Sammenhæng og helhed i rehabiliteringen

Kompetenceudvikling. De nye storkommuner skal fremover løfte opgaven med rehabilitering. Sygeplejerskerne får her en vigtig rolle.

Strukturreform. Kommunale ændringer. Nye sundhedslove. Begreberne bliver i øjeblikket brugt i flæng, når politikerne fortæller om de nye storkommuner, der ved årsskiftet skal løfte nye opgaver, herunder rehabilitering.

Ændringerne betyder, at sygeplejersken skal være bedre til at udarbejde planer for rehabiliteringen med udgangspunkt i borgerens forståelse, betingelser og forudsætninger. Borgerens selvbestemmelse skal sættes i højsædet, og sygeplejerskernes rolle forandres til at være vigtige fagligt kompetente konsulenter i realiseringen af borgerens mål. Derfor bør samarbejdet med andre faggrupper også hvile på en tværfaglig forståelse og faglig selvforståelse. Det nye kursus "Kompetenceudvikling i Rehabilitering" tager højde for de nye udfordringer og ruster sygeplejerskerne til fremtiden.

MarselisborgCentret udbyder kurset i samarbejde med Hammel NeuroCenter og Jysk Center for Videregående Uddannelse. Foreløbig har Område Vest i Silkeborg Kommune og centrale aktører omkring Silkeborg Centralsygehus sendt forskellige faggrupper på kursus. Medarbejderne, der alle arbejder med rehabilitering af borgere, har modtaget undervisning i fem moduler a seks lektioner.

Af de 57 er 18 sygeplejersker. Sygeplejerskerne bliver undervist sammen med - og efter samme grundprincipper som - terapeuter, social- og sundhedshjælpere og andre faggrupper, der dagligt arbejder med rehabilitering i kommunen.

"Den helt store udfordring bliver at få alle aktører til at spille sammen omkring den enkelte borgers ønsker til rehabilitering. Det er sammenhæng og helhed, der er brug for, og her er kursusforløbet et stort og længe ønsket skridt i den rigtige retning," udtaler Stig Langvad, formand for De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stig Langvad ønsker, at borgeren skal opleve sammenhæng, tryghed og effektivitet i sit rehabiliteringsforløb. Uanset om det gælder borgerens kontakt til sygeplejersken, terapeuten eller social- og sundhedshjælperen. Og uanset om borgeren befinder sig på regionens sygehus, i det kommunale sundhedscenter eller i hjemmet.

Det stiller større krav til sygeplejerskerne og de øvrige faggrupper. Man skal fremover samarbejde på tværs af faggrænser og sektorer. Centralt for kursusforløbet er derfor at medvirke til kompetenceudvikling, hvor den enkelte faggruppe lærer at forstå såvel sin egen faglige rolle som andre faggruppers kompetencer.

Udgangspunktet for det tværfaglige samarbejde er at afdække borgerens ønsker, betingelser og forudsætninger. Rehabiliteringen skal være helhedsorienteret og tage udgangspunkt i borgerens mål.

I den forbindelse skal sygeplejerskerne have de nødvendige tværfaglige forudsætninger for at vejlede borgerne og kvalificere deres beslutninger. I sidste ende skal den professionelle kunne hjælpe og guide borgeren videre til et selvstændigt liv - med fokus på aktivitet og deltagelse.

Indholdet af "Kompetenceudvikling i Rehabilitering" er udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra bl.a. KL og Amtsrådsforeningen. Kurset er i øvrigt det første af sin art, der henvender sig til alle faggrupper, der arbejder med rehabilitering.

Kursusforløbet vil på sigt blive udbudt via CVU'ernes efter- og videreuddannelsesafdelinger.

Tove Kilde er ansat som udviklingskonsulent i arbejdsgruppen til "Kompetenceudvikling i Rehabilitering." Søren Sander Rasmussen er informationsmedarbejder på MarselisborgCentret.

Emneord: 
Rehabilitering
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Organisering

Sygehus og kommune får samme kvalitetsstempel

Tjek på procedurerne. Sygeplejersken på Aabenraa Sygehus og hjemmesygeplejersken i Aabenraa Kommune sikrer kvaliteten på samme måde. Det skyldes et fælles projekt for det sønderjyske sundhedsvæsen, som nu har kastet de første kvalitetsgodkendelser af sig. Det er første gang i verden, at sygehuse, lægepraksis og kommuner indgår i et fælles akkrediteringsprojekt.

sy2004-28-p16_0001Foto: Palle Peter Skov

I tre år har én kommune, to lægepraksis og fem sygehuse i Sønderjylland slidt for at få styr på deres kvalitet, så den lever op til internationale standarder.

Den 11. august fik Aabenraa Sygehus og Aabenraa Kommunes ældrepleje som de første papir på, at kvaliteten overholder de fastsatte standarder.

De har systemer til at sikre, at patienterne får den rette pleje og behandling, og at fejl ikke bliver gentaget. I løbet af de sidste par år er der sat system i stort set alt - fra hygiejne og udstyr til patienternes retssikkerhed og personalets uddannelse og arbejdsmiljø.

Projektet blev helt fra starten mødt med en vis skepsis af personalet, fortæller en af de involverede afdelingssygeplejersker, Bente Bloch, fra Aabenraa Sygehus.

”De forudså det store arbejde, der lå i det. Og det har også taget megen tid at gennemgå og revidere alle vores procedurer.

Men det er vældig tilfredsstillende at vide, at der er taget stilling til alt for ganske nylig. Vi havde procedurer i forvejen, men det var lidt tilfældigt, hvor de lå, og hvor gamle de var.”

Overblik giver tryghed

Alle procedurer er nu udarbejdet efter samme skabelon. Det betyder, at personalet hurtigt kan få et overblik. F.eks. ved de på forhånd, hvor de skal kigge for at se, hvilke patienter proceduren gælder for, og hvem der har ansvaret for at udføre det, der skal gøres.

Det formindsker risikoen for fejl. Og det er netop risikostyringen, som Bente Bloch betragter som den største gevinst.

”Vi laver risikovurderinger både for personalet - i form af arbejdspladsvurdering - og for patienterne. F.eks. at her er

Side 17 

der en risiko, fordi to meget ens ampuller står ved siden af hinanden i skabet.

Men vi laver også en risikovurdering, hvis der er noget i samarbejdet med kommunen eller Falck, der ikke fungerer.”

Patientsikkerhed er noget, alle sygehuse skal arbejde systematisk med i dag. Det er lovpligtigt. Men de sønderjyske sygehuse har fået et forspring på området, fordi risikostyring er så central en del af akkrediteringen, mener udviklingssygeplejerske Marianne Eberhard, der koordinerer akkrediteringsarbejdet på Aabenraa Sygehus.

”Vi har fået en positiv tilgang til de hændelser, der sker. Når en hjemmesygeplejerske ringer til en afdeling og siger, at der er sket en utilsigtet hændelse, så har hun et fagligt udgangspunkt. I stedet for det umiddelbare: Nu kan de da heller ikke finde ud af det på sygehuset.”

De kritiske overgange

Det er den engelske organisation Health Quality Services (HQS), der efter en ugelang inspektion har sagt god for, at Aabenraa Sygehus og Aabenraa Kommunes ældrepleje har styr på kvaliteten. I løbet af efteråret kommer turen til de øvrige institutioner, der indgår i det fælles akkrediteringsprojekt KISS (Kvalitet i Sønderjyllands Sundhedsvæsen).

De sønderjyske institutioner bliver akkrediteret af HQS på samme måde, som sygehusene i H:S tidligere er blevet af en akkrediteringsorganisation fra USA.

I en række lande er det almindeligt, at sygehuse på denne måde får deres kvalitet kontrolleret af en uafhængig organisation. Det er heller ikke usædvanligt, at plejeinstitutioner og lægepraksis lader sig akkreditere. Men det er første gang i verden, at sygehuse, lægepraksis og kommuner indgår i et fælles akkrediteringsprojekt. Akkrediteringen omfatter også det arbejde, som en række private firmaer, f.eks. ISS og Falck, udfører for sygehusene.

”Den helt store gevinst er, at vi ser på overgangene mellem sektorerne,” siger KISS-projektets leder Linda Scheel.

”Hvis man f.eks. ser på medicineringsfejl, så opstår de også i overgangene, ved udskrivelsen eller i samarbejdet mellem den praktiserende læge og hjemmesygeplejen.

Og hvad hjælper det, at man arbejder med ernæringsscreening og ernæring på sygehuset, hvis man ikke gør det i den kommune, patienten kommer hjem til?”

Tættere på kommunen

Linda Scheel oplyser, at flere kommuner har vist interesse for at komme med i projektet. Det ser man frem til på Aabenraa Sygehus.

”Der er mange områder, hvor vi har arbejdet sammen om at udarbejde standarder. F.eks. hygiejne og patientrettigheder,” fortæller Marianne Eberhard.

”Og det er en stor styrke, at alle procedurer udarbejdes efter samme model, så man kan låne fra hinanden. Hvis man f.eks. får en patient i Aabenraa Kommune af en slags, man ikke kender, så er det let at gå til den afdeling, der har behandlet patienten, og låne deres procedurer.

På den måde er det en svaghed, at der kun deltager én af vores optagekommuner. Men selv om alle ikke er med, har de andre kommuner vist sig meget villige til at arbejde med de ting, der er kommet op under akkrediteringen.

Vi kunne f.eks. se, at der var nogle huller i forbindelse med udskrivelsen. Der har vi nu nedsat en arbejdsgruppe sammen med de nærmeste kommuner.”

krediteringsprojekt for fem sygehuse, to lægepraksis og én kommune. Projektets leder er sygeplejerske, cand.pæd.pæd. Linda Schumann Scheel.

Akkreditering bliver et krav Om nogle år skal alle danske sygehuse i gang med akkreditering, og lidt længere ude i fremtiden bliver det også et krav til alle lægepraksis og kommuner.

Akkreditering bliver nemlig en del af den danske kvalitetsmodel, som i første omgang skal omfatte sygehusene, men i anden ombæring også primærsektoren.

I sundhedsvæsenet betyder akkreditering, at et sygehus eller en anden institution får en uafhængig organisation til at gennemgå kvaliteten og sige god for, at den lever op til et bestemt sæt standarder.

Det betyder ikke, at alle akkrediterede sygehuse skal have samme arbejdsgange. Men arbejdsgangene skal leve op til akkrediteringsorganisationens standarder. De store akkrediteringsinstitutioner, der arbejder internationalt, har forskellige sæt standarder - for sygehuse, for plejehjem, for lægepraksis mv. - og de enkelte standarder skal tilpasses lovgivning og kultur i det land, de skal bruges i.

Før sygehuset eller plejehjemmet modtager sin akkreditering, skal det igennem en omfattende inspektion, hvor repræsentanter for akkrediteringsorganisationen på stedet gennemgår systemer og procedurer.

I Danmark er sygehusene i H:S akkrediteret af den amerikanske organisation Joint Commission. I Sønderjylland er det den engelske organisation HQS, der akkrediterer.

Læs også: "Det væltede ind med papir"

Emneord: 
Kommune
Kvalitet
Sygehus

Kassetænkning mellem amt og kommune blødt op

Kirsebærbakken Plejecenter i Hillerød har 28 geriatriske pladser fordelt på akutpladser, observationspladser, rehabiliteringspladser, aflastningspladser, hospicepladser og ventepladser. De mange kategorier af midlertidige sengepladser er udtryk for patientbehov og ikke for sygdomsdiagnoser som på et sygehus.

En indlæggelse på Geriatrisk afdeling på Kirsebærbakken begynder med et velkomstinterview, hvor der sammen med patienten sættes mål for opholdet. ”Vi ser på helheder, og vi ser på patientens behov for sygepleje, ernæring, træning, behandling osv., så vi hurtigt kan finde frem til, hvilken personalegruppe der skal have det overordnede ansvar for indlæggelsesforløbet. Det handler om at trække de rigtige skuffer ud lige fra begyndelsen,” fortæller forstander Gerd Johnsen. Borgerne skal være aktive for at få noget ud af opholdet. En del af rehabiliteringen består i, at patienterne er med til at planlægge deres fremtid, og de motiveres til at følge planen, efterhånden som de ser og mærker de forskellige tilbud, der indgår i rehabilitering. ”Længden af opholdet aftales med patienten, så man må sige, at kommunen viser os stor tillid.”

De 28 geriatriske pladser på Kirsebærbakken Plejecenter i Hillerød fordeler sig på akutpladser, observationspladser, rehabiliteringspladser, aflastningspladser, hospicepladser og ventepladser.

Side 17 

Sammen med 33 plejeboliger udgør de tilsyneladende noget af en blandet landhandel. Men der er en idé med de mange kategorier af midlertidige sengepladser. De er udtryk for patientbehov og ikke for sygdomsdiagnoser som på et sygehus. Fordelingen af de 28 geriatriske pladser er fleksibel, så pladstyperne indretter sig efter patienternes behov. I 2002 passerede 233 patienter afdelingen.

Sygeplejeledet

Målgruppen for de geriatriske pladser defineres bredt som borgere, der ikke kan klare sig i eget hjem, men som har behov for sygepleje, træning, observation eller behandling, som ikke kræver hospitalsindlæggelse. Det er en lægefaglig vurdering, om disse behov helt eller delvis kan varetages af Kirsebærbakkens medarbejdere i samarbejde med sygehus eller praktiserende læge.

Alle Hillerød Kommunes borgere kan indlægges på Kirsebærbakken. Sygehusafdelinger, områdeledere, visitatorer, praktiserende læger og distriktsterapeuter kan henvise til Kirsebærbakken, Geriatrisk afdeling, som har døgnvagt. Henvisningen begrundes med årsag og formål samt forslag til, hvilken type plads patienten har behov for. Borgeren skriver under på henvisningen og skal selv betale 100 kr. i døgnet, som dækker mad, rengøring og tøjvask som overalt i primær sundhedstjeneste.

Kirsebærbakken er sygeplejeledet, men alle faggrupper inddrages ligeværdigt. Deres indsats vægtes forskelligt, afhængigt af den enkelte patients behov.

Helt afgørende for institutionens effektivitet er imidlertid aftalen mellem Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen og Hillerød Kommune. Aftalen beskriver præcis Kirsebærbakkens, sygehusafdelingernes og de praktiserende lægers opgaver og ansvar i forbindelse med indlæggelse af en patient på geriatrisk afdeling. Aftalen indebærer også, at Kirsebærbakken uden ventetid kan trække på alle kommunens afdelinger: Visitatorer, dagcentre, sagsbehandlere, hjemmesygepleje, hjemmehjælp, hjælpemiddelbevillinger osv. Dertil har geriatrisk

Side 18 

afdeling direkte adgang til stamafdelingen, hvis patienten har været indlagt på sygehuset.

Kan indlægge direkte

Når der er pres på Geriatrisk afdeling, må samarbejdspartnerne også geare op. Det gælder visitation, fremskaffelse af hjælpemidler og istandsættelse af plejeboliger. ”Hvis vi har brug for en bolig her og nu, kan vi ikke gå og vente på, at alle møbler er på plads. Det kan give ventedagsbetaling til amtet, hvis geriatrisk afdeling ikke kan modtage patienterne, når de er klar til udskrivning. Der er heldigvis forståelse for, at det er til gavn for hele kommunen og for økonomien.”

Kommunens tillid viser sig også ved, at medarbejderne på Kirsebærbakken i visse tilfælde kan indlægge en patient direkte på Hillerød Sygehus uden lægehenvisning. Hvis f.eks. en aftenvagt bliver urolig for en patient, kan hun få indlagt vedkommende uden om vagtlægesystemet.

Samarbejdet med sygehuset indebærer også, at sygehuset sørger for undervisning af Kirsebærbakkens medarbejdere ved særlige patientbehov og leverer de nødvendige remedier. Det kan f.eks. være aktuelt til patienter med drop, i dialyse eller med stråleskader.

”En del af kassetænkningen mellem amt og kommune er blødt op,” fortæller Gerd Johnsen. ”Det har taget tid. Det tager år at blive kendt af en mastodont som Hillerød Sygehus. Men vi har vist, at det kan lade sig gøre at samarbejde til fordel for patienten.” Det elektroniske journalsystem EP-Vitae betyder, at man ved hjælp af et cpr-nummer kan hente alt frem, inden patienten kommer, så det er muligt at forberede indlæggelsen med henblik på opdatering af medarbejdere og fremskaffelse af hjælpemidler.

Økonomisk rentabel

Indlæggelsestiden på Kirsebærbakkens geriatriske afdeling er noget længere end oprindeligt forudsat, og når man sammenligner med andre rehabiliteringsafdelinger. Den gennemsnitlige indlæggelsestid på rehabiliteringspladserne var i 2002 på 31 dage og for akutpladserne på 25 dage. Alligevel er den økonomisk rentabel, fordi planlægningen af patienternes fremtid rammer plet. Når planlægningen er i orden og aftalt med borgeren, spildes der ikke energi, tid og penge på at prøve sig frem, opgive og begynde forfra. Når et hjælpemiddel købes ind, er det, fordi patienten har behov for det og er i stand til at bruge det. Hjælpemidlet kommer ikke til at stå i et kosteskab.

En anden årsag til den amtslige velvilje kan findes i, at f.eks. den ortopædkirurgiske afdeling på Hillerød Sygehus kan spare rigtig mange sengedage og dermed penge, når de overflytter patienterne til en genoptræningsplads, selv om de skal sende penge med. En patient med en Don-joy-bandage efter operation på knoglebrud over knækondylerne skal normalt være indlagt i otte uger uden støtte. Geriatrisk afdeling kan tage imod patienten efter fem dage og holde de øvrige motoriske funktioner ved lige, så den reelle optræning af gangfunktionen afkortes betydeligt.

I underetagen ligger en stor veludstyret fysioterapi med motionscykler, løbebånd og forskellige andre motionsredskaber. Patienterne er imidlertid ikke særligt motiverede for at gå den lange tur ned i de store tomme lokaler, når de ikke skal til planlagt træning hos fysioterapeuten. På hver etage er der derfor indrettet et lille afsnit med motionscykel og et par andre enkle redskaber, patienterne selv kan træne med. Det har betydet, at der nu trænes flittigt både om eftermiddagen og i weekenderne.

Kirsebærbakken

Den politiske forståelse i Hillerød Kommune for ældre patienters særlige behov kan føres tilbage til en tidligere overlæge Jørgen Rosenbeck, der var lægelig konsulent på Kirsebærbakken fra 1972. Han foranledigede, at Hillerød Kommune i 1978 oprettede 12 pladser til optræning af geriatriske patienter.

I 1997 blev der nedsat en projektgruppe af Frederiksborg Amts Sygehusvæsen, Kommuneforeningen i Frederiksborg Amt, Hillerød og Skævinge Kommune og de praktiserende læger. Projektgruppen skulle finde frem til, hvilke patienter der kunne behandles lægeligt, sygeplejemæssigt, og fysio- og ergoterapeutisk i primærkommunerne. Man ønskede ikke en discountmodel, men en sundhedsmæssigt forsvarlig og helhedsorienteret model, der kunne spare sygehusindlæggelser.

Projektet startede i 1998 med 17 pladser og blev en stor succes. Belægningsprocenten var på 88, og en brugertilfredshedsundersøgelse viste stor tilfredshed med at blive indlagt på Kirsebærbakken i stedet for på sygehuset. I 2001 gik projektet i drift.

Siden 1998 er Geriatrisk afdeling yderligere udvidet til de nuværende 28 pladser i 2003. Hillerød Kommune betaler 22,5 af de 28 pladser. Udgifterne til de resterende 5,5 pladser, der svarer til taksten for ventedagsbetaling på sygehusene, deles ligeligt mellem amt og kommune.
 

Emneord: 
Kommune
Sygehus

Ballerup overvejer stop for antabusimplantationern

Den indopererede antabus er dokumenteret virkningsløs, og det er uetisk samt ulovligt at operere folk for placeboeffektens skyld, siger danske og norske eksperter, som finder det uforståeligt, at Ballerup Kommune har startet et projekt, hvor arbejdsløse får indopereret antabus i lysken. Forsøget burde være anmeldt til Etisk Komite, mener fremtrædende dansk specialist.

​Ballerup Kommune vil ophøre med at få indopereret antabus på arbejdsløse, hvis kommunens egne folk finder sikkerhed for, at de lægelige og farmakologiske eksperter har ret i, at den utraditionelle behandling både er virkningsløs og uetisk. Kommunens erhvervs- og beskæftigelseschef, Kurt Jørgensen, siger til Sygeplejersken, at man nu selv vil undersøge, hvad eksperterne mener om implantation af antabus, og derefter vurdere, om dette behandlingstilbud til langtidsledige med svære alkoholproblemer skal fjernes fra kommunens nye aktiveringsprojekt.

Side 6

Både sygeplejersker, læger og forskere har rejst voldsom kritik af Ballerup Kommunes initiativ med at sende nogle af deltagerne i aktiveringsprojektet til en kirurg for at få indopereret såkaldt langtidsvirkende antabus. Behandlingsmetoden er nemlig allerede for en halv snes år siden forkastet af medicinske eksperter i ind- og udland, og det er første gang, den er sat i offentligt regi i Danmark.

''Det burde være anmeldt til Etisk Komite som forsøg, for mig bekendt bruges behandlingsmetoden ikke andre steder,'' siger hepatolog, overlæge, dr.med. Ulrik Becker, som er leder af Alkoholenhederne i Hovedstadens Sygehusfællesskab og en af de fremtrædende alkoholforskere i Danmark.

Ballerup Kommunes projekt er ikke anmeldt til Etisk Komite som forsøg, selvom det er første gang, man sætter behandlingen i offentligt regi i Danmark. Af Ballerup Kommunes projektbeskrivelse fremgår det derimod, at implantationerne er godkendt af Sundhedsstyrelsen. Det er ikke korrekt.

Vicekontorchef Kurt Brandt, Ballerup Kommune, som fik ideen til at få implanteret antabus på de arbejdsløse, sagde desuden til Sygeplejersken (nummer 29/2001), at behandlingen var almindeligt brugt i Norge. Det er heller ikke korrekt.

Farmakologen Jørg Mørland, direktør for Statens Rettstoksikologiske Institutt i Oslo og en af de førende eksperter på området, afviser påstanden om, at det norske sundhedsvæsen skulle benytte sig af denne behandlingsform.

''Det ville være tåbeligt, for vi har allerede i slutningen af 1980'erne fremlagt videnskabelig dokumentation for, at antabus som depotmedicin er ganske virkningsløst. Det absorberes ikke af kroppen. Det har ingen antabusvirkning, så man bliver syg, hvis man drikker, og det har ingen klinisk effekt i retning af, at alkoholikeren helbredes for sin afhængighed.

Man udsætter ikke mennesker for operative indgreb for at lægge virkningsløs medicin ind i dem. Det ville være uetisk,'' siger Jørg Mørland.

Privat behandling - en trossag

''Jeg kan ikke udelukke, at der er personer i Norge, som får indopereret antabus på helt privat initiativ. Det kan være en trossag. Folk tror jo på så meget, men hvis de spørger mig som farmakolog, må jeg sige, at den manglende effekt er overordentlig veldokumenteret,'' siger Jørg Mørland.

Også i Danmark er der enkelte personer, som på privat initiativ har fået udført operationen og fået implanteret antabus eller som lægemidlet hedder: Disulfiram implantabletter, 100 mg, fra Nomego A/S.

Lægemiddelstyrelsen efterkom i år 2000 i alt 20 anmodninger om udlevering af implantationsmedicinen, der ikke er registreret eller markedsført i Danmark. Heraf var de 7-8 udleveringer til arbejdsløse fra Ballerup Kommune.

Forskningen

Det var den norske doktor Jon Johnson, som i slutningen af 1980'erne i samarbejde med Jørg Mørland gennemførte en række videnskabelige undersøgelser af virkningen af antabusimplantationer. Resultaterne indgik i Jon Johnsons doktordisputats og blev offentliggjort i en serie artikler i internationale tidsskrifter og udkom desuden i bogform. De blev også fremlagt på et symposium for alkoholbehandlere i København i 1991.

Erhvervs- og beskæftigelseschef Kurt Jørgensen kender ikke noget til disse undersøgelser og understreger, at han ikke på nogen måde er medicinsk kyndig, men han siger:

''Jeg kan ikke forstå, at det ikke skulle virke. Vi har nemlig haft klienter med indopereret antabus, som er faldet i vandet og er begyndt at drikke, og de fortæller, at de blev hundesyge.''

Ekspertkritikken er haglet ned over Ballerup Kommune efter Sygeplejerskens artikel om det usædvanlige offentlige initiativ. Kurt Jørgensen finder kritikken urimelig, men kan som andre medarbejdere i Ballerup Kommune ikke pege på nogen medicinsk eller farmakologisk ekspert, som vil forsvare, at de arbejdsløse får indopereret antabus.

Heller ikke Ballerup Kommunes beskrivelse af projektet indeholder dokumentation, videnskabelige referencer eller henvisninger til tilsvarende kontrollerede forsøg.

''For os er det vigtigste, at de pågældende selv er glade for behandlingen,'' siger Kurt Jørgensen.

Socialforvaltningen kan henvise ledige

I mangel af dokumentation læser Kurt Jørgensen op af den vejledning til de arbejdsløse,

Side 7

som er udarbejdet af kirurgen Per Bech-Jansen i Herlev. Det er Per Bech-Jansen, der foretager operationen, hvor antabus lægges ind i lysken på ledige med svære alkoholproblemer. Han er på ferie, men skriver i sin vejledning:

''Det foregår på følgende måde: Din læge eller din socialforvaltning skal henvise dig til mig med henblik på behandling med antabus ved hjælp af operation. Når jeg har fået denne henvisning, søger jeg om tilladelse til, at du må få medicinen, og når den tilladelse foreligger, skriver jeg en recept på den nødvendige medicin og sender recepten til dig. Du skal så hente den og betale medicinen på apoteket. Når du har medicinen, kan du ringe og bestille operationstid hos mig. Sygesikringen vil ikke betale for operationen, hvorfor jeg kræver en betaling for hele proceduren på 2.500 kroner. Dette beløb vil ganske ofte kunne refunderes af dit lokale behandlingssted. Du skal enten medbringe beløbet kontant ved operationen eller et bevis på, at dit behandlingssted er villigt til at betale. Jeg beklager, at det er en besværlig procedure, men det er ikke noget, jeg bestemmer.''

Ikke anmeldt til Etisk Komite

En ting er, hvad folk tror på af medicin eller operationer og får udført for egen regning og risiko. Noget helt andet, hvad det offentlige sætter i scene af behandling og eksempelvis lader indgå i et aktiveringsprojekt. Det mener overlæge, dr. med. Ulrik Becker, som siger, at Ballerup Kommunes projekt burde være anmeldt til Etisk Komite.

Til oplysningen om, at projektet ikke er anmeldt til Etisk Komite, fordi Ballerup Kommune ikke opfatter behandlingen som et forsøg, siger han:

''Hvis det ikke er et forsøg, hvad søren er det så, når det for første gang anvendes i Danmark og indgår i en kommunal projektbeskrivelse? Der skal her i landet være et vist minimum af evidens for det, vi gør ved folk. Det må også gælde for et kommunalt projekt.''

Ulrik Becker henviser til den norske dokumentation af antabusimplantationens manglende effekt. Han mener, at det vil være helt uantageligt, hvis man indopererer antabus på folk som en slags placebo-medicin ud fra den betragtning, at bare alkoholikerne selv tror på det, lader de være med at drikke. Det er i øvrigt heller ikke tilladt at bruge placebo uden godkendelse og videnskabelig kontrol.

''Hvis man ser bort fra, at det ikke virker, så er hele konceptet uetisk,'' siger han. ''Det går jo nemlig ud på, at man udløser en alvorlig helbredsmæssig reaktion hos en gruppe af svært alkoholiserede mennesker. Det er uansvarligt - netop i forhold til denne belastede gruppe. Jeg synes i det hele taget, at det virker uforståeligt, at man tager en sådan behandling op i et kommunalt projekt uden sundhedspersonale i projektet. Og, at det er problematisk, at kommunens ansatte har magt til at kaste svage mennesker ud i den slags helbredsmæssige eksperimenter med potentielt risikable stoffer. Nu er de så heldige, at det ikke virker, men så meget desto mere bizart.''

Antabus er overvurderet

Ulrik Becker mener i det hele taget, at antabus - også i traditionel pilleform - er overvurderet som behandlingsmiddel i Danmark:

''Når man kigger hele litteraturen igennem, så har antabus nok en behandlingseffekt, men den er meget beskeden. Danmark er det land i verden, hvor man bruger antabus mest, og det er en indgroet opfattelse hos danskere med alkoholafhængighed, at behandling er lig antabus. Det er forkert. Det er en række andre ting, der har betydning for, om patienterne kommer ud af deres afhængighed. Og jeg tror, at antabus helt vil tabe sin betydning, hvis vi kigger nogle år frem.''

Antabus er opfundet i Danmark, og Ulrik Becker mener, det er baggrunden for, at det næsten er blevet et dogme, at alkoholafhængige skal behandles med antabus, i modsætning til andre lande, hvor midlet slet ikke tillægges samme betydning.

Læs også "Antabus indopereres på arbejdsløse i Ballerup Kommune"

Emneord: 
Alkohol
Behandling
Kommune

Antabus indopereres på arbejdsløse i Ballerup Kommune

Sygeplejersker finder det medicinsk uforsvarligt og etisk betænkeligt at implantere langtidsvirkende antabus på arbejdsløse uden videnskabelig dokumentation for behandlingen. Vicekontorchef i Ballerup Kommune siger, at metoden virker, og at de arbejdsløse er glade for den.

Ballerup Kommune har startet et aktiveringsprojekt, hvor arbejdsløse med svære alkoholproblemer får indopereret langtidsvirkende antabus i lysken. Det er vicekontorchef i kommunen, Kurt Brandt, der har fået ideen til den meget utraditionelle behandling, som en førende ekspert på alkoholbehandlingsområdet, ledende oversygeplejerske Jesper Weismann, kalder amatøragtig, medicinsk uforsvarlig og etisk betænkelig.

Behandlingsmetoden med indoperering af antabus bliver i øvrigt praktisk taget ikke brugt i Danmark, og antabusdepotmedicinen er hverken registreret eller markedsført i landet. Brugen af depotmedicinen kræver derfor en særlig udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. En sådan tilladelse blev i år 2000 kun udstedt i 20 tilfælde.

Ballerup Kommune har udarbejdet en projektplan, som fortæller om den indgribende behandling af alkoholiserede arbejdsløse, men denne beskrivelse indeholder ingen dokumentation, ingen videnskabelige referencer og ingen henvisninger til tilsvarende kontrollerede forsøg.

Sygeplejersken er i besiddelse af Ballerup Kommunes Projektplan for aktivering af de belastede alkoholiserede arbejdsløse. Aktiveringsprogrammet har været i gang i et år som pilotprojekt, og fra 1. august i år starter det egentlige projekt. Det søges finansieret via EUs sociale fond, som også har betalt for gennemførelse af pilotprojektet, oplyser vicekontorchef og projektansvarlig Kurt Brandt. Projektledere er Søren Würtz, som ifølge Kurt Brandt har en etårig uddannelse som alkolog, og socialrådgiver i kommunen Tove Hestbeck.

Ubehjælpsom plan

Den kommunale beskrivelse af projektet, som hedder Viljen Til Mening, er pga. sin sproglige og indholdsmæssige ubehjælpsomhed svær at læse. Det fremgår dog, at man allerede i forbindelse med pilotprojektet har implanteret langtidsvirkende antabus på svært alkoholiserede arbejdsløse.

I det følgende citat fra den kommunale plan, som skildrer, hvad der er foregået i pilotprojektets år, er den originale stavning og tegnsætning bevaret til illustration af fagligheden bag rapporten:

''Inplantering af antabus er efter tilladelse fra sundhedsstyrelsen foretaget i nogle tilfælde. Det har vist sig, at en del personer, som ikke var motiveret eller parate til en Minnesotabehandling er blevet motiveret. Måske udelukkende fordi de efter inplantering ikke mere har brugtmental energi på 2-3 gange om ugen at skulle forholde sig til indtagelse af antabus under en kontrolleret form. Disse personer har næsten alle fået en interesse for en minnesotabehandling og har gennemført. Inplanteringen virker i 4-6 måneder, hvis den virker, og er gennemført på en privat klinik i Oslo eller hos en læge i Herlev.''

Om den fremtidige implantation af antabus på arbejdsløse hedder det - ordret gengivet - i den kommunale plan:

''Det kan forventes af 1-2 af deltagerne ikke vil have eller opnå parathed til gennemførsel af programmet. I disse tilfælde er der etableret et allerede afprøvet samarbejde med depotindoperering af antabus til støtte for gennemførsel af forløbet. Depotindopereringen har en varighed af 6 måneder. Denne mulighed holdes kun i beredskab som en nødløsning i programmet, men samtidig som en sikring af de enkeltes motivation og personlige valgmulighed. Disse eventuelle projektdeltagere deltager selvfølgelig i de andre dele af programmet.''

Side 6

Uforsvarligt eksperiment

Ballerups plan for aktivering af arbejdsløse med langvarige og komplekse alkoholproblemer blev sendt til Samsø Kommune, som på et tidspunkt havde ytret interesse for et beskæftigelsesfremmende projekt for dette tunge klientel. Her takkede man dog omgående nej til projektet, og sygeplejerske Mona-Maria Bech i Samsø Kommune gjorde opmærksom på de mange medicinske og etiske spørgsmål, som det usædvanlige kommunale initiativ rejser. Hendes spørgsmål blev sammen med Ballerups projektbeskrivelse sendt til den erfarne alkoholbehandler Jesper Weismann, der er ledende oversygeplejerske på alkohol-enhederne i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

''Der er tale om et amatør-misk-mask, som rent medicinsk er uforsvarligt, og som etisk er betænkeligt,'' siger han efter at have læst kommunens projektbeskrivelse.

''Jeg mener, at det er hovedløs gerning at eksperimentere med en gruppe, der er så belastet, som det fremgår af Ballerup Kommunes projektplan. Jeg kan slet ikke forstå, at man tør udføre sådan et eksperiment som led i et aktiveringsforløb. Enhver med kendskab til afhængighed ved, at folk sommetider drikker, selv om de får antabus. De kan tage antihistaminer, eller de kan ''drikke sig igennem,'' og i den proces sker der en nedbrydning af celler. Hvordan tackler man tilbagefald? Hvad har man af dokumentation for, at denne utraditionelle behandling overhovedet virker? Det står der intet om i projektbeskrivelsen. Til gengæld står der en masse sammenblandet vås om Minnesotamodel, NLP-teori og andet.''

Foruden de rent behandlingsmæssige problemer ved implantering af antabus, finder Jesper Weismann, at det må være forbundet med etiske problemer at lade indoperering af antabus være en del af et kommunalt beskæftigelsesprojekt:

''Selvom man siger, at folk vælger frit, så ligger der i det, at det er kommunen, som står bag - ikke sundhedsvæsenet. Og kommunen har samtidig stor indflydelse på disse menneskers økonomiske og sociale situation,'' siger han.

Frivilligt

Den projektansvarlige vicekontorchef Kurt Brandt siger på sin side, at implanteringen af antabus på de svært belastede alkoholikere i Ballerup har været en stor succes, og at de selv er glade for det.

''Ingen bliver presset til det, og det har ingen negative konsekvenser, hvis de siger nej,'' forklarer han. I løbet af det første år har man haft 20 arbejdsløse på projektet Heraf har 7-8 fået indopereret antabus i lysken. De fleste er fortsat med behandlingen.

''Tre fjerdedele af dem, vi har med at gøre, bliver fuldstændig clean (rene, afholdende, red.), og det ser ud til at være langtidsholdbart,'' siger Kurt Brandt.

Opereres i Herlev

I begyndelsen fik man operationerne udført på en privatklinik i Oslo, men nu foregår de hos speciallæge Per Bech-Jansen i Herlev. Han har ferie til den 6. august, men Kurt Brandt forklarer i lægens fravær, at der er tale om en meget lille operation. Der lægges et snit i lysken, hvori depotmedicinen anbringes. Den kan, om nødvendigt, fjernes igen ved en ny operation.

Kurt Brandt siger, at denne behandling af alkoholikere bruges både i Frankrig og Norge. Han har talt med en norsk professor og selv fået ideen til, at man kunne anvende behandlingen i forbindelse med revalideringen af kommunens svært belastede alkoholikere. Han forklarer - ordret gengivet:

''Det var mig, der fik ideen. Jeg synes, den alkoholbehandling, der findes i landet her - den er ikke meget værd. Jeg tror ikke på, at der er tale om afvænning og alt muligt, og det er naivt at tro, at folk, der har drukket støt gennem masser af år, er i stand til på en korterevarende Minnesotabehandling eller på en alkoholbehandling, hvor man mest snakker med dem, at tro, at man kan bøde for mange års misbrug. Og så tager man ikke højde for, at selvom man har de der AA-møder (Anonyme Alkoholikere, red.), så skal man regne med, at den dag en rigtig alkoholiker holder op, så mister han samtidig sin omgangskreds, for det er også folk, der drikker.''

Hvis projektdeltagerne er indstillet på at få indopereret antabus, skal de selv gå til deres praktiserende læge, som derefter henviser dem til speciallægen i Herlev.

''Vi har et godt samarbejde med de praktiserende læger, og vi har aldrig været ude for nogen, der ikke syntes, at det var en god ide,'' siger Kurt Brandt.

Ikke godkendt af Sundhedsstyrelsen

I den kommunale projektbeskrivelse fra Ballerup, står der, at implantationerne er

Side 7

foretaget efter tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Det er ikke korrekt.

En rundringning til en række medarbejdere i Sundhedsstyrelsen, afslørede, at der ikke forelå en sådan godkendelse.

Man henviste i stedet til Lægemiddelstyrelsen, som kunne tænkes at have givet en såkaldt udleveringstilladelse.

Farmaceut Lene Grejs Petersen fra Lægemiddelstyrelsen forklarer, at det forholder sig således. Antabusdepotmedicinen er ikke registreret eller på markedet i Danmark. Derfor skal de læger, som vil bruge den, indhente en udleveringstilladelse - i henhold til Lægemiddellovens paragraf 25, stk. 2. En sådan udleveringstilladelse gives på betingelse af, at al tilgængelig medicin har været forgæves. Det er den behandlende læges ansvar at vurdere patienten og følge op behandlingsmæssigt. Lægen skal også indberette evt. bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen. Antabusdepotmedicinen bliver næsten ikke brugt i Danmark. I hele år 2000 udstedte Lægemiddelstyrelsen således kun 20 udleveringstilladelser, oplyser Lene Grejs Petersen.

Læs også "Implantation af Antabus"

Emneord: 
Alkohol
Behandling
Kommune