Ensartet visitation i hjemmeplejen

I Græsted-Gilleleje Kommune er visitationen til hjemmeplejeydelser samlet hos fire mod før 25 sygeplejersker efter den såkaldte Bestiller-, Udfører- og Modtager-model. Personlig pleje og rengøring er udliciteret for at skabe lavere pris og højere kvalitet gennem konkurrence. Fælles Sprog er et centralt redskab.

IGræsted-Gilleleje Kommune i Nordsjælland har man siden 1996 arbejdet på at gøre visitationen så ensartet som muligt, blandt andet ved at samle kompetencen til at visitere hos fire sygeplejersker i et centralt visitationskontor. Tidligere lå kompetencen til at visitere hos alle 25 hjemmesygeplejersker, der havde områdekontorer i tilknytning til kommunens fire omsorgscentre.

''Da vi var ude at revurdere 600 borgere i 1996, fik vi syn for sagn for, at der var store forskelle på kulturen på de fire centre, og det havde betydning for, hvilke ydelser man visiterede til. Der var også store forskelle fra sygeplejerske til sygeplejerske,'' fortæller Anna Skytte, en af de fire centrale visitatorer.

Det betød konkret, at hjælpen til borgerne i enkelte tilfælde stoppede og i andre tilfælde blev reguleret.

''Nogle ydelser stred direkte imod den ramme for hjælp, som politikerne tidligere havde besluttet. For eksempel kan man i vores kommune ikke få hjælp til rengøring, hvis man har en rask ægtefælle, og hvis vi stødte på sådanne tilfælde, stoppede vi hjælpen. Men der var ikke tale om, at store hobe af mennesker med ét mistede deres rengøringshjælp, som der har været eksempler på i andre kommuner.''

Fælles Sprog

Siden januar 1999 har visitatorerne benyttet Fælles Sprog som grundlag for vurderingen af borgernes funktionsniveau og tildeling af ydelser.

''Fælles Sprog understøtter ensartetheden i visitationen. Når vi skal funktionsvurdere en borger, hjælper de ni strukturerede spørgsmål til, at vi ikke glemmer noget væsentligt,'' siger Anna Skytte.

I øjeblikket er visitatorerne i gang med at nedskrive

Side 21

kriterier for, hvilken hjælp en bestemt funktionsvurdering skal udløse. I det katalog, Kommunernes Landsforening har udarbejdet over Fælles Sprog, står ellers, at der ikke er indbygget automatik i modellen med et-, to-, tre- og firetaller, sådan at eksempelvis en funktionsvurdering på tre i mobilitet udløser en bestemt ydelse. Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan man vil anvende tallene.

''Vi er én af de første kommuner, der begynder at nedfælde kriterier. Der er ingen tvivl om, at vi fire visitatorer langt hen ad vejen tænker éns, når vi visiterer, men der eksisterer alligevel altid en risiko for, at der er forskelle i vores vurderinger. Derfor vil vi gerne ensrette endnu kraftigere ved at have nogle nedskrevne kriterier.''

Et kriterium kan for eksempel være: En borger bliver i funktionsvurderingen vurderet til et total i personlig pleje, og det vil typisk udløse, at borgeren bliver tilbudt hjælp til bad, men for eksempel ikke tilbudt hjælp til daglig morgentoilette og påklædning. Det kræver nemlig, at borgeren er så dårlig, at han er vurderet til et tretal i personlig pleje. Hvis borgeren var vurderet til et firetal i personlig pleje, ville det typisk udløse hjælp til at komme ud af sengen og hjælp til barbering og tandbørstning.

''Der er ikke tale om, at funktionsvurderingen automatisk udløser ydelserne, men vi bruger tallene i funktionsvurderingen som målestok for den hjælp, vi skal tilbyde,'' siger Anna Skytte.

Strammer visitationen op

Visitatorerne har kun brugt Fælles Sprog siden januar 1999. Anna Skytte mener, at det er et godt redskab, blandt andet fordi det hjælper til at stramme visitationen op.

''Borgerne kan jo være vældig gode til at snakke, så man kommer hele verden rundt undervejs i visitationssamtalen. Det er en hjælp at have de ni spørgsmål at holde sig til, fordi man er tvunget til at komme igennem alle punkter. Man glemmer ikke noget, fordi man i løbet af samtalen kommer ind på andre emner, og hvis man har meget travlt en dag, falder man ikke for fristelsen til at tænke om en borger, at ''du ser jo godt ud, så her kan vi vist blive hurtigt færdige.'' Borgeren får også fornemmelsen af, at man arbejder ud fra et skema, og det er med til at holde begge parter fast i det, visitationen primært handler om.

Som visitatorer er vi blevet mere og mere glade for Fælles Sprog, fordi det har hjulpet os til ­ blandt andet over for politikere ­ at få sat ord på, hvilke kriterier vi lægger til grund for vores beslutninger.''

Visitatorerne bruger bærbare computere. Alt arbejde med at udfylde funktionsvurderinger og plejeplaner foregår elektronisk. Oplysningerne bliver lagt i en database, hvor man kan søge på for eksempel navn eller personnummer.

Når Anna Skytte tager på visitationsbesøg, har hun sin bærbare pc med. Hvis det drejer sig om en borger, der tidligere har været i systemet, kan hun se, hvilke ydelser borgeren eventuelt tidligere har modtaget. På baggrund af samtalen med borgeren taster Anna Skytte de nye oplysninger ind som eksempelvis personlig pleje, kost og drikkevaner, mobilitet, aktiviteter, psykisk tilstand og socialt netværk.

Kvalitetssikring

Hjemme på kontoret sender hun funktionsvurdering og plejeplan til det personale, der skal udføre ydelserne. Plejeplanen er en liste over de ydelser, der er blevet tildelt borgeren.

Anna Skytte vælger blot ydelserne i en menu på skærmen, derefter sætter computeren selv numre på, som henviser til kataloget over ydelser i Fælles Sprog. Græsted-Gilleleje Kommune har selv bygget videre på Fælles Sprog og præciseret ydelserne.

Fælles Sprog egner sig godt til at kombinere arbejdet på computer. Den kan straks overføre de samme oplysninger fra den ene blanket til den anden, så man ikke skal taste de samme oplysninger ind flere gange. Forudsætningen er blot, at man kalder oplysningerne det samme enten i ord eller nummer ­ selve ideen ved Fælles Sprog.

Med tiden er det meningen, at de mange strukturerede data, visitatorerne taster ind, skal bruges til kvalitetssikring og økonomisk styring.

Græsted-Gilleleje Kommune adskiller sig markant fra andre kommuner på den måde, ældreservicen er organiseret. Kommunen besluttede i 1996 at indføre den såkaldte BUM-model, Bestiller-, Udfører- og Modtager-modellen, hvor man har adskilt de tre roller. Bestillerne er visitatorerne, der bestiller opgaver hos udførerne, som blandt andet er kommunen, men også private firmaer.

Ydermere besluttede kommunen i 1996 at skabe konkurrence mellem udførerne og give modtagerne frit valg. Personlig pleje og praktisk bistand blev udliciteret til private firmaer, hjemmeservicefirmaer og de fire kommunale omsorgscentre. Inden for personlig pleje kan borgerne nu frit vælge mellem at få hjælp fra personale på et af de fire kommunale omsorgscentre eller at få hjælp fra personale fra det private firma Curatus. Inden for rengøring kan man vælge mellem Curatus eller et par private hjemmeservicefirmaer, der er blevet blåstemplet af kommunen som samarbejdspartnere.

Væk med papirgang

''Fælles Sprog et godt værktøj, fordi ydelserne er præcist defineret. En udfører har brug for at vide, hvilke ydelser

Side 22

der er at råde over og budgettere med,'' siger Anna Skytte.

Når hun har visiteret en ny borger til ydelser, får de kommunale omsorgscentre besked elektronisk, hvis det er dem, der skal udføre opgaven. De kan derefter finde funktionsvurderingen og plejeplanen på deres computere. Til Curatus sender hun besked på papir med bud, mens hjemmeservicefirmaerne får brev. Målet er med tiden at erstatte papirgangen med elektronisk post.

Det er hjælperens opgave at lægge en handlingsplan på baggrund af den overordnede plejeplan og på baggrund af den dato for revurderingsbesøg, der er aftalt. Datoen indicerer en tidsramme for, hvornår visitatoren forventer, at der skal være sket en forbedring i en borgers funktion.

Hidtil har visitatoren ikke kunnet se hjælperens handlingsplan, men nu bliver alt rengørings- og plejepersonale i nær fremtid udstyret med små lommecomputere, så de kan dokumentere deres arbejde. Handlingsplanen kan overføres elektronisk til visitatoren, og det giver et overblik over, hvilke ydelser der stadig er relevante, og hvilke der ikke længere er nødvendige.

''Udførerne bliver honoreret for de ydelser, de udfører. Hvis jeg eksempelvis har bestilt hjælp til påklædning til fru Jensen, og jeg så kommer på revurderingsbesøg efter en måned og finder ud af, at fru Jensen i de sidste 14 dage selv har kunnet klare påklædningen, har vi betalt for en ydelse, vi ikke har brug for. Udførerne har pligt til at underrette mig, når en borger eksempelvis har genvundet en funktion,'' fortæller Anna Skytte.

For at kommunen kan udveksle personlige oplysninger med de private udførere om de ydelser, de giver til en borger, skal borgeren skrive under på en samtykkeerklæring.

Kataloget Fælles Sprog indeholder kun meget få sygeplejeydelser, eksempelvis sårpleje, medicinering, forebyggelse og sundhedsfremme.

Næste trin i udbygningen af BUM-modellen er, at sygeplejeydelserne også skal omfattes af modellen. Derfor har visitatorerne og sygeplejerskerne lavet deres eget katalog over sygeplejeydelser. Her er eksempelvis nævnt ydelser som: Obstipationsproblemer, vejrtrækning, rådgivning og vejledning.

Kataloget er blevet til ved, at sygeplejerskerne gennem 14 dage har nedfældet, hvilke opgaver de har udført, og hvor lang tid de har brugt på opgaven. Alle sygeplejersker i kommunen får undervisning i Fælles Sprog.

Planen er, at BUM-modellen skal udbygges til at omfatte hele ældresektoren, de næste trin er demensplejen, træning og aktivering.

Billedtekst
Visitator Anna Skytte laver en funktionsvurdering på basis af spørgsmålene i Fælles Sprog. Hun taster oplysningerne direkte ind på computeren. Visitatoren sender funktionsvurdering og plejeplan elektronisk eller printet ud på papir til de aktuelle udførere.

Emneord: 
IT
Kommunal sundhedstjeneste
Ældre

Erfaring med forebyggende hjemmebesøg

Det første besøg brugte pensionisten til at fortælle om sig selv. Livshistorien, familieforhold, arbejde, små og store hændelser. Ofte med et tilbagevendende tema som at være alene efter at have mistet familie, venner og bekendte. I andet besøg vovede jeg at spørge mere direkte ind til det, jeg så. Tredje besøg har ofte drejet sig om at se på de livsbetingelser, der var givet pensionisten, i sammenhæng med de muligheder, der lå, også eventuelle støtteforanstaltninger. Fjerde besøg, som jeg nu er i gang med, fungerer som en slags status.

Forebyggende hjemmebesøg til borgere over 75 år har været praktiseret siden 1996 i Århus Kommune. Især de ældre var i starten usikre på, hvad besøgene gik ud på. Det var for alle en ny situation, at det offentlige pludselig stillede en person til rådighed, som bare ville lytte og være interesseret i pensionistens liv.

Mange havde forberedt, hvad de ville tale om. Andre var mere ydmyge og syntes ikke, at deres liv var værd at tale om. Generelt og især i de efterfølgende besøg har pensionisterne set frem til besøgene.

Raske pensionister kunne efter en samtale med overraskelse i stemmen undre sig over, at de havde så meget at tale om, og flere har spontant udtrykt glæde ved at få hjælp til at udtrykke alvorlige overvejelser om deres liv.

Borgernes stolthed over at kunne klare sig selv helt eller delvis har vi haft for øje og prøvet at fastholde ham i.

Vi kan ikke beslutte for pensionisten, men støtte ham eller hende i at træffe beslutninger.

To besøgspersoner

Århus Kommune har valgt at forvalte 'Lov om forebyggende hjemmebesøg' ved at lade de enkelte lokalområder og besøgspersonerne afgøre ud fra meget brede afstukne rammer, hvordan lokalområderne ville planlægge og udføre besøgene.

Der var afsat en time til hvert besøg. Der lå ingen krav om, hvordan den ansatte skulle strukturere samtalen.

Siden december 1996 har jeg været ansat som udviklingsmedarbejder ved Lokalcenter Marselis under Århus Kommunes afdeling for Sundhed og Omsorg.

Lokalområdet er et tæt bebygget område i Århus tæt ved skov og strand. Der er 1.560 pensionister i det forholdsvis lille geografiske område, som dækker cirka 1,5 kilometer i diameter. Det er typisk for området, at de fleste pensionister har boet der i mange år, ofte op til 50-63 år.

Der bor 552 ældre over 80 år og 269 ældre mellem 75 år og 80 år. Ved lokalcenteret er der 114 ældreboliger og 55 beskyttede boliger. Et gammelt plejehjem hører også ind under lokalcenteret.

Alle pensionister uanset boform tilbydes besøg.

Til at varetage de forebyggende hjemmebesøg har områdechef på lokalcenteret, Hanne Kalhave, ansat to udviklingsmedarbejdere, først en socialrådgiver, som nu er afløst af en fysioterapeut, og en sygeplejerske. Det er et specielt tiltag i Århus Kommune, at Lokalcenter Marselis har ansat to fuldtidsansatte til de opsøgende besøg. Tanken var at kombinere stillingerne med uddannelse og udvikling på lokalcenteret.

Stillingerne var kun overordnet defineret, og det var gjort meget tydeligt ved ansættelsen, at vi var placeret i en stabsfunktion med direkte reference til områdechefen.

Samarbejdet med det øvrige personale var tænkt således, at vi hver blev tilknyttet to plejegrupper (hjemmhjælpskollektiver), som vi skulle etablere et samarbejde med både i forhold til de opsøgende besøg og i forhold til uddannelse og udvikling.

Det er gjort synligt i oplægget til besøgspersonerne, at det stiller andre krav at være besøgsperson end at komme i en konkret anledning. Besøgspersonen skal evne at skabe en tillidsfuld kontakt i en åben dialog, hvor formålet er at drøfte pensionistens aktuelle situation uden at fokusere på et bestemt problem eller en bestemt sygdom.

Besøgspersonen skal kunne skabe dynamik i samtalen og medvirke til at drage det aktuelle frem. Besøgspersonen skal have et bredt kendskab til de offentlige, frivillige og private foranstaltninger.

En forudsætning er, at besøgspersonen har kendskab til kriseteorier, forskellige former for livsformer, mestringsstrategier og aldersbetingede forandringer. Desuden kræves kendskab til ældrepolitik på landsplan og kommunalt. Endelig kræves kendskab til de etiske overvejelser, der ligger i opsøgende arbejde.

Pensionistens dagsorden

Min kollega og jeg var enige om at tilbyde besøg til alle over 80 år, hvilket betød, at også beboere på plejehjemmet blev tilbudt besøg.

Vi ønskede både at tale med de pensionister, der oplevede deres liv som godt og problemfrit, og de pensionister, som oplevede sig trængte og belastede.

Vi ønskede at give pensionisten mulighed for at få talt om det, der lå ham eller hende mest på sinde, uanset om det var en tanke, oplevelse eller hændelse, der hørte fortiden, nutiden eller fremtiden til.

Det var vigtigt for os at få pensionisterne til at forstå, at vi ikke kun kom for at løse problemer, men især for at lytte til deres livssituation. Det har været en vanskelig proces at finde frem til en gyldig og forståelig forklaring på, hvad ideen med besøgene var.

Vi oplevede, at ordet livskvalitet virkede for stort, når vi skulle fortælle, hvad ideen var med besøgene. I stedet forklarer vi, at vi gerne vil ud at høre om, hvordan pensionisten klarer sig i sin hverdag, også de pensionister, der oplever tilværelsen problemfrit og uafhængigt.

Pensionisterne fik tilsendt et brev, som vi ud fra Århus Kommunes oplæg havde forfattet, så det passede til det sprog, vi ønskede at give os til kende ved.

Vi skrev meget kort om baggrunden for besøget, skrev en dato og klokkeslæt som tilbud og gjorde opmærksom på, at aftalen kunne ændres ved, at de kontaktede os på telefon i et bestemt tidsrum, hvor vi kunne træffes personligt.

Når pensionisten eller pårørende har ringet, har vi forsøgt at skabe en dialog og signalere, at besøgene ikke er en kontrol, og at vi gerne bruger tid på besøgene. Raske pensionister ringer ofte ved første tilbud om besøg og siger, at de ingen problemer har, så vi skal ikke spilde tiden på dem. I samtalen er vi jævnlig nået til, at pensionisten er i sin gode ret til at tage imod besøget, men at det er et tilbud, og at vi ikke ønsker at mase os på.

Min kollega og jeg udvekslede flere overvejelser over, hvor struktureret vi forestillede os samtalen. Vi blev enige om, at vores udgangspunkt skulle være dialogen, hvor pensionisten kunne sætte sin dagsorden, og at vi måtte følge pensionistens tanker og refleksioner og spørge interesseret og engageret ind til pensionistens fortælling.

Vi ville ikke have en checkliste til samtalen, idet vi mente, at den ikke måtte få karakter af en styrende eller kontrollerende samtale.

Pensionisten skulle føle sig respekteret og opleve tryghed og tillid i samtalen. Pensionisten skulle føle sig i sin gode ret til når som helst at afbryde, hvis han eller hun ønskede det.

Som repræsentant for det offentlige så vi en risiko for, at vi kunne virke som en myndighed, og vi så en stor opgave i at forholde os til balancen mellem det formynderiske og risikoen for omsorgssvigt. Vi ønskede, at pensionisten måtte opfatte os som en støtte til at få afklaret nogle områder i sit liv eller afhjulpet nogle problemer. Pensionistens tillid til, at vi ikke kom for at overtage eller bestemme, men i stedet som en midlertidig sparringspartner, var et af vores væsentligste mål.

Besøgene ligger med cirka et halvt års mellemrum, og der har vist sig et forskelligt mønster i de tre besøg.

Ved de 327 tilbudte besøg har 10 procent meldt fra. Nu hvor jeg er i gang med det fjerde besøg, har det vist sig, at denne procentsats holder både i andet og tredje besøg.

Enkelte meldte fra ved mit første besøg, men valgte nummer to og tre til. Flere af de pensionister, der meldte fra til første besøg, har nu meldt sig til ved fjerde besøg, idet deres livssituation er ændret. Nogle få har valgt det tredje eller fjerde fra med begrundelse i, at alt går godt og er uændret siden sidste besøg.

Fire besøgsrunder

Første besøg brugte pensionisten til at fortælle om sig selv. Det var livshistorien, familieforhold, arbejdsforhold, store og små hændelser, der blev trukket frem og levendegjort med en intensitet, hvor jeg som tilhører havde mulighed for at trække linier fra fortiden til nutiden. Det var samtaler, hvor pensionisten foldede sig ud i de smukkeste, sørgeligste, tragiske beretninger og alt til trods sad tilbage med et liv, som på en eller anden måde var et kunststykke, som vi i fællesskab kunne samle op og se på og beundre med nye øjne.

I de fleste besøg endte pensionisten i et tilbagevendende tema, som kunne være det at være ladt alene efter at have mistet familie, venner og bekendte. Flere havde overlevet at miste et, flere eller alle sine børn. De fortalte om generationsskift i ejendommen og den forandring og betydning, det kan medføre. De talte om ændringer omkring dem på det personlige plan, familiært og samfundsmæssigt.

Det kan både være en udfordring, men også besværligt for den ældre at blive ved at have overskud til de mange omstillinger og forandringer, der ustandselig sker i den ældres liv.

For ældre er intet stationært, og det overraskende billede, som jeg oplevede var, at jo ældre man bliver, des mere skal man kæmpe for sin autonomi og status.

Intet kommer af sig selv, alt skal plejes, vedligeholdes, opsøges og kræver en utrolig energi at fastholde og udvikle. Det er bestemt ingen sovepude at blive ældre.

Andet besøg indledtes med: ''Hvordan er det gået siden sidst?'' Perspektivet havde mere fokus på her og nu-situationen. Hvad er godt ­ hvad er besværligt? Hvordan kan noget blive bedre ­ og hvordan kan pensionisten medvirke til, at dét, der går godt, bliver ved at gå godt?

Det var først under disse besøg, at sundhedscheck blev mere strukturerede. Uden at have en checkliste oplevede jeg, at jeg vovede at guide pensionisten mere i denne samtale end i den første. Jeg forsøgte at få et billede af, hvordan pensionisten oplevede sin tilværelse her og nu, og vovede at spørge mere direkte ind til det, jeg så. Afhængigt af hvad der kom til syne i samtalen og samværet, forsøgte jeg sammen med pensionisten at udrede en eventuel årsag og hjælp til at komme videre eller til at få ro til at leve med det, der fyldte.

Det kunne hænde, at jeg satte fokus på ernæring, bevægelse, motion, intellektuelle funktionsmuligheder, sociale behov, psykiske tilstand eller åndelige og kulturelle områder. Strukturering af døgnrytme var et område, jeg jævnlig tog op. Hvad jeg trak frem, afhang af pensionistens fortælling og hele situationen, og ofte belyste pensionisten selv de fleste områder gennem sin fortælling.

Tredje besøg tog sig også anderledes ud. Ligesom under de forrige besøg er det pensionisten, der sætter dagsordenen, og jeg følger blot med som en sporhund, der opmærksomt følger sporet med alle sine sanser og forsøger at få synliggjort, hvad den enkelte pensionist oplever som værdifuldt i sit liv. I det tredje besøg har jeg oplevet, at pensionisten har bevæget sig rundt i tiden, både turdet se på sin fortid, fremtid og med min støtte relateret sine overvejelser til nutiden.

Det har været samtaler, hvor pensionisterne har undret sig, været meget begejstrede, lykkelige eller følt sig afmægtige, bekymrede eller i sorg. Omdrejningspunktet i samtalen har været at hjælpe pensionisten til at se på de livsbetingelser, der er givet ham eller hende, og relatere dem til de muligheder, han eller hun har.

Samtalen har blandt andet ladet pensionisten se på sin valgfrihed og muligheder. Den blev fulgt op med støtteforanstaltninger, der har været relevante i de enkelte situationer.

Fjerde besøg er jeg nu godt i gang med, og igen har besøgene en anden karakter end de foregående. De er meget en slags status over det, der er sket eller ændret siden sidst, og en opfølgning af, hvordan pensionisten har kunnet udnytte sine muligheder.

I det fjerde besøg er tillidsforholdet og meningen med besøgene sat, og der har været større rum og tid til, at pensionisten har trukket konkrete områder frem i samtalen.

Opgaven for en besøgsperson er fortsat at lade pensionisten iagttage egne livsbetingelser og se på, hvilket handlerum og hvilken handlefrihed han eller hun har i sit liv.

Det har i det fjerde besøg været meget konkret, at pensionisten også er optaget af at tale om sine ønsker, meninger og mål med livet. Pensionisten udtrykker ikke præcis og spontant sine mål, ønsker eller mening med livet, men i samtalen afslører de ofte, at de har truffet nogle valg i forhold til fremtiden, som har eller kan få indflydelse på deres sundhed.

Det er her, besøgspersonen kan støtte pensionisten i at forholde sig til sine mål og ønsker og se på konsekvensen af sine valg i forhold til de livsbetingelser, han eller hun lever under.

Tid til samtale

Tid og ro er afgørende for, at besøgene lykkes. Den ældre generation er en meget stolt generation, der nødigt vil være til ulejlighed og nødig vil føle sig afhængige.

I de forebyggende hjemmebesøg er tiden givet på forhånd, idet vi har en time til hvert besøg. Vi er ikke hængt op på akutte opgaver som kan forstyrre midt i samtalen, og pensionisten ved, at vi har en time. Som besøgspersoner er vi heller ikke hængt op på krav om at dokumentere, at vi har afsøgt alle områder i pensionistens liv, idet det er pensionistens hele livssituation, der er omdrejningspunktet.

Tiden, roen, og at der ikke skal dokumenteres ud fra en checkliste, er efter min opfattelse medvirkende til, at pensionisten føler sig mødt i ligeværdig dialog, undgår at føle sig kontrolleret og tør tage imod tilbuddet.

Ingen besøg glider på en rutine, og forskellen mellem min opgave som hjemmesygeplejerske og nu tror jeg ligger i, at der ikke er en klart defineret opgave mellem pensionisten og mig, som vi kan fæstne blikket på. Vi er kun hinanden og os to eller tre, hvis det er ægtepar. Denne 'nøgenhed' og nærhed er en anderledes udfordring, som jeg oplever kræver megen indlevelse, gejst og kreativ tænkning. Man skal være oprigtigt optaget og interesseret i pensionistens livssituation. Det har mere end nogen sinde været en kunst at være opmærksom på, hvilke forventninger der kunne ligge i besøgene.

En tilsyneladende ganske lille ting var, om jeg skulle lade mig beværte. Jeg oplevede ret hurtigt, at hvis der skulle drikkes kaffe og spises brød til, kom pensionisten ofte i en forlegenhed. Samtalen fyldte så meget, at der ikke var plads til ret megen fødeindtagelse for pensionisten, og jeg følte det distraherende at spise, mens pensionisten fortalte.

Det kunne være forkert i nogle tilfælde at afslå tilbuddet, idet kaffen måske netop medvirkede til, at jeg blev gæsten, som modtog, og pensionisten værten, så magtforholdet i mødet blev markeret.

Jeg lærte at fornemme, hvornår der kunne siges fra, og hvornår jeg skulle sige til, og oplever nu, at flere spørger mig inden besøget, om de må byde på et eller andet, eller om jeg helst er fri.

Især under de første besøg oplevede jeg, at nogle samtaler først rigtig kom i gang, når jeg var på vej ud ad døren. Det var ofte hos de pensionister, som sad inde med en opfattelse af, at jeg nok alligevel kom for atkontrollere. Flere har også gjort meget ud af, at der er pænt og nydeligt til mit besøg, og ønsker at vise lejligheden frem.

Jeg forsøger at få fortalt, at jeg gerne vil se deres lejlighed, men at det ikke er en del af min opgave. Indretning af bolig kan være en naturlig del af samtalen, som pensionisten selv drager frem, men jeg checker ikke for uhensigtsmæssig indretning, hvis pensionisten selv oplever, at en bolig fungerer.

Boligen har en stor plads i samtalen, og uanset hvem man kommer på besøg hos, kan startskuddet næsten altid være, at jeg bemærker et eller andet i boligen. Det næste spørgsmål er, hvor længe pensionisten har boet der, og pludselig er samtalen i fuld gang.

Boligen er en del af pensionistens liv, og med denne snak kommer livshistorien med.

Uafhængighed først

I adskillige besøg har samtalen været en refleksion over det levede liv, og i et tilbageblik er store og små oplevelser gengivet med en intensitet, der meget præcist udtrykte den oplevelse, pensionisten bar med sig. Det er underligt at lytte til, hvordan tilsyneladende ubetydelige øjeblikke i vores liv kan blive de øjeblikke, som i vores erindringer bliver de dyrebareste. Det er erindringer om øjeblikke i aftenskumringen sammen med manden eller børnene. Det er den måde, ens elskede altid favnede en til hilsen og afsked. Det er aftenstemninger ved børnenes senge. Ofte små dagligdags oplevelser, som bliver til den store længsel og savn og en masse glæde i erindringen.

Alle disse oplevelser er med til at berige pensionistens liv og til stor glæde for tilhøreren. Det er disse øjeblikke, der må bære de dage i vores alderdom, hvor der er længere mellem oplevelserne.

Mange af pensionisterne er optaget af mange forskellige aktiviteter på mange forskellige niveauer, og det er sjældent ensomheden, der bliver udtalt som det væsentligste problem. Mange siger som Victor Borge: ''Det er utroligt, at så lang tid kan gå så hurtigt.'' Eller som flere siger: Tiden kan godt føles lang nogle dage, men alligevel opleves det, som om ugen flyver af sted.

Weekenderne kan være lange, når alt er stille. Ingen liv på gaden, mindre trafik, og de fleste aktiviteter holder fri.

Livet på gaden kan for flere være et væsentligt indslag i hverdagen, og mange fortæller med et smil, at de næsten kender rytmen af de forskellige fodgængeres færden og kan blive helt bekymret, hvis der mangler en af hverdagsbilledets personer.

Flere har overskud af fortællinger og historie, som de ofte er opfordret til at nedfælde, men som de ikke har fået gjort noget ved.

Nogle overvejer at lære at bruge en computer og går med en lille hemmelig drøm om selv at blive edb-bruger.

Uafhængighed og frihed er den største kvalitet for alle, dernæst kommer ønsket om at være med i en eller anden form for fællesskab, men forudsat at man stadig kan bevare sin uafhængighed og frihed.

Pensionisterne ønsker at kunne vælge frit i alle livets henseender. Desværre er virkeligheden ikke sådan for alle, men på utrolig vis formår mange alligevel at omstille sig og få det bedste ud af den begrænsede frihed. I samtalen er det ofte frihed og uafhængighedstrang, vi diskuterer, og vi forsøger i de trængte situationer at få set på, hvordan pensionisten kunne forestille sig at blive mindre bundet og afhængig.

Vi har medvirket til at etablere netværk ved flittigt at henvise til besøgsven gennem de to sognemedhjælpere og ved at etablere en netværksgruppe, hvor mennesker mødes. Deltagerne i gruppen 'Mennesker mødes' er alle over 75 år, og de fleste er over 80. Alle deltagerne drager fælles ansvar for, at gruppen fungerer, og at nye medlemmer føler sig velkomne. Denne gruppe har været og er en stor succes, som måske viser noget om, hvilken betydning selvbestemmelse og medindflydelse har. Min kollega og jeg fungerer som vært og værtinde og er igangsættere for de tiltag, der præsenteres i gruppen.

Kontinuitet vigtig

Besøgene har også fået et ry, og det har været afgørende for at få besøgene etableret, at pensionisterne har følt, at det var tilladt at få besøg, selv om man ingen problemer havde, eller selv om der i forvejen var en tæt kontakt til hjemmeplejen.

Selv om pensionisterne kunne læse i vores brev, at vi hørte ind under lokalcenteret, har der ofte været en fortrolighed i samtalen, som afslørede, at pensionisten ikke opfattede os som en del af personalet på lokalcenteret. De turde fortælle om de gode medarbejdere og om de situationer, hvor de havde følt sig frustrerede, afmægtige og dårligt behandlet i samarbejdet med personalet og lokalcenteret. De fik luft for deres kritik af den service, der ydes fra det offentlige.

Vi har fulgt pensionistens ønske om enten at støtte ham eller hende i selv at tage kontakt med lokalcenteret, eller at vi har formidlet kontakten.

For at kunne leve op til det etiske ansvar, der ligger i at tilbyde besøgene, må de have den tid, som samtalen lægger op til. Vi kan til en vis grænse guide samtalen, men bliver samtalen først åbnet ved afskeden, må der tid til at få den afsluttet. En afslutning af en samtale betyder, at der ikke er emner oppe, uden at pensionisten har fået talt færdig om det.

Det har virket godt at sige, at nu er tiden ved at være gået og få pensionisten til at forholde sig til en slags resume af samtalen.

Alle besøg dokumenteres med personlige data, tid og dato for besøg samt eventuelle aftaler. Desuden nedskrives essensen, først og fremmest for at kunne opsamle og bevare kontinuiteten i de efterfølgende besøg.

Dokumentation aftales med pensionisten i hovedtemaer og nedskrives efter og ikke under besøget. Vores tavshedspligt gjorde vi meget tydelig for pensionisten, og var der temaer, pensionisten ikke ønskede at få noteret, udelod vi dem. Enkelte pensionister har helt frabedt sig dokumentation og er naturligvis blevet respekteret.

Jeg har gjort mig til en vane at konfrontere pensionisten med noget af det nedskrevne ved de efterfølgende besøg, dels for at vurdere, om det, jeg nedfælder, også er det, der er ment og sagt. Dels for at få fulgt op på det, samtalen omhandlede i første besøg.

Faglig udveksling

Det har været og er stadig en svær opgave at få vendt blikket fra det kontrollerende, iagttagende og resultatorienterede perspektiv til et perspektiv, hvor dialogen, forståelsen, intuitionen, samspillet og nærværet kan medvirke i en forebyggende indsats.

Samfundsperspektivet er nødvendigt, idet frivillige organisationer og lokalsamfundet på længere sigt er naturlige sparringspartnere i den forebyggende indsats.

Det har desuden været afgørende for at bevare engagementet, at vi er to personer til at udføre og iværksætte besøgene. Vores forskellige faglighed har betydet, at vi har kunnet udfordre, supplere og hjælpe hinanden med at fastholde det forebyggende og sundhedsfremmende perspektiv.

De teoretiske diskussioner og den faglige vejledning, som vi har støttet og udfordret hinanden med, bygger på grunduddannelse, erfaringer og videreuddannelse på henholdsvis fysioterapeutskolen og den et-årige diplomuddannelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

Videruddannelsen har givet et fundament, som støtter os i samtalerne til at arbejde med forståelse, dialog, vores syn på menneske, sundhed, samfund, forebyggelse og sundhedsfremme. Videreuddannelse har ligeledes givet os en baggrund til, at vi kan finde støtte i teorier og litteratur.

Min egen erfaring som hjemmesygeplejerske, en bred erfaring om tilbud i privat og offentlig regi, og min teoretiske baggrund har været en meget væsentlig forudsætning for, at jeg har turdet være og blive i de mange samtaler og kunnet vedholde energien i samtalen. I min sundhedsopfattelse har jeg støttet mig til Steen Wackerhausens 'åbne sundhedsbegreb' (1).

I besøgene har jeg ofte fundet mening i min indsats ved at vurdere, hvilket niveau jeg opfatter det sundhedsfremmende og forebyggende på i forhold til Finn Kamper-Jørgensens definition af forebyggelsesbegrebet (2).

De forskellige videnskabsteoretiske tilgange, som Merry Scheel (3) har beskrevet i den interaktionelle sygepleje, har medvirket til, at jeg har kunnet hente støtte i teorien, når jeg har oplevet begrænsninger i praksis, og utilstrækkelige ressourcer har været argument for at undlade det sundhedsfremmende aspekt. Det giver ro og styrke i arbejdet med sundhedsfremme, når bevidstheden er styrket i forståelsen af de barrierer, der kan være i en interaktionel sygepleje. I diskussionen om, hvorvidt der skulle være en checkliste til besøgene, og hvordan vi kunne måle effekten af besøgene, har det været en støtte at kunne forholde sig til et både-og, i stedet for et enten-eller.

En vis skepsis

Der blev signaleret og udtrykt mange forskellige meninger om værdien af opsøgende besøg fra det øvrige personale. Især i begyndelsen oplevede jeg ofte, at der blev rejst tvivl om besøgenes værdi i forhold til den praktiske hverdag i hjemmeplejen fra en del af det øvrige personale. Til tider har det været en belastning, at jeg har følt det nødvendigt at forsvare de opsøgende besøgs værdi i forhold til det øvrige personales indsats. Til gengæld har det udfordret mig i min egen forståelse og selvforståelse.

Jeg oplevede, at jeg for at bevare energien i samtalerne måtte forsøge at søge svar på nogle af de mange spørgsmål, der meldte sig gennem arbejdet med de forebyggende hjemmebesøg.

Skal de lovbefalede hjemmebesøg til ældre over 75 år opprioriteres i den praktiske hverdag?

Er det rimeligt, at de personer, der udfører opsøgende besøg, trækkes ud af den daglige normering, og modsat alle andre i hjemmeplejen kan planlægge og tilrettelægge deres besøg, så der er aftalt en fast tid til det enkelte besøg?

Den skeptiske vurdering var dog ikke en generel tilbagemelding fra personalet, idet flere gav udtryk for, at de kunne se en meget synlig effekt fra de forebyggende hjemmebesøg. For eksempel enlige, som fik kontakt med netværksgrupper, pensionister med demenssymptomer, som fik diagnosticeret en perniciøs anæmi eller aflastning af pårørende. Angste, ensomme og forladte, der fik ny inspiration til at fortsætte livet. Ældre med dårlig ernæring, der fik madordning etableret.

De gange, den indirekte eller direkte tvivl blev udtrykt, fyldte den meget i min hverdag, og det kunne være svært at bevare den energi og gejst, som er utrolig fundamental, hvis besøgene skal lykkes.

Arbejdet med de forebyggende hjemmebesøg er et meget isoleret arbejde i forhold til hjemmeplejens øvrige opgaver. Ledelsens opbakning er en forudsætning for, at det sundhedsfremmende perspektiv bliver fastholdt. Områdechefen på Lokalcenter Marselis har lige fra starten signaleret, at opgaven er højt prioriteret, hvilket har været en afgørende energikilde og motivation for at fastholde engagementet i besøgene.

Fare for udbrændthed

I begyndelsen af besøgene var jeg opmærksom på at udveksle erfaringer og oplevelser med min kollega og fik derved reflekteret over og sluppet mine besøg.

Med tiden har jeg haft en tilbøjelighed til at bruge mindre tid til den daglige refleksion og bruger mest den aftalte dokumentation som et afløb for mine oplevelser.

Det har betydet, at jeg dag efer dag i flere perioder er blevet fyldt med fem til seks intense og bevægende fortællinger, der hober sig op, uden at jeg har givet mig selv tiden til refleksionen.

Jeg forestillede mig i begyndelsen af min ansættelse, at når jeg som hjemmesygeplejerske kunne overkomme 14 til 20 besøg, kunne jeg vel også besøge fem til seks pensionister i de forebyggende hjemmebesøg.

Men en uge med fem daglige besøg i ugens fire dage og en halv dag til at sende breve og registrere er det absolutte maksimum af, hvad jeg kan rumme af oplevelser fra besøgene. I perioder med fem daglige besøg bliver jeg følelsesmæssigt overfyldt, og jeg oplever en fysisk og psykisk udbrændthed, som nemt risikerer at påvirke samtalen.

'Helbredelsen' har været at tage en slags faglig vejledning hos min kollega, som jo er i samme situation, og som derfor kan lytte med og tage imod.

Personlig oplevelse

Supervision, faglig vejledning og dokumentation af generelle oplevelser fra besøgene har været medvirkende til, at jeg stadig oplever glæde og forventning til mine besøg.

Hvis jeg ikke får læsset af, bliver jeg meget påvirket af mine oplevelser og kan midt om natten vågne op lysvågen og gå i gang med at rekonstruere besøgene.

Det har været en svær indrømmelse at erkende, at disse besøg kræver den tid, de gør. Det har været en så anderledes arbejdsrytme og arbejdsbyrde, end den jeg kender til fra hjemmeplejen.

Det har været en meget personlig oplevelse at få lov at udføre disse besøg. Det engagement, som hvert besøg kræver, er anderledes, end det jeg har oplevet i min tid som hjemmesygeplejerske.

Hvert besøg er som et nyt besøg, hvor både pensionisten og jeg skal finde ind på hinanden. Tillid, tryghed og respekt er værdier, der skal gennemsyre besøgene.

Fordi jeg i min hverdag ikke skal prioritere i forhold til livsvigtige plejeopgaver, føler jeg friheden til at styrke den mening og betydning, der er i de forebyggende hjemmebesøg.

Forebyggelse og pleje

Et forebyggende hjemmebesøg kan og skal ikke prioriteres i forhold til livsvigtige plejeopgaver. Det er forskellige opgaver og kan og skal ikke ses under samme hat.

Den forebyggende indsats må ikke stoppe ved individet, men må løftes til gruppe, netværk og samfund. Indsatsen har blandt andet været at starte netværksgrupper med pårørende til syg ægtefælle. Grupper for ensomme og forladte. Uddannelse af personale i forhold til den sundhedsfremmende indsats. Udstilling på en messe om de forebyggende hjemmebesøg og flere artikler i aviser og lokale blade.

Den primære forebyggelse har været et meget nyt område at forholde sig til for mange pensionister. Det er spændende at få borgeren til at tænke fremtid og konsekvens i forhold til sine mål og planer. Det er en udfordring at turde blive i en samtale, hvor alt tilsyneladende er i top, og via dialog forsøge at udfordre pensionisten i hans eller hendes fortælling og støtte ham eller hende i at søge glæde, se muligheder og finde betydning i sit liv.

Hvis forebyggelse og sundhedsfremme skal virkeliggøres, er det nødvendigt at undervise og atter undervise. Undervisningen skal dels være en planlagt aktivitet i organisationens uddannelsesafdeling og dels en integreret undervisning, der foregår på forskellige faglige niveauer.

Nye veje og muligheder

Sundhed gælder ikke kun for pensionister i området. Jo større selvforståelse den enkelte medarbejder har for egen sundhed, desto bedre evner vedkommende at praktisere sin sundhedsfremmende indsats i sin hverdag. Undervisning i sundhedsopfattelse skal både ses i et ressourcesammenhæng og trivselsperspektiv.

Sundhedsdebatten er et fælles anliggende, som vi både kan medvirke til at løfte hos den enkelte pensionist, men som vi også har store muligheder for at løfte i flok både pensionister og medarbejdere.

Sundhedsarbejde skal have tid, og folk skal turde noget for at sætte noget i gang.

Ved at lade pensionister og ansatte have handlerum og handlefrihed er det vores tro, at kreativiteten vil blomstre, og at der med nogenlunde de samme ressourcer vil kunne synliggøres nye veje og muligheder i vores praksis.

Kirsten Ebbe og Peter Friese har i en inteventionsmodel illustreret, hvordan man som miljøarbejder må arbejde på forskellige niveauer og kunne flytte sig mellem en græsrodsorienteret og paraplyorienteret indsats (4).

Sundhedsarbejde kan ikke virke i begrænsede rammer, principper og pligter. Sundhedsarbejde skal være kreativt, visionært og kræver en sammenhængforståelse i de livsanskuelser og livshistorier, der tages udgangspunkt i.

Sundhedsarbejde skal bakkes op og have plads, for at det skal lykkes.

Sundhedsarbejde er et ledelses- og politisk anliggende, hvor den enkelte pensionist er medspilleren lige fra start.

Litteratur

  1. Wackerhausen A. Et åbent sundhedsbegreb mellem fundamentalisme og relativisme. I: Jensen UJ, Andersen PF, red. Århus: Philosophia; 1994. p.43-74.
  2. Kamper-Jørgensen F, Almind G. Forebyggende sundhedsarbejde, 2. udgave. København: Munksgaard; 1992. p.15-31.
  3. Scheel M. Interaktionel sygeplejepraksis. Vidensgrundlag, etik og sygepleje. København: Munksgaard; 1992.
  4. Ebbe K, Friese P. Miljøarbejde. En grundbog om forebyggende socialt arbejde i lokalsamfundet. København: Akademisk Forlag; 1992. p.12-4.

Inga Klode er sygeplejerske og udviklingsmedarbejder ved Lokalcenter Marselis, Århus Kommune.

Nøgleord: Forebyggelse, forebyggende hjemmebesøg, Århus Kommune.

Billedtekster
Formålet med hjemmebesøget er at drøfte pensionistens aktuelle situation uden at fokusere på et bestemt problem eller en bestemt sygdom.Vi oplevede, at ordet livskvalitet var for stort, når vi skulle fortælle om formålet med besøgene.Besøget er et tilbud, man har ret til, også selv om man ingen problemer har.Uafhængighed og frihed er den største kvalitet for alle. Dernæst kommer ønsket om at være med i et fællesskab.Den ældre generation er en meget stolt generation, der nødigt vil være til ulejlighed.Flere har gjort meget ud af, at der er pænt i hjemmet og ønsker at vise lejligheden frem.

Hvert besøg er som et nyt besøg, hvor både pensionisten og jeg skal finde ind til hinanden. Tillid, tryghed og respekt er værdier, der skal gennemsyre besøgene.

Pensionisterne har turdet fortælle om de gode medarbejdere og om situationer, hvor de har følt sig dårligt behandlet af lokalcenteret.

Tema om forebyggende hjemmebesøg i Sygeplejersken

Anne Vesterdal. Opsøgende hjemmebesøg. Sygeplejersken 35/90.

Hanne Zangenberg, Kirsten Bille, Kirsten Schrøder, Winnie Allermann. Tilbud til de raske gamle. Sygeplejersken 5/96.

Mette Mohr. Samtaler der styrker sundheden. Sygeplejersken 24/96.

Elvi Weinrich, Lisbeth Beidel, Birte Jexen. Forebyggende besøg har effekt. Sygeplejersken 50/96.

Kirsten Bjørnsson. Det haster med diagnoserne. Sygeplejersken 14/97.

Inga Klode. Erfaring med forebyggende hjemmebesøg. Sygeplejersken 28/99. 

Martin Agersted Jarl. Kommunernes praksis ved forebyggende besøg. Sygeplejersken 48/99.

Agnete Kinch-Jensen. En sundhedsprofil i Billund Kommune. Sygeplejersken 33/00.

Jørgen Svendsen og Lene Gredal. Patientdataloven og anden lovgivning i forbindelse med forebyggende hjemmebesøg. Spørgsmål og svar. Sygeplejersken 19/01.

Martin Agersted Jarl. Forebyggende hjemmebesøg hjælper. Sygeplejersken 37/02.

Anne Vesterdal. Hellere autonomi end autoriteter. Sygeplejersken 30/03   

Anne Vesterdal. Trygt at kende tilbuddene. Sygeplejersken 30/03  
 

Emneord: 
Forebyggelse
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste

Hjælp man kan være bekendt

Hjemmehjælp til rengøring er ikke noget, man kan få, bare fordi man er gammel. Heller ikke i Purhus Kommune. Hjælpen skal have et formål. Men den skal også være, så politikerne og hjemmehjælperne synes, de kan være den bekendt.

Purhus Kommune ligger mindre end 50 kilometer fra Viborg. Og skulle naboskabet ikke være tilstrækkeligt, har kommunalpolitikerne i Purhus nu i over et år kunnet følge debatten om Viborg-modellen i både lokalaviser og landsdækkende medier.

Men det har åbenbart ikke inspireret politikerne. Der er ikke lagt op til at røre ved hjemmehjælp til rengøring i årets budgetforhandlinger. Eller andre dele af kommunens ældreservice.

Purhus er en lille kommune, hvor politikerne kender deres vælgere. Og holdningen til hjemmehjælpen, som den ledende sygeplejerske Martha Højgaard oplever den, er:

Det skal være ordentligt. Det skal være, så man kan være det bekendt. Det er ikke ensbetydende med, at borgerne uden videre kan få hjælp til rengøring, indkøb og tøjvask, når de når en vis alder. Og til forskel fra privat rengøring og tidligere tiders husmorafløsning går det ikke længere ud på at overtage de praktiske opgaver fra borgeren.

''Det er hjælp til selvhjælp,'' siger Martha Højgaard. ''Vi vurderer omhyggeligt, hvad borgeren selv kan, hvad vi skal hjælpe med, og hvilke behov hjælpen skal opfylde.''

Spindelvæv og dyneluftning

I Purhus kan man godt få købt ind, tørret spindelvæv ned, vendt madrassen og luftet dynerne. Hvis det er den hjælp, et gammelt menneske skal have for at opleve, at hun stadig har magt over sit liv, kan være tilfreds med sit hjem og invitere gæster.

Det vurderer hjemmehjælperen, når hjemmesygeplejersken har visiteret til praktisk bistand. Hjemmehjælperen planlægger selv arbejdet og finder ud af, hvor megen tid hun skal bruge i hjemmet. Hjemmehjælperne i Purhus Kommune har uddannelse og faglig baggrund til at inddrage brugerne i stedet for bare at gøre tingene selv. Men de har også den gammeldags indstilling til rengøring, som er meget værdifuld, fordi den svarer til borgernes, siger Martha Højgaard:

''For dem er det vigtigt, at hjemmet ser ud, så de kan være sig selv bekendt, når de går derfra.''

Kommunen har ikke det samme pres fra en stor ældrebefolkning som mange andre små kommuner på landet. Flere af de små bysamfund er udflytterbyer, hvor beboerne arbejder i Randers eller andre steder uden for kommunen. Der er mange ældreboliger, og kommunen er velforsynet med plejehjemspladser.

For et par år siden blev det nødvendigt at visitere mere kritisk, fordi der kom flere og flere brugere til, uden at andre forsvandt.Men presset var ikke større, end at det kunne klares med bedre planlægning og en oprydning i den praktiske bistand.

Martha Højgaard nævner som eksempel en borger, der fik hjemmehjælp efter en ulykke. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at ulykken lå 13 år tilbage, og at borgeren havde det fint. Hun blev afsluttet.

Et spørgsmål om værdighed

I Purhus kan man også få mere hjælp end de halvanden til to timer hver fjortende dag, der er standarden i mange kommuner. Der er jo forskel på, om man bor i en moderne ældrebolig eller et gammelt stuehus, siger Martha Højgaard.

''Hvis man bor i et gammelt skrummel og ser dårligt og måske af den grund roder og spilder så meget, at toilettet skal gøres rent hver dag og køkkengulvet vaskes hver anden, så kan vi godt gøre det. Hvis folk på den anden side har været vant til at bo med lidt skidt i krogene og egentlig trives, går vi ikke ind og revolutionerer på det. Det er et spørgsmål om værdighed.''

Selvfølgelig lægger budgettet også en begrænsning på hjælpen. Man vasker ikke køkkengulv hver eftermiddag, bare fordi en gammel dame har været vant til at have det sådan. Men det ved borgerne også godt, tilføjer Martha Højgaard:

''De henvender sig kun, hvis der er et behov. De siger måske, at de ikke magter at gøre rent mere, men meget ofte er det kun indgangen til at få os i tale.''

Der kan være et problem med boligen. Der kan være en fysisk lidelse, som den gamle måske ikke går til lægen med, fordi symptomerne ikke er så tydelige. Men hvor det viser sig, at det drejer sig om en lav blodprocent eller en urinvejsfektion eller en uopdaget sukkersyge.

''Der ligger megen forebyggelse i, at man kan komme til os om et neutralt emne som rengøring,'' siger Martha Højgaard.

''Det kan alle tale med om, og man kan sige til venner og bekendte,

Side 7

at man har snakket med os om hjemmehjælp. Det er noget andet end at fortælle, at man har bedt om hjælp, fordi man har det skidt psykisk eller har svært ved at holde på vandet.''

Snavs og fordærvet mad

Forebyggelse er flere forskellige ting. Nogle hjem kan være så snavsede, at toilettet udgør en sundhedsrisiko, hvis der ikke bliver gjort rent. De er få, men de findes. Det samme gælder køleskabene, hvor kødvarerne ligger og bliver helt grønne, fordi en gammel dame ikke vil smide noget ud. Der er det hjemmehjælperens opgave at sørge for, at hun får noget ordentligt at spise.

Men forebyggelse ligger meget oftere i den løbende observation og støtte, mener Martha Højgaard. Hjemmehjælperen kender den gamle så godt, at hun opdager svaghedstegn og begyndede funktionstab på et tidligt tidspunkt, og hun har den faglige baggrund til at vurdere, om hun selv kan støtte, eller om andre skal inddrages.

Væsentlig er også den sociale forebyggelse: At man stadig kan være aktiv, fordi de tunge ting ikke tager alle kræfterne. At hjemmet er rent nok til, at man kan invitere gæster. At man har rent tøj at tage på og selv er ren nok til, at andre vil være sammen med én. Det er ikke noget, alle gamle magter.

''Men selvom der er megen forebyggelse i den praktiske bistand, er forebyggelsen ikke vores fornemste opgave,'' siger Martha Højgaard.

''Det er at sikre folk en hverdag, der svarer til den, de selv har tilstræbt at skabe, da de havde kræfterne. Og at gøre det på en måde, så det ikke bliver ydmygende at modtage hjælpen.''

Nøgleord: Forebyggelse, hjemmehjælp, Purhus Kommune, rengøring.

Billedtekst

I Purhus Kommune, hvor billederne til dette tema er taget, kan man stadig få hjemmehjælp til både rengøring, tøjvask, indkøb og mad. Efter behov.

Tema: Hjemmehjælp til rengøring

Sommerens hedeste debat                

Hjælp man kan være bekendt               

Prioriter de svageste              

Mindre hjælp er i orden                 

Rengøring er undervurderet               

Slut med alt bøvlet                 

Behovet er reelt              

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste

Behovet er reelt

Hvis man ikke er fysisk svækket, får man ikke hjemmehjælp til rengøring. Og når utilfredsheden med hjælpen er voksende, er forklaringen ligetil: Rengøringsstandarden er faldet gennem årene. Men samtidig afspejler en del af utilfredsheden behov, som ikke har noget med rengøring at gøre. Ensomhed eller andre problemer som ikke er fysiske, siger ældreforsker.

I den kommunale debat om privatisering og større valgmuligheder på ældreområdet er der én ting, man ikke må glemme, siger ældreforskeren Eigil Boll Hansen: ''Her har vi ikke at gøre med en stærk kundegruppe, som frit kan vælge, sådan som man gør, når man går ud og handler.

Det er folk i en vanskelig situation, og tit er de meget kede af at være havnet i den. Hos nogle opstår behovet for hjælp, efter at deres ægtefælle er død. Hos andre opstår det efter en alvorlig sygdom. At engagere, hyre og lave aftaler med private firmaer har de i mange tilfælde ikke overskud og kræfter til.''

Eigil Boll Hansen, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, AKF, har sammen med Merete Platz fra Socialforskningsinstituttet gennemført en stor interviewundersøgelse blandt 80-100-årige i 75 danske kommuner. Den handler om levekår, boligforhold og bistand til de over-80-årige.

Undersøgelsen kortlægger blandt andet de ældres førlighed, målt på evnen til at gå udendørs, gå på trapper, gå omkring indendørs, vaske sig og gå i bad, klæde sig på og klippe tånegle.

På den baggrund kan Eigil Boll Hansen fortælle, at man ganske enkelt ikke får hjemmehjælp i Danmark, hvis man er rask og rørig, heller ikke til rengøring og andre praktiske opgaver.

Ikke af magelighed

Langt de fleste hjemmehjælpsmodtagere er enlige gamle, og de fleste er kvinder. Det har noget med kønssammensætningen i aldersgruppen at gøre. Flere kvinder overlever til en høj alder, og flere overlever med et helbredsmæssigt handicap.

Mens mænd får sygdomme, som man dør af, får kvinder andre sygdomme, som ikke er livstruende, men som giver nedsat førlighed. Det viser sig dog, at andelen af gamle, der bor i eget hjem trods stærkt nedsat førlighed, ikke er vokset fra 1988 til 1994, hvor undersøgelsen blev gennemført. På trods af at det netop var i denne periode, længst-mulig-i-eget-hjem-politikken blev udbredt i kommunerne.

side 18

Omkring en femtedel af de over-80-årige i eget hjem har stærkt nedsat førlighed, og det er først og fremmest blandt dem, man finder hjemmehjælpsmodtagerne.

''Alle hjemmehjælpsmodtagere har en førlighedsnedsættelse i en eller anden udstrækning, og jo dårligere førlighed, desto hyppigere hjælp,'' siger Eigil Boll Hansen. ''Det er klart, at de, der kun får hjælp til rengøring, ikke har den dårligste førlighed.

Men for dem alle gælder, at der er ting, de ikke kan eller i hvert fald har svært ved at klare. De har vanskeligt ved at klare husholdningen, og de færreste beder om hjælp af ren magelighed.

Også fordi de fleste af disse mennesker sætter en ære i at klare tingene selv. Det betyder noget for folks selvfølelse ikke at være afhængig af andre.''

En del gamle har psykiske vanskeligheder, depression, søvnbesvær eller andre gener. Men der er ikke specielt mange hjemmehjælpsmodtagere, der hører til denne gruppe.

Ensomhedsproblemet er til gengæld lidt større blandt hjemmehjælpsmodtagere end andre. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de gamle får hjemmehjælp på grund af ensomhed, men snarere at ensomheden er en følge af den nedsatte førlighed.

Fysiske skavanker

Undersøgelsen deler de over 80-årige op i fire grupper: Næsten halvdelen har ingen nævneværdige problemer hverken med førlighed, social kontakt eller psykisk. Nogle få har svært ved at klare husholdningen og får hjemmehjælp, men de fleste klarer sig selv.

Blandt de få, der får hjemmehjælp, er der til gengæld en vis utilfredshed. Kun fire ud af ti har intet at udsætte på hjælpen. En mindre gruppe ældre har førlighedsproblemer, men ikke andre problemer. De fleste får hjemmehjælp eller bor på plejehjem, og de fleste af dem, der får hjemmehjælp, får det hver dag. I denne gruppe er meget få utilfredse med hjælpen.

En anden mindre gruppe har både førlighedsproblemer og andre problemer. De får næsten alle hjemmehjælp eller bor på plejehjem. Et stort mindretal af dem, der får hjælp, er utilfredse med den og synes ikke, de kan bestemme nok i hverdagen.

Den sidste gruppe, der udgør cirka en fjerdedel af de gamle, har ikke førlighedsproblemer, men til gengæld problemer af psykisk eller social karakter. De bor sjældent på plejehjem, men lidt flere får hjemmehjælp end blandt andre gamle uden førlighedsproblemer.

De, der får hjemmehjælp, får næsten alle kun hjælp til praktiske opgaver. De er mere utilfredse med den hjælp, de får, end andre grupper. Men på baggrund af undersøgelsen kan man ikke afgøre, om det er, fordi hjælpen passer dårligt til deres behov, eller om utilfredsheden er en slags råb om hjælp.

Fald i standarden

Undersøgelsen viser ikke, hvordan fordelingen mellem praktisk bistand og personlig pleje er. Det er der dog tal for andre steder fra. Ifølge Kommunernes Landsforening får 86 procent af hjemmehjælpsmodtagerne hjælp til rengøring.

Men rengøringen beslaglægger kun 12 procent af timeforbruget. Undersøgelsen blandt de over- 80-årige viser, at det stort set kun er praktisk hjælp, de gamle er utilfredse med. Klagepunkterne er i rækkefølge: Rengøring, hjælp til indkøb, hjælp til at gå en tur.

Resten er småting, siger Eigil Boll Hansen. ''De ældre får først og fremmest hjemmehjælp til det, de ikke selv kan klare, vaske gulv for eksempel eller at få badeværelset gjort rent. De er utilfredse, fordi de synes, det er for lidt at få gjort et badeværelse rent hver fjortende dag. For nogle år siden fik man gjort rent en gang om ugen. Eller endda to gange om ugen, hvis vi går længere tilbage. Der er rent faktisk sket et fald i standarden, og derfor er der også flere utilfredse end for nogle år siden.''

Men samtidig er der et andet aspekt i utilfredsheden: Når folk siger, de har brug for mere rengøring, handler det somme tider om andre problemer. Ensomhed eller en tomhed i tilværelsen.

Man kan bare ikke bede om hjemmehjælp for at få mere selskab. I stedet beder man om mere rengøring.

''Rengøring betyder noget for selvfølelsen. Det går ud over de gamles velbefindende, hvis huset sander til, fordi de ikke længere kan klare det,'' siger Eigil Boll Hansen.

''Men nogle gamle har også et behov for at få tiden til at gå og for menneskelig kontakt. Om hjemmehjælperen skal udfylde det, kan man diskutere. Man skal bare være opmærksom på, at behovet er der.''

En at snakke med

I det hele taget er hjemmehjælp ikke kun et spørgsmål om at få gjort rent. Det er også en fast kontakt til én, man føler sig fortrolig med.

Derfor får man også klager, hvis hjælpen ikke er organiseret, så hjemmehjælperen og den gamle kan opbygge et personligt forhold. Hvis der er for mange skiftende hjælpere, for mange aflysninger eller for lidt tid til en snak.

Men disse forhold er hjemmeplejen opmærksom på de allerfleste steder, er Eigil Boll Hansens indtryk. ''Selvfølgelig kan der engang imellem opstå uro i hjemmehjælpergruppen på grund af sygdom eller mange udskiftninger. For nogle år siden kunne brugerne formentlig også mærke, at overgangen til de integrerede ordninger gav turbulens i mange kommuner. Nu er den nye organisation faldet til ro, og normalsituationen er, at tingene fungerer.''

De allerfleste steder er hjemmehjælperens arbejdsplan heller ikke strammere, end at hun kan finde lidt tid til snak, mens hun arbejder. Eller hun kan holde en lille pause.

''Det er noget, mange lægger vægt på, at man lige når at få vendt gårsdagens eller ugens begivenheder. Og jeg tror, de fleste kan tilrettelægge deres arbejde, så det kan lade sig gøre.''

En god hjemmehjælper skal have tilstrækkelig viden om gamle til at opdage svaghedstegn. Men lige så vigtige er de menneskelige egenskaber.

''Som den, der hyppigst kommer i hjemmet, skal hjemmehjælperen kunne observere forandringer hos den gamle. Hun skal ikke nødvendigvis kunne stille en diagnose, men hun skal kunne se, at den gamle er anderledes, så hun kan give sine iagttagelser videre til sygeplejersken. En god hjemmehjælper skal også have lyst til det praktiske arbejde.

Og endelig skal hun have de menneskelige egenskaber, der skal til for at skabe en god balance og et godt samspil med brugeren. Man gør ikke bare rent, man kommer i folks hjem, og der er én i hjemmet, som man skal kunne omgås.''

PROBLEMER HOS OVER 80-ÅRIGE
  • Ingen problemer: 48 procent
  • Førlighedsproblemer: 10 procent
  • Førligheds- og andre problemer: 16 procent
  • Ingen førlighedsproblemer, men problemer af psykisk eller social karakter: 27 procent

Kilde: Boll Hansen og Platz, 1996.

Rapporten om undersøgelsen af de over-80-åriges forhold udkom i 1995 med titlen '80-100-åriges levekår – en interviewundersøgelse blandt ældre i 75 kommuner'. En række uddybende analyser udkom i 1996 i en pjece med titlen 'Gamle danskere'. 

Billedtekst
Det betyder meget for folks velbefindende og selvfølelse, at hjemmet ikke sander til. Og kan de på nogen måde klare sig selv, sætter de fleste gamle en ære i det.

Nøgleord: Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, hjemmehjælp, Socialforskningsinstituttet, ældrepleje. 

Tema: Hjemmehjælp til rengøring

Sommerens hedeste debat                

Hjælp man kan være bekendt               

Prioriter de svageste              

Mindre hjælp er i orden                 

Rengøring er undervurderet               

Slut med alt bøvlet                 

Behovet er reelt              

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste

Slut med alt bøvlet

Rengøring er kun en lille del af kommunernes hjemmehjælp. Men det er den, borgerne klager over. Frit valg mellem kommunens folk og privat rengøring tager luften ud af utilfredsheden, viser forsøg. Spørgsmålet er kun, hvordan man sikrer, at privat rengøring stadig har et forebyggende sigte.

Ti procent af budgettet og 90 procent af klagerne. Det er sådan cirka baggrunden for, at en række kommuner overvejer at give borgerne frit valg på rengøringsområdet.

I Københavns Kommune skal borgerne til næste år kunne vælge mellem kommunal hjemmehjælp og private rengøringsfirmaer, når de først er visiteret til praktisk bistand. Denne valgmulighed har borgerne i to af Odense Kommunes hjemmeplejedistrikter allerede haft i over et år. Som forsøg. Men alle forventer, at ordningen bliver permanent.

De ældre er nemlig umådelig tilfredse med valgmuligheden, fortæller distriktsleder Niels Jørgen Madsen, Dyrup-distriktet.

''Selvom det viser sig, at valgfriheden ikke bliver brugt. Cirka 10 procent vælger en privat leverandør.''

Brugerne bestemmer

Odense-forsøget drejer sig om de brugere, der kun modtager hjælp til rengøring. En del af forsøget handler om frit valg mellem kommunens hjemmehjælpere og de tre private firmaer, kommunen har indgået aftaler med.

En anden del handler om frit valg mellem de forskellige ydelser, der indgår i praktisk bistand. Visitationen til praktisk bistand er yderst enkel, fortæller Niels Jørgen Madsen:

''Vores gruppeleder skal tage stilling til, om den pågældende er i stand til at vaske gulv og støvsuge. Hvis man ikke er det, opfylder man visitationskriterierne, og så er servicelovens krav om behovsvurdering opfyldt.''

De, der opfylder betingelserne, får som hovedregel bevilget to timers hjælp hver fjortende dag eller 55 minutter en gang om ugen. De fem minutter mindre er brugerens bidrag til dækning af den ekstra transporttid. Hvad brugerne vil have lavet i de to timer, vælger de selv fra kommunens liste over ydelser. Listen omfatter også noget af det, hjemmehjælperne ikke måtte før forsøget, for eksempel tøjvask og indkøb.

''Det eneste forbehold er, at hvis de altid vælger gulvvask og støvsugning fra, vil vi stille spørgsmål ved, om der stadig er et visitationsgrundlag,'' siger Niels Jørgen Madsen.

Igen er erfaringen, at folk er meget glade for valgfriheden.

''Men de bruger den ikke. Engang imellem får de vasket vinduerne eller ordnet noget af det, vi ikke gjorde tidligere. Men de fleste vælger det, de altid har fået gjort hos os.''

Det er friheden til at vælge, der i sig selv betyder meget, tilføjer han. ''At vi ikke stiller os op som dem, der ved, hvad de har brug for.''

Særskilt rengøringskorps

Hvis borgerne vælger at få rengøringen udført af Odense Kommune, går opgaven til en af kommunens egne leverandørgrupper. I forbindelse med forsøget har distriktet oprettet et særligt korps af hjemmehjælpere, som kun gør rent.

Ikke fordi kommunen skal konkurrere med de private, men for at gøre rengøring til en vigtig opgave for personalet og lederen af gruppen. En opgave som ikke skal skubbes til side, hver gang der kommer noget vigtigere. Nu er der kommet styr på aflysningerne. Det var ellers noget, borgerne klagede over før forsøget.

''På budgettet fylder praktisk bistand vel 5-10 procent. Men af klagerne var det 90 procent,'' fortæller Niels Jørgen Madsen.

Og politikerne sagde: ''Det kan ikke passe, at så lille et område skal tegne hele billedet af et firma, som ellers har rimelig succes med det, de laver.''

Mange af klagerne var ikke særlig konkrete, og Niels Jørgen Hansen opfatter dem simpelthen som udtryk for utilfredshed med, at kommunen skulle komme som en overformynder og bestemme over folks behov.

''De enkle kriterier og valgfriheden blev indført for at se, om vi ikke kunne få ro på den front. Så vi kan koncentrere os om det, der er vores hovedopgave. Praktisk bistand er jo ikke det vigtigste, selvom det fylder meget i folks bevidsthed.''

Klager fra de stærkeste

I Københavns Kommune har man også haft succes med at skille praktisk bistand ud fra de øvrige hjemmehjælpsopgaver.

Baggrunden var nogenlunde den samme som i Odense: ''Hjemmehjælpsområdet har altid brugt rengøringen som buffer ved fravær og pressede situationer,'' siger kontorchef Lars Bo Bülow, Ældrefagligt kontor.

''Men de, der kun får hjælp til rengøring, er også de relativt stærke, der bliver sure og klager, når rengøringen bliver flyttet eller aflyst den ene gang efter den anden.''

Side 15

Et forsøg med en særskilt rengøringsgruppe var en succes hos brugerne, der fik deres hjælp til tiden. Og hos personalet, siger Lars Bo Bülow. ''Sygefraværet var meget lille. Og det var overraskende let at få personale, både internt og udefra. Blandt andet fordi der ingen weekendvagter var.

Det øvrige personale var også tilfredse. De hjemmehjælpere, som ikke var interesseret i rengøring, kunne i stedet koncentrere sig om personlig pleje.''

På baggrund af forsøget bliver praktisk bistand nu skilt ud i alle kommunens lokalområder.

Kundevalg i København

Næste runde bliver, at de gamle københavnere får mulighed for at vælge et privat firma til at gøre rent i stedet for kommunens hjemmehjælpere.

I forvejen har den nye servicelov allerede givet den valgmulighed, at borgeren selv kan finde sig en hjemmehjælper. Hvad enten det nu er naboen eller et barnebarn, den gamle ønsker, at kommmunen skal ansætte.

Lars Bo Bülow regner med, at den politiske godkendelse af den såkaldte kundevalgsordning finder sted i løbet af året. De ansvarlige borgmestre har givet ideen deres anbefaling, men der ligger endnu meget arbejde i at forberede den nye model.

Tildelingen af praktisk bistand skal skilles helt fra udførelsen. Også i de hjem hvor opgaverne stadig udføres af kommunens egne medarbejdere.

I hvert lokalområde skal der være et ældrekontor, der visiterer til rengøring, indkøb og tøjvask. Hjemmehjælperne, der udfører opgaverne, bliver derimod samlet i en særlig udførerfunktion. Samtidig skal private firmaer have mulighed for at byde på udførelsen, formentlig i en EU-licitation.

''Fremtidsperspektivet,'' siger Lars Bo Bülow, ''er, at vi kan give den ældre tre valgmuligheder:

Du kan få din praktiske bistand udført af kommunens hjemmehjælpere. Eller du kan vælge din egen hjælper. Eller du kan vælge et privat firma, som er godkendt af os.''

Krav til privat hjemmehjælp

Men først skal de enkelte ydelser beskrives så præcist, at de private firmaer leverer den vare og den kvalitet, som kommunen vil have. Blandt andet skal rengøringen have et forebyggende og aktiverende sigte.

''Serviceloven lægger jo op til, at der skal gøres rent på en måde, så borgeren inddrages i det og vedligeholder sine ressourcer,'' siger Lars Bo Bülow. ''Det bliver en af de store problemstillinger, hvis vi skal ud i en licitation. For vi skal have defineret meget nøje, hvad vi mener med det.''

Så længe hjemmehjælperne er kommunens egne, skulle det ikke være noget problem at sikre hjælpens forebyggende sigte. Heller ikke, selvom hjemmehjælperne er uuddannede og samlet i et særligt rengøringskorps. Det er lederens opgave, og til kommunens fremtidsplaner hører også en betydelig tættere ledelse end i dag.

Det er straks sværere, når det er medarbejdere fra et privat firma eller måske endda den gamles niece eller nabo, der skal gøre rent. Derfor har Lars Bo Bülow overvejet, om kommunen skulle stille uddannelseskrav til de selvvalgte hjælpere.

''Men en del af vore egne ansatte er uuddannede. Så det ville være en forskelsbehandling, som nogle nok ville finde urimelig. Vi kan komme på tilsynsbesøg hver tredje eller fjerde måned og se på hjemmet og tale med fru Hansen. Men hvis hun er tilfreds, kan vi ikke blande os i, at hun selv giver niecen en halvtredser ekstra for at slippe for at støvsuge. Selvom hun egentlig godt kan selv.''

En vis bureaukratisering

I en fremtid med mange valgmuligheder bliver det nok nødvendigt

Side 16

at sikre forebyggelsen på andre måder end i dag, erkender Lars Bo Bülow.

Kommunerne har allerede de forebyggende hjemmebesøg. Som noget nyt har loven om social retssikkerhed og administration også givet kommunen en egentlig tilsynsforpligtelse. Tilsynet kommer formentlig til at ligge i den visitationsfunktion, som er en meget vigtig del af den nye model.

Det bliver sygeplejersker eller andre med en ret høj sundhedsfaglig uddannelse, der kommer til at bestille og føre tilsyn med udførelsen af opgaverne, forudser Lars Bo Bülow:

''Jeg forestiller mig, at visitationsbeslutningerne ganske vist skal være meget individuelle, men også meget detaljerede. De skal ikke bare beskrive, hvilke opgaver der skal udføres, men også hvad fru Hansen selv skal gøre eller inddrages i.''

Måske skal der også udarbejdes et tjekskema eller et andet redskab, der sikrer, at visitatoren kommer igennem alle nødvendige overvejelser.

''Hvis vi skal sikre en ensartet visitation i en stor kommune som denne, gør vi det nok bedst med en vis bureaukratisering – i ordets bedste betydning,'' tilføjer Lars Bo Bülow.

Forebyggelse og formynderi

Den slags tanker ligger meget, meget fjernt fra den måde, man har grebet tingene an på i Odense. Men hvordan sikrer man så, at rengøringen får et forebyggende og aktiverende sigte i en fritvalgs-ordning som den fynske?

''Det er svagheden i vores system,'' svarer Niels Jørgen Madsen. ''Med valgfriheden kan man jo vælge at få gjort noget, som man udmærket godt kunne selv. Vi kan visitere til intensiv træning i et træningscenter i stedet, hvis vi mener, at folk kan komme til at klare sig selv. Men vi går ikke mere ind med nogen form for optræning i forbindelse med praktisk bistand.''

Niels Jørgen Madsen tilføjer, at han selv var en af dem, der var betænkelig i starten. Han var bekymret for, at hjemmehjælpens forebyggende indhold skulle forsvinde, når private firmaer tog over.

Men både kommunens rengøringsgruppe og de private firmaer er flinke til at gøre opmærksom på, om der er problemer i et hjem eller brug for ekstra hjælp i en periode.

''Om folk kan se, at vores kunder har det godt eller ikke godt, har ikke noget at gøre med, hvor folk er ansat,'' siger Niels Jørgen Madsen.

''Og de mennesker, der kun får praktisk bistand, er jo langt de stærkeste af vores kunder. Langt de fleste får dækket deres behov med et regelmæssigt besøg og en håndsrækning til at opretholde deres normale liv i det omfang, de ønsker. Det er en forebyggelse, der er mindst lige så effektiv, som hvis vi stiller os op ved siden af, når fru Hansen skræller kartofler.''

RINGE INTERESSE FOR SELVVALG

Der er ringe interesse blandt de ældre for selv at vælge en hjemmehjælper. Det viser et rundspørge til landets kommuner, som Dagbladet Politiken har foretaget.

Den nye servicelov har ellers givet dem, der skal have hjælp til rengøring, tøjvask eller indkøb, ret til selv at finde deres hjemmehjælper.

De må ikke vælge et rengøringsfirma, men de må gerne vælge et barnebarn, en niece eller naboen. Så skal kommunen godkende og ansætte hjælperen i de timer, det nu drejer sig om.

Det er stadig kommunen, der bestemmer, hvor meget og hvilken hjælp der skal gives. Kommunen skal også føre tilsyn med, at opgaverne bliver udført på kvalificeret vis. Det er imidlertid ganske få procent af hjemmehjælpsmodtagerne, der har ønsket at benytte muligheden.

To tredjedele af kommunerne har heller ikke foretaget sig noget for at sætte ordningen i system. Men i nogle kommuner har hjemmeplejen forberedt ordningen med annoncer i lokalaviserne, pjecer til borgerne, retningslinjer for ansættelse og så videre. Uden at få en eneste henvendelse.

En forklaring på den manglende interesse kan være, at der faktisk ikke er særlig mange, der er interesseret i en regulær ansættelse med skattetræk, ATP og alle formaliteterne – for de tre eller fire timer om måneden, som det typisk vil dreje sig om.

Et andet bud giver Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup til Politiken: ''I dag er det kun meget syge mennesker, der modtager kommunal hjemmehjælp. Valgfrihed er nu engang ikke noget for syge mennesker.

Valgfrihed kræver et overskud og et overblik, som dagens hjemmehjælpsmodtagere – også dem, der udelukkende får gjort rent – ikke har.'

'

Når de gamle får lov til selv at bestemme, hvad hjemmehjælperen skal gøre i hjemmet, stiger tilfredsheden. Selvom valgmulighederne ikke bliver brugt ret meget.

Nøgleord: Forebyggelse, frit valg, hjemmehjælp, Københavns Kommune, Odense Kommune, rengøring.

Tema: Hjemmehjælp til rengøring

Sommerens hedeste debat                

Hjælp man kan være bekendt               

Prioriter de svageste              

Mindre hjælp er i orden                 

Rengøring er undervurderet               

Slut med alt bøvlet                 

Behovet er reelt              

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste

Rengøring er undervurderet

Loven siger, at hjemmehjælp til det praktiske skal forebygge og aktivere. Politikerne, de gamle og resten af befolkningen tror, det handler om at få gjort rent. Og social- og sundhedshjælperne vil hellere give personlig pleje end vaske gulv og skure toiletter.

De nye social- og sundhedshjælpere gider ikke gøre rent. Det er ikke kun noget, Marianne Mahler fra den københavnske hjemmepleje har bemærket. Det stod såmænd sort på hvidt i evalueringsrapporten, da de nye social- og sundhedsuddannelser blev gået efter for et par år siden.

Men for Marianne Mahler er det kun et af mange symptomer på, at det faglige indhold i hjemmehjælpsydelser som rengøring og indkøb er usynligt. Et problem, som sygeplejersker og andre faglige ledere må tage på deres egen kappe. Det er dem, der har forsømt at dokumentere og beskrive det faglige formål med rengøringen, så politikere, befolkning og medarbejdere kan få øje på det.

''I virkeligheden ligger der en stor forebyggende opgave i at gå ud og gøre rent sammen med de ældre,'' siger Marianne Mahler, der er afsnitsleder med ansvar for uddannelsen af social- og sundhedspersonalet i Valby Bydel i Københavns Kommune.

''Men så længe der ikke er registreret et særligt behov i visitationen, vil ydelsen kun stå som rengøring. Forebyggelsen figurerer ingen steder, og derfor risikerer den at blive overset, når der skal foretages en økonomisk prioritering.''

Personlig kontakt

Forebyggelsen ligger i den personlige kontakt, hjemmehjælperen har til den gamle. Hvor hjemmehjælperen viser sin interesse, følger med i den gamles liv og på den måde registrerer de små afvigelser og problemer.

Det kan være, der er knas med høreapparatet, eller der skal en stærkere pære i lampen. Det kan dreje sig om støtte gennem en forkølelse eller en periode med svigtende kræfter.

Måske stikker hjemmehjælperen lige ind til hjemmesygeplejersken på vejen hjem og foreslår et besøg, fordi den gamle virker mere træt eller har problemer med at holde på vandet.

Det kan også være, at den gamle får for lidt at spise. Og at hjemmehjælperen måske foreslår, at de følges ned til Brugsen, når hun nu går. Så kan den gamle tage de varer, hun kan bære, og selv klare sig hjem igen.

''Det er de ting, der også betyder noget for hjemmehjælperen,'' siger Marianne Mahler. ''Der hvor hun bruger andre sider af sig selv. Men det er en undervurderet indsats, og vi har selv været med til at undervurdere den.''

Derfor oplever hun også det paradoks, at social- og sundhedshjælperne ikke er interesseret i den praktiske bistand. Selvom de netop er uddannet til at hjælpe på en måde, så de ikke overtager hjælpen, men inddrager den gamle i opgaverne.

''Social- og sundhedshjælperne vil hellere hjælpe med den personlige pleje. Det er allerede et klagepunkt i evalueringsrapporten, at de gør for meget rent, og jeg hører det også indimellem.

Vi har ikke formået at gøre rengøringen til en prestigefyldt opgave.

Og man skal selvfølgelig heller ikke undervurdere, at det er hårdt arbejde. Man skal holde meget fast i sin faglighed sidst på dagen for stadig at synes, at det her er vældig interessant.''

Den faglige kultur

Den faglige kultur på arbejdspladsen er én ting. Men det bekymrer Marianne Mahler, at den offentlige debat om hjemmehjælp og rengøring først og fremmest handler om økonomi, når formålet med hjælpen faktisk er hjælp til selvhjælp, som der står i loven.

''Hvis vi ikke holder fast ved det faglige indhold i rengøringen, så kan vi underminere de ældres mulighed for fortsat at klare sig selv i lang tid.''

Men den aktuelle debat handler netop ikke om forebyggelse og aktivering, den handler om retten til at få gjort rent?

''Ja, vi har et forklaringsproblem.

De ældre skulle også gerne vide, at hjælpen har et forebyggende formål. Det får de da også forklaret, når den tilsynsførende aftaler hjælpen med dem.

Men når jeg somme tider følger med de tilsynsførende ud på tilsynsbesøg, oplever jeg, at de ældre har et andet syn på rengøring. Man kan spørge: Hvad lægger du selv vægt på? Og få svaret: Åh, skulle det være nødvendigt at snakke om alt det. Jeg skal bare have gjort rent.''

Øgede krav til hjemmebesøg

Forebyggelsen i hjemmehjælpen er måske heller ikke så afgørende, når man har de forebyggende hjemmebesøg?

''Det er jo ikke de samme ting, man kan observere, når man sidder i en samtale, som når hjemmehjælperen går og udfører

Side 13

de praktiske opgaver sammen med den ældre. Det kan godt være, at den ældre kan klare en række opgaver. Det er bare ikke det samme som, at hun rent faktisk også gør det. Men der er da ingen tvivl om, at udviklingen vil stille øgede krav til de forebyggende hjemmebesøg.''

Hvis forebyggelsen forsvinder fra den praktiske bistand, må sygeplejen til gengæld udvikle redskaber, så man kan identificere ældre i risikogrupper, uddyber Marianne Mahler. For så vil der ligge en stor udfordring i at komme ind med mere målrettet forebyggelse, før risikosituationerne opstår.

''Men det vil kræve en helt anderledes dokumentation og afdækning af evner og ønsker, belastninger, funktioner og ressourcer. Sammenholdt med de krav, den ældre møder fra omgivelserne og stiller sig selv.'' 

Nøgleord: Forebyggelse, hjemmehjælp, rengøring, social- og sundhedshjælpere.

Billedtekst
Der ligger megen forebyggelse i den faste kontakt med en hjemmehjælper. Fra justering af høreapparatet til støtte gennem en svag periode.

Tema: Hjemmehjælp til rengøring

Sommerens hedeste debat                

Hjælp man kan være bekendt               

Prioriter de svageste              

Mindre hjælp er i orden                 

Rengøring er undervurderet               

Slut med alt bøvlet                 

Behovet er reelt              

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste

Mindre hjælp er i orden

I sommer stoppede Silkeborg Kommune rengøringshjælpen til 66 forholdsvis selvhjulpne gamle. En beslutning, som hverken har givet uro eller protest. Flere af dem, det gik ud over, har endda ringet og sagt, at det kunne de godt forstå. Der er kun ét problem: Hjemmeplejen har et vældig dårligt image i befolkningen.

Sommeren 1997 har været meget rolig for hjemmeplejen i Silkeborg Kommune, og det undrer i grunden den ledende sygeplejerske i Område Nord, Birgit Højfeldt. Ingen uro, ingen protester, ingen avisskriverier. Selvom 66 ældre borgere i løbet af sommeren har mistet deres rengøringshjælp.

Ældrerådene har stillet sig forstående, og det har de ældre også. ''Vi har ikke mødt nogle vrede ældre. Borgerne må åbenbart tro på os, når vi siger, at vi kommer, så snart de får problemer,'' siger Birgit Højfeldt

Hun fortæller, at flere oven i købet har ringet og sagt, at de godt kunne forstå, hvis de ikke kunne få hjælp mere. ''Ud af mine brugere er 10-12 blevet udvisiteret, og nogle er selvfølgelig blevet meget kede af det.

Men andre kan godt forstå, at vi må bruge ressourcerne hos de svageste. Og vores sygeplejersker skal have ros, for det er dem, der har været ude og fortælle om årsagen. Det må de have været gode til.'' Ingen af sygeplejerskerne har haft noget fagligt at udsætte på beslutningerne.

''Men der er mange følelser i det. Hvis man er kommet fast hos en 85-årig de sidste 10 år, så er det da svært at sige til sådan en rask og rørig 85-årig: Nu kan du ikke få hjælp til rengøring mere.''

Salami-besparelser

Lavvande i kommunekassen betød, at de ledende sygeplejersker i de fem lokalområder allerede sidste efterår måtte se sig om efter besparelser. De udpegede rengøringen som det sted, hvor det ville gøre mindst ondt, og det er den prioritering, der siden har ført til revurdering og afslutning af de 66 brugere.

Men besparelsen er ikke så stor, at den personlige pleje og omsorg kan friholdes i det lange løb. Til næste år bliver der tale om at spare stillinger på plejeområdet.

Gennem årene er den praktiske hjælp allerede blevet begrænset i flere omgange.

I gamle dage var der hjælp til indkøb, og der blev gjort rent hver uge. Derefter var standarden i en årrække halvanden time hver fjortende dag.

Og siden sidste efterår har det heddet: Ingen hjælp til indkøb og ingen hjælp til rengøring alene.

Det vil sige, at rengøring stadig bliver bevilget, hvis brugeren har andre problemer ud over at have svært ved at klare rengøringsarbejdet. De 66 brugere, der mistede hjælpen, havde typisk været i systemet i mange år. Hjælpen blev bevilget, dengang alder var tilstrækkelig grund, eller den blev bevilget i en svag periode, som for længst er overstået, siger Birgit Højfeldt.

''Man har syntes, det var synd at tage hjælpen fra dem. Og hjemmehjælperne har været kede af, at de ikke skulle komme hos de brugere mere. Det var nok tit de hjem, hvor de også fik noget igen.

Men med de opgaver, vi har hos dårlige og terminale patienter, kan medarbejderne godt se, at det er der, vi skal bruge vores ressourcer.''

Ensomhed ikke nok

Tildelingen af praktisk hjælp bygger i dag på en funktionsvurdering. Brugerens grad af selvhjulpenhed bliver vurderet på 11 områder: personlig pleje, spise og drikke, mobilitet, daglig husførelse, aktivitet, socialt samvær/ensomhed, mental og psykisk tilstand, sanser, søvn og hvile, vejrtrækning og kredsløb, boligens indflydelse på borgerens samlede funktionsevne.

''Hvis folk er helt eller næsten selvhjulpne på alle områder, får de ikke rengøring,'' forklarer Birgit Højfeldt. Hvis de har massive problemer på et enkelt eller flere områder, for eksempel mobilitet, kan de stadig få.

Men først vil man se på, om hjælpemidler kan sætte borgeren i stand til at klare noget mere selv. Det kan også være, at hjælpen ikke skal gives som varig bistand, men som instruktion og vejledning i, hvordan man får hverdagen til at fungere.

''Og almindelig svækkelse eller ensomhed er ikke nok. Så hedder det hjemmeservice eller et rengøringsfirma.''

Personlig pleje har førsteprioritet, siger Birgit Højfeldt, derefter kommer mad og aktivitet. Hun er glad for kommunens decentrale struktur.

Terapeuterne og køkkenet er knyttet til plejegrupperne i lokalområderne, og det hører til kommunens målsætning, at de, der bor alene, skal have lige så godt et tværfagligt tilbud som beboerne på plejehjemmene.

Der er tilbud om vedligeholdelsestræning og ADL-træning i hjemmet. Og er der problemer med kosten, kan plejepersonalet tilkalde økonomaen til et hjemmebesøg.

Side 11

Den terminale pleje er kraftigt opprioriteret, og kommunen har netop afsluttet et to-årigt demensprojekt, hvor alt personale har fået undervisning.

Kommer, når det gælder

Der er altså megen og kvalificeret hjælp at få, når borgerne har brug for det, siger Birgit Højfeldt. I forbindelse med udvisiteringen gjorde sygeplejerskerne da også meget for at forklare de brugere, der mistede deres hjælp, at afgørelsen kun handlede om rengøring.

Hos to af hendes tidligere brugere er hjælpen rent faktisk blevet genoptaget, fordi der siden er stødt problemer til. Hun er heller ikke så bekymret over den løbende kontakt, som hjemmeplejen mistede med de udvisiterede.

''En forebyggelse vil der selvfølgelig altid være, når vi kommer. Men vi har læger og pårørende og naboer, der kan formidle kontakten, når der er problemer. Folk kender os i lokalområdet og ved, hvor de kan henvende sig.''

De få hjem, hvor det direkte handler om at forebygge infektioner på grund af dårlig hygiejne og fordærvet mad, hører ikke til dem, der glider ud af hjemmeplejens regi med de nye visitationskriterier.

De gamle er nemlig ikke selvhjulpne. De vil typisk også have behov for personlig hygiejne og personstøtte. Endelig minder Birgit Højfeldt om, at der også bliver gennemført forebyggende hjemmebesøg hos alle over 75 år.

I den forbindelse har de faglige ledere overvejet at se specielt på syn og hørelse. På den måde kan man samle nogle af de problemer op, som der ikke længere vil være en hjemmehjælper til at opdage.

Birgit Højfeldt synes rent ud sagt, at Silkeborg Kommunes tilbud til de ældre er vældig godt: Der er mange aktiviteter, der er aflastningspladser, der er daghjem, der er genoptræning.

I 1997 ventede ingen mere end 30 dage på en plejehjemsplads, og i de sidste to år er ingen blevet indlag på sygehuset på grund af sociale problemer eller behov for omsorg.

Et imageproblem

''Men vi har et imageproblem,'' tilføjer hun. For tre år siden blev der lavet en undersøgelse på ældreområdet. Den viste meget høj tilfredshed både blandt brugere og medarbejdere. Ikke desto mindre fik ældreområdet en meget dårlig score, da der blev lavet en stor borgerundersøgelse for godt et år siden.

Det var klart det område, borgerne mente, der skulle bruges flere penge på. Hjemmesygeplejen var i top, men ellers var borgerne utilfredse med hjemmehjælp, madservice og meget andet. For lang ventetid på plejehjemmene for eksempel.

''Og vi har faktisk tomme pladser. Hvor mange kommuner i Danmark kan sige det?'' spørger Birgit Højfeldt. ''Derfor er det også meget vigtigt, at hjemmeplejens personale er velfunderede i kommunes samlede tilbud.

Vi skal nok også væk fra de mange ikke-bestemmelser. Vi har en hjemmehjælpspjece, som fortæller side op og side ned, hvad medarbejderne ikke må. Lufte dyr, grave kartofler op, pudse vinduer. Det er selvfølgelig vigtigt at fortælle, at vores medarbejdere også har krav på et ordentligt arbejdsmiljø.

Men vi skal passe på, også med de nye lovpligtige kvalitetsstandarder, at medarbejderne ikke bliver så stringente i tankegangen, at fleksibiliteten og idérigdommen går fløjten.''•

Nøgleord: Forebyggelse, hjemmehjælp, rengøring, Silkeborg Kommune.

Billedtekst:

Mange brugere, der fik tildelt rengøringshjælp for 10 år siden, ville have svært ved få hjælpen bevilget i dag. Det er nogle af dem, der har mistet rengøringshjælpen i Silkeborg Kommune.

Tema: Hjemmehjælp til rengøring

Sommerens hedeste debat                

Hjælp man kan være bekendt               

Prioriter de svageste              

Mindre hjælp er i orden                 

Rengøring er undervurderet               

Slut med alt bøvlet                 

Behovet er reelt              

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste

Prioriter de svageste

Rengøringshjælpen til de gamle i Viborg Kommune var ikke nogen overflødig ydelse, siger den ledende sygeplejerske Knud Callesen. Men det var nødvendigt at prioritere. Han har stor respekt for politikerne, fordi de tog ansvaret i stedet for at overlade den daglige prioritering til medarbejderne.

Da 250 ældre i Viborg Kommune sidste år mistede deres hjemmehjælp til rengøring, handlede det ikke om besparelser.

Det understreger den ledende sygeplejerske Knud Callesen: ''Der er ikke sparet én krone i det her. Viborg Kommune har haft styr på økonomien i mange år, og rent faktisk fik vi lagt yderligere 3,5 millioner kroner til vores ramme i 1997.''

Det, der foregik, var noget så usædvanligt som en velforberedt og gennemdiskuteret prioritering. Prioritering er ellers ikke en øvelse, som danske kommunal- eller amtspolitikere er særlig stive i. Der har været mange eksempler på, at de lokale politikere er blevet bløde i knæene, når borgere, der blev berørt af beslutningerne, klagede deres sag i fjernsyn og aviser.

Ikke i Viborg.

Der har heller ikke været eksempler på, at medarbejdere har undsagt politikernes beslutninger, fremhæver Knud Callesen: "Og jeg tager hatten af for politikerne, som ikke har ført partipolitik på spørgsmålet, men har bakket det faglige niveau op hele vejen igennem.''

Allerede i begyndelsen af 1996 gjorde Knud Callesen politikerne opmærksom på, at de enten måtte prioritere eller finde flere midler: ''Sygehusene kan mere og mere, og i de senere år har vi fået nogle brugere, vi slet ikke kendte til før. Vi kunne se, at vi var ved at klemme luften ud af systemet.''

Bedre hjælp til de dårligste

Fordi der var god tid, var det muligt at inddrage ikke bare politikerne og medarbejderrepræsentanterne. Politikere og tillidsfolk fik også tid til at diskutere prioriteringen med deres bagland, og repræsentanter for medarbejdergrupperne på ældreområdet var med til at udarbejde prioriteringsredskabet, de vejledende retningslinjer for tildeling af hjemmehjælp.

''Om det så er politikerne i vælgerforeningen, på borgermødet eller i Brugsen, eller det er den enkelte medarbejder ude hos fru Jensen, så skulle de kunne begrunde, hvad vi gør,'' siger Knud Callesen.

De timer, kommunen har vundet ved at stoppe rengøringshjælpen til 250 borgere, bliver brugt på et bedre tilbud til de allersvageste. For eksempel bedre genoptræning til overlevende efter alvorlige ulykker og til gamle, der har været indlagt med en fraktur.

Det betyder ikke, at rengøringshjælpen, som de 250 borgere har mistet, var en overflødig ydelse. ''Slet ikke,'' siger Knud Callesen. ''Vi har på ingen måde sagt, at de selv kunne foretage den rengøring. Vi har hjulpet dem, fordi vi erkendte, at de ikke selv havde færdighederne til det.

Men de har evnen til at organisere sig ud af det, og vi ser os ikke længere i stand til at frigøre eller friholde ressourcer til at give den hjælp.''

Beslutning var lovlig

De nye vejledende retningslinjer for tildeling af hjemmehjælp blev godkendt af social- og sundhedsudvalget i september 1997.

Retningslinjerne skelner mellem fire grupper af borgere:

De svageste er helt afhængige af andres omsorg og pleje.

De svage kræver pleje og omsorg, men er delvis selvhjulpne.

De mindst svage har et problem eller handicap, men får deres hverdag til at fungere med støtte fra det sociale netværk eller det offentlige.

De raske er de borgere, der selv mestrer deres liv. Der skal være plads til individuelle vurderinger, hedder det.

Der er grundlæggende to måder at bevilge ydelser på: Enten en maksimeret indsats for at træne og stabilisere, som senere kan begrænses. Eller en minimal indsats med det formål at støtte og bevare den enkeltes stærke sider.

Retningslinjerne indeholder en oversigt, ydelse for ydelse, over, hvad de fire grupper kan få af hjælp til personlig pleje, toiletbesøg, ernæring, medicin, boligens renholdelse, træning, råd og vejleding, omsorg og stimulation, centertilbud (træning og aktiviteter).

Af oversigten fremgår, at de mindst svage og de svage ikke kan få hjælp til rengøring, højst rengøring af bad og toilet, hvis de i øvrigt får hjælp til bad. Rengøring bevilges kun til de svage, som ikke selv evner at finde andre løsningsmuligheder.

Det var disse retningslinjer, der førte til udvisitering af 250 hjemmehjælpsmodtagere, klager til tilsynsrådet, avisartikler i stort tal og en forespørgsel fra socialministeren.

Karen Jespersens (S) henvendelse gik dog kun på, om lovens bestemmelser om individuel vurdering blev opfyldt.

Side 9

Det bekræftede byrådet i sit svar. Kommunens ret til selv at fastlægge serviceniveauet har socialministeren til gengæld ikke rejst tvivl om.

De borgere, der ikke har råd til selv at betale for rengøringen, kan søge et personligt tillæg til pensionen. Det har en række af de berørte borgere gjort, oplyser Knud Callesen.

Nogle har da også opfyldt betingelserne for at få et tillæg, nemlig en formue og et månedligt rådighedsbeløb, der ikke overstiger en vis størrelse. De har fået et tillæg til pensionen, der svarer til egenbetalingen for to timers hjemmeservice hver anden uge.

Borgernes eget ansvar

Prioriteringen har stabiliseret situationen i hjemmeplejen, men det bliver ikke sidste gang, politikerne må tage ansvaret for en prioritering, forudser Knud Callesen.

At rengøringshjælpen måtte holde for denne gang, er kun sidste led i en lang udvikling. Strygning, tøjvask, indkøb og madlavning i hjemmet er ydelser, der er forsvundet en efter en. Og i dag er rengøringshjælpen mange steder så begrænset, at det næsten kan være lige meget.

''Politikerne kan sige til borgerne, at de gør rent. Men de ansatte må gå hjem med dårlig samvittighed, for de ved, at de ikke kan holde et hjem på en time hver fjortende dag. Så siger nogle, at man taber al forebyggelsen, når man holder op med at gøre rent. Det kan man nok diskutere, forvi har i forvejen de opsøgende hjemmebesøg. Og borgerne ved, hvor de kan finde os.''

Viborg Kommune har en helintegreret ordning, og alt personale i hjemmeplejen er knyttet til centrene i lokalområderne. Hvor træning og sociale aktiviteter også er placeret.

Det er simpelthen for dyrt at støtte op om enkeltpersoner i hjemmet, når tre ældre kan træne sammen på centeret og oven i købet få glæde af det sociale samvær der, mener Knud Callesen.

''Samtidig ligger der jo også i vores prioritering, at borgerne i højere grad skal forholde sig aktivt til deres situation. De bliver på en anden måde herre i eget hus.''

Nogle af borgerne har stadig været vrede, når kommunens medarbejdere har mødt dem senere. Især de pårørende har det med at betragte rengøring som en velerhvervet rettighed, bemærker Knud Callesen.

Andre har ikke syntes, at problemet var større, end det kunne løses. ''Men så er der en pæn del, der siger: Det er det bedste, I nogensinde har gjort for os.''

Nu er de for alvor blevet beslutningstagere. De bestemmer selv, hvad de vil købe og hvor. Nogle køber måske mere rengøring, end de fik før, og synes, at de igen har det niveau, de havde, da de selv kunne klare tingene.'' 

OPBAKNING FRA SYGEPLEJERSKERNE

Mens sygeplejersker rundt om i resten af Danmark har udtrykt deres betænkeligheder ved Viborg-modellen, er opbakningen derhjemme til gengæld klar.

''Jeg møder hjemmesygeplejersker og andet plejepersonale, som synes, prioritering i ældreplejen er det bedste, der er sket på deres arbejdsplads i mange år,'' siger formanden for Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Viborg, Poul Engholm.

''De har færre klienter, som de til gengæld har bedre tid til. Problemerne med aflysninger af besøg er minimeret. Der er kommet mere ro om arbejdet, og man kan koncentrere sig om det væsentligste.

I kommuner, hvor politikerne ikke tør tage debatten og stå ved prioriteringerne, bliver sorteper bare spillet videre til personalet. De får ikke flere ressourcer, de må selv prioritere – og der skal gøres rent hos de gamle.

I Viborg oplever personalet en overensstemmelse mellem faglig og økonomisk prioritering. Og man oplever, at politikerne står ved deres prioritering.''

''Vi er meget tilfredse med, at politikerne så klart har taget deres del af ansvaret,'' siger Bente Sørensen, som er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Viborg Kommune.

''Fagligt tilfredsstillende er det vel aldrig at skære en hjælp væk, som man har givet i mange år. Men nu kan timerne bruges hos de dårligste, og der manglede vi dem tidligere. De allerdårligste fik ikke den omsorg og pleje, de havde behov for.

Det problem er nu løst med det prioriteringsredskab, som medarbejdere og ledelse har udarbejdet i fællesskab.''

I Viborg Kommune er rengøringshjælp nu fortid. Der gøres kun rent hos de brugere, der samtidig får hjælp til personlig pleje.

Nøgleord: Forebyggelse, hjemmehjælp, rengøring, Viborg Kommune.

Tema: Hjemmehjælp til rengøring

Sommerens hedeste debat                

Hjælp man kan være bekendt               

Prioriter de svageste              

Mindre hjælp er i orden                 

Rengøring er undervurderet               

Slut med alt bøvlet                 

Behovet er reelt              

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste

Sommerens hedeste debat

I denne sommer fik Viborg Kommunes beslutning om at fratage 250 ældre medborgere deres rengøringshjælp endnu en tur i medie-maskinen. Mens diskussionen gik om de rige gamle og de fattige kommuner, gled det lidt i baggrunden, at hjemmehjælp til rengøring rent faktisk har et socialt og sundhedsfagligt sigte. I dette tema ser Sygeplejersken på den faglige baggrund for de politiske beslutninger i en række kommuner, der har tilrettelagt deres tilbud meget forskelligt.

Til nogen forbavselse for de involverede blev en ét år gammel beslutning i Viborg Kommune anledning til en lang og meget politisk debat i denne sommer.

I september 1997 blev et sæt nye retningslinjer for tildeling af hjemmehjælp politisk godkendt, og derefter gik hjemmeplejen i gang med at revurdere hjemmehjælpsmodtagerne.

Resultatet blev, at 250 ældre i Viborg mistede deres hjemmehjælp til rengøring. Ældresagen og de Samvirkende Invalideorganisationer klagede til Tilsynsrådet for Viborg Amt, som imidlertid ikke fandt noget ulovligt i byrådets beslutning.

Dermed skulle sagen egentlig have været afsluttet, men i begyndelsen af denne sommer blussede den op igen. Måske fordi kommunen i mellemtiden havde fået en ny socialudvalgsformand, den tidligere håndboldlandsholdstræner Ulrik Wilbek, som er valgt for Venstre.

En udtalelse fra Ulrik Wilbek fik socialminister Karen Jespersen (S) til at rette en forespørgsel til Viborg Kommune. Socialministeren ville sikre sig, at afgørelser om hjemmehjælp bliver foretaget ud fra en individuel helhedsvurdering.

Det bekræftede kommunen i sin redegørelse, og for et par uger siden skrev Karen Jespersen tilbage til byrådet, at kommunens praksis så ud til at være lovlig.

Dermed er sagen foreløbig afsluttet.

Indblanding frabedes

Men debatten er ikke slut. For den handler ikke kun om rengøring, men om en lang række af de politiske spørgsmål der er aktuelle i disse år: Kommunernes selvstyre, velfærdsstatens fremtid, prioritering af social- og sundhedsvæsenets ydelser, privatisering, forebyggelse og formynderi, borgernes ansvar for deres eget liv med mere.

Siden 1970 har kommuner og amter overtaget en stor del af de opgaver, der engang lå hos staten, og helt nye er kommet til. Kommunerne står i dag med en meget stor del af de opgaver, der fylder i befolkningens hverdag. Børnepasning, skoler og ældrepleje.

Spørgsmål, der har befolkningens interesse, har på den anden side også landspolitikernes, og der er mange eksempler på stridigheder om, hvem der egentlig bestemmer, Christiansborg eller rådhusene og amtsgårdene rundt om i landet.

Når det drejer sig om hjemmehjælp til rengøring og andre praktiske opgaver, er der ikke ændret på lovgivningen fra den gamle bistandslov til den nye servicelov.

Af paragrafferne kan man læse, at mennesker, der ikke kan klare de praktiske opgaver i hjemmet på grund af fysisk eller psykisk svækkelse, skal have hjælp fra kommunen. Men af bemærkninger og vejledninger til lovene fremgår, at det er kommunernes ret at bestemme omfanget af hjælpen. Og at det er lovligt at tage økonomiske og ressourcemæssige hensyn i den forbindelse.

De ældre som gidsler

Kommunernes strid med regeringen handler ikke kun om indholdet af ydelserne, men også om kommunernes økonomi. Når de årlige aftaler med finansministeren om kommunernes aktivitet er i gang, er det et fast punkt på dagsordenen, at kommunerne ømmer sig over de mange forpligtelser, regeringen pålægger dem. Uden at kommunerne efter egen opfattelse får økonomi til opgaven.

Nogle ser da også Viborgs og andre kommuners beslutning om at afskaffe rengøringen hos de raskeste hjemmehjælpsmodtagere som et indlæg i debatten med finansministeren. For eksempel har forsorgsledernes formand, Erik Lehm, udtalt sin bekymring for, at kommunalbestyrelserne skal tage de ældre som gidsler i deres evige krig om de kommunale finanser.

Andre har bemærket, at Viborg-modellen er endnu et eksempel på kommunernes interesse for kreative finansieringsmodeller. Når borgerne bliver henvist til at købe rengøring som hjemmeservice, ser det ud, som om den kommunale udgift bliver privatiseret. Men det gælder kun halvdelen af udgiften.

Den anden halvdel bliver væltet over på staten og dermed på skatteborgerne i samtlige landets kommuner. Staten yder nemlig et tilskud på 50 procent til hjemmeservice.

Side 5

Det er imidlertid i velfærdsdebatten, at Viborg-sagen virkelig har haft det store gennemslag.

Gammel og velhavende

Der er meget at bruge pengene til i den offentlige sektor, og i dag er man ikke nødvendigvis stakkels og fattig, fordi man er gammel. Rent faktisk er en fjerdedel af de gamle i dag så velhavende, at de har større disponible indkomster end gennemsnittet af den arbejdende befolkning.

Sommerens debat har i høj grad drejet sig om det rimelige i, at gamle kan få gratis rengøring, selvom de måske har råd til at betale selv. Det gled lidt i baggrunden, at hjemmehjælpen ikke er indført som en økonomisk støtteforanstaltning, der skal afhjælpe gamle menneskers manglende betalingsevne. På linje med lægebehandling og hjemmesygepleje er hjemmehjælp en gratisydelse, der gives efter behov.

Hjemmehjælpen er en del af den støtte, kommunerne kan give gamle mennesker, så de kan forblive i deres eget hjem og ikke nødvendigvis må flytte på plejehjem, når de får svært ved at klare sig selv. Og hjælp til praktiske opgaver i hjemmet er ikke beskrevet som en ren serviceydelse. Hjælpen skal have et forebyggende og aktiverende sigte, står der.

Hjælp til selvhjælp. Dermed bliver spørgsmålet om hjemmehjælp til rengøring også et sundheds- og socialfagligt spørgsmål. Hvordan kommunen opfylder servicelovens forpligtelser, og hvilke prioriteringer der skal foretages, er afgørelser, som ikke mindst de ledende sygeplejersker skal levere det faglige grundlag for.

Forskelligt serviceniveau

Sygeplejersken har i dette tema besøgt tre jyske kommuner, der har lagt serviceniveauet meget forskelligt, når det gælder praktisk bistand.

I Viborg er rengøringshjælpen fortid for en stor gruppe brugere.I Purhus Kommune mellem Viborg og Randers har politikerne ingen ønsker om at røre ved den praktiske bistand.

I Silkeborg Kommune har man foretaget en prioritering, som ligner Viborg Kommunes. Men beslutningen har berørt færre borgere, og den er gennemført, uden at nogen har gjort indsigelser. Hverken i eller uden for kommunen. Kommunerne ligger tæt på hinanden, og den forskel, der springer mest i øjnene, er størrelsen. Ingen af de tre kommuner er specielt belastet af en stor ældrebefolkning.

Det problem findes i kommuner som Lyngby-Taarbæk, Samsø og Ærøskøbing, hvor hver fjerde indbygger er over 65 år. Det er næsten dobbelt så mange som i Viborg, Silkeborg og Purhus, hvor godt hver ottende indbygger er over 65.

Den kommunale skatteprocent i de tre kommuner er heller ikke påfaldende. Hverken særlig høj eller særlig lav. Alle tre kommuner bliver regeret af socialdemokratiske borgmestre, Viborg dog som bekendt med en venstrepolitiker som socialudvalgsformand.

Forskellene i service er et politisk valg, som i hver enkelt kommune bygger på en række sundheds- og socialfaglige valg. Det er disse faglige overvejelser, de følgende tre artikler handler om. 

 Tre kommuner​​​ ​ ​ ​

INDBYGGERTAL

INDBYGGERE OVER 65 ÅR

KOMMUNESKAT

Purhus Kommune

8.500

12,2 procent

20,50

Silkeborg Kommune

51.000

13,4 procent

20,20

Viborg Kommune

41.000

14,6 procent

19,80

Nøgleord: Hjemmehjælp, rengøring, ældrepleje.

Billedtekster 

Hjemmehjælp til rengøring er med til at sikre, at ældre kan blive i eget hjem.Sådan her kender vi den tidligere kvindelandsholdstræner Ulrik Wilbek fra håndboldbanerne. Som nyudnævnt socialudvalgsformand i Viborg for partiet Venstre satte han i sommer sindene i kog og fik socialminister Karen Jespersen (S) til at gå ind i sagen om fratagelsen af hjemmehjælp for 250 ældre viborgensere.

Tema: Hjemmehjælp til rengøring

Sommerens hedeste debat                

Hjælp man kan være bekendt               

Prioriter de svageste              

Mindre hjælp er i orden                 

Rengøring er undervurderet               

Slut med alt bøvlet                 

Behovet er reelt              

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Ældre
Hjemmesygepleje

Faglig kommentar: Fåret der ikke ville tælles

Man kan ikke se bort fra, at modtageren af hjemmehjælp afgiver en del af suveræniteten i eget hjem. Det er prisen for trygheden, og den skal folk ikke blot kende, men også have lejlighed til at drøfte, overveje og sætte grænser for.

Et redaktionsmøde, hvor den ugentlige stak sager prioriteres og fordeles, er sjældent videre ophidsende. Det er et forum for mange og hurtige beslutninger, hvor der sjældent er tid og lejlighed til de store diskussioner. Nogle gange kan man ligefrem blive grebet i åndeligt fravær, hvis det forelagte emne ikke er voldsomt interessant for en selv.

En dag sprang proppen af flasken. Alle skulle give deres mening til kende, stemmerne steg i styrke, vi råbte i munden på hinanden, ophidselsen steg, og det nærmede sig håndgemæng. Men pæne, som vi er, endte det alligevel med almindelig munterhed over, at her endelig var et emne, der kunne engagere en hel redaktion.

Det ophidsende emne var hjemmehjælp til gamle, og om tiden ikke var moden til at skrive nogle artikler i kølvandet på sommerens debat. I sandhed en varm kartoffel, der kunne bringe de tilstedeværendes sind i kog. Noget, alle havde gjort erfaringer med hos gamle familiemedlemmer og havde mere end én mening om.

''Hvorfor skulle man dog kunne gøre krav på gratis rengøring, fordi man bliver gammel?'' ''Når folk hele deres liv har betalt en tårnhøj skat, har de vel også lov at forvente noget igen, når det kniber.'' ''Mange kan udmærket betale selv.'' ''Hvorfor skal de, der har sparet op ved at give afkald på en masse fornøjelser gennem et helt liv, pludselig til at betale for det, andre får gratis, fordi de livet igennem har soldet ethvert tilløb til formue op?'' ''Det handler jo også om forebyggelse.'' ''Er det samfundets ansvar at sørge for selskab til de ensomme?'' ''Er det ikke problematisk, at gamle holdes under observation uden at vide det, så snart der kommer kommunal hjælp inden for døren?'' ''Hvis de pårørende synes, der ligger for meget skidt i krogene, kunne de jo selv finde gulvskrubben frem.'' ''Det kan ikke være børnenes forpligtelse at skulle tage sig af husholdning i både forældres og eget hjem, når hele samfundet er lagt an på, at alle skal have erhvervsarbejde.'' ''Mange gamle er uanstændigt påholdende.'' Og så videre og så videre ...

Så tak for det kommunale selvstyre, som åbner mulighed for så vidt forskellige løsningsmodeller, som man kan læse om i Kirsten Bjørnssons artikler om hjemmehjælp til rengøring i dette nummer af Sygeplejersken. Her er i hvert fald et område, hvor det er afgørende for tilfredsheden, at tilbuddet er tilpasset befolkningens forventninger.

Men det er et område, hvor de gamles forventninger ikke altid harmonerer med det offentliges tilbud. Hjælp til praktiske opgaver i hjemmet må ikke betragtes som en ren serviceydelse, men skal have et forebyggende og aktiverende sigte. Det formål indebærer blandt andet, at modtageren af hjemmehjælp er under konstant observation af dem, der kommer i hjemmet. Modtageren af hjælpen skal desuden aktiveres.

Både observation, vurdering af behov og aktivering kan selvfølgelig foregå i fuld indbyrdes forståelse mellem den gamle og hjemmehjælperen, og den gamle vil føle tryghed ved, at der er nogen, som holder øje med ham, efterhånden som skrøbelighederne tager til.

Service eller sundhedspleje

Der er en lille børnefabel, som vistnok hedder 'Fåret der ikke ville tælles' eller noget lignende. En af fårets venner ville tælle, hvor mange der var til stede i fårets lille univers, men det lille får (eller måske var det et lam eller et gedekid) løb grædende hjem til sin mor og beklagede sig: ''Jeg vil ikke tælles.'' Hvor dum har man lov til at være, tænker børn, når de hører historien.

I dag tænker jeg: Er det ikke en menneskeret at have lov til at være dum og ikke ville tælles inden for sine egne fire vægge?

Jeg finder det helt i orden, at en offentlig ordning om praktisk hjælp i hjemmet har et forebyggende og sundhedsfremmende formål. Modtageren skal bare være helt indforstået med, at det også indebærer, at de er under en eller anden form for vurdering. At de bliver talt, ligesom det lille får. Det er jeg bare ikke sikker på er gået op for alle.

Hvis man drager en parallel til børnesundhedsplejen, så er ingen forældre i tvivl. Alle ved, at sundhedsplejersken ikke kommer for at babysitte og skifte ble for at hjælpe eller aflaste forældrene, men at hun kommer for at vejlede, rådgive og støtte. De ved også, at sundhedsplejersken har en kontrolfunktion, og at hun vil skride ind, hvis barnet udsættes for omsorgssvigt. Der er rene linier, ordningen er frivillig, og alligevel vil langt de fleste forældre gerne have sundhedsplejersken på besøg.

Jeg vil ikke betvivle, at modtagere af hjemmehjælp fra starten får at vide, at praktisk hjælp ydes med et forebyggende formål. Men jeg tvivler på, at det siver helt ind hos alle. Hvor taktfuldt, respektfuldt og menneskeligt værdigt hjælpen til selvhjælp end kan ydes, så kan man ikke se bort fra, at modtageren afgiver en del af sin suverænitet i eget hjem. Det er prisen for trygheden, og den skal folk ikke blot kende, men også have lejlighed til at drøfte og overveje. De skal også have lejlighed til at sætte grænser, og det kan man kun, hvis man nøjagtigt ved, hvad det er, hjælperen holder øje med og gør sig tanker om.

Når man hører gamle fortælle, at de har fået tildelt 55 minutters hjælp til støvsugning og gulvvask hver fjortende dag, eller hvor meget det nu kan blive til, så viser det jo også noget om, at hjælpen ikke helt opfattes som et forebyggende og aktiverende tilbud om hjælp til selvhjælp.

Måske skulle man overveje en navneforandring til ældresundhedspleje for at gøre formålet med loven tydeligere. Det ville måske også i længden give en bedre udnyttelse af den uddannelse, hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælpere har fået. Det er lige det modsatte, ophavsmændene til socialreformen har gjort ved at kalde det for 'Lov om social service'. Er der noget at sige til det, hvis gamle mennesker opfatter hjemmehjælp som gratis hjemmeservice, når lovens egentlige formål sløres i navnet?

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste