Familien beskytter de syge

Sandhed. Det er svært at fortælle indvandrerpatienter, at de har fået kræft. Nogle gange mener familien ikke, at den syge kan tåle at få det at vide, fortæller sygeplejerske Marianne Kammer fra Vejle.

SY-2006-02-16kMarianne Kammer: "Jeg har ofte oplevet, at når indvandrerpatienternes voksne børn agerer tolke, prøver de at beskytte deres forældre, så de ikke bliver klar over, at de har kræft."

"Vi er vant til at fortælle en patient, at vedkommende har kræft, men det går ikke altid, når der er tale om indvandrere fra f.eks. Tyrkiet eller Irak," fortæller Marianne Kammer, der arbejder med kræftudredning på Medicinsk Ambulatorium på Vejle Sygehus.

Hun har ofte oplevet, at når de voksne børn agerer tolke, prøver de at beskytte deres forældre, så de ikke bliver klar over, at de har kræft.

"Til os siger børnene, at deres far eller mor ikke kan tåle at høre sandheden om deres sygdom. Vi forsøger at sige til børnene, at deres forældre er bedst tjent med at blive informeret om deres sygdom." Ambulatoriet har almindelige tolke, men nogle gange ønsker familien at bruge deres børn i stedet. Det accepterer man.

"Det er selvfølgelig lidt af et dilemma, fordi vi reelt ikke ved, hvor meget der tolkes videre, men et eller andet sted mener vi, at det ville være at overskride grænserne for deres integritet, hvis vi gennemtvinger, at informationen skal foregå via en tolk," siger Marianne Kammer og tilføjer, at en kræftdiagnose kan være en meget voldsom besked og måske især for indvandrere, der ikke er vant til at få sandheden om kræft serveret så direkte.

"Men det er vigtigt, at folk ved, hvad de fejler, når de skal videre herfra," siger Marianne Kammer.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Sprog

Eksperten: Sæt fagligheden i front

Læs artiklen som PDF - gå til side 28

SY-2006-02-16iAntropolog Grete Brorholt, Hvidovre Hospital: "At omgås andre kulturer kræver faglighed som alt muligt andet."

Foto: Thomas Tolstrup

På Hvidovre Hospital har man stor erfaring med at modtage indvandrerpatienter og deres familier. Hospitalet har også sin egen ekspert på området, antropologen Grete Brorholt, der til daglig arbejder i hospitalets uddannelsesafdeling.

For Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) er Grete Brorholt med til at gennemføre personalekurser i det, man kalder kulturel kompetence. Det vil sige forståelsen af, hvordan personalet får det bedste ud af mødet med indvandrerpatienter og deres pårørende, som der er mange af på Hvidovre Hospital.

"I vores kultur hylder vi lighed og ligeværd. Det er de klassiske ting, der er på spil for os. Og ofte underspiller vi vores autoritet for at være lige med den, vi står overfor. Det har jeg set adskillige gange hos læger og sygeplejersker. Hvis man i stedet træder i karakter med sin faglighed og naturlige autoritet, tror jeg, problemet er til at overse. Det har stor betydning, at man både med ord og med kropssprog viser, hvem man er, og hvad man kan."

Det er også hende, hospitalets afdelinger kan sende bud efter, når der f.eks. er behov for et personalemøde om etniske minoriteter.

"At omgås andre kulturer kræver faglighed som alt muligt andet. Derfor er det nødvendigt at få redskaber, som skal gøre én bedre til at møde mennesker med en anden kulturel baggrund end ens egen," siger hun.

At finde det fælles

Grete Brorholt lægger vægt på, at deltagerne på hendes kurser selv finder frem til løsninger. "Hver afdeling har sin egen kultur, sin egen måde at gøre tingene på. Derfor må man gøre sig klart, hvad man ønsker, og hvad der er mulighed for. Hvor stopper åbenheden, og hvor er der mulighed for fleksibilitet? Klare regler er godt, men de skal omfatte alle - både indvandrere og etniske danskere," siger hun.

God kommunikation er nøglen til et godt forløb. Grete Brorholt råder her sine kursister til at finde en slags fællesnævner i de enkelte situationer: "Når vi møder en indvandrer, tænker vi ofte i stereotyper. Tørklæde er lig med kvindeundertrykkelse, mange børn lig med ingen prævention. Her gælder det om at kigge på sine egne normer og finde frem til noget at være fælles om," siger Grete Brorholt og nævner det at være mor eller sport som mulige områder, hvor man kan snakke sammen og være fælles om noget.

"En af mine kursister har gjort sig til "specialist" i frugt og ved, hvad de kaldes på forskellige sprog, så når hun får en patient med indvandrerbaggrund, kan hun altid sige - nåh, du kommer derfra, hvor de har de der dejlige... det kan blive starten på en god dialog. Man skal jo huske, at mange indvandrere kan have haft rigtig dårlige oplevelser i sundhedsvæsenet i deres eget hjemland, og derfor møder de os med skepsis."

Ro betyder ikke altid ro

Forståelsen af sprog er ifølge Grete Brorholt et andet emne, man skal være opmærksom på. Hvis man siger til de pårørende til en indvandrerpatient, at deres syge slægtning skal have ro, er det langtfra sikkert, at ro bliver opfattet på samme måde, som vi opfatter det. Ro kan også være det at have nogen omkring sig, lyder det fra Grete Brorholt.

Hun bliver tit spurgt på sine kurser, om hun ikke kan undervise i, hvordan man skal behandle en patient, der f.eks. kommer fra Marokko, Tyrkiet eller et helt tredje sted fra. "Men den opskrift eksisterer ikke," siger hun.

"Indvandrerpatienter er lige så forskellige som danske patienter. Derfor skal fagligheden være i front. Bagefter kan man så tage en snak med patienten, hvor der er fokus på det kulturelle - f.eks. hvad betyder det for dig at være alene uden dine pårørende, eller hvad betyder det for dig som fødepatient at ligge på stue sammen med danske kvinder, der får besøg af deres mænd, og du derfor bliver nødt til at ligge med tørklæde på. Her går man ind og får en dialog om de forhold, der er relevante for plejen og relevante set ud fra patientens perspektiv."

På kursus i kompetence

Kulturel kompetence for klinisk personale i H:S er titlen på de kurser, som Grete Brorholt sammen med kolleger fra Rigshospitalet og Frederiksberg Hospital er med til at afvikle.

De henvender sig bredt til det sundhedsfaglige personale, som har kontakt til somatiske patienter med anden kulturel baggrund end dansk.

Kurset består af to moduler - tre dage plus en enkelt dag med en hjemmeopgave imellem, hvor kursisten gerne skal inddrage kolleger og ledere i sin afdeling. Formen er dialogbaseret med øvelser og rollespil.

Kurset skal ud over at give kursisterne ny viden træne løsningsorienteret adfærd samt udfordre stereotyper.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Efter- og videreuddannelse

Skadestuen: Prioritering forhindrer konflikter

Klarhed. Skadestuen på Hvidovre Hospital opsøges hvert år af tusindvis af indvandrere. Forskellige ventetider og en visiterende sygeplejerske i front tager trykket og afværger potentielle konflikter.

SY-2006-02-16h
Omkring 40.000 patienter passerer gennem skadestuen på Hvidovre Hospital, og rigtigt mange af dem er indvandrere. En af dem er fru Karatas, der her er i hænderne på af afdelingssygeplejerske Bente Dich. F
oto: Thomas Tolstrup

Forskellige ventetider og en sygeplejerske, som visiterer de tilskadekomne, er initiativer, som skadestuen på Hvidovre Hospital har haft stor succes med.

"Tidligere har vi af og til oplevet, at indvandrerpatienter og pårørende har skældt os ud for racisme, fordi vi har prioriteret en dansk patient. Det dilemma har vi stort set ikke længere, fordi nu forklarer den visiterende sygeplejerske, at det ikke går efter tur, men efter behov. Den med det største behov kommer først. Den forklaring forstår langt de fleste," siger afdelingssygeplejerske Bente Dich.

Skadestuen har indført tre kategorier for patienterne med hver sin farvekode: Rød betyder, at der tilstræbes behandling inden for en time, blå inden for tre timer og hvid - når der er tid.

Omkring 40.000 patienter passerer gennem skadestuen om året, og rigtig mange af dem er indvandrere. Det har givet personalet rutine og erfaring med netop den gruppe.

Man er blevet god til at kommunikere, og anvendelse af tolke er en selvfølge. De fleste indvandrere kan dog noget dansk. Derfor ser Bente Dich og kollegerne det ikke som noget stort problem, at mange af patienterne og deres pårørende har indvandrerbaggrund.

"I første omgang skal man kigge på skaden, ikke på personen," siger hun og uddyber: "Vores mål er at tilbyde samme gode behandling og pleje til alle - uanset tilhørsforhold. Jeg plejer at sige, at vi skal arbejde problemorienteret, ikke holdningsorienteret. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi overser den betydning, kulturen kan have for sygdomsopfattelsen."

Når skadestuen får en alvorligt skadet eller død patient ind med indvandrerbaggrund, tilstræber man, at de pårørende får et større rum at samles i med deres døde slægtning end det rum, man normalt har til formålet.

"Vi ved jo, at pårørende til indvandrerpatienter i mange tilfælde møder op i stort antal og giver meget højlydt udtryk for deres følelser. Det skal de også have mulighed for her, men samtidig skal det være sådan, at deres sorg ikke skaber angst hos skadestuens øvrige patienter," siger Bente Dich.

Nyder stor tillid

Selv har Bente Dich fortalt om dansk hospitalskultur og brug af hospitalets skadestue på Hvidovre Kommunes sprogskole. Brug af egen læge, vagtlæge og skadestue kan nemlig godt volde problemer, når man som indvandrer eller flygtning ikke rigtig ved, hvordan det danske sundhedssystem fungerer, og derfor ofte henvender sig på skadestuen med problemer, som egen læge eller vagtlæge burde tage sig af.

"Men skadestuen er åben for alle. Det lægger vi meget vægt på. Og generelt nyder vi stor tillid," siger hun og nævner som eksempel indvandrerpiger, som opsøger skadestuen, fordi de er blevet gravide.

"I den slags situationer er vi meget opmærksomme på vores tavshedspligt og diskretion. Her får vi betroet ting, som kan skade de unge senere. Måske risikerer de udstødelse af familien eller det, der er værre. Jeg har faktisk været med til at holde forældrene hen, mens vi har fået deres datter ud gennem en anden dør."

Også visiterende sygeplejerske Pia Tornhagen er glad for den måde, som skadestuen fungerer på. "Folk skal kunne komme her, når alle andre døre er lukkede," siger hun og tilføjer, at bølgerne kan gå højt en gang imellem. Det kan f.eks. ske, at en indvandrer forlanger, at hans kone skal til omgående, eller der bliver bedt om noget smertestillende her og nu.

"Men når man har sine faglige argumenter i orden og starter positivt, så kan man nå langt," siger Pia Tornhagen.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Sprog
Sygepleje

Tolkene er sparet væk

Tolkeveer. På Næstved Sygehus er der ikke længere råd til tolke på sygehuset. Det græmmer jeg mig over, siger sygeplejerske Dorte Sandorff.

SY-2006-02-16gDorte Sandorff: "Vi kan kommunikere elektronisk med en tolk, men det er ikke det samme, som hvis tolken er personligt til stede."

Det er efterhånden sjældent. Men når der kommer barselkvinder, der slet ikke kan dansk, er tolken langt væk. Han er nemlig sparet væk.

"Jeg græmmer mig over, at vi ikke længere har råd til at tilkalde en tolk. Vi kan kommunikere elektronisk med en tolk, men det er ikke det samme, som hvis tolken er personligt til stede. Men det sidste er der ikke længere ressourcer til," siger Dorte Sandorff, Storstrømmens Sygehus, Næstved.

Bortset fra tolkeproblemet er udviklingen ellers gået i en positiv retning, synes Dorte Sandorff. Indvandrerkvinder er ikke en større udfordring end kvinder med dansk baggrund.

"Jeg har været på afdelingen i næsten 30 år, så nu oplever jeg barselkvinder, der er andengenerationsindvandrere, og rigtig mange af dem kan dansk. Det er en stor forskel, fra vi så de første indvandrere og til nu," fortæller hun.

Afdelingen har fået stor rutine i netop at have indvandrerkvinder blandt barselpatienterne.

Man lægger megen vægt på at udvise respekt over for patienter og pårørende og forventer tilsvarende, at der vises respekt over for afdelingens personale og rutiner.

"Vi behandler folk ens. Det er sjældent, vi møder utilfredse eller ubehøvlede patienter og pårørende. Det gælder både indvandrere og danskere. Langt, de fleste er rigtig søde. Men forventningerne kan være forskellige. Mange indvandrerkvinder forventer, at deres familiemedlemmer kan overnatte. Men det kan de kun, hvis situationen er alvorlig. Det gælder alle nationaliteter, inklusive danskere. De kan også have lidt svært ved at forstå, at det ikke altid er bekvemt med store familiebesøg." 

Emneord: 
Indvandrer
Kultur

Børneafdelingen: Her er indvandrere hverdag

Erfaring. Indvandrere er en naturlig del af hverdagen på Hvidovre Hospital. De fylder godt nok, men det er på den gode måde, lyder det fra sygehusets børneafdeling, som har mange års erfaring i at modtage indvandrerfamilier.

SY-2006-02-16cFor 30 år siden var indvandrerpatienter noget af et særsyn på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. I dag har 40 pct. af patienterne på afdelingen anden baggrund end dansk som lille Yusef Abdullah, der både har far og mor med på hospitalet.
Foto: Thomas Tolstrup

40 pct. af patienterne på børneafdelingen på Hvidovre Hospital har anden etnisk baggrund end dansk. Derfor er der heller ikke de store spekulationer over, hvordan man skal klare situationen, hvis patienten hedder Fatima eller Fativ. Indvandrerfamilier er for længst blevet en naturlig del af hverdagen på afdelingen.

SY-2006-02-16eOversygeplejerske Stine Fjelstervang, Hvidovre Hospital: “Indvandrerne fylder meget, men på den gode måde.”

"De fylder meget, men på den gode måde," siger ledende oversygeplejerske Stine Fjelstervang. Hvidovre Hospital er et af de store universitetshospitaler under Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) med over 700 sengepladser og med et optageområde, hvor der bor mange indvandrerfamilier fra lande uden for Europa.

For 30 år siden var indvandrerpatienter noget af et særsyn på børneafdelingen, men nu dukker mange andengenerationsindvandrere op med deres børn. De fleste af dem kan dansk og er fortrolige med dansk kultur.

"Vi har nok alle sammen haft vores oplevelser med indvandrere, hvor vi har måttet spørge - hvorfor opfører de sig sådan, og hvorfor tror de, at vi reagerer, som vi gør? I dag ved vi en hel del mere om dem, men vil selvfølgelig gerne blive endnu dygtigere til at tackle den kulturelle mangfoldighed," siger Stine Fjelstervang.

Hun peger på, at kulturel mangfoldighed er nøgleord i de næste to års vision for sygeplejen på Hvidovre Hospital. "Vi skal blive bedre til at afdække, dokumentere og anvende den viden, vi får om patienternes kulturelle og sociale baggrund. Som det er nu, er vi ikke så gode til at dokumentere det på skrift, vi i praksis er blevet ganske skrappe til her på stedet," siger Stine Fjelstervang.

Sygehusets børneafdeling har ifølge Stine Fjelstervang været igennem en proces, hvor man har bearbejdet egne holdninger til indvandrerne. "Den overordnede konklusion er nok, at indvandrerfamilier har de samme basale behov som danske familier. At vi i bund og grund er ret ens, men med hver sit udtryk," tilføjer hun.

Til gengæld bruger sygehuset ofte mere tid på at informere indvandrerfamilierne. De kan fra hjemlandet have medbragt en anden form for tillid eller snarere mistillid til systemet og kan tro, at vi her ser skævt til deres hudfarve eller kultur.

At vi ikke prioriterer dem på samme måde som danske familier. Den holdning kan vi af og til møde især i vores modtageafdeling, og det kræver viden og forståelse fra os - og frem for alt information, lyder det fra Stine Fjelstervang.

SY-2006-02-16dSygeplejerske Katrine Witved, Hvidovre Hospital: "Vi lærer lige så meget af dem, som de lærer af os - ligesom man lærer en del om sig selv og sine egne holdninger."

Klare retningslinjer

Jannie Bjerregaard og Katrine Witved er sygeplejersker på henholdsvis Hvidovre Hospitals børneafdelings modtageafsnit og på et af de to sengeafsnit.

For dem handler hverdagen om at gøre indvandrerfamilierne klart, at afdelingen har sin helt egen kultur, og derfor er det underordnet, om man har pakistansk, tyrkisk, somalisk eller dansk baggrund.
Der sættes grænser fra starten. Der er nogle regler, der skal følges. Eksempelvis skal der altid være en pårørende omkring det indlagte barn døgnet rundt. Men kun én.

Maden på patientvognen er til patienterne, ikke til de pårørende. Børnenes sengetid skal respekteres. Et hav af pårørende på en firesengsstue klokken ni om aftenen kan ikke lade sig gøre. Man kommer ikke nødvendigvis til i den rækkefølge, man har indfundet sig på i modtageafsnittet, fordi de dårligste kommer til først. Og sådan kunne man blive ved.

"De fleste forstår vores regler, hvis man forklarer dem på en ordentlig måde. Hvis der f.eks. er mange pårørende, ja, så må de gå ind på stuen på skift for ikke at forstyrre medpatienterne eller deres eget familiemedlem for den sags skyld," siger Jannie Bjerregaard.

Et andet eksempel kan være den meget krydrede mad, som mange indvandrerfamilier gerne vil kræse med for det indlagte familiemedlem. "Her fortæller vi, at små børn har en sart lugtesans og kan blive dårlige af krydret mados. Derfor må man spise sin mad uden for stuen," siger Katrine Witved.

Afdelingen har i øvrigt køleskabe til den mad, de pårørende dukker op med, ligesom der er kogeplader og ovne til disposition.

SY-2006-02-16fKatrine Witved sammen med familien Abdullah: "Det er spændende at arbejde med andre kulturer," siger hun.

På kursus om kultur

Hvis der er sproglige problemer, har Jannie Bjerregaard og Katrine Witved lært at stille kontrolspørgsmål for at sikre sig, at man forstår dansk. Er der ingen reaktioner, eller hænger svarene i luften, bestilles der tolk efter helt faste regler:

"Men mange gange handler det om at stikke en finger i jorden og mærke, hvor vi er henne," siger Jannie Bjerregaard og mindes f.eks. en samtale med en mor og nogle drenge, hvor man skulle diskutere lillebrors afføring. Modeller af forskellige former for afføring indgik i samtalen, og bedst som alle troede, at mor havde forstået sagens kerne, spurgte hun: "Hvad er det for nogle kugler, der ligger her på bordet?"

Under længere indlæggelsesforløb har afdelingen opsamlingssamtaler, hvor læge, sygeplejerske og evt. tolk gør status og sikrer sig, at begge forældre ved, hvad der sker med deres barn. "Det betyder, at de hele tiden er med i forløbet," siger Katrine Witved.

De to sygeplejersker er enige om, at netop de mange indvandrerfamilier er med til at give deres arbejde en særlig dimension. "Det er spændende at arbejde med andre kulturer, for én ting er, hvad man ser og hører i medierne, noget andet er, hvad vi oplever her. Vi lærer lige så meget af dem, som de lærer af os - ligesom man lærer en del om sig selv og sine egne holdninger," siger Katrine Witved.

Jannie Bjerregaard er den, der introducerer nyansatte kolleger til den brogede mangfoldighed på afdelingens introduktionsmodul. På det seneste har hun været på kursus i kulturel kompetence, som hospitalets uddannelsesafdeling afholder i H:S-regi.

Kurset handler hverken om religion eller udvalgte etniske grupper, men om, hvordan man møder mennesker med en anden kultur end ens egen. "Folk kan nemlig ikke puttes i kasser. De er lige så forskellige som os," siger hun

Tolke på Hvidovre Hospital

Hvidovre Hospital har klart formulerede regler for anvendelse af tolk, og i de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, er der også ressourcer til det. Afdelingen har mulighed for at bruge Soundstation (læs også side 52), dvs. elektronisk fjerntolkning, hvor alle parter ligesom ved en telefonkonference kan deltage. Overordnet skal personalet handle efter folks behov og evne til at forstå den information, de får. I nogle tilfælde skal man f.eks. tage højde for, at der er brug for en døvetolk, eller at patienten og/eller de pårørende ikke kan læse.

Ingen særbehandling på Hvidovre Hospital

Ingen kan kræve særbehandling på Hvidovre Hospital. Hverken patienter eller pårørende. Det fastslår hospitalets direktion. Som dansk patient kan man ikke kræve kun at blive behandlet og plejet af personer med samme etniske baggrund som én selv, ligesom man som patient med anden etnisk baggrund end dansk ikke kan stille særlige krav. Hospitalets officielle politik går begge veje. Det giver arbejdsro i hverdagen, fastslår ledende oversygeplejerske Stine Fjelstervang. "Man undgår at blive usikker. Med den officielle politik i ryggen og viden om, at den støttes hele vejen op gennem systemet, kan man sige til patienten: Sådan er vores politik her på stedet." Tolke på Hvidovre Hospital.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Sygepleje

Psyken sidder i maven

Diagnose. Psykiatriske patienter med indvandrerbaggrund har ofte en helt anderledes opfattelse af deres sygdom, siger sygeplejerske Charlotte Eisemann fra Hillerød Sygehus.

SY-2006-02-16bCharlotte Eisemann: "Psykiatriske patienter med indvandrerbaggrund er en spændende faglig udfordring."

"De skubber til vores egne vante forestilling om sygdom og sundhed," siger sygeplejekonsulent Charlotte Eisemann om nogle af de patienter med indvandrerbaggrund, hun møder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Enhed, Psykiatrisk Sygehus, Hillerød.

Hun har ofte oplevet, at disse patienter forholder sig til psykiske problemer på en helt anden måde. Deres opfattelse af sygdom tager et helt andet udgangspunkt, f.eks. ved, at de mener, de har ondt i maven, fortæller Charlotte Eisemann.

"Vi ved godt, at ondt i maven meget vel kan have noget at gøre med, at man psykisk har det dårligt. Men når der er tale om patienter med indvandrerbaggrund er de ofte - afhængigt af tilknytningen til hjemlandet - vant til at beskrive sundhed og sygdom på anden vis. Her kan symptomerne beskrives som regulære maveproblemer," siger hun.

"Der er faktisk stor interesse for at beskæftige sig med denne problematik. Ikke mindst fordi vi fra Sandholmlejren, der ligger i vores optageområde, får patienter, som søger asyl her i Danmark. De kan have psykiske problemer i forbindelse med deres flugt fra hjemlandet. Heldigvis har vi nøglepersoner blandt personalet, som har kendskab til fremmede kulturer, og dem kan vi bruge, ligesom vi også har undervisning i transkulturel psykiatri," siger Charlotte Eisemann. 

Emneord: 
Kultur
Sygepleje

Undersøgelse: Indvandrere er en belastning

Massiv kritik. En ny undersøgelse blandt sygeplejersker viser, at ni ud af ti sygeplejersker mener, at patienter med indvandrerbaggrund er en belastning for plejepersonalet. Sprogbarrierer og kulturkløfter er nogle af årsagerne, mener sygeplejerskerne. Andre peger på en forstenet dansk hospitalskultur og rigide normer som årsagen til problemerne.

SY-2006-2-19-1

Forskellige sygdomsopfattelser gør det svært at pleje indvandrerpatienter. Det får mange sygeplejersker til at efterspørge mere viden om indvandrerpatienternes kultur og religion, viser Sygeplejerskens undersøgelse. Indvandrere reagerer anderledes på smerte, oplever sygeplejerskerne ifølge Sygeplejerskens undersøgelse. Modelfoto: Thomas Tolstrup

De er tidsrøvere, ressourcekrævende, aggressive og larmende. De forstår ikke dansk. De reagerer anderledes på smerte. Og de breder deres bedetæpper ud over det hele. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når et stort flertal af de danske sygeplejersker skal beskrive indvandrerpatienter.

En ny undersøgelse, som Sygeplejersken har foretaget i samarbejde med analysebureauet Catinét, viser, at mødet med indvandrerpatienter ofte giver problemer.

Catinét har i samarbejde med Sygeplejersken spurgt 746 sygeplejersker om deres oplevelser af mødet med den etniske patient. Og svarene, som sygeplejerskerne også har haft mulighed for at uddybe skriftligt og anonymt, er meget entydige.

Sprogbarrierer, oplevelsen af kønsdiskriminering og forskellig sygdomsopfattelse giver sygeplejerskerne problemer med at pleje patienterne.

Over halvdelen af de sygeplejersker, der har deltaget i undersøgelsen, svarer "ja" til, at de inden for det seneste år har haft problemer med at pleje indvandrerpatienter. Det drejer sig især om de sygeplejersker, der har en daglig kontakt.

Undersøgelsen peger på de pårørende og den manglende respekt for hospitalets rutiner som nogle af årsagerne til problemerne. De sproglige vanskeligheder fylder også meget. Andre taler om en reel kulturkløft.

"Jeg må jo indrømme, at jeg bliver frustreret, når jeg skal yde - for mig - så utrolig meget ekstra tid på en udenlandsk familie med et - for personalet - mindre problem, fordi det viser sig, vi ikke forstod hinanden. Kulturforskelle gør også, at nogle udlændinge føler, de er høflige, når de undlader at fortælle, at de ikke har forstået information, aftaler m.m.," skriver en af sygeplejerskerne i det spørgeskema, som de har haft mulighed for at udfylde anonymt og sende tilbage til analysebureauet.

Undersøgelsen blandt sygeplejerskerne peger på, at det ofte viser sig, at indvandrerpatienter ikke forstår en diagnose eller vigtige detaljer i behandlingen pga. sprogproblemer - på trods af, som en sygeplejerske skriver, at hun kan se, at de har opholdt sig i Danmark i 15-25 år.

Sprogproblemer kan som oftest løses med en tolk, og selv om der er mulighed for at bestille en, er det langtfra altid løsningen.

"Vi har problemer med, at tolken aldrig dukker op eller ikke oversætter alt, og at patienten ikke vil have tolk, men kun de pårørende," skriver en sygeplejerske, der også er anonym.

Men pårørende som tolke kan være en dårlig løsning. "Hvis pårørende fungerer som tolke, mener de ofte, at patienten ikke skal vide alt, hvad vi gerne vil informere om," forklarer en sygeplejerske fra en kræftafdeling.

Forskellig sygdomsopfattelse

Ca. halvdelen af sygeplejerskerne svarer i undersøgelsen, at forskellig sygdomsopfattelse gør det svært at pleje indvandrerpatienter. En sygeplejerske skriver: "Patienten og de pårørende ønskede djævleuddrivelse af præst/vismand. Og der var pårørende, som ønskede at tage vare på plejen under indlæggelse."

Flere gør desuden opmærksom på, at indvandrerpatienter ofte lader være med at følge sundhedspersonalets anvisninger, men opsøger læger i hjemlandet.

"De har mistillid til det danske system. I stedet konsulterer de læger i hjemlandet, som giver andre diagnoser og udskriver anden medicin," forklarer en af sygeplejerskerne.

Hver fjerde sygeplejerske siger, at det er urealistiske forventninger om behandlingens effekt, som er årsagen til problemerne. Og lidt mere end hver fjerde påpeger, at patienten ikke fulgte eller respekterede hospitalets rutiner.

Også i dagligdagen hober de mere konkrete problemer sig op. En sygeplejerske skriver: "En mandlig patient, som talte dansk, lavede afføring på gulvet, hvorefter han forlod det, så vi kunne gøre rent. Han mente, det var vores problem, når vi ikke kunne skaffe ham et "hul i jorden"-toilet."

En anden skriver: "Etniske patienter - især lidt ældre - reagerer voldsomt på smerter. De unge forlanger straks behandling af deres pårørende, altså her og nu uanset ventetid. Kan de ikke straks blive undersøgt og behandlet, bliver vi ofte kaldt racister. Det er meget ubehageligt, når man forsøger at behandle patienterne ligeværdigt."

I de uddybende kommentarer til undersøgelsen siger mange af sygeplejerskerne desuden, at et andet stort problem er, at indvandrerpatienter opfører sig kønsdiskriminerende og nedværdigende over for dem.

Læs artiklen: "Sygeplejersker føler sig diskrimineret".

Kulturforskelle

Kulturkløften er en af de hyppigst angivne årsager til, at ni ud af ti sygeplejersker i undersøgelsen synes, at indvandrerne kan være besværlige.

Som eksempler nævner sygeplejersker i undersøgelsen, at der er markant anderledes reaktioner på psykisk og fysisk smerte, større blufærdighed, medicinvægring, forskellige opdragelsesnormer og udeblivelse fra planlagte mødetider.

Enkelte peger desuden på, at indvandrere har ringe forståelse for nødvendigheden af god hygiejne.

Generelt skal plejepersonalet ifølge undersøgelsen tage flere hensyn til indvandrerpatienter end til danske patienter. Der skal ofte serveres anderledes mad, tages hensyn til bønner, og de mange pårørende fylder og larmer i afdelingen, lyder det fra sygeplejerskerne.

"Når pårørende lægger et bedetæppe på gulvet, kan det være svært at pleje patienten, f.eks. når bedetæppet bliver lagt meget nær respirator og pumper," skriver en sygeplejerske.

Andre er tydeligvis irriterede på indvandrerpatienter generelt: "En vis gruppe mener, alt kan tillades. De tømmer f.eks. køleskabet for sodavand og kommer på alle tider af døgnet, en hel stime, 8-10 personer."

En anden skriver: "De behandler én som tyende. Når de ikke møder op til behandling. Når de møder stærkt forsinket op og alligevel vil have behandling før patienten, der møder til aftalt tid."

Flere peger på, at indvandrerpatienter er en svær balancegang for sygeplejerskerne, som kan være nødt til at skære igennem og kræve, at patienterne indordner sig under reglerne. Omvendt er mange bange for at blive anklaget for at være racister.

"Det er som at sætte sig i en bikube. Man skal træde varsomt, ellers stikker man sig. Man kan så nemt sige eller gøre noget forkert. På den anden side er jeg også et menneske, der bor og arbejder her. Og der er grænser for, hvad jeg vil finde mig i - også når jeg er på job. Så med årene er jeg nok blevet lidt mere: Sådan gør vi altså her, færdig. Om I så kan lide det eller ej."

Rigidt plejepersonale

Men der er andre holdninger blandt sygeplejerskerne. Enkelte af de sygeplejersker, der har besvaret spørgeskemaet, mener ikke som flertallet, at arbejdet med indvandrerpatienter er specielt svært. Problemet ligger derimod hos plejepersonalet og sygehuskulturen i det hele taget.

"Det er ikke indvandrerpatienterne, men vores hospitalskultur og rigide holdning til, hvordan tingene skal være, der er problemet. Ingen er som plejepersonale fastlåst i nogle normer og vaner, som efter min mening indimellem er uhensigtsmæssige," skriver en sygeplejerske.

Mange synes, det er inspirerende at lære noget om en anden kultur, som stiller andre krav til personalets faglighed: "Man lærer noget om religion og fremmede kulturer. Der er rigtig mange hensyn at tage til de fremmede. Det kræver hele tiden nye tiltag fra personalet. Vi skal følge med og hænge på."

Af de sygeplejersker, der ikke opfatter indvandrerpatienter som en større belastning end patienter med dansk baggrund, synes halvdelen, at de tværtimod gør arbejdet mere interessant. Det er samtidig de sygeplejersker, som har angivet, at de ikke har hyppig kontakt med denne patientgruppe. Eller med andre ord: Jo hyppigere kontakt man har til patienter med indvandrerbaggrund, desto mindre tilbøjelig er man til at mene, at de gør arbejdet mere interessant.

Og mange efterspørger mere viden. Bl.a. skriver en sygeplejerske: "Vi har en utilstrækkelig viden om islam og de adfærdsmønstre, der viser sig. Mange situationer kunne sikkert undgås - er formentlig misforståelser eller forkert tolkning af reaktioner. Det gælder både for patienterne og personalet."   

Fakta fra undersøgelsen

61 pct. af de 746 sygeplejersker, som medvirkede i Sygeplejerskens undersøgelse, har inden for det sidste år haft problemer med at pleje patienter med indvandrerbaggrund. Blandt dem, der har daglig kontakt med indvandrerpatienter, er tallet 81 pct.

91 pct. skriver, at årsagen er sproglige problemer. 48 pct. siger, at årsagen er forskellige sygdomsopfattelse.

40 pct. af sygeplejerskerne har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter ikke følger eller respekterer hospitalets rutiner.

36 pct. har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter ikke følger givne råd og vejledning i forbindelse med pleje og behandling.

28 pct. af sygeplejerskerne har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter har urealistiske forventninger til behandlingens effekt.

20 pct. har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter kræver mere behandling, end der tilbydes.

14 pct. har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter ønsker længere indlæggelse.

Kilde: Sygeplejerskens undersøgelse af patienter med indvandrerbaggrund.

Om Sygeplejerskens undersøgelse af patienter med indvandrerbaggrund.

Sygeplejersken har gennem længere tid ønsket at sætte fokus på et af de områder, der fylder meget for medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd - nemlig mødet med patienter med indvandrerbaggrund og deres pårørende.

Derfor har Sygeplejersken bedt analysebureauet Catinét om at spørge sygeplejerskerne om deres erfaringer med etniske minoriteter på de danske sygehuse.

Fra den 11. august 2005 til den 12. september 2005 blev der sendt spørgeskemaer ud til 2.000 tilfældigt udvalgte sygeplejersker på danske hospitalsafdelinger. Disse sygeplejersker blev valgt ud fra Dansk Sygeplejeråds egen medlemsdatabase. 746 udfyldte spørgeskemaet, hvilket er et tilstrækkeligt antal til, at man kan gennemføre en detaljeret analyse af resultaterne. 746 besvarelser giver en svarprocent på 36.

Sygeplejerskerne har dels haft mulighed for at svare skriftligt og anonymt på spørgsmålene i det udsendte spørgeskema, dels haft mulighed for at uddybe deres svar og komme med yderligere eksempler og kommentarer. Nogle af disse kommentarer indgår i artiklerne for at illustrere undersøgelsens resultater. Sygeplejerskerne har også haft mulighed for at tilkendegive, om de ville kontaktes af Sygeplejerskens journalister med henblik på et eventuelt interview. Nogle af disse sygeplejersker indgår med korte historier i dette tema.

Alle deltagere har sammen med spørgeskemaet modtaget et brev, der bl.a. giver en uddybende forklaring af, hvad vi i denne forbindelse forstår ved begreber som patienter med indvandrerbaggrund og ordet diskrimination.

Læs mere: I Sygeplejersken nr. 3/2006 bringer vi flere artikler om undersøgelsen bl.a. om forholdet til de pårørende.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Sygepleje

Sygeplejersker: Indvandrere skaber problemer

En undersøgelse for fagbladet Sygeplejersken, foretaget af analysebureauet Catinét, viser, at langt de fleste sygeplejersker ser indvandrerpatienter som et problem. Det skyldes især sprogproblemer og forskellige opfattelser af sygdom og sundhed.

SY-2006-02-16a
Modelfoto: Thomas Tolstrup

En undersøgelse for fagbladet Sygeplejersken, foretaget af analysebureauet Catinét, viser, at langt de fleste sygeplejersker ser indvandrerpatienter som et problem. Det skyldes især sprogproblemer og forskellige opfattelser af sygdom og sundhed.

Sygeplejersken omtaler i nr. 2/2006 resultaterne fra undersøgelsen og bringer interviews med politikere og repræsentanter fra indvandrermiljøerne. Vi rapporterer fra sygehusene, og vi bringer interviews med sygeplejersker, som har medvirket i undersøgelsen. 

Artiklerne i dette tema er skrevet af

Grethe Kjærgaard, journalist

Søren Palsbo, journalist

Marianne Troelsen, journalist

Foto: Thomas Tolstrup, Thomas Søndergaard, Hanne Loop og Palle Peter Skov

Tilrettelæggelse: Hannah Maimin Weil

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Sygepleje

Synspunkt: Dokumenter om sygepleje må ændres

Der bliver ikke taget hensyn til plejen af patienter fra kulturelle og religiøse mindretal i de vigtigste danske dokumenter om sygepleje. Dokumenterne skal derfor reformuleres for at afspejle nutiden.

Jeg vil i det følgende fremhæve tre vigtige dokumenters udsagn om pleje af patienter fra kulturelle og religiøse mindretal.

Det ældste af disse dokumenter er Statusdokument om sygeplejerskens virksomhedsområde, udgivet af Dansk Sygeplejeråd i 1985, hvori der står: ”I sygeplejen opfattes mennesket som en fysisk, psykisk, social og kulturel helhed … som et selvstændigt handlende og ansvarligt individ, der har indflydelse på sin sundhedstilstand og har ressourcer til medvirken i løsningen af egne problemer, samt muligheder for udvikling og vækst.”

Her understreges betydningen af, at sygeplejersken respekterer den enkelte patients unikke situation, som er betinget af fysiske, psykiske, sociale og kulturelle faktorer, og at patientens egen forståelse af sin situation har afgørende betydning for plejen. Skønt de kulturelle faktorer selvfølgelig kan indeholde religiøse elementer, var det dog ønskeligt, om den religiøse faktor blev nævnt særskilt.

De sygeplejeetiske retningslinjer, vedtaget i maj 1992 på Dansk Sygeplejeråds kongres, erklærer, at ”grundlaget for al sygepleje er respekten for det enkelte menneskes liv og egenværd, uanset race, farve, køn, sprog, religion, politisk opfattelse, national eller social oprindelse, således som det er udtrykt i FN’s menneskerettighedserklæring” (min kursivering).

Det lille ord uanset tyder på, at man har forestillet sig, at et menneskes liv og egenværd er uafhængigt af dets race, farve, køn, sprog, religion osv. De fleste menneskers opfattelse af egen identitet og værd kan imidlertid ikke uden videre adskilles fra disse faktorer, og derfor må man i respekten for det enkelte menneske også tage hensyn hertil. Således betyder det religiøse tilhørsforhold for mange muslimske patienter, at de har en række specielle behov, der nødvendigvis kræver specielle sygeplejemæssige overvejelser og tiltag.

Sygeplejersken må naturligvis respektere de faktorer i patientens situation, som han selv tillægger betydning. Alle patienter kan derfor ikke behandles ens, da de er forskellige og har forskellige behov. Ligeværd er ikke betinget af enshed.

Sygepleje kan med andre ord ikke udføres ”i et samarbejde med patienten, pårørende, kolleger og andre faggrupper uafhængigt af etnisk, kulturel, religiøs og sproglig baggrund” (min kursivering), som Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen (nr. 232 af 30. marts 2001; kap. 1, § 1, stk. 2.3) angiver.

Grunden til, at man har ment, at sygepleje kan udøves i et vakuum uden hensyn til etniske, kulturelle, religiøse og sproglige faktorer, er uden tvivl, at Danmark indtil for ganske få år siden i overvejende grad var et monokulturelt samfund, hvilket betød, at sygeplejersker næsten udelukkende plejede patienter fra deres egen etniske, kulturelle, religiøse og sproglige gruppe. Det er en forholdsvis ny situation, at sygepleje i stigende grad udøves i en multikulturel sammenhæng.

Snarere end blot at udtrykke politisk korrekte hensigtserklæringer bør fremtidens officielle sygeplejedokumenter i langt højere grad afspejle den multikulturelle sammenhæng, som moderne sygepleje udføres i, ligesom de bør inspirere til nytænkning på området.

Helle Lykke Pedersen studerer religionsvidenskab og Indiens historie.

Emneord: 
Religion
Kultur

Kulturkløft kræver adfærdsændring

Hvad kan sygeplejersker gøre for at forebygge problemer, når de møder patienter, pårørende eller kolleger med anden kulturel baggrund? De kan bl.a. gøre op med deres holdninger og adfærd. En spørgeguide skal give inspiration om emnet.

En mandlig patient med en anden kulturel og religiøs baggrund end den danske afslår at lade sygeplejersken hjælpe sig med personlig hygiejne, fordi hun er kvinde. Patienten har lammelser i både arme og ben og kan derfor ikke vaske sig selv. Opgaven kan ikke overtages af en mandlig sygeplejerske, da den eneste på afdelingen er på ferie. Umiddelbart er opfattelsen blandt personalet i afdelingen, at fordi man kommer fra en fremmed kultur, skal man ikke forvente at få særbehandling.

Nogle mener, at problemet bør kunne løses ved hjælp af en tolk eller ved at inddrage patientens pårørende. Andre at der må lånes personale udefra. Patienten kan ikke vente mange timer på vask og lejring, så der skal findes en løsning snarest.

Denne og lignende problemstillinger er ikke ualmindelige, når patienter fra fremmede kulturer indlægges i afdelingen. Dertil kommer de sproglige og kulturelle barrierer, der kan opstå, når personale med anden etnisk baggrund end dansk ansættes.

Den praktiske hverdag giver derfor gode grunde til at arbejde aktivt med de udfordringer, der ligger i mødet mellem mennesker fra forskellige kulturer.

Stafet gav udfordring

Emnet er højt prioriteret i Hovedstadens Sygehusfællesskab H:S. Her har man udarbejdet Handlingsplan for etnisk ligestilling (1) og modtaget en stafet fra Nævnet for etnisk ligestilling, hvilket betyder, at alle H:S-hospitaler forventes at arbejde med denne ligestilling.

Vi tog udfordringen op på Rigshospitalet i Neurocentrets kompetencestyregruppe efter i marts 2002 at have deltaget i en temadag med titlen ''Etnisk ligestilling og integration i sundhedsvæsenet.''

I et par år har vi arbejdet systematisk med kompetenceudvikling, og vores definition af kompetencebegrebet har været inspireret af Bramming og Holt Larsen (2): ''Kompetence er det specifikke handlingsmønster, som personen

Side 15

udviser i samspil med jobsituationen og inden for en given organisatorisk sammenhæng.'' Denne definition har været styrende for de spørgsmål, vi ville have svar på:

  • Hvilke særlige udfordringer skal der arbejdes med i samarbejdet med mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk?

  • Hvilken kompetence er der brug for i den forbindelse?

  • Hvordan opnår vi den kompetence?

  • Hvilket organisatorisk miljø erhverves kompetencen bedst i?

Når vi taler om kulturel kompetence, handler de særlige udfordringer om konkrete praktiske opgaver, holdnings- og adfærdsmæssige problemer og problemstillinger i forhold til tolkning af adfærd. Sidstnævnte er især aktuelt i psykiatrisk klinik.

Udfordringerne kræver forskellig indsats. Da flere af dem kan være vanskelige at måle på, besluttede vi at gå efter mere ydmyge og kortsigtede mål, nemlig at:

  1. Sætte en diskussion i gang med fokus på de særlige opgaver, der kan være i samarbejdet med patienter, pårørende og personale med anden etnisk baggrund end ens egen.

  2. Drøfte holdninger og adfærd i overensstemmelse med H:S' mål og handlingsplan.

  3. Hvert afsnit skal komme med mindst tre forslag til initiativer, der kan arbejdes videre med.

Kend egne signaler

Det er højst sandsynligt, at den største udfordring for personale, der møder mennesker fra andre kulturer, ligger i holdninger og adfærd. Disse må sættes til diskussion og bearbejdes. At bearbejde holdninger og adfærd kræver, at man er bevidst om, hvilke signaler man selv sender, og hvilke signaler man som professionel ønsker at sende.

Udvikling af kommunikationsfærdigheder og bearbejdning af holdninger lyder umiddelbart som en vanskelig og tidskrævende opgave og opleves af mange som uoverkommelig i en travl hverdag. Metoden skal derfor være enkel, let at overskue og vedkommende for alle.  

Spørgeguide
  • Hvordan introducerer og samarbejder vi bedst muligt med kolleger af anden etnisk baggrund end dansk?
  • Samarbejdet med fremmedsprogede patienter og deres pårørende er ofte tidskrævende pga. sprogbarrierer, anden opfattelse af krop, sundhed, sygdom mv. Hvordan etablerer vi det bedst mulige samarbejde i en travl hverdag?
  • Er det i dag muligt for alle indlagte patienter at få åndelig og religiøs vejledning og støtte? Hvis ikke, hvordan sikrer vi så, at patienterne får denne mulighed?
  • Skal det være muligt at efterkomme patienters ønske om henholdsvis mandlig eller kvindelig sygeplejerske/læge som følge af en anden kulturel baggrund?
  • Hvordan etablerer vi et samarbejde med pårørende, der ønsker at deltage i plejen?
  • Som en del af et kulturelt mønster ses ofte et stort antal besøgende til vores patienter. Hvordan sikrer vi, at antallet af besøgende er i overensstemmelse med den enkelte patients behov samtidig med, at der tages hensyn til medpatienter og det daglige arbejde i afsnittet?
  • Bliver alle patienter med anden etnisk baggrund tilbudt en kost, der er i overensstemmelse med deres religion og kulturelle baggrund, og tages der samtidig højde for ernæringsmæssige forhold? Hvordan sikres det, at evt. medbragt kost opbevares efter de gældende retningslinjer?
  • Hvilke udfordringer opfatter I som de største i samarbejdet med patienter, pårørende og kolleger af anden etnisk baggrund?

Guide stiller spørgsmål

Med udgangspunkt i H:S' handlingsplan og erfaring hos kompetencestyregruppens medlemmer har vi udarbejdet en spørgeguide til alle medarbejdere med patientkontakt. Spørgeguiden ses i boks 1. Guiden stiller en række spørgsmål, som skal inspirere til debat.

Afdelingssygeplejerskens opgave har været at sætte gang i diskussionen i eget afsnit. Det har hun gjort med baggrund i spørgeguiden, konkrete eksempler fra hverdagen og inspiration fra et par artikler. Artiklerne beskriver en antropologisk undersøgelse af sygehuspersonalets møde med etniske patienter foretaget på Obstetrisk klinik på Rigshospitalet (3,4).

Det har også været afdelingssygeplejerskens opgave at inddrage andre samarbejdspartnere i diskussionen.

Diskussion og tilbagemelding til kompetencestyregruppen er foregået i juni måned 2002. Herefter er data bearbejdet, og der er lavet en plan for aktiviteter, som kan møde de behov, der udspringer af diskussionerne. Databearbejdning mv. foregår i samarbejde med en projektsygeplejerske fra det nyoprettede '

'Side 16

Videnscenter for transkulturel psykiatri,'' som organisatorisk er knyttet til Neurocentret på Rigshospitalet.

Diskussion og data

Der er sat gang i en diskussion i halvdelen af Neurocentrets afsnit, hvilket vil sige 10 sengeafsnit eller ambulatorier. Alle klinikker i centret er repræsenteret med et eller flere afsnit. I nogle klinikker er det lykkedes at gøre diskussionen tværfaglig med deltagelse af flere faggrupper.

Tilbagemeldinger fra afsnittene koncentrerer sig om:

  • Særlige udfordringer, der bør arbejdes videre med.

  • Forslag til, hvordan man kan imødekomme disse udfordringer.

  • Forslag til, hvem der kan bidrage til ovenstående.

De indkomne data er tematiseret i figur 1.

SY-2002-02-16a

Kultur og læring

Kulturel kompetence er en kompetence, som i høj grad er bundet til personlig udvikling, og den lader sig vanskeligt lære gennem traditionel uddannelse. Det gælder her om at skabe muligheder for at lære i konkrete praksissituationer, at bearbejde erfaringer og at have mod til at opsøge og afprøve nye situationer (5). Man er dog nødt til at tage hensyn til de eksisterende ressourcer.

Afsnittene nævnte en del konkrete forslag, som bedst kan læres direkte i forbindelse med praksis, f.eks. dataindsamling ved optagelse af smerteanamnese og anvendelse af visuel analog skala (VAS-skala). Der var andre forslag såsom øget viden om forskellige kulturer og diskussion af værdier og holdninger, som af ressource- og læringsmæssige årsager bedst foregår i et forum med flere deltagere og med brug af eksempler fra praksis.

Side 17

Aktiviteterne skal bidrage til fortsatte diskussioner, som bliver en naturlig del af dagligdagen. Følgende forslag er foreløbig på tegnebrættet:

  • Tværfaglig temadag i Neurocentret med overskriften ''Kulturforståelse og kommunikation.''

  • Undervisning, som kan frembringe diskussioner og få deltagerne til at arbejde med egne holdninger.

  • Deltagelse af Videnscenter for transkulturel psykiatri på afsnittenes sygeplejekonferencer. Det enkelte afsnit kommer forinden med et aktuelt oplæg. Kan evt. arrangeres som tværfaglige workshopper.

  • Kollektive undervisningstilbud. Evt. et ugekursus i samarbejde med JulianeMarieCentret på Rigshospitalet, som beskæftiger sig med pædiatri, obstetrik og gynækologi.

  • Uddannelse af ''kulturvejledere'' på afsnits- eller klinikniveau. Opgaverne for en kulturvejleder kan være at have ansvar for at opdatere patientinformationsmateriale, udarbejde og ajourføre dataindsamlingsinstrument til smerteanamnese, undervise i anvendelse af VAS-skala, indsamle og formidle ny viden på området. Der arbejdes for tiden på en opgavebeskrivelse for en kulturvejleder.

  • Liste over eksisterende pjecer og andet skriftligt materiale som inspiration til andre brugere i centret.

  • Implementering af konkrete redskaber som dataindsamlingsinstrument, VAS-skala etc.

Hvis man får skabt diskussion og opmærksomhed om kulturel kompetence og er i stand til at fastholde opmærksomheden gennem forskellige aktiviteter, vil det være et godt fundament for at bearbejde holdninger og ændre adfærd.

Aktiviteterne i forbindelse med kulturel kompetence skal formidles skriftligt og publiceres, så en bredere kreds får kendskab til det. Desuden skal aktiviteter, som foregår på afsnitsniveau, integreres i Neurocentrets kontrakt gennem såkaldte kontraktmål.

Emnet sættes i øvrigt i fokus gennem diskussioner på centerrådsmøder, på centersamarbejdsudvalgsmøder og på afdelingssygeplejerskemøder.

Det skal også gøres synligt i ansættelsesprocedurer, at her arbejder vi med kulturel kompetence, og at vi derfor sætter holdninger og værdier til diskussion. -

Annelise Meldgaard er klinisk udviklingssygeplejerske i Neurocentret på Rigshospitalet.

Litteratur

  1. H:S Direktionen. Handlingsplan for etnisk ligestilling i H:S. København; 2002.

  2. Bramming P, Holt Larsen H. Kompetenceudvikling - en nøgle til konkurrenceevne? København: Dansk Management Forum; 1995.

  3. Jahn AW. Usynlig forskelsbehandling. Sygeplejersken 2002; (16).

  4. Jahn AW. De taknemmelige får bedst pleje. Sygeplejersken 2002; (16).

  5. Toxboe M. Kultur. In: Lyngaa J, editor. Sygeplejefag - refleksion og handling. København: Munksgaard; 1998.p. 220-246.

Emneord: 
Indvandrer
Kultur