Det effektive sygehus presser kommunerne

Nye krav om effektiviseringer og besparelser i regioner og kommuner presser det kommunale sundhedsvæsen, som skal tage sig af stadigt flere, mere komplekse og ofte ikke-færdigbehand-lede borgere. Skal opgaverne løftes, er der behov for flere ressourcer, bedre kommunikation, kompetenceløft samt en national plan for det nære sundhedsvæsen, lyder anbefalingen fra Dansk Sygeplejeråd, KL og Danske Patienter.

​Hen over sommeren er det blevet meldt ud, at både regioner og kommuner endnu en gang skal effektivisere og spare for milliarder af kroner. I mange regioner er der således varslet ekstraordinære nedskæringer allerede i år, men også i årene, der kommer, skal der findes flere millionbesparelser på budgetterne, primært pga. af stigende medicinudgifter. Se boksen "Så skal der spares".

Så skal der spares

Økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL blev afsluttet i begyndelsen af juli. Forhandlingerne resulterede i, at KL trods protester accepterede regeringens krav om at aflevere et såkaldt omprioriteringsbidrag på 1 pct. om året fra 2016 til 2019, hvilket svarer til ca. 2,4 mia. kr. om året. Det gled dog lettere ned, da parterne også aftalte, at der skal tilbageføres 1,9 mia. kr. til kommunerne i 2016.
På det regionale område har flere regioner genåbnet deres budgetter for 2015 for at finde ekstraordinære besparelser. Det skyldes især stigende udgifter til medicin. Ifølge en rundringning, som TV2 foretog midt i juli, forventer de fem regioner at skulle finde besparelser for over 2 mia. kr. i 2016.I løbet af valgkampen lovede både Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre mange milliarder kroner til sundhedsvæsenet, Venstre talte konkret om 16 mia. kr. Ifølge professor i sundhedsøkonomi, Jakob Kjellberg, vil næsten alle (15) milliarder dog alene skulle gå til medicinudgifternes himmelflugt. I en artikel i Politiken den 2. juni 2015 fremlagde han et regnestykke, der viste, at udgifterne til sygehusmedicin netop vil stige med ca. 15 mia. kr. frem til 2020.

På sygehusene resulterer besparelserne bl.a. i færre sengepladser og medarbejdere samt et fortsat mål om stadigt kortere indlæggelsestider. Og nu begynder de mange besparelser og nedskæringer på sygehusene for alvor at kunne mærkes i det kommunale sundhedsvæsen, som altså også selv står over for krav om besparelser og effektiviseringer i løbet af de kommende år.

Den udvikling er uholdbar for både personale og patienter, mener bl.a. Dansk Sygeplejeråd, KL og Danske Patienter, som peger på, at det øgede pres bl.a. kræver flere ressourcer og forbedrede kompetencer i det kommunale sundhedsvæsen samt et løft i kommunikationen mellem kommuner og regioner. Desuden skal der iværksættes en national plan for et nært, men også sammenhængende sundhedsvæsen, så patienter landet over sikres samme kvalitet i behandling og pleje.

Som formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne får Inge Jekes løbende meldinger fra medlemmerne om, at det kommunale sundhedsvæsen er presset til sit yderste.

”Vi oplever et massivt og voksende pres i hjemmesygeplejen i disse år. Der er et kæmpe flow af komplekse patienter, og mange sygeplejersker fortæller, at de konstant må prioritere deres arbejdsdag så benhårdt, at de har svært ved at leve op til forpligtelsen om omhu og samvittighed i deres arbejde,” siger Inge Jekes.

82 pct. ser ikke færdigbehandlede patienter
Ifølge en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd har hele otte ud af 10 kommunalt ansatte sygeplejersker inden for den seneste måned oplevet, at borgerne ikke er færdigbehandlede, når de udskrives fra hospital til eget hjem eller plejebolig.

Derudover angiver seks ud af 10 kommunalt ansatte sygeplejersker også, at de inden for den seneste måned har oplevet, at hospitalsindlæggelser kunne have været forebygget med den rette sundhedsfaglige indsats. Se boksen ”Patienterne udskrives for tidligt".

Patienterne udskrives for tidligt

Ifølge en undersøgelse om overbelægning og forebyggelse heraf blandt Dansk Sygeplejeråds medlemmer, har 82 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker inden for den seneste måned oplevet, at borgere er blevet udskrevet fra hospital til eget hjem, før de efter deres faglige vurdering er færdigbehandlet.
Endvidere angiver 61 pct. af de adspurgte kommunalt ansatte sygeplejersker, at de inden for den seneste måned har oplevet, at hospitalsindlæggelser for borgerne kunne have været forebygget med den rette sundhedsfaglige indsats.
Blandt sygeplejersker ansat på hospitaler oplever hver femte (20 pct.) ifølge undersøgelsen ”altid eller ofte”, at patienter bliver udskrevet, før det er fagligt forsvarligt, når der er overbelægning på ens sengeafdeling/sengeafsnit.

Kilde: DSR Analyse.

”Set i det lys, finder jeg det endnu mere bekymrende, at både regioner og kommuner skal spare igen, og at indlæggelsestiderne på sygehusene igen skal længere ned. Bliver det en realitet, mener jeg ikke, at sygehusene kan undgå at komme til at udskrive borgere, der ikke er færdigbehandlede,” siger Inge Jekes og tilføjer:

”Desuden er sygehusene i dag allerede så specialiserede, at de primært kun tager sig af den specifikke ting, borgeren er indlagt for. Når den opgave er løst, bliver borgeren sendt hjem igen, ofte med mange andre sygdomme, som vi så skal tage os af i hjemmeplejen. Og med flere besparelser i sigte kan vi godt frygte, at der ryger endnu flere opgaver videre fra regionerne til kommunerne i et tempo, hvor ingen helt kan følge med,” siger Inge Jekes. 

Det er formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen meget enig i.

”Når over 80 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker siger, de har modtaget patienter, der ikke er færdigbehandlede, ser jeg det primært som udtryk for, at de mangler kompetencer og ressourcer i form af flere hænder til at løfte de mange nye opgaver, der bl.a. er en konsekvens af, at patienterne udskrives tidligere og ofte har flere og mere komplekse sygdomme,” siger Grete Christensen og uddyber:

”Det er godt, de råber vagt i gevær, for der er ingen tvivl om, at de gerne vil de nye opgaver, men i mange kommuner er de simpelthen ikke klar til at tage imod patienterne på det niveau endnu. Regionerne har måske lidt groft sagt lukket sengepladser ud fra især økonomiske overvejelser uden at sikre sig, at kommunerne har kompetencer og tilbud til at gribe patienterne, der hvor de slipper,” siger Grete Christensen.

Færdigbehandlet eller ej
Sygeplejerske Ulla Colsted er en af de kommunalt ansatte sygeplejersker, som oplever, at sygehusene sender patienterne videre i systemet, før de er færdigbehandlede. Kom_pres_2

Hun er afsnitskoordinator på Helsingør Rehabiliterings- og træningscenter, og sammen med sine kolleger må hun hver måned sende 4-6 patienter retur til sygehuset inden for det første døgn, fordi de er for syge til at blive på centret.

Som eksempel fortæller hun om en ældre mand, der havde været indlagt pga. infektion. På hospitalet konstaterede man, at hans infektionstal var faldende, og derfor stoppede man i.v.-behandlingen. Samme dag blev han udskrevet til et rehabiliteringsforløb på centret og ankom om aftenen. Men allerede næste morgen blev han genindlagt af vagtlægen pga. temperaturstigning og udadreagerende adfærd.

”Det er desværre et godt eksempel på, at sygehuset efter vores faglige vurdering er nødt til at udskrive en patient et døgn eller to for tidligt. Tabletbehandling er ikke lige så effektivt som i.v.-behandling, og derfor er det vigtigt, at hospitalet observerer, hvordan patienten reagerer på tabletbehandling inden udskrivelse,” siger Ulla Colsted.

Ifølge Helle Lund, sygeplejerske og konstitueret leder på centret, har begrebet færdigbehandlet ændret sig hastigt de senere år.

”For bare 10 år siden var patienter færdigbehandlede, når de var overgået til anden medicin og faktisk kun havde behov for at komme hjem til almindelig pleje. Men nu bliver de sendt hjem med behov for f.eks. i.v.-behandling eller ilt. Der er et krav og en forventning om, at de kan få hospitalsbehandling i eget hjem. Og så er det jo vigtigt, at ressourcer og kompetencer følger med, f.eks. i form af flere sygeplejersker, eller at vi kan give i.v.-behandling på plejehjem eller i hjemmeplejen,” siger Helle Lund og henviser til, at man i Helsingør Kommune som mange andre steder i landet har et akutteam bestående af sygeplejersker, som p.t. kan hjælpe med sådanne opgaver. 

Skærpet fokus på UTH
Foruden de 4-6 patienter, som Helsingør Rehabiliterings- og træningscenter sender tilbage til sygehusene hver måned, er der en del andre ikke-færdigbehandlede patienter, som centret med Ulla Colsteds ord ”redder på målstregen” i samarbejde med hospital, vagtlæge eller praktiserende læge.

”Det kan f.eks. være, at de ikke er korrekt smertedækket, eller at den doserede medicin ikke stemmer overens med det, der står i det medsendte medicinskema. Her bruger vi meget tid på at identificere medicinen og ringe til hospitalet for at få dem til at sende et korrekt skema. Alternativt må vi kontakte den praktiserende læge/vagtlæge og bede om hjælp. Og det er tid, som vi med fordel kunne have brugt omkring patienterne,” siger Ulla Colsted.


Kom_pres_3Centret ligger desværre ikke inde med en konkret opgørelse over, hvor ofte centret modtager patienter, der ikke er færdigbehandlede. Men kort før sommerferien blev fokus på at indberette alle utilsigtede hændelser, også i forbindelse med sektorovergangene, skærpet.

”Ellers kan vi jo ikke afdække problemets omfang og heller ikke sætte ordentligt ind på at løse det i samarbejde med sygehusene. Når en patient udskrives for tidligt og skal retur igen, er det først og fremmest uetisk og uværdigt for patienten og de pårørende. Men det medfører også tidsspilde, stress og dårligt arbejdsmiljø for personalet,” siger Ulla Colsted.

På Nordsjællands Hospital, som samarbejder med Helsingør Kommune og dermed også rehabiliterings- og træningscentret, er vicedirektør Peter Mandrup Jensen glad for, at centret opprioriterer de utilsigtede hændelser.

 ”Vi bruger indberetningerne meget aktivt. De er en vigtig kilde til at kunne afdække fejl og uhensigtsmæssigheder og gøre tingene bedre,” siger Peter Mandrup Jensen.

Ifølge Nordsjælland Hospitals egne opgørelser er der ifølge vicedirektøren ingen tegn på, at hospitalet udskriver patienterne for tidligt. Hospitalet har ca. 75.000 indlæggelser om året, og blandt dem er der for ca. 9-10 pct. af vedkommende tale om genindlæggelser, som i Region Hovedstadens definition er ”en indlæggelse, der sker inden for 30 dage efter udskrivelse, uanset om patienten indlægges med samme eller ny diagnose på samme eller ny afdeling/ hospital”. Det tal har været nogenlunde stabilt de seneste år og svinger heller ikke synderligt hen over et år.

”Der kan selvfølgelig ske fejl, men jeg har stor tillid til, at vi ikke udskriver patienterne, før det er fagligt forsvarligt,” siger Peter Mandrup Jensen og understreger, at arbejdet for at reducere genindlæggelser står højt på hospitalets dagsorden.

”Vi kan f.eks. se, at en del genindlæggelser sker ved lungebetændelse og mavesmerter, hvorfor vi i øjeblikket er i gang med at analysere nogle af patientforløbene nøjere i samarbejde med en række kommuner for at se, om vi eller kommunerne kan gøre noget anderledes. Vores ambition er selvfølgelig, at vi udfører behandlingerne så omhyggeligt, at det ikke er mangler ved behandlingen, der medfører genindlæggelse,” siger Peter Mandrup Jensen.

Opgaver skubbes væk
Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, kan godt se logikken i, at over 80 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker oplever, at borgerne bliver udskrevet fra hospital til eget hjem, før de er færdigbehandlede.

”Der mangler overordnet forskning på området, men jeg har set flere eksempler på, at jo hurtigere patienterne bliver udskrevet, jo mindre færdigbehandlede er de. Det gælder nok især de medicinske patienter. Hvis de eksempler er udtryk for en tendens, så er der røget nogle ekstra opgaver fra regionerne til kommunerne og til de praktiserende læger de seneste år,” siger Kjeld Møller Pedersen og tilføjer, at den såkaldte silotænkning ofte forstærkes, når man som regionerne, men også kommunerne, er presset økonomisk:

”Sparekravene får nok også regionerne til at regne på, om nogle af opgaverne, som sygehusene og regionerne hidtil har varetaget af hensyn til patienterne, kan være kommunale opgaver, f.eks. hjælp fra en kostvejleder eller en socialrådgiver, der kan være bindeled mellem sygehus og patienten de første dage derhjemme. Og når pengene skal tælles, forsøger man så at skubbe opgaven fra sig,” siger han.

Det er formand for Danske Patienter Lars Engberg meget enig i.

”Konceptet er jo, at patienterne skal hurtigt ud af sygehusene og behandles videre andre steder i systemet. Men i dag foregår den proces meget ukoordineret, og det virker, som om sygehusene skærer ned uden tanke på, at man læsser andre opgaver over på andre aktører i sundhedsvæsenet som f.eks. kommunerne og de praktiserende læger. Det er kassetænkning, når det er værst, og i sidste ende er det patienterne, det går ud over,” siger Lars Engberg.

Besparelser rammer samarbejdet
Kjeld Møller Pedersen peger dog også på, at det kommunale sundhedsvæsen har fået flere og nye opgaver de senere år som en helt naturlig følge af strukturreformen.

”Og det er ikke nødvendigvis et problem, at indlæggelsestiden falder år for år. Det kan være en fordel både samfundsøkonomisk og for patienterne. Men spørgsmålet er, om vi er ved at nå en kritisk grænse i forhold til, hvor korte indlæggelsestiderne skal være,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Han finder det også bekymrende, at effektiviseringer og besparelser på sygehusene har en tendens til især at gå ud over samarbejdsflader mellem sygehus og kommuner:

”Samarbejdet mellem sektorerne skal helst blive endnu bedre de næste år, når de specialiserede supersygehuse står færdige, og der skal udvikles lokale tilbud til de patienter, som ikke hører til på supersygehusene,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Med den sidste udtalelse rammer professoren et af det danske sundhedsvæsens ømme punkter, nemlig kommunikationen og samarbejdet mellem primær og sekundær sektor eller rettere manglen på samme.

Som beskrevet i Sygeplejersken nr. 7/2015 oplever hver 5. patient, at vigtige informationer bliver tabt i samarbejdet mellem hospital, kommune og egen læge. Og det mærker de kommunalt ansatte sygeplejersker også konsekvensen af, bl.a. Ulla Colsted og hendes kolleger på Helsingør Rehabiliterings- og træningscenter.

”Vi modtager ofte patienter, hvor behandlingsplan eller medicinliste enten er mangelfulde eller helt mangler. Det efterlader os medarbejdere i et fagligt tomrum, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre med en given patient, og igen må vi bruge meget tid på at kontakte og dermed forstyrre hospitalet eller patientens egen læge,” siger Ulla Colsted.

National plan og nye kompetencer
Flere faglige organisationer, patientforeninger og KL har i længere tid efterlyst en national plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som skal sikre, at alle borgere får samme mulighed for pleje og behandling. Se boksene ”Efterlysning: en plan for det nære sundhedsvæsen" samt ”Seks konkrete skridt mod overbelægning”.

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen uddyber:

”Indholdet i de sundhedsydelser, som kommunerne tilbyder, svinger meget. Der er behov for en strategisk og helhedsorienteret plan for det nære sundhedsvæsen med patienten i centrum, så alle sikres de samme tilbud og ydelser. Planen skal omfatte overordnede retningslinjer og anbefalinger til kommunernes indsats på sundhedsområdet, og den skal sætte fokus på et tæt samspil mellem almen praksis og den kommunale indsats i både sundhedscentre og hjemmesygepleje,” siger hun og tilføjer:

”Planen skal også omfatte det sammenhængende sundhedsvæsen ved klart at definere, hvad der er pleje og behandling i det nære sundhedsvæsen, og ikke mindst hvad der er specialiseret pleje og behandling, for efterhånden bliver den specialiserede pleje og behandling primært udført i regional regi, og det er så vigtigt, at tingene kommer til at hænge bedre sammen,” siger Grete Christensen og glæder sig over, at regeringen i forbindelse årets økonomiforhandlinger med KL forpligtede sig til at igangsætte et udvalgsarbejde, som netop skal munde ud i en samlet plan for udbygning af det nære sundhedsvæsen.

Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen mener også, at tiden er inde til en national plan for det nære sundhedsvæsen.

”Den plan skal være meget konkret i forhold til opgavebeskrivelser og mål. Det vil sikre et mere ensartet sundhedstilbud i kommunerne til gavn for borgerne, men det vil også kunne skabe et bedre overblik over, hvilke sundhedsopgaver og tilbud kommunerne skal have, og dermed forhåbentlig afdække, hvilke ressourcer, kompetencer og faggrupper det vil kræve at løfte opgaverne. Og det er vigtigt, at de praktiserende læger også bliver tænkt ind i den plan, de er essentielle for, at det kommunale sundhedsvæsen kan fungere ordentligt,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Endelig kræver de nye og mere komplekse opgaver i det kommunale sundhedsvæsen nye kompetencer hos medarbejderne, siger Inge Jekes.

”I primær sektor mangler vi helt sikkert kvalificeret personale og flere sygeplejersker, men vi efterlyser også et generelt kompetenceløft af hele primær sektor, f.eks. i form af et års efteruddannelse til kommunalt ansatte sygeplejersker a la den, sundhedsplejerskerne har. Det mener vi er den rigtige vej at gå i forhold til, at vi varetager flere og flere syge med komplekse diagnoser, der spiller ind i hinanden,” siger Inge Jekes.

Også Dansk Sygeplejeråd er fortaler for, at kommunerne skal have tilført flere kompetencer og mere specialiseret personale.

”I arbejdet med den nationale plan for det nære sundhedsvæsen anbefaler vi bl.a., at regeringen ser nærmere på de mange internationale erfaringer med ”advanced nurse practitioners” og på baggrund heraf systematisk arbejder for at give flere sygeplejersker i kommunerne udvidede kompetencer,” siger Grete Christensen.

Efterlysning: En plan for det nære sundhedsvæsen

Behovet for konkret at definere, hvilke opgaver det nære sundhedsvæsen kan og skal løfte, vokser støt i takt med, at kommunerne får flere og flere opgaver inden for sundhed og forebyggelse – både som en naturlig del af strukturreformen, men også pga. af gentagne effektiviseringer, besparelser og nedlæggelse af sengepladser i regionerne.
Dansk Sygeplejeråd rejste spørgsmålet så sent som i juli, hvor man sammen med Danske Patienter, Lægeforeningen, FOA og Ældre Sagen lancerede udspillet ”Seks konkrete forslag mod overbelægning”. Og forårets kampagne #TidTilKvalitet sætter også fokus på det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Ifølge udspillene skal en plan bl.a.:
• understøtte og samtænkes med den plan, der ligger bag etableringen af den fremtidige sygehusstruktur
• omfatte overordnede retningslinjer og anbefalinger til kommunernes indsats på sundhedsområdet
• have fokus på sammenhæng og videndeling mellem kommuner, sygehuse og almen praksis, så der i højere grad tænkes i helhedsløsninger på tværs
• konkret definere, hvilken pleje og behandling hhv. kommuner og regioner skal varetage
• give overblik over det nødvendige antal senge og relevante tilbud i det nære sundhedsvæsen i forhold til at afskaffe overbelægning
• indeholde en samlet kapacitetsanalyse, der på både lands-, regions- og kommunalt niveau beregner kapaciteten – både her og nu og på længere sigt.
• forankres hos regeringen og i Sundheds- og Ældreministeriet
• understøttes økonomisk i forbindelse med økonomiforhandlingerne, hvor regioner og kommuner i fællesskab skal tildeles midler til et tættere samarbejde på tværs af sektorerne. Derved skubbes økonomisk silotænkning og uhensigtsmæssige incitamenter i baggrunden.

Første konkrete skridt mod at få en regering til at tage ansvar for en plan for det nære sundhedsvæsen blev taget i forbindelse med årets økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL. Her besluttede man at sætte et udvalgsarbejde i gang, der skal resultere i en samlet plan for en udbygning af det nære sundhedsvæsen.

Kilder: Dansk Sygeplejeråd og KL.

Dette tema består af følgende artikler:

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Kommune
Stress

Hospitalssengen flytter ind hos fru Jensen

KOMMUNER UNDER PRES. 8 ud af 10 kommunale sygeplejersker oplever, at patienter bliver udskrevet, før de er færdigbehandlet. Patientflowet fra de økonomisk trængte sygehuse er enormt, og det presser kommunerne, som ikke har ressourcer og kompetencer til at løfte de mere komplekse patienter. Udviklingen frem mod de danske supersygehuse i 2020 går for stærkt, advarer Dansk Sygeplejeråd, KL og Danske Patienter nu om.

Tilfredshed med kommunal rehabilitering af borgere med kronisk sygdom

I en jysk kommune har man evalueret rehabiliteringsindsatsen overfor borgere med kroniske sygdomme. Trods manglen på målbar effekt var borgerne tilfredse med den kommunale rehabiliteringsafdeling.

Læs som PDF - gå til side 74

Siden 2006 har Rehabiliteringsafdelingen i Brønderslev Kommune tilbudt borgere med kronisk sygdom en 10-ugers rehabiliteringsindsats baseret på principper, som karakteriserer de senere forløbsprogrammer. Formålet med denne artikel er at formidle resultater af den evaluering, der blev foretaget i 2012 (1).

Baggrund

Middellevetiden stiger, og flere mennesker må leve med kronisk sygdom. Der er et øget behov for rehabiliterende indsatser baseret på systematisk anvendelse af kliniske standarder og retningslinjer, systematisk dokumentation og effektevaluering, så borgerne modtager den optimale rehabilitering i deres nærmiljø og hurtigst muligt kan vende tilbage til deres hverdagsliv (1). Kommunerne skal varetage en betydelig del af denne opgave (2).

Der er i dag viden om og evidens for effekter af rehabiliteringsindsatser rettet mod borgere med kronisk obstruktiv lungelidelse, diabetes type 2 og hjerte-kar-sygdom (3).

Rehabilitering kan være en helt afgørende faktor for, at mennesker med kronisk sygdom kan genvinde eller opretholde funktionsevnen og dermed et selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv. Rehabiliteringsdefinitionen og International Klassifikation af Funktionsevne (ICF) udgør det faglige grundlag for kvalificeret rehabilitering (4,5,6).

Rehabilitering retter sig primært mod de afledte konsekvenser af sygdom og symptomer for funktionsevnen på krop, aktivitet og deltagelse set i sammenhæng med begrænsende og fremmende personlige og omgivelsesmæssige faktorer (5).

MarselisborgCentret har i samarbejde med Rehabiliteringsforum Danmark udgivet Hvidbog om Rehabiliteringsbegrebet (4) og definerer rehabilitering således:

”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation, og beslutninger består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats” (4).

Formålet med rehabilitering er således, at mennesker med helbredsbetinget nedsat funktionsevne får et meningsfyldt og selvstændigt liv (7). Rehabilitering har dermed et andet mål end behandling, hvis mål er at fjerne symptomer og undgå død.

Brønderslev Kommune påtog sig i 2006 – allerede før Strukturreformen – dennes krav til kommunerne om at styrke den sammenhængende indsats overfor svage og udsatte borgere (8). Kommunen iværksatte således Sundhedsstyrelsens anbefalinger til forløbsprogrammerne (9) om at sikre mulighederne for forebyggelse og rehabilitering.

Rehabiliteringsafdelingen startede som et projekt i 2006 (10) i et samarbejde mellem Brønderslev Kommune og MarselisborgCentret – Forskning og Udvikling, CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland. Nu er Rehabiliteringsafdelingen etableret som et fast tilbud til kommunens borgere med kronisk obstruktiv lungelidelse, diabetes type 2 og hjerte-kar-sygdom. Med støtte fra Trygfonden og Helsefonden blev der i 2011-12 udført en kvantitativ og kvalitativ evaluering af rehabiliteringsindsatsen (1). Formålet var

  • At dokumentere, hvordan og i hvilken udstrækning Brønderslev Kommunes rehabiliteringsindsats påvirkede hverdagslivet og dagligdagen for borgere med kronisk sygdom
  • At klarlægge, i hvilken grad organiseringen af Rehabiliteringsafdelingen var kvalificeret i forhold til borgere med kronisk sygdom
  • At kortlægge, hvilke forhold (fysiske, psykiske og sociale) der blev styrket i Rehabiliteringsafdelingen, og vurdere, om disse kan overføres til andre målgrupper eller kan forankres i eget hjem i takt med, at den enkelte borgers kroniske sygdom udvikler sig.

Metode og materialer

Indsatsen i Rehabiliteringsafdelingen består af 10 ugers diagnosespecifik undervisning, der tilbydes borgere med kronisk obstruktiv lungelidelse, diabetes type 2 og hjerte-kar-sygdom (11). Undervisningen varetages af sygeplejerske, diætist og fysioterapeut og omfatter afhængigt af diagnosen emner som sygdomslære, medicin, bivirkninger, kost, seksualitet, angst, hverdagsliv, vejrtrækning og afspænding.

Desuden varetager fysioterapeuterne undervisningen i forbindelse med den fysiske træning, der foregår to gange om ugen i træningssal. Der udføres undervejs i rehabiliteringsforløbet test og målinger, typisk i forbindelse med start og slutstatus, se figur 1. 
SY-2013-11-alt-sammen%20(52)

Datagrundlag og analyse

Kvantitative data blev uddraget fra 281 journaler på samtlige borgere indskrevet til rehabilitering i perioden 1. juli 2010 til 30. juni 2011. Journalerne indeholdt oplysninger om cpr-nr., køn, socialstatus (samboende, alene, børn i hjemmet etc.), erhverv, højde, vægt, taljemål, blodsukker, diagnose, rygerstatus, motionsstatus ved start og slut, stratificering af sygdom (niveaudeling af sygdommens sværhedsgrad og kompleksitet) og influenzavaccination.

Derudover var der i journalerne oplysninger om udførte tests, bl.a. MRC-dyspnø-test (før og efter indsats), 6 minutters gangtest (før og efter indsats), Borg-15 test (før og efter indsats), antal gennemførte gange, borgernes individuelle mål med forløbet og EQ15D om nuværende helbredstilstand (før og efter indsats).

Data blev tastet i EPI-data og analyseret i statistikprogrammet STATA (1), se figur 2. 

SY-2013-11-alt-sammen%20(53)

Kvalitative data blev genereret i Rehabiliteringsafdelingens to lokalisationer i henholdsvis Dronninglund og Brønderslev i perioden 1. marts 2012 til 30. april 2012 og bestod af deltagerobservationer, ni individuelle interview med borgere, der deltog i rehabiliteringstilbuddet, et fokusgruppeinterview med personalegruppen og to individuelle og tre fokusgruppeinterview med afdelingens samarbejdspartnere, herunder hjemmeplejen, almen praksis og sygehus.

De kvalitative data blev analyseret ud fra analytisk induktiv tilgang inspireret af Interpretive Description bestående af en grundig analyse i fire trin med henblik på at eksplorere og kondensere indholdet (12). Først blev alle interview optaget på bånd og efterfølgende transskriberet og anonymiseret.

Dernæst blev alle interview læst grundigt igennem og en foreløbig kodning foretaget. Efterfølgende blev der foretaget en indledende kategorisering samt en dybere vurdering. Til sidst blev der foretaget en endelig kondensering for hvert interview, og de centrale temaer fra interviewene med relevante hovedbudskaber i forhold til denne evaluering blev identificeret i henhold til formålene.

Deltagerobservationerne blev udført i forbindelse med feltarbejdet i de to lokale afdelinger, hvor der løbende er taget feltnoter i forbindelse med undervisning, deltagernes samtaler, træningshold, og personalets drøftelser. Feltnoterne blev transskriberet og analyseret på samme vis som interviewdata.

Resultater

De kvantitative analyser viste, at:

  • Sværhedsgraden af sygdommen tilsyneladende ikke havde nogen betydning for graden af deltagelse i rehabilitering.
  • De fleste borgere blev henvist via almen praksis, samt at det hyppigst var borgere med diagnosen diabetes type 2.
  • Ca. en fjerdedel af borgerne ikke havde en nedskreven rehabiliteringsplan ved afslutning af forløbet.
  • Ca. 40 pct. af deltagerne deltog 16 eller flere gange i et forløb med gennemsnitligt 20 mødegange.
  • Det hyppigst var borgere med diabetes, der fravalgte indsatser undervejs i rehabiliteringsforløbet.
  • Der ingen sikre resultater var i forhold til ændring i rygestatus, vægt, taljemål og BMI.
  • Der var en tendens til, at borgerne dyrker mere motion efter deltagelse i rehabiliteringsforløbet.
  • Borgene udviste forbedringer på 6 minutters gangtest og Borg 15 – cykeltest.
  • Der var forbedringer på fem ud af seks selvrapporterede parametre fra borgerne, der deltog.
  • Der generelt var et stort antal ”uoplyste” i datamaterialet grundet manglende registrering og dokumentation i borgerjournalen, se tabel 1.

SY-2013-11-alt-sammen%20(54)
De kvalitative analyser viste, at der var stor tilfredshed med Rehabiliteringsafdelingen i forhold til formål 1 og 3 ”Påvirkning af hverdagsliv og faktorer, der styrkes” på flere forhold i Rehabiliteringsafdelingen (1).

Borgerne berettede således om en oplevelse af øget psykisk mestring i forhold til erkendelse af sygdom, bedre håndtering af angst, et større psykisk overskud, bedre humør og øget tilfredshed i hverdagslivet.

Socialt oplevede borgerne ligeledes en øget mestring, som bl.a. kom til udtryk ved oplevelsen af et større socialt overskud. Borgerne fortalte også positivt om det sociale sammenhold på holdet og om oplevelsen af at være en del af et hold.

Borgerne rapporterede om en øget fysisk mestring af sygdommen ved større fysisk formåen, et større overskud og forøget energi. Den fælles træning i trygge rammer samt måling og registrering af fremskridt virkede motiverende. Borgerne oplevede deres hverdagsliv som forbedret.

Viden om kost og hjælp til ændringer i vaner var motiverende for borgerne.
Borgerne fortalte, at personalets måde at være på var af stor betydning for effekten af indsatsen og den positive oplevelse af at deltage på holdet. Bl.a. fortalte borgere om et personale, der fremstod som fagligt kompetente, imødekommende, engagerede og motiverende i den daglige undervisning, træning og samtaler, hvilket medvirkede til borgernes øgede mestring.

I det hele taget var motivation et gennemgående tema i analyserne af de kvalitative data, se figur 3.
SY-2013-11-alt-sammen%20(55)
Med hensyn til formål 2 vedrørende at klarlægge, i hvilken grad organiseringen af Rehabiliteringsafdelingen var kvalificeret i forhold til borgere med kronisk sygdom, viste analyserne, at:

  • Samarbejdsparterne var enige om, at rehabiliteringstilbuddet er meget relevant, men efterlyser et øget samarbejde og mere synlighed fra afdelingens side.
  • Man ønskede øget fokus på mulighed for opfølgning på rehabiliteringsindsatsen bl.a. via øget kendskab til indhold i forløbet og et øget samarbejde omkring afslutningen af forløbet.´
  • Samarbejdspartnerne efterlyste synlighed i lokalsamfundet, men alle lagde vægt på vigtigheden af den lokale forankring i to afdelinger i kommunen.
  • Der blev udtrykt behov for at arbejde målrettet med systematisk dokumentation, registrering og målsætning.

Der blev i evalueringen identificeret fem fokusområder, hvor der med fordel kan udvikles med henblik på at øge kvaliteten i Rehabiliteringsafdelingen yderligere. Fokusområder, som man ligeledes bør være opmærksom på, hvis rehabiliteringsaktiviteterne udvides til andre sygdomsgrupper.

  1. Skriftlige evidensbaserede indsatser og rehabiliteringsplaner.
  2. Dokumentation, registrering og målsætning gennemgås, auditeres og vurderes løbende. Der bør opstilles indikatorer og standarder. Dermed er der mulighed for kvalitetssikring, benchmarking og effektmåling.
  3. Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde med henblik på bl.a. kommunikation.
  4. Synlighed og lokal forankring med fokus på øget synlighed og tydeliggørelse af bl.a. henvisningsprocedurer.
  5. Opfølgning på rehabiliteringsindsatsen ved bl.a. at sikre overgange til almen praksis og hjemmepleje.

Konklusion

Rehabiliteringsafdelingen i Brønderslev Kommune har succes med rehabiliteringsindsatsen. Der blev påvist stor borgertilfredshed med Rehabiliteringsafdelingen. Borgerne berettede om et positivt udbytte af rehabiliteringen og om at have opnået forbedret funktionsevne både fysisk, psykisk og socialt på trods af en begrænset målbar effekt (1).

Evalueringen tilvejebringer ny viden, der kan inspirere, ikke bare i Brønderslev Kommune, men også andre lokale og nationale beslutningstagere, forskere og fagprofessionelle i arbejdet med udviklingen af rehabiliteringsbegrebet og rehabilitering, der tager sigte på borgerens liv og hverdag med kronisk sygdom.

Diskussion

Rehabiliteringsindsatsen bør baseres og tilrettelægges på baggrund af evidensbaserede retningslinjer og standarder med nøjagtigt beskrevne handlingsanvisninger.

Ifølge rapporten fra Kommunernes Landsforening ”Det nære sundhedsvæsen” (2) beskrives det som centralt, at al dokumentation og registrering i kommunerne netop foretages systematisk. Ved systematisk dokumentation og registrering bliver monitorering i forhold til opnåelse af målsætning og effektfulde indsatser mulig, og der kan på den baggrund fokuseres på de sundhedsindsatser, der har den største effekt.

Systematisk opsamling af viden vil medvirke til at sikre kommunerne adgang til den bedst tilgængelige viden om kvalitet og virkningsfulde indsatser med henblik på tilpasning af indsatser (2). Når der skal måles på indsatser ud over borgertilfredsheden, er det nødvendigt at opstille mål og succeskriterier samt monitorere via f.eks. miniaudit og benchmarking.

Perspektivering

Projektet har tilvejebragt ny viden, der kan inspirere lokale og nationale beslutningstagere, forskere og fagprofessionelle i arbejdet med udvikling af rehabiliteringsbegrebet og rehabiliteringsforløb.

På baggrund af rapporten må det konkluderes, at Rehabiliteringsafdelingen i Brønderslev Kommune er godt på vej.

Tak

Tak til borgere, personale, ledelse, samarbejdspartnere og kolleger, som har deltaget og bidraget med viden, interesse, engagement og faglig sparring.  

Litteratur

  1. Handberg C, Nielsen CV. Evaluering af rehabiliteringsindsatsen overfor borgere med kronisk sygdom i Brønderslev Kommune 2012. Region Midtjylland CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, MarselisborgCentret, Forskning og Udvikling. 2012. Se http://marselisborgcentret.dk Besøgt den 21.08.2013
  2. Klarlund Pedersen B og Andersen LB. Fysisk Aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling.  Sundhedsstyrelsen; 2004.
  3. Johansen JS et al. Rehabilitering i Danmark. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Aarhus: MarselisborgCentret, 2004.
  4. Hjortbak BR et al. Udfordringer til rehabilitering i Danmark. 1 ed. Aarhus: Rehabiliteringsforum Danmark, 2011.
  5. Schiøler G og Dahl T. ICF. International Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsnedsættelse og Helbredstilstand. Munksgaard, Danmark: Sundhedsstyrelsen, 2003.
  6. Møller Pedersen K. Kommunal Medfinansiering af Sundhedsvæsenet – en idé på sandgrund? Syddansk Universitetsforlag, 2005.
  7. Sundhedsstyrelsen. Forløbsprogrammer for kronisk sygdom. Generisk model og Forløbsprogram for diabetes. Sundhedsstyrelsen; 2008.
  8. Kommunernes Landsforening. Det nære sundhedsvæsen. Kommunernes Landsforening; 2012.
  9. Hyldgaard S. Det gode sammenhængende rehabiliteringsforløb – for borgere med KOL og type 2-diabetes i Brønderslev Kommune. MarselisborgCentret; 2007.
  10. Vinther-Nielsen C et al. Rehabilitering for sundhedsprofessionelle. København: Gad, 2008.
  11. Brønderslev Kommune. Rehabiliteringstilbud. Brønderslev Kommune. Tilgængelig på: http://www.bronderslev.dk Besøgt den 21.08.2013.
  12. Thorne, S. Interpretive Description. Walnut Creek, California, USA. Left Coast Press, Inc. 2008.

 En fuldstændig litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatteren. 

English abstract

Handberg C, Nielsen CV. Satisfaction with municipal rehabilitation of citizens with chronic illness. Sygeplejersken 2013;(11):74-9.
 
The article discusses the results of an evaluation done at the Rehabilitation Unit in Brønderslev Municipality in 2012. The Unit offers citizens with chronic obstructive pulmonary disease, type 2 diabetes and cardiovascular disease a 10-week rehabilitation programme. The objective of the evaluation was:
 
1. To document how and to what extent Brønderslev Municipality’s rehabilitation programme affected the everyday lives of citizens with a chronic illness
 
2. To determine the extent to which the organisation of the Rehabilitation Unit was qualified in relation to citizens with a chronic illness
 
3. To establish what conditions (physical, mental and social) were strengthened and to assess whether these can be applied to other target groups or rooted in the patient’s home as the individual’s chronic illness develops.

The evaluation was performed on the basis of quantitative and qualitative data, and it concluded that the Unit has been successful with its rehabilitation work, in spite of a limited measurable effect. The evaluation provides new knowledge that can serve to inspire decision-makers, researchers and professionals in their work with the development of rehabilitation.
 
Keywords: Evaluation, municipality, chronic illness, rehabilitation.

Emneord: 
Kronisk sygdom
Rehabilitering
Undersøgelse
Evaluering
Kommune

Flere sygeplejersker kan gøre en forskel

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen mener, det er nødvendigt for kommunerne at styrke forebyggelsesindsatsen for at nedbringe antallet af genindlæggelser.

Hvordan kan man styrke indsatsen for at forebygge genindlæggelser?

”Kommunerne skal have incitamenter til at sætte forebyggende tiltag i gang, og derfor er det godt, at de nu får mere økonomisk ansvar for at forebygge genindlæggelser.

De forebyggende tiltag kunne f.eks. være at følge patienter med kroniske lidelser tæt. Man kan gøre noget ud af at kontrollere dem løbende for sukkersyge, lungelidelser forhøjet blodtryk og lignende lidelser, og sygeplejerskerne kunne varetage den funktion i kraft af deres faglighed. Derfor er der brug for sygeplejersker, som specialiserer sig i kroniske lidelser.

Selvfølgelig ligger der også forebyggelsespotentialer i samarbejdet mellem regioner og kommuner, hvor man bl.a. i udskrivelsesfasen kan gøre meget for at undgå, at patienterne bliver indlagt igen. Jeg har selv oplevet gode eksempler rundt om i landet med kommunale visitatorer på sygehusene, som er med til at sikre, at patienterne får den rigtige udskrivelse og den rigtige hjælp, når de kommer hjem.

Også sygeplejersker, der besøger borgerne i hjemmet efter udskrivelsen sammen med en læge, kan gøre en forskel, fordi de kan indgå i en dialog med borgerne om, hvorfor de blev indlagt i første omgang. Det handler i høj grad om at tage sig tid til at finde ud af, hvordan vi undgår endnu en indlæggelse.”

Emneord: 
Kommune
Forebyggelse

Vi skal styrke det nære sundhedsvæsen

Anny Winther, formand for social- og sundhedsudvalget i KL, mener, at hjemmesygeplejerskerne vil komme til at spille en central rolle i kommunernes forebyggelsesindsats.

Hvordan vil kommunerne fremover styrke indsatsen for at forebygge genindlæggelser?

”Vi skal opruste det nære sundhedsvæsen og sikre en bedre koordinering af plejeopgaverne i forhold til udskrivelse og hjemkomst. Det kan betale sig at følge fru Jensen hjem fra hospitalet, sætte genoptræning i gang og sørge for, at der er orden i hendes medicin."

Derudover vil hjemmesygeplejen være et af de områder, som i forebyggelsesindsatsen bliver optimeret og videreudviklet. Både i forhold til innovation med velfærdsteknologi som f.eks. mobile iltapparater i hjemmet hos kronisk syge lungepatienter og i forhold til tættere kontakt mellem borgeren og hjemmesygeplejersken. Det kan f.eks. gøre en forskel i forhold til trygheden hos den syge ældre, hvis de har et akut telefonnummer til hjemmesygeplejersken, og måske kan det spare en indlæggelse.

En anden tendens, som vi allerede ser visse steder, og som vil udvikle sig mere fremover, er patienter, der er indlagt i eget hjem – eller udlagt, som sygehusene kalder det. Det kan være en god ting i forhold til infektionsrisiko ved sårbehandling, og at man desuden får sin egen mad og er i trygge omgivelser.

Med tiltag som disse vil vi kunne aflæse resultatet i, at kommunen sparer penge på de færre genindlæggelser. Men de ældre og syge vil også få mere livskvalitet, i og med at de undgår genindlæggelser.”

Emneord: 
Kommune
Sundhedsvæsen
Politik
Hjemmesygepleje
Forebyggelse
Ældre

Katastofalt at skære i antallet af hjemmebesøg

Langeland er en af de kommuner med flest fattige børn, og fattigdommen rammer børnenes trivsel. Hyppige hjemmebesøg og tæt personlig kontakt til familierne er afgørende, hvis børnene og deres familier skal hjælpes, mener øens sundhedsplejersker.

SY-2011-04-27-1a
”Vi skal jo kun stå på dørtrinnet, så kan vi fornemme, hvordan en familie har det,” siger sundhedsplejerske Inge-Lise Bøilerehauge (tv). Både hun og kollegaen Birgitte Møller Jensen arbejder med fattige familier på Langeland, og de mener, at hjemmebesøg er essentielle for at kende til problemerne og hjælpe familierne. Foto. Søren Skarby

Sundhedsplejens lille røde bil snor sig mellem de berømte hatbakker på Langeland, der blev dannet under den sidste istid.

De to sundhedsplejersker Birgitte Møller Jensen og Inge-Lise Bøilerehauge viser rundt i Inge-Lises distrikt på den sydlige del af øen. Mellem de smukke bakker ligger stråtækte sommerhuse og velholdte gårde side om side med faldefærdige landbrugsejendomme, der som Inge-Lise Bøilerehauge udtrykker det: ”er så fugtige og utætte, at de ikke burde bruges som menneskeboliger.”

Men det bliver de. De billige landhuse tiltrækker ofte børnefamilier med sociale og økonomiske problemer.

Langeland har 13.000 indbyggere og er en af landets mindste kommuner. Med sine store godser og fattige landarbejderboliger har øen altid været præget af store skel mellem rig og fattig. Men i disse år forstærkes problemerne, fordi Langelands mange ufaglærte har svært ved at finde job.

Sidste år viste en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at Langeland ligger nr. 3 på listen over kommuner med flest fattige børn. 8,2 pct. af øens børn vokser op i familier, hvor forældrene kan betegnes som fattige (se boks nedenfor).    

Og problemerne er ikke blevet mindre, efter at Vestas i slutningen af 2010 besluttede at nedlægge sin fabrik på Langeland og fyre 235 medarbejdere.

Der er i alt fire sundhedsplejersker på øen, og de sårbare familier fylder meget i arbejdet. Profilen på de udsatte familier er sammensat: En del er tilflyttere fra f.eks. Lolland-Falster. Andre har altid boet på Langeland og er i en del tilfælde opvokset i familier, der i flere generationer har været på overførselsindkomst. Denne vinter har mange af familierne haft svært ved at få råd til brændsel og ordentligt vintertøj til deres børn.

”Jeg møder da skolebørn, der helt frit fra leveren siger: ”Jeg kan ikke komme på efterskole eller dyrke fritidsinteresser, for det har vi ikke råd til.” Det er ikke noget, de skammer sig over. På småbørnsområdet har vi gjort op, at 53 pct. af hjemmebesøgene er behovsbesøg ud over de fem besøg, vi tilbyder i barnets første leveår. Det vil sige, at familierne virkelig har brug for hjælp. Det kan godt være, at fødselstallet daler, men alligevel stiger efterspørgslen efter vores arbejde,” fortæller sundhedsplejerske Birgitte Møller Jensen, som understreger, at samarbejdet med de familier, der har brug for særlig hjælp, er meget positivt.

Tværfagligt samarbejde

Sundhedsplejen på Langeland har base på det tidligere Rudkøbing Sygehus, der i dag er omdannet til rådhus. I bygningen over for deres kontor bor jordemødrene, og dagplejen har kontor lige ved siden af. I det hele taget er den tætte tværfaglige kontakt til andre faggrupper som jordemødre, socialrådgivere, pædagogisk/psykologisk konsulent og øens særlige børne-/misbrugskonsulent krumtappen i indsatsen over for de dårligst stillede familier:

”Vi har f.eks. en del misbrugsfamilier. I de tilfælde taler vi med vores børnekonsulent på misbrugsområdet, som er uddannet til at tage samtaler med forældre og børn. Som sundhedsplejersker er vores force, at vi kommer i hvert eneste hjem og kan se, hvordan familierne fungerer, og når noget i en familie ikke fungerer, kan vi med det samme få hjælp fra andre fagfolk,” siger Birgitte Møller Jensen.

Hun fremhæver sundhedsplejens tilbud om et besøg hos samtlige gravide som et andet initiativ, der kan bidrage til en tidlig tværfaglig indsats i familierne.

Gæster i familien

Hjemmebesøg og god personlig kontakt er altafgørende i støtten til de sårbare, lyder et af budskaberne fra sundhedsplejen på Langeland.

”I disse år skærer mange kommuner i antallet af hjemmebesøg for at spare penge. Men det er katastrofalt for denne her gruppe. Vi skal jo kun stå på dørtrinnet, så kan vi fornemme, hvordan familien har det. For nylig var jeg f.eks. på besøg hos en familie, hvor jeg kunne mærke, at der var noget galt. Da moderen bød på kaffe, satte faderen sig med ryggen til. Det viste sig, at han var blevet afskediget, og nu var både mor og far arbejdsløse og skulle forsørge to små børn. I mit videre arbejde med familien er det vigtigt at fokusere på, hvordan de klarer problemerne, og hvad de skal prioritere, så børnene ikke lider under situationen,” siger Inge-Lise Bøilerehauge.

Sundhedsplejerskerne oplever, at familiernes økonomiske og sociale problemer i en del tilfælde går ud over relationerne i familien:

”At have en god relation og tilknytning mellem forældre og børn har ikke altid noget med penge at gøre. Men vi ser ofte, at desperationen over økonomien kan påvirke forholdene i familien. Så er det måske, at manden slår konen og glemmer børnene. Vi kan også opleve, at familier taler hårdt og nedladende til deres børn. Eller siger: ”Børnene tager ikke skade af at få én over fingrene.” I de tilfælde er det vigtigt, at vi er med til at påvirke familiedynamikken, og det kan vi kun gøre, hvis vi besøger familierne og har en tæt personlig og vedvarende kontakt til dem,” siger Inge-Lise Bøilerehauge.

Hun fremhæver en yderligere fordel ved hjemmebesøg:

”Det er os, der er gæster, og derved får vi også de historier, som kan være svære at fortælle, hvis man sidder i kommunens sundhedshus. Konsultationer i et kommunalt sundhedshus kan være et rigtigt godt ekstra tilbud for familierne. Men det kan ikke erstatte hjemmebesøget. Den viden og indsigt, vi får ved at besøge familierne i hjemmene, giver et værdifuldt grundlag for vores faglige vejledning i familien," siger Inge-Lise Bøilerehauge:

Fedme er et problem

Livsstil og kost er et andet gennemgående tema i sundhedsplejerskernes arbejde:

”Vi har f.eks. nogle gode samtaler med familierne om, at det ikke behøver være dyrt at leve sundt. De kan sagtens lave god mad med billige råvarer som kylling, kål, kartofler og gulerødder,” siger Birgitte Møller Jensen.

I et forsøg på at hjælpe børn med vægtproblemer startede skolesundhedsplejen et projekt op for overvægtige børn, men måtte desværre droppe det igen, fordi børnene ikke dukkede op.

”Når vi ikke har kunnet få fat i børnene, har vi valgt at gå gennem forældrene. Men vi har ikke opgivet og overvejer nu, hvordan vi skal gå videre med børnene,” siger sundhedsplejerske Vibeke Wittenberg.

Lille kommune med store problemer

Langeland Kommune er med sine 13.000 indbyggere en af landets mindste kommuner. Kommunen har fire sundhedsplejersker ansat, der arbejder tæt sammen bl.a. med jordemødre, en misbrugskonsulent, socialrådgivere m.m. Alle gravide på øen får tilbudt et graviditetsbesøg. 53 pct. af hjemmebesøgene er behovsbesøg ud over de fem besøg til nybagte familier, der tilbydes i barnets første leveår. 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommune
Sundhedspleje
Familie

Lokale tiltag skal hjælpe nyuddannede i job

Antallet af ledige nyuddannede sygeplejersker er syvdoblet det seneste år fra 45 til 347. Dansk Sygeplejeråds fem kredse er i fuldt sving med initiativer, der skal lette vejen til arbejdsmarkedet for de nyuddannede.

SY-2011-01-21a
Foto: Søren Holm

Region Hovedstaden er den region i landet, som har oplevet den største stigning i antallet af ledige nyuddannede sygeplejersker. På et enkelt år er tallet steget fra 19 til 166.

Derfor arbejder Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden ad to spor for at modvirke udviklingen: Et praktisk spor målrettet de nyuddannede og et politisk spor målrettet det politiske system. Det fortæller Martin Carlson, næstformand i kredsen.

”Vi har oprettet et netværk for nyuddannede arbejdsløse og et for nyuddannede generelt. Begge netværk fungerer via Facebook, og kredsen lægger lokaler til netværksmøderne. Vi har også indgået et samarbejde med Professionshøjskolen Metropol for at få udviklet fagspecifikke kurser, som er målrettet de nyuddannede ledige,” fortæller Martin Carlson og tilføjer:

”Politisk har vi i kredsen skabt opmærksomhed hos arbejdsgiverne i region og kommuner om muligheden for at skabe løntilskudsstillinger. Vi er klar over, at job med løntilskud ikke er vejen frem på længere sigt, men det giver den nyuddannede den kliniske erfaring, som fører til beskæftigelse i almindelige job. Som en start opretter regionen 25 stillinger med løntilskud for sygeplejersker, og det kommende år vil vi følge tæt, hvordan ordningen fungerer i praksis.”

Kreds Hovedstaden arbejder også på at tilrettelægge en serie praksisnære temadage i perioden februar-juni 2011.

Appel til 19 kommuner

Også i Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland arbejdes der på at hjælpe de nyuddannede ind på arbejdsmarkedet. I februar er f.eks. planlagt et medlemsmøde i samarbejde med Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DSA, om lediges rettigheder og muligheder.

Kredsen satser også på netværksdannelse og medlemsaktiviteter, fortæller formanden, Else Kayser: ”Som ledig har man brug for at kunne danne netværk, og vi ser kredsens medlemsaktiviteter som en mulighed for at mødes med andre sygeplejersker.”

Else Kayser tilføjer, at kredsen har planlagt samarbejde med regionen og det lokale beskæftigelsesråd i forbindelse med de yderligere besparelser og fyringer, der venter i foråret.

I oktober 2010 skrev kredsen desuden til samtlige 19 kommuner i Region Midtjylland. I brevet hed det bl.a.:

”Vi opfordrer jer til at ansætte de ledige nyuddannede sygeplejersker, så de kan fastholdes i faget og også i fremtiden indgå i den lokale arbejdsstyrke. Sygeplejerskerne i kommunerne har i de seneste år fået mange nye opgaver med heraf følgende behov for kompetenceudvikling, som det kan være vanskeligt at nå i en travl hverdag. Her kan ansættelse af flere sygeplejersker også give bedre muligheder.”

Dialog med arbejdsgiver og skoler

I Dansk Sygeplejeråd Kreds Syddanmark planlægger kredsen en række møder i det nye år for nyuddannede ledige sygeplejersker.

”Derudover er vi i dialog med sygeplejerskeuddannelsen om uddannelsestilbud til de ledige nyuddannede sygeplejersker. Ligesom vi presser på hos Region Syddanmark og kommunerne for, at de skal anvende løntilskudsordningen,” fortæller kredsens formand John Christiansen og tilføjer, at Kreds Syddanmark i løbet af efteråret har været rundt i kredsens 22 kommuner og opfordret til at fastholde de sygeplejersker, der allerede er ansat, og give plads til flere nyuddannede.

I december måned vil kredsen lægge en plan for, hvilke aktiviteter og tiltag der skal sættes i gang i det syddanske i 2011 for at forbedre jobsituationen for de nyuddannede. Kredsen er bl.a. i positiv dialog med Region Syddanmark om et fælles projekt for de arbejdsløse nyuddannede sygeplejersker.

Positiv interesse

I Region Nordjylland, der målt i antal har færrest ledige nyuddannede, nemlig 18, har Dansk Sygeplejeråd Kreds Nordjylland mange tiltag i støbeskeen.

”Vi arbejder tæt sammen med DSA, jobcentre, arbejdsgivere og University College Nordjylland om initiativer til at få de nyuddannede ledige i job. Der er helt klart en positiv interesse fra arbejdsgivernes side for at være med i initiativer, der kan få de nyuddannede hurtigt i job,” fortæller kredsformand Jytte Wester.

Også i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland har kredsformandskabet et meget stort fokus på området. Næstformand Jeanette Hansen fortæller:

”Vi har udbudt forskellige møder til de nyuddannede, dels i DSR-regi og dels i samarbejde med DSA og University College Sjælland. Desværre har der været en del aflysninger, fordi kun meget få ledige har tilmeldt sig. Derfor har vi nu planlagt et møde i marts.”

Det gør DSA

Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DSA, har en række aktiviteter, der skal hjælpe nyuddannede ledige i arbejde:

  • Temamøder med mulighed for at netværke med andre. Temaerne sætter fokus på positiv psykologi, karriereafklaring og effektiv jobsøgning.
  • Kontaktforløb mellem ledige og DSA’s jobkonsulenter. 
  • Møder med fyringstruede medarbejdere på arbejdspladserne.
  • Information om virksomhedspraktik og løntilskudsjob og formidling af kontakt mellem arbejdsgiveren og den ledige.
  • Landsdækkende og regionale beskæftigelsesprojekter.
  • Løbende dialog med jobcentre og beskæftigelsesregioner.
  • Samarbejde med professionshøjskoler for at få skolerne til at målrette kurser til ledige.
  • Møder med politikere på flere niveauer for at skabe synlighed om problemet med det stigende antal ledige sygeplejersker.

Kilde: DSA.

En farlig kurs

 ”Det er en meget alvorlig situation, at så mange sygeplejersker ikke er på arbejdsmarkedet. Det er alvorligt for den enkelte ledige, og det er alvorligt for sundhedsvæsenet, der risikerer at tabe en del af de sygeplejersker, som Danmark får hårdt brug for om få år, når en stor gruppe af sygeplejersker går på pension,” siger Grete Christensen og fortsætter:

”De alt for skrabede budgetter i regioner og kommuner er en farlig kurs. Besparelserne risikerer på sigt at ramme kvaliteten. Der kommer jo hverken færre patienter eller sundhedsopgaver, fordi regioner og kommuner nedlægger sygeplejerskestillinger og afskediger sygeplejersker. Tværtimod. Risikoen er, at nogle opgaver i fremtiden ikke kan løses fagligt forsvarligt pga. mangel på personale.”

Emneord: 
Arbejdsmarked
Politik
Kommune

Nul fejl i medicinhåndteringen

Københavns Kommune vil ikke acceptere medicinfejl. Det mål forfølger hjemmesygeplejen bl.a. med bedre tid til dosering og bedre kommunikation med borgerens læge.

Læs som PDF - gå til side 22

SY-2012-08-20-1cc
Sygeplejerskerne i Københavns Kommune, her Louise Jørgensen fra Amager, kan få tildelt ekstra tid til medicindoseringen, f.eks. hos borgere, der får ordineret medicin af flere forskellige læger og sygehusafdelinger. Foto: Søren Svendsen

Fejlfri medicinhåndtering er et af målene i Københavns Kommunes ældrereformprogram fra 2011.
”Og jeg ved godt, det handler om mennesker, så nul fejl er en meget ambitiøs målsætning,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

”Men jeg tror, det er rigtig afgørende, at vi sætter barren højt.”

En af grundene til, at kommunen har ansat flere sygeplejersker i de seneste år, er netop ønsket om en mere sikker medicinhåndtering. For der sker stadig en del fejl, siger Ninna Thomsen.

Som borgmester fik hun en ubehagelig overraskelse, da kommunen i en stikprøveundersøgelse i 2010 selv afdækkede, at ingen af 18 besøgte borgere i hjemmesygeplejens regi var korrekt medicineret. (Se Sygeplejersken nr. 2/2011).

Det var der mange forskellige grunde til, først og fremmest samspillet med almen praksis og hospitaler og speciallæger. Ingen havde det samlede overblik.

”Problemerne var formentlig ikke specielle for Københavns Kommune. Rapporten afspejler nok, hvordan det ser ud rigtig mange steder,” siger Ninna Thomsen. Hun ser frem til det Fælles Medicin Kort, som skal give regioner, praktiserende læger og kommuner et fælles overblik over den enkeltes medicinering.

”Når det kommer i gang, tror jeg, vi får løst noget. Men vi har også selv lavet et nyt kvalitetsprogram, som skal give sygeplejerskerne mere ro og tid.

Det handler om uddannelse og faglig ledelse, men også om, at der er tid nok til både at dosere medicinen og til at danne sig et overblik over den ældres samlede medicinforbrug.”

Udvidet medicindosering

Internt har kommunen bl.a. sat ind med undervisning af assistenter og hjælpere, analyser af utilsigtede hændelser og klarere regler for delegation. Risikomedicin, f.eks. blodfortyndende, må nu kun håndteres af sygeplejersker, og flere andre ændringer i kataloget over sygeplejeydelser sigter mod en mere sikker medicinering.

Først og fremmest er det nu muligt at give sygeplejerskerne ekstra tid til doseringen, når der er meget medicin inde i billedet, fortæller sygeplejefaglig leder Evy Ravn, Lokalområde Amager.

”Før i tiden var en medicindosering på 10 eller 20 minutter.  Nu kan den koordinerende sygeplejerske tildele op til tre kvarter eller en time, hvis hun f.eks. kan se, at borgeren, der kommer hjem fra hospitalet, har kontakt til tre forskellige ambulatorier og får 18 præparater.”

Det er en stor forbedring, synes hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen, der samtidig har oplevet, at den nye ydelse, forløbskoordination, også giver anledning til, at uklarheder og misforståelser i medicineringen bliver opklaret.

Som ny ydelse er der desuden indført modtagekontrol af dosispakket medicin, og det lyder måske mærkeligt, at en sygeplejerske eller assistent skal tjekke en gang til, når medicinen er pakket på apoteket.

”Men vi finder faktisk fejl,” siger Evy Ravn. ”F.eks. hvis en borger har været indlagt, og hospitalet har været usikker på, hvad medicin borgeren kom ind med. Så opdager hjemmesygeplejersken måske, at et præparat, borgeren plejer at få, ikke ligger i dosispakkerne, og får undersøgt, om det er korrekt, at det er seponeret.”

Et velkendt fænomen, som til gengæld ikke optræder mere, er restdosering, tilføjer Evy Ravn.
”Det er simpelthen for farligt. Nu doserer vi kun til de dage, der ligger medicin til i hjemmet, og så må vi bestille og komme igen, når medicinen er hentet.”

Sikker mail til lægen

Ligesom Ninna Thomsen ser Evy Ravn frem til, at det Fælles Medicin Kort kommer til at fungere. Både almen praksis og regionerne har forpligtet sig til at bruge det, men tekniske problemer har forsinket systemet.

I mellemtiden har en sikker mailforbindelse til de praktiserende læger og apotekerne dog allerede gjort en stor forskel for hjemmesygeplejerskerne. Systemet hedder korrespondancemeddelser, og Københavns Kommune har netop indgået en aftale med de praktiserende læger i København om, at de alle skal være på.

Evy Ravn er ikke i tvivl om, at korrespondancemeddelelserne begrænser antallet af fejl.

Det har hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen allerede oplevet.

”For nylig kom en borger f.eks. hjem fra en kortvarig indlæggelse, og på medicinlisten var der et blodtrykspræparat, som ikke stod i vores medicinskema.  Det stod på medicinlisten som ordineret i 2010, men jeg kunne se, at det aldrig har været tastet ind i vores system. Vi har aldrig fået besked. Og da vi målte blodtrykket, var det faktisk for højt.

Så jeg skrev til lægen, og han var meget hurtig til at svare, at det var rigtigt, at borgeren skulle have det, og til at bede om en ny blodtryksmåling om fire uger.”

Korrespondancemeddelelserne sparer hjemmesygeplejerskerne for uendelig meget besvær og ventetid i den daglige kontakt med de praktiserende læger.

”Hvis vi kommer ud til en borger, og kan se, at der ligger noget penicillin eller smertestillende, vi ikke har en ordination på, så kan vi skrive til lægen og bede om en ordination eller om at få medicinen afstemt,” fortæller Louise Jørgensen.

”Vi skal have svar inden tre dage, men når jeg skriver den ene dag, ligger der meget ofte svar allerede næste dag, når jeg kommer.”

Den hurtige og lette kontakt er f.eks. af stor værdi, når en borger kommer hjem fra hospitalet, og hjemmesygeplejersken har spørgsmål til medicinlisten.

”Det har jeg næsten daglige eksempler på,” siger Louise Jørgensen. ”Jeg tror, det er os, der opdager de fleste fejl, fordi vi står med borgernes doseringer.” 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune

Hjemmehospital i dagligstuen

Jørgen Nissen Frederiksen, 77 år, holder selv styr på udviklingen i sin KOL-sygdom. Sundhedspersonalet på Lyngby-Taarbæk Kommunes vagtcentral holder øje med hans målinger og slår alarm, hvis han kommer op i det røde felt.

SY-2012-12-17abc
Jørgen Nissen Frederiksen lider af KOL og deltager i Lyngby-Taarbæk Kommunes pilotprojekt Epitalet. Han gennemfører selv målinger af puls, iltoptagelse, lungefunktion ogtemperatur, og han administrerer selv sin medicin. Via internettelefonforbindelsen Skype kan han se og tale med sundhedspersoner efter behov. Foto: Søren Svendsen

”Den lille tablet har kun to knapper, så det burde være til at finde ud af.”

Jørgen Nissen Frederiksen er erfaren computerbruger, så han har ingen berøringsangst over for ny teknologi.

Den 77-årige pensionist lider af KOL og er deltager i Lyngby-Taarbæk Kommunes pilotprojekt Epitalet, hvor KOL-patienter driver deres eget elektroniske hjemmehospital fra deres private dagligstue. Det sker ved hjælp af en trådløs forbindelse og en lille computerskærm.

En såkaldt ”tablet”, som består af en stor touchskærm og et virtuelt tastatur. Computeren er på forhånd udstyret med programmer, der kan registrere lungefunktion, iltoptagelse, blodtryk m.m. Patienterne har selv ansvaret for at gennemføre målingerne og administrere deres medicin.

Den elektroniske platform giver borgeren én indgang til hele sundhedsvæsenet. Og gør det muligt for al information at flyde frit mellem borgeren og de forskellige sundhedsfaglige aktører, der er involveret.

SY-2012-12-17abdLyngby-Taarbæk Kommune samarbejder med Frederiksberg Hospital om projekt Epitalet. Tanken er, at elektronisk overvågning skal være et permanent tilbud til KOL -patienter og måske også andre kroniske patienter. Foto: Søren Svendsen
 

Skyper med sygeplejersken

Denne dag, hvor Sygeplejersken er på besøg i villaen i Virum, har Jørgen Nissen Frederiksen valgt at sætte sig i havestuen med sin tablet, der ikke fylder mere end en A4-blok.

Som det første skal der etableres forbindelse til Skype – en internetbaseret telefonforbindelse, der gør det muligt at se de personer, man har ringet op til, og føre en live-dialog over nettet.
Han trykker på start og kan gå i gang med dagens program, som omfatter målinger af puls, iltoptagelse, lungefunktion og temperatur.

”Hvis temperaturen er forhøjet, kan det være tegn på, at en infektion, f.eks. en lungebetændelse, er på vej,” siger udviklingssygeplejerske Charlotte Dorph Lyng, som er projektleder på Lyngby-Taarbæks KOL-projekt.

 Projektet omfatter til en start seks borgere, der lever med KOL.

Jørgen Nissen Frederiksen sætter pulsoximeteret på pegefingeren, og værdierne rapporteres direkte til hans elektroniske journal.

Næste trin er måling af lungefunktionen. Målingen foregår ved hjælp af et mundstykke forsynet med en trådløs måle- og sendeenhed. I samme øjeblik, som Jørgen Nissen Frederiksen puster i mundstykket, bliver hans lungefunktion registreret og resultatet sendt videre til en server på Københavns Universitet. Herfra går informationerne videre til vagtcentralen, som er placeret på områdecenteret Møllebo og betjenes døgnet rundt af medarbejdere fra kommunens hjemmepleje.
Systemet spørger endvidere, om han har oplevet øget åndenød, har haft tiltagende hoste eller farvet opspyt.

”Jeg har heldigvis ikke haft nogen af delene,” siger Jørgen Nissen Frederiksen, som er meget begejstret over at være deltager i projekt Epitalet.

”Din tilstand er normal,” lyder tilbagemeldingen på dagens målinger, som alle ligger i det grønne felt. Hvis værdierne havde været for høje, f.eks. hvis lungefunktionen var faldet drastisk i forhold til dagen før, ville han automatisk havne i det røde felt.

Det giver tryghed.

Tryghed at blive holdt øje med
”Det giver en meget stor tryghed i dagligdagen, at man selv kan følge med i sine værdier. Også tilbage i tiden. Tidligere sprang jeg ned til lægen, hvis jeg følte mig lidt mere forpustet end sædvanlig. I dag har jeg selv helt styr på min lungefunktion og kan tage alle de målinger, jeg har lyst til. Samtidig ved jeg, at der bliver holdt øje med mig i den anden ende døgnet rundt. Uanset om det er mandag morgen eller lørdag nat. Det øjeblik jeg havner i det røde felt, bliver jeg øjeblikkelig ringet op af en sygeplejerske eller en læge, som fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Står det helt galt til, sender de en ambulance med det samme.”

Charlotte Dorph Lyng forklarer, at der altid vil sidde en sundhedsfaglig person med forstand på KOL klar i den anden ende. Den person kan også foretage en klinisk vurdering og se, om patienten har en sund kulør eller tværtimod er bleg og koldsvedende.

”KOL-ramte går typisk i mange år, før diagnosen bliver stillet. De vænner sig til at have en dårlig lungefunktion og til, at de ikke kan gå ret langt, eller foretage sig ting, der er fysisk anstrengende,” fortæller Charlotte Dorph Lyng.

Tabletten giver også direkte adgang til Borgerplanen. En personlig kalender, hvor Jørgen Nissen Frederiksen med få klik kan skaffe sig overblik over sine aftaler f.eks. hos egen læge eller på sygehuset, på motionsholdet etc.
 

Langt liv som ryger

Som mange andre i sin generation begyndte Jørgen Nissen Frederiksen tidligt at ryge. Fra han var 12 år, har han røget dagligt. Mest cigaretter, men også pibe og cigarer. Arbejdslivet har bragt ham vidt omkring og i berøring med mange brancher. Han har bl.a. arbejdet på en ranch i USA, været driftsleder på diverse danske virksomheder samt haft en servicestation i 15 år. De seneste 10 år har der stået pensionist på visitkortet.
For seks år siden var det slut.

”Jeg fik lungebetændelse med mellemrum, og til sidst fik min læge mig overtalt til at prøve en pille, der dæmper rygetrangen. Den virkede, og jeg har ikke røget, siden jeg tog den første pille.”

Han har heller ikke savnet røgen.

”Jeg har erkendt, at det var det, der skulle til for at få pusten tilbage.”

Jørgens sygdom er i dag så velreguleret, at han kan slå græsset i raskt tempo og gå tur med hunden. 

”Men jeg kan højst løbe 10 meter.”

43.000 lever med KOL

KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) er en kronisk fremadskridende sygdom, og patienterne bliver jævnligt indlagt, når de oplever eksacerbation i sygdommen. Det skønnes, at omkring 430.000 danskere lever med KOL. Heraf har kun godt halvdelen fået stillet diagnosen.

Kilde: Lunge.dk

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Lungesygdom
Projekt
Sundhedsvæsen

Det murstensløse sundhedsvæsen

Patienten er selv direktør i fremtidens sundhedsvæsen, hvor både overvågning og behandling vil foregå i patientens eget hjem.

SY-2012-12-22abdKollegerne på Akut Modtageafsnit ved, hvilke patienter det vil være relevant, at Susanne Frantsen snakker med. I somatikken findes mange, der  ar brug for en snak med en psykiatrisk sygeplejerske. Foto: Lars Horn

Danskerne bliver ældre og ældre, og vi vil alle uundgåeligt blive ramt af én eller flere aldersrelaterede lidelser. Hvis vi ikke alle skal være patienter, må vi lære at leve med vores sygdomme og selv tage aktivt del i behandlingen.

Står det til telemedicineren og lungespecialisten Klaus Phanareth, må vi gøre op med vanetænkningen og få et nyt syn på kroniske sygdomme. Vi befinder os midt i et paradigmeskifte, hvor vi langsomt, men sikkert er på vej mod det murstensløse sundhedsvæsen. Vi vil i fremtiden opleve, at færre patienter bliver indlagt, men i stedet ”udlagt” i eget hjem. Vi vil få færre, men mere specialiserede behandlinger, som er forbeholdt de få, der har behov for indlæggelse og behandling på specialistniveau.
Vi bør holde op med at betragte borgere med kroniske sygdomme som patienter og i stedet betragte dem som aktører i et liv, der også omfatter håndteringen af en kronisk sygdom. Med alderen vil vi alle få en eller flere kroniske sygdomme som KOL, diabetes, forhøjet blodtryk, åreforkalkning eller muskel-skeletlidelser,” siger Klaus Phanareth, som er initiativtager til projekt Epitalet og tillige formand for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin.

Danmark er foregangsland

Klaus Phanareth fortæller, at Danmark, som det første sted i verden, har gennemført forsøg med KOL-patienter, som har vist, at patienter, der udlægges i eget hjem, klarer sig lige så godt som de patienter, der får den traditionelle behandling.

”Traditionel behandling af KOL-patienter indebærer, at de jævnligt går til kontrol på sygehuset eller hos den praktiserende læge, men i hverdagen passer sig selv. De reagerer ofte for sent og venter for længe, når deres lungefunktion og tilstand forværres, og det fører typisk til indlæggelser pga. eksacerbationer.


I forsøget blev 60 patienter ved lodtrækning fordelt, så 30 KOL-patienter blev udlagt i eget hjem og forsynet med telemedicinsk udstyr i form af bl.a. en tablet med touchskærm. Andre 30 KOL-patienter blev behandlet traditionelt. Resultatet viste, at der ikke er forskel på de to grupper hverken med hensyn til medicinforbrug, antal indlæggelser, dødelighed eller livskvalitet,” fortæller Klaus Phanareth.


Han mener, at hvis der skal være indhold bag alle de flotte ord om, at patienten skal sættes i centrum, er det nødvendigt at tage et opgør med den nuværende sektortænkning, hvor regionerne driver sygehusene og kommunerne tager sig af den borgernære forebyggelse og rehabilitering.

”Hvis vi skal have gevinsten af alt, hvad der er teknologisk muligt, kræver det nytænkning. Det vil på en lang række områder være muligt at lave telekonsultationer mellem en læge på et sygehus/klinik og patienten i eget hjem. Første skridt er at se på patienten som en borger, som selv skal være med til at tage ansvar for sit helbred og sin behandling,” siger Klaus Phanareth.

Satser på Epitalet

Lyngby-Taarbæk Kommune har besluttet at tage udfordringen op og satse på Epitalet.
Centerchef i Lyngby-Taarbæk Kommune, Jakob Sylvest Nielsen, forventer, at Epitalet med tiden bliver et permanent tilbud til de KOL-patienter, der ønsker at deltage, og som er så velfungerende, at de uden problemer kan betjene den lille bærbare computer.


Og KOL-projektet er bare starten. Jakob Sylvest Nielsen forestiller sig, at også borgere med diabetes og hjerte-/karlidelser med fordel på lidt længere sigt vil kunne indgå i Epitalet.


”Den teknologiske udvikling vil gøre det muligt for kommunerne at give stadigt flere grupper af kronikere mulighed for at monitorere sig selv og blive klogere på egen sygdom. Grundtanken i projekt Epitalet er, at sundhed er et ansvar, man også skal påtage sig som borger. De selvkørende borgere må selv deltage aktivt, mens vi stadig skal sikre ordentlig omsorg for de svageste, som ikke kan mestre teknologien. I fremtidens kommunale sundhedsvæsen vil indlæggelse af kronikere måske høre til sjældenhederne,” fortæller Jakob Sylvest Nielsen.

Han er i øjeblikket på jagt efter nye lægefaglige samarbejdspartnere, efter at Frederiksberg Hospital har nedlagt sin telemedicinske enhed.

”Sygeplejepersonalet på vores kommunale vagtcentral holder løbende øje med de enkelte borgere, der deltager i Epitalet og kontrollerer deres værdier. De skal til enhver tid kunne trække på en fagligt kompetent læge, som kan give bistand på stedet og være med til at forebygge, at borgeren bliver indlagt.”

Emneord: 
Patient
Telemedicin
Behandling
Kommune
Kronisk sygdom