Studieunit i hjemmeplejen fungerer

Er det muligt at etablere en studieunit i primær sektor? Idéen er ny og nu afprøvet i et frugtbart samarbejde mellem elever, studerende, uddannelsesgruppe, medarbejdere og beboere på plejecentret Kristiansminde i Roskilde Kommune.

Kan man overføre begrebet studieunit til primær sektor? Det spørgsmål stillede man sig i Roskilde Kommune efter at have deltaget i konferencen ”Fremtidens kliniske uddannelse” i 2012.

Kommunens Uddannelsesgruppe er med til at skabe fremtidens kompetente arbejdskraft, og vi ønskede at undersøge, om en studieunit i hjemmeplejen kunne udvikle og optimere læringsmiljøet, hvilket ville være i tråd med den overordnede dagsorden om innovation i Roskilde Kommune.

Det blev startskuddet til projekt studieunit i hjemmeplejen. Vi definerede studieunit som et afgrænset læringsrum, hvor elever og studerende lærer i et tæt samarbejde med hinanden, de tildelte borgere, deres praktikansvarlige og den kliniske vejleder. Projektet er foregået på plejecenteret Kristiansminde i en boenhed med 10 borgere.

Det har været gennemført i to perioder på henholdsvis seks og fem uger med deltagelse af sygeplejestuderende i modul 6 og 12 samt af elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Der har i hvert projekt deltaget i alt fem elever og studerende samt to praktikansvarlige vejledere og en klinisk vejleder. Boenhedens faste personale var i projektperioderne placeret andre steder.

Hovedtanken med at udføre projekt studieunit var at give elever og studerende et miljø med konstant fokus på læring. De fik derfor også et større ansvar for den daglige sygeplejefaglige indsats og skulle i samråd med hinanden og ved hjælp af deres samlede kompetencer selv planlægge, tilrettelægge og udføre plejen til borgerne i boenheden.

Vejlederteamet var til rådighed til støtte og vejledning. Ved morgenrapporten blev dagens opgaver klarlagt og fordelt efter kvalifikationer, kompetencer og kontinuitet. Der blev dagligt holdt et formiddagsmøde, hvor dagen blev talt igennem.

”Hvad havde været godt den dag, kunne vi gøre noget bedre i morgen, osv.” To gange om ugen blev dette møde brugt til at gennemgå en sygeplejefaglig problemstilling, som en deltager var ansvarlig for at vælge.

Den ansvarlige skulle udarbejde et lille oplæg, det kunne f.eks. være om urinvejsinfektion, demens, apopleksi eller lignende, resten af gruppen skulle bidrage med viden om emnet. Dette fungerede som videndeling og ikke som en undervisningsseance.

Deltagerne var på forskellige uddannelser og på forskellige niveauer i deres uddannelsesforløb, hvilket gjorde denne form for vidensdeling meget udbytterig. Specielt disse seancer er vægtet højt hos alle 10 deltagere.

I dette samspil oplevede både elever og vejledere, at praksisfællesskabet blev fagligt udviklet, og der var et stort engagement og motivation for læring hos deltagerne.

Deltagerne har formuleret, at forskellen på den traditionelle praktik og studieunit var, at fokus i studieunitten er på kvalitet i læring, hvor det ellers kan opleves, at kvantiteten af opgaver kan være det væsentlige i traditionelle praktikforløb.

Der har været rum og tid til at søge viden, såvel i arbejdstiden som i fritiden, dette har imødekommet deltagernes ønske om at opnå mere viden og et bredere teoretisk fundament i deres praktiske og kliniske forløb.

Projektet har efterfølgende vundet en innovationspris i Roskilde Kommune som værende nytænkende på området.  

Betina Bjærgager er klinisk vejleder, ansat på Plejecenteret Kristiansminde, hvor Anette Katholm er centerleder. Anne Marie Wulff Hedenborg er uddannelseskoordinator i Roskilde Kommune.

Emneord: 
Uddannelse
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor
Kommune
Kommunal sundhedstjeneste

Nu kan vi sikre, at alle arbejder mod samme mål

I Sønderborg Kommune ligger der standardiserede beskrivelser af fokusområder og handlinger til grund for hjemmesygeplejerskernes arbejde.

SY-2013-01-44a
Hjemmesygeplejerske Lene Brock har været kontaktsygeplejerske for Edith Bengtsson i over to år. Foto: Lene Esthave

Dagen udenfor er grå og tung, men Edith Bengtsson har tændt stearinlys i den varme stue med de dæmpet-grønne vægge og sætter sig sammen med hjemmesygeplejerske Lene Brock.

Der skal doseres medicin til de næste fire uger, men først skal hjemmesygeplejersken høre, hvordan det står til. Edith Bengtsson har KOL i stabil fase og synes, det går godt. Hun tager sine inhalationer hver morgen, men hun har sjældent brug for ekstra i løbet af dagen, fortæller hun. Nu glæder hun sig til at holde jul med sin søn og hans familie på Sjælland. Hun kan sagtens rejse, selv om hun skal have hjælp morgen og aften til at få kompressionsstrømperne af og på. Det er arrangeret med kommunen, hvor sønnen bor.

Lene Brock minder hende om, at inhalationerne virker bedst, hvis hun tager dem hver dag, spørger lidt mere til hverdagen, noterer, at Edith Bengtsson skal rejse den 22., og så går hun i køkkenet for at dosere. I Sønderborg Kommune visiterer hjemmesygeplejerskerne selv, og når de disponerer sygeplejen til den enkelte borger, ligger der beslutningsstøtte i kommunens omsorgssystem. Hjemmesygeplejen har nemlig udbygget systemet med standardiserede problembeskrivelser og handlinger for stort set alle de problemer, borgerne kommer til hjemmesygeplejen med.

Da Edith Bengtsson blev henvist for to år siden, oprettede Lene Brock hende i systemet med fokusområdet KOL. Ud fra de kendetegn på KOL, som systemet listede op, beholdt hun dem, der passede på lige denne borger, og slettede resten. Fra en tilsvarende liste over handlinger beholdt hun fem, bl.a. ”at sikre den rigtige brug af inhalationsmedicin og at vurdere behovet for lægetilsyn”.

Fokusområderne, som andre steder måske ville hedde standardplejeplaner, følger diagnoserne i det danske klassifikationssystem SKS. Det betyder, at kommunen kan sammenligne indlæggelsesstatistikker for kommunens borgere med kommunens egne opgørelser af hjemmeplejens ydelser, når man f.eks. skal arbejde med forebyggelige indlæggelser.

For hjemmesygeplejerskerne er den store fordel i det daglige, at systemet giver en ensartet kvalitet i sygeplejen. ”Det sikrer, at vi arbejder mod de samme mål, så sygeplejen ikke afhænger af, hvilken sygeplejerske der udfører opgaverne,” siger Lene Brock.

”Det er overskueligt og sikrer, at alle har den viden, der skal til, også aften og nat, eller hvis der kommer en vikar. Og så sikrer de overordnede beskrivelser af fokusområderne, at man kan se, om man er ajour med sin viden, eller om der er noget, man lige skal læse op på.”  

Den bedste oplevelse med en borger i den sidste uge? 

”I en aftenvagt kom jeg akut ud til en borger i vores terminalordning. Hun havde haft besøg af det palliative team og var forvirret over de medicinændringer, de havde foretaget. Hun var bange for, at der var taget smertestillende fra hende. Men jeg fik forklaret, hvad det gik ud på, og hun var tryg, da jeg tog af sted igen.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommune
Kommunal sundhedstjeneste

Forsøg med telemedicin: Kroniske patienter behandles i hjemmet

Epitalet er et af svarene på fremtidens sundhedsvæsen, hvor færre patienter vil blive indlagt, og flere skal behandles i eget hjem.

SY-2012-12-16abc

Foto: Søren Svendsen

 Epitalet er et af svarene på fremtidens sundhedsvæsen, hvor færre patienter vil blive indlagt, og flere skal behandles i eget hjem.

En computerskærm gør det muligt for patienter med kronisk sygdom som f.eks. KOL at blive boende hjemme og kommunikere med sundhedspersonalet over internettet. 

Sygeplejersken har besøgt et hjemmehospital i dagligstuen, nærmere bestemt projekt Epitalet i Lyngby-Taarbæk Kommune. Her afprøver de første seks borgere med KOL den elektroniske løsning, hvor et computerprogram gør det muligt for al information at flyde frit mellem borgeren og de forskellige sundhedsfaglige aktører, der er involveret. 

Jørgen Nissen Frederiksen lider af KOL og deltager i Lyngby-Taarbæk Kommunes pilotprojekt Epitalet. Han gennemfører selv målinger af puls, iltoptagelse, lungefunktion og temperatur, og han administrerer selv sin medicin. Via internettelefonforbindelsen Skype kan han se og tale med sundhedspersoner efter behov. 

Emneord: 
Kommune
Palliation
Ældre

Sygeplejersken tilbage på Tunø

Siden foråret 2011 har beboerne på Tunø kæmpet for at få deres fyrede sygeplejerske tilbage. Det er nu lykkedes med en budgetaftale i Odder Kommune.

SY-2012-12-tunojpgArkivfoto: Scanpix

Knap halvandet år og en hel del stædighed har det taget beboerne på den lille ø Tunø ud for Samsø at få deres sygeplejerske tilbage.

I maj 2011 blev den faste øsygeplejerske fyret, men nu sikrer en ny budgetaftale i Odder Kommune, at der igen bliver placeret et sundhedstilbud på øen.

”I dag har vi en anden økonomisk situation, og derfor vil vi gerne anerkende, at det er en stor tryghedsfaktor for beboerne, at de har en sygeplejerske på øen,” siger formand for Social- og Sundhedsudvalget i Odder Kommune, Sanne Rubinke (SF).
Dansk Sygeplejeråds kredsformand i Kreds Midtjylland, Else Kayser, er glad for den nye beslutning, som hun mener er en sejr for alle borgere i udkantsområderne.

”Man har anerkendt, at der skal ydes sygepleje i lokalområderne. Det er ikke borgerne, der skal flytte efter ydelserne, men samfundet der skal stille ydelserne til rådighed for borgerne,” siger hun, og det er Dansk Folkepartis ordfører for Landdistrikter og Småøer, Mette Hjermind Dencker, enig i:

”Det skal ikke være sådan, at der er steder, hvor folk ikke har den tryghed, at der er hjælp, når der sker dem noget. Det er en menneskeret, at alle har adgang til hjælp,” siger hun. 

Hvordan stillingen bliver, er endnu ikke på plads, men Sanne Rubinke forventer, der snart ligger en plan klar.

”Vi kigger især på sundhedsfremme og forebyggelse, og vi håber at kunne give en eksklusiv model på Tunø, for de får en medarbejder, som har tid til at varetage flere områder. Det kan være både regionale, kommunale og akutte sygeplejeopgaver. Det er noget, vi skal snakke videre med regionen og Dansk Sygeplejeråd om,” siger hun.

Den model ser Else Kayser også gerne.

”Kommunen og regionen må se på, hvad de i fællesskab kan bruge stillingen til i forhold til det samlede sundhedstilbud. En behandlersygeplejerske med medicinsk erfaring vil være oplagt til at løfte de opgaver, der er i forhold til fastboende borgere og turister. Vedkommende har kompetence til at forberede borgeren til evt. behandling på sygehusene på fastlandet, følge op på behandlingen i forhold til en rehabiliteringsindsats og udføre akutte behandlingsopgaver i samarbejde med region og praktiserende læger,” siger hun og roser Tunøs beboerforening for indsatsen.

”De har gjort et fantastisk arbejde, hvor de har formået at drøfte problemstillingen både lokalt, men også på regionalt og landspolitisk plan, og har holdt ved i al den tid, sagen har kørt,” siger Else Kayser. 

Emneord: 
Økonomi
Kommune

Emnebaseret kursusgruppe for tosprogede mødre

Tosprogede mødre har været glade for en kursusrække arrangeret af sundhedsplejerskerne i Gladsaxe Kommune. Mødrene bliver bl.a. undervist i kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling og prævention. Kurset afsluttes med fest og overrækkelse af diplomer. Kurserne har vist sig at være en mere farbar vej til tosprogede mødre end mødregrupper.

Siden 1970’erne har der været tradition for, at nybagte mødre finder fællesskab i mødregrupper (1). Her udveksler kvinderne erfaringer om at blive mødre. Ca. 60 pct. af alle mødre i Danmark er i mødregrupper, og ifølge sundhedsantropolog Lisbeth Vestergaard Hansen er det især tosprogede mødre, som ikke deltager heri (1).

En artikel i Sygeplejersken nr. 15/2011 bekræfter, at nydanske mødre ikke deltager i danske mødregrupper. Det skyldes usikkerhed hos både nydanske og danske mødre, som helst vil i gruppe med kvinder, som ligner dem selv (1).

En rapport fra Integrationsministeriet viser, at i familier, hvor moderen er velintegreret, går det børnene bedre i skolen og på arbejdsmarkedet (1).

Ydermere viser undersøgelser, at børn med etnisk baggrund synes at have mere selvbestemmelse end børn med dansk baggrund (2).

Vi har erfaring for, at det kan have negativ betydning for grænsesætning i forhold til bl.a. sengetider, kost- og motionsvaner. Overvægt forekommer hos 20 pct. af børn med anden etnisk baggrund dvs. hyppigere end hos danske børn, hvor 13 pct. er overvægtige (3).

I Gladsaxe Kommune forsøgte vi gennem nullerne på forskellig vis at få tosprogede mødre med i mødregrupperne, men det lykkedes ikke. Vi forsøgte bl.a. at invitere tosprogede mødre til de dansk-etniske grupper, men vi oplevede, at de enten aldrig dukkede op til mødregruppe eller hurtigt faldt fra. Vi forsøgte at etablere multietniske grupper for kvinder med forskellige nationaliteter, men uden succes. 

Vi syntes derfor, at vi havde en opgave med at få de tosprogede mødre integreret i mødregrupperne. Derfor etablerede vi i 2007 kursusgrupper for tosprogede mødre to steder i Gladsaxe Kommune, Høje Gladsaxe og Værebro.

Vi ønskede,

  • At udvikle kvindernes ressourcer i rollen som forældre og styrke det tidlige mor-barn-forhold
  • At øge mødrenes indsigt i og viden om de sundhedsmæssige faktorer, som er af betydning for børnenes generelle trivsel og opvækst i et multikulturelt samfund. Det ville vi opnå ved at være i dialog med og vejlede mødrene i f.eks. kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling, infektionssygdomme hos børn, prævention, sprogstimulation, tandhygiejne, information om daginstitution og brug af lokalt bibliotek.
  • At formidle viden om det danske samfunds muligheder og forventninger til børnefamilier i Danmark, herunder børneopdragelse og skole-hjem-samarbejde.
  • At give kvinderne mulighed for at skabe et netværk i lokalområdet.
  • At arbejde for, at kursusgruppen fusionerer med en dansk mødregruppe.

Vi udarbejdede et kursusprogram for mødrene, som indeholdt ovenstående emner.

Vi inviterer mødrene til undervisning i to timer en gang om ugen i 12 uger. Der er to sundhedsplejersker med i gruppen hver gang, de fungerer som henholdsvis kursusledere, igangsættere, ordstyrere og undervisere.

Kursuslederne følger op på invitationen telefonisk eller ved hjemmebesøg, og kvinderne bliver mindet om næste mødedato via en sms dagen før.

Undervisningen varetages af sundhedsplejersker og eksterne fagpersoner f.eks. tale-høre-lærere, tandplejere, fysioterapeuter, rollemodeller fra Social- og Integrationsministeriet og førstehjælpsinstruktør.

Når kurset er slut, afholder vi fest med spisning, hvor mødrene laver nationale retter til hele kursusgruppen, og vi udleverer diplomer fra kursusgruppen samt fra det tre timers førstehjælpskursus, som de også har deltaget i. Vi oplever, at diplomerne har stor værdi for mødrene, idet de kan bruge dem i deres CV, og vi kan dermed bidrage til, at mødrene får en chance for at blive integreret i det danske samfund.

Vi kan ud fra mødrenes evalueringer konkludere, at kursusgruppen er en succes. I gruppen oplever vi mødrene som meget interesserede, spørgelystne og reflekterende.

Vi ser, at mødrene profiterer af at få mere viden om deres børns udvikling og det, der har indflydelse på deres barns trivsel. De er ligeledes interesserede i at høre om det danske samfunds muligheder og forventninger til dem som forældre. Vi oplever, at flere tosprogede mødre har fået et større netværk i lokalområdet med både danske og tosprogede, hvilket de er rigtig glade for.

Vi kan på den baggrund anbefale, at andre benytter sig af emnebaseret undervisning til tosprogede kvinder i grupper.

Maj-Britt Bockelund, Anette Tollbøll og Lone Helding er sundhedsplejersker i Gladsaxe Kommune.

Litteratur

  1. Cramon L. Lige mødre leger bedst. Sygeplejersken 2011;(15):16-20.
  2. Deding M, Olsson M. Hverdagsliv for 11-årige med anden etnisk baggrund end dansk. København: SFI; 2009.
  3. Ottosen MH et al. Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010;(3):59.
Emneord: 
Uddannelse
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Undervisning
Trivsel
Patient
Kvinde

På job: Rejsende i kaos

Hun ved aldrig, om hun må komme indenfor, og hun skal ikke forvente nogen venlighed, men alligevel elsker sygeplejerske Birgitte Bjerregaard sit job som opsøgende kontaktperson blandt Odenses allermest belastede borgere.

SY-2012-10-18-1aa
Besøget hos Jes blev kortere, end Birgitte Bjerregaard havde regnet med, så hun bruger resten af eftermiddagen på kontoret. Hun skal bl.a. forsøge at lave en aftale med en mand, som absolut ikke bryder sig om at blive kontaktet af ”kommunen”. Det lykkes endelig at lave en aftale med ham i telefonen. Men om han dukker op, kan kun fremtiden vise.
41-årige Mammoud bliver glad, da sygeplejerske Birgitte Bjerregaard kommer for at hente ham på den lukkede psykiatriske afdeling i Odense, hvor han har været indlagt en måned. Foto: Nils Lund Pedersen

Så glad, som man nu kan blive, når man har mistet sin kone, tre børn og egen virksomhed og i stedet fået en svær psykisk sygdom efterfulgt af stofmisbrug, ensomhed og social deroute.

Det er snart seks måneder siden, de to første gang mødte hinanden. Dengang sad pakistanske Mammoud alene i en lejlighed og forsøgte at dope sig væk fra stemmerne i hovedet, væk fra den skizofreni, som han ikke anede, han havde, men som lægerne nu ser flere og flere tegn på, at han lider af.

Det går langsomt fremad for Mammoud, og i dag håber Birgitte Bjerregaard, ansat som socialfaglig medarbejder i Vista Balboa, Værested og integreret tilbud til dobbeltdiagnosticerede borgere i Odense, og han vil tage med hende ind til byen og besøge det kommunale værested Vista Balboa et par timer.

Det vil han gerne. Mammoud er glad for Birgitte Bjerregaards hjælp og følger ofte hendes råd og forslag, også selvom han er nervøs og bange for at få det dårligt.

”Hvorfor hjælper du mig ikke?”

Mindre samarbejdsvillig er 40-årige Jes, som Birgitte Bjerregaard besøger, da hun har kørt Mammoud tilbage til psykiatrisk afdeling. Jes får metadon, men har svært ved at holde sig fra andre stoffer. Han har en lille hjerneskade, der gør, at han meget let bliver irriteret og hidsig, og så har han aldrig, heller ikke som barn, kunnet sove om natten.

”Jeg gider ikke i dag,” siger Jes, da han lukker op for Birgitte Bjerregaard.

Det får hende dog ikke til at gå igen. I stedet spørger hun, hvorfor det er en dårlig dag, og foreslår, at de nøjes med et kort besøg. Jes accepterer. Han er meget vred i dag. Med fjernsynet kørende og gardinerne trukket for, dumper han ned i den beige kunstlædersofa og ruller en smøg, mens han højrøstet beklager sig over de nye sovepiller, han har fået.

”Det er de dyreste på markedet! 1.000 kr. om måneden! Det har jeg ikke råd til, så giv mig for helvede nogle andre!”

Han kan købe benzodiazepiner billigere på det grå marked, og er det måske det, der er meningen? Er det det, Birgitte Bjerregaard vil have?

”Det er meningen, du skal hjælpe mig! Hvorfor hjælper du mig ikke?”

Birgitte tilbyder at undersøge, om det er muligt at skaffe den dyre, men nødvendige sovemedicin billigere. Hun ringer rundt, men der er ikke noget at gøre. Jes skal betale fuld pris. Det gør ham vred. Han har jo set på nettet, at man kan få piller med nøjagtig det samme indhold til en billigere pris. Hvorfor kan han ikke få dem?

”Jes, jeg kan ikke give dig nogle andre piller. Det skal du tale med lægen om, og jeg kan bede hende om at komme med herud. Kunne du tænke dig det?”

Nej, det kunne Jes ikke tænke sig. Han mener ikke, der er særlig meget at snakke om. Han skal bare have noget medicin, der ikke koster 1.000 kr.

Problemet med sovepillerne bliver ikke løst i dag. Jes er vred og bliver endnu mere ophidset, da Birgitte Bjerregaard antyder, at hans hjerneskade spiller ham et puds i dag. At de skal tænke på, at det måske er hjerneskadens skyld, at han nu bliver så hidsig. Den er Jes ikke med på, og Birgitte fornemmer, at det er bedst at gå nu.

Men hun kommer tilbage på mandag. Så har Jes det måske bedre.  

Min bedste oplevelse med en bruger:

For nogle år siden var jeg kontaktperson for en ældre mand, der hørte stemmer og forsvandt ind i et univers, så jeg ikke kunne få kontakt til ham. Jeg kom på et kursus og lærte en interviewteknik, som jeg prøvede næste gang, jeg så ham. Den går ud på at spørge ind til stemmerne, og da han begyndte at messe for sig selv, og jeg kunne opfatte ordene Jesus og Hitler, spurgte jeg: ”Hvad har Jesus og Hitler med hinanden at gøre?” Det fik ham til at stoppe sin messen, kigge på mig og sige: ”Det skal jeg sige dig,” og så kom der en lang forklaring. Forklaringen var irrelevant, men det var lykkedes mig at få kontakt med ham, og det blev et vendepunkt i vores forhold.

Emneord: 
Psykisk lidelse
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune

København opruster hjemmesygeplejen

I de seneste år har Københavns Kommune ansat 80 ekstra hjemmesygeplejersker. I mange hjem erstatter de social- og sundhedsassistenter, som i stedet skal give hjemmehjælpen et fagligt løft.

SY-2012-08-20-1a
Københavns Kommune har brug for sygeplejersker til at tage sig af nye komplekse opgaver, men også til at gå forrest i et fagligt løft af hele hjemmeplejen. Her hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen, Amager, med sygeplejestuderende Siri Christensen. Foto: Søren Svendsen

Mens mange kommuner lægger sygeplejeopgaver ud til social- og sundhedsassistenter, går Københavns Kommune den modsatte vej.

Der er ansat flere sygeplejersker, og de har fået bedre tid i hverdagen, tid som de f.eks. kan bruge på at opklare tvivl og misforståelser om borgernes medicinering. Hjemmesygeplejen har indført nye ydelser, f.eks. forløbskoordination, og en række opgaver, som sosu-assistenter i sygeplejegrupperne før var med til at løse, må i dag kun udføres af sygeplejersker.

Siden 2007 har kommunens sundheds- og omsorgsforvaltning oprettet 80 nye sygeplejerskestillinger i hjemmesygeplejen og lige så mange på plejehjemmene, selv om der rent faktisk bliver færre ældre i Københavns Kommune.

I samme periode er der skåret i gruppen af social- og sundhedshjælpere, mens der også har været en mindre stigning i antallet af assistenter og terapeuter.

”Vi har været nødt til at sige, at vi må have et andet snit, fordi kompleksiteten i opgaverne er blevet langt større,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

”Vi har brug for flere sygeplejersker til opgaverne, men også til generelt at understøtte kvaliteten i hjemmeplejen. Vi har ansat en sygeplejefaglig leder i hvert lokalområde, som skal sætte rammerne for, hvordan hele sektoren skal flytte sig, og vi har lavet et nyt ydelseskatalog, hvor også sygeplejerskens rolle som forløbskoordinator kommer i spil, så vi ikke kun fokuserer på den enkelte ydelse.” 

SY-2012-08-20-1bbBent Helding er i behandling med blodfortyndende medicin. da hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen har doseret til de næste 14 dage, forhører hun sig om hans næste kontrol, så hun kan holde øje med eventuelle ændringer. Foto: Søren Svendsen

Nye sygeplejeydelser

Sygeplejefaglig leder Evy Ravn, Lokalområde Amager, kan fortælle om en lang række initiativer, der indgår i den faglige oprustning. Undervisning. 

Registrering og analyse af utilsigtede hændelser. Nye vejledninger, delegationsregler m.m.
En stor forbedring i hverdagen er, at tildelingen af hjemmesygepleje er flyttet fra den centrale visitation og lagt i hænderne på lokale sygeplejekoordinatorer, fremhæver hun.

”Det er sygeplejersker, vi har siddende som sygeplejekoordinatorer, og de har bl.a. til opgave at kvalitetssikre udskrivelserne,” siger Evy Ravn. ”Det giver rigtig god mening at få en faglig vurdering, allerede når vi får meldt, at en borger kommer hjem næste dag. Samtidig har vi fået en ny ydelse, der hedder sygeplejefaglig vurdering, og samtlige nye borgere får nu besøg af en hjemmesygeplejerske.”

I kommunens 2012-katalog over sygeplejeydelser er der adskillige nyskabelser. Flere går på medicinhåndteringen, men der er også indført en ydelse, der hedder forløbskoordination til borgere med mange forskellige kontakter til sundhedsvæsenet. ”Den giver tid til at følge op på alle borgerens kontakter og indlæggelser og lave langsigtet planlægning, så den er vi rigtig glade for,” siger Evy Ravn.

Som noget nyt er der også en række opgaver, som kun sygeplejersker må udføre, f.eks. telemedicinsk sårbehandling og dosering af risikomedicin.

Flyttedag for assistenterne

Nye ydelser og bedre tid til sygeplejen er det, som borgerne kommer til at opleve. På personalesiden har oprustningen haft store konsekvenser for sosu-assistenterne, der tidligere arbejdede side om side med sygeplejerskerne.

Inden længe er de alle flyttet over i hjemmeplejens basisgrupper, hvor de får nye opgaver inden for helhedspleje, sundhedsfremme og forebyggelse.

Og hvor ledelsen synes, de har meget brug for assistenterne til at løfte fagligheden.
Assistenterne har været kede af, at de ikke længere kan få lov til at udføre de samme opgaver som før, og nogle har fundet andre job, hvor de stadig kan få lov til at udføre de sygeplejeopgaver, de er vant til, fortæller FOAs tillidsrepræsentant i hjemmeplejen på Amager, Dorte Nørgaard.

”De føler, at de bliver nedgraderet, og de synes, det er gået meget stærkt, selv vi og FOA har gjort, hvad vi kunne, for at de skulle blive taget godt imod,” siger hun.

Men Dorte Nørgaard, der selv er social- og sundhedshjælper, tror faktisk, det vil blive rigtig godt med tiden.
”Assistenterne har jo mange flere kvalifikationer, end de har brugt i sygeplejegrupperne, f.eks. inden for psykisk pleje og omsorg.

Og vi har nogle virkelig dårlige borgere, man som hjælper måske ikke er uddannet til,” siger hun.
”Så jeg er egentlig positiv, og hvis det kan føre til, at der også kommer færre forskellige mennesker i hjemmet, så er det bestemt en fordel for borgerne.”

Bedre fat i problemerne

Hjemmesygeplejerske Louise Jørgensen har været ked af at sige farvel til kolleger, hun har arbejdet side om side med i sine fem år i Lokalområde Amager.

”Men i forhold til borgerne vil det give et kæmpe kvalitetsløft. Nu har jeg en gammel kollega, som er assistent, siddende i en hjemmehjælpsgruppe. Jeg ved, hvad hun kan, og nu har jeg f.eks. en borger med ALS, som jeg, efter aftale med hende, har bedt om, at hun kommer til at varetage.

Det er en borger med store udsving, som jeg har brug for at have nogle gode øjne på, så vi hurtigt kan reagere. På samme måde vil det være godt at få assistenterne ind i plejen i de terminale forløb.”

Med det nye ydelseskatalog oplever Louise Jørgensen, at hjemmesygeplejerskerne har fået bedre muligheder for at få fat i de forskellige problemstillinger hos borgerne. Som eksempel kan hun fortælle om en borger, hun har været forløbskoordinator for.

”Hun havde mange kontakter til forskellige instanser i sundhedsvæsenet, egen læge, en smerteklinik, en neurologisk afdeling, en øjenlæge. Alle ordinerede noget, og ingen fik rigtig samlet op på, hvad der var af behandling.”

Her fik Louise Jørgensen redt ud, hvad borgeren egentlig havde fået ordineret af de forskellige læger, og fik informeret egen læge, som ikke var orienteret om det hele.

Hun fik vurderet behovet for genoptræning, og sammen med borgeren lavede hun en kalender med overblik over alle aftalerne.

”Vi ser jo tit, at borgerne ikke får passet deres ambulante tider, eller at fysioterapeuten kommer, mens de er ude for at få taget blodprøver. Den tid, man bruger på at koordinere, vinder man i sidste ende, også fordi ingen går forgæves,” tilføjer hun. 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune

Dilemma: Kommunen fattes penge

Undervisning og mere viden har ikke nødvendigvis den ønskede effekt på angst og ubehag, når en patient har lufthunger. Det koster en kommune dyrt, fordi patienten hyppigt bliver indlagt, men de nemme løsninger ligger ikke ligefor.

SY-2012-05-13-1aaIllustration: Pia Olsen

Hans Jensen er 62 år og enkemand. Han er gået på efterløn og har fået konstateret svær KOL for tre måneder siden. På trods af flere forløb, hvor Hans er undervist i mestring af angst forbundet med lufthunger, ringer Hans 112, når situationen opstår, og det er sket fem gange inden for den sidste måned.

Hjemmesygeplejersken har fået besked på at motivere Hans til at lade være med at ringe 112, men i stedet ringe til den vagthavende sygeplejerske, som kan hjælpe Hans, så han undgår at blive indlagt, og kommunen undgår at betale for en indlæggelse. Hvad vil du råde hjemmesygeplejersken til?

Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1.
Denne case er ikke udtryk for et etisk dilemma, men for en interessant, faglig problemstilling. Der er ikke noget etisk dilemma, da medmennesket Hans skal hjælpes med sin lufthunger og angst. Spørgsmålet er, hvordan Hans skal hjælpes, hvilket kun kan løses i det nærhedsetiske perspektiv. 

Det vil sige, at det er sygeplejerskens konkrete vurdering kombineret med faglighed, der afgør, hvilken løsning der vil være den rette for Hans.

At hjemmesygeplejersken forsøger at finde en fagligt forsvarlig løsning, der også tilgodeser en retfærdig fordeling af de fælles ressourcer på samfundsmæssigt niveau, er etisk korrekt, så længe den økonomisk forsvarlige løsning ikke betyder, at Hans får dårlig hjælp.

Økonomisk ansvarlighed behøver ikke at medføre uetiske handlinger, faktisk er der mange eksempler på, at etiske handlinger i klinisk praksis samtidig betyder besparelser for det samlede sundhedsvæsen.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.
Når kommunen ønsker at undgå at betale for indlæggelser og i stedet iværksætte patientundervisning, der styrker borgernes mestringsevne, ser det fornuftigt ud fra en nytteetisk tænkning.

Når sygeplejersken befinder sig hos Hans, må hun i situationen forholde sig til Hans, som det unikke menneske han er, og med de evner og muligheder han har.

Jeg vil råde sygeplejersken til at give Hans tid til at fortælle historierne om sin sygdom og de svære situationer, hvor han er alene, for at finde ud af, hvad det præcist er, der gør ham angst. Når hun kan forstå ham og hans situation, tager hun udgangspunkt i det.

Hun kan, eventuelt med sparring fra KOL-skolen, forsøge at træne og styrke Hans’ handlekompetencer i de svære situationer, måske gennem mere viden, eventuelt via et nødkald, og ikke mindst ved at sikre ham tryghed og vished for, at han vil blive hjulpet rigtig godt ved at kontakte hjemmesygeplejen, når han igen oplever lufthunger. Hun kan også fokusere på de ulemper, som gentagne indlæggelser kan have for ham.

Af Annette Hegelund, udviklingssygeplejerske, Ældre og Omsorg i Glostrup Kommune,
medlem af Sygeplejeetisk Råd

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk Det må fylde højst 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail. ​

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Undervisning
Angst
Ældre

Overordnet sygeplejerskeprofil

Syge- og sundhedsplejersker skal i fremtiden gøre mere og andet end hidtil, men vores ressourcer er begrænsede i forhold til de opgaver, vi kan påtage os. Derfor har vi i Halsnæs Kommune udarbejdet en overordnet syge-/sundhedsplejerskeprofil for at bringe klarhed over syge- og sundhedsplejerskernes arbejdsområder.

Når vi som syge- og sundhedsplejersker møder borgeren, må vi stille os det spørgsmål: Hvad skal der til, for at borgeren igen kan klare sig selv? Det er en anden tankegang, end mange sygeplejersker er uddannet til. Før spurgte vi ofte, hvad kan jeg hjælpe med?

For at svare på det og tage ansvar for syge- og sundhedsplejen har det været nødvendigt for os at arbejde med vores eget fag.

Vi er 65 hjemmesygeplejersker, sygeplejersker fra plejecentre, visitation samt konsulenter og sundhedsplejersker. Vi har udarbejdet en overordnet profil for alle områder. Processen over halvandet år har været det vigtigste. Den har været med til at skærpe vores faglighed, så vi bedre kan argumentere for, hvad vi kan og skal, og hvordan vi spiller sammen med andre faggrupper for at imødekomme de krav, der er i sundhedsaftalen og fra borgerne. Arbejdet har dermed gjort det lettere at stille skarpt på hverdagens prioriteringer.

På temadage og hjemme i virksomhederne har vi drøftet, reflekteret og prøvet vores egne grænser af for at kunne fortælle andre, hvad vi kan, og hvordan vi vil blive i stand til at løse stadigt flere nye opgaver. F.eks. når vi skal satse på forebyggelse, når der bliver flere ældre, flere med kroniske sygdomme, og nybagte mødre, der kommer hjem få timer efter fødslen osv.

Alle syge-/sundhedsplejersker har på fire temadage arbejdet med de fire funktioner, en sygeplejerske er uddannet til: at udøve, at lede, planlægge og koordinere, at formidle samt at udvikle sygeplejen.

Af profilen fremgår det, at vi kan mere end at veje babyer, skifte sår og administrere medicin. Vi kan lede og planlægge sygeplejen, det vil sige vurdere, hvem der kan løse opgaven, f.eks. en social- og sundhedsassistent eller en social- og sundhedshjælper. Vi er med til at prioritere opgaverne, for vi kan ikke løse alle nye opgaver uden at skulle af med nogle andre.

Vi underviser borgere og pårørende, så de igen kan klare hverdagen selv, og vi uddanner elever og studerende. Vi finder nye veje at løse opgaver på, og vi udvikler vores fag. Vi arbejder sammen med andre faggrupper fra kommunen med f.eks. forløbsprogrammer inden for kroniske sygdomme som KOL, type 2-diabetes, demenssygdomme osv.

Processen med at arbejde med profilen ligger til grund for den kompetenceudvikling, de enkelte syge-/sundhedsplejersker skal have for at gå ind i de opgaver, kommunen skal være med til at løse. I hjemmesygeplejen har profilen hjulpet sygeplejerskerne med en procesforbedring til at modtage borgere.

Sygeplejerskerne vurderer borgernes behov for sygepleje og tilrettelægger opgaverne ud fra:

  • sundhedssamtaler, for at kortlægge funktionsniveau, ressourcer, netværk m.m.
  • sundhedspædagogisk indsats med forebyggende og sundhedsfremmende tiltag
  • sygeplejehandlinger, der kan delegeres til andre faggrupper efter opgavens art, og uden sygeplejersken giver slip.

Sundhedsplejerskerne er midt i arbejdet med profilen flyttet fra et organisatorisk område i kommunen til et andet og er ikke længere sammen med andre virksomheder inden for sundhedsområdet. Arbejdet med at udarbejde egen sundhedsplejerskeprofil ud fra den overordnede profil har styrket sundhedsplejens faglige profil og tydeliggjort dens mange kompetencer.

Derudover gavner profilen de enkelte sygeplejersker, når deres virksomhed byder ind på nye opgaver, for vi vil gerne være med ved hverdagsrehabilitering, som oftest foregår i borgerens eget hjem, f.eks. når vi planlægger sundhedstiltag for mange, som det har været tilfældet med overvægtige børn, rygestopkurser eller en sundhedssti.

Jytte Becker er ansat som udviklings-/områdeleder i Halsnæs Kommune. Sygeplejerskeprofilen kan rekvireres hos forfatteren.

Emneord: 
Kommune
Ressource

Demens i øjenhøjde

Et stigende antal borgere med demenssygdomme er en udfordring, Faaborg-Midtfyn Kommune deler med de øvrige kommuner i Danmark. Denne artikel beskriver de væsentligste konklusioner fra et projekt, der har sikret en sammenhængende og lokalt forankret demensorganisation i kommunen.

Kommunen har med projektet ”Demens i øjenhøjde” (1) opnået en samlet demensorganisation, som består af en demenskoordinator og 51 demensvejledere.

Projektet har haft opmærksomhed på, at nytteværdien skal kunne ses ude hos borgerne. Brugercirklerne har givet kommunen et redskab til systematisk at inddrage brugernes oplevelser af kommunens ydelser i udviklingen. Det er blevet tydeligt, at de pårørende har et stort behov for støtte og vejledning. Kommunen skal derfor fortsat have tilbud til de pårørende til borgere med demens.

Demensvejlederne har fået uddannelsesmæssige kompetencer, så de kan løfte opgaven. Projektet har vist, at ledelsens opbakning er vigtig for at få resultaterne ud i organisationen. Demensvejlederne oplever et øget selvværd, øget faglig stolthed og øget glæde ved arbejdet med borgere med demens.

Det er opnået gennem kurser, arbejdet i erfaringsudvekslingsgrupper og sidemandsoplæring.
 

Brugerinvolvering

Som en del af projektet inviterede kommunen til brugercirkler, som er møder for pårørende og borgere med demens. Møderne tager udgangspunkt i deltagernes behov for drøftelse af konkrete emner. Det er kommunens demenskoordinator, som er sygeplejerske, der er ansvarlig for møderne sammen med demensvejledere.

Evalueringen skete ved telefoninterview. 15 ud af 22 fik i høj eller nogen grad det ud af brugercirklerne, de forventede, og 17 ud af 23 vil i høj grad eller nogen grad deltage igen, hvis brugercirkler bliver et permanent tilbud. Formålet med brugercirklerne er også at få systematisk viden om, hvordan brugerne oplever kommunens ydelser.

Konklusionen er, at brugercirklerne bidrager til at skærpe medarbejdernes opmærksomhed på brugerperspektivet og giver viden om de pårørendes behov for støtte. Lignende konklusioner findes i litteratur, som viser, at møder, der indeholder erfaringsudveksling, åben diskussion, information og rådgivning, opfylder de pårørendes behov (2).
 

Kompetenceudvikling

Demensvejlederne er sosu-hjælpere/-assistenter og har gennemført tre kursusmoduler om demens. Herudover har de arbejdet i erfaringsudvekslingsgrupper.

”Jeg synes, kurserne har givet en masse viden og en masse ballast, men jeg vil sige, at erfagruppen gør, at jeg tør bruge det helt ud, fordi jeg har et sted at gå tilbage.” (Demensvejleder).

Erfagrupperne har fungeret efter en fast mødeskabelon. Der er herudover etableret støtte til demensvejlederne i form af faglige værktøjer på demensområdet, som er tilgængelige i den elektroniske omsorgsjournal. Faaborg-Midtfyn Kommune valgte som en del af projektet at træffe beslutning om implementeringen med projektets evaluering som beslutningsgrundlag. Den korte overgang fra projektfasen og ind i driftsfasen giver gode forudsætninger for implementering af projektets resultater.

Interesserede kan få projektrapporten ved henvendelse til artiklens forfatter.

Bo Smith og Pernille Byskov er begge udviklingskonsulenter og ejere af firmaet Byskov&Smith ApS.

Litteratur

  1. Byskov P, Smith B, Christiansen A, Bech Petersen M, Hansen I-M, Liedecke H et al. (2011). Demens i øjenhøjde – et projekt i Faaborg-Midtfyn Kommune. Ringe: Faaborg-Midtfyn Kommune.
  2. Grässel E, Trilling A, Donath C & Luttenberger K (2010). Support groups for dementia caregivers – Predictors for utilisation and expected quality from a family caregiver’s point of view: A questionnaire survey PART I. BMC Health Services Research, s. 219-27.
Emneord: 
Demens
Kommune
Projekt