Kommunal hjælp til borgere med senfølger efter kræft

Borgere med senfølger efter kræft kan hjælpes gennem gruppebaseret psykoeducation og fokus på kroppen gennem bl.a. mindfulness.
Fagligt Ajour

Fagligt Ajour præsenterer ny viden fra sygeplejersker eller andre sundhedsprofessionelle, der arbejder systematisk og metodisk med udvikling af sygeplejen eller genererer viden, der er anvendelig i sygeplejen. I artiklerne formidler de resultater og konklusioner fra deres udviklingsarbejde og giver kollegial inspiration til fornyelse af den kliniske sygepleje. Har du selv lyst til at skrive en Fagligt Ajour, så læs mere på dsr.dk/manuskriptvejledning.

Resume

Siden 2016 har Esbjerg Kommune tilbudt en sundhedsprofessionel intervention i form af undervisning og individuel støtte til borgere med senfølger efter kræft.

Det primære formål med indsatsen er at hjælpe borgeren til øget livskvalitet og tryghed.

Gennem en tværprofessionel indsats arbejdes der målrettet med at øge den enkelte borgers self-efficacy, så han/hun bliver bedre til at håndtere en hverdag med f.eks. smerter, træthed, depression og ensomhed. I den sammenhæng er der også fokus på det relationelle, de pårørende, omgivelsernes støtte til at vende tilbage til arbejde og på netværksdannelse med ligesindede.

Behandlingen for kræft er ofte langvarig og kan medføre en række helbredsrelaterede senfølger, se Boks 1 (2), som kan vise sig under kræftbehandlingen, men også måneder eller år efter at behandlingen er afsluttet. 339.000 danskere har haft en kræftdiagnose, og over halvdelen af disse har en eller flere senfølger, se Figur 1 (3).

Boks 1. Sundhedsstyrelsens definition på senfølger

Senfølger er helbredsproblemer, der opstår under primær behandling og bliver kroniske, eller som opstår og manifesterer sig måneder eller år, efter at behandlingen er afsluttet. Senfølgerne omfatter ny primær kræftsygdom og fysiske, psykiske eller sociale forandringer, der er en følge af kræftsygdommen og/eller behandlingen af denne.

mand

I Danmark findes for nuværende tre nationale centre for senfølger efter kræft, som er allokeret til hospitaler. Her arbejdes specialiseret med forskning inden for bl.a. senfølger efter brystkræft samt behandling af senfølger efter kræftbehandling i bækkenområdet. Visse senfølger er imidlertid af mere psykosocial karakter og fordrer, at den enkelte formår at håndtere disse senfølger, så hverdagslivet kan mestres bedst muligt.

 

En sundhedsprofessionel intervention

Siden 2016 har Esbjerg Kommune tilbudt en sundhedsprofessionel intervention i form af undervisning og individuel støtte til borgere med senfølger efter kræft. Forløbsprogrammet for rehabilitering og palliation i relation til kræft samt eksisterende kræftpakkeforløb omfatter evidensbaseret viden på området (4). Senfølgeindsatsen i Esbjerg Kommune blev initieret på baggrund af utallige samtaler med borgere, som gik forgæves, når de søgte hjælp til deres gener efter et kræftforløb. Samtidig bemærkede de sundhedsprofessionelle visse ligheder blandt disse borgere på tværs af kræftdiagnoser og behandlinger. Det var borgere, som havde svært ved at klare hverdagslivet pga. nedsat energi, kognitive vanskeligheder og en generel begrænsning i tilbagevenden til arbejde.

Baseret på vores viden fra praksis synes det oplagt at vurdere, om vi via en faglig indsats baseret på psykoedukation og undervisning i mestring kunne bistå disse borgere med at håndtere de hyppigste senfølger. Med afsæt i ovenstående har vi derfor i Esbjerg Kommune arbejdet med at udvikle en målrettet, tværprofessionel og koordineret indsats til borgere med senfølger.

 

Borgeren skal hjælpes til øget livskvalitet

Det primære formål med indsatsen er at hjælpe borgeren til øget livskvalitet og tryghed. Gennem en tværprofessionel indsats arbejdes der målrettet med at øge den enkelte borgers self-efficacy, så han/hun bliver bedre til at håndtere en hverdag med f.eks. smerter, træthed, depression og ensomhed. I den sammenhæng er der også fokus på det relationelle, de pårørende, omgivelsernes støtte til at vende tilbage til arbejde og på netværksdannelse med ligesindede.

Ofte beskriver borgerne manglende accept af egen situation, frygt for tilbagefald, manglende forståelse fra familie og omgivelser og økonomiske problemer. De ønsker at lære sig selv at kende igen med den forandrede krop og det ændrede selvbillede, de har. Borgerne beskriver det med ordene: "Jeg er ikke den samme som før." Desuden tror mange borgere, at når kræftbehandlingen er ovre, er bivirkninger tilsvarende afsluttede eller minimale.

Esbjerg Kommune har siden starten i 2010 løbende udviklet det samlede tilbud inden for kommunal kræftrehabilitering. Tilbuddet har en sygeplejefaglig forløbskoordinator med erfaring inden for kræftsygepleje som tovholder.

I første samtale afdækkes borgers ressourcer med afsæt i et behovsvurderings-skema udarbejdet af Region Syddanmark (5). Tilbuddet er individuelt tilrettelagt og justeres løbende i tæt samarbejde med den enkelte borger. Et forløb varer i gennemsnit et halvt år og omfatter en palet af tilbud, f.eks. fysisk træning på hold, diætvejledning, cafemøder med ligestillede, inkontinenshold, mindfulness, rygestop og "lær at tackle"-kurser.

Senfølgerholdet omfatter ydermere Basic Body Awareness Therapy (BBAT), mindfulness samt undervisning i mestringsevne. Borgere, som har overlevet kræft og har kroniske følger, kan i høj grad have behov for at arbejde med accept og mestring af den nye situation og identitet.

 

En tværprofessionel indsats

Borgeren kan selv rette henvendelse, men de opspores også blandt de cirka 120 borgere med kræft, som årligt har kontakt med Esbjerg Kommunes kræftrehabilitering. Desuden kan hospitaler og egen læge henvise.

Undervisningen på senfølgeholdet varetages af et tværprofessionelt team, som anlægger en helhedsorienteret tilgang til den fælles opgave. Teamet består af sygeplejerske, ergoterapeut, sundhedscoach, søvnvejleder og en fysioterapeut. Desuden medvirker en fagperson fra Det Kommunale Rehabilteringsteam med stor viden inden for arbejdsmarkedslovgivningen.

 

Lærer at forholde sig til senfølgerne

Ved opstart af senfølgeholdet lover vi ikke deltagerne, at vi kan fjerne senfølger, men at de kan lære at forholde sig anderledes til dem og leve bedre med dem. Forventningsafstemning er vigtig, da borgerens tanker om egen situation og tiltro til, at der ligger et forandringspotentiale gemt, har betydning for, hvordan de mestrer og kan lære at mestre hverdagslivet. Med inspiration i narrativ metode får vi indblik i mennesket bag senfølgerne. Sygdomshistorien om kræftforløbet og hverdagslivet fortælles og identificeres ved hjælp af aktiv lytning til den fortælling, den enkelte skaber om sig selv, men også hvilke værdier der styrer det liv, de vil leve, og hvad deres håb og drømme er. Nogle er fastlåst i deres historie om senfølger, og her kan det være en hjælp at forsøge at forholde sig anderledes til sit problem, ved at lytter udfordrer fortællingen (6).

Derudover er vi inspireret af den kognitive diamant, se Figur 2, og vi formidler Yaloms fire grundprincipper (7) se Boks 2. Metoden giver borgeren mulighed for at tage nye briller på, som kan skabe et anderledes perspektiv og dermed et nyt blik på livet. Der arbejdes bl.a. aktivt med forståelsen af, at livet ikke altid giver mening, og at vi skal kunne være i det meningsløse og finde mening i det og ikke med det. Borgeren har behov for og træner at slutte fred med den nye identitet som følge af de begrænsninger, som senfølgerne har medført. figur2

 

 

Gruppedynamikken er særdeles givende

I Esbjerg Kommune anvender vi Esbjerg Modellen, se Figur 3. Deltagerne på senfølger-holdet får tilsendt et velkomstbrev med program, kontaktoplysninger og forudsætninger for deltagelse på holdet. De skal indstille sig på dagligt at træne mindfulness hjemme. Som evaluering anvendes WHO’s trivselsskema til start og slut (8). figur3

 

Der arbejdes gruppebaseret, da vi har erfaring for, at gruppedynamikken kan være særdeles givende. Det at mødes med andre, som har erfaringer inden for samme felt, kan være positivt. Ofte har borgeren en følelse af ensomhed i situationen, og her er gruppesynergien velegnet til fælles refleksion, egen refleksion samt til en fælles afdækning af, hvordan det er at leve hverdagslivet med disse gener. Desuden er det et godt afsæt for at skabe et fremtidig netværk.

Der er højst 10 deltagere på holdet, som mødes syv gange. Der er i perioden fremmøde én gang om ugen i to timer. En mødegang består af en times teori/dialog fulgt af en time med BBAT og afspænding. BBAT er teknikker til afspænding og opmærksomhed på kroppen. BBAT bygger på vestlig videnskab om bevægelse og østlige traditioner som meditation og Thai Chi, der handler om sammenhængen mellem krop og sind. Øvelserne har særligt fokus på bevægelse, balance, vejrtrækning og nærvær og udføres guidet af en BBAT-uddannet fysioterapeut (9).

 

Mindfulness

Deltagerne introduceres til grundprincipperne i mindfulness og metodens effekt (10). Mange kræftramte borgere har igennem en længere periode befundet sig i en stressende situation, herunder trussel på livet qua diagnose. Sidenhen tilkommer frygt for tilbagefald, og der arbejdes derfor med tanker om frygt som tema (11). Grundprincipperne i mindfulness er en livsindstilling, som kan støtte borgerne. Det er accept, nysgerrighed, tålmodighed, en ikkedømmende holdning, at give slip på det, der ikke gavner en, tillid samt ikke at stræbe efter noget.

Deltagerne modtager psykoedukation. Her arbejdes med håndtering af tanker med en kognitiv tilgang, så når de har tanker, husker de på, at de ikke ER deres tanker. Det er bare tanker.

Hvilke følelser, og hvilken adfærd og kropsoplevelse giver tankerne? Er de sande?

En metakognitiv tilgang stræber efter, at deltagerne arbejder med og tilegner sig evnen til bevidst at afgrænse den tid, hvor de tillader, at bekymringerne fylder i tankerne (12).

 

Smerte og smertehåndtering

Det er vigtigt at forstå, at smerte ikke bare er en fysisk oplevelse, men at smerte er flerdimensionel (11,13). Smerte kan også være psykisk (ondt i livet) og social (ensomhed, usunde nære relationer, problemer med job og økonomi).

Deltagerne introduceres til metoder, der kan bryde den onde cirkel, som de kan befinde sig i: F.eks. hvordan smerteoplevelsen forstærkes af dårlig søvn, træthed, tanker og ensomhed. Det at forstå mekanismen mht., hvad der kan forstærke og lindre smerten, kan faktisk være det samme, der lindrer/forstærker træthed. Der undervises i en forståelse af denne sammenhæng og suppleres med materiale fra Senfølgerforeningen.

I nogle tilfælde kan en vurdering af smertemedicin være nødvendig, og her kan sygeplejersken tilbyde støtte og efter aftale med borgeren kontakte egen læge eller den behandlende afdeling.

 

Senfølger

Vi har erfaring for, at det kan være vanskeligt og udfordrende for borgerne at forstå, hvad senfølger er. Derfor tager vi afsæt i materiale fra cancer.dk

Bl.a. viser vi en video om senfølger (14). Desuden inddrager vi de forskellige symptomer/senfølger, som deltagerne har delt med hinanden. Dette suppleres med faglig information om, hvad der aktuelt sker mht. behandling/lindring på senfølgeområdet samt råd og vejledning om, hvor der i øvrigt er mulighed for at søge hjælp.

 

Søvn og træthed

Der er mange, som oplever dårlig nattesøvn pga. tankemylder, indre uro og smerter. Hvis først nattesøvnen er dårlig, rammer det mange andre områder, og man kan være mere disponeret for angst, depression, smerter og kognitive vanskeligheder (11). Underviseren, som varetager dette emne, er uddannet søvnvejleder. Holdet ser også en video om træthed og søvn og deler deres erfaringer (14). Den udmattende træthed, som kan vare i årevis, kommer bag på mange deltagere. Særligt overrasker det fokus, at søvn og søvnhygiejne ikke kan stå alene, men bør suppleres af en afbalanceret energiforvaltning hos den enkelte. Inkontinens kan desuden være en forstyrrende senfølge i denne sammenhæng, og her er der mulighed for at trække på ekspertise hos vores sygeplejerske med inkontinens som speciale.

 

Kommunikation, kognitive vanskeligheder og samliv

Undersøgelser peger på betydningen af de sociale relationer for mestring af hverdagslivet (11). Dette gælder særligt i de tilfælde, hvor netværket ikke er så stort. Det er ikke altid, de pårørende kan løfte opgaven og fungere som støtte, se Case nr. 1.

Case 1. En borger med mange smerter

På sidste senfølgerhold deltog en kvinde på ca. 70 år med mange smerter. Det viste sig, at hendes mand var begyndende dement, og at hun derfor var i gang meget af dagen og natten. Kroppen fik aldrig ro. Ved at få hendes mand udredt og ind i Esbjerg Kommunes dagcenter for demens, fik hun nogle timers ro hver dag, og derved blev hendes smerte mindre. Hun blev mere glad, særligt fordi der var mere tid til hende selv. Smerterne var der, men de fik mere ro, fordi hun fik hvile.

Casen er et eksempel på, hvordan smerte er flerdimensionel. Uanset hvor meget smertestillende, man ville give hende, ville det ikke hjælpe på årsagen til smerten. Det ville kun fjerne symptomerne, som så ville komme igen, så snart hun ikke tog medicin

Flere borgere beskriver en oplevelse af, at de skal forsvare sig, og at folk stiller spørgsmål ved deres situation. De føler sig alene og står med en følelse af, at der mangler forståelse for, at de ikke kan det samme mere. De er trætte og har en følelse af ensomhed, også når de er sammen med andre, se Case nr. 2. Her har vi erfaringer for, at undervisning i kommunikation, hvor borgeren er i centrum, kan gøre en forskel. Et eksempel herpå er refleksive spørgsmål som: "Hvordan kommunikerer jeg, hvad gør det ved den, jeg kommunikerer med. Og dømmer jeg mig selv eller andre i min kommunikation?"

Case 2.

Mandlig borger med lungekræft, prostatakræft, hudkræft, to aortaaneurismer og anden komorbiditet. Vi spurgte ham, hvad der var hans største udfordring. Svaret var ensomhed og inaktivitet. Han ønskede at være aktiv i hverdagen, ellers lå han bare på sengen. Det var ikke de mange diagnoser, der bekymrede ham.

Som sygeplejerske ville jeg umiddelbart tro, at borgeren havde haft andre bekymringer. Dette viser, at borgeren er eksperten i eget liv, og det er med afsæt i borgeren, vi tilrettelægger forløbet

Hovedparten af deltagerne oplever at have kognitive vanskeligheder og nedsat overskud til sociale aktiviteter. De har svært ved at huske, koncentrere sig og klare lyd og støj. Disse udfordringer rammer ikke blot borgeren, men påvirker deres pårørende og den øvrige socialsfære. På forløbet har vi gode erfaringer med at gennemgå Yaloms fire grundvilkår som menneske, døden, "aleneheden", friheden og meningsløsheden (7). Når vi arbejder med at finde mening, retning, værdier og håb for livet, får borgeren også mulighed for at forholde sig til at have haft en livstruende diagnose. Et emne, som han eller hun måske ikke tidligere har drøftet med fagpersonale eller andre. At bevæge sig fra en oplevelse af at være udødelig til at være dødelig og igen at turde leve livet er en omvæltning for de fleste.

 

Pårørende

Til slut inviterer vi de pårørende med på en kursusdag. Mens borgerne træner, har sygeplejersken undervisning for og med de pårørende. Det er vigtigt, at de pårørende bliver involveret (11). At de får en forståelse for senfølger og balancen mellem at hjælpe og samtidig lytte til egne behov. Til sidst samles borgerne og deres pårørende til dialog om senfølger.

I denne fælles sammenhæng evalueres forløbet. Derudover motiverer den fagprofessionelle til etablering af et fremtidigt netværk for borgere og pårørende.

 

Et rum, hvor borgeren føler sig set og hørt

Det er vores erfaring, at det vigtigste er at skabe et rum, hvor borgerne føler sig hørt, set og forstået. At mødes med ligesindede kan have særdeles stor betydning for den enkelte. Ifølge WHO Trivselsindeks ser vi en generel tendens til, at borgerne oplever progression på parametrene "har været mere glad og i godt humør" samt "føler sig mere energisk".

Indholdet af vores kursus afstemmes løbende i forhold til den nyeste viden på området, og perspektiver fra de deltagende borgere bidrager til justeringer.

Generelt mangler der viden på området, den viden opbygger og indsamler vi fortløbende ved at mødes med borgerne og være nysgerrige på, hvad den enkelte har brug for.

Senest er der bevilget penge til fire nye senfølgecentre i Region Syddanmark, et fagligt samarbejde vi ser frem til. Det regionale tilbud vil formentlig have fokus på behandling og kortlægning af senfølger på kropsniveau. I det kommunale tilbud fokuserer vi ikke så meget på diagnosen men mere på at gennemføre uddannelse for deltagerne med det formål, at de kan tilegne sig nye metoder og strategier til at mestre hverdagen. Vi arbejder for at højne deres tiltro til, at den generelle trivsel på aktivitets- og deltagelsesniveau kan forbedres, så den enkelte borger opnår højere livskvalitet.

På tværs af indsatser og faggrupper i kommunen erfarer vi, at borgernes udfordringer omhandler fatigue, smerter og kognitive vanskeligheder som nedsat koncentrationsevne, hukommelse samt dårlig søvn. Samtidig er der ikke en ensartet løsning på disse problemstillinger, idet borgerens egne vilkår herunder netværk, uddannelsesniveau, øvrige sygdomme, levevilkår samt økonomi påvirker den enkeltes rehabiliteringsproces.

Vi ønsker at sætte fokus på de kommunale muligheder for rehabilitering til borgere med senfølger som inspiration til udvikling af tilbud til målgruppen.

Tak til Brita Christensen, fysioterapeut (samt BBAT- og sundhedscoach), Birgitte Simonsen, ergoterapeut, Monica Jons, koordinator i rehabiliteringsteam og søvnvejleder, alle medvirkende i Senfølgerteamet, samt Ane Maria Ballegaard, konsulent, Esbjerg Kommune.

For hjælp til udarbejdelse af denne artikel:
Lise Bjerrum Thisted, kræftrehabiliteringssygeplejerske, Rigshospitalet.

Vibse Bjerrum

Vibse Bjerrum Jørgensen
Kommunal kræftrehabiliteringssygeplejerske, Esbjerg Kommune. Sygeplejerske 1997, sundhedscoach 2009, uddannet hos Systemisk Institut for Familieterapi, certificeret narrativ psykoterapeut 2011-2015. Mindfulnessinstruktør Atwork 2012, supervisor hos Systemisk Institut for Familieterapi 2017.

vibj@esbjerg.dk

Debat!
  • Diskuter, om senfølgetilbuddet kan bruges til andre grupper med senfølger, f.eks. efter covid-19, diabetes eller hjertekarsygdom?
  • Overvej, hvordan samarbejdet mellem de regionale onkologiske afdelinger, senfølgecentre og den kommunale kræftrehabilitering kan styrkes?
  • Drøft, hvordan vi sikrer, at borgerens pårørende føler sig involveret i den kommunale indsats vedrørende senfølger?
Referencer

Referencer

1. Vidensopsamling på senfølger efter kræft hos voksne. København: Sundhedsstyrelsen; 03. oktober 2017.

2. Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft. København: Sundhedsstyrelsen; 2018.

3. Helbredt - men ikke rask. Patient- & Pårørendestøtte: København: Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med Senfølgerforeningen; 2018.

4. Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft. København: Sundhedsstyrelsen; 2018.

5. Implementering af forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft. Findes på: https://www.regionsyddanmark.dk/wm430928. Besøgt 11.04.2021.

6. White M. Kort over narrative landskaber. København: Hans Reitzels Forlag; 2008.

7. Yalom ID. Eksistentiel psykoterapi. København: Hans Reitzels Forlag; 1980.

8. WHO-5 World Health Organization-Five Well-Being Index. Findes på: https://www.regionsjaelland.dk/Kampagner/broen-til-bedre-sundhed/Materia.... Besøgt 11.04.2021.

9. Gyllensten AL m.fl. Basal kroppskännedom: den levda kroppen; 2015.

10. Kabat-Zinn J. Lev med livets katastrofer. København: Dansk Psykologisk Forlag; 2012.

11. Zachariae B, Mehlsen MY (red). Livet efter kræft. Roskilde: FADL´s Forlag; 2020.

12. Callesen P. Lev mere tænk mindre. København: Politikens Forlag; 2017.

13. Sommer C. Trialog: De diffuse smerter. Senfølger efter kræft. Fag & Forskning 2016;(1):20-31.

14. Videoer om senfølger efter kræft. Findes på: https://www.cancer.dk/fagfolk/rehabilitering-og-senfoelger/videoer-om-se.... Besøgt 11.04.2021.

 

Emneord: 
Kræft

Som du spørger, får du svar: Social ulighed i kommunikation om kræft

Bevidst kommunikation kan bidrage til at hjælpe de dårligst stillede borgere med at håndtere deres kræftsygdom.
Fagligt Ajour

Fagligt Ajour præsenterer ny viden fra sygeplejersker eller andre sundhedsprofessionelle, der arbejder systematisk og metodisk med udvikling af sygeplejen eller genererer viden, der er anvendelig i sygeplejen. I artiklerne formidler de resultater og konklusioner fra deres udviklingsarbejde og giver kollegial inspiration til fornyelse af den kliniske sygepleje. Har du selv lyst til at skrive en Fagligt Ajour, så læs mere på dsr.dk/manuskriptvejledning.

Resume

Patienter med kort uddannelse, lav indkomst og flere samtidige sygdomme, og som bor alene, klarer sig dårligere i alle faser af et kræftforløb sammenlignet med bedrestillede medborgere. To forhold bidrager til at vedligeholde og reproducere denne sociale ulighed i kræftbehandlingen: Patientens forberedelse og sundhedspersonalets kommunikation på patientens præmisser.

Sygeplejersker kan bidrage til at bryde denne sociale ulighed ved at undersøge patienters bevæggrunde samt egne forestillinger om patienters behov. Sygeplejersken kan bl.a. anvende en række specifikke spørgsmål til formålet.

Denne konklusion på en undersøgelse blev opnået gennem observation af 104 konsultationer og interview med hhv. 15 sygeplejersker og 15 læger fordelt på tre kræftafdelinger. Formålet var, inspireret af begrebet "kulturel sundhedskapital", at undersøge, hvordan kommunikationen mellem sundhedspersonale, patient og pårørende påvirker social ulighed i kræft.

Det er velkendt, at patienter med kort uddannelse og lav indkomst, flere samtidige sygdomme, og som bor alene, klarer sig dårligere i alle faser af et kræftforløb end deres bedrestillede medborgere. De dårligst stillede får således oftere kræft, bliver diagnosticeret senere, klarer behandlingen dårligere og dør tidligere af deres kræftsygdom (1). Mens dette mønster er veldokumenteret gennem de sidste 10-15 år, ved man mindre om, hvilke mekanismer der er på spil i kommunikationen mellem sundhedspersonale, patienter og pårørende, som kan være med til at opretholde og reproducere den sociale ulighed.

I denne artikel stiller vi derfor skarpt på de mekanismer i kommunikationen mellem sundhedspersonale, patienter og pårørende, som kan være medvirkende til, at social ulighed vedligeholdes i dagligdagens kliniske møder. Spørgsmålet er, hvordan sygeplejersker kan opdage og gribe ind over for de mekanismer, der er på spil?

 

Fokus på to forhold

Tidligere undersøgelser af social ulighed i kommunikation mellem patient og sundhedspersonale har fokuseret på to forhold.

Det ene forhold fokuserer primært på patientens evne til at tilegne sig, forstå og handle på viden om sundhed, ofte betegnet som patientens "sundhedskompetence" (2). Her peger undersøgelser på, at der er en sammenhæng mellem sociale faktorer såsom uddannelse, sambostatus, etnicitet og patienters evne til at fortolke og formidle symptomer, herunder deres evne til at kommunikere med sundhedspersonale og forstå budskaber om sundhed og sygdom (3).

Det andet forhold fokuserer hovedsagelig på sundhedspersonalets kulturelle kompetencer forstået som deres evne til at kommunikere med patienter uanset sociokulturel baggrund (4). Flere studier har vist, at sundhedspersonale er tilbøjelige til at agere på egne forestillinger om patienters ressourcer, når de skal afgøre, hvorvidt patienter vil have gavn af opfølgende behandling og rehabilitering (5).

 

Boks 1. Kulturel sundhedskapital

Vores undersogelse og analyse er teoretisk inspireret af den amerikanske sundhedssociolog Janet Shims begreb ”Cultural Health Capital”, på dansk ”kulturel sundhedskapital”. Kulturel sundhedskapital skal ifolge Shim forstås som det repertoire af kulturelle fardigheder, som bade patienter og sundhedspersonale udtrykker verbalt og nonverbalt i form af holdninger, adfærd og måder at interagere på i konsultationen. Det er centralt, at nogle måder at kommunikere pa resulterer i mere optimale kliniske interaktioner end andre. Det kan f.eks. dreje sig om at være proaktiv med hensyn til at opsøge viden, at have viden om sygdom og behandling, at kunne bruge medicinske begreber og at kunne gennemskue, hvilken viden der er relevant at fremlægge hvornår (6).

Kommunikation og social ulighed

Mens ovennævnte tilgange primært fokuserer på enten patientens eller sundhedspersonalets kompetencer og praksis, har vi med udgangspunkt i Shims teori, se Boks 1, om kulturel sundhedskapital (6) valgt at undersøge: Hvordan kommunikationen mellem sundhedspersonale, patient og pårørende påvirker fastholdelsen og reproduktionen af social ulighed?

Vi har særligt fokuseret på udveksling af informationer, idet det er vist, at jo mere sundhedspersonalet ved om patienterne, jo mere præcist kan de handle på patientens situation (7). Samtidigt reduceres patienters angst og stress, jo mere de er involveret i deres behandling og forstår deres forløb (8).

 

Et kvalitativt studie

Førsteforfatter (AMD) gennemførte i perioden fra den 1. maj til den 31. oktober 2019 et kvalitativt studie bestående af observationer af 104 konsultationer og 30 interview (15 interview med sygeplejersker og 15 interview med læger) fordelt på tre kræftafdelinger for henholdsvis lungekræft (N=39 konsultationer), urologisk kræft (N=36 konsultationer) og modermærkekræft (N=38 konsultationer). AMD interviewede fem læger og fem sygeplejersker på hver afdeling.

Vi rekrutterede læger og sygeplejersker gennem ledelserne på de tre kræftafdelinger og tilstræbte en ligelig fordeling med hensyn til køn, alder og medicinsk specialisering. Læger og sygeplejersker blev mundtligt og skriftligt informeret om vores projekt og gav deres skriftlige samtykke til at blive observeret og interviewet, se Tabel 1.

tabel1

Alle patienter og pårørende gav desuden skriftlig tilladelse til, at AMD måtte deltage i deres konsultation. Patienter og pårørende udfyldte i den forbindelse et spørgeskema, hvor de angav deres køn, alder, uddannelsesniveau, antal af børn og børnenes alder samt deres samlivsstatus, se Tabel 2.

tabel2

AMD interviewede ikke patienterne og de pårørende, men deres dialoger med sundhedspersonalet indgik i observationerne. Der var pårørende til stede i 48 ud af de 104 konsultationer.

I interviewene undersøgte AMD sundhedspersonalets beslutninger og overvejelser i relation til konkrete situationer i deres daglige arbejde. Hun stillede f.eks. spørgsmål som "Hvilke overvejelser gjorde du dig, da du informerede patienten om x og y?", og "Hvilke tanker gør du dig om, hvad patienten havde forstået om sin sygdom og sin behandling?"

Ved at kombinere observationer og interview indfangede vi således både interaktive (processer og aktiviteter) og fortolkningsmæssige (perspektiver og betydninger) aspekter af, hvilke mekanismer der var på spil i mødet mellem sundhedspersonalet, patienter og pårørende (9). Feltnoter og interview blev grundigt gennemlæst, og vi foretog en tværgående kodning, som resulterede i en række overordnede temaer (10).

 

To forhold har betydning

Vores analyse viste, at følgende forhold har betydning for, hvordan informationsudvekslingen mellem sundhedspersonale, patienter og pårørende foregår:

1. Patientens forberedelse, herunder den pårørendes tilstedeværelse

2. Sundhedspersonalets kommunikation på patientens præmisser.

 

Patientens forberedelse satte rammen

Vi præsenterer her tre forskellige eksempler på informationsudveksling i konsultationer om kræft, som afspejler generelle tendenser i vores empiriske materiale. Hvert eksempel skal ses som et resultat af det samspil, som opstod i relationen mellem patienter, pårørende og sundhedspersonale, jævnfør Shims relationelle tilgang (6). I dette samspil fandt vi, at patientens forberedelse var med til at sætte rammen for interaktionen og kommunikationen i konsultationen, og at sundhedspersonalet i kraft af deres feedback til patienter og pårørende bidrog til, at informationsudvekslingen udspillede sig mere eller mindre styret af patienten og den pårørende.

Selvom det primært er lægen, som har dialogen med patienter og pårørende i nedenstående eksempler, er eksemplerne fortsat repræsentative for de problemstillinger, som både læger og sygeplejersker gav udtryk for i interviewene. Både læger og sygeplejersker beskrev således, at det var langt sværere at komme i dialog med de mere tavse patienter end med de patienter, som selv bidrog aktivt, og som havde en pårørende med til at supplere dem.

 

Den patientstyrede konsultation

I det første eksempel havde patienten forberedt sig detaljeret. Patienten havde en A4-blok foran sig med skemaer, notater og spørgsmål, som han selv havde sat op, se Illustration A. Blokken var fremme fra starten af konsultationen, og patienten indledte selv samtalen med lægen og gik slavisk frem efter sin liste med spørgsmål. Han stillede løbende uddybende spørgsmål og skrev stikord til lægens svar undervejs, som blev skrevet ned med farven rød, så det klart fremgik, hvad han selv havde skrevet, og hvad lægens svar var. Dialogen mellem læge og patient afspejlede patientens nuancerede tilgang, og patienten fik nuancerede forklaringer, der matchede hans spørgsmål, ligesom lægen fik grundig indsigt i patientens tanker om sin sygdom. Visse tal blev diskuteret frem og tilbage, og lægen viste også en graf på skærmen for at understrege sine pointer.

illustrationer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den patient- og pårørendeinvolverende konsultation

I det andet eksempel havde en patient også en seddel med, men tog den først op af lommen et stykke inde i konsultationen, se Illustration B. Patientens seddel og spørgsmål var mindre detaljerede end i eksemplet ovenfor. I denne konsultation var det primært lægen, som styrede konsultationen, omend patientens og den pårørendes forberedelse også betød, at de stillede spørgsmål, som de havde forberedt på forhånd. Patienten var bl.a. interesseret i, hvor meget hun måtte motionere, hvad hendes nyretal var, og hvad der skete med knoglerne i hendes krop. Patienten skrev ikke notater som førnævnte patient, men det gjorde patientens pårørende, se Illustration C.

Den pårørende skrev få oplysninger ned undervejs i konsultationen på bagsiden af patientens seddel, der bestod af enkelte stikord. Den pårørende lagde vægt på lægens svar i forhold til konkrete hverdagsting, der havde med kosten at gøre. Den pårørendes notat afspejlede ikke alle patientens spørgsmål, men bidrog til at fastholde pointer fra konsultationen.

Den personalestyrede konsultation

I det tredje eksempel havde patienten ingen seddel med. Der var ofte patienter, som ikke havde en seddel med, men stillede spørgsmål alligevel. Men andre patienter, som vi vil fokusere på her, kom alene og var mere tavse og afventende. I disse situationer var det overvejende sundhedspersonalet, som stillede patienten spørgsmål og informerede om behandlingen. Det drejede sig typisk om bivirkninger ved behandlingen, og hvad næste behandlingsskridt var. F.eks.: "Har du: Kvalme? Føleforstyrrelser? Åndenød? Forstoppelse? Svimmelhed?" Eller "Hvordan har du det?". Patienten svarede kortfattet "ja", "nej", "fint" eller "det ved jeg ikke" på sundhedspersonalets spørgsmål. Selvom sundhedspersonalet i nogle tilfælde forsøgte at stille uddybende spørgsmål som:

"Giver det, jeg fortæller, mening?" forblev det fortsat uklart i situationen, hvad patientens egne tanker var, og hvad patienten havde forstået. I de opfølgende interview gav sundhedspersonalet udtryk for, at de i disse situationer faktisk ikke vidste, hvad patienten havde forstået, hvilket ofte var frustrerende for dem.

 

Som du spørger, får du svar

Som ovenstående illustrerer, var det de patienter, hvis kulturelle sundhedskapital indebar, at de havde forberedt sig detaljeret på konsultationen og stillede flere og uddybende spørgsmål, som fik de mest detaljerede svar. Det betød, at de fik flere informationer om deres sygdom og behandling end deres mere tilbageholdende medpatienter. Samtidig lærte sundhedspersonalet den mere detailorienterede patient bedre at kende, fordi vedkommende i højere grad fortalte om sig selv, sine tanker og sine udfordringer, ligesom den pårørende støttede, at patientens perspektiver kom frem i konsultationen. Som nævnt kan sundhedspersonalet bedre tilrettelægge en relevant behandling, når de har et indgående kendskab til patientens situation.

En vigtig pointe er, at patient og sundhedspersonale skaber den måde, informationsudvekslingen foregår på, idet der indledes en gensidig dynamik. Dette indebærer, at patienten spørger, og sundhedspersonalet svarer på et tilsvarende niveau, hvilket faciliterer både patientens og sundhedspersonalets kulturelle sundhedskapital, idet de får et gensidigt øget kendskab til hinandens perspektiver.

 

Sundhedspersonalets kommunikation på patientens præmisser

På tværs af alle interviewene med sundhedspersonalet fandt vi, at udtrykket: "at møde patienten, hvor patienten er", gik igen som en væsentlig værdi i kommunikationen. For at finde ud af, hvor patienten "var", beskrev sundhedspersonalet, at de lyttede til patienternes sprog, hvilke spørgsmål de stillede, og hvad deres reaktioner var i samtalen:

"Nogle kan jo nærmest sådan citere histologisvaret med de rigtige ord, ikke. Og andre siger bare: "Jamen, jeg har haft en eller anden plet på huden, der var noget i, ikke." (L2:2].

"Jeg prøver at tale med patienten, så det matcher, hvordan jeg fornemmer hans intellektuelle niveau." (S2:1).

 

Både læger og sygeplejersker forklarede, at de stoppede op, når de registrerede, at patienten ikke kunne rumme mere information, f.eks. hvis patienten blev fjern i blikket eller begyndte at rykke rundt på stolen. Sundhedspersonalet forsøgte også at tilpasse informationer til deres vurderinger af, hvad de kaldte "patientens overskud", f.eks. ved at se på patientens personlige hygiejne; om patienten lugtede af urin eller røg, havde lange negle, fedtet hår og hud og gik i beskidt tøj. Hvis sundhedspersonalet vurderede, at patientens ikke havde så meget overskud, så gik de ikke "for meget i detaljen":

"Hvis jeg fornemmer, at patienten har nogle sociale udfordringer, så bruger jeg ikke for mange tekniske betegnelser, og jeg går ikke for meget i detaljen. I stedet giver jeg patienten en mere generel beskrivelse, og hvis patienten så har uddybende spørgsmål, så besvarer jeg selvfølgelig dem." (L3:1).

 

Sundhedspersonalets erfaringer var, at patienter med længerevarende uddannelser kunne kapere mere nuanceret information end de kortuddannede:

"Og min dialog bliver fuldstændig indrettet efter, hvordan jeg fornemmer, at denne her patient kan modtage det, jeg siger. Og det er klart, jo mere veluddannet du er, jo mere nuanceret kan du jo tegne billedet." (L3:3).

 

Analyserne af vores empiriske materiale viste, at sundhedspersonalet ønskede at kommunikere på patientens præmisser, hvorfor de løbende vurderede patientens overskud og reaktioner på de informationer, de fik. Sundhedspersonalet ønskede ikke at overdosere informationen, og det resulterede i, at jo mindre overskud sundhedspersonalet vurderede, at patienterne havde, jo færre detaljer fik patienterne. Det betød i praksis, at f.eks. patienter med en videnssøgende form for sundhedskapital fik udvidet deres sundhedskapital, idet deres spørgsmål affødte svar, som gav dem endnu dybere indsigt i deres sygdom og behandling. Tilsvarende fik patienter med en kulturel sundhedskapital præget af færre spørgsmål og kortere svar færre informationer, idet sundhedspersonalet ikke ville risikere at overdosere informationen.

I relation til ovenstående kan man sige, at genereringen af kulturel sundhedskapital blev en gensidig proces.

 

Komplekse kommunikative dynamikker

For at bryde den skitserede dynamik opstår spørgsmålet: Hvordan kan sundhedspersonale bidrage til, at både lægen og patienten får udvidet deres kulturelle sundhedskapital? Og mere specifikt i forhold til sygeplejersker, som ofte har mere direkte patientkontakt: Hvilken sygeplejefaglig støtte skal de tavse og mere uforberedte patienter have i den forbindelse?

For at imødegå, at tavse patienter forbliver tavse, kunne sygeplejersker fremadrettet undersøge patientens bevæggrunde til ikke at videndele. Et omdrejningspunkt kunne her være: Er det fordi patienterne ikke ønsker det? Eller er det fordi patienterne ikke føler sig i stand til det?

I undersøgelsen af patienternes bevæggrunde vil det være vigtigt at balancere mellem at undersøge patientens bevæggrunde og samtidig bevare respekten for patientens grænser. Ingen patienter skal således føle sig pressede til at tale mere om sig selv, end de ønsker, for derefter at stå tilbage med følelser af fortrydelse og ubehag. På samme måde kunne sygeplejersken undersøge sine egne forestillinger om patientens evner, ønsker og behov, og om disse stemmer overens med patientens egne tanker herom.

Vi giver i Boks 2 vores bud på en række spørgsmål, som sygeplejersken kan stille patienten med henblik på at facilitere en gensidig udveksling af information, herunder få de patienter i tale, som i udgangspunktet fremstår mere ordknappe og tavse.

Vel vidende at der er tale om komplekse kommunikative dynamikker, vil vi foreslå, at der fremadrettet iværksættes undervisning og supervision af sundhedspersonale med udgangspunkt i de mekanismer, som vores undersøgelse har afdækket.

Boks 2. Kommunikation med patienten

Ved at kommunikere på patientens præmisser sikrer man umiddelbart, at kontakten til patienten bevares. Samtidig risikerer man, at patienten ikke udfordres og hjælpes til at stille de rette spørgsmål og på anden måde involvere sig i egen sygdom. Det kan have den konsekvens, at de tavse patienter fastholdes i deres tavshed. Her følger en række idéer til, hvordan sygeplejersker kan bryde patienternes tavshed og samtidig skabe en situation, hvor sygeplejersken og patienten får størst mulig indsigt i hinandens perspektiver til gavn for behandlingen:

Forklar baggrunden for de spørgsmål, du stiller:

  • Hvorfor stiller jeg de spørgsmål, jeg stiller?
  • Hvorfor er det vigtigt for mig at vide så meget som muligt om f.eks.: Hvordan behandlingen påvirker dig fysisk, psykisk og socialt? Hvilke overvejelser du gør dig i forhold til behandlingen? Hvilke udfordringer du har haft undervejs i behandlingen?
  • Er der noget, du vil spørge mig om angående din behandling?

Respektér naturligvis patienten, hvis vedkommende ikke ønsker at dele mere efter at have fået forklaret, hvorfor hvilke spørgsmål er vigtige.

Brug stedfortrædende spørgsmål:

  • Nogle patienter i din situation overvejer xx eller tænker på xx.
  • Gælder det også dig? Gør du dig måske andre tanker?

Tjek dine idéer om patienten med patienten:

  • Jeg fornemmer, at det jeg fortæller, ikke rigtig vækker genklang hos dig. Passer det?
  • Hvad er du selv optaget af lige nu?
  • Hvad er det vigtigste for dig lige nu?
  • Er der noget, der er vigtigt for dig at få talt om, som vi ikke har fået talt om endnu?

Præcise forklaringer:

  • Det er vigtigt, at jeg får forklaret mig så præcist som muligt, så det giver mening for dig. Måske du vil hjælpe mig ved at fortælle, hvad der er det sværeste for dig at forstå ud fra mine forklaringer?

 

Undersøgelsen er finansieret af Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS), Kræftens Bekæmpelse.

04-21_foto_annemarie_dencker

Annemarie Dencker
Cand.mag. i pædagogik og antropologi 1997, ph.d. i sundhedskommunikation 2018, systemisk narrativ supervisor 2009, uddannet i psykoterapi og forandringsprocesser 2019. Ansat i Kræftens Bekæmpelse 2003-19, Statens Institut for Folkesundhed 2019-21, siden februar 2021 i Det Nationale Sorgcenter.

ad@sorgcenter.dk

tinettfoto_00000003

Tine Tjørnhøj-Thomsen
Mag.scient. 1989, ph.d. i antropologi 1999, forskningsadjunktvikar, adjunkt og senere lektor på Institut for Antropologi, Københavns Universitet 2000-2011, fra 2011 professor MSO på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Fra 2017 professor i kvalitativ og etnografisk sundhedsforskning samme sted.

04-21_foto_pia_vivian_pedersen

Pia Vivian Pedersen
Cand.scient. i sociologi 2006, ph.d. i sundhedsvidenskab 2013. Ansat på Statens Institut for Folkesundhed siden 2007.

Debat!
  • Diskuter, hvad årsagerne kan være til, at nogle patienter er mere tavse end andre ved konsultationer?
  • Hvad gjorde du sidst, du mødte en tavs patient, som du vurderer fremmede dialogen? Hvad sagde du? Hvad gjorde du? Hvordan ændrede det kommunikationen med patienten?
  • Er de tavse patienter en problemstilling, som du drøfter med dine kolleger? Hvad har I i givet fald gjort ved den?
Referencer

1. Dalton SO, Olsen MH, Johansen C, et al. Socioeconomic inequality in cancer survival – changes over time. A population-based study, Denmark, 1987-2013. Acta Oncol 2019;58(5):737-744.

2. Kickbusch I, Maag D: Health Literacy. In Kris H, Stella Q, editor. International Encyclopedia of Public Health. Oxford: Academic Press; 2008. p. 204-11.

3. Olsen MH, Kjær TK, Dalton SO. Social Ulighed i Kræft i Danmark. Hvidbog. København. Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning; 2019.

4. Shepherd SM, Willis-Esqueda C, Newton D, et al. The challenge of cultural competence in the workplace: perspectives of healthcare providers. BMC Health Serv Res 2019;19(1):135.

5. Pedersen PV, Tjørnhøj-Thomsen T, Ingholt LL. Når man har sagt A, må man også sige B: om social ulighed i Kræftrehabilitering. København: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet; 2015.

6. Shim JK. Cultural Health Capital: A Theoretical Approach to Understanding Health Care Interaction and the Dynamics of Unequal Treatment. J Health Soc Behav 2010;51:1-15.

7. Adler NE, Stead WW. Patients in Context – ERH Capture of Social and Behavioral Determinants of Health. N. Engl. J. Med 2015;372(8):698-701.

8. Street RL Jr., Makoul G, Arora NK, Epstein RM. How does communication heal? Pathways linking clinician-patient communication to health outcomes. Patient Educ Couns2009;74(3):295–301.

9. Merriam SB. Qualitative Research. A Guide to Design and Implementation. San Francisco: Jossey Bass; 2009. 10. Mason J. Organizing and indexing Qualitative Data; In: Mason J. Qualitative Researching. London: SAGE Publications; 2007. Illustrationerne A-C svarer til patient og pårørendes notater i indhold, men af hensyn til anonymitet har AMD skrevet dem med egen håndskrift.

 

Emneord: 
Kommunikation
Kræft

Observation: En beroligende hånd før strålerne

Ingen grund til bekymring, for alt er på forhånd kontrolleret ned til mindste detalje.

Strålekanon på Dansk Center for Partikelterapi
Caption 
Strålekanon på Dansk Center for Partikelterapi
Attribution 
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Når kræftpatienter lægger sig til rette under den enorme strålekanon på Dansk Center for Partikelterapi, kan de godt være nervøse – især hvis det er første dag i deres lange strålebehandlingsforløb, som er mellem 25 og 35 gange. 

Der er dog ingen grund til bekymring, for alt er på forhånd kontrolleret ned til mindste detalje.

Højteknologiske sikkerhedssystemer sikrer, at intet kan gå galt, når strålebehandlingsapparat med millimeters præcision går i gang med at til-intetgøre kræftcellernes DNA.

Alligevel kan det være rart, at stråle-terapeuten tilbyder en varm hånd at holde i og med beroligende stemme fortæller, hvad der nu skal ske.

Kontakten til patienten er en afgørende del af jobbet som stråleterapeut, både før, under og efter behandlingen. Det fortæller sygeplejerske Anette Schouboe, der siden 2002 har været uddannet stråleterapeut:

”Som stråleterapeut er du uddannet til at afgive strålebehandling og have fokus på korttidssygepleje i kræftpatientens komplekse behandlingsforløb. Du skal hurtigt kunne opfange signaler fra patienten, yde omsorg, tage vare på patientens bivirkninger og også være involveret i deres rehabilitering.”

Emneord: 
Kræft

Ikke alle patienter kan navigere i relation til behandlingsmuligheder

Involvering. Patienter med brystkræft oplever ikke, at de bliver involveret og har mulighed for at træffe valg vedr. behandling, men at der udelukkende er fokus på at blive rask.

 

Christoffersen N, Olling K, Steffensen KD, Birkelund R. Experiences of involvement in decision-making for patients with breast cancer: A phenomenological-hermeneutical study. European Journal for Person Centered Healthcare. 2018;6(2):237-47.

Introduktion: Patientinddragelse og fælles beslutningstagen er blevet et centralt emne i sundhedsvæsenet. En amerikansk undersøgelse fra 2002 viste, at 89 pct. af kvinder med brystkræft foretrak en aktiv rolle i beslutningstagningsprocessen i forbindelse med deres behandling. Formålet med dette studie var at undersøge patienters oplevelse af beslutningstagningsprocessen gennem behandlingsforløbet, og om det stod klart for dem, at de havde et valg.

Metode: Studiets havde et kvalitativt design med en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang. Der blev gennemført semistrukturerede interview med syv patienter med brystkræft. Analysen blev gennemført med inspiration af Ricoeurs fortolkningsteori.

Resultater: Gennem analyse og fortolkning af interviewene fremkom følgende to temaer: 1) Reelt valg eller behandlingsforløb besluttet af de sundhedsprofessionelle, og 2) behandlingseffektivitet på bekostning af tid til at overveje muligheder.
I situationen med beslutningstagen var der en oplevelse af kun at have givet sit samtykke til behandlingsforløbet, som var planlagt af de sundhedsprofessionelle.

Diskussion: Patienter kan mangle de færdigheder, der skal til for at navigere i relation til behandlingsmulighederne. Ikke alle patienter ønsker dette valg og beder i stedet sygeplejersken om at træffe valget for dem.

Konsekvenser for praksis: Der må tages højde for fremtidens patienter med al deres kompleksitet og mangfoldighed. Nogle patienter vil blive mere krævende og have ressourcer til at fravælge standardiserede behandlinger, mens andre vil have svært ved at leve op til rollen som den aktive, beslutningstagende patient.

Kommentarer: Når fælles beslutningstagen skal implementeres i den patientcentrerede pleje (PCC), som har stort fokus i Danmark i disse år, dukker der en udfordring op med betegnelsen fast-track. Det virker som om, vi er udfordret, når patientforløbene skal være mere effektive (læs kortere), og der samtidig stilles større krav til de tidskrævende sygeplejehandlinger, hvor fælles beslutningstagning blot er ét område under PCC.

Kirsten Specht, klinisk sygeplejespecialist, MPH, ph.d., postdoc, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge.

Emneord: 
Kræft

Forbedret hjemmesygepleje til patienter med kræft i hoved og hals

Kræft. Et udkørende team af specialiserede sygeplejersker gavner både patienter med kræft i hoved og hals og hjemmesygeplejersker, som er uvante med plejen af denne gruppe patienter.
Resumé

Et studie viste, at specialiseret sygepleje til kirurgisk behandlede hoved-halscancer-patienter (HHC) i hjemmet efter udskrivelsen kunne afdække behov der ikke var imødekommet, f.eks. forbedring af kompetencerne og kvaliteten af sygeplejen og patienternes oplevelse af sygeplejen.

HHC-sygeplejerskerne i projektet støttede patienterne hele vejen gennem deres postoperative forløb med hjemmebesøg, telefonisk kontakt og opfølgning, koordinering med og oplæring af hjemmesygeplejersker og opfølgning på kommunal rehabilitering. Det reducerede antallet af akutte kontroller i ambulatoriet postoperativt, og både patienterne og hjemmesygeplejerskerne følte sig støttet.

Studiet var tilrettelagt som en før-efter-undersøgelse med kvalitative og kvantitative datakilder. En intervention, der bestod af hjemmebesøg ved en HHC-sygeplejerske hos HHC-patienter blev sammenlignet med en historisk gruppe patienter uden hjemmebesøg.

156 patienter deltog i interventionen, og den historiske gruppe bestod af 125 patienter.

Sygepleje i patientens hjem omfattede information, vejledning og procedurer relateret til en række behov. Der blev gennemført telefonsamtaler, som omfattede vejledning af patienter og familie og koordinering med hjemmesygepleje, sagsbehandler og kommunal rehabilitering.

Konklusionen på undersøgelsen var, at specialiseret sygepleje fra hospital til kommune og patientens hjem kunne forbedre overgangen mellem hospital og kommune for patienten, men også kommunikationen og samarbejdet mellem sygeplejersker i sekundær og primær sektor.

For patienter opereret for kræft i hoved og hals kan overgangen mellem hospital og eget hjem være en barsk oplevelse, som inkluderer et skift mellem specialiseret sygepleje og fundamental sygepleje.
For at bygge bro mellem sektorerne og yde den optimale sygepleje til patienter med f.eks. kanyle i halsen eller problemer med ernæring pga. forandringer i mundhulen er et team af specialiserede sygeplejersker fra hospitalet blevet en tilfredsstillende løsning.

En lille gruppe patienter

Hoved-halscancer (HHC) omfatter tumorer i mundhulen, larynx, naso-, oro-, og hypopharynx, spytkirtler og thyreoidea (1). Incidensen i Danmark er ca. 1.700 og prævalensen ca. 14.500. Det svarer til ca. 4,4 pct. af den samlede kræftforekomst.

Patienter med HHC udgør således en lille gruppe i kommunerne (2). Hjemmesygeplejersker ser derfor kun sjældent disse patienter, som udskrives med omfattende plejebehov, se Boks 1.

Boks 1. Hoved-halskræft

Tidligere var ca. 75 pct. af patienterne mænd. Dette har ændret sig. Ifølge Cancerregistret er incidensraterne fra 2008 til 2017 faldet med 1,2 pct. for mænd og steget med 24,7 pct. for kvinder.

Tidligere blev hoved-halscancer (HHC) tilskrevet et årelangt (over-) forbrug af rygning og alkohol samt dårlig ernæring, og i denne gruppe ses negativ social slagside, lavere uddannelsesniveau, misbrugsproblematikker og depression.

Denne form for HHC er faldende. Til gengæld er en ny type HHC steget markant over de seneste 10 år. Denne markante stigning kan ikke kun forklares med etablerede risikofaktorer som rygning og alkohol, men også stigende eksponering for HPV.

I gruppen af patienter med HPV relateret HHC er der ofte tale om yngre, veluddannede, ressourcestærke patienter uden belastende livsstilsfaktorer.

Kilde: Fås ved henvendelse til førsteforfatter.

Behandlingen kompromitterer patienternes vejrtrækning, tygge-, tale- og synkefunktion, hvilket påvirker patientens psykiske og fysiske velbefindende og sociale funktion. Mundhuleoperation, trakeotomi, laryngektomi og rekonstruerende kirurgi indebærer, at de udskrives med symptomer og plejebehov, der kræver specialiseret viden og erfaring.

De forskellige symptomer har en indbyrdes forstærkende effekt, som udfordrer egenomsorgsevnen (3). Desuden er der behov for forebyggelse af senfølger.

Flere komplekse patienter

HHC-patienter behandles i henhold til kræftpakkeforløb for at reducere unødige forsinkelser og øge antallet af kræftoverlevere ved hurtigere diagnosticering og behandling. Dette har medført tidligere udskrivelse.

Patienter, der udskrives med plejebehov, henvises til hjemmesygeplejen, som har oplevet, at antallet af komplekse patienter generelt er øget i de seneste år. Dette gælder også for HHC patienter.

En gennemgang af en måneds journaler bestående af 37 patienter i Øre-Næse-Halskirurgisk og Audiologisk Klinik på Rigshospitalet (ØNH-RH), viste, at otte patienter ikke havde en partner, tre ikke havde pårørende, og to blev genindlagt pga. manglende egenomsorg.

På det grundlag blev der etableret et team af specialesygeplejersker med udkørende funktion, som yder HHC-sygepleje til patienter i hjemmet.

Kan sygeplejen forbedres?

Formålet med studiet var at undersøge, om teamet af udkørende HHC-sygeplejersker kunne forbedre sygeplejen til HHC-patienten i hjemmet. Vi ønskede at undersøge:

  1. Behov som kan afhjælpes af en HHC-sygeplejerske
  2. Patienternes oplevelse af indsatsen
  3. Hjemmesygeplejerskernes oplevelse af indsatsen
  4. Om indsatsen reducerer antallet af ambulante besøg og postoperative genindlæggelser.

Design

Et præ-post test-design med kvalitative og kvantitative datakilder blev anvendt.

Der blev gennemført fem individuelle interview med patienter, som havde haft besøg af en HHC- sygeplejerske, og fire individuelle interview med patienter, som ikke havde haft besøg. Desuden blev der gennemført to fokusgruppeinterview med hjemmesygeplejersker med fire-fem deltagere i hver gruppe. Én gruppe før interventionen, og én gruppe efter.

Der blev indsamlet en række demografiske og andre kvantitative data: operationsdiagnoser, antal patienter udskrevet til hver kommune i Region Hovedstaden, ydelser udført af HHC-sygeplejerskerne og antal telefonkonsultationer.

Data blev sammenlignet med en historisk gruppe patienter fra en journalgennemgang, der omfattede patienter opereret for HHC i ØNH-RH fra januar - december 2014. Data blev analyseret via deskriptiv statistik, hvor der er foretaget sammenligninger mellem de to grupper baseret på en forholdsberegning på 1:1,25 for at udligne forskellen i antal mellem de to grupper i beregningerne.

Patientinterview blev gennemført efter en af patientens postoperative aftaler. Fokusgruppeinterview blev gennemført i hjemmeplejens lokaler. Alle interview fulgte en semi-struktureret interviewguide; blev optaget digitalt, transskriberet ordret og analyseret via systematisk tekstkondensering.

To sygeplejersker stod for undersøgelsen

I interventionsperioden udførte teamet, der bestod af to sygeplejersker, som havde mellem 3 og 10 års erfaring i plejen af indlagte og ambulante HHC-patienter, en række funktioner. I projektperioden var funktionen finansieret via interne midler og gik umiddelbart efter projektperiodens afslutning i drift. Teamet udførte følgende funktioner:

  • Sygeplejekonsultationer på tre tidspunkter i patientens postoperative forløb; før udskrivelse, igen efter 7-10 dage og to måneder postoperativt i sammenhæng med ambulante, lægefaglige kontroller. Konsultationerne omfattede behovsvurdering i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer (4) og henvisning til rehabilitering og genoptræning i primær sektor.
  • Kontakt til patienten via telefon ved behov og efter aftale.
  • Besøg i patientens hjem ved behov.
  • Besøg med henblik på samarbejde med og undervisning af hjemmesygeplejersker i patientens hjem.

Der deltog 156 patienter i interventionen, og den historiske gruppe bestod af 125 patienter. De demografiske data og kirurgiske procedurer for begge grupper præsenteres i Tabel 1 og Figur 1.

ff4-19_fa_hhc_tabel_1
ff4-19_fa_hhc_figur_1
Sygepleje i patientens hjem omfattede information, vejledning og procedurer relateret til en række behov, se Figur 2.


ff4-19_fa_hhc_figur_2
Definitioner figur 2:

Smerte: Smerter på Visuel Analog Skala > 2 eller manglende/ringe compliance i brug af analgetica
Ernæring: Ikke sufficient ernæret (vægttab eller reduceret ernæringsindtag) eller manglende/ringe compliance i relation til indtagelse af ernæring
Ernæringssonde: Ernæret via nasogastrisk eller PEG sonde
Tracheostomi: Har en tracheostomi
Refeeding: Er i behandling for refeeding syndrom
Sårpleje: Er i behov for sårpleje. Primært relateret til transplantationer i forbindelse med rekonstruerende kirurgi
Egenomsorgsevne: En menneskelig regulerende funktion, der er baseret på den enkeltes evne til at udføre sin egen pleje. Egenomsorg er en tillært evne og udføres af den enkelte på egne vegne.

 

Der blev gennemført 745 telefonsamtaler, som omfattede vejledning af patienter og familie og koordinering med hjemmesygepleje samt sagsbehandler og kommunal rehabilitering.
Sygeplejekonsultationer resulterede i behovsvurdering hos 132 (85 pct.) af patienterne i interventionen. 112 (72 pct.) blev henvist til rehabilitering/genoptræning.

Patienter uden hjemmebesøg

Interview med patienter uden hjemmebesøg, se Tabel 2 side 58, indeholdt fire temaer:

ff4-19_fa_hhc_tabel_2At komme hjem
Alle patienter fortalte, at der var meget at håndtere. Patienter med pårørende eller venner, som kunne støtte dem, syntes, det var nemmere, end de patienter, som boede alene. En af de sidstnævnte, som vendte hjem alene, syntes, det havde været meget vanskeligt.

De sværeste ting at håndtere var ernæring, medicin og smertestillende medicin.

Nogen at tale med
De, der boede alene, syntes især, det var psykisk krævende. De følte sig ensomme og havde behov for nogen at tale med om deres situation. En patient, som havde været igennem en langvarig behandling, der endnu ikke var afsluttet, sagde: ”Mentalt er jeg ikke klar til det her,” og dernæst ”Jeg kan se nu, at jeg bare er en ”ting” og ikke et menneske længere.” Patienten følte sig umenneskeliggjort. En brik i et system. Han fortsatte med at fortælle om sit behov for nogen at tale med.

Behov for hjælp
Patienter udtrykte behov for støtte til at håndtere problemer som nævnt ovenfor, eller at der blot var en fagperson, der forsikrede om, at alt var, som det skulle være.

At være pårørende eller ven
Venner og pårørende støttede i forskellig udstrækning. Men patienterne havde meget brug for deres hjælp. For dem, der boede sammen med en ægtefælle eller partner, måtte ægtefællen bære en ret stor byrde i form af støtte til dagligdags gøremål, men også i nogle tilfælde medicinering eller sondeernæring.

Patienter med hjemmebesøg

Interview med patienter med hjemmebesøg, se Tabel 3 side 58, indeholdt følgende fire temaer:


ff4-19_fa_hhc_tabel_3Hurtigt forløb
Patienterne fandt, at tiden fra diagnose til operation og videre til udskrivelse var meget kort. En patient udtalte: ”Der var kun en uge mellem min diagnose og operation. Det er virkelig meget kort tid til at vænne sig til et nyt liv. Hvis jeg må sige det på den måde.” 

Støtte fra en hoved-hals-cancer sygeplejerske
Flere af patienterne havde ernæringsproblemer. En havde trismus (nedsat evne til at åbne munden), og andre havde betragteligt vægttab eller lille appetit. De fandt, at støtten fra HHC-sygeplejersken var værdifuld, eftersom sygeplejersken spurgte til og rådgav om ernæringstilstanden og fulgte op på patienten med trismus.

Psykisk støtte
Patienterne fandt det rart og trøstende at have nogen at tale med, især en HHC-sygeplejerske. En patient udtrykte det således: ”Det er rart med én, der tænker som hende,” (dvs. HHC-sygeplejersken, som forstår, hvad patienten taler om).

Telefonkontakt
Patienterne fandt telefonisk kontakt meget trøstende. De var glade for at have et nummer til nogen, de kendte, og som kendte til deres situation. Kun én patient tog initiativ til selv at ringe. En ven til en af patienterne havde denne tolkning af, hvorfor patienten ikke havde ringet, da hun havde et problem: ”Men det er, fordi du (henvendt til patienten) er en af dem, der ikke selv tager kontakt. Det er derfor, det er så godt, at Lone ringede til dig, ikke? Det er bare for at sige, at der kan være andre patienter som Anne, der ikke ønsker at være til ulejlighed … ”

Hjemmesygeplejerskernes perspektiv

Antallet af patienter, som blev udskrevet fra hospitalet til de enkelte kommuner i interventions- og historisk gruppe, udgør mellem 0-11 patienter pr. kommune om året, se Figur 3.

ff4-19_fa_hhc_figur_3Før indsatsen
Fokusgruppeinterview før interventionen resulterede i følgende to temaer:

Erfaring med at pleje HHC-patienter
Hjemmesygeplejerskerne fortalte, at de meget sjældent plejer HHC-patienter. En sygeplejerske fortalte, at hun ikke havde set en HHC-patient i fire år. De fandt det særligt vanskeligt og udfordrende at pleje patienter med laryngektomi eller trakeostomi.

To sygeplejersker havde tidligere plejet patienter med trakeostomi, men det var mange år siden. De havde begge oplevet det som udfordrende, eftersom procedurerne foregår tæt på eller i patientens luftveje.

Fremtidigt samarbejde
Sygeplejerskerne så frem til et tættere samarbejde med HHC-sygeplejerskerne i den udkørende funktion.

Efter indsatsen
Fokusgruppeinterview efter interventionen resulterede i følgende fire temaer:

Fælles hjemmebesøg
Sygeplejerskerne fortalte, at et af besøgene fandt sted hos en kompliceret patient. HHC- sygeplejersken var meget kompetent og gav indtryk af at være specialist i plejen af denne patient. En hjemmesygeplejerske udtrykte det således: ” ... det er rart at have en HHC-sygeplejerske eller en rigtig specialist ved siden af sig, ikke?”

Desuden kendte HHC-sygeplejersken allerede patienten fra hans indlæggelse.

”Men jeg syntes, det var betryggende, at jeg netop kunne snakke med en, der sagde, ”jeg kender ham jo,” ikke?”

Undervisning i specialiseret HHC-sygepleje
Undervisning i HHC-sygepleje i den enkelte patients hjem var med til at afhjælpe hjemmesygeplejerskernes usikkerhed og gav dem sikkerhed i at udføre sygeplejen på egen hånd.

Telefonkontakt
Den direkte kontakt til en HHC-sygeplejerske blev betragtet som meget nyttig. Især kontakten til en sygeplejerske, som kendte patienten og kunne vejlede eller handle kompetent med det samme.

Kan hjemmebesøg reducere akutte ambulante henvendelser og genindlæggelser?

Antallet af akutte ambulante henvendelser blev reduceret med 30 patienter svarende til 27 pct., genindlæggelser blev øget med otte patienter svarende til 4 pct.

Den lille øgning i antallet af genindlæggelser på 4 pct. skyldtes hovedsageligt medicinske tilstande, f.eks. sårinfektioner og blødninger efter operationen.

Ventetiden stærkt nedsat

Kræftpakkeforløbet for HHC har ført til en signifikant nedsættelse af ventetiden på diagnosen (5). De fleste patienter værdsætter dette, men oplever forløbet kaotisk og overvældende, og det vækker ængstelse. Det bekræftes af patienterne i dette studie. Studier af accelererede forløb viser, at sygeplejen tilpasses stedets krav om effektivitet frem for patienternes behov (6).

Patienterne beskriver meget hurtige forløb, hvor det kan være svært at følge med både fysisk og psykisk.

Da Strukturreformen blev indført, oplevede man et tab af specialiseret viden i kommunerne i relation til patientgrupper med lav volumen såsom HHC-patienter, idet denne viden var samlet i amterne, som blev nedlagt. Dette var blevet problematiseret før reformen i en rapport (7).

Her bemærkes det, at en mulig udfordring med manglende ekspertise og kompetencer tæt på patienten i hjemmet kunne imødegås gennem specialiserede team fra hospitaler, som tilser patienten i hjemmet (7). Det bekræftes af patienter og hjemmesygeplejersker i dette studie.

Ensomme patienter har sparsom støtte

En mindre del af patienterne uden partner har ingen pårørende eller venner. Når de kommer hjem efter at være blevet opereret, er de derfor nødt til at klare udfordringerne uden megen støtte i det daglige.

Studier har vist, at HHC-patienter uden en partner har dårligere funktion, højere symptombyrde og oftere oplever ikke at modtage den nødvendige støtte. Desuden har de lavere overlevelsesrater end patienter med en partner (8,9,10).

Ved udskrivelsen kan det være de fysiske symptomer, der dominerer, men ifølge interview med patienter i dette studie kan de fysiske gener påvirke dem psykisk og socialt. Det er et velkendt problem for HHC-patienter, at fysiske og psykiske symptomer såvel som sociale udfordringer har en synergieffekt, hvilket gør patientens situation endnu mere vanskelig (3).

I interventionsperioden har HHC-sygeplejerskerne haft et stort antal telefonkontakter med håndtering af forskellige problemer, f.eks. kontakt til patient og pårørende, koordinering af opgaver sammen med hjemmesygeplejersker, sagsbehandlere og kommunal rehabilitering.

For patienterne har det været meget meningsfuldt at have en direkte linje til et lille team af sygeplejersker. Nogle har selv ringet, mens andre har afventet det aftalte opkald. Studier har vist, at patienter, som har en baggrund med kort uddannelse, som nogle HHC-patienter har, er tøvende med at fortælle om deres egne behov. Derfor er det vigtigt, at sygeplejersken ringer patienterne op.

En fordel at sygeplejersken kender patienten

Antallet af akutte kontroller i ambulatoriet blev reduceret med 27 pct. (Dette tal skal tages med forbehold, da det er baseret på journaldata, der kan have en vis usikkerhed). Tidligere ville patienterne kontakte ambulatoriet pr. telefon, når de havde problemer med ernæring, trakeostomi, og sårpleje. Her skulle en sygeplejerske, som ikke tidligere havde mødt patienten, vurdere problemet.

Ofte resulterede hendes vurdering i, at hun gav patienten en tid i ambulatoriet for at blive set af en kirurg. Med det nye team af sygeplejersker, som kan yde HHC-specifik sygepleje til patienter i hjemmet, bliver patienterne ringet op af en sygeplejerske, de har mødt tidligere, som kender patienten og problemet og i mange tilfælde kan klare dette i patientens hjem.

I løbet af interventionsperioden har HHC-sygeplejersker foretaget behovsvurderinger sammen med patienterne og henvist til kommunal rehabilitering. Yderligere fulgte de op på disse henvisninger og sikrede sig, at patienten blev kontaktet inden for fem arbejdsdage, som retningslinjerne foreskriver.

Det er meget vigtigt, at genoptræning som f.eks. mundøvelser og forebyggelse af trismus eller dysphagi opstartes relativt kort efter udskrivelsen, da manglende genoptræning kan føre til tab af funktioner på kortere eller længere sigt.

Patienter med multiple og komplekse symptomer mødes i deres hjem af hjemmesygeplejersker, som sjældent plejer HHC-patienter. De kvantitative data viser, at kun mellem 1 og 11 patienter udskrives årligt til den enkelte kommune i Region Hovedstaden.

Derfor finder hjemmesygeplejersker det svært at opnå viden og kompetencer i plejen af HHC-patienter De to fokusgruppe-interview med hjemmesygeplejerskerne viser, at de erkender denne udfordring (11).

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinje om Rehabilitering og Palliation (10) skal de nødvendige kompetencer, udstyr, erfaring og volumen være tilstede i kommunen for at kunne gennemføre rehabilitering på et højt professionelt niveau. Ved at tilbyde udkørende sygepleje i samarbejde med hjemmeplejen kan de nødvendige kompetencer være til stede.

Afdækning af behov, der ikke er imødekommet

Studiet viser, at specialiseret sygepleje til kirurgisk behandlede HHC-patienter i hjemmet efter udskrivelsen kan afdække behov, der ikke er imødekommet, f.eks. forbedre kompetencerne og kvaliteten af sygeplejen og patienternes oplevelse af sygeplejen. HHC-sygeplejerskerne i projektet støttede patienterne hele vejen gennem deres postoperative forløb med hjemmebesøg, telefonisk kontakt og opfølgning, koordinering med og oplæring af hjemmesygeplejersker og opfølgning på kommunal rehabilitering. Det reducerede antallet af akutte kontroller i ambulatoriet postoperativt, og både patienterne og hjemmesygeplejerskerne følte sig støttet.

Forbehold og usikkerhed

Data i dette studie skal tages med forbehold. En stor del af de kvantitative data er baseret på journaldata, der indeholder en vis usikkerhed. Dernæst er der lavet et mindre antal interview med patienter med og uden hjemmebesøg og kun to fokusgruppeinterview med hjemmesygeplejersker.

Etisk godkendelse

Studiet var godkendt af Datatilsynet, Sundhedsstyrelsen gav tilladelse, og der blev indhentet informeret samtykke fra alle deltagere i projektet.

Annelise Mortensen

Annelise Mortensen
Sygeplejerske 1976, suppleringsuddannelsen i medicinsk antropologi, master i sundhedsantropologi.

Klinisk sygeplejespecialist i Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk klinik, Rigshospitalet.

annelise.mortensen.01@regionh.dk

Birgitta Nordenhof Larsen

Birgitta Nordenhof Larsen
Sygeplejerske 1974, SD i sygepleje og pædagogik, BA i Køn, kommunikation, teknologi- og kulturanalyse samt tværvidenskabelig sundhedsforskning, cand.scient.san., ph.d.

Klinisk sygeplejespecialist i Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk klinik, Rigshospitalet.

English abstract

Mortensen A, Larsen BN. Patients with cancer of the head and neck receive specialised domiciliary nursing. Fag&Forskning 2019;(4):54-61.

Specialised nursing care provided in the home to surgically treated patients with head and neck cancer (HNC) serves to identify HNC nursing needs as regards competence-building, quality of nursing and patients’ perceptions of nursing care. 

Method: A pre-post test design with qualitative and quantitative data sources. An intervention consisting of domiciliary visits by an HNC nurse to HNC patients was compared with a historical group of patients who received no domiciliary visits.

Results: 156 patients participated in the intervention, and the historical group consisted of 125 patients.

Nursing in the patient’s home comprised information, guidance and procedures related to a number of needs. Telephone conversations were conducted, which comprised guidance of patients and relatives and coordination with the domiciliary nursing team, a caseworker and community-level rehabilitation. 

Significance for nursing: Specialised nursing from hospital care to care in the community and domiciliary care ameliorates the transition from hospital care to care in the community, but also communication and continuity of care between nurses in the secondary and primary sectors.

Keywords: HNC patients, care in the community teams, domiciliary nursing, specialised nursing.

Referencer
  1. Cohen N, Fedewa S. Epidemiology and Demographics of the Head and Neck Cancer Population. Risk factors Epidemiology Cancer HPV Head and neck. Oral Maxillofac Surg Clin NA. 2019;30(4):381–95.
  2. Sundhedsdatastyrelsen. Nye kræfttilfælde i Danmark 2017. 2018.
  3. Mortensen A, Jarden M. Early and late physical and psychosocial effects of primary surgery in patients with oral and oropharyngeal cancers: A systematic review. Oral Surg Oral Med Oral Pathol Oral Radiol. 2016;121(6).
  4. Sundhedsstyrelsen. Opfølgningsprogram for hoved- og halskræft (Follow-up programme for Head and Neck cancer). 2015.
  5. Danish Health Authority. Pakkeforløb for hoved- og halskræft. National integrated head and neck cancer pathways. 2016. p. 1–39.
  6. Nyström M, Dahlberg K, Carlsson G. Non-caring encounters at an emergency care unit - A life-world hermeneutic analysis of an efficiency-driven organization. Int J Nurs Stud. 2003;40(7):761–9.
  7. Christensen M, Hansen EB. Kommunernes fremtidige opgaver på sundhedsområdet (The future tasks of the municipalities in health care). 2006.
  8. Østhus AA, Aarstad AKH, Olofsson J, Aarstad HJ. Comorbidity is an independent predictor of health-related quality of life in a longitudinal cohort of head and neck cancer patients. Eur Arch Otorhinolaryngol. 2013 May;270(5):1721–8.
  9. Wells M, Cunningham M, Lang H, Swartzman S, Philp J, Taylor L, et al. Distress, concerns and unmet needs in survivors of head and neck cancer: a cross-sectional survey. Eur J Cancer Care (Engl). 2015 Sep;24(5):748–60.
  10. Olsen MH, Bøje CR, Kjær TK, Steding-Jessen M, Johansen C, Overgaard J, et al. Socioeconomic position and stage at diagnosis of head and neck cancer - a nationwide study from DAHANCA. Acta Oncol. 2015 May 24;54(5):759–66.
  11. de Leeuw J, Larsson M. Nurse-led follow-up care for cancer patients: what is known and what is needed. Support Care Cancer. 2013 Sep;21(9):2643–9.

En fuldstændig litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatterne.

 

 

Emneord: 
Behandling
Hjemmesygepleje
Kræft

Det gør natten ved dig

Søvn er både uundgåelig og livsnødvendig. Og får man for lidt søvn, kan man opleve ubehagelige symptomer og i værste fald blive syg. Søvnforsker Poul Jennum forklarer, hvorfor søvnen er så livsnødvendig

Hvorfor er søvn vigtig?
”Søvn er helt nødvendig for overlevelse,” siger søvnforsker Poul Jennum, der er overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin og professor i neurofysiologi ved Københavns Universitet.
”Søvn er afgørende for en lang række processer; fra genopbygning af celler, muskler, knogler og væv til udrensning af affaldsstoffer i hjernen til bearbejdning af erindringer og følelser.”

Dansk Sygeplejeråd anbefaler
  • Begræns antallet af nattevagter og antallet af nattevagter i træk
  • Tilpas arbejdskravene
  • Sørg for mulighed for pause og/eller powernap

Hvorfor er det ikke lige så godt at sove om dagen som om natten?
”Det skyldes døgnrytmen, som er det biologiske ur, der findes i alle levende væsener. Studier viser, at man godt kan forskubbe døgnrytmen, men når man forskubber døgnrytmen ved at arbejde om natten og sove om dagen, sover man mindre og akkumulerer et søvnunderskud,” siger han.

Det ser man bl.a. hos forsøgspersoner, hvor de, der gik i seng kl.23, i gennemsnit sov otte timer, mens de, der gik i seng kl. 07 om morgenen, kun sov fire og en halv time, selv om de havde været vågne længere.

Hvad sker der, hvis man får for lidt søvn?
”Manglende søvn giver nedsat koncentration og døsighed, og man bliver langsommere og får sværere ved at udføre komplekse opgaver. Man bliver også dårligere til at samarbejde og mere standhaftig, ligesom man kan opleve små, kropslige, smertelignende ubehagsfornemmelser.”

Natarbejdere

7,5 pct. af den beskæftigede del af befolkningen arbejder enten i fast natarbejde eller med skiftende arbejdstider, der omfatter natarbejde. Blandt hospitalsansatte er det 45 pct., der har natarbejde.

Hvorfor oplever flere sygeplejersker, at de er mest trætte ved fire-fem-tiden om natten?
”Cirka klokken fem om natten har døgnrytmen et bundpunkt (kaldes nadir). Det er på dette tidspunkt, at man har sværest ved at holde sig vågen. Til gengæld bliver man ikke automatisk mere træt, jo længere man er oppe.”

Hvorfor oplever flere sygeplejersker, at de spiser mere usundt i eller efter nattevagter?
”Det skyldes komplicerede, regulerende forhold i den basale hjerne. Der er flere systemer, der involveres. Det gælder også for hypocretinsystemet, som er involveret i reguleringen af vågen. Det skal kompenseres mere, hvis man er træt. Søvnunderskud (også kaldet kort søvn) har en række umiddelbare, men også mere kroniske konsekvenser. Udover trætbarhed skulle man tro, at man kan nå mere, hvilket ikke er tilfældet. Man spiser også anderledes. F.eks. har man lavet studier, hvor man havde udsat en gruppe børn for mindre søvn end en anden. Og så lavede man to forskellige borde, et med chokolade og vingummi og et med gulerødder. De børn, der havde sovet kort tid, havde øget tendens til at vælge det søde bord, mens de børn, der havde sovet længere, i højere grad valgte bordet med gulerødderne.”

Symptomer

Psykiske: Irritabilitet, tristhed, angst, nervøsitet, rastløshed.
Fysiske: Søvnproblemer, obstipation, appetitforstyrrelser, øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, alzheimer, demens og nogle former for kræft.

Den samlede belastning

Alligevel skal sygeplejersker ikke frygte nattevagterne i sig selv, fortæller Poul Jennum.

”For i sundhedsforskning taler vi ikke om effekten af en enkelt faktor – men om den samlede sundhedsbelastning. Ting er kædet sammen. F.eks., hvis man ryger, dyrker man sandsynligvis også mindre motion, og så spiser man nok også mindre sundt,” siger Poul Jennum.

”Hvis man generelt lever psykisk og fysisk sundt, er skiftende arbejdstider ind imellem i sig selv ikke sundhedsskadeligt.”

Man skal dog altid være opmærksom på, at der er en god balance mellem vågen, søvn, døgnrytme, stress, livsstilsfaktorer og egen interaktion med omgivelserne. Hvis man er i tvivl, er det en god idé at tale med andre om det.

Vigtige processer, der sker under søvnen

Vores søvn er overordnet set styret af et samspil mellem to modsatrettede processer. En, der forsøger at holde dig vågen, og en, der forsøger at få dig til at falde i søvn.

Proces 1: Døgn-rytmen

Den ene proces er døgnrytmen, også kaldet det cirkadiske ur. Det er styret af en lille gruppe nerveceller, der ligger dybt inde i hjernen (nucleus suprachiasmaticus – scn).

Gennem kemiske og elektriske signaler regulerer de bl.a. søvnmønster, kropstemperatur, hjerneaktivitet, hormonproduktion og sult.

Det cirkadiske ur vil – ligegyldigt hvordan vi har sovet – holde os fast i en døgnrytme, hvor vi vågner om morgenen.

Cellerne er forbundet med nervebaner til synsnerven og nethinden, og herfra kommer der information om, hvor meget lys, der er i vores omgivelser.

Proces 2: Søvn-vågen

Fra man står op om morgenen, producerer kroppen adenosin, som hober sig op i hjernen i løbet af dagen, indtil det til sidst bliver så højt, at man falder i søvn.

Mens man sover, reduceres adenosinen igen. Men hvis man ikke har fået sovet nok, vil der stadig være en rest adenosin i hjernen, som gør, at man hurtigere bliver træt.

Væksthormon

Produceres i hjernens hypofyse. Hormonet er vigtigt, for at kroppen kan vokse. Væksthormon er specielt vigtigt for den generelle vækst og genopbygning af muskler, knogler og hjerne, men også for organer.

Melatonin

spl11-2019_tema_melatoninEt hormon, som dannes i hjernen. Det kaldes også ”søvnhormonet”, da det hjælper med at regulere vores døgnrytme og vores søvn. Det sker ved, at kroppen danner mere melatonin, når det bliver mørkt, hvilket gør, at man bliver søvnig. Melatonin dannes i et lille område af hjernen kaldet ”koglekirtlen”. Mængden af melatonin påvirkes også af lys. Kraftigt lys får mængden af melatonin til at falde.

 

 

 

Kortisol

spl11-2019_tema_kortisolMængden af kortisol stiger sidst på natten og er størst om morgenen og er medvirkende til, at man vågner. Kortisol produceres i binyrerne og har flere essentielle funktioner i kroppen, herunder reguleringen af kroppens metabolisme af glukose, protein og frie fedtceller. Hvis man sover dårligt om natten, bliver mængden ikke så lille, som hvis du sover godt. Det kan betyde, at kroppen føler

 

Testosteron

spl11-2019_tema_testosteronProduceres i testiklerne hos mænd og i æggestokkene og binyrerne hos kvinder og sendes via blodbanerne ud i kroppen. Det har betydning for vækst og genopbygning af muskler, knogler og hud. Mængden i blodet er størst om morgenen. Testosteron påvirkes også af søvn, fysisk aktivitet, alkohol og alder.

Catrine Thomsen

Tema: Nattevagter

På intensivafdelingen på Bispebjerg har man skåret nattevagternes arbejdsopgaver ned til et minimum.

I Københavns Kommune får nyansatte medarbejdere fremover ikke lov til at arbejde mere end tre nattevagter i træk.

Kroppen er ikke bygget til at være vågen om natten, og for meget natarbejde over for lang tid kan være direkte sundhedsskadeligt.

For nylig fik en sygeplejerske anerkendt sin brystkræft som en arbejdsskade. Alligevel skal man ikke frygte natten, siger forskerne.

Men man skal passe på sig selv og minimere og tilrettelægge natarbejde hensigtsmæssigt.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Kræft

Mindre natarbejde gavner også patienterne

Et bedre arbejdsmiljø for sygeplejerskerne om natten gavner også patienternes søvn, siger afdelingssygeplejerske Grethe Bendixen.
Sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Catrine Thomsen og sygeplejerske og tillidsrepræsentant Svend Jespersen i observationsrummet.
Foto: Claus Bech

Når lyset er dæmpet, og sygeplejerskerne ikke skramler med opvaskemaskiner, skraldespande og apparaturvogne, bliver det også lettere for patienterne at sove.

Det er oplevelsen på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital i København, hvor nogle af sygehusets dårligste patienter er indlagt.

”Mange af de tiltag, Catrine (sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Catrine Thomsen, red.) har lavet, går hånd i hånd med patientkvaliteten,” siger afdelingssygeplejerske på intensiv på Bispebjerg Hospital, Grethe Bendixen.

”Her på intensiv har vi mange udfordringer med patienter, der ikke sover om natten. Det er der mange grunde til, men en af grundene er, at der er så meget forstyrrende udenomsarbejde,” siger Grethe Bendixen.

”Når vi mindsker udenomsarbejdet, giver man også patienterne bedre mulighed for søvn. Man ved fra undersøgelser af patientoplevelser omkring støj om natten, at meget faktisk er relateret til personalet,” siger hun.

”Det er selvfølgelig ok, at man snakker for at have et kollegaskab og et fællesskab. Problemet er, hvis det bliver for højlydt og er til gene for patienterne,” siger hun.

Grethe Bendixen fortæller, at intensivafdelingen i videst muligt omfang forsøger at være en ”vågeafdeling”.

Hun understreger dog, at alle de nødvendige opgaver omkring patienterne selvfølgelig altid skal gøres. Og selv om hun også går op i sygeplejerskernes ve og vel, er det afgørende, at patientsikkerheden følger med.

Natarbejde er et vilkår

”Selv om man kan minimere generne ved nattevagter, er de også et vilkår på et hospital. Som ledelse kan vi gøre en forskel ved at gøre nattevagterne så tålelige som muligt,” siger Grethe Bendixen.

Har I som ledelse et ansvar for, hvor mange nattevagter man har i træk?
”Det er et meget dilemma-fyldt spørgsmål. Selvfølgelig skal man som ledelse påtage sig et ansvar i forhold til medarbejdernes helbred. Men langt hen ad vejen er det et fælles ansvar mellem ledelse og medarbejdere at finde den bedste løsning. Nogle sygeplejersker synes, det er hårdere at have et par nattevagter hver eller hver anden uge fremfor at have mange i streg. Det handler ikke kun om antallet af nattevagter. Det vigtigste er, at vi taler åbent om nattevagterne, og forsøger at minimere de gener, der er.”

Arbejdstilsynet anbefaler, at man ikke har flere end tre vagter i træk?
”Hvis der var et lovkrav om det, ville det være anderledes. Hvilke hensyn skal jeg som mellemleder tage? Det må meget gerne komme højere fra. Hvis øverste ledelse eller lovgivningen sagde højst tre nattevagter i træk, ville jeg meget gerne arbejde under det.”

Catrine Thomsen

Tema: Nattevagter

På intensivafdelingen på Bispebjerg har man skåret nattevagternes arbejdsopgaver ned til et minimum.

I Københavns Kommune får nyansatte medarbejdere fremover ikke lov til at arbejde mere end tre nattevagter i træk.

Kroppen er ikke bygget til at være vågen om natten, og for meget natarbejde over for lang tid kan være direkte sundhedsskadeligt.

For nylig fik en sygeplejerske anerkendt sin brystkræft som en arbejdsskade. Alligevel skal man ikke frygte natten, siger forskerne.

Men man skal passe på sig selv og minimere og tilrettelægge natarbejde hensigtsmæssigt.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Kræft

"Det er blevet OK at sige sssshhh"

Dæmpet lys, så få arbejdsopgaver som muligt og mulighed for at hvile benene. Det er nogle af de tiltag, som intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital har indført. Det har gjort nattevagterne mere tålelige. Sygeplejersken tog med på nattevagt.
På intensivafdelingen på Bispebjerg har de udskiftet lamperne, så lyset kan nedjusteres til et minimum. ”Det handler om den rette mængde lys til de rette opgaver,” siger Catrine Thomsen, sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant.
Foto: Claus Bech

Klokken har passeret midnat, og der er mørkt og stille på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital i København. Så stille, at den konstante summen fra ventilationen træder helt tydeligt frem.

Det samme gør de bløde skridt over linoleumsgulvet, lyden af stof der gnider mod stof, når en sygeplejerske er på vej mod medicinrummet, eller en dør åbnes.

Ellers høres kun af og til lyden af lavmælte stemmer og de dæmpede elektroniske lyde fra de mange apparater, der overvåger nogle af hospitalets allersygeste patienter. De fleste sygeplejersker er inde på patientstuerne. Dem, der kan, hviler sig i stole, mens de overvåger patienternes søvn.

”Man bliver syg af at arbejde om natten. Så derfor skal man minimere arbejdsopgaverne mest muligt og slappe af i hovedet, når der er mulighed for det,” siger sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Catrine Thomsen.

Hun har allerede gjort nattens medicin klar i håb om, at hun resten af natten ikke behøver at bevæge sig fra afdelingens bløde mørke og ind i medicinrummets hårde, hvide lys.

Tidligere på året var hun og Bispebjerg intensivafdeling nomineret til Årets Arbejdsmiljøpris, fordi de gennem en årrække har arbejdet målrettet på at gøre nattevagterne mere tålelige.

Forstyrret søvn, kvalme, hjertebanken, irritation og koncentrationsbesvær er nemlig velkendte symptomer på mange eller travle nattevagter for Catrine Thomsen og hendes kollegaer.

Derfor har afdelingen fået skiftet lyskilderne ud, så man nu kan dæmpe lyset på gangene, computerskærmene og hos patienterne til et minimum. Et andet væsentligt tiltag er, at der er blevet ansat sosu-assistenter, som i dag- og aftentimerne udfører det, der tidligere var sygeplejerskernes nattevagtsopgaver, som f.eks. at rengøre køkken og fylde op i medicinrum og dropvogne. Det betyder, at sygeplejerskerne om natten stort set kun har plejeopgaver og derfor også har mulighed for at sætte sig i en stol med benene oppe.

23.51

”Ja, det er ikke rart. Du har svært ved at få vejret. Nu får du en maske på. Vi vil gerne hjælpe dig,” siger Catrine Thomsen, mens hun varsomt løfter patientens hoved og blidt skubber en pude ind under.

Sammen med en kollega er hun ved at gøre sig klar til at give sin patient en iltmaske. Patienten er en midaldrende, autistisk mand, der lider af skizofreni og er paranoid. Han er blevet indlagt med et hjerteødem på grund af lavt natrium, og under hospitalsindlæggelsen har han yderligere pådraget sig en lungebetændelse.

Han hoster, stønner, hiver efter vejret og er så urolig, at han er blevet bæltefikseret, så han ikke er til fare for sig selv og personalet, da han ellers seponerer den livsnødvendige behandling.

00.45

Patienten beder gentagne gange om vand. Catrine Thomsen dypper de lyserøde, bølgeformede swaps i et vandglas, hvorefter hun kører dem rundt i patientens mund.

Til sidst falder der ro over patienten, og Catrine Thomsen sætter sig til rette i en blå lænestol, der er placeret, så hun konstant kan holde øje med patienten. Hun pakker sig ind i et tæppe og håber på at kunne slumre slappe lidt af og give patienten mest mulig ro. Patienten trækker vejret regelmæssigt og roligt.

00.52

Patienten hoster voldsomt og begynder derefter at råbe. Hans søvnskema viser, at han kun sover 5-10 minutter ad gangen. Han har brug for at få skiftet ble.

Catrine Thomsen begyndte allerede at stille spørgsmålstegn ved den måde, natarbejdet var organiseret på, da hun var helt nyuddannet.

”I starten var jeg jo næsten ved at græde, når jeg skulle i nattevagt, fordi jeg ikke kunne overskue det,” siger hun.

”Jeg syntes ikke, at det kunne være rigtigt, at jeg skulle ud og ordne et skyllerum, der var møgbeskidt efter en aftenvagt, fordi alle sygeplejersker på grund af travlhed og fordi de ikke kunne nå det, bare satte deres udstyr. Der var bakker, der skulle fyldes op, og opvaskemaskinen skulle tømmes, for den var altid fyldt, når vi kom, for aftenvagten har jo altid travlt,” siger Catrine Thomsen.

Hun undrede sig også over, hvorfor hjertestopvognen skulle tjekkes om natten. Hvorfor nattevagterne skulle rense termometre og tørre medicinrummet af, og hvorfor hun ikke kunne få lov til at smække benene op om natten.

”Først var det personligt, fordi jeg syntes, at det var mega hårdt og mega urimeligt, og at man derfor burde lave så lidt som muligt. Men så begyndte jeg at undersøge, hvad forskningen sagde om natarbejde” siger hun.

3 gode råd fra sygeplejerske Catrine Thomsen
  1. Kig alle arbejdsopgaverne i nattevagten igennem og fjern så mange arbejdsopgaver som muligt. Spørg jer selv om det er nødvendigt at tømme skraldespande kl. 06.00 om morgenen. Og forsøg at lægge så meget medicin-givning uden nattevagten som muligt, da det både forstyrrer patienternes søvn og øger antallet af UTH’er, når sygeplejerskerne er trætte.
  2. Ansæt social- og sundhedsassistenter til i dag- og aftenvagten at varetage de udenomsopgaver, der tidligere lå i nattevagten. Det er f.eks. opfyldning af dropvogne og lager, tømning af opvaskemaskiner og tjek af udløbsdatoer.
  3. Sørg for lys, der kan justeres – både i rum og på computerskærme, så der ikke er mere lys end nødvendigt.

01.11

”Kan vi ikke tænde noget lys,” lyder det fra den bagvagt, der har tilset en nyankommen patient og nu skal skrive rapport.

Det dæmpede lys, der ellers har fyldt observationsrummet, som ligger i midten af afdelingen, bliver nu sat op på fuld styrke.

Catrine Thomsen noterer sig, at det kan være svært for medarbejdere, der kommer udefra, at forstå og indordne sig under afdelingens kultur.

Den patientstue, hun er på, ligger lige over for observationsrummet. Hun tysser en enkelt gang på stemmerne, der er blevet lidt mere højlydte, og lukker sin dør helt i for at holde det skarpe lys ude.

”Kulturen er langsomt begyndt at ændre sig. Det er blevet mere ok at sige sssshhh,” siger Catrine Thomsen.

”Jeg er selv en af dem, der taler rigtig meget. Det ligger ikke naturligt til mig at være stille, men jeg er også blevet meget bedre, og folk må også gerne sige ssh til mig.”

”Den største modstand mod de tiltag, vi har lavet, kom faktisk fra mine kollegaer, som havde været vant til en anden kultur. De sagde: ”Vi plejer” og ”Det har vi altid gjort”, lige indtil jeg begyndte at komme med de rigtige argumenter,” fortæller Catrine Thomsen.

De gode argumenter er at finde artikler, f.eks. om lysets betydning, eller artikler, hvor patienter fortæller, at ’personalets fest’ er noget af det mest forstyrrende. Dem hænger Catrine Thomsen op i personalestuen.

01.16

Det ringer på videotelefonen. Der er to sosu-assistenter fra psykiatrisk afdeling, der er kommet for at hjælpe med at skifte Catrine Thomsens patient.

”Vi skynder os alt, hvad vi kan. Der sker ikke noget,” beroliger Catrine Thomsen patienten, mens han under højlydte protester får skiftet sin ble. En kollega lukker døren ud til gangen for ikke vække de øvrige patienter.

02.14

En patient på en af de andre stuer er også vågnet. ”Føler du uro?” spørger sygeplejersken derindefra. ”Klokken er 02.00 om natten, du skal prøve at sove lidt.”
Catrine Thomsens patient er også vågen. ”Ikke mere vand. Du skal sove,” siger hun.

Dagen derpå. Det Catrine Thomsen troede tegnede til en rolig nattevagt endte med at blive alt andet end det. For arbejdet på intensivafdelingen er altid uforudsigeligt.

Afdelingen modtog to nye patienter i løbet af natten, og Catrine Thomsens patient var meget urolig og skulle have skiftet ble flere gange, ligesom han også fik beroligende medicin.

Det gjorde, at Catrine Thomsen ikke fik mulighed for at sidde særlig meget under vagten.

”På vej hjem i bilen tænkte jeg faktisk for første gang i lang tid over, om det var helt forsvarligt at køre hjem,” siger hun.

Catrine Thomsen fik kun sovet tre timer efter nattevagten, da håndværkere på nabobygningens tag skar tegl.

”Jeg var i en form for jetlag hele dagen efter, og min trang til søde sager og fed mad var ustoppelig. Om aftenen skulle jeg i Nørrebro Teater for at høre om søvn.”

”Paradoksalt nok sad jeg der med jetlag og hørte om, hvor sundhedsskadeligt det er ikke at få nok søvn, og om hvilke konsekvenser det har for valg af usund kost, manglende energi til motion og koncentrationsbesvær,” siger hun.

Catrine Thomsen

Tema: Nattevagter

På intensivafdelingen på Bispebjerg har man skåret nattevagternes arbejdsopgaver ned til et minimum.

I Københavns Kommune får nyansatte medarbejdere fremover ikke lov til at arbejde mere end tre nattevagter i træk.

Kroppen er ikke bygget til at være vågen om natten, og for meget natarbejde over for lang tid kan være direkte sundhedsskadeligt.

For nylig fik en sygeplejerske anerkendt sin brystkræft som en arbejdsskade. Alligevel skal man ikke frygte natten, siger forskerne.

Men man skal passe på sig selv og minimere og tilrettelægge natarbejde hensigtsmæssigt.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Kræft

Københavns Kommune begrænser nattevagterne

Københavns Kommune vil begrænse natarbejdet. Det sker for at mindske de helbredsmæssige følgevirkninger, der er for kommunens ansatte.

Gravide medarbejdere fritages for natarbejde uden, at de går ned i løn. Nye medarbejdere må højst arbejde fire nattevagter i træk. Arbejdsopgaver, der ikke er direkte koblet til pleje og omsorg, skal fjernes, så der bliver tid til powernaps. Og så skal det være lettere at benytte forvaltningens tilbud om helbredsundersøgelse.

Ovenstående er alt sammen tiltag, som Københavns Kommune har indført i løbet af det seneste halve år.

”Det har vi gjort, fordi jeg grundlæggende set mener, at man ikke skal blive syg af at gå på arbejde. Vi ved, at natarbejde er rigtig farligt, og derfor gælder det om at minimere det så meget som muligt. Hvis jeg kunne afskaffe det helt, gjorde jeg det gerne, men det kan vi ikke, for vi har nogle ældre borgere, der er helt afhængige af den pleje, de får,” siger Københavns sundhedsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Slut med 7-7

Fra den 1. juni bliver nye medarbejdere derfor ansat i vagtskemaer, hvor de højest har fire nattevagter i træk, fordi forskning peger på, at det er mest hensigtsmæssigt at minimere antallet af nattevagter i streg. Nuværende medarbejdere, som i dag arbejder i 7-7-ordning, vil også blive tilbudt at overgå til den nye ordning.

En spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejderne i natplejen i Københavns Kommune viste jo ellers, at mange medarbejdere er glade for 7-7-ordningen. Hvorfor ikke bare lade folk selv bestemme, hvad de mener, er bedst for dem?
”Grundlæggende skal man ikke blive syg af at gå på arbejde. Det er rigtig farligt og som ansvarlig arbejdsgiver, må jeg tage bestik af den risiko, der er, og indrette arbejdet efter det, fordi det er så farligt,” siger Sisse Marie Welling.

Hvorfor er valget endt på fire nattevagter, når Arbejdstilsynet anbefaler højst tre nattevagter i streg?
”Rullet hedder fire nattevagter den ene uge og tre den anden. Hvis vi kørte 3-3, så var der nogen, der aldrig ville have fri i weekenden. Og når vi har kigget på forskningen, så er det altså langt bedre og sundere at have 4-3 end 7-7. Men det er et felt, der stadig forskes i, og hvis det viser sig, at vi skal indrette arbejdet anderledes, er jeg åben over for dialog.”

Catrine Thomsen

Tema: Nattevagter

På intensivafdelingen på Bispebjerg har man skåret nattevagternes arbejdsopgaver ned til et minimum.

I Københavns Kommune får nyansatte medarbejdere fremover ikke lov til at arbejde mere end tre nattevagter i træk.

Kroppen er ikke bygget til at være vågen om natten, og for meget natarbejde over for lang tid kan være direkte sundhedsskadeligt.

For nylig fik en sygeplejerske anerkendt sin brystkræft som en arbejdsskade. Alligevel skal man ikke frygte natten, siger forskerne.

Men man skal passe på sig selv og minimere og tilrettelægge natarbejde hensigtsmæssigt.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Kræft

Minimér og tilrettelæg

Øget risiko for brystkræft er en af de mere alvorlige konsekvenser, sygeplejersker og andre natarbejdere er særligt udsat for. Sygeplejersker skal dog ikke frygte nattevagter, siger både forskere og Dansk Sygeplejeråd. Men man skal sørge for at minimere dem og tilrettelægge dem bedst muligt.

Allerede i 2007 konkluderede en international ekspertgruppe under WHO, at natarbejde sandsynligvis øger risikoen for brystkræft.

I juni måned i år føjede WHO prostatakræft og tyk- og endetarmskræft til listen over kræftsygdomme, der sandsynligvis kan kædes sammen med natarbejde.

I Danmark har man siden 2007 kunnet få erstatning for brystkræft efter langvarigt natarbejde. Det er især sygeplejersker, der har opnået erstatning.

”Når det alligevel er svært at få anerkendt brystkræft som en arbejdsskade, er det bl.a. fordi, man aldrig i et konkret tilfælde kan bevise, at det er natarbejdet, der er årsag til kræften.”

Det fortæller Johnni Hansen, seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse, og en af de 27 eksperter, der er udpeget til under Verdenssundhedsorganisationen WHO, at vurdere kræftrisikoen ved at arbejde om natten.

”Der er mange gode undersøgelser, der viser, at der er en sammenhæng. Men vi kan ikke udelukke al rimelig tvivl om entydig sammenhæng mellem natarbejde og øget risiko for kræft,” siger han.

Fakta om graviditet og natarbejde

Gravide med mere end én nattevagt pr. uge har øget risiko for ufrivillig abort den efterfølgende uge.
Gravide med mere end tre nattevagter i træk har større risiko for at få forhøjet blodtryk og svangerskabsforgiftning. Svært overvægtige gravide er særligt udsatte.
Én nattevagt pr. uge øger sandsynligvis ikke risikoen for ufrivillig abort.
Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

”Kræft er en gruppe af komplekse sygdomme, der kan skyldes mange faktorer, bl.a. livsstil, miljø eller arbejdsmiljøpåvirkninger. Men den kan også være genetisk betinget eller skyldes tilfældige fejl i celler,” tilføjer han.

Frygt ikke

Johnni Hansen mener ikke, at der er særlig grund til at være bekymret for kræft i forbindelse med et mindre omfang af nattevagter.

”Meget tyder på, at en enkelt nattevagt eller to om ugen næppe forøger risikoen for kræft. Derimod ser det ud til, at især mange nattevagter i træk i mange år, kan fordoble risikoen for visse typer af kræft,” siger han.

”Derfor er vores forsigtige anbefaling at have så få nattevagter som muligt i så kort en årrække som muligt,” siger han.

”Vi mangler desværre mere viden i forhold til at være mere præcise i vores anbefalinger,” siger han.

Kræftsygdomme er ikke den eneste konsekvens af natarbejdet. Et dansk studie fra 2017, hvor 18.015 sygeplejerskers livsforløb blev undersøgt, viste også, at kvindelige nattevagter har en øget risiko for diabetes, Alzheimers og hjerte-kar-sygdomme.

Dertil kommer, at ny forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i sommers konkluderede, at bl.a. risikoen for ulykker stiger efter natarbejde, og at gravide natarbejdere har en øget risiko for svangerskabsforgiftning og ufrivillig abort.

Anne Helene Garde, professor fra NFA, der også er medlem af WHO’s internationale ekspertgruppe, peger på, hvad man kan bruge de nye forskningsresultater til:

”Forskningsresultaterne giver selvfølgelig anledning til at se, om der er måder, man kan tilrettelægge og minimere natarbejdet mest muligt,” siger hun og fortsætter:

”For der er nogle helt klare konsekvenser ved natarbejde, f.eks. at man sover mindre og får forstyrrede døgnrytmer, koncentrationsbesvær og fordøjelsesproblemer – og hvis det så yderligere indebærer risiko for sygdomme, skal natarbejdet tilrettelægges bedst muligt, siger Helene Garde.

Vilkår for natarbejdet

Det er næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard, enig i.

”Sammen med arbejdsmiljørepræsentanter og ledelser skal vi hele tiden arbejde på at sikre de bedst mulige vilkår for natarbejdet,” siger Anni Pilgaard.

Hun oplever, at der stadig er mange steder, hvor der er tradition for, at nattevagterne gør rent og fylder op.

”Og der synes jeg, at man skal gå ind med nye, friske og kritiske øjne og se på, hvad natsygeplejerskerne laver – og så luge ud i alt det, der ikke er patientfagligt,” siger hun.

Catrine Thomsen

Tema: Nattevagter

På intensivafdelingen på Bispebjerg har man skåret nattevagternes arbejdsopgaver ned til et minimum.

I Københavns Kommune får nyansatte medarbejdere fremover ikke lov til at arbejde mere end tre nattevagter i træk.

Kroppen er ikke bygget til at være vågen om natten, og for meget natarbejde over for lang tid kan være direkte sundhedsskadeligt.

For nylig fik en sygeplejerske anerkendt sin brystkræft som en arbejdsskade. Alligevel skal man ikke frygte natten, siger forskerne.

Men man skal passe på sig selv og minimere og tilrettelægge natarbejde hensigtsmæssigt.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Kræft