Sundhedsvæsenet svigter de etniske patienter

Da sygeplejerske Louise Gjervig Lehn en aften lidt før kl. 23 møder ind på arbejde på HM4 medicinsk børneafdeling på Odense Universitetshospital, er der usædvanlig meget aktivitet foran mødekontoret.

Afdelingen har i aftenvagten modtaget en flygtningefamilie, der kun har været kort tid i Danmark. De taler hverken dansk eller engelsk. Familien er blevet akut overflyttet fra et andet sygehus med en lille pige, som har respirationsvanskeligheder. Tilstanden er kritisk. Pigen er klam, slap og meget bleg grænsende til blålig. Der er blevet forsøgt ringet til hospitalets faste tolkebureau, men lige netop denne aften kan afdelingen ikke komme igennem på telefonen. Der bliver lagt adskillige beskeder, men først ved 02.30-tiden er der hul igennem. 

Indtil da står personalet over for en familie, som de ikke har nogen helbredsoplysninger på. Og pga. sprogbarrieren kan familien ikke være behjælpelig med en anamnese på pigen. Lægerne gætter på alt fra RSV-virus til tarmslyng, og til sidst bliver det besluttet, at pigen skal på operationsbordet. Samtidig forsøger personalet at berolige den bange familie. Moderen græder og skriger, indtil hun til sidst dejser udmattet om på gulvet.

”Situationen er fuldstændig umenneskelig for den her familie, der lige er landet i Danmark. Vi kan ikke formidle til forældrene, hvad der sker, omkring deres barn. Vi prøver med kropssprog og lidt google translate, men det er svært,” siger Louise Gjervig Lehn.

”Jeg føler mig enormt utryg og ikke klædt på til den her opgave, når vi står med familier, der er flygtet fra krig, som vi møder på alle tider af døgnet.”

”Det er patienter, som har ret til og krav på samme behandling som andre patienter. Vi er pålagt at kunne yde lige behandling til alle mennesker, og derfor er det dybt frustrerende, når man så ikke kan det,” siger Louise Gjervig Lehn, som fortæller historien for at sætte fokus på en problematik, som hun oplever fylder mere og mere i hverdagen.

I 2015 søgte rundt regnet 21.000 mennesker ifølge Danmarks Statistik asyl i Danmark. Det er det højeste antal, siden Danmarks Statistik begyndte at opgøre tallene i 1998. Dertil kommer, at andelen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk er stigende.  I 2008 udgjorde borgere med anden etnisk baggrund end dansk 8,8 pct. af den samlede befolkning. I 2015 var det tal steget til 11,6 pct. Og den udvikling vil fortsætte de kommende år. 

Ud over de sproglige barrierer, der opstod, da afdelingen ikke kunne få fat i en tolk, synes Louise Gjervig Lehn også, at der mangler kendskab til andre kulturer, hvor f.eks. smerte og sorg udtrykkes anderledes.

”Sådan en familie fylder en hel afdeling, når der bliver jamret og bedt ud i hele afdelingen. Det er en meget voldsom fornemmelse. Jeg oplever det som meget kulturelt, den måde de reagerer på. Moderen river sig i håret og slår sig på brystet. Og jeg bliver i tvivl om, hvad jeg kan tillade mig. Om det vil støde hende, hvis jeg lægger en arm om hende.”

Hvordan historien med pigen endte, ved Louise Gjervig Lehn ikke. For pigen blev overflyttet til et andet hospital efter et par dage.

2016-9-tema2
Caption 
Gjevdet og hans familie kommer fra Albanien, men har boet ni år i Danmark. Sygeplejerskerne på H2, OUH, oplever, at det kan være svært at navigere i mødet mellem to forskellige kulturer.
Attribution 
Foto: Michael Drost-Hansen

Patienter bliver en dobbeltminoritet

Louise Gjervig Lehn er ikke alene med oplevelsen af ikke at kunne leve op til det bærende princip i dansk sundhedslovgivning om, at alle borgere uanset etnisk oprindelse har lige ret til sundhed, herunder lige adgang til sundhedsydelser. 
Flere undersøgelser har vist, at sygeplejersker oplever barrierer i mødet med og plejen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk. 

Spørgeskemaundersøgelsen ”Personalets oplevede barrierer i mødet med patienter og pårørende med etnisk minoritetsbaggrund” (Etnisk Ressourceteam 2012) viste, at 89,3 pct. af 112 adspurgte sygeplejersker, læger, sosu-assistenter og portører fra Herlev Hospital og Rigshospitalet ofte eller af og til oplevede barrierer i forhold til patienter med anden etnisk baggrund end dansk. Især sproglige barrierer. Men også de sundhedsprofessionelles manglende viden om patienternes kulturelle baggrund og patienternes manglende viden om det danske sundhedssystem oplevedes som barrierer.

Naveed Baig er koordinator af Etnisk Ressourceteam, som er et tilbud til patienter, pårørende og sundhedspersonale om bl.a. rådgivning, støtte og brobygning til patienter, pårørende og sygehuspersonale. Han siger:

”Det er alle slags udfordringer, sygeplejerskerne kommer med. Det kan være personlige udfordringer eller manglende viden om kultur og religion. Det er hele paletten. Men primært er det kulturforståelse, hvor personalet mangler knowhow og viden om, hvordan man navigerer i det rum.” 

Naveed Baig oplever, at sproglige og kulturelle barrierer mellem sygeplejersker og patienter og pårørende skaber frustrationer hos alle parter, hvilket medfører et dårligt arbejdsklima, der hverken er til gavn for patienter eller pårørende. Og for patienterne har det endnu mere vidtrækkende konsekvenser.

”Hvis man ikke oplever ligelig omsorg, så går man hen og bliver en dobbeltminoritet på hospitalet, hvor man er endnu mere sårbar og magtesløs. Man kan ikke kommunikere og får ikke de samme tilbud, og man føler sig ikke anerkendt og mødt,” siger Naveed Baig.

Han mener, at sundhedssystemet i langt højere grad, end det sker i dag, bør medtænke denne patientgruppes behov.

Fejlbehandlinger og genindlæggelser

I 2011 lavede Dorthe Nielsen, lektor og sygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, en undersøgelse blandt 25 sygeplejersker. På spørgsmålet om, hvorfor mødet med patienter med anden etnisk baggrund end dansk går galt, svarede sygeplejerskerne bl.a., at det skyldes personalets manglede viden og kulturforståelse samt fordomme, berøringsangst og et stort tidspres i afdelingerne. Til det siger Dorthe Nielsen:

”Grundlæggende tror jeg ikke, at der eksisterer dårlige sygeplejersker, som vil nogen noget ondt. Men der udføres dårlig pleje og behandling nogle steder pga. manglende viden og forståelse for patientens situation. Patientens historie kommer meget nemt til at drukne i sprogbarrierer, kultur, tørklæder og misforståelser, man ser kulturen frem for mennesket,” siger Dorthe Nielsen.

”Der er brug for at italesætte udfordringer og brug for mere viden og fokus på patientens individuelle historie, så vi ikke kommer til at putte dem i kasser.”

”Jeg tror også, at sygeplejen er udfordret af, at der i dag er så meget fokus på standarder, guidelines og kvalitetskontroller, at der ikke er tid til at stoppe op og reflektere og udføre en individuel og behovsorienteret sygepleje. Men vi glemmer, at patienter er lige så forskellige som alle andre.”

De sproglige og kulturelle barrierer og et effektivitetsfokuseret sundhedssystem har store konsekvenser for patienter med anden etnisk baggrund, viser erfaringerne fra Indvandrermedicinsk Klinik, som blev etableret i 2008 på baggrund af en stigende erkendelse af, at der eksisterer en betydelig patientgruppe med anden etnisk baggrund end dansk, som ikke har adgang til forebyggelse og behandling af patienter på samme niveau som andre patienter. Erfaringerne viser, at patienterne venter længere, får forsinkede diagnoser, at der er en hyppigere forekomst af utilsigtede hændelser og hyppigere genindlæggelser.

”Vi ser fejlbehandlinger, misforståelser, patienter, der ikke kommer til lægen, patienter, der bliver diagnosticeret med cancer meget sent, tager deres medicin forkert eller holder op for tidligt eller tager dobbelt dosis. Vi har oplevet patienter, der gennem lang tid har klaget over smerter i kroppen, hvor det viser sig, at de har en uopdaget cancer, som har metastaseret. Samt patienter, der ikke har forstået, at de er erklæret raske, og fortsat tror, de er dødssyge,” siger Dorthe Nielsen.

Kulturforståelse mangler

Psykiatrisk sygeplejerske Marianne Østerskov, formand for Fagligt selskab for tværkulturel Sygepleje, der arbejder for at udvikle sygeplejen til etniske minoriteter, oplever også, at sygeplejersker mangler viden om andre kulturer og om patienternes baggrund. 

”Det kan være i situationer, hvor patienter med anden etnisk baggrund end dansk udtrykker psykiske smerter som fysiske smerter eller råber meget højt. Det oplever nogle sygeplejersker som udfordrende eller uforståeligt,” fortæller Marianne Østerskov. 
Hun påpeger, at især flygtninge har en meget traumatisk baggrund, og at deres smerter kan være baseret på både fysiske og psykiske traumer. Hun har flere gange hørt det omtalt som ”etniske smerter”. ”Og det er ikke o.k., for så tager sygeplejersken det ikke alvorligt, at patienten har ondt.”

En anden situation, som ifølge Marianne Østerskov er en klassisk udfordring, er når en patient har mange pårørende, som fylder meget på hospitalet.

”Sygeplejersker bliver frustrerede i stedet for at sætte klare grænser og evt. lave nogle aftaler med den i familien, der bestemmer,” siger hun. 

Personalet skal være direkte

Det kan Randi Bligaard, som er sygeplejerske og klinisk udviklingskoordinator på Medicinsk Afdeling på Hospitalsenheden Vest i Holstebro, nikke genkendende til. 

For nylig oplevede hun en situation på afdelingen, hvor de pårørende til en mand, der var indlagt på en fire-sengs-stue, blev en udfordring for afdelingens sygeplejersker. Sygeplejerskerne opfordrer altid de pårørende til at være mest muligt hos patienterne. Det er aflastende, når der er travlt. Men patienten havde mange pårørende, som gerne ville være ved hans side, også om natten, hvor de vågede i en stol på stuen. Men så blev det pludselig irriterende, syntes sygeplejerskerne. For hver gang patienten så meget som hostede, blev der tændt lys. Og det forstyrrede de andre patienter. Personalet var i vildrede, for de havde jo selv bedt om hjælpen.

”Sygeplejerskerne var bange for at støde de pårørende på deres kultur. En kultur, hvor familien våger over den syge. Og så var det også et dilemma, at de stadig gerne ville have hjælpen om dagen,” siger Randi Bligaard, der oplever, at den type problemstillinger fylder mere og mere i de temaer, som afdelingens sygeplejersker kommer til hende med.

I dette tilfælde blev situationen løst ved noget så simpelt, som at personalet var direkte og sagde til de pårørende, at de gerne måtte være der om natten, men at det ikke var nødvendigt at tænde lys, hver gang patienten hostede.

Randi Bligaard mener, at der er brug for undervisning og initiativer a la etniske patientkoordinatorer, som man har på Fyn, eller Etnisk Ressourceteam, som man har i København. 

”Jeg synes ikke, at vi som plejepersonale er dygtige nok. Vi er for usikre og har ikke kompetencerne,” siger hun. 

”Men der skal være ledelsesmæssig opbakning til det,” siger hun. 

Viden haves – handling søges

Marie Louise Nørredam er læge, lektor og forsker på Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed på Københavns Universitet og har i mere end 10 år som forsker og som ansat på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital beskæftiget sig med sundhed for borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Hun mener, at vi er nået dertil, hvor det er handling og ikke mere viden, der er brug for. 

”Jeg synes, at vi efterhånden har fået kortlagt helbredsforskelle og problemer i forhold til lige adgang til sundhedsvæsenet,” siger hun. 

”Nu er vi nået til, at man skal tænke det ind i forhold til, hvilke interventioner der skal til – og måske også evaluere nogle af dem, der allerede har været lavet.”

Marie Louise Nørredam mener, at der først og fremmest er brug for at uddanne professionelle tolke, som kan mestre både sproget og det sundhedsfaglige.

”Hvis ikke patienten forstår, hvad operationen eller medicinen går ud på, så kan det få store konsekvenser for patientsikkerheden,” siger hun.

Derudover mener hun, at kulturel forståelse skal sættes meget højere på dagsordenen, og at både sundhedsuddannelserne og efteruddannelser bør ruste sundhedspersonalet bedre:

”Det handler om at fremme de kulturelle kompetencer, så sundhedspersonalet er i stand til at reflektere over, at når folk kommer fra andre kulturer, har de sværere ved at forstå den måde, vores sundhedssystem er bygget op på.”  

2016-9-tema-graf

2016-9-tema1

TEMA: FØRST MÅ MAN FORSTÅ HINANDEN

Sygeplejersker møder flere og flere patienter med anden etnisk baggrund. Men sprogbarrierer og manglende kendskab til andre kulturer betyder, at de ikke altid kan give patienterne den rigtige pleje. Ifølge sundhedsloven er det kun lægen, der kan ordinere tolk, og det er helt uholdbart, mener læger og sygeplejersker. De vil have loven ændret.

 

KULTURKLØFT. Andelen af patienter med anden etnisk baggrund end dansk er stigende. Sygeplejersker oplever, at sprog og kultur bliver barrierer for plejen. Det har konsekvenser for patientsikkerheden og patienternes lige ret til sundhed, siger fagfolk.
22-26
2016
9
Tema: Kulturkløft
Flygtning
Indvandrer
Kultur
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Kommunikation
Magazine tags  Tema Web article 

Grønlandsk kulturchok

KULTURKLØFT. For mange sygeplejersker er det en drøm at rejse til Grønland for at arbejde. Men virkeligheden kan være barsk, hverdagens mange udfordringer er en realitet. Sygeplejersken har besøgt Ilulissat Sygehus, hvor det danske personale kæmper med forståelsen af kulturen og sproget, og hvor snevejr kan betyde forskellen på liv og død.
16-27
2014
5
Tema om Grønland
Arbejdsmiljø
Kultur
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Gavnlig brobygning mellem fælles akut modtagelse og somatik

Fælles akut modtagelse (FAM) på Odense Universitetshospital (OUH) åbnede i januar 2012 og er et resultat af en fusionering af den tidligere modtagelse, skadestue og akut modtageafsnit. Det første år i FAM har været præget af, at tre forskellige kulturer skulle arbejde med fælles værdier og strategier, både organisatorisk, ledelsesmæssigt og fagligt.
Det har betydet, at FAM har haft en vanskelig start med flere udskiftninger i personalestaben og i den sygeplejefaglige ledelse.

I FAM’s center for accelererede patientforløb CAP består personalet overvejende af nyuddannede sygeplejersker, som varetager et bredt funktionsområde. Sygeplejerskerne skal mestre kompetencer i behandling og pleje af patienter med mange forskelligartede, akutte problemstillinger.

Det er en udfordring for CAP at oplære nye sygeplejersker samtidig med, at der er mangel på sygeplejersker med mangeårige erfaringer både inden for klinisk sygepleje generelt og inden for akutsygepleje.

Der er opstået et gab mellem de opgaver, der skal løses, og kompetencerne hos de aktører, som løser dem.

Problemstillingen er baggrunden for brobygningsprojektet i FAM. Tanken bag brobygning er, at kursisten får både et vejledningsforløb og et undervisningsforløb inden for en given kontekst. Formålet er bl.a. at ruste kursisten til at løse givne opgaver, at indgå i sociale relationer samt at kunne arbejde teamorienteret på tværs af institutioner og sektorer (1).

Brobygningsprojektet retter sig mod erfarne sygeplejersker ansat på somatiske afdelinger på OUH. Sygeplejerskerne får tilbudt et halvt til et års ophold i FAM. Opholdet omfatter et oplæringsprogram, der bl.a. består af teoretisk og klinisk undervisning i akutsygepleje.

Hypotesen er, at videndeling giver sygeplejersker udlånt til FAM ny handlekompetence og færdigheder i akutsygepleje, og FAM får gavn af erfarne sygeplejerskers overblik, analytiske evner og kliniske ekspertise. Undersøgelser viser, at evnen til hurtigt at træffe en klinisk beslutning opøves og læres gennem erfaringer, faglig sparring og over tid (2).
Brobygningsprojektet forventes at resultere i et øget fokus på samarbejdsfladerne mellem FAM og øvrige afdelinger på OUH.

Håbet er, at projektet åbner for en større forståelse for de respektive afdelingers organisering, tværgående patientforløb og personalesammensætning – en forståelse, som kan bryde barrierer, hindre unødige forstyrrelser og understøtte den sociale kapital både i FAM og generelt på OUH.

Social kapital omfatter graden af oplevelse af tillid, retfærdighed og samarbejde om fælles kerneopgaver (3).

Første fase i brobygningsprojektet forløber over et år. Herefter evalueres det faglige udbytte både for FAM, de sygeplejersker, som har deltaget i projektet, og for de afdelinger, der har udlånt personale.

Evalueringsmetoden bliver en spørgeskemaundersøgelse, enkelte individuelle interview samt fokusgrupper. Respondenter og informanter er de sygeplejersker, som har deltaget i brobygningsprojektet, sygeplejerskernes afdelingsledelser samt sygeplejersker i FAM.

Foreløbige resultater peger på, at brobygningsforløbet er en succes. Interview med en sygeplejerske, som har deltaget i brobygningsprojektet i et halvt år, udtaler: ”Helt overordnet har jeg oplevet det meget positivt at være brobygger, og jeg synes jo, der sker en vidensdeling med de kollegaer, man går sammen med. Og et eller andet sted håber jeg på, at det er noget, man vil fortsætte med og måske få øjnene mere og mere op for på afdelingerne i hele huset.”

Litteratur

  1. Buhl R. At bygge bro i vejledning. København: Systime; 2010.
  2. Wahlgren B, Højrup S, Pedersen K et al. Refleksion og læring. Kompetenceudvikling i arbejdslivet. København: Samfundslitteratur; 2002.

Charlotte Mose, ledende oversygeplejerske, FAM Odense Universitetshospital; charlotte.mose@rsyd.dk

Artiklen beskriver, hvordan et brobygningsprojekt understøtter en fælles forståelse for patientforløb og sygeplejeopgaver i fælles akut modtagelse og i somatiske afdelinger på Odense Universitetshospital.
55
2014
1
Faglig information
Akutsygepleje
Kultur
Organisering
Øvrige artikler
DSR-C
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Sygefravær set i et udvekslingsperspektiv

”Jeg tror, kulturen ville være anderledes, hvis der var nogen, der lærte, at hvis de skal have, skal de også give. Der er rigtig meget snak om arbejdsforhold og sådan noget, men det er meget ofte envejs – i mine øjne.”

I denne artikel vil vi pege på en underliggende ”noget for noget”-kultur som essentiel for at forstå kulturen omkring sygefravær blandt plejepersonalet på Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital. ”Noget for noget”-kulturen er en vigtig del af at indgå i fællesskabet og få privatliv og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed.

Samtidig danner kulturen fundamentet for forhandlingsprocesser, hvor medarbejderne kan legalisere sygefravær, der ikke er relateret til fysisk sygdom. I tråd med det indledende citat er det problematisk, når der er nogle medarbejdere, som ikke yder tilstrækkeligt i fællesskabet med kollegaer og leder. Det påvirker arbejdsmiljøet negativt og kan give anledning til frustrationer, mistillid og i værste tilfælde mobning og øget sygefravær.
 

Baggrund

Ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital er en stor afdeling fordelt på mange enheder. Afdelingen har en sygefraværsprocent på omkring 5, hvoraf plejegruppen udgør 65. Selvom afdelingen lever op til Region Hovedstadens overordnede målsætning om en fraværsprocent på højst 5, varierer fraværet meget fra afsnit til afsnit. Sygefraværet omtales som ”afdelingens onde”, og sygefraværet fylder meget i dagligdagen, i nogle afsnit er det blevet et vilkår, man dagligt skal forholde sig til, i andre et stigende problem. Specielt i akutafsnittene bliver sygefravær en belastning for afsnittet såvel som for den enkelte medarbejder.

Boks 1. Fokusområder

Fem fokusområder, der skal medvirke til at skabe trivsel og nedbringe sygefravær:

  • Ledelse
  • Åbenhed
  • Anerkendelse
  • Medindflydelse
  • Fællesskab

Som første led i udviklingen af en ny strategi for håndtering af sygefravær igangsatte afdelingen en undersøgelse for at afdække kulturen omkring sygefravær på afdelingen. Formålet var at belyse plejepersonalets holdninger til og oplevelser med sygefravær. På den baggrund tegnede der sig fem vigtige fokusområder i forhold til at skabe trivsel og nedbringe sygefraværet, disse er beskrevet i en rapport (1), se boks 1.

Denne artikel tager udgangspunkt i et klassisk, antropologisk perspektiv om social udveksling (2), fordi vi finder udveksling essentiel for måden at forstå kulturen omkring sygefravær på. Det er et gennemgående fænomen i forhold til de fem fokusområder og også et bærende element, særligt i det sociale fællesskab bestående af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i afdelingen. 

Boks 2. Metode

Undersøgelsen blev udarbejdet af den sygeplejefaglige forskningsenhed i samarbejde med afdelingssygeplejerskerne i begyndelsen af 2012. På et kickoff-møde bød alle afdelingssygeplejerskerne ind med deres oplevelser af praksis og viden om sygefraværskulturen på afdelingen. Over en møderække blev deres undren, frustrationer og hypoteser reformuleret til spørgsmål, der kom til at danne grundlag for både den kvalitative og kvantitative dataindsamling.

De kvalitative data består af syv semistrukturerede fokusgruppeinterview med 39 personer fordelt på sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fra hvert af de ni afsnit i afdelingen. De blev udvalgt tilfældigt via tjenestetidsnumrene.

De kvantitative data består af en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt alle medarbejdere inden for plejeområdet på afdelingen. Ud af 234 uddelte spørgeskemaer er 168 blevet returneret. Derudover blev der også trukket data om fravær fra afdelingens tjenestetidsregistrering. I denne artikel anvendes primært kvalitative data.
 

Ud fra begrebet social udveksling vil vi beskrive, hvordan det sociale fællesskab blandt plejepersonalet udfolder sig omkring en ”noget for noget”-kultur. Den danner fundamentet for forhandlingsprocesser, hvor medarbejderne dels kan få arbejdsliv og privatliv til at harmonere, dels kan legalisere sygefravær, der ikke er relateret til fysisk sygdom. Derudover vil vi kort komme ind på betydningen af at indgå i det sociale fællesskab i forhold til at håndtere det daglige arbejdspres og også fremhæve faglig udvikling, som et element, der kan risikere at gå tabt i en presset hverdag, se boks 2.
 

Social udveksling

På baggrund af plejepersonalets erfaringer tegner der sig et billede af en kultur, hvor man i høj grad skaber og opretholder relationer til hinanden ved at udveksle ydelser og tjenester, en ”noget for noget”-kultur, hvor man forventer fleksibilitet fra både kollegaers og leders side. Inden for antropologien taler man om dette fænomen som social udveksling. Begrebet henviser til de gensidige forpligtelser og sociale bånd, der skabes gennem udveksling af ydelser.

Den første til at studere dette var den franske sociolog Marcel Mauss, som i et essay (3) skrev om gaveudveksling i traditionelle samfund. Han påpegede, at der eksisterer en universel pligt til at give, modtage og gengælde gaver, og gennem opfyldelse heraf etablerer og stadfæster man en relation til modtageren.

Gaven skal ikke blot ses som en overførsel af goder fra en person til en anden, men forstås sådan, at giveren med gaven giver noget af sig selv og derved knytter et socialt bånd til modtageren.

En central pointe i Mauss’ teori om social udveksling er, at hvis man ikke modtager eller gengælder en gave, rokker det ved den sociale sammenhængskraft og kan dermed skabe konflikter og mistillid. Social udveksling er til stede alle steder og i alle menneskelige relationer og er som sådan ikke særlig for kulturen blandt plejepersonalet på afdelingen.

Men som det indledende citat viser, italesætter og begrebsliggør plejepersonalet selv udvekslingen og et ”noget for noget”-princip. Den sociale udveksling udgør således en meget håndgribelig del af kulturen, hvilket er med til at angive den forståelsesramme, plejepersonalet handler ud fra i forhold til trivsel og sygefravær.
 

Fleksibilitet og medindflydelse

I moderne samfund forstås Mauss’ gave ikke bogstaveligt som en gave, man giver, men som noget, man yder i relation til hinanden. En af de største gaver, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter kan give til hinanden, er at udvise fleksibilitet i forhold til planlægning af arbejdstid:

”Jo mere fleksibilitet man viser, jo mere fleksibilitet er der igen. Så hvis man pludselig skal til en skole-hjem-samtale og havde glemt, det var onsdag, hvor man havde lang vagt, så finder vi ud af det. Så bliver jeg en anden dag, hvor der er en anden, der skal gå tidligere. Jeg synes, der er stor fleksibilitet. Det betyder jo også, at man ikke føler, man skal lægge sig syg, fordi man skal et eller andet, man kan hele tiden bytte sig frem til det.”

Citatet illustrerer en forventning om medindflydelse og en vis rummelighed fra både kollegaer og leders side. Man udveksler tjenester i forhold til planlægning af arbejdstid, hvor man ved at give lidt selv kan regne med modydelser fra den anden. Gør man noget for en kollega eller lederen: bytter en vagt, flytter sin ferie til uge 33, så ferieplanen kan gå op, tager en ekstra patient eller bliver lidt længere en dag etc., eksisterer der en klar forventning om, at personen på et tidspunkt vil gengælde tjenesten.

Det er denne konstante udveksling af ydelser, der stadfæster et socialt bånd og en god relation til kollegaerne og lederen, og som gør det muligt at få hverdagen til at hænge sammen for lederen så vel som for medarbejderen. Fleksibilitet og medbestemmelse er vigtige elementer for at trives på arbejdspladsen, og jo større indflydelse, man får på planlægningen af sin arbejdstid, jo mere tilfreds er man som medarbejder.
 

”Drop alt det brok, og løft i flok”

Med afsæt i Mauss’ teori har mange teoretikere sidenhen udbygget teorien om gaveudveksling, og sociologen Pierre Bourdieu udvider forståelsen af ydelser, der indgår i social udveksling til også at gælde immaterielle værdier, såkaldt social kapital (4). Blandt plejepersonalet kan udvekslingen også være af mere immateriel og adfærdsmæssig karakter. 

En kollegas brok kan eksempelvis være til stor irritation for de øvrige kollegaer og spiller negativt ind på det relationelle, mens godt humør og en anerkendende attitude kan bevirke, at man får en længere snor af både leder og kollegaer. På spørgsmålet om, hvad der får en dag med højt arbejdspres til at lykkes trods alt, svarede en deltager:

”Humørmæssigt, vil jeg sige. Der er jo dem, der er pessimistiske, og så er der optimisterne. Og det er da ikke fedt at være sammen med pessimisterne. Det skal jeg da blankt erkende. Jeg er ikke så meget pessimist selv. Hvis jeg har været sammen med sådan nogen, kan man godt sidde sådan her, årh nej, seks timer endnu. Puha, den er lang.”

Også kollegaen, der altid har privatlivet med på arbejde, bliver et irritationsmoment, når det fylder for meget i personalegruppen. Deltagerne efterspørger derfor, at lederen tager ansvar og letter medarbejderne for byrden. Det kan være et dilemma mellem at skulle rumme en hårdt prøvet kollega samtidig med, at man skal passe sit arbejde. Den sociale udveksling er således ikke kun baseret på konkrete ydelser, og hvad man gør, men også på, hvordan man er i forhold til hinanden. Modsætningen til brok, pessimisme og ”privatlivet med på arbejde” er at stå sammen og løfte i flok, hvilket er væsentligt i det sociale fællesskab. 
 

Forhandling af sygefravær

”Er man syg, så er man syg” er en udtalelse, der går igen i interviewene, og som illustrerer, at fysisk sygdom er den naturlige og selvfølgelige årsag til sygefravær. Sygefravær er pr. definition forstået som en dag, hvor man er fysisk syg. Selvom flere åbner op for, at psykisk sygdom er en acceptabel begrundelse, er det mere tabubelagt, og flere udtaler, at de typisk vil melde sig fysisk syg med f.eks. dårlig mave eller influenza frem for at sige, at de har en psykisk dårlig dag. Som en deltager udtrykker det:

”Kulturen bærer jo, at hvis du ligger med feber og alt muligt andet, så er det okay at lægge sig under dynen og sove feberen ud, men hvis du har en dårlig dag med kæresten eller børnene, eller hvad man nu møder, så er det ikke så nemt at sige det højt. Altså, det er ikke legalt, tror jeg, i mange arbejdssammenhænge.”

Årsager til sygefravær, der ikke er relateret til fysisk sygdom, bliver legale i en forhandlingsproces, der bygger på ”noget for noget”-princippet, og yder man noget igen og opretholder en god relation til kollegaer og leder, får man længere snor, når det kommer til sygefravær.

Er man den gode medarbejder, som f.eks. sjældent er syg, altid står klar med en hjælpende hånd, altid siger ja til at bytte en vagt eller spreder glæde og godt humør, er tærsklen for forståelse højere hos kollegaer og ledere, når man melder sig syg af ikke-fysiske årsager. Udvekslingen af tjenester er dermed med til at legalisere sygefravær:

”Jeg er langtidsfrisk. Jeg har aldrig haft en barn syg-dag førhen i hele min arbejdskarriere (...) Jeg har ikke haft nogen sygedage før for to år siden, hvor min far blev syg og døde, og der havde jeg så en lang sygeperiode, og der tror jeg bare, at det var de andres accept, det er vel o.k., fordi det er en speciel situation, og jeg havde ikke nogen sygedage i forvejen.”
 

Ugens gæst medfører mobning og eksklusion

Som nævnt rokkes der ved den sociale sammenhængskraft, når man ikke modtager eller returnerer en gave. Også blandt plejepersonalet opstår der en konflikt i det relationelle, når man ikke bliver mødt med den samme fleksibilitet og adfærd, som man selv udviser:

”Man bliver alle sammen nødt til at give lidt (...) Man kan ikke bare blive ved med at trække fra kontoen, for så går den i minus. Og det synes jeg godt nogle gange, man kan blive træt af, at det er de samme mennesker (...) der putter sig lidt. Og alle ved jo godt, hvem det er.”

Ovenstående citat er et eksempel på, hvordan den sociale udveksling kom til udtryk ud fra det, deltagerne omtalte som en konto, der henholdsvis kan gå i plus eller minus. Det er problematisk, når det er de samme, der giver og giver, men ikke får noget igen. Kontoen går dermed i minus for den, som ikke bidrager til fællesskabet. Her spiller åbenhed omkring kollegers sygefravær fra lederen en vigtig rolle for medarbejderen. Det kan være svært at rumme kollegers sygefravær og trække læsset, hvis man ikke ved hvorfor, hvilket kan føre til dårligt psykisk arbejdsmiljø præget af rygtedannelse og mistro. En deltager siger:

”Så kan man sige, at det, der er det farlige ved ikke at melde noget ud, det er, at der kommer fuldstændig frit slag på tolkningerne. Tolkningerne, rygterne, sladderen, bagtalelsen, jeg hørte lige dit og dat (…) dét ikke at have en kultur, hvor man kan tale om det, det giver om muligt endnu værre problematikker i arbejdsmiljøet og frustrationer i måden, det bliver håndteret på.”

Når medarbejderne ikke delagtiggøres i, hvad der foregår, bliver sygefraværet omgærdet af mistænksomhed, og medarbejderne gør sig forestillinger om, hvorfor en kollega er sygemeldt. Brudstykker af information fra andre kan medføre mistillid i relationen til en kollega, hvilket ikke behøver at være berettiget. I værste tilfælde kan frustrationerne føre til mobning. Nedenfor beskriver en deltager, hvordan den ofte sygemeldte medarbejder, ”ugens gæst”, bliver ekskluderet fra fællesskabet, fordi frustrationerne over ikke at kende årsagerne til sygefraværet resulterer i vrede:

”Den her person, som er ugens gæst, som de kalder det dernede, hvor jeg tænker, at når hun så endelig kommer på arbejde så ... det er jo ikke mobning, men alligevel, folk ignorerer hende, er sure på hende. Og det er jo, fordi vi er frustrerede over, at vi ikke ved, hvorfor hun render og melder sig syg. Der er ingen, som vil snakke med hende eller spørge, hvad hun fejler, og det gør jo bare, at hun får mere lyst til at blive hjemme.”

Når plejepersonalet beskriver en god arbejdsdag, er fællesskabet centralt og karakteriseret ved et stærkt sammenhold og en anerkendende og optimistisk attitude. Som illustreret ovenfor er det derfor desto vanskeligere ikke at være en del af fællesskabet. Sygefraværet kan blive en ond cirkel, hvor det er svært at vende sine såkaldte minusser på kontoen til plusser.

Sygemeldinger, brok og ”privatlivet med på arbejde” tærer på relationerne og bryder den sociale udveksling. Bliver der ikke ledelsesmæssigt taget hånd om disse irritationsmomenter, spiller det negativt ind på gruppedynamikken og kan føre til øget sygefravær, for fællesskabet er af afgørende betydning for håndteringen af det daglige arbejdspres i afdelingen.
 

Overlevelse og egen faglig udvikling

I medarbejdernes fortællinger er det høje arbejdspres et centralt omdrejningspunkt. Den tiltagende optimering af patientforløb har medført, at plejepersonalets hverdag er præget af korte og komplekse indlæggelsesforløb med et stigende antal akut, kritisk syge patienter.

Det medfører, at den behandlingsmæssige og plejemæssige indsats er mere krævende og koncentreret under indlæggelsen. I håndteringen af denne kompleksitet er den enkelte sygeplejerske derfor afhængig af at indgå i det sociale fællesskab, da man ikke alene kan løfte arbejdsbyrden. I det daglige arbejde kan man kun klare sig med hjælp fra andre, både praktisk og fagligt.

I denne øgede kompleksitet i arbejdsopgaver opleves sygemeldinger som en stor belastning. Især i akutafsnittene er det blevet et vilkår, som man dagligt må håndtere og forholde sig til. Flere deltagere i fokusgruppeinterviewene beskrev derfor hverdagen som overlevelse fra dag-til-dag, hvor der ikke er tid til refleksion over faglig praksis. Her en yngre sygeplejerske:

”Vi kan ikke holde kvalitetsniveauet, det handler om overlevelse. Vi skal nå de ting, som vi absolut skal. For patienternes vedkommende er det dét, der simpelthen er nødvendigt for dem. Det er rigtig trist at være nyuddannet og opleve, at det er det, der foregår. Det er absolut ikke det, man forventede, det er skræmmende.”

Citatet vidner om et fagligt niveau, som ikke kan opretholdes. I fokusgruppeinterviewene blev der talt bemærkelsesværdigt lidt om udvikling af faglige kompetencer. De færreste har reflekteret over betydningen af at rette fokus mod udvikling og faglighed i forhold til at nedbringe sygefraværet, og meget få deltagere giver spontant udtryk for et ønske om at komme på kursus, blive videreuddannet eller opnå kompetencer inden for et område.

Dette kan bl.a. ses i lyset af, at man ikke oplever muligheden for at gå fra til andre aktiviteter i en kultur, hvor man arbejder fra dag til dag og sjældent når at tænke på fremtiden. Manglende tid er ofte en årsag til det fraværende fokus på faglig udvikling. En deltager fortæller:

”Jamen, det er der bare ikke tid til. Bare i dag, da jeg skulle komme her (til interviewet) var der to på afdelingen, som er syge og dårlige og alligevel er på arbejde. For ellers kommer det jo ikke til at køre, vel?! Og så skal man pludselig trække to timer ud, fordi man gerne vil være med, og det stresser jo bare dem endnu mere, og så kan man have dårlig samvittighed over det.”

I tider med højt arbejdspres tyder det på, at presset ofte tilsidesætter både det individuelle behov for udvikling og afdelingens faglige udvikling. For mange medarbejdere handler det om at klare sig igennem fra dag til dag, og især i akutafsnittene er der tale om overlevelse, hvor der ikke er rum for at tænke langsigtet.
 

Konklusion

Vi har her præsenteret et anderledes perspektiv på sygefravær, som kan give stof til eftertanke. Ud fra det analytiske begreb social udveksling, peger vi på en underliggende ”noget for noget”-kultur blandt sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

Det viser sig at være en vigtig del af at kunne trives på en arbejdsplads, både når det kommer til medindflydelse på egen arbejdstid og i forhold til at få længere snor i relation til sygefravær. Samtidig er den sociale udveksling fundamentet for et stærkt fællesskab; et fællesskab, som man kun er en del af, hvis man forstår og overholder de kulturelle spilleregler for social udveksling.

Social udveksling er en eksplicit del af kulturen bl.a. italesat af plejepersonalet ud fra en metafor om en konto, der kan gå i henholdsvis plus og minus. Især positiv og anerkendende attitude og holdånd er centrale elementer i et velfungerende fællesskab, mens brok, hyppigt sygefravær og ”privatlivet med på arbejde” vurderes belastende og får kontoen til at gå i minus. Den enkelte sygeplejerske er afhængig af at indgå i fællesskabet for at kunne løfte arbejdsbyrden. Derfor er det desto vigtigere at indgå positivt i den sociale udveksling.  

Men der er faldgruber ved den sociale udveksling, idet nogle medarbejdere risikerer at stå udenfor fællesskabet. Ikke alle kan yde det samme, og det kan være problematisk i en kultur, hvor man er tilbøjelig til at måle hinanden ud fra specifikke parametre. Nogle medarbejdere vil uvilkårligt være hårdere ramt af sygdom end andre, og yngre medarbejdere med børn kan have vanskeligere ved at udvise fleksibilitet i forhold til at påtage sig ekstra vagter.

Man risikerer således at miste en bredere forståelse af, hvad der tilfører noget til fællesskabet. Åbenhed er i denne sammenhæng vigtig for at undgå misforståelser og mobning. Her kommer lederen ind som en nøgleperson, som kan skabe rammen om en åben kultur omkring sygefravær og også være med til at sætte dagsordenen for, hvad det er, der giver værdi i fællesskabet.

Teorien om social udveksling kan være en forklaringsramme for ledere og medarbejdere til at forstå, hvad der er på spil i fællesskabet i det kontinuerlige arbejde med at skabe trivsel og arbejdsglæde på arbejdspladsen.   

Signe L. Andersen, Dorte Evaristi, Pia Søe Jensen og Trine Schifter Larsen, sygeplejersker, den sygeplejefaglige forskningsenhed, Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital.

Litteratur

  1. Andersen SL, Evaristi D, Jensen PS. ”Tænk, hvis vi alle mødte op”. En kvalitativ og kvantitativ undersøgelse af sygefravær – Plejepersonalets holdninger, erfaringer og kultur. Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital;  2013.
  2. Bourdieu P. The Logic of Practice. Cambridge: Polity Press; 1990.
  3. Mauss M. The Gift. London: Routledge; 1925.
English abstract

Andersen SL, Evaristi D, Jensen PS, Larsen TS. Absence due to illness seen from an exchange perspective. Sygeplejersken 2013;(14):70-5.

This article is based on data from seven focus group interviews with nurses and social and health care assistants collected in connection with a major study on absence to do illness at the Orthopaedic Surgery unit at Hvidovre Hospital.
The basis for the article is the nursing staff’s attitudes towards and experience with absence due to illness. Based on the analytical notion of “social exchange”, the article points to an underlying “give and take” culture among the nursing staff.
With focus on topics such as openness, bullying and co-determination the article shows the importance of understanding and observing the cultural ground rules for social exchange in order to be part of collegial community and to thrive at work. At the same time, the “give and take” culture is problematized, as not all staff members can contribute equally.
The social exchange perspective can serve as a framework for explanation for management and staff to understand what is at stake in the collegial community in the on-going work to ensure well-being and job satisfaction at the work place.

Keywords: Work environment, culture, illness, well-being.

​Teorien om social udveksling kan være en måde at forstå kulturen omkring sygefravær på. Man udveksler tjenester i forhold til planlægning af arbejdstid, hvor man ved at give lidt selv kan regne med modydelser fra den anden. Artiklen beskriver en kvalitativ og kvantitativ undersøgelse om sygefravær fra Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital, som har ført til et ændret fokus på håndtering af sygefravær.
70-75
2013
14
Fag
Arbejdsmiljø
Kultur
Sygdom
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Amerikanske sygeplejersker kæmper for fagbevægelsen

SY-2011-05-35bI flere uger har demonstranter protesteret mod guvernørens lovforslag og vist deres støtte til fagbevægelsen. Op mod 100.000 demonstranter har fyldt pladsen foran parlamentsbygningen, som er blevet omdøbt til Tahrir-pladsen med henvisning til opstanden i Egypten. Foto: Polfoto

Mens de danske fagforeninger for offentligt ansatte for nylig kæmpede for at sikre en overkommelig overenskomst til sygeplejersker, lærere og pædagoger, kæmper den amerikanske fagbevægelse en helt anden kamp: Kampen om retten til overhovedet at forhandle kollektive overenskomster.

I delstaten Wisconsin har den nyudnævnte guvernør Scott Walker fra det republikanske parti fremsat et lovforslag, som bl.a. vil betyde, at fagforeningerne mister retten til at forhandle alt andet end løn ved de kollektive overenskomstforhandlinger. Samtidig har guvernør Walker skrevet ind i lovforslaget, at offentligt ansatte nu selv skal dække en større del af deres pensionsindbetaling og mindst betale en tiendedel af udgiften til deres sundhedsforsikring.

SY-2011-05-35c
I de første par uger efter guvernør Scott Walker fremsatte sit lovforslag, protesterede statens borgere døgnet rundt både uden for og inde i parlamentsbygningen Capitol i Madison, Wisconsin, USA. Det har guvernøren nu sat en stopper for, og bygningen er lukket af for offentligheden. Foto: Polfoto

Det betyder reelt en lønnedgang på omkring 8 pct. Bliver loven ikke gennemført, stiller guvernøren massefyringer i udsigt, fordi staten har millionunderskud på budgetterne. Lovforslaget ”the budget repair bill” har fået op mod 100.000 til at demonstrere i hovedstaden Madison. Thomas Doherty er sygeplejelærer på Edgewood College i Madison, og selvom vinteren med bidende kulde har tag i det nordøstlige USA, deltager han i protesterne sammen med sin kone og sine børn. ”Det er fredelige demonstrationer med mange familier, og de får støtte både fra resten af staten og fra hele nationen,” fortæller han.

Også nyuddannet sygeplejerske Elise Janssen, som arbejder på en intensiv hjerteafdeling på University of Wisconsin Hospital, har deltaget i demonstrationerne. ”Der er en masse mennesker her, som gerne vil høres, men ingen lytter til dem. Det er, som om guvernøren og republikanske lovgivere har slukket for vores frekvens. Folk er frustrerede, og stemningen bliver mere og mere ophedet,” siger hun.

Ringere kvalitet i pleje og uddannelse

Lovforslag vækker bekymring hos Thomas Doherty på flere måder: ”Sygeplejerskerne i USA er essentielle i sundhedsvæsenet. Der er mangel på sygeplejersker, og mange forlader faget. Sygeplejerskerne har i lang tid kæmpet for bedre rettigheder og bedre løn netop for at tiltrække flere til faget.

Hvis man fratager fagforeningerne muligheden for at forhandle om arbejdsforhold, vil vi samtidig se en opgaveglidning, fordi sygeplejerskerne ikke kan være med til at bestemme, om lavere lønnede faggrupper skal overtage deres opgaver. Lovforslaget vil altså både påvirke de sygeplejersker, som er medlem af en fagforening, og dem, som ikke er,” pointerer han.

SY-2011-05-35aNyuddannet sygeplejerske Elise Janssen er for nylig startet i sit drømmejob på en intensiv hjerteafdeling på University of Wisconsin Hospital. Hun frygter for patienternes sikkerhed, hvis fagforeningerne mister retten til at forhandle kollektive overenskomster. Privatfoto

Som sygeplejelærer er Thomas Doherty bekymret for besparelser på uddannelsen, fordi lovforslaget også vil forringe forholdene og lønnen for lærerne, og i sidste ende frygter han, at det betyder ringere kvalitet i uddannelsen og i sundhedsvæsenet generelt. Af samme årsag understreger han, at han samtidig er bekymret for sine børns fremtid i staten, fordi de vil være afhængige af både et sundhedsvæsen og uddannelsesinstitutioner
af ringere kvalitet.

Patientsikkerhed i fare

Elise Janssen er medlem af en fagforening, men det er kun omkring en tredjedel af de offentligt ansatte i USA. Fagforeningerne forhandler dog på alles vegne, som i Danmark. Hvis lovforslaget bliver gennemført, vil det få stor betydning for Elise Janssens arbejde på University of Wisconsin Hospital.

Pga. en ny ledelsesstruktur skal personalets kontrakter laves om, og hvis ikke fagforeningerne kan forhandle overenskomster om andet end lønnen, vil ledelsen kunne diktere alt vedrørende de ansattes arbejdsmiljø og personalegoder. ”F.eks. fik vores fagforening i 2006 forhandlet sig til, at der er en øvre grænse for overarbejde. Hvis lovforslaget går igennem, er der mulighed for, at de kan fjerne den grænse igen, så vi risikerer at skulle arbejde meget længe i træk.

Desuden har vi nu en grænse for, hvor mange patienter vi må have ansvar for ad gangen, og hvis den fjernes, kan det have store konsekvenser for patientsikkerheden.” Desuden er Elise Janssen bekymret for sin egen økonomi. Hun har studiegæld, og hvis hun samtidig skal betale mere i pension, kan hun betale mindre af på studielånet. ”For mig vil det betyde en udgift på op mod 6.000 USD (ca. 32.000 kr., red.) mere om året. For mange af mine kolleger betyder det, at pengene må gå til pensionsindbetaling i stedet for deres familie.”

Ønsker ikke strejke

Forslaget er allerede blevet stemt igennem i det ene af statens to lovgivende kamre. Republikanerne har flertallet i senatet, hvor lovforslaget nu skal til afstemning, så det er svært for de demokratiske senatorer at gøre modstand.

Men de har udnyttet en regel, der siger, at der skal være en vis andel af senatorer til stede for, at et lovforslag kan gennemføres, også selv om de pågældende ville stemme nej. 14 politikere fra det demokratiske parti er derfor flygtet ud af staten, så guvernør Walker må vente på, at de kommer tilbage, hvis han vil have lovforslaget gennemført.

Der har været spekulationer om, hvorvidt situationen vil udmønte sig i en generalstrejke, men det ønsker Elise Janssen ikke: ”Vi vil helst ikke strejke, for det ville ikke være sikkert for patienterne og heller ikke fair over for vores kolleger på hospitalet.” Hun håber i stedet på, at politikerne finder frem til et kompromis. Hun kan leve med at skulle betale mere til pension og sundhedsforsikring, men forhandlingsretten vil hun bestemt ikke af med.

OBS: Umiddelbart før trykstart blev lovforslaget stemt igennem. 

Fakta om Wisconsin

SY-2011-05-34a
Delstaten Wisconsin ligger i det nordøstlige USA. Befolkningsmæssigt er staten på størrelse med Danmark med ca. 5,5 mio. indbyggere.

Hovedstaden hedder Madison og har lidt over 200.000 indbyggere.

Den republikanske guvernør Scott Walker har siddet i spidsen for statens regering siden midtvejsvalget i november 2010.

En republikansk guvernør i den amerikanske delstat Wisconsin har fået den idé, at fagbevægelsen skal fratages retten til at forhandle brede kollektive overenskomster for de offentligt ansatte. Men sygeplejerskerne giver ikke op uden kamp.
34-35
2011
5
Baggrund
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Dilemma
Krise
Miljø
Politik
Kultur
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

POR3t af sygeplejersker i elitesport

Mastersvømmer

Kate Sørensen, 52 år, var konkurrencesvømmer, frem til hun blev 16 år, hvor helbredet og andre interesser satte stop for den karriere. Som 38-årig genoptog hun svømningen på motionsniveau, men fandt ud af, at hun ”stadig kunne”.

Som såkaldt mastersvømmer har hun vundet flere DM-, EM- og VM-medaljer i sin aldersgruppe. Arbejder som sygeplejerske på dagkirurgisk endoskopi- og opvågningsafsnit på Glostrup Hospital.

Sportskvinde eller sygeplejerske?

”Jeg er begge dele, og jeg har en meget forstående arbejdsplads, som gør, at jeg kan få mine vagter til at gå op med, at jeg træner tre gange om ugen og også skal have ferie på bestemte tidspunkter for at kunne deltage i mesterskaber som VM i Italien sidste år. Her vandt jeg sølv og bronze i 100og 200 meter brystsvømning. I år forventer jeg at deltage i Danmarksmesterskaberne på kort- og langbane samt EM i Holland til september.”

Hvad inddrager du fra sporten i sygeplejen og omvendt?

”Som svømmer kan jeg blive helt betaget af at se, at en 90-årig herre kan tageturen fra Australien til Italien for at deltage i VM, og jeg møder også mange ranke damer til stævnerne, som ikke ser ud til at være en dagældre end 60, men faktisk er over 80. Måske er det min sygeplejefaglige baggrund, der er i spil her. Jeg ser tydelige beviser på de positive effekter, svømningen har på kroppen. På mit job bruger jeg svømningen over for mine kolleger, hvis snakken falder på det at røre sig og gå og stå korrekt. Jeg møder også mange rygpatienter, som jegforsøger at opmuntre til bevægelse, uanset om de konkurrerer eller motionerer. Man skal gøre det, man orker og kan.”

SY20130327elite%20(3)

Foto: Søren Svendsen

Anfører

Malene Marquard Olsen, 30 år, har spillet fodbold, siden hun var seks år gammel, de seneste 16 år i Brøndby, hvor hun er anførerfor kvindernes førstehold, der p.t. er forsvarende danmarks- og pokalmestre. Hun spiller desuden med på kvindelandsholdet oger ansat som operationssygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet.

Sportskvinde eller sygeplejerske?

”Begge dele, vil jeg mene. Jeg spillede fodbold på professionelt niveau i Sverige i et år, hvor jeg sideløbende arbejdede på Astrid Lindgrens Børnehospital i Stockholm. Det var simpelthen en betingelse for, at jeg sagde ja til at flytte derop, at jeg også kunne holde mig i gang fagligt. Men i øjeblikket fylder fodbolden nok mest. Der er EM i Sverige til sommer. Det vil jeg bare med til, og jeg er netop gået ned på 32 timer, så jeg kan træne mere. Jeg har heldigvis fuld forståelse og opbakning frabåde min leder og mine kolleger. Jeg får bl.a. tjenestefri uden løn til rejser med landsholdet, men bliver økonomisk kompenseret fra DBU. Det betyder ikke, at jeg ikke har ambitioner som sygeplejerske, men de er sat lidt på standby lige nu.”

Hvad inddrager du fra sporten i sygeplejen og omvendt?

”Disciplin, målrettethed og evnen til at planlægge er meget vigtige egenskaber i fodbolden, og som sygeplejerske er jeg helt sikkert også meget struktureret og målrettet, men måske mere ubevidst. Derudover møder man rigtig mange forskellige mennesker i fodboldverdenen, og det har givet mig meget i forhold til mødet med bådepatienter og kolleger.”

 SY20130327elite%20(1)

Foto: Søren Svendsen

Random attack

Kim Escher, 40 år, vandt for to år siden guld i United Nations of Jiu-Jitsu i kategorien Random Attack – en slags reaktionstest – som han har dyrket i 10-12 år på højt plan. Han er uddannet intensiv- og anæstesisygeplejerske og arbejder på Neuroanæstesiologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Sportsmand eller sygeplejerske?

”Sygeplejen har i nogle perioder været fremtrædende og i andre jiu-jitsuen, men jeg har kunnet kombinere begge dele. Faktisk trænede jeg allermest i den periode, hvor jeg også havde en del læsning til eksaminer til intensiv- og anæstesiuddannelsen, og det betød, at jeg måtte skemalægge min dag meget kraftigt. Set i bakspejlet var det måske vanvittigt. Men når man læser, er det også vigtigt at få tømt tankerne og få brugt kroppen. Det gør, at man kan være fuldt fokuseret på det, man skal lave bagefter.”

Hvad inddrager du fra sporten i sygeplejen og omvendt?

”Mit arbejde kræver, at jeg skal være ekstremt skarp og fuldt fokuseret. Det har bl.a. min sport lært mig. Da jeg var færdig med grunduddannelsen som sygeplejerske, tænkte jeg ”aldrig mere eksaminer”, men i sporten er jeg gået efter nogle mål. Det har gjort ondt undervejs – men det er også godt at nå sine mål, og derfor har jeg alligevel kastet mig ud i at tage to specialuddannelser. I sporten betyder min sygeplejebaggrund, at jeg er bevidst om min krops signaler. Og jeg er begyndt at tænke over, at hvis jeg får en kronisk skade, kan det influere på mit job. Jeg dyrker ikke længere jiu-jitsu på højt konkurrenceplan, men træning og fysisk velvære er stadig vigtigt for mig.”  

SY20130327elite%20(2)

 Foto: Søren Svendsen

Sygeplejersken har talt med tre professionelle sportsfolk, som har det til fælles, at de er fokuserede og målrettede både i sporten og i sygeplejen.
26-29
2013
3
Baggrund
Arbejdstid
Interview
Kultur
Livsstil
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

På besøg i en SOS-børneby i Laos

SY-2012-05-82-1b
Børn i en Hmong landsby hænger ud – der er ikke råd til at sende alle i skole. Foto: Maj-Britt Nørgaard Riget. 

Min faglighed har ligget i dvale i en del år, da mit daglige arbejde ikke er patientrelateret, men efter en tur til Laos må jeg erkende, at jeg er sygeplejerske med hud og hår. Jeg er blevet præget i en meget ung alder; jeg kan slet ikke lade være med at handle som sygeplejerske, når der er brug for det.

I september 2011 var jeg så heldig at få bevilget 10 ugers orlov fra mit konsulentjob i Danske Sundhedsorganisationers A-kasse (DSA).

Jeg havde besluttet, at Laos skulle udforskes. Men 10 uger i en liggestol var i overkanten, så jeg gik i gang med at kontakte forskellige hjælpeorganisationer for at høre, om der var en mulighed for at arbejde frivilligt.

Det var ikke så nemt, da langt de fleste havde trukket sig ud af landet, men SOS-børnebyerne er stadig aktive med ikke mindre end syv børnebyer fordelt i landet. Man kan ikke arbejde frivilligt for børnebyerne, men da jeg ringede til direktøren på hovedkontoret i Laos og spurgte, om de havde brug for hjælp, sagde han ja tak: ”En sygeplejerske kan man altid bruge. Men du skal tage til Sam Neua, som ligger langt nordpå.

Der er koldt, og det tager 24 timer i bus at komme derop. Der er ikke ret mange, der kan engelsk, så du bliver nok ensom. Du skal selv betale for opholdet. Har du stadig lyst?”
Det havde jeg.

Tjek Google Earth

Sam Neua er en by, der ligger langt væk fra alting i et meget bjergrigt område i 1.200 meters højde. Det er hovedstaden i Hua Phan-provinsen. En stor by med ca. 50.000 indbyggere og i hundredvis af små landsbyer, hvor der er fra 20-60 huse i hver by. Tjek Google Earth og se på byen, den er fuldstændig lige så ucharmerende, som den ser ud. Alligevel tilbragte jeg seks fantastiske uger i denne afsides provins (se boks 1). 

Boks 1: Fakta om Laos

LaosLaos, eller ”Den Demokratiske Folkerepublik Laos”, som er landets officielle betegnelse, er en kommunistisk stat i det bjergrige indlandsområde i det sydøstlige Asien.

Laos opnåede uafhængighed fra Frankrig i 1949 og er det eneste land i Sydøstasien uden adgang til havet. Under Vietnam-krigen virkede laotisk territorium som bagland for Nordvietnams militær, og de østlige dele af landet blev sønderbombet af amerikanerne. Genopbygningen er foregået langsomt, og Laos er i begyndelsen af 2000-tallet blandt verdens fattigste lande. Store dele af befolkningen lever fortsat af selvforsyningslandbrug.

  • Areal: 236.800 km2
  • Indbyggertallet var i 2005 6.217.141
  • 21 pct. af befolkningen bor i byerne
  • Gennemsnitslevealderen: ca. 55 år
  • Antal læsekyndige: 69 pct.
  • Religion: overvejende buddhistisk.

I Dansk Røde Kors’ Skoletjenestes materiale kan man bl.a. læse, at:

  • omkring 350.000 laoter døde på grund af bomberne under Vietnamkrigen
  • over 100 laoter hvert år dør ved bombeulykker, og stadigt flere børn kommer galt af sted
  • Laos er det land i verden, som er blevet bombet mest pr. indbygger
  • amerikanske bombefly kastede en bombelast over Laos hvert 8. minut døgnet rundt i ni år
  • mineryddere fjerner over 65.000 bomber hvert år i Laos.

Børnebyen består af 10 huse. I hvert hus bor en ”mor” og 10 forældreløse børn. Desuden – som noget specielt i denne by – et projekt for ”malnutrition children”. De fejlernærede børn bor i to særlige huse med i alt 30 børn i alderen et til seks år.

Børnene har fået tilbudt et ophold, som kan vare fra 3-12 måneder. Det projekt blev jeg tilknyttet som frivillig.

Børnene i husene er fra fattige familier, der for langt de flestes vedkommende er fra en af de mange forskellige hmong-stammer.

En etnisk gruppe, der findes i Vietnam, Laos, Kina og Thailand. Der er ca. 47 forskellige stammer alene i Laos med eget sprog og egne traditioner. Det betyder, at børnene ikke forstår laotisk. Børnene kommer alle fra familier, der ikke har råd til at give dem mad, de er syge, ofte har de parasitter og forskellige hud- og infektionssygdomme.

Projektet har kørt i snart to år, så chefen for SOS-byen i Sam Neua er kendt. Han har været i hver eneste by mange gange. Alle byer har en ”village chief”.

Oplever han, at der er børn, der bliver forsømt, kontakter han bossen, mr. Daoheuang Phethpaseuth, i SOS-byen. 2-3 gange om måneden tager han på tur ud i landsbyerne for at tilse de børn, der måske skal have tilbud om et ophold i SOS-byen og for at se, hvordan det går med de børn, der har haft et ophold.

Bor i primitive huse

Hmong-folket bor i træhuse, som enten er bygget på pæle eller direkte på jorden. Tagene er lavet at stængler fra ris og bundet sammen til små neg, som man tækker huset med.

Det ser yndigt ud, men inden for er alt sodet til af røgen fra bålet i køkkenet, der altid brænder. Der er møgbeskidt, da der ikke er gulv i husene, så jorden støver op på alting. Der er et lag af mudder på de få møbler, der er i rummene. Indimellem ses guirlander af spindelvæv fyldt med støv og sod. Alting lugter af røg.

På vejene og alle andre steder render børnene rundt. Børn helt ned til toårsalderen går rundt alene, de etårige sidder på ryggen af de ældre søskende, som, når de er omkring fire år, godt kan gå rundt med en lille baby på ryggen. 

Vi så mange børn gå til og fra skole. Børnene skal have en skoleuniform og en skoletaske for at få lov til at gå i skole. Men når man ikke har råd til mad til sine børn, har man slet ikke råd til noget så ekstravagant som en skoleuniform. Derfor ser man mange børn i den skolepligtige alder rende rundt i byerne uden at foretage sig noget.

Hvis forældrene har råd til at sende børnene i skole, må de ofte gå et par timer hver vej. Skolegangen strækker sig over fem år. Derefter er det kun meget få, der er så heldige at kunne læse videre, og langt de fleste familier på landet er analfabeter.

SY-2012-05-82-1c
På besøg hos en misbrugsfamilie i en Hmong landsby.

Opium i piben

Jeg besøgte to familier, der begge havde haft børn i SOS i et år. Nu var børnene hjemme igen, og hvis det gik godt med børnene, ville familien få penge til mad.

Hos den ene familie sad mormor udenfor med sin datter og dennes to børn. Børnene var helt nøgne og møgbeskidte. Det ene barn havde en øjeninfektion. De havde begge tydelige tegn på fejlernæring; store tykke maver og tynde arme. Mor og mormor var heller ikke rene.

Farbroderen til børnene kom med sit barn, der så en smule sundere ud. Han kom lidt efter ilende med et glas og en meget beskidt kande indeholdende brunt vand. Laotisk gæstfrihed påbyder at servere noget, når der kommer gæster, uanset om man har råd eller ej. Heldigvis er der ingen, der siger, at man skal drikke det, man får tilbudt.

Det viste sig, at moderen var blevet skilt og flyttet fra børnenes far. Nu boede hun hos sine forældre. Det var ekstremt fattige risbønder. Måske havde de også en lille opiumsmark, for morfaderen var ekstremt tynd, og som bossen sagde: ”Det er tegn på, at han er misbruger.”

Morfaderen holdt sig da heller ikke tilbage. Da vi havde været på besøg i kort tid, gik han ind i huset og røg opium lige foran os. Jeg var i chok. Børnene led overlast i den familie, hvor der skete mindre end lidt, og man næsten ikke havde råd til mad.

Hos den anden familie gik det bedre. De havde et par børn på tre og to år. Moderen var højgravid. De boede mange i huset; et par ældre, mindst seks voksne og snart tre børn. Vi sagde bare hej, men blev indbudt til spisning senere. Det havde jeg det svært med. Vi kommer hos udsultede familier, og så skal vi sige ja til mad. Men sådan er laotisk gæstfrihed, fortæller de andre mig. Det ville være en fornærmelse at sige nej.

SY-2012-05-82-1eDe store børn passer de små, mens forældrene er på arbejde i rismarken.

Far og mor og børn

Når børnene har fået tilbud om at komme med i projektet, kommer forældrene selv og afleverer dem. De får deres rejse betalt. Børnene bliver undersøgt, vaccineret, får ormekur og bliver behandlet for de sygdomme, de i øvrigt måtte have pådraget sig.
Forældrene får betalt transporten, når de vil besøge deres børn. De fleste veje bliver ødelagt i regntiden, der er blot mudrede huller, hvor træer og store sten kæmper med menneskene om pladsen. Det kan godt tage op til to dage at transportere sig en tur som fra Holbæk til København. Derfor er der ikke så mange besøg. Der er også et arbejde, der skal passes. 12-14 timer i rismarken er ikke usædvanligt.

Forældrene kan til hver en tid forlange at få deres børn hjem. Når børnene har været tilknyttet projektet, kan forældrene hver tredje måned komme til læge/sygeplejersketjek i børnebyen. Hvis børnene stadig er i trivsel, får de udleveret penge til børnenes kost. Det er ganske vist sjældent, børnene er i trivsel, men ingen kan bære ikke at give penge, så familierne får dem, selvom de ikke opfylder kriterierne.

Da jeg blev præsenteret for projektet, tænkte jeg, de stakkels børn, de er alene, og de forstår ikke engang sproget. Det bliver dyrt i psykologhjælp. Men i Laos har man ikke råd til at tænke på psyken, her handler det om at overleve.

Lægen kunne ikke lægge et drop

Jeg hjalp med at undersøge børnene; veje måle, vaccinere og observere, hvordan de havde det.
Lægeuddannelsen i Laos er meget langt fra den uddannelse, vi kender i Danmark. Det betød, at jeg fik støvet mine kompetencer af.

Selvom det er længe siden, jeg har set en patient, blev jeg hidkaldt, når der skulle lægges et drop, for lægen kunne ikke rigtig finde ud af det. Øh, tænkte jeg, kan jeg det? Jeg er sundhedsplejerske. Men da valget stod mellem, at barnet blev indlagt, eller at jeg tog mig sammen, klarede jeg det.

Uden at have andet end mine øjne fik jeg diagnosticeret flere lungebetændelser, en myocarditis og en mellemørebetændelse. De har kun otoskoper på hospitalerne, lægen i SOS-byen ejede ikke et, så hun var meget uforstående over for, at øret kunne være et problem. Men efter at jeg havde insisteret på, at det nok måtte være tilfældet med et af børnene, blev barnet sendt på hospitalet og tjekket. Ganske rigtigt, det var ørerne, det var galt med.

Mange børn havde små infektioner på huden, specielt ved neglene og på hænder og fødder. Behandlingen var metylrosalin og ofte også penicillin. Jeg indførte behandling med sæbevandsbade tre gange dagligt med god effekt. Og ganske billigt.

SY-2012-05-82-1f
En fireårig pige, som har været i børnebyen i tre måneder.

Intet legetøj til børnene

I den periode børnene boede i byen, foretog de sig ikke ret meget. Der var næsten intet legetøj. Ca. 10 uægte legoklodser til deling imellem 15 børn. Dem fik de lov til at lege med en eller to gange om dagen. Så de kedede sig og sloges en hel del, hvis de da ikke sad og hang foran fjernsynet, der kørte konstant med amerikanske tegnefilm.

Alle voksne kvinder i Hua Phan-provinsen broderer. Broderierne sælges og skaffer på den måde familierne lidt ekstra indtægt. Jeg tænkte, at de små piger lige så godt kunne lære det nu som senere. Så har de noget at foretage sig. Jeg købte nåle og broderigarn, og ja, de kunne lære det, selv en fireårig.

Hun fattede det lynhurtigt, så i løbet af ganske kort tid kunne man se piger, der lå på en gynge, sad på en vippe eller bare gik rundt, alt imens de broderede. 

Jeg købte nogle fodbolde til drengene. Lærte dem at lave papirfly og sanglege med fagter. Jeg fik overtalt de voksne til, at børnene skulle ud og lege hver dag. ”Jamen, det er koldt,” sagde de voksne. ”Koldt,” sagde jeg, ”I ved ikke, hvad koldt er.” Så viste jeg dem billeder fra sidste vinter i Danmark og fortalte, at børn også er ude at lege om vinteren her.

Så kom børnene ud hver dag. 

SY-2012-05-82-1d
Artiklens forfatter hjælper pigerne i gang med at brodere. Foto: Maj-Britt Nørgaard

De voksne i husene sagde: ”Vi siger tak for det, du laver med børnene, men vi forstår ikke, hvorfor du gør det.”
I et land med stor analfabetisme og kamp for at overleve tænker man ikke på, hvordan man stimulerer børn og fremmer deres udvikling.

Jeg prøvede at fortælle lidt om udviklingspsykologi. Jeg ved ikke, om det slog rod, men børnene var gladere, efter at jeg fik gang i nogle aktiviteter. Det kunne de voksne se. Så her, nogle måneder efter at jeg har forladt byen, kommer de små stadig ud at lege hver dag, og de voksne forsøger at aktivere børnene. Et lille frø er måske sået.

Tungt at være magtesløs

Jeg besøgte en afsidesliggende landsby, hvor indbyggerne, da det gik op for dem, at jeg var sygeplejerske, stillede op og en efter en fortalte om de sygdomme, de havde og for manges vedkommende havde haft i årevis.

De var skuffede over, at jeg ikke havde taget medicin med. Min søde ven, munken Keo, der havde taget mig med hjem til sin landsby, sagde: ”Næste gang du kommer, kan du måske måle deres temperatur og have lidt medicin med.”

Da jeg tog hjem derfra, var jeg trist, jeg kunne se alle problemerne og vidste, at hvis de mennesker havde boet i Danmark, kunne de fleste have fået behandlet deres sygdomme. Lige netop dér ville jeg meget gerne have været noget andet end sygeplejerske. Det var tungt at se alle de lidelser og være magtesløs.

På hele min tur fik jeg udfordret min faglighed, og jeg kan konstatere: En gang sygeplejerske – altid sygeplejerske.

Mai-Britt Nørgaard Riget er konsulent i DSA. 

English abstracts

Riget M-B. Visiting a SOS children’s village in Laos. Sygeplejersken 2012;(5):82-86.

The article describes how nursing professionalism is never far off, even when the nurse has been working in other fields for years. During a visit to Laos, the author has worked for a childhood malnutrition project at an SOS child’s village in Sam Neua. 

Children from poor families were invited to live in the children’s village for periods of 3 to 12 months. While there, the children were treated for any diseases they had and received a good, nutritious diet.  

Most of the families came from one of the 47 different Hmong Tribes and most often lived in inaccessible rural villages high up in the mountains where they lack running water and electricity. 

Those children lacking grandparents to attend to them were generally alone at home for 12–14 hours, even from the age of one year, while the parents worked in the rice fields. 

Opium cultivation has been common in this region for many years. Although it is now banned, it still persists; thus in addition to poverty many children face the challenge of having parents and grandparents who are opium users. 

In the children’s village, the author helped the physician diagnosing and treating various illnesses, and she attempted to teach the staff about developmental psychology, in order to be able to help stimulate the children’s development.

Key words: Laos, SOS children’s village, developmental psychology. 

Evnen til at praktisere sygepleje er aldrig langt borte, selv om man har arbejdet i et andet felt i en årrække. Det erfarede artiklens forfatter efter et ophold i en SOS-børneby i Laos.
82-86
2012
5
Fag
Barn
Psykisk sundhed
Dilemma
Ernæring
Forebyggelse
Fysisk aktivitet
International sundhed
Internationalt samarbejde
Kultur
Udviklingsland
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Dilemma: Etniske smerter

2011-02-helebladet%20(38)

En tyrkisk kvinde klager igen og igen over smerter i låret, men lægerne kan ikke umiddelbart finde en forklaring. På skadestuen får kvinden ingen hjælp, kun en sær bemærkning med på vejen.

Esme, som oprindelig kommer fra Tyrkiet, har boet i Danmark sammen med sin mand og fire sønner siden 1997. Hun er en kraftig kvinde klædt i ankellang brun frakke, hun taler ikke så godt dansk, men har klaret at arbejde med rengøring i seks år. Nu har voldsomme, jagende smerter i højre lår fået hende til at gå til læge.

Egen læge kan ikke umiddelbart føle noget på låret, men henviser Esme til en ortopædkirurg, som heller ikke kan finde noget usædvanligt. Han har henvist Esme til en røntgenundersøgelse, men der er ventetid. Esme klager fortsat over svære smerter og kan ikke længere passe sit arbejde.

”Mon ikke det er etniske smerter?” hører Esmes søn på 17 år en fagperson sige på skadestuen, hvor Esme en sen aften har søgt hjælp for sine smerter. Esmes søn går i 1. g, han bliver nysgerrig, så han siger til den hvidklædte fagperson: ”Jeg hørte, du sagde, at min mor nok har etniske smerter. Kan du sige mig, hvad det er for nogen smerter?”

Efter diverse undersøgelser, får Esme stillet diagnosen cancer med spredning til andre dele af kroppen. Hvad tænker I om Esmes forløb? Hvad svarer fagpersonen? Vi har stillet spørgsmålene til to eksperter i sygeplejeetik.

Svar 1.

Omkring udtalelsen ”etniske smerter”, må fagpersonens intension være, at hele patientens situation bør tages med i betragtning, når der foretages en smerteudredning. Kan der være forhold i Esmes kultur eller livsmønster, der kan have indflydelse på smerteudtrykket, og er der i dialogen med Esme fokuseret på, at hun ikke taler så godt dansk? Her tænkes på at inddrage familien i dialogen og helst over flere gange.

At Esme ikke taler så godt dansk og er opdraget i et andet kulturmønster end det danske, må ikke overskygge det faktum, at Esme ikke er færdigudredt, hvilket er en mulig fare. Udtalelsen vedrørende de etniske smerter bør være ment som en hjælp til at få patienten til at træde tydeligt frem for klinikeren i det fortsatte udredningsforløb.

Udtalelsen må ikke blive en forklaring på smerteudtrykket alene, men skal være et supplement til den fortsatte udredning. En udmærket etisk parameter for klinikeren er, om lignende overvejelser og udtalelser ville være foretaget, hvis det var en person, som var født og opvokset i Danmark. Og med hvilken begrundelse.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

Den ærlige fagperson er nødt til at svare sønnen, at der i moderens tilfælde er usikkerhed om, hvad hun fejler, og at udtrykket bruges, når mennesker fra fremmede kulturer har smerter, der er svære at finde årsagen til. Når man vælger at benytte et sådant udtryk, må man også forklare det.

I forhold til forløbet er det jo en grum historie, der skal skærpe vores opmærksomhed på det enkelte menneske – og hele mennesket. En klog mand sagde engang: Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det må i sandhed siges her.

Etniske smerter kan i værste fald blive en rodekasse for det, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved, og i allerværste tilfælde en sovepude, fordi etniske smerter kan blive en kattelem for de sundhedsprofessionelle. Begrebet kan medvirke til stigmatisering af mennesker, der ikke kommer fra vores egen kultur, og det kan aldrig være tilladt, idet sygepleje gives til den, der har behov for sygepleje!

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk råd www.dsr.dk/ser/

​Rie er 24 år, sygeplejerskestuderende og i praktik i hjemmeplejen. Hun har glædet sig til praktikken, men indser efter 14 dage, at der er rigtig mange gamle, plejekrævende mennesker i kommunen. Det skuffer Rie.
11
2011
2
I HVERT NUMMER
Kultur
Sprog
Hjemmesygepleje
Uddannelse
Dilemma
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Dilemma

Sundhedshuset på Nørrebro

SY-2010-21-57I Sundhedshuset på det multietniske Nørrebro er et af vores yndlingsudtryk: ”Vi lærer mennesker at svømme i stedet for at forsøge at holde sig væk fra floden” (1). Menneskene er børnefamilier på Nørrebro, og deres trivsel og sundhed er i centrum for alt vores arbejde. Gennem de 13 år, huset har eksisteret, er der opsamlet en enestående viden og erfaring i huset.

Vores indsatser virker og spreder sig som positive ringe i vandet. Vi ser det også som en vigtig opgave at medvirke til at skubbe på integrationen på Nørrebro, og vores arbejde i sundhedsplejens gruppeaktiviteter, der er i fokus i denne artikel, bygger på en bevidst forståelse af begreberne integration, kultur og sundhedsfremme. Centrale værdier for, hvordan mennesker møder hinanden.

Integration

I Danmark møder man ofte en snæver opfattelse af, hvad integration er, der får mange til at fremstå som ikke værende aktive i samfundet. Vi ser integrationsprocessen som en kompleks proces, hvor nogle skikke og traditioner vælges til, mens andre vælges fra, og flere parter må tilpasse og nærme sig hinanden (2). F.eks. fravælger mange kvinder med en anden etnisk baggrund at deltage i sundhedsplejens mødregrupper, der foregår i private hjem (3).

Omvendt ved vi også, at nogle af disse kvinder gerne vil deltage i en gruppe, der styres af sundhedsplejersker på neutral grund (3). Integration foregår i mødet mellem majoritets- og minoritetsfællesskaber, hvor der opstår muligheder for at krydse de etniske grænser og udvikle nye positioner og former for fællesskaber.

Et rum, hvor dominerende etniske kategorier og positioner destabiliseres eller midlertidigt ophæves (2). Vores gruppeaktiviteter skal gerne afspejle dette, og begrebsafklaringerne hjælper os med at holde fokus i en hverdag, hvor man ofte konfronteres med et snævert syn på integration fra medier, politikere m.m.

Erstatter ikke hjemmebesøg

Grupperne i Sundhedshuset har til formål, at den enkelte lærer noget, udvikler sig og får lyst til et sundere liv for sig selv og sin familie. Aktuelt har vi følgende grupper: ung mødregruppe, mors café (mødested for enlige mødre), efterfødselsgruppe, arabisk mødregruppe, international mødregruppe og forældregruppe. I denne artikel præsenterer vi de tre sidste.

Grupperne mødes to timer hver uge, i alt 10-12 gange. Forår og efterår starter nye grupper, men efter behov kan man deltage over flere omgange. Gruppeaktiviteterne opfylder et stort behov hos mange nybagte familier, men gruppeaktiviteter erstatter ikke sundhedsplejerskernes hjemmebesøg, der stadig er det grundlæggende for sundhedsplejens virke.
Sundhedsplejerskerne sammensætter også private mødregrupper, men flere kvinder ønsker ikke at deltage i disse, og det er på den baggrund, at vores gruppeaktiviteter i Sundhedshuset bliver vigtige. Her tilbydes et forum, hvor erfaringsudveksling kan foregå i professionelle rammer.

Gruppelederne

To sundhedsplejersker deltager i hver gruppe. De sætter scenen for et trygt samvær i grupperne og bidrager med det faglige indhold. De har til opgave at hjælpe historierne på vej i gruppen – hvilke historier falder udenfor, hvilke kræver mere udfoldelse – hvor kan fællesskabet mødes om historien (4).

Vi arbejder endvidere med, at vores møde med deltagerne bliver anerkendende og fokuserer på ressourcer uanset baggrund, evner og social status. Anerkendelse ser vi som en væremåde, en holdning og ikke en kommunikationsteknik. At forholde sig anerkendende indebærer også at tage sig selv i brug – både følelser og intellekt, og derved rummer mødet også meget omsorg (5).

Den arabiske mødregruppe

I den arabiske mødregruppe deltager 12 til 16 kvinder pr. gang, og her arbejdes med tolk. Gruppen er populær, og kvinderne hjælper selv med at rekruttere familie og naboer hertil. Med udgangspunkt i kvindernes fortid, nutid og fremtid forsøger vi at støtte kvinderne til at skabe forudsætninger for en velfungerende hverdag. Vi arbejder med emner som parforhold, kostvaner, børneopdragelse (et meget populært emne), tid til sig selv, omgangsformer, at være borger på Nørrebro, tilbud i lokalsamfundet og meget mere. En vigtig opgave er at fortælle og vise kvinderne, hvilke muligheder der netop er for dem i lokalområdet. Læs Rayas historie i boks 1.

Boks 1. Raya

Raya på 40 år kommer fra Mellemøsten. Hun har ikke arbejde, men har gennemført tre måneders praktik som kontorassistent og er blandt andet i gang med at arrangere en workshop på børnenes skole om sundhed og kost. Raya læser bøger om emnet, og hun kommer i Sundhedshuset, når der er kost på programmet, fordi hun gerne vil tabe sig og give børnene sund mad. Ud over kosten handler det for Raya også om, hvordan man kan ændre dårlige vaner. Det kan f.eks. være, hvornår børnene skal i seng. Raya lærer meget af de andre mødre. ”Jeg opdager ting om mig selv, som jeg ikke tidligere har lagt mærke til.

Jeg lærer at stille spørgsmål til mig selv. Men jeg lærer også om de andre deltagere i husets arabiske gruppe, og vi støtter hinanden meget,“ fortæller hun. I starten undrede hun sig over undervisningsmetoden, men kan godt se, at hun lærer mere ved selv at deltage aktivt i stedet for bare at lytte.

Raya er mor til fire, hvoraf den ældste er 14 år. Raya er bange for, at hendes børn ender som kriminelle unge på gaden, og derfor engagerer hun sig i børnenes liv. Hun er med i forældrerådet på skolen, læser danske aviser sammen med sine ældste børn, læser lektier med dem og taler med dem om problemerne på Nørrebro. Alligevel fjerner det ikke Rayas angst for, at det kan ende galt.

Da hun for 15 år siden kom hertil, var det anderledes. Hendes mand kom til Danmark som flygtning i 1980’erne, og inden Raya stødte til, havde han haft arbejde i lufthavnen. Siden har de drevet et pizzeria, men Rayas mand er nu to gange blevet opereret for en diskusprolaps og søger førtidspension. Raya har mere end nogensinde brug for Sundhedshusets tilbud.

Vi indbyder ofte eksperter eller rollemodeller til at være med i vores møder, og nogle gange deler vi gruppen op efter interesser. Vi afslutter altid gruppeforløbet med en tur til f.eks. en bondegård, Frilandsmuseet eller Tivoli. I efterårsferien havde vi 100 kvinder og børn med på Frilandsmuseet.

I denne gruppe handler det for mange af kvinderne om, at de skal redefinere sig selv. Mange skal finde sig en plads i det danske samfund. Nogle er isoleret socialt, nogle er gift med en mand, der har været udsat for tortur m.m. Kvindernes fortællinger om sig selv skal måske bygges op igen, og det kan gruppen hjælpe med.

Kvinderne præsenterer ofte deres erfaringer på en måde, som de andre kvinder i gruppen kan identificere sig med og måske lære af. Den, som fortæller, kan opleve, at meningsløsheden og smerten får værdi som erfaret viden. Fortællingerne får den funktion, at man hjælper sig selv ved at hjælpe andre (6).

At vi stadigvæk har en mødregruppe for arabisktalende kvinder, skyldes, at vi fortsat har en gruppe kvinder, der ikke taler ret meget dansk. På den måde bidrager vi til, at disse kvinder med tiden deltager i mere blandede fællesskaber.

International mødregruppe

Et tilbud til alle nybagte mødre uanset baggrund. I den sidste gruppe var der kvinder fra 10 forskellige etniske grupper repræsenteret. Ofte har tosprogede familier/forældre med forskellige kulturelle baggrunde særlige udfordringer, så selv om sproget i gruppen er dansk, dækker den internationale mødregruppe et stærkt behov for at bygge bro mellem kulturer. Det er her vigtigt at tage udgangspunkt i, at kultur hele tiden er i forandring og ikke stationært.

Antropolog Marianne Holm Pedersen argumenterer for, at kulturelle handlemåder ikke kun bunder i kultur, men i høj grad i de erfaringer, som vi gør os, de sociale relationer, vi indgår i, samt de materielle forhold, vi lever under (2). Vi vil i grupperne gerne bevæge os væk fra opfattelsen af, at kultur er bestemte fællesskabers religion, traditioner og normer, der kan skrælles af det bagvedliggende universelle menneske (f.eks. at alle irakiske kvinder spiser den samme mad siddende på gulvet). Kultur er for os de betydninger og praksisser, der tilegnes og konstrueres gennem erfaringer og dermed danner grundlag for al adfærd og forståelse (7).

I den internationale gruppe bidrager deltagerne selv til de emner, der skal drøftes, f.eks. barnets udvikling, kost, opdragelse og sprogudvikling. 6-8 deltagere er en god gruppestørrelse. Vi oplever, at flere etnisk danske kvinder gerne vil deltage i gruppen, fordi de f.eks. har giftet sig med en mand med en anden etnisk baggrund end dansk.

I opstarten bliver Dialogkortene (www.dialoogle.dk) brugt til, at deltagerne præsenterer sig. Alle vælger to kort, ét der fortæller noget om, hvad der er godt i ens liv, og et andet der beskriver en udfordring, man står over for. Dialogkortene er et fantastisk arbejdsredskab til at åbne en dialog.

I gruppeforløbet indgår også ”vandrekufferten”, en idé hentet fra et foredrag med Jørn Eskildsen, cand.pæd. Det er en kuffert, der går rundt fra kvinde til kvinde. Når de har den, tager de den med hjem og fylder ting i den. Den, som har kufferten, har ordet 5-10 min, hvor man viser/fortæller om det, man har lyst til på baggrund af, hvad de har stoppet i kufferten, f.eks. deres egen historie eller om D-vitaminmangel ud fra egne erfaringer og litteratursøgning på arabiske hjemmesider. Det har fungeret godt, at de kvinder, der havde lyst, kunne blive og hyggesnakke efter mødet. Kvinderne udveksler ofte telefonnumre og mødes på f.eks. legepladser efterfølgende. Nogle deltager i flere gruppeforløb, men som oftest er det kvinder på barselsorlov, der skal tilbage til job og uddannelser.

Da vi blander forældre med forskellige baggrunde, har vi her ladet os inspirere af Thomas Gitz-Johansens forskning omkring den multikulturelle skole. Her tages udgangspunkt i den enkeltes sproglige og kulturelle baggrund. Samtidig er der i den multikulturelle pædagogik en forståelse af, at uddannelse i multietniske samfund må tage forholdet mellem forskellige grupper med i betragtning, hvis den skal socialisere eleverne til respekt for forskellighed. Hans forskning går på skolebørn, men kan sagtens overføres til vores grupper med voksendeltagelse (8).

Forældregruppe

Hvad er en god forælder? Dette og mange andre spørgsmål drøftes i forældregruppen, der er for både kommende og nybagte forældre, far og mor og på tværs af etnicitet og social status. Både sundhedsplejersker, jordemødre og andre samarbejdsparter kan rekruttere til forældregruppen. Gruppen har altid en mandlig gæst, f.eks. fra ”Fars legestue”, når far-rollen er i fokus.

Her bliver der arbejdet med emner som: Hvilke værdier er vigtigst for dig i opdragelsen af dit barn? Hvordan bliver din partner som forældre? Hvordan var din egen opdragelse? Hvordan vil du gerne have, at din partner er mor/far? Barnets udvikling m.m. Det har været svært at løbe disse grupper i gang, men vi ved, at vi er på rette vej, og at det er vigtigt at få fædrene med på banen. Det fortæller flere af vores evalueringer klart. Læs historien om Sara og Ali i boks 2.

Boks 2. Sara og Ali bliver forældre

Sara og Ali har en dreng på seks måneder. De er begge født i Danmark og har familier med marokkansk baggrund. De er glade for deres andelslejlighed på Nørrebro, hvor Sara er født. Hun har lige haft barselsorlov og arbejder nu som privat dagplejemor for deres egen dreng samt et andet barn. Efter sommerferien skal Sara i gang med „drømmestudiet“ som jordemor.

Ali er datamatiker og arbejder i et stort, internationalt firma. Han var skeptisk, da sundhedsplejersken fortalte om Sundhedshusets forældregruppe, men Sara overtalte ham til at deltage, og de har været begejstrede for gruppen: ”Vi har lært meget af at lytte til andre forældres erfaringer, og vi har også kunnet bidrage med vores egne erfaringer,“ fortæller Sara.

Parret har nogle gange haft oplevelsen af at blive bombarderet med gode råd fra venner og familie, og de kan være svære at sortere i. Det har derfor betydet meget for dem at erfaringsudveksle i et forum, hvor der også er fagpersoner. ”Et ugentligt holdepunkt, og vi er ikke de eneste, der har det på den måde,” som de siger, og ”barnet er for en gangs skyld ikke i fokus, men derimod dét at blive og være forældre.“ Parret ser gerne en forældregruppe, der fokuserer på det at få flere børn i familien, som de selv har planer om.

Sundhed og sundhedsfremme

Vi har brugt meget tid i Sundhedshuset på at definere sundhedsfremme og især fordybe os i, hvordan man arbejder sundhedsfremmende. Vi har stor glæde af Torben Jensen og Tommy Johnsens ”Sundhedsfremme i teori og praksis”(9), og vi har løbende haft temadage med dem. 

Vi ser sundhed som et meget bredt begreb. Sundhed handler ikke kun om sund mad og fravær af sygdom. Det handler også om kærlighed, livsglæde, omsorg og trygge rammer.

Sundhed opstår ikke af sig selv, men bliver til i samspil mellem den enkelte, familien og de små og større fællesskaber, som man er del af. Også levevilkår og livsstil har stor indflydelse på ens sundhed.

Sundhed handler altså om livsmod og livsglæde baseret på følelsen af at kunne håndtere de situationer, man befinder sig i.

Sundhedsfremme bliver på den måde at styrke folks muligheder for at mestre deres hverdagsliv og forskellige livssituationer (9). Først og fremmest skal man have øje for folks følelse af sammenhæng i deres liv, dvs. følelse af begribelighed, håndtérbarhed og meningsfuldhed. Mulighedstænkning frem for risikotænkning og huske på, at kun det enkelte menneske kender sin egen følelse af sammenhæng.

I de gruppebaserede aktiviteter bliver det at arbejde sundhedsfremmende på den måde mere end det at sende viden. Det handler om at koble viden til færdigheder, holdninger, følelser og identitet. Man skal være forsigtig med at moralisere på andres vegne. Viden bliver efterspurgt, når der er behov for den. Det er følelsen af meningsfuldhed, der afgør, om personen er motiveret.

Antonovsky siger, at følelsen af meningsfuldhed vokser ud af, at man er inddraget og deltager (1). I praksis benytter vi metoderne ”Du bestemmer” og ”Aktive vurderinger”, da de netop bygger på deltagelse og arbejder med, at deltagerne udvikler nye handlekompetencer. Vi udvikler løbende selv nye skemaer i forhold til metoderne og samler alt i en mappe, så andre også kan finde inspiration der.

Boks 3. De gode historier bag facaden

For at gøre os mere synlige over for embedsfolk og politikere i Københavns Kommune har vi lige udgivet pjecen ”De gode historier bag facaden”. Her fortæller forskellige brugere af Sundhedshuset om, hvad de har fået ud af at deltage i vores gruppeaktiviteter (se www.sundhedshuset2200.kk.dk). Indtil videre er vi på budgettet også i 2011, men det er vigtigt hele tiden at synliggøre husets arbejde.

 

Inspiration fra den narrative samtale

I Sundhedshuset benytter vi ikke systematisk narrative metoder i vores arbejde, men når vi kigger teoretisk på narrativer (6,10), kan vi genkende mange elementer fra de metoder, vi bruger. Når man arbejder anerkendende og lyttende, får man helt naturligt menneskers historier, og den narrative samtale bygger på en idé om, at den enkelte forstår sit liv ud fra den fortælling, vedkommende skaber om sig selv og verden omkring én. Uanset om man vil det eller ej, bliver vi også en del af denne fortælling.

Når denne dimension bliver anerkendt, er det muligt for sundhedsprofessionelle at være med til også at fortælle den fremtidige historie (10). Professionelt kan dette bruges til at hjælpe et menneske videre i forhold til dets identitet, selvværdsfølelse og handlekompetencer.

Boks 4. Eksempler på udtalelser fra arabisk gruppe 2009

De tre vigtigste ting, du har fået ud af at deltage i gruppen?

  • Snak om opdragelse og mad til børn og aktiviteter. Særligt da vi snakkede om teenagere, da jeg selv har én, og denne her periode er meget svær i forhold til hende.
  • Bedre forhold til min søn, som er teenager, og råd om, hvordan jeg skal behandle min pige, der er forkælet.
  • Lært om forskellige sygdomme, og hvordan man forhindrer disse.
  • Viden om sundhed, opdragelse, psykolog på besøg og ikke mindst åbenhed om disse emner. Ikke kun mig, der har problemer.
  • Vi har lært, hvordan man løser problemer med børn.
  • Lært andre mennesker at kende udefra.

Den bedste oplevelse, du har haft i gruppen?

  • Besøg af Muna (rollemodel fra Integrationsministeriets projekt: Mødre/døtre) og besøg af  sykolog fra OASIS.
  • Festerne og udflugt med vores børn.
  • Den varme modtagelse, man får, når man kommer.
  • Det bedste er at være sammen med andre og lære nye at kende og få sig et netværk.
  • Vigtigt med erfaringsudveksling, ikke kun mig, der har problemer.
  • Når jeg er i gruppen, glemmer jeg mine problemer.

Nævn de tre vigtigste ting, som du har  Fået øje på, at du vil gøre mere eller mindre af:

  • Opdragelse af børn.
  • Kigge mere indad, hvordan har jeg det.
  • Mere på ture med familien.
  • Bruge flere kræfter til at gøre ting anderledes derhjemme. Snak med børnene.
  • Alt, hvad der vedrører psyken, og når man er psykisk dårlig, skal man henvende sig til lægen.
  • Mindre dårlig samvittighed, lave sundere mad.
  • Passe bedre på i forhold til sund mad for mig og mine børn. Røre mig mere.

Evalueringsredskaber

De forskellige teorier og begrebsafklaringer danner basis for vores arbejdsmetoder i gruppeaktiviteterne, ligesom vi har haft stor glæde af at have specialister udefra til at observere vores praksis.

Derudover bruger vi deltagernes evalueringer i vores udvikling af tilbuddene. Gruppelederne udfylder før og efter alle forløb et ”Stop op”-skema, et kvalitetssikringsskema udviklet i Sundhedshuset (se også boks 3).

Afhængigt af evalueringerne tager vi stilling til, om netop denne gruppeaktivitet skal have et nyt forløb – også i lyset af befolkningssammensætningen på Nørrebro. I boks 4 ses eksempler på evalueringer fra 11 kvinder fra den arabiske mødregruppe, og boks 5 beskriver vigtige fokuspunkter ved gruppestart.

Skal afspejle gadebilledet

I Sundhedshuset går vi jævnligt vores praksis efter i sømmene.

Vi kan altid blive dygtigere, og vi er sikkert et andet sted om nogle år, men vi har en solid basis. Vi tør i dag sammensætte grupper bredt i forhold til sociale, etniske og andre kulturelle forskelle ud fra devisen: sammensætningen skal afspejle det billede, som vi ser af familier på Nørrebro.

Vi tror på, at børnefamilierne på Nørrebro gerne vil i dialog på kryds og tværs, og vi hjælper processen i gang. Vi er stolte af at være en del af det multikulturelle Nørrebro, hvor kultur rummer meget mere end etnicitet.

Boks 5. Fokuspunkter ved gruppestart
  • Vigtigt, at gruppelederne udstråler et indtryk af mod og har lysten til at skabe glæde. Det forplanter sig hos deltagerne.
  • God idé at tage en præsentationsrunde, hvor kvinderne ud fra dialogkort skal præsentere sig selv (se evt. kortene på www.dialoogle.dk). Alle deltager. Gruppelederne spørger
    ind undervejs, hvis en af deltagerne har brug for støtte.
  • Ridse dagsordenen op.
  • Godt at få udbredt sundhedsbegrebet fra begyndelsen, det giver deltagerne en fornemmelse af, hvor bredt sundhedsplejersker spænder, når de skal vælge emner. Vi tegner et menneske på en flipover og tager en runde, hvor alle gør sætningen færdig: ”For mig er sundhed også ...”
  • Igangsætte processen med spørgsmålene: ”Skriv mindst tre gode ting ved dig selv, skriv mindst tre gode ting ved at være forældre, og skriv mindst tre ting, som du gerne vil arbejde med at blive bedre til.”
  • Vigtigt, at deltagerne løbende er med til at debattere, hvilke emner der kommer på, og hvilke der evt. bliver fravalgt.
  • Opstille spilleregler sammen med deltagerne til det første møde; f.eks. melde afbud, komme til tiden, sluk mobiltelefonen, børnene sidder ved bordet, når de spiser, løber ikke rundt med mad osv.
  • Begynd gruppen hver gang med, at så mange som muligt får sagt noget. Det kan være:
  • Noget, som du har tænkt på siden sidst, eller en god ting, der er sket siden sidst.
  • Der er flere af jer, der sidste gang fik nogle gode idéer til, hvordan I kunne gøre ting anderledes, har I afprøvet nogle af disse, og hvordan har det virket?
  • Brug ordet fortæl i stedet for forklar (man får deres fortællinger på en mere fri måde, end at man skal have et menneske til at stå skoleret).
  • Betydningsfortællinger er vigtige, dvs. at kvinderne får mulighed for at fortælle, hvad der har betydning for dem, noget, de har været glade for.
  • Man kan have en ”vandrekuffert”, som deltagerne skiftes til at have med hjem, og så tages en ting med hjemmefra, som man gerne vil fortælle om i gruppen. Kan bruges til at starte gruppen med hver gang.

Susanne Uggerly og Jonny Andersen er ansat som sundhedsplejersker i Sundhedshuset på Nørrebro.

Litteratur

  1. Antonovsky A. Helbredets Mysterium, Narayana Press, Gylling. 2007.
  2. Pedersen MH, Rytter M. Den stille integration. Red. Marianne Holm Pedersen og Mikkel Rytter. København: Hans Reitzels forlag. 2006.
  3. Uggerly S. Etniske kvinder og danske mødregrupper (fravalg og tilvalg blandt mødre med en anden etnisk baggrund end dansk). Masterprojekt i Sundhedsantropologi, Institut for Antropologi, Københavns Universitet. 2008.
  4. Horsdal M. Narrativitet i vidensteoretisk belysning. I Vidensteori, professionsuddannelse og professionsforskning red. Niels Buur Hansen og Jørgen Gleerup. Odense: Syddansk Universitetsforlag. 2004.
  5. Martinsen K. Omsorgen i sykepleien – en moralsk utfordring, i K. Martinsen (red.), Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo: Akribe 2005.
  6. Steffens V. Narrativer mellem selvbiografi og myte i Erfaringer – et humanistisk og sundhedsvidenskabeligt perspektiv. Red. Tine Rask Eriksen, Birte Friis Gerstoft og Helle Ploug Hansen. 1996.
  7. Giliam L. Det er os, der laver balladen. I Lokale liv og fjerne forbindelser. Red Giliam, Olwig og Valentin. København: Hans Reitzels forlag. 2004.
  8. Gitz-Johansen T. Den multikulturelle skole – integration og sortering, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag/Forlaget Samfundslitteratur. 2007.
  9. Jensen TK, Johnsen TJ. Sundhedsfremme i teori og praksis, Forlaget Philosophia, Århus. 1. Udgave 2000.
  10. Steffens V. Erfaringspolitik – om brug af fortællinger i medicinsk antropologi i Sygdom og Samfund 2. 2005.
English Abstract

Uggerly S, Andersen J. Health Centre Nørrebro contributes to promote integration. Sygeplejersken 2010;(21):56-60.

The article describes Sundhedshuset (“Health Centre”) in Nørrebro and the health nurses' group-activity work methods, including Arabic and international mother and parent groups. In its 13 years of existence, the centre has gathered unique knowledge and experience that actively contributes to promote integration in Nørrebro.

The activities are grounded in a demonstrated understanding of concepts such as integration, culture and health promotion. Health promotion comprises much more that relaying knowledge; it also encompasses compassion for the participants and helping them incorporate this knowledge with skills, attitudes and preferences, feelings and identities.

In that light, the health nurses’ role and health-promoting work methods are highlighted. Inspiration is also derived from narrative methods. The article concludes with a description of the Centre's own evaluation tools.

Keywords: Health nursing, group activities, health centres, health-promotion methods.

Sundhedshuset på Nørrebro tilbyder en bred vifte af gruppeaktiviteter inden for sundhedsplejen. De bygger på en bevidst forståelse af bl.a. begreberne integration, kultur og sundhed. Erfaringerne er gode, og artiklen giver inspiration til sundhedsfremmende gruppeaktiviteter.
56-60
2010
21
Fag
Kultur
Sundhedshus
Sprog
Indvandrer
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

5 faglige minutter: Kunst lærer os nærvær

Sygeplejersken kan se det i øjnene på de pårørende. Hun fornemmer et behov. Hun kan aflæse desperationen og afmagten i deres kropssprog og ansigter. Hun handler på det. Sørger fra morgenstunden for, at patient og pårørende kommer på en enestue. Hun ved, familien har brug for ro omkring sig.

Hvordan lærer en sygeplejerske at aflæse andre mennesker - patient og pårørende" Hvordan lærer hun at tyde situationer og finde frem til, præcis hvad der er brug for i en situation, så den bedst mulige sygepleje kan ydes"

Hvis jeg nu siger kunst. Hvis jeg nu henleder dine tanker på et digt, der har rørt dig. En bog eller novelle, der har grebet dig. Et maleri eller et stykke musik, der har ramt dig. Vi kan rammes af kunst. Lige i hjertet og i følelserne. Der åbnes op. Vi rives med. Vi kan se og opfatte situationer fra andre synsvinkler.

Nærvær er nøgleordet. Engagement er ledetråden. Følelsen fører os derhen. Den rationelle erkendelse tager imod. Kom indenfor. Lad mig se på dig. Aha - vent lidt, du behøver ikke sige noget ... Jeg er med. Er du med"

Der sker noget, når mennesker møder kunst. Vores sind og bevidsthed åbner sig. Man kan sige, at vi ved at møde kunst træner vores evne til nærvær. Til indlevelse og åbenhed mod det, kunsten søger at udtrykke. Er vi ikke i stand til at åbne os i mødet med kunst, kan vi ikke modtage og forstå budskabet. Vi forstår ikke, hvad det måtte dreje sig om.

Kunst er som en nøgle, der sættes i vores hjerter. Når den drejes, og vi åbner døren, kan vi se. Vi genkender, lytter og mærker.

Sammen med evidensen, forskningen og teorien er nærvær, åbenhed og evnen til at bruge sanserne uundværlige kompetencer i sygeplejen. For der er ingen tvivl om, at kliniske retningslinjer og forskningsbaseret viden er med til at sikre den bedst mulige sygepleje og patientforløb. Men samtidig er det helt afgørende, hvordan mennesker mødes.

Totalt nærvær og fokus på den patient eller pårørende, sygeplejersken står over for, kan gøre en stor forskel, selv om tiden er knap, når der skal findes frem til, hvad der vil være det rigtige at sige og gøre i en situation.

I de fem minutter, hvor sygeplejersken virkelig lytter med alle sanser, er muligheden for at kunne tyde og aflæse en situation, skabe større tryghed og afklare patient eller pårørendes behov, langt større end på en halv times fortravlet tilstedeværelse.

Sygeplejersker må evne at være nærværende. Være helt til stede, også selv om der er meget, der skal prioriteres i en travl hverdag. Vi kender alle notesblokken med de mange gøremål, der venter på et "flueben".

Men vi kender også alle følelsen af, at her nytter det vist ikke at åbne sig op og fortælle, hvordan man har det, og hvad man har behov for - for der er slet ingen, der lytter. Ingen, der mærker, hvem man er, og hvad man har behov for.

Brugen af f.eks. digte, litteratur eller et maleri i undervisning af studerende eller uddannet personale kan være med til at udvikle evnen til nærvær, empati og brugen af sanserne. Desuden kan kunsten inddrages til refleksion over et givent tema eller til at belyse og indfange måder at opleve situationer på. Situationer, hvor døden kommer tæt på, hvor angsten og magtesløsheden tager over, eller hvor håbet spirer på trods. Som et supplement til evidensen gør kunsten sygepleje til kunstudøvelse.

Kunst kan synes som ophøjet, snobbet eller måske noget, man ikke har tid til at gå op i. Men det er skabt af nogen, der har noget på hjerte. Nogen, der vil udtrykke noget. Og det, der kræves for at forstå kunst, er, at vi er nærværende og åbne. At vi lytter og mærker efter ... det kræver bare fem minutters absolut nærvær og fokus.

Connie Timmermann er 36 år, uddannet sygeplejerske ved Vejle Sygeplejeskole 1997 og cand.cur. 2007 ved Aarhus Universitet, Afdeling for Sygeplejevidenskab.  

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

”Man kan sige, at vi ved at møde kunst træner vores evne til nærvær.”
58
2009
7
I HVERT NUMMER
Kultur
Kunst
Sygepleje-patient-forhold
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Fem faglige minutter