og det kan en leder i kraft af sin faglige indfaldsvinkel gøre sit til. Det handler i bund og grund om, at der tilvejebringes den bedst opnåelige ydelse til patienterne/brugerne på den mest hensigtsmæssige måde af den medarbejder, der er bedst egnet til at udføre opgaven. Det kræver måske særlig motivation at pleje gamle og syge ældre.

Hensyn til praktiske forhold medfører, at den omsorgsprægede, sundhedsmæssige og socialpædagogiske indsats svigtes, mener ministeren. Her har jeg lyst til at indskyde, at det er oftest der, hvor man tager utraditionelle midler i brug, at tingene fungerer bedst. Det er der mange gode eksempler på ­ og for at kunne arbejde utraditionelt kræves et bredt sammensat personale, hvor uddannelse og faglig udvikling prioriteres højt ­ også via økonomiske midler fra kommunen.

Nej til mudderkastning

Karen Jespersen siger, at hun ser de kommende kommunalforhandlinger som vigtige for at få rettet op på forholdene. Og i den sammenhæng mener hun, at regeringen må lægge et pres. Jeg kan kun håbe, at det går bedre denne gang end ved de kommunale forhandlinger for et par år siden. Da finansministeren havde afsluttet forhandlingerne med kommunerne, var de tilsyneladende så utilfredse med forliget, at de indledte et sandt terrorregime mod de ældre for at få fjernet hjemmehjælpen. Og det skete i økonomiens hellige navn. Når kommunerne ikke kunne opnå en bedre aftale med finansministeren, måtte de, som de gav udtryk for, selv finde nye besparelser. Mange svage ældre har stadig i frisk erindring, hvem det kom til at gå ud over.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige til alle grupper inden for sundhedsvæsenet, som har med de ældre at gøre, at vi personalegrupper ikke på dette tidspunkt må forfalde til mudderkastning mod hinanden. Det arbejde, der gøres i dag, er overvejende godt, men hvis vi finder hinanden i et fælles samarbejde om, hvordan forholdene kan blive endnu bedre, vil der ikke være nogen tabere, men kun vindere.

Tilfredse ældre og motiverede og glade personalegrupper.

Emneord: 
Plejecenter
Kommunal sundhedstjeneste