Telefontolkning forbedrer vilkårene for patienter

SY-2006-2-48b
Det er personalets erfaring, at kvaliteten af tolkningen bliver bedre, når man bruger den håndfri telefon, fordi der så ikke er en tolk tilstede i lokalet. Foto: Palle Peter Skov

Alle patienter, der indlægges på hospital, skal have mulighed for at forklare deres problem og deres bekymringer, så personalet kan yde den bedst mulige pleje og behandling. Det er et kvalitetskrav, som formentlig enhver hospitalsafdeling kan være enig i.

Men hvordan forholder det sig i virkeligheden? Hvad oplever de patienter, der ikke helt forstår det sprog, der tales? Oplever de, at de kan fortælle om deres problem, deres bekymringer og forventninger? Får de formidlet det, så personalet kan give dem den hjælp, de har brug for? Forstår de personalets information, og oplever de at blive mødt med respekt, venlighed og imødekommenhed?

Resultatet af en undersøgelse, der blev lavet i forbindelse med det europæiske projekt Migrant Friendly Hospitals (se boks 1) viste, at det langtfra altid er tilfældet.   

Boks 1. Projekt Migrant Friendly Hospitals

Projektet, der på dansk blev kaldt Indvandrervenligt Hospital, blev afviklet i perioden 2002-2005 med deltagere fra 11 sygehuse. Hvert sygehus repræsenterende et EU-land.

Formålet var at

  • fremme sundhed og viden om sundhed hos indvandrere og etniske minoriteter
  • forbedre sygehusydelserne over for disse patientgrupper
  • udvikle europæiske rekommandationer for disse ydelser.

Metode

  • På baggrund af litteraturgennemgang, spørgeskemaundersøgelse blandt udvalgt personale fra de 11 deltagende hospitaler og interview med indvandrere blev der udpeget tre indsatsområder:
  • Forbedring af den kliniske kommunikation
  • Undervisning i mor-barn-pleje
  • Personaletræning i kulturel kompetence.

Opgaven for de enkelte sygehuse blev derefter at

  • vælge 1-3 af disse indsatsområder, lave en handleplan for dem og implementere dem i egen afdeling
  • lave en handleplan for, hvordan sygehuset generelt kunne blive mere imødekommende over for mennesker med fremmed kulturel baggrund. Forskergruppen havde udarbejdet forslag til en lang række kvalitetskrav, som kunne anvendes til det formål.

Samarbejdet mellem forskergruppen i Wien og de deltagende hospitaler blev understøttet bl.a. ved afholdelse af tre workshopper og ved hjælp af en internetplatform, hvor materialer blev sendt til høring, og hvor der var mulighed for at udveksle erfaringer.
 

Organisation

Projektet blev ledet og koordineret af en forskergruppe fra The Ludwig Boltzmann Institute, University of Vienna, i samarbejde med WHO Collaborating Centre for Health Promotion in Hospitals and Health Care. Professor Jürgen Pelikan var leder af projektet. Projektet blev finansieret af WHO.
For hvert af de 11 sygehuse blev der nedsat en styregruppe med repræsentanter for sygehusledelsen, repræsentanter fra lokale indvandrergrupper, ledere og medarbejdere fra relevante afdelinger. Projektledere blev udpeget til at lede de lokale projekter.
 

Evaluering

Implementeringen af de lokale initiativer blev evalueret ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse til personalet før og efter implementering. I nogle lande blev det suppleret med interview eller spørgeskemaundersøgelse af indvandrere før og efter interventionen.

Væsentlig barriere
11 hospitaler fra lige så mange EU-lande deltog i projektet. I hvert land blev der indledningsvis gennemført fokusgruppeinterview og/eller personligt interview med patienter med fremmed sproglig og kulturel baggrund.

I alle lande blev sprogproblemer afdækket som værende en meget væsentlig barriere. Patienterne oplevede, at det var svært at beskrive somatiske symptomer, de havde problemer med at udtrykke deres behov mere generelt og problemer med at få den information, de havde brug for. De oplevede, at der let opstod misforståelser. Det var vanskeligt at følge med i, hvad der skulle ske, og de havde svært ved at finde rundt på hospitalet.

Et andet væsentligt og gennemgående tema var vanskeligheder i kontakten med læger og sygeplejersker. En del af de interviewede oplevede mangel på respekt, de følte sig negligeret af sygeplejersker og læger og oplevede, at disse ikke gav sig tid nok til at hjælpe og informere.

Resultaterne, der endnu ikke er publiceret, svarer imidlertid til konklusionerne af den litteraturgennemgang, der blev gennemført før opstarten af projektet (1).

Kolding Sygehus som pilotsygehus

Kolding Sygehus repræsenteret ved Børneafdelingen deltog i Migrant Friendly Hospitals som dansk pilotsygehus. Vi vil beskrive, hvordan vi greb projektet an, og hvordan det med relativt enkle midler var muligt at gennemføre målbare ændringer. Desuden beskriver vi, hvad der mere generelt kom ud af det europæiske projekt.

På Børneafdelingen lavede vi indledningsvis otte dybdegående interviews med indvandrere med forskellig sproglig og kulturel baggrund. Interviewene, der blev gennemført ved hjælp af en tolk, understøttede afdelingens egen kontinuerlige monitorering af patienternes oplevelser, der havde vist en tendens til, at forældre, der ikke talte dansk, i mindre grad oplevede venlighed og imødekommenhed og i mindre grad oplevede, at der blev draget omsorg for dem (2). Resultaterne skal dog vurderes med et vist forbehold pga. den meget lave svarprocent hos netop denne patientgruppe.

På baggrund af de indledende kvalitative undersøgelser blev der i den europæiske arbejdsgruppe udpeget tre indsatsområder:

  1. Forbedring af den kliniske kommunikation.
  2. Undervisning i mor-barn-pleje.
  3. Personaletræning i kulturel kompetence.

Børneafdelingen skulle, som de andre lande i projektet, vælge at arbejde med 1-3 af disse indsatsområder.

Set i lyset af resultaterne af vores interne undersøgelse havde det været oplagt at sætte fokus på kulturel kompetence. Vi havde imidlertid ikke ressourcer til at gennemføre den intervention, der var foreslået af projektgruppen i Wien, og valgte derfor på et mindre ambitiøst niveau at inddrage kulturel kompetence i en handlingsplan, hvor vi primært fokuserede på den kliniske kommunikation (se boks 2). 

Boks 2. Handlingsplan for klinisk kommunikation

1. Alle patienter, der indlægges akut, skal have mulighed for at benytte tolk, hvis lægen, sygeplejersken og/eller en af 
     forældrene vurderer, at det talte sprog er en barriere for udveksling af oplysninger.
2. Alt nyt personale skal modtage en times undervisning i

  • Tolkepolitik
  • Kulturel kompetence og etik. Hvordan møder vi andre mennesker?
  • Instruktion i brug af Soundstation i forbindelse med tolkning.

3. De mest benyttede patientinformationer skal oversættes til de relevante sprog.
4. Der skal opsættes piktogrammer, som viser vej til f.eks. køkken, toilet, puslerum m.m.

Tolkning ved hjælp af Soundstation
Det var formentlig forbedring af telefontolkning ved hjælp af Soundstation, der gav den største mærkbare forandring for både personale og patienter. En Soundstation er en håndfri telefon, som kan anvendes til telefontolkning. Den bruges som alternativ til almindelig telefontolkning eller ansigt til ansigt-tolkning.

I Børneafdelingen foregår telefontolkning med Soundstation på den måde, at personalet først foretager en opringning til det tolkefirma, som sygehuset har indgået aftale med. Personalet oplyser om, hvornår man ønsker tolkning og på hvilket sprog. Tolkning kan normalt aftales inden for et kvarter til en halv time. Tolkesamtalen finder derefter sted i et uforstyrret rum, med Soundstation placeret på et bord imellem personalet og de forældre, der skal tales med. På det aftalte tidspunkt ringer tolken fra sit hjem - eller hvor vedkommende måtte befinde sig - til Soundstation, og personale og forældre kan nu tale sammen gennem tolken. Anvendelse af Soundstation ved tolkesamtaler gør det således muligt i løbet af ganske kort tid at etablere en tolkesamtale. Kvaliteten af tolkningen bliver erfaringsmæssigt bedre, fordi der kan etableres en mere direkte kontakt mellem patient og personale, når tolken ikke er til stede i rummet. Endelig får man mere tolkning for sine penge, når man ikke skal dække udgifter til transport.

Ved brug af Soundstation er kvaliteten af lyden betydelig bedre end ved almindelig telefontolkning. Desuden er det vores indtryk, at mange af patienterne værdsætter den anonymitet, der følger med, når tolken ikke er direkte til stede. Metoden er imidlertid ikke anvendelig i de situationer, hvor man har behov for at vise patienten noget, f.eks. instruktion i hjælpemidler o.l.

Soundstation er nem at betjene og kræver kun en ganske kort instruktion. I forbindelse med indførelse af telefontolkning vha. Soundstation har personalet i Børneafdelingen modtaget vejledning i brugen af telefonen, i etiske aspekter i relation til tolkning og mere generelt i forhold til, hvordan vi møder patienter med fremmed sproglig og kulturel baggrund. Den samme undervisning bliver i dag givet til alt nyt personale.

Færre familiemedlemmer som tolke

I samtlige lande blev der før og efter implementering af de nye tiltag lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt personalet. Formålet var at undersøge personalets vurdering af kvaliteten af tolkningen. Spørgeskemaerne var udarbejdet af forskergruppen i Wien og derefter oversat til de lokale sprog. I vores afdeling svarede i alt 51 på de to spørgeskemaer. Af dem var 32 sygeplejersker, 12 var læger, og syv var andet personale. Den samlede svarprocent var 75.

Resultatet af spørgeskemaundersøgelserne viser bl.a., at der skete et markant fald i brug af familiemedlemmer og venner til tolkning efter indførelse af tolkning ved hjælp af Soundstation. Undersøgelsen viser desuden, at personalet oplevede, at tolkene var lettere at få fat på, og ca. en tredjedel oplevede, at deres arbejdssituation var forbedret efter implementering af handleplanen.

Erfaringerne videreføres

De enkelte landes erfaringer og resultater blev præsenteret på en afsluttende international konference i Amsterdam i december 2004. Resultaterne vil blive sammenskrevet af forskergruppen i Wien og publiceret i relevante tidsskrifter. Der er iværksat initiativer, som alle har til formål at skabe de bedste betingelser for generering af ny viden og udveksling af viden og erfaringer inden for dette område.

  • Der er lavet en hjemmeside: mfh-eu.net, hvor mange af de omtalte aktiviteter kan ses. På hjemmesiden er der også abstracts fra de enkelte landes præsentationer ved Amsterdamkonferencen (3).
  • I Amsterdamdeklarationen (4) er der formuleret en række generelle anbefalinger til, hvordan sundhedspersonale, administratorer og politikere kan bidrage til at sikre ensartet pleje og behandling af høj kvalitet i et multikulturelt Europa. Deklarationen blev præsenteret og drøftet på konferencen i Amsterdam og vil dernæst blive sendt til WHO og EU med henblik på en officiel politisk blåstempling af anbefalingerne.
  • En arbejdsgruppe under Netværket af Forebyggende Sygehuse (Health Promotion Hospitals) (5) skal understøtte det samarbejde, der allerede er etableret, og evt. tage initiativ til nye projekter (6).

Selvom selve projektet er afsluttet, er der blandt deltagerlandene bred enighed om, at arbejdet med at forbedre forholdene for denne sårbare og udsatte patientgruppe bør fortsætte.

De tre forfattere er ansat på Børneafdelingen, Fredericia og Kolding Sygehuse.

Litteratur

  1. Bischoff A. Caring for migrant and minority patients in European ho-spitals? Review of effective interventions. Vienna: Ludwig Boltzmann Institute for the Sociology of Health and Medicine; 2003.
  2. Ammentorp J, Kofoed PK. Kontinuerlig monitorering af den forældreoplevede kvalitet ved hjælp af informationsteknologi. Ugeskr Læger 2005;137(8):1950-3.
  3. Hospitals in a culturally diverse Europe. Result proceedings.
  4. The Amsterdam Declaration.
  5. Health Promotion Hospitals. World Health Organization. Regional office of Europe.
  6. Task Force on Migrant Friendly Hospitals. World Health Organization. Regional office for Europe.
English abstract

Ammentorp J, Rasmussen AM, Kofoed P-E.
Telephone interpretation improves conditions for both patients and staff. Sygeplejersken 2006;(2):52-5.

Every patient has the right to consistent, high quality treatment and care, regardless of their ethnic origins. This is the philosophy of the European Migrant Friendly Hospitals project.

Kolding Hospital, represented by its children's department, has participated in the European project as a Danish pilot hospital. With the focus on clinical communication, the department has, inter alia, introduced interpreting over the telephone using Soundstation. By means of interviews and questionnaires, the quality of interpretation was monitored before and after implementation of the new method. The survey revealed a marked reduction in the involvement of family and friends in the interpretation process. The staff found that it became easier to get hold of interpreters, and about a third of them found that their working situation improved following implementation of the action plan. European collaboration has also resulted in the formulation of a number of recommendations, which are described in the Amsterdam Declaration.

Keywords: Telephone interpreting, foreign languages, immigrants, immigrant-friendly hospital.

I røret. Efter indførelse af tolkning til fremmedsprogede via et telefonsystem skete et markant fald i brugen af familiemedlemmer og venner til tolkning. Personalet oplevede samtidig en forbedring af arbejdssituationen.
52-55
2006
2
Fag
Indvandrer
Kultur
Sprog
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Indvandrerpatienten skal mødes fordomsfrit og professionelt

SY-2006-2-48a
Foto: Thomas Tolstrup

Bliver du irriteret, hvis patienten er indvandrer, og vedkommende ikke forstår, hvad du siger, eller modsætter sig de råd eller den vejledning, du giver? Påvirker det, hånden på hjertet, dit forhold til andre indvandrerpatienter?

Jeg sætter i denne artikel fokus på plejepersonalets egen rolle i mødet med den besværlige indvandrerpatient.

I 2003 blev der i Sygeplejersken bragt fire artikler om muslimsk tankegang og traditioner (1). Formålet med artiklerne var, at mødet mellem sygeplejersker og muslimer kunne blive præget af forståelse frem for fordomme. Jeg vil som et supplement sætte fokus på plejepersonalets negative følelser og irritation, når indvandrerpatientens opførsel eller ønsker er uforståelige, eller de ikke stemmer overens med personalets forventninger og ønsker om et normalt indlæggelsesforløb.

Når snørebåndet knækker

Når vi binder vores sko, kan vi tænke på noget andet samtidig. Men hvis snørebåndet knækker, bliver vi irriterede over, at det ikke bare fungerer, som vi havde regnet med. Og det er helt normalt at blive irriteret, når noget går én imod, eller det ikke er, som man lige forventer det. Når man bare passer sit arbejde, og hverdagen fungerer, koncentrerer man sig ikke så meget om hver detalje i det, man laver, fordi det meste kører på rutinen.

Alle, der arbejder i plejesektoren, ved dog godt, at der kan ske mange uforudsigelige ting. Men med danske og ressourcestærke patienter er der for det meste en vis grad af forudsigelighed, som betyder, at arbejdet kan glide, som man ønsker og forventer det.

Man kan bedst kommunikere med de mennesker, som ligner én selv, også selv om man er god til at leve sig ind i andres behov. Men når tingene pludselig ikke længere glider ubesværet, eller når man oplever, at ens grænser for, hvad der er god eller normal opførsel, bliver overtrådt - når snørebåndet knækker - er det normalt at blive irriteret.

"Man passer meget på, hvad man siger."

Ordene kommer fra en social- og sundhedsassistent, som åndede lettet op efter et gruppeinterview med to andre ansatte på en fødeafdeling. Interviewet handlede om konflikter med indvandrere og flygtninge. Sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter og andet plejepersonale kan alle komme ud for besværlige og ressourcekrævende patienter, eller patienter som bare er meget svære at forstå. Indvandrerpatienter kan nogle gange opleves sådan, fordi de ofte har andre forventninger til et normalt indlæggelsesforløb og andre normer for, hvordan man opfører sig som patient eller pårørende på et hospital. Der er også mange sproglige og kulturelle forskelle, som kan betyde, at man taler helt forbi hinanden.

Vil ikke være racister

Bliver man irriteret på en indvandrer eller flygtning, taler man ikke gerne åbent om det. Det stemmer ikke overens med mange ansattes selvopfattelse, at man bliver irriteret på patienter, som er afhængige af ens professionelle hjælp, og slet ikke på indvandrere, fordi de regnes for mere udsatte i samfundet. Men problemet handler også om noget andet og mere generelt. Det stemmer nemlig heller ikke overens med hele den danske selvopfattelse, at man bliver irriteret på indvandrere eller flygtninge "bare fordi de er det," som én sagde til mig.

Danskere har generelt meget ubehagelige associationer til racisme og etnocentrisme, fordi vi historisk forbinder det med Ku Klux Klan i USA, apartheidsystemet i Sydafrika og nazismen og 2. Verdenskrig i Europa. Disse eksempler står som skræmmebilleder på, hvad racisme kan føre med sig. Hvis man bliver irriteret på en indvandrer eller flygtning, kan man derfor hurtigt blive bange for, at andre skal tro, at man er racist, og derfor udtrykker man helst ikke de negative følelser, man kan have. De kan måske i stedet sætte sig som en uformuleret irritation. Paradokset er, at man sagtens kan være stærkt irriteret på indvandrere sideløbende med mange gode intentioner om ligeværd og mangfoldighed og god og empatisk pleje til alle patienter. Men den irritation, der ikke tales om, kan alligevel også komme til at påvirke kvaliteten af den pleje, man giver indvandrerpatienten.

Brud med normer

Plejepersonalet kan blive irriterede, når indvandrere gør og siger ting, som de synes er mærkelige eller endda forkerte: Man kan blive irriteret, når en mandlig pårørende kræver en urimelig særbehandling, eller hvis han insisterer på at føre ordet for en kvindelig indlagt, som måske ingenting siger, og som vender blikket væk, hver gang man prøver at få kontakt med hende.

Man ved måske godt, at der er nogle kulturelle forskelle, som man skal tage hensyn til, men nogle gange bliver det hele blandet sammen i én pærevælling, og man kan ikke finde ud af, hvad der er kultur, og hvad der ikke er. Man ved med andre ord ikke altid, hvordan man skal handle i situationen, fordi man vakler imellem sin faglige viden om, hvad der er godt, og patientens usynlige behov.

Det kan være svært at gennemskue, hvad en kvindelig patient ønsker, hvis hun ingenting siger, eller hvis man skal tolke alting igennem et kulturelt filter, som man ikke kender godt nok. Når en indvandrer- eller flygtningepatient både opfører sig på måder, man ikke forstår, og måder, man ikke kan lide, kan der derfor hurtigt ske en distancering til patienten og de pårørende, fordi man synes, at hele forskelligheden bliver forkert. Man kan, uden at ville det, komme til at sammenligne deres normer med vores, og man kan blive irriteret over, at de ikke bare bliver ligesom os.

Den norske antropolog Marianne Gullestads mange undersøgelser viser, at skandinaver har en tendens til at synes, at de mennesker, man omgiver sig med, helst skal være ligesom én selv (2). Vi omgiver os med mennesker, som socialt, politisk og kulturelt ligner os selv.

Kommunikationsforsker Jens Hjort Andersen mener tilsvarende, at forskellighed for mange danskere i sig selv føles lidt ubehageligt. Ubehaget bliver forstærket, når forskelligheden er stor, og man er fysisk tæt på hinanden (3). Flere personalemedlemmer på et sygehus har givet udtryk for, at de ikke altid ved, om indvandrerpatientens adfærd i samvær med andre er gode normer i deres egen kultur, eller om de i situationer, som har virket uforståelige, netop har brudt deres egne normer. Andre har givet udtryk for, at man ikke altid ved, hvad de kan finde på, og én fortalte mig, at hun syntes, at nogle arabere kunne være som tikkende bomber. Det kan både være udfordrende og give "lidt liv," at man oplever så mange forskelle, som en sygehjælper sagde, men det kan altså også opleves som meget frustrerende. Forskelligheden kan for nogle personalemedlemmer blive så overvældende, at man næsten giver op og slet ikke har lyst til at samarbejde og kommunikere med patienten.

Indirekte irritation

Skandinaver er generelt ikke særlig gode til at vise frustrationer åbent, fordi vi hellere undgår konflikter og konfrontationer for at få tingene til at glide let og ubesværet. Ofte siger vi ikke noget, hvis vi bliver irriterede, men lader måske med indirekte tegn den anden forstå, at vi er det.

Når en dansk ansat på et sygehus bliver irriteret på en indvandrerpatient, bliver det endnu sværere at sige noget, end det plejer at være. En jordemoder fortalte mig, at hun godt kunne finde på ikke at sige noget til en gæst, der er indvandrer, hvis vedkommende står og drikker patienternes saftevand uden at lægge penge for det, for, som hun sagde: "Nogle gange er det bare lettere ikke at sige noget."

Mange danskere ser sig selv som åbne og tolerante. Det stemmer ikke overens med vores selvopfattelse, at man kan blive irriterede på indvandrere, bare fordi de er forskellige fra én selv. Men hvis man ikke bliver bevidst om den irritation, man har, kan den, uden at man lægger mærke til det, komme til at betyde, at man har mindre lyst til at arbejde med indvandrerpatienter. For nogle kan de dårlige erfaringer blive ved med at overskygge de gode, og det kan få den konsekvens, at man uden at ville det generelt betragter alle indvandrere og flygtninge som besværlige, mindre givende eller simpelthen uforståelige.

En jordemoder fortalte om en svær situation med en somalisk patient for over seks år siden, der betød, at hun i lang tid ikke havde lyst til at gå ind på en stue, hvor der lå en patient med et udenlandsk navn. Hun havde haft mange gode oplevelser med somaliere i sit arbejde, men de følelser, den konkrete situation havde vakt, sidder stadig i hende.

Vigtigt at se indad

Det er en god idé at konfrontere sine negative følelser og fordomme, fordi de kan fortælle én noget om, hvorfor man reagerer, som man gør. De siger også noget om én som dansker og som ansat på en bestemt afdeling på et bestemt sygehus. De måder, man reagerer og tænker på, er ikke unikke. De bestemmes også af de sociale og kulturelle rammer, man er en del af. Man kan altså finde ud af, at ens kolleger tænker og oplever mange ting, ligesom man selv gør.

Man kan få meget udbytte af at se på sig selv som en del af en gruppe, f.eks. som danske kolleger, i stedet for kun at fokusere på de andre som gruppe. Man kan samtidigt tillære sig kompetencer i konfliktløsning sammen med sine kolleger; disse redskaber kan i øvrigt bruges i alle livets relationer. På det danske Center for Konfliktløsning afprøver man kompetenceredskaber på kurserne, og man lærer at fokusere på sin egen rolle i konflikter og svære situationer.

Jeg har i mit eget arbejde fokuseret på en videreudvikling af denne selvransagelse, fordi jeg mener, det er vigtigt at formulere de negative emotioner og kropslige ubehag, man kan have i konfliktsituationer. Det er væsentligt, at man taler sammen om, hvad der sker, når ens grænser bliver overtrådt af f.eks. indvandrere eller flygtninge. Det er vigtigt, fordi det er et socialt tabu, som man næsten aldrig taler om med nogen.

Ved at turde tale sammen om det kan man måske også lære at se sine frustrationer og måder at handle på som et fælles vilkår, man deler med mange andre. Man kan måske finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, at man som danskere kan blive så irriterede på dem, selvom man ser sig selv som en del af et tolerant og åbent folkefærd. Det er vigtigt at prøve at forstå baggrunden for sin irritation, så man kan gå mere åbent og konstruktivt ind i kommunikationen med de mennesker, som opfører sig så uventet.

Som gruppe kan man lære noget nyt om "os," og den viden kan man måske bruge til at blive bedre til at ændre nogle af de måder, man opfører sig og tænker på i de besværlige situationer. Sådanne metoder kan udvikles på mange måder, og man kan selv eksperimentere sig frem i netværksgrupper, på kurser eller på temadage på sin arbejdsplads.

Det vigtigste perspektiv er, at man prøver at forstå sig selv og hinanden ved at se indad, i stedet for at man kun ser i retning af de andre og dermed, med skjult irritation, kun forholder sig til alt det fremmede, som skiller sig ud.

Anna Fasting er cand.mag. i Kultur- og sprogmødestudier samt Kommunikation. Hun har udarbejdet et pilotkursus i konfliktløsning sammen med undervisere fra Center for Konfliktløsning, www.konfliktloesning.dk i København. Anna Fasting er ansat som ekstern lektor ved studienævnet for Kommunikation, RUC.

Litteratur

  1. Meldgaard A. Kulturkløft kræver adfærdsændring. Sygeplejersken 2003;(2):14, Oberleitner M. Grundlæggende doktriner i islam. Sygeplejersken 2003;(19):24-7, Oberleitner M. Kroppen dør, sjælen lever. Sygeplejersken 2003;(21):26-8, Oberleitner M. Glem ikke mennesket. Sygeplejersken 2003;(22):20-3.
  2. Gullestad M. The art of social relations. Essays on culture, social action and everyday life in modern Norway. Oslo: Scandinavian University Press; 1992. Gullestad M. Det norske sett med nye øyne. Kritisk analyse av norsk innvandringsdebatt. Oslo: Universitetsforlaget; 2002.
  3. Andersen JH, Jensen ADR. Etniske minoriteter. Kulturmøder i sundhedsvæsenet. København: Munksgaard; 2001.

 

ENGLISH ABSTRACT

Fasting A. Immigrant patients should be met professionally and without prejudice. Sygeplejersken 2006;(2):48-51.

The focus of the article is on the roles of nursing staff in their encounter with difficult immigrant patients. The reason why staff find this category of patient irritating is often that a patient's behaviour or wishes are difficult to understand or do not harmonise with the expectations of the staff. But this does not harmonise with the Danes' self-perception of being irritated by immigrants or refugees. This irritation is therefore often repressed for fear of other perceiving them as racist.

It is therefore extremely important to be aware of why one is irritated, since negative emotions and prejudices cannot be corrected, nor conflicts solved, until staff venture to tackle their own role and part in the conflicts by means of self-examination and reflection. The staff must talk about their irritation and to a higher degree attempt to understand the background for it by discussing the issue in network groups or on theme days.

Keywords: Immigrants, irritation, prejudices, conflict-solving.

Irritation. Frem for at blive irriteret over indvandrerpatienters opførsel og ønsker kan plejepersonalet lære at se på sig selv som en gruppe, der reagerer ens i mange situationer. Ved at gøre irritationen til et fælles anliggende kan den bearbejdes i fællesskab, og indvandrerpatienten kan mødes professionelt.
48-51
2006
2
Fag
Indvandrer
Kultur
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Tal med os om problemerne

Det kniber med forståelsen og dialogen på de danske sygehuse, når plejepersonale og indvandrere og deres pårørende møder hinanden.

Sygeplejerskens undersøgelse blandt sygeplejerskerne viser, at ni ud af ti finder, at patienter med anden baggrund end dansk er en belastning. Hver fjerde sygeplejerske har oplevet diskrimination fra indvandrere. Hvordan hænger det sammen, og hvad kan man gøre ved det?

SY-2006-2-39-2Osman Farah: "En oplagt ide er at nå indvandrere i deres forskellige foreninger." Foto: Thomas Søndergaard

Sygeplejersken har spurgt tre repræsentanter fra indvandrermiljøet. "Det er de ressourcestærke, der må tage initiativet, hvis tingene skal ændres," siger Osman Farah, fuldmægtig i Århus Kommune og bestyrelsesmedlem i Somalisk Forum.

Han mener, det må være de professionelle, der først og fremmest må bidrage med løsninger på problemerne, og peger på læger og sygeplejersker, som har den naturlige autoritet. "Man skal tænke på, at rigtig mange indvandrere er fikseret på det sundhedssystem, de kender hjemmefra, og som er meget anderledes end det danske. Det er meget hierarkiske systemer, som bestemt ikke er dialogbaseret som det danske sundhedsvæsen."

Osman Farah mener, det kunne være en oplagt idé at prøve at nå de enkelte indvandrergrupper gennem de forskellige foreninger, så de etniske minoriteter medinddrages.

"Jeg er helt sikker på, det vil blive modtaget meget positivt, hvis en sygeplejerske dukker op her i Somalisk Forum og holder et oplæg om, hvordan man gebærder sig i det danske sundhedsvæsen. Et sådant opsøgende arbejde vil sende et godt signal om, at man er interesseret," siger han og peger på gode erfaringer i Århus Kommune.

Her har der længe været tradition for, at de professionelle selv er opsøgende i forhold til indvandrerne. "Men især er sundhedsområdet et sted, hvor der er behov for en indsats," understreger han.

SY-2006-2-39-3Bünyamin Simsek: "Man skal ikke begynde at gradbøje tingene, men holde fast i værdier og regelsæt." Foto: Thomas Søndergaard

Kontakt til foreninger

"Informationen må komme fra jer fagfolk," siger Bünyamin Simsek, der har en tyrkisk baggrund og er politisk ordfører for Venstre i byrådet i Århus. Han tror også, der skal mere oplysning til. Og ligesom Osman Farah peger han på indvandrerforeningerne som et indlysende sted at gå hen.

"I indvandrerforeningerne er det muligt at komme i en fornuftig dialog med folk. Det tror jeg er mere givtigt end brochurer på fremmedsprog. Indvandrere har generelt stor respekt for fagfolk, herunder læger og sygeplejersker, så hvis de dukker op i en forening, vil der blive lyttet," siger Bünyamin Simsek og peger på, at mange indvandrere nok ikke selv er klar over, at deres adfærd på sygehuset er et problem for personalet.

Han opfordrer til, at man kontakter foreningens bestyrelse før et eventuelt besøg: "Det er vigtigt at have opbakning fra lokale folk, der er anerkendte og respekterede i miljøet, så man som fagperson ikke står alene med sin information. Jeg er helt sikker på, at foreningens medlemmer vil dukke op og være med til at diskutere problemerne, især hvis det tydeligt fremgår, at det ikke er indvandrerne som borgere, man er træt af, men at man har nogle problemer i forhold til det at kunne udføre sit arbejde på sygehuset."

Til gengæld tror Bünyamin Simsek ikke, det vil være en god idé at inddrage imamerne i dette dialogarbejde. "Man skal ikke blande religionen ind i det her," siger han.

SY-2006-2-39-1"Det ville være en god idé, hvis der blev lavet vejledninger på forskellige sprog om, hvordan man opfører sig i sundhedsvæsenet," siger Fatih Alev. Foto: Thomas Søndergaard

En af de fremtrædende imamer i Danmark er Fatih Alev, der bl.a. er aktiv i Islamisk-Kristent Studiecenter i København. Han tror modsat Bünyamin Simsek, at det kunne være en god idé, hvis der blev produceret materiale på forskellige sprog om, hvordan man opfører sig i sundhedsvæsenet. Det kunne så udleveres til patienter og pårørende, når det blev aktuelt.

"Jeg vil meget gerne gøre mit til, at mennesker med indvandrerbaggrund får en god oplevelse af sygehusvæsenet, og at de får mulighed for at sætte sig lidt ind i tingene på forhånd," siger Fatih Alev og henviser til, at Islamisk-Kristent Studiecenter har et løbende samarbejde med Rigshospitalet og i det hele taget står til rådighed for sygehuspersonale med information.

Bünyamin Simsek efterlyser mere konsekvens fra det selv samme sygehuspersonale. "Man skal ikke begynde at gradbøje tingene, men holde fast i værdier og regelsæt. For er det muligt at få sundhedspersonalet til at imødekomme ens særønsker, ja, så er der nogle, der vil benytte sig af det. I stedet bliver man nødt til at stå fast og ikke bøje af - af skræk for så at blive beskyldt for at være racist."
 

Nærkontakt. Læger og sygeplejersker skal i dialog med indvandrerne, hvis problemerne på sygehusene skal løses, lyder det fra repræsentanter fra indvandrerkredse.
38-39
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

De kaldte mig racist

SY-2006-02-38aSammenstød. Sygeplejerske Gitte Hvidberg har oplevet at blive beskyldt for racisme, da hun bad pårørende til indvandrerpatienter om at dæmpe sig.

På medicinsk Akutcenter, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg, har sygeplejerske Gitte Hvidberg oplevet at blive beskyldt for at være racist, når hun har bedt de pårørende til patienter med indvandrerbaggrund om at dæmpe sig eller møde mindre talstærkt op.

"Men generelt er der en pæn holdning til at efterkomme afdelingens ønsker," fortæller Gitte Hvidberg. "Bliver der problemer, tager vi en snak kollegerne imellem om, hvordan vi opfatter situationen, hvorefter vi prøver at tale personen til rette. I øvrigt bruger jeg af og til mandlige kolleger til at klare problemerne, fordi jeg som kvinde kan opleve, at min information ikke bliver taget helt så alvorligt, som hvis den kommer fra en mand."

Sammen med kollegerne har Gitte Hvidberg netop færdiggjort retningslinjer for pårørende til en patientgruppe, som kræver særlig ro og derfor ikke skal opleve det meget store antal besøgende, som ofte tropper op hos især patienter med indvandrerbaggrund.

Afdelingen har en del især unge mennesker indlagt med forgiftninger, både indvandrere og patienter med dansk baggrund, og her er det vigtigt, at der ikke bliver for meget uro. "Det er patienter, der ofte har nogle voldsomme problemer, og for nogle af dem handler det jo om, at det er deres egen familie, der er problemet," siger hun.

De nye retningslinjer på afdelingen er generelle og gælder for alle indlagte patienter med forgiftning og deres pårørende.

Sammenstød. Sygeplejerske Gitte Hvidberg har oplevet at blive beskyldt for racisme, da hun bad pårørende til indvandrerpatienter om at dæmpe sig.
38
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Sygehusene: Smidighed er løsningen

SY-2006-2-37-1Bent Hansen: "Vi kan finde mange løsninger ved at være lidt smidige."

Undersøgelsen er udtryk for, at forskellige kulturer mødes, vurderer Bent Hansen (S), der som formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg repræsenterer ejerne af landets sygehuse.

Forventningerne og væremåde er forskellige. Det giver problemer, og det kræver, at begge parter virkelig lægger sig i selen, hvis det ikke skal eskalere, mener han.

"Indvandrere på danske sygehuse er nødt til at erkende, at de nu befinder sig på et helt anderledes hospital, langt fra det land hvor de kommer fra. Samtidig skal vores personale være opmærksomt på, at man skal pleje og behandle med forståelse og indføling, så man så vidt muligt undgår at "træde" over ømme tæer," siger Bent Hansen.

Det er en vanskelig situation, og vi vil nok aldrig kunne finde patentløsninger på problemerne, vurderer han.  "Vi er nødt til at lave kurser for vores personale. Vi må sørge for at oplyse dem, der bliver indlagt med en fremmed baggrund, at forholdene er anderledes end der, hvor de kommer fra."

Amtsrådsforeningens sundhedsudvalgsformand lægger vægt på, at sygehusejerne i størst muligt omfang inspirerer hinanden, så man ikke laver de samme oplysende pjecer 10 eller 15 forskellige steder. Bent Hansen mener, at det er en god idé, at sygehusejerne også husker at give informationer videre til indvandrernes foreninger.

"Vi ved, at der nogle steder nærmest er tradition for, at man har hele familien med, når man bliver indlagt. Det er ikke traditionen i Danmark. I en vis udstrækning kan pårørende være med og være tæt på, men der er grænser."

Bent Hansen mener også, at der kan være problemer mellem kønnene.  Hvad sker der, når kvinder med indvandrerbaggrund møder en mandlig gynækolog eller en mandlig sygeplejerske, der skal vaske hende? "

Det kan man godt tage hensyn til på den enkelte afdeling, men vi kan ikke garantere, at den slags situationer ikke opstår - f.eks. i akutte situationer - og det skal vi heller ikke. Sådan er forholdene. Der er mange ting, der skal tages hensyn til, og vi kan finde mange løsninger ved at være lidt smidige. Det er nok den vej, vi skal prøve at færdes ad i fællesskab."

Fleksibilitet. Alle parter bliver nødt til at tage sig sammen, mener formanden for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg og amtsborgmester i Viborg Amt, Bent Hansen (S).
37
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Politik
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Politikere: Bedre ledelse er nødvendig

Kulturbarrierer i sundhedsvæsenet kræver aktiv handling hos ledelsen. Det er ledelsens ansvar at sørge for, at sygeplejerskerne har de nødvendige redskaber til at overvinde disse barrierer. Det mener integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), konfronteret med resultaterne af undersøgelsen af sygeplejerskernes opfattelse af patienter med indvandrerbaggrund.

SY-2006-2-36-1"Den enkelte sygeplejerske skal ikke stå alene med problemerne. Hun skal vide, at hun har ledelsen i ryggen," siger integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Arkivfoto: Scanpix

"Kulturforskellene skal kunne håndteres. Jeg har selv mødtes med grupper af sygeplejersker, og jeg ved, at Dansk Sygeplejeråd også har fokus på disse forhold. Det er vigtigt, at sygeplejerskerne får de nødvendige redskaber," understreger Rikke Hvilshøj.

"Når man støder på problemer, såsom at en kvinde med udenlandsk baggrund ikke vil behandles af en mand og vice versa, så må ledelsen på det pågældende sygehus forholde sig til problemerne, og så må man udstikke en linje for, hvordan man tackler problemerne: Sådan er det, og det er ikke til diskussion, eller i andre tilfælde, hvor en pragmatisk løsning kan findes.Vi skal selvfølgelig kunne behandle folk af anden etnisk baggrund i vores sundhedssystem. Sygeplejerskerne skal vide, hvordan de skal forholde sig, når problemer af denne art opstår." 

Der er eksempler på, at sygeplejersker er blevet direkte forulempet af patienter med indvandrerbaggrund? "Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Derfor skal der være klare retningslinjer for, hvordan vi tackler den slags problemer. Den enkelte sygeplejerske skal ikke stå alene med problemerne. Hun skal vide, at hun har ledelsen i ryggen. Man skal også gøre sig klart, hvad meldingen er til patienten i den slags situationer, og hvad reaktionen er," siger Rikke Hvilshøj og tilføjer:

"Det er ikke overraskende, at der i undersøgelsen peges på sprogproblemer, og de berører jo både sygeplejerskerne og patienter med indvandrerbaggrund. Det er da mere anstrengende for alle parter at skulle kommunikere, når der er problemer med sproget. For indvandrerne på et sprog, de ikke behersker, og for sygeplejerskerne, der skal anstrenge sig lidt mere for at være sikre på, at de forstår og selv er blevet forstået. Det er også derfor, vi har sat ekstra fokus på, hvor vigtigt det er at lære det danske sprog."

SY-2006-2-36-2"Undersøgelsen viser, at der er tale om et massivt problem, som der er al mulig grund til at stoppe op ved og få gjort noget ved," siger integrationsordfører Henrik Sass Larsen (S). Arkivfoto: Scanpix

Massivt problem

Vi skal ikke finde os i at blive diskrimineret, mener Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Sass Larsen (S).
"Undersøgelsen viser, at der er tale om et massivt problem, som der er al mulig grund til at stoppe op ved og få gjort noget ved."

Efter Henrik Sass Larsens mening er det fornuftigt, at der kommer mere uddannelse blandt sygeplejerskerne for at få udbredt erfaringerne med patienter med indvandrerbaggrund. Han peger på, at det lader til, at indvandrerne har urealistiske forventninger eller i nogle tilfælde en forkert indgangsvinkel til, hvad det vil sige at være patient og borger i det danske sundhedssystem.

"I de tilfælde er vi nødt til at oplyse dem om, hvad det går ud på. De er nødt til at have nogle realistiske forventninger til, hvad det danske sundhedsvæsen kan. Og hvis det generelt drejer sig om, at folk ikke opfører sig ordentligt, så må vi også sige til dem, at det skal de! Det er helt uacceptabelt, hvis sygeplejersker udsættes for, at der spyttes efter dem, eller de bliver kaldt det værste. Det skal vi ikke finde os i," siger Henrik Sass Larsen.

Om sprogvanskelighederne siger Henrik Sass Larsen, at de synes at være et alvorligt problem, men man kan ikke have en tolk siddende ved siden af en patient, som er indlagt, døgnet rundt.

Han peger på, at der i stedet må udarbejdes informationsmateriale på en række forskellige sprog, som forklarer, hvad det vil sige at være patient i det danske sundhedsvæsen. Hvilke rettigheder har man, hvilke krav kan man stille, hvordan skal man forholde sig som patient. Det danske sundhedsvæsen er et tilbud. Folk må også selv tage ansvar, siger Socialdemokraternes integrationsordfører.

"Hvis Dansk Sygeplejeråd eller andre kunne komme med andre gode ideer, så vil vi gerne se positivt på, hvordan vi kan være med til at finansiere det," siger han.

SY-2006-2-36-3"Hvis læger og sygeplejersker fortæller indvandrerpatienter om sygehusets spilleregler, opnår man, at alle kan være her." siger Jesper Langballe, integrationsordfører for Dansk Folkeparti. Arkivfoto: Scanpix

Sådan er spillereglerne

Uddannelse er ikke hele løsningen, der må bedre retningslinjer til, mener integrationsordfører Jesper Langballe (DF). "Undersøgelsens hovedresultater kan godt siges at være rystende, men vil nok ikke komme bag på dem, som har prøvet at være patienter f.eks. på Hvidovre Sygehus, hvor der er mange fødende kvinder, både danske og udenlandske."

Jesper Langballes egne oplysninger om problemerne på de danske sygehuse er fra danske kvinder. "Det kunne være meget interessant at høre om problemerne også fra de udenlandske kvinder. Der kan eksempelvis være tilfælde, hvor en muslimsk kvinde forlanger, at hendes kvindelige danske medpatients mandlige besøgende skal forlade lokalet, for ellers er hun nødt til at tilsløre sit ansigt. I sådanne situationer forstår de udenlandske patienter ikke rigtig, hvor de befinder sig."

Selvfølgelig skal man tage hensyn så langt, man kan. Men man overskrider en grænse, hvis det hensyn betyder, at det bliver helt utåleligt eller urimeligt for de danske medpatienter, mener Jesper Langballe. Han mener desuden, at det vil være mere nyttigt, at man afdeling for afdeling på sygehusene laver retningslinjer for, hvordan den slags problemer tackles, snarere end at der råbes på uddannelse:

"Hvis læger og sygeplejersker har mod og rygrad til at tage tyren ved hornene og fortælle patienter med indvandrerbaggrund, at her er spillereglerne sådan og sådan, så vil man opnå, at alle kan være her. Det vil være godt med noget mere faglig myndighed."

Jeg tror, at den slags information især vil batte noget i en indlæggelsessituation. Lægen eller sygeplejersken ved jo godt, hvad det er for situationer, der rummer konfliktstof."
 

Klar tale. Patienter med indvandrerbaggrund skal have klar besked om spilleregler, og hvad de kan forvente som patienter i det danske sundhedsvæsen. Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) mener, at ledelsen på hospitalerne må tage problemet på sig.
36-37
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Politik
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Sproget er det største problem

SY-2006-02-16oMargrethe Heering: "Jeg er meget imponeret over den store tiltro og gæstfrihed, indvandrerne møder mig med."

Som konsulent i distriktspsykiatrien har Margrethe Heering skullet vænne sig til at have klienter med indvandrerbaggrund. For hende er det største problem sprogbarrieren:

"Jeg har ikke tolk med, hver gang jeg kommer på hjemmebesøg, og det kan være problematisk, fordi ikke alle familier kan tilstrækkeligt dansk til, at vi kan få etableret en god kommunikation. Og når der er tolk med, så synes jeg, det kan virke forstyrrende for min opfattelse af, hvordan den syge egentlig har det," siger Margrethe Heering, der på den anden side er imponeret over den store familieopbakning, hun møder.

"Der er mange, der gerne vil være til stede, når jeg kommer. Det gode ved det er, at familien er så engageret, det dårlige - at det kan tage meget tid," siger hun.

Familieinteressen kan også være så overvældende, at Margrethe Heering må insistere på at tale med sin patient alene for at kunne danne sig et indtryk af patientens tilstand. Men det sker heldigvis sjældent.

"Generelt er jeg meget imponeret over den store tiltro og gæstfrihed, indvandrerne møder mig med. Sådan tror jeg, det også må have været i Danmark for år tilbage," siger hun. 

Sprogbarriere. Tolken kan virke forstyrrende i mødet med den syge, mener Margrethe Heering, der arbejder som sygeplejekonsulent i Frederiksborg Amt.
34
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Sprog
Kommunikation
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Sygeplejersker føler sig diskrimineret

SY-2006-02-16m
Mange indvandrere synes, at en læge har mere status end en sygeplejerske. Patienterne kan misforstå, hvad en sygeplejerskes opgaver er og have andre opfattelser og forventninger til faggruppen, viser Sygeplejerskens undersøgelse.
Modelfoto: Thomas Tolstrup

De bliver kaldt luder, spyttet efter og behandlet som tyende. Det er nogle af de mest grelle eksempler på, at sygeplejersker føler sig diskrimineret af patienter med indvandrerbaggrund på de danske sygehuse.

Hver fjerde sygeplejerske angiver i en ny undersøgelse, som Sygeplejersken har foretaget i samarbejde med analysebureauet Catinét, at de inden for de seneste par år har oplevet, at en indvandrerpatient har opført sig diskriminerende over for dem.

SY-2006-02-16nDiskriminationen på de danske sygehuse går kun én vej, mener sygeplejerskerne i undersøgelsen.

Næsten lige så mange sygeplejersker har set kolleger blive diskrimineret af patienter med indvandrerbaggrund.

Og blandt sygeplejersker, der mindst en gang om ugen har med indvandrerpatienter at gøre, har over en tredjedel følt sig diskrimineret.

Ifølge sygeplejerskerne er den væsentligste årsag mangel på respekt over for kvindeligt sundhedspersonale.

"Det er svært for mænd med indvandrerbaggrund at blive plejet, behandlet eller undervist af en kvindelig dansk sygeplejerske," skriver en sygeplejerske i et af de anonyme svar, som Sygeplejersken har modtaget på et spørgeskema fra undersøgelsen.

En anden sygeplejerske fortæller: "Som visiterende sygeplejerske udsættes man daglig for overfusning af især mandlige indvandrere. Vi kaldes ofte ludere og får at vide, at vi er racistiske, når vi beder dem vente. Af fysiske overfald står indvandrergruppen for 100 pct. i vores statistik på skadestuen."

En sygeplejerske skriver: "Hvis man påpeger, at regler og rutiner ikke bliver overholdt, mener indvandrerne, at man er racist."

I nogle tilfælde bunder diskriminationen i fordomme eller manglende viden, mener en sygeplejerske. "Jeg har oplevet, at en mor skjulte sit nyfødte barn for mig, fordi jeg har blå øjne. Jeg måtte ikke se på barnet." 

Nogle sygeplejersker mener ikke, at deres job bliver værdsat af indvandrerpatienter. De opfører sig, som om sygeplejerskerne er tjenestepiger, lyder det. "Fordi jeg var kvinde, blev jeg beordret til at massere fødder hos en mandlig patient," forklarer én af sygeplejerskerne.

Kan skyldes pres

Beskyldningerne er hårde, og når man læser de mange svar fra de sygeplejersker, der har svaret på Sygeplejerskens spørgeskemaer, kan det virke, som om der foregår en bevidst diskriminering fra indvandrerne af sygeplejerskerne.

Men Anette Sonne-Nielsen, antropolog ved afdeling for sundhedstjenesteforskning på Institut for Folkesundhedsvidenskab, mener ikke, at der nødvendigvis er tale om bevidst kønsdiskrimination fra indvandrerpatienternes side. Ifølge hende har det nærmere noget at gøre med magtforhold.

"Hvis den mandlige etniske minoritetspatient føler sig trængt eller under pres, kan reaktionen være et modangreb. Det skal man som sygeplejerske ikke finde sig i, men det er vigtigt at huske på, at vreden kan være frustration over at føle sig underlegen. Derfor handler det måske mere om indvandrernes ringe status i samfundet end om deres kønsopfattelse," siger Anette Sonne-Nielsen.

Desuden kan det have betydning, at mange indvandrere synes, at en læge har mere status end en sygeplejerske. "Lægen har højere status end sygeplejerskerne. Patienterne kan misforstå, hvad en sygeplejerskes opgaver er, og have andre forventninger og opfattelser af, hvad sygeplejersker kan og skal," forklarer Anette Sonne-Nielsen.

Hun mener samtidig, at sygeplejerskerne skal holde fast i deres faglighed i mødet med den besværlige indvandrerpatient og de pårørende. Faglig dygtighed skaber respekt både hos én selv og indvandrerpatienterne.

"Problemet er dog ofte, at sygeplejerskerne ikke kan komme til at udfolde deres faglighed i kontakten med etniske minoriteter. Det er ikke nemt at opnå en umiddelbar tillid og skabe en tillidsfuld kontakt," siger Anette Sonne-Nielsen.

Sygeplejersker diskriminerer ikke

Diskriminationen foregår på de danske sygehuse. Og den går kun en vej. Det fremgår nemlig af undersøgelsen, at sygeplejerskerne ikke opfatter sig selv som diskriminerende og forskelsbehandlende i mødet med indvandrerpatienterne.
Således siger over 80 procent af sygeplejerskerne, at patienter med indvandrerbaggrund og patienter med dansk baggrund behandles ens af dem.

Flertallet siger samtidig, at indvandrerpatienter aldrig eller meget sjældent har givet udtryk for, at de har følt sig forskelsbehandlet. Nogle mener dog, at det ikke er helt ualmindeligt med diskriminerende sygeplejersker.

Hver tiende af sygeplejerskerne siger, at indvandrerpatienterne behandles dårligere. Hver femte mener at have oplevet, at en kollega har opført sig diskriminerende over for en patient på grund af den etniske baggrund.

Diskrimineringen af indvandrerpatienten handler typisk om nedsættende og nedladende bemærkninger. Bemærkningerne falder sædvanligvis i frokoststuen - bag om ryggen på patienten. Og personalet har mindre tålmodighed med denne gruppe og lader ofte irritationerne skinne igennem.

En af sygeplejerskerne skriver følgende i undersøgelsen: "En kollega nægtede at tale engelsk med irakisk flygtning, som ikke talte dansk. Kommenterede også negativt på udseendet - tørklæde m.m."

"Jeg oplever, at der indimellem bliver talt hårdt til patienter med indvandrerbaggrund, og at de ikke får samme opmærksomhed og omsorg som patienter med dansk baggrund," skriver en anden sygeplejerske.

Men det kan blive værre end det. En anden sygeplejerske skriver: "Kolleger holder sig for næsen, når de er gået ud af stuen."

Behandles anderledes

Selvom sygeplejerskerne ikke føler, at de diskriminerer patienter med indvandrerbaggrund, indrømmer mange, at de har behandlet dem anderledes end patienter med dansk baggrund.

Nogle gange er det dog positiv særbehandling. Patienterne får mere opmærksomhed end andre patienter, der bliver brugt mere tid, og sygeplejerskerne er mere opmærksomme på særlige behov. "Jeg bruger mere tid på samtaler og er mere opmærksom på specielle hensyn mht. mad og personlig pleje," forklarer en af sygeplejerskerne i undersøgelsen.

Dog er der også mange af svarpersonerne, der forskelsbehandler på en negativ måde. Forklaringerne lyder på sproglige barrierer, kønsdiskriminationen og kulturforskelle. "Jeg kan pga. sproglige barrierer ikke give den samme information," skriver en sygeplejerske kort og godt.

Men nogle af sygeplejerskerne bliver også usikre på, hvordan de skal pleje og passe patienterne. Dermed bliver de behandlet anderledes end danske patienter. "Forskelsbehandlingen består i, at jeg ikke har været sikker i forhold til normer og regler. Jeg har været bange for at træde patienten over tæerne."

Sårbare patienter

Birthe M. Pedersen, sygeplejerske og master i sundhedspædagogik med speciale i kulturmødedidaktik, mener ikke, at sygeplejersker bevidst diskriminerer og behandler indvandrerpatienterne anderledes. Det handler nærmere om, at sygeplejerskerne ikke ved, hvordan de skal agere i de forskellige situationer, siger hun.

"De ved, det kan være krævende og problematisk. Og ved sygdom er patienterne endnu mere tilbøjelige til som noget naturligt at bruge den kulturelle adfærd, de har med sig, og det de kender, fordi man er mere følelsesbetonet og sårbar, når man er syg," siger Birthe M. Pedersen.   

Fakta fra undersøgelsen
  • 48 pct. svarer ja til, at patienter med indvandrerbaggrund har opført sig diskriminerende over for dem (28 pct.) eller deres kolleger (25 pct.).
  • 39 pct. svarer ja til, at de inden for de sidste par år har behandlet indvandrerpatienter anderledes end patienter med dansk baggrund.
  • 70 pct. siger, at indvandrerpatienter aldrig eller meget sjældent har givet udtryk for, at de har følt sig forskelsbehandlet af plejepersonalet. 14 pct. svarer "ret sjældent," og 4 pct. siger "ret ofte."
  • 19 pct. siger, at de inden for de sidste par år har oplevet, at en kollega har opført sig diskriminerende over for en indvandrerpatient. 76 pct. svarer "nej" til spørgsmålet.

Kilde: Sygeplejerskens undersøgelse af patienter med indvandrerbaggrund.

Kaldt luder. Hver fjerde sygeplejerske føler sig diskrimineret af patienter med indvandrerbaggrund. Manglende respekt for kvindeligt sundhedspersonale er den væsentligste årsag. Kun et fåtal mener, at sygeplejerskerne selv forskelsbehandler.
30-33
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Sygepleje
Diskriminering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Familien beskytter de syge

SY-2006-02-16kMarianne Kammer: "Jeg har ofte oplevet, at når indvandrerpatienternes voksne børn agerer tolke, prøver de at beskytte deres forældre, så de ikke bliver klar over, at de har kræft."

"Vi er vant til at fortælle en patient, at vedkommende har kræft, men det går ikke altid, når der er tale om indvandrere fra f.eks. Tyrkiet eller Irak," fortæller Marianne Kammer, der arbejder med kræftudredning på Medicinsk Ambulatorium på Vejle Sygehus.

Hun har ofte oplevet, at når de voksne børn agerer tolke, prøver de at beskytte deres forældre, så de ikke bliver klar over, at de har kræft.

"Til os siger børnene, at deres far eller mor ikke kan tåle at høre sandheden om deres sygdom. Vi forsøger at sige til børnene, at deres forældre er bedst tjent med at blive informeret om deres sygdom." Ambulatoriet har almindelige tolke, men nogle gange ønsker familien at bruge deres børn i stedet. Det accepterer man.

"Det er selvfølgelig lidt af et dilemma, fordi vi reelt ikke ved, hvor meget der tolkes videre, men et eller andet sted mener vi, at det ville være at overskride grænserne for deres integritet, hvis vi gennemtvinger, at informationen skal foregå via en tolk," siger Marianne Kammer og tilføjer, at en kræftdiagnose kan være en meget voldsom besked og måske især for indvandrere, der ikke er vant til at få sandheden om kræft serveret så direkte.

"Men det er vigtigt, at folk ved, hvad de fejler, når de skal videre herfra," siger Marianne Kammer.

Sandhed. Det er svært at fortælle indvandrerpatienter, at de har fået kræft. Nogle gange mener familien ikke, at den syge kan tåle at få det at vide, fortæller sygeplejerske Marianne Kammer fra Vejle.
29
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Sprog
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Eksperten: Sæt fagligheden i front

Læs artiklen som PDF - gå til side 28

SY-2006-02-16iAntropolog Grete Brorholt, Hvidovre Hospital: "At omgås andre kulturer kræver faglighed som alt muligt andet."

Foto: Thomas Tolstrup

På Hvidovre Hospital har man stor erfaring med at modtage indvandrerpatienter og deres familier. Hospitalet har også sin egen ekspert på området, antropologen Grete Brorholt, der til daglig arbejder i hospitalets uddannelsesafdeling.

For Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) er Grete Brorholt med til at gennemføre personalekurser i det, man kalder kulturel kompetence. Det vil sige forståelsen af, hvordan personalet får det bedste ud af mødet med indvandrerpatienter og deres pårørende, som der er mange af på Hvidovre Hospital.

"I vores kultur hylder vi lighed og ligeværd. Det er de klassiske ting, der er på spil for os. Og ofte underspiller vi vores autoritet for at være lige med den, vi står overfor. Det har jeg set adskillige gange hos læger og sygeplejersker. Hvis man i stedet træder i karakter med sin faglighed og naturlige autoritet, tror jeg, problemet er til at overse. Det har stor betydning, at man både med ord og med kropssprog viser, hvem man er, og hvad man kan."

Det er også hende, hospitalets afdelinger kan sende bud efter, når der f.eks. er behov for et personalemøde om etniske minoriteter.

"At omgås andre kulturer kræver faglighed som alt muligt andet. Derfor er det nødvendigt at få redskaber, som skal gøre én bedre til at møde mennesker med en anden kulturel baggrund end ens egen," siger hun.

At finde det fælles

Grete Brorholt lægger vægt på, at deltagerne på hendes kurser selv finder frem til løsninger. "Hver afdeling har sin egen kultur, sin egen måde at gøre tingene på. Derfor må man gøre sig klart, hvad man ønsker, og hvad der er mulighed for. Hvor stopper åbenheden, og hvor er der mulighed for fleksibilitet? Klare regler er godt, men de skal omfatte alle - både indvandrere og etniske danskere," siger hun.

God kommunikation er nøglen til et godt forløb. Grete Brorholt råder her sine kursister til at finde en slags fællesnævner i de enkelte situationer: "Når vi møder en indvandrer, tænker vi ofte i stereotyper. Tørklæde er lig med kvindeundertrykkelse, mange børn lig med ingen prævention. Her gælder det om at kigge på sine egne normer og finde frem til noget at være fælles om," siger Grete Brorholt og nævner det at være mor eller sport som mulige områder, hvor man kan snakke sammen og være fælles om noget.

"En af mine kursister har gjort sig til "specialist" i frugt og ved, hvad de kaldes på forskellige sprog, så når hun får en patient med indvandrerbaggrund, kan hun altid sige - nåh, du kommer derfra, hvor de har de der dejlige... det kan blive starten på en god dialog. Man skal jo huske, at mange indvandrere kan have haft rigtig dårlige oplevelser i sundhedsvæsenet i deres eget hjemland, og derfor møder de os med skepsis."

Ro betyder ikke altid ro

Forståelsen af sprog er ifølge Grete Brorholt et andet emne, man skal være opmærksom på. Hvis man siger til de pårørende til en indvandrerpatient, at deres syge slægtning skal have ro, er det langtfra sikkert, at ro bliver opfattet på samme måde, som vi opfatter det. Ro kan også være det at have nogen omkring sig, lyder det fra Grete Brorholt.

Hun bliver tit spurgt på sine kurser, om hun ikke kan undervise i, hvordan man skal behandle en patient, der f.eks. kommer fra Marokko, Tyrkiet eller et helt tredje sted fra. "Men den opskrift eksisterer ikke," siger hun.

"Indvandrerpatienter er lige så forskellige som danske patienter. Derfor skal fagligheden være i front. Bagefter kan man så tage en snak med patienten, hvor der er fokus på det kulturelle - f.eks. hvad betyder det for dig at være alene uden dine pårørende, eller hvad betyder det for dig som fødepatient at ligge på stue sammen med danske kvinder, der får besøg af deres mænd, og du derfor bliver nødt til at ligge med tørklæde på. Her går man ind og får en dialog om de forhold, der er relevante for plejen og relevante set ud fra patientens perspektiv."

På kursus i kompetence

Kulturel kompetence for klinisk personale i H:S er titlen på de kurser, som Grete Brorholt sammen med kolleger fra Rigshospitalet og Frederiksberg Hospital er med til at afvikle.

De henvender sig bredt til det sundhedsfaglige personale, som har kontakt til somatiske patienter med anden kulturel baggrund end dansk.

Kurset består af to moduler - tre dage plus en enkelt dag med en hjemmeopgave imellem, hvor kursisten gerne skal inddrage kolleger og ledere i sin afdeling. Formen er dialogbaseret med øvelser og rollespil.

Kurset skal ud over at give kursisterne ny viden træne løsningsorienteret adfærd samt udfordre stereotyper.

28-29
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Efter- og videreuddannelse
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken