Skadestuen: Prioritering forhindrer konflikter

SY-2006-02-16h
Omkring 40.000 patienter passerer gennem skadestuen på Hvidovre Hospital, og rigtigt mange af dem er indvandrere. En af dem er fru Karatas, der her er i hænderne på af afdelingssygeplejerske Bente Dich. F
oto: Thomas Tolstrup

Forskellige ventetider og en sygeplejerske, som visiterer de tilskadekomne, er initiativer, som skadestuen på Hvidovre Hospital har haft stor succes med.

"Tidligere har vi af og til oplevet, at indvandrerpatienter og pårørende har skældt os ud for racisme, fordi vi har prioriteret en dansk patient. Det dilemma har vi stort set ikke længere, fordi nu forklarer den visiterende sygeplejerske, at det ikke går efter tur, men efter behov. Den med det største behov kommer først. Den forklaring forstår langt de fleste," siger afdelingssygeplejerske Bente Dich.

Skadestuen har indført tre kategorier for patienterne med hver sin farvekode: Rød betyder, at der tilstræbes behandling inden for en time, blå inden for tre timer og hvid - når der er tid.

Omkring 40.000 patienter passerer gennem skadestuen om året, og rigtig mange af dem er indvandrere. Det har givet personalet rutine og erfaring med netop den gruppe.

Man er blevet god til at kommunikere, og anvendelse af tolke er en selvfølge. De fleste indvandrere kan dog noget dansk. Derfor ser Bente Dich og kollegerne det ikke som noget stort problem, at mange af patienterne og deres pårørende har indvandrerbaggrund.

"I første omgang skal man kigge på skaden, ikke på personen," siger hun og uddyber: "Vores mål er at tilbyde samme gode behandling og pleje til alle - uanset tilhørsforhold. Jeg plejer at sige, at vi skal arbejde problemorienteret, ikke holdningsorienteret. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi overser den betydning, kulturen kan have for sygdomsopfattelsen."

Når skadestuen får en alvorligt skadet eller død patient ind med indvandrerbaggrund, tilstræber man, at de pårørende får et større rum at samles i med deres døde slægtning end det rum, man normalt har til formålet.

"Vi ved jo, at pårørende til indvandrerpatienter i mange tilfælde møder op i stort antal og giver meget højlydt udtryk for deres følelser. Det skal de også have mulighed for her, men samtidig skal det være sådan, at deres sorg ikke skaber angst hos skadestuens øvrige patienter," siger Bente Dich.

Nyder stor tillid

Selv har Bente Dich fortalt om dansk hospitalskultur og brug af hospitalets skadestue på Hvidovre Kommunes sprogskole. Brug af egen læge, vagtlæge og skadestue kan nemlig godt volde problemer, når man som indvandrer eller flygtning ikke rigtig ved, hvordan det danske sundhedssystem fungerer, og derfor ofte henvender sig på skadestuen med problemer, som egen læge eller vagtlæge burde tage sig af.

"Men skadestuen er åben for alle. Det lægger vi meget vægt på. Og generelt nyder vi stor tillid," siger hun og nævner som eksempel indvandrerpiger, som opsøger skadestuen, fordi de er blevet gravide.

"I den slags situationer er vi meget opmærksomme på vores tavshedspligt og diskretion. Her får vi betroet ting, som kan skade de unge senere. Måske risikerer de udstødelse af familien eller det, der er værre. Jeg har faktisk været med til at holde forældrene hen, mens vi har fået deres datter ud gennem en anden dør."

Også visiterende sygeplejerske Pia Tornhagen er glad for den måde, som skadestuen fungerer på. "Folk skal kunne komme her, når alle andre døre er lukkede," siger hun og tilføjer, at bølgerne kan gå højt en gang imellem. Det kan f.eks. ske, at en indvandrer forlanger, at hans kone skal til omgående, eller der bliver bedt om noget smertestillende her og nu.

"Men når man har sine faglige argumenter i orden og starter positivt, så kan man nå langt," siger Pia Tornhagen.

Klarhed. Skadestuen på Hvidovre Hospital opsøges hvert år af tusindvis af indvandrere. Forskellige ventetider og en visiterende sygeplejerske i front tager trykket og afværger potentielle konflikter.
26-27
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Sprog
Sygepleje
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Tolkene er sparet væk

SY-2006-02-16gDorte Sandorff: "Vi kan kommunikere elektronisk med en tolk, men det er ikke det samme, som hvis tolken er personligt til stede."

Det er efterhånden sjældent. Men når der kommer barselkvinder, der slet ikke kan dansk, er tolken langt væk. Han er nemlig sparet væk.

"Jeg græmmer mig over, at vi ikke længere har råd til at tilkalde en tolk. Vi kan kommunikere elektronisk med en tolk, men det er ikke det samme, som hvis tolken er personligt til stede. Men det sidste er der ikke længere ressourcer til," siger Dorte Sandorff, Storstrømmens Sygehus, Næstved.

Bortset fra tolkeproblemet er udviklingen ellers gået i en positiv retning, synes Dorte Sandorff. Indvandrerkvinder er ikke en større udfordring end kvinder med dansk baggrund.

"Jeg har været på afdelingen i næsten 30 år, så nu oplever jeg barselkvinder, der er andengenerationsindvandrere, og rigtig mange af dem kan dansk. Det er en stor forskel, fra vi så de første indvandrere og til nu," fortæller hun.

Afdelingen har fået stor rutine i netop at have indvandrerkvinder blandt barselpatienterne.

Man lægger megen vægt på at udvise respekt over for patienter og pårørende og forventer tilsvarende, at der vises respekt over for afdelingens personale og rutiner.

"Vi behandler folk ens. Det er sjældent, vi møder utilfredse eller ubehøvlede patienter og pårørende. Det gælder både indvandrere og danskere. Langt, de fleste er rigtig søde. Men forventningerne kan være forskellige. Mange indvandrerkvinder forventer, at deres familiemedlemmer kan overnatte. Men det kan de kun, hvis situationen er alvorlig. Det gælder alle nationaliteter, inklusive danskere. De kan også have lidt svært ved at forstå, at det ikke altid er bekvemt med store familiebesøg." 

Tolkeveer. På Næstved Sygehus er der ikke længere råd til tolke på sygehuset. Det græmmer jeg mig over, siger sygeplejerske Dorte Sandorff.
25
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Børneafdelingen: Her er indvandrere hverdag

SY-2006-02-16cFor 30 år siden var indvandrerpatienter noget af et særsyn på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. I dag har 40 pct. af patienterne på afdelingen anden baggrund end dansk som lille Yusef Abdullah, der både har far og mor med på hospitalet.
Foto: Thomas Tolstrup

40 pct. af patienterne på børneafdelingen på Hvidovre Hospital har anden etnisk baggrund end dansk. Derfor er der heller ikke de store spekulationer over, hvordan man skal klare situationen, hvis patienten hedder Fatima eller Fativ. Indvandrerfamilier er for længst blevet en naturlig del af hverdagen på afdelingen.

SY-2006-02-16eOversygeplejerske Stine Fjelstervang, Hvidovre Hospital: “Indvandrerne fylder meget, men på den gode måde.”

"De fylder meget, men på den gode måde," siger ledende oversygeplejerske Stine Fjelstervang. Hvidovre Hospital er et af de store universitetshospitaler under Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) med over 700 sengepladser og med et optageområde, hvor der bor mange indvandrerfamilier fra lande uden for Europa.

For 30 år siden var indvandrerpatienter noget af et særsyn på børneafdelingen, men nu dukker mange andengenerationsindvandrere op med deres børn. De fleste af dem kan dansk og er fortrolige med dansk kultur.

"Vi har nok alle sammen haft vores oplevelser med indvandrere, hvor vi har måttet spørge - hvorfor opfører de sig sådan, og hvorfor tror de, at vi reagerer, som vi gør? I dag ved vi en hel del mere om dem, men vil selvfølgelig gerne blive endnu dygtigere til at tackle den kulturelle mangfoldighed," siger Stine Fjelstervang.

Hun peger på, at kulturel mangfoldighed er nøgleord i de næste to års vision for sygeplejen på Hvidovre Hospital. "Vi skal blive bedre til at afdække, dokumentere og anvende den viden, vi får om patienternes kulturelle og sociale baggrund. Som det er nu, er vi ikke så gode til at dokumentere det på skrift, vi i praksis er blevet ganske skrappe til her på stedet," siger Stine Fjelstervang.

Sygehusets børneafdeling har ifølge Stine Fjelstervang været igennem en proces, hvor man har bearbejdet egne holdninger til indvandrerne. "Den overordnede konklusion er nok, at indvandrerfamilier har de samme basale behov som danske familier. At vi i bund og grund er ret ens, men med hver sit udtryk," tilføjer hun.

Til gengæld bruger sygehuset ofte mere tid på at informere indvandrerfamilierne. De kan fra hjemlandet have medbragt en anden form for tillid eller snarere mistillid til systemet og kan tro, at vi her ser skævt til deres hudfarve eller kultur.

At vi ikke prioriterer dem på samme måde som danske familier. Den holdning kan vi af og til møde især i vores modtageafdeling, og det kræver viden og forståelse fra os - og frem for alt information, lyder det fra Stine Fjelstervang.

SY-2006-02-16dSygeplejerske Katrine Witved, Hvidovre Hospital: "Vi lærer lige så meget af dem, som de lærer af os - ligesom man lærer en del om sig selv og sine egne holdninger."

Klare retningslinjer

Jannie Bjerregaard og Katrine Witved er sygeplejersker på henholdsvis Hvidovre Hospitals børneafdelings modtageafsnit og på et af de to sengeafsnit.

For dem handler hverdagen om at gøre indvandrerfamilierne klart, at afdelingen har sin helt egen kultur, og derfor er det underordnet, om man har pakistansk, tyrkisk, somalisk eller dansk baggrund.
Der sættes grænser fra starten. Der er nogle regler, der skal følges. Eksempelvis skal der altid være en pårørende omkring det indlagte barn døgnet rundt. Men kun én.

Maden på patientvognen er til patienterne, ikke til de pårørende. Børnenes sengetid skal respekteres. Et hav af pårørende på en firesengsstue klokken ni om aftenen kan ikke lade sig gøre. Man kommer ikke nødvendigvis til i den rækkefølge, man har indfundet sig på i modtageafsnittet, fordi de dårligste kommer til først. Og sådan kunne man blive ved.

"De fleste forstår vores regler, hvis man forklarer dem på en ordentlig måde. Hvis der f.eks. er mange pårørende, ja, så må de gå ind på stuen på skift for ikke at forstyrre medpatienterne eller deres eget familiemedlem for den sags skyld," siger Jannie Bjerregaard.

Et andet eksempel kan være den meget krydrede mad, som mange indvandrerfamilier gerne vil kræse med for det indlagte familiemedlem. "Her fortæller vi, at små børn har en sart lugtesans og kan blive dårlige af krydret mados. Derfor må man spise sin mad uden for stuen," siger Katrine Witved.

Afdelingen har i øvrigt køleskabe til den mad, de pårørende dukker op med, ligesom der er kogeplader og ovne til disposition.

SY-2006-02-16fKatrine Witved sammen med familien Abdullah: "Det er spændende at arbejde med andre kulturer," siger hun.

På kursus om kultur

Hvis der er sproglige problemer, har Jannie Bjerregaard og Katrine Witved lært at stille kontrolspørgsmål for at sikre sig, at man forstår dansk. Er der ingen reaktioner, eller hænger svarene i luften, bestilles der tolk efter helt faste regler:

"Men mange gange handler det om at stikke en finger i jorden og mærke, hvor vi er henne," siger Jannie Bjerregaard og mindes f.eks. en samtale med en mor og nogle drenge, hvor man skulle diskutere lillebrors afføring. Modeller af forskellige former for afføring indgik i samtalen, og bedst som alle troede, at mor havde forstået sagens kerne, spurgte hun: "Hvad er det for nogle kugler, der ligger her på bordet?"

Under længere indlæggelsesforløb har afdelingen opsamlingssamtaler, hvor læge, sygeplejerske og evt. tolk gør status og sikrer sig, at begge forældre ved, hvad der sker med deres barn. "Det betyder, at de hele tiden er med i forløbet," siger Katrine Witved.

De to sygeplejersker er enige om, at netop de mange indvandrerfamilier er med til at give deres arbejde en særlig dimension. "Det er spændende at arbejde med andre kulturer, for én ting er, hvad man ser og hører i medierne, noget andet er, hvad vi oplever her. Vi lærer lige så meget af dem, som de lærer af os - ligesom man lærer en del om sig selv og sine egne holdninger," siger Katrine Witved.

Jannie Bjerregaard er den, der introducerer nyansatte kolleger til den brogede mangfoldighed på afdelingens introduktionsmodul. På det seneste har hun været på kursus i kulturel kompetence, som hospitalets uddannelsesafdeling afholder i H:S-regi.

Kurset handler hverken om religion eller udvalgte etniske grupper, men om, hvordan man møder mennesker med en anden kultur end ens egen. "Folk kan nemlig ikke puttes i kasser. De er lige så forskellige som os," siger hun

Tolke på Hvidovre Hospital

Hvidovre Hospital har klart formulerede regler for anvendelse af tolk, og i de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, er der også ressourcer til det. Afdelingen har mulighed for at bruge Soundstation (læs også side 52), dvs. elektronisk fjerntolkning, hvor alle parter ligesom ved en telefonkonference kan deltage. Overordnet skal personalet handle efter folks behov og evne til at forstå den information, de får. I nogle tilfælde skal man f.eks. tage højde for, at der er brug for en døvetolk, eller at patienten og/eller de pårørende ikke kan læse.

Ingen særbehandling på Hvidovre Hospital

Ingen kan kræve særbehandling på Hvidovre Hospital. Hverken patienter eller pårørende. Det fastslår hospitalets direktion. Som dansk patient kan man ikke kræve kun at blive behandlet og plejet af personer med samme etniske baggrund som én selv, ligesom man som patient med anden etnisk baggrund end dansk ikke kan stille særlige krav. Hospitalets officielle politik går begge veje. Det giver arbejdsro i hverdagen, fastslår ledende oversygeplejerske Stine Fjelstervang. "Man undgår at blive usikker. Med den officielle politik i ryggen og viden om, at den støttes hele vejen op gennem systemet, kan man sige til patienten: Sådan er vores politik her på stedet." Tolke på Hvidovre Hospital.

Erfaring. Indvandrere er en naturlig del af hverdagen på Hvidovre Hospital. De fylder godt nok, men det er på den gode måde, lyder det fra sygehusets børneafdeling, som har mange års erfaring i at modtage indvandrerfamilier.
22-25
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Sygepleje
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Psyken sidder i maven

SY-2006-02-16bCharlotte Eisemann: "Psykiatriske patienter med indvandrerbaggrund er en spændende faglig udfordring."

"De skubber til vores egne vante forestilling om sygdom og sundhed," siger sygeplejekonsulent Charlotte Eisemann om nogle af de patienter med indvandrerbaggrund, hun møder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Enhed, Psykiatrisk Sygehus, Hillerød.

Hun har ofte oplevet, at disse patienter forholder sig til psykiske problemer på en helt anden måde. Deres opfattelse af sygdom tager et helt andet udgangspunkt, f.eks. ved, at de mener, de har ondt i maven, fortæller Charlotte Eisemann.

"Vi ved godt, at ondt i maven meget vel kan have noget at gøre med, at man psykisk har det dårligt. Men når der er tale om patienter med indvandrerbaggrund er de ofte - afhængigt af tilknytningen til hjemlandet - vant til at beskrive sundhed og sygdom på anden vis. Her kan symptomerne beskrives som regulære maveproblemer," siger hun.

"Der er faktisk stor interesse for at beskæftige sig med denne problematik. Ikke mindst fordi vi fra Sandholmlejren, der ligger i vores optageområde, får patienter, som søger asyl her i Danmark. De kan have psykiske problemer i forbindelse med deres flugt fra hjemlandet. Heldigvis har vi nøglepersoner blandt personalet, som har kendskab til fremmede kulturer, og dem kan vi bruge, ligesom vi også har undervisning i transkulturel psykiatri," siger Charlotte Eisemann. 

Diagnose. Psykiatriske patienter med indvandrerbaggrund har ofte en helt anderledes opfattelse af deres sygdom, siger sygeplejerske Charlotte Eisemann fra Hillerød Sygehus.
21
2006
2
Tema om kultursammenstød
Kultur
Sygepleje
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Undersøgelse: Indvandrere er en belastning

SY-2006-2-19-1

Forskellige sygdomsopfattelser gør det svært at pleje indvandrerpatienter. Det får mange sygeplejersker til at efterspørge mere viden om indvandrerpatienternes kultur og religion, viser Sygeplejerskens undersøgelse. Indvandrere reagerer anderledes på smerte, oplever sygeplejerskerne ifølge Sygeplejerskens undersøgelse. Modelfoto: Thomas Tolstrup

De er tidsrøvere, ressourcekrævende, aggressive og larmende. De forstår ikke dansk. De reagerer anderledes på smerte. Og de breder deres bedetæpper ud over det hele. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når et stort flertal af de danske sygeplejersker skal beskrive indvandrerpatienter.

En ny undersøgelse, som Sygeplejersken har foretaget i samarbejde med analysebureauet Catinét, viser, at mødet med indvandrerpatienter ofte giver problemer.

Catinét har i samarbejde med Sygeplejersken spurgt 746 sygeplejersker om deres oplevelser af mødet med den etniske patient. Og svarene, som sygeplejerskerne også har haft mulighed for at uddybe skriftligt og anonymt, er meget entydige.

Sprogbarrierer, oplevelsen af kønsdiskriminering og forskellig sygdomsopfattelse giver sygeplejerskerne problemer med at pleje patienterne.

Over halvdelen af de sygeplejersker, der har deltaget i undersøgelsen, svarer "ja" til, at de inden for det seneste år har haft problemer med at pleje indvandrerpatienter. Det drejer sig især om de sygeplejersker, der har en daglig kontakt.

Undersøgelsen peger på de pårørende og den manglende respekt for hospitalets rutiner som nogle af årsagerne til problemerne. De sproglige vanskeligheder fylder også meget. Andre taler om en reel kulturkløft.

"Jeg må jo indrømme, at jeg bliver frustreret, når jeg skal yde - for mig - så utrolig meget ekstra tid på en udenlandsk familie med et - for personalet - mindre problem, fordi det viser sig, vi ikke forstod hinanden. Kulturforskelle gør også, at nogle udlændinge føler, de er høflige, når de undlader at fortælle, at de ikke har forstået information, aftaler m.m.," skriver en af sygeplejerskerne i det spørgeskema, som de har haft mulighed for at udfylde anonymt og sende tilbage til analysebureauet.

Undersøgelsen blandt sygeplejerskerne peger på, at det ofte viser sig, at indvandrerpatienter ikke forstår en diagnose eller vigtige detaljer i behandlingen pga. sprogproblemer - på trods af, som en sygeplejerske skriver, at hun kan se, at de har opholdt sig i Danmark i 15-25 år.

Sprogproblemer kan som oftest løses med en tolk, og selv om der er mulighed for at bestille en, er det langtfra altid løsningen.

"Vi har problemer med, at tolken aldrig dukker op eller ikke oversætter alt, og at patienten ikke vil have tolk, men kun de pårørende," skriver en sygeplejerske, der også er anonym.

Men pårørende som tolke kan være en dårlig løsning. "Hvis pårørende fungerer som tolke, mener de ofte, at patienten ikke skal vide alt, hvad vi gerne vil informere om," forklarer en sygeplejerske fra en kræftafdeling.

Forskellig sygdomsopfattelse

Ca. halvdelen af sygeplejerskerne svarer i undersøgelsen, at forskellig sygdomsopfattelse gør det svært at pleje indvandrerpatienter. En sygeplejerske skriver: "Patienten og de pårørende ønskede djævleuddrivelse af præst/vismand. Og der var pårørende, som ønskede at tage vare på plejen under indlæggelse."

Flere gør desuden opmærksom på, at indvandrerpatienter ofte lader være med at følge sundhedspersonalets anvisninger, men opsøger læger i hjemlandet.

"De har mistillid til det danske system. I stedet konsulterer de læger i hjemlandet, som giver andre diagnoser og udskriver anden medicin," forklarer en af sygeplejerskerne.

Hver fjerde sygeplejerske siger, at det er urealistiske forventninger om behandlingens effekt, som er årsagen til problemerne. Og lidt mere end hver fjerde påpeger, at patienten ikke fulgte eller respekterede hospitalets rutiner.

Også i dagligdagen hober de mere konkrete problemer sig op. En sygeplejerske skriver: "En mandlig patient, som talte dansk, lavede afføring på gulvet, hvorefter han forlod det, så vi kunne gøre rent. Han mente, det var vores problem, når vi ikke kunne skaffe ham et "hul i jorden"-toilet."

En anden skriver: "Etniske patienter - især lidt ældre - reagerer voldsomt på smerter. De unge forlanger straks behandling af deres pårørende, altså her og nu uanset ventetid. Kan de ikke straks blive undersøgt og behandlet, bliver vi ofte kaldt racister. Det er meget ubehageligt, når man forsøger at behandle patienterne ligeværdigt."

I de uddybende kommentarer til undersøgelsen siger mange af sygeplejerskerne desuden, at et andet stort problem er, at indvandrerpatienter opfører sig kønsdiskriminerende og nedværdigende over for dem.

Læs artiklen: "Sygeplejersker føler sig diskrimineret".

Kulturforskelle

Kulturkløften er en af de hyppigst angivne årsager til, at ni ud af ti sygeplejersker i undersøgelsen synes, at indvandrerne kan være besværlige.

Som eksempler nævner sygeplejersker i undersøgelsen, at der er markant anderledes reaktioner på psykisk og fysisk smerte, større blufærdighed, medicinvægring, forskellige opdragelsesnormer og udeblivelse fra planlagte mødetider.

Enkelte peger desuden på, at indvandrere har ringe forståelse for nødvendigheden af god hygiejne.

Generelt skal plejepersonalet ifølge undersøgelsen tage flere hensyn til indvandrerpatienter end til danske patienter. Der skal ofte serveres anderledes mad, tages hensyn til bønner, og de mange pårørende fylder og larmer i afdelingen, lyder det fra sygeplejerskerne.

"Når pårørende lægger et bedetæppe på gulvet, kan det være svært at pleje patienten, f.eks. når bedetæppet bliver lagt meget nær respirator og pumper," skriver en sygeplejerske.

Andre er tydeligvis irriterede på indvandrerpatienter generelt: "En vis gruppe mener, alt kan tillades. De tømmer f.eks. køleskabet for sodavand og kommer på alle tider af døgnet, en hel stime, 8-10 personer."

En anden skriver: "De behandler én som tyende. Når de ikke møder op til behandling. Når de møder stærkt forsinket op og alligevel vil have behandling før patienten, der møder til aftalt tid."

Flere peger på, at indvandrerpatienter er en svær balancegang for sygeplejerskerne, som kan være nødt til at skære igennem og kræve, at patienterne indordner sig under reglerne. Omvendt er mange bange for at blive anklaget for at være racister.

"Det er som at sætte sig i en bikube. Man skal træde varsomt, ellers stikker man sig. Man kan så nemt sige eller gøre noget forkert. På den anden side er jeg også et menneske, der bor og arbejder her. Og der er grænser for, hvad jeg vil finde mig i - også når jeg er på job. Så med årene er jeg nok blevet lidt mere: Sådan gør vi altså her, færdig. Om I så kan lide det eller ej."

Rigidt plejepersonale

Men der er andre holdninger blandt sygeplejerskerne. Enkelte af de sygeplejersker, der har besvaret spørgeskemaet, mener ikke som flertallet, at arbejdet med indvandrerpatienter er specielt svært. Problemet ligger derimod hos plejepersonalet og sygehuskulturen i det hele taget.

"Det er ikke indvandrerpatienterne, men vores hospitalskultur og rigide holdning til, hvordan tingene skal være, der er problemet. Ingen er som plejepersonale fastlåst i nogle normer og vaner, som efter min mening indimellem er uhensigtsmæssige," skriver en sygeplejerske.

Mange synes, det er inspirerende at lære noget om en anden kultur, som stiller andre krav til personalets faglighed: "Man lærer noget om religion og fremmede kulturer. Der er rigtig mange hensyn at tage til de fremmede. Det kræver hele tiden nye tiltag fra personalet. Vi skal følge med og hænge på."

Af de sygeplejersker, der ikke opfatter indvandrerpatienter som en større belastning end patienter med dansk baggrund, synes halvdelen, at de tværtimod gør arbejdet mere interessant. Det er samtidig de sygeplejersker, som har angivet, at de ikke har hyppig kontakt med denne patientgruppe. Eller med andre ord: Jo hyppigere kontakt man har til patienter med indvandrerbaggrund, desto mindre tilbøjelig er man til at mene, at de gør arbejdet mere interessant.

Og mange efterspørger mere viden. Bl.a. skriver en sygeplejerske: "Vi har en utilstrækkelig viden om islam og de adfærdsmønstre, der viser sig. Mange situationer kunne sikkert undgås - er formentlig misforståelser eller forkert tolkning af reaktioner. Det gælder både for patienterne og personalet."   

Fakta fra undersøgelsen

61 pct. af de 746 sygeplejersker, som medvirkede i Sygeplejerskens undersøgelse, har inden for det sidste år haft problemer med at pleje patienter med indvandrerbaggrund. Blandt dem, der har daglig kontakt med indvandrerpatienter, er tallet 81 pct.

91 pct. skriver, at årsagen er sproglige problemer. 48 pct. siger, at årsagen er forskellige sygdomsopfattelse.

40 pct. af sygeplejerskerne har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter ikke følger eller respekterer hospitalets rutiner.

36 pct. har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter ikke følger givne råd og vejledning i forbindelse med pleje og behandling.

28 pct. af sygeplejerskerne har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter har urealistiske forventninger til behandlingens effekt.

20 pct. har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter kræver mere behandling, end der tilbydes.

14 pct. har oplevet, at indvandrerpatienter oftere end danske patienter ønsker længere indlæggelse.

Kilde: Sygeplejerskens undersøgelse af patienter med indvandrerbaggrund.

Om Sygeplejerskens undersøgelse af patienter med indvandrerbaggrund.

Sygeplejersken har gennem længere tid ønsket at sætte fokus på et af de områder, der fylder meget for medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd - nemlig mødet med patienter med indvandrerbaggrund og deres pårørende.

Derfor har Sygeplejersken bedt analysebureauet Catinét om at spørge sygeplejerskerne om deres erfaringer med etniske minoriteter på de danske sygehuse.

Fra den 11. august 2005 til den 12. september 2005 blev der sendt spørgeskemaer ud til 2.000 tilfældigt udvalgte sygeplejersker på danske hospitalsafdelinger. Disse sygeplejersker blev valgt ud fra Dansk Sygeplejeråds egen medlemsdatabase. 746 udfyldte spørgeskemaet, hvilket er et tilstrækkeligt antal til, at man kan gennemføre en detaljeret analyse af resultaterne. 746 besvarelser giver en svarprocent på 36.

Sygeplejerskerne har dels haft mulighed for at svare skriftligt og anonymt på spørgsmålene i det udsendte spørgeskema, dels haft mulighed for at uddybe deres svar og komme med yderligere eksempler og kommentarer. Nogle af disse kommentarer indgår i artiklerne for at illustrere undersøgelsens resultater. Sygeplejerskerne har også haft mulighed for at tilkendegive, om de ville kontaktes af Sygeplejerskens journalister med henblik på et eventuelt interview. Nogle af disse sygeplejersker indgår med korte historier i dette tema.

Alle deltagere har sammen med spørgeskemaet modtaget et brev, der bl.a. giver en uddybende forklaring af, hvad vi i denne forbindelse forstår ved begreber som patienter med indvandrerbaggrund og ordet diskrimination.

Læs mere: I Sygeplejersken nr. 3/2006 bringer vi flere artikler om undersøgelsen bl.a. om forholdet til de pårørende.

Massiv kritik. En ny undersøgelse blandt sygeplejersker viser, at ni ud af ti sygeplejersker mener, at patienter med indvandrerbaggrund er en belastning for plejepersonalet. Sprogbarrierer og kulturkløfter er nogle af årsagerne, mener sygeplejerskerne. Andre peger på en forstenet dansk hospitalskultur og rigide normer som årsagen til problemerne.
18-21
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Sygepleje
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Sygeplejersker: Indvandrere skaber problemer

SY-2006-02-16a
Modelfoto: Thomas Tolstrup

En undersøgelse for fagbladet Sygeplejersken, foretaget af analysebureauet Catinét, viser, at langt de fleste sygeplejersker ser indvandrerpatienter som et problem. Det skyldes især sprogproblemer og forskellige opfattelser af sygdom og sundhed.

Sygeplejersken omtaler i nr. 2/2006 resultaterne fra undersøgelsen og bringer interviews med politikere og repræsentanter fra indvandrermiljøerne. Vi rapporterer fra sygehusene, og vi bringer interviews med sygeplejersker, som har medvirket i undersøgelsen. 

Artiklerne i dette tema er skrevet af

Grethe Kjærgaard, journalist

Søren Palsbo, journalist

Marianne Troelsen, journalist

Foto: Thomas Tolstrup, Thomas Søndergaard, Hanne Loop og Palle Peter Skov

Tilrettelæggelse: Hannah Maimin Weil

En undersøgelse for fagbladet Sygeplejersken, foretaget af analysebureauet Catinét, viser, at langt de fleste sygeplejersker ser indvandrerpatienter som et problem. Det skyldes især sprogproblemer og forskellige opfattelser af sygdom og sundhed.
16-17
2006
2
Tema om kultursammenstød
Indvandrer
Kultur
Sygepleje
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema

Synspunkt: Dokumenter om sygepleje må ændres

Jeg vil i det følgende fremhæve tre vigtige dokumenters udsagn om pleje af patienter fra kulturelle og religiøse mindretal.

Det ældste af disse dokumenter er Statusdokument om sygeplejerskens virksomhedsområde, udgivet af Dansk Sygeplejeråd i 1985, hvori der står: ”I sygeplejen opfattes mennesket som en fysisk, psykisk, social og kulturel helhed … som et selvstændigt handlende og ansvarligt individ, der har indflydelse på sin sundhedstilstand og har ressourcer til medvirken i løsningen af egne problemer, samt muligheder for udvikling og vækst.”

Her understreges betydningen af, at sygeplejersken respekterer den enkelte patients unikke situation, som er betinget af fysiske, psykiske, sociale og kulturelle faktorer, og at patientens egen forståelse af sin situation har afgørende betydning for plejen. Skønt de kulturelle faktorer selvfølgelig kan indeholde religiøse elementer, var det dog ønskeligt, om den religiøse faktor blev nævnt særskilt.

De sygeplejeetiske retningslinjer, vedtaget i maj 1992 på Dansk Sygeplejeråds kongres, erklærer, at ”grundlaget for al sygepleje er respekten for det enkelte menneskes liv og egenværd, uanset race, farve, køn, sprog, religion, politisk opfattelse, national eller social oprindelse, således som det er udtrykt i FN’s menneskerettighedserklæring” (min kursivering).

Det lille ord uanset tyder på, at man har forestillet sig, at et menneskes liv og egenværd er uafhængigt af dets race, farve, køn, sprog, religion osv. De fleste menneskers opfattelse af egen identitet og værd kan imidlertid ikke uden videre adskilles fra disse faktorer, og derfor må man i respekten for det enkelte menneske også tage hensyn hertil. Således betyder det religiøse tilhørsforhold for mange muslimske patienter, at de har en række specielle behov, der nødvendigvis kræver specielle sygeplejemæssige overvejelser og tiltag.

Sygeplejersken må naturligvis respektere de faktorer i patientens situation, som han selv tillægger betydning. Alle patienter kan derfor ikke behandles ens, da de er forskellige og har forskellige behov. Ligeværd er ikke betinget af enshed.

Sygepleje kan med andre ord ikke udføres ”i et samarbejde med patienten, pårørende, kolleger og andre faggrupper uafhængigt af etnisk, kulturel, religiøs og sproglig baggrund” (min kursivering), som Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen (nr. 232 af 30. marts 2001; kap. 1, § 1, stk. 2.3) angiver.

Grunden til, at man har ment, at sygepleje kan udøves i et vakuum uden hensyn til etniske, kulturelle, religiøse og sproglige faktorer, er uden tvivl, at Danmark indtil for ganske få år siden i overvejende grad var et monokulturelt samfund, hvilket betød, at sygeplejersker næsten udelukkende plejede patienter fra deres egen etniske, kulturelle, religiøse og sproglige gruppe. Det er en forholdsvis ny situation, at sygepleje i stigende grad udøves i en multikulturel sammenhæng.

Snarere end blot at udtrykke politisk korrekte hensigtserklæringer bør fremtidens officielle sygeplejedokumenter i langt højere grad afspejle den multikulturelle sammenhæng, som moderne sygepleje udføres i, ligesom de bør inspirere til nytænkning på området.

Helle Lykke Pedersen studerer religionsvidenskab og Indiens historie.

Der bliver ikke taget hensyn til plejen af patienter fra kulturelle og religiøse mindretal i de vigtigste danske dokumenter om sygepleje. Dokumenterne skal derfor reformuleres for at afspejle nutiden.
14
2003
22
I HVERT NUMMER
Religion
Kultur
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Kulturkløft kræver adfærdsændring

En mandlig patient med en anden kulturel og religiøs baggrund end den danske afslår at lade sygeplejersken hjælpe sig med personlig hygiejne, fordi hun er kvinde. Patienten har lammelser i både arme og ben og kan derfor ikke vaske sig selv. Opgaven kan ikke overtages af en mandlig sygeplejerske, da den eneste på afdelingen er på ferie. Umiddelbart er opfattelsen blandt personalet i afdelingen, at fordi man kommer fra en fremmed kultur, skal man ikke forvente at få særbehandling.

Nogle mener, at problemet bør kunne løses ved hjælp af en tolk eller ved at inddrage patientens pårørende. Andre at der må lånes personale udefra. Patienten kan ikke vente mange timer på vask og lejring, så der skal findes en løsning snarest.

Denne og lignende problemstillinger er ikke ualmindelige, når patienter fra fremmede kulturer indlægges i afdelingen. Dertil kommer de sproglige og kulturelle barrierer, der kan opstå, når personale med anden etnisk baggrund end dansk ansættes.

Den praktiske hverdag giver derfor gode grunde til at arbejde aktivt med de udfordringer, der ligger i mødet mellem mennesker fra forskellige kulturer.

Stafet gav udfordring

Emnet er højt prioriteret i Hovedstadens Sygehusfællesskab H:S. Her har man udarbejdet Handlingsplan for etnisk ligestilling (1) og modtaget en stafet fra Nævnet for etnisk ligestilling, hvilket betyder, at alle H:S-hospitaler forventes at arbejde med denne ligestilling.

Vi tog udfordringen op på Rigshospitalet i Neurocentrets kompetencestyregruppe efter i marts 2002 at have deltaget i en temadag med titlen ''Etnisk ligestilling og integration i sundhedsvæsenet.''

I et par år har vi arbejdet systematisk med kompetenceudvikling, og vores definition af kompetencebegrebet har været inspireret af Bramming og Holt Larsen (2): ''Kompetence er det specifikke handlingsmønster, som personen

Side 15

udviser i samspil med jobsituationen og inden for en given organisatorisk sammenhæng.'' Denne definition har været styrende for de spørgsmål, vi ville have svar på:

  • Hvilke særlige udfordringer skal der arbejdes med i samarbejdet med mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk?

  • Hvilken kompetence er der brug for i den forbindelse?

  • Hvordan opnår vi den kompetence?

  • Hvilket organisatorisk miljø erhverves kompetencen bedst i?

Når vi taler om kulturel kompetence, handler de særlige udfordringer om konkrete praktiske opgaver, holdnings- og adfærdsmæssige problemer og problemstillinger i forhold til tolkning af adfærd. Sidstnævnte er især aktuelt i psykiatrisk klinik.

Udfordringerne kræver forskellig indsats. Da flere af dem kan være vanskelige at måle på, besluttede vi at gå efter mere ydmyge og kortsigtede mål, nemlig at:

  1. Sætte en diskussion i gang med fokus på de særlige opgaver, der kan være i samarbejdet med patienter, pårørende og personale med anden etnisk baggrund end ens egen.

  2. Drøfte holdninger og adfærd i overensstemmelse med H:S' mål og handlingsplan.

  3. Hvert afsnit skal komme med mindst tre forslag til initiativer, der kan arbejdes videre med.

Kend egne signaler

Det er højst sandsynligt, at den største udfordring for personale, der møder mennesker fra andre kulturer, ligger i holdninger og adfærd. Disse må sættes til diskussion og bearbejdes. At bearbejde holdninger og adfærd kræver, at man er bevidst om, hvilke signaler man selv sender, og hvilke signaler man som professionel ønsker at sende.

Udvikling af kommunikationsfærdigheder og bearbejdning af holdninger lyder umiddelbart som en vanskelig og tidskrævende opgave og opleves af mange som uoverkommelig i en travl hverdag. Metoden skal derfor være enkel, let at overskue og vedkommende for alle.  

Spørgeguide
  • Hvordan introducerer og samarbejder vi bedst muligt med kolleger af anden etnisk baggrund end dansk?
  • Samarbejdet med fremmedsprogede patienter og deres pårørende er ofte tidskrævende pga. sprogbarrierer, anden opfattelse af krop, sundhed, sygdom mv. Hvordan etablerer vi det bedst mulige samarbejde i en travl hverdag?
  • Er det i dag muligt for alle indlagte patienter at få åndelig og religiøs vejledning og støtte? Hvis ikke, hvordan sikrer vi så, at patienterne får denne mulighed?
  • Skal det være muligt at efterkomme patienters ønske om henholdsvis mandlig eller kvindelig sygeplejerske/læge som følge af en anden kulturel baggrund?
  • Hvordan etablerer vi et samarbejde med pårørende, der ønsker at deltage i plejen?
  • Som en del af et kulturelt mønster ses ofte et stort antal besøgende til vores patienter. Hvordan sikrer vi, at antallet af besøgende er i overensstemmelse med den enkelte patients behov samtidig med, at der tages hensyn til medpatienter og det daglige arbejde i afsnittet?
  • Bliver alle patienter med anden etnisk baggrund tilbudt en kost, der er i overensstemmelse med deres religion og kulturelle baggrund, og tages der samtidig højde for ernæringsmæssige forhold? Hvordan sikres det, at evt. medbragt kost opbevares efter de gældende retningslinjer?
  • Hvilke udfordringer opfatter I som de største i samarbejdet med patienter, pårørende og kolleger af anden etnisk baggrund?

Guide stiller spørgsmål

Med udgangspunkt i H:S' handlingsplan og erfaring hos kompetencestyregruppens medlemmer har vi udarbejdet en spørgeguide til alle medarbejdere med patientkontakt. Spørgeguiden ses i boks 1. Guiden stiller en række spørgsmål, som skal inspirere til debat.

Afdelingssygeplejerskens opgave har været at sætte gang i diskussionen i eget afsnit. Det har hun gjort med baggrund i spørgeguiden, konkrete eksempler fra hverdagen og inspiration fra et par artikler. Artiklerne beskriver en antropologisk undersøgelse af sygehuspersonalets møde med etniske patienter foretaget på Obstetrisk klinik på Rigshospitalet (3,4).

Det har også været afdelingssygeplejerskens opgave at inddrage andre samarbejdspartnere i diskussionen.

Diskussion og tilbagemelding til kompetencestyregruppen er foregået i juni måned 2002. Herefter er data bearbejdet, og der er lavet en plan for aktiviteter, som kan møde de behov, der udspringer af diskussionerne. Databearbejdning mv. foregår i samarbejde med en projektsygeplejerske fra det nyoprettede '

'Side 16

Videnscenter for transkulturel psykiatri,'' som organisatorisk er knyttet til Neurocentret på Rigshospitalet.

Diskussion og data

Der er sat gang i en diskussion i halvdelen af Neurocentrets afsnit, hvilket vil sige 10 sengeafsnit eller ambulatorier. Alle klinikker i centret er repræsenteret med et eller flere afsnit. I nogle klinikker er det lykkedes at gøre diskussionen tværfaglig med deltagelse af flere faggrupper.

Tilbagemeldinger fra afsnittene koncentrerer sig om:

  • Særlige udfordringer, der bør arbejdes videre med.

  • Forslag til, hvordan man kan imødekomme disse udfordringer.

  • Forslag til, hvem der kan bidrage til ovenstående.

De indkomne data er tematiseret i figur 1.

SY-2002-02-16a

Kultur og læring

Kulturel kompetence er en kompetence, som i høj grad er bundet til personlig udvikling, og den lader sig vanskeligt lære gennem traditionel uddannelse. Det gælder her om at skabe muligheder for at lære i konkrete praksissituationer, at bearbejde erfaringer og at have mod til at opsøge og afprøve nye situationer (5). Man er dog nødt til at tage hensyn til de eksisterende ressourcer.

Afsnittene nævnte en del konkrete forslag, som bedst kan læres direkte i forbindelse med praksis, f.eks. dataindsamling ved optagelse af smerteanamnese og anvendelse af visuel analog skala (VAS-skala). Der var andre forslag såsom øget viden om forskellige kulturer og diskussion af værdier og holdninger, som af ressource- og læringsmæssige årsager bedst foregår i et forum med flere deltagere og med brug af eksempler fra praksis.

Side 17

Aktiviteterne skal bidrage til fortsatte diskussioner, som bliver en naturlig del af dagligdagen. Følgende forslag er foreløbig på tegnebrættet:

  • Tværfaglig temadag i Neurocentret med overskriften ''Kulturforståelse og kommunikation.''

  • Undervisning, som kan frembringe diskussioner og få deltagerne til at arbejde med egne holdninger.

  • Deltagelse af Videnscenter for transkulturel psykiatri på afsnittenes sygeplejekonferencer. Det enkelte afsnit kommer forinden med et aktuelt oplæg. Kan evt. arrangeres som tværfaglige workshopper.

  • Kollektive undervisningstilbud. Evt. et ugekursus i samarbejde med JulianeMarieCentret på Rigshospitalet, som beskæftiger sig med pædiatri, obstetrik og gynækologi.

  • Uddannelse af ''kulturvejledere'' på afsnits- eller klinikniveau. Opgaverne for en kulturvejleder kan være at have ansvar for at opdatere patientinformationsmateriale, udarbejde og ajourføre dataindsamlingsinstrument til smerteanamnese, undervise i anvendelse af VAS-skala, indsamle og formidle ny viden på området. Der arbejdes for tiden på en opgavebeskrivelse for en kulturvejleder.

  • Liste over eksisterende pjecer og andet skriftligt materiale som inspiration til andre brugere i centret.

  • Implementering af konkrete redskaber som dataindsamlingsinstrument, VAS-skala etc.

Hvis man får skabt diskussion og opmærksomhed om kulturel kompetence og er i stand til at fastholde opmærksomheden gennem forskellige aktiviteter, vil det være et godt fundament for at bearbejde holdninger og ændre adfærd.

Aktiviteterne i forbindelse med kulturel kompetence skal formidles skriftligt og publiceres, så en bredere kreds får kendskab til det. Desuden skal aktiviteter, som foregår på afsnitsniveau, integreres i Neurocentrets kontrakt gennem såkaldte kontraktmål.

Emnet sættes i øvrigt i fokus gennem diskussioner på centerrådsmøder, på centersamarbejdsudvalgsmøder og på afdelingssygeplejerskemøder.

Det skal også gøres synligt i ansættelsesprocedurer, at her arbejder vi med kulturel kompetence, og at vi derfor sætter holdninger og værdier til diskussion. -

Annelise Meldgaard er klinisk udviklingssygeplejerske i Neurocentret på Rigshospitalet.

Litteratur

  1. H:S Direktionen. Handlingsplan for etnisk ligestilling i H:S. København; 2002.

  2. Bramming P, Holt Larsen H. Kompetenceudvikling - en nøgle til konkurrenceevne? København: Dansk Management Forum; 1995.

  3. Jahn AW. Usynlig forskelsbehandling. Sygeplejersken 2002; (16).

  4. Jahn AW. De taknemmelige får bedst pleje. Sygeplejersken 2002; (16).

  5. Toxboe M. Kultur. In: Lyngaa J, editor. Sygeplejefag - refleksion og handling. København: Munksgaard; 1998.p. 220-246.

Hvad kan sygeplejersker gøre for at forebygge problemer, når de møder patienter, pårørende eller kolleger med anden kulturel baggrund? De kan bl.a. gøre op med deres holdninger og adfærd. En spørgeguide skal give inspiration om emnet.
14-17
2003
2
Fag
Indvandrer
Kultur
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Faglig kommentar: Vi griber den etniske stafet

Muhammed Ibn Ali bliver indlagt på hjerteafdelingen en tidlig søndag morgen. Han har kvalme og er forpint af smerter i brystet. Det viser sig hurtigt, at han har en blodprop i hjertet.

Konen og tre halvvoksne sønner følger med på hospitalet, og hen imod aften ankommer yderligere syv familiemedlemmer og fem nære venner.

Personalet på det store hospital synes, det er mange besøgende til en temmelig dårlig patient. Det siger de til hinanden under dagvagtens rapport til aftenvagten. Muhammed har Koranen liggende på sit natbord, og sygeplejerskerne kan høre, at der hviskes noget, de tolker som bønner, når de kommer ind for at observere Muhammed. ''Mon han gerne vil bede?'' spørger de hinanden, når de lukker døren udefra.

''Hvordan med retningen mod Mekka, når han er så syg, at han ikke kan komme ned på gulvet,'' skriver de i rapporten til nattevagten.

Muhammed vil ikke have noget at spise. ''Han spiser sikkert ikke svinekød,'' lyder ræsonnementet, og der bliver bestilt fuldkost minus svinekød. Det kommer fra køkkenet uden problemer. Her ved man, hvad fuldkost minus svinekød betyder.

Den kvindelige forvagt lytter på Muhammed under aftenstuegangen. Han nikker og protesterer ikke, da hun fortæller om sit ærinde og løfter op i hans natskjorte. Muhammed grimasserer lidt, men er det mon fordi, stetoskopet er koldt, eller fordi det er en kvindelig læge, der udfører undersøgelsen, spørger sygeplejerskerne hinanden.

Mandag morgen har Muhammed det bedre. Ingen smerter, pænere farver og endnu flere besøgende.

Afdelingssygeplejersken tager affære. Hun tilkalder den kliniske specialist i etniske minoriteter, og aftenvagten suppleres med en sygeplejerske, der har været på modul et og to i ''Tværkulturel kompetence.'' Aftenvagten har tilkaldevagt om natten. For en sikkerheds skyld.

På grund af kulturen

Kan man forestille sig, at sygeplejersken, når hun bliver patient, møder samme opmærksomhed? SSP-konsulenten (sygeplejersken som patient) tilkaldes, og sygeplejersken drøftes inden stuegang, så man bedre er i stand til at forstå hendes særlige situation. Vil vi synes om det?

Det er vanskeligt at anvende tolk. Det er besværligt at analysere data fra en patient, der ikke taler ordentligt dansk. Det volder problemer at informere patienten om pleje, behandling, prøver og prøveresultater. Det er krævende at tale forebyggelse, kost, rygning og seksualitet med den nydanske patient.

En dansk patient bliver mødt der, hvor han er. Om han kommer fra Hirtshals, Holme Olstrup eller Hellerup, analyserer sygeplejersken de problemer, patienten aktuelt har, både fysisk, psykisk og socialt.

Patienten af anden etnisk oprindelse forholder det sig anderledes med. Når sygeplejersken ikke tør eller magter kontakten med patienten, fordi den er vanskelig på mange måder, bliver det til et problem med rødder i patientens kulturelle baggrund. Derfor skal alle sygeplejersker på kursus i de anderledes kulturelle rødder. Der bliver holdt temadage, konferencer og efteruddannelseskurser om etniske minoriteter, og der bliver talt om at ansætte kliniske vejledere, som kan bygge bro mellem nydanske patienter og ansatte i det danske sundhedsvæsen. Men er det den rigtige måde at løse problemerne på? Fokuseringen på kulturelle forskelle bliver en måde at anbringe problemerne hos patienterne på. Det er nemmere, hvis alle besværligheder i kontakten skyldes kultur, for så går sygeplejerskerne fri.

Hvordan mon den store indsats føles for de nydanske patienter? De har forladt én kultur og er kommet til en anden. Måske fastholder sygeplejersker dem i den kultur og i det land, de har forladt, frem for at få viden om, hvordan Muhammed og hans familie lever i Danmark. De taler mere om end til Muhammed. Vil talrige kurser, diplomer og tværkulturelle specialister gøre plejen af nydanskere bedre?

Ikke nødvendigvis. Sygeplejersker skal netop tale med alle patienter og møde dem der, hvor de er, som de plejer at sige. Hvad enten de kommer fra Hirtshals, Holme Olstrup eller Islamabad.

Ensidig fokusering på kultur som årsag til alt det, man ikke kan forstå eller magte, bliver til distance. Samtale med Muhammed om hans opfattelse af tingene og oplevelser med systemet bliver til brugbar viden om vores egen kultur.

Send den etniske stafet videre, og kald en patient for en patient. Ikke for en nydansker, indvandrer, flygtning eller person af anden etnisk oprindelse.  

Kurser, temadage og diplomer i fremmede kulturer. Ansættelse af kulturelle vejledere, der bygger bro mellem Muhammed og det danske sundhedsvæsen. Den etniske stafet er sendt i omløb.
17
2002
46
I HVERT NUMMER
Indvandrer
Kultur
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Fem faglige minutter

Sundhedspleje fremmer integration

Første gang, sundhedsplejersken møder den etniske minoritetsfamilie, må hun gøre meget ud af at fortælle om muligheder og begrænsninger i sit arbejdsfelt, så familierne får et klart billede af, hvordan vi kan samarbejde. Sundhedsplejersken må gøre det klart, at vi er ansat i kommunalt regi og samarbejder med f.eks socialrådgivere. Det er vigtigt for at opnå tillid i familien, at vi fortæller om tavshedspligt og journalpligt, og at vi ikke går videre med oplysninger, medmindre forældrene er orienteret. Når rollerne er klart definerede, er det lettere for familien at bruge os og få os placeret i det kommunale system.

Vi oplever ofte at blive bedt om hjælp til opgaver, der ligger ud over vores faglige område: indskrivning til daginstitutioner, oversættelse af breve, kontakt til boligforeninger, viceværter o.lign. Det skyldes både en usikkerhed om vores funktion, men også at sundhedsplejersken er den eneste dansker, der måske kommer i hjemmet. Denne position giver os en enestående mulighed for at komme tæt på familien og få et billede af familiens ressourcer, problemer og kulturelle værdier.

Det er af afgørende betydning, at vi møder forældrene i en respektfuld dialog. Vi må lytte til forældrenes fortællinger om dagliglivet for derigennem at høre, hvordan de ser på situationen. Vi må tage os tid. Det drejer sig ikke blot om at formidle viden, men om at gøre viden og færdigheder efterspurgte. Vi må erkende og gribe fat i de kompetencer, forældrene har fra deres kultur.

Afstand og misforståelser

I dialogen får vi et indgående kendskab til andre måder at være forældre på, som beriger vores syn på børn. F.eks. ser vi, at de unge etniske minoritetskvinder umiddelbart har nemmere ved at rumme at få børn. De gør sig ikke så mange overvejelser, om de ønsker at få et barn, og om det nu måtte passe ind i deres studium, karriere og liv i øvrigt som de danske unge kvinder. Et fænomen som kolik optræder ikke så hyppigt som blandt danske småbørn. Formentlig fordi de udenlandske mødre ikke stiller så mange krav til sig selv om at måtte klare alt muligt andet ved siden af at være mor. De bliver derfor ikke så stressede, hvis det lille barn er uroligt.

Traditionelt opfatter fædrene omsorgen for små børn som kvindens domæne og prioriterer derfor sjældent at være til stede, når vi kommer.

Side 27

Billede

Side 28

Vi skal gøre mere ud af at inddrage fædrene i vores besøg for at aktivere den ressource, de besidder i forhold til deres små børn.

Børn i tomrum

Vi kan fortælle om børneopdragelse i Danmark, og om, hvordan vi opfatter børns kompetencer, udvikling og selvstændighed, individualitet kontra kollektivisme, legens betydning, stimulering af de små børn samt holdning til afstraffelse. Hvis ikke etniske minoritetsforældre kender til den danske baggrund for at opdrage børn hjemme, i institutioner og skoler, vil der typisk opstå misforståelser og afstandtagen. Dette vil efterlade børnene i et tomrum, hvor der ikke er sammenhæng mellem de forventninger, normer og regler, de oplever hjemme, og dem, de støder på i det omgivende samfund.

De to punkter, hvor dansk opfattelse af barnets rettigheder for alvor støder sammen med henholdsvis muslimsk og somalisk tradition, er omskæring og fysisk afstraffelse. Lovgivningen i Danmark er klar: Begge dele er forbudt og strafbart at udføre. Sådanne forbud kan blot ikke stå alene. ''Hvordan skal jeg så opdrage mit barn, når jeg ikke må slå?'' er et spørgsmål, vi ofte møder. Det er nødvendigt at diskutere disse problemstillinger med forældrene, så de har mulighed for at tilegne sig nye metoder til at magte opdragelsen på.

Lykkes dialogen, kan den være medvirkende til, at forældrene er bedre rustet til at støtte deres børn i at udvikle sig optimalt og blive integreret i det multikulturelle danske samfund. Forpasses denne mulighed, kan det påvirke børnenes sundhed: fysisk, psykisk og socialt. På sigt kan det betyde en forskel i antallet af marginaliserede og dårligt integrerede etniske minoriteter.

Interkulturel kompetence

I dialogen med etniske minoritetsfamilier er det nødvendigt, at sundhedsplejersker besidder interkulturel kompetence. Hermed mener vi, at familiens kulturelle baggrund tænkes med i arbejdet, samt at familien bliver præsenteret for dansk kultur og normer og ud fra dette får mulighed for at træffe fremadrettede valg. Denne tankegang er afgørende altid at have med i arbejdet - uanset hvilket emne, der berøres. Tales der f.eks. om kost, er det relevant, at sundhedsplejersken spørger om moderens forhåndsviden fra hjemlandet: Hvilken mad ville man der vælge at give barnet? Er det noget, der kan fås i Danmark? Sundhedsplejersken informerer om kost til barnet ud fra danske traditioner, normer og viden om ernæring. Målet er, at moderen bliver bevidst om, at der kan træffes forskellige valg. Moderen kan vælge en arabisk eller dansk løsning eller måske en kombination.

Som sundhedsplejersker oplever vi mange måder at være familie på, og det gælder selvfølgelig også for etniske minoriteter. Sundhedsplejersken skal være opmærksom på ikke at se sig blind på den kulturelle dimension, men være klar over, at etniske minoriteter kommer med vidt forskellig baggrund og også bor i vidt forskellige lokalmiljøer i Danmark, som modtager flygtninge og indvandrere på forskellig måde og med de forskellige ressourcer, der måtte være i miljøet. Der er en verden til forskel på at møde danske normer og værdier som bosnier på Fanø i forhold til de danske normer og værdier, som bosniere støder på i Vollsmose. Sundhedsplejersken og familien skal således befinde sig i et interkulturelt rum, der skabes af oprindelsesland, modtagerland og det lokale miljø.

Sundhedsplejersken som rollemodel

Når vi indgår i samtalen med forældrene, kommer vi i nogle familier til at fungere som rollemodel for, hvordan en problematik kan diskuteres på vej mod nye løsninger. Måske er der i familien ikke præcedens for diskussion mellem ægtefællerne om, hvordan børneopdragelsen gribes an.

Da den sproglige barriere ofte er stor, har vi brug for nogle nonverbale redskaber til at styrke relationen mellem barn og forældre. Det kan f.eks. dreje sig om at demonstrere vigtigheden af øjenkontakt, lave spædbarnsmassage, vise, hvordan barnets sanser kan stimuleres, sammen lave spædbarnekost osv. Marte Meo (1) er en metode, som netop kan bruges, hvor det kan være svært at verbalisere begreber.

I dialogen med forældrene må vi også tage børnenes muligheder for fritidsaktiviteter op. Ofte ved etniske minoritetsforældre ikke, hvilke muligheder der er i lokalmiljøet for at gå til sport, blive spejder, gå på biblioteket eller til andre fritidstilbud. Eller de ved ikke, hvad det indebærer, at børnene deltager i koloni eller går til børnefødselsdage. Usikkerhed bevirker måske, at de ikke tør sende børnene af sted. Her kan en snak om forældrenes usikkerhed og barnets udviklingsmuligheder måske åbne for, at forældrene får mod på at give deres barn nye udfordringer.

Kulturelt puslespil

Vi har erfaring for, at etniske minoritetskvinder har megen glæde af gruppeaktiviteter, hvor de både kan mødes med hinanden og med sundhedsplejerskerne som både fagpersoner, kvinder og danskere. Grunden til, at vi i første omgang ikke prøver at integrere

Side 29

kvinderne i danske mødregrupper, er primært den sproglige barriere, men også at vi mener, at kvinderne har brug for en mellemstation, hvor de kan overveje og debattere deres position mellem to kulturer. Efterhånden brydes den sproglige barriere, og de etniske minoritetskvinder får mulighed for at deltage i danske mødregrupper.

Nogle kvinder, som er kommet til landet uden netværk som meget unge, har næsten ingen forhåndsviden om, hvordan børn traditionelt blev opdraget i hjemlandet, eller deres viden er måske baseret på myter. I gruppesammenhæng får de mulighed for at bygge et nyt netværk op og få samlet de brikker, der mangler i deres kulturelle puslespil. Der sker ofte det i grupperne, at der skabes grobund for forandring. Nogle kvinder er længere fremme i integrationsprocessen og kan med sundhedsplejersken som katalysator give de nytilkomne og mere isolerede kvinder et positivt skub.

Tegneterapi til børn

Ud over sådanne gruppeforløb kan der også være behov for særlige grupper for krigsramte og traumatiserede børn, f.eks. samtalegrupper eller tegneterapigrupper. Vi oplever, at mange forældre ikke magter at tage hånd om barnets angst og sorg over at forlade legekammerater, familie og fædreland, forvirring over at ankomme til et fremmedartet land, fordi de selv har mange svære ting at bearbejde i kølvandet på forfølgelse, krig og flugt. Børnene har brug for at bearbejde disse følelser og har ikke tid til at vente på, at forældrene får overskud til at støtte dem i denne svære situation. Her kan samtalegrupper eller tegnegrupper for børn måske være et frirum for barnet, hvor det kan tale eller tegne med andre børn i samme situation under kyndig ledelse af en fagperson. Forældrene skal inddrages i sådanne forløb, og mange gange kan gruppearbejdet være en forløber for, at forældrene får mere indsigt i barnets situation.

Nøglepersoner og fagfolk

I indvandrerkredse er der forskellige eksisterende netværk, som f.eks. kvindeklubber i boligområder, kvindeforeninger, bestyrelse for moskéen eller muslimsk skole. Her kan sundhedsplejersken trække på nøglepersoner, som kan rådgive om, hvordan vi kan få fat på folk, få spredt information eller få vejledning om konkrete problemer på et generelt plan. På den måde inddrager vi det lokale indvandrermiljø som en del af vores arbejdsfelt og som en ressource. I højere grad må vi gøre brug af de ressourcer, der findes i det lokale indvandrermiljø.

I de indvandrerfamilier, hvor børnene har særlige behov, er det relevant, om vi involverer andre fagpersoner, som f.eks. socialrådgivere, psykologer, familierådgivere/hjemmevejledere, pædagoger, lærere og terapeuter. Dette samarbejde bør foregå i tværfaglige grupper, hvor indsatsen bindes sammen. Afgørende er det, at de faste medlemmer i gruppen, f.eks. psykolog og sundhedsplejerske, besidder interkulturel kompetence. Møderne bør afholdes

Side 30

jævnligt, og ved hvert møde bør der laves en kreativ handleplan med en deadline, som en af fagpersonerne er ansvarlig for. Vi ønsker at opbløde rigide faggrænser i et samarbejde, så de enkeltes ressourcer udnyttes optimalt. Når vi kommer som konsulenter i daginstitutionerne, bliver vi ofte brugt som sparringspartnere i forhold til etniske minoritetsbørn med specifikke problemer. Ofte er det os, der har motiveret forældrene til at sende barnet i institution og har forberedt dem på, hvad det indebærer. I forhold til pædagogerne er sundhedsplejerskens styrke, at vi kender barnets hjemmemiljø og også er i stand til - i samarbejde med forældrene - at videreformidle en viden om barnet, som forældrene ikke kan pga. sproglige og forståelsesmæssige problemer. Sundhedsplejerskens essentielle redskab i arbejdet er dialogen, og derfor er adgang til god tolkning en nødvendighed. Dette forudsætter, at der er veluddannede og dygtige tolke til rådighed.

Relevant uddannelse

Der er mange faktorer, som bevirker, at sundhedsplejerskearbejdet med indvandrerne kræver ekstra ressourcer. Dialogen om normer og traditioner i henholdsvis oprindelseslandet og Danmark og bevidstgørelsen om nye valgmuligheder vil tage tid. Ændring af adfærd og rutiner kræver en hyppig opfølgning, og skal dette lykkes, må sundhedsplejersken aflægge flere besøg. Hertil kommer, at tolkning indebærer, at samtalen tager dobbelt så lang tid, fordi alting skal siges på to sprog. Bestilling af en velegnet tolk tager også tid.

For at opnå interkulturel kompetence skal sundhedsplejersken have mulighed for at deltage i relevante kurser og studier. Det kan også være en god idé, om en mere erfaren sundhedsplejerske er makker med den, for hvem indvandrerområdet er nyt. Samarbejdet kan foregå både på det praktiske plan i besøgsarbejdet og som faglig vejledning. Det kræver også tid og ressourcer.

Gruppeforløb med indvandrere kræver mere forarbejde end med danskere. Det kan dreje sig om en længere motivationsfase. Det kan også være nødvendigt at motivere ægtefællen til at give sin tilladelse. Grupperne bliver ikke selvkørende efter et par ganges forløb, hvilket ofte er tilfældet med danske grupper.

Her skal sundhedsplejersken være tovholder i hele forløbet. Ofte vil vores forberedelse til det enkelte møde være mere tidskrævende. Der skal måske udarbejdes særligt materiale. Det kan tage ekstra tid at finde et velegnet lokale. Lokalet skal ligge i nærmiljøet, og det er vigtigt, at kvinderne kan være sikre på, at udefrakommende mænd ikke dukker op.

Arbejdet i indvandrerfamilier kræver ekstra ressourcer for at lykkes, hvilket der bør tages højde for i udregning af normering i sundhedsplejen. Hvis samfundet vil det sundhedsfremmende arbejde, også i forhold til etniske minoriteter, skal disse ressourcer afsættes.

Sundhedsplejen har med de rette ressourcer en unik mulighed for at lave et vigtigt stykke sundhedsfremmende arbejde i de etniske minoritetsfamilier. -

Lisbet Hansen er sundhedsplejerske i Esbjerg Kommune. Rie Hedegaard er sundhedsplejerske i Odense Kommune. Begge har afsluttet Indvandrerstudier på Mellemøststudiet, Syddansk Universitet i Odense.

Sundhedsplejersker oplever ofte at blive bedt om hjælp til opgaver, der ligger ud over deres faglige område: indskrivning til daginstitutioner, oversættelse af breve, kontakt til boligforeninger, viceværter o.lign.

''Hvordan skal jeg så opdrage mit barn, når jeg ikke må slå?'' er et spørgsmål, vi ofte møder. Dialog med forældrene er vigtig, hvis de skal tilegne sig nye metoder til at magte opdragelsen på.  

Litteratur

  1. Bakke L. Video hjælper svage familier. Sygeplejersken 2001; (2):28-34.
Sundhedsplejersker har meget at byde på i dialogen med etniske forældre om børn og børneopdragelse i Danmark. De bidrager til integrationen ved bl.a. at sørge for, at etniske forældre kender den danske holdning til børneopdragelse. Men indsatsen kræver ressourcer.
26-30
2002
24
Tema: Sundhedspleje
Sundhedspleje
Indvandrer
Familie
Kultur
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken