Hørt! Kunst husker os på det hele menneske

Supersygehusene har sat millioner af til kunst, samtidig med at de må spare på sengepladserne. Den nyhed startede en livlig debat, men den var alt for overfladisk, mente sygeplejerske og ph.d. Dorthe Boe Danbjørg. Hun skrev et læserbrev for at komme et spadestik dybere end de hurtigere overskrifter.

Én til én-sammenligningen af kunst og sengepladser på de nye supersygehuse er for unuanceret. Det mener Dorthe Boe Danbjørg, sygeplejerske, ph.d. og adjunkt på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital. Debatten satte en problematik på spidsen, som hun måtte reagere på.

”Lige på overfladen, kan man godt sige: Ja, selvfølgelig skal vi prioritere senge frem for kunst. Men der er det vigtigt lige at grave et spadestik dybere og se på, hvor vi er på vej hen i forhold til vores prioriteringer, hvis vi gerne vil have et sundhedsvæsen med fokus på det hele menneske,” siger hun. 

Hun ser et paradoks i, at patienterne på den ene side skal ses som hele mennesker, mens deres omgivelser på den anden side nedprioriteres. I indlægget ”Kunst eller senge?” bragt den 31. marts i Politiken, argumenterer hun for, at det er nødvendigt og meningsfuldt at tale om, hvordan ressourcerne i sundhedsvæsenet skal prioriteres. Hun mener dog, at dét at sammenligne kunst og sengepladser giver lige så lidt mening som at spørge, om der ikke bør spares på maling til væggene eller fjernsyn i opholdsstuerne, når nu der skal spares på sengepladser. Det fordrer en logik, hvor kun den mekaniske behandling af patientens sygdom er i centrum.

Har altid brugt medierne

”Jeg synes, det er vigtigt at få refleksionerne med ind og argumentere for, at tingene måske ikke er, som de ser ud på overfladen. Det er det, jeg godt kan lide ved at bruge min faglige baggrund i medierne,” fortæller Dorthe Boe Danbjørg.

Da hun blandede sig i diskussionen om prioritering af kunst på supersygehusene, var det langtfra første gang, hun stak næsen frem i den offentlige debat. Allerede da hun var helt nyuddannet, skrev hun sin første kronik, og siden da er det blevet til mange flere. I dag er hun både blogger på dsr.dk, formand for forældreforeningen FOLA og med i debatpanelet Søndagsholdet på P4 Fyn. 

”Jeg har altid som sygeplejerske og forsker brugt min stemme, fordi jeg synes, det er vigtigt, at man som fagperson prøver at forbedre vilkårene i sundhedsvæsenet. Det er en naturlig del af at være sygeplejerske for mig. Vi er jo en del af et meget politisk felt.”

En lørdag aften kan for hende sagtens gå med at skrive et læserbrev. 

”Modsætninger mellem de politiske visioner og så de faktiske prioriteringer får mig til tasterne. Og der jo rig mulighed for at skrive om sundhedsvæsenet med alle de besparelser og forandringer, der er.”

På baggrund af læserbrevet i Politiken har hun mødt både enige og uenige stemmer. En Facebook-ven var f.eks. uenig. Som pårørende havde hun oplevet sider af sundhedsvæsenet, hvor hun ikke kunne se kunsten gøre en forskel. Dorthe Boe Danbjørg mener, at de forskellige synspunkter netop er vigtige at få frem. 

”Det giver nogle gode diskussioner, at ikke alle er enige. Vi skal huske, at ingen nødvendigvis har ret, men at vi blot har forskellige syn på sagen.” 

Emneord: 
Kunst

"Så kan du godt finde Oscar-talen frem!"

Med fotoudstillingen ”Mænd er også sygeplejersker” ville sygeplejerskerne Martin Carlson og Leif Nielsen fortælle, at sygeplejen også er et fag for og med mænd. Udstillingen har været vist og omtalt mange steder siden ferniseringen i august 2010, og den 12. maj blev de to sygeplejersker belønnet med Kirsten Stallknecht Prisen 2011.

SY-2011-10-baggrund%20(2)Foto: Christoffer Regild

Da Martin Carlson forlod gymnasiet, valgte han at læse videre til ingeniør. Og da Leif Nielsen for alvor begyndte at tænke karriere, handlede det hele om, at han ville til USA og blive berømt skuespiller.

Ingen af dem havde på noget som helst tidspunkt overvejet en fremtid som sygeplejerske, men skæbnen ville, at de begge to ad omveje fandt vej til sygeplejestudiet, som trods den velkendte kvindedominans hurtigt viste sig at være det helt rigtige for dem.  

I dag har Martin Carlson orlov fra sit job i Københavns Kommune, da han er frikøbt som kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden, mens Leif Nielsen er sygeplejerske på Kardiologisk Laboratorium på Gentofte Hospital. I de seneste tre år har de brugt en stor del af deres fritid sammen på fotoprojektet ”Mænd er også sygeplejersker”, som torsdag den 12. maj blev tildelt Kirsten Stallknecht Prisen 2011.

”Det er vi meget glade for og stolte af, men vi havde slet ikke regnet med det. Bare det at vi blev indstillet, var en kæmpe overraskelse. Når jeg tænker Kirsten Stallknecht Prisen, tænker jeg mest på sygeplejersker, der stiller sig op mod en autoritet og ytrer sig kritisk om et eller andet,” fortæller Martin Carlson.
 

Nuancere debatten

De to mandlige sygeplejersker har aldrig følt sig undertrykt, selvom de er minoriteter i et kvindefag, tværtimod, understreger de begge. Alligevel blev hele snakken og kravet om mandeløn for kvindearbejde under konflikten i 2008 lidt for meget for de to sygeplejersker.

”Vi ønskede at udfordre det stereotype billede, der var af faget i offentligheden, og som på en måde blev forstærket af konflikten i 2008, der især spillede på den ulighed i løn, der er mellem kvinde- og mandefag,” siger Leif Nielsen og understreger, at de med projektet på ingen måde ønskede at modarbejde den strategi, og Martin Carlson supplerer:

”Vi er ikke uenige i ligelønsproblematikken, vi ønskede bare at nuancere debatten.”

Ideen til fotoudstillingen opstod spontant under en stor demonstration på Christiansborgs Slotsplads netop under konflikten i 2008. De to sygeplejersker faldt i snak, og dagen efter modtog Leif Nielsen lidt overraskende en mail fra Martin Carlson.

”Jeg står tit og småsnakker og laver luftkasteller, og den greb Martin altså. Han sendte mig nærmest en projektbeskrivelse, og i første omgang gav vi hinanden et år. Vi er hinandens diametrale modsætninger og supplerer hinanden rigtig godt. Jeg får masser af flyvske ideer, som Martin er god til at kvalificere og konkretisere,” fortæller Leif Nielsen.
 

Et kønsneutralt fag

Der gik dog godt to år til ideen blev realiseret. Det skyldes især, at de to sygeplejersker næsten udelukkende har arbejdet med projektet i deres fritid. De har trukket mange veksler på familie og venner, og de har også brugt mange sene aften- og nattetimer på at udarbejde konceptet for udstillingen, hvilket ikke er blevet nemmere af, at hverken Martin Carlson eller Leif Nielsen er professionelle fotografer eller hjemmesideudviklere.

”Første gang vi var ude og fotografere, gik det helt galt. Det var alt for opstillet, og vi kunne ikke bruge nogen af billederne,” siger Martin Carlson, der dengang var tæt på at give op.

Leif Nielsen fik ham dog overtalt til at prøve en gang til, og denne gang greb de det anderledes an. De mødte op og fulgte nærmest bare i hælene på den mandlige sygeplejerske, som skulle portrætteres.

Og det virkede meget bedre. Gennem deres netværk fandt de frem til 21 mandlige sygeplejersker i alle aldre og specialer, som de portrætterede. Arbejdet har også gjort de to mænd klogere på deres eget fag og sygeplejens historie, og de er gang på gang blevet bekræftet i, at de har fat i noget rigtigt.

”Det har slået os, hvor stolte de mandlige sygeplejersker er af deres fag. Det bekræfter os i, at sygeplejen ikke er et fag, som kræver specielle feminine kompetencer, det er et kønsneutralt fag. Og derudover er det gået op for os, at mange af de mandlige sygeplejersker er blevet sygeplejersker ad omveje, tilfældigt, akkurat som os selv,” siger Martin Carlson.
 

Ikke en rekrutteringskampagne

Om fotoudstillingen får flere mænd til at søge ind på sygeplejestudiet, ved de to mænd af gode grunde ikke. Men det var heller ikke meningen, fortæller de.

”Det er ikke en rekrutteringskampagne. Vi ønskede derimod at vise fagets mangfoldighed, og vi håber, fotoudstillingen kan være med til, at den brede offentlighed ikke automatisk tænker kvinde i hvid kittel, når de tænker sygeplejerske,” fortæller Martin Carlson.

Dommerkomitéen bag Kirsten Stallknecht Prisen har vurderet, at udstillingen ”Mænd er også sygeplejersker” har været med til at nuancere ligestillingsdebatten. Den har fået omtale i lokale og landsdækkende medier, den har været vist på mange biblioteker og hospitaler, og den har bl.a. også fanget Beskæftigelsesministeriets interesse. Ligestillingsminister Lykke Friis (V) har også besøgt udstillingen.

”Det har faktisk overrasket os, at den er slået så bredt igennem, vi har endda fået følere om mulighed for udstilling i Norge,” siger Martin Carlson.

Prisen blev uddelt den 12. maj, som også var startskuddet på Dansk Sygeplejeråds store kampagne ”Sygeplejens År”, hvori udstillingen også er tænkt en rolle. De to prismodtagere fik dog den gode nyhed et par uger før prisoverrækkelsen, hvilket fik Martin Carlson til at udbryde:

”Så kan du godt finde Oscar-talen frem, Leif!”

Man kan læse mere om fotoudstillingen og mandlige sygeplejersker på projektets hjemmeside www.mandligesygeplejersker.dk

Dommerkomitéens begrundelse

”Nøgternt, sagligt og usentimentalt giver udstillingen et alternativt billede af mænd i sygeplejen, viser bredden i faget og øger dermed rekrutteringsgrundlaget. Udstillingen har startet og vedligeholdt den offentlige debat om faget og jobbet og peget på andre værdier, end dem vi traditionelt forbinder med mænd i sygeplejen. Den har gjort op med sygeplejen som et kvindefag, skabt positiv omtale af faget og bidraget til debatten om det kønsopdelte arbejdsmarked.”  

De var også indstillet

I alt ni sygeplejersker var indstillet til Kirsten Stallknecht Prisen 2011. Foruden Leif Nielsen og Martin Carlson var de indstillede i tilfældig rækkefølge:

  • Sygeplejerske og FTR Ulla Birk Johansen
  • Sundhedsplejerske Kirsten Mundt
  • Forstander Laust Sørensen
  • Sygeplejerske Gerd Johnsen
  • Sygeplejerske og TR Ingeborg P. Lorentzen
  • Psykiatrisk sygeplejerske Anne Birgitte Madsen
  • Sygeplejerske og studerende Lene Voller.
Emneord: 
Kunst
Mand

Anvendelse af kunst i sygeplejerskeuddannelsen

Artiklen henvender sig til sygeplejestuderende og undervisere på sygeplejerskeuddannelsen. Hovedbudskabet er, at den medmenneskelige dimension forstået som nærvær, sansning og indlevelse kan skærpes gennem brug af kunst i uddannelsen.

SY-2009-14-54a
Arkivfoto: iStock

"Ester havde svært ved at indse, at det, hun fortalte, ikke var tilstrækkelig interessant. For hende var det interessant, rasende interessant. Hun havde oplevet meget, det var der ikke mange mennesker, der havde. Så man rigtigt efter, var hun stadig køn. Eller i det mindste kunne man se, at hun havde været det. Hun kunne se det. Men hun var ikke så dum, at hun ligefrem sagde det. Hun fortalte blot om alt det, der havde været, alt det hun havde oplevet, alle de mænd hun havde kendt, også berømte. Hun ville så gerne have, der skulle være en mening med det hele. Derfor holdt hun fast, og derfor vågnede hun hver morgen ved lyden af duerne og måtte koncentrere sig et stykke tid for at finde ud af, hvor hun var, hvad hun hed, og hvorfor fanden der ikke lå en mand ved siden af hende i sengen ..." (1).

Beskrivelsen af Esters oplevelse af at være blevet gammel rammer én som læser. Man lever sig ind i hendes situation, bliver nærværende og engageret. Føler med hende og forstår pludselig vigtigheden af at lytte og forstå.

Det er den type situationer, sygeplejersker står i hver dag. Andre menneskers historier. Andre menneskers liv. Det, der er interessant for dem. Det, der giver mening for dem, og det, der fylder i deres hverdag. En vigtig del af sygeplejen tager udgangspunkt i patientens personlige rum, hvor et menneskes unikke oplevelser, tanker og forståelse af en situation kommer til udtryk og får betydning for sygeplejerskens valg af handlinger.
 

Mødet med Ester udvikler forståelse

I et kandidatspeciale (2) blev det undersøgt, om mødet med kunstneriske udtryk i sygeplejerskeuddannelsen kunne bidrage til personlig udvikling og dannelse, så de studerendes kompetencer i forhold til de mellemmenneskelige aspekter i sygeplejen kunne udvikles og styrkes.

Med andre ord: Kan mødet med fortællingen om Ester være med til at udvikle de studerendes evne til nærvær, indlevelse og forståelse i sygeplejen"

I specialet blev kunstarterne billedkunst, litteratur og digte udvalgt. Undersøgelsen handlede om, hvordan disse kunstarter kunne anvendes i den teoretiske del af undervisningen på sygeplejestudiet. Brugen af kunst var i denne sammenhæng tænkt som en metode og et supplement til mere almindelige læringsformer, hvor teorier og forskningsresultater danner udgangspunktet.

Interessen for, hvad brugen af kunst i sygeplejerskeuddannelsen kunne bidrage med i forhold til udvikling af den studerendes mellemmenneskelige kompetencer, udsprang af overvejelser om, hvordan de studerendes evne til nærvær, indlevelse og forståelse for patientens værdier, opfattelser og oplevelser kunne udvikles og stimuleres gennem studiet.

Interessen for emnet blev skærpet af undervisningsministeriets "Anbefalinger til revision af sygeplejerskeuddannelsen" (3). Her blev der fremlagt overvejelser om opprioritering af naturvidenskabelige fag og nedprioritering af de humanistiske fag. Det satte nogle tanker i gang, idet man i sygeplejerskeuddannelsen, gennem valg af metoder og prioriteringer, bliver ansvarlig for, at der uddannes sygeplejersker i Danmark, som har stærke faglige kompetencer indenfor den mellemmenneskelige dimension. Hvis det danske sundhedsvæsen skal leve op til borgernes forventninger om at blive mødt af nærværende sygeplejersker, der evner indlevelse og forståelse for patienten og dennes samlede situation, er det nødvendigt, at de sygeplejestuderende gennem læreprocesser og metoder i undervisningen udvikles og dannes personligt.

I det følgende vil vi kort beskrive, hvordan kunst og æstetik var tænkt ind i forberedelsen til sygeplejestudiet i de såkaldte forskoleuddannelser, og hvordan kunst og æstetik i stigende grad er kommet i fokus i uddannelsen af sygeplejersker internationalt.
 

At uddanne og til medmenneskelighed

Testrup Højskole (1927-1975) blev som den første højskole opkøbt af Dansk Sygeplejeråd med det formål at drive forskoleundervisning for vordende sygeplejersker. Regner Birkelund har undersøgt det-te pædagogiske eksperiment i sin afhandling med særligt fokus på, hvordan uddannelse og menneskelig dannelse kan kombineres (4).

En grundtanke i de nu afskaffede forskoleuddannelser var betydningen af mødet med æstetik for menneskelig dannelse og uddannelse f.eks. i form af mødet med litteratur og poesi. Ifølge Birkelund (3). var hensigten med forskoleuddannelsen på Testrup Højskole at forene faglig uddannelse med Grundtvigs tanker om folkelig livsoplysning. Æstetikken, specielt med fokus på den klassiske litteratur, naturen, poesien og historien, mentes at forplante sig i mennesket og skabe forudsætning for medmenneskelighed. At kunne fungere med hele sin personlighed var det, man forsøgte at uddanne og danne til på forskoleuddannelsen for sygeplejersker. Det mentes at implicere og integrere hånden, hjernen og hjertet som en sammenhængende helhed. Med afsæt i Grundtvigs tanker om "skolen for livet" og livsoplysning var det inddragelse af det æstetiske i undervisningen, der skulle danne udgangspunkt for denne helhed af medmenneskelighed og faglig viden (4).

Efter nedlæggelse af forskolerne har der været mindre fokus på den æstetiske dimension i sygeplejerskeuddannelsen, måske på grund af det nødvendige faglige stof der skal have plads i skemaet.

Internationalt har der gennem flere årtier været øget fokus på betydningen af brugen af kunst og æstetik i uddannelsen af sygeplejersker. Det er kunstarter som billedkunst, litteratur, lyrik, musiske værker eller film, der inddrages i undervisningen som kilde og metode til personlig og faglig udvikling. At stimulere de studerendes evne til indlevelse, forståelse og respekt for mangeartede værdier og livsanskuelser er et vigtigt sigte med brugen af forskellige former for kunst i undervisningen (5,6).
 

Litteratur giver erfaring

I relation til den mellemmenneskelige dimension bliver erfaring og fortolkning betydningsfulde a-spekter i sygeplejen. Sygeplejefaglige situationer, mennesker og deres reaktioner fortolkes ud fra den erfaring, den enkelte sygeplejerske er i besiddelse af (7). Derfor må de sygeplejestuderende gennem studiet opnå erfaring i at møde og fortolke mangfoldighed og kompleksitet.

Når litteratur skal give mening for læseren, tolkes der ikke kun på det, der skrives direkte. Ofte er der noget usagt og underforstået, som også må fortolkes, for at teksten kan forstås. Denne fortolkning- er afhængig af den viden og erfaring, som det menneske, der læser en given tekst, er i besiddelse af. Det samme gør sig gældende i mødet med et andet menneske. Sygeplejersken må afkode og fortolke patientens sproglige udtryk og kropssprog. Selv små signaler må opfanges. Sagte som usagte. Sanser og følelser må bruges i samspil med den rationelle erkendelse og refleksionsevne for at nå frem til en forståelse af, hvad det er for et menneske, vi står overfor. Netop den samlede forståelse for og fortolkning af det enkelte menneske og dennes situation er det, der skal danne udgangspunkt for tilrettelæggelse af den bedst mulige sygepleje.

Mødet med litteratur beskrives i denne sammenhæng som en vigtig kilde til at berige læseren med erfaring om sygeplejefaglige fænomener og situationer (7,8).

Mødet med Ester kan f.eks. give de studerende indsigt i en personlig oplevelse af at være gammel. I øjeblikket ikke at kunne huske hvor man er, og hvem man er. Følelsen af at ens liv ikke giver mening, hvis det ikke fortælles. Fortællingen om Ester berører læseren og kan bidrage med en indsigt og forståelse, der kan blive en vigtig erfaring, som den studerende kan tage med i mødet med patienten.

Mødet kræver indlevelse og forståelse for patientens personlige oplevelser og livsforståelse for at kunne forestille sig et andet menneskes virkelighed. En virkelighed der ikke nødvendigvis er genkendelig for sygeplejersken. Men netop det at kunne imødekomme forskellige personlige opfattelser og livsforståelser er nødvendigt i sygeplejen.

For at sygeplejersken kan møde et andet menneske i det liv og med den historie, der er deres, kræves en vilje og en evne til at sætte sig ind i den andens verden. Der kræves en åbenhed og et nærvær, som gør sygeplejersken i stand til at se og fornemme præcis, hvad der behøves i en given situation. Hvad vil være det rigtige at gøre? Hvad vil være det rigtige at sige? Og hvornår er det stilhed, der er brug for?

Forståelsen af kunst tager udgangspunkt i, at et kunstværk er et følelsesudtryk, som vi forstår ved at være åbne og modtagende for det, der udtrykkes. Gennem nærvær og sansning bliver det muligt at nå til en forståelse af kunstværket (9).

På samme måde kræves nærvær og brug af sanser, når sygeplejersken skal finde frem til det, der vil være det rigtige at sige og gøre i en faglig situation. Mødet med billedkunst, litteratur eller poesi kræver læsers eller iagttagers vilje til at ville forstå og sætte sig ind i det, der udtrykkes. Viljen og engagementet til at være nærværende og åben er afgørende i mødet med såvel kunst som et andet menneske, hvis målet er at nå til en forståelse af det, vi står overfor.

At en sådan forståelse af andre mennesker eller kunst ikke er forudsætningsløs, men kræver erfaring, er en vigtig pædagogisk pointe. Det betyder, at arbejdet med forskellige former for kunst i sygeplejerskeuddannelsen kan være med til at give de studerende erfaring i at være åbne og bruge deres sanser i mødet med patienten.

Sensitivitet er en forudsætning

At sætte egne følelser i spil, åbne op og mærke det menneske, hvis liv og virkelighed man er i berøring med, er centralt i mødet mellem sygeplejerske og patient. Denne sensitivitet og bevidsthed om egne følelser er en vigtig forudsætning for at kunne være sensitiv og åben for andre menneskers følelser (7,8). Opmærksomhed på og brugen af følelser er dermed en væsentlig forudsætning for at udøve pleje og omsorg til et andet menneske.

En af flere vigtige forudsætninger for en omsorgsrelation er, at sygeplejersken får mulighed for at gennemleve og opleve egne følelser under forskellige menneskelige betingelser. Kunst beskrives som "å-la-seg-selv-komme-til-seg-selv" (10). Når man læser digtet om døden (se boks 1), vækkes følelser og tidligere oplevelser.  

BOKS 1. UDDRAG AF "DIGT OM DØDEN" AF INGER CHRISTENSEN   

"den nyfødte er som
en overjordisk skabning
der først når den rammes
af sygdomme ligner

et menneskebarn
giv os plads til at elske
en dødelig form
for udødelighed

som dybet løfter vandet
op til en kilde
løfter døden de levende
op for at drikke"

Digtet er taget fra Christensen, Samlede digte. Gyldendal. Det etiske råd opfordrede Inger Christensen til at skrive et digt om døden til bogen "Se døden i øjnene" i 1989. 

Digtet rører os og giver os mulighed for at gå på opdagelse i egen livsforståelse og eksistentielle tanker. Hvad er mit eget forhold til døden" Hvordan mon det føles at skulle sige farvel og være tæt på at skulle væk herfra" Hvilke tanker og følelser gør de pårørende sig" Når sygeplejersken kommer nærmere sig selv, f.eks. gennem et digt, åbnes mulighed for, at hun bliver i stand til at nærme sig et andet menneskes tanker og følelser. Et pædagogisk sigte med brugen af kunst som udgangspunkt for læring er dermed, at de studerende lærer sig selv bedre at kende.

Et er, at de sygeplejestuderende igennem kunstoplevelser får indsigt i egne følelser og tanker. Noget andet er, at disse følelser kommer i spil med de tanker, de andre studerende gør sig i mødet med f.eks. et digt. Forskellige opfattelser af betydning i kunsten sættes derved i spil i en gensidig refleksion. Denne påvirkning af kunsten kan bringe mange personlige refleksioner ud i det fælles rum til gensidig læring.
 

Diskussioner skaber erkendelse

Gennem kunst stilles en rig og varieret mangfoldighed af mening og opfattelse til rådighed for de sygeplejestuderende. Maleriet kan udtrykke magtesløshed, håb eller angst. Digtet kan udtrykke store følelser og vække eksistentielle tanker. Litteratur kan få os til at leve os ind i og forstå. Gennem kunst vækkes følelser, genkendelse og undren og ikke mindst erkendelse, når vi konfronteres med en anden forståelse og oplevelse end vores egen.

Brugen af kunst i undervisningen tager udgangspunkt i de studerendes egne erfaringer. Det er personlige tanker og følelser, der sættes i spil. Det refleksive element er bærende i forhold til tekstens temaer. Gennem fælles diskussioner og betragtninger kan relevante kunstoplevelser sættes i relation til sygeplejefaglige temaer i undervisningen for på den måde være med til at udvikle de studerendes evne til refleksion (7). Det kan være overvejelser om etiske problemstillinger, eksistentielle fænomener eller andre temaer knyttet til det levede liv. På den måde skabes en viden, som får betydning for den mellemmenneskelige dimension og dermed omsorgen for patienten.
 

Observation og det skærpede blik

Sygeplejerskens observations- og kommunikationsevner er en absolut grundsten i sygeplejen. Det er gennem observation og det kommunikative møde, sygeplejersken når frem til en forståelse af den enkelte patient og dennes situation.

Billedkunst kan gennem præsentation af en visuel oplevelse udvikle de studerendes evner til blandt andet observation og kommunikation, idet der mellem iagttager af et billede og selve billedet udspiller sig et kommunikativt møde (6,7).

Sygeplejersken må have et åbnet sind og engagere sig ved såvel det menneskelige møde i sygeplejen som i mødet med billedkunst. Øjet må trænes i at observere og sanse, hvad der er på spil. Det samme gør sig gældende i mødet med billedkunst. Observationsevne, opmærksomhed og det skærpede blik, som fanger stemninger, detaljer og tegn på, hvad der er på spil i en given sygeplejefaglig situation, kan således opøves i mødet med billedkunst.
 

Integration af hånd, hjerne og hjerte

Tanken om, at faglig uddannelse med fordel kan forenes med indsigt i kunstneriske og æstetiske udtryk, er ikke ny. Det er tanken om, at den medmenneskelige personlighed nødvendigvis må knyttes til faglig viden, heller ikke. Derfor må sygeplejerskeuddannelsen stile målrettet efter at uddanne og danne, så hånden, hjernen og hjertet integreres hos de sygeplejestuderende.

Konklusionen på specialet er, at litteratur, billedkunst og digte anvendt som supplerende metode i undervisningen er et godt bud på, hvordan sygeplejestuderende kan udvikle erfaring og faglig kompetence til at møde Ester og hendes fortælling med nærvær, indlevelse og forståelse. 

SPØRGSMÅL TIL DISKUSSION BLANDT UNDERVISERE
  • Hvilken bog, film, digt, teaterstykke, eller hvilket stykke musik, har rørt dig personligt?
  • Har et kunstnerisk udtryk påvirket din holdning til et givent tema, f.eks. døden?
  • Hvilke sygeplejefaglige temaer kan efter jeres mening belyses gennem et kunstnerisk udtryk?
  • Hvilken dybde og relevans kan opnås ved at bruge udvalgte kunstarter til belysning af netop disse temaer?
  • Hvordan kan du forstille dig at tilrettelægge din undervisning med udgangspunkt i brugen af kunst?
  • Hvilke udfordringer vil der være forbundet med at bruge kunst i din undervisning?

Connie Timmermann er ansat som specialeansvarlig med fokus på projektimplementering og udvikling på Regionshospitalet Horsens, medicinske sengeafsnit P7 pr. 1. juni 2009. Birthe D. Pedersen er ansat som lektor på Afdeling for Sygeplejevidenskab, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet ogEnheden for Sygeplejeforskning, Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet. 

Litteratur

  1. Rifbjerg K. Kort sagt. København: Gyldendal; 1999.
  2. Timmermann, C. Mødet med kunst i sygeplejerskeuddannelsen - En diskussion af hvorledes mødet med kunst i sygeplejerskeuddannelsen kan få betydning for den mellemmenneskelige dimension i sygeplejepraksis. Kandidatspeciale. Århus Universitet, Afdeling for Syge-plejevidenskab; 2007.
  3. Anbefalinger til en revision af sygeplejerskeuddannelsen (2006). Undervisningsministeriet, sygeplejerskeuddannelsen.dk. Besøgt primo 2006
  4. Birkelund R. Livsoplysning. København: Gyldendal; 1999.
  5. Darbyshire P. Understanding caring through art and humanities: a medical/nursing humanities approach to promoting alternative experiences of thinking and learning. JAN (1994); 19:856-63.
  6. Wikstrøm B-M. The development of observational competence through identification of nursing care patterns in "the Sickbed", a work of art by Lena Cronqvist. J Interprof Care. (2000)Vol. 14, No.2, 181-88.
  7. Landmark GN. ?et skjerpet blikk" - observationens kunst. I: En albatross i stuen - kunst i helse- og sosial-fagutdanningene. Oslo: Tana Aschehoug; 1997.
  8. Frich Jan C. Bruk av skjønnlitteratur i utdanninger innen helse- og sosialfag. I: En albatross i stuen - kunst i helse- og sosialfagutdanningene. Oslo: Tana Aschehoug; 1997.
  9. Dale EL Kunnskapens tre og kunstens skønnhet - om den estetiske oppdragelse i det moderne samfunn. Oslo: Gyldendal Norsk forlag A/S; 1990.
  10. Nilson B. Den estetiske bevissthets betydning i utvikling av ekte omsorg. I: En albatross i stuen - kunst i helse- og sosialfagutdanningene. Oslo: Tana Aschehoug; 1997.
ENGLISH ABSTRACT


Timmermann C, Pedersen B. Use of art in nurse training. Sygeplejersken 2009;(14):54-8.

The article describes how gaining an understanding of selected art forms can stimulate learning and personal growth amongst students of nursing - which is crucial for the interpersonal dimension of nursing.

The article focuses on how art can be used in theoretical aspects of nurse training. Use of art is viewed as a method and a supplement to more traditional forms of teaching, in which theories and results of research form the basis for learning.

The central message is that by gaining an understanding of art, it becomes possible to sharpen the ability - and thereby competency - in being open to other people's experiences and values. Art can express diversity in humans' experience of what is real and meaningful for the individual - and it triggers an inner, reflective journey, which results in an interchange between us and another person.

Use of art as the starting point for learning and personal growth in students of nursing has, therefore, been shown to be significant in terms of development of the interpersonal dimension of nursing practice.

Key words: Art, education, growth, intrapersonal dimension.

Emneord: 
Kunst
Sygeplejerskeuddannelsen

5 faglige minutter: Kunst lærer os nærvær

”Man kan sige, at vi ved at møde kunst træner vores evne til nærvær.”

Sygeplejersken kan se det i øjnene på de pårørende. Hun fornemmer et behov. Hun kan aflæse desperationen og afmagten i deres kropssprog og ansigter. Hun handler på det. Sørger fra morgenstunden for, at patient og pårørende kommer på en enestue. Hun ved, familien har brug for ro omkring sig.

Hvordan lærer en sygeplejerske at aflæse andre mennesker - patient og pårørende" Hvordan lærer hun at tyde situationer og finde frem til, præcis hvad der er brug for i en situation, så den bedst mulige sygepleje kan ydes"

Hvis jeg nu siger kunst. Hvis jeg nu henleder dine tanker på et digt, der har rørt dig. En bog eller novelle, der har grebet dig. Et maleri eller et stykke musik, der har ramt dig. Vi kan rammes af kunst. Lige i hjertet og i følelserne. Der åbnes op. Vi rives med. Vi kan se og opfatte situationer fra andre synsvinkler.

Nærvær er nøgleordet. Engagement er ledetråden. Følelsen fører os derhen. Den rationelle erkendelse tager imod. Kom indenfor. Lad mig se på dig. Aha - vent lidt, du behøver ikke sige noget ... Jeg er med. Er du med"

Der sker noget, når mennesker møder kunst. Vores sind og bevidsthed åbner sig. Man kan sige, at vi ved at møde kunst træner vores evne til nærvær. Til indlevelse og åbenhed mod det, kunsten søger at udtrykke. Er vi ikke i stand til at åbne os i mødet med kunst, kan vi ikke modtage og forstå budskabet. Vi forstår ikke, hvad det måtte dreje sig om.

Kunst er som en nøgle, der sættes i vores hjerter. Når den drejes, og vi åbner døren, kan vi se. Vi genkender, lytter og mærker.

Sammen med evidensen, forskningen og teorien er nærvær, åbenhed og evnen til at bruge sanserne uundværlige kompetencer i sygeplejen. For der er ingen tvivl om, at kliniske retningslinjer og forskningsbaseret viden er med til at sikre den bedst mulige sygepleje og patientforløb. Men samtidig er det helt afgørende, hvordan mennesker mødes.

Totalt nærvær og fokus på den patient eller pårørende, sygeplejersken står over for, kan gøre en stor forskel, selv om tiden er knap, når der skal findes frem til, hvad der vil være det rigtige at sige og gøre i en situation.

I de fem minutter, hvor sygeplejersken virkelig lytter med alle sanser, er muligheden for at kunne tyde og aflæse en situation, skabe større tryghed og afklare patient eller pårørendes behov, langt større end på en halv times fortravlet tilstedeværelse.

Sygeplejersker må evne at være nærværende. Være helt til stede, også selv om der er meget, der skal prioriteres i en travl hverdag. Vi kender alle notesblokken med de mange gøremål, der venter på et "flueben".

Men vi kender også alle følelsen af, at her nytter det vist ikke at åbne sig op og fortælle, hvordan man har det, og hvad man har behov for - for der er slet ingen, der lytter. Ingen, der mærker, hvem man er, og hvad man har behov for.

Brugen af f.eks. digte, litteratur eller et maleri i undervisning af studerende eller uddannet personale kan være med til at udvikle evnen til nærvær, empati og brugen af sanserne. Desuden kan kunsten inddrages til refleksion over et givent tema eller til at belyse og indfange måder at opleve situationer på. Situationer, hvor døden kommer tæt på, hvor angsten og magtesløsheden tager over, eller hvor håbet spirer på trods. Som et supplement til evidensen gør kunsten sygepleje til kunstudøvelse.

Kunst kan synes som ophøjet, snobbet eller måske noget, man ikke har tid til at gå op i. Men det er skabt af nogen, der har noget på hjerte. Nogen, der vil udtrykke noget. Og det, der kræves for at forstå kunst, er, at vi er nærværende og åbne. At vi lytter og mærker efter ... det kræver bare fem minutters absolut nærvær og fokus.

Connie Timmermann er 36 år, uddannet sygeplejerske ved Vejle Sygeplejeskole 1997 og cand.cur. 2007 ved Aarhus Universitet, Afdeling for Sygeplejevidenskab.  

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Kultur
Kunst
Sygepleje-patient-forhold

At se med hjertets øje

Kunst i sygepleje. Ved at søge inspiration i kunsten kan plejepersonalet opnå øget tiltro til deres egen sanselighed. Sanseligheden kan bibringe fagligt relevant kundskab om patienterne og bør tages alvorligt som supplement til diagnoser og målinger.

SY-2006-14-40aI USA og det øvrige Skandinavien er stor fokus på sygeplejens kunstdimension. I Norge er der endog lavet et forsøg med at integrere kunst i undervisningen af sygeplejestuderende. Hensigten er at opøve sanselige og kunstneriske kompetencer.

Illustration: Bob Katzenelson

Er sygeplejepraksis kunst? Bør den opfattes som kunst, og hvad ville formålet være? Spørgsmål som disse er årsagen til, at jeg havde kunstbegrebet som udgangspunkt for mit bachelorprojekt i sygepleje.

Jeg vil kort forklare baggrunden for min interesse. Som nyuddannet sygeplejerske har jeg selvsagt kun lidt erfaring i sygeplejens praksis. Til gengæld har jeg som klassisk violinist mange års erfaring i at fortolke og udtrykke kunst i landets symfoniorkestre. Det vakte derfor min interesse, at omsorgsteoretikere som Kari Martinsen, Katie Eriksson, Jean Watson og andre beskriver kunst som et aspekt af sygeplejen. Især Martinsen talte direkte til mine hidtidige erfaringer som musiker. Som musiker udtrykker du dit indtryk af musikken, som du sanser og tyder den, på samme måde som sygeplejersken udtrykker det indtryk, patienten gør (1:158). 

For at kunne relatere kunstbegrebet til praksis tager mit bachelorprojekt udgangspunkt i det konkrete gennem et feltstudie. Jeg undersøger nogle af Kari Martinsens begreber, og jeg bruger ordet kunst ud fra en interesse i, hvordan de udtrykkes i praksis gennem vores sanselighed. Min undersøgelse viser, at kunst og sanselighed ikke er abstrakte idealer eller nogle umulige begreber. Kunst er noget håndgribeligt, der faktisk sker i praksis.

i er måske blot ikke opmærksomme på, at det er kunst, hvilket gør udøvelsen af den ubevidst og dermed måske vilkårlig. Med empirien vises i det følgende kunstbegrebets relevans for sygeplejepraksis.

Modsætningsfuld empiri

Empirien er tre korte beskrivelser af situationer, hvor jeg observerede en sygeplejerske uden at være direkte deltager. Sygeplejersken sengebader i den første situation en 77-årig mandlig patient med apopleksi. Hans bevidsthedsniveau er så lavt, at han ikke kan tale. Sygeplejersken handler på patientens kropslige udtryk, som er lyde, vejrtrækning og spastiske reaktioner. Hver lyd eller trækning fra patienten afspejles i hendes måde at bruge hænder, vaskeklude og håndklæder på mod patientens hud, hendes rolige måde at bevæge sig i rummet på, i hendes bløde stemmeklang, når hun taler til patienten. Hun ser efter tegn på decubitus på huden, ser efter tegn på svampeangreb i munden, ser efter tegn på bevidsthedsniveau og lignende. Tilsyneladende er sygeplejerskens udtryk, altså hendes måde at gøre tingene på, det ydre, synlige tegn på, hvad hun ser og hører.

Den samme sygeplejerske siger i en anden situation godmorgen til en 91-årig kvindelig patient med KOL. Sygeplejersken giver patienten information om en undersøgelse og vil derefter hente morgenmad. Patienten forsøger nu ved hjælp af en fortsat talestrøm at holde på sygeplejersken. Talestrømmen har en kropslig virkning på sygeplejersken. Hun bliver anspændt, retter sig lidt op fra sengen, standser bevægelsen, da patienten siger noget mere, retter sig igen lidt mere op. Samtidig kommer hendes stemmeklang op i et højere register. Efter et par afbrydelser af patientens talestrøm retter hun sig helt op og går. Bagefter siger hun til mig, at patienten må bremses, fordi hun ellers fastholdes i en afhængighed af personalet, og hun kan miste færdigheder.

Den sidste situation er fra morgenrapporten. Gruppelederen

Side 41 

oplyser, at en patient ikke har haft afføring i tre dage. Det udløser automatisk et notat om, at der skal ordineres og gives laksantia. Morgenrapporten fortsætter med gennemgang af forskellige værdier og prøveresultater, indtil en sygeplejerske knytter en kommentar til en patient, der er indlagt efter akut hjerteinfarkt. Han har sagt, at han har smerter. Sygeplejersken tvivler på, at han reelt har smerter, og en anden siger, at "han ser upåvirket ud." Efter en lille pause fortsætter gennemgangen af de øvrige patienters værdier og prøvesvar.

Hvad er kunst?

Ordet kunst stammer fra plattysk og er beslægtet med ordet "at kunne" (2). Kunst er "en færdighed, man behersker," og om fag: "det bedste inden for fagets rammer" (3). Ordet relateres til begrebet "de skønne kunster," som forbindes med æstetik. Æstetik stammer fra det græske aisthëtikós, afledning af aisthánestai, som betyder sanse, føle (2). Æstetik er "noget, der er smukt og behageligt for sanserne" (3).

Denne udredning falder i tråd med Martinsens begreb "at se med hjertets øje," hvor den sanselige opmærksomhed arbejder sammen med faglig refleksion i det faglige skøn (4:15). Mesterskabet i at se er sygeplejerskens opmærksomhed på tydelige sygdomstegn og den enestående måde, de udtrykkes på hos den enkelte patient (færdighed, det bedste inden for fagets rammer) (4:32). Samklangen i relationen beskriver, hvordan sygeplejersken med alle sine sanser fanger patientens tone, som herefter gives tilbage til patienten (det sanselige, æstetikken) (4:34). Tilsammen danner disse to elementer begrebet "at se med hjertets øje." Hun taler om, at patienten møder os med en betydningsmættet mangel på orden. Vi må være opmærksomme på denne mangel på orden og lade den være betydningsfuld, fordi patientens kaos rummer megen vigtig information om hans tone og sygdomstegn (4:35).

Men netop dette kaos kan få os til at tvivle på vores sanser (4:35). For at mestre tvivlen, indsættes fagkundskaben (4:36). Problemet med fagkundskaben kan imidlertid være, at patienten ses ensidigt ud fra en diagnose eller en måling. Det kalder Martinsen "det registrerende øje" (4:38).

Den direkte relation med patienten

Ser jeg på de tre empiriske eksempler fra et martinsensk kunstperspektiv, er det tydeligt, at sygeplejersken uundgåeligt er til

Side 42
 

stede med sin krop og sit sanselige nærvær i relationen med patienten. Der er ingen vej udenom. Jeg vil hævde, at hun i den ene situation udøver kunst, mens samklangen mangler i den anden. En del af det kunstneriske udtryk mangler altså. Det er jeg kommet frem til på følgende måde:

Sygeplejersken ser på patienterne med mesterskabet i at se. Hun ved, hvad hun skal se efter, når hun varetager den personlige hygiejne hos patienten med apopleksi, altså decubitus, mundsvamp og bevidsthedsniveau.

Hun ved også, at patienten med KOL skal opmuntres til uafhængighed for ikke at miste færdigheder. Men kun i tilfældet med patienten med apopleksi opstår samklangen i relationen, idet den rolige tone, som sygeplejersken har sanset, gives tilbage gennem hendes berøringer, bevægelser og stemmeklang. Samklangen mangler i situationen med patienten med KOL.

Det aflæses af sygeplejerskens krop, som afbrydes i sine bevægelser og bliver anspændt, og af stemmen, som kommer ud af sit normale leje. Det tyder på kropslig frustration, måske tvivl. Hun sanser patientens mangel på orden, men lader den ikke være betydningsfuld i sig selv. Hun giver ikke over for patienten udtryk for at have sanset den,

tonen gives ikke tilbage. Hun føler det desuden nødvendigt at forsvare den abrupte afbrydelse ved at give en faglig begrundelse for den. Hun indsætter altså i den bedste hensigt fagkundskab for at få styr på sin tvivl, og hun handler fagligt rigtigt over for patienten.

Men samklangen mangler.

Den samme sygeplejerske handler altså i den ene situation kunstnerisk, mens hun i den anden tvivler på sine sanser og dermed hindres i at finde samklangen i relationen. Dette undrede mig, indtil jeg udforskede situationen fra morgenrapporten.

Den indirekte relation med patienten

Under morgenrapport sker kommunikationen omkring den enkelte patient med udgangspunkt i fysiske målinger. Det vil sige, at plejegruppen ser på patienten med det registrerende øje. Det gøres professionelt, relevante notater gøres, og nødvendige tiltag foreslås.

Da en sygeplejerske deler et sanseindtryk med gruppen, ser det ud til at blive mødt med sympati, men som noget sekundært, som en afbrydelse af det egentlige. Derfor pausen.

Sygeplejersken og flere andre har set en modsigelse mellem patientens verbale og kropslige udtryk. Patienten siger, at han har ondt, men ser samtidig upåvirket ud. Sanseligheden, altså det, de har hørt og set, er basis for en tvivl om graden af smerte hos patienten.

Indtrykket bliver ikke uddybet, ej heller udløses en automatisk sygeplejehandling. Men hvorfor ser patienten upåvirket ud? Giver hans krop, hans tonefald eller hans ansigtsudtryk det upåvirkede indtryk? Hvis det ikke opfattes som en relevant diskussion, er det interessant, at sygeplejersken alligevel nævner det. Det ser jeg som et udtryk for tvivl på egne sanser. Men også som et udtryk for, at sygeplejersker ikke kan løbe fra at være kropsligt forbundet med patienten i den direkte patientpleje.

Det sanselige kommer op i rapporten på trods af dens faktuelle præg. Måske fordi sygeplejersken ubevidst ved, at sanseindtrykket kunne bruges til at afdække graden af smerte hos patienten. Han skal have smertestillende medicin, hvis han har smerter. Hvis han ikke har smerter, hvad ligger der så bag den betydningsmættede mangel på orden?  

LAD DIG INSPIRERE AF KUNSTEN


Hvis du vil arbejde med sanselighed i praksis - lad dig inspirere af kunsten!

Se på patienten, som du ville se på et maleri. Hans ansigt med al dets mimik, hans krops holdning, hans måde at bevæge sig på, hans gestik, alle disse faktorer gør indtryk. Tillad dig selv at blive bevidst om dette indtryk. Og tænk så over, hvad patienten udtrykker med det, du kan se med dine øjne. Måske forstår du det ikke med det samme, ligesom man heller ikke altid forstår et billede med det samme. Her må du tyde og udtrykke din tydning, så patienten føler sig set.

Lyt til patienten, som du ville lytte til et stykke musik. Hans stemme med alle betoninger, udsving, tonefald, styrke eller svaghed, hans små lyde, hans pauser, alt dette gør ligeledes indtryk. Hvad udtrykker patienten med alt dette?

"Smag på" patienten. Hvordan er der omkring hans seng, på hans natbord, i hans hjem? Holder han af orden og renlighed og smukke genstande omkring sig, eller er andre forhold vigtigere? Magter han at forme sine omgivelser efter sin smag? Er han for svag, eller er han nedtrykt, eller går det af sig selv?

Bevidsthed om ovenstående kunne give os konkrete ord til at sætte på de forhold, som vi ofte kun fornemmer, og som det derfor er svært at være konkret omkring i vores kommunikation, både indbyrdes som personale, men også over for patienten.


Konklusion

I rapportsituationen ser det ud til, at der lægges vægt på registrering med udgangspunkt i diagnoser og målinger. Opmærksomheden rettes altså mod dette aspekt af sygeplejen, men det forringer muligheden for at skærpe opmærksomheden på sansning og samklang i relationen. Færdigheden i at sanse og udtrykke det sansede ser ud til at blive opfattet som fagligt irrelevant. Det giver en sandsynlighed for, at det sanselige aspekt af praksis bygger på de forudsætninger, som sygeplejersken har fra sine hverdagserfaringer og vilkårlige faglige erfaringer. At disse erfaringer så ikke anvendes i plejepersonalets kommunikation, gør det svært at udvikle de sanselige færdigheder i praksis. Dermed er der grobund for tvivl på sanseligheden, og kunsten kommer lidt vilkårligt til udtryk.

Det kan læses i sygeplejerskens handlinger i den direkte patientpleje. Hun formår i den ene situation at se med hjertets øje, fordi hun både finder samklangen i relationen og bruger mesterskabet i at se. Samklangen mangler i den anden situation, og dermed er kun en del af kunsten kommet til udtryk. Samtidig er hun uundgåeligt til stede med krop og sanser i begge situationer, og denne kropslige tilstedeværelse er selve grundlaget for relationen.

Derfor er det påfaldende, hvor lidt vægt plejegruppen lægger på det sanselige i deres kommunikation. Det ser ud til, at det sanselige er det selvfølgelige grundlag for al viden om patienterne, men det erkendes ikke bevidst. Heraf følger en manglende anerkendelse af den faglige viden, der kan opnås, og som rent faktisk bliver opnået, ved hjælp af sanserne.

Alle situationer fortæller imidlertid også, at plejepersonalet er

Side 43 

gode til at bruge deres sanser. De lægger mærke til patienterne, og de gennemfører også den første del af at finde tonen i relationen. Men hvad er det så, der bremser dem i at fuldføre tydningen af patientens mangel på orden og virkelig gøre deres sanselighed til et redskab? Det er mit materiale for begrænset til at sige noget om, men spørgsmålet kunne være interessant at udforske nærmere.

Perspektiver

Under arbejdet med projektet fandt jeg, at der i USA og det øvrige Skandinavien er stor fokus på sygeplejens kunstdimension (9,10). I Norge er der endog lavet et forsøg med at integrere kunst i undervisningen af sygeplejestuderende. Hensigten var at opøve sanselige og kunstneriske kompetencer. I forsøget anvendtes billeder for at styrke de studerendes kliniske blik og observationsevne, og musik for at opøve deres evne til at lytte aktivt til patienten. Undersøgelsen styrkede en antagelse om, at væsentlige dimensioner ved mennesket kan sanses gennem kunsten (10). Det ser altså ud til, at kunstværker kan være en genvej og en inspiration til at finde ind til fagets kunst.

Som svar på artiklens indledende spørgsmål mener jeg, at vi også i Danmark bør se nærmere på sygeplejens kunstdimension. Vi kan lade os inspirere af kunstens evne til at gøre os opmærksom på det sanselige. Måske kan vi dermed få øje på nye perspektiver af praksis. Ved at anerkende sanselighedens betydning kan vi i hverdagen sætte ord på de forhold, der er særegne og specielle for sygeplejen. Sygeplejersker er ofte dem, der har det sanselige, kropslige samvær med patienten over tid. Det er en fordel, vi skal udnytte og anerkende, ikke underkende ved at lægge vægt på registrering. Måske er udfordringen at finde hverdagsord for begreber som "patientens tone," "samklang" og "mesterskabet i at se," så vi kan tale om dem og synliggøre dem. Det vil gøre dem mere anvendelige i praksis, og vi ville kunne se kunsten i vores daglige aktiviteter.  

METODE 


Empirien blev indsamlet ud fra et fænomenologisk-hermeneutisk ståsted med Maurice Merleau-Pontys og Hans Georg Gadamers tænkning som basis. Ifølge Merleau-Ponty er kroppen grundlaget for menneskets bevidsthed om fænomenerne (5:75). Der tages udgangspunkt i den stumme, kropslige erfaring, hvis egen mening må beskrives (5:59). Meningen er tvetydig. Den er almen, idet den bygger på historie, kultur og sociale relationer, og den er partikulær, fordi den udtrykkes (inkarneres) i det enkelte menneske (5:69).

Gyldig viden er en beskrivelse af fænomenet i sin flertydighed, som den kommer til udtryk i den enkelte situation. Hermenuetik er fortolkningskunst. Ens forforståelse går i dialog med fænomenet, hvilket kaldtes den hermeneutiske cirkel. Gyldig viden er den dybere forståelse, der er dialogens resultat (6:170).

Feltstudiet blev forberedt ud fra Søren Kristiansens og Hanne Katrine Krogstrups metodeovervejelser om deltagende observation, og jeg inddrog også Steinar Kvales tanker omkring det kvalitative forskningsinterview. Det betød, at min kropslige oplevelse var en væsentlig faktor i tolkningsarbejdet. For at oplevelsen blev så umiddelbar som muligt, havde jeg klargjort min forforståelse af fænomenerne, så jeg både under og efter dataindsamlingen kunne forholde mig kritisk til den, jævnfør ovenstående forfattere (7:71, 8:62).

Feltstudiet foregik over to dage på en almen medicinsk afdeling på et nordjysk sygehus. Jeg fulgte en sygeplejerske under morgenrapport og i morgenplejen af patienterne. Jævnfør etik for feltstudier og interviews er alle personer og steder anonymiserede, ligesom alle beskrivelser er godkendt af de implicerede til videre analyse (8:120).

Julie Borup Jensen, 37, uddannet sygeplejerske i 2004 fra Sundheds CVU Aalborg. Pt. på forældreorlov. Uddannet violinist ved Jysk Musikkonservatorium i 1995. Har arbejdet som violinist ved Århus Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester.

Litteratur

  1. Martinsen K. Fra Marx til Løgstrup. København: Munksgaard; 1998.
  2. Katlev J. Politikens etymologiske ordbog. København: Politikens Forlag; 2000.
  3. Politikens Nudansk Ordbog. København: Politikens Forlag; 1999.
  4. Martinsen K. Øjet og kaldet. København: Munksgaard; 2001.
  5. Bengtson J. Sammanfletningar. Husserls och Merleau-Pontys fenomenologi, 2. reviderede oplag. Göteborg: Bokförlaget Daidalos AB; 1993.
  6. Jacobsen B et al. Videnskabsteori. 2. udgave. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag; 1999.
  7. Kristiansen S, Krogstrup HK. Deltagende observation - introduktion til en forskningsmetode. København: Hans Reitzels Forlag; 1999.
  8. Kvale S. Interview - en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
  9. Paniagua H. Can the underlying principles of art be applied to nursing? Br J Nurs 2004;13(4):220-3.
    Schüssler BM. Kunst og klinisk blikk. Sykepleien 2004;(4):
ENGLISH ABSTRACT.


Jensen BJ. To see with the heart's eye Sygeplejersken 2006;(15):40-3.

This article focuses on the art of nursing - in this context, seen as the nurse's attention to the sensuous aspects of the relationship with the patient; compare Kari Martinsen's description of the concept "to see with the heart's eye." A field study based on a phenomenological hermeneutic approach has led to the following conclusion:

  • The sensuous dimension seems to be fundamental to the relationship with the patient
  • Sensuousness is the point of nursing staff's communication with respect to the patient.
  • Sensuousness is not expressed amongst the staff.

These findings indicate that the sensuous aspect of nursing is not consciously accepted as a means for achieving technically relevant knowledge about the patient. It seems likely that the nurse's sensuous abilities derive from their everyday experience and from arbitrary technical experience.

The field study was prepared applying a combination of Steinar Kvale's philosophy regarding the qualitative research interview, and Søren Kristiansen's and Hanne Katrine Krogstrup's approach to participating observation. For a few days a nurse in a general medical ward was followed during the morning care of patients, and the results have been produced on the basis of the collected empiricism in interaction with a theoretical preconception.

Keywords: Art of nursing, sensuous dimension, field study.

Emneord: 
Kultur
Kunst
Sygepleje

Faglig kommentar: Plastlaminerede budskaber

Et sort-hvidt nærbillede af en kvinde, der ser ud til at have været udsat for vold. Over en sammenkneben mund med læber, der er ved at sitre, ser et par blå børneøjne lige ind i beskuerens. En collage af farvefotos fra en operationsstue og et ambulatorium. 

Det er blot tre eksempler på de 16 posters, der var hængt op på sygeplejesymposiet i Aalborg, som blev afholdt i marts i år. Postere, som omtalte projekter og udviklingsarbejder, der blev fremlagt på symposiet. 

Der er sket meget, siden de første postere blev fremstillet ved hjælp af saks, klisterpotte, tape og et ark grønt karton. 

Nu er postere professionelt fremstillet, plastlaminerede og æstetiske. Budskabet kommunikeres i mange tilfælde klart og enkelt med en begrænset tekst. Bedste poster blev i øvrigt præmieret efter afstemning blandt deltagerne, et initiativ der i sig selv ansporer til at gøre noget særligt ud af præsentationen af ens arbejde. 

Men hvad sker der med de flotte postere efter udstillingen? Hænges de op på oversygeplejerskens kontor, eller rulles de sammen med en elastik om og havner på lofterne i private hjem, indtil næste oprydning? En sygeplejerske havde foreslået, at afdelingens egen poster blev hængt op på gangen, så patienter og besøgende kunne studere den nærmere. 

Som efter en naturlov mødes alle gode forslag straks med modstand. Det var for fagligt. Det kunne da ikke interessere patienter. Hvad skulle det gøre godt for osv. 

Hvad kan det mon være, der får nogle sygeplejersker til at vægre sig mod, at patienter får indblik i, hvad sygeplejersker gør for at udvikle faget? Vil nogle sygeplejersker kun kendes ved og identificeres med den direkte servicemindede sygepleje? Regner de patienter for alt for ubegavede, feberomtågede eller demente til at kunne forstå sygeplejerskers fagsprog? Er de bekymrede for, at patienterne vil stille krav om at modtage den sygepleje, de kan læse ud af posteren? Ligger posterens ideale verden for langt fra hverdagen? Eller mener man ikke, at patienter og besøgende interesserer sig for omstillingsprocesser, hvordan faggrupperne samarbejder eller de studerende uddannes? Nogle synes måske bare ikke, deres poster er god nok til at vise uden for en snæver kreds. 

Skrot dog indvendingerne og brug postere som en god anledning til at vise patienter og besøgende, hvad sygeplejersker dur til og sætter i gang, og at de foretager sig andet end at drikke kaffe, når de ikke er sammen med patienterne. Både patienter og pårørende er nysgerrige og videbegærlige. 

Folk interesserer sig for, hvordan samfundet hænger sammen, og hvad deres skattekroner går til. Er posterprojektet endnu kun på planlægningsstadiet, så er der god anledning til at fortælle, at man anerkender et problem eller et uheldigt patientforløb, og at man arbejder på at gøre det bedre. 

En poster fortalte om et projekt, hvor et sygeplejerskeledet, standardiseret udredningsforløb i en urologisk afdeling blev evalueret. Forløbet var illustreret med billeder og hovedpunkter. 

Hvis jeg var patient og stod og ventede på at komme ind til undersøgelse i et ambulatorium, ville jeg da kaste mig over en sådan plakat. Ikke kun for at få tiden til at gå, men af nysgerrighed og interesse og med mulighed for at møde op med nogle flere spørgsmål og forventninger. 

Så hæng posterne op på afdelingerne eller i sygehusenes forhal.

Emneord: 
Kommunikation
Kunst

Lys og farver fremmer livskvaliteten

Ældreomsorg handler ikke kun om hjemmepleje og kost, men i lige så høj grad om farver, lys og en aktivitetsfremmende indretning på landets plejehjem.

Ældres livskvalitet var i fokus op til valgene til både Folketing, amter, kommuner og ældreråd. Alle partier havde opprioritering af ældreomsorgen på programmet, men i medierne handlede ældreomsorg udelukkende om bedre hjemmehjælp og større personalenormeringer.

For de gamle, ofte demente medborgere, som bor på plejehjem, kan livskvaliteten øges betragteligt, hvis man ofrer lidt større omtanke på indretning, farveplanlægning og lyssætning. Det kræver dog, at der indhentes mere relevant viden om, hvilke fysiske og psykiske ændringer, der sker hos mennesker, når de ældes.

Der er mange spørgsmål at stille, hvis man ønsker at indrette, farve- og lyssætte et plejehjem, så det virkelig fungerer, både som beboelse for gamle mennesker, for deres pårørende og for det plejepersonale, som skal servicere beboerne døgnet rundt.

Jeg har besøgt en række plejehjem og er overrasket over at konstatere, hvor mangelfuldt selv nye plejehjem er indrettet på trods af mange gode intentioner. Det virker, som om arkitekter fokuserer på at bygge smukke huse mere end på, at husene skal indrettes hensigtsmæssigt med farver og lys, som kan tilfredsstille beboernes fysiske og psykiske behov.

Den sidste fase af livet

Kunne du tænke dig at afslutte dit liv på et plejehjem? Jeg har selv funderet meget over dette spørgsmål. De fleste mennesker vil gerne være selvhjulpne så længe som muligt; her kan farver, lys og gennemtænkt indretning være en stor hjælp. Det er elementer, som også kan give plejepersonalet bedre arbejdsbetingelser.

I øvrigt er jeg dybt imponeret over personalets ofte store engagement i beboernes ve og vel.

Her er nogle spørgsmål, det kan være relevant at stille i forbindelse med fremtidig plejehjemsindretning:

  • Hvorfor ligner plejehjem i så høj grad institutioner og ikke hyggelige hjem?
  • Hvorfor er der så sjældent anvendt kulører og kulørkontraster - ude som inde - det ville forbedre beboernes orienteringsmuligheder?
  • Hvorfor får nye beboere ikke mulighed for at vælge egne vægfarver? Ofte det mest spændende, når man skal flytte i ny bolig.
  • Hvorfor ligner køkkener i små boliggrupper oftest et parcelhuskøkken. Et stort antal beboere sidder rent faktisk i kørestol og har derfor ikke en chance for at deltage i køkkenarbejdet, skønt det er en målsætning, at flest mulige beboere skal deltage.
  • Hvorfor er møbel- og farvevalg ofte så institutionspræget og vidt forskelligt i stil fra, hvad de gamle har været vant til - og føler sig trygge ved?
  • Hvorfor er der næsten aldrig tilstrækkeligt og justerbart lys til at foretage sig noget aktivt - læse avis, spille kort, hækle?
  • Hvorfor er der sjældent tænkt på aktivitetsfremmende foranstaltninger som f.eks. en pc med internetforbindelse, et bord til kortspil, en speciel tv-krog samt en fredelig hyggekrog med godt individuelt lys?
  • Hvorfor tænker man sjældent på minoritetsgruppen - mændene og deres interesser, som ofte afviger fra kvinders? F.eks. kan mange mænd lide at mødes for at se sport på tv lørdag eftermiddag, at bruge deres fysiske kræfter til havearbejde etc.

Placering af ansvar

Hvem er ansvarlig for indretning og renovering af vores plejehjem? Er det personalet på den enkelte institution, som har viden om gamle/dementes nedsatte fysiske og psykiske fleksibilitet, men ikke de faglige kvalifikationer til fysisk planlægning? Eller er det måske bygningsarkitekter? Er det professionelle allround indretningsarkitekter, eller er det indretningsarkitekter med speciale i ældre menneskers særlige ønsker og krav til farver, lys og indretning?

Boligen på et plejehjem er som regel den sidste bolig, vi mennesker har, og bør fungere som en tryg ramme for det sidste livsafsnit. Boligen skal tilfredsstille en række helt nye krav fra både beboere, de pårørende og personalet og bør derfor indrettes af en tværfaglig arbejdsgruppe.

Kravene ændrer sig

Kravene til farvevalg, lys og indretning ændrer sig gennem livet. Det skyldes bl.a., at synet ændrer sig i takt med, at vi bliver ældre. Mange bliver ligefrem synshandicappede. Vi har brug for kraftigere lys for at se, læse eller sy i mørkt tøj og kan få problemer med at se i mørke.

Farvesynet ændres markant, farverne opleves meget mørkere med mindre kontraster, og får vi grå stær, opfattes farverne som gullige.

Disse synsændringer er normale og må naturligvis indgå i overvejelserne for den fysiske planlægning af farver og lys på plejehjem.

Desuden får adskillige mennesker aldersbetingede øjensygdomme, som måske kræver særlige foranstaltninger, bl.a. krav til særlig lyssætning; og måske gælder der særlige forhold for demente.

Perception og farvekontrast

Forskning har vist, at indretning af boliger - især for demente - ikke må være for kompleks, men skal give beboeren en følelse af ro og harmoni; det skal være nemt at orientere sig i og omkring boligen, f.eks. ved hjælp af farvekodning; skiltning skal gøres mere konkret - med farver?; farver og lys skal planlægges samtidig med henblik på deres indbyrdes afhængighed og deres sammenhæng med den øvrige indretning.

I øvrigt har demente problemer omkring perception af farvekontrast i f.eks. ternede linoleumsgulve, et ukendt begreb for de fleste planlæggere. Farver betragtes hovedsagelig ud fra en æstetisk synsvinkel, men i en velgennemført farveplanlægning bør farver også tjene praktiske, ergonomiske og evt. økonomiske formål.

Rum kan dimensioneres ved hjælp af farver, så man opnår en ændret rumopfattelse; orienteringsevnen og sikkerheden for svagtseende, gamle og demente øges ved brug af kulører og farvekontraster; demente husker bedre form og farve, end de husker tekst; svagt farvemiks i tekstiler og gulvbelægninger gør dem mindre sarte for synlige pletter.

Farver har også andre funktioner:

  • farver påvirker vores velbefindende
  • farver tiltrækker opmærksomhed
  • farver skaber orden og giver øget sikkerhed
  • farver styrker hukommelsen
  • farver øger genkendeligheden
  • farver præger vore værdiforestillinger
  • farver stimulerer og skaber stemninger
  • farver skaber dynamik eller passivitet
  • farver kommunikerer.

God lyskvalitet vil sige:

  • t lyset bør deles op i orienteringslys, arbejdslys og hyggelys
  • at der er tilpas variation mellem lys og skygge i rummet, og at lysretningen er defineret
  • at lyskilden har de rette egenskaber: farvetemperatur, farvegengivelsesevne og lysstyrke
  • at armaturets reflektor er valgt til formålet
  • evt. brug af elektronisk lysstyring.

Kort sagt: Omgivelser med bevidst farve- og lysplanlægning er terapi.

Ældres farveopfattelse

Den svenske sygeplejerske Helle Wijk har i 2001 forsvaret sin doktordisputats (1) om ''Ældres Farveopfattelse,'' hvor hun har beskæftiget sig med fire væsentlige aspekter af farveopfattelse, når man farvesætter bomiljøer for ældre:

  • hvordan skelner og opfatter man små forskelle i farvenuancer inden for de forskellige farveområder (kontrastfølsomhed)
  • hvordan husker og genkender man farver og deres farvenavne (farvekoder)
  • hvordan rangordner man farver efter præference (æstetisk aspekt)
  • kan man få hjælp af form eller farve til at genkende ting og steder.

Testpersonerne var delt i tre grupper bestående af henholdsvis 80-årige (189 personer), 95-årige (84 personer) samt personer med Alzheimer (50 personer), hvis gennemsnitsalder var 80 år. Som referencemateriale for farvetest blev anvendt Natural Color System (NCS), som i mere end 20 år har været svensk standard.

Undersøgelsen gav på mange områder bemærkelsesværdige resultater. For det første havde alle tre grupper lettere ved at skelne mellem små farveforskelle i det røde og det gule område end i det blå og grønne. For det andet var det lyshedsforskellen mellem farverne, som var afgørende for skelneevnen, og ikke farvestyrke og farvetone. (Lyshed defineres som: En farves lyshed kan angives på en skala mellem hvid og sort og bestemmer farvens mindst tydelige grænselinje ved direkte sammenligning med skalaen; dvs. farver med stor lyshedsforskel er placeret langt fra hinanden på skalaen).

Man kan drage den samlede konklusion, at farveopfattelsen synes velbevaret højt op i alderen. Endvidere synes det som om, Alzheimers sygdom ikke har nogen afgørende betydning for evnen til farveadskillelse, farvenavngivning og farvepræferencer.

Faktum er, at undersøgelsens resultater vedrørende personer ramt af Alzheimer i mangt og meget stemte overens med den repræsentative gruppe 80-årige til forskel fra de ca. 15 år ældre 95-årige, som klarede farveforskelle og farvenavne på et lavere niveau.

Farve og form til hjælp for genkendelse synes at fungere på samme måde uanset alder, men demenssygdommens skadevirkninger på hukommelsen var bemærkelsesværdig.

Viden skal anvendes

Jeg har en forventning om, at den eksisterende internationale viden om farvers og lysets betydning for gamle og dementes livskvalitet vil blive indsamlet og bearbejdet, så den kan anvendes i fremtidig planlægning af såvel nye plejehjem som i plejehjem og geriatriske hospitalsafdelinger, der skal renoveres.

Også i private boliger kan bevidst brug af farver og lys medvirke til, at svagtseende ældre fortsat kan klare sig selv i eget hjem.

Mette Terkildsen er indehaver af Dansk Farveinstitut, som er et privat rådgivningsfirma med fokus på farvesætning i byggerier.

Litteratur

  1. Wijk, H. Colour perception in old age. Colour discrimination, colour naming, colour preferences and colour/shape recognition. Göteborg: Department of Geriatric Medicine, Göteborg University; 2001.
Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kunst
Lys
Plejecenter
Ældre

Model for tidens kunstnere

I over 100 år har sygeplejersker og syge inspireret billedkunstnere, amatører såvel som mestre. Deres værker er nu samlet i bogen 'Sygeplejersken i kunsten', som er skrevet af kunsthistoriker Mogens Eilertsen for Dansk Sygeplejeråd. Bogen udgives i anledning af jubilæumsåret, og det er både en bog om kunst og en fortælling om tidsperiodernes kultur og samfundsforhold.

Hvordan har sygeplejersker og sygeplejefaget kunnet inspirere kunstnere igennem tiderne? Det spørgsmål var den grundlæggende idé i det oplæg til en bog om sygeplejersken i kunsten, som daværende formand for Dansk Sygeplejeråd Kirsten Stallknecht i 1996 bad kunsthistoriker Mogens Eilertsen om at skrive. Anledningen var 100-års jubilæet i 1999.

Bogen 'Sygeplejersken i kunsten' udkom i maj måned og blev præsenteret på Jubilæumsfagdagen den 5. juni i Odense Kongres Center. Den er bygget kronologisk op i kapitler, der hver dækker en periode på 20 år. Billeder og fortælling beretter også træk af hver periodes kunst, kultur og samfundsforhold.

Billedudvalget spænder fra store kunstneres arbejde som Peter Severin Krøyer, Edvard Munch og Anna Ancher til forsidetegningerne på den populære triviallitteratur om piger i hvidt fra 1950'erne og til avisernes satire. Også børnetegninger har fået et par sider i bogen. Kunstnerne har enten portrætteret sygeplejersker, eller de har fanget situationer, hvor sygeplejersken er blandt patienter. Mogens Eilertsen har specialiseret sig i at se på kunst ud fra et tema. Tidligere har han blandt andet skrevet bøger om bonden i kunsten, barnet i kunsten og de ældre i kunsten, så hvorfor ikke sygeplejersken i kunsten.

''Fra begyndelsen var jeg forbeholden over for projektet, fordi jeg med mit kendskab til danske kunstmuseer var i tvivl om, hvor meget kunst der findes, hvor sygeplejersker er motiv. Derfor besluttede jeg at sende breve ud til hospitaler, sygeplejeskoler, kunstmuseer og samlinger for at forhøre mig om, hvor der findes tegninger, grafik og malerier af sygeplejersker,'' fortæller Mogens Eilertsen.

Af de tilbagemeldinger han fik, blev det hurtigt klart, at sygeplejersken og de syge i billedmæssig forstand var uadskillelige. Der findes kun få billeder, hvor sygeplejersken alene er model. Alligevel syntes Mogens Eilertsen, at der var tilstrækkeligt med interessante henvendelser til, at han havde materiale til bogen om sygeplejersken i kunsten.

''Vi fik nogle henvendelser, som vi hæftede os særligt ved. Psykiatrisk Hospital i Århus havde nogle tegninger af sygeplejersker, som var udført af psykiatriske patienter. En overlæge på Psykiatrisk Hospital i Middelfart fortalte, at den norske maler Edvard Munch havde tegnet sygeplejersken Sigrid Schacke Andersen, mens han var indlagt på Daniel Jacobsons psykiatriske klinik på Frederiksberg i 1908,'' fortæller Mogens Eilertsen.

Portrættet af Sigrid Schacke Andersen kan ses afbildet i bogen sammen med en tegning, som Edvard Munch sendte til sin tante, mens han var indlagt. Tegningen viser professor Jacobson i færd med at give Edvard Munch den nye behandling elektrochok, mens en sygeplejerske holder ledningen.

Side 33

Bogen er i det hele taget rig på eksempler på patienttegninger og malerier, amatørers såvel som kunstneres.

SY-1999-24-33
Ejnar Nielsen malede dette billede af den syge pige i 1896, og billedet var begyndelsen til en række billeder, hvor sygdom og død er hovedmotiv. (Statens Museum for kunst) 

De fattige og syge

Mogens Eilertsen udvalgte billeder med syge og sygeplejersker ud fra beskrivelserne fra de svar, han havde fået fra kunstmuseer, hospitalsafdelinger og i private samlinger. I flere måneder af 1996 kørte han sammen med sin kone Ethel Eilertsen land og rige rundt i deres campingvogn og så på kunst ud fra en sygeplejevinkel. Det relevante billedmateriale til bogen kom til at bestå af 150 billeder med syge og sygeplejersker.

Et af de ældste værker, der er gengivet i bogen, er et xylografi af en ukendt kunstner med signatur 'KM' fra 1875. Det forestiller en sovende vågekone, som datidens sygeplejersker blev kaldt. Måske vågede hun over en af datidens patienter, som typisk led af svindsot, brystsyge eller tæring.

I 1800-tallet var det ikke almindeligt, at kunstnere skildrede de syges og fattiges forhold, og først omkring 1870'erne begynder nogle unge kunstnere at skildre socialrealisme, og motiverne bliver andet end victoriansk hygge. Nogle af datidens kunstnere kom selv fra fattige kår eller levede blandt de fattige, de skildrede, men deres kunst blev ikke positivt modtaget i pressen og det bedre borgerskab.

Mogens Eilertsen skriver i bogen:

''Da socialistmaleren Jens Birkholm i 1894 udstillede sit maleri 'Sult', naglede visse dele af pressen ham for eksempel således: ''­ her udvider Horisonten sig, og en ny Sti til Ulykkens Huler og Elendighedens boliger ligger aaben, som fører videre til Tørst ­ og mange andre ubehagelige legemlige Skavanker som Hovedværk, Gigt, Snuue, Tandpine, Halsbrænde osv.''''

I 'Sygeplejersken i kunsten' kan man se malerier fra slutningen af 1800-tallet, der forestiller sygescener fra private hjem eller fra hospitaler for de

Side 34

fattige. Netop det syge barn og dets omsorgsfulde sygeplejerske havde alle de maleriske elementer, der skulle til for at male genrebilleder i 1900-tallet. Kunstnerne er blandt andre Carl Wilhelm Meyer, Carl Wentorf, Anna og Michael Ancher, Ejnar Nielsen, Wilhelm Hammershøj og Valdemar Irminger. Peter Severin Krøyer malede i 1903 en pastelskitse fra Finseninstituttet, som var forarbejdet til et maleri, som blev bestilt i anledning af, at Niels Ryberg Finsen fik tildelt Nobelprisen. På skitsen kan man se omkring 20 sygeplejersker, der arbejder med at behandle patienterne med lys. Ude til venstre i billedet står Finsen og taler med nogle læger. Selve maleriet blev aldrig færdigt, fordi Finsen døde året efter, og Krøyer selv blev syg.

''På skitsen kan vi se sygeplejersker i arbejde, og vi kender oven i købet navnene på mange af dem, fordi Krøyer har noteret navnene ned. Som kunstner var han meget præcis i farvelægningen, og derfor giver pastelskitsen et godt billede af, hvordan datidens sygeplejersker så ud i tøjet,'' siger Mogens Eilertsen.

SY-1999-24-34a
Krøyer lavede sin pastelskitse ude i lyssalen i det nyetablerede Finseninstitut i 1903.

Et godt øje til sygeplejersker

Der er et langt spring fra de ranke fagbevidste sygeplejersker i P.S. Krøyers skitse fra begyndelsen af 1900-tallet til en plakat for Dansk Sygeplejeråd fra 1940 tegnet afJørgen Müller. Plakaten forestiller en meget ung, smuk og bly sygeplejerske med et drømmende udtryk i øjnene. Samme tegning blev senere brugt på forsiden på en af Ib Henrik Cavlings romaner 'Tvekamp' fra 1955, som hører til i triviallitteratur-genren.

''Man kan selvfølgelig godt diskutere, om triviallitteratur er kunst, men jeg mener ikke, der gælder nogen facitliste. Vores kriterium for, hvilke billeder der skulle med i bogen, har været, om billederne har sagt os noget, og det har Jørgen Müllers tegning gjort, fordi han var en dygtig tegner,'' siger Mogens Eilertsen.

Tegningen dannede i øvrigt inspiration for en storstilet kampagne i 1980'erne, hvor Dansk Sygeplejeråd spillede på og ironiserede over myten om sygeplejersker som blide opofrende engle.

Mogens Eilertsens kone Ethel Eilertsen, der også

Side 35

SY-1999-24-34bKunstneren Poul Vandborg, der havde et godt øje til sygeplejersker, har malet en serie akvareller af sygeplejersker, som hænger på Onkologisk Afdeling på Århus Kommunehospital, hvor kunstneren var patient i 1994.

Side 36

har været med til at bedømme billederne, mener, at fremstillingen af sygeplejerskerne i triviallitteraturen siger noget om mænds indstilling til sygeplejersker og kvinder.

''Der er noget ved sygeplejersker, der gør, at man gerne vil se på dem og læse om dem. Det er interessant at iagttage, hvad det er, man gennem tiderne har lagt vægt på,'' siger Ethel Eilertsen.

Kunstneren Poul Vandborg er én af dem, der har haft et godt øje til sygeplejersker.

På Onkologisk Afdeling på Århus Kommunehospital fandt Mogens og Ethel Eilertsen tre akvareller, som er en hyldest til sygeplejerskerne. Kunstneren skænkede billederne til afdelingen i 1994 som tak for den gode pleje, og fordi han syntes, at de deprimerende omgivelser trængte til at blive livet op.

SY-1999-24-36aMogens og Ethel Eilertsen har fundet det slående, at det især er læger, der hænger i forgyldte rammer og pryder de danske hospitaler. Den slags retræteportrætter af betydningsfulde sygeplejersker er ikke almindelige. En undtagelse er portrættet fra 1970 af tidligere forstanderinde, søster Grethe Scheur, som hænger på Århus Amtssygehus.

Jørgen Müller tegnede denne plakat for Dansk Sygeplejeråd omkring 1940. Den er senere blevet brugt til bogomslag for triviallitteratur i 1950'erne og som inspiration for en af Dansk Sygeplejeråds kampagner i 1980'erne.

Satire og karikatur

De senere årtiers nonfigurative kunst har gjort det til en vanskelig opgave at finde sene eksempler på, hvordan sygeplejersker har inspireret kunstnerne.

''Det ville være umuligt at lave en bog om sygeplejersken i kunsten i dag, når man ikke kan se, hvad billederne forestiller. Der er ingen billedkunstnere i 1990'erne, der maler billeder, hvor

Side 37

der optræder syge og sygeplejersker,'' siger Mogens Eilertsen.

I stedet har han haft bladtegnernes værker at ty til. Omkring 1940'erne begynder sygeplejerskerne nemlig at optræde i karikaturtegnernes streger i Blæksprutten, Svikmøllen og i aviserne.

SY-1999-24-36bEdvard Munch tegnede sygeplejerske Sigrid Schacke Andersen, der plejede ham, da han i 1908 var patient på Daniel Jacobsons psykiatriske klinik på Frederiksberg. (Edvard Munch Museet, Oslo).

''Det er, som om der går en skillelinie i befolkningen og kunstnernes opfattelse af sygeplejerskerne før og efter 2. Verdenskrig. Før 2. Verdenskrig var det kaldet, der karakteriserede gerningen, og sygeplejerskerne blev nærmest anset for at være hellige. Sygepleje var en alvorstung gerning, som var hævet over satire og ironi. Efter krigen og efter 1960'erne er der sket en udvikling, så man i højere grad ser sygeplejen som et arbejde. Dermed er det blevet legalt at gøre grin med sygeplejerskerne.

Vi har fundet mange herlige tegninger af sygeplejersker i forbindelse med sygeplejerskernes strejker i 1974 og især i 1995. Bogen ender derfor med at fokusere på den senere tid, hvor sygeplejersker er blevet identificeret med faglig kamp.

Blandt de mange tegninger, vi har set, er det slående, at der ikke har været en eneste ondskabsfuld tegning imellem. Selvom der bliver gjort tykt grin med sygeplejerskerne, er det ofte i en solidarisk tone, og de bliver generelt skildret positivt. Det gælder faktisk alle de billeder, vi har set af sygeplejersker på nær nogle enkelte fra psykiatriske patienter.''

Emneord: 
Kunst
Sygepleje