"Jeg husker første gang, jeg besøgte vores Center for Rehabilitering. Jeg fik helt ondt i maven, da jeg kom ind. Rehabiliteringscentret er lidt som et lille hospital med nogle virkeligt dårlige borgere. Det er psykisk syge, demente, kræftpatienter og komplekse diabetespatienter. De har alle mulige former for komplikationer. Her var ansat én sygeplejerske i dagtiden. Ellers var det kun social- og sundhedshjælpere. Ingen læger, ingen bioanalytikere og ingen sygeplejersker om natten.”

Sådan fortæller sygeplejerske Matilde Powers om sit første besøg på stedet i 2018. Hun var lige blevet valgt til byrådet i Furesø Kommune for Socialdemokratiet og blev med det samme udpeget til formand for Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv.

”Det var lige på og hårdt. Så jeg satte mig for at finde ud af, hvordan vi driver området i Furesø Kommune, og hvad jeg ville forandre. Derfor tog jeg som det første på en dags praktik i alle de institutioner, som hørte under mit område.

For at forstå, hvad vi var derude,” fortæller den 38-årige sygeplejerske og politiker.

Det, der mødte hende i rehabiliteringscenteret, slog hende både personligt og fagligt.

”Vi har et kæmpe ansvar for fagligheden, og jeg blev virkelig bekymret for borgerne. Og sker der fejl, er det jo os politikere, der skal stå på mål for det,” siger Matilde Powers. 

Derfor begyndte hun straks at arbejde på at få ændret forholdene på rehabiliteringscentret. Og det har hun fået politisk opbakning til i byrådet.

”Siden har vi prioriteret at få ansat en læge og nogle flere sygeplejersker. De er meget glade derude, fordi der er kommet en helt anden faglighed på stedet. Og så er patienternes indlæggelsestid på stedet halveret,” siger Matilde Powers.

Dengang betalte kommunen mange penge for patienter, der lå på hospitalet, selvom de var udskrevet, fordi kommunen ikke havde nogen pladser til dem. 

”Indsatsen på rehabiliteringscenteret betød, at vi nu havde plads til at tage imod patienterne. Så nu sparer vi også penge, fordi vi ikke længere skal betale dyre ventedage.” 

Flere sygeplejersker, flere sejre

Sygeplejersker landet over bruger deres stemme i lokal og regional politik, og Matilde Powers er en af dem. Hendes 
historie er et eksempel på, hvordan det er lykkedes for hende, med afsæt i sin faglighed som sygeplejerske, at være med til at ændre nogle forhold inden for sundhedsvæsenet til det bedre for både borgere og økonomi. Men hun gad godt, at hendes stemme var en del af et kor.

 ”Jeg ville ønske, at flere sygeplejersker gik ind i politik, så vi var flere, der sammen kunne tale sagen. Så er det ikke altid så afgørende hvilket parti, man kommer fra,” siger hun.

Hun mener, at de sundhedsfaglige stemmer kan gøre en stor forskel, når man skal prioritere, hvordan kommunens penge skal fordeles. Ikke mindst i en tid, hvor der kommer flere og flere sundhedsfaglige opgaver i kommunerne.  

”Problemet er, at alt er bundet op på økonomi. Hvis vi bruger penge et sted, tager vi det fra noget andet. Så det er hele tiden en kabale, der skal gå op. I det spil handler det om, hvem der kan argumentere bedst. Jeg har en kæmpe fordel med min baggrund, når det handler om sundhedsområdet. Mange oplever det som stort og kompliceret. Der er mange fagtermer, og det er svært at forstå systemet. Når man har det sådan, er det også svært at pege på gode forandringer. Så vi ville komme længere, hvis vi var flere, der havde det kendskab,” siger Matilde Powers.

Afværgede besparelser på rengøring

Marie-Louise Brehm Nielsen er sygeplejerske og medlem af byrådet i Lolland Kommune på tredje periode, opstillet for lokallisten ’Din stemme’. Hun ønsker sig også flere sygeplejersker blandt sine byrådskolleger. 

”Det kunne give lidt mere medløb, hvis vi var flere. For man kan ikke tage fagligheden ud af en sygeplejerske. Det kommer til udtryk i de politiske kampe, man tager,” siger Marie-Louise Brehm Nielsen.

Hun oplever ligesom Matilde Powers, at hun kan være med til at gøre en forskel. Især inden for sundhedsområdet. Hun giver et eksempel på en af de sager, hvor hun er stolt over, at hun med sin sygeplejefaglige baggrund har fået indflydelse som politiker. 

”Det handler meget om at spare penge her på Lolland. Sidste år fremlagde embedsværket et sparekatalog, hvor de ville skære ned på rengøringen, så de ældre på plejecentrene kun ville få gjort rent hver tredje uge i stedet for hver anden uge,” fortæller Marie-Louise Brehm Nielsen og fortsætter:

”Da jeg så det, tænkte jeg, at det kommer til at føre til endnu flere udgifter. Vi ved alle, at hygiejnen på plejecentrene i forvejen ikke er i top, så det mente jeg ikke kunne forsvares. Og her var det dejligt med en faglig indsigt. Jeg fik overbevist de andre i byrådet om, at det ikke ville være forsvarligt. Så det fik jeg stoppet.” 

Pia Buus Pinstrup

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Rekordfald i genindlæggelser 

Pia Buus Pinstrup er sygeplejerske og medlem af byrådet i Vesthimmerlands Kommune på tredje periode og medlem af regionsrådet på første periode. Opstillet for Det Konservative Folkeparti.

”Mine kolleger internt i partiet spørger ofte: ”Hvad siger sygeplejersken til det?” De vil gerne have mit faglige syn på sagen, og jeg tager gerne sygeplejerskekasketten på. Den har jeg altid været stolt af,” siger Pia Buus Pinstrup.

Hun har i alle sine 11 år som byrådsmedlem siddet i sundhedsudvalget, hvor hun bl.a. har været med til at løfte hele plejehjemsområdet.

”Jeg har været med til at beslutte, at alle plejehjem skal have en sygeplejerske ansat. Det var der flertal for i byrådet. Men der var bekymring for, hvordan vi kunne nå i mål, da det jo ville være dyrere i drift,” fortæller Pia Buus Pindstrup, der dog ikke var i tvivl om, at det faglige løft kunne betale sig.

”Det betød, at indlæggelsestal og genindlæggelser faldt markant. Og vi blev den kommune, hvor det faldt mest. Fordi der var mega meget fokus på det. Der kunne jeg ikke lade være med at sige: ”Hvad sagde jeg – det betaler sig at hæve fagligheden. Det flytter noget for borgerne”,” smiler Pia Buus Pindstrup. 

Genindfører aftenåben skadestue

Ved valget i 2017 stillede Pia Buus Pinstrup også op til regionsrådet i Region Nordjylland og blev valgt. Her udnytter hun også sit faglige kendskab – på godt og ondt.

”I forbindelse med budgetaftalen i regionen i år skulle vi have lavet nye lægevagtaftaler, og i Nordjylland gav det anledning til at lave en ny struktur. Den lægevagt, vi havde i min kommune, blev fjernet. Jeg kunne godt have valgt at stemme imod, men fagligt syntes jeg, der var for lidt aktivitet til, at det gav mening,” fortæller hun og fortsætter:

”Så min faglighed gjorde, at jeg stemte for. Det kan godt være, jeg får skældud for det lokalt. Men jeg synes, at alle skal behandles lige. Hvis det kræver, at man må til Aalborg, så må det være sådan. Vi mangler læger, så det gælder også om ikke at belaste dem, vi har. Men det var svært.” 

Det gav hende dog et godt udgangspunkt for at forhandle en anden mærkesag, der gik på at få genindført aftenåben på skadestuen på Farsø Sygehus, som blev nedlagt i forbindelse med budgetaftalen det første år, hun sad i regionsrådet.

”Jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke fik noget på skadestuen, ville jeg ikke være med i budgettet i år. Og det lykkedes,” siger Pia Buus Pinstrup.

Vi har spurgt to forskere i lokal og regional politik, hvilken betydning ens faglige baggrund har for ens politiske succes. Men begge svarer, at det ikke er et emne, der er blevet forsket i. De tre sygeplejersker er dog ikke i tvivl om, at de med deres baggrund kan gøre en forskel for borgerne gennem deres politiske stemmer. Det viser deres eksempler også. 

De tror, at de vil kunne nå endnu længere, hvis der var flere sygeplejersker og andre sundhedsfagligt uddannede i lokalpolitik. 

Læs også

Politik kræver faglige kompromiser

Lokalpolitikeres løn

Klar til valg i 2021?

 

Læs også

Politik kræver faglige kompromiser

Klar til valg i 2021?

Lokalpolitikeres løn

 

Først var det tre. Nu er der fem ekstra pladser gjort klar på de midlertidige pladser på Pilebo i Fredensborg Kommune, hvor de i en periode behandler og plejer borgere, der er udskrevet fra hospitalet, men ikke raske nok til at komme hjem.

Pladserne udgør nogle af de i alt 1500 ekstra pladser, kommunerne over hele landet har gjort klar i løbet af den seneste måned i forventningen om, at der kommer et boom af patienter fra hospitalerne. Både patienter, der har haft corona, men stadig er dårlige, og patienter, der lider af andre sygdomme, og som forventes at blive udskrevet endnu tidligere end normalt, for at gøre plads til de kritisk syge coroanapatienter på hospitalerne.

Men i skrivende stund er de ikke taget i brug.

Ni ledige pladser

”Vi har lige nu ni ledige pladser. Normalt har vi 23, og vi plejer at have fuldt hus. Så det er lidt underligt,” fortæller Lotte Sørensen, der er sygeplejerske på Pilebo, i slutningen af marts, og situationen var den samme 17. april. Men der er alligevel nok at se til – også nye opgaver.

”Vi bruger meget tid på at besvare spørgsmål fra de pårørende. Her skal borgerne jo selv sørge for tøj, og for at vaske det og andre ting. Så det kommer de pårørende med og stiller uden for døren, hvor vi så henter det. Vi hjælper også borgerne med at ringe til deres pårørende, hvis der er brug for det,” siger hun.

Hvis en borger er kritisk syg eller døende, får pårørende dog lov til at komme ind. Hvis muligt gennem stuernes havedør.

Nok personale?

Det lave antal borgere på Pilebo har også betydet, at der er færre på vagt.

”Men vi har lige haft en omgang med tynd mave – som også kræver værnemidler og ekstra tid. Så der kunne vi godt have brugt lidt flere,” fortæller Lotte Sørensen.

Men det handler også om at ”spare” på personalet til den forventede bølge kommer.

”Vi er alle blevet spurgt, om vi kan tage ekstra vagter til den tid. Jeg er på fuld tid, men har sagt ja til ekstravagter i begrænset omfang. Jeg vil gerne hjælpe og give den en skalle i en periode. Men jeg bliver også nødt til at have en fridag ind imellem.”

For der vil komme til at mangle bl.a. sygeplejersker i kommunerne, hvis boomet kommer, viser en rundspørge fra KL.

”Dette synes dog ikke længere så aktuelt med den nye prognose for epidemiens udvikling,” lød det i en statusrapport fra Sundhedsstyrelsen umiddelbart inden redaktionens afslutning. (Redaktionen afsluttet 20. april.)

 

Uanset om Folketinget beslutter regeringens sundhedsreform, flere nærhospitaler eller flere sundhedscentre, er der brug for nytænkning i at styrke samarbejdet mellem kommune, almen praksis og sygehus. Og når målet netop er at forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser og skabe tryghed og kvalitet for borgerne i overgangen mellem sektorerne, har sygeplejersker nogle af de kompetencer, der er brug for. Det er derfor en stor fejl i regeringens udspil til sundhedsreform, at sygeplejerskerne ikke er tiltænkt en plads i ledelsen af sundhedsfællesskaberne.
Dette er ikke et fagpolitisk soloridt. De tre idémænd bag sundhedsfællesskaberne, professorerne Kjeld Møller Pedersen, Frede Olesen og tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard, havde samme pointe. De foreslog, at ledende sygeplejersker får en afgørende rolle i det, de betegnede som klynger, og som regeringen kalder sundhedsfællesskaber.
Det er grundlæggende forkert, at der ikke tænkes sygeplejefaglig ledelse ind på alle hylder i det danske sundhedsvæsen. Hele opgøret med 2 pct.-produktivitetskravet vidner også om et endnu større fokus på værdibaseret styring og et helhedsorienteret blik for patienternes sundhed. Her har sygeplejersker langt større roller og ansvar, som mangler at slå igennem på alle ledelsesniveauer.
Vi skal alle være rollemodeller for andre, og derfor undrer det mig, at Sundhedsstyrelsen endnu ikke er gået foran i demonstration af god faglig ledelse for såvel sygepleje, diagnostik som behandling og har ansat en ledende sygeplejerske sammen med lægerne i topledelsen af styrelsen. Det danske sundhedsvæsen har brug for sygeplejerskernes kompetencer – i statslige styrelser, på alle niveauer i kommuner og på sygehusene og i det hele taget alle steder i sundhedsvæsenet.

Store forandringer er i vente for sundhedsvæsenet. Og de kommer til at påvirke sygeplejerskernes hverdag. Regeringen har varslet en historisk stor sundhedsreform, der skal gøre op med de sammenhængsproblemer, som mange syge borgere oplever. Oven i det kommer økonomiaftalen, hvor politikerne har indført begrebet "nærhedsfinansiering", som skal give regionerne et økonomisk incitament til at flytte behandling ud fra sygehusene og tættere på borgerne.

Vi er enige i den overordnede retning – vi skal hindre uhensigtsmæssige indlæggelser, patienter skal tilbydes mere behandling og sygepleje i eget hjem, og der skal sikres sammenhæng og gode patientforløb. Det forudsætter stærke sygehuse med høj faglighed og ordentlig normering. Og det kræver, at kommunerne er rustet til sundhedsopgaverne. Derfor er der behov for, at mange sygeplejersker i kommuner og almen praksis tager den nye specialuddannelse i borgernær sygepleje. De formelle rammer om sygeplejerskernes virke skal være up to date. Samtidig er det nødvendigt med fælles kliniske retningslinjer, kvalitetsmål m.m. på tværs af regioner, kommuner og almen praksis.

Reformen bør også give patienter, der går på tværs af sektorer, en ny rettighed. Retten til at få en sygeplejerske som tovholder. I praksis kan det understøttes af tværgående ordninger som i det fælles akutteam i Esbjerg Kommune og ved Sydvestjysk Sygehus. Her skaber man med fælles finansiering og ledelse mellem kommune og region et samarbejdende ejerskab. Det vil sikre gode forløb ud af sygehuset og samtidig hindre unødige indlæggelser ved øget behandling og sygepleje i eget hjem.

Så kære politikere – husk at tænke sygeplejerskernes mange kompetencer ind i en ny sundhedsreform!

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

　

　

　

I slutningen af april lancerede Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening otte nationale mål for, hvor det samlede sundhedsvæsen skal bevæge sig hen – et mål er f.eks. bedre sammenhængende patientforløb. Sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, Erik Jylling, er en af dem, som har arbejdet med udformningen af de otte kvalitetsmål, og han mener, der er brug for mere overordnet styring, fordi der i dag er alt for mange fragmentariske indsatser i forsøget på at binde sundhedsvæsenet sammen på tværs af sektorer.  

”Hvis man var mere tydelig på, at den enkelte region havde et samlet ansvar – ikke bare for sygdom og behandling, men et større ansvar for sundhedstilstanden i regionen – så ville man skabe en grobund for et tættere samarbejde med alle de aktører, der er,” siger Erik Jylling og giver følgende eksempel på, hvordan man kunne skabe mere overordnet styring:

”Det kunne f.eks. være, at man tog fat på nogle veldefinerede patientgrupper og besluttede, at dem behandler vi på den og den måde og forankrer det sådan og sådan.”

Erik Jylling savner i det hele taget mere enstrengede systemer.

”Og her taler jeg om alt. Lige fra den borger, som er akut syg og opsøger lægevagtsystemet – og en samlet streng, som også omfatter det præhospitale. Og så en sammenhængende streng, som går hele vejen igennem det akutte system også i forhold til hospitalerne. Der mangler nogle overordnede linjer for, hvad man vil, inden man går i gang med at løse opgaverne.” 

Erik Jylling ser de otte nationale kvalitetsmål som et stort skridt i den rigtige retning, fordi der er fokus på helheden, den samlede sundhedstilstand, det sammenhængende patientforløb og fagligheden. 

”Det er det, der gør, at det konkrete patientforløb også bliver bedre. Og det bliver interessant at se, hvordan de enkelte kommuner og hospitalsafdelinger vil tilrettelægge deres arbejde dynamisk mod de her mål.”

Han ser dog en væsentlig udfordring for kommunerne:

”Hvor der i hospitalsvæsenet er lang tradition for at måle og dokumentere i kliniske databaser og Landspatientregistret, så er der ikke i kommunerne samme tradition. Derfor har vi ikke de rigtige indikatorer til at beskrive et patientforløb fra vugge til krukke. Og fordi der er så inkomplette data i den kommunale sektor, så mangler vi nogle rigtig gode mål, der går på tværs af sygehus og kommune, men det får vi forhåbentlig udviklet i de kommende år.” 

Tidligere stafetdeltagere

Helene Bækmark: Tør vi sætte os ud over os selv ?

Christian Freitag: Politikerne har glemt det kommunale sundhedsvæsen

Mette Touborg: Alle borgere skal sikres en høj faglig kvalitet

Vibeke Krøll: Det nære sundhedsvæsen fjerner os fra hinanden

For at blive bedre rustet til en virkelighed med stadigt flere, mere komplekse og ofte også akutte og subakutte behandlingsopgaver er Aalborg Kommunes ca. 350 hjemmesygeplejersker blevet uddannet i akut sygepleje. Det fortæller udviklingssygeplejerske i Aalborg Kommune, Charlotte Laubek.

”I stedet for at etablere et decideret akutteam besluttede vi for tre år siden, at alle vores hjemmesygeplejersker skal kunne udføre de såkaldte akut udekørende besøg, som blev en kommunal opgave i forbindelse med vores regionale sundhedsaftale i 2012,” siger hun.

Akutuddannelsen gør netop sygeplejerskerne i stand til at foretage en kompetent faglig og objektiv vurdering af en borgers helbredstilstand ved akut eller subakut forværring af sygdom, fortæller Charlotte Laubek og tilføjer:

”Med uddannelsen ønsker vi også at klæde alle sygeplejersker bedre på i akut sygepleje, så de generelt får en mere systematisk tilgang til helbredsvurdering af især den ældre og ofte multisyge borger. Det skal være en integreret måde at tænke på. I en tid med opgaveflytning fra hospitalerne til kommunerne er de kommunale sygeplejersker nødt til at blive bedre fagligt rustede for at kunne løfte de komplekse akutte opgaver og forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser,” siger Charlotte Laubek. 

Både genopfriskning og ny læring

Akutuddannelsen er udviklet i et samarbejde mellem Aalborg Kommunes hjemmesygepleje, det præhospitale beredskab og lokale repræsentanter for de praktiserende læger. På det to dage lange kursus underviser både sygeplejersker, paramedicinere og instruktører med erfaring inden for det akutte område. 
 

Foruden en genopfriskning af kundskaberne i anatomi og fysiologi i relation til hjerte, lunger og det centrale nervesystem, lærer sygeplejerskerne at måle og registrere borgerens objektive værdier systematisk efter ABCDE-princippet samt at reagere korrekt på observationerne ud fra den såkaldte TOBS-algoritme (se boksene ”ABCDE-princippet” og ”TOBS-algoritmen”). Undervisningen veksler mellem korte teoretiske oplæg og praktiske øvelser. 

”Øvelserne tager udgangspunkt i hjemmesygeplejerskernes hverdag og er meget vigtige. Det nytter ikke, at vi bare hælder viden på dem og så regner med, at de går hjem og bruger den med det samme. De skal øve de nye metoder igen og igen,” siger Charlotte Laubek. 

Nogle akutte eller subakutte forværringer i en borgers helbredstilstand kan sygeplejerskerne selv reagere på, f.eks. ved at følge og observere borgeren lidt tættere end normalt de næste døgn. Ofte skal sygeplejerskerne dog ringe til borgerens egen læge eller lægevagt, og derfor introducerer akutuddannelsen også sygeplejerskerne for det såkaldte ISBAR-kommunikationsredskab (se boksen ”ISBAR”), så afrapporteringen fra sygeplejerske til f.eks. almen praksis bliver så relevant, effektiv og systematisk som muligt. 

”ISBAR bruges allerede mange steder. Det har også været vigtigt for os, at uddannelsen er med til at skabe bedre samarbejde og ikke mindst et fælles sprog omkring den akutte indsats på tværs af sektorerne,” siger Charlotte Laubek.  

Har styr på det

Aalborg Kommunes hjemmesygepleje er opdelt i 10 distrikter. Hvert distrikt har nu et akut mobilnummer, som bl.a. praktiserende læge eller hjemmeplejen kan ringe til, hvis de oplever ændringer i en borgers almene helbredstilstand. Når dagens opgaver fordeles, får en af sygeplejerskerne akutvagten med ansvar for at rykke ud inden for en time efter et opkald og lave en akutudredning. 

”Det, at det er sygeplejersker, der er i gang – i drift – som varetager akutfunktionen, gør ordningen mere rentabel. Der sidder ikke et team og venter på opkald. Og bliver der ringet om en borger, som en anden sygeplejerske kender bedre, sørger man for, at den, der kender borgeren bedst, rykker ud,” siger Charlotte Laubek. 

Hjemmesygeplejerske Julie Jacobsen deltog på akutuddannelsen i november 2015, og midt i december havde hun allerede haft to akutte besøg, det ene sammen med en kollega hos en ældre kvinde, de ikke kendte i forvejen.
 

”Vi blev ringet op af hjemmeplejen, og da vi kom hen til borgeren, lavede vi ABCDE og TOBS-score. Hendes værdier var som sådan acceptable, men da hun var svær at få i tale og også meget lysfølsom i det ene øje og havde kraftnedsættelse i samme side, valgte vi at ringe 112. Kvinden blev indlagt med mistanke om apopleksi, men blev udskrevet efter et par dage. Vi har ikke været indblandet yderligere, og vi har fået positiv tilbagemelding fra både hjemmeplejen og kvindens mand,” fortæller Julie Jacobsen. 

Hjemmesygeplejerske Ann Storm Buus gik på uddannelsen i 2014. Hun bruger løbende sin nye viden, bl.a. i en vagt på kommunens sygeplejeklinik, hvor en ældre borger i kemobehandling kom for at få hjælp til at skifte sin stomi pga. føleforstyrrelser. 

”Han gik ikke så godt, som han plejer, og da vi fik ham op på briksen, blev han snøvlende og døsig. Jeg kunne ikke rigtig sætte en finger på noget, og derfor tjekkede jeg hans værdier ud fra ABCDE-princippet,” fortæller Ann Storm Buus og fortsætter:

”Han blev hurtigt dårligere, og da vi ikke kunne få fat i hans egen læge, og onkologisk afdeling heller ikke kunne hjælpe, ringede vi 112. Da Falck kom, havde vi foretaget alle relevante målinger og observationer, og paramedicinernes eneste spørgsmål var faktisk, om der var pårørende. Tidligere havde de sikkert haft en masse opfølgende spørgsmål, men nu havde de fået det, de skulle bruge, og de kunne høre, vi havde styr på det,” fortæller Ann Storm Buus. 

Får det hele med

Både Louise Jacobsen og Ann Storm Buus fremhæver især de systematiske arbejdsmetoder som en stor gevinst.

”Vi sygeplejersker har måske tendens til at drage konklusioner på en lille ændring hos en borger lidt for hurtigt. Især hvis det er en borger, vi kender godt. Konklusionerne er ofte korrekte, men nu har jeg værktøjer til at gå mere systematisk til værks. Jeg ved, at jeg får det hele med, og det giver mig en særlig ro, især hvis jeg er hos en borger, jeg ikke kender så godt,” siger Ann Storm Buus.
Julie Jacobsen er meget enig. 

”De værdier og observationer, vi laver i udredningen, har vi jo altid lavet, men det betyder meget, at vi nu går mere systematisk til opgaven. Jeg oplever det som tidsbesparende, og jeg ved, at der ikke er noget, jeg har glemt. Og så kan jeg mærke, at det giver rigtig meget i min kommunikation med samarbejdspartnere. I overdragelsen af borgeren til f.eks. praktiserende læge eller 112 taler vi det samme sprog nu,” siger hun.

Første audit var nedslående

I forbindelse med akutuddannelsen har Aalborg Kommune sat sig for løbende at måle, om sygeplejerskerne bruger de nye værktøjer og ikke mindst, om det skaber bedre sammenhæng og behandling i akutte patientforløb samt forebygger indlæggelser. Konkret sker det bl.a. ved interne audit i hjemmesygeplejen hvert kvartal samt en årlig tværfaglig og tværsektoriel audit, hvor 15 tilfældigt udvalgte akutbesøg evalueres ud fra en række kvalitetsmål. Herudover interviewes de involverede sygeplejersker og samarbejdspartnere som praktiserende læger og paramedicinere. De første resultater var dog ikke opløftende, fortæller udviklingssygeplejerske Charlotte Laubek.

”Til vores store skræk viste den første interne audit i februar 2015, at akutuddannelsen ikke havde rykket noget som helst. Vi har derfor fulgt indsatsen nøje, og ledelserne i sygeplejedistrikterne har taget et stort ansvar lokalt og gennemført bl.a. refleksionsøvelser med personalet og små audit på enkeltstående akutbesøg. Det har betydet meget,” siger Charlotte Laubek.

Ledelsen er vigtig 

Det er områdesygeplejerske Marianne Lange meget enig i. Der er i alt omkring 80 akutte udredninger om måneden i hele Aalborg Kommune. Langtfra alle 350 sygeplejersker står altså med akutte eller subakutte situationer hver dag, og det stiller store krav om nærvær og anerkendelse fra ledelsen, mener hun.

”Et todages kursus gør det ikke. Skal sygeplejerskerne have rutine i de nye værktøjer og vedligeholde den læring, de har fået, er det vigtigt, at de lytter til andres erfaringer og er med til at reflektere over konkrete forløb. Det gør vi bl.a. ved at tage akutbesøgene op på fællesmøder med jævne mellemrum. Fik sygeplejersken brugt sin ABCDE og lavet TOBS-scoren, og hvad skete der efterfølgende?” fortæller Marianne Lange. 

Akutkompetente sygeplejersker gør det dog ikke alene. Ifølge Marianne Lange er direkte og hurtig kontakt med f.eks. de praktiserende læger også afgørende for, om et udekørende akutbesøg bliver en succes.

Det virker

Den seneste tværfaglige og tværsektorielle audit fra oktober 2015 peger dog på, at akutuddannelsen er værd at fortsætte med, fortæller Marianne Lange og Charlotte Laubek. 

”Vi kan se, at hjemmesygeplejens indsats i forhold til akut og subakut forværring af en borgers sygdom stille og roligt begynder at leve op til de kvalitetsmål, vi har sat. Sygeplejerskerne er blevet bedre til at bruge de nye værktøjer systematisk, og det er bl.a. medvirkende til, at medicinske behandlinger af f.eks. urinvejsinfektioner bliver iværksat tidligere end før, hvilket igen kan forebygge indlæggelser. Og de praktiserende læger melder også om færre udekørende besøg hos deres patienter,” fortæller Charlotte Laubek. 
Marianne Lange uddyber:

”Både det præhospitale beredskab og de praktiserende læger siger, at de får langt mere kvalificerede tilbagemeldinger fra sygeplejerskerne nu. Og det gør dem i stand til bedre at træffe beslutning om, hvad der skal ske. Vi er også blevet bedre til at benytte Aalborg Kommunes 10 akutpladser, f.eks. ved dehydrering eller pågående infektion. Jeg tror, at de praktiserende læger er begyndt at få øjnene op for, at de kan henvise til akutpladser bemandet med sygeplejersker,” siger Marianne Lange.

Hjemmesygeplejerske Ann Storm Buus fremhæver især den forbedrede kommunikation med bl.a. almen praksis som et stort fremskridt:

”Tidligere brugte vi en del tid på at ringe frem og tilbage til borgerens læge eller Falck. Nu har vi styr på de vitale værdier, før vi ringer. Og vi bliver måske også taget lidt mere alvorligt af læge og Falck, fordi vi forstår hinanden bedre og har styr på de informationer, de har brug for.” 

 

Gennem en årrække har der været et politisk ønske om at reducere uhensigtsmæssige (gen)indlæggelser for den ældre medicinske patient og om at styrke behandlingen af patienter på tværs af sektorgrænser. Kommunernes Landsforening (KL) og Dansk Sundhedsinstitut har bl.a. foreslået at imødekomme denne udfordring ved at opbygge forskellige typer af akutfunktioner som alternativer til akut indlæggelse (1,2). 

I Region Hovedstaden blev kommunerne i 2013 opfordret til etablering af akutfunktioner (3). Akutfunktioner er i praksis udmøntet i hhv. akutteam (AT) og akutpladser (AP). Akutteam dækker over sundhedspersonale, som tilser syge borgere i eget hjem. De har sædvanligvis sygeplejedækning hele døgnet og kan rykke hurtigt ud til flere forskellige opgaver. Akutpladser er fleksible kommunale døgnpladser med sygeplejedækning hele døgnet. Fælles for akutfunktioner er, at de leveres inden for få timer, og at de kan iværksættes hele døgnet alle ugens dage (4). 

I forhold til lægedækning i disse akutfunktioner er der i nogle kommuner indgået aftaler med Praktiserende Lægers Organisation (PLO), og i 2015 er man ved at forhandle en praksisplan for bl.a. sygebesøg og akutbetjening (5). 

Samarbejdet med Region Hovedstadens kommuner har henledt opmærksomheden på forskelligheden i akutfunktionernes tilbud, hvilke patientgrupper de omfatter, og hvilke faggrupper der indgår. Desuden synes der at være usikkerhed om, hvordan ordningen bør organiseres mellem hospital, kommune og almen praksis. På baggrund af denne usikkerhed og det manglende overblik over udbredelsen af akutfunktioner i Region Hovedstadens 29 kommuner foretog Tværsektoriel Forskningsenhed en spørgeskemaundersøgelse.

Formålet med denne artikel er at få et overblik over den foreliggende evidens og at beskrive udbredelsen af akutfunktioner og deres karakteristika i Region Hovedstadens kommuner.

Evidens for akutfunktioner

Gennemgangen af evidensen på området baseres på et Cochrane-review om akutfunktioner inden for psykiatrien (6) og et indenfor somatikken (7). Der inddrages tre danske rapporter (1,8,9).

Akutfunktioner i psykiatrien

I det Cochrane-review, der behandler akutfunktioner i psykiatrien (6), indgik otte randomiserede kontrollerede forsøg udført mellem 1964 og 2010 med i alt 1.144 borgere med akut opstået krise, overvejende skizofreni og relaterede psykoser, men også depression og svære neuroser.

I seks studier blev borgeren behandlet i eget hjem, og i to studier blev borgeren behandlet på kommunale akutpladser. I alle otte studier blev kontrolgruppen behandlet på hospital eller på psykiatrisk center. I alle de inkluderede studier bestod de multidisciplinære team af psykiatere, psykologer, sygeplejersker, ergoterapeuter og socialrådgivere. I seks studier var teamet til rådighed 24 timer i døgnet, mens der i to studier kun var telefonrådgivning uden for almindelig arbejdstid.

Forfatterne konkluderede, at akut kriseintervention i eget hjem syntes at reducere indlæggelser på hospital efter endt intervention i forhold til kontrolgruppen. Man fandt ingen forskel i mortalitet mellem kontrol- og interventionsgruppe. Akut kriseintervention i eget hjem reducerede de pårørendes byrde i forhold til patienten og var mere tilfredsstillende for både patient og pårørende. To studier viste, at akutfunktioner ikke havde effekt på interventionsgruppens arbejdsmarkedstilknytning (6). 

Akutfunktioner på det somatiske område

I et tilsvarende Cochrane-review på det somatiske område (7) indgik 10 randomiserede kontrollerede forsøg fra 1999 til 2005 med i alt 1.333 borgere med forskellige diagnoser (KOL, apopleksi, pneumoni og demens) og akut opståede tilstande, som ikke krævede indlæggelse.

I alle studier blev interventionsgruppen behandlet i eget hjem, mens kontrolgruppen blev behandlet på hospital. De multidisciplinære team bestod af sygeplejersker (10 studier), hospitalslæger (fire studier), kommunalt ansatte læger (tre studier), praktiserende læger (tre studier), fysioterapeuter (seks studier), ergoterapeuter (fire studier), socialrådgivere (seks studier) og talepædagoger (tre studier). I en metaanalyse kunne man ikke konstatere forskel i mortalitet eller genindlæggelser mellem interventions- og kontrolgruppen tre måneder efter interventionen. I tre studier, der havde læger tilknyttet i akutteam, kunne man dog se signifikant reduceret mortalitet seks måneder efter intervention. Reviewet fandt ingen forskelle mellem interventions- og kontrolgruppe i forhold til livskvalitet (SF-36, Sickness Impact Profile eller Nottingham Health Profile). Dog fandt man, at patienttilfredsheden var signifikant højere i interventionsgruppen (7). 

Kommunalt akuttilbud eller hospital

Et dansk RCT-studie fra 2015 (ACCESS) har undersøgt effekten af kommunale akuttilbud i forhold til indlæggelser på hospital. Det viste, at det overvejende var kvinder (72 pct.) med høj alder (84 år) og daglig hjemmehjælp, som indgik i projektet. På baggrund af triage vurderede man, at de inkluderede patienter var lige så syge som gennemsnitlige indlagte patienter. Halvdelen af patienterne kunne klare sig selv efter de 48 timer, interventionen varede, mens den resterende halvdel havde brug for yderligere hjælp i hjemmet eller en indlæggelse. Mænd blev indlagt dobbelt så hyppigt som kvinder, og signifikant flere patienter (45 pct.) blev indlagt af de medicinske speciallæger i et hospitalsambulatorium end af praktiserende læger (24 pct.), selvom patientgrupperne var ens. Der var ikke signifikante forskelle i de to kommunale tilbud (akutteam og akutpladser) i forhold til antallet af indlæggelser, dødelighed, samt hvor hurtigt patienterne kom sig både fysisk og mentalt eller på patienttilfredshed (8). Resultaterne skal tages med forbehold, da der er inkluderet langt færre patienter end nødvendigt.

Udgående akutafdeling

I en undersøgelse fra Kolding Kommune så man på baggrund af indførelsen af udgående akutafdeling ingen reduktion i indlæggelser, men et stort fald i antallet af akutophold i kommunalt regi. Borgernes oplevelser var positive, om end kun få deltog i evalueringen. Omkostningerne ved etablering og drift blev ikke opvejet af færre omkostninger ved indlæggelse (9).

Samarbejde med praktiserende læge

I en rapport fra KL (1) fremgik det, at implementering af akutfunktioner har styrket kommunens dialog med alment praktiserende læge, da en stor del af indsatserne blev leveret efter ordination af lægen. Interventionen krævede særlige kompetencer, færdigheder og viden af sygeplejerskerne, der indgik i tilbuddet. Sygeplejerskerne bør ifølge rapporten have bred erfaring inden for observation, vurdering og analyse af borgernes symptomer samt planlægning og justering af pleje og behandling i samarbejde med en læge. Sygeplejerskerne bør desuden være fleksible og kunne håndtere opgavetyper som f.eks. observation af akut opståede komplikationer til sygdom, væske- og ernæringsterapi, inhalationsbehandling og iltterapi, kateteranlæggelse og -pleje samt intravenøs medicinering (1). Rapporten konkluderer endvidere, at der er forskellig praksis for kommunernes samarbejde med læger. I Københavns Kommune har man ansat praktiserende speciallæger i almen medicin på konsulentbasis til at behandle borgere på akutpladserne. I Roskilde og Greve Kommuner er der indgået en § 2-aftale med Praktiserende Lægers Organisation, så kommunerne aflønner den praktiserende læge ved besøg i patientens eget hjem eller på kommunens akutpladser efter en fast takst. I Region Midtjylland har kommunerne samarbejdet med en hospitalsenhed i forhold til f.eks. intravenøs medicinering (1). I 2014 viste en opgørelse fra KL, at 43 pct. af kommunerne på landsplan har implementeret akutteam, og at 66 pct. har implementeret akutpladser (10). 

Store forskelle i Region Hovedstaden

I februar 2015 blev der foretaget en afdækning af udbredelse, indhold og organisering af akutfunktioner i Region Hovedstadens 29 kommuner. Afdækningen blev gennemført som en spørgeskemaundersøgelse, der var udviklet på baggrund af litteraturen (6,7) og et fokusgruppeinterview med relevante faggrupper på området. Inden udsendelse til nøglemedarbejdere i de 29 kommuner blev spørgeskemaet afprøvet og justeret af medarbejdere i udvalgte kommuner. Alle kommuner besvarede det endelige spørgeskema. 

Resultaterne viste, at 16 kommuner har AT, og 23 kommuner har AP. 13 kommuner har både AT og AP, 10 kommuner har udelukkende AP, tre kommuner har udelukkende AT, og tre kommuner har hverken AT eller AP, se figur 1.

Faggrupper

Faggruppen i akutteam bestod i de fleste tilfælde af sygeplejersker. I en enkelt kommune indgik der også en læge, og i en anden en ergo- og en fysioterapeut. På kommunernes akutpladser indgik der sygeplejersker og social og sundhedsassistenter i alle kommuner, og i tre kommuner havde man tilknyttet læger på konsulentbasis. I få tilfælde bestod akutteam yderligere af social og sundhedshjælpere, diætister og ergo- og fysioterapeuter.

Visitationsret

I de fleste kommuner var der flere instanser, der kunne henvise borgerne til akutfunktionerne. I alle kommuner var det sygeplejerskerne, der havde ansvar for den overordnede visitation. Men også praktiserende læge, hospital, plejecentre, hjemmeplejen og vagtlæger fra 1813 henviste i nogle kommuner. I alle kommuner med akutfunktioner var det den praktiserende læge, der vurderede prøvesvar og igangsatte eller seponerede behandling. Men også vagtlæger, hospitalslæger og enkelte læger ansat i kommunen blev brugt til at løse denne opgave.

Sygeplejerskers rolle

Der var døgndækkende telefonordning i 15 kommuner styret af sygeplejersker. Sygeplejerskerne i både AT og på AP var uddannet til at måle vitale værdier, tage prøver og behandle efter ordination fra en læge, se figur 2. I 17 af 23 kommuner kom patientens praktiserende læge på sygebesøg på akutpladsen. I de resterende fem kommuner diskuterede sygeplejerskerne patientens problemstillinger telefonisk med en læge.

Målgruppe

Målgruppen for AT var overvejende borgere med akutte behov, der ikke krævede indlæggelse, men der var også kommuner, der inkluderede komplekse ældre, medicinske patienter og uafvendeligt døende borgere, som ønskede at dø i eget hjem. Målgruppen for AP var overvejende nyudskrevne patienter, der ikke kunne klare sig i eget hjem, og borgere med akutte behov, der ikke krævede hospitalsindlæggelse, men som heller ikke kunne klares i eget hjem. 

Monitorering

I 15 ud af 29 kommuner foregik der en eller anden form for monitorering af indsatsen som f.eks. indlæggelsesdage, antal undgåede indlæggelser og antal ydelser. 

Definition og beskrivelse

Ud fra undersøgelsen kan man konstatere, at kommunerne vælger at udføre akuttilbuddene på meget forskellig vis. Der mangler en overordnet definition på centrale begreber som bl.a. akut opståede problemstillinger og akut behandling, og der mangler beskrivelse af, hvad tilbuddene bør indeholde, og hvordan opgave- og ansvarsfordelingen skal organiseres. Den manglende centrale beslutning om, hvordan samarbejdet skal foregå mellem hospitaler, kommuner og PLO, har resulteret i mange individuelle aftaler og mange problemstillinger i det daglige arbejde pga. tvivl om ansvarsfordeling.

Diskussion 

Ifølge to Cochrane-review er der tendenser, der peger på, at akutfunktioner, der er mobile, tilgængelige hele døgnet, bemandet med kompetent personale, og som er fleksible med hensyn til tid og opgavetyper, kan reducere (gen)indlæggelser og forbedre borgernes livskvalitet og tilfredshed med sundhedsvæsenet (6,7). Disse resultater skal dog tages med forbehold, da der er tale om få studier, hvis metoder kun blev vurderet som ”rimelige” eller ”dårlige” i de to review. Der var desuden stor forskel på de beskrevne interventioner, og kontrolgruppernes ”sædvanlig behandling” var også dårligt beskrevet i de fleste studier (6,7). 

I 2015 har 26 ud af 29 kommuner i Region Hovedstaden implementeret akutteam og/eller akutpladser. Målgruppen er overvejende borgere med akutte behov, der ikke kræver indlæggelse. Desuden kan det være uafvendeligt døende borgere, som ønsker at dø i eget hjem, borgere med flere diagnoser eller ældre medicinske patienter. Det er altovervejende sygeplejersker, som varetager akutfunktionerne. I enkelte kommuner indgår også læger samt ergo- og fysioterapeuter. Undersøgelsen bidrager til billedet af, at der fortsat mangler fælles forståelse for indhold i akutfunktionerne, definition af målgrupper, afklaring af personalets nødvendige kompetencer, og at organiseringen af samarbejdet mellem kommune, hospital og almen praksis skal præciseres. 

Der mangler fortsat randomiserede kontrollerede forsøg, hvor der både indgår mobile akutteam, kommunale akutpladser og indlæggelse på hospital/psykiatrisk center. De to Cochrane review efterlyser studier, der minimum har 450 deltagere, og som følger deltagerne i mindst 12 måneder. Der mangler stadig evidens for akutfunktioners effekt for mortalitet, (gen)indlæggelser, livskvalitet, tilfredshed, mental tilstand, arbejdsmarkedstilknytning og samfundsøkonomi (6,7). Samtidig mangler man fortsat viden om, hvilke typer af bærbart medicinsk udstyr og kommunikationsteknologier der kan bruges for at støtte hjemmebehandlingen, og hvilke modeller for hjemmebehandling der er effektive i de forskellige patientgrupper, for at behandlingen bliver så effektiv og sikker som muligt. 

Rapporten kan læses i sin fulde længde på Tværsektoriel Forskningsenheds hjemmeside (https://www.regionh.dk/tfe/videndeling/litteratur/Sider/Akutfunktioner.aspx)

Litteratur

1.    Kommunernes Landsforening. God praksis i kommunale akutfunktioner i hjemmeplejen. København: Kommunernes Landsforening, 2014.
2.    Dansk Sundhedsinstitut. Forebyggelse af indlæggelser – Oversigtsnotat om metoder, koncepter, evalueringer, og effekter. København: Dansk Sundhedsinstitut, 2011.
3.    KKR Hovedstaden. Kommunernes fælles rolle – udviklingen af nære sundhedsvæsen, Fælles rammer og målsætninger for kommunerne i hovedstadsregionen. KKR Hovedstaden, 2013.
4.    Sundhedsstyrelsen. Definition af subakutte og akutte kommunale sygepleje- og rehabiliteringsindsatser til ældre patienter. København: Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, 2012.
5.    Region Hovedstaden. Sundhedsaftale 2015-2018, Region Hovedstaden og Kommunerne i regionen. 2015.
6.    Murphy S, Irving CB, Adams CE et al. Crisis intervention for people with severe mental illnesses (Review). The Cochrane Library 2012, Issue 5.
7.    Shepperd S, Doll H, Angus RM et al. Hospital at home admission avoidance (Review). The Cochrane Library 2008. Issue 4.
8.    SOF I Syd. Evalueringsrapport af ACCESS (Acute Combined CarE for Seniors in Sønderjylland) SOF I Syd, 2015.
9.    Dansk Sundhedsinstitut. Evaluering af Udgående Akutafdeling i Kolding Kommune, DSI Rapport, 2010.
10.    Kommunernes Landsforening. Mod et Sundhedsvæsen på to stærke ben? Kort og godt om de to væsener til brug for KL’s Sundhedskonference 2015. København: Kommunernes Landsforening, 2015.
 

 

​​I løbet af efteråret får hjemmesygeplejerske Tina Hansen og hendes kolleger i Varde Kommune med stor sandsynlighed ansvaret for tre arbejdsopgaver, der i dag altid skal en læge ind over.

En arbejdsgruppe bestående af to praktiserende læger samt leder af sygeplejen, Rigmor Jensen, har nemlig udarbejdet et forslag til såkaldt rammedelegation på tre konkrete områder: blodsukkermåling, Laksantia og Paracetamol.

Og bliver forslaget som forventet godkendt af Varde Kommunes Kommunalt Lægelige Udvalg til september, må Tina Hansen herefter selv iværksætte de tre behandlingstiltag uden konkret individuel lægeordination.

”Det vil gavne både os, patienterne og de praktiserende læger. Det vil gøre vores arbejde meget mere smidigt. Jeg vil f.eks. kunne iværksætte borgerens behandling med det samme og kan derfor måske nøjes med at besøge borgeren én gang. Og så behøver jeg heller ikke forstyrre den praktiserende læge med små ting, som vi egentlig selv kan klare,” siger Tina Hansen.

Ufarlige områder
Varde Kommune er Danmarks femtestørste målt på geografi, og med 50.000 indbyggere bruger hjemmesygeplejerskerne ca. 13 pct. af deres tid på landevejene (internt tidsstudium fra 2014). I hjemmesygeplejen kan man mærke, at indlæggelsestiderne på hospitalerne er blevet kortere, og at borgerne kommer hjem med flere og mere komplekse sygdomsbilleder og behandlingsbehov, fortæller Rigmor Jensen.

”Vi er især udfordret af, at patienterne bliver udskrevet tidligere og er mindre færdigbehandlede end før. F.eks. den ældre borger med en blodprop, som dårligt nok er mobiliseret og med ernæringssonde, når vi modtager ham. Vi har virkelig brug for lægekontakt i et omfang, vi ikke har haft tidligere, og hvis vi kan spare nogle unødige arbejdsgange ved at få nogle rammedelegationer i hus, giver det rigtig god mening. Og det kan lette både vores og de praktiserende lægers arbejde,” fortæller Rigmor Jensen.

I Varde Kommune har den kommunale sygepleje og de praktiserende læger et godt samarbejde, hvilket er en forudsætning for at kunne indgå rammedelegationer, mener Rigmor Jensen.

”Og vi har valgt at begynde med tre ”ufarlige” områder, hvor lægehusene nok også synes, de får lidt for mange henvendelser fra os og nogle gange tænker ”Kan I ikke klare det selv?” Men det må vi jo ikke, medmindre vi får en rammedelegation på områderne, og det er der altså bred enighed mellem os og de praktiserende læger om, at vi skal have,” siger hun.

Trygge sygeplejersker
De tre forslag til rammedelegationer er meget præcise i forhold til, hvornår sygeplejerskerne må udføre opgaverne uden lægeordination, og forslagene præciserer f.eks. også, at sygeplejerskerne altid skal kontakte praktiserende læge, hvis de har den mindste tvivl.

Hjemmesygeplejerske Tina Hansen føler sig da også helt tryg ved udsigten til de nye ansvarsområder. Som hun siger:

”Jeg føler mig godt klædt på til at kunne klare de tre opgaver. Kriterierne er godt beskrevet. Og jeg er heller ikke utryg ved, at nogle af os har mange år på bagen, mens andre kolleger lige er startet. Vi er gode til at sparre med hinanden, og vi bliver jo ikke ladt i stikken. Vi kan og skal altid kontakte den praktiserende læge, hvis vi er i tvivl om noget.”

Dette tema består af følgende artikler:

• Hospitalssengen flytter ind hos fru Jensen (indledning)
• Det effektive sygehus presser kommunerne
• Sengene bliver nedlagt for hurtigt
• Hjemmebesøg mindsker kaos og genindlæggelser
• Rammedelegation sparer unødige arbejdsgange

​

​

En slange snor sig fra næseborene, ned over maven og videre henover gulvet i lejligheden hos en ældre borger med KOL i Frederikshavn. Ved bordet over for ham doserer sygeplejerske Anne Schriver medicin til næste uge.

“Sidst jeg var indlagt på hospitalet, var over et år siden, og da sagde lægen til mig, at jeg ville være tilbage på afdelingen inden otte dage. Men han fik ikke ret,” fortæller borgeren.

For når det kommer til genindlæggelser, er Frederikshavn Kommune ganske speciel. De har nemlig ikke kun reduceret indlæggelsestiden på sygehusene markant. Kommunen ligger også i top tre over kommuner med det største fald i genindlæggelser fra 2013-2014. Det viser en rapport fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse fra maj i år.

En af årsagerne til de positive resultater er bl.a., at de kommunale sygeplejersker tilbyder opfølgende hjemmebesøg, når patienterne bliver udskrevet fra sygehuset.

“Overgangen fra sygehus til hjem fungerer ikke altid særlig godt, og der er megen information, vi ikke får. Ved de opfølgende hjemmebesøg samler vi op på alle de informationer, vi mangler. Det kræver en del detektivarbejde,” siger Tanja Nørgård, som er en af Frederikshavn Kommunes gruppeledere for sygeplejen.

“Mange borgeres situation er meget kaotisk, når de kommer hjem fra sygehuset, fordi de i virkeligheden ikke er færdigbehandlet. F.eks. er det meget typisk, at borgeren hverken har medicin eller recepter med hjem, eller at der ikke er bestilt hjælpemidler. Så vi behandler dem nærmest ”subakut” på det opfølgende besøg,” fortsætter Tanja Nørgård.

“Selvfølgelig kan vi klare opgaven”
Hvor nogle kommuner har valgt at oprette akutteams, så varetager alle Frederikshavns sygeplejersker akutfunktionen. Derfor har de alle for to år siden været på kursus i akutsygepleje. Og indstillingen i det nordjyske er, at de som udgangspunkt ikke siger nej til nye opgaver, så længe sygeplejerskerne får den rette oplæring.

“For et års tid siden fik vi eksempelvis en borger hjem med grippernåle, og det vidste vi ikke, hvad var. Men vores indstilling er, at selvfølgelig kan vi klare opgaven. Den indstilling gør en forskel,” mener kommunens anden gruppeleder Birgitte Lundberg Pedersen og fortæller, at de f.eks. har fået instruktionsvideoer på usb-stik til at klare en ny opgave i forbindelse med en dialysepatient, ligesom de nu tager kemokure ned og skifter topkatetre i hjemmene.

I den lille lejlighed i centrum af Frederikshavn er sygeplejerske Anne Schriver færdig med at dosere medicin.

“Du er da ikke øget i dosering,” kommenterer hun.

"Nej, jeg vil faktisk gerne trappe lidt ned. Medicinen er så hård for kroppen,” siger den ældre mand og fremviser store lilla mærker på underarmene. Og selvom Anne Schriver denne dag foretager traditionel hjemmesygepleje, så kan hun godt mærke, at der er rykket flere og mere komplekse opgaver ud i hjemmene, siden hun startede som hjemmesygeplejerske i 2007.

Hun siger: “Vi har helt klart flere komplekse borgere, der kommer hjem tidligere, men så længe vi bliver oplært og får opkvalificeret vores kompetencer, er der egentlig ikke nogen grænser for, hvilke opgaver vi kan varetage.”

Dette tema består af følgende artikler:

• Hospitalssengen flytter ind hos fru Jensen (indledning)
• Det effektive sygehus presser kommunerne
• Sengene bliver nedlagt for hurtigt
• Hjemmebesøg mindsker kaos og genindlæggelser

​

Regionerne nedlægger sengepladser i et tempo, hvor ingen kan følge med. Samtidig stiger antallet af ældre med ofte flere kroniske sygdomme, og resultatet er bl.a. en massiv og nærmest konstant overbelægning på landets akutte og medicinske afdelinger og et presset kommunalt sundhedsvæsen.
 
Det mener bl.a. Dansk Sygeplejeråd, FOA, Danske Patienter og Lægeforeningen, som i begyndelsen af juli gik ud med et opråb til politikerne i regeringen, regioner og kommuner. Se boksen ”Seks konkrete skridt mod overbelægning”.

 ”Der er simpelthen skåret for mange senge væk for hurtigt til, at der er kompensation for dem et andet sted. Og mens vi finder den rette balance, mener vi, at man er nødt til at åbne nogle flere senge, så vi ikke spilder hinandens tid, men i høj grad også patienternes liv på, at de ryger frem og tilbage mellem hospitaler og kommuner,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

Regionerne har i løbet af de seneste fem år nedlagt hver 8. sengeplads. Det svarer til, at hospitalerne i dag er tæt på at have nået målet om at fjerne 20 pct. af sengepladserne, et mål som ifølge anbefalingerne fra det såkaldte Erik Juhl-udvalg først skulle være nået i 2020.

Udvalget, der blev nedsat af den daværende VK-regering i 2008, havde til opgave at kigge nærmere på en ny sygehusstruktur, og anbefalingerne lød bl.a. på nedlæggelse af nogle mindre sygehuse, etableringen af en række specialiserede supersygehuse og ikke mindst nedbringelse af antallet af sengepladser med 20 pct. fra 2007-2020.

Kører ikke i takt
Den hastige nedlæggelse af sengepladser kan mærkes i kommuner landet over, bl.a. i Region Syddanmark, siger formand for Dansk Sygeplejeråd Kreds Syddanmark John Christiansen.

”Der er ingen tvivl om, at sygehusene nogle gange udskriver patienterne for tidligt. Det er positivt, at indlæggelsestiden falder, fordi vi er blevet dygtigere, men det er bestemt ikke positivt, at det skal gå hurtigere og hurtigere på hospitalerne pga. besparelser, og fordi man vælger at reducere antallet af sengepladser igen og igen. Det går alt for stærkt i forhold til, at kommunerne ikke i samme grad har oprustet. Tandhjulene kører ikke i takt,” siger John Christiansen.

Det billede kan leder af Sygeplejen i Varde Kommune, Rigmor Jensen, genkende.

”Som det er nu, tænker jeg, at enderne ikke altid når helt sammen. Vi har rigtig mange udfordringer, især i overgangene mellem sektorerne. Overgangene har altid været sårbare, men nu hvor patienterne er endnu mindre færdigbehandlede, når vi modtager dem, bliver det endnu sværere. Her ser jeg en stor ledelsesmæssig opgave i at sikre et godt flow,” siger Rigmor Jensen.

Hun ser dog alligevel fortrøstningsfuldt på fremtiden, der med hendes ord ”ikke kan være anderledes”.

”Det er et politisk valg, der er truffet. I dag er det en arbejdspræmis, at borgerne ikke er færdigbehandlede, når de kommer hjem. Vi kalder dem faktisk også for patienter nu i stedet for borgere og taler om behandling i eget hjem. Det gjorde vi ikke for 10 år siden. Så nu er udfordringen at få os alle sammen gearet til at kunne varetage de nye opgaver, og det er vi i fuld gang med. Vi får mange ansøgninger til vores ledige stillinger og har en oplevelse af, at sygeplejersker finder opgaverne i kommunerne meget spændende,” siger Rigmor Jensen.

Dette tema består af følgende artikler:

• Hospitalssengen flytter ind hos fru Jensen (indledning)
• Det effektive sygehus presser kommunerne
• Sengene bliver nedlagt for hurtigt
• Hjemmebesøg mindsker kaos og genindlæggelser 
• Rammedelegation sparer unødige arbejdsgange