Kulturhåndbog som hjælp i ældreplejen

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for kulturformidling. Hovedbudskabet er, at en lokal kulturbog med oplysninger om kultur, højtider og traditioner er et godt redskab i ældreomsorgen, specielt for helt unge medarbejdere og medarbejdere af anden etnisk herkomst end dansk. Forfatteren blev med "Kulturhåndbogen" vinder af posterprisen på Demensdagene 2007.

En jul var to vikarer med anden etnisk baggrund end dansk på vagt på plejehjemmet Østervang, og de fik bl.a. sendt sylten en tur i ovnen.

Og sådan opstår der løbende situationer i dagligdagen på et plejehjem, hvor ikke kun personale med anden etnisk baggrund, men også helt unge medarbejdere mangler kendskab til dansk kultur og de traditioner, der betyder meget for beboerne. Dette er baggrunden for idéen bag en "Kulturhåndbog på Østervang," der er udarbejdet af en tværfaglig gruppe bestående af en fysioterapeut, to social- og sundhedsassistenter, en demenskoordinator samt beboere og daghjemsgæster på Østervang.

Et afsnit for hver måned

Formålet med håndbogen er, at personale, der ikke kender dansk kultur, højtider, traditioner eller særlige begivenheder, som har stor betydning for beboerne, og beboerne og deres pårørende hurtigt og nemt kan hente konkret viden om dansk kultur.

"Kulturhåndbogen" er rent fysisk en opslagsbog (et ringbind) med 20 afsnit. Et for hver måned, som indeholder karakteristika for måneden, samt supplerende afsnit med "Hvad er kultur?" "Liv og død," "Lege og sport," "Husmoderen," "Lokalhistorie og kongehuset" og "Fremmede kulturer og religioner."

Hvert afsnit har en forside med afsnittets indhold, flagdage og kongehusets fødselsdage.

Katalysator for gode samtaler

Idéen er, at man kan tage en artikel om et bestemt emne, læse den højt sammen med beboerne og efterfølgende have en dialog om indholdet - også ting, der kan være svære at snakke om.

Et eksempel her er emnet "Døden," som vi efter en diskussion i gruppen har medtaget i håndbogen. Og oplevelsen er, at mange af de ældre gerne taler om døden, og det bliver lettere og mere naturligt ud fra en artikel, f.eks. Ellen Lissners kronik "Før deadline," skrevet kort tid før hendes 100-års-dag. Det, at både beboerne og medarbejdere får nogle positive oplevelser sammen, er vigtigt. Ikke mindst de unge, både med og uden anden etnisk baggrund, har brug for succesoplevelser. Ellers giver de måske op, og vi har hårdt brug for dem inden for ældreområdet. Heldigvis vil de meget gerne, men har manglet et redskab i forhold til kulturviden.

Fremmede kulturer

Nu er der en kulturhåndbog på hver afdeling. Den har stor nytteværdi, og alle profiterer af den. Det er ikke en færdig bog, men en løbende proces. Aktuelt er personale med anden etnisk baggrund ved at skrive om, hvordan ældre i deres kultur har det til brug i afsnittet "Fremmede kulturer." På den måde fremmer håndbogen integration begge veje. Ved oplæsning og dialog i dagligstuen, sammen med beboerne, er der stunder med reminiscens, og med håndbogen som udgangspunkt kan også beboere med demens genkende/genkalde noget og fortælle, ligesom personalet kan spørge ind til den enkelte beboer på en anden måde. I sådan en situation er det beboerne, der giver, og personalet, der modtager, samtidig med at personalet lærer beboerne bedre at kende. Et kendskab, de kan bruge i omsorgen og plejen.

En kulturhåndbog som vores på Østervang er ikke kun aktuel for demensområdet, men vil kunne bruges inden for ældreområdet generelt, og interesserede er velkomne til at henvende sig for yderligere oplysninger.

Johnna Baggers er demenskoordinator på plejehjemmet Østervang i Frederiksberg Kommune.

Emneord: 
Kultur

Homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for homoseksuelle med minoritets-etnisk baggrund. Hovedbudskabet er, at de udgør en gruppe med store vanskeligheder pga. lukketheden om seksualitet i deres egen kultur.

Homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk har ofte særlige behov, og en ekstra indsats for denne minoritetsgruppe er nødvendig. Det er kendetegnende for dette område, at viden om målgruppen stort set ikke eksisterer i Danmark.

På nuværende tidspunkt findes der ingen større danske undersøgelser, som konkret sætter fokus på livssituationen for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk. Der findes en lille pilotundersøgelse udarbejdet af Caroline Osander, som i samarbejde med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske har publiceret "Københavnerliv - en interviewundersøgelse med homoseksuelle med minoritetsetnisk baggrund" (1).

I undersøgelsen indgår fire kvinder og seks mænd i alderen 21-39 år. Det er kendetegnende for informanterne, at de er førstegenerationsindvandrere, der har tilbragt deres barndom/ungdom i deres oprindelsesland, inden de kom til Danmark

Osander konkluderer i rapporten, at der findes en række faktorer, der kan gøre minoritetsetniske homoseksuelles vilkår mere komplicerede end majoritetsetniske homoseksuelle. Det kan f.eks. dreje sig om frygt for at skade enkelte familiemedlemmers chance for indgåelse af ægteskab, familiens ære og omdømme i det minoritetsetniske miljø samt en reel risiko for isolation og udstødelse.

Hun peger på, at flere af de interviewede i hendes undersøgelse i deres erkendelsesproces har manglet viden om sikker sex, hvilket kan have konsekvenser i form af seksuelt overførte sygdomme.

I andre lande, hvor populationen af etniske minoriteter er stor, findes der flere undersøgelser og grupper, der særligt kæmper for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund. I Sverige er der i Riksförbundet for seksuellt likaberättigande f.eks. en indvandrerpolitisk arbejdsgruppe, der målrettet arbejder for integration og synliggørelse af homoseksuelle indvandrere gennem politisk arbejde (2).

Organisationen "Sabaah" er gået i front for gruppen. Sabaah blev dannet i juni 2006 med det formål at skabe et fællesskab, hvor det er muligt at udveksle oplevelser og erfaringer med andre i samme situation (3). Organisationen har bl.a. en gruppe, der består af unge mellem 15-20 år med minoritetsetnisk baggrund. De unge mødes en gang om måneden til et socialt arrangement, og i den forbindelse er jeg som sygeplejerske blevet tilknyttet gruppen for at komme med faglige input. I anledning af World Aids-dag den 1. december blev der f.eks. undervist i sex og hiv/aids. Selv om emnet var hiv/aids, var det tydeligt, at ensomhed, familiekonflikter, identitet, kærester og det homoseksuelle miljø optager de unge rigtig meget.

At blive tilknyttet denne ungegruppe som sygeplejerske er en unik mulighed for at lære de unge bedre at kende. Det er især vigtigt, at man kan opnå deres tillid, og at de kan forblive anonyme. Nogle af de historier, de fortæller, kan umiddelbart virke skræmmende. Nogle kan slet ikke fortælle deres familie om deres seksualitet, da de frygter at blive udstødt, og andre, der er gået til bekendelse over for et familiemedlem, er blevet tilbudt en billet tilbage til hjemlandet for at blive helbredt. Det er mit ønske, at jeg ved at følge denne gruppe over længere tid kan få en mere specifik og unik viden om minoritetsetniske unges tanker og livssituation.

Foreningen Sabaah ønsker både at arbejde kulturelt, politisk og socialt for at styrke homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk samt at give dem mulighed for at opleve forskellige kulturer i håb om at skabe større forståelse og respekt for hinandens kulturer. Foreningen har ingen interesse i at skabe en revolution eller et oprør mod deres egne kulturer. Det, der kendetegner målgruppen, er netop et ønske om tryghed og sikkerhed.

I fremtiden kan man håbe, at gruppen vil blive accepteret i deres egne miljøer, men udviklingsprocessen er meget lang og hård, og derfor ser jeg det som en fornem opgave at hjælpe de unge minoritetsetniske et skridt på vejen. Ordet Sabaah betyder i øvrigt "ny morgen" eller "ny begyndelse."

Ben Nielsen underviser sygeplejestuderende på CVU Øresund og er ansvarlig underviser og rådgiver for Youthgruppen i organisationen Sabaah.  

Litteratur

  1. Osander C. Københavnerliv - en interviewundersøgelse med homoseksuelle med minoritetsetnisk baggrund. 2004.
  2. www.RFSL.se
  3. sabaah
Emneord: 
Kultur
Seksualitet

Imamen rykker ud på hospitalsgangen

Omsorg. En af de store udfordringer i sundhedsvæsnet er hospitalets møde med patienter fra andre kulturer. Det mener Naveed Baig, der er Danmarks første hospitalsimam og koordinator for den frivillige omsorgstjeneste, Etnisk Ressourceteam. Teamet hjælper kriseramte patienter med anden etnisk baggrund og rådgiver personalet.

SY-2006-24-22aNaveed Baig er Danmarks første hospitalsimam og koordinator for Etnisk Ressourceteam. Her ses han i det nyindrettede bederum på Rigshospitalet. Foto: Heine Pedersen

Det var midnat, og de 10 pårørende ankom til afdelingen direkte fra Kastrup Lufthavn for at besøge deres alvorligt syge slægtning. Sygeplejerskerne var i vildrede, og de henvendte sig efter episoden til den frivillige omsorgstjeneste, Etnisk Ressourceteam.

Her fik de medhold i, at det var helt i orden at give de ængstelige besøgende en venlig og bestemt henstilling om at dukke op i besøgstiden den næste dag.

Den 30-årige Naveed Baig fortæller historien. Han er koordinator for Etnisk Ressourceteam, der blev oprettet sidste år. Teamet består i dag af 21 frivillige med en bred religiøs og kulturel baggrund. Den frivillige omsorgstjeneste arbejder foreløbig på Rigshospitalet og Herlev Amtssygehus, og ideen er, at personalet kan ringe op og inden for ca. en time få stillet en støtteperson til rådighed for en etnisk patient eller pårørende i krise. Samtidig tilbyder teamet rådgivning og undervisning af sygeplejersker og andre personalegrupper.

Naveed Baig er også Danmarks første hospitalsimam. Interviewet foregår med udsigt til Rigshospitalets nyindrettede bederum med gråt væg til væg-tæppe. Naveed Baig har trimmet fuldskæg og er iført lyst jakkesæt og rød skjorte. Han smiler meget.
På en reol foran bederummet ligger en gæstebog med inskriptioner som "Tak, Danmark, fordi vi får lov at udøve vores tro."

Naveed Baig er født i Glostrup og voksede op i et ikke særligt religiøst hjem. Som ung gymnasiast ledte han efter "meningen med det hele," og efter studentereksamen tog han fem år til Pakistan for at studere islam på Det Islamiske Universitet i Islamabad.

I dag betegner Naveed Baig sig selv som dialogorienteret muslim. Han ser det som en opgave at bygge bro mellem kulturer. Der bor 200.000 muslimer i Danmark, og en af de store udfordringer for sundhedsvæsenet er, at stadigt flere ældre indvandrere vil få brug for behandling de kommende år.

Naveed Baig mener, at der er brug for omsorgstjenesten. For familiesammenhold er bestemt ikke nogen selvfølge blandt etniske minoriteter. Den individualisering og familieopløsning, der præger det danske samfund, sætter også sine spor blandt indvandrerfamilier.

Samtidig fremhæver Naveed Baig, at Etnisk Ressourceteam kan støtte og undervise sundhedspersonale, så det bliver lettere at håndtere de problemer, som opstår i forbindelse med behandlingen af patienter fra andre kulturer.

Besøg er en social pligt

Et af de spørgsmål, der fylder meget i teamets arbejde, er besøgstider. Mange patienter med anden etnisk baggrund end dansk kommer fra lande, hvor hospitalerne ikke har faste besøgstider, og hvor der er tradition for, at selv fjerne slægtninge aflægger patienten visit.

"Ifølge islam er det faktisk en social forpligtelse at besøge den syge, bl.a. fordi det kan være med til at udrense de personlige ugerninger. Ofte vender de pårørende tilbage til den syge og besøger ham adskillige gange," forklarer Naveed Baig og fortsætter:

"Mange indvandrerfamilier har et andet forhold til sygdom og død end danskere. Både familien og omgangskredsen står meget centralt. Det ser vi f.eks. ved dødsfald, hvor jeg har oplevet, at der nogle gange kan opstå højrøstede situationer på afdelingen. Derfor kan der være brug for en mægler, som kan komme ind og få lagt en dæmper på situationen."

Passive patienter

Når Naveed Baig underviser hospitalspersonale, tager han altid udgangspunkt i konkrete eksempler fra det virkelige liv. En af hans cases handler om en sygeplejerske, som klager over, at en ældre dame med etnisk minoritetsbaggrund sidder passivt på sengen hele dagen. Personalet vurderer, at kvinden er rask nok til at bevæge sig rundt, men alligevel vil hun have maden serveret.

Det er en problematik, som bl.a. hænger sammen med, at mange indvandrere kommer fra samfund med en sygdomsopfattelse, der går ud på, at patienten skal holde sig i ro for at komme sig.

"Det er vigtigt, at den slags konflikter håndteres i dialog. Personalet skal tale bestemt og respektfuldt til kvinden - og undgå at skælde ud og være moralsk fordømmende. I mange tilfælde kan det hjælpe, hvis afdelingen tilkalder en sygeplejerske, som er vant til at tale med patienter med en anden kulturel baggrund," siger Naveed Baig. Han understreger, at det i hver enkelt samtale gælder om at finde den rette balance mellem at stille krav og vise respekt over for patienten.

En anden af teamets cases handler om en sygeplejerske, som passer en meget syg kræftpatient. Sygeplejersken oplever det som stærkt generende, at de pårørende altid dukker op på stuen for at overvære, at patienten bliver madet. Familien kommer fra et samfund, hvor de pårørende ser det som en kollektiv opgave at deltage i pasningen og plejen af patienten. I den forbindelse er netop spisesituationen meget central.

"Men det er klart, at den pågældende sygeplejerske må sige fra, hvis det generer, at pårørende skal overvære spisesituationen. Som personale er det vigtigt at takle den slags konflikter ærligt, oprigtigt og direkte. Allerede i forbindelse med indlæggelsen skal patienter og pårørende have klar besked om, hvordan reglerne er," mener Naveed Baig.

I sine samtaler med patienter gør Naveed Baig meget ud af, at kravet om respekt går begge veje. Patienten skal også udvise respekt for personalet og den danske hospitalskultur.

Etiske problemer

Naveed Baig oplever også, at patienter med muslimsk baggrund konfronteres med etiske aspekter i behandlingen, som de søger svar på. F.eks. fik han på et tidspunkt en henvendelse fra en ung kræftpatient, som ville høre, om det var i orden, at han fik nedfrosset en portion sæd.

"Det er der ikke noget i vejen for ifølge islam - blot der ikke er tale om sæddonation," forklarer Naveed Baig. Han blev på et tidspunkt også kontaktet af en afdeling, som ville vide, om det var rigtigt, at en patient ikke kunne modtage medicin i dagtimerne under ramadanen. "Men det er faktisk helt i orden, for i islam prioriteres religiøse pligter anderledes under sygdom. For eksempel kan fasten godt udskydes, til patienten er blevet rask," fortæller Naveed Baig.

Som muslim går Naveed Baig i det hele taget ind for en religion, der er fleksibel i mødet med det omgivende samfund uden at gå på kompromis med den religiøse levemåde. "Der er utallige forskrifter i Koranen, som man ikke ville kunne udføre i Vesten i dag på grund af omstændighederne.
F.eks. kan det ikke lade sig gøre at bede fem gange om dagen, hvis man skal passe et sygt menneske, ligesom sygeplejerskerne heller ikke kan insistere på at gå med kjortel og lange ærmer, hvis klædedragten kolliderer med hensynet til hygiejnen. På samme måde må patienterne med anden etnisk baggrund også gøre deres for at tilpasse sig reglerne på hospitalet." 

Emneord: 
Kultur
Religion

At se med hjertets øje

Kunst i sygepleje. Ved at søge inspiration i kunsten kan plejepersonalet opnå øget tiltro til deres egen sanselighed. Sanseligheden kan bibringe fagligt relevant kundskab om patienterne og bør tages alvorligt som supplement til diagnoser og målinger.

SY-2006-14-40aI USA og det øvrige Skandinavien er stor fokus på sygeplejens kunstdimension. I Norge er der endog lavet et forsøg med at integrere kunst i undervisningen af sygeplejestuderende. Hensigten er at opøve sanselige og kunstneriske kompetencer.

Illustration: Bob Katzenelson

Er sygeplejepraksis kunst? Bør den opfattes som kunst, og hvad ville formålet være? Spørgsmål som disse er årsagen til, at jeg havde kunstbegrebet som udgangspunkt for mit bachelorprojekt i sygepleje.

Jeg vil kort forklare baggrunden for min interesse. Som nyuddannet sygeplejerske har jeg selvsagt kun lidt erfaring i sygeplejens praksis. Til gengæld har jeg som klassisk violinist mange års erfaring i at fortolke og udtrykke kunst i landets symfoniorkestre. Det vakte derfor min interesse, at omsorgsteoretikere som Kari Martinsen, Katie Eriksson, Jean Watson og andre beskriver kunst som et aspekt af sygeplejen. Især Martinsen talte direkte til mine hidtidige erfaringer som musiker. Som musiker udtrykker du dit indtryk af musikken, som du sanser og tyder den, på samme måde som sygeplejersken udtrykker det indtryk, patienten gør (1:158). 

For at kunne relatere kunstbegrebet til praksis tager mit bachelorprojekt udgangspunkt i det konkrete gennem et feltstudie. Jeg undersøger nogle af Kari Martinsens begreber, og jeg bruger ordet kunst ud fra en interesse i, hvordan de udtrykkes i praksis gennem vores sanselighed. Min undersøgelse viser, at kunst og sanselighed ikke er abstrakte idealer eller nogle umulige begreber. Kunst er noget håndgribeligt, der faktisk sker i praksis.

i er måske blot ikke opmærksomme på, at det er kunst, hvilket gør udøvelsen af den ubevidst og dermed måske vilkårlig. Med empirien vises i det følgende kunstbegrebets relevans for sygeplejepraksis.

Modsætningsfuld empiri

Empirien er tre korte beskrivelser af situationer, hvor jeg observerede en sygeplejerske uden at være direkte deltager. Sygeplejersken sengebader i den første situation en 77-årig mandlig patient med apopleksi. Hans bevidsthedsniveau er så lavt, at han ikke kan tale. Sygeplejersken handler på patientens kropslige udtryk, som er lyde, vejrtrækning og spastiske reaktioner. Hver lyd eller trækning fra patienten afspejles i hendes måde at bruge hænder, vaskeklude og håndklæder på mod patientens hud, hendes rolige måde at bevæge sig i rummet på, i hendes bløde stemmeklang, når hun taler til patienten. Hun ser efter tegn på decubitus på huden, ser efter tegn på svampeangreb i munden, ser efter tegn på bevidsthedsniveau og lignende. Tilsyneladende er sygeplejerskens udtryk, altså hendes måde at gøre tingene på, det ydre, synlige tegn på, hvad hun ser og hører.

Den samme sygeplejerske siger i en anden situation godmorgen til en 91-årig kvindelig patient med KOL. Sygeplejersken giver patienten information om en undersøgelse og vil derefter hente morgenmad. Patienten forsøger nu ved hjælp af en fortsat talestrøm at holde på sygeplejersken. Talestrømmen har en kropslig virkning på sygeplejersken. Hun bliver anspændt, retter sig lidt op fra sengen, standser bevægelsen, da patienten siger noget mere, retter sig igen lidt mere op. Samtidig kommer hendes stemmeklang op i et højere register. Efter et par afbrydelser af patientens talestrøm retter hun sig helt op og går. Bagefter siger hun til mig, at patienten må bremses, fordi hun ellers fastholdes i en afhængighed af personalet, og hun kan miste færdigheder.

Den sidste situation er fra morgenrapporten. Gruppelederen

Side 41 

oplyser, at en patient ikke har haft afføring i tre dage. Det udløser automatisk et notat om, at der skal ordineres og gives laksantia. Morgenrapporten fortsætter med gennemgang af forskellige værdier og prøveresultater, indtil en sygeplejerske knytter en kommentar til en patient, der er indlagt efter akut hjerteinfarkt. Han har sagt, at han har smerter. Sygeplejersken tvivler på, at han reelt har smerter, og en anden siger, at "han ser upåvirket ud." Efter en lille pause fortsætter gennemgangen af de øvrige patienters værdier og prøvesvar.

Hvad er kunst?

Ordet kunst stammer fra plattysk og er beslægtet med ordet "at kunne" (2). Kunst er "en færdighed, man behersker," og om fag: "det bedste inden for fagets rammer" (3). Ordet relateres til begrebet "de skønne kunster," som forbindes med æstetik. Æstetik stammer fra det græske aisthëtikós, afledning af aisthánestai, som betyder sanse, føle (2). Æstetik er "noget, der er smukt og behageligt for sanserne" (3).

Denne udredning falder i tråd med Martinsens begreb "at se med hjertets øje," hvor den sanselige opmærksomhed arbejder sammen med faglig refleksion i det faglige skøn (4:15). Mesterskabet i at se er sygeplejerskens opmærksomhed på tydelige sygdomstegn og den enestående måde, de udtrykkes på hos den enkelte patient (færdighed, det bedste inden for fagets rammer) (4:32). Samklangen i relationen beskriver, hvordan sygeplejersken med alle sine sanser fanger patientens tone, som herefter gives tilbage til patienten (det sanselige, æstetikken) (4:34). Tilsammen danner disse to elementer begrebet "at se med hjertets øje." Hun taler om, at patienten møder os med en betydningsmættet mangel på orden. Vi må være opmærksomme på denne mangel på orden og lade den være betydningsfuld, fordi patientens kaos rummer megen vigtig information om hans tone og sygdomstegn (4:35).

Men netop dette kaos kan få os til at tvivle på vores sanser (4:35). For at mestre tvivlen, indsættes fagkundskaben (4:36). Problemet med fagkundskaben kan imidlertid være, at patienten ses ensidigt ud fra en diagnose eller en måling. Det kalder Martinsen "det registrerende øje" (4:38).

Den direkte relation med patienten

Ser jeg på de tre empiriske eksempler fra et martinsensk kunstperspektiv, er det tydeligt, at sygeplejersken uundgåeligt er til

Side 42
 

stede med sin krop og sit sanselige nærvær i relationen med patienten. Der er ingen vej udenom. Jeg vil hævde, at hun i den ene situation udøver kunst, mens samklangen mangler i den anden. En del af det kunstneriske udtryk mangler altså. Det er jeg kommet frem til på følgende måde:

Sygeplejersken ser på patienterne med mesterskabet i at se. Hun ved, hvad hun skal se efter, når hun varetager den personlige hygiejne hos patienten med apopleksi, altså decubitus, mundsvamp og bevidsthedsniveau.

Hun ved også, at patienten med KOL skal opmuntres til uafhængighed for ikke at miste færdigheder. Men kun i tilfældet med patienten med apopleksi opstår samklangen i relationen, idet den rolige tone, som sygeplejersken har sanset, gives tilbage gennem hendes berøringer, bevægelser og stemmeklang. Samklangen mangler i situationen med patienten med KOL.

Det aflæses af sygeplejerskens krop, som afbrydes i sine bevægelser og bliver anspændt, og af stemmen, som kommer ud af sit normale leje. Det tyder på kropslig frustration, måske tvivl. Hun sanser patientens mangel på orden, men lader den ikke være betydningsfuld i sig selv. Hun giver ikke over for patienten udtryk for at have sanset den,

tonen gives ikke tilbage. Hun føler det desuden nødvendigt at forsvare den abrupte afbrydelse ved at give en faglig begrundelse for den. Hun indsætter altså i den bedste hensigt fagkundskab for at få styr på sin tvivl, og hun handler fagligt rigtigt over for patienten.

Men samklangen mangler.

Den samme sygeplejerske handler altså i den ene situation kunstnerisk, mens hun i den anden tvivler på sine sanser og dermed hindres i at finde samklangen i relationen. Dette undrede mig, indtil jeg udforskede situationen fra morgenrapporten.

Den indirekte relation med patienten

Under morgenrapport sker kommunikationen omkring den enkelte patient med udgangspunkt i fysiske målinger. Det vil sige, at plejegruppen ser på patienten med det registrerende øje. Det gøres professionelt, relevante notater gøres, og nødvendige tiltag foreslås.

Da en sygeplejerske deler et sanseindtryk med gruppen, ser det ud til at blive mødt med sympati, men som noget sekundært, som en afbrydelse af det egentlige. Derfor pausen.

Sygeplejersken og flere andre har set en modsigelse mellem patientens verbale og kropslige udtryk. Patienten siger, at han har ondt, men ser samtidig upåvirket ud. Sanseligheden, altså det, de har hørt og set, er basis for en tvivl om graden af smerte hos patienten.

Indtrykket bliver ikke uddybet, ej heller udløses en automatisk sygeplejehandling. Men hvorfor ser patienten upåvirket ud? Giver hans krop, hans tonefald eller hans ansigtsudtryk det upåvirkede indtryk? Hvis det ikke opfattes som en relevant diskussion, er det interessant, at sygeplejersken alligevel nævner det. Det ser jeg som et udtryk for tvivl på egne sanser. Men også som et udtryk for, at sygeplejersker ikke kan løbe fra at være kropsligt forbundet med patienten i den direkte patientpleje.

Det sanselige kommer op i rapporten på trods af dens faktuelle præg. Måske fordi sygeplejersken ubevidst ved, at sanseindtrykket kunne bruges til at afdække graden af smerte hos patienten. Han skal have smertestillende medicin, hvis han har smerter. Hvis han ikke har smerter, hvad ligger der så bag den betydningsmættede mangel på orden?  

LAD DIG INSPIRERE AF KUNSTEN


Hvis du vil arbejde med sanselighed i praksis - lad dig inspirere af kunsten!

Se på patienten, som du ville se på et maleri. Hans ansigt med al dets mimik, hans krops holdning, hans måde at bevæge sig på, hans gestik, alle disse faktorer gør indtryk. Tillad dig selv at blive bevidst om dette indtryk. Og tænk så over, hvad patienten udtrykker med det, du kan se med dine øjne. Måske forstår du det ikke med det samme, ligesom man heller ikke altid forstår et billede med det samme. Her må du tyde og udtrykke din tydning, så patienten føler sig set.

Lyt til patienten, som du ville lytte til et stykke musik. Hans stemme med alle betoninger, udsving, tonefald, styrke eller svaghed, hans små lyde, hans pauser, alt dette gør ligeledes indtryk. Hvad udtrykker patienten med alt dette?

"Smag på" patienten. Hvordan er der omkring hans seng, på hans natbord, i hans hjem? Holder han af orden og renlighed og smukke genstande omkring sig, eller er andre forhold vigtigere? Magter han at forme sine omgivelser efter sin smag? Er han for svag, eller er han nedtrykt, eller går det af sig selv?

Bevidsthed om ovenstående kunne give os konkrete ord til at sætte på de forhold, som vi ofte kun fornemmer, og som det derfor er svært at være konkret omkring i vores kommunikation, både indbyrdes som personale, men også over for patienten.


Konklusion

I rapportsituationen ser det ud til, at der lægges vægt på registrering med udgangspunkt i diagnoser og målinger. Opmærksomheden rettes altså mod dette aspekt af sygeplejen, men det forringer muligheden for at skærpe opmærksomheden på sansning og samklang i relationen. Færdigheden i at sanse og udtrykke det sansede ser ud til at blive opfattet som fagligt irrelevant. Det giver en sandsynlighed for, at det sanselige aspekt af praksis bygger på de forudsætninger, som sygeplejersken har fra sine hverdagserfaringer og vilkårlige faglige erfaringer. At disse erfaringer så ikke anvendes i plejepersonalets kommunikation, gør det svært at udvikle de sanselige færdigheder i praksis. Dermed er der grobund for tvivl på sanseligheden, og kunsten kommer lidt vilkårligt til udtryk.

Det kan læses i sygeplejerskens handlinger i den direkte patientpleje. Hun formår i den ene situation at se med hjertets øje, fordi hun både finder samklangen i relationen og bruger mesterskabet i at se. Samklangen mangler i den anden situation, og dermed er kun en del af kunsten kommet til udtryk. Samtidig er hun uundgåeligt til stede med krop og sanser i begge situationer, og denne kropslige tilstedeværelse er selve grundlaget for relationen.

Derfor er det påfaldende, hvor lidt vægt plejegruppen lægger på det sanselige i deres kommunikation. Det ser ud til, at det sanselige er det selvfølgelige grundlag for al viden om patienterne, men det erkendes ikke bevidst. Heraf følger en manglende anerkendelse af den faglige viden, der kan opnås, og som rent faktisk bliver opnået, ved hjælp af sanserne.

Alle situationer fortæller imidlertid også, at plejepersonalet er

Side 43 

gode til at bruge deres sanser. De lægger mærke til patienterne, og de gennemfører også den første del af at finde tonen i relationen. Men hvad er det så, der bremser dem i at fuldføre tydningen af patientens mangel på orden og virkelig gøre deres sanselighed til et redskab? Det er mit materiale for begrænset til at sige noget om, men spørgsmålet kunne være interessant at udforske nærmere.

Perspektiver

Under arbejdet med projektet fandt jeg, at der i USA og det øvrige Skandinavien er stor fokus på sygeplejens kunstdimension (9,10). I Norge er der endog lavet et forsøg med at integrere kunst i undervisningen af sygeplejestuderende. Hensigten var at opøve sanselige og kunstneriske kompetencer. I forsøget anvendtes billeder for at styrke de studerendes kliniske blik og observationsevne, og musik for at opøve deres evne til at lytte aktivt til patienten. Undersøgelsen styrkede en antagelse om, at væsentlige dimensioner ved mennesket kan sanses gennem kunsten (10). Det ser altså ud til, at kunstværker kan være en genvej og en inspiration til at finde ind til fagets kunst.

Som svar på artiklens indledende spørgsmål mener jeg, at vi også i Danmark bør se nærmere på sygeplejens kunstdimension. Vi kan lade os inspirere af kunstens evne til at gøre os opmærksom på det sanselige. Måske kan vi dermed få øje på nye perspektiver af praksis. Ved at anerkende sanselighedens betydning kan vi i hverdagen sætte ord på de forhold, der er særegne og specielle for sygeplejen. Sygeplejersker er ofte dem, der har det sanselige, kropslige samvær med patienten over tid. Det er en fordel, vi skal udnytte og anerkende, ikke underkende ved at lægge vægt på registrering. Måske er udfordringen at finde hverdagsord for begreber som "patientens tone," "samklang" og "mesterskabet i at se," så vi kan tale om dem og synliggøre dem. Det vil gøre dem mere anvendelige i praksis, og vi ville kunne se kunsten i vores daglige aktiviteter.  

METODE 


Empirien blev indsamlet ud fra et fænomenologisk-hermeneutisk ståsted med Maurice Merleau-Pontys og Hans Georg Gadamers tænkning som basis. Ifølge Merleau-Ponty er kroppen grundlaget for menneskets bevidsthed om fænomenerne (5:75). Der tages udgangspunkt i den stumme, kropslige erfaring, hvis egen mening må beskrives (5:59). Meningen er tvetydig. Den er almen, idet den bygger på historie, kultur og sociale relationer, og den er partikulær, fordi den udtrykkes (inkarneres) i det enkelte menneske (5:69).

Gyldig viden er en beskrivelse af fænomenet i sin flertydighed, som den kommer til udtryk i den enkelte situation. Hermenuetik er fortolkningskunst. Ens forforståelse går i dialog med fænomenet, hvilket kaldtes den hermeneutiske cirkel. Gyldig viden er den dybere forståelse, der er dialogens resultat (6:170).

Feltstudiet blev forberedt ud fra Søren Kristiansens og Hanne Katrine Krogstrups metodeovervejelser om deltagende observation, og jeg inddrog også Steinar Kvales tanker omkring det kvalitative forskningsinterview. Det betød, at min kropslige oplevelse var en væsentlig faktor i tolkningsarbejdet. For at oplevelsen blev så umiddelbar som muligt, havde jeg klargjort min forforståelse af fænomenerne, så jeg både under og efter dataindsamlingen kunne forholde mig kritisk til den, jævnfør ovenstående forfattere (7:71, 8:62).

Feltstudiet foregik over to dage på en almen medicinsk afdeling på et nordjysk sygehus. Jeg fulgte en sygeplejerske under morgenrapport og i morgenplejen af patienterne. Jævnfør etik for feltstudier og interviews er alle personer og steder anonymiserede, ligesom alle beskrivelser er godkendt af de implicerede til videre analyse (8:120).

Julie Borup Jensen, 37, uddannet sygeplejerske i 2004 fra Sundheds CVU Aalborg. Pt. på forældreorlov. Uddannet violinist ved Jysk Musikkonservatorium i 1995. Har arbejdet som violinist ved Århus Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester.

Litteratur

  1. Martinsen K. Fra Marx til Løgstrup. København: Munksgaard; 1998.
  2. Katlev J. Politikens etymologiske ordbog. København: Politikens Forlag; 2000.
  3. Politikens Nudansk Ordbog. København: Politikens Forlag; 1999.
  4. Martinsen K. Øjet og kaldet. København: Munksgaard; 2001.
  5. Bengtson J. Sammanfletningar. Husserls och Merleau-Pontys fenomenologi, 2. reviderede oplag. Göteborg: Bokförlaget Daidalos AB; 1993.
  6. Jacobsen B et al. Videnskabsteori. 2. udgave. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag; 1999.
  7. Kristiansen S, Krogstrup HK. Deltagende observation - introduktion til en forskningsmetode. København: Hans Reitzels Forlag; 1999.
  8. Kvale S. Interview - en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
  9. Paniagua H. Can the underlying principles of art be applied to nursing? Br J Nurs 2004;13(4):220-3.
    Schüssler BM. Kunst og klinisk blikk. Sykepleien 2004;(4):
ENGLISH ABSTRACT.


Jensen BJ. To see with the heart's eye Sygeplejersken 2006;(15):40-3.

This article focuses on the art of nursing - in this context, seen as the nurse's attention to the sensuous aspects of the relationship with the patient; compare Kari Martinsen's description of the concept "to see with the heart's eye." A field study based on a phenomenological hermeneutic approach has led to the following conclusion:

  • The sensuous dimension seems to be fundamental to the relationship with the patient
  • Sensuousness is the point of nursing staff's communication with respect to the patient.
  • Sensuousness is not expressed amongst the staff.

These findings indicate that the sensuous aspect of nursing is not consciously accepted as a means for achieving technically relevant knowledge about the patient. It seems likely that the nurse's sensuous abilities derive from their everyday experience and from arbitrary technical experience.

The field study was prepared applying a combination of Steinar Kvale's philosophy regarding the qualitative research interview, and Søren Kristiansen's and Hanne Katrine Krogstrup's approach to participating observation. For a few days a nurse in a general medical ward was followed during the morning care of patients, and the results have been produced on the basis of the collected empiricism in interaction with a theoretical preconception.

Keywords: Art of nursing, sensuous dimension, field study.

Emneord: 
Kultur
Kunst
Sygepleje

Tilkald etnisk ressourceteam på hospitalet

Barrierebryder. Et ressourceteam kan rådgive patienter og personale og fungere som brobyggere mellem kulturer.

De etniske minoriteter udgør en forholdsvis lille gruppe, men de fylder en del i sundhedssektoren. Gruppen møder mange barrierer i form af kommunikationsproblemer, manglende forståelse og forudfattede meninger. Der findes også en anden form for barrierer, f.eks. at sygdommen kan skyldes en straf fra Gud, uorden i sociale relationer og onde øjne.

Sprogproblemer kan gøre plejen vanskelig, og det kan være svært at indlede en samtale og give vejledning. Det kan føre til, at behandlingen udelukkende bliver medicinsk. Plejen bliver opgavecentreret i stedet for personcentreret.

For et par år siden blev Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS) kontaktet af to hospitalspræster og senere også af overlæge Marianne Kastrup fra Videnscenter for Transkulturel Psykiatri på Rigshospitalet og Tom Steinov, direktør for Kontoret for Sygehusberedskabet, med henblik på opstart af et samarbejde, hvor personer med erfaring i at føre dialog kan fungere

  • som rådgivere for sundhedspersonale
  • samtalepartnere for patienter og pårørende med muslimsk baggrund i vanskelige situationer
  • samtalepartnere for kristne med minoritetsbaggrund.

I 2004 udbød IKS kurser om "Islam i Sundhedsvæsenet" for sundhedspersonale over fire aftener samt et kursus om "Rådgivning og personlig samtale med etniske minoriteter på hospitalet" for mennesker med etnisk minoritetsbaggrund med interesse i omsorgsarbejde. De op mod 70 deltagere på det sidste kursus blev tilbudt en personlig samtale, hvorefter 18 deltagere blev valgt til et ressourceteam, der skulle tilbydes hospitalerne i Københavnsområdet. De udvalgte gennemgik endnu et intensivt kursusforløb for at kvalificere sig til ressourceteamet.

Arbejdet er frivilligt, og ressourceteamet består af 16 muslimer og to kristne, de fleste studerende med forskellig national baggrund. Ud over at være ressourcepersoner kan de anvendes som foredragsholdere om islam og kulturforståelse og står til rådighed som brobyggere for sundhedspersonale og patienter.

Hensigten med ordningen er:

  • at patienter og pårørende får mulighed for at tale med et menneske, der forstår deres baggrund, og personalet får den hjælp og støtte, de har brug for
  • at der bygges bro mellem patienter og personale, ved at der skabes en bedre forståelse blandt sundhedspersonale for de problemer, der kan opstå i forbindelse med muslimske indlagte
  • at der skabes mulighed for, at patienter og pårørende kan informeres om hospitalsforholdene og om personalets arbejdssituation, så misforståelser og unødige konfliktsituationer forebygges.

Kan tilkaldes akut

En ressourceperson kan tilkaldes i alle krisesituationer, også i tilfælde af akut behov efter ønske fra en patient, pårørende eller sundhedspersonale:

En ældre bosnisk dame var indlagt på Herlev Hospital. Hun kunne ikke dansk og følte sig meget fremmed. Personalet brugte tolk til lægeundersøgelser og samtaler vedrørende hendes sygdom og behandling. Damen var meget ensom og svigtet af sin familie. Hun havde brug for en mere personlig samtale, hvor hun kunne åbne op. Da ressourcepersonen kom og talte med hende, drog omsorg for hende og fortalte hende om lignende situationer, blev hun meget tryg og rolig.

Indtil videre har ressourcepersoner været ude på afdelingerne i forbindelse med forståelsesmæssige problemer mellem personale og patienter, rituel afvaskning, fødsel m.m. Desuden har der været bud efter dem til at holde oplæg om ressourceteamet, og om hvordan man tackler nogle af de problemer, der kan opstå i forbindelse med etniske minoritetspatienter.

Herlev Sygehus og Rigshospitalet har fungeret som en slags pilothospitaler. Direktionen på de to hospitaler har godkendt ordningen, og den vil senere blive udvidet til de andre sygehuse i Københavnsområdet. Dog er det allerede nu muligt at tilkalde en ressourceperson på de øvrige hospitaler, hvis der opstår behov for det.

Omsorgs- og ressourceteamet er organiseret af Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS), der ledes af stiftspræst, dr.theol. Lissi Rasmussen. Centret har et stort netværk i de muslimske miljøer og har opbygget betydelige erfaringer med tværetnisk og tværreligiøs rådgivning samt oplysningsvirksomhed.

Asma Bashir er ansat på Rigshospitalet på Semi-intensiv børneafdeling

Emneord: 
Indvandrer
Sprog
Kultur

Dilemma: Tyrkisk mand vil ikke hilse på dansk kvinde

SY-2006-09-39aIllustration: Bodil Molich 

Gynækologien har altid været Gerdas speciale. I 14 år har hun været rundt på forskellige afdelinger og været glad for alle sider af det kvindelige univers, fra operationsgang over dagkirurgi til nu, hvor hun passer kvinder, der bliver opereret og er indlagt i nogle dage.

Hun er nu 48 år, en erfaren og stabil medarbejder med en kæmpe viden om hele det gynækologiske felt.

Denne morgen skal hun tage imod Nesrin, en tyrkisk kvinde, der skal have fjernet livmoderen. Nesrin har taget hospitalstøj på og er ved at kravle op i den hvide seng, da Gerda går hen til hende for at sige goddag. Nesrin er meget kraftig. Hun putter sig under dynen og nikker genert til Gerda.

Ved siden af sengen sidder Nesrins mand, Ömer, på en stol. Han vender en stribe bedeperler i venstre hånd igen og igen.

Gerda går hen til ham, præsenterer sig og fortæller, at hun skal tage imod Nesrin og følge hende igennem hele indlæggelsesforløbet. Gerda taler klart og tydeligt og rækker Ömer hånden. Til hendes store forbløffelse tager han den ikke. I et antal sekunder tænker Gerda på, hvad hun skal gøre. Til sidst drejer hun om på hælen og går fra stuen.

Over morgenkaffen drøfter hun situationen med det øvrige personale.

Hvad synes du, man skal gøre, når en tyrkisk mand ikke ønsker at hilse på én?

Kommentarer i Sygeplejersken nr.  10 2006

Find et alternativ

Det er sygeplejerskens opgave at vise respekt og omsorg for de pårørende. Derfor må det, der diskuteres i kaffestuen, være spørgsmålet om, hvordan denne respekt for Nesrins mand kan vises. Ömer er (formentlig) muslim, og ifølge Koranen må han ikke have fysisk kontakt med en kvinde uden for familien. Dette må sygeplejersken respektere, og hun må finde en alternativ måde, hvorpå hun kan hilse på Ömer.

Elsebeth Vesterheden, afdelingssygeplejerske,  medlem af det Sygeplejeetiske Råd.

Respektér hans bøn

Gerda skulle stille og roligt have ventet med at præsentere sig, indtil Nesrin var kommet anstændigt og værdigt under dynen. Gerda burde have respekteret ægtefællens bøn, fuldstændig som hvis en dansk pårørende havde knælet med foldede hænder og bedt, dvs. ladet ham være. Desuden skulle hun med lav stemme have præsenteret sig for Nesrin fra modsatte side af sengen.

Den efterfølgende faglige drøftelse mundede heldigvis ud i et godt og informativt indlæg fra en yngre kollega, som tilbød at arrangere en halv temadag om anden etnisk opfattelse af sygdom og død.

Anne-Grete Westergaard, sygeplejerske, Lyngby.

Arbejd videre

I de sygeplejeetiske retningslinjer står der sort på hvidt: at man skal behandle alle ens og med respekt. At plejepersonalets personlige høflighed fornærmes, skal ikke overskygge Gerdas professionalisme. Hun skal arbejde videre, som om intet var hændt.

Andreas Lund Andersen, 1.-semester-sygeplejestuderende  på CVSU-Fyn, Odense.

Det er forbudt

Det er religiøst betinget, at Ömer ikke rækker Gerda hånden. Mange muslimske mænd og kvinder giver ikke hånden til hilsen, fordi det er haram (forbudt) at give hånden til det modsatte køn i islam. Gerda kunne i denne situation ikke have handlet anderledes, men næste gang kunne hun bare nikke med hovedet.

Nilufer Colak, sygeplejerske,  KAS Glostrup, N28.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Dilemma

Kultur og fordomme gør blind

Forudindtaget. Erfaringer fra personalet i psykiatrien viser, at sygeplejersker skal have styr på egne holdninger og fordomme over for etniske patienter for at yde en ordentlig sygepleje.

SY-2006-3-50-1Illustration: Claus Seidel

I relation til kultur og holdningers betydning for arbejdet med patienter med anden kulturel baggrund har vi opsamlet følgende erfaringer (1):

  • negative fordomme kan ses blandt alle faggrupper, hvilket resulterer i generaliseringer og fastlåste holdninger
  • arbejdet med patientgruppen kan opfattes som besværligt og tidskrævende
  • usikkerhed og berøringsangst resulterer i, at man tager afstand fra patienten
  • det kulturelle aspekt overbetones
  • der er behov for bedre kulturforståelse.

Erfaringerne er opsamlet af Videnscenter for Transkulturel Psykiatri, som har eksisteret siden 2002. I begyndelsen af perioden foretog vi fokusgruppeinterviews med Videnscentrets kontaktpersoner fra psykiatrien i Danmark for at få indblik i deres viden, erfaringer og holdninger til arbejdet med patienter af anden etnisk oprindelse. Samtidig ønskede vi at få et nuanceret billede af både problemer og gode erfaringer fra praksis samt at afdække behovet for viden om andre kulturer. Efterfølgende har vi undervist store dele af det psykiatriske personale på landsplan.

Sygeplejersker er på hjemmebane

Vi bliver ofte usikre over for patienter med anden etnisk baggrund og fokuserer på netop det, der er anderledes, i stedet for på det, vi har til fælles, det almenmenneskelige, det genkendelige. Den etniske patient kan måske umiddelbart være vanskelig at forstå, men netop psykiatrisk personale er i forvejen uddannet til at forholde sig til det psykotiske menneske, som i sin psykose præsenterer det umiddelbart uforståelige. At mennesker er svære at forstå, burde således ikke skræmme sygeplejersker. Her er vi på hjemmebane og har redskaber til at forsøge at forstå og rumme disse mennesker.

Det er almenmenneskeligt at søge det kendte og være usikker over for det, som er fremmed. Usikkerheden kan resultere i, at vi bevidst eller ubevidst kommer til at undgå patienten med anden kulturel baggrund. En undersøgelse udarbejdet på Obstetrisk Afdeling på Rigshospitalet viser, at etniske patienter får mindre af sygeplejerskens tid og dermed mindre information og vejledning (2). Kunne det samme ske på en psykiatrisk afdeling?

Sygeplejersker har en etisk og faglig forpligtelse til at behandle alle patienter lige, uanset kultur, race, religion, køn, social status og politisk ståsted (3). Vi må derfor være bevidste om vores holdninger og vurdere, hvordan de kan påvirke mødet med patienten med anden kulturel baggrund. Denne bevidsthed er nødvendig for, at vi kan handle professionelt og lade vores private holdninger blive hjemme.

Fordomme som grundlag for forståelse

Mange medier og politikere omtaler etniske minoriteter negativt. Det puster til vores fordomme, og negative og fastlåste holdninger og forventninger til patienten præger dermed mødet og forstyrrer kommunikationen. Som eksempel kan nævnes den kvindelige sygeplejerskes forventning om, at muslimske mænd ikke respekterer kvinder.

En sygeplejerske siger i en undervisningsseance, da vi taler om muslimske mænds holdninger til kvindeligt personale: "De fremmede spytter på os."

En anden sygeplejerske svarer: "Hvis du møder dem med den holdning og det kropssprog, kan jeg godt forstå, hvis de spytter på dig."

Patienten vil mærke sygeplejerskens skepsis og negative forventninger, og det gør ham mere forbeholden, end han måske er i forvejen. Han kan tidligere have følt sig diskrimineret af en dansker og bekræftes nu i sin fordom. Sygeplejerske og patient møder således hinanden med hver deres kulturelle og personlige bagage, som kan blokere for etablering af den gensidige tillid og respekt, som er nødvendig for en god relation og et givende pleje- og behandlingsforløb. Patientens forbehold kan være kombineret med en mistro, der kan stamme fra hans oprindelsesland, hvor han ikke som en selvfølge kunne have tiltro til sundhedsvæsnet.

Da psykiatrisk behandling kan være af varierende kvalitet i patientens hjemland, kan han være bekymret for, hvad den indebærer her i landet. Hvis patienten er flygtning og tidligere traumatiseret af fængsling og tortur, kan han yderligere være præget af mistillid til sine medmennesker. I mødet vil der således være mange fordomme på spil.

Fordomme er før-domme

Filosoffen Hans-Georg Gadamer ser fordomme som uundgåelige og uundværlige (4). De er udtryk for en slags før-domme, som bygger på det forråd af viden, som vi har tilegnet os gennem vores historie, traditioner, opdragelse og socialisering. Denne viden udgør en form for forståelseshorisont, som vi hele tiden trækker på - såkaldte forforståelser om verden, som derved gøres fortrolig og velkendt. Vi tolker og handler hele tiden ud fra disse forforståelser.

Fordomme kan forstås som ubevidste forestillinger om verden, og de hjælper os i vores daglige færden. I mødet med det anderledes og det fremmede kan vi opleve fordomme, vi ikke vidste, vi havde. Dermed kan vi i bedste fald blive bevidste om vores ubevidste forestillinger eller fordomme. Denne nye bevidsthed kan øge vores selvforståelse, så fordommene sætter en forståelsesproces i gang og dermed virker befordrende for ny forståelse (4,5). I værste fald kan fordommene blokere for forståelsen af patienten, og det kan resultere i, at vi kommer til at bryde med den etiske forudsætning, som må ligge til grund for professionel tilgang til patienten nemlig at se det andet menneske som ligeværdigt.

Vi må forsøge at forstå den enkelte patient og hans forhold til sin kultur.

Andre kulturer opleves som statiske

Kulturer er mangetydige, i stadig bevægelse og forandring. Det er tydeligt, når vi ser på vores egen kultur. Alligevel har vi en tendens til at have et fastlåst billede af, hvordan andre folk lever, og til at se andre kulturer som statiske.

Når jeg underviser psykiatrisk personale, beder de ofte om at få en oversigt over, hvad det vil sige at være tyrkisk, arabisk eller somalisk. I mødet med en patient fra en specifik kultur vil de gerne have en opskrift, som de kan gå frem efter. Men så enkelt er det ikke.

For år tilbage anvendte antropologer det såkaldte beskrivende kulturbegreb. De besøgte de enkelte lande eller områder og beskrev kulturers lighedspunkter ud fra antagelsen om, at alle i det pågældende samfund var bærere af den samme kultur (6). De søgte efter det, der var fælles for samfundet. Men hvordan vil vi beskrive, hvad der er fælles dansk? Vil vi kunne blive enige om det?

I dag anvender antropologer det komplekse kulturbegreb, der betyder, at vi ikke kan være sikre på, at alle i den samme kultur deler de samme værdier. Kompleksiteten opstår, fordi vi alle har del i flere kulturer, f.eks. alderskultur, kønskultur, arbejdskultur, familiekultur, boformskultur og landsby- eller bykultur. At færdes i så forskellige kulturer giver forskellige gensidige påvirkninger, værdier og holdninger. Når vi f.eks. møder en tyrkisk patient, må vi derfor være opmærksomme på, at patienten ikke kun er tyrker, men også har mange andre identiteter, tilhører mange andre fællesskaber og dermed kulturer.

I mødet med patienten med anden etnisk baggrund må vi være åbne for patientens forståelse af egen kultur og samtidig være opmærksomme på, at vores opfattelser og værdier kan være forskellige. Hvis vi mener at have specifik viden om patientens kultur, kan vi nemt komme til at sætte patienten i bås, så han ikke bliver set som den, han er. Det er i dialogen, i samspillet, kulturen kommer til udtryk, og her vi kan spørge patienten om, hvad hans kultur betyder for ham (5). Ved at sætte fokus på patientens eget kulturelle tilhørsforhold kan vi møde ham ud fra hans egen selvforståelse. Hermed tager vores kontakt med patienten afsæt i ham som individ, og vi kan skabe grobund for tillid, som er en forudsætning for en bæredygtig relation.

Egen kultur på psykiatrisk afdeling

Men det er ikke kun patienten og sygeplejersken, der er bærere af en kultur. Den psykiatriske afdeling har også sin kultur. Hvad betyder denne kultur i mødet med patienten på den psykiatriske afdeling?

Antropologerne Charlotte Jacobsen og Katrine Johansen har forsøgt at besvare dette spørgsmål ud fra en feltundersøgelse på Retspsykiatrisk Afdeling på Sct. Hans Hospital (7). De undersøgte bl.a., hvad afdelingens kultur betyder for mødet med patienten, når patienter og personale kommer med hver deres kultur. Den enkelte afdeling har sin egen kultur, som kommer til udtryk i afdelingens værdier, normer, rutiner, regler og måder at arbejde på. Kulturen påvirkes af de enkeltes professionskulturer, deres faglige viden og forståelser. Patienten kommer med sin egen kultur og har intet kendskab til psykiatrikulturen, men i samspillet kan afdelingens kultur påvirkes og vil på den måde hele tiden være i forandring. Det er dog stadig personalet, der har magten til at bestemme, hvordan kulturen skal være i den enkelte afdeling.

Derfor gør vi, som vi gør

Følgende eksempel viser en sygeplejerskes magtanvendelse og mangel på accept af patienten.

En sygeplejerske siger i en undervisningsseance, da samtalen handler om kommunikation og brug af tolk: "Hvis der kommer en tyrkisk kvinde, som har været i Danmark i 20 år, og hun ikke taler dansk, så bestiller jeg altså ikke en tolk."

Der eksisterer således en kultur, som patienten må forsøge at aflæse og tilpasse sig for at blive accepteret. Dette afhænger af hans evner, vilje til og ikke mindst muligheder for at gøre det, og det er en uhyre vanskelig opgave for patienten med anden etnisk baggrund, som måske tillige har sprogvanskeligheder (7).

Vi må derfor fortælle patienten, hvordan og hvorfor vi handler, som vi gør. Hvordan skal patienten f.eks. aflæse vores kropssprog? Hvad betyder det, når vi hastigt går hen ad gangen og undgår øjenkontakt med patienten? Hvordan skal patienten vide, at vi gør det for at signalere, at vi ikke har tid til at blive forstyrret lige nu? I stedet for at blive irriterede over, at patienten ikke kan se det, skal vi forklare, hvad det er, vi fortæller med vores kropssprog. Det, vi i den danske kultur er socialiseret til at aflæse, skal gøres eksplicit. Måske vil det også være en hjælp for den danske psykotiske patient.

Vigtige elementer i psykiatrisk sygepleje er forudsigelighed, kontinuitet, struktur og nærheds-afstandsprincippet. Sidstnævnte refererer til sygeplejerskens empatiske holdning, hvor hun må balancere mellem at sætte sig ind i patientens situation og rumme den uden at blive overinvolveret og samtidig bevare overblik og tilgængelighed uden at miste sin følsomhed. At forklare patienten om afdelingens regler og vores handlemåder vil betyde, at patienten oplever forudsigelighed og dermed tryghed. Samtidig vil mange misforståelser kunne undgås. Kontaktpersonrelationen er et redskab til at arbejde med de ovennævnte elementer i plejen. Hvordan skal patienten forstå, at han skal vente med at tale om det, der er vigtigt for ham lige nu, indtil kontaktpersonen er til stede? Det er jo os, der har defineret, at det er det bedste for ham (eller for os?) Vi skal kommunikere tydeligt og ikke tro, at patienten kan tolke det, vi med vores (fag)kultur tager for givet (se boks 1). 

Boks 1. Gode råd, når du arbejder med nydanskere:
  • Vær bevidst om egen kultur og fordomme - diskutér gerne med dine kolleger.
  • Vær nysgerrig, spørg patienten om det, du ikke forstår, inden du reagerer på det.
  • Vær interesseret i patientens livshistorie, også før patienten kom til Danmark:

            - Det er en måde at vise respekt og skabe tillid og kontakt på.

            - Det er en måde at opdage patientens tidligere ressourcer og mestringsstrategier på.

  • Vær åben over for patientens kulturelle og sociale normer og værdier.
  • Undersøg patientens sygdomsopfattelse og forventninger til plejen/behandlingen.
  • Vær tydelig i kommunikationen og brug tolk ved behov.

Ved netop at se på det enkelte menneske frem for at fokusere på kulturen vil et respektfuldt møde kunne finde sted. De kulturelle aspekter tilfører relationen en ekstra dimension, som vi kan blive klogere af, også i relationen til danske patienter.

Mangfoldigheden blandt psykiatriske patienter kan vha. åbenhed og respekt blive givende i al psykiatrisk pleje og behandling.

Marianne Østerskov er projektsygeplejerske ved Videnscenter for Transkulturel Psykiatri, VFTP.dk, Psykiatrisk Klinik, Rigshospitalet, og formand for Fagligt Selskab for Tværkulturel Sygepleje.

Litteratur

  1. Østerskov M, Kastrup M, Jerlang C. Psykiatri i multikulturelt perspektiv - Erfaringer fra psykiatriske afdelinger i Danmark. København: Videnscenter for Transkulturel Psykiatri, Rigshospitalet; 2003.
  2. Jahn AW. Usynlig forskelsbehandling. Sygeplejersken 2002; (16).
  3. Dansk Sygeplejeråd. De Sygeplejeetiske retningslinjer. 2. udgave. København: Dansk Sygeplejeråd; 2004.
  4. Gadamer, Hans-Georg. Sandhed og metode: Grundtræk af en filosofisk hermeneutik. 1. udgave. Århus: Systime; 2004.
  5. Østerskov M. Kulturmødet. In: Gottlieb A, Østerskov M, Christensen B og Morin T. Projekt for etniske minoriteter, Århus: Lokalpsykiatri Vest, Århus Amt; 2000, p.20-8.
  6. Jensen I. Kulturforståelse. København: Center for Tværkulturelt Boligarbejde; 2000
  7. Jacobsen CB, Johansen KS. Kulturmøde i psykiatrien. Roskilde: H:S, Sct. Hans Hospital; 2002.
English Abstract

Østerskov M. Culture and prejudice are blind. Sygeplejersken 2006;(3):50-3.

The article describes how uncertainty about, and prejudice towards, that which is unfamiliar can influence encounters with mentally ill people of other ethnic origin than Danish, with the result that the patient benefits from less of the nurses' time, contact and advice. The nurse must be aware of her own culture, attitudes and prejudices when she receives the patient. She must see the individual human being rather than focusing on the patient's culture/that which is unfamiliar and express empathy in the form of openness to other cultural and social norms and values. Interest in and respect for the patient can be demonstrated in e.g. the nurse asking him if there is anything she does not understand. This can help to reduce any feeling of uncertainty the nurse may have as well as to engender dialogue. It is important for the nurse to communicate clearly and to explain things that may be difficult to understand for a patient with another cultural background. The cultural aspects of the encounter add another dimension to the relationship, increased awareness and reflection from which we can learn something, also in our relationship with Danish patients.

Marianne Østerskov, Psychiatric Project Nurse (RN), Danish Centre for Transcultural Psychiatry.

Keywords: Psychiatry, ethnic patients, prejudice, culture.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Psykiatri

Duftende lammegryde

Høflige. Sygeplejerske Rise Kaas Vad i Aalborg glæder sig over al den hjælp, hun får fra pårørende til indvandrerpatienter.

SY-2006-3-25-1

"Der kan godt dufte temmelig kraftigt af lammegryde, når jeg kommer ind på en stue."  Foto: Lars Horn/Baghuset

Pårørende til indvandrerpatienter er ikke en belastning for sygeplejerske Rise Kaas Vad på Medicinsk Center for Dialyse ved Aalborg Sygehus. Snarere tværtimod.

"De passer deres syge slægtninge så godt," forklarer hun.

Rise Kaas Vad har netop afsluttet et forløb med de pårørende til en nyretransplanteret somalisk kvinde. Døtrene kom hver dag og tog hånd om deres syge mor. Kvinden skulle have store mængder medicin intravenøst over flere timer døgnet rundt, og her var det en stor hjælp, at døtrene konstant var ved deres mors sygeseng og kunne fortælle hende, hvornår det var tid at "skifte posen."

"Det var jeg helt tryg ved," siger Rise Kaas Vad, der har det udmærket med, at ikkeprofessionelle deltager i plejen af deres syge slægtninge.

"De indvandrere, jeg møder, er både søde og høflige og stiller ikke alle de krav, som jeg tit kan møde hos danske patienter. De kan godt argumentere med, at nu da de betaler så meget i skat, så har de sandelig også krav på det ene og det andet. Den slags hører jeg aldrig fra indvandrere."

Døtrene til den somaliske kvinde kom hver dag med mad til deres mor, men det generede ikke Rise Kaas Vad det mindste.

"For mig er det fint nok, at indvandrerpatienterne helst spiser deres egen mad. Der kan godt dufte temmelig kraftigt af lammegryde, når jeg kommer ind på en stue. Det er altid spændende, synes jeg, og ofte spørger jeg, hvad der er kommet i gryden af krydderier."

Rise Kaas Vad vedgår, at ikke alle medpatienter synes lige godt om duftende lammegryder eller indvandrerpatienter generelt. Men som regel går der kun ganske kort tid, så synes nordjyderne alligevel om de fremmede og vil gerne bistå, hvor de kan.

Kun en enkelt gang har hun fået en klage fra en dansk medpatient:

"Nu ligger de igen og beder til Allah bag gardinerne," klagede vedkommende.

"Jeg kunne kun opfordre hende til at få sendt en bøn med derop, men det syntes hun ikke var sjovt."

Tema: Kultursammenstød - om de pårørende
Emneord: 
Indvandrer
Kultur

De tager traditionen med på hospitalet

Kulturmønstre. Mistillid til sundhedssystemet i hjemlandet får pårørende til patienter med indvandrerbaggrund til at flokkes på de danske hospitalsafdelinger.

SY-2003-03-22cMahmoud Shamshiri Hansen: "De mange pårørende skal signalere, at der er mange, der passer på patienten." Foto: Thomas Søndergaard

For Mahmoud Shamshiri Hansen, iraner og danskuddannet psykolog siden 1998, er der ikke noget overraskende i, at pårørende til hospitalsindlagte indvandrere møder op i stort tal og insisterer på at tage del i plejen af deres familiemedlem, sådan som det fremgår af Catinéts undersøgelse af sygeplejerskernes møde med patienter med indvandrerbaggrund og deres pårørende.

"I mange af de hjemlande, indvandrerne kommer fra, er der stor mistillid til sundhedssystemet og det politiske system i det hele taget. Derfor møder de talstærkt op for at vise over for omgivelserne, at deres indlagte slægtning ikke er alene, men har et stærkt bagland," forklarer han.

"De mange pårørende skal signalere både til patienten og til hospitalet, at der er mange, der passer på ham. At her er en patient, som I - sygeplejersker og læger - ikke kan tillade jer at ignorere. Det er den adfærd, mange indvandrere bringer med sig til det danske sundhedssystem - uvidende om, at forholdene i Danmark er så ganske anderledes end i deres hjemland."

Mahmoud Shamshiri Hansen understreger, at det i bund og grund handler om tryghed for patienten og hans pårørende:

"Der, hvor jeg kommer fra, kan en hospitalsindlæggelse være enormt krævende for både patient og pårørende. Basalt handler det om at overleve i et nedslidt sundhedsvæsen, hvor professionalisme og medmenneskelighed er en mangelvare. Det oplevede jeg selv, da jeg var i Iran for at bistå min gamle mor, da hun skulle opereres for galdesten. Her må familien virkelig hjælpe næsten med alt - fra toiletbesøg og forplejning til opsyn med behandlingen," fastslår han og tilføjer:

"Oveni kommer en stærk familietradition. På grund af den kollektivistiske livsform synes familiemedlemmerne, at de bør støtte og hjælpe deres familiemedlem. Det betyder, at de vil have mulighed for at involvere sig - også fordi opfattelsen er, at fremmede sygeplejersker slet ikke kan erstatte den personlige omsorg for deres familiemedlem. Traditionelt er det netop familien, der har ageret omsorgspersoner og taget sig af de syge i familien, og det er det kulturmønster, de bringer med til Danmark."

Speciale i flygtninge og indvandrere

Mahmoud Shamshiri Hansen blev cand.psych. fra Aarhus Universitet i 1998 og har skrevet speciale om betydningen af flygtninge og indvandreres kulturelle baggrund for deres identitetsudvikling og sundhed i Danmark. Indtil 2003 har han været ansat i Dansk Røde Kors. I dag er han privatpraktiserende psykolog.

Mahmoud Shamshiri Hansen peger også på, at der kan være indvandrere, som har følt sig diskrimineret i det danske samfund og derfor lider af en paranoia eller mistillid til deres nye hjemland. Det kan resultere i indstillingen "dem og os," og det gennemsyrer deres hverdag - og også mødet med hospitalsverdenen.

Løsningen på lang sigt er integration ifølge Mahmoud Shamshiri Hansen, men inden da handler det om oplysning:

"Når man som indvandrer eller flygtning starter et nyt liv i Danmark, skal man informeres grundigt om forholdene her. Og meget gerne med hjælp fra indvandrere, som er velintegrerede i det danske samfund," siger han.  

Tema: Kultursammenstød - om de pårørende
Emneord: 
Indvandrer
Kultur

Vigtigt med klare grænser

Berøringsangst. Patienter med indvandrerbaggrund og deres pårørende søger grænser. Derfor er det vigtigt, at sundhedsvæsenet selv sætter dem, siger en tolk og informator i indvandrerspørgsmål.

SY-2003-03-22b
Esma Birdi: "Desværre er der mange, der bruger deres ferie i hjemlandet til at opsøge lokale læger, og det går ud over tilliden til det danske sundhedsvæsen." Foto: Thomas Tolstrup

Esma Birdi, tolk og informator om indvandrerspørgsmål bl.a. hos politiet, peger på, at nogle indvandrere, der har boet i Danmark en del år, ved, at man kan stille krav til sundhedsvæsenet, at man selv kan bestemme langt hen ad vejen:

"Men det er ikke altid, at de kan se, hvor grænsen går. De siger, hvad de ønsker, og håber på det bedste. Men det betyder ikke, at de har en klar forventning om, at sådan bliver det," siger Esma Birdi, hvis familie selv har indvandrerbaggrund.

Hun fortolker det, som om disse indvandrere søger grænser. Derfor er det vigtigt, at systemet selv sætter grænser, ellers kan forventningerne blive for urealistiske, mener hun og peger på, at indvandrere generelt har større behov end etniske danskere for at blive guidet gennem sundhedsvæsenet.

"Desværre er der mange, som bruger deres ferie i hjemlandet til at opsøge de lokale læger, fordi de ikke tror, at de kan forklare sig over for en dansk læge. For eksempel kan nogle blive foruroliget, når en dansk læge slår op i sin medicinhåndbog og ikke har den paratviden, som de tror, deres egne hjemlige læger har. Lægerne i hjemlandet vil gerne tjene nogle penge, og det går ud over tilliden til det danske sundhedsvæsen. Nogle indvandrere forventer, at den offentlige sygesikring betaler, når de kommer hjem fra disse lægebesøg i hjemlandet, men det gør det offentlige jo kun, hvis der er tale om noget akut. Desværre kan det blive tolket som Det er nok, fordi jeg er anderledes. For nemt og bekvemt," understreger Esma Birdi.

Hun mener, at mange fagpersoner har en slags berøringsangst over for indvandrere af skræk for netop at blive beskyldt for at være racistiske:

"De er bange for, hvordan de etniske minoriteter reagerer, og det duer ikke. Så viser man usikkerhed, og den usikkerhed kan blive misbrugt," forklarer hun.

"Hvis patienten og de pårørende kan se, at man vakler, så risikerer man, at de bliver mere krævende og måske stiller helt urealistiske krav. For eksempel kan sundhedsplejersker opleve, at nogle indvandrerkvinder vil faste, selv om de ammer. Kvinder er i den situation fritaget for at faste, men de, der insisterer, mener selv, de bliver en bedre troende, hvis de gør det. Her skal sundhedsplejersken ikke være bange, men slå fast, at det har konsekvenser for barnet, og at det er kvinden selv, der har ansvaret. Det kan lyde autoritært, men det er vigtigt at sætte en grænse, som indvandrerne kan forholde sig til," siger hun.

Tema: Kultursammenstød - om de pårørende
Emneord: 
Indvandrer
Kultur