Støttemuligheder for homoseksuelle muslimer

 

SY-2009-05-56aIllustration: iStock

 

I 2007 skrev jeg en artikel om homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus, hvor budskabet var, at denne gruppe ofte har store vanskeligheder grundet lukketheden om seksualitet i deres egen kultur (1).

Efterfølgende har flere sygeplejersker henvendt sig for at få større viden om denne problematik, og hvilke støttemuligheder der eksisterer for de homoseksuelle med anden etnisk herkomst end dansk.

Sygeplejerskerne møder f.eks. disse mennesker på psykiatriske afdelinger eller skadestuer pga. problemer i forhold til identitetskrise, religion, forældre og ikke mindst skyldfølelse over for deres homoseksualitet.

I en interviewundersøgelse med unge minoritets-etniske homoseksuelle (2) viste resultaterne, at flere af disse unge i deres erkendelsesproces har haft en manglende viden om, at homoseksualitet er mere end en seksualpraksis som kærlighed og parforhold, ligesom de havde en manglende viden om sikker sex, hvorfor f.eks. risikoen for hiv-smitte stiger.

Finde en slags fred

En første mulighed for identifikation og dermed støtte er mulig gennem antologien "Den forbandede kærlighed" (3), der præsenterer 14 historier om unge, der er homo- eller biseksuelle og tilhører en etnisk minoritet.

De har det til fælles, at de har oplevet modstand mod homoseksualiteten og været igennem store overvejelser over, hvem de er, og hvordan de vil leve deres liv. Mens nogle er sprunget ud for familie og venner, holder andre deres seksualitet skjult. Nogle er både religiøse og homoseksuelle og har fundet en slags fred med sig selv og Gud, mens andre har mistet deres tro undervejs.

Forskellige tolkninger af Koranen

Et eksempel på en, som har bibeholdt troen, er Eren, der er 17 år og har kurdisk baggrund. Han mener godt, at man kan være muslim og homoseksuel. Men mange muslimer er uenige med Eren og mener, at homoseksualitet er en unaturlig ting, som den enkelte og samfundet skal undertrykke.

De mener ikke, at homoseksuelle er rigtige muslimer. De henviser til Koranen, når de skal forklare, hvorfor homoseksualitet er forbudt. Her er der flere steder eksempler på mænd, der forlader deres koner og har sex med andre mænd, og som derefter bliver straffet af Allah. Et eksempel på dette er i fortællingen om Lot i sura 7 (vers), som mange muslimske lærde har tolket som et budskab om, at Allah opfatter homoseksualitet som en synd:

"Og Lot! Da han sagde til sit folk: "Vil I bedrive skamløshed som intet menneske i verden før jer" I går til mænd med jeres begær, i stedet for til kvinder. Nej, I er folk, der går for vidt!" Det eneste svar fra hans folk var, at de sagde: "Driv dem ud af jeres by! De er mennesker, der holder sig rene." Derpå frelste Vi ham og hans folk, dog med undtagelse af hans hustru. Hun var en af dem, der sakker bagud. Vi lod en regn falde ned over dem. Se, hvilken ende det tog med dem, der forbrød sig!" (4).

Det er dog ikke alle muslimer, der tolker denne passage i Koranen på samme måde. Nogle mener, at de vers, hvor sex mellem mænd nævnes som negativt, kun må ses som et eksempel på, at mennesket sætter sig op imod Allahs ord. Det handler derfor ikke om homoseksualitet, men om at gå imod Allahs ord. De argumenterer for, at ordet homoseksualitet overhovedet ikke nævnes i Koranen, men at der blot nævnes sex mellem mænd. Med dette mener de altså, at Allah ikke vil straffe homoseksuel kærlighed, men en alt for løssluppen seksuel adfærd generelt.

"A Jihad for Love"

Dilemmaet i både at være homoseksuel og muslim rummer et tabu, der er så stort, at der nærmest intet er skrevet om det. Derfor kan det opleves som en støtte i ens identitetsdannelse at se den kontroversielle dokumentarfilm "A Jihad for Love" (5). Filmen kaster lys over muslimer, der kæmper for en kærlighed, som sætter dem i en konflikt med både samfund, familie og deres tro. Med titlen ønsker instruktøren at fortælle, at ordet "Jihad" ikke dækker over den snævre betydning "Hellig krig", men refererer til at "følge Guds spor", og han ønsker at starte en kulturkamp for retten til at fortolke islam på en anden måde end den traditionelt fundamentalistiske. Filmens fokus er homoseksuelle muslimer, der mener, at de har lige så meget ret til at være muslimer som alle andre.

Fælles for personerne er, at de alle har kæmpet med en skyldfølelse over at være homoseksuelle. En skyld, som den sydafrikanske imam Muhsin Hendricks mener har rod i en misvisende fortolkning af Koranen, og han argumenterer for, at homoseksualitet og islam kan hænge sammen.

En af dem, der opponerer mod dette i filmen, er den lærde muslim Moez Masoud, der argumenterer for, at "Jihad" er kampen for sandheden og ikke indbefatter en homoerotisk aktivitet, idet det ikke er i overensstemmelse med de universelle principper. For Masoud betyder Jihad altså et bolværk imod ekstremisme i samfundet, hvilket for ham også indbefatter homoseksualitet.

Ikke kun i islamiske kredse

En anden mere indirekte støtte til homoseksuelle muslimer kan være en viden om, at problematikken omkring homoseksualitet og religion ikke kun findes i islamiske kredse. Svenskeren Elisabet Nidsjö forsker i æresrelateret vold mod homoseksuelle unge i Sverige, og hun argumenterer for, at man skal være varsom med at udpege etnicitet som årsagsforklaring på undertrykkelse af homoseksuelle, idet alle - uanset tilhørsforhold - kan opleve diskrimination som æresrelateret vold. Desuden er det heller ikke alle unge homoseksuelle med minoritetsetnisk baggrund, der oplever at blive udstødt, når de springer ud. Der findes ca. 1,3 mia. muslimer verden over, heraf lever ca. 170.000 i Danmark (3 pct. af befolkningen). De fleste er indvandrere fra Tyrkiet og de arabiske lande, men også ca. 6.000 etniske danskere er konverteret til islam (6). Nogle homoseksuelle i de muslimske miljøer får deres familiers accept og mener selv, at det, der er svært ved at være homoseksuel, hænger sammen med ens egen identitet eller med samfundets holdning til homoseksualitet (6).

Støtte gennem interesseorganisationer

Fælles for homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund er altså, at de etnisk, seksuelt og ofte religiøst tilhører en minoritet i det danske samfund, hvilket betyder, at de kan være udsatte for fordomme og fordømmelser fra familien, det religiøse miljø, det homoseksuelle miljø såvel som det danske samfund. Mange lever i en kollektivistisk kultur, hvor den enkeltes handlinger er afgørende for gruppens anseelse, hvorfor det selv for de allerstærkeste unge kan være svært at stå frem med sin seksualitet.

De fleste af disse unge ønsker derfor ikke nødvendigvis at springe ud for familien, da deres familie kan være afhængig af andre slægtninge og bekendte, der, hvis sandheden kommer frem, måske slår hånden af familien. En risiko de unge er meget bange for, og dette hensyn til forældrene mødes ofte af uforståenhed hos de unges etnisk danske venner. Disse oplever det vigtigere at være åben og springe ud for alle (3). Et andet problem er, at de etniske grupper i Danmark er små, hvilket er medvirkende til, at man ikke bare kan flytte til en anden by og så tro, at man ikke er i søgelyset mere. De etniske miljøer er derfor sårbare, og der kan blive slået hårdt ned på dem, der kaster skam over dem

At finde sin identitet i krydsfeltet mellem religion, seksualitet og kultur kan selvklart opleves svært, men netop oplevelsen af at være minoritet betyder også, at man har fælles udfordringer og oplevelser, som man kan have brug for at tale med hinanden om. Det kan være en stor lettelse at erfare, at der findes andre som en selv, men på trods af det store antal muslimer verden over findes der ikke mange organisationer, der aktivt arbejder med problematikken omkring homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus. Der findes dog forskellige interessegrupper, der er vist i boks 1 side 58, og når man som sygeplejerske møder nogle af de muslimer, der føler sig alene i kampen for accept af deres homoseksualitet, kan man med fordel henvise til en eller flere af de interessegrupper.

Ben Nielsen er ansat som adjunkt på Sygeplejerskeuddannelsen Herlev, Professionshøjskolen Metropol;

SY-2009-05-56b
Litteratur

  1. Nielsen B. Etniske homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus. Sygeplejersken 7/2007.
  2. Osander C. Københavnerliv. En interviewundersøgelse med homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund. 2005. Udgivet af LBL med støtte fra Københavns Kommune.
  3. Larsen M, Fenger-Grøndahl M (red.). Den forbandede kærlighed. CDR. Forlag 2007. Se http://www.denforbandedekaerlighed.dk (opslag december 2008).
  4. Wulf E. Koranen i ny dansk oversættelse. 2006. 1. udgave, 1. oplag. Forlaget vandkunsten.
  5. ajihadforlove.com (opslag december 2008).
  6. www.rfsl.se/orebro (opslag december 2008).
ENGLISH ABSTRACT

Nielsen B. Support Opportunities for Homosexual Muslims. Sygeplejersken 2009;(5):56-9.

The article provides a short overview of existing interest organisations for homosexuals from a minority ethnic background. Many homosexuals from a minority ethnic background are unaware of the existence of such organisations. Discovering that there are other people who are able to retain both their belief and their sexuality can be a tremendous relief. Even though the topic of homosexuality remains highly taboo, positive developments in this area are, however, taking place. One example of this is the film "A Jihad for Love", which addresses the dilemma of being homosexual and a Muslim. Many homosexual Muslims have struggled or are struggling with feelings of guilt about their sexuality, which, according to Imam Muhsin, is a misinterpretation of the Koran.

Key words: Homosexuals, Muslim, support options, nursing, religion, sexuality.

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for homoseksualitet blandt etniske minoriteter. Hovedbudskabet er, at der eksisterer forskellige støttemuligheder i forhold til de vanskeligheder, som homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus ofte oplever. Artiklen præsenterer nogle af disse muligheder.
56-59
2009
5
Fag
Kultur
Køn
Livsstil
Menneskerettighed
Miljø
Religion
Seksualitet
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

TV 2 filmer Felthospitalet

SY-2009-04-61aTV 2-redaktør Rasmus Tantholt på øvelse i Oksbøl med et par af forsvarets i alt 15 sygepassere, der den 15. juli tager ansvaret for felthospitalet i Afghanistan med danske læger og sygeplejersker. Foto: Anders Bach/TV 3

Den 15. juli rykker 100 danske sygeplejersker og læger ind på felthospitalet i Helmand-provinsen i Afghanistan for at overtage drift og daglig ledelse i tre måneder. Et produktionshold fra TV 2 har fået lov at følge det danske sundhedspersonale tæt under hele forløbet, og programredaktør Rasmus Tantholdt har store forventninger.

"At være på felthospitalet giver mulighed for at vise krigens konsekvenser på en anden måde. Dels vil jeg gerne vise de civile afghanere og danske soldater, der bliver bragt ind på hospitalet, og dels vil jeg gerne vise nogle af de ofre, som det danske sundhedspersonale leverer for at hjælpe andre mennesker i en krigszone langt væk fra deres familier og trygge hverdag," siger han.

Programmet bygger på daglige optagelser i løbet af de tre måneder, danskerne har ansvar for felthospitalet, og vil følge en række udvalgte hovedpersoner fra staben.

"Det er vigtigt, at seerne møder folk med forskellige funktioner. Lægen, sygepasseren, sygeplejersken osv. Vi regner med at udvælge nogle få personer, som seerne kommer til at lære at kende. Det er vigtigt for at kunne identificere sig med det, der foregår," siger Rasmus Tantholdt.

Ikke et reklameindslag

TV 2 har ikke haft svært ved at få adgang til at optage programmet. Efter tv-holdet har besøgt sundhedspersonalet på deres første øvelse i England, er tilbagemeldingerne positive.

"Vi har fået usædvanlig positiv deltagelse fra alle. Kun to ud af de 100 danskere har frabedt sig at blive interviewet, men ingen har modsat sig at medvirke eller lade sig filme. Jeg tror, at personalet er meget interesserede i at vise danskerne det, de laver. Det er vigtigt for dem, at der er opbakning fra Danmark til deres arbejde," siger han og understreger, at programmet ikke er et reklameindslag for den danske indsats.

"Alt bliver vist. Hvis de saver det forkerte ben af, så kommer det også på tv. Jeg tager ikke derned for at lave hverken en positiv eller negativ skildring, men derimod vil jeg forsøge at vise et ærligt billede af hverdagen på felthospitalet," siger Rasmus Tantholdt.

Afghanistan. Til efteråret sender TV 2 en dokumentarserie om danske sygeplejersker og lægers arbejde på felthospitalet i Camp Bastion. En helt unik mulighed for at skildre konsekvenserne af krigen, siger TV 2-redaktør Rasmus Tantholdt.
29
2009
4
Tema om sygeplejersker på TV
Kultur
Sygeplejefaget
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Sælger sygeplejersker som helte

SY-2009-04-61b
Foto: TV 3/Lars E. Andreasen

Sygehuse og sundhedspersonale har længe været i mediernes søgelys. Der er en stærk folkelig debat om arbejdsvilkår, kvalitet og ventelister. Men langt de fleste historier, der rammer nyhedsbilledet, er negative eller problematiserer sundhedsvæsenet.

Derfor mener Mark Blach-Ørsten, medieforsker og studieleder for Journalistik på Roskilde Universitetscenter, at TV3's nye dokusoap om Hillerød Hospital kan bidrage med en langt mere positiv skildring af det at arbejde på et hospital.

"Det her er næppe et program, der vil afsløre svigt og problemer. Personalet bliver solgt som helte og dygtige mennesker, der ikke bare gør deres arbejde, men gør gode gerninger i hverdagen," siger Mark Blach-Ørsten.

Og den positive vinkel kan betyde en øget søgning blandt den unge seerskare på TV3 til sygeplejefaget, vurderer han.

Tv gav flere politikvinder

"Efter at TV 2 viste serien "Anna Pihl" om en ung, kvindelig politibetjent, fortalte politiet, at de oplevede en stigning blandt kvindelige aspiranter til politiskolen. Også håndboldsporten havde massivt øget tilstrømning, efter at kvindelandsholdet blev eksponeret på tv," fortæller Mark Blach-Ørsten.

Derfor mener han, at sygeplejefaget, der har store problemer med at rekruttere studerende blandt de unge, kan få fornyet interesse med "Hospitalet".

"Serien sætter ord, billeder og ansigt på et sundhedsvæsen, der for mange unge er en stor, diffus ting. Det rammer også ned i en stærk dagsorden, hvor alle taler om sundhed og sygehuse, og samtidig er det formidlet i den populære dokusoap-form. Det skal nok blive en succes," konstaterer Mark Blach-Ørsten.

FAKTA OM TV3'S HOSPITALET

"Hospitalet" er TV3's nye reportageserie, der sendes i 56 afsnit fire gange om ugen. Serien udspiller sig på Hillerød Hospital i Nordsjælland, hvor fire læger, en jordemoder, en servicemedarbejder, seks sygeplejersker og fire falckreddere er blevet fulgt tæt gennem flere måneder. Produktionsselskabet Strix Television filmer tv-serien, der i sin form minder om dokusoapserier i stil med "Airport", der følger lufthavnspersonalets små og store udfordringer i den helt nære dagligdag.

171.000 danskere så med, da første afsnit af "Hospitalet" rullede over skærmen mandag den 2. februar, og det er "virkelig godt," siger Morten Mogensen, programchef for TV3. Han vil ikke udelukke, at serien forlænges med endnu en sæson, hvis succesen holder. "Der er stor identifikation. Ingen går jo gennem livet uden at have berøring med et hospital, og det er næsten en uudtømmelig verden af historier," siger han.

Dokusoap. "Hospitalet" er et kærkomment blik bag kulissen på sundhedsvæsenet, og programmet kan medføre en øget søgning til sygeplejefaget, mener medieforsker fra RUC Mark Blach-Ørsten.
28-29
2009
4
Tema om sygeplejersker på TV
Kultur
Sygeplejefaget
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Det handler om min profession

SY-2009-04-26a
Sygeplejerske Eva Garde Zeiner er glad for at få mulighed for at vise de gode historier fra en hverdag som sygeplejerske. ”Jeg vil gerne have fokus på min profession,” siger hun.
Foto: Søren Svendsen

Hun sætter den ene røde træsko med hvide prikker målrettet foran sig og tager et par raske skridt hen mod én af stuerne på akut observationsafsnit. En patient skal klargøres til undersøgelse på operationsgangen og have lagt et saltvandsdrop. Men 30-årige Eva Garde Zeiner bliver stoppet halvvejs. Kameramanden fra Strix Television signalerer, at hun skal gå lidt tilbage og vente med at gå mod stuen, til han er klar. "Værsgo," lyder det næsten som et smæld fra kameramand Kasper Andersen, der er tæt flankeret af lydmand Henning Wedege.

Eva tager igen et par af de lange skridt og når denne gang resolut døren til hendes stue. Tv-holdet fra Strix Television filmer på tredje måned på Hillerød Hospital, der er omdrejningspunkt for en 56 afsnit lang dokusoap om læger og sygeplejerskers dagligdag. Eva Garde Zeiner er en af de seks sygeplejersker, der har meldt sig som én af hovedpersonerne i serien. I mere end en måned har hun, to-tre dage om ugen, haft det tre mand store tv-hold hængende efter sig som en tekniktungt belæsset, lydløs flue på væggen.

Patienter skal samtykke

Når hun drikker en kop kaffe, læser i journalen, taler med kollegaer, passer patienten eller bare vasker sine hænder, står Kasper klar bag linsen, Henning med sin lange boomstang og reporter Jonas Nilaus med sin notesblok og sine patientkontrakter.

Men Eva er efterhånden vant til at have tv-holdet med sig. Hun ved, at hun skal sikre sig at patienterne har lyst til at blive filmet, og hun accepterer, at holdet kommer tæt på hende i hverdagen - på godt og ondt, som hun siger. Men dybest set synes Eva ikke, at det handler om hende.

"Jeg har ingen personlige forventninger, for jeg har meldt mig til tv-programmet for min afdelings skyld. Jeg blev kraftigt opfordret af min ledelse til at deltage, og jeg synes, at det er en chance for at vise, hvor dygtige vi er på afdelingen, og hvor mange facetter der er af sygeplejen," siger Eva Garde Zeiner.

Vil ikke være kendt

Til at starte med var hun dog en smule skeptisk, for hvad er mon konsekvenserne af at få sit ansigt i landsdækkende fjernsyn over 56 afsnit vil være. Eva håber f.eks. ikke, at hun ender i den kulørte sladderpresse. Men det mener hun dog, at man "skal være rimelig meget fremme i skoene" for at komme til.

"Jeg tager det, for hvad det er. Hvis jeg var interesseret i at blive kendt, så havde jeg nok opsøgt det på anden vis end via mit fag. Sygeplejersker er jo noget af det mest anonyme i vores ens kitler," siger Eva Garde Zeiner, der håber, at programmet vil få en positiv modtagelse af seerne.

Selv synes hun, efter at have set programmets første afsnit, at resultatet er godt.

"Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg sagde ja til at medvirke. Det har været et positivt forløb. Jeg synes, at programmet er blevet sobert og giver et realistisk billede af hverdagen på et hospital."

Zoom. Sygeplejerske Eva Garde Zeiner fra Hillerød Hospitals Akut observationsafsnit er én af de nye stjerner på TV3. Men Eva tager opmærksomheden med ophøjet ro. "Jeg deltager for at fortælle en positiv historie om mit fag," siger hun.
26-29
2009
4
Tema om sygeplejersker på TV
Kultur
Sygeplejefaget
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema

To kulturer blev smeltet sammen

SY-2009-20-30bIllustration: Lars Andersen

Da afdelingssygeplejerske Kathrine Eskildsen var til ansættelsessamtale i foråret 2004, lagde oversygeplejersken ikke skjul på, at der lå en udfordring og ventede i gynækologisk/obstetrisk afsnit G. 

Afsnittet havde to etager på Aalborg Sygehus, øverst G1 med onkologi og svære patientforløb, nedenunder G2 med indlagte svangre og godartet gynækologi.

"Og jeg fik at vide, at de havde været slået sammen som én afdeling i to år, men de følte sig ikke som én," husker Kathrine Eskildsen.

De første tre måneder i afdelingen brugte hun på at spørge, lytte, iagttage og lægge en plan. For det var indlysende, at der måtte ske noget. "Man mødte ind om morgenen, og så sad man, 20-25 mennesker, og fyldte folk på: Hvem ville gerne være på stue 2 nedenunder, hvem ville gerne være heroppe. Det var meget nedenunder og heroppe, men nogle gange var der for mange til den ene afdeling og for få til den anden af dem, der plejede at være der."

Så sad folk og kiggede lidt ned i jorden, husker Kathrine Eskildsen. "Der var en utryghed, som bundede i, at man ikke følte sig hjemme i hele specialet, og så pludselig kunne man stå med ansvaret for noget, man ikke var godt kørende i.

Derfor blev det hele lidt først til mølle-agtigt. De, der var mere stille, fik så det, der var tilbage, og de, der mødte sent, måtte bare konstatere: Nå, hvor er jeg så sat hen i dag?"

Rokader mødt med skepsis

Kathrine Eskildsens løsning var et rokeringssystem, der blandede personalet og betød, at ingen blev hos samme patientgruppe mere end tre måneder ad gangen. Ordningen kørte i to et halvt år.

Personalet blev inddelt i fire team, et til hver af de patientgrupper, afsnittet modtog: de opererede kræftpatienter, de godartede operationspatienter, de gravide indlagte og endagskirurgien. Hver tredje måned rokerede hele teamet til en ny patientgruppe.

De fire team blev sammensat, så der var sygeplejersker med stort kendskab til hver af de fire patientgrupper i hvert team. På den måde var der hele tiden nogle i teamet, der havde ekspertviden om den aktuelle patientgruppe og kunne lære fra sig.

Jonna Nielsen, der oprindelig var sygeplejerske i G1, husker tydeligt sin egen skepsis over for rokeringen:
"Jeg havde jo valgt at være på en afdeling med godartede forløb, og hvordan ville det så være at skulle passe kræftpatienter?"

Det var ikke sådan, at der ligefrem var dårlig stemning mellem G1 og G2. Men afdelingskulturen var forskellig, fortæller Jonna Nielsen. "Stemningen var måske lidt mere lys og løssluppen hos os. Der havde også været en periode, hvor vores afdeling var lukket i weekenden. Og det kunne godt være lidt træls for den anden afdeling, at vi kunne holde fri i weekenderne, mens de skulle passe de patienter, vi ikke kunne sende hjem."

Næsten som nye kolleger

Nogle var skeptiske, nogle valgte simpelthen at rejse fra afsnittet. Men i løbet af de næste par år kom Jonna Nielsen og hendes kolleger til at sætte pris på afvekslingen og udfordringerne i rokeringssystemet.

"Hvis man i en periode havde passet mange dårlige kræftpatienter, kunne det være godt at komme til det mere livsbekræftende hos de svangre," siger hun. "Men det allerbedste var, at man hele tiden fik prøvet noget nyt og blev klædt på til det hele. Det er dejligt, og vi havde godt af at blive blandet."

Mette Juel Sørensen, oprindelig sygeplejerske i G2, ville også gerne have fortsat med at rokere. "Jeg følte, jeg pludselig fik mange flere kolleger. Der var nogle, som man før kun kendte af udseende, men nu lærte at kende som rigtig gode kolleger. Man fandt ud af, at vi alle sammen havde noget at byde på," siger hun.

"Og pludselig oplevede man specialet på en helt anden måde. Det blev dobbelt så stort, og jeg syntes, det var svært at vælge, da vi igen skulle lægges fast i speciale-team."

Næste stop: specialisering

Efter to et halvt år med rokering besluttede Kathrine Eskildsen nemlig at stoppe. Ordningen havde tjent sit formål: Alle sygeplejersker i afsnit G havde en viden ud over det basale inden for alle fire diagnosegrupper, og de havde fået øjnene op for den sygepleje, der blev udført i andre dele af specialet.

"Jeg har fået et personale, der er meget omstillingsparate og lynhurtige til at implementere nyt. De tænker meget kreativt, er åbne over for hele specialet og har ansvarsfølelse over for helheden," siger Kathrine Eskildsen, der gerne opsummerer processen med de to ord: læringsmiljø og trivsel.

Hun understreger, at man selvfølgelig ikke bare kan dele personalet ind i team og overlade resten til dem selv. Der skal laves støttesystemer i form af oversigtstavler, teamkonferencer osv., og man skal løbende arbejde med relationerne i personalegruppen. Hun bad f.eks. alle om at score deres trivsel hver tredje måned og brugte scoringen som udgangspunkt for diskussion på personalemøderne.

"Noget af det allervigtigste er, at janteloven ikke fungerer her. Det har vi snakket om, at det gider vi ikke. Man skal have lov til at vise, hvad man kan. Bare kom, så skal jeg lære dig. Det er vores motto," siger hun.

Hun brød strukturen op igen, fordi afdelingen har brug for specialiseret sygepleje. "Det begyndte at komme på personalemøderne, at man havde brug for at blive længere på et sted. Hver gang man syntes, man var ved at være rigtig god til noget, skulle man videre til noget andet," forklarer Kathrine Eskildsen.

"Og der sker så meget i dag udviklingsmæssigt, at man er nødt til at være helt fremme i skoene for at følge med i specialerne. Vi var nødt til at mejsle folk fast i team, hvor de kommer til at gå sammen med specialekyndige læger og kan matche dem."

Derfor stoppede rokeringen altså for halvandet år siden, og alle valgte sig ind på et fast team. Men det skaber ikke de samme problemer som i gamle dage.

"Vi er stadig lukket sammen i sommer- og efterårsferie, til jul, påske og pinse. Det er faktisk 13 uger hvert år, så man får stadig føling med den viden, der er i andre dele af specialet," siger Kathrine Eskildsen. "Og hvis der en dag er kommet så mange nye ind, at vi ikke er allround mere, så finder vi også en løsning på dét." 

UDFORDRINGEN

Udfordringen: To sengeafsnit, der var lagt sammen to år tidligere, men stadig ikke fungerede som et hele.

Afdelingen: Gynækologisk/obstetrisk afsnit G, Aalborg Sygehus.

Det gjorde de: Plejepersonalet blev opdelt i fire team, der i to et halvt år rokerede mellem afsnittets fire diagnosegrupper hver tredje måned.

Det har de opnået: Plejepersonalet lærte specialet og kollegerne bedre at kende på tværs af tidligere tilhørsforhold. Alle blev gode til at håndtere forandringer og lære nyt.

Det er de stolte af: En afdelingskultur, hvor der både er åbenhed om det, man ikke kan og har brug for hjælp til, og det, man er god til og kan lære fra sig.

Det slås de stadig med: Der vil altid være en modsætning mellem behovet for bredde og behovet for specialisering. 

Afdelingskulturkløft. Det var stadig Nedenunder og Heroppe to år efter sammenlægningen af afsnit G1 og G2 på Aalborg Sygehus. Det fandt afdelingssygeplejerske Kathrine Eskildsen råd for.
30-31
2008
20
Baggrund
Kultur
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Inddrag etniske minoriteters sundhedsopfattelse i vejledningen

2007-47-01-2
Attribution 
Foto: Simon Knudsen

Patienter med anden etnisk baggrund end dansk bliver ofte betragtet som demotiverede og ressourcekrævende. De bliver hyppigt genindlagt, fordi de ikke efterlever vejledning og behandlingstiltag (1,2,3).

Et vigtigt element i denne problematik er, at sygeplejersker mangler redskaber til at forstå patientens udgangspunkt (4). Det er et grundlæggende problem, der kalder på en løsning.

Der er et boom i indlæggelser af patienter med anden etnisk baggrund end dansk i Danmark ifølge de seneste undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen.

Denne patientgruppe er procentuelt højere repræsenteret ved flere livsstilssygdomme end danskere, såsom luftvejssygdomme, hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og muskel- og skeletlidelser (figur 1 nedenfor).

SY-2007-20-46e
Patienterne er også karakteriseret ved en betydelig grad af non compliance, som viser sig gennem gentagne hospitalsindlæggelser, hvilket dels er en belastning for patienterne, dels har store økonomiske omkostninger for samfundet (2,3). Ofte har patienterne utilstrækkelig viden om, hvordan kroppen fungerer, og de har et uhensigtsmæssigt forhold til kost og motion. Derfor kan man frygte de sundhedsmæssige konsekvenser, ligesom usunde livsstilsvaner kan videreføres til næste generation.  

Nogle af de udfordringer, vi står over for i denne sammenhæng, bunder i forskellig kulturel baggrund samt forskellige sundheds- og sygdomsopfattelser. Hvis sygeplejersker ikke har den nødvendige viden til at takle denne problematik, bringes de i en situation, hvor de er nødsaget til at yde en sygepleje uden at kunne medtænke patientens kulturelle udgangspunkt. Ifølge sygeplejeteoretikeren Madeleine Leininger har patienten krav på at blive mødt ud fra sit eget kulturelle ståsted. Hvis ikke vi målrettet møder patienten på denne måde, vil risikoen være, at patientens tilstand ikke forbedres, men måske tværtimod forværres, hvilket netop er det billede, der tegner sig i dag gennem non compliance og hyppige indlæggelser. Men når vi skal tage udgangspunkt i relevante aspekter hos patienten, kræver det ifølge Madeleine Leininger, at vi må have en grundlæggende viden om andre kulturer (5). Vi må med andre ord prioritere at få viden om forskellige kulturer for herved at reducere den kulturelle forståelseskløft. Når talen er på kultur, skal vi gøre os klart, at dette begreb i sig selv er meget komplekst. Det omfatter bl.a. menneskers trosretning, viden, moral og færdigheder tilegnet som medlem af et samfund. Kulturen overføres desuden i en vis grad fra generation til generation, ligesom den er foranderlig. Vi må derfor være varsomme med, hvordan vi forstår og anvender begrebet kultur, da alle mennesker agerer som enkeltpersoner med specifikke værdier og regler, som bevirker, at kun det enkelte menneske kender sin egen kultur til bunds. Derfor er det afgørende, at vi er bevidste om altid at imødekomme selve mennesket og ikke dets kulturkreds. Derigennem kan vi have en fordomsfri og åben tilgang til hver enkelt patient (6). 

Flere livsstilssygdomme

Patienter med muslimsk baggrund er overrepræsenteret ved flere livsstilssygdomme (figur 1). Islam er den næststørste religion i Danmark med 140.000 muslimer. Ca. 50.000 kommer fra Tyrkiet og ca. 18.000 fra Pakistan (7). Tre vigtige aspekter spiller ind, når man skal forklare, hvorfor nogle patientgrupper er overrepræsenteret ved livsstilssygdomme, nemlig sundhedsopfattelse, sygdomsopfattelse og familieforhold (figur 2).  

SY-2007-20-46d
Ifølge antropolog Thomas Hylland Eriksen findes der fire medicinske systemer i verden, der opdeles i: biomedicin, ayurvedisk medicin, kinesisk medicin og unanimedicin. Groft opdelt hører Vesten under biomedicinen, hinduerne under ayurvedisk medicin, kineserne under kinesisk medicin og muslimerne under unanimedicinen (se boks 1). Ligesom kultur er et komplekst begreb, må man også her være opmærksom på, at man ikke kan kategorisere så store befolkningsgrupper inden for disse generelle rammer, og at der er flydende overgange mellem befolkningsgrupper og medicinske systemer (6).   

BOKS 1. UDBREDELSEN AF DE MEDICINSKE SYSTEMER I VERDEN

Unanimedicinen
Grækenland, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien, Malaysia, dele af
Indonesien, Latinamerika, langs den afrikanske Middelhavskyst og til Spanien.

Ayurvedisk medicin
Indien, Nepal, Sri Lanka og dele af Pakistan.

Kinesisk medicin
Kina, Korea, Japan, Thailand, Vietnam og de omkringliggende områder

Biomedicinen
Er nået til de fleste lande, men bliver flere steder brugt på niveau med de andre systemer og derved ikke som den eneste måde at behandle sygdom på.

Kilde: Fødevarestyrelsen. Maden hos indvandrere og flygtninge i Danmark. 1. udgave. 1. oplag. Fødevaredirektoratet; 2002.

Skitseringen af en bestemt patientgruppe er således i risiko for stereotypisering og mulige faldgruber. I relation til muslimer, som denne artikel handler om, er det vigtigt at være opmærksom på, at mange muslimer i Danmark har overtaget elementer af en vestlig kultur og livsstil, samtidig med at de holder fast i elementer af deres egen kulturelle baggrund.

Tegn på velstand

Ser vi i første omgang på muslimers sundhedsopfattelse, anerkender mange ikke vigtigheden af at motionere og spise ernæringsmæssigt sundt, men tillægger disse faktorer en anden betydning. Muslimers kost indeholder generelt mange sunde produkter, men samtidig har de et uhensigtsmæssigt stort forbrug af madolie. Det skyldes, at mange ikke er klar over, hvad der er sundt og usundt, ligesom at fedt- og sukkerholdig mad anses som værende et tegn på velstand. Derfor har det også betydning rent socialt, hvor man viser, at man ikke er nærig, hvis man bruger meget olie i madlavningen. Hvad angår motion, er det at bevæge sig ofte forbundet med fattigdom i hjemlandet, hvor det står i forbindelse med hårdt fysisk arbejde og lange gåafstande. Det er i stedet prestigefyldt at køre i bil (7).

Derfor må vi være opmærksomme på muslimers kost- og motionsvaner, når disse er symptomer på en uhensigtsmæssig livsstil. Vi må i vores vejledning forklare, hvordan kost og motion bliver opfattet i Vesten, og at overvægt ikke er et udtryk for sundhed og velstand, snarere tværtimod.

Livsstilssygdomme ses som ufarlige

Muslimers sygdomsopfattelse har afgørende betydning for problemstillingen med den høje prævalens på livsstilssygdomme og den tilhørende non compliance. Mange muslimer opfatter ikke disse livsstilssygdomme som farlige, idet de er usynlige. Herved menes der, at sygdommene ikke nødvendigvis kan ses, lugtes eller føles, hvilket er afgørende for at kunne påtage sig patientrollen. Da flere af disse livsstilssygdomme desuden er kroniske, skal man yderligere være opmærksom på, at mange muslimer ikke anvender klassificeringen kronisk og ikke kronisk sygdom. Mange tror, at alle sygdomme kan behandles og helbredes (6,8).

Derudover er tilgangen til sygdom ofte en medicinsk pluralistisk tilgang, hvor man henvender sig til mange forskellige behandlingssteder. Det være sig f.eks. familie, traditionelle behandlere, hakimen og den biomedicinske læge. De traditionelle behandlere er kloge mænd og koner, og hakimen er en professionel, som behandler sygdomme med plantemedicin og ernæringsråd i forhold til kroppens balance. I unanimedicinen, som muslimerne hører under, er det centrale, at kroppen er i balance. Her spiller det enkelte individs temperament, alder og køn samt kroppens fire væsker blod, slim, gul og sort galde en vigtig rolle.

Disse fire kropsvæsker er i forskelligt omfang forbundet med varme, kulde, fugtighed og tørhed. Hvis man bliver syg, er det tegn på ubalance mellem disse forhold, hvor sygdomme og andre tilstande desuden klassificeres som varme eller kolde. Denne ubalance kan så genoprettes gennem urtemedicin samt afbalancering af kosten, da også madvarer kan besidde varme eller kolde egenskaber (9,10).

Rådgivning i direkte termer

Ovenstående eksempler på sygdomsopfattelse må vi derfor være opmærksomme på, når vi møder muslimske patienter, som udviser non compliance i forhold til deres sygdom. I disse tilfælde er det ikke nok at vejlede patienten om korrekt livsstil endnu en gang. Man må i stedet aktivt søge viden om deres oplevelse af sundhed og sygdom og om deres sundhedsadfærd generelt.

Hvis patienten med en livsstilssygdom ikke ser sig selv som syg, må vi som sundhedspersonale med den biomedicinske tilgang fortælle patienten, hvordan vi opfatter sygdommen og de mulige konsekvenser ved en uændret livsstil. Det kan med fordel formuleres i direkte termer, så budskabets alvor bliver tydelig for patienten (8).

Hvis patienten derimod har en forståelse af at være syg, men stadig udviser non compliance i forhold til sin sygdom, er det relevant at spørge til, hvordan pågældende lever med sin sygdom. Det kan være, at patienten selv mener at mestre sin sygdom, men med midler, som vi i vores sundhedsvæsen ikke tilbyder, her med tanke på den medicinske pluralisme. På den måde kan vi få en dybere indsigt i årsagsforholdene vedrørende patientens adfærd, som kan medvirke til at give os den viden, vi behøver, for at kunne undervise patienten og give den nødvendige behandling. Herved kan der måske endda opnås en behandling, som tilgodeser flere forskellige behandlingsmetoder.

Familien må inddrages

Det er væsentligt at medtænke den muslimske patients familieforhold, der ofte har grundlag i den patriarkalske storfamilie, der er hierarkisk opbygget med alder og køn i fokus, og hvor hver person har sin rolle i familien. Manden er højt placeret i hierarkiet og står primært for de opgaver, der er uden for hjemmet. Kvinden er lavere placeret i hierarkiet og står for opgaverne i hjemmet. Ydermere er den patriarkalske storfamilie meget forbundet, og alle betydelige beslutninger vedrørende et familiemedlem går igennem dette familiehierarki. Det er derfor vigtigt, at sygeplejersken inddrager vigtige familiemedlemmer i sygeplejen. Det vil sige, at undervisning og vejledning også rettes mod familien og ikke kun patienten, idet dette optimerer muligheden for livsstilsændring. Kvinden vil ikke ændre adfærd, hvis ikke ægtemanden mener, at det er relevant, ligesom manden ikke vil ændre kostvaner, hvis ikke vi underviser kvinden i sund ernæring. Ved at inddrage andre familiemedlemmer øges chancerne desuden for, at patienten fastholder livsstilsændringerne, ligesom det kan have en forebyggende effekt i forhold til de øvrige familiemedlemmer (6,11).

Begrænset viden

Det er vigtigt at have den fornødne viden for at kunne møde patienter med anden etnisk baggrund end dansk med respekt og forståelse. Hvilket dog er lettere sagt end gjort. I dag har vi nemlig en meget begrænset mængde tilgængelig viden samlet. Det skyldes, at patienter med anden etnisk baggrund tilhører en stor gruppe patienter med forskellig kulturel baggrund, og der opstår faldgruber ved blot at se dem som en samlet gruppe. I udvikling af viden inden for dette område må man derfor rette fokus mod én specifik etnisk minoritetsgruppe. Dette er Center for Folkesundhed også opmærksom på. Centeret har i april 2007 indledt en landsdækkende undersøgelse om etniske minoriteters sundhed, sygdom og livsstil, som netop skal være med til at klargøre forskelle mellem de etniske grupper. (Rapporten forventes færdig ultimo 2007).

Brug for kvalitetsudvikling

Den eksisterende mangel på viden medfører, at den enkelte sygeplejerske står over for en stor opgave, som ikke kan løses alene. Den svære situation behøver anerkendelse, og ansvaret for forbedringer må gøres til et fælles fagligt og ledelsesmæssigt anliggende frem for at betragte det som et personligt problem for den enkelte professionelle. Der er brug for kvalitetsudvikling inden for området, således at både patient og sygeplejerske oplever nogle bedre rammer at mødes og samarbejde inden for.

I den sammenhæng er det vigtigt at gøre opmærksom på det trods alt tilgængelige materiale, så den eksisterende viden udbredes og alle kan få glæde af den, herunder sygeplejersker (se f.eks. boks 2).  

BOKS 2. UNDERVISNING TIL PAKISTANSK DIABETES TYPE 2-PATIENTER

På Bispebjerg Hospital er der lavet et projekt rettet specifikt mod pakistanere med sygdommen diabetes type 2. Ud fra projektet er der udviklet undervisningsmateriale til brug for sundhedspersonalet, en vejledning til den pakistanske patient og dennes pårørende, samt en planchebog til at understøtte undervisningen.

Projektet blev muligt gennem et samarbejde med en dansk læge med pakistansk baggrund, som kunne fremhæve, hvad der var essentielt ved den pakistanske kultur. Materialet er nu implementeret som et undervisningstilbud i diabetesambulatoriet til denne befolkningsgruppe.

Undervisningsprogrammet "Et kulturelt afstemt undervisningsprogram for pakistanske patienter med type 2-diabetes" (12) kan rekvireres gratis ved henvendelse til Bispebjerg Hospitals uddannelsesafdeling, telefon 3531 2925.

Et andet tiltag kunne være, at man på sin afdeling etablerede en nøglepersonfunktion med fokus på patienter med anden etnisk baggrund. Nøglepersonens ansvar kunne være at akkumulere og opdatere viden inden for patientgruppen, strukturere og videregive relevant viden til kollegaer, udarbejde vejledninger etc.

Alt i alt er der meget, der tyder på, at man kan få reduceret både antal og varighed af indlæggelser af patienter med anden etnisk baggrund, når man møder patienterne ud fra deres kulturelle virkelighed.

Katrine Rutkær er ansat som sygeplejerske på Pædiatrisk afdeling på Rigshospitalet.

Litteratur

  1. Troelsen M. Indvandrere er en belastning. Sygeplejersken 2006;2:18-20.
  2. Folmann N, Jørgensen T. Etniske minoriteter - sygdom og brug af sundhedsvæsenet: et registerstudie. København: Sundhedsstyrelsen; 2006.
  3. Sundhedsstyrelsen. Etniske minoriteters sundhed og sygelighed - opgørelse af behandlingsrater (2002) blandt indvandrere. København: Sundhedsstyrelsen; 2005.
  4. Kristensen N. Sundhedspersonale ved for lidt om indvandrere. Sygeplejersken 2001;44:5.
  5. Leininger M. Culture care diversity and universality: a theory of nursing. New York: National League for Nursing Press; 1991.
  6. Eriksen T, Sørheim T. Kulturforskelle - kulturmøder i praksis. 2. udgave. København: Munksgaard; 2005.
  7. Fagligt Selskab for Diabetessygeplejersker. Muslimer i Danmark. Dansk Sygeplejeråd. Juli 2005. Tilgængelig via www.dsr.dk > Faglige selskaber > diabetessygeplejersker
  8. Borrild L, Musaus L. Sygepleje til mennesker med diabetes. 1. udgave. 1. oplag. København: Munksgaard; 2001. 
  9. Andersen J, Jensen A. Etniske minoriteter - kulturmøder i sundhedsvæsenet. 1. udgave. 1. oplag. København: Munksgaard; 2001. 
  10. Fødevarestyrelsen. Maden hos indvandrere og flygtninge i Danmark. 1. udgave. 1. oplag. Fødevaredirektoratet; 2002.
  11. Jensen T, Rothstein M. Etikken og religionerne. 1. udgave. 1. oplag. Aschehoug Dansk Forlag; 1998.
  12. Petersen J et al. Et kulturelt afstemt undervisningsprogram for pakistanske patienter med type 2-diabetes. H:S Bispebjerg hospital og Diabetesforeningen; 1999.
ENGLISH ABSTRACT 

Rutkær K. Involve ethnic minorities' perception of health in guidelines. Sygeplejersken 2007;(20):46-9.

Patients of non-Danish origin are more heavily represented in the statistics than ethnic Danes when it comes to several lifestyle diseases. This applies to respiratory diseases, cardiovascular disease, type 2 diabetes and muscular-skeletal complaints. Patients are also characterised by a considerable degree of non-compliance and frequent hospitalisation, which is a strain on the patients as well as being socio-economically costly.

The article, derived from a 2006 bachelor project, presents selected elements of Muslim patients' cultural backgrounds and their perception of health and sickness, and the consequences for the nursing of Muslims. This must be based around a Muslim patient's specific experience of health and sickness and existing health behaviour.

Key words: Understanding culture, health and sickness perceptions, Muslims, quality development.

Artiklen henvender sig til alle sygeplejersker. Hovedbudskabet er, at der er behov for langt større viden om etniske minoriteters kulturelle baggrund og sundheds- og sygdomsopfattelser. I artiklen, der udspringer af et bachelorprojekt fra 2006, identificeres vigtige elementer i forhold til sygeplejen til patienter med muslimsk baggrund.
46-49
2007
20
Fag
Ernæring
Indvandrer
Kultur
Kvalitet
Religion
Sprog
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Vild med dans

2007-26-01-3Foto: Anne-Li Engstrøm

Et musikanlæg spiller tyrkisk musik, mens en halv snes kvinder danser rundt i et undervisningslokale spækket med kulørte lamper, spraglede tørklæder og et overflødighedshorn af mavedanserfotografier på væggen.

"Når vi danser og griner, glemmer vi, at det gør ondt," siger den 47-årige bevægelseslærer og forhenværende sygeplejerske Suzzane Potempa.

Hun er en meget tynd kvinde med en markant udstråling, og sætningerne udtales på et langsomt og tydeligt dansk, inden hun går rundt og gennemgår fysiske øvelser med hver enkelt.

De fleste af kvinderne er mellem 45 og 65 år. Mange har levet isoleret i det danske samfund i over 20 år, og de er plaget af sygdomme som gigt og diabetes.  

Suzzane Potempas undervisning er mere end bevægelse. Hun styrker kvindernes danskkundskaber, underviser i kost, ringer til lægen, boligselskabet og sagsbehandleren.

Og så kender hun mange af kvinderne privat og deltager i bryllupper og andre familiebegivenheder.

Det er 16 år siden, at Suzzane Potempa lagde sygeplejen bag sig og blev professionel mavedanserinde og bevægelseslærer for indvandrerkvinder. Sideløbende har hun også lært massage og den særlige healingform reiki. Men Suzzane Potempa understreger, at hun stadig betragter sig selv som sygeplejerske.

"Jeg tænker i helheder og forebyggelse og bruger i høj grad min faglighed i undervisningen," fortæller Suzzane Potempa.

Tr

edjegenerationsindvandrer

Suzzane Potempa voksede op på Lolland som tredjegenerationsindvandrer. Hendes bedsteforældre emigrerede fra Polen til Lolland for at høste roer. Familien var meget kreativ. Suzzanes far spillede harmonika, sav og banjo, og som barn elskede Suzzane at stille sig op foran spejlet for at danse.

Efter realeksamen gik Suzzane Potempa i gang med forskellige ufaglærte job. Hun var fabriksarbejder, arbejdede på plejehjem og i hjemmeplejen. Samtidig tog hun hf på aftenskole, og som 23-årig kom hun ind på sygeplejeskolen i Nykøbing Falster.

"Sygeplejen var lige mig. Jeg kunne godt lide at få tildelt et stort ansvar og koordinere forløbet omkring patienterne," fortæller Suzzane Potempa.

Som nyuddannet sygeplejerske tog hun til København og fik ansættelse på en kirurgisk afdeling. Siden fulgte job på psykiatrien, på plejehjem og i hjemmeplejen. Hun arbejdede også som anæstesisygeplejerske, og den sygeplejefaglige karriere sluttede på en øjenafdeling.

I begyndelsen lagde Suzzane Potempa al sin energi i sit job. Men efter et par år begyndte hun at brænde ud.

"Det gik virkelig med 120 kilometer om hjørnerne. Jeg tog ekstravagter og påtog mig mange opgaver. Men jeg syntes ikke, jeg blev belønnet for at yde en ekstra indsats. Det blev bare forventet, at jeg skulle yde endnu mere. Jeg var nok meget idealistisk og lagde hele min sjæl i at gøre tingene så godt som muligt, og det var måske også derfor, at jeg kørte træt. Det er farligt at skulle yde omsorg for andre, når man ikke selv bliver fyldt op."

Suzzane Potempa understreger, at hun også havde mange gode kolleger og fine oplevelser med patienterne. Omvendt var der situationer, hvor den dårlige samvittighed pressede sig på, fordi hun ikke syntes, at hun kunne udføre sit job godt nok.

F.eks. da en patient, hun passede, fik en uværdig død på en hospitalsgang.

"Jeg havde gjort den ansvarlige overlæge opmærksom på, at den pågældende patient skulle flyttes til en stue. Men der var travlt på afdelingen, og det kunne ikke lade sig gøre. Man kan gå på nok så mange stresskurser, hvis ikke forholdene giver rum og tid til at behandle patienterne ordentligt, så hjælper det alt sammen ikke en tøddel."

På en psykiatrisk afdeling oplevede Suzzane Potempa, at en plejer blev slået ned af en patient. Han var afskåret fra at tilkalde hjælp, fordi afdelingen manglede et kaldeapparat.

"Det var et chok. Det kunne lige så godt have været mig, der var gået ind til den patient, og episoden var måske nok en medvirkende årsag til, at jeg forlod faget."

Glemte tid og sted

Samme år, som hun blev færdig som sygeplejerske, begyndte Suzzane Potempa at lære mavedans hos den kendte danserinde Catherine Ruillet. Dansen og musikken virkede som en slags åbenbaring. Suzzane Potempa glemte tid og sted, når hun svingede kroppen i takt til de orientalske rytmer.

"Jeg var så opslugt af dansen, at der kunne være sket et atomuheld eller valgt en ny statsminister, uden at jeg ville ænse det."

I perioder knoklede hun som sygeplejerske, mens friuger og afspadsering blev brugt på at lære mavedans hos professionelle instruktører i Egypten, Tyrkiet, Israel og Tyskland.

Suzzane Potempas passion for mavedans betød, at hun fik endnu sværere ved at forlige sig med arbejdsvilkårene som sygeplejerske.

"Kontrasten mellem den glæde, jeg følte ved dansen, og de belastende arbejdsforhold var for stor. Jeg var kørt træt, og på et tidspunkt meldte jeg mig syg. Jeg kunne ikke overskue at gå på arbejde."

I 1991 besluttede Suzzane Potempa at forlade sit fag og starte som selvstændig med egen aftenskole.

Et par år forinden var hun begyndt som underviser i mavedans på en kommunal aftenskole. Men her blev rammerne for snævre. Suzzane Potempa syntes f.eks., det var vigtigt at kunne indrette danselokalet med den rette orientalske udsmykning. Det kunne ikke lade sig gøre, og derfor oprettede hun Skolen for Orientalsk Dans i København.

"Det var en succes. Jeg fik mange tilmeldinger fra danskere, der ville lære mavedans."

Om sommeren rejste hun til Kreta for at undervise turister i mavedans og optræde på øens hoteller. Gennem otte år boede hun hver sommer i et lille hus i bjergene og kom tæt på lokalbefolkningen.

Hendes nye liv gavnede bestemt ikke privatøkonomien.

"Jeg tjente og tjener stadig meget mindre end en sygeplejerske: Jeg har lært at praktisere begrebet "simple living," længe før det blev moderne. Set i bakspejlet skulle jeg nok have stoppet mere gradvist og taget nogle vagter for at få min økonomi til at hænge bedre sammen," siger Suzzane Potempa, der bor i en billig lejlighed i København og har valgt ikke at få børn.

Ingen fornemmelse for kroppen

Suzzane Potempas optræden som mavedanserinde gav hende en tæt kontakt til etniske miljøer i København, og på den måde opstod idéen om at lave særlige bevægelseskurser for indvandrerkvinder i 1997.

"Oplysningsniveauet blandt de kvinder, jeg underviser, er meget lavt. Nogle af kvinderne har absolut ingen fornemmelse af deres krop. Når de skal tabe sig, lægger de en plastikpose om maven for at svede. De ved heller ikke, at man skal gå til tandlæge og sørge for at få jerntilskud ved kraftige menstruationer."

Undervisningen har styrket deltagernes fornemmelse for deres krop og givet langt større selvtillid.

"I min undervisning tager jeg udgangspunkt i kroppen og kvindernes fysiske problemer og giver dermed kvinderne en bevidsthed om velvære, og hvad de selv kan gøre for at få det bedre og dermed blive motiverede for at lære dansk. De kan ikke lære sprog, hvis ikke de har kroppen med," fortæller Suzzane Potempa og fortsætter:

"En af kvinderne gik f.eks. konstant til lægen på grund af smerter, da hun kom hos mig for første gang for 11 år siden. I dag ved hun, hvad hun skal gøre for at tabe sig, og hvis hun har ondt, går hun ikke bare til lægen."

Drømmene er intakte

De senere år har Suzzane Potempa også blandet sig i debatten om de svageste indvandrerkvinders vilkår.

"Mange af de kvinder, jeg møder, er i 50'erne. Da de kom til Danmark for 20-30 år siden, skulle de ikke lære dansk, og der var ingen krav om, at de skulle integreres. Nu skal de gå i skole og finde arbejde, men for mange af dem er det alt for sent," forklarer Suzzane Potempa.

I dag fortryder hun ikke sit karriereskift. "Det gode ved mit liv er, at jeg har fået udlevet mine drømme og prøvet nogle ting af. I dag brænder jeg for at få politikerne til at forstå, at der skal nogle alternative løsningsmodeller til for de svagest stillede etniske familier. Jeg mener, man skulle tilbyde kvinderne en slags social aktivering, hvor de kommer ud og møder andre. Men det er spild af penge og ressourcer at tro, at de kan komme i arbejde."

Og som den ildsjæl hun er, har Suzzane Potempa nye projekter i støbeskeen. "Jeg drømmer om at oprette en sundhedsklinik, hvor flygtninge/indvandrere kan komme ind fra gaden og søge rådgivning. Og så kunne jeg virkelig godt tænke mig at starte en slags ældrekollektiv for ældre fra forskellige etniske grupper. Det bliver der brug for i fremtiden."

Vi har bedt Suzzane Potempa give tre rap og tre klap til sygeplejen:

TRE RAP
  1. Systemet giver ikke nogen belønning til de sygeplejersker, der knokler ekstra. Det forventes bare, at sygeplejersken yder endnu mere.
  2. Manglende ressourcer på hospitalerne betyder, at sygeplejersker nogle gange føler sig presset til at tage opgaver, der ligger uden for deres kompetence. Jeg følte indimellem, at jeg stod alene med store beslutninger vedrørende patienterne, fordi der manglede personale.
  3. Sygeplejerskeuddannelsen er ikke altid afstemt med virkeligheden. Der er ikke altid rum og mulighed for at udøve de idealer om pleje og omsorg, som jeg lærte under uddannelsen. 
TRE KLAP
  1. Sygeplejen er et af de bedste erhverv, man kan uddanne sig til.
  2. Sygeplejersken har tæt kontakt til patienterne, et stort ansvar og en meget varieret arbejdsdag.
  3. Sygeplejen giver utrolig mange muligheder, som også kan bruges i andre fag og i et videre karriereforløb. 
BLÅ BOG

 
Suzzane Sofia Potempa er 47 år og voksede op på Lolland i en familie af polsk afstamning.

Hun blev færdiguddannet sygeplejerske i 1986, og i 1991 oprettede hun Skole for Orientalsk Dans i København. Har gennem årene været initiativtager og arrangør af flere orientalske musikfestivaler i København.

Har siden 1997 undervist svagt stillede indvandrerkvinder i krop og bevægelse.
I denne sæson underviser Suzanne Potempa 50 indvandrerkvinder. 

AFHOPPERNE

Tal fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 8 pct. af alle sygeplejersker har forladt deres fag efter 10 år.

Sygeplejersken bringer en serie interviews med sygeplejersker, der har gjort sig gældende i andre brancher.

Det første interview "Fra sygeplejenål til ridderkors" blev bragt i nr. 18/2007.

Lidenskab. Jeg tjener meget mindre end en sygeplejerske, men jeg har realiseret mine drømme. Sådan fortæller den 47-årige mavedanserinde og bevægelseslærer Suzzane Potempa, der kvittede sygeplejen for 16 år siden for at blive mavedanser. Som sygeplejerske syntes hun ikke, hun blev belønnet for at yde en ekstra indsats.
26-27
2007
20
Baggrund
Kultur
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Fra sygeplejenål til ridderkors

1807-28-01-2Foto: Per Morten Abrahamsen

Døren står åben, og en mild brise puffer én ind i Mikael Andersens lyse galleri i Bredgade, København. Det første, der møder øjet, er en samling gule, røde og grønne kropsdele, der hænger ned fra loftet i usynlige tråde. Man får lyst til at puffe til dem. Rundt om på de lyse vægge ses mindre installationer og videoværker om klodens tilstand og fremtid.

"Ja, som du nok kan se, er det moderne kunst," siger en høj og smilende Mikael Andersen.

Når den erfarne og velrenommerede galleriejer fortæller, at han oprindeligt er uddannet sygeplejerske, tror folk ikke på ham. "Hvis jeg siger, at jeg er uddannet sygeplejerske, så tror de, jeg har stukket dem en løgn."

Nabo til galleriet er den fornemme restauration Le Sommelier. Der skal en god forretning til for at have råd til at ligge her, hvor Mikael Andersen har drevet galleri i 20 år.

Han er ikke selv udøvende kunstner. "Det har vi folk til," siger han og slår en smittende latter op. "Det må du godt skrive."

50-årige Mikael Andersen har desuden et galleri i Berlin, han er formand for Dansk Gallerisammenslutning, og han sidder i Kunstrådets internationale billedkunstudvalg og i Charlottenborgs bestyrelse. Herudover er han kronprinseparrets kunstneriske rådgiver i forbindelse med indretningen af parrets kommende bolig på Amalienborg, Frederik den 8's Palæ, hvor 10 samtidskunstnere hver skal indrette et rum.

I marts modtog Mikael Andersen desuden ridderkorset. "Det er der ikke mange sygeplejersker, der kan være stolte af," griner han. Men som han også siger: "Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville ende i Bredgade og Berlin og få ridderkorset."

Det lå heller ikke umiddelbart i kortene, at Mikael Andersen skulle blive en anerkendt gallerist. Barndomshjemmet i Dragør på Amager var på ingen måde præget af kunst. Faderen var præst og moderen hjemmegående. "Et helt almindeligt hjem," kalder Mikael Andersen det.

Men Mikael Andersen var ikke helt almindelig. Som 15-årig begyndte han at købe litografier og malerier.

Efter gymnasiet kom han på højskole, og her fandt han ud af, at han ville være sygeplejerske. Uddannelsen var overskuelig, han ville få med mennesker at gøre, og han kunne komme ud at rejse med sit fag. Det tiltalte ham også, at der var en del praktik undervejs.

"Jeg er en rastløs person, og jeg kan ikke holde ud at sidde ned og læse for meget."

Kameler gled ikke ned

Efter trekvart år som butler i Florida begyndte han på Frederiksberg Sygeplejeskole i september 1979. I klassen var de fem drenge. Han blev hurtigt elevrådsformand.

Han kunne godt lide studiet og skrev bl.a. en bog om de gamles trivsel sammen med den legendariske praktiserende læge Esther Møller som sit 3.-års-speciale.

Men under sit sidste år som sygeplejeelev trak kunsten for alvor igen. Mikael Andersen oprettede et firma, Eurodesign. Herigennem handlede han med design sideløbende med arbejdet som sygeplejerske.

Men efter tre år begyndte hans lyst til at være sygeplejerske at blegne. Det var ikke patienterne, der var noget galt med, men systemet. Og så passede Mikael Andersens temperament dårligt sammen med, at autoriteter fastlagde procedurer, som han var uenig i.

"Der var alt for mange kameler, man skulle sluge," siger han og læner sig ind over bordet. En lille gnæklatter undslipper hans mund.

"Nogle af lægerne - især overlæger - og de gamle oversygeplejersker påduttede afdelingen ting, som var helt urimelige og ikke tog menneskelige hensyn til patienterne. Jeg måtte gå for meget på kompromis i min dagligdag. Det gjorde også noget ved stressfaktoren," fortæller han.

Der var heller ikke megen plads til pjank på arbejdet.

Han husker en episode på en gynækologisk afdeling, hvor barslende kvinder lå side om side med kvinder, der skulle have en udskrabning.

"Jeg talte med en patient, der var blevet gravid ved et uheld. Jeg sagde til hende, at det jo var kedeligt, at hun skulle have en abort, men at hun i det mindste havde haft det sjovt inden. Det grinede patienten meget af, men jeg fik en skideballe af afdelingssygeplejersken."

"Den slags konflikter kom jeg ud i. Jeg var nok for kontroversiel og for kreativ i forhold til det system, der fandtes dengang."

Fast aftenvagt med udlængsel

I første omgang blev løsningen, at Mikael Andersen gik i fast aftenvagt. Det var på Skt. Elisabeth Hospital på Amager.

"Vi var 2-3 sygeplejersker i aftenvagt, og på det tidspunkt af døgnet var der meget mere roligt. Og ikke nogen konflikter med lægerne. Man kunne have nærkontakt med patienterne. Grine med dem."

"For mig handlede sygeplejen meget om empati. Og den oplevede jeg tit manglede i systemet. Ofte forstod lægerne ikke, hvilken situation patienterne var i."

I to år var Mikael Andersen sygeplejerske i fast aftenvagt, men så overmandede udlængslen ham. "Det var ikke kun systemet, men også mit temperament. Det er ikke tilfældigt, at jeg er endt som selvstændig erhvervsdrivende," erkender han.

"Som 28-årig stillede jeg mig selv det spørgsmål, om mine ambitioner var at ende som oversygeplejerske eller forstander et eller andet sted. Eller måske gå den politiske vej. Men jeg kunne ikke forestille mig nogen af delene."

I stedet åbnede han en restaurant i det indre København sammen med sin kæreste. Efter et år havde restauranten tjent så meget ind, at han havde penge til at starte et galleri.

"Jeg har aldrig haft gæld eller kassekredit i forretningen. Det er vigtigt, at økonomien ikke styrer tingene. Jeg har kunnet gøre, hvad jeg vil."

Aflæser stadig mennesker

Galleriejeren og forretningsmanden Mikael Andersen vil ikke undvære sin baggrund som sygeplejerske.

"Den har bl.a. givet mig en evne til at fornemme, hvilken person jeg står over for, og hvordan det enkelte menneske skal behandles. Ligesom syge mennesker kan kunstnere også være nogle sarte gemytter."

"Hvis jeg var fortsat som sygeplejerske, var jeg nok endt med at arbejde på en psykiatrisk afdeling. Det har altid interesseret mig, hvad folk tænker, og hvordan de reagerer. Ikke mindst skæve personligheder," siger han og beskriver det spændende ved sit liv i dag, nemlig at han har med så mange forskellige mennesker at gøre. Lige fra små kunstnere på vej op til store kunstsamlere, som er en hel masse ved musikken.

"Jeg kan bevæge mig i hele det spektrum og i forskellige sfærer. Og for mig er alle lige."

Han sammenligner det med at arbejde på et hospital. "Når du som sygeplejerske kommer ind på en stue, kan du aflæse, hvordan du skal være over for de pågældende patienter og pårørende."

Og fornemmelsen for andre mennesker har han ikke mistet. Som han udtrykker det: "Sygeplejenålen måtte jeg aflevere tilbage dengang, men mentalt har jeg den stadig med mig."

Kræftsyg veninde flyttede ind

I sit privatliv er Mikael Andersen også et meget empatisk menneske. Hans gode veninde, en nabo i Bredgade, blev for et par år siden ramt af uhelbredelig lymfekræft. Hun fortalte ham, at hun hverken ville dø på hospice eller sygehus, og heller ikke hjemme hos sine to halvstore børn. Mikael Andersen tilbød hende at flytte ind i gæsteværelset hos ham og kæresten. Så kunne hendes børn komme og se hende, så tit de ville. Veninden tog imod invitationen. Hun nåede at bo hos ham i fire dage, før hun døde.

Det er kun få måneder siden, og Mikael Andersen bliver bevæget af mindet. Han pudser næsen og forklarer, at hans baggrund som sygeplejerske var afgørende for forløbet: "Jeg havde nok ikke tilbudt hende at komme hjem til os, hvis ikke jeg var sygeplejerske. Det var, som om sygeplejen vendte tilbage. Jeg var ikke bange for at lade hende dø hos mig."

Mikael Andersen skal videre i programmet, og vi tager et ordentligt spring i emne, inden vi siger farvel. Nemlig til økonomien.

"Jeg blev ikke selv afhopper pga. lønnen. Men som galleriejer og forretningsmand må jeg sige, at det er uanstændigt, at så velkvalificerede medarbejdere som sygeplejersker får så ringe en løn. Dansk Sygeplejeråd har ikke været gode nok til at forhandle løn. Hvis jeg var sundhedsminister, så hævede jeg sygeplejerskers løn med 25-30 pct."

Selv giver Mikael Andersen sine medarbejdere en startløn på 30.000 kr. De har læst kunst- og kulturformidling, og de har selvfølgelig også et stort ansvar, men de står ikke med ansvaret for liv og død. Og ikke i et nedslidt system, som han siger.

"Jeg har dyb respekt for mine gamle kolleger og den indsats, de yder. Jeg synes, politikerne skulle skamme sig."

TRE GODE RÅD

Mikael Andersen opfordrer nutidens sundhedsvæsen til at

  • hæve lønnen til sygeplejersker med 30 pct.
  • slippe kreativiteten løs
  • tilpasse procedurerne til patienterne, ikke omvendt.
RASTLØS KUNSTFORMIDLER 

I kunstbranchen har Mikael Andersens medfødte rastløshed kunnet få frit løb. Han har sat udstillinger op over hele verden. Bl.a. i Brasilien, i Sydafrika og i New York. I New York var han medejer af et galleri i 10 år. Han har fået bygget et såkaldt atelierhus i Tisvilde, hvor han tilbyder kunstnere at komme op at arbejde. Huset er tegnet af arkitekt Henning Larsen, som bl.a. stod bag Operaen.

Seneste skud på stammen er et galleri i Berlin. Her vil Mikael Andersen opføre endnu et atelier.

Hvert år holder Galerie Mikael Andersen seks separate udstillinger og to gruppeudstillinger, som hver varer fem uger.

Galerie Mikael Andersen har ligget i Bredgade 63, København, siden 1987.

Mikael Andersen er formand for Dansk Gallerisammeslutning og medlem af Kunststyrelsen samt af Charlottenborgs bestyrelse. Desuden er han ridder af Dannebrog og personlig kunstrådgiver for kronprinseparret.

Galerie Mikael Andersen har udklækket flere nye succesfulde kunstnere.

Bl.a.: Katrine Ærtebjerg, Eske Kath, Tal R og Lars Thygesen. Sidstnævnte udstiller i Galerie Mikael Andersen fra den 9. august til og med 15. september. 

Farvel fag. Mikael Andersen er i dag en højt estimeret galleriejer og verdenskendt mæcen for nye talentfulde kunstnere. Men han har ikke glemt den sygepleje, han forlod for 20 år siden.
28-31
2007
18
Baggrund
Arbejdsmarked
Kultur
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Kulturhåndbog som hjælp i ældreplejen

En jul var to vikarer med anden etnisk baggrund end dansk på vagt på plejehjemmet Østervang, og de fik bl.a. sendt sylten en tur i ovnen.

Og sådan opstår der løbende situationer i dagligdagen på et plejehjem, hvor ikke kun personale med anden etnisk baggrund, men også helt unge medarbejdere mangler kendskab til dansk kultur og de traditioner, der betyder meget for beboerne. Dette er baggrunden for idéen bag en "Kulturhåndbog på Østervang," der er udarbejdet af en tværfaglig gruppe bestående af en fysioterapeut, to social- og sundhedsassistenter, en demenskoordinator samt beboere og daghjemsgæster på Østervang.

Et afsnit for hver måned

Formålet med håndbogen er, at personale, der ikke kender dansk kultur, højtider, traditioner eller særlige begivenheder, som har stor betydning for beboerne, og beboerne og deres pårørende hurtigt og nemt kan hente konkret viden om dansk kultur.

"Kulturhåndbogen" er rent fysisk en opslagsbog (et ringbind) med 20 afsnit. Et for hver måned, som indeholder karakteristika for måneden, samt supplerende afsnit med "Hvad er kultur?" "Liv og død," "Lege og sport," "Husmoderen," "Lokalhistorie og kongehuset" og "Fremmede kulturer og religioner."

Hvert afsnit har en forside med afsnittets indhold, flagdage og kongehusets fødselsdage.

Katalysator for gode samtaler

Idéen er, at man kan tage en artikel om et bestemt emne, læse den højt sammen med beboerne og efterfølgende have en dialog om indholdet - også ting, der kan være svære at snakke om.

Et eksempel her er emnet "Døden," som vi efter en diskussion i gruppen har medtaget i håndbogen. Og oplevelsen er, at mange af de ældre gerne taler om døden, og det bliver lettere og mere naturligt ud fra en artikel, f.eks. Ellen Lissners kronik "Før deadline," skrevet kort tid før hendes 100-års-dag. Det, at både beboerne og medarbejdere får nogle positive oplevelser sammen, er vigtigt. Ikke mindst de unge, både med og uden anden etnisk baggrund, har brug for succesoplevelser. Ellers giver de måske op, og vi har hårdt brug for dem inden for ældreområdet. Heldigvis vil de meget gerne, men har manglet et redskab i forhold til kulturviden.

Fremmede kulturer

Nu er der en kulturhåndbog på hver afdeling. Den har stor nytteværdi, og alle profiterer af den. Det er ikke en færdig bog, men en løbende proces. Aktuelt er personale med anden etnisk baggrund ved at skrive om, hvordan ældre i deres kultur har det til brug i afsnittet "Fremmede kulturer." På den måde fremmer håndbogen integration begge veje. Ved oplæsning og dialog i dagligstuen, sammen med beboerne, er der stunder med reminiscens, og med håndbogen som udgangspunkt kan også beboere med demens genkende/genkalde noget og fortælle, ligesom personalet kan spørge ind til den enkelte beboer på en anden måde. I sådan en situation er det beboerne, der giver, og personalet, der modtager, samtidig med at personalet lærer beboerne bedre at kende. Et kendskab, de kan bruge i omsorgen og plejen.

En kulturhåndbog som vores på Østervang er ikke kun aktuel for demensområdet, men vil kunne bruges inden for ældreområdet generelt, og interesserede er velkomne til at henvende sig for yderligere oplysninger.

Johnna Baggers er demenskoordinator på plejehjemmet Østervang i Frederiksberg Kommune.

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for kulturformidling. Hovedbudskabet er, at en lokal kulturbog med oplysninger om kultur, højtider og traditioner er et godt redskab i ældreomsorgen, specielt for helt unge medarbejdere og medarbejdere af anden etnisk herkomst end dansk. Forfatteren blev med "Kulturhåndbogen" vinder af posterprisen på Demensdagene 2007.
51
2007
17
Faglig information
Kultur
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus

Homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk har ofte særlige behov, og en ekstra indsats for denne minoritetsgruppe er nødvendig. Det er kendetegnende for dette område, at viden om målgruppen stort set ikke eksisterer i Danmark.

På nuværende tidspunkt findes der ingen større danske undersøgelser, som konkret sætter fokus på livssituationen for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk. Der findes en lille pilotundersøgelse udarbejdet af Caroline Osander, som i samarbejde med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske har publiceret "Københavnerliv - en interviewundersøgelse med homoseksuelle med minoritetsetnisk baggrund" (1).

I undersøgelsen indgår fire kvinder og seks mænd i alderen 21-39 år. Det er kendetegnende for informanterne, at de er førstegenerationsindvandrere, der har tilbragt deres barndom/ungdom i deres oprindelsesland, inden de kom til Danmark

Osander konkluderer i rapporten, at der findes en række faktorer, der kan gøre minoritetsetniske homoseksuelles vilkår mere komplicerede end majoritetsetniske homoseksuelle. Det kan f.eks. dreje sig om frygt for at skade enkelte familiemedlemmers chance for indgåelse af ægteskab, familiens ære og omdømme i det minoritetsetniske miljø samt en reel risiko for isolation og udstødelse.

Hun peger på, at flere af de interviewede i hendes undersøgelse i deres erkendelsesproces har manglet viden om sikker sex, hvilket kan have konsekvenser i form af seksuelt overførte sygdomme.

I andre lande, hvor populationen af etniske minoriteter er stor, findes der flere undersøgelser og grupper, der særligt kæmper for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund. I Sverige er der i Riksförbundet for seksuellt likaberättigande f.eks. en indvandrerpolitisk arbejdsgruppe, der målrettet arbejder for integration og synliggørelse af homoseksuelle indvandrere gennem politisk arbejde (2).

Organisationen "Sabaah" er gået i front for gruppen. Sabaah blev dannet i juni 2006 med det formål at skabe et fællesskab, hvor det er muligt at udveksle oplevelser og erfaringer med andre i samme situation (3). Organisationen har bl.a. en gruppe, der består af unge mellem 15-20 år med minoritetsetnisk baggrund. De unge mødes en gang om måneden til et socialt arrangement, og i den forbindelse er jeg som sygeplejerske blevet tilknyttet gruppen for at komme med faglige input. I anledning af World Aids-dag den 1. december blev der f.eks. undervist i sex og hiv/aids. Selv om emnet var hiv/aids, var det tydeligt, at ensomhed, familiekonflikter, identitet, kærester og det homoseksuelle miljø optager de unge rigtig meget.

At blive tilknyttet denne ungegruppe som sygeplejerske er en unik mulighed for at lære de unge bedre at kende. Det er især vigtigt, at man kan opnå deres tillid, og at de kan forblive anonyme. Nogle af de historier, de fortæller, kan umiddelbart virke skræmmende. Nogle kan slet ikke fortælle deres familie om deres seksualitet, da de frygter at blive udstødt, og andre, der er gået til bekendelse over for et familiemedlem, er blevet tilbudt en billet tilbage til hjemlandet for at blive helbredt. Det er mit ønske, at jeg ved at følge denne gruppe over længere tid kan få en mere specifik og unik viden om minoritetsetniske unges tanker og livssituation.

Foreningen Sabaah ønsker både at arbejde kulturelt, politisk og socialt for at styrke homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk samt at give dem mulighed for at opleve forskellige kulturer i håb om at skabe større forståelse og respekt for hinandens kulturer. Foreningen har ingen interesse i at skabe en revolution eller et oprør mod deres egne kulturer. Det, der kendetegner målgruppen, er netop et ønske om tryghed og sikkerhed.

I fremtiden kan man håbe, at gruppen vil blive accepteret i deres egne miljøer, men udviklingsprocessen er meget lang og hård, og derfor ser jeg det som en fornem opgave at hjælpe de unge minoritetsetniske et skridt på vejen. Ordet Sabaah betyder i øvrigt "ny morgen" eller "ny begyndelse."

Ben Nielsen underviser sygeplejestuderende på CVU Øresund og er ansvarlig underviser og rådgiver for Youthgruppen i organisationen Sabaah.  

Litteratur

  1. Osander C. Københavnerliv - en interviewundersøgelse med homoseksuelle med minoritetsetnisk baggrund. 2004.
  2. www.RFSL.se
  3. sabaah
Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for homoseksuelle med minoritets-etnisk baggrund. Hovedbudskabet er, at de udgør en gruppe med store vanskeligheder pga. lukketheden om seksualitet i deres egen kultur.
48-49
2007
7
Faglig information
Kultur
Seksualitet
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article